Luther var ikke lutheraner (8)

Om ikke at blive vred, Matt 5,21!

Indhold: Om ikke at blive vred #1. 1) Nytestamentlige overvejelser#3. 2) Ordet selv #24. Afmytologisering? #43. Om skilsmisse #66.

Tilbage til oversigten!
 
 

1         Jeg begyndte denne afhandling med at gennemgå tre prædikenvejledninger fra Præsteforeningens Blad over teksten Matt 5,20-26. (sp01#5) Dermed tror jeg, det lykkedes mig at vise, at det er ret almindeligt blandt danske præster at bruge bjergprædikenens formaninger som "syndespejl": man mener, Jesus vil afbilde lovens fordringer i så streng en form, at enhver skulle kunne se, at det er umuligt at opfylde dem, og af den grund søge hen til den Kristus, i hvis navn man kan få forladelse for sine synder.
2    Det vendte jeg mig imod på det tidspunkt. Men jeg kom ikke nærmere ind på, hvordan da ordet om ikke at blive vred skulle forstås. Jeg endte blot med at hævde, at det, den kristne tror på, er forligelsesmuligheden mellem personer, mellem menneske og Gud, men så sandelig også mellem mennesker indbyrdes. Dette vil jeg her råde bod på, idet jeg vil gennemgå ordet om ikke at blive vred ud fra et nytestamentligt synspunkt og senere tage op til behandling den prædiken, Luther har holdt over ordet.
3        Først er det nødvendigt at gøre sig klart, hvordan det ny testamente taler om liv og død på en anden måde, end vi normalt gør. Ordet her ved siden af forekommer i en længere tale, Jesus holder, og noget af det mærkelige ved den tale er, at Jesus sammenholder dem, der bliver levende her og nu ved at høre hans ord, med dem, der bliver oprejst på dommedagen og går ud af gravene.	Joh 5,24: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet".
4  Man har derudfra villet slutte, at Johannesevangelisten har en såkaldt dennesidig eskatologi; at han altså forestiller sig, at dommen foregår her og nu og kun her og nu; eller at det, der sker på dommedagen er uinteressant for evangelisten. Det er nu nok en overdreven udlægning. Mig forekommer det at være tilstrækkelig overraskende at gøre sig klart, at evangelisten lader Jesus hævde, at der allerede her og nu er personer, der går over fra døden til livet, at allerede her og nu er den time der, da de, der hører Guds søns røst, skal leve. Det overraskende er ikke evangelistens syn på dommedagen; at den kommer og at den dag med rette kaldes dommedagen, det står ham øjensynlig klart, jævnfør vers 28f. Nej, det overraskende er, at det allerede her og nu gælder, at dette at høre Guds søns røst bevirker, at man undgår dommen.	Joh 5,25: " Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. v26 For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. v27 Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. v28 I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst v29 og gå ud af dem - de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom".
5         Det samme siges i 1 Joh 3,14. Her får vi blot en forklaring på, hvad det vil sige at være gået over fra døden til livet: det vil sige at elske brødrene. Det liv, der er tale om, er livet i menigheden, hvor man lever i kærlighed til brødrene. Det liv, man levede før man blev kristen, var i virkeligheden ikke noget liv; man var levende død; men man blev vakt til live, da man hørte Kristi røst, og kaldtes ind i menighedens fællesskabsliv. Så vaktes kærligheden, forståelsen, indlevelsen, fællesskabet med dets mange kræfter og indbyrdes afhængighed til live. Og først da begyndte man at leve.	1 Joh 3,14: "Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene. Den, der ikke elsker, bliver i døden. v15 Enhver, som hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig".
6  På den baggrund er det også, at det kan hedde, at den, der hader sin bror, er en morder. Vi synes jo nok, det er store ord at tage i sin mund. Vi burde vel egentlig reservere ordet "morder" for den, der sådan i mere håndgribelig forstand har slået ihjel. Men johannesevangelisten gør det åbenbart ikke. Og ihukommende Jesus-ordet hos Matthæus om ikke at blive vred på sin bror, er det åbenbart, at ordet hos Johannes er talt ud af den samme nytestamentelige forståelse af liv og død, som præger Jesus-ordet.
7        Også Paulus præges af denne anderledes forståelse af, hvad liv og død er. Før mødet med Kristus var de kristne døde i deres overtrædelser, men ved mødet med ham gjorde Gud os levende, ja, han oprejste os sammen med ham, oven i købet på en måde, så han satte os med ham i himlen. Hvordan så det sidste skal forstås! Eller skal vi sige: Hvor bogstaveligt det skal tages!	Paulus i Ef 2,5: "Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, v5 gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus - af nåde er I frelst - v6 og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus".
8        I parallelbrevet til Efeserbrevet, Kolossenserbrevet, knytter Paulus denne levendegørelse nøje sammen med dåben. I dåben sker der en begravelse med Kristus, men også en opstandelse med ham; ved at tro på den Guds kraft, der oprejste ham fra de døde, bliver også den kristne oprejst, oprejst til liv fra den død, han før "levede" i, oprejst til kærlighedslivet i menigheden. Samme tankegang præger Rom 6,3-5.	Paulus i Kol 2,11: "I ham blev I også omskåret, ikke med hånden, men ved at aflægge det syndige legeme, ved omskærelse til Kristus, v12 da I blev begravet sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde. v13 Også jer, der var døde i jeres overtrædelser, uomskårne på kroppen, gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser".
9        Så skal også det mærkelige ordvalg, som faderen i lignelsen om den fortabte søn anvender, nævnes. Han siger om sin søn, at han var død, men blev levende. Død og liv synes altså også i Jesu mund at betyde noget andet end den blot biologiske død og liv. At blive levende er identisk med at blive modtaget i faderhuset.	Faderen i lignelsen om den fortabte søn: "For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet". (Luk 15,24)  Faderen i lignelsen om den fortabte søn til den ældste søn: "Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet". (Luk 15,32)
10 Også i Markusevangeliet har vi denne sære brug af ordene liv og død. Man ville jo nok synes, at Jesus overdrev ikke så lidt her. Hvis han ventede med at "arbejde", det vil sige: helbrede den syge, til dagen efter, så var det vel dog ikke identisk med at "slå ihjel", som ordet her antyder. Ikke desto mindre er det en sådan tankegang, der tilsyneladende får Jesus til, mod sabbatsbudet, at helbrede manden.	Jesus til farisæerne, da han ville helbrede manden med den visne hånd: "Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel". (Mark 3,4)
11       Og opgaven efter disse citater fra ny testamente går nu ikke ud på at eftergøre det ny testamentes sprogbrug, f. eks. at argumentere for, at Guds ord virkelig kan ændre på et menneske, underforstået: det står i det ny testamente. Opgaven går ud på at prøve at forstå, hvad for en slags ord der vel her kan være tale om, siden det kan have så store virkninger, at man rask væk taler om, at de, der hører ordet, er blevet levende efter at have været døde.
12 Jeg har allerede antydet, at f. eks. johannesevangelisten med udtrykket "at være gået over fra døden til livet" tænker på overgangen fra at være ikke-kristen til at blive kristen, og at det ikke-liv, der tænkes på før denne begivenhed altså er det hedenske liv, hvilket jo også Paulus' ord lader ane. Og med udtalelsen fra johannesbrevet, der giver begrundelsen for, at de kristne er gået over fra døden til livet, nemlig, at de elsker brødrene, er det altså nærmere betegnet kærlighedslivet, som det kommer til udtryk i menigheden, der kaldes et liv, modsat den død, man var inde under tidligere.
13 Men unægtelig bliver jo så spørgsmålet, hvad det vel kan være for et ord, der har den egenskab, at det på den måde kan omskabe mennesker, så de nu tør leve et liv i kærlighed og fortrolighed, hvad de ikke turde før. Vi kan godt svare med Paulus, at det var noget der skete ved "troen på Guds kraft, der oprejste Jesus fra de døde", men siger det os noget i dag? Er det ikke et abrakadabra, som vi ikke kommer ret meget videre med?
14       Jeg vil mene, vi er nødt til at overveje, hvor vi i vor dagligdag møder et ord, der har sådanne virkninger, at det kan forvandle et menneske. Hvis ikke vi gør det, risikerer vi -- måske uden at vi selv helt er klar over det, og uden at vi selv vil det -- at komme til at betragte denne forvandling som en viljeshandling. Men netop det: at blive klar over, at man har været genstand for et ords "behandling", er noget af det sværeste for et menneske. Måske det også var det dengang, men det er det i hvert for os i dag. Vi moderne mennesker vil i ét og alt være selvberoende, være vore egne herrer, så vi skal sandelig ikke have noget af at være genstand for et ords virkning, så kan det nok så meget være Guds ords virkning.
15      Dog er der ingen vej udenom, hvis vi vil forstå det ny testamente ret. Og netop, hvis ordet skal være af en sådan kraft, at det kan siges at opvække liv af døde, så kan jeg ikke tænke mig noget andet ord end et forsoningsord, som vi kender det mellem hinanden nærtstående mennesker. Det ord, hvormed to ægtefæller bliver gode venner igen efter at have været uvenner, det ord, hvormed to søskende forliges efter måske igennem mange år ikke at have kunnet tåle at se hinanden, den slags ord er der tale om, den slags ord må der være tale om, hvis ordene fra det ny testamente skal give mening.
16         Et sådant ord har den virkning, at den, der rammes af det (den, der bliver genstand for det) forvandles i sit indre. Hvor han før havde gået og ruget over uenigheden i termer behersket af ordet "retfærdighed", dèr frigøres han ved mødet med ordet fra denne rugen og kan nu se mennesket bag den andens gøren og laden, kan nu fornemme den andens følelser og ønsker. Der er et helt sæt af ord og forestillinger, der nu bliver lagt til side i hans hjerne, og et nyt sæt, der tages i brug. Det ene sæt er dødens sæt, der føler sig forurettet og i alle sine forestillinger vil have ret over den anden. Det andet sæt er livets sæt, der ser på den anden med kærlighedens og forståelsens og indlevelsens øjne. At komme over fra det ene sæt af tanker og til det andet er en begivenhed, hvori livets dybeste hemmeligheder ligger gemt. Der gives ikke nogen forklaring på, at det kan ske. Der findes ikke nogen psykologi, der kan afbilde, hvornår det vil ske. Men det sker ikke desto mindre. Det sker, som vi plejer at sige med et gådeord: ved Guds finger.
17 Det var et sådant sæt af tanker, der pludselig greb Paulus, da han var midt i at formane de to uenige kristne i Korinth. Først formanede han dem efter almindelige retsprincipper: Lad ikke jeres sag pådømme af en hedensk dommer, lad én eller flere af de andre sidde til doms over jer og afgøre sagen. Men så tog det andet sæt tanker, livets tankesæt, over: "Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer". Nu lader Paulus sig ikke styre af ord og tanker fra sin jødiske fortid. Nu er det Kristi ord, der bliver mægtigt i ham, den Kristus, der selv levede dette ord ud og hengav sig, lod al ret træde til side, så den rene kærlighed kunne komme til syne. Og ud fra Kristi hengivelse, ud fra Kristi gerning og Kristi ord kan han så ændre sin formaning fuldstændig: Lid hellere uret! Find jer i at lide tab! Det er jo den slags ord, ånden kan bruge, når den skaber énhed mellem jer.	Paulus i 1 Kor 6,1-7: "Hvordan kan nogen af jer, der har en sag imod en broder, vove at bringe den for retten hos de uretfærdige og ikke hos de hellige? v2 Eller ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? Og når verden dømmes af jer, er I så ikke gode nok til at dømme i ubetydelige sager? v3 Ved I ikke, at vi skal dømme engle, for slet ikke at tale om jordiske forhold? v4 Men når I nu har sådanne sager, hvordan kan I så sætte folk, som menigheden foragter, til at være dommere? v5 Det siger jeg til skam for jer. Er der da ingen blandt jer, som har visdom nok til at afgøre sager mellem brødre? v6 I stedet for fører broder sag mod broder, og det for ikke-troende! v7 Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab? v8 I stedet for begår I uret og påfører andre tab, og det endda brødre!"
18 Og det var også en sådan forvandling i sindet, faderen sigtede på skulle ske med den ældste søn, da han bad ham gå med ind til festen. Den ældste søn var bundet af sin retfærdighedstankegang. Tingene skulle gå op. Når den yngste havde fået sin del af arven, så var hans krav opfyldt, og han kunne ikke forvente mere. Nu han kom hjem og der blev festet for ham, havde han fået for meget, hvordan skulle så balancen genoprettes? hvordan skulle der så skabes retfærdighed mellem de to sønner? Hvad er der at sige til en sådan tankegang, der er indkroget i sig selv og ikke kan komme fri, andet end, hvad faderen siger: Erklærer ham sin kærlighed (Mit barn, alt mit er dit), og beder ham droppe alle disse retfærdighedsbetragtninger, beder ham se på hans bror som det han er: hans bror!	Fra lignelsen om den fortabte søn: "Men han [den ældste søn] svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. v30 Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger - da han kom, slagtede du fedekalven til ham. v31 Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. v32 Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet". (Luk 15,29ff)
19       Og så meget genklangsvæsen er vel et menneske, at når han nu bliver tiltalt i dette tankesæt, så må han da springe ud af det andet, så må da dette ord overmande ham og frigøre ham fra kun at kunne tænke retfærdighedstanker! Ja, hvis ånden virker. Alting er lagt til rette, alting synes at pege frem mod dette mål: at han frigøres, at han gribes af det andet tankesæt. Men gribes han af den grund af det? Kan han selv se og forstå den anden tankegang? Kan han selv lade ordet gå sig til hjerte, kan han selv gribes af forståelse og kærlighed til sin bror? Vi véd det ikke. Jesus har ladet os selv fantasere os frem til en afslutning på historien. Ånden virker i frihed, uden at du selv forstår, sker der ingenting. Og dog kan du ikke ville forstå. Du må få det ind i dig, som du får et indfald, som du gribes af en tankerække, som du "kommer i tanker om noget". Det er virkelig sådan, også for os moderne mennesker, at ordet tager dig fangen, ordet rammer dig og forvandler dig, du bliver genstand for ordet, du sættes fra bestillingen som dit eget livs herre.
20        Så kun én ting mere i denne nytestamentlige undersøgelse!          Der er en sjov bemærkning i ét af pastoralbrevene, nærmere betegnet 2 Tim 2,18. Her vender Paulus sig fra nogle navngivne personer, der er kommet bort fra sandheden. Hvordan er de det? Jo, derved, at de påstår, at opstandelsen allerede har fundet sted. Mærkeligt, ikke? Har vi ikke lige fundet steder hos Johannes, der hævder, at vi er gået over fra døden til livet? Har vi ikke lige hørt Paulus selv fortælle, at vi er blevet oprejst sammen med Kristus og sat i himlen sammen med ham? Har vi ikke med møje og besvær forstået, at opstandelse betyder noget allerede her og nu?	2 Tim 2,17f: "Til dem hører Hymenæus og Filetus, v18 som begge er kommet bort fra sandheden ved at påstå, at opstandelsen allerede har fundet sted, og de nedbryder troen hos mange".
21 Og så skal vi minsandten høre, at det netop er det forkerte; at man kommer bort fra sandheden, hvis man påstår, at opstandelsen allerede har fundet sted. Godt nok regner de fleste med, at pastoralbrevene er skrevet af Paulus-epigoner, ikke af Paulus selv, men alligevel, en vis sammenhæng skulle man dog kunne forvente i det ny testamente. Hvad er meningen?
22        Meningen er, tror jeg, at forfatteren til 2 Tim vil vende sig imod den forestilling, at vi "ejer" kærlighedslivet i menigheden. Vel er der kommet et kærlighedsliv i stand mellem menighedens medlemmer, vel er der opstået en fortrolighed mellem dem indbyrdes, som synes at kunne bære i evighed. Men vi har ikke dette kærlighedsliv på en irreversibel måde; det forekommer ikke hos os på en måde, så det ikke kan mistes. Det er jo egentlig det, alle formaningerne går ud fra; vi kan miste den indbyrdes tillid, lad os derfor se til, at vi ikke er uopmærksomme, lad os derfor bestræbe os på hele tiden at have fingeren på pulsen, så vi gør os klart, hvordan den anden føler og tænker.
23 Eller, med Paulus' ord: "Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder". (1 Kor 10,12).          Den formaning er overflødig, hvis opstandelsen allerede har fundet sted. Og derfor er den sætning: opstandelsen har allerede fundet sted, forkert.
24       Men så til ordet om ikke at slå ihjel, ikke at blive vred! Hvordan kommer det til at skulle forstås ovenpå alle disse iagttagelser?         Ja, lad mig først gøre opmærksom på noget, som gælder både dette ord og ordet om det lystne blik (Matt 5,27): Hvis disse ord skal bruges som "syndespejle", da tænkes den synd, det vil påpege, at være der hele tiden. Mens det for Luther, der jo ikke vil bruge ordene som syndespejle, forholder sig sådan, at ordene afbilder en tendens i mennesket, en tilbøjelighed, vi har, men altså en tendens eller en tilbøjelighed, der ikke altid aktualiseres, en tilbøjelighed, som vi skal prøve at tage højde for, så vi "tager os i det", hvis vi gribes af tilbøjeligheden.
25 Den synd, som vi kan anklages for ud fra disse ord, er altså ikke en synd, der gennemsyrer alle vore gerninger, der er tale om en synd, der af og til kan gribe os, enten sådan, at vi "af og til" udsender et lystent blik, eller sådan, at vi "af og til" bliver vrede og bruger skældsord. Dette ligger i forlængelse af den måde, Luther udlægger ordet om det lystne blik på (se sp05#39).
26 Så rejser sig imidlertid det spørgsmål: Skal vi gøre med ordet om ikke at blive vred på samme måde, som vi gjorde med ordet om det lystne blik? Skal vi også her forstå det ud fra relationen, så der altså ikke er tale om blot dette at blive vred, men om dette: at blive vred, så forholdet til den anden ødelægges? Luther gjorde det med ordet om det lystne blik. På det punkt havde han hele tiden forholdet til ægtefællen for øje, han var hele tiden klar over, at ordet ville forhindre dette forhold i at opløses og ødelægges. Og han var altså også hele tiden opmærksom på, at det, ordet hævdede, var, at dette forhold, hvor stærkt og ubrydeligt det end kan forekomme, dog kan ødelægges ved så lidt som ved et enkelt lystent blik.
27 Er det det samme, der skal siges til os med dette ord om ikke at blive vred: "Bliver du vred, så kan så lidt som et vredt ord i påkommende tilfælde ødelægge det forhold, du står i til din næste; derfor pas på med din vrede"? Det forekommer mig indlysende, at det netop forholder sig sådan. Men jeg må jo samtidig konstatere, at Luther ikke udlægger ordet på den måde.
28        Se f. eks. teksten her ved siden af. Her erklærer Luther imod farisæerne eller imod nogle af sin samtids fortolkere, at det ikke er nok at undlade i det ydre at vise tegn på vrede, man må helt fjerne vreden fra sit indre. Det vil sige: Han tænker ikke i forhold her; han er ikke bekymret for, hvorvidt forholdet til næsten bevares eller ødelægges ved vreden eller skældsordet. Han er kun ude på at hænge dem ud, der beskriver den lov, Jesus her sætter frem, på en for overfladisk måde. Og sandt nok: Hvis dette ord skal forstås som lov, og hvis det skal forstås som en lov, der retter sig individuelt mod den enkelte, så kan det måske godt siges, at det er hjertets holdning, der er afgørende. For Gud kan jo se ind i hjertet og han kan fordømme et menneske for det, han dèr ser, ikke? Jo, såmænd. (n28)	Luther i prædiken over Matt 5,21ff: "Og her har de også fundet en fortolkning, som kan hjælpe på deres løgn; de siger nemlig, at man vel har lov til at lade vreden og modviljen forblive i hjertet uden at gøre noget ved det, men man har ikke lov til at lade tegnene på, at man er vred, være, uden at gøre noget ved det, det vil sige, som man siger på dansk, at man skal tilgive, men ikke glemme, og så opdigter du en fornemmelse af, at du ikke vil gøre noget vredt eller noget ondt, og dog undlader du samtidig at gøre godt mod næsten, dog taler du ikke et godt ord til ham eller viser ham en venlig gestus". (bjerg04#13).
29       Men jeg vil nu tillade mig at være lodret uenig med Luther i disse overvejelser, uden at jeg af den grund forfalder til at sige: tilgiv, men glem ikke! og uden at jeg vil drage den slutning, at man har lov til at undlade at gøre godt mod næsten eller undlade at tale et venligt ord til ham. Jeg vil hævde, at Jesus aldeles ikke har tanke for den indre hjertets holdning her. Det, det drejer sig om for Jesus, er at påvise, hvor lidt der skal til, for at et forhold kan gå i stykker. Og godt nok er det meget lidt, der kommer frem i de eksempler, Jesus nævner: at blive vred, at sige raka, at sige du dåre. Det er jo så godt som ingenting. Og dog er det jo på en måde mere end hvis man blot havde vreden i sit hjerte og overhovedet ikke lod den få udtryk (hvis noget sådant var tænkeligt, hvad det vistnok ikke er, jvfr Matt 12,33-34f).
30 Når man er nødt til, som Luthers modstandere gør det, at hævde, at det afgørende egentlig ikke er vreden i sig selv, men de tegn, som vreden efterlader sig i det ydre, skyldes det, at kun disse tegn er noget, som den anden i forholdet kan reagere på, og det, der skal siges her, er netop, at forholdet kan gå i stykker ved så lidt som blot et ord, der er sagt i et for vredt tonefald. (Hvilket jo så er noget helt andet end det, Luthers modstandere vil have frem; de forsøger med deres vægtlæggen på det ydre tegn at gøre ordet her overkommeligt).

31      Når jeg mener, det er uomgængelig nødvendigt at medtage tegnene på vreden, skyldes det, at Jesus så tydelig tænker i forhold. Det, vreden kan afstedkomme, er, at du bliver uvenner med din bror. Og det kan man ikke blive, hvis ikke broderen kan se tegnene på ens vrede. (Jeg ser igen bort fra, at man formodentlig ikke vil være i stand til at skjule sin vrede; den forudsætning synes Luthers modstandere at have, og jeg vil ikke her vende mig imod denne forudsætning, skønt jeg mener, den er falsk).	Matt 5,23f: "Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, v24 så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave".
32        Jeg kan også sige, at det er afgørende ved denne tekst at gøre sig klart, at den altså på én eller anden måde påstår, at man kan slå ihjel med sine ord. Og en forudsænting for at kunne gøre det er åbenbart, at den anden hører de ord, hvormed man slår ihjel. Det er altså ordet, man taler, mere end det er vreden, man måske, måske ikke har i hjertet, der er udslaggivende.
33 Og det er præcis det, jeg mener er ordets funktion: Det skal gøre opmærksom på, at du ikke blot kan slå ihjel med næven, du kan også gøre det med dine ord. Og det, du slår ihjel, er i begge tilfælde det skrøbelige liv (at slå ihjel er jo at dræbe liv), i det ene tilfælde det skrøbelige biologiske liv, i det andet tilfælde det skrøbelige kærlighedsliv i menigheden.
34       At man kan slå ihjel med sine ord, er også andre klar over. Johs. W. Jacobsen siger det i sin tekstvejledning over ordet om ikke at blive vred i Præsteforeningens Blad. Han "forbedrer" dog tanken derhen, at det er med vore onde tanker og ord, at vi myrder brodermennesket. Og han formulerer sig heller ikke helt soleklart, når spørgsmålet er, hvor vi da slår brodermennesket ihjel. "Hans øjnes lys slukkes. Vi forvolder et brud, en skilsmisse til næstens side". Er det "kun" livsglæden, vi tager fra ham? Eller sker der noget i forholdet imellem os? Det bliver ikke klart hos Johs. W. Jacobsen.	Fra Præsteforeningens Blad 2001/27, tekstvejledning til 6. søndag efter trinitatis af Johs. W. Jacobsen: "Uforglemmeligt sidder dette paradoks nu i tilhørernes sind med påstanden om, at med disse onde tanker og ord myrder vi brodermennesket, tager livsglæden fra ham og formørker en ny dag, der ellers tegnede lyst og lovende. Hans øjnes lys slukkes. Vi forvolder et brud, en skilsmisse til næstens side, men dermed også til Gud Herrens side". (se sp01#11)
35 Og det bliver heller ikke ganske klart, om dette er noget, vi kan "komme til" at gøre, eller det er noget, vi gør evig og altid; om det er noget, der kan ske for os som næsten et hændeligt uheld, eller det er noget, der sker igennem al vor gerning. Men det forekommer mig, at det er ret nødvendigt at gøre sig dette klart, før man afhakker ordet som et ord, man har forstået.
36       Den tanke: at man kan slå ihjel med sine ord, findes også hos Luther i hans prædiken over ordet. Og også dèr kan man fristes til at tro, at han tænker i forhold, at han har det for øje, hvordan man med blot et ord kan ødelægge det forhold, der består mellem én selv og ens næste. Dog forholder det sig ikke sådan. For når Luther skal forklare, hvordan dette kan være at slå ihjel, forklarer han det ikke ud fra dette, at forholdet går i stykker, men ud fra dette, at hjertet ønsker næsten død, og at det er det, der gør ens tanker til en overtrædelse af det femte bud. Med andre ord: Skønt det i begyndelsen kan se anderledes ud, bibeholder Luther dog også her den forestilling, at det væsentlige ikke er forholdet til næsten, men det indre menneskes overtrædelse af Guds bud. Og det er anderledes, end når talen er om en overtrædelse af det sjette bud med et lystent blik. Dèr har det altsammen sigte på at bevare forholdet intakt, her sigter det på at overholde Guds bud.	Luther i prædiken over Matt 5,21: "Derfor betyder dette: Du skal ikke slå ihjel, så meget, som hvis han sagde: 'Så mangen et lem du har, så mange måder findes der, du kan slå ihjel på, det kan være med hånden, tungen, hjertet eller med tegn og gebærder, ved at se surt på din næste, ved at frakende ham livet med øjnene eller med ørerne, hvis du ikke gerne hører, hvad han har at sige: alt det hedder: at slå ihjel. For i disse tilfælde er hjertet og alt, hvad der er i dig, sådan indstillet, at det ønsker, at han var død; og skønt hånden samtidig forholder sig rolig, tungen tier, øjet og ørerne skjuler sig, dog er hjertet fuldt af mord og drab". (bjerg04#27f)
37         Lad os et øjeblik sammenholde det lystne blik med det uoverlagte ord. I begge tilfælde er der tale om en ganske ringe årsag, der dog har en utrolig stor virkning. At et ægteskab kan ødelægges blot ved et lystent blik, det er dog utroligt. At et forhold mellem venner kan slås i stykker blot ved et vredt ord, en hånlig bemærkning eller et forsøg på at skælde ud, det er også utroligt. I begge tilfælde er der jo tale om så lidt, og vi overraskes over, at dette ringe kan afstedkomme en så stor ulykke. Og dog er altså menneskelivet indrettet sådan. Dog kan den slags ulykker forekomme.
38       Men i begge tilfælde er der også tale om det overraskende, at Jesus gør opmærksom på dette forhold ved menneskelivet, ikke ved hjælp af en beskrivelse af, hvordan mennesker står i forhold til hinanden og hvordan sådanne forhold er skrøbelige og let kan gå i stykker; nej, Jesus gør opmærksom på denne særegenhed ved vor tilværelse ved at formulere en lovparagraf, som rabbinerne gør det. Han siger ikke: "Et lystent blik og du har ødelagt dit ægteskab!" Nej, han siger: "Et lystent blik, og du har overtrådt det sjette bud!" Og dog er altså Jesus ikke rabbiner. Det, han vil sige, siger han måske indenfor den rabbinske tradition. Men den, der vil forstå ham, må hente nøglen andetstedsfra end fra rabbinernes tradition.
39 Han siger det, så han på den baggrund kan fortælle os, hvordan vi kan handle klogt. Han vil forstås, så alle hans ord kan sættes på en formel, der siger: Her har du Guds ord til dig, men Guds ord er ikke mere et bud, det er et godt råd, og følger du det råd, vil livet lykkes for dig.
40 På samme måde siger Jesus heller ikke her: "Et uoverlagt ord, og du har ødelagt dit forhold til din næste!" Nej, han siger: "Et uoverlagt ord, og du har overtrådt det femte bud!" Samme udtryksmåde bruger han i hosstående ord. Det hedder ikke: Du vil vinde livet, hvis du kan styre dine ord, hvis du kan holde din tunge i tømme. Nej, det hedder, du skal dømmes på dine ord og du skal frikendes på dine ord. Dommedagstankerne vil det samme som de rabbinske formuleringer: de vil fortælle os noget om, hvordan livet er sammensat, hvordan du kan vinde livet og hvordan du kan miste det.	Matt 12,36: "Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. v37 På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes".
41        Hvis man ikke foretager denne "oversættelse", så ender man uvægerligt i etiske overvejelser. I hvert fald ud fra nutidig tænkemåde. Og så er det sådan set ligegyldigt, om denne tænkemåde fører én frem til, at man på ingen måde kan overholde den lov, der i så fald oprulles for ens øjne, eller den fører én frem til, at det kræver lidt anstrengelse, men dog ikke er ganske umuligt at efterleve ordene. I begge tilfælde gemmer man sig bag loven, i begge tilfælde har man den holdning til Gud, der siger som tjeneren i lignelsen: "Se, her har du, hvad dit er!"
42         Jeg véd godt, at mange nutidige lutheranere vil sige, at denne holdning netop er, hvad Luther vil have bort. Ved at lade loven lyde, bringer Gud mennesket til fortvivlelse, så det ikke har anden udvej end at gribe nåden i Kristus; og så siger mennesket netop ikke: "Se, her har du, hvad dit er!". Og jeg skal da bestemt ikke hindre nogen i at gribe nåden i Kristus. Jeg vil blot tillade mig at mene, at vejen over fortvivlelsen over ikke at kunne holde loven, ikke er den eneste vej, ad hvilken man kan nå frem til at kunne hvile i nåden.
43       Så vil man måske sige: Jamen, gør Jesus da ikke selv det, at han bringer loven i spil med sin dommedagstale og med sine "rabbinske" udtryk? Og gør jeg ikke det, når jeg "oversætter" denne tale til at handle om, hvordan tilværelsen er indrettet, at jeg ødelægger lovens mulighed for at kunne drive til fortvivlelse, og derved i sidste ende ødelægger evangeliets mulighed for at blive forkyndt? Jesus forkynder loven igennem sin dommedagsforkyndelse og igennem sine "rabbinske" udtryk. Ved at "oversætte" dem til noget ganske uskyldigt og hverdagsagtigt fjerner jeg Jesu lovforkyndelse.
44 Med en sådan problemstilling er vi tilbage ved spørgsmålet om at handle klogt. Eller vi er tilbage ved spørgsmålet om, hvorfor der står "for at" i Matt 7,1f.	Matt 7,1f: "Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. v2 For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med".
45 Eller vi skal igen til at overveje, hvordan det kan være, at der, stik imod evangeliets hele grundlæggende tale, står: "tilgiv, så skal I få tilgivelse". Er det tilværelsens iboende retfærdighed, der afbildes med ordene om, at vi skal få tilmålt med det mål, vi selv måler med, eller er det et udtryk for, hvordan menneskene er skabt, og for, hvordan de reagerer som samfundsvæsener? Hvis det første er tilfældet, forekommer det mig, at vi ikke er nået ud over jødedommens tale om retfærdighed.	Luk 6,37f: "Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. v38 Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med".
46 Men hvis det sidste er tilfældet, må vi, som jeg ser det, virkelig "oversætte" Jesu dommedagstale og Jesu "rabbinske" tale til noget helt andet end det, de er, når de forstås "jødisk". Hvis det sidste er tilfældet, må vi gribe til en fænomenologisk forståelse af Jesu ord, det vil sige, vi må forstå det altsammen som noget, der omhandler vor tilværelse her og nu, selv om udsagnene efter deres pålydende fortæller om dommedag.
47 Man vil måske spørge, om det, jeg foretager mig i min "oversættelse" er identisk med Bultmanns afmytologisering. Og det er da klart, det minder stærkt om det. Men dels finder jeg nu ordet "afmytologisering" uheldigt; det lader ane, at vi i sidste ende skulle kunne undvære ethvert mytisk udsagn, hvad jeg ikke tror er tilfældet. Og dels er den forståelse af menneskelivet, som Bultmann vil oversætte evangeliet til, ikke identisk med min, slet ikke. Det skal jeg dog ikke komme nærmere ind på.
48          Blot vil jeg altså mene, at når Jesus i den rabbinske udtryksmåde hævder, at dette at tilkaste en kvinde et lystent blik er det samme som at bedrive hor, så er han ikke ude på at skærpe loven, meningen er ikke, at vi skal fare sammen af angst, hver gang vi er "kommet til" at se med begær på en kvinde, og af denne angst drives til at tro på tilgivelsen i Kristus, nej, meningen er at advare os om, at selv en så ringe ting som et lystent blik kan afstedkomme noget så mægtigt, som at et ægteskab går i stykker.
49 Jeg indrømmer, at udtryksmåden er rabbinsk, og jeg indrømmer også, at man kan koge en god luthersk pølsepind derpå, i retning af at lade loven anklage mennesket for alt det onde, der er i hjertet, (selv om det interessante er, at Luther selv netop ikke bærer sig sådan ad) men jeg nægter, at der kan komme noget særlig brugbart ud af det, og jeg nægter også, at en sådan luthersk pølsesuppe er i overensstemmelse med vore dagligdags erfaringer, ja, jeg har endda tilladt mig at nægte, at den er i overensstemmelse med Luthers egne erfaringer.
50       Og ligeledes vil jeg mene, at når Jesus bruger dommedagstanker til at udvide anvendelsen af det femte bud, så er meningen ikke den, at vi i tankerne skal gennemgå alle de gange, hvor vi har ladet vreden tage over eller har udtalt et skældsord, og af det nedslående resultat drives til at gribe tilgivelsen i Kristus, nej, meningen er at gøre os opmærksom på, hvor lidt der skal til, for at et forhold kan gå i stykker; blot et ord, og du har brudt tillidsforholdet til din næste.
51 Jeg indrømmer, at Jesus udtrykker sig ved hjælp af dommedagstanker, for så vidt altså ved hjælp af lovtermer, og jeg vil da også indrømme, at man, ud fra de tanker, som Luther giver udtryk for i den prædiken, han holder over Matt 5,21-26, godt kan få frem en skærpelse af loven, som kan siges at afbilde hjertets inderste rørelser og dermed siges at drive til Kristus på "go' gammeldags luthersk" måde, (selv om det interessante er, at Luther selv netop ikke bærer sig sådan ad), men jeg nægter, at det er brugbart som prædikengrundlag i vore dage, og jeg nægter, at den teologi, der kan udvindes af sådanne overvejelser, er i overensstemmelse med de erfaringer, vi gør i vort liv med hinanden; der skal en kraftig selvsuggestion til, før man når frem til at hvile i troen på Kristus.
52 En selvsuggestion i retning af at overbevise sig selv om, at man er en synder sådan helt ind til marven, blot fordi man er "kommet til" at anvende nogle skældsord. En selvsuggestion i retning af at overbevise sig selv om, at det er utrolig forfærdeligt med et sådant skældsord, så forfærdeligt, at Gud af den grund vil dømme én til evig fortabelse i det sorteste helvede. En selvsuggestion i retning af, at man "i troen" har det på samme måde som Luther selv og de personer, der skildres i det ny testamente: Man er glad og man er frimodig og man møder hver dag med fortrøstning. Jamen, det er da udmærket at gøre det, men er det noget, man gør som blot og bart menneske, eller er det noget, man gør som en frikendt synder? Jo, jo, der er ganske mange, der kan suggerere sig selv til at sige det sidste, men man må vel spørge, om de er mere kristne end de første.
53        Jamen, gør jeg så ikke i min fortolkning det, at jeg presser en moderne forståelse med over Jesus-ordene?
54       Jo, naturligvis gør jeg det. Men læg mærke til, at det gør enhver, der vover at gå i gang med en udlægning af Jesu ord, det vil sige: enhver, der læser det ny testamente. Jeg vil naturligvis selv sige, at den fænomenologi, som jeg giver udtryk for, i høj grad er inspireret af det ny testamente selv, at jeg har arbejdet så meget med det ny testamentes tekster, at jeg til sidst er nået frem til at kunne se anderledes på mit liv og på de ting, jeg erfarer deri, så der af den grund er opstået en gnist mellem mit liv og min forståelse af det ny testamente. Der er tale om, vil jeg hævde, at der har fundet en vekselvirkning sted mellem min livsforståelse og min tolkning af det ny testamente.
55 Der er tale om, at jeg fra det ny testamente (og fra Luther og fra andre fornuftige mennesker, som jeg har lyttet til og lært af i tidens løb) har fået et vokabular, som jeg har fortolket mit eget liv efter. Derved er dette vokabular blevet slebet til, derved er det blevet tilpas ændret, og med denne tilslibning og med disse ændringer er jeg så gået tilbage til det ny testamente for at se, om det mon ikke var sådan, det skulle forstås. Og finder jeg ud af, at det var sådan, der skulle forstås, så kan jeg vende tilbage til mit dagligliv med nye iagttagelsesmuligheder: Hænger det mon sådan sammen, trods alt? Er troen mon virkelig det, der bærer det altsammen? osv.
56        Som sagt er det ikke blot det ny testamente, jeg har lært af, når jeg har fået sammensat min fænomenologiske opfattelse, det er også Luther. Ja, og det er Løgstrup, ikke mindst ham. Mange af de fænomenologiske iagttagelser, han gjorde i "Den etiske fordring", tog jeg til mig, arbejdede videre med og brugte som "briller" at læse det ny testamente med.
57        Jeg bilder mig virkelig ikke ind, at denne arbejdsmetode er særlig speciel. Det er ikke andet, end hvad enhver teolog gør eller skulle gøre. Men jeg har da nok opdaget, at helt almindelig er det resultat ikke, som jeg nået frem til. Det vil jeg mener hænger sammen med, at Løgstrup ikke var helt almindelig. Ham var det virkelig lykkedes for, som én af de første, at nå frem til en tænkning, der ikke var baseret på de sædvanlige individuelle overvejelser, men virkelig var relationistisk. Og jeg mener sådan set, at hvad jeg her har gjort, blot er gjort i forlængelse af Løgstrup, omend måske ikke helt til hans tilfredshed, det véd jeg ikke og det bekymrer mig heller ikke. Jeg er helt min egen, men véd naturligvis godt, hvorfra jeg har mine påvirkninger.
58         Men altså, en fænomenologi, á la Løgstrup, á la Lipps, á la en helt tredie, det gør ingen skår i glæden for mig, om det er det sidste og ikke det første, en fænomenologi, inspireret af Løgstrup, Luther, det ny testamente, m. m., der fortæller mig, hvordan mit dagligliv er, det er, hvad jeg har som målestok for, hvad der er sandt og hvad ikke. Det vil sige: at noget er i overensstemmelse med Luther, er mig ikke nok; at noget svarer ganske til det ny testamentes formuleringer, er for lidt for mig at se; først når jeg kan sige, at jeg har forstået det ud fra mit eget liv, det vil sige: ud fra den fænomenologi, der har udkrystalliseret sig for mig i det samspil mellem mit liv og det ny testamentes tale, først da kan jeg "hakke ordet af" som forstået.
59         Sådan har jeg forstået forskellen mellem liv og død ud fra det ny testamente som en forskel, jeg godt kender fra mit eget liv, en forskel mellem, at forholdet til min næste er brudt og kun opretholdes som et skinliv i form af, at man gør, som man plejer at gøre, og så det, at forholdet til min næste genskabes, at tilliden bryder igennem, at jeg atter kommer til at leve i en ligefrem tillid og fortrolighed til den anden.
60 Det vil sige, skal jeg kunne nå frem dertil, at jeg kan sige, at jeg virkelig har forstået ordet om ikke at blive vred, så kan jeg ikke gå frem efter Luthers retningslinier, heller ikke efter de moderne lutheraneres retningslinier. De vil ikke give mig en tilfredsstillende forklaring. "Tilfredsstillende", det vil sige, en forklaring, som jeg helt og fuldt kan stå inde for, som jeg mener er i overensstemmelse med mit eget liv og mit eget selv.

61        Lad mig til sidst udlægge ordet om ikke at blive vred ved hjælp af ordet "kommunikativ". Ikke fordi jeg her vil fordybe mig i Habermas' filosofi, men fordi jeg mener, han med ordet "kommunikativ" har fået fat på noget væsentligt, som jeg her kan bruge.
62 Jesus forudsætter i alle sine ord, også i ordet om ikke at blive vred, at vi handler eller skal handle kommunikativt eller relationistisk: Vi skal i alt, hvad vi siger og gør overfor næsten, have forholdet for øje, have dets trivsel og velfærd i tankerne, sørge for, at forholdet til den anden er intakt, at tilliden er hel, fortroligheden gennemgribende. Sådan handler vi relationistisk. Eller vi skal i forholdet til den anden hele tiden have hans eventuelle reaktion i tankerne, vi skal ikke lukke af for ham, vi skal give ham luft, vi skal give ham mulighed for at kunne være sig selv i sin reaktion på vore ord, vi skal tale til ham med ord og tonefald, der kan besvares uden at han går i stykker på det. Det er at handle kommunikativt.
63 Men du handler ikke kommunikativt, hvis du lukker dig inde i dig selv, hvis du kun har det for øje, hvordan du kan handle ret, hvordan du med dine ord kan fastholde dig selv som usårlig, hvordan du kan have dit på det tørre. Det er sandt nok, at du slår ihjel med et hårdt ord, men det er også sandt, at du slår ihjel med et blidt og blødt ord, der kun har til hensigt at sørge for dig selv: at du kan vise det rette ydmyge sindelag. Så det har Luther ret i: Hverken papisternes vej, hvor de mener, at de, der vil gøre sig særlig umage, dog kan nå frem dertil, at de har den rette ydmyge holdning, der altid er venlig og imødekommende, eller sværmernes vej, hvor de mener, at et menneske, der vil være kristent, både kan og skal undlade ethvert vredesudbrud for at gøre det rette, er den rette vej at gå.
64 Men det er altså heller ikke at handle kommunikativt, hvis man bruger sine vredesudbrud til at anklage sig selv, så man måske med lidt skuespilkunst når frem til at kunne fortvivle over sine synder og henfly til nåden i Kristus. Ikke, at der er noget galt i at henfly til nåden i Kristus, men spørgsmålet er jo: Hvad så? Hvilke handlinger fører det dig til at foretage dig?
65 Man må jo ikke tro, at blot man udelukkende bygger på "nåden i Kristus", så vil man automatisk handle ret overfor sin næste. Der er meget mere at sige om næsteforholdet end blot dette negative: at man ikke skal retfærdiggøre sig ved de gerninger, man har gjort. Man kunne f. eks. sige, at ens gerninger skal være kommunikative. Om man spiller sig selv helt ud og virkelig giver udtryk for sin vrede, eller man æder sin galde i sig, behersker sig og taler venlige ord, det er ikke det afgørende. Det afgørende er, om man har forholdets trivsel og tarv for øje, det afgørende er, om ens ord er kommunikative, så man giver den anden mulighed for at kunne ånde og svare, uden at forholdet går i stykker, det afgørende er, om man har blik for dette, allerede før man udtrykker sin vrede, sin misfornøjelse eller sin tilslutning.
66 Om skilsmisse          Jeg har tidligere påpeget det mærkelige i, at vore moderne lutheranere kan se alle de andre steder i bjergprædikenen med "Men jeg siger jer ..." som stramninger af loven, der har til hensigt at drive os til Kristus, men ikke dette sted. (sp06#3) Det vil sige: De kan se det forhold, at vi mænd tilkaster kvinderne en række lystne blikke som udtryk for vor synd, endda som udtryk for en synd så omfattende og stor, at den må drive os til fortvivlelse, så vi i vor fortvivlelse ikke ser anden mulighed for os end at gribe nåden i Kristus. Men de kan ikke se det forhold, at vi har så mange skilsmisser, som tilfældet er i vore samfund, som udtryk for, at disse samfund er syndige. De kan bruge ordet om det lystne blik som "syndespejl", men ikke ordet om skilsmisse.	Matt 5,31: "Der er sagt: 'Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.' v32 Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud". (ntmatt05#31).
67 Det var dengang en lidt drilsk indvending, men her skal den tages lidt mere alvorlig. Den skal nemlig bruges som afsæt for at sammenholde Matt 5,27 (ordet om det lystne blik) med Matt 5,31 (ordet om ikke at måtte skilles). Begge steder sætter Jesus et gammeltestamentligt lovord frem og sætter sin lære op som modsætning dertil med et: "Men jeg siger jer ..." Og der er begge steder tale om en stramning af det gammeltestamentlige ord. I det ene tilfælde er spørgsmålet: Hvornår er der tale om at begå ægteskabsbrud? Og Jesus skærper definitionen af ægteskabsbrud; det sker ikke først, når du går i seng med den "forkerte", det sker allerede, når du tilsender den anden et lystent blik.	Matt 5,27f: "I har hørt, at der er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab.' v28 Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte". (ntmatt05#27)
68  I det andet tilfælde er spørgsmålet: Er det i overensstemmelse med Guds lov at skille sig fra sin hustru? Og Jesus svarer atter med en skærpelse af det, der var sagt til de gamle: Det er ikke tilladt at skilles. Senere i evangeliet uddyber han sit svar nøjere: Ægteskabet er begrundet i skabelsen, i dette, at mennesket er skabt som mand og kvinde. Det er derfor, manden forlader sine forældre og holder sig til sin hustru. Og når de bliver ét kød, er det Gud, der sammenføjer dem. Den sammenføjning må mennesker ikke ødelægge.	Matt 19,3f: "Nogle farisæere kom hen til Jesus, og for at sætte ham på prøve spurgte de: "Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?" v4 Han sagde: "Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde v5 og sagde: 'Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød'? v6 Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille."
69 Det, der nu er min pointe, er følgende: Hvis det ene ord skal forstås som "syndespejl", hvorfor så ikke også det andet? Hvis det ene ord skal forstås som noget, der skal efterleves til punkt og prikke, hvorfor så ikke også det andet? Eller, mere direkte sagt: Hvis ordet om det lystne blik er talt for at overbevise mennesker om synd, må vi så ikke nødvendigvis forstå også det andet ord som sagt med den hensigt? Formen i de to ord er jo ganske den samme. Og omvendt: Hvis ordet om ikke at måtte skilles skal forstås som en lov, der gælder for de kristne, må vi så ikke også forstå ordet om det lystne blik på samme måde? Jesus siger jo også: "Men jeg siger jer ..." i det andet tilfælde.
70         Man kan høre på mit spørgsmål, at jeg mener, de to ord skal ligestilles. At man altså ikke selv kan vælge, hvilket ord man vil bruge som "syndespejl", og at man ikke kan se igennem fingre med overtrædelsen af det ene (det med et lystne blik), hvis man kræver det andet (det med ikke at skilles) overholdt til punkt og prikke.
71       Jeg skal imidlertid ikke undlade at føje til, at man yderst sjældent går frem på den måde, ja, sagen selv synes at modsætte sig en sådan ligestilling af ordene. Det ene, ordet om ikke at skilles, er et krav til samfundets magtapparat (eller sådan opfatter vi det i hvert fald naturligt i vor tid). Det andet, ordet om det lystne blik, kan ikke på samme måde gøres til en lov af øvrigheden, og synes derfor kun at gælde den enkelte i hans personlige liv. Så hvordan skulle man dog kunne ligestille de to ting?
72 Mit svar er, at det jo netop er problemet. Samfundet har udviklet sig, så flertallet af befolkningen er blevet kristne. Derfor har man, fejlagtigt, mener jeg, opfattet ordet om skilsmisse som en skitse til en lov, der skal gælde i det kristne samfund. Det kom det jo netop til i den efterkonstantinske tid, hvor ægteskabsrettergangen blev overladt til kirken. Og derfor er det os næsten umuligt at undlade at opfatte Jesus-ordet om ikke at skilles som et indlæg i den debat, der stadig foregår hos os: Skal vi have en lov om skilsmisse i de kristne samfund? Skal skilsmisse i det hele taget være tilladt i lande, der vil kalde sig kristne? Og hvis de borgerlige myndigheder absolut vil gennemføre en lov om skilsmisse, må så ikke kirken stadigvæk betragte dem, der én gang er blevet gift, som ægtefolk?
73  Og bevares, jeg skal da ikke nægte, at netop det forhold, at Jesus har iklædt sine ord en "rabbinsk" skikkelse, gør, at vi alle finder det naturligt at betragte disse ord som et indlæg i vor debat. Vor debat drejer sig om, hvordan loven skal være. Jesus synes at udtrykke sig i lovtermer: Hvordan er loven? Hvordan skal loven være? Ergo er disse ord umiddelbart anvendelige i vor debat.
74          Når jeg trods denne tilsyneladende indlysende overensstemmelse finder det forkert at anvende Jesus-ordet om skilsmisse umiddelbart i vore dage, skyldes det, at vi i så fald ikke foretager den ligestilling mellem de to Jesus-ord, som formen lægger op til. Og det skyldes forøvrigt også en mistanke om, at en sådan direkte anvendelse er imod Jesu intention: Jesus ønskede ikke at oprette et rige af denne verden, heller ikke at lade sine ord være grundlag for en lovgivning om skilsmisse.
75          Jamen, han ønskede da vel, at hans ord skulle være grundlag for livet mellem de kristne! Og hvis vi regner os for kristne i dag, må vi vel også kunne lytte til hans ord og bruge dem som rettesnor for vort liv!
76       Sandt nok. Men netop, når vi skal lytte lige meget til begge ordene, netop, når vi skal ligestille de to ord, bliver det klart, at vi må forstå dem begge som udtryk for Jesu kærlige formaning. Og at formane er altså noget andet end at lovgive. Hvis vi forstår ordene som en lov, betyder det, at vi kan retfærdiggøre os ved dem. OK, vi kan nemmere nå frem til at retfærdiggøre os ved at sige, at vi da har undladt skilsmisse, end ved at sige, at vi da har undladt at udsende et lystent blik. Men når Matthæus sammenstiller de to ord her, mener jeg, han gør det, fordi han betragter dem begge under formanings-synspunktet.
77       Og hvad er så formanings-synspunktet?            Først skulle vi nok lige igen gøre os klart, hvad en formaning er. Jeg har fremført min opfattelse flere steder i det foregående (f. eks. sp02#57; sp02#74; sp03#1-33). Lad mig her sige det på den måde, at en formaning vil pege på en sammenhæng i tilværelsen og derudfra give forslag til, hvad man kunne tage og gøre. Altså, give forslag, ikke komme med krav. Når det hedder: "Tilgiv, så skal I få tilgivelse!" (Luk 6,37), så er det en formaning, der baserer sig på det forhold ved tilværelsen, at vi mennesker er genklangsvæsener; og når det forholder sig sådan, så foreslår Jesus, at vi udnytter dette træk ved mennesketilværelsen til at vise os forstående og tilgivende overfor den anden; for gør vi det, vil der skabes en forståelsens og tilgivelsens atmosfære på det sted, hvor vi færdes, og vi vil selv få glæde af denne atmosfære på den måde, at vi møder en tilgivende og forstående holdning fra andre.
78 Og når det hedder: "elsk jeres fjender!", så er det en formaning, der baserer sig på det samme forhold ved tilværelsen, at vi mennesker er genklangsvæsener; men der føjes den iagttagelse til dette forhold, at vi har i os en forventning om et godt og rigt liv i tillid og fortrolighed; er du derfor blevet uvenner med din ven, så begynd du med at søge forsoning, for du har jo selv denne forventning i dig og ønsker derfor, at den anden vil give udtryk for sin kærlighed til dig; og fordi du bør handle mod den anden, som du ønsker, han skal handle overfor dig, derfor søg du forsoning!
79        Omvendt, når det hedder: "Jeg kender jer ikke!" (Matt 25,12), så afbildes der derved et træk ved tilværelsen, som vi måske ikke er så glade for, det træk nemlig, at livet kan gå i stykker imellem os, tilliden blive brudt, forholdet ødelægges på en irreversibel måde, dersom vi ikke er opmærksomme, dersom vi lader øjeblikket gå forbi os uden at reagere. Det kan være det mest forskellige, der er tale om, et elskovsord, en henkastet bemærkning, en anglen efter forståelse osv., men reagerer vi ikke ret i det afgørende øjeblik, nedbrydes den grundlæggende tillid, der hersker mellem os.
80 Og når det forholder sig sådan med det liv, vi har med hinanden, så må formaningen lyde: "Våg og bed!"; vær opmærksom! hav et øje på hver finger! lad din næstes reaktioner og væremåde gå dig på! vær bekymret for om tillidsforholdet stadig er intakt! at ikke forholdet skal ødelægges ved din forsømmelighed.
81        Det forholder sig på samme måde med ordet om det lystne blik: Kun et blik, og du har ødelagt dig ægteskab! Derfor, vær glad og lystig, lad dig påvirke af alle de skønne kvinder, der omgiver dig, driv spøg med dem, lad deres skønne skikkelse oplive dig, lad deres tale og spøgefulde bemærkninger opkvikke dig, men lad aldrig dit blik udsende nogen invitation! lad aldrig dine ord eller dine gebærder udtrykke, at der er noget i vejen mellem dig og din kone! Det er der måske, men det er noget, der skal afklares dig og hende imellem, og før det er afklaret, er du ikke fri.
82        Ind i en sådan situation kommer nu ordet om skilsmisse. Det er ud fra sådanne forestillinger, det skal forstås. Det er i denne sammenhæng, det vil høres.           Skal noget afklares mellem dig og din kone, så bed til, at det må afklares, så I forbliver ægtefolk, så håb på, at I kan blive gode venner igen, så arbejd for, at tillidsforholdet mellem jer igen kan etableres med samme styrke og inderlighed, som herskede før.
83 Det er tilværelsen lagt an på, at hver mand skal have sin kone. Det er skabelsens orden, at manden og kvinden skal holde sammen, "til døden skiller dem ad". I kønsakten sammenføjer Gud netop denne mand og netop denne kvinde, og tanken fra hans side er, at de skal forblive sammen, dele onde og gode dage med hinanden, elske og ære hinanden. For hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. Det må ægtefællerne ikke selv gøre, og det må andre udefra heller ikke gøre.
84       Men dette "må" skal forstås som en formaning. Det vil sige, man skal hele tiden have det med, at der tales til parternes egen forståelse, til deres accept, til deres frivillige indføjelse under dette ord, ja til deres velforståede, langsigtede egeninteresse. Det sidste er måske svært at få med i omtalen af dette ord. Det strider næsten imod den form, lovformen, som ordet selv har. Og det strider i hvert fald imod den anvendelse af ordet, vi har brugt i vor diskussion om skilsmissens tilladelighed eller mangel på samme i vore samfund.
85 Men ordet vil heller ikke høres som talt ind i en debat om, hvordan vi skal indrette vore samfund. Ordet vil høres som en formaning til den enkelte: Du står med problemer i dit ægteskab. Du synes ikke, din ægtefælle forstår dig. Det forekommer dig, at det hele dit ægteskab er én lang kamp. Eller du synes, du er kommet ind i en stadig fastere hverdagsspændetrøje, som du ikke kan slippe fri af. Da ser du en andens lystne blik. Da fristes du til selv at udsende "invitationer" med blik, ord eller gebærder. Hvad skulle holde dig tilbage? En formaning? Bestemt ikke, synes du. Snarere måske en lovens tale, en skildring af den rette moral: at den ikke lade sig skille fra sin hustru.
86 Og derfor opfatter du rask væk ordet om ikke at lade sig skille som en beskrivelse af god moral. Og du holder dig tilbage fra at udsende diverse lystne blikke, ikke fordi du frygter for samfundets repressalier, heller ikke fordi du egentlig ikke gerne vil være fri for din ægtefælle, tværtimod, som tingene har udviklet sig, er der faktisk intet du hellere vil, men fordi du ikke kan se dig selv som et umoralsk menneske, fordi du ikke vil miste den selvrespekt, der kan sige til sig selv: Se, den moralregel har jeg i det mindste overholdt, at man ikke skal kræve skilsmisse fra sin kone.
87        Af denne eller af andre grunde holder du igen med dine "blik-invitationer". Men du gør det da bestemt ikke, fordi du rammes af nogen formaning fra dette ord. I den grad er dette at høre formaninger fra det ny testamente blevet umoderne, at det slet ikke falder dig ind at høre ordet sådan.
88 Og hvad vil det også sige at høre netop dette ord som en formaning? Måske kan man høre ordet om at elske sin næste, eller sågar ordet om at elske sin fjende som en formaning. Men ordet her? Det er da så tydeligt en lovregel, eller en moralregel, ikke en formaning. Hvordan skulle de kunne lyde som en formaning?
89        Lad os se på Jesu lidt nærmere forklaring i Matt 19! Som sagt fører Jesus ægteskabet tilbage til skabelsen. Manden forlader sin far og sin mor og binder sig til sin hustru, det vil sige, manden indgår i ægteskab med sin hustru, fordi Gud skabte dem som mand og kvinde. Guds mening med at skabe dem, som han har gjort det, er, at de skal leve sammen i ægteskab. Dette er en trossætning, det vil sige: det er noget, man skal tro på, ikke noget, man kan få bevist. Men når man skal tro på det, skyldes det ikke, at man derved skal understøtte en svækket kristendom, det skyldes, at kun ved at tro på det, får man sit liv til at lykkes. At tro på det vil jo nemlig sige at leve efter det. Og at leve efter det vil sige at leve ud fra den devise, at Gud på forhånd har lagt noget godt ind i forholdet mellem mand og kvinde.	Matt 19,3f: "Nogle farisæere kom hen til Jesus, og for at sætte ham på prøve spurgte de: "Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?" v4 Han sagde: "Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde v5 og sagde: 'Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød'? v6 Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille."
90       Og det gode, der findes der, ligger altså i ægteskabsinstitutionen. Det ligger ikke i den blot og bart kødelige forening. For mennesket er, som Grundtvig siger det, et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Det vil sige, i livsløbet vil støv og ånd gennemtrænge hinanden, påvirke hinanden, lade den ene udtrykke, hvad den anden føler, osv. Godt nok er kærligheden en forening af personer, men foreningen er netop både legemlig og åndelig, ligesom de personer, der forenes, er både legemlige og åndelige væsener.

91  Og når det gode i kønsforskellen ligger i ægteskabsinstitutionen, betyder det, at de to ægtefæller tænkes at vokse hinanden nærmere livet igennem, de tænkes at blive mere og mere ét med hinanden, legemligt såvelsom åndeligt; de tænkes at komme til at kende hinandens inderste væremåde, følelser og reaktioner.
92        Den slags kræver tid. Det kræver faktisk et helt liv, hvis det skal lykkes. Derfor er det, at det hører med til ægteskabsinstitutionen, at ægteskabet er livsvarigt. Og derfor er det, formaningen træder til, hvis ægteskabet er ved at gå i stykker: Har du tænkt over, hvad du mister, hvis din kone går fra dig? Har du overvejet, hvad det betyder, hvis den vækst ind imod hinanden, som I har påbegyndt, nu afbrydes?
93  Og altså: Denne formaning fremsættes for den formanedes egen skyld, ikke for at han absolut skal opfylde et krav, opstillet af kirken, ikke for at han skal føle, at han ikke slår til, hvis ikke han lever op til moralens regel om at leve sammen med sin ægtefælle til døden, men fordi det er hans eget liv, der går i stykker ved det, og det liv kan det være ganske svært at klinke igen; fordi han selv skal forstå og indse, hvad han mister ved ikke at have en ægtefælle ved sin side livet igennem, der kender og elsker ham, en ægtefælle, han har fælles oplevelser, fælles smådrillerier, fælles børn og meget andet fælles med.
94        Bevares, jeg véd da godt, at er man kommet fra hinanden som ægtefæller, er man kommet ind i en skure, hvor man kommer op at skændes om selv de mindste ting, føler man, at den anden er ude efter ens mindste fejltrin, osv, osv, så vil en sådan formaning sandsynligvis prelle fuldstændig af på én, for så kan man aldeles ikke se sådan på det, at man mister noget ved at gå fra sin ægtefælle, tværtimod vil de fleste i den situation nok føle, at de vinder utrolig meget derved, først og fremmest, at de vinder fred; fred for den andens evindelige angreb og rettelser og giftigheder.
95         Alligevel lyder der altså et Jesus-ord til os i den situation. Og her synes jeg altså, at det er utrolig vigtigt at få gjort opmærksom på, at alle Jesus-ord er formaninger, er de end nok så meget iklædt lovformen. Her forekommer det mig meget væsentligt, at man får flettet Jesus-ordet ud af den "rabbinske" form, det sædvanligvis forstås i, og når frem til at opfatte det som en kærlig vens formaning, et råd til os om, hvad der vil være gavnligt for os i det lange løb, et spørgsmål til os, om ikke det også for os kunne lykkes at holde sammen livet ud, med al den velsignelse, det kan medføre.
96  Derved bliver naturligvis formaningsordet til en påstand om, at "forligelse er mulig", en påstand, som er den centrale kristne påstand. Ligesom forligelse er mulig mellem menneske og Gud -- og det er, hvad det kristne evangelium går ud på -- sådan er forligelse mulig mellem menneske og menneske, også selv om to mennesker er kommet så langt bort fra hinanden, som du og din kone.
97        Det var den påstand, den trospåstand, den ældste kristne kirke levede på. Det var det, der fik dem til at holde sammen, fik dem til at kalde hinanden brødre og søstre, fik dem til at forliges med hinanden, hvis de var blevet uenige. Hvis nogen vil sige, at den centrale trospåstand i den ældste kirke var påstanden om Kristi opstandelse fra de døde, så er det sandt. Men den påstand siger netop det samme som påstanden: at forligelse er mulig.
98  Der er ikke nogen tvivl om, at når det i den ældste kristne kirke blev almindeligt at undlade skilsmisse, hænger det sammen med, at man i samme kirke havde en "tyrkertro" på forligelsesmuligheden. Det, der var kernen i den unge menigheds forkyndelse, var opstandelsestroen, og opstandelsestroen udtrykte sig vel som en tro på, at Kristus var opstået fra de døde, men var dog i lige så høj grad en tro på, at forligelse mellem mennesker er en mulighed, Helligånden virker i os, ordet om opstandelsen forkyndes iblandt os, og opstandelse, det vil jo også sige: at gå over fra at leve i dødens had til at leve i livets kærlighed.
99  Opstandelseskraften er det, den unge menighed tror på, ja, men dette at tro på opstandelseskraften er det samme som at tro på forligelsesmuligheden, det er at tro på, at Guds kræfter stadig virker iblandt os, det er at regne med, at lader vi hans ord om forligelsens mulighed tale til os, så vil hans Helligånden virke forligelsen i os, og så kan vi virkelig leve som brødre og søstre.
100  På den baggrund kan Paulus formane ægtefæller, der er blevet uenige, til at forlige sig med hinanden. Og ud fra eksistensen af en sådan kraft er det også, han kan henvise til, at det ikke blot er ham, der formaner, det er Herren selv, det vil sige: Paulus henviser uden tvivl til blandt andet ordet her i Matt 5,31f.  Mange steder formaner Paulus ved blot at opfordre sine tilhørere til at tænke sig lidt om: de véd det jo godt selv. Her synes han at formane ved at henvise til en autoritet, dels sig selv (De gifte byder jeg), dels Jesus.	1 Kor 7,10f: "De gifte byder jeg, dog ikke jeg selv, men Herren, at en kvinde ikke må skille sig fra sin mand v11 - men er hun blevet skilt, skal hun forblive ugift eller også forlige sig med sin mand - og en mand må heller ikke skille sig af med sin hustru".
101  Og det har da uden tvivl ofte været fristende for ham på jødisk manér at benytte sig af en sådan genvej, han blev jo sparet for en masse mellemregninger på den måde. Men jeg vil nu mene, at ligesom man skal fastholde, at Paulus altså virkelig gang på gang henviste sine menigheder til selv at forstå, sådan vil han også have dem til at forstå skilsmissens ukristelighed ud fra det centrum i forkyndelsen, der hedder: Forligelse er en mulighed.
102          Det mærkelige -- nogen vil måske endda sige "selvmodsigende" -- ved det ny testamentes forkyndelse er nu imidlertid, at man vel hele tiden fastholder, at "forligelse er en mulighed", men dog også fastholder, at "forhold kan gå i stykker". Og de to ting kan ikke harmoneres.
103         Dette, at forhold kan gå i stykker, dette, at det kan komme dertil, at der er kommet så megen løgn ind i et forhold, at det ikke står til at redde, eller dette, at den ene part i et afgørende øjeblik svigtede, så den andens tillid forsvandt som dug for solen, alt det afbildes i lignelsen om brudepigerne. Jeg har før været inde på den hårde tale, der lyser ud af lignelsen. (sp01#44). Men jeg har også forsøgt at udlægge lignelsen derhen, at Jesus med sin lignelse vil have os til at være opmærksomme, (sp03#11ff) så talen, også den, er en kærlig Guds formaning til os om at handle klogt, når nu tilværelsen er indrettet, som den er.
104        Dette, at forhold kan gå i stykker, ses også af ordet, som vi her beskæftiger os med. Som sagt udtaler Jesus sig her i lovtermer, jeg vil mene, uden at ordet skal forstås ud fra lovtermer. Men én af de ting, der får det til at lyde ekstra meget af "lov", er den undtagelse, der sættes op, nøjagtig som juristerne opstiller en regel, men også gør opmærksom på, at det og det må gælde som undtagelse fra denne regel.	Matt 5,31f: "Der er sagt: 'Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.' v32 Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud."
105  Her opstiller Jesus en regel, sådan forstår man det umiddelbart i en juridisk kontekst. Men han giver også en undtagelse fra denne regel: Hvis nemlig hustruen har begået utugt, så er det tilladt at skille sig fra hende. Denne undtagelse forekommer både her og i Matt 19,9. Den forekommer derimod ikke hos Markus. Ja, den forekommer end ikke som en afvigende læsemåde i nogle manuskripter. Det har (naturligvis) fået nogle til at tro, at der hos Matthæus er tale om, at evangelisten har afsvækket Jesu oprindelig skarpe tale til noget mindre skarpt. Egentlig gjaldt Jesu lov alle uden undtagelse: skilsmisse er forbudt. Men man har i senere gengivelser svækket på kravet: Det kan dog ikke gælde den, hvis mand eller hustru begår utugt.	Mark 10,9: "Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille." v10 Da de igen var inden døre, spurgte disciplene ham om dette, v11 og han sagde til dem: "Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; v12 og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud".
106         Her kan Luther være os til hjælp. Ja, ikke fordi han har sluppet den juridiske tænkemåde, ak nej. Men fordi han véd noget om, hvad tilgivelse er og ikke er, når det er de nære menneskelige forhold, der er tale om. I stedet for automatisk at rette sig efter undtagelsen, så man med det samme giver den ægtefælle, der er blevet bedraget, skilsmisse, skulle man, siger han, forsøge sig med en formaning. Var det dog ikke muligt, at den bedragne kunne tilgive den anden? Var det ikke tænkeligt, at kristelig kærlighed kunne få den bedragne til at forlade den anden den skyld, han havde pådraget sig?	Luther i prædiken over Matt 5,31: "Men hvis man vil råde dem, der vil være kristne, så ville det være meget bedre, at man formaner og opfordrer begge parter til at blive sammen, og lader den uskyldige ægtefælle forsone sig med den skyldige, så han eller hun tilgiver den anden af kristelig kærlighed (om ellers den skyldige vil ydmyge sig og forbedre sig). Med mindre da, at der ikke var håb om forbedring, eller den skyldige, når vedkommende igen var forsonet med den anden og taget til nåde, ville misbruge en sådan velgerning og straks igen gå hen sig til et offentligt fruentimmer, i tillid til, at man ville vise barmhjertighed og tilgive". (bjerg06#33).
107  Jo, svarer Luther, det ville bestemt være det bedste. Men læg mærke til fortsættelsen! Den kristne er ingen tilgivelsesmaskine. Det forholder sig ikke sådan, at man altid kan regne med at finde barmhjertighed og tilgivelse hos den sandt kristne. Nej, det er almindelig menneskelige kræfter, der træder i funktion i tilgivelseshandlingen. Og man forudsætter i sin tilgivelseshandling, at den anden virkelig fortryder det. Men går den anden umiddelbart derefter hen til et offentligt fruentimmer, så er det tegn på, at han intet har fortrudt. Og så kan man ikke tilgive igen. Ja, netop, man kan ikke tilgive igen. Man har måske et ideal om den kristne som én, der altid tilgiver, eventuelt ud fra Matt 18,22. Men hvis tilgivelsen skal være båret af umiddelbar menneskelighed, og ikke af en sådan lidt kunstig idealdannelse, så kan sagen meget vel stille sig sådan, at man ikke kan tilgive. Luther siger her, at det kan ske af væmmelse. Men det kan også være, at man ikke kan tilgive, fordi man ikke mere kan tro på den anden. Ligegyldigt hvor angerfuld han stiller sig an, han har snydt én så ofte, at man ikke mere kan få sig selv til at stole på ham.	Fortsat: "Da ville heller ikke jeg tilråde eller formane til at vise nåde, men hellere hjælpe med til, at man overgav en sådan til hudstrygning eller stak vedkommende i en sæk.For at have forsyndet sig én gang kan nok tilgives, men med viden og vilje at synde på nåde og tilgivelse er ikke til at udholde. For som sagt, vi kan ikke tvinge nogen til igen at tage en offentlig hore eller ægteskabsbryder til sig, hvis han eller hun ikke vil eller ikke kan gøre det, fordi han væmmes". (bjerg06#34).
108         Det er lignelsen om de ti brudepiger i anden forklædning. Der er sket noget uopretteligt i forholdet mellem de to. Kanhænde det er sket allerede, da han første gang gik i seng med en anden. Kanhænde det er sket, efter at han inderligt har bedt om tilgivelse, udtrykt anger og fortrydelse, og lovet aldrig at gøre det igen, og så minsandten efter et halvt år har begået nøjagtig det samme igen. Da kan hun ikke mere tro ham. Hvor gerne hun end ville, hun kan ikke. Måske også fordi hans anger denne gang forekommer hende en anelse beregnende. Den er beregnet på at skulle få hende til at tilgive. Og det er synden mod Helligånden. For den er der ikke tilgivelse.
109         Igen: Det er ikke af ondskab, at det siges så hårdt. Det skyldes, at Gud nu engang har indrettet tilværelsen mellem mennesker sådan, at den er lagt an på tillid. Og når tilværelsen er indrettet sådan, så er der altså ikke noget at gøre; så kan man ikke misbruge et andet menneskes tillid den ene gang efter den anden og regne med, at den går nok. I det medium, der hedder "ordet", kan du gebærde dig, som du vil; der vil altid stadig være muligheder. Men i det medium, der hedder "ånden", går det rivende galt, hvis du vil manipulere. For så vil du ikke selv bøje dig for åndens virken; så har du fået den fejlagtige opfattelse af forligelsen, at den kommer i stand ved din manipulation; så er du kommet til at føle dig som herre på et område, hvor det er ånden, der er herre. Og det er en uoprettelig fejl.	Matt 12,31: "Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. v32 Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende".
110        Og dog er der da gudskelov psykologer, der selv da ikke har opgivet håbet. Måske også de løber panden imod en mur. Men det kan vel også være, at det selv i den situation stadigvæk er muligt at få mennesker til at forstå: forstå, at de må opgive deres manipulation; forstå, at de to parter må komme ud af den dårlige vane, de er kommet ind i: at de skal udfordre hinanden; forstå, at netop forligelsessituationen er alfa og omega i et ægteskab; hvis den misbruges, da ødelægges det hele og står ikke mere til at redde.
111          Som sagt, Luther har blik for, at man ikke kan tilgive og tilgive i det uendelige; der må være en krog, man kan hænge sin tilgivelse op på, en anger, der forekommer én ægte, en fortrydelse, man tør stole på. Og er det femte eller syvende gang (for nu at tale med Peter), så kan det nok knibe med en sådan tro. For en tilgivelsesmaskine kan man jo dog ikke forvandles til. Måske man også kan sige, at Matthæus med sin undtagelse har blik for, at det kan komme dertil, hvor tilgivelsen er "opbrugt", hvor troen på den anden ikke mere er til stede. Hvad man end siger, man må indrømme, at forholder det sig, som jeg her har skitseret, at de to sætninger ("Forligelse er mulig" og "Et forhold kan gå i stykker") begge gør sig gældende i den kristne menighed, så er al lovgivning umulig.
112        Og det er netop også, hvad jeg vil slutte dette afsnit med: Det liv, der leves i menigheden, det liv, der har tro og tillid som sine afgørende kendemærker, det kan ikke pakkes ind i lovtermer. De to tankerækker, lovens og evangeliets, er indbyrdes uforenelige. De står logisk hinanden imod. Tænker du i den ene tankerække, så er eo ipso enhver overvejelse i den anden tankerække umulig.
113  Og da altså det ægteskabelige liv så udpræget foregår i evangeliets tankerække, da enhver lovtankegang på det område kun sigter på at ødelægge det tillidsforhold, det hele bygger på, så kan ingen lov gøre sig gældende på det ægteskabelige område. At forsøge at lade det ske alligevel er som at forsøge sig med at kvadrere cirklen. Det er på forhånd umuligt.
114  Hermed være ikke sagt, at vi ikke kan være nødt til at gøre det. Der skal være regler for skilsmisse, regler for bodeling, regler for børns ophold, osv. Men det er altsammen "second class", det er nødværgeforanstaltninger, det er erstatningstiltag, der på ingen måde kan omfatte det ægteskabelige liv.
115         Det eneste, man kan sige om loven og evangeliet i den forbindelse, er, at ægteskabet skal være så frit som muligt. Derfor man kan godt sige, at hvad evangeliet kræver, netop ikke er en lov, der forhindrer skilsmisse, men omvendt en lov, der lader skilsmisse være så frit som muligt, når hensyn skal tages til den svage part. Eller man kan sige, at evangeliet kræver, modsat hvad man tidligere mente, at skilsmisse skal være mulig.
Videre til sp09!

Noter:

n28:  Jeg har tidligere "anholdt" Ulla Bidstrup for den samme tankegang: se sp01#19! Hun mener, at skal forligelse finde sted, må man "komme på den anden side af vreden".