Alt det syndepjat!! (3)

Bjergprædikenen i Luthers og i min optik

Om Matt 7,1-2.
Om ikke at dømme: #1. Luther om Matt 7,1f. #34.

Tilbage til oversigten!

¹ Om ikke at dømme
        De to første vers i kapitel syv i Matthæusevangeliet findes i en lidt udvidet form i Lukasevangeliets kapitel 6. Den form vil jeg godt gøre lidt ud af, fordi den måske kan fortælle os noget om, hvordan Lukas har forstået disse ord. Jesus i bjergprædikenen: "v1 Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. v2 For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." (ntmatt07#1)

²      Det kan også af den grund være praktisk at henvise til Lukasevangeliet, for mens stedet hos Matthæus ikke er prædiketekst, så er stedet hos Lukas prædiketekst til 4. søndag efter trinitatis. Og da jeg tidligere har brugt den metode at undersøge Præsteforeningens Blads tekstvejledninger for at få afbildet "normalteologiens" opfattelse, så min teologis forskel derfra kunne træde tydeligt frem, kan jeg jo passende gøre det samme her, blot altså med den forskel, at jeg her er nødt til at bruge Lukas-gengivelsen af Jesu ord om ikke at dømme. Jesus hos Lukas: "v37 Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. v38 Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med". (Luk 6,37)

³        Blot må jeg indrømme, at jeg i dette tilfælde ikke får så forfærdelig meget ud af at konsulterer Præsteforeningens Blad. Det hænger sammen med, at den tekst, hvor ordet om ikke at dømme står, er forholdvis lang og dermed har tanker, der stritter til alle sider. Det giver jo frit slag både for en prædikant og for en prædikenvejleder til at tage både små og store ting, både mærkelige og ligefremme ting, både vedkommende og uvedkommende ting frem af sit gode forråd. Og i hvert fald: Det, jeg er interesseret i, nævnes overhovedet ikke i to af vejledningerne.

⁴         Til gengæld tager den tredie af vejledningerne i hvert fald på en måde problemet frem; uden dog at give en for mig at se tilfredsstillende løsning på det.
       Det problem, jeg vil henlede opmærksomheden på, er, at der nok står "døm ikke", men at der lige efter også står "for at I ikke skal dømmes". Man skulle tro, at vi dog i almindelighed i det mindste ville studse over dette "for at", men det har jeg kun sjældent oplevet nogen, der gør. Bertil Wiberg i Præsteforeningens Blad 2001/25: "I denne forbindelse melder spørgsmålet sig, hvilken rolle den jødiske løn- og fortjenestetanke spiller i Jesu forkyndelse. Der kan anføres adskillige vidsnesbyrd om, at Jesus brød med jødisk tankegang på dette punkt (f. eks. lignelsen om arbejderne i vingården), men det bør dog heller ikke overses, at han ved andre lejligheder (f. eks. her) taler fuldkommen "jødisk" om denne sag. Jf. v. 35: "kai estai ho mistos hymon polys". [og jeres løn skal være stor, rr]

⁵ I Wibergs tilfælde er det ikke engang det, han studser over. Det er jo Lukas' tekst, han er i gang med, og dèr er dette "for at" (ina) skiftet ud med et "så at" (kai ou mh). Det er løntankegangen i det hele taget, han mener gør sagen vanskelig. Det er han kommet ind på, fordi han ser Jesu ord om, at vi selv skal måles med den alen, hvormed vi tilmåler andre, som en genklang af et ord fra Es 65,7: "Jeg tilmåler dem deres tidligere gerninger på deres egen krop". Fortsat: "Man er sikkert ofte kommet for let om ved dette problem, enten ved at spiritualisere Jesu ord eller ved at hente hjælp i en (luthersk tolket?) paulinsk nådesforkyndelse, Det lader sig næppe skjule, at der her tales lige så bogstaveligt om løn, som det var tilfældet indenfor jødedommen, og det kan naturligvis forklares ved, at Jesus som en selvfølgelig sag gjorde brug af sin samtids udtryksmåde og forestillingsverden, men både eksegetisk og i forkyndelsen stiller det os overfor en stor vanskelighed.

⁶ Det tror jeg nu nok er forkert. Men indrømmet: Jeg ser også et problem her. Om jeg så lige vil formulere det som et problem med løntankegangen, det véd jeg såmænd ikke.
      Man kunne også formulere det lidt mere skarpt: Her i Luk 6,37 hedder det: "Tilgiv, så skal I få tilgivelse". Det vil sige: Guds tilgivelse ses som en reaktion på menneskers tilgivelse. Det modsatte siges i Rom 5,8: "Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere". Eller i 1 Joh 4,10: "Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder". Eller 1 Joh 4,19: "Vi elsker, fordi han elskede os først". Fortsat: "Skarpt formuleret siges det jo her, at Guds barmhjertighed, og at menneskers dom over hinanden leverer præmisserne for Guds dom. Dette proportionsforhold bliver først et evangelium, når det om ikke sprænges, så dog uddybes af ordene Matt. 10,8: "I har fået det for intet, giv det for intet!" Guds barmhjertighed er det overordnede led -- også i den forstand, at vor barmhjertighed (når og hvis den forekommer) i virkeligheden er hans".

⁷ De to ting kan man, så vidt jeg kan se, ikke få til at rime. At initiativet udgår fra mennesket, og at Guds kærlighed og tilgivelse kun er en reaktion på vor tilgivelse, det er én ting. Men at initiativet udgår fra Gud, og at vor kærlighed kun dukker op, fordi vi ikke kan andet end reagere med kærlighed på Guds kærlighed, det er noget helt andet, ja det er det stik modsatte, så man nærmest tvinges til at betegne ordet "tilgiv, så skal I få tilgivelse" som et modevangelium.

⁸         Kierkegaard har i Kjerlighedens Gjerninger udarbejdet den tankegang lidt nøjere, der hedder "lige for lige" eller "Dig sker som du tror". Dette er kristendommens lige for lige, hævder han. Jeg vil påstå, at dette er kristendommens djævelske fordrejning, det ser ud som alvor, men er dog den mest udspekulerede leg med kristendommens ord. Nej, det er virkelig sandt, hvad der står i johannesbrevet, at vi kun elsker, fordi han elskede os først. Det er ikke os, der er den udfarende kraft, så Guds ord kun er et ekko af vore ord. Det er Gud, der begynder, og sådan må det være, hvis der i det hele taget skal komme forligelse i stand, for nu at gribe tilbage til en tidligere anvendt formulering. Søren Kierkegaard i Kjerlighedens Gjerninger (SV (1), bd IX, side 360): "Der siges: Tilgiver, saa skal Eder og tilgives". Imidlertid kunde det dog maaskee lykkes En at misforstaae disse Ord saaledes, at han indbildte sig, at det var muligt selv at faae Tilgivelsen, uagtet han ikke tilgav. Sandeligen, det er en Misforstaaelse. Christendommens Mening er: Tilgivelse er Tilgivelse; Din Tilgivelse er Din Tilgivelse; Din Tilgivelse til en Anden er Din egen Tilgivelse; den Tilgivelse, Du giver, den faaer Du, ikke omvendt, den Tilgivelse, Du faaer, den giver Du".

⁹        Men er så ikke vanskeligheden så meget større? Er det så ikke umuligt at slå bro mellem de to nytestamentlige ord? Nu er det jo ikke blot løntankegangen (som om det ikke kunne være svært nok at kapere, at Jesus rent faktisk benytter sig af den) men selve evangeliets kerne: at det dog var Gud, der begyndte, eller selve evangeliets menneskeforståelse: at det dog måtte være Gud, der begyndte, om det i det hele taget skulle blive til noget.

¹⁰       Her vil jeg ikke kopiere Wibergs løsning (#6). Ikke just, fordi jeg vil afvise den, men fordi jeg vil et andet sted hen. Og forøvrigt også, fordi jeg har stillet problemet anderledes op. Spørgsmålet er: Hvad mener Jesus, når han siger, at vi selv skal få tilmålt med det mål, vi måler med? Dette ord findes jo både hos Lukas og hos Matthæus, og det står som en forklaring på, at vi skal tilgives, som vi tilgiver, eller en begrundelse for, at vi skal undlade at dømme, med det for øje, at vi ikke selv skal blive dømt. Matthæusevangeliet: "For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med". (Matt 7,2)
Lukasevangeliet: "For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med". (Luk 6,38)

¹¹        Jeg har før været inde på Jesu hårde ord til de fem forsinkede brudepiger i Matt 25,12: "Jeg kender jer ikke!" (sp01#44). Hvordan kan en sådan afvisning harmonere med den påstand, at Gud er kærlighed? Det spørgsmål besvarede jeg ikke ved den lejlighed, og som det er stillet op, er det naturligvis også ubesvarligt, for det bærer i sig en række forkerte forudsætninger. Men lad mig her prøve at løse op for den tankeknude, der er repræsenteret for os af dette udsagn.

¹²        Hvad er det egentlig, Jesus vil med sin dommedagsforkyndelse? Det spørgsmål må vi først prøve at gøre os klart, før vi kan nærme os lignelsen om brudepigerne. Vi betragter Jesu dommedagstale som noget absolut, den skal hænge sammen med sig selv, den skal give svar på alle deraf opstående spørgsmål, den skal kunne stå for en gennemgribende analyse.

¹³ Men det kan den slet ikke. Og den vil alligevel være sand! Det vil den da umulig kunne være under de betingelser! Men hvis vi kan påvise en række steder, hvor Jesu dommedagsforkyndelse ikke er i overensstemmelse med sig selv, hvis vi kan påvise, at han siger ét det ene sted og noget andet det andet sted, så er det netop tegn på, at vi har glemt at stille ovenstående spørgsmål: Hvad er det egentlig, Jesus vil med sin dommedagsforkyndelse?

¹⁴ Jeg kan også sige: Vi har glemt at opfatte hans forkyndelse som myte. Vi er i vore dage meget lidt tilbøjelige til at tænke mytisk, og at sige, at Jesus udtrykker sig i mytetale, er næsten det samme som at sige, at det er løgn og latin, hvad han siger. Men vi er altså nødt til det. Vi må prøve at opfatte talen om dommedag, ikke som noget, der vil tilfredsstille vor nysgerrighed, men som noget, der vil sige os, hvordan vor tilværelse her og nu er indrettet, som en måde, hvorpå Jesus kan udtrykke, hvad det drejer sig om i livet på denne side af dommedag.

¹⁵        Når Jesus således hævder, at det ved dommedagen kommer til at gå således for sig, at de, der ikke er på pletten, når brudgommen kommer, lades ude, så vil han afbilde et træk ved vor tilværelse, som vi almindeligvis ikke er opmærksom på. Han vil fortælle, at samlivet mellem os og vor næste har sine øjeblikke, og at dette ikke at være opmærksom i det rette øjeblik kan være af katastrofal betydning. Der kan faktisk ske det, at forholdet mellem os og vor næste går i stykker på grund af manglende opmærksomhed.

¹⁶ Ikke sandt, du lader dit ægteskab køre på vaner og lader "plejer" få det store ord. Og så ser du ikke, at I vokser fra hinanden, så opdager du ikke, at netop den begivenhed gjorde et umådeligt indtryk på din kone, så stort et indtryk, at hun blev helt ude af flippen. Men du ser intet, fordi "plejer" har taget over, fordi hverdagens travlhed overskygger alt andet, fordi din kone og din familie blot er selvfølgelige ingredienser i alt det andet vigtige, du har at fylde din dag med.

¹⁷ Bagefter er det selvfølgelig vanskeligt at sige lige præcis, hvornår det var, forholdet gik i stykker. Men at det kan gå i stykker, og at det kan gå i stykker ved én eneste lejlighed, hvor du viser dig uopmærksom, hvor du ikke ser det, der dog ellers skulle være til at se: at noget trykker din kone, det er givet. At altså øjeblikket i vort liv med hinanden kan svulme op og blive skæbne, så alt afgøres i et nu, det er, hvad lignelsen om brudepigerne vil sige os. Og når du synes, at den er hård, så er det vel sandt, men den er hård, fordi tilværelsen er hård, fordi dette vilkår: at øjeblikket er altafgørende, er et hårdt vilkår.

¹⁸ Men du kan være forvisset om, at Gud ikke laver om på sin gode skabning for din skyld. For vel er det hårdt, at livet kan ødes bort på et enkelt øjeblik, men sådan må det være, om det også skal være sådan, at livet kan eksplodere i glæde og jubel i ét eneste øjeblik. Det ene ikke uden det andet. Altså: Lignelsen er mytisk tale, den vil ikke opstille en dommedagslære, hvor hvert enkelt træk skal passe nøje sammen med ethvert andet træk, den vil fortælle os noget om vor tilværelse, den vil åbne vore øjne for, at øjeblikket kan være af altafgørende betydning.

¹⁹         På samme måde vil talen om, at vi får tilmålt med det mål, vi måler med, ikke være en del af en stor, forkromet lære om, hvordan det kommer til at gå os på dommens dag, hvad vi har at rette os efter, hvordan vi kan undgå at komme i helvede, nej, den vil sige os noget om vor dagligdag, den vil åbne vore øjne for et træk i vor tilværelse, som vi måske ikke sådan lige havde tænkt over.

²⁰          Og det fænomen, den vil have os til at se, kan udtrykkes med det gamle danske ordsprog: Som man råber i skoven, får man svar. Der er tale om, at vore fællesskaber er sådan indrettet, at vi smitter hinanden. Latter kan smitte. Gråd kan smitte. Nedtrykthed kan smitte. Opstemthed kan smitte. Vi kender godt dette fænomen, men vi betragter det som noget, der ikke har noget med kristendom at gøre, og heller ikke noget med etik at gøre. For vi har individualiseret vore forestillinger om kristendom. Vi har gjort etik til noget, der handler om, hvad den enkelte har at rette sig efter, eventuelt ledsaget af en tale om belønning eller straf i det hinsidige.

²¹         Ikke desto mindre er det dette træk, Jesus her vil gøre os opmærksom på. Han bruger den tids udtryksmåde, han fremsætter de påstande, han vil have os til at forstå, i den tids sprog, det vil sige, det er dommedagstanker han bruger som klædedragt for sine tanker. Men på trods af, at det således er dommedagstanker, han har omviklet det, han vil sige, med, så kan vi vel egentlig godt forstå meningen. I hvert fald: Hvis vi forstår det på den måde, så får vi både en forklaring på den løntankegang, der synes at beherske udtalelserne, (#22) vi får dette sære "for at" til at gå op i en højere énhed (#29), og vi får et bedre greb om det "uevangeliske" ord: tilgiv, så skal I få tilgivelse. (#33)

²²         Løntankegangen er kun en løntankegang som farisæernes løntankegang, hvis man overser det mytiske i tankegangen, det vil sige, hvis man mener, der i absolut henseende er tale om, hvad der skal ske med os efter døden. Det er der ikke. Der er tale om, hvordan livet på denne side af døden fungérer. Sådan "virker" al mytetale: Ved at sige noget om det, man ikke kan vide noget om, in casu hvad der skal ske på dommedag (hvis en sådan altså tænkes at indtræffe), afbildes der en livsholdning, som her og nu vil få livet til at lykkes for én. Dommedagslignelserne og dommedagstalen i det hele taget vil altså ikke stille vores nysgerrighed med hensyn til, hvad der engang skal ske, de vil sige til os, hvordan vi får livet her til at lykkes.

²³ Hvis man oversætter løntankegangen på den måde, vil den give udtryk for, hvad der på denne side af døden får livet til at lykkes. Når Jesus siger om de disciple, der mister livet for hans skyld, at de vinder livet, betyder det altså, at det netop er den holdning, der gerne giver livet bort i tjeneste for sandheden, der vinder livet. Og når Jesus hævder, at den, der her på denne side af døden, vover at tilgive, skal få tilgivelse på den anden side af døden, vil han altså fortælle os, at det er den holdning, der er villig til at tilgive, eller den holdning, der er åben for tilgivelsens mulighed, der vinder livet, ikke den holdning, der lukker sig til og holder på sin ret.

²⁴ Denne forkerte holdning afbilder han med al ønskelig tydelighed i lignelsen om de betroede talenter (Matt 25,14-30). Her ser vi en tjener, der ikke vil forstå det, der dog er ligetil at forstå: at han skal sætte sin talent i vove, men i stedet nøjes med det rethaveriske: Her har du, hvad dit er.
        Forøvrigt viser vel alle de mange dommedagslignelser, at Jesus fører mytisk tale. Vil nogen forsøge at nå frem til en éntydig og ikke selvmodsigende opfattelse af, hvad der sker på dommens dag ud fra alle disse lignelser, vil han sætte sig selv på en umulig opgave. Bare de tre lignelser i Matt 25! Lignelsen om brudepigerne afbilder én side af menneskelivet, lignelsen om talenterne en anden, og lignelsen om Menneskesønnen på dommens dag en tredie side. De fortæller jo om dommedag på en vidt forskellig og indbyrdes uforenelig måde. Den tredie tjener i lignelsen om de betroede talenter: "og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er." (Matt 25,25)

²⁵        Og også talen om, at vi får tilmålt med den alen, vi måler med, er mytisk tale. Den vil fortælle os om, hvordan det skal gå på dommens dag, ja, bestemt. Men i og med at der fortælles om det, fremdrages der jo et træk ved vor indbyrdes tilværelse, som vi opfordres til at udnytte, hvis vi vil have livet i eje, altså livet på denne side af døden.

²⁶        Og dog forekommer det altså mig, at denne tale om målet og om tilmålingen, ikke blot vil afbilde for os den holdning, der er åben og tilgivende, men vil fortælle os om en kendsgerning ved mennesker og deres indbyrdes sammenhæng, som vi måske ofte overser. Hvis det blot var holdningen, Jesus ville afbilde, ville han risikere, at vi tog hans ord til os som en ny lov og prøvede at tage vort indre jeg ved vingebenet for at ændre på den holdning, vi indtager; noget, vi jo alle véd, er yderst vanskeligt, skønt jo ikke så vanskeligt, at vi alle opgiver på forhånd. Hvis nu det er målet, hvis det er, hvad der kan skaffe os frigivelse på dommens dag.

²⁷ Nej, foruden at afbilde en ønskelig holdning, som vi opfordres til at indtage, hvis vi vil "indgå til livet" eller hvis vi -- sagt med mine ord -- vil have livet til at lykkes for os, forudsætter Jesus en gensidighed i forholdet mellem mennesker, som det kan være godt at være opmærksom på: Som du råber i skoven, får du svar. Som du behandler andre, vil de behandle dig. Som du er imod andre, vil de være imod dig. Det kan godt være, du ikke kan se det sådan rent umiddelbart. Det kan godt være, at reaktionen fra fællesskabet, f. eks. familiens fællesskab, kommer fra en helt uventet kant. Men den kommer. Din tilgivende holdning løber ikke ud i sandet, din ikke-dømmende indstilling er ikke forgæves, det vil sige: den er ikke noget, der kun vedrører dig og din dommer (altså Gud), den er noget, der har virkning på denne side af dommedag. Eller med andre ord: Det, der vil give dig gengæld, er ikke blot Gud på dommens dag, nej, i og med at Jesus taler om Gud og dommedag, taler han om fællesskabet her i livet, så det altså er det fællesskab, du står i, der gengælder dig din forstående eller dømmende holdning.

²⁸ Og sådan er det altså indrettet, at det kaster den holdning tilbage, du kaster ud mod det. Glæde avler glæde, rethaveriskhed avler rethaveriskhed.

²⁹        På den måde kan vi få dette sære "for at" til at falde på plads. Samtidig får vi så ganske vist den store forkromede etik til at falde i spåner, men det får være. Den går jo alligevel ikke op med alle Jesus-ordene. Den har alligevel fået dødsstødet med opfordringen til at handle "klogt". Du skal undlade at dømme med den hensigt, at du ikke selv skal blive dømt. Det er ikke dommedag, der tænkes på; eller mere præcist: det er ikke udelukkende dommedag, Jesus tænker på her. Det er dommedag og livets fuldendelse før dommedag i ét, han har i tankerne. Det er fællesskabets fuldkommengørelse, det drejer sig om. Men denne fuldkommengørelse udtrykkes ved hjælp af dommedagsforestillinger.

³⁰        Det vil sige, i det øjeblik det går op for dig, at det fællesskab, du står i, hænger sådan sammen, at det giver tilgivelse fra sig, hvis det mødes med tilgivelse, eller giver ikke-fordømmelse fra sig, hvis det mødes med ikke-fordømmelse, så opdager du også det "smarte" i at lade være med at dømme. For du er jo selv med i det fællesskab, du taler ind i og handler ind i. Derfor får du selv glæde af dette fællesskabs trivsel. Det er altså i sidste ende dig selv, du tjener ved sådan at undlade at indtage en moralsk fordømmende holdning. Og det vil igen sige: der er såmænd ikke i etisk henseende noget særligt bemærkelsesværdigt ved det, du gør. Du handler blot i din egen velforståede interesse.

³¹          Og det vil igen sige: der er tale om at være "smart" eller om at handle klogt, ikke om at efterleve en høj etisk standard.
        At det hænger sådan sammen, kan måske ses af en lille besynderlighed i Lukasevangeliets gengivelse af ordene. Den danske oversættelse har lavet lidt fiksfakseri, formentlig fordi man ikke har haft øje for det, jeg her gør opmærksom på. Den skriver: "Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen." Det er måske nok ikke helt forkert. Men altså heller ikke helt rigtigt. Der står ikke "man" i originalen. Der står "de". Eller rettere, verbet, der betyder "at give" står i 3. person flertal (dwsousin). Og den form kan da nok somme tider betyde "man". Men den eneste grund til, at det skulle være tilfældet her, er vel, at oversætteren forestiller sig, at der er tale om dommedag, og at dette "man" derfor står som et upersonligt eller passivisk udtryk for Gud. Jesus i Lukasevangeliet: "v37 Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. v38 Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." (Luk 6,37f)

³²       Men forstår man det, som jeg her har skitseret, så bliver det "de", der står der, et udtryk for, at Lukas så udmærket er klar over, hvad der er tale om: at det handler om, hvordan de andre i fællesskabet reagerer; og "de" er altså ikke straffens eller belønningens engle på dommedag, det er de mennesker i fællesskabet, der har været udsat for, at du har vist dig gavmild.

³³        Det, der er tale om, er altså dommedag og livet her og nu i ét. Det vil sige, hvis vi forundres eller måske ligefrem forarges over udtrykket "tilgiv, så skal I få tilgivelse", i den formening, at der er tale om, at vor tilgivelse her og nu udløser Guds tilgivelse på dommedag, eller om, at Gud som betingelse for at ville rykke ud med sin tilgivelse på dommedag stiller det krav, at vi har tilgivet vor næste, så bliver vi her retvendt: Det er ikke det, der er tale om. Der er tale om en beskrivelse af menneskesamfundet ved hjælp af dommedagsudtryk. Den, I skal få tilgivelse af, hvis I her og nu tilgiver, er altså ikke Gud på dommens dag, men de mennesker i fællesskabet, der er blevet smittet af jeres tilgivende holdning. Og det er ikke noget, de gør, fordi de nu også skal huske at yde gengæld, det er noget, de gør sådan helt af sig selv, fordi de har fået tilgivelsens og forståelsens holdning ind under huden.

³⁴ Luther om Matt 7,1f.
         Luther er virkelig interessant at beskæftige sig med. Gang på gang overrasker han. Således her i hans prædiken over Matt 7,1f.
      Lad mig gå til bekendelse og indrømme, at meningen med den oprindelige, lidt sære titel på denne afhandling ("Alt det syndepjat!") var at vise, at man godt kunne forkynde evangelium uden at være "luthersk", det vil sige, uden hver gang at skulle igennem Luthers klosterkamp, eller uden i hver prædiken at skulle vise, hvor stor menneskets synd er, for på den måde at drive mennesket til Kristus.

³⁵      Jeg har tænkt mig at vise, hvordan Luther selv vender sig imod en sådan tankegang. Han gør nemlig det her i denne prædikenrække, at han vender sig kraftigt imod papisterne, fordi de ikke vil betragte Jesu anvisninger i bjergprædikenen som bud, men kun som "evangeliske råd", det vil sige, som noget, man kan gøre eller lade være med at gøre efter forgodtbefindende. Med andre ord: Jesus bliver på den måde ikke taget alvorlig.

³⁶ Nøjagtig det samme kan man sige om de superlutheranere, der vil mene, at Jesus her i bjergprædikenen ikke sådan for alvor mener, at vi skal undlade at blive vred, hvis ikke vi vil dømmes til helvedes ild, nej, meningen er "kun" at få os til at indse vor synd. Bjergprædikenen vil være et "syndespejl", som man så viselig siger. Men altså: papisterne tager ikke Jesus alvorlig. Vore dages lutheranere tager ham ikke alvorlig. Det synes jeg selv er en sigende parallel.

³⁷        Og så må jeg da indrømme, at jeg sådan hemmeligt har været lidt loren ved sagen. Påstanden var jo, at sådan bar Luther sig overhovedet ikke ad med bjergprædikenen. Han brugte den aldeles ikke som syndespejl. Men min frygt var, at jeg, når jeg sådan kom til at se nærmere efter, alligevel skulle opdage et par steder eller tre, hvor han faktisk prædikede "luthersk". Og ikke sandt, så ville mit smukke forehavende jo være mislykkedes i nogen grad.

³⁸        Og hvis man nu er en sådan lidt bekymret skribent, så kan man godt blive lidt hed om ørerne, når man læser det sidste af Luthers prædiken nr 22 over Matt 7,1-2. For gør Luther ikke netop det, at han viser os vor synd, endda en ret så total synd? Er den prædiken, han leverer her fra #63 og ud ikke netop en sådan "syndeprædiken", som jeg vender mig imod? Giver min påberåbelse af Luther derfor ikke sørgeligt bagslag? Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Sådan går det til, når vi glemmer vort eget, hvad vi var, så kan vi så udmærket dømme andre mennesker. Men her hedder det: Hans, tag dig selv ved næsen og grib i din egen barm; hvis du vil finde en skurk, du kan dømme, så finder du den største skurk på jorden, så du godt kan glemme alt om andre mennesker og kun ønske at blive hævet op til at stå lige med dem". (bjerg22#63)

³⁹        Det vil jeg nu ikke mene, det gør. Tværtimod vil jeg mene, at jeg på baggrund af denne prædiken kan påberåbe mig Luther i langt højere grad, end jeg havde turdet håbe. Ikke fordi det gør så meget fra eller til. For en anden af mine teser er jo, at noget godt kan være sandt, selv om Luther ikke har sagt det. Men alligevel! Det er nu ganske interessant at gå denne sag lidt nøjere igennem.

⁴⁰       I virkeligheden dukker problemet nok op et stykke tid tidligere. Allerede under omtalen af Matt 5,21, Matt 5,33, Matt 5,38 og Matt 5,43 vender Luther sig jo imod sværmerne. Og sværmerne påstod så sandelig, at der var tale om bud. Og disse bud skulle overholdes, basta. Og det gik de så i gang med. På den måde, at de gav sig selv den regel, at de ikke måtte aflægge ed nogen steder. Og på den måde, at de ikke måtte blive vrede, at de skulle elske deres fjender, osv. Og ærlig talt, er det ikke lige efter Luthers opfattelse? De tager jo så sandelig Jesus alvorlig. De regner med, at han mener det alvorligt, så alvorligt mener han det, at han vil have det overholdt. Og hvis det er sådan ment, er der så andet at gøre end at gå i gang det bedste, man kan?

⁴¹       Det er altså det problem, jeg her vil rejse: Hvori består egentlig forskellen mellem Luther og sværmerne? Hvad var det egentlig, der var sværmernes fejl? Bevares, de anerkendte ikke de forskellige menneskelige ordninger, de mente, man i de samfund af oprigtigt troende, som de dannede, kunne undvære domsvirksomhed og straffe. På det område kan man nok se en forskel. Men når det drejer sig om som samfund betragtet eller som menighed betragtet at rette sig efter Jesu anvisninger, er der så ikke overensstemmelse? Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Men for at man ikke skal tage anstød af denne prædiken og med urette forstå den sådan, at det hermed blev aldeles forbudt at dømme og bedømme, så fremgår det af det, der er sagt så ofte tidligere, at Kristus her alene prædiker for sine disciple, og slet ikke taler om den dom eller straf, som må forekommer i verden: som f. eks. far og mor i huset må dømme, straffe og også indimellem slå deres børn og tyende, når de ikke vil gøre det rette". (bjerg22#7)

⁴² Når vi når frem til at tale om det rige, som hverken svækker eller ophæver det verdslige rige, så er der altså også dèr noget, der er forbudt, der synes også dèr at være en lov, der skal opfyldes. Luther forklarer det med, at djævelen laver sine onde gerninger overalt, hvor Gud gør sig gældende. Og når man skal undlade at dømme, hænger det altså sammen med, at man derved vil ophæve djævelens stadige indblanding; for det er djævelens gerning, når enhver tror godt om sig selv og mener at alene hans sag skal gælde og være det bedste. Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Men her taler vi om et andet rige, som dog ikke svækker eller ophæver det verdslige rige, nemlig det åndelige liv og væsen blandt de kristne: dèr er det forbudt, at den ene dømmer og fordømmer den anden. For derved ophæver man det, at djævelen altid blander sig ind i det og driver sit værk, så at enhver tror godt om sig selv og mener, at alene hans sag skal gælde og er det bedste, og så enhver dadler og tilintetgør alt, hvad der ikke retter sig efter ham. (bjerg22#9)

⁴³ Men dette at undlade at dømme er altså tilsyneladende noget, man skal gøre, noget, der er givet gennem en form for lov. Og er man nu en sådan bekymret skribent, der har Luther en anelse mistænkt for alligevel at prædike "luthersk" i ny og næ, vil man så ikke gribe fat i netop sådanne udtalelser og spørge, om ikke der her er et eksempel på "lovens anden brug". Og det for den bekymrede skribent glædelige ved denne prædiken er altså, at det slet ikke er det, der er tale om.

⁴⁴        Nej, når Luther beskriver, hvordan vi gang på gang griber til den udvej at se ned på andre og fremhæve os selv, så er det ikke for at få os til at gribe frelsen i Kristus, men så gør han det for at vi skal rette os efter det, for at vi skal se med andre øjne på os selv, og for at vi derved skal holde vor fordømmelse af næsten tilbage, og for at det fællesskab, vi står i, derved skal få den rette karaktér af kristent fællesskab.

⁴⁵ Jeg vil egentlig ikke sige, at Luther indkredser det, han vil sige, i løbet af sin prædiken; det kan såmænd godt være, at han fra begyndelsen er fuldstændig klar over, hvor han vil hen. Men om det så var sådan, at han først efterhånden får blik for, hvad der kan siges netop den dag ud fra netop denne tekst, så er det så meget des bedre, for mig at se. Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Det vil jeg derfor mene, at det at dømme i læren er én af de højeste, skændigste og skammeligste laster på jorden; deraf er alle sværmerånder opstået, og hidtil har munkene, præsterne og alt, hvad der var i pavedømmet, siddet fast i det, at enhver antog sin sag for den bedste og dømte de andre. Men det er der ingen grund til her at sige noget om". (bjerg22#29)

⁴⁶ Han hævder f. eks. til at begynde med, at Jesus er ude efter dem, der vil være kloge i egne øjne, dem, der vil dømme andre efter læren, og dem, der vil dømme andre efter livet. Men det interessante er, at han synes at have et konkret fællesskab i tankerne, f. eks. fællesskabet i Wittenberg omkring universitetet, eller måske endda fællesskabet i byen som sådan. Problemet, der skal løses, beskrives af Luther ikke som dette: Hvordan får jeg en nådig Gud? ejheller som dette: Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Fortsat: "Den anden dom eller bedømmelse finder sted i livet, hvor den ene dadler og fordømmer den andens liv og gerning og ikke finder behag i noget af det, andre gør; det er for det første en udbredt, almindelig last. Men det er os nu engang forbudt. Ligesom vi, hvad læren angår, skal være samdrægtige og være af ét sind og én forståelse eller tro, sådan skal vi også være ens sindet og have ét hjerte i det ydre liv, selv om dette ikke kan foregå på samme måde, som med troen". (bjerg22#30)

⁴⁷ Nej, det problem, der skal løses af ordet om ikke at dømme, er den kristne menigheds problem: Hvordan kommer vi til at leve ud af ét sind og ét hjerte? Det vil sige, det er fællesskabets problem, ikke den enkeltes problem, Luther her tager frem. Det, Jesus altså vil, efter Luthers opfattelse her, er at tale til fællesskabet for at styrke det, er at få den indbyrdes tillid til at blomstre, er at skabe samdrægtighed mellem menighedens medlemmer.

⁴⁸        Og så er vi ovre i en anden del af teologien end før. Så handler det ikke om, hvordan jeg kan overbevises om, at jeg er en så stor synder, at jeg har syndernes forladelse behov, så handler det om, hvad jeg, der er kommet til tro på mine synders forladelse i Kristus, nu skal gøre, hvordan jeg skal leve med de andre i menigheden, hvordan jeg skal gebærde mig i det daglige.

⁴⁹   Det har hele tiden været det, Luther har villet have Jesu anvisninger i bjergprædikenen til at sige noget om, men det bliver særlig tydeligt her. Derfor kan han sige, at Kristus her i bjergprædikenen taler til sine disciple, altså til dem, der er blevet kristne. Derfor kan det hedde, at de store spørgsmål om loven og om frelsen ved Kristi lidelse og død ikke tages op af Kristus her.

⁵⁰        Men er vi så ikke derhenne, hvor der altså er tale om lovens tredie brug? Betyder det så ikke, at det, Luther her lægger Jesus i munden, er en anvendelse af loven, der kun kan betegnes som en anvisning på, hvordan den troende skal leve, efter at han er kommet til tro? Og har så Luther alligevel ikke en teori om lovens tredie brug? Bruger så Luther alligevel ikke loven som rettesnor for den kristne efter omvendelsen?

⁵¹       Jo, der ser unægtelig sådan ud. Så meget mere, som han jo direkte siger, at dette, at man ikke finder behag i noget, den anden gør, er en udbredt last. "Men det er os nu engang forbudt". (#46) Underforstået: der er en lov, nemlig Jesu ord her i bjergprædikenen, der har forbudt os det. Eller han siger, som i det tidligere nævnte eksempel (#42: se nebenbei), at det i det kristne rige er forbudt, at den ene dømmer og fordømmer den anden. Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Men her taler vi om et andet rige, som dog ikke svækker eller ophæver det verdslige rige, nemlig det åndelige liv og væsen blandt de kristne: dèr er det forbudt, at den ene dømmer og fordømmer den anden". (bjerg22#9)

⁵²          Jeg skal indrømme, at Luther ikke i særlig grad gør sig klart, at han her taler i en helt anden kategori, eller at der her er tale om noget helt andet end om loven i normal forstand. Men han taler altså i en anden kategori. Og det, der gør, at man kan se, der er tale om en anden kategori, er det før nævnte forhold, at hovedspørgsmålet nu er, hvordan livet i menighedens bringes til at trives. Derfor betyder "lov", "forbudt" og den slags ord noget helt andet her, end når vi har med de kategorier at gøre, der drejer sig om, hvordan man bliver kristen, altså med loven som en tugtemester til Kristus.

⁵³   Det hænger i nogen grad sammen med, at Luther her er i stærk opposition til papisterne og deres opfattelse af disse anvisninger som evangeliske råd. Nej, hævder Luther, der er ikke tale om noget, som man i givet fald kan vælge fra, hvis man skulle finde ud af, at man alligevel ikke vil være fuldkommen. Det er ikke sådan, at du, fordi du ikke har aflagt løfte om at elske din fjende, har lov til at hade din modstander. Der er tale om bud. Det er givet enhver at skulle overholde dem. Luther i "Om munkeløfterne": "Og fordi det var meget syndigt, udvalgte han [Satan] ud af de mange råd, der var forudsagt, og som han bragte frem, kun tre: lydigheden, fattigdommen og den ugifte stand, de øvrige hverken aflagde de løfte på eller overholdt, så de frit kunne være trættekære, føre stridigheder, hade deres modstander, kræve udlånte penge igen, lade være med at give den trængende, lade være med at låne ud"; (vot01#116).

⁵⁴ Og selvfølgelig kan man så sige, at budene skærpes af Jesus. Men Luther tænker sig ikke et øjeblik, at man på en eller anden måde får dispensation fra at skulle overholde budene gennem Guds tilgivelse, heller ikke selv om han formulerer dem i den skærpede form. Bestemt ikke. Hvorfor ikke? Hvordan kan man det ene øjeblik af den skærpede lov tvinges til at indse, at man ikke kan holde budene, og det næste være fuldstændig overbevist om, at selvfølgelig holder man da budene, også i den skærpede form?

⁵⁵ Ikke sandt, Luther hævder, at Jesus med sine ord i Matt 5,21 om at blive vred ikke blot forbyder at blive vred, han ligefrem påbyder at tilgive og glemme.
         Først kan man naturligvis spørge, hvor da egentlig Luther véd det fra. Der står da blot, at den, der bliver vred, er skyldig for domstolen. Svaret er, vil jeg mene, et dobbelt. Luther véd det, fordi han her tænker i forhold. Og når han her tænker i forhold, og det er så det andet, skyldes det, at teksten lægger op til det. Hosstående citat står som udlægning af Jesu ord: "Søg forlig med din broder" (Matt 5,24), så det er sådan set teksten selv, der fortæller Luther, at Jesus påbyder at tilgive. Luther i prædiken over Matt 5,21: "Derfor advarer han igen her og viser, at det i budet ikke alene er forbudt at blive vred, men også påbudt, at man gerne tilgiver og glemmer, hvad der er sket én af ondt: ligesom Gud har gjort og endnu gør med os, at han tilgiver synden, så han fuldstændig sletter den af registret og aldrig mere tænker på den"; (bjerg04#76).

⁵⁶        Men dernæst må man vel også sige, at intet i Luthers udlægning bare med så meget som et bogstav lader ane, at man, når man pukker på Guds nåde, slipper for at opfylde det krav til én, der hedder: tilgiv din næste. Tværtimod, når man selv har modtaget tilgivelse, bliver det endnu tydeligere for én, at man selv skal tilgive, som man har fået tilgivelse.

⁵⁷        Det er en velkendt historie. Men hvad er så "kravet" om at tilgive, som man selv har fået tilgivelse? Er det et udtryk for Jesu nye lov? Er det i det hele taget lovtermer, Jesus udtrykker sig i her i bjergprædikenen? Og hvis Luther mener det -- og han tvinges jo næsten til at mene det, når han overfor papisterne vil fremhæve, at der ikke er tale om evangeliske råd, men om bud -- har han så ret? Kan så vi, der ikke står med et lignende pres over os, godtage hans formulering?

⁵⁸        Jeg havde nær sagt, hvad enten vi kan det eller ej, vi må for alt i verden finde vore egne ben. Metoden med blot at efterligne Luther eller blot at finde ud af, hvad Luther egentlig har ment og så lade det være det, vi bøjer os for, må vi forlade. Den er "uluthersk". For Luther selv vil jo have os til at forstå. Og forstå gør vi ikke, hvis vi blot "efteraber" Luther.

⁵⁹       Og skal jeg nu finde en terminologi, som sætter mig i stand til at forstå, hvad det er der foregår, både altså, hvad Jesus mener og hvad Luther mener, så er det relationstænkningen, jeg vil tage fat i. Og så vil jeg stille denne relationstænkning op imod det, jeg her har kaldt individualismen, eller individual-tænkningen.

⁶⁰       Hvordan det?
        Tja, jeg var lidt inde på det, da jeg beskrev det problem, Luther står overfor her, som værende det at komme til at leve i menigheden i ét sind og ud af ét hjerte. Problemet er altså ikke: Hvordan får jeg en nådig Gud? eller lignende individuelle problemer, nej, det er et fællesskabsproblem. (#46)

⁶¹        Og et fællesskabsproblem kan altså ikke løses "ved lov". Lovtankegangen hører hjemme dèr, hvor problemet er den enkeltes problem: Hvordan får jeg en nådig Gud? Hvordan gør jeg fyldest overfor Guds krav? Eller rettere: Når det er det, der er problemet, kan man ved at stramme loven til det yderste vise, at loven alligevel ikke kan løse det problem. Problemet løses kun, når man bliver klar over, at dette problem: Hvordan får jeg en nådig Gud? alligevel ikke er et individuelt problem, men et fællesskabsproblem, at der i virkeligheden er tale om det problem, der er fællesskabets grundproblem: Hvordan gendannes forholdet mellem personer? (hvilket jo er problemet om den nådige Gud på en anden måde), hvordan bliver jeg og min næste igen fortrolige med hinanden? hvordan får jeg og den anden igen tillid til hinanden?

⁶²        Det vil sige, det fællesskabsproblem, Luther her konfronterer tilhørerne med: hvordan får menigheden ét hjerte og ét sind?, løses ikke ved lovens termer: "forbudt", "påbudt", "tilladt", osv. Og når Luther alligevel bruger dem, er det en fejl fra hans side. Det er uklogt af ham, når han vil gøre sin opfattelse forståelig. Eller i hvert fald: Vi, der ikke lider af lyst til at tale om evangeliske råd kontra Guds ti bud, skal holde tungen meget lige i munden, hvis vi skal forstå, hvad han siger.

⁶³ Når således Luther her siger, at Jesus påbyder os gerne at tilgive og glemme, så ryger han ind i en modsigelse. For spørgsmålet om, hvorvidt der kommer en forligelse i stand, er ikke noget, der er op til den enkelte og kun ham. Og det er da slet ikke noget, der kan befales frem. Så det er forkert at tale om, at Jesus påbyder os at tilgive. Ikke blot kan tilgivelse ikke påbydes, fordi den holdning, der er tilgivelsens forudsætning: den velvillige indstilling, ikke på nogen måde kan presses frem, om det så var Gud selv, der ville presse den frem, men det er også vildledende at påbyde tilgivelse af den grund, at tilgivelse finder sted i et samspil mellem den enkelte og hans næste. Luther i prædiken over Matt 5,21: "Derfor advarer han igen her og viser, at det i budet ikke alene er forbudt at blive vred, men også påbudt, at man gerne tilgiver og glemmer, hvad der er sket én af ondt: ligesom Gud har gjort og endnu gør med os, at han tilgiver synden, så han fuldstændig sletter den af registret og aldrig mere tænker på den"; (bjerg04#76). (jvfr #55)

⁶⁴        Alt det er Luther sådan set godt klar over. Han kan andetsteds direkte sige, at man ikke skal tilgive, hvis den anden ikke vil erkende sin synd. Ja, her siger han endda, at man ikke kan tilgive næsten; ikke fordi man ikke har en tilstrækkelig vilje dertil, men fordi næsten ikke vil have tilgivelsen. Luther i prædiken over Matt 6,14: "Ligesom det nu går for sig i nøglemagtens embede, sådan går det også for sig med enhver kristen overfor hans næste; for, selv om han vel skal være parat til at tilgive enhver, der øver ondt mod ham, når han ikke vil erkende synden eller høre op med den, men fortsætter dermed, så kan du dog ikke tilgive ham; og det er ikke din skyld, det er hans egen skyld, fordi han ikke vil have tilgivelsen". (bjerg12#104)

⁶⁵        Dette, at du ikke kan tilgive din næste, er det nok værd at lægge mærke til. For her viser sig forskellen mellem Luther og sværmerne, eller mellem Luther og en moderne "aktivistisk" opfattelse. Det er ordet "tilgive", der snyder os lidt. Sværmerne vil, gætter jeg på, mene, at det er gjort med den indre velvillige og tilgivende holdning overfor næsten; eller de vil mene, som mange moderne sværmere, at "tilgivelseskravet" er opfyldt, hvis du siger, at du tilgiver, eller hvis du strømmer over med imødekommende og forstående ord. De synes ikke at forstå umuligheden af at tilgive, fordi de ikke accepterer, at tilgivelse ikke er enkeltmenneskets handling, men er noget, der sker imellem mennesker. De er bundet af den individuelle tankegang, hvor relationstankegangen skulle have gjort sig gældende.

⁶⁶ Men Luther synes her at bevæge sig over i relationstankegangen, han synes at have blik for, at tilgivelse er noget, der finder sted imellem mennesker, altså er noget, som den enkelte ikke er herre over, hvor tilgivende et sind han så end formår at frempresse hos sig selv.

⁶⁷        Det er også netop den slags tanker, jeg her har villet fremhæve omend med andre ord og begreber.

⁶⁸        Men lad mig til sidst vende tilbage til det problem, jeg opstillede i #38: Giver det ikke bagslag, hvis man som jeg vil vise, at Luther godt kan prædike "uluthersk", at han altså her ikke har til hensigt at få tilhørerne til at erkende deres synd og søge Guds tilgivelse i Kristus? For er den "syndsprædiken", han leverer i slutningen af prædikenen over Matt 7,1-2, ikke netop identisk med en "syndsprædiken", mange "lutherske" prædikanter leverer den dag i dag? Og kan man ikke som moderne prædikant, der vil prædike luthersk, blot tage Luthers prædiken her med op på prædikestolen, for, ikke sandt, her har man da den smukkeste påvisning af menneskets synd, man kan tænke sig?

⁶⁹        Se f. eks. hosstående del af denne prædiken! Er det ikke en meget præcis beskrivelse af, hvordan vi mennesker er overfor vor næste? En moderne prædikant kan vist ikke gøre det bedre. Vi vil ikke se det hos næsten, der er godt, for vi vil selv fremtræde som de gode, ja som de bedste. Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Så skulle vi gribe i vor egen barm og først se, hvad vi mangler, men det gør vi ikke; nej, vi har et skæl for vore øjne, så vi overbeviser os om, at vi er gode, hvis vi ser en gave hos os, som næsten ikke har, og netop derved fordærves, og hos næsten ikke ser, hvad godt der er ved ham, for vi ville altid finde lige så meget hos ham, som vi nu ser af svaghed hos ham". (bjerg22#49).

⁷⁰       Eller tag det, der står lidt efter: Også her slipper Luther godt fra det med sin dommedagsprædiken. Også her formår han at granske vort inderste og udstille det, så vi selv bør kunne se det. Og vil derfor ikke enhver nutidig prædikant, der er ude efter at finde gode beskrivelser af, hvordan vi mennesker er syndige ind til vor inderste rod, kunne finde ammunition her hos Luther? Oven i købet drejer Luther det derhen, at vi røver æren fra Gud, når vi bliver stolte over en eller anden gave, vi har. Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Kort sagt, det er den værste last og et lutter djævelsk hovmod, at vi synes godt om os selv og praler af det, når vi ser eller føler en gave hos os selv, og ikke takker Gud for det, men bliver stolte, og foragter enhver, og i den grad fylder øjnene med det, at vi ikke ser noget af det, vi ellers gør, af den grund, og mener, at alt er i bedste orden med os. Vi stjæler og røver altså æren fra Gud, vi gør os selv til afgud", (bjerg22#51)

⁷¹ Og vi kan tage det næste citat med. For ikke blot røver vi æren fra Gud, vi misbruger også den gave, vi har fået af Gud. Vi har fået vore gaver for at vi skal hjælpe og dække over næsten. Men vi misbruger dem til at hævde os overfor ham, se ned på ham og foragte ham. Og alt det gør os meget værre end næsten. Han har jo så at sige "kun" en synd af første grad. Vi har én af anden eller tredie grad: Vi henfører ikke vore gode evner til Gud, men til os selv. Du skulle med din fromhed og ære dække over og undskylde næstens synd og skam, for sådan har Gud handlet mod dig. Men du gør det ikke. Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "For det andet, skal du ikke foragte og fordømme næsten, selv om du ser noget ondt hos ham. Men derimod skal du se på det, der er godt ved ham og hjælpe ham med dine goder og gaver, dække over ham, undskylde ham og råde ham. Og du skal vide, at var du end den helligste og frommeste, så bliver du netop derved, at du dømmer en anden, den allerværste. For din gave er ikke givet dig, for at du skal prale af den, men for at du skal hjælpe næsten med den, hvor han behøver det, så at du med din styrke bærer hans svaghed, så du med din fromhed og ære dækker over og undskylder hans synd og skam, sådan som Gud i Kristus har handlet imod dig og endnu hver dag handler imod dig". (bjerg22#65)

⁷²        Og spørgsmålet er altså: Er ikke alt dette et eksempel på lovens anden brug hos Luther? Mit svar er, at det tror jeg ikke, det er. På trods af, at det da sådan set godt kan se indlysende ud. Ikke mindst for én, der er opdraget til, at en prædiken skal stramme loven, så mennesket drives til Kristus. Men sådan er det altså ikke ment. Eller, at jeg skal sige det på anden måde: Det tonefald har Luther ikke på. Han har det formanende tonefald på. Hans ord her er opfordringer til, hvad den enkelte i Wittenberg kunne tage og gøre, hvis han vil styrke fællesskabet i byen eller dèr, hvor han arbejder og har hjemme. At formaningen har lovform, må ikke få os til at overhøre den bekymring for fællesskabets vé og vel, der lyder gennem ordene her.

⁷³ Jeg kan også sige, at spørgsmålet er, hvordan hosstående citat skal forstås. Når man sammenholder #64 og #65 (før "snød" jeg lidt og citerede kun #65), ser man, at Luther her viser to måder, hvorpå man kan bekæmpe den skændige last, at du behager dig selv: Den ene måde går ud på at gøre sig klart, at man måske nok kan se forskellige dårlige ting hos et andet menneske, men hos sig selv vil man jo tillige se de "grove knuder", som andre ikke ser. Det skulle være nok til at få én til i stedet for at prale over, at man er bedre end næsten, at bede Gud om tilgivelse. Den anden måde går ud på, at man, hvis man ser noget ondt hos næsten, alligevel ikke foragter og fordømmer næsten, men hjælper ham, dækker over ham og undskylder ham. Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "For du vil aldrig finde så megen synd hos andre som hos dig selv. For hvis du ser meget hos en anden, så ser du et år eller to; men hos dig selv et helt liv, især de grove knuder, som andre mennesker ikke kender til, så du skulle skamme dig over dig selv. Se, det ville være én måde at kæmpe imod den skændige last, så du ikke behager dig selv, men beder Gud om, at han vil tilgive dig og de andre. For det andet, skal du (når du vil bekæmpe den skændige last #64) ikke foragte og fordømme næsten, selv om du ser noget ondt hos ham. Men derimod skal du se på det, der er godt ved ham og hjælpe ham med dine goder og gaver, dække over ham, undskylde ham og råde ham. (bjerg22#64f)

⁷⁴        Der er ikke tale om, at Luther her nævner umulige ting. Der er tale om, at Luther går ind i dagligdagen, f. eks. som den formede sig i datidens Wittenberg, og vil have studenterne i klassen til at standse deres konkurrence og i stedet hjælpe hinanden af et godt og ærligt hjerte, vil have de handlende til ikke at se skævt til hinanden, men i stedet hjælper hinanden og accepterer hinanden, eller vil have sig selv og sine kolleger til at lægge alt nag og nid til side og sammen kæmpe for evangeliets sag. Hvad de jo forresten i stort omfang netop gjorde.

⁷⁵        Det tonefald, som jeg altså mener, man kan høre i ovenstående formaninger, kan man i hvert fald høre i hosstående citat. Her kalder jo Luther Jesu ord om ikke at dømme for en "advarsel", en "Warnung". Det vil sige, her føler han åbenbart selv, at det vil være forkert at anvende ordet "lov" eller at fremhæve, at Jesus med sine ord skærper "loven". Der er tale om, at Jesus, ligesom Luther selv, har tanken rettet mod det fællesskab, der er mellem ham og disciplene, i det fællesskab går det galt, hvis man vil dømme hinanden. Og derfor retter han en kærlig opfordring til dem om da så at lade være med det indbyrdes dømmeri. Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Derfor er dette en helt nødvendig advarsel, så at vi lærer det og vænner os til det, når vi har gjort, hvad vort embede tilpligter os, hvad enten det nu er at prædike og anklage offentligt eller det er at formane broderligt (sådan som Kristus lærer det i Matt 18,15ff) at vi da lærer og vænner os til at bære, at dække over og at undskylde vor næstes svagheder. Og selv om jeg ser noget ved ham, som ikke behager mig altfor godt, at jeg så ser tilbage på mig selv, så vil jeg også finde meget, som ikke behager andre mennesker og som jeg gerne ville, de holdt mig til gode og bar over med: så skal den pralhals nok komme ned med nakken, ham, der synes om sig selv og smiler over den andens svaghed, så skulle nok mester overklog klogelig liste af og lade være med sit dømmeri. (bjerg22#42f)

⁷⁶         Nå, ja, jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg i begyndelsen af denne afdeling har behandlet Jesus-ordet lidt anderledes, nemlig som et råd om, hvordan man kan bære sig klogt ad her i livet. Jeg har set påstanden om, at man får tilmålt med den alen, man måler andre med, som en beskrivelse af, hvordan menneskelivet fungérer, og den dermed sammenhængende opfordring til ikke at dømme som en slags fidus: sådan kunne man da tage og gøre, når nu sammenhængen er den, at tingene smitter her i menneskelivet. Så ville man få sit liv til at lykkes derved, at det fællesskab, man lever i og er en del af, trives.

⁷⁷       Og det har med min undersøgelse af Luther ikke været min hensigt at gøre Luther til "riisianer". Det véd jeg godt, det vil ikke lykkes. Men det er da egentlig forbavsende, så langt man trods alt kan komme i den retning.

⁷⁸ Videre til sp04!

⁷⁹ c

⁸⁰ c

⁸¹ c

⁸² c

⁸³ c

⁸⁴ c

⁸⁵ c

⁸⁶ c

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

³¹ Og det vil igen sige: der er tale om at være "smart" eller om at handle klogt, ikke om at efterleve en høj etisk standard. At det hænger sådan sammen, kan måske ses af en lille besynderlighed i Lukasevangeliets gengivelse af ordene. Den danske oversættelse har lavet lidt fiksfakseri, formentlig fordi man ikke har haft øje for det, jeg her gør opmærksom på. Den skriver: "Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen." Det er måske nok ikke helt forkert. Men altså heller ikke helt rigtigt. Der står ikke "man" i originalen. Der står "de". Eller rettere, verbet, der betyder "at give" står i 3. person flertal (dwsousin). Og den form kan da nok somme tider betyde "man". Men den eneste grund til, at det skulle være tilfældet her, er vel, at oversætteren forestiller sig, at der er tale om dommedag, og at dette "man" derfor står som et upersonligt eller passivisk udtryk for Gud.	Jesus i Lukasevangeliet: "v37 Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. v38 Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." (Luk 6,37f)
³² Men forstår man det, som jeg her har skitseret, så bliver det "de", der står der, et udtryk for, at Lukas så udmærket er klar over, hvad der er tale om: at det handler om, hvordan de andre i fællesskabet reagerer; og "de" er altså ikke straffens eller belønningens engle på dommedag, det er de mennesker i fællesskabet, der har været udsat for, at du har vist dig gavmild.
³³ Det, der er tale om, er altså dommedag og livet her og nu i ét. Det vil sige, hvis vi forundres eller måske ligefrem forarges over udtrykket "tilgiv, så skal I få tilgivelse", i den formening, at der er tale om, at vor tilgivelse her og nu udløser Guds tilgivelse på dommedag, eller om, at Gud som betingelse for at ville rykke ud med sin tilgivelse på dommedag stiller det krav, at vi har tilgivet vor næste, så bliver vi her retvendt: Det er ikke det, der er tale om. Der er tale om en beskrivelse af menneskesamfundet ved hjælp af dommedagsudtryk. Den, I skal få tilgivelse af, hvis I her og nu tilgiver, er altså ikke Gud på dommens dag, men de mennesker i fællesskabet, der er blevet smittet af jeres tilgivende holdning. Og det er ikke noget, de gør, fordi de nu også skal huske at yde gengæld, det er noget, de gør sådan helt af sig selv, fordi de har fået tilgivelsens og forståelsens holdning ind under huden.
³⁴ Luther om Matt 7,1f. Luther er virkelig interessant at beskæftige sig med. Gang på gang overrasker han. Således her i hans prædiken over Matt 7,1f. Lad mig gå til bekendelse og indrømme, at meningen med den oprindelige, lidt sære titel på denne afhandling ("Alt det syndepjat!") var at vise, at man godt kunne forkynde evangelium uden at være "luthersk", det vil sige, uden hver gang at skulle igennem Luthers klosterkamp, eller uden i hver prædiken at skulle vise, hvor stor menneskets synd er, for på den måde at drive mennesket til Kristus.
³⁵ Jeg har tænkt mig at vise, hvordan Luther selv vender sig imod en sådan tankegang. Han gør nemlig det her i denne prædikenrække, at han vender sig kraftigt imod papisterne, fordi de ikke vil betragte Jesu anvisninger i bjergprædikenen som bud, men kun som "evangeliske råd", det vil sige, som noget, man kan gøre eller lade være med at gøre efter forgodtbefindende. Med andre ord: Jesus bliver på den måde ikke taget alvorlig.
³⁶ Nøjagtig det samme kan man sige om de superlutheranere, der vil mene, at Jesus her i bjergprædikenen ikke sådan for alvor mener, at vi skal undlade at blive vred, hvis ikke vi vil dømmes til helvedes ild, nej, meningen er "kun" at få os til at indse vor synd. Bjergprædikenen vil være et "syndespejl", som man så viselig siger. Men altså: papisterne tager ikke Jesus alvorlig. Vore dages lutheranere tager ham ikke alvorlig. Det synes jeg selv er en sigende parallel.
³⁷ Og så må jeg da indrømme, at jeg sådan hemmeligt har været lidt loren ved sagen. Påstanden var jo, at sådan bar Luther sig overhovedet ikke ad med bjergprædikenen. Han brugte den aldeles ikke som syndespejl. Men min frygt var, at jeg, når jeg sådan kom til at se nærmere efter, alligevel skulle opdage et par steder eller tre, hvor han faktisk prædikede "luthersk". Og ikke sandt, så ville mit smukke forehavende jo være mislykkedes i nogen grad.
³⁸ Og hvis man nu er en sådan lidt bekymret skribent, så kan man godt blive lidt hed om ørerne, når man læser det sidste af Luthers prædiken nr 22 over Matt 7,1-2. For gør Luther ikke netop det, at han viser os vor synd, endda en ret så total synd? Er den prædiken, han leverer her fra #63 og ud ikke netop en sådan "syndeprædiken", som jeg vender mig imod? Giver min påberåbelse af Luther derfor ikke sørgeligt bagslag?	Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Sådan går det til, når vi glemmer vort eget, hvad vi var, så kan vi så udmærket dømme andre mennesker. Men her hedder det: Hans, tag dig selv ved næsen og grib i din egen barm; hvis du vil finde en skurk, du kan dømme, så finder du den største skurk på jorden, så du godt kan glemme alt om andre mennesker og kun ønske at blive hævet op til at stå lige med dem". (bjerg22#63)
³⁹ Det vil jeg nu ikke mene, det gør. Tværtimod vil jeg mene, at jeg på baggrund af denne prædiken kan påberåbe mig Luther i langt højere grad, end jeg havde turdet håbe. Ikke fordi det gør så meget fra eller til. For en anden af mine teser er jo, at noget godt kan være sandt, selv om Luther ikke har sagt det. Men alligevel! Det er nu ganske interessant at gå denne sag lidt nøjere igennem.
⁴⁰ I virkeligheden dukker problemet nok op et stykke tid tidligere. Allerede under omtalen af Matt 5,21, Matt 5,33, Matt 5,38 og Matt 5,43 vender Luther sig jo imod sværmerne. Og sværmerne påstod så sandelig, at der var tale om bud. Og disse bud skulle overholdes, basta. Og det gik de så i gang med. På den måde, at de gav sig selv den regel, at de ikke måtte aflægge ed nogen steder. Og på den måde, at de ikke måtte blive vrede, at de skulle elske deres fjender, osv. Og ærlig talt, er det ikke lige efter Luthers opfattelse? De tager jo så sandelig Jesus alvorlig. De regner med, at han mener det alvorligt, så alvorligt mener han det, at han vil have det overholdt. Og hvis det er sådan ment, er der så andet at gøre end at gå i gang det bedste, man kan?
⁴¹ Det er altså det problem, jeg her vil rejse: Hvori består egentlig forskellen mellem Luther og sværmerne? Hvad var det egentlig, der var sværmernes fejl? Bevares, de anerkendte ikke de forskellige menneskelige ordninger, de mente, man i de samfund af oprigtigt troende, som de dannede, kunne undvære domsvirksomhed og straffe. På det område kan man nok se en forskel. Men når det drejer sig om som samfund betragtet eller som menighed betragtet at rette sig efter Jesu anvisninger, er der så ikke overensstemmelse?	Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Men for at man ikke skal tage anstød af denne prædiken og med urette forstå den sådan, at det hermed blev aldeles forbudt at dømme og bedømme, så fremgår det af det, der er sagt så ofte tidligere, at Kristus her alene prædiker for sine disciple, og slet ikke taler om den dom eller straf, som må forekommer i verden: som f. eks. far og mor i huset må dømme, straffe og også indimellem slå deres børn og tyende, når de ikke vil gøre det rette". (bjerg22#7)
⁴² Når vi når frem til at tale om det rige, som hverken svækker eller ophæver det verdslige rige, så er der altså også dèr noget, der er forbudt, der synes også dèr at være en lov, der skal opfyldes. Luther forklarer det med, at djævelen laver sine onde gerninger overalt, hvor Gud gør sig gældende. Og når man skal undlade at dømme, hænger det altså sammen med, at man derved vil ophæve djævelens stadige indblanding; for det er djævelens gerning, når enhver tror godt om sig selv og mener at alene hans sag skal gælde og være det bedste.	Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Men her taler vi om et andet rige, som dog ikke svækker eller ophæver det verdslige rige, nemlig det åndelige liv og væsen blandt de kristne: dèr er det forbudt, at den ene dømmer og fordømmer den anden. For derved ophæver man det, at djævelen altid blander sig ind i det og driver sit værk, så at enhver tror godt om sig selv og mener, at alene hans sag skal gælde og er det bedste, og så enhver dadler og tilintetgør alt, hvad der ikke retter sig efter ham. (bjerg22#9)
⁴³ Men dette at undlade at dømme er altså tilsyneladende noget, man skal gøre, noget, der er givet gennem en form for lov. Og er man nu en sådan bekymret skribent, der har Luther en anelse mistænkt for alligevel at prædike "luthersk" i ny og næ, vil man så ikke gribe fat i netop sådanne udtalelser og spørge, om ikke der her er et eksempel på "lovens anden brug". Og det for den bekymrede skribent glædelige ved denne prædiken er altså, at det slet ikke er det, der er tale om.
⁴⁴ Nej, når Luther beskriver, hvordan vi gang på gang griber til den udvej at se ned på andre og fremhæve os selv, så er det ikke for at få os til at gribe frelsen i Kristus, men så gør han det for at vi skal rette os efter det, for at vi skal se med andre øjne på os selv, og for at vi derved skal holde vor fordømmelse af næsten tilbage, og for at det fællesskab, vi står i, derved skal få den rette karaktér af kristent fællesskab.
⁴⁵ Jeg vil egentlig ikke sige, at Luther indkredser det, han vil sige, i løbet af sin prædiken; det kan såmænd godt være, at han fra begyndelsen er fuldstændig klar over, hvor han vil hen. Men om det så var sådan, at han først efterhånden får blik for, hvad der kan siges netop den dag ud fra netop denne tekst, så er det så meget des bedre, for mig at se.	Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Det vil jeg derfor mene, at det at dømme i læren er én af de højeste, skændigste og skammeligste laster på jorden; deraf er alle sværmerånder opstået, og hidtil har munkene, præsterne og alt, hvad der var i pavedømmet, siddet fast i det, at enhver antog sin sag for den bedste og dømte de andre. Men det er der ingen grund til her at sige noget om". (bjerg22#29)
⁴⁶ Han hævder f. eks. til at begynde med, at Jesus er ude efter dem, der vil være kloge i egne øjne, dem, der vil dømme andre efter læren, og dem, der vil dømme andre efter livet. Men det interessante er, at han synes at have et konkret fællesskab i tankerne, f. eks. fællesskabet i Wittenberg omkring universitetet, eller måske endda fællesskabet i byen som sådan. Problemet, der skal løses, beskrives af Luther ikke som dette: Hvordan får jeg en nådig Gud? ejheller som dette: Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?	Fortsat: "Den anden dom eller bedømmelse finder sted i livet, hvor den ene dadler og fordømmer den andens liv og gerning og ikke finder behag i noget af det, andre gør; det er for det første en udbredt, almindelig last. Men det er os nu engang forbudt. Ligesom vi, hvad læren angår, skal være samdrægtige og være af ét sind og én forståelse eller tro, sådan skal vi også være ens sindet og have ét hjerte i det ydre liv, selv om dette ikke kan foregå på samme måde, som med troen". (bjerg22#30)
⁴⁷ Nej, det problem, der skal løses af ordet om ikke at dømme, er den kristne menigheds problem: Hvordan kommer vi til at leve ud af ét sind og ét hjerte? Det vil sige, det er fællesskabets problem, ikke den enkeltes problem, Luther her tager frem. Det, Jesus altså vil, efter Luthers opfattelse her, er at tale til fællesskabet for at styrke det, er at få den indbyrdes tillid til at blomstre, er at skabe samdrægtighed mellem menighedens medlemmer.
⁴⁸ Og så er vi ovre i en anden del af teologien end før. Så handler det ikke om, hvordan jeg kan overbevises om, at jeg er en så stor synder, at jeg har syndernes forladelse behov, så handler det om, hvad jeg, der er kommet til tro på mine synders forladelse i Kristus, nu skal gøre, hvordan jeg skal leve med de andre i menigheden, hvordan jeg skal gebærde mig i det daglige.
⁴⁹ Det har hele tiden været det, Luther har villet have Jesu anvisninger i bjergprædikenen til at sige noget om, men det bliver særlig tydeligt her. Derfor kan han sige, at Kristus her i bjergprædikenen taler til sine disciple, altså til dem, der er blevet kristne. Derfor kan det hedde, at de store spørgsmål om loven og om frelsen ved Kristi lidelse og død ikke tages op af Kristus her.
⁵⁰ Men er vi så ikke derhenne, hvor der altså er tale om lovens tredie brug? Betyder det så ikke, at det, Luther her lægger Jesus i munden, er en anvendelse af loven, der kun kan betegnes som en anvisning på, hvordan den troende skal leve, efter at han er kommet til tro? Og har så Luther alligevel ikke en teori om lovens tredie brug? Bruger så Luther alligevel ikke loven som rettesnor for den kristne efter omvendelsen?
⁵¹ Jo, der ser unægtelig sådan ud. Så meget mere, som han jo direkte siger, at dette, at man ikke finder behag i noget, den anden gør, er en udbredt last. "Men det er os nu engang forbudt". (#46) Underforstået: der er en lov, nemlig Jesu ord her i bjergprædikenen, der har forbudt os det. Eller han siger, som i det tidligere nævnte eksempel (#42: se nebenbei), at det i det kristne rige er forbudt, at den ene dømmer og fordømmer den anden.	Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Men her taler vi om et andet rige, som dog ikke svækker eller ophæver det verdslige rige, nemlig det åndelige liv og væsen blandt de kristne: dèr er det forbudt, at den ene dømmer og fordømmer den anden". (bjerg22#9)
⁵² Jeg skal indrømme, at Luther ikke i særlig grad gør sig klart, at han her taler i en helt anden kategori, eller at der her er tale om noget helt andet end om loven i normal forstand. Men han taler altså i en anden kategori. Og det, der gør, at man kan se, der er tale om en anden kategori, er det før nævnte forhold, at hovedspørgsmålet nu er, hvordan livet i menighedens bringes til at trives. Derfor betyder "lov", "forbudt" og den slags ord noget helt andet her, end når vi har med de kategorier at gøre, der drejer sig om, hvordan man bliver kristen, altså med loven som en tugtemester til Kristus.
⁵³ Det hænger i nogen grad sammen med, at Luther her er i stærk opposition til papisterne og deres opfattelse af disse anvisninger som evangeliske råd. Nej, hævder Luther, der er ikke tale om noget, som man i givet fald kan vælge fra, hvis man skulle finde ud af, at man alligevel ikke vil være fuldkommen. Det er ikke sådan, at du, fordi du ikke har aflagt løfte om at elske din fjende, har lov til at hade din modstander. Der er tale om bud. Det er givet enhver at skulle overholde dem.	Luther i "Om munkeløfterne": "Og fordi det var meget syndigt, udvalgte han [Satan] ud af de mange råd, der var forudsagt, og som han bragte frem, kun tre: lydigheden, fattigdommen og den ugifte stand, de øvrige hverken aflagde de løfte på eller overholdt, så de frit kunne være trættekære, føre stridigheder, hade deres modstander, kræve udlånte penge igen, lade være med at give den trængende, lade være med at låne ud"; (vot01#116).
⁵⁴ Og selvfølgelig kan man så sige, at budene skærpes af Jesus. Men Luther tænker sig ikke et øjeblik, at man på en eller anden måde får dispensation fra at skulle overholde budene gennem Guds tilgivelse, heller ikke selv om han formulerer dem i den skærpede form. Bestemt ikke. Hvorfor ikke? Hvordan kan man det ene øjeblik af den skærpede lov tvinges til at indse, at man ikke kan holde budene, og det næste være fuldstændig overbevist om, at selvfølgelig holder man da budene, også i den skærpede form?
⁵⁵ Ikke sandt, Luther hævder, at Jesus med sine ord i Matt 5,21 om at blive vred ikke blot forbyder at blive vred, han ligefrem påbyder at tilgive og glemme. Først kan man naturligvis spørge, hvor da egentlig Luther véd det fra. Der står da blot, at den, der bliver vred, er skyldig for domstolen. Svaret er, vil jeg mene, et dobbelt. Luther véd det, fordi han her tænker i forhold. Og når han her tænker i forhold, og det er så det andet, skyldes det, at teksten lægger op til det. Hosstående citat står som udlægning af Jesu ord: "Søg forlig med din broder" (Matt 5,24), så det er sådan set teksten selv, der fortæller Luther, at Jesus påbyder at tilgive.	Luther i prædiken over Matt 5,21: "Derfor advarer han igen her og viser, at det i budet ikke alene er forbudt at blive vred, men også påbudt, at man gerne tilgiver og glemmer, hvad der er sket én af ondt: ligesom Gud har gjort og endnu gør med os, at han tilgiver synden, så han fuldstændig sletter den af registret og aldrig mere tænker på den"; (bjerg04#76).
⁵⁶ Men dernæst må man vel også sige, at intet i Luthers udlægning bare med så meget som et bogstav lader ane, at man, når man pukker på Guds nåde, slipper for at opfylde det krav til én, der hedder: tilgiv din næste. Tværtimod, når man selv har modtaget tilgivelse, bliver det endnu tydeligere for én, at man selv skal tilgive, som man har fået tilgivelse.
⁵⁷ Det er en velkendt historie. Men hvad er så "kravet" om at tilgive, som man selv har fået tilgivelse? Er det et udtryk for Jesu nye lov? Er det i det hele taget lovtermer, Jesus udtrykker sig i her i bjergprædikenen? Og hvis Luther mener det -- og han tvinges jo næsten til at mene det, når han overfor papisterne vil fremhæve, at der ikke er tale om evangeliske råd, men om bud -- har han så ret? Kan så vi, der ikke står med et lignende pres over os, godtage hans formulering?
⁵⁸ Jeg havde nær sagt, hvad enten vi kan det eller ej, vi må for alt i verden finde vore egne ben. Metoden med blot at efterligne Luther eller blot at finde ud af, hvad Luther egentlig har ment og så lade det være det, vi bøjer os for, må vi forlade. Den er "uluthersk". For Luther selv vil jo have os til at forstå. Og forstå gør vi ikke, hvis vi blot "efteraber" Luther.
⁵⁹ Og skal jeg nu finde en terminologi, som sætter mig i stand til at forstå, hvad det er der foregår, både altså, hvad Jesus mener og hvad Luther mener, så er det relationstænkningen, jeg vil tage fat i. Og så vil jeg stille denne relationstænkning op imod det, jeg her har kaldt individualismen, eller individual-tænkningen.
⁶⁰ Hvordan det? Tja, jeg var lidt inde på det, da jeg beskrev det problem, Luther står overfor her, som værende det at komme til at leve i menigheden i ét sind og ud af ét hjerte. Problemet er altså ikke: Hvordan får jeg en nådig Gud? eller lignende individuelle problemer, nej, det er et fællesskabsproblem. (#46)

⁶¹ Og et fællesskabsproblem kan altså ikke løses "ved lov". Lovtankegangen hører hjemme dèr, hvor problemet er den enkeltes problem: Hvordan får jeg en nådig Gud? Hvordan gør jeg fyldest overfor Guds krav? Eller rettere: Når det er det, der er problemet, kan man ved at stramme loven til det yderste vise, at loven alligevel ikke kan løse det problem. Problemet løses kun, når man bliver klar over, at dette problem: Hvordan får jeg en nådig Gud? alligevel ikke er et individuelt problem, men et fællesskabsproblem, at der i virkeligheden er tale om det problem, der er fællesskabets grundproblem: Hvordan gendannes forholdet mellem personer? (hvilket jo er problemet om den nådige Gud på en anden måde), hvordan bliver jeg og min næste igen fortrolige med hinanden? hvordan får jeg og den anden igen tillid til hinanden?
⁶² Det vil sige, det fællesskabsproblem, Luther her konfronterer tilhørerne med: hvordan får menigheden ét hjerte og ét sind?, løses ikke ved lovens termer: "forbudt", "påbudt", "tilladt", osv. Og når Luther alligevel bruger dem, er det en fejl fra hans side. Det er uklogt af ham, når han vil gøre sin opfattelse forståelig. Eller i hvert fald: Vi, der ikke lider af lyst til at tale om evangeliske råd kontra Guds ti bud, skal holde tungen meget lige i munden, hvis vi skal forstå, hvad han siger.
⁶³ Når således Luther her siger, at Jesus påbyder os gerne at tilgive og glemme, så ryger han ind i en modsigelse. For spørgsmålet om, hvorvidt der kommer en forligelse i stand, er ikke noget, der er op til den enkelte og kun ham. Og det er da slet ikke noget, der kan befales frem. Så det er forkert at tale om, at Jesus påbyder os at tilgive. Ikke blot kan tilgivelse ikke påbydes, fordi den holdning, der er tilgivelsens forudsætning: den velvillige indstilling, ikke på nogen måde kan presses frem, om det så var Gud selv, der ville presse den frem, men det er også vildledende at påbyde tilgivelse af den grund, at tilgivelse finder sted i et samspil mellem den enkelte og hans næste.	Luther i prædiken over Matt 5,21: "Derfor advarer han igen her og viser, at det i budet ikke alene er forbudt at blive vred, men også påbudt, at man gerne tilgiver og glemmer, hvad der er sket én af ondt: ligesom Gud har gjort og endnu gør med os, at han tilgiver synden, så han fuldstændig sletter den af registret og aldrig mere tænker på den"; (bjerg04#76). (jvfr #55)
⁶⁴ Alt det er Luther sådan set godt klar over. Han kan andetsteds direkte sige, at man ikke skal tilgive, hvis den anden ikke vil erkende sin synd. Ja, her siger han endda, at man ikke kan tilgive næsten; ikke fordi man ikke har en tilstrækkelig vilje dertil, men fordi næsten ikke vil have tilgivelsen.	Luther i prædiken over Matt 6,14: "Ligesom det nu går for sig i nøglemagtens embede, sådan går det også for sig med enhver kristen overfor hans næste; for, selv om han vel skal være parat til at tilgive enhver, der øver ondt mod ham, når han ikke vil erkende synden eller høre op med den, men fortsætter dermed, så kan du dog ikke tilgive ham; og det er ikke din skyld, det er hans egen skyld, fordi han ikke vil have tilgivelsen". (bjerg12#104)
⁶⁵ Dette, at du ikke kan tilgive din næste, er det nok værd at lægge mærke til. For her viser sig forskellen mellem Luther og sværmerne, eller mellem Luther og en moderne "aktivistisk" opfattelse. Det er ordet "tilgive", der snyder os lidt. Sværmerne vil, gætter jeg på, mene, at det er gjort med den indre velvillige og tilgivende holdning overfor næsten; eller de vil mene, som mange moderne sværmere, at "tilgivelseskravet" er opfyldt, hvis du siger, at du tilgiver, eller hvis du strømmer over med imødekommende og forstående ord. De synes ikke at forstå umuligheden af at tilgive, fordi de ikke accepterer, at tilgivelse ikke er enkeltmenneskets handling, men er noget, der sker imellem mennesker. De er bundet af den individuelle tankegang, hvor relationstankegangen skulle have gjort sig gældende.
⁶⁶ Men Luther synes her at bevæge sig over i relationstankegangen, han synes at have blik for, at tilgivelse er noget, der finder sted imellem mennesker, altså er noget, som den enkelte ikke er herre over, hvor tilgivende et sind han så end formår at frempresse hos sig selv.
⁶⁷ Det er også netop den slags tanker, jeg her har villet fremhæve omend med andre ord og begreber.
⁶⁸ Men lad mig til sidst vende tilbage til det problem, jeg opstillede i #38: Giver det ikke bagslag, hvis man som jeg vil vise, at Luther godt kan prædike "uluthersk", at han altså her ikke har til hensigt at få tilhørerne til at erkende deres synd og søge Guds tilgivelse i Kristus? For er den "syndsprædiken", han leverer i slutningen af prædikenen over Matt 7,1-2, ikke netop identisk med en "syndsprædiken", mange "lutherske" prædikanter leverer den dag i dag? Og kan man ikke som moderne prædikant, der vil prædike luthersk, blot tage Luthers prædiken her med op på prædikestolen, for, ikke sandt, her har man da den smukkeste påvisning af menneskets synd, man kan tænke sig?
⁶⁹ Se f. eks. hosstående del af denne prædiken! Er det ikke en meget præcis beskrivelse af, hvordan vi mennesker er overfor vor næste? En moderne prædikant kan vist ikke gøre det bedre. Vi vil ikke se det hos næsten, der er godt, for vi vil selv fremtræde som de gode, ja som de bedste.	Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Så skulle vi gribe i vor egen barm og først se, hvad vi mangler, men det gør vi ikke; nej, vi har et skæl for vore øjne, så vi overbeviser os om, at vi er gode, hvis vi ser en gave hos os, som næsten ikke har, og netop derved fordærves, og hos næsten ikke ser, hvad godt der er ved ham, for vi ville altid finde lige så meget hos ham, som vi nu ser af svaghed hos ham". (bjerg22#49).
⁷⁰ Eller tag det, der står lidt efter: Også her slipper Luther godt fra det med sin dommedagsprædiken. Også her formår han at granske vort inderste og udstille det, så vi selv bør kunne se det. Og vil derfor ikke enhver nutidig prædikant, der er ude efter at finde gode beskrivelser af, hvordan vi mennesker er syndige ind til vor inderste rod, kunne finde ammunition her hos Luther? Oven i købet drejer Luther det derhen, at vi røver æren fra Gud, når vi bliver stolte over en eller anden gave, vi har.	Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Kort sagt, det er den værste last og et lutter djævelsk hovmod, at vi synes godt om os selv og praler af det, når vi ser eller føler en gave hos os selv, og ikke takker Gud for det, men bliver stolte, og foragter enhver, og i den grad fylder øjnene med det, at vi ikke ser noget af det, vi ellers gør, af den grund, og mener, at alt er i bedste orden med os. Vi stjæler og røver altså æren fra Gud, vi gør os selv til afgud", (bjerg22#51)
⁷¹ Og vi kan tage det næste citat med. For ikke blot røver vi æren fra Gud, vi misbruger også den gave, vi har fået af Gud. Vi har fået vore gaver for at vi skal hjælpe og dække over næsten. Men vi misbruger dem til at hævde os overfor ham, se ned på ham og foragte ham. Og alt det gør os meget værre end næsten. Han har jo så at sige "kun" en synd af første grad. Vi har én af anden eller tredie grad: Vi henfører ikke vore gode evner til Gud, men til os selv. Du skulle med din fromhed og ære dække over og undskylde næstens synd og skam, for sådan har Gud handlet mod dig. Men du gør det ikke.	Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "For det andet, skal du ikke foragte og fordømme næsten, selv om du ser noget ondt hos ham. Men derimod skal du se på det, der er godt ved ham og hjælpe ham med dine goder og gaver, dække over ham, undskylde ham og råde ham. Og du skal vide, at var du end den helligste og frommeste, så bliver du netop derved, at du dømmer en anden, den allerværste. For din gave er ikke givet dig, for at du skal prale af den, men for at du skal hjælpe næsten med den, hvor han behøver det, så at du med din styrke bærer hans svaghed, så du med din fromhed og ære dækker over og undskylder hans synd og skam, sådan som Gud i Kristus har handlet imod dig og endnu hver dag handler imod dig". (bjerg22#65)
⁷² Og spørgsmålet er altså: Er ikke alt dette et eksempel på lovens anden brug hos Luther? Mit svar er, at det tror jeg ikke, det er. På trods af, at det da sådan set godt kan se indlysende ud. Ikke mindst for én, der er opdraget til, at en prædiken skal stramme loven, så mennesket drives til Kristus. Men sådan er det altså ikke ment. Eller, at jeg skal sige det på anden måde: Det tonefald har Luther ikke på. Han har det formanende tonefald på. Hans ord her er opfordringer til, hvad den enkelte i Wittenberg kunne tage og gøre, hvis han vil styrke fællesskabet i byen eller dèr, hvor han arbejder og har hjemme. At formaningen har lovform, må ikke få os til at overhøre den bekymring for fællesskabets vé og vel, der lyder gennem ordene her.
⁷³ Jeg kan også sige, at spørgsmålet er, hvordan hosstående citat skal forstås. Når man sammenholder #64 og #65 (før "snød" jeg lidt og citerede kun #65), ser man, at Luther her viser to måder, hvorpå man kan bekæmpe den skændige last, at du behager dig selv: Den ene måde går ud på at gøre sig klart, at man måske nok kan se forskellige dårlige ting hos et andet menneske, men hos sig selv vil man jo tillige se de "grove knuder", som andre ikke ser. Det skulle være nok til at få én til i stedet for at prale over, at man er bedre end næsten, at bede Gud om tilgivelse. Den anden måde går ud på, at man, hvis man ser noget ondt hos næsten, alligevel ikke foragter og fordømmer næsten, men hjælper ham, dækker over ham og undskylder ham.	Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "For du vil aldrig finde så megen synd hos andre som hos dig selv. For hvis du ser meget hos en anden, så ser du et år eller to; men hos dig selv et helt liv, især de grove knuder, som andre mennesker ikke kender til, så du skulle skamme dig over dig selv. Se, det ville være én måde at kæmpe imod den skændige last, så du ikke behager dig selv, men beder Gud om, at han vil tilgive dig og de andre. For det andet, skal du (når du vil bekæmpe den skændige last #64) ikke foragte og fordømme næsten, selv om du ser noget ondt hos ham. Men derimod skal du se på det, der er godt ved ham og hjælpe ham med dine goder og gaver, dække over ham, undskylde ham og råde ham. (bjerg22#64f)
⁷⁴ Der er ikke tale om, at Luther her nævner umulige ting. Der er tale om, at Luther går ind i dagligdagen, f. eks. som den formede sig i datidens Wittenberg, og vil have studenterne i klassen til at standse deres konkurrence og i stedet hjælpe hinanden af et godt og ærligt hjerte, vil have de handlende til ikke at se skævt til hinanden, men i stedet hjælper hinanden og accepterer hinanden, eller vil have sig selv og sine kolleger til at lægge alt nag og nid til side og sammen kæmpe for evangeliets sag. Hvad de jo forresten i stort omfang netop gjorde.
⁷⁵ Det tonefald, som jeg altså mener, man kan høre i ovenstående formaninger, kan man i hvert fald høre i hosstående citat. Her kalder jo Luther Jesu ord om ikke at dømme for en "advarsel", en "Warnung". Det vil sige, her føler han åbenbart selv, at det vil være forkert at anvende ordet "lov" eller at fremhæve, at Jesus med sine ord skærper "loven". Der er tale om, at Jesus, ligesom Luther selv, har tanken rettet mod det fællesskab, der er mellem ham og disciplene, i det fællesskab går det galt, hvis man vil dømme hinanden. Og derfor retter han en kærlig opfordring til dem om da så at lade være med det indbyrdes dømmeri.	Luther i prædiken over Matt 7,1-2: "Derfor er dette en helt nødvendig advarsel, så at vi lærer det og vænner os til det, når vi har gjort, hvad vort embede tilpligter os, hvad enten det nu er at prædike og anklage offentligt eller det er at formane broderligt (sådan som Kristus lærer det i Matt 18,15ff) at vi da lærer og vænner os til at bære, at dække over og at undskylde vor næstes svagheder. Og selv om jeg ser noget ved ham, som ikke behager mig altfor godt, at jeg så ser tilbage på mig selv, så vil jeg også finde meget, som ikke behager andre mennesker og som jeg gerne ville, de holdt mig til gode og bar over med: så skal den pralhals nok komme ned med nakken, ham, der synes om sig selv og smiler over den andens svaghed, så skulle nok mester overklog klogelig liste af og lade være med sit dømmeri. (bjerg22#42f)
⁷⁶ Nå, ja, jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg i begyndelsen af denne afdeling har behandlet Jesus-ordet lidt anderledes, nemlig som et råd om, hvordan man kan bære sig klogt ad her i livet. Jeg har set påstanden om, at man får tilmålt med den alen, man måler andre med, som en beskrivelse af, hvordan menneskelivet fungérer, og den dermed sammenhængende opfordring til ikke at dømme som en slags fidus: sådan kunne man da tage og gøre, når nu sammenhængen er den, at tingene smitter her i menneskelivet. Så ville man få sit liv til at lykkes derved, at det fællesskab, man lever i og er en del af, trives.
⁷⁷ Og det har med min undersøgelse af Luther ikke været min hensigt at gøre Luther til "riisianer". Det véd jeg godt, det vil ikke lykkes. Men det er da egentlig forbavsende, så langt man trods alt kan komme i den retning.
⁷⁸ Videre til sp04!
⁷⁹ c
⁸⁰ c
⁸¹ c
⁸² c
⁸³ c
⁸⁴ c
⁸⁵ c
⁸⁶ c
⁸⁷ c
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c