Luther var ikke lutheraner (ekskurs om Grosbøll)

En fænomenologisk udlægning af bjergprædikenen

kombineret med en gennemgang af Luthers prædikenrække over Matt 5-7 og diverse tekstvejledninger fra Præsteforeningens Blad over tekster i bjergprædikenen.

Om Thorkild Grosbøll, hans tekstvejledninger og øvrige gerninger.

Grosbølls tekstvejledninger #1. Tidehverv i historieforløbet. #11. Historien som bevidstgørelser. #20. Eck-Grosbøll. #30. Den inderste drivkraft i mennesket. #41. Grosbøll analyseret #57.

Tilbage til oversigten!

¹ Et forsøg på at gå Grosbøll i bedene
        Der er desværre sket lidt af en misforståelse for mig. Jeg læste Grosbølls tekstvejledning til 4. søndag efter trinitatis (se sp06#60ff), og fik indtryk af, at noget af det, der siden fik Grosbøll til at udgive "En sten i skoen" og til i Weekendavisen at udtale, at han ikke tror på en skabende og opretholdende gud, var et behjertet forsøg fra hans side på at gå så langt et stykke vej sammen med sin tvivlende og skeptiske tilhører, som han kunne.

²Der ligger et tilløb til et forsøg på at se Jesus-begivenheden som én af flere omvæltninger i historien. Der ligger en antydning af, at ligesom Moses arbejdede med det genstridige folk, hamrede og mejslede, sådan gjorde også Jesus. At altså det, der skete med Jesus var et udtryk for, at vor civilisation nåede op på et højere niveau. Og det forekom mig at være en tiltalende sprogbrug, der måske kunne bruges, hvis man ville stille sig på en skeptisk tilhørers niveau.

³        Desværre viser en nærmere undersøgelse af Grosbølls øvrige prædikenvejledninger dette efterår, 1998, at der ikke er andre steder, hvor han gennemfører noget lignende. Han har tilnærmelser, han har antydninger, men han har ikke nogen udarbejdet tankerække om det.

⁴        Men nu inspirationen er over mig, vil jeg tillade mig at fortsætte ad det spor, jeg éngang er slået ind på; jeg vil tillade mig at betragte Jesus som en person ved ét af historiens vendepunkter, jeg vil gå ganske profan-historisk tilværks, jeg vil udelukke al tale om Gud (både Gud og gud, såmænd), jeg vil i første omgang i hvert fald lade som om vi ikke har brug for begrebet "Gud", heller ikke når vi skal forklare historiens mærkværdigheder. Det er ikke noget offer for mig. For det er en solid teologisk metode, måske den eneste brugbare: at begynde med det, vi kender og er enige om.

⁵        Det vil sige, jeg vil med disse bemærkninger gå Grosbøll i bedene. Jeg vil forsøge at være endnu mere "gudløs" end han. Jeg vil tage fat fra et udgangspunkt, der er nærmest det modsatte af det kristne (hvis der da gives noget kristent udgangspunkt), nemlig det alment menneskelige, det humanistiske, det profan-historiske.

⁶         Og lad mig da bare til at begynde med bruge nogle af Grosbølls antydninger (for at han ikke skal føle sig helt udenfor). Nogle af disse antydninger kan nemlig godt afbilde det, jeg først vil have afbildet: Hvad et dynamisk historiesyn vil sige.
      Se citatet her ved siden af! Fortiden er uigenkaldelig forbi. De tanker, den tid gjorde sig, kan vi ikke gøre os idag. Men de anderledes tanker, vi gør os i dag, gør vi os i kraft af denne selvsamme fortid. Der skete ved det tidehverv, der fandt sted i fortiden, en "Umwertung aller Werte", hvilket er noget af det mest besværlige, der kan ske. Blandt andet er det besværligt for os efterlevende, fordi vi i så høj grad tager de nye idéer til os, at vi uvilkårligt mener, de altid har fandtes. De forekommer os så selvfølgelige, at vi ikke kan forestille os, at der faktisk var tider, hvor man ikke tænkte sådan. Thorkild Grosbøll i Præsteforeningens Blad, 1998/21, tekstvejledning til trinitatis søndag: "Vi står altså med en varm kartoffel rakt os fra en fortid, der helt lever op til sin betegnelse. Verden er en anden i dag -- blev det i kraft af sin fortid. Ordenes klang bliver en anden. Der er ting, der ikke mere kan siges, og ting, der ikke har kunnet siges før".

⁷        Tag begrebet "farisæisme"! Var det det, der var det særlige ved det, Jesus bragte? Var det det nye, han førte ind i verdenshistorien? Tja, måske. I hvert fald er Job i stand til at skildre sin fortid og de mange gode gerninger, han gjorde i samme fortid, uden at hverken han selv eller forfatteren til Jobs bog får den tanke, at der er noget forkert i at gøre sådan. Men sådan kunne han ikke gøre efter Jesu fremtræden. Job i Jobs bog 29,11ff: "v11 Når de hørte mig, priste de mig, når de så mig, roste de mig. v12 Jeg reddede den hjælpeløse, der råbte om hjælp, den faderløse og den, som ingen hjælper havde. v13 Folk, der var ved at gå til grunde, takkede mig, jeg skabte jubel i enkers hjerte. v14 Jeg iførte mig retfærdighed, den var min klædning, retten var min kappe og turban. v15 Jeg var den blindes øjne og den lammes fødder".

⁸        Citatet her ved siden af antyder også, at Grosbøll er klar over, at der har fundet en historisk udvikling sted: Vi har ikke fået til opgave bevidstløst at gentage den første kirkes trosbekendelser, men som levende mennesker at lade os ramme af ordet og give det videre, som vi blev ramt af. Men det kommer ikke særlig tydeligt frem, hvad denne udvikling da har ført med sig, om der i dette spørgsmål, måske, er noget, de kunne sige, men vi ikke, eller om måske vi er nået til erkendelser, der gør det umuligt for os at sige, som de sagde. Thorkild Grosbøll i Præsteforeningens Blad, 1998/37, tekstvejledning til 16. s. e. trin.: "Nok har opstandelsestanken været med fra første færd, men ... er det et argument for, at vi dags dato kan forfægte den uden videre? Skatten bæres i lerkar, hvilket vel må betyde så meget som at hvert slægtled afkræves sit svar og kun sådan rækkes evangeliet videre".

⁹        Så lige ét citat mere: Jesu egentlige bedrift er italesættelsen af Gud. Og man kan da godt sige, at det er flot formuleret, når han siger, at dette at binde Gud til ordet kostede Jesus livet. Men holder det? Hvad er det at binde Gud til ordet? Hvordan ser verden ud, efter at det er blevet klart, at Gud har bundet sig til ordet? Og hvordan kan dette at udføre et sådant ubestemt trick medføre, at han mister livet? Svarene blæser i vinden. Eller med andre ord: Formuleringen er mere smart end sand. Thorkild Grosbøll i Præsteforeningens Blad, 1998/39, tekstvejledning til 18. s. e. trin.: "Set i det lys bliver Vorherres virkelige bedrift italesættelsen af Gud. At binde Gud til ordet kostede ham da også livet (og ikke bare en hånd som i tilfældet med Fenrisulven). Theologia crucis kaldes det også -- Gud kender vi kun i historien og i den historie, han fortæller med os"

¹⁰       Nå, her vil jeg foreløbig lade Grosbøll ligge og i stedet beskæftige mig med det spørgsmål, hvad det da er ved det tidehverv, der fandt sted med Jesus, der er særligt. Det kan være sandt nok, som Grosbøll skriver, at vi kun kender Gud i historien, men hvordan kender vi ham i historien? Hvornår har vi med et historieforløb at gøre, der er så enestående, at vi simpelthen er nødt til at sætte ordet "Gud" ind som forklaring?

¹¹       Vi kender en række tidehverv i historieforløbet: Den store franske revolution, Luthers fremståen, den høviske kærlighedstankes opkomst i højmiddelalderen, overgangen i det gamle testamente fra monolatri til monoteisme. Og så altså Jesu fremtræden. Men vi finder ikke på at sætte ordet "Gud" bag begivenhederne i den franske revolution, selv om de så sandelig har haft stor betydning for os i dag. Hvorfor skulle vi så gøre det bag Jesus-begivenheden?

¹²        Nogle af disse tidehverv har båret langt mere med sig end samtiden kunne kapere. Man har været nødt til at gennemarbejde den samme begivenhed igen og igen, uden dog at kunne nå til ende med det. Det var f. eks. tilfældet med det, der skete med og omkring Luther. Luther var en så rigt facetteret teologisk personlighed, at ingen tilsyneladende kunne gribe helheden. Samtiden ikke. Johannes Agricola greb én del af hans teologi, Melanchthon en anden. Og Luther valgte til fordel for Melanchthon, måske i virkeligheden ikke af teologiske, men af personlige grunde. De luthersk ortodokse i 1600-tallet lagde vægt på en anden del af hans teologi, men pietisterne formåede lidt senere at finde den Luther frem, som de mente var den sande Luther. Osv, osv.

¹³ De dialektiske teologer i første halvdel af 1900-tallet mente så at have fundet den hele Luther. Nu var der ikke mere at komme efter. Og man studerede og man læste, og man fandt hidtil ukendte manuskripter frem, og alt var såre godt. Indtil de finske lutheranere påpegede, at der var et begreb "deificatio", som denne teologi slet ikke havde taget højde for, der fandtes en tankerække, som ikke uden videre lod sig indrullere i den dialektiske teologis luther-tolkning.

¹⁴       Så mange ting og så vidt forskellige ting har Luther bevirket. Og endda er vi ikke færdige med at øse af Luther. Nå ja, jeg for min del vil ikke påstå, at jeg og jeg alene har fundet den egentlige Luther, slet ikke. Jeg har jo også på en måde gjort mig sagen let, idet jeg begynder med at sige, at vi ikke kan bruge den historiske Luther til noget. Den historiske Luther har knaster ved sig, som vi ikke kan eller skal overtage. Så den Luther, jeg inspireres af, den Luther, hvis teologi jeg vil søge at videreføre, er en stærkt beskåret Luther. Blot er han, vil jeg hævde, ikke beskåret på en tilfældig måde, men beskåret efter visse principper, som alle skulle kunne forstå.

¹⁵       På samme måde kan man sige, at vi slet ikke er færdige med at bearbejde det, der skete med Jesus-historien. De første par hundrede år tog sig især for at bearbejde den del af Jesus-traditionen, der fortalte, at det kunne komme dertil, at man måtte lade livet for sandhedens skyld, men at det altså, på trods af, at man selv mistede livet, var det rette: Martyrernes blod er kirkens udsæd, som man sagde.

¹⁶ Den sætning var vel ikke en trossætning, mere en slags trøst for dem, der nu engang var kommet dertil, at de stod overfor martyrdøden. Eller det var en erfaring, kirken havde gjort, en erfaring, som kunne trøste dem, der ventede på døden, ja, men jo også en erfaring, der kunne medvirke til, at kirken holdt ud i sin nægtelse af kejserdyrkelsen.

¹⁷         Senere tider har fundet andre ting frem fra Jesu forråd. Nogle ting har man fordrejet, andre ting har man låst fast i en forkert sammenhæng, men en vis kerne har man vel hele tiden holdt fast ved, og i hvert fald kan man trøste sig ved, at Jesu ord i deres skriftlige nedfældning er nogenlunde uforandrede fra omkring 300 efter Kristus. Blot skal man jo, hvad det angår, hele tiden holde sig for øje, at den skriftlige nedfældning må blive til "mundsord" for at få historisk betydning, eller at hver generation må tage ordene til sig, forstå dem, omsætte dem til liv, før det batter noget i den historiske udvikling.

¹⁸       Så sandt nok, Jesus-tiden hører til de tider i historieforløbet, der først langsomt og over meget lang tid afgiver deres mening til efterslægten. Men alligevel, er den speciel af den grund? Er den af nogen grund så speciel, at vi skal kalde Jesus Guds søn? Og hvad er det, der i givet fald gør den så speciel?

¹⁹         Lad mig her komme med en idéhistorisk opskrift på, hvordan man kan forstå historieforløbet. Historieforløbet er forløbet af den række bevidstgørelser. Den ene gang efter den anden har der i menneskeheden fundet en bevidstgørelse sted. Det var, hvad der skete med Luther: der fandt en bevidstgørelse sted i samfundet. Det var, hvad der skete med Jesus: Med ham og igennem hans forkyndelse blev menneskeheden udsat for en bevidstgørelse, bl. a. den bevidstgørelse, at vi nu kom til at forstå, hvad farisæisme betød.

²⁰        Måske man kan tage de rent materielle forhold med i den lange række af bevidstgørelser, som menneskeheden har gennemlevet. Er således dette at opfinde hjulet en form for bevidstgørelse? Måske. Men i hvert fald må man vel sige, at den udvikling, matematikken har gennemløbet, er en udvikling bestående af en række bevidstgørelser. Kan hænde, en række mennesker i tidligere tider blev standset i deres tankevirksomhed af Zenons paradoks. Efter at Newton har påvist ved hjælp af sin nyudviklede integralregning, at paradoksets påstande ikke har gyldighed, får vi, om jeg så må sige, igen virkeligheden til at stemme overens med vore teorier, og det er nu altid rart.

²¹ Blot skal jo alverdens elever i deres matematikundervisning også fremover undervises i Zenons paradoks. De er i den heldige situation, at de får løsningen med det samme, men de får vel alligevel tid til at undres over, at nogen virkelig sådan for alvor kunne anfægtes af Zenons paradoks.

²²          Men hvad er det, der sker, når en elev forstår, at paradokset ikke er et sandt paradoks? Eller hvad er det, der sker, når eleven forstår, hvad kvadratroden af to er? Netop det sidste spørgsmål har Platon arbejdet med i én af sine dialoger, hvor han lader Sokrates få en slave til at finde kvadratroden af to. Platon tager det som et bevis på, at sjælen har haft et liv forud for dette, men uden at kende synderligt til den pågældende dialog, må man vel sige, at det er en nødløsning. Den flytter blot spørgsmålet, den løser det ikke. For hvis denne slave har sin viden med sig fra en forudgående tilværelse, hvordan erhvervede han så sin viden på det tidspunkt? Vi løber ind i en uendelig regres.

²³        Blot synes det altså at forholde sig sådan, at der indenfor matematikken har fundet en række bevidstgørelser sted, og at enhver elev i matematikkens skønne kunst i sit liv må gennemleve disse bevidstgørelser.

²⁴        Den tanke kan overføres til alle områder. Menneskeheden har på det etiske område gennemlevet en række bevidstgørelser. Og ethvert nutidsmenneske gennemlever under sin opvækst de tilsvarende bevidstgørelser. Ikke som noget, dets lærere foranstalter, men som noget, der foregår mere eller mindre automatisk. Ligesom fosteret under sin vækst i livmoderen må gennemløbe alle de faser, som menneskets under sin udvikling har gennemgået, sådan må menneskebarnet under sin opvækst gennemleve alle de bevidstgørelser, som menneskeheden i tidens løb har været genstand for.

²⁵        Nå ja, jeg skal vel nøjes med at sige, at sådan siger én af de teorier, der beskæftiger sig med historieforløbet. Selv skal jeg da ikke nægte, at jeg har fundet sammenligningen med matematikken besnærende. Men jeg må nok indrømme, at det ikke helt holder stik. Ser vi f. eks. på etikkens område, så er det da sandt, at menneskeheden på det etiske område har gennemløbet en udvikling fra et samfund, der anerkendte slaveri, til et samfund, der vender sig imod enhver form for slaveri. Men man kan vist ikke påstå, at ethvert menneskebarn i den hele vide verden under sin opvækst skal gennemleve en tilsvarende udvikling.

²⁶        Alt dette fører mig frem til den præcisering af "min" teori, at det, der udvikles, det, der er grundlag for udviklingen, det, der ligger bag udviklingen, er sproget. Dette for mennesket specielle fænomen er ikke noget én gang for alle givet. Eller rettere, det er det måske nok, men siger man, at det er noget én gang for alle givet, så må man føje til, at dets implikationer ikke erkendes på én gang, men kun langsomt over historieforløbet.

²⁷       Matematikken er en meget speciel del af sproget. Og det må jo indrømmes, at også før mennesker udformede den matematiske sætning, at to parallelle linier aldrig skærer hinanden, forholdt det sig sådan, at to parallelle linier ikke skar hinanden. Derfor er det jo også, vi siger, at vi "opdager" den eller den matematiske sætning, ikke, at vi "opfinder" den. Det er mennesker, der udøver deres tankevirksomhed ved opdagelsen, det er mennesker, der "lægger to og to sammen" og derved når frem til et resultat, og udenfor menneskeverdenen finder opdagelsen ikke sted, men alligevel er mennesket ikke på den måde herre over opdagelsen, at opdagelsen er en opfindelse, den forbliver en opdagelse.

²⁸       Men hvad vi nogenlunde ubesværet tvinges til at erkende på matematikkens område: at sproget er der først, uafhængigt af os, med dets strukturer og love, har vi ulige vanskeligere ved at erkende på alle mulige andre områder. Vi har en tendens til at opfatte os selv, det vesteuropæiske menneske, som selvberoende, og er derfor tilbøjelige til at betragte sproget som et blot og bart kommunikationsværktøj. At det skulle have noget at sige over os, at det måske endda skulle være det, der styrer os bagfra, det går vi kun meget vanskeligt med til.

²⁹        Og dog forholder det sig sådan. Hvis vi af sproget tvinges til at indrømme, at alle mennesker er lige, hvis vi må gå med til, at fordi der ikke kan gives nogen rationel begrundelse for, at nogle mennesker skulle være mere værd end andre, derfor er alle mennesker lige, så må vi naturligvis også acceptere den sætning, at intet menneske kan eje noget andet menneske, at altså slaveri bør afskaffes. Men hvor svært har det dog ikke været at få denne sprogets lære gennemført! Her er det ikke som indenfor matematikken, at det, der står imod vor forståelse, blot er vor forstokkethed, vore lidt dovne tankevaner, nej, her er det vore egne velforståede interesser, interesser, der oven i købet som regel underbygges med forestillinger om samfundets stabilitet. Som de rige godsejere sagde før stavnsbåndets ophævelse: "Samfundet vil ryste i sin grundvold, dersom bondens åg lettes".

³⁰        Lad mig sådan lidt for sjov komme med et praktisk eksempel, der har noget med, om ikke Grosbøll selv, så med Grosbøll-sagen at gøre.

³¹        Efter processen mod Luther i Worms udgav Luther et latinsk skrift om alt, hvad der var hændt ham. Melanchthon indføjede det senere i sin nekrolog over Luther fra 1548. Vi har i dette skrift mest interesseret os for, hvad Luther sagde, dels for hans længere forsvarstale, dels for hans korte begrundelse, den, der slutter med det kendte: Her står jeg, jeg kan ikke andet. Men Luther selv har refereret det hele. Også hvad officialen, Johannes Eck (ikke af forveksle med den Johann Eck, der disputerede med Luther i Leipzig) sagde efter Luthers bekendelse. Johannes von Eck under processen mod Luther i Worms: "For hvad nytte skal det til at oprejse en ny disputation om ting, som for så mange århundreder siden blev fordømt af kirken og koncilerne? Hvis det da ikke skal være sådan, at der skal aflægges regnskab for enhver om hvadsomhelst. For hvis han bare én gang kom igennem med det synspunkt, at enhver, der modsiger koncilerne og kirken, skal overbevises af skrifterne, så ville vi ikke have noget sikkert og fast i kristenheden". (mel-worms2a#52)

³² Og her kommer han altså, som det ses af citatet her ved siden af, med den påstand, at vi ikke ville have noget sikkert i kirken, hvis sådan enhver kunne komme og forlange skriftbeviser for alt, hvad der én gang var fastslået af koncilerne. Og indrømmet: Det lyder da faktisk meget rimeligt.

³³        Luther besvarer ikke direkte problemet med at have eller ikke have noget sikkert i kirken. Han holder sig i sit svar blot til kendsgerningerne. Som så vidt han kan se, er, at koncilerne ofte har fastslået noget, som er imod skriften. Det er især koncilet i Konstanz, han tænker på. Og, siger han, det er ham umuligt at tilbagekalde hans påstand om, at dette koncil har vedtaget noget imod skriften. Så ville han jo skulle tilbagekalde noget, der direkte står i skriften. Og noget mere gudsbespotteligt kan han ikke tænke sig.

³⁴        Men Ecks indvending rejser for os det spørgsmål: Bliver vi da aldrig færdige med at udlægge skriften? Når vi aldrig dertil, at vi kan pege på en autoritativ udlægning og sige: efter dette have alle sig at rette? Vi kan jo nok se, at svaret på disse spørgsmål må blive nej. Skriften er død tekst, og den kan kun levendegøres og blive forpligtende for os gennem en udlægning. Men hvad udlægning angår, står enhver af os lige, den ene har intet fortrin fremfor den anden, heller ikke teologen fremfor lægmanden.

³⁵        Problemet er jo blot, at når det forholder sig sådan, så har vi netop ikke noget fast og bestemt i kirken. Men har vi ikke noget fast og bestemt i kirken, hvordan kan vi så have en præsteret, der jo dog må have noget fast og bestemt, hvis den skal afsige en dom?
       Vi har i vor kirke ikke nogle konciler, hvis bestemmelser vi skal have indføjet i vor forståelse af bibelen. Men vi har en Confessio Augustana, og som man kan se af hosstående citat, forsøgte kirkeministeriet sig med en påstand, der minder meget om Johannes von Ecks: Vi skal ikke sandhedsprøve Feldbæks udtalelser i forhold til bibelen, kun i forhold til bekendelsesskrifterne. Hvad var det Eck sagde: Det kan ikke være rigtigt, at hvemsomhelst kan komme og kræve, at vi skal vise koncilsbeslutningernes overensstemmelse med skriften. Ligheden er slående. Fra Feldbæk-dommen, kirkeministeriets procedure: "Kirkeministeriet har til støtte for påstanden anført, at spørgsmålet i sagen ikke er, hvorvidt indklagedes dåbssyn er foreneligt med Det Nye Testamente, men derimod om indklagede med sit dåbssyn og forkyndelsen heraf har tilsidesat folkekirkens evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag, således som dette fremstår af bekendelsesskrifterne, herunder Confessio Augustana og Luthers Lille Katekismus".
Sammesteds, lidt senere: "Forståelsen af dåben er bindende normeret i Confessio Augustana og Den Lille Katekismus, og præsteretten kan ikke sandhedsprøve denne fortolkning i forhold til Det Nye Testamente".

³⁶ Nuvel, retten synes ikke at have givet kirkeministeriet umiddelbart medhold på dette punkt.
      Til gengæld har man i dommen selv fremsat en næsten endnu mere uhyrlig påstand: at man som præst er forpligtet på ikke blot at følge ritualerne, men også at stå inde for dem i sin forkyndelse.
       Det var ligegodt meget. Fra Feldbæk-dommen, domsbegrundelsen: "Hertil kommer, at folkekirkens ritualer må betragtes som en udmøntning af dens bekendelsesgrundlag, og at man derfor som præst må anses for at være forpligtet på ikke blot at følge ritualerne, men også at stå inde for dem i sin forkyndelse".

³⁷       Nå, landsretsdommen tilbageviser byretten på det punkt. Men alligevel! Nogen gyldighed har dog disse ritualer.
          Man ser for sig, hvordan historien gentager sig. Ligesom man på Luthers tid havde fået samlet sammen en utrolig mængde af kirkefædrecitater og pavedekreter, som tænktes at udgøre kirkens retsgrundlag, sådan vil man, hvis folkekirken lever længe nok, og hvis der bliver tilstrækkelige mange retssager for præsteretten, kunne få samlet sammen en række bestemmelser, som vil kunne anvendes som grundlag for fremtidige retssager. Måske en sådan samling domme ikke opnår samme omfang som Gratians lovsamling i middelalderen, men imponerende kan det dog godt blive. Landsretsdommen: "Ritualforpligtelsen i folkekirken kan ikke betyde, at f. eks. de nugældende ritualer skulle være ligeværdige med bekendelsesskrifterne i en fastlæggelse af folkekirkens normsæt. Dette beror ikke mindst på, at dåbsritualet har været ændret adskillige gange siden reformationstiden. Men man må anse gældende ritualer for at være gyldige omend ikke eksklusive repræsentationer for en evangelisk-luthersk opfattelse".

³⁸       Her skal man så blot huske på, at Luther den 10. december 1520 ikke blot kastede pavens bulle på bålet ved Elstertor i Wittenberg, det lykkedes ham også at få brændt kirkeretten. Og man må forøvrigt også sige, at man med disse juridiske overvejelser forlængst har slettet betegnelsen "almindelig" for kirken. Kirken er i rettens øjne ikke den katolske eller almindelige eller eneste sande kristne kirke, kirken er "kun" den i Danmark tilstedeværende landskirke.

³⁹        Nuvel, alt dette skulle være med til at påvise, hvor vanskeligt vi har ved at stille alle lige, når det drejer sig om udlægning af bibelen. Vel er alle lige, men nogle (læs: teologerne) er mere lige end andre. Heldigvis har vi da på det politiske område i kraft af vort demokrati stillet alle lige. Men også her har vi vore interesser at pleje. Så selv om vi teoretisk har anerkendt alles lige ret, har vi ikke gennemført den i praksis.

⁴⁰        Og altså: Sproget er langt mere end et blot og bart kommunikationsværktøj, som vi selvberoende vesteuropæiske mennesker kan bruge eller ikke bruge efter forgodtbefindende. Sproget er en kraft, der hersker over os på en næsten umærkelig måde. Sproget har strukturer i sig, som vi, uden at tænke over det, retter os efter, fordi det forekommer os logisk. (Men "logisk" vil jo netop også sige: i overensstemmelse med sproget) Sproget går derfor ofte i rette med os, når vi alene vil handle ud fra vore snævre egeninteresser.

⁴¹       Jeg har i en afhandling om forskellen mellem islam og kristendom (Frihed contra Fromhed: http://home1.stofanet.dk/klostersogn) hævdet, at mens for islam den inderste drivkraft i mennesket er angsten for at dø, er den for kristendommen angst for at være i uoverensstemmelse med sproget. Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at alle kristne handler ud af kærlighed til sproget, mens alle muslimer handler ud af angst for at dø. Nej, angsten for at dø har vi alle siddende i os. Men vi kristne er opmærksomme på -- burde i det mindste være det -- at der er en endnu dybere kraft i os: angsten for at modsige sig selv, angsten for intellektuelt at gå i stykker, angsten for at handle imod sin samvittighed.

⁴²       At det forholder sig sådan, kan ses af Luthers eksempel. Jeg kunne for så vidt have taget det kendte korte svar frem, som Luther gav, da han blev afkrævet et kort og præcist ja eller nej. Men dette med at hans samvittighed er bundet af Guds ord, udvikler han lidt senere, og det har jeg valgt at citere her ved siden af. Det mærkelige ved dette citat er, at Luther her formår at se sagen fra modstandernes side. De kalder det vildfarelser, de mener han er hildet i sådanne vildfarelser. Jamen, siger så Luther, så kom dog med noget, der kan nedbryde de argumenter, jeg er bundet af! Så hjælp mig dog med at komme ud af de net, hvori min samvittighed er fanget! Luther på rigsdagen i Worms: "Her bad doktor Martin Luther, at den kejserlige majestæt ikke ville tillade, at han blev tvunget til at tilbagekalde imod sin samvittighed, der var fanget og forhindret af de hellige skrifter, uden at han blev modsagt af åbenbare argumenter. Det svar, han bad om, skulle ikke være hornet, men simpelt og ligeud. Han havde ikke andet, end hvad han havde givet tidligere: Han kunne kun tilbagekalde, hvis hans modstandere med tilstrækkelige argumenter ville forklare hans samvittighed, der var fanget af det, de kalder vildfarelser, og han kunne ikke komme fri af de net, hvori den var indviklet". (mel-worms2a#55).

⁴³ Der er ingen tvivl om, at Luther udmærket vidste, at han risikerede at dø i Worms. Og efter hans svar var der da også mange, der søgte at få kejseren til at tilbagekalde sit frie lejde. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at det, han virkelig var angst for, ikke var døden. Da han var blevet ført ud af rigsdagssalen og var kommet tilbage til sit herberge, sagde han: "Jeg er igennem!" Peter Severinsen om Luther efter bekendelsen for rigsdagen i Worms: "Da han var kommen ind i Johanitterhuset, hvor mange ventede, rakte han paa samme Maade Hænderne i Vejret og raabte med glædesstraalende Ansigt:
       "Jeg er igennem! Jeg er igennem!" (sev11a#113)

⁴⁴ Köstlin fortæller i en note, at den, der fortæller det, er en vis Sixt Oelhafen fra Nürnberg; han skrev det ned i et brev klokken ni den samme aften.
      Men hvem der end har berettet det, det er jo simpelthen forkert. Han var aldeles ikke igennem. Tværtimod, truslen mod hans liv var først nu reel. Hidtil havde han dog vidst, at han ville leve, indtil rigsdagen havde hørt ham. Nu, hvor den havde hørt ham, var det, han skulle se at gå under jorden eller på anden måde komme af vejen. For nu var der intet, der stod i vejen for, at han kunne blive brændt, nu havde alle hørt hans nej til at tilbagekalde. Kun kejserens frie lejde kunne hindre det. Og det vidste ingen, om man turde stole på. Köstlin om det samme: "Etwa um 8 Uhr kam er in seine Herberge. Freunde und Anhänger erwarteten ihn dort. Sobald er bei ihnen eintrat, reckte er, wie einer derselben unmittelbar darauf berichtet hat, die Hände in die Höhe und schrie mit fröhlicher Angesicht: "Ich bin hindurch, ich bin hindurch!" (koestlin3,18#69).

⁴⁵ Så hvorfor dette glædesråb? Hvorfor tog han det allerede nu for givet, at han ville slippe fra det med livet i behold?
       Svaret er, at det gjorde han bestemt heller ikke. Han var, da han råbte dette, så udmærket klar over, at truslen mod hans liv var mere reel end nogensinde. Men han glædede sig over, at han havde bestået prøven. Han glædede sig over, at hans personlighed var intakt. Han glædede sig over, at det var lykkedes ham at holde frygten for bålet i ave, så han svarede, som hans samvittighed bød ham.

⁴⁶        Nuvel, tilbage til dette med, at det, der udvikler sig i historieforløbet, er sproget (#29). Opdagelsen af, at det forholder sig sådan, kan man ikke tilskrive én enkelt historisk person, såmænd heller ikke Jesus fra Nazareth. Men man kan hævde, at man hos ingen andre i verdenshistorien ser det gennemlevet så udtalt som hos Jesus. Hos ham falder teori og praksis sammen. Han ikke blot opdagede, hvad der inderst inde drev værket hos mennesket, han ikke blot formulerede denne opdagelse i en række formaninger, han gjorde tillige det, at han tog de konsekvenser på sig, som denne opfattelse havde, nemlig andre menneskers vrede og anklager, også, når denne vrede førte til hans egen død.

⁴⁷ Hele tiden er det det sproglige væsen, mennesket, hvis liv han søger at afbilde. Mennesket som et "genklangsvæsen", mennesket som et samfundsvæsen, mennesket som et væsen med en indre urørlig kerne, mennesket som et væsen, der har samvittighed, osv, osv. Alt dette kan man udlede af hans forkyndelse. Men det holdes altså sammen af ham selv, af hans egen person, af den integritet, der præger ham, derved, at han ikke veg tilbage for at betale prisen for sin opfattelse: sin lidelse og død.

⁴⁸        Men er det nu Jesu opfattelse af mennesket, eller er det sproget, der sidenhen udvikler sig? Svar: Det er sproget, det er de overbevisninger, der naturligt ligger i sproget, der får mund og mæle hos Jesus, og sidenhen udvikler sig. Eller, hvis jeg skal svare på en anden måde: Som modsætning til jødernes åbenbaringsreligion stiller Jesus den naturlige lovs religion. Og den naturlige lov er netop en lov, der ligger i kim i sproget selv.

⁴⁹         Jødernes åbenbaringsreligion tilsagde dem at lade sig omskære. Det naturlige menneske, mennesket, som det var fra skaberens hånd, var ikke godt nok, der skulle foretages noget ekstra med det, før det kunne være et accepteret medlem af det folk, der var modtager af den almægtiges åbenbaring. Den kristne religion erstattede omskærelsen med dåben. Det, der krævedes, for at man kunne være et accepteret medlem af den nye religion, var, at man gik ind under dåbens tegn: døden og opstandelsen. Men det var i virkeligheden ikke noget nyt; det var "kun" en erkendelse af noget, der forelå for ethvert menneske i forvejen, det var nemlig en erkendelse af, at sådan fungérer sproget: når du giver slip på alt dit eget og lader Gud, sprogets Gud, virke, så sker underet: at fællesskab opstår. Men naturligvis: det er ikke kun de kristnes sprog, der fungérer sådan, det er alles sprog. Blot er der så mange, der ikke vover at slippe sig selv, men vil lade tvang og ufrihed gøre sig gældende.

⁵⁰         Det vanskelige ved at fastholde Jesu budskab lå i, at det var så fuldstændig fri for magtanvendelse. Kirken skulle ikke vokse særlig meget, før den følte sig som en stærk organisation. Og bevares, mens forfølgelserne stod på, var bispeembedet nok forbundet med magt, men magten var dog begrænset af, at biskoppen ofte var én af de første, der mistede livet ved forfølgelsen. Men da de holdt op, og da der rejste sig afvigende holdninger og meninger indenfor kirken, gik der ikke lang tid, før den stærke organisation tillod sig at bede om kejserens hjælp til at få dette uvæsen fjernet.

⁵¹ Og så er alle forestillinger om, at det er sproget selv, der virker i udviklingen, glemt. Så kan man nok tale begejstret om Kristus som Logos, som Ordet, som selve sprogkraften, men hvad nytter det, når man dog hele tiden skal give dette selvsamme almægtige ord en hånd med? Så har man muligvis ret i al sin tale om Kristus som en person med to naturer, to energier, to viljer, eller hvad man ellers kunne finde på at skændes om, men når man forfølger de anderledestænkende, når der dannes store "kætterske" mindretalskirker rundt om det østlige Middelhav, så der jorden gødet for det muslimske angreb i 600-tallet, og så ender man med at få en monofysitisme, nemlig den muslimske, langt værre end de værste kristne kætteres.

⁵² Det kan godt være, der bestod en logisk uoverensstemmelse mellem den ortodokse lære om Kristi to viljer og den kætterske om kun én vilje i Kristus. Men hvis man udmøntede den ortodokse lære derhen, at den rettroende kirke kunne tillade sig at bruge kejserens sværd til at holde de ikke-rettroende nede, så er der tale om en contradictio in adjecto, for toviljeslæren vil jo netop sige, at Kristus i Getsemane have frivilligt gik ind under sin lidelse og død; hvordan kan man så tro, at denne lære kan udbredes ved andet end netop frivillighed, det er jo kernen i læren?

⁵³         Det, der er specielt for kristendommen, er altså, at der sådan set ikke er noget, der åbenbares, selv om den jo nok vil kalde sig en åbenbaringsreligion. Den kærlighed, som vi ofte betegner som kernen i kristendommen, er ikke en kærlighed, der på nogen måde er forskellig fra den kærlighed, der hersker mellem hedninger. Blot tænkes de kristne at være bevidste om, at den er der, og at den ikke presses frem ved egne kræfter, men må afvente åndens virken. Og den frihed, som er en uundværlig ingrediens i den kristne kirkes liv, er ikke anderledes end den frihed, der får samfund og fællesskab til at trives bedst muligt. Måske kan man sige, at kristendommen "kun" vil være et ensym, der får naturlige processer til at forløbe mere gnidningsfrit. Men man må nok føje til, at de ofte synes at kunne forløbe også uden kristendommens medvirken, ja, at den kristne kirke endda ikke så få gange i historieforløbet har stillet sig hindrende i vejen for den frihed, som den selv lever og ånder i.

⁵⁴        Det er vist også kendetegnende for de kristne civilisationers historie, at kirken ikke har haft patent på den rette udviklingstendens. Det er, som om lysestagen er flyttet gang på gang. Så er det humanismen, der har hjulpet fremskridtet på vej, så er det kirken, der har været den aktive. I dette åbenbart ret frugtbare samspil mellem humanisme og kristendom er vor civilisation vokset, deri har den udviklet sine karakteristiske træk.

⁵⁵        Men disse træk er altså almenmenneskelige træk, det er ikke specielt kristne træk, eller specielt vesteuropæiske træk. Demokrati, menneskerettigheder, det er måske nok fænomener, der historisk set er fremstået her i vesten, men de er almenmenneskelige på den måde at forstå, at de er udviklinger af det sprog, der dog, trods alle forskelligheder, er en fælles menneskelig særegenhed.

⁵⁶         Men hvad så, hvis vi nu skal lade denne forståelse af sproget og dets virkemåde virke tilbage på dogmatikken? Hvor ender vi, hvis vi skal forstå Kristus-begivenheden ud fra en sådan udviklingstanke? Kan vi få troen på en opretholdende og skabende Gud fundéret på nogetsomhelst i et sådant virvar af udvikling, når det både er forestillinger og tanker, der udvikler sig? Vil opstandelsestroen ikke svinde ind til det rene ingenting, når den skal måles med sådanne mere eller mindre moderne opfattelsers målestok?

⁵⁷         Jeg er ikke klar over, hvornår Grosbøll blev "omvendt" til sin ikke-tro. Men det er min formodning, at han i interview'et i Weekendavisen var blevet frustreret over, at hans bog "En sten i skoen" ikke vakte større opmærksomhed end tilfældet var. Derfor udtrykte han sig i interview'et stærkere og -- troede han da selv -- klarere end i bogen. Men i begge tilfælde mente han, at han lagde op til en teologisk diskussion. Blot kom han i interview'et til for skade at fremsætte en negativ trosbekendelse: »Lad det være sagt med det samme: Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud, ikke på en opstandelse eller evigt liv. Den slags har aldrig sagt mig noget - end ikke som barn.« Og så kom det, der skulle være indledning til en diskussion, i stedet til at blive "en sten i skoen" for al videre diskussion. Thorkild Grosbøll i et interview i Weekendavisen den 27-5 03: "Jeg tror ikke på Gud som forklaring på det hele. Der er ingen, der i deres almindelige liv opererer med et gudsopretholdt univers. Vi fungerer på naturvidenskabens præmisser; Jorden er ikke skabt af Gud, og han holder den ikke oppe. Gud kan ikke bruges som argument for noget som helst. For mig er Gud spørgsmålet. Et fantastisk spørgsmål, man kan stille til sit liv. Men jeg vil ikke åbne så meget som en kattelem for, at man kan tale teofysisk - at Gud bliver en fysisk realitet. Han er i sproget som det ypperste billede af mening og betydning, så det ville være sindssygt at volde sproget og bede ham gå sin vej. Vi taler om ham, og vi taler også meningsfuldt om Robin Hood og Den Store Bastian".

⁵⁸ Han har siden trukket denne negative trosbekendelse tilbage. Men for at han ikke skulle tabe ansigt, var det ikke noget, der skete særlig tydeligt. Og siden er det vist også lidt uklart, hvor han egentlig står med hensyn til den første trosartikel.
        Se f. eks. på hans udtalelse her ved siden af. Han mener, vi alle fungérer på naturvidenskabens præmisser, siger han. Men ikke desto mindre er han i stand til at anbringe Gud i sit univers, så hist og så her. Han er i sproget, hedder det, og det ville være sindsygt at bede ham gå sin vej. Men når vi kan tale om ham, som vi taler om Robin Hood og Den Store Bastian, så viser det vel, enten, at han trods alt er undværlig, eller kun, at han ikke er en fysisk realitet.

⁵⁹       Her savner jeg klarhed.
            I den såkaldte toviljestrid i begyndelsen af 600-tallet var spørgsmålet vel i og for sig det samme som i tonaturstriden en hundrede år tidligere: Er der ét sæt kræfter, der styrer verden og menneskene i den, eller er vi nødt til at tale om to sæt kræfter?
        Det spørgsmål dukker op igen i moderne tid. Der er ganske mange videnskabsfolk og filosoffer, der ud fra den tese, som Grosbøll nævner her: at vi fungérer på naturvidenskabens præmisser, drager den slutning, at fysik og kemi kan forklare det hele. Hvis vi skal være strengt videnskabelige, hedder det, må vi anskue menneskene, som vi anskuer dyrene, dvs som indviklede fysisk-kemiske størrelser, der fungérer på en højst indviklet måde, og som fungérer endnu mere indviklet, når de bliver sat sammen i sociale grupper. Men altsammen indenfor rammer, der er lige så deterministiske, som den fysik og kemi, de bygger på.

⁶⁰       Det vil sige, til spørgsmålet om, hvorvidt der er ét eller to sæt kræfter, der behersker verden og menneskene, svarer de uden tøven: Ét sæt. Og de mener vistnok selv, at de baserer deres svar på naturvidenskaben og kun på den.
       Vil Grosbøll give dem ret i det?
       Ja, det er jo blandt andet det, man savner svar på hos ham. Og ærlig talt, jeg vil ikke ulejlige mig med at prøve at finde ud af, om han giver svar på dette spørgsmål, for jeg har mistanke om, at de svar, man eventuelt kunne udfinde hos ham, ikke er gennemtænkte nok.

⁶¹       Men det forekommer mig ret klart, at hvis svaret er, at der kun er ét sæt kræfter i tilværelsen, så bliver kristendommen umulig. Det fik endda være. Værre er sådan set, at også det naturlige menneskeliv bliver umuliggjort. Kærlighed, f. eks., tillid, fortrolighed, tæt samhørighed mellem mennesker, alt sådant er illusioner, skønne måske, så længe de varer, men dømt til at forgå. For blandt mennesker hersker kun de samme kræfter som blandt dyrene, og dèr kan vi konstatere en konstant kamp om rangordenen. Og, spørger man retorisk, er det ikke i virkeligheden det samme, man ser i menneskeverdenen? Man kæmper med forskellige midler, nogle med direkte magtmidler, andre prøver med moralsk overlegenhed at vinde overhånd over modstanderne, men altid er det kamp, kamp og intet andet.

⁶²        Og det er klart, er det sådan fat med vort samfundsliv og med vort personlige liv, så er der ikke plads til nogen syndfri Kristus, der frivilligt gav afkald på al magt, også da han stod overfor døden. Så bliver Kristi død en tilfældighed, hvis han ikke havde forudset den, eller en fejltagelse, hvis han havde forudset den. Kristus, alias Jesus fra Nazareth, er som én af os i alle måder, synder til det inderste af sin sjæl, udstyret med alle magtkampens kendetegn.

⁶³         Omvendt, hvis Kristus har levet. Har der levet blot ét menneske, der var fri for magtkampens svøbe, så er det ikke på forhånd umuligt, at det kan være kærlighed, der hersker også mellem os i vore dage, omend vi jo ikke véd det i det konkrete tilfælde. Så er der den forskel på den syndfri Kristus og Den Store Bastian, at den første frigør mig, giver mig livsmulighed, gør det muligt for mig at blive et sandt, helstøbt menneske, mens Den Store Bastian kun er en opdigtet eventyrfigur, der er mig noget så ligegyldig. Om Kristus er jeg derfor nødt til at hævde, at han virkelig har levet, hvis ikke min kærlighed skal være en illusion, Den Store Bastian vil ikke hjælpe mig med andet end med at fordrive tiden, og det gør han lige godt, hvad enten han har eksisteret eller ej. Thorkild Grosbøll i et interview i Weekendavisen den 27-5 03: "Han [Gud] er i sproget som det ypperste billede af mening og betydning, så det ville være sindssygt at volde sproget og bede ham gå sin vej. Vi taler om ham, og vi taler også meningsfuldt om Robin Hood og Den Store Bastian".

⁶⁴        Jeg spurgte før, om man kan få gudstanken, opstandelsestanken og tanken om evigt liv indpasset i en udviklingslære af den slags, jeg her har skitseret. (#56)
       Lad mig svare, at dette ikke er det afgørende for mig i denne undersøgelse. Men jeg ville da være dum, hvis jeg på forhånd udelukkede muligheden, som Grosbøll gør med sin anti-trosbekendelse. Som han jo altså vistnok også har ædt i sig igen. Hvad der derimod er afgørende for mig, er, om der er ét eller to sæt kræfter i mennesket.

⁶⁵        At der er ét sæt kræfter, vi kan kalde dem legemlige kræfter, eller dyriske drifter, er klart nok. Men er disse kræfter hos mennesket overlejret af et andet sæt kræfter, åndelige kræfter, som modvirker og styrer dem, så menneskelivet består i en stadig kamp mellem de to sæt kræfter, de legemlige, der uafladelig gør sig gældende, som kønsdrift, drift efter legemlige behageligheder og drift efter social anerkendelse, og de åndelige, der har udviklet sig fra kræfter i sproget, og som i vor kultur hele tiden prøver at "sætte sig på" de legemlige drifter?

⁶⁶ Det er spørgsmålet, men det er ikke blot et spørgsmål for den kristne, det er et spørgsmål for humanisten også. Har i menneskesamfundet åndelige eller sociale kræfter fået overtaget over den løsslupne kønsdrift, så ægteskabet som institution er blevet til, og så det holdes nogenlunde i hævd? Har hos os økonomiske kræfter taget over, så den alles kamp mod alle, hvor enhver søger at sikre sig legemligt udkomme bedst muligt, uanset andres nød eller mangel, er blevet afløst af et økonomisk "system", hvor den, der vil sikre sig, ikke kan undgå samtidig også at sikre mange andre? Og har i menneskelige fællesskaber trygheden ved at være anerkendt afløst kampen om rangordenen, en anerkendelse, som netop kun sproglige individer kan give hinanden?

⁶⁷       Dette spørgsmål, om der er ét eller to sæt kræfter i menneskelivet og i menneskesamfundet, er afgørende for mig, blandt andet fordi jeg lever på en illusion, hvis der kun er ét sæt kræfter. Dels ville mit personlige liv blive opløst indefra, hvis det var tilfældet, men dels ville også de diskussioner, jeg deltager i med liv og lyst, blandt andet ved at skrive denne afhandling, være lutter luftspind, uden sandhedsstræben, tomme fagter i et meningstomt univers, hvis åndelige kræfter var nul og nix. Så derfor tror jeg på, at der er to sæt kræfter i vort liv, åndelige og legemlige. Og i denne afhandling vil jeg nok ikke komme ret meget længere, selv om der er en del af sige om opstandelsestanken i det ny testamente, som nok vil virke lidt overraskende på diverse fundamentalister.

⁶⁸ Så lad foreløbig spørgsmålet om Gud som skaber og opretholder, spørgsmålet om opstandelse, Jesu opstandelse og vor opstandelse, spørgsmålet om evigt liv og mange andre dogmer i den kristne kirke ligge. Jeg afviser dem ikke på forhånd, men finder det mere relevant at beskæftige mig med det, jeg i hvert fald kan forstå: med det menneskeliv, jeg har for mig, med de kræfter, der råder dèr.

⁶⁹ Og her kan jeg altså forstå, at mennesket er et "genklangsvæsen": det tiltales på en bestemt måde, og det svarer ud fra den måde, på hvilken det bliver tiltalt. Viser du dig forstående overfor din næste, vil han også i sit svar udtrykke forståelse, osv. En fænomenologisk iagttagelse kan man kalde det. Men altså en fænomenologisk iagttagelse, der binder. Har jeg erfaret, at sådan forholder det sig, så giver det sig selv, at jeg for min egen livskvalitets skyld prøver at vise mig forstående og være velvillig indstillet.

⁷⁰       Grosbøll har som sagt lidt skødesløst anbragt Gud så hist, så her i sit univers, også i det interview, der startede hele balladen. Og når han hævder, at det hellige, det er livet med hinanden, så er det som talt ud af mit hjerte. Blot gør jeg mig klart, at med en sådan udtalelse lever vi ikke mere udelukkende på naturvidenskabens præmisser. Og som jeg også har antydet, er forestillingen om Kristi guddommelighed, hans syndfrihed, heller ikke noget, det er vanskeligt at slutte sig til, hvis altså der virkelig eksisterer et "helligt" liv, som vi har med hinanden, det vil sige, hvis det forhold, hvori jeg står til min næste, er præget af kærlighed, tillid, fortrolighed, eller bare, hvis sådanne fænomener ikke på forhånd kan udelukkes i det liv, jeg lever med min næste. Og jeg kan altså, selv med opbydelsen af al min evne til at erkende mig som synder, ikke se, at det forholder sig anderledes. Bevares, dette er ikke min fortjeneste, jeg har ikke selv fremkaldt det, det er der i kraft af åndens virke, som vi siger i kirken, men det er der altså under alle omstændigheder. Thorkild Grosbøll i et interview i Weekendavisen den 27-5 03: "Hvad er det hellige? Det er da livet med hinanden, der er det hellige."

⁷¹        Til sidst: Er jeg med disse betragtninger "gået videre" end Grosbøll? Har jeg med dem vist mig mere konsekvent end Grosbøll? Er jeg virkelig gået to mil med den skeptiske, som jeg før lovede jeg ville?

⁷²        Det vil jeg mene. Grosbøll har i sine senere forklaringer gjort meget ud af, at han begynder med den anden trosartikel: Jesus-fortællingerne, som han er grebet af, er for ham det grundlæggende. Det samme her. Men den Gud, vi bekender ud fra anden trosartikel, er netop den Gud, vi i forvejen kender fra første trosartikel, det er netop himlens og jordens skaber. Hvis Gud kun var Gud i sproget, måtte man dog sige med Søren Kierkegaard: Fanden være Gud på de betingelser.

⁷³ Og jeg vil også hævde, at man virkelig er nødt til at gå meget mere i clinch med det menneskeliv, vi har at leve; man er virkelig nødt til at foretage en række fænomenologiske overvejelser over både dette og hint; og man er nødt til at gøre op med sig selv, om man vil forstå sig ud fra naturvidenskabens præmisser, det vil sige, som et stykke uhyre indviklet fysik, eller man vil forstå sig som bærer af noget åndeligt, nemlig sproget med dets iboende kræfter.

⁷⁴ Det er kun, hvis man gør det sidste, at man kan nå frem til en tro på Gud gennem Jesus Kristus, jeg vil ikke som Grosbøll vove at sige, at vi erkender Gud gennem Kristus. Al Gudserkendelse er en erkendelse i tro. Og så er det vel tvivlsomt, om man kan kalde det erkendelse.

⁷⁵       Det vil sige, hele vor tro, alle vore fine dogmatiske udredninger, al vor prædiken og salmesang, al den fine musik og alle de mange kunstværker, det bunder altsammen i, at vi ikke kan se andet, end at vi er indfanget af de net, som Luther taler om, Ordets net, sprogets fine fangarme. Det er grunden under hele vor tilværelse. Så skrøbelig er den.

⁷⁶       Med sin fornægtelse af troen på en skabende og opretholdende Gud giver Grosbøll det indtryk af, at han er nået ned til en anderledes sikker grund end vi andre; at han er blevet fri for anfægtelse; at han ikke behøver stå som én, der ikke kan bevise sin tale, og derfor står i risiko for at blive opfattet som utroværdig. Men det passer ikke. Hans negative trosbekendelser er for det første ukristelig, og for det andet ikke en døjt mere sikker end vor positive.

⁷⁷ Tilbage til afhandlingen! (sp06#65).

⁷⁸ c

⁷⁹ c

⁸⁰ c

⁸¹ c

⁸² c

⁸³ c

⁸⁴ c

⁸⁵ c

⁸⁶ c

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

Der findes to prædikensamlinger af Grosbøll: "På sporet af Gud" (Anis 1988) og "Prædikener fra igår til imorgen" (Anis 1995). 1998/21, Jørgen Bo Christensen læser prædikener, bl. a. Grosbølls.

1998/21: Trinitatis søndag, Matt 28,16-20: "Der er ting, der ikke mere kan siges, og ting, der ikke har kunnet siges før".

1998/23: 2.søndag efter trinitatis: Luk 14,25-35. "Af og til er vi mere beskedne i kirken end hos psykoanalytikerne -- åbenbart. Det hænder, vi bliver nødt til at fastholde et spænd mellem "jeg tror" til "hjælp min vantro".

1998/27: 6. søndag efter trinitatis: Matt 19,16-26, Den rige unge mand. "Det ironiske er, at det eneste, der formentlig ville kunne genskabe alvoren i det rum, loven sætter, er at erkende gudsforladtheden".

1998/29. 8. s. e. trin. Matt 7,22-29: De to huse. sp02#28.

1998#31. 10. s. e. trin. Matt 11,16-24: Fløjtespil, revselse af Korazin. Dario Fo fik ordets gave af Kristus. Grosbøll: "Venner! kom! kom nærmere! Koldbøtter, flik-flak og piruetter .. gøgleren er i byen denne højsommersøndag".

1998/33. 12. s. e. trin. Matt 12,31-42: Synd mod helligånden, godt, dårligt træ, kravet om tegn. "Hvor fik Kim Larsen sine sange fra. De kom ovenfra .. fra Gud eller himlen. Han kunne i hvert fald ikke finde et bedre udtryk for det. Herredømmefrit område".

1998/35. 14. s. e. trin. Joh 5,1-15: Den syge ved Betesdas dam. "En guddommelige demonstration, som øjensynlig ikke har andet formål end at være en sådan. Det evige livs ikon kikker ind i en verden af syge, blinde, lamme og kryble, sådan er det så underfuldt."

1998/37. 16. s. e. trin. Joh 11,19-45. Lazarus' opstandelse. "Nok har opstandelsestanken været med fra første færd, men ... er det et argument for, at vi dags dato kan forfægte den uden videre? Skatten bæres i lerkar, hvilket vel må betyde så meget som at hvert slægtled afkræves sit svar og kun sådan rækkes evangeliet videre. Eller er det måske sådan (iblandt kunne man få det indtryk, at det er, hvad Paulus mener), at opstandelsen er selve skatten? Så synes jeg godt, man kan undre sig over den almindelige kirkelige forlegenhed". ... "Den slags menneskelig opstand kan skabe opstandelse blandt de tilstedeværende, sådan som det berettes i dagens tekst. Men opstandelse til evigt liv derimod tror jeg kun lader sig gøre dèr, hvor regnbuen ender. Men at vandre under den er også smukt og passer sig bedre for en dødelig. Jo, jeg foretrækker så afgjort Salme 139 for 1 Kor 15".

1998/39. 18. s. e. trin. Joh 15,1-11. "Set i det lys bliver Vorherres virkelige bedrift italesættelsen af Gud. At binde Gud til ordet kostede ham da også livet (og ikke bare en hånd som i tilfældet med Fenrisulven). Theologia crucis kaldes det også -- Gud kender vi kun i historien og i den historie, han fortæller med os". ....Så refererer han en fortælling om to personer, hvis forhold ødelægges (Den jødisk, iransk-ungarske forfatterinde Yasmina Reza fortæller i en netop udkommet bog, Hammerklaversonaten (Lindhardt og Ringhof), om en episode, hvor hun og en ven har været til koncert. Hen er netop kommet igennem en barsk skilsmisse, og han taler og taler. O hun lytter høfligt til ham, for hvad har man venner til? Men fortabelsen lurer. For hele tiden kredser hendes tanker om noget helt andet, nemlig, om hun har udvist dårlig smag ved at have købt den similihalskæde, som hun har viklet om sit håndled denne aften. På den ende side fortryder hun, at hun har købt den, på den anden side ville hun gerne afprøve kædens virkning på omgivelserne. Da hun omsider får taget sig sammen til at forelægge denne rene bagatel for vennen med den ubærlige sorg, fatter han straks, at det er det, hun har tænkt på hele aftenen, mens han udgød sit hjerteblod. Et langt venskab er uopretteligt forbi, uden at nogen af de to kan fortælle hinanden hvorfor. Det ville være for pinligt og for pinefuldt.), og har kun den kommentar: "Nej sandelig! Man går ikke jodlende og i samlet flok frem mod perleporten -- min historie er ikke din. Grene kan svirpe hinanden".

1998/41 20. s. e. trin. Matt 21-28-44: lignelsen om de utro vinbønder. "Og hvad betyder det egentlig, t kristendommen er den eneste gyldige indgang til Kristus? Jeg tror ikke, det sidste ord er sagt i den sag. Jeg tror, vi skal se med nye øjne på vores egen kristologi. Vi skal ikke forråde og udvande kristendommen, men vi skal lære at anerkende, at kristendommen ser anderledes ud i andre kulturer (...)". ... "Jørgen Bjerre, Verden på højkant, er iøvrigt ikke nogen særlig vellykket bog, men demonstrerer dog en mere klædelig cigarføring end epistel og evangelium denne søndag". ... "Og således skal altså Guds rige tages fra tilhørerne og gives til et folk, der bærer dets frugter. Lysestagen flyttes fra den gamle pagt til den nye, til det sande Israel! Men frugten?"

1998/43 22. s. e. trin. Matt 18,1-14. Blive som børn, fåret. Pär Lagerkvist lader vorherre sige om børnene: "Dem har jeg ingenting ment med, sagde han så stille, at alle kunne høre det: Dengang var jeg bare lykkelig". Ellers er Grosbøll vist mest imod teksten.

1998/45 Matt 11,25-30: Åbenbaret for umyndige, mit åg er gavnligt, min byrde let. Grosbøll lægger et godt ord ind for "Altid frejdig" og siger så, formentlig ironisk: "Nej, de sande umyndige er dem, der lever livet til ende i hellig enfold og med hovedet under armen og længslerne parkeret i det himmelske tabernakel".

¹ Et forsøg på at gå Grosbøll i bedene Der er desværre sket lidt af en misforståelse for mig. Jeg læste Grosbølls tekstvejledning til 4. søndag efter trinitatis (se sp06#60ff), og fik indtryk af, at noget af det, der siden fik Grosbøll til at udgive "En sten i skoen" og til i Weekendavisen at udtale, at han ikke tror på en skabende og opretholdende gud, var et behjertet forsøg fra hans side på at gå så langt et stykke vej sammen med sin tvivlende og skeptiske tilhører, som han kunne.
²Der ligger et tilløb til et forsøg på at se Jesus-begivenheden som én af flere omvæltninger i historien. Der ligger en antydning af, at ligesom Moses arbejdede med det genstridige folk, hamrede og mejslede, sådan gjorde også Jesus. At altså det, der skete med Jesus var et udtryk for, at vor civilisation nåede op på et højere niveau. Og det forekom mig at være en tiltalende sprogbrug, der måske kunne bruges, hvis man ville stille sig på en skeptisk tilhørers niveau.
³ Desværre viser en nærmere undersøgelse af Grosbølls øvrige prædikenvejledninger dette efterår, 1998, at der ikke er andre steder, hvor han gennemfører noget lignende. Han har tilnærmelser, han har antydninger, men han har ikke nogen udarbejdet tankerække om det.
⁴ Men nu inspirationen er over mig, vil jeg tillade mig at fortsætte ad det spor, jeg éngang er slået ind på; jeg vil tillade mig at betragte Jesus som en person ved ét af historiens vendepunkter, jeg vil gå ganske profan-historisk tilværks, jeg vil udelukke al tale om Gud (både Gud og gud, såmænd), jeg vil i første omgang i hvert fald lade som om vi ikke har brug for begrebet "Gud", heller ikke når vi skal forklare historiens mærkværdigheder. Det er ikke noget offer for mig. For det er en solid teologisk metode, måske den eneste brugbare: at begynde med det, vi kender og er enige om.
⁵ Det vil sige, jeg vil med disse bemærkninger gå Grosbøll i bedene. Jeg vil forsøge at være endnu mere "gudløs" end han. Jeg vil tage fat fra et udgangspunkt, der er nærmest det modsatte af det kristne (hvis der da gives noget kristent udgangspunkt), nemlig det alment menneskelige, det humanistiske, det profan-historiske.
⁶ Og lad mig da bare til at begynde med bruge nogle af Grosbølls antydninger (for at han ikke skal føle sig helt udenfor). Nogle af disse antydninger kan nemlig godt afbilde det, jeg først vil have afbildet: Hvad et dynamisk historiesyn vil sige. Se citatet her ved siden af! Fortiden er uigenkaldelig forbi. De tanker, den tid gjorde sig, kan vi ikke gøre os idag. Men de anderledes tanker, vi gør os i dag, gør vi os i kraft af denne selvsamme fortid. Der skete ved det tidehverv, der fandt sted i fortiden, en "Umwertung aller Werte", hvilket er noget af det mest besværlige, der kan ske. Blandt andet er det besværligt for os efterlevende, fordi vi i så høj grad tager de nye idéer til os, at vi uvilkårligt mener, de altid har fandtes. De forekommer os så selvfølgelige, at vi ikke kan forestille os, at der faktisk var tider, hvor man ikke tænkte sådan.	Thorkild Grosbøll i Præsteforeningens Blad, 1998/21, tekstvejledning til trinitatis søndag: "Vi står altså med en varm kartoffel rakt os fra en fortid, der helt lever op til sin betegnelse. Verden er en anden i dag -- blev det i kraft af sin fortid. Ordenes klang bliver en anden. Der er ting, der ikke mere kan siges, og ting, der ikke har kunnet siges før".
⁷ Tag begrebet "farisæisme"! Var det det, der var det særlige ved det, Jesus bragte? Var det det nye, han førte ind i verdenshistorien? Tja, måske. I hvert fald er Job i stand til at skildre sin fortid og de mange gode gerninger, han gjorde i samme fortid, uden at hverken han selv eller forfatteren til Jobs bog får den tanke, at der er noget forkert i at gøre sådan. Men sådan kunne han ikke gøre efter Jesu fremtræden.	Job i Jobs bog 29,11ff: "v11 Når de hørte mig, priste de mig, når de så mig, roste de mig. v12 Jeg reddede den hjælpeløse, der råbte om hjælp, den faderløse og den, som ingen hjælper havde. v13 Folk, der var ved at gå til grunde, takkede mig, jeg skabte jubel i enkers hjerte. v14 Jeg iførte mig retfærdighed, den var min klædning, retten var min kappe og turban. v15 Jeg var den blindes øjne og den lammes fødder".
⁸ Citatet her ved siden af antyder også, at Grosbøll er klar over, at der har fundet en historisk udvikling sted: Vi har ikke fået til opgave bevidstløst at gentage den første kirkes trosbekendelser, men som levende mennesker at lade os ramme af ordet og give det videre, som vi blev ramt af. Men det kommer ikke særlig tydeligt frem, hvad denne udvikling da har ført med sig, om der i dette spørgsmål, måske, er noget, de kunne sige, men vi ikke, eller om måske vi er nået til erkendelser, der gør det umuligt for os at sige, som de sagde.	Thorkild Grosbøll i Præsteforeningens Blad, 1998/37, tekstvejledning til 16. s. e. trin.: "Nok har opstandelsestanken været med fra første færd, men ... er det et argument for, at vi dags dato kan forfægte den uden videre? Skatten bæres i lerkar, hvilket vel må betyde så meget som at hvert slægtled afkræves sit svar og kun sådan rækkes evangeliet videre".
⁹ Så lige ét citat mere: Jesu egentlige bedrift er italesættelsen af Gud. Og man kan da godt sige, at det er flot formuleret, når han siger, at dette at binde Gud til ordet kostede Jesus livet. Men holder det? Hvad er det at binde Gud til ordet? Hvordan ser verden ud, efter at det er blevet klart, at Gud har bundet sig til ordet? Og hvordan kan dette at udføre et sådant ubestemt trick medføre, at han mister livet? Svarene blæser i vinden. Eller med andre ord: Formuleringen er mere smart end sand.	Thorkild Grosbøll i Præsteforeningens Blad, 1998/39, tekstvejledning til 18. s. e. trin.: "Set i det lys bliver Vorherres virkelige bedrift italesættelsen af Gud. At binde Gud til ordet kostede ham da også livet (og ikke bare en hånd som i tilfældet med Fenrisulven). Theologia crucis kaldes det også -- Gud kender vi kun i historien og i den historie, han fortæller med os"
¹⁰ Nå, her vil jeg foreløbig lade Grosbøll ligge og i stedet beskæftige mig med det spørgsmål, hvad det da er ved det tidehverv, der fandt sted med Jesus, der er særligt. Det kan være sandt nok, som Grosbøll skriver, at vi kun kender Gud i historien, men hvordan kender vi ham i historien? Hvornår har vi med et historieforløb at gøre, der er så enestående, at vi simpelthen er nødt til at sætte ordet "Gud" ind som forklaring?
¹¹ Vi kender en række tidehverv i historieforløbet: Den store franske revolution, Luthers fremståen, den høviske kærlighedstankes opkomst i højmiddelalderen, overgangen i det gamle testamente fra monolatri til monoteisme. Og så altså Jesu fremtræden. Men vi finder ikke på at sætte ordet "Gud" bag begivenhederne i den franske revolution, selv om de så sandelig har haft stor betydning for os i dag. Hvorfor skulle vi så gøre det bag Jesus-begivenheden?
¹² Nogle af disse tidehverv har båret langt mere med sig end samtiden kunne kapere. Man har været nødt til at gennemarbejde den samme begivenhed igen og igen, uden dog at kunne nå til ende med det. Det var f. eks. tilfældet med det, der skete med og omkring Luther. Luther var en så rigt facetteret teologisk personlighed, at ingen tilsyneladende kunne gribe helheden. Samtiden ikke. Johannes Agricola greb én del af hans teologi, Melanchthon en anden. Og Luther valgte til fordel for Melanchthon, måske i virkeligheden ikke af teologiske, men af personlige grunde. De luthersk ortodokse i 1600-tallet lagde vægt på en anden del af hans teologi, men pietisterne formåede lidt senere at finde den Luther frem, som de mente var den sande Luther. Osv, osv.
¹³ De dialektiske teologer i første halvdel af 1900-tallet mente så at have fundet den hele Luther. Nu var der ikke mere at komme efter. Og man studerede og man læste, og man fandt hidtil ukendte manuskripter frem, og alt var såre godt. Indtil de finske lutheranere påpegede, at der var et begreb "deificatio", som denne teologi slet ikke havde taget højde for, der fandtes en tankerække, som ikke uden videre lod sig indrullere i den dialektiske teologis luther-tolkning.
¹⁴ Så mange ting og så vidt forskellige ting har Luther bevirket. Og endda er vi ikke færdige med at øse af Luther. Nå ja, jeg for min del vil ikke påstå, at jeg og jeg alene har fundet den egentlige Luther, slet ikke. Jeg har jo også på en måde gjort mig sagen let, idet jeg begynder med at sige, at vi ikke kan bruge den historiske Luther til noget. Den historiske Luther har knaster ved sig, som vi ikke kan eller skal overtage. Så den Luther, jeg inspireres af, den Luther, hvis teologi jeg vil søge at videreføre, er en stærkt beskåret Luther. Blot er han, vil jeg hævde, ikke beskåret på en tilfældig måde, men beskåret efter visse principper, som alle skulle kunne forstå.
¹⁵ På samme måde kan man sige, at vi slet ikke er færdige med at bearbejde det, der skete med Jesus-historien. De første par hundrede år tog sig især for at bearbejde den del af Jesus-traditionen, der fortalte, at det kunne komme dertil, at man måtte lade livet for sandhedens skyld, men at det altså, på trods af, at man selv mistede livet, var det rette: Martyrernes blod er kirkens udsæd, som man sagde.
¹⁶ Den sætning var vel ikke en trossætning, mere en slags trøst for dem, der nu engang var kommet dertil, at de stod overfor martyrdøden. Eller det var en erfaring, kirken havde gjort, en erfaring, som kunne trøste dem, der ventede på døden, ja, men jo også en erfaring, der kunne medvirke til, at kirken holdt ud i sin nægtelse af kejserdyrkelsen.
¹⁷ Senere tider har fundet andre ting frem fra Jesu forråd. Nogle ting har man fordrejet, andre ting har man låst fast i en forkert sammenhæng, men en vis kerne har man vel hele tiden holdt fast ved, og i hvert fald kan man trøste sig ved, at Jesu ord i deres skriftlige nedfældning er nogenlunde uforandrede fra omkring 300 efter Kristus. Blot skal man jo, hvad det angår, hele tiden holde sig for øje, at den skriftlige nedfældning må blive til "mundsord" for at få historisk betydning, eller at hver generation må tage ordene til sig, forstå dem, omsætte dem til liv, før det batter noget i den historiske udvikling.
¹⁸ Så sandt nok, Jesus-tiden hører til de tider i historieforløbet, der først langsomt og over meget lang tid afgiver deres mening til efterslægten. Men alligevel, er den speciel af den grund? Er den af nogen grund så speciel, at vi skal kalde Jesus Guds søn? Og hvad er det, der i givet fald gør den så speciel?
¹⁹ Lad mig her komme med en idéhistorisk opskrift på, hvordan man kan forstå historieforløbet. Historieforløbet er forløbet af den række bevidstgørelser. Den ene gang efter den anden har der i menneskeheden fundet en bevidstgørelse sted. Det var, hvad der skete med Luther: der fandt en bevidstgørelse sted i samfundet. Det var, hvad der skete med Jesus: Med ham og igennem hans forkyndelse blev menneskeheden udsat for en bevidstgørelse, bl. a. den bevidstgørelse, at vi nu kom til at forstå, hvad farisæisme betød.
²⁰ Måske man kan tage de rent materielle forhold med i den lange række af bevidstgørelser, som menneskeheden har gennemlevet. Er således dette at opfinde hjulet en form for bevidstgørelse? Måske. Men i hvert fald må man vel sige, at den udvikling, matematikken har gennemløbet, er en udvikling bestående af en række bevidstgørelser. Kan hænde, en række mennesker i tidligere tider blev standset i deres tankevirksomhed af Zenons paradoks. Efter at Newton har påvist ved hjælp af sin nyudviklede integralregning, at paradoksets påstande ikke har gyldighed, får vi, om jeg så må sige, igen virkeligheden til at stemme overens med vore teorier, og det er nu altid rart.
²¹ Blot skal jo alverdens elever i deres matematikundervisning også fremover undervises i Zenons paradoks. De er i den heldige situation, at de får løsningen med det samme, men de får vel alligevel tid til at undres over, at nogen virkelig sådan for alvor kunne anfægtes af Zenons paradoks.
²² Men hvad er det, der sker, når en elev forstår, at paradokset ikke er et sandt paradoks? Eller hvad er det, der sker, når eleven forstår, hvad kvadratroden af to er? Netop det sidste spørgsmål har Platon arbejdet med i én af sine dialoger, hvor han lader Sokrates få en slave til at finde kvadratroden af to. Platon tager det som et bevis på, at sjælen har haft et liv forud for dette, men uden at kende synderligt til den pågældende dialog, må man vel sige, at det er en nødløsning. Den flytter blot spørgsmålet, den løser det ikke. For hvis denne slave har sin viden med sig fra en forudgående tilværelse, hvordan erhvervede han så sin viden på det tidspunkt? Vi løber ind i en uendelig regres.
²³ Blot synes det altså at forholde sig sådan, at der indenfor matematikken har fundet en række bevidstgørelser sted, og at enhver elev i matematikkens skønne kunst i sit liv må gennemleve disse bevidstgørelser.
²⁴ Den tanke kan overføres til alle områder. Menneskeheden har på det etiske område gennemlevet en række bevidstgørelser. Og ethvert nutidsmenneske gennemlever under sin opvækst de tilsvarende bevidstgørelser. Ikke som noget, dets lærere foranstalter, men som noget, der foregår mere eller mindre automatisk. Ligesom fosteret under sin vækst i livmoderen må gennemløbe alle de faser, som menneskets under sin udvikling har gennemgået, sådan må menneskebarnet under sin opvækst gennemleve alle de bevidstgørelser, som menneskeheden i tidens løb har været genstand for.
²⁵ Nå ja, jeg skal vel nøjes med at sige, at sådan siger én af de teorier, der beskæftiger sig med historieforløbet. Selv skal jeg da ikke nægte, at jeg har fundet sammenligningen med matematikken besnærende. Men jeg må nok indrømme, at det ikke helt holder stik. Ser vi f. eks. på etikkens område, så er det da sandt, at menneskeheden på det etiske område har gennemløbet en udvikling fra et samfund, der anerkendte slaveri, til et samfund, der vender sig imod enhver form for slaveri. Men man kan vist ikke påstå, at ethvert menneskebarn i den hele vide verden under sin opvækst skal gennemleve en tilsvarende udvikling.
²⁶ Alt dette fører mig frem til den præcisering af "min" teori, at det, der udvikles, det, der er grundlag for udviklingen, det, der ligger bag udviklingen, er sproget. Dette for mennesket specielle fænomen er ikke noget én gang for alle givet. Eller rettere, det er det måske nok, men siger man, at det er noget én gang for alle givet, så må man føje til, at dets implikationer ikke erkendes på én gang, men kun langsomt over historieforløbet.
²⁷ Matematikken er en meget speciel del af sproget. Og det må jo indrømmes, at også før mennesker udformede den matematiske sætning, at to parallelle linier aldrig skærer hinanden, forholdt det sig sådan, at to parallelle linier ikke skar hinanden. Derfor er det jo også, vi siger, at vi "opdager" den eller den matematiske sætning, ikke, at vi "opfinder" den. Det er mennesker, der udøver deres tankevirksomhed ved opdagelsen, det er mennesker, der "lægger to og to sammen" og derved når frem til et resultat, og udenfor menneskeverdenen finder opdagelsen ikke sted, men alligevel er mennesket ikke på den måde herre over opdagelsen, at opdagelsen er en opfindelse, den forbliver en opdagelse.
²⁸ Men hvad vi nogenlunde ubesværet tvinges til at erkende på matematikkens område: at sproget er der først, uafhængigt af os, med dets strukturer og love, har vi ulige vanskeligere ved at erkende på alle mulige andre områder. Vi har en tendens til at opfatte os selv, det vesteuropæiske menneske, som selvberoende, og er derfor tilbøjelige til at betragte sproget som et blot og bart kommunikationsværktøj. At det skulle have noget at sige over os, at det måske endda skulle være det, der styrer os bagfra, det går vi kun meget vanskeligt med til.
²⁹ Og dog forholder det sig sådan. Hvis vi af sproget tvinges til at indrømme, at alle mennesker er lige, hvis vi må gå med til, at fordi der ikke kan gives nogen rationel begrundelse for, at nogle mennesker skulle være mere værd end andre, derfor er alle mennesker lige, så må vi naturligvis også acceptere den sætning, at intet menneske kan eje noget andet menneske, at altså slaveri bør afskaffes. Men hvor svært har det dog ikke været at få denne sprogets lære gennemført! Her er det ikke som indenfor matematikken, at det, der står imod vor forståelse, blot er vor forstokkethed, vore lidt dovne tankevaner, nej, her er det vore egne velforståede interesser, interesser, der oven i købet som regel underbygges med forestillinger om samfundets stabilitet. Som de rige godsejere sagde før stavnsbåndets ophævelse: "Samfundet vil ryste i sin grundvold, dersom bondens åg lettes".
³⁰ Lad mig sådan lidt for sjov komme med et praktisk eksempel, der har noget med, om ikke Grosbøll selv, så med Grosbøll-sagen at gøre.

⁶¹ Men det forekommer mig ret klart, at hvis svaret er, at der kun er ét sæt kræfter i tilværelsen, så bliver kristendommen umulig. Det fik endda være. Værre er sådan set, at også det naturlige menneskeliv bliver umuliggjort. Kærlighed, f. eks., tillid, fortrolighed, tæt samhørighed mellem mennesker, alt sådant er illusioner, skønne måske, så længe de varer, men dømt til at forgå. For blandt mennesker hersker kun de samme kræfter som blandt dyrene, og dèr kan vi konstatere en konstant kamp om rangordenen. Og, spørger man retorisk, er det ikke i virkeligheden det samme, man ser i menneskeverdenen? Man kæmper med forskellige midler, nogle med direkte magtmidler, andre prøver med moralsk overlegenhed at vinde overhånd over modstanderne, men altid er det kamp, kamp og intet andet.
⁶² Og det er klart, er det sådan fat med vort samfundsliv og med vort personlige liv, så er der ikke plads til nogen syndfri Kristus, der frivilligt gav afkald på al magt, også da han stod overfor døden. Så bliver Kristi død en tilfældighed, hvis han ikke havde forudset den, eller en fejltagelse, hvis han havde forudset den. Kristus, alias Jesus fra Nazareth, er som én af os i alle måder, synder til det inderste af sin sjæl, udstyret med alle magtkampens kendetegn.
⁶³ Omvendt, hvis Kristus har levet. Har der levet blot ét menneske, der var fri for magtkampens svøbe, så er det ikke på forhånd umuligt, at det kan være kærlighed, der hersker også mellem os i vore dage, omend vi jo ikke véd det i det konkrete tilfælde. Så er der den forskel på den syndfri Kristus og Den Store Bastian, at den første frigør mig, giver mig livsmulighed, gør det muligt for mig at blive et sandt, helstøbt menneske, mens Den Store Bastian kun er en opdigtet eventyrfigur, der er mig noget så ligegyldig. Om Kristus er jeg derfor nødt til at hævde, at han virkelig har levet, hvis ikke min kærlighed skal være en illusion, Den Store Bastian vil ikke hjælpe mig med andet end med at fordrive tiden, og det gør han lige godt, hvad enten han har eksisteret eller ej.	Thorkild Grosbøll i et interview i Weekendavisen den 27-5 03: "Han [Gud] er i sproget som det ypperste billede af mening og betydning, så det ville være sindssygt at volde sproget og bede ham gå sin vej. Vi taler om ham, og vi taler også meningsfuldt om Robin Hood og Den Store Bastian".
⁶⁴ Jeg spurgte før, om man kan få gudstanken, opstandelsestanken og tanken om evigt liv indpasset i en udviklingslære af den slags, jeg her har skitseret. (#56) Lad mig svare, at dette ikke er det afgørende for mig i denne undersøgelse. Men jeg ville da være dum, hvis jeg på forhånd udelukkede muligheden, som Grosbøll gør med sin anti-trosbekendelse. Som han jo altså vistnok også har ædt i sig igen. Hvad der derimod er afgørende for mig, er, om der er ét eller to sæt kræfter i mennesket.
⁶⁵ At der er ét sæt kræfter, vi kan kalde dem legemlige kræfter, eller dyriske drifter, er klart nok. Men er disse kræfter hos mennesket overlejret af et andet sæt kræfter, åndelige kræfter, som modvirker og styrer dem, så menneskelivet består i en stadig kamp mellem de to sæt kræfter, de legemlige, der uafladelig gør sig gældende, som kønsdrift, drift efter legemlige behageligheder og drift efter social anerkendelse, og de åndelige, der har udviklet sig fra kræfter i sproget, og som i vor kultur hele tiden prøver at "sætte sig på" de legemlige drifter?
⁶⁶ Det er spørgsmålet, men det er ikke blot et spørgsmål for den kristne, det er et spørgsmål for humanisten også. Har i menneskesamfundet åndelige eller sociale kræfter fået overtaget over den løsslupne kønsdrift, så ægteskabet som institution er blevet til, og så det holdes nogenlunde i hævd? Har hos os økonomiske kræfter taget over, så den alles kamp mod alle, hvor enhver søger at sikre sig legemligt udkomme bedst muligt, uanset andres nød eller mangel, er blevet afløst af et økonomisk "system", hvor den, der vil sikre sig, ikke kan undgå samtidig også at sikre mange andre? Og har i menneskelige fællesskaber trygheden ved at være anerkendt afløst kampen om rangordenen, en anerkendelse, som netop kun sproglige individer kan give hinanden?
⁶⁷ Dette spørgsmål, om der er ét eller to sæt kræfter i menneskelivet og i menneskesamfundet, er afgørende for mig, blandt andet fordi jeg lever på en illusion, hvis der kun er ét sæt kræfter. Dels ville mit personlige liv blive opløst indefra, hvis det var tilfældet, men dels ville også de diskussioner, jeg deltager i med liv og lyst, blandt andet ved at skrive denne afhandling, være lutter luftspind, uden sandhedsstræben, tomme fagter i et meningstomt univers, hvis åndelige kræfter var nul og nix. Så derfor tror jeg på, at der er to sæt kræfter i vort liv, åndelige og legemlige. Og i denne afhandling vil jeg nok ikke komme ret meget længere, selv om der er en del af sige om opstandelsestanken i det ny testamente, som nok vil virke lidt overraskende på diverse fundamentalister.
⁶⁸ Så lad foreløbig spørgsmålet om Gud som skaber og opretholder, spørgsmålet om opstandelse, Jesu opstandelse og vor opstandelse, spørgsmålet om evigt liv og mange andre dogmer i den kristne kirke ligge. Jeg afviser dem ikke på forhånd, men finder det mere relevant at beskæftige mig med det, jeg i hvert fald kan forstå: med det menneskeliv, jeg har for mig, med de kræfter, der råder dèr.
⁶⁹ Og her kan jeg altså forstå, at mennesket er et "genklangsvæsen": det tiltales på en bestemt måde, og det svarer ud fra den måde, på hvilken det bliver tiltalt. Viser du dig forstående overfor din næste, vil han også i sit svar udtrykke forståelse, osv. En fænomenologisk iagttagelse kan man kalde det. Men altså en fænomenologisk iagttagelse, der binder. Har jeg erfaret, at sådan forholder det sig, så giver det sig selv, at jeg for min egen livskvalitets skyld prøver at vise mig forstående og være velvillig indstillet.
⁷⁰ Grosbøll har som sagt lidt skødesløst anbragt Gud så hist, så her i sit univers, også i det interview, der startede hele balladen. Og når han hævder, at det hellige, det er livet med hinanden, så er det som talt ud af mit hjerte. Blot gør jeg mig klart, at med en sådan udtalelse lever vi ikke mere udelukkende på naturvidenskabens præmisser. Og som jeg også har antydet, er forestillingen om Kristi guddommelighed, hans syndfrihed, heller ikke noget, det er vanskeligt at slutte sig til, hvis altså der virkelig eksisterer et "helligt" liv, som vi har med hinanden, det vil sige, hvis det forhold, hvori jeg står til min næste, er præget af kærlighed, tillid, fortrolighed, eller bare, hvis sådanne fænomener ikke på forhånd kan udelukkes i det liv, jeg lever med min næste. Og jeg kan altså, selv med opbydelsen af al min evne til at erkende mig som synder, ikke se, at det forholder sig anderledes. Bevares, dette er ikke min fortjeneste, jeg har ikke selv fremkaldt det, det er der i kraft af åndens virke, som vi siger i kirken, men det er der altså under alle omstændigheder.	Thorkild Grosbøll i et interview i Weekendavisen den 27-5 03: "Hvad er det hellige? Det er da livet med hinanden, der er det hellige."
⁷¹ Til sidst: Er jeg med disse betragtninger "gået videre" end Grosbøll? Har jeg med dem vist mig mere konsekvent end Grosbøll? Er jeg virkelig gået to mil med den skeptiske, som jeg før lovede jeg ville?
⁷² Det vil jeg mene. Grosbøll har i sine senere forklaringer gjort meget ud af, at han begynder med den anden trosartikel: Jesus-fortællingerne, som han er grebet af, er for ham det grundlæggende. Det samme her. Men den Gud, vi bekender ud fra anden trosartikel, er netop den Gud, vi i forvejen kender fra første trosartikel, det er netop himlens og jordens skaber. Hvis Gud kun var Gud i sproget, måtte man dog sige med Søren Kierkegaard: Fanden være Gud på de betingelser.
⁷³ Og jeg vil også hævde, at man virkelig er nødt til at gå meget mere i clinch med det menneskeliv, vi har at leve; man er virkelig nødt til at foretage en række fænomenologiske overvejelser over både dette og hint; og man er nødt til at gøre op med sig selv, om man vil forstå sig ud fra naturvidenskabens præmisser, det vil sige, som et stykke uhyre indviklet fysik, eller man vil forstå sig som bærer af noget åndeligt, nemlig sproget med dets iboende kræfter.
⁷⁴ Det er kun, hvis man gør det sidste, at man kan nå frem til en tro på Gud gennem Jesus Kristus, jeg vil ikke som Grosbøll vove at sige, at vi erkender Gud gennem Kristus. Al Gudserkendelse er en erkendelse i tro. Og så er det vel tvivlsomt, om man kan kalde det erkendelse.
⁷⁵ Det vil sige, hele vor tro, alle vore fine dogmatiske udredninger, al vor prædiken og salmesang, al den fine musik og alle de mange kunstværker, det bunder altsammen i, at vi ikke kan se andet, end at vi er indfanget af de net, som Luther taler om, Ordets net, sprogets fine fangarme. Det er grunden under hele vor tilværelse. Så skrøbelig er den.
⁷⁶ Med sin fornægtelse af troen på en skabende og opretholdende Gud giver Grosbøll det indtryk af, at han er nået ned til en anderledes sikker grund end vi andre; at han er blevet fri for anfægtelse; at han ikke behøver stå som én, der ikke kan bevise sin tale, og derfor står i risiko for at blive opfattet som utroværdig. Men det passer ikke. Hans negative trosbekendelser er for det første ukristelig, og for det andet ikke en døjt mere sikker end vor positive.
⁷⁷ Tilbage til afhandlingen! (sp06#65).
⁷⁸ c
⁷⁹ c
⁸⁰ c
⁸¹ c
⁸² c
⁸³ c
⁸⁴ c
⁸⁵ c
⁸⁶ c
⁸⁷ c
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c