Luther var ikke lutheraner (11)

En fænomenologisk udlægning af bjergprædikenen

kombineret med en gennemgang af Luthers prædikenrække over Matt 5-7 og diverse tekstvejledninger fra Præsteforeningens Blad over tekster i bjergprædikenen.

1. Om de på talen om markens liljer pålæssede problemer; 11#1. Tekstvejledningerne, #29. Bjarne Lenau Henriksen. 10#38; #29; #47. Tage Lunn #31. Kirsten Jørgensen #40. Jesus om ejendom #64.

Tilbage til sp10!

Tilbage til oversigten!

¹ Om de på talen om markens liljer pålæssede problemer
     Som man kan forstå af det foregående, har det været min agt at prøve at fjerne alle de lag af forskellige udlægninger, der i tidens løb er blevet afsat oven på teksten om markens liljer og himlens fugle. Men jeg véd da godt, at selv om forsøget har været velment, så er selve dette forehavende: at finde frem til den "oprindelige" Jesus, et højst tvivlsomt forehavende. Det er jo ikke blot datidens tekster og tankegange, man skal grave i, man skal også grave i sin egen sorte sjæl; man skal også prøve at se bort fra alle de umiddelbare udlægninger, man har arbejdet med tidligere, og lade alt det indlysende, man har troet på før, fare. Det kan vist ingen præstere.

² Og jeg skal da heller ikke påstå, at det er den rene og skære sandhed, jeg er nået frem til. Men jeg vil godt hævde, at det er nødvendigt af og til at teste nye hypoteser, og at det foregående er udsprunget af denne nødvendighed. Har en anden en anden hypotese, han komme frem med den!

³        Hypotesen gik jo altså ud på, at det, Jesus ville sige med den lange prædiken om himlens fugle og markens liljer, kunne koges ned til det Piet Hein'ske:
Husk at elske, mens du tør det,
husk at leve, mens du gør det.
      Jesus sammenfatter selv ordene (eller Matthæus gør det) med det ordsprogsagtige: Hver dag har nok i sin plage, hvis ironiske tonefald jeg tidligere gjorde opmærksom på. (sp10#41). Og det er jo nogenlunde det samme som det Piet-Hein'ske.

⁴ Blot har jo altså alle prædikanter i tidens løb (og såmænd også jeg selv, vil jeg tro, men jeg undlader klogelig at kikke efter) ikke ladet det blive ved det. Vi har haft temmelig meget mere, vi ville have sagt. Vi har haft ganske mange flere problemer, vi ville have løst. Og vi har derfor sat teksten ind i en række sammenhænge, hvor den har skullet besvare spørgsmål, den ikke stiller, og har skullet give løsning til problemer, den ikke fremsætter.

⁵        Lad mig gøre opmærksom på en lille sjov iagttagelse, man kan gøre sig om forskellen på Augustin og Luther! Augustin drager, som man kan se af hosstående engelske oversættelse fra internettet, den slutning af Jesu anvendelse af ordet "først", at man altså godt må søge det andet, søge livsnødvendighederne, når man blot søger dem som det mindre vigtige, eller som det, der kun er godt under forudsætning af, at det er godt at søge Guds rige. Augustin i sin prædiken over bjergprædikenen under omtalen af ordet om først at søge Guds rige: "For in using that word "first," He has indicated that this [mad og drikke] is to be sought later, not in point of time, but in point of importance: the one as being our good, the other as being something necessary for us; but the necessary on account of that good". (16/53).

⁶ Læser man Luthers prædiken over det tilsvarende sted igennem (bjerg17#49-95), finder man ud af, at Luther intetsteds så meget som antyder, at det er tilladt at søge efter livsnødvendighederne, blot man gør det som nummer to. Selv om Luther givetvis har læst Augustins bjergprædikenprædiken igennem, måske oven i købet som forberedelse til sin egen udlægning, så vil han på ingen måde give den "tilladelse", som Augustin her giver. Og det skyldes ikke, at han, som jeg, vil barbere alt det overflødige bort, det skyldes, at der for Luther ikke gives nogen berettiget selvkærlighed. Modsat hvad tilfældet er for Augustin. (se f. eks. lutpri1#63).

⁷ Og min anbefaling i dette spørgsmål går altså ud på, at man undlader alle forsøg på at få Jesus til at afgøre den uenighed, der findes mellem Luther og Augustin med hensyn til selvkærligheden; at man lader være med at overveje, om der i Jesu brug af ordet "først" kan ligge nogen tilladelse til at bruge det, der skal komme som nummer to; eller altså, at man fjerner alle senere spekulationer, som har lagt sig oven på teksten, og nøjes med at udlægge teksten selv. Det kan såmænd også være besværligt nok.

⁸         Og dog skal man nok i samme åndedrag gøre opmærksom på, at det besværlige ikke mindst ligger i at få fjernet sine egne yndlingsspørgsmål, så man nøjes med at lade Jesu formaning klinge igennem: Lad dagen i morgen bekymre sig for det, der hører den til. Det hele drejer sig om at undgå, at de vanskeligheder, morgendagen bringer, vanskeligheder, som vi jo dog som mennesker har fået mulighed for at forudse, får lov til at fjerne glæden over dagen i dag. Opfordringen er altså mere en opfordring til noget positivt: nemlig at glæde sig over dagen i dag, end den er en opfordring til det negative: at borttage en mere eller mindre berettiget bekymring. Jesus i sin opsummering: "Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage". (ntmatt06#34).

⁹        Noget af det, der skal fjernes, er ikke mindst den nedtyngende alvor, mange lægger ind i Jesu ord. At forstå Jesu ord blot som nogle gode råd, han vil give os, hvis vi gerne vil have vort liv til at lykkes, det er næsten umuligt for os; så vante er vi til at se på Jesus som visdomslæreren, som den alvorlige lovforkynder, som den, der bringer os bud fra noget så alvorligt som Gud selv. Men det forekommer mig, at netop ironien i Jesu ord, som vi dog vel heller ikke helt kan overhøre, tvinger os til at se på Jesu ord som råd, han giver os, som staldfiduser, han meddeler os; råd, der skal ændre vor holdning, fordi kun en ret holdning til livet bringer os livets herlighed i eje; staldfiduser, der skal få os til at forstå på en helt anden måde end før, for kun, når vi forstår, får vi den lethed i gangen gennem livet, der bevirker, at livet lykkes, før vi får ødelagt det med vore tunge overvejelser.

¹⁰ Og det, vi skal forstå, er altså, at selv med al mulig ansvarsfølelse lagt ned over vore overvejelser og forberedelser på morgendagens vanskeligheder, er der noget selvmodsigende i at tage et så stort ansvar på sig, at man helt glemmer at leve. Du vil sørge for, at morgendagen blive god at leve i, men du glemmer at leve godt i dagen i dag. Tosset, ikke?

¹¹ Og det gælder også, når de mennesker, hvis morgendag du vil tage vare på, er de nødlidende, de fremmede, de andre i samfundet. Det er al ære værd at kæmpe for, at mødre med deres nyfødte i udviklingslandene kan få mulighed for virkelig at glæde sig over deres børn, virkelig at nyde det første smil, det udsender, virkelig at se livets vidunderlighed i barnets groglæde. Men det bliver jo en underlig tom forestilling, hvis du bliver så optaget af andres muligheder for at se deres barns smil, at du glemmer at se smilet hos dit eget barn, eller glemmer at følge med i dets udvikling frem mod voksentilværelsen.

¹²        Det er i det hele taget netop den selvmodsigelse, Jesus vil advare os imod: Vi kan så tydeligt se, hvad der er godt for næsten, men vi glemmer at indse, at det samme jo er godt for os selv. Vi kan tydeligt se, at det vil være godt for næsten at få splinten i øjet trukket ud, men vi overser i vor iver for næstens vé og vel bjælken i vort eget øje. Eller altså her: Vi er så udmærket klar over, hvad der betinger et godt liv: en fyldt mave, en varm klædedragt, men vi skulle dog ikke ødelægge glæden over det liv, vi så får, når maven er fyldt og kroppen varm, med at fare rundt som en flue i en flaske for at sikre os; gør vi det, hvad er det så egentlig for et liv, vi mener er godt? For når vi når frem til den dag i morgen, vi anvendte al dagens energi på at gøre god og sikker, så bruger vi jo nok den dag i morgen til at sikre os for dagen i overmorgen. Og så fremdeles. Og større tåbelighed kan man dog ikke tænke sig! Hvornår har du tænkt dig at leve det liv, du søger at sikre med så stor anstrengelse?

¹³       Det kan også være tanken om døden, der griber os. Og sandt nok, det kan være vanskeligt at leve med tanken om døden for øje. Men hvis du lader tanken om, at morgendagen måske vil bringe dig din død, forkrøble den dag, du dog trods alt har at leve i i dag, er det så ikke selvmodsigende på det ynkeligste? Du beklager dig over, at du ikke kan leve i dag, når døden måske kommer i morgen. Jamen, dagen i dag er der jo, dagen i morgen er endnu ikke kommet. Skal da dagen i morgen, der endnu ikke er arriveret og måske slet ikke kommer, hvis verden går under i nat, ødelægge den dag, der dog her og nu er her helt og fuldt? Nej vel!

¹⁴ Men tænker du sådan, lader du sådan angsten for morgendagen krybe ind i dagen i dag og knuge dit sind sammen, så må man jo spørge dig, hvad det da egentlig er for et liv, du mener, du går glip af på grund af angsten for morgendagen? Morgendagen vil du jo altid have. Mennesket har nu engang fået sproget i fødselsgave, og sproget kan ikke undgå at lægge morgendagens gøremål frem for dig.

¹⁵       Men det er altså kunsten, og det er det ud fra den måde, mennesket er skabt på: det har altid morgendagen vævet ind i dagen i dag, og det er derfor menneskets opgave: at leve helt og fuldt i dagen i dag, også når morgendagen forekommer truende. Og den kunst vil Jesus lære os. Der står derfor intet "du skal" foran ordene her. Der er ikke tale om en ny lov, der lægges ned over os. Der er derimod tale om en fin ironi, der skal få os til selv at få øje på vor selvmodsigelse.

¹⁶         Én af de ting, man kan indvende imod Jesus her, én af de ting, jeg selv oftest i mine prædikener over denne tekst har indvendt imod ham, (men jeg må indrømme, at jeg af de udmærkede betragtninger, jeg har skrevet lige ovenfor, er lige ved at blive overbevist om, at det vist alligevel ikke er så væsentlig en indvending) er den tanke: Jamen, hør nu, er der nogen trøst i at blive sammenlignet med markens liljer? De står jo i dag og kastes i ovnen i morgen, som Jesus selv siger. Men det samme gør jo mennesket. Også vi er som græs, også vi tørrer ind, visner, når Herrens ånde blæser over os. Måske vore levedage er flere, men denne gradsforskel kan da ikke trøste os, den er jo netop kun en gradsforskel! Jesus i bjergprædikenen: "Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?" (Matt 6,30) (ntmatt06#30).
Es 40,6-8: "v6 Der var en, der sagde: "Råb!" Og jeg svarede: "Hvad skal jeg råbe?" "Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. v7 Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! v8 Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid".

¹⁷        Eller er der megen trøst i at blive sammenlignet med himlens fugle? Det er, når biologerne fortæller om det, en forfærdende stor procentdel af dem, der bukker under i vinterens løb! De høster ikke, de samler ikke i lade, men deres skæbne bliver virkelig også derefter. Der falder ingen frø ned fra himlen. Der dukker ikke ekstra forsyninger op i form af oversete bær eller frugter. De er henvist til at leve af naturens produkter. Men da de af deres formeringsevne altid presses frem mod det yderste af deres arts formåen, vil det jo sige, at de hele tiden, hvert år, må se i øjnene, at en stor del af dem ikke vil overleve vinteren. Det, der ser yndigt ud for en umiddelbar betragtning, viser sig ved nærmere eftersyn at være alt andet end yndigt. Naturen er hård ved sine børn, naturen er ubarmhjertig, siger vi. Men hvorfor siger vi i grunden ikke ligeud, at Gud er hård ved sine børn, at Gud er ubarmhjertig?

¹⁸        På dette punkt må jeg indrømme, at det har været noget af en trøst for mig at gøre mig klart, at Jesus med sin tale her aldeles ikke vil bringe trøst. Det er ikke hans mening med sin henvisning til himlens fugle at sige noget om Guds omsorg, eventuelt at trøste os med, at denne omsorg da meget mere må gælde os. Nej, hele talen har fra første færd været rettet mod det, den slutter med: Lad morgendagen bekymre sig for det, der hører den til! Glem ikke at leve i fulde drag dagen i dag! Det er det, du har den til!

¹⁹ Eller jeg kan sige, at alt, hvad Jesus vil sige, ligger gemt i det Piet Hein'ske: "Husk at". En formaning, en ganske svag bebrejdelse, en påmindelse, det er det hele.

²⁰        Himlens fugle, der ikke sår og ikke høster og ikke samler i lade, er altså ikke et forbillede for os på grund af, at det går dem godt, eller på grund af, at det da må være indlysende for os, at Gud sørger godt for dem. Nå ja, Jesu formuleringer lægger måske op til det, men det er ikke det, der er sammenligningspunktet. Det er derimod deres sang. Det er det forhold, at de, i modsætning til os, ikke glemmer at leve, mens tid er. Og at det er det, der er sammenligningspunktet, kommer netop frem i Jesu konklusion: Lad morgendagen bekymre sig for det, der hører morgendagen til!

²¹       Eller markens liljer, der ikke spinder og ikke syr, men dog i al beskedenhed har en større pragt end selveste Salomon, de kastes jo i ovnen, de står i dag og lyser i al deres herlighed, men i morgen kastes de i ovnen. Skulle det være nogen trøst for os? Er det ikke snarere en iagttagelse, der er egnet til at lade dødsfrygten snøre struben sammen på os? For det samme er jo tilfældet med os. Den Gud, der har overskud til at udsmykke markens liljer på denne overdådige måde, skønt de er bestemt til at kastes i ovnen den dag i morgen, skulle han ikke have overskud til at lade al vor herlighed, hvad enten den nu består i personlige eller kulturelle egenskaber, gå til grunde? Så det er ikke og kan ikke være liljens skæbne, der indhenter den allerede på morgendagen, der skal være vor trøst.

²² Der er i det hele taget ikke noget i denne tale, der skal trøste os. Der er derimod noget, der skal formane os. Og den måde liljerne kan formane os på, er ved den kendsgerning, at de, skønt de står i dag og i morgen kastes i ovnen, dog ikke glemte at prange. De var det, de var, mens de var det. Om vi dog ikke tilsvarende kunne være det, vi er, mens det endnu er dag. Selv om det, vi er, er noget andet end det, liljen er, og igen noget andet end det, fuglen er.

²³ Det, vi er, er et væsen, der kan indoptage fremtiden i nutiden, et væsen, der kan prøve at sikre sig, det vil sige, et væsen, der kan se så langt ud i fremtiden, at det sår og høster og sanker i lade. Et sådant væsen skal vi (naturligvis) være, hvis vi skal være, hvad vi er, mens vi er det. Og vi har derfor den fare, som ikke foreligger for liljen og heller ikke for fuglen, at vi lader fremtiden overskygge nutiden, at vi glemmer at være den, vi er, fordi vi hele tiden befinder os i fremtiden i stedet for i nutiden.

²⁴         Jamen, Jesus henviser dog til Gud her! Han viser os, hvordan Gud tager sig af fuglen og liljen, og så spørger han, om vi da ikke vil mene, at Gud meget snarere vil tage sig af os. Vi opfordres altså til at stole på Gud, vi lidettroende. Så må der vel være tale om, at Jesus vil trøste os! Så må han vel direkte forkynde Guds forsyn for os!

²⁵        Nej.
         Ja, ja, jeg skal såmænd ikke vende mig imod forsynstroen. Den hører med til gudstroen som en uløselig del af den, sandt nok. Men den bliver så let til forsynstanke eller forsynsteologi eller forsynsforestillinger. Og så er forsynstroen på afveje. Vi kan ikke udmåle Guds dybder, eller Guds dybheder, som Grundtvig kalder det. Men vi må dog spørge os selv, om den Gud, hvis dybder vi vil udforske, er den skjulte Gud eller den åbenbarede Gud. Det var jo den grænse, Luther stødte mod, da han i "Om den trælbundne vilje" prøvede at gå Guds dybder efter i tankerne.

²⁶ Kan gerne være, at vi af al vor magt vil prædike Gud som den kærlige far, der altid sørger for os på bedste måde. Og det lyder da også smukt, og det lyder godt og sandt, og det er vel også, hvad vi alle gerne vil tro. Men livets barske kendsgerninger kan blive os for overmægtige. Glædeligt er det jo for det menneske, der, når det ser ind i tilværelsens dybder, synes at se et par kærlige faderøjne; vel kan han ikke udgrunde dem, vel kan han ikke finde ud af, hvad disse øjne vil med netop ham, men han kan dog se kærligheden bag det altsammen. Lykkeligt det menneske, der har det syn!

²⁷ Men det menneske, der ikke ser ind i et par kærlige øjne, når han betragter tilværelsens uundgrundeligheder, skal dog også leve. Det menneske, der kun ser spørgsmålene, der ikke besvares, råbene, der ikke høres, bønnerne, der stivnede, næsten før de blev afsendt, det menneske har jo også et liv, vil også ånde, vil også glædes over dagen i dag. Og det kan han kun gøre ved at lade Guds uudgrundelighed være uudgrundelig, ved at lade forsynstroen være tvivlsom, ved at gemme alle tvivlstankerne ned i sit allerinderste hjerte, ved at synge med på lovsangene med al den trods, han kan præstere, ved med troens spændkraft at holde de to ting ude fra hinanden: intetheden, der vil opæde ham indefra, og skabertroen, der vil give ham liv, så han forkaster det første og griber det andet. Men "forkaster" og "griber" ikke i logisk argumentativ forstand, men i eksistentiel voluntativ forstand.

²⁸        Jeg vil altså derhen, hvor forsynstroen forbliver en tro, hvor den aldrig går hen og bliver en selvfølgelighed, om end ordene i bjergprædikenen kan synes at lægge op til det. Eller, kan jeg sige, jeg vil have, at ordene hele tiden skal forstås som en trodsig påstand ud mod den intethed, der truer (eller den skjulte Gud, der truer med at være den eneste Gud): Jeg vil leve! Jeg vil glædes i dag! Jeg vil forundres over livets herligheder! Vi har ikke gudstroen som en velbevist og utvivlsomt fastslået kendsgerning; vi har den som en trodsig påstand, der hele tiden skal gentages, besværgende, om ikke vi også i dag kan leve det ud, som den hævder.

²⁹        Bjarne Lenau Henriksen er korshærspræst i København. Og hans virke som korshærspræst viser sig i hosstående citat. Han har anbragt det som en slags "memento" bagefter den egentlige tekstvejledning (hvad også det foranstillede PS viser), men gør ellers ikke mere ud af de tanker, som åbenbart melder sig hos ham i anledning af prædiketeksten over himlens fugle og markens liljer.
        Jeg ville egentlig på nuværende tidspunkt have sagt nogen imod den prædiken imod materialisme, som ofte viser sig i anvendelsen af denne tekst. Og det kunne jeg selvfølgelig godt gøre ud fra Lenau Henriksens vejledning. "Velstandsramt", den sidder da lige i øjet. "Overflodens kvælende favntag", det er vel så sandt, som det er sagt. Bjarne Lenau Henriksen i tekstvejledning til 15. søndag efter trinitatis (Præsteforeningens Blad 2005/33): "PS. Måske var det mere på sin plads at bruge fuglene og liljerne til at gå i flæsket på de velstandsramte danskere, som dør af livsstilssygdomme, mens de kløjes i overflodens kvælende favntag. Med bl.a. husprisernes himmelske fugleflugt er der kommet gang i en enorm forbrugsfest blandt de rige, som passivt og arbejdsfrit tilføres yderligere rigdom, der har konsekvenser langt ud over dagen og vejen for de fattige. Det skulle vi som kirke bekymre os om. Men det er nok for meget af det gode".

³⁰       Tja, måske. Men det væsentligste i Lenau Henriksens PS er efter min mening det, han skriver til sidst: at de riges arbejdsfri rigdom har konsekvenser for de fattige. Han forklarer sig ikke, men nøjes med at hævde, at det måske var noget, vi som kirke skulle bekymre os om.

³¹         Dog vil jeg vente lidt med denne problemstilling. Først vil jeg tage to andre prædikenvejledninger frem.
       Tage Lunn gør en del ud af, ved hjælp af citater fra Barth og Thurneysen, at vise at bjergprædikenen ikke er at forstå som bud. Men det forekommer mig, at når den således kommer igennem en tung, teologisk æltemaskine, så bliver den netop opfattet som bud. Så bliver der f. eks. ikke plads til den ironi, der skinner igennem i vers 34. Så kan den ikke mere forstås som en anvisning på, hvordan livet skal leves, en anvisning, som vi gør klogt i at rette os efter, for gør vi det ikke, glider livet ud mellem fingrene på os. Så er Jesus stadig den alvorlige Moses, der godt nok giver os kraft til at kunne det, vi tror, vi ikke kan, men hvis ord vi ikke tør betragte anderledes end som udslag af livets lov, uden at det nogensinde falder os ind, at livets i al dets flygtighed ødelægges ved sådan at lægges ind i lovens alvorstunge perse. Tage Lunn i prædikenvejledning (Præsteforeningens Blad 2001/36): "Der skal ikke tales til dem, der i dag skal vælge, hvem de helst vil tjene, Gud eller mammon, men til dem, der har valgt, og som allligevel er delt: "Die Forderung hier ist ausdrücklich gemeint im Sinne eines: sei, was du bist! So legt Karl Barth auch die Stelle 6,24 aus, wo zwar kein "du sollst" steht, wohl aber ein "ihr könnt nicht", "ihr könnt nicht Gott dienen und dem Mammon!" Zwar "könnt" ihr es noch sehr wohl, sofern ihr immer noch Kinder dieser alten, vergehenden Welt seid, und "könnt" es doch nicht mehr, sofern ihr gerufen seid zu Gliedern des neuen, kommende Reiches. Das ist Evangelium in die Form des Gebotes. Und so will die ganze Bergpredigt gelesen sein". (Thurneysen: Die Bergpredigt, side 24).

³² Rent bortset fra, at det egentlig er ret svært at forstå. I kan, og I kan alligevel ikke. Nå ja, det hjælper selvfølgelig lidt, at det udtrykkes på tysk. For så har vi i forvejen lagt vor hjerne i teologiske folder, og så er vi derfor mere forberedt på snørklede tankegange. Jeg véd ikke, om andre har det på samme måde som jeg. Men for mig var Løgstrups tanker i høj grad med til at løse op for de vanskeligheder, jeg i sin tid havde ved at forstå dette: "I kan og I kan alligevel ikke". Det var dengang min fornemmelse, og det er det sådan set stadig, når jeg genser tankegangene, som her i Tage Lunns prædikenvejledning, at de mennesker, der skrev sådan, havde forstået sagen med en ganske lille flig af deres person. Men de havde på ingen måde forstået det på den måde, at de havde forbundet det med deres dagligdag; nå ja, det ville de måske nok sige, at de havde, men det var en meget tynd forbindelse, der var etableret.

³³ Den forbindelse gjorde Løgstrup, i hvert fald for mig, stærk og forståelig. Bare talen om de suveræne livsytringer! Dèr har vi det jo meget præcist udtrykt: I kan, og I kan alligevel ikke! I kan gribes af barmhjertighed, men I kan ikke ville gribes af barmhjertighed! I kan stole på et andet menneske, men I kan ikke ville komme til gribes af tillid til et andet menneske. Det kan gå jer sådan, at I overvældes af tillid til et andet menneske, og derfor skal I aldrig sige, at dette at stole på et andet menneske, dette at leve i et oprigtigt tillidsforhold til et andet menneske er noget, I ikke kan. Det er sandt nok, at I ikke kan det, for I kan ikke ville det. Det er ikke med viljens hjælp, at I igen kommer til at stole på den anden. Det kommer over jer som en tyv om natten. Men det kommer altså over jer. I kan gøre det, i betydningen: I kan gribes af det.

³⁴        Det savnede jeg i denne tale om at kunne og dog ikke kunne. Og det savner jeg stadig, når jeg genlæser det hos Tage Lunn. Her læser jeg en fin og sluttet tankerække, som måske nok på sin vis har forbindelse til den øvrige bjergprædiken, men som alligevel bliver som en slags "skaklogik", der går op indenfor systemet selv, men iøvrigt ikke har noget med dagligdagen at gøre. Er det dog ikke det, det kommer an på: at forklare, hvor det er, vi nutidsmennesker ikke kan, hvor det er, al vor viljesanstrengelse ikke slår til, hvor det er, med andre ord, at vi er nødt til at vente på åndens indgriben?

³⁵ Det gør ikke denne tankerække forkert. I hvert fald ikke, så længe man fornemmer, at den i en ikke altfor fjern fortid har haft en vis forbindelse med et almindeligt menneskes almindelige dagligdag. Men når den bliver "teologi", når den løsriver sig fra denne oprindelse og går sine egne vildfarne veje, når den i lutter fromhed citerer fra både nær og fjern for at få logikken til at gå op, men glemmer at se indad, glemmer at se sig selv og alle de daglige situationer, man står i, glemmer at gøre rede for, hvordan disse situationer og hvordan man selv påvirkes, ændres, forvandles af det ord, der er kernen i det hele, så bliver det altså en tynd kop the, så bliver det en besynderlig torso, så bliver der sat et ødelæggende skel op mellem teologi og prædikenkunst, som det kan tage megen anstrengelse og mange år at få nedbrudt igen.

³⁶       Og det nytter ikke, skønt forsøget nok er velment, at tale om "en rigdom så stor, at alt andet blegner derved, så vi ikke kan bekymre os for det". Det er da en smuk tanke, at Gud vil give os meget mere, end vi kan forestille os, og at han på den måde vil slå vor bekymring til jorden, at han så at sige byder os over på alle punkter. Men den skal jo omsættes til virkelighedens verden. Man tvinges jo, når man sådan ser ud over menigheden, der ikke befinder sig i dette teologiske rum, eller når man sidder på kirkebænken og kun ser ind i dette delvist tågede rum i glimt, til at spørge, hvilken slags rigdom der mon er tale om. Det lyder smukt, men falder det ikke noget sammen, hvis det viser sig, at der "kun" er tale om en åndelig rigdom? Her sidder jeg og skal have mig et pusterum fra alle mine ubetalte regninger, og så kan det da være skønt med en sådan dagdrøm, der viser mig et rige med en umådelig rigdom, men jeg véd jo, at den præst, der viser mig al denne enorme rigdom, ikke vil medvirke til at betale disse regninger. Så før eller siden vil jeg vågne op, og se, det var altsammen kun en drøm. Tage Lunn i prædikenvejledning: "Derfor er Jesu tale om at søge Guds rige først, frem for noget andet, ja, selv frem for mad og klæder, som højst kan blive en tilgift, ikke et truende krav, men et løfte om en rigdom så stor, at alt andet blegner derved, så vi ikke kan bekymre os for det".
Lidt senere: "Derfor er Bjergprædikenen ikke mørk, men sollys, så skøn som det sted, hvor den blev holdt".

³⁷       Er det evangeliet? Er det kun en drøm? Kan det ikke stå virkelighedens prøve?
         Svaret er vistnok nej. Det hele ender i æstetik. Så den rigdom, der er tale om, er altså ikke én, man kan overleve på. Den består i sidste ende "kun" i landskabets skønhed. Og bevares, man vil måske nok kunne sige, at jeg i min udlægning jo heller ikke lader penge regne ned fra himlen. Og det er ubetvivlelig sandt. Men jeg taler heller ikke om en rigdom, der skal få al vor bekymring til at forstumme. Fortsat: "Johannes Jellinik siger i sin bog: Ordet og Orterna: "Fra Saligprisningernes Bjerg, hvor Jesus i sin Bjergprædiken talte om blomsterne og fuglene, svæver blikket ud over et skønt og rigt landskab. At opregne forårets blomster ved Genesaretsøens bred ville betyde, at man måtte skrive et stort katalog over farvernes utallige detaljer. At beskrive fuglenes kvidren over palmerne og rododendronbuskene på Saligprisningernes Bjerg ville være et fuldstændigt forgæves forsøg på i ord at indfange den næsten bedøvende jubel".

³⁸         Jeg vil da gerne prøve at "overtage" den ramme, der tilbydes i denne vejledningen: at vi både kan og ikke kan rette os efter Jesu ord; som man også kan se det af det foregående. Men jeg kan altså med min bedste vilje ikke se, hvordan noget menneske, bortset fra det, der lever med hele sin sjæl i et teologisk univers, kan få drejet sin forståelse sådan, at denne forståelse kommer til at medføre, at bekymringen for morgendagen af sig selv forsvinder. Fortsat: "Og da den gamle jødiske historiker, statholderen i Galilæa, Josefus Flavius, blev indbudt af kejseren til at flytte til Rom, svarede han: "Hvad end du ville give mig, Imperator -- et forår som det i Galilæa kan du aldrig skænke mig". (s. 256). Så skøn en ramme alene passer sig for ordet om Guds Rige og hans retfærdighed!"

³⁹       Skal der bruges besværgende ord, for at det kan ske? Ja, muligvis, men så må det være ord, der besværger i retning af, at jeg kun ved trodsigt at fastholde Gud som den gode skaber, der sørger for sine børn, får dagen i dag til at åbne sig for mig; så må besværgelsen gå ud fra overbevisningskraften i livet selv i al dets nutidighed.

⁴⁰           Så vidt jeg kan skønne, er forsyntroen i citatet her ved siden af på vej til at udvikle sig til forsynsteologi. Man opbygger et univers, der som første ingrediens har en kærlig og omsorgsfuld Gud. Og man fortæller om denne Guds løfter, løfter, der er så indlysende, at man næsten ikke behøver stole på dem, det er simpelthen sådan. Løfterne, som forsynstroen holder sig til, er først og fremmest de løfter, Gud afgav efter syndfloden, men vel også Jesu ord her i bjergprædikenen om ubekymretheden. Disse løfter tænkes at få os til leve rigtigt i nutiden, dvs med fortiden gemt under syndernes forladelse og med fremtiden dækket af Guds løfter. Kirsten Jørgensen i Præsteforeningens Blad 2003/37, tekstvejledning til Matt 6,24-34: "Forsynstro er en anden barriere mod bekymringer [en anden end skæbnetro]. Det er en tro, der ikke er begrundet i Guds suverænitet, men i hans omsorg: Er vi ikke langt mere værd end himlens fugle? Og når Gud klæder markens græs sådan, hvor meget snarere så ikke os? Eet af forsynstroens tegn er regnbuen, der er tegnet på Guds forbundethed med sin skabelse. En kærlig forbindelse, som vi mener opretholdes, fordi Gud har os kær, og ikke blot fordi han kan".

⁴¹ Ikke sandt, det lyder altsammen så rigtigt, at man næsten ikke nænner at indvende noget imod det. Det er altsammen udtryk for den kristne forsynstro, og det er da, hvad vi alle er enige om. Så oprigtig talt, hvorfor anbringe nogen anfægtelse her? Hvorfor opregne egne tænkte eller virkelige tvivlstanker? Hvorfor dog skyde disse smukke forestillinger ned, når de er genuine udtryk for den kristne tro?

⁴²         Min fornemmelse er som sagt, at forsyntroen her er på vej til at udvikle sig til forsynsteologi. Og mens man kan opfordre alle mennesker til at lade sig gribe af forsynstroen, er det kun de mennesker, der har særlig teologisk flair, der kan gå ind i forsynsteologiens univers. "Gud har os kær", hedder det. Og det er jo så sandt, som det er sagt. Men hvordan får man den tese anbragt, at Guds kærlighed åbenbares for os i Jesus Kristus, i hans lidelse, død og opstandelse? Guds kærlighed, Guds forbundethed med sin skabning viser sig i den pragt, han skænker liljen på marken. Hvor meget mere vil han så ikke klæde os! Ja, sandt nok, men det menneske, der fremsætter disse udtalelser, er et menneske, der går mod kors og grav. Var Guds kærlighed også dèr næsten selvindlysende?

⁴³        Det, jeg savner i denne fremstilling, er lidt anfægtelse. Jeg véd godt, at en prædiken skal tale til tro, men den skal ikke gøre det ved, uudtalt, at kræve, at tilhøreren tilslutter sig "kredsen af troende". Den skal gøre det i trods, som et råb ud i intetheden, som et villet forsøg på at få hold på virkeligheden. Der skal hele tiden ud af prædikenen lyde dette evangeliske råb: "Jeg tror, hjælp min vantro!" Ellers bliver det en tale til teologi og ikke en tale til tro.

⁴⁴       Jeg kan også sige, at man som prædikant skal forestille sig, at der blandt tilhørerne sidder fremtidige tsunami-ofre. Hvis man kan få tsunamien 2. juledag 2004 passet ind i sin forsynstro, okay, så trækker jeg følehornene til mig. Men kan man ikke det, så består der hele tiden den risiko, at et menneske, der har hørt min prædiken om den kærlige og omsorgsfulde Gud, hvis løfter er til at stole på, går helt i spåner, kristeligt og menneskeligt set, hvis han møder en ulykke af tsunami-omfang. Her var Gud jo alt andet end omsorgsfuld. Her viste han et ansigt, der på ingen måde var kærligt.

⁴⁵        Eller jeg kan sige, at hvor det for Jesu tilhørere var en naturlig ting at forstå Jesu udsagn som mytiske, at forstå hans omtale af belønning i det hinsidige som en påstand om dette nutidige livs vilkår, eller forstå hans tale om Guds omsorg som en påstand om, at livet lykkes, når morgendagen ikke skygger for dagen i dag og al den herlighed, den har i sig, dèr er det for vore dages mennesker meget vanskeligt at fatte sådanne udsagn som mytiske udsagn. Er Gud kærlig, så har han bare at opføre sig kærligt. Og gør han ikke det, eller får man i sit liv bevis for, at den skæbne, der møder én, ikke på nogen måde kan komme fra en kærlig gud, så dropper man al tale om Gud. At forstå det som mytisk tale, falder ikke et nutidsmenneske ind. Derfor må prædikanten idag nævne sin egen anfægtelse, sine egne tvivl. Det var ikke påkrævet tidligere.

⁴⁶ Spørgsmålet er jo ikke, om tilhøreren ender med at sige: Ja, det er sandelig rigtigt, der må være en sådan god og kærlig Gud til. Det i sig selv er det ligegyldige. Nej, sigtet med prædikenen må være, at tilhøreren lever sit liv uden at bekymre sig for morgendagen. Det er livsholdningen, der skal ændres, styrkes, befæstes. Barnetroen på den gode og kærlige Gud, som måske, måske ikke er blevet til en voksentro, skal nok formelt fastholdes, men så sandelig fastholdes som noget, man må kæmpe for, som noget, der ikke giver sig af sig selv.

⁴⁷        Jeg lovede tidligere at komme nærmere ind på Bjarne Lenau Henriksens udtalelser her ved siden af, specielt dette med husprisernes indflydelse på de fattiges liv. (#30)
          Det vil jeg gøre nu.
          Sidste år var der hungersnød i Niger. Det har der været før. Jeg lagde mærke til en beskrivelse af hungersnøden engang i midten af firserne. I den beskrivelse hed det, at på trods af hungersnøden blev der fra landet udført korn. Det lød besynderligt: Mennesker i et land led af sult og andre mennesker i samme land havde overskud af korn, så de kunne sælge af det til udlandet. Bjarne Lenau Henriksen i tekstvejledning til 15. søndag efter trinitatis (Præsteforeningens Blad 2005/33): "PS. Måske var det mere på sin plads at bruge fuglene og liljerne til at gå i flæsket på de velstandsramte danskere, som dør af livsstilssygdomme, mens de kløjes i overflodens kvælende favntag. Med bl.a. husprisernes himmelske fugleflugt er der kommet gang i en enorm forbrugsfest blandt de rige, som passivt og arbejdsfrit tilføres yderligere rigdom, der har konsekvenser langt ud over dagen og vejen for de fattige. Det skulle vi som kirke bekymre os om. Men det er nok for meget af det gode".

⁴⁸        Det samme har været tilfældet sidste år. Om man sidste år ligefrem udførte korn, har der ikke forlydt noget om. For sidste år var høsten elendig, grundet en stor græshoppeplage. I år, derimod, har høsten været normal, og så kan landet igen udføre korn. Blot sulter de fattige stadigvæk. Hjælpeorganisationerne melder stadig om sult i landet. Hvorfor? Fordi de fattige sidste år var nødt til at sælge alt, hvad de ejede for at kunne overleve. De har derfor ingen penge at købe korn for, men må holdes i live af hjælpeorganisationerne, ofte simpelthen med pengegaver.

⁴⁹         Vi har her at gøre med et fænomen, som man har undret sig over siden bibelsk tid: Når udgangspunktet tilsyneladende er stor lighed, når alle i et samfund er bønder og tilsyneladende har lige store muligheder, ender det efter nogle generationer altid med en situation, hvor der findes nogle få storbønder, en mængde bønder, der kun lige kan klare sig, og en række jordløse husmænd. Får tingene lov at udvikle sig uden indgriben -- og det gør de jo ofte, for man véd ikke, hvad man skal gøre -- så ender det for hver hungersnød, der hjemsøger landet, med, at de rige bliver rigere og de fattige fattigere. Niger er et skoleeksempel på denne mekanisme.

⁵⁰       "Mekanismen" selv er såmænd ganske letforståelig. Da der var hungersnød i Ægypten på Josefs tid, var han og Farao på den grønne gren, men den menige ægypter jo ikke. De solgte det første år deres kvæg til Josef og Farao, det næste år deres jord og deres kroppe. For også næste år havde de måttet leve af såsæden for at overleve. Og så blev altså den rige, Farao, rigere, og de fattige, de menige ægyptere, fattigere. Men på dette sted har forfatteren ikke noget at indvende imod det, der sker. Fra 1. Mos 47,18f: "Da det år var forbi, kom de året efter og sagde til ham: "Vi vil ikke skjule for dig, herre, at pengene er sluppet op, og vores kvæg har du jo fået, herre. Vi har intet andet at give dig, herre, end vores krop og vores jord. v19 Hvorfor skal både vi og vores jord dø for øjnene af dig? Køb os og vores jord for brød, så vi bliver trælle for Farao sammen med vores jord. Giv os såsæd, så vi kan leve og ikke dø, og så jorden ikke ligger øde hen."

⁵¹       Det har han derimod i bestemmelserne om jubelåret, 3 Mos 25,13-23. Her har han virkelig lagt mærke til, at det kan gå dårligt for én og anden af landets indbyggere. Men han vil også fastslå for dem, at de ikke må udnytte hinanden. De er landsmænd, de er Guds ejendomsfolk. Fra 3 Mos 13-17: "I et sådant jubelår skal I hver især vende tilbage til jeres ejendom. v14 Når I sælger jord, hvad enten det er noget, du vil sælge til din landsmand, eller noget, du vil købe af ham, må I ikke udnytte hinanden. v15 Når du køber jord af din landsmand, er det årene efter sidste jubelår, der tæller; det er afgrødeårene, der tæller, når han sælger til dig. v16 Er der mange år til næste jubelår, skal du give ham høj betaling, er der få år, skal du give ham lav betaling; det er jo et antal afgrøder, han sælger til dig. v17 Landsmænd må ikke udnytte hinanden. Du skal frygte din Gud, for jeg er Herren jeres Gud".

⁵² Og hvis det nu går sådan, at én af bønderne får en dårlig høst og må sælge sin ejendom, så skal et sådant salg kun gælde til jubelåret indtræffer. Det sker hvert halvtredsindstyvende år. På det tidspunkt skal jorden leveres kvit og frit tilbage til den oprindelige ejer. Sådan tænker lovgiverne sig, at de kan forhindre den "mekanisme" i at gøre sig gældende: at de rige bliver rigere og de fattige fattigere; eller sagt mere ligeud: sådan tænker de sig, at de kan forhindre den ene landsmand i at udnytte den anden.
       Metoden er nok ikke anbefalelsesværdig, selv om den står skrevet i bibelen selv. Forfatteren gør jo selv opmærksom på, at prisen, der kan opnås ved salg af jord, er afhængig af årene indtil næste jubelår. Høj pris, hvis der er lang tid til næste jubelår, lav pris, hvis der er få år dertil. Men fristelsen til at sælge uigenkaldeligt, på trods af alle forbud derimod, er formodentlig temmelig stor, hvis hungersnøden indtræffer få år før et jubelår. For så kan man jo så at sige ikke sælge sin jord og få noget for den. Og her står man og skal overleve. Fra 3 Mos 25,23-28: "Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig. v24 I hele det land, I ejer, skal I sørge for, at jorden kan indløses. v25 Når det går dårligt for din landsmand, så han må sælge af sin ejendom, skal den, der står ham nærmest, træde til som løser og indløse, hvad hans slægtning har solgt. v26 Den, som ingen løser har, men selv skaffer tilstrækkeligt til indløsningen, v27 skal regne ud, hvor mange år der er gået siden salget, og betale for den resterende tid til den mand, han har solgt til; så kan han vende tilbage til sin ejendom. v28 Men hvis han ikke kan skaffe tilstrækkeligt til at betale ham tilbage, skal det, han har solgt, forblive i køberens besiddelse indtil jubelåret. I jubelåret bliver det givet frit, og så kan han vende tilbage til sin ejendom".

⁵³        Så meget viser disse tanker dog, at man har opdaget, at griber man ikke ind, vil al jord i landet ende på ganske få hænder. Et velment, omend noget klodset forsøg, må man kalde disse forholdsregler.

⁵⁴ Værre er det i Niger. Her er der ingen indbyrdes solidaritet. Eller den fra vort eget land kendte ligustermentalitet har bevirket, at de rige har fortalt hinanden, at de fattige nok i virkeligheden selv er ude om det. Men beskæmmende må det da være, at den solidaritet, der kan redde menneskeliv, skal komme udefra, fra fremmede lande, når der dog er korn nok i landet til, at man kan udføre af det. Og beskæmmende er det da også, at nødhjælpsorganisationerne kan nøjes med at give de sultende penge, penge, som jo så går lige ned i lommen på de rige. Landsmænd må ikke udnytte hinanden!! Ok jo, det må de i Niger, uden at nogen løfter så meget som et øjenbryn.

⁵⁵         Men det må de da gudskelov ikke herhjemme! Herhjemme har vi regler, der sikrer den enkelte overlevelsesmulighed! Herhjemme giver vi ikke den enkelte rige mulighed for at udnytte den fattige!

⁵⁶       Tja, det er nu, som man tager det. Den primære solidaritet har vi ladet hånt om, ganske som i Niger. Men vi har udviklet en sekundær solidaritet, som ganske rigtig sikrer den fattige, at han kan overleve. Blot sikrer den ham ikke, at han kan overleve ved eget arbejde, den sikrer ham kun, at han kan overleve i kraft af statens omfordelingssystem. Og dette omfordelingssystem må hele tiden holdes up-to-date, det angribes hele tiden af de almindelige markedskræfter, fordi vi ikke har gjort noget ved den primære solidaritet.

⁵⁷ Hvis vi skulle gøre noget ved den primære solidaritet, skulle vi indføre en løbende afgift på al jordbesiddelse. På den måde ville vi stille alle lige, før nogen produktion overhovedet havde fundet sted. Det er derfor, jeg kalder solidariteten primær. Og sker det, hvad det jo uvægerlig gør i et dynamisk samfund, at jorden stiger i pris det ene sted, men falder det andet, så vil en fornyet jordvurdering sørge for, at værdierne igen fordeles ligeligt, solidarisk.

⁵⁸        Vi har i vor del af verden vænnet os til at tro, at der såmænd ikke sker så meget ved at undlade at gøre noget ved den primære solidaritet. Vi mener, at vi fint kan nøjes med den sekundære. Jeg har i ét af mine mindre skrifter argumenteret for, at det, der bevirker, at vi har samfund med arbejdsløshed, er, at vi ikke forhindrer, at der dannes forventningspriser på jord. Denne argumentation skal jeg ikke gentage her. Blot vil jeg fastholde, at dette, at vi har arbejdsløshed, altså ikke er nogen helt lille fejl ved vore samfund.

⁵⁹ Her vil jeg nøjes med at fremhæve, at når huspriserne stiger med den hastighed, de gør, især i hovedstadsområdet (vi skriver nu julen 2005), så er det ikke blot sådan, at der dannes et økonomisk skel mellem ejere og lejere, det er også sådan, at gevinsten er forholdsvis størst for de rigeste ejere. Der er mange ejere af ejerlejligheder, der føler, de er "kommet med på vognen", fordi også de får en friværdi, de kan belåne. Men når de af samme grund modsætter sig enhver tanke om grundskyld eller skat på jordbesiddelse, skyldes det et synsbedrag: de har ikke opdaget, at den sølle fortjeneste, de kan opnå, er for intet at regne imod de penge, de rigeste ejere kan skovle til sig.

⁶⁰         Så kan man sige: Jamen, de arbejdsfri gevinster, som de rige kan score, kan da umulig gå ud over de fattige. At jeg vinder i lotteriet, er selvfølgelig ærgerligt for min fattige nabo, og det kan godt være, han bliver misundelig, men faktisk bliver han jo ikke fattigere af det.

⁶¹       Dette argument lyder besnærende. Blot ser det ikke ud til, at Bjarne Lenau Henriksen lader sig påvirke af det. Han hævder, at den rigdom, som tilflyder de rige, har konsekvenser langt ud over dagen og vejen for de fattige. Desværre forklarer han sig ikke. Det ville ellers have været rart at høre hans forklaring på dette mærkelige fænomen. Bjarne Lenau Henriksen i tekstvejledning til 15. søndag efter trinitatis (Præsteforeningens Blad 2005/33): "Med bl.a. husprisernes himmelske fugleflugt er der kommet gang i en enorm forbrugsfest blandt de rige, som passivt og arbejdsfrit tilføres yderligere rigdom, der har konsekvenser langt ud over dagen og vejen for de fattige. Det skulle vi som kirke bekymre os om. Men det er nok for meget af det gode".

⁶²       Jeg vil heller ikke gå i detailler med at forklare dette fænomen. Blot vil jeg sige, at husprisernes stigning jo lægger et enormt pres på alle sider af økonomien. Og det vil for mig at se ikke være mærkeligt, om dette skulle medføre stramninger, der går ud over de fattige. Og så meget synes i hvert fald at stå fast, at der er blevet flere fattige. Her i efteråret har en undersøgelse i hvert fald påvist, at sådan er det. Godt nok har regeringen afvist undersøgelsens resultater. Formentlig ud fra den, mener man, selvindlysende forestilling, at når det går godt i økonomien, så er det alle lag i samfundet, der løftes op og får det bedre.

⁶³ Men faktisk er undersøgelsens resultater lige efter bogen. Hvis altså bogen er Henry Georges "Fremskridt og Fattigdom" fra 1878. Heri påviser denne amerikanske økonom, at fremskridtet ikke er en kile, der føres ind under samfundet, så alle lag i samfundet løftes op på et højere plan, men er en kile, der føres midt ind i samfundet og løfter de rige op, mens de fattige trykkes ned. Han gør sig klart, at dette er imod, hvad man sådan rent intuitivt vil mene, men påviser, at det alligevel forholder sig sådan.
      Og det er altså også, hvad der kan ses i vort samfund for øjeblikket, og hvad Bjarne Lenau Henriksen gør opmærksom på.

⁶⁴        Dette kan så passende lede over til det spørgsmål: Hvad mener Jesus i det hele taget om det forhold, at vi i vore samfund har noget, der hedder ejendomsret?
          På det spørgsmål giver Lukas sin egen besvarelse, en besvarelse, der i nogen grad adskiller sig fra de andre evangelisters besvarelse. Derfor vil jeg tager hans opfattelse frem først:

⁶⁵       Lukas er af den opfattelse, at der mellem Jesus og hans disciple bestod et ejendomsfællesskab. Det var en slags paradistilstand, der var blevet oprettet allerede her på jorden. Og dette ejendomsfællesskab eller denne paradisiske tilstand fortsatte efter Jesus død og opstandelse, men ak, som der i det oprindelige paradis var en slange, var der det også her. Den enorme tillid, som menighedens medlemmer nærede til hinanden, blev ødelagt, da nogen udnyttede den ukontrollerede tillid. Ananias og Safira ville stoles på af de andre, men ville ikke selv stole på de andre. (Apg 5,1-11) Derfor brød tilliden sammen. Og efter den tid måtte man "nøjes med" at uddele maden retfærdigt ved de fælles måltider (Apg 6,1-6).

⁶⁶          I Lukas' gengivelse af saligprisningerne hedder det således ikke, at de salige er de "fattige i ånden" som hos Matthæus. Nej, det er såmænd de ligefremt fattige, der prises salige. Ligesom det er dem, der sulter i ligefrem forstand, der skal mættes, og dem, der græder nu, der skal le. Lukas' gengivelse af saligprisningerne: "Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres. v21 Salige er I, som sulter nu, for I skal mættes. Salige er I, som græder nu, for I skal le. v22 Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. v23 Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; således behandlede deres fædre også profeterne". (Luk 6,20-23)

⁶⁷ Svarende dertil, er det også i de véråb, som Lukas bringer lige efter saligprisningerne, de umiddelbart rige, der råbes vé over, og de i legemlig henseende mætte, der skal sulte, og de, der nu ler, der kommer til at sørge og græde. Lukas' veråb: "Men ve jer, I som er rige, for I har fået jeres trøst. v25 Ve jer, I som er mætte nu, for I skal sulte. Ve jer, I som ler nu, for I skal sørge og græde. v26 Ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter". (Luk 6,24-26)

⁶⁸        Er Matthæus' gengivelse en afsvækkelse?
        Ja, det må man naturligvis indrømme. Men dermed er jo ikke sagt, at vi véd noget om, hvad Jesus egentlig har sagt.

⁶⁹        Lige så lidt véd vi, hvad Jesus egentlig har sagt forud for ordet om at skaffe sig en skat i himlen. Matthæus nøjes med en opfordring til ikke at samle skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer og tyve bryder ind. (Matt 6,19-21). Men Lukas har foran denne opfordring anbragt en ganske bemærkelsesværdig formaning: "Sælg jeres ejendele og give almisse". Kan det virkelig passe, at vi sådan uden videre skal sælge, hvad vi har, og give det bort? Ja, de første kristne gjorde det jo, ifølge Apostlenes Gerninger. Og Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger hører sammen, har samme forfatter, og derfor formodentlig samme forhold til ejendom og ejendomsløshed. Så min påstand om, at Lukas forestiller sig en slags paradisisk tilstand med ejendomsløshed iblandt Jesu disciple, er altså ikke helt ubegrundet. Lukas 12,33: "v33 Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. v34 For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være".

⁷⁰       Som sagt er der i Apostlenes Gerningers første kapitler tale om en slags paradisisk tilstand, hvor alle de troende stoler så meget på hinanden, at de har alting fælles. De, der har jord, sælger den, og lægger pengene for apostlenes fødder, og hver enkelt får så, hvad han har brug for af denne sum. Disse forhold, hvad enten de nu har været virkelige eller kun været en del af Lukas' drømmeforestillinger om den første menighed, har øvet en vældig indflydelse, også i vore dage. Blot skal man jo huske at have kapitel 5 med, dèr, hvor der fortælles om, hvordan denne indbyrdes tillid led skibbrud. Apostlenes Gerninger om ejendomsløshed: "Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. v33 Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle nød de stor yndest. v34 Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, v35 og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov". (ApG 4,32-35)

⁷¹ Men kan man ud fra fortællingerne i Apostlenes Gerninger slutte, at Lukas har ment, at også Jesu disciple har levet i ejendomsfællesskab? Ja, det forekommer mig altså ret indlysende, at en sådan slutning er tilladelig. Jeg siger ikke, at det har fundet sted, hverken ejendomsfællesskabet i den ældste kirke eller det blandt Jesu disciple. Jeg siger blot, at Lukas mener, det har fundet sted. Og de to skriftsteder, jeg nævnte ovenfor (Luk 6,20 og Luk 12,33), underbygger denne tanke.

⁷²        Dertil kommer imidlertid, at vi jo har en fortælling hos alle tre synoptiske evangelister, som i høj grad lader ane, at den, der blev kaldet til at være discipel af Jesus, også blev kaldet til at leve i ejendomsløshed. Jeg tænker på fortællingen om den rige unge mand, Matt 19,16-30 og paralleller. Ikke blot optræder tanken om skatten i himlen her, tanken om at sælge, hvad man har, gør det også. Fra fortællingen om den rige unge mand: "Jesus sagde til ham: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!" v22 Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende". (Matt 19,21-22).

⁷³ Når fortællingen om den rige unge mand er overleveret i alle tre evangelier, skyldes det formentlig ordet om kamelen og nåleøjet. Dette ord er så prægnant, at det er blevet husket, også hvor ejendomsfællesskabet er blevet overset (hvis det nu er sådan, vi skal tænke os det). Men indrømmes må det vel, at netop dette ord og denne fortælling altid har voldt os prædikanter besvær. Behøver jeg at sige, at vi moderne lutheranere som regel bruger den førnævnte metode med at påstå, at det, Jesus vil, er at prædike loven, så den unge mand bringes til at fortvivle over sin manglende lovoverholdelse og derved henholde sig til Guds nåde alene? Og behøver jeg at nævne, at Luther på ingen måde går den vej? Fra fortællingen om den rige unge mand: "Og Jesus sagde til sine disciple: "Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. v24 Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige." v25 Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: "Hvem kan så blive frelst?" v26 Jesus så på dem og svarede: "For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt". (Matt 19,23-26)

⁷⁴         Imidlertid fører fortællingen om den rige unge mand os videre til det spørgsmål, hvor mange der da mon var med i ejendomsfællesskabet. Den rige unge mand skal jo sælge, hvad han ejer, give det til de fattige, og komme og følge Jesus. Er det "kun" disciplene, der er med i ejendomsfællesskabet (hvis der altså har været noget)? I hvert fald: hos alle evangelisterne træffer vi efter fortællingen Peters påstand om, at disciplene har forladt alt og fulgt Jesus. At forlade alt vil her ifølge sammenhængen være ensbetydende med at have solgt alt, hvad man ejer, måske givet det til de fattige, og så have vandret rundt i landet sammen med Jesus. Fortsat: "v27 Da tog Peter ordet og sagde til ham: "Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?" v28 Jesus sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer". (Matt 19,27-28)

⁷⁵ Så i forbindelse med denne fortælling ser det ud, som om alle evangelisterne er enige om, at Jesu disciple og Jesus levede i et ejendomsfællesskab, et fællesskab, man kom ind i ved at sælge alt, hvad han ejede, og følge Jesus.

⁷⁶       Det vil sige, sagen er dog ikke 100% klar. Sandt nok, i en del beretninger lægges der tilsyneladende vægt på, at de disciple, Jesus kalder på, lader garn være garn og følger ham. Men i alle de tre beretninger om Matthæus' eller Levis kaldelse fortælles der umiddelbart efter, hvad der skete, da Jesus sad til bords i hans hus. Kaldelsesberetninger: 1) "v19 Han sagde til dem: "Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere." v20 De lod straks garnene være og fulgte ham". (Matt 4,19f)
2) "v9 Og da Jesus gik videre derfra, så han en mand, som hed Matthæus, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" Og han rejste sig og fulgte ham". (Matt 9,9)
3) "v17 Jesus sagde til dem: "Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere." v18 Og de lod straks garnene være og fulgte ham. v19 Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus' søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene. v20 Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham". (Mark 1,17-20)

⁷⁷ Så i det tilfælde er dette med at følge Jesus ikke at forstå sådan, at man ikke mere har noget sted at holde sig til. 4) "v14 Da han gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" Og han rejste sig og fulgte ham. v15 Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham". (Mark 2,14f)
5) "v27 Da Jesus siden gik derfra, så han en tolder ved navn Levi sidde ved toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" v28 Og han lod alt ligge og rejste sig og fulgte ham". (Luk 5,27f)

⁷⁸        Der er steder, hvor dette at kaldes af Jesus stiller absolutte krav om at opgive alt, også alle normale forpligtelser. Men om dette indebærer, at man også opgiver al ejendom, er usikkert. Jesus i Lukasevangeliet: "Og Jesus sagde til en anden: "Følg mig!" Men han svarede: "Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far." v60 Men Jesus sagde til ham: "Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige." v61 Og en anden sagde: "Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme." v62 Jesus sagde til ham: "Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige". (Luk 9,59-62)

⁷⁹       Det siges til gengæld tydeligt andre steder, f. eks. i Luk 14,33. Dette sted er specialitet for Lukas. Han har citeret Jesus for at sige, at man for at være hans discipel skal hade far og mor (det er det, Matthæus mere korrekt har oversat til, at man ikke må elske far eller mor mere end Jesus). Dèr hedder det blot, at man skal hade endog sit eget liv. Men når så tanken skal genoptages efter de to lignelser om tårnbyggeren og kongen, så hedder det, som det ses her ved siden af: at man skal opgive alt sit eget, og det vil sige al sin ejendom (pasin toiV eautou uparcousin). Men som sagt: Det er kun lukasevangelisten, der siger det så direkte. Jesus i Lukasevangeliet: "Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget". (Luk 14,33)

⁸⁰        Så kan man naturligvis spørge, om disse strenge regler kun gælder Jesu disciple i egentligste forstand, eller de gælder alle. Spørgsmålet forudsætter en opdeling af Jesu efterfølgere, som der delvist er belæg for i det ny testamente, men som man ikke desto mindre skal være varsom med at føre alt for vidt. Vi skal ikke glemme, at Luther med god grund tilintetgjorde den opdeling i læg og præst, som den katolske kirke havde opstillet. Noget af det, han vendte sig imod med størst styrke, var den tanke, at bjergprædikenens strenge bestemmelser var at opfatte som "evangeliske råd", der kun havde betydning for de mennesker (læs munke og præster), der ville være fuldkomne, ikke for almindelige kristne. (bjerg00#12).

⁸¹         Men man kan ikke nægte, at Jesus i de to første evangelier udsender tolv disciple og i Lukasevangeliet desuden 72 disciple og giver dem særlige befalinger med på vejen, befalinger, som tilsyneladende ikke gælder for andre. Nogen skal prædike evangeliet, og det job bliver disse mennesker udvalgt til; med de forpligtelser, der følger deraf.

⁸²        Og hvilke forpligtelser er så det?
            Ja, man må nok indrømme, at det har noget med deres ejendom at gøre. Anvisningerne er blandet lidt sammen, så Lukas har fordelt dem over to steder, idet Lukas som sagt taler både om udsendelsen af de tolv og om udsendelsen af de 72. Men det synes klart, at anvisningerne prøver at udarbejde, hvad der vel kan ligge i den tese, at en arbejder er sin løn værd. Når de udsendte ikke skal tage noget med, skyldes det, at det budskab, de prædiker, tænkes at have kraft i sig selv til at underholde dem. Der vil altid være én, to eller flere, der gribes i den grad af budskabet, at de indbyder de prædikende til at blive hos sig. Lukas om udsendelsen af de tolv: "Så sendte han dem ud for at prædike Guds rige og helbrede de syge, v3 og han sagde til dem: "Tag ikke noget med jer på rejsen, hverken stav eller taske eller brød eller penge, heller ikke to kjortler hver". (Luk 9,2f)

⁸³ Man kan selvfølgelig hævde, at dette viser, at ordene er sekundære: De er "opfundet" af den senere menighed, hvor man netop stod overfor det "problem": Hvordan skal man behandle de omrejsende prædikanter, f. eks. Paulus? Og bevares, det lyder såmænd troligt nok, men man skal for mig at se ikke af den grund benægte, at også Jesus har udsendt andre til at hjælpe til med at prædike budskabet.

⁸⁴ Ulige mere interessant, men også vanskeligere at forstå, er det, at Jesus skærtorsdag aften, før han går ud til Getsemane, "ændrer på reglerne"; hidtil har disciplene skullet lade pung og taske blive hjemme, nu skal de tage den med; ja, de skal endda sælge deres kappe for at købe sig et sværd. Hvad Lukas vel kan mene med det, står lidt hen i det uvisse. Her vil jeg nøjes med at gøre opmærksom på den erfaring, disciplene synes at have gjort: at de ikke kom til at mangle noget, selv om de blev udsendt uden pung og taske. Luk 22,35f: "Så sagde han til dem: "Dengang jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, manglede I da noget?" "Nej, ingenting," svarede de. v36 Da sagde han til dem: "Men nu skal den, der har en pung, tage den med, og ligeså tasken; og den, der ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et."

⁸⁵ Den tillid, der blev udvist af dem, da de drog ud uden pung og taske, var en tillid til det særlige budskab, Jesus sendte dem ud at forkynde, ikke en tillid til skaberen umiddelbart. Og derved adskiller den sig fra den tillid, Jesus opfordrer sine tilhørere (og det var store skarer, siger Matthæus, Matt 5,1) til at have i Matt 6,24-34, hvor det synes i højere grad at være en tillid til skaberen selv. Men indrømmet, den tillid kan man kun nå frem til gennem tilliden til, at Guds rige er kommet nær.

⁸⁶        Jeg prøver at sammenfatte:
             Fællesskabet omkring Jesus var et åbent fællesskab. Det samme var fællesskabet i den ældste kirke. Enhver blev inviteret med, men man gik ikke og holdt regnskab med givet og modtaget, man undlod at føre kontrol, man gik ud fra, at den tillid, man viste hinanden, ville medføre en "indre" kontrol eller medføre, at den enkelte helt af sig selv delte sine goder med de andre.

⁸⁷ Denne forudsætning viste sig, som tiden gik, og menigheden blev større, ikke at holde. Ret snart accepterede man, at hvert medlem af menigheden havde sin egen pung og sine egne penge. Og snart accepterede man vel også, at den umiddelbare "kærlighedsfordeling" blev afløst af en form for ret; allerede Paulus mener jo således, at han har ret til at blive underholdt af sine menigheder, selv om han sætter en ære i ikke at gøre brug af denne ret. Men det "kærlighedsmåltid", der sædvanligvis fulgte efter nadverfejringen i den ældste kirke, blev dog ved med at have en kraftig undertone af socialhjælp over sig, ligesom også Paulus' indsamling til de fattige i Jerusalem dannede skole.

⁸⁸ Videre til sp12!

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

¹ Om de på talen om markens liljer pålæssede problemer Som man kan forstå af det foregående, har det været min agt at prøve at fjerne alle de lag af forskellige udlægninger, der i tidens løb er blevet afsat oven på teksten om markens liljer og himlens fugle. Men jeg véd da godt, at selv om forsøget har været velment, så er selve dette forehavende: at finde frem til den "oprindelige" Jesus, et højst tvivlsomt forehavende. Det er jo ikke blot datidens tekster og tankegange, man skal grave i, man skal også grave i sin egen sorte sjæl; man skal også prøve at se bort fra alle de umiddelbare udlægninger, man har arbejdet med tidligere, og lade alt det indlysende, man har troet på før, fare. Det kan vist ingen præstere.
² Og jeg skal da heller ikke påstå, at det er den rene og skære sandhed, jeg er nået frem til. Men jeg vil godt hævde, at det er nødvendigt af og til at teste nye hypoteser, og at det foregående er udsprunget af denne nødvendighed. Har en anden en anden hypotese, han komme frem med den!
³ Hypotesen gik jo altså ud på, at det, Jesus ville sige med den lange prædiken om himlens fugle og markens liljer, kunne koges ned til det Piet Hein'ske: Husk at elske, mens du tør det, husk at leve, mens du gør det. Jesus sammenfatter selv ordene (eller Matthæus gør det) med det ordsprogsagtige: Hver dag har nok i sin plage, hvis ironiske tonefald jeg tidligere gjorde opmærksom på. (sp10#41). Og det er jo nogenlunde det samme som det Piet-Hein'ske.
⁴ Blot har jo altså alle prædikanter i tidens løb (og såmænd også jeg selv, vil jeg tro, men jeg undlader klogelig at kikke efter) ikke ladet det blive ved det. Vi har haft temmelig meget mere, vi ville have sagt. Vi har haft ganske mange flere problemer, vi ville have løst. Og vi har derfor sat teksten ind i en række sammenhænge, hvor den har skullet besvare spørgsmål, den ikke stiller, og har skullet give løsning til problemer, den ikke fremsætter.
⁵ Lad mig gøre opmærksom på en lille sjov iagttagelse, man kan gøre sig om forskellen på Augustin og Luther! Augustin drager, som man kan se af hosstående engelske oversættelse fra internettet, den slutning af Jesu anvendelse af ordet "først", at man altså godt må søge det andet, søge livsnødvendighederne, når man blot søger dem som det mindre vigtige, eller som det, der kun er godt under forudsætning af, at det er godt at søge Guds rige.	Augustin i sin prædiken over bjergprædikenen under omtalen af ordet om først at søge Guds rige: "For in using that word "first," He has indicated that this [mad og drikke] is to be sought later, not in point of time, but in point of importance: the one as being our good, the other as being something necessary for us; but the necessary on account of that good". (16/53).
⁶ Læser man Luthers prædiken over det tilsvarende sted igennem (bjerg17#49-95), finder man ud af, at Luther intetsteds så meget som antyder, at det er tilladt at søge efter livsnødvendighederne, blot man gør det som nummer to. Selv om Luther givetvis har læst Augustins bjergprædikenprædiken igennem, måske oven i købet som forberedelse til sin egen udlægning, så vil han på ingen måde give den "tilladelse", som Augustin her giver. Og det skyldes ikke, at han, som jeg, vil barbere alt det overflødige bort, det skyldes, at der for Luther ikke gives nogen berettiget selvkærlighed. Modsat hvad tilfældet er for Augustin. (se f. eks. lutpri1#63).
⁷ Og min anbefaling i dette spørgsmål går altså ud på, at man undlader alle forsøg på at få Jesus til at afgøre den uenighed, der findes mellem Luther og Augustin med hensyn til selvkærligheden; at man lader være med at overveje, om der i Jesu brug af ordet "først" kan ligge nogen tilladelse til at bruge det, der skal komme som nummer to; eller altså, at man fjerner alle senere spekulationer, som har lagt sig oven på teksten, og nøjes med at udlægge teksten selv. Det kan såmænd også være besværligt nok.
⁸ Og dog skal man nok i samme åndedrag gøre opmærksom på, at det besværlige ikke mindst ligger i at få fjernet sine egne yndlingsspørgsmål, så man nøjes med at lade Jesu formaning klinge igennem: Lad dagen i morgen bekymre sig for det, der hører den til. Det hele drejer sig om at undgå, at de vanskeligheder, morgendagen bringer, vanskeligheder, som vi jo dog som mennesker har fået mulighed for at forudse, får lov til at fjerne glæden over dagen i dag. Opfordringen er altså mere en opfordring til noget positivt: nemlig at glæde sig over dagen i dag, end den er en opfordring til det negative: at borttage en mere eller mindre berettiget bekymring.	Jesus i sin opsummering: "Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage". (ntmatt06#34).
⁹ Noget af det, der skal fjernes, er ikke mindst den nedtyngende alvor, mange lægger ind i Jesu ord. At forstå Jesu ord blot som nogle gode råd, han vil give os, hvis vi gerne vil have vort liv til at lykkes, det er næsten umuligt for os; så vante er vi til at se på Jesus som visdomslæreren, som den alvorlige lovforkynder, som den, der bringer os bud fra noget så alvorligt som Gud selv. Men det forekommer mig, at netop ironien i Jesu ord, som vi dog vel heller ikke helt kan overhøre, tvinger os til at se på Jesu ord som råd, han giver os, som staldfiduser, han meddeler os; råd, der skal ændre vor holdning, fordi kun en ret holdning til livet bringer os livets herlighed i eje; staldfiduser, der skal få os til at forstå på en helt anden måde end før, for kun, når vi forstår, får vi den lethed i gangen gennem livet, der bevirker, at livet lykkes, før vi får ødelagt det med vore tunge overvejelser.
¹⁰ Og det, vi skal forstå, er altså, at selv med al mulig ansvarsfølelse lagt ned over vore overvejelser og forberedelser på morgendagens vanskeligheder, er der noget selvmodsigende i at tage et så stort ansvar på sig, at man helt glemmer at leve. Du vil sørge for, at morgendagen blive god at leve i, men du glemmer at leve godt i dagen i dag. Tosset, ikke?
¹¹ Og det gælder også, når de mennesker, hvis morgendag du vil tage vare på, er de nødlidende, de fremmede, de andre i samfundet. Det er al ære værd at kæmpe for, at mødre med deres nyfødte i udviklingslandene kan få mulighed for virkelig at glæde sig over deres børn, virkelig at nyde det første smil, det udsender, virkelig at se livets vidunderlighed i barnets groglæde. Men det bliver jo en underlig tom forestilling, hvis du bliver så optaget af andres muligheder for at se deres barns smil, at du glemmer at se smilet hos dit eget barn, eller glemmer at følge med i dets udvikling frem mod voksentilværelsen.
¹² Det er i det hele taget netop den selvmodsigelse, Jesus vil advare os imod: Vi kan så tydeligt se, hvad der er godt for næsten, men vi glemmer at indse, at det samme jo er godt for os selv. Vi kan tydeligt se, at det vil være godt for næsten at få splinten i øjet trukket ud, men vi overser i vor iver for næstens vé og vel bjælken i vort eget øje. Eller altså her: Vi er så udmærket klar over, hvad der betinger et godt liv: en fyldt mave, en varm klædedragt, men vi skulle dog ikke ødelægge glæden over det liv, vi så får, når maven er fyldt og kroppen varm, med at fare rundt som en flue i en flaske for at sikre os; gør vi det, hvad er det så egentlig for et liv, vi mener er godt? For når vi når frem til den dag i morgen, vi anvendte al dagens energi på at gøre god og sikker, så bruger vi jo nok den dag i morgen til at sikre os for dagen i overmorgen. Og så fremdeles. Og større tåbelighed kan man dog ikke tænke sig! Hvornår har du tænkt dig at leve det liv, du søger at sikre med så stor anstrengelse?
¹³ Det kan også være tanken om døden, der griber os. Og sandt nok, det kan være vanskeligt at leve med tanken om døden for øje. Men hvis du lader tanken om, at morgendagen måske vil bringe dig din død, forkrøble den dag, du dog trods alt har at leve i i dag, er det så ikke selvmodsigende på det ynkeligste? Du beklager dig over, at du ikke kan leve i dag, når døden måske kommer i morgen. Jamen, dagen i dag er der jo, dagen i morgen er endnu ikke kommet. Skal da dagen i morgen, der endnu ikke er arriveret og måske slet ikke kommer, hvis verden går under i nat, ødelægge den dag, der dog her og nu er her helt og fuldt? Nej vel!
¹⁴ Men tænker du sådan, lader du sådan angsten for morgendagen krybe ind i dagen i dag og knuge dit sind sammen, så må man jo spørge dig, hvad det da egentlig er for et liv, du mener, du går glip af på grund af angsten for morgendagen? Morgendagen vil du jo altid have. Mennesket har nu engang fået sproget i fødselsgave, og sproget kan ikke undgå at lægge morgendagens gøremål frem for dig.
¹⁵ Men det er altså kunsten, og det er det ud fra den måde, mennesket er skabt på: det har altid morgendagen vævet ind i dagen i dag, og det er derfor menneskets opgave: at leve helt og fuldt i dagen i dag, også når morgendagen forekommer truende. Og den kunst vil Jesus lære os. Der står derfor intet "du skal" foran ordene her. Der er ikke tale om en ny lov, der lægges ned over os. Der er derimod tale om en fin ironi, der skal få os til selv at få øje på vor selvmodsigelse.
¹⁶ Én af de ting, man kan indvende imod Jesus her, én af de ting, jeg selv oftest i mine prædikener over denne tekst har indvendt imod ham, (men jeg må indrømme, at jeg af de udmærkede betragtninger, jeg har skrevet lige ovenfor, er lige ved at blive overbevist om, at det vist alligevel ikke er så væsentlig en indvending) er den tanke: Jamen, hør nu, er der nogen trøst i at blive sammenlignet med markens liljer? De står jo i dag og kastes i ovnen i morgen, som Jesus selv siger. Men det samme gør jo mennesket. Også vi er som græs, også vi tørrer ind, visner, når Herrens ånde blæser over os. Måske vore levedage er flere, men denne gradsforskel kan da ikke trøste os, den er jo netop kun en gradsforskel!	Jesus i bjergprædikenen: "Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?" (Matt 6,30) (ntmatt06#30). Es 40,6-8: "v6 Der var en, der sagde: "Råb!" Og jeg svarede: "Hvad skal jeg råbe?" "Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. v7 Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! v8 Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid".
¹⁷ Eller er der megen trøst i at blive sammenlignet med himlens fugle? Det er, når biologerne fortæller om det, en forfærdende stor procentdel af dem, der bukker under i vinterens løb! De høster ikke, de samler ikke i lade, men deres skæbne bliver virkelig også derefter. Der falder ingen frø ned fra himlen. Der dukker ikke ekstra forsyninger op i form af oversete bær eller frugter. De er henvist til at leve af naturens produkter. Men da de af deres formeringsevne altid presses frem mod det yderste af deres arts formåen, vil det jo sige, at de hele tiden, hvert år, må se i øjnene, at en stor del af dem ikke vil overleve vinteren. Det, der ser yndigt ud for en umiddelbar betragtning, viser sig ved nærmere eftersyn at være alt andet end yndigt. Naturen er hård ved sine børn, naturen er ubarmhjertig, siger vi. Men hvorfor siger vi i grunden ikke ligeud, at Gud er hård ved sine børn, at Gud er ubarmhjertig?
¹⁸ På dette punkt må jeg indrømme, at det har været noget af en trøst for mig at gøre mig klart, at Jesus med sin tale her aldeles ikke vil bringe trøst. Det er ikke hans mening med sin henvisning til himlens fugle at sige noget om Guds omsorg, eventuelt at trøste os med, at denne omsorg da meget mere må gælde os. Nej, hele talen har fra første færd været rettet mod det, den slutter med: Lad morgendagen bekymre sig for det, der hører den til! Glem ikke at leve i fulde drag dagen i dag! Det er det, du har den til!
¹⁹ Eller jeg kan sige, at alt, hvad Jesus vil sige, ligger gemt i det Piet Hein'ske: "Husk at". En formaning, en ganske svag bebrejdelse, en påmindelse, det er det hele.
²⁰ Himlens fugle, der ikke sår og ikke høster og ikke samler i lade, er altså ikke et forbillede for os på grund af, at det går dem godt, eller på grund af, at det da må være indlysende for os, at Gud sørger godt for dem. Nå ja, Jesu formuleringer lægger måske op til det, men det er ikke det, der er sammenligningspunktet. Det er derimod deres sang. Det er det forhold, at de, i modsætning til os, ikke glemmer at leve, mens tid er. Og at det er det, der er sammenligningspunktet, kommer netop frem i Jesu konklusion: Lad morgendagen bekymre sig for det, der hører morgendagen til!
²¹ Eller markens liljer, der ikke spinder og ikke syr, men dog i al beskedenhed har en større pragt end selveste Salomon, de kastes jo i ovnen, de står i dag og lyser i al deres herlighed, men i morgen kastes de i ovnen. Skulle det være nogen trøst for os? Er det ikke snarere en iagttagelse, der er egnet til at lade dødsfrygten snøre struben sammen på os? For det samme er jo tilfældet med os. Den Gud, der har overskud til at udsmykke markens liljer på denne overdådige måde, skønt de er bestemt til at kastes i ovnen den dag i morgen, skulle han ikke have overskud til at lade al vor herlighed, hvad enten den nu består i personlige eller kulturelle egenskaber, gå til grunde? Så det er ikke og kan ikke være liljens skæbne, der indhenter den allerede på morgendagen, der skal være vor trøst.
²² Der er i det hele taget ikke noget i denne tale, der skal trøste os. Der er derimod noget, der skal formane os. Og den måde liljerne kan formane os på, er ved den kendsgerning, at de, skønt de står i dag og i morgen kastes i ovnen, dog ikke glemte at prange. De var det, de var, mens de var det. Om vi dog ikke tilsvarende kunne være det, vi er, mens det endnu er dag. Selv om det, vi er, er noget andet end det, liljen er, og igen noget andet end det, fuglen er.
²³ Det, vi er, er et væsen, der kan indoptage fremtiden i nutiden, et væsen, der kan prøve at sikre sig, det vil sige, et væsen, der kan se så langt ud i fremtiden, at det sår og høster og sanker i lade. Et sådant væsen skal vi (naturligvis) være, hvis vi skal være, hvad vi er, mens vi er det. Og vi har derfor den fare, som ikke foreligger for liljen og heller ikke for fuglen, at vi lader fremtiden overskygge nutiden, at vi glemmer at være den, vi er, fordi vi hele tiden befinder os i fremtiden i stedet for i nutiden.
²⁴ Jamen, Jesus henviser dog til Gud her! Han viser os, hvordan Gud tager sig af fuglen og liljen, og så spørger han, om vi da ikke vil mene, at Gud meget snarere vil tage sig af os. Vi opfordres altså til at stole på Gud, vi lidettroende. Så må der vel være tale om, at Jesus vil trøste os! Så må han vel direkte forkynde Guds forsyn for os!
²⁵ Nej. Ja, ja, jeg skal såmænd ikke vende mig imod forsynstroen. Den hører med til gudstroen som en uløselig del af den, sandt nok. Men den bliver så let til forsynstanke eller forsynsteologi eller forsynsforestillinger. Og så er forsynstroen på afveje. Vi kan ikke udmåle Guds dybder, eller Guds dybheder, som Grundtvig kalder det. Men vi må dog spørge os selv, om den Gud, hvis dybder vi vil udforske, er den skjulte Gud eller den åbenbarede Gud. Det var jo den grænse, Luther stødte mod, da han i "Om den trælbundne vilje" prøvede at gå Guds dybder efter i tankerne.
²⁶ Kan gerne være, at vi af al vor magt vil prædike Gud som den kærlige far, der altid sørger for os på bedste måde. Og det lyder da også smukt, og det lyder godt og sandt, og det er vel også, hvad vi alle gerne vil tro. Men livets barske kendsgerninger kan blive os for overmægtige. Glædeligt er det jo for det menneske, der, når det ser ind i tilværelsens dybder, synes at se et par kærlige faderøjne; vel kan han ikke udgrunde dem, vel kan han ikke finde ud af, hvad disse øjne vil med netop ham, men han kan dog se kærligheden bag det altsammen. Lykkeligt det menneske, der har det syn!
²⁷ Men det menneske, der ikke ser ind i et par kærlige øjne, når han betragter tilværelsens uundgrundeligheder, skal dog også leve. Det menneske, der kun ser spørgsmålene, der ikke besvares, råbene, der ikke høres, bønnerne, der stivnede, næsten før de blev afsendt, det menneske har jo også et liv, vil også ånde, vil også glædes over dagen i dag. Og det kan han kun gøre ved at lade Guds uudgrundelighed være uudgrundelig, ved at lade forsynstroen være tvivlsom, ved at gemme alle tvivlstankerne ned i sit allerinderste hjerte, ved at synge med på lovsangene med al den trods, han kan præstere, ved med troens spændkraft at holde de to ting ude fra hinanden: intetheden, der vil opæde ham indefra, og skabertroen, der vil give ham liv, så han forkaster det første og griber det andet. Men "forkaster" og "griber" ikke i logisk argumentativ forstand, men i eksistentiel voluntativ forstand.
²⁸ Jeg vil altså derhen, hvor forsynstroen forbliver en tro, hvor den aldrig går hen og bliver en selvfølgelighed, om end ordene i bjergprædikenen kan synes at lægge op til det. Eller, kan jeg sige, jeg vil have, at ordene hele tiden skal forstås som en trodsig påstand ud mod den intethed, der truer (eller den skjulte Gud, der truer med at være den eneste Gud): Jeg vil leve! Jeg vil glædes i dag! Jeg vil forundres over livets herligheder! Vi har ikke gudstroen som en velbevist og utvivlsomt fastslået kendsgerning; vi har den som en trodsig påstand, der hele tiden skal gentages, besværgende, om ikke vi også i dag kan leve det ud, som den hævder.
²⁹ Bjarne Lenau Henriksen er korshærspræst i København. Og hans virke som korshærspræst viser sig i hosstående citat. Han har anbragt det som en slags "memento" bagefter den egentlige tekstvejledning (hvad også det foranstillede PS viser), men gør ellers ikke mere ud af de tanker, som åbenbart melder sig hos ham i anledning af prædiketeksten over himlens fugle og markens liljer. Jeg ville egentlig på nuværende tidspunkt have sagt nogen imod den prædiken imod materialisme, som ofte viser sig i anvendelsen af denne tekst. Og det kunne jeg selvfølgelig godt gøre ud fra Lenau Henriksens vejledning. "Velstandsramt", den sidder da lige i øjet. "Overflodens kvælende favntag", det er vel så sandt, som det er sagt.	Bjarne Lenau Henriksen i tekstvejledning til 15. søndag efter trinitatis (Præsteforeningens Blad 2005/33): "PS. Måske var det mere på sin plads at bruge fuglene og liljerne til at gå i flæsket på de velstandsramte danskere, som dør af livsstilssygdomme, mens de kløjes i overflodens kvælende favntag. Med bl.a. husprisernes himmelske fugleflugt er der kommet gang i en enorm forbrugsfest blandt de rige, som passivt og arbejdsfrit tilføres yderligere rigdom, der har konsekvenser langt ud over dagen og vejen for de fattige. Det skulle vi som kirke bekymre os om. Men det er nok for meget af det gode".
³⁰ Tja, måske. Men det væsentligste i Lenau Henriksens PS er efter min mening det, han skriver til sidst: at de riges arbejdsfri rigdom har konsekvenser for de fattige. Han forklarer sig ikke, men nøjes med at hævde, at det måske var noget, vi som kirke skulle bekymre os om.

⁶¹ Dette argument lyder besnærende. Blot ser det ikke ud til, at Bjarne Lenau Henriksen lader sig påvirke af det. Han hævder, at den rigdom, som tilflyder de rige, har konsekvenser langt ud over dagen og vejen for de fattige. Desværre forklarer han sig ikke. Det ville ellers have været rart at høre hans forklaring på dette mærkelige fænomen.	Bjarne Lenau Henriksen i tekstvejledning til 15. søndag efter trinitatis (Præsteforeningens Blad 2005/33): "Med bl.a. husprisernes himmelske fugleflugt er der kommet gang i en enorm forbrugsfest blandt de rige, som passivt og arbejdsfrit tilføres yderligere rigdom, der har konsekvenser langt ud over dagen og vejen for de fattige. Det skulle vi som kirke bekymre os om. Men det er nok for meget af det gode".
⁶² Jeg vil heller ikke gå i detailler med at forklare dette fænomen. Blot vil jeg sige, at husprisernes stigning jo lægger et enormt pres på alle sider af økonomien. Og det vil for mig at se ikke være mærkeligt, om dette skulle medføre stramninger, der går ud over de fattige. Og så meget synes i hvert fald at stå fast, at der er blevet flere fattige. Her i efteråret har en undersøgelse i hvert fald påvist, at sådan er det. Godt nok har regeringen afvist undersøgelsens resultater. Formentlig ud fra den, mener man, selvindlysende forestilling, at når det går godt i økonomien, så er det alle lag i samfundet, der løftes op og får det bedre.
⁶³ Men faktisk er undersøgelsens resultater lige efter bogen. Hvis altså bogen er Henry Georges "Fremskridt og Fattigdom" fra 1878. Heri påviser denne amerikanske økonom, at fremskridtet ikke er en kile, der føres ind under samfundet, så alle lag i samfundet løftes op på et højere plan, men er en kile, der føres midt ind i samfundet og løfter de rige op, mens de fattige trykkes ned. Han gør sig klart, at dette er imod, hvad man sådan rent intuitivt vil mene, men påviser, at det alligevel forholder sig sådan. Og det er altså også, hvad der kan ses i vort samfund for øjeblikket, og hvad Bjarne Lenau Henriksen gør opmærksom på.
⁶⁴ Dette kan så passende lede over til det spørgsmål: Hvad mener Jesus i det hele taget om det forhold, at vi i vore samfund har noget, der hedder ejendomsret? På det spørgsmål giver Lukas sin egen besvarelse, en besvarelse, der i nogen grad adskiller sig fra de andre evangelisters besvarelse. Derfor vil jeg tager hans opfattelse frem først:
⁶⁵ Lukas er af den opfattelse, at der mellem Jesus og hans disciple bestod et ejendomsfællesskab. Det var en slags paradistilstand, der var blevet oprettet allerede her på jorden. Og dette ejendomsfællesskab eller denne paradisiske tilstand fortsatte efter Jesus død og opstandelse, men ak, som der i det oprindelige paradis var en slange, var der det også her. Den enorme tillid, som menighedens medlemmer nærede til hinanden, blev ødelagt, da nogen udnyttede den ukontrollerede tillid. Ananias og Safira ville stoles på af de andre, men ville ikke selv stole på de andre. (Apg 5,1-11) Derfor brød tilliden sammen. Og efter den tid måtte man "nøjes med" at uddele maden retfærdigt ved de fælles måltider (Apg 6,1-6).
⁶⁶ I Lukas' gengivelse af saligprisningerne hedder det således ikke, at de salige er de "fattige i ånden" som hos Matthæus. Nej, det er såmænd de ligefremt fattige, der prises salige. Ligesom det er dem, der sulter i ligefrem forstand, der skal mættes, og dem, der græder nu, der skal le.	Lukas' gengivelse af saligprisningerne: "Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres. v21 Salige er I, som sulter nu, for I skal mættes. Salige er I, som græder nu, for I skal le. v22 Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. v23 Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; således behandlede deres fædre også profeterne". (Luk 6,20-23)
⁶⁷ Svarende dertil, er det også i de véråb, som Lukas bringer lige efter saligprisningerne, de umiddelbart rige, der råbes vé over, og de i legemlig henseende mætte, der skal sulte, og de, der nu ler, der kommer til at sørge og græde.	Lukas' veråb: "Men ve jer, I som er rige, for I har fået jeres trøst. v25 Ve jer, I som er mætte nu, for I skal sulte. Ve jer, I som ler nu, for I skal sørge og græde. v26 Ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter". (Luk 6,24-26)
⁶⁸ Er Matthæus' gengivelse en afsvækkelse? Ja, det må man naturligvis indrømme. Men dermed er jo ikke sagt, at vi véd noget om, hvad Jesus egentlig har sagt.
⁶⁹ Lige så lidt véd vi, hvad Jesus egentlig har sagt forud for ordet om at skaffe sig en skat i himlen. Matthæus nøjes med en opfordring til ikke at samle skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer og tyve bryder ind. (Matt 6,19-21). Men Lukas har foran denne opfordring anbragt en ganske bemærkelsesværdig formaning: "Sælg jeres ejendele og give almisse". Kan det virkelig passe, at vi sådan uden videre skal sælge, hvad vi har, og give det bort? Ja, de første kristne gjorde det jo, ifølge Apostlenes Gerninger. Og Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger hører sammen, har samme forfatter, og derfor formodentlig samme forhold til ejendom og ejendomsløshed. Så min påstand om, at Lukas forestiller sig en slags paradisisk tilstand med ejendomsløshed iblandt Jesu disciple, er altså ikke helt ubegrundet.	Lukas 12,33: "v33 Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. v34 For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være".
⁷⁰ Som sagt er der i Apostlenes Gerningers første kapitler tale om en slags paradisisk tilstand, hvor alle de troende stoler så meget på hinanden, at de har alting fælles. De, der har jord, sælger den, og lægger pengene for apostlenes fødder, og hver enkelt får så, hvad han har brug for af denne sum. Disse forhold, hvad enten de nu har været virkelige eller kun været en del af Lukas' drømmeforestillinger om den første menighed, har øvet en vældig indflydelse, også i vore dage. Blot skal man jo huske at have kapitel 5 med, dèr, hvor der fortælles om, hvordan denne indbyrdes tillid led skibbrud.	Apostlenes Gerninger om ejendomsløshed: "Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. v33 Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle nød de stor yndest. v34 Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, v35 og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov". (ApG 4,32-35)
⁷¹ Men kan man ud fra fortællingerne i Apostlenes Gerninger slutte, at Lukas har ment, at også Jesu disciple har levet i ejendomsfællesskab? Ja, det forekommer mig altså ret indlysende, at en sådan slutning er tilladelig. Jeg siger ikke, at det har fundet sted, hverken ejendomsfællesskabet i den ældste kirke eller det blandt Jesu disciple. Jeg siger blot, at Lukas mener, det har fundet sted. Og de to skriftsteder, jeg nævnte ovenfor (Luk 6,20 og Luk 12,33), underbygger denne tanke.
⁷² Dertil kommer imidlertid, at vi jo har en fortælling hos alle tre synoptiske evangelister, som i høj grad lader ane, at den, der blev kaldet til at være discipel af Jesus, også blev kaldet til at leve i ejendomsløshed. Jeg tænker på fortællingen om den rige unge mand, Matt 19,16-30 og paralleller. Ikke blot optræder tanken om skatten i himlen her, tanken om at sælge, hvad man har, gør det også.	Fra fortællingen om den rige unge mand: "Jesus sagde til ham: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!" v22 Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende". (Matt 19,21-22).
⁷³ Når fortællingen om den rige unge mand er overleveret i alle tre evangelier, skyldes det formentlig ordet om kamelen og nåleøjet. Dette ord er så prægnant, at det er blevet husket, også hvor ejendomsfællesskabet er blevet overset (hvis det nu er sådan, vi skal tænke os det). Men indrømmes må det vel, at netop dette ord og denne fortælling altid har voldt os prædikanter besvær. Behøver jeg at sige, at vi moderne lutheranere som regel bruger den førnævnte metode med at påstå, at det, Jesus vil, er at prædike loven, så den unge mand bringes til at fortvivle over sin manglende lovoverholdelse og derved henholde sig til Guds nåde alene? Og behøver jeg at nævne, at Luther på ingen måde går den vej?	Fra fortællingen om den rige unge mand: "Og Jesus sagde til sine disciple: "Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. v24 Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige." v25 Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: "Hvem kan så blive frelst?" v26 Jesus så på dem og svarede: "For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt". (Matt 19,23-26)
⁷⁴ Imidlertid fører fortællingen om den rige unge mand os videre til det spørgsmål, hvor mange der da mon var med i ejendomsfællesskabet. Den rige unge mand skal jo sælge, hvad han ejer, give det til de fattige, og komme og følge Jesus. Er det "kun" disciplene, der er med i ejendomsfællesskabet (hvis der altså har været noget)? I hvert fald: hos alle evangelisterne træffer vi efter fortællingen Peters påstand om, at disciplene har forladt alt og fulgt Jesus. At forlade alt vil her ifølge sammenhængen være ensbetydende med at have solgt alt, hvad man ejer, måske givet det til de fattige, og så have vandret rundt i landet sammen med Jesus.	Fortsat: "v27 Da tog Peter ordet og sagde til ham: "Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?" v28 Jesus sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer". (Matt 19,27-28)
⁷⁵ Så i forbindelse med denne fortælling ser det ud, som om alle evangelisterne er enige om, at Jesu disciple og Jesus levede i et ejendomsfællesskab, et fællesskab, man kom ind i ved at sælge alt, hvad han ejede, og følge Jesus.
⁷⁶ Det vil sige, sagen er dog ikke 100% klar. Sandt nok, i en del beretninger lægges der tilsyneladende vægt på, at de disciple, Jesus kalder på, lader garn være garn og følger ham. Men i alle de tre beretninger om Matthæus' eller Levis kaldelse fortælles der umiddelbart efter, hvad der skete, da Jesus sad til bords i hans hus.	Kaldelsesberetninger: 1) "v19 Han sagde til dem: "Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere." v20 De lod straks garnene være og fulgte ham". (Matt 4,19f) 2) "v9 Og da Jesus gik videre derfra, så han en mand, som hed Matthæus, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" Og han rejste sig og fulgte ham". (Matt 9,9) 3) "v17 Jesus sagde til dem: "Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere." v18 Og de lod straks garnene være og fulgte ham. v19 Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus' søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene. v20 Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham". (Mark 1,17-20)
⁷⁷ Så i det tilfælde er dette med at følge Jesus ikke at forstå sådan, at man ikke mere har noget sted at holde sig til.	4) "v14 Da han gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" Og han rejste sig og fulgte ham. v15 Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham". (Mark 2,14f) 5) "v27 Da Jesus siden gik derfra, så han en tolder ved navn Levi sidde ved toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" v28 Og han lod alt ligge og rejste sig og fulgte ham". (Luk 5,27f)
⁷⁸ Der er steder, hvor dette at kaldes af Jesus stiller absolutte krav om at opgive alt, også alle normale forpligtelser. Men om dette indebærer, at man også opgiver al ejendom, er usikkert.	Jesus i Lukasevangeliet: "Og Jesus sagde til en anden: "Følg mig!" Men han svarede: "Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far." v60 Men Jesus sagde til ham: "Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige." v61 Og en anden sagde: "Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme." v62 Jesus sagde til ham: "Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige". (Luk 9,59-62)
⁷⁹ Det siges til gengæld tydeligt andre steder, f. eks. i Luk 14,33. Dette sted er specialitet for Lukas. Han har citeret Jesus for at sige, at man for at være hans discipel skal hade far og mor (det er det, Matthæus mere korrekt har oversat til, at man ikke må elske far eller mor mere end Jesus). Dèr hedder det blot, at man skal hade endog sit eget liv. Men når så tanken skal genoptages efter de to lignelser om tårnbyggeren og kongen, så hedder det, som det ses her ved siden af: at man skal opgive alt sit eget, og det vil sige al sin ejendom (pasin toiV eautou uparcousin). Men som sagt: Det er kun lukasevangelisten, der siger det så direkte.	Jesus i Lukasevangeliet: "Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget". (Luk 14,33)
⁸⁰ Så kan man naturligvis spørge, om disse strenge regler kun gælder Jesu disciple i egentligste forstand, eller de gælder alle. Spørgsmålet forudsætter en opdeling af Jesu efterfølgere, som der delvist er belæg for i det ny testamente, men som man ikke desto mindre skal være varsom med at føre alt for vidt. Vi skal ikke glemme, at Luther med god grund tilintetgjorde den opdeling i læg og præst, som den katolske kirke havde opstillet. Noget af det, han vendte sig imod med størst styrke, var den tanke, at bjergprædikenens strenge bestemmelser var at opfatte som "evangeliske råd", der kun havde betydning for de mennesker (læs munke og præster), der ville være fuldkomne, ikke for almindelige kristne. (bjerg00#12).
⁸¹ Men man kan ikke nægte, at Jesus i de to første evangelier udsender tolv disciple og i Lukasevangeliet desuden 72 disciple og giver dem særlige befalinger med på vejen, befalinger, som tilsyneladende ikke gælder for andre. Nogen skal prædike evangeliet, og det job bliver disse mennesker udvalgt til; med de forpligtelser, der følger deraf.
⁸² Og hvilke forpligtelser er så det? Ja, man må nok indrømme, at det har noget med deres ejendom at gøre. Anvisningerne er blandet lidt sammen, så Lukas har fordelt dem over to steder, idet Lukas som sagt taler både om udsendelsen af de tolv og om udsendelsen af de 72. Men det synes klart, at anvisningerne prøver at udarbejde, hvad der vel kan ligge i den tese, at en arbejder er sin løn værd. Når de udsendte ikke skal tage noget med, skyldes det, at det budskab, de prædiker, tænkes at have kraft i sig selv til at underholde dem. Der vil altid være én, to eller flere, der gribes i den grad af budskabet, at de indbyder de prædikende til at blive hos sig.	Lukas om udsendelsen af de tolv: "Så sendte han dem ud for at prædike Guds rige og helbrede de syge, v3 og han sagde til dem: "Tag ikke noget med jer på rejsen, hverken stav eller taske eller brød eller penge, heller ikke to kjortler hver". (Luk 9,2f)
⁸³ Man kan selvfølgelig hævde, at dette viser, at ordene er sekundære: De er "opfundet" af den senere menighed, hvor man netop stod overfor det "problem": Hvordan skal man behandle de omrejsende prædikanter, f. eks. Paulus? Og bevares, det lyder såmænd troligt nok, men man skal for mig at se ikke af den grund benægte, at også Jesus har udsendt andre til at hjælpe til med at prædike budskabet.
⁸⁴ Ulige mere interessant, men også vanskeligere at forstå, er det, at Jesus skærtorsdag aften, før han går ud til Getsemane, "ændrer på reglerne"; hidtil har disciplene skullet lade pung og taske blive hjemme, nu skal de tage den med; ja, de skal endda sælge deres kappe for at købe sig et sværd. Hvad Lukas vel kan mene med det, står lidt hen i det uvisse. Her vil jeg nøjes med at gøre opmærksom på den erfaring, disciplene synes at have gjort: at de ikke kom til at mangle noget, selv om de blev udsendt uden pung og taske.	Luk 22,35f: "Så sagde han til dem: "Dengang jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, manglede I da noget?" "Nej, ingenting," svarede de. v36 Da sagde han til dem: "Men nu skal den, der har en pung, tage den med, og ligeså tasken; og den, der ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et."
⁸⁵ Den tillid, der blev udvist af dem, da de drog ud uden pung og taske, var en tillid til det særlige budskab, Jesus sendte dem ud at forkynde, ikke en tillid til skaberen umiddelbart. Og derved adskiller den sig fra den tillid, Jesus opfordrer sine tilhørere (og det var store skarer, siger Matthæus, Matt 5,1) til at have i Matt 6,24-34, hvor det synes i højere grad at være en tillid til skaberen selv. Men indrømmet, den tillid kan man kun nå frem til gennem tilliden til, at Guds rige er kommet nær.
⁸⁶ Jeg prøver at sammenfatte: Fællesskabet omkring Jesus var et åbent fællesskab. Det samme var fællesskabet i den ældste kirke. Enhver blev inviteret med, men man gik ikke og holdt regnskab med givet og modtaget, man undlod at føre kontrol, man gik ud fra, at den tillid, man viste hinanden, ville medføre en "indre" kontrol eller medføre, at den enkelte helt af sig selv delte sine goder med de andre.
⁸⁷ Denne forudsætning viste sig, som tiden gik, og menigheden blev større, ikke at holde. Ret snart accepterede man, at hvert medlem af menigheden havde sin egen pung og sine egne penge. Og snart accepterede man vel også, at den umiddelbare "kærlighedsfordeling" blev afløst af en form for ret; allerede Paulus mener jo således, at han har ret til at blive underholdt af sine menigheder, selv om han sætter en ære i ikke at gøre brug af denne ret. Men det "kærlighedsmåltid", der sædvanligvis fulgte efter nadverfejringen i den ældste kirke, blev dog ved med at have en kraftig undertone af socialhjælp over sig, ligesom også Paulus' indsamling til de fattige i Jerusalem dannede skole.
⁸⁸ Videre til sp12!
⁸⁹ c
⁹⁰ c