Indhold: Sjæl/legeme contra nuværende æon/kommende æon. #1. Saligprisningerne, fænomenologisk forklaret. #14. At vise barmhjertighed #15. At stifte fred #27. Den rene af hjertet #31. At hungre efter retfærdighed #37. At forfølges på grund af retfærdighed #44. Disciplenes forfølgelse #47. De fattige i ånden #53. De sørgende #54. De sagtmodige #55. Løgstrup til Alle Helgens dag #63.
Tilbage til oversigten!
Tilbage til sp11!
| 1 Sjæl/legeme
contra nuværende æon/kommende æon.
Skal man kort beskrive forskellen mellem den græske tanke og den hebræiske, kan man sige, at grækerne tænkte i adjektiver, mens hebræerne tænkte i verber. Man må dog føje til, at enhver bestemmelse lider af den svaghed, at den fremsættes af mennesker, der på ingen måde er uvildige. Vi nutidsmennesker er nemlig efter alt at dømme langt mere bestemt af den græske tanke end af den hebræiske. Det vil sige: vi tænker, som grækerne, i adjektiver og har derfor svært ved i det hele taget at forstå, at man kan tænke anderledes. Det kan derfor meget let gå os sådan, at vi slet ikke opdager forskellen mellem græsk og hebræisk tænkning. Skal vi undgå denne fadæse, må vi i hvert fald gøre os klart, hvordan vi selv tænker. Og så bliver det hele jo straks mere indviklet. |
|
| 2 Paulus' overvejelser over jødernes skæbne i Rom 9-11 er et typisk eksempel på en hebræisk eller en "verbal" tænkning. Der er i Paulus' univers forskellige aktører, deriblandt den aktør, som ikke på samme måde kendes i den græske verden: aktøren "Gud". Hvad der er Paulus om at gøre i den lange udredning i Rom 9-11, er ikke at give det, vi "grækere" vil kalde en forklaring: at fordi tingene nu engang forholder sig sådan og sådan, derfor vil formentlig det og det ske, eller derfor er det og det sket. Vi søger, som grækerne, tingenes "væsen", deres egentlige måde at være til på, når man ser bort fra alt det tilsyneladende, og vores forklaring standser, når vi mener, vi har fundet det. Vor forklaring bliver derfor "adjektivisk", tidsuafhængig, årsagmæssig. | Paulus i Rom 11: "Jeg spørger nu: Snublede de, for at de skulle falde? Aldeles ikke! Men ved deres fald kom frelsen til hedningerne for at ægge dem til misundelse. v12 Og betød deres fald rigdom for verden og deres nederlag rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det så ikke betyde, når de kommer fuldtalligt ind". |
| 3 Paulus, derimod, søger sin forklaring i samspillet mellem de forskellige aktører, han opererer med i sit univers: jøderne, hedningerne, mennesket, Gud. Og den forklaring, han når frem til, er "verbal" og tidsafhængig. Tingene "går op", for ham at se, når hedningerne har ægget jøderne til misundelse, så også disse til sidst går fuldtalligt ind i kristendommen. | |
| 4 Stillet overfor en sådan tænkemåde, skal vi naturligvis ikke fornægte os selv og vores græske arv. I stedet skal vi prøve at gøre os klart, hvordan vi kan oversætte fra den ene tankegang til den anden. For er vi "grækere", så kan vi lige så godt med det samme indrømme det. Også fordi dette, at vi er "grækere", betyder, at en eventuel forklaring i det hebræiske, som vi måtte finde frem til efter mange tankekrumspring, i virkeligheden ikke vil tilfredsstille os. | |
| 5 Nu kan man godt hævde, vil jeg mene, at den sammensmeltning af den græske og den hebræiske tankegang, som fandt sted i senantikken, og som førte til en række for os i dag ret uforståelige stridigheder angående kristologien, netop var et sammenstød mellem sådanne to tankerækker, og på den måde var frugtbar, at den forhindrede den græske tanke i at lukke sig inde i sig selv, eller forhindrede den i at nøjes med et afstumpet menneskesyn. | |
| 6 Tilsvarende kan man hævde, for mig at se, at den menneskeforklaring, der i vore dage vil have mennesket beskrevet sociologisk, psykologisk, neurologisk osv, bestandig støder sammen med den fænomenologiske forklaring. Førstnævnte vil ganske vist helst helt undgå at kalde den fænomenologiske forklaring en forklaring. Og ser man på, hvor sjælden en fugl jeg er blandt teologer, og på, hvor lidt teologer har at sige i det moderne samfund, så kan man godt få den tanke, at fænomenologi kun er en opfindelse, der skal forsinke den kristendommens død, der længe har været til at forudse og nu omsider står umiddelbart for døren. | |
| 7 Men sammenligner man med senantikken og dens kristologiske stridigheder, og eventuelt også med Luther og hans tid, så bliver det klart, synes jeg, at selve det, at der er tale om et sammenstød mellem fænomenologien og neurologien (for nu at tage denne videnskab), godt kan gå hen og varsle en frugtbar udvikling. Det er sandt, at der er filosoffer, f. eks. Patricia Churchland, der mener, at al fænomenologi (som hun kalder Folk Psychology) snart vil forsvinde og afløses af en omgangsform, bestemt af, hvad neurologien véd om os mennesker, men det er jo også sandt, at den rige skønlitteratur, der har oversvømmet vor verdensdel indenfor de seneste tre hundrede år, og som har afstedkommet oprettelsen af adskillige lærdomssæder rundt omkring på universiteterne, viser, at mennesket ikke lader sig reducerer til neurologiske foreteelser i hjernen, og at det måske vil være mere frugtbart, at holde muligheden for sandhedserkendelse indenfor litteratur og fænomenologi åben, fremfor at fraskrive den enhver form for sandhed. | |
| 8 Nå ja, nu fik jeg jo så afsløret, at jeg regner fænomenologien for en slags forbundsfælle til litteraturen. Eller omvendt. Litteraturen er hebræisk i sin tankeform: den fortæller og fortæller og har sin glæde i det, og mener, at når den har fortalt sin historie, så er tingene forklaret, så er der ikke mere at sige, den kunstneriske form er fuldendt. | |
| 9 Fænomenologien er derimod bestemt af den græske tænkning, der skal have en "adjektivisk" forklaring, og er altså for så vidt en ganske normal videnskab; blot har den ikke menneskets hjerne, eller dets sociologiske fremtræden, eller dets psykologiske indhold som genstand. Genstanden er menneskets sproglige omgangsformer og de bindinger og handlemåder, der udspringer deraf. Deraf dens lighed med litteraturen. | |
| 10 Én af disse bindinger og omgangsformer er troen. Og vel er det uhyre let at beskrive troen og dens opkomst. Man behøver blot, som johannesevangelisten i citatet her ved siden af, at sige: "Manden troede Jesus på hans ord". Så er det forklaret, hvorfor han gik hjem. Selvfølgelig forudsættes det, at det er mennesker, der tales til, mennesker, der selv har oplevet at stole på et andet menneske. Men de fortællere (og videnskabsmænd), der taler til ikke-mennesker, er jo også yderst fåtallige. Så den forudsætning kan nok forudsættes at holde stik. | Joh 4,49: "Den kongelige embedsmand svarede: "Herre, kom med derned, før mit barn dør." v50 Jesus sagde til ham: "Gå hjem, din søn lever." Manden troede Jesus på hans ord og gik". |
| 11 Og det fænomenologien vil, i modsætning til litteraturen, er nu at gå sådanne forudsætninger efter i sømmene, undersøge nærmere, hvordan det egentlig går til, at et menneske kommer til at stole på et andet menneske. Naturvidenskaben kan ikke forudsætte, at en sådan "kommen til tro" i det hele taget finder sted, men må ud fra dens grundantagelser velsagtens altid stille sig skeptisk an overfor en sådan påstand. Men litteraturen forudsætter det uden videre: Mennesker taler sammen og sproget virker, uanset det så aldrig så meget forudsætter indbyrdes tillid. Dog viser jo den sørgelige erfaring, at mennesker af og til lyver, og det er ikke mindst det, litteraturen beskæftiger sig med: hvordan bryder troen igennem al løgnen? og det, der gør litteratur spændende. | |
| 12 Fænomenologien forudsætter, som litteraturen, men delvis i modsætning til naturvidenskaben, fænomenet "at komme til tro". Men den forudsætter det ikke, som litteraturen, som noget, der må være der, for at man i det hele taget kan komme i gang. Den forudsætter det som noget, der skal undersøges nærmere, men undersøges, ud fra de umiddelbare erfaringer, mennesker har med fænomenet, ikke ud fra den naturvidenskab, der næsten med naturnødvendighed stiller sig skeptisk an overfor selve det fænomen, der skal undersøges. | |
| 13 Endelig teologien: Den går fænomenologien efter i sømmene og viser, hvordan den forudsætning, den bygger på: at mennesker kan komme til at stole på hinanden, er en trosforudsætning, viser, hvordan det er muligt, f. eks. for japanske zen-buddhister, at have en indgroet mistillid til sproget i det hele taget, men hvordan mennesker, som de er flest, umiddelbart lader sig gribe af tillid til det, sproget viser dem. De, der bliver sig bevidst, at sådan er det og sådan gør de, kaldes så kristne, de andre hedninger. (Lidt overfladisk sagt). | |
| 14 Saligprisningerne, fænomenologisk
forklaret.
Saligprisningerne har jeg haft mit hyr med. Hvordan skal de udlægges? Hvordan kan man undgå, at kristendommen bliver "opium for folket", når man tager saligprisningerne for pålydende. Dette gælder især saligprisningerne, som de findes hos Lukas. I Lukas' gengivelse er der et tydeligt skel mellem den nuværende æon og den kommende. Og tilsyneladende er grunden til, at disciplene allerede nu kan springe højt af glæde, den, at den kommende æon allerede er brudt ind i den nuværende verdensorden. Evangeliet er, som det hedder i Matt 3,2, at himmeriget er kommet nær. Men hvordan kan det sige mennesker noget, hvis de da ikke ligefrem er rablende skøre? Hvordan kunne det sige mennesker dengang noget, og hvordan kan det sige os i dag noget? |
Lukas' gengivelse af saligprisningerne (6,20b-23): "Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres. v21 Salige er I, som sulter nu, for I skal mættes. Salige er I, som græder nu, for I skal le. v22 Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. v23 Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; således behandlede deres fædre også profeterne. |
| 15 Lad mig begynde med én af de saligprisninger, som jeg synes, jeg så nogenlunde kan forstå. Det er den påstand, at de barmhjertige skal møde barmhjertighed. Rigtignok tager man det sædvanligvis som en tale om den fremtidige dom, og set i sammenhæng med de øvrige saligprisninger, specielt som de forekommer hos Lukas, er det måske også den tanke, der er den ledende i sætningen. Men alligevel! Jeg har tidligere gjort opmærksom på, at man kan udlægge Luk 6,37ff om det, der sker i det menneskelige samfund (sp3#6); man kan forstå det, ikke om, hvad der sker på dommedagen, eller rettere, i og med, at man forstår det om dommedagen, forstår man det om det liv, vi lever her og nu med hinanden. | Femte saligprisning: "Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed". (Matt 5,7) Luk 6,37b: "Tilgiv, så skal I få tilgivelse". |
| 16 Der er tale om, hævdede jeg dengang, at Jesus med sin påstand om, at vi får tilmålt med det mål, vi måler med, vil gøre os opmærksom på, hvordan et menneskeligt fællesskab fungérer: Når du er vrissen og sur, bliver du før eller siden selv mødt med vrissenhed og surhed. Når du udviser en tilgivende og forstående holdning overfor dine nærmeste, vil det før eller siden gå sådan, at de viser dig tilgivelse og forståelse. (sp3#20) | |
| 17 Sådan er det menneskelige fællesskab indrettet. Ingen kan i længden stå for en tilgivende og forstående holdning. Nødvendigvis må det gå sådan, at du får din tilgivelse og forståelse tilbage. Det vil sige: at det forholder sig sådan iblandt mennesker, er noget, du må tro på. Og at du tror på det, viser sig derved, at du optræder forstående og tilgivende. | |
| 18 "Tilgiv, så skal I få tilgivelse" er altså ikke en påstand om, at det i vort forhold til Gud må være os, der "kommer først"; at vi må tilgive hinanden, førend Gud rykker ud med sin tilgivelse. Faktisk forholder det sig jo lige omvendt. Men det er en påstand om, at du i dit forhold til andre mennesker kan få fællesskabet til at fungére, hvis du viser dig tilgivende; du kan med din tilgivelse være med til at skabe en tilgivelsens atmosfære dèr, hvor du færdes. | |
| 19 Og hvad nu den femte saligprisning angår, mener jeg faktisk, at den må udlægges på ganske tilsvarende måde. Viser du dig barmhjertig, vil det fællesskab, du står i, før eller siden vise sig barmhjertigt imod dig. Den barmhjertighed, du viser mod en anden, går ikke ud i det rene intet; den kommer tilbage til dig selv; den går ud i det menneskelige fællesskab, er med til at skabe en god holdning, en god stemning blandt dem, du lever i fællesskab med, og før eller siden vil du selv få fordel af den stemning, den gode holdning, der derved er blevet til. Du er ikke ene om at skabe en sådan holdning, naturligvis ikke, der er mange med i fællesskabet, og de andre yder deres bidrag, bestemt, men med din barmhjertighed eller ikke-barmhjertighed er du med til at bestemme, hvordan fællesskabet bliver. | |
| 20 Jeg kan godt se, at man med en sådan tankegang får gjort Jesu ophøjede ord til ganske dagligdags selvfølgeligheder. Men dels bliver ordene jo altså til at forstå, og ord, der kan forstås, har nu noget tiltalende ved sig, og dels åbner en sådan forståelse af dette ord for, at vi også kan forstå og acceptere Jesu megen tale om "løn" og hans tale om "dårskab" og "klogskab". | |
| 21 Det vil sige, der er ikke tale om, at der skal vises barmhjertighed imod de barmhjertige på dommens dag og først da. Nå ja, den tanke klinger da også med, men vil vi forstå talen om dommedag rigtigt, må vi gå med til, at den handler om, hvad det afgørende er ved livet her og nu. Og så bliver der tale om, at du før eller siden får den barmhjertighed, du viser et andet menneske i fællesskabet, tilbage som barmhjertighed vendt mod dig. | |
| 22 Dette betyder så også, at det himmerige, der er kommet nær, får et ret klart indhold: Det består i, at der mellem Jesus og hans disciple er oprettet et fællesskab, hvor der vises barmhjertighed og forståelse, hvor tilgivelse er noget, der bevæger sig fra den ene til den anden. Før var der ingen, der turde vove sig ud af sig selv og tilgive den anden. Nu er der. Før var der ingen, der kunne komme ud over den rethaveriske holdning, der hedder "noget for noget". Nu er der. I den gamle æon hed det: Hold loven, og du skal leve! I den nye, der er brudt frem med Jesus, hedder det: Stol på fællesskabets iboende kræfter, og det virker! | |
| 23 Det, det drejer sig om ved den udlægning, jeg her (lidt forsøgsvist) er begyndt på, er ikke mindst at trænge igennem det tykke lag af tradition, der har lagt sig ned over Jesu ord. Jeg siger ikke dermed, at alt det, traditionen fortæller os, eller at hele den måde, man traditionelt udlægger teksten på, er forkert. Men jeg siger, at man for alt i verden må udlægge teksten, så den kommer én ved, det vil sige, så den træder i forbindelse med de tanker og begreber, man handler efter i sin dagligdag. | |
| 24 Nogle har således hævdet, at udtrykket "de skal møde barmhjertighed", som på græsk udtrykkes ved hjælp af en passiv, er en såkaldt "passivum divinum", det vil sige, ved hjælp af en passiv udtrykker man Guds indgriben. Der skal vises dem barmhjertighed, men i passiven ligger gemt, siger man, at det jo altså er Gud, der skal vise dem barmhjertighed. Jeg er enig. Men jeg tilføjer, at det redskab, Gud bruger til at vise sin barmhjertighed med, er det andet menneske. Det er Gud, der står bag de kræfter i fællesskabet, der gør, at du får den barmhjertighed tilbage, som du viser en anden i fællesskabet; både på den måde at forstå, at det er ham, der har skabt fællesskabet på den måde, og på den måde at forstå, at det er ham, der med sin ånd til stadighed griber ind og sætter sig imod djævelen, der hele tiden vil forhindre, at tingene former sig på den måde, og imod hans vilje gør os til ligefremme og enkle mennesker, der gør det naturlige: lader os påvirke af den barmhjertiighed, vi møder, så vil selv bliver barmhjertige. | Femte saligprisning: "Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed". (Matt 5,7) |
| 25 Også ordet makarioV skal vi lige et øjeblik lægge under luppen. Dette ord anvendes her af Jesus til at hævde, at livets egentlige mål er nået. Men anvendelsen af ordet "salighed" er dobbelt; at blive salig er identisk med at "komme i himlen", det vil sige, identisk med at opnå den salighed, der venter efter dette liv. Men den er tillige identisk med her og nu at leve et ret liv; det, Jesus vil med sine beskrivelser af saligheden, er at fortælle, hvad det kommer an på her i livet, hvis man vil have livet til at lykkes. "Gå ind til din herres glæde", hedder det i lignelsen om de betroede talenter (Matt 25,21). Men det, Jesus vil med sin lignelse, er ikke blot at sige, hvad man skal gøre for at komme i himlen, det er ved at fortælle om, hvad det drejer sig om på dommens dag, at sige noget om, hvad det drejer sig om her og nu. Det er ét og det samme. Når tjeneren med den ene talent bliver ladt udenfor, vil Jesus jo dermed advare sine tilhørere: Pas på, at I ikke som denne tjener af frygt for at miste noget undlader at vove noget! | |
| 26 Og på samme måde med saligprisningerne! De vil sige noget om, hvad det kommer an på her i livet. Viser du andre barmhjertighed, så vil denne barmhjertiighed vende tilbage til dig fra det menneskelige fællesskab, og du vil være salig, ikke fordi du har fået sikret dig en plads i det hinsidige, men fordi det fællesskab, du allerede nu befinder dig i, bliver helt og gennemgribende. | |
| 27
Så til ordet om at stifte fred!
Hvad er det at stifte fred? Hvilken sammenhæng skal det forstås ud fra? Tja, det står der jo ikke noget om. Ordet står der bare i al sin korthed. Men sædvanligvis vil vi vel opfatte en fredsstiftende som én, der indtager en mæglerrolle, én, der får andre til at forliges, og disse andre kan så være stater eller institutionelle énheder eller andet stort. Som regel vil vi ikke ved en situation, hvor der stiftes fred forstå en situation fra den nære familie eller en situation mellem venner. Umiddelbart mener vi, der må være tale om noget større. Men hvorfor egentlig det? |
Den syvende saligprisning: "Salige er de, som stifter fred, for de
skal kaldes Guds børn". (Matt 5,9).
|
| 28 Hvis man f. eks. med ordet om at elske fjenden lader sig inspirere af den latinske oversættelse, der har "inimicus" for "fjenden", så bliver det pludselig nærliggende i stedet for de mange opfattelser af ordet om at elske fjenden, som jeg har gjort mig stor umage for at gendrive i sp06#9 og fremefter, at opfatte ordet, som talt ind i en langt mere dagligdags situation. "Fjenden" bliver identisk med "min uven", "ham, jeg ikke kan forliges med", "min arbejdskammerat, jeg altid kommer op at skændes med", eller, hvis man foretrækker et bibelsk eksempel: "den broder, jeg opfordres til at forlige mig med i Matt 5,23f". | Matt 5,23f: "Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave". |
| 29 Altså, selve det at udskifte ordet "fjende" med ordet "uven" medfører, at man kommer til at se anderledes på, hvordan ordet skal forstås. Der er måske alligevel ikke udelukkende tale om den nationale fjende, som vi fører krig mod, eller den arbejdsgiver, som man som god fagforeningsmand næsten naturnødvendigt må betragte som sin fjende. Der kunne måske også være tænkt på noget mere nærliggende og dermed måske også mere generende og vedkommende. | |
| 30 Stifte fred, det er noget, alle de mennesker gør, der formaner andre til forsoning. Og det er noget, de mennesker gør, der selv rækker hånden ud til forsoning. Disse mennesker er salige, de skal kaldes Guds børn. Ja, for de går Guds ærinde. Gud har skabt os i legemlig henseende. Men han har også skabt os i åndelig henseende. Ham er det, der har givet os sproget, hvorved der gives os mulighed for at leve i fuldstændig tillid til andre mennesker, ægtefælle, søskende, naboer og venner. Bliver et sådant tillidsforhold brudt, da er det Gud om at gøre at tilliden bliver genoprettet. Og den, der prøver på det, går Guds ærinde og kan kaldes et Guds barn. |
| 31 Så til endnu en saligprisning: "Salige er de rene af hjertet". Følgesætningen: "for de skal se Gud", kan man godt henføre til saligheden i himlen. Dèr skal jo alle se Gud, og så skal vel også de rene af hjertet se ham. Men hvis vi skal følge det udlægningsskema, jeg har foreslået for ikke blot saligprisningerne, men Jesu ord i det hele taget: at Jesus smelter de to ting sammen: saligheden i himlen og det rette liv her på jorden, så frikendelse på dommens dag bliver ensbetydende med, at livet her og nu er lykkedes for én, så bliver dette: at se Gud, altså ensbetydende med noget, der allerede finder sted her på jorden. | Den sjette saligprisning: "Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud". (Matt 5,8) |
| 32 Og skal vi finde et andet udsagn for det samme, vil jeg foreslå Jesu ord om øjets lys (Matt 6,22). Med dette ord afbilder han, vil jeg hævde, saligheden her på jorden: Du bliver et helstøbt menneske, du får dit indre og dit ydre til at smelte sammen, du får ingen spændinger i dit sind, alle modsigelser i din handlemåde, der måtte have været der før, bliver udslettet, fordi du i den måde, du forholder dig til livet på, er i overensstemmelse med skaberens egne bestemmelser. | |
| 33 Det øje, der således i sig selv er lys, og som sådant giver hele legemet lys, ser Gud. Gud er jo ikke først og fremmest den gamle bedstefar i himlen, han er langt snarere sprogets inderste nerve, han er langt mere den kraft, der gemmer sig i sprogets former og forskellige spil. Han er selv lys, fordi han er sandhed, og ser du ham, da ser du sandheden selv, da gennemstrømmes du selv af hans lys og bliver selv et lys, der i sig intet mørke indeholder. | |
| 34 Sandheden kan ikke fås som hermetik, som Kaj Munk siger. Hvormed han tænker på dem, der mener, at det da ikke haster så stærkt med at få fortalt tyskerne, hvad man mener om dem, eller med at få sagt til os danskere, hvad der er ret og vrangt i den situation, vi stod i under besættelsen. Alt det kan vi vente med sådan helt utvetydigt at fortælle, til der er fredeligere forhold, til vi atter er os selv, til det ikke koster noget at sige det. Sådan ikke med Johannes Døber. Sandheden kom til ham og forlangte at bæres over vadestedet. Nu. Uanset, hvad det måtte koste. Og det mærkelige er, at netop i den situation hævder Munk, at der i Døberens hjerte var stor fred: "nu taler jeg, som jeg bør tale, nu står jeg i mit kald, nu handler jeg menneskeværdigt". | Kaj Munk i Tre Prædikener, udgivet i 1943, om Johannes Døber: "Men Johannes var ikke bare en Mand af Kød og Blod. Han var af Aand tillige. Af Guds Aand. Af Sandhedens Aand. Derfor troede han ikke en Døjt paa den Opfindelse, der hedder Sandheden som Hermetik. Der kom en Dag, da han følte: Nu er Tiden inde! nu er Sandheden kommen til mig og forlanger at bæres over Vadestedet. Troligt har hans Hjerte hamret bag hans haarede Bryst og Tungen klæbet til Ganen. Men inde i dette hamrende Hjerte har der været en stor Fred: "nu taler jeg, som jeg bør tale, nu staar jeg i mit Kald, nu handler jeg menneskeværdigt". Ja, i hans ufredsomspændte Hjerte har der været en stor Fred". |
| 35 Den, der er ren af hjertet, handler menneskeværdigt, også selv om han står med døden for øje. For han ser Gud. Han ser sandhedens Gud. Han er i overensstemmelse med sandheden selv. Det er det, der ligger i dette at være ren af hjertet. | |
| 36
Så kan man beskrive det på mange måde, på mange
andre måder, end jeg har beskrevet det på her, hvor jeg har
holdt mig til formuleringer, hentet fra Jesu prædikener. Man kan
hævde, at der er tale om, at den nye æon bryder igennem og
udsletter den gamle æon. Man kan tale om, at det åndelige menneske
ganske tager herredømmet fra det blot legemlige menneske, så
mennesket som sådant bliver helstøbt. Man kan tale om, at
den internalisering af de etiske krav, som findes i samfundet, en internalisering,
der tænkes at foregå under individets opvækst, når
sin fuldendelse, hvor mennesket handler uden hensyn til sin frygt for døden.
Men pas på! Der venter et vanskeligt spørgsmål forude. |
|
| 37
Dog, foreløbig til den fjerde saligprisning.
Det er klart, ser man på verden omkring sig, ser man på uretfærdigheden, så vil man vel uvilkårlig sige, at denne saligprisning, den kan jeg da ikke behandle, som jeg behandlede de andre. Her kan jeg ikke på nogen måde hævde, at dommens dag til sin tid og livets fuldbyrdelse her og nu falder sammen. Dette, at de retfærdighedshungrende skal mættes, må nødvendigvis opfattes som en fremtidig begivenhed. Om det kan man ikke se, at det er noget, der finder sted her og nu. At se Gud, nå ja, det kan måske med lidt fingerfærdighed bringes til at blive ensbetydende med at mærke livet lykkes, at møde barmhjertighed eller at kaldes Guds børn, nuvel, også det kan bringes til at være noget, der finder sted på denne side af døden. Men at de retfærdighedshungrende bliver mættede, det må nødvendigvis være noget, vi må henlægge til tiden efter dette liv. |
Den fjerde saligprisning: "Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes". (Matt 5,6) |
| 38
Ikke desto mindre vil jeg hævde, at også det er noget, der
for at forstås ret, må forstås som både noget,
der sker på dommens dag, og noget, der sker her og nu.
Hvordan nu det? Ja, blandt andet fordi der ligger en positiv tendens imod retfærdigheden allerede derved, at nogen hungrer efter den. Det er sandt, at vi altid tænker om retfærdigheden som noget, der skal fuldbyrdes, som noget, der skal oversættes fra idealets verden til virkelighedens verden. Og sandt nok, den overgang er væsentlig. Men vi må ikke glemme, at en forudsætning for, at idealet kan overføres til virkelighedens verden, er, at der i det hele taget er et ideal. Hvis ingen drømmer om retfærdighed, hvis ingen hungrer og tørster efter den, hvis alle tager verden, så uretfærdig, som den nu engang er, og ikke gør sig tanker eller overvejelser over, om den måske kunne være anderledes, så bliver verden aldrig anderledes. Det første skridt er at drømme, at hungre og tørste, at længes, at forestille sig et andet samfund, en anden orden, en anden mentalitet end det, der forefindes. |
|
| 39 Som det kan ses at citatet her ved siden af, har profeten Jeremias drømt om en ny pagt. Så konkret forestiller han sig denne nye pagt, at han gør sig klart, at den ikke, som den gamle pagt, skal skrives på stentavler, nej, den skal skrives i menneskers indre. Hvad der skal gøres og ikke gøres, hvad der er retfærdigt og ikke retfærdigt, kommer ikke ned fra himlen som en klar og tydelig bogstavskrift, med påbud om både dette og hint, som Moseloven gjorde det, det står i menneskers hjerter, det skrives i samvittigheden, det kommer frem igennem menneskers frie og oprigtige diskussion om tingene. | Jer 31,33: "Sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk". |
| 40 Men lad så alt dette være så rigtigt, som det være vil, det spørgsmål står dog stadig tilbage, hvordan jeg kan hævde, at dette, at de, der hungrer og tørster efter retfærdighed, skal mættes, er noget, der skal ske, ikke blot i et kommende gudsrige, men allerede her på jorden. Hvordan kan dette på én gang handle om livet i Guds rige og om livet her på jorden? Hvordan kan dette ord knytte tanken om dommedag og tanken om, hvordan livet her på jorden er indrettet, sammen? Er det ikke et umuligt forehavende, jeg har givet mig i kast med? | |
| 41 Jeg vil i første omgang lade spørgsmålet gå videre til Jesus selv. Det er jo ham, der har ledt mig på afveje (hvis dette altså er en afvej) ved at hævde, at de, der hungrer og tørster efter retfærdighed, allerede her og nu er salige. Saligheden omtales i ingen af saligprisningerne som noget udelukkende fremtidigt, men som noget højst nutidigt. Så er det ikke blot mig, men muligvis Jesus selv, der vil hævde, at allerede derved, at lovens tanker om retfærdighed bevæger sig i dine drømme og forestillinger, er du salig. | |
| 42 Det svarer til den forrige saligprisning (nummer 6, #31) om de rene af hjertet, der skal se Gud. Det er ikke først i Guds rige, det er ikke først efter døden, de rene af hjertet skal se Gud. Nej, allerede her i denne tilværelse skal de se ham, for at se ham betyder, at der er overensstemmelse mellem sprogets indre kræfter og de handlinger, du foretager dig, og den holdning, du har. Hører du til de rene af hjertet, da skal du se Gud, se ham som sprogånden, se ham som det inderste i menneskesjælen, se ham som det, der knytter alting sammen. | |
| 43 Og her, hvor talen er om retfærdigheden, er saligheden altså ikke afhængig af, at retfærdigheden er gennemført i alle detailler, allerede dette at hungre og tørste efter den, er identisk med at være salig. Jo, for retfærdigheden ligger der jo allerede, ligger i kim i det gamle testamente som en længsel, ligger hos dig og andre undertrykte som en utilfredsstillet hunger, og selve det på den måde at være grebet af sprogets ånd er at være salig, er et sikkert forbud om, at retfærdigheden dog bryder igennem en dag i al sin fylde. | |
| 44
I den ottende saligprisning, her ved siden af, tales der også om
retfærdighed. Men nu er det ikke dem, der hungrer efter den, der
omtales, det er dem, der lider under, at de vil prøve at indføre
den.
Der forudsættes her et nyt faktum, som ikke har været omtalt tidligere: nemlig det faktum, at der er mennesker, der modsætter sig gennemførelsen af retfærdigheden. Så stærkt modsætter de sig dens gennemførelse, at de er villige til at forfølge dem, der kæmper for retfærdigheden. Og ihukommende, at Jesus og hans disciple udelukkende kæmper med sproget som redskab, det vil sige, de bruger ikke vold, de søger ikke at overbevise andre med trusler, men lader sproget arbejde for sig, fremsætter deres påstande, baseret på, hvad sproget selv fortæller dem, og kæmper eventuelt for forandringer i samfundet ud fra sådanne påstande, ihukommende, at dette er Jesu "våben", må vi præcisere udtrykket "at kæmpe for". Der er ikke tale om kamp med sværd eller spyd, der er tale om kamp på ord og argumenter. |
Den ottende saligprisning: "Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres". (Matt 5,10) |
| 45 Men der forudsættes mere end det. Der forudsættes også, at Jesus og hans disciple kender retfærdigheden; hvis altså de, der forfølges på grund af retfærdigheden tænkes at være Jesus og hans disciple; men da det mere direkte omtales lidt senere, at sådan forholder det sig faktisk, er der nok ikke noget forgjort i at nævne det her blandt forudsætningerne. Ja, så sikkert kender de retfærdigheden, at de er villige til at underkaste sig forfølgelser for retfærdighedens skyld. | |
| 46 Det vil sige: Ethvert menneske har mulighed for at kende retfærdigheden. Og i og med, at et menneske erkender retfærdigheden, får det ordre til at sætte livet ind for den. Retfærdigheden, sandheden, kendes ikke som "hermetik", for at bruge Kaj Munks udtryk (#34). Retfærdigheden kendes af det enkelte menneske som noget, der vil føres ud i livet. Og den pligt, erkendelsen af retfærdigheden lægger på et menneske, går derfor ud på tale uretten imod. Ikke med vold at sætte sig imod uretten, heller ikke den uret, der rammer andre. Men med ord at påpege uretten, når den finder sted. Og det mærkelige er altså, at selv denne "fredelige" oplysning om, hvad der er ret og hvad uret, fremkalder forfølgelse, selv en så ringe ting kan de, der begår uret for at beholde magten, ikke tåle. | |
| 47 I den niende og sidste saligprisning forskydes perspektivet noget. Ikke blot er det nu direkte disciplene, der tiltales, det er også for Jesu skyld, at de tænkes at forfølges. Og begge dele er en ændring i forhold til det foregående. De mennesker, der omtaltes som fattige i ånden, som fredsstiftende, osv, kunne for den sags skyld være hvemsomhelst; de behøvede ikke at have noget med Jesus at gøre. Og det behøver de vel sådan set stadig væk ikke at have. Man kan tænke sig mennesker, der forfølges på grund af retfærdigheden, uden at tænke Jesus og hans budskab med ind i billedet. Og disse mennesker erklæres altså i den ottende saligprisning salige. | Den niende saligprisning: "Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer". (Matt 5,11f) |
| 48 Så efter ordlyden er de otte første saligprisninger blot beskrivelser af, hvordan menneskelivet som sådant er indrettet. Sådan forholder det sig. Sådan er vilkårene, hvis I vil leve dette vanskelige menneskeliv. Saligheden gives ikke til de mennesker, vi mener har fortjent den, men til helt andre. Og først i den niende saligprisning dukker så disciplene op, først her beskrives disciplene som dem, der er salige på grund af de forfølgelser, de udsættes for på grund af Jesus. | |
| 49 Det svarer til det, jeg andetsteds har omtalt: at Jesu ord blot vil være katalysatorer, der skal fremkalde den rette livsholdning, en holdning, der imidlertid sådan set godt kunne tænkes at fremkomme "af sig selv". For den rette holdning ligger gemt i sproget, og sproget har vi jo alle fået del i. | |
| 50 Men det er så det, der er temmelig uforståeligt, i hvert fald for os, der lever i en fredelig og rolig tid uden religionsforfølgelser: hvorfor bliver det glade budskab mødt med had og forfølgelse? Hvorfor tænkes den kristne, Jesu discipel, at holde ud under forfølgelser? | |
| 51 I første række er det uforståelige dette, at de, der stræber efter retfærdigheden, bliver forfulgt, som det fremgår af saligprisning otte (#44). Men i næste omgang er det uforståelige dette, at dette at blive forfulgt på grund af retfærdigheden bliver gjort identisk med dette at blive forfulgt på grund af Jesus. Eller vi kan sige, at de to ting hører til det overraskende i teksten: Den ene, at den enkelte tænkes at kunne kende retfærdigheden med en sådan selvfølgelighed, at han sætter livet i vove for dens skyld. Er det ikke sådan, at der altid er knyttet uvished til erkendelsen af sandheden? Kan man nogensinde erkende sandheden eller retfærdigheden med fuldstændig sikkerhed? Det kan man dog vel ikke, vil vi skrivebordstænkere sige. Alligevel tænkes man at gå i døden for retfærdigheden. Og er det tanken, må vel retfærdigheden have bemægtiget sig ens sind i en ganske anden grad, end den bemægtiger sig skrivebordstænkere. | |
| 52 Det andet overraskende består i, at Jesus i den sidste saligprisning ikke blot ændrer formen fra 3. person flertal til 2. person flertal. Nu er det ikke blot én eller anden tilfældig person, der erklæres salig, nu er det disciplene, dem, der står som hans tilhørere rundt omkring ham, der erklæres salige, men jo altså salige, fordi de forfølges. Ikke blot gør Jesus det, nej, han erstatter også ordene "på grund af retfærdigheden" med "på grund af mig". Hvor vover han? Er han da retfærdigheden i egen person? | |
| 53 De tre første saligprisninger har jeg endnu ikke behandlet. Om de to første blot det, at de muligvis henviser til Es 61,1, hvor der ifølge Septuaginta (det græske gamle testamente) forkyndes godt budskab for fattige, og hvor der i næste vers forkyndes, at de, der sørger, skal trøstes. Om den tredie det, at man godt, hvis man vil udlægge saligprisningerne fænomenologisk, kan se en parallel imellem dette at være sagtmodig og dette at være tilbageholdende, som gæsten i Luk 14,7-11. Denne gæst lod det være op til samfundet, værten, de andre, at se hans værdighed og belønne ham derefter, den sagtmodige gør det samme. Og, siger altså Jesus her, dette er, hvad der belønnes, dette bevirker, at du kommer til at arve jorden, dette medfører, at livet lykkes for dig. Ikke den, der buser på, ikke den, der har et stort ego, ikke den, der bruger sine albuer, skal vinde, men den, der er sagtmodig. | Den første saligprisning: "Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres" . (Matt 5,3) |
| 54 Men ellers har jeg tænkt mig her til sidst, lidt forvovent, at opstille den teori, at Matthæus har anbragt saligprisningerne i en vis opstigende rækkefølge. Det er, som om de stiger opefter, ikke så meget imod det mere ophøjede, men imod det mere og mere paradokse. | Den anden saligprisning: "Salige er de, som sørger, for de skal trøstes". (Matt 5,4) |
| 55 De "fattige i ånden" skulle, hvis der henvises til Es 61,1, blot betyde "de egentlige israelitter", "landets fattige", forstået som dem, der i hvert fald hører med til folket, i modsætning til de rige, der har deres loyalitet alle mulige andre steder end hos Jahve, Israels Gud. Og vi begynder derfor i det almindeligste af alt almindeligt: De "fattige i landet", de, der forventer Guds rige, de, der stadig håber på, at forjættelserne fra det gamle testamente skal opfyldes, de mennesker er salige, for himmeriget er deres. Det vil sige, den første saligprisning knytter til ved det evangelium, Jesus forkynde i begyndelsen: Guds rige er kommet nær. I bred almindelighed. Uden nogen speciel adresse. Blot som noget, der skal vække denne uklare, men stærke forhåbning, jøderne havde på Jesu tid. | Den tredie saligprisning: "Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden". (Matt 5,5) |
| 56 Karakteristisk er det vel også, at der ikke stilles noget særligt krav til de mennesker, der omtales i de to første saligprisninger: de er blot fattige og sørgende. Og det glade budskab er så, at der er trøst til dem. Men det ændrer sig. Allerede ved at kalde de, der omtales i den tredie saligprisning, for sagtmodige, antydes det, at den forjættelse, der bliver dem til del, ikke gælder alle, f. eks. ikke dem, der ikke er sagtmodige. Og mens dette at være fattig eller dette at være sørgende, er en karakteristik af ens sociale omstændigheder, er dette at være sagtmodig i langt højere grad en karakteristik af ens selvstændige indre holdning, det vil sige, det er i langt højere grad noget, man kan gøre noget ved. | |
| 57 Det gælder også den fjerde, femte, sjette og syvende saligprisning. De kan alle opfattes som beskrivelser af de krav, der stilles de mennesker, der vil være salige. Det drejer sig om at være sagtmodig, om at hungre og tørste efter retfærdighed, om at være barmhjertig, om at være ren af hjertet, om at stifte fred. Er man det, så vil man opnå det, der nævnes i eftersætningen: man vil få del i retfærdigheden (blive mættet), man vil møde barmhjertighed selv, man vil komme til at se Gud, man vil blive kaldt et Guds barn. Jeg har prøvet at vise, at netop disse fire saligprisninger indeholde noget for Jesu forkyndelse karakteristisk: det menneskelige samfund er indrettet sådan, at det giver tilbage med samme mønt; viser du dig imødekommende, vil du selv før eller siden blive mødt med imødekommenhed. | |
| 58 Måske man kan sige, at de to første saligprisninger opstiller en paradoks modsætning mellem et "før" og et "nu", mellem den gamle æon og den nye æon, der er ved at bryde frem igennem Jesus Kristus. Og at graden af paradoksalitet derfor er stor, lige så stor som det paradokse forhold mellem den gamle og den nye æon. I modsætning dertil er graden af paradoksalitet formindsket i de følgende fem saligprisninger; for de refererer alle til den måde menneskesamfundet fungérer på: at mennesket selv er et genklangsvæsen, og at menneskesamfundet giver den holdning tilbage, som man møder det med. At de fattige i ånden og de, der sørger, er salige, fordi de henholdsvis ejer himmeriget og skal trøstes, er besynderligt eller ligefrem paradokst. At samfundet har det i sig, at det nødvendigvis svarer igen med den holdning, hvori det bliver tiltalt, og at derfor de, der udviser en positiv holdning, får denne positive holdning tilbage, er derimod kun besynderligt for den, der ikke tror på, at det forholder sig sådan. For den, der har "opdaget fidusen", er der ikke noget besynderligt ved det. Disse saligprisninger indeholder derfor kun en mindre portion paradoksalitet. | |
| 59 Men de to sidste, i dem klinger det paradoksale med for fuld udblæsning. De, der forfølges, kan da ikke kaldes salige. Vi, der forfølges på grund af Jesus, kan da heller ikke kaldes ovenud lykkelige. Der er noget, der halter her, synes det. Det er paradoksalitet, så det klodser. Og paradoksaliteten har med martyrviljen at gøre. Mest tydeligt ses den vel i Jesu diktum om at miste livet. Hvordan kan man redde sit liv ved at miste det? | Jesus i lukasevangeliet (17,33): "Den, der søger
at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det".
Jesus i lukasevangeliet (9,24): "For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det". Jesus i matthæusevangeliet (10,39): "Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det". |
| 60 Samtidig indsnævres kredsen af mennesker, som udsagnene omhandler. Mens det i de første saligprisninger måske kunne være hvemsomhelst, et bredt udsnit af befolkningen, en uvis del af jøderne (de fattige i ånden), eller mennesker, der besad en særlig indre holdning til livet -- måske jeg, tilhøreren, har den, måske ikke -- så er de to sidste saligprisninger særdeles nærgående. At forfølges på grund af retfærdigheden er noget, der gør ondt, og derfor ikke noget, man normalt forbinder med det at være salig. Og dog er det altså netop sådanne mennesker, Jesus erklærer er salige. |
| 61 Vi kan måske i nogen grad gå med til den første del af Jesu besynderlige udsagn om at vinde livet, altså det, der lægger afstand til de spidse albuer og opfordrer til at være sagtmodig og lade livet selv om at give sine gaver fra sig til behørig tid. Det svarer nogenlunde til det, jeg har aftegnet som den grundholdning til tilværelsen, Jesus anbefaler os at indtage. Og vi kan nok gå med til dette diktum, når der som modsætning til det opstilles en farisæer, der partout vil have den fornemste plads, eller en tjener, der holder på den indsnævrende retfærdighed (Matt 25,25). Men modsætningen stilles jo her anderledes op. Modsætningen er her ikke den foragtelige farisæerholdning, den er afbildet i den første del af udsagnet, modsætningen dukker op i anden del. Første del lægger afstand til de mennesker, der har en ta'-selv-holdning til livet. Anden del afbilder så den rette holdning. Og ikke blot drejer det sig her om at være tilbageholdende, lade sproget selv gøre sin virkning, det drejer sig ligefrem om at være så tilbageholdende, så man ofrer livet for det, man tror på, det drejer sig om at sætte sit liv i vove. Og derfor ender det med den paradokse påstand, at netop når du gør det, vinder du livet, selv om du mister det, netop ved på den måde at risikere dit liv for det, du mener er sandheden, får du livet i eje, også selv om du bliver slået ihjel. | |
| 62 Nuvel, man skulle vel være en dårlig teolog, om ikke man var i stand til med lidt fingerfærdighed at få taget brodden af dette Jesus-ord. Men da nu faktisk saligprisningerne i hvert fald i Matthæus' udgave slutter med ord om forfølgelse, også ord om, at disciplene direkte vil blive forfulgt, og da ydermere ganske mange andre Jesus-ord har en tilsvarende holdning til martyriet, vil det nok ikke være i Jesu ånd, om man sådan bortforklarede martyrtanken i dette Jesus-ord. Min tanke var faktisk også i stedet for, ud fra dette ord om at miste og vinde livet at vise, hvordan det faktisk hører med til Jesu budskab, at man må være beredt på at blive forfulgt på grund af sin tilknytning til Jesus. | |
| 63 Løgstrup
i en prædiken til Alle Helgens søndag.
Faktisk skal man hver anden Alle Helgens Søndag prædike over saligprisningerne. Og derfor burde jeg nu gå i gang med mit efterhånden sædvanlige forehavende: at gennemgå nogle prædikenvejledninger fra Præsteforeningens Blad. Det vil jeg dog ikke gøre her. Alle Helgens Søndag bliver i vore dage som regel brugt som en mindedag for de afdøde. Og det er da helt i orden. Men det betyder, at præsten enten helt dropper denne tekst og prædiker over en anden, der forekommer ham eller hende at være mere vedkommende i forhold til det, der skal siges om de afdøde, eller omtolker teksten, så den får noget at sige til os om vore døde. Og det sidste gør sådanne prædikenvejledninger mindre velegnede til mit formål, som udelukkende er at spørge, hvad vel Jesus kan have ment. |
|
| 64 I stedet for vil jeg tage en prædiken frem af K. E. Løgstrup. Den forekommer i den prædikensamling af ham, der er udgivet under titlen "Prædikener fra Sandager Holevad". Her findes der på side 76 en prædiken til Alle Helgens Søndag 1937. Den vil jeg sige et par ord om. Godt nok bidrager heller ikke den i særlig grad til opklaring af spørgsmålet om, hvad vel egentlig Jesus kan have villet med sine saligprisninger. Men dels vil jeg mene, at man i denne prædiken kan påvise, hvad fænomenologi betyder for Løgstrup. Og det er vel ikke helt uinteressant. Og dels vil jeg mene, at det også kan påvises, hvordan han på det tidspunkt stadigvæk var dybt omklamret af den dialektiske teologi. | |
| 65
Løgstrup lægger ud med hosstående påstand og bruger
det meste af prædikenen på at vise, at det virkelig forholder
sig sådan.
Påstanden består af to dele. I den første del hævder Løgstrup, at livet i sig selv er forunderligt; i den næste del hævder han, at vi mennesker, som lever som folk gør flest, kun kan holde den forunderlighed ud, hvis vi glemmer den; det vil sige, forunderligheden er for stor, vi kan ikke holde til at undres over den, men nødsages til at glemme den, overse den, fornægte den. (Man kan lægge mærke til, at Løgstrup bruger et velkendt "prædikantfif": Han siger i første omgang, at det er, som om vi kun kan holde til forunderligheden ved at glemme den; lidt senere har han strøget dette "som om" og går ud fra det som en kendsgerning). |
Løgstrup i Prædiken over Matt 5,1-12: "Vort skabte liv er så grænseløst forunderligt, at det er som vi kun kan holde dets forunderlighed ud ved at glemme den". (side 76) |
| 66 I citatet her ved siden af er det glæden ved at høre, der truer med at tage magten fra os. At vi kan høre, at vi kan opfatte musik, at tonen kan trænge ind til vor sjæl og bevæge den, hvor forunderligt! Men, fortsætter Løgstrup -- og her er det, jeg tillader mig at tvivle -- det er så forunderligt, at vi, hvis vi skulle stå helt mål med forunderligheden, skulle være hørende og kun hørende; vi ville ikke have overskud til andet. Glæden ved det at høre ville tage magten fra os. Ville den? | Løgstrup sammesteds: "Hvis vi kunne fatte det forunderlige i det, at vi kan høre -og at vi kan høre toner! Hvis vi var så åbne, så rent modtagende, at vi kunne opfatte al den skønhed og forunderlighed, der ligger i tonen - så ville vi glemme os selv for tonens salighed; vi ville hørende kun være hørende. Vi ville ikke samtidig kunne høre og så holde ud at tænke på os selv. Vi måtte bare høre og høre - og forundre os over det, vi hører. Glæden ved det at høre ville tage magten fra os". |
| 67 Og det, at vi kan se, er forunderligt, fortsætter Løgstrup. Vi kan opfatte farver og former. Vi kan opleve linierne i et landskab, vi kan se de svungne geometriske figurer udfolde sig i vore kirkerum. Vi kan betages og glemme os selv. Eller rettere: De kan vi netop ikke. Men skulle vi ikke det, hvis vi skulle yde forunderligheden ved vor synsevne retfærdighed? Sådan set ikke, siger jeg. Jo, siger Løgstrup. | Løgstrup, fortsat: "Hvis vi kunne opleve det forunderlige i det, at vi kan se - og at vi kan se farver og former! Hvis vi virkelig kunne opleve - og det vil sige modtage farver og linier i et landskab eller i et kirkerum, så ville vi seende kun være seende d.v.s. kun modtagende - og i modtagelsen glemme os selv fordi skønhed i farve og form, og det forunderlige i, at vi er i stand til at se d.v.s. at modtage den skønhed ville blive en oplevelse, der ligesom ville rende os over ende, så vi bare så og så; vi måtte glemme os selv over oplevelsen i modtagelsen". |
| 68 Den tredie forunderlighed, Løgstrup nævner, er sprogets forunderlighed. At vi i sproget kan blive ét med et andet menneske, at vi dèr kan mærke fællesskabet opstå, kan fornemme næstens hjerte slå, kan påvirke hinanden med følelser og stemninger eller blot vise hinanden verdens forunderligheder, også det ville få os til, hvis vi helt kunne modtage det, at glemme os selv. | Løgstrup, sammesteds: "Hvis vi kunne fatte sprogets forunderlighed! At vi ved sproget i samtalen får givet mennesket som medmenneske, så fællesskabet opstår. Hvis vi virkelig kunne modtage medmennesket i samtalens ord, så ville vi i modtagelsen glemme os selv af undren og glæde over, at medmennesket gives os i sprogets fællesskab". |
| 69 Efter at have nævnt disse fænomener, hørelsen, synet, sproget, fænomener, der vel ikke kan påvises videnskabeligt, men som fænomenologien ikke desto mindre hævder virkelig eksisterer og eksisterer på den beskrevne måde, fremsætter Løgstrup den påstand, at det at forstå sit liv som skabt betyder at forstå sig selv som modtagende og udelukkende modtagende. Men, fortsætter han så, det er netop modtagende, vi ikke vil være. Det vil vi ikke nøjes med. Vi vil hellere bo i det hus, vi har skabt os selv, hvor det er os, der er herrer, hvor vi kan leve uden at skulle være modtagende. | Løgstrup, lidt senere: "Vi lukker os inde i os selv. Som i et hus med nedrullede gardiner. Og i dette vort eget hus med nedrullede gardiner og lukkede døre, der er der også som i ethvert hus forskellige værelser til forskelligt brug. Og vi går rundt i værelserne, fra hovmodets værelse ind i bekvemmelighedens magelige stue - videre igennem fornærmethedens kammer ind i selvtilfredshedens stue. Frem og tilbage gennem mange andre værelser. I det hus kan der nemlig være mange værelser, de er alle små og snævre. Og alle væggene er af spejl, hvori vi stadig ser os selv, i det ene værelse som hovmodig, i det næste som magelig, i det næste som fornærmet, og så som selvglad". |
| 70 Jamen, er det da ikke sandt, hvad Løgstrup skriver her, at vi har et hovmodets værelse, et bekvemmelighedens værelse, et fornærmethedskammer og en selvtilfredshedens havestue? Er det ikke sandt, at vi bestandig vandrer rundt mellem vort indelukkede sinds værelser, snart hovmodige, snart fornærmede? | |
| 71
Jo, naturligvis, det er sandt for enhver from kristen. Det er sandt for
enhver god kirkegænger. De tænkes jo altid at lægge det
fromme øre til, de tænkes altid at have det sind, der gerne
anklager sig selv. Men for mig at se er det nu ikke så dårlig
en idé, om man også en gang imellem er lidt kritisk. Og det
vil jeg derfor tillade mig at være.
Er vi mennesker virkelig sådan som Løgstrup skildrer os her? Bevares, det er dygtigt gjort. Med få og enkle streger formår Løgstrup at tegne et billede af en skabt herlighed, som vi til stadighed kaster vrag på. Ikke blot, fordi vi ikke hører og ikke ser og ikke fornemmer hørelsens, synets og sprogets forunderligheder, også fordi vi i vort forsøg på at være vort eget livs herrer ikke vil indrømme vor afhængighed af den stadige modtagen. Vi får her optegnet både skabelsens altomfattende herlighed og syndefaldets altgennemtrængende ulykke. Men er det ikke papirherligheder og papirulykker? Har det noget på sig i det pulserende, virkelige liv? |
Løgstrup, lidt senere: "Men for at kunne modtage,
må et menneske stadig give det fra sig, han modtager. Kun ved at
give kan det vedblive at være modtagende og kun modtagende. Og det
er det skabte liv - ikke at modtage for at beholde, men modtage for at
give og således blive ved med at være kun modtagende. Ved at
beholde ødelægger vi selve modtagelsens evne.
At modtage for at beholde - det er med modtagelsen at gå ind i sit eget tillukkede hus og spejle sig med det vi beholdt. Og er vi gået derind med noget vi beholdt - så kan vi ikke længer modtage; det kan man ikke i det hus, hvor vi kun ser os selv". |
| 72 Og så er vi pludselig fremme ved saligprisningerne. De fattige, de, som græder, de sagtmodige er alle lykkelige i kraft af deres evne til at modtage. De kan modtage og blive ved med kun at modtage. Modsat os rige. Vi er gået ind i vort eget tillukkede hus og spejler os i de forskellige værelser. Vi kan ikke mere modtage. | Løgstrup, fortsat: ""Lykkelige er de fattige" - "lykkelige er de som græder" -"lykkelige er de sagtmodige" - "lykkelige er de som hungrer og tørster"! Hvordan dog det? Jo de kan nemlig modtage. "Guds rige er deres", de skal trøstes, de skal arve jorden, de skal mættes. De kan modtage og blive ved med kun at modtage. "Ve de rige, ve de mætte, ve de glade", for vi er allerede gået ind i vort eget tillukkede hus og spejlet os i hovmodets værelse med vor rigdom, i bekvemmelighedens værelse med vor mæthed og i selvtilfredshedens stue med vor glæde. Og nu kan vi ikke mere modtage, for vi har lukket os inde i os selv i helveds venteværelse". |
| 73
Læg mærke til dette "jo", der optræder her. Det er et
typisk "prædikant-jo". Med dette "jo" drager prædikanten tilhørerne
med ind i sit rum. Hvad han her siger, påstår han med sit "jo",
er så selvfølgeligt, at det ikke behøver argumentation.
Enhver from kristen må indrømme det.
Og så hedder det, at det var denne tillukkethed, denne vor uvilje til at modtage, der i virkeligheden slog Guds søn ihjel. Vi ville blive i det hus, hvor det er os, der er herrer. Og Løgstrup spørger så, hvilket svar Gud gav os på drabet af hans søn. |
Løgstrup, fortsat: "Men det er jo der, vi alle sammen
opholder os. Vi slipper jo ikke ud af vort eget hus.
Midt i Guds have - midt i dette skabte liv, der har vi bygget op et helveds venteværelse. Og da Gud ville bryde det hus ned og kalde os ud i hans have - så korsfæstede vi hans søn og budbringer. - For at kunne blive i det helveds venteværelse, som vi havde bygget op midt i haven for at lukke udsigten til den, så vi i stedet kunne spejle os selv i vort eget hus' vægge. Hvad svar gav Gud og hans søn, da vi slog ham ihjel for at blive i vort eget hus?" |
| 74 Han tilbød os sin tilgivelse, om vi så ikke kunne forstå, hvad det er at modtage. Og ved alterbordet banker Gud tilgivende på vort eget hus' dør for at kalde os ud i modtagelsen. Da har vi kun tilbage at bede om, at Guds lynild må ramme vort egensindighedens hus, så sjælen smelter hen i kærlighedens lue. | Løgstrup, fortsat: "Gud vil tilgive os, at vi har
fordærvet hans have, vort skabte liv. Gud siger: så modtag
da min tilgivelse. Gud spørger: ved I da så ikke, hvad
det er at modtage? Ved alterbordet banker Gud tilgivende på vort
eget hus' dør for at kalde os ud i modtagelsen.
Og vi må bede - som vi sang før, om Guds tilgivelse vil ramme vort eget tillukkede hus, helveds venteværelse, bygget midt i hans have - og ramme det som lyn. For vi kommer jo ikke ud af os selv. Huset må falde sammen ned over os som ramt af lyn, før vi fris fra det. "Din lynild ramme den - egensindighedens hus så sjælen smelter hen i kærlighedens lue." (DDS 273) |
| 75 Det lyder jo altsammen meget smukt og meget fromt. Men det lyder altså også, efter mine begreber, altfor "tidehvervsk", hvis jeg skal formulere det med ét ord. Der opbygges en forståelse af, hvem vi mennesker er, som vi må tro omfatter os allesammen. Vi er allesammen af den art, at vi bygger vort eget hus midt i Guds have. Vi har det allesammen siddende i os, at vi ikke vil være de modtagende. Og alligevel viser det sig, at der er nogle mennesker, nemlig dem, Jesus omtaler som fattige, sørgende og sagtmodige, der godt vil være modtagende og af den grund er lykkelige. Er de virkelige mennesker, eller er de kun idealbilleder, optegnet for os af Jesus? Løgstrup lader det stå hen i det uvisse, men det er dog bemærkelsesværdigt, at mens vi på ingen måde identificeres med dem, der er genstand for Jesu saligprisning, er vi øjeblikkelig identiske med dem, der rammes af hans vé-råb. (#72). | |
| 76 Jeg forestiller mig -- men det kan ikke ses af denne prædiken -- at Løgstrup på "god" tidehvervsk måde mener, at vi uafladelig falder tilbage i den forrige tilstand, selv efter at have modtaget syndernes forladelse. Der skabes ikke noget varigt i os ved alterbordet. Der skabes kun i os lige netop så megen selverkendelse, at prædikanten har nok til næste søndag, hvor vi så igen kan høre, hvordan vi lukker os ude fra Guds skaberværk og kun kan være fuldt og helt mennesker, hvis vi modtager Guds tilgivelse. Men leve kontinuert ud af tilgivelsen, så den nye holdning bliver en virkelighed i vort liv, det kan vi ikke. | |
| 77 Det er for mig at se at gøre Gud for lille og Satan for stor. Lad det så være sandt, alt, hvad Løgstrup har sagt om vor uvilje mod at modtage, lad det være sandt, at vi overvældes af lyst til altid at forblive i vort egensindighedens hus, Gud er da ikke så svag, at han i den grad lader djævelen vinde, Gud skulle vel nok være mand for at få fornærmetheden eller hovmodet fjernet fra vort sind i mere end de par sekunder, hvor vi knæler ved nadverbordet. | |
| 78 Dog, det er ikke, hvad Løgstrup vil have sagt på dette tidspunkt af sin udvikling. Han er stadig bundet af absolutterne, absolut synder, absolut retfærdig. Det er først lang tid senere, at han begynder at operere med de såkaldt "suveræne livsytringer", det vil sige, med forestillinger om, at tilliden ikke blot eksisterer i os i korte og forbigående øjeblikke, men er der som en kontinuert livsstrøm, en livsstrøm, ganske vist, som vi aldrig kan prale af eller tage os til indtægt, fordi den konstant kommer bag på os, den er suveræn, det er ikke os, der er herrer over den. | |
| 79 Nå, jeg skal ikke lade, som om jeg med dette har foretaget en undersøgelse af Løgstrups udvikling i retning bort fra en tidehvervsk forkyndelse hen imod en fænomenologisk forkyndelse. Der er mange flere prædikener, der i så fald skulle undersøges. Jeg har blot undersøgt én. | |
| 80 Men jeg vil godt påpege, at Løgstrup med denne udlægning har foretaget en indsnævring af teksten. Jesus henvender sig upåtvivleligt til disciplene. Det går Løgstrup let hen over. Jesus slutter endda med direkte at hævde, at de, disciplene, er lykkelige, når de bliver forfulgt på grund af ham. Det springer Løgstrup helt over. Og som sagt, jeg har en mistanke om, at det skyldes, at Løgstrup på det tidspunkt endnu er for "tidehvervsk": alle mennesker skal være under synd, disciplene ikke undtaget; alle mennesker skal erklæres for ikke-modtagende, og Løgstrup kan derfor sådan set bedre kapere vé-råbene end saligprisningerne; alle mennesker kan kun øjeblik for øjeblik leve af Guds tilgivelse, Guds ord tager ikke blivende bolig iblandt os. | |
| 81 Det kan minde lidt om den klemme, som nogle tidehvervsprædikanter kommer i med teksten om den rige unge mand. Den slutter jo i vor beskæring med ordene om, at hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud. (Matt 19,26) Men sædvanligvis overser man ganske, at Peter lige efter gør opmærksom på, at disciplene har forladt alt og fulgt Jesus. Og mere bemærkelsesværdigt er det måske, at Jesus ikke afviser hans påstand, og endda heller ikke hans spørgsmål om, hvilken belønning så disciplene får. Men det passer dårligt ind i den slutning, en "god" tidehvervsprædikant vil anbringe på sin prædiken: at vi kun har Guds nåde at holde os til i hvert øjeblik. Ethvert forsøg på at sælge alt og følge Jesus vil øjeblikkelig af en sådan prædikant blive afsløret som det rene hykleri. Men er det det i Jesu øjne? | Matt 19,27-30: "Da tog Peter ordet og sagde til ham: »Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?« v28 Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. v29 Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv. v30 Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første". |
| 82 cVidere til sp13! | |
| 83 c | |
| 84 c | |
| 85 c | |
| 86 c | |
| 87 c | |
| 88 c | |
| 89 c | |
| 90 c |
Noter: