Om krigen mod tyrkerne (1)

¹    Die Veranlassung zu dieser Schrift war die Besorgnis vor einem Einfalle der Türken in Deutschland und der durch einige Prediger erzeugte Wahn, man solle und dürfe den Türken nicht widerstehen. Schon im Aug. 1528 nahm sich Luther vor, vom Türkenkriege zu schreiben (de Wette III. p 364); die Ursachen dazu gab er in seinem Brief an dem Landgrafen Philipp von Hessen vom 9. Oct. desselben Jahres an (ibd. p. 386); in seinem Briefe an Nic. Hausmann v. 13. Febr. 1529 erwähnt er, warum diese Schrift nicht schon längst erschienen sei (ibd. p. 422) und aus einem Briefe v. 3. März 1529 an ebendenselben (ibd. p. 426) ist zu ersehen, dass sie damals gerade unter der Presse war. 

²   Vom Kriege wider die Türken.
Dem Durchläuchtigen, Hochgebornen Fürsten und Herrn, Herrn Philipps, Landgrafen zu Hessen, Grafen zu Katzenellbogen, Ziegenhain und Nida, meinem gnädigen Herrn. 
      Gnad und Friede in Christo Jesu, unserm Herrn und Heilande. 

Om krigen mod tyrkerne.
Til hans højhed, den højbårne fyrste og herre, hr. Philip, landgreve af Hessen, greve af Katzenelbogen, Zigenhain og Nida, min nådige herre.
Nåde og fred i Kristus Jesus, vor herre og frelser. 

³        Durchläuchtiger, Hochgeborne Fürst, Gnädiger Herr! Es haben mich wohl fur funf Jahren Etliche gebeten, zu schreiben vom Kriege wider den Türken, und unser Leute dazu vermahnen und reizen; und itzt, weil eben der Turk uns nahe kömpt, zwingen mich solchs auch meine Freunde zu vollenden, sonderlich weil etliche ungeschickte Prediger bei uns Deutschen sind, (E33) (als ich leider höre,) die dem Pobel einbilden, man solle und müsse nicht wider die Türken kriegen, etliche aber auch so toll sind, dass sie lehren, es zieme auch keinem Christen, das weltlich Schwerdt zu fuhren, oder zu regiern. Dazu, wie unser deutsch Volk ein wüst, wild Volk ist, ja schier halb Teufel, halb Menschen sind, begehren Etliche der Turken Zukunft und Regiment. 

         Ærværdige, højbårne fyrste, nådige herre! Der er vel for fem år siden nogle, der har bedt mig om at skrive om krigen mod tyrkerne og formane og opmuntre vore folk dertil; og nu, hvor tyrken just kommer os nær, tvinger også mine venner mig til at gøre dette arbejde færdig, især fordi der her hos os i Tyskland er nogle uduelige prædikanter, der, efter hvad jeg desværre hører, bilder folk ind, at man hverken skal eller må føre krig mod tyrkerne, ja, nogle er endda så tåbelige, at de lærer, at de ikke sømmer sig for en kristen at føre der verdslige sværd eller at regere. Og da vort tyske folk desuden er et uoplyst, vildt folk, ja næsten halvt djævel, halvt menneske, er der nogle, der ønsker for fremtiden at få tyrkernes herredømme ind over sig. 

⁴         Und solches Irrthumbs und Bosheit im Volk wird dem Luther Alles Schuld gegeben, und muss die Frucht meines Evangelii heissen; gleichwie ich auch muss der Aufruhr Schuld tragen, und Alles, was itzt Böses geschicht in der ganzen Welt, so sie es doch wohl anders wissen; aber Gott und seinem Wort zuwider stellen sie sich, als wüssten sie es nicht anders, und suchen Ursachen, den Heiligen Geist und öffentliche bekannte Wahrheit zu lästern, auf dass sie ja die Hölle wohl verdienen, und nimmermehr Reu und Vergebunge ihrer Sunde erlangen. 

        Og al den slags vildfarelse og ondskab i folket får Luther skyld for, og det skal kaldes frugten af mit evangelium; ligesom jeg også må bære skylden for oprøret og alt det onde, der nu sker i verden, skønt de dog vel nok véd anderledes; men de stiller sig op imod Gud og hans ord, som om de ikke vidste bedre, og de søger anledning til at bespotte Helligånden og den åbenbare sandhed, for at de skal kunne fortjene helvede og aldrig mere nå frem til anger og tilgivelse af deres synder. 

⁵          Derhalben mir Noth sein will, von der Sachen zu schreiben, auch umb mein sellbs und des Evangelii willen, uns zu entschuldigen, nicht bei den Lästeren, welche sollten mir nicht gut gnug sein, dass ich mich mit einem Wort gegen sie entschuldigen wollt; denn das Evangelion soll bei ihn stinken, und ein Geruch des Todes sein zum Tode, 2 Cor. 2,16, wie sie mit ihrem muthwilligen Lästern verdienen; sondern dass die unschuldigen Gewissen nicht weiter durch solche Lästermäuler betrogen werden, und Argwohn von mir oder meiner Lehre schöpfen, oder auch dahin verfuhrt werden, dass sie gläuben, man müsse nicht wider die Türken streiten. 

        Derfor vil det være nødvendigt for mig at skrive om sagen, også for min egen og for evangeliets skyld, for at fralægge os skylden; ikke i spotternes øjne, som ikke er så meget værd, at jeg skulle undskylde mig med et eneste ord; for evangeliet skal stinke hos dem og være en dødsstank til døden, 2 Kor 2,16, sådan som de fortjener det med deres bevidste spot; nej, jeg gør det af hensyn til de uskyldige samvittigheder, at de ikke skal bedrages af sådanne spottefugle, så der skabes mistanke til mig og min lære, eller så de måske forføres til at tro, at man ikke må stride imod tyrkerne. 

⁶          Ich habs aber fur gut angesehen, solch Büchlin unter E. F. G. als eines berühmbten, mächtigen Fürstens, Namen auszulassen, damit es deste ein besser Ansehen gewinne, und desto fleissiger gelesen würde, obs einmal dazu käme, dass man von eim Zug wider den Turken handeln würde, die Fürsten und Herrn eine gemeine Erinnerunge hätten. 

        Men jeg har anset det for passende at udgive en sådan lille bog i Deres Fyrstelige Nådes navn, eftersom De er en berømt, mægtig fyrste, for at den kan vinde desto større anseelse og blive læst desto flittigere, om det dog ikke engang kunne komme dertil, at man igen ville forhandle om et togt mod tyrkerne, så fyrsterne og herrerne kunne have en fælles betænkning. 

⁷  Denn ich willens bin, etliche Stück drinnen anzuzeigen, die wohl zu bedenken (E34) sein werden, und daran Macht gelegen sein wird. Befehl hiemit E. F. G. unserm barmherzigen Gott in seine väterliche Gnad und Hulde, dass er E. F. G. fur allem Irrthum und List des Teufels behüete, und seliglich zu regiern erleuchte und stärke, Amen. Am 9. Octobr. 1528.
E. F. G. 
williger
Martinus Luther. 

For jeg regner med her i at påvise nogle ting, som nok kunne være at overveje og som der ligger vægt på. Hermed befaler jeg Deres Fyrstelige Nåde til vor barmhjertige Guds faderlige nåde og yndest, at han vil beskærme Deres Fyrstelige Nåde imod al djævelens vildfarelse og list og saligt oplyse og styrke Dem til at regere, Amen. Den 9. oktober 1528.
Deres Fyrstelige Nådes
velvillige tjener
Martin Luther. 

⁸          Papst Leo der Zehente, in seiner Bullen, darin er mich verbannet, unter andern Artikeln verdammet er auch diesen, dass ich gesagt hatte, wider den Turken streiten ist eben so viel, als Gott widerstreben, der mit solcher Ruthen unser Sunde heimsucht. (exurge#50) Aus solchem Artikel mügen genommen haben, die von mir sagen, dass ich wehren und widerrathen solle, zu streiten wider den Turken. 

         Pave Leo den Tiende fordømmer, blandt andre artikler i sin bulle, hvori han forbander mig, også den artikel, hvor jeg har sagt, at det at kæmpe mod tyrken er lig med at sætte sig imod Gud, som hjemsøger vor synd med et sådant ris. De, der siger om mig, at jeg vægrer mig ved og råder andre fra at kæmpe mod tyrken, har nok taget det fra denne artikel. 

⁹ Ich bekenne noch frei, dass solcher Artikel mein sei, und zu der Zeit von mir gesetzt und vertheidiget. Und wo es itzt in der Welt stünde, wie es dazumal stund, so wollt und musst ich denselbigen noch itzt setzen und vertheidigen. 

Jeg indrømmer stadig ligeud, at den artikel er min og blev opsat og forsvaret af mig på den tid. Og hvis det nuomstunder stod lige sådan til, som det stod til dengang, så ville og måtte jeg endnu i dag opstille og forsvare denne artikel. 

¹⁰ Es ist aber nicht fein, dass man so wohl vergessen hat, wie es dazumal stund in der Welt, und was mein Grund und Ursachen war, und behält gleichwohl meine Wort, und zeuchet sie anders wohin, da solche Ursachen und Grund nicht ist. Wer künnt mit solcher Kunst nicht aus dem Evangelio eitel Lügen machen, oder furgeben, es wäre wider sich selbs? 

Men det er ikke rimeligt, at man så åbenbart har glemt, hvordan det dengang stod til i verden, og hvad der var min begrundelse og hjemmel, og alligevel fremsætter mit ord og drager det derhen, hvor en sådan begrundelse og hjemmel ikke findes. Hvem ville ikke kunne gøre evangeliet til idel løgn med en sådan metode, eller foregive, at det strider imod sig selv? 

¹¹        So stunds aber dazumal: Es hatte niemand gelehret noch gehöret, wusste auch niemand etwas von der weltlichen Oeberkeit, woher sie käme, was ihr Ampt oder Werk wäre, oder wie sie Gott dienen sollt. Die Allergelehrtesten (will sie nicht nennen,) hielten die weltliche Oeberkeit fur ein heidenisch, menschlich, ungöttlich Ding, als wäre es ein fährlicher Stand zur Seligkeit. Daher hatten auch die Pfaffen und Münche Könige und Fürsten so eingetrieben und überredet, dass sie ander Werk fur sich nahmen, Gott zu dienen, als Mess hören, beten, Mess stiften etc. (E35) 

       Men således stod det til dengang: Der var ingen, der havde lært elller hørt, og der var ingen, der vidste noget om den verdslige øvrighed, hvor den kom fra, hvad dens embede var eller hvordan den skulle tjene Gud. De allerlærdeste (jeg nævner ingen navne) regnede den verdslige øvrighed for en hedensk, menneske, ugudelig sag, som var den en stand, der var farlig for saligheden. Derfor havde også præsterne og munkene i den grad lokket og overtalt konger og fyrster til at foretage sig andre gerninger for at tjene Gud, f. eks. høre messe, bede, stifte messer, osv. 

¹²        Summa, Fürsten und Herrn (so gern frumm gewesen wären,) hielten ihren Stand und Ampt fur nichts und fur keinen Gottsdienst, wurden rechte Pfaffen und Münche, (ohn dass sie nicht Platten noch Kappen trugen,) wollten sie Gott dienen, so mussten sie in die Kirchen. 

        Kort sagt, fyrster og herrer, der gerne ville være fromme, regnede deres stand og embede for intet, ikke for nogen gudstjeneste, de måtte blive rigtigt præster og munke (dog uden at bære tonsur eller kapper), og hvis de ville tjene Gud, så måtte de ind i kirkerne. 

¹³ Solch müssen mir bezeugen alle Herrn, so dazumal gelebt und solchs erfahren haben, denn mein gnädiger Herr, Herzog Friederich, selige Gedächtniss, ward so froh, da ich zuerst von weltlicher Oberkeit schreib, dass er solch Büchlin liess abschreiben, sonderlich einbinden, und sehr lieb hatte, dass er auch mocht sehen, was sein Stand wäre fur Gott. 

Det kan alle de herrer, som har levet dengang og selv erfaret det, bevidne for mig, for min nådige herre, hertug Frederik, salig ihukommelse, blev så glad, da jeg langt om længe skrev bogen om den verdslige øvrighed, at han lod denne bog afskrive, binde særligt ind, for han holdt meget af den, fordi han dèr kunne se, hvad hans stand var værd i Guds øjne. 

¹⁴        Also war dazumal der Papst und die Geistlichen Alles in Allen, uber Allen und durch Allen, wie ein Gott in der Welt, und lag die weltliche Oeberkeit im Finstern verdruckt und unbekannt. Nu wollt der Papst gleichwohl Christen sein mit seinem Haufen, und gab doch fur, zu kriegen wider den Turken. 

            Således var dengang paven og de gejstlige alt i alle, over alle og gennem alle, som en gud i verden, og den verdslige øvrighed lå i mørket, undertrykt og ubekendt. Nu ville paven og hans hob både være kristne og føre krig mod tyrken. 

¹⁵ Uber den zwei Stucken hub sichs, denn ich ärbeitet dazumal in der Lehre, so die Christen und Gewissen betraf, hatte auch selbs noch nichts von der weltlichen Oeberkeit geschrieben, also dass mich die Papisten einen Heuchler der Fürsten scholten, weil ich allein von geistlichem Stand handelt, wie sie Christen sein mussten, und nichts von dem weltlichen. Gleichwie sie much nu aufruhrisch schelten, nachdem ich von der weltlichen Oeberkeit also herrlich und nützlich geschrieben habe, als nie kein Lehrer gethan hat, sint der Apostel Zeit, (es wäre denn St. Augustin,) dess ich mich mit gutem Gewissen und mit Zeugniss der Welt rühmen mag. 

Fra disse to ting gik det frem, for jeg arbejdede dengang med læren, som havde med de kristne og deres samvittighed at gøre. Jeg havde heller ikke selv skrevet noget om den verdslige øvrighed, så at papisterne skældte mig ud for at hykle for fyrsterne, fordi jeg alene skrev om den gejstlige stand, om hvordan de skulle være kristne, og ikke noget om den verdslige. Ganske som de nu skælder mig ud for at være en oprører, efter at jeg så herligt og nyttigt har skrevet om den verdslige øvrighed, som aldrig nogen lærer tidligere har gjort siden apostlenes dage (det skulle da lige være Augustin), hvilket jeg kan rose mig af med god samvittighed og med verdens vidnesbyrd. 

¹⁶        Unter den Stücken aber christlicher Lehre handelt ich auch das, da Christus Matth. 5,39 spricht: Ein Christ solle dem Ubel nicht widerstreben, sondern Alles leiden, den Rock, den Mantel nachfahren und nehmen lassen, den andern Backen auch herhalten, etc.; 

        Men blandt delene af den kristne lære skrev jeg også om det, som Kristus siger Matt 5,39: en kristen skal ikke sætte sig imod det onde, men lide alt, lade kappen følge efter kjortelen og lade sig den fratage, vende den anden kind til, osv. 

¹⁷ aus welchen Stucken der Papst mit seinen hohen Schulen und Klöstern hatten einen freien Rath gemacht, dass nicht geboten wäre, noch noth zu halten einem (E36) Christen, hatten also Christus Wort verkehret, und in aller Welt fälschlich gelehret, und die Christen betrogen. 

Af disse dele havde paven og hans høje skoler og klostre gjort et frit råd, så det ikke skulle være påbudt og ikke være nødvendigt at overholde for en kristen; de havde altså fordrejet Kristi ord og ud over hele verden lært falsk og bedraget de kristne. 

¹⁸        Weil sie denn Christen, ja die besten Christen sein wollten, und gleichwohl wider den Turken streiten, kein Ubels tragen, noch Gewalt noch Unrecht leiden, hielt ich mit diesem Spruch Christi wider, dass Christen sollen dem Ubel nicht widerstreben, sondern Alles leiden und gehen lassen; darauf satzt ich den Artikel, den der Papst Leo verdampt hat. (n18) 

        Fordi de nu både ville være kristne, ja, ville være de bedste kristne, og samtidig kæmpe mod tyrken, ikke finde sig i noget ond eller tåle vold eller uret, holdt jeg dette ord af Kristus op imod dem, at kristne ikke skal sætte sig imod det onde, men finde sig i alt og lade det ske; det var det, jeg byggede den artikel på, som pave Leo har fordømt. 

¹⁹ Und thät solchs so viel deste lieber, dass ich der römischen Büberei den Schalkdeckel nehme; denn die Päpste hattens nie mit Ernst im Sinn, dass sie wider den Turken kriegen wollten, sondern brauchten des Turkischen Krieges zum Hütlin, darunter sie spieleten, und das Geld mit Ablass aus Deutschen Landen raubeten, so oft sie es gelüstet; wie das alle Welt wohl wusste, aber nu auch vergessen ist. 

Og det gjorde jeg med des større glæde, fordi jeg kunne fjerne skalkeskjulet fra det romerske snyderi; for paverne havde aldrig sådan virkelig for alvor i sinde at kæmpe mod tyrkerne, nej, de havde brug for den tyrkiske krig til at spille undeer dække med, så de med afladshandelen kunne røve penge fra de tyske lande så meget de ville; hvad verden vel godt vidste, men nu igen har glemt. 

²⁰         Also verdampten sie meinen Artikel nicht darumb, dass er dem Turkischen Krieg wehret, sondern dass er solch Helekäpplin abreiss, und dem Geld gen Rom die Strasse legt. Denn wo sie mit Ernst hätten wollen kriegen wider den Turken, hatte der Papst und die Cardinäl wohl so viel von den Palliis, Annaten und anderm unsäglichen Zugang, dass sie solcher Schinderei und Raubens in Deutschen Landen nicht bedurft hätten. Wäre einfältiger Meinung ein ernster Krieg furhanden gewest, ich hätte meinen Artikel wohl besser und unterschiedlich können heraus putzen. 

         Således fordømte de ikke min artikel af den grund, at den var imod tyrkerkrigen, men af den grund, at den rev hykleriets kåbe af og lagde hindringer i vejen for pengene til Rom. For hvis de for alvor havde villet kæmppe mod tyrken, havde paven og kardinalerne sikkert nok i pallierne, annaterne og utallige andre indkomster, at de ikke havde haft brug for en sådan skændig ting og et sådant røveri i de tyske lande. Hvis der havde været tale om en rigtig krig i enfoldiig mening, så ville jeg nok have kunnet udarbejde min artikel bedre og mere distinkt. 

²¹          So gefiel mir das auch nicht, dass man so treibt, hetzt und reizt die Christen und die Fürsten, den Turken auzugreifen und zu überziehen, ehe denn wir selbs uns besserten, und als die rechten Christen lebeten: welche alle beide Stück, und ein igliches insonderheit, gnugsam Ursach ist, allen Krieg zu widerrathen. Denn das will ich keinem Heiden noch Turken rathen, schweige denn eim Christen, dass sie angreifen oder Krieg anfahen: welchs ist nichts anders, denn zu Blutvergiesssen und zu Verderben rathen, da doch endlich kein Glück bei ist, wie ich auch im Büchlin von Kriegsleuten ge- (E37) schrieben habe; so gelinget es auch nimmer nicht wohl, wenn ein Bube den andern strafen, und nicht zuvor selbs frumm werden will. 

          Desuden brød jeg mig ikke om, at man i den grad presser, ophidser og opildner de kristne og fyrsterne til at angribe og overvinde tyrken, førend vi selv forbedrede os og levede som rette kristne. Og begge dele, og begge dele hver for sig, er tilstrækkelig begrundelse for at råde imod enhver krig. For det vil jeg ikke råde nogen hedning eller tyrk til, endsige da en kristen, at de angriber eller begynder på en krig. For det er ikke andet end at tilråde blodudgydelse og fordærv, og det er der i sidste ende ikke nogen lykke forbundet med; sådan som jeg også har skrevet i den lille bog om krigsfolkene. Således er der heller aldrig noget held ved det, når den ene skurk vil straffe den anden og ikke først selv vil blive from. 

²²         Aber uber Alles bewegte mich, dass man unter christlichen Namen wider den Turken zu streiten furnahm, lehret und reizet, (n22) gerade als sollte unser Volk ein Heer der Christen heissen wider die Turken, als wider Christus Feinde, welchs ist stracks wider Christus Lehre und Namen. 

         Men fremfor alt bevægedes jeg af, at man tog sig for at kæmpe mod tyrken under det kristne navn, lærte og ophidsede, som om vort folk skulle kaldes en hær af kristne imod tyrkerne, som mod Kristi fjender, hvilket oplagt er imod Kristi lære og Kristi navn. 

²³ Wider die Lehre ists, da er spricht, Christen sollen dem Ubel nicht widerstreben, Matth. 5,39 nicht streiten noch zanken, nicht rächen noch rechten. Wider seinem Namen ists, dass in solchem Heer vielleicht kaum fünf Christen sind, und vielleicht ärger Leute fur Gott, denn die Turken, und wollen dennoch alle den Namen Christi führen: welchs ist denn die allergrösseste Sunde, so kein Turke thut, denn es wird Christus Name zu Sunden und Schanden gebraucht, und geunehret. 

Det er imod hans lære, for han siger, at kristne ikke skal modstå det onde, Matt 5,39, at de ikke skal strides eller kives, ikke hævne sig og ikke føre retssager. Det er imod hans navn, for i en sådan hær er der vel knap fem kristne til stede, og der er sikkert mange mennesker, der er værre end tyrkerne i Guds øjne, og alligevel viil de alle føre Kristi navn. Men det er den allerstørste synd, den synd begår ingen tyrk, for på den måde bliver Kristi navn brugt til synd og skam, ja bliver vanæret. 

²⁴ Welchs denn gar sonderlich geschehe, wo der Papst und die Bischoffe mit im Kriege wären: denn dieselbigen wurden den Namen Christi allzu hoch schänden und unehren, damit, dass sie berufen sind, mit Gotts Wort und Gebet wider den Teufel zu streiten, und liessen solchen Beruf und Ampt anstehen, und wollten mit dem Schwerdt wider Fleisch und Blut fechten, welchs ihn nicht befohlen, sondern auch verboten ist. 

Det sker især, når paven og biskopperne er med i krigen. For disse ville i alt for høj grad skænde og vanære Kristi navn, for de har fået kald til at striide imod djævelen med Guds ord og bøn; dette kald og dette embede lader de ligge, og så ville de kæmpe med sværdet mod kød og blod, hvilket ikke er befalet dem, men tværtimod er dem forbudt. 

²⁵         O wie fröhlich sollt mich Christus am jüngsten Gericht empfangen, wenn ich, als zum geistlichen Ampt gefodert, (dass ich predigen und der Seelen pflegen sollte,) solchs hätte lassen liegen, und dafur mich Kriegens und weltlichs Schwerdts geflissen. Und wie sollt Christus dazu kommen, dass er oder die Seinen mit dem Schwerdt zu thun sollt haben, kriegen, und die Leibe tödten, so er doch sich rühmet: Er sei darümb kommen, dass er die Welt selig mache, Joh. 12,47, nicht dass er die Leute tödte? 

       O med hvilken glæde skulle Kristus ikke modtage mig på den yderste dag, hvis jeg, som er kaldet til et gejstlige embede (at jeg skal prædike og pleje sjælene) lod dette ligge og i stedet for gav mig til at føre krig og bruge det verdslige sværd! Og hvordan ville Kristus komme derhen til, at han eller hans disciple skulle have noget med sværdet at gøre, skulle føre krig og dræbe legemerne, han, som dog roser sig af, at han er kommet for at gøre verden salig, ikke for at slå folk ihjel? 

²⁶ Denn sein Ampt ist, mit dem Evangelio handeln, und durch seinen Geist den Menschen von den Sunden und von dem Tode zu erlösen, ja von dieser Welt zum ewigen leben helfen. Denn Joh. 6,15 floch er und wollt sich nicht lassen (E38) zum Könige machen. Fur Pilato bekannt er: Mein Reich ist nicht von dieser Welt. Joh. 18,36. Und hiess auch Petrum im Garten sein Schwert einstecken, und sprach: Wer das Schwerdt nimpt, der soll durchs Schwert umbkommen. Matth. 26,52. 

For hans embede er at forkynde evangeliet og gennem sin ånd at forløse menneskene fra synd og død, ja at hjælpe dem fra denne verden til det evige liv. For i Joh 6,15 svor han og ville ikke lade sig gøre til konge. Overfor Pilatus bekendte han: Mit rige er ikke af denne verden. Joh 18,36. Og han befalede også Peter i Getsemane have, at han skulle stikke sit sværd i skeden og sagde: Den, der griber til sværd, skal omkomme ved sværd. 

²⁷         Das sage ich nicht darumb, dass ich damit wollt gelehret haben, dass weltliche Oberkeit nicht sollt mügen Christen sein, oder ein Christ nicht mocht das Schwert führen, und in weltlicher Oberkeit Gott dienen. Wollt Gott, sie wären alle Christen, oder dass sonst kein Fürst sein musste, er wäre denn Christen: es sollt wohl besser stehen, denn es itzt stehet, und der Türke sollt nicht so mächtig worden sein; 

         Det siger jeg ikke, fordi man skal tro, at jeg lærer, at den verdslige øvrighed ikke skulle kunne være kristen, eller at en kristen ikke har lov til at føre sværdet og tjene Gud i den verdslige øvrighed. Gud give, at de alle var kristne, eller at ingen måtte blive fyrste, som ikke var kristen: så ville det vel stå bedre til, end det står til nu, og tyrken ville ikke være blevet så mægtig; 

²⁸ sondern ich will die Ampt und Beruf eigentlich unterscheiden und gesondert haben, dass ein iglicher soll darauf sehen, wozu er von Gott berufen ist, und demselbigen Ampt treulich und herzlich, Gott zu Dienst, Folge und gnug thun; wie ich davon uberflussig anderswo, sonderlich im Büchlin von Kriegsleuten und von weltlicher Oberkeit geschrieben habe. 

men jeg vil, at man skal skelne mellem de forskellige embeder og kald, så at enhver skal se på, hvad han er kaldet til af Gud, og gør fyldest i dette embede, trofast og af hjertet, for at tjene og følge Gud; sådan som jeg andetsteds har skrevet særdeles meget om det, især i den lille bog om krigsfolkene og den om den verdslige øvrighed. 

²⁹         Denn so Paulus auch in der Kirchen, da doch eitel Christen sein sollen, nicht leiden will, dass ein iglicher sich des Andern Ampt unterwinde, Röm. 12,4 und 1. Cor. 12,15 seqq. sondern ein iglich Gelied zu seinem Werk vermahnet, dass nicht ein Unordnung sich erhebe, sondern Alles fein ordenlich zugehe 1 Cor. 14,40: wie viel weniger ist zu leiden die Unordnung, dass ein Christ sein Ampt lasse, und nehme eins andern weltlich Ampt an sich, oder dass ein Bischof oder Pfarrherr sein Ampt lasse, und nehme eins Fürsten oder Richters Ampt an? 

         For ligesom Paulus i kirken, hvor der skal være lutter kristne, ikke vil gå med til, at den ene påtager sig den andens embede, Rom, 12,4 og 1 Kor 12,15ff, men formaner ethvert medlem til sit eget arbejde, så der ikke kommer uorden ud af det, men alt går fint og ordentligt til, 1 Kor 14,40, hvor meget mindre skal man da gå med til den uorden, at en kristen forlader sit embede og påtager sig en andens verdslige embede, eller at en biskop eller præst forlader sit embede og påtager sig en fyrstes eller en dommers embede? 

³⁰ Und wiederumb, ein Fürst nehme eins Bischoffs Ampt an sich, und lasse sein Fürstenampt anstehen; wie denn solche schändliche Unordnung noch heutiges Tags im ganzen Papstthum thobet und waltet, wider ihr eigen Canones und Recht. 

Og omvendt, at en fyrste påtager sig en biskops embede, og lader sit fyrsteembede være; sådan som den slags skændig uorden endnu den dag i dag skalter og valter i hele pavedømmet, imod deres egen kanonner og retsbestemmelser. 

³¹         Man frage die Erfahrunge, wie wohl uns bisher gelungen sei mit den Turkenkrieg, so wir als Christen und unter Christus Namen gestritten haben, bis dass wir zuletzt Rhodis und schier ganz Hungern, und viel vom Deutschen Land dazu, verloren haben. Und auf dass man spüren und greifen mocht, dass Gott nicht (E39) bei uns sei, wider die Turken zu streiten, hat er unsern Fürsten nie so viel Muths oder Geists in Sinn gegeben, dass sie einmal mit Ernst hätten mügen vom Turkenkrieg handeln, obwohl fast viel, oder schier alle Reichstage, umb solcher Sachen willen sind ausgerufen und gehalten worden, es will sich nirgend schliessen noch schicken, dass es scheinet, als spotte Gott unser Reichstage, und lasse den Teufel dieselbigen hindern und meistern, bis der Turke mit guter Weile herzu grase, und also Deutschland ohn Mühe und ohn Widerstand verderbe. 

         Man kan jo spørge erfaringen, hvilket held vi indtil nu har haft med tyrkerkrigen, som vi har udkæmpet som kristne og under Kristi navn, indtil vi til sidste har tabt Rhodos og næsten hele Ungarn og meget af Tyskland. Og for at vi skal mærke og begribe, at Gud ikke er med os, når vi kæmper mod tyrken, har han aldrig givet vore fyrster så meget mod eller så meget ånd i sinde, at de bare for én gangs skyld sådan rigtig har taget fat på tyrkerkrigen, og selv om ganske mange, eller næsten alle rigsdage, er indkaldt og afholdt med den sag på dagsordenen, så vil det alligevel ikke tage ende med denne sag, det går ikke, som vi vil, så det ser ud, som om Gud driver spot med vore rigsdage og lader djævelen hindre dem, lader ham bemestre dem, indtil tyrken i ro og mag går på græs hen til os, og på den måde uden møje og modstand fordærver Tyskland. 

³² Warumb geschiecht das? Freilich darumb, dass mein Artikel, den Papst Leo verdampt hat, unverdampt, sondern kräftig bleibe. Und weil denselbigen die Papisten ohn Schrift aus Muthwillen verwerfen, muss der Turke sich dess annehmen und denselbigen mit der Faust und mit der That bestätigen. Wollen wir es nicht aus der Schrift lernen, so muss uns der Turk aus der Scheiden lehren, bis wirs erfahren mit Schaden, dass Christen nicht sollen kriegen, noch dem Ubel widerstehen. Narren muss man mit Kolben lausen. 

Hvorfor sker det? Sikkert af den grund, at min artikel, som pave Leo har fordømt, skal være ufordømt og forblive ved magt. Og fordi papisterne forkaster den uden skrift ganske efter forgodtbefindende, må tyrken tage den til sig og bekræfte den med næven og med gerning. Hvis vi ikke vil lade os belære af skriften, så må tyrken lære os det med sværdet, indtil vi erfarer det ud af vor egen skade, at en kristen ikke skal føre krig eller modstå det onde. Narrer må man udplyndre med køller. 

³³         Wie viel, meinst du, sind wohl der Kriege gewest wider den Turken, darin wir nicht grossen Schaden empfangen haben, wenn die Bischoff und Geistlichen sind dabei gewest? Wie jämmerlich ward der feine König Lassla zu Varna mit seinen Bischoffen vom Turken geschlagen, dass solch Unglück auch die Hungern selbs dem Cardinal Juliano Schuld gaben, und drumb erstachen. Und itzt neulich der König Ludwig sollt vielleicht glückseliger gestritten haben, wo er nicht ein Pfaffenheer, oder wie sie rühmen, ein Christenheer gefuhrt hätte wider den Turken. 

        Hvor meget mener du vel der ville have været af krig mod tyrken, hvori vi ikke havde lidt stor skade, hvis biskopperne og de gejstlige havde været med? Hvor jammerligt blive ikke den udmærkede kong Lasla af Varna slået med sine biskopper af tyrken, så at også ungarerne selv gav kardinal Julian skyld for det, og af den grund stak ham ihjel. Og nu fornylig ville nok kong Ludvig have kæmpet med større held, hvis han ikke havde ført en præstehær, eller som de pralende siger: en kristenhær, imod tyrken. 

³⁴        Und wenn ich Kaiser, König oder Fürst wäre, im Zug wider den Turken, wollt ich meine Bischoff und Pfaffen vermahnen, dass sie daheimen blieben, ihrs Ampts mit Beten, Fasten, Lesen, Predigen und armer Leute warten, wie sie nicht alleine die heilige Schrift, sondern auch ihr eigen geistlich Recht lehret und fodert. 

         Og hvis jeg var kejser, konge eller fyrste, og skulle drage i krig mod tyrkerne, ville jeg formane mine biskopper og præster til at blive hjemme og passe deres embede med at bede, faste, læse, prædike og sørge for fattigfolk, sådan som ikke alene skriften, men også deres egen, gejstlige ret lærer og kræver det. 

³⁵ Wo sie aber darüber als die Ungehorsamen (E40) wider Gott und ihr eigen Recht wollten ja mit im Kriege sein, wollt ich sie mit der Gewalt lehren ihres Ampts warten, und mich sampt meim Heer nicht also durch ihren Ungehorsam in Gottes Zorn und alle Fahr setzen lassen: denn es sollt mir unschädlicher sein, drei Teufel im Heer haben, denn einen ungehorsamen, abtrünnigen Bischoff, der seines Ampts vergesse, und eins unbefohlens sich unterwinde, denn es kann kein Glücke sein bei solchen Leuten, die Gott und ihren eigen Rechten widerfechten. 

Men hvis de alligevel ville være ulydige imod Gud og deres egen ret og ville med i krigen, så ville jeg med magt lærer dem at passe deres embede, og ikke tillade, at jeg med samt min hær ved deres ulydighed på den måde blev udsat for Guds vrede og alle slags fare. For det ville gøre mig mindre skade at have tre djævle med i min hær, end at have én ulydig, afvigende biskop med, som glemmer sit embede og påtager sig et embede, han ikke har fået befaling til, for der kan ikke være held ved den slags mennesker, som kæmper imod Gud og deres egen ret. 

³⁶        Ich hab von feinen Kriegleuten gehöret, die da meineten, der König von Frankreich, da er für Pavia geschlagen und gefangen ward vom Kaiser, hab alle sein Unglück daher gehabt, dass er des Papsts, oder wie sie rühmen, der Kirchen Volk bei sich hatte. 

        Jeg har hørt om nogle gode krigsfolk, som mente, at da kongen af Frankrig blev slået udenfor Pavia og blev taget til fange af kejseren, så stammede al hans ulykke fra, at han havde pavens, eller, som de pralende sagde: kirkens folk hos sig. 

³⁷ Denn nachdem dasselbige in sein Lager kam mit grossen Geschrei, Ecclesia, Ecclesia! hie Kirche, hie Kirche, sei hinfurt kein Glück mehr da gewesen. Solchs sagen die Kriegsleut, und wissen vielleicht die Ursachen nicht, dass dem Papst (als der ein Christ, ja der uberst und beste Christen Prediger sein will,) nicht gebührt, ein Kirchenheer oder Christenheer zu führen, denn die Kirche soll nicht streiten, noch mit dem Schwert fechten, sie hat ander Feinde, denn Fleisch und Blut, welche heissen die bösen Teufel in der Luft, Eph. 6,12. 

For efter at de var kommet ind i hans lejr med store råb: Ecclesia, ecclesia! her kommer kirken, her kommer kirken!, så var der efterfølgende ikke mere nogen lykke med ham. Den slags siger krigsfolkene og de kendte måske ikke årsagerne, den nemlig, at det ikke passer sig for paven (han, som vil være kristen, ja vil være den øverste og bedste kristen), at anføre en kirkehær eller en kristenhær, for kirken skal ikke føre krig eller kæmpe med sværdet, den har andre fjender end kød og blod, fjender, der kaldes de onde djævle i luften, Ef 6,12. 

³⁸ Darumb hat sie auch ander Waffen und Schwert, und ander Kriege, damit sie zu schaffen gnug hat, darf sich in des Kaisers oder Fürsten Kriege nicht mengen, denn die Schrift sagt: es solle kein Glück da sein, wo man Gott ungehorsam ist. 

Derfor har kirken også andre våben og andre sværd og andre krige, og den har nok at gøre med det, skal ikke blande sig i kejserens eller fyrsternes krig, for skriften siger: Der er ikke forbundet noget held med én, når man er ulydig mod Gud. 

³⁹         Wiederumb, wenn ich ein Kriegsmann wäre, und sähe zu Felde ein Pfaffen- oder Kreuzpanier, wenns gleich ein Crucifix selbs wäre, so wollt ich davon laufen, als jagt mich der Teufel; und ob sie gleich einen Sieg gewünnen, durch Gottes Verhängniss, wollt ich doch der Ausbeute und Freuden nicht theilhaftig sein. 

        Og videre: Hvis jeg var en krigsmand og i felten så et præstebanner eller et korsbanner, også selv om det var et krucifiks, så ville jeg løbe derfra, som var djævelen i hælene på mig; og om de så vandt sejr, ved Guds tilskikkelse, så ville jeg dog ikke have del i byttet og i glæden. 

⁴⁰ Wollt es doch dem bosen Eisenfresser, Papst Julius, nicht gelingen, welcher schier ein halber Teufel war, er musste zuletzt Kaiser Maximilian anrufen, und denselbigen lassen (E41) des Spiels walten, ungeacht ob Julius mehr Geld, Waffen und Volk hatte. 

Det lykkedes dog ikke den onde storpraler, pave Julius, som selv var halvvejs en djævel, at vinde, han måtte til sidst tilkalde kejser Maximilian og lade ham tage sig af spillet, uagtet Julius havde flere penge, flere våben og flere mænd. 

⁴¹        So meine ich ja, es habe diesem nähesten Papst Clemen sein Kriegen fast wohl gelungen, welchen man doch schier fur einen Kriegsgott hielt, so lange bis er Rom mit allem Gut durch wenig und ungerust Kriegsvolk verlor. Es ist befohlen, Christus will sie meinen Artikel lehren verstehen, dass Christen nicht kriegen sollen, und der verdampte Artikel muss sich also rächen, denn er ist von den Christen gesagt, und will unverdampt, sondern recht und wahrhaftig sein; wiewohl sie sich nicht daran kehren, noch das gläuben, bis dass sie verstockt und unbussfertig immer mehr und mehr anlaufen und zu Trümmern gehen. Da sprech ich Amen zu, Amen.

        Således mener jeg også, at den næste pave, Clemens, havde ganske godt held med sin krigsførelse, ham, som man næsten regnede for en krigsgud, indtil han mistede Rom med alle len i kraft af få og dårligt udrustede krigsfolk. Det er befalet, Kristus vil lære dem at forstå min artikel, at kristne ikke skal føre krig, og den artikel, de har fordømt, må hævne sig på den måde, for den er udtalt om de kristne og den vil være uden fordømmelse, være ret og sand; selv om de ikke kerer sig om det, eller tror på det, førend de, forstokkede og ubodfærdige, mere og mere forfalder og går til grunde. Dertil siger jeg amen: amen!

⁴²        Wahr ists, weil sie weltliche Herrschaft und Güter haben, sollen sie daselbst von dem Kaiser und Königen und Fürsten thun und geben, was sich gebührt von andern weltlichen Gütern zu thun und zu geben; ja, solche Güter der Kirchen (wie sie es nennen,) sollen sonderlich fur allen andern Gütern dienen und helfen zum Schutz der Dürftigen, und zu Heil gemener Stände: denn dazu sind sie gegeben, und nicht dazu, dass ein Bischoff seines Ampts vergesse, und damit kriege oder streite. 

        Det er sandt nok, at når de har verdsligt herredømme og verdslige godser, så skal de også yde og give kejseren og kongerne og fyrsterne, hvad andre verdslige godser skal yde og give; ja, den slags kirkelige godser (som de kalder dem), skal fremfor andre godser tjene og hjælpe til beskyttelse af de trængende og til hjælp til de almene stænder; for det er det, de er givet til, og ikke til, at en biskop skal glemme sit embede og føre krig eller strid dermed. 

⁴³ Wenn Kaiser Carolus Panier oder eins Fürsten zu Felde ist, da laufe ein iglicher frisch und fröhlich unter sein Panier, da er unter geschworn ist, wie hernach weiter gesagt wird; ist aber Bischoffs, Cardinals oder Papsts Panier da, so lauf davon, und sprich: Ich kenne der Münze nicht, wenns ein Betbuch wäre, oder die heilige Schrift in der Kirchen gepredigt, wollt ich auch wohl zulaufen, etc. 

Når kejser Karls banner eller en fyrstes banner er i felten, så kan enhver frimodigt og frejdigt løbe hen under det banner, som han har aflagt ed på, som det herefter vil blive omtalt yderligere; men er det en biskops, en kardinals eller pavens banner, så løb din vej og sige: Den mønt kender jeg ikke; hvis det var en bønnebog, eller det var den hellige skrift, der blev prædiket i kirken, så skulle jeg nok komme løbende, osv. 

⁴⁴         Ehe ich nu vermahne oder reize wider den Türken zu streiten, so höre mich doch zu, umb Gottes willen, ich will dich zuvor lehren mit rechten Gewissen kriegen. Denn wiewohl ich mocht, wo ich den Adam wollt lassen gehen, stillschweigen und zusehen, wie mich der Türke wider die Tyrannen (so das Evangelion verfolgen, und mir alles Leid anlegen,) rächete und sie bezahlete, (E42) so will ich doch nicht also thun, sondern beide, Fründen und Feinden dienen, dass meine Sonne auch aufgehe beide uber Böse und Gute, und regene uber Dankbare und Undankbare, Matth. 5,45. 

        Førend jeg nu formaner eller opmuntrer til at kæmpe mod tyrken, så hør dog for Guds skyld på mig, jeg vil først lære dig at kæmpe med den rette samvittighed. For selv om jeg godt, hvis jeg ville lade Adam være, kunne tie stille og bare se til, hvordan tyrken hævnede mig på de tyranner, der forfølger evangeliet og forvolder mig al mulig ondt, og betaler dem tilbage, så vil jeg dog ikke handle sådan, men tjene både venner og fjender, så at min sol kan gå op over både onde og gode, og jeg lade det regne over både taknemlige og utaknemlige. 

⁴⁵         Aufs erste, weil das gewiss ist, dass der Türke gar kein Recht noch Befehl hat, Streit anzufahen, und die Länder anzugreifen, die nicht sein sind, ist freilich sein Kriegen ein lauter Frevel und Räuberei, dadurch Gott die Welt straft, wie er sonst manchmal durch böse Buben auch zuweilen frumme Leute strafet. 

        For det første, eftersom det står fast, at tyrken slet ikke har nogen ret eller nogen befaling til at påbegynde krig og angribe lande, der ikke er hans, så er hans krigsførelse lutter forbrydelse og røveri, hvorved Gud straffer verden, sådan som han ofte straffer endog af og til fromme mennesker gennem onde mennesker. 

⁴⁶ Denn er streit nicht aus Noth, oder sein Land im Friede zu schüzen, als ein ordenlich Oberkeit thut, sondern er sucht ander Land zu rauben und zu beschädigen, die ihm doch nichts thun oder gethan haben, wie ein Meerräuber oder Strassenräuber. Er ist Gottes Ruthe und des Teufels Diener, das hat keinen Zweifel. 

For han fører ikke krig, fordi det er nødvendigt, eller for at beskytte sit fredelige land, som en ordentlig øvrighed gør det, men han søger at røve og ødelægge andres lande, som ikke gør ham noget eller har gjort ham noget, som en sørøver eller landevejsrøver. Han er Guds ris og djævelens tjener, derom kan der ikke herske tvivl. 

⁴⁷         Zum andern, muss man wisssen, wer der Mann sein soll, der wider den Turken kriegen soll, auf dass derselbige gewiss sei, dass ers Befehl habe von Gott, und Recht dran thu; nicht hinein plumpe, sich selbst zu rächen, oder sonst eine tolle Meinung und Ursachen habe, auf das, ob er schluge oder geschlagen wurde, in seligem Stande und gottlichem Ampt befunden werde. Derselbigen Männer sind zween, und sollen auch allein zween sein, einer heisst Christianus, der ander Kaiser Carolus. 

         For det andet må man vide, hvem den mand er, der skal føre krig mod tyrken, for at denne kan være vis på, at han har befaling til det fra Gud, og gør ret i det; han skal ikke fare ud i det for at hævne sig selv eller iøvrigt have en dårlig mening og årsag til det, sådan at han, hvad enten han slår eller bliver slået, kan befindes at være i den salige stand og det guddommelige embede. Af den slags mænd er der to, og der skal også kun være to; den ene hedder hr Kristen, den anden kejser Karl. 

⁴⁸         Christianus soll der erst sein mit seinem Heer. Denn sintemal der Turke ist unsers Herr Gottes zornige Ruthe, und des wüthenden Teufels Knecht, muss man zuvor fur allen Dingen den Teufel selbs schlahen, seinen Herrn, und Gotte die Ruthe aus der Hand nehmen, dass also der Turke fur sich selbs, ohn des Teufels Hülfe und Gottes Hand, in seiner Macht allein funden werde.

          Hr Kristen skal være der først med sin hær. For eftersom tyrken er vor herres, Guds, vredesris og den rasende djævels slave, må man først af alt slå djævelen, hans herre, selv, og tage riset ud af Guds hånd, så at altså tyrken vil blive fundet at være alene i sin egen magt, uden djævelens hjælp og uden Guds hånd.

⁴⁹ Dasselbige soll nu thun Herr Christianus, das ist, der frummen, heiligen, lieben Christen Haufe. Das sind die Leute, so zu diesem Kriege gerust sind, und wissen damit umbzugehen. Denn wo nicht zuvor des Turken Gott (das ist, der Teufel,) geschlagen wird, ist zu besorgen, der Turke werde nicht so leichtlich zu schlahen sein. 

Og det skal nu hr Kristen gøre, det vil sige, flokken af fromme, hellige, kære kristne. Det er de mennesker, der er rustet til denne krig og véd, hvordan man gør. For hvis ikke først tyrkens gud (det vil sige: djævelen) bliver slået, så må man være bange for, at tyrken ikke vil blive så let at slå. 

⁵⁰ Nu ist der Teufel ein Geist, der mit Harnisch, Büchsen, Ross und Mann nicht mag (E43) geschlagen werden, Hiob 51,17. 18. seq. und Gottes Zorn sich auch nicht damit versühnen lässt, wie geschrieben stehet, Psal. 147, 9, 10: Er hat nicht Lust an der Stärcke des Rosses, noch Gefallen an jemands Beinen. Der Herr hat Gefallen an denen, die ihn fürchten, und die auf seine Güte warten. Christliche Waffen und Kraft muss es thun. 

Nu er djævelen en ånd, som ikke kan slås med harnisk, bøsse, hest og mand, og Guds vrede lader sig heller ikke forsone dermed, som skrevet står, Sl 147,9f: Han har ikke lyst til hestens styrke, eller behag i nogens ben. Herren har behag i dem, som frygter ham og venter på hans goder. Kristelige våben og kristelig kraft må udvirke det. 

⁵¹         Hie fragest du: Wer sind denn die Christen? und wo findet man sie? Antwort: Wenig ist derselbigen, aber doch sind sie allenthalben, ob sie gleich dünne stehen, und weit von einander wohnen, beide unter frummen und bösen Fursten. Denn es muss die Christenheit bleiben bis ans Ende, wie der Artikel laut: Ich gläube eine heilige, christliche Kirche. Also muss man sie aber finden. Die Pfarrherr und Prediger sollen, ein iglicher sein Volk, aufs Allerfleissigst vermahnen zur Busse und zum Gebet. 

         Her spørger du: Hvem er da de kristne? og hvor finder man dem? Svar: De er fåtallige, men dog er de overalt, selv om der er langt imellem dem og de bor langt fra hinanden, både under fromme og onde fyrster. For kristenheden må forblive indtil enden, som vores trosartikel siger: Jeg tror på en hellig, kristen kirke. Derfor må man kunne finde den. Præsterne og prædikanterne skal, hver i sin menighed, på det allerflittigste formane til bod og til bøn. 

⁵² Die Busse sollen sie treiben mit Anzeigen unser grossen, unzähligen Sunde und Undankbarkeit, dadurch wir Gottes Zorn und Ungnade verdienet, dass er uns dem Teufel und Turken billig in die Hände gibt. Und auf dass solche Predigt deste stärker eingehe, muss man die Exempel und Sprüche der Schrift einführen, als von der Sundfluth, von Sodom und Gomorren, von den Kindern Israel; und wie greulich und manchmal Gott die Welt, Land und Leute gestraft hat; und wohl ausstreichen, wie es nicht Wunder sei, so wir wohl schwerer, denn jene sundigen, ob wir auch ärger, denn sie, gestraft werden. 

Boden skal de drive på med, idet de påviser vore store, talløse synder og utaknemlighed, hvorved vi fortjener Guds vrede og unåde, så det er rimeligt nok, at han giver os i djævelens og tyrkens hånd. Og for at denne prædiken kan trænge desto bedre igennem, må man indføre eksempler og udsagn fra skriften, f. eks. om syndfloden, om Sodoma og Gomorra, om Israels børn, og om hvor grufuldt og hvor ofte Gud har straffet verden, land og folk, og man må understrege, at det ikke er underligt, om vi, der har syndet værre end dem, også bliver straffet værre end dem. 

⁵³         Es muss währlich dieser Streit an der Busse angefangen sein, und müssen unser Wesen bessern, oder wir werden umbsonst streiten; wie der Prophet Hieeremias c. 18, 7-11 sagt: Ich rede gar bald wider ein Volk, und wider ein Königreich, dass ichs auswurzele, zustore und zerstreute. Wo aber solches Volk seine Bosheit reuet, dawider ich rede, so soll micht auch reuen das Ubel, das ich ihm gedacht zu thun. 

         Denne krig må virkelig begyndes på boden og vi må forbedre vore gerninger, eller vil vi føre krig forgæves; som profeten Jeremias siger (18,7-11): "Snart truer jeg et folk eller et kongerige med at rykke det op med rode, rive det i stykker og ødelægge det. Men hvis det folk, jeg har truet, angrer sin ondskab, så angrer jeg også den ulykke, som jeg havde påtænkt det. 

⁵⁴ Wiederumb, bald rede ich von eim Volk und Königreich, dass ichs pflanze und erbaue; wo es aber Böses thut fur meinen Augen, und höret meine Stimme nicht, so (E44) soll mich reuen das Gute, das ich ihm geredte zu thun. Darumb sage den von Juda, und den zu Jerusalem, und sprich: Sehet, ich bereite ein Unglück uber euch, und gedenke etwas wider euch. Bekehre sich nu ein iglicher von seinem bösen Wesen, und schicket euer Wesen und euer Thun recht, osv. 

Og omvendt: Snart taler jeg til et folk og et kongerige, at jeg vil plante og opbygge det; men hvis det gør, hvad der er ondt i mine øjne og ikke hører min røst, så vil jeg angre det gode, som jeg havde forjættet det. Sig derfor til Judas og Jerusalems indbyggere: Se, jeg planlægger en ulykke imod jer og påtænker noget, der går jer imod. Omvend jer dog nu alle, hver fra sin onde vej, og gør jeres færd og jeres gerninger gode!"

⁵⁵ Diesen Spruch müssen wir uns wahrlich lassen gesagt sein, denn Gott denkt wider uns etwas Böses, umb unser Bösheit willen, und bereitet den Turken gewisslich wider uns, wie der 7. Psalm v. 13. auch sagt: Will man sich nicht bekehren, so hat er sein Schwert gewetzt, und seinen Bogen gespannen, und zielet, und hat tödtlich Geschoss drauf gelegt etc. 

Denne tale må vi virkelig lade være talt til os, for Gud påtænker at gøre noget ondt imod os, for vor ondskabs skyld, og forbereder, at tyrken virkelig skal angribe os, som Sl 7,13 også siger: "Hvis man ikke vil omvende sig, så har han hvæsset sit sværd og spændt sin bue, og han sigter, og har lagt et dødeligt skud tilrette", osv. 

⁵⁶        Hiebei muss man denn führen auch die Sprüche und Exempel der Schrift, da sich Gott lässt vernehmen, wie wohl ihm gefällt rechte Reu oder Besserung, so die im Glauben und Trauen auf sein Wort geschicht: als im alten Testament, dere zu Ninive, der Könige David, Ahab, Manasse, und dergleichen: im neuen, St. Peters, des Schächers, des Zöllners im Evangelio, und so fortan. 

          Og desforuden skal man også anføre udsagn og eksempler fra skriften, der viser, hvordan Gud lader sig forsone, hvor stort behag han har i anger eller forbedring, når det sker i tro og tillid til hans ord. I gammel testamente, f. eks. menneskene i Ninive (Jonas 3,10), kong David, (2 Sam 12,13), Akab (2 Kong 21,27), Manasse (2 Krøn 21,12) og flere andre. I det ny testamente Peter, (Matt 26,75), røveren (Luk 23,39) og tolderen i evangeliet (Luk 18,13) m. fl. 

⁵⁷ Und wiewohl ich weiss, das diese meine Unterricht den Hochgelehrten und Heiligen, so keiner Busse bedürfen, lächerlich sein wird; als die es für schlecht und gemein Ding achten, das sie längest an den Schuhen zurissen haben: so hab ichs doch nicht wollen lassen, umb mein und meins gleichen armer Sunder willen, welche täglich hoch bedürfen beide der Busse und Vermahnung zur Busse. Wir bleiben dennoch leider allzu faul und lass, und sind noch nicht mit jenen neun und neunzig Gerechten Luc. 15,7 so fern uber den Berg kommen, als sie sich lassen dünken. 

Og selv om jeg véd, at min undervisning vil forekomme de højlærde og hellige latterlig, for de trænger jo ikke til bod, og regner det for en ligefrem og almindelig sag, som de forlængst har overstået, så ville jeg dog ikke lade det være unævnt, for min egen skyld og for mine liges skyld, vi arme syndere, som dagligt i høj grad har behov for både bod og formaning til bod. Vi forbliver alligevel desværre altfor dovne og lade og er endnu ikke kommer så langt over bjerget sammen med de 99 retfærdige i Luk 15,7, som de giver udtryk for. 

⁵⁸        Darnach, wenn sie also gelehrt und vermahet sind, ihre Sunde zu bekennen und sich zu bessern, soll man sie alsdenn auch mit hohem Fleiss zum Gebet vermahnen, und anzeigen, wie Gott solch Gebet gefalle, wie ers geboten und Erhörung verheissen hat: und dass ja niemand sein Gebet verachte oder dran zweifel, sondern mit festem Glauben gewiss sei der Erhörunge; wie das alles in vielen Büchlin von uns ist dargegeben. (E45)

       Derefter, når de er belært og formanet på den måde til at bekende deres synder og forbedre sig, skal man endvidere også formane dem til flittigt at bede, og man skal vise dem, hvordan Gud har behag i en sådan bøn, hvordan han har påbudt den og lovet bønhørelse. Og man skal formane til, at ingen foragter sin bøn eller tvivler på den, men med en fast tro er vis på bønhørelse, sådan som det altsammen står i de mange bøger, der er udgivet af os derom. 

⁵⁹ Denn wer da zweifelt oder auf Ebentheur betet, da wäre besser, er liess es anstehen, weil solch Gebet eitel Gottes Versuchen ist, und die Sache nur ärger macht. Darumb ich auch die Procession, als ein heidnische, unnütze Weise, wollt widerrathen haben; denn es ist mehr ein Gepränge und Schein, denn ein Gebet. Eben so rede ich auch von viel Messehalten und Heiligenanrufen. 

For den, der tvivler eller beder for egen regning og risiko, for ham ville det være bedre, om han lod det være, fordi en sådan bøn kun er at friste Gud, og kun gør sagen værre. Derfor vil jeg også have, at man skal fraråde processionerne som en hedensk, unyttig skik; for det er mere prangeri og illusion end det er bøn. Lige sådan taler jeg om de mange messer, man afholder, og de mange helgener, man anråber. 

⁶⁰          Das mocht aber etwas thun, so man, es wäre unter der Messe, Vesper, oder nach der Predigt, in der Kirchen die Letanei, sonderlich das junge Volk, singen oder lesen liesse; und ein iglicher nichts deste weniger daheim bei sich selbs immerdar zum wenigsten im Herzen seufzet zu Christo, umb Gnade zum bessern Leben, und umb Hülfe wider den Turken. Nicht sage ich von viel langem Gebet, sondern von oftem und kurzem Seufzen, mit solch eim oder zwei Wort: Ach hilf uns, lieber Gott Vater; erbarm dich unser, lieber Herr Jesu Christe, oder dergleichen. 

        Men det ville nok kunne udvirke noget, hvis man, enten under messen, under vesper eller efter prædikenen, lod litaniet synge eller læse; og så skal enhver alligevel derhjemme hos sig selv hele tiden i det mindste sukke i sit hjerte til Kristus om nåde til et bedre liv og om hjælp mod tyrkerne. Jeg siger ikke noget om lange bønner, men om hyppige og korte sukke, med ét eller to ord som følger: Ak, hjælp os, kære Gud Fader, forbarm dig over os, kære Herre Jesus Kristus, eller lignende. 

⁶¹         Siehe, solche Predigt werden wohl Christen treffen und finden, und Christen werden da sein, die sie annehmen und darnach thun: liegt nichts dran, ob du sie nicht kennest. Die Tyrannen und Bischof mag man auch vermahnen, dass sie von ihrem Töben und Verfolgen wider das Wort Gottes lassen, und unser Gebet nicht hindern. 

         Se, en sådan prædiken skal nok ramme og finde kristne, og der skal nok være kristne, som tager den til sig og handler derefter. Og det betyder ikke noget, om du ikke kender dem. Tyrannerne og biskopperne kan man også godt prøve at formane til, at de skal undlade deres rasen og forfølgen imod Guds ord og ikke hindre vores bøn. 

⁶² Wo sie aber nicht ablassen, müssen wir gleichwohl unser Gebet nicht nachlassen, und dahin setzen und wagen, dass sie unsers Gebets geniessen, und sampt uns erhalten werden, oder wir ihres Tobens entgelten, und sampt ihn verderbet werden. Denn sie sind wohl so verkehret und verblendet, wenn Gott Glück wider den Turken gäbe, dass sie es ihrer Heiligkeit und Verdienst sollten zuschreiben, und wider uns rühmen. 

Men selv om de ikke holder op, må vi dog ikke ophøre med vores bøn, men blot lade det ske og vove den risiko, da de nyder godt af vores bøn og sammen med os bliver opretholdt, eller vi må undgælde for deres rasen og sammen med dem gå til grunde. For de er vel så fordrejede og forvendte, at hvis Gud gav lykke imod tyrkerne, så ville de tilskrive det deres hellighed og fortjeneste og prale overfor os. 

⁶³ Wiederumb, wo es ubel geriethe, sollten sie es freilich niemand, denn uns zuschreiben und die Schuld auf uns legen, unangesehen ihr schändlichs, offenbarlich, sündlich, böses Wesen, das sie nicht alleine fuhren, sondern auch dazu vertheidigen, und nicht ein einig Stück recht lehren können, wie man beten (E46) soll, und wohl ärger denn dei Turken sind. Wohlan, das muss man Gottes Gericht lassen heimkommen. 

Omvendt, hvis det gik os ilde, så ville de ganske givet ikke tilskrive det andre end os og lægge skylden på os, uanset deres skændige, åbenbare, syndige, onde væsen, som de ikke alene lader herske, men også oven i købet forsvarer, og de kan ikke lære et eneste stykke ret om, hvordan man skal bede, og de er vel værre end tyrkerne. Velan, det må man lade gå ind under Guds dom. 

⁶⁴        In solcher Vermahnung zum Gebet muss man auch der Schrift Sprüche und Exempel einfuhren, darin man findet, wie stark und mächtig zuweilen eines Menschen Gebet ist gewesen: als, Elias Gebet, 1. Kön. 17,1. davon St. Jacobus rühmet, Jac. 5,17. item, Elisä und ander Propheten, der Könige, David, Salomon, Assa, Josaphat, Jesis Ezechias etc. item, wie Gott Abraham verhiess, umb fünf Gerechter willen Verschonung des Lands Sodom und Gomorra etc. 1. Mos 18,32. 

     I en sådan formaning til bøn må man også fremføre skriftens udsagn og eksempler, hvori man finder, hvor stærk og mægtig et menneskes bøn af og til var: f. eks. Elias' bøn 1. Kong 17,1, som Skt Jakob berømmer, Jak 5,17. Ligeledes Elisas og andre profeters bøn, kongerne David og Salomons bøn, Asas og Josafats bøn, Esajas' og Ezekias' bøn osv. Ligeledes må man fremføre, hvordan Gud forjættede Abraham, at han ville skåne landet Sodoma og Gomorra, hvis der var fem retfærdige deri, 1 Mos 18,32. 

⁶⁵ Denn eins Gerechten Gebet vermag viel (spricht St. Jacobus in seiner Epistel c. 5, 16.) wenn es anhält. Und hiebei ist anzuzeigen, dass sie sich fursehen, und nicht Gott erzürnen, wo sie nicht beten wollen, und nicht in das Urtheil fallen, Ezech. 13,5. da Gott also spricht: Ihr habt euch nicht gegen mich gestellet, und habt euch nicht zu Mauren gesetzt fur das Haus Israel, auf dass ihr stundet wider den Streit im Tage des Herrn. 

For en retfærdigs bøn formår meget, siger Skt Jakob i sit brev (5,16) når den holder ved. Og her må man fremhæve, at de må tage sig i agt og ikke fortørne Gud, hvis de ikke vil bede, og ikke falde ind under den dom, der står Ez 13,5, hvor Gud siger: "I har ikke stillet jer op imod mig og I har ikke sat jer frem som mure for Israels hus, så I kunne stå imod striden på Herrens dag". 

⁶⁶ Und c. 22,30.31: Ich sucht einen Mann unter ihn, der eine Mittelwand wäre, und stunde wider mich fur das Land, dass ichs nicht verderbete; aber ich fand keinen. Darumb schüttet ich meinen Zorn uber sie, und verzehret sie im Feuer meines Grimmes, und bezahlet sie, wie sie verdienet hatten, spricht der Herr. 

Og kap 22,30f: "Jeg søgte en mand blandt dem, der kunne være en væg i midten og stå imod mig for landet, så jeg ikke skulle fordærve det, men jeg fandt ingen. Derfor udøste jeg min vrede over dem, og fortærede dem i min vredes ild og betaler dem, som de har fortjent, siger Herren". 

⁶⁷        Hieraus sieht man wohl, dass Gott haben will, und zürnet heftig, wo man sich nicht wider seinen Zorn legt, und ihm wehret. Das heisst, wie ich droben gesagt habe, die Ruthen aus der Hand Gottes nehmen. (#48) Hie sollt man fasten, wer da fasten wollt. Hie sollt man knien, sich bucken und auf die Erden fallen, da es Ernst ist. Denn was bisher in Stiften und Klöstern Buckens und Kniens gewest ist, hat keinen Ernst gehabt, und ist ein recht Affenspiel gewest, wie es auch noch ist. 

       Heraf kan man jo nok se, at Gud ønsker bønnen, og bliver meget vred, hvis man ikke vender sig mod hans vrede og værger sig mod den. Det er det, det betyder, når jeg ovenfor sagde, at man skulle tage riset ud af Guds hånd. Her skal den faste, der vil faste. Her skal man falde på knæ, bøje sig og falde til jorden, for her er det alvor. For hvad der hidtil har været i stiftelser og klostre af bøjen sig og falden på knæ, har været ualvorligt, har været et rent narrespil og er det også stadigvæk. 

⁶⁸ Ich vermahne nicht umbsonst die Pfarrherrn und Prediger, dass sie solchs im Volk wohl treiben und uben, denn ich sehe wohl, dass wahrlich an den Predigern ganz und gar gelegen ist, so sich das Volk bessern oder beten soll. Mit dem Predigen, so man den Luther schilt und lästert und daneben Busse (E47) sampt dem Gebet lässt anstehen, wird wenig ausgericht sein. Wo aber Gottes Wort klinget, gehets nich ohn Frucht abe. Aber sie müssen predigen, als die den Heiligen predigen, da man Busse und Glaube ganz ausgelernet hat, und etwas Höhers schwätzen. 

Det er ikke uden betydning, at jeg formaner sognepræster og prædikanter, at de skal drive på med den slags og opøve det blandt folket, for jeg ser nok, at det i virkeligheden helt er lagt hen til prædikanterne, at folket skal forbedre sig og bede. Med den prædiken, hvor man skælder ud på Luther og er ligeglad med bod og bøn, opnås der ikke meget. Men hvor Guds ord lyder, kan det ikke undgå at bære frugt. Men de prædiker jo bare som prædiker de for hellige mennesker, der forlængst er blevet færdig med bod og tro og vrøvler om noget højere. 

⁶⁹         Zu solchem Gebet wider die Turken soll nu bewegen uns die grosse Noth. Denn der Turke (wie gesagt,) ist ein Diener des Teufels, der nicht allein Land und Leute verderbet mit dem Schwert, welchs wir hernach hören werden, sondern auch den christlichen Glauben und unsern lieben Herrn Jesu Christ verwüstet. 

        Det skal nu være den store nød, der skal få os til at bede på den måde mod tyrkerne. For tyrken er, som sagt, en djævelens tjener, som ikke alene fordærver land og folk med sværdet, hvilket vi får at høre fremover, men også forøder den kristne tro og vor kære herre, Jesus Kristus. 

⁷⁰ Denn wiewohl etlich sein Regiment darin loben, dass er idermann lässt gläuben, was man will, allein dass er weltlich Herr sein will, so ist doch solch Lob nicht wahr. Denn er lässt wahrlich die Christen öffentlich nicht zusammen kommen, und muss auch niemand öffentlich Christum bekennen, noch wider den Mahumed predigen oder lehren. 

For selv om der er nogle, der roser hans regimente af den grund, at han lader enhver tro, hvad han vil, blot han kan være den verdslige herre, så er dog denne ros ikke sand. For han lader i virkeligheden ikke de kristne komme offentligt sammen, og der er heller ingen, der offentligt må bekende Kristus eller prædike eller lære imod Muhammed.

⁷¹ Was ist aber das fur eine Freiheit des Glaubens, da man Christum nicht predigen noch bekennen muss? so doch unser Heil in demselbigen Bekenntniss stehet, wie Paulus sagt Röm. 10,9: Mit dem Munde bekennen, macht selig, und Christus gar hart befohlen hat, sein Evangelium zu bekennen und lehren. Matth. 10,32. 

Men hvad er det for en trosfrihed, når man ikke må prædike eller bekende Kristus? Når dog vores frelse består i netop denne bekendelse, som Paulus siger Rom 10,9: "At bekende med munden gør salig" og Kristus har givet en kraftig befaling om, at man skal bekende og lære hans evangelium (Matt 10,32)?

⁷²        Weil denn nu der Glaube muss schweigen und heimlich sein unter solchem wüsten, wilden Volk, und in solchem scharfen, grossen Regiment, wie kann er zuletzt bestehen oder bleiben, so es doch Mühe und Aerbeit hat, wenn man gleich aufs Allertreulichst und Fleissigst predigt? Darumb gehets auch also, und muss also gehen, was aus den Christen in der Turkei gefangen oder sonst hinein kommet, fället Alles dahin, und wird allerdings Turkisch, dass gar selten einer bleibt; denn sie mangeln des lebendigen Brods der Seelen, und sehen das frei fleischlich Wesen der Türken, und müssen sich wohl also zu ihn gesellen. 

        Fordi da nu troen må tie og være hemmelig under et sådant øde, vildt folk og i et sådant skarpt, stort regimente, hvordan kan den da i sidste ende bestå eller forblive, eftersom det jo dog er møjsomt og besværligt, selv om man så prædiker allermest trofast og flittigt? Derfor går det også sådan -- og det må gå sådan -- at hvad der fra kristenheden bliver indfanget i Tyrkiet eller på anden måde kommer ind deri, altsammen falder sammen og på enhver måde bliver tyrkisk, så det er ganske sjældent, at der bliver bare én tilbage; for de mangler sjælens levende brød og ser det frie kødelige væsen hos tyrkerne, og vil vel sandsynligvis slutte sig til dem. 

⁷³            Wie kann man aber mächtiger Christum verstören, denn mit diesen zweien Stücken, nämlich mit Gewalt und List? Mit Gewalt der Predigt und dem Wort (E48) wehren: mit List, böse, fährlich Exempel täglich fur Augen stellen, und zu sich reizen. Auf dass wir nu unsern Herrn Christum, sein Wort und Glauben nicht verlieren, müssen wir wider den Türken nicht anders bitten, denn als wider andere Feinde unser Seligkeit und alles Guten, gleich als wider den Teufel selbs. 

        Men hvordan kan man mere effektivt ødelægge Kristus end med disse to tiltag, nemlig med magt og med list? Med magt værge sig imod prædikenen og ordet. Med list dagligt stille onde farlige eksempler for øjnene og lokke folk til sig. For at vi nu ikke skal miste vor Herre Kristus, hans ord og troen, må vi bede mod tyrken, ikke anderledes end som mod andre fjender af vores salighed og alt godt, ganske som mod djævelen selv. 

⁷⁴        Und hie sollt man dem Volk nu anzeigen alle das wüst Leben und Wesen, das der Türk führet, auf dass sie die Noth zum Gebet deste bass fühlen. Zwar mich hat oft verdrossen und verdreusst noch, dass wider unser grossen Herrn noch Hochgelehrten den Fleiss gethan haben, dass man doch eigentlich und gewiss hätt erfahren mügen der Türken Wesen in beiderlei Ständen, geistlich und weltlich, und ist uns doch so gar nahe kommen; denn man sagt, dass sie auch Stift und Klöster haben. 

        Og her skal man nu vise folket hele det øde liv og væsen, som tyrken fører, for at de bedre kan mærke, hvor nødvendigt det er at bede. Det har ganske vist ofte irriteret mig, og det gør det endnu, at hverken vore store herrer eller vore højlærde har gjort sig umage med, at man kunne erfare noget egentligt og sandt om tyrkernes væsen i begge stænder, både den åndelige og den verdslige, og de er dog komme så ganske nær til os; for man siger, at de også har klostre og stiftelser. 

⁷⁵ Es haben Etlich gar ungeschwungen Lügen von den Türken erdichtet, uns Deutschen wider sie zu reizen; aber es dürft der Lügen nichts, es ist der Wahrheit allzu viel da. Ich will meinen lieben Christen, so viel ich der gewissen Wahrheit weiss, etlich Stück erzählen, damit sie deste bass bewegt und gereizt werden, fleissig und mit Ernst zu beten wider den Feind Christi, ihres Herrn. 

Der er nogle, der helt unødvendigt (?) har opdigtet løgne om tyrkerne, for at ophidse os tyskere imod dem; men man behøver ingen løgne, der er altfor rigeligt med sandhed i det stykke. Jeg vil, så vidt jeg kender den sikre sandhed, fortælle mine kære kristne nogle ting, for at de bedre kan blive bevæget og ophidset til at bede flittigt og alvorligt mod denne fjende af Kristus, deres Herre. 

⁷⁶        Ich habe des Mahomeds Alkoran etlich Stück, welchs auf Deutsch mocht Predigt oder Lehrebuch heissen, wie des Papsts Decretal heisst: hab ich Zeit, so muss ichs ja verdeutschen, auf dass idermann sehe, welch ein faul, schändlich Buch es ist. 

         Jeg har nogle dele af Muhammeds koran, som på tysk vel måtte hedde prædiken eller lærebog, som pavens dekretal. Hvis jeg får tid, så skulle jeg egentlig oversætte det til tysk, så enhver kunne se, hvilken dårlig og skændig bog det er. 

⁷⁷ Erstlich, so lobt er wohl Christum und Mariam fast sehr, als die alleine ohn Sunde sein; aber doch hält er nichts mehr von ihm, denn als von eim heiligen Propheten, wie Heremias oder Jonas ist, verleugnet aber, dass er Gottes Sohn und rechter Gott ist. Dazu hält er auch nicht, dass Christus sei der Welt Heiland, fur unser Sunde gestorben, sondern habe zu seiner Zeit gepredigt, und sein Ampt ausgericht fur seinem Ende, gleichwie ein ander Prophet. 

For det første: Ganske vist roser han Kristus og Maria ganske meget, som mennesker, der alene er uden synd; men alligevel regner han ham ikke for mere end en hellig profet, som Jeremias eller Jonas; han fornægter, at han er Guds søn og sand Gud. Desuden regner han heller ikke med, at Kristus er verdens frelser, død for vore synder, men mener, at han prædikede sin tid ud og førte sin opgave til ende, ganske som enhver anden profet. 

⁷⁸        Aber sich selber lobt und hebt er hoch, und rühmet, wie er mit Gott und den Engeln geredt habe, und ihm befohlen sei, die Welt, nachdem Christus Ampt nu aus ist, als eins Propheten, zu seinem Glauben zu bringen, und wo sie nicht wollen, mit dem (E49) Schwert zu bezwingen oder strafen, und ist das Schwert rühmen viel drinnen. Daher halten die Turken viel höher und grösser von ihrem Mahomed, denn von Christo; denn Christus Ampt habe ein Ende, und Mahomeds Ampt sei itzt im Schwang. 

        Men sig selv roser og fremhæver han højt og praler af, hvordan han har talt med Gud og med englene, og af, at det er befalet ham at føre verden over til sin tro, efter af Kristi embede nu er forbi, han, som kun var én af profeterne. Og hvis verden ikke vil, da, hævder han, er det hans opgave at betvinge eller angribe den med sværdet, og der er i det hele taget megen sværdros i koranen. Derfor regner tyrkerne deres Muhammed for at være meget højere og større end Kristus. For Kristi embede er kommet til ende, og Muhammeds har nu gyldighed. 

⁷⁹        Daraus kann nu ein iglicher wohl merken, dass der Mahomed ein Verstörer ist unsers Herrn Christi und seines Reichs. Denn wer die Stücke an Christo verleuget, dass er Gottes Sohn ist, und fur uns gestorben sei, und noch itzt lebe und regiere zur Rechten Gottes, was hat er mehr an Christo? Da ist Vater, Sohn, Heiliger Geist, Taufe, Sacrament, Evangelion, Glaube und alle christliche Lehre und Wesen dahin, ind ist anstatt Christi nichts mehr, denn Mahomed mit seiner Lehre von eigen Werken und sonderlich vom Schwert. Das ist das Häuptstücke des Türkischen Glaubens, darin alle Greuel, alle Irrthum, alle Teufel auf einem Haufen liegen. 

        Deraf kan nu enhver nok mærke, at Muhammed ødelægger vor Herre Kristus og hans rige. For den, der fornægter det om Kristus, at han er Guds søn og er død for os og endnu stadig lever og regerer ved Guds højre hånd, hvad har han mere tilbage af Kristus? Så er Fader, Søn, Helligånd, dåb, nadver, evangelium, tro og hele den kristelige lære og hele det kristelige væsen forsvundet, og i stedet for Kristus er der ikke andet end Muhammed tilbage med samt hans lære og egne gerninger og især hans lære om sværdet. For det er den tyrkiske tros hovedartikel, hvori al vederstyggelighed, al vildfarelse og alle djævle er samlet til ét. 

⁸⁰          Noch fället die Welt zu, als schneiet es mit Schülern des Turkischen Glaubens. Denn es gefällt der Vernunft aus der Massen wohl, dass Christus nicht Gott sei, wie die Juden auch gläuben, und sonderlich das Werk, dass man herrschen und das Schwert führen, und in der Welt oben schweben soll: da scheubet denn der Teufel zu. 

          Alligevel tilslutter verden sig, som sneede det med tyrkiske disciple. For det bekommer fornuften overordentlig vel, at Kristus ikke er Gud, som jo jøderne også tror, og især den gerning, at man skal herske og føre sværdet og svæve foroven i verden. Her skubber djævelen til. 

⁸¹ Also ists ein Glaube zusammengeflickt aus der Jüden, Christen und Heiden Glauben. Denn von den Christen hat er, dass er Christum und Mariam hoch lobt, auch die Apostel und ander Heiligen mehr. Von den Juden haben sie, dass sie nicht Wein trinken, etlich Zeit des Jahrs fasten, sich baden, und wie die Nasaräi, und auf der Erden essen. Und fahren so daher auf solchen heiligen Werken, wie unser Münche eines Theils, und hoffen das ewige Leben am jüngsten Tage. Denn sie gläuben dennoch die Auferstehung der Todten, das heilig Volk, welchs doch wenig Papisten gläuben. 

På den måde er det en tro, der er sammenflikket af jødernes, de kristnes og hedningernes tro. For fra de kristne har han, at han roser Kristus og Maria højt, også apostlene og flere andre helgener. Fra jøderne har de, at de ikke drikker vin, at de faster en del af året, at de renser sig som nasiræerne og sidder på jorden og spiser. Og derfor klør de på med den slags hellige gerninger, som en del af vore munke før, og håber på det evige liv på den yderste dag. For de tror trods alt på de dødes opstandelse, på det hellige folk, hvilket dog kun få papister tror på. 

⁸²         Welchem frummen christlichem Herzen wollt nu nicht grauen fur solchem Feinde Christi? weil wir sehen, dass der Turke keinen Artikel unsers Glaubens (E50) stehen lässt, ohn den einigen von der Todten Auferstehung. 

         Hvilket from kristent hjerte vil nu ikke grue for en sådan fjende af Kristus? For vi ser jo, at tyrken ikke lader nogen af vore trosartikler stå, undtagen den om de dødes opstandelsse. 

⁸³ Da ist Christus kein Erlöser, Heiland, König, kein Vergebung der Sunden, kein Gnad, noch Heiliger Geist. Und was soll ich viel sagen, (in dem Artikel ists alles verstöret, dass Christus unter und geringer solle sein, denn Mahomed,) wer wollt nicht lieber todt sein, denn unter solchem Regiment leben, da er seines Christus schweigen, und solch Lästerung und Greuel wider ihn sehen und hören muss, und reisst doch so gewaltig ein, wo er ein Land gewinnet, dass man sich auch williglich drein gibt. 

Her er Kristus ikke nogen forløser, han er ikke frelser og konge, der er ingen syndsforladelse, ingen nåde, ingen Helligånd. Der er ingen grund til at sige mere (det er altsammen ødelagt i den artikel, at Kristus skal stilles under og være ringere end Muhammed), hvem vil ikke hellere være død end leve under et sådant regimente, hvor han skal tie om sin Kristus og se og høre en sådan bespottelse og uhyrlighed imod ham. Og alligevel griber det så voldsomt om sig, hvor han erobrer et land, at man endog frivillig giver sig ind under det. 

⁸⁴ Darumb bete, wer da beten kann, dass solcher Greuel nicht unser Herr werde, und wir nicht mit solcher schrecklichen Ruthe des göttlichen Zorns gestraft werden. 

Derfor bed, hvem der kan bede, at en sådan uhyrlighed ikke bliver vores herre, og vi ikke bliver straffet med et sådant forfærdeligt ris fra den guddommelige vrede. 

⁸⁵ Videre til tyrk2! 

⁸⁶ c

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c