Luther var ikke lutheraner (6)

En fænomenologisk udlægning af bjergprædikenen

kombineret med en gennemgang af Luthers prædikenrække over Matt 5-7 og diverse tekstvejledninger fra Præsteforeningens Blad over tekster i bjergprædikenen.
Om Matt 5,21, 5,27, 5,38 og 5,43.

Til Matt 5,21, 5,27 5,38 og 5,43 (græsk, latin, tysk, dansk).

De fire syndespejle #1. Om at elske fjenden #9. Tekstvejledninger: Thomas Reinholdt Rasmussen: #37. Lisbeth Smedegaard Andersen #50. Gollanzc #55. Thorkild Grosbøll #60. Luther om at elske fjenden #65.

Tilbage til oversigten!

Tilbage til sp05!

¹        Der er fire tekster i bjergprædikenen, der almindeligvis bruges som "syndespejl", nemlig ordene i Matt 5,21 om, at vrede gør dig skyldig for domstolen, osv, ordene i Matt 5,27 om at se på en kvinde med et lystent blik, ordene i Matt 5,38 om at vende den anden kind til og ordene i 5,43 om at elske fjenden.

²     Disse ord har alle det tilfælles, at de indledes med ordene: I har hørt, at der er sagt til de gamle ... men jeg siger jer. Disse ord kan i sig selv give anledning til mange overvejelser, men dem skal jeg skåne læseren for i denne omgang. Endvidere kan man jo bemærke, at det faktisk er ikke færre end seks gange, at Jesus indleder på den måde. Og det er ikke, fordi jeg er bange for at tage Jesu ord frem, ordet om ikke at sværge, Matt 5,33, har jeg jo således allerede taget frem, men det, jeg her skal behandle, er de tekster, der i almindelighed i vore dages lutherske Danmark anvendes til at få os til at se, at vi er syndere og derfor klynge os til Guds nåde.

³        I den forbindelse kan man da forresten godt, hvis man skal være lidt drilsk, og det kan jeg ikke altid dy mig for, undre sig lidt over, at ordet Matt 5,31 om skilsmisse ikke på tilsvarende måde er blevet brugt som syndespejl. Med alle de skilsmisser, vi har her i landet, skulle man tro, det ville være velegnet. Men det gør man yderst sjældent. Måske fordi man, hvad det ord angår, har vanskeligere ved komme bort fra, at det kunne være, Jesus sådan ret direkte faktisk mener, hvad han siger. I modsætning til de andre syndespejls-ord, hvor man lettere kan få det drejet derhen, at det bestemt ikke er tanken, at vi skal rette os efter ordene.

⁴         Man kan sige, at de to første af de nævnte ord bruges negativt, de to sidste positivt. De to første afbilder for os, hvor uundgåeligt vi hele tiden "kommer til" at gøre noget forkert, eller, som en syndespejlsprædikant vel ville sige det, de viser os, hvordan vi hele tiden bryder loven; vi kan indse, at sådan er loven, men vi bryder den.

⁵        De to sidste, derimod, viser os ikke, hvordan vi bryder loven, vil man sige, de viser os i stedet, hvordan vi slet ikke formår at leve op til den, når kravene strammes på den rimelige og forståelige måde, Jesus gør det på. Men i begge tilfælde er loven strammet til det uudholdelige eller måske snarere til det uoverholdelige.

⁶        Det er dog ikke så ligetil at systematisere Jesus. Man kan også dele ordene op, så man ser på, om Jesus opstiller en modsætning til det, der er sagt til de gamle, eller om han mon ikke snarere overbyder ordet til de gamle. Det sidste kan man tale om med ordet om ikke at blive vred; han vender sig jo ikke dermed imod ordet om ikke at slå ihjel; i Jesu etik er det stadig forbudt at slå ihjel; men han skærper forståelsen af, hvad det vil sige ikke at slå ihjel.

⁷ Ligeledes med ordet om ikke at se på en kvinde med et lystent blik. Dette ord ophæver jo ikke det sjette bud, det er stadig så gyldigt, som det altid har været, men det strammer kravene: så meget skal der til, hvis dette bud skal overholdes.

⁸         Anderledes med ordet i Matt 5,38 om at vende den anden kind til. Her er der tale om, at Jesus direkte vender sig imod ordene i det gamle testamente: øje for øje og tand for tand. Dette ord gælder ikke mere. Det er ophævet af ordet om at vende den anden kind til.

⁹       Derimod er ordet om at elske fjenden lidt mere speget. Og det vil jeg da begynde med at tage under behandling.
         Det er blandt andet speget, fordi der intetsteds i det gamle testamente er sagt, at man skal elske sin næste og hade sin fjende. Og derved kommer den modsætning, Jesus sætter op, til at virke lidt underlig. Jesus i bjergprædikenen: "I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende.' v44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer," (Matt 5,43)

¹⁰       Ganske vist hedder det om ammonitter og moabitter, som anført her ved siden af, at du "ikke skal tilstræbe deres velfærd eller lykke". Men lige efter står der dog modsat, at edomitterne og ægypterne ikke hører med til dem, hvis velfærd og lykke man som israelit ikke skal tilstræbe. 5 Mos 23,7: (Om ammonitter og moabitter) "Du skal aldrig tilstræbe deres velfærd eller lykke, så længe du lever. v8 En edomit må du ikke nære afsky for, han er din broder. En egypter må du ikke nære afsky for, du var jo selv fremmed i hans land".

¹¹ Stedet her fra 5 Mos 23,7 er det ene af de to steder, den danske oversættelse henviser til ud fra Matt 5,41. Men faktisk er stedet her ved siden af fra Salme 137 da meget værre. Her beder salmisten til Gud om hævn. Og det er sjovt nok her edomitterne, der nedkaldes hævn over. Men jo godt nok Babylons datter, der får det fromme ønske med på vejen, at én vil gribe deres spæde og knuse dem mod klippen. Fra Salme 137: "Herre, husk edomitterne for Jerusalems dag, dengang de sagde: Riv ned, riv ned, helt ned til grunden! v8 Babylons datter, du ødelæggerske! Lykkelig den, der gengælder dig den gerning, du gjorde mod os! v9 Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen". (Sl 137,7)

¹²       Og den slags steder, der taler om hævn for den uret, der er tilføjet folket, er der mange af i det gamle testamente. Mest vil man måske erindre stedet her ved siden af. Det var det sted, Jesus slog op på og læste op i synagogen i Nazareth (Luk 4,16-30). Og når han sagde, at i dag er dette ord gået i opfyldelse, kan man måske godt se noget af en anmasselse deri, og i denne anmasselse se grunden til, at alle i synagogen bliver ude af sig selv af raseri (v. 28). Fra Es 61,1f: "Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, v2 for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud, for at trøste alle, der sørger".

¹³ Men man kan også, som andre fortolkere har forsøgt at gøre, se en fræk ændring af det gamle testamentes mening. Man kan også lægge vægt på, at Jesus standser sin oplæsning netop efter "et nådeård fra Herren", altså lige før stedet, der taler om "en hævndag fra vor Gud". Man kan oven i købet deri se årsagen til jødernes vrede imod ham. De kender jo alle stedet udenad, de véd alle, at der kommer noget om hævn, og de oprøres derfor over, at han ikke tager dette om hævnen med, når det dog står der. Så hvis man bruger den alternative oversættelse, som jeg har sat op her ved siden af, kommer fortællingen på sin vis til at hænge bedre sammen, det vil sige, man får en bedre forklaring på, at jøderne vendte sig imod ham. Luk 4,22: "Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: "Er det ikke Josefs søn?"
Alternativ oversættelse: "Alle vidnede imod ham (eller oprørtes imod ham) og undrede sig over det ord om nåden, der udgik af hans mund. Og de spurgte: "Er det ikke Josefs søn?"

¹⁴ Men hvorom alting er: Jesus tager altså ikke ordene med om "hævndagen fra vor Gud". Det budskab, han bringer, står i modsætning til det budskab, man får ud af det gamle testamente, når man læser det direkte. Og dermed får man jo en fornemmelse af, at han vil regne også sit bud om kærlighed til fjenden som noget, der står i modsætning til det gamle testamente. Og det udtrykker han altså ved at sige, at der er sagt [til de gamle]: du skal elske din næste og hade din fjende. Måske sagligt korrekt, men ikke eksegetisk helt let at håndtere.

¹⁵       Man kan også lægge mærke til, at budet om næstekærlighed: Du skal elske din næste som dig selv, fra 3 Mos 19,18, på stedet hvor det står så tydeligt betragter næsten som identisk med landsmanden. Og man kan givetvis sige, at Jesus udvidede næstebegrebet til også at omfatte den fremmede, f. eks. samaritaneren. I lignelsen om den barmhjertige samaritaner spørger han jo meget snedigt den lovkyndige, hvem der var den overfaldnes næste, den næste, som han altså skyldte kærlighed, og den lovkyndige tvinges til at svare, at det var samaritaneren, selv om han ikke tager det afskyelige ord "samaritaner" i sin mund, men lidt fordrejet svarer: "Den, som ydede ham barmhjertighed". Fra 3 Mos 19,17ff: "Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld. v18 Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren."
Fra v 34: "Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten. Jeg er Herren jeres Gud!"

¹⁶ Jovist. Men en sådan udvidelse af næstebegrebet ligger faktisk allerede i det gamle testamente. Endda i det samme kapitel. I vers 34 er det ikke landsmanden, du skal elske, fordi han er som dig selv, det er den fremmede, der bor som gæst.

¹⁷       Så uden videre at godkende den forudsætning, der ligger i Jesu ord, at "næsten" ifølge det gamle testamente kun er landsmanden, eller at kærligheden kun skal gælde landsmanden, det går ikke an. Det gamle testamente er ikke så éntydigt endda.

¹⁸        Så skal man nok også have det med, at selv om der står "hade", er det ikke sikkert, at det her skal betyde "hade". Når man på hebraisk skal udtrykke, at man foretrækker én ting fremfor en anden, siger man, at man elsker det ene og hader det andet. Hvis man bedre kan lide kaffe end the, så hedder det: Jeg elsker kaffe og hader the. Uden at man derfor lover tilhøreren, at man ikke i en snæver vending kan sluge en kop the, hvis der f. eks. ikke er andet at få. Og hvis én har to koner og foretrækker den ene fremfor den anden, så udtrykker hebræeren sig sådan, at han siger, at han elsker den ene og hader den anden. Dermed vil han ikke sige, at han hader sin ene kone; det ville jo også være mærkeligt; hvis han virkelig hadede hende, hvorfor skiller han sig så ikke fra hende? Men han vil blot sige, at han foretrækker den ene fremfor den anden. Jesus i bjergprædikenen: "I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende.' v44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer," (Matt 5,43)

¹⁹ Derfor har den danske oversættelse helt korrekt oversat det ord, der i 5 Mos 21,15 egentlig betyder "hader" med "tilsidesætter". Egentlig står der om manden med de to hustruer, at han elsker den ene og hader den anden, men da dette er en samlet hebraisk konstruktion, der må forstås som en helhed, er oversættelsen med "tilsidesætter" og "tilsidesatte" helt korrekt. Fra 5 Mos 21,15f: "Hvis en mand har to hustruer og foretrækker den ene og tilsidesætter den anden, og både den foretrukne og den tilsidesatte føder ham sønner, og han får sin førstefødte med den tilsidesatte, v16 må han ikke, når han skal fordele sin ejendom til sine sønner, lade den foretruknes søn gælde for den førstefødte frem for den tilsidesattes søn, som er den førstefødte".

²⁰       Og overfører vi nu det på stedet her, kan det være, at det, der er sagt til de gamle, egentlig skulle oversættes: "Du skal foretrække din næste fremfor din fjende". Det gør måske ikke nogen saglig set særlig stor forskel, men det bevirker dog, at Jesu gammeltestamentlige eksegese ikke bliver helt så tosset som ellers. Nu kan vi nogenlunde gå med til, at sådan er der talt i det gamle testamente.

²¹          Men hvad så? Hvordan skal vi så forstå ordene? Hvor vil Jesus hen med det, han her siger?
         For mig at se er det altafgørende ved udlægningen af denne tekst, at man gør sig klart, hvordan det skal konkretiseres, eller hvis jeg skal sige det mere nøjagtigt: Man må være klar over, at ordet skal konkretiseres. Man kan ikke nøjes med blot at udslynge kravet, og så ellers lade det være op til tilhørerne at konkretisere det. Og specielt gælder det, hvis man vil anvende ordet som syndespejl, hvis ordet her altså tænkes at skulle anvendes som "lovens anden brug": til at overbevise om synd.

²²        Man kan så let som ingenting få sine tilhørere (og sig selv) til at nøjes med en intellektuel syndsforståelse eller til at nøjes med at føle sig som synder. Og så har man næsten gjort sig immun overfor ethvert forsøg på konkretisering. Jeg mener: Nu har man gennem mange år vænnet sig til, når man kom til dette sted i evangeliet, at tage den fromme maske på og virkelig gøre sig klart, hvor svært det er at elske sin fjende, ja, gøre sig klart, at man aldrig vil kunne nå frem til dette ideal. Og så skulle man jo nødig forstyrres i disse fromme tanker, f. eks. af det indfald, som en konkretisering ville kunne afstedkomme, at det sådan set ikke ville være så godt, om man fik sluttet fred med sin fjende, for så havde man jo ikke mere nogen fjende at elske.

²³        Hvis vi f. eks. konkretiserer budet til at handle om vort forhold til tyskerne under besættelsen, så synes det jo ganske rigtig ved første øjekast umuligt at elske sin fjende. Men når man graver bare lidt ned under overfladen, så dukker en række fortællinger op, som viser, nå ja, ikke den helt store forfinede følelse overfor tyskerne, men dog en folkelig, jævn opfattelse, der godt kan kaldes fjendekærlighed. Da f. eks. en sabotagegruppe havde mistet en mand under en jernbanesabotage, fordi en tysk vagtpost havde skudt efter ham og dræbt ham, og da nogle af kammeraterne bagefter ville hævne drabet på ham og prøve at skyde den tysker, der havde dræbt ham, fik lederen talt dem fra det: Denne tysker havde jo bare gjort sin pligt, danskerne havde være uforsigtige, det kunne man ikke bebrejde tyskeren, og det ville være forkert at lade ham undgælde for det.

²⁴ Er det kærlighed til fjenden? Ja, hvorfor ikke. Det er i hvert fald en forståelse af, at fjenden også er et menneske, der har fået visse opgaver, som han prøver at udføre. Men ikke sandt, så snart vi sådan prøver at konkretisere fjendekærligheden, så bliver den overkommelig, så ændrer den pludselig karaktér og bliver noget, vi trods alt kan fuldføre, om end måske ikke altid lige villigt. Kan gerne være, at der fortsat er tale om et stort og smukt og højt ideal, men det kan dog ikke helt så let bruges til at overbevise os om, at vi altid er syndere.

²⁵        Eller de tyske piloter, der tog deres nedskudte engelske kolleger under deres beskyttelse overfor rasende tyske folkemængder, var det fjendekærlighed, de var grebet af? Ja, var det ikke på en måde det? Ja, ja, jeg véd godt, at deres handlemåde også bundede i, at de følte en slags samhørighed med dem, fordi de var kolleger, der i kraft af deres fælles erhverv og fælles oplevelser følte sig forbundet i en slags broderskab. Men fjender var de dog uomtvistelig også.

²⁶        Det er derfor ikke uden betydning at prøve at gøre sig klart, hvordan Jesus mon har tænkt sig, at ordet skulle konkretiseres. Men her vi lidt ude at svømme. Vi har jo kun Jesu ord gennem evangelisternes overleveringer. Og noget kunne tyde på, at evangelisterne har ladet den konkretisering, man på deres tid foretog, smitte af på ordet selv.

²⁷ Vi har ordet i to gengivelser, én hos Matthæus og én hos Lukas. Den lukanske er lidt udvidet i forhold til den fra Matthæus. Og nogle ret gamle håndskrifter har overført denne udvidelse fra Lukas til Matthæus, hvad man forøvrigt også kan se af Luthers oversættelse; han har oversat efter den udvidede form. (matt05#44) Og det er ret tydeligt, at den udvidede form lader os ane, at der tænkes på kristenforfølgelserne. Det er i den situation, at den kristne skal bede for dem, der forfølger, eller altså elske fjenden. Fjenden er den konkrete kristenforfølger. Men den situation behøver ikke være den oprindelige. Matt 5,44: "Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer".
Luk 6,27: "Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. v28 Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer".

²⁸         Lukas er interessant, fordi han om jeg så må sige blander kortene på en anden måde. Mange Jesus-ord fra bjergprædikenen sætter han sammen på en måde, der er forskellig fra den måde, Matthæus gør det på. Og det kan godt virke opklarende.
         I tilfældet her: Lukas bringer ordet "elsk jeres fjender" to steder kort efter hinanden, i v. 27 og i v. 34. Det første sted står det som hos Matthæus, uden nogen særlig konkret sammenhæng, dog sættes det, som hos Matthæus, sammen med ordet om at vende den anden kind til. Det andet sted står som en modsætning til det "noget-for-noget", der kendetegner syndere i deres adfærd. Og dette "noget-for-noget" er igen sat op som en modsætning til den gyldne regel. Luk 6,34: "Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. v35 Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen".

²⁹        Jeg har tidligere været ude og kritisere den sædvanlige misforståelse af den gyldne regel: at den er identisk med en noget-for-noget tankegang. (4#27) Her hos Lukas stilles den gyldne regel op som modsætning til en sådan noget-for-noget tankegang. Det er syndere, der er karrige med deres kærlighed og karrige i deres udlånspraksis, så de kun låner ud, hvor de kan forvente at få det igen, og kun elsker dem, de selv er elsket af. Men ikke de kristne. De kristne, derimod, lader ikke den faktiske gerning, som den anden har gjort mod én, være rettesnor for, hvad man skal gøre mod den anden, men lader det, som den gyldne regel siger det, være ens ønske om, hvad den anden skal gøre, der skal være det, man retter sig efter. Luk 6,31ff: "Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. v32 Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det? Også syndere elsker jo dem, de selv bliver elsket af. v33 Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere. v34 Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. v35 Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen".

³⁰ Altså, hvis du ønsker, den anden skal låne penge til dig, hvis du kommer i bekneb, så lån du penge ud til ham. Hvis du ønsker, den anden skal tage det første skridt til forsoning, så tag du det første skridt til forsoning. Hvis du ønsker, at den anden skal elske dig, så elsk du den anden. Osv. Altsammen, fordi du ville modsige dig selv, hvis du ikke gjorde sådan: du har et ønske om, at den anden skal handle sådan og sådan imod dig, hvis du var i den og den situation, men hvis det var den anden, der var i den situation, ville du ikke handle sådan imod ham, men afvente, at han gjorde godt imod dig. Det hænger ikke sammen. Du må virkelig lade det, der styrer din handling, være dit ønske om, hvad den anden skal gøre mod dig i en tilsvarende situation.

³¹        Det mener Lukas også. Det kan man se af den sammenhæng, han indsætter den gyldne regel i. Den står i tydelig modsætning til al noget-for-noget tankegang.
         Og det bemærkelsesværdige er altså, at det gør ordet om fjendekærlighed også. Der er intet hokus-pokus i det. Der er ikke tale om nogen fin og høj moralsk fordring. Den konkrete situation, Lukas i anden omgang sætter ordet ind i, er en situation, hvor den kristne står overfor at skulle eller ikke skulle låne et andet menneske nogle penge; eller han står overfor at skulle overveje, hvilke regler han skal opstille for sin udlånspraksis. I den sammenhæng er det så, Lukas husker ham på ordet: elsk din fjende!

³²        Det vil sige: I Lukasevangeliet er ordene sat op, så der blever en indre sammenhæng mellem ordet om at vende den anden kind til og ordet om fjendekærlighed: begge skal de formane den kristne til at være den første til at række en forsonende hånd frem, også selv om det går ud over den ret, den kristne sådan set kunne siges at have.

³³        Lukasevangeliets gengivelse er på flere måder at foretrækker fremfor Matthæusevangeliets. Dels sættes budet om fjendekærlighed ikke op som en modsætning til noget i det gamle testamente, så vi slipper for at skulle undersøge, om Jesus nu også er så god en ekseget, som vi kunne ønske os. Og dels er ligelighedsbetragtningen i sammenligningen med Gud sat ind i sin rette sammenhæng. Eller mere tydeligt sat ind i sin rette sammenhæng. Luk 6,35: "Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde".
Matt 5,45: "for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige".

³⁴ For sammenhængen er da sådan set klar nok også hos Matthæus. Vi skal bryde ud af den holdning, der går og venter på, at den anden skal begynde, eller kun yder, hvor man kan forvente gengæld. Og det skal vi gøre, fordi Gud ikke er så snæversynet. Han vovede at lade sit kærlighedsord lyde til os, før vi havde vist tegn på, at vi ville gengælde. Men alligevel: Hos Matthæus sættes Guds handlemåde med sol og regn først. Det er muligt, at Matthæus med denne sammenligning blot har ville hævde det samme som Lukas: At Gud er god mod utaknemlige og onde, altså, at han turde begynde, men alligevel! Som ordene står, kan det nemt ende med, at det væsentlige i Guds handlemåde bliver hans ligelighed. Matt 5,46: "Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. v47 Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. v48 Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!"

³⁵        Det bliver det f. eks. hos Søren Kierkegaard i Kjerlighedens Gjerninger. Her kan den ligelighed, der synes at være tale om her, gøres i den grad til det centrale, at elskov og venskab forkastes, fordi der i disse former for kærlighed er tale om det, Kierkegaard her benævner som forkærlighed. Altså, fejlagtigt, må man nok sige, opløses kærlighedens former, kærligheden selv ender med at blive en tom følelse af kærlighed, praktiske gerninger bliver der i hvert fald ikke mange af.

³⁶        Men det er blot ét eksempel på de vildfarelser, vi ryger ind i, når vi ikke lader lukasevangeliets sammenhæng bestemme, hvordan matthæusevangeliet skal tolkes. Eller, når vi vil tolke Jesu budskab ud fra en individuel og ikke en relationistisk forestillingsverden.

³⁷        Andre eksempler kan man finde i prædikenvejledningerne i Præsteforeningens Blad. Reinholdt Rasmussen har på udmærket måde forudskikket den bemærkning, at selv om bjergprædikenen i Luthers brug er et "syndespejl" (hvad den jo altså netop ikke er i de prædikener, jeg har fremdraget, men lad det være), så betyder det ikke, at vi skal opgive at stræbe efter at elske fjenderne. "Loven afslører, at vi ikke kan; men den kræver, at vi skal". Thomas Reinholdt Rasmussen i Præsteforeningens Blad 2004/25, tekstvejledning til 4. søndag efter trinitatis: "Prædikenemner: 1. Grib om nældens rod: kan vi elske vore fjender? Inddrag konkrete konflikter og krige (der er nok af dem). Kan man kræve af et menneske, der har mistet sine kære, at det skal elske morderne?"

³⁸         Og man kan slå mange teologiske knuder på sig selv for at få formuleret, hvordan vi kan komme til at gøre det, vi dog ikke kan. Hosstående citat er taget fra slutningen af vejledningen, og Reinholdt Rasmussen må vist derfor siges at benytte sig af den yderst almindelige metode: Han slutter med forkyndelsen af Kristus som frelser, og overlader det til tilhørerne selv at finde ud af, hvordan da dette at gribe Kristus som frelser virker ind på deres liv. Ja, synes slet ikke at overveje, om det i det hele taget vil virke ind på deres liv. Lidt senere: "4. At spørge om, hvorvidt vi kan leve op til loven, er at spørge om, hvorvidt vi kan leve op til livet. Vi skal leve livet; men over for livet kommer vi til kort, når vi går i graven. Du skal leve livet; men opfylder ikke livet. Du skal holde loven, men opfylder ikke loven. Derfor munder livet og loven ud i forkyndelsen af Kristus som frelser".

³⁹        Jeg vil, i forlængelse af det løsningsforslag, jeg hidtil har opstillet, foreslå, at vi gør os klart, at vi hidtil har tænkt i forkerte mønstre, formodentlig inspireret af Luther eller i hvert fald af de mange Luther-epigoner, der bevæger sig i det teologiske univers i vore dage. Vi har villet lave en etik ud af ordet om at elske fjenden. Vi har villet indføje Jesu forestillingsverden i en forestillingsverden om rigtigt og forkert, som måske er hentet fra det græske tankeunivers, men i hvert fald er fremmed for Jesus.

⁴⁰ Eller, kan jeg sige, vi har villet prøve at "redde" loven og lovtankegangen, hvor etisk finpoleret den ellers er; vi har ikke rigtig kunnet forstå, at loven og dens bud helt har skullet fjernes fra vor forestillingsverden. Men sagen er, at vi ved hjælp af loven skaber afstand til vor næste. Ved at sætte loven ind som et mellemled i vort forhold til vor næste forhindrer vi forholdet i at blive genskabt i dets oprindelighed. Forholdet til næsten skal være et forhold til den person, der udgøres af næsten, ligesom hans forhold til os skal være et forhold til os selv, som vi er som person, og ikke til et idealbillede, vi eller andre kan have af os selv.

⁴¹ Eller vi kan sige, at loven altid stiller som det yderste krav, at den skulle have været overflødig. Alle de krav, den stiller, også når den strammes mest muligt, ender i det lidt besynderlige krav, at de gerninger, loven kræver, egentlig skulle fremkomme af sig selv, uden lovens krav. Ved at stille krav, forkvakler loven den gerning, der måtte komme ud af kravet. Hvis gerningen virkelig er gjort for at opfylde loven, er den eo ipso forkert.

⁴² Eller vi kan sige, at vi mennesker har det sådan, at vi, når kærligheden svigter, prøver at fremkomme med erstatningshandlinger. Når vi ikke kan handle umiddelbart af kærlighed, mener vi, at det da nok kan gå an at handle, som kærligheden ville have handlet, hvis den havde været til stede. Og alle disse handlinger, som altså gøres ud fra et ønske om at efterligne kærligheden mest muligt, er naturligvis hykleriske handlinger, for de er ikke drevet af ægte kærlighed, men kun af kærlighedens efterligning, det vil sige, af etikken.

⁴³        Men, vil jeg hævde, alt dette er, hvor "realistisk" det end ser ud, dog tænkt indenfor lovens tankeverden. Det er individualistisk tænkt. Hvordan har jeg, den enkelte, det? Hvilke erstatningshandlinger kan jeg præstere? Hvordan kan jeg, som enkeltperson, igen komme til at handle af umiddelbar kærlighed? Og det er derfor med til at skabe afstand mellem mig og min næste, hvor dog ellers forholdet skulle være umiddelbart.

⁴⁴        Hvis jeg i stedet forstår mig selv som det "genklangsvæsen", Jesus afbilder i Matt 7,12 eller i Luk 6,36ff, så bliver lovens byrde taget fra mig, så har jeg kun det at gøre at udsætte mig for de ord, der kan give genklang i mig og få mig til at indgå som et integreret led i fællesskabet. Det kan være selve den tale om mennesket som et "genklangsvæsen", der springer frem af ovennævnte skriftsteder, det kan være den gyldne regel, det kan være andre ordsprogsagtige sentenser af Jesus eller andre, når et sådant ord rammer mig, og jeg gør mig klart, hvad det indebærer, så kommer også jeg til at ønske fællesskabet genetableret, og så fremkommer også jeg, hvor stor en synder jeg end måtte være i lovens forstand (men loven og synden blæser vi netop på i denne sammenhæng), med et forsonende ord eller med en bøn om tilgivelse.

⁴⁵ Og vil man sige, at jeg, som den store synder, jeg er, dog aldrig kan fremkomme med nogen "ren" og helt oprigtig bøn om forsoning, så er det en uvedkommende betragning, der kun er egnet til at gøre ondt værre. Når jeg ønsker fællesskabet genoprettet, og når jeg af den grund taler et forsonende ord, så er det noget, jeg gør i min egen velforståede, lidt mere langsigtede interesse. Jeg kommer selv til at nyde godt af, at forholdet til min næste genoprettes. Det fællesskab, hvis revner på den måde udbedres, er et fællesskab, som jeg er med i, et fællesskab, hvis lykke er min lykke. Så et krav om en uegennyttig handling ville være et alt for fint krav at stille. Dertil kommer, at det jo i situationen her ville være selvmodsigende. For det, der driver værket, er uimodsigeligt mit ønske om igen at være part i et tillidsfuldt fællesskab.

⁴⁶        Altså, når vi ret vil forstå ordet her om at elske fjenden, så er der en lang forståelsestradition, vi må kaste bort. Så må vi bl. a. undlade at spørge om vi kan elske fjenden. For dette "kan" stammer fra lovens tankegang. Det forudsætter en forestilling om, at vi med vore handlinger skal leve op til en eller anden idealforestilling, at vi kan stramme os mere eller mindre an, at vi, når vi rigtig gør os umage, måske i det mindste vil kunne komme i nærheden af at elske fjenden. Og det lumske ved det er netop, at det faktisk er lige galt, hvad enten vi svarer det ene eller det andet.

⁴⁷ Vi kan elske fjenden, siger måske visse sværmere. Og dermed mener de, at de til sidst kan få så megen styr på deres indre rørelser, at de kan være overbærende og forstående overfor alle mennesker, at de kan nå dertil, at de kan betragte alle mennesker som Guds skabninger, nogle er måske blot mere vildførte end andre. Ligesom de kan nå dertil, at de kan fortrænge al den umiddelbare vrede, de føler, når de uretmæssigt får en lussing, kan de også nå dertil, at de kan elske dem, der gør dem ondt på anden måde. "Kan nå dertil", "kan gennemføre dette eller hint", altsammen er det holdt indenfor det etiske rum, altsammen er det udtryk for, hvad jeg som enkeltperson er i stand til at præstere i mine indre og i mine ydre gerninger. Men det er slet ikke det, det drejer sig om. Det drejer sig om, hvordan forholdet mellem dig og din næste genetableres, hvordan samfundet i din by og i dit nabolag kommer til at trives, hvordan du og din familie lever sammen.

⁴⁸       Andre siger, at vi da må indse, at vi på ingen måde kan elske fjenden. Og så bruger man bjergprædikenens ord som en lov, der skal "drive på Kristus", så vil man være en god lutheraner og prædiker tilhørerne ned i kulkælderen for at det kan lyse så meget mere strålende op, når man bagefter lader evangeliets klare dag skinne for dem. Jeg tror for det første ikke, at denne metode er særlig luthersk. Og om den så var, og om så endda man kunne påvise en overensstemmelse mellem Luther og Paulus -- men denne overensstemmelse er jo i vore dage ved at smuldre -- så ville det ikke forhindre mig i at lytte til den anderledes forkyndelse, der lyder i evangelierne, specielt her i bjergprædikenen. En forkyndelse, hvor spørgsmålet om dette "kan" er afskaffet, hvor man på forhånd har afskaffet loven og hele dens tankeverden og i stedet bevæger sig i de relationsbaner, som Jesu ord lægger op til.

⁴⁹      Fejlen, som begge parter gør, er, at de i det hele taget bevæger sig ud i det minefelt, hvor man overvejer, hvad et menneske "kan" og "ikke kan" gøre. For så snart en sådan overvejelse kommer ind i billedet, er det lovens tankegang, der gør sig gældende; man er da øjeblikkelig i færd med at skabe afstand til den næste, man umiddelbart skulle elske; man fjerner lige så stille den konkrete, umiddelbart synlige næste og forholdet til ham eller hende, og indsætter i stedet en tænkt næste, en næste, der hører hjemme i lovens afstand fra næsten, dèr, hvor man i ro og mag kan overveje, hvem der mon egentlig hører med til begrebet "næste", om mon Jesus kan have ret i, at det væsen, vi normalt vil betegne som en fjende, kan komme i betragtning, når det gælder vor uddeling af kærlighed.

⁵⁰        Lisbeth Smedegaard Andersen bruger en lidt anden metode til at vise radikaliteten i Jesu fordring, men endemålet er det samme: Det skal vises, at vi som menneskesamfund falder igennem overfor kravet om fjendekærlighed. Hvad hun skildrer i citatet ved siden af, er vrangsiden af sammenholdet. Sammenholdet, i familien, i stammen, i folket, priser man i almindelighed kraftigt, men det bygger jo blandt andet på, at ikke blot er mine venner dine venner, det modsatte gælder også, at mine fjender tænkes at være dine fjender. "Man udgjorde en ubrydelig kærne, og det gjorde stærk". Lisbeth Smedegaard Andersen i Præsteforeningens Blad 2000/26, tekstvejledning til 4. søndag efter trinitatis: "Ser man nu på Matthæus' skildring af livet ved Herodes' hof, så opdager man, at han bruger det til at vise vrangsiden af sammenholdet i form af et magtspil, der bestod af intriger, aftaler, tjenester og modtjenester. Et spil så gammelt som menneskeslægten og opstået af angst for at miste magten, men det spreder rædsel omkring sig, fordi ingen metoder er for infame, når det gælder om at forblive i magtens centrum og holde andre nede og ude. Mekanismen lever i bedste velgående, og enhver kan drage paralleller".

⁵¹ Men, hedder det så, dette sammenhold har sit vrangbillede. Og Matthæus skildrer det.
          Og så er brikkerne stillet op, så kan konklusionen drages, og drages på den sædvanlige måde. Fortsat: "Man kan sige, at det er ikke, hvad vi forstår ved næstekærlighed. Nej, men det skyldes netop, at Jesus udvidede begrebet ved at inddrage andre end dem, vi naturligt hører sammen med. Han inddrog de udstødte, og han inddrog fjenden".

⁵² Det hele holdes i et uforpligtende teoretisk rum, hvor vi nok kan fornemme, at ikke alt er helt, som det skulle være, men hvor det er umuligt at finde ud af, hvad der er galt. Dette usynlige magtspil, der påstås også at foregå mellem os, og hvori vi er stumme deltagere (det kan vel ikke være alle mennesker, der er stumme deltagere i dette magtspil), det rummer faremomenter, og -- pas på! -- det er særlig farligt, hvis vi betragter faremomenterne som uundgåelige. Ja, det er sandelig farligt, og vi kan ikke undgå at gyse lidt ved tanken. Men når vi, måske bagefter, skal til at overveje, hvad da egentlig disse forfærdelige faremomenter var, er de smuttet fra os. Lidt senere: "Vi er alle Guds børn. Vi lever i den samme verden -- den eneste, vi kender. Vi har et mellem-værende med hinanden -- en kendsgerning, det kan være godt at holde sig for øje, hvis det hele skal bestå. Men der foregår et usynligt magtspil, som vi ustandselig bliver stumme deltagere i, og som rummer faremomenter -- særligt, hvis vi betragter dem som uundgåelige og affinder os med dem. I Bjergprædikenen viser Jesus os, at der ligger en ny virkelighed i kim i hans forkyndelse".

⁵³ Og inden vi får os taget sammen til at undersøge det nærmere, er vi standset op ved det, der skal være evangelieforkyndelsen: At der i Jesu forkyndelse ligger en ny virkelighed i kim. Det glæder vi os så over, og den glæde får lov at overskygge de forfærdelige faremomenter; vi når ikke at få dem undersøgt nøjere, og hvad, det kan vel også være ligemeget, nu, de er overvundet ved det nye i Jesu forkyndelse. Ganske vist fremgår det heller ikke præcist, hvad det nye i Jesu forkyndelse da er, men at det er noget positivt, kan vel ingen være i tvivl om. Så noget at glæde os over, synes vi da, vi har, omend vi altså ikke véd særlig nøje, hvad det er.

⁵⁴       Som man måske kan forstå, er jeg ikke meget for tanker, der er så ukonkrete som tilfældet er her. Men jeg er på den anden side så udmærket klar over, at det resultat er, hvad man når frem til, når man gør Jesu anvisninger til en ny etik. Ny eller gammel, det væsentlige er, at Jesu ord her ikke tænkes som formaninger, men som etik. De er ikke gode råd til, hvordan man kunne tage og gøre, hvis man vil have forholdet til næsten til at blomstre igen, nej, de er etiske regler, i endnu mere forkromet udgave end i det gamle testamente.

⁵⁵       Jeg vil godt på dette sted inddrage en engelsk jøde i argumentationen. Han har skrevet en del bøger under og efter krigen af moralsk tilsnit, hvori han hudfletter englændernes moralske, eller efter hans mening: umoralske holdning. De værdier, han mener er truede i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig, er især den mest grundlæggende af dem alle: Respekt for personlighed. Han er, skønt jøde, ikke bange til at tilskrive Jesus en stor del af æren for, at denne værdi er blevet almindelig anerkendt i vor del af verden. Ét af de steder, hvor man kan se, at han i høj grad anerkender Jesus, ses her ved siden af. Victor Gollanzc (1897-1967) i "Our threatened values" (p. 87): When Christ told us to do good unto them that despitefully use us and to pray for them that curse us that we may be children of our Father which is in heaven, he was not inventing a method of behaviour which he thought might have satisfactory results: he was making a statement about reality. And every one of us knows in his heart, however bitterly our baser instincts may fight against the knowledge, that the statement is a true one. Evil evokes evil, and good good; and good, if it is strong enough, overcomes evil". (www.tyskeflygtninge.dk/goll.html#89).

⁵⁶         Og læg mærke til, at han her tager netop den tekst fra bjergprædikenen op, som vi her beskæftiger os med! Og læg venligst videre mærke til, at han med tesen om, at Jesus fremsætter en påstand om virkeligheden, siger nogenlunde det samme, som jeg har sagt tidligere i anledning af Matt 7,1ff: at vi mennesker er "genklangsvæsener", der er i stand til at give resonans, afhængig af det input vi får. Her når han til det resultat, at ligesom det onde fremkalder ondt i vore samfund, sådan fremkalder det gode og godt, ja, det kan endda, hvis det er stærkt nok, overvinde det onde.

⁵⁷        Jeg ville måske ikke sige det helt på samme måde. Og jeg ville måske også, min teologiske vane tro, være lidt skeptisk med hensyn til alle de misforståelser, der kan opstå af en sådan påstand. Men jeg vil alligevel hævde, at han dengang var én af de meget få, om ikke den eneste, der vovede at konkretisere bjergprædikenens tale om fjendekærlighed til en formaning om en anden holdning overfor de overvundne tyskere. (Læs mere derom på (www.tyskeflygtninge.dk/pigtraad2.html).

⁵⁸       Oven i købet har jeg ladet mig imponere ikke så lidt af den holdning, han foreslår vi møder sovjetmenneskene med. Han er fuldt ud på det rene med, at det sovjetiske system er opbygget sådan, at det ikke tåler nogen anden sandhed end partiledelsens. Han véd udmærket godt, at sovjetmenneskene kommer til os med store fordomme om, hvordan vi er forkrøblede i vores tankegang i kraft af den fremmedgørelse, der finder sted i vore samfund. Og han véd da også godt, at sovjetunionens ledere stræber efter verdensherredømmet, og derfor må behandles med den største varsomhed, hvad angår aftaler og skjulte hensigter og anden galenskab i det internationale magtspil. Alligevel hævder han indædt, at vi skal behandle sovjetmenneskene med respekt, at vi skal prøve at mødes med dem så ofte og under så venskabelige former som muligt. Ego i "Hvorfor pigtråd?": "F. eks. kan Gollanzc fortælle os, at en kommunist så at sige stiller sig udenfor sandheden. Det vil sige, han har på forhånd besluttet at følge ikke sandheden, men partiledelsen. Alt, hvad man siger til ham, bliver forstået som et taktisk spil, det vil sige, det bliver ikke forstået. Og dog er det tvingende nødvendigt at møde et sådant menneske med tolerance. Overfor Sovjetunionen må vi fra vestlig side være så tolerant som muligt, etablere et samarbejde med så mange russere som muligt. Hvorfor? Fordi vores forståelse af, hvem mennesket er, foreskriver os det; fordi den overbevisning, at et menneske er en personlighed, som man skal have respekt for, også gælder kommunisterne. Og vi må dog handle ud fra vor egen maxime, ikke ud fra kommunisternes". (www.tyskeflygtninge.dk/pigtraad2.html#40)

⁵⁹        Nå ja, han citerer vistnok ikke lige ordene: Elsk jeres fjender, i den forbindelse, det er såmænd den mere afledede tese, om det gode, der overvinder det onde, han tager frem. Men kan man ikke godt se "fjendekærlighedsbudet" skinne igennem? Og kan man ikke også godt se, hvor konkret det hele skal forstås? Der er ikke tale om at lade sig styre af sine følelser. Der er heller ikke tale om at lade sig narre. Men der er tale om at turde vove at fastholde det billede af mennesket, vi har i vesten, overfor det anderledes billede, de havde østpå. Der er tale om at vove at handle, ikke ud fra en noget-for-noget tankegang, men ud fra de værdier, som dog er eller burde være de mest grundlæggende i vor civilisation: respekt for personlighed, forestillingen om, at mennesket er påvirkeligt, forestillingen om, at i en fri meningsudveksling vil sandheden trænge igennem.

⁶⁰       Thorkild Grosbøll tager i sin prædikenvejledning afsæt i Thomas Mann's lille essay "Hvordan omdanner man kød til folk?" Mann lader Moses gøre vrøvl over den opgave, han har fået: at opdrage dette genstridige folk: Lad mig dog leve i fred og tag opgaven fra mig, eller gør det hellere af med mig!
      "Men Gud svarede ham ud af hans indre med så tydelig en stemme at han hørte det med øren og faldt på sig ansigt", skriver Grosbøll (eller er det Mann), og fortsætter med at gengive Guds tale til Moses (eller Moses' samvittigheds tale i hans inderste). Han får læst og påskrevet. Det er kun krukkeri af dig at ville af med opgaven; nægt det ikke: du elsker at stå som den, der anklager og har noget at anklage for! Nej, du skal ikke slippe. Thorkild Grosbøll i Præsteforeningens Blad, 1998/25, tekstvejledning til 4. søndag efter trinitatis: "Men i alt fald leverer lektien fra 5. Mosebog en yndefuld skildring af, at Moses' projekt bar frugt. Det er civilisation på højt plan, der gives udtryk for. Konkret omsorg for den nødstedte næste. Men det lader jo altså til, at Jesus stort set forestiller sig, at jøderne derved ikke adskiller sig fra alle andre. Toldere og hedninger opfører sig tilsyneladende på samme måde. Det er ikke tilstrækkeligt at elske sin næste, man skal også elske sin fjende, bede for sin forfølger".

⁶¹ Og så giver altså Grosbøll udtryk for, at allerede lektien fra 5 Mos 24, hvor israelitterne får ordre til ikke at gå deres frugttræer efter, ikke at plukke deres vinstokke rent, ikke at rive marken hårdt, men let, for den fattige og den fremmede iblandt jer skal også leve, er udtryk for civilisation på højt plan. Men dog ikke så højt, at det ikke kan blive højere. For det, Jesus kom med, var højere. Det er ikke tilstrækkeligt at elske sin næste, man skal også elske sin fjende, bede for sin forfølger.

⁶²        Og den civilisation, vi befinder os i, den er dels resultatet af Moses' anstrengelser med det genstridige folk, dels resultatet af Jesu tale. Som altså i denne forbindelse opfattes som et civilisatorisk input. Men også andre har leveret et input. Således højmiddelalderens troubadourer. For dèr fandt et skred sted. Dèr ændredes kærlighedsopfattelsen uigenkaldeligt. Lidt senere: "Den civilisatoriske proces var ikke ført til ende ved Jesu forsvinden i skyen, men tog for alvor fart efter pinse. Der er fortsat blevet hugget og mejslet, formet og glattet, så vi i dag dårlig nok vover at påstå, at vi elsker den elskede. Det store skred iflg. Octavio Paz (Den dobbelte flamme, Gyldendal 1997) var opkomsten af den høviske kærlighed i højmiddelalderen, et gudsbespotteligt projekt fordi det dybest set var "det timelige at kalde evigt", hvorfor det da også fordømtes af kirken.

⁶³ Dér blev et nyt vindue slået ind til individets selvforståelse. Men lige nøjagtig hvad det har med budet om fjendekærlighed at gøre, bliver ikke klart. Fortsat: "Men lige lidt hjalp det. Et nyt vindue var slået ind til individets selvforståelse (eller -forvirring), hvor billedkunst, digtning og musik kunne tage bolig. I dag er kærligheden psykoanalyseret til uigenkendelighed i alle afskygninger -- også i præstens prædiken.   Det kan godt være, vi kan høre, hvad Jesus siger, men der er uendelig meget støj på linien fra de mellemliggende århundreder, vil jeg mene. Næsten lige meget hvilke ord vi bruger, vil vi ikke kunne undgå udskridninger. Det bedste vil derfor nok være at holde de sproglige tømmer så stramt som muligt".

⁶⁴ Og hvis det er sandt, at der er meget støj på linien fra Jesu århundrede til vort århundrede, og hvis man derfor skal være meget varsom, hvis man vil undgå udskridninger, var det så ikke en idé, om præsten prøvede at borteliminere den støj, eller søgte at forklare, hvad kærlighed da er efter alle de udskridninger, der har fundet sted igennem århundreder, som forpligtende strategi, altså? Jo, måske. Men netop som det så begynder at blive interessant, er der desværre ikke mere plads tilbage, og der sluttes af med hosstående bemærkninger, hvor forfatteren nok kunne have haft behov for at lytte til sin egen formaning om at holde de sproglige tømmer stramt. Medmindre han da med "stramt" mener, så lapidarisk, at ingen forstår et kvæk af, hvad man mener. Fortsat: "Hvis hjerte skal rime på smerte, så er det i betydningen at have hjerte for de besmertede. Det er civilisationskritik, han bedriver. Gudsriget som forpligtende strategi, ikke Kong Volmers private himmerige i Gurre eller et existentielt helvede".

Se iøvrigt ekskurs om mit forsøg på at gå Grosbøll i bedene: sp06a!

⁶⁵         I sin prædiken over Matt 5,43ff er Luther som vanligt særdeles original.
          Han begynder i al ro og mag med at finde ud af, hvor der er sagt til de gamle, at de skal hade deres fjender, og finder det sted, som vor nuværende oversættelse henviser til, og som jeg tidligere har omtalt: 5 Mos 23,7. (#10).

⁶⁶         Og så lyder for første gang den skærpelse, Jesus giver af loven. Men den lyder i Luthers mund ikke som andet end en beskrivelse af, hvordan en kristen opfører sig. Hvordan det dog kan gå for sig, at et menneske under de vilkår kan blive kristen, for slet ikke at tale om at fortsætte med at være kristen, det melder historien her ikke noget om. Og det gør forresten prædikenen i det hele taget ikke. For det hører ind under troens område, og som Luther tidligere har gjort opmærksom på, så omhandler Jesus i evangelierne ikke de høje ting om troen, men kun de mere dagligdags ting om gerningerne. (05#77) Luther i prædiken over Matt 5,43: "For en kristen er et menneske, der slet ikke kender noget til had eller fjendskab imod nogen, ikke har nogen vrede eller hævn i sit hjerte, men har idel kærlighed, sagtmodighed og velgerning; ganske som vor Herre Kristus og hans himmelske fader selv er, og ham sætter han jo også her op som eksempel". (bjerg09#8).

⁶⁷        Dernæst vover Luther også at spørge, om Jesus da selv overholder dette med at elske fjenden, når han skælder farisæerne ud, som han gør. Og han svarer, at man her må skelne mellem embedets gerning og personens gerning. I fuld overensstemmelse med, hvad han svarer angående de andre "skrappe" lovbud. Det er Guds ord, der taler i prædikenen, det er ham, der skælder ud, forbander og anklager.

⁶⁸       Luther tager de ord med, som nogle manuskripter har overtaget fra Lukas, altså først: "Velsign dem, som forbander jer". Og hvad det angår, ser han i hvert fald ikke nogen umulighed i det. For er der ikke mange mennesker, der formår at bevare så megen sjælsro i sig, når de lider uret, at de også har tanke for den, der begår uret imod dem, så de formår at bede Gud om at tilgive ham? Bevares, vi kan da nok, hvis vi vil fremture i vores "realisme", hævde, at det er noget, han kun gør for at vise den anden sin moralske overlegenhed, så det altså alligevel viser vor totale synd. Men Luther bærer sig ikke ad på den måde. Han mener, enkelt og ligetil, at de mennesker, der formår at bede om Guds tilgivelse af den onde, retter sig efter Jesu formaning her. Der er intet med lovens anden brug i hans tanker. Luther i prædiken over Matt 5,43: "Deraf kommer det fine kristelige ord, som nogle fromme mennesker bruger, når de hører, at nogen har gjort dem uret og foretaget en skurkestreg imod dem, at de så siger: Gud tilgive ham! Derved beklager de ham og har medlidenhed med ham, og ønsker kun, at den slags ikke skal skade ham overfor Gud. Det kaldes at have en god tunge mod andres onde tunger, så at begge dele, mund og hjerte, udviser idel kærlighed". (bjerg09#31)

⁶⁹         Derimod kan man i denne prædiken påvise, hvordan Luther vil forbedre Jesu ord. Det skal jeg tillade mig at gøre lidt ud af. Det er nemlig noget, man sjældent slipper godt fra.
        Det er ordene om at være den faders børn, der lader solen stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige, der er tale om. Jeg har allerede nævnt, hvordan dette er særstof for Matthæus, og hvordan det i den forstand er uheldigt, at det drager en anden tankerække frem for bevidstheden end den, de omgivende ord vil nævne; det er ligeligheden i Guds handlemåde, der focuseres på; ordet vender sig ikke, som ordet om at hilse på brødrene, mod noget-for-noget-tankegangen. Jesus i Matt 5,44: "Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, v45 for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige".

⁷⁰        Men lad mig først tage en Grundtvig-salme frem. Grundtvig har i sin gendigtning af Matt 6,25-34 strammet tankegangen så meget, at den kammer over. Jesu tankegang er holdt i den form, der med et hebraisk udtryk kaldes "kolwahomer". Denne form er almindelig brugt af rabbinerne, og betyder oversat egentlig blot "hvor meget mere så ikke". Her er sammenhængen den, at når Gud klæder markens liljer, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke menneskene. Der opereres med en forskellig værdi af liljer og mennesker. Og ud fra den forestilling, at liljen er meget mindre værd end mennesket, men dog får en pragtfuld klædedragt skænket af Gud, fremsættes den trøst for mennesket, at Gud så meget mere vil sørge for dem, som de er mere værd end liljerne. Grundtvig i "Lille Guds barn, hvad skader dig!":
"Ikke den pløier eller saaer,
Lægger ei op fra Aar til Aar,
Dog hvor Bønder af Hunger døe,
Finder den lille Fugl et Frø". (Sangværket V,45)
Jesus i Matt 6,28: "Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. v29 Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. v30 Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?"

⁷¹ Dette er som sagt en almindelig rabbinsk tankeform, som går igen mange steder hos Jesus. Lad mig nøjes med at henvise til hosstående eksempel. Jesus i Matt 10,25: " Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!"

⁷² Og det er jo også den tankeform, hvori Jesus fremsætter den første tanke i sin formaning til ubekymrethed, den om himlens fugle. Der står ganske vist ikke udtrykkeligt noget "hvor meget snarere så ikke jer", men der står dog "Er I ikke langt mere værd end de?" og det må vel gøre det ud for det samme. Forøvrigt er der i hebraisk poesi også en regel om parallellisme: En tanke fremsættes to gange med forskellige ord, men altså med det samme indhold. Og det ville også af den grund være mest nærliggende at mene, at den første formaning ud fra himlens fugle er fremsat i "kolwahomer"-formen. Jesus i Matt 6,26: "Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?"

⁷³         Den form ødelægges imidlertid af Grundtvig. Det er ikke muligt efter vers 4 at formane til ubekymrethed ved at sige: Når Gud sørger for fuglen, hvor meget mere vil han så ikke sørge for jer, der dog er meget mere værd? For Grundtvig har "forbedret" Jesus, han har budt ham over, han har fremsat en tanke, der er endnu mere fantastisk end den, Jesus fremsætter. Ikke sandt, Gud er så omsorgsfuld overfor fuglen, at han ikke blot sørger for den på trods af, at den ikke pløjer eller sår, på trods af, at den ikke sanker i lade, nej, hans omsorg er så helt ud fantastisk, at den endog lader fuglen finde føde, hvor mennesker forgår af sult. Grundtvig i "Lille Guds barn, hvad skader dig!":
"Ikke den pløier eller saaer,
Lægger ei op fra Aar til Aar,
Dog hvor Bønder af Hunger døe,
Finder den lille Fugl et Frø". (Sangværket V,45)

⁷⁴ Men derved ødelægger han "kolwahomer"-formen. Så det er for så vidt følgerigtigt, at Grundtvig ikke har et vers om fuglen, svarende til det om markens blomst her ved siden af. Den mulighed har han ødelagt med sin famøse bemærkning om bønderne, der dør af hunger. Grundtvig i "Lille Guds barn, hvad skader dig!":
"Blomst kommer op og blomst går ud
Hvad er vel den for Himlens Gud
Noget at regne mod de Smaae,
Som for hans Aasyn evig staae!"

⁷⁵        Jeg skal understrege, at jeg med disse bemærkninger ikke udtaler mig om, hvorvidt det er Gud, der forårsager hungersnød blandt bønder, eller om, hvorvidt der kan ligge i trøst i, at en lille fugl slipper levende fra en hungersnød, der driver bønder i døden, eller i det hele taget om, hvorvidt Grundtvigs bemærkning om de hungerdøde bønder kan presses for nogensomhelst trøst, nej, jeg udtaler mig blot om overensstemmelsen med forlægget, Jesu ord. Og den overensstemmelse er altså brudt.

⁷⁶         Ud for vers 4 har Grundtvig med en anden pen tilføjet verset her ved siden af. Det vers kan siges at gengive den tanke, der forekommer i Matt 5,46f: at også hedninger hilser på deres brødre, at mennesker altså i almindelighed sørger for sine. Men jeg tror ikke, man kan tage denne tilføjelse for et tegn på, at Grundtvig har følt, at der er noget galt med vers 4. Grundtvig i manuskriptet til "Lille Guds barn":
"Unger af Æg, af Ravn og Ørn,
Hvad er de mod Guds egne Børn
Nidingen selv i Hungersnød
Deler med Sine Sul og Brød!"

⁷⁷        Nuvel, det var Grundtvigs forsøg på at forbedre Jesus. Nu til Luthers forsøg på det samme. Indrømmet, det er mere uskyldigt end Grundtvigs. Men det består altså i, at han ikke er tilfreds med at sige, at Gud lader det regne over både retfærdige og uretfærdige; Guds ligelige behandling af alle mennesker er ham ikke nok. Nej, han giver tankegangen en tand ekstra, så Gud ikke blot er ligelig, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt nok -- de fleste af Jesu samtidige regnede med, at Gud var partisk overfor de fromme -- men sådan, at Gud er partisk overfor de ufromme. Luther i prædiken over Matt 5,43ff: "På den måde giver Gud daglig hele verden liv og ånde, og al slags nødvendigheder, nytte og brug af den samme, i stor overflod og dertil ganske gratis, og han giver det til sine fjender såvelsom til sine venner. Ja, han lader det oven i køber regne mest i en øde, vild skov og ude over vandet, hvor det slet ikke er til nogen nytte, og han lader det kun regne sparsomt, hvor der bor fromme mennesker. Ja, han giver de ondeste skurke de bedste kongeriger; men de fromme knap nok brød at spise". (bjerg09#57).

⁷⁸ Og bevares, igen kan man sige, at dette så sandelig er en from tanke, at dette er værd at bide mærke i, at det er noget, Gud gør for at stille de fromme på prøve, eller hvad man nu vil sige. Det er sådan set ikke det, min indvending går på, den går kun på det, at man vil forbedre Jesus. Det er noget, en prædikant i det hele taget ikke skal give sig i lag med. Der er da også nok at prædike over, hvis man tager Jesu ord, som de står.

⁷⁹       Og det må man dog lade Luther, at han ikke drager den slutning, som egentlig skulle drages, hvis Gud afbildes som én, der er partisk for de ufromme, og hvis vores fuldkommenhed tænkes at bestå i det samme; han siger ikke, at vi derfor skal have større kærlighed til vore fjender end til vore venner. Blot at elske dem må vel også være vanskeligt nok.

⁸⁰       I min gennemgang af Luthers prædiken over ordet om ikke at se på en kvinde med et lystent blik (Matt 5,27f) gjorde jeg opmærksom på, at selve den referensramme, Luther anbragte ordet i, bevirkede, at han havde blik for "min" relationistiske opfattelse. Noget tilsvarende gør sig ikke gældende her. Han konkretiserer ikke ordet derhen, at det drejer sig om, hvordan du bliver gode venner med den næste, som du er raget uklar med, hvor "næsten" altså er din ægtefælle, din søster eller bror, din ven, din arbejdskammerat. Nej, "næsten" får lov at forblive det lidt vage begreb, "fjenden" konkretiseres ikke synderligt.

⁸¹ Og dog viser en tankerække til sidst i prædikenen, hvad Luther måske har i tankerne. Han har i begyndelsen af prædikenen anklaget jøderne for at være hyklere, og denne anklage tager han nu frem igen. De har skriften, og de skulle have læst ordentligt på skriften. Så ville de have forstået, at de skulle elske deres fjende. For, som Moses skriver, hvis du ser din fjendes okse være på vildveje, skal du føre den tilbage til ham. Luther i prædiken over Matt 5,43f: "Dermed ville de [jøderne] kunne bevise, at de havde en ret kærlighed og var Guds børn, ligesom han viser kærlighed mod fjenderne og de utaknemlige. For dette har Moses klart sagt, f. eks. 2 Mos 23,4: Hvis du ser din fjendes okse eller æsel være på vildveje, så skal du føre dem tilbage til ham. Ligeledes: Hvis han segner under sin byrde, skal du hjælpe ham op igen, osv. (2 Mos 23,5). Derfra skulle de have draget den slutning, at de også var skyldige at elske deres fjende, hvis de havde set på teksten, og ikke var flagret hen over den, sådan som i vore dage vore blinde lærere flagrer hen over skriften. (bjerg09#74f)

⁸² Og her tillader Luther sig minsandten at bruge "kolwahomer"-tankeformen: Når dette gælder for fjendens okse, hvor meget mere gælder det så ikke for hans legeme m. m.! Det skulle farisæerne selv have kunnet indse ud fra den tekst fra Moses, som de havde for øje.
       En interessant tanke. Blot er Luther ikke opmærksom på, at han med disse ord gør Jesu ord mindre specielle. Vi plejer ellers at sige, at med Jesus kom det helt nye, specielt er budet om kærlighed til fjenden noget nyt og uhørt. Men så nyt var det altså heller ikke, at der ikke fandtes i det mindste ansatser til det i det gamle testamente. Fortsat: "For når han befaler, at man skal bringe et æsel eller en okse, som tilhører fjenden, tilbage og hjælpe den op, så vil han meget mere have dette gjort, hvor han selv er i fare med sit legeme, sit gods, sin hustru og børn, osv. Kort sagt: Det hele betyder så meget: Du skal ikke begære, at han bliver skadet, men beskytte ham og, hvor du kan, hjælpe og opfordre ham til fromhed, osv.

⁸³       Og så alligevel! Luther ender i det relationistiske. Hans hele gennemgang, før hans afsluttende bemærkninger, slutter med hosstående bemærkninger. Hele denne tale har til hensigt at få forholdet mellem dig og din næste til at blive genetableret. Du skal yde ham idel kærlighed og alt muligt godt, men det skal du ikke gøre for at score point i det himmelske, heller ikke for at kunne sove på en god samvittighed, der véd, at den har gjort det gode, nej, du skal gøre det for, om muligt, at forholdet mellem jer igen kan blive godt, for at han kan få dig kær igen, så I, der før var fjender, igen kan blive venner, så I, der ikke stolede på hinanden over en dørtærskel, igen kan fatte tillid til hinanden. (fortsat) Dermed kan du i sidste ende bevæge ham og overvinde ham og blødgøre ham med gode gerninger, så at han igen kan få dig kær, fordi han ser og erfarer idel kærlighed og alt muligt godt fra din side". (bjerg09#76)

⁸⁴ Videre til sp07!

⁸⁵ c

⁸⁶ c

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

¹ Der er fire tekster i bjergprædikenen, der almindeligvis bruges som "syndespejl", nemlig ordene i Matt 5,21 om, at vrede gør dig skyldig for domstolen, osv, ordene i Matt 5,27 om at se på en kvinde med et lystent blik, ordene i Matt 5,38 om at vende den anden kind til og ordene i 5,43 om at elske fjenden.
² Disse ord har alle det tilfælles, at de indledes med ordene: I har hørt, at der er sagt til de gamle ... men jeg siger jer. Disse ord kan i sig selv give anledning til mange overvejelser, men dem skal jeg skåne læseren for i denne omgang. Endvidere kan man jo bemærke, at det faktisk er ikke færre end seks gange, at Jesus indleder på den måde. Og det er ikke, fordi jeg er bange for at tage Jesu ord frem, ordet om ikke at sværge, Matt 5,33, har jeg jo således allerede taget frem, men det, jeg her skal behandle, er de tekster, der i almindelighed i vore dages lutherske Danmark anvendes til at få os til at se, at vi er syndere og derfor klynge os til Guds nåde.
³ I den forbindelse kan man da forresten godt, hvis man skal være lidt drilsk, og det kan jeg ikke altid dy mig for, undre sig lidt over, at ordet Matt 5,31 om skilsmisse ikke på tilsvarende måde er blevet brugt som syndespejl. Med alle de skilsmisser, vi har her i landet, skulle man tro, det ville være velegnet. Men det gør man yderst sjældent. Måske fordi man, hvad det ord angår, har vanskeligere ved komme bort fra, at det kunne være, Jesus sådan ret direkte faktisk mener, hvad han siger. I modsætning til de andre syndespejls-ord, hvor man lettere kan få det drejet derhen, at det bestemt ikke er tanken, at vi skal rette os efter ordene.
⁴ Man kan sige, at de to første af de nævnte ord bruges negativt, de to sidste positivt. De to første afbilder for os, hvor uundgåeligt vi hele tiden "kommer til" at gøre noget forkert, eller, som en syndespejlsprædikant vel ville sige det, de viser os, hvordan vi hele tiden bryder loven; vi kan indse, at sådan er loven, men vi bryder den.
⁵ De to sidste, derimod, viser os ikke, hvordan vi bryder loven, vil man sige, de viser os i stedet, hvordan vi slet ikke formår at leve op til den, når kravene strammes på den rimelige og forståelige måde, Jesus gør det på. Men i begge tilfælde er loven strammet til det uudholdelige eller måske snarere til det uoverholdelige.
⁶ Det er dog ikke så ligetil at systematisere Jesus. Man kan også dele ordene op, så man ser på, om Jesus opstiller en modsætning til det, der er sagt til de gamle, eller om han mon ikke snarere overbyder ordet til de gamle. Det sidste kan man tale om med ordet om ikke at blive vred; han vender sig jo ikke dermed imod ordet om ikke at slå ihjel; i Jesu etik er det stadig forbudt at slå ihjel; men han skærper forståelsen af, hvad det vil sige ikke at slå ihjel.
⁷ Ligeledes med ordet om ikke at se på en kvinde med et lystent blik. Dette ord ophæver jo ikke det sjette bud, det er stadig så gyldigt, som det altid har været, men det strammer kravene: så meget skal der til, hvis dette bud skal overholdes.
⁸ Anderledes med ordet i Matt 5,38 om at vende den anden kind til. Her er der tale om, at Jesus direkte vender sig imod ordene i det gamle testamente: øje for øje og tand for tand. Dette ord gælder ikke mere. Det er ophævet af ordet om at vende den anden kind til.
⁹ Derimod er ordet om at elske fjenden lidt mere speget. Og det vil jeg da begynde med at tage under behandling. Det er blandt andet speget, fordi der intetsteds i det gamle testamente er sagt, at man skal elske sin næste og hade sin fjende. Og derved kommer den modsætning, Jesus sætter op, til at virke lidt underlig.	Jesus i bjergprædikenen: "I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende.' v44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer," (Matt 5,43)
¹⁰ Ganske vist hedder det om ammonitter og moabitter, som anført her ved siden af, at du "ikke skal tilstræbe deres velfærd eller lykke". Men lige efter står der dog modsat, at edomitterne og ægypterne ikke hører med til dem, hvis velfærd og lykke man som israelit ikke skal tilstræbe.	5 Mos 23,7: (Om ammonitter og moabitter) "Du skal aldrig tilstræbe deres velfærd eller lykke, så længe du lever. v8 En edomit må du ikke nære afsky for, han er din broder. En egypter må du ikke nære afsky for, du var jo selv fremmed i hans land".
¹¹ Stedet her fra 5 Mos 23,7 er det ene af de to steder, den danske oversættelse henviser til ud fra Matt 5,41. Men faktisk er stedet her ved siden af fra Salme 137 da meget værre. Her beder salmisten til Gud om hævn. Og det er sjovt nok her edomitterne, der nedkaldes hævn over. Men jo godt nok Babylons datter, der får det fromme ønske med på vejen, at én vil gribe deres spæde og knuse dem mod klippen.	Fra Salme 137: "Herre, husk edomitterne for Jerusalems dag, dengang de sagde: Riv ned, riv ned, helt ned til grunden! v8 Babylons datter, du ødelæggerske! Lykkelig den, der gengælder dig den gerning, du gjorde mod os! v9 Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen". (Sl 137,7)
¹² Og den slags steder, der taler om hævn for den uret, der er tilføjet folket, er der mange af i det gamle testamente. Mest vil man måske erindre stedet her ved siden af. Det var det sted, Jesus slog op på og læste op i synagogen i Nazareth (Luk 4,16-30). Og når han sagde, at i dag er dette ord gået i opfyldelse, kan man måske godt se noget af en anmasselse deri, og i denne anmasselse se grunden til, at alle i synagogen bliver ude af sig selv af raseri (v. 28).	Fra Es 61,1f: "Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, v2 for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud, for at trøste alle, der sørger".
¹³ Men man kan også, som andre fortolkere har forsøgt at gøre, se en fræk ændring af det gamle testamentes mening. Man kan også lægge vægt på, at Jesus standser sin oplæsning netop efter "et nådeård fra Herren", altså lige før stedet, der taler om "en hævndag fra vor Gud". Man kan oven i købet deri se årsagen til jødernes vrede imod ham. De kender jo alle stedet udenad, de véd alle, at der kommer noget om hævn, og de oprøres derfor over, at han ikke tager dette om hævnen med, når det dog står der. Så hvis man bruger den alternative oversættelse, som jeg har sat op her ved siden af, kommer fortællingen på sin vis til at hænge bedre sammen, det vil sige, man får en bedre forklaring på, at jøderne vendte sig imod ham.	Luk 4,22: "Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: "Er det ikke Josefs søn?" Alternativ oversættelse: "Alle vidnede imod ham (eller oprørtes imod ham) og undrede sig over det ord om nåden, der udgik af hans mund. Og de spurgte: "Er det ikke Josefs søn?"
¹⁴ Men hvorom alting er: Jesus tager altså ikke ordene med om "hævndagen fra vor Gud". Det budskab, han bringer, står i modsætning til det budskab, man får ud af det gamle testamente, når man læser det direkte. Og dermed får man jo en fornemmelse af, at han vil regne også sit bud om kærlighed til fjenden som noget, der står i modsætning til det gamle testamente. Og det udtrykker han altså ved at sige, at der er sagt [til de gamle]: du skal elske din næste og hade din fjende. Måske sagligt korrekt, men ikke eksegetisk helt let at håndtere.
¹⁵ Man kan også lægge mærke til, at budet om næstekærlighed: Du skal elske din næste som dig selv, fra 3 Mos 19,18, på stedet hvor det står så tydeligt betragter næsten som identisk med landsmanden. Og man kan givetvis sige, at Jesus udvidede næstebegrebet til også at omfatte den fremmede, f. eks. samaritaneren. I lignelsen om den barmhjertige samaritaner spørger han jo meget snedigt den lovkyndige, hvem der var den overfaldnes næste, den næste, som han altså skyldte kærlighed, og den lovkyndige tvinges til at svare, at det var samaritaneren, selv om han ikke tager det afskyelige ord "samaritaner" i sin mund, men lidt fordrejet svarer: "Den, som ydede ham barmhjertighed".	Fra 3 Mos 19,17ff: "Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld. v18 Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren." Fra v 34: "Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten. Jeg er Herren jeres Gud!"
¹⁶ Jovist. Men en sådan udvidelse af næstebegrebet ligger faktisk allerede i det gamle testamente. Endda i det samme kapitel. I vers 34 er det ikke landsmanden, du skal elske, fordi han er som dig selv, det er den fremmede, der bor som gæst.
¹⁷ Så uden videre at godkende den forudsætning, der ligger i Jesu ord, at "næsten" ifølge det gamle testamente kun er landsmanden, eller at kærligheden kun skal gælde landsmanden, det går ikke an. Det gamle testamente er ikke så éntydigt endda.
¹⁸ Så skal man nok også have det med, at selv om der står "hade", er det ikke sikkert, at det her skal betyde "hade". Når man på hebraisk skal udtrykke, at man foretrækker én ting fremfor en anden, siger man, at man elsker det ene og hader det andet. Hvis man bedre kan lide kaffe end the, så hedder det: Jeg elsker kaffe og hader the. Uden at man derfor lover tilhøreren, at man ikke i en snæver vending kan sluge en kop the, hvis der f. eks. ikke er andet at få. Og hvis én har to koner og foretrækker den ene fremfor den anden, så udtrykker hebræeren sig sådan, at han siger, at han elsker den ene og hader den anden. Dermed vil han ikke sige, at han hader sin ene kone; det ville jo også være mærkeligt; hvis han virkelig hadede hende, hvorfor skiller han sig så ikke fra hende? Men han vil blot sige, at han foretrækker den ene fremfor den anden.	Jesus i bjergprædikenen: "I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende.' v44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer," (Matt 5,43)
¹⁹ Derfor har den danske oversættelse helt korrekt oversat det ord, der i 5 Mos 21,15 egentlig betyder "hader" med "tilsidesætter". Egentlig står der om manden med de to hustruer, at han elsker den ene og hader den anden, men da dette er en samlet hebraisk konstruktion, der må forstås som en helhed, er oversættelsen med "tilsidesætter" og "tilsidesatte" helt korrekt.	Fra 5 Mos 21,15f: "Hvis en mand har to hustruer og foretrækker den ene og tilsidesætter den anden, og både den foretrukne og den tilsidesatte føder ham sønner, og han får sin førstefødte med den tilsidesatte, v16 må han ikke, når han skal fordele sin ejendom til sine sønner, lade den foretruknes søn gælde for den førstefødte frem for den tilsidesattes søn, som er den førstefødte".
²⁰ Og overfører vi nu det på stedet her, kan det være, at det, der er sagt til de gamle, egentlig skulle oversættes: "Du skal foretrække din næste fremfor din fjende". Det gør måske ikke nogen saglig set særlig stor forskel, men det bevirker dog, at Jesu gammeltestamentlige eksegese ikke bliver helt så tosset som ellers. Nu kan vi nogenlunde gå med til, at sådan er der talt i det gamle testamente.
²¹ Men hvad så? Hvordan skal vi så forstå ordene? Hvor vil Jesus hen med det, han her siger? For mig at se er det altafgørende ved udlægningen af denne tekst, at man gør sig klart, hvordan det skal konkretiseres, eller hvis jeg skal sige det mere nøjagtigt: Man må være klar over, at ordet skal konkretiseres. Man kan ikke nøjes med blot at udslynge kravet, og så ellers lade det være op til tilhørerne at konkretisere det. Og specielt gælder det, hvis man vil anvende ordet som syndespejl, hvis ordet her altså tænkes at skulle anvendes som "lovens anden brug": til at overbevise om synd.
²² Man kan så let som ingenting få sine tilhørere (og sig selv) til at nøjes med en intellektuel syndsforståelse eller til at nøjes med at føle sig som synder. Og så har man næsten gjort sig immun overfor ethvert forsøg på konkretisering. Jeg mener: Nu har man gennem mange år vænnet sig til, når man kom til dette sted i evangeliet, at tage den fromme maske på og virkelig gøre sig klart, hvor svært det er at elske sin fjende, ja, gøre sig klart, at man aldrig vil kunne nå frem til dette ideal. Og så skulle man jo nødig forstyrres i disse fromme tanker, f. eks. af det indfald, som en konkretisering ville kunne afstedkomme, at det sådan set ikke ville være så godt, om man fik sluttet fred med sin fjende, for så havde man jo ikke mere nogen fjende at elske.
²³ Hvis vi f. eks. konkretiserer budet til at handle om vort forhold til tyskerne under besættelsen, så synes det jo ganske rigtig ved første øjekast umuligt at elske sin fjende. Men når man graver bare lidt ned under overfladen, så dukker en række fortællinger op, som viser, nå ja, ikke den helt store forfinede følelse overfor tyskerne, men dog en folkelig, jævn opfattelse, der godt kan kaldes fjendekærlighed. Da f. eks. en sabotagegruppe havde mistet en mand under en jernbanesabotage, fordi en tysk vagtpost havde skudt efter ham og dræbt ham, og da nogle af kammeraterne bagefter ville hævne drabet på ham og prøve at skyde den tysker, der havde dræbt ham, fik lederen talt dem fra det: Denne tysker havde jo bare gjort sin pligt, danskerne havde være uforsigtige, det kunne man ikke bebrejde tyskeren, og det ville være forkert at lade ham undgælde for det.
²⁴ Er det kærlighed til fjenden? Ja, hvorfor ikke. Det er i hvert fald en forståelse af, at fjenden også er et menneske, der har fået visse opgaver, som han prøver at udføre. Men ikke sandt, så snart vi sådan prøver at konkretisere fjendekærligheden, så bliver den overkommelig, så ændrer den pludselig karaktér og bliver noget, vi trods alt kan fuldføre, om end måske ikke altid lige villigt. Kan gerne være, at der fortsat er tale om et stort og smukt og højt ideal, men det kan dog ikke helt så let bruges til at overbevise os om, at vi altid er syndere.
²⁵ Eller de tyske piloter, der tog deres nedskudte engelske kolleger under deres beskyttelse overfor rasende tyske folkemængder, var det fjendekærlighed, de var grebet af? Ja, var det ikke på en måde det? Ja, ja, jeg véd godt, at deres handlemåde også bundede i, at de følte en slags samhørighed med dem, fordi de var kolleger, der i kraft af deres fælles erhverv og fælles oplevelser følte sig forbundet i en slags broderskab. Men fjender var de dog uomtvistelig også.
²⁶ Det er derfor ikke uden betydning at prøve at gøre sig klart, hvordan Jesus mon har tænkt sig, at ordet skulle konkretiseres. Men her vi lidt ude at svømme. Vi har jo kun Jesu ord gennem evangelisternes overleveringer. Og noget kunne tyde på, at evangelisterne har ladet den konkretisering, man på deres tid foretog, smitte af på ordet selv.
²⁷ Vi har ordet i to gengivelser, én hos Matthæus og én hos Lukas. Den lukanske er lidt udvidet i forhold til den fra Matthæus. Og nogle ret gamle håndskrifter har overført denne udvidelse fra Lukas til Matthæus, hvad man forøvrigt også kan se af Luthers oversættelse; han har oversat efter den udvidede form. (matt05#44) Og det er ret tydeligt, at den udvidede form lader os ane, at der tænkes på kristenforfølgelserne. Det er i den situation, at den kristne skal bede for dem, der forfølger, eller altså elske fjenden. Fjenden er den konkrete kristenforfølger. Men den situation behøver ikke være den oprindelige.	Matt 5,44: "Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer". Luk 6,27: "Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. v28 Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer".
²⁸ Lukas er interessant, fordi han om jeg så må sige blander kortene på en anden måde. Mange Jesus-ord fra bjergprædikenen sætter han sammen på en måde, der er forskellig fra den måde, Matthæus gør det på. Og det kan godt virke opklarende. I tilfældet her: Lukas bringer ordet "elsk jeres fjender" to steder kort efter hinanden, i v. 27 og i v. 34. Det første sted står det som hos Matthæus, uden nogen særlig konkret sammenhæng, dog sættes det, som hos Matthæus, sammen med ordet om at vende den anden kind til. Det andet sted står som en modsætning til det "noget-for-noget", der kendetegner syndere i deres adfærd. Og dette "noget-for-noget" er igen sat op som en modsætning til den gyldne regel.	Luk 6,34: "Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. v35 Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen".
²⁹ Jeg har tidligere været ude og kritisere den sædvanlige misforståelse af den gyldne regel: at den er identisk med en noget-for-noget tankegang. (4#27) Her hos Lukas stilles den gyldne regel op som modsætning til en sådan noget-for-noget tankegang. Det er syndere, der er karrige med deres kærlighed og karrige i deres udlånspraksis, så de kun låner ud, hvor de kan forvente at få det igen, og kun elsker dem, de selv er elsket af. Men ikke de kristne. De kristne, derimod, lader ikke den faktiske gerning, som den anden har gjort mod én, være rettesnor for, hvad man skal gøre mod den anden, men lader det, som den gyldne regel siger det, være ens ønske om, hvad den anden skal gøre, der skal være det, man retter sig efter.	Luk 6,31ff: "Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. v32 Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det? Også syndere elsker jo dem, de selv bliver elsket af. v33 Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere. v34 Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. v35 Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen".
³⁰ Altså, hvis du ønsker, den anden skal låne penge til dig, hvis du kommer i bekneb, så lån du penge ud til ham. Hvis du ønsker, den anden skal tage det første skridt til forsoning, så tag du det første skridt til forsoning. Hvis du ønsker, at den anden skal elske dig, så elsk du den anden. Osv. Altsammen, fordi du ville modsige dig selv, hvis du ikke gjorde sådan: du har et ønske om, at den anden skal handle sådan og sådan imod dig, hvis du var i den og den situation, men hvis det var den anden, der var i den situation, ville du ikke handle sådan imod ham, men afvente, at han gjorde godt imod dig. Det hænger ikke sammen. Du må virkelig lade det, der styrer din handling, være dit ønske om, hvad den anden skal gøre mod dig i en tilsvarende situation.

⁶¹ Og så giver altså Grosbøll udtryk for, at allerede lektien fra 5 Mos 24, hvor israelitterne får ordre til ikke at gå deres frugttræer efter, ikke at plukke deres vinstokke rent, ikke at rive marken hårdt, men let, for den fattige og den fremmede iblandt jer skal også leve, er udtryk for civilisation på højt plan. Men dog ikke så højt, at det ikke kan blive højere. For det, Jesus kom med, var højere. Det er ikke tilstrækkeligt at elske sin næste, man skal også elske sin fjende, bede for sin forfølger.
⁶² Og den civilisation, vi befinder os i, den er dels resultatet af Moses' anstrengelser med det genstridige folk, dels resultatet af Jesu tale. Som altså i denne forbindelse opfattes som et civilisatorisk input. Men også andre har leveret et input. Således højmiddelalderens troubadourer. For dèr fandt et skred sted. Dèr ændredes kærlighedsopfattelsen uigenkaldeligt.	Lidt senere: "Den civilisatoriske proces var ikke ført til ende ved Jesu forsvinden i skyen, men tog for alvor fart efter pinse. Der er fortsat blevet hugget og mejslet, formet og glattet, så vi i dag dårlig nok vover at påstå, at vi elsker den elskede. Det store skred iflg. Octavio Paz (Den dobbelte flamme, Gyldendal 1997) var opkomsten af den høviske kærlighed i højmiddelalderen, et gudsbespotteligt projekt fordi det dybest set var "det timelige at kalde evigt", hvorfor det da også fordømtes af kirken.
⁶³ Dér blev et nyt vindue slået ind til individets selvforståelse. Men lige nøjagtig hvad det har med budet om fjendekærlighed at gøre, bliver ikke klart.	Fortsat: "Men lige lidt hjalp det. Et nyt vindue var slået ind til individets selvforståelse (eller -forvirring), hvor billedkunst, digtning og musik kunne tage bolig. I dag er kærligheden psykoanalyseret til uigenkendelighed i alle afskygninger -- også i præstens prædiken. Det kan godt være, vi kan høre, hvad Jesus siger, men der er uendelig meget støj på linien fra de mellemliggende århundreder, vil jeg mene. Næsten lige meget hvilke ord vi bruger, vil vi ikke kunne undgå udskridninger. Det bedste vil derfor nok være at holde de sproglige tømmer så stramt som muligt".
⁶⁴ Og hvis det er sandt, at der er meget støj på linien fra Jesu århundrede til vort århundrede, og hvis man derfor skal være meget varsom, hvis man vil undgå udskridninger, var det så ikke en idé, om præsten prøvede at borteliminere den støj, eller søgte at forklare, hvad kærlighed da er efter alle de udskridninger, der har fundet sted igennem århundreder, som forpligtende strategi, altså? Jo, måske. Men netop som det så begynder at blive interessant, er der desværre ikke mere plads tilbage, og der sluttes af med hosstående bemærkninger, hvor forfatteren nok kunne have haft behov for at lytte til sin egen formaning om at holde de sproglige tømmer stramt. Medmindre han da med "stramt" mener, så lapidarisk, at ingen forstår et kvæk af, hvad man mener.	Fortsat: "Hvis hjerte skal rime på smerte, så er det i betydningen at have hjerte for de besmertede. Det er civilisationskritik, han bedriver. Gudsriget som forpligtende strategi, ikke Kong Volmers private himmerige i Gurre eller et existentielt helvede". Se iøvrigt ekskurs om mit forsøg på at gå Grosbøll i bedene: sp06a!
⁶⁵ I sin prædiken over Matt 5,43ff er Luther som vanligt særdeles original. Han begynder i al ro og mag med at finde ud af, hvor der er sagt til de gamle, at de skal hade deres fjender, og finder det sted, som vor nuværende oversættelse henviser til, og som jeg tidligere har omtalt: 5 Mos 23,7. (#10).
⁶⁶ Og så lyder for første gang den skærpelse, Jesus giver af loven. Men den lyder i Luthers mund ikke som andet end en beskrivelse af, hvordan en kristen opfører sig. Hvordan det dog kan gå for sig, at et menneske under de vilkår kan blive kristen, for slet ikke at tale om at fortsætte med at være kristen, det melder historien her ikke noget om. Og det gør forresten prædikenen i det hele taget ikke. For det hører ind under troens område, og som Luther tidligere har gjort opmærksom på, så omhandler Jesus i evangelierne ikke de høje ting om troen, men kun de mere dagligdags ting om gerningerne. (05#77)	Luther i prædiken over Matt 5,43: "For en kristen er et menneske, der slet ikke kender noget til had eller fjendskab imod nogen, ikke har nogen vrede eller hævn i sit hjerte, men har idel kærlighed, sagtmodighed og velgerning; ganske som vor Herre Kristus og hans himmelske fader selv er, og ham sætter han jo også her op som eksempel". (bjerg09#8).
⁶⁷ Dernæst vover Luther også at spørge, om Jesus da selv overholder dette med at elske fjenden, når han skælder farisæerne ud, som han gør. Og han svarer, at man her må skelne mellem embedets gerning og personens gerning. I fuld overensstemmelse med, hvad han svarer angående de andre "skrappe" lovbud. Det er Guds ord, der taler i prædikenen, det er ham, der skælder ud, forbander og anklager.
⁶⁸ Luther tager de ord med, som nogle manuskripter har overtaget fra Lukas, altså først: "Velsign dem, som forbander jer". Og hvad det angår, ser han i hvert fald ikke nogen umulighed i det. For er der ikke mange mennesker, der formår at bevare så megen sjælsro i sig, når de lider uret, at de også har tanke for den, der begår uret imod dem, så de formår at bede Gud om at tilgive ham? Bevares, vi kan da nok, hvis vi vil fremture i vores "realisme", hævde, at det er noget, han kun gør for at vise den anden sin moralske overlegenhed, så det altså alligevel viser vor totale synd. Men Luther bærer sig ikke ad på den måde. Han mener, enkelt og ligetil, at de mennesker, der formår at bede om Guds tilgivelse af den onde, retter sig efter Jesu formaning her. Der er intet med lovens anden brug i hans tanker.	Luther i prædiken over Matt 5,43: "Deraf kommer det fine kristelige ord, som nogle fromme mennesker bruger, når de hører, at nogen har gjort dem uret og foretaget en skurkestreg imod dem, at de så siger: Gud tilgive ham! Derved beklager de ham og har medlidenhed med ham, og ønsker kun, at den slags ikke skal skade ham overfor Gud. Det kaldes at have en god tunge mod andres onde tunger, så at begge dele, mund og hjerte, udviser idel kærlighed". (bjerg09#31)
⁶⁹ Derimod kan man i denne prædiken påvise, hvordan Luther vil forbedre Jesu ord. Det skal jeg tillade mig at gøre lidt ud af. Det er nemlig noget, man sjældent slipper godt fra. Det er ordene om at være den faders børn, der lader solen stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige, der er tale om. Jeg har allerede nævnt, hvordan dette er særstof for Matthæus, og hvordan det i den forstand er uheldigt, at det drager en anden tankerække frem for bevidstheden end den, de omgivende ord vil nævne; det er ligeligheden i Guds handlemåde, der focuseres på; ordet vender sig ikke, som ordet om at hilse på brødrene, mod noget-for-noget-tankegangen.	Jesus i Matt 5,44: "Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, v45 for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige".
⁷⁰ Men lad mig først tage en Grundtvig-salme frem. Grundtvig har i sin gendigtning af Matt 6,25-34 strammet tankegangen så meget, at den kammer over. Jesu tankegang er holdt i den form, der med et hebraisk udtryk kaldes "kolwahomer". Denne form er almindelig brugt af rabbinerne, og betyder oversat egentlig blot "hvor meget mere så ikke". Her er sammenhængen den, at når Gud klæder markens liljer, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke menneskene. Der opereres med en forskellig værdi af liljer og mennesker. Og ud fra den forestilling, at liljen er meget mindre værd end mennesket, men dog får en pragtfuld klædedragt skænket af Gud, fremsættes den trøst for mennesket, at Gud så meget mere vil sørge for dem, som de er mere værd end liljerne.	Grundtvig i "Lille Guds barn, hvad skader dig!": "Ikke den pløier eller saaer, Lægger ei op fra Aar til Aar, Dog hvor Bønder af Hunger døe, Finder den lille Fugl et Frø". (Sangværket V,45) Jesus i Matt 6,28: "Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. v29 Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. v30 Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?"
⁷¹ Dette er som sagt en almindelig rabbinsk tankeform, som går igen mange steder hos Jesus. Lad mig nøjes med at henvise til hosstående eksempel.	Jesus i Matt 10,25: " Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!"
⁷² Og det er jo også den tankeform, hvori Jesus fremsætter den første tanke i sin formaning til ubekymrethed, den om himlens fugle. Der står ganske vist ikke udtrykkeligt noget "hvor meget snarere så ikke jer", men der står dog "Er I ikke langt mere værd end de?" og det må vel gøre det ud for det samme. Forøvrigt er der i hebraisk poesi også en regel om parallellisme: En tanke fremsættes to gange med forskellige ord, men altså med det samme indhold. Og det ville også af den grund være mest nærliggende at mene, at den første formaning ud fra himlens fugle er fremsat i "kolwahomer"-formen.	Jesus i Matt 6,26: "Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?"
⁷³ Den form ødelægges imidlertid af Grundtvig. Det er ikke muligt efter vers 4 at formane til ubekymrethed ved at sige: Når Gud sørger for fuglen, hvor meget mere vil han så ikke sørge for jer, der dog er meget mere værd? For Grundtvig har "forbedret" Jesus, han har budt ham over, han har fremsat en tanke, der er endnu mere fantastisk end den, Jesus fremsætter. Ikke sandt, Gud er så omsorgsfuld overfor fuglen, at han ikke blot sørger for den på trods af, at den ikke pløjer eller sår, på trods af, at den ikke sanker i lade, nej, hans omsorg er så helt ud fantastisk, at den endog lader fuglen finde føde, hvor mennesker forgår af sult.	Grundtvig i "Lille Guds barn, hvad skader dig!": "Ikke den pløier eller saaer, Lægger ei op fra Aar til Aar, Dog hvor Bønder af Hunger døe, Finder den lille Fugl et Frø". (Sangværket V,45)
⁷⁴ Men derved ødelægger han "kolwahomer"-formen. Så det er for så vidt følgerigtigt, at Grundtvig ikke har et vers om fuglen, svarende til det om markens blomst her ved siden af. Den mulighed har han ødelagt med sin famøse bemærkning om bønderne, der dør af hunger.	Grundtvig i "Lille Guds barn, hvad skader dig!": "Blomst kommer op og blomst går ud Hvad er vel den for Himlens Gud Noget at regne mod de Smaae, Som for hans Aasyn evig staae!"
⁷⁵ Jeg skal understrege, at jeg med disse bemærkninger ikke udtaler mig om, hvorvidt det er Gud, der forårsager hungersnød blandt bønder, eller om, hvorvidt der kan ligge i trøst i, at en lille fugl slipper levende fra en hungersnød, der driver bønder i døden, eller i det hele taget om, hvorvidt Grundtvigs bemærkning om de hungerdøde bønder kan presses for nogensomhelst trøst, nej, jeg udtaler mig blot om overensstemmelsen med forlægget, Jesu ord. Og den overensstemmelse er altså brudt.
⁷⁶ Ud for vers 4 har Grundtvig med en anden pen tilføjet verset her ved siden af. Det vers kan siges at gengive den tanke, der forekommer i Matt 5,46f: at også hedninger hilser på deres brødre, at mennesker altså i almindelighed sørger for sine. Men jeg tror ikke, man kan tage denne tilføjelse for et tegn på, at Grundtvig har følt, at der er noget galt med vers 4.	Grundtvig i manuskriptet til "Lille Guds barn": "Unger af Æg, af Ravn og Ørn, Hvad er de mod Guds egne Børn Nidingen selv i Hungersnød Deler med Sine Sul og Brød!"
⁷⁷ Nuvel, det var Grundtvigs forsøg på at forbedre Jesus. Nu til Luthers forsøg på det samme. Indrømmet, det er mere uskyldigt end Grundtvigs. Men det består altså i, at han ikke er tilfreds med at sige, at Gud lader det regne over både retfærdige og uretfærdige; Guds ligelige behandling af alle mennesker er ham ikke nok. Nej, han giver tankegangen en tand ekstra, så Gud ikke blot er ligelig, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt nok -- de fleste af Jesu samtidige regnede med, at Gud var partisk overfor de fromme -- men sådan, at Gud er partisk overfor de ufromme.	Luther i prædiken over Matt 5,43ff: "På den måde giver Gud daglig hele verden liv og ånde, og al slags nødvendigheder, nytte og brug af den samme, i stor overflod og dertil ganske gratis, og han giver det til sine fjender såvelsom til sine venner. Ja, han lader det oven i køber regne mest i en øde, vild skov og ude over vandet, hvor det slet ikke er til nogen nytte, og han lader det kun regne sparsomt, hvor der bor fromme mennesker. Ja, han giver de ondeste skurke de bedste kongeriger; men de fromme knap nok brød at spise". (bjerg09#57).
⁷⁸ Og bevares, igen kan man sige, at dette så sandelig er en from tanke, at dette er værd at bide mærke i, at det er noget, Gud gør for at stille de fromme på prøve, eller hvad man nu vil sige. Det er sådan set ikke det, min indvending går på, den går kun på det, at man vil forbedre Jesus. Det er noget, en prædikant i det hele taget ikke skal give sig i lag med. Der er da også nok at prædike over, hvis man tager Jesu ord, som de står.
⁷⁹ Og det må man dog lade Luther, at han ikke drager den slutning, som egentlig skulle drages, hvis Gud afbildes som én, der er partisk for de ufromme, og hvis vores fuldkommenhed tænkes at bestå i det samme; han siger ikke, at vi derfor skal have større kærlighed til vore fjender end til vore venner. Blot at elske dem må vel også være vanskeligt nok.
⁸⁰ I min gennemgang af Luthers prædiken over ordet om ikke at se på en kvinde med et lystent blik (Matt 5,27f) gjorde jeg opmærksom på, at selve den referensramme, Luther anbragte ordet i, bevirkede, at han havde blik for "min" relationistiske opfattelse. Noget tilsvarende gør sig ikke gældende her. Han konkretiserer ikke ordet derhen, at det drejer sig om, hvordan du bliver gode venner med den næste, som du er raget uklar med, hvor "næsten" altså er din ægtefælle, din søster eller bror, din ven, din arbejdskammerat. Nej, "næsten" får lov at forblive det lidt vage begreb, "fjenden" konkretiseres ikke synderligt.
⁸¹ Og dog viser en tankerække til sidst i prædikenen, hvad Luther måske har i tankerne. Han har i begyndelsen af prædikenen anklaget jøderne for at være hyklere, og denne anklage tager han nu frem igen. De har skriften, og de skulle have læst ordentligt på skriften. Så ville de have forstået, at de skulle elske deres fjende. For, som Moses skriver, hvis du ser din fjendes okse være på vildveje, skal du føre den tilbage til ham.	Luther i prædiken over Matt 5,43f: "Dermed ville de [jøderne] kunne bevise, at de havde en ret kærlighed og var Guds børn, ligesom han viser kærlighed mod fjenderne og de utaknemlige. For dette har Moses klart sagt, f. eks. 2 Mos 23,4: Hvis du ser din fjendes okse eller æsel være på vildveje, så skal du føre dem tilbage til ham. Ligeledes: Hvis han segner under sin byrde, skal du hjælpe ham op igen, osv. (2 Mos 23,5). Derfra skulle de have draget den slutning, at de også var skyldige at elske deres fjende, hvis de havde set på teksten, og ikke var flagret hen over den, sådan som i vore dage vore blinde lærere flagrer hen over skriften. (bjerg09#74f)
⁸² Og her tillader Luther sig minsandten at bruge "kolwahomer"-tankeformen: Når dette gælder for fjendens okse, hvor meget mere gælder det så ikke for hans legeme m. m.! Det skulle farisæerne selv have kunnet indse ud fra den tekst fra Moses, som de havde for øje. En interessant tanke. Blot er Luther ikke opmærksom på, at han med disse ord gør Jesu ord mindre specielle. Vi plejer ellers at sige, at med Jesus kom det helt nye, specielt er budet om kærlighed til fjenden noget nyt og uhørt. Men så nyt var det altså heller ikke, at der ikke fandtes i det mindste ansatser til det i det gamle testamente.	Fortsat: "For når han befaler, at man skal bringe et æsel eller en okse, som tilhører fjenden, tilbage og hjælpe den op, så vil han meget mere have dette gjort, hvor han selv er i fare med sit legeme, sit gods, sin hustru og børn, osv. Kort sagt: Det hele betyder så meget: Du skal ikke begære, at han bliver skadet, men beskytte ham og, hvor du kan, hjælpe og opfordre ham til fromhed, osv.
⁸³ Og så alligevel! Luther ender i det relationistiske. Hans hele gennemgang, før hans afsluttende bemærkninger, slutter med hosstående bemærkninger. Hele denne tale har til hensigt at få forholdet mellem dig og din næste til at blive genetableret. Du skal yde ham idel kærlighed og alt muligt godt, men det skal du ikke gøre for at score point i det himmelske, heller ikke for at kunne sove på en god samvittighed, der véd, at den har gjort det gode, nej, du skal gøre det for, om muligt, at forholdet mellem jer igen kan blive godt, for at han kan få dig kær igen, så I, der før var fjender, igen kan blive venner, så I, der ikke stolede på hinanden over en dørtærskel, igen kan fatte tillid til hinanden.	(fortsat) Dermed kan du i sidste ende bevæge ham og overvinde ham og blødgøre ham med gode gerninger, så at han igen kan få dig kær, fordi han ser og erfarer idel kærlighed og alt muligt godt fra din side". (bjerg09#76)
⁸⁴ Videre til sp07!
⁸⁵ c
⁸⁶ c
⁸⁷ c
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c