Luther var ikke lutheraner (10)

En fænomenologisk udlægning af bjergprædikenen

kombineret med en gennemgang af Luthers prædikenrække over Matt 5-7 og diverse tekstvejledninger fra Præsteforeningens Blad over tekster i bjergprædikenen.

1. Om præsters stilling. #1. 2. Hvordan kan aplouV betyde "gavmild"? #35.

Tilbage til oversigten!

Tilbage til sp09!

¹ Om præsters stilling
        Ét af de eksempler, Luther anvender for at vise havesygens ødelæggende virkning, er præsternes stilling. Og det er bemærkelsesværdigt, synes jeg, at han på det punkt ikke foreslår nogensomhelst administrativ ændring, men udelukkende holder sig til at formane præster og lægfolk til ikke at være grebet af havesygen eller gerrigheden. Han har allerede flere gange i det foregående gjort opmærksom på, at de prædikanter, der kommer ind i gerrigheden, ikke er til nogen nytte (f. eks. bjerg15#4)

² Og jeg finder det som sagt ganske besynderligt, at det ikke falder Luther ind, at man i et sådant tilfælde skal ændre på præsters aflønningsform. I stedet nøjes Luther med at formane, formane præsten til at lade al gerrighed fare fra sit indre, til at stole på Kristi ord om ubekymrethedens nådegave, og formane lægfolket til gerne at give deres prædikanter, så de kan leve på normal vis. At der kunne være noget galt med den direkte aflønningsform, der åbenbart har været gældende i det lutherske menigheder på den tid, falder tilsyneladende ikke Luther ind. Luther i prædiken om at tjene to herrer: "For det er givet og vist: Så snart en prædikant eller præst bliver gerrig, så er han ikke mere til nogen nytte og kan heller ikke prædike noget godt. For han vil blive bange og tør ikke anklage nogen, han lader sig give gaver, han lader dem stoppe munden på sig, så han lader folk gøre, som de vil, han vil ikke ophidse nogen imod sig, især ikke de store og stærke, han lader altså sin tjeneste og sit embede være, det, der jo kræver, at han anklager de onde". (bjerg16#15).

³ Luther kan se, at præsten, som aflønningsformen er, i sin forkyndelse vil blive afhængig af dem, der aflønner ham, vil være fristet til at tale dem efter munden og undlade at anklage dem, selv om der måske i virkeligheden er meget, de kunne anklages for. Men han griber ikke til det middel, som vi vil finde naturligt: at ændre på aflønningsformen, at lade præsten aflønne med en fast løn fra et overordnet sted, eventuelt at lade fyrsten sætte et stykke jord af, hvis overskud skal gå til præstens løn. Intet sådant falder Luther ind. Nej, præsten og menigheden har at leve med den direkte aflønnings vilkår, selv om dette stiller næsten overmenneskelige krav til præstens integritet og til menighedens offervilje.

⁴        Dette er så meget mere bemærkelsesværdigt, som Luther ikke blot ser denne vanskelighed hos præster eller prædikanter. Nøjagtig det samme gælder alle andre embeder i det kristne samfund, embedet som dommer f. eks. Heller ikke en indehaver af et sådant embede må være Mammons slave, også han skal være ligeglad med sin indtjening, også han skal holde sig fri af næringssorg, skal dømme og udføre sit embede uden at tænke på, om denne dom eller denne afgørelse bringer ham i fare for at komme til at sulte i fremtiden. En umenneskelig anstrengelse kræves der af ham. En umulig opgave, vil vi måske sige. En stadig fristelse, som ingen i længden kan holde sig fri af. Alt sådant vil vi indvende. Men Luther kommer ikke med den slags indvendinger. Han formaner. Luther i prædiken om at tjene to herrer: "På samme måde, når en borgmester eller en dommer, eller den, der ellers har et embede, skal passe sit embede, og se til, at det går ret for sig: så må han ikke tænke meget på, hvordan han bliver rig, og han må ikke have sin nydelse deraf. Men hvis han er Mammons slave, så lader han sig bestikke med gaver, så han bliver blind og ikke mere ser, hvordan man lever. For han tænker: Hvis jeg skal anklage den eller den, så bliver man uvenner med mig og så kunne jeg miste mit gods, osv". (bjerg16#16).

⁵        Og det er altså overraskende. Det er som om han på dette område ikke gennemfører nogen reformation. Det er, som om den resoluthed, som præger ham på kønslivets område, her, hvor det gælder den anden drift, driften efter legemlige behageligheder (mad og drikke), er fuldstændig forsvundet.

⁶ På kønslivets område får hans resoluthed ham til helt og aldeles at opgive at kæmpe imod driften. Den, der lever i cølibat, lever i en stadig fristelse; han beder hver dag Gud om hjælp for at kunne holde ud i fristelsen; men, vil vi sige, vi, der har erkendt drifterne som en del af Guds gode skabelsesordning, det er dog også noget ganske unaturligt således at bekæmpe en naturlig drift.

⁷ På den anden drifts område, driften efter mad og drikke, skulle vi forvente en tilsvarende holdning fra Luthers side. Og som man kan forstå, en tilsvarende holdning ville have sagt: denne drift kan vi ikke stille noget op imod, den er der og gør sig gældende med ubønhørlig kraft; alt, hvad vi kan gøre, er at ændre de ydre forhold. Det vil sige, ligesom vi ser, at Luther foreslår helt at ophøre med munkelivet og i stedet lade driften råde, men lade den råde indenfor bestemte rammer, nemlig ægteskabets rammer, således ville vi forvente at se, at Luther, hvad driften efter legemlige behageligheder angår, ville sige: driften kan vi ikke bekæmpe, vi må lade den råde, men vi må lade den råde indenfor andre rammer end hidtil, vi må gennem den måde, vi aflønner vore embedsmænd på, sørge for, at de trods det, at de er aflønnet af os, bliver i stand til at træffe uvildige afgørelser som dommere, eller bliver i stand til at anklage os, hvis det er det, der skal til, som prædikanter.

⁸       Sådan reagerer Luther imidlertid ikke. Det, der var en umulighed, ja næsten direkte en gudsbespottelighed indenfor kønslivets område: at bede Gud om hjælp i fristelsen, det bliver det normale på den anden drifts område, hvis man da ikke ligefrem skal sige (og det gør jo det hele endnu mere "uluthersk") at den formaning, der her hos Luther er den normale, er en formaning om at tage sig selv i nakken og være en mand, ikke en formaning om at lade sig gribe af Guds ord om tilgivelse og stole på Gud i alle ting, fordi han også på det legemlige område vil være en kærlig far overfor én.

⁹         Det sidste er lidt forkert, for der er faktisk formaninger til at stole på Gud. Men fordi det hele er kunstigt, det vil sige, fordi det altsammen udspringer af den unaturlige opfattelse, at drifterne er syndige, derfor kan Luther vende og dreje det så meget det skal være, han får aldrig tingene til at gå op, den "løsning", han finder frem til, bliver ikke nogen ægte løsning, den modsigelse, derimod, han vikler sig ind i, bliver en ægte modsigelse. Hvad den jo helst ikke skulle have været.

¹⁰        Lad os bare begynde med det positive!
        Den noget kluntede oversættelse, der står her ved siden af (som stammer fra en lige så kluntet tysk tekst), viser i hvert fald så meget, at et menneske efter Luthers mening ikke vokser ud af sit onde begær, men beder Gud om at blive fritaget for det og derefter får det givet fra himlen. "Får det givet", ikke "får det givet ikke at have noget begær", men "får det givet at kunne bekæmpe det". Så det positive er der dog ved Luthers tanker om gerrighedens begær, at han godt véd, at dette at bekæmpe det ikke er noget, et menneske kan gøre ved egne kræfter, nej, han kan kun bekæmpe dette begær, når det gives ham af Gud. Luther i prædiken om at tjene to herrer: "men den, der vil befindes at være i Guds tjeneste og føre sit embede ret, så at han tænker og med mandigt hjerte fatter, at han kan foragte verden med dens Mammon; men ikke er vokset ud af sit onde [begær], men har fået det givet fra himlen efter at have bedt derom, at Gud, der har givet og befalet dig dette embede, også vil følge det op og give dig, at du kan udøve det; og så du mener, at du ikke kan have og udføre noget ædlere og bedre på jorden, end den tjeneste, som du skal gøre overfor ham, og så du ikke agter det stort, om du af den grund lider skade eller kommer i ulykke"; (bjerg16#21).

¹¹ Og sandt nok, det er troen, der på den måde gives ham af Gud, men bemærkelsesværdigt nok ikke troen på Guds forsoning i Jesus Kristus, ikke troen på Guds tilgivelse af synderne, men troen på, at Gud nok har magt til at erstatte det tab, man lider her på jorden ved at give afkald på at stræbe efter Mammon og hans ydelser. Fortsat: "og trøster dig ved, at du tjener en stor herre, der nok kan erstatte dig din skade, og at det er bedre, end at du mister den evige skat på grund af det ringere, timelige gods, som dog ikke kan hjælpe dig. For hvis du skulle vælge en herre, ville du så ikke mange gange hellere tjene den levende Gud end den afmægtige døde skælm?" (bjerg16#23).

¹²       Og ærlig talt, hvor meget er det så i sidste ende, der gives ham af Gud? Hvad er egentlig Guds gave i disse ting? Det er dog den enkelte, der ved egen kraft og "mandighed" skal bekæmpe gerrigheden. Til hjælp har han kun den -- noget kunstige -- overbevisning -- hvis han da kan fastholde det som en overbevisning -- at Gud vil give ham belønning hinsides, og den overbevisning, som Luther ikke nævner, men som er den underliggende tone under al hans tale her, at gerrigheden, griskheden, "der Geiz", er af det onde i alle dens former og vil bemægtige sig os, hvis vi ikke kæmper imod.

¹³      Men jeg vil ikke nøjes med dette "positive", jeg vil også fremdrage det negative ved Luthers prædiken her.
         Det negative er, hvis jeg nu skal sige det lidt teologisk indviklet, at Luther i dette stykke gør gudsforholdet til et direkte forhold til skaberen, han vil ikke, som han skal, lade det være et forhold til den treenige Gud. Hvis du forholder dig til Gud som den treenige Gud, er dit forhold til din daglige næring et forhold, som du har igennem menigheden. Det spørgsmål, du stilles overfor, når det drejer sig om næringssorgen, er, om du stoler så meget på menigheden, at du tør lade bekymringen fare. Det spørgsmål, Luther stiller, er, om du som enkeltperson, stillet lige overfor skaberen selv, tør slippe al bekymring.

¹⁴ Og har han først på den måde fået gjort mennesket til et enkeltindivid, stillet lige overfor skaberen selv, så er det ingen kunst at få det gjort til en gudshader og gudsfornægter, der i sin gerrighed ikke vil vide af Gud at sige.

¹⁵        Se f. eks., hvilken udredning Luther kommer med i teksten her ved siden af. Her har han fuldstændig sluppet den sikkerhedsline, han dog sædvanligvis har med sig: den naturlige lov; her er al tale om, at selvbedraget afsløres ved den naturlige lovs lys, fuldstændig borte. Det, der afslører et tænkt selvbedrag, er alene den autoritet, Luther har som prædikant. Den er det, man skal rette sig efter, den er det, der vil slå igennem og overbevise om synd. Og det er dog for lidt, både for den tids mennesker og for os i dag. Luther i prædiken om at tjene to herrer: "For det betyder sandelig at hade Gud, når man hader hans ord. Det går således til: Når man anklager menneskene for vantro og havesyge og foreholder dem det første bud: Du skal ikke have andre guder, det vil sige, du skal ikke knytte dit hjerte, din lyst, din kærlighed til andet end til mig, osv.; og når han så ikke vil høre eller tåle denne anklage, så begynder han at kradse og at rase, og det gør han sålænge, indtil han i hjertet er helt igennem bitter med giftigt had mod ordet og den, der prædiker det". (bjerg16#33).

¹⁶ Han begynder med at skildre, hvordan mennesket ikke vil vide af, at det er besat af havesyge, selv om forkynderen ud fra det første bud påviser det. Nej, nej, tilhøreren kradser (hvilket betyder: han er gerrig, han hamstrer, han river til sig af legemlige goder) og raser, afgudsdyrkelsen eller mammonstjenesten gør sin gerning i ham, men gør det så snedigt, at han aldeles ikke selv kan se det. Han vil roses og ikke anklages. Han vil være et menneske, der elsker Gud, ikke én, der hader Gud. Fortsat: "Derfor står der også i teksten med de ti bud følgende trusselsord: Jeg er en nidkær Gud, som hjemsøger fædrenes synder på børnene af dem, der hader mig, osv.; og dermed mener han netop disse gnierbuge og mammonstjenere, sådan som skriften kalder havesygen afguderi eller afgudsdyrkelse. Alligevel vil de, som sagt, roses som de største helgener og som fjender af afguderiet og kætterne og på ingen måde bære navn af, at de hader Gud". (bjerg16#34)

¹⁷ Og derfor har han kun latter til overs, når Luther eller en anden prædikant påviser, at han er en havesyg, der ikke stoler på Gud.
       Men det spørgsmål tager Luther ikke op: Hvordan kan man i denne tankerække blive klar over, at det er prædikanten og ikke tilhøreren, der har ret? Luther har selv tidligere indrømmet, at det er det enkelte menneske selv, der må se havesygen i sit hjerte, udefra kan den ikke påvises. (bjerg15#32) Så lad det dog være ved det, kære Luther! Men nej, det bliver sat op, som om det var en selvfølge, at det er prædikanten, der har ret; vi skal alle føle, at det er en skændig plage og en gruelig synd. Vi skal korse os og flygte fra denne Mammonstjeneste som fra djævelen selv. Fortsat: "Men her får de så at vide, at de ikke kan høre eller indse Guds ord, når det angriber deres havesyge, at de i det hele taget ikke vil angribes; og jo mere man angriber og truer dem, jo mere ler og spotter de over det, og gør, hvad de vil, imod Gud og hvermand.    Se nu, er det ikke en skændig plage og en gruelig synd, der jo skulle gøre os bange og bevirke, at vi af hjertet blev Mammons fjender og korsede os for det og flygtede fra ham som fra djævelen?" (bjerg16#36)

¹⁸       Men Luther har jo her sluppet enhver forbindelse med virkelighedens verden. Når først man har fået den tanke, at mennesket ikke selv vil indse sin synd, så kan alting opregnes som synd, og det kan fastholdes uden modsigelse; for modsigelsen i sig selv vil jo give én ret: Der kan du se, du vil ikke indrømme din synd, altså er du en så meget større synder!

¹⁹       Det, der styrer Luther her, er altså ikke hans ellers så talrige tanker om den naturlige lov, men hans desværre lige så talrige tanker om drifterne som i sig selv syndige; her er det ikke kønsdriften, der er synd i sin grund, men driften efter mad og drikke. At denne drift virkelig er syndig i sig selv, er han så bombesikker på, at han uden videre kan betragte enhver påstand om det modsatte som et indicium for, at vedkommende ikke vil erkende sandheden.

²⁰         Og kunne han så bare behandle denne drift på samme måde, som han behandler kønsdriften, så kunne vi dog i nogen grad følge ham. Kønsdriften skal vi bede om forladelse for, javist, at vi er besat af denne skændige drift, skal vi føre ind under Guds tilgivelse, åh ja, og bevares, det falder os nutidsmennesker ganske umuligt at få den tanke, at denne drift skulle være syndig. Så i det stykke kan vi ikke følge Luther. Men når han fortsætter med at opfordre munke og nonner, præster og biskopper, til at opgive cølibatet, fordi det er imod Guds anbefaling til os (som Luther læser det): at det er bedre at gifte sig end at brænde (1 Kor 7,9), så er vi med igen, så kan vi følge ham igen: At ville leve i cølibat og ikke benytte sig af det middel mod utugtssynderne, som Gud har indstiftet, nemlig ægteskabet, er mere imod retfærdiggørelseslæren end imod skabelsestanken: Man nægter gennem en sådan handling at ville leve af tilgivelsen, man vil selv gøre sig retfærdig og ikke lade Gud om det.

²¹         Altså, på kønsdriftens område kan Luther så udmærket se den manglende tro hos det menneske, der pukker på selv at kæmpe mod kønsdriften. Men på den anden drifts område er det ham umuligt at se, at noget ganske tilsvarende skulle gøres af mennesket dèr: Hvis endelig man vil fastholde denne drift som en synd, så skulle man dog omgås den på samme måde som kønsdriften: gå ind under de ordninger, der kan mindske de uheldige virkninger af den, og ellers føre den ind under Guds tilgivelse. Intet sådant gør Luther.

²²        Dog skal jeg ikke nægte, at Luther også her kan skelne mellem det, et menneske gør som indehaver af et bestemt embede, f. eks. embedet som husfar eller embedet som bonde eller som skomager, og så det, han gør som slet og ret menneske. Jeg har før været efter Luther med et lidt spidsfindigt spørgmål i samme anledning, nemlig i anledning af ordet om at vende den anden kind til. Det er noget, siger Luther, som man skal gøre for sin egen person, ikke som indehaver af et embede. Mit spørgsmål lød: Er man ikke altid indehaver af enten det ene embede eller det andet? (sp07#4)

²³ Og det samme spørgsmål kan man stille i anledning af ordet om ikke at bekymre sig. Ud fra ordet i Rom 12,8, hvor Paulus, ifølge den latinske oversættelse, taler om at bekymre sig, drager Luther den slutning, at ethvert embede, når det skal udføres ret, kræver, at man bekymrer sig om det, ikke blot en menighedsforstanders embede, også en husfars embede. Og man kan faktisk, vil jeg mene, komme med den samme indvending mod Luther her som ved ordet om at vende den anden kind til: Er et menneske ikke altid husfar? Skal han så ikke altid bekymre sig på sit embedes vegne? Hvornår har vi med et menneske at gøre, der kun er person? Luther i prædiken om ubekymrethed: "Dog må du heller ikke spænde teksten så snævert ind, som skulle det hermed være forbudt i det hele taget at bekymre sig for noget. For ethvert embede eller stand fører med sig, at man har bekymring for det, især gælder det den, der står i spidsen for andre mennesker; sådan som Skt. Paulus i Rom 12,8 siger om de gejstlige embeder i kristenheden: Den, der er forstander, han skal være det med omhu. Sådan skal jo også en husfader bekymre sig for sine børn og sit tyende, at de bliver vel opdraget og gør, hvad de skal; og hvis han ikke gør det, øver han uret". (bjerg16#58f)

²⁴ Se teksten her ved siden af! Luther kan nok stille Kristus på den ene side og pung og taske, hus og gård på den anden side; men han undlader her at anbringe kone og børn på nogen af siderne. Det ville naturligvis også gøre det hele meget sværere. Men hvis det kan komme dertil, at man må vælge, så kan dog vel også hustru og børn være det, der skal vælges fra? Blot bliver man på den måde klar over, hvor helt anderledes sjældent dette dilemma er, end når der ikke nævnes personer, men kun ejendom blandt det, der skal forsages. Hustru og børn dukker op i (bjerg16#28), men der nævnes ikke, hvordan man kan undgå at "tjene" dem. Luther i prædiken om at tjene to herrer: "nej, en kristen har dette sind: Dèr ligger pungen og tasken, hus og gård, osv, men her er min Kristus. Skal jeg nu forlade og opgive den ene af de to, så lader jeg alt dette fare, for at jeg kan beholde min Kristus". (bjerg16#25)

²⁵         Luther har formentlig læst Augustins prædiken over bjergprædikenen. Men på dette sted synes han ikke særlig afhængig af den. Augustin nævner således, for at forklare, at dette ikke at bekymre sig ikke er identisk med at undlade at være forudseende, dels, at Jesus og hans disciple havde en pung, som Judas bestyrede (Joh 12,6), dels, at Paulus i 1 Kor 16,1-8 giver anvisninger angående indsamlingen til de fattige i Jerusalem, hvilket dog vel må siges at være udtryk for en slags bekymring, ligesom Paulus heller ikke tager udtrykket om at lade morgendagen bekymre sig for det, der hører morgendagen til, helt bogstaveligt, eftersom man i Apg 28,10, siger altså Augustin, synes at have indtaget skibsforsyninger til mere end én dag. Intet at dette tages imidlertid op af Luther i disse prædikener.   (Aug: Bjergprædikenen, bog 2, kap 17/57).

²⁶        Så er der kun lige et par steder tilbage, som jeg vil tage frem fra Luthers prædikener om ubekymretheden. De fleste kan nok huske Luthers noget karske billede med den stegte høne, som nogle tænker sig flyver ind i munden på dem. Her er hønen blevet til en gås, men tanken er den samme, omend munden er blevet lidt større. Og den tanke har fulgt den lutherske verden igennem de næste århundreder. Tanken er den, at du skal arbejde og slide i det, men ikke må arbejde i den hensigt få mere i hus end du har brug for. Og dog, selv om du så får det, så du måske endda direkte bliver rig, er du ikke af den grund forkastet, for Luther -- og den lutherske verden efter ham -- holdt sig til ordet fra Sl 62,11: Hvis der tilfalder jer rigdom, så bind ikke hjertet dertil. (bjerg16#47). Luther i prædiken om morgendagen: "Men det gør han givetvis, når han ser, at én med flid og trofasthed passer sit arbejde og bekymrer sig for, hvordan han udretter det, for at behage Gud, og lade ham bekymre sig om, hvordan det falder ud, en sådan tildeler han rigeligt. For det står skrevet i Ordspr 10,4: "En flittig hånd gør rig". For han bryder sig heller ikke om de mennesker, der lader både bekymring og arbejde fare, som de trætte, dorske buge, som om de bare skal sidde og vente på, at han lader en stegt gås flyve ind i munden på dem. Nej, han påbyder, at man redeligt skal gå i gang med at arbejde, så vil han være til stede med sin velsignelse og give nok". (bjerg17#114).

²⁷ Kunsten er at have noget i denne verden som om du ikke havde det (1 Kor 7,29ff), at omgås penge, som om de ikke betød noget for dig, at samle i lade og sikre dig, som om du ikke havde til hensigt at sikre dig for morgendagen. Og det spørgsmål, som vi vel i dag uvilkårlig vil stille, lyder: Kan et menneske det? Kan man på den måde blive ved med at gå sit indre jeg igennem for at se, om nu også havesygen er helt drevet ud? Vil det ikke uvægerlig føre til hykleri, når man om søndagen lytter til en prædiken, der anklager én for griskhed, og giver den ret, og om mandagen går til sit arbejde, der består i at fortsætte med alle de gøremål, der om søndagen blev anklaget som udslag af griskhed, det vil sige, som udslag af, at man bandt sit hjerte dertil, blot nu med den overbevisning, at man ikke længer binder sit hjerte dertil? Paulus i 1 Kor 7,29: "Men det siger jeg, brødre: Tiden er knap. Herefter skal de gifte være, som om de ikke var gift, v30 de grædende, som om de ikke græd, de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, de, der køber, som om de ingenting fik, v31 og de, der gør brug af verden, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde".

²⁸        Det er en lidt besynderlig kunst, Luther her inviterer os med til. Og forøvrigt: Nu kom jeg til at formulere mig, så det kan misforstås derhen, at der er tale om det moderne lutherske kunststykke, hvor man også lytter til prædikenens anklagende ord, og hvor man lader denne anklage være en "tugtemester til Kristus", det vil sige, lader den være noget, der tvinger én til at indse, at man har syndernes forladelse behov. Blot gør man ikke mere ud af det, men lever om mandagen videre på samme måde som om lørdagen, eventuelt med den forskel, at man nu gør det med glæde og med den forvisning, at man i det altsammen "har" sine synders forladelse.

²⁹ Et sådant kunststykke er der ikke tale om hos Luther. Luthers anklage i disse prædikener har ikke på noget punkt til hensigt at "drive til Kristus". De er formaninger, men de er det på den "ulutherske" måde, at de vil drive mennesket til mandigt og standhaftigt at modstå djævelens forsøg på at plante griskhedens sæd i ens hjerte. Og det tænkes gjort alene i kraft af ens mandighed og vilje, ikke i kraft af, at man stoler på Guds ord. Eller: det Guds ord, man stoler på, er et ord om, at Gud vil sørge for én. Eller, som jeg tidligere har sagt: Man tænkes i Luthers prædikener her at stole direkte på faderen, den treenige Gud er glemt.

³⁰        Og så skal jeg endelig føje til et eksempel på, at den altså ikke får for lidt, når Luther tager sig for at vise, at Gud virkelig vil sørge for den kristne. Det står her ved siden af. Og som man kan se, lykkes det Luther at sige, at Gud selv først skulle dø af sult, førend han lod én af sine kristne dø af sult. Det kan man nok kalde en bastant påstand. Men det kan selvfølgelig være sandt nok: Hvis man virkelig formår at fastholde denne påstand som en trossætning, hvis man formår at klynge sig til den overbevisning med al sin kraft, så vil havesygen, den elendige bekymring, være udelukket. Luther i prædiken om morgendagen: "For hvordan skulle det være muligt, at det menneske skulle dø af sult, som tjener Gud med trofasthed og fremmer hans rige, når han giver hele verden i sådan en overflod? Der skulle jo ikke være noget brød mere på jorden, eller himlen skulle ikke mere kunne give regn fra sig, hvis en kristen skulle dø af sult; ja, Gud selv skulle først dø af sult.      Fordi han nu har skabt og givet i sådan overflod, og desuden sikkert forjættet, at han vil give nok og det give, før vi tænker os om eller véd af det, hvorfor vil du da plage dig med den elendige bekymring og havesyge?" (bjerg17#92)

³¹ Og jeg vil da på sin vis nok mene, at den argumentation, Luther her anvender, dengang kunne have en vis virkning. Men for os i dag virker argumentet som at slå vand på en gås. Fortsættelsen, som står her ved siden af, viser jo med al ønskelig tydelighed, at Luther tænker, som alle akademikere gjorde dengang, at virkeligheden ikke findes ude i livet, i dagligdagen, imellem bønder på marken og borgere i byen, nej, virkeligheden findes i skriften. Fortsat: "Skriften er dog overalt, især i psalteret, fuld af den slags udsagn, at han vil bespise de fromme i dyrtiden, og endnu aldrig har en from manglet brød osv. Han vil jo heller ikke for sin skyld gøre sig selv til løgner, hvis bare du kunne tro ham". (bjerg17#94)

³² Sådan var det med mange andre også. Skulle man finde ud af, hvordan himmellegemer bevægede sig, skulle man blive klar over, hvordan det og det dyr opførte sig, så gik man ikke ud i naturen, nej, så gik man til bøgerne; dèr stod jo det hele beskrevet, og beskrevet meget sandere, end ens sanser kunne fremføre det.

³³ Den samme overbevisning er Luther grebet af. Blot er det ikke Aristoteles, men bibelen, han går til. Når han så bastant kan fremføre, at Gud selv ville dø af sult, førend han lod én af sine kristne gøre det, skyldes det jo, at han ikke i skriften har fundet noget eksempel på, at Guds børn dør af sult. Tværtimod, vrimler især psalteret med vidnesbyrd om, at Gud sørger for sine. Og når det nu står så tydeligt i skriften, så har vi ikke nødig at undersøge bønders og borgeres forhold; så kan det simpelthen ikke være sådan, at Gud vil lade de kristne dø af sult. Og sker det alligevel, at nogle, der kalder sig kristne, dør af sult, må det skyldes, at de ikke er kristne alligevel. Åh nej, den slutning drager Luther ikke. Men den skråsikkerhed, hvormed han fremfører sine påstande her, gør det nærliggende at tro, at han såmænd godt ville kunne sige sådan.

³⁴       Skal jeg til sidst opsummere mine indvendinger mod Luther på dette punkt, må det bliver dette, at Luther ikke, som på kønsdriftens område, lader drift være drift, trækker den ind under Guds tilgivelse, og lader den være begrænset af den ydre ordning, som ægteskabet (eller den ydre økonomiske og politiske orden) er. I stedet gør han alt det, som han på kønsdriftens område anser for forkert: Han lader den ydre, skæve ordning bestå, han formaner til "mandigt" at bekæmpe driften, han lader oven i købet sin formaning være identisk med en opfordring til at tage sig selv i nakken, der er ikke tale om en formaning til at lade Guds kærlighed være virksom i sig.

³⁵ Hvordan kan aplouV betyde "gavmild"?
        Jeg sluttede min undersøgelse af den nytestamenteligt anvendelse af ordet aplouV med at sige, at meningen med at gå i gang med Luthers prædiken om faste m. m. var at finde ud af, om man kan sige om den bekymrede, som man kan sige det om den hykleriske, at han er et menneske af to sind. (sp09#52). Er det grunden til, at Matthæus har anbragt ordet om øjet som legemets lys midt imellem de to dele af kapitel 6, at både farisæernes hykleri og disciplenes Mammons-tjeneste viser, hvordan det menneske bliver, der savner sindets helhed?

³⁶       Og lad mig bare indrømme det åbent: Selv om disse ord gav mig en smule henstand, gav mig mulighed for at overveje lidt grundigere, om det mon ikke skulle forholde sig sådan, så er jeg faktisk ikke blevet klogere i mellemtiden. Ikke fordi jeg har sløset tiden bort. Men fordi jeg ikke synes, jeg umiddelbart kan finde nogen løsning.

³⁷ Det kan da være udmærket at gøre op med Luther. Og der er virkelig også mange ting i mit opgør, som jeg mener, man med fordel kan drage ind i overvejelserne over, hvordan da ordet om ikke at bekymre sig skal forstås. For det forekommer mig virkelig, at vor forståelse af ordet om himlens fugle og markens liljer i alt for høj grad stadigvæk er bestemt af Luther. Men hvordan man så skal forstå det ny testamente, det er jeg stadig ikke ret blevet klar over. Og specielt har jeg ikke noget bud på, hvordan aplouV kan komme til at betyde "gavmild", en betydning min græske ordbog slet ikke nævner, hverken som én, der gjaldt i den klassiske tid eller som én, der gjaldt på ny testamentes tid.

³⁸         Og dog har jeg lyst til at begynde et helt andet sted!
          Det forholder sig jo sådan, at netop ordet om ikke at bekymre sig skal der prædikes over i de danske kirker. Jeg tog mig derfor for at gå prædikenvejledningerne til 15. søndag efter trinitatis igennem. Og derved fandt jeg en mulig indgang til ordet om ikke at bekymre sig. Bjarne Lenau Henriksen i vejledning til 15. søndag efter trinitatis, Præsteforeningens Blad 2005/33: "Så kommer jeg til at tænke på en børnekræftafdeling, hvis medarbejdere jeg underviste. Jeg mødte dem med en sikker forventning om, at de levede og arbejdede med en alvorlig og dyb bekymring for dagens, morgendagens og fremtidens plage. Jeg havde også forberedt mig på at gå ind i den ved at udtrykke min accept af deres bekymring og fastholde den daglige plage som et uundgåeligt vilkår, når man har valgt at arbejde med kræftsyge børn".

³⁹ Bjarne Lenau Henriksen begynder, meget sympatisk, men også med denne tekst meget nødvendigt, med at indrømme, at man ofte, når man skal prædike over denne tekst, kan føle, at man har misforstået alt. Og så er det, han henter hjælp fra afdelingen for kræftsyge børn. Og man kan jo lægge mærke til, at selv om det egentlig var ham, der skulle undervise dem, så blev det altså i sidste ende dem, der underviste ham, endda underviste ham i noget, han troede, han var ekspert i: udlægning af Jesu ord. Fortsat: "Min medbragte og empatiske bekymringstilladelse var der dog ingen af afdelingens medarbejdere, der havde brug for. De arbejdede efter et helt andet mønster, hvor udgangspunktet var, at hver dag har nok i sit håb! Håbet er her og nu, sagde de, sådan som livet ser ud, lige her og nu. Håbet bar deres liv fra dag til dag. Også selv om nogle af børnene aldrig ville blive helbredt. Det håb fyldte meget. De kunne noget helt særligt, de medarbejdere: de kunne hele tiden håbe videre, de kunne håbe på trods, som om det var det naturligste af alt i verden. Hvad det vel også er?"

⁴⁰ Fortsat: "Livet er i dag. Det er døden også, Men vi håber sammen -- alle sammen, sagde de og gav dagen i dag den dybde, enhver dag skal have, fordi den måske ender med at være den sidste. Her håbes der meget, og der håbes meget på lidt ad gangen, sagde de, og gav alt, hvad de havde i sig. For håbet er godt, og håbet gør godt. Håbet skaber liv og henter den fremtid, som måske aldrig bliver til noget, ind i livets her og nu, som dermed får evigheden over sig. Håbet er håndgribeligt, håbet er til at føle på, og håbet er til at føle med. Håbet kan deles op i mange små stykker, sådan at et lille bitte håb kan ende med at blive dagens store glæde".

⁴¹        Så er det jo da forresten sandt, at Bjarne Lenau Henriksen må finde sig i, at de gode folk på kræftafdelingen laver om på Jesu ord: "Hver dag har nok i sin plage" bliver til "hver dag har nok i sit håb". Men jeg tror, at enhver opmærksom læser tværs over et spand af to tusind år vil kunne fornemme Jesu indforståede og accepterende smil: Det var netop sådan, det skulle forstås! Det har jo aldrig været hans tanke, at de dage, vi får at leve som mennesker, er plagsomme. Nej, ordet har altid skullet forstås lettere ironisk, og udtrykket "plage" er vendt mod dem, der synes, de har det så forfærdelig hårdt netop i dag og venter sig noget meget værre i morgen: Ja, ja, du synes, du har en stor plage i dag. OK, så siger vi det. Men så kan du da i det mindste lade være med at tage forskud på morgendagens plage. Hver dag har nok i sin plage. (ntmatt06#34). Det er nok for dagen med dens egen plage, som det mere ordret (men på betydelig dårligere dansk) hedder. Fortsat: "Således blev dagens plage erstattet af dagens håb midt i en dagligdag, hvor ingen er i tvivl om, at markens græs, der står i dag, risikerer at blive kastet i ovnen i morgen. I dagens håb ligger det forgængelige og dødelige menneskeliv som en gudskabt overraskelse med en uudslettelig skønhed som markens liljer, som selv den værste sygdom ikke kan fjerne, og som er en daglig udgave af Guds evighed, som menneskene tager alvorligt ved at tage imod livet og bekymre sig om livet -- i betydningen tage var på det, tage medansvar for det, have omsorg for det."

⁴²        Når jeg glæder mig over denne vejledning, skyldes det ikke mindst, at den er så dejlig fri for alle vore etiske overvejelser: overvejelser over, hvad vi skal og ikke skal, overvejelser over, hvordan vi skal opfylde Guds lov, overvejelser over det rette og det forkerte gudsforhold. Det er, som om selve Jesu egen livsholdning har overlevet, måske mere ved siden af alle hans ord og fortællinger end just i kraft af dem, i hvert fald mere ved siden af vore udlægninger af samme end i kraft deraf. Og så dukker den op, denne på én gang livsovermodige og livsydmyge holdning, når livet selv kalder på den. Ikke som en særlig kristelig holdning, men alligevel tydelig identisk med den holdning, Jesus lagde for dagen. Som Bjarne Lenau siger det: Som noget, der er den naturligste sag af verden.

⁴³       Jeg kan da godt forestille mig, at en del vil føle, at der med denne "udlægning" skæres ikke så lidt bort fra Jesu ord. Ikke mindst, at en stor del af alvoren tages ud af dem. Nogen vil måske endda føle, at vi kommer ned på niveau med Piet Hein, der i et gruk siger:
"Husk at elske, mens du tør det,
husk at leve, mens du gør det".

⁴⁴       Og jeg skal ikke nægte, at dette lille digt meget præcist udtrykker det, jeg mener er Jesu hensigt med sin tale om himlens fugle og markens liljer. Men bryder man sig ikke om Piet Hein (der er nu ingen grund til at sige, at vi kommer ned på niveau med Piet Hein), så tag Brorson i stedet. I "Når mit øje" synger han:
"Ja, jeg skuer
dine druer,
Paradis! den livets frugt.
Dine søde
roser møde
mig nu alt med deres lugt,
giver tidens åndedrag
evighedens luft og smag". (DDS 558,3).

⁴⁵      At tidens åndedrag kan få evighedens luft og smag er netop det, der skulle opnås gennem formaningen til ubekymrethed. Der er ikke tale om kunstigt at bringe af vejen al vor forudseenhed og tanker om, hvad der måtte vente os i fremtiden. Men der er tale om at lade alle dens slags overvejelser overskygge af glæden ved dagen i dag; der er tale om at lade håbet gennemsyre alle gøremål, så bekymretheden træder tilbage og giver plads til den mest intensive glæde, til glæden over legen, glæden over de ord, der endnu kan siges, glæden over en sommerfugl eller en sen juleflue.

⁴⁶         De fleste præster har nok oplevet at have en begravelse, hvor én af de pårørende, som regel en datter til afdøde, har taget orlov for at kunne være sammen med sin far eller mor. Og de har nok også oplevet at høre datteren berette om den intensitet, der kunne være over samlivet, om de helt nye sider af moderens væsen, der åbenbarede sig, om de samtaler, de havde, eller om de mange aftener, hvor de bare sad og nød, at de kunne være sammen.

⁴⁷ Alt det er udslag af en iagttagelse, som bl. a. Kierkegaard har gjort. Han lader i skriftet "Skyldig -- ikke skyldig" sin hovedperson "quidam" komme ud for en lille ulykke ved en fægteøvelse. Dette gør hans forlovede helt ud af sig selv. Forholdet mellem de to var ellers ved at stivne i dagligdagens vaner, men så optræder denne lille hændelse, og det hele får pludselig en helt anden intensitet. Hun iler hen til ham, da hun hører om hændelsen, og han kan berolige hende med, at der ikke er sket noget, han er stadig i live og har ikke lidt overlast.

⁴⁸ Og så er det, Kierkegaard skriver sin lille iagttagelser, som jo rigtignok blot er en lille iagttagelse, men som alligevel er dybsindig, og ikke mindst er det, fordi vi så ofte overser det, han her ser: at det på en måde er døden, der giver livet værdi; at det besynderlig nok er det faktum, at vi skal dø, der får os til med dødsforagt at gå ind i dagligdagen, knytte os til den, elske den med hver fiber i vor krop, så meget mere intenst, som afslutningen truer. Kierkegaard i "Skyldig -- ikke skyldig": "O Død, jeg troer man gjør Dig Uret; hvilken Betydning kan Du ikke give Livet, naar selv en saaden lille Paamindelse frembringer en saadan Virkning". (SV VI, første udgave, side 281)

⁴⁹        Oven på denne indledning, der har til hensigt at få ryddet grunden, kan jeg måske -- måske -- tillade mig at komme med nogle eksegetiske overvejelser.

⁵⁰        Først det lille ord "lad være at bekymre jer", på græsk mh merimnate. Man kunne overveje, om dette ord altid anvendes i den negative betydning. Tager vi f. eks. det tilsvarende tyske "sorgen", så har det foruden betydningen "at bekymre sig" også betydningen "at sørge for". Og der er jo da noget, der skal sørges for i vor verden.

⁵¹ Svaret er vistnok, at det som regel er den negative betydning, der slår igennem. Således f. eks. i Jesu ord til Martha den dag, hun og hendes søster, Maria, fik besøg af Jesus, og Martha gav sig i lag med alle mulige huslige gøremål. Da hun beklager sig til Jesus over søsterens manglende indsats, får hun en lettere bebrejdelse til svar. Og her anvender Jesus ordet "at bekymre sig" om noget negativt, om dette at overse eller glemme, at der kaldes på hende som menneske, ikke som værtinde. Jesus til Martha: "Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. v42 Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende!" (Luk 10,41)

⁵²         I det lille citat fra 1 Kor 7,32, som jeg bringer her ved siden af, med ordet merimna sat i kursiv, ser det umiddelbart ud til, at Paulus bruger ordet neutralt; man kan bekymre sig over det, der hører Herren til, man kan bekymre sig over verden; bekymringen i sig selv er der ikke noget galt med, det afgørende er, hvorhen man retter sin bekymring. Og denne tilsyneladende neutrale betydning er det, man på dansk godt vil have frem, og det er nok også derfor, man oversætter ordet ved "tænker på". Dette udtryk har ikke den biklang, ordet "bekymring" har på dansk: at det er at overveje noget i for høj grad eller med for negativ en holdning. Paulus i 1 Kor 7,32: "Jeg ser helst, at I er fri for bekymringer. En ugift mand tænker på Herren, hvordan han kan være Herren til behag; v33 men den, der er gift, tænker på verden, hvordan han kan være sin hustru til behag, v34 og er splittet. Og en ugift kvinde eller ung pige tænker på Herren, på at være hellig både i legeme og ånd; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan hun kan være sin mand til behag". (1 Kor 7,32)

⁵³ Men læg alligevel mærke til Paulus' indledningsord, hvor han også bruger ordet "bekymring". Her bruger han det åbenbart negativt. Så man får en formodning om, at hans forsøg på at anvende ordet positivt er en lidt kunstig og påtaget from anvendelse af ordet. Så måske kan ordet slet ikke betyde "tænke på"! Paulus i 1 Kor 7,32: "Jeg ser helst, at I er fri for bekymringer. [amerimnouV]

⁵⁴ Man kan også lægge mærke til, at Paulus omtaler den mand, der bekymrer sig om verden, som et menneske, der er splittet. Dette at være splittet er åbenbart det modsatte af at være aplouV. Og omvendt: aplouV er den, der ikke er delt, f. eks. delt mellem Mammon og Gud. Paulus i 1 Kor 7,33: "v33 men den, der er gift, tænker på verden, hvordan han kan være sin hustru til behag, v34 og er splittet". [memerisqai]

⁵⁵ Lad mig udkaste en tanke i forbifarten, helt for egen regning: Hvis nu "at bekymre sig" merimnasqai er sammensat af meriV "del" og mneia, "erindring", og altså har som sin grundbetydning: "at have en delt hukommelse", så kan man på sin vis bedre forstå, at Matthæus anbringer ordet om det helstøbte øje (Matt 6,22) i forbindelse med talen om ikke at bekymre sig. For som græskkyndig vil han jo fornemme, at dette at bekymre sig er en affære, der har med noget opdelt eller splittet at gøre, hvorimod det menneske lever ret, der har et øje, der er aplouV. Og dette med det splittede eller opdelte har altså også Paulus øje eller øre for.

⁵⁶        Dette var en sidebemærkning. Og selv om det så skulle have sin rigtighed med denne etymologi, så er det i hvert fald også for Paulus gået hen og blevet sådan, at ordet "at bekymre sig" merimnasqai er kommet til at danne et selvstændigt begreb. For som man kan se af hosstående, bruger Paulus faktisk ordet i en positiv betydning. Paulus i 1 Kor 12,25: "... for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden [merimnwsin]".

⁵⁷ Det samme gør han i filipperbrevet, i hvert fald det ene sted, Timotheus er et menneske, siger han, som oprigtigt vil bekymre sig om jer. Og den bekymring, han har, er her tænkt som noget positivt. I modsætning til det andet sted fra filipperbrevet, hvor "bekymring" anvendes, som vi de fleste gange anvender det: negativt. Paulus i filipperbrevet (om Timotheus): "For jeg har ingen med et sind som hans til oprigtigt at tage sig af [merimnhsei] jeres sag". (Fil 2,20)
Paulus i filipperbrevet: "Vær ikke bekymrede for noget, [mhden merimnate] men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak". (Fil 4,6)

⁵⁸        Jeg vil godt vende tilbage til Paulus' bemærkning om, at den, der er gift er splittet. Ordet står i 1 Kor 7,32, dvs umiddelbart efter det stykke, jeg har citeret her ved siden af. Og talen om splittethed har derfor sit grundlag i den verdensopfattelse, der kommer til udtryk i hosstående citat. Vi plejer at regne med, at den opfattelse er noget for Paulus særligt. Han tænker i to æoner, siger vi, den nuværende æon, som går sin undergang i møde, og den kommende æon, som de kristne allerede her og nu har del i. Paulus i 1 Kor 7,29ff: "Men det siger jeg, brødre: Tiden er knap. Herefter skal de gifte være, som om de ikke var gift, v30 de grædende, som om de ikke græd, de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, de, der køber, som om de ingenting fik, v31 og de, der gør brug af verden, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde."

⁵⁹ Men det spørgsmål, jeg nu vil rejse, lyder: Gør Jesus i grunden ikke det samme? Prøver ikke også han at få fremtiden passet ind i nutiden? Er det ikke også hans hensigt at lade fremtidens glæde gøre sig gældende allerede her og nu? Eller jeg kan spørge: Er ikke den livsholdning, Paulus her afbilder, et udmærket eksempel på den livsholdning, Jesus ønsker, vi skal indtage, i talen om himlens fugle og markens liljer? Eller, udtrykt på en tredie måde: Viser Jesu prædiken i Matt 6,24-34 ikke, at han har en anderledes tidsopfattelse, end vi har? Og kan vi ikke forstå den tidsopfattelse bedre, hvis vi tager Paulus' ord i betragtning?

⁶⁰      Lad os tage saligprisningerne! Her lader Jesus fremtiden få indflydelse på nutiden; fremtidens håb gør sin indflydelse gældende i nutiden; håbet om retfærdighed skaffer trøst i nutiden. Den nye æon er brudt igennem, håbet har indflydelse på vort liv.
        Det modsatte gør han i talen om himlens fugle og markens liljer. Her advarer han mod at lade frygten for fremtiden få indflydelse på nutiden. Og når han kan gøre det så frimodigt, skyldes det vel, at han har den urokkelige overbevisning, at med ham er den nye æon brudt igennem. Derfor skal disciplene lade sig gribe af håb og ikke af bekymring. Jesus i bjergprædikenen: "Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. v4 Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. v5 Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. v6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. v7 Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. v8 Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. v9 Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. v10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres". (Matt 5,3-10)

⁶¹        Nu må vi hele tiden tænke djævelens gerning med ind i billedet. For Jesu gerning er den at nedbryde og uskadeliggøre djævelens gerning. Det er f. eks. djævelen, der får fromme mennesker til at have et dobbelt sind, så de ikke blot vil give almisse, bede til Gud og faste, men også ses af mennesker, mens de gør alt det. Overfor disse mennesker gælder det, at der med den nye æon, der er brudt frem, også er sket en forvandling på det etiske område: Det er ikke mere nok at gøre den udvendige gerning, man må have hjertet med i det, og det kan den farisæer ikke, der skal lade sig se af andre mennesker. Påstanden om, at de rene af hjertet engang til sin tid, på dommedag, skal se Gud, rammer disse rene af hjertet og gør dem salige, allerede her og nu.

⁶² På samme måde rammer f. eks. påstanden om, at de sagtmodige skal arve jorden engang ved de sidste tider, ned i hjertet på de sagtmodige mennesker (disciplene), der lever nu og gør dem salige allerede i denne æon.

⁶³ Djævelen vil med sine anfægtelser prøve at få dem til at se morgendagen i plagens lys, ikke i håbets lys. Og så kan man ikke være sagtmodig, så må man være bekymret. Får han held til sit forehavende, vil der ske det modsatte af det, Jesus har til hensigt. Jesus ønsker med f. eks. påstanden i saligprisningen at lade tidens åndedrag få luft og smag af evigheden, dvs få os til at se, hvordan vi ved selve det, at vi lever, har del i evighedens vidunderligheder. Djævelen, derimod, vil lade den kendsgerning, at vi via sproget er i stand til at få et forhold til fremtiden (evigheden), virke ind på vor livsførelse i dag på den måde, at vi trykkes ned af fremtiden, frygter for den, lader os gribe af bekymring over den.

⁶⁴        Det er det, Jesus modsætter sig her i kap 6. Han modsætter sig dels den forkerte holdning til fremtiden, der tror, den kan klare frisag på dommedag ved at gøre de og de "gode gerninger". Og dels modsætter han sig den forkerte holdning til fremtiden, der tror, den kan sikre sig mod overraskelser ved at bygge sine lader større, så den har nok til både i morgen og i overmorgen. Begge dele er udtryk for, at man har et delt sind. Og på begge områder vil Jesus som modsætning opstille et menneske, der er aplouV, dvs et menneske, som er et naturligt menneske, et menneske, som på naturlig måde har indoptaget fremtiden i sig, både fremtiden i form af dommedag og fremtiden i form af morgendagen med dens krav om mad og drikke. Men er et sådant menneske aplouV? Det er just spørgsmålet.

⁶⁵        Mennesket er, som Kierkegaard er opmærksom på det, det eneste væsen, der er i stand til at erkende, at det skal dø. Men hvordan vil denne fremtidsudsigt virke ind på den nutid, vi har at leve i nu? Er det mere naturligt at lade fremtiden bestemme over nutiden på den måde, at man lader den give håb, end på den måde, at man lader den give bekymring? Er det mere naturligt at lade den få indflydelse på dagen i dag på den måde, at man samler sammen af gode gerninger, så man i hvert fald har gjort, hvad man skal, end på den måde, at man lever så intenst, som var dagen i dag den sidste, man fik sammen med sin næste?

⁶⁶ Det er jo faktisk hvad Jesus vil hævde (eller hvad Matthæus vil hævde) ved at anbringe ordet om øjets lys mellem de to afdelinger af kapitel 6. Dit øje bliver lys, du bliver et aplouV menneske, hvis du lever ufarisæisk, uhyklerisk. Du får fjernet dit øjes mørke, hvis du kun tjener én herre, Gud, hvis du får den dobbelthed ud af dit sind, som kommer af, at du trods din glæde over dagen i dag aldrig kan få fjernet bekymringen for i morgen. Lad derfor dit ligefremme forhold til din næste sejre over alle mørke tanker om, hvorvidt du nu også har gjort nok! Og lad dagen imorgen bekymre sig over det, der hører den til!

⁶⁷        Men er det det samme som at leve med gråd og dog som om man ikke græd, med glæde og dog som om man ikke glæder sig? Ja, er det det samme at leve som gift som om man ikke var gift?
      Rigtig forstået: Ja. Men Paulus kan rigtignok også forstås forkert, og Paulus er rigtignok ofte blevet forstået forkert. Den dobbelthed, der ligger i, at mennesket på én gang er ude i fremtiden og dog samtidig er tilstede her i dette nu, den dobbelthed, som Jesus mener er ikke blot uundgåelig for os, men naturlig for os, den dobbelthed blev i den græske verden forstået som en dobbelthed mellem sjæl og legeme, som en dobbelthed mellem den åndelige verden, der var ophøjet, fin og god, og den sanselige verden, der var syndig, ond og nedværdigende. Paulus i 1 Kor 7,29ff: "Men det siger jeg, brødre: Tiden er knap. Herefter skal de gifte være, som om de ikke var gift, v30 de grædende, som om de ikke græd, de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, de, der køber, som om de ingenting fik, v31 og de, der gør brug af verden, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde."

⁶⁸ Paulus har nok ikke været særlig præget af denne græske dobbelthed, men dette, at han selv var ugift, har dog haft en utilsigtet og fatal virkningshistorie, idet det har medvirket til, at man igennem mange århundreder i den kristne kirkes historie har opfattet munkenes cølibat som en bedre stand end ægteskabet.

⁶⁹ Selv efter at Luther fik cølibatet afskaffet i den protestantiske kirke, har tanken om den sanselige verden som noget lavere levet videre i bedste velgående. Den lever f. eks. hos Kierkegaard. Og hos ham bliver Paulus' tanke om at "leve som om" til hosstående meget oplysende billede: Ligesom den voksne aldrig engagerer sig helt i børnenes leg, sådan engagerer den kristne sig aldrig helt i denne verdens foreteelser; han bevarer en del af sit selv udenfor. Kierkegaard i Uvidenskabelig Efterskrift: "En ældre Mand kan meget godt med heel Interesse deeltage i Børnenes Leg, være den der ret bringer Liv i Legen, men han leger dog ikke som et Barn: saaledes forholder Den sig til Endeligheden, der fatter det som Opgaven at indøve den absolute Distinktion". (VII 359).

⁷⁰ Dette vendte i sin tid professor N. H. Søe sig meget kraftigt imod, skønt han ellers var en stor Kierkegaard-fan. Jeg gør det samme, skønt jeg ikke just er Kierkegaard-fan. Der skal netop ikke være forbehold i vort engagement i denne tilværelse. Hvis nogen vil udlægge Paulus' "som om" på den måde, er det en fejludlægning.

⁷¹       Men hvordan så?
             Jeg vil mene, at vi i det mindste i første omgang må nøjes med at betragte Paulus' ord som forsøg på at forstå Jesus, som nogle lidt famlende udtryk, der skal søge at afbilde, hvad Jesus vel kan have ment med sin anderledes dommedagsforståelse, med sin anderledes forståelse af, hvad "tid" er.

⁷² For det er jo ganske mærkeligt, at menneskets dobbelthed aftegnes med et ord, der betyder enkelhed, aplothV. Og det forekommer os vel også besynderligt, at Jesus i saligprisningerne sammenkæder nutid og fremtid på den måde, han gør: at tanken om det kommende Gudsrige skal give en ellers glansløs nutid fylde og værd, så de, der lever nu, kan kaldes salige, netop fordi de "som troende" -- og det kalder vi jo de mennesker, der formår at lade sjæl/legeme-enheden besætte sig -- indoptager denne fremtid i deres nutid. Bliver det dog ikke noget sært kunstigt noget?

⁷³ Eller er det os dusinmennesker, der har uret, og børn og personale på kræftafdelingen, der har ret: at vore håb, der håber "med håb", dvs regner med sandsynligheder og procenter, ikke er værd at kaldes håb, men at det håb, der håber "mod håb", det er håb, det skaber liv, det giver rum til at glædes og frydes også i dag?

⁷⁴        Altså, helheden, der tænkes at bemægtige sig et menneske, fremkommer derved, at sjæl og legeme knyttes sammen, at fremtiden kastes ind over nutiden, at man lever som enkeltindivid i fællesskabet. Formår du at leve sådan, da er du et aplouV menneske. Det vil sige, formår du at tro, at stole på Gud, da er du helstøbt. Men den tro, der er tale om, er i lige grad en tro på Gud som etikkens ankermand, som det er en tro på Gud som den, der giver håb. Det er det, der på en for os lidt besynderlig måde udtrykkes derved, at idealet om mennesket som et helstøbt individ sættes op midt imellem bebrejdelsen mod farisæerne for hykleri og bebrejdelsen mod disciplene for bekymring.

⁷⁵ Dèr står så ordet om øjet som legemets lys og lyser ind over både hyklerne, der er splittede, fordi de vil tjene både Gud og menneskene, de vil gøre deres gerninger både til Guds og menneskers tilfredshed; og ind over de bekymrede, der er splittede, for de vil tjene både Gud og Mammon, det vil sige, vil handle i nutiden under forebyggelse af alle fremtidens mulige ulykker; og siger til os, at vi skal være os selv helt igennem, handle ud af det sind, Gud har givet os, både overfor Gud i almisse, bøn og faste, og overfor Gud i håb for fremtiden.

⁷⁶       Og blandt andet derfor, altså fordi dette ord står, hvor det står, kan vi godt spare os alle vore forsøg på, umenneskeligt, at undlade at tage vore forholdsregler angående fremtiden, eller vore forsøg på at vise vor tro ved ligegladhed med normale forsigtighedsforholdsregler. Intet sådant er der tale om. Der er blot tale om dette at være sig selv; at huske at elske mens man tør det, og huske at leve, mens man gør det, som Piet Hein siger.

⁷⁷       Men hvordan kommer så gavmildheden ind i billedet?
        Den kommer ind i billedet derved, at den, der lever sådan, på ham sidder pengene løst. Han giver gerne til de trængende. Ja, måske han endda, som makedonerne, ligefrem selv tager initiativet til at give. Paulus i 2 Kor 8,3: "For de [makedonerne] gav efter evne, ja, over evne, det kan jeg bevidne; på eget initiativ har de v4 indtrængende bedt os om at måtte være med i gaven til de hellige".

⁷⁸ Det betyder imidlertid ikke, at aplouV kommer til sådan med ét slag at betyde "gavmild". Det betyder "helstøbt", og den betydning har ordet på alle de steder, hvor det anvendes. Men man kan måske forestille sig, at ordet aplouV, "helstøbt", er blevet en slags idealord i den ældste menighed, er blevet en beskrivelse af det menneske, der i den kristne menighed er, som det skal være, nogenlunde på linie med at "have Guds fred", hvilket jo er et ønske, som Paulus giver sine menigheder med på vejen, og som jo ikke blot er udtryk for at have fred i det ydre, men er udtryk for at have den hjertets indre ro, som en god samvittighed kan give. Derfor kan man også sige, at det at være aplouV er ensbetydende med at have en god samvittighed. Eller det er ensbetydende med at være "i Kristus".

⁷⁹ Og ligesom de fleste af disse ord er blevet en slags formler, der anvendes uden at man mere tænker så stærkt over den oprindelige betydning, sådan kan det også være gået med aplouV. Jeg antydede tidligere, at ordet godt kunne have en betydning hen i retning af gavmildhed. (sp09#45). Faktisk tror jeg nok, det vil være rigtigere at sige, at ordet aldrig kan betyde "gavmildhed", at det altid betyder "helstøbthed", og at det er os, der ikke helt kan dechiffrere det formelsprog, Paulus benytter sig af.

⁸⁰         F. eks. Paulus i Rom 12,8! Vi tænker på dette at give som en privathandling. Det er som at give almisse: man lægger upersonligt sin gave i en bøsse, og derfra sørger andre for den videre fordeling. Men hvad nu, hvis Paulus ikke har set sin indsamling til den fattige menighed i Jerusalem som en sådan upersonlig handling! Hvad nu, hvis der for ham er tale om en højst nødvendig del af den kristne menigheds liv! Hvad nu, hvis det upersonlige, der er over den jødiske almisse, for ham er helt utænkeligt! Paulus i Rom 12,8: "den, der formaner, sin formaning; den, der giver, skal give rundhåndet (en aplothti). Den, der er forstander, skal være det med iver, og den, der øver barmhjertighed, skal gøre det glad og gerne".

⁸¹ Noget kunne jo tyde på, at det forholder sig just sådan. Han lægger f. eks. vægt på, at gaven fremkalder tak til Gud. Og han giver i 2 Kor 8 to for så vidt vidt forskellige eksempler på motiver til at give: det ene, at man skal give, for at efterfølge Kristus (vers 9), det andet, at man ved at give nu selv kan få igen, hvis man engang skulle komme i trang (vers 14). Men i begge tilfælde er enhver tanke om, at man skulle give for at pudse sin glorie, udelukket.

⁸² Og det er vel netop det, der i Rom 12,8 betegnes med ordet aplouV. Du skal give ud af sindets sluttethed. Du skal give, fordi det falder dig naturligt. Du skal give, fordi du i den situation, du er i, ikke kan gøre andet. Og at det så ender med at blive sådan, at du giver rigeligt, det er i denne forbindelse en tilfældighed.

⁸³         Det samme er tilfældet i 2 Kor 8,2. Er man velvillig, som jeg var det i sp09#38, kan man nok sige, at sagen blot er den, at man i et nogenlunde letflydende dansk ikke kan få alle de nuancer med, som indeholdes i den græske tekst. Men man kan nok også sige, at dette med gavmildheden overhovedet ikke omtales på græsk. Paulus i 2 Kor 8,2: "Under stor prøvelse og trængsel er deres [makedonernes] overstrømmende glæde og dybe fattigdom strømmet over i den rigeste gavmildhed [eiV to ploutoV thV aplothtoV autwn]".

⁸⁴        I 2 Kor 9,11 vil jeg ligefrem foreslå, at man udskifter ordet "gavmildhed" med ordet "helhjertethed". Jeg kan godt se, at ordet "helhjertethed" forekommer lidt malplaceret på dette sted, men dels er det jo altså det, der står, dels er det ikke altid tilrådeligt, at oversætterne gennemtygger teksten for læserne. I tilfældet her: det er læserne selv, der skal drage den slutning, at når makedonerne får rigeligt af alt til at være helhjertede, giver de nok rigeligt. Paulus i 2 Kor 9,11: "v11 så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os".
"v11 så I får rigeligt af alt til al helhjertethed, og det en helhjertethed, som fører til taksigelse til Gud gennem os".

⁸⁵        Alt ialt: Der ligger en rigdom i ordet om øjet som legemet lys, som jeg ikke før har været opmærksom på, og som også tilsløres ikke så lidt af den danske oversættelse. Jeg håber at have fået noget af denne rige skat gravet frem med denne undersøgelse.

⁸⁶ Videre til sp11!

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

Ef 6,5f: "Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt [en aplothti thV kardiaV hmwn] hjerte, v6 ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje". (Se sp09#42).

Lad os prøve igen fra en anden vinkel!
Den slave, der tjener sin herre med øjentjeneste, han er ikke aplouV. Det, Paulus skriver her ved siden af, lyder måske lidt mærkeligt, når man sådan tænker over det. Skal da ikke en slave stå sig godt med sin herre? Skal han ikke søge at gøre sin herre tilpas? Skal han i stedet "af hjertet gøre Guds vilje"? Og hvis ja, hvordan kommer Gud så ind i billedet, når det dog er den jordiske herre, der er hans herre? Blander Gud sig ikke derved i noget, der om jeg så må sige ikke kommer ham ved?

Alle disse spekulationer kastes til side med en bemærkning om, at slaven "af hjertet" eller "i hjertets ligefremhed" skal gøre Guds vilje.
Hvordan skal æslet behandles? Slaven har fået til opgave at sørge for æslet, at det altid kan være parat som ridedyr for herren. Men skal han behandle det, som herren gør: hårdhændet, med pisk og skældsord? Eller skal han behandle det, som han fra sin tidligere ejer véd, at æsler skal behandles: med gulerod og venlig tale? Skal han være en hjernedød eftersnakker af sin herre, eller skal han agere som det selvstændige væsen, han er? Han skal være aplouV, ligefrem.

⁶¹ Nu må vi hele tiden tænke djævelens gerning med ind i billedet. For Jesu gerning er den at nedbryde og uskadeliggøre djævelens gerning. Det er f. eks. djævelen, der får fromme mennesker til at have et dobbelt sind, så de ikke blot vil give almisse, bede til Gud og faste, men også ses af mennesker, mens de gør alt det. Overfor disse mennesker gælder det, at der med den nye æon, der er brudt frem, også er sket en forvandling på det etiske område: Det er ikke mere nok at gøre den udvendige gerning, man må have hjertet med i det, og det kan den farisæer ikke, der skal lade sig se af andre mennesker. Påstanden om, at de rene af hjertet engang til sin tid, på dommedag, skal se Gud, rammer disse rene af hjertet og gør dem salige, allerede her og nu.
⁶² På samme måde rammer f. eks. påstanden om, at de sagtmodige skal arve jorden engang ved de sidste tider, ned i hjertet på de sagtmodige mennesker (disciplene), der lever nu og gør dem salige allerede i denne æon.
⁶³ Djævelen vil med sine anfægtelser prøve at få dem til at se morgendagen i plagens lys, ikke i håbets lys. Og så kan man ikke være sagtmodig, så må man være bekymret. Får han held til sit forehavende, vil der ske det modsatte af det, Jesus har til hensigt. Jesus ønsker med f. eks. påstanden i saligprisningen at lade tidens åndedrag få luft og smag af evigheden, dvs få os til at se, hvordan vi ved selve det, at vi lever, har del i evighedens vidunderligheder. Djævelen, derimod, vil lade den kendsgerning, at vi via sproget er i stand til at få et forhold til fremtiden (evigheden), virke ind på vor livsførelse i dag på den måde, at vi trykkes ned af fremtiden, frygter for den, lader os gribe af bekymring over den.
⁶⁴ Det er det, Jesus modsætter sig her i kap 6. Han modsætter sig dels den forkerte holdning til fremtiden, der tror, den kan klare frisag på dommedag ved at gøre de og de "gode gerninger". Og dels modsætter han sig den forkerte holdning til fremtiden, der tror, den kan sikre sig mod overraskelser ved at bygge sine lader større, så den har nok til både i morgen og i overmorgen. Begge dele er udtryk for, at man har et delt sind. Og på begge områder vil Jesus som modsætning opstille et menneske, der er aplouV, dvs et menneske, som er et naturligt menneske, et menneske, som på naturlig måde har indoptaget fremtiden i sig, både fremtiden i form af dommedag og fremtiden i form af morgendagen med dens krav om mad og drikke. Men er et sådant menneske aplouV? Det er just spørgsmålet.
⁶⁵ Mennesket er, som Kierkegaard er opmærksom på det, det eneste væsen, der er i stand til at erkende, at det skal dø. Men hvordan vil denne fremtidsudsigt virke ind på den nutid, vi har at leve i nu? Er det mere naturligt at lade fremtiden bestemme over nutiden på den måde, at man lader den give håb, end på den måde, at man lader den give bekymring? Er det mere naturligt at lade den få indflydelse på dagen i dag på den måde, at man samler sammen af gode gerninger, så man i hvert fald har gjort, hvad man skal, end på den måde, at man lever så intenst, som var dagen i dag den sidste, man fik sammen med sin næste?
⁶⁶ Det er jo faktisk hvad Jesus vil hævde (eller hvad Matthæus vil hævde) ved at anbringe ordet om øjets lys mellem de to afdelinger af kapitel 6. Dit øje bliver lys, du bliver et aplouV menneske, hvis du lever ufarisæisk, uhyklerisk. Du får fjernet dit øjes mørke, hvis du kun tjener én herre, Gud, hvis du får den dobbelthed ud af dit sind, som kommer af, at du trods din glæde over dagen i dag aldrig kan få fjernet bekymringen for i morgen. Lad derfor dit ligefremme forhold til din næste sejre over alle mørke tanker om, hvorvidt du nu også har gjort nok! Og lad dagen imorgen bekymre sig over det, der hører den til!
⁶⁷ Men er det det samme som at leve med gråd og dog som om man ikke græd, med glæde og dog som om man ikke glæder sig? Ja, er det det samme at leve som gift som om man ikke var gift? Rigtig forstået: Ja. Men Paulus kan rigtignok også forstås forkert, og Paulus er rigtignok ofte blevet forstået forkert. Den dobbelthed, der ligger i, at mennesket på én gang er ude i fremtiden og dog samtidig er tilstede her i dette nu, den dobbelthed, som Jesus mener er ikke blot uundgåelig for os, men naturlig for os, den dobbelthed blev i den græske verden forstået som en dobbelthed mellem sjæl og legeme, som en dobbelthed mellem den åndelige verden, der var ophøjet, fin og god, og den sanselige verden, der var syndig, ond og nedværdigende.	Paulus i 1 Kor 7,29ff: "Men det siger jeg, brødre: Tiden er knap. Herefter skal de gifte være, som om de ikke var gift, v30 de grædende, som om de ikke græd, de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, de, der køber, som om de ingenting fik, v31 og de, der gør brug af verden, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde."
⁶⁸ Paulus har nok ikke været særlig præget af denne græske dobbelthed, men dette, at han selv var ugift, har dog haft en utilsigtet og fatal virkningshistorie, idet det har medvirket til, at man igennem mange århundreder i den kristne kirkes historie har opfattet munkenes cølibat som en bedre stand end ægteskabet.
⁶⁹ Selv efter at Luther fik cølibatet afskaffet i den protestantiske kirke, har tanken om den sanselige verden som noget lavere levet videre i bedste velgående. Den lever f. eks. hos Kierkegaard. Og hos ham bliver Paulus' tanke om at "leve som om" til hosstående meget oplysende billede: Ligesom den voksne aldrig engagerer sig helt i børnenes leg, sådan engagerer den kristne sig aldrig helt i denne verdens foreteelser; han bevarer en del af sit selv udenfor.	Kierkegaard i Uvidenskabelig Efterskrift: "En ældre Mand kan meget godt med heel Interesse deeltage i Børnenes Leg, være den der ret bringer Liv i Legen, men han leger dog ikke som et Barn: saaledes forholder Den sig til Endeligheden, der fatter det som Opgaven at indøve den absolute Distinktion". (VII 359).
⁷⁰ Dette vendte i sin tid professor N. H. Søe sig meget kraftigt imod, skønt han ellers var en stor Kierkegaard-fan. Jeg gør det samme, skønt jeg ikke just er Kierkegaard-fan. Der skal netop ikke være forbehold i vort engagement i denne tilværelse. Hvis nogen vil udlægge Paulus' "som om" på den måde, er det en fejludlægning.
⁷¹ Men hvordan så? Jeg vil mene, at vi i det mindste i første omgang må nøjes med at betragte Paulus' ord som forsøg på at forstå Jesus, som nogle lidt famlende udtryk, der skal søge at afbilde, hvad Jesus vel kan have ment med sin anderledes dommedagsforståelse, med sin anderledes forståelse af, hvad "tid" er.
⁷² For det er jo ganske mærkeligt, at menneskets dobbelthed aftegnes med et ord, der betyder enkelhed, aplothV. Og det forekommer os vel også besynderligt, at Jesus i saligprisningerne sammenkæder nutid og fremtid på den måde, han gør: at tanken om det kommende Gudsrige skal give en ellers glansløs nutid fylde og værd, så de, der lever nu, kan kaldes salige, netop fordi de "som troende" -- og det kalder vi jo de mennesker, der formår at lade sjæl/legeme-enheden besætte sig -- indoptager denne fremtid i deres nutid. Bliver det dog ikke noget sært kunstigt noget?
⁷³ Eller er det os dusinmennesker, der har uret, og børn og personale på kræftafdelingen, der har ret: at vore håb, der håber "med håb", dvs regner med sandsynligheder og procenter, ikke er værd at kaldes håb, men at det håb, der håber "mod håb", det er håb, det skaber liv, det giver rum til at glædes og frydes også i dag?
⁷⁴ Altså, helheden, der tænkes at bemægtige sig et menneske, fremkommer derved, at sjæl og legeme knyttes sammen, at fremtiden kastes ind over nutiden, at man lever som enkeltindivid i fællesskabet. Formår du at leve sådan, da er du et aplouV menneske. Det vil sige, formår du at tro, at stole på Gud, da er du helstøbt. Men den tro, der er tale om, er i lige grad en tro på Gud som etikkens ankermand, som det er en tro på Gud som den, der giver håb. Det er det, der på en for os lidt besynderlig måde udtrykkes derved, at idealet om mennesket som et helstøbt individ sættes op midt imellem bebrejdelsen mod farisæerne for hykleri og bebrejdelsen mod disciplene for bekymring.
⁷⁵ Dèr står så ordet om øjet som legemets lys og lyser ind over både hyklerne, der er splittede, fordi de vil tjene både Gud og menneskene, de vil gøre deres gerninger både til Guds og menneskers tilfredshed; og ind over de bekymrede, der er splittede, for de vil tjene både Gud og Mammon, det vil sige, vil handle i nutiden under forebyggelse af alle fremtidens mulige ulykker; og siger til os, at vi skal være os selv helt igennem, handle ud af det sind, Gud har givet os, både overfor Gud i almisse, bøn og faste, og overfor Gud i håb for fremtiden.
⁷⁶ Og blandt andet derfor, altså fordi dette ord står, hvor det står, kan vi godt spare os alle vore forsøg på, umenneskeligt, at undlade at tage vore forholdsregler angående fremtiden, eller vore forsøg på at vise vor tro ved ligegladhed med normale forsigtighedsforholdsregler. Intet sådant er der tale om. Der er blot tale om dette at være sig selv; at huske at elske mens man tør det, og huske at leve, mens man gør det, som Piet Hein siger.
⁷⁷ Men hvordan kommer så gavmildheden ind i billedet? Den kommer ind i billedet derved, at den, der lever sådan, på ham sidder pengene løst. Han giver gerne til de trængende. Ja, måske han endda, som makedonerne, ligefrem selv tager initiativet til at give.	Paulus i 2 Kor 8,3: "For de [makedonerne] gav efter evne, ja, over evne, det kan jeg bevidne; på eget initiativ har de v4 indtrængende bedt os om at måtte være med i gaven til de hellige".
⁷⁸ Det betyder imidlertid ikke, at aplouV kommer til sådan med ét slag at betyde "gavmild". Det betyder "helstøbt", og den betydning har ordet på alle de steder, hvor det anvendes. Men man kan måske forestille sig, at ordet aplouV, "helstøbt", er blevet en slags idealord i den ældste menighed, er blevet en beskrivelse af det menneske, der i den kristne menighed er, som det skal være, nogenlunde på linie med at "have Guds fred", hvilket jo er et ønske, som Paulus giver sine menigheder med på vejen, og som jo ikke blot er udtryk for at have fred i det ydre, men er udtryk for at have den hjertets indre ro, som en god samvittighed kan give. Derfor kan man også sige, at det at være aplouV er ensbetydende med at have en god samvittighed. Eller det er ensbetydende med at være "i Kristus".
⁷⁹ Og ligesom de fleste af disse ord er blevet en slags formler, der anvendes uden at man mere tænker så stærkt over den oprindelige betydning, sådan kan det også være gået med aplouV. Jeg antydede tidligere, at ordet godt kunne have en betydning hen i retning af gavmildhed. (sp09#45). Faktisk tror jeg nok, det vil være rigtigere at sige, at ordet aldrig kan betyde "gavmildhed", at det altid betyder "helstøbthed", og at det er os, der ikke helt kan dechiffrere det formelsprog, Paulus benytter sig af.
⁸⁰ F. eks. Paulus i Rom 12,8! Vi tænker på dette at give som en privathandling. Det er som at give almisse: man lægger upersonligt sin gave i en bøsse, og derfra sørger andre for den videre fordeling. Men hvad nu, hvis Paulus ikke har set sin indsamling til den fattige menighed i Jerusalem som en sådan upersonlig handling! Hvad nu, hvis der for ham er tale om en højst nødvendig del af den kristne menigheds liv! Hvad nu, hvis det upersonlige, der er over den jødiske almisse, for ham er helt utænkeligt!	Paulus i Rom 12,8: "den, der formaner, sin formaning; den, der giver, skal give rundhåndet (en aplothti). Den, der er forstander, skal være det med iver, og den, der øver barmhjertighed, skal gøre det glad og gerne".
⁸¹ Noget kunne jo tyde på, at det forholder sig just sådan. Han lægger f. eks. vægt på, at gaven fremkalder tak til Gud. Og han giver i 2 Kor 8 to for så vidt vidt forskellige eksempler på motiver til at give: det ene, at man skal give, for at efterfølge Kristus (vers 9), det andet, at man ved at give nu selv kan få igen, hvis man engang skulle komme i trang (vers 14). Men i begge tilfælde er enhver tanke om, at man skulle give for at pudse sin glorie, udelukket.
⁸² Og det er vel netop det, der i Rom 12,8 betegnes med ordet aplouV. Du skal give ud af sindets sluttethed. Du skal give, fordi det falder dig naturligt. Du skal give, fordi du i den situation, du er i, ikke kan gøre andet. Og at det så ender med at blive sådan, at du giver rigeligt, det er i denne forbindelse en tilfældighed.
⁸³ Det samme er tilfældet i 2 Kor 8,2. Er man velvillig, som jeg var det i sp09#38, kan man nok sige, at sagen blot er den, at man i et nogenlunde letflydende dansk ikke kan få alle de nuancer med, som indeholdes i den græske tekst. Men man kan nok også sige, at dette med gavmildheden overhovedet ikke omtales på græsk.	Paulus i 2 Kor 8,2: "Under stor prøvelse og trængsel er deres [makedonernes] overstrømmende glæde og dybe fattigdom strømmet over i den rigeste gavmildhed [eiV to ploutoV thV aplothtoV autwn]".
⁸⁴ I 2 Kor 9,11 vil jeg ligefrem foreslå, at man udskifter ordet "gavmildhed" med ordet "helhjertethed". Jeg kan godt se, at ordet "helhjertethed" forekommer lidt malplaceret på dette sted, men dels er det jo altså det, der står, dels er det ikke altid tilrådeligt, at oversætterne gennemtygger teksten for læserne. I tilfældet her: det er læserne selv, der skal drage den slutning, at når makedonerne får rigeligt af alt til at være helhjertede, giver de nok rigeligt.	Paulus i 2 Kor 9,11: "v11 så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os". "v11 så I får rigeligt af alt til al helhjertethed, og det en helhjertethed, som fører til taksigelse til Gud gennem os".
⁸⁵ Alt ialt: Der ligger en rigdom i ordet om øjet som legemet lys, som jeg ikke før har været opmærksom på, og som også tilsløres ikke så lidt af den danske oversættelse. Jeg håber at have fået noget af denne rige skat gravet frem med denne undersøgelse.
⁸⁶ Videre til sp11!
⁸⁷ c
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c