Indhold: Tekstvejledninger til ordet om salt og lys. #1. Hvad er salt? #6. Løgstrups suveræne livsytringer, kritisk betragtet #13.
Tilbage til oversigten!
| 1 Det første, man må lægge mærke til, er, at der står: "I er jordens salt, I er verdens lys". Der står ikke "I skal være jordens salt, I skal være verdens lys". Det vil sige, Jesus påpeger en kendsgerning, mere end han giver disciplene en opgave. Men det store spørgsmål er så videre, hvordan da disciplene kan være jordens salt og verdens lys, altså: hvad er det for kræfter, der igennem Jesus bliver nedlagt i dem, så de kan have virkning ud i verden? | Matt 5,13-16: "I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. v14 I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. v15 Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. v16 Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene". (ntmt5#13) |
| 2 Det er noget, alle de tre vejledere fra Præsteforeningens Blad, som jeg har rådført mig med, er enige om. Men det store problem er jo så, hvordan de beskriver disciplene, så det, de sådan uden videre er, kan få sådanne virkninger. | Henning Schmidt i Præsteforeningens Blad 98/42: "Der er imidlertid ikke tale om, at disciplene skal indlede et korstog mod mørkets magter og den moralske opløsning -- der er tale om noget, disciplene "er" i kraft af at være disciple -- de "er" jordens salt og de "er" verdens lys". |
| 3 Lad os tage Henning Schmidt, som jeg er begyndt med! Han begynder med det, vi præster altid er bedst til, nemlig med at sige noget om, hvad der ikke er tale om. Og det kan jo være sandt nok: der er ikke tale om villede, planlagte gerninger, som man kan komme bagud med den ene dag og indhente den næste. (Omend det nu nok er tvivlsomt, om det er den slags gerninger, de pårørende ved begravelsesamtaler tænker på, når de hævder, at deres mor var "en god mor"). I stedet for mener Henning Schmidt, at spørgsmålet er, om vi selv lever på det budskab, vi bringer andre, om budskabet er blevet alvor for os, så det er en ægte formidling, der bliver tale om i vor forkyndelse af Jesus. Tja, sådan kan man jo se på det. Og teksten lægger måske også op til det, men sagen er ikke opklaret med sådanne bemærkninger. | Senere: "De gode gerninger, som Jesus taler om, at mennesker skal se og prise Gud for, handler derfor næppe blot om at overholde en slags "spejder-ed" med daglige gode gerninger, så man ved livets afslutning kan gøre regnskabet op, og hvor de fleste nok ifølge både begravelsessamtaler og begravelsestaler vil få en del "plusser". Nej, det, Jesus hentyder til med "de gode gerninger", tror jeg, snarere er ægthed og ærlighed i vores formidling af budskabet om Jesus, så det kan ses, at der er samklang mellem det budskab, vi er sat til at bringe og det liv, vi lever". |
| 4 Også Lisbeth Smedegaard Andersen er klar over, at der bruges indikativ, ikke imperativ i udsagnet om jorden salt og verdens lys. Og hun gør også opmærksom på, at andre mennesker (her vore døde) hidtil har været salt og lys for os, og at det nu er vores tur til at være det for andre. Men hun undersøger desværre ikke nøjere, hvordan da disse andre, vore afdøde kære, har været salt og lys for os. Havde hun gjort det, ville det nok være blevet klarere, hvordan det går til, at mennesker kan være genskær af ham, der kaldte sig for verdens lys. | Lisbeth Smedegaard Andersen i Præsteforeningens Blad 2000/42: "Alle Helgens dag mindes vi dem, der var jordens salt og verdens lys for os, men vi mindes også om, at nu er det os, der for en tid er (ikke skal være, men er!) genskær af ham, der kaldte sig selv for verdens lys. |
| 5 Hos Jørgen Bækgaard Thomsen er sagen lidt mere speget. Eller i hans formulering bliver det klart, at sagen er speget. "Indikativen indeholder en fordring", nemlig en fordring på Jesu liv i tro, lytten og bøn. Hvad det så betyder. | Jørgen Bækgaard Thomsen i Præsteforeningens Blad 2004/43: "At være discipel uden at det får konsekvenser, er meningsløst. Ordene lyder ikke som befaling, men indikativen indeholder alligevel en fordring. Fordringen går ikke på disciplens egne egenskaber, men på hans liv i tro, i lytten og bøn". |
| 6 Men lad os se lidt på, hvad det i ny testamente selv betyder at være jordens salt! Her i sammenhængen hos Matthæus får vi ganske vist ikke så meget ud af det. Salt skal holde madvarer brugelige over tid. Og mister det sin kraft, kan det ikke udføre den opgave, det er beregnet til, og må derfor kastes bort. Klart nok. Men hvad nøjagtig det er for et træk ved discipelskaren, der gør, at man kan tale om, at nu har ét eller andet i dette samfund mistet sin kraft, det bliver ikke klart. | |
| 7 I lukasevangeliet bliver sagen nok lidt klarere. Her står ordet om saltet efter opfordringen til at elske Jesus mere end alle andre, ja mere end sit eget liv (Luk 14,26) Og dette, at saltet mister sin kraft, kan derfor udlægges som identisk med, at der ikke mere er nogen i menigheden, der er villig til at sætte sit liv på spil. Eller, for at sige det på en anden måde: det er identisk med, at martyrkravet er nedtonet, eller ikke mere føles relevant. Den måde kan ordet også naturligt udlægges på i Matt 5,13. Her står ordet jo lige efter påstanden om, at disciplene er salige under forfølgelse. Men det er, mener jeg, kun med Lukas i baggrunden, at vi tør udlægge det således. | Luk 14,34f: "Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? v35 Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« |
| 8 Markusevangeliet sætter ikke dette, at saltet mister sin kraft, i forbindelse med martyrforventningen, men i forbindelse med det at forarge én af de små. Det er det, der omtales forud for ordet om salt (Mark 9,42). Her ses ordet ikke som en formaning til ret holdning udadtil, men som en formaning til at forholde sig ret overfor de svage i menigheden. Svarende dertil sluttes af med en formaning til at holde fred indbyrdes. Om udtrykket "bevar saltet i jer selv" skal oversættes sådan, eller det skal oversættes "bevar saltet hos jer" (i betydningen: i jeres indbyrdes samliv), det er et spørgsmål af samme art som spørgsmålet om, hvorvidt Luk 17,21 skal oversættes: "Guds rige er indeni jer" eller "Guds rige er midt iblandt jer". | Mark 9,49: "For enhver skal saltes med ild. v50 Salt er en god ting, men hvis saltet ikke er salt mere, hvordan vil I da gøre det salt igen? Bevar saltet i jer selv, og hold fred med hinanden!« |
| 9 Det vil sige: I begge tilfælde, både udadtil i forhold til det øvrige samfund og indadtil overfor menighedens medlemmer, kan det gå sådan, at det kan gå råd i fællesskabet. Indadtil ser det ud til, at det har med den indbyrdes fred at gøre; hvis der opstår uenighed mellem menighedens medlemmer, så kan formaningen om at bevare saltet hos menigheden være på sin plads. Og udadtil kan det have med det at gøre, om disciplene er villige til at finde sig i forhånelse og forfølgelse fra det øvrige samfunds side; er de det, da er de jordens salt; men er de det ikke, da har saltet mistet sin kraft. Og så må vi jo lade det stå ganske åbent, om kirken i vore dage er som salt, der har mistet sin kraft. Vor situation er jo en ganske anden. Vi er selv en del af det samfund, der i givet fald skulle forfølge os kristne. Og vi skal naturligvis holde fred indbyrdes, men jo ikke nødvendigvis en fred, der er enige om alle politiske og teologiske detailler. | |
| 10
Så til det med lyset! Disciplene dengang og vi i vore dage er verdens
lys. Hvordan det?
Ja, ligesom det er saltets opgave at holde råddenskaben fra døren, er det lysets opgave at holde mørket fra døren. Og ligesom det går galt med fuldførelsen af denne opgave, hvis saltet bliver "saltløst", sådan går det også galt med lysets opgave, hvis man sætter lyset under en skæppe. Anbragt dèr kan det ikke fordrive mørket. |
|
| 11
Nogle henviser til Paulus' tale om, at disciplene skal være som himmellys
i verden (Fil 2,15). Og sandt nok, der er såmænd ikke så
mange steder, hvor disciplene omtales som lys for verden, så man
må vel tage dem alle med. Men om der siges så meget nyt dermed,
er måske usikkert.
Derimod kan man godt tage anledning af, at vi nu befinder os i filipperbrevet, til at henlede opmærksomheden på de mærkelige udtryk, Paulus anvender. Filipperne skal "arbejde med frygt og bæven på deres frelse", hvilket antyder, at kraften til at frelses kommer fra dem selv; men samtidig hedder det, at det er Gud, der virker i dem, at de kan ville og virke til hans behag, hvori ligger, at kraften til at gennemføre det ligger hos den Gud, der virker igennem os. |
Paulus i Filipperbrevet: "Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. v13 For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. v14 Gør alt uden at give ondt af jer og uden indvendinger, v15 så I kan være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden v16 og holder fast ved livets ord, til den stolthed for mig på Kristi dag, at jeg ikke har løbet forgæves eller slidt forgæves". (2,12-16). |
| 12 Derved får vi frem den modsætning, for ikke at sige "modsigelse", der ligger imellem indikativen og imperativen. Det er jo sandt, at det hedder, at disciplene er verdens lys. Men det er også sandt, som Jørgen Bækgaard Thomsen sagde det, at der i indikativen ligger en fordring, (#5) man kan ikke være discipel, uden at det får konsekvenser. Og dermed er vi fremme ved det problem, der skal tages op til fænomenologisk behandling, dermed rejser sig det spørgsmål: Hvor har vi i vor tilværelse en indikativ, der bliver til en imperativ? | |
| 13 Løgstrups suveræne
livsytringer, kritisk betragtet
Jeg skal ikke nægte min dybe afhængighed af Løgstrup og hans tale om de suveræne livsytringer. Specielt, hvad det foreliggende problem angår, forekommer det mig, at det lykkedes Løgstrup med sin tale om de suveræne livsytringer at bryde igennem århundreders forkrampethed til en ny og ligefrem opfattelse af menneskelivet. Dog må jeg føje til, at jeg har set mig nødsaget til at foretage en mindre skønhedsoperation på Løgstrups tanker for at kunne drage fuld nytte af dem. Løgstrup beskriver den suveræne livsytring, der hedder barmhjertighed, i citatet her ved siden af fra "Norm og spontaneitet". Det nye hos ham, og det, der virkelig betyder et gennembrud i teologisk henseende, kommer her frem i al tydelighed. Menneskets handlinger er ikke blot viljeshandlinger. Mennesket er ikke blot et væsen, der handler under ansvar, med gennemtænkte, ansvarlige, velbegrundede handlinger; mennesket er også et spontant væsen, i hvis handlingsrepertoire findes spontane, ligefremme handlinger, som gøres uden de store overvejelser, som gøres uden begrundelse, blot fremkaldt af situationen selv. |
Løgstrup i "Norm og spontaneitet", side 18: "Sindelag og handlingsresultat
kan ikke skilles ad ved den suveræne livsytring. Deri består
dens spontaneitet også. Det er tydeligt ved en livsytring som barmhjertigheden,
der består i at fjerne hindringerne for den ulykkeligt stedtes livsudfoldelse.
Spontan er, indrømmet, ikke det heldigste ord, især ikke hvis det giver associationer om en brusende, strømmende opvæld af liv. Men etymologisk er ordet nu godt nok, for det betyder, at hvad et menneske gør, gør det ifølge tingenes natur og af egen drift. Med andre ord, hvad et menneske gør spontant, gør det utvungent og uden bagtanker. Så det vil sige, at når vi kalder barmhjertighed for spontan, betyder det, at gerningerne ene og alene er fremkaldte af den tilstand eller stilling, som den anden befinder sig i, uden at den barmhjertige på anden led skal have noget ud af gerningerne, hverken for sig selv eller for tredieperson eller tredieinstitution. |
| 14
Kort sagt: De suveræne livsytringer findes, forekommer, gør
sig gældende i vort liv.
Men læg mærke til, at Løgstrup stadig tænker individualistisk. Det er stadig enkeltmennesket og enkeltmenneskets indretning og indre rørelser og bevæggrunde, der optager ham i beskrivelsen. Den gerning, der hedder barmhjertighed, er ene og alene fremkaldt af situationen, af den tilstand eller stilling, den anden befinder sig i, hævder han. Og den barmhjertige skal ikke have noget ud af situationen, han har ingen bagtanker, hans barmhjertighedsgerning er utvungent og uden bagtanker, den er spontan i ordets oprindelige betydning. |
|
| 15 Og fordi dette er individualistisk sat op, derfor bliver det sårbart for kritik. Johannes Sløk ville således ikke anerkende den slags barmhjertighedsgerninger. I hans optik var ingen menneskelige gerninger uden bagtanker. Og det må vel også indrømmes, at i dette spil mellem de to Århus-professorer stod påstand mod påstand, uden at det syntes muligt at få truffet nogen afgørelse. Sløk ville, på "god" kierkegaardsk eller luthersk vis, have synden bredt ud over hele menneskelivet, have alle menneskets gerninger lagt ind under "synd", have selv de mest ophøjede barmhjertighedsgerninger til at være gjort med bagtanker, f. eks. med den ikke usædvanlige bagtanke at ville pudse sin glorie. | |
| 16 Løgstrup ville ud af denne absoluthedstænkning, han ville pege på andre menneskelige handlinger, spontane handlinger, handlinger, gjort uden tanke for pral eller gloriepudsning, f. eks. talens åbenhed og den umiddelbare barmhjertighed. Men hvad barmhjertigheden angår kommer han lidt i klemme, i hvert fald så længe det individualistiske ved handlingen fastholdes. For at der findes sådanne handlinger står jo til syvende og sidst som en blot og bar påstand. Godt nok omgærdes den med diverse forestillinger om fænomenologi, men fænomenologi betyder her blot en henvisning til enkeltpersonens egne oplevelser. Og kan man ikke tænke sig, at enkeltpersonen bedrager sig selv, og aldeles ikke er så spontan, som det forekommer ham selv? | |
| 17 Så uanset hvor megen fænomenologi Løgstrup putter på sin påstand, det er og forbliver en påstand. Dens eneste fortjeneste er, at den afslører den modsatte påstand, påstanden fra Sløks side om menneskets totale syndighed, som i lige så høj grad en påstand. Det i sig selv kan vel være af en vis værdi, for den slags totalitetsbetragtninger har det med at gribe mennesker som en fromhedsklingende ligegyldighed, som man i sidste ende ikke kan efterleve eksistentielt. Og i hvert fald vil jeg mene, at selve det forhold, at Løgstrup formår at afvise totalsyndighedstanken uden at få dårlig teologisk samvittighed, er af stor betydning. Men den uholdbare situation med påstand stående mod påstand kunne det være rart at komme ud af. Og det gøres ikke, sålænge individualismen stadigvæk er den uudtalte forudsætning. | |
| 18 Løgstrup har selv givet anvisning på, hvordan dette dilemma kan løses. I "Den etiske fordring", citatet her ved siden af, beskriver han den naturlige kærlighed og hævder i sin fænomenologiske analyse, at ikke blot børnenes liv lykkes, når forældre tager vare på deres opdragergerning, men også forældrenes. Forældre og børn er nemlig bundet sammen i familiens skæbnefællesskab, eller anderledes sagt, der findes ikke blot enkeltindivider, der tilfældigt er bragt sammen i familier og dèr får opgaver at fuldføre, nej, de enkelte individer i familien danner et forhold, en familie, og begrebet "familie" er ikke en kunstig opfindelse af én eller anden menneskelig kultur, men en nødvendig forudsætning for at kunne forstå enkeltindividet og samfundet. Det er i forholdet, at mennesket eksisterer, og mennesket eksisterer i forholdet i den grad, at lykkes forholdet, så lykkes også enkeltindividets liv. | Løgstrup i "Den etiske fordring", side 142: "Hvor der råder en naturlig kærlighed mellem mennesker, lykkes begges liv med den samme gerning -- så langt som det nu står til den naturlige kærlighed og dens gerninger, at menneskers liv lykkes; det er stadig forudsat. Under varetagelsen af den andens liv lykkes ikke alene den andens liv, men også den enkeltes egen tilværelse. Drager forældrene omsorg for deres børn og opdrager dem fornuftigt, er der ikke blot chancer for, at børnenes liv lykkes, men også forældrenes eget. Deres forhold til deres børn lykkes. Anderledes sagt, den tilværelse, der trives ved den enkeltes varetagelse af den andens liv, er den enkelte selv parthaver i". |
| 19 At det er i forholdene, et menneske har sin tilværelse, kommer frem lidt efter. Det er jo ikke så lidt at hævde, at den enkelte får sit liv og dets indhold i disse forhold. Det er faktisk noget af en revolution, i forhold til den påstand, at den enkelte på dommens dag skal aflægge regnskab for sine egne gerninger, og den påstand, at de gerninger, der er tale om, er de individuelle gerninger. Her bliver det klart, at tænker man sig mennesket som et "forholdsvæsen", så kommer man ud af den klemme, man var kommet ind i i kraft af individualismetænkningen. Løgstrup kan lidt senere hævde, at den naturlige kærlighed hverken er selvisk eller uselvisk. (side 148) Hvilket han har så evig ret i. Men hvilket jo også bringer ham ud over den individuelle tænknings rammer. Hvad han vist ikke helt er klar over. | Løgstrup i "Den etiske fordring", side 144: "Mennesker knyttes til hinanden blandt andet i kærlighed, sympati og solidaritet. På uformidlet vis sker det i kærligheden og venskabet, medens sammenknytningen i solidaritet mere sker på foranledning af samarbejde eller fælles kår. Men hvad enten båndene knyttes spontant eller socialt, kommer et menneskes tilværelse til at bestå af de forhold. Den enkelte får sit liv og dets indhold i dem. En hvilken som helst varetagelse af den andens liv i kærlighed, sympati eller solidaritet får derfor sit vederlag i opretholdelsen af de forhold, hvori et menneske har sit liv, og som udgør dets tilværelse". |
| 20 Jeg vil således hævde, at han lidt senere ødelægger de udmærkede påstande, han har fremsat. Han bruger ikke sin tale om den naturlige kærlighed til at undlade at tale om skyldens radikalitet. Han kommer ikke ud over den individualisme, der er forudsætningen for at tale om den totale syndighed. Tværtimod er talen om det skabte livs godhed nødvendig, hvis man skal fastholde skylden som virkelig skyld; hvis man skal hævde, at menneskets misbrug er totalt, må man også hævde, at der er en livets godhed, som mennesket uaflladelig misbruger. Løgstrup er endnu ikke kommet fri af den tidehvervske totalsyndighedslære. Det kommer han først med talen om de suveræne livsytringer. Men så har han desværre glemt sine udmærkede analyser af, hvordan mennesket lever i forhold, og hvordan dets liv lykkes, når forholdene bevares intakt. | Løgstrup i "Den etiske fordring", side 161: "Går det an
at tale om menneskelivets godhed? Den etiske fordrings radikalitet gør
jo den enkelts skyld radikal. Men modererer ikke enhver tale om menneskelivets
godhed skyldens radikalitet?
Svaret er, at det forholder sig lige omvendt. Ondskaben består i, at den enkelte udnytter den skænkede godhed og lever højt på dens ødelæggelse. Benægter man den skabte godhed af lutter teologisk iver efter at understrege skyldens radikalitet, får man kun det modsatte resultat af det tilsigtede, idet det tjener til at undskylde den enkelte; thi hvad skylden ellers består i, så galt er det i så fald ikke fat, at den består i en uafladelig ødelæggelse af det givne livs godhed". |
| 21 Jeg kan også sige, at de overvejelser, Løgstrup kommer med i citatet #20, er utilladelige teologisk-taktiske overvejelser. "Går det an at tale om menneskelivets godhed?" spørger han. Jamen, det må man virkelig tale om, ganske uanset om det går an eller ej. Hvad teologerne på bjerget mener, er aldeles ligegyldigt for de analyser af menneskelivet, jeg foretager mig. Blot føler Løgstrup altså her, at han er nødt til at forsvare sin påstand om menneskelivets iboende godhed. Og han forsvarer den så med, at netop den påstand er forudsætningen for, at man kan opstille en totalsyndighedslære. | |
| 22 De udmærkede fænomenologiske analyser, Løgstrup har fremført, bruger han, som det ses i citatet her ved siden af, på en aldeles forkastelig måde. Det, Jesus i sin forkyndelse vil, er ikke at fuldkomme den naturlige kærlighed, men at bruge den som afsæt for en radikal fordring om, at vi skal elske, som den naturlige kærlighed elsker, ligefremt og uden bagtanker, også når den naturlige kærligheds betingelser, biologiske eller sociale betingelser, ikke er til stede. For Jesus hævder jo, at vi skal elske fjenden og den fremmede. | Løgstrup i "Den etiske fordring", side 162, under overskriften: Forskellen mellem den naturlige kærlighed og kærligheden til næsten: Hvad der fordres af os er derfor, at vor natur skal være af en sådan art, at den blotte kendsgerning, at noget af et andet menneskes liv er i vor hånd, skaber kærlighed til det, ene og alene fordi vort eget liv er skænket os, og ikke fordi det andet menneske på anden vis, biologisk eller socialt er knyttet til os. Næsten er -- som i Jesu forkyndelse -- den fremmede og fjenden". |
| 23 Som man måske vil have bemærket, er det stik imod det, jeg har hævdet som min grundpåstand. Jesu forkyndelse går ind i vort menneskeliv, vil have det til at lykkes, vil rive det ud af hykleriets bånd, hvor man kun gør, hvad man gør, for lovens skyld. I stedet tænkes du på den mest naturlige måde at kæmpe for, at de forhold, du står i, bevares intakte, at tilliden stadigvæk er hel, at fortroligheden er dyb. Og stilles du overfor en fjende (hvilket måske i virkeligheden betyder: Bliver du uvenner med din ægtefælle, din bror eller din ven ...), så er også denne fjende part i et forhold, som kan lykkes eller mislykkes. Selv hvis vi tænker os fjenden som det tidligere Sovjetunionen, så befandt dette rige sig jo ikke på månen, så vi ikke havde noget forhold til det, tværtimod var det ret nærgående jordisk, og på det ene felt efter det andet havde vi et forhold til det. Den måde, vi dèr skulle elske vor fjende på, var ved om muligt at forvandle et mistros-forhold til et tillidsforhold. | |
| 24 Faktisk vil jeg mene, man kan anvende en yderst velkendt "luthersk" taktik imod Løgstrup her. Man lader ofte Luther indvende imod papisterne, at de bilder sig ind, at budene, dem kan de da overholde med venstre hånd, nej, lad os komme videre til det virkelig vanskelige: de evangeliske råd! Det samme kan man indvende mod Løgstrup her. Den naturlige kærlighed, hvad den kræver, det opfylder vi alle så let som ingenting. Nej, lad os se på det vanskelige, det, der virkelig kan dømme os alle sammen ned i helvede som de værste syndere af alle: lad os "gå videre" til Jesu krav om at elske fjenden og den fremmede med samme selvfølgelighed som den, hvormed vi elsker vor ægtefælle og bror. | |
| 25 Man kan også bruge en måske lidt mindre kras angrebsmetode: Både Jesus og Paulus sammenfatter alle lovens bud i det dobbelte kærlighedsbud, Paulus oven i købet i næstekærlighedsbudet alene. Og han har ikke nødig at gøre opmærksom på, at dette bud jo ikke blot skal opfyldes overfor de nærmeste, det andet menighedsmedlem, ens familie, m. m., men også overfor ens fjende. Hvorfor han ikke har nødig at gøre det, ja, det spørgsmål kan vi lade ligge (man skal jo ikke drage nogen slutning ud fra noget, der ikke siges), men det er fra ham, alle vi andre har fået den "uskik" (for ifølge Løgstrup må det jo være en uskik) at gøre næstekærlighed og ikke fjendekærlighed til lovens opfyldelse. | Paulus i romerbrevet (13,8f): "Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. v9 Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« v10 Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde". |
| 26 "De suveræne livsytringer" taler Løgstrup om. Jeg vil i stedet tale om "den relationistiske tankegang", vis-a-vis den individuelle tankegang. Løgstrup afbilder i sin omtale af de suveræne livsytringer den enkelte og de rørelser, der foregår i hans indre. Og det er, for mig at se, imponerende, at han faktisk formår at omtale det, så det bliver ganske klart, at der ikke bliver noget at prale af for noget menneske. Den totale synd, som den dialektiske teologi synes hele tiden at skulle forudsætte, bliver her knap så total; der omtales gerninger, som vitterlig er gerninger, mennesker gør, men som alligevel ikke er gerninger, der gøres som de andre gerninger. Hvor man kan tage enhver anden gerning frem og kikke på den, undersøge den, befamle den i alle kroge for at blive klar over, om det eventuelt er en gerning, man skal gøre, dèr kommer den suveræne livsytring alle sådanne befamlinger i forkøbet, dèr er den suveræne livsytring netop suveræn, det vil sige, den sætter sig igennem på trods af alle sådanne overvejelser, den er gjort, før vi kommer med alle vore overvejelser. | |
| 27 Det gode ved Løgstrup er, at han herigennem har fået øje på noget, som igennem mange århundreder har været ubemærket af kloge teologer, nemlig gerninger, der ligger udenfor viljens kontrol. Det betænkelige ved Løgstrup er, at han trods alt ikke fuldstændig får gjort op med den dialektiske teologi. Han forbliver indenfor individualismen. Han nøjes med at beskrive, hvordan tingene ser ud fra den enkeltes synspunkt. | |
| 28 Der er en suveræn livsytring, der hedder talens åbenhed. At tale er at tale ud, som det hedder i "Norm og spontaneitet". Men både at tale og at tale ud er jo ikke en individual proces. Nå ja, det er det vel også. Men det er dog først og fremmest noget, der foregår imellem to. Den ene taler, den anden stoler på det, der siges. Den anden taler, den første stoler på hans ord. Derved tales der ud. Det er det, jeg vil henlede opmærksomheden på: Hvordan kommer tilliden mellem sådanne to talende personer i stand? Hvordan kommer det dertil, at den ene tror på den anden, så de begge føler, at nu har de fået talt ud? Og, vil jeg hævde, det kan man ikke beskrive, medmindre man beskriver, hvad der sker i forholdet mellem de to. | |
| 29 Derfor er det, at jeg tidligere skildrede det problem: Hvordan kommer en forligelse mellem mennesker i stand? og betragtede det som hovedproblemet, ikke blot for denne afhandling, og ikke blot for kristendommen, men for menneskelivet i det hele taget. (sp01#58) Forligelse har ikke med den enkeltes indre rørelser at gøre, forligelse har med forholdet mellem to mennesker at gøre. Det er ikke det ene menneske, der skal forandres, mens det andet lades urørt; det er ikke begge parter, der skal ændres på passende vis i deres indre holdninger. Det er forholdet mellem de to, som altså er en særlig størrelse, der skal genetableres. Det er ikke den enes tillid, der skal opvækkes af den andens ord. Det er ikke den andens ord, der skal være særlig indtrængende og dybtfølte. Tillid er ikke noget, der findes i det ene menneske, uafhængig af det forhold, hvori dette menneske står til andre. Tilliden er netop kendetegnet ved at leve i et forhold, ved at være en tillid til netop dette bestemte menneske, ved at kaldes frem af netop disse ord i netop denne situation. Og altså, ifølge Løgstrup, ved at kaldes frem bagom vor beslutning og vilje. | |
| 30 Og det er så svaret på det spørgsmål, jeg stillede for efterhånden lang tid siden: Hvor har vi i vor tilværelse en indikativ, der bliver til en imperativ? (#12) Det har vi netop her, hvor forholdet mellem to mennesker bliver til igen. Det har vi, når det ene menneske igen kommer til at stole på det andet. Det har vi, hvor den enes ord besvares med den andens tillid. Hvilket altsammen siges i gudsforholdet på den måde, der med Luther kaldes retfærdiggørelse ved tro; det vil sige: Dit forhold til Gud genetableres derved, at han taler et ord, og du stoler på dette ord. |
| 31 Løgstrup har sagt det på den måde, at i selve det faktum, at du holder noget af et andet menneskes liv i din hånd, (altså i denne indikativ), ligger der et krav om at tage vare på det og ikke forspilde det (altså en imperativ). Derved er han bevidst fræk nok til at gå imod den gængse opfattelse, at man ikke ud fra en indikativ kan slutte til en imperativ. Men man skal naturligvis bemærke sig, at den "kendsgerning", han går ud fra som sin indikativ, ikke er en videnskabelig kendsgerning, men en kendsgerning, der udspringer af en fænomenologisk analyse. | |
| 32 Og Paulus siger det i Efeserbrevet på den måde, at vi er frelst (det vil sige: forholdet til Gud er genetableret) ved tro. Og hævder efterfølgende, at dette betyder, at ingen kan rose sig. For, som det hedder: "hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i". Det sidste er jo en interessant formulering. Men også en misforståelig formulering. Hvordan lægger Gud nemlig disse gerninger til rette for os? Gør han det ved at give os en bedre forståelse af de krav, livet (eller Gud selv) stiller? Eller gør han det ved at anbringe os i situationer, hvor vi af os selv handler ret? | Paulus i efeserbrevet (2,8ff): "For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. v9 Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. v10 For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i". |
| 33 Som man måske kan forstå, går jeg ind for den sidste mulighed. Og det gør Paulus vist også. Ellers ville der jo ikke være tale om, at vi ikke kunne rose os. Men Gud har anbragt os i menigheden, det vil sige, dèr, hvor opstandelsestroen hersker, dèr, hvor man tror på forligelsesmuligheden, dèr, hvor der derfor til stadighed lyder en formaning: Elsk din fjende! forlig dig med ham eller hende! lad tilliden igen tage overhånd! Åbn dig for det oprigtige i det ord, han taler til dig! osv. | |
| 34 Dèr, i menigheden, lægger Gud sine gerninger til rette for os. Dèr er kærlighedsforholdet blevet til, og når du blot lader din menneskelighed bestemme over dig, vil du automatisk gøre de gerninger, der hører et kærlighedsforhold til. Du har blot det at gøre at lytte til din næstes oprigtighed. Du skal udelukkende koncentrere dig om at opdage ægtheden i hans ord. Så lokkes du af sprogets egne iboende kræfter ind i de rette gerninger. Det vil sige, så gør du de gerninger, som Gud forud har lagt til rette for dig at vandre i. | |
| 35 Men hvad så med Paulus' sære modsigelse i filipperbrevet: at vi skal arbejde med frygt og bæven på vor frelse, skønt det dog er Gud, der virker i os både at ville og at virke? Det forekommer mig, at også dette ord får sin løsning, når vi på ovenstående måde opfatter mennesket som et "genklangsvæsen". At "arbejde med frygt og bæven på vor frelse" vil sige at lytte til Guds ord med al den åbenhed og forventning, vi kan præstere. Så, når vi åbner os for Guds ord, når det trænger ind i hjertet på os, kan det ikke være andet end at det vil gøre sin virkning i os; så vil ordet -- og det vil jo sige Gud selv, for han har netop i Jesus Kristus taget skikkelse af et ord -- gøre sin virkning i os, så vil vi i kraft af sprogets egne kræfter gøre det rette. Og gøre det, vel at mærke, ikke som noget, vi skal drives til af angst for dommedag, ikke som noget, vi egentlig helst ville være fri for at gøre, men som vi dog synes, vi for skams skyld må gøre, nej, gøre det som noget, vi gør glad og gerne, gøre det, som noget vi ikke tænker over er noget særligt. | Paulus i Filipperbrevet: "Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. v13 For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. v14 Gør alt uden at give ondt af jer og uden indvendinger, v15 så I kan være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden v16 og holder fast ved livets ord, til den stolthed for mig på Kristi dag, at jeg ikke har løbet forgæves eller slidt forgæves". (2,12-16). |
| 36 Når vi hele tiden vil opfatte Paulus' ord i filipperbrevet som en modsigelse, skyldes det vor uafrystelige tendens til at ville forstå vore gerninger som viljeshandlinger. At "gøre noget" er at gøre det med viden og vilje, er at gøre noget som en aktion. Hvorimod vi, når vi blot vandrer i de gerninger, Gud forud har lagt til rette for os, ikke agerer, men reagerer, det vil sige, vore gerninger er netop ikke sådanne aktive gerninger af selvudfoldelse, men "kun" reaktive gerninger, som enhver idiot kan gøre. | |
| 37
Tilbage til talen om salt og lys!
Også her stilles vi overfor en imperativ skjult i en indikativ. Vi er salt, vi er lys. Javist. Men salt og lys har bestemte opgaver. Og fordi vi er salt og fordi vi er lys, har vi nu de opgaver, som salt og lys har: at gennemtrænge menneskene med den kraft, som saltet er et billede på; at skubbe mørket bort i kraft af det lys vi er, det vil sige, med gode gerninger at påvirke andre til at prise den himmelske fader. Altsammen, fordi mennesket er et genklangsvæsen, er en reaktiv størrelse, og da nu vi har hørt Jesu ord, er vi blevet besat af den kraft, der er i dem, og kan derfor ikke undlade at lade vort salt gennemsalte dem, vi kommer i forbindelse med, vort lys må simpelthen skinne for verden, så de reagerer på det, ligesom vi i første omgang reagerede på det lys, som Jesu ord var for os. |
|
| 38 Hvordan det skal konkretiseres kan jeg vist bedst vise ved at optrykke en salme, jeg skrev til Horsens Klostersogns 100 års jubilæum 3. oktober 2004. Den dag skulle der netop prædikes over teksten om jordens salt og verdens lys, og med min salme gik jeg i nogen grad biskop Kjeld Holm i bedene. (teksten fortsættes #50) | 1. "I er verdens lys,
I er jordens salt, saltet uden kraft kan intet nytte. Kraften er Mit ord, deri glæden bor, grebet af den kan I bjerge flytte. |
| 39 c | 2. I er jordens salt,
I er verdens lys, lyset skal til vejrs, ej under skæppe. Se, fra lysets hjem glæde bryder frem, smitter alle folk, man tror det næppe". |
| 40 c | 3. Lys og salt? -- åh nej,
kald os sådan ej, sna're er vi giftig' øgleunger. Se, vort hverdagsliv fyldt med strid og kiv, fyldt med snak fra sleske slangetunger! |
| 41 c | 4. Prøver vi så på
lysets hjem at nå, kun det tomme hylster kan vi bygge. Hos os går i svang hjertets indre trang til os selv i første spor at rykke. |
| 42 c | 5. Hundred' år i dag!
Det er ingen sag her at få bevist: vi var ej kirke. Lys og salt? -- ak nej, sådan gik det ej, altid selv vi ødelagde vort virke. |
| 43 c | 6. "I er verdens lys,
I er jordens salt! Åh, hvor er I dog i troen svage! Eller tror I mon, det var mundsvejr kun, tror I, at Mit ord kom tomt tilbage! |
| 44 c | 7. I er menighed,
jer Jeg gi'r min fred; ingen kan og ingen skal den fjerne. I det fredens ord glædeslyset bor; Jeg indplanter det i hver en hjerne. |
| 45 c | 8. Midt i jeres nid,
lusk og kiv og strid får Jeg stille ind Min glæde flettet. Dette er Min vej: Højren aner ej, hvad den venstre hånd den får udrettet. |
| 46 c | 9. Blot en vittighed,
hatten lidt på sned, smilet vælder frem, og Jeg har vundet. Det, du lever på, det kan kun du få. Intet menneske har det udgrundet. |
| 47 c | 10. Ord fra mund til mund
viser hjertets grund; hjertet er som voks i Mine hænder. Uden du det véd, bærer du Min fred ud til andre, når du selv den kender. |
| 48 c | 11. Menighedens rum
har et ekko, som breder sig fra hjerte og til hjerte; klangbund for det ord er enhver, som tror; hvem vil ikke tro på fryd i smerte! |
| 49 Som man kan se, går Jesus efter min mening ud fra, at det ord, han har sat i verden, har kraft til at overvinde al overfrom, selvudslettende ydmyghed. Det er nemlig med dette ord, som med Løgstrups suveræne livsytringer, at man adlyder det, uden at man rigtig selv bliver klar over det. Det liv, Jesus og hans disciple lever i kraft af hans ord til dem, er blot det rene og naturlige menneskeliv, hvor man umiddelbart stoler på hinanden, bærer over med hinanden og viser forståelse for hinanden. Derfor kalder man også hinanden "brødre" og "søstre", for livet i menigheden kender man fra livet i en søskendeflok. | 12. Her i kirkens kor
smager I Mit ord, har det smagt i hundredårigt virke. I er verdens lys, I er jordens salt. I blev udvalgt til at være kirke". |
| 50 Jeg kan også sige, at man, når man vil overveje, hvor vi har ordets "sted", det vil sige, hvilken del af vort dagligliv ordet sigter på, må bruge de samme overvejelser, som man må bruge, når man vil komme med sådanne overvejelser overfor Matt 25,38. Her spørger de på dommens dag frikendte, overrasket over frikendelsen, hvornår de vel har har set menneskesønnen sulten og tørstig og fremmed osv. Det vil sige: de gode gerninger, de har gjort, har de ikke gjort med den bagtanke, at de skal bringe dem frifindelse på dommens dag. Så alle de "farisæertanker", vi ofte har, når talen kommer på dommens dag: Hvordan skal det dog gå? Hvordan skal jeg nå at få gjort nok gode gerninger? kan vi godt spare os. Gerningerne, der frikender os, véd vi ikke af frikender os, når vi gør dem. Med disse gerninger er det som med den gerning at give ret almisse: den højre hånd aner ikke, hvad den venstre gør. (Matt 6,3) | Jesus i domslignelsen, Matt 25: "Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. v35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. v37 Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? v38 Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? v39 Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? v40 Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig." |
| 51 Og det "sted", jeg på den baggrund mener at have fundet frem til i min gendigtning af ordet om jordens salt og verdens lys, er altså vort almindelige hverdagsliv. At være salt dèr vil sige at bære glæden og livsmodet videre. At være lys for andre på det område vil sige at lade sig gribe af lyst til livet, så andre også gribes af livslyst. Intet mere! Ubetydeligt og let at overse! Ja, men dèr er "stedet", mener jeg. | |
| 52 c | Hjemlandstoner (1956) nr 530:
I skal være verdens lys, varmen i dens kuldegys, staden højt på bjerget. I skal være verdens salt mod den sot, som tærer alt, og mod døden værget. |
| 53 c | Se, så vældigt og så stort
har vor frelser kaldet gjort for sin lille skare. Men da ånden på dem faldt, blev de verdens lys og salt, bjergetinder klare. |
| 54 c | Herre, fylkes fjendens hær,
kommer han din snække nær, vil i sænk den bore, fyld os dobbelt med din ånd, fang os i dit ledebånd, kærlighedens snore! |
| 55 Chr. Richardt mener noget andet, kan man se af hosstående salme fra Hjemlandstoner. Han forvandler uden blusel "I er" til "I skal være". Ikke desto mindre, trods denne forandring, har han dog blik for, at det, der udgør det lys, der kan ses af andre, er den broderånd, der tændes i menighedens bryst, og, vel at mærke, tændes ved åndens virke, tændes, når ånden fanger os i sit ledebånd, som er "kærlighedens snore". Og det er jo sådan set den samme kærlighed, jeg har blik for. | Da skal blusset ses om kyst,
og i mange småfolks bryst broderånden tændes. Da skal fra vor lave strand over verdens mørke land klippestaden kendes. (Chr. Richardt) |
| 56 Eller er det? Jovist, den kærlighed, der tændes i menigheden, er en rent menneskelig kærlighed. Det liv, der vokser frem i menighedens forsamling, er af nøjagtig samme art som det liv, der findes blandt hedninger, når de får det givet at kunne leve et kærlighedsliv. Men det gør dog vel alligevel en forskel, om denne menighed opfattes som en lille, særskilt kreds af mennesker, af "omvendte" eller af "vakte", som (heldigvis) ikke er som "verden", men i kraft af omvendelsen, i kraft af vaktheden blev revet ud af verden, blev kaldt ind i menigheden, hvorfra den med skræk kan se på "de andre", der endnu befinder sig i den fortabte verden; eller menigheden -- som jeg ser det -- er en yderst diffus størrelse, hvis medlemmer bevæger sig ud og ind over den grænse, der næppe er at se, er en størrelse, der vel taler meget om Guds kærlighed og også om, hvordan Guds kærlighed gør sig virksom i menigheden, men som dog gang på gang til sin beskæmmelse må se, hvordan kærligheden synes større udenfor end indeni menigheden. | |
| 57 Eller: Det må dog gøre en forskel, om menigheden, der tales til, ses som en størrelse, der skiller sig ud fra verden, eller den ses som en størrelse, der er solidarisk med verden. Jamen, taler Jesus da ikke her til menigheden? Er det ikke netop den "liden flok", han kalder jordens salt og verdens lys? Jo, sandt nok. Men i disse sene tider, hvor Jesu ord har gennemsyret folket langt mere, end vi gør os klart, kan man ikke opstille det skel, der var naturligt i den ældste kirke. Gør vi det alligevel, som man var tilbøjelig til at gøre det i vækkelsernes tid i 1800-tallet, og som måske mange er tilbøjelige til at gøre det endnu i dag, så får vi en underlig forkrampet menighedsforståelse frem, en forståelse, der får en række Jesus-ord til at blive misforstået. F. eks. altså ordet her, ordet fra Matt 25,38 om uvidenheden hos de frikendt, ordet om den venstre hånd, der ikke må vide, hvad den højre gør, ordet om sennepsfrøet og om sæden, der vokser "af sig selv". | |
| 58 Kirken vokser igennem alle de menneskers handlinger, der er ramt af ordet. Ordet vinder kraft igennem de mennesker, der føler sig tiltrukket af det. Men det sker ofte udenom den menneskelige vilje. Det sker ofte, uden at de pågældende egentlig helt selv er klar over det. Vi taler ofte om ordet som et tilgivelsesord, og det er sandt, et sådant ord er der tale om. Men netop et tilgivelsesord vil ramme os, ikke dèr, hvor vi træffer vore beslutninger om godt og ondt, ikke dèr, hvor vi gør os vore overvejelser over, hvad der er klogt og mindre klogt, men helt derinde, hvor vor livsholdning bor. Den resoluthed, den fandenivoldskhed, den "jeg-vil-leve-holdning", som springer frem som resultat af tilgivelsesordet, den kan gribes af mange flere mennesker end dem, der direkte kalder sig kristne, den kan gøre sig gældende langt udenfor menighedens kreds, den kan endda udenfor kirken leve sit eget liv, så denne sande livsholdning af og til lever kraftigere udenfor end indenfor kirken, fordi kirken har ladet en fromhedens flødeskum lægge sig ned over al dens liv. | |
| 59 Luther om jordens salt
og verdens lys.
Luther sætter ordet om jordens salt og verdens lys ind i en helt anden sammenhæng. De mennesker, der skal være jordens salt (og læg mærke til, at han rask væk siger, at de skal være det!), er kirkens prædikanter. Det er disciplene som prædikanter, der kaldes jordens salt eller i Luthers terminologi: kaldes til at være jordens salt. Og det forhold, at dette salt kan miste sin kraft, udlægger Luther om det, der sker, når prædikenen mister sin kraft. Det vil sige: når prædikanten ikke vover at anklage denne verdens hellige for at være hyklere og lader denne verdens store være i fred af frygt for at miste ære og anseelse, eller af frygt for at blive forfulgt. |
Luther i prædiken om jordens salt: "For eftersom han [Jesus] hårdt og klart siger, at de skal være et salt på jorden, det vil sige, over alt, hvad der er verden, så må følgen være, at alt, hvad der er i verden og kaldes kød eller menneske, må anklages og gennemsaltes, på den måde, at man fordømmer hele verdens hellighed, visdom, selvopfundne gudstjenester uden Guds ord, som det, der tilhører djævelen og hører hjemme i helvedes afgrund, hvis det ikke holder sig til Kristus alene." (bjerg02#11). |
| 60 Dette er noget, Luther kan gøre med en vis ret. Denne verdens hellige, der skal anklages, var jo den papistiske kirke, der prøvede at blive hellige ved hjælp af nogle gode gerninger, de selv havde fundet på, ikke ved hjælp af de gerninger, Gud gav dem at vandre i. Hele anklagen mod pavekirken, som vandt styrke i tyvernes begyndelse, tager her fart igen. Se blot på vedføjede citat! Luther drager her én af sine sædvanlige altomfattende slutninger: når apostlene skal være salt på jorden, så må følgen være, at alt, hvad der er i verden, skal anklages, så må man som prædikant fordømme hele verdens hellighed. Denne slutning er forkert. Man kan godt tænke sig, at disciplene kaldes jordens salt, selv om de ikke får til opgave at dømme alt, hvad der hører jorden til, ned i helvede, eller altså selv om de lader visse dele af verdens gøren og laden slippe for tiltale. |
| 61 Dog kan man bedre gå med til, at Luther drager denne slutning, end til, at vi i vore dage i misforstået Luther-efterligning vil gøre noget tilsvarende. For Luther havde hele pavekirken for øje. Den var jo stadigvæk, måske meget mod hans forventning, sprællevende og havde bevaret mange af de skikke, som Luther havde vendt sig imod. Så indenfor dette monstrum af en kirke trivedes hykleriet og den falske hellighed i bedste velgående. Men fordi Luther havde en vis ret i at vende sig med hårde anklager mod fænomener i hans samtid og gjorde det med jernhårde slutninger som ovenstående, så betyder det ikke, at vi får samme ret til at vende os imod hykleri og falsk hellighed i vor samtid; for dels vil en sådan anklage slet ikke føles nærgående på samme måde som den kunne føles nærgående på Luthers tid, dels vil den, om den bliver fremsat med omhu uvægerlig ramme os selv også. Og så ser tingene også af den grund anderledes ud end de så ud for Luther. | |
| 62 Nu har Luther fra tyvernes begyndelse og frem til begyndelsen af trediverne fået en fjende mere, nemlig "bandeånderne", sværmerne, Karlstadt og kompagni. Og også dem vender han sig imod i denne prædiken. Med den anklage, at de træder op som prædikanter uden at være kaldede. Så resultatet bliver, at man på den ene side har en forstenet og næsten stendød katolsk kirke, hvor de, der skulle prædike, ikke gør det. Og på den anden side har en række selvpromoverende prædikanter, som prædiker kødelige ting, der er vokset ud af deres eget hoved. | Luther i prædiken om jordens salt: "Det er det, han [Jesus] her har set, og profeteret om den kommende fare, ja, om kristenhedens skade og fordærv, at man ville komme til at lade den slags saltning eller anklageembede ligge, og at der i stedet for ville opkomme så mange slags bande- og sektsværme, hvor enhver opkaster sin egen ide som den rette lære og gudstjeneste, hvilket dog ikke er andet end en verdslig, kødelig ting, vokset ud af vores hoved og fornuft," (bjerg02#22). |
| 63 I denne dobbelte strid står nu de lutherske prædikanter. Og fra begge sider skal de være parat til at møde ikke blot modstand, men direkte forfølgelse. Kun, hvis de har denne beredthed, kan de være jordens salt. Ellers duer de ikke til noget, man kaster det uduelige salt ud og det trædes ned af mennesker. | |
| 64 Alt dette skal jeg sådan set ikke indvende noget imod. Hele dette syn på samfundet dengang, som Luther her giver udtryk for, kan vel tværtimod være med til at understrege, at han stadig har martyrholdningen, han er stadig villig til at sætte livet ind på den rette kristne lære. Hvad jeg har imod det, er blot, at Luther bruger denne tekst til det, at han altså uden tøven overhovedet ser tekstens "situation", dens "sted", som jeg kaldte det før, som prædikantens situation i hans forhold til verden. | |
| 65 At det er en forkert situation at anbringe ordene i, ses nok tydeligst af den tolkning, han er nødt til at give af det følgende ord om, at mennesker skal se disciplenes gode gerninger og prise den himmelske far. | Jesus i bjergprædikenen: "Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene". (Matt 5,16) |
| 66 Først giver han os nu den oplysning, at Johannes og Paulus rager op over de tre synoptiske evangelister. Det vil jeg dels mene er forkert; det tilkommer ikke os at gå i rette med det ny testamentes indretning; eller rettere: vi må tage det, som det er og foreligger, og vil vi rette på det, er det første, vi skal gøre, hvis vi vil være gode historikere, at undersøge, om det mon ikke skulle være os, der har forstået det forkert. | Luther i prædiken om jordens salt: "Men når han [Jesus] siger: For at menneskene skal se jeres gode gerninger og prise jeres far i himlen, så er det talt på Skt. Matthæus' måde, for han plejer at tale sådan om gerningerne. For han og de to andre evangelister, Markus og Lukas, driver ikke sit evangelium så højt og siger ikke så meget om de høje artikler om Kristus, som Skt. Johannes og Paulus." (bjerg02#78). |
| 67 Og dels vil jeg mene, at det, Luther bebrejder synoptikerne, mere viser en fejl hos ham, end det viser en svaghed hos dem. Luther har fundet evangeliet hos Paulus. Men det burde ikke få ham til ganske udelukkende at bedømme de andre dele af ny testamente med Paulus' øjne. Eller, hvis vi affinder os med denne fremgangsmåde hos ham, det burde ikke få os til at gøre det samme. De synoptiske evangelister taler måske ikke så meget om Kristus som lovens ende, om den retfærdiggørende tro, om Kristus som Guds "nådestol" eller andre paulinske ting. Men de forkynder dog det fulde evangelium alligevel. | |
| 68
Men lad blot det være.
Værre er, at denne opfattelse får Luther til at mene, at de gerninger, som menneskene ser hos de Jesus-troende, ikke er de almindelige kærlighedsgerninger, men er de gerninger, hvorved evangeliet forkyndes. Det er gerningerne på den første og vigtigste af de ti buds tavler, der lyser. De andre gerninger opdages kun af de få, men prædikantgerningen og læregerningen ses af de mange. |
Luther i prædiken om jordens salt: "Derfor kan du nu selv drage den slutning, at Matthæus her ikke skal forstås om de almindelige gerninger, som enhver skal gøre mod de andre, ud af kærligheden, dem, han taler om i Matt 25. Nej, han taler specielt om de rette kristelige gerninger, såsom at lære ret, at drive på med troen og undervise i den, at styrke og opretholde troen, for derved bevidner vi, at vi er rette kristne." (bjerg02#88). |
| 69 Dette vil jeg mene er forkert. Det er ikke noget, der fremgår af teksten, at den deler de kristelige gerninger op på den måde. Det er derimod ret tydeligt, at Luther foretager denne opdeling for at få skabt overensstemmelse med den udlægning, han har givet af det foregående. Og det giver den et noget misligt præg, forekommer det mig. | |
| 70 Prædikenvejledningerne
igen
Der er en lidt speciel ting ved de prædikenvejledninger, jeg behandlede i begyndelsen af denne fil. De er vejledninger over teksten om jordens salt og verdens lys, javist, men det specielle er, at den søndag, hvor der skal prædikes over denne tekst, er alle helgens søndag, altså en dag, hvor man sædvanen tro mindes sine døde. Det betyder, at der let kommer et strejf ind over prædikenen (og prædikenvejledningerne) fra menighedens erfaringer af de dødsfald, dens medlemmer har været igennem. Og bevares, et sådan sidelys kan måske af og til være et forstyrrende element i tekstudlægningen, men i dette tilfælde vil jeg nu mene, det giver tekstudlægningen en god solid basis, som vejlederne desværre ikke går ud fra, men snarere tager med som en lidt tilfældig nødvendighed. |
|
| 71 Jeg tror såmænd ikke, at de vejledere, der er tale om her, lider af nogen særlig præsteoverlegenhed. Men det er nu ret almindeligt blandt præster at se sådan på forholdet til deres menighed, at de har noget, menigheden ikke har, nemlig viden om, hvad evangeliet er. Og det, der er deres opgave som præst, mener man, er nu at forkynde dette evangelium. Det kan ofte misforstås, det kan ofte være svært at finde de begreber, der kan gøre det forståeligt, men det er opgaven. | |
| 72 Og naturligvis kan man her spørge: Ja, hvad ellers? Hvad skulle være præstens opgave, hvis ikke det skulle være at forkynde evangeliet? Mit svar er: Måske han også skulle lytte lidt til menighedens livserfaringer. Måske der i disse livserfaringer gemmer sig noget, han kan bruge, ikke blot, når han skal forkynde evangeliet, men også, når han skal forstå evangeliet. Hvem siger, at han véd mere om, hvad evangeliet er, end menigheden, blot fordi han har frekventeret et universitet i 6 til 7 år! Evangeliet har en baggrund, det vil forstås ud fra, og man kan ganske udmærket have med sig fra sin universitetsuddannelse en ubevidst forkert baggrund, så man kan citere alle skriftsteder, så man dogmatisk kan få det hele til at hænge sammen, så man kan huske alle kirkehistoriens store skikkelsers kamp med evangeliet, men blot anskuer det altsammen ud fra en forkert baggrund, ser på det hele som logiske skakbrikker, man kan flytte rundt på efter bestemte regler, og ikke som en overbevisning, man kan leve og dø på. | |
| 73 Skulle nogen præst lide af en sådan overbevisning om sin gernings indhold, så kan måske netop teksten her hjælpe ham eller hende. Ligesom i det daglige de begravelser, der skal foretages, kan være en øjenåbner. Eksempel: Det kan være meget godt at have med sig en overbevisning om, at vi er syndere helt igennem, at vi i alt, hvad vi gør og lader, er bestemt af synden. Men det er nu meget vanskeligt at få denne teologiske grundsætning anbragt i en begravelsestale, når de pårørende sidder med helt andre tanker i hovedet. Kan gerne være, de vil give udtryk for deres tanker ved hjælp af ord som "en god mor", "en hjælpsom far", "en uvurdérlig hjælp i alle forhold", osv. Og kan gerne være, at præsten ikke føler, han kan bruge disse udtryk, fordi de rimer så dårligt med den totalsyndighedslære, han føler, han skal forkynde som evangeliets baggrund. Men jeg tror og håber, at de fleste af mine kollegaer i en begravelsessituation vil "stikke den teologiske pibe ind" og på én eller anden måde få givet de pårørende ret i de erfaringer, der har haft med den afdøde: at han var til at stole på; at der var et ægte og godt forhold dem imellem; at det derfor smerter så meget, når dette forhold nu er afbrudt. | |
| 74 Lisbeth Smedegaard Andersen gjorde i den tekst, jeg før citerede (og har kopieret her ved siden af), det, at hun kaldte vore afdøde nogle, der var jordens salt og verdens lys for os. Oven i købet føjede hun til, at vi nu er genskær af ham, der kaldte sig selv for verdens lys. Dermed lægger hun afstand til den tolkning, Luther lægger ind i ordene om, hvordan vort lys skal skinne for menneskene: at der er tale om de gerninger, hvorved evangeliet forkyndes, og ikke om dem, vi alle øver i vor almindelig dagligdag. Jo, siger hun, det er netop vore nærmeste, der i det daglige samliv har været salt og lys for os, har været skinnende lys, som fik os til at prise den himmelske far. Hun føjer så forklarende (eller skal jeg sige: teologisk udglattende) til, at vi i de handlinger, som vi gør overfor næsten, ifald vi er salt og lys for dem, ikke handler af os selv, men blot skinner igen med det lys, som Kristus kaster på os. Men alligevel! | Lisbeth Smedegaard Andersen i Præsteforeningens Blad 2000/42: "Alle Helgens dag mindes vi dem, der var jordens salt og verdens lys for os, men vi mindes også om, at nu er det os, der for en tid er (ikke skal være, men er!) genskær af ham, der kaldte sig selv for verdens lys". (#4) |
| 75 Dog gør hun desværre ikke mere ud af udlægningen af jordens salt og verdens lys end dette. Det kunne ellers have været spændende at se, hvordan hun nærmere ville gøre rede for, hvordan vi mennesker er salt og lys for hinanden. | |
| 76 Henning Schmidt ser i hosstående citat for en umiddelbar betragtning ud til at ville give Luther ret: De gerninger, der er tale om, er ikke så meget de daglige gode gerninger, som det er de gerninger, vi gør i forbindelse med formidlingen af budskabet om Jesus: Er vi ægte og ærlige i disse handlinger og ord? | Henning Schmidt i Præsteforeningens Blad 98/42: "De gode gerninger, som Jesus taler om, at mennesker skal se og prise Gud for, handler derfor næppe blot om at overholde en slags "spejder-ed" med daglige gode gerninger, så man ved livets afslutning kan gøre regnskabet op, og hvor de fleste nok ifølge både begravelsessamtaler og begravelsestaler vil få en del "plusser". Nej, det, Jesus hentyder til med "de gode gerninger", tror jeg, snarere er ægthed og ærlighed i vores formidling af budskabet om Jesus, så det kan ses, at der er samklang mellem det budskab, vi er sat til at bringe og det liv, vi lever". (#3) |
| 77 Men senere retter han lidt på dette forhold. Senere lader han forstå, at han godt kan se vore afdøde familiemedlemmer for salt og lys fra Gud, og også se os selv, som mennesker, der er kaldet til at være kanaler for Gud. Blot er det, som om han ikke tør tage skridtet fuldt ud, ikke tør lade sin prædiken genlyde af tak for det, vore døde gav os, for ægtheden og ærligheden i den dagligdag, hvis herlighed nu er forsvundet. Der er måske ikke mange af kirkegængerne, der vil tænke på deres afdøde som lys og salt fra Gud, siger han. Men mærkelig nok ser han det så ikke som sin opgave at sige, at det var de faktisk, eller at bruge teksten til at sige noget om, hvordan vi i vor dagligdag er salt og lys for hinanden, hvordan vi kan se på den andens gode gerninger og prise den himmelske fader for det. I stedet skal vi pege på den Jesus, der er lys i mørket. | Senere: "Derfor er alle helgens dag en dag, hvor vi skal takke for dem, der gik forud -- dem, der har kæmpet og sejret. Og det er en bekendelse til, at nu er vi en del af rækken, der skal være salt og reflektere lys fra Jesus. Og det er ikke de store og vidtløftige armbevægelser, der skal til for det. Det foregår i dagligdagen og i hjemmet, hvor vi er kaldet til med vores bøn og i ord og handling at være kanaler for Gud. Måske er det ikke så mange af dem, der er i kirke den dag, der tænker på deres mistede familiemedlemmer som lys og salt for Gud, men så meget mere grund er der jo til at pege på ham, som er lyset i mørket -- Jesus Kristus. Han er døren til evighedens lys og har bedt os om at være hans døråbner". |
| 78 Det er naturligvis noget af en tilfældighed, at Bækgaard Thomsen ikke griber til at tale om vore kære som lys og salt for os. Men det er dog bemærkelsesværdigt, at når han skal have indflettet en bemærkning, der viser, at han godt er klar over, at vi mindes vore døde på denne dag, så bliver det en tak for det gode, de ydede. Og så kan man jo, hvis man har fantasi og sans for det, høre en genklang af ordet om det lys, der får mennesker til at prise den himmelske far. Men det er måske for fantasifuldt. | Jørgen Bækgaard Thomsen i Præsteforeningens Blad 04/43: "Vi frelses af Guds nåde ved tro på Jesus Kristus. Det må vi forkynde denne dag, samtidig med at vi tænker på vore døde og takker for de gode, de ydede". |
| 79 Hvad jeg her har villet henlede opmærksomheden på, er blot det forhold, at vi præster ofte i vore begravelsestaler er mere jordnære end i vore søndagsprædikener. Dèr, i begravelsestalerne, har vi nemlig en umiddelbar, menneskelig, folkelig, hverdagsagtig situation at forholde os til. Og det gør vi så. Uden at spekulere så meget på det. | |
| 80 Men vi skulle måske netop spekulere på det. Vi skulle måske undre os lidt over, at vi i den situation tør lade vor sædvanlige, omhyggeligt indlærte totalsyndighedslære ligge, og sige ligeud, at der i afdødes liv var nogle gerninger, som de efterladte i dag er taknemlige over. Min anbefaling skal være, at vi også i vore øvrige teologiske overvejelser lader totalsyndighedstanken ligge. Og i al beskedenhed, netop det giver "min" relationsteologi mulighed for. Det, man mindes med taknemlighed, var jo i virkeligheden ikke den andens gode karaktéregenskaber, eller den andens vennesæle natur, eller lignende, men blot det, at forholdet til den anden var helt og fuldt, at fortroligheden med den anden var gennemgribende, at tilliden var intakt. Alle disse egenskaber, som præsten måske føler, de vil prale af, er jo ikke noget, de vil prale af, men blot udtryk for det sande og rigtige ved forholdet. | |
| 81 c | |
| 82 c | |
| 83 c | |
| 84 c | |
| 85 c | |
| 86 c | |
| 87 c | |
| 88 c | |
| 89 c | |
| 90 c |
Noter: