Indhold:
Tilbage til oversigten!
| 1 Luther
om den gyldne regel.
Blandt de prædikener, Luther holdt over bjergprædikenen, findes der naturligvis også en prædiken over Matt 7,12, den gyldne regel. (bjerg25). Denne prædiken har det uheldige ved sig, at Luther heri har fået et horn i siden på købmændene. De praktiske eksempler, han kommer med, handler så at sige alle om købmænd og deres gøren og laden. Og da hans viden om økonomiske forhold ikke er up-to-date, det vil sige, da vi véd mere om disse forhold end Luther og derfor nødvendigvis må se stort på hans formaninger her, så kunne man være tilbøjelig til at kaste hele prædikenen overbord. |
. |
| 2 Det vil jeg dog ikke gøre. For prædikenen er et udmærket eksempel på, hvordan Luther arbejder med den naturlige lov, ja på, hvordan han arbejder med sine tilhøreres samvittighed og ligefrem går ud fra, at alle menneskelige væsener er udstyret med en sådan. | |
| 3 Han siger ikke direkte det, jeg siger. Og dog siger han, at det, du skal gøre, ligger dig ganske nær; du har ikke nødig at vandre til Compostella for at finde ud af det. Ej heller er det nødvendigt for dig at lytte til den eller den store kirkelige autoritet. Det ligger og taler til dig i dit værksted, på markedspladsen (her kommer det) og overalt, hvor du færdes. | |
| 4 Alle dine værktøjer
står det jo skrevet på, alle de redskaber, du omgiver dig med
i din dagligdag siger lige op i hovedet på dig: Handl mod din næste
med mig, som du ville ønske, han handlede mod dig med sine redskaber.
Enkelt og ligetil.
Men, siger Luther, det vil sige, at du selv er dit eget vidne. Kanhænde du mener, du foretager dine lidt luskede gerninger sådan i det skjulte, så ingen opdager noget. Men du vil jo altid selv opdage det. Har du på den måde fået dine redskaber til at råbe til dig, så vil de (og det vil sige: du selv) råbe til dig, at dette her er galt, dette her går ikke, det er imod al anstændighed, det er noget, du kun gør, fordi du mener, du ikke risikerer at blive opdaget. |
Luther i prædiken over den gyldne regel: "Se bare på dit værktøj, din nål, dit fingerbøl, dit ølfad, dit kram, din vægt, alen og målestok, så må du lade dette ord være skrevet derpå. Så du ikke kan se nogetsteds hen, hvor det ikke falder dig i øjnene, og så intet er så ringe, af de ting, du omgås til daglig, at det ikke uafladeligt siger til dig, når du ellers vil høre, du mangler bestemt ikke nogen prædiken. For du har lige så mange prædikanter, som du har handel, vare, værktøj og andre sager i din hånd og i din gård. Det skriger hele tiden op i hovedet på dig: Kære ven, gør med mig således mod din næste, som du ville ønske, at din næste skulle handle imod dig med sit gods." (bjerg25#22). |
| 5 Og det betyder: Luther gør i denne prædiken noget, han så vidt jeg lige husker, ellers gør yderst sjældent: han skammer sin tilhører ud, han bearbejder hans samvittighed, han hævder, at han, hvis han handler sådan og sådan, ikke mere kan se sig selv i øjnene. | |
| 6 Og det er altsammen noget, han gør på baggrund af den naturlige lov. Og læg mærke til det: Ved på den måde at gøre personen selv til dommer, bliver loven internaliseret. Det bliver ikke nødvendigt med den ydre dom for at få folk til holde sig i skindet. Man kan bearbejde samvittigheden og på den måde regne med, at personen selv holder øje med sig selv. Andre behøver ikke gøre det. | |
| 7 Det vil sige: Sådan forholder det sig, når det hele fungérer. Det gør det blot ikke altid. Hvis en person kan gemme sine lidt luskede gerninger af vejen, så ikke alle ser dem eller ser, hvor tvetydige de er, eller hvis en person kan få held til at få overbevist sig selv og andre om, at hvad han her gør, det er der ikke noget forkert i, så fungérer den naturlige lov ikke. Det vil sige: den naturlige lov er afhængig i sin funktionsmåde af, at der foregår og kan foregå en åben diskussion i samfundet. | |
| 8 En sådan diskussion foregår dog netop ikke altid. Specielt er den vanskelig at opretholde, hvis den skal foregå i et stærkt lagdelt samfund, som tilfældet var på Luthers tid. Når godsejerne i 1700-tallets Danmark, stillet overfor de påtænkte bondereformer, kunne sige: Hvis bondens åg lettes, så rokkes samfundet i sin grundvold, så var det utvivlsomt oprigtigt ment; vi i vore dage har ganske vist svært ved at overhøre det hykleri, der også kan ligge i udtalelsen, men med ikke så få bondeoprør in mente, og ikke mindst, med det in mente, at man ikke dengang kendte fremtiden og også havde svært ved at forudse, hvilke virkninger en bondefrigørelse ville få, er udtalelsen måske ikke så underlig. | |
| 9 I hvert fald: På den baggrund vil jeg forholde mig noget mere positivt til Luthers udtalelser i denne prædikener, de udtalelser, hvormed han forsøger at få rettet op på det, han mente var sin tids økonomiske misère. Ganske vist har han ikke blik for, hvordan markedet virker sådan i det daglige. Men andre mislige økonomiske transaktioner kan han nu godt afsløre. Og selv om han ikke gennemskuer markedsmekanismen, så kan man dog godt billige det grundsynspunkt, han har: at ingen skal udnytte andre. | Luther i prædiken over den gyldne regel: "For eksempel ser du på markedet, at enhver gør sine varer så dyre, som han selv vil, så han gerne tog tredive pfennig for det, der kun er ti værd. Hvis du så spurgte ham: Kære ven, ville du gerne have, at man gjorde det mod dig? så kan han ikke være så grov og uforstandig, at han ikke må sige: Jeg ville købe det for den pris, som markedet fastsætter, og for hvad der er rimeligt og ret, så man ikke tog mig ved næsen. |
| 10 Fejlen hos ham ligger i, at han ikke ser på markedet som et spil, den enkelte handlende går ind i. Sådan og sådan er reglerne, og vil du lege med, så værsgo! Men kom ikke og beklag dig bagefter. Luther vil have en moralsk pegefinger løftet i dette spil. Men hvis vi accepterer, at sådan og sådan fungérer markedet, må vi holde vore moralske domme borte, og i stedet overveje, om der kan laves ændringer i lovene, så markedet kommet til at fungére efter hensigten. | fortsat: "Se, her har du dit hjerte, som udmærket siger til dig, hvad du gerne ville have, og din samvittighed, som drager den slutning, at du også skal handle sådan mod andre, og derfor udmærket kan lære dig, hvordan du skal forholde dig overfor din næste med køb og salg og al slags handel; hvilket altsammen hører under det syvende bud: Du må ikke stjæle." (bjerg25#9f) |
| 11 Derfor kan man ikke bruge den gyldne regel her. Luther mener, han har ramt den handlende i hans samvittighed, når han lader ham sige, at han vil sælge sin vare for alt det, den bare kan trække, men købe den for, hvad der er ret og rimeligt; han må dog bruge samme målestok i begge tilfælde, synes Luther at mene. Men det ville være imod markedets funktionsmåde. Hvad det er om at gøre, er at sørge for, at enhver handlende står frit i forhold til de andre. Hvis der opstår knaphed på fødevarer, hvis der f. eks. har været en dårlig høst i et område, så står det menneske ikke frit på markedet, som skal have sin mave fyldt hver eneste dag. Og så kan man lave restriktioner. Men til daglig står de handlende frit i deres afgørelse, om de vil købe eller ej. | |
| 12 Se f. eks. teksten her ved siden af. Det kan godt være, at en sælger burde skamme sig over, at han sælger fordærvede varer. Men om han skammer sig eller ej, er i markedets sammenhæng ret ligegyldigt. For markedet er i den henseende selvregulerende. Hvis køber opdager, at han har købt fordærvede varer, uden at sælger havde gjort opmærksom på det, så vil han ikke handle hos denne købmand mere, så gør han den erfaring -- måske en dyrekøbt erfaring, men det er erfaringer jo ofte -- at den mand kan man ikke stole på. Men selvfølgelig: Disse smukke teorier virker ikke, hvis sælger "sidder på" markedet, og køber er tvunget til at købe. Dette problem løses blot ikke ved at skamme nogen ud, men ved at gøre markedet frit. Hvilket forresten ofte kan være svært nok. | Luther i prædiken over den gyldne regel: "Denne her vare ville du ikke gerne modtage af en anden, fordi du har fordærvet eller forfalsket den, osv. Hvor meget ville det mon så ærgre dig, hvis én gav dig en gylden for noget, der knap var ti groschen værd? Hvis du havde blot én god bloddråbe i livet, så skulle du skamme dig for dig selv. For hvis en anden gjorde det imod dig, så ville du kalde ham en tyv og en snyder. Hvorfor skammer du dig da ikke over dig selv, når ikke en anden, men du selv måtte skælde ud på dig på denne måde, du, som er fordømt af din egen samvittighed?" (bjerg25#36f) |
| 13 Og forresten har jo heller ikke vi i vor højt oplyste nutid løst økonomiens gåde, på trods af al vor frie diskussion. Når vi stadig har arbejdsløshed, når arbejdsløsheden stiger og falder med det, vi kalder konjunkturerne, men aldrig helt forsvinder, så er den ene part i prisdannelsen på arbejdsmarkedet ikke fri, nemlig arbejdstager, og han danner derfor fagforeninger, der skal modvirke hans manglende frihed, en mangel, der måske kunne og burde løses på bedre vis, f. eks. med tiltag, der kunne få udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft til at svare bedre til hinanden, eller altså: kunne forhindre, at markedet for arbejdskraft altid er købers marked. Dette var en lille parantetisk bemærkning. | |
| 14 Så kan jeg ikke dy mig for at bringe hosstående citat. Det viser nemlig, at Luther har læst den gyldne regel ligesom jeg har læst den: så det, der skal være retningsgivende for din opførsel, ikke er den andens faktiske handlen overfor dig, men dit ønske om den andens handlen overfor dig. Jeg har tidligere været ude med riven efter Ole Brehm Jensen (sp04#27), fordi han troede, at den gyldne regel blot var udtryk for almindelig human "noget-for-noget" tankegang. Og det er da en glæde at kunne gøre opmærksom på, at Luther faktisk kommer med nogenlunde den samme indvending mod Brehm Jensen, som jeg gjorde. Oven i købet kan man såmænd i dette tekststykke, hvis man læser nøje efter, se den opfordring gentaget, som Jesus kommer med med ordet om at vende den anden kind til og med ordet om at elske fjenden: At det er dig, dig, der her tales til, der tænkes at begynde på forsoningen. | Luther i prædiken over den gyldne regel: "Du skal begynde, du skal være den første, hvis du vil, at andre mennesker skal gøre det mod dig; eller, hvis de ikke vil, så skal du alligevel gøre det. For hvis du først ville være from og gøre godt, når du fik det fra en anden, så ville der aldrig komme noget ud af det. Hvis andre ikke vil, så er du ikke desto mindre skyldig at gøre det ifølge rettens lov og orden, fordi du gerne ville have gjort sådan imod dig. Den, der vil være from, han må ikke bryde sig om andre menneskers eksempel; og det gælder ikke, at du siger: Han dèr har snydt mig, så må jeg også tilsmudse ham, nej, eftersom du ikke brød dig om det, så må du heller ikke selv gøre det mod nogen, og begynd med det, som du gerne vil have folk til at gøre mod dig." (bjerg25#57ff) |
| 15 Derimod forekommer det mig at være helt forkert, hvad Luther siger i hosstående citat. Luther har taget tilløb til erklæringer af denne art tidligere i denne prædikenrække, men her får hans indvendinger mod Matthæus og de to andre synoptikere fuldt afløb. Der er to forskellige prædikener, hedder det, begge dele skal prædikes, men enhver til sin tid. Hvilket er helt forkert. Nej, Luther, der er ét kristent evangelium, det er det, der skal prædikes, det er det, der tager én form hos Paulus, en anden hos Matthæus. | Luther i prædiken over den gyldne regel: "Men siger du: Hvorfor siger han, at loven og profeterne består i dette? Skriften har dog meget mere af lov og profeter i sig? For den har jo læren om troen og forjættelserne, hvorom der her ikke siges noget; så svarer jeg: Kristus taler her om loven og profeterne ligeoverfor evangeliet og forjættelserne. For her prædiker han ikke om den høje artikel, nemlig om troen på Kristus, men alene om de gode gerninger. |
| 16 Og det er altså ikke sådan, at Matthæus kun prædiker det halve evangelium, fordi de "høje" tanker om troen og forjættelserne mangler. Overhovedet ikke. Og det er slet ikke sådan, at man kan dele evangeliet op, som om det første og vigtigste handlede om, hvordan man blev retfærdiggjort, og det andet og måske mindre vigtige om, hvilke gerninger der gerne skulle fremkomme hos den, der således var blevet retfærdiggjort. Slet ikke. Retfærdiggørelse og gerninger prædikes i ét hug. At komme i det rette forhold til Gud og at begynde at gøre gode gerninger begynder i ét og samme sekund (hvis man kan sætte tid på). | fortsat: "For det er to forskellige prædikener; begge dele skal man prædike; men enhver til sin tid og time. Det kan du også klart se i teksten, i de ord, hvor han siger: Hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Dermed viser han jo, at hans prædiken ved denne lejlighed ikke går på mere end gerningerne, som mennesker gør mod os, og vi mod dem, og intet siger om Kristi nåde, som vi modtager fra Gud. Derfor vil han nu sige: Hvis man skal prædike om det gode levned og de gode gerninger, som vi skal gøre mod næsten, så finder du i hele loven og alle profeterne ikke andet end det, som dette ord lærer dig." (bjerg25#48ff) |
| 17 Eller, hvis jeg må tillade mig at bruge en talemåde, jeg har brugt før: Evangeliet er en formaning, og det er det hele evangelium, der udtrykkes i denne formaning. Guds ord til os formaner os til at lade os forlige med Gud, javist, men det ord, der mere konkret formaner os til at forlige os med vor næste, er i lige så høj grad et forvandlende ord fra Gud. Forliges vi med Gud, så forvandles vi i vort sind, ja, men forliges vi med vort medmenneske forvandles vi i ikke ringere grad. | |
| 18 Hele evangeliet er udtrykt i faderens formaning til den ældste søn: "Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi glæde og fryde os, fordi din bror var tabt, men er blevet fundet, var død, men er blevet levende". Med dette ord forestiller Jesus sig virkelig, at den ældste søn kan føres ud af sin fornærmethed og ind i fællesskabet med sin far og sin bror. Og har ordet den virkning, så er det jo et ord fra Gud, så er det Guds sjælsforvandlende ord, der er tale om, også selv om det "kun" er fællesskabet med familien, der genoprettes. | |
| 19 I det hele taget: Al tale om Gud og dommedag, al tale om Guds tilgivelse, om Guds "gave i dåben", det vil sige: alle de mytiske sandheder, vi prædikanter benytter os af, er ikke en tale, der tænkes "at forblive i himlen", den tænkes virkelig at have konsekvenser for vort forhold til hinanden. Og disse konsekvenser har denne tale i sig selv, det ligger i sagens natur, når der fortælles om, hvad der sker på dommedag, så er det vore indbyrdes forhold menneske og menneske imellem, der fortælles om, al kristen forkyndelse vil i det hele taget ikke andet end gøre os opmærksom på, hvilke kræfter der på forhånd er nedlagt i sproget; og i samme øjeblik vi bliver klar over det, ligger de handlinger, der skal gøres, lige for. | |
| 20 Når Jesus kommer med sin formaning: "Tilgiv, så skal I få tilgivelse!" (Luk 6,37) så er det forudsat, at mennesket er et genklangsvæsen, og at mennesket er et sådant væsen, er evangeliets indhold, og det er vel at mærke hele evangeliet, der udtrykkes i denne tanke. Paulus taler om retfærdiggørelse ved tro, og det er en anden måde at sige det samme på, men vi bør dog ikke fokusere så stærkt på det paulinske udtryk, at vi overser udsagnet hos Lukas. | |
| 21 Se f. eks., hvad Luther siger i det førnævnte citat! Her stilles det op, som om dette at tale om Kristi nåde er noget forskelligt fra at tale om de gerninger, vi mennesker gør mod hinanden. Men det forholder sig dog sådan, at al tale om Kristi nåde som sit endelige sigte har det liv, vi mennesker lever med hinanden. Paulus kan formane direkte, og han kan formane via talen om Guds nåde i Jesus Kristus, men endemålet er i begge tilfælde menighedslivet, det, der skal styrkes, er i begge tilfælde den indbyrdes tillid i menigheden. | Luther i prædiken over den gyldne regel: "Dermed viser han [Jesus] jo, at hans prædiken ved denne lejlighed ikke går på mere end gerningerne, som mennesker gør mod os, og vi mod dem, og intet siger om Kristi nåde, som vi modtager fra Gud." (#16) (bjerg25#48) |
| 22 Det er også det, der ligger i, at Paulus taler om menigheden som Kristi legeme, og i, at han taler om at være "i Kristus". Sådan taler Lukas ikke. Dette siger Matthæus ikke. Men det menighedsliv, de prøver at opbygge med deres formanende tale, er dog det samme. | |
| 23 Min udlægning af
Matt 7,21-23.
Alt dette kan jeg bedst vise ved at henvise til et Jesus-ord fra bjergprædikenen, nemlig hosstående om at gøre Guds vilje. Her siger Jesus jo, at det ikke nytter noget med alle mulige undergerninger og dæmonuddrivelser, hvis man ikke gør den himmelske faders vilje. Og at gøre Guds vilje, det vil sige at leve et normalt menneskeliv i dagligdagen. Her er det, Guds vilje vil virkeliggøres. |
Jesus i Matt 7,21-23: "Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!" (ntmatt07#21) |
| 24 Jeg kan også sige, at Jesus her understøtter Luthers tanke om livet i kald og stand som det afgørende. Eller han understøtter Grundtvigs forestilling om, at det kristne budskab lyder "for menneskelivets skyld". De mange trossætninger, de fine teologiske udtryk, alt har sigte på menneskelivet, alt har som endemål at styrke og fuldkomme mennesketilværelsen, og vil man regne kirken, de kirkelige regler, kirkens traditioner, gudstjenestedeltagelse og den slags for det væsentligste, for det, man som kirke bør satse på, så er man på afveje. | |
| 25 Disse afveje var kirken slået ind på på Luthers tid. Med afladshandel, med kirkeligt gods, med cølibatskrav, kort sagt med alt det, der øgede kirkens magt, havde man erstattet Jesu krav om "at gøre den himmelske faders vilje" med kravet om undergerninger, om spektakulære bygninger og gerninger. Alt dette vendte Luther sig imod. Og han gjorde det med fuld ret. | |
| 26
Så kunne det da lige mangle, at vi nu skal opleve ham stille sin
egen lutherske kirke op til erstatning for den nedlagte katolske.
Jamen, det er da heller ikke det, Luther gør, vil man sige. Mit svar er: Jo, i nogen grad. Måske endda i alt for høj grad. Og vi, den lutherske kirke i nutiden, er trolig gået i hans fodspor. Vi har gjort forholdet til Gud til det egentlige. Vi har forkyndt vidt og bredt, hvordan vi er syndere helt igennem. Vi har prøvet at eftergøre Luthers klosterkamp, i ord om ikke i følelser. Vi har villet have os alle, inklusive os selv, naturligvis, til virkelig at mærke inderst inde, hvordan vi ikke slår til i vort menneskeliv. Og ud fra en sådan temmelig mistrøstig skildring af menneskelivet har vi villet have folk til at modtage budskabet om syndernes forladelse med glæde og taknemlighed. For er vi så store synder, kan vi da ikke andet end blive taknemlige, når vi får at vide, at al denne synd er os tilgivet. |
|
| 27
Jamen, er forholdet til Gud da ikke det egentlige?
Nej, forholdet til Gud er et hjælpemiddel, hvorved vi bringes til bedre at forstå, hvad menneskelivet drejer sig om. Begrebet "Gud" er i det hele taget en hjælpelinie, der skal gøre det muligt for os at se det, vi ellers ikke kan se, ligesom en diagonallinie i en firkant kan bringe os til at se, at den "i virkeligheden" består af to trekanter, så vi på den måde let kan beregne dens areal. Begrebet "Gud" gør det muligt for os i ét hug at komme i forhold til tilværelsen selv. Ikke fordi vi skal forblive i gudsforholdet og sutte på det som erstatning for livet selv, men fordi vi derigennem kan få greb om vort liv, om vort forhold til vor næste, om vort forhold til samfundet. |
|
| 28 Jeg har tidligere nævnt, at et meget centralt Jesus-ord er ordet fra Matt 5,37 om, at vor tale skal være ja, ja, nej, nej. Det afbilder en tro på sprogets kræfter, som fører direkte over i en måde at forholde sig til andre mennesker og til samfundet på. Den tilbageholdenhed, den given afkald på at bruge magt, som man må have i sit pædagogiske virke overfor børn, den må man have overalt, hvor man møder et andet menneske. Er ordet, du taler, ægte ment, så har det i sig selv kraft til at gøre sig gældende. | Jesus i bjergprædikenen: "Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde." (ntmatt05#37). |
| 29 Og altså: vi giver den kraft, sproget har i sig til at gøre sig gældende, en særlig betegnelse, idet vi kalder denne kraft "Gud", vi siger oven i købet, at denne kraft ikke er som en fysisk kraft, der bare virker uanset hvem den virker på, men er som en kraft, der udgår fra en person, til hvem man kan bede, hvem man kan anråbe om hjælp. | |
| 30 At tro på denne sprogets iboende kraft giver naturligvis umiddelbart anledning til, at man handler ud af sin tro; tror man på en sådan kraft, kan man ikke ville tvinge noget igennem overfor sin næste. Men man kan naturligvis godt standse lidt op og overveje denne kraft nærmere, gøre sig tanker om, hvorvidt ens tro på denne kraft er identisk med at tro på den treenige Gud, på Faderen, som har skabt både næsten og én selv og det sprog, der forbinder os, på Sønnen, der i sit hele liv levede dette magtafkald ud, stærkest jo i sin lidelse og død, og på Ånden, der slår gnist mellem to individer, der således har ladet Ham om at bestemme. Men det må i sagens natur være umuligt at opholde sig ved disse "himmelske" tanker ret længe ad gangen, hele tiden drives man af selve sammenhængen tilbage til det dagligliv, hvorfra man har erfaret, at sproget virkelig åbner den andens hjerte, om man dog ikke igen kan gøre den erfaring, kan uddybe og styrke den. |
| 31 Hvad jeg vil hævde i denne forbindelse, er altså, at der fuldt legitimt, også i en luthersk kirke, at forstå hele evangeliet ud fra et sådant Jesus-ord; man har ikke nødig at gå omvejen om ad Paulus; det er unødvendigt at fremhæve nogen totalsynd hos os mennesker, før man kan acceptere den sammenhæng, dette ord giver udtryk for. Eller med andre ord: Matthæus er god nok, han skal ikke først "pauliniseres". Eller sagt med den nye trend indenfor den nytestamentlige forskning: Det er måske godt nok at kunne læse Paulus med Luthers briller. Men det kan ikke passe, at alle andre nytestamentlige forfattere skal læses med hans briller også; forøvrigt skal Paulus måske heller ikke læses med disse briller på, hvor hjælpsomme de end har forekommet tidligere tiders teologer. | |
| 32
Og altså, det er, hvad jeg ser i ordet om, at det ikke er de mægtige
gerninger, der afgør sagen, men dette at gøre den himmelske
faders vilje.
Måske jeg skal tilføje, at dette at gøre Guds vilje, jo ikke er identisk med at gennemføre en lovretfærdighed, men betyder at leve i et trosforhold til Gud og næsten. Dette svarer til, at for Matthæus er loven og profeterne opfyldt ved at rette sig efter den gyldne regel, det vil sige, ved at lade sit ønske om, hvordan forholdet til næsten skal være: at det skal være et tillidsforhold, hvor tilliden er intakt og ubrudt, være bestemmende for, hvad man siger og gør overfor sin næste. |
|
| 33 Eller kan jeg sige: Matthæus tænker menigheden med i sine formaninger. Paulus' tanker, med de dogmatiske overtoner, kan langt bedre anvendes, som vi anvender teologiske tanker, dvs til brug for enkeltindividet, eller for de mennesker i vore dage, der vil have kristendommen som deres interesse. Men alle de nytestamentlige forfattere tænker over kristendommen, ikke just som et dogmatisk system, men som tanker, der leder ind i menighedens fællesskab, som formaninger, der er nødvendige for at fastholde menigheden som et fællesskab. Det gør både Paulus og synoptikerne. Men Paulus lader sig bedst (mis)bruge til vore moderne formål, synoptikerne kun vanskeligt. | |
| 34 Luther om Matt 7,21-23.
Luther tager forskellige interessante ting frem i sin prædiken over Matt 7,21-23, herunder det problem, jeg her har behandlet. Det i sig selv er ganske bemærkelsesværdigt. Men jeg vil her gøre det, jeg overalt gør med Luther: Jeg vil kritisere ham, men kritisere ham ud fra det, jeg har lært af selvsamme Luther. Og så viser det sig her, som så ofte ellers, at det, jeg vil kritisere ham for, det har han selv fremført meget kraftigere, end jeg kunne gøre det. |
|
| 35 Luther benytter teksten som afsæt for et angreb på al munkefromhed. Og det svarer dog meget godt til den kirkefromhed, jeg angriber, også selv om kirkefromheden utvivlsomt har baggrund i Luther. Vel inkluderer Luther under begrebet "at gøre Guds vilje" dette at tro på Kristus, altså vel tvedeler ham "Guds vilje" i det at tro og det at gøre, men i næste åndedrag ligger dette at tro dog gemt indeni dette at gøre. Tag de ti bud og se, hvordan Paulus lærer lydighed, tjeneste, trofasthed! hedder det. Og oven i købet ligger det gemt derinde ifølge Paulus, altså ikke blot ifølge Matthæus. Fint nok! | Luther i prædiken over Matt 7,21ff: "For dette at trække i en kappe eller en grå klædning og løbe bort fra menneskene ind i klostret osv, det kan ikke kaldes at gøre Guds vilje, for det står der ikke skrevet et ord om. Nej, at gøre Guds vilje, det er at gøre det, som Kristus har prædiket og lært, det vil sige, at man tror på Kristus og lader sig finde i den stand, der har Guds ord, og i den stand gør, hvad han har påbudt. Tag de ti bud frem for dig og se, hvordan Skt Paulus derudfra lærer alle stænder, hvordan undersåtterne skal yde øvrigheden troskab og lydighed, hvordan de skal elske og tjene hinanden, osv, og enhver trofast skal tage vare på sit embede." (bjerg29#6f) |
| 36 Nu lader han sig imidlertid lokke ind i en modsigelse, som han vistnok ikke løser i denne eller andre prædikener. En ganske interessant og sådan set stadig relevant modsigelse. Gud forsikrer os igennem Moses, at vi ganske klart kan skelne mellem en falsk og en sand profet ved at se på, om det, han profeterer, sker eller ej. Men her omtales mennesker, der gør tegn i Jesu navn og alligevel er falske, onde mennesker. Hvordan kan det hænge sammen? | Luther i prædiken over Matt 7,21ff: "Jeg ville dog tro, og det er jo også sandt, at Gud ikke giver noget tegn eller vidnesbyrd for at bekræfte løgnen, sådan som Moses også siger i 5 Mos 18,20-22: "Når en profet formaster sig til at sige noget i mit navn, som jeg ikke har påbudt ham, (...) og du i dit hjerte ville tænke: Hvordan kan jeg blive klar over, hvilket ord Herren ikke har talt? Hvis en profet taler i Herrens navn og det ikke indtræffer, og ikke går i opfyldelse, så er der tale om et ord, som Herren ikke har talt". Men her står jo dog det modsatte, at de "gør tegn i mit navn" og alligevel er falske, onde mennesker." (bjerg29#15) |
| 37 Hans første svar går ud på, at der kan være tale om mennesker, der i begyndelsen var ægte og gode forkyndere, men siden blev grebet af stolthed over deres egne mange gaver, så de forvandledes til onde mennesker, der forfører folk. (bjerg29#16-20) Men den tolkning vil han ikke gå nærmere ind på. Derimod griber han til stedet i Matt 24 om de falske kristusser og hævder, at det må være det, der er tale om. Også Paulus taler jo om, at antikrist skal gøre tegn og undere. Men derved har Luther jo ret effektivt undermineret sin egen fornemmelse: at Gud ikke giver noget tegn eller vidnesbyrd for at bekræfte løgnen. | Luther i prædiken over Matt 7,21ff: "For den bedste forståelse af det er, at han her taler om falske spådomme og undergerninger, sådan som han også i Matt 24,24 siger: Der vil komme falske Kristusser og falske profeter og gøre store tegn og undere, så endog de udvalgte ville blive ført i vildfarelse, om det var muligt. |
| 38
Hvad skal man da prøve tegnene på? Når de tegn, der
skulle bekræfte forkyndelsen, ikke dur til denne afgørelse,
hvad dur så? Hvilket kriterium skal vi bruge?
Luther svarer, at vi skal bedømme tegnene efter Jesu ord. Og ikke mindst er det Jesu forudsigelse af, at det skal gå sådan, der skulle være det ord, vi lyttede til. (bjerg29#30). |
fortsat: "Og Skt Paulus siger i 2 Thess 2,9f om antikrist: Han kommer med alle slags løgnagtige kræfter og tegn og undere, og med al slags forførelse og uretfærdighed, osv, på grund af, at de ikke har modtaget kærligheden til sandhed, så de bliver salige. Det vil sige, det er sikkert nok, at der i kristenheden vil fremstå falske tegn, og at de falske kristne vil regne dem for rette, sande tegn." (bjerg29#21f) |
| 39 Og så stiller han ellers de papistiske tiltag, som han vendte sig imod i sine reformatoriske hovedskrifter fra 1520, op som identiske med de undere og tegn, som her (dvs i Matt 7,21) påstås at være foretaget i Jesu navn. Ligesom underne, der omtales hos Matthæus, påstås disse mange fromme gerninger, valfarter, helgendyrkelse, rosenkranse, munkeri og paveri, at være gjort i Jesu navn. Men fører det til, at mennesker gør Guds vilje? Fører det til, at jeg bliver klar over, hvordan jeg skal leve og hvad jeg skal gøre? Fordi alle disse "undergerninger" ikke styrker troen på, at Kristus er død for mig, og at jeg lever i mit kald og tager vare på det, derfor er der tale om falske undergerninger. | Luther i prædiken over Matt 7,21f: "De to ting skal I holde op mod hinanden. Her har I min lære, som fortæller jer, hvordan I skal leve og hvad I skal gøre. Dèr ser I de tegn, der går imod denne lære. Og så kan I jo selv drage den slutning: Fordi jeg dèr ser så fortrinlige tegn, derimod her ser læren og advarslen, så vil jeg først undersøge, hvor tegnene fører hen, og forstå dem, såvidt de kan forstås, om de nu også tjener til at styrke min tro, nemlig troen på det ord, at Kristus er død for mig, at jeg i kraft af ham bliver from og salig overfor Gud; og videre, at jeg lever i mit kald og omhyggeligt tager vare på det." (bjerg29#35) |
| 40 Det, der er det svære, var nok lettere på Luthers tid, end det er i dag. Det svære er at forstå, at troen på, at Kristus er død for mig, osv, kun fører ind i dagligdagen med dens almindelige gerninger, ikke ind i en særlig kirkelighed. Når det var lettere at have med det at gøre på Luthers tid, skyldtes det, at de katolske overdrivelser stadig var i frisk erindring. Denne overbevisning, at man blot kaldes til at være almindeligt menneske, intet mere, så at sige råber på en modsætning, og hvor modsætningen er bevaret, som på Luthers tid, får denne overbevisning et fast holdepunkt. Forsvinder derimod denne modsætning, bliver erindringen om de katolske udskejelser svækket, som det jo uvægerlig sker med tiden, så kommer livet i kald og stand til at stå alene, og ærlig talt, at leve i kald og stand, det kan jo enhver idiot gøre. | |
| 41 Den overbevisning: at Kristus er død for mig, har udelukkende til hensigt at fungére som springbrædt for et angreb på de mange katolske kirkelige særregler. Men når særreglerne forsvinder, når angrebet er lykkedes, så kommer springbrædtet nemt til at blive et mål i sig selv. | |
| 42 Eller jeg kan sige: Når man "kun" skal leve i kald og stand, så er der ikke længer forskel på en kristen og en ikke-kristen, på den, der mener det alvorligt med sin kristendom, og den, der tager let på den. For som sagt: leve i kald og stand kan jo enhver idiot. Og så opstår trangen til at gøre sin kristendom til noget særligt, fra de almindelige menneskers opfattelse forskelligt, først og fremmest pietismen med dens omvendelseskrav. Man skiller sig ud, man er ikke blot kristen, man er omvendt kristen, og det skal egentlig enhver kristen være. At Kristus er død for mig bliver ikke et grundlag for at skille sig af med alle mulige og umulige kirkelige tilvækster, for disse tilvækster er forlængst forsvundet. Og så gøres da i stedet dette, at Kristus er død for mig, til noget, der skal gribes af inderligheden, til noget, hvorved jeg kan udskille mig fra dem, der "kun" lever i kald og stand. | |
| 43 Hermed er vi fremme ved det spørgsmål, der har plaget protestantismen igennem de sidste århundreder: Skal kirken være folkets kirke eller skal den være kirke for de særligt udvalgte? Som man måske kan forstå, er jeg mest tilhænger af det første, men som man måske også kan forstå, er der ganske mange bibeltolkninger og ubevidste overbevisning, man skal gøre op med, om man vil fastholde den overbevisning. Herunder ikke så få tolkninger, der såmænd stammer fra Luther selv. | |
| 44 Jeg skal ikke svælge unødigt i dette spørgsmål, men dog bemærke, at jeg mener i min tolkning af bjergprædikenen at være gået ud fra, at Jesus vil tiltale os som mennesker og give os anvisninger på, hvordan menneskelivet er indrettet og derfor skal leves. Det vil sige, hans anvisninger er etiske anvisninger af første grad, har direkte med dagligdagen at gøre. | |
| 45 Først i næste omgang bliver de anvisninger af anden grad: anvisninger på, hvordan man skal stille sig til ham og hans person, han, som kommer med disse anvisninger af første grad, der jo på en række punkter går imod de anvisninger, som de jødiske rabbinere kom med. Men selv da er anvisningerne af samme indhold som anvisningerne af første grad: mennesket er indrettet sådan, at dets sprog selv vil gøre sig gældende, du kan ikke tvinge noget igennem overfor dit medmenneske; og stilles du overfor mennesker, der vil gennemtvinge det, de mener er loven fra Gud, da må du, som Jesus, tale imod dem, og ellers finde dig i, at de bruger vold, endda måske slår dig ihjel. | |
| 46 Så er det sandt, at ligesom vi ikke befinder os i Luthers situation, stillet overfor en kirke med vildtvoksende kristus-fjendske traditioner, sådan står vi heller ikke i Jesu situation, stillet overfor en lovfromhed, der stræber os efter livet. Så vor tale om martyriet bliver let lidt tom. Men selv om vi således af historiens lykkelige udvikling er blevet forvandlet til protestanter, der egentlig ikke mere har noget at protestere imod, og selv om vort dagligliv synes så udmærket at kunne undvære forkyndelsen af Jesu ord og formaninger, så er det alligevel sådan, at det er i sammenstødet med dagliglivet, at evangeliet skal slå gnister. | |
| 47 Og det er altså også sådan, at dette positive syn på dagliglivet, det er noget, vi har lært af Luther selv. Selv om vi så må tage den kendsgerning med i købet, at Luther også har kastet mange ord fra sig, der har givet anledning til pietisme og trosbekymring. | |
| 48 Luther om embedet
Imidlertid benytter Luther sidste del af denne prædiken til at gå ind på en helt anden problematik, nemlig den, om ikke det mon er embedet i sig selv, der giver velsignelse, og giver den, uanset om embedets indehaver er from eller ufrom. Det er spørgsmålet om, hvordan Gud bruger underne, der bringer denne problematik frem. Luther har lige nævnt, at Gud kan lade undere ske, som ikke bekræfter troen, men snarere bekræfter vantroen. Men kan Gud så også lade vantro mennesker gøre undere og derigennem bekræfte den sande lære? Ja, svarer Luther, det kan han faktisk. |
Luther i Prædiken over Matt 7,21ff: "For eksempel er en prædikant i en offentlig stilling og han er en embedsperson og hvis man ser nøje efter, så gør en sådan person de allerstørste gerninger, tegn og undere, som kan ske på jorden. For gennem hans embede, ord og sakramente, som han rækker dig, bringer han dig til troen, redder dig ud af djævelens magt og ud af den evige død og fører dig til himlen, til det evige liv; det er jo langt mere end alle ydre tegn og undergerninger og han kan dog alligevel godt selv være et vantro, ondt menneske." (bjerg29#52). |
| 49 Og han nævner Kajfas og Bileam som eksempler. Kajfas, der ifølge Joh 12,11 fremkom med en sand profeti, skønt han dog var et gudløst menneske; men forklarer, johannesevangelisten, han var ypperstepræst det år, derfor. Det vil sige, Gud lod ikke personen, men embedsindehaveren være velsignet med profetisk gave. Og Luther lader tankegangen gå videre: På samme måde kan Gud bruge en ugudelig prædikant til at foretage de allerstørste undere, som er, at han bringer mennesker troen, redder ud af djævelens magt og den evige død og fører til himlen. | |
| 50
Det vil sige: Luther er gennem disse overvejelser bragt derhen, hvor en
prædikants tro eller ugudelighed er ligegyldig, det er alene embedet,
der gør det. Gud kan fuldføre det under, at et menneske kommer
til tro, også igennem en ugudelig prædikant.
Her mener jeg, han er kommet for langt ud. Denne tanke lader sig ikke opretholde. "Af tro, til tro", hedder det; og det hedder: "Vi troede, derfor talte vi". Det glade budskab bringes videre. Men tror man ikke på det glade budskab, hvordan kan man så bringe det videre? |
Luther i Prædiken over Matt 7,21f: "man skal se efter, om embedet og tegnet går sammen og tjener til at prise og bekræfte læren, så man tror på Kristus, og så læren stemmer overens med det, han har talt, påbudt og indstiftet. Når du ser det, så skal du sige: Denne prædiken er ret, skønt personen ikke duer. Tegnet vil jeg modtage, men jeg vil ikke spørge efter personen osv. Hvis det ikke er der, skal du ikke tage imod det eller tro det, så kan tegnene være så store og personen så hellig og så dyrebar, som de vil." (bjerg29#65). |
| 51 Specielt er det mærkeligt, at Luther kan få sig selv til at sige: "Denne prædiken er ret, skønt personen ikke duer". Hvis personen ikke duer, hvordan kan han så holde en ret prædiken? At personen ikke duer -- det fremgår af det foregående -- betyder jo ikke, at personen af svaghed er kommet til at overtræde Guds bud, men at vedkommende er vantro eller er et ondt menneske. Og man kan dog vel ikke på én gang være vantro og i sin prædiken fremstille evangeliet på ret måde. | |
| 52 Det forekommer mig også, at Luther for en gangs skyld modsiger sig selv ikke så lidt, eller i hvert glider i opfattelsen af, hvad "tegn" betyder. "Tegnet vil jeg modtage, men jeg vil ikke spørge efter personen osv. Hvis det ikke er der, skal du ikke tage imod det eller tro det", siger han. Her er "tegn" opfattet positivt, som noget, hvorved man kan kende det sande evangelium. Men straks efter siger han jo: "så kan tegnene være så store og personen så hellig og så dyrebar, som de vil." Og så er "tegn" pludselig blevet noget, der kan snyde, og som vi skal lade ude af betragtning. | |
| 53 Luther har her knyttet embede og tegn tæt sammen. Alligevel spørger han til sidst, hvordan man skal se på det, der ikke har noget embede og alligevel gør undere og profeterer. (bjerg29#69). Han anbefaler, at man skal se på dem, som Jesus Mark 9,39 så på dem, der gjorde undere i hans navn uden at følge ham. | |
| 54 Men alt dette bevirker, at han ikke kan bruge underne som "prøvesten" for forkyndelsen. Den eneste prøvesten, Luther kan opstille er den, der spørger efter, om tegnene peger hen imod, at Kristus prises derved, og din tro bliver krævet derigennem. Så når man skal afgøre, om der er tale om undere, hvorved Gud vil stille os på prøve, eller der er tale om nogle, hvorved han vil bekræfte læren, så er det dèr, man skal hente målestokken. Men det vil jo i virkeligheden sige, at læren aldrig kan blive bekræftet gennem undere. Det er altid læren, der skal bekræfte underne, aldrig omvendt. | Luther i prædiken over Matt 7,21f: "På den måde har du to slags tegn, som er gode og rette, først dem, der sker ved fromme personer, som er kristne; dernæst dem, der også kan ske ved onde personer, som blot er i embede og lærer ret; men at man altid skal bedømme dem efter denne prøvesten, som gælder alle slags personer, hvad enten Gud har givet dem at være fromme eller ufromme, at være i embede eller udenfor embede, den prøvesten, om tegnene peger hen imod, at Kristus prises derved og din tro bliver krævet derigennem. |
| 55 Det vil sige, i denne forbindelse er det især de gamle katolske uvaner, Luther har for øje, det er dem, der vil friste én til at stole på sin egen retfærdighed. | fortsat: "Men hvis du mærker, at de viser dig andetsteds hen, f. eks. til at rejse på valfart, at anråbe helgener, at løse sjæle fra skærsilden, kort sagt, til dine gerninger og til at stole på din egen retfærdighed, så skal du sige: Om du så gjorde alle undergerninger, så jeg kunne se det og tage på det, så ville jeg ikke tro dig, for Kristus har advaret mig tilstrækkeligt imod det." (bjerg29#72). |
| 56 Om splinten og bjælken.
Blandt de Jesus-ord, der er gået hen og har fået ordsprogsstatus, er ordet om splinten og bjælken vel nok det mest markante. Og man kan selvfølgelig godt argumentere for, at dette skyldes den humoristiske klang, der er over det. Mens man godt kan forestille sig, at et menneske har fået en splint i øjet, er det lidt absurd at forestille sig et menneske vandre rundt med en bjælke i øjet. Men jeg vil nu mene, at det også har med selve ordets indhold at gøre. Vi i den vestlige verden har fået en antipati mod al farisæisme ind med modermælken, og vi ser denne slemme farisæisme afbildet på en ny og morsom måde i ordet om splinten og bjælken. |
Jesus i Bjergprædikenen: "Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje." (ntmatt07#3). |
| 57 Forøvrigt er det forhold, at ordet er blevet et ordsprog hos os, jo også en bekræftelse på, at Jesus med sine ord sigter på menneskelivet, det er det, han vil have bragt på ret køl, han vil ikke indrette en særlig fin afdeling af menneskelivet eller grundlægge en særlig religiøs eller kristelig menneskerace. | |
| 58 Men altså, når ordet har fået ordsprogsstatus, skyldes det, at vi kan forstå det, og når vi kan forstå det, skyldes det, at det benytter sig af den naturlige lovs tankegang, eller, sagt på anden måde, at det udnytter vor ulyst til at sige os selv imod. Vi har sammen med sproget fået mulighed for at sætte os i den andens sted. Og dette, at vi bruger den mulighed, gør etik mulig. Jeg kan også sige, at etikken bygger på den gyldne regel. Men den gyldne regel forudsætter jo også netop, at man kan sætte sig i den andens sted. | |
| 59 Det vil sige, dette Jesus-ord vil ikke føre os op i det etiskes højere luftlag, hvor vi ganske skal fornægte os selv, det vil "blot" have os til at se på os selv med den andens øjne, eller se på os selv udefra. Det kan til gengæld også være svært nok. For ligesom begrebet "farisæisme" har det underfundige ved sig, at den, der anklager andre for farisæisme, meget let selv kommer til at falde i den grav, der hedder: at være farisæer, sådan vil den, der anklager andre for ikke at kunne se sine egne fejl, men kun andres, let kunne anklages for det samme. Blandt andet derfor skal man være meget varsom med at anvende dette ord i praksis. | |
| 60 Men jeg vil nu, trods denne behørige advarsel, komme med en anvendelse af ordet, der formodentlig vil blive imødegået af ordet selv, det vil sige, man vil meget let kunne anvende ordet her imod mig. |
| 61 Jeg vil nemlig hævde, at dette: straks at se og gøre opmærksom på sine egne fejl, er en speciel vestlig tænkemåde, som ikke findes tilsvarende f. eks. i de muslimske lande. Dette viser sig specielt i den bestandige trang til at sige undskyld, som vi har i vesten. Vi har været imperialister, undskyld for det! Vi har underlagt os store dele af den øvrige verden, hvor kunne vi dog gøre det! Vi har solgt store dele af Afrikas befolkning som slaver, det er dog ganske umoralsk! Osv, osv. Der er ikke den fejl eller mangel i den øvrige del af verden, som ikke kan føres tilbage til os i vesten, og vi er parat med vort "undskyld!" endnu før det er blevet rigtig klart, om der er tale om noget, vi har gjort forkert. | |
| 62 Med andre ord: Vi vil for alt i verden ikke ind i en situation, hvor man vil kunne beskylde os for ikke at kunne se bjælken i vort eget øje. Og dette træk ved vor indbyrdes diskussion kan man, alt efter temperament, betragte som en god ting eller en uheldig ting, men hvis man skulle betragte det som en god ting, vover man naturligvis ikke at hverken sige eller så meget som antyde, at det er en god ting. For så vil vi straks kunne anklages for farisæisme, en farisæisme, der består i, at vi er bedre til at se vore egne fejl end andre er til at se deres. | |
| 63 Ikke desto mindre kan man altså iagttage den forskel på den vestlige verden og islam, at mens den vestlige verden både selv påtager sig skyld for mange dårligdomme i dens tidligere kolonier, og giver de tidligere kolonier ret, når de anklager os, så finder noget tilsvarende ikke sted mellem den islamiske verden og de nationer og folk, som den har udnyttet op igennem tiden, f. eks. som slaver. Og besynderlig nok finder man heller ikke på at anklage den tidligere Sovjetunion for den ravage, den har afstedkommet, f. eks. i Afghanistan og i de tidligere asiatiske sovjetrepublikker. | |
| 64 Dette sidste lader forøvrigt ane, at det ikke blot er dette Jesus-ord, der ligger bag sådanne anklager og selvanklager; der ligger faktisk også en ikke så ringe ringeagt for andre folkeslag bag. Hvordan det? Jo, man anklager kun de lande, der hører med til ens egen "etiske sfære", dvs dem, der hører til dem, man forventer ordentlig opførsel af. De lande, der regeres af tyranner eller beherskes af en for os fremmedartet tankegang, bliver ikke anklaget, men betragtet som uforbedrelige. | |
| 65
Nuvel, dette blot som en forsmag på, hvad Luther bruger ordet til!
For selvfølgelig har hverken Jesus eller Matthæus tænkt på forholdet mellem civilisationer, da ordet blev henholdsvis formet og indsat i bjergprædikenen. |
|
| 66 Skal vi prøve at efterspore, hvad Matthæus kan have ment med ordet, kan vi lægge mærke til placering: lige efter ordet om ikke at dømme. Det kan være, Matthæus har villet føje dette ord til, for dermed at sige, at det ikke blot er uklogt at dømme, fordi man i et fællesskab af "genklangs-væsener" risikerer at få sin dom i hovedet igen, det er også uklogt af den grund, at vi i moralsk henseende som oftest ikke har noget fortrin fremfor den, vi dømmer. Eller altså: Vi kan ikke stille os selv om på en piedestal og dømme de andre, for hvordan er vi selv? | |
| 67 Og skal vi prøve at gætte os til, hvad vel Jesus kan have ment, er det først og fremmest tonefaldet, vi må have fat på. Og som det fremgår af adskillige steder i denne afhandling, vil jeg anbefale, at man forstår ordet som talt med den kærlige formanings tonefald. Ligesom Jesus siger: Lad dog være med at stille dig uforstående eller moralsk forarget an overfor din næste, det fællesskab, både du og han er en del af, vil med garanti sende din moralske forargelse tilbage i hovedet på dig. Sådan siger han her: Du må være klar over, at der bliver set på dig i det fællesskab, du står i; derfor vil det da være uklogt af dig at finde fejl frem hos din næste, når du selv er alt andet end pletfri. | |
| 68 Altså: Jesus opstiller ikke en ny lov om ikke at være farisæisk. Han kommer kun med et godt råd til, hvordan vi kan agere i de fællesskaber, vi står i. Ligesom du hele tiden i dit stille sind bedømmer andre, sådan bedømmer de jo også dig. Og hvis du giver din altfor negative bedømmelse af den anden til kende, så kan det meget vel være, at du til gengæld rammes af deres meget mere negative bedømmelser af dig. | |
| 69 Man kan også sætte ordet ind i den sammenhæng, jeg har prøvet at opstille: Jesus vil med formaningen om ikke at blive vred, om ikke at se på næstens hustru med et begærligt blik, om at vende den anden kind, om at elske fjenden, have os til at se på de forhold, vi lever i; hvordan får vi genskabt fortroligheden og tilliden i dem? Og det véd vi jo godt, at er forholdet gå i stykker, da har vi en næsten ubetvingelig lyst til at komme med bebrejdelser til den anden. | |
| 70 Andre gange kan Jesus pege på, at det ikke fører til noget: Vil du have forholdet til den anden genoprettet, så vend den anden kind til, gå to mil med den, der kun venter, du går én mil med ham. Men her lyder formaningen: Lad være med det bebrejderi! Du er ikke i en situation, hvor du kan tillade dig det. Den splint, du vil tage ud af næstens øje, modsvares af en bjælke i dit eget. | |
| 71 Er Luther farisæer?
Luther anvender uden at blinke det lille Jesus-ord her om lutheranerne og papisterne, med papisterne i "bjælkerollen". Det var måske ikke lige meningen med ordet. Og vi i vore dage, der helt anderledes er grebet af ivrighed efter at erkende os skyldige, i det mindste så længe det er synder, vore bedstefædre begik, vi føler os lidt mærkelig tilmode. Kan Luther da ikke se, at det ikke drejer sig om at tildele modparten en bjælke, men om at indse, at det kan man netop ikke gøre? Ordet vender jo indad mod den talende, ikke udad mod den, der omtales. |
Luther i prædiken om splinten og bjælken: "Når de [papisterne] anstrenger sig allermest og finder væsentlige grunde frem til at dømme og fordømme os, så er det den væsentligste grund, at der er nogle af vore, der besidder gejstligt gods; eller de bebrejder os, at vi ikke faster og mere af den slags, og det kan måske give det indtryk af, at der hos os af og til forekommer nogle svagheder. Men deres egen bjælke kan de ikke blive opmærksom på: at de forfølger evangeliet, desuden myrder uskyldige mennesker, og endelig selv er de største ærkerøvere og tyve, når det drejer sig om klostre og kirkegods." (bjerg23#4) |
| 72 Nå, vi må tage Luther, som han er og forefindes. Og man må naturligvis give ham ret i, at de ydre forhold gør det lidt vanskeligt at tildele sig selv bjælkerollen, katolikkerne splintrollen. Det var nu engang katolikkerne, der stræbte Luther efter livet, ikke omvendt. Men hans anklage her ved siden af viser, at de moralske opstød, hver part kom med over modpartens opførsel, var en del af datidens kamp. Og det må jo altså så konstateres, at i denne kamp med gensidige beskyldninger får ordet her ikke Luther til at afholde sig fra at komme med anklager mod katolikkerne, oven i købet ud fra den antagelse, at det, han anklager dem for, er værre overtrædelser, end det, de anklager lutheranerne for. | Luther i prædiken om splinten og bjælken: "Men at vi ikke faster eller overholder deres retfærdighed så strengt, hvilket de dog heller ikke selv gør, det skal altsammen kaldes forfærdeligt, men al deres synd og skændsel kaldes from og ærefuld. Sådan går det til verden over, at overalt bjælken dømmer splinten, en stor forbryder fordømmer den lille." (bjerg23#6) |
| 73
Og jeg vil da også mene, at hvis vi en kort overgang suspenderer
vor sædvanlige vesterlandske tendens til altid at se fejlen hos os
selv først, og hvis vi ved den "synd og skændsel", som Luther
omtaler, forstår katolikkernes forfølgelse af de anderledes
tænkende lutheranere, så må vi nok give Luther ret: dette
at forfølge lutheranerne på liv og gods er en værre
forbrydelse end dette ikke at faste; og hvis Luther oven i købet
har ret i, at denne de vil kalde denne "synd og skændsel" from og
ærefuld, altså ikke regne den for synd, så bliver det
alene af den grund meget værre.
Det vil sige: nok skal vi være villige til at se vore egne fejl, men vi skal i denne villighed bevare vor proportionssans. |
|
| 74 Men Luther går ret snart over til at formane angående forholdene i menigheden, det vil sige, formane om, hvordan man skal forholde sig til dem, der har brug for ordet om syndernes forladelse og hver dag beder fadervor, hvor der i bønnen om tilgivelse gås ud fra, at vi også forlader andre mennesker de synder, de begår imod os. Derfor, ud fra erkendelsen af selv at være en synder, kan man holde andre mennesker deres synd til gode. | Luther i prædiken om splinten og bjælken: "Men den, der vil være kristen, må vide (og han vil nok også selv mærke det), at det ikke kan gå for sig så rent, så han ikke har nogen splinter, og artiklen om syndernes forladelse må hver dag herske i os. Derfor kan han også holde andre menneskers deres svagheder til gode og lægge dem ind under Fadervor, hvor han jo beder: Forlad os, som vi forlader osv.; især når han ser, at man har ordet kært og sætter pris på det, ikke foragter det eller forfølger det." (bjerg23#9) |
| 75
Lidt senere går Luther endnu kraftigere til værks. Han får
det stillet sådan op, at hver enkelt altid vil få nok at lave
med at gøre den store slyngel from, ham, man finder i sin egen hud,
hvilket betyder, at den lille slyngel hos næsten altid vil kunne
forblive i fred.
Det er, hvad Kristus vil sige, siger Luther. Og det har han jo ret i. Men sætte det ind i forholdet mellem lutheranere og katolikker i samtiden, eller i forholdet mellem sværmerne og lutheranerne, det falder ikke Luther ind. For han holder det hele tiden sammen med ordet om tilgivelse. Det værste, man kan gøre, hævder han, er at kaste vrag på tilgivelsesordet, at mene, at man selv ikke har brug for tilgivelse. |
Luther i prædiken om splinten og bjælken: "her [i Kristi rige] skal det være sådan, at du først gør den store slyngel from, ham, du finder i din egen hud, når du ret ser dig for; derefter, når du har gjort det, så kan du på god måde nå frem til også at gøre den lille slyngel from. Men her skal du se løjer! Hvad vil du ikke daglig får at bestille med den store slyngel, så jeg godt tør vædde på, ja sætte mit hoved i pant på, at du aldrig vil komme dertil, at du kan trække splinten ud af den andens øje, så du må sige: Skal jeg først have med andre mennesker at gøre, og gøre dem fromme? Jeg kan dog aldrig nogensinde gør mig selv from eller blive fri for min bjælke; så skal din brors splint nok kunne være i fred for dig. Se, det er, hvad Kristus vil sige," (bjerg23#17) |
| 76 c | |
| 77 c | |
| 78 c | |
| 79 c | |
| 80 c | |
| 81 c | |
| 82 c | |
| 83 c | |
| 84 c | |
| 85 c | |
| 86 c | |
| 87 c | |
| 88 c | |
| 89 c | |
| 90 c |
Noter:
n24: Begge de to skriftsteder er forkerte. I Mark 11,24 står der: "Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det". I Matt 21,22: "Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.«