Heerpredigt wider den Türken (1)

¹         Als die Türken im J. 1529 Wien belagert hatten, aber schon wieder abgezogen waren, schrieb Luther gegen das Ende dieses Jahres gegenwärtige Schrift. Nach seinen Briefen an Nic. Hausmann vom 20. und 26. Oct. arbeitete er damals an derselben und bereits am 3. Jan. 1530 ware davon die zweite Auflage erschienen. Sie besteht aus zwei Theilen. In dem ersten beschreibt er die Gotteslästerung und Ungerechtigkeit der Türken gegen die Christen und beweiset, dass diejenigen als fromme Märtyrer zu betrachten seien, welche im Kriege gegen die Türken umkämen. Im zweiten zeigt er, dass sowohl die Vornehmen als die Geringen mit ihren Sünden und Lastern die Strafe des Krieges verdient hätten; ermahnt dabei zur Tapferkeit, warnet vor dem Abfall zum Islam und tröstet die, welche etwa gefangen werden sollten. Diese Schrift wurde später in den Jahren 1541 und 1542 wieder gedruckt. 

²  Eine Heerpredigt wider den Türken. Anno 1529. 
      Wiewohl ich in meinem Büchlin von Türkenkriege fast genugsam Unterricht gethan habe, mit welcherlei Gewissen und Weise (wo sichs begäbe,) der Krieg wider den Türken sollt fürzunehmen sein: doch habe ich bei meinen lieben Deutschen die Gnade, dass sie mir wider gläuben noch zuhören, bis dass sie zu lange harren und der Glaube in die Hand kömmet, und denn wider Hülfe noch Rath da ist. 

En hærprædiken imod tyrkerne. År 1529. 
        Selv om jeg i min lille bog om tyrkerkrigen næsten har givet tilstrækkelig underretning om, med hvilken samvittighed og på hvilken måde man skulle foretage krigen mod tyrkerne (hvis det kom så vidt), så har jeg hos mine kære tyskere opnået den nåde, at de hverken tror mig eller gider høre på mig, førend de har ventet for længe og få syn for sagn; men så er der hverken hjælp eller råd at hente. 

³        Gleichwie dem Volk Israel auch geschach, da sie die Propheten (als 2 Kön. 17,13 stehet,) so lange verachten, dass zuletzt auch kein Rath noch Hülfe (E82) mehr da war. Eben so ists uns itzt auch gangen: niemand wollt gläuben, was ich vom Türken schreib, bis dass wirs nu mit so grossem Jammer erfahren, und so viel tausend Menschen, in so wenig Tagen, erwürget und weggeführet gesehen haben. 

        Ligesom det skete med Israels folk, dengang de foragtede profeterne så længe, at der til sidst heller ikke var noget råd eller nogen hjælp mere (som det beskrives i 2 Kong. 17,13). Ganske sådan er det også gået nu: Ingen vil tro på, hvad jeg skrev om tyrkerne, førend vi nu har erfaret det med så stor jammer og på så få dage har set mange tusinde mennesker blive dræbt eller ført bort. 

⁴  Das wollten wir haben. Und hätte nicht Gott so wünderlich und so unversehens uns geholfen, so sollten wir erst ein rechten Jammer in Deutschen Landen erfahren haben. 

Men vi var selv ude om det. Og hvis ikke Gud på underfuld vis, ganske uden vi kunne regne med det, havde hjulpet os, så ville først ret have fået jammer at erfare i de tyske lande. 

⁵         Und kenne ich recht meine lieben Deutschen, die vollen Säue, so sollen sie wohl, ihrer Weise nach, sich wiederümb niedersetzen und mit gutem Muth in aller Sicherheit zechen und wohlleben, und solcher grossen Gnade, erzeigt, gar nicht brauchen; sondern mit aller Undankbarkeit vergessen, und denken: Ha! der Türke ist nu weg und geflohen, was wollen wir viel sorgen, und unnützte Koste drauf wenden? er kömpt vielleicht nimmermehr wieder; auf dass wir ja unser wohlverdiente Strafe von Gott redlich empfahen. 

       Og hvis jeg kender mine kære tyskere, disse fulderikker, ret, så skal de såmænd nok, som de plejer, sætte sig ned igen og velfornøjet svire videre i al sikkerhed og vellevned og slet ikke udnytte den store nåde, der blev udvist mod dem, men glemme den i deres utaknemlighed og tænke: Ha! tyrkerne er borte igen, flygtet fra os, hvad skal vi bekymre os for og bruge penge på det til ingen nytte? De kommer måske aldrig igen. Og så skal vi såmænd nok få vores velfortjente straf af Gud for det. 

⁶  Wohlan, ich kann doch nicht mehr thun. Do ich anzeigt, man sollt des Türken Gewalt nicht verachten, ei das war ein spöttische und nichtige Rede: da waren viel Fürsten mächtiger denn er; ich sollte die Deutschen Fürsten nicht so schrecken, noch verzagt machen. Lass nu dieselbigen Geiferer erfür treten, und die Fürsten trösten, und des Türken Macht verachten. Ich meine ja, der Türke habe sie zu Lügenern, und mein Wort wahr gemacht. 

Velan, jeg kan dog ikke gøre mere. Da jeg viste, at man ikke skal foragte tyrkernes magt, oh, det var en spottende og ødelæggende tale; der var mange fyrster, der var mægtigere end dem; jeg burde ikke gøre de tyske fyrster så forskrækkede eller bange. Lad nu disse ophidsede personer træde frem og trøste fyrsterne og foragte tyrkernes magt. Jeg mener ellers nok, at tyrkerne har gjort dem til løgnere og gjort mit ord til sandhed. 

⁷         Aber doch umb der Gottlosen und Christus Lästerer willen nichts angefangen, also auch umb ihrer willen nichts gelassen. Es haben Könige und Fürsten, Bischöff und Pfaffen bisher das Evangelion verjagt und verfolget, viel Bluts vergossen, und den Dienern Christi alle Plag und Unglück angelegt, und ist die Lästerung und Schmach auch wider die offentliche, erkannte Wahrheit so uber die Massen schändlich gross gewest, und das Volk so uberaus böse und muthwillig, dass ich hab weissagen müssen, Deutschland müsse im Kurz Gott eine Thorheit bezahlen: dasselbige gehet itzt daher, und fähet an.  

        Men dog skal man ikke påbegynde noget af hensyn til de gudløse og Kristus-bespotterne, men heller ikke undlade noget af hensyn til dem. Konger og fyrster, biskopper og præster har hidtil bortjaget og forfulgt evangeliet, har udgydt meget blod og påført Kristi tjenere alle mulige plager og ulykker, og spotten og forsmædelsen imod den åbent erkendte sandhed er i den grad blevet skændig stor ud over al måde og folket så ovenud ondt og frækt, at jeg måtte forudsige, at Tyskland i løbet af kort tid måtte betale Gud tilbage for sin tåbelighed. Dette skrider nu frem og begynder. 

⁸   Gott helfe uns, und sei uns gnädig, Amen. Denn weil sie wider Christum so trefflich zornig und (E83) böse sind, dass sie sein Wort und Diener uberbösen, und er muss leiden, und schwach gegen sie sein: so thut er wahrlich recht, nach dem Sprüchwort, (Es ward nie keiner so böse, es kam noch ein Böser uber ihn,) und zeucht ab, lässt sich uberbösen; schicket aber an solche böse zornige Junkern nach einen bösern, den Türken, will zusehen, weil sie ja böse sein wollen, welcher hie den Andern uberbösen werde. Sei nu böse, wer böse sein kann, itzt gilt Bösens und Uberbösens. 

Gud hjælpe os og være os nådig, amen. For fordi de er så forfærdelig vrede og onde imod Kristus, at de gør hans ord og hans tjener endnu værre, så han må finde sig i at være svag overfor dem: så handler han faktisk ret, efter det ordsprog, der siger, at ingen nogensinde var så ond, at der ikke kunne kom én over ham, der var endnu mere ond, for det bevidner han, han lader sig gøre mere ond; for han sender til disse onde, vrede junkere, én, der er endnu mere ond, nemlig tyrkerne, og vi skal nu se, hvem der vil være ond, og hvem der her vil være endnu mere ond. Vær nu ond, hvem der kan, nu gælder det om at være ond og om at være endnu mere ond. 

⁹        Solchs will ich gesagt haben wider die Unbussfertigen, starrige Feinde und Verfolger des Worts Christi. Aber weil dennoch viel in Deutschen Landen sind, die das Wort lieben, und Christus ohn Zweifel nicht ein geringe Zahl Glieder darinnen hat, umb derselbigen willen soll diese Heerpredigt ausgehen, sie zu trösten und zu vermahnen in diesen greulichen, fährlichen Läuften. 

         Dette vil jeg have skal siges til de ubodfærdige, stivsindede fjender og forfølgere af Kristi ord. Men fordi der alligevel i de tyske lande er mange, som elsker ordet, og fordi Kristus uden tvivl har et ikke ringe antal lemmer derinde, så skal denne hærprædiken udgå for deres skyld, for at trøste og formane dem i denne gruelige, farlige situation. 

¹⁰ Denn der Teufel sucht durch seinen Zeug, den Türken, freilich nicht allein die weltliche Herrschaft, sondern auch das Reich Christi und seine heiligen Glieder vom Glauben zu stossen, wie Daniel sagt im 7. Cap. v. 8. Darümb will ich diese Predigt in zwei Stücke theilen; zuerst die Gewissen unterrichten, darnach die Faust vermahnen. 

For djævelen søger gennem sit redskab, tyrkerne, ganske vist ikke alene at opnå det verdslige herredømme, men også at støde Kristi rige og hans hellige lemmer fra troen, som Daniel siger i 7,8. Derfor vil jeg dele denne prædiken i to dele; først undervise samvittighederne, derefter formane næven. 

¹¹        Das Gewissen zu unterrichten, dienet wohl zur Sachen, dass man gewiss sei, was der Türke sei, und wofür er zurhalten sei, nach der Schrift. Denn die Schrift weissagt uns von zweien grausamen Tyrannen, welche sollen für den jüngsten Tage die Christenheit verwüsten und zurstören. 

        For at undervise samvittigheden er der den saglige begrundelse for, at man skal være klar over, hvad tyrken er og hvad man skal regne ham for, ifølge skriften. For skriften profeterer for os om to gruelige tyranner, som før dommedag skal ødelægge og tilintetgøre kristenheden. 

¹² Einer geistlich, mit Listen oder falschem Gottsdienst und Lehre, wider den rechten christlichen Glauben und Evangelion: davon Daniel schreibt im 12. Cap. v. 39. dass er sich soll erheben uber alle Götter, und uber alle Gottesdienst, etc, welchen auch St. Paulus nennet den Endchrist, 2 Thess. 2,4. Das ist der Papst mit seinem Papstthum, davon wir sonst gnug geschrieben. 

Den ene er åndelig, han vender sig med list eller med falsk gudstjeneste og falsk lære imod den rette kristne tro og det kristne evangelium. Den tyran skriver Daniel om i kap 12 v. 39: Han skal hæve sig over alle guder og over al gudstjeneste, osv, og Skt. Paulus kalder ham antikrist, 2 Thess 2,4. Det er paven med hans pavedømme, og det har vi ellers skrevet nok om. 

¹³         Der ander mit dem Schwert, leiblich und äusserlich, aufs Greulichst, davon Daniel am 7. Cap. v. 8. gewaltiglich weissagt, und Christus Matth. 24,15. von einem Trübsal, desgleichen auf Erden nicht gewest sei, (E85) das ist der Türke. 

       Den anden tyran hersker legemligt og i det ydre med sværdet på det grusomste, og om ham har Daniel profeteret i kap 7, v. 8, og Kristus har i Matt 24,15 profeteret om en trængsel, hvis lige der ikke har været i verden. Det er tyrken. 

¹⁴ Also muss der Teufel, weil der Welt Ende fürhanden ist, die Christenheit zuvor mit beider seiner Macht aufs Allergreulichst angreifen, und uns die rechte Letze geben, ehe wir gen Himmel fahren. 

Derfor må djævelen, da nu verdens ende er for hånden, først angribe kristenheden med begge sider af sin magt på det allergrusomste og give os den rette lektie, før vi kan fare mod himlen. 

¹⁵ Wer nu ein Christen will sein zu dieser Zeit, der fasse ein Herz in Christo, und denke nur nicht hinfurt auf Friede und gute Tage; die Zeit solcher Trübsal und Weissagung ist da, desselbigen gleichen unser Trotz und Trost auf die Zukunst Christi, und unser Erlösung ist auch nicht fern, sondern wird flugs drauf folgen; wie wir horen werden. 

Den, der nu i denne tid vil være en kristen, lad han fatte et hjerte i Kristus og ikke blot tænke på fred og gode dage; tiden for den trængsel og denne profeti er inde, og derfor skal vi tilsvarende trodse og trøste os med Kristi komme, for vor forløsning er ikke fjern, men den følger umiddelbart derefter; som vi nu skal høre. 

¹⁶         Darümb so halt feste, und sei sicher, dass der Türke gewisslich sei der letzte und ärgeste Zorn des Teufels wider Christum, damit er dem Fass den Boden ausstösset, und seinen Grimm ganz ausschüttet wider Christus Reich; dazu auch die grösseste Strafe Gottes auf Erden uber die undankbarn und gottlosen Verächter und Verfolger Christi und seines Worts, und ohn Zweifel der Vorlauf der Höllen und ewiger Strafe. 

       Derfor, hold fast ved det og vær sikker på, at tyrken ganske sikkert er den sidste og værste vrede fra djævelens side mod Kristus, hvormed han støder bunden ud af karret og ganske udgyder sin vrede over Kristi rige; dertil kommer så Guds største straf på jorden over de utaknemlige og gudløse foragtere og forfølgere af Kristus og hans ord, hvilket uden tvivl er forløberen for helvede i den evige straf. 

¹⁷ Denn Daniel sagt, dass noch dem Türken flugs das Gericht und die Hölle folgen soll. Dan. 7,10. Und man siehets auch zwar wohl an der That, wie greulich er die Leut, Kind, Weiber, Jung und Alt erwürget, spiesset, zuhacket, die ihm doch nichts gethan, und so handelt, als sei er der zornige Teufel selbs leibhaftig. Denn nie kein Königreich also getobet hat mit Morden und Wüthen, als er thut. Wohlan, wir wollen das hie von dem Propheten Daniel hören. 

For Daniel siger, at lige efter tyrken følger dommen og helvede, Dan 7,10. Og man ser det også ret klart af den kendsgerning, at tyrken dræber, spidder og ihjelhakker menneskene, barn, kvinde, ung og gammel, mennesker, der dog ikke har gjort ham noget, og derfor handler, som var han den livagtige vredesdjævel selv. For aldrig har noget kongerige raset sådan med mord og vildskab som han gør. Velan, vi vil høre det fra profeten Daniel. 

¹⁸        Vier Kaiserthum hat Daniel beschrieben, die auf Erden kommen sollen, ehe der Welt Ende käme, wie wir lesen Dan. 7. Cap. (v. 3-12.) dass er 4 grosse Thier sahe aus dem Meer steigen. Das erst war gleich einer Löwin, und hatte Adlers Flügel. Das ander war gleich einem Bären, und hatte drei Rigen Zähne in seinem Maule. Das dritte war gleich einem Parden, und hatte vier Flügel und vier Köpfe. Das vierte war ein grausam und wünderlich Thier, und sehr stark, und hatte grosse eiserne Zähne, damit es frass und umb sich reiss, und was ubrig bleib, das zertrats mit seinen Füssen, und hatte zehen Hörner. 

         Fire kejserriger har Daniel beskrevet, som skulle komme på jorden, før verdens ende skulle komme, som vi læser det i Dan 7,3-12: Han så fire store dyr stige op af havet. Det første var en løvinde; den havde en ørns vinger. Det andet dyr lignede en bjørn; det havde tre hold tænder i sin mund. Det tredie dyr lignede en panter; det havde fire vinger og fire hoveder. Det fjerde dyr var et grusomt og forunderligt dyr, meget stærkt, og det havde store jerntænder, hvormed det æd og rev i stykker om sig, og hvad der blev tilbage, søndertrådte det med sine fødder; og det havde ti horn. 

¹⁹ Ich sahe die Hörner an, und siehe, zwischen denselbigen wuchs ein ander (E85) klein Horn, fur demselbigen wurden drei der ersten Hörnen abgestossen, und dasselbige Horn hatte Augen wie Menschen-Augen, und sein Maul redet greulich Ding. 

Jeg så på hornene, og se, mellem dem voksede der endnu et lille horn frem, for dets skyld blev tre af de første horn afstødt, og dette horn havde øjne som menneskeøjne, og dets mund talte forfærdelige ting. 

²⁰ Ich sahe zu, bis Stühle gesetzt wurden, und der Alte sich setzet. Das Gericht ward gehalten, und die Bücher aufgethan. Ich sahe zu umb der greulichen Rede willen, so das Horn redet, und ward gewahr, dass das Thier getodtet war, und sein Leichnam umbkommen, und ins Feuer geworfen war zu verbrennen und der andern Thier Gewalt auch aufgehaben war. 

Og jeg skuede, og stole blev sat frem, og den gamle satte sig. Retten blev sat, og bøgerne blev åbnet. Jeg så, og på grund af den gruelige tale, som hornet talte, blev jeg klar over, at dyret blev dræbt, og dets krop blev tilintetgjort og kastet i ilden for at brænde op, og de andre dyrs magt blev også ophævet. 

²¹          Das ist der Text Daniel, aufs Kürzest erzählet, so viel uns itzt noth ist. Nu die Auslegunge folget im selbigen Capitel (v. 16-27.) hernach, da er spricht: 

      Dette er Daniels tekst, fremstillet i korte træk, så meget vi har brug for. Nu følger udlægningen i det samme kapitel, vers 16-27. Her siger han: 

²²         Ich trat zu einem, der dabei stund, und fraget ihn umb das alles die Wahrheit. Und er legt michs aus und lehret mich also: Diese vier grosse Thier sind vier Kaiserthum, die auf Erden kommen sollen; aber die Heiligen des Höhisten werden in Ewikeit das Reich besitzen. 

        Jeg trådte hen til én, som stod der, og spurgte han om den rette forklaring på alt dette. Han udlagde det for mig og lærte mig således: Disse fire store dyr er fire kejserdømmer, der skal komme på jorden; men den højestes hellige vil i evigheden besidde riget. 

²³       Darnach hätte ich gerne gewusst, was das vierte Thier wäre, das so fast grausam war, welchs eiserne Zähne und Pfoten hatte, und frass und reiss, und das Ubrige mit Füssen zutrat, und was die zehen Hörner auf seinem Kopfe wären; und was das ander Horn wäre, für welchem drei Hörner gefallen waren, und von demselben Horn, das Augen hatte, und ein Maul, das greuliche Ding redet, und war grösser denn die andern.

      Så ville jeg gerne have en forklaring på, hvad det fjerde dyr var, som var så forfærdeligt, og som havde jerntænder og poter og åd og rev, og søndertrådte de andre med sine fødder, og hvad de to horn på dets hoved var; og hvad det andet horn var, for hvis skyld tre horn blev afstødt, og om det horn, der havde øjne og havde en mund, der talte forfærdelige ting og var større end de andre. 

²⁴ Ich sahe zu, und siehe, das Horn streit wider die Heiligen, und sieget ihn an, bis der Alte kam, und hielt Gerichte mit den Heiligen des Höhesten, und die Zeit kam, dass die Heiligen das Reich besassen. 

Jeg så, og se, hornet kæmpede imod de hellige, og besejrede dem, indtil den gamle kom, og holdt dom med den højestes hellige, og tiden kom, da de hellige kom til at besidde riget. 

²⁵       Und er sprach also: Das vierte Thier wird das vierte Kaiserthum sein auf Erden, welchs wird grösser sein, denn alle Königreich, und wird alle Land fressen, zutreten und zumalmen. Die zehen Hörner sind zehen Könige, so zu solchem Kaiserthum gehören. 

        Således sagde han: Det fjerde dyr bliver til det fjerde kejserdømme på jorden, som vil blive større end alle kongedømmer, og vil opæde, nedtræde og nedtræde al jord. De ti horn er ti konger, som hører til dette kejserdømme. 

²⁶ Und nach demselbigen wird ein ander aufkommen, der wird mächtiger sein denn die ersten, und wird drei Könige demüthigen; und wird wider den Höhesten reden, und die Heiligen des Höhesten zutreten, und wird sich unterstehen, Ordnung und Gesetz zu ändern, und sie werden (E86) in seine Hände gegeben werden eine Zeitlang, und aber etliche Zeit, und noch ein wenig Zeit. 

Og efter dette kommer et andet, som vil blive mægtigere end det første og det vil ydmyge tre konger, og søndertræde den højestes hellige, og det vil understå sig i at ændre ordninger og love, og de vil blive give i hans hånd én tid, og endnu en tid, og en halv tid. 

²⁷ So wird denn das Gericht gehalten werden, dass die Gewalt aufgehaben werde und zubrochen, und endlich umbkomme. Aber das Reich, Gewalt und Macht, so unter dem ganzen Himmel ist, werde gegeben den Heiligen des Allerhohesten, welchs Reich ist ewig, und alle Könige werden ihm dienen und gehorsam sein. 

Så vil der blive holdt dom, så at magten ophæves og sønderbrydes og til sidst går til grunde. Men riget, myndigheden og magten, som er under hele himlen, gives til den allerhøjestes hellige, og hans rige er evigt, og alle konger vil tjene ham og være ham lydig. 

²⁸        Diese Weissagung Danielis ist einträchtiglich von allen Lehrern ausgelegt von den vier folgenden Kaiserthum. Das erst, das Kaiserthum zu Assyrien und Babylonien. Das ander das Kaiserthum der Persen und Meden. Das dritte das Kaiserthum des grossen Alexanders und der Griechen. Das vierte das römische Kaiserthum, welch das grössest, gewaltigst und grausamst, dazu auch das letzte ist auf Erden; wie hie Daniel klärlich zeigt, dass nach dem vierten Thier oder Kaiserthum das Gericht folget, und kein ander Kaiserthum mehr, sondern das Reich der Heiligen, das ewig ist etc. 

       Denne profeti af Daniel er alle lærere enige om skal udlægges om de fire følgende kejserriger. Det første, kejserriget i Assyrien og Babylonien. Det andet: Persernes og medernes kejserrige. Det tredie: Alexander den Stores og grækernes kejserrige. Det fjerde: det romerske kejserrige, som er det største, det mægtigste og det grusomste, og dertil det sidste på jorden; sådan som jo Daniel her klart viser, at efter det fjerde dyr eller det fjerde kejserrige følger dommen, og der kommer ikke noget andet kejserdømme, men de helliges rige kommer, og dette rige er evigt. 

²⁹          Weil denn nu das gewiss ist, und keinen Zweifel hat, dass auf Erden soll das römisch Reich das letzte sein, wie auch im 2. Cap. v. 32. Daniel zeigt in dem grossen Bilde oder Säulen, die einen gülden Kopf, silbern Brust, ehernen Hüfte und eisern Schenkel hatte; so muss das draus folgen, dass der Türk im römischen Kaiserthum sein wird, und im vierten Thier muss begrissen sein. 

          Fordi det nu er sikkert og der ikke er nogen tvivl om, at på jorden skal det romerske rige være det sidste, sådan som Daniel også i kap 2,32 viser det med den store billedstøtte, der havde et gyldent hoved, et bryst af sølv, en hofte af kobber og ben af jern; så må deraf følge, at tyrken må indeholdes i det romerske kejserdømme, og være indbefattet i det fjerde dyr. 

³⁰ Denn das ist beschlossen: weil das römisch Kaiserthum das letzte ist, so wird und kann der Türke nimmermehr so mächtig werden, als das römisch Reich gewesen ist; sonst würden nicht vier, sondern funf Kaiserthum auf Erden kommen. Darümb muss der Türke kein Kaiser werden, noch ein neu oder eigen Kaiserthum aufrichten, wie ers wohl im Sinn habt. Aber er wird und muss ihm gewisslich feihlen, oder Daniel würde zum Lügener, das ist nicht müglich. 

For det er afsluttet: Fordi det romerske kejserrige er det sidste, så vil tyrken ikke blive, så kan han ikke blive så mægtig, som det romerske rige var, ellers ville der ikke være opstået fire, men fem kejserriger på jorden. Derfor kan tyrken ikke være nogen kejser, og han kan heller ikke oprette et nyt kejserrige eller et kejserrige af sin egen art, selv om han har det i sinde. Men det vil og må med sikkerhed slå fejl, ellers er Daniel en løgner, og det er ikke muligt. 

³¹        Weil aber zudem der Türk dennoch so gross und mächtig ist, und im römischen Reich sitzen soll, mussen wir ihn in demselbigen suchen, und unter den Hörnern des vierten Thiers finden, denn es muss ein solch (E87) gewaltig Ding in der Schrift verkündigt sein. Wohlan, Horn heisst ein Königreich in der Schrift, wie hie Daniel selbs sagt, dass die zehen Hörner zehen Könige sind, die zum viertem Kaiserthum gehören. 

       Men fordi nu tyrken alligevel er så stor og mægtig og skal sidde i det romerske rige, må vi søge ham i dette og finde ham blandt det fjerde dyrs horn, for en sådan gevaldig sag må være omtalt i skriften. Og altså: horn betyder kongerige i skriften, sådan som Daniel her selv siger, at de ti horn er ti konger, som hører til det fjerde kejserrige. 

³² So kann nu der Türke keines derselbigen zehen sein; denn dieselbigen Hörner sind die Königreich, so zum römischen Kaiserthum gehöret haben, da es in seiner vollen Macht gestanden ist, als nämlich Hispanien, Frankreich, Italia, Africa, Aegyptus, Syria, Asia, Gräcia, Deutschland etc. Solch Land haben die Römer alle gehabt in voller Macht. ehe denn der Mahomed oder Türk ist kommen. 

Derfor kan nu tyrken ikke være nogen af disse ti; for disse horn er kongeriger, der har hørt med til det romerske kejserrige, da det stod i sin fulde magt, som f. eks. Spanien, Frankrig, Italien, Afrika, Ægypten, Syrien, Asien, Grækenland, Tyskland osv. Disse lande har romerne alle haft fuldt herredømme over, før Muhammed eller tyrken fremstod. 

³³           So spricht nu Daniel, dass nach solchen zehen Hörnern erst kompt das kleine Horn zwischen den zehen Hörnern. Hie kompt und findet sich der Türke. Denn gleichwie das kleine Hörn unter den zehen aufwächst, und stösset derselbigen drei weg: also musste ja kommen ein Königreich, das in den obgenannten Ländern und Königreichen des vierten Thiers oder Kaiserthumbs wüchste, und derselbigen drei gewinne. 

       Så siger nu Daniel, at det først er efter disse ti horn, at det lille horn dukker op mellem de ti horn. Her kommer tyrken til, her befinder tyrken sig. For ganske som det lille horn vokser op blandt de ti horn og støder tre af dem bort, sådan måtte der jo komme et kongerige, som voksede frem mellem det fjerde dyrs eller kejserriges ovennævnte lande og kongeriger, og vinder tre af dem. 

³⁴ Solchs alles zeigt und bezeugt auch das Werk, und stimmet mit dem Text, dass der Mahomed dasselbige kleine Hörn sein muss, denn er ist von geringem Anfang aufkommen, nämlich Aegyptum, Griechland und Asiam. Denn der Soltan und Saracener haben lange Zeit dieser Hörner oder Königreich zwei innen gehabt, Aegypten und Asiam, und sind also drinnen blieben sitzen, wie auch der Türk drinne sitzt auf den heutigen Tag, und hat das dritte Horn, Griechland, dazu gewonnen. Solchs hat sonst niemand gethan, und wie sehens da für Augen stehen, dass geschehen ist: das ist Mahomeds Reich, da haben wir das kleine Horn gewiss. 

Alt dette fremviser og bevidner også virkeligheden, så den stemmer overens med teksten, idet Muhammed må være dette lille horn, for han er dukket op fra en ringe begyndelse, nemlig Ægypten, Grækenland og Asien. For sultanen og saracenerne har længe holdt to af disse horn eller kongeriger besat, Ægypten og Asien, og er også forblevet i besiddelse af dem, idet jo tyrken den dag i dag holder dem besat, men desuden har de vundet det tredie horn, nemlig Grækenland. Dette har endnu ingen gjort, og vi ser da for vore øjne, at det står fast, at det er, hvad der er sket: Det er Muhammeds rige, der har vi det med sikkerhed det lille horn. 

³⁵        Ob nu wohl der Türke den Soltan verjagt, und solche Länder eingenommen, und seinen Hof oder Sitz anderswo hält, denn der Soltan thät; ists darümb kein ander oder neu Reich, sondern eben dasselbige Mahomeds Reich. Denn beide, Soltan und Türk desselben (E88) und gleich eins Glaubens sind, nämlich des Mahomeds. Dass aber einer den andern verjagt, ist auch wohl fast in allen Kaiserthumen geschehen, dass ein Bruder den andern verjagt, ein Amptmann seinen Herrn vertrieben hat.

        Selv om nu tyrken har forjaget sultanen og indtaget disse lande og holder hof eller sæde et andet sted end sultanen gjorde, så er det dog ikke af den grund et andet eller et nyt rige, men netop det samme Muhammeds rige. For både sultanen og tyrken har én og samme tro, nemlig Muhammeds tro. Men at den ene forjager den anden, nå ja, det er vel noget, der er sket i næsten alle kejserdømmer, den ene broder har forjaget den anden, en embedsmand har forjaget sin herre. 

³⁶  Wie geschachs in Persen, da sie den kaiserlichen Sitzt und Hof aus Medien in Persien versetzten, bleib dennoch gleichwohl dasselbige Kaiserthum, und das Kaiserthum zu Assyrien von Ninive gen Babylon, und das römisch von Rom gen Constantinopel versetzt ward: also ist auch itzt das Mahomeds Reich von Alkayr gen Constantinopel versetzt, mit dem Hofelager, aber ist gleichwohl dasselbige Reich des Mahomeds blieben. Denn Person und Hofelager mügen sich in eim Reich wohl ändern, dass dennoch das Reich für sich selbs bleibe, in seiner Weise, Regiment, Glaube und allem Wesen. 

Ligesom det gik til blandt perserne, da de flyttede det kejserlige sæde og hof fra Medien til Persien: de blev da alligevel ved med at være det samme kejserrige; og Assyriens kejserrige blev flyttet fra Ninive til Babylon, og det romerske fra Rom til Konstantinopel -- således er også Muhammeds rige blevet flyttet fra Alkayr til Konstantinopel sammen med hele hoffet, men det er alligevel forblevet det samme Muhammeds rige. For i et rige kan personen og hofsædet nok ændres, så at riget alligevel forbliver det samme, i sin regeringsmåde, i sin tro og i hele sit væsen. 

³⁷        So wir nu dasselbige kleine Horn, den Mahomeden und sein Reich hie gewisslich haben, so können wir nu leichtlich und klärlich lernen, wofür der Türke und das mahomedanisch Reich zu halten sei, und auch, was es für Gott gelte. 

        Og når vi nu ganske klart og sikkert har det lille horn udlagt som muhammedanerne og deres rige, så kan vi ganske let og tydeligt lære, hvad vi skal regne tyrken og det muhammedanske rige for, og også, hvad det gælder i Guds øjne. 

³⁸ Erstlich soll er wohl ein mächtiger Herr sein, als der dem römischen Reich drei Hörner, das ist, drei fast die besten Königreich, als Aegypten, Gräciam, Asian gewinnen und behalten, und damit mächtiger sein, denn keines unter den zehen Hörnern ist. 

For det første skal han ganske vist være en mægtig herre, som har vundet og beholdt tre horn fra det romerske rige, det vil sige, næsten de tre bedste kongeriger, Ægypten, Grækenland, Asien, og dermed er mægtigere end nogen blandt de ti horn. 

³⁹ Das ist der klare Text, und findet sich also im Werk: denn kein König, so unter den Römern gewest, als Frankreich, Hispanien, Welschland, Deutschland etc. so mächtig ist, als das türkisch oder mahomedisch Reich, das der Türke itzt hat; und sitzt also fast mitten im römischen Reich, ja in des römischen Kaisers Hause zu Constantinopel: wie das kleine Horn unter den zehen Hörnern im vierten Thier bedeutet. 

Det siger teksten klart, og sådan er det også i virkeligheden. For ingen konge, som har eksisteret under romerriget, såsom Frankrig, Spanien, Italien, Tyskland osv., er så mægtigt som det tyrkiske eller muhammedanske rige, som tyrken nu har; og det er også anbragt næsten midt i det romerske rige, ja i den romerske kejsers hus i Konstantinopel; hvilket jo netop det lille horn mellem de ti horn på det fjerde dyr betyder. 

⁴⁰        Zum andern, hat das Horn Menschenaugen, das ist des Mahomeds Alkoran oder Gesetz, damit er regiert: in welchem Gesetz ist kein göttlich Auge, sondern eitel menschliche Vernunft, ohn Gottes Wort und Geist. 

       For det andet har hornet menneskeøjne. Det er Muhammeds Koran eller den lov, hvormed han regerer. I den lov er det intet guddommeligt øje, men idel menneskelig fornuft, uden Guds ord og ånd. 

⁴¹ Denn sein Gesetz lehret nichs anders, denn was menschlische Witze und Vernunft wohl leiden kann. Und (E89) was er im Evangelio funden hat, das zu schwer und hoch zu gläuben gewest, das hat er ausgethan, sonderlich aber, dass Christus Gott sei, und uns erlöset hat mit seinem Tode etc. 

For hans lov er ikke andet, end hvad menneskelig visdom og fornuft kan finde sig i. Og hvad han har fundet i evangeliet, som var for svært og for højt at tro, det har han fjernet, især jo, at Kristus er Gud og har forløst os med sin død, osv. 

⁴² Das meinet Daniel, da er des Horns Auge deutet, und spricht: Er wird sich unterstehen, Gesetz und Ordnung zu ändern, vernimm Gottes Ordnung, als das Evangelion und christliche Lehre. 

Det er det, Daniel mener, når han tyder hornets øje og siger: Han vil understå sig i at ændre Guds lov og ordning, især Guds ordning, evangeliet og den kristelige lære. 

⁴³        Zum dritten, hats ein Maul, das redet greuliche Ding, das sind die grausamen Lästerungen, damit der Mahomed Christum nicht alleine verleugnet, sondern auch ganz aufhebt, und gibt für, er sei uber Christum, viel höher und würdiger für Gott, denn alle Engel, alle Heiligen, alle Creaturn, dazu uber Christum selbs; wie das in seinem Alkoran klärlich stehet, und die Türken täglich rühmen, und je länger je greulicher solche Lästerung treiben und uben. 

       For det tredie, har hornet en mund, som taler forfærdelige ting; det er de grusomme bespottelser, hvormed Muhammed ikke blot fornægter Kristus, men også ganske ophæver ham, og foregiver, at han står over Kristus, er meget højere og mere værdig i Guds øjne end alle engle, alle helgener, alle skabninger og også end Kristus selv; sådan som det klart står i koranen, og som tyrkerne dagligt praler af, når de driver på med og udøver den slags bespottelser, jo længer, jo værre. 

⁴⁴ Darumb spricht hie Daniel von demselbigen Horn, und deutet desselbigen grosses Maul: Er wird wider den Höhesten reden, das ist, wider Christum lehren, ihn lästern und schänden, damit, dass er ihn nicht für den Höhesten, sondern für einen schlechten und viel geringern Propheten hält, denn sich selbs, und spricht, Christi Lehre habe ein Ende, da Mahomed kommen sei. 

Derfor taler også Daniel her om dette horn og tyder dets store mund: Det vil tale imod den højeste, det vil sige, lære imod Kristus, spotte og skænde ham, på den måde, at han ikke vil regne ham for den højeste, men kun for en simpel profet, endda ringere end sig selv, og sige, at Kristi lære har en ende, nu hvor Muhammed er kommet. 

⁴⁵       Zum vierten, dass er wider die Heiligen des Höhisten Krieg führet. Diess darf ja keiner Glossen, ich meine, wir habens bisher wohl gesehen und gefühlet. Denn der Türk keinem Volk so feind ist auf Erden, als den Christen, streit auch wider niemand mit solchem Blutdurft, als wider die Christen, auf dass er diese Weissagung Danielis erfülle. 

         For det fjerde profeterer Daniel, at han skal føre krig mod den højestes hellige. Dette behøver jo ikke nogen forklaring, jeg mener, vi har hidtil tydeligt set og følt det. For tyrken er ikke så fjendtlig stemt imod noget folk på jorden som mod de kristne, kæmer heller ikke imod nogen med en sådan blodtørst som mod de kristne, så han kan opfylde denne profeti af Daniel. 

⁴⁶ Daniel aber heisst die Christen Heiligen des Höhisten. Denn obwohl viel falscher Christen sind unter dem Haufen; weil aber das Evangelion und Sacrament, von Christo befohlen, in einem Lande bleibt: so sind gewisslich in demselbigen Lande viel Christen; und wie wenig derselbigen ist, so wird doch dasselbige Land, umb ihrs Glaubens, Predigens und Evangelions willen, ja umb Christus willen, welchs Name, Wort, Geist, Sacrament daselbst ist, Christen Land und rechte Heiligen Gottes genannt. 

Men Daniel kalder de kristne den højeste hellige. For endskønt der er mange falske kristne i flokken, så er det dog sådan, at fordi evangeliet og sakramentet, som det er befalet af Kristus, forbliver i et land, så er der givetvis i dette land mange kristne, og hvor få der end er af dem, så bliver dog dette land, for sin tros skyld, for sin prædikens skyld og for evangeliet skyld, ja for Kristi skyld, den Kristus, hvis navn, ord, ånd og sakramente der er tale om, kaldt et kristent land og de rette Guds hellige. 

⁴⁷ Darümb auch noch in der Türkei (E90) viel Christen sind, und vielleicht mehr denn sonst in einem Lande, als die da gefangen sind, und dem Türken dienen müssen, der sie gewonnen hat; wie Daniel hie saget, dass er siegen solle wider die Heiligen, und uber sie herrschen. 

Derfor er der også stadigvæk i Tyrkiet mange kristne, og der er måske flere end der ellers er i et land, for de er taget til fange og må tjene tyrken, som har erobret dem, som Daniel her siger: han skal sejrer imod de hellige og herske over dem. 

⁴⁸         Gleichwie zur Zeit Elia des Propheten im Volk Israel geschach, da so viel böser und wenig frummer Leute waren, dass Elias selbs meinet, er wäre allein, und wünscht darümb todt zu sein, Kön. 19,4. 18. Aber dennoch wohl sieben tausend funden wurden, die Gott ihm behalten hatte, frumm und heilig, umb welcher willen dennoch das Volk Israel Gottes Volk und Gottes Heiligen hiessen, als bei welchen sein Name, Wort und Geist wohnete. 

       Ganske som det skete på profeten Elias tid i Israels folk, hvor der var så mange onde og så få fromme mennesker, at Elias selv mente, at han var alene, hvorfor han ønskede, at han var død, 1 Kong 19,4 og 18. Men alligevel blev der fundet syv tusind, som Gud havde bevaret fromme og hellige, og for deres skyld blev Israels folk kaldt Guds folk og Guds hellige, som dem, hos hvem hans navn, hans ord og hans ånd boede. 

⁴⁹ Wie itzt auch und bisher unter dem Papstthum geschehen, da es auch Alles also gar ist verderbet gewest mit Menschenlehren und Werken, dass man schier keine Christen mehr gesehen hat; aber dennoch haben etliche da müssen sein, weil Christus Name, Taufe, Evangelion, Sacrament etc. blieben ist, umb welcher willen auch das ganze Land, der Christen Land, und sie die Christenheit, oder Christus Volk, und Gottes Heiligen heissen, denn Paulus sagt 2 Thess. 2,4: Der Endchrist, der Papst, solle im Tempel Gottes sitzen; nu ist der Tempel Gottes die Christenheit oder die Heiligen Gottes, wie Daniel redet. 

Sådan er det også nu sket under pavedømmet, hvor også alting var blevet helt fordærvet med menneskelære og menneskegerninger, så man slet ikke mere så nogen kristne, men alligevel må der have været nogle, fordi Kristi navn, hans dåb, hans evangelium, hans sakramente er forblevet, og for deres skyld blev også hele landet kaldt de kristnes land,  og de selv blev kaldt kristenheden eller Kristi folk og Guds hellige, for Paulus siger 2 Thess 2,4. Antikrist, paven, skal sidde i Guds tempel; nu er Guds tempel kristenheden eller Guds hellige, som Daniel siger. 

⁵⁰        Auch so muss man in diesem Spruch Danielis mehr achten und richten nach des Türken Meinung und Willen, denn nach der Christen Zahl. Denn der Türke hält hie keine Rechnung noch Unterscheid, wie viel oder wenig heiliger Christen unter uns seien; er hält einen wie den andern, achtet uns alle für Christen, wie denn der Name Christus uns allen gemein ist. 

       Også således må man i dette ord af Daniel lægge mere mærke til og bedømme det i højere grad efter tyrkens mening og vilje, end efter de kristnes antal. For tyrken holder her ikke regnskab og gør ingen forskel, hvor mange eller hvor få hellige kristne der er iblandt os; han regner den ene lig den anden, regner os alle for kristne, sådan som jo også navnet kristne er lige for os alle. 

⁵¹ Denn er ist dem christlichen Namen feind, denselbigen wollt der Teufel gerne unterdrücken mit dem Schwert des Mahomeds; wie er denn auch mit falscher Lehre bei uns denselbigen unterdruckt, und will sich also an unserm Herrn Christo rächen. 

For han er en fjende af det kristne navn, det er det, djævelen gerne vil undertrykke med Muhammeds sværd; sådan som han også hos os undertrykker det med falsk lære, og sådan vil han hævne sig på vor Herre Kristus. 

⁵² Also will Daniel sagen, dass nach des Türken Gewissen und Meinung alles (91) Christen (das ist, Heiligen Gottes) sind, die er bekriegt, und hälts dafür, dass kein ärger Volk auf Erden sei, denn die Christen. Darümb nennen uns auch die Türken nicht anders, denn Paganos, das ist, Heiden; sich selbs aber halten sie für das heiligste Volk auf Erden. 

Således vil Daniel sige, at efter tyrkens samvittighed og mening er alle de mennesker, han bekriger, kristne, det vil sige, Guds hellige, og han regner med, at der ikke er noget folk på jorden, der er mere ondt end de kristne. Derfor kalder tyrkerne os også netop paganos, det vil sige hedninger, men sig selv regner de for det helligste folk på jorden. 

⁵³        Das funft , dass er (wie gesagt,) Glück hat im Kriegen wider die Christen, und gemeiniglich obliegt, und den Sieg behält. Und dasselbige Stück macht auch die Türken so stolz, verstockt und sicher in ihrem Glauben, dass sie gar nicht zweifeln, ihr Glaube sei recht, und der Christen falsch, als den Gott so viel Sieg gibt, und die Christen also verlässt; wissen aber nicht, dass hie im Daniel also zuvor verkündigt ist, dass die Christen umb ihrer Sünde wille hie auf Erden gestraft, und die Unschuldigen zu Märterer gemacht werden. 

      Det femte er som sagt, at han har held i krigen mod de kristne og i almindelighed er den stærkeste og beholder sejren. Og dette gør også tyrkerne så stolte, forstokkede og sikre i deres tro, at de slet ikke tvivler på, at deres tro er den rette, og den kristne den falske, for det er jo deres tro, Gud giver så store sejre, og det er de kristne, han svigter; men de véd ikke, at det i forvejen blev forkyndt her hos Daniel, at de kristne for deres synders skyld skal straffes her på jorden og de uskyldige gøres til martyrer. 

⁵⁴ Denn Christus muss Märterer haben, darümb hat er allezeit die Seinen lassen leiblich unterliegen, und schwach sein; wiederümb, seine Feinde obliegen und mächtig sein, auf dass er die Seinen fege und reinige, darnach seine Feinde, wenn sie wohl angelaufen und aufs Höhest kommen sind, heimsuche mit dem höllischen Feure ewiglich. 

For Kristus må have martyrer, derfor har han hele tiden ladet sine troende være legemligt underlegne og svage og omvendt ladet sine fjender være stærke og mægtige, for at han kunne feje og rense sine troende, og derefter hjemsøge sine fjender, når de havde fået for meget fart på og var kommet for højt op, hjemsøge dem med den evige helvedsild. 

⁵⁵ Solch Urtheil und Weise wissen die blinden, unsinnigen Leute nicht, und meinen, weil sich Christus so schwach stellet, es sei kein Volk auf Erden angenehmer, denn sie. Aber gar weidlich laufen sie an, und wird sich das Spiel plötzlich wenden, ehe sie meinen; wie folget. 

Denne dom og denne handlemåde kender de blinde, ulærde mennesker ikke; de mener, at fordi Kristus stiller sig så svag an, er der intet folk på jorden, der er mere behageligt end dem. Men de løber ganske drabeligt til og så kan spillet pludselig skifte karanter, før de aner det; som det følger. 

⁵⁶        Zum sechsten, soll flugs aufs Türken Reich und Wüthen der jüngst Tag und das Reich der Heiligen kommen, wie Daniel hie spricht, dass des Horns Krieg und Sieg soll währen, bis der Alte komme und setze sich zu Gericht. 

        For det sjette, skal straks efter det tyrkiske rige og dets rasen den yderste dag og de helliges rige komme, som Daniel her siger, at hornets krig og sejr skal vare, indtil den gamle kommer og sætter sig på dommersædet. 

⁵⁷ Solchs Dräuen und schrecklich Gericht gläuben die Türken auch nicht, dass Gott damit uns erlösen, und sie in die Hölle stossen wird. Wie lange aber das währen solle, dass er so sieghaft sei, kann niemand wissen; denn Christus sagt, dass von dem Tage niemand wissen solle, ohn der Vater alleine. Matth. 24,36. 

Den slags trusler og en sådan skrækkelig dom tror tyrkerne heller ikke på, at altså Gud skulle forløse os og kaste dem i helvede. Men hvor længe det skal vare, at han kan være så sejrrig, det kan ingen vide; for Kristus siger, at ingen skal kende den dag, undtagen faderen alene. Matt 24,36.

⁵⁸ Wie denn hie Daniel auch mit dunkeln Worten sagt: Sie werden in seine Hände gegeben eine Zeitlang, und aber etliche Zeit, und noch ein wenig Zeit, so wird denn das Gericht gehalten werden. Daniel 7,25. (E92) 

Sådan som jo også Daniel her siger det med dunkle ord: De skal gives i hans hænder en tid, og atter en tid, og endnu en lille tid, så vil der blive holdt dom. Dan. 7,25. 

⁵⁹        Aus dem es scheinet, dass der Türken Reich von Himmel gestörzt werden soll, und kein König kommen werde, der ihn unterdrücke und mächtiger werde nach ihm; wie auch Daniel hie sagt, dass der Leib des vierten Thiers nach dem grossen Lästern des kleinen Horns ins Feur soll geworfen werden, zu verbrennen. 

        Af dette synes det at fremgå, at tyrkens rige vil blive ødelagt fra himlen af, og at der ikke vil komme nogen konge, der undertrykker ham og er mægtigere efter ham. Hvilket Daniel også siger her, at det fjerde dyrs legeme efter det lille horns store bespottelse skal kastes i ilden og brænde op. 

⁶⁰ So stehet ja auch im Offenb. 20,9. dass der Gog und Magog solle durchs Feur vom Himmel verzehret werden. Eben dasselbige schreibet auch Ezechiel Cap. 39, 6. dass Gott wolle Feur und Schwefel uber Gog und Magog regenen lassen, und uber ihr Heer. Nu ist kein Zweifel, Gog sei der Türke, der aus dem Lande Gog oder der Tartarn kommen ist in Asian, wie die Historien beweisen. 

Sådan står der jo også i Åb 20,9, at Gog og Magog skal fortæres af ild fra himlen. Netop det samme skriver også Ezekiel i kap 39,6: Gud vil lade ild og svovl regne med over Gog og Magog og over deres hær. Nu er der ingen tvivl om, at Gog er tyrken, der er kommet fra landet Gog eller Tartarernes land i Asien, som historien beretter. 

⁶¹         Weil aber dennoch Christus hat Zeichen gegeben, dabei man kennen soll, wenn der jüngst Tag nahe sei, und demnach, wenn der Türke ein Ende haben werde, so können wir sicherlich weissagen, dass der jüngst Tag müsse für der Thür sein. 

       Men fordi Kristus trods alt har givet nogle tegn, hvorpå man kan erkende, hvornår den yderste dag er nær, og følgelig, hvornår det får ende med tyrken, så kan vi med sikkerhed forudsige, at den yderste dag må stå for døren. 

⁶² Denn weil Daniel hie sagt, dass im vierten Thier das kleine Horn solle das mächtigiste und letzte sein; und wie sehen offentlich, dass in des römischen Reichs Ländern kein mächtiger ist, denn der Türke, und nach ihm keiner mehre kommen wird; so ist die Schrift des Türken halben schon erfüllet, denn er hat die drei Hörner weg, (wie gesagt,) und Daniel gibt ihm kein Horn mehr. 

For eftersom Daniel her siger, at det lille horn skal være det mægtigste og det sidste i det fjerde dyr, og vi åbenlyst ser, at der i det romerske riges lande ikke er noget land, der er mægtigere end tyrken, og eftersom der ikke skal komme flere efter ham, så er skriften opfyldt, hvad tyrken angår, for han har borttaget de tre horn, som omtalt, og Daniel giver ham ikke flere horn. 

⁶³ Demnach ist zu hoffen, dass der Türke hinfurt kein Land des römischen Reichs mehr gewinnen wird, und was er in Hungern und Deutschen Landen thut, das wird das letzte Gekrätze und Geräufe sein, das er mit den Unsern und die Unsern mit ihm haben werden, und damit ein Ende; also, dass er Hungern und Deutsche Land wohl zausen mag, aber nicht rügelich besitzen, wie er Asiam und Aegypten besitzt. Denn Daniel gibt ihm drei Hörner, und nicht mehr; zwackt und reisset er etwas den Grenzen und Nachbarn abe, das sei sein Schlaftrunk zu guter Nacht. 

Derfor kan man håbe på, at tyrken fremover ikke mere vil vinde noget land i det romerske rige, og håbe på, at hvad han foretager sig i Ungarn og Tyskland, vil være det sidste krampetrækninger og sammenstød, som han har med vore og vi med ham, og derpå slut; vi kan altså håbe på, at han måske nok kan røre op i Ungarn og Tyskland, men ikke besidde det i fred og ro, som han besidder Asien og Ægypten. For Daniel giver ham tre horn og ikke flere, piner og plager han løs på grænserne og naboerne, så er det bare, fordi han er søvndrukken, før han går i seng. 

⁶⁴         Darümb der Krieg und Sieg des Mahomeds, davon Daniel sagt, ist am meisten geschehen und erfüllet in Asia, Gräcia, Aegypto, und wird also ein Ende nehmen, (E93) wenn er am allermächtigsten, und aufs Allerbest gerüst ist, dass er gleich sicher daher schwebt und fähret, als dem nu niemand wehren noch widerstehen könne, und noch viel Land zu gewinnen gedenkt. 

        Derfor er den krig og den sejr, som Muhammed har ført og vundet, og som Daniel taler om, for største delens vedkommende sket og opfyldt på Asien, Grækenland, Ægypten, og det vil altså få en ende med ham, når han er rustet allermægtigst og allerbedst, så at han måske nok kan rase og fare sikkert omkring, som én, ingen kan forsvare sig mod eller modstå, og stadig kan planlægge at vinde meget land. 

⁶⁵ Eben wenn dasselb Stündlin kommen wird, dass er so viel noch thun will, und trotzig und gierig sein wird: da wird Christus mit Schwefel und Feur uber ihn kommen, und fragen, warümb er seine Heiligen, die ihm kein Leid gethan, ohn alle Ursache so greulich verfolget und geplagt habe? Amen! 

Men netop som han er kommet dertil, at han vil gøre endnu så meget og vil være trodsig og begærlig, da vil Kristus komme over ham med svovl og ild og spørge ham, hvorfor han så grueligt har forfulgt og plaget hans hellige uden nogen grund, skønt de ikke har gjort ham nogen fortræd. Amen. 

⁶⁶ Denn die Schrift ist alle erfüllet, so sind diese Zeit her so viel Zeichen geschehen, und ist so gross Licht des Evangelii fürhanden: dazu solch gross Lästern, Muthwillen, Frevel in der Welt, als nie gewest, auch nicht ärger sein künnte, es muss brechen und ein Ende haben. 

For skriften er fuldstændig opfyldt, og der er i løbet af denne tid sket så mange tegn og evangeliets store lys er forhånden. Desuden er der så store laster, frækhed og frimodighed i verden, som der aldrig har været før, og det vil heller ikke kunne blive værre, det må bryde og få en ende. 

⁶⁷       Bisher haben wir nu gesehen, wofür der Türke und sein mahomedisch Reich zu halten sei, nach der heiligen Schrift, nämlich, dass er sei ein Feind Gottes, und ein Lästerer und Verfolger Christi und seiner Heiligen, durch Schwert und Streit, also dass er gleich darauf gericht und gestift ist, mit Schwert und Kriegen wider Christum und die Seinen zu wüthen. 

         Hidtil har vi nu set, hvad man skal regne tyrken og hans muhammedanske rige for, ifølge den hellige skrift, nemlig, at han er en fjende af Gud og en spotter og forfølger af Kristus og hans hellige, ved hjælp af sværd og kamp, så at han netop af den grund er oprettet og indstiftet, at han skal rase med sværd og krig imod Kristus og hans menighed. 

⁶⁸ Denn obwohl andere Könige vorzeiten auch haben die Christen verfolget mit dem Schwert, so ist doch ihr Reich und Regiment nicht drauf gestift und gericht gewest, dass sie Christum lästern und bekriegen sollen, sondern geschicht zufalls, aus einem Missbrauch. 

For selv om andre konger før i tiden også har forfulgt de kristne med sværdet, så er dog deres rige og regimente ikke indstiftet og oprettet med det for øje, at de skal spotte og bekrige Kristus, det er kun sket tilfældigt, som et misbrug. 

⁶⁹ Hats ein König verfolget, so ist ein ander König hernach gut gewest, und hats lassen gehen: dass also nicht die Königreich oder Regiment an ihn selbst wider Christum gestrebt, sondern die Personen, so das Regiment gehabt haben, sind zuweilen böse gewesen. 

Hvis den ene konge har forfulgt de kristne, så har der bagefter været en anden konge, som har ladet dem være: så at det altså ikke var kongeriget eller statsordningen i sig selv, der bekæmpede Kristus, men det var kun personerne, som indehavede statsordningen, der af og til var onde. 

⁷⁰ Aber des Mahomeds Schwert und Reich an ihm selber ist stracks wider Christum gericht, als hätte er sonst nichts zu thun, und könne sein Schwert nicht besser brauchen, denn dass er wider Christum lästert und streitet, wie denn auch sein Alkoran und die That dazu beweisen. 

Men Muhammeds sværd og rige er i sig selv ligeud rettet mod Kristus, som havde han ellers ikke andet at gøre, og som kunne han ikke bruge sit sværd bedre end at han spottede og førte krig mod Kristus, sådan som jo også hans koran og hans gerning beviser. 

⁷¹         Aus dem kann nu ein iglicher sein Gewissen richten und versichern, wo er zum Streit wider den Türken (E94) gefodert wird, wie er gedenken und sich halten soll; nämlich, dass er keinen Zweifel haben soll, wer wider den Türken (so er Krieg anfähet,) streit, dass er wider Gottes Feind und Christus Lästerer, ja wider den Teufel selbs streit, also, dass er sich nicht besorgen darf, ob er etwa einen Türken erwürgt, dass er unschuldig Blut vergiesse, oder einen Christen erwürge, sondern gewisslich erwürget er einen Feind Gottes und Lästerer Christi, als den Gott selbs durch die Schrift Danielis für einen Feind Christi und seiner Heiligen zum höllischen Feur verurtheilet hat. 

          Herudfra kan nu enhver dømme og forsikre sin samvittighed, hvis han bliver indkaldt til at kæmpe mod tyrken, hvordan han skal tænke og forholde sig; nemlig sådan, at han ikke skal være i tvivl om, at den, der kæmper mod tyrken (hvis han påbegynder en krig), kæmper mod Guds fjende og Kristi bespotter, ja imod djævelen selv, så at han altså ikke behøver bekymre sig for, hvis han slår en tyrk ihjel, om han udgyder uskyldigt blod, eller om han slår en kristen ihjel, nej, det er givet, at han dræber en Guds fjende og en Kristi bespotter, for han dræber ham som én, Gud selv gennem Daniels bog har dømt til helvedes ild som en fjende af Kristus og hans hellige. 

⁷² Darümb auch kein Christen noch Gottes Freund in des Türken Heer sein kann, er verleugne denn Christum, und werde auch Gottes und seiner Heiligen Feind; sondern sind alle des Teufels eigen, und mit dem Teufel besessen, wie ihr Herr Mahomed und der türkisch Kaiser selbs.

Derfor kan der heller ikke være nogen kristen eller nogen ven af Gud i den tyrkiske hær, medmindre han fornægter Kristus, men så bliver han også Guds og hans helliges fjende; nej, de er alle djævelens livegne, og besat af djævelen, ligesom deres herre Muhammed og den tyrkiske kejser selv. 

⁷³ Denn du musst die Wort Danielis wohl fassen und merken, da er dem kleinen Horn das Lästermaul wider Gott und den Streit wider die Heiligen Gottes zuschreibt: welche Wort nichts Guts, sondern alles Ubel und Bosheit vom Türken oder Mahomed zeugen. 

For du må omhyggeligt fatte og lægge mærke til Daniels ord, dèr, hvor han tilskriver det lille horn en spottermund imod Gud og en kamp imod Guds hellige: Disse ord bevidner ikke noget godt, men alt slemt og al ondskab om tyrken eller om Muhammed. 

⁷⁴        Darümb hab ich im vorigen Büchlein auch so treulich gerathen, dass man nicht solle wider den Türken kriegen als unter der Christen Namen, noch mit Streit angreifen als einen Feind der Christen. Denn hie hörest du, dass dem Mahomed oder Türken der Sieg wider die Christen und Heiligen verkündigt ist, wie denn bisher geschehen est in den drei Hörnern, die er abgestossen hat, das ist, in Gräcia, Asia, Aegypten. 

        Derfor har jeg i den forrige lille bog trolig tilrådet, at man ikke fører krig mod tyrken under kristennavnet, eller angriber ham som en fjende af de kristne. For her hører du, at der forkyndes sejr for Muhammed eller for tyrken imod de kristne og de hellige, sådan som det da også hidtil er sket med de tre horn, som han har stødt af, nemlig, Grækenland, Asien og Ægypten. 

⁷⁵ Christus will schwach sein, und leiden auf Erden mit den Seinen, auf dass er die Gewaltigen zu Narren und zu Schanden mache, und brauche ihres Wüthens dazu, dass sie ihm (wiewohl unwissend,) den Himmel voll Märterer und Heiligen machen, damit sein Reich deste ehe voll werde, und er zu Gericht komme, und den Tyrannen ihren Lohn gebe, ehe sie sichs versehen. 

Kristus vil være svag og sammen med sine troende lide på jorden, for at han kan gøre de stærke til narre og gøre dem til skamme, og for at han kan bruge deres rasen til, at de, sig selv uafvidende, kan gøre himlen fuld af martyrer og hellige for ham, for at hans rige det tidligere kan blive fuldt og han gå til dom og give tyrannerne deres løn, før de havde regnet med det. 

⁷⁶        Sondern so hab ich gerathen, und rathe noch also: dass wohl ein iglicher sich fleissigen soll, ein Christen zu sein, willig und bereit zu leiden vom Türken und idermann, aber solle nicht streiten als ein Christen, oder unter eins Christen Namen; sondern lass deinen (E95) weltlichen Oeberherrn kriegen, unter desselbigen Panier und Namen sollt du reisen, als ein weltlicher Untersass nach dem Leibe, der seinem Oeberherrn geschworn ist, mit Leib und Gut gehorsam zu sein; das will Gott von dir haben, zun Röm. 13,2 seq. Tit. 3. cap. v. 1. 

        Jeg har derimod tilrådet og gør det også nu: at enhver skal beflitte sig på at være kristen, være villig og parat til at lide af tyrken eller af enhver, men han skal ikke føre krig som en kristen eller under en kristens navn; men lad din verdslige øvrighed føre krig, under hans banner og navn skal du rejse dig, for du er i legemlig henseende en verdslig undersåt, som har svoret din overordnede at være ham lydig med liv og gods; det er, hvad Gud vil have af dig, se Rom 13,2 og Tit 3,1. 

⁷⁷ Und sonderlich, wo solcher Streit geschicht nicht aus Fürwitz, Gut und Ehre zu erlangen, sondern zu schützen und schirmen Land und Leute, Weib und Kind etc. wie dieser Krieg ist wider den Türken. 

Og især, når denne kamp ikke sker med den skumle hensigt at vinde gods og ære, men sker for at beskytte og beskærme land og folk, kone og barn, osv, som det er med denne krig mod tyrken. 

⁷⁸ Also lesen wir von dem lieben heiligen St. Moritz und seinen Gesellen, und viel andern Heiligen, dass sie in Streit gezogen sind, nicht als Christen, auch nicht wider die Christen, sondern als unterthänige, gehorsame Bürger oder Ritter, gefodert und berufen von ihrem Kaiser oder ander ihrer Oeberkeit, den sie mit Leib und Gut zu dienen schüldig waren, und hiess nicht ein Christenheer oder Volk, noch ein Christenstreit, sondern des Kaisers Volk oder Heer. 

Sådan læser vi om den kære hellige Skt. Moritz og hans venner og mange andre helgener, at de drog i strid, ikke som kristne, heller ikke imod de kristne, men som undersåtter, som lydige borgere og riddere, der var krævet og kaldt på af deres kejser eller en anden øvrighed, som de var skyldig at tjene med legeme og gods, og det hed ikke en kristenhær eller et kristenfolk, eller en kristenkamp, men kejserens folk eller hær. 

⁷⁹         Siehe, also stehet denn dein Gewissen recht und fein, und kannst ein müthiger, freudiger Mann sein, dass solch Herz und Muth ohn Zweifel deinen Leib und Ross auch deste stärker machen wird. Denn du bist gewiss, dass du in deins Oeberherrn Gehorsam, und in Gottes Willen und Befehl zeucht und streitest, der dir solche Heerfahrt auflegt und von dir haben will. 

       Se, på den måde har du en ret og fin samvittighed og kan være en modig, glad mand, så at denne hjertens overbevisning og dette mod uden tvivl vil gøre dit legeme og din hest så meget desto stærkere. For du er sikker på, at du drager af sted og kæmper i lydighed mod din herre og imod Guds vilje og befaling, der pålægger dig et sådant felttog og vil have det af dig. 

⁸⁰ So darfst du auch nicht sorgen noch fürchten, dass du in der Türken Heer unschüldig Blut treffest, weil du hörest, dass sie von Gott als seine Feinde zum Tode und zur Höllen verurtheilet sind; und gebeut dir durch deinen Oeberherrn, dass du solch Urtheil an dem Türken vollbringen sollt, und itzt deine Faust und Spiess Gottes Faust und Spiess ist und heisst, und bist also Gottes des allergrössesten Herrn Scharfrichter oder Henker, wider seinen grossen verdampten Feind: wie könntest du ehrlicher und löblicher streiten? 

Så behøver du heller ikke bekymre dig eller være bange for, at du i tyrkens hær vil træffe uskyldigt blod, for du hører, at de af Gud er fordømt til døde og til helvede, fordi de er hans fjender; og han byder dig, gennem din overordnede, at du skal udføre denne dom over tyrken, så nu er din næve og dit spyd Guds næve og spyd, hvad det også skal kaldes, og du er på den måde Guds, den allerstørste herres skarpretter eller bøddel imod hans store fordømte fjende. Hvordan skulle du kunne kæmpe mere ærligt og mere prisværdigt? 

⁸¹        Geräths aber, dass er dich ersticht oder erschläget, wie kannst du redlicher Todes sterben, so du anders ein Christ bist? Denn, zum ersten stehet da Daniel, und macht dich zum Heiligen, da er spricht: Der Türke (E96) streite wider Gottes Heiligen; dass auf der Türken und Teufels Seiten die Fahr stehet, dass er als ein Mörder eitel unschüldig und heilig Blut treffe, und so viel heiliger Märterer mache, so viel er auf unser Seiten erschlägt. 

       Men sker det, at han, fjenden, stikker eller slår dig ihjel, hvordan kan du så dø en mere ærlig død, hvis du ellers er kristen? For for det første står der nu Daniel og gør dig til helgen, når han siger: Tyrken kæmper imod Guds hellige; så det altså er på tyrkens og djævelens side, at faren består, at han som en morder udelukkende udgyder uskyldigt blod og helligt blod og frembringer ligeså mange hellige martyrer, som han slår ihjel på vor side. 

⁸² Wie es denn gewiss ist, dass er eitel unschüldig Blot trifft, weil er die angreift, da er kein Recht noch Ursache zu hat, und ohn Befehl und Noth solch Morden furnimpt. So ist auch gewiss, dass er viel Märterer mache, (denn es müssen Christen drunter sein, wo der Türke wider die Heiligen streit, als Daniel sagt,) und thut also der Türke an dir, was Daniel von ihm sagt, nämlich dass er ein Heiligemörder und Märterermnächer ist. 

For ligesom det er sikkert, at han udelukkende udgyder uskyldigt blod, når han angriber, hvor han ikke har nogen ret eller nogen begrundelse, så han begynder på den slags mord uden befaling og nødvendighed, sådan er det også sikkert, at han frembringer mange martyrer (for der må være kristne blandt, når tyrken kæmper mod de hellige, som Daniel siger) og så gør altså tyrken det ved dig, som Daniel siger om han, så at han er en helgenmorder og en martyrfrembringer. 

⁸³       Zum andern, stehet da dein gut, sicher Gewissen, dass du durch Gottes Gebot in deins Oeberherrn einfältigem Gehorsam erfunden und erstochen wirst. Und wenns gleich zu wechseln sein sollt, solltest du hunderttausendmal lieber ein Christ, gehorsamer Bürger oder Ritter, vom Türken erstochen sein wollen, denn des türkischen Kaisers selbs Sieg mit alle seinem Gut und Ehre haben. 

       For det andet har du dèr din gode, sikre samvittighed, at du ved Guds bud bliver befundet at være i énfoldig lydighed og bliver stukket ihjel som sådan. Og selv om du så kunne bytte, så skulle du hundredetusinde gange hellere blive stukket ihjel som en kristen, som en lydig borger eller ridder, end deltage i selve den tyrkiske kejsers sejr med al dens gods og ære. 

⁸⁴ Denn, wie gesagt, du bist gewiss ein Heilige, wo du so thust, dass du ein Christ bist, und in Gehorsam streitest: der Himmel ist dein, das hat keinen Zweifel. Was ist aber des Türken Sieg und Ehre, ja aller Welt dem Himmel und ewigem Leben? 

For som sagt, du er sikkert og vist en helgen, hvis du handler sådan, at du er en kristen og kæmper i lydighed: himlen er din, det er der ingen tvivl om. Men hvad er tyrkens sejr og ære, ja, hvad er hele verden mod himlen og det evige liv? 

⁸⁵       Gedenkt, wie wolltest du thun, wenn du zur Zeit der Märterer gelebt hättest, da dich auch die bösen Kaiser und Tyrannen erwürget hätten, umb Christus willen? Oder, wie wolltest du itzt thun, wenn dich der Papst, Bischof, unser Kaiser oder Tyrannen erwürgeten, umb des Evangelions willen, wie denn Vielen geschicht? Du müsstest dennoch gläuben, dass sie dich zum Heiligen und Märterer machten, und gewiss sein, dass du in einem rechten Stand und Gehorsam erfunden würdest. 

         Tænk på, hvad du ville gøre, hvis du havde levet på martyrernes tid, hvor også onde kejsere og tyranner ville have slået dig hjel for Kristi skyld? Eller, hvad ville du nuomstunder gøre, hvis paven, biskoppen eller kejseren eller tyranner slog dig ihjel for evangeliets skyld, som det er sket for mange? Du ville alligevel måtte tro, at de gør dig til helgen og martyr, og være vis på, at du bliver befundet at være i den rette stand og den rette lydighed. 

⁸⁶ Was ist nu der Türke anders mit seinem Streiten, denn ein solcher böser Tyrann, der Gottes Heiligen tödtet, und zu Märterer machet? ohn dass der Türk mit grosser, ganzer Macht ohn Unterlass solchs thut, und für allen Andern viel mehr Heiligen macht; wie sichs denn gebührt am Ende der Welt, dass der Teufel unserm Herrn Christo ein gute, reiche Letze gebe. (E97) 

Hvad er nu tyrken andet med hans krige, end en sådan ond tyran, der dræber Guds helgener og gør dem til martyrer? bortset fra, at tyrken gør dette med meget større og mere gennemgribende magt uden ophold og frembringer mange flere helgener end alle andre; sådan som det også må være ved verdens ende, hvor djævelen giver vor Herre Kristus en god, dygtig lektie. 

⁸⁷ Lieber, es ist ein trefflich gross Wort, das Daniel sagt, der Türke solle nicht etliche einzelen Heiligen martern, wie ander Kaiser, sondern mit Streit und aller Macht angreifen, und sie uberwältigen. Im Streit aber müssen gar viel mehr Heiligen unterliegen, denn der einzelen Märterer ist, die ausser dem Streit hin und wieder gemartert werden. 

Kære ven, det er et fortræffeligt, stort ord, det Daniel siger, at tyrken ikke blot skal martre nogle enkelte helgener, som andre kejsere, men angribe og overvinde dem med krig og al magt. Med i den krig kommer mange flere helgener til at bukke under, end når det kun er en enkelt martyr, der af og til bliver martret uden at der er krig. 

⁸⁸        So weisst du ja wohl, dass du dennoch einmal sterben musst, und keinen Tag noch Stunde des Todes sicher bist. Wie, wenn denn solcher Streit wider den Türken eben dein Stündlin sein sollt, und von Gott also verordent wäre? 

         Og så véd du jo nok, at du alligevel engang skal dø og at du ikke nogen dag eller time er sikret imod døden. Hvad så, hvis en sådan kamp mod tyrken netop skal være din dødstime? Hvad så, hvis det netop er forordnet sådan af Gud?

⁸⁹ Solltest du nicht lieber, ja dazu mit Freuden, dich allda Gott ergeben, in einen solchen ehrlichen, heiligen Tod, (da du so viel göttlicher Ursachen, Gebot, und Befehl hast, und sicher bist, dass du nicht in deinen Sunden, sondern in Gottes Gebot und Gehorsam stirbest, vielleicht in einem Augenblick aus allem Jammer kompst, und gen Himmel zu Christo auffleugest,) denn dass du auf dem Bette müsstest liegen, und dich lange mit deinen Sunden, mit dem Tod und Teufel reissen, beissen, kämpfen und ringen in aller Fahr und Noth, und dennoch solche herrliche Gottes Befehl und Gebot nicht haben? 

Skulle du så ikke gerne, ja ligefrem med glæde, overgive dig til Gud, til en sådan ærlig, hellig død, som du har så mange guddommelige begrundelser til, bud om, og befaling til, en sådan død, hvor du kan være sikker på, at du ikke dør i dine synder, men i Guds bud og lydighed mod dem, ja, måske i samme øjeblik kommer ud af al jammer og flyver til himlen til Kristus. Ja, skulle du ikke foretrække den død fremfor at skulle ligge i en seng og længe rives og bides og kæmpe og slås med dine synder, med døden og djævelen i al fare og nød, og alligevel ikke har en sådan herlig befaling og et sådant herligt bud fra Gud?

⁹⁰ Hie stirbst du allein für dich selbst, und frisset dich ein amächtige Druss oder Pestilenz dahin; dort, spricht Daniel, sterben viel Heiligen mit dir, und hast göttliche, heilige, liebliche Gesellschaften, die mit dir fahren. 

Her dør du alene for dig selv og det er en afmægtig kedsomhed eller pest, der opæder dig; dèr, siger Daniel, dør mange helgener sammen med dig, og du har guddommelige, hellige, elskelige fællesskaber, der rejser sammen med dig.

91            Summa, wer kann allerlei Fahr des Todes erzählen, darin wir täglich schweben zu Wasser, zu Feur, zu Feld, zu Hause, in der Luft, auf Erden? so viel Thier, so viel Seuchen sind umb uns; der fällt vom Dach, der vom Ross, der fällt in sein Messer; Etliche hängen, erstecken, ersäufen sich selbs; der kompt sonst, der so umb; der wird umb Gelds willen, der umb eins Weibs willen, der umb eins Worts willen, ja Etlich umb Wohlthat willen erschlagen: so mancherlei Töde müssen wir täglich gewarten, und wagens Etlich mit Freuden, da doch kein redlich Ursach noch göttlich Befehl ist, dazu die Hinfahrt fährlich und misslich ist, wie man dort ankomme.

          Kort sagt, hvem kan fortælle om alle dødens farer, som vi dagligt svæver i, på vandet, i ilden, i felten, derhjemme, i luften på jorden? Så mange dyr, så mange epidemier er rundt om os; nogle hænger sig selv, stikker sig selv ihjel eller drukner sig selv; den ene omkommer på den ene måde, den anden anderledes; én bliver slået ihjel for penges skyld, en anden for en kvindes skyld, én for et ords skyld, ja, nogle bliver slået ihjel på grund af en velgerning. Så mange forskellige måder at dø på må vi hver dag forvente os, og nogle vover det med glæde, skønt der ikke er nogen ærlig begrundelse eller guddommelig befaling, og rejsen desuden er farlig, og det er uvist, hvordan man ankommer dèr.

92 Und sollten uns hie so faul oder verzagt stellen, da wir gewissen Gottes Befehl und Gefallen haben, unser Oeberkeit zu gehorchen (E98) mit Leib und Gut; dazu, so wir Christen funden werden, gewiss das ewige Leben mit den Heiligen haben. Wäre doch solcher Tod zu suchen an der Welt Ende, wenn das Stündlin da ist. Und wer sich solchs nicht bewegen lässt, dem wäre kein billiger Fluch zu wünschen, denn dass er zum Türken fiele und ein Türke würde, des Teufels Leibeigen, wie sein Herr der Türke ist, von Gott zum Tode und der Höllen verdampt.

Og så skulle vi her anstille os så dovne og forsagte, her, hvor vi med sikkerhed har Guds befaling og velbehag, når vi adlyder vor øvrighed med liv og gods; og så er vi endda kristne, sikre på det evige liv sammen med helgenerne. Om blot en sådan død kunne opnås ved verdens ende, hvis dødstimen da var inde. Og den, der ikke lader sig bevæge af dette, ham kunne man ikke ønske nogen bedre fordømmelse over, end at han falder over til tyrken og bliver en tyrk, tyrkens livegne, som hans herre tyrken er det, fordømt af Gud til død og helvede.

93           Solchs alles rede ich für die, so Christen sind, oder gerne wären, dass sie wissen, wir [wie?] sie sich zu dieser Zeit richten und trösten sollen, dass sie nicht zu fast erschrecken für dem Türken, noch fur dem Teufel, seinem Gott. Denn wenn der Türke die Christen (so es müglich wäre,) schon allzumal frässe, hätte er damit nichts gewonnen, denn dass sein Verdammniss deste grösser würde, und deste eilender käme, und die Christen deste ehe gen Himmel führen. Er sei so zornig und wüthig, als er immer will, mit allen Teufeln dazu, so muss er Knecht und Diener sein der Christen, und eben damit zu ihrem Besten helfen, damit er sie meinete zu verderben: denn da stehet Daniel, und spricht, es seien Heiligen, die er schlägt und würget.

          Alt dette siger jeg til dem, der er kristne eller gerne vil være det, så de véd, hvordan de i denne tid skal bedømme sig selv og trøste sig, så de ikke fuldstændig forskrækkes for tyrken eller for djævelen, hans gud. For om så tyrken, hvis det var muligt, på én gang opåd de kristne, så ville han ikke have vundet andet derved, end at hans fordømmelse ville blive så meget større, og ville komme så meget tidligere, og de kristne så meget tidligere ville fare til himmels. Han kan være så vred og rasende, han være vil, og tage alle djævle med i sin vrede, han må dog være de kristnes slave og tjener, og netop med det, hvormed han mente at gøre den skade, hjælpe dem til at opnå det bedste. For her står Daniel og siger, at dem, han slår ihjel og dræber, er helgener.

94 So spricht St. Petrus: Und wer ists, der euch schaden kann, so ihr dem Guten nachstrebet? 1 Petr 3,13. David auch im 116. Psalm v. 15: O wie köstlich ist für dem Herrn der Tod seiner Heiligen; und im 72. Psalm v. 14: Und ihr Blut ist theur für seinen Augen. Solche und dergleichen tröstliche, herrliche Sprüche machen ein solch Urtheil, dass der Türk sei ein Heiligenmörder, und thu ihm selbs damit den grössten Schaden ewiglich. Wiederümb, dass sein Zorn und Morden hie müsse zeitlich dienen und helfen den Christen zu grosser, ewiger Herrlichkeit, ohn seinen Dank, ohn seinen Willen und Wissen.

Således siger Skt. Peter: Hvem kan skade jer, når I stræber efter det gode? (1 Pet 3,13). David siger i Sl 116,5: Åh, hvor kostelig er i Herrens øjne hans helliges død. Og i Sl 72,14: Og deres blod er dyrebart i hans øjne. Den slags og andre trøsterige og herlige skriftord bedømmer det sådan, at tyrken er en helgenmorder, og derved gør han evigt set den største skade på sig selv. Og bedømmer det omvendt sådan, at hans vrede og mord her i timeligheden må tjene og hjælpe de kristne til en større og evig herlighed, uden at han får tak for det, uden at han vil det eller véd det.

95          Wer täuscht und mordet nu hie den Andern am besten? Der Türke mordet die Christen zeitlich zum ewigen Leben, aber eben in demselbigen mordet er sich selbes zum ewigen höllischen Feur mit allen Teufelen. Denn die Christen haben zu [ja?] herrliche, mächtige Sprüche, wie gehört. Und Daniel heisst sie Heiligen, (E99) und den Türken einen Heiligenmörder: da wird er nicht viel an gewinnen, und die Christen nicht viel verlieren. Aber so soll der Mahomed mit den Seinen bezahlet werden, und die Christen an sich selbs rächen, und seinen Lohn von sich selbere empfahen.

          Hvem er nu bedst til at narre og myrde den anden? Tyrken myrder de kristne i timeligheden til det evige liv, men netop derved myrder han sig selv til evig helvedesild sammen med alle djævle. For de kristne har jo nogle herlige, mægtige ord, som vi har hørt. Og Daniel kalder dem helgener, og kalder tyrken en helgenmorder. Så han vinder ikke meget, og de kristne taber ikke meget. Men sådan skal Muhammed og hans slæng bliver betalt, og de kristne skal hævdes ved sig selv og modtage deres løn af sig selv.

96 Darümb halt ich das nicht für ein Meisterstück, dass der Türke die Christen zuschrecken, ihre Kindlin zuhäuet, zusticht, und auf die Zaunstecken spiesset, und was sonst nicht fort kann, alles erwürget und grausam handelt. Es ist mehr ein gross Narrenstück, auch für der Welt; denn damit würde kein frumm Mann sich schrecken lassen, dass er sehe sein Kind und Weib zuhacken und zuspiessen, sondern vielmehr zornig und bitter werden, und vollend hinan setzen und wagen Strumpf und Stiel, und was da noch übrig wäre; und ob er todt wäre, würden oder sollten je die andern ubrigen deste bitterer und zorniger werden, auch Alles vollend an die Teufelsglieder zu wagen.

Derfor regner jeg det ikke for et mesterstykke, at tyrken indgyder de kristne frygt, hugger deres spædbørn istykker, stikker ihjel og spidder på hegnspæle og hvad andet, der ikke kan flytte sig, slår alt ihjel og handler grusomt. Det er snarere et stort narreværk også i verdens øjne; for ingen from mand ville blive bange, når han ser sit barn og sin kone blive hakket i stykker og spiddet, han ville snarere blive vred og bitter og sætte sig selv fuldstændig ind og vove rub og stub og alt, hvad der var i ham. Og om han døde, så ville alle de andre blive des mere bitre og vrede, hvad de også skulle blive, og også vove alt imod dette djævelens pak.

97         Aber für den Christen ist solche Wütherei viel weniger schrecklich, denn die wissen, dass solche gespiessete und zuhackte elende Kindlin und frumme Leute eitel Heiligen sind, und dass ihn der Türke das hunderste Theil nicht künnte so viel Guts thun, wenn er ein iglichs auch zum türkischen Kaiser selbs machete, als er damit thut, dass er sie aus des Teufels Zorn so grausam handelt, denn er opfert sie damit Gott in den Himmel. Und künnte auch alle Welt sich nicht so reichlich und herrlich an ihm rächen, als er an sich selbs solche Leute rächet, denn er stösset sich selbs damit in Abgrund der Höllen.

         Men for de kristne er den slags rasen meget mindre afskrækkende, for de véd, at den slags spiddede og ituhakkede stakkels børn og fromme mennesker er lutter helgener, og at tyrken ikke kunne gøre dem hundrede gange så meget godt, hvis han udnævnte én til den tyrkiske kejser selv, som han gør dem, når han ud af djævelens vrede handler så grusomt med dem, for han ofrer dem dermed til Gud i himlen. Og hele verden kunne ikke hævne sig så rigeligt og herligt på ham [på tyrken], som han ved sig selv hævner disse mennesker, for han støder derved sig selv ned i helvedes afgrund.

98           Ja, sprichst du, dess lachet er, und fragt nichts darnach mit allen den Seinen? Wohlan, er solls auch lachen, dazu nicht werth sein, dass ers gläuben oder erkennen solle. Christus wird ihm das Lachen bald vertreiben, und das alles wohl lernen. Denn ich diess (wie gesagt,) den Christen schreibe zu Trost, und nicht den Türken oder Türksgenossen zu lachen. Daniel hat ihm für uns allen gnug geschrieben, da er ihn einen Feind und Lästerer Gottes, zum höllischen Feur (E100) verdampt, verkündigt.

         Ja, siger du, det er derfor, han ler, og den slags spørger han og hans slæng ikke efter? Velan, han skal også le, for han er ikke værdig til at tro det eller erkende det. Kristus vil snart tørre smilet af hans mund og lære ham det alt sammen. For dette skriver jeg som sagt til trøst for de kristne og ikke for at få tyrken eller hans ligesindede til at le. Daniel har for os alle skrevet nok, når han forkynder, at han er en fjende og bespotter af Gud, fordømt til helvedes ild.

99 Wird Daniels Schrift veracht, so liegt nichts dran, ob unser Schrift auch verlacht werde: wir haben den Text, der uns nicht leugt noch treugt, dass Gottes Heiligen sind, wider welche der Türke streit. Sinds Heiligen Gottes, so fragt ein Christen nicht gross darnach, wie grausam der Türke oder der Teufel mit den Kindlin und Christen, äusserlich am Leibe, umbgehet, es müssen doch Engel da sein, die auf ihre Seele warten, und sie auf den Händen tragen, und gen Himmel bringen.

Hvis Daniels skrift foragtes, så betyder det ikke noget, om man også ler af vores skrift. Vi har teksten, og den lyver eller bedrager ikke, at de, der kæmper mod tyrken, er Guds helgener. Og hvis det er Guds helgener, så spørger en kristen ikke om, hvor grusom tyrken eller djævelen behandler børnene og de kristne, i det ydre på legemet, der må dog være engle der, som venter på deres sjæle og bærer dem på hænder og bringer dem til himlen.

100          Denn es stehet geschrieben Psalm. 91, 11.12: Er hat seinen Engeln Befehl uber dir gethan, dass sie dich auf den Händen tragen, auf dass du deinen Fuss nicht an einen Stein stossest. So spricht auch Christus Matth. 18,10: Ich sage euch, wahrlich, dass ihre Engele sehen allezeit das Angesicht meines Vaters im Himmel. Wir lesen in der Könige Bücher vom Propheten Elisa, wie er ganze Berge voll feuriger Wagen und Reiter umb sich seinem Diener zeigete, wider die Syriere. 2. Kön. 6,17.

          For der står skrevet i Sl 91, 11f: Han har givet sine engle befaling om dig, at de skal bære dig på hænder, så du ikke skal støde din fod på nogen sten. Sådan siger også Kristus i Matt 18,10: Sandelig siger jeg jer, deres engle ser hele tiden min fars ansigt i himlen. Vi læser i kongebøgerne om profeten Elisa, hvordan viste [den unge mand], at hele bjerget rundt om Guds tjener var fuldt af ildvogne og ryttere, imod syrerne. 2 Kong 6.17.

101 So dazumal so viel Engel umb die Stadt waren, zum leiblichen Schutz: wie viel mehr meinst du wohl, dass hie in solchem Streit die Engel da sind, empfahen und beschützen geistlich die Seelen der Christen, oder, wie Daniel sagt, der Heiligen Gottes. Dass aber die Christen nicht allezeit werden beschützt leiblich von den Engeln, wie im alten Testament, hab ich droben angezeigt, dass Christus will und muss hie auf Erden leiden, schwach sein, und sich tödten lassen, auf dass sein Reich eilend gemehret und voll werde. Denn sein Reich ist nicht leiblich auf Erden, darümb ist sein Streit am stärkisten, wenn viel Leiden da ist, und viel Märterer werden; wie er St. Paulo antwortet 2 Corinth. 13,9: Lass dir benügen an meiner Gnaden, denn meine Kraft wird vollkommen in Schwacheit.

Når der dengang var så mange engle rundt om byen for legemlig beskyttelse, hvor meget mere mener du så ikke, at der her i en sådan kamp må være engle til stede, at de må modtage og åndeligt beskytte de kristnes sjæle, eller, som Daniel siger, Guds helgener. Men at de kristne ikke altid beskyttes legemligt af englene, som i det gamle testamente, har jeg påvist ovenfor, for Kristus vil og må lide her på jorden, være svag og lade sig slå ihjel, for at hans rige med hast kan udbredes og fyldes. For hans rige er ikke legemligt på jorden, derfor er hans kamp stærkest dèr, hvor der er megen lidelse og hvor der bliver mange martyrer; som Skt. Paulus svarer 2kor#12.9: Min nåde er dig nok; for i magtesløshed udfolder min kraft sig helt.

102           Also thun in diesem Fall die Christen auch, lassen ihn benügen an der Gnade, dass sie Christen und Gottes Heiligen sind, durch unsern Herrn Christum, wie Daniel sagt. Und wenns nicht anders sein will, lassen sie den Türken immerhin siegen, rühmen und pochen, bleiben sie schwach, und lassen sich martern. Denn sie (E101) sehen, dass gleichwie bei ihrem Sterben eitel Engel sind, die auf ihre Seele warten; also wiederümb ins Türken Heer eitel Teufel sind, die auf der Türken Seele warten, und sie in Abgrund der Hölle stossen;

           Sådan gør i dette tilfælde de kristne også, de lader sig nøje med den nåde, at de er kristne og Guds helgener, ved vor herre Kristus, som Daniel siger. Og hvis det ikke kan være anderledes, lader de bare tyrken sejre, prale og rose sig, lader sig selv forblive svage, og lader sig pine. For de ser, at der alligevel ved deres død er lutter engle, som venter på deres sjæle; sådan er der omvendt i tyrkens hær lutter djævle, som venter på tyrkernes sjæle og støder dem ned i helvedes afgrund.

103 nicht, dass sie Waffen und Wehre von sich werfen, und sich also von den Türken wehrlos ermorden lassen sollten, wie die Märterer ausser den Kriegshändeln gethan haben, und noch thun, und thun sollen; sondern weil die Christen mit Leib und Gut weltlicher Oeberkeit unterworfen sind, und sie alle, ein iglicher von seiner Oeberkeit zu Streit wider den Türken gefodert und berufen werden, sollen sie thun als die treuen, gehorsamen Unterthanen, (wie sie denn gewisslich thun, so sie rechte Christen sind,) und mit Freuden die Faust regen, und getrost drein schlahen, morden, rauben und Schaden thun, so viel sie immer mügen, weil sie eine Ader regen können. Denn solchs gebeut ihn ihr weltliche Oeberkeit, welcher sie Gehorsam und solchen Dienst schüldig sind, und Gott von ihn will haben, bis in den Tod hinein, Röm. 13,1. Titum 3,1.

Ikke på den måde, at de kaster våben og værn fra sig, så de våbenløse skulle lade sig myrde af tyrkerne, sådan som martyrerne har gjort og endnu gør, når der ikke er krig; men fordi de kristne med liv og gods er underlagt øvrigheden og fordi de alle, enhver af sin øvrighed, er krævet og kaldet til kamp mod tyrken, derfor skal de handle som trofaste, lydige undersåtter (og det gør de da givetvis også, hvis de er rette kristne), og glad slå til med næven og trøstig slå, myrde, røve og gøre skade, så meget de bare kan, så længe de har en dråbe blod i sig. For det påbyder den verdslige øvrighed dem, og den øvrighed skylder de i lydighed at udøve en sådan tjeneste, og det kræver Gud af dem, helt ind i døden. Rom 13,1; Tit 3,1.

104         Glechwie vorzeiten die heiligen Märterer (wie droben gesagt,) gethan haben. Wenn sie vom Kaiser etwa wider einen Tyrannen oder ander Feinde gefodert würden, worfen sie freilich nicht die Waffen und Wehre von sich, und liessen sich ermorden, wie der Tyrann wollt, denn damit hätten sie ihrem Kaiser nicht wohl gedienet, ja viel Schadens gethan; sondern sie haben treulich die Faust geregt, und nach ihrs Herrn Gebot fröhlich drein gestochen und gehauen, als die freilich wohl gewusst und gedacht haben, dass sie auf dasmal nicht als Christen, sondern als Diener und Unterthanen des Kaisers mit Leib und Gut gefodert waren, zu streiten, zu würgen, und den Feiden Schaden zu thun; und welche darüber sind erschlagen, sind eitel Heiligen worden, als die nicht allein rechte Christen, sondern auch frumme, gehorsame, treue Unterthan erfunden sind.

           Ganske som i tidligere tider de hellige matyrer har gjort, som før nævnt. Hvis de af kejseren fik opgaver imod en tyran eller en anden fjende, så kastede de ganske vist ikke deres våben og skjolde fra sig og lod sig myrde, sådan som tyrannen ønskede, for dermed ville de have tjent deres kejser dårligt, ja gjort ham megen skade; nej, de har trofast brugt næven og efter deres herres bud glad stukket og hugget imod fjenden, som nogle, der fuldstændig klart vidste og var klar over, at de på den måde ikke fik opgave med liv og gods som kristne, men som kejserens tjener og undersåtter, den opgave at kæmpe, at slå ihjel og gøre fjenden skade; og de, der blev slået ihjel derved, blev lutter helgener, eftersom de ikke alene blev fundet at være rette kristne, men også at være fromme, lydige, trofaste undersåtter.

105 Also sollen itzt die Christen auch thun: denn der Türk ist ein Feind und Tyrann, nicht allein wider Christum, sondern auch wider den Kaiser und (E102) unser Oeberkeit: fodert sie nu die Oeberkeit, sollen sie ziehen, und drein schmeissen, wie gehorsame Unterthanen. Werden sie darüber erschlagen; wohlan, so sind sie nicht allein Christen, sondern auch gehorsame, treue Unterthanen gewesen, die Leib und Gut in Gottes Gehorsam bei ihre Oeberherrn zugesetzt haben: selig und heilig sind sie ewiglich, wie der frumme Urias. 2 Sam. 11,17.

Sådan skal de kristne også gøre nu: for tyrken er en fjende og tyran, ikke alene imod Kristus, men også imod kejseren og vores øvrighed: hvis nu øvrigheden kræver det af dem, skal trække [sværdet] og kaste sig ud i det som lydige undersåtter. Hvis de blive slået ihjel derved, velan, så har de ikke alene været kristne, men også lydige, trofaste undersåtteer, som har sat liv og gods til for deres øvrighed i lydighed mod Gud. De er evigt salige og hellige, som den fromme Urias. 2 Sam 11.17.

106            Aber weil der Türke gleichwohl Gottes Ruthe und eine Plage ist uber die Sunde, beide der Christen und Unchristen, oder falschen Christen: so soll sich solches Trostes und Trotzes, davon bisher gesagt, nicht ein iglicher annehmen, und tollkühne daher fahren, und sprechen: Ich bin ein Christ, ich will dran; sondern zuvor sich bekehren und sein Leben bessern, und also mit Furcht und ernstlichem Gebet zu solchem Trost und Trotz kommen.

          Men fordi tyrken samtidig er Guds ris og plage for synden skyld, både for kristne og ikke-kristne eller falske kristne, så er det ikke enhver, der skal tage en sådan trøst og trods til sig, den, der hidtil er talt om, og dumdristigt fare afsted og sige: Jeg er kristen, jeg vil med; nej, først må han omvende sig og forbedre sig levned, og så med frygt og alvorlig bøn nå frem til en sådan trøst og trods.

107 Denn ich hab droben gesagt, weil Deutschland so voll Bosheit und Lästerung ist, dass zu hoch Ubermacht ist und in Himmel schreiet, kanns nicht anders werden, wo wir uns nicht bessern, und ablassen von Verfolgung und Lästerung des Evangelii, wir müssen herhalten, und eine Staupe leiden: wo es der Türke nicht thut, so muss doch etwas anders thun. Es wäre denn, dass der jüngst Tag selbs käme. Es komme aber Staupe oder jüngster Tag, wer Christen ist und sich gebessert hat, der kanns erleiden und wird selig, die Andern müssen gestraft und verloren werden. Von diesem Stücke, dass man sich bessern und beten solle, habe ich gnugsam geschrieben in jenem Büchlin vom Türkenkriege, dass nicht noth, wiederümb hie zu erholen.

For jeg har ovenfor sagt, at fordi Tyskland er så fuld af ondskab og bespottelse, at det er for overmægtigt og skriger til himlen, så kan det ikke blive anderledes, end at vi, hvis vi ikke forbedre os og holder op med forfølgelse og bespottelse af evangeliet, må finde os i det og lide hjemsøgelse. Hvis tyrken ikke gør det, så skal nok andre gøre det anderledes. Hvis ikke dommedag selv kom. Men hvad enten der kommer hjemsøgelse eller dommedag, den, der er kristen og har forbedret sig, han kan udholde det og blive salig, de andre må straffes og gå fortabt. Om den sag, at man skal forbedre sig og bede, har jeg skrevet nok i bogen om tyrkerkrigen, så der er ingen grund til her at gentage det.