Tilbage til oversigten!
Oversigt over, hvor bjergprædikenens tekster behandles (så
godt det nu lader sig fordele):
| i min kritik af Luthers prædikener | i min kritik af tekstvejledninger | i min fænomenologiske udlægning | |
| Matt 5,1-12 (saligpr) | 12#63-81 (Løgstrup) | 12#14-62. 11#64-12#14. | |
| Matt 5,13-16 (jordens salt, verdens lys) | 13#59. | 13#1. 13#70. | 13#6. |
| Matt 5,17-20 (retfærdighed overgå farisæernes r.) | 14#1. | 14#74. | |
| Matt 5,21-26 (at slå ihjel) | 01#6-8. 08#28-33. | 01#5-6. 01#9-30. 08#34-. | 08#1-27 (65). |
| Matt 5,27-30 (at se på en kvinde) | 05#22-67 | 05#1-25; 05#68-95. | |
| Matt 5,31-32 (6. bud) | 08#106-115. | 08#66-105. | |
| Matt 5,33-37 (sværg ikke) | 02#17. | 02#1-26. 02a#1. | |
| Matt 5,38-42 (vend den anden kind til) | 07#3-52. 07#85-112. | 02#8; 07#45-84 | |
| Matt 5,43-48 (elske fjenden) | 06#65-83. | 06#37-64. | 06#9-36. |
| Matt 6,1-4 (almisse) | 09#1-28. | ||
| Matt 6,5-8 (bøn) | |||
| Matt 6,9-13 (Fadervor) | |||
| Matt 6,14-15 (om at tilgive) | 04#44-61. Matt 18,21-35: 04#62-84; 04#91-108. | Matt 18,21-35: 04#5-42. | 04#1-4; 04#85-90; |
| Matt 6,16-18 (faste) | 09#53-69. | ||
| Matt 6,19-21 (samle skatte) | 09#70-. | ||
| Matt 6,22-23 (øjets lys) | 09#29-52. | ||
| Matt 6,24-34 (markens lilje mv) | 10#2-34. | 10#38-49. 11#29-63. | 10#50-11#28. |
| Matt 7,1-2 (døm ikke ... ) | 03#34-77. | 03#1-9. | 03#10-33. |
| Matt 7,3-5 (splinten i øjet) | 07#92. | ||
| Matt 7,6 (perler for svin) | |||
| Matt 7,7-11 (bed, søg, bank på) | |||
| Matt 7,12 (gyldne regel) | 15#1. | ||
| Matt 7,13-14 (snævre port) | |||
| Matt 7,15-20 (falske profeter) | |||
| Matt 7,21-23 (at gøre Guds vilje) | 15#34. | 15#23. | |
| Matt 7,24-29 (på sand og på klippen) | 02#27-30. | 02#27-78. | |
| 1 Indledning.
Den oprindelige årsag til, at jeg skriver disse overvejelser, er, at jeg for snart lang tid siden opdagede, at langt de fleste lutheranere slet ikke er lutherske i deres udlægning af bjergprædikenen. Den "normal-lutherske" lære, som vi fik ind på universitetet i en grad, så den nu sidder i os som en rygmarvsreaktion: at bjergprædikenen med dens mange skærpede krav vil have os til at se, at vi aldeles ikke kan opfylde Guds lov, så vi af denne fortvivlede indsigt drives til Kristus, er ikke luthersk i den forstand, at Luther selv bruger den, når han skal udlægge bjergprædikenen. |
|
| 2 Desuden har
denne opfattelse i sig en vis modsigelse: den afbilder Jesus som et vrøvl,
der egentlig ikke mener det, han siger. Og hverken det ene eller det andet
er jo særlig heldigt. Naturligvis kan man ved udsendelse af diverse
teologiske tågeskyer tildække disse uheldige forhold, især
kan uvidenheden om, hvad Luther faktisk har sagt og skrevet, sagtens være
så stor, at man overhovedet ikke opdager uoverensstemmelsen til Luther.
Men tågeskyer i teologien har fanden skabt, og enhver teolog med
respekt for sig selv må efter bedste evne søge at fjerne dem,
hvor han finder dem.
Det er, hvad dette projekt går ud på. |
|
| 3 Egentlig skulle det vel være overflødigt at påvise, at de fleste lutherske teologer i dag går ud fra, at bjergprædikenen skal udlægges, så den kommer til at afbilde lovens anden brug: den brug, hvorved et menneske drives til at indse, at han ikke ad lovens vej kan blive frelst og derfor af lovens skærpede krav drives til at søge sin frelse ved tro på Kristus. Det er noget, der er børnelærdom for os teologer: Luther anerkendte to brug af loven, Melanchthon tre. Den første brug er den borgerlige brug: loven bruges til at holde orden på samfundet; lov er lov, og lov skal holdes, siger man, og den lov, man dèr taler om, er loven i dens første eller borgerlige brug. | |
| 4 Men, hævder man så, utvivlsomt med belæg i Luther, loven har tillige en anden brug: loven skal drive til Kristus; loven skal få os til at indse, at vi ikke kan overholde loven. Og det er netop denne anden brug, Jesus giver udtryk for i bjergprædikenen. Han skærper loven indtil det umulige. Det er vel muligt for et menneske at komme igennem livet uden at have slået et andet menneske ihjel. Men det er ikke muligt for et menneske at undgå at blive vred. Og bare det at blive vred er en overtrædelse af loven. Må du da ikke skynde dig at søge Guds tilgivelse? Må du ikke af den erkendelse drives i armene på den Kristus, der tilsiger dig syndernes forladelse? Må du ikke tvinges til at holde dig til den nådige Kristus, der vil tilgive dig al din synd, også den synd, du er blevet klar over, at du har, i kraft af lovens skærpede krav? |
Jesus i bjergprædikenen: v21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: 'Du må ikke begå drab,' og: 'Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.' v22 Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. (Matt 5,21) |
| 5 Nogle "lutherske" tekstvejledninger
Men omend det måske er overflødigt at påvise, hvordan vi moderne lutheranere forstår "det lutherske", jeg vil dog gøre lidt ud af det alligevel. I Præsteforeningens Blad er der hver uge en gennemgang af den kommende søndags tekst. Og eftersom man efter første tekstrække skal prædike over Matt 5,20-26 den 6. søndag efter trinitatis, har jeg fundet det opportunt at gå et par af disse prædikenvejledninger igennem for at se, hvordan en moderne fortolker forstår Luther. Og som man kan se af hosstående citat, er Andreas Christensen uden videre overbevist om, at "en go' gammeldags, luthersk tale" vil forstå bjergprædikenen som et syndespejl, altså som en skærpelse af loven, der skal få os til at ty til Kristus som vor frelsesvej. |
Fra Præsteforeningens Blad 2003/28, tekstvejledning af Andreas Christensen til 6. søndag efter trinitatis, tekst Matt 5,20-26: Syndespejl eller apokalyptisk virkelighed Jeg vil ikke udfolde en palet af synspunkter fra bjergprædikenens lange fortolkningshistorie, men blot pege på et morsomt sammenfald mellem yderpunkter. En go' gammeldags, luthersk tale om bjergprædikenen taler om den som et syndespejl, der får mig til at ty til Kristi nåde. En historisk læsning af skriftet taler for, at en forfatter opfatter kravene i den som opfyldelige i kraft af en apokapyptisk virkelighed indtruffet ved Kristus. Begge opfattelser har det til fælles, at en afstand bliver overvundet i kraft af Kristus. |
| 6 Jeg skal ikke hermed sige, at Andreas Christensen ikke den søndag selv har holdt en god prædiken; heller ikke skal jeg påstå, at præster, der er blevet inspireret af hans tekstvejledning det år, er sluppet dårligt fra deres prædiken. Blot vil jeg hævde, ud fra Luthers egne prædikener over bjergprædikenen, at den umiddelbare forståelse, vi i dag har af, hvad en "go' gammeldags, luthersk" prædiken vil sige, måske er forkert. I hvert fald har det overrasket mig ikke så lidt at læse, at Luther selv ikke bruger teksten her, hvor Jesus drejer budet om ikke at slå ihjel over til at handle om ikke at blive vred, som "syndespejl". Hans ærinde med teksten her, ja med hele den udlægning af bjergprædikenen, som han er i gang med, er et helt andet. | |
| 7 Luther er ude på to ting. Dels vil han vende sig imod papisterne, som han gør i citatet her ved siden af. De hævder -- forkert, mener Luther -- at Kristus her giver en række såkaldt "evangeliske råd" (Luther opregner dem lige efter (se bjerg00#12), så han kender udmærket den teologi, han vender sig imod). Og han kan stadigvæk her i 1531 gløde af forargelse over pariseruniversitetet, der i sit angreb på ham i 1521 ligeud sagde, at det er forkert af opfatte anvisningerne i Matt 5 som bud, de er "kun" råd; hvis de var bud, ville de være altfor byrdefulde. (paris2#88). | Luther i sin udlægning af bjergprædikenen: "Af disse skønne roser har de suget en sådan gift, og udbredt den over hele verden, at Kristus er blevet skåret ned og antikrist ophøjet og sat i vejret, på den måde nemlig, at Kristus her ikke har villet have alt det, han lærer i det femte kapitel, forstået som påbud, der skulle overholdes af de kristne. Nej, han har kun villet give råd til dem, der vil være fuldkomne, og så skal de kun overholdes af dem, der har lyst til det. Uanset, at Kristus selv vredt sætter trussel på: De mennesker kommer ikke i himlen, der ophæver det mindste af den slags bud, og han kalder det hårdt og ligepå: Bud. (bjerg00#7). |
| 8 For det andet vender Luther sig imod gendøberne eller sektererne. De tager ordene for fuldt pålydende og vil indrette samfundet efter det, så øvrigheden ikke må blive vred eller bruge sit sværd, så man ikke må eje noget, ikke må sværge. Man kan sige, at Luther i modsætning til dem vil fastholde mennesket i de ordninger, der er blevet til, de økonomiske ordninger og de politiske ordninger. Det vil han, uanset at disse ordninger måske i virkeligheden er blevet til som et svar på syndefaldet. Om han mener sådan i disse prædikener, eller om han opfatter dem som "skabelsesordninger", kan vist ikke påvises med sikkerhed. | Luther i sin udlægning af bjergprædikenen: "For det andet skal du også holde fast ved det imod de nye jurister og sofister, nemlig sektererne og gendøberne, som også på ny ud af deres dumme hoveder anretter hjertesmerte i dette femte kapitel. Og ligesom de første falder for meget til den venstre side, og ikke overalt vil overholde denne Kristi lære, men har fordømt og tilintetgjort den: sådan falder de andre for meget til den højre side, og lærer, at man ikke selv skal eje noget, man skal ikke sværge, ikke have nogen øvrighed eller domstol, ikke beskytte sig eller forsvare sig, løbe bort fra kone og barn, og meget af den slags elendighed. (bjerg00#15) |
| 9 Johs. W. Jacobsen griber i sin tekstvejledning sagen an på go' gammeldags luthersk vis. Der er i Matt 5,21f tale om en skærpelse af Guds bud, Gud kræver en større retfærdighed end den, farisæerne kan yde. Men han ikke blot kræver den, han giver den også. Hvordan forbliver dog lidt uklart. | Fra Præsteforeningens Blad 2001/27, tekstvejledning til 6. søndag efter trinitatis af Johs. W. Jacobsen: "Overfor deres [farisæernes] vidtgående, men altså dog overkommelige retfærdighed kræver han [Jesus] Guds retfærdighed, den fuldkomne, der langt mere end hos farisæerne fører ud over det skrevne bud (Schlatter). Det er en dikaiosynæ [retfærdighed, rr], som hænger nøje sammen med Gud og hans herredømme, og er ren gave fra ham ligesom alt, hvad der hører hans rige til (G. Schenk i Theol. Wörterbuch)". |
| 10 Jeg skal ikke på nogen måde nægte sandheden i den påstand, at man ikke kan slå sig til ridder på sin lydighed mod forbudet mod at slå ihjel. Og det kan også være sandt nok, at man tidligt har prøvet at bøde lidt på de hårde ord, så det dog blev lidt mere overkommeligt. | Sammesteds: "Tværtimod uddybes budet grænseløst, så ingen nogensinde vil kunne slå sig til ridder på sin lydighed imod forbudet mod at slå ihjel. At man så tidligt har haft travlt med at skrue ned på de tårnhøje krav, viser eikæ (v. 22), "uden grund", som i endog gamle håndskrifter er føjet til vreden mod broderen. Men at vreden er velbegrundet, kan aldrig blive nogen formildende omstændighed". (ntmatt5#22) |
| 11 Ligeledes er jeg også helt med på den formulering, som Johs. W. Jacobsen kommer med, at vi med vore ord myrder brodermennesket derved, at vi tager livsglæden fra ham og formørker hans dag. Hvad jeg ønsker, og hvad jeg vil forsøge at udmønte senere, er blot at sige det mere nøjagtigt og mere udførligt; eller at lade den erkendelse, der ligger her, brede ud over hele det teologiske område. | Sammesteds: "Uforglemmeligt sidder dette paradoks nu i tilhørernes sind med påstanden om, at med disse onde tanker og ord myrder vi brodermennesket, tager livsglæden fra ham og formørker en ny dag, der ellers tegnede lyst og lovende. Hans øjnes lys slukkes. Vi forvolder et brud, en skilsmisse til næstens side, men dermed også til Gud Herrens side". |
| 12 Det er jo også sandt nok, at evangeliet er lovens opfyldelse, ikke på den måde, at det er den gamle lov med nogle ekstra omdrejninger, men på den måde, at den gamle lov med al sin lovfromhed ledte os ind i en hel forkert holdning til Gud og til medmennesket. | Sammesteds: "Vi lever øst for Paradis. Men til disse egne er evangeliet om den fremmede retfærdighed, Guds! kommet. Og derfor kan det ikke være rimeligt at gøre Mt. 5,20 og det følgende til en ny lov ved, at vi giver overholdelsen af den gamle lov nogle ekstra omdrejninger. Fordi det er hans ord, som fuldkomment har opfyldt loven, rummer den befrielsen". |
| 13 Men det forekommer mig altså at at være for lidt eller for letkøbt blot at sige, at ordene ikke går op for en logisk tankegang, ligesom livet ikke gør det. Der er virkelig, for både logikkens og for livets tankegang, i fortællingen om den rige unge mand nogle højst uafklarede spørgsmål, og det mindste, vi kan gøre, er da at stille dem. F. eks. burde vi stille det spørgsmål, om det, der er muligt for Gud, skønt umuligt for et menneske, er et frikende mennesket, eller det er at forvandle menneskets sind, så det glad giver sin rigdom fra sig. | Sammesteds: "Og igen med epistelen fra 1. tr. fra Rom. 3: "Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Nej, langtfra! Vi stadfæster loven". I god sammenhæng med evangeliet: Den rige unge mand, der går bedrøvet bort med lovens pil i ryggen, uden at Vor Herre sætter prisen ned, og formentlig uden at han hører evangeliet til de bestyrtede disciple om Gud som den, for hvem det umulige er muligt. Det går ikke op for en logisk tankegang. Men det gør livet heller ikke". |
| 14 I stedet må vi til syvende og sidst i denne tekstvejledning nøjes med at få "løsningen" serveret i form af nogle gådeord: "Fordi det er hans ord, som fuldkomment har opfyldt loven, rummer den befrielsen". Og: "Det er en dikaiosynæ, som hænger nøje sammen med Gud og hans herredømme, og er ren gave fra ham ligesom alt, hvad der hører hans rige til". | |
| 15 Det er min fornemmelse, at denne gådetale hænger sammen med, at vi stadig har Luthers lovforståelse siddende i os. Vi har stadig siddende i os en forestilling om, at vi da må ende med at erklære alle mennesker for syndere. Vi gør stadig det, at vi presser Luthers forståelse af lov og evangelium ned over alle skrifter i det ny testamente, selv om måske den paulinske (og lutherske) lov-evangelium forståelse slet ikke er den eneste måde, det glade budskab kan udtrykkes på. I vores optik er det derfor ganske utænkeligt, at der så hist, så her kunne sidde et menneske, der ikke slog ihjel med sine ord. I vor forkyndelse sigter vi udelukkende på det negative: at ingen vender den anden kind til, uden at vove at overveje, om der måske ikke ét eller andet sted skulle være et menneske, der på ét eller andet tidspunkt i sit liv faktisk har vendt den anden kind til. | |
| 16 Det gælder også, når man, som Johs. W. Jacobsen, drager litteraturen ind i billedet, i dette tilfælde Steinbecks "Øst for Paradis". Også litteraterne er jo bestemt af forestillingen om vor dybe uafvaskelige skyld. Og sandt nok, det onde, vi gør, er en gåde. Men hvorfor dog ikke beskæftige sig tilsvarende med det godes gåde? Hvorfor gør vi ikke det, hverken litterater eller teologer, at vi forundres over, at mennesket dog, trods alt det onde, der er i verden og i mennesket selv, så at sige uafladeligt "kommer til" at gøre godt? Hvorfor er dette at beskrive de ubrydelige tillidsforhold, der dog også er en virkelighed i menneskenes samfund, ikke på tilsvarende vis at "lodde dybt" i menneskets gåde? | Johs. W. Jacobsen: "Steinbeck lodder dybt i sin tumlen med fortællingen [om Kain og Abel]; klare løsninger på det ondes gåde når ingen af hans personer i det forunderlige 4. afsnit af bogens 22. kapitel. For han og vi er nu engang Kains børn. Vi lever øst for Paradis". |
| 17 Ja, jeg spørger og har vel ikke noget klart svar på det spørgsmål udover dette, at denne focuseren på det onde er noget tidstypisk, men ikke af den grund nogen uafrystelig sandhed. Jeg vil i hvert fald i det følgende prøve at ryste den af mig. Også selv om jeg godt ser faren ved det. For det er én af grundene til, at vi focuserer på det ondes og ikke på det godes gåde: Hvis vi ville beskrive mennesket som godt, ville der øjeblikkelig være nogle -- og vi ville måske selv være iblandt dem -- der ville bruge en sådan skildring til selvretfærdiggørelse: Se, vi er slet ikke så slemme endda! | |
| 18 Løgstrup vovede ikke desto mindre at tale om de suveræne livsytringer. Han vovede at skildre fænomener i vor dagligdag, der var gode, slet og ret, men ikke gode på en måde, så vi kan prale af dem. | |
| 19 Også Ulla Bidstrup tager Kain og Abel-motivet frem i sin tekstvejledning. Det er ikke Steinbeck, hun holder sig til, men Susanne Biers film "Brødre"; en film om to brødre, der synes at være billeder på henholdsvis Kain og Abel, men kun "synes". For i løbet af filmens handling kommer de to til at bytte roller. Vi får fortalt, hedder det, at vi hver især rummer potientiale til både Kain og til Abel. "Og at der kan være forligelse med hinanden, det gør forskellen!" Udmærket, udmærket. Hun koger minsandten netop suppe på min pølsepind. Eller spørgsmålet er måske snarere, om suppen virkelig koger. Det forekommer mig, at der kun antydes i det følgende (som jeg har citeret her ved siden af). At forlige sig betyder at komme på den anden side af vreden i det hele taget. Så er vi inde i den gamle snak om radikalisering. Så er den fornyelse, Jesus kom med, alligevel kun en radikalisering. | Præsteforeningens Blad 2005/24-25, tekstvejledning til 6. søndag efter trinitatis af Ulla Morre Bidstrup: "Derfor skal du forlige dig med din broder inden du bringer din offergave til alteret. Og at forlige sig med hinanden betyder ikke bare at holde sig i skindet og lade være med at begå drab, som Moselovens gamle 5. bud lyder. Nej, at forlige sig betyder at komme på den anden side af vreden i det hele taget. Sådan radikaliserer Jesus i bjergprædikenen Moselovens bud i de seks antiteser (Matt 5,21-48), som de temmelig misvisende er blevet kaldt". |
| 20 Dog, frygt ikke, folkens! For samme Jesus er syndfri, og derfor er han selv indfrielsen af den forjættelse, som Moseloven også er. Tja, forstå det, hvem der kan! Jeg kan høre flosklerne. Jeg kan måske også lægge ansigtet i fromme folder og se ud, som om jeg som det fromme menneske, jeg er, forstår det. Men rammer det mig? Forstår jeg det virkelig? Mig forekommer det at være Kanaans sprog om igen. | Sammesteds: "Samtidig er han [Jesus] kommet for at opfylde. Både den gamle og den nye lov. Det betyder, at Jesus kan og vil overholde både den nye og den gamle lov (når man set bort fra det mange afledte forskrifter om renhed, sabbatsregler o. s. v., som gang på gang bringer ham i modsætning til farisæerne). Selvfølgelig kan han det, for han er som den eneste syndfri. Men det betyder først og fremmest, at Jesus er indfrielsen af det løfte og den forjættelse, som loven også er. Moseloven er en slags "guddommelig løfteparagraf", og Jesus er udfoldelsen og opfyldelsen af den." |
| 21 Igen synes det at være Luthers totalsyndighedslære, der dukker op af dybet. Vi kan ikke overholde den ny lov. Vi kan ikke altid lægge vreden bag os. Her står dog et "altid", der lader ane, at vi måske kunne gøre det en gang imellem. Og det afgørende spørgsmål, som jeg så inderlig gerne ville høre Bidstrups svar på: Kan der så overhovedet kommet et forlig i stand? bliver besvaret med et bibelcitat. Det er noget, Luther gør så utrolig ofte, altfor ofte. Men jeg troede dog, at vi nutidsmennesker havde forstået, at den går altså ikke i dag. Ak nej! | Fortsættelse af #20: "Jesus kan overholde både den gamle og den ny lov, ja. Men det kan vi jo ikke. Til nøds den gamle ... Men ikke den nye. Vi kan ikke altid lægge vreden bag os. Vi er nemlig ikke syndfri. Kan der så overhovedet komme et forlig i stand? Ja, for det grundlæggende forlig er indgået én gang for alle! I 2. Kor 5,17-19 lyder det i let forkortet form: "Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt det skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste ... og ikke tilregnede overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen". |
| 22 Nå ja, man venter da lige slutningen med på, om ikke der skulle komme en forklaring på, hvordan forligelse mellem mennesker kan finde sted. Men der kommer ingen forklaring. Der kommer en række bibelsteder og fromme teologiske udsagn, der skal klargøre, hvordan vi mennesker er blevet forligte med Gud. Det bliver ikke helt klart, hvordan det mon egentlig er sket. Men Bidstrup synes at ville dække sig ind under, at der vel ikke er nogen af de mennesker, der tænkes af læse Præsteforeningens Blad, der vil nægte, at der virkelig har fundet en forligelse sted mellem menneske og Gud. | |
| 23 Åh nej, såmænd! Men kan man redegøre for forligelse mellem menneske og Gud uden at tænke forligelsen mellem mennesker indbyrdes med ind i det? I hvert fald: Hvis man skildrer forligelsen mellem menneske og Gud uden at bruge de fænomener, der forekommer i forligelsen mellem menneske og menneske, så bliver det hele, så vidt jeg kan se, til lutter fromme falbelader, tomme ord, der kun siger de fromme mennesker noget, der i forvejen har tænkt tingene igennem ud fra bibelens ord, og derfor vel også kun hører det i prædikenen, som de vil høre. Under alle omstændigheder: Det må vel være forkert at rejse et spørgsmål, som man ikke besvarer. Sådan rent retorisk set. Og det gør altså Bidstrup. | |
| 24 Så kan man spørge: Gør hun det, fordi hun ikke tør tænke forligelsen mellem mennesker igennem? Og tør hun ikke det, fordi hun derved ville komme til at sige noget positivt om mennesker, nemlig, at de dog af og til kan forliges med hinanden? Jeg véd det ikke. | |
| 25 Men se, hvordan også hun holder sig til det negative. Jeg havde ellers troet, at hun ville komme mere ind på det positive ved mennesker, efter at hun havde erklæret: "Og at der kan være forligelse med hinanden, det gør forskellen!" Men nej, det gør hun ikke. Selv om hun så har dette lille "altid" (Vi kan ikke altid lægge vreden bag os), hun får ikke taget mod til sig til at gå imod den teologiske hovedstrøm og sige, at vi dog af og til lægger vreden bag os, at det dog også i vore syndige dage sker, at forligelsen griber os, så vreden, der svulmede op i os, med ét slag svulmer ned igen. Den slags må ikke nævnes. Den virkelighed skal ikke tages med op på prædikestolen. Heroppe fra set er mennesket en synder, indkroget i sig selv, kun opsat på at få tingene til at mislykkes. Det siger i hvert fald vor lutherske børnelærdom os. Og den kan (eller tør?) vi ikke sådan løbe fra. | |
| 26 Men altså, siger virkelig Luther det? Ok, jo, der er masser af Luther-ord, der siger netop det. Endda Luther-ord, der gør os til meget større syndere, end vi i vore dage nogensinde kan gøre os til. Men det mærkelige er, at Luther trods det kan formane. Luther er i stand til at fremkomme med opfordringer om at gøre det gode. Og da vi meget let løber ud efter den tangent, der siger, at fordi vi ikke kan gøre det gode, derfor nytter det jo heller ikke noget at formane, ja, så er vi måske alligevel ikke så enige med gode gamle Martin Luther. Der er ét eller andet, der halter i vores Luther-forståelse. Vi vil nok følge Luther, når han aftegner mennesket som en synder, men vi drømmer ikke om at følge ham, når han formaner samme syndige menneske. Hvad han ikke desto mindre gør, og gør med fuld musik. Noget af det kan ses i hans gennemgang af bjergprædikenen. | |
| 27 Vor manglende formaning
Der kan opregnes mange gode grunde til, at vi ikke formaner i vore prædikener i dag. Og der kan formentlig opregnes mange flere dårlige grunde til det. Den grund, jeg først og fremmest vil pege på, er den, at vi i vor forståelse af, hvad synd er, uvilkårlig tænker i naturkategorier. Mennesket er en synder, siger vi. Og i dette "er" ligger, at det er et uafrysteligt karaktertræk eller måske snarere naturtræk ved os, som vi ikke sådan kan gøre os fri af. Synder vi ikke på den ene måde, synder vi på den anden. Synder vi ikke direkte, så synder vi derved, at vi vil prale af vor påståede godhed. Og holder vi os i skindet med hensyn til en sådan farisæisme, så synder vi derved, at vi på god farisæisk vis regner denne ikke-farisæisme for en god gerning, hvorved vi udmærker os fremfor så mange andre mennesker. |
|
| 28 Og når vor synd på den måde forstås som et træk ved os, der er uafrysteligt, det vil sige, forstås som et naturtræk, så nytter det jo ikke noget at formane, det vil sige, formane til ikke mere at synde. For vi har jo netop "bevist", at mennesket ikke kan andet end synde i alt, hvad han foretager sig. Hvordan skulle så synden med ét slag kunne ophøre? | |
| 29 Det vil sige, gennem selve den tanke, vi forsøger at overbevise om, når vi skal påvise menneskets synd, forhindres vi i at formane. Jo mere det lykkes os at overbevise om synd, des mere vil det være logisk umuligt for os at formane. Jo mere total synden bliver i vor fremstilling af den, des umuligere bliver det for Gud at ændre på dette. | |
| 30 Og derfor opfatter vi uden videre det, der er umuligt for mennesker, men muligt for Gud (Matt 19,26) som identisk med dette at tilgive mennesker, at slå en streg over synden, at erklære, at de for Gud er, som var de ikke syndere. Det falder os som regel ikke ind, at det, der er umuligt for mennesker, men muligt for Gud, er at ændre et menneskes hjerte, at gøre hans natur anderledes, så han glad og gerne giver slip på al den sikkerhed, som besiddelse af penge kan give ham. Vi er i den grad "syndsfikserede", at en sådan opfattelse slet ikke falder os ind. |
| 31 Og dog har Luther netop den opfattelse. Det, der er umuligt for et menneske, er at ændre på sit eget hjerte, så han søger Gud selv i stedet for Guds skabning. Skal det ske, at han får et andet hjerte, så han kan sige, som citeret i næste celle, så må Guds hånd komme dertil, Gud må tilrette menneskets hjerte på ny, indtage det, så mennesket kan sige, at det hellere vil undvære alle de gaver, Gud har givet det, end Gud selv. | Luther i en prædiken over Matt 19,16-26: "Des Menschen Herz muss einen Gott haben, das ist, etwas, darauf es seine Freude und Spiel hat. Nun muss es entweder den rechten Gott oder einen falschen Gott haben. Weil nun die Natur mehr an den Gaben Gottes und an den Kreaturen hanget, dann an Gott selbest, so ist es ja nit muglich, aus menschlichen Vermugen und Kräften (204) selig zu werden. Es muss Gottes Hand darzu kommen, der muss das Herz des Menschen aufs Neue zurichten und einnehmen, dass der sagen konne: |
| 32 Og Luther fortsætter, efter at have citeret, hvad en sandt troende, hvis hjerte er blevet ramt af Gud, siger: "Skal et menneskes hjerte være således sindet, så må Gud lægge sin hånd på det og give sit ord, hvorigennem Helligånden virker, føde os påny og tilrette os, ellers er mennesket fortabt". Det, Luther regner med skal ske, er ikke nogen ringe ting. Og det er altså ikke blot noget, der sker "i himlen", "in fora coeli", det er noget, der finder sted i denne verden. Der er ikke blot tale om Guds tilsigelse af syndernes forladelse, der er tale om, at denne tilsigelse i ét med, at den lyder, forvandler et menneskes hjerte, så det nu kan gøre det, det ikke kunne før, så det nu kan lade være med at binde sit hjerte til denne verdens goder, noget, som det gjorde før. | Fortsat: "Ich habe, Gottlob, Geld, ich habe einen gesunden Leib, ich habe Weib und Kind, das hat mir Gott geben. Aber so lieb soll mir der Keines sein, dass ich mein Trost und meine Freude daran suchen sollte. Ich wills gebrauchen, so lange mirs Gott gann, zu seinen Ehren, zu meiner Nothdurft, zu Nutz meines Nächsten. Aber wann es nit sein soll, so will ich lieber arm sein, so will ich lieber Noth und Schands leiden und alle Gottes-Gaben und Kreaturen embehren, dann meinen Schopfer, ders mir gegeben hat. Soll eines Menschen Herz also gesinnet sein, so muss Gott die Hand anlegen und sein Wort geben, dardurch der heilige Geist wirke, und uns aufs Neue gebären und zurichten; sonst ists verloren". (Erl 44,203f) |
| 33 De finske Lutherforskere opdagede, at Luther faktisk anvendte begrebet "deificatio" eller "Vergöttlichung" om mennesket. Og efterhånden er det blevet klart, at Luther faktisk tænker på den måde: Mennesket får ved tilsigelsen af syndernes forladelse virkelig en ny natur. Det mister ikke den gamle natur, ak nej, den nye og den gamle natur må livet igennem kæmpe med hinanden. Så vidt jeg husker, mente disse forskere, at det i første række drejede sig om at påvise, at det forholdt sig sådan, uden at gøre noget forsøg på at forklare endsige undskylde Luther. Sandt nok. Men nu er det vel efterhånden så lang tid siden, at "forklarelsens tid" må være inde. Ja, ikke blot må vi prøve at forstå og forklare de substanskategorier, Luther tænkte i, vi er efter min mening også nået frem til "oversættelsens tid", vi må, hvis vi har forstået Luther, søge vor egen vej frem mod en dybere forståelse af de bibelske tekster. | |
| 34 Den vej behøver ikke være identisk med Luthers. Hvis han har begået én eller anden logisk fejl, hvis hans kategorier ikke er så fyldestgørende som dem, vi naturligt kan udfinde, så skulle vi da være nogle skarn, om vi af bar veneration for den gamle holdt fast i hans forkerte kategorier. | |
| 35 Det vil i denne sammenhæng sige, at vi måske nok af Luther kan lære at bøje os for den nytestamentlige kendsgerning, at der er noget, der hedder formaning; men vi behøver ikke nødvendigvis forstå formaning på luthersk vis. Skal vi forstå, hvad formaning er, må vi gå til det ny testamente selv. Og ny testamente kan altså godt læses, uden at man har sine lutherske briller på. | |
| 36 Jeg sagde før, at vi tænker i naturkategorier, når vi prøver at overbevise vore tilhørere om, at de så sandelig er syndere. (#27) Det vil sige, vi tænker over mennesket som en størrelse, der er på den ene eller den anden måde. Og har vi fundet ud af, hvordan mennesket er, så kan vi også derudfra slutte, hvordan mennesket handler. For som man er, sådan handler man. Ens handlinger udspringer af ens indre væsen, mener man indenfor denne opfattelse. | |
| 37 Man kan være på én eller anden måde, på den måde, at man har dette eller hint karaktértræk. Og har man f. eks. det karaktértræk, at man er gavmild, så bærer ens handlinger uvægerlig præg af det. Har man det karaktértræk, at man er ærekær, så slår også dette karaktértræk igennem i ens handlinger, det kan ikke være anderledes. Det ligger i ens væsen. De handlinger, der kommer ud af det, er handlinger, som ens natur tilsiger én at foretage. | |
| 38 Nu plejer man jo ikke at nøjes med at afbilde synden som identisk med et karaktértræk, for trods alt har man vel en fornemmelse af, at man godt med lidt snilde kan ændre på sin karaktér. Synden, derimod, kan man ikke ændre på. Men det ændrer ikke ved det forhold, at handlingen indenfor denne tankeverden udspringer af det indre væsen, af ens natur, af ens hele indre sammensætning. Og altså: fordi denne indre sammensætning er syndig, fordi man i sit indre har denne uafvendelige kraft siddende i sig, at man søger sit eget, vil sit eget, kæmper for sit eget, derfor er slutningen klar: du er en synder, du kan ikke undslippe dine syndige gerninger, for selv de fineste og ædleste gerninger er præget af din synd, din synd gennemtrænger nemlig hele dit væsen. | |
| 39 Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at en sådan tankeverden er luthersk. Ikke, at den er identisk med Luthers tankeverden, men den er en nogenlunde troværdig oversættelse til nutidssprog af Luthers tankeverden. Jeg har andetsteds plæderet for, at man i dette oversættelsesarbejde i det mindste burde gøre sig klart, at der er tale om en oversættelse, ikke en nøjagtig gengivelse. Og det skal da også nævnes i denne sammenhæng, at Luthers syndsforståelse er af en art, så den umulig lader sig overtage af et nutidsmenneske. | |
| 40 Luther var augustinsk i sin tankegang. Luther tænkte om synden på augustinsk vis, det vil sige, det, der var det syndige hos mennesket, var dets begær, ikke begæret i denne eller hin situation, men begæret i det hele taget, begæret, som det delte sig ud på kønsdriften, driften efter legemlige behageligheder og driften efter social anerkendelse. Fordi vi ikke kan andet end lade os drive af disse drifter, derfor er vi syndere. | |
| 41 Og synden arves fra forældre til børn, ikke via gener eller opdragelse, men via det begær, der uundgåeligt er knyttet til kønsakten. Fordi du begærer, når barnet undfanges, derfor fødes dit barn med den synd, der hedder begær, det vil sige: med synden. Undtagelsen fra denne regel er, siger Augustin, og Luther med ham, Kristus: Han blev jo netop undfanget ved Helligånden, det vil sige, undfanget uden begær, derfor også født uden lod og del i den arvesynd, der præger alle os andre. | |
| 42 Disse tanker er en del af Luthers epokale arvegods, som han ikke kan slippe af med og jo heller ikke drømmer om at slippe af med. Men på ét eller andet tidspunkt fra Luthers dage til vore er de forsvundet. Og det vil sige, at ligegyldig hvor strengt vi afbilder mennesket i dets syndighed, ligegyldig hvor uafrystelig vi forsøger at skildre vor synd, den bliver aldrig skildret med den strenghed og den uafrystelighed, som hvis vi direkte havde citeret Luther. Luther er og vil altid være mange hestehoveder foran os nutidsmennesker, når det drejer sig om at skildre menneskets syndighed på den mest gennemgribende måde. Der er en kløft mellem det, der er vor epokale forståelse og det, der var Luthers ditto. | |
| 43 Som sagt, denne forskel mellem vore dage og Luthers dage skal i det mindste nævnes. Men i denne sammenhæng skal jeg ikke gøre mere ud af den end blot nævne den. Jeg skal ikke vende mig imod den. Eller rettere: Jeg skal vende mig imod den med samme argumentation, som jeg vender mig imod en nutidig luthersk syndsforståelse: nemlig med den indvending, at der i begge tilfælde, både i Luthers opfattelse og i en nutidig syndsopfattelse, er tale om, at man slutter fra menneskets indre væsen til menneskets handlinger. Og vil læseren spørge, hvordan man da nogensinde vil kunne drage nogen anden slutning, så er det et tegn på, at læseren også er bundet af denne måske forkerte, i hvert fald uheldige tankegang. | |
| 44
Samme fejlslutning dukker op et helt andet sted i teologien.
Utallige er de præster, der har kæmpet med teksten til 2. søndag i advent, anden tekstrække, lignelsen om de ti brudepiger, Matt 25,1-13. Det, der støder dem, er ordet i vers 12: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Altså, det er den påstand i lignelsen, at der på dommens dag er nogle, der lades udenfor, og der lukkes ikke op for dem, tværtimod lyder til dem det hårde og ubønhørlige ord: Jeg kender jer ikke. |
|
| 45 Hvorfor volder dette ord problemer? Fordi man, også hvad Gud angår, slutter fra indre væsen til handlinger. Og når man alle de andre søndage har prædiket, at Gud er kærlighed, hans indre væsen er præget af kærlighed, uforståelig, ufortjent kærlighed til os mennesker, så kan man ikke, når vi kommer frem til 2. søndag i advent, pludselig ændre signaler og prædike en Gud, der ikke handler efter sit indre væsen, eller hvis indre væsen alligevel ikke er kærlighed. For det forekommer én at være en uomgængelig slutning: Hvis Gud er kærlighed, så er der i denne påstand givet en række handlinger, som Gud bare har værsgo at gøre. Gør han dem ikke, så er han alligevel ikke kærlighed. | |
| 46 På samme måde, om end med omvendt fortegn, med menneskets synd. Hvis synden er noget, der gennemtrænger menneskets hele væsen, hvis menneskes hele indre er gennemsyret af synd, så vil mennesket jo også handle tilsvarende, det vil sige, begå synd i alt, hvad det foretager sig. Og -- den fornemmelse kan man ofte have -- mange præster er af den uudsagte opfattelse, at jo mere synd man kan tillægge mennesket, des dybere er man trængt ind i det, der er menneskets egentlige væsen. | |
| 47 Jeg husker en diskussion, vi havde på et præstestævne på Sostrup slot med præsterne fra Århus stift. Vi havde set Niels Malmros' film "Kundskabens træ" (det var vist sådan, den hed) og den fik os til at prøve at overgå hinanden i skildring af syndens totalitet; den ene skildring kom frem mere dybtborende end den anden. Det var lige ved at blive en slags konkurrence mellem os om den mest "realistiske" skildring af mennesket. Men til sidst var der dog en behjertet kvindelig præst, der gjorde indsigelse: Var det nu også den rette vej at gå, sådan at "totalisere" menneskets synd? | |
| 48 Men læg mærke til, hvor svært det egentlig er at gøre indsigelse! Ikke fordi man er bange for at komme udenfor det gode selskab, men fordi man jo som præst tænkes at skulle forkynde syndernes forladelse. Og det synes at være en uomgængelig slutning, at syndernes forladelse vil blive modtaget med des større hengivenhed, jo større synden er. Det kunne allerede farisæeren i fortællingen i Luk 7,43 forstå. Så skulle vi vel også kunne fatte det. Og derfor, da vi selv lægger den største vægt på syndernes forladelse, ja, har lært, at det er deri, det egentlig glædelige ved budskabet ligger, så synes det ikke at være til at komme udenom, at det hele kun bliver bedre, jo mere gennemgribende synden skildres. |
Luk 7,40: "Jesus sagde da til ham: "Simon, jeg har noget at sige dig." Han svarede: "Sig det, Mester!" v41 "En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. v42 Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?" v43 Simon svarede: "Den, han eftergav mest, vil jeg tro." Jesus sagde: "Det har du ret i." |
| 49 Og det er blandt andet det, der får os til hele tiden i vor skildring af menneskenes børn at holde os til det negative. Så vil det positive, syndernes forladelse, få des større glans, mener vi. Det er i det onde, menneskets gåde ligger, ikke i det gode. Det er det onde, vi som præster skal skildre i al dets gru, for, ikke sandt, så meget bedre bliver det, når alt dette onde tilgives os i det kristne budskab. | |
| 50 Men -- og det er så det, der her er problemet -- når sådan menneskets hele væsen er skildret som syndigt, når på den måde mennesket er afbildet som et væsen, der i alle sine handlinger er præget af egoisme, indkrogethed i sig selv, eller hvad man nu siger i sin syndsprædiken, så er det altså sådan, og så kan det ikke sådan lige på en studs forvandles. Og derfor kan man da ikke oven på en sådan syndesvada formane sine tilhørere til gode gerninger. Ikke sandt, næppe er man færdig med at beskrive, hvordan synden gennemtrænger én fuldstændigt: du kan ikke slippe fri, før man giver sig til at formane, det vil sige, til at opfordre til alligevel at prøve på at slippe fri af syndens greb. Den går ikke. Modsigelsen til det foregående ville simpelthen være for iøjnefaldende. | |
| 51 Altså, vi nutidsprædikanter har meget svært ved at formane, ved at opfordre til gode gerninger. Men Luther kunne formane. Og det ny testamente kunne formane. Skulle det ikke få os til at gå vor tankegang igennem endnu en gang for at se, om der mon skulle være noget galt et eller andet sted? | |
| 52 Individualismens forbandelse
Der er nok flere måder, på hvilke man kan undslippe den tankefælde, vi har bragt os selv ind i. Her vil jeg hæfte mig ved individualismen. Når vi ikke kan slippe ud af disse forestillinger, skyldes det, at vi uden selv at vide det er fanget ind af en individualistisk tankegang. Men individualisme skal måske nok i denne sammenhæng forstås på en lidt speciel måde. |
|
| 53 Lad mig vise det ud fra det spørgsmål, Ulla Bidstrup rejste: Kan der så overhovedet komme et forlig i stand? Tidligere har jeg givet udtryk for min irritation over, at hun ikke besvarer dette spørgsmål, her vil jeg prøve at vise, hvad hendes forudsætninger er for at rejse spørgsmålet. Hvis der skulle kunne komme et forlig i stand (mellem os og vor næste), så skulle vi være syndfri; så skulle vi kunne lægge vreden bag os, ikke blot af og til, men altid; så skulle vi kunne overholde ikke blot den gamle lov, men også den nye. Det kan vi ikke (eller det kan vi jo ikke -- med andre ord, det er en teologisk selvfølge, som ikke behøver nærmere at understreges her, hvor man er blandt venner). Og derfor rejser det spørgsmål sig: Kan der så overhovedet komme et forlig i stand? | Ulla Bidstrup i Præsteforeningens Blad: "Jesus kan overholde både den gamle og den ny lov, ja. Men det kan vi jo ikke. Til nøds den gamle ... Men ikke den nye. Vi kan ikke altid lægge vreden bag os. Vi er nemlig ikke syndfri. Kan der så overhovedet komme et forlig i stand?" (#21) |
| 54 Det forekommer mig, at Bidstrup i de overvejelser, hun her lægger frem, er grebet af individualismens indsnævrende tankegang. De forudsætninger, hun opregner for at et forlig skulle kunne komme i stand, har alle at gøre med min, den enkeltes, holdning og gerning og indre væsen. Hvis bare mit indre væsen var af en sådan art, at jeg altid kunne lægge vreden bag mig, så ville et forlig kunne komme i stand. Hvis bare jeg var skruet sådan sammen, at jeg kunne overholde Jesu nye lov, der siger, at den, der bliver vred på sin bror, er skyldig for domstolen, så ville der kunne opstå forlig mellem mig og min næste. Problemet, jeg står overfor, er individuelt; det har med mig og mig alene at gøre; det er mit indre, mit væsen, der skal forandres, ja forvandles, førend forligelse kan finde sted. | |
| 55 Men forholder det sig sådan i virkeligheden? Er dette ikke noget, der kun er sandt indenfor den teologiske tradition, hvor man er opsat på at få påvist min synd? Og synd, det er man enige om indenfor denne tradition, det er noget, der har med mig og Gud at gøre; synd, det er noget, jeg har i forhold til Gud; synd, det er en overtrædelse fra min side af de livsregler, Gud har stillet op for os mennesker, enten de ydre livsregler, som i den gamle pagt, eller de indre, som i den nye. | |
| 56 Jeg mener, at man begår en fatal kategorial fejl her. Man glemmer fuldstændig næsten og hans reaktion. Man overser totalt, at en forligelse er et fænomen, der optræder imellem to personer, og at begge personer er bevidste personer, der véd af, hvad den anden er ude på, eller i hvert fald gør sig tanker om det. Man overser, at forligelse er noget, der finder sted i et nøje afpasset samspil mellem den ene og den anden, hvor ord, tonefald, bevægelser, mimik spiller afgørende ind, altsammen foreteelser, der vel af dygtige skuespillere kan beherskes, men dog hos mere normale mennesker fremkommer ubevidst. | |
| 57 Det er ikke noget nyt, at man glemmer alt dette. Luther himself var på mange måder præget af den samme individualistiske tankegang. Tværtimod er det noget nyt, at man har fået blik for det. Jeg vil mene, at det er fænomenologien, der har åbnet vore øjne for det. Men det er ikke afgørende for mig, hvem eller hvilken bevægelse man vil sætte bag. Det afgørende er, at vi i vore dage har fået mulighed for at komme løs af den teologiske tankefælde, som individualismen har drevet os ind i. Og det sker derved, at vi får blik for den virkelighed, fænomenologien afbilder for os. | |
| 58
Hvordan finder forligelse mellem mennesker sted?
Ja, hvis jeg har ret i min indvending, er det ikke nok, at jeg ved én eller anden sindsforvandling formår at lægge vreden bag mig, ikke blot i glimt, men altid. Ja, om man så tænkte sig, at de to mennesker, der skal forliges, begge blev forvandlede i deres sind, så de formåede at lægge vreden bag sig, det ville ikke føre til forligelse. Alt dette er tænkt individualistisk. I stedet skal man tænke fænomenologisk. Det vil sige, man må være ikke-individualistisk, man må skildre forholdene, som de er, når begge parter er med i foretagendet, når de to parter interagerer, så det altså ikke er den enes holdning eller den andens holdning, der er afgørende, men den måde disse to holdninger spiller sammen på. |
|
| 59 Og det er klart, skal tingene skildres på den måde, så bliver det hele meget mere indviklet end før. Mange af os har udviklet en ganske god skuespilkunst og mener nok, at vi er i stand til at styre tingene. Men vi er pokker, er vi! Sandt nok, så meget har vi fundet ud af, at den anden reagerer på mit tonefald, på min holdning, på mit ubevidste kropssprog. Og derfor prøver vi at holde styr på alle disse ting, derfor prøver vi at fremsige forligelsens ord så inderligt som muligt, med et så naturligt tonefald, som vi kan præstere. Vi vil jo gerne have, at den andens reaktion skal være positiv. Men både han og vi selv er opmærksom på, at vi godt i alle disse gebærder og tonefald kan snyde: vi kan godt lade som om det er vort inderligste ønske at forliges uden at det virkelig er det; eller værre: Vi kan godt lade som om det i forligelsens øjeblik er os ligegyldigt, hvilken aftale der kommer i stand, når blot vi forliges, mens vi i virkeligheden prøver at få den anden til at danse efter vores pibe. | |
| 60 Og det er sandt nok, oven på en sådan skildring af de vanskeligheder, der kan opstå i en forligelsessituation, kan man virkelig med bæven i stemmen spørge: Hvordan kan der så i det hele taget komme et forlig i stand? for det synes jo nærmest at være umuligt. |
| 61 Og dog véd vi, at det kan lade sig gøre. Eller mere præcist: Dog tror vi af hele vort hjerte, at det kan lade sig gøre. For det må vi jo indrømme, at alle de tilfælde af forlig mellem mennesker, vi har oplevet, kunne være bedrag, kunne være tilfælde, der i virkeligheden ikke var indtruffet, det var blot os, der så gerne ville tro, og derfor troede. | |
| 62 Vi vil gerne tro på forligelsen? Ja, det er det, vi hviler i, når vi i venners lag slår os løs. Det er det, der er vort grundlag, når vi blandt kolleger driver spøg med og gør grin med hinanden. Det er det, der er den inderste kerne i vort ægteskab; hvis vi ikke kan stole på, at den anden mener det alvorligt i en forligelsessituation, hvor ægteskabet har været ved at briste, men blev reddet af forligelsen, hvad kan vi så stole på? Er så ikke det hele ligegyldigt, livet ikke værd at leve, selvmordet den bedste udvej, vi kan finde? | |
| 63 Dog, jeg nøjes her med at fremsætte den påstand, at forligelse er mulig, selv om det altså ikke er en videnskabelig påstand, men en trospåstand. Forøvrigt er den af samme art, som den trospåstand Bidstrup fremsætter efter sit spørgsmål: Kan der så overhovedet komme et forlig i stand? (#21) At forligelse har fundet sted mellem Gud og menneske, betyder netop, at forligelse også mellem mennesker er en mulighed. | |
| 64 Altså, forligelse er mulig. Det, jeg har oplevet som en forligelse mellem mig og min næste, er også virkelig en forligelse, selv om det aldrig vil kunne bevises overfor hverken mig selv, den anden eller trediepart. Ja, man kan vel hævde, at hvis vi efter forligelsen levede i tredive år og delte tykt og tyndt med hinanden, så er det bevis nok på, at forligelsen faktisk fandt sted. Men det er en påstand. For den modsatte påstand: At vi har holdt sammen, fordi vi begge to var grebet af den illusion, at forligelse finder sted, den er lige så gyldig. Alligevel vil jeg her gå ud fra, hvad vel de fleste vil gå ud fra, i hvert fald de fleste i den vestlige verden, at forligelse er mulig, forligelse finder sted, det, vi tror på som en forligelse, er også virkelig en forligelse. | |
| 65 Spørgsmålet er så imidlertid: Hvordan finder forligelsen sted? Hvordan går det til, at der ud af dette virvar af signaler fremstår tro og tillid parterne imellem? Hvorfor tror du egentlig, at din søster ved arvedelingen er ærlig, når hun siger, at du gerne må få den store terrin? Kunne det ikke være, at hun i virkeligheden var ude på at få dig til at komme med en tilsvarende indrømmelse, så det i sidste ende blev hende, der løb af med terrinen? Hele jeres indbyrdes forhold rulles op for dit indre blik, hvad I har oplevet sammen og hvad I op igennem årene har haft af uoverensstemmelser tages op til overvejelse. Men hvorfor ender det med, at du stoler på hende? | |
| 66 Ja, det er den slags, der virkelig ikke er til at svare på. På den måde kan man vel sige, at hele resten af min afhandling her er et forsøg på at besvare netop det spørgsmål. Så jeg vil for nærværende lade det mere direkte forsøg på at svare på spørgsmålet ligge og foreløbig nøjes med at påpege, at man, hvis man, som Ulla Bidstrup, antyder, at det, der forhindrer forligelsen, er vor synd, forstået som vor manglende evne til at lægge vreden bag os, så er svaret forkert. Ikke fordi det såmænd ikke ville være meget godt for forligelsesmuligheden, hvis vi kunne dreje vort indre sådan, at vi virkelig lagde vreden bag os, men fordi der fokuseres på den enkelte og hans eller hendes indre bevægelser, i stedet for på samspillet og muligheden for, at der af det samspil, der udfolder sig, kan komme en forligelse i stand. Det er jo dèr, problemerne ligger. Forligelse er et samspils-fænomen, og man går galt i byen, hvis man vil behandle det som et individuelt problem. | |
| 67 Ja, ikke blot går man galt i byen, i den forstand, at man misforstår det hele, det er direkte sådan, at en forståelse af forligelsen ud fra en individualistisk problemstilling vil ødelægge muligheden for, at der kan komme forligelse i stand. Hvor Gud bygger en kirke, bygger djævelen altid et kapel lige ved siden af. Hvis nogen påpeger, som jeg vil gøre det om lidt, at forligelse forudsætter, at man giver slip på sit eget ønske om, hvordan det praktiske resultat af forligelsen falder ud, og kun har det for øje, at der opstår enighed mellem mig og den anden, så er det så sandt, som det er sagt. | |
| 68 Men dette er noget, der overvælder én, dette er en overbevisning, man gribes af bagfra, dette er noget, der falder én ganske naturligt. Eller, sagt på anden måde, det er sproget selv, der tager herredømmet over én, lægger sine tanker tilrette, så man tænker dem, lægger ordene i munden på dig, så du siger dem. Men du kan så let som ingenting snyde, når først du har opdaget, hvordan det går til. Sådan at du, næste gang der er behov for forligelse, selv begynder at tømme dit sind for de ønsker, du havde før, selv prøver at lade det være dit ønske, at du forliges med den anden, selv søger at overbevise dit indre jeg om, at du virkelig sådan helt inderst inde ønsker, at I kunne blive gode venner igen, så skidt med, hvordan det går med terrinen eller hvad der nu forårsagede uenigheden. | |
| 69 Og lykkes det dig at få tømt dit sind for alle ønsker om den forbandede terrin, så er det meget svært for dig ikke at sige til dig selv eller til Gud: Så, nu har jeg gjort hvad jeg skal, nu må det være den andens tur til at slippe alle ønsker, nu må hun da stole på mig, nu kan det da ikke være andet, end at forligelse finder sted. Og så er du øjeblikkelig inde i den holdning, som du skulle ud af, om det skulle komme til nogen forligelse, den holdning, nemlig, der ser på sig selv og det, man selv har gjort, den individualistiske holdning, der siger som tjeneren i lignelsen: Se, her har du, hvad dit er! (Matt 25,25). | |
| 70 Det er djævelens kapel. Det er den fristelse, der ligger lige for, hver gang man vil forklare eller undersøge, hvordan forligelse finder sted. Ikke så snart har man hørt det eller forstået det, i hvert fald noget af det, før man farer af sted for at handle efter det, så man kan have sin ryg fri, så man kan sige til sig selv og sin Gud, at nu har jeg i hvert fald gjort, hvad jeg skulle. Men den går ikke! På den måde kommer du ikke ind i det gode og trygge forhold til din næste igen. På den måde er du øjeblikkelig tilbage i den individualisme, der i første omgang drev jer fra hinanden. | |
| 71 Og altså: Ikke blot er individualismen som holdning en hindring for forligelse, dette at tænke individualistisk, dette at overveje tingene ud fra den individualistiske tankegang er også forkert, er også noget, der forhindrer én i at se, hvor problemet ligger. | |
| 72 Og det kan altså ikke nægtes, mener jeg, at Luther i mange henseender arbejder i direkte forlængelse af Augustin, så han altså holder sig lige så meget indenfor individualismens rammer, som den gode Augustin. Det, der så alligevel gør Luther spændende, det, der bevirker, at vi alligevel ikke kan afskrive ham, er hans prædikener. Bevares, der er mange af dem, der bevæger sig, jeg havde nær sagt bevidstløst, indenfor rammerne af hans lov-evangelium tankegang, men gang på gang må man overraskes af, at andre tankegange slår igennem, gang på gang er det, som lader han teksten selv få ordet. | |
| 73 Det gælder f. eks. hans formaninger. Jo, jo, Luther har i sin gennemarbejdede teologi udarbejdet en forståelse af tingene, hvorefter det lader sig gøre at formane. Og så formaner han i sine prædikener. Men der er også en række formaninger, hvor det er en anden tankegang, der slår igennem, hvor det er det, jeg her har kaldt fænomenologien, der driver ham, hvor altså hans erfaringer på det personlige plan udnyttes til at få evangeliet til at tale. | |
| 74
Dog, det venter vi lidt med.
Først en skildring af Matt 5,33-37, hvorudfra jeg vil søge at vise, hvordan det er nødvendigt i sine sproglige ytringer selv at gå til side og lade sproget selv virke. |
|
| 75 Fortsættelse, sp02! | |
| 76 c | |
| 77 c | |
| 78 c | |
| 79 c | |
| 80 c | |
| 81 c | |
| 82 c | |
| 83 c | |
| 84 c | |
| 85 c | |
| 86 c | |
| 87 c | |
| 88 c | |
| 89 c | |
| 90 c |
Noter: