fra Dokumente zur Causa Lutheri, Münster 1988, side 321-337
106 teser fra en offentlig disputation,
afholdt af Johannes Tetzel den 20. januar 1518 på universitetet
i Frankfurt an der Oder. Teserne er formentlig forfatter af
grundlæggeren af universitetet, Konrad Koch (Wimpina).
1 Quo veritas pateat erroresque supprimantur redditaque ratione contra Catholicam veritatem obiecta solvantur, Frater Ioannes Tetzel ordinis predicatorum, sacre Theologie Baccalaureus ac heretice pravitatis inquisitor, subscriptas positiones sustinebit in florentissimo studio Franckfordensis cis Oderam ad laudem Dei proque fidei catholice defensione obque sancte sedis apostolice honorem. |
|
2 1: Dominus noster Jhesus Christus sacramenta nove legis, ad que voluit cunctos obligari, post sui passionem et ascensionem, voluit etiam cunctos docere ante suam passionem per aptissimam suam predicationem. Quisquis ergo dicit: Christum, dum predicavit: 'Penitentiam agite', sic voluisse penitentiam interiorem et exteriorem carnis mortificationem, ut non etiam docere vel cointelligere potuerit penitentie sacramentum eiusque partes confessionem et satisfactionem, tandem obligatorias, errat. |
1. Vor herre Jesus Kristus ville med hensyn til sakramenterne, som han ville gøre obligatoriske for sine tilhængere efter sin lidelse og ophøjelse lære, ville også lære sine tilhængere dem før sin lidelse gennem en passende prædiken. Enhver derfor, der siger: 'Når Kristus prædiker: Gør bod! ville han, at boden skulle være en indre og ydre dødelse af kødet', tager fejl, eftersom Jesus ikke ville kunne lære eller medindforstå bodens sakramente og dens dele, bekendelsen og fyldestgørelsen, hvis de skulle være obligatoriske. |
3 2: Immo nihil nunc iuvat, si interior pene etiam operetur exteriorem mortificationem, nisi adsit facto vel voto confessio et satisfactio. (322) (n3) |
2. Ja, det hjælper ikke noget, hvis den indre straf også udvirker en ydre dødelse, hvis ikke der enten ved gerning eller ved et løfte kommer en bekendelse og en fyldestgørelse. |
4 3: Hec satisfactio (cum Deus delictum absque ultione non patiatur) per penam fit vel aequivalens in acceptione divina. (sml 95tes#4). |
3. Denne fyldestgørelse bliver (skønt Gud ikke tåler nogen forbrydelse uden gengældelse) gennem boden eller det, der svarer dertil, til en guddommelig modtagelse. |
5 4: Que vel a presbyteris imponitur, arbitro vel canone, vel nonnunquam a iustitia divina exigitur hic vel in purgatorio dissolvenda. (sml 95tes#5) |
4. Hvad der er pålagt af præsterne, frit eller efter kanonnerne, og af og til, hvad der kræves af den guddommelige retfærdighed, kan ophæves her eller i skærsilden. |
6 5: Sicut confessionem rite factam nemo tenetur de eisdem criminibus nisi in paucis casibus reiterare. Et quantumvis utile id esset, non potest tamen sibi vel religiosus vel papa, ut iteret, demandare. Ita (323) satisfactioriam penam exteriorem semel rite expletam non tenetur absolutus de eisem peccatis repetere. Contrarium iubere, est errare. |
|
7 6: Licet teneatur, quoad vixerit, intus actu vel habito dolere, et peccatum remissum semper detestari, de propiciatuque peccatorum absque metu non existere. |
|
8 7: Hanc penam ob peccata contrita et confessa impositam potest papa per indulgentias penitus relaxare; Sive hec sit ab eo, vel sacerdotis arbitrio, vel canone imposita, vel etiam iustitia divina exigenda, cui contradicere est errare. (n8) |
|
9 8: Sed licet per indulgentias omnis pena in dispositis remittatur, que est pro peccatis, ut eorum est vindicativa. Errat tamen, qui ob id tolli putet penam que et medicativa et preservativa, cum contra hanc Iubileus non ordinetur. (res02#88) |
8. Men lad være, at der gennem afladen eftergives al den optjente straf, der findes for synderne, ligesom der blandt den findes den gengældende straf. Dog tager den fejl, som mener, at af den grund ophæves den straf, som er helbredende og bevarende, eftersom jubilæumsafladen ikke blev indstiftet imod den. |
14 13: Immo sicut Deus habet claves autoritatis, Christus excellentie; ita presbyter christianus claves habet ministeriales. Quisquis ergo dicit papam, vel etiam minimum sacerdotem, non posse in culpas, nisi approbando et declarando, errat. (95tes#6) (res02#89) |
13. Ja, ligesom Gud har autoritetens nøgler, Kristus overordentlighedens nøgler, såedes har den kristne præst de administrative nøgler. Så enhver, der siger, at paven eller selv den mindste præst, ikke overfor brøden kan gøre andet, end bekræfte og erklære, han tager fejl. |
15 14: Immo qui non credit minimum sacerdotem christianum plus posse in peccatum, quam tota potuerit olim Sinagoga, errat. |
Ja, den, der ikke tror, at selv den mindste kristne præst formår mere imod synden end hele synagogen dengang, tager fejl |
18 17: Non tamen est de his desperandum, cum minima contritio, quae potest in fine vite contingere, Sufficiat ad peccatorum remissionem ac pene eterne in temporalem mutationem. (n18) |
17: Man skal dog ikke fortvivle over dette, eftersom den mindste anger, som kan opstå ved livets slutning, er tilstrækkelig til syndernes forladelse og til, at den evige straf ændres til en timelig. |
19 18: Sed quando ob temporis defitientiam pene taliter mortuos truculentissime nunnumquam insequuntur, Que sunt plenissimis veniis celeriter relaxande, stulte faciunt tales homines a redimendis confessionalibus dehortantes. |
|
20 19: Ob iniectionem manuum in clerum excommunicatis, incendiariis et incestuosis, non solum post absolutionem, sed aliquando post mortem pene imponuntur: His de non iterando iuramentum, istis satisfactio, qui id ergo posse fieri negat, errat. (95tes#8 til #10) |
19. Fordi man i klerkenes forsamling lægger hænderne på dem, der skal ekskommuniceres, dem, der skal brændes, og dem, der er besmittede, pålægges der straffe ikke blot efter afløsningen, men også efter døden: De sidste som en ikke påbegyndt straf, de første som en fyldestgørelse. Derfor, den, der nægter, at dette kan ske, tager fejl. |
21 20: Non a dormientibus episcopis, sed iuris capitulis, discretus et pius iubetur esse sacerdos, ut potius cum exili pena, Ultro excepta, mittatur confessus ad purgatorium, quam cum refutata, ad gehennam. Qui id ergo zizania dicit, errat. (95tes#11) |
20: Det er ikke af sovende biskopper, men af rettens kapitler, at den diskrete og fromme præst får befaling til, at han snarere skal idømme udlændighedens straf. For hvis den højeste straf godtages, sendes den bekendende til skærsilden, men hvis den nægtes, til helvede. Den, der kalder dette ukrudtsfrø, er i vildfarelse. |
22 21: Heretici, schismatici, et lese maiestatis rei post mortem excommunicantur, anathematisantur et exhumantur. Quisquis ergo dicit morituros per mortem omnia solvere, et legibus canonum non teneri, errat. (95tes#13) |
21. Kættere, skismatikere og majestætsfornærmere ekskommuniceres, fordømmes og afhumaniseres efter døden. Enhver, der derfor siger, at de, der skal dø, igennem døden vil indfri alle krav og ikke skal holdes til de kanoniske love, er i vildfarelse. |
23 22: Animas purgandas, que cum gratia et charitate abscedunt, que dividit inter filios regni et perditionis, et longe plus desperationis, Erroneum est dicere esse prope desperationem, quin potius in spe firma ad beatitudinis comprehensionem. (95tes#15) |
22. Det er en vildfarelse at sige, at de sjæle, der skal renses (i skærsilden) og som går bort med nåde og kærlighed, og som han deler mellem sønnernes og fortabelsens rige og langt mere fortvivlelsens rige, er tæt på fortvivlelse, eftersom de snarere har et fast håb om at blive forbundet med saligheden. |
24 23: Qui dicit, non esse probatum ullis aut rationibus aut scripturis, purgatos esse extra statum meriti, errat. (95tes#18). |
23. Den, der siger, at det ikke er bevist ved nogen fornuftgrund eller ud fra skriften, at de, der bliver renset er udenfor fortjenestens stade, er i vildfarelse. |
25 24: Qui adiicit, non esse probatum, quod sint de sua beatitudine certi et securi, errat. (95tes#19) |
24: Den, der tilføjer, at det ikke er bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, er i vildfarelse. |
26 25: Similiter qui dicit: Non esse animas purgandas de sua salute certiores quam nos, nosque esse certissimos, errat. (95tes#19c) |
25. På samme måde er den i vildfarelse, der siger: Sjælene i skærsilden er ikke mere sikre på deres salighed end vi, og vi er ganske sikre. |
27 26: Papam per plenarium remissionem non intelligere omnium satisfactoriarum, sed a seipso impositarum, error. (95tes#20) |
26: Det er en vildfarelse at sige, at paven ved den fuldkomne aflad ikke forstår eftergivelsen af alle fyldestgørende gerninger, men kun af dem, han selv har pålagt. |
28 27: Qui dicit indulgentiarum predicatores errare, dum predicant, per pape indulgentiam hominem posse ab omni pena solve et salvari, error. (95tes#21). |
27: Den, der siger, at afladsprædikanterne er i vildfarelse, når de prædiker, at et menneske gennem pavens aflad kan løses fra al straf og frelses, er selv i vildfarelse. |
29 28: Dicere papam nullam remittere animabus in purgatorio penam quam debuissent in hac vita secundum canones solvere, error. (95tes#22) (327) |
28. At sige, at paven ikke eftergiver sjælene i skærsilden den straf, som de burde udstå i dette liv, er at være i vildfarelse. |
30 29: Qui solum perfectissimo venias consequi posse dicit, et non etiam perfectos, immo perfectiores, incipientes et proficientes, errat. |
29. Den, der siger, at der kun kan gives aflad til de mest fuldkomne, og ikke også til de fuldkomne eller til de mere fuldkomne, som er begyndt og gør fremgang, er i vildfarelse. |
31 30: Immo etiam non solum plene contritos, sed attritos et per confessionem contritos, errat. |
Ja, den, der siger at der kun kan gives aflad til dem, der angrer fuldkomment, og ikke også til dem, der angrer ufuldkomment og gennem bekendelsen bliver fuldkomment angrende, er i vildfarelse. |
32 31: Quisquis paucissimis id contingere posse putat, et non pluribus, id quod Iubileus exigit facientibus, errat. (95tes#23) |
31: Den, der mener, at dette kun kan ske for meget få og ikke for mange, sådan som jubelafladen påstår det om dem, der får den, er i vildfarelse. |
33 32: Asserere, papam non habere maiorem vel efficatiorem potestatem in purgatorium generaliter suffragii forma Iubileum impartiendo, quam, qualem aut quantam habeat episcopus vel plebanus in sua diocesi et parochia specialiter, errat. (95tes#25) |
|
34 33: Papa, etsi in purgatorium nullam habeat clavis potestatem, habet tamen Iubileum illis adplicandi per modum suffragii authoritatem. Hanc in purgatorium authoritatem sub specie clavis in papa negare, est veritati contradicere et errare. (95tes#26) |
33. Skønt paven ikke i skærilden har nogen nøglemagt, har han dog myndighed til at tildele dem jubilæumsafladen gennem forbønnens metode. At nægte, at paven har denne magt i skærsilden under nøglernes synspunkt, er at modsige sandheden og fare vild. |
35 34: Animam purgatam evolare est eam visione Dei potiri, quod nulla potest intercapedine impediri. Quisquis ergo dicit, non citius posse animam evolare, quam in fundo ciste denarius possit tinnere, errat. (328-329) (95tes#27) |
34. At den rensede sjæl flyver op, vil sige, at den bliver i stand til at se Gud, hvilket ikke kan forhindres ved nogen udsættelse. Enhver, der derfor siger, at sjælen ikke kan flyve hurtigere op, end mønten klinger i kisten, er i vildfarelse. |
36 35: In suffragiis publicatis querere questum et avaritiam, sed non sequi purgationis effectum, error. (95tes#28) |
35. I den offentlige forbøn at søge fortjeneste og gerrighed, men ikke søge den virkning, der følger i skærsilden, er en vildfarelse. |
37 36: Dubitare, si omnes anime redimi, aut redempte exire velint purgatorium, manifestus error. (95tes#29) |
36. At tvivle på, at alle sjæle vil forløses, eller når de er forløst, vil gå ud af skærsilden, er en oplagt fejl. |
38 37: Securitate coniecturali, quantum humana perfert imbecillitas, nullum esse securum de veniarum consecutione, etiam factis, que Iubileus exigit, error. (95tes#30) |
37. At hævde med en formodet sikkerhed, så meget som menneskelig dumhed tillader, at ingen er sikker på afladens virkning, også når han har købt den, som jubilæumsafladen kræver det, er en vildfarelse. |
39 38: Rarissimos esse, et non etiam plurimos iuxta formam Iubilei agentes, qui consequeantur venias, error. (95tes#31) |
38. At de skulle være meget sjældne, og ikke snarere meget talrige, som følger jubilæumsafladens ritual, når de sælger aflad, er en vildfarelse. |
40 39: Relaxatum per venias plenarias iuxta formam rescripti, videlicet vere confessum et contritum etc. non esse securum de salute, error. (95tes#32) |
39. At sige, at den, der har fået aflad ifølge det foreskrevne ritual, så han altså har gennemført en sand bekendelse og anger, ikke er sikker på sin frelse, er en vildfarelse. |
41 40: Papalibus indulgentiis secundum omnem formam rite acquisitis non reconciliari hominem Deo, vere videlicet contritum et confessum, error. (95tes#33) |
40: At den pavelige aflad, der er købt efter enhver rituel form, ikke forsoner mennesket med Gud, når det sandt har angret og bekendt, er en vildfarelse. |
42 41: Gratias veniales non respicere nisi penas satisfactionis ab homine constitutas, et non etiam a canone vel iustitia divina, error. (95tes#34) |
41. At afladsnåden kun har med de fyldestgørende straffe at gøre, som er fastsat af et menneske, og ikke også af kanonnen eller den guddommelige retfærdighed, er en vildfarelse. |
43 42: Non esse christianum dogme, quod redempturi pro amicis confessionalia, vel purgandis Iubileum, possint hec facere absque contritione, error. (95tes#35) |
42. At det ikke er et kristeligt dogme, at de, der vil købe aflad til deres venner, eller vil renses ved jubilæumsafladen, kan gøre det uden anger, er en vildfarelse. |
Noter:
n2: Münster-note: En fejltagelse af udgiveren af Wittenbergernes Opera omnia Martini Lutheri.
nb3: Münster-udgaven henviser til hele stykket res01#65 til res01#72.
n8: Münster-udgaven henviser til hele stykket res02#20 til res02#27.
n18: Münster-udvagen henviser til hele stykket res02#88 til res02#95.