Synd tappert!

Om dette begrebs anvendelse og berettigelse

Af Ricardt Riis (2018)


Indhold:

1: Den dybe kløft #1.

2: ”Synd tappert” som bekræftelse på totalsyndighedstanken. #21.

3: Det betænkelige ved anvendelsen af ”synd-tappert-citatet”. #29.

4: Dogmatisk kan ”Synd tappert” kun anvendes på kønsdriften. #35.

5: Vil Luther drille Melanchthon? #51.

6: Er der tale om sjælesorg fra Luthers side? #57.

7: Begrundede Melanchthon sin afvisning af at ville prædike med, at han var gift? #61.

8. Afslutning. #79.

Tilbage til oversigten!
 
 

1   Den dybe kløft.


2   I synet på kønsdriften hos på den ene side Luther og hans samtidige og på den anden side os normale lutheranere i det 21. århundrede har vi et eksempel på den afgrundsdybe kløft, der af det snirklede historieforløb er opstået mellem os og Luther. Det har betydet, at det vil være historieforfalskning, om vi direkte overtager den totalsyndighed, som Luther mener præger mennesket. Ikke desto mindre er netop en sådan overtagelse – eller rettere 'et sådant forsøg på overtagelse' – af Luthers forestillinger om menneskets totale syndighed noget, der præger særdeles mange af nutidens lutherske teologer. Uden en sådan total forståelse af menneskets syndighed mener man ikke, man kan gøre Luthers tanker gældende i nutiden.


3 Det har så ført med sig, at man fra de lutherske teologers side nedtoner og bagatelliserer alle de udsagn fra Luthers side, der utvetydigt viser, hvordan han tænker i forlængelse af Augustins forestillinger om menneskets drifter som syndige.

Det har man et tydeligt eksempel på i den oversættelse af Luthers skrift mod Latomus, som udkom i 1995 på forlaget Credo. Oversættelsen er foretaget af Asger Chr. Højlund.

Fra Luthers skrift mod Latomus: ”For hverken Latomus, som siger: 'jomfruen gifter sig og synder ikke', eller Luther, som siger 'jomfruen, der gifter sig, kan ikke synde', kan nægte, at en jomfru, der gifter sig, synder, når hun udfører kødets forpligtelse, sådan som samstemmende alle hævder, og som Sl 51,7 beviser: 'Se, jeg er undfanget i overtrædelser og i synd undfangede min mor mig'.” (Se her. WA 8, 94, nævnte værk, side 128).

4  Det bemærkelsesværdige er her både det, Luther skriver, og den note, som Højlund har knyttet til stedet. Jeg for mit vedkommende var da godt klar over, at Luther var stærkt afhængig af Augustin i denne henseende. Men jeg må indrømme, at det var noget, jeg først blev klar over, da jeg havde indkøbt Erlangerudgaven af Luthers tyske skrifter. I alle de oversættelser, jeg indtil da havde læst, stod der intet om Luthers augustinisme.

Men det er bestemt også bemærkelsesværdigt, at Højlund mener at kunne nøjes med tilsyneladende at betragte denne ”platoniske” opfattelse hos Luther som noget, der er så uskyldigt, at det nærmer sig det ligegyldige. For en blot nogenlunde kritisk Luther-opfattelse må det dog betegnes som en afgørende forskel til os nutidsmennesker. Men ikke for Højlund. Dog deles denne overfladiskhed af mange andre Luther-forskere.

Højlunds kommentar til ovenstående: 'I dette stykke er Luther, som i øvrigt størstedelen af kirken fra oldkirken og op til det seneste århundrede, præget af den platonske forståelse af selve seksualakten som syndig'.


5  Men først lidt om en anden undladelsessynd hos både Højlund og de fleste andre Luthertolkere: Man er kun interesseret i Luther, ikke i den sammenhæng, han taler og skriver ind i. I tilfældet her: man oversætter og overvejer og prøver at finde hoved og hale i det, Luther skriver mod Latomus, men kun de færreste finder det fornødent at spørge, hvad Latomus mon egentlig mente.

Luther i resolutionerne efter Leipzig, tese 2: ”At nægte, at mennesket synder i sin gode gerning og at den tilgivelige synd ikke er tilgivelig efter naturen, men alene efter Guds barmhjertighed, eller at der er synd tilbage i spædbarnet efter dåben, det er på én gang at foragte Paulus og Kristus”. (Se her, WA II, side 410).

6  Latomus har således taget sig for at imødegå Luthers tese 2 fra resolutionerne efter Leipzig-disputationen. Han skriver i sit skrift mod Luther som vist hosstående. Dette hører under en rubrik, han kalder ulogiske ting. Og man kan bemærke sig, at Luther ikke svarer på denne iagttagelse. Men man kan med en vis ret sige, at Latomus hermed ikke rammer Luther selv, kun hans nutidige tilhængere. For Luther har en tanke om ”deificatio”, noget, der endda nævnes i skriftet mod Latomus, som i nogen grad tager brodden af de påstande, han kom med i Leipzig-resolutionen.

Hvad det første angår: Hvis al vor gerning er synd og ond, så er altså også bønnen, hvormed vi beder 'forlad os vor skyld', synd, ligesom det er synd, når vi i vor bod slår os for brystet og indrømmer vor skyld. Ligeledes er også kærligheden til retfærdigheden og hadet til uretfærdigheden synd, og de fortjener derfor pine og straf fra Gud, ifølge Rom 6,23: 'Syndens løn er døden'. (Se her).

7  Lidt senere hos Latomus kommer så den påstand, som Luther direkte vender sig imod se #3. Luther fordømmer jo ikke ægteskabet som de her nævnte kættere, tværtimod, han nægter blot at læse 1 Kor 7,28 og 38, som Latomus læser dem, og mener, at den synd, som Sl 51,7 omtaler, overtrumfer bemærkningerne her hos Paulus. Vil man se en længere redegørelse for Luthers syn på kønsdriften, kan man konsultere hans forelæsning over Salmerne, specielt jo Sl 51,7, se her, hvor man også kan finde et mere udførligt opgør med totalsyndighedstanken, som den forekommer i moderne teologi, foretaget af undertegnede.

Manikæerne, katafrygierne og Tatianerne blev af den grund uddrevet af kirken, at de fordømte ægteskabet, idet de sagde, at den kødelige forening var synd, eller ikke kunne ske uden synd, imod hvad apostelen siger 1 Kor 7,28: 'Hvis jomfruen gifter sig, har hun ikke begået nogen synd', og 1 Kor 7,38: 'Hvis hun gifter sig, handler hun vel, hvis hun ikke gifter sig, handler hun bedre', hvor apostelen i virkeligheden åbent argumenterer med, at hun handler vel, derfor synder hun ikke. (Se her).

8  I ovennævnte opgør mener jeg at kunne påvise et skel hos Luther mellem hans tanker i naturkategorier og hans tanker om relationskategorier, senere skildret som et skel mellem to metaforer, én med modsætningen synden/gaven, og én med modsætningen vreden/nåden, se #69. Det, der for mig at se er det givtige hos Luther, er tankerne i sidstnævnte kategori. Og jeg mener, at vi helt bør droppe tankerne i naturkategorier. Det har vi på en vis måde allerede gjort, for hvem i vore dage vil dog hævde, at den ægteskabelige handling er synd, også når den finder sted indenfor ægteskabets rammer!


I en bryllupsprædiken, som Luther i første omgang udgav i 1531, ser vi den folkelige Luther for fuld udblæsning. Han holder sig ikke tilbage fra at skildre, hvordan brud og brudgom er ved at æde hinanden, når de er blevet gift, og hvordan Gud godt kan lide den brunst, han har indgivet brud og brudgom – han siger direkte, at man ikke kunne bringe de to sammen uden denne brunst. (Se her). Men i 1536, da han genudgiver denne prædiken, tilføjer han nogle bemærkninger om arvesynden, deriblandt hosstående. Arvesynden, som i ægteskabet viser sig som den kødelige brunst, bliver ved med at røre på sig, så længe vi lever. Og vi, der er kristne, befries ikke for den, der sker kun det, at vi af Gud kaldes rene og hellige, ikke i kraft af noget, vi selv har gjort, og vistnok heller ikke i kraft af, at vi har fået en anden natur (og dog taler Luther jo om deificatio), men i kraft, at Gud fører korset hen over os.

Fra en bryllupsprædiken over Hebr 13,4 fra 1536: ”For skønt denne arvesynd også fremover bliver ved med at klæbe til vort kød og rører på sig, så længe vi lever her på jorden, så kaldes dog vi, som er kristne, rene og hellige, af den grund, at han fører korset henover os, dertil giver os sin hellige ånd, som begynder at udfeje synden og fortsætter dermed indtil døden.” (Se her).

10 Alligevel vil jeg hævde, at det, der får Luther til hele tiden at fastholde denne arvesyndslære og den deraf udspringende totalsyndighedslære, er hans tanker om gudsforholdet som et relationsforhold. Som det ses af hosstående citat fra bogen mod Latomus, vil Luther med sin arvesyndstanke forhindre, at det umiddelbare trosforhold til Gud ødelægges af forsøg på retfærdiggørelse, en retfærdiggørelse, der i så fald ikke ville være en retfærdiggørelse af tro, men af gerninger.

Og hvis man nu ville spørge, om da ikke Luther har ret i det, er svaret nej. For i dette at blive retfærdiggjort ligger, at man har fået et helt nyt tankesæt at forstå sig selv og forholdet til Gud og næsten i. Al tale om at ville retfærdiggøre sig på ”gammeldags” manér, altså ved hjælp af noget, man har gjort, er udelukket, for man vil selv tydeligt fornemme, at gør man det, er man øjeblikkelig faldet ud af tillidsforholdet. Det er også derfor, at de ord, Luther lægger Peter i munden, lyder lidt kunstigt. For netop, når forholdet mellem Peter og Gud er retvendt, vil han jo dels ikke have nødig at retfærdiggøre sig, og dels ikke få den tanke ind i hovedet at give sig til at prale af, at Gud ikke kan fordømme ham. For han er jo lige gennem evangeliet blevet flyttet over i en anden tankegang end lovtankegangen, hvordan skulle han så give lovtankegangen adgang til at indføre den slags praleri!

Luther skriver i skriftet mod Latomus, at f.eks. Peter, hvis det ikke var, fordi man kan tale om en tilgrundliggende arvesynd, ville kunne sige, når han har gjort én eller anden god gerning: 'Se, Herre Gud, denne gode gerning har jeg gjort med din nådes hjælp, der er ikke nogen fejl eller synd i den, ejheller behøver den, at du ser igennem fingre med den, og det beder jeg heller ikke om med hensyn til den, blot det ønsker jeg, at du dømmer den med din sandeste og mest nøjagtige dom. Heri kan jeg nemlig rose mig overfor dig, at du ikke kan fordømme den, eftersom du er retfærdig og sanddru, ja jeg er sikker på, at med mindre du nægter dig selv, vil du ikke fordømme den. I denne gerning er der ikke brug for den barmhjertighed, som tilgiver skyld sådan som Fadervor lærer det, den er her udelukket, der er blot brug for den retfærdighed, som kroner gerningen'. (Se her).

11  Et andet sted skildrer Luther den ægteskabelige tillid uden nogen som helst forestilling om arvesynden. Ville man spørge, om da ikke ægtemanden ville kunne prale af alt det, han gør, så må man svare ud fra Luthers udformning af sagen her, at alt det, han gør, jo udspringer af tilliden, og netop tilliden er han ikke selv herre over, netop den er noget, der bliver til i samlivet eller i relationen med den anden. Så det glade, fredfyldte og trygge hjerte, han har i sit samliv med sin kone, det er det hans kone, der har skabt, ligesom han har skabt et tilsvarende hjerte hos hende i kraft af den tillid, han nærer til hende. Eller skabt og skabt, det hele er jo så selvfølgeligt, at man næsten ikke kan kalde det en gerning.

Luther i ”Von den guten Werken”: ”For det sjette: Det vil vi kunne se af et tydeligt eksempel fra det jordiske liv: Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske”. (Se her).

12 Vi er ikke helt færdige med kløften mellem Luther og os.

For at forstå den må vi have fat på to ting ved citatet fra #9. Den første: at der står, at vi kristne kaldes rene og hellige, og den anden: at vi kristne fremover er genstand for Helligåndens virken: at den begynder at udfeje synden og fortsætter dermed indtil døden.

Fra en bryllupsprædiken over Hebr 13,4 fra 1536: ”For skønt denne arvesynd også fremover bliver ved med at klæbe til vort kød og rører på sig, så længe vi lever her på jorden, så kaldes dog vi, som er kristne, rene og hellige, af den grund, at han fører korset henover os, dertil giver os sin hellige ånd, som begynder at udfeje synden og fortsætter dermed indtil døden.” (Se her). Tidligere citeret #9.

13 Vil man spørge, om der da ”kun” er tale om en såkaldt ”forensisk retfærdiggørelse”, hvor der ikke sker nogen ændring med os eller med vor natur (dvs., med vor syndige natur), så synes svaret hos mange nutidslutheranerne at være ja. Der sker kun det, at Gud ikke tilregner os vor synd, men synden selv bliver ved med at være der, lige stærk og kraftig.

Men tager man den anden del af citatet med i sine betragtninger, kan dette svar ikke uden videre blive stående. For her hedder det jo, at der, når ånden bearbejder et menneske, sker en udfejning af synden. Mennesket skulle således tænkes at blive i mindre og mindre grad en synder, efterhånden som tiden går.


14  Der er en nutidsteolog, der har gjort et stort nummer ud af, at det kendte Luther-udsagn om mennesket, at det er på én gang retfærdig og synder, skal forstås på en dobbelt og delvis paradoks måde: mennesket er retfærdig i total forstand og synder i total forstand, ikke noget med dels retfærdig og dels synder, eller jo mere retfærdig, des mindre synder. Og dog skal udtrykket også forstås som et delvis-delvis; dog må det også hedde – som her – at der finder en udfejning sted, som vil gøre mennesket mindre syndigt efter åndens udfejning end før.

Jeg vil, som man måske kan forstå, foreslå, at man dropper talen om menneskets syndighed, både total og delvis, og i stedet holder sig til talen om relationen til Gud og relationen til medmennesket. For hvis man begynder at tale om menneskets synd, fører det uvægerlig med sig, at man igen får hele lovtankegangen at slås med, den, der dog ellers lige var blevet smidt ud.

Og vil man indvende, at man dog vel nødvendigvis må tale om synd, nemlig som forudsætning for at tale om syndernes forladelse, så er mit svar, at man, hvis evangeliet virkelig gør sig gældende, bliver ført over i en helt anden tankerække, hvor spørgsmålet ikke længer er, hvor stor eller lille en synder man er, men er, om forholdet er intakt. Dette gælder i de nære personforhold, og det gælder i forholdet til Gud.

Wilfried Joest: Gesetz und Freiheit, Das Problem des tertius usus legis bei Luther und die neutestamentliche Parainese. 1951, 4. Auflage 1968.

15 Dog må jeg indrømme, at der ikke er mange Luther-forskere, der vil slå følge med mig i disse tanker. Man vil hellere – ganske uhistorisk – prøve at fastholde tanken om syndens totalitet. Så mener man vist, at man er mest luthersk. Men at prøve at fastholde denne totalitetstanke er at prøve at overskride den kløft, som historieforløbet har lagt mellem Luther og os.


16  Nogle nutidslutheranere prøver at drage nytte af Søren Kierkegaard. Ofte benytter man hosstående citat. Herved får man sagt, at det, det drejer sig om, er at leve et ganske almindeligt hverdagsliv, glad ved arbejdet, hustruen, børnene, osv., men altså leve det som en tilgiven synder, og derfor leve det uden på nogen måde at kunne eller ville gøre sig til af at være bedre end alle de andre.

Og det er jo utvivlsomt en velment tolkning af Luther. Men vistnok ikke en historisk korrekt tolkning af ham.

Og lidt parentetisk kan man også tvivle på, om det er en historisk korrekt tolkning af Kierkegaard. Se f.eks. her, hvor jeg i en lille afhandling om Kierkegaard er så fræk, at jeg gør opmærksom på fortsættelsen af dette citat. For Kierkegaard fortsætter med at sige, at om der fordres videre af ham, vil Gud vel lade ham forstå. Men ingen stiller det spørgsmål, hvordan mon Gud vil bære sig ad med at lade ham forstå det. Der er her en hel side af Kierkegaards livsforståelse, som så at sige alle forskere lader ude af betragtning: Hvordan fortæller Gud, hvad netop dette enkeltmenneske skal gøre? På samme måde tager man ikke hensyn til, at denne morale oprindelig blev skrevet i 1851, men at Kierkegaard, da ”Indøvelse i Christendom” i 1855 skulle genoptrykkes, i et læserbrev siger, at han lader ”Indøvelse” genoptrykke som et historisk aktstykke, og at moralen ville falde bort, hvis han skulle udgive den nu. Hvad nu, hvis det, som ”den glade mand” skulle gøre, var at holde sig borte fra kirkens gudstjenester, sådan som han skriver i sin pjece: ”Dette skal siges, saa være det da sagt”?

Søren Kierkegaard i ”moralen” fra ”Indøvelse i Christendom”: ”Og hvad vil saa alt Dette sige? Det vil sige, at Enhver især, i stille Inderlighed for Gud, skal ydmyge sig under, hvad det dog vil sige at være i strengeste Forstand en Christen, oprigtigt for Gud tilstaae, hvor han er, at han dog værdeligen maatte tage mod Naaden, der tilbydes enhver Ufuldkommen, det er, Enhver. Og saa ikke videre; saa passe han forresten sit Arbeide, glad ved det, elske sin Hustru, glad ved hende, opdrage sine Børn sig til Glæde, elske sine Medmennesker, glæde sig ved Livet”.

17 Men lad kun disse problemer med Kierkegaard ligge. Her er problemet, at denne morale, hverken i dens korte eller dens lidt længere form, gør noget ud af den anden del af Luthers anbefaling: der forlyder intet om nogen udfejning af synden. Det svarer ganske udmærket til den nutidige lutherdom, for at synden skal udfejes, eller at mennesket i kraft af den daglige åndspåvirkning skulle blive mindre og mindre synder – hvis det er det, Luther vil – det kan man i dagens teologiske verden ikke have noget med at gøre.

Jeg for mit vedkommende skal ikke klage over denne mangel. Jeg vil minsandten også frasortere dele af Luthers teologi. Men det mindste man kan gøre, er da at gøre opmærksom på det. Og her er jeg bange for, at mange nutidsteologer slet ikke er opmærksom på forskellen mellem dengang og nu, men mener om sig selv og kollegerne, at det er den sande Luther, vi i vore dage omsider har fundet frem til.


18 Til sidst i dette kapitel skal så lige spørgsmålet om ”deificatio”, guddommeliggørelse, behandles.

At mennesket gennem troen ligefrem bliver guddommeliggjort, er en tanke, som de færreste Luther-forskere vil forbinde med Luther. Da således nogle finske Luther-forskere i den kolde krigs sidste år kom i samtale med de russisk-ortodokse kristne og som forslag til diskussion fik forelagt begrebet tewsiV, guddommeliggørelse, var deres første reaktion, at det ord ikke fandtes hos Luther. Jeg vil ikke sige, at det er skamfuldt, at de siden måtte erkende, at det faktisk findes hos Luther, endda både i den latinske form: deificatio, og i den tyske form: Vergöttlichung. Men den første afvisning, de kom med, viser ret tydeligt, at den Luther-opfattelse, de havde inden da, altså den dialektiske teologis Luther-opfattelse, ikke havde taget hensyn til den hele Luther.


19  I slutningen af skriftet mod Latomus forekommer således ordet ”deificatio”, omend kun én gang. Hvis ikke man med det samme forstår, hvad Luther skriver her ved siden af, er man efter min mening lovlig undskyldt. For der er tale om, at Luther søger at sammenblandt to logikker, substanstænkningen og relationstænkningen. Men han skelner jo altså mellem synden udenfor nåden og synden i nåden, hvilket vi vel i dag har lidt svært ved.

Luther i skriftet mod Latomus: ”For den, der vil afhandle kristeligt om synd og nåde, om lov og evangelium, om Kristus og mennesket, behøver næsten ikke afhandle om andet end om Gud og menneske i Kristus. Dèr må man passe meget på, at man udsiger begge naturer om hele personen sammen med alle deres egenskaber, og dog tage sig i vare for, at man ikke tillægger ham det, der i ligefrem forstand hører Gud til, eller det, i ligefrem forstand hører mennesket til”. (Se her)

20 Men tanken synes at være den, at synden i nåden er det, der må tales om, når mennesket, der er ramt af Guds ord, ved Åndens hjælp begynder at udfeje synden, det er altså det menneske, der er i færd med at blive lidt mindre synder, der er tale om, eller det er det menneske, der er begyndt på en guddommeliggørelse, eller – med det sidste udtryk, han bruger – det er den nådegjorte synd, der er på tale.

Nuvel, lad dette være nok til at påvise, at megen moderne Luther-forskning for at kunne få hoved og hale i deres Luther-opfattelse har set sig nødsaget til at bortbarbere en måske ikke helt uvæsentlig side af Luthers udsagn, nemlig hans forestilling om synden som noget, der nedarves på ganske legemlig vis. Det er også noget, jeg vil fjerne, men jeg vil altså fjerne det, ikke omtolke det eller bagatellisere det.

Men netop omtolkning har megen Luther-forskning bedrevet. Man har forsøgt sig med mange psykologiske tricks, godt hjulpet af Søren Kierkegaard, for at fremmane en totalsynd, der er lige så total som Luthers. Det er der kommet mange mærkelige ting ud af, men ikke noget, der har overbevisende forbindelse med den virkelighed, folk flest lever i.

Fortsat: ”Det er nemlig én ting at tale om den inkarnerede Gud eller det guddommeliggjorte menneske, og noget andet at tale om Gud eller menneske i ligefrem forstand. Derfor er synden én ting udenfor nåden, noget andet i nåden, som hvis du kunne forestille dig, at nåden eller Guds gave er syndiggjort, og synden er nådegjort, sålænge vi er her, så at synden på grund af gaven og nåden ikke mere er synd”.

21  2: ”Synd tappert” som bekræftelse på totalsyndighedstanken.


22 Nu er der det ved mange Luther-citater, at de ofte medtager mere, end man fra mange Lutherforskeres side egentlig er interesseret i. Derfor har man i ret vid udstrækning med kyshånd grebet udtrykket ”Synd tappert”. Herved synes man, at man kan få givet den kierkegaardske morale en god, solid, luthersk begrundelse.

Tager vi f.eks. det citat, jeg bragte #9, så står der jo dèr noget om udfejning af synden, som Kierkegaard ikke har med i sin morale, og som man heller ikke plejer at gøre noget ud af. I modsætning til det opfordrer ”synd tappert” ikke til andet end at erkende sin synd og handle på bedste beskub som den synder, man er.

Hvilket jo svarer meget godt til Karl Barths forestillinger – jeg mener, han tror ikke på den naturlige lov, men finder en særlig kristelig etik i skriften. Og hvilket også svarer meget godt til tidehvervske tanker: man vil være jorden tro, og ingen tvivl: det er jorden med al dens ufuldkommenhed, man vil være tro. Men om det også betyder, at det ufuldkomne menneske på forhånd kan regne med Guds tilgivelse, det er måske lidt uklart. Dog, denne uklarhed borttages af ”Synd tappert!”


23 På kristendom.dk har Else Marie Wiberg Pedersen fået til opgave at besvare et spørgsmål angående ”synd tappert”. Hun begynder med at citere noget fra det pågældende sted, idet hun dog skriver ”frejdigt” i stedet for ”tappert”, og naturligvis: ”fortiter” kan betyde begge dele.

Og så stor kraft har ordet fået, at Wiberg uden videre kan skrive, at hele Luthers forståelse af synd og nåde ligger i dette udsagn. Men gør det det? Jeg har tænkt mig i det følgende at vise, at dette ikke er tilfældet. Derfor er det også forkert, at ordet ikke er en opfordring til at begå syndige handlinger. Det kan jo efter formuleringen næsten ikke være andet. Og selv om Wiberg forsikrer os, at det blot betyder, at synden er en uomgængelig del af det at være menneske, så rejser sig jo deraf det spørgsmål, om det da er ligegyldigt, hvad jeg gør eller ikke gør.

Og hvis synden er bundet til hele vort liv, kan vi så ikke spørge med Latomus, om virkelig kærligheden til retfærdigheden og hadet til uretfærdigheden er synd, jvf citatet i #6?

Så synd frejdigt, men tro og glæd dig endnu mere frejdigt i Kristus, for han er sejrrig over synd, død og verden. Så længe vi er her, så kan vi ikke undgå at synde. Bed frejdigt, for også du er en stor synder.

I denne formulering, som Luther skrev i et brev til Melanchton i 1521, ligger hele Luthers forståelse af synd, men også af nåde. Ofte citerer folk kun de to ord synd tappert, hvorved man overser, at formuleringens centrum i virkeligheden er udsagnet om syndens sejrherre, Kristus, og troen på ham. Når Luther konstaterer, at Melanchton frejdigt må synde, er det ikke en opfordring til at begå en masse syndige handlinger.

Udsagnet er udtryk for Luthers overbevisning om, at synd er en uomgængelig del af det at være menneske. Synden er ikke bundet til bestemte handlinger, men til hele vort liv.

Alligevel skal vi ikke lade os tynge. Vi kan nemlig leve med synden, fordi vi har nåden i Kristus, og præcis derfor giver afladshandel og bodssakramenter ikke mening”. (Se her).

24 Lidt senere skriver Wiberg som citeret i hosstående celle. Men vi skal nok indskyde nogle mellemliggende overvejelse. Ud fra Den augsburgske Bekendelse § 2: at alle mennesker fødes med synd, kunne man tro, at synd i luthersk forstand er bundet til kroppen eller seksualiteten. Det er også Luthers opfattelse.

Men ellers når hun frem til, at ethvert menneske er lige så skyldigt og syndigt som alle andre. Og det er nu alligevel temmelig mærkeligt. Er det virkelig det, Luther mener om synd og nåde?

Sagen er, at når vi nutidsmennesker skal prøve at opbygge en total syndighed hos mennesket, så kan vi ikke undgå at bruge moralske begreber, selve syndstanken lægger op til det.

Men når sådan alle mennesker er lige gode eller lige onde, fjerner man så ikke al tale om godt og ondt? Bliver vi så ikke efterladt i den store ligegyldighed? Vi skal om lidt se på, hvordan det netop bliver det, der bliver resultatet hos Søren Pind.

Samtidig er Luther optaget af, at frelse og nåde ikke tages til indtægt af enkeltmennesker som deres egne præstationer. Frelse og nåde skyldes alene Gud gennem Jesus Kristus, og den er tilbudt alle mennesker.

Derfor er ethvert menneske retfærdig og synder på samme tid (simul justus et peccator). Luther understreger dermed, at ingen er mere syndige eller mere frelste end andre. Alle er lige for Gud.

Denne lære siger ikke, du er et særlig skyldigt eller syndigt menneske, fordi du ikke spiste dine 10 gulerødder i dag, eller fordi du drak et glas rødvin for meget. Omvendt siger den heller ikke, at du er særlig uskyldig eller syndfri, fordi du lever på en bestemt måde.

Luthers syndslære udsiger, at ethvert menneske er lige så skyldigt og syndigt som alle andre, men Gud har set i nåde til enhver af os uden skel”.

25  Men først skal vi lige slutte af med hosstående citat fra Wibergs konklusion.

Den konservative del af folkekirken – og det er nok Indre Mission, hun her tænker på – får tildelt en udelukkende moralsk holdning. Hun overser vist, hvordan omvendelsen spiller en stor rolle for Indre Mission. Og i omvendelsen tænkes man at rammes så enormt af Guds anklage for synd, at man fuldstændig overgiver sig til hans nåde. At man har en negativ holdning til ”de uomvendte”, er sandt nok. Men den baserer sig ikke på moralske forskelle, men på spørgsmålet omvendt/uomvendt. At man så på den moralske habitus ofte mener at kunne kende ægtheden af omvendelsen, det er sandt nok. Men problemet er, at man vil prøve i omvendelsen at genopleve Luthers klosterkamp.

Det samme vil på en måde Tidehverv. For også deres syndsforståelse skal være et ekko af Luthers. Men tilgivelsen forstås her som en gave, og en gave tages normalt ikke tilbage. Derfor betyder Guds tilgivelse ”kun”, at man kan synde, tappert eller mindre tappert, som man nu har gehalt til.

Den tredje udgave af syndsbegrebet i folkekirken er nok den, Wiberg er mest stemt for. Det er jo også, efter hendes udsagn, den, der ligger tættest op af Luther selv.

Men spørgsmålet om, hvorvidt det er ligegyldigt, hvad jeg gør eller ikke gør, besvares ikke. Måske Wiberg går ud fra, at almindelig moral nok vil give os tilpas svar på det spørgsmål.

Syndsbegrebet i folkekirken anno 2011

Mens Luther betoner både syndens og nådens realitet i menneskers liv som to helhedsperspektiver, ser man i den moderne folkekirke tre forskellige tilgange.

Den konservative del af folkekirken betoner kun synd som en særlig umoralsk habitus, der fører lige i helvede, og finder ingen nåde for de umoralsk formastelige.

Tidehverv betoner også synden, idet mennesket alene anskues som en synder, der intet kan eller skal gøre for den frelse, som allerede er givet.

I det første tilfælde bliver synd til et spørgsmål om moral, i det andet til en abstraktion, og i ingen af dem får nåden plads.

Som reaktion på disse overbetoninger af synd på bekostning af nåden underbetones talen om synd i hovedparten af folkekirken. Faktisk optræder synden her hovedsageligt i bønner om syndernes forladelse, som den blandt andet lyder i trosbekendelsen, mens Guds nåde og kærlighed er i centrum.

Man må da også sige, at det er den sidste tilgang, der ligger tættest op ad Luther selv. Guds nåde er hos ham altid større og mere central end menneskers synd, dens realitet til trods”.

26 Så til Søren Pind! Da han i sin tid var justitsminister og flygtningene i 2015 strømmede gennem landet, skrev han nogle juleovervejelser på sin blog på Berlingske. For ham var det en anfægtelse, at han ikke kunne gøre det, han gerne ville, nemlig tage imod dem alle.

Vi er et rigt land, siger han, men netop de rige har svært ved at komme ind i himmeriget.

Og så anvender han minsandten Luthers udtryk ”Synd tappert!” Og udlægger det i samme ombæring.

Det bliver nærmest til det tidehvervske dogme om at være jorden tro. Beskyt dit land og din slægt, også om du derved bryder næstekærlighedsbudet.

Var det nu lige meningen?

Står vi virkelig som land i et sådant dilemma? Står vore politikere virkelig med krav om bevarelse af landet, som tilsidesætter Guds bud?

Ja, synden er i Pinds øjne sandelig stor nok. Den er en arvesynd, som vi fødes med, og som bevirker, at vi udelukkende tænker på os selv.

Og så slutter han af med nogle udtryk i Kanaans sprog; ingen præst kunne have gjort det bedre. Tilgivelsen er nu noget, der findes. Og ordet om at give kejseren sit og Gud sit, som Luther ellers mange steder giver en udmærket udlægning af – for ham drejer det sig om retfærdighed i statsanliggender, ikke barmhjertighed – det ord får her en afsmag af hans udlægning af ”Synd tappert!”

Citater fra Søren Pind, julen 2015, se her. ”Du må ikke have andre guder end herren din gud, lyder buddet. Men som mennesker har vi opbygget fædrelande, styreformer, omgangstoner, kulturer, sædvaner – tilbeder vi dem? Vi vil i hvert fald, når de er truede, gøre hvad som helst for at beskytte det vi kender. ---

Og ser vi i dag er Danmark et af verdens mest velstående samfund, bygget på slid og opfindsomhed og fællesskab. Der er få steder i denne verden, hvor det er bedre for børn at blive født – om noget. Og vi vil værne det. Med alt hvad vi har. Men det er sværere for en rig mand at komme i himmerige, end for en kamel at komme igennem et nåleøje… ---

Jeg har skrevet om det mange gange: Synd tappert! udbrød Luther. Vid at du kun er et menneske. Lev efter det. Gør dit bedste, men erkend din begrænsning. Din begrænsning sættes af den konkrete virkelighed, ikke en abstraktion hvor du flyvsk gør alt uden omtanke, hvorved din verden som du kender den falder sammen omkring dig. Dit land, din slægt og din virkelighed. I aften, når jeg går i kirke, vil jeg tænkte på det lille barn, der blev født, for at tage arvesynden på sig. Den synd, vi er født med, hvor vi kun og udelukkende tænker på os selv. Vi skal leve i virkeligheden. Ikke i himmelen. Hvor de døde skal bo. I den erkendelse findes tilgivelsen. Vi skal give kejseren hvad kejserens er, og herren hvad herrens er”.


27 Nu er Søren Pind jo ikke justitsminister mere. Men det præg af tidehverv, som han havde i 2015, har han bevaret. I en artikel fra oktober 2018 i Berlingske – se hosstående – synes han at være mindst lige så tidehvervsk. Oven i købet har han lært af Søren Krarup at bruge ordet ”stilfærdigt”. Her dog ikke om sig selv, men om Jesus.

Denne gang bruger Pind ikke ”Synd tappert” for at udarbejde sin tese om, hvad kristendommen siger. Men det er den samme ufuldkommenhed hos mennesket, han taler om. Og denne ufuldkommenhed giver mennesket lov til at undlade at stræbe efter det fuldkomne – ganske som Kierkegaard i citatet #16 – og ydermere lov til at undlade at træffe afgørelse, f.eks. afgørelse mellem islam og kristendom – jamen, hvis bankdirektører har optrådt grisk, er de så ikke skyldige? Og hvis muslimer har en krigerisk religion, er det så ikke vor pligt at fremhæve det overfor vore egne og overfor muslimerne?

For Søren Pind synes hans ”synd-tappert-teologi” at føre til om ikke et fuldstændigt værditab med alle tings lige store ondskab eller lige store godhed, så i hvert fald til en tilladelse til intellektuelt dovenskab, hvor man ikke behøver tænke værdierne nøjere igennem eller argumentere nærmere for dem.

Den jagt, vi i disse år ser på »de skyldige«, der for nærværende er muslimer og bankdirektører, men bare venter på at flytte fokus og syndebuk, fører intet godt sted hen. Den fører til dæmoni og fortabelse.

Der er så mange tegn i tiden på, at vi har glemt, hvad mennesket er: Et imperfekt væsen. Hvad enten vi taler om den stressepidemi, som for mig at se netop er udløst af vores selskabte påstand om, at den enkelte skal kunne alt og dermed er guddommelig, til vores jagt på alle de skyldige, der i alle afskygninger ikke evner at leve op til netop det selvsamme.

Men sagen er jo bare, at det er os selv, vi jager. Det – netop det – var grunden til, at en klog mand for 2.000 år siden, overfor den vrede pøbel, der ville stene en formastelig, trak en streg i sandet og stilfærdigt bemærkede: »Lad den, der er ren, kaste den første sten«. Og hoben gik skamfulde hjem.

Enhver borger bør have netop den ydmyghed over for sin næste. Når man påstår at kende sandheden i bekæmpelsen af ondskaben, skal tvivlen komme en til hjælp og minde om, at mennesket er imperfekt.

28  Lad dette være nok for at vise, hvordan ”synd-tappert-udsagnet” bruges eller misbruges i vore dage! Det synes at passe meget godt ind i Søren Pinds tidehvervske anskuelse og hans opfattelse kan være et meget godt eksempel på megen luthersk teologi, der dog som regel er udtrykt lidt mere floromvundet.

Som et kuriosum – eller som et tegn på, at hver tid finder sine specielle tekster hos Luther – kan nævnes, at A. S. Poulsen, som i 1921 udgav nogle udvalgte breve af Luther, ikke optog brevet til Melanchthon af 1. august 1521, hvori udtrykket ”Synd tappert” anvendes.


29 3: Det betænkelige ved anvendelsen af ”synd-tappert-citatet”.


30 I det første kapitel har jeg prøvet at vise, at påstanden om, at ”Synd tappert” er et gedigent udtryk for Luthers teologi, er forkert. Hvis man tænker, som ”synd tappert” lægger op til, bortskærer man uforvarende en væsentlig del af Luthers teologi; det bliver umuligt at gøre noget ud af den dog for Luther væsentlige tanke, at synden tænkes at skulle udfejes ved åndens virke.


31 Her skal anklagen være en anden. Her vil jeg udvide den anklage, som Else Marie Wiberg Pedersen rettede mod anvendelsen af ”synd tappert”: at man som regel undlod at tage det følgende med #23. Her vil anklagen blive en dobbelt: Ikke blot undlader man at tage den øvrige del af brevet i betragtning, man undlader i det hele taget at betragte citatet som en del af et personligt brev, fra Luthers side ikke på nogen måde bestemt til offentliggørelse. Og man undlader at tage hensyn til den del af Luthers teologi, som man ikke rigtig kan forsone sig med, nemlig hans augustinisme.


32 Det første problem er i tilfældet her særdeles væsentligt. Naturligvis må det indrømmes, at store dele af Luthers breve til Melanchthon kan citeres som udtryk for Luthers teologiske opfattelse, i hvert fald hans opfattelse på den tid, i 1521, hvor jo dog hans teologi i alt væsentligt lå fast.

Men netop hvad dette afsnit af det meget længere brev af 1-8 1521 angår, er det bemærkelsesværdigt, at det er holdt i anden person, altså henvendt til Melanchthon personligt, se hosstående. Og så burde man jo dog af sin historiske sans tvinges til at spørge, hvilket spørgsmål fra Melanchthons side disse betragtninger mon er svar på. Desværre får vi aldrig dette opklaret. For Melanchthons breve til Luther er ikke overleveret til os. Og faktisk burde jo denne uvidenhed afholde os fra at drage slutninger overhovedet ud fra et udsagn som ”Synd tappert”. Det er jo dog lidt specielt, for nu at sige det mildt. Så ligefrem som Wiberg at gøre det til et centralt udsagn om Luthers teologi, #23, det er ganske uhistorisk, dvs., uvidenskabeligt.

Nogenlunde samtidig med brevet til Melanchthon skriver Luther skriftet mod Latomus. Det er i dette skrift, han frem for andre steder gør rede for syndens totalitet. Så man skulle tro, at man dèr kunne finde nogle erstatninger for ”Synd tappert”.

Luther i brev til Melanchthon af 1-8 1521: ”Når du er nådesprædikant, så forkynd virkelig nåde og ikke opdigtet nåde. Når nåden er virkelig, må du også bære virkelige og ikke opdigtede synder. Gud frelser ikke opdigtede syndere. Vær en synder og synd tappert, men tro og glæd dig endnu mere tappert i Kristus, som er sejrherre over synden, døden og verden. Vi må synde, så længe vi lever, for retfærdigheden har ikke hjemme i dette liv. Som Peter siger, så venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor. Det er tilstrækkeligt, at vi ved Guds nåde kender Guds lam, som bærer verden synd. Fra Ham kan synden ikke rive os bort, om vi så bedrev hor og myrdede tusindvis af gange dagligt. Mener du, at prisen, der er betalt for at løskøbe os fra vore synder, er utilstrækkelig med dette kostbare og ædle lam?” (Se her). (Else Marie Wiberg Pedersens oversættelse #23).

33 Og man finder da også et udsagn, der ligger forbavsende tæt op af det, Luther skriver til Melanchthon, se hosstående, hvor Luther siger det samme, som han siger til Melanchthon: at Gud ikke frelser opdigtede, men virkelige syndere. Blot står ordet her meget tæt på et ord, der omtaler det, Wiberg har overset: det med syndens udrensning. Oven i købet står det som en slags begrundelse for denne udrensning: det er virkelig synd, der udrenses, ikke fiktiv synd.

Det vil sige: Blot ved at undersøge et sådant nærliggende ord, får man opfrisket sin hukommelse, hvis man skulle have glemt, at Luther trods udtrykket ”synd tappert” regner med syndens dødelse eller udrensning.

Luther i skriftet mod Latomus: ”Men også for personen gælder det, at den hverken står i Guds behag eller har hans nåde, hvis ikke det er, fordi gaven på denne måde arbejder på at rense synden ud. Gud frelser ikke opdigtede, men virkelige syndere. Han lærer os ikke at dræbe opdigtet, men virkelig synd”. (Se her).

34 Men hvad jeg i første omgang vil hævde i dette kapitel, er altså blot, at eftersom vi ikke har Melanchthons brev til Luther, kan vi aldrig finde ud af, hvordan ”synd tappert” skal forstås. Det vil sige: Det klogeste, vi kan gøre, er at lade udtrykket være, begrave det, glemme det, se fuldstændig bort fra det, når vi ved hjælp af Luther-citater vil prøve at formulere Luthers egentlige anliggende.

Dog véd jeg jo nok, at en sådan formaning vil prelle fuldstændig af på enhver Luther-forsker, inklusive på undertegnede. Heller ikke jeg vil jo kunne bringe mit ”forsker-gen” til tavshed. Jeg agter derfor i et kommende kapitel at fremsætte nogle forslag til tolkning, dog ikke uden at forudskikke nogle formodninger om, hvad vel Melanchthon kan tænkes at have skrevet til Luther, siden han svarer på denne mærkelige måde. På den måde håber jeg at kunne neddrosle enhver bastant ”viden” om, hvad ”synd tappert” nødvendigvis, selvfølgelig, uden skygge af tvivl vil sige.


35 4: Dogmatisk kan ”Synd tappert” kun anvendes på kønsdriften.


36 Hvis vi skal skildre forskellen mellem senmiddelalderen (herunder Luthers tid) og vor tid, kan vi tage munkeløfterne frem. En munk aflægger løfte om cølibat, om fattigdom og om lydighed. Herved tænkes han at love at ville modarbejde de tre drifter, som af Augustin fremhæves som udtryk for menneskets synd, dets arvesynd. De tre drifter skildrer Augustin sin kamp imod i bog 10 af Bekendelserne. Og der er altså ikke blot tale om kønsdriften, der er også tale om en drift efter legemlige behageligheder, herunder mad og drikke, ly for regn og sne, blødt leje om natten og den slags. Og der er tale om en drift efter social anerkendelse, en drift, der, hvis der ikke holdes styr på den, resulterer i kamp om magt i stammen eller folket.


37 Selv om Augustin har udgivet en bog med titlen ”Om den frie vilje”, er det alligevel fra ham, at Luther har udtrykket ”den trælbundne vilje”, det udtryk, han bruger som overskrift på sit svar til Erasmus' bog ”Om den frie vilje”.

Men Luther har måske nok klarere end Augustin fremhævet de ordninger, hvormed Gud har forsøgt at bremse syndens indflydelse. Således fremhæver han ægteskabet som Guds gode ordning. Dermed vil Gud imødegå den indflydelse, djævelen har fået derved, at han i syndefaldet har givet mennesket ”den fæle brunst”, dvs., begæret i det hele taget, og frataget manden herredømmet over sit lem.

Men Gud har også indført ordninger til bekæmpelse af de andre drifter. Således er øvrigheden og dens magtbeføjelser indført af Gud – er altså hans gode ordning – for at driften efter social anerkendelse ikke skal resultere i en uendelig magtkamp i menneskesamfundet.

Og ved formaning til mådehold vil Luther formindske den griskhed, som ellers let bliver resultatet i den menneskelige handel og vandel. Han kan direkte sige, at den kristne såvidt muligt skal låne penge ud til sin næste, og hvis den anden ikke kan tilbagebetale lånet, skal han opfatte lånet som en gave.


38 Hvad der her er at bemærke om de to sidste drifter og deres bekæmpelse, er, at disse drifter, når de skal bekæmpes, ikke tænkes at skulle få frit løb, men at nedtones. Det vil altså være umuligt at overføre dette ”synd tappert” til en købmand, der har lånt en anden købmand en sum penge. Den måde, den syndige drift, der hedder driften efter legemlige behageligheder, skal bekæmpes på, indebærer ikke en godkendelse af driften under visse omstændigheder. Gud vil virkelig med sin ordning af de økonomiske forhold have denne drift nedtonet, og han behøver ikke bruge driften til dette formål.

Det samme må siges om driften efter social anerkendelse. Kan gerne være, at vi alle har et magtstræb i os, kan gerne være, at vi alle gerne vil være den, der bestemmer, denne lyst eller denne drift tænkes den enkelte at holde nede, og fyrsten – også han – tænkes at lade sin retfærdighedssans overskygge den lyst til magt, som også han har i sig. Så heller ikke, hvad denne drift angår, vil Gud bruge den til at skabe ordnede forhold med.


39 Det vil han derimod med kønsdriften. Hvad den angår, må Gud affinde sig med, at djævelen har givet mennesket ”den fæle brunst”, og at selve udførelsen af den ægteskabelige akt derfor ikke blot har synd klæbet til sig, men er synd. Denne akt kan derfor kun udføres med god samvittighed, hvis man udfører den med bevidsthed om Guds tilgivelse (det er stadigvæk Luthers, og ikke vor tids opfattelse, jeg refererer). Som det hed i bryllupsprædikenen, se #12, vi kristne er ”rene og hellige”, men vi er det kun, fordi Gud ”fører korset hen over os”.

Derfor er det kun om kønsdriften, at det kan hedde ”synd tappert”. I alle andre henseender giver ingen mening at opfordre til syndige handlinger. Men hvis slægten skal føres videre, er det nødvendigt at give sig i lag med den syndige handling det er at have samleje med sin ægtefælle.

Og det er vel noget, der må forekomme et nutidsmenneske lidt mærkeligt: at også et samleje, der foregår indenfor ægteskabets trygge rammer, er syndigt. Vi forstår nok, at dette ”synd tappert” ikke kan være en opfordring til at have samleje med så mange som muligt, omend det nok ville kræve ikke så lidt af den ingrediens, der hedder tapperhed, men kun være en opfordring til at prøve at få børn med sin ægtefælle, også selv om det nødvendigvis må foregå ved hjælp af en syndig handling.


40 Det bliver altså resultatet af denne lille ”dogmatiske” undersøgelse: En opfordring til at synde kan indenfor den lutherske forestillingsverden kun tænkes i forbindelse med kønsakten i ægteskabet. Alle andre steder ville den stå i modsætning til de mange formaninger, der forekommer hos Luther. Og der er jo da forresten heller ingen, der har påvist nogen ”synd-tappert” udtalelse andre steder.

Det er normalt sådan, at et argument ud fra noget, der ikke siges, ikke betragtes som særlig godt. Men da vi nu befinder os mere eller mindre på bar bund, eftersom vi ikke aner, hvad Luthers bemærkning er svar på, så lad mig alligevel komme med nogle eksempler på steder, hvor Luther ikke opfordrer til at ”synde på nåden”.


41 Parentes: Kierkegaard bruger et tilsvarende udtryk i 1855, hvor han trækker den før omtalte morale tilbage, se #16. Han har, siger han, tilladt ”Indøvelse i Christendom” at blive et sidste forsvar for det bestående, men nu, hvor han trækker moralen tilbage, bliver den det stærkeste angreb på det bestående, for, som han siger, på den måde har man ikke lov at trække på nåden. Men det er jo vistnok, hvad mange nutidslutheranere gør. Parentes slut.

Kierkegaard i et indlæg i 1855, citeret af mig her: ”Nu derimod er jeg ganske enig med mig selv om et Dobbelt: baade, at det Bestaaende er, christeligt, uholdbart, at hver Dag det bestaaer, christeligt, er Forbrydelse; og at paa den Maade har man ikke Lov til at trække paa Naaden”.

42 Noget af det, der overraskede mig en del ved at arbejde med Luthers breve til Melanchthon, var, at Luther er meget tilbageholdende med at bryde sit munkeløfte. Man får indtryk af, at den styrke og argumentationskraft, han anvender i ”Om munkeløfterne” fra december 1521, er noget, han møjsommeligt og under en del samvittighedskvaler har skullet kæmpe sig frem til, muligvis med ikke så lidt hjælp fra Melanchthons side.

Så vidt jeg har forstået Luther, er det, der piner ham, at han stadig beundrer f.eks. Bernhard, som jo levede som munk. Og opgiver Luther sit munkeri, så opgiver han jo også det positive ved den tradition. Han mener, at det kan være sandt nok at forhindre alt for unge i at aflægge løfte, for de véd ikke, hvad de går ind til. Men det må dog være muligt, synes han, at aflægge løftet som en fri kristen, og altså så at sige frivilligt være bundet af det.

Luther til Melanchthon den 9-9 1521, se her: “Men det, der er frivilligt indgået, er så gjort til en Guds lov, for skriften siger: ”Hvad du har lovet, skal du holde”. I denne sag retter du dig da efter fornuften, ikke efter skriften, og sønderriver løftet forfra, ikke bagfra, det vil sige, at du forveksler løftets lov og dets skikke, dem, jeg sveder under”.


Sammesteds, #107: “Jeg tror ikke, vi her kan bruge andet råd, end at se på Galaterbrevet og bruge det overalt, hvor loven skal tilbagekaldes. Mener du ikke også, at galaterne ville lade sig omskære i den oprigtige mening, at de derved tjente Gud og adlød ham? Mon ikke de underlagde sig loven for Guds skyld, således ofrede sig for Gud, ikke anderledes end hvis én ofrer sig til Gud ved munkeløfter? Men hvad er så grunden til, at Paulus drager dem bort derfra? Det skyldtes ikke, at de underlagde sig, men det skyldtes, at de underlagde sig med en slaveagtig samvittighed; det skyldtes jo, at dette ville være det mest ufromme af alt mod Kristi nåde og mod hans ånd”.

43 Der kunne siges meget mere om Luther og hans anfægtelse forud for det store skrift ”Om munkeløfterne”, men disse få antydninger skal blot rejse det spørgsmål til de mange ”synd-tappert-teologer”: Hvorfor brugte dog Luther i disse anfægtelser ikke blot det probate trick at sige ”synd tappert”? Hvorfor erkendte han sig ikke som en synder i alle sine gerninger, så han bare besluttede sig til at leve frit og frejdigt som en synder, altså også en synder, der brød sine løfter?

Ja, vi kan jo spørge og spørge, men er svaret på disse mange spørgsmål ikke, at det overhovedet ikke faldt ham ind at bruge nogen ”synd-tappert-argumentation” her, fordi den argumentation kun kan bruges overfor en forsigtig ægtemand, der er bundet af den overbevisning, at samlejet er syndigt, også indenfor ægteskabets rammer?


44 Et andet eksempel på en ikke-anvendelse af ”synd-tappert-ordet” tager jeg fra Luthers prædiken over skilsmisseordet fra Matt 5,32: ”Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud”, se her. Det ord har Luther meget at sige om. Men han slutter med denne formaning: Selv om der står, at hvis den ene begår utugt, har den anden ret til skilsmisse, ville det blandt kristne være bedre, om man forsøgte at få den bedragne til at tilgive.

Fra Luthers prædikenrække over Bjergprædikenen (1531), her Matt 5.31-32: ”Men vi kan hverken befale eller forbyde den slags skilsmisse, men vi kan overlade det til øvrigheden at handle deri og lade det gå efter, hvad verdslig ret anordner herom. Men hvis man vil råde dem, der vil være kristne, så ville det være meget bedre, at man formaner og opfordrer begge parter til at blive sammen, og lader den uskyldige ægtefælle forsone sig med den skyldige, så han eller hun tilgiver den anden af kristelig kærlighed (om ellers den skyldige vil ydmyge sig og forbedre sig). Med mindre da, at der ikke var håb om forbedring, eller den skyldige, når vedkommende igen var forsonet med den anden og taget til nåde, ville misbruge en sådan velgerning og straks igen gå hen til et offentligt fruentimmer, i tillid til, at man ville vise barmhjertighed og tilgive”. (Se her).

45 Må man ikke her henvise til alle de mange nutidsprædikanter, der prædiker, at Guds nåde er uendelig? Må man ikke forarges på den Luther, der her ikke synes at have læst Jesu lignelse om den gældbundne tjener, eller rettere det spørgsmål, der indleder denne lignelse, Peters spørgsmål om, hvor mange gange man skal tilgive sin næste? Hvor er den Gud henne, der altid er rede til at tilgive?

Eller, hvis vi nu skal holde os til denne afhandlings emne: Hvor er den Luther henne, der siger ”synd tappert”, ja, i samme åndedrag hævder, at ”synden ikke kan rive os bort fra det Guds lam, om vi så bedrev hor og myrdede tusindvis af gange dagligt”, se #32?

Fortsat: ”Da ville heller ikke jeg tilråde eller formane til at vise nåde, men hellere hjælpe med til, at man overgav en sådan til hudstrygning eller stak vedkommende i en sæk. For at have forsyndet sig én gang kan nok tilgives, men med viden og vilje at synde på nåde og tilgivelse er ikke til at udholde. For som sagt, vi kan ikke tvinge nogen til igen at tage en offentlig hore eller ægteskabsbryder til sig, hvis han eller hun ikke vil eller ikke kan gøre det, fordi han væmmes”.

46 Svaret er vel, at han er erstattet af en folkelig Luther, der fra sin erfaring med levende mennesker véd, at tilgivelse ikke er en gerning for enkeltmennesket, men er noget, der finder sted mellem mennesker, eller er noget, der kun kan fuldbyrdes, hvis den, der bliver bedt om at tilgive, tror på den andens ægthed i bønnen om tilgivelse. Og den Luther véd så udmærket, at man ikke kan ville tro, hverken på Gud eller på sit medmenneske.

Og som man kan se: Det falder ikke Luther ind at bruge det ord, der påstås at ligge til grund for hans forståelse af synd og nåde. Og det skyldes nok, at ordet alligevel ikke ligger til grund for hans forståelse af synd og nåde.


47 Endelig forekommer det mig også relevant at fremdrage hosstående citat fra Luthers skrift fra 1523 ”Om den verdslige øvrighed”. Det må indrømmes, at et sådant citat kan lyde mærkelig i deres ører, der har vænnet sig til den tolkning af forholdet mellem gejstlig og verdslig øvrighed, der havde dannet sig i løbet af det tyvende århundrede: at der for den verdslige øvrighed bestod en ”Eigengesetzlichkeit”, som den var nødt til at tildele sig selv, hvis den skulle opfylde sin bestemmelse: at sørge for ro og orden.

Men man skal også lægge mærke til, at dette, at de fyrstelige gerninger, der ikke udøves i kærlighed, er forbandede, ikke betyder, at de ikke skal udøves i retfærdighed. For retfærdighed er det middel, Gud bruger overfor de ”hårde halse” i et samfund. Det, der ligger i det, er, at fyrsten ikke skal tjene sig selv, men sit folk.

Fra Luther skrift ”Om den verdslige øvrighed”: ”Den, der nu vil være en kristen fyrste, må sandelig aflægge den opfattelse, at han skal herske og bruge vold. Thi forbandet og fordømt er ethvert liv, hvor man lever og stræber efter at leve til gavn og fordel for sig selv. Forbandet er alle gerninger, der ikke udøves i kærlighed. Men de udøves i kærlighed, når man ikke stræber efter nydelse, fordel, ære, sikkerhed og frelse for sig selv, men af ganske hjerte efter fordel, ære og frelse for andre”. (Se her).

48 Så hvis nogen ud fra kravet om kærlighed fra fyrstens side mod sit folk vil mene, at vi her har en situation, hvor Guds krav nødvendigvis må ophæves, så man altså i dette tilfælde kan bruge ”synd-tappert-ordet” med føje, at man altså her står i den situation, Søren Pind beskrev i #26, så står hosstående citat – også fra ”Om den verdslige øvrighed” – som et advarselsskilt. Pind mente, at han som minister skulle styre verden efter evangeliet: vi, de rige, skulle vel nok kunne hjælpe den fattige næste, der banker på vor dør. Han befandt sig i et dilemma mellem beskyttelse (egoistisk beskyttelse, mente han vist) af den danske befolkning og døråbning for de bankende. Men verden skal ikke styres efter evangeliet, og det er ikke medlidenhed eller barmhjertighed eller ord om, hvorvidt rige kommer i himmeriget, der skal være retningslinjer for en ministers gøren og laden. Vil man styre efter den slags – og altså også efter Pinds udlægning af ”synd-tappert-ordet” – kommer man uvægerlig til at skabe uro, eller med Luthers ord, at løsne de farlige rovdyrs lænker.

Fra Luther skrift ”Om den verdslige øvrighed”: ”Hvis nu en eller anden ønsker at styre verden i overensstemmelse med evangeliet og afskaffer al verdslig lov og sværd med den begrundelse, at alle er døbte og kristne - hos dem vil evangeliet ikke opretholde nogen lov eller noget sværd, hvad der også er unødvendigt - prøv at gætte, hvad han ville sætte i gang? Han ville løse de farlige rovdyrs lænker og kæder, så at de sønderflængede og sønderrev alle og enhver, og så ville han samtidig påstå, at det er små, søde, tamme og fredelige dyr. Det skulle jeg nok få at føle på alle mine sår!” (Se her).


49 Det er ikke min tanke her at argumentere for, at Luther har ret i sin skelnen mellem verdsligt og gejstligt regimente, jeg nøjes med blot at påpege, at der for Luther i ”Om den verdslige øvrighed” ikke er tale om, at han anvender ordet ”synd tappert”. Han befinder sig ikke i noget dilemma, han er i stand til at give råd både til den kristne, der tænkes at adlyde fyrsten (for så vidt fyrsten ikke kræver noget lovstridigt af ham), og til den fyrste, der gerne vil være kristen. Og dette, at fyrsten skal anvende sit sværd, er ikke en følge af fyrstens synd, så han ved anvendelsen af det kunne høre en formaning til ham om at ”synde tappert”, det er en følge af undersåtternes synd.


50 I dette kapitel har jeg villet vise, at den eneste situation, hvor ”synd-tappert-ordet” med mening kan anvendes, er den ægteskabelige akt i ægteskabet. Men jeg skal da gerne understrege, at den mening, jeg taler om, er den mening, det kan give i det lutherske univers, ikke den mening, det kan give for nutidsmennesker. Jeg selv vil ikke tilslutte mig dette ord i hverken den ene eller den anden situation, men jeg vender mig ikke hermed mod dem, der vil anvende det. Blot hævder jeg, at en sådan anvendelse, som udvider anvendelsen til alle mulige andre situationer, må foretages for egen regning og risiko; man kan i hvert fald ikke gøre det i overensstemmelse med Luther.


51 5: Vil Luther drille Melanchthon?


52 Som sagt vil jeg egentlig mene, at det bedste ville være helt at droppe al tale om ”synd-tappert-ordet”. Vi véd jo ikke, hvad Melanchthon har skrevet til Luther, og derfor ikke, hvad det sære ord skal være et svar på.

Så hvad jeg foretager i dette kapitel, foretager jeg imod dette skønne ideal om det bedste. Det er altså kun det næstbedste, jeg forsøger mig med. Det betyder, at der over alle de følgende overvejelser står et advarselsskilt: Pas på, vi véd faktisk ingenting! Det hele er rent gætteri!

Min eneste trøst i det foretagende, jeg her påbegynder, er, at et tilsvarende skilt vil stå over alle andre overvejelser over det samme spørgsmål: Hvad betyder dog egentlig dette ”synd tappert”?


53 Jeg skrev for et par år siden et indlæg på min blog om ”Synd tappert”, se her. Dengang gik jeg ind for den ”løsning”, jeg her skal præsentere som det første forslag, nemlig, at ordet er et udtryk for et kærligt drilleri fra Luthers side. Men jeg må indrømme, at de undersøgelser, jeg i den anledning havde foranstaltet, ikke beløb sig til det hele store.

Nu beløber det sig til lidt mere. Jeg har i løbet af den sidste måned afskrevet og oversat de breve, Luther har skrevet til Melanchthon fra Wartburg, altså ikke blot brevet af 1. august, men alle brevene. Brevene af 8-5, 8-5, 12-5 og 26-5 findes her, brevet af 13-7 plus forord til Luthers ”Themata de votis” findes her og brevet af 1-8, 3-9 og 9-9 her, selve ”Themata de votis” findes her.


54 Men jeg må blankt indrømme, at det, jeg troede, jeg ville finde frem til, det fandt jeg ikke. I hvert fald fandt jeg det kun i meget ringe grad.

Jeg troede, jeg ville kunne finde nogle eksempler på, hvordan de to reformatorer havde det med hinanden. Min tanke var, at vi vist i alt for høj grad havde vænnet os til at se på disse mennesker som højt ophøjede figurer, der var hævet over at kunne drive spøg med hinanden eller drille hinanden; det kunne de jo ikke have tid til i al deres reformatoreri.


55 Det var dog allerede som belæg for mit blogindlæg lykkedes mig at få fat på hosstående citat fra et Luther-brev af 9-9 1521. Og det tyder da på, at der godt kan optræde et vist drilleri imellem dem, også selv om de er højst alvorlige og dybt engagerede reformatorer.

Men efterhånden som jeg arbejdede mig igennem brevene, opdagede jeg, at dette drilleri vist måtte betegnes som en enlig svale. Det eneste andet eksempel på et muligt drilleri fra Luthers side, er den hilsen han i brevet af 12-5 sender Melanchthon: ”lev vel sammen med dit kød” (vale cum carne tua) se her. Som man kan se, hvis man klikker på linket, mener jeg, at den gode Viborg-bisp A. S. Poulsen her oversætter forkert, når han oversætter: ”lev vel også legemligt”, nej, ”dit kød” betyder Melanchthons kone, Katharina, som han blev gift med den 27. november 1520. Men det er vist ikke mere end normalt Wittenberg-slang. Luther bruger også i et brev til Agricola dette udtryk; her føjer han til ”dit ribben”, og så er selv A. S. Poulsen ikke i tvivl.

(Jeg må vist komme med en undskyldning til A. S. Poulsen for ovenstående. Han er sikkert en betydelig bedre latiner end mig – det siger nu ikke så meget – men han er vist faldet for den ret udbredte ”guru-betragtning” af Luther og Melanchthon, at tanken om, at de kunne have drillet hinanden, er ham meget fjern).

Hvad da? Er jeg selv da mon fri og ikke længere munk? Tror du måske, at du kan være en Demea for mig, og skaffe mig en Sostrata til kone, ligesom Mircion fik det, som hævn mod mig, fordi jeg, som man siger, skaffede dig en kone? Men jeg skal nok tage mig iagt for dig, så du ikke får held med dig. (Se her).

56 Dog kan man ikke nægte, at det afgørende afsnit af brevet fra 1-8 begynder som vist her ved siden af. Det vil sige, Luther synes at knytte opfordringen om at synde tæt sammen med det at prædike nåde. Og så er der vist noget lidt andet på spil end et uskyldigt drilleri.

Det gør mig lidt ondt at skulle indrømme det. For det var nu ret sjovt med denne drilleri-teori.

Når du er nådesprædikant, så forkynd virkelig nåde og ikke opdigtet nåde. Når nåden er virkelig, må du også bære virkelige og ikke opdigtede synder. Gud frelser ikke opdigtede syndere. Vær en synder og synd tappert, osv. (Se her). (Også citeret #32).

57 6: Er der tale om sjælesorg fra Luthers side?

58 Nu kunne man også tænke sig, at Luthers udsagn skyldtes, at han ville berolige Melanchthon, fordi Melanchthon var blevet urolig over sit kønslige begær. Kunne det virkelig være sandt, at Gud gennem sin forhåndstilgivelse så at sige godkendte det syndige begær, han udviste ved at være sammen med sin kone?

Melanchthon i ”Loci”, dansk oversættelse ved Jørgen Larsen, 1953, side 64: ”Dernæst bedes man overveje, hvad det er, der loves. Løfterne drejer sig om Cølibat, Fattigdom og Lydighed. At Cølibat tilraades, nægter jeg ikke, men da vort Køds Skrøbelighed er saa stor, at selv Kristus hævder, at ikke alle kan fatte Ordet om Cølibat, hvad gavner det saa at udvide denne i høj grad tvivlsomme og farlige Sag til at gælde saa mange Tusinde Mennesker?”

59 Her kommer måske Melanchthons ”Loci” os til hjælp. For dette værk blev til nogenlunde på den tid. Luther fik på Wartburg tilsendt noget af værket.

Som man kan se, henholder Melanchthon sig i ret høj grad til Jesu ord i Matt 19,12: ”Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det!”

Fortsat: ”Saa vidt man kan se af Historien, var det ogsaa kun meget faa af de gamle Eremitter, der med Held tog Kampen op med Kødet, og det skønt de ivrigt udmagrede deres Legemer med Sult og Tørst og var forskansede mod Djævelens Baghold ved deres Kendskab til den hellige Skrift. Hvordan skulde saa vi vinde Sejr – vi, der i vældig Overdaadighed og den største Ro og Mag, ja, ubevæbnede som vi er uden ret Kendskab til den hellige Skrift og Evangeliet? For er man ikke særdeles vel udrustet her, vil man komme ulykkeligt af Sted fra Kampen med Satan. Fremgang og Held lærer os, hvorvidt det er klogt af os at aflægge noget Løfte her”.

60 Luther er, så vidt man kan se – det vil sige: hvis det er sådanne udsagn, han opponerer imod, det kan også være udsagn fra et privat brev fra Melanchthon – ikke enig med Melanchthon. Man kan ikke tillade, at løfterne ophæves, blot fordi de ikke kan holdes. De er jo aflagt, og hvad man har aflagt løfte på, skal man holde.

Luther til Melanchthon 9-9 1521: ”Du skriver, at du er nået frem til, at løfterne bør ophæves, hvis de ikke kan holdes, at ikke løftet skal stå fast sammen med synden. Jamen for Søren, mon ikke du her siger noget højst dunkelt noget? Mon ikke du siger, om du så vil: derfor kan løftet ikke opretholdes, fordi det er umuligt at holde? Og af den grund indrømmer du også, at de guddommelige bud må ophæves”. Se her.

61 7: Begrundede Melanchthon sin afvisning af at ville prædike med, at han var gift?

62 Endelig kommer vi her til den sidste af de teorier, jeg vil fremføre. Og selv om det er den, jeg hælder mest til, vil jeg alligevel her gentage advarslen fra #34 og #52: Pas på, det er det rene gætværk!

63 Men Julius Köstlin bringer altså i sin store Luther-bibliografi og -biografi fra 1883 den oplysning til torvs, at Luther foreslog, at Melanchthon skulle optræde som en slags prædikant ved særlige lejligheder. Hvor han har det fra, er det (endnu) ikke lykkedes mig at finde ud af, men der gik jo en del breve frem og tilbage fra Wartburg til Wittenberg, og da jeg hidtil kun har beskæftiget mig med Luthers breve til Melanchthon, kan et sådant forslag udmærket skjule sig i de andre breve.

Julius Köstlin om Luthers breve til Melanchthon: ”Mest bekymrede ham [Luther rr] den skade, som prædikenembedet i Wittenberg led ved hans forsvinden; for Amsdorf præsterede ikke det, han havde håbet på. Også hertil ønskede han at drage Melanchthon med sig. Denne havde allerede holdt opbyggelige bibelske foredrag for studenterne på latin. Luther ønskede nu, at man på festdagene efter morgenmåltidet, hvor der indtil da ikke havde været nogen gudstjeneste, men hvor kun drikkeri og leg var sædvanligt, skulle lade prædike på tysk i ét eller andet offentligt lokale. Hans ønske er også for os af den grund interessant, at han her for første gang ville have en prædikant engageret, som ikke var udnævnt af de sædvanlige kirkelige myndigheder og ikke var ordineret. (Se her).

64 Hvad der i Köstlins oplysning især har min interesse er ordene om, at Melanchthon i sandhed var præst, også selv om han var gift og ikke havde tonsur. Var det mon svært at overbevise wittenbergerne om, at det ikke behøvede at høre med til at være rigtig præst, at man var i besiddelse af de egenskaber at leve i cølibat og at bære tonsur? Og var det måske endnu sværere at overbevise Melanchthon?

Fortsat: ”Han mente, at i stedet for myndighederne skulle rådet og menigheden i byen søge at få Melanchthon til at påtage sig det hverv. Han var jo, selv om han var gift og uden tonsur, dog i sandhed præst, havde et kald fra Gud og udøvede allerede ordets tjeneste”.

65 I hvert fald fremgår det af Luthers brev af 1-8 (brevet med ”synd tappert” i), at Luther vil opstille et skel mellem præsternes løfte om cølibat og munkenes ditto. Der er ikke tale om det samme. For hvad præsternes cølibat angår, har vi Paulus' ord for, at det er dæmoner, der har overtalt kirken til at lade præsterne være ugifte. Et tilsvarende gudsord har vi ikke for munkenes vedkommende.

1 Tim 4,1-3:  Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, v2  som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed. v3  De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden.

66 ”Biskoppen af Kemberg” var ikke biskop efter vore begreber, men Luther var i sine bibelstudier blevet klar over, at ”presbyter” og ”episcopos” i Det ny Testamente var ét og det samme. Da han første gang hørte om dette ægteskab, se her, var der ikke knyttet nogen titel til personen, men her er der. Og Luther tillader sig også at dedikere sine ”Themata de votis” fra september 1521 således: ”Til den wittenbergske menigheds biskopper og diakoner fremsender deres tjener Martin Luther dette, for at de skal diskutere munkenes løfter”, se her. Og han tillader sig også i brevet af 13-7 at kalde Melanchthon ”evangelist for menigheden i Wittenberg”, se her.

Så han har affyret en del små antydning om, hvad Melanchthon kunne tage og gøre, hvis han ville gøre fyldest efter Luthers forsvinden, før han kommer med det udbrud, han slutter hosstående citat med. Dog fortæller Köstlin, at Melanchthon sad alle Luthers opfordringer overhørig.

Luther til Melanchthon, 1-8 1521: ”Ja, dette er sandelig djævelens forbud, hvilket tydeligt fremgår af Guds ord, og det opildner og tvinger mig i høj grad til at sanktionere biskoppen af Kembergs handlinger. For Gud tager ikke fejl og lyver ikke, når han siger, at dette er et djævelens forbud. Hvis man har lavet en overenskomst med djævelen, bør den ikke fastholdes, eftersom det er en ugudelig fejl imod Gud, der er indgået på trods af, at Gud advarer mod det og forbander det. For han siger udtrykkeligt, at det er vildfarelsens ånd, som er ophav til dette forbud. Hvorfor tøver du altså med at tilslutte dig denne guddommelige dom imod Helvedes porte?” (Se her).

67 Har vi så her noget, der kan være baggrunden for ”synd tappert”?

Det er svært at se, man kan næsten sige ”meget svært at se”. For Luther fortsætter med at diskutere det, han begyndte med, nemlig forholdet mellem præsters og munkes forskellige stilling til cølibatet. Og efter den diskussion går han over til at diskutere et andet brændende emne: Nadver under to skikkelser. Og privatmesserne får sig også et ”nej” fra Luthers side, før han når frem til slutafsnittet med det famøse ”synd tappert”. Hvordan hænger det dog sammen?


68 Vi kan tænke os, at Luther genoptager sin opfordring til Melanchthon om at blive prædikant i Wittenberg. Men hvordan kan forskellen mellem opdigtet nåde og virkelig nåde have betydning her? (Jeg har ændret lidt på oversættelsen i forhold til #32, efter inspiration fra et internetsted).

Og desværre, hvis vi tager stedet fra skriftet mod Latomus med i betragtning, citeret #33, bliver spørgsmålet endnu mere indviklet. For netop på det sted i skriftet mod Latomus vikler Luther sig ind i en række selvmodsigelser, der afstedkommes af, at han forsøger at sammenblande to metaforer, som ikke kan sammenblandes, fordi de kører efter hver deres logik.

Når du er nådesprædikant, så forkynd virkelig nåde og ikke opdigtet nåde. Hvis det er den sande nåde, så vis [dine tilhørere] de virkelige og ikke de opdigtede synder. Gud frelser ikke opdigtede syndere. Vær en synder og synd tappert, men tro og glæd dig endnu mere tappert i Kristus, som er sejrherre over synden, døden og verden. Vi må synde, så længe vi lever, for retfærdigheden har ikke hjemme i dette liv. Som Peter siger, så venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor. Det er tilstrækkeligt, at vi ved Guds nåde kender Guds lam, som bærer verden synd. Fra Ham kan synden ikke rive os bort, om vi så bedrev hor og myrdede tusindvis af gange dagligt. Mener du, at prisen, der er betalt for at løskøbe os fra vore synder, er utilstrækkelig med dette kostbare og ædle lam?” (Se her).

69 Jeg har givet en længere redegørelse for problemerne her, men den er alt andet end klar, hvilket dog kun delvist er min skyld: Luther selv er nemlig også alt andet end klar.

Han bestemmer Guds tilgivelse efter to metatorer, den ene hentet fra tillidsforholdet mellem hinanden nærtstående mennesker, og den anden fra hans augustinske menneskeopfattelse. I den første opererer han med modsætningsparret vrede/nåde, i den anden med modsætningen synden/gaven. Og her gælder det, siger han, at fordi det i det første modsætningspar drejer sig om personer, er der tale om totaliteter.

Fra skriftet mod Latomus: ”Vi har altså ved evangeliet to goder mod lovens to onder: Gaven i stedet for synden og nåden i stedet for vreden. Der følger nu videre, at det med de to, vreden og nåden, er sådan (da de er uden for os), at de udtømmes helt, sådan at den, der er under vreden, helt og holdent er under hele vreden, (W107) mens den, der er under nåden, helt og holdent er under hele nåden, fordi vreden og nåden forholder sig til personer. For den, som Gud antager i nåde, antager han helt, og den, som han viser yndest, viser han helt og holdent yndest. Og på den anden side: den, han bliver vred på, kommer helt og holdent under hans vrede”. Se her.



70 Man må vistnok sige, at Luther her snyder lidt på vægten. I den første sætning i hosstående citat anvender han ”synd” som en størrelse i personforholdet. Men samtidig skal ”synd” forstås som en legemlig virkelighed, i form af det allestedsnærværende begær. Og dette begær er jo stadigvæk til stede, mennesket begærer stadig under udførelse af kønsakten og har stadigvæk begær på alle andre områder også. Og ordet ”indgydt” kunne tyde på, at Luther her tænker legemligt om Guds tilgivelse, hvilket man nok må sige det er umuligt for os at gøre. Og kan vi så forstå det med bortjagelsen rigtigt?

Lidt senere: ”For hvad synd er der dér, hvor Gud viser yndest og ikke vil vide af nogen synd, men af hele sit hjerte antager sig hele personen og helliger den? Men dette skal, som du kan se, ikke henføres til vor renhed, men alene til nåden hos den Gud, der viser yndest. Alt er tilgivet ved nåden; men endnu er ikke alt helbredt ved gaven. Gaven er virkelig indgydt, surdejen er blandet [i melet]. Og den arbejder nu på at rense den synd ud, som allerede er tilgivet personen, og jage den onde gæst bort, som den har fået frihed til at smide på porten”. Se her.

71 Luther arbejder videre med det umulige projekt, som vi umulig kan eftergøre ham. ”Synd” er nu identisk med begæret. Men hvor det tidligere, dvs., før nåden, overvældede os, bliver den nu efter nåden behandlet som noget, ”der ikke er der og smides ud”. Den er der ikke, nej, for den tilregnes jo ikke i kraft af nåden. Den er der på den måde, at den udfejes, ja, for det kristne menneske har efter nåden det gamle legeme med sig, og dette legeme er legemet efter syndefaldet, dvs., det har begæret i sig. Og begæret, ja, det er synden.

Men når det nu om synden kan siges, at den ikke er der, er den der så eller er den der ikke?

Ja, for nåden, dvs., hvis man tænker i personforhold, er den der ikke. Men tænker man på legemets begær, er den der. Dog tilføjer Luther her den betænkelige indskrænkning, at det også for personen gælder, at hvis der ikke finder nogen udrensning sted, står personen ikke i Guds nåde.

Lidt senere: ”Med hensyn til sin natur adskiller synden sig ikke på nogen måde fra sig selv før og efter nåden. Men der er forskel på dens behandling. Den behandles nemlig anderledes nu end før. Hvordan blev den behandlet før? Som noget der var der, blev erkendt og overvældede os. Men nu behandles den som noget, der ikke er der og smides ud. Men det betyder ikke, at den ikke virkelig og efter sin natur er synd. Ja, det er utaknemmeligt og uretfærdigt over for Guds nåde og gave at nægte, at den virkelig er synd. For nåden er der ganske vist ingen synd, fordi den har behag i hele personen. For gaven er der imidlertid synd, som den udrenser og nedkæmper. Men også for personen gælder det, at den hverken står i Guds behag eller har hans nåde, hvis ikke det er, fordi gaven på denne måde arbejder på at rense synden ud. Gud frelser ikke opdigtede, men virkelige syndere. Han lærer os ikke at dræbe opdigtet, men virkelig synd”. Se her.

72 Men denne udrensning er altså en udrensning af virkelige synder. Godt nok er personen tilgivet og i den forstand er synden noget, der ikke er. Men Guds frelseshandling er ikke endt med tilgivelseserklæringen, og den synd, der efter denne erklæring skal renses ud, er en virkelig synd.

Det vil sige, det, Luther her kalder virkelig og ikke fiktiv synd, er synden efter tilgivelseserklæringen, den, som nogen kunne fristes til at se bort fra, for den er jo tilgivet.

Besynderlig nok siger Luther til sidst i disse højst indviklede udredninger – indviklede, fordi Luther sammenblander to usammenblandelige metaforer – at det er en enkel måde at tale på.

Sammesteds: ”Se, det er denne enkle og paulinske måde at forstå og tale på, jeg er ude efter og gerne vil have, når det drejer sig om synd og nåde. Den er ren og uforfalsket og kan forstås uden nogen som helst problemer”. Se her.

73 Og så til udlægningen af disse materier på ”synd tappert” teksten.

Den synd, der er virkelig og ikke fiktiv, er altså den kristnes synd, den tilgivne synd, den synd, som vi bærer med os i vort legeme så længe vi lever. Det vil sige, det er en synd, som vi i vore dage ikke kan anse for synd, i hvert fald ikke i den grad, at kønsakten skal bestemmes som syndig.

Når du er nådesprædikant, så forkynd virkelig nåde og ikke opdigtet nåde. Hvis det er den sande nåde, så vis [dine tilhørere] de virkelige og ikke de opdigtede synder. Gud frelser ikke opdigtede syndere. Vær en synder og synd tappert, men tro og glæd dig endnu mere tappert i Kristus, som er sejrherre over synden, døden og verden. Vi må synde, så længe vi lever, for retfærdigheden har ikke hjemme i dette liv. (#68).

74 Det spørgsmål, som jeg ville overveje i dette kapitel, var, om Melanchthon bruger det argument mod at komme til at fungére som prædikant i Wittenberg, at han er gift.

Hvordan det?

Jo, på den måde, at den cølibatære kan siges at bekæmpe begæret i alle dets former, hvorimod den gifte giver efter for det i i hvert fald én af dets former.

Og da Melanchthon er gift og derfor vel fra tid til anden giver efter for det kønslige begær, hvordan vil han så kunne prædike, at begæret skal bekæmpes, han, som jo selv på dette punkt undlader at kæmpe mod begæret?

75 Hvis vi tænker os, at dette er hans spørgsmål til Luther, eller måske blot hans undskyldning for ikke at påtage sig en prædikantopgave, så må vi for det første gøre os klart, at Luther i sit svar forudsætter, at der kun tænkes på det kønslige begær i ægteskabet. Så når han siger ”synd tappert”, gælder det kun det ægteskabelige begær. Som før nævnt, giver det ingen mening på de andre områder, altså med hensyn til begæret efter legemlige behageligheder og efter magt og anerkendelse, direkte at opfordre til at synde, for på disse områder er Gud ikke nødt til at gøre brug af det menneskelige begær.

Men det er han jo med hensyn til den ægteskabeligt akt.

76 Og vi kan for det andet godt udvide begær-betragtningen, når vi når frem til dette: ”Vi må synde, så længe vi lever”. For her bruger Luther ikke bydeform, men gerundiv; godt nok betyder det ofte: ”det er nødvendigt at”, men det kan også som her betyde: ”det kan ikke være andet end at”.

77 Det er naturligvis ikke overraskende, at det spørgsmål, der her angives som det, der har fremkaldt ”synd-tappert-opfordringen”, forekommer en nutidsdansker, herunder en nutidslutheraner, langt ude i skoven. Man kan da ikke forestille sig, at Melanchthon vil komme med den slags indvendinger. Ja, man kan vel ikke engang forestille sig, at han vil bruge sådanne tanker som en ”dum” undskyldning, ”dum” i den betydning, at han ikke mener det alvorligt, men blot i farten indfanger den første den bedste ”forklaring”.

Men nu er jo spørgsmålet i en historisk undersøgelse ikke, hvad vi moderne mennesker kan forestille os, men hvad vi ud fra vor viden om fortidens mennesker må regne det for sandsynligt, at de kunne forestille sig. Spørgsmålet er altså: Kan vi ud fra vor viden om den tids af Augustin inspirerede opfattelse af synden anse det for ikke helt udelukket, at Melanchthon overfor Luther er kommet med indvendinger à la dem, jeg har antydet i #74, indvendinger, der skal gøre det forståeligt for Luther, at Melanchthon ikke vil være prædikant?

Mit svar er – som før antydet – at det ganske rigtigt lyder mærkeligt, men at det, som jeg ser det, er det bedste bud på en forklaring på ”synd-tappert-ordet”.

78 Lad mig opsummere!

1. Vi har en opfordring fra Luther til Melanchthon om at blive prædikant.

2. Der kan være en vis mening i den af mig fremførte Melanchthon-indvending, at den syndsudfejning, som en prædikant tænkes at opfordre til, nødvendigvis må gøre holdt ved den ægteskabeligt samlejesynd. Melanchthon må jo tænkes at have læst Luthers skrift mod Latomus, heriblandt betingelsen for at have Guds behag. For i den betingelse har Luther da vist glemt at overveje, hvordan ægtefolk skal udrense den synd, som jo dog er ikke blot tilladt, men nødvendig i familielivet.

3. På den baggrund giver ”synd-tappert-ordet” mening, men jo kun som opfordring til håndtéring af kønsdriften, ikke af de andre drifter.

Luther til Melanchthon: Hvorfor tøver du altså med at tilslutte dig denne guddommelige dom imod Helvedes porte? Se #66.


Men også for personen gælder det, at den hverken står i Guds behag eller har hans nåde, hvis ikke det er, fordi gaven på denne måde arbejder på at rense synden ud. Se #71.


79 8. Afslutning.

80 I denne afhandling har jeg ikke taget stilling for eller imod den sædvanlige tidehvervsagtige opfattelse af ”synd-tappert-ordet”. Jeg har blot advaret mod uden videre at tage det ud af den sammenhæng, det befinder sig i, altså opfordret til at tage det alvorligt, at Luther her ikke skriver et offentligt værk, men et højst personligt brev til en ven, hvis problemer vi overhovedet ikke kender. Og jeg skal gerne igen understrege, at under de betingelser vil det videnskabeligt set klogeste være helt at undlade at forsøge nogen tolkning af ”synd-tappert-ordet”.

Vil man ikke det – og hverken de mange nutidslutheranere eller jeg selv har jo kunnet dy sig for at forsøge sig med en tolkning – så er det min opfattelse, at den tolkning, jeg kommer med her som nummer tre, nok er den bedste. Men jeg lader mig gerne overbevise af bedre argumenter, hvis sådanne skulle dukke op.

81 Dog vil jeg ikke nægte, at jeg ikke er tilhænger af nogen tidehvervsagtig teologi. Hvilket blandt andet betyder, at jeg ikke vil deltage i kapløbet om at komme med den dystreske skildring af mennesket og dets syndighed. Vi skal ikke forsøge at gøre Luther kunsten efter ved at fastholde hans ”simul justus ac peccator”, på én gang retfærdig og synder. Dels fordi vi aldrig vil kunne gøre det med det samme fynd og klem, som han gør det – han har jo hele den augustinske menneskeopfattelse bag sig – og dels fordi vi på den måde meget let får sneget en lovforståelse af gudsforholdet ind i vor teologi.

82 Det, det for mig at se drejer sig om, er at fastholde taknemmeligheden overfor Gud og næsten, taknemmeligheden over alt det, der møder os af legemlige goder, javist, men først og fremmest taknemmeligheden over Guds ånds arbejde med at skabe og opretholde den tillid, vi lever ud af i alle de fællesskaber, der omgiver os.

Og vil man spørge, om jeg da ikke selv erkender mig som en synder, og om dette ikke vil være nødvendigt, hvis jeg skal tro på mine synders forladelse, så vil jeg henvise til citatet fra Luthers ”Om de gode gerninger”, se #11. Når Luther skildrer, hvordan netop tilliden afstedkommer alle mulige små og store gerninger i et ægteskab, glemmer han så ikke al tale om denne totale synd, som han andre steder er så ivrig efter at fastholde?

Det forekommer mig, at hverken Luthers syndsforståelse eller nogen moderne teologs efterligning af samme giver mig et genkendeligt eller bare nogenlunde fyldestgørende billede af det liv, jeg lever, så fyldt med glæde og ufortjent lykke det er. Nej, det er ikke min skyld, nej, jeg kan ikke på nogen måde prale af det, og ja, jeg véd nok, at jeg kun ”vandrer i de gerninger, som Gud på forhånd har lagt til rette for mig at vandre i” (Ef 2,10), og at jeg, ”som står, skal se til, at jeg ikke falder” (1 Kor 10,12).

83 Og hvorfor skulle jeg dog give mig til at lede efter synd i dette liv? Jeg har jo nok at gøre med at gøre fyldest dèr, hvor jeg står.

84 Og hvad mit syn på Luther og hans værk angår, har jeg i det ovenfor anførte jo ikke lagt skjul på, at jeg ikke deler hans augustinskke menneskeforståelse. Jeg vil – hvis jeg skal bruge de begreber, han anvender i skriftet mod Latomus – forkaste hans metafor om synden og gaven og nøjes med metaforen om vreden og nåden, se #69. Det betyder, at jeg ser mig i stand til at kritisere Luther. Han føler sig nødsaget til at tale om udfejning af synden, men glemmer at overveje eller gøre opmærksom på, om denne udfejning også gælder synden i det ægteskabelige samleje. Hans ord til Melanchthon om at synde tappert kunne tyde på, at der på det område ikke tænkes at skulle finde nogen udfejning sted.

85 Og ikke sandt – så er vi tilbage, hvor vi begyndte. Formodentlig ikke så meget klogere, men forhåbentlig lidt mere tilbageholdende med at dænge alt for mange nutidsteologiske tanker oven på det højst personlige, kun mod én person rettede ”synd tappert”.

86 nm

87 nm

88 nm

89 nm

90 nm

91 n

92 n

93 n

94 n

95 n

96 n

97 n

98 n

99 n

100 n

101 n

102 n

103 n

104 n

105 n

106 n

107 n

108 n

109 n

110 n

111 n

112c

c

113c

c

114 c

c

115 c

c

116 c

c

117 c

c

118 c

c

119 c

c

120c

c

Noter: