Om Matt 5,27f.
Om at se på en kvinde #1. Modsiger Luther sig selv?#26. Hvad mener Jesus egentlig? #68.
Tilbage til oversigten!
| 1 Om at se på
en kvinde
Ét af de ord, som vel nok hyppigst anvendes for at "bevise", at Jesus i bjergprædikenen forlanger det helt umulige, er ordet her. Om det mon skyldes, at vor tid er så fuld af pornografi, om det skyldes, at vi i vore dage er blevet mere bevidste om de tanker og fornemmelser, der gennemstrømmer os (mænd) ved synet af en smuk kvinde, det véd jeg såmænd ikke. I hvert fald forekommer det os åbenbart, at når Jesus her siger, som han gør, så er der tale om en "stramning" af det sjette bud, og der er tale om en stramning i den grad, at budet bliver umuligt at holde, og vi af den grund tvinges til at henfly til nåden i Kristus. |
Matt 5,27-28: "I har hørt, at der er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab.' v28 Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte". (ntmatt05#27) |
| 2 Jeg kan ikke lade være med at komme lidt malurt i dette fine syndebæger: Er det nu også så indlysende? Og hvis det er indlysende, at dette at kaste et lystent blik på en andens hustru er noget, vi gør i tide og utide, er det så i det hele taget synd? Er det ikke i stedet noget ret uskyldigt noget, ja, er det ikke noget, der i stedet er med til at forsøde tilværelsen for os? Tænk, hvis vi, som muslimerne i visse lande, skulle være tvunget til at tilbringe al vor tid udenfor hjemmet mellem lutter mænd! Hvor kedeligt ville så ikke det hele blive! | |
| 3 Vi kan også vende tingene om! Vi kan også spørge, om vi virkelig skal til at lægge bånd på alle de menneskelige ytringer, der udspringer af vor seksualitet. Hvis mænd skal holde deres øjne for sig selv, hvis det skal betragtes som synd at se på en anden mands hustru, så man begærer hende, skal så ikke tilsvarende kvinders anstrengelser for at gøre sig sete af mænd regnes for synd? Skal så ikke al make-up betragtes som syndigt? Ja, skal vi så ikke til at lære af muslimerne, at kvinder ikke må bruge parfume, når de bevæger sig i det offentlige rum? Det er jo en ganske logisk følge af, at muslimer tænker sig, at en kvinde kun skal gøre sig tiltrækkende overfor sin mand, det vil sige: hun skal netop ikke gøre opmærksom på sig selv, sin smukke skikkelse eller sin vellugt, når hun går på gaden. Og gør hun det, er det så ikke synd, lige så vel som manden synder, hvis han tilkaster hende et begærligt blik? Manden, fordi begæret stiger op i hans hjerte, når han ser kvinden, kvinden, fordi hun med begær indkasserer mandens blik? | |
| 4 Oh, nej, vi drager sædvanligvis ikke sådanne konklusioner. Jeg har f. eks. aldrig set nogen prøve, som her, at vende Jesus-ordet om til også at gælde kvinder, så det ikke blot gælder den, der ser med et lystent blik, men også den, der prøver at gøre sig attråværdig for at opnå at blive set på med et lystent blik. Og vi går da ellers ind for ligestilling mellem kønnene! Men alligevel! Ved nærmere eftertanke forekommer det altså i hvert fald mig, at Jesus-ordet her ikke er så indlysende, som almindeligvis antaget, hvis det, man vil, er at overbevise om synd. | |
| 5 Hvis man virkelig går ind for, at det, de fleste vil betragte som en uskyldig fornøjelse, skal anses for at være synd, må man så ikke give muslimerne ret i deres kritik af vore vestlige samfund, og må man så ikke ydermere give dem ret, hvis de skulle finde på at kalde dem, der hævder, at selv et lystent blik er synd, for hyklere? | |
| 6 Det forekommer i hvert fald mig, at hvis man vil hævde, at ethvert lystent blik, som udsendes i vore samfund -- og det er jo altså ganske mange -- er en syndig foreteelse, så har muslimerne ret i, at vore samfund er gennemsyrede af sex, og i, og at denne sex er noget, der burde undgås, er noget, der i sig selv fordømmer vore samfund som syndige samfund. | |
| 7 Og det er på den baggrund lige så indlysende, at hvis vi mener, at ethvert lystent blik er et syndigt blik, så kommer vi i karambolage med vor manglende indsats for at ændre på denne sørgelige tingenes tilstand. For vi gør jo ikke noget ved det. Vi, de kristne, der altså godt kan se, at de lystne blikke er syndige, vi gør intet for at forhindre dem, vi drømmer ikke om at indføre ændringer i den måde, kønnene omgås på til daglig, vi foretager os ikke selv noget for at formindske de situationer, hvor vi udsættes for fristelsen til at udsende et lystent blik. | |
| 8 Nej, vi fastholder næsten for alt i verden vore vestlige samfund med deres store frihed for enhver til at klæde sig, som han eller hun vil, uanset de lystne blikke, det måtte afstedkomme. Det ser ud til, at grunden til, at vi kalder disse lystne blikke for synd, er den, at vi vil kunne angribe vore tilhørere for at være syndere, og dermed få dem til at "henfly til nåden i Kristus". Men er det ikke et meget groft hykleri, al den stund det dog ikke er umuligt at begrænse de lystne blikke ret effektivt med få og små ændringer i vore samværsformer? | |
| 9 Jeg tænker f. eks. på det kendte muslimske husråd, at "hvor en mand og en kvinde er alene sammen i et værelse, dèr er djævelen altid til stede som trediepart". Og altså, når vi ikke drømmer om at ændre på vore samværsformer på det punkt, skyldes det så ikke, at vi er hyklere, der vil lade, som om vi er kede af vor synd, men ikke drømmer om at gøre noget som helst for at bekæmpe den? | |
| 10 Man kunne oven i købet stramme anklagen en smule. Man kunne sige, at når vi ikke vil ændre vore samfund, skyldes det, at vi også fremover vil kunne anklage vore tilhørere for synd, og hvis vi ændrede vore samværsformer, så blev det ikke muligt så effektivt som før at tage dette Jesus-ord i anvendelse til dette skønne formål. | |
| 11 I hvert fald: Hvis man virkelig vil mene, at dette Jesus-ord er en stramning af loven, som vi i dag bør tage alvorligt, hvis man vil mene, at Jesus med dette ord vil have os til at se vor synd, så er man næsten nødt til at føje til, at vi ikke tænkes at reagere på denne indsigt i, at vi er syndere, på anden måde end ved at give os til at bygge på syndernes forladelse; vi tænkes f. eks. ikke at reagere på denne indsigt og denne efterfølgende tilgivelse med gode gerninger, f. eks. forsøg på at undlade at synde helt så meget som før. Og så er vi langt borte fra det, der er luthersk, for der er ingen tvivl om, at Luther sammenkædede tro og gode gerninger: det menneske, der var kommet til tro, måtte nødvendigvis udføre gode gerninger, for troen kunne på ingen måde være uvirksom i ham eller hende. | |
| 12 Man kunne også tænke sig, at ønsket om at bruge dette Jesus-ord som "syndespejl" stammer fra Luther selv på den måde, at det repræsenterer resterne af Luthers augustinske opfattelse, hvorefter alle vore drifter, herunder jo altså kønsdriften, er syndige. Jeg tror det faktisk ikke. Men hvis det er tilfældet, er der tale om en misforståelse af Luther. Luther selv bruger ikke ordet på den måde, som han i det hele taget ikke bruger bjergprædikenen som "syndespejl" i den tekst, jeg har taget mig for at gennemgå her, prædikenen over bjergprædikenen fra 1531. Tværtimod, vil jeg næsten sige. Jeg vil i hvert fald prøve, ud fra Luthers prædiken over Matt 5,27f, at vise, hvordan han sådan mere konkret forestiller sig den kristnes "deificatio". | |
| 13 Som måske bekendt blev finske Luther-forskere engang efter midten af forrige århundrede via en diskussion med deres russisk-ortodokse medkristne klar over, at Luther imod forventning bruger begrebet "deificatio". Det var helt nyt for disse forskere, der var vant til at betragte de tyske Luther-forskere, tilhørende den dialektiske teologis skole, som mennesker, der var nået frem til den rene og skære sandhed om Luther og hans teologi. Men de tog udfordringen op, undersøgte de nye og ikke tidligere bemærkede Luther-tekster og kom derved til at danne den skole, der siden fik navnet "den finske Luther-interpretation". | |
| 14 Ifølge denne Luther-forståelse er der ikke blot tale om, at den kristne i kraft af en "forensisk" akt bliver erklæret for et Guds barn, der er direkte tale om, at den kristne får "del i guddommelig natur", der er direkte tale om, at der i den kristne indgydes en Guds nåde, der er i stand til at forvandle hans tidligere syndige natur til en guddommelige natur. | |
| 15 Jeg har tidligere, i min afhandling "Luther criticized", vist (se lutkrit#_1_8), hvordan man næsten nødes til at forstå Luthers tale i Den Store Galaterbrevskommentar om Paulus, der ser på en kvinde med et kysk blik, ikke ud fra Helligåndens indvirken på et menneske, men ud fra samfundets og kulturens og sprogets bearbejdning af et menneske under dets opvækst. Vi bør altså, efter min mening, ikke applicere denne tale på det yderst sjældne fænomen, der hedder "Helligåndens virken ind på helgenerne", men i stedet gøre os klart, at det nødvendigvis må appliceres på det yderst almindelige fænomen, der hedder "lovens internalisering i et menneske". | Luther i Den Store Galaterbrevskommentar (til Gal 2,20): "[Paulus siger] For jeg kan ikke belære, forkynde, skrive, bede eller takke uden ved hjælp af de kødelige redskaber, der kræves for at gennemføre den slags gerninger. Og dog kommer de ikke fra kødet og bliver ikke til i det. Men de gives og åbenbares på guddommelig vis fra Himlen. Således ser jeg med mine øjne på et kvindfolk, men med et kysk blik og uden at begære hende. Den måde at se på kommer ikke af kødet, skønt det sker legemligt; for øjnene er det legemlige redskab for den måde at se på. Men den kyskhed, der var i min måde at se på, kommer fra Himlen". (Gal2-20#9). |
| 16 Og når vi næsten tvinges til det, skyldes det, at vi nødes til at indrømme, at sådan forholder det sig gang på gang i vor hverdag: Et mand er i stand til at se på en kvinde med et "uskyldigt" blik; en mand er f. eks. i stand til at føre en normal samtale med en kvinde på ganske saglig måde. Og manden behøver ikke af den grund at være særlig "hellig", det er nok, at han er opvokset i vor civilisation. Dèr gælder der nemlig den regel, at man skal betragte en kvinde, ikke som først og fremmest kønsvæsen, men som kønsvæsen og samtalepartner i ét. | |
| 17 Jeg husker en morsom lille artikel i én af de aviser, jeg holder. Den var skrevet af en mand, der ved forskellige lejligheder var kommet i tvivl om, hvad der var den mest ridderlige holdning, når man talte med en nedringet kvinde: Var det at lade, som om man overhovedet ikke så hendes nedringethed, men udelukkende lyttede efter det, hun sagde? Eller var det at lade sit blik nyde brysternes runding og kavalergangens hemmeligheder, samtidig med at man koncentrerede sig om at fange meningen med det, hun sagde? Svaret blæste i vinden, mente han vistnok. Og det kan vel være sandt nok. Man føler vel, at man både skal kvittere for hendes anstrengelser for at få sin mening frem i samtalen, og for hendes umage for at få sin skikkelse til at fremtræde så tiltalende som muligt. | |
| 18 Problemet er så blot, at dette at se tiltalende ud for en kvinde bliver identisk med at se tiltrækkende ud. Og var meningen mon at tiltrække mig? Ligger der en invitation i hendes måde at føre sig på? Det gør der måske ikke. Eller rettere sagt: Det gør der måske først i det øjeblik, jeg viser interesse. Vi har med vanskeligt dechiffrerbare forhold at gøre. Men gudskelov dechiffreres de da ofte rigtigt. Ellers ville vel det hele gå i stå. | |
| 19 Men nægtes kan det ikke, at disse vanskeligt dechiffrerbare forhold også virker på gifte personer, og at mange gifte personer kan få lyst til at prøve sig lidt frem: Skulle det eller det tonefald, den eller den bevægelse, dette eller hint blik mon fortolkes som en invitation? Og er ens forhold til ægtefællen præget af uenighed og skænderi, så vil man nok være mere tilbøjelig til at tolke og modtage de måske og måske ikke udsendte signaler som en invitation, og ikke sandt, så bliver de en invitation. | |
| 20 Som sagt vil jeg mene, at vi er nødt til at applicere den tale, Luther her lægger i munden på Paulus på disse dagligdags forhold. Så bliver det nemlig klart, hvad vort svar til den muslimske indvending er: Når de indvender mod hele vor samfundsorden, at den med sin mangel på fysisk adskillelse af kønnene er med til at fremme en syndig promiskuitet, så svarer vi, at det måske ser sådan ud for én, der kommer fra en muslimsk kønsadskilt verden, men at det ikke forholder sig sådan i virkeligheden. Under et menneskes opvækst indpodes i ham eller hende regler for korrekt adfærd. Ikke blot regler i betydningen: moralske forskrifter, men også regler i betydningen: hensigtsmæssig opførsel. Det kan være sandt, at disse regler udgør et meget fintmærkende system, når de har med forholdet mellem kønnene at gøre, men det er sådanne næsten umærkelige signaler, vi omgås og lever med til daglig, og dem kan vi såmænd udmærket styre. | |
| 21 Men når vi kan styre dem, eller skal jeg nøjes med at sige: når vi normalt udmærket kan styre dem, skyldes det netop, at ordet og ånden har gjort sin virkning i os. Vi har en dobbelt natur, en dyrisk, der begærer for et godt ord, og en guddommelig, der holder det ustyrlige begær i tømme. Det vil sige: Mennesker er vi, netop fordi disse to naturer holdes sammen i os. Paulus er ikke ene om at kunne se på en kvinde med et kysk blik. Det er noget, vi alle kan gøre og også faktisk gør dag efter dag, i kraft af, at sproget med alle dets regler og omstændigheder har taget bolig i os, og i kraft af, at ånden får os til at leve efter sprogets regler. | |
| 22 Når man læser Luthers beskrivelse af Paulus i Galaterbrevskommentaren (#15), kan man godt få den tanke, at Paulus udgør et uhyre sjældent tilfælde. Ikke desto mindre formår Luther i citatet her ved siden af at gå ud fra, at det, han anbefaler sin læser, er en almindelig sag, er noget, han kan erfare sig frem til næsten hver dag, slet ikke noget, der kun finder sted hos de største helgener. Sandt nok, ordene i bjergprædikenen er talt til kristne, ikke til hedninger, men det synes ikke at være ualmindeligt blandt kristne, at man kan udrive dette øje eller dette syn af hjertet, så øjet ser på en kvinde uden den onde lyst. | Luther i prædiken over Matt 5,27f: "Når du føler, at du ser på en kvinde med ond lyst, så riv dette øje eller dette syn ud, (eftersom det er imod Guds bud), ikke, hvad legemet angår, men hvad hjertet angår, hvorfra jo brunsten og lysten udgår; så har du udrevet det på rette måde. For når den onde lyst er fjernet fra hjertet, så vil øjet ikke synde mere, ejheller forarge dig, og du ser nu alligevel på kvinden med de samme legemlige øjne, dog uden lyst, og det er for dig, som havde du ikke set hende". (bjerg05#43). |
| 23 Her er det i Luthers terminologi den guddommelige natur, der gør sig gældende. Denne natur "indplantes" i os ved ordet og troen, og vi skal, hævder Luther, ikke flygte ud af verden, men blive i den verden, hvor mands- og kvindebilleder dagligt dukker op for vort øje, og ridderligt stå fast og kæmpe imod, her i en formulering, der lader ane, at det er med vores vilje, at vi kæmper imod og sejrer. Det kan måske hænge sammen med, at han her ikke overvejer, hvordan da denne guddommelige natur indplantes i os. | Luther i prædiken over Matt 5,27f: "Det, det drejer sig om, er ikke at trække foden tilbage og flygte bort, men at blive deri, ridderligt at stå fast og kæmpe imod al slags anfægtelse og med tålmodighed kæmpe sig igennem og sejre". (bjerg05#14) |
| 24 Skal vi imidlertid "oversætte" denne terminologi til noget, vi kan gå med til og forstå, må vi, som antydet i afhandlingen "Luther criticized", applicere forestillingerne anderledes. Det sted, hvor den guddommelige natur "indplantes" i os, er under vor opvækst. Og den "guddommelige" natur, der indplantes, er ikke en særlig kristelig opfattelse, men den vestlige kultur, vi er en del af, en kultur, der tilsiger os at omgås medlemmer af det andet køn ikke først og fremmest som kønsvæsener, men først og fremmest som personer. At de også er kønsvæsener, går op for os om ikke før, så i puberteten, men fordi de er kønsvæsener, holder de jo ikke op med at være personer. Det vil sige, de to "naturer", for nu at bruge Luthers terminologi, bliver ved med at stå for hver sit i vor personlighed. | |
| 25 Dog har vi, men vel ikke Luther, erfaret, at det vidunderlige ved ægteskabet netop er, at personen og kønsvæsenet dèr smelter sammen og bliver ét, så det menneske, du elsker, netop er denne person, og så du elsker dette menneske, netop fordi det har et fra dig selv forskelligt køn. | |
| 26 Modsiger Luther
sig selv?
Det, jeg imidlertid i denne forbindelse vil bruge disse overvejelser til, er til at spørge, om mon Luthers tanker her er kohærente. Modsiger han ikke sig selv, den gode Luther? Jeg skal prøve at vise, hvad min mistanke baserer sig på, men vil da gerne forudskikke den bemærkning, at det for mig at se er positivt, hvis virkelig Luther modsiger sig selv. Så viser det, at det trods Luthers "augustinisme" er muligt hos ham at finde ansatser til vort moderne menneskesyn. Hvilket glæder mig utroligt. |
|
| 27 Spørgsmålet er: Er "kødet" ondt eller er det neutralt? Se igen på citatet fra Store Galaterbrevsforelæsning (her nebenbei)! Hvad angår dette at belære, forkynde, skrive osv., er det tydeligt, at kødet blot er et neutralt redskab for Paulus. Hvis kødet i sig selv er ondt, får det ingen indflydelse på det, der kommer ud af den samvirken mellem kød og ånd, der foregår i Paulus. Gerningerne kommer ikke fra kødet, bliver ikke til i kødet, nej. De kommer fra himlen, i kraft af den "guddommelige natur", som er blevet indpodet i Paulus. Og gælder det samme mon ikke den gerning "at se på en kvinde", som her diskuteres? Den kommer fra himlen, lader Luther i hvert fald Paulus sige, men benytter et legemligt redskab, og gerningen er derfor ikke syndig, men syndfri. Ja, det sidste siger jo Luther ikke. Men han siger dog, at det blik, hvormed Paulus ser på en kvinde, er kysk, og at det ikke begærer hende. | Luther i Den Store Galaterbrevskommentar (til Gal 2,20): "[Paulus siger] For jeg kan ikke belære, forkynde, skrive, bede eller takke uden ved hjælp af de kødelige redskaber, der kræves for at gennemføre den slags gerninger. Og dog kommer de ikke fra kødet og bliver ikke til i det. Men de gives og åbenbares på guddommelig vis fra Himlen. Således ser jeg med mine øjne på et kvindfolk, men med et kysk blik og uden at begære hende. Den måde at se på kommer ikke af kødet, skønt det sker legemligt; for øjnene er det legemlige redskab for den måde at se på. Men den kyskhed, der var i min måde at se på, kommer fra Himlen". (Gal2-20#9).(#15) |
| 28 Luther er i færd med at udlægge Gal 2,20: "Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig", hvilket i hans forståelse af det bliver en udlægning af, hvordan forholdet er mellem den Kristus, der lever i Paulus, og det kød, der er det samme, før Paulus blev omvendt til kristendommen, som efter. | |
| 29 Og det forekommer mig altså, at Luther her bruger ordet "kød" i en dobbelt betydning. Dels i betydningen "et neutralt redskab for Kristus eller ånden". Dels i betydningen "onde kræfter, der klæber til selve legemligheden i form af begær". Se citatet her ved siden af! "Kødet er det samme" før som efter omvendelsen, hedder det. Der var slet ingen forandring i hans røst og tunge. Men nu, efter omvendelsen, taler denne røst og denne tunge åndelige ord. Det vil sige, Paulus lever i kødet, men ikke af og i overensstemmelse med kødet, som Luther siger. At leve "i kødet" er at leve i denne verden, bruge de neutrale redskaber, som røsten og tungen er, til noget godt, nemlig til at lovprise Gud med. At leve "af og i overensstemmelse med kødet" vil sige at bruge røsten og tungen til bespottelser, som Paulus gjorde det tidligere. Så udtrykket "kød" forstås både som noget neutralt og som noget syndigt. | Luther i Store Galaterbrevsforelæsning (2,20): "Inden sin omvendelse talte Paulus vel med samme røst og tunge. Men da var røsten og tungen gudsbespottelig. Derfor kunne han ikke sige andet end, hvad der var bespottelser og vederstyggeligheder mod Gud. Siden hen da han var blevet omvendt, var kødet det samme; der var samme røst og tunge som tidligere. Og der var slet ingen forandring. Men hans røst og tunge talte ikke længere gudsbespottelser, men åndelige ord, nemlig tak og lovprisning til Gud, som kom af troen og Helligånden. Sådan lever jeg altså i kødet, men jeg lever dog ikke af og i overensstemmelse med kødet, men i troen på Guds Søn". (Gal2-20#13). |
| 30 Dog er tankegangen ikke prekær endnu. Det bliver den først, når det direkte kan hedde om Paulus' måde at se på en kvinde på, at denne måde er "kysk og uden begær". (Se #27). Det er sandt, at de hellige eller de kristne ustandselig ligger i strid med "kødet" i dem, forstået som det onde begær. Men det er altså også sandt, at i disse hellige eller i disse kristne kan af og til ånden vinde over det onde begær, så det blik, hvormed de ser på en kvinde, er uden begær. Og disse kristne er ikke store, hellige mænd på søjler fra fortiden, det er almindelige borgere i Wittenberg. Også de kan nå frem til at have udrevet den onde lyst fra hjertet, så de ser på en kvinde med de samme legemlige øjne, som før så med begær, men nu ser uden lyst, uden begær. | Luther i prædiken over Matt 5,27f: "For når den onde lyst er fjernet fra hjertet, så vil øjet ikke synde mere, ejheller forarge dig, og du ser nu alligevel på kvinden med de samme legemlige øjne, dog uden lyst, og det er for dig, som havde du ikke set hende". (bjerg05#43). (#22) |
| 31
Når det udtrykkes så tydeligt, som det sker her, forekommer
det mig, at der hos Luther opstår en modsigelse mellem det, han her
siger, og det, han sagde i begyndelsen af sin fremtræden og som han
blev fordømt for i den pavelige bulle: at den retfærdige synder
i enhver god gerning. (Se exurge#47). I sit
forsvar for den tese, der fordømmes: at den retfærdige synder
i enhver god gerning, når Luther frem til, at det hellige menneskes
gerning ikke er helt god, eller at den er dels god, dels ond. Sålænge
vi lever i kødet, er vi skueplads for en kamp mellem kødet
og ånden, og derfor er selv de bedste gerninger behæftet med
synd.
Men det er i modstrid med det, han siger her i prædikenen (og i den Store Galaterbrevsforelæsning): at Paulus og en tilfældig wittenbergborger kan nå frem til at kunne se på en kvinde uden begær, altså ikke sådan at der er lidt begær tilbage, eller sådan at blikket både er kysk (uden begær) og lystent (med begær), men sådan at det blik, der rettes mod en kvinde er uden begær. |
Luther i Assertio omnium articolorum: "Lad dem også fordømme Sl 143,2: 'Gå ikke i rette med din tjener, for i dine øjne er der ingen, der lever, der retfærdiggøres'. For Gud, den retfærdige dommer, kan ikke fordømme en god gerning. Men når han her siger, at ingen levende retfærdiggøres, heller ikke en Guds tjener, er det indlysende, at ingen god gerning kan udholde Guds retfærdige dom, fordi den ikke er helt god. Og for at vende tilbage til det, vi sagde i den første artikel: Dèr beviste vi, at et helligt menneske i ånden begærer imod kødet, og i kødet imod ånden, og at det hellige menneske gennem disse to med apostelen Paulus er syndens træl efter kødet og Guds træl efter sindet, og at af den grund personen på én gang er synder, samtidig med, at den er retfærdig. Hvordan kan det da blive mere klart, at gerningen er dels god, dels ond?" (ass04#11f) |
| 32 I sit skrift imod Latomus vil Luther absolut forstå Præd 7,20: "Der er ikke noget retfærdigt menneske på jorden, som gør godt og ikke synder" på den måde, at ethvert menneske, selv det helligste, synder i alle sine gerninger, selv de bedste. Sådan vil Latomus ikke forstå det. Og han anfører Hieronymus, som heller ikke vil forstå det sådan, men i stedet mener, at betyder, at selv de hellige ikke altid kan holde sig fri af synden. Der vil altså i et helligt menneskes levned være mange synder, men der vil også være mange gerninger, der ikke er plettet af synden. Men nej, det er ikke Luthers opfattelse. Det må og skal forstås sådan, hævder han, at den retfærdige synder i alle sine gerninger. | Luther imod Latomus: "Så anfører han Hieronymus, som lærer, at dette, at mennesket ikke synder, er det samme som at det ikke altid kan være fri for synd, det vil sige, ordet 'der er ikke nogen retfærdig, som gør godt og ikke synder' bør forstås således, at han sommetider synder, sådan som vi læser om David, at han helt igennem gjort Guds vilje og dog sommetider syndede". (latom03#31). |
| 33 Dog, så løber Luther ind i vanskeligheder med de førnævnte udtalelser. For de taler jo netop om, at Kristus i den grad bor i Paulus, at han kan se på en kvinde uden begær, (#15) og at de gode wittenbergborgere, i kraft af, at den onde lyst er fjernet fra hjertet, nu kan se på en kvinde uden et hjerte, der begærer hende. (#22). | |
| 34 Men som sagt har jeg intet imod, at Luther her modsiger sig selv. Tværtimod glæder det mig overordentligt, for så får vi dog mulighed for at bekæmpe Luther med Luther. Og det ville ikke være det værste, der kunne ske, om den "augustinske" Luther blev slået tilbage af den "folkelige" Luther. | |
| 35 Altså, heldigvis er der en anden Luther end ham, der taler i Anti-Latomus! Der er en Luther, der skal klargøre for sin menighed, hvad vel Jesus kan have villet med sine ord om at se på en kvinde, så man begærer hende. Og her bliver han på dejlig måde dagligdags i mælet. Men også umulig at holde sammen med den "augustinske" Luther. | |
| 36 Der er nu for det første det ved denne prædiken, at Luther overhovedet ikke bruger stedet som "syndespejl". Han er på ingen måde ude på at få tilhørerne til at erkende deres synd, den synd, at de ser på en kvinde for at begære hende. Han er ikke ude i dette ærinde i sin udlægning af de andre "stramninger" af loven, som Jesus gennemfører. Og han er ikke ude i dette ærinde, når det her drejer sig om "stramningen" af det sjette bud. | |
| 37 Men der er for det andet det at lægge mærke til ved prædikenen her, at Luther, når han sådan skal have de almindelige wittenbergere til at forstå, tilsyneladende har glemt alt om, at selv det helligste menneske synder i alle dets gode gerninger, og at grunden til, at det synder netop er dette usalige begær, der altid og overalt behersker det. Her er der tale om noget ganske praktisk. Se f. eks. på ordet "kan" i hosstående sætning: "... ægteskabsbrud også kan ske med øjnene". Luther er ikke ude efter at vise, at vi altid synder. Luther ønske ikke at stramme loven så meget, at han vil hævde, at denne onde lyst viser sig, hver evig eneste gang vi ser på en kvinde. Nej, han ønsker blot at hævde, at ægteskabsbrud kan ske med øjnene. Det er dagligdagen, han har for øje, ikke teologiske overvejelser over skriftsteder. | Luther i prædiken over Matt 5,27f: "Men her hører du en anden mester, som gør den slags hellighed til synd og skændsel, og lyser ret op i dette bud, og konkluderer, at ægteskabsbrud også kan ske med øjnene, med ørerne, med munden, og allermest med hjertet; f. eks. når man ser på en kvinde, eller driver spøg med hende, ja tænker på hende med ond lyst". (bjerg05#3) |
| 38 Og det går igen hele prædikenen igennem, ligesom det også er tilfældet i den bryllupsprædiken, han henviser til (hebr13-4). Pas på dit blik! Djævelen er ude efter dig! Han udnytter din kedsomhed ved din kone, og har han først fået dig til at føle kedsomhed, så følger snart de søgende og spørgende blikke overfor andre kvinder efter. Men hele tiden underforstået: Det behøver ikke være sådan. Det er ikke sådan hele tiden. Det er noget, der kan ske, ikke noget, der sker uafladeligt med nødvendighed. | |
| 39 Luther føler nok selv, at det er det samme han taler om her og f. eks. i bogen mod Latomus. Han bruger betegnelsen "den onde lyst" om seksualdriften. Men mens det i bogen mod Latomus var sådan, at denne drift, eller begæret i det hele taget satte sit præg på hver eneste gerning, et menneske gør, så intet af det, et menneske foretog sig, blev rent, så er det her sådan, at den "onde lyst" måske, måske ikke er i mennesket hele tiden, men kun som en tilbøjelighed, det vil sige, kun som noget, menneske af og til giver efter for. Eller, som før nævnt, her i denne prædiken, ligesom i Den store Galaterbrevsforelæsning, kan den kristne endda nå frem dertil, at denne "onde lyst" helt er borte, fuldstændig er udslettet af sindet, så der i det blik, en mand ser på en kvinde med, slet ikke er noget begær til stede. | |
| 40 Ja, det ser endda ud til, at Luther i visse sætninger i denne prædiken betragter den "onde lyst" som neutral, den synes at være et skabelsesvilkår, som kan rettes det ene eller det andet sted hen, og som er ond, hvis den rettes det forkerte sted hen, men god, hvis den har den rigtige retning. | Luther i prædiken over Matt 5,27f: "Du må godt have lov til at se på ethvert kvinde- eller mandsbillede, men pas på, at begæret udebliver. For det har Gud forordnet, at enhver skal have sin ægtehustru eller ægtemand, og at han skal knytte sin lyst og sit begær til hende eller ham og lade denne lyst og dette begær få retning derhen imod". (bjerg05#17). |
| 41 Jeg mener, jeg skal have en sådan lyst til min ægtefælle, det er det reb, Gud har brugt til at binde os sammen med. Hvad den kristnes kunst går ud på, er altså ikke, som i bogen mod Latomus, at tilintetgøre denne "onde lyst", ejheller som i de citater fra Den store Galaterbrevsforelæsning og fra prædikenen her, som jeg nævnte før, at udslukke den i det blik, jeg sender en anden kvinde, men "kun" at styre den "onde lyst" det rette sted hen, nemlig hen imod min ægtefælle. Og når den styres derhen, kan den så kaldes en "ond" lyst? | Luther i prædiken over Matt 5,27f: "Det er også den største årsag til ægteskabsbrud; for det må altid indtræffe, når man ikke ser Guds ord hos sin ægtefælle, som én, Gud har givet én og velsignet én med; men når man spærrer øjnene op, når man ser en anden kvinde, så hænger snart hjertet bagefter øjnene, så også lyst og begær slår til, det, jeg alene skal have til min kone". (bjerg05#19) |
| 42 Ja, mere endnu! Går vi til Anti-Latomus, hævder Luther, at det er begæret i sig selv, der er det onde, uanset hvilke ydre gerninger man frembringer, ja uanset, om det slet ikke fører til nogle ydre gerninger. Naturen, det vil sige: den naturlige lov, kalder ikke brunsten i sig selv for synd, det er voldtægten, ægteskabsbruddet, eller skal vi føje til: det lystne blik, der er synd, ikke begæret i sig selv. Men den betragtning anvender Luther netop her, altså "naturens" betragtning. Og hvor er det dog velgørende! Blot skal man jo altså være klar over, at han derved bryder med den betragtning, han lagde til grund for sine teorier i Anti-Latomus. | Luther i bogen mod Latomus: "Loven behandler synden på den måde, at den afslører den, sådan som Paulus siger det i Rom 3,20: ,,Ved loven kommer der erkendelse af synd". Denne erkendelse lærer os to ting: naturens fordærv og Guds vrede. Om det første siger Rom 7: ,,Jeg ville ikke vide, at begæret var synd, hvis ikke loven sagde: Du må ikke begære." For naturen har ikke kaldt denne vanærende lyst for synd, men kun den skændige udøvelse af den over for et andet legeme, som f.eks. voldtægt, ægteskabsbrud og utugt. På samme måde har naturen heller ikke betegnet vreden og griskheden som synd, men kun udøvelsen af det i tyveri, bedrageri, skældsord og drab. Og således også med de andre [lyster]". (latom05#3ff). |
| 43 Det er, efter min mening, en meget farlig færd, Luther har indskibet sig på med ordene hos Anti-Latomus. Han skipper uden at tænke over det den naturlige lov. Den har ellers været hans ledestjerne på mange områder, og den er det da også fremover. Men når talen kommer på loven som en magt, der afslører synd, så kan den naturlige lov ikke mere bruges. Så lyder loven: "Du må ikke begære", og dette ikke at begære skal forstås i hele sin nyplatoniske fylde, det vil sige, det skal forstås om alle vore drifter: De er udslag af syndefaldet, de var der ikke i paradiset, de skal udryddes. | |
| 44 Dog er Luther gudskelov ikke overalt kommet ud på den syndsafslørende lovs åbne hav, utrolig mange steder sejler han trygt rundt i den naturlige lovs skærgård. Og dèr er der pejlepunkter nok. Dèr kan man overalt orientere sig efter dagliglivets foreteelser og erfaringer. Dèr kan man f. eks. erfare, at selve denne "onde lyst", brunsten, er med til at knytte én til sin kone. Dèr kan man blive klar over, at "brunsten", den lyst i én selv, man har måttet kæmpe mod og har søgt at "dølle" hele sit munkeliv igennem, faktisk har det positive ved sig, at den knytter de to sammen, at den skiller dem ud som et par og binder den ene til den anden. | Luther i prædiken over Hebr 13,4: "Men nu har Gud blandet det sådan sammen og kommet sennep på stegen, for at den skal smage dem [ægtefællerne] desto bedre, og at Gud på den måde ville komme dem imøde, og de give slip på det, der gør dem uvillige og lede ved hinanden", (Hebr13-4#72f) |
| 45 Og det vil sige, at nu har kønsdriften forvandlet sig fra at være noget, der udspringer af syndefaldet, en straf for menneskets opsætsighed, til at være udtryk for Guds omsorg for mennesket: Gud kommer os imøde med denne brunst, han hjælper os til at gøre det, vi skal, nemlig holde sammen med vor ægtefælle. Altså, ikke blot er brunsten her ikke mere neutral, ikke blot er den ikke mere opfattet som en i sig selv uvildig kraft, der blot af mennesket skal rettes det rette sted hen, den er her tillige opfattet som en positiv indretning, som Gud har skabt for at Guds ord: at de skal holde sammen, skal smage mennesket des bedre. Det er da vist en lære, som ikke bibelen, men Käthe har undervist den gode Martin i. | |
| 46 Og denne "Käthe-lære" kan Martin ikke få til at stemme overens med det, han hidtil har betragtet som ret "bibellære". Det får ham desværre til i 1536, da han genudgiver sin bryllupsprædiken over Hebr 13,4 at føje en hel masse arvesyndsbetragtninger til, begyndende med det, jeg har anbragt her ved siden af. At disse betragtninger passer til det foregående som ild til vand, det ser han stort på; eller, hvis jeg skal være lidt mere høvisk overfor ham: det prøver han at forlige i sine tanker. Men jeg synes, vi i dag skal vove lige ud at sige, at det ikke lader sig forlige. Man må vælge. Og jeg vælger den gode del, det vil sige, jeg vælger den Luther, der udtaler sig før Hebr13-4#127. Ham kan jeg lide. Her er der saft og kraft. Den anden Luther er fortænkt og spekulativ. | Luther i prædiken over Hebr 13,4: "Men alligevel vil jeg sige noget mere. Hvis du vil se efter, hvordan vi alle fra Adam er født i synd, så er hele ægtestanden (selv om den også overholdes ret og udmærket) syndig og uren"; (Hebr13-4#127) |
| 47 Specielt er det for en "relationist" som mig spændende, at det, Luther gør her, kan beskrives som identisk med at forlade individualismen og holde sig til relationismen (eller om man vil: at forlade Augustin og holde sig til Käthe). Ikke mindst på baggrund af vore dages "lutherske" anvendelse af dette ord om det lystne blik som et syndespejl, er det bemærkelsesværdigt, at Luther aldeles ikke anvender ordet sådan. Men når han ikke gør det, hænger det sammen med, at det, der for ham i denne prædiken har interesse, ikke er enkeltpersonens indre liv, hvor fristende det end kan være for den, der vil prædike lov og derved få os alle til at erkende vor synd. Nej, det, han ser i Jesus-ordet, det, han tolker som Jesu mening med det, er, at det vil tale ind i det fællesskab, der hedder ægteskabet, det vil advare mod det løsslupne blik, det vil hævde, at blot et blik kan være nok til at ødelægge den tillid, der burde herske mellem ægtefællerne. | |
| 48 Det vil sige, Jesus-ordet vil i Luthers fortolkning (og altså også i min) tale til den enkelte som medlem af et fællesskab, det vil tale og tænke relationistisk. Det er som forholds-væsen, du skal høre, hvad Jesus her siger. Du står der som en gift mand eller kvinde; du har i dit ægteskabet (og formodentlig da også før) opdaget, at du har denne drift, brunsten, i dig; du skal rette denne drift imod din ægtefælle; det kan gå rivende galt, om du retter den mod en anden, om det så blot er med et blik. Og når du vil se på din kone med kedsomhedens briller, og når du vil se på en andens kone med lystens briller, så er det Satan selv, der er på spil; det er ham, der ikke kan fordrage, at ægtefæller enes smukt, men hele tiden søger at få ødelagt den enighed, der findes. | |
| 49
Altså, forholdet og dets opretholdelse er det væsentlige,
ikke den enkeltes indre rørelser.
Læg mærke til, hvordan disse forestillinger gennemsyrer Luther lige fra begyndelsen. Han begynder med at stille Jesu modsætning til farisæerne op. Farisæerne (eller papisterne på Luthers tid) regnede det kun for synd, når ægteskabsbruddet skete "med handlingen", dvs med det direkte samleje, ellers ikke. Og så kunne man vente, at han ville have nøjedes med at sige, at det jo da også er synd, når "hjertet er sat i brand med ond lyst og kærlighed til en anden". Det er jo, hvad Jesu ord lægger op til. Men han fortsætter: "og også i det ydre fremførte sig med uhøviske ord og skændige gebærder". |
Luther i prædiken over Matt 5,27f: "Om ægteskabsbrud har de tolket det på samme måde som det femte bud, og lært således: Det vil kun være forbudt, når et ægteskabsbrud sker med handlingen; og de regnede det ikke for synd, selv om de var sat i brand i hjertet med ond lyst og kærlighed til en anden og også i det ydre fremførte sig med uhøviske ord og skændige gebærder", (bjerg05#2) |
| 50
Hvorfor?
Ja, lidt besynderligt er det. For det er jo en slags korrektion af Jesus. Det samme kan man se lidt efter. Ægteskabsbrud kan også ske med øjnene og allermest med hjertet. Så langt følger han Jesus. Men for egen regning fortsætter han: "eller driver spøg med hende, ja tænker på hende med ond lyst". |
Luther i prædiken over Matt 5,27f: "Men her hører du en anden mester, som gør den slags hellighed til synd og skændsel, og lyser ret op i dette bud, og konkluderer, at ægteskabsbrud også kan ske med øjnene, med ørerne, med munden, og allermest med hjertet; f. eks. når man ser på en kvinde, eller driver spøg med hende, ja tænker på hende med ond lyst". (bjerg05#3) |
| 51 Og minsandten, om ikke det
dukker op igen lige efter: Her er det ikke nok for Luther at vise, hvor
forkasteligt det er som farisæerne at nøjes med at fordømme
den ydre gerning og lade hjertet tanker være ufordømte. Nej,
til udsagnet om, at "hjertet er fuldt af brunst" må han føje
til: "og dertil bryder ud med alle slags tegn, ord og gebærder imod
hinanden".
Hvorfor? |
Luther i prædiken over Matt 5,27f: "[farisæerne] ..vil alligevel regnes for fromme, når de blot ikke åbenlyst med deres gerning bryder ægteskabet; selv om man jo nok kan regne ud, hvor fromme og kyske menneskene vil være med hensyn til gerningen, når man indrømmer så meget og kommer så vidt, at hjertet er fuldt af brunst og dertil bryder ud med alle slags tegn, ord og gebærder imod hinanden". (bjerg05#4) |
| 52 Fordi han tænker relationistisk. Og det, der ødelægger forholdet, er nu engang ikke de lystne tanker, men de ydre handlinger, når man altså er opmærksom på, at blikke, ord, skæmtsomme bemærkninger skal regnes med til det, vi så højtideligt kalder gerninger. Tankerne er om jeg så må sige toldfri, indtil de udmønter sig i den slags "uskyldige" handlinger. | |
| 53
Er dette så at korrigere Jesus eller at tydeliggøre ham?
Det er, vil jeg hævde, at rive ham ud af "lutheranernes" favntag og bruge ham relationistisk. Og tænk, det er Luther, der gør det, ikke mig! Hvis udsagnet om det lystne blik skal bruges som syndespejl, så er det den indre brunst, begæret, alt det, der vækkes tillive ved synet af en smuk kvinde, specielt på et tidspunkt, måske, hvor forholdet til ens kone ikke er det allerbedste, der spiller en rolle, og har den overbevisende kraft. Det er det, der kan overbevise om synd. For den slags begær vil man vel så at sige altid have. Og det tænkes altså at overbevise om synd, uanset om det forbliver indestængt i hjertet, eller det får afløb på én eller anden måde overfor den pågældende kvinde. |
|
| 54 Sådan ikke hos Luther. Ligesom Jesus skal han have en eller anden gerning med, selv om de moderne "lutheranere" måske ikke vil kalde det en gerning. Det skal nævnes, at det afgørende er tegnene, ordene, gebærderne, foruden naturligvis det af Jesus nævnte blik. For det er jo det, der bryder forholdet i stykker. Det er deri, risikoen for ægteskabets fortsatte beståen ligger. Og det er det, der er det onde, ikke hjertets tanker og følelser og rørelser. Når man altså holder sig til den folkelige overbevisning, ikke til den teologiske konstruktion. | |
| 55 Hov, kom jeg nu ikke til at sige for meget? Går Luthers arvesyndslære ikke netop ud på, at vi i kraft af den undfangelse, der kun kan ske med begær, fødes som syndere, det vil sige, fødes som mennesker, der begærer livet igennem, har et hjerte, der begærer uafladeligt, og at synden derfor ikke blot er de ydre gerninger, men langt snarere hjertets indre rørelser? Som han siger mange gange: Et godt træ bærer gode frugter, et ondt træ onde frugter! Det nytter ikke at begynde med de gode gerninger, når det er hjertet, der skal forvandles. Du må virkelig begynde med hjertet, og det vil sige: du må begynde med ved hjælp af Guds ord om tilgivelse at forvandle et menneskes hjerte. | Luther i Grund und Ursach aller Artikel: "hvorfra er denne onde lyst kommet ind i de døbte og hellige? Uden tvivl fra den legemlige fødsel, hvori vi bliver født med en sådan arvesynd af ondt begær, og den varer ved til døden; derfra har vi strid og modstand mod vores ånd, sålænge vi lever". (assty01#69). |
| 56
Alligevel siger jo Luther her, som det ses af hosstående, at den
onde tilbøjelighed ikke er fordømmelig, når man blot
ikke giver efter for den. Ligeledes er det også bemærkelsesværdigt,
at denne onde lyst, begæret, her er blevet til en "Neigung", en tilbøjelighed,
som man kan modstå eller give efter for. Ja, han siger nu det modsatte
af, hvad han sagde i begyndelsen af sin fremtræden, at "en ond tanke
ikke er dødssynd, hvis man ikke efterkommer den". Nu, men ikke tidligere,
skelner han mellem tilgivelig synd og dødssynd.
Nuvel, hvad han sagde før Worms, er måske ikke ligefrem, at man ikke kan skelne mellem en tilgivelig synd og en dødssynd, men det var dog, at man ikke kan kende alle sine dødssynder. Det blev han anklaget for i pavens bulle, se exurge#24. |
Luther i prædiken over Matt 5,27f: "For jeg har ofte sagt, at det ikke er muligt at leve i kød og blod uden syndig, ond tilbøjelighed, ikke alene på dette område, men også imod alle de andre bud. Derfor har også her lærerne opstillet en forskel, som også jeg vil lade det forblive ved: at en ond tanke ikke er dødssynd, hvis man ikke efterkommer den. Det er ikke muligt, hvis én har fornærmet dig, at ikke dit hjerte skulle føle og blive berørt og begynde at overveje, hvordan man kan hævne sig. Men det er endnu ikke fordømmeligt, når han blot ikke har besluttet det og sat sig det for, at gøre skade, men modstår den slags tilbøjelighed. Således også i dette tilfælde; det er ikke muligt at undgå, at djævelen skyder ind i hjertet med onde tanker og lyst. Men pas på, at du ikke lader en sådan pil blive siddende og vokse fast, men straks river den ud og kaster den bort". (bjerg05#25f) |
| 57 Jeg gætter på, at forskellen beror på, at Luther her er i færd med at formane, mens han tidligere var i færd med at forklare troens nødvendighed, altså det grundlæggende i sin teologi. Ikke fordi formaningen ikke er grundlæggende, men fordi formaningen udspringer af trosforholdet, hvor den mere grundlæggende teologi har med trosforholdets genoprettelse at gøre. Men alligevel! Er man da ikke nødt til at forholde sig til tingene på nogenlunde ensartet måde, uafhængigt af, om man forkynder eller formaner? | |
| 58 Og det, der, såvidt jeg ser det, er det prekære ved Luthers teologi, er, at han for at kunne forkynde, dvs forkynde, så trosforholdet genoprettes, mener, at han er nødt til at forkynde loven. Og loven må han forkynde på en måde, så der ikke levnes nogen chance for at slippe udenom dens anklage. Derfor tager han munden rigelig fuld og anklager den arme synder for at være behersket af begær i alle sine gerninger, ja, anklager endog det helligste menneske for i selv de mest anerkendelsesværdige gerninger at begå synd. Det begær, der kommer til udtryk i vore drifter, kaldes altså synd og bruges til at gøre det klart, at man ikke kan retfærdiggøres ved sine egne gerninger. | |
| 59 Men når han så når frem til at skulle formane, som f. eks. her formane ægtefæller til sammenhold, så bliver den synd, der uafladelig rumsterer i os, den synd, der får os til at se på en kvinde med et lystent blik, beskrevet som en tilgivelig synd, som en ond tilbøjelighed, som en synd, man kan "komme til" at begå, eller måske snarere: ikke kan undgå at "komme til" at begå. | |
| 60 Det, Luther beskriver her i denne prædiken, er forholdet mellem de to ægtefæller. Og når han ikke vil lade den grundsynd, han ellers bruger så meget, være særlig forfærdelig, skyldes det, at den sædvanligvis ikke ødelægger forholdet. Og først, når det kommer så vidt, at forholdet mellem de to ødelægges, først da viser synden sig som en fordømmelig synd. I betragtning af, hvor afhængig Luther mange andre steder kan være af sin teologiske konstruktion, er udtalelserne her forbavsende realistiske. Han beskriver både det tilfælde, hvor begæret er helt borte, så man kan se på en kvinde uden at begære hende, og det tilfælde, hvor det nok rører på sig (hvor Satan indskyder sine pile i hjertet), men hvor man formår at rive det ud og ikke lade det få følger. |
| 61 Hvad der imidlertid måske er det væsentligste og det mest brugbare i denne prædiken, er, at Luther mener, at det er Guds ord, der er modvægten mod dette stadig rumsterende begær. Ikke et tilfældigt Guds ord om Guds tilgivelse, men Guds ord om, at netop din kone af Gud er udset til at være din partner, så dette menneske af Gud er fremhævet fremfor alle andre og i dine øjne skal ses som bærende det kosteligste smykke af alle: Guds ord. | Luther i prædiken over Matt 5,27f: "Derfor ville det være den rette kunst og det stærkeste værn derimod (som jeg har sagt mere om et andet sted: i prædikenen om bryllup og ægteskabeligt liv (se hebr13-4)), hvis enhver lærte at se på sin gemal ret efter Guds ord, hvilket er den dyreste skat og det dejligste smykke, som man kan finde hos en mand eller en kvinde, og lærte at spejle sig deri: så ville han rigtignok have sin gemal kær og holde hende for værdifuld som en guddommelig gave og et guddommeligt klenodie, og tænke således, hvis man så på en anden (selv om hun så også var smukkere end hans kone): Er hun smuk, så er hun dog ikke altfor smuk, og selv om hun så var den smukkeste på jorden, så har jeg dog derhjemme et meget dejligere smykke i min ægtefælle, som Gud har givet mig og prydet med sit ord fremfor alle andre, selv om hun legemligt set ikke var smuk, ja om hun endda var vanfør. (bjerg05#21). |
| 62 Det forekommer mig, at man her kan se troen og dens virkning ganske tydeligt. Det har man vistnok også kunnet med et andet træk, jeg tidligere har nævnt, det træk, at du fra fællesskabets side får igen med den mønt, du betaler med. (Se sp03#20). Jeg nævnte det ikke ved den lejlighed, men kan jo så tage det frem her: Dette, at du tror på, at det i de menneskelige fællesskaber forholder sig sådan, at du med din gavmildhed, din latter, din glæde osv., er med til at opbygge en god atmosfære i fællesskabet, bevirker jo uvilkårligt, at du så også vil være gavmild, vil le, vil være glad, osv. Mens omvendt det forhold, at du ikke har denne kendsgerning for øje eller ligefrem ikke tror på den, bevirker, at du raskvæk bagtaler, misunder, bruger albuerne, for, som du siger, det er det eneste, der virker i det menneskelige fællesskab. | |
| 63 Der er altså ikke tale om symmetri mellem godt og ondt. Gør du det onde, gør du det blandt andet, fordi du ikke har blik for, hvordan menneskeligt fællesskab opbygges eller vedligeholdes, hvis man da ikke skal sige, at du slet ikke tænker over det eller vil vedkende dig sådanne forestillinger som andet end naive vrangforestillinger, man gør bedst i at holde sig fra livet. Altså, det onde er kædet sammen med en fornægtelse af tanken om, at du selv får igen fra fællesskabets side, den holdning, du møder det med. | |
| 64 Men gør du det gode, så kan du gøre det ud fra den overbevisning, at det er noget, du gør i din egen velforståede interesse; du kan gøre det, fordi du forstår og tror på, at fællesskabet opbygges ved gavmildhed og overbærenhed. Men du kan også opbygge det uden at gøre dig dette klart. | |
| 65 Hvad jeg i denne forbindelse vil hæfte mig ved, er, at fællesskabet så at sige kan "troes frem". Jeg synes, at jeg gang på gang har erfaret, at tingene i fællesskabet forholder sig, som Jesus her afbilder det for os: at den tilgivelse, vi giver, den får vi igen. Men jeg må da indrømme, at man må have øjne at se med, for at kunne opdage det. Det er noget, der kan nægtes, ja. Men at nægte det, er at afbilde sig selv som én, der tænker i magtbaner om det menneskelige fællesskab. Derfor drejer det sig om for forkynderen atter og atter at prøve at få den tanke anbragt i menneskene: Er det menneskelige fællesskab ikke sådan indrettet? Er det ikke noget, også du har erfaret? Altså: Forkynderen må tale til tro i denne forbindelse, ikke en tro på de sædvanlige kristne dogmer, men en tro på netop dette Jesus-ords sandhed. | Jesus i Luk 6,37: "Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. v38 Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." |
| 66 Og på tilsvarende måde vil jeg mene, at det, Luther her kalder "Guds ord": at netop denne kvinde er givet dig til ægtehustru af Gud, er et ord, hvormed vi skal tro ægteskabet frem. Nøjagtig hvordan Luther forestiller sig, at Gud taler dette ord, er måske lidt svært at blive klar over. Men én eller anden offentlig vielse må han vel forestille sig er det, der gør forskellen mellem et ægteskab og et samliv med en hore, (det er den modsætning, han opererer med). Det er dog af mindre betydning. Det væsentlige er at kunne se, det vil sige: at kunne se sin ægtefælle smykket med dette kostelige smykke: Guds ord. | Luther i prædiken over Hebr 13,4: "For når du vil se på det at bo sammen og kun retter blikket mod den ydre væren sammen, så er der slet ingen forskel på det ægteskabelige liv og horelivet, de to ting står hinanden nær, ja er næsten lig hinanden: den ene har en ægtehustru, den anden en hore, og sådan er det, fordi samme slags personer, mand og kone, i begge tilfælde, i det ægteskabelige liv og i horelivet, lever med hinanden". (Hebr13-4#20). |
| 67 At se det er at tro på ægteskabet som Guds ordning, og at tro på, at netop den, du nu lever sammen med, er anbragt som din ægtefælle af ingen ringere end Gud selv. Og ser du dette smykke, som altså er identisk med at tro på Guds ord, så følger nødvendigvis en række gerninger efter, positive gerninger, der gerne og glad udføres, negative gerninger, der uden vanskeligheder undlades. Og blandt de negative er altså den: at se på en anden kvinde, så man begærer hende. Luther vil sige, at det kan komme dertil, at du ser på en kvinde, så du slet ikke ser hende. Det er vel typisk for hans tid at regne det for et ideal. Vi vil vel snarere sige, at det kan komme dertil, at du bag al nedringethed og make-up kan se personen. | Luther i prædiken over Matt 5,27f: "For når den onde lyst er fjernet fra hjertet, så vil øjet ikke synde mere, ejheller forarge dig, og du ser nu alligevel på kvinden med de samme legemlige øjne, dog uden lyst, og det er for dig, som havde du ikke set hende". (bjerg05#43). (#22; #30). |
| 68 Hvad mener Jesus egentlig?
Når vi skal have Jesu ord "oversat" til nutidssprog, er der to ting, det er værd at holde sig for øje. Det ene er, at Jesus forestiller sig Gud som en kærlig far, ikke som en streng dommer. Og det andet er, at Jesus taler kasuistisk, ikke generelt. Hvad det første angår, kan man endvidere skelne mellem Jesu dommedagsforkyndelse, og den del af hans forkyndelse, der er holdt i lovtermer, som f. eks. hosstående citat fra bjergprædikenen. |
Jesus i bjergprædikenen: "I har hørt, at der er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab.' v28 Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. v29 Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at en af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede. v30 Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede". (Matt 5,27-30) |
| 69 Jeg véd godt, at man, når det fastslås, at Gud er en kærlig far, som regel tænker på, at Gud da så i mange tilfælde vil lade fem og syv være lige. Gud er en kærlig far, siger f. eks. mange præster, og derfor kan han ikke sige, som brudgommen i lignelsen om brudepigerne: "Jeg kender jer ikke!" (Matt 25,12). Og netop opfattelsen af Gud som en kærlig far er med til at få mange til at forkaste denne lignelse. Den hører ikke med til det billede af Jesus, som vi har dannet os, og vel at mærke dannet os netop ud fra forestillingen om, at det egentlige i Jesu forkyndelse er, at Gud er en kærlig far. | |
| 70 Jeg har andetsteds gjort opmærksom på, hvordan jeg mener, lignelsen om brudepigerne skal udlægges. (sp01#44). Der er tale om, at Jesus gennem sin dommedagsforkyndelse vil sige os noget om, hvordan tilværelsen er indrettet. Den er indrettet sådan, siger lignelsen, at forholdet mellem personer kan gå i stykker i kraft af et øjebliks uopmærksomhed. Forholdet mellem personer er af så skrøbelig art, at der ikke skal mere til, end at man ikke er fuldt til stede i bare et kort øjeblik, så ødelægges det; og ødelægges måske for aldrig at heles igen. | |
| 71 Det vil sige: Hvis man finder lignelsen hård, hvis man vil mene, at den Gud, der påvises igennem lignelsens handling, er en hård herre, så er det hans skabelse, man gør vrøvl over, så protesterer man over det forhold, at et personforhold fra skaberens side er gjort så skrøbeligt, at det kan gå i stykker for så lidt. Men en sådan protest skal man nok være lidt tilbageholdende med. Eller, altså, man skal være glad nok for, at Gud ikke retter sig efter vore protester. For netop denne skrøbelighed, netop dette fine og udefinérlige ved personforholdet er det jo også, der muliggør de største tillidserklæringer, netop fordi tvivlen på den andens oprigtighed og kærlighed sådan kan vise sig i ét enkelt øjeblik, så forholdet brydes for evigt, netop derfor kan også tilliden bryde igennem, uforklarligt og med en uventet styrke, løfte troen og fortroligheden op til uanede højder, smede de to hjerter sammen med bånd, der, synes det, aldrig i evighed vil briste. Det ene ikke uden det andet. | |
| 72 Men altså, Gud er i Jesu forkyndelse en kærlig far, der tager os ved hånden, og tålmodigt forklarer os, hvordan tilværelsen er indrettet, viser os farerne ved de fejltrin, vi kan begå, viser os herlighederne ved de heldige greb, vi også kan komme til at gøre. Men alt i et kærligt tonefald. Lovens "du skal" hører ikke hjemme her. | |
| 73 Nå, ja, hvis man ikke vil høre tale om denne kærlige Gud, hvis man kun kan forstå Gud som en lovgiver og dommer, så er han også en lovgiver og dommer. Men så er det ikke Jesu far, man hører. Så er det ikke Jesu stemme, man lytter til, men sin egen indre forvanskning af ordene. Og selvfølgelig kan man da godt sige, at når Jesus sådan uden videre overtager jødernes tale om dommedag, for at få sagt, hvad han vil, så er en misforståelse nærliggende; eller at når Jesus, som her i Matt 5,27 udtaler sig næsten som en rabbiner om, hvornår der er tale om ægteskabsbrud og hvornår ikke, så er det også oplagt at forstå det som lovtale og bagved høre den ubarmhjertige dommer. Men alligevel, vil man forstå det ret, må man høre det kærlige tonefald bag ordene. | |
| 74 Når jeg siger sådan, er jeg mig bevidst, at jeg taler imod Luther, som han almindeligvis forstås, og som han også taler mange steder (skønt måske netop ikke her). Han vil overalt have forkyndelsen til at være tvedelt: loven først og evangeliet derefter. Og loven er i hans øjne ikke en misforståelse af Guds ord, loven er ikke det, man hører, når man har den forkerte forståelsesramme indkodet i sig, loven er virkelig Guds lov, og loven tænkes at ramme dig så hårdt, at du fortvivler over ikke at kunne holde den. Ja, loven må gøre sin grumme gerning, før du kan høre evangeliet. Det var hans egen vej til evangeliet, og det er derfor den frelsesvej, han mener gælder for alle. | |
| 75 I modsætning dertil vil jeg mene, at evangeliet i sig selv kan gøre sig hørt. Du har fået lovens sprog indkodet i dig under din opvækst. Og taler man til dig i lovens sprog, da er du ikke blot i stand til at forstå det, du er også tilbøjelig til at svare igen i dette sprog; her gælder reglen (Matt 7,1f) om at få tilmålt med samme alen; her viser det sig, at mennesket er et genlydsvæsen, der svarer i det sprog, hvori det bliver tiltalt. | |
| 76 Men denne regel gælder også, når du tiltales i evangeliets sprog. Også dette sprog er indkodet i dig fra barnsben, også dette sprog ligger latent i din hjerne, parat til at springe frem i det øjeblik, nogen tiltaler dig i dette sprog. Og hører du nu evangeliet, hører du f. eks. Jesu forkyndelse af Gud som en kærlig far, så er dette sprog med et enkelt klik parat til at opfange ordene, forstå dem, tro på dem. Ganske uden lovens medvirken. Fuldstændig uden at loven har været involveret. | |
| 77
Luther foretager en skelnen mellem Paulus og Johannes på den ene
side og de tre synoptiske evangelier på den anden. Og det kan selvfølgelig
være sandt nok, at der er forskel. Men det kan ikke sættes
op, som Luther gør det. Det er det samme fulde og hele evangelium,
der forkyndes hos synoptikerne som hos Johannes og Paulus. Det er samme
vægtlæggen på troen begge steder. Og gerningerne spiller
samme rolle i de to afdelinger. Men der er unægtelig tale om en noget
forskellig sprogbrug.
Med andre ord: Det er forkert at gøre, som Luther gør: tage Paulus og hans retfærdiggørelseslære som den eneste sande kristenforkyndelse og lægge den ned over de synoptiske evangelier. |
Luther i prædiken over Matt 5,12-14: "Men når han siger: For at menneskene skal se jeres gode gerninger og prise jeres far i himlen, så er det tale på Skt. Matthæus' måde, for han plejer at tale sådan om gerningerne. For han og de to andre evangelister, Markus og Lukas, driver ikke sit evangelium så højt og siger ikke så meget om de høje artikler om Kristus, som Skt. Johannes og Paulus. Derimod taler og formaner de meget om gode gerninger; sådan som det da også skal være i kristenheden, at man driver på begge dele, dog så enhver af delene får tildelt sit væsen og sin værdighed: så man først og fremmest forkynder troen og Kristus, derefter også driver på med gerningerne". (bjerg02#78ff). |
| 78 Og det er endnu mere forkert at gøre som mange af vore dages lutheranere: at opfatte Guds kærlighed som en egenskab ved Gud, der står fast på samme måde som en gave eller en gældseftergivelse står fast, og som vi derfor i virkeligheden ikke behøver tro på. Det er forkert, også selv om man med mange forskellige kunstgreb forsøger at forklare troens nødvendighed. | |
| 79
Men hvad så? Hvordan så fastholde Jesu tale om den kærlige
far?
Det gøres ved at høre Jesu ord som en formaning. Ikke en formaning med løftet pegefinger, som vor mor derhjemme gav os den: Husk nu det og husk nu det! Den formaning lod vi som bekendt gå ind ad det ene øre og ud af det andet: ja, ja, det skal jeg nok, mor! Nej, Jesu formaning er talt til os i et kærligt tonefald, fra én, der vil os det bedste, det vil sige: fra én, der ønsker for os, at livet skal lykkes for os, men som også er klar over, at livet ikke lykkes på en hvilkensomhelst måde. Formaningen vil derfor ikke blot gøre os opmærksom på noget, som vi egentlig godt kan sige os selv, formaningen vil, samtidig med, at den fortæller os noget om, hvordan menneskelivet fungérer, opfordre os til en passende reaktion på denne oplysning. |
|
| 80 Når menneskelivet er sådan indrettet, at der venter en dom umiddelbart forude, hvor man skal aflægge regnskab, så vil det være en passende reaktion af dig, at du gør som den uærlige godsforvalter: bruger det gods, du har fået til forvaltning af Gud, til at få dine medmennesker til at lægge et godt ord ind for dig på dommens dag. Og når det hænger sådan sammen her i livet, at du får tilmålt med den alen, du måler med, vil det så ikke være passende, om du mødte din næste med forståelse og imødekommenhed fremfor med gnavenhed og udskæld? | |
| 81 Begge dele lægges hen til vores frie afgørelse, både den kendsgerning, Jesus fortæller om vort liv, og den reaktion, han forventer af os. Den holdning til Gud, at sådan og sådan skal du gøre, hvad enten du forstår det eller ej, er milevidt fra Jesu holdning. Nej, han forklarer, han begrunder, han opstiller en "teori" om tilværelsens funktion og sammensætning, og derudfra formaner han så, men formaner, netop sådan at han bygger på vor egen forståelse af sagen. | |
| 82 Af og til formaner han på baggrund af en situation, han står i. Den lille lignelse, som Jesus diverterer sine tilhørere med her ved siden af, synes at være affødt af den tilsvarende situation, han lige da befandt sig i. Og bevares, vi er vant til at se lidt ned på den; den er så banal, synes vi. Og det skyldes vel til dels, at vi lever efter Jesu tid. Jesus har forkyndt sit budskab, Jesus har vist os farisæismens hæslige fjæs, og vi er derfor blevet vant til at tage os i vare for at være farisæiske. Og det er da sandt nok: På den baggrund virker det underligt, at Jesus sådan direkte opfordrer sine tilhørere til at have den hensigt med at ydmyge sig, at de måske senere vil blive ophøjet. Det forekommer os lidt besynderligt. | Jesus i Luk 14,7: Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: v8 "Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, v9 og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. v10 Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. v11 For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes." |
| 83 Men det er vel egentlig ikke mere besynderligt end det "for at", der står i Matt 7,1. I min udlægning af det: Her tales der til den enkeltes egen velforståede egeninteresse. Men han får jo samtidig at vide, at hans interesse naturligvis må være, at det fællesskab, han står i, er så godt som muligt, f. eks. så lidt fordømmende som muligt. Og altså: Skal dette smukke mål nås, så må han selv undlade at udtale sig fordømmende om de andre. For du får jo tilmålt med den alen, du selv måler med. | Jesus i Matt 7,1: "1 Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes". |
| 84 Og hvad lignelsen om den nederste plads angår, så er det vel sandt nok, at vi har udviklet et så fintfølende ydmyghedsbegreb, at vi ikke synes, der er tale om sand ydmyghed, når den, der får formaningen, har hensigter med at sætte sig på den nederste plads, den hensigt nemlig, at blive ophøjet. | |
| 85 Men hvad nu, hvis Jesu første formål med lignelsen er at fremhæve den kendsgerning ved fællesskabet, at det virkelig er sådan indrettet, at den der ydmyger sig, bliver ophøjet! Så lader han rask væk alle ydmyghedsbetragtninger ligge og nøjes med at henvise til, hvad der faktisk sker: at du bliver fremhævet i alle gæsternes påsyn. | |
| 86 Men det væsentligste ved lignelsen lægger vi som regel ikke mærke til, fordi vi er lidt for hurtigt ude med vores moderne kritik. Det væsentligste er vel, at det i den tids samfund var en meget risikofyldt affære sådan helt på eget initiativ at sætte sig nederst. Man kunne meget vel risikere at få lov at blive siddende. Og hvad så? Så opnåede man jo ikke den eftertragtede ophøjelse! | |
| 87 Det forholder sig med dette, som med dette at undlade at sværge. Du må overlade det til sproget selv at gøre dine ord troet. Når du har afsendt ordene, er de udenfor din indflydelsessfære, og du har kun at stole på sprogets egne iboende kræfter, at de vil yde din tale retfærdighed. Sådan også her: Når du skal lade "de andre" i fællesskabet vurdére dig, må du være tilbageholdende, lade være at prale, undlade at gøre dig til. Du er udmærket klar over, at andre mennesker vurdérer dig i alt, hvad du gør. Sådan er det menneskelige fællesskab. Men du må vove at være dig selv, du må vove at fremstille dig, som dit inderste jeg tilsiger dig, og så fortrøstningsfuldt lade de andre "sætte dig på den rigtige plads". | |
| 88 Men altså, der er i Jesu forkyndelse en forklaring på, hvordan tilværelsen er indrettet, og en formaning om at reagere ret, når nu tilværelsen er sådan indrettet. Begge dele tænkes du at forholde dig frit til: du kan benægte det, og du kan acceptere det. Men det er jo så snedigt lagt op fra Jesu side, at hvis du accepterer den første del: at sådan og sådan er faktisk tilværelsen indrettet, så er der ikke så meget at rafle om, hvad angår den anden del: så giver det sig selv, hvilken reaktion der er den rette. | |
| 89 "Den rette"? Ja, eller den klogeste. For det drejer sig jo netop ikke om at komme på den rette side af lovens streg, det drejer sig ikke om at kunne sige til sig selv og andre: Se, nu har jeg overholdt Guds lov! Det drejer sig om at forstå, hvordan livet hænger sammen og derudfra tage sine forholdsregler, derudfra være klog. | |
| 90 Så kan man naturligvis spørge, ovenpå det, jeg har hævdet, at Jesu dommedagsforkyndelse vil sige os noget om tilværelsens indretning, om Jesus da ikke regner med, at der kommer en dom, om den kommende dom ikke er en realitet for ham. Og svaret er: Jo, naturligvis! Men man er ligeså naturligt nødt til at føje til, at reaktionen hører med. At det kommer til at foregå på den og den måde på dommedag, er ikke noget, der siges for at stille vor nysgerrighed; heller ikke noget, der fortælles os, for at vi med en vis skadefryd kan overveje vor nabos sørgelige skæbne. Det er noget, der siges til os, for at få os til at reagere ret, dvs klogt. Og endelig siges det heller ikke til os, for at vi derudfra skal give os til at overveje tilværelsens mere eller mindre retfærdige indretning. Livet er som det er. Basta. |
| 91 Men du kan
reagere forskelligt på det. Du kan betragte de gode gerninger som
noget, du altid kan gøre, når du engang får tid. Kommer
du bagud med dem, så må du naturligvis prøve at indhente
det forsømte, inden det er for sent, dvs inden du dør, men
gerningerne tænkes at være individuelle, det er dig og Guds
lov, der står overfor hinanden, din anstrengelse går kun ud
på at få gjort tilstrækkelig mange gode gerninger. Og
du kan betragte dine gerninger som noget, der skal genoprette det brudte
fællesskab, du stod i, du kan betragte dem som noget, hvormed du
kan søge at redde stumperne. I så fald er det pinende nødvendigt,
at du er opmærksom; gerningen er ikke bare noget, du skal have afleveret,
den er noget, der går ind i næstens inderste, tager hensyn
og slår til i det øjeblik, der ikke må forspildes, det
øjeblik, når situationen er moden.
Og alt dette kan altså afbildes ved hjælp af dommedagstanken, som Jesus gør det i lignelsen om brudepigerne, Matt 25,1-12. |
|
| 92 Men Jesus udnytter også en anden af de forestillinger, der er overleveret til ham fra fortiden, han udnytter den rabbinske lovudlægning: Hvad skal kaldes overtrædelse og hvad ikke? Men ligesom man må sige, at Jesus måske nok benytter sig af den dommedagstanke, han forefandt, men jo så sandelig transponerer den over i sin egen toneart, sådan må man sige, at Jesus måske nok udtrykker sig "på rabbinsk", men så sandelig ikke har alle overtonerne med. Tværtimod er det altsammen sat ind i den helt anderledes forståelse af menneskelivet, han har. | |
| 93 Og hans forståelse af menneskelivet er en relationistisk forståelse. Det vil i dette tilfælde sige, at man vil misforstå ham, om man giver sig til at overveje, hvor mange lystne blikke man kan tillade sig, før man har overtrådt buddet, altså sådan rigtig for alvor overtrådt det. Eller giver sig til at overveje, om sådan et forbud også gælder for kvinderne i ens familie. Må man skæmte og sende lystne blikke til sin svigerinde, sin kusine, sin svigermor (hvis det er tænkeligt) osv? | Jesus i bjergprædikenen: "27 I har hørt, at der er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab.' v28 Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte". (Matt 5,27) |
| 94 Nej, for det, Jesus er interesseret i, er ikke, hvornår budet er overtrådt, men i, om forholdet til ens ægtefælle er brudt eller intakt. Når du skal undlade de lystne blikke, skyldes det altså ikke hensynet til din fine og sarte og mere eller mindre "rene" sjæl, heller ikke hensynet til dit gode eller mindre gode regnskab hos Gud, nej, det skyldes udelukkende hensynet til det liv, du lever her og nu, det skyldes ene og alene hensynet til det fællesskab, du har med din ægtefælle. Fordi dette fællesskab kan blive brudt i stykker af et enkelt blik, du afsender i en gal retning og på et galt tidspunkt, derfor skal du holde dit blik i tømme. Fordi du fristes til, når der er noget galt i dit forhold til din ægtefælle, at undlade den besværlige vej med at tale det igennem, med at prøve at forstå, med at sætte sig i den andens sted, og i stedet forsøge dig med den langt mere behagelige vej: at slutte dig til en anden kvinde, derfor er det, formaningen lyder: Pas på! det er måske ikke det rigtige, du gør her! Er det nu også klogt af dig? | |
| 95 Og man kan lægge mærke til, at i det stykke er Luther enig med mig. Her er han en tro "riisianer". Hvilket jeg selv har noteret mig, men jo er så glad ved, at jeg ikke vil undlade sådan lige at bemærke det. | |
| 96 Hermed skulle vi være igennem den første afdelings to underafdelinger, den afdeling, der blev nævnt #68. Vi har set, hvordan Jesus udtrykker sig i dommedagsforestillinger og i rabbinske vendinger, for at få sagt noget om, hvordan livet er indrettet. Og så træffer det sig så heldigt, at det, jeg nu skal omhandle, nemlig det forhold, at Jesus udtrykker sig kasuistisk, står i smuk forlængelse af det foregående. | |
| 97 At Jesus udtrykker sig kasuistisk, vil sige, at han nævner én situation, der skal belyse det, han vil have frem, men overlader det til tilhørerne selv at tænke videre ud fra denne ene situation. Jeg har tidligere omtalt Jesu kasuistiske anvendelse af ordet Matt 5,38 om at vende den anden kind til. (2#7). | |
| 98 Og jeg skal sådan set ikke gøre så meget ud af det kasuistiske på dette sted igen, blot fremhæve, at Jesus jo udtrykker sig på mange måder. Han udtrykker sig også i almengyldige regler, f. eks. den gyldne regel. Her er det ikke et enkelttilfælde, han får os til at se, så vi selv skal drage paralleller, her er det en overordnet regel, som vi tænkes at anvende så hist og så her. | |
| 99 Men der er altså andre tilfælde, f. eks. her i Matt 5,27, hvor han udtrykker sig kasuistisk, hvor han afmaler en enkeltsituation og overlader det til os selv at finde andre enkeltsituationer frem, hvor det samme gør sig gældende. At man også kan komme med invitationer med ord, turde således være indlysende, ligesom det er indlysende, at man som blind ikke er udenfor den fare, Jesus vil påpege her. | |
| 100 Man kan også sige, at Jesus udtrykker sig situationsnært. Derved får man sagt det samme. Men får alligevel givet den oplysende tilføjelse, at Jesus tænker i situationer; det, det drejer sig om, er ikke at tænke i overordnede love og regler. For gør man det, kommer man meget let til at fare ud efter farisæernes tangent: man mener, at fordi denne regel er overholdt til punkt og prikke, så har man klaret frisag, så kan man bestå på dommedag. Men det er en helt forkert måde at bruge dommedagstanken på, vil Jesus sige. Gudstanke, dommedagstanke, det er perverteret i denne holdning. | |
| 101 Nej, du må i stedet på forhånd stole på, at Gud har indrettet tilværelsen godt. Du må i stedet tillidsfuldt overveje, om ikke det er sandt, når Jesus hævder, at tilværelsen er sådan indrettet, at du får tilmålt med den alen, du måler med. Og finder du ud af, at det virkelig forholder sig sådan, så må du naturligvis reagere på denne erkendelse med at vise forståelse, for at du kan møde forståelse, vise åbenhed, for at du kan blive mødt med åbenhed, osv. | |
| 102 Og du må ligeledes tillidsfuldt overveje, om ikke det er godt, at menneskeheden er delt i to køn, om ikke det er ét af skaberens virkelig gode indfald. Og videre overveje, om ikke ægteskabets dybe tillid og fortrolighed er så værdifuld, at du må omgås den skabelsesgave, der ligger i det seksuelle, med en vis varsomhed. Det er, i al korthed, hvad der ligger i ordene om det lystne blik. | |
| 103 Og forstår man det på den måde, kan ordene ikke anvendes til at overbevise om en altomsluttende synd. Den situation, der afbildes her, er jo netop en enkeltsituation, ikke en situation, man bringer sig i ved enhver omgang med en person af det andet køn. Der er masser af uskyldige blikke, hvormed man betragter en kvinde, der er såmænd også masser af uskyldige lystne blikke, som bruges til kvindebetragtning. Det afgørende er, om der ligger invitationer i dem eller ej. Det afgørende er, om man udsender en føler med sit blik eller sit ord eller ej. | |
| 104 Man har ud fra overvejelser i denne retning forsøgt at skabe noget, man har kaldt "situationsetik". Og det er såmænd ikke helt forkert, hvad en sådan situationsetik vil hævde. Det er virkelig i alt for høj grad at "sætte automatpiloten til", hvis man vil presse en eller anden overordnet etik ned over alle de mange forskellige situationer, et menneske kan stå i. Vejen er åben for hykleri, hvis man sådan vil lukke sig inde med sin lovoverholdelse og se fuldstændig bort fra de krav, der stilles fra de forskellige situationer. | |
| 105 På den anden side kan man af og til få afbildet den tilværelse, der således er opbygget af situationer, som altfor kaotisk, som så udflydende, at ingen etik i virkeligheden er mulig. Og vel er det sandt, at noget af det særlige ved Jesus, var, at han virkelig forstod livet som opbygget af situationer, men han mente alligevel, det var muligt i dette virvar at bevare overblikket, ja, at sige ganske sikkert, hvad der var rigtigt og forkert. Han mente vel oven i købet, at det enkelte menneske ganske udmærket var klar over, hvad det havde at gøre i alle de forskellige situationer, og kun brugte talen om lov og etik til at slippe for situationens krav, jvfr præsten og levitten i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. . | |
| 106 Men derfor kan en sådan direkte situationsetik alligevel komme til at virke forkert, komme til at forflygtige ansvaret, komme til at være for overfladisk. Nå, derom mere i det følgende! | |
| Videre til sp06! | |
Noter: