Luther var ikke lutheraner (7)

Om Matt 5,21, 5,27, 5,38 og 5,43.

Til Matt 5,21, 5,27 5,38 og 5,43 (græsk, latin, tysk, dansk).

Indhold: Om at vende den anden kind til. #1. Luthers fejl #36. Hvad mener Jesus? #59. Ikke-vold? #93.

Tilbage til oversigten!

Tilbage til sp06!
 

1 Om at vende den anden kind til        Jeg har tidligere prøvet i al korthed at vise, hvordan Jesus i Matt 5,38 taler kasuistisk. (02#8) Her skal jeg tage ordet om at vende den anden kind til frem igen, for lidt tydeligere at undersøge, hvordan Luther behandler dette skriftsted, og spørge, hvor Jesus da egentlig vil hen med ordet, hvis det nu ikke skal forstås som et syndespejl, der "kun" vil virke ind på os på den måde, at det vil have os til at erkende vor synd.	Jesus i Matt 5,38f: "I har hørt, at der er sagt: 'Øje for øje og tand for tand.' v39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. v40 Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. v41 Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. v42 Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig".
2   For som blot og bart "syndespejl" skal ordet altså ikke forstås, hvor indlysende det end ellers kan synes at være. Det, der får os til at ville forstå det sådan, er netop formuleringen: Vend den anden kind til!           Men først Luther!
3        Når jeg sammenligner Luthers behandling af de forskellige steder i Matt 5, der kan fungére som "syndespejl", forekommer det mig, at han er svagest i sin behandling af Matt 5,38. I al korthed fortalt: Luther bruger sin skelnen mellem Guds rige og verdens rige til at nævne en masse områder, hvor man så sandelig skal modsætte sig det onde og ikke gøre, som Jesus ellers siger her: at man ikke må modsætte sig det onde. Enhver, der har et embede i samfundet, skal sørge for dem, der er underlagt ham. Og at sørge for dem, ja, det vil blandt andet sige: at imødegå trusler om vold med modtrusler om vold, eller det vil sige: at sætte hårdt mod hårdt overfor dem, der vil ødelægge.
4  Problemet i prædikenen er så, at når man tilsidst spørger sig selv (og Luther), hvor vi da sådan konkret har en situation, hvor man skal vende den anden kind til, så er det faktisk meget svært at se, at der bliver områder tilovers, hvor en sådan holdning vil være den rette. Luther forklarer, at man skal gøre sådan, når det drejer sig om ens person. Og det lyder jo udmærket. Men hvornår gør det det? Hvornår er jeg en husfar, der skal forsvare min familie og mit tyende, og hvornår er jeg "kun" en person, der skal finde mig i overfald? Svaret blæser i vinden.
5         Det svarer sådan set til, at Luther behandler også det, skriftstedet slutter med: ordet i vers 42 om at give til den, der beder, og ikke vende sig fra den, der vil låne, på en måde, så al kraft tages ud af det. Han har f. eks. i prædikenen om åger opfattet netop disse ord som en etik, der skal gælde for kristne i handel og vandel. Og i den prædiken har man rigtignok indtryk af, at det er ganske meget, der kræves af en kristen købmand, både "meget" i retning af dybfølt etisk selvhengivelse, og "meget" i retning af en formue at give bort af.
6  Men i denne prædiken forekommer det mig, at det hele ender med at blive ret tandløst. Der opstilles en række forbehold. Der spørges om, hvordan man skal stille sig, hvis den ikke-kristne opdager, at sådan står der altså i den kristne bibel, sådan prøver de også virkelig at leve. Og svaret er, at man ikke skal lade sig misbruge og altså holde sin gavmildhed noget tilbage, hvis man har mistanke om, at den bliver misbrugt. (bjerg08#81)
7         Jeg kan da sådan set godt blive ikke så lidt imponeret over, at Luther på det punkt er meget klogere end vore politikere i dag (skønt det måske ikke er noget at blive så imponeret over). Jeg mener, vore dags politikere vedtager den ene lov efter den anden. Men man går altfor ofte frem efter de gode hensigter, man mener altfor ofte, at "signalværdien" af en lov er tilstrækkeligt. Og man fornemmer næsten, at politikerne bliver fornærmede, når det viser sig, at folk minsandten forstår at omgå loven. Det var jo ikke den ædle hensigt med loven. Blot kom den altså til at fungére sådan.
8        På den baggrund kan naturligvis godt Luthers overvejelser og advarsler mod at lade sig misbruge forekomme nøgterne. Men alligevel! Luther skal jo ikke vedtage nogen lov. Luther skal udlægge noget, som han opfatter som en lov. Og han skal -- det er den opgave, han har givet sig selv -- prøve at finde ud af, hvordan Guds riges mennesker, de kristne, kan leve i denne verdens riges omgivelser. Kan det lade sig gøre? Er de kristne ikke blot naive mennesker, hvis godgørenhed uvægerlig vil blive udnyttet? Har de kristne lov at tage forstanden til hjælp, når de skal rette sig efter Jesu befalinger om at give og låne ud? Jeg skal ikke nægte, at når dette Jesus-ord har været igennem Luthers behandling, så er glansen i ret høj grad gået af Sankt Gertrud.
9        Dog, én ting står fast: Luther bruger ikke på noget tidspunkt i prædikenen teksten om at vende den anden kind til som et "syndespejl". Han er ikke lutheraner, i hvert fald ikke af den moderne slags. Jesu ord har etiske implikationer, og de skal på en eller anden måde føres ud i livet. De er ikke kun for dem, der vil være fuldkomne, som papisterne tror. De er heller ikke uden videre for alle i samfundet, så det bryder sammen, fordi der ikke er nogen øvrighed til at sætte sig imod det onde. De er for de kristne, der lever som fremmede i denne verden, men dog ikke som mere fremmede, end at de har et medansvar for rigernes styrelse, og derfor må sætte sig imod det onde ud fra det embede, de har fået, samtidig med at de "for deres egen person" må vende den anden kind til. Det er den cirkel, hvis kvadratur Luther søger at løse.
10       Som sagt begynder Luther med at hævde, at ordet kun kan forstås, hvis man fastholder skellet mellem Kristi rige og verdens rige. Hosstående citat er taget fra stedet lige efter tekstoplæsningen.	Luther i prædiken over Matt 5,38: "Denne tekst har også overalt fremkaldt mange spørgsmål og mange vildfarelser for næsten alle lærere, som ikke har vidst at skelne mellem de to ting: verdslig og gejstlig stand, eller Kristi rige og verdens rige. For hvor de to bliver blandet sammen med hinanden og ikke opdelt rent og fint, dèr kan der aldrig forblive en ret forståelse i kristenheden, sådan som jeg ofte har sagt og bevist". (bjerg08#3).
11 For så vidt kan man jo sige, at Luthers opfattelse passer fint sammen med hans opfattelse af skellet mellem lov og evangelium. Loven i dens første brug, loven, som den bruges til at holde orden med i samfundet, den har sit "øje for øje og tand for tand", og de, der har myndigheden dertil, synder, hvis ikke de holder sig dette for øje. På den måde får han også "reddet" det skriftord, som Jesus ellers synes ret kraftigt at vende sig imod. Der er jo dog tale om et ord, der direkte står i det gamle testamente, og det har derfor uden tvivl i sig selv en vis autoritet for Luther. Også det gamle testamente var jo i hans øjne Guds ord.	Luther i prædiken over Matt 5,38: "Ligesom han nu i de foregående dele har anklaget og forkastet deres lære og deres falske tolkning, sådan tager han også her fat på det, der står skrevet i Moseloven til dem, der har fået befaling til at føre herredømmet og øvrigheden og til at straffe med sværdet, at de skal og må tage et øje for et øje, en tand for en tand, osv; så at de altså synder lige så meget, hvis de ikke bruger det sværd og den straf, de har fået befaling til, som de andre, som uden befaling selv griber sværdet og udøver hævn". (bjerg08#7)
12        Men ikke ret langt inde i prædikenen beskriver Luther den kristne og hans holdning. Han skal, hvad hans person angår, ikke søge hævn, og også være parat til, hvis nogen slår ham på den ene kind, hvis det er nødvendigt, at række den anden frem, ja, han skal endda udslette al tanke om hævn fra sit hjerte.          Og det er jo et ret højt ideal. Selv om jeg har bemærket mig, at Luther opstiller en betingelse for ikke blot at finde sig i at blive slået, men ligefrem selv aktivt byde den anden kind til -- man skal kun gøre det, hvis det er nødvendigt, og der gives ikke nærmere retningslinier for, hvornår det kunne tænkes at være nødvendigt, og hvornår ikke -- så er dog ikke mindst forestillingen om, at hævnen og lysten til at slå igen endog skal udryddes af hjertet, et højt ideal at stille op.	Luther i prædiken over Matt 5,38: "Så kommer nu Kristus og nedlægger et sådant forkert, falsk blændværk og forståelse, lader øvrigheden have sin ret og sit embede rent, men lærer sine kristne, som enkeltpersoner, der ikke har noget embede eller noget herredømme, hvordan de, hvad deres person angår, skal leve, nemlig sådan, at de ikke begærer nogen hævn, og skal være så skikkelige, at hvis nogen slår dem på den ene kind, at de da skal være parat til, hvis det var nødvendigt, også at række den anden frem, og at de ikke alene skal holde hævnen tilbage med næven, men også i hjerterne, med tankerne og alle kræfter". (bjerg08#10)
13 Og det ideal fastholder Luther. Der er ikke tale om, at det store ideal skal bruges til at overbevise om synd. Det skal bruges til at rette sig efter. Man skal rammes i den grad af ordet om Guds tilgivelse, at man selv bliver tilgivende og forstående, det vil sige, ens hjertet bliver forvandlet, man tænker ikke mere på hævn og gengældelseslyst.
14       Det ny testamente er bemærkelsesværdigt derved, at det både indeholder en formaning og en fortælling om, hvordan formaningen efterleves, noget, vi senere får lejlighed til at benytte os af. Dette træk udnytter Luther også. Vi så det, da talen var om dette at elske fjenderne. Her spurgte Luther, næsten på god historisk-kritisk vis, om mon nu Jesus selv også rettede sig efter sine egne formaninger om at elske fjenden, når han dog forbandede sine fjender. (bjerg09#9)	Luther i prædiken over Matt 5,38f: "nogle har herop imod sat Kristi eksempel, Joh 18,22f, hvor han hos præsten Hannas blev slået på kinden og dog ikke rakte den anden frem, men bedyrede sin uskyld og anklagede præstens tjener, og det synes han at have gjort imod denne tekst". (bjerg08#13)
15 Og lidt tidligere, altså i den tekst, vi her har for os, har Luther stillet det samme kritiske spørgsmål, eller i hvert fald ladet nogle stille det: Hvorfor vendte Jesus ikke den anden kind til, da han selv blev slået hos ypperstepræsten Hannas?          Man må vistnok sige, at Luther ikke besvarer det spørgsmål, han her rejser. Senere hedder det ganske vist, at Jesus tilbød ikke blot den anden kind, men hele sin krop. Men den påstand er vist ikke eksegetisk holdbar.	Luther i prædiken over Matt 5,38f: "For man må ikke billige uretten, man skal give sandheden vidnesbyrd, og må nok beråbe sig på retten imod vold og frækhed; sådan som Kristus selv overfor præsten Hannas beråbte sig på og tilbød retten og dog ikke desto mindre fandt sig i, at man slog ham, og ikke alene tilbød den anden kind, men hele sin krop". (bjerg08#56)
16       Og man må også sige, at Luther i nogen grad bortforklarer Jesu strenge krav (hvis vi nu skal opfatte dem som krav). Jesus siger jo ikke blot, at man skal finde sig i at blive slået på den ene kind, men det hedder ligeud: Vend den anden kind til! Altså, det, der kræves, hvis man bliver slået på den ene kind, er ikke alene tålmodighed, sagtmodighed, eftergivenhed og alle den slags høje egenskaber. Det er direkte, at man selv aktivt gør noget: nemlig vender den anden kind til!        Det er der åbenbart nogle fortolkere i Luthers fortid, der har undret sig over, og de har nedskrevet idealet en smule: det er nok, hvis man i sit hjerte er villig til at tilbyde den anden kind, man behøver ikke i praksis at udføre det. Luther tilslutter sig denne opfattelse. De, og Luther, holder sig til, at Jesus i det andet eksempel, det med at give sin kappe foruden kjortelen, (matt5,40), ikke står noget om, at man aktivt skal kaste kappen efter den, der har taget kjortelen.	Luther, fortsat fra #14: "Derfor har de sagt, at det ikke er nødvendigt, at tilbyde den, der slår, den anden kind, og hjulpet sig sådan igennem denne tekst, at det skulle være nok, at man i hjertet er beredt til også at tilbyde den anden; hvilket nok kunne være sagt på en ikke forkert måde, men dog ikke er ret forstået. For de mener, at dette at tilbyde den anden kind, vil sige, at man skulle sige til den, der slår: Se, her har du også denne kind, og slå mig nu for anden gang; eller, at man også skulle kaste sin frakke efter den, der vil tage kappen. Hvis det var meningen, så måtte man kaste alting bort, i sidste ende også hus og gård, kone og børn. Derfor siger vi, at der her ikke prædikes mere for enhver kristen, end at han skal være villig og tålmodig til at finde sig i, hvad han skal og må finde sig i, og ikke søge hævn eller slå igen". (bjerg08#14ff)
17 Jeg vil nu mene, at den eksegese er noget tynd. Den situation, Jesus afbilder, er en retssag, og dette: "lad ham også få kappen", der opfordres til, er derfor en højst aktiv handling. Der gås jo ud fra, at kappen ikke har været krævet ved retten, så hvis tanken blot var den, at man skulle finde sig i, hvad den anden kunne finde på, så skulle man altså afvente en ny retssag, hvor der blev gjort krav på kappen. Og det er der tydeligvis ikke tale om.
18       Det kan synes at være petitesser, men dels vil det senere vise sig, at det har en vis betydning, og dels kan man allerede her og nu på den baggrund slå det endnu mere fast, at Luther faktisk forestiller sig, at ordene skal føres ud i livet; de skal ikke blot stramme idealet til det uoverholdelige, men være ord, der tænkes at skulle overholdes. Derfor er det jo, at han tilskærer dem, så de kan passe ind i den situation, han har for øje, uden at få hele samfundet til at bryde sammen.
19       Omvendt kan man jo så, hvis man er en moderne "lutheraner", der er tilhænger af, at ordet her vil fungere som et syndespejl, hævde, at med den finesse knyttet til sig, at man aktivt skal vende den anden kind til, og måske ligefrem kaste kappen efter kjortelen (med Luthers ord), så bliver de endnu mere umulige at overholde, og det bliver derfor endnu mere klart, at ordene her kun kan forstås, hvis de skal være et syndespejl, hvis de skal overbevise om synd, og derved medvirke til, at den arme synder drives til Kristus.
20        I hosstående citat prøver Luther at forklare sig: Hvordan kan det være muligt for den kristne at undlade at sætte sig imod det onde, når dog det onde vitterlig findes, og skal holdes nede, for at samfundet kan bestå? Jo, forklarer Luther, det er muligt derved, at den kristne overlader det til dem, der har befaling til det, at sørge for at uddele goder, handle, straffe, beskytte osv.         Men det forekommer mig, at man her må spørge, som man måtte spørge, da talen var om det lystne blik, om det, Luther har for øje, ikke i grunden er det naturlige menneskesamfund. Dette at nå frem til en situation, hvor en mand kan se på en kvinde, som Luther fortæller, at Paulus var i stand til det, er for mig at se noget almenmenneskeligt, der fremelskes, når mennesket opdrages under frie forhold mellem kønnene. (sp05#26)	Luther i prædiken over Matt 7,38f: "Desuden bliver også de rette kristne anfægtet dermed, når de ser, at det går så ilde til i verden, også i deres eget herredømme, at de gerne selv vil gribe ind i det og tage hånd om det. Men sådan skal det ikke være, og ingen skal tænke, at Gud på den måde vil lade os regere og herske med verdslig ret og verdslig straf; men de kristnes væsen skal være helt forskelligt derfra, så at de slet ikke bekymrer sig derom eller har noget dermed at gøre, men lader dem, der har befaling til det, sørge for, hvordan man uddeler goder, handler, straffer, beskytter osv., og lader det gå, som de får det til at gå"; (bjerg08#22f)
21 Og på samme måde er dette, at nå frem til en situation, hvor den enkelte ikke tager sig selv til rette, men overlader det til politi og domstole at skabe ret og rimelighed, noget naturligt i et ordentligt menneskesamfund.
22 I begge tilfælde ser Luther dette naturlige som udtryk for, at de kristne, der udgør samfundet, har i sig to naturer, og for, at de to naturer holdes sammen i den kristnes aktuelle liv.
23        Og bevares, det kan da godt være, at vi ud fra disse forhold skal til at tænke noget anderledes over menneskelivet, end vi hidtil har gjort, at vi skal til at opfatte den ånd, der hersker i vore samfund, som noget gudgivent, ikke som noget slet og ret naturligt. At vi altså skal til at regne med, at når vi under vor opvækst får indpodet kræfter i os, der gør det naturligt for os at se på en kvinde som person og kønsvæsen i ét, så det faktisk kommer til at gå os sådan, at vi i ganske mange tilfælde kan se på et sådant væsen uden begær, det kan godt være, at vi skal til at se på disse kræfter som åndelige kræfter, der indpodes i os i kraft af, at vi befinder os i et kristent eller efterkristent samfund.
24 Og det kan også godt være, at vi skal til at forestille os den samfundsudvikling, der har ført til, at vi som noget naturligt overlader det til politi og domstole at skaffe fred og tryghed i vor tilværelse, som en særlig kristen udvikling, der vel har ført til fremvækst af naturlige holdninger, men har ført til det i kraft af kristendommens enzym-virkning, så denne naturlige udvikling slet ikke er naturlig i den forstand, at den hersker overalt, men kun i den forstand, at den ligger i kim i det naturlige sprog.
25        Under alle omstændigheder forekommer det mig ret besynderligt, at der så at sige ikke bliver noget område tilbage, hvor dette ord om ikke at modsætte sig det onde kan få gyldighed. Enten står den kristne selv i en situation, hvor ordet ikke gælder: han er husfar og skal beskytte sin familie, hun er mor og skal beskytte sit barn, han er fyrste og skal beskytte sit folk. Eller også står han i en situation, hvor ordet om at vende den anden kind til ikke siger andet og mere, end at han skal overlade det til den, der har myndighed dertil, at straffe, at beskytte, at handle og at uddele goder. Og det er vel i virkeligheden ikke andet og mere, end hvad enhver god borger tænkes at gøre. Luther kan jo i hvert fald sige, at når den kristne gør det, retter han sig efter ordet om at give kejseren, hvad kejserens er. Men det er vel noget, alle gør, nogle godvilligt, andre modvilligt.	Luther i prædiken over Matt 5,38ff (fortsat fra #20): ...men de kristnes væsen skal være helt forskelligt derfra, så at de slet ikke bekymrer sig derom eller har noget dermed at gøre, men lader dem, der har befaling til det, sørge for, hvordan man uddeler goder, handler, straffer, beskytter osv., og lader det gå, som de får det til at gå; sådan som Kristus lærer: Giv kejseren, hvad kejserens er. For vi er sat ind i et andet højt væsen, som er et guddommeligt evigt rige, hvor man ikke behøver nogle af den slags ting, som er født i verden, men hvor enhver for sig i Kristus er en herre, både over djævel og verden, osv., som det andetsteds er sagt". (bjerg08#23).
26         Og ærlig talt, når man sådan bliver klar over, at det sted, hvor den kristne skal undlade at tage sig selv til rette og undlade at forsvare sig, er et ikke-sted, et utopia, så får man en lidt sær smag i munden. For er det så ikke meget letkøbt af Luther at sige, som han gør her, at der i det rige, som den kristne befinder sig i som kristen, Guds rige, er idel kærlighed og tjeneste under hinanden, at man dér elsker endog sine fjender, og ikke sætter sig op imod det onde eller søger hævn, men endog aktivt holder den anden kind frem mod dem, der slår én på den ene kind? Det koster ham jo ikke noget. Den kristne er altid, tilligemed at han er kristen, i den situation, at han er husfar, husmor, fyrste, dommer osv, hvor han netop vil handle forkert ved sådan at vende den anden kind til.	Luther i prædiken over Matt 5,38ff: "Når man nu spørger, om en kristen også skal tage sig til rette eller forsvare sig, osv., så kan du svare ligeud og sige: Nej. For en kristen er en sådan person eller et sådant menneske, der intet har at gøre med den slags verdsligt væsen og verdslig ret, og han befinder sig i et sådant rige eller et sådant regimente, hvor det ikke drejer sig om andet end det, vi beder om: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Dèr skal der være idel kærlighed og tjeneste under hinanden, også imod dem, der ikke elsker os, men er os fjendtlig stemt, øver vold og uret osv. Derfor siger han til dem, at de ikke skal sætte sig imod det onde og endog heller ikke søge hævn, så at de endog skal holde den anden kind frem mod den, der slår dem osv". (bjerg08#28f).
27 Må en kristen påtage sig de embeder, hvor loven om at vende den anden kind til ikke gælder? spørger Luther. Og svarer lige så klart og tydeligt ja til det, som han før svarede nej på spørgsmålet om, hvorvidt en kristen måtte tage sig selv til rette eller forsvare sig (#26). Men igen: Det er da let nok at sige sådan. Det eneste, dette krav medfører, er jo, at en kristen i sit indre, eller i sit hjerte ikke skal søge hævn. I det ydre skal han handle ganske som andre verdensmennesker, forsvare sig, hvis nogen vil angribe ham og hans familie, lade politi og soldater beskytte sig, hvis nogen vil angribe hans by eller hans land, osv.	Fortsat: "Derefter er der et andet spørgsmål: om en kristen da også må være et verdsligt menneske, og udføre det verdslige regimentes eller rettens embede og gerning, altså sådan, at de to personer eller de to slags embeder falder sammen i ét menneske, og han på samme tid er kristen og fyrste, dommer, herre, karl, pige, hvilket kaldes idel verdensmennesker, for de hører hjemme i det verdslige regimente. Det siger vi ja til. For Gud har selv indrettet og indsat et sådant verdsligt regimente og en sådan forskel, og desuden bekræftet og rost det gennem sit ord. For uden det kunne dette liv ikke bestå, og vi er alle sammen indfattet i det, ja født ind i det, før vi blev kristne. Derfor må vi også forblive i det, så længe vi lever på jorden; dog kun efter det ydre, legemlige liv og væsen". (bjerg08#30f)
28         Luther synes her udelukkende optaget af at forsvare sig overfor sværmerne, der vil anvende ordet om at vende den anden kind til direkte: Man må aldrig som et kristenmenneske forsvare sig. Og hertil er jo hosstående eksempel med en mor, der ikke vil redde sit barn fra en hund eller en ulv, velegnet. Men stadigvæk sidder man med det spørgsmål i sit sind: Hvor gælder ordet da? Hvor er det felt, hvor ordet skal anvendes?	Luther i prædiken over Matt 5,38f: "Hvad ville det vel være for en tåbelig mor, der ikke ville beskytte og redde sit barn fra en hund eller en ulv, og bagefter sige: en kristen skal ikke forsvare sig? Skal man ikke give hende undervisning med nogle gode slag og sige: Er du en mor, så gør, hvad der er mødres ret, hvad der er dig befalet, og hvad Kristus ikke har taget bort, men tværtimod bekræftet". (bjerg08#38)
29          Endelig kommer det, tænker man, når man når frem til #44. Nu siger Luther da i hvert fald, at han er færdig med at se på sagen fra det verdslige samfunds side, nu når vi omsider frem til at det spørgsmål skal omhandles: Hvad skal jeg gøre, hvis det alene har med min person at gøre? Må jeg så værge for mig og beskytte mig med magt? Svaret er højt og tydeligt nej. Men besynderlig nok er vi blot dermed ikke nået frem til det særlig kristelige. For den verdslige ret og kejserens ret lærer det samme: at slå igen skaber kiv; at blive bestjålet giver ikke ret til at stjæle; man må i stedet overlade det til politi og domstole at opklare tyveriet og at straffe tyven. Hvilket jo ikke er specielt kristeligt, men noget, vi i det borgerlige samfund har fundet ud af er det mest praktiske.	Luther i prædiken over Matt 5,38f: "Lad nu dette være nok om den slags person, der overfor andre personer er forpligtet under den verdslige ret, det vil sige, faderret, moderret, herre- og frueret, osv. Men hvordan, hvis det alene har med din person at gøre, at man gør dig fortræd og uret, mon det da også gælder, at man må værge og beskytte sig med magt? Svar: Nej. For her lærer den verdslige ret og kejserens ret selv: At slå igen skaber kiv, og den, der slår igen, han har uret. For dermed falder han ind i dommerens embede; ham tilkommer det at straffe, og han tager hans ret fra ham; ganske som i andre tilfælde, f. eks. når én stjæler og røver fra dig, så tilkommer det ikke dig, omvendt at stjæle og røve noget fra ham og tage det med magt". (bjerg08#44)
30        Så kunne man naturligvis spørge: Jamen, skal en kristen i det hele taget klage til politi og domstole? Skal han ikke netop finde sig i at lide ondt?

31       Jo, det ville vi måske synes. Ikke ud fra, hvad vi naturligt ville gøre, men måske ud fra, hvad Jesus siger her i bjergprædikenen. Det må da være meningen med det, der står her. Dog ikke i Luthers prædiken. Her tænkes den kristne, hvis han ikke vil eller kan finde sig i det, at tage mod til sig og gå til dommeren og dèr fremføre sin ret. Altså, han tænkes at gøre det stik modsatte af, hvad Jesus anbefaler ham at gøre i dette skriftord.	Luther i prædiken over Matt 5,38f (fortsat): "Men vi er i almindelighed sådan skikkede, at vi straks, før man får set sig om, selv har taget hævn. Men det skal ikke være sådan. Vil du eller kan du ikke finde dig i det, så kan du tage mod til dig og gå til dommeren med ham og dèr selv fremføre din ret. For han skal nok lade det ske, at du på ordentlig vis kan kræve og få din ret, blot du ser til, at du ikke har et hævngerrigt hjerte". (bjerg08#45f)
32        Og det er altså lidt mærkeligt. Jeg lader mig ikke formilde af, at Luther fremfører den fromme Josef som eksempel på én, der gik til sin far og sladrede. Og det er ganske rørende, hvad Luther tildigter til den gamle fortælling om Josefs rene hjerte og broderlige sindelag, men jeg må indrømme: Mit hjerte lades koldt. (bjerg08#51)	"Dette er Jakobs slægtshistorie. Josef var sytten år, og han vogtede får sammen med sine brødre. Han tjente hos de sønner, hans far havde med sine koner Bilha og Zilpa. Og Josef fortalte deres far det onde, han hørte om dem". (1 Mos 37,2)
33 Og når Luther dernæst disker op med tjenerne i lignelsen om den gældbundne tjener og forklarer, at de bestemt ikke var ude på at hævne sig, nej, de stræbte kun efter retten, som rette kristelige personer, der var forpligtede på at være deres herre tro (bjerg08#53), så er jeg da lige ved at skulle have lommetørklædet frem, så rørende skildrer han det, men så kommer jeg pludselig til at se det ord for mig, som vi taler om: ordet om at vende den anden kind til, og så fornemmer jeg, at han er i færd med at tale udenom.	Jesus i lignelsen om den gældbundne tjener: "Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket." Matt 18,31.
34        Luther konkluderer i teksten her ved siden af. Og her er det altså lykkedes ham at få drejet det hele, så der bliver tale om at have et rent, venligt hjertet, intet mere. Det er sandelig også meget, bestemt, men alligevel! Når vi nu begyndte med det dog ganske skarpe, for ikke at sige umulige ord om at vende den anden kind til, er enden så ikke lidt pauver? Oven i købet kan man se, at han også får held til at lade Jesus sige, at du kun skal lade din fjende få kappen, hvis du ikke kan forhindre det, der er ikke (mere) tale om, at du aktivt skal kaste den efter ham eller aktivt skal vende den anden kind til, for at han kan slå på også den.	Luther i prædiken over Matt 5,38f: "Derfor vil han [Jesus] sige: Den, der er i det verdslige regimente, lad ham sætte sig imod det onde, dømme og straffe det, osv., som juristerne og retten lærer; men til jer, der er mine disciple, som jeg belærer om, ikke hvordan I skal herske i det ydre, men om, hvordan I skal leve for Gud, til jer siger jeg: I skal ikke modstå det onde, men finde jer i alt og have et rent, venligt hjerte overfor dem, som gør jer uret og øver vold imod jer; og selv om man tager frakken fra dig, så skal du ikke søge hævn, men snarere lade ham få også kappen, hvis du ikke kan forhindre det, osv". (bjerg08#68)
35        Til sidst opstiller Luther ud fra de to første "cases", Jesus nævner, to måder, hvorpå der kan ske uret, en voldelig og en retlig. Den første ser han udtrykt i ordet om at vende den anden kind til, den anden i ordet om at lade den, der for retten vil tage kjortelen, også få kappen. Og det sidste giver ham så anledning til at tale om, hvordan man skal forholde sig, hvis dommere og retssystemer er korrupte og embederne besat med skalke og slyngler. Og det må indrømmes, så får pludselig den, der vil efterleve Luthers formaninger her, lidt vanskeligere ved at gøre det.	Luther i prædiken over Matt 5,38f: "Men han opstiller to måder, på hvilke der kan ske én uret eller på hvilke ens ejendom kan tages fra én. For det første af lutter vold og frækhed, f. eks. når man slår én på munden eller offentligt røver noget uden at spørge om retten til det; det kalder han, at give en lussing. For det andet, når det ikke kaldes offentlig vold, men sker med skin af ret og ved hjælp af retten; f. eks. når nogen drager dig for retten, som om han har en god sag imod dig, for at fratage dig din ejendom". (bjerg08#69)
36   Luthers fejl         Men når jeg nu skal til at betragte Luthers fejl nøjere, når nu opgaven er at prøve at finde ud af, hvor det er, Luther går galt i byen, så lad mig bare begynde med denne sidste opdeling.          Den er uhebraisk.
37        Parallellisme er ét af den hebraiske poesis velkendte træk. Atter og atter anvendes det i det gamle testamente og af Jesus. Og i en sådan parallelopstilling, som f. eks. den, Jesus anvender i ordet om at vende den anden kind til, er der altså tale om et poetisk virkemiddel, ikke om en opregning af omstændigheder. Tanken er at sige noget under anvendelsen af velkendte og effektive metoder, ikke at prøve at få alle de situationer med, under hvilke de pågældende anvisninger lader sig anvende. Eller sagt med andre ord: Jesus vil sige nøjagtig det samme med alle de tre eksempler, han bruger. Og denne påstand er ikke et resultat, vi kan eller ikke kan nå frem til ved en nærmere analyse af teksten, det er noget, vi kan gå ud fra på forhånd; det er noget, der giver sig af sig selv, så snart vi er blevet klar over, at vi har med et stykke hebraisk poesi at gøre.
38        Det vil sige: Hvis vi vil prøve at finde ud af, hvilken situation ordene er tænkt ind i, så går vi galt i byen, hvis vi opdeler de tre dele af ordet på tre forskellige situationer; i stedet lønner det sig at finde ud af, hvad der er fælles for de tre handlingsanvisninger, for måske derudfra at kunne finde frem til, hvad meningen er.          Det var den første fejl: opdelingen er uhebraisk.
39       Den anden fejl har med selve synsmåden at gøre. Jeg skal ikke kunne sige, i hvor høj grad Luther er negativt påvirket af sværmerne. De sigtede på at anvende ordet her direkte på samfundsopbygningen, så de forestillede sig, at de ledende i samfundet ikke skulle udøve magt, ikke skulle gengælde ondt med ondt, ikke skulle sørge for rettens opretholdelse, men handle ud fra kristen umiddelbar kærlighed.
40 Det kan være, at Luther af sine modstandere er blevet fristet til hele tiden at have samfundet og dets tarv for øje. I hvert fald ser det ud til, at det er det spørgsmål, der hele tiden rører sig i ham: Hvordan kan jeg bevise, at ordet her ikke har direkte samfundsrelevans? Hvordan kan jeg få godtgjort, at ordet om ikke at sætte sig til modværge mod den, der øver ondt mod én, ikke kan anvendes på samfundsmagten? Og ved at stille disse spørgsmål, forudsætter Luther uden at tænke over det, at ordet om den anden kind er en etisk anvisning, en regel, en lov.
41        Men hvad enten Luther således er blevet fristet af sine samtidige eller ej, det er galt at ville forstå ordet som en etisk anvisning. En etisk anvisning kan man overveje pro et contra, man kan sammenholde den med virkeligheden og prøve at finde ud af, hvor den kan og skal anvendes, eller prøve at finde ud af, hvad der også må være tilfældet, hvis den etiske anvisning skal overholdes, altså at drage visse konsekvenser af den. Alt det er Luther i fuld gang med i sin prædiken, måske foranlediget af sværmerne, måske kun foranlediget af sin egen umiddelbare forståelse af ordet. Men hvad foranledningen end er, det er galt sådan at ville gøre Jesu ord til en etisk anvisning.
42 Derved fastholder man den forkerte holdning til Gud, at det drejer sig om at have sit på det tørre. Jeg véd godt, at Luther alle mulige andre steder kæmper indædt mod netop den holdning, men derfor er det da så meget mere ærgerligt, at han her synes at være underlagt den.
43 Jeg kan også sige, at Luther ikke er kommet ud over den individuelle forståelse af menneskelivet. Det drejer sig om at finde ud af, hvad jeg, som enkeltperson, er skyldig at gøre, hvad jeg, den enkelte, kan og skal gøre i denne situation. Det er sandt, at jeg, den enkelte, ved Guds nåde er befriet fra min skyld; det er sandt, at jeg ved Helligåndens kraft nu prøver at døde synden i mig; det er sandt, at det ikke altid lykkes, men det er også sandt, at det sommetider dog lykkes, så jeg kan se på en kvinde uden at begære hende, så jeg kan få hævntanker og gengældelseslyst ud af mit hjerte.
44 Det sidste er, hvad ordet om at vende den anden kind til vil have mig til. Det er, i Luthers optik, en formaning til mig om at lade politi og domstole sørge for ret og orden i samfundet. Jeg skal gerne indrømme, at det samfundshensyn, der viser sig i Luthers forståelse af ordene, står i modsætning til sværmernes bevidstløse overholdelse af ordet. Hvis f. eks. Luther beskrivelse af moderen, der ikke vil forsvare sit barn mod en hund eller en ulv, er vendt imod sværmerne, så er det en udmærket indvending imod dem, der kun har til hensigt at stille sig selv op som de fromme, der i ét og alt følger Jesus anvisning. Og det er bestemt også min opfattelse, at man på den måde skal lade Jesu handlingsanvisning indordne under det hensyn, man som borger har til det samfund, man lever i.	Luther i prædiken over Matt 5,38f: "Hvad ville det vel være for en tåbelig mor, der ikke ville beskytte og redde sit barn fra en hund eller en ulv, og bagefter sige: en kristen skal ikke forsvare sig? Skal man ikke give hende undervisning med nogle gode slag og sige: Er du en mor, så gør, hvad der er mødres ret, hvad der er dig befalet, og hvad Kristus ikke har taget bort, men tværtimod bekræftet". (bjerg08#38) (#28)
45         Alligevel mener jeg, man med rette kan anklage Luther for at være individuel i sin tankegang. Alligevel mener jeg, at Luther vikler sig ind i en forkert tankegang, der dels ikke har noget med Jesu ord at gøre, og dels i alt for høj grad er bestemt af den tankegang, den vender sig imod.
46        Da det var ordet om det lystne blik, der var tale om, fik Luther af sammenhængen i teksten selv foræret den forestilling, at man skulle gøre, hvad man gjorde, for fællesskabets skyld, det vil i dette tilfælde sige: for ægteskabets skyld: hvis man gerne ville bevare sit ægteskab, hvis man ønskede at fastholde den tillid mellem parterne, der herskede, så skulle man tage vare på sit blik og ikke lade det udsende den ene invitation efter den anden. Luther bevægede sig uden besvær ind i den "evangeliske etik".
47 Men her er der ikke tale om, at den enkelte handler af hensyn til samfundet eller handler for at styrke samfundets sammenhængskraft. Her ser Luther ikke nogen "evangelisk etik", der opfordrer samfundets medlemmer til at prøve at opbygge samfundet i stedet for at nedbryde det. Ganske vist bliver resultatet samfundsopbyggende, men det er så at sige utilsigtet fra Luthers side. Luther har stadig kun blik for den enkeltes handlemåde, forskellen mellem ham og sværmerne er kun, at han også ser på samfundets sammenhængskraft og gør sig stor anstrengelse for at opsætte en tankegang -- tanken om den kristne som borger i to riger -- der kan lade samfundets tarv komme til udtryk.
48        Lad mig vise forskellen ved et nutidigt eksempel: Jeg plejer at holde mig ret nøje til fartgrænserne, når jeg kører bil. Jeg indrømmer, at jeg gør det, fordi det vil være så flovt for mig at blive snuppet, og vel også, fordi jeg godt kan lide at være på den sikre side. Jeg har accepteret, at det er rimeligt med fastgrænser i byerne, og jeg har også accepteret, at jeg ikke er en særlig vigtig person, der kan kræve dispensation, så derfor kan jeg jo lige så godt selv gøre mit til at undlade at give mig dispensation.
49 Men jeg må også med en vis beskæmmelse erkende, at det kun af og til strejfer mig, at jeg jo egentlig også burde overholde fartgrænserne af hensyn til trafikkulturen som sådan og af hensyn til mine medtrafikanter. Det kan måske ikke gøre så meget, at min overholdelse er individuel eller psykologisk, så længe jeg overholder grænserne. Men faktisk burde den vel også i det mindste af og til være kommunikativ: jeg burde overholde fartgrænserne, fordi mine medtrafikanter regner med, at jeg overholder dem. Den gamle kone, der venter ved fodgængerovergangen, har måske vænnet sig til, at bilerne her kører 50 km/t, og hun vil blive overrasket og forskrækket, hvis jeg kommer drønende med 70 km/t. Den bil, der holder ved en sidevej og venter på at komme ind på "min" vej, ser mig komme og tror fejlagtigt, at han kan nå at smutte ud, "fejlagtigt", fordi han tror, min fart er 50, hvor den er 70. Og så kan en farlig situation opstå.
50 Altså, sådanne overvejelser over, hvordan jeg i mine handlinger "spiller sammen med" andre trafikagenter, burde få mig til noget oftere at handle kommunikativt, det vil sige, handle under hensyntagen til andres reaktion på min handling. Det gør det bare sjældent.
51        Så skal også lige den tanke med ind i billedet, at dette at handle kommunikativt ikke er at handle særlig etisk, det er blot at handle klogt. Jeg får jo selv glæde af den højnelse af trafikkulturen, der måtte komme ud af det.
52        Og overfører vi nu disse "trafikovervejelser" til spørgsmålet her, ses det let, at mens der i Luthers prædiken over ordet om det lystne blik var tale om kommunikative overvejelser, det vil sige: dèr var det Luthers problem: Hvordan bevares forholdet intakt? så er prædikenen over dette at vende den anden kind til, ikke kommunikativ, alle Luthers samfundshensyn til trods. Hovedsigtet er ikke at passe den enkelte gnidningsfrit ind i samfundets organisme, men at klargøre den enkeltes dobbelte eksistens. Det er stadigvæk en "gammeldags etik", Luther opererer ud fra, ikke en "evangelisk etik".
53        Forøvrigt gælder disse indvendinger i lige så høj grad for vore dages lutheranere. Hvis man vil bruge ordet om at vende den anden kind til som "syndespejl", så bygger også det på en individuel lovforståelse. Hvor Luthers lovforståelse siger: Jeg må som kristen undlade at sætte mig imod det onde, forsåvidt jeg ikke selv har pligt til det som husfar eller dommer m. m., dèr siger den moderne lovforkyndelse: du kan ikke overholde den lov, der vil have dig til at vende den anden kind til; du kan forstå, at det er, hvad du skal, men du kan ikke gøre det. Ingen af de to parter benytter sig af nogen "evangelisk etik" eller forstår sagen på kommunikativ vis.
54         Og hvad det da er at handle kommunikativt, og hvad det er at forstå sagen ud fra en evangelisk etik, det skal jeg straks komme tilbage til. Først vil jeg godt anholde vor almindelig forståelse af dette "at vende den anden kind til". Det er nemlig i vore samfund gået hen og blevet en slags ordsprog, ligesom så mange andre Jesus-ord. Men ordsproget bruges på en måde og i en sammenhæng, hvoraf det tydeligt fremgår, at man misforstår det. Og da denne anderledes og forkerte forståelse er ret udbredt, skal jeg her prøve at korrigere den.
55          Ordet forstås uden videre som identisk med dette at finde sig i uret uden at gøre modstand, eller som identisk med dette ikke at sætte sig til modværge, når man bliver angrebet. "Han er ikke sådan til sinds at vende den anden kind til", kan vi sige om én, der ikke finder sig i hvadsomhelst. Underforstået: Hvis han var én, der "vendte den anden kind til", ville han finde sig i næsten alt, hvad man bød ham. Og jeg skal da indrømme, at Matthæus har gjort en sådan tolkning nærliggende, når han sætter ordet op lige efter et ord om ikke at sætte sig til modværge.	Matt 5,38: "I har hørt, at der er sagt: 'Øje for øje og tand for tand.' v39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. v40 Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. v41 Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. v42 Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig".
56 Og det må vel også indrømmes, at af den sammenhæng, Lukas anbringer ordet i, fremgår det heller ikke tydeligt, at der er tale om en opfordring til at foretage sig noget aktivt, ikke blot en opfordring til at forholde sig passivt.	Luk 6,34: "Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. v28 Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. v29 Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med."
57 Ikke desto mindre står ordet "vend" altså i bydemåde, både på græsk, latin, tysk og dansk. (se ntmatt5,39). Det vil sige: Jesus mener tilsyneladende, at den handling, han vil anbefale os at foretage, er en handling, vi skal iværksætte, en handling, hvor hans disciple skal være de udfarende. Og det er dog noget andet end passivt at afvente begivenhedernes gang, som jeg tidligere var inde på det, se #16.
58        At Luther heller ikke ser mere i ordet end en opfordring til passivt at finde sig i det onde, der rammer én, gør sådan set ikke sagen bedre. Oven i købet er det, som man kan se af sammenhængen, ikke noget, Luther siger som følge af en forglemmelse, nej, han siger det direkte som et modstykke til dem, der vil hævde det, jeg mener er den rette fortolkning: at Jesus opfordrer os til en aktiv handling.	Luther i prædiken over Matt 5,38f: "Derfor siger vi, at der her ikke prædikes mere for enhver kristen, end at han skal være villig og tålmodig til at finde sig i, hvad han skal og må finde sig i, og ikke søge hævn eller slå igen". (bjerg08#14ff)
59  Hvad mener Jesus?          Men hvordan nu end Luther har fortolket ordet, kan det nu også være rigtigt, at Jesus vil have os til aktivt at vende den anden kind til? Er det ikke altfor strengt? Det kan, synes det, være besværligt og umuligt nok at forholde sig passivt, hvis man bliver slået uretfærdigt på den ene kind, ligefrem sådan helt af sig selv at skulle opfordre til endnu et slag, det er dog for meget, det kan Jesus dog ikke mene, det må være nok, at vi undlader at modsætte os det onde.
60 Hvis man mener, ordet er udtryk for en højere etik, vil man nok også mene, at etikken bliver "høj nok", hvis blot man undlader at slå igen. Det er ikke nødvendigt at stramme den så meget, at man inviterer til et slag mere. Ikke blot vil det være dumt, det vil også til en vis grad være at ødelægge den smukke etik, der holder sig til den anerkendte holdning, der hedder ikke-vold. Denne holdning kan man nemlig forstå er udtryk for en høj og fin etik, men at opfordre til endnu en voldshandling, det er ikke, som man måske skulle tro, udtryk for en fin og dyrebar etik, men blot udtryk for dumhed, blot udtryk for en unødig og uetisk vilje til at gøre sig bemærket.

61        Ser man på den sammenhæng, hvori ordet står hos Lukas, opdager man, at det står som en udlægning af ordet om at elske fjenden; det er anbragt som et eksempel på lige fod med dette at gøre godt mod dem, der hader, og dette at velsigne dem, der forbander. Efterfølgende eksempler er som hos Matthæus, at give kjortelen med til den, der vil tage kappen og at give til den, der beder, og undlade at kræve igen, hvis noget bliver taget fra én. Altsammen ses som et udslag af, at man selv ønsker at blive behandlet sådan: derfor skal man gøre sådan mod næsten. (Den gyldne regel).	Luk 6,27ff: "Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. v28 Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. v29 Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. v30 Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage. v31 Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem".
62 Som modsætning til den gyldne regel opstilles noget-for-noget-tankegangen gennem flere eksempler. Og da så ordet om at elske fjenden dukker op igen, forstår man, at dette ord (og måske også ordet om at vende den anden kind til) forstås som en modsætning til den påholdende holdning, der kun vil give i forhold til, hvad man har fået, ikke i forhold til, hvad man ville ønske, hvis man var i den andens sted, som den gyldne regel foreskriver.	Fortsat: "Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det? Også syndere elsker jo dem, de selv bliver elsket af. v33 Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere. v34 Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. v35 Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde". (Luk 6,32)
63        En lignende modsætning kan man se hos Matthæus. Her er noget-for-noget-holdningen endda udtrykt med et gammeltestamentligt citat: øje for øje og tand for tand. Blot sættes ordet om fjendekærlighed hos Matthæus ikke på samme måde sammen med ordet om at vende den anden kind til. De to ord står i hver sin afdeling, har hver sin indledning ("I hørt, at der er sagt...") foran sig. Men spørgsmålet er alligevel, om det ikke er hos Lukas, vi først og fremmest skal hente hjælp, når vi vil forstå ordet.	Matt 5,38f: "I har hørt, at der er sagt: 'Øje for øje og tand for tand.' v39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. v40 Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. v41 Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. v42 Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig". (ntmatt05#38).
64        Hvis vi nemlig spørger, hvem af de to evangelister, der har blik for det aktive i dette at vende den anden kind til, så bliver svaret, at det nok er Lukas. For han fortsætter med den tekst, jeg har behandlet andetsteds, teksten om mennesket som et genklangsvæsen. Og i den forståelse af, hvem mennesket er, er det i høj grad tanken, at den, der tales til, tænkes at være den udfarende kraft. Når man har forstået, hvordan mennesket fungérer: at det svarer i det tonefald, hvori det bliver tiltalt, så vil man nødvendigvis tiltale den anden på en måde, som man selv ønsker at blive tiltalt i, dvs ud fra en forstående, imødekommende holdning.	Luk 6,36f (fortsat): "Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. v37 Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. v38 Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med".
65 Og så er det let at se Jesu ord her som en opfordring til at bryde den onde cirkel af gengældelsesord, og i stedet tale et ord ud fra en ikke-fordømmende, tilgivende holdning.
66         Men netop det er jo en aktiv handling. Netop når du ikke blot passivt reagerer på den tiltale, du møder, netop når du ikke mere svarer igen i samme tonefald og med samme hævngerrighed i øjnene, som du bliver tiltalt i, men i stedet, fordi du har forstået, hvordan mennesker er indrettet, svarer den anden med forståelse, indlevelse, imødekommenhed eller ligefrem med kærlighed, netop da går du aktivt ind og bryder det ekko af gengældelsesord, der klinger i menneskesamfundets rum. Og den aktive handling var det jo netop, vi før efterlyste.
67         (Nogle spidsfindige sjæle vil muligvis kunne se en modsigelse her. For hvis jeg bliver klar over, at mennesket er en genklangsvæsen, der svarer igen, som det bliver tiltalt, så bliver jeg vel også klar over, at jeg selv er et sådant genklangsvæsen, der vil svare igen, som jeg bliver tiltalt. Og hvis jeg i virkeligheden er et sådant væsen, hvordan kan jeg så nogensinde nå frem til at gengælde ondt med godt, eller svare blidt, når jeg bliver tiltalt hårdt? Eller: Hvis jeg formår på den måde at undlade gengæld, så er mennesket alligevel ikke et sådant genklangsvæsen; der er i det mindste én undtagelse fra denne regel, nemlig mig. Altså: Jeg modsiger mig selv med den påstand, at jeg kan besvare en hård tiltale med en blid.
68 Jeg kalder en sådan indvending spidsfindig, ikke fordi den måske ikke er sand, men fordi ethvert levende menneske selv har erfaret, at netop dette at have erkendt, hvordan mennesket er, netop dette at have fundet ud af, at mennesket er et genklangsvæsen, sætter én i stand til at hæve sig op over kun at være et genklangsvæsen. Dette er kernen i al bevidstgørelse, og altså også kernen i den bevidstgørelse, der finder sted, når man bliver klar over, at vi mennesker er genklangsvæsener.)
69        Jeg nævnte tidligere, at vi i det ny testamente ikke blot har eksempler på formaningen selv, vi har af og til også eksempler på, hvordan formaningen er blevet efterlevet. (#14) Da dette netop er tilfælde med denne formaning: formaningen om at vende den anden kind til, vil det være relevant at se lidt på dette eksempel.
70         Paulus behandler i 1 Kor 6,1-8 en sag, hvor et par af menighedens medlemmer er blevet uenige om et eller andet og har ladet deres sag pådømme af en romersk dommer. Og Paulus' formaning er bemærkelsesværdig derved, at Paulus midt i sin formaning bryder af og begynder forfra i et helt andet tonefald eller i en hel anden tankegang.        I begyndelsen er det, der er galt, at de to har ladet en hedning dømme sig imellem. Hvorfor ikke én af menighedens egne? spørger Paulus. Når de skal dømme engle, må de vel være gode nok til at kunne dømme mellem brødrene.        Men efter at have formuleret sætningen: "broder fører sag mod broder" er det, som om Paulus får en helt anden tankegang ind i hovedet. Nu slår det ham, at det forkerte ligger i selve dette at føre retssager imod hinanden. Hvorfor gør de ikke, som Kristus gjorde: finder sig i at lide uret?	Paulus i 1 Kor 6,1-8: "Hvordan kan nogen af jer, der har en sag imod en broder, vove at bringe den for retten hos de uretfærdige og ikke hos de hellige? v2 Eller ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? Og når verden dømmes af jer, er I så ikke gode nok til at dømme i ubetydelige sager? v3 Ved I ikke, at vi skal dømme engle, for slet ikke at tale om jordiske forhold? v4 Men når I nu har sådanne sager, hvordan kan I så sætte folk, som menigheden foragter, til at være dommere? v5 Det siger jeg til skam for jer. Er der da ingen blandt jer, som har visdom nok til at afgøre sager mellem brødre? v6 I stedet for fører broder sag mod broder, og det for ikke-troende! v7 Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab? v8 I stedet for begår I uret og påfører andre tab, og det endda brødre!"
71         Og naturligvis kan man så igen begynde at sammenstykke en stor og fin moral af disse udsagn. Dette at finde sig i uretten, dette måske endda at holde på ikke-vold som noget, der er større end en hvilkensomhelst form for magtudøvelse, det er udtryk for et storsind, en højsindet holdning, en largesse, som er efterstræbelsesværdig.
72 Men inden vi kommer så langt, lad os så lige se lidt anderledes på sagen. Tilfældet hos Paulus viser nemlig, at det, der er tale om, er forholdet mellem to menighedsmedlemmer, mellem to brødre. Og det problem, Paulus står overfor, er, hvordan det forhold, der jo så åbenbart er gået i stykker, kan genskabes, hvordan de to igen kan få tillid til hinanden, hvordan den oprigtighed, hvormed de omgikkes hinanden i menigheden, kan blive til igen.
73 Det vil sige, det, der er problemet de to brødre imellem, er det samme, som det, der er problemet mellem mennesket og Gud: Hvordan genskabes forholdet mellem mennesket og dets Gud, det forhold, der er blevet afbrudt af menneskets mistro og manglende tillid til Gud? Kan det ske derved, at Gud lader loven åbenbare for mennesket? Vil mennesket kunne indse, at det er Gud, der har ret? Vil det bøje sig for denne indsigt og fortryde sit oprør og bøje sig for Guds retfærdighed?
74 Svaret i gudsforholdet er: Nej. Og tilsvarende er svaret i forholdet mellem brødrene, at de ikke vil bøje sig for nogen dom. Jo, de kan måske nok nå frem til i det ydre at sige, at de bøjer sig for den dom, der måtte blive afsagt. Men de kan ikke nå frem til på grund af dommen at udrive al følelse af at være blevet uretfærdig behandlet af deres hjerte. Efter en eventuel domsafsigelse vil den, der taber, stadig føle sig som taber, stadig føle, at det egentlig var ham, der havde ret, ham, der skulle have fået ret ved domstolen.
75 Sådan går det jo nemlig for sig i alle menneskelige uoverensstemmelser: Begge parter går og ruger over sagen, som den ser ud fra deres synspunkt. Begge parter overvejer sagen i retfærdighedstermer. Begge parter prøver, hvis det endelig kommer til en diskussion dem imellem, at overbevise den anden om, at det ud fra enhver rimelighedsbetragtning er ham, der har ret. Og det er jo så her, den kristne menneskeforståelse kommer ind i billedet. Er det ikke netop det, vi har erfaret som kristne: at man ikke kan bygge et forhold til et andet menneske på retfærdighed? At ethvert forhold mellem mennesker må bygge på gensidig tillid?
76        Man kan undre sig over, at Paulus i det hele taget begynder sin formaning med at opfordre til at dømme de to imellem. Han burde da vide, at dette at dømme, dette at lade loven tale er noget, der hører hans jødiske fortid til, ikke hans kristne nutid. Og man kan også undre sig over, at Paulus ikke sletter det, han har skrevet før vers 6 (broder fører sag mod broder), men man må dog samtidig sige gudskelov at han ikke har gjort det; nu træder hele hans "omvendelse" tydeligt frem for vort blik, den "omvendelse", der består i, at han kommer i tanker om, hvordan Gud har reageret på vort ødelagte forhold til ham, og hvordan vi derfor bør reagere på et ødelagt forhold til en broder, nemlig ved at give slip på alle vore rethaveriske forsøg på at få det, vi mener er retfærdigt, ført igennem, ved i stedet tale et forsoningsord, ved i stedet give udtryk for vor sorg over det brudte forhold og vort ønske om at den anden igen vil komme til at stole på os.
77        I hvert fald: Paulus slipper tanken om dom brødrene imellem og opfordrer fra vers 6 til vers 8 i stedet for til forsoning. Og forsoning vil jo netop sige, at forholdet genoprettes. Forsoning betyder netop, at de to kommer til at stole på hinanden igen. Hvis forsoning mellem de to finder sted, vil ingen af dem senerehen gå og murre over, at der ikke skete ham hans ret, for ingen af dem tænker mere i retsbaner; man stoler direkte på hinanden: man stoler ikke på, at den afgørelse, der blev truffet, var retfærdig, men man stoler på den andens oprigtighed, på hans ønske om at være ét med én. Sådan er det i den kristne menighed.
78        Alt dette kan nu give os nøglen til forståelse af ordet om at vende den anden kind til. Den situation, som vi skal tænke med for at få ordet vendt rigtigt, er en situation, hvor forholdet mellem os og vor næste er gået i stykker; måske vi begge, som brødrene i Korinth, gør vort yderste for at få ret over den anden, måske vi begge går og ruger over den uret, vi mener er begået imod os, måske vi, når vi mødes, skælder hinanden al hæder og ære fra, fordi vi, begge to, føler, at den anden har begået blodig uret imod os og ikke vil indrømme det, måske altså forholdet imellem os er gået i hårdknude, vi kan ikke løse op for det, der synes ikke at være nogen dom, der kan bringe det på ret køl igen.
79        Så lyder ordet om at vende den anden kind til til os. Så lyder det som et ord fra en kærlig Gud, der vil os det bedste, det vil sige: en Gud, der virkelig ønsker for os, at livet må lykkes for os; og altså i dette konkrete tilfælde: ønsker for os, at forholdet mellem os og vor næste kan genetableres. Og ordet lyder, ikke som en befaling, ikke som en del af lovens: Du skal, ikke som et ideal, som vi egentlig burde tage til os, hvis vi vil være mere fuldkomne mennesker, end vi er i forvejen, men som et forslag til, hvordan hårdknuden kan løses. "Har du tænkt på, at du kunne bruge den metode? Synes du ikke, det kunne være værd at prøve? For er det ikke sandt, at sådan har du det i virkeligheden: Dit ønske om at se forholdet genetableret er større end dit ønske om at få ret? Hvorfor så ikke give udtryk for det? Hvorfor så ikke lade den anden se, at sådan har du det?"
80         Og dette forslag kommer altså i form af et ord om at vende den anden kind til, hvis man bliver slået. Det vil sige: Forslaget går ud på at opgive al tanke og al tale om retfærdighed. Retfærdighed eller ikke retfærdighed, det er mig ligegyldigt, jeg ønsker kun, at vi igen kunne komme til at stole på hinanden. Og er det ikke netop det, ordet om den anden kind vil sige: Du skal ikke holde dig til lovens tankegang: noget for noget, øje for øje, tand for tand? Du skal i stedet lade dit ønske om forsoning bryde igennem, uanset om du får ret eller ej?
81       Dèr har vi den situation, hvor ordet om at vende den anden kind til passer som fod i hose. Dèr har vi det konkrete, som ordet mangler i alle vore etiske overvejelser. Dèr har vi det Rhodos, hvor vi skal springe. Og så er spørgsmålet ikke mere, om det er svært eller ej, så behøver vi ikke mere spekulere på, om det kan lade sig gøre eller ej, ja, vi behøver såmænd heller ikke at overveje, om vi nu, hvis vi retter os efter ordet, får en solid glorie at pudse, alle den slags overvejelser er jo som blæst bort, det eneste, der står os i hovedet, er, hvordan forholdet til vor næste igen kan blive båret af den tillid og fortrolighed, som bar det før.
82       Oven i købet får vi så her også ordets aktive side ind i billedet. For det, Guds forslag til dig går ud på, er jo, at du sætter noget i vove, at du begynder, at du vover dig ud af den beskyttende ham, loven giver dig, at du slipper al den retfærdighed, loven kunne tilbyde dig, og blot giver udtryk for dit ønske om forsoning, om genforening med den anden, om fornyet tillid. Og det er voveligt, ja, for man véd jo aldrig, når talen er om mennesker; det er risikabelt, for du må helt overlade det til Guds ånd, hvad der kommer til at ske, om den anden ler af dig, eller falder dig om halsen.
83 Men når du har forstået, når Gud i sine forsøg på at genoprette forholdet dog nu er kommet så langt, at du har indset, at ordet om at vende den anden kind til passer i lige netop din situation, så er det altså op til dig at foretage det næste træk, det vil sige, aktivt at vende den anden kind til, aktivt at blotte dig og dine inderste følelser, aktivt at prøve med en vittighed, med en grådkvalt stemme, med en forsøgsvis henkastet bemærkning, eller hvordan du nu gør det, at få den anden gjort begribeligt, at du opgiver din ret, at du ikke mere føler dig uretfærdigt behandlet, al retfærdighedstale blegner i forhold til det spørgsmål, om du ikke igen kunne få den anden som din ven.
84         Man vil måske indvende imod denne løsning på talen om at vende den anden kind til, at jeg her betragter Jesu ord som billedtale. Og indrømmet: det gør jeg; jeg bryder sammen og tilstår. Men jeg har en svag fornemmelse af, at hvis dette er billedtale, så er det ikke første gang, Jesus taler i billeder. Så jeg skammer mig ikke på nogen måde over det.
85 Man kunne måske oven i købet sige, at det er fejlen ved al anden udlægning, at man ikke vover at gøre dette ord til billedtale.        Tag Luthers indvending mod Jesus, da han blev slået i forhøret hos Annas! Nå ja, det kan godt være, det ikke er Luthers indvending, men han godtager den dog, han går ind på den diskussion, denne opfattelse rejser. Det forkerte ved hele sagen er, kan man godt sige, at man ikke vover at gøre talen om at vende den anden kind til til billedtale. Man tager det bogstaveligt. Man mener virkelig sådan for alvor (og det mener Luther også), at Jesus ved den lejlighed skulle have vendt den anden kind til.	Luther i prædiken over Matt 5,38f: "nogle har herop imod sat Kristi eksempel, Joh 18,22f, hvor han hos præsten Hannas blev slået på kinden og dog ikke rakte den anden frem, men bedyrede sin uskyld og anklagede præstens tjener, og det synes han at have gjort imod denne tekst". (bjerg08#13)
86       Skulle han da ikke det?          Nej, hvorfor skulle han dog det? Han havde jo ikke til hensigt at genoprette det gode forhold til Annas. Forholdet mellem ham og Annas var et forhold mellem en anklaget og en dommer. Det vil sige, det var i forvejen et forhold indenfor lovens rammer. Og vendte han den anden kind til, ville han hverken gøre fra eller til i dette forhold.
87 Eller skulle han have gjort det for at retvende forholdet til den tjener, der slog ham? Også det ville være spildt. En sådan handling ville ikke nå sit mål. Hvis endelig man ser det som et formål for Jesu handlen, at forholdet til tjeneren skulle retvendes, så var da snarere det, han faktisk foretog sig, et forsøg på en sådan retvending, end dette at vende selv nok så mange andre kinder til. Ypperstepræstens tjener slog ham, fordi han efter hans mening svarede for frækt på ypperstepræstens spørgsmål. Men ved at gøre, som han faktisk gjorde, fortæller Jesus ham, at det var forkert af ham at slå ham. Tjeneren må tilbagevise Jesu tale med en anden tale, før han eventuelt kan få ret til at slå ham. At vende den anden kind til ville ikke have givet udtryk for denne tanke.
88        Men naturligvis, hvis man i forvejen er inde i den tankebane, at dette at vende den anden kind til er en høj moralsk standard at have, og at det er noget, der skal gennemføres uanset situationen, alene, fordi man derved udviser en sådan høj moralsk standard, så falder Jesus igennem med sin irettesættelse af tjeneren. Og er man grebet af en sådan højmoralsk holdning, så vil man vel også overse, at en sådan handling fra Jesu side ville stå og flagre så underligt tomt ud i luften, som en handling, der ikke vil noget, ikke har noget motiv andet end det værste motiv af alle: at ville være overlegen i moralsk henseende over sine modstandere.
89         Billedtale?         Jeg véd virkelig ikke, om man i det hele taget kan tænke sig handlingen gennemført i praksis. Jeg har svært ved at se det i tilfældet: Jesus overfor Annas. Men jeg har også svært ved at se det i andre situationer. Det vil sige, jeg har svært ved at se, at noget fornuftigt menneske ville gøre, som ordet anbefaler, når det læses uden at holde det fast, at der er tale om billedtale. Man kan næsten kun få øje på den føromtalte situation: at man ved at vende den anden kind til vil vise sin modstander sin moralske overlegenhed. Og det er ikke befordrende for forholdet til ham eller hende.
90        Derimod kan jeg godt se, at man, hvis man er ude på at lade loven skildre som fuldstændig uopfyldelig, får en vis hjælp af ordet, og det netop ordet, forstået uden billedtale. Hvem vil ikke føle sig foranlediget til at forsvare sig, når man bliver slået? Hvem vil ikke have i sig en lyst til at slå igen? Og når man så har et Jesus-ord, der ikke blot hævder, at det er forkert at slå igen, men også hævder, at man, når man bliver slået, bør vende den anden kind til, så er det klart, så stilles man overfor det helt umulige, overfor det, man må bryde sammen overfor. Og det tænker jo så en "god gammeldags lutheraner", at et menneske gør, stillet overfor dette ord, direkte forstået: det fortvivler over ikke at kunne overholde loven; det drives af denne fortvivlelse til at søge tilgivelsen i Jesus Kristus.

91 Blot forekommer det mig, at denne fortvivlelse har noget uægte over sig, når det, man fortvivler over, er, at man ikke kan overholde en lov, man ikke forstår. For kan man i virkeligheden forstå den tilspidsning af loven, som Jesus giver, hvis ordet her skal forstås direkte? Kan et menneske gå med til, at dette er en del af Guds lov: du skal i alle situationer aktivt give din modstander mulighed for at såre og slå dig? Det synes jeg ikke. Og derfor bliver, for mig at se, den fortvivlelse, der her kan dannes, den fortvivlelse, der tænkes at drive et menneske til Kristus, en papirfortvivlelse, en intellektuel fortvivlelse, en fortvivlelse, som man for at komme videre i sine teologiske overvejelser kan forstå skal være der; det bliver ikke en eksistentiel fortvivlelse, det bliver ikke en ægte, menneskelig fortvivlelse.
92       Billedtale?         Jo, jeg kan godt forstå, at den, der vil bruge ordet om at vende den anden kind til som "syndespejl", må vende sig imod min forestilling: at ordet er billedtale. Men jeg vil sige: Skal han få mig bort fra min forestilling om ordet som billedtale, så må han en dag vise mig et menneske, der vandrer rundt med en bjælke i øjet. Eller med andre ord: Hvis ordet om bjælken i øjet er billedtale -- hvad vel enhver tvinges til at indrømme -- hvorfor skulle ordet om at vende den anden kind til så ikke også være det?	Matt 7,3ff: "Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? v4 Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? v5 Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje".
93 Ikke-vold?          Nu har imidlertid ordet om at vende den anden kind til haft en ret bemærkelsesværdig virkningshistorie i århundrederne efter reformationen. Der har været døberbevægelser, der har været velmenende humanister, der har været mange andre, der er blevet grebet af forfærdelse over den vold, der udvises i krig, og ud fra ordet her har ment, at Jesus da vist var pacifist. Som man vil kunne forstå, er det ikke noget, en fortolkning efter disse retningslinier umiddelbart siger noget om. Derimod er det en tolkning, Luther kraftigt vender sig imod. Og det vil derfor ikke være irrelevant at tage det spørgsmål frem: Hvordan forholder dette ord sig ifølge den fortolkning, jeg her har lagt frem, til Luthers to-regimente-lære?
94       Lad mig her først gøre opmærksom på, at Luthers to-regimente-lære ganske rigtigt vender sig imod at lade ordet om at vende den anden kind til være retningsgivende for, hvad øvrigheden skal foretage sig, men at dette jo så sandelig ikke betyder, at der så ikke skal siges noget om, hvordan øvrigheden skal gebærde sig i forhold til enkeltindividerne og i forhold til andre staters øvrigheder. Det var en misforståelse, som havde sneget sig ind i de lutherske kirkers Luther-forståelse. Den gav sig omkring århundrede-skiftet mellem 1800-tallet og 1900-tallet udslag i tanken om, at stater og øvrigheder ikke skulle rette sig efter nogetsomhelst, men i sig havde en såkaldt "Eigengesetztlichkeit", der satte dem i stand til at gøre, hvad de syntes, blot staten og dens magt og anseelse blev opretholdt.
95 Det har holdt hårdt at få denne falske Luther-forståelse aflivet, ja, måske det endda ikke er sket endnu. I november 1946 skrev i hvert fald den tyske "Hauptpastor" ved Skt. Petri Kirke i København i avisen "Deutsche Nachrichten" en artikel om Luther, hvori han beklager, at den "revolutionære" side af Luther i så høj grad havde ført en tilbagetrukken tilværelse.	Hauptpastor Görnandt i Deutsche Nachrichten (i et referat af Luthers opfattelse): "Ligesom det ikke er muligt at have et fællesskab på jorden uden øvrighed -- det er kun sværmerne, der tror på det! -- således er det heller ikke muligt at have et fællesskab, hvor ingen retter sig efter lovene og enhver vil dreje situationen, som han synes for godt". (http://www.tyskeflygtninge.dk/46-42.html#18)
96 Vi er her i menneskerettighedernes tidsalder vant til at tænke anderledes. Vi forestiller os, at staten eller øvrigheden næsten er vores tjenestepige; i hvert fald har vi visse nærmere bestemte rettigheder overfor den. Og vé den, hvis den overtræder disse rettigheder. Men dels må vi huske på, at sådanne forestillinger er ret nye. Dels må vi indrømme, at selv hos os er det staten eller øvrigheden, der har magtmonopolet; og det monopol drømmer vi jo ikke om at tage fra den. Så også for os kunne en skønne dag det spørgsmål blive aktuelt: Hvad skal vi gøre, hvis staten misbruger sit magtmonopol? Hvordan skal vi som enkeltpersoner forholde os, hvis staten vil gennemføre noget, som ikke blot er uretfærdigt, men direkte umenneskeligt?	Fortsat: "Af den grund, mener Luther, må menneskene indordne sig under lovens tvang, og de har ingen ret til oprør og modstand. Men også denne underordnelsespligt har en tydelig grænse: hvis de "overordnede" forlanger noget, der klart går imod Guds vilje, så skal de ikke adlydes; ja, Luther går endog så vidt, at han opstiller en ret til at nægte krigstjeneste for dem, som er fast overbevist om den pågældende krigs uretmæssighed. Man kan jo prøve at forestille sig, hvilken håndgribelig aktuel betydning dette råd fra Luthers side ville have kunnet få i de foregående år, hvis man blot havde rettet sig efter det". (http://www.tyskeflygtninge.dk/46-42.html#19)
97      Her er Luthers påbud om civil ulydighed ganske tankevækkende. Og specielt er det bemærkelsesværdigt, hvad pastor Görnandt nævner, at Luther faktisk advarer om, at den, der følger sin fyrste i en angrebskrig, farer lige lukt i helvede med ham. Det er det, der får Görnandt til at sige, at Luther opstiller en "ret til at nægte krigstjeneste". Men man bør dog nok føje til, at Luther så sandelig tænker sig, at den pågældende selv må tage skraldet: der kommer ingen og hjælper ham ud af den klemme, han har bragt sig i ved at nægte lydighed.
98        Det er jo sandt, hvad Görnandt skriver, at man godt kan spekulere på, hvad der ville være sket, hvis flere havde været klar over, at dette faktisk er Luthers mening. Jeg tør ikke rigtig spå om det, men vil her nøjes med at fremhæve, at stykket her hos Görnandt efter krigen, er det eneste vidnesbyrd, jeg har truffet på, om, at man var klar over denne Luther-specialitet. Kan gerne være, at mange gode lutheranere ville have valgt at følge Hitler i krigen alligevel, men det er vel også tænkeligt, hvis disse tanker om "begrænsningen" af lydighedspligten overfor staten havde haft større udbredelse, at en lydighedsnægtelse ville have bredt sig som en steppebrand i de tyske styrker, før angrebet satte ind. I hvert fald forsvarede mange deres så at sige blinde lydighed med Luthers tanker. Blot altså forkerte Luther-tanker.
99       Men det er altså en tanke, man finder hos Luther, at der er grænser for lydigheden. Da Luther langfredag morgen 1542 hørte, at hans egen fyrste, kurfyrst Johann Friedrich, og en nabofyrste, hertug Moritz, havde samlet tropper og lå parat til at gå i krig mod hinanden om den lille by Wurzen, satte han sig ned og skrev en løbeseddel til soldaterne i de to hære. Han tænkte sig, at den skulle uddeles den næste dag, påskelørdag. Nu gik krigsbarnet godt nok i sin mor igen, gudskelov, så Luther fik aldrig udsendt sin løbeseddel. Men den foreligger stadigvæk som et vidnesbyrd om, hvordan Luther tænker om krig og fred.
100 Og her kommer Luther først med sin begrundelse for at komme med sin advarsel. Senere fremfører han så krigens store grusomheder sammenholdt med det ringe stridens æble (Wurzen var ikke just nogen storstad). Og endelig skriver han, som citeret her ved siden af, at det er forbudt at være lydig mod en fyrste, når det er til fordømmelse for sjælen, det vil sige, når det er imod Gud og retten. Man troede i trediverne, at Luther krævede lydighed under alle forhold imod statsmagten. Det var også, hvad jeg lærte på universitetet i halvtredserne. Men det var altså forkert. Og igen: Hvad ville der mon være sket, hvis den sande Luther-forståelse var trængt igennem?	Luther i Wurzen-brevet: "Og jeg tilråder også troligt, at den, der fører krig under en sådan ufredelig fyrste, han skal løbe alt, hvad han kan, bort fra krigen, han skal redde sin sjæl, og lade sin hævngerrige, vanvittige fyrste alene, så han kan føre krig med dem, der vil fare til djævelen med ham. For ingen er tvunget til, ja det er snarere forbudt ham, at være lydig mod en fyrste eller en herre, eller at holde en ed, når det er til fordømmelse for hans sjæl, det vil sige, når det er imod Gud og imod retten". (br070442#41).
101       Dette kontrafaktiske spørgsmål skal jeg ikke prøve at besvare her. Men jeg vil godt påpege en ting, Luther siger i forlængelse af sin ikke offentliggjorte Wurzen-løbeseddel. Han siger i et brev til sin kurfyrste, skrevet om morgenen påskedag, (Luther havde travlt), at han indtrængende beder kurfyrsten om at vise storsind. Ganske vist har hertug Moritz gjort uret, han har villet tage sig selv til rette, m. m., men alligevel bør altså kurfyrsten efter Luthers mening komme en sådan elendighed i forkøbet og vise sig blid og storsindet.	Luther i brev til kurfyrst Johann Friedrich, 9. april 1542: "Derfor beder vi Deres kurfyrstelige nåde om at gøre, hvad der overhovedet er muligt for at ære Gud og komme en sådan elendighed i forkøbet, og vise Dem blid og storsindet, Gud skal nok vide til gengæld at ære Deres kurfyrstelige nåde for det". (br070442#59).
102 Her har vi efter min mening et tilfælde, hvor man passende kan sige, at formaningen fra ordet om at vende den anden kind til har sin plads. Undlad at gøre retskrav gældende! Kom den andens retskrav i forkøbet! Gør, hvad der overhovedet er muligt for at få en varig fred i stand! Luther bruger ikke formuleringer, der så meget som antyder, at han tænker på dette ord, slet ikke. For i hans øjne er det ikke det ord, der passer her. Men i mine øjne er sagen nøjagtig identisk med den sag, ordet om den anden kind vil tale ind i.
103 Ordet om den anden kind har til hensigt at få os bort fra at tænke i retsbaner. Og når vi skal det, skyldes det, at så længe vi holder fast på vore retsbegreber, er forsoning umulig. I stedet skal vi søge at vinde den anden parts tillid. Hvis vi derfor opgiver at kæmpe for vor ret, hvis vi måske oven i købet kommer den anden i forkøbet, så han ikke selv skal bede om det, han gerne vil have, men vi i stedet selv tilbyder ham det, før han får bedt om det, så er der en chance for at tillidsforholdet kan genoprettes. Og -- vil jeg mene -- ikke blot tillidsforholdet mellem ægtefæller og mellem søskende eller mellem venner, også tillidsforholdet mellem fyrster, mellem stater og lande.
104 Nu fremgår det ikke af akterne, hvilke punkter der var uenighed om. Blot kan man se, at det havde noget med adgangsvejene gennem Wurzen at gøre. Og det var ikke noget, man kunne tage let på. For betød tilladelsen til gennemrejse også tilladelse til at føre en hær igennem? Derfor er Luther nødt til at fremhæve, at sådanne tilladelser naturligvis skal gives under hensyntagen til kurfyrstens eget forsvar; tanken er ikke, at dette skal udhules, blot, at der skal gives hertug Moritz en god og solid indrømmelse, på trods af, at han har villet tage sig selv til rette.
105 Det kan man da kalde at fjerne alle retsforestillinger. Eller man kan kalde det "en tillidsskabende foranstaltning", for at bruge et moderne ord. For den side af menneskelivet har jo ikke ændret sig. Det drejer sig stadig om at nære tillid til hinanden, også på statsplan. Og er tilliden gået fløjten, f. eks. ved en krig, kan det være meget vanskeligt at fremelske den igen. Men det gøres f. eks. ved tillidsskabende foranstaltninger, det vil sige, ved foranstaltninger, som ligger ud over det, den anden strengt taget kan forvente eller kræve. Altså, nøjagtig som ordet om at vende den anden kind til siger.
106       Nuvel, jeg skal da ikke nægte, at jeg godt er klar over, at meget få vil bruge ordet om at vende den anden kind til i f. eks. Palæstina-konflikten. Men det skyldes den fejlfortolkning, ordet har været udsat for op igennem århundrederne. Det er, fejlagtigt, kommet til at betyde at opgive al modstand, at nedlægge våbnene, at finde sig i alt fra den andens side. Det vil sige, man har helt set bort fra den situation, som ordet passer ind i, nemlig en situation, hvor man vil handle for at genskabe et tillidsforhold. Men holder man sig en sådan situation for øje -- og en sådan situation var opstået omkring Wurzen på Luthers tid -- så er sagen klar nok: Ordet passer ind i situationen, ordet kan danne basis for en formaning om at standse retstænkningen og gå over til "forholdstænkningen".
107 Og tror man mig ikke på mit ord, så kan man jo læse lidt videre i bjergprædikenen. Som bekendt slutter Jesu treleddede formaning med en opfordring til at gå to mil med den, der vil tvinge én til at gå én mil med ham. Og det passer jo da som fod i hose til Luthers opfordring til kurfyrsten om at komme denne elendighed i forkøbet. Og derfor skulle man vel kunne se, at så må ordet om at vende den anden kind til også kunne passe ind i en sådan situation, så må også det kunne forstås som en opfordring til at vise storsind, lægge den strenge ret til side og prøve at genskabe det tillidsforhold, der herskede.	Matt 5,39: "Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. v40 Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. v41 Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham".
108        Og dette har intet med pacifisme at gøre. Pacifisten vil netop bruge ordet om at vende den anden kind til hovedløst, det vil sige: han vil have det til at passe ind i enhver situation, han vil bruge det som en etisk regel, ved hvis hjælp man kan komme derhen, hvor der ikke kan kræves mere af én; og alt dette er tænkt individuelt; det er min rette holdning, der er tale om; det er spørgsmålet om, hvad jeg skal gøre for at have gjort det rette, der optager mig, ikke spørgsmålet om, hvordan vi i fællesskab kommer videre, hvordan vi får genopbygget tilliden.
109        Men bruges det til at iværksætte tillidsskabende foranstaltninger, så bruges det ikke hovedløst, det vil sige, du er nødt til at tænke dig om, du er nødt til at gøre dig dine overvejelser, du kan ikke dække dig ind under, at nu har du gjort, hvad du skal gøre, nu er det den andens tur. Mislykkes det at få den anden til at stole på dig, så er det et problem; det er et problem for den anden, naturligvis, men det er så sandelig også et problem for dig.
110        Men altså, alt dette for at vise, at selv om ordet om den anden kind ifølge Luthers to-regimentelære ikke kan anvendes til at få øvrigheden til ikke at straffe eller få den til på pacifistisk vis at opgive alt forsvar af landet, så er det ikke dermed gjort arbejdsløst, heller ikke i international politik eller i forholdet mellem fyrster og stater. Også her er menneskelivet delt op i forhold mellem størrelser, også her er det af stor betydning, hvordan disse forhold er, også her kan man derfor komme ud for -- som en tillidsskabende foranstaltning -- at skulle gå to mil, hvor man efter den strenge ret kun behøvede at gå én, eller at skulle vende den anden kind til, hvis man var blevet slået på den første.
111 Men så må det jo godt nok i samme åndedrag indrømmes, at denne anvendelse af ordet ikke nyder stor popularitet i disse kredse. Man tænker ikke over det. Man holder sig langt hellere til den pacisistiske misforståelse, måske fordi den kan enhver se er helt ude i hampen, eller til den misforståelse, som den "gode, gamle lutherske" forståelse begår: at bruge ordet til at afbilde umuligheden af at overholde loven.
112 Det sidste er nok det almindeligste. Blot ærgerligt for disse lutheranere, at Luther ikke er enig med dem.
Videre til sp08!

Noter: