1. Om almisse, bøn og faste, Matt 6,1-18. 2. Om øjet som legemets lys. #29. 3. Luther om faste. #53. Og om næringssorg. #70.
Tilbage til oversigten!
| 1 Om almisse,
bøn og faste.
Det har været mig magtpåliggende at vise, at den fænomenologiske metode har kunnet anvendes ved udlægning af bjergprædikenen. Jeg indrømmer blankt, at der bliver tale om en anden udlægning end den, vi præsenteres for igennem Luthers prædikener, og jeg indrømmer ligeså blankt, at resultatet heller ikke svarer til det, man kan udfinde ved at gå moderne prædikenvejledninger igennem. Begge dele skulle fremgå af det foregående. |
|
| 2 Nu står jeg så imidlertid overfor den opgave at skulle fremkomme med en udlægning af de dele af bjergprædikenen, som man ikke skal prædike over ifølge den danske tekstrække, og derfor kan jeg ikke mere trække på de erfaringer og overvejelser, jeg har gjort under mine egne, tidligere prædikenforberedelser. Så derfor er jeg lidt spændt: Hvad mon der kan komme ud af en sådan gennemgang af Matt 6,1-18? | |
| 3 Afsnittet er delt ind i tre dele, svarende til et angreb fra Jesu side på farisæerne for deres almisse, deres bøn og deres faste. Men denne fine inddeling "skæmmes" noget af, at Fadervor er anbragt midt inde i afsnittet om bøn, hvilket gør dette afsnit meget længere end de andre afsnit. Men naturligvis, vi kristne tager gerne denne æstetiske mangel med i købet, når vi får Fadervor til gengæld. | |
| 4 Dog bevirker indskydningen af Fadervor, at der også forekommer en advarsel mod at bede som hedningerne, med mange ord, måske en lidt malplaceret advarsel, når skytset ellers rettes mod farisæerne. Og endvidere får Fadervors femte bøn evangelisten til at anbringe et ord om forholdet mellem Guds tilgivelse og vor tilgivelse umiddelbart efter Fadervor. Og først efter denne digression går han videre med at gengive Jesu angreb på farisæerne for deres faste. | Matt 6,7: "Når I beder, så lad ikke munden løbe,
som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres
for deres mange ord. v8 Dem må I ikke ligne". (ntmatt06#7)
Matt 6,14: "For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. v15 Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser". (ntmatt06#14) |
| 5 Hvad jeg her i første række vil hæfte mig ved, er Jesu tre gange gentagne påstand om, at farisæerne allerede har fået deres løn udbetalt, som det hed i den gamle oversættelse. Hvad vil mon det sige, at de har fået deres løn? Er det en løn, der er skrevet op til dem i Guds lille sorte bog, så de, når de møder ham på dommens dag, får læst op af alle de små noter, han har gjort sig angående deres handlinger? Eller er det en løn, der tænkes at være blevet udbetalt allerede her i det dennesidige? Og ifald det er det sidste, hvori består så den løn, Jesus taler om? | Matt 6,2: "Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn".
(ntmatt06#2)
Matt 6,5: "Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn". (ntmatt06#5) Matt 6,16: "Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn". (ntmatt06#16) |
| 6 Det, der synes at være farisæernes overtrædelse, er åbenbart, at de har "glemt" Guds skjulthed. Deres overtrædelse minder om den overtrædelse, som de mennesker begår, der understreger deres tale med eder. (Matt 5,33-37). Disse mennesker vil ikke nøjes med sprogets egne iboende kræfter; i stedet vil de understøtte dem, hjælpe dem på vej; og når de ikke vil det med sproget selv, skyldes det, at de er "lidettroende", de stoler ikke på, at sproget selv, de ord, de taler, har mulighed for at trænge igennem til den andens hjerte. På lignende måde her: Det er ikke nok for farisæerne at lade bønnen, almissen, fasten tale for sig selv; disse ting skal absolut gøres synlige. Og at gøre disse ting synlige vil sige at gøre dem synlige overfor andre mennesker. | |
| 7 På den måde bliver farisæernes gudsforhold til et offentligt anliggende. Farisæerne har kun deres gudsforhold igennem andre mennesker. Og da andre mennesker også har deres gudsforhold gennem andre, betyder det, at ingen har et ægte gudsforhold. Den onde cirkel vil Jesus bryde med disse ord. | |
| 8 Måske det nye ved Jesu forståelse af gudsforholdet er, at han ser, det er et forhold i det skjulte. Det så vel farisæerne også, vil man sige. Ja, det må vel ethvert menneske indse. Gud kan man ikke sådan tage og føle på. At han er en Gud i det skjulte, er oplagt for enhver. | |
| 9
Måske.
Men de mennesker i Jesu samtid, der håbede på Guds direkte indgriben for at frigøre jøderne fra romernes undertrykkelse, zeloterne, de så i hvert fald ikke Gud som en Gud i det skjulte. Kanhænde Gud ikke åbenbarede sig lige nu, men snart, meget snart ville han åbenbare sig, snart, meget snart ville Guds rige sætte sig igennem trods al verdens modstand. Guds skjulthed var kun foreløbig. Den ville snart afløses af en åbenhed, som hans modstandere ville blive tvunget til at bøje sig for. |
|
| 10 Sådan så jo imidlertid farisæerne ikke på sagen. For dem havde Gud åbenbaret sig i loven. Sinai-åbenbaringen var stedet, hvor Guds skjulthed blev afløst af klarhed. Og toraen var stedet, hvor man kunne finde den Gud, der ellers var skjult. Så i en vis forstand var Gud ikke skjult for farisæerne. De havde Guds lov, og den tolkede de på, og den rettede de sig efter. Så heller ikke for farisæerne var Gud sådan for alvor en Gud i det skjulte. | |
| 11 Det var han imidlertid for Jesus. Og det gav sig bl. a. udslag i, at man måtte ændre på farisæernes praksis med både bøn, almisse og faste. Når Gud er en Gud, der selv er i det skjulte og som derfor ser i det skjulte, så er dette at bede i sit lønkammer i hvert fald tilladt, måske endda mere naturligt end at bede offentligt, ja, måske den eneste naturlige måde at bede på. | |
| 12
Hvordan erkender du Gud?
Man kan påstå, at én eller anden har fået en åbenbaring fra Gud, og at mennesker kender Gud igennem denne åbenbaring. Det gør jøderne med Sinai-åbenbaringen, og det gør muslimerne med koran-åbenbaringen. Den form for åbenbaring kan jo nu imidlertid ikke bevises. Gud er, som Jesus her siger det, en Gud i det skjulte. Hvordan kan man så vide noget om ham? Det kan man heller ikke. Men er man en flok mennesker, der mener, han har åbenbaret sig på Sinai eller i koranen, så kan man indenfor denne gruppe tale om dette som om en fastslået kendsgerning. Men troen og gudsforholdet bliver i så fald et forhold, man har igennem det samfund, man lever i, ikke et forhold, som den enkelte står i alene ved at være et enkeltmenneske. |
|
| 13 Og fordi man således har gudsforholdet igennem sit samfund, derfor er den form for bøn, som farisæerne præsterer, for dem en naturlig form for bøn. De vil ses af andre mennesker, siger Jesus om dem. Selv vil de nok sige, at de med deres fromhed vil opægge de andre jøder til en tilsvarende fromhed. Men ligesom deres gudsforhold fortæller dem, at de har en Gud, der tvinger sin åbenbaring igennem, sådan er også deres forhold til andre mennesker baseret på tvang. Det er vel ikke fysisk tvang, der er tale om, mere en moralsk tvang, en tvang, der hidrører fra, at de gerninger, der skal gøres, er synlige gerninger; gør du dem ikke, vil andre kunne se det og bebrejde dig det. | |
| 14 Men nu er altså Gud en Gud, der er i det skjulte. Hvad betyder nu det? Ja, det betyder jo blandt andet, at han ikke tvinger sin åbenbaring igennem. Han åbenbarer sig i det skjulte, i menneskers samvittigheder, i de love og regler, der kommer ud af menneskers diskussion om retfærdighed og uretfærdighed, i de forhold mellem mennesker, der bliver retvendt ved hans ånds indgriben. Men selve denne åbenbaring, en åbenbaring igennem Ordet og Ånden, er en skjult åbenbaring. Det er kun den enkelte, der véd, at det, han her har været udsat for, kun kan forklares ved Guds finger. Andre kan ikke se det, det kan ikke påvises i det ydre. | |
| 15 Det vil sige, selv i denne lille detaille, at Gud er en Gud i det skjulte, dukker Jesu særlige gudsbillede op. Gud vil ikke tvinge noget igennem. Du må selv indse, hvordan ordet har kræfter i sig, du må selv erfare, hvilke kræfter der er tale om, du må selv bøje dig for disse kræfter i tro, og den tro, du dèr når frem til, må som den naturligste sag af verden vise sig i dine gerninger, blandt andet altså i den gerning, at du undlader at understrege dine ord med eder, og i den gerning, at du ikke føler nogetsomhelst behov for at give almisse eller bede eller faste i al offentlighed. Du tror ikke på Gud, fordi alle i dit samfund tror på ham, du tror på ham, fordi du har erfaret sprogkraften i dit liv. Og den erfaring er din og kun din. | |
| 16 Ikke, at denne erfaring er stum; du kan så udmærket dele denne erfaring med andre (som jeg jo gør det her). Men den henvisning, du gør til det, som andre har erfaret, er en henvisning til en erfaring, som kun enkeltmennesket kan gøre, det er ikke en henvisning til en fælles erfaring. Blot går du ud fra, at andre har erfaret det samme som du selv. | |
| 17 Man kunne nok i første omgang tro, at det, Jesus ville, var at afsløre farisæerne i deres hykleri. De foregiver at give almisse, at bede, at faste, men det eneste, de vil, er at ses af mennesker. Men så kommer man ikke rigtig til bunds med dette, at de har fået deres løn. Hvilken løn? Hvornår har de fået den? | |
| 18 Det er blandt andet derfor, jeg har følt det nødvendigt at udvide anklagen mod farisæerne noget. Når det, der er galt med dem, så nogenlunde er det, jeg har skildret ovenfor: at de vil være fromme og vil opægge andre til at være fromme, så bliver den løn, de allerede har fået udbetalt, identisk med den lovtrældom, de kommer ind under med deres fromhed. De mener, tingene skal gøres på en måde, så det kan ses af andre mennesker. Og de mener, at de derved opægger deres folkefæller til større fromhed. Men derved lukker de sig inde i et lovfromhedens fængsel. Derved får de som løn for deres fromhed en bundethed til regler og bestemmelser, som driver al naturlighed ud af deres liv. | |
| 19 Derved bliver den almisse, der skulle gives af et oprigtigt hjerte, hvad enten den nu ses som en skyldighed, man gør overfor Gud, eller som noget, man yder den næste, der er trængende, forvandlet til en gerning, man gør for sin egen skyld: man vil ses og beundres af de andre; man vil fremhæve sig selv som én, der retter sig efter den åbenbarede lov. | |
| 20 Og derved bliver den bøn, der skulle være den naturligste sag af verden, ændret til at være noget, man skal præstere. Ligesom også fasten forandrer karaktér: fra at være noget, man gjorde for om muligt at påvirke Gud, altså fra at være et udtryk i gudsforholdet, bliver den noget, man kan prale af og vise frem overfor andre. Som om ens gudsforhold kom andre ved. | |
| 21 Man kunne nu selvfølgelig sige fra enten den jødiske eller den muslimske fromheds side, at når sådan både almisse, bøn og faste bliver internaliseret, risikerer vi så ikke, at de helt forsvinder? | |
| 22 Og det er klart, det er da en risiko. Men er fasten kun tilbage som en tom, ydre form, er den så værd at bevare? Man kan jo lægge mærke til, at Jesus ikke påbyder hverken almisse, bøn eller faste i denne tekst. Han går blot ud fra som en given ting, at dette forefindes; måske også, at det skal være der og er godt sådan. Hvad han beskæftiger sig med, er alene, hvordan en ret almisse, en ret bøn og en ret faste så skal være. Og det gælder alle tre udslag af gudsforholdet, at de skal holdes i det skjulte, man skal ikke lade andre se, at man faster eller at man giver almisse eller beder. Om så den ydre faste med tiden vil forsvinde, det vides ikke. Men vi aner ikke, om det har været Jesu hensigt. | |
| 23 At det er gået sådan i den lutherske kirke, er sandt nok. Og at det er gået sådan, at fasten er forsvundet, netop fordi Luther rettede sig efter Jesu anvisning her: at fasten skulle holdes skjult for andre, det er nok også sandt. Men det er jo dog en anden sag. Og hvem siger forøvrigt, at fastens udfasning skyldes, at den skulle være skjult? Det kunne lige så godt hænge sammen med, at man ikke mere kunne se nogen fornuftig grund til at faste, "fornuftig", det vil sige, dette at faste hang ikke mere i den lutherske kirke sammen med opfattelsen af gudsforholdet. At faste var ikke mere nogen fortjenstfuld gerning, at faste bragte ikke mere noget menneske aflad, så man ikke skulle tilbringe så lang tid i skærsilden. At faste betød kun at kue sit kød, at spæge sit legeme, så man viste det, hvem der var herre. Men denne begrundelse finder vi ikke i dag overbevisende. Derfor faster vi ikke. | |
| 24 Endelig kan man lægge mærke til, at den kristne kirke jo hele tiden har haft kirkebøsser i kirken og har afholdt gudstjenester, hvori indgår offentlige og fælles bønner. På trods af Jesu anvisning om at gå ind i lønkammeret. Almissen kan man vel bedre give i dølgsmål, men bønnen i gudstjenesten må nødvendigvis foregå offentligt. Og bemærkelsesværdigt er det vel også, at den bøn, Matthæus har anbragt i bønsafsnittet af denne tekst, Fadervor, på trods af ordene om, at man, når man beder, skal gå ind i sit lønkammer og bede i det skjulte, er en flertalsbøn. Skal man være helt alene, når man beder? Ja, siger teksten. Nej, siger Fadervor. | |
| 25 Eller man kan lægge mærke til, at selv om Luther mange steder højlig gør nar ad munkenes tidebønner, så er det dog ikke sådan, at han fuldstændig afskaffer al bøn i den kristne gudstjeneste. | Luther i "Om munkeløfterne": "Hvis (som Paulus siger) der kom nogen vantro ind til dem, mens de brøler, mumler, råber, og så, at de hverken profeterede eller bad, men kun, som de plejede, blæste luft igennem organernes rør, som de efter fælles råd samordnede, og ganske enslydende fremstillede sig, mon så ikke han med god ret ville sige: Hvilket vanvid?" (vot04#56) |
| 26 Med alt dette skal jeg ikke sige, at nogen på Jesu tid havde fået den tanke, at Gud ikke var til. Slet ikke. Og da slet ikke, at Jesus selv var besat af den tanke. Men jeg vil nok sige, at noget af det nye, Jesus kom med, var en ny forståelse af Guds åbenbaring. Hvor man hos jøderne (eller hos farisæerne, som vi plejer at sige) mente, at Gud havde åbenbaret sig på Sinai i loven, og at man skulle adlyde de lovregler, de fromme rabbinere havde uddestilleret af mosebøgerne, og at man skulle adlyde dem, hvad enten man forstod dem eller ej, dèr vil Jesus hævde, at al lydighed mod Gud må være forstående lydighed. Den Gud, hvis bud man skal adlyde, er derfor en Gud, der åbenbarer sig i menneskets samvittighed. | |
| 27 Ikke, at vi så i Jesu forkyndelse straks har det selvberoende mennesker, som trådte frem på verdenshistoriens arena med oplysningstiden. På ingen måde. For dette at nå frem til at kunne høre, hvad der da siges i ens eget indre, er noget, et menneske kun kan gøre ved åndens hjælp. Kun fordi ånden åbner dine øje, kan du se, hvad der hele tiden har været til at se: at den nye pagt er åndens, ikke bogstavens pagt; at tjenesten for bogstavens pagt er en dødens tjeneste. (2 Kor 3,4ff). | Paulus i 2 Kor 3,4-8: "at vi duer til noget, skyldes Gud, v6
som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny
pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel,
men Ånden gør levende. v7 Men når dødens
tjeneste, indhugget i sten med bogstaver, havde sin herlighed, så
at Israels børn ikke kunne se på Moses' ansigt på grund
af hans ansigts stråleglans, der dog forsvandt, v8 hvor meget
mere vil så ikke Åndens tjeneste have sin herlighed".
|
| 28 Det er derfor, vi må sige, at åbenbaringen i hjertet ikke sker ved åndens direkte indgriben, men ved ordet og ved ånden. Det vil sige, vi når frem til den rette forståelse, når vi lytter til Jesu ord, og når ånden lukker vore øjne op for, hvad de har at betyde; når ånden får os til at se, hvordan de interfererer med vort liv. Det gør de på den dobbelte måde, at vi forstår dem ud fra erfaringer, vi har gjort i vort liv, og at vi får øje på forhold i vort liv i kraft af det ord, der lyder til os fra Kristus. | |
| 29 Øjet som
legemets lys
Alt det vil jeg mene belyses yderligere gennem Matt 6,22f. Derfor vil jeg tillade mig at tage dette ord frem nu! |
Matt 6,22f: "Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst; v23 men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke - hvilket mørke!" (ntmatt06#22). |
| 30 Først skal vi nok lige med Luther (bjerg15#12) gøre opmærksom på, at ordet også findet et andet sted i det ny testamente, nemlig i Luk 11,34f, og at det dèr ikke handler om gerrigheden eller havesygen. Og jeg vil for egen regning føje til, at skønt Luther behandler ordet, som om det er en advarsel mod havesyge og kun det -- før han overhovedet går i gang med at udlægge ordet, bringer han en lang beskrivelse af, hvor forfærdelig havesygen er, ikke mindst, hvis den rammer dem, der skal prædike evangeliet -- og skønt ordet for så vidt godt på den plads, det har her, kunne lægge en sådan udlægning nær, så vil jeg dog ikke behandle det som en advarsel, rettet mod gerrigheden eller havesygen. | Luk 11,33ff: "Ingen tænder et lys og sætter det ned i kælderen eller ind under en skæppe; man sætter det i en stage, så de, der kommer ind, kan se lyset. v34 Dit øje er legemets lys. Når dit øje er klart, er også hele dit legeme lyst; men er det mat, er også dit legeme mørkt. v35 Se derfor til, at lyset i dig ikke er mørke! v36 Hvis altså hele dit legeme er lyst og ingen del mørk, så vil det være helt lyst, som når lysets stråler skinner på dig." |
| 31
Joachim Jeremias' udlægning vil jeg heller ikke holde mig til. Han
når, som man kan se, frem til, at Jesus-ordet skulle kunne gengives
således: "Er dit øje fejlfrit, så er hele dit legeme
lys; er dit øje sygt, så er helt dit legeme mørkt".
Dette skulle så ret og slet være en erfaringssætning.
Først i slutningen af vers 23 og i Luk 11,35 fremkommer der en udlægning
af lyset som det indre lys, hævder Jeremias, og derfor har Lukas
ret, når han lader Jesus tale ordet til skarerne og lader det være
vendt imod Jesu modstandere. De er blinde og derfor forstokkede.
Og det er jo sandt, som Jeremias gør opmærksom på i noten (n31b), at Jesus flere steder kalder farisæerne "blinde", dels blinde i sig selv, dels blinde vejledere for blinde (Matt 15,14). Men der ligger dog vel mere i det end denne blotte og bare konstatering af, at disse mennesker altså er forstokkede. Bare det, at man måske ud fra sammenhængen kan drage den slutning, at de, farisæerne, mangler det indre lys. Det må dog få os til at spørge, hvordan så det indre lys kan være en vejledning for os. Sker det uden videre, eller kan der siges mere om det? |
Joachim Jeremias i "Die Gleisnisse Jesu", side 141: "Matthäus hat, wie sein Kontext (6,19-21) zeigt, das Logion 6,22f. als Allegorie verstanden: aplouV = "einfältig, lauter", ponhroV = "neidisch, habgierig". Er bezieht also schon 6,22-23a auf das innere Licht und versteht das Logion als Warnung an die Jünger vor Habgier. Aber Lukas weiss von dieser Ausdeutung nichts. Vielmehr wird ursprünglich = aplouV aram. gelim = "fehlerfrei", ponhroV = aram. bis = "krank" sein (n31) und Mt. 6,22-23a wird einen ganz schlichten Erfahrungssatz aussprechen: "Ist Dein Auge fehlerfrei, so ist Dein ganzer Körper licht; ist Dein Auge krank, so ist Dein ganzer Körper dunkel". Erst 6,23b bringt, wie Luk 11,35 zeigt, die Anwendung auf das innere Licht: ist schon leibliche Blindheit furchtbar, wieviel mehr die innere! Dann aber hat Lukas recht, wenn er das Wort zur Menge und im Blick auf Jesu Gegner gesprochen sein lässt. (n31a) Blind sein heisst verstockt sein. (n31b) Ihr seid verstockt! Welch furchtbare Finsternis (to skotoV poson Mt. 6,23)! |
| 32 Jeg vil mene, at man skal se nærmere på ordet aplouV. Den danske oversættelse, som man gentager både hos Matthæus og hos Lukas, gør nærmest ordet til en tautologi, der ikke bringer nogensomhelst oplysning. "Øjet er legemets lys". Her har vi det grundlæggende billede. Men dette i sig selv er kun til ringe hjælp, når billedet skal udlægges. Og siger man så, at hvis øjet er lyst, er legemet lyst, og hvis øjet er mørkt, er også legemet mørkt, så bringer man intet nyt for dagen. Vi er stadig ikke kommet længere end til "øjet er legemets lys". | Matt 6,22f: "Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst; v23 men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke - hvilket mørke!" (ntmatt06#22). |
| 33 Og det er -- næsten -- hvad den danske oversættelse indskrænker sig til. Havde man endda sagt, som Luther, at hvis dit øje er "enfoldigt", så er hele dit legeme lys, så var vi dog bragt et stykke videre i vores udlægning. Men når man i betydningsnuancerne af aplouV/ponhroV lægger sig tæt op af ordene fwteinoV/skoteinoV, så siger man måske ikke noget forkert, men man bringer heller ikke den forståelse frem, som måske kunne bringes frem. | |
| 34 Nej, det interessante ligger netop i det forhold, at der med ordparret aplouV/ponhroV bringes noget nyt ind i billedet. Og vi tvinges derfor til at undersøge, hvad da vel aplouV kan betyde. | |
| 35 Jeg har i bjerg10#34, noten, gjort opmærksom på den lidt for hurtige danske oversættelse af Rom 12,8. Der står om den, der vil give almisse, at han skal gøre det en aplothti. Og det betyder ikke uden videre "rundhåndet". Den tidligere danske oversættelse havde "uden bagtanker". Og det var dog et velment forsøg på at få ordene til at hænge sammen. Den latinske oversættelse, Vulgata, har "in simplicitate", "i enfoldighed". Men både, når det drejer sig om det latinske "in simplicitate" og når det drejer sig om Luthers tilsvarende "einfältig", må man gøre sig klart, at "enfoldig" ikke betyder "enfoldig". | Paulus i Rom 12,8: "den, der formaner, sin formaning; den, der giver, skal give rundhåndet (en aplothti). Den, der er forstander, skal være det med iver, og den, der øver barmhjertighed, skal gøre det glad og gerne". |
| 36 Det betyder "med sindet helt", "med et sind, der ikke er tvefoldigt, det vil sige: ikke er delt i to, men helt". "Enfoldig" skal tages ret bogstaveligt efter den gamle betydning: "én gang", "i ét stykke". Og for at undgå den nedsættende betydning, som vi i dag tillægger ordet "enfoldig", idet det hos os altid betyder "naiv", "barnlig", vil jeg foreslå ordet "helstøbt", uanset at det måske er lidt svært at forstå, hvordan man kan give almisse på en helstøbt måde. | |
| 37 I 2 Kor 1,12 har den danske oversættelse valgt den læsemåde, der siger en aplothti, ikke den, der siger en agiothti, "i hellighed", eller "helligt", skønt vist begge læsemåder er lige godt bevidnede. Vulgata har også "in simplicitate", og det vil sige, at her træffer vi igen dette "enfoldige" i sindet, denne gang oversat til dansk ved "oprigtig". | 2 Kor 1,12: "For én ting kan vi være stolte af og sige med god samvittighed: Vi har her i verden, og især hos jer, levet oprigtigt [en aplothti] og renfærdigt for Gud, ikke med verdslig visdom, men af Guds nåde". |
| 38 Det gør vi også i 2 Kor 8,2, hvor Paulus er i gang med at beskrive, hvordan makedonerne har givet til de fattige i Jerusalem. Her er den danske oversættelse igen lidt fattig. Eller man skal vist snarere sige, at det er temmelig umuligt på nogenlunde normalt dansk at få alle de nuancer med, som den græske tekst indeholder. Egentlig står der, at deres overstrømmende glæde og dybe fattigdom er strømmet over "til deres enfoldigheds rigdom". Det, man ikke kan få med på dansk, er altså, at de giver "af hjertet", "uden bagtanker", "i deres sinds sluttethed" eller hvordan man nu vil formulere det. | 2 Kor 8,2: "Under stor prøvelse og trængsel er deres [makedonernes] overstrømmende glæde og dybe fattigdom strømmet over i den rigeste gavmildhed [eiV to ploutoV thV aplothtoV autwn]". |
| 39 Man vil lægge mærke til, at der synes at være to betydninger af ordet aplothV, dels "oprigtighed", dels "gavmildhed". Sådan forholder det sig dog nok ikke. Eller rettere: at sige sådan er at smutte udenom vanskeligheden. For problemet er, hvordan vi kan få grundbetydningen "helhed", "sluttethed" anbragt, hvor ellers ordet "gavmildhed" for os er det mest naturlige. | |
| 40 Dette problem tilspidser sig i 2 Kor 9,11-13. Her forekommer ordet aplothV i vers 11 og i vers 13. Men det første sted er det oversat ved "gavmildhed", det andet sted ved "oprigtighed". Jeg har i en note (n39) anbragt fire tekster ved siden af hinanden, blandt dem den arbejdstekst, som Bultmann bruger i sin kommentar til 2 Kor og som ses her ved siden af. Her kan man lægge mærke til, at Bultmann i vers 11 oversætter aplothV med "bevis på ligefrem godhed". Lidt omstændeligt, måske. Men han får dog brugt et ord (schlicht), som han kan bruge igen, næste gang aplothV forekommer, nemlig i vers 13. Den danske oversættelse har givetvis lagt vægt på at få en nogenlunde letlæselig tekst frem. Og derfor har man måttet give afkald på en mere nøjagtig tekst. | Bultmann i sin "arbejdsoversættelse": "In allem werdet ihr reich sein an jedem Erweis schlichter Güte, die durch uns Danksagung gegen Gott bewirkt. Denn die Besorgung dieses Dienstes bedeutet nicht nur ein Abhelfen der Mangel der Heiligen, sondern erweist sich als überreich durch die vielen Dankgebete zu Gott. Um der Bewährung in diesem Dienste willen preisen sie Gott wegen des Gehorsams eures Bekenntnisses zum Evangelium Christi und (wegen) der Schlichtheit des Gemeinsinnes ihnen und allen gegenüber"; se n39! |
| 41 I 2 Kor 11,3 bruger Paulus igen ordet, denne gang som betegnelse for det sande forhold til Kristus, næsten som en modsætning til et hyklerisk forhold til ham, som farisæerne havde, eller som de falske apostle, som Paulus skriver imod i 2 Kor 10-13, efter Paulus' opfattelse havde. | 2 Kor 11,3: "v3 - men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige (og rene) forhold til Kristus". [apo thV aplothtoV thV eiV Criston] |
| 42 I Efeserbrevet og i Kolossenserbrevet har vi en formaning til slaverne om ikke at gøre deres gerning som øjentjeneste, men i oprigtighed. Og her dukker vort kendte ord op igen. Og også her er modsætningen "hykleri", "øjentjeneste". Skal en gerning være gjort ud af helstøbthed (en aplothti), skal den være uden bagtanke, man må ikke tænke på, hvordan den tager sig ud, men kun på, hvordan man kan gøre gavn på bedste måde. | Ef 6,5f: "Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt [en aplothti thV kardiaV hmwn] hjerte, v6 ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje". Sml Kol 3,22. |
| 43 Endelig forekommer ordet i Jak 1,5, og her er det i den danske oversættelse gengivet ved "rundhåndet", men om det hellere skulle være gengivet ved "helhjertet" er ikke til at vide. Vi vil nok hellere kalde Gud "rundhåndet" end "helhjertet", men ikke desto mindre betyder vel ordet mere "helhjertet" end "rundhåndet". Men da ordet også andre steder forekommer i forbindelse med almisser eller gaver, kan det nok accepteres. Den danske nytestamentlige oversættelse er jo ikke til studiebrug. | Jak 1,5: "Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet [aplwV] og uden bebrejdelser, og så vil han få den". |
| 44 Alt dette blot for at vise, at man, hvis man oversætter ordet ved "klar", som i Matt 6,22, egentlig ikke kan siges at være i overensstemmelse med det øvrige ny testamente. Og spørgsmålet er jo så: Kan dette skoleridt gennem det ny testamentes gengivelse af aplouV give os nogen oplysning om, hvordan Matt 6,22f da skal forstås? | |
| 45 Jeg vil mene, at ordet aplouV gengiver en sindets sluttethed, som kan udlægges dels som det modsatte af hykleri, dels som det modsatte af påholdenhed. I 2 Kor 11,3, i Ef 6,5 og i Kol 3,22, og nok også i 2 Kor 1,12 og i 2 Kor 9,13, er det betydningen i retning af det modsatte af hykleri, der er fremherskende; i Rom 12,8, i 2 Kor 8,2 og i 2 Kor 9,11 er det derimod betydningen i retning af det modsatte af påholdenhed, der står i forgrunden. | |
| 46 Og egentlig ville jeg nu have påpeget det som et næsten genialt træk hos Matthæus, at han anbringer ordet om øjets lys lige efter ordet om, at hjertet er, hvor skatten er; derved binder han de to dele af kapitel 6 sammen, den første del, der vender sig imod hykleri, og den anden del, der vender sig imod næringssorger. Men jeg må indrømme, at det sådan set ville være lige så genialt og dertil måske lidt lettere forståeligt, hvis ordet havde stået før ordet om hjertet og skatten. | |
| 47 Dog må man vel i det mindste sige, at den dobbeltbetydning, der binder de to dele af kapitel 6 sammen, jo stadig er der. Det vil sige, uanset om placeringen efter ordet om hjertet og skatten er genial eller forvirrende, så kan ordet dog stadig ses dels som afslutning på den første del af kapitel 6 om hykleriet, og dels som indledning til den sidste del om næringssorger. | |
| 48 Lad os tage det første først! Ordet er, påstår jeg, en afslutning på de tre eksempler på hykleri, som Matthæus bringer. I så fald skulle jo farisæerne afgive et eksempel på en sindets splittethed, som Jesu forkyndelse vender sig imod. Det ville måske ikke uden videre falde os ind. | Ef 6,5f: "Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt (helstøbt) hjerte, v6 ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje". Sml Kol 3,22. |
| 49 Men se engang på de to eksempler på formaning til slaverne her ved siden af! Jeg har indsat ordet "helstøbt" for at betegne, at det ord, der oversættes ved oprigtigt, er udtrykket en aplothti, der faktisk bedre kan oversættes til "helstøbthed". Og ærlig talt, når det, Jesus bebrejder farisæerne i deres almissegivning, i deres bøn og i deres faste, er, at de vil ses af mennesker, så kan man vel godt tale om, at de er øjentjenere, selv om de jo ikke sådan direkte er slaver. Eller man kan tale om, at de har to hensyn i f. eks. deres bøn: De vil fastholde deres forhold til Gud, men jo også pleje deres forhold til deres medmennesker: de skulle sandelig gerne se, hvor fromme de er. | Kol 3,22: "Slaver, adlyd jeres jordiske herrer i alt, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men af et oprigtigt (helstøbt) hjerte i frygt for Herren." |
| 50 Slaverne formanes til ikke at øve øjentjeneste, det vil sige, de skal gøre tingene sagligt rigtigt, det arbejde, der skal gøres, har sin egen saglighed, og den saglighed drejer det sig om at fastholde; du skal ikke gøre dig til overfor din herre, så det bliver din medslave, der bliver solgt, hvis det bliver trange tider, og ikke dig. Den sindets enkelhed (latin: simplicitas), som den kristne slave tænkes at have i forhold til Gud, formanes han til at overføre til forholdet til sin herre. Og den splittethed, som man har i sindet, når man i samme åndedrag vil gøre en gerning i gudsforholdet, f. eks. give almisse, bede en bøn, overholde en faste, og gøre en gerning overfor næsten, så næsten kommer til at synes bedre om én, den splittethed er ødelæggende for gudsforholdet, der lever og ånder i "simplicitas", enkelhed, helstøbthed. | |
| 51 Den løn, som disse hyklere allerede har fået udbetalt, kan derfor, udover som i #18, at ses som identisk med den lovtrældom, de kom ind i, også ses som identisk med deres sinds splittethed. | |
| 52
Spørgsmålet er så, om man kan anvende den samme tankegang
på næringssorgen. Er dette at have næringssorg identisk
med at være splittet? Tja, Jesus selv synes at sige noget i den retning,
når han som optakt til talen om himlens fugle og markens liljer siger,
at man ikke kan tjene både Gud og Mammon. Men hvordan splittet? Eller
hvordan kan den, der ikke har næringssorg siges at være aplouV?
For måske at få svar på det spørgsmål vil jeg undersøge Luthers prædiken om faste og hans prædiken over ordet om øjet som legemets lys lidt nøjere. |
Matt 6,24: "Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon". |
| 53 Luther om faste
Jeg har anbragt et ret langt citat fra Augustins Bekendelser her ved siden af. Det forholder sig nemlig sådan, at Luther i sin teologiske grundholdning er faretruende afhængig af Augustin. Som Augustin regnede han drifterne for syndige, ja, regnede dem for identisk med synden selv, arvesynden, grundsynden. Det, der i den forbindelse forekommer os mest mærkeligt, er, at han, på trods af, at han vendte sig imod munkelivet og anbefalede munkene at forlade deres klostre, alligevel var af den overbevisning, at det var via den kønslige forening i samlejet, at synden førtes videre til den næste slægt. Mest tydeligt ses det i en prædiken, han holdt på dagen for jomfru Marias ubesmittede undfangelse. (arvsynd). Her går han endda så vidt, at han foruden at regne med, at jomfru Maria er undfanget uden arvesynd, også mener, at hun af den grund er syndfri. (arvsynd#51) |
Augustin i Bekendelser, bog 10, kap 31: "Men når jeg går over fra sultens pine til mæthedens hvile, ligger begæret på lur efter mig i selve overgangen. Den overgang er i sig selv en lyst, og der er ingen anden vej end den, som nødvendighed tvinger mig til at gå. Selv om det er på grund af helbredet, jeg spiser og drikker, så følger der dog et farligt velbefindende med, der som regel prøver at gå foran, så det nu bliver på grund af det, jeg foretager mig, hvad jeg både siger og mener bør ske for helbredets skyld". |
| 54 Dette syn på drifterne: at de er identisk med synden selv, overfører Luther nu imidlertid også på de andre drifter, på driften efter mad og drikke (eller mere omfattende: efter legemlige behageligheder) og på driften efter social anerkendelse. Og specielt, hvad driften efter mad og drikke angår, er det nok værd at være opmærksom på, at han også i det stykke nøje følger Augustin, endda følger ham i den i vore øjne lidt latterlige bekymring, han her giver udtryk for. | Fortsat: "Der gælder heller ikke samme målestok. Hvad der er nok af hensyn til helbredet, er for lidt for nydelsen, og tit er det usikkert, om det er den nødvendige omsorg for legemet, der melder sig med sine krav, eller der ligger en hyklerisk lækkersult bagved. Min stakkels sjæl har sin fornøjelse af denne usikkerhed og skaffer sig med glæde ly under denne undskyldning, at det ikke fremgår, hvad der er tilstrækkeligt til at holde sig rask, så hensynet til nydelse tilsløres under helbredshensyn". |
| 55 Man bedes for så vidt undskylde udtrykket "latterlig". Men vi er i tid og grundanskuelse fjernet så langt fra Augustin, at vi næsten ikke kan andet end se på hans anstrengelse for ikke at narre sig selv, når han tager noget at spise, som latterlig. Dog skal vi jo hele tiden holde os for øje, at det for Augustin (og for Luther) var blodig alvor. Luther siger vistnok ikke, at han tager sin mad, som man tager medicin: for at opretholde livet og kun det; men han har den samme grundindstilling: at det i grunden er en farlig overgang, overgangen fra sulten til mæt. | Fortsat: "Jeg påkalder din højre hånds hjælp og betror dig mine vanskeligheder; for jeg kan endnu ikke træffe nogen holdbar afgørelse i denne sag. ... Under disse fristelser er det altså, jeg daglig kæmper med min lyst til mad og drikke, for det er ikke noget, jeg kan beslutte mig til at holde mig fra en gang for alle, som jeg kunne med samleje". |
| 56 Det vil sige, at det, Luther skriver i prædikenen her ved siden af, skal forstås på augustinsk vis. Der er virkelig tale om, at man skal holde måde med alle legemlige nødvendigheder og ikke svælge i det eller tro, man frit kan gøre det, som man lyster. Gør man det, er det ensbetydende med, at man giver efter for legemets lyster. | Luther i prædiken over Matt 6,16-18: "Men så langt går den almindelige regel for alle kristne, og det er enhver påbudt, at han lever mådeholdent, ædru og kysk, ikke én dag, eller ét år, men dagligt, hele tiden; det er, hvad skriften kalder sobrietatem, ædrueligt liv: så selv om ikke alle kan overholde den høje faste, så kan de dog bringe det så vidt, at de med det at spise, at drikke, at sove, og med alle legemlige nødvendigheder holder måde, så det tjener til nødvendighed og ikke til overflod og frit forbrug." (bjerg13#48). |
| 57 Endda kan man lægge
mærke til, at han, nøjagtig som Augustin gør det, går
betragtelig videre. Det drejer sig ikke alene om, hvad man spiser eller
ikke spiser, men om alt, hvad kroppen synes om og befinder sig godt ved;
alt sådant skal man give afkald på; alt sådant skal forsages.
Og det må vi vel indrømme: Den karske og robuste og nutidige (?) Luther, som vi kender så godt, er der ikke meget af i det, han her skriver. Nej, her møder vi munken Martin Luther, her møder vi ham, der i klostret lærte at spæge sit legeme og lærte det, vel at mærke, på en måde, så han hele livet igennem aldrig ophørte med det. |
Luther i prædiken over Matt 6,16-18: "så er det ikke nok, at du om aftenen intet spiser, det er kun en del af det, og det den ringeste del, nej, den består deri, at du tugter din krop og holder den i mådehold. Det har ikke alene med at spise, at drikke, at sove, osv. at gøre, men handler også om at gå ledig, om alle slags fornøjelsesspil, og om alt, hvad der kan gøre kroppen vel, alt, hvad man plejer og opvarter den med. At faste betyder da nu at afbryde og udrydde alt sådant, og det alene af den grund, at man kan holde kødet i tømme og ydmyge det," (bjerg13#34f) |
| 58 Nå ja, det sidste véd jeg sådan set ikke. For så vidt jeg har erfaret, er der ikke nogen steder, hvor Luther i et brev eller lignende har oplyst, at han var i gang med at faste og derfor ikke kunne deltage i ét eller andet måltid, han var inviteret med til. Det ville for så vidt passe godt til det, han skriver: at faste fra nu af skal være individuel. Godt nok siger han også, at han ikke tiltror sig selv at kunne levere en ret faste, men man kan vel ikke forestille sig, at han helt opgiver forsøget. | Luther i prædiken over Matt 6,16-18: "Men den slags faste tiltror jeg ikke mig selv at kunne frembringe, og jeg vil heller ikke pålægge nogen den. For her må enhver se på sig selv og fornemme sig frem, for vi er ikke alle ens, så man kan ikke opstille nogen almindelig regel; men enhver må pålægge sig faste og afbryde den, eftersom han har styrke til og eftersom han føler, det er nødvendigt for kødet". (bjerg13#45). |
| 59 Så skal jeg da også lige nævne, at Luther i denne prædiken foreslår, (1) at der indføres en verdslig faste, udråbt af fyrsten, for at mindske forbruget af luksusvarer; dertil kommer en ugentlig fastedag; (bjerg13#28); (2) at der indføres en gejstlig fælles faste, op til højtiderne, f. eks., for at man kan holde orden på, hvor i året man befinder sig; dertil en ugentligt fastedag om fredagen (bjerg13#30); (3) at man hver for sig faster, som Kristus formaner til det i Matt 6,16-18; dette har jeg citeret #57. | |
| 60 Når Luther her tilsyneladende foreslår genindførelsen af de fasteskikke, han tidligere vendte sig imod, skyldes det, at han er opmærksom på, at hvad der foregår samlet, det kan ingen rose sig af som noget særligt. Hvad der kendetegnede fasten i slutningen af middelalderen, var imidlertid, at hver munkeorden havde sine fasteordninger, som alle regnede for noget særligt, det vil sige, for noget ud over det befalede, for overskydende gode gerninger og derfor for noget, der kunne fylde godt op i pavens skatkiste, den skatkiste, hvorfra han uddeler aflad. | Luther i prædiken over Matt 6,16-18: "... for den [faste] omfattede hele folket, og hvad der foregår samlet, det kan ingen rose sig af som noget særligt". (bjerg13#7) |
| 61 Og det er den ene ting ved den middelalderlige faste, som støder Luther: at man mener, man kan fortjene Guds nåde med den. (bjerg13#23) Den anden ting er, at man narrer Gud med den. Man siger, man faster, men i virkeligheden mæsker man sig i alskens lækkerier. (bjerg13#17) | |
| 62 Dog, angrebet på den middelalderlige faste lader jeg her være, hvad det være vil. Hvad jeg her fokuserer på, er udelukkende det, at Luther tænker augustinsk om drifterne, at han ønsker legemet holdt i ave, at han anser det for en god ting, om man kan vise mådehold med mad og drikke, med leg og spil og alskens underholdning, at han altså, ligesom Augustin, kommer ind i en besynderlig mulighed for selvbedrag, når det drejer sig om det spørgsmål: Hvornår er det, at jeg spiser, udtryk for, at jeg stræber efter at opretholde mit legeme, og hvornår er det udtryk for, at jeg søger at tilfredsstille min lyst? | |
| 63 Idag vil vi jo sige, at de to ting ikke kan skilles ad. Vi er fra naturens eller Guds side skabt sådan, at vi har appetit, dvs, lyst til mad og drikke; vi ønsker hinanden "god appetit", når vi skal til at spise, og vi mener det hundrede procent; vi ser det som udslag af sygdom, hvis vi ikke kan "nyde" maden, og "nyde" vil virkelig sige "nyde med al den vellyst, der kan puttes ind i det ord"; vi tillaver maden, så den bliver så velsmagende som mulig, altså ikke blot, så den bliver så letfordøjelig som mulig, ikke blot så gavnlig for vort legemes vedligeholdelse som mulig, men også så velsmagende som mulig. | |
| 64 Hvad ellers? vil man måske spørge. Og svaret kan findes i én lille historie, der fortælles om Frans af Assisi, stifteren af franciskanerordenen, eller barfodsmunkene, som Luther kaldte dem. Han gik engang under et måltid hen til ildstedet, tog en smule aske og strøede det ud på maden. Som forklaring sagde han: "Broder aske er kysk!" Hvorfor gjorde han det? Jo, han var blevet usikker på, for nu at sige det med Augustins ord, "om det er den nødvendige omsorg for legemet, der melder sig med sine krav, eller der ligger en hyklerisk lækkersult bagved" (#57), og for at borttage sin egen indre tvivl om, hvorvidt det er det ene eller det andet, er det, han strør aske på. Så kan det ikke mere være lækkersult, der ligger bag. | |
| 65 Nøjagtig det samme kunne Luther have gjort. For han har, trods al sin modstand mod Frans, den samme grundoverbevisning: drifterne er af det onde, dem gælder det om at holde nede, de er identisk med den synd, som vi altid har i os og altid må bede om tilgivelse for. | |
| 66 Hvad Luther havde imod Frans, var ikke denne grundopfattelse, som Frans havde; tværtimod, den delte han med ham. Nej, hvad der var Luther imod, var, at franciskanerne mente med deres "overskydende gode gerninger" at kunne skaffe "overskud på kontoen" i forhold til Gud; de ville ikke nøjes med at leve af Guds nåde, de ville have retfærdiggørelse ved deres gode gerninger. At denne anklage mod dem så i nogen grad var en fejlopfattelse fra Luthers side, har jeg i en tidligere afhandling søgt at gøre rede for (både Luther og franciskanerne forvekslede begrebet "overskydende gode gerninger" med begrebet "overskydende fyldestgørende gerninger"). (misforst05#1) | |
| 67 Augustin selv gik ikke hen og strøede aske på. Nej, men han mente, at han i dette at faste havde et sikkert middel mod det lurende selvbedrag. Og det var nøjagtig det samme, der var Luthers anskuelse. Han bibeholdt efter sin "reformatoriske opdagelse" sin fra Augustin arvede "munkeopfattelse", at drifterne er af det onde, at vi bør bekæmpe dem livet igennem, at den daglige bod består i, at vi står i stadig kamp imod dem, at et menneske, hvis han ikke til stadighed står i denne kamp, går glip af frelsen. | |
| 68 Blot har altså Luther en så stærk tro på syndernes forladelse, at han mener, at det kun er de mennesker, der ikke er forsynet med en normal kønsdrift, der skal leve i cølibat; alle andre skal gifte sig, selv om dette indebærer, at man uvægerligt kommer til at synde, nemlig derved, at man udfører den ægteskabelige akt. Hvis ikke man vil det, så er det Guds eget råd, man nægter at rette sig efter ("det er bedre at gifte sig end at brænde af begær". (1 Kor 7,9)), og så "synder" man imod retfærdiggørelseslæren, idet man på den måde vil retfærdiggøre sig selv, hvilket er noget af det værste man kan gøre. | |
| 69
Som sagt, hvordan Luther selv har administreret dette at faste, har jeg
ikke fået noget indtryk af nogetsteds. Og det tror jeg forresten
heller ikke andre har. For de fleste Luther-forskere gør intet ud
af Luthers syn på det at faste, vel sagtens ud fra den betragtning,
at eftersom dette at faste er gået af mode hos nutidens lutheranere,
er der ingen grund til at søge oplysning om Luthers praksis på
det punkt. Men at han måske stadigvæk har taget det mere alvorligt,
end vi moderne lutheranere er vant til at forestille os, viser hosstående
citat. Det, der kunne ske "derudover", er, at han kommer til at indtage
mere mad end mådeholdet kræver. Denne "overskydende gode mad"
kommer så ind under den artikel, der hedder syndernes forladelse.
En noget besynderlig udtalelse. For den synd, der her skal forlades, er
jo ikke grundsynden, drifternes uundgåelige hærgen, nej, det
er min administration af det mådehold, jeg har søgt at fastholde.
Og det er dog vel en anden form for synd.
Men den lethed, hvormed han "putter det ind under denne artikel", er, forekommer det mig, begyndelsen til enden på dette at faste i den lutherske kirke. |
Luther i prædiken om faste (Matt 6,16ff): "Men hvis en gang i mellem af svaghed noget sker derudover, det går med ind i den artikel, der hedder syndernes forladelse, som andre daglige svagheder". (bjerg13#49). |
| 70 Luther om næringssorg
Mennesket er et "animal rationale" et tænkende dyr, eller -- med en mere smigrende betegnelse, som Aristoteles vist har opfundet og som er overtaget af nogle sene græske kirkefædre, deriblandt Maximus -- et zwon pneumatikon, et åndeligt dyr. Det vil sige, at vi ikke blot har en drift efter mad og drikke, vi véd også af, at vi har en sådan drift. Og det vil videre sige, at vi, når vi gør os tanker om fremtiden -- og den gør vi os jo tanker om som de rationelle eller sproglige væsener, vi er -- også gør os tanker om, hvordan vi skal skaffe os føden i fremtiden. |
|
| 71 Kierkegaard har meget poetisk skildret den forskel mellem menneske og fugl, som netop gør næringssorg mulig. Mennesket har bevidsthed om det tilkommende, og kan derfor gøre sig bekymring, hvad fuglen ikke kan. Fuglen kan derfor ikke have næringssorg, og er på den måde fritaget for en bekymring, som kun mennesket kan have: bekymringen for morgendagen. Men om end det kunne synes, at fuglen ved denne ubekymrethed således stod over mennesket, hvad jo også antydes, når Jesus bruger fuglen som forbillede, så forholder sig dog omvendt: det er mennesket, der i kraft af sin bevidsthed og i kraft af sin mulighed for næringssorg er højt hævet over fuglen. Fuglens frygtløshed og tillidsfuldhed er egentlig ikke nogen fuldkommenhed; den kan det jo ikke anderledes. | Kierkegaard i en opbyggelig tale: "Hvorledes fremkommer derimod Næringssorgens Mulighed; derved, at det Evige og det Timelige berøre hinanden i en Bevidsthed, eller rettere derved, at Mennesket har Bevidsthed. I Bevidstheden er han evigt langt, langt ude over Øieblikket, ingen Fugl fløi saa langt bort, og dog bliver han netop derved opmærksom paa den Fare, som Fuglen ikke aner: idet Evigheden blev til for ham blev ogsaa den Dag imorgen til. Ved Bevidstheden opdager han en Verden, som ikke den meest bereiste Fugl kjender: det Tilkommende, og naar dette tilkommende ved Bevidstheden tages tilbage i Øieblikket, saa opdages Bekymringen, som Fuglen ikke kjender, thi hvor langt den end fløi og hvor langt borte fra end den vendte tilbage, den fløi aldrig til det Tilkommende og vendte aldrig derfra tilbage". (Samlede værker (1) VIII 280-281). |
| 72 Nu kan man, hvis man læser Kierkegaards opbyggelige taler om liljen på marken og himlens fugle, få det indtryk, at Kierkegaard uden videre slutter fra mulighed til virkelighed: Fordi mennesket kan have næringssorg, derfor går Kierkegaard tilsyneladende ud fra, lidt listigt, at mennesket altid har næringssorg. (se min Kierkegaardafhandling#6c) Det er, for mig at se, en lidt for from slutning. Den kan måske gå an i en prædiken -- skønt, det kan den vel netop ikke, eller: det er noget, vi synes, fordi vi er vant til at høre den slags løse slutninger i prædikener også i vore dage. Og desværre må jeg tilstå, at Kierkegaard ikke har den slags tricks fra nogen fremmed: Luther bruger det samme trick. | |
| 73 Jeg har ellers i denne afhandling hele tiden forsøgt at overbevise læseren om, at nutidens lutherske prædikanter var "ulutherske" (eller at Luther ikke var "luthersk") på den måde at forstå, at Luther ikke selv bruger bjergprædikenens formaninger, som man bruger dem i vore dage. Men hvad næringssorgen angår, må jeg indrømme, at Luther er altfor nutidig; han bruger det samme trick, som mange prædikanter bruger i vore dage. Og det bliver accepteret af samme grund: Overfor en prædikant lægger vi det fromme øre til. Overfor en prædikant er vi, i hvert fald i den lutherske kirke, blevet vant til at anse det for fromt at rette bebrejdelser mod os selv, og det, hvad enten der er hold i dem eller ej. | |
| 74
Det er en meget farlig vej, Luther her betræder. Han lader hele ordet
om øjets lys være en formaning fra Jesus om at passe på
med skinsandheder. Du kan let bedrage dig selv eller bliver bedraget af
en anden. Og hvis først djævelen fortrolder et menneske, så
det tror, det er indfanget af sandheden, mens det i virkeligheden er løgnen,
der har taget magten, så er den jo gruelig gal. Det kan man nok se,
som én, der står udenfor.
Men problemet er jo unægtelig, hvordan Luther kan få overbevist sig selv og andre om, at det er ham, og ikke den anden, der "har" sandheden. Lad det være aldrig så sandt, at et menneske kan bedrage sig selv, så det er fuldstændig overbevist om, at det, det påstår, er sandheden. Men man er da nødt til at tilføje en anvisning på, hvordan man da skelner sandhed fra løgn. Det gør Luther imidlertid ikke. |
Luther i prædiken over Matt 6,22f: "Da foreholder han dem advarslen: Se dig for, at dit øje er enfoldigt og ikke er et skurkeøje; det vil sige, at din mening og din pral er ret og ikke er en hemmelig skurk; pas på, at du ikke bedrager dig selv med falsk skin og tanke. For det er i almindelighed den slags mennesker, djævelen fortrolder og det på samme måde, som når et menneske ligger i drømme eller i søvn og i den grad er fanget, at han ikke kan se, at han drømmer, men ikke tænker eller véd andet, end at det sker ganske som han drømmer, og han er så vis på det, at intet er ham mere sikkert. Alligevel er det overhovedet intet andet end en drøm, der er forsvundet og blevet til intet, så snart han vågner". (bjerg15#14). |
| 75 Han slutter fra dette, at løgnen kan gribe et menneske til dette, at løgnen har grebet et menneske. Han sætter to opfattelser op overfor hinanden, men giver ikke sine tilhørere noget redskab i hænde, hvormed de kan afgøre, hvilken af de to opfattelser der er den sande, og hvilken den forkerte. | Fortsat: "Og selv om han af og til har en fornemmelse af, at det er en drøm, eller selv om han drømmer om at han drømmer, så er han alligevel fanget, så han ikke kan slippe løs eller blive herre over sine sanser. På samme måde er disse mennesker også indfanget; de påstår så sikkert, at deres opfattelse er den rene sandhed, så de tør sværge alt på det, og dog er det intet andet end lutter drømme og vanvittige menneskers tanker". (bjerg15#16) |
| 76 Det vil sige: Her bærer han sig anderledes ad, end da han i sin tid påstod, at paven var antikrist. Dengang, i 1520, havde han en overbevisning, der tilsyneladende var lige så "luftig". Han kunne i skriftet mod Catharinus beskrive, hvordan paven havde sin magt i kraft af "skin"; han fik alting til at se ud som om det var noget, aflad, som var det en virkelighed, pomp og pragt, som var det ærefuldt, munkes vellevned, som var det en overholdelse af fattigdomsløftet. På den måde havde han, eller djævelen bag ham, fortroldet alle mennesker, at de så noget andet end det, der virkelig var. | |
| 77
Men hvordan kunne man så se det, der virkelig var? Det kunne man
ud fra den naturlige fornuft. Og det var netop den, Luther brugte til at
påvise papisternes bedrag med. Ægteskabet er en naturlig ting,
og det er i overensstemmelse med naturen eller med Guds vilje, at de to
ægtefæller holder sammen livet igennem. Men når pavestolen
havde udviklet den pengemaskine, der bestod i at erklære det ene
ægteskab efter det andet for ugyldigt, forudsat man betalte, så
var der tale om, at den angreb en naturlig institution, og fornuften selv
kunne egentlig godt se det, i hvert fald, når den blev gjort opmærksom
på det.
Og når munkene som de eneste i byen levede i et solidt murstenshus med gode trægulve, når de kunne leve fedt af deres tiggeri, så var det bedrag at kalde et sådant liv et liv i fattigdom. |
Luther i "Om munkeløfterne": "For det femte skal vi også sammenligne institutionen "munkelivet" med den naturlige fornuft, d.v.s. med dette grove naturens lys, som, skønt det er Guds lys og gerning, dog ikke befatter sig med sig selv, så at dets dom er fejlagtig i det affirmative (som de kalder det), men dog sikker i det negative. For fornuften fatter ikke, hvad Gud er, men den fatter dog ganske sikkert, hvad Gud ikke er. Derfor kan den (fornuften) ikke se, hvad der er ret og godt overfor Gud (nemlig troen), men den erkender dog ganske klart, at utroskab, mord, ulydighed er noget ondt. Hvilket også Kristus benytter sig af, når han hævder, at "ethvert rige, der er i splid med sig selv, lægges øde". (vot05#2) |
| 78
Og videre: når munke og prælater og andet godtfolk siger,
at de faster, men benytter afholdenheden fra kød til at mæske
sig med lækkerier i både mad og drikke, så er det at
bedrage både mennesker og Gud, ja det er en spot og skændsel
overfor Gud.
Alt dette kan den naturlige fornuft godt indse. Og man kan udnytte menneskers evne til at tænke og drage rationelle slutninger til at afsløre det forargelige forhold. |
Luther i prædiken over Matt 6,16-18: "desuden har man knyttet den skændige tilføjelse dertil, at man gør forskel på maden og har forbudt noget af det, så at det skal kaldes faste, når bare man ikke spiser kød, men samtidig kan man spise de bedste fisk med de kostbareste saucer og krydderier og den stærkeste vin dertil -- derfor har jeg tilrådet og tilråder det endnu, at man simpelthen træder den slags faste under fode, som noget, der sker til lutter spot og skændsel overfor Gud", (bjerg13#21). |
| 79
Men det forholder sig ikke uden videre sådan med Luthers tale om
"der Geiz", havesygen, gerrigheden, trangen til at sikre sig materielt
(vi har ikke noget rigtig godt ord på dansk, der helt dækker
det tyske). Luther indrømmer, at ingen kan se ind i hjertet, og
at det derfor er den enkelte selv, der skal afsløre sig selv, afsløre,
at hans øje er et "skurkeøje" ("Men hvis dit øje er
ondt ..."). Men alligevel tager han sig for at komme med anklager, at påstå,
at den enkelte kun tænker på, hvordan han kan lægge ti
gylden oven i de ti, han har, eller at hævde, at den, der har en
forretning, bruger en masse undskyldninger for at skjule sin "Geiz", han
udsmykker sig, forsvarer sig: det er ikke gerrighed, det er kun naturlig
forretning.
Men "Geiz" har i Luthers mund fået et stærkt tilskud fra Augustin. Ligesom Augustin kunne få megen tid til at gå med at kæmpe mod sin naturlige mæthedsfornemmelse -- var der nu ikke tale om lækkersult? var det nu sandt, at han brugte netop denne mad som medicin? -- sådan kan enhver forretningsmand få megen tid til at gå med studier af sit eget indre, hvis han skal følge Luther her. |
Luther i prædiken over Matt 6,22f: "For deri er kød og blod en mester, at de kan misbruge dette lys [Luther prædiker over "øjet er legemets lys"] og anvende det som undskyldning. F. eks. når det nu går ud på, at du måske har fremskaffet en næringsvej til dig selv, og så kommer til at holde af den og kun tænker på, hvordan du kan holde sammen på den og gøre den større, så du, når du har én gylden, dog gerne ville have ti oveni. Se, så løber skurkeøjet med ind i det, det, der ikke alene ser på næringsvejen og det nødvendige, men på sin gerrighed, og dog fint kan udsmykke sig med, at den ikke søger gerrigheden, men gør, hvad Gud har befalet ham og modtager, hvad Gud giver. Velan, her kan ingen se ind i hjertet og dømme dig, men se du selv til, at dit øje ikke er et skurkeøje". (bjerg15#29f) |
| 80 "Geiz" er hos Luther forstået som identisk med driften efter mad og drikke. At havesygen viser sig hos et menneske betyder, at det menneske søger at sikre sig, at det har i sig den uudryddelige trang til at have nok, også for i morgen. Og den trang er af det onde. Den skal holdes nede. Helst skulle den vel udryddes, men da dette er umuligt, skal den i hvert fald holdes nede. | |
| 81 Den overbevisning er det, der giver Luther hans sikkerhed i denne prædiken. Den bevirker, at han er i stand til at anklage for havesyge så gennemgribende som tilfældet er. | |
| 82 Men den bliver dobbelt farlig, når den kombineres med den i og for sig rigtige iagttagelse, at ingen vil finde sig i at blive anklaget og derfor får selv sine dårlige gerninger til at fremstå gode. Så ligger vejen åben for det tankemisbrug, at man kan påstå om hvemsomhelst, at han er en synder, han vil blot ikke selv indrømme det, han har fortrængt det, den mekanisme, at man ønsker at dække over sin ondskab, træder i funktion. | Luther i prædiken om øjet som legemets lys: "ja, sådan er alle mennesker indrettede, at ingen vil se sin synd anklaget, men de laver alle et skalkeskjul, så man skal rose den og anse den for kostelig, og således gør de ud af én dårlig synd en dobbelt synd". (bjerg15#47) |
| 83 Dette prædikantfif bruger altså Luther. Og mange evangeliske prædikanter har lært af ham på det punkt. Men mens man dog i nogen grad kan undskylde Luther med, at han var nødt til at bruge denne tankegang overfor papisterne, så har nutidens misbrugere ikke en tilsvarende undskyldning. Hos dem, og også hos Luther mange andre steder end i angrebet på papisterne, er tankegangen gået agurk, det vil sige, den har løsnet sig fra den tanke om den naturlige lov, der oprindelig holdt den i ave, og kører nu sit eget løb. | |
| 84 Det er også denne løbske prædikanttankegang, der har bemægtiget sig Luther de mange steder, hvor han med ret negativt resultat sammenligner det katolske "før" med det evangeliske "nu". Disse mange skuffede bemærkninger fra Luthers side har fået en del katolikker til at tro, at han afbilder virkeligheden, og at da i hvert fald han må være et troværdigt vidne i sagen om den katolske gavmildhed kontra den evangeliske, så det altså skulle forholde sig sådan, at hjælpen til de fattige er blevet mindre, efter at evangeliet kom til. | Luther i prædiken om øjet som legemets lys: "Hvor man er begyndt at give, er det sneet ned i hobetal med gaver, til kirker, gudstjenester og gejstlige godser; sådan som før i tiden kejsere og fyrster i en god hensigt skænkede og indstiftede hele lande til gejstligheden. Men omvendt nu, nu er der ingen, der giver så meget som en skilling, og man holder af gerrighed på alt, hvad man har, som om man var bange for at dø af sult". (bjerg15#49) |
| 85 Men det er en kortslutning. Det, Luther har i tankerne, er den ofte ringe løn, man giver sine lutherske prædikanter. Og i hvert fald får man ikke Luther til at sige, at der herskede mindre gerrighed i senmiddelalderen end i de lutherske kirker. Bestemt ikke. Noget af det, der fremkaldte reformationen, var jo, at Luther havde et skarpt øje for den daværende katolske kirkes misbrug, herunder ikke mindst misbrug i retning af økonomisk udbytning. Det vil sige, han kunne så udmærket se, hvordan gerrigheden eller havesygen herskede iblandt prælater og munke og præster, bestemte, hvad de gjorde og ikke gjorde, satte sit præg på forkyndelsen og lå til grund for, hvem der fik hvilke embeder. Så jo, Luther fastholdt da bestemt, også efter, at reformationen var gennemført i Wittenberg, at "efter" var bedre end "før". Men han undrede sig over, at de, der før kunne give så rigeligt, fordi de mente, de måtte give for at opnå Guds nåde, nu ikke er til at formå at give noget, hvor de tænkes at skulle give af taknemlighed over at have Guds nåde. | Luther i prædiken om øjet som legemets lys: "Således har også hidtil munkene, præsterne og domherrerne gjort, de, som ingen har kunnet tilfredsstille med gaver. Hvis én har samlet to, tre eller fire len, så ville han gerne have haft lige så meget til; og dog bruger de alle den smukke undskyldning: Selv om jeg havde nok til det nødvendigste med ét embede, ét præstekald eller ét bispedømme, så hører det dog også med til et sådant embede, at jeg kan beklæde mit embede med værdighed, som en fyrste, adelsmand eller en anden prælat. Så åbner sig nu dørene på vid gab, så han kan klø af gerrighed og tage, hvad han bare kan få fat i, altsammen af den grund, at han kan beklæde sit embede med værdighed". (bjerg15#50f) |
| 86 Noget af det spændende ved Luther, og specielt ved hans prædikener, er imidlertid, at selv om han således til tider lade sig rive med af sådanne prædikantfif, så kan han straks efter vise med sine eksempler, at han befinder sig helt nede på jorden. | |
| 87 Til gengæld er hans økonomiske forståelse i denne anklage mod adelsmændene for at gå ind på håndværkernes gebet i så udpræget grad middelalderens. Dengang havde man laugssystemer, opdeling af opgaverne på mange forskellige håndværk, der alle nidkært vogtede over, at andre ikke overskred de af de fælles regler fastsatte grænser og derved gik ind i deres næring. En udmærket ordning eller en elendig ordning, der effektivt forhindrede enhver form for økonomisk udvikling, det kan man se forskelligt på. Men det er dog ganske besynderligt, at Luther med sit skarpe øje for gerrigheden ikke kan se, at det ikke blot er adelspamperne, der vil drive handel med jern og søm, som er besat af gerrighed, de håndværkere, der vil holde på deres hævdvundne ret til at være monopolister på jern-og-søm-området, er det i lige så høj grad. | Luther i prædiken over øjet som legemets lys: "Hvad er det nu for noget med de store adelspampere, som tager sig for at drive al slags handel også med jern og søm? Det skal slet ikke kaldes gerrighed; nej, fordi Gud har givet det, må enhver søge sin næring, hvor han kan, for at han ærligt kan føre sig i sin stand, osv. Og det er et lys, der gør dem stærblinde, så de af den grund slet ikke kan få øje på noget; skønt det dog også i den verdslige ret er forordnet, at enhver skal føre sin næring og handel, så andre kan være i fred for ham og ernære sig. (bjerg15#63) |
| 88 Gerrigheden viser sig ikke blot hos dem, der vil angribe det bestående laugsvæsen, for derved at kunne tjene nogle flere penge, den viser sig i lige så høj grad hos dem, der forsvarer dette laugsvæsen med dets monopoler. Selve dette, at der har dannet sig monopoler, der hver for sig holder sig til sin næringsvej og ikke lader uvedkommende komme til, er jo også udtryk for, at man har næringssorg. Men det ser Luther ikke. Nå, det kan vi jo sådan set også sagtens bebrejde ham, vi, der har erfaret, at samfund godt kan bestå, selv om monopoler nedbrydes. | |
| 89 Ja, jeg skal måske føje til, at det kan vi sagtens bebrejde Luther, vi, der har erfaret, at sammenhængskraften i samfundet, den gensidige solidaritet, det store folkelige fællesskab godt kan eksistere, selv om der mellem medlemmerne indbyrdes hersker konkurrence, eller for at bruge Grundtvigs udtryk: kappestrid. | |
| 90 Videre til sp10! |
Noter:
n31: Jeremias-note: E. Sjöberg, Das Licht in dir. Zur Deutung von Matth. 6,22f Par., in: Studia Theologica 5 (1951) S. 92.
n31a: Jeremias-note: So auch C. Edlund, Das Auge der Einfalt, Kopenhagen-Lund 1952. S. 117.
n31b: Jeremias-note: Jes. 6,10; Mt. 15,14; 23,16f. 19. 26; Oxyrh. Pap 1 und 840 und dazu J. Jeremias, Unbekannte Jesusworte, Gütersloh 1951, S. 48. 70.
n39: 2 Kor 9,11-13 i forskellige oversættelser.
Bultmanns taget fra hans kommentar til 2 Korintherbrev. Spalte tre er oversat
af mig.
| Græsk grundtekst | Bultmanns oversættelse | Bultmann til dansk | Dansk oversættelse |
| en panti ploutizomenoi eiV pasan aplothta, htiV katergazetai di hmwn eucaristian tw qew. | In allem werdet ihr reich sein an jedem Erweis schlichter Güte, die durch uns Danksagung gegen Gott bewirkt. | I alle forhold vil I blive rige på ethvert bevis på ligefrem godhed, som gennem os udvirker taksigelse til Gud. | v11 så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os. |
| oti h diakonia thV leitourgiaV tauthV ou monon estin prosanaplhrousa ta usterhmata twn agiwn, alla kai perisseuousa dia pollwn eucaristiwn tw qew. | Denn die Besorgung dieses Dienstes bedeutet nicht nur ein Abhelfen der Mangel der Heiligen, sondern erweist sich als überreich durch die vielen Dankgebete zu Gott. | For dette at tage sig af denne tjeneste betyder ikke blot en afhjælpning af de helliges mangel, men viser sig at være overmåde rig gennem de mange taksigelsesbønner til Gud. | v12 Den hjælp, som ligger i denne tjeneste, udfylder nemlig ikke kun de helliges mangler; den er også en rigdom ved at fremkalde manges taksigelse til Gud. |
| dia thV dokimhV thV diakoniaV tauthV doxazonteV ton qeon epi th upotagh thV omologiaV umwn eiV to euaggelion tou Cristou kai aplothti thV koinwniaV eiV autouV kai eiV pantaV, | Um der Bewährung in diesem Dienste willen preisen sie Gott wegen des Gehorsams eures Bekenntnisses zum Evangelium Christi und (wegen) der Schlichtheit des Gemeinsinnes ihnen und allen gegenüber; | Fordi I stod prøve i denne tjeneste priser de Gud for jeres lydighed i bekendelsen til Kristi evangelium og for oprigtigheden i jeres fællesskabsfølelse overfor dem og overfor alle. | v13 At I med den hjælp står jeres prøve, vil få dem til at prise Gud for, at I er lydige mod bekendelsen til evangeliet om Kristus, og prise ham for jeres oprigtige fællesskab med dem og med alle, |