Ekskurs om Matt 5,33-37.
Tilbage til oversigten!
Indhold:
| 1 Pædagogikken
Er der et sted, hvor man virkelig er klar over, at det drejer sig om at lade sprogets egne kræfter virke, er det indenfor pædagogikken. Man udtrykker sig vel ikke lige just sådan, men sagen er ikke desto mindre den, at man for at være en god pædagog må have forstået, hvordan en viden, en teknik, en evne overføres fra et menneske til et andet, fra lærer til elev. Og man vil jo hurtigt erfare, at det indenfor det fag ikke nytter noget med tvang. Man kan som lærer være irriteret, man kan blive gal over sin elevs manglende opfattelse, man kan true med alverdens ulykker, det er ikke det, der skal til, og det er man som lærer også godt klar over. |
|
| 2 Hvad
er det da, der skal til?
Man skal have tålmodighed. Man skal fremstille sagen på en måde, så eleven kan forstå den. Men at forstå vil jo netop sige at have fået et lys til at gå op for én. Og et sådant lys går op for én i kraft af noget inden i én selv, ikke i kraft af tvang eller trussel eller irritation udefra. |
|
| 3 Ja, oven i købet må man vel føje til, at heller ikke tvang fra ens egen side gør udslaget, hvis en sådan tvang kunne tænkes. Man kan ønske så meget det skal være at forstå, forståelsen kommer dog ikke af den grund. Det er ikke ønsket, der fremkalder resultatet, men den måde, tingene bliver lagt frem på, den måde, hvorpå læreren formår at bringe én fra A til B. | |
| 4 Platon demonstrerer en pædagogisk kunnen ved at lade Sokrates undervise en slave i, hvordan man finder kvadratroden af 2. Han gør det i en skridt-for-skridt demonstration, hvor slaven bringes til at forstå mere og mere af sagen, og hvor han altså til sidst er i stand til at indse, hvad kvadratroden af 2 er i form af et liniestykkes længde. | |
| 5 Denne viden, som således fralokkes slaven -- den slutning drager Platon af sit "eksperiment" -- må have været der i forvejen. At lære er derfor, mener Platon, at få en fødselshjælper til at fremkalde en viden, som man har med sig fra sine tidligere tilværelser. Naturligvis rejser sig så det spørgsmål, hvordan man så opnåede denne viden i den tidligere tilværelse, men jeg tror ikke, at Platon tager det spørgsmål frem, og jeg fornemmer også, at det er lidt "frækt" at komme med det her. Men hvorom alting er, Platon var af den anskuelse, at det, man lærer, er noget, man selv bringes til at forstå. Vel er der tale om en lærer, men denne lærer er "kun" fødselshjælper, det er eleven selv, der må "føde" det rigtige svar. | |
| 6 Det lyder indlysende, men er, som al teoretisk viden, ikke altid lige nem at omsætte i praksis. Jeg husker en situation fra en lejr for åndssvage børn (tildragelsen går helt tilbage til den tid, hvor man kaldte de åndssvage børn det, de var, nemlig åndssvage). Én af drengene, en dejlig dreng, der altid var glad, men kun udtrykte sig i enstavelsesord, havde set noget, der gjorde et stort indtryk på ham, så stort et indtryk gjorde det på ham, at han absolut måtte fortælle det til nogen. Og tilfældigvis var det lejrlederen, han henvendte sig til for at fortælle, hvad han havde set. Lejrlederen -- og vi andre -- havde også set, hvad drengen havde set, og det normale forløb ville nu have været, at drengen begyndte at fortælle, stammede i det, og derefter blev hjulpet gennem fortællingen af én af de voksne. | |
| 7 "Normalt" kalder jeg et sådant forløb, for sådan ville jeg have gjort. Og det ville jeg have gjort uden betænkeligheder, for, ikke sandt, man er der vel som voksen for at hjælpe børnene, også hjælpe dem i den situation, hvor de gerne vil udtrykke sig. Men lejrlederen så anderledes på det. Han vidste godt, hvad drengen ville fortælle, men stillede sig uvidende an, spurgte, når drengen gik i stå, og minsandten, ved hjælp af denne lidt hårde, men pædagogisk rigtige holdning, fik han drengen til at forme ord og sætninger, så han fik sagt det, han ville. | |
| 8 Det tager jeg hatten af for. Det var rigtig set i situationen, det var imporende grebet, det var utroligt, at han kunne undgå den fælde, som alle vi andre nok var faldet i, jeg i hvert fald, at hjælpe drengens tunge på gled. Men nej, det drejede sig jo om at få ham til at have den oplevelse: jeg kan godt sige noget, jeg kan godt fortælle, så de andre hører og forstår, jeg kan godt nå frem til, at det er mig, der ved det, jeg siger, får de andre til at grine eller undre sig eller blive benovede. | |
| 9 Nuvel, det var én oplevelse, der her blev bibragt ham. Senere gik det naturligvis mere på sædvanlig måde: drengen kom med sine énstavelsesord og blev forstået af os imødekommende voksne og fik det, han ville have. For ligefrem lære ham at tale frit og flydende, det gennemfører man ikke med en sådan enkeltstående begivenhed. Men alligevel: for ham selv må det have været en god begivenhed. Og for os andre var det også lærerigt; man kunne formelig hører hans indre tandhjul knase, da de, trods den rust, de havde fået på sig, blev sat i gang af hans lyst til at fortælle, hvad han havde set. | |
| 10 Og som på dette sted i pædagogikken, sådan overalt: Det drejer sig om at lade sproget selv virke. Det drejer sig om at føre eleven frem efter sprogets regler og indvikletheder på en måde, så eleven selv forstår, at to og to er fire, selv bliver klar over, hvorfor det ord, der er stavet på netop den måde, skal udtales sådan eller sådan. Det er en besværlig proces, bestemt. Men det, der gør den besværlig, er netop den ikke-indgriben, læreren skal ruste sig med. Sproget skal nok slå igennem. Logikken skal nok gøre sig gældende af sig selv. Og man er altså nødt til at bøje sig for dette "af sig selv". | |
| 11Luther om ordets virkning
På dette sted vil jeg fremføre to citater fra Luther. I disse citater påstår han, at det er ordet, der udvirker det hele, ordet, der får evangeliet til at udbredes, ordet og dets kræfter, man skal stole på under de vanskelige forhold, der herskede for Luther og hans sag i 1522. |
|
| 12 Det første citat er fra et brev, Luther skrev til sin kurfyrste, Frederik den Vise, efter at han var taget fra den sikre borg Wartburg tilbage til Wittenberg. Det må siges at være en noget besynderlig holdning: at det er ham, der kan optræde som beskytter, ikke kurfyrsten. Men det skyldes Luthers overmåde stærke tro på ordets egne iboende kræfter, kræfter, det må dog tilføjes, som måske virker igennem Luthers eventuelle fængsling og død, måske udenom. Og vi synes jo, det betyder temmelig meget, om de virker på den ene eller den anden måde. Men Luther holder fast på, at det i begge tilfælde er Guds nådige vilje, der sker. | Luther i et brev til kurfyrst Frederik den Vise af 5-3 1522: "Dette har jeg skrevet til Deres kurfyrstelige Nåde, for at Deres kurfyrstelige Nåde skal vide, at jeg kommer til Wittenberg med en helt anderledes stærk beskyttelse end den kurfyrstelige. Jeg har heller ikke i sinde at bede Deres kurfyrstelige Nåde om beskyttelse. Ja, jeg regner med, at jeg kan beskytte Deres kurfyrstelige Nåde mere, end De kan beskytte mig. Desuden, hvis jeg vidste, at Deres kurfyrstelige Nåde kunne og ville beskytte mig, så ville jeg ikke komme. |
| 13 Vi, der er vant til, at alting bedst ordnes "med Guds hjælp og lidt håndkraft", kan aldrig helt bekvemme os til at undlade at indsætte denne håndkraft. Men det er ikke desto mindre, hvad Luther opfordrer os til her. Ikke i den forstand, at Luther selv undlader at tage til genmæle overfor de beskyldninger, der rettes imod ham, ikke sådan heller at forstå, at Luther skulle sidde uvirksom i Wittenberg, men sådan at forstå, at Luther ikke vil have disse ordets gerninger understøttet af nogen magt. | Fortsat: "Denne sag kan eller skal ikke styres med sværd; Gud selv må her skabe alting, uden nogen menneskelige bekymringer og tilsætninger. Derfor: den, der tror mest, han vil her beskytte mest. Fordi jeg nu mærker, at Deres kurfyrstelige Nåde stadig er ret svag i troen, kan jeg på ingen måde anse Deres kurfyrstelige Nåde for den mand, der kan beskytte eller redde mig. Eftersom nu Deres kurfyrstelige Nåde gerne vil vide, hvad De skal gøre i denne sag, da De mener, at De har gjort alt for lidt, svarer jeg underdanigst: Deres kurfyrstelige Nåde har allerede gjort alt for meget og skulle slet intet gøre. For Gud vil og kan ikke lide Deres kurfyrstelige Nådes eller min bekymring og emsighed. |
| 14 Lidt mærkeligt er det også, at Luther anbefaler sin kurfyrste ikke at modsætte sig kejserens politistyrker, hvis de begiver sig ind på Sachsens område for at arrestere ham. Man må rette sig efter landets love, og Luther har åbenbart regnet med, at landets love gav kejseren ret til at gribe ind på sine underordnede fyrstes territorium, noget, der dog nok kan rejses en vis juridisk tvivl om. | Fortsat: "Han vil, at det skal overlades til ham, til ham og til ingen anden. Det kan Deres kurfyrstelige Nåde rette sig efter. Tror Deres kurfyrstelige Nåde det, da kan De have fred og være sikker; tror De det ikke, så tror dog jeg og må lade Deres kurfyrstelige Nåde have den vantroens kval og bekymring, som det sømmer sig for alle vantro at lide. Eftersom jeg ikke vil følge Deres kurfyrstelige Nåde, så er Deres kurfyrstelige Nåde undskyldt overfor Gud, hvis jeg skulle blive fanget og dræbt. |
| 15 Forøvrigt blev der af det juridiske fakultet i Wittenberg i 1530 afgivet et responsum netop om dette spørgsmål. Og det nåede frem til en ikke helt så klokkeklar afgørelsen som den, Luther her mener sig i stand til at træffe. | Fortsat: "Overfor menneskene skal Deres kurfyrstelige Nåde forholde sig således: overfor øvrigheden skal De være lydig som en kurfyrste og lade den kejserlige majestæt skalte og valte i Deres kurfyrstelige Nådes byer og lande med liv og gods, som det bør sig efter rigets ordning og ikke værge sig eller modsætte sig det, heller ikke begære, at nogen sætter sig imod eller lægger hindringer i vejen for den magt, der vil fange mig og slå mig ihjel. For magten skal ingen bryde eller modstå, det må kun den, der har indsat den. Ellers er det oprør og imod Gud”. (Min oversættelse, taget fra Gerhard Ebeling: Luther, Einführung in sein Denken, og fra Erl. 53, side 107f; findes også i WABr 2,455; brevets dato er som sagt 5.3 1522). (Se br050322#16) |
| 16 Ved samme lejlighed, altså ved hjemkomsten til Wittenberg i 1522 holdt Luther en række prædikener, de såkaldte invocavit-prædikener. Fra én af dem har jeg taget hosstående citat. | Luther i en prædiken i marts 1522: "Jeg kan ikke komme længere end til øret; ind til hjertet kan jeg ikke komme, eftersom jeg jo ikke kan indgyde troen i hjertet, derfor kan eller skal jeg ikke tvinge eller nøde nogen, for det gør Gud alene (invocav2#8) ... altså, hvis jeg havde set, at de havde holdt messe, så ville jeg have prædiket og formanet dem; hvis de så havde rettet sig efter det, så havde jeg vundet dem; men hvis ikke, så ville jeg alligevel ikke have trukket dem ved hårene med magt hen til det, nej, jeg ville have ladet ordet gøre sin virkning og jeg ville have bedt for dem. |
| 17 Og det forekommer mig, at ikke mindst i dette citat ser man den holdning slå igennem, som jeg her vil afbilde for at forklare, hvad der ligger i Jesu ord om ikke at sværge. Den tro, det drejer sig om for en kristen at have, er altså troen på ordet, troen på, at det, der er umuligt for mennesker: at bringe ordet fra øret til hjertet, det er muligt for Gud. | Fortsat: "For ordet har skabt himmel og jord og alle ting, og det må gøre det, og ikke vi arme syndere. (invocav2#21f) Kort sagt: jeg vil prædike ordet, jeg vil sige det, jeg vil skrive det. Men tvinge, nøde med magt, det vil jeg ikke gøre overfor nogen, for troen vil man skulle iføre sig frivilligt, uden tvang. Tag et eksempel fra mig! Jeg har været imod afladen og alle papister, men ikke med nogen magt. Jeg har alene drevet på med Guds ord, prædiket og skrevet, ellers har jeg intet gjort. |
| 18 Forøvrigt er jo Luthers bemærkning her om, at ordet virker, mens han sover, et citat fra Jesus, der i lignelsen om den såkaldt automatiske sæd (Mark 4,26) netop siger, at sæden bærer frugt "af sig selv", på græsk automath. Det med øllet er derimod noget, Luther selv har fundet på. | Fortsat: "Ordet har, mens jeg har sovet, og mens jeg har drukket wittenbergsk øl med min Filip og min Amsdorf, bevirket så meget, at pavedømmet er blevet langt mere svagt end om nogen fyrste eller kejser havde ødelagt det. Det er ikke mig, der har gjort det, ordet har bevirket og udrettet det altsammen. |
| 19 Men mærkeligt er det altså, at Luther kan fastholde ordets kraft så stærkt, som han gør her. Når man som han har været døden nær i Worms, når man har set en række øvrighedspersoner, fra pave og kejser og nedefter, gøre anstalter til at få én brændt på bålet, da at kunne se det som en forpligtelse, man har efterlevet, at man ikke har kæmpet imod med magt, at man ikke har brugt voldelig modstand, det er mærkeligt. Vi andre ville vel se det som noget, vi af omstændighederne var tvunget til, noget, som vi nødtvunget var gået med til eller havde fundet os i. Men for Luther er det noget, det var hans pligt at gøre, fordi han var tjener for ordet, det ord, der selv vil sørge for at overbevise, selv vil tage hjerterne til fange, så gerningen følger efter. | Fortsat: "Hvis jeg ville være faret frem med voldsomhed, så ville jeg have bragt Tyskland ud i en stor blodsudgydelse, ja, jeg ville have anrettet et spil i Worms, så at kejseren ikke havde været sikker dèr. Men hvad ville det have været? Det ville have været et narrespil. Det er ikke mig, der har bevirket det, jeg har ladet ordet handle. Hvad mener I vel, djævelen ville tænke. Når man vil udrette tingene med magt, så sidder han bagved i helvede og tænker: O hvilket fint spil skal nu ikke disse narre lave! Men så sker det, at det gør ham ondt, når vi alene driver på med ordet og alene lader det virke. Det er almægtigt, det tager hjerterne til fange, og når de er taget til fange, så må gerningen bagefter komme af sig selv”. (invocav2#21f) |
| 20 Tre ting skal jeg her gøre opmærksom på. 1) Luther havde senere svært ved selv at rette sig efter den udmærkede teologi, han opridser her. I behandlingen af sværmerne, af Karlstadt, af Agricola, er det vanskeligt for ham at drage de konsekvenser af denne teologi, som vi i vore dage i kraft af ytringsfriheden og de andre friheder har så let ved at drage. | |
| 21 2) Det, Luther ridser op, er almenmenneskeligt. Han mener ikke, at det kun er de kristne, der er sådan indrettet, at det er Gud selv, der må tage sig af ordets transport fra øret til hjertet, det er alle mennesker. Nuvel, det gør han sig måske ikke klart, for det, han her er optaget af, er jo, hvordan specielt Guds ord trænger igennem til hjertet. Men vi i vore dage må vel indrømme det. | |
| 22 Og det betyder altså, at ytringsfriheden, samvittighedsfriheden, ordets frihed, som vi længe har ment var oplysningstiden værk, får sin klare teologiske begrundelse hos Luther i denne prædiken. | |
| 23 3) Men, vil jeg hævde, denne frihed kan ikke blot føres tilbage til Luther, den må føres tilbage til Jesus selv, ikke blot til hans gerning (hvad jeg skal berører om lidt) men også til hans ord, f. eks. ordet om ikke at sværge. Dette ord, det er min påstand, har menneskeopfattelse tilfælles med Luther; begge regner med, at man må lade ordet selv virke, man må give ordet fri, man må lade ordets iboende logik, dets egne kræfter om at overbevise den anden. | |
| 24 Demokratiets indførelse
Også i de historiske begivenheder, der medførte, at demokratiet blev gennemført i vor verdensdel, kan man se en forståelse for ordets kræfter og en vilje til at lade dem herske, en tillid til, at disse kræfter virkelig findes. |
|
| 25 Begrebet "retfærdighed" er jo utvivlsomt et sprogligt og kulturelt begreb, men at dette begreb i sig selv skulle kunne ændre en verdensdels politiske indretning, det tænker vi ikke sådan over. Og det var da heller ikke "retfærdighed" alene, der havde svirret rundt i Frankrigs kultur i 1700-tallet, det var også mange andre tanker og forestillinger om, hvordan et samfund skulle indrettes. Men indrettes, så det blev uretfærdigt, det drømte dog ingen om og det argumenterede ingen for. | Grundtvig i Mands-Minde, side 90: "Vende vi os nu til Versailles, da møde vi dèr et natligt Optrin den 4de Avgust, der er saa meget mærkværdigere, som det kun er i det engelske Parlament, man plejer at opofre sin Natte-Ro for at kunne passe det Dagværk, der betaler sig bedst; men denne Nat var ogsaa i alle Maader en Undtagelse, thi til den har Engellænderne rigtig nok i hele deres lange Parlaments-Historie intet Sidestykke. |
| 26 Og alle disse begreber fra den diskussion, der havde fundet sted i det franske samfund indtil da, inklusive den, der havde fundet sted i Nationalforsamlingen selv, fra den udråbte sig selv til Nationalforsamling, går nu i ét den 4. august 1789 om aftenen, og går i ét på den måde, at de omsættes til almindelige, konkrete forslag. "Ædelmodigt", kalder Grundtvig det, og det er måske sandt nok. Jeg vil dog her fremhæve en anden ting ved denne given afkald på sine privilegier: det forhold, nemlig, at man af den forståelse af tingene, som disse begreber havde efterladt i ens sind, får mod til at give slip på det sikre og vove sig ud på dybt vand. | Fortsat: "I denne Nat frasagde nemlig Adelen sig alle sine Rettigheder, og Gejstligheden sin Tiende, en Ædelmodighed, der naturligvis forbavsede hele Evropa og vil, selv naar man har betragtet Sagen og Begivenheden fra alle Sider, bestandig blive et glimrende Træk i den franske Historie, som Adel og Gejstlighed næppe nogensteds efterligner." |
| 27 Det er ikke umiddelbart til at se, hvad man vinder ved at give afkald på sine privilegier. Faktisk vinder man vel overhovedet ikke noget for en umiddelbar betragtning. At man faktisk vandt noget, endda vandt utrolig meget, så man først senere, da det blev klart, hvordan den enkelte franskmand af den frihed, der blev ham til del, blev opvækket til store bedrifter. | |
| 28 Grundtvig beskriver det i "Danskeren" 1848, nr 14. Her kommer han med den indrømmelse, at den franske revolution på trods af alt det onde, der fandt sted, på trods af al blodudgydelse, dog havde ført det gode med sig, at det franske folk nu (altså i 1848) havde langt mere frihed end noget andet europæisk folk. Den frihed gjorde det muligt for dem at finde sig i megen ulighed. | Grundtvig i "Danskeren" 1848/14: "Man behøver nemlig kun at vide, at indtil Revolutionen var alle Franskmænd i deres Hjem saa fuldelig Slaver, som man kan være det uden bogstavelig at have Slaveklæder paa og Bøilen om Benet, thi det var dem foreskrevet ikke blot hvor de maatte kiøbe eller sælge, og hvor de maatte staae eller gaae, men hvad de skulde troe og tænke, medens Ingen af dem vidste hvad de turde sige, skrive eller giøre, da Folk tit, før de drømde om det, blev taget ved Vingebenet og smidt i det sorte Hul, som de kaldte Bastillen, uden at deres Nærmeste engang vidste, hvor de var støiet eller fløiet". (side 215) |
| 29 Men også hvad ligheden
angår, var franskmændene af revolutionen ført et syvmileskridt
fremad. Når der er lige adgang til alle stillinger, så ingen
stillinger mere er forbeholdt adelen og dens børn, når intet
embede er for stort til, at en klog og dygtig og ihærdig mand fra
samfundets bund kan opnå det, om lykken ellers tilsmiler ham, så
fremkaldes der en række ellers skjule evner og kræfter. Og
disse kræfter får jo så hele samfundet gavn af.
Og det er pointen her. |
Grundtvig i "Danskeren" 1848/14: "Dernæst fik hele Folket ved Revolutionen lige Adgang til alle Stillinger, saa enhver modig Krigsmand kunde blive Hærfører, enhver dygtig Taler og Skriver blive Lovgiver, enhver klog og myndig Mand blive Rigsforstander, og hvilken (219) Kappelyst der ved denne Lighed vækkes, hvormange ellers skjulte Evner og Kræfter derved komme for Lyset, og hvormegen anden Ufrihed og Ulighed selv Franskmænd over den kan glemme, det saae man under Keiser Napoleon, som, hvis han og Franskmændene vilde nøiedes med deres eget, aabenbar havde gjort Frankrig saa stormægtigt og lykkeligt, som det kan blive". (side 218f) |
| 30 Alt dette gjaldt jo nemlig også det danske samfund, da vi indførte demokratiet i 1848. Både det forhold, at der kræves opofrelse af ganske mange af tidens veletablerede mennesker, og det forhold, at man egentlig ikke anede, hvad det hele ville føre til, om der ville komme kaos eller orden ud af det, og endelig det forhold, at man, når omvæltningen var gennemført, og dens gode virkninger viste sig, selv fik fordel af det, for man var jo selv en del af det samfund, hvori omfordelingen fandt sted. |
| 31 Men man kan også lægge mærke til, at jeg her har udlagt ordet om ikke at sværge på en aldeles verdslig måde. Det er mennesket som sådant, der er indrettet på den måde, at der er en afstand mellem øre og hjerte, som andre mennesker ikke kan overvinde; det er mennesket i og for sig, der har det på den måde, at det har et indre jeg, en samvittighed, som skal godkende de handlinger, der skal udføres, hvis ikke det skal ende i hykleri og øjentjeneste; hvad det jo forresten ret ofte gør. Det vil sige: det, vi i første omgang tager som et ekstra bud, et bud, oven i købet, som måske er hårdere og vanskeligere end de bud, Moses opererer med, det er i virkeligheden en beskrivelse af et forhold ved den menneskelige tilværelse, som vi må holde os for øje. | |
| 32 Det, der ser ud som en skærpelse af budene, er ved nærmere eftersyn en iagttagelse af, hvordan mennesket fungérer, som Jesus bringer for dagen, og som har været særdeles værdifuld i vore samfund, en iagttagelse, der giver sig udslag i så forskelligartede fænomener som hemmelig afstemning ved vore valg (for man skal vide, hvad mennesket "inderst inde" mener og tænker og ønsker, ikke, hvad det vil mene og tænke og ønske, hvis det tvinges eller presses), hykleri i vore personlige forhold (for du véd ikke, hvad den anden egentlig tænker og mener), en fornemmelse for god pædagogik (for du må lade barnet selv komme til forståelse af sagen, forståelsen kan ikke tvinges frem), frihed til at gå i kirke eller lade være (for den tak, du tænkes at yde, skal komme fra hjertet) o. s. v., o. s. v. | |
| 33 Kristi død og opstandelse
som eksempel på, hvordan ordet virker.
Vi glemmer det ofte i denne religionsblandingernes tidsalder, men Paulus leder os på rette spor: Kristus er ikke en undergud, blot fordi hans kirke er ringeagtet blandt andre religioner. Kristus er den, i hvem alt er blevet til. Kristus er overhoved for alle magter og myndigheder. Vi hører det samme i den dåbsbefaling, der læses ved hver dåb i folkekirken: Jesus siger: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden". Og Johannesevangelisten hævder også netop denne Kristi overhøjhed over alt, når han siger, at han er logoV, ordet, og at alt er blevet til ved dette ord. |
Paulus i kolossenserbrevet: "v15 Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. v16 I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. v17 Han er forud for alt, og alt består ved ham. v18 Han er hoved for legemet, kirken. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. v19 For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig v20 og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset". (Kol 1,18) |
| 34 Nok er der mange religioner. Nok skal vi opføre os ordentligt overfor tilhængerne af de andre religioner. Nok skal også de have lov at være her. Men vi skal selvfølgelig ikke overse, at kristendommen har i sig et universelt krav: den vil være den eneste, den vil være sandheden, den gør krav på at være den religion, der giver os sandheden i modsætning til de andre. Den kan ikke på nogen måde gå med til, at alle religioner i grunden er lige gode, selv om det da må indrømmes, at der kan være glimt af sandhed i de andre religioner også. | |
| 35 Det er ikke det samme som at sige, at "kirken" har patent på sandheden. Det, hvori sandheden, den eneste sandhed, ligger, er ordene, ny testamentes ord, Jesu ord. Og der er jo flere eksempler på, at kirken har været afvigende i forhold til Jesu ord, og har måttet lade sig vise til rette. Noget sådant kunne også være tilfældet i vore dage. | |
| 36 Jeg har i denne afhandling taget mit afsæt i bjergprædikenen. Og jeg har vistnok hidtil ikke lagt skjult på, og skal heller ikke gøre det fremover, at det er bjergprædikenen forstået på en anden måde, end man sædvanligvis forstår den, både på en anden måde i forhold til alle de humanistisk indstillede mennesker, der ser den som en særlig ophøjet etik, og på en anden måde i forhold til de teologer, der ser den som en stramning af loven. Men i begge tilfælde kan jeg jo dog sole mig i den velvilje, der almindeligvis bliver Jesus til del. Hvor meget man end har imod kirken, Jesusskikkelsen har dog bevaret en vis autoritet. | |
| 37 Det har Paulusskikkelsen derimod ikke. Man har ofte villet opstille en modsætning mellem Jesus og Paulus. Paulus forvanskede Jesu enkle budskab, hævder man. Paulus talte om frelse og om tro på en måde, som Jesus ikke gjorde. Paulus ændrede Jesu livsanvisninger til religion, til Jesusdyrkelse, til overvejelser om synd og forsoning, om overtrædelse og stedfortrædende lidelse, osv. | |
| 38 Jeg skal ikke komme ind på hele denne problemstilling. Den er ret omfattende. Blot må jeg da indrømme, at der er mange ting i den paulinske forestillingsverden, som vi ikke kan leve os ind i i dag. Det kan godt være, at Es 53 betød meget for de første kristne. Det er muligt, at de så Jesus som den Herrens tjener, der led og døde på hele folkets vegne, stedfortrædende, forløsende, eller hvad man nu vil sige. Alt dette må jeg da indrømme, at jeg har svært ved at forstå. Og jeg føler såmænd heller ikke nogen forpligtelse til som teolog at fatte det fuldt ud. Lad det blot ligge som et uafgjort spørgsmål. | |
| 39 Hebræerbrevet med alle dets forestillinger om Jesus som ypperstepræsten, der går ind i helligdommen og ofrer sig selv som det fuldkomne offer, der ikke skal gentages hver dag, lad det altsammen være så forståeligt eller uforståeligt det være vil. Den forståelse, der skal være tale om, skal jo komme fra hjertet. Og det gør den ikke, hvis det kun er min forståelse som kirkeligt ansat teologisk udlægger af hebræerbrevet, der er tale om. Jeg kan have forpligtelse til at studere, læse og blive ved med at læse. Men jeg kan ikke have forpligtelse til at forstå med hjertet. | |
| 40 Men hvad nu angår forholdet mellem Jesus og Paulus, så må vi, hvis vi går ud fra Jesu ord, som jeg har gjort det her, i første omgang spørge, om der er Jesus-ord, der peger i retning af, at Jesus mente, at det med ham vil ende med døden. Her tænker jeg ikke på de forskellige lidelsesforudsigelser, for hvad dem angår, kan man ikke slippe for mistanken om, at de er lagt Jesus i munden bagefter. Nej, jeg tænker på et ord som det fra bjergprædikenen om forfølgelse (Matt 5,11), eller jeg tænker på ordet om at miste sit liv for Jesu skyld (Luk 17,33; Luk 9,24; Matt 10,39; Joh 12,25). | |
| 41 Dette ord har den paradoksalitet over sig, der afslører det som et ægte Jesus-ord. Og det hævder altså, at det kan gå den, der holder sig til sandheden, sådan, at han mister sit liv; men netop, hvis han mister det, vinder han det. Herved er der anbragt en pil iblandt Jesus-ordene, der peger hen på Jesu død. Og hvis man kan fornemme, at dette ord hører sammen med den øvrige Jesus-forkyndelse, f. eks. sammen med bjergprædikenens ord, så er der derved skabt begyndelsen til en forbindelse mellem Jesus og Paulus. | |
| 42 En sådan begyndelse har jeg antydet i sp02#65. Tanken var dengang, at der var overensstemmelse mellem Jesu tale om dommedag og hans tale om at vinde livet. Her vil jeg vise overensstemmelsen på en lidt anden måde: | |
| 43 Hvis nemlig det forholder sig sådan, som Jesus-ordet om ikke at sværge hævder: at mennesket og menneskesamfundet er indrettet sådan, at sprogets ord ikke trænger længere ind end til øret, du kan kun aflevere ordet med alle dets betoninger og krummelurer, men ikke tvinge eller presse eller lokke den anden til at tro dig, så vil der kunne opstå den situation, at den anden vil tvinge dig imod din inderste overbevisning. Han vil måske, som jøderne overfor Jesus, tvinge dig til ikke blot i det ydre at overholde loven, men også med dine ord at give dem ret i, at det er Guds lov, der kræver noget sådant af dig. | |
| 44 Eller han vil, som papisterne på Luthers tid, med trussel om døden på bålet tvinge dig til at afsværge det, du dog gennem indgående studier er nået frem til er sandheden. Eller han vil, som mangen en diktator i vore dage, tvinge dig til ikke at offentliggøre de afslørende sandheder, du som journalist har fundet ud af. Hvad så? Hvad skal du så gøre? Så er jo sandheden ikke vejen til livet, men vejen til døden! | |
| 45 Det er så det, Jesus hævder med sin tale om at vinde livet på trods af, at man mister det: Sådan forholder det sig ikke. Den sandhed, der er trådt klart frem i dit hjerte, den sandhed, som du er blevet overbevist om gennem dine studier og samtaler med andre studerende, den er vel ikke en sandhed af en sådan sikkerhed, at du kan tillade sig at slå et andet menneske ihjel for dens skyld, men den er dog en sandhed, som du er fanget ind af, den er dog en sandhed, som har ramt dig med en sådan kraft, at du er bundet og kun kan slippe fri af dens greb, hvis en anden sandhed fra et andet menneske viser sig endnu stærkere for dig. Og derfor må du fastholde den sandhed indtil døden, derfor er den en sandhed, som er så stærk, at du må lade dig slå ihjel for dens skyld. | |
| 46 Det følger altsammen af det forhold, at du ikke kan nå ind til det inderste af den andens hjerte. Sandheden nås gennem den frie diskussion. Men resultatet af en fri diskussion tilhører ånden, ikke den enkelte, altså heller ikke dig. Du kan ikke gøre krav på sandheden for sig selv, så du kan slå ihjel for dens skyld. Men sandheden kan gribe dig i en sådan grad, at du må lade sig slå ihjel af hensyn til sandheden. | |
| 47 Det kommer klart frem i Luthers erklæring i Worms. Her vil han ikke lade sig true bort fra det, han opfatter som sandheden. Her accepterer han den virkemåde i sproget, at det overbeviser frit, det vil sige, han må ikke selv bruge magt for at nå fra øret ind til hjertet, men han må heller ikke lade sig true af andre bort fra det, hans hjerte tilsiger ham at sige. Derfor siger han, som han gør, at han kun vil tilbagekalde, hvis han bliver overbevist af skriften eller af klare grunde, og at han må gøre, som han gør, altså nægte at tilbagekalde, fordi hans samvittighed er fanget af Guds ord. | Luther i sine akter om Worms-begivenheden (1521): "Siden Deres kejserlige Majestæt og Deres herskaber forlanger et ligefremt svar, saa vil jeg give et, som hverken stanger eller bider, således: Med mindre jeg bliver overbevist ved vidnesbyrd af skriften eller ved indlysende grunde -- thi jeg tror hverken paven eller koncilerne alene, fordi det ligger for dagen, at de flere gange har faret vild og modsagt sig selv, -- og eftersom jeg ved de skriftsteder, som jeg har anført, er fanget i min samvittighed ved Guds ord,saa kan og vil jeg intet genkalde, fordi det ikke er rådeligt og ikke er retskaffent at handle mod samvittigheden". (melworms2a#47) |
| 48 Og at have den holdning er altså identisk med at tro på ordets iboende kræfter; det er identisk med at fastholde, at den, der vil vinde sit liv, skal miste det, men den, der mister livet for min skyld, skal vinde det. Og det er også identisk med at fastholde, at på dommens dag vil den, der er blevet forfulgt for sandhedens skyld, få fuld oprejsning. Og endelig er det identisk med at tro på Jesu opstandelse. | |
| 49 Denne sidste del af den kristne trosbekendelse er det, Paulus gør meget ud af, måske til forskel fra den evangeliernes Jesus, som de humanistisk indstillede mennesker er glade for. Blot vil jeg altså hævde, at den ene fører hen til den anden; læser du evangeliernes Jesus med omtanke, føres du hen til Paulus' erklæring om Jesu opstandelse. Så jeg vil kraftigt slå et slag for, at humanisternes Jesus ikke er nok. | |
| 50 Men omvendt vil jeg også advare mod en overdreven kirkelig vægtlæggen på de paulinske begreber: "frelse ved tro alene", "nåden i Jesu Kristi blod", og hvad man ellers kender af kirkeligt "beton"-arvegods. Hvis alt dette fastholdes uden tanke for det liv, et menneske skal leve, eller, hvis det fastholdes samtidig med en moralsk forståelse af, hvad der kræves af et menneske, så misforstår man det nytestamentlige budskab. | |
| 51 c | |
| 52 c | |
| 53 c | |
| 54 c | |
| 55 c | |
| 56 c | |
| 57 c | |
| 58 c | |
| 59 c | |
| 60 c |
Noter: