Indhold:
Tilbage til oversigten!
Tilbage til soldater2!
| 1 Das sei das Erste in diesem Stück. Das Ander ist ja so noth zu merken. Wenn du nu gleich gewisse und sicher bist, dass du nicht anfähest, sondern wirst gezwungen zu kriegen, sdo musst du dennoch Gott furchten und für Augen haben, und nicht so eraus fahren: Ja, ich werde gezwungen, ich habe gute Ursach zu kriegen, willt dich drauf verlassen, und tollkühne hinein plumpen; das gilt auch nicht. | Det var det første, der skal siges om dette spørgsmål. Det andet er det lige så nødvendigt at bide mærke i. Selv om du nu er sikker og vis på, at det ikke er dig, der begynder, men at du bliver tvunget til at føre krig, så skal du alligevel frygte Gud, have ham for øje og ikke fare op på denne måde: Ja, jeg bliver tvunget til det; jeg er i min gode ret til at føre krig. Hvis du i tillid til det dumdristigt vil springe lige ud i det, duer det heller ikke. |
| 2 Wahr ists, rechte gute Ursache hast du zu kriegen und dich zu wehren, aber du hast drumb noch nicht Siegel und Briefe von Gott, dass du gewinnen werdest. Ja, eben solcher Trotz sollt wohl machen, dass du musstest verlieren, ob du gleich billige Ursache hättest zu kriegen, darümb dass Gott keinen Stolz noch Trotz leiden kann, ohn wilcher sich für ihm demüthigt und furcht. | Nok er det sandt, at du er i din gode ret til at føre krig og forsvare dig, men derfor har du da ikke fået papir fra Gud på, at du vil vinde. Ja, netop denne selvrådighed ville vel bevirke, at du måtte tabe, selv om du havde en rimelig grund til at føre krig. Gud kan nemlig ikke lide stolthed og selvrådighed, men kun den, der ydmyger sig for ham og frygter ham. |
| 3 Das gefält ihm wohl, dass man sich fur Menschen und Teufel nicht fürchte, keck und trotzig, müthig und steif wider sie sei, wenn sie anfahen und unrecht haben. Aber dass damit sollte gewunnen sein, als wären wirs, die wirs thäten oder vermöchten, da wird nicht aus, sondern er will gefurchtet sein, und ein solch Liedlin von Herzen hören singen: | Han synes godt om, at man ikke er bange for mennesker og djævle, bekæmper dem kækt og frejdigt, modigt og ubøjeligt, når det er dem, der begynder at øve uret. Men at sejren dermed skulle være sikker, som om det var os, der gjorde det eller formåede det, det vil ikke ske! Nej, han vil, at vi skal frygte ham og udbryde af vort ganske hjerte: |
| 4 Lieber Herr, mein Gott, du siehest, dass ich muss kriegen, wollts ja gerne lassen: aber auf die rechte Ursache baue ich nicht, sonden auf deine Gnade und Barmherzikeit. Denn ich weiss, wo ich mich auf die rechte Ursache verliesse und trotzt, solltest du mich wohl lassen billig fallen, als den, der billig fiele, weil ich mich auf mein Recht, und nicht auf deine blosse Gnade und Güte verlasse. (E276) | Kære Herre, min Gud, du ser, at jeg er nødt til at føre krig; jeg ville jo gerne slippe for det. Men jeg vil ikke bygge på, at jeg er i min gode ret, men på din nåde og barmhjertighed. For jeg ved, at hvis jeg satte min lid til min gode ret og pukkede på den, ville du sandelig med rette lade mig falde. Jeg ville falde med rette, fordi jeg satte min lid til min ret og ikke til din nåde og godhed alene. |
| 5 Hie höre doch, was in diesem Fall die Heiden, als Griechen und Römer sagen, wilche von Gott unf Gottsfurcht nichts gewusst haben. Denn sie hielten dafür, sie wärens, die da kriegten und siegten; aber durch manchfältige Erfahrunge, da oft gross gerust Volk von wenigen und ungerusten geschlagen ward, müssten sie lernen, und bekennen auch frei, dass nichts fährlichers sei in Kriegen, denn sicher und trotzig sein; und schliessen also, man solle nimmermehr den Feind verachten, er sei wie klein er immer sei. | Prøv engang at høre, hvad hedningerne, grækerne og romerne som ikke kendte noget til Gud og gudsfrygt, siger i dette tilfælde -- for de regnede med, at det var dem, der førte krig og sejrede. Men gennem mangfoldige erfaringer - ofte blev en stor, veludrustet hær slået af en ubetydelig hær, der ikke havde rustet sig - måtte de lære - og indrømmer det også ligeud - at intet er farligere i krig end at være selvsikker og selvrådig. Og de kommer således til den slutning, at man aldrig nogen sinde skal underkende fjenden, lige meget hvor lille han er. |
| 6 Item, man solle kein Vortheil begeben, es sei wie klein es sei. Item, man solle kein Hut, Wache oder Acht nachlassen, sie sei wie klein sie sei; gerade als sollt man alle Stücke mit der Goldwaage ausmessen. Narren, trotzige, unachtsame Leute dienen zum Kriege nichts, denn dass sie Schaden thun. Das Wort (non putassem), ich hätts nicht gemeinet, halten sie für das schändlichst Wort, so ein Kriegsmann reden kunnt. | Og man skal ikke lade nogen fordel gå fra sig, lige meget hvor lille den er. Og man skal ikke undlade nogen bevogtning, udkig eller vagt, lige meget hvor lidt det er. Det skal være fuldkommen, som om man vejede alt dette på guldvægt. Tåber, selvrådige, letsindige folk tjener i krig kun til at lave ulykker. Ordet: "Non putassem", »det havde jeg ikke regnet med«, betragter de som det værste, en soldat kan sige. |
| 7 Denn es anzeigt einen sichern, trotzigen, lässigen Mann, der in einem Augenblick mit einem Schritt, mit einem Wort, mehr kann verderben, denn seiner zehen mügen wiederbringen, und will darnach sagen, ich hätts wahrlich nicht gemeinet. Der Fürst Hannibal, wie greulich schlug er die Römer, so lange sie trotzig und sicher wider ihn waren. Und der Historien sind unzählig viel, auch täglich für Augen. | For det røber, at det er en selvsikker, selvrådig og skødesløs mand, der på et øjeblik, med et skridt, med et ord kan ødelægge mere, end ti af hans slags kan gøre godt igen. Og derefter vil han sige: Det havde jeg sandelig ikke regnet med! Hvor forfærdeligt slog general Hannibal ikke romerne, så længe de var egenrådige og selvsikre over for ham! Og den slags begivenheder er der utallig mange af, de finder også sted den dag i dag for øjnene af os. |
| 8 Nu, die Heiden haben solchs erfahren und gelehret, wüssten aber keine Ursach noch Grund anzuzeigen, oihn dass sie es dem Glück schuld gaben, dafür sie sich gleichwohl müssten fürchten. Aber der Grund und Ursache ist, wie ich gesagt habe, dass Gott in allen und durch alle solche Historien will bezeugt haben, dass er will gefürcht sein, auch in solchen Sachen kann und will keinen Trotz, Veracht, noch Vermessenheit, noch Sicherheit leiden, bis wir lernen Alles, was wir haben wollen und sollen aus seinen Händen zu nehmen, durch lauter Gnade und Barmherzikeit. | Ja, hedningerne har erfaret og lært dette, men de kunne ikke angive årsagen eller grunden, men tilskrev det blot heldet, som de alligevel måtte frygte. Men grunden og årsagen er, som jeg har sagt, at Gud i alle og gennem alle disse begivenheder ønsker at vise, at man skal frygte ham. Også i disse spørgsmål kan og vil han ikke tåle nogen egenrådighed, respektløshed, overmodighed eller selvsikkerhed, indtil vi har lært at tage alt, hvad vi vil og skal have, af hans hånd af lutter nåde og barmhjertighed. |
| 9 Darümb ists ein wunderlich Ding: ein Kriegsmann, der rechte Ursach hat, der soll zugleich müthig und verzagt sein. Wie will er streiten, wenn er verzagt ist? streit er aber unverzagt, so ists aber grosse Fahr. | Derfor er der det besynderlige ved det, at en soldat, der er i sin gode ret, på en gang skal være både modig og forsagt. Hvordan skal han kæmpe, når han er forsagt ? Men kæmper han uforsagt, så er det også meget farligt! |
| 10 So soll er aber thun: für Gott soll er verzagt, (E277) furchtsam und demüthig sein, und demselbigen die Sache befehlen, dass ers nicht nach unserm Recht, sondern nach seiner Güte und Gnaden schicke, auf dass man Gott zuvor gewinne mit eim demüthigen fürchtsamen Herzen. | Han skal imidlertid bære sig sådan ad: over for Gud skal han være forsagt, frygtsom, ydmyg og lægge sagen i hans hånd, så at han ikke lader det ske efter vores ret, men efter sin nåde og godhed, for at man i forvejen kan vinde Gud ved et ydmygt, frygtsomt hjerte. |
| 11 Wider die Menschen soll man kecke, frei und trotzig sein, als die doch unrecht haben, und also mit trotzigem, getrostem Gemuth sie schlahen. Denn warumb sollten wir das nicht unserm Gotte thun, das die Römer, die allergrossten Kriegsleute auf Erden, haben ihrem Abgott, dem Glück gethan, für welchem sie sich fürchten? Und wo sie es nicht thäten, gar fährlich stritten, oder gar uber geschlagen wurden. | Over for mennesker skal man være kæk, dristig og frimodig, da de jo har uret, og således slå dem med frejdigt og uforfærdet mod. For hvorfor skulle vi ikke forholde os over for vores Gud, ligesom romerne, jordens bedste soldater, forholdt sig over for deres afgud, skæbnen, som de frygtede for? Og hvis de ikke gjorde det, kæmpede de med den største risiko eller blev ynkelig slået. |
| 12 So sei das beschlossen von diesem Stücke; Kriegen wider Gleichen soll genöthigt Ding sein, und mit Gottsfurcht geschehen. Nöthigen aber ist, wenn der Feind oder Nachbar angreift und anfahet, und will nicht helfen, dass man sich zu Recht, zu Verhor, zum Vertrag erbeut, allerlei böser Wort und Tücke verträgt und zu gut hält; sondern will schlechts mit dem Kopfe hindurch. | Lad os da fastslå om dette punkt: krig mod ligemand skal være noget påtvunget og ske i gudsfrygt. Men den påtvinges, når det er fjenden eller naboen, der angriber og begynder, og det ikke hjælper, at man tilbyder voldgift, forhandling og forlig, bærer over med alle mulige onde ord og anslag og tilgiver ham dem, mens han vil gå lige på og hårdt. |
| 13 Denn ich mir immer bedinge, dass ich denen predige, die gerne recht für Gott thun wollten: wo aber die sind, die nicht Recht bieten noch annehmen wollen, die gehen mich nichts an. Gottsfurcht ist, dass man sich auf rechte Ursache nicht verlasse, sondern sei sorgfältig, fleissig und fürsichtig, auch im allergeringsten Stücklin, wenns gleich eine Pfeife wäre. | For jeg indskrænker mig stadig til kun at prædike for dem, der gerne vil øve ret i Guds øjne. Men de, som ikke vil tilbyde eller antage, hvad der er ret, kommer ikke mig ved. Gudsfrygt vil sige, at man ikke sætter sin lid til, at man er i sin gode ret, men at man er årvågen, samvittighedsfuld og agtpågivende, også i de mest ubetydelige spørgsmål, selv om det er det mindste fnug. |
| 14 Mit dem allen ist nu Gott seine Hand nicht gebunden, dass er müge heissen kriegen wider die, so keine Ursache uns gegeben haben, wie er die Kinder Israel hiess wider die Cananiter kriegen; da ist denn noth gnug zu kriegen, nämlich Gotts Gebot. | Guds hånd er nu ikke bundet af alt dette, så at han ikke kan give os befaling til at føre krig mod dem, som ikke har givet os nogen grund til det, således som han befalede Israels børn at føre krig mod kana'anæerne. Da er der tvingende grund nok til at føre krig, nemlig Guds bud. (n14) |
| 15 Wiewohl auch solcher Krieg nicht soll ohn Furcht und Sorge geschehen, wie Gott zeigt Josua 7, (1sqq.) da die Kinder Israel sicher wider die Aiten zogen, und wurden wohl geschlagen. Dergleichen Noth ist, wenn die Unterthanen aus Befehl der Oeberkeit streiten. Denn Gott befehlt, der Oeberkeit gehorsam zu sein, und sein Gebot ist eine Noth; doch dass auch mit Furcht und Demuth zugehe. Davon wollen wir hernach weiter sagen. (E278) | Alligevel skal heller ikke sådan en krig foregå uden frygt og bæven, hvilket Gud viser os i Jos.7,1-5, da Israels børn selvsikre drog imod ajjiterne og blev slået grundigt. Den samme tvingende grund foreligger, når undersåtterne kæmper på øvrighedens befaling, for Gud befaler, at man skal være lydig mod øvrigheden, og hans befaling er tvingende grund. Dog skal også det finde sted i gudsfrygt og ydmyghed. Det vil vi senere sige noget mere om. |
| 16 Das dritte Stück, ob die Oberperson wider die Unterperson müge mit Recht kriegen? Zwar droben haben wir gehort, wie die Unterthan sollen gehorsam sein, und auch Unrecht leiden von ihren Tyrannen; dass also, wo es recht zugehet, die Oeberkeit mit den Unterthanen nichts zu schicken hat, denn des Rechts, Gerichts und Urtheil pflegen; wo sie sich aber empören und auflehnen, wie die Baurn nähest thäten, da ist es recht und billig, wider sie zu kriegen. | Det tredje punkt: kan den overordnede med rette føre krig mod den, der er hans underordnede? - Vi har ganske vist ovenfor hørt, at undersåtterne skal være lydige og også finde sig i uret fra deres tyranner. Hvis det går rigtigt til, har øvrigheden således intet andet at gøre med undersåtterne, end at den skal sørge for ret, domstol og domfældelse. Men hvis de gør oprør og modstand, som bønderne for nylig har gjort, er det ret og rimeligt at føre krig imod dem. |
| 17 Also auch soll ein Fürst wider seinen Adel, Kaiser wider seine Fürsten thun, wenn sie aufrührisch sind und fahen Krieg an; doch dass auch mit Furcht Gotts zugehe, und man sich nicht zu trotzig auf Recht lasse, auf dass nicht Gott verhänge, dass auch durch Unrecht die Oeberherrn von ihren Unterthanen gestraft werden; wie oft geschehen ist, als wir droben wohl gehort haben. | Det skal fyrsten også gøre mod sin adel og kejseren mod sine fyrster, hvis de gør oprør og begynder krig. Dog skal også det foregå i gudsfrygt, og man må ikke for egenrådigt sætte sin lid til sin ret, for at Gud ikke skal forordne, at overhovederne også uretmæssigt skal blive straffet af deres undersåtter, som det ofte er sket, således som vi jo har hørt i det foregående. |
| 18 Denn recht sein und recht thun folgen und gehen nicht allewege mit einander, ja nimmermehr, Gott gebe es denn. Drümb obs wohl recht ist, das die Unterthanen stille sitzen, und Alles leiden, und nicht sich emporen, so stehts doch nicht in Menschen Hand, dass sie auch also thun. | For at have ret og handle ret følges ikke ad og går ikke sammen overalt, nej, det sker kun ved Guds hjælp. Selv om det derfor er rigtigt, at undersåtterne skal sidde roligt og finde sig i alting uden at gøre oprør, så ligger det dog ikke i menneskers hænder, at de også gør det. |
| 19 Denn Gott hat die Unterperson ganz und gar gesetzt einzelen zu sein für sich alleine, und ihr das Schwerdt genommen, und ins Gefängniss gelegt. Rottet sie darüber, und hänget andere an sich, und bricht los, und nimpt das Schwerdt, so ist sie für Gott des Gerichts und Tods schuldig. | For Gud har sat undersåtten til ganske og aldeles at være en enkeltperson med ansvar for sig selv alene. Gud har taget sværdet fra ham og anbragt det under lås og slå. Laver han sammensværgelse på grund af det, slutter forbund med andre, bryder løs og griber til sværdet, så er han i Guds øjne hjemfalden til dom og død. |
| 20 Wiederumb, die Oberperson ist gesetzt, dass sie soll eine gemeine Person sein, und nicht alleine für sich selbs soll Anhang haben der Unterthanen, und das Schwerdt führen. Denn wenn sich ein Fürst zum Kaiser kehret, als zu seinem Oeberherrn, so ist er nicht mehr Fürst, sondern eine einzelne Person, im Gehorsam des Kaisers, wie alle andere, ein Iglicher für sich. | Omvendt er den overordnede sat til at være en person med ansvar for samfundet og ikke for sig selv alene, han skal stå i spidsen for undersåtterne og føre sværdet. Når en fyrste henvender sig til kejseren som sit overhoved, så er han ikke længer fyrste, men en enkeltperson, der skal adlyde kejseren som alle andre enkeltpersoner. |
| 21 Wenn er sich aber zu seinen Unterthanen kehret, als zu seinen Unterthanen, so ist er so viel Personen, so viel Hähpter er unter sich und an sich hangen hat. Also auch, der Kaiser, wenn er sich gegen Gott kehret, so ist er nicht Kaiser, sondern eine einzelne Person, wie alle andere für Gott. Kehret er aber sich zu seinen Unterthanen, (E279) so ist er so vielmal Kaiser, so viel er unter ihm hat. | Men når han henvender sig til sine undersåtter i deres egenskab af undersåtter, så er han lige så mange personer, som han har under sig, og som han står i spidsen for. På samme måde med kejseren: når han henvender sig til Gud, så er han ikke kejser, men en enkeltperson, som alle andre er det over for Gud. Men henvender han sig til sine undersåtter, så er han lige så mange gange kejser, som han har mennesker under sig. |
| 22 Also ist auch von allen andern Oeberkeiten zu reden, dass, wenn sie sich zu ihrem Oeberherrn kehren, so haben sie keine Oeberkeit, und sind aller Oeberkeit ausgezogen. Wenn er sich herunter kehren, so werden sie mit aller Oeberkeit gezieret; dass also zuletzt alle Oeberkeit hinauf zu Gott komme, dess sie alleine ist. | Det samme kan man også sige om alle andre former for øvrighed: når de henvender sig til deres overhoved, så har de ingen myndighed og er afklædt enhver myndighed. Når de henvender sig nedadtil, sa bliver de udstyret med al myndighed. På den måde samles al myndighed til sidst hos Gud, som den alene tilhører; |
| 23 Denn er ist der Kaiser, Fürst, Grafe, Edel, Richter, und Alles, und theilet sie aus, wie er will, gegen die Unterthanen, und hebt sie wiederumb auf gegen sich selbs. Nu soll keine einzelne Person sich wider die Gemeine setzen, noch die Gemeine an sich hängen. Denn sie häuet damit in die Höhe, so werden ihr die Span gewisslich in die Augen fallen. | for han er kejseren, fyrsten, greven, adelsmanden, dommeren og alt og uddeler den, ligesom han vil, til undersåtterne, og ophæver den igen i forholdet til sig selv. Nu må ingen enkeltperson sætte sig op imod samfundet eller få folket til at følge sig, for dermed hugger han oven over sig selv, så at han bestemt får spånerne i øjnene. |
| 24 Und hieraus siehest du, wie die wider Gotts Ordnung streben, die der Oeberkeit widerstreben, als St. Paulus lehret Röm. 13, (2.). Und so redet er auch 1 Cor. 15, (24.) dass Gott wird alle Oeberkeit aufheben, wenn er nu wird selbst regiern, und Alles zu sich kehren. | Og herudfra kan man forstå, hvorledes de, der modsætter sig øvrigheden, modsætter sig Guds ordning, sådan som St. Paulus lærer i Rom.13,2 Og han siger også i l.Kor.15,24, at Gud vil ophæve enhver øvrighed, når han engang selv vil regere og lægge alting ind under sig. |
| 25 Das sei von den drei Stücken gesagt. Nu kommen die Fragen herbei. Denn dieweil kein König oder Fürst kann alleine kriegen, er muss Leute und Volk dazu haben, die ihm dienen, so wenig als er kann Gericht und Recht handhaben, er muss Räthe, Richter, Rechtkundige, Stockmeister, Henker, und was zum Gericht gehört, haben. | Lad det være nok om de tre punkter. Nu melder spørgsmålene sig. Ingen konge eller fyrste kan jo føre krig alene, men er nødt til at have folk og mandskab til at gøre tjeneste for sig, lige så lidt som han kan håndhæve retspleje og retsorden, men er nødt til at have rådmænd, dommere, jurister, arrestforvarere, bødler og hvad der hører til retsplejen. |
| 26 Fragt man: obs recht sei, dass einer Sold nehme, oder (wie sie es nennen,) Dienstgeld, oder Manngeld, und lasse sich damit bestellen, dass er sich verbindet, dem Fürsten zu dienen, wenns die Zeit fodert, wie der Brauch itzt gehet und stehet? Hierauf zu antworten, scheiden wir dieselbigen Kriegsdiener. | Derfor bliver spørgsmålet, om det er rigtigt at modtage løn eller, som de kalder det, ,,tjenestepenge" eller ,,mandpenge" og lade sig ansætte dermed, så at man forpligter sig til at tjene fyrsten, når tiden kræver det - som det nu er blevet skik og brug. For at kunne svare på det opdeler vi disse soldater i forskellige grupper. |
| 27 Erstlich sind es Unterthaner, wilche ohn das ihren Oeberhernn verpflicht sind, mit Leib und Gut beizustehen, und ihrem Aufgebot zu folgen, sonderlich der Adel, und die Lehengüter haben von der Oeberkeit. | Først er der undersåtter, som i forvejen er forpligtet til at hjælpe deres overhoved med liv og ejendom og efterkomme hans indkaldelse af dem; det gælder særligt adelen og dem, der har fået lensgodser af øvrigheden. |
| 28 Denn die Güter, so Grafen, Herrn und die Edlen haben, sind verzeiten durch die Römer und Römische Kaiser also ausgetheilet und geliehent, dass diejenige, so (E280) sie inne haben, sollten in stetiger Rustung und Bereitschaft sitzen, einer mit so viel Pferde und Mann, der ander so viel, nach dem die Güter vermochten; und waren solche Güter ihr Sold, damit sie bestellet waren; darümb heissens auch Lehenguter, und sind auch noch solche Bescherunge drauf. | For de godser, som grever, herrer og adelsmænd besidder, har romerne og de romerske kejsere i gamle dage uddelt og givet bort som len på den betingelse, at indehaverne til stadighed skulle holde sig rustede og i beredskab, hver med så og så mange heste og mand, efter godsernes ydeevne; og disse godser var den løn, de var ansat for. Derfor kaldes de ogsa lensgodser, og der påhviler dem endnu disse forpligtelser. |
| 29 Solche Güter lässt der Kaiser erben, das ist auch alles billig und fein im Römischen Reich. Aber der Türk (als man sagt,) lässt keine erben, und leidet kein erblich Fürstenthum, Grafeschaft oder Rittergut, oder Lehengut; setzt und gibe wie, wenn, und wem ers will, darümb hat er so uber alle Maass viel Golds und Guts, und ist kurzumb Herr im Lande, oder vielmehr ein Tyrann. | Disse godser lader kejseren gå i arv. Det er også altsammen ret og rimeligt og udmærket ordnet i det romerske rige. (n29) Men tyrken tillader efter sigende ikke arvefø1ge og forbyder arveligt fyrstedømme, grevskab, riddergods eller lensgods. Han fastsastter og bestemmer selv, hvorledes, hvor-nar og hvem godserne skal overgives til. Det er derfor, han har si 5 umadelig mange penge og besiddelser og er ubetinget herre i lan-det eller snarere en tyran. |
| 30 Darümb dürfen die von Adel nicht denken, dass sie ihr Gut umbsont haben, als hätten sie es funden, oder aufm Spiel gewunnen. Die Beschwerung drauf, und die Lehenpflicht zeigen wohl an, woher und warumb sie es haben, nämlich vom Kaiser, oder vom Fürsten geliehen; nicht, dass sie drauf prassen und prangen, sondern rustig bereit sein sollen zum Streit, das Land zu schützen, und Friede zu handhaben. | Derfor må adelsmændene ikke tro, at de har deres godser vederlagsfrit, som om det var hittegods eller vundet i spil. De byrder, der påhviler dem, og lenspligten viser klart, hvorfra og hvorfor de har dem; de er nemlig forlenet af kejseren eller fyrsten, ikke for at de skal leve højt på dem og solde dem op, men for at de skal være rustede og beredte til kamp for at forsvare landet og håndhæve freden. |
| 61 Antwort: Ehrgeiz und Geldgeiz ist beides Geiz, einer sowohl unrecht als der ander, und wer in solchem Laster kriegt, der kriegt ihm die Hölle. Denn wir sollen Gott die Ehre alleine lassen und geben, und uns an dem Solde und Futter benügen lassen. Darümb ist das ein heidnische und nicht eine christliche Weise, das Kriegsvolk für der Schlacht zu vermahnen, auf die Weise: Lieben Gesellen, lieben Knechte, seid frisch und getrost, wir wollen (ob Gott will,) heute Ehre einlegen, und reich werden. | Svar: Ærgerrighed er ligesom pengebegærlighed et udtryk for begærlighed - den ene er lige så syndig som den anden. Og hvis man er besat af den synd og vil kæmpe, kæmper man sig helvede til. For vi skal lade Gud alene få æren og give ham den og være tilfredse med løn og fortæring. Derfor er det hedensk og ukristeligt at opildne mandskabet før slaget på denne måde: Kære kammerater, kære soldater! Vær frejdige og frimodige! Om Gud vil, vil vi i dag indlægge os ære og blive rige. |
| 62 Sondern also und auf die Weise sollt man sie vermahnen: Lieben Gesellen, wir sind allhie versammlet im Dienst, Pflicht und Gehorsam unsers Fürsten, wie wir nach Gotts Willen und Ordnung schuldig sind, unserm Herrn beizustehen mit Leib und Gut. Wiewohl wir für Gott eben sowohl arme Sünder sind, alse unser Feinde; | Nej, sådan og på denne måde burde man anspore dem: Kære kammerater! Vi er alle samlet her i pligttro og lydig tjeneste mod vor fyrste, sådan som vi efter Guds vilje og ordning har pligt til at hjælpe vores herre med liv og ejendom, selv om vi over for Gud er lige så arme syndere som vores fjender. |
| 63 aber doch, weil wir wissen, oder doch nicht anders wissen, denn das unser Fürst in diesem Stück recht hat, und damit sicher und gewiss sind, dass wir Gotte selbs in solchem Dienst und Gehorsam dienen, so sei ein Iglicher frisch und unverzagt, und lasse sich anders dunken, denn seine Fäust sei Gotts Faust, sein Spiess sei Gotts Spiess, und schrei mit Herzen und Munde: Hie Gott und Kaiser. | Men dog ved vi - eller vi er i hvert fald ikke bedre underrettet - at vores fyrste har retten på sin side i denne sag, og dermed er vi sikre og visse på, at vi tjener Gud selv med denne tjeneste og lydighed. Så vær alle modige og uforfærdede og tro blot, at jeres hånd er Guds hånd, jeres lanse Guds lanse og råb med hjerte og mund: For Gud og kejseren. |
| 64 Gibt uns Gott den Sieg, so soll Ehre und Lob sein sein, nicht unser, der es durch uns arme Sünder thut. Die Ausbeute aber und Sold wollen wir nehmen, als uns Unwürdigen von seiner göttlichen Güte und Gnaden geschenkt und gegeben, und ihm dafür von Herzen danken. Nu walts Gott; und hinan mit Freuden. | Skænker Gud os sejren, så skal lov og ære gives, ikke os, men ham, der handler gennem os arme syndere. Men byttet og lønnen vil vi tage som skænket og givet os uværdige ved hans guddommelige godhed og nåde, og vi vil takke ham for det af hele vort hjerte. Nu Gud i vold, og til kamp med glæde! |
| 65 Denn ahn Zweifel, wo man die Ehre Gotts sucht, (E286) und lässt sie ihm bleiben, wie es doch billig und recht ist, auch sein soll, so wird Ehre selbs mehr kommen, denn Iemand suchen kunnte, weil Gott verheissen hat 1 Sam. 2, (30): Wer mich ehret, den will ich wieder ehren, wer mich aber unehret, der soll wieder geunehret werden. | For der er ingen tvivl om, at hvis man stræber efter Guds ære og lader ham beholde den - sådan som det jo er ret og rimeligt og også bør ske - så vil der komme mere ære af sig selv, end nogen kunne få ved at stræbe efter den. Gud har nemlig forjættet (1. Kong.2): Den, der ærer mig, vil jeg også ære, men den, der vanærer mig, skal ogsa blive vanæret. |
| 66 Dass ers freilich nicht lassen kann, solchem seinem Zusagen nach, er muss die ehren, wilche ihn ehren. Und ist der grössesten Sünde eine, wenn man eigen Ehre sucht; wilchs nicht anders ist denn crimen laesae majestatis divinae, ein Raub göttlicher Majestät. Drümb lass andere rühmen und Ehre suchen, sei du gehorsam und stille, dein Ehre wird sich wohl finden. | Når han lover det, vil han bestemt ikke lade være at gøre det: han må ære dem, der ærer ham. Og det er en af de største synder at stræbe efter egen ære; det er det samme som crimen læsæ maiestatis divmæ, at tilrive sig Guds majestæt. Derfor lad andre være store på det og stræbe efter ære. Vær du lydig og rolig: din ære skal nok indfinde sig. |
| 67 Es ist manch Streit verloren, der sonst gewonnen wäre, wenn die eitel Ehre gethan hätte. Denn solch ehrgeizige Krieger gläuben nicht, dass Gott mit im Kriege ist und Sieg gibt, darümb fürchten sie auch Gott nicht, sind nicht freudig, sondern frech und toll, werden auch zuletzt geschlagen. | Der er tabt mangt et slag, der ellers kunne have været vundet, hvis det ikke havde været for den forfængelige ærgerrighed. For disse ærgerrige soldater tror ikke, at Gud er med i krigen og giver sejren. Derfor frygter de heller ikke Gud, er ikke frimodige, men frække og ustyrlige og bliver ogsa slået til sidst. |
| 68 Aber das sind mir die allerbesten Gesellen, die sich für die Schlacht ermahnen und ermahnen lassen, durch die lobliche Andacht ihrer Buhlschaft, und lassen ihn sagen: Hui nu, denke ein Iglicher an seinen liebsten Buhlen. Ich sage das, wenn ich nicht hätte gehören von zweien glaubwürdigen Männern, in solchem Spiel erfahren, dass solchs geschehe, so hätte ich nimmermehr gläubt, dass Menschen Herz sollt in solchem ernsten Handel, da des Todes Fahr für Augen ist, so vergessen und leichtfertig mügen sein. | Det er vel nok nogle virkelig fine fyre, der før slaget opildner sig selv og lader sig opildne ved at tænke smukt på deres kærester! Og de finder sig i, at man siger til dem: Hejda, tænk nu på kæresten derhjemme allesammen! Jeg må sige, at hvis jeg ikke havde hørt af to pålidelige mænd, der kender til det sjov, at sådan noget går for sig, så ville jeg aldrig have troet, at menneskehjertet kunne være så tankeløst og overfladisk i en så alvorlig sag, hvor døden står for øje. |
| 69 Und zwar thuts keiner, wenn er mit dem Tod alleine ficht, aber hie im Haufen reizt einer den andern, dass keiner nicht acht, was ihm gilt. Erschrecklich aber ists eim christlichen Herzen zu denken und zu hören, dass in der Stunde, da man Gotts Gericht und Todes Fahr für Augen hat, allererst mit fleischlicher Liebe sich kutzelt udn tröstet. Denn wilche also erstochen werden oder sterben, die schicken freilich ihre Seelen auch gar frisch in die Höllen, ohn alles Säumen. | Og der er rigtignok ikke nogen, der gør det, når han kæmper alene med døden, men her i flok hidser man hinanden op, så at ingen ænser, hvad der står på spil for ham, fordi det også står på spil for mange andre. Det er forfærdeligt for et kristent hjerte at tænke og høre på, at i det øjeblik, da man har Guds dom og døden for øje, ægger og styrker man sig først og fremmest ved kødelig kærlighed. For de, der bliver hugget ned eller dør sådan, sender sandelig også øjeblikkelig deres sjæl lige lukt i helvede. |
| 70 Ja, sagen sie, wenn ich an die Hölle sollte gedenken, müsste ich nimmermehr in Krieg ziehen. Das ist noch schrecklicher, dass man muthwilliglich Gott und (E287) sein Gericht aus dem Sinn schlägt, und will nichts davon wissen, denken noch hören. | Ja, men hvis jeg skulle gå og tænke på helvede, siger de, kunne jeg overhovedet ikke mere gå i krig. Det er endnu mere forfærdeligt, at man egenrådigt slår Gud og hans dom ud af tankerne og intet vil vide, tænke eller høre om den. |
| 71 Derhalben ist ein gross Theil des Kriegsvolks des Teufels eigen, und gar etliche so voller Teufel, dass sie ihre Freudikeit nicht wissen bass zu beweisen, denn dass sie verächtlich von Gott und seinem Gericht reden konnen, als seien sie damit die rechten Eisenfresser, dass sie schändlich schwören, martern, fluchen und Gott im Himmel trotzen duren. Es ist ein verlorner Haufe, und die Spreu; gleichwie in allen andern Ständen auch viel Spreu und wenig Korns ist. | Derfor hører en stor del af soldaterne djævelen til, og nogle er endog så fulde af djævle, at de ikke kan give et bedre bevis på deres tapperhed end ved at tale foragteligt om Gud og hans dom. De tror, at de er nogle rigtige krigskarle, fordi de drister sig til skændigt at sværge og bande ved Kristi lidelse (n71) og trodse Gud i himmelen. Det er en fortabt hob, de er kun avner, ligesom der også i alle andre stænder er mange avner og kun lidt korn. |
| 72 Daraus folgt, dass die Landsknechte, so im Landen irre laufen und Krieg suchen, so sie doch wohl ärbeiten und Handwerk treiben mochten, bis sie gefodert wurden, und für Faulheit oder aus rohem, wilden Gemüthe die Zeit also verlieren, nicht wohl dran mugen sein mit Gott. | Skønt landsknægtene dog sagtens kunne arbejde og drive håndværk, strejfer de om i landet og søger krig, indtil der bliver brug for dem, og spilder således tiden på grund af dovenskab eller et ustyrligt, vildt sind; det har til følge, at de ikke står sig godt med Gud, |
| 73 Denn sie konnen keine Sache noch gut Gewissen ihres Laufens für Gott anzeigen, sondern haben nur eine tollkuhne Lust oder Fürwitz zum Krieg, oder ein frei wild Leben zu führen. Nach solcher Gesellen Art müssen auch eins Theils zuletzt Buben und Räuber draus werden. | for de kan ikke over for Gud pege på nogen årsag eller god undskyldning for deres omflakken, men de har kun en hæmningsløs lyst eller trang til krig eller til at føre et tøjlesløst og vildt liv, som den slags fyre har for vane. Derfor kan det kun ende med, at en stor del af dem bliver røvere og banditter! |
| 74 Wenn sie aber sich zur Aerbeit oder Handwerken begäben, und verdieneten ihr Brod, wie Gott allen Menschenen geboten und aufgelegt hat, bis dass der Landfürst aufgeböte für sich selbs, oder eim andern zuzuziehen erläubete und begehrte; so möchten sie mit gutem Gewissen sich erheben, als die denn wüssten, dass sie ihrem Oeberherrn zu Gefallen drinnen dieneten, wilchs fein Gewissen sie sonst nicht konnen haben. | Men de skulle gå i gang med et arbejde eller et håndværk og tjene til deres brød, sådan som Gud har påbudt og pålagt alle mennesker, indtil fyrsten indkalder dem til tjeneste for sig selv eller tillader og ønsker, at de drager til en anden. Så kunne de bryde op med god samvittighed, fordi de så vidste, at de tjente deres overhoved og var ham til behag derved - denne gode samvittighed kunne de ellers ikke have. |
| 75 Denn das soll ja aller Welt ein Trost und Freude, ja auch eine mächtige Ursache sein, die Oeberkeit zu lieben und zu ehren, dass uns Gott der Allmächtige die grosse Gnade thut, und die Oeberkeit uns als ein äusserlich Mahl und Zeichen seins Willens dahin stellet, da wir gewiss sind, dass wir seinem göttlichen Willen Gefallen und recht thun, so oft und wenn wir der Oeberkeit Willen und Gefallen thun. Denn er hat sein Wort und seinen Willen an sie geheft und gebunden, da er spricht (Matth. 22,21): Gibt dem Kaiser, was des (E288) Kaisers ist. Und Röm. 13, (1): Ein Iglicher sei der Oeberkeit unterthan. | For det skal jo være hele verdens trøst og glæde, ja endog en vældig begrundelse for at elske og adlyde øvrigheden, at Gud den almægtige viser os den store nåde, at han stiller øvrigheden frem for os som et synligt kendemærke og tegn på hans vilje. Derved er vi sikre på, at vi er hans guddommelige vilje til behag og og handler ret, så tit og ofte vi handler efter øvrighedens vilje og ønske. For han har knyttet og bundet sit ord og sin vilje til den, når han siger: Giv kejseren, hvad kejserens er; og Rom.13: Enhver skal underordne sig øvrigheden. |
| 76 Zuletzt haben auch die Kriegsleute viel Aberglaubens im Streit: da sich einer St. Georgen, der ander St. Christoffel befehlt; einer diesem, der ander dem Heiligen. Etliche konnen Eisen und Buchsenstein beschwören; etliche konnen Russ und Teuter segenen; etliche tragen St. Johannes Evangelium oder sonst etwas bei sich, darauf sie sich lassen. | Endelig er soldaterne også meget overtroiske, når de kæmper: den ene tager sin tilflugt til Sankt Georg, den anden til Sankt Kristoffel; (n76) den ene til den ene helgen, den anden til den anden; nogle besværger våben og bøssekugler, andre maner over hest og rytter; nogle bærer Johannesevangeliet eller noget andet på sig, og det forlader de sig på. |
| 77 Diese allesampt sind in fährlichem Stand. Denn sie gläuben nicht an Gott, sondern versündigen sich vielmehr mit Unglauben und Missglauben an Gott, und wo sie so stürben, mussten sie auch verloren sein. Sondern so sollen sie thun: wenn die Schlacht daher geht, und die Vermahnung, so ich droben erzählet habe, geschehen ist, soll man sich einfältiglich in Gotts Gnade befehlen, und sich nu in diesem Stücke als ein Christen stellen. | Alle sammen er de i en farlig situation, for de tror ikke
på Gud, men forsynder sig tværtimod mod Gud med deres vantro
og overtro, og hvis de dør sådan, kan
de kun gå fortabt. Men de skal gøre som følger: når slaget skal til at begynde, og den formaning, som jeg har skildret ovenfor, er givet, skal man ganske jævnt og ligetil overgive sig til Guds nåde og nu i denne sag forholde sig som en kristen. |
| 78 Denn in der vorigen Vermahnunge ist allein die Form gestellet, wie man das äusserlich Kriegswerk mit gutem Gewissen thun solle; aber weil kein gut Werfk nicht selig macht, soll nu ein Jeglicher bei sich nach solcher Vermahnunge also im Herzen oder mit dem Munde sagen: Himmlicher Vater, hie bin ich nach deinem göttlichem Willen in diesem äusserlichen Werk und Dienst meines Oberherrn, wie ich schüldig bin, dir zuvor, und demselben Oberherrn umb deinenwillen; | For den forudgående formaning har kun angivet måden, hvorpå man skal gøre krigens synlige gerning med god samvittighed. Men ingen god gerning frelser. Derfor skal hver enkelt efter denne formaning sige således i hjertet eller med munden: Himmelske Fader! Her er jeg efter din guddommelige vilje i denne ydre gerning og tjeneste for mit overhoved, sådan som jeg har pligt til det først og fremmest over for dig og så over for dette overhoved for din skyld. |
| 79 und danke deiner Gnaden und Barmherzikeit, dass du mich in solch Werk gestellt hast, da ich gewiss bin, dass es nicht Sünde ist, sondern recht und deinem Willen ein gefälliger Gehorsam ist. Weil ich aber weiss, und durch dein gnadreichs Wort gelernt habe, dass keins unser guten Werk uns helfen mag, und niemand als ein Krieger, sondern allein als ein Christe muss selig werden; so will ich mich gar nicht auf solche meinem Gehorsam und Werk verlassen: sondern dasselbige deinem Willen frei zu Dienst thun, und gläube von Herzen, dass mich allein das unschuldige Blut deins lieben Sohns, meins Herrn Jesu Christi, erlöse und selig mache, wilchs er für mich deinem gnädigen Willen gehorsamlich vergossen hat. | Jeg takker dig for din nåde og barmhjertighed, at du har sat mig i denne gerning, da jeg er forvisset om, at den ikke er syndig, men rigtig og udtryk for en lydighed, der behager din vilje. Men fordi jeg ved og har lært af dit nåderige ord, at ingen af vore gode gerninger kan hjælpe os og ingen kan blive frelst som soldat, men kun som kristen, så vil jeg slet ikke forlade mig på denne min lydighed og gerning, men gøre dette i frivillig tjeneste mod din vilje. Og jeg tror af hjertet, at jeg kun kan blive forløst og frelst ved din kære søns, min Herres Jesu Kristi, uskyldige blod, som han har udgydt for mig i lydighed mod din nådige vilje. |
| 80 Da bleib ich auf, da lebe (E289) und sterbe ich auf, da streit und thu ich Alles auf; erhalte, lieber Herr Gott Vater, und stärke mir solchen Glauben durch deinen Geist, Amen. Willt du darauf den Glauben und ein Vater Unser sprechen, magst du thun, und lassen damit genug sein. Und befehl damit Leib und Seele in seine Hände, und zeuch denn vom Leder, und schlahe drein in Gotts Namen. | Det holder jeg fast på, det lever og dør jeg på, det kæmper og gør jeg alt på. Bevar mig, kære Herre Gud Fader, og styrk mig i denne tro ved din ånd. Amen. Hvis du derefter vil sige trosbekendelsen og fadervor, kan du gøre det og lade det være nok med det. Og overgiv dermed legeme og sjæl i hans hænder og drag så sværdet og hug løs i Guds navn! |
| 81 Wenn solcher Kriegsleute in einem Heer viel wären, Liebeer, wer, meinst du, würde ihn etwas thun? Sie frässen wohl die Welt ohn allen Schwerdtschlag. Ja, wenn neun oder zehen solcher in eim Haufen wären, oder noch drei oder viere, die solchs mit rechtem Herzen konnten sagen, die sollten mir lieber sein, denn alle Büchsen, Spiesse, Ross und Harnisch, und wollte den Turken mit aller seiner Macht lassen kommen. | Hvis der var mange af den slags soldater i en hær, kære ven, hvem tror du så ville kunne gøre dem noget? De kunne sandelig gøre det af med hele verden uden et eneste sværdslag. Ja, hvis der var ni eller ti af dem i et kompagni, eller bare tre eller fire, der kunne sige dette med oprigtigt hjerte, ville de for mig være mere værd end alle bøsserne, lanserne, hestene og brynjerne, og jeg ville lade tyrkerne komme med hele deres magt. |
| 82 Denn christlicher Glaube ist kein Schimpf noch geringe Ding; sondern, wie Christus im Evangelio sagt (Marc. 9,23.): Er vermag Alles. Aber, Lieber, wo sind sie, die so gläuben und solchs thun mügen? Doch obs der Haufe nicht thut, müssen wir dennoch solchs lehren und wissen, umb der willen, (wie wenig derselben auch sind,) die es thun werden. | For den kristne tro er ikke legeværk eller en ubetydelig ting, nej, som Kristus siger i evangeliet, den formår alt. Men, kære ven, hvor er de henne, der tror sådan og kan gøre dette? Dog selv om mængden ikke gør det, er vi alligevel nødt til at lære om det og vide det for deres skyld, som vil gøre det - hvor få af dem der end er. |
| 83 Denn Gotts Wort gehet nicht umbsonst aus, spricht Jesaias am 55. (v. 11.) es bringt ja etliche zu Gott. Die andern, so diese heilsame Lehre zu ihrer Selikeit verachten, haben ihren Richter, dem sie antworten müssen. Wir sind entschuldigt, und haben das Unser gethan. | For Guds ord går ikke ud forgæves, siger Esajas 55; det bringer jo nogle til Gud. De andre, som vrager denne lære, der tjener til deres frelse, har deres dommer, som de skal stå til regnskab for. Vi er uden skyld og har gjort, hvad vi kunne. |
| 84 Hier will ichs itzt lassen bleiben. Denn ich auch vom Türkischen Kriege wollt etwas gesagt haben, weil er uns so nahe kommen war, und mir etliche meine Wort fürworfen, dass ich wider den Turken zu kriegen hätte widerrathen. | Hermed vil jeg nu lade det blive - jeg ville nemlig også have sagt noget om den tyrkiske krig, fordi den var kommet os så nær, og nogle har bebrejdet mig, at jeg skulle have frarådet at føre krig mod tyrkerne. |
| 85 Denn ich längst wohl gewusst habe, ich müsste auch noch Turkisch werden; und mich nichts hilft, dass ich so deutlich davon geschrieben habe, dazu im Büchlin von weltlicher Oeberkeit gelehrt, wie Gleich wider Gleichen wohl müge kriegen. | For allerede længe har jeg sandelig vidst, at det også måtte komme, at jeg var tyrkervenlig, og det hjælper mig ikke noget, at jeg har skrevet så klart om det, og at jeg yderligere i det lille skrift om den verdslige øvrighed har lært, hvordan ligemand godt kan føre krig mod ligemand. |
| 86 Aber weil der Turk wieder heim ist, und unser Deutschen nu nit mehr darnach fragen, ists noch nit Zeit davon zu schreiben. Solche Unterricht, mein lieber Er Assa, sollt ich (E290) längest haben gefertigt; es hat sich aber so lange verzogen bisher, dass wir indess Gevattern worden sind von Gotts Gnaden. Wilchen Verzug ihr wollet mir zu gut halten: denn ich selbs nit wohl weiss, wie sichs so lange hat verzogen. Doch hoffe ich, solle es nicht ein unfruchtbar Verzug gewesen sein, und die Sache deste bass gefodert haben. Hiemit Gott befohlen. | Men da tyrkerne er taget hjem igen (n86) og de gode tyskere nu ikke længere er interesseret i det, er tiden endnu ikke inde til at skrive om det. Denne belæring her, kære hr. Assa, skulle jeg have haft færdig forlængst. Det har imidlertid trukket så længe ud, at vi i mellemtiden ved Guds nåde er blevet faddere. (n86a) De må undskylde mig denne forsinkelse, for jeg ved dårligt selv, hvordan det har trukket ud så længe. Jeg håber dog, at det ikke må have været en ufrugtbar forsinkelse, og at det har fremmet sagen så meget desto bedre. Hermed Gud befalet! |
| 87 c | |
| 88 c | |
| 89 c | |
| 90 c |
Noter:
n14 Dette er højst besynderligt. Luther går her udenfor det, den naturlige lov kræver. Han har ladet sig "smitte" af den gammeltestamentlige gudsforestilling, hvorefter Gud kan give befaling til noget, der er imod den naturlige lov. Luther opererer her med noget, der fuldstændig modsiger det, han har sagt lige forud. Vi har at gøre med to parter, der er ligestillede: Israelitterne og kananæerne. Og fordi det ene folk er Guds folk, så kan Gud ganske annullere den naturlige lov, der siger, at den, der påbegynder krigen, har uret. Kan Gud virkelig på den måde modsige sig selv? Eller er Gud, imod hvad Luther siger her, bundet af den naturlige lov, han har nedlagt i vore hjerter?
n29: TC-note: D. v. s. det hellige tysk-romerske rige. -- Luther lader i dette afsnit med urette lensvæsnet gå tilbage til det romerske imperium. Det kan imidlertid ikke føres længere tilbage end til den tidlige middelalder.
n71 I Clemen-udgaven forklares denne sætning således: Bei Christi leiden fluchen und schwören.
n76: Christoffel, lig med Christoforus.
n86: TC-note: Den tyrkiske Sultan, Suleiman II, havde efter et sejrrigt slag ved Mohacz den 24. juli 1526 atter trukket sig bort fra Ungarn.
n86a. TC-note: Luther hentyder her til, at både han og Assa v. Kram havde været faddere for Gabriel Didymus' søn, der blev døbt i Torgau i januar 1526.