Von Kaufshandlung und Wucher

1524

Taget fra Erl 22,199-.

Indhold: Luther #2. Om at kautionere. #30. Eksempler på svindelstreger. #64. Josefs eksempel #70. Om handelskompagnierne #96.

Tilbage til oversigten!
 
 
 
1   Erlangerudgavens forord. 
Diese im J. 1524 erschienene Schrift Luthers besteht 1) aus dem Bedenken von Kaufshandlung, welche nicht nur ein helles Licht über die kaufmännischen Verhältnisse und Zustände verbreitet, sonder auch zeigt, wie der Handel nach christlichen Grundsätzen betrieben werden solle; 2) aus dem schon im J. 1519 erschienenen grossen Sermon von Wucher, der bereits im zwanzigsten Bande der homiletischen Abteilung p. 89 bis 122, sammt dem erst in der gegenwärtigen Ausgabe vom J. 1524 enthaltenen Anhange, abgedruckt und deshalb hier, nach dem Beispiele aller früheren Gesammt-Ausgaben von Luthers Schriften, weggelassen worden ist. 		 . 
2       Das heilig Evangelium, nachdem es an den Tag kommen ist, straft und zeigt allerlei Werk der Finsterniss, wie die St. Paulus nennet, Röm 13,12: Denn es ist ein helles Licht, das aller Welt leucht, und lehret, wie böse die Werk der Welt sind, und zeiget die rechte Werk, so man gegen Gott und den Nähisten uben soll.            Efter at det hellige evangelium er kommet for dagen, påtaler og afslører det alle mørkets gerninger, som St. Paulus kalder dem i Rom.13. For det er et klart lys, der lyser for hele verden og lærer, hvor syndige denne verdens gerninger er, og det viser os de rette gerninger, som man skal gøre mod Gud og næsten.
3  Daher auch etliche unter den Kaufleuten auferwacht, und gewahr worden sind, dass unter ihrem Handel manch böser Griff und schädliche Finanze im Brauch sind, und zu besorgen ist, es gehe hie zu, wie der Ecclestiasticus sagt, dass Kaufleut schwerlich ohn Sünde sein mügen. Derfor er også nogle af forretningsmændene vågnet op og er blevet klar over, at der i deres handel bruges mange syndige kneb og skadelige transaktioner, og at der er grund til at frygte for, at det går til her på samme måde, som Siraks Visdom siger: Forretningsmænd kan vanskeligt være uden synd. (Sir 26,28) 
4  Ja, ich acht, es treffe sie der Spruch St. Pauli 1 Timoth 6,10: Der Geiz ist eine Wurzel alles Ubels. Und abermal (v. 9) Wilche reich wollen werden, die fallen dem Teufel in den Strick, und in viel unnutze, schädliche Begierde, wilche die Leut versenken ins Verderben und Verdammniss. Ja, jeg tror, at St. Paulus' ord (1. Tim.6) rammer dem: Begærlighed er roden til alt ondt; og videre: De, der vil være rige, falder i djævelens garn og kommer i mange skamløse og skadelige begæringer, som styrter mennesker ud i ødelæggelse og fortabelse. 
5         Wiewohl ich aber denke, diess mein Schreiben werde fast umbsonst sein, weil der Unfall soweit eingerissen, und allerding uberhand genommen hat in allen Landen, dazu diejenigen, so das Evangelium verstehen, selbst aus eigenem Gewissen wohl kunnten urtheilen in solchen äusserlichen leichten Sachen, was billig und unbillig sei;           Ganske vist tænker jeg, at dette skrift fra min side vil være gan-
ske nytteløst, fordi uvæsnet har grebet så meget om sig og har taget helt overhånd i alle lande; desuden kan de, der forstår evangeliet, sikkert ud fra deres egen samvittighed selv dømme om, hvad der er rigtigt eller urigtigt i disse ydre, enkle spørgsmål.
6   bin ich doch ermahnet und gebeten, solche Finanze zu rühren, und etliche an den Tag zu bringen, ob je der Haufe nicht recht wolle, dass doch etliche, wie wenig auch derselben sei, aus dem Schlund und Rachen des Geizes erlöset wurden. Denn es muss ja so sein, dass man noch etliche finde, unter den Kaufleuten sowohl als unter andern Leuten, die Christo zugeboren, und lieber wollten mit Gott arm, denn mit dem Teufel reich sein, wie der 37. Psalm (v. 16) sagt: Es ist dem Gerechten besser ein wenig, denn grosse Guter der Gottlosen. Wohlan, umb derselben willen mussen wir reden. Men alligevel er jeg blevet anmodet og bedt om at tage fat på disse transaktioner og bringe nogle af dem for dagen, selv om flertallet ikke ønsker at handle ret, for at nogle i hvert fald - hvor få af dem det end kan være - kan blive reddet fra begærlighedens gab og svælg. For det må da være sådan, at man endnu kan finde nogle blandt forretningsmændene lige så vel som blandt andre mennesker (368) der tilhører Kristus og hellere vil være fattig sammen med Gud end rige med djævelen, som den 36. salme siger: For den retfærdige er det bedre at have lidt end at have de gudløses rigdomme. Godt, for deres skyld må vi tale.
7             Das kan man auch nicht leugen, das Käufen und Verkäufen ein nothig Ding ist, dess man nicht entbehren, und wohl christlich brauchen kann, sonderlich in den Dingen, die zur Noth und Ehren dienen. Denn also haben auch die Patriarchen verkauft und gekauft Vieh, Wolle, Geträide, Butter, Milch, und ander Güter. Es sind Gottes Gaben, die er aus der Erden gibt, und unter die Menschen theilet.           Man kan jo ikke nægte, at køb og salg er en nødvendighed, som man ikke kan undvære, og som man godt kan gøre brug af på kristelig måde, særlig når det gælder ting, som tjener nyttige og hæderlige formål. For sådan har også patriarkerne solgt og købt kvæg, uld, korn, smør, mælk og andre varer. Det er Guds gaver, som han giver os af jorden og uddeler blandt menneskene. 
8  Aber der ausländische Kaufshandel, der aus Kalikut und Indien, und dergleichen, Waar herbringt, als solch kostlich Seiden- und Goldwerk und Wurze, die nur zur Pracht und keinem Nutz dienet, und Land und Leuten das Geld aussäuget, sollt nicht zugelassen werden, wo wir ein Regiment und Fursten hätten. Doch hievon will ich itzt nicht schreiben; denn ich acht, es werde zuletzt, wenn wir nimmer Geld haben, von ihm selbst ablassen mussen, wie auch der Schmuck und Frass; es will doch sonst kein Schreiben noch Lehren helfen, bis uns die Noth und Armuth zwinge. Men hvis vi (virkelig) havde en regering og fyrster, burde de ikke tillade en udenrigshandel, der bringer varer hertil fra Calcutta og Indien og lignende steder, f.eks. kostbare silkestoffer, guldvarer og krydderier, der kun er til pynt og uden nytte og udsuger landet og folket for penge. Dog, det vil jeg ikke skrive noget om nu, for jeg tror, at det ligesom pyntesygen og frådseriet til sidst bliver nødt til at holde op af sig selv, når vi ikke har flere penge. Hverken skrifter eller belæringer vil jo hjælpe noget, før nød og fattigdom tvinger os.
9         Gott hat uns Deutschen dahin geschleudert, dass wir unser Gold und Silber müssen in frembde Länder stossen, alle Welt reich machen, und selbst Bettler bleiben. Engelland sollt wohl weniger Golds haben, wenn Deutschland ihm sein Tuch liesse. Und der König von Portugal sollt auch weniger haben, wenn wir ihm seine Wurze liessen.          Gud har forkastet os tyskere sådan, at vi er nødt til at sende vores guld og sølv til udlandet, gøre hele verden rig og selv være tiggere. England ville sandelig ikke eje så meget guld, hvis Tyskland lod det beholde sit klæde, og kongen af Portugal ville heller ikke eje så meget, hvis vi lod ham beholde sine krydderier.
10 Rechen du, wie viel Gelds eine Messe zu Frankfurt aus deutschem Land gefuhrt wird, ohn Noth und Ursache: so wirst du dich wundern, wie es zugehe, dass noch ein Heller in deutschen Landen sei. Frankfurth ist das Silber- und Goldloch, dadurch aus deutschem Land fleusst, was nur quillet und wächst, gemunzt oder geschlagen wird bei uns. Prøv at regne ud hvor mange penge der unødvendigt og uden grund bliver udført fra Tyskland under en messe i Frankfurt! Så vil du undre dig over, hvordan det går til, at der endnu er en rød øre tilbage i Tyskland. Frankfurt er det sølv- og guldhul, hvorigennem alt, hvad der overhovedet vokser og gror frem, udmøntes og præges hos os, strømmer ud af Tyskland.
11  Wäre das Loch zogepropft, so durft man itzt der Klage nicht horen, wie allenthalben eitel Schuld und kein Geld, alle Land (E202) und Städte mit Zinsen beschweret und ausgewuchert sind. Aber lass gehen, es will doch also gehen, wir Deutschen mussen Deutschen bleiben, wir lassen nicht ab, mir mussen denn. Wir wollen hie vom Missbrauch und Sunden des Kaufhandels reden, so viel es das Gewissen betrifft. Wie es des Beutels Schaden trifft, lassen wir Fursten und Herrn fur sorgen, dass sie ihr Pflicht daran ausrichten. Hvis det hul blev stoppet til, så behøvede man ikke nu at høre på klagen over, at der alle vegne kun er gæld og ingen penge, og at alle lande og byer bebyrdes med afgifter og bliver udsuget. Men lad det bare fortsætte! Vi tyskere er og bliver tyskere, vi holder ikke op, før vi er tvunget til det. Vi vil derimod tale om misbrug og synder i forretningslivet, for så vidt angår samvittigheden. Spørgsmålet om den skade, det forvolder på pengepungen, lader vi fyrster og herrer tage stilling til, for at de kan gøre deres pligt her.
12           Erstlich haben die Kaufleut unter sich ein gemeine Regel, das ist ihr Hauptspruch und Grund aller Finanzen, dass sie sagen: Ich mag meine Waar so theur geben, als ich kann. Das halten sie fur ein Recht. Das ist dem Geiz Raum gemacht, und der Höllen Thur und Fenster alle aufgethan. Was ist das anders gesagt, denn so viel: Ich frage nichts nach meinem Nähisten, hätte ich nur meinen Gewinn und Geiz voll; was gehet michs an, dass es zehen Schaden meinem Nähisten thät auf einmal?           For det første er alle forretningsmændene enige om en lov, som er grundsætningen og udgangspunktet for alle transaktioner; de siger således: Jeg har lov til at sælge min vare til den pris, jeg kan. Det betragter de som en ret. Så er der givet plads for begærligheden, og alle helvedes døre og vinduer er lukket op. Vil det ikke blot sige: jeg er ligeglad med min næste? Hvis jeg bare har min fortjeneste og får tilfredsstillet min begærlighed, hvad kommer det så mig ved, at det samtidig går ti gange så meget ud over min næste?
13 Da siehest du, wie dieser Spruch so straks unverschampt, nicht alleine wider die christliche Liebe, sondern auch wider das natürlich Gesetz fähret. Was sollt nu Guts im Kaufhandel sein? Was sollt ohn Sunde sein, wo solch Unrecht das Häuptstuck und Regel ist des ganzen Handels? Es kan damit der Kaufhandel nichts anders sein, denn rauben und stehlen den Andern ihr Gut. Der ser man, hvor direkte uforskammet denne sætning strider ikke blot mod den kristelige kærlighed, men også mod den naturlige lov. Hvad kan der da være af godt i forretningslivet? Hvad kan være uden synd, hvis en sådan uretfærdighed er grundsætningen og loven for al forretning? På den måde kan det i forretningslivet ikke dreje sig om andet end at røve og stjæle andres ejendom.
14         Denn wo der Schalksauge und der Geizwanst hie gewahr wird, dass man seine Waar haben muss, oder der Käufer arm ist, und sein darf; da machts ers ihm nutz und theur: da siehet er nicht auf die Würde der Waar, oder auf den Dienst seiner Muhe und Fahr, sondern schlecht auf die Noth und Darbe seines Nähisten: nicht derselben zu helfen; sondern derselben zu seinem Geniess zu brauchen, seine Waar zu steigern, die er sonst wohl ungesteigert liesse, wo des Nähisten Noth nicht da wäre.            For hvis en snu rad og en pengepuger her opdager, at man er nødt til at have hans varer, eller at køberen er fattig og har brug for ham, så udnytter han ham og slår mønt af ham. Så ser han ikke på, hvad varen er værd, eller hvad han skal have for sin ulejlighed og risiko, men kun på sin næstes nød og trang, ikke for at afhjælpe den, men for at bruge den til sin egen fordel og sætte prisen på sin vare - den ville han sikkert ellers ikke have sat op, hvis ikke hans næste havde manglet den. 
15  Und muss also durch seinen Geiz die Waar so viel mehr gelten, so viel der Nähist grosser Noth leidet, dass des Nähisten Noth gleich der Waar Schatz und Würde sein muss. Sage mir, heisst das nicht unchristlich und unmenschlich gehandelt? Wird daselbst nicht des Armen Noth ihm selbst mit unter verkauft? Denn weil er seiner Noth halben die Waar deste theuer nehem muss, ists eben soviel, als dass er muss seine Noth erkäufen. Denn nicht die lauter Waar ihm verkauft wird, wie sie an ihr selbst ist, sondern mit dem Zusatz und Anhang, dass er derselbigen benothigt ist. Siehe, dieser und dergleichen Greuel muss folgen, wo diess Recht geht: Ich mag mein Waar so theur verkäufen, als ich kann. Jo større næstens behov for den er, des højere tvinges varens pris således op på grund af hans begærlighed, så at næstens behov absolut skal være mål for varens værdi og pris. Sig mig, kan man ikke kalde det at handle ukristeligt og umenneskeligt? Sælger man så ikke samtidig den fattiges behov for varen til ham selv? For når han må aftage varen så meget dyrere, fordi han behøver den, svarer det ikke nøjagtig til, at han må købe sit behov for den? For det er ikke den rene vare, som den er i sig selv, der bliver solgt til ham, men varen med den tilføjelse og tilgift, at han har behov for den. Se, denne og lignende afskyeligheder kommer der uvægerligt, hvis denne lov gælder: jeg har lov til at sælge min vare til den pris, jeg kan.
16           Es sollt nicht so heissen: Ich mag meine Waar so theur geben, als ich kann oder will; sondern also: Ich mag meine Waar so theur geben, als ich soll, oder, als recht und billig ist. Denn dein Verkäufen soll nicht ein Werk sein, das frei in deiner Macht und Willen, ohn alle Gesetz und Maass stehe, als wärist du ein Gott, der Niemand verbunden wäre;           Det burde ikke hedde: jeg har lov til at sælge min vare til den pris, jeg kan eller vil, men: jeg har lov til at sælge min vare til den pris, jeg bør sælge for, eller som det er ret og rimeligt at tage for den. For når du sælger, skal det ikke være en gerning, der frit er underlagt din magt og vilje uden nogen som helst lov og forskrift, som om du er en gud, der ikke er forpligtet over for nogen. 
17 sondern weil solch dein Verkäufen ein Werk ist, das du gegen deinem Nähisten ubest, soll es mit solchen Gesetz und Gewissen verfasset sein, dass du es ubest ohn Schaden und Nachtheil deines Nähisten; und viel mehr acht haben, dass du ihm nicht Schaden thust, denn wie du gewinnst. Ja, wo sind solche Kaufleut? Wie sollt der Kaufleut so wenig werden, und der Kaufhandel abnehmen, wo sie diess böse Recht wurden bessern, und auf christliche, billige Weise bringen. Men fordi det at sælge til andre er en gerning, som du udøver over for din næste, skal den være bundet af ret og samvittighed på en sådan måde, at du udøver den, uden at det bliver til skade og fortræd for din næste. Du skal tværtimod interessere dig mere for, at det ikke volder ham fortræd, end for, hvordan du får fortjeneste af det. Ja, hvor er der den slags forretningsmænd? Hvor ville der blive få forretningsmænd og handelen tage af, hvis de bragte denne syndige lov i overensstemmelse med det, der er kristeligt og svarer til ret og rimelighed. 
18         So fragist du denn: Ja, wie theur soll ichs denn geben? Wo treff ich das Recht und die Billikeit, dass ich meinem Nähisten nicht ubersetze, oder ubernehme? Antwort: Das wird freilich mit keiner Schrift noch Rede nimmermehr verfasset werden; es hats auch noch Niemand forgenommen, ein iglicher Waar zu setzen, steigern oder niedern.          Så spørger du: Ja, men til hvilken pris skal jeg sælge? Hvordan skal jeg ramme det, der er ret og rimeligt, sådan at jeg ikke tager for meget eller laver optrækkeri over for min næste? Svar: Det kan man sandelig ikke fastsætte skriftligt eller mundtligt. Der er endnu heller ingen, der har påtaget sig at fastsætte værdien af alle varer og forhøje eller sænke prisen.
19 Ursach ist die: Die Waar ist nicht alle gleich, so holet man eine ferner denn die ander, geht auf eine mehr Kost denn auf eine andere, dass es hie Alles ungewiss ist und bleiben muss, und nichts Gewisses mag gesetzt werden, so wenig als man eine einige gewisse Stadt setzen mag, da man sie alle herholet, oder gewisse Kost stimmen, die drauf geht; sintemal es geschehen mag, dass einerlei Waar, aus einerlei Stadt, auf einerlei Strasse,  heur mehr kostet, denn fur eim Jahr, dass vielleicht der Weg und Wetter böser ist, ode sonst ein Zufall kompt, der zu mehrer Unkost dringt, denn auf ein ander Zeit. Nu ists aber billig und recht, dass ein Kaufmann an seiner Waar so viel gewinne, dass seine Kost bezahlet, seine Muhe, Aerbeit und Fahr belohnet werde. Muss doch ein Ackerknecht Futter und Lohn von seiner Aerbeit haben. Wer kann umbsonst dienen oder ärbeiten? So spricht das Evangelium: Ein Aerbeiter ist seines Lohns werth. Grunden er, at varerne ikke alle er ens; således henter man den ene længere borte fra end den anden; der kommer på én vare større omkostninger end på en anden. Derfor er og bliver det uvægerligt altsammen ubestemt her, og der kan ikke fastsættes noget bestemt, lige så lidt som man kan fastsætte, at der er en bestemt by, hvorfra alle varer skal hentes, eller beregne de nøjagtige udgifter, som løber på. Det kan jo ske, at samme vare, fra samme by, ad samme handelsvej i år koster mere end for et år siden, fordi vejen eller vejret måske er dårligere eller der støder noget andet til, der nødvendiggør større udlæg end på et andet tidspunkt. Men det er nu ret og rimeligt, at en forretningsmand tjener så meget på sin vare, at han får sit udlæg dækket og får sin ulejlighed, risiko og sit arbejde betalt. En karl skal jo have kost og løn for sit arbejde. Hvem kan tjene eller arbejde gratis? Evangeliet siger: En arbejder er sin løn værd.
20          Doch, dass wir nicht ganz dazu schweigen, wäre das die beste und sicherste Weise, dass weltliche Oberkeit hier vernunftige, redliche Leute setzte und verordnete, die allerlei Waar uberschlugen mit ihrer Koste, und setzten darnach das Maass und Ziel, was sie gelten sollt, dass der Kaufmann kunnt zukommen, und seine ziemliche Nahrung davon haben; wie man an etlichen Orten Wein, Fisch, Brod und dessgleichen setzt. For dog ikke helt at forbigå spørgsmålet i tavshed, ville det være den bedste og sikreste fremgangsmåde, om den verdslige øvrighed ansatte og udpegede fornuftige og pålidelige folk, som vurderede alle varer sammen med omkostningerne på dem og ud fra det fastsatte priserne på varerne, så at forretningsmanden kunne klare sig og få sit rimelige udkomme af det. På den måde fastsætter man nogle steder prisen på vin, fisk, brød og lignende.
21  Aber wir Deutschen haben mehr zu thun, zu trinken und zu tanzen, dass wir solchs Regiments und Ordnung nicht kunnten gewarten. Weil denn diese Ordnung nicht zu hoffen ist, ist das der nähiste und beste Rath, dass man die Waar lassen gelten, wie sie der gemein Markt gibt und nimpt, oder wie Lands Gewohnheit ist zu geben und zu nehmen; denn hierinne mag man das Sprüchwort gehen lassen: Thu wie ander Leute, so narrest du nicht. Was solcher Weise gewonnen wird, acht ich redlich und wohl gewonnen, sintemal hie die Fahr steht, dass sie zuweilen an der Waar und Kost verlieren mussen, und sich nicht allzu reich gewinnen mügen.  Men vi tyskere er mere optaget af at drikke og danse, så vi ikke kan sørge for sådan en regulering og ordning. Så længe der da ikke er udsigt til denne ordning, er det næstbedste råd, at man skal sætte varen til den pris, den bliver købt og solgt til på det frie marked eller i handel og vandel, for her kan man lade ordsproget gælde: Gør som andre folk, så begår du ikke dumheder! Det, man tjener på den måde, mener jeg, er tjent ærligt og redeligt, fordi der her er risiko for, at man somme tider må lide tab på varerne og på ens udlæg og således ikke kan tjene sig alt for rig.
22        Wo aber die Waar nicht gesetzt, noch gäng und gebe ist, und du sollt und musst sie setzen zum ersten. Wahrlich, hie kann man nicht anders lehren, man muss dirs auf dein Gewissen heimgeben, dass du zusehest, und deinen Nähisten nicht ubernehmest, und nicht den Geiz, sondern deine ziemliche Nahrunge suchest. Es haben Etliche die wollen Maass setzen, dass man müge an aller Waar die Hälfte gewinnen. Etlich, dass man müge das dritte Theil gewinnen. Etliche auch anders.            Men hvis varens pris ikke er fastsat eller varen ikke er i handelen, og du som den første er nødt til at sætte prisen, så kan man sandelig ikke give dig anden vejledning, end at man må overlade det til din samvittighed at passe på, at du ikke tager for meget af din næste og ikke stræber efter at tilfredsstille begærligheden, men søger at skaffe dig et rimelige udkomme. Nogle har her villet sætte grænsen for fortjenesten ved halvdelen på alle varer, andre ved en tredjedel og andre igen noget andet. 
23 Aber der ist keins gewiss noch sicher, es wäre denn von weltlicher Oberkeit und gemein Recht also verordenet, was dieselbige hierin setzte, das wäre sicher. Darumb musst du dir fursetzen, nichts denn deine ziemliche Nahrung zu suchen in solchen Handel, darnach Kost, Muhe, Aerbeit und Fahr rechen und uberschlagen, und also denn die Waar selbst setzen, steigern oder niedern, dass du solcher Aerbeit und Muhe Lohn davon habest. Men der er ikke noget, der er bestemt og fast, medmindre den verdslige øvrighed og den almindelige lovgivning har forordnet det; det, som den ville fastsætte her, ville ligge fast. Når du gør forretninger, må du derfor sørge for, at du ikke søger andet end dit rimelige udkomme. Ud fra det må du beregne og gøre overslag over udlæg, ulejlighed, arbejde og risiko og da således selv fastsætte prisen for varen, forhøje eller nedsætte den, for at du kan få noget for dit arbejde og din ulejlighed.
24          Ich will aber hie das Gewissen nicht so fährlich gefangen, noch so engen gespannen haben, als müsst man das Maass so eben treffen, dass nicht umb einen Heller sollt feihlen. Denn das ist nicht müglich, dass du so eben treffen solltest, wie viel du verdienet habest mit solcher Muhe und Aerbeit; es ist gnug, dass du mit gutem Gewissen darnach trachtest, dass du gerne das rechte Maass treffest, und doch des Handels Art ist, dass nicht müglich ist zu thun; es wird der Spruch des Weisen auch an dir wohl wahr bleiben (Jes. Sir. 26,28): Ein Kaufmann mag schwerlich ohn Sund handeln, und ein Krezschmar wird schwerlich gerechten Mund behalten.           Men her ønsker jeg ikke, at samvittigheden skal udsættes for den fare det er at være bundet og bastet så stramt, at man skal ramme så rigtigt, at man ikke må tage en øre fejl. For det er ikke muligt for dig så nøjagtigt at finde ud af, hvor meget du har tjent ved din ulejlighed og dit arbejde. Det er tilstrækkeligt, at du efter bedste overbevisning stræber efter at finde den rigtige pris, og alligevel er det med forretning sådan, at det ikke kan lade sig gøre. Vismandens ord skal også nok blive bekræftet i dit tilfælde: En købmand kan næppe handle uden synd, og en handelsmand vil næppe blive ved med at have en retfærdig mund.
25  Ob du nu ein wenig zu viel nehmest unwissend und ungerne, so lass dasselb ins Vater Unser fahren, da man betet: Vergib uns unsere Schuld; ist doch keins Menschen Leben ohn Sunde. Auch so kompts wohl wiederumb, dass du fur deine Muhe etwa zu wenig nehmest, da lass in die Wette schlahen, und gegenander aufheben, wo du zuviel genommen hast. Hvis du nu uforvarende og uforsætligt skulle tage en smule for meget, så bliv af med det i Fadervor, hvor man beder: Forlad os vor skyld. Intet menneskes liv er jo uden synd. Omvendt forekommer det vel så også, at du måske tager for lidt for din ulejlighed; så lad det gå lige op og blive udlignet med andre tilfælde, hvor du har taget for meget.
26         Als, wenn du einen Handel hättest, der des Jahrs auf hundert Gulden liefe, und du uber alle Koste und ziemlichen Lohn, den du fur deine Muhe, Aerbeit und Fahr dran gewunnest, und nähmest ungefährlich ein Gulden, zween oder drei zu viel Gewunnst; das heiss ich hie den Feihl im Handel, den man nicht wohl meiden kann, sonderlich so zu handeln ein Jahr lang.         Hvis du for eksempel havde en forretning med en årlig omsætning på hundrede gylden, og du - ud over dækning af alle omkostninger og en rimelig løn, som du havde tjent og taget for din indsats, arbejde og risiko - måske tjente en, to eller tre gylden for meget, så siger jeg, at fejlen ligger i selve forretningslivet, og den fejl kan man ikke godt undgå, især når det drejer sig om et helt års omsætning.
27 Darumb sollst du dein Gewissen damit nicht beschweren, sondern als eine ander unuberwindliche Sunde, die uns Allen anhangen, mit dem Vater Unser fur Gott bringen und ihm befehlen: denn zu solchem Feihl dringt dich die Noth und Art des Werks, nicht der Muthwille und Geiz; denn ich rede hie von den gutherzigen und gottfurchtigen Menschen, die nicht gern Unrecht thäten. Gleichwie die eheliche Pflicht nicht ohn Sunde geschicht, und doch Gott umb der Noth willen solchem Werk durch die Finger siehet, weil es nicht anders sein kann. Derfor skal du ikke belaste din samvittighed med det, men ved hjælp af Fadervor lægge det frem for Gud og overlade det til ham som en af de mange uovervindelige synder, der klæber ved os alle. For sådan en fejl er uundgåelig i denne form for virksomhed og skyldes ikke ond vilje og begærlighed. For jeg taler her om de retsindige og gudfrygtige mennesker, der ikke ønsker at øve uret. På samme måde opfyldes ægteskabspligten ikke uden synd, og alligevel ser Gud på grund af dens nødvendighed igennem fingre med det, da det jo ikke kan være anderledes.
28          Wie hoch aber dein Lohn zu schätzen sei, den du an solchem Handel und Aerbeit gewinnen sollt, kannst du nicht besser rechen und abnehmen, denn dass du die Zeit und Grösse der Aerbeit uberschlahest, und nehmest ein Gleichniss von einem gemeinen Tagelohner, der sonst etwa ärbeitet, und siehest, was derselb einen Tag verdienet; darnach rechene, wie viel Tage du an der Waare zu holen und zu erwerben dich gemuhet, und wie grosse Aerbeit und Fahr darinnen gestanden habst: denn grosse Aerbeit und viel Zeit soll auch deste grössern und mehr Lohn haben.          Men hvor højt du skal sætte den indtægt, som du bør tjene ved denne handel og ved dit arbejde, kan du ikke beregne og anslå bedre end ved at lave et overslag over arbejdets varighed og omfang og så drage en sammenligning med en almindelige arbejder, der har et andet arbejde, og se, hvad han tjener om dagen. Regn derefter ud, hvor mange dage du har anvendt til at hente og fremskaffe varen, og omfanget af det arbejde og den risiko, du har haft. For et stort arbejde og megen tid må også medføre så meget større indtægt.
29 Näher und besser und gewisser kann man in dieser Sachen nicht reden noch lehren; wem das nicht gefällt, der machs besser. Mein Grund steht (wie gesagt ist,) im Evangelio, (Matth. 10,10) dass ein Aerbeiter seins Lohns werth ist. Und Paulus auch spricht 1. Cor. 9,7: Wer des Viehes hut, soll der Milch geniessen. Wer kann auf eigen Kost und Sold reisen? Hast du bessern Grund, gann ich dir wohl. I dette spørgsmål er det umuligt at give et svar eller en vejledning, der er mere rammende, rigtig og ufejlbar. Er man ikke tilfreds med det, skal man blot gøre det bedre selv. Mit udgangspunkt finder jeg som sagt i evangeliet: at en arbejder er sin løn værd; Paulus siger også 1. Kor 9: Hvis man vogter kvæget, må man nyde af mælken. Hvem kan gå i krig på egen bekostning og løn? Hvis du har et bedre udgangspunkt, skal det være dig vel undt.
30         Zum Andern, ist noch ein gemein Feihl, wilcher nicht allein unter den Kaufleuten, sondern auch in aller Welt, eine läuftige Gewohnheit ist, dass einer fur den andern Burge wird. Und wiewohl dasselbige Werk scheinet ohn Sunde, und eine Tugend der Liebe zu sein, so verderbet es doch gemeiniglich viel Leute,  und bringet sie zu unuberwindlichem Schaden.             For det andet er det også en udbredt forseelse, som ikke blot er almindelig skik og brug blandt forretningsfolk, men alle andre steder, at man kautionerer for hinanden. Og selv om denne praksis ikke ser ud til at være syndig, men at være udtryk for kærlighedens gerning, så ruinerer den dog i almindelighed mange mennesker og bliver til ubodelig skade for dem.
31 Der König Salomon hat solchs manchfältig verboten und verworfen in seinen Sprüchen, und spricht Cap. 6, (v.1. sqq) Mein Kind, bist du fur deinen Nähisten Burge worden, so hast du deine Hand verheftet; du bist verknupft mit der Rede deines Munds, und gefangen mit der Rede deines Mundes. So thu doch, mein Kind, also, und errette dich, denn du bist deinem Nähisten in die Hände kommen; lauf, eile und treibe deinen Nähisten, lass deine Augen nicht schlafen, noch deine Augenliede schlummern; errette dich wie ein Rehe von der Hand, und wie ein Vogel aus der Hand des Vogelers. Item Cap. 20. (v.16): Nimm dem sein Kleid, der fur einen ander Burge wird, und pfände ihn umb des Frembden willen. Item Cap. 22. (v. 26): Sei nicht bei denen, die ihre Hand verheften, und fur Schuld Burge werden. Und abermal Cap. 27. (v. 13): Nimm dem sein Kleid, der fur einen Andern Burge wird, und pfände ihn umb des Frembden willen. Kong Salomo har mange gange forbudt og forkastet det i sine ordsprog. Således siger han i kap. 6: Mit barn, har du kautioneret for din næste, så har du givet hånden på det. Du er bundet ved din munds ord og fanget ved din munds ord. Så gør dette, mit barn, og red dig, for du er kommet i hænderne på din næste; løb, skynd dig og træng ind på din næste, lad dine øjne ikke få søvn eller dine øjenlåg hvile. Red dig som et rådyr fra hånden og som en fugl fra fuglefængerens hånd. Ligeledes kap 20: Tag tøjet fra ham, der kautionerer for en anden, og udpant ham for den fremmedes skyld. Ligeledes kap. 22: Hold dig væk fra dem, der giver hånden på noget og kautionerer for gæld. Og igen en gang i det 27. kap: Tag tøjet fra ham, der kautionerer for en anden, og udpant ham for den fremmedes skyld.
32         Siehe da, wie der weise Konig in der heiligen Schrift so hart und heftig verbeut, fur Andere Burge zu werden. Auch stimmet mit ihm das deutsch Sprüchwort: Burgen soll man wurgen. Als sollts sagen: Es geschicht dem Burgen recht, dass er gewurget wird und zahlen muss, denn er thut leichtfertig und thörlich daran, dass er Burge wird.          Der ser man, hvor udtrykkeligt og strengt den vise konge i den hellige skrift forbyder folk at kautionere for andre! Hermed stemmer også det tyske ordsprog: Kautionister skal man slæbe for retten, det vil sige: man behandler kautionisten retfærdigt, når han bliver slæbt for retten og er nødt til at betale, for det er letsindigt og tåbeligt af ham at kautionere. 
33 Also, dass solchs nach der Schrift beschlossen ist, dass Niemand soll fur andere Burge werden, er vermüg es denn, und sei volliges Willens selbst schuldig zu sein und bezahlen. Nu scheint es wunderlich, dass solch Werk böse sei und verworfen. Denn, dass ein thorlich Werk sei, haben gar viel selbst erfahren, die das Häuptkratzen davon kriegen haben. Was ist denn die Ursach, dass verworfen wird? Das wollen wir sehen. Det står således efter Bibelens ord fast, at man ikke må kautionere for hinanden, medmindre man har tilstrækkelige midler og er helt indforstået med selv at hæfte for gælden og betale. Det kan se mærkeligt ud, at denne praksis er syndig og forkastelig. Thi at det er en tåbelig praksis, er der overordentlig mange, der selv har erfaret, når det har givet dem hovedpine. Hvad er da grunden til, at det bliver forkastet? Det kommer vi til nu.
34         Es ist Burgewerden ein Werk, das eim Menschen zu hoch ist, und nicht zugebührt, und greift mit Vermessenheit in Gottis Werk. Denn erstlich, so verbeut die Schrift, man soll keinem Menschen trauen, noch sich auf ihn verlassen, sondern alleine auf Gott. Denn menschlich Natur ist falsch, eitel, lügenhaftig und ungewiss, wie die Schrift sagt, und auch die Erfahrung täglich lehret. Wer aber Burge wird, der trauet einem Menschen, und setzt sich mit Leib und Gut in die Fahr, auf einen falschen, ungewissen Grund, darumb geschicht ihm recht, dass er falle und feihle, und in der Fahr verderbe.          At stille kaution er en gerning, der er for stor for et menneske, og som ikke tilkommer det, da det er et formasteligt indgreb i Guds gerning. Thi for det første så byder Bibelen, at man ikke må sætte sin lid til noget menneske eller forlade sig på det, men kun på Gud. For den menneskelige natur er bedragerisk, svigefuld, løgnagtig og upålidelig, sådan som Bibelen siger det, og som man også lærer det af daglig erfaring. Men hvis man kautionerer, sætter man sin lid til et menneske og sætter liv og ejendom på spil og stiller sig på en falsk, usikker grund. Derfor sker det med rette, at man falder og snubler og ruineres.
35          Zum Andern, so trauet er auch auf sich selbst, und macht sich selbst zum Gott (denn warauf ein Mensch trauet und sich verlässt, das ist sein Gott). Nu er aber seins Leibs und Guts kein Augenblick sicher und gewiss ist, als wenig als dess, fur den er Burge wird, sondern steht Alles in Gottes Hand alleine, der nicht haben (E208) will, dass wir ins kunftige ein Haar breit Macht oder Recht haben, und dess kein Augenblick sicher und gewiss sein sollen: so thut er unchristlich, und geschicht ihm recht, weil er das versetzt und zusagt, das nicht sein, noch in seiner Macht, sondern in Gottes Händen alleine steht.          For det andet så sætter man også sin lid til sig selv og gør sig selv til Gud (for det, som et menneske sætter sin lid til og stoler på, er dets gud). Men ikke et øjeblik kan man være sikker og tryg med hensyn til liv og ejendom og lige så lidt for den, man kautionerer for, men alt er i Guds hånd alene - og han vil ikke have, at vi får en tøddel magt eller ret over for fremtiden, og at vi noget øjeblik skal være sikre og trygge over for den. Derfor handler man ukristeligt og får som forskyldt, fordi man stiller det som pant og lover det, der ikke er ens eget eller det, som man ikke selv råder over, men som Gud alene har i sin hånd.
36          Also lesen wir 1. Mos. 43 (9.) und c. 44. (v. 32) wie der Erzvater Juda fur seinen Bruder Benjamin Burge ward gegen seinem Vater Jacob, dass er ihn wollt wiederbringen, oder wollt selbst ewiglich schuldig sein. Aber Gott straft dieselbe Vermessenheit fein, und liess ihn sinken und feihlen, dass er Benjamin nicht konnt wiederbringen, bis er selbst sich fur ihn gab, und dennoch aus Gnaden kaum los ward.          Således læser vi i 1. Mos. 43 og 44, hvorledes patriarken Juda stille sig selv som kaution over for sin fader Jakob og lovede, at han ville bringe sin broder Benjamin med tilbage, ellers ville han selv være hans skyldner for bestandig. Men Gud straffede denne overmodighed dygtigt og lod ham snuble og falde, så at han ikke kunne bringe Benjamin med tilbage, førend han gav sig selv i hans sted og alligevel kun med nød og næppe blev fri på grund af nåde.
37 Und ihm geschach recht, denn solche Burge thun gerade, als dürften sie Gott nicht einmal drumb grüssen, oder denken, ob sie ihrs Leibs und Guts auch morgen gewiss seien, und handlen sogar ohn Fürcht Gottes, als hätten sie das Leben und Gut von ihn selbst, und wärens mächtig, wie lange sie wollten; wilchs nicht anders ist, denn eine Frücht des Unglaubens.  Og han blev behandlet retfærdigt; for disse kautionister handler, ganske som om de ikke engang behøver at lægge det frem for Gud eller at tænke på, om de også kan være sikre på at beholde deres liv og ejendom i morgen; de handler så fuldstændig uden at frygte Gud, som om de selv havde skaffet sig liv og ejendom og var herrer over det, så længe de ville,  hvad der ikke er andet end en frugt af deres vantro.
38 Wie auch Jacobus in seiner Epistel solchs c. 4, (13. 14. 15. 16) fur einen Hochmuth schilt und spricht: Wohlan, die ihr nu saget: heute oder morgen wollen wir ziehen in die oder die Stadt, und da handtieren und gewinnen, die ihr nicht wisset, was morgen sein wird. Denn was ist euer Leben? Ein Dampf ists, der ein kleine Zeit währet, und darnach vergeht; dafur dass ihr sagen solltet: leben wir und wills Gott, so wollen wie diess oder das thun, nu aber rühmet ihr euch in eurem Hohmuth. Det er også det, Jakob i sit brev, kap 4, stempler som hovmod, når han siger: Og nu I, som siger: I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og handle der og skaffe os fortjeneste, I som ikke kender dagen i morgen. For hvad er jeres liv? Det er en damp, der varer en kort tid og derefter forsvinder. I skulle hellere sige: Hvis vi lever og Gud vil, så vil vi gøre det og det. Men nu praler I i jeres hovmod.
39          Auch hat Gott solch Vermessenheit des Kunftigen, und Gottes Unachtung an mehr Orten verdampt, als Luc. 12 (16.21.) da der reiche Mann viel Geträide des Jahrs hatte, dass er seine Scheunen wollt abbrechen und grössere bauen, und seine Güter dahin thun, und sprach zu seiner Seel: Liebe Seele, du hast viel Guts auf viel Jahr, iss und trink und sei guts Muths. Aber Gott sprach zu ihm: Du Narr, diese Nacht wird man deine Seele von dir fordern, og wess wirds sein, (E209) das du gesammlet hast? So gehets Allen, die nicht in Gott Reiche sind.           Gud har også fordømt denne selvsikkerhed over for fremtiden og denne tilsidesættelse af sig adskillige steder, f.eks. i Lukas 12, hvor den rige mand havde så stor en årsafgrøde, at han ville rive sine lader ned og bygge nogle større og flytte sit forråd derhen, og sagde til sin sjæl: Kære sjæl, du har meget forråd til mange år, spis, drik og vær glad. Men Gud sagde til ham: Din nar, i denne nat vil man kræve din sjæl af dig, og hvem skal så have det, du har samlet dig? Sådan går det alle, der ikke er rige i Gud.
40 Also antwortet er auch Apostelg. 1, (7.) den Jüngern: Es steht euch nicht zu, zu wissen Zeit und Stunde, die der Vater in seiner Gewalt hat. Und Sprüchw. 27, (1.): Rühme dich nicht auf den morgend Tag, denn du weisst nicht, was sich noch heute begeben mag. Darumb er auch im Vater Unser uns hat nicht mehr, denn umbs tägliche Brod, heut zu geben, heissen bitten, auf dass wir mit Fürchten leben und handeln sollen, und wissen, dass wir keine Stunde sicher sein wider Lebens noch Guts, sondern Alles aus seinen Händen gewarten und nehmen; wie denn thut ein rechter Glaube. Und zwar wir sehens auch täglich an vielen Gottis Werken, dass also muss zugehen, wir thuns gerne oder ungerne. Således svarede han også disciplene (Ap. G. 1.): Det tilkommer ikke jer at vide tid og time, som Faderen har i sin magt. Og Ordspr. 27: Tal ikke pralende om dagen i morgen, for du ved ikke, hvad der kan ske endnu i dag. Derfor har han i Fadervor kun befalet os at bede ham om at give os vort daglige brød i dag, for at vi skal leve og virke i gudsfrygt og vide, at vi ikke et øjeblik kan være sikre hverken på liv eller ejendom, men skal vente og tage alt af hans hånd, sådan som den sande tro gør. Og vi ser sandelig også dagligt af Guds mange gerninger, at det skal være sådan, hvad enten vi gerne vil det eller ej.
41           Salomon hat fast sein ganzes Buch auf solche Lehre gericht, das Ecclesiastes heisst, und zeigt an, wie allenthalben der Menschen Furnehmen und Vermessenheit so gar eitel und nichts, denn Mühe und Ungluck ist, wo nicht Gott mit drein gezogen wird, dass man ihn furchte, und lass ihm genügen an dem Gegenwärtigen, und freu sich desselbigen.          Til denne lære har Salomo helliget næsten hele det skrift, som kalder Prædikerens Bog. Han påviser, hvordan menneskers forehavender og selvrådighed i den grad er tomhed og intet andet end møje og elendighed, hvis ikke Gud bliver draget med ind i det, så at man frygter ham og lader sig stille tilfreds med det, der er nu, og glæder sig over det.
42 Denn Gott ist der sichern, ungläubischen Vermessenheit feind, die sein vergisset, darumb handelt er dawider mit allen seinen Werken, lässt uns feihlen und fallen, reisset Leib und Gut dahin, wenn wirs am wenigsten denken, und kompt zu der Stunde, der wir uns gar nichts versehen, dass die Gottlosen, wie der (55.) Psalm (v. 24) sagt, ihr Leben nimmer zur Hälfte bringen; sondern allezeit unversehens, und wenn sie erst recht anfahen wollen, dahin fahren und davon mussen, wie Hiob auch vielmal sagt. (Hiob 15. 32; c. 18,14). For Gud er fjende af den trygge, vantro selvrådighed, der glemmer ham; derfor bekæmper han den af alle kræfter, lader os snuble og falde, river liv og ejendom fra os, når vi mindst forestiller os det, og kommer i det øjeblik, da vi overhovedet ikke venter det. De gudløse, som det hedder i Davids Salmer, får aldrig halvdelen af deres liv, men bliver altid uventet - og når de først rigtigt skal til at begynde - revet bort og må herfra, som også Job siger det mange gange.
43         So sprichtst du denn: Wie sollen denn die Leut mit einander handeln, so Burge werden nicht taugt? So müssten Mancher dahinten bleiben, der sonst wohl erfurkommen mag. Antwort: Es sind vier Weise, äusserlich gut christlich mit Andern zu handeln; wie ich mehr gesagt habe.           Så siger man: Hvordan skal folk da handle med hinanden, hvis man ikke kan anvende kaution? Så må jo mange, som ellers nok kan komme frem, blive tilbage. Svar: Der findes fire fremgangsmåder, man kan bruge, når man vil handle med andre om timelige værdier på kristelig måde, således som jeg allerede ofte har sagt.
44           Die erste ist, dass man lasse nehmen und rauben (E210) unser Gut, wie Christus lehret Matth. 5, (40): Wer dir den Mantel nimpt, dem lass auch den Rock, und forder es nicht wieder von ihm. Diese Weise gilt nu nichts unter den Kaufleuten, man hat solchs auch nicht fur ein gemeine christliche Lehre gehalten noch gepredigt, sondern fur einen Rath und gute Meinunge fur die Geistlichen und Vollkommene, wilchs doch weniger halten, denn kein Kaufmann.           Den første består i, at vi tillader, at man fratager og frarøver os, hvad vi ejer, sådan som Kristus lærer (Matt. 5): Hvis nogen tager din kappe, så lad ham også få kjortelen, og kræv det ikke af ham igen. Denne måde regnes ikke for noget hos forretningsmændene. Man har heller ikke betragtet det eller forkyndt det som en almen kristelig lære, men som et råd og en god anvisning for præsterne og "de fuldkomne", som dog overholder det mindre end nogen forretningsmand.
45 Aber rechte Christen haltens, denn sie wissen, dass ihr Vater im Himmel hat ihnen Matth. 6, (v. 11) gewisslich zugesagt, das täglich Brod heute zu geben. Und wo man also thäte, wurden nicht allein so unzählige Missbrauche in allen Handeln nachbleiben, sondern wurden gar viel nicht Kaufleut werden, weil Vernunft und menschlich Natur solche Fahr und Schaden aufs allerhohest fleucht und scheuet. Men ægte kristne overholder det, for de ved, at deres Fader i himmelen usvigeligt har lovet dem (Matt 6) at give dem det daglige brød i dag. Og hvis man gjorde det, ville ikke blot så utallig mange misbrug i alle forretninger udeblive, men overordentlig mange ville ikke blive forretningsmænd, fordi fornuften og den menneskelige natur i allerhøjeste grad undgår og skyr den slags risiko og tab.
46          Der ander ist, Idermann geben umbsonst, der es darf, wie Christus auch daselbst lehret. Diess ist auch ein hoch christlich Werk, darumb es nicht viel gilt unter den Leuten, und wurde auch beide, Kaufleute und Händel weniger, wo man das sollt im Schwang haben.           Den anden fremgangsmåde er, at man giver vederlagsfrit til alle, der trænger til det, sådan som Kristus også selv lærer det sammesteds. Dette er også en ypperlig, kristelig gerning, og derfor sætter folk den ikke højt. Der ville også blive færre forretningsmænd og forretninger, hvis det var det almindelige.
47 Denn wer das thun soll, muss sich wahrlich an den Himmel halten, und immerdar auf Gottes Hände, und nicht auf seinen Vorrath oder Guter sehen, dass er wisse, Gott wolle und werde ihn ernähren, ob schon alle Winkel ledig wären. Denn er weiss, dass wahr ist, wie er zu Josua sagt (c. 1. v.5): Ich will dich nicht lassen, noch die Hand abthun; und wie man sagt: Gott hat mehr, denn er je vergab. Da gehort aber auch ein rechter Christen zu, das seltsame Thier auf Erden, Welt und Natur acht sein nicht.  For den, der skal gøre det, må sandelig sætte sin lid til himmelen og altid regne med Guds magt og ikke med sine egne forråd og midler, idet han ved, at Gud i fremtiden vil forsørge ham, selv om der ikke var spor tilbage i huset. For han ved, at det, som han sagde til Josua, er sandt: Jeg vil ikke slippe dig eller slå hånden af dig; og som ordsproget siger: Gud ejer mere, end han nogen sinde har givet væk. Men det skal der også en ægte kristen til, og det er en sjælden fugl på jorden, verden og naturen ænser ham ikke.
48          Die dritte ist, leihen oder borgen, dass ich mein Gut hingebe, und wiedernehme, so mirs wiederbracht wird, und embehren muss, wo mans nicht wiederbringt. Denn Christus Luc. 6, (34) selbst solchs Borgen also verfasset, und spricht: Ihr sollt leihen also, dass ihr nicht davon hoffet. Das ist, ihr sollt frei dahin leihen, und wagen, obs euch wieder werde oder nicht; wirds wieder, dass mans nehme; wirds nicht wieder, dass's geschenkt sei.            Den tredje består i at låne ud, ved at jeg giver mine midler bort og tager imod dem igen, hvis de bliver givet mig tilbage, men jeg må give afkald på dem, hvis man ikke giver mig dem tilbage. For Kristus (Luk. 6.) fremsætter selv sin lære om den slags lån, når han siger: I skal låne ud sådan, at I ikke venter at få noget igen, d.v.s. I skal uden videre låne ud uden sikkerhed for, om I får det tilbage eller ej: bliver det givet tilbage, skal man tage imod det; bliver det ikke givet tilbage, skal man betragte det som en gave.
49 Dass also Geben und Borgen keinen Unterscheid habe nach dem Evangelio, denn diesen, dass Geben nichts wiedernimpt, Borgen aber wieder nimpt, (E211) wo es kompt, und doch waget, dass's ein Geben sei. Denn wer also leihet, dass ers besser oder mehr wiedernehmen will, das ist ein offentlicher und verdampter Wucher; sintemal auch die noch nicht christlich handeln, die also borgen, dass sie wiederumb eben dasselb fodern oder hoffen, und nicht frei dahin wagen, obs wiederkompt oder nicht. Ifølge evangeliet skal der på den måde kun være den forskel på at give og at låne, at man ikke tager en gave tilbage, men man tager lånet tilbage, hvis det kommer, men løber alligevel risikoen for, at det kan være en gave. For hvis man låner ud på den måde, at man vil have en mere fordelagtig eller større sum tilbage, er man en åbenlys og fordømt ågerkarl. For selv de handler endnu ikke kristeligt, der låner ud på den måde, at de kræver nøjagtig det samme beløb tilbage eller venter at få det; de gør det ikke betingelsesløst, uden sikkerhed for, om de får det tilbage eller ej.
50          Diess ist ja auch (als ich meine,) ein hoch, christlich und seltsam Werk, wo man der Welt Lauf ansiehet, und wurde, wo es sollt in Brauch kommen, allerlei Handel gar gewaltiglich mindern und niederliegen. Denn diese drei Stuck das gar meisterlich halten, dass sie nicht aufs Kunftige sich vermessen, noch auf Menschen, oder sich selbs vertrauen, sondern hangen an Gott alleine, und wird hie Alles baar uberbezahlet, und führet das Wort mit ein, wills Gott, so geschehe es, wie Jacobus lehret (c. 4,15). Denn hie handelt man mit Leuten, als mit denen, die feihlen mügen und ungewiss sind, und gibt baar uber umbsonst, oder waget, dass verloren sei, was man borget           Dette er også efter min mening en ypperlig, enestående kristelig gerning, når man sammenligner den med, hvorledes det ellers går for sig i verden. Hvis den blev almindelig, ville det meget kraftigt mindske og stoppe al forretning. For disse tre fremgangsmåder sikrer på ovenud mesterlig måde, at man ikke formasteligt gør regning på fremtiden og ikke sætter sin lid til mennesker eller sig selv, men klynger sig til Gud alene. Alt bliver her betalt kontant, og samtidig følger man ordet: Hvis Gud vil, så lad det ske, således som Jakob lærer. For så handler man med folk ud fra den forudsætning, at de kan svigte og er upålidelige, og man giver kontant og uden vederlag eller tager risikoen for, at det man har lånt ud, kan gå tabt.
51          Hie wird man sagen: Wer mag denn selig werden? Und wo werden wir Christen finden? Ja, mit der Weise wurde kein Handel auf Erden bleiben, wurde eim Iglicher das Seine Genommen oder abgeborget werden, und den Bösen, Faulfressigen die Thür aufgethan, Alles zu nehmen, zu betrügen und zu lügen, der die Welt voll ist?           Så vil man sige: Hvem kan da blive frelst? Og hvor finder vi så kristne? Ja, med den fremgangsmåde ville der ikke blive noget, der hed forretning, tilbage på jorden; hvad man ejer, ville blive taget eller lånt bort, og der ville blive frit slag for de onde, grådige driverter, som verden er fuld af, til at tage alt og til at snyde og bedrage. 
52 Hab ichs doch gesagt, dass Christen seltsame Leute sind auf Erden. Darumb ist in der Welt noth ein strenge, hart, weltlich Regiment, das die Bösen zwinge und dringe, nicht zu nehmen noch zu rauben, und wiederzugeben, was sie borgen, obs gleich ein Christen nicht soll  wiederfordern noch hoffen; auf dass die Welt nicht wüste werde, Friede untergehe, und der Leut Handel und Gemeinschaft gar zunicht werde, wilchs Alles wurde geschehen, wo man die Welt nach dem Evangelio regieren sollte, und die Bösen nicht mit Gesetzen und Gewalt treiben und zwingen, zu thun und leiden, was recht ist. Svar: Jeg har jo sagt, at kristne er sjældne folk her på jorden. Derfor er det nødvendigt her i verden med et strengt og hårdt verdsligt styre, der skal presse og tvinge de onde til ikke at røve eller plyndre, men give det tilbage, som de låner (selv om den kristne ikke bør kræve eller vente at få det tilbage), for at verden ikke skal blive ruineret, freden sættes over styr og menneskers virksomhed og samkvem gå helt i stå. Alt dette ville ske, hvis man ville regere efter evangeliet og ikke ville presse og tvinge de onde ved hjælp af love og magtanvendelse til at gøre og underkaste sig, hvad der er ret. 
53          Darumb muss man Strassen rein halten, Friede (E212) in Städten schaffen, und Recht in Landen handhaben, und das Schwert frisch und getrost hauen lassen auf die Ubertreter, wie St. Paulus Röm 13 (v.4) lehret. Denn das will Gott haben, dass den Unchristen gesteuret werde, dass sie nicht unrecht, oder ohn Strafe unrecht thun. Es darf Niemand gedenken, dass die Welt ohn Blut regiert werde, es soll und muss das weltlich Schwert roth und blutrustig sein; denn die Welt will und muss böse sein, so ist das Schwert Gottis Ruthe und Rache uber sie. Doch davon hab ich genug gesagt, im Buchlin von der weltlichen Oeberkeit.             Derfor må man sikre vejfreden, sørge for ro og orden i byerne og håndhæve ret i landet og lade sværdet frejdigt og frimodigt hugge ind på overtræderne, således som St. Paulus lærer i Rom 13. For Gud vil have det sådan, at de, der ikke er kristne, bliver holdt i skak, for at de ikke skal øve uret eller gøre det uden straf. Man må ikke tro, at verden kan regeres uden blod. Det verdslige sværd skal og må være rødt og blodigt, for verden vil og kan ikke være andet end ond. Således er sværdet Guds ris og straf over den. Men det har jeg sagt nok om i det lille skrift om den verdslige øvrighed.
54          So wäre nu das Borgen ein fein Ding, wo es unter den christen geschähe; da wurde ein Iglicher gerne wiedergeben, was er geborget hätte, und der da geleihet hätte, wurde es gerne embehren, wo es jener nicht kunnte wiedergeben. Denn Christen sind Brüder, und einer lässt den andern nicht; so ist auch keiner so faul und unverschampt, dass er ohn Aerbeit sich aufs andern Gut und Aerbeit verlasse und zehren wolle mit Müssiggang, von eins andern Habe.           Men lån ville jo være udmærket, hvis det foregik blandt kristne; der ville enhver gerne give det tilbage, som han havde lånt, og den, der havde lånt ud, ville gerne give afkald på det, hvis den anden ikke kunne give det tilbage. For kristne er brødre, og de svigter ikke hinanden, og der er heller ikke nogen af dem, der er så doven og skamløs, at han uden at arbejde fortrøster sig til andres midler og arbejde og vil leve af andres ejendom uden at bestille noget.
55 Aber wo nicht Christen sind, da soll die weltliche Oberkeit treiben, dass der bezahle, was er geborget hat; treibet sie nicht, und ist säumig, soll der Christen leiden solchen Raub, wie Paulus 1. Cor 6 (v.7) spricht: Warumb leidet ihr nicht vielmehr Unrecht? Den Unchristen aber lass man mahnen, fodern und thun, wie er will, es liegt an ihm nichts, weil er ein Unchrist ist, und achtet Christi Lehre nicht. Men hvor det ikke drejer sig om kristne, skal den verdslige øvrighed tvinge folk til at betale, hvad de har lånt. Bruger den ikke tvang, og er den tilbageholdende, skal den kristne finde sig i den slags røveri, som Paulus siger i 1. Kor 6: Hvorfor lider I ikke langt hellere uret? Men til den, der ikke er kristen, skal man overlade at rykke, kræve og gøre, som han vil. Han er ligeglad, fordi han ikke er kristen og ikke regner med Kristi lære.
56          Auch hast du noch ein Trostlin, dass du nicht schuldig bist zu leihen, denn alleine das dir ubrig ist, und zu deiner Nothdurft kannst embehren; wie Christus vom Almosen spricht (Luc. 11,41): Was euch ubrig ist, das gebt zu Almosen, so ists euch Alles rein. (n56)  Wenn nu von dir so viel wollt geborget werden, dass, wo es nicht wieder wurde geben, du verderben musstest, und deine Nothdurft dess nicht embehren kunnt, da bist du nicht schuldig zu leihen: denn du bist am Meisten und Ersten schuldig, deinem Weib und Kind und Gesind die Nothdurft zu schaffen, und musst ihn dasselb nicht (E213) entwenden, das ihn von dir gebührt.           Endelig er der også en lille trøst for dig i, at du kun har pligt til at låne det ud, du har tilovers og kan undvære fra dine egne fornødenheder, således som Kristus siger om almisse: Giv det, I har tilovers, som almisse, så er alt rent for jer. Hvis der nu blev lånt så meget af dig, at du uvægerligt ville blive ruineret og ikke kunne undvære det fra dine egne fornødenheder, hvis det ikke blev givet tilbage igen, så har du ikke pligt til at låne ud. For du har først og fremmest pligt til at skaffe kone og børn og tjenestefolk deres underhold, og du må ikke berøve dem det, som de har ret til at få af dig.
57 Darumb ist das die beste Regel: Wo dir das Borgen will zu gross sein, dass du eben so mehr Etwas gebest umbsonst, oder so viel leihest, als dich dunkt, dass du geben wolltest, und wagen, obs verloren sein musse. Denn Johannes der Täufer sprach nicht: Wer einen Rock hat, der gebe denselben weg; sondern: Wer zween Röcke hat, der gebe einen dem, der keinen hat, und wer Speise hat, der thu auch also. (Luc. 3,11). Derfor er denne regel den bedste: hvis du synes, at der bliver for meget med lån, kan du lige så godt give noget vederlagsfrit eller låne så meget ud, som du kunne tænke dig at give bort eller løbe risikoen for skulle gå tabt. For Johannes Døber sagde ikke: Den, som har én kjortel, skal give den bort, men: Den, der har to kjortler, skal give den ene til den, der ikke har nogen; og den, som har mad, skal gøre ligeså.
58          Die vierte Weise ist, käufen und verkäufen, und da mit baar Geld, oder Waar mit Waar bezahlen. Wer nu dieser Weise will brauchen, der schicke sich drein, dass er wisse, sich auf kein Zukunftiges zu verlassen, sondern auf Gott alleine, und das er musse mit Menschen umbgehen, die feihlen oder lügen werden gewisslich. Darumb diess der nahiste Rath ist, dass, wer da verkäuft, nichts borge noch Bürgen annehme, sondern lass ihm baar uber bezahlen.          Den fjerde fremgangsmåde består i at købe og sælge og betale det kontant eller vare med vare. Hvis nogen nu vil bruge denne måde, skal han indstille sig på, at han ikke kan sætte sin lid til noget i fremtiden, men kun til Gud alene, og at han skal omgås mennesker, der sikkert vil fejle eller lyve. Derfor er dette det bedste råd: at den, der sælger, ikke skal give kredit eller tage imod kaution, men skal tage imod kontant betaling. 
59 Will er aber leihen, dass ers mit den Christen thu; wo nicht, dass ers wage, dass verloren sei, und nicht weiter leihen, denn er sonst geben wollte und sein Nothdurft leiden mag; oder wo ihm weltlich Regiment und Ordnung nicht wieder dazu hilft, dass ers lasse verloren sein, und hüte sich, dass er for Niemand Burge werde, gebe viel lieber was er vermag. Das mocht ein recht christlicher Kaufmann sein, den wurde Gott auch nicht lassen, weil er ihm also fein trauet, und fröhlich mit seinem fährlichen Nähisten wagt und handelt. Men vil han låne ud, kan han gøre det, hvis det er til kristne; hvis det ikke er tilfældet, så skal han løbe risikoen for, at det går tabt, og han skal ikke låne mere ud, end han ellers ville give bort og hans livsfornødenheder kan tillade; eller hvis det verdslige styre og dets love ikke hjælper ham til at få det tilbage, må han betragte det som tabt. Og han skal passe på ikke at være kautionist for nogen; han skal meget heller give, hvad han kan klare. Det ville være en ægte kristen forretningsmand; ham ville Gud ikke svigte, så længe han har en så storartet tillid til ham og med glæde tager risikoen ved at handle med sin upålidelige næste.
60          Wenn nu das Burgewerden in der Welt nicht wäre, und das freie evangelisch Leihen im Schwang ginge, und eitel baar Geld oder bereite Waar in Kaufshändeln gingen, so wären die allergrössten, schädlichsten Fahr und Feihl und Gebrechen in Kaufshändeln schön weg, und wäre leicht mit allem Kaufmannschaft umbzugehen, und mochten auch die andern sundlichen Gebrechen deste bass erwehret werden.          Hvis nu kautionsvæsenet ikke havde eksisteret i verden, og det betingelsesløse, evangeliske udlån havde været praksis og forretninger blev gjort udelukkende mod kontant eller ved at bytte varer, så ville vi være dejligt fri for de allerstørste og skadeligste farer, fejl og mangler ved forretningslivet, og det ville være let at beskæftige sig med en hvilken som helst form for forretning, og også de andre syndige mangler kunne så meget desto bedre afværges.
61 Denn wo solch Burgewerden und sicher leihen nicht wäre, musste Mancher hienieden bleiben, und sich an mässiger Nahrung lassen begnügen, der sich sonst auf Borgen und Burgen verlässt, und Tag und Nacht in der Höhe trachtet; (E214) daher denn will Idermann Kaufmann und reich werden. Daraus denn folgen mussen solch unzählige, schwinde böse Griff und Tuck, die itzt unter den Kaufleuten zu zoten gehen, dass ich schon dran verzweifelt habe, dass ganz sollt  gebessert werden, sondern es hat sich also uberladen mit aller Bösheit und Trügerei, dass sich selbst die Länge nicht tragen kann, und durch sich selbst in ihm selbst fallen muss. For hvis kaution og lån mod sikkerhed ikke eksisterede, så var der mange, der blev nødt til at holde sig tilbage og lade sig nøje med et mere beskedent levebrød; de sætter nu ellers deres lid til lån og kaution og stræber opad både dag og nat. Det er jo derfor alle og enhver vil være forretningsmænd og eje formue. Derfor kan følgen da ikke blive andet end disse utallige, farlige, syndige kneb og fiduser, som nu betragtes som så harmløse hos forretningsmændene, at jeg allerede har opgivet håbet om, at dette kan bringes helt i orden. Det er tværtimod blevet så overlæsset med alskens synd og uhæderlighed, at det i længden ikke kan holde sig selv oppe, men uvægerligt bryder sammen på grund af sin egen vægt.
62         Hiemit will ich kürzlich angeweiset und Unterricht geben haben Idermann, in diesem grossen, wüsten, weitläufigen Handel der Kaufmannschaft. Denn wo man sollt lassen gehen und bleiben, dass ein Iglicher seine Waar so theur verkäuft, als er mocht, und das Borgen und unfrei Leihen und Burge werden recht wäre, und doch Rath und Lehre geben, wie man christlich hierinne fahren und gut sicher Gewissen behalten sollte; das wäre eben so viel, als wollt man rathen und lehren, wie Unrecht sollt Recht sein, wie Böses sollt Gut sein, und wie zugleich nach gottlicher Schrift und wider göttlicher Schrift mocht gelebt und gehandelt werden.           Hermed har jeg kort imødegået og belært alle i denne store, ækle, indviklede sag vedrørende forretningslivet. For hvis man skulle tolerere og anerkende, at alle solgte deres varer så dyrt som muligt, og at det at få på kredit og at give lån mod renter og det at stille kaution skulle være rigtigt, samtidig med at man alligevel skulle give råd og belæring om, hvorledes man her skulle handle som kristen og blive ved med at have en god, tryg samvittighed - det ville være nøjagtig det samme som at give råd og belæring om, hvorledes uret skulle være ret, hvorledes ondt skulle være godt, og hvorledes man samtidigt kunne leve og handle efter Guds ord og i modstrid med Guds ord. 
63 Denn diese drei Feihle, das ein Iglicher das Seine gibt, wie theur er will; item, Borgen und Burge werden, sind wie drei Bornquelle, daraus alle Greuel, Unrecht, List und Tuck so weit und breit fleusst; dass man nu dem Fliessen nach trachten wollt zu wehren, und wollt die Bornquell nicht stopfen, da ist Mühe und Aerbeit verloren. For disse tre synder, at enhver sælger så dyrt, han ønsker, at der ydes kredit, og at der stilles kaution, er ligesom tre kilder, hvoraf alskens uhyrlighed, synd, svindel og bedrag flyder så vidt og bredt. Hvis man nu vil prøve på at standse strømmen uden at stoppe kilderne til, så er al ens møje og besvær spildt.
64         Darumb will ich allhie etliche solcher Tuck und böse Stuck, so ich selbs vermarkt, und durch frumme, gute Herzen mir sind angezeigt, erzählen, daran man spüren und merken kunnte, wie diese meine oben geschrieben Grunde und Sprüche aufgericht werden und gehen mussen, soll anders den Gewissen un Kaufshändeln gerathen und geholfen sein.         Derfor vil jeg her fortælle nogle eksempler på disse svindelstreger og syndige kneb, som jeg selv har iagttaget, og som fromme og gode folk har gjort mig opmærksom på. Af det vil man kunne fatte og forstå, hvor nødvendigt det er at opstille mine ovennævnte grundsætninger og udtalelser og gennemføre dem, hvis man overhovedet skal råde og hjælpe samvittighederne i forretningsanliggender.
65 Auch dass man alle andere böse Stuck aus diesen erkennen und abmessen müge, die hie nicht erzählet werden; denn wie sollts müglich sein, dass man sie alle erzählete? sintemal durch die vorgesagten drei Bornquellen dem Geiz und der bösen, tuckischen, eigennutzigen Natur Thür und Fenster aufgethan, Luft (E215) und Raum gemacht, Urlaub und Macht geben ist, allerlei List und Tuck frei zu uben, und täglich mehr und mehr zu erdenken, dass es Alles vom Geiz stinkt, ja im Geiz ersäuft und vertäuft ist, wie mit einer grossen Sündfluth. Det sker også, for at man ud fra disse kan erkende og bedømme alle andre former for syndige kneb, som ikke omtales her. For hvordan skulle det være muligt at omtale dem alle sammen, når der gennem de før omtalte tre kilder i den grad er blevet lukket døre og vinduer op for begærligheden og for den onde, lede, egennyttige natur og er givet den lejlighed og mulighed, tilladelse og lov til uhæmmet at udøve alskens svindel og bedrag og til at finde på mere og mere dag for dag, så at det stinker af begærlighed altsammen, ja, er druknet og trukket ned i begærlighed på samme måde som ved en stor oversvømmelse.
66          Aufs erste, machen Etliche kein Gewissen davon, dass sie ihr Waar borgen, auf Zeit, und theurer verkäufen, denn umb baar Geld. Ja, Etlich wollen keine Waar erkäufen umb baar Geld, sondern Alles auf Zeit, und das Alles darumb, dass sie ja viel Gelds dran gewinnen. Hie siehest du, dass diess Stuck gar groblich wider Gottes Wort, wider Vernunft und alle Billikeit, aus lauter freiem Muthwillen des Geizs, sundigt an seinem Nähisten, dess Schaden er nicht acht, und raubt und stiehlet ihm das Seine, und fürcht nicht seine ziemliche Nahrung, sondern seinen Geiz und Gewinn alleine drinnen. Denn nach gottlichem Recht sollt ers nicht theurer borgen oder auf Zeit geben, denn umb baar Geld.          For det første er der nogle, der ikke føler samvittighedsskrupler ved at sælge deres varer på kredit og med henstand for betalingen dyrere, end det ville ske ved kontant betaling, men kun på kredit, og alt det fordi de jo tjener mange penge ved det. Det er tydeligt, at denne praksis strider på det groveste imod Guds ord, imod fornuften og enhver rimelighed, og at man herigennem i sin begærlighed af lutter uhæmmet ond vilje synder mod sin næste uden at ænse den overlast, man tilføjer han; man røver og stjæler det, der hører ham til, og søger ikke at skaffe sig et rimeligt underhold, men at tilfredsstille sit begær og skaffe sig fortjeneste. For efter Guds lov måtte man ikke sælge dyrere på kredit eller med henstand for betalingen, end det ville ske ved kontant betaling.
67          Item, also ist auch das gethan, das Etliche ihr Gut theurer verkäufen, denn es auf gemeinem Markt gilt, und om Kauf gäng und gebe ist, und steigern also die Waar aus keiner Ursach, denn dass sie wissen, dass desselbigen Gutes keins mehr im Lande ist, oder in kurz keins mehr kommen wird, und man es haben musse. Das ist ein Schalkauge des Geizs, das nur aufs Nähisten Nothdurft siehet, nicht derselben zu helfen, sondern sich derselben zu bessern, und mit seines Nähisten Schaden reich werden.  Das sind Alles offentliche Diebe, Räuber und Wücherer.        Det samme er også tilfældet, når nogle sælger deres varer dyrere end på det frie marked og i handel og vandel. Således forhøjer de udelukkende varens pris af den grund, at de ved, at der ikke er mere af den tilbage i landet, eller at der i løbet af kort tid ikke vil komme mere af den, og at man er nødt til at have den. Så udspekuleret er den begærlige, at han kun ser på næstens behov, ikke for at afhjælpe det, men for selv at drage fordel af det og blive rig på hans bekostning. De er alle sammen åbenbare tyve, røvere og ågerkarle.
68       Item, dass Etliche ein Gut oder Waar in eim Lande oder in einer Stadt ganz und gar aufkäufen, auf dass sie alleine solch Gut ganz und gar in ihrer Gewalt haben, und darnach setzen, steigern und geben mugen, wie theur sie wollen, oder konnen. Nu ist droben gesagt, dass die Regel falsch und unchristlich ist, dass Jemand sein Gut so theur gibt, als er will und kann; viel gräulicher ist das, dass man darauf ein Gut alleine aufkäuft.         Ligeledes opkøber nogle fuldstændigt en artikel eller vare i et land eller en by, for at de alene helt og holdent kan sidde på den og derefter fastsætte og forhøje prisen på den og sælge den til den pris, som de vil eller kan. Nu er det ovenfor sagt, at det er en forkert og ukristelig regel, der siger, at man sælger sin vare til den pris, man kan og vil. Langt forfærdeligere er det, at man alene opkøber en vare med det for øje, 
69 Wilchs auch die Kaiserlichen und weltlichen (E216) Rechte verbieten, und heissens Monopolia, dass sind eigennützige Käufe, die in Landen und Städten gar nicht zu leiden sind, und Fürsten und Herrn sollten solchs wehren und strafen, wenn sie ihr Ampt wollten vollfuhren. Denn solche Kaufleut thun gerade, als wären die Kreaturen und Güter Gottes alleine fur sie geschaffen und geben, und als möchten sie dieselben den Andern nehmen und setzen nach ihrem Muthwillen. hvad den kejserlige og verdslige lov da også forbyder og kalder monopolia, dvs egennyttige opkøb, som overhovedet ikke kan tolereres i noget land eller nogen by; og fyrster og herrer burde bekæmpe og straffe det, hvis de vil udøve deres embede rigtigt. For disse forretningsmænd handler fuldstændigt, som om det, som Gud har skabt og skænket, kun var skabt og givet for deres skyld, og som om de var i stand til at tage det fra de andre og fastsætte prisen efter deres eget forgodtbefindende.
70       Und ob Jemand wollt ansehen Josephs Exempel, 1 Mos 41,(48.49) wie der heilige Mann alles Korn im Lande einsammlet, und darnach in der theuren Zeit dadurch erkauft alles Geld, Vieh, Land und Leute dem Konige in Egypten, wilchs je scheinet, als sei es auch ein Monopolion oder Eigennutz gewest. Hierauf ist die Antwort: Dass dieser Kauf und Handel Joseph kein Monopolion, sondern ein redlicher gemeiner Kauf gewest ist, wie er im Land gewohnlich war. Denn er wehret Niemand zur guten Zeit einzukaufen.        Nogle ville måske anføre eksemplet med Josef (1. Mos 41): den hellige mand samlede alt korn i landet og købte senere under hungersnøden til den ægyptiske konge alt, hvad der var af penge, kvæg, jord og mennesker med det. Dette ser jo ud til, at det også var et monopolion eller egennytte. Svaret herpå er, at Josefs forretning og handel ikke har været noget monopolion, men en hæderlig, almindelig forretning, som den var gængs i landet. For han forhindrede ingen i at købe ind i den gode tid. 
71 Es war aber seine Weisheit, von Gott geben, dass er des Konigs Korn, da es die sieben Jahr wohl gerieth, einsammlet, da die Andern nichts oder wenig einsammleten. Denn der Text spricht nicht, dass er alleine habe das Korn eingekauft, sondern habe es eingesammlet in Städten des Koniges. Haben das die Andern nicht gethan, der Schade sei ihr; wie der gemein Mann pflegt ohn Sorge zu zehren, oder auch zuweilen nicht hat, dass er einsammle. Men det skyldtes hans visdom, som Gud havde givet ham, at han indsamlede kongens korn, mens det gik godt i de syv år, hvor de andre intet samlede sammen eller kun lidt. For der står ikke i teksten, at han alene opkøbte kornet, men at han samlede det sammen i kongens byer. Hvis de andre ikke har gjort det, er det deres egen fejl, sådan som menigmand plejer at bruge sine midler uden at tænke på fremtiden, eller også har han somme tider ikke noget at samle sammen.
72          Wie wir auch noch sehen, dass, wo nicht Fürsten oder Städte sich mit Vorrath versehen, gemeinem Lande zu gute, da bleibt kein Vorrath oder gar wenig bei dem gemeinem Mann, der sich von eim Jahr ins ander näheret des jährlichen Einkommens. Und ist doch solch Einsammlen kein Eigennütz oder Monopolion, sondern ein recht gut christliche Fursichtikeit, fur die Gemeine und Andern zu gut.          På samme måde ser vi også i vore dage, at hvis ikke fyrster eller byer forsyner sig med forråd til gavn for hele landet, bliver der intet forråd eller meget lidt tilbage hos menigmand, der lever fra år til år af sit årlige udbytte. Den slags indsamling er jo ikke egennytte eller monopolion, men en ægte, god, kristelig forudseenhed til gavn for samfundet og de andre.
73 Denn es geschicht nicht also, dass sie Alles alleine zu sich reissen, wie diese Kaufleut; sondern von dem, das gemeiner Markt oder jährlich Einkommen, Idermann gemein, trägt, sammlen sie denn Schatz, davon Andere nicht wollen oder mügen (E217) sammlen, sondern nur ihr täglich Enthaltung davon nehmen. Auch so meldet die Schrift nicht, dass Joseph drumb habe das Korn eingesammlet, dass ers so theur gebe, als er wollt. Denn der Text klärlich spricht, er habs gethan, nicht dem Geiz zu gut, sondern dass Land und Leut nicht verdorben. Aber der Kaufgeiz gibts so theur er will, und sucht seinen Nütz alleine, unangesehen ob Land und Leut dadurch verderben. For det sker ikke på den måde, at de ene tilriver sig alt sådan som disse forretningsmænd, men af det, som det fælles marked afkaster, eller af det årlige udbytte, hvorom alle er fælles, samler de forråd, som andre ikke vil eller kan samle noget af, men blot tager deres daglige underhold af. Bibelen beretter således heller ikke, at Josef havde samlet kornet sammen for at sælge det til den pris, der passede ham. For teksten siger klart, at han ikke gjorde det for at tilfredsstille begærligheden, men for at land og folk ikke skulle gå til grunde. Men den begærlige forretningsmand sælger så dyrt, det passer ham, og tænker kun på sig selv, uanset om land og folk går til grunde ved det.
74         Dass aber Joseph daruber hat alles Geld und Viehe, dazu allen Acker und Leut unter den Konig bracht, scheinet wohl nicht christlich gethan; sintemal er den Durftigen sollt umbsonst geben, wie das Evangelium und christliche Leben lehret. Aber er hat recht und wohl gethan, denn Joseph fuhret das weltlich Regiment, an Koniges Statt.          Men at Josef desuden bragte alle penge og kreaturer samt al jord og alle mennesker ind under kongen, ser rigtignok ikke ud til at være en kristelig handlemåde, eftersom han burde give gratis til de trængende, således som evangeliet og den kristelige kærlighed lærer det. Men han har handlet rigtigt og godt, for Josef ledede det verdslige styre på kongens vegne.
75 So habe ich nu oftmals gelehret, dass man die Welt nach dem Evangelio und christlicher Liebe nicht soll noch mag regieren, sondern nach strengen Gesetzen, mit Schwert und Gewalt, darumb dass die Welt böse ist, und wider Evangelium noch Liebe annimpt, sondern nach ihrem Muthwillen thut und lebt, wo sie nicht mit Gewalt gezwungen wird. Sonst, wo man eitel Liebe sollt uben, da wurde Idermann wollen essen, trinken, wohlleben von der Andern Gut, und Niemand arbeiten, ja Idermann wurde dem Andern das Seine nehmen, und wurde ein Wesen werden, dass Niemand fur dem Andern leben kunnte. Sådan har jeg nu mange gange lært, at man hverken kan eller skal styre verden efter evangeliet og den kristelige kærlighed, men efter strenge love med sværd og magt, fordi verden er ond og hverken tager imod evangelium eller kærlighed, men handler og lever efter sit eget forgodtbefindende, hvis den ikke bliver tvunget med magt. Hvis man derimod kun lod kærligheden råde, ville alle spise, drikke og leve højt på andres bekostning, men ingen ville arbejde, ja, alle ville tage fra hinanden, og der ville blive et uvæsen, så at ingen kunne komme til at leve for hinanden.
76         Darumb hat Joseph recht gethan, weil es Gott also schickt, dass er umb einen gleichen ziemlichen Kauf, den die Zeit gab, Alles zu sich bracht, und liess weltlichem Recht nach das Volk im Zwang bleiben, und verkäufen sich, und Alles, was es hatte. Denn in denselben Landen allzeit ein strenge Regiment gewesen ist, und der Brauch, dass man Leute verkauft, wie ander Gut.          Derfor handlede Josef ret, når Gud ordnede det sådan, at han for en rimelig pris, der svarede til det, man solgte for på den tid, fik samlet alt under sig og efter verdslig lov lod folket forblive i tvangssituationen og sælge sig selv og alt, hvad det ejede. For i disse lande har der altid været et strengt styre og den skik, at man sælger mennesker som andre varer. 
77 Daneben hat er ohn Zweifel als ein Christen frumm Mann, keinen Armen lassen Hungers sterben; sondern, wie der Text sagt, nachdem er des Konigs weltlich Recht und Regiment hat erhalten, solch Korn dem Land und Leuten zu gut und Nütz eingesammlet, verkauft und ausgethan. Darumb ist das Exempel des treuen Josephs (E218) so fern von der That der untreuen, eigennützigen Kaufleute, als Himmel und Erden von einander sind. Das sei zum Auslauft ungefährlich geredt. Nu kommer wir wieder zu den Stucken. Samtidig har han utvivlsomt som en from og god kristen ikke ladet nogen fattig dø af sult, men har - som der står - efter at have fået betroet kongens verdslige lov og styre, indsamlet, solgt og uddelt dette korn til gavn og gode for land og folk. Derfor er eksemplet med den samvittighedsfulde Josef lige så langt fra de samvittighedsløse, egennyttige forretningsmænds handlemåde som himmelen fra jorden. - Dette var et indskud, der er gledet med! Nu kommer vi igen til eksemplerne!
78        Item, wenn Etlich ihr Monopolia und eigennützige Käufe sonst nicht vermügen aufzurichten, weil Andere da sind, die auch dergleichen Waar und Gut haben, fahren sie zu, und geben ihr Gut so wohlfeil, dass die Andern nicht mugen zukommen, und zwingen sie damit dahin, dass sie entweder nicht mussen feil haben, oder mit ihrem Verderben so wohlfeil geben, als jene. Also kommen sie doch zum Monopolion. Diese Leut sind nicht werth, dass sie Menschen heissen, oder unter Leuten wohnen, ja sie sind nicht werth, dass man sie unterweisen oder vermahnen sollt; sintemal der Neid und Geiz so grob, unverschampt hie ist, dass er auch mit seinem Schaden Ander zu Schaden bringt, auf dass er ja alleine auf dem Platz sei.          Når nogle ikke på anden måde formår at få deres monopolia og egennyttige forretninger i stand, så længe der er andre, der også har de samme varer og artikler, skynder de sig at udbyde deres varer så billigt, at de andre ikke kan være med. De tvinger dem derved enten til ikke at sælge eller til at blive ruineret ved at sælge lige så billigt som de andre. På den måde opnår de alligevel et monopolion. Disse folk fortjener ikke at kaldes mennesker og at bo blandt mennesker. Ja, de fortjener ikke, at man vejledte eller belærte dem, eftersom misundelsen og begærligheden her er så grov og uforskammet, at man ved endog at sælge med tab påfører andre tab, for at man endelig kan være ene mand på pladsen.
79 Recht thät hie weltliche Oeberkeit, dass sie solchen nähmen Alles, was sie hätten, und trieben zum Lande aus. Solche Stuck wären wohl nicht noth zu erzählen; aber ich will sie darumb mit eingemenget haben, dass man sehe, wilch grosse Büberei in Kaufhändelen sei, und an den Tag komme fur Idermann, wie es zugeht in der Welt, sich fur solchem fährlichen Stand wissen zu hüten. Den verdslige øvrighed ville gøre rigtigt i at fratage den slags mennesker alt, hvad de ejede, og jage dem ud af landet. Den slags skulle det vel ikke være nødvendigt at fortælle, men jeg vil have, at det skal tages med, for at man kan se, hvor store slyngelstreger der sker i forretningslivet, og for at det skal gå op for alle, hvordan det går til i verden, for at man kan vide at tage sig i agt for denne farlige bestilling.
80         Item, das ist auch ein feines, wenn Einer eim Andern verkäuft mit Worten im Sack die Waar, die er selbst nicht hat. Nämlich also: Es kompt ein frembder Kaufmann zu mir, und fragt, ob ich solche oder solche Waar feil habe? Ich spreche: Ja; und habe doch keine, und verkäufe ihm doch dieselbige umb 10 oder 11 Gulden, die man sonst umb 9 oder näher käuft, und sage ihm zu, uber zween oder drei Tage dieselbige zu uberreichen.          Ligeledes er det også et fint nummer, når man fylder ord i sækken og således sælger en anden den vare, som man ikke selv har. Det går sådan for sig: der kommer en fremmed forretningsmand til mig og spørger, om jeg kan sælge ham den og den vare. Jeg siger ja, selv om jeg ikke har nogen, men ikke desto mindre sælger jeg ham varen for 10 eller 11 gylden, skønt man ellers kan købe den for 9 eller derunder, og jeg lover at levere ham den om to eller tre dage.
81 Indessen gehe ich hin und käufe solche Waar, da ich vorhin wohl wüsste, ich würde sie näher kaufen, denn ich sie ihm gebe, und uberreiche ihm dieselbige, und er bezahlet mir sie, und handele also mit seinem, des Andern eigen Geld und Gut, ohn alle Fahr, Mühe und Aerbeit, und werde reich. Das heisst fein sich auf (E219) der Gassen ernähret durch fremb Geld und Gut, dass man nicht darf uber Land oder Meer ziehen. I mellemtiden går jeg hen og køber denne vare der, hvor jeg i forvejen godt vidste, at jeg ville kunne købe den billigere, end jeg leverer den til ham. Så leverer jeg den til ham, og han betaler mig for den. Jeg handler således med penge og midler, der tilhører en anden mand, uden risiko, ulejlighed og arbejde af nogen art og bliver rig. Det kan man kalde på en smuk måde at skaffe sig sit udkomme på gaden ved hjælp af andres penge og midler, så at man ikke behøver at drage over sø og land!
82        Item, dass heisst auch sich auf der Gassen nähren: wenn ein Kaufmann den Beutel voll Gelds hat, und nicht mehr will mit seinen Gütern uber Land oder Meer Ebentheur stehen, sondern gewissen Handel haben; so bleibt er immer in einer grossen Kaufstadt, und wo er einen Kaufmann weiss, der gedränget wird von seinen Leihern, dass er Geld muss haben zu zahlen, und doch nicht hat, sondern noch gute Waar hat; so macht jener einen aus von seinenwegen, der diesem die Waar abkäufen soll, und beut ihm 8 Gulden, do er sonst gerne 10 gilt; will derselbe nicht, so macht er einen Andern aus, der ihm sechs oder sieben beut, dass der arm Mann sorgen muss, die Waar wolle abschlagen, und froh wird, dass er die acht nimpt, auf dass er baar Geld kriege, und nicht allzu grossen Schaden und Schande tragen musse.          Man kan også kalde følgende at skaffe sig sit udkomme på gaden: når en forretningsmand har fået fyldt pengepungen og ikke længere vil udstå farefulde rejser til lands og til vands med sine varer, men vil drive forretning uden risiko, så slår han sig varigt ned i en stor handelsby. Og hvis han hører om en forretningsmand, som kreditorerne klemmer, så at denne er nødt til at have penge at betale med og ikke har nogle, men stadig har gode varer, udser han en mand til at købe varerne på hans vegne og byder ham 8 gylden mod de sædvanlige 10. Går denne ikke med til det, udser han sig en anden, der byder seks eller syv, sådan at den stakkels mand må frygte for, at varen vil falde. Han bliver glad ved at modtage de otte, for at han kan få kontanter og ikke lidt alt for stort tab og skændsel.
83 Auch geschichts, dass solch benöthige Kaufleut selbs solch Tyrannen ansüchen, und die Waar anbieten, umb baar Geld willen, dass sie bezahlen mügen; so halten sie denn hart, bis sie die Waar wohlfeil gnug kriegen, und darnach geben, wie sie wollen. Solche Finanzer heiss man die Gorgelstecher oder Kehlstecher, sind aber fur grosse geschickte Leute gehalten. Det sker også, at sådanne forretningsmænd i vanskeligheder selv opsøger disse tyranner og tilbyder varerne for at få kontanter, så de kan blive i stand til at betale. Så presser de andre hårdt på, indtil de får varen billigt nok og betaler sådan, som de ønsker. Folk, der laver den slags transaktioner, kalder man blodhunde eller blodsugere, men de betragtes som storartede og dygtige mennesker.
84         Item, das ist auch ein Griff des Eigennützes, dass drei oder vier Kaufleut haben einerlei oder zweierlei Waar unter ihren Händen, wilche ander Leut nicht haben, oder nicht feil haben. Wenn sie nu merken, dass solche Waar will Geld gelten,und alle Tage theurer wird, von Kriegs wegen oder Unfalls halben, so rotten sie sich, und geben den Andern fur, wie solche Waar fast gesucht werde, und nicht viel sind, die dergleichen feil haben.         Følgende er også en egennyttig fidus: tre eller fire forretningsmænd sidder inde med en eller to slags varer, som andre ikke har eller ikke har til salg; når de nu ser, at disse varer stiger og bliver dyrere dag for dag på grund af krig eller andre ulykker, så rotter de sig sammen og bilder de andre ind, at disse varer er stærkt efterspurgte, og at der ikke er mange, der sælger den slags.
85 Sind aber Etliche, die dergleichen haben, so mützen sie einen Frembden aus, den lassen sie alle solche Waar aufkäufen. Wenn sie denn dieselbigen Waar ganz in ihren Händen haben, machen sie einen Bund miteinander, auf die Weise: Wir wollen diese Waar, weil keine mehr furhanden ist, so und so hoch aufs Geld (E220) halten, und welcher sie näher gibt, der soll so viel oder so viel verfallen sein. Men er der nogle, der har den slags, så lader de en stråmand opkøbe alle disse varer. Når de helt har fået fat i dem, indgår de følgende overenskomst med hinanden: da der jo ikke er flere af disse varer tilbage, vil vi sætte prisen så og så højt, og den, der går under den, må betale så og så meget i bøde.
86        Diess Stuck, höre ich, treiben die engelländer Kaufleute am grobesten und meisten, wenn sie englische oder lündische Tücher verkäufen. Denn man sagt, sie halten einen besondern Rath zu diesem Handel, wie ein Rath in einer Stadt; und dem Rath mussen alle die Engelländer gehorchen, die englische oder lündische Tücher verkäufen, bei genannter Strafe. Und durch solchen Rath wird bestimpt, wie theur sie ihre Tücher geben sollen, und wilchen Tag oder Stunde sie sollen feil haben oder nicht. Der Oeberst in diesem Rath heisst der Koyrtmeister, und ist nicht viel weniger gehalten, denn ein Fürst; da siehe, was der Geiz vermag, und furnehmen thar.         De engelske forretningsmænd, hører jeg, driver denne praksis grovest og hyppigst, når de sælger engelsk eller londonsk klæde. For man fortæller, at de har et særligt råd for denne handel, ligesom et byråd, og det råd må alle englændere, som sælger engelsk eller londonsk klæde, rette sig efter under bødeansvar. Og gennem dette råd bliver det bestemt, til hvilken pris de skal levere deres klæde, og hvilken dag eller time de skal sælge eller ej. Den øverste i dette råd hedder courtmaster'en og har næsten samme anseelse som en fyrste. Der kan man se, hvad begærlighed formår og drister sig til at gøre!
87          Item, ich muss das Stucklin auch melden: Ich verkäuft Einem auf ein halb Jahr Pfeffer, oder dessgleichen, und weiss, dass er denselben von Stund an muss wieder verkäufen, umb baar Geld willen zu machen. So gehe ich selber hin, oder richte es durch Andere aus, und lass ihm den Pfeffer umb baar Geld wieder abkäufen; doch also, was er mir auf ein halb Jahr hat umb zwölf Gulden abkauft, das käuf ich ihm abe umb acht. Und der gemeine Kauf ist zehen Gulden. Also käuf ich ihm umb zween Gulden näher ab, denn der gemeine Markt gibt, und er hat mir umb zween Gulden höher abkauft, denn gemeiner Markt gibt. So gewinne ich hinten und vorne, nur darumb, dass er Geld kriege und Glauben halte, er mocht sonst mit Schanden bestehen, dass ihm Niemand mehr borgete.          Jeg må også berette om en anden lille fidus: jeg sælger peber eller lignende til en mand med et halvt års kredit og ved, at han straks er nødt til at sælge det igen for at få kontanter. Så går jeg selv hen til ham eller besørger det igennem andre og får købt peberet tilbage mod kontant betaling, dog sådan at det, som han har købt af mig for 12 gylden med et halvt års kredit, køber jeg af ham for 8, mens den sædvanlige pris er 10 gylden. På den måde køber jeg to gylden billigere hos ham end markedsprisen, og han har købt to gylden dyrere hos mig, end det frie marked sælger for. Sådan tjener jeg i begge ender, bare fordi han skal have penge for at beholde sin kredit; ellers måtte han lide den skændsel, at ingen mere ville give ham kredit.
88       Welche nu solche Finanze treibt, oder treiben muss, wie denen geschicht, die mehr auf Borg käufen, denn sie bezahlen mügen; als, wenn Einer kaum zwei hundert Gulden vermag, und führet einen Handel auf fünf oder sechs hundert Gulden, wenn nu meine Schuldiger nicht zahlen, so kann ich auch nicht zahlen, so frisst der Unrath weiter an, und kompt ein Verlust, auf die ander, je mehr ich diese Finanz treibe, bis ich merke, es wolle an Galgen, ich musse entlaufen, oder im (E221) Thorm sitzen. So schweige ich stille, und gebe meinen Borgern gute Wort, ich wolle sie redlich bezahlen. Indess gehe ich hin, und nehme noch so viel Güter auf Borg, als ich kann, und mache dieselbigen zu Geld, oder nehme sonst Geld auf Wechsel, oder entleihe so viel, wie ichs bekommen kann.         Folk, som køber mere på kredit, end de kan betale, f.eks. når de dårlig nok er gode for to hundrede gylden, men indgår en handel til fem eller seks hundrede, bruger eller er nødt til at benytte den slags transaktioner. Hvis nu mine skyldnere ikke betaler, så kan jeg heller ikke betale; så griber ulykken videre om sig, og det ene tab kommer efter det andet, jo mere jeg benytter disse transaktioner, indtil jeg mærker, at løkken strammes om halsen; jeg bliver tvunget til at flygte eller at sidde i fængsel. Men jeg tier stille og fortæller mine kreditorer smukke ord om, at jeg skal betale dem ærligt og redeligt. I mellemtiden går jeg hen og køber atter engang så mange varer på kredit, som jeg kan, og omsætter dem i penge eller får på anden måde penge på veksel eller låner så meget, jeg kan få.
89         Wenn mirs denn am gelegensten ist, oder meine Borger mir nicht Ruge lassen, so sperre ich mein Haus zu, stehe auf und lauf davon, verstecke mich irgend in ein Kloster, da ich frei bin, wie ein Dieb und Morder auf eim Kirchhofe. Da werden denn meine Borger froh, dass ich nicht gar aus dem Lande laufe, und schelten mich quitt den 2ten oder 3ten Pfennig aller meiner Schuld, und dass ich das Hinterstellige in zwei oder drei Jahren bezahlen soll; dess geben sie mir Brief und Siegel, so komm ich wieder in mein Haus, und bin ein Kaufmann, der mit seinem Aufstehen und Laufen zwei oder drei tausend Gulden gewonnen hat, die ich sonst in drei oder vier Jahren wider mit Rinnen noch Traben hätte mügen erlangen.        Når det mest belejlige tidspunkt er inde eller mine kreditorer ikke lader mig være i fred, så låser jeg mit hus af, drager af sted og flygter bort og skjuler mig et eller andet sted i et kloster, hvor jeg har asyl ligesom en tyv og morder på kirkegården. Så bliver mine kreditorer da glade over, at jeg ikke er rømmet helt fra landet, og eftergiver mig halvdelen eller tredjedelen af hele min gæld, mod at jeg skal betale resten på 2 eller 3 år. Det giver de mig brev og segl på. Så vender jeg igen hjem og er en forretningsmand, der ved at drage bort og flygte har tjent to eller tre tusind gylden, som jeg ellers ikke kunne have slidt mig til eller slæbt sammen på tre eller fire år.
90         Oder, wo diess nicht helfen will, wo ich sehe, dass ich entlaufen muss, so ziehe ich an des Kaisers Hof, oder zu seinen Statthältern; da kann ich umb ein oder zwei hundert  Gulden ein Quinquernell kriegen, das ist, kaiserlichen Brief und Siegel, dass ich mag zwei oder drei Jahr frei sein, gehen und stehen fur alle meinen Borgern, darumb, dass ich grosse Schaden gelitten haben soll nach meinem Angeben; das die Quinquernelle auch eine Nasen habe, als ginge es göttlich und recht zu. Das heissen aber Bübenstucke.          Eller, hvis det ikke hjælper, og jeg ser, at jeg bliver nødt til at flygte, så tager jeg til kejserens hof eller til hans statholdere. Der kan jeg for et eller to hundrede gylden få et quinquennale, d.v.s. et kejserligt brev og segl på, at jeg i 2 eller 3 år kan være og færdes uantastet af mine kreditorer, fordi jeg, efter mit eget udsagn, skal have lidt store tab. Sådan giver også quinquennale't det udseende af, at alting går retfærdigt til efter Guds vilje. Men det er vel nok slyngelstreger!
91         Item, ein ander Stucklin, das in den Gesellschaften gänge ist. Es legt ein Bürger sechs Jahr lang zu eim Kaufmann ein, zwei tausend Gulden, damit soll der Kaufmann handeln, gewinnen oder verlieren, und dem Bürger jährlich zwei hundert Gulden gewisser Zinse davon geben; was er aber daruber gewinnet, ist sein. Gewinnet er aber nichts, muss er doch die Zinse geben. Und der Burger thut dem Kaufmann grossen Dienst daran. Denn der Kaufmann meinet mit zwei tausend wohl drei hundert zu gewinnen. Wiederumb, thut der Kaufmann dem Burger einen grossen Dienst daran; denn sein Geld musste sonst stille liegen, und kein Gewinn bringen. Wie diess gemeine Stucklin unrecht sei, und ein rechter Wucher, hab ich im Sermon vom Wucher gnugsam erzählet.             Her er en anden fidus, som er almindelig i handelskompagnierne: en borger deponerer i seks år to tusind gylden hos en forretningsmand; forretningsmanden skal handle og spekulere med dem og give borgeren to hundrede gylden i fast rente af dem årligt. Men hvad han tjener ud over det, er hans eget. Får han imidlertid ikke nogen fortjeneste, er han alligevel tvunget til at give renter. Og borgeren gør forretningsmanden en stor tjeneste med det, for forretningsmanden regner med, at han med to tusinde sagtens kan tjene tre hundrede. Til gengæld gør forretningsmanden borgeren en stor tjeneste med det, for ellers var hans penge en død kapital, der ikke gav noget udbytte. At denne udbredte fidus er syndig og ægte åger, har jeg tilstrækkelig skildret i "Sermonen om åger".
92         Noch eines muss ich erzählen, zum Exempel, wie das falsche Borgen und Leihen in Ungluck fuhret. Es sind Etlich, wenn sie merken, dass der Kaufer ungewiss ist und seine Zeit nicht hält, die konnen sich selbs fein bezahlen, auf die Weise: Ich richte einen frembden Kaufmann zu, dass er hingehe, und jenem seine Waar abkäufe, es sei hundert Gulden oder desgleichen, und spricht: Wenn du seine Waar hast alle abkauft, so sage ihm baar Geld zu, oder weise ihn auf einen gewissen Schuldiger; und wenn du die Waar hast, so fuhre ihn zu mir, als zu deinen Schuldiger, und thu, als wusstest du nicht, dass er mir schuldig ist; so werde ich bezahlet und gebe ihm nichts. Das heisst finanzen, und den armen Mann in Grund verderben, mit Allen, den er vielleicht auch schuldig ist. Aber so soll es gehen, wo man unchristlich borget und leihet.          En ting til må jeg fortælle som eksempel på, hvorledes den bedrageriske kredit- og långivning fører i ulykke. Nogle er så smarte, at de er i stand til at betale sig selv på følgende måde, når de bliver klar over, at køberen ikke er betalingsdygtig og ikke overholder sin termin: jeg aftaler underhånden med en fremmed forretningsmand, at han skal tage hen og købe hans varer for hundrede gylden eller lignende. Og jeg siger til ham: Når du har købt alle hans varer, så lov ham kontant betaling eller henvis ham til en betalingsdygtig debitor; og når du har varerne, så tag ham med hen til mig, som om jeg er din debitor, og lad som om du ikke vidste, at han er min debitor. På den måde får jeg betaling, men giver ham ikke noget. Det er vel nok at foretage finansoperationer - fuldstændigt at ruinere den arme mand og alle dem, hvis debitor han også er! Men sådan vil det gå, hvis man har denne ukristelige kredit- og långivning.
93          Item: Man har auch gelernt, eine Waar oder Gut zu setzen, oder zu legen, da es zunimpt, als Pfeffer, Ingber, Safran, in feuchte Gewölb oder Keller, dass am Gewichte schwerer werde. Also auch wullen Gewand, Seiden, Marder, Zobeln, in finstern Gewölben oder Kräme feil zu haben, und die Luft verstopfen, wie der Brauch allenthalben ist, dass man schier zu einer iglicher Waar ist, man weiss einen besonderen Vortheil drauf, es sei mit Messen, Zählen, mit Ellen, Maass oder Gewicht. Und dass man ihr eine Farbe macht, die sie von ihr selbst nicht hat. Oder man legt das Hübsche unten oder oben, und das Aergerste mitten inne; also dass solche Trügerei kein Ende hat, und kein Kaufmann dem andern weiter trauen thar, denn er siehet und greift.          Man har også lært at anbringe eller oplagre en vare eller en artikel på et sted, hvor den bliver til mere, f.eks. anbringes peber, ingefær, safran i fugtige hvælvinger eller kældre, så at det kan blive tungere i vægt. På samme måde sælger man også uldne stoffer, silke, mår og zobel i skumle hvælvinger eller butiksboder og holder dem borte fra fri luft, således som det allevegne er almindeligt, sådan at man næsten til enhver vare forstår at skabe en særlig atmosfære. Der er heller ingen vare, til hvilken man ikke kender en særlig fidus, enten ved opmåling, optælling, ved alen, mål og vægt og ved at give den en farve, som den ikke har haft fra begyndelsen af, eller også lægger man det pæneste øverst og nederst og det dårligste inde i midten. På den måde er der ingen ende på snyderiet, og forretningsfolkene tør kun stole på hinanden, når de kan se og føle på varen.
94         Nu ist bei den Kaufleuten eine grosse Klage uber die Edelleut oder Räuber, wie sie mit grosser Fahr mussen handeln, und werden druber gefangen, geschlagen, geschätz und beraubet, etc. Wenn sie aber solchs umb der Gerechtikeit willen litten, so wären freilich die Kaufleit heilige Leute, die solchs litten. Wiewohl es sein mag, dass etwa einem fur Gott unrecht geschähe, dass er der andern entgelten muss, in wilcher Rotte er funden wird, und bezahlen, was ein ander gesundigt hat. Aber weil solch gross Unrecht und unchristliche Dieberei und Räuberei uber die ganze Welt durch die Kaufleut, auch selbst unternander geschicht; was ists Wunder, ob Gott schafft, dass solch gross Gut, mit Unrecht gewonnen, wiederumb verloren oder geraubt wird, und sie selbst dazu uber die Kopfe geschlagen oder gefangen werden? Gott muss je das Recht handhaben; wie er sich einen rechten Richter rühmen lässt, Ps. 10, (16.)          Nu klager forretningemændene meget over adelsmændene eller røverne, fordi de er tvunget til at drive forretning under stor risiko; de bliver taget til fange, pryglet, beskattet, udplyndret osv. Men hvis de led det for retfærdighedens skyld, så ville forretningsmændene sandelig være helgener på grund af disse lidelser. Det kan godt være, at der måske er en, der i Guds øjne bliver behandlet uretfærdigt ved, at han må bøde for, at en anden har forsyndet sig. Men så længe forretningsmændene forøver så mange lovløsheder, ukristelige tyverier og røverier over for hele verden, ja, også over for hinanden, er det så mærkeligt, at Gud sørger for, at disse formuer, som de har erhvervet på uretfærdig måde, igen går tabt eller bliver røvet, og at de selv i tilgift bliver gennemheglet eller taget til fange? Gud må jo håndhæve retten, eftersom han lader sig lovprise som en retfærdig dommer (Sl. 10).
95        Nicht, dass ich damit die Strassenräuber oder Strauchdiebe will entschuldigt oder Urlaub geben haben, ihrer Räuberei zu treiben. Es ist der Landsfürsten Schuld, die ihre Strassen sollten rein halten, den Bösen eben sowohl zu gut als den Frummen. Und den Fürsten gebührt, solche unrechte Kaufhändel mit ordentlicher Gewalt zu strafen und zu wehren, dass ihr Unterthanen nicht so schändlich von den Kaufleuten geschunden worden. Weil sie das nicht thun, so braucht Gott der Reuter und Räuber, und straft durch sie das Unrecht an den Kaufleuten, und mussen seine Teufel sein; gleichwie er Egyptenland und alle Welt mit Teufeln plagt, oder mit Feinden verderbet. Also stäupt er einen Buben mit dem andern; ohn dass er dadurch zu verstehen gibt, dass die Reuter geringer Räuber sind, denn die Kaufleut: sintemal die Kaufleut täglich die ganze Welt rauben, wo ein Reuter im Jahr einmal oder zwei einen oder zween beraubt.           Det er ikke, fordi jeg dermed vil undskylde landevejsrøverne eller stimændene eller give dem tilladelse til at drive deres røveri. Det er landsfyrsternes skyld; de burde sikre deres veje, til gavn for onde lige så vel som for gode. Og det er fyrsternes pligt at benytte deres retmæssige magt til at straffe denne syndige måde at drive forretning på og at forhindre, at deres undersåtter bliver flået så forfærdeligt af forretningsmændene. Fordi de ikke gør det, så bruger Gud riddere og røvere til at straffe forretningsmændene for deres uretfærdige handlemåde, og de er nødt til at være hans djævle, ligesom han plager Ægypten og hele verden ved hjælp af djævle eller lader fjender ødelægge den. Således slår han den ene slyngel med den anden, blot er der den forskel, at han lader os forstå, at ridderne i mindre grad er røvere end forretningsmændene, fordi forretningsmændene daglig udplyndrer hele verden, mens en ridder en eller to gange om året udplyndrer et menneske eller to!
96        Von den Gesellschaften sollt ich wohl viel sagen, aber es ist Alles grundlos und bodelos, mit eitel Geiz und Unrecht, dass nichts dran zu finden ist, das mit gutem Gewissen zu handeln sei. Denn wer ist so grob, der nicht siehet, wie die Gesellschaften nicht anders sind, denn eitel rechte Monopolia? wilche auch die weltliche heidenische Rechte verbieten, als ein offentlich (E224) schädlich Ding aller Welt; ich will des göttlichen Rechts und christlichs Gesetz schweigen. Denn sie haben alle Waar unter ihren Händen, und machens damit, wie sie wollen, und treiben ohn alle Scheu die obberuhrten Stuck, dass sie steigern oder niedrigen nach ihrem Gefallen, und drucken und verderben alle geringe Kaufleute, gleichwie der Hecht die kleine Fisch im Wasser; gerade als wären sie Herrn uber Gottes Creaturen, und frei von allen Gesetzen des Glaubens und der Liebe.          Handelskompagnierne burde jeg rigtignok sige meget om, men det er altsammen en så bundløs sump af lutter begærlighed og uretfærdighed, at det er umuligt at finde noget dèr, som man kan foretage med god samvittighed. For hvem er så afstumpet, at han ikke kan se, at handelskompagnierne ikke er andet end rene og skære monopolia? Den verdslige, hedenske lov forbyder dem da også som en ting, der er oplagt skadelig for alle - for slet ikke at tale om den guddommelige ret og den kristelige lov. For de har lagt beslag på alle varer, gør med dem, som det passer dem, og benytter uden nogen som helst skam de ovennævnte forretningskneb: de hæver og sænker priserne efter deres eget forgodtbefindende og undertrykker og ruinerer alle små forretningsfolk ligesom gedden de små fisk i vandet, ganske som om de var herrer over Guds skabninger og undtaget fra alle troens og kærlighedens love. 
97         Daher kompts, dass man in aller Welt muss die Würze so theur kaufen, als sie wollen, und treiben den Wechsel. Heur steigern sie den Ingber, uber ein Jahr den Saffran, oder wiederumb; dass je allezeit die Krümme in die Beuge komme, und keine Verlust, Schaden noch Fahr leiden durfen: sondern, verdirbt oder feihlet der Ingber, so erholen sie sichs am Saffran, und wiederumb, auf dass sie ihres Gewinnstes gewiss bleiben. Wilchs wider die Art und Natur ist, nicht allein der Kaufsgüter, sondern aller zeitlicher Güter, die Gott will unter der Fahr und Unsicherheit haben. Aber sie habens funden und troffen, dass sie durch fährliche, unsichere, zeitliche Waar, sichern, gewissen und ewigen Gewinnst treiben. Aber daruber muss gleichwohl alle Welt ganz ausgesogen werden, und alles Geld in ihren Schlauch sinken und schwemmen.            Det er grunden til, at man alle vegne er nødt til at købe krydderier til den dyre pris, de vil have, og de skifter med det: i år forhøjer de ingefær, næste år safran eller omvendt, så at det altid går lige op til sidst og de ikke behøver at lide tab, skade eller risiko. Men ødelægges ingefæren eller slår den fejl, får de det igen på safranet eller omvendt, så at de kan være sikre på deres udbytte. Dette er ikke alene imod handelsvarernes, men også imod alle timelige tings karakter og natur. Gud ønsker, at de skal være underkastet risiko og usikkerhed. Men de har fundet en udvej og hittet ud af, at de ved hjælp af risikofyldte, usikre og forgængelige varer kan skaffe sig et holdbart, sikkert og uforgængeligt udbytte. Men på grund af det skal verden rigtignok udsuges fuldstændigt, og alle penge skal synke og skylles ned i deres svælg.
98        Wie sollt das immer mügen göttlich und recht zugehen, dass ein Mann in so kürzer Zeit so reich werde, dass er Konige und Kaiser auskäufen mochte? Aber weil sie es dahin bracht haben, dass alle Welt in Fahr und Verlust muss handeln, heur gewinnen, uber ein Jahr verlieren, aber sie immer und ewiglich gewinnen, und ihren Verlust mit ersteigertem Gewinn büssen konnen; ists nich Wunder, dass sie bald aller Welt Gut zu sich reissen. Denn ein ewiger gewisser Pfennig ist ja besser, denn ein zeitlicher ungewisser Gulde. Nu kaufschlagen nie solche Gesellschaften mit eitel ewigen gewissen Gulden, umb unsere zeitliche ungewisse Pfennige. Und sollt noch Wunder sein, dass sie zu Konigen, und wir zu Bettler werden?          Hvordan skulle det overhovedet kunne være rigtigt og efter Guds vilje, at én mand på så kort tid kan blive så rig, at han kan købe konger og kejsere ud? Men det er ikke underligt, at de hurtigt river alverdens gods til sig, da de jo har bragt det så vidt, at alle mennesker er nødt til at handle med risiko og tab - i år fortjeneste, næste år tab - mens de evig og altid har fortjeneste og kan udligne deres tab ved øget fortjeneste. For én uforgængelig, sikker pfennig er jo bedre end en forfængelig, usikker gylden. Handelskompagnierne købslår imidlertid med lutter uforgængelige, sikre gylden om vore forfængelige, usikre pfennige! Er det så underligt, at de ender som konger og vi som tiggere?
99          Konige und Fürsten sollten hie drein sehen, und (E225) nach gestrengem Recht solchs wehren; aber ich höre, sie haben Kopf und Theil dran; und geht nach dem Spruch Esaiä 1, (23.): Deine Fürsten sind der Diebe Gesellen worden. Dieweil lassen sie die Diebe hängen, die ein Gulden oder halben gestohlen haben, und handthieren mit denen, die alle Welt berauben, und stehlen sehrer, denn alle ander; dass ja das Sprüchwort wahr bleibe: Grosse Diebe hängen die kleine Diebe; und wie der römische Rathherr Cato sprach: Schechte Diebe liegen in Thormen und Stocken, aber offentliche Diebe gehen in Gold und Seiden.          Konger og fyrster burde gribe ind her og bekæmpe det efter strenge love, men jeg hører, at de er sammenspiste med dem. Det går efter ordet fra Es. 1: Dine fyrster er blevet tyvenes venner. Mens de lader tyve, som har stjålet en halv eller en hel gylden, blive hængt, gør de forretninger med dem, som udplyndrer hele verden og stjæler værre end alle andre, så at det ordsprog beholder sin gyldighed, som siger: De store tyve hænger de små, og som den romerske rådsherre Cato sagde: Jævne tyve sidder i fængsel og gabestokke, men fremtrædende tyve går klædt i guld og silke.
100 Was wird aber zuletzt Gott dazu sagen? Er wird thun, wie er durch Ezekiel spricht, Fürsten und Kaufleut, einen Dieb mit dem andern in einander schmelzen wie Blei und Erz, gleich als wenn eine Stadt ausbrennet, dass wider Fürsten noch Kaufleut mehr sein, als ich besorge, dass schon fur der Thür sei. Wir gedenken uns doch nicht zu bessern, wie gross auch die Sund und Unrecht sei. So kann er auch Unrecht ungestraft nicht lassen. Men hvad siger til sidst Gud til det? Han vil gøre, som han siger ved Ezekiel: Fyrster og forretningsmænd, den ene tyv med den anden, vil han smelte som bly og kobber, ligesom når en by bliver lagt i aske, så at der hverken er flere fyrster eller forretningsmænd tilbage. Jeg er bange for, at dette står lige for døren. Vi tænker alligevel ikke på at forbedre os, lige meget hvor stor synden og uretfærdigheden er. Derfor kan Gud heller ikke lade uretfærdigheden være ustraffet.
101        Darumb darf niemand fragen, wie er muge mit guten Gewissen in den Gesellschaften sein. Kein ander Rath ist, denn: Lass abe; da wird nicht anders aus. Sollen die Gesellschaften bleiben, so muss Recht und Redlikeit untergehen. Soll Recht und Redlikeit bleiben, so mussen die Gesellschaften untergehen. Das Bette ist zu enge, sprich Esaias, eins muss eraus fallen, und die Decke ist zu schmal, kann beide nicht zudecken. Nu weiss ich wohl, dass mein Schreiben ubel gefallen wird, und werden vielleicht Alles in Wind schlahen, und bleiben, wie sie sind. Aber ich bin doch entschuldigt, und habe das Meine gethan, auf dass man sehe, wenn Gott nu mit der Ruthe kommen wird, wie redlich wirs verdienet haben. Hätte ich Eine Seele damit unterricht, und erlöset von dem Schlund, so hätt ich nicht umbsonst geärbeitet.         Derfor er der heller ikke nogen, der behøver at spørge om, hvordan han med god samvittighed kan være med i handelskompagnierne. Der er ikke noget andet råd end dette: hold dig derfra! Der er ikke noget at stille op. Skal handelskompagnierne bestå, er retfærdighed og hæderlighed nødt til at forsvinde. Skal retfærdighed og hæderlighed bestå, så er handelskompagnierne nødt til at gå til grunde. Sengen er for lille, siger Esajas, den ene kan ikke undgå at falde ud, og tæppet er for smalt og kan ikke dække begge to. Nu ved jeg godt, at mit skrift ikke vil falde i god jord, og man vil måske blæse ad det og fortsætte som hidtil. Men det er dog ikke min skyld, jeg har gjort mit til, at man skulle få øjnene op for, hvor ærligt vi har fortjent det, når Gud nu kommer med riset. Hvis jeg skulle have vejledt bare én sjæl derved og befriet ham fra svælget, så har jeg ikke arbejdet forgæves.
102         Wiewohl ich hoffe, es sei durch sich selbst so hoch und schwer worden, wie ich droben auch gesagt habe, dass sichs selbst nicht länger tragen wird, und man zuletzt davon muss ablassen. Summa, ein Iglicher sehe auf sich. Mir zu Liebe oder Dienst darf niemand solchs lassen: also darfs auch mir Trotz und Leide niemand annehmen noch behalten. Es gilt dir, nicht mir. Gott erleuchte uns und stärke uns, seinen guten Willen zu thun, Amen.         Trods alt håber jeg, at denne ting har vokset sig så stor og tung, at den ikke kan holde sig oppe længere - som jeg også sagde ovenfor - og at man til sidst bliver nødt til at holde sig derfra. Kort sagt: enhver skal tage vare på sig selv. For min skyld eller af hensyn til mig behøver ingen at holde op med det; ligeledes behøver ingen at gå ind for det eller bibeholde det for at trodse eller fortrædige mig. Det gælder dig, ikke mig. Gud oplyse os og styrke os til at gøre hans gode vilje. Amen.

Noter:

n24:  Begge de to skriftsteder er forkerte. I Mark 11,24 står der: "Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det". I Matt 21,22: "Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.«

n56:  Luther har her oversat efter Vulgata, hvor det hedder: verumtamen quod superest date elemosynam et ecce omnia  munda sunt vobis. I Lutherbibelen fra 1545 hedder det: Doch gebt Almosen von dem, was da ist, siehe, so ist's euch alles rein. I DO 1992 hedder det: Men giv det, der er indeni, som almisse; så er alting rent for jer. I den græske tekst står der: plhn ta enonta dote elehmosunhn, kai idou panta kaqara umin estin.