Luther var ikke lutheraner (4)

En fænomenologisk udlægning af bjergprædikenen

kombineret med en gennemgang af Luthers prædikenrække over Matt 5-7 og diverse tekstvejledninger fra Præsteforeningens Blad over tekster i bjergprædikenen.

Om Matt 6,14-15.
Om at få tilgivelse, hvis man selv har tilgivet: #1. Tekstvejledninger til Matt 18,21-35. #5. Luther om Matt 6,14 og Matt 18,22-35: #43.

Tilbage til oversigten!

¹        Jeg tillod mig i forrige fil (eller jeg skal vist sige "forrige kapitel") at anklage Søren Kierkegaard, fordi han ud fra det, der står hos Lukas (tilgiv, så skal I få tilgivelse), udarbejder et "lige for lige", en forestilling om, at mennesket får tilgivelse, som det selv tilgiver. (03#8) Anklagen har gyldighed, mener jeg, dels fordi en række andre skriftsteder peger i modsat retning: at det er Guds tilgivelse, der kommer først, og dels fordi det jo dog, eftersom Gud er Gud, og mennesket menneske, må være Gud, der begynder. Der ville aldrig komme en forligelse i stand, hvis det hele afhang af, at mennesket begyndte. Jesus i Bjergprædikenen: "v14 For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. v15 Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser". (ntmatt6,14-15).

²      Imidlertid synes den tekst, jeg nu skal gå i gang med, at stille mine indvendinger i et lidt skævt lys. Vel har denne tekst ikke noget tidsperspektiv, så det overvejes, hvem af de to parter, Gud eller menneske, der begynder forligelsen. Men den har dog et betingelses-perspektiv, så det unægtelig ser ud, som om menneskenes indbyrdes tilgivelse er en forudsætning for Guds tilgivelse, eller ligefrem en betingelse for Guds tilgivelse. .

³ Det er også, hvad Luther har haft øje for. Og man kan da virkelig godt spørge, om ikke der er tale om en logisk fejl her. Altså i dette tilfælde ikke en fejl hos Luther, men en fejl hos Jesus (eller hos Matthæus, hvis man synes, at Jesus er for ophøjet til at begå fejl). Luther i prædiken over Matt 6,14f: "Og dertil kommer, at der ser ud, som om tilgivelsen af synderne bliver erhvervet og fortjent ved vor tilgivelse: Hvad bliver der så af vores lære om, at tilgivelsen alene kommer ved Kristus og bliver modtaget i troen?" (bjerg12#61).

⁴         Det problem, der her er tale om, eller altså den logiske fejl, der viser sig her, er en meget afgørende fejl. Jeg vil mene, det gennemsyrer megen teologi i vore dage, at man ikke har gjort op med denne fejl, ikke har taget højde for den, eller ikke har fundet nogen god forklaring på den. Men hvis jeg skal bruge den metode, jeg er begyndt på i denne afhandling: at vise, hvad teologer i vore dage tænker ved at citere fra Præsteforeningens Blads prædikenvejledninger, så kommer jeg til kort. For teksten her hører ikke til dem, der skal prædikes over i den danske folkekirke.

⁵        Det gør derimod lignelsen om den gældbundne tjener. Og denne lignelse indeholder den samme logiske fejl. Så jeg vil tillade mig som indledning at citere fra nogle prædikenvejledninger over Matt 18,21-35. Matt 18,21-35: "v21 Da kom Peter til ham og spurgte: "Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?" v22 Jesus svarede ham: "Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. v23 Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. v24 Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. v25 Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. v26 Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. v27 Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden.

⁶ 4 v28 Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! v29 Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. 30 Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. v31 Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. v32 Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. v33 Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? v34 Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. v35 Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder".

⁷          Det er ikke blot konfirmander, der har den frækhed at påstå, at der er noget, der halter, det har mange prædikanter også, omend de sædvanligvis skynder sig at prøve at vise, at det kun er tilsyneladende, at der er noget, der halter. Sådan vil jeg naturligvis også gøre, men jeg vil nu ikke skynde mig altfor meget, for det er klogt nok virkelig at gøre sig klart, hvad det er, der halter, eller hvorfor lignelsen halter. Kirsten Jørgensen i Præsteforeningens Blad 2003/44, tekstvejledning til Matt 18,21-35: "Fortællingen modsiger tilsyneladende sig selv og bryder sammen, som den kløgtige konfirmand ofte bemærker det: "Hvis du siger, at Gud tilgiver alt og altid og uendelig mange gange, hvorfor tilgiver han så ikke tjeneren igen til sidst?" Og konfirmanden har ret, lignelsen kollaberer".

⁸ Kirsten Jørgensens konfirmand har én indvending, som forekommer mig meget relevant. Jeg selv har haft en tilsvarende indvending mange gange. Specielt har jeg altid undret mig over modsigelsen i den sidste sætning: "Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder". Det, som den himmelske fader vil gøre, er jo at overgive vedkommende til bøddelknægtene, indtil han får betalt det hele, altså han vil give ham en meget hårdhændet behandling. Og dette, forekommer det mig, står i skærende kontrast til dette af hjertet at tilgive sin broder. Netop når evangelisten tilføjer ordet "af hjertet", kommer kontrasten frem i al sin hjerteskærende tydelighed. Gud vil straffe os, hvis vi ikke tilgiver, godt. Men han må da selv vide, at han ikke kan true os til at tilgive, og da slet ikke, hvis vi skal tilgive af hjertet.

⁹         Det er imidlertid konfirmandens indvending, jeg her vil undersøge nøjere. Er der tale om en misforståelse, og hvis der er, hvori består så misforståelsen? Jeg vil som en slags kryptisk indledning hævde, at konfirmanden misforstår begrebet tilgivelse; han tror, det er lig med eftergivelse. Og problemet med lignelsen er, at det lægger den faktisk også op til.

¹⁰       Tilgivelse og eftergivelse, hvad er forskellen? Forskellen er, at tilgivelse er noget, der kan forekomme mellem personer, eftergivelse noget, der kan forekomme mellem juridiske personer. Tilgivelse har med genoprettelse af et personforhold at gøre; eftergivelse har med gældssanering at gøre. Tilgivelse er tænkt i det sprog, vi bruger, når vi taler om vore personlige forhold (et sprog, der godt nok ofte erstattes af det juridiske sprog, men i så fald altid som tegn på, at forholdet er ved at gå i stykker). Eftergivelse er noget, vi taler om, når vi bevæger os indenfor samfunds-sproget, når talen er om ejendomsret og penge, når vi har med hinanden at gøre på den afstandsskabende måde, der hedder som kunder eller som undersåtter eller som købmænd.

¹¹ Ikke et ondt ord om disse kategorier; de hører samfundet til og skal være der. Vi kan ikke stå i et personligt forhold til alle de mennesker, der befinder sig i det samme samfund som vi. Men vi kan skelne. Vi kan gøre os klart, om vi taler og tænker indenfor personforholdet, eller vi taler og tænker indenfor det objektiverende samfundssprog.

¹²         Det kan selvfølgelig siges, at det er noget af en påstand, at der sådan findes to forskellige sprog, som vi bruger, afhængig af, om vi befinder os i familiens skød eller mellem venner, eller vi befinder os på arbejde, på skattekontoret eller i banken. Og bedre bliver det ikke af, at jeg nu påstår, at disse to sprog ikke har logik til fælles. Men jeg mener, trods disse indledende vanskeligheder, at det hele vil blive klart i enden.

¹³        Én af de indvendinger, man kan komme med overfor lignelsen om den gældbundne tjener, er altså konfirmandens indvending: "Hvis du siger, at Gud tilgiver alt og altid og uendelig mange gange, hvorfor tilgiver han så ikke tjeneren igen til sidst?" (#7) Den er dog ikke helt "ægte". Det er tydeligt, at konfirmanden siger, som hun gør, fordi hun har misforstået præstens tale om tilgivelse. Og hvis præsten har sagt, at "Gud tilgiver alt og altid og uendelig mange gange", så er der såmænd ikke noget at sige til, at konfirmanden misforstår det.

¹⁴ Mere "ægte" er derfor en anden indvending. (Med "ægte" mener jeg, at den henholder sig mere direkte til de to sprog, jeg har omtalt, det vil sige, til dele af dagligsproget; den skulle altså kunne forekomme også hos folk, der ikke har hørt nogen prædiken fra en præst, der bruger forkerte udtryk om tilgivelsen). Den går på det forhold, at eftergivelse her alligevel ikke er eftergivelse. Vi plejer i almindelig handel og vandel at regne med, at har man eftergivet en anden hans gæld, så er gælden eftergivet, og så kan man ikke sådan komme bagefter og kræve den ind alligevel. Gør man det, så var eftergivelsen altså alligevel ikke eftergivelse, eller eftergivelsen kunne man ikke stole på; den stod ikke alene, der fulgte en uskreven betingelse med, som kunne gøre den ugyldig.

¹⁵ Og har nu en prædikant gjort sig megen umage med at slå fast, hvor sikker Guds tilgivelse er, hvordan den dog står urokkelig fast, for, ikke sandt, Gud er da bestemt til at stole på, så viser altså denne lignelse, at så helt 100% sikker er hans tilgivelse alligevel ikke, så fast står det trods alt ikke, at han tilgiver os, så betingelsesløs er hans tilgivelse ikke. Der stod noget skrevet med småt på den gældseftergivelse, tjeneren fik overrakt.

¹⁶        Det vil sige, sådan må man forstå sagen, hvis man læser den som noget, der hører hjemme i pengeverdenen, hvad jo lignelsen selv lægger op til.

¹⁷        Tillad mig at bruge en lidt anden sprogbrug, som lyder tilforladelig, som mange præster derfor bruger, og som Luther såmænd også anvender, men som alligevel er med til at gøre det hele indviklet og delvis uforståeligt. Det er den sprogbrug, der betegner Guds tilgivelse som en gave. Som regel er det dåben, der er en gave. Til andre tider er det nadveren (sådan kaldes den f. eks. i takkebønnen efter altergangen). Men lige galt er det. Også en gave har jo i vore sociale sammenhænge det ved sig, at er den én gang givet, kan den ikke tages tilbage. Sådan forstår alle det. Og de, der ikke forstår det sådan, bliver betragtede som en slags outsidere.

¹⁸ Jeg husker en fjernsynsudsendelse om Karen Blixen. Men jeg husker desværre ikke, om den person, der blev omtalt som én, der tog sine gaver tilbage, var Karen Blixen selv eller hendes moster. Men de, der blev udsat for, at den ældre og ærværdige kvinde sagde til dem, at den vase, du fik af mig, den ville Johanne sandelig blive glad for at få, så derfor ... og så følger en formentlig forblommet opfordring til at levere vasen tilbage, en opfordring, der mellem sådanne familiemedlemmer vel nærmest er blevet betragtet som en ordre -- de, der blev udsat for den behandling, de følte det som et overgreb, som noget unaturligt, som måske skulle undskyldes med, at vedkommende moster var ved at gå i barndom, eller med, at vedkommende havde et altfor stort ego.

¹⁹ I hvert fald, i vore sociale sammenhænge regner vi med, at en gave er noget, der ikke kan tages tilbage. Der knytter sig den logik til ordet "gave", at gaven, når den gives, overfører ejendomsretten til den pågældende ting fra den ene person til den anden og gør det med samme uigenkaldelighed som et køb.

²⁰        Og når så vi præster anvender ordet "gave" om tilgivelsesordet, når vi taler om dåbens gave, osv, så flytter den logik, der omkranser ordet "gave" uvægerlig med over i de teologiske udsagn, og så bliver Guds tilgivelse uvilkårligt noget, vi "har". Jamen, kan man "have" en tilgivelse? Det kan man da ikke i normal sprogbrug. Og det kan man naturligvis heller ikke overfor Gud. Alligevel fastholder vi udtrykket: "at have Guds tilgivelse", for vi ønsker som regel i sammenhængen at gøre tilgivelsesordet sikkert, så det ikke er til at tvivle om.

²¹       Blot er det altså en bjørnetjeneste, vi dèr yder Guds ord. Godt nok bliver ordet sikkert, det bliver et ord med statsgaranti. Men er ordet af den art ifølge det ny testamente? Medfører ordvalget ikke, at vi nødvendigvis må blive misforstået? Fører det ikke i sig selv til et sammenstød med denne lignelse, som uden at blinke lader tjenerens herre sende ham i hænderne på bøddelknægtene, selv om han jo faktisk havde eftergivet ham al hans gæld.

²² Gaven var givet, ja, og vi har måske ved andre lejligheder pukket på, hvor sikkert det var, at vi har Guds tilgivelse, hvor sikker en gave der her er tale om, osv. Så derfor kommer vi i problemer overfor konfirmander, der er lidt frække og spørger, fordi de ikke kan forstå det, eller -- værre endnu -- overfor os selv, fordi vi ikke har gennemtænkt, hvad det vil sige, at Guds ord er en gave til os.

²³        Jeg vil da sådan set give Kirsten Jørgensen ret i det hun skriver i hosstående citat. Men jeg undrer mig lidt over, at hun ikke gør opmærksom på eller måske slet ikke ser, at det, der kollapser, det er retssproget, som er uegnet til at udtrykke tilgivelsens virkelighed, den tilgivelse, der hører hjemme i personforholdet. Det forbavser mig noget, at hun kan skrive så meget sandt og rigtigt, som hun gør, uden at komme ind på, at netop dette forhold mellem personer, det ser vi også i menneskelivet, når det lykkes. Kirsten Jørgensen i Præsteforeningens Blad 2003/44, tekstvejledning til Matt 18,21-35: "Og konfirmanden har ret, lignelsen kollaberer. Men det gør den netop, fordi gudsriget, som den illustrerer, kollaberer uden tilgivelsens samtidighed. Formen følger indholdet. Lignelsen skal kollapse, for gudsriget kollapser uden den tilgivelsens samtidighed, som er indeholdt i fadervors femte bøn. Uden denne rumlige samtidighed kan evangeliet lyde, men ikke leve, så føder det intet, men forbliver goldt".

²⁴        Kirsten Jørgensen gør meget ud af samtidigheden af Guds tilgivelse og menneskets tilgivelse. Jeg véd ærlig talt ikke, om denne tale løser noget. Det er sandt nok, at man snakker udenom, hvis man ikke taler om den sidste dom i lignelsen. Men gør Kirsten Jørgensen det i sin tekstvejledning? Jeg tror, hun har glemt det. Det bliver vist ved konstateringen af, at lignelsen kollapser. Og at man ved på den måde at snakke udenom tillige afstrejfer den menneskelige indsats, er vel sandt i én bestemt betydning. Men den betydning er nu ikke den sædvanlige betydning af ordet "indsats", ja dette ord lægger snarere op til en misforståelse af sagen end til en forståelse af den. Samme, lidt senere: "Lignelsen om den gældbundne tjener og fadervors femte bøn er evangelium og ikke lov. Det er selve samtidigheden, der gør det meningsløst at tale om lov. Det er dog lettere end at klø sig i nakken at forvandle disse tekster enten til lov eller til ualvorlig og ligegyldig flommesnak. Det sidste producerer man, hvis man snakker udenom den sidste dom i lignelsen (og afstrejfer den menneskelige indsats), og den første stabler man op, hvis man focuserer på en successiv læsning: først tilgiver Gud, så skal mennesket tilgive".

²⁵       Den skildring af forholdet mellem menneske og Gud, som Kirsten Jørgensen giver til bedste i citatet her ved siden af, får mig næsten til at sige: Hvor er vi dog enige! Alligevel véd jeg ikke rigtig. Jeg savner konkretion. Jeg savner beskrivelser af, hvordan hverdagslivet da leves, hvis det leves som en dans mellem to, der deler livsånde. Udtrykket om Gud, at han "ikke giver nåde for intet" og heller ikke "kræver sin ret", er for mig at se yderst farlige udtryk, hvis de ikke holdes sammen med de personforhold, vi kender fra vores hverdag. Samme, lidt senere: "Der skal som bekendt to til tango. Jeg tror, at vi trænger til at høre prædikener om en Gud, der hverken giver nåde for intet eller kræver sin ret, men som opfordrer menneskene til at handle i samtidighed med ham, så gudsriget kan virkeliggøres og gudstjenesten, både søndagstjenesten inde i huset og hverdagstjenesten ude i verden, blive som en dans mellem to, der elsker hinanden og deler livsånde".

²⁶ For i en vis forstand giver jo Gud nåde for intet. Ellers er det vel ikke nåde. Og i en vis anden forstand kræver Gud jo alligevel sin ret, livet lykkes ikke, hvis du ikke vil tilgive, den "lov" laves der ikke om på.

²⁷        Ole Brehm Jensen er, såvidt jeg kan se, nødt til at lave lignelsen noget om for at få den til at passe til hans teologi. Og det gør han så. Dog uden at bemærke det overfor den intetanende læser, og måske også uden selv at bemærke det.
        Først er det nu den gyldne regel, han misforstår. Den kan ikke sidestilles med "noget for noget". Der står ikke: Hvad de andre gør mod dig, skal du gøre mod dem. Stod der det, så ville det være et noget for noget, der var tale om. Nej, der står: Hvad du vil, at andre skal gøre mod dig, skal du gøre mod dem. Altså, det, der skal være retningsgivende for din handlemåde overfor næsten, skal ikke være hans faktiske gerninger, som i "noget-for-noget" forestillingen, men dit ønske om, hvad han skal gøre mod dig. Og det er noget ganske andet, ja, næsten det stik modsatte. Ole Brehm Jensen i Præsteforeningens Blad 1999/41, tekstvejledning til Matt 18,23-35: "Rent humant er det den gyldne regel, der spøger i kulissen: Hvad du vil at andre skal gøre mod dig, skal du også gøre mod dem. Og hvad du ikke vil, at andre skal gøre mod dig, skal du heller ikke gøre mod dem. Noget for noget, lige for lige. Dette er retfærdighedens princip. Vi kunne også kalde det den humane anstændigheds princip. Hvis du vil have tilgivelse, må du selv tilgive. Hvis du selv vil have retfærdighed, må du finde dig i retfærdigheden. Det er ganske selvfølgeligt, og det kan man få enhver pæn humanist til at sige".

²⁸         Man skal måske underrette Brehm Jensen om, at det faktisk er Jesus, der har formuleret denne "pæne" humanistiske regel. Og det ville derfor vel heller ikke være mærkeligt, om det var denne regel, der "spøgte i kulissen". Men ikke hos Brehm Jensen. Han har et budskab om, at vi alle behøver tilgivelse, altid og alle vegne, og om, at vi aldrig, aldrig nogensinde kan gøre bare det mindste fyldest, det vil her sige, aldrig nogensinde kan tilgive, som vi selv er blevet tilgivet. Samme, lidt senere: "Sådan er det med Himmeriget. Vil du overhovedet have med Himmeriget at gøre, må du forstå, at du selv er dén, der har fået alt tilgivet og har misbrugt tilgivelsen og nu er overgivet til bøddelknægtene. Og dér bliver du, indtil du har betalt alt tilbage. Og det er håbløst. Sådan er det med Himmeriget. Først dér kan nådens evangelium lyde. At standse op tidligere vil blot sige, at der intet evangelium bliver, fordi alt da ender i human pænhed og moralske anbefalinger".

²⁹ Det, som Brehm Jensen siger i citatet her ved siden af, vil nok af mange blive betragtet som gedigen luthersk tale. Livet er én lang bod, siger jo vor store guru. Og er det ikke det samme, Brehm Jensen siger? Du kommer aldrig dertil, at du ikke hver dag har behov for at bede fadervors femte bøn: Forlad os vor skyld, siger Luther også. Og det kan man vel også finde en genklang af i det, der står her!
       Dog må man anholde den lille bemærkning, der er smuttet Brehm Jensen i pennen: "Det har ingen fremgang med mig". Nej, det har det nok ikke, men det har det med Luther. Han kan måske ikke se den, han kan under ingen omstændigheder prale af den, men han hævder alligevel, at det dog må blive bedre med ham. Samme, lidt senere: " ... fordi så er der kun nåden at henfly under. Og dér lyder det med større strenghed for hver gang det gentages, at jeg af hjertet skal tilgive min broder, fordi jeg selv står som den første og største, der har tilgivelse behov. Og når jeg så atter ikke har gjort min skyldighed, så lyder det endnu strengere. Det er denne bevægelse dybere og dybere nedad, der er kristendommens bevægelse. Dybere og dybere nedad i selvindsigt og afhængighed af Guds nåde. Dette er den stadige konflikt, hvorunder jeg må henleve mit liv. Det har ingen fremgang med mig, jeg er ikke kommet længere end til bøddelknægtene".

³⁰        Det samme hævder jo også Brehm Jensen her. Noget sker der dog. Der optræder en dybere og dybere selvindsigt og afhængighed af Guds nåde, siger han. Blot må det ikke kaldes fremgang, så ville det hele vel kun være "pæn" human moraltænkning. Samme, lidt senere: "Således er vor perikope ikke en human moralhistorie, men en evangelisk domshistorie med streg under evangelisk, fordi det er barmhjertigheden, der dømmer, og hvor dom først og fremmest betyder dette, at sandheden kommer på bordet.
       Dér ender vi. Ikke én gang, men hver gang".

³¹        Som sagt synes jeg nok, lignelsen bliver ændret en kende ved Brehm Jensens udlægning. Det, som ethvert barn kan forstå, modsigelsen mellem at ville vedkende sig begrebet "tilgivelse", når man står som den modtagende og når man står som den givende, er slet ikke lignelsens pointe, nej, det er ren humanisme. I stedet for dette dog i grunden hårde evangelium opstiller Brehm Jensen sit eget: Selv om du ligesom tjeneren er nået så langt ud i fornægtelsen, at du mishandles af bøddelknægtene, så kan du glæde dig over dette evangelium: Først dèr kan nådens evangelium lyde. At Jesu nådes evangelium lød lidt før, lød i tilgivelsen af tjeneren i første omgang, det ser Brehm Jensen stort på. Kun hvor bøddelknægtene mishandler én, er man dernede, hvor der kan lyde evangelium. Og der er måske håb tilbage, selv dèr, jeg vil da nødig være lyseslukker. Men det står der bare ikke noget om i teksten.

³²        Jakob Brønnum er også langt borte fra tilgivelsens personsammenhæng, når han taler om, at tilgivelse er kristendommens "princip". Han kan senere sige, at det er "evangeliets besynderlige påstand, at skabelsens Gud har gjort den bestandige tilgivelse til en struktur ved virkeligheden". Og så er der jo ikke noget at sige til, at et moderne menneske synes, det lyder som en røst fra om ikke graven, så i hvert fald middelalderen. Den fornemmelse har vel mange præster. Og det er da også denne fornemmelse af, at mennesker ikke forstår mig, der fik mig til i første omgang at sætte ordet "syndepjat" ind i overskriften til denne afhandling. (n32) Vi har i den grad gjort os afhængige af en Luther, som ikke blot ikke er identisk med den Luther, vi træffer i hans prædikener, men som også har en tendens til at sige "synd" ved hvert andet ord, og som vi derfor dårlig kan efterligne uden at blive opfattet som "middelalder". Jakob Brønnum i Præsteforeningens Blad 2001/43, tekstvejledning til Matt 18,21-35: "Hvad er det, der kvalificerer kristendommens princip om tilgivelse, fremfor andre, mere ligefremme, mere "naturlige" reaktionsmåder, som vrede og gengældelse?
       I lignelsens allegoriske sprog er Guds tilgivelse så monumental, at alle lignende situationer ikke kan retfærdiggøre anden handling end tilgivelse. Tilgivelse? spørger det menneske, der ikke anser kristendommens moralske belæring for noget særligt. Hvad har jeg gjort galt? Det er et af de mest pinagtige spørgsmål, og derfor undgår man det som regel. Hver gang man siger "synd" til et moderne menneske, lyder man som en genudsendelse af noget, der blev sendt i Middelalderen. Her må man gøre en lang historie kort: Gud er ikke hos os nu, men han ønsker at være hos os og tale med os, og det kalder vi tilgivelse".

³³ Den Luther vil jeg godt undgå. Ham vil jeg godt vende mig imod. Eller rettere: Jeg vil vende mig både imod den syndsforståelse, mine præstekolleger har, og imod den syndsforståelse, Luther har. Imidlertid har Luther i mange af sine prædikener en forståelse af, hvad synd og tilgivelse er, der er langt mere præget af personforholdet til Gud, end han har det i sine øvrige skrifter. Og det er det, jeg synes er spændende, det er det, jeg tror kan bidrage til at hjælpe os i vort arbejde med at nå mennesker med evangeliet i dag. Men det kan ikke bidrage på nogen nem og indlysende måde. Det kan bidrage dertil ad lange omveje. Og disse omveje må man gå alene. Ja, ja, jeg skal da gerne følge på vej, endda gå to mil, selv om jeg kun bliver bedt om at gå én mil, men til syvende og sidst må man selv gå vejen. Man skal selv forstå. Og altså ikke forstå Luther, også det og gerne det, men først og fremmest forstå Jesus.

³⁴       Nu Brønnum her! Er det virkelig nok til imødegåelse af moderne menneskers "syndsforskrækkelse" at sige, at dette, at Gud gerne vil være hos os og tale med os, det er, hvad vi kalder tilgivelse. Forstår nogen det? Brønnum forstår der måske selv, hvem véd, men der må vist være en masse mellemregninger, som han ikke indvier os i.

³⁵        Lad os se, hvordan det fungérer, når dette "princip" skal efterleves. Det viser sig, at princippet ganske mangler jordforbindelse. Eller det viser sig, at Brønnum, efter at have overbevist os om, at der findes et sådant ideelt princip, og at vi alle faktisk godt kunne tænke os, at det virkede noget mere, slår fast, at "vore systemer bryder sammen", hvis virkelig det ideelle princip gennemføres. Her har vi syndens totalitet på en anden måde. Men altså: Undvære den kan vi ikke. Man sætte ølse for, man sætte ølse bag, pølsen beholder dog sin smag. Den disciplin, Brønnum søger at gennemføre, er identisk med den, jeg gennemførte for fuld udblæsning i mine første præsteår: at forkynde evangelium var, mente jeg, at forkynde synderne og disses forladelse. Jakob Brønnum i Præsteforeningens Blad, 2001/43, tekstvejledning til Matt 18,21-35: "Vi lever under to forskellige normer. Én, der er ideel, og en, der er praktisk gennemførlig. Tænk, hvis det en dag lykkes os ikke at sende ydmygelsen ned igennem systemet. Eller hvis vi igen og igen afbrød vores arbejde for at gå hen og tale med ham, der bliver ved at modarbejde os. Og hvis amerikanerne udelukkende smed nødhjælp ned og samtidig begyndte at bygge gymnasier på Vestbredden. Det ville virke i 10 minutter. Evangeliet til i dag viser os, at når vi tilgiver for meget, bryder vore systemer sammen. At når vi gør det, der er drevet af kærligheden, holder alting op med at fungere".

³⁶ Altså, det intetanende moderne menneske skulle først have forkyndt noget, det intet anede om og ikke havde nogen fornemmelse af: at det var en synder helt igennem, at det stræbte efter sit eget, at verden helt og holdent lå i det onde; blot skulle det naturligvis helst siges med andre ord, for de ord, jeg her har brugt, er slidte, opfattes som middelalder. Det vil sige, overfor det forhold, at moderne mennesker opfatter vor megen syndetale som middelalder, ændrer vi den ikke en tøddel, vi nøjes med at sige det samme på en anden måde, uden at bruge ordet synd, uden sådan direkte at sige, at verden ligger i det onde. Som Brønnum gør det her. Eller som Ole Brehm Jensen gør det i sin prædikenvejledning.

³⁷        I modsætning dertil vil jeg ændre ganske radikalt på vor "syndetale", ændre den, så den ikke mere er nogen "syndetale", for jeg mener virkelig, hvad jeg skrev i den første overskrift, at en sådan syndetale er noget pjat; den har intet med virkeligheden at gøre; den kan føres tilbage til en del af Luthers skrifter (som vi måske ikke har forstået altfor godt), men den bliver kraftig korrigeret af andre af Luthers skrifter, især hans prædikener.

³⁸        Har denne tale ikke noget med virkeligheden at gøre! Det var dog alligevel pokkers! Skulle det ikke være sandt, at jeg i mit liv går fra den ene afviste begæring om tilgivelse til den anden, som Brehm Jensen beskriver det! (#29) Nej, det er så langt fra at være sandt, at det snarere er noget fantastisk vrøvl, klædt ud som alvorlig livsforståelse. Jeg mener, bare den kendsgerning, at vi jo i vore dage forlængst er gået bort fra bede hinanden om tilgivelse. Vi kan højst drive det til at sige: Det må du undskylde! Og går det højt: Det må du sandelig undskylde! Var det ikke en idé for en prædikant, der vil tale ind i vor tid at tage lidt hensyn til det! Ole Brehm Jensen i Præsteforeningens Blad, 1999/41: "Og dér lyder det med større strenghed for hver gang det gentages, at jeg af hjertet skal tilgive min broder, fordi jeg selv står som den første og største, der har tilgivelse behov. Og når jeg så atter ikke har gjort min skyldighed, så lyder det endnu strengere. Det er denne bevægelse dybere og dybere nedad, der er kristendommens bevægelse. Dybere og dybere nedad i selvindsigt og afhængighed af Guds nåde".

³⁹ Og selv om man så tog hensyn til det, så ville prædikenen såmænd ikke virke alligevel. For så ville mennesker jo begynde at forstå det, det vil sige, de ville begynde at sætte det i forbindelse med deres hverdag. Og så ville de måske finde ud af, at de faktisk udviser ikke så lidt forståelse overfor den anden fra tid til anden, at der faktisk er ikke så få tilfælde, hvor man har godtaget en undskyldning, foruden de tilfælde, hvor man selv har sagt undskyld. Og så skal man lytte til en prædiken om det modsatte, lægge ansigtet i fromme folder og lade som om man er helt indforstået med, hvad prædikanten siger. Pjat, siger jeg, pjat!

⁴⁰        Eller Brønnums totalsyndighedsforkyndelse! Helt bortset fra, at han på ingen måde ulejliger sig med at fortælle, hvordan lignelsen om den gældbundne tjener viser os, at "når vi tilgiver for meget, bryder vore systemer sammen", så forekommer det mig, at det er en direkte løgn, han dèr afleverer til os. Vore "systemer" -- hvad det så ellers er for nogle -- kræver forståelse, hensyntagen, indlevelse i den andens arbejdssituation, og alt dette er vel drevet af, om ikke just kærlighed, så dog et vist ønske om, at det hele skal fungére. Jakob Brønnum i Præsteforeningens Blad: "Og hvis amerikanerne udelukkende smed nødhjælp ned og samtidig begyndte at bygge gymnasier på Vestbredden. Det ville virke i 10 minutter. Evangeliet til i dag viser os, at når vi tilgiver for meget, bryder vore systemer sammen. At når vi gør det, der er drevet af kærligheden, holder alting op med at fungere". (#35)

⁴¹ Bevares, mange af "systemerne" bygger på frygt mere end på disse andre ting, jeg har nævnt. Og det er jo ikke så godt. Man er såmænd lige ved at skulle kalde det syndigt. Men at de skulle nedbrydes og falde fra hinanden ved i stedet for at blive bygget på kærlighed, forståelse, indlevelse, ønske om at få det til at fungére, det er dog ganske ude af trit med virkeligheden. Der er intetsomhelst belæg for det. Det tænkes godtaget af de arme tilhørere, fordi de er fromme mennesker, der forventer at høre, at de er syndere, når de kommer i kirke. Men vi skal vel ikke blot forkynde fromt, vi skal vel også forkynde sandt!

⁴²         Nej, må jeg så bede om Kirsten Jørgensen, som dog, skønt hun mangler en masse mellemregninger, ender med et nogenlunde sandt slutresultat. Kirsten Jørgensen i Præsteforeningens Blad 2003/44: "Jeg tror, at vi trænger til at høre prædikener om en Gud, der hverken giver nåde for intet eller kræver sin ret, men som opfordrer menneskene til at handle i samtidighed med ham, så gudsriget kan virkeliggøres og gudstjenesten, både søndagstjenesten inde i huset og hverdagstjenesten ude i verden, blive som en dans mellem to, der elsker hinanden og deler livsånde". (se også #25)

⁴³        Men hvad så egentlig med Luther? Hvad mener han egentlig om disse tanker, om Matt 6,14-15 og om Matt 18,22-35? Det har vi jo faktisk mulighed for at undersøge nærmere og det vil jeg tillade mig at gøre i det følgende. Om man vil, kan man jo selv læse prædikenerne igennem før man læser mine udgydelser, hvis man ikke vil vildledes af mig. Se bjerg12#59; matt18-22. Den ene prædiken er fra hans bjergprædikensamling fra 1531, den anden fra kirkepostillen 1523.

⁴⁴        Som sagt indrømmer Luther, at det af stedet her, altså Matt 6,14f, ser ud, som om vi skal fortjene os til tilgivelsen. (se #3). Luther i prædiken over Matt 6,14f: "Og dertil kommer, at der ser ud, som om tilgivelsen af synderne bliver erhvervet og fortjent ved vor tilgivelse: Hvad bliver der så af vores lære om, at tilgivelsen alene kommer ved Kristus og bliver modtaget i troen?" (bjerg12#61).

⁴⁵ Men her er det værd at tage fortsættelsen med. For af den fremgår det, at Luther opfatter det sådan, at Jesu hensigt med sådan at knytte tilgivelsen af synderne til vores tilgivelse er den at knytte os kristne sammen, så vi indbyrdes elsker hinanden. Det vil sige, det er netop samfundet mellem de kristne, der skal styrkes, eller, i min terminologi: det er relationerne mellem os, der skal retvendes. Fortsat: "Svar på det første: Han har i særlig grad ville stille denne bøn frem og knytte tilgivelsen af synderne til vores tilgivelse, for at han dermed kan knytte de kristne sammen, så de indbyrdes elsker hinanden og lader det være deres hovedstykke og fornemste opgave efter troen og den tilgivelse, de har modtaget, at også de uden ophør tilgiver deres næste;" (bjerg12#62)

⁴⁶ Disse relationer, eller relationen mellem mig og min næste er det jo, der er sønderbrudt af synden, og at leve med et sådant sønderbrudt forhold til sin næste, altså ikke den tænkte næste, men min kone, mine børn, mine søskende, mine venner, det er ikke muligt i kristen sammenhæng. Jeg må dog hele tiden prøve at få disse forhold bragt i stand igen. Hvordan det gøres i praksis, ja det kan der være lidt uenighed om.

⁴⁷ Luther har tydeligvis menigheden i Wittenberg for øje, den synes han at tænke på med sine formuleringer her om at undgå splittelse og klikedannelse og om at tåle hinanden i kærlighed. Men når han siger: "Når det sker", så kan jeg ikke læse det sådan, at han mener, at det aldrig sker. Jovist sker det. Jovist er der et sandt kærlighedsliv i menigheden på denne side af dommens dag. Jovist bøjer man af for hinanden, optager alt i bedste mening. Der kan være svagheder hos den ene og hos den anden, men de er til for at blive båret med på af de andre, så der bæres over med og tilgives. Luther lidt senere: "Se, det betyder at danne et fast og stærkt bånd, for at vi kan holdes sammen, så vi ikke bliver indbyrdes uenige og anretter splittelse, klikedannelse og sekter, når vi netop ville komme frem for Gud og bede og opnå noget, men tåler hinanden i kærligheden og forblive enige om alle ting. Når det sker, så er et kristenmenneske jo fuldkomment, som én, der både tror ret og elsker ret. Hvilke svagheder der yderligere er ved ham, det vil blive fortæret i bønnen og alt vil blive tilgivet og givet ham". (bjerg12#65)

⁴⁸        Men Luther har stadigvæk den første indvending for øje. Han spørger, hvorfor tilgivelsen bliver sat sammen med vore gerninger, hvor den vel egentlig skulle afhænge af troen, og svarer, at tilgivelsen ikke blot sker i det indre, i troen, men også i det ydre, igennem de gode gerninger. Dem lærer Peter om i 2 Pet 1,10. Vi skal, siger Peter, gøre vores kaldelse og udvælgelse fast eller sikker. Denne "certificatio", som Luther kalder det, sikkergørelse, er nødvendig. Luther i prædiken over Matt 6,14f: "Tilgivelsen af synden, det har jeg ofte sagt andetsteds, sker ad to omgange, én gang gennem evangeliet og Guds ord, når det modtages indvendigt i hjertet overfor Gud, i troen, og for det andet i det ydre gennem gerninger, hvorom 2 Pet 1,10 taler, når Peter lærer om de gode gerninger: Kære brødre, gør jer umage for at gøre jeres kaldelse og udvælgelse fast, osv". (bjerg12#68)

⁴⁹ Man kan altså se på den ydre tilgivelse, om den indre retfærdighed er til stede. Det er den sikkergørelse, som Peter taler om, og det er grunden til, at Jesus knytter sin tilgivelse af os sammen med vor tilgivelse af hinanden.
       Man kan måske spørge, om mon ikke Luther har vovet sig lidt for langt ud. Dette med at føle sin villighed til at tilgive og derudfra slutte, at jeg er sikker på, at jeg har den indre retfærdighed, det forekommer vel de fleste af os at være at lægge altfor stor vægt på vore følelser. Men læg mærke til det næste: Denne gerning: at tilgive min næste, gør jeg ikke af naturen, men af Guds nåde. Luther i prædiken over Matt 6,14f: "For den, der ikke har den indre retfærdighed, han gør ikke nogen af de ydre gerninger. Og omvendt, dèr, hvor det ydre tegn og bevis ikke foreligger, dèr kan jeg ikke være sikker på den indre retfærdighed, men den kan bedrage både mig selv og andre. Men når jeg ser og føler, at jeg gerne tilgiver min næste, så kan jeg slutte derudfra og sige: den gerning gør jeg ikke ud af naturen, men jeg føler mig ved Guds nåde anderledes end tidligere". (bjerg12#74)

⁵⁰       Der er den lille krølle på argumentationen her, at Luther går ud fra Vulgata, hvorefter Peter siger, at vi skal arbejde på at befæste vores kaldelse og udvælgelse gennem gode gerninger. Men det er bemærkelsesværdigt, at Luther ikke forstår ordet "gode gerninger" ligefremt, nej, siger han, der er ikke tale om en slet og ret gerning som de andre gerninger, vi gør; dem gør vi af os selv, men gerningen her: altså at tilgive vor næste, gør vi, fordi vi tror på Guds tilgivelse. Fortsat: "Lad det være nok som et svar til sofisternes sludder. Men det er også sandt, at denne gerning, som han kalder det her, ikke er en slet og ret gerning som andre, som vi gør af os selv; for man må ikke glemme troen i den forbindelse". (bjerg12#76)

⁵¹        Efter denne lille krølle bevæger Luther sig imidlertid ud ad en meget interessant tangent. Faktisk véd jeg ikke, om han kommer sikkert tilbage, og jeg véd heller ikke, om han går ud ad den samme tangent i andre skrifter. Luther kalder her dette, at vi tilgiver hinanden for et sakramente. Det er noget, vi gør, ja, men vi gør det, ligesom vi gør den gerning at døbe et menneske eller at bede en bøn. Det er åbenbart Luther om at gøre at få fjernet den sædvanlige forståelse af ordet "gerning" fra stedet hos Peter (2 Pet 1,10). Og det gør han på den overraskende måde, at han kalder vores tilgivelse af næsten for et sakramente. Og i citatet her ved siden af begrunder han denne sprogbrug. Luther i prædiken over Matt 6,14f: "Det [at kalde vor tilgivelse et sakramente] siger jeg af den grund, at sofisterne ser på de gerninger, vi gør, som nøgne gerninger, uden Guds ord og forjættelse. Derfor, når vi hører og læser den slags bibelsteder, som går på vores gerninger, så vil de nok sige, at mennesket fortjener dette gennem sin gerning. Men skriften lærer os følgende: Vi skal ikke se på os selv, men på Guds ord og forjættelse; dertil skal vi knytte os med troen, så at, når du gør en gerning ud af ordet og forjættelsen, så har du et sikkert tegn på, at Gud er dig nådig; på den måde, at din egen gerning, som Gud nu har taget til sig, skal være dig et sikkert tegn på tilgivelsen osv. (bjerg12#80)

⁵² Det er en noget besynderlig sprogbrug. Du gør den gerning, at du lader dig døbe. Fordi Guds ord og forjættelse er knyttet til denne gerning, derfor kan dåben være dig et sikkert tegn på, at Gud er dig nådig. Du gør den gerning, at du beder en bøn. Og fordi Guds ord og forjættelse er knyttet til denne gerning, kan bønnen være dig et sikkert tegn på Guds nåde. Du gør den gerning, at du tilgiver din næste. Fordi Guds ord og forjættelse er knyttet til denne gerning, derfor kan din tilgivelse af din næste være dig et sikkert tegn på, at Gud er dig nådig. Hvordan kan Luther dog sidestille den sidste sætning med de to første? Ja, han forklarer sig vel lidt i det følgende:

⁵³        Luther kan oven i købet drille sine tilhørere lidt. Før i tiden, under pavedømmet, hvor langt borte kunne man ikke søge nåden! Man foer fra det ene valfartssted til det andet, for from og gudfrygtig, det ville man være. Men nu, ja nu er nåden, i hvert fald i form af dette sakramente, bragt helt frem til døren, ja lagt ned i dit skød. For selv om du ikke kan komme i kirke, selv om du af én eller anden ydre begivenhed skulle være afskåret fra at gå til alters, det sakramente har du lige ved hånden, at du kan tilgive din næste. Det, Luther her gør, er selvfølgelig at vende op og ned på tingene. Hvad der før var en gerning, der kunne hvile på os som en byrde, en gerning, som vi vel af og til eller måske snarere tit og ofte snød os fra, det er nu noget, der kan bringe os trøst, noget, vi må forvente al mulig hjertefred af. Luther i prædiken over Matt 6,14f: "Så at ingen skal have grund til at klage eller til at undskylde sig med, at han ikke kan nå frem dertil, og med, at det er for højt eller fjernt for ham eller for vanskeligt og dyrt, for det er jo bragt hjem til døren hos ham selv og hans næste, ja lagt ned i skødet på dem. Se, når du sådan ser på det, ikke efter gerningen i sig selv, men efter ordet, som er knyttet dertil, så finder du deri en fortræffelig, kostbar skat, så at det nu ikke mere er din gerning, men et guddommeligt sakramente; og en umådelig stor trøst, at du har opnået den nåde, at du kan tilgive din næste, selv om du ikke skulle kunne nå frem til andre sakramenter". (bjerg12#87)

⁵⁴         Man er da vist nødt til at spørge: Hvad er det for en baggrundsforståelse af tilgivelseshandlingen, der viser sig her? Og her kan man først henvise til, at paralleltanken bevirker, at ligesom du opnår den nåde, at du bliver døbt, sådan opnår du her den nåde, at du kan tilgive din næste. Men jeg vil nu mene, at Luther hele vejen prædikenen igennem tænker relationistisk; den tilhører, han taler til, tænkes at stå overfor en konkret næste, som han skal tilgive. Og det er ind i denne konkrete situation, Luther taler. Det vil sige: Tilgivelseshandlingen er ikke fuldført derved, at du viser dig tilgivende. Den er først fuldført derved, at den anden tror på din tilgivelse; så først er forholdet genoprettet.

⁵⁵ Eller, den nåde, at du kan tilgive, er en nåde, fordi Gud skaber den tilgivende holdning i dig, men er også en nåde af den grund, at du jo ikke bestemmer over din næstes tro; det er ikke din tilgivelsesholdnings ægthed, det er ikke dit kærlige tonefald, det er ikke din indtrængende og forstående attitude, der bevirker, at din næste tror på, at du virkelig har tilgivet ham; det er Helligånden; det er den ånd, hvis opgave det er at knytte hjerter sammen. Læg mærke til, at cellen her ved siden af er tom, dvs, dette er mine ord, jeg har ikke kunnet finde Luther-citater, der matcher disse tanker. Men det er alligevel også Luthers mere eller mindre bevidste baggrundsforståelse, jeg herved skildrer.

⁵⁶        Luther har et afsnit, hvor han forsøger at nedtone betydningen af "overtrædelse", så det i sammenhængen her kun skal betyde "fejl". Det kan godt være, at han sproglig set ikke har ret i disse overvejelser. Men måden, han bruger dem på, fortæller lidt om den relationistiske baggrundsforståelse, han har. Jesus vil have dig til at se mennesket bag synden, du skal betragte din næste som vildledt af djævelen, du skal se på de gerninger, han gør imod dig, også selv om der sker dig blodig uret, som gerninger, han egentlig ikke har hjertet med i, som noget, han kommer til at gøre, som en fejl og en svaghed. For sådan så Kristus på menneskenes synd på korset, skønt jo menneskenes synd ikke kunne være større end netop dèr. Luther i prædiken over Matt 6,14f: "Men han [Jesus] vil ikke have, at du eller jeg skal se sådan på synden [dvs betragte den som noget, der lukker himlen i], for det tilkommer ikke os at anklage for synd, men at tilgive den; så du altså skal tænke: Selv om din næste har handlet imod dig af ondskab, så er han alligevel vildfaren, fanget og forblændet af djævelen. Derfor skal du på den måde være from og snarere forbarme dig over ham, som over én, der er overmandet af djævelen, så at det vel i kraft af djævelen, der indgiver ham den slags, skal kaldes en stor, utilgivelig synd, men i kraft af mennesket en fejl og en svaghed; sådan som også Kristus selv gjorde mod os, da han på korset bad: Fader, tilgiv dem, for de véd ikke, hvad de gør". (bjerg12#98)

⁵⁷       Men -- og her viser det sig atter, at Luther tænker relationistisk -- hvis den anden ikke vil bekende og indse sin synd, så kan du ikke tilgive den. Du kan have alle de ønsker derom, det være skal, du kan bruge al din charme, det nytter intet, forholdet mellem jer kommer ikke i stand igen. For dette at genskabe forholdet ligger ikke i din hånd. Luther i prædiken over Matt 6,14f: "for, selv om han vel skal være parat til at tilgive enhver, der øver ondt mod ham, når han ikke vil erkende synden eller høre op med den, men fortsætter dermed, så kan du dog ikke tilgive ham; og det er ikke din skyld, det er hans egen skyld, fordi han ikke vil have tilgivelsen". (bjerg12#104)

⁵⁸         Jeg skal da blankt indrømme, at jeg nok ville udtrykke mig noget anderledes. F. eks ville jeg være betydelig mere tilbageholdende, end Luther her er det, med at forudsætte den ene part som den, der skal tilgive, den anden som den, der skal bede om tilgivelse. Men har man accepteret, at Luther taler, som han gør, fordi han er i færd med at udlægge en tekst, der netop ser sådan på sagen, så kan man vel godt se, at det er en normal menneskelig relation, han prøver at beskrive. Og at der i en sådan relation jo må være en vis enighed, måske ikke om, hvem der har fremkaldt ødelæggelsen af forholdet, eller hvilken overtrædelse der lige er skyld i, at det gik i stykker, men om, at begge parter ønsker det genoprettet, det er vel klart nok. Det er den enighed, der ikke er til stede, hvis den ene part ikke vil indrømme sin synd (i Luthers terminologi).

⁵⁹        Til sidst prøver Luther at samle op, herunder at komme tilbage fra den tangent, han var faret ud ad. Jeg vil ikke hævde, at det lykkes ham. Først prøver han at sammenfatte tekstordet. Men han gør det uden at ændre den formulering, han før hævdede kunne give anledning til, at man mente, man kunne fortjene Guds tilgivelse: Gud gør gengæld. Hvis du tilgiver din næste, vil Gud også tilgive dig. Luther i prædiken over Matt 6,14f: "Når nu du er sådan sindet overfor din næste, så vil også Gud på sin side vise et sådant sind imod dig, med et sådant sødt, venligt hjerte, og også gøre din store, tunge synd, som du har gjort imod ham og stadig gør, så ringe, at den kun kaldes en fejl, når du erkender den og beder om forladelse", (bjerg12#110).

⁶⁰ Dernæst driller han igen med afladskøbet. I stedet for at købe noget, der ingenting er ved hjælp af penge, der er smittet af menneskebegær, skulle du købe noget, der virkelig er til, nemlig Guds tilgivende hjerte overfor dig, ved hjælp af noget, der er meget bedre end penge, nemlig din tilgivelse af din næste. "Købe"? Luther bruger dette ord uden at blinke. Naturligvis, fordi han har afladskøbet i tankerne. Men også, fordi der kan drages den parallel, jeg har prøvet at gengive her ovenfor. Og forresten, enhver kan vel høre, at der med ordene "Nu skulle du tage og købe" er tale om en formaning, ikke et bud, eller (pas på, kære Luther) om et godt råd, om en anvisning på, hvordan du kan bære dig klogt ad. Luther sammesteds: "Nu skulle du tage og købe et sådant hjerte fra Gud med din krop og dit liv og løbe derefter til verdens ende; som man under pavedømmet løb efter det og har pint sit selv med så mange slags gerninger". (bjerg12#111)

⁶¹       Men så må det indrømmes, at den menneskelige "gerning": at tilgive vor næste, ligeså stille forsvinder fra Luthers synskreds. Tilbage bliver forsikringen om, at skal denne gerning: at tilgive vor næste, kaldes et sakramente, så er den, ligesom de andre sakramenter, givet gennem vor Herre Kristus. Altså, det forholder sig ikke sådan, at vi har fortjent det, men alt er erhvervet og givet os gennem ham, også "den forjættelse, som bygger på denne gerning". Og med den forjættelse, tænkes der netop på ordet om, at Gud vil tilgive os, som vi tilgiver vor næste. Luther i prædiken over Matt 6,14f: "For ganske som andre sakramenter er kommet fra og er givet gennem vor Herre Kristus, sådan er også det sakramente givet, at vor bøn bliver hørt og vi har den sikre tilgivelse; at vi ikke har fortjent det, men at alt er erhvervet og givet os gennem ham, at han altid er og bliver den eneste mellemmand, gennem hvilken vi har alting, at også den forjættelse, som bygger på denne gerning, alene gælder gennem ham". (bjerg12#114)

⁶²        Hvis man allerede nu kan fornemme, at Luther er anderledes end vore nutidige lutheranere tænker sig ham, så kan man glæde sig til det næste. Der viser det samme sig næsten endnu tydeligere. Dog vil jeg tillade mig at gennemgår denne prædiken med henblik på at finde overensstemmelserne med min teologi, ikke med henblik på at finde uoverensstemmelserne med en nutidig luthersk teologi.

⁶³       Noget af det, der især er af betydning i dette forehavende, er det forhold, at Luther sætter hele prædikenen ind i en bestemt ramme. Han anbringer nogle betragtninger "først, før vi går løs på evangeliet". Disse betragtninger er som en forståelsesramme, alt det øvrige skal forstås i. Luther i prædiken over Matt 18,22ff: "Men først, før vi ret går løs på evangeliet, lad os så se, hvilket stød det er, at denne tjener får frataget sin ret. For den anden tjener, der skyldte hundrede denarer, skulle jo rimeligt nok have givet ham pengene, ifølge al ret, og således havde han da også god grund til at kræve tilbage, hvad der var hans". (Matt18-22#4).

⁶⁴       Det er intet andet end Luthers to-regimentelære, han her fremfører, vil man sige. Og det er sandt nok. Der er et Kristi rige på jorden, hvori der er idel syndernes forladelse. Og der er et verdsligt rige, som ikke er andet end en del af helvede. Luther i ovennævnte prædiken: "Vi har ofte sagt det på den måde, at evangeliet eller Guds rige ikke er andet end en sådan stand eller et sådant regimente, hvori der er idel syndernes forladelse; og hvor der ikke er et sådant regimente, hvori man forlader synder, dèr er der intet evangelium og intet Guds rige". (Matt18-22#9)

⁶⁵ De to riger må man skelne skarpt imellem. I det ene straffer man synd, i det andet tilgiver man synd. I det ene kræver man sin ret, i det andet opgiver man sin ret.
        To riger taler Luther om. Og han vil hævde, at de er forskellige som himmel og helvede. Jeg vil i stedet for tale om to sprog. Eller to former for logik. Og forskellen mellem dem vil jeg fastslå som uoverstigelig på den måde, at jeg hævder, at de to former for logik er incompatible, de kan ikke passe sammen, hvad den ene logik regner for sandt, er forkert efter den anden logik. Fortsat: "Derfor må han gøre et dybt skel mellem de to slags riger, det ene, hvor man straffer synd, det andet, hvor man tilgiver synd, det ene, hvor man kræver sin ret, det andet, hvor man opgiver sin ret. I Guds rige, hvor han hersker gennem evangeliet, er der ikke noget med at kræve sin ret, man omgås heller ikke hinanden ud fra retten, men der er idel tilgivelse, afkald og given bort, ingen vrede og straf, men idel broderlig tjeneste og velgerning. (Matt18-22#10)

⁶⁶       Jeg skal ikke nægte, at jeg har lært dette af Luther himself. Nøjagtig hvor og hvordan er her uden betydning. Hvad jeg vil lægge vægt på, er heller ikke at lægge mig så tæt op ad Luther, så man vil være tilbøjelig til at give mig ret, fordi jeg taler som Luther taler. Nej, jeg vil gå ud fra, at læseren ud fra sit eget liv vil give mig ret, og jeg vil undersøge de fænomener, der hersker i læserens og mit eget liv, lidt nærmere, for derudfra at kunne bedømme Luther: give ham ret, når han har ret, og vise, hvor han har uret, for uret har han ikke så få steder. Fortsat: "Dog er den verdslige ret ikke ophævet herved; for denne parabel eller lignelse lærer intet om det verdslige rige, men alene om Guds rige. Derfor, den, der er under det verdslige regimente, han er derved langt borte fra himmeriget, for det verdslige regimente hører stadig med til helvede. Hvis f. eks. en fyrste regerer sit folk på den måde, at han ikke lader nogen øve uret, så handler han vel og bliver rost; for i dette regimente hedder det: Betal, hvad du skylder; hvis ikke, kaster man dig i fængsel. (Matt18-22#11)

⁶⁷       Men i det hele taget er jeg heller ikke så meget ude på at vise, hvor Luther har uret. Jeg vil hellere vise, hvor han bruger en farlig formulering. En farlig formulering er en formulering som er misforståelig, eller en formulering, der formelt er holdt i den anden logik, selv om den indre sammenhæng forudsætter den første logik, for at udsagnet kan blive fattet. Fortsat: "Den slags regimente har vi. Men dermed kommer man ikke i himlen; og sådan bliver heller ikke verden salig ved det; men det er nødvendigt af den grund, at verden ikke skal blive værre; (Matt18-22#12)

⁶⁸       Jeg har andetsteds gjort nærmere rede for, hvordan jeg tænker mig, at forholdet mellem personer er bestemt af to forskellige former for logik, den juridiske og den personlige logik, om man vil, så det skal jeg ikke gentage her. Se misforst01#9! Men jeg vil godt gøre lidt ud af dette med den farlige formulering.

⁶⁹        Man kan jo i en vis forstand sige, at selve grundlaget, selve Jesu lignelse, er udtryk for en farlig formulering. Den handler om gældseftergivelse, ikke om syndernes forladelse. Den bevæger sig indenfor den juridiske logik, ikke indenfor den personlige logik. Og når den kan forekomme mangen en konfirmand ulogisk, skyldes det ikke, at evangeliet i sig selv er ulogisk, eller at tilværelsen, ret forstået, må være ulogisk, som en del nutidsteologer mener, nej, det skyldes, at historien er tænkt i den personlige logik, skønt den i det ydre er fortalt i den juridiske logik, det skyldes, at den indre sammenhæng i historien støder sammen med den logik, der i det ydre bestemmer historiens gang.

⁷⁰ Eller, kan jeg sige, for at tale med Luther, det skyldes, at den med termer fra denne verden vil afbilde gudsriget, den vil med en historie fra et rige, hvor man kræver sin ret, fortælle om et rige, hvor man giver afkald på sin ret.

⁷¹       Luther lader sig imidlertid ikke fange af det farlige i denne dobbelte sprogbrug. Han holder hele tiden tungen lige i munden, hvilket jeg tror skyldes, at han hele tiden i sin teologi har gudsforholdet for øje som et forhold mellem personer. Men andre, konfirmander eller ikke konfirmander, lader sig jo fange. Måske fordi de ikke i samme grad fastholder gudsforholdet som et personforhold, men lader Guds tilgivelse være løsrevet fra personen Gud, så den får selvstændigt liv, og man kan tage den til sig som noget, man "har", uafhængigt af forholdet til Gud. For eksempel, så man sætter lighedstegn mellem "eftergivelse" og "tilgivelse".

⁷²         Hele denne prædiken igennem godtager Luther uden videre, at det gik, som det gik. Det er ikke antydning af tvivl i hans sind om, at det var i orden, at tjeneren blev frataget sin gældseftergivelse og kastet i fængsel. Selv når han tilsyneladende stiller et "konfirmandspørgsmål", kommer han ikke ind på at stille spørgsmålstegn ved det rette i herrens handlemåde. Vi tænker i "verdens" kategorier, og kan ikke slippe fri af disse kategorier. Vi synes, at hvad verden kalder retfærdigt, det må da også være retfærdigt overfor Gud. Luther, derimod, har en forestilling om en total adskillelse mellem de to verdener (eller mellem de to former for logik). Her: Jesus har beskrevet den uretfærdige handlemåde, at "herren fordømmer denne tjener af den grund, at han kræver sin ret og udøver sin ret" med det for øje, at han vil vise, hvordan der gælder helt andre regler overfor Gud end overfor verden. Luther i prædiken over Matt 18,22ff: "Hvis det var forekommet i verden, ligegyldigt hvor, så måtte enhver have givet ham ret og sagt: Det er rimeligt og retfærdigt, at han betaler, når han nu skylder ham noget. Hvordan går det da til, at Herren ophæver retten, og desuden fordømmer denne tjener af den grund, at han kræver sin ret og udøver sin ret. Svar: Af den grund er det beskrevet sådan, at vi skal se, hvordan det er en helt anden sag overfor Gud end overfor verden, og hvordan ofte det, der overfor Gud er forkert, er ret og rimeligt overfor verden; for overfor verden fremstår denne tjener som en from mand, men overfor Gud kaldes han en skurk, og der tildeles ham den skyld, at han har handlet som én, der er værdig til evig fordømmelse". (Matt18-22#5)

⁷³ Er det sandt? Eller: Er det en hensigtsmæssig måde at beskrive tingene på? Jeg vil ikke mene det. For vi må jo huske på, at det også er Gud, der står bag vor retfærdighedsfornemmelse; den del af sproget, som bygger på retfærdighed, er også skabt af Gud. Og ved at lægge ud med at fortælle om noget, der foregår indenfor den del af sproget, gør Jesus det nærliggende for os at mene, at Gud og hans rige kan forstås indenfor denne logik. Dette nærliggende bliver så ophævet af fortællingens videre forløb, men alligevel: at bruge penge og gældseftergivelse som billede på tilgivelse og forsoning kan nu godt være lidt uheldigt.

⁷⁴        Det samme kan siges om selve tanken om dommedag. (Nu vi er i gang med at kritisere Jesus). Det kunne muligvis ikke være formuleret på anden måde i den situation, Jesus befandt sig i, men uheldigt er det alligevel. Dommedag er en mytisk foreteelse, der skal sige os noget om, hvad det kommer an på i livet. Men selve ordet "dommedag" og selve dette, at det, der foregår på dommedag, fortælles i en sprogbrug, der så udpræget er hentet fra menneskeverdenens juridiske del, gør, at billedet af Gud som en dommer har svært ved at fortage sig. Eller skal vi sige: billedet af Gud som en far, der vil have forholdet til sit barn bragt på det rene, har svært ved at slå igennem.

⁷⁵        Så kan vi naturligvis gøre med alle de "dommedagstanker", der er indeholdt i Jesu forkyndelse, som man gjorde tidligere: erklære dem for "menighedsteologi". Men der er nu temmelig meget, der i så fald skal luges bort. Nej, vi er nødt til at prøve at forstå den logik, der ligger bagved, på trods af den ydre "dommedagslogik".

⁷⁶       Sådan må vi forstå talen om de udelukkede brudepiger (Matt 25,12) som en tale, der skal fortælle os, at øjeblikket i vor tilværelse kan have enorm betydning, kan være afgørende for, om livet lykkes for os eller ej. Og spørger vi, hvad der så egentlig sker på dommedag, så må vi fastslå vor uvidenhed, vi må lade sagen være uafgjort.

⁷⁷       Og sådan må vi forstå talen om den hårdhjertede tjener, der kastes i fængsel: Det er livet om at gøre, at du er villig til at tilgive, som du selv er tilgivet. Gør du det ikke, så går du glip af livet, for livet består i samhørighed med næsten, i gensidig tillid, i inderlig fortrolighed. Og intet af det kan forenes med et hårdt sind, der ikke vil tilgive.

⁷⁸        Luther har altså begyndt sin prædiken med at skelne mellem de to riger. Det sætter ham i stand til at forklare lignelsens pointe i al korthed, som han gør her ved siden af. Det vil sige, han kan forklare den hårdhjertede tjeners skæbne ved blot at sige, at hvis ikke du tilgiver din næste, vil du ikke være i dette nådige rige. Du har selv vist med din handling overfor din næste, at du, trods den tilgivelse, der er blevet dig til del, ikke har tilegnet dig dette riges tankegang, eller (i min terminologi) ikke lader dig styre af den evangeliske logik. Og stillet således op dukker spørgsmålet om, hvorvidt herrens behandling af tjeneren svarer til barmhjertigheden eller ej, slet ikke op. Luther i prædiken over Matt 18,22ff: "Fordi nu det regimente står fast, kan du altid igen rejse dig op, hvor dybt og hvor ofte du end er faldet derfra. For selv om du falder, så forbliver dog evangeliet, denne nådestol, stadigvæk stående; derfor, så snart du kommer igen eller rejser dig op, så har du nåden igen. Men det vil han også have af dig, at du på samme måde tilgiver din næste, hvis han gør noget imod dig, ellers vil du ikke være i dette nådige rige eller nyde det evangelium, at dine synder er dig forladt. Det er i korthed dette evangeliums indbegreb og mening". (Matt18-22#17)

⁷⁹        Eller Luther kan elaborere noget på tanken om, at man i Guds rige giver afkald på sin ret, og uden blusel slutte sin forklaring med disse dog ret hårde ord: "Derfor, hvis du vil være i hans rige, så må du gøre, som han gør; men vil du forblive i det verdslige rige, så vil du ikke komme ind i hans rige". Der er ingen formildende omstændigheder. Det er, som kunne Luther have sagt: Du er selv ude om det, du har selv valgt retfærdigheden fremfor barmhjertigheden. Det siger han imidlertid ikke, skønt han er tæt på. Luther i prædiken over Matt 18,22ff: "Altså er din ejendom nu ikke mere din, men din næstes. Gud kunne godt have beholdt sit, han var heller ikke overfor dig forpligtet på nogetsomhelst, alligevel giver han sig selv helt og holdent til dig, bliver din nådige herre og er dig nådig og tjener dig med alle sine goder, og hvad han har, er altsammen dit eget: hvorfor vil du da ikke også gøre sådan? Derfor, hvis du vil være i hans rige, så må du gøre, som han gør; men vil du forblive i det verdslige rige, så vil du ikke komme ind i hans rige". (Matt18-22#61)

⁸⁰ (Om et lignende tilfælde kan han derimod bruge udtrykket, at de "havde fortjent det", se hosstående). Problemet med denne udtryksmåde er, at et menneske jo ikke selv er herre over, om det vil være i det ene eller det andet rige. Med Luthers ord: Mennesket har ikke en fri vilje. Åh, jo, menneskets vilje kan udmærket træffe en række afgørelser. Men netop her, hvor spørgsmålet er, om du hører hjemme i det ene rige eller det andet, er det ikke et valg, der er tale om, det er en logik, der griber dig bagfra, det er ånden, der kommer over dig, så du føres over i Guds rige, eller det er Satan, der gør sin gerning, så du, skønt du var i Guds rige, dog ikke ville tilgive. Luther i prædiken over Matt 18,22ff: "da han ville føre jøderne fra deres land i fangenskab i Babylon, lod han først den fromme kong Josias fremstå, for at han igen skulle indsætte loven, så at folket blev fromt; men da de igen faldt fra, lod Gud dem straffe, som de havde fortjent". (Matt18-22#75)

⁸¹         Dog, selv Luther kan gå galt i byen. Se f. eks., hvordan det umærkeligt går sådan, at det fællesskabsliv, der skulle være selvfølgeligt og ligefremt, bliver beskrevet som et liv, der stiller umådelig høje krav til et menneske. Det er nok også svært at fastholde, hvad Luther dog andetsteds godt kan fastholde, at det, der bevirker, at et menneske har et tilgivende sind overfor sin næste, ikke er, at Gud stiller krav om det, men er, at mennesket er blevet smittet af Guds tilgivelse. Det er lettere uden videre snak at tale om et krav fra Guds side. Men hvad bliver så resultatet? Det bliver et overmåde stort og så at sige uoverkommeligt krav: ligegyldig hvor ofte han fornærmer dig, du skal lade din ret fare. Luther i prædiken over Matt 18,22ff: "I første del [af lignelsen] lader herren tjeneren blive fri for al hans gæld. I anden del kræver han af ham, at han også tilgiver sin medtjener sådan og eftergiver ham hans gæld. Dette vil Gud have af os, og på den måde skal hans rige stå fast; ingen skal blive så ond og lade sig ophidse så meget, at han ikke kan tilgive sin næste; og som det lige før blev skrevet: selv om han fornærmer dig halvfjerds gange syv gange, det vil sige, ligegyldig, hvor ofte han kan gøre det imod dig, du skal lade din ret fare og give ham alting gratis". (Matt18-22#16)

⁸² Det er forkert. Det er forkert, når det udtrykkes som et krav, Gud stiller til dig. Her er glemt enhver tale om, at formålet med at opgive sin ret er at få genoprettet forholdet til den anden. Her har den individulistiske tankegang vundet, så der kun ses på den enkelte og på det, han skal gøre. Forholdet mellem den enkelte og hans næste er ganske ladt ude af betragtning. Og det er dog ellers dette forhold, der er alfa og omega i enhver tilgivelseshandling.

⁸³        Denne individualistiske tankegang kommer også ind i det følgende. Glemt er al tale om åndens virken. Glemt er alle de vanskeligheder, der er forbundet med at gøre personforholdet helt igen. Fordi den ene person er Gud, går Luther ud fra, at ånden altid virker, og han nøjes derfor med at hævde, at ligegyldig hvor ofte du falder, så snart du kommer igen eller rejser dig op, så har du nåden igen. Det lyder som den letteste sag af verden. Og dog er dette at få et tillidsforhold genoprettet jo altid lige besværligt og lige umuligt. "At have nåden"? Kan man "have" nåden? Nej, sådan vil vi da aldrig udtrykke os om et personforhold, vi står i i vor dagligdag. Men sådan udtrykke Luther sig ikke desto mindre. Og sådan har utallige teologer udtrykt sig sidenhen. Luther i prædiken over Matt 18,22ff: "Fordi nu det regimente står fast, kan du altid igen rejse dig op, hvor dybt og hvor ofte du end er faldet derfra. For selv om du falder, så forbliver dog evangeliet, denne nådestol, stadigvæk stående; derfor, så snart du kommer igen eller rejser dig op, så har du nåden igen. Men det vil han også have af dig, at du på samme måde tilgiver din næste, hvis han gør noget imod dig, ellers vil du ikke være i dette nådige rige eller nyde det evangelium, at dine synder er dig forladt. Det er i korthed dette evangeliums indbegreb og mening". (Matt18-22#17; se også #78)

⁸⁴ Og når nåden er blevet noget, man "har", så er vi ude af den relationistiske tankegang og ovre i den individualistiske, så er spørgsmålet ikke mere, hvordan personforholdet genoprettes, men hvordan jeg, den enkelte, kan stille mig overfor en nåde fra Gud, der står parat, ganske urokket af mit fald. Og så bliver, svarende dertil, også dette, at jeg anstiller mig på samme måde overfor min næste, ikke noget, jeg gør, fordi jeg er smittet af Guds overvældende tilgivende holdning, men noget, jeg gør, fordi Gud kræver det af mig. Velment skildret, men alligevel forkert, eller i bedste fald uhensigtsmæssigt.

⁸⁵          Jamen, hvad er det da, der er på færde i lignelsen, hvis det ikke er dette, at Gud gennem sin tilgivelseshandling giver mig et krav om at tilgive, som jeg selv er blevet tilgivet?
         Jeg skal prøve at besvare det ud fra min terminologi. Det, lignelsen viser os, er et menneske, der kan acceptere og forstå begrebet "tilgivelse", når det er noget, han selv kan have fordel af, men ikke kan acceptere eller forstå det, når det er noget, der koster ham noget. Et sådant menneske er ikke menneskeligt. Et sådant menneske har et skår i sin menneskelighed, er ikke et helstøbt menneske, modsiger sig selv i sine handlinger. (n85)

⁸⁶        Mennesket er et sprogligt væsen. Det betyder, at sproget har magt over det. Men det betyder også, at sproget skal have magt over det. Ikke et "skal have" som et etisk krav, eller som noget, der kræves af Gud, som han kræver budene overholdt, men som noget, der ligger i sagen selv, som noget, man går ind under i samme øjeblik, man lukker munden op for at tale.

⁸⁷      Og et centralt krav fra sproget er den gyldne regel: at det, du ønsker fra andre, det skal du selv yde. Her: ønsker du, eller accepterer du, eller modtager du andres forbarmen sig over dig, så må også du forbarme dig over andre. Det hører med til at være et helstøbt menneske. Gør du det ikke, så er det tegn på, at du i dit indre sprogunivers har viklet dig ind i en selvmodsigelse. Du er én person overfor dig selv og en helt anden overfor andre mennesker.

⁸⁸ Det er et "krav", sproget stiller til dig, at du skal være et helstøbt menneske, men kravet stilles på den måde, at du selv skal forstå det. Det kan vel formuleres i den gyldne regel, men du tænkes at bøje dig for det helt af egen drift, fordi du godt kan se, at det hører med til at være menneske, at man stiller samme krav til sig selv som til andre.

⁸⁹         Man kan så forøvrigt gøre opmærksom på, at Jesus i sin bibellæsning har holdt sig til det hebraiske. Det vil sige, når han læser: "du skal elske din næste som dig selv" (3 Mos 19,18), så er meningen for ham ikke den, som vi ud fra den græske oversættelse forledes til at tro, nemlig, at vi skal elske vor næste, som vi elsker os selv, men i stedet den, at vi skal elske vor næste, for han er ligesom vi er. Hvilket i denne sammenhæng vil sige, at vi opfordres til at stole på, at fordi vi selv ikke godt kan leve med en indre selvmodsigelse, så har vor næste det på samme måde, for han er "kâmokâ": som du selv er. Hvilket altså vil sige, at der hos Jesus bliver en tydelig sammenkobling af den gyldne regel og næstekærlighedsbudet.

⁹⁰       Men for at gøre denne gennemgang af min opfattelse forholdsvis kort, lad mig så pege på, hvordan jeg tidligere ud fra Matt 7,1f har påstået, at det, man som kristen tænkes at tro på, er, at menneskesamfundet er sådan indrettet, at den holdning, du viser andre, den får du igen, det smil, du sender andre, vender før eller siden tilbage til dig igen. (03#25) Det er stadigvæk det, der er indholdet af den kristne tro, nu dog suppleret med den oplysning, at når din næste giver den tilgivelse, du yder ham, tilbage til dig igen, skyldes det, at han har samme ulyst i sig som dig til at vikle sig ind i en selvmodsigelse, en ulyst, han har modtaget af sproget selv. Det er altså ikke blot i samfundets ånd, der ligger kræfter, som vil yde igen med den alen, der bliver ydet, det er også i enkeltindividet, der er gemt noget, det vil være klogt at bygge på, i dette tilfælde en væmmelse ved at gribes i en selvmodsigelse. Dette, at det naturlige menneske er helstøbt, vil jeg vende tilbage til under gennemgangen af Matt 6,22f. (se sp09#29).

⁹¹       Tilbage til Luthers prædiken! Luther udnytter det træk, at tjeneren overfor sin herre, da han får at vide, at han skal sælges for at gælden kan betales, siger: "Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det altsammen", til at afbilde os mennesker som nogle, der vil hjælpe os selv, når vi stilles overfor Guds dom. Sådan ville middelaldermennesket løbe fra Herodes til Pilatus for at skaffe sig aflad, det ville sælge ud af sin ejendom for at skaffe sine forfædre forløsning fra skærsilden, osv. altsammen noget, som mennesket selv kunne gøre. Og, hævder Luther, et menneske, hvis samvittighed er plaget på den måde, er kun glad for at få anvisning på noget, det kan gøre. Luther i prædiken over Matt 18,22ff: "Når du på den måde sidder fast i dine synder og bliver bange, så at du vil hjælpe dig selv ud, så kommer evangeliet og siger: Ikke sådan, ikke sådan, kære ven, det hjælper ikke, at du martrer og ængster dig tosset; dine gerninger gør det ikke, men Guds barmhjertighed gør det, at han frigør dig fra din elendighed og ser, at du sidder fast i en sådan angst og kvæles i synd, og ikke kan hjælpe dig selv ud af det, det ser han på, at du ikke kan betale, derfor forærer han dig det hele". (Matt18-22#35)

⁹² Her er det, Luther indvender, at evangeliet netop er, at du intet selv kan gøre, kun håbe på Guds barmhjertighed. Det er på den baggrund, hans indædte modstand mod at tildele mennesket en fri vilje i frelsesspørgsmål skal ses. Og ud fra min forståelse af sagen giver jeg ham ret. At det ene mennesker kommer til at tro på det andet, at tillidsforholdet genoprettes mellem menneske og menneske, er ikke hverken den enes eller den andens fortjeneste, det er noget, ikke vi, men ånden sørger for. På samme måde med forholdet mellem menneske og Gud; det genetableres ikke ved menneskets kræfter, ånden må drive mennesket i dets indre, så det, i stedet for at mistvivle om Guds nåde og gode sindelag, stoler på ham. Så først er forholdet mellem de to personer i orden igen.

⁹³       Men læg mærke til, at de formuleringer, Luther har valgt, er i høj grad misforståelige! Det er i nogen grad lignelsens billedtale, der forleder ham til det, sandt nok, men alligevel! Mennesket kan intet gøre selv (har ikke noget at betale med) derfor gribes Gud af barmhjertighed med mennesket og erklærer det sin kærlighed (forærer det dets gæld).

⁹⁴       Men ordene "forærer" og "gæld" drager sin egen logik med sig. Derfor har Luther svært ved at "få plads til troen". Hvorfor er det kun den, der tror, der får gælden eftergivet? Det synes ikke umiddelbart indlysende. Det ligger ikke i ordet "gældseftergivelse". Som dette ord fungérer mellem os mennesker, kan tro aldrig være en forudsætning for, at eftergivelsen nu også virkelig er eftergivelse. Her ved siden af hævder han, at det ud fra det sagte fremgår, at evangeliet ikke rammer ryggesløse hjerter, men alene ængstede samvittigheder, der er trykkede af deres synder. Det forekommer mig aldeles ikke indlysende. Og bedre bliver det ikke af det følgende: Luther i prædiken over Matt 18,23ff: "Her kan du nu se, at fordi denne tjener på den måde er ydmyget ved erkendelsen af sin synd, derfor er ordet for ham ganske utrolig trøsterigt, det, at hans herre frifinder ham og tilgiver ham både skylden og pinen. Dermed bliver betegnet, at evangeliet ikke rammer ryggesløse hjerter, ejheller dem, der frækt farer løs på det, men alene sådanne ængstede samvittigheder, som er trykket af deres synder, som de gerne vil blive fri af; over dem forbarmer Gud sig, skænker dem alt. (Matt18-22#41)

⁹⁵      Ganske vist forekommer dèr ordet "Guds ven", mennesket er ved evangeliet blevet Guds ven. Og indrømmet, dette ord er jeg da meget glad ved. For viser det ikke netop, at Luther tænker relationistisk? Viser det ikke, at han forestiller sig et personforhold, der var ødelagt, men nu er genoprettet? Måske, men han siger det nu ikke på den måde. Derimod viser det følgende, at han føler sig nødt til at korrigere det, han har sagt lige forud. Fortsat: "Så har nu denne tjener måttet modtage ordet og er derved blevet Guds ven. For hvis han ikke havde modtaget det, så ville det ikke have hjulpet ham, og eftergivelsen ville ikke have fundet sted. Derfor er det ikke nok, at Gud lader os få tilbud om syndernes forladelse og lader forkynde for os et nåderigt gyldenår, men det må fattes og tros". (Matt18-22#42)

⁹⁶ Her har han hævdet, at Gud har skænket de trykkede samvittigheder alt. Men dette "skænke" får ikke lov at stå. Luther supplerer eller korrigerer det: Det er ikke nok, at Gud lader os få tilbud om syndernes forladelse og lader forkynde for os et nåderigt budskab, men det må fattes og tros. Hvorfor må det det? Ja, det er, hvad der har fået lutheranere sidenhen til at vride og vende sproget for at få troen "indpasset" i frelsesbegivenheden. Man har talt om dåben som en gave fra Gud, og det er naturligvis noget, man har følt sig foranlediget til, eftersom vi her i landet har barnedåbspraksis. Og for at understrege dåbens store betydning kan man næsten ikke stærkt nok fremhæve Guds gode gaves storhed og urokkelighed. Og ærlig talt, hvad kan stå mere fast end en gave? Hvad kan være mere urokkeligt end et gældsbevis, der er udslettet. Vi formelig svælger i juridiske udtryk for at gøre Guds tilsagn fast og virkelig til at stole på.

⁹⁷ Men når det nu er så urokkeligt, hvorfor er det så alligevel afhængigt af vores tro? Når nu gaven er givet, hvorfor er så troen nødvendig? Ja, oven i købet så nødvendig, ifølge Luther-citatet her, at eftergivelsen ikke ville have fundet sted, hvis ikke den var modtaget? Hvordan kan en eftergivelse være afhængig af, om den, der får noget eftergivet, nu også tror på eftergivelsen?

⁹⁸ Læg forøvrigt mærke til, hvordan evangeliet forandrer karaktér! Før hed det, at "Gud forærer dig det hele" (#91), nu, at det ikke er nok, at Gud lader os få et tilbud om syndernes forladelse. (#95). Der er da pokker til forskel. Men forskellen nødvendiggøres netop af, at Luther har brugt en uheldig formulering: at Gud "skænker" os det hele, at Gud "eftergiver" os vor gæld. Derved forsvinder i selve sprogbrugen det nære personlige forhold mellem to personer, der forsones, og i stedet træder forholdet mellem to pengemænd, eller to juridiske personer, der ikke behøver nære tillid til hinanden.

⁹⁹ For i et sådant forhold mellem pengemænd har troen ingen plads. Der er ikke tale om, at forholdet genoprettes, for sådanne to størrelse står i forhold til hinanden i kraft af de regler, der gælder i pengeverdenen, ikke i kraft af det, det kommer an på i et personforhold. Og kommer det dertil, at den ene pengemand eftergiver den anden hans gæld, så kan man selvfølgelig godt sige, at denne anden da skal acceptere denne eftergivelse, skal gå med til det, skal indrømme sin underlegenhed, (selv om man jo altså også udmærket kan tænke sig, at eftergivelsen finder sted uden alt dette) men det er på ingen måde det samme som at tro på den eftergivende; at et personforhold genoprettes ved den enes tilgivelsesord og den andens tro er og bliver noget helt andet; og at forholdet ikke er genoprettet, før begge dele har fundet sted, både tilgivelsesordet og troen derpå, kan slet ikke afbildes eller parallelliseres med, at en gave kræver modtagelse. Det er to vidt forskellige ting, der er tale om. Ikke desto mindre har denne sammenblanding, som Luther her foretager, forvirret lutheranere lige siden.

¹⁰⁰       Luther udtrykker sig i jura-termer. Men sagen, han behandler: hvordan et menneske kommer til tro, er en ikke-juridisk sag; der er tale om et forhold mellem personer, personen Gud og personen menneske. Og det er jo så sandt, som det er sagt, at i de personforhold, vi kender fra vort menneskeliv, kommer troen altid bag på os, den overlister os, den er der, før vi får tænkt os om. Det er ikke omhyggelig overvejelse pro et contra, der gør udslaget, det er ikke gennemgang af tidligere erfaringer med netop denne person, der er afgørende, det er ikke, slet ikke da, aftale om, at du gør det, og jeg gør det, og så er vi atter gode venner, nej, det udslaggivende er dette, at man på én eller anden måde kommer til at stole på dette andet menneske. Og at det sker, er vi ikke herrer over, og hvordan det sker, kan vi dårligt gøre os begreb om. Luther i prædiken over Matt 18,23ff: "For teksten siger klart, at han skænker og eftergiver [gælden] for dem, der intet har; og den konkluderer derfor, at vi intet har, hvormed vi kan betale Gud. Så kan du godt have en fri vilje, som du vil, i dit ydre liv og væsen, her hører du blot, at det ikke er noget overfor Gud. Hvad skulle her den frie vilje kunne gøre? Her er der da kun bæven og frygt. Derfor, vil du blive fri af synden, så må du afstå fra og fortvivle over alle dine gerninger og krybe til korset for at bede om nåde og derefter fatte evangeliet med troen". (Matt18-22#45)

¹⁰¹ Det vil sige: stilles vi her i livet overfor dette, at et personforhold, vi har levet og åndet i, er gået i stykker, så kan vi intet gøre; den frie vilje nytter intet; vi kan måske følge nogle af de råd, som Jesus giver i bjergprædikenen, opgive vor ret, f. eks., sætte os i den andens sted, lade vort ønske om forsoning træde tydeligt frem, osv., men vi må dog i og med at vi gør alt dette bede om åndens hjælp, for vore ord kan ikke nå længere end til øret, til hjertet når de kun ved åndens indgriben, og ånden kan vi ikke styre, den blæser, hvorhen den vil. Hvis vi ikke på den måde lader ordet selv om at finde vej, hvis vi ikke sådan indtager den holdning, Jesus anbefaler os med sine ord om ikke at sværge (se sp02#18), så er det manipulation, og så vil den anden uvægerlig før eller siden opdage det, og så er fanden løs, det vil sige: så kommer der ikke nogen forsoning i stand, for man kan ikke manipulere sig til en forsoning, der skal komme fra hjertet.

¹⁰²       På nøjagtig samme måde i vort forhold til Gud. Vi kan gøre, hvad vi vil, vi kan frembringe al den indre åndelige gymnastik, det skal være, det nytter intet, kun dette at overlade det til ånden nytter, og det nytter jo endda ikke i den sædvanlige betydning af ordet "nytte".

¹⁰³ Og jeg tror da virkelig, at det er den slags ting, Luther har for øje i sin skildring af forsoningen mellem menneske og Gud. Men der er altså ganske mange steder, hvor han lader sin skildring farve af den uhensigtsmæssige sprogbrug, han er kommet ind i. Således her. Det er virkelig en meget farlig udtryksmåde, han har ladet sig forlede til at bruge her. Hidtil har han beskrevet dette, at et menneske kom til tro som noget, der skete; som en slags Guds virken med mennesket. Men her skildres det som noget, mennesket selv kan iværksætte, hvis det vil. "Vil du blive fri af synden", indleder han. Jamen, kære Martin, på en måde er det jo netop det, vi ikke vil. "Du må fortvivle over dine gerninger". Jamen, det kan man da ikke sådan stille sig hen og gøre! Bare i den sætning ligger pietisternes omvendelsesiver gemt; hvor mange er der ikke, som har villet ind i det rette forhold til Gud, og som derfor har opfattet Luthers ord her som en anvisning på, hvad man skal gøre for at nå det eftertragtede mål! Luther i prædiken over Matt 18,23ff: "Derfor, vil du blive fri af synden, så må du afstå fra og fortvivle over alle dine gerninger og krybe til korset for at bede om nåde og derefter fatte evangeliet med troen". (Matt18-22#45)

¹⁰⁴      Jeg kan ikke lade være med på dette punkt at lade Luther optræde imod Luther. Papisterne havde på forhånd indkalkuleret Guds nådige handlemåde i deres afladsteologi: Hvis ikke paven kunne befri fra skærsilden per modum autoritatis, så kunne han i hvert fald gøre det per modum suffragii, det vil sige, han kunne bede Gud om forløsning for disse sjæle, og så ville de blive udløst af skærsilden. Luthers indvending går på, at man på den måde har gjort Gud til et gummistempel i pavens hånd. Og det er for mig at se en korrekt indvending. Gud er en nådig Gud, der hører bønner, siger man. Så sandt, så sandt. Men man kan meget let ud fra en sådan udtalelse forvandle Gud fra en person til et princip. Så det afgørende ikke bliver Guds gerning, men menneskets bøn. Luther i forklaringen til tese 27: "For det første: Det er ikke forbønnen, men dette, at forbønnen bliver hørt og modtaget, der befrier. Altså, de befries ikke, fordi kirken beder, men fordi Gud handler". (res07#3) (se misforst02#78)

¹⁰⁵ Men ærlig talt, kan man ikke indvende nøjagtig det samme overfor Luther selv i denne prædiken? Mennesket vil fri af dets synder. Mennesket må derfor afstå fra at ville retfærdiggøre sig af sine gerninger, det må fortvivle, krybe til korset og bede om nåde. Og så vente på nådesordet, ikke! Nej, det har Luther "glemt". For ham lyder ordet som en selvfølgelighed. Problemet opstår først, når ordet skal modtages i tro. Dèr har vi det næste, mennesket må gøre: det må fatte evangeliet med troen. Luther i prædiken over Matt 18,23ff: "Derfor, vil du blive fri af synden, så må du afstå fra og fortvivle over alle dine gerninger og krybe til korset for at bede om nåde og derefter fatte evangeliet med troen". (Matt18-22#45)

¹⁰⁶ Det, der snyder Luther og dem, der følger hans tankegang slavisk her, er, at Luther er kommet ind på at skildre dette at komme fri af sin synd ud fra menneskets synspunkt, ud fra spørgsmålet: Hvordan finder jeg en nådig Gud? ud fra de menneskelige større eller mindre anstrengelsers problemstilling. Men dette: at komme til tro (og derved blive fri af sin synd) er noget, der sker med dig, det er ikke noget, du kan fremprovokere. Du står overfor Gud som den ene person overfor den anden, og du kan ikke se bort fra, at Gud ikke er et tilgivelsesprincip eller en person med egenskaber, der tvinger ham til at tilgive, eller lader os kunne regne sikkert med, at han vil tilgive, nej, som det er med pavens bøn om udfrielse af skærsilden, at det ikke afhænger af bønnen, men af Gud, der handler, sådan er det her: Det afhænger ikke af kirkens autoritet, eller af din inderlige bøn, eller af det forkyndte ords gennemslagskraft, det afhænger alene af Guds forgodtbefindende.

¹⁰⁷      Nuvel, Luther går så i anden halvdel af prædikenen over til at tale om vort forhold til næsten. (fra Matt18-22#47). Blot får vi, i stedet for en tale om tilgivelse af næsten, som teksten ellers lægger op til, en tale om gode gerninger mod næsten. Og den kan da også være udmærket, bevares, og den svarer jo for så vidt meget udmærket til den tale om gode gerninger, vi er vant til at høre fra Luthers side. Man er lige ved at sige, at Luther blot lægger den sædvanlige plade på. Men alligevel, der er nu noget særligt ved denne prædiken.

¹⁰⁸ Noget af dette særlige er, at han her taler om, at den kristne med sine gerninger skal bevise sin tro overfor sig selv og overfor sin næste. Luther har også i sin senere prædiken fra 1531 over Matt 6,14 talt om, at de gode gerninger skal være et bevis for den kristne på, at han virkelig har den rette kristne tro. (se #49) På det sted arbejder han videre med tanken på den måde, at han kalder dette, at vi tilgiver hinanden, for et sakramente. Det gør han ikke her. Og det vil sige, at det forbehold, han i sin senere prædiken har imod at kalde tilgivelsen en god gerning, (se #50) det forekommer ikke på dette sted. Luther i prædiken over Matt 18,23ff: "Det er det, vi har sagt, at vi kristne skal bryde ud og med gerninger beviser for mennesker, at vi har en ret tro. Gud behøver ikke dine gerninger, han har nok i din tro; men alligevel vil han have gerningerne gjort, så at du derigennem for dig selv og for hele verden kan bevise din tro; for han kan godt se troen, men du og de andre mennesker ser den endnu ikke. Derfor skal du rette disse gerninger derhen, at de kan være næsten til nytte". (Matt18-22#53)

109 Videre til sp05!

Noter:

n32: Den oprindelige arbejdstitel for dette arbejde var "Alt det syndepjat!!" Den er senere, ud fra en vis tøsedrenget holdning, blevet ændret til "Luther var ikke lutheraner".

n85: Angående begrebet "et helstøbt menneske", se nærmere forklaringen til Matt 6,22f, sp09#29.

⁹¹ Tilbage til Luthers prædiken! Luther udnytter det træk, at tjeneren overfor sin herre, da han får at vide, at han skal sælges for at gælden kan betales, siger: "Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det altsammen", til at afbilde os mennesker som nogle, der vil hjælpe os selv, når vi stilles overfor Guds dom. Sådan ville middelaldermennesket løbe fra Herodes til Pilatus for at skaffe sig aflad, det ville sælge ud af sin ejendom for at skaffe sine forfædre forløsning fra skærsilden, osv. altsammen noget, som mennesket selv kunne gøre. Og, hævder Luther, et menneske, hvis samvittighed er plaget på den måde, er kun glad for at få anvisning på noget, det kan gøre.	Luther i prædiken over Matt 18,22ff: "Når du på den måde sidder fast i dine synder og bliver bange, så at du vil hjælpe dig selv ud, så kommer evangeliet og siger: Ikke sådan, ikke sådan, kære ven, det hjælper ikke, at du martrer og ængster dig tosset; dine gerninger gør det ikke, men Guds barmhjertighed gør det, at han frigør dig fra din elendighed og ser, at du sidder fast i en sådan angst og kvæles i synd, og ikke kan hjælpe dig selv ud af det, det ser han på, at du ikke kan betale, derfor forærer han dig det hele". (Matt18-22#35)
⁹² Her er det, Luther indvender, at evangeliet netop er, at du intet selv kan gøre, kun håbe på Guds barmhjertighed. Det er på den baggrund, hans indædte modstand mod at tildele mennesket en fri vilje i frelsesspørgsmål skal ses. Og ud fra min forståelse af sagen giver jeg ham ret. At det ene mennesker kommer til at tro på det andet, at tillidsforholdet genoprettes mellem menneske og menneske, er ikke hverken den enes eller den andens fortjeneste, det er noget, ikke vi, men ånden sørger for. På samme måde med forholdet mellem menneske og Gud; det genetableres ikke ved menneskets kræfter, ånden må drive mennesket i dets indre, så det, i stedet for at mistvivle om Guds nåde og gode sindelag, stoler på ham. Så først er forholdet mellem de to personer i orden igen.
⁹³ Men læg mærke til, at de formuleringer, Luther har valgt, er i høj grad misforståelige! Det er i nogen grad lignelsens billedtale, der forleder ham til det, sandt nok, men alligevel! Mennesket kan intet gøre selv (har ikke noget at betale med) derfor gribes Gud af barmhjertighed med mennesket og erklærer det sin kærlighed (forærer det dets gæld).
⁹⁴ Men ordene "forærer" og "gæld" drager sin egen logik med sig. Derfor har Luther svært ved at "få plads til troen". Hvorfor er det kun den, der tror, der får gælden eftergivet? Det synes ikke umiddelbart indlysende. Det ligger ikke i ordet "gældseftergivelse". Som dette ord fungérer mellem os mennesker, kan tro aldrig være en forudsætning for, at eftergivelsen nu også virkelig er eftergivelse. Her ved siden af hævder han, at det ud fra det sagte fremgår, at evangeliet ikke rammer ryggesløse hjerter, men alene ængstede samvittigheder, der er trykkede af deres synder. Det forekommer mig aldeles ikke indlysende. Og bedre bliver det ikke af det følgende:	Luther i prædiken over Matt 18,23ff: "Her kan du nu se, at fordi denne tjener på den måde er ydmyget ved erkendelsen af sin synd, derfor er ordet for ham ganske utrolig trøsterigt, det, at hans herre frifinder ham og tilgiver ham både skylden og pinen. Dermed bliver betegnet, at evangeliet ikke rammer ryggesløse hjerter, ejheller dem, der frækt farer løs på det, men alene sådanne ængstede samvittigheder, som er trykket af deres synder, som de gerne vil blive fri af; over dem forbarmer Gud sig, skænker dem alt. (Matt18-22#41)
⁹⁵ Ganske vist forekommer dèr ordet "Guds ven", mennesket er ved evangeliet blevet Guds ven. Og indrømmet, dette ord er jeg da meget glad ved. For viser det ikke netop, at Luther tænker relationistisk? Viser det ikke, at han forestiller sig et personforhold, der var ødelagt, men nu er genoprettet? Måske, men han siger det nu ikke på den måde. Derimod viser det følgende, at han føler sig nødt til at korrigere det, han har sagt lige forud.	Fortsat: "Så har nu denne tjener måttet modtage ordet og er derved blevet Guds ven. For hvis han ikke havde modtaget det, så ville det ikke have hjulpet ham, og eftergivelsen ville ikke have fundet sted. Derfor er det ikke nok, at Gud lader os få tilbud om syndernes forladelse og lader forkynde for os et nåderigt gyldenår, men det må fattes og tros". (Matt18-22#42)
⁹⁶ Her har han hævdet, at Gud har skænket de trykkede samvittigheder alt. Men dette "skænke" får ikke lov at stå. Luther supplerer eller korrigerer det: Det er ikke nok, at Gud lader os få tilbud om syndernes forladelse og lader forkynde for os et nåderigt budskab, men det må fattes og tros. Hvorfor må det det? Ja, det er, hvad der har fået lutheranere sidenhen til at vride og vende sproget for at få troen "indpasset" i frelsesbegivenheden. Man har talt om dåben som en gave fra Gud, og det er naturligvis noget, man har følt sig foranlediget til, eftersom vi her i landet har barnedåbspraksis. Og for at understrege dåbens store betydning kan man næsten ikke stærkt nok fremhæve Guds gode gaves storhed og urokkelighed. Og ærlig talt, hvad kan stå mere fast end en gave? Hvad kan være mere urokkeligt end et gældsbevis, der er udslettet. Vi formelig svælger i juridiske udtryk for at gøre Guds tilsagn fast og virkelig til at stole på.
⁹⁷ Men når det nu er så urokkeligt, hvorfor er det så alligevel afhængigt af vores tro? Når nu gaven er givet, hvorfor er så troen nødvendig? Ja, oven i købet så nødvendig, ifølge Luther-citatet her, at eftergivelsen ikke ville have fundet sted, hvis ikke den var modtaget? Hvordan kan en eftergivelse være afhængig af, om den, der får noget eftergivet, nu også tror på eftergivelsen?
⁹⁸ Læg forøvrigt mærke til, hvordan evangeliet forandrer karaktér! Før hed det, at "Gud forærer dig det hele" (#91), nu, at det ikke er nok, at Gud lader os få et tilbud om syndernes forladelse. (#95). Der er da pokker til forskel. Men forskellen nødvendiggøres netop af, at Luther har brugt en uheldig formulering: at Gud "skænker" os det hele, at Gud "eftergiver" os vor gæld. Derved forsvinder i selve sprogbrugen det nære personlige forhold mellem to personer, der forsones, og i stedet træder forholdet mellem to pengemænd, eller to juridiske personer, der ikke behøver nære tillid til hinanden.
⁹⁹ For i et sådant forhold mellem pengemænd har troen ingen plads. Der er ikke tale om, at forholdet genoprettes, for sådanne to størrelse står i forhold til hinanden i kraft af de regler, der gælder i pengeverdenen, ikke i kraft af det, det kommer an på i et personforhold. Og kommer det dertil, at den ene pengemand eftergiver den anden hans gæld, så kan man selvfølgelig godt sige, at denne anden da skal acceptere denne eftergivelse, skal gå med til det, skal indrømme sin underlegenhed, (selv om man jo altså også udmærket kan tænke sig, at eftergivelsen finder sted uden alt dette) men det er på ingen måde det samme som at tro på den eftergivende; at et personforhold genoprettes ved den enes tilgivelsesord og den andens tro er og bliver noget helt andet; og at forholdet ikke er genoprettet, før begge dele har fundet sted, både tilgivelsesordet og troen derpå, kan slet ikke afbildes eller parallelliseres med, at en gave kræver modtagelse. Det er to vidt forskellige ting, der er tale om. Ikke desto mindre har denne sammenblanding, som Luther her foretager, forvirret lutheranere lige siden.
¹⁰⁰ Luther udtrykker sig i jura-termer. Men sagen, han behandler: hvordan et menneske kommer til tro, er en ikke-juridisk sag; der er tale om et forhold mellem personer, personen Gud og personen menneske. Og det er jo så sandt, som det er sagt, at i de personforhold, vi kender fra vort menneskeliv, kommer troen altid bag på os, den overlister os, den er der, før vi får tænkt os om. Det er ikke omhyggelig overvejelse pro et contra, der gør udslaget, det er ikke gennemgang af tidligere erfaringer med netop denne person, der er afgørende, det er ikke, slet ikke da, aftale om, at du gør det, og jeg gør det, og så er vi atter gode venner, nej, det udslaggivende er dette, at man på én eller anden måde kommer til at stole på dette andet menneske. Og at det sker, er vi ikke herrer over, og hvordan det sker, kan vi dårligt gøre os begreb om.	Luther i prædiken over Matt 18,23ff: "For teksten siger klart, at han skænker og eftergiver [gælden] for dem, der intet har; og den konkluderer derfor, at vi intet har, hvormed vi kan betale Gud. Så kan du godt have en fri vilje, som du vil, i dit ydre liv og væsen, her hører du blot, at det ikke er noget overfor Gud. Hvad skulle her den frie vilje kunne gøre? Her er der da kun bæven og frygt. Derfor, vil du blive fri af synden, så må du afstå fra og fortvivle over alle dine gerninger og krybe til korset for at bede om nåde og derefter fatte evangeliet med troen". (Matt18-22#45)
¹⁰¹ Det vil sige: stilles vi her i livet overfor dette, at et personforhold, vi har levet og åndet i, er gået i stykker, så kan vi intet gøre; den frie vilje nytter intet; vi kan måske følge nogle af de råd, som Jesus giver i bjergprædikenen, opgive vor ret, f. eks., sætte os i den andens sted, lade vort ønske om forsoning træde tydeligt frem, osv., men vi må dog i og med at vi gør alt dette bede om åndens hjælp, for vore ord kan ikke nå længere end til øret, til hjertet når de kun ved åndens indgriben, og ånden kan vi ikke styre, den blæser, hvorhen den vil. Hvis vi ikke på den måde lader ordet selv om at finde vej, hvis vi ikke sådan indtager den holdning, Jesus anbefaler os med sine ord om ikke at sværge (se sp02#18), så er det manipulation, og så vil den anden uvægerlig før eller siden opdage det, og så er fanden løs, det vil sige: så kommer der ikke nogen forsoning i stand, for man kan ikke manipulere sig til en forsoning, der skal komme fra hjertet.
¹⁰² På nøjagtig samme måde i vort forhold til Gud. Vi kan gøre, hvad vi vil, vi kan frembringe al den indre åndelige gymnastik, det skal være, det nytter intet, kun dette at overlade det til ånden nytter, og det nytter jo endda ikke i den sædvanlige betydning af ordet "nytte".
¹⁰³ Og jeg tror da virkelig, at det er den slags ting, Luther har for øje i sin skildring af forsoningen mellem menneske og Gud. Men der er altså ganske mange steder, hvor han lader sin skildring farve af den uhensigtsmæssige sprogbrug, han er kommet ind i. Således her. Det er virkelig en meget farlig udtryksmåde, han har ladet sig forlede til at bruge her. Hidtil har han beskrevet dette, at et menneske kom til tro som noget, der skete; som en slags Guds virken med mennesket. Men her skildres det som noget, mennesket selv kan iværksætte, hvis det vil. "Vil du blive fri af synden", indleder han. Jamen, kære Martin, på en måde er det jo netop det, vi ikke vil. "Du må fortvivle over dine gerninger". Jamen, det kan man da ikke sådan stille sig hen og gøre! Bare i den sætning ligger pietisternes omvendelsesiver gemt; hvor mange er der ikke, som har villet ind i det rette forhold til Gud, og som derfor har opfattet Luthers ord her som en anvisning på, hvad man skal gøre for at nå det eftertragtede mål!	Luther i prædiken over Matt 18,23ff: "Derfor, vil du blive fri af synden, så må du afstå fra og fortvivle over alle dine gerninger og krybe til korset for at bede om nåde og derefter fatte evangeliet med troen". (Matt18-22#45)
¹⁰⁴ Jeg kan ikke lade være med på dette punkt at lade Luther optræde imod Luther. Papisterne havde på forhånd indkalkuleret Guds nådige handlemåde i deres afladsteologi: Hvis ikke paven kunne befri fra skærsilden per modum autoritatis, så kunne han i hvert fald gøre det per modum suffragii, det vil sige, han kunne bede Gud om forløsning for disse sjæle, og så ville de blive udløst af skærsilden. Luthers indvending går på, at man på den måde har gjort Gud til et gummistempel i pavens hånd. Og det er for mig at se en korrekt indvending. Gud er en nådig Gud, der hører bønner, siger man. Så sandt, så sandt. Men man kan meget let ud fra en sådan udtalelse forvandle Gud fra en person til et princip. Så det afgørende ikke bliver Guds gerning, men menneskets bøn.	Luther i forklaringen til tese 27: "For det første: Det er ikke forbønnen, men dette, at forbønnen bliver hørt og modtaget, der befrier. Altså, de befries ikke, fordi kirken beder, men fordi Gud handler". (res07#3) (se misforst02#78)
¹⁰⁵ Men ærlig talt, kan man ikke indvende nøjagtig det samme overfor Luther selv i denne prædiken? Mennesket vil fri af dets synder. Mennesket må derfor afstå fra at ville retfærdiggøre sig af sine gerninger, det må fortvivle, krybe til korset og bede om nåde. Og så vente på nådesordet, ikke! Nej, det har Luther "glemt". For ham lyder ordet som en selvfølgelighed. Problemet opstår først, når ordet skal modtages i tro. Dèr har vi det næste, mennesket må gøre: det må fatte evangeliet med troen.	Luther i prædiken over Matt 18,23ff: "Derfor, vil du blive fri af synden, så må du afstå fra og fortvivle over alle dine gerninger og krybe til korset for at bede om nåde og derefter fatte evangeliet med troen". (Matt18-22#45)
¹⁰⁶ Det, der snyder Luther og dem, der følger hans tankegang slavisk her, er, at Luther er kommet ind på at skildre dette at komme fri af sin synd ud fra menneskets synspunkt, ud fra spørgsmålet: Hvordan finder jeg en nådig Gud? ud fra de menneskelige større eller mindre anstrengelsers problemstilling. Men dette: at komme til tro (og derved blive fri af sin synd) er noget, der sker med dig, det er ikke noget, du kan fremprovokere. Du står overfor Gud som den ene person overfor den anden, og du kan ikke se bort fra, at Gud ikke er et tilgivelsesprincip eller en person med egenskaber, der tvinger ham til at tilgive, eller lader os kunne regne sikkert med, at han vil tilgive, nej, som det er med pavens bøn om udfrielse af skærsilden, at det ikke afhænger af bønnen, men af Gud, der handler, sådan er det her: Det afhænger ikke af kirkens autoritet, eller af din inderlige bøn, eller af det forkyndte ords gennemslagskraft, det afhænger alene af Guds forgodtbefindende.
¹⁰⁷ Nuvel, Luther går så i anden halvdel af prædikenen over til at tale om vort forhold til næsten. (fra Matt18-22#47). Blot får vi, i stedet for en tale om tilgivelse af næsten, som teksten ellers lægger op til, en tale om gode gerninger mod næsten. Og den kan da også være udmærket, bevares, og den svarer jo for så vidt meget udmærket til den tale om gode gerninger, vi er vant til at høre fra Luthers side. Man er lige ved at sige, at Luther blot lægger den sædvanlige plade på. Men alligevel, der er nu noget særligt ved denne prædiken.
¹⁰⁸ Noget af dette særlige er, at han her taler om, at den kristne med sine gerninger skal bevise sin tro overfor sig selv og overfor sin næste. Luther har også i sin senere prædiken fra 1531 over Matt 6,14 talt om, at de gode gerninger skal være et bevis for den kristne på, at han virkelig har den rette kristne tro. (se #49) På det sted arbejder han videre med tanken på den måde, at han kalder dette, at vi tilgiver hinanden, for et sakramente. Det gør han ikke her. Og det vil sige, at det forbehold, han i sin senere prædiken har imod at kalde tilgivelsen en god gerning, (se #50) det forekommer ikke på dette sted.	Luther i prædiken over Matt 18,23ff: "Det er det, vi har sagt, at vi kristne skal bryde ud og med gerninger beviser for mennesker, at vi har en ret tro. Gud behøver ikke dine gerninger, han har nok i din tro; men alligevel vil han have gerningerne gjort, så at du derigennem for dig selv og for hele verden kan bevise din tro; for han kan godt se troen, men du og de andre mennesker ser den endnu ikke. Derfor skal du rette disse gerninger derhen, at de kan være næsten til nytte". (Matt18-22#53)
109 Videre til sp05!