Ob Kriegsleute auch im seligem Stande sein können 2

Kan soldater også have Guds nåde?

taget fra Erl. 22,259-275

Indhold:

Tilbage til soldater#86!

¹        Man sagt, die Schweizer haben vorzeiten auch ihre Oberherrn erschlagen, und sich selbs frei gemacht etc. Und die Dänen neulich haben ihren König verjagt, zeigen beide Ursache an, die unträgliche Tyrannei, so die Unterthanen haben mussen leiden etc. Ich hab aber droben gesagt, dass ich hie nicht handele, was Heiden (E260) thun oder gethan haben, oder was denselbigen Exempeln und Geschichten gleich ist; sondern was man thun solle und müge mit gutem Gewissen, auf dass man sicher und gewiss sei, dass solch Thun an ihm selbs für Gott nicht Unrecht sei.          Man fortæller, at schweizerne i gamle dage også slog deres herskere ihjel og gjorde sig selv frie. (n1) Og danskerne har for nylig forjaget deres konge. (n1a) Begge folk begrunder det med det uudholdelige tyranni, som undersåtterne har måttet finde sig i. Jeg har imidlertid ovenfor sagt, at jeg ikke her behandler, hvad hedninger gør eller har gjort, eller hvad der kan sidestilles med disse fortilfælde og begivenheder, men hvad man kan og skal gøre med god samvittighed, for at man kan være sikker og vis på, at ens handlemåde i sig selv ikke er uretfærdig i Guds øjne.

² Denn ich zu guter Maassen wohl weiss, auch nicht wenig Historien gelesen habe, wie ofmals die Unterthanen ihre Oeberkeit erwürget oder verjagt haben, als die Jüden, Griechen und Römer, und Gott hats also lassen gehen, und sie drüber wachsen und zunehmen. For jeg ved til overflod godt og har læst heller ikke så få beretninger om, hvor ofte undersåtterne har myrdet eller forjaget deres øvrighed, som tilfældet er med jøderne, grækerne og romerne. Og Gud har altsa ladet det gå sådan og ydermere ladet dem vokse og have fremgang.

³ Aber zuletzt hat sichs dennoch immer funden im Auskehrig. Denn die Jüden wurden zuletzt durch die Assyrier, die Griechen durch König Phillipps, die Römer durch die Gothen und Longobarden unterdruckt und zurstöret. Die Schweizeer habens, wahrlich, auch bisher mit viel Bluts theuer bezahlet, bezahlen auch noch immer; wie es hinaus gehen wird, kann man leichtlich abnehmen. Men til sidst er de dog altid havnet pa møddingen. For Jøderne blev til sidst undertvunget og tilintetgjort af assyrerne, (n2) grækerne af kong Filip, (n2a) romerne af goterne (n2b) og longobarderne (n2c). Schweizerne har indtil nu sandelig også betalt og betaler det stadigvæk dyrt med meget blod; hvad enden bliver på det, kan man let regne ud.

⁴ Die Dänen sind auch noch nicht hindurch. Ich sehe aber kein beständiger Regiment, denn da die Oeberkeit in Ehren gehalten wird, als der Perser, Tartern und derselbigen Völker mehr, wilche nicht alleine sind für den Römern und aller Gewalt blieben, sondern haben wohl die Römer und viel mehr Land verstöret. Danskerne har heller ikke set enden på det endnu! Der er ikke noget sted, hvor jeg kan påvise et mere stabilt styre, end hvor øvrigheden bliver holdt i ære, som det er
tilfældet hos perserne, tatarerne og flere af disse folk, som ikke blot har holdt stand over for romerne og alle andre magter, men endog har knust romerne og mange andre lande.

⁵         Mein Grund und Ursach diess allen ist, dass Gott spricht (Röm. 12,19.): Die Rache ist mein, ich will vergelten. Item (Matth. 7,1.): Richtet nicht. Dazu im alten Testament so hart und oft verboten wird, der Oeberkeit auch nicht zu fluchen noch ubel zu reden, 2 Mos. 22, (28): Du sollst dem Fürsten deines Volks nicht fluchen. Und Paulus 1 Timoth. 2, (2. Apg. 23,5.) lehret die Christen, für die Oeberkeit bitten etc.          Mit argument og bevis for alt dette er, at Gud siger: Straffen er min. Jeg vil gengælde. Og: Døm ikke. Yderligere bliver det også forbudt så strengt og ofte i Det gamle Testamente at forbande øvrigheden eller bagtale den: Du må ikke forbande dit folks fyrste; og Paulus lærer de kristne at bede for øvrigheden.

⁶ Salomo auch ín seinen Spruchen und Prediger allenthalben lehret, dem Könige gehorchen und unterthänig zu sein, (Sprüchw. 24,21.). Nu kann das niemand leucknen; wenn die Unterthanen sich wider die Oeberkeit setzen, dass sie sich selbs rächen, sich selbs zu Richter machen, (Pred. 10,20.) wilchs nicht alleine wider Gotts Ordnung und Gebot (der da Gericht und Rache will selbs haben,) sondern auch wider alle natürliche Recht und Billigeit ist, wie man spricht: Niemand soll sein selbs Richter sein; und abermal: Wer wiederschlägt, der ist unrecht. Også Salomo lærer overalt i sine ordsprog og i Prædikerens Bog, at man skal adlyde og underordne sig kongen. Nu kan ingen benægte, at undersåtterne tager sig selv til rette og gør sig selv til dommere, når de sætter sig op mod øvrigheden. Det er ikke blot imod Guds ordning og bud (han vil selv tage sig af dommen og straffen), men også imod al naturlig ret og billighed, som man siger: Ingen må være sin egen dommer; og videre: Den, der slår igen, har uret.

⁷         Hie willt du vielleicht sagen: Ja, wie ists doch (E261) Alles zu leiden von den Tyrannen, du gibst ihn zu viel, und wird ihre Bösheit durch solche Lehre nur stärker udn grösser. Soll man denn leiden, dass also Idermanns Weib und Kind, Leib und Gut in der Fahr und Schande stehe? Wer will etwas Redlichs anfahen, wo man so leben soll?        Hertil vil du måske sige: Ja, men hvordan skal man affinde sig med alt det, tyrannerne gør? Du giver dem for stort spillerum, og med denne lære bliver deres ondskab kun værre og større. Skal enhver da finde sig i, at hans kone og børn, liv og ejendom på den måde bliver udsat for fare og skændsel? Hvem vil begynde et ærligt stykke arbejde, hvis man skal leve sådan?

⁸ Antwort ich: Lehre ich doch nicht dich, der du thun willt, was dich dunkt und dir gefällt: Fahr hin deinem Sinn nach, und erwürge deine Herren alle; siehe zu, wie dirs gelinget. Ich lehre die alleine, so gerne wollten recht thun. Solchen sage ich, dass der Oeberkeit nicht ist zu wehren mit Frevel und Aufruhr, wie die Römer, Griechen, Schweizer und Dänen gethan haben; sondern haben wohl andere Weise. Jeg svarer: Jeg belærer jo ikke dig, der vil gøre, hvad der passer og lyster dig. Gå du bare, som du vil, hen og myrd alle dine herskere! Så skal du se, hvor godt det går for dig. Jeg belærer kun dem, som gerne vil handle ret. Til dem siger jeg, at øvrigheden ikke må bekæmpes med forbrydelse og oprør, som romerne, grækerne, schweizerne og danskerne har gjort. Men der er rigtignok andre måder at forholde sig på.

⁹         Erstlich die, wenn sie sehen, dass die Oeberkeit ihr selbs Seelen Selikeit so geringe acht, dass sie wüthet und unrecht thut; was liegt dir denn dran, dass sie dir dein Gut, Leib, Weib und Kind verderbet?         For det første: når man ser, at øvrigheden sætter sin egen sjæls salighed så lavt, at den raser og regerer og øver uret, hvad angår det så dig, at den bringer ulykke over din ejendom, dit liv, din kone og børn?

¹⁰ Kann sie doch deiner Seelen nicht schaden, und thut ihr selbs mehr Schaden, denn dir, weil sie ihr selbs Seelen verdampt, da denn nachfolgen muss auch Leibs und Guts Verderben. Meinst du, es sei nicht schon hocn gnug gerochen? Den kan jo ikke skade din sjæl og skader sig selv mere end dig, fordi den overgiver sin egen sjæl til fortabelsen, og derefter følger uundgåeligt også tilintetgørelse af liv og ejendom. Synes du ikke, at straffen allerede er høj nok?

¹¹        Zum Andern: Wie wolltest du thun, wenn dieselbige deine Oeberkeit Krieg hätte, da nicht alleine dein Gut, Weib und Kind, sondern du selbs auch musstest zu scheidern gehen, gefangen, verbrannt, erwürget werden umb deines Herren willen? Wolltest du drümb deinen Herrn erwürgen? Wie viel feiner Leute hat wohl Kaiser Maximilian verloren in Kriegen sein Lebenland, darümb man ihm doch nichts gethan hat: und wo er sie hätte tyrannisch umbbracht, wäre freilich nie Greulichers gehort.         For det andet: hvad vil du gøre, hvis din øvrighed fører krig, hvori ikke blot din ejendom, kone og børn, men også du selv bliver udslettet, taget til fange, brændt ihjel, myrdet for din herres skyld? Vil du slå din herre ihjel for det? Hvor mange fortræffelige folk har mon ikke kejser Maximilian mistet i krig i sin levetid? Derfor har man ikke gjort ham noget. (n11) Men hvis han havde dræbt dem på en tyrannisk måde, så ville det rigtignok have været det forfærdeligste, man nogen sinde havde hørt.

¹² Wohlan, noch ist er ja Ursache, dass sie umbkommen sind; denn umb seinenwillen sind sie erschlagen. Was ist nu ein Tyrann und Wüthriger anders, denn wie ein fährlicher Krieg, da es manchen feinen, redlichen, unschüldigen Mann gilt? Ja, ein böser Tyrann ist leidlicher, denn ein böser Krieg, wilchs du musst billigen, wenn du deine eigen Vernunft und Erfahrung fragest. Nuvel, alligevel er han jo årsag til, at de er omkommet, for det er for hans skyld, de er dræbt. Er nu en tyran og despot ikke blot som en farlig krig, hvor det går ud over mangt et fortræffeligt, retskaffent, uskyldigt menneske? Ja, en grusom tyran er tåleligere end en grusom krig, hvad du må give mig ret i, hvis du spørger din egen fornuft og erfaring.

¹³ Wohl gläube ich, dass du gerne Friede und gute Tage hättest; wie aber, wenn sie dir Gott durch Krieg oder Tyrannen wehret? Nu wähle (E262) und rechene du, ob du lieber Krieg oder Tyrannen haben wolltest? Denn du hasts beides wohl verdienet, und bist es für Gott schuldig. Aber wir sind solche Gesellen, dass wir wollen Buben sein, und in Sunden bleiben, die Strafe aber für die Sünde wollen wir meiden, dazu auch widerstreben und unser Sünde vertheidigen. Das wird und gelingen, wie dem Hunde, der in die Stachel beisset. Selvfølgelig tror jeg, at du gerne vil have fred og gode dage, men hvad om det var Gud, der igennem krig eller tyranner forhindrede det? Vælg så og regn ud, om du helst vil have krig eller tyranner! For du har bestemt fortjent begge dele og er hjemfalden til det i Guds øjne. Men vi er sådan nogle størrelser, at vi absolut vil være slyngler og blive i synden, men straffen for synden vil vi undgå og tilmed gøre modstand og forsvare vore synder. Det vil gå os som hunden, der bider i piggene! (n13)

¹⁴        Zum Dritten: ist die Oeberkeit böse; wohlan, so ist Gott da, der hat Feur, Wasser, Eisen, Stein und unzählige Weise zu tödten. Wie bald hat er einen Tyrannen erwürgt? Er thäts auch wohl, aber unser Sünde leidens nicht. Denn er spricht in Hiob also: Er lässt einen Buben regiern umb des Volks Sünde willen. Gar fein können wir sehen, dass ein Bube regiert; aber das will niemand sehen, dass er nicht umb seiner Büberei willen, sondern umb des Volks Sünde willen regiert.         For det tredje: er øvrigheden ond, nu vel, så kommer Gud; han har ild, vand, jern, sten og utallige midler til at dræbe med. Hvor hurtigt har han ikke gjort det af med en tyran? Han ville sandelig også gøre det her, men vore synder tåler det ikke. For han siger jo således hos Job: (n14) Han lader et slet menneske regere for folkets synds skyld. Vi ser meget klart, at det er et slet menneske, der regerer, men ingen vil se, at han ikke regerer på grund af sin slethed, men på grund af folkets synd.

¹⁵ Das Volk siehet seine eigene Sünde nicht an, und meinet, der Tyrann regiere umb seiner Büberei willen. So verblendt, verkehret und toll ist die Welt, drümb gehets auch also, wie es den Bauren ist gangen im Aufruhr, wilche der Oeberkeit Sünde strafen wollten; gerade als wären sie selbs ganz rein und unsträflich. Drümb musst ihn Gott den Balken zeigen in ihrem Auge, dass sie eins andern Splitter vergessen. Folket tager ikke sin egen synd i betragtning og tror, at tyrannen regerer på grund af sin slethed. Så forblindet, bagvendt og skør er verden! Det er også derfor, det går sådan, som det er gået bønderne i oprøret; de ville straffe øvrigheden for dens synder, ganske som om de selv var fuldkommen rene og udadlelige. Derfor måtte Gud vise dem bjælken i deres øje, for at de kunne glemme splinten hos den anden.

¹⁶           Zum Vierten, stehen die Tyrannen in der Fahr, dass durch Gotts Verhängen die Unterthanen sich aufmachen, wie gesagt ist, und erwürgen oder verjagen sie. Denn wir lehren hie die, so recht thun wollen, wilcher fast wenig sind; daneben bleibt gleichwohl der grosse Haufe Heiden, Gottlosen und Unchristen; wilche, so es Gott verhänget, sich wider die Oeberkeit mit Unrecht setzen und Unglück anrichten; wie die Jüden und Griechen und Römer oft gethan haben.        For det fjerde står tyrannerne i fare for, at Gud lader det ske, at undersåtterne som sagt gør opstand og myrder eller forjager dem. For vi belærer her dem, der vil handle ret, og af dem er der meget få. Ved siden af dem bliver alligevel den store masse ved med at være hedninger, gudløse og vantro, der - hvis Gud vil - uretmæssigt gør oprør mod øvrigheden og laver ulykker, sådan som Jøderne, grækerne og romerne ofte har gjort det.

¹⁷ Derhalben du nicht klagen darfest, dass durch unser Lehre die Tyrannen und Oeberkeit Sicherheit gewinnen, Böses zu thun; nein, sie sind freilich nicht sicher. Wir lehren wohl also, dass sie sicher sein sollen, Gott gebe, sie thun Böses oder Guts; aber wir konnen ihn solche Sicherheit nicht geben noch leisten. Derfor har man ikke lov til at klage over, at det er ved vores belæring, at tyrannerne og øvrigheden får rygdækning til at øve ondt. Nej, de har bestemt ikke rygdækning! Vi belærer dem ganske vist om, at de skal være sikret, ligegyldigt om de handler ondt eller godt, men vi kan hverken give eller garantere dem denne sikkerhed.

¹⁸ Denn wir konnen den Haufen nicht zwingen, unser Lehre zu folgen, wo Gott nicht Gnade gibt. Wir lehren, was wir (E263) wollen, so thut die Welt gleichwohl auch, was sie will. Gott muss helfen, und wir mussen lehren die, so gerne wohl und recht thäten, ob dieselbigen kunnten den Haufen helfen aufhalten. Unser Lehre halben sitzen die Oberherren eben so sicher, als sie ohn under Lehre sitzen. Vi kan nemlig ikke tvinge mængden til at følge vores belæring, hvis Gud ikke giver nåde til det. Vi kan lære så meget, vi vil; men verden gør alligevel også, hvad den vil. Gud må hjælpe, og vi må belære dem, som gerne vil handle godt og rigtigt, for at de kan hjælpe til med at holde mængden tilbage. Herskerne sidder lige så sikkert på grund af vores belæring som de sidder sikkert uden vores belæring.

¹⁹ Denn leider! gehets also, dass deine Klage nicht vonnöthen ist, weil der meiste Haufe uns nicht gehorchet, und alleine bei Gott und in Gotts Hand stehet, Oeberkeit zu erhalten, wie er sie alleine auch geordent hat. Das haben wir wohl auch erfahren in der Bauren Aufruhr. For desværre går det således, at din klage er overflødig, fordi den store mængde ikke adlyder os. Det afhænger udelukkende af Gud og står i Guds hånd at opretholde øvrigheden, ligesom det også udelukkende er ham, der har forordnet den. Det har vi jo også erfaret i bondeoprøret.

²⁰ Drumb lass dich nicht irren, dass die Oeberkeit böse ist, es liegt ihr die Strafe und Unglück näher, denn du begehren mochtest. Wie der Tyrann Dionysius bekannte, dass sein Leben stunde, als eines, dem ein bloss Schwerdt uber dem Kopf an eim Seidenfaden hinge, und unter ihm ein grosse Glut Feurs brennete. Derfor lad dig ikke forvirre af, at øvrigheden er ond: den har straf og ulykke tættere inde på sig, end du ville bryde dig om, ligesom tyrannen Dionysius erklærede, at han levede sit liv, som om han havde et draget sværd hængende i en silketråd over hovedet og en stor, gloende ild brændte under ham. (n20)

²¹        Zum Fünften, hat Gott noch eine ander Weise, die Oeberkeit zu strafen, dass du dich nicht dürfest selbs rächen. Er kann frembde Oeberkeit erwecken: als, die Gothen wider die Römer, die Assyrer wider Israel, etc. Dass also allenthalben Rache, Strafe und Fahr gnug ist uber die Tyrannen und Oeberkeit, und Gott sie nicht lässet mit Freuden und Friede böse sein; er ist kurz hinter ihn, ja umb sie her, und hat sie zwischen den Sporn und Zaume.         For det femte har Gud endnu en måde at straffe øvrigheden på, så at du ikke selv behøver at straffe: han kan kalde fremmede øvrigheder frem, som goterne mod romerne, assyrerne mod Israel osv., således at tyrannerne og øvrighederne på denne måde bliver truet rigeligt fra alle sider af hævn, straf og fare, og Gud ikke lader dem være onde med fred og glæde. Han er lige bag ved dem, ja rundt omkring dem og holder dem med sporerne og tømmen.

²² Und hiezu stimmet auch das natürliche Recht, das Christus Matth. 7, (12.) lehret: Was ihr wollet, dass euch die Leute thun, das thut ihr ihn. Es wollte je freilich kein Hausvater in seim Hause von den Seinen verjagt, erwürget, oder verderbet sein umb seiner Missethat willen, sonderlich, so sie es thäten aus eigenem Frevel und Gewalt, sich selbs zu rächen, und selbs Richter zu sein, ohn vorgehende Klager für andere hoher Oeberkeit. Eben so unrecht sollts auch sein eim iglichen Unterthanen, wider seinen Tyrannen zu handelen. Og hermed stemmer også den naturlige lov, som Kristus lærer i Matt.7,12: Det, som I vil, at folk skal gøre mod jer, skal I gøre mod dem. Ingen husfader ville jo rigtignok ønske at blive jaget på porten og blive dræbt eller mishandlet i sit eget hus af sine egne på grund af sine slette gerninger, særlig ikke, hvis de gjorde det i forbryderisk egenrådighed og magtfuldkommenhed for at tage sig selv til rette og selv være dommere uden forudgående klage for en anden højere myndighed. Lige så uretmæsssigt ville det også være af en hvilken som helst undersåt at handle sådan over for sin tyran.

²³        Darauf muss ich ein Exempel oder zwei sagen, die wohl zu merken sind, und ihn nützlich zu folgen. Man liesset von einer Wittwe, die stund und betet für ihren Tyrannen aufs allerandächtigst, dass ihn Gott wollte ja lange lassen leben etc. Der Tyrann hörets und verwundert sich, weil er doch wusste, dass er ihr viel Leides gethan hatte, und solch Gebet seltsam war. Denn (E264) das gemein Gebet für die Tyrannen pflegt sich nicht so zu lauten.         Det skal jeg vise et par eksempler på, som er værd at notere sig og nyttige at følge. Der berettes om en enke, der stod og bad med den største inderlighed for sin tyran om, at Gud endelig ville lade ham leve længe. Tyrannen hørte det og undrede sig, fordi han godt vidste, at han havde gjort hende meget ondt, og at sådan en bøn var sjælden; for den sædvanlige bøn for tyrannerne plejer ikke at lyde sådan.

²⁴ Er fragt sie, warümb sie so für ihn betet? antwortet sie: ich hatte zehen Kuhe, da dein Grossvater lebet, der nahm mir zwo; da betet ich wider ihn, dass er stürbe, und dein Vater Herr würde. Da das geschach, nahm mir dein Vater drei Kühe. Abermal betet ich, dass du Herr würdest, und er stürbe. Nu hast du mir vier Kühe genommen, darumb bitte ich nu für dich, denn ich sorge, wer nach dir kompt, nimpt mir die letzte Kuhe auch, mit Allen, das ich habe. Han spurgte hende, hvorfor hun bad sådan for ham. Hun svarede: Jeg havde ti køer, da din bedstefar levede - han tog to fra mig. Da bad jeg om, at han måtte dø og din far blive hersker. Da det skete, tog din far tre køer fra mig. Atter bad jeg om, at du måtte blive hersker og han dø. Nu har du taget fire køer fra mig; derfor beder jeg nu for dig. For jeg er bange for, at den, der kommer efter dig, også tager den sidste ko sammen med alt, hvad jeg ejer, fra mig.

²⁵ Also haben die Glehrten auch eine Gleichniss von eim Bettler, der voll Wunden war, und sassen viel Fliegen drinnen, die ihn sogen und stochen. Da kam ein barmherziger Mensch, wollt ihm helfen, und geugt die Fliegen alle von ihm; er schrie aber, und sprach: Ach! was magst du da? Diese Fliegen waren schier voll und satt, dass sie mir nicht mehr so angst thäten, nu kommen die hungerigen Fliegen an ihrer Statt, und werden mich viel ubeler plagen. Lærde folk kender således også en lignelse om en tigger, der var fuld af sår, (n25) og en mængde fluer sad i dem og udsugede og stak ham. Da kom der et barmhjertigt menneske, som ville hjælpe ham, og jog alle fluerne væk. Men han skreg og sagde: Åh, hvad er det, du gør! Disse fluer var snart så mætte, at de ikke mere ville pine mig. Nu kommer der sultne fluer i deres sted og vil plage mig meget værre.

²⁶        Verstehest du diese Fabeln? Oberkeit ändern, und Oberkeit bessern, sind zwei Ding, so weit von einander als Himmel und Erden. Aendern mag leichtlich geschehen; bessern ist misslich und fährlich. Warümb? Es steht nicht in inserm Willen oder Vermügen, sondern alleine in Gottes Willen und Hand. Der tolle Pöfel aber fragt nicht viel, wie es besser werde, sondern dass nur anders werde. Wenns denn ärger wird, so will er aber ein anders haben.          Forstår du disse fabler? At udskifte øvrigheden og at skaffe en bedre øvrighed er to ting så langt fra hinanden som himmel og jord. At udskifte den kan sagtens lade sig gøre; at skaffe den bedre er voveligt og farligt. Hvorfor? Det afhænger ikke af vores vilje og evne, men udelukkende af Guds vilje og magt. Den afsindige pøbel spørger imidlertid ikke synderligt om, hvordan det skal blive bedre, men kun om, at der skal ske forandring. Når det så bliver værre, så vil den igen have forandring.

²⁷ So kriegt er den Hummeln für Fliegen, und zuletzt Hornissen für Hummeln. Und wie die Frosche verzeiten auch nicht mochten den Klotz zum Herrn leiden, kriegen sie den Storch dafür, der sie auf den Kopf hacket und frass sie. Es ist ein verzweifelt, verflucht Ding umb einen tollen Pöfel, wilchen niemand so wohl regiern kann, als die Tyrannen: dieselbigen sind der Knutel, dem Hunde an den Hals gebunden. Således får den da humlebier i stedet for fluer og til sidst gedehamse i stedet for humlebier. Sådan gik det også med frøerne i sin tid; da de heller ikke kunne udholde at have træklodsen til herre, fik de i stedet storken, der hakkede dem i hovedet og åd dem. (n27) En afsindig pøbel er en håbløs og forbandet ting.
Ingen kan styre dem så godt som tyrannerne; de er klodsen, der er bundet om halsen på hunden. (n27a)

²⁸ Sollten sie besserer Weise zu regiern sein, Gott würde auch ander Ordnung uber sie gesetzt haben, denn das Schwerdt und Tyrannen. Das Schwerdt zeigt wohl an, was es für Kinder unter sich habe, nämlich eitel verzweifelte Buben, wo sie es thun durften. (E265) Hvis de var til at styre på en bedre måde, ville Gud også have indrettet en anden ordning for dem end sværd og tyranner. Sværdet viser klart, hvad det er for nogle børn, det har under sig, nemlig lutter håbløse slyngler, hvis de dristede sig til at handle.

²⁹        Darümb rathe ich, dass ein Iglicher, der mit gutem Gewissen hierin will fahren und recht thun, der sei zufrieden mit der weltlichen Oeberkeit, und vergreife sich nicht dran, angesehen dass weltliche Oeberkeit der Seelen nicht kann Schaden thun, wie die Geistlichen und falschen Lehrer thun; und folge hierinn dem frummen David, wilcher so grosse Gewalt litt vom Könige Saul, also du immer leiden kannst, noch wollt er nicht die Hand an seinen König legen, wie er wohl oft hätte konnen thun, sondern befahls Gott, liess gehen, so lange es Gott haben wollte, und litt bis ans Ende hinaus.          Derfor råder jeg enhver, der i denne sag vil handle med god samvittighed og øve ret, til at være tilfreds med den verdslige øvrighed og ikke at forgribe sig på den i betragtning af, at den verdslige øvrighed ikke kan skade sjælen sådan som de gejstlige og falske forkyndere. Og følg den gode og fromme Davids eksempel; han led mere overlast fra kong Sauls side, end du nogen sinde kan komme til at lide, alligevel ville han ikke lægge hånd på sin konge, skønt han ofte kunne have gjort det. Derimod overlod han det til Gud, (1 Sam 26,10) lod det gå, så længe Gud ville have det sådan, og holdt det ud til den bitre ende.

³⁰ Wenn nu ein Krieg oder Streit sich erhube wider deinen Uberherrn, da lass kriegen und streiten, wer do will; denn (wie gesagt ist,) wenn Gott nicht hält, so konnen wir den Haufen nicht halten. Aber der du wohl willt thun, und dein Gewissen sicher halten, lass Harnisch und Wehre liegen, und streite nicht wider deinen Herrn oder Tyrannen, leide lieber Alles, was dir geschehen kann; der Haufe aber, der es thut, wird seinen Richter wohl finden. Hvis der nu udbryder en krig eller kamp imod dit overhoved, så lad dem, der vil, føre krig og kæmpe. For hvis Gud ikke holder pøbelen tilbage, så kan vi som sagt heller ikke. Men du, der vil handle ret og bevare din samvittighed ren, skal lade rustning og våben ligge og ikke kæmpe mod din herre eller tyran. Udhold hellere alt, hvad der kan overgå dig. Men pøbelen, der gør dette, skal nok finde sin dommer!

³¹        Ja, sprichst du, wie aber, wenn ein König oder Herr sich mit Eiden seinen Unterthanen verpflicht, nach fürgestelleten Artikel zu regiern, und hält sich nicht, und damit schuldig sein will, auch das Regiment zu lassen? Wie man sagt, dass der König zu Frankreich nach den Parlamenten seines Reichs regieren müsse, und der König zu Dänemark acuh schwören musse auf sonderliche Artikel etc.         Jo, siger du, men hvad, hvis kongen eller herren over for sine undersåtter har aflagt ed på at regere efter en håndfæstning og ikke holder den og dermed er skyldig til også at træde tilbage og så fremdeles? Sådan siger man, at kongen af Frankrig skal være tvunget til at regere i overensstemmelse med sit riges parlamenter, og kongen af Danmark må også sværge på en særlig håndfæstning.

³² Hie antworte ich: Es ist fein und billig, dass die Oeberkeit nach Gesetzen regiere, und dieselbige handhabe, und nicht nach eigenem Muthwillen. Aber thu das noch hinzu, dass ein König nicht alleine sein Landrecht oder Artikel gelobt zu halten, sondern Gott selber gebeut ihm auch, er solle frumm sein, und er gelobets auch zu thun. Hertil svarer jeg: Det er ganske udmærket og rimeligt, at øvrigheden skal regere efter love og håndhæve dem og ikke styre efter sit eget forgodtbefindende. Men gør også den tilføjelse, at kongen ikke bare har lovet at overholde sit lands love eller sin håndfæstning, men Gud selv befaler ham også at være et fromt og godt menneske, og han lover også at være det.

³³ Wohlan, wenn nu solcher König der keins hält, wider Gotts Recht noch sein Landrecht, solltest du ihn drümb angreifen, solchs richten und rächen? Wer hat dirs befohlen? Es musste ja hie zwischen auch ein ander Oeberkeit kommen, die euch beide verhörete und den Schüldigen verurtheilt, sonst (E266) wirst du dem Urtheil Gotts nicht entlaufen, da er spricht (5. Mos. 32,35. Röm. 12,9): Die Rache ist mein. Item: Richtet nicht, Matth. 7, (1.). Men nu, hvis denne konge ikke overholder nogen af delene, hverken Guds lov eller sit lands lov, skal du da angribe, dømme og straffe ham for det? Hvem har befalet dig det? Så måtte en anden myndighed jo optræde som mellemmand og afhøre jer begge to og domfælde den skyldige. Ellers vil du ikke kunne løbe fra Guds dom, når han siger: Straffen er min, og: Døm ikke!

³⁴        Und weil es hie eben trifft das Exempel mit den Könige von Dänemark, den die von Lubeck und Seestädte, sampt den Dänen vertrieben haben; will ich auch mein Antwort dazu sagen, umb der willen, die vielleicht ein falsch Gewissen hierinn haben, ob etliche sich mochten das besinnen und erkennen.        Og fordi det her netop passer til tilfældet med kongen af Danmark, som lybækkerne og søstæderne (n34) sammen med danskerne har forjaget, vil jeg også udtale min opfattelse heraf for de menneskers skyld, som måske har en dårlig samvittighed i den sag, for at nogle måske kunne besinde sig og komme på bedre tanker.

³⁵ Wohlan, es sei allerdinge also, der König ist ungerecht für Gott und der Welt, und das Recht stehet ganz und gar auf der Dänen und Lübecker Seiten. Das ist ein Stück für sich. Uber diess ist nu das ander Stücke, dass die Dänen und Lübecker sind zugefahren als Richter und Uberherrn des Königes, und haben solch Unrecht gestraft und gerochen, damit sich des Gerichts und der Rache unterwunden. Nuvel, lad os så i det mindste tænke os, at det forholder sig på følgende måde: kongen har handlet uretfærdigt i Guds og menneskers øjne, og danskerne og lybækkerne har retten ganske og aldeles på deres side. Det er en side af sagen. Dertil kommer nu den anden side: danskerne og lybækkerne har grebet ind som kongens dommere og overhoveder og har straffet og gengældt hans uretfærdighed og dermed fordristet sig til at dømme og straffe.

³⁶ Hie gehet nu Frage und Gewissen an. Wenn die Sache für Gott kümpt, so wird er nicht fragen, ob der König ungerecht oder sie gerecht sind, denn solchs ist offinbar worden; sondern so wird er fragen: Ihr Herren zu Dänemark und zu Lübeck, wer hat solche Rache und Strafe euch befohlen zu thun? Hab ichs euch befohlen, oder er Kaiser oder Oberherr: so legt Briefe und Siegel auf, und beweiset es. Det er her, samvittighedsspørgsmålet begynder. Når sagen kommer frem for Gud, vil han ikke spørge, om kongen er uretfærdig, eller de har retten på deres side, for det er blevet klart. Men han vil spørge således: I herrer til Danmark og Lybæk! Hvem har befalet jer at udføre denne gengældelse eller afstraffelse? Har jeg eller kejseren eller overherren befalet jer det, så fremlæg brev og segl og bevis det!

³⁷ Konnen sie das thun, so stehen sie wohl; wo nicht, so wird Gott also urtheilen: Ihr aufruhrischen Gottsdiebe, die ihr mir in mein Ampt greift, und aus Frevel euch der göttlichen Rachen unterwunden hat, seid schuldig laesae majestatis divinae, das ist, ihr habt euch an göttlicher Majestät versündigt und verwirkt. Hvis de kan gøre det, så er det i orden. Hvis ikke, så vil Gud dømme således: I oprørere, der stjæler fra mig og griber ind i mit embede og forbryderisk har tiltaget jer magten over Guds straf! I er skyldige i læsæ maiestatis divinæ, d.v.s. I har forsyndet og forbrudt jer mod den guddommelige majestæt.

³⁸       Denn es sind zwei Ding, unrecht sein, und unrecht strafen, Jus et executio Juris, justitia et administratio justitiae. Recht und Unrecht haben ist Idermann gemein, aber Recht und Unrecht geben und austheilen, das ist dess, der uber Recht und Unrecht Herr ist, wilcher ist Gott alleine, der es der Oeberkeit an seiner Statt befehlet. Drümb soll sich's niemand unterwinden, er sei denn gewiss, dass er's von Gott, oder von seiner Dienerin, der Oeberkeit, Befehl habe. (E267) For det er to forskellige ting: at være uretfærdig og at straffe uretfærdighed, ius et executio iuris, iustitia et administratio iustitiæ. Det er fælles for alle, at man kan være retfærdig og uretfærdig, men at øve og skifte ret og uret tilkommer kun den, der er herre over ret og uret. Det er Gud alene, der betror øvrigheden det i sit sted. Derfor må ingen fordriste sig til det uden at være sikker på at have befaling til det fra Gud eller hans tjener, øvrigheden.

³⁹         Wenn es sollt gehen, dass ein Iglicher, der do Recht hätte, mocht den Ungerechten selbs strafen; was wollt daraus in der Welt werden? Da würde es gehen, dass der Knecht den Herrn, die Magd die Frauen, Kinder die Eltern, Schüler den Meister schluge; das sollt ein lobliche Ordnunge werden, was durft man denn Richter und weltliche Oeberkeit, von Gott eingesetzt?         Hvis det skulle gå sådan, at enhver, der havde ret, selv kunne straffe den uretfærdige, hvad ville det ikke føre til her i verden? Da ville det gå sådan, at karlen ville slå husbonden, pigen madmoderen, børnene forældrene, eleverne læreren. Det ville vel nok være en køn ordning! Hvad skulle man så med dommere og verdslig øvrighed, indsat af Gud?

⁴⁰ Lasst sie es selbs, die Dänen und Lübecker, bedenken, ob sie es billig achten, dass ihr Gesinde, Bürger, Unterthanen, sich wider sie setzen sollten, so oft ihn Unrecht geschicht. Warumb thun sie denn eim andern nicht, das sie wollen ihn gethan haben, und uberheben dess einen andern nicht, dess sie selbs wollen uberhaben sein, wie Christus (Matth. 7,12.) und das natürliche Gesetze lehren? Lad danskerne og lybækkerne selv overveje, om de finder det ret og rimeligt, at deres tjenestefolk, borgere, undersåtter gjorde opstand imod dem, så ofte som der blev øvet uret imod dem. Hvorfor gør de da ikke mod andre det, som de vil have, at man skal gøre mod dem selv, og hvorfor fritager de ikke andre for det, som de selv vil være fri for, således som Kristus og den naturlige lov lærer?

⁴¹ Zwar die Lübecker und ander Städte mochten sich hiemit behelfen, dass sie nicht des Königs Unterthan, sondern als Feind mit Feind, und gleich mit gleichem gefahren hätten. Aber die armen Dänen, als Unterthanen, haben wider ihre Oeberkeit ahn Gotts Befehl gehandelt, und die Lübecker haben dazu gerathen und geholfen, sich mit derselbigen frembden Sünden beladen, und in den aufruhrischen Ungehorsame, beide, göttlicher und königlicher Majestät, vermischt und verwickelt und verknupft. Ich will dess schweigen, dass sie des Kaisers Gebot auch verachten. Ganske vist ville lybækkerne og de andre stæder kunne knibe udenom ved at sige, at de ikke var kongens undersåtter, men havde handlet som fjende over for fjende og ligemand over for ligemand. Men de arme danskere er som undersåtter gået imod deres øvrighed uden befaling fra Gud, og lybækkerne har støttet dem med råd og dåd. De har gjort sig medskyldige i de andres synder og blandet og raget og rodet sig ind i den oprørske ulydighed mod både Guds og kongens majestæt. Jeg skal ikke komme ind på, at de også tilsidesætter kejserens bud.

⁴²         Solchs rede ich hie in diesem Fall zum Exempel, weil wir handeln und lehren, dass die Unterperson nicht solle sich wider die Oberperson setzen. Denn es ist ein merklich Geschicht mit dem vertriebenen Könige, und dienet eben wohl hieher, alle andere zu warnen, dass sie sich hüten für dem Exempel; und denen, die es gethan haben, ihr Gewissen gerühret werde, damit sich etliche bessern und die Untugend lassen, ehe denn Gott kompt, und rächent sich wieder an seinen Räubern und Feinden;        Dette nævner jeg som eksempel her i denne sammenhæng, fordi vi drøfter og lærer, at den underordnede ikke må gøre modstand mod den overordnede. For tilfældet med den fordrevne konge er værd at mærke sig, og det passer fortrinligt til at advare alle andre, så at de vogter sig for at gøre ligeså, og de, der har gjort det, får rørt ved deres samvittighed, for at nogle kan forbedre sig og holde op med deres ugerninger, for Gud kommer og hævner sig på sine fjender og dem, der røver fra ham.

⁴³ nicht, dass sie sich alle werden dran kehren; (denn, wie gesagt ist, der grosse Haufe, der nur zum Zorn und Strafe Gottes zubereitet wird;) sondern ich lass mir benügen, dass etliche zu Herzen nehmen, und mit der Dänen und Lübecker That sich nicht vermengen, und ob sie vermenget gewesen wären, sich erauswickeln und (E268) frembder Sünde nicht theilhaftig erfunden werden. Denn wir allesampt eigener Sünde für uns selber mehr denn gnug haben. Ikke fordi de alle sammen vil bekymre sig om det, for som sagt bekymrer det store flertal sig ikke om Guds ord; det er en fortabt skare, der kun bliver beredt til Guds vrede og straf. Derimod er jeg tilfreds, hvis der er nogle, der tager det til hjerte og ikke tager del i danskernes og lybækkernes forehavende og, hvis de har taget del i det, vikler sig ud af det og ikke viser sig at være delagtige i andres synder. For vi har alle sammen selv mere end nok i vores egne synder.

⁴⁴        Hie werde ich aber müssen herhalten, und hören meine Richter, die da schreien: Ei, das heisst, mein ich ja, getrost den Fürsten und Herrn geheuchelt, kreuchst du nu zum Kreuz und suchst Gnade; fürchst du dich? etc.       Her bliver jeg igen nødt til at stoppe op og lytte til mine dommere, der skråler: Nej, det er minsandten rask væk at lefle for fyrsterne og herrerne! Kryber du nu til korset og beder om nåde? Er du bange? osv.

⁴⁵ Wohlan, diese Hummeln lass ich schnurren und füruber fahren. Wer es kann, der mach's besser, ich habe mir itzt nicht fürgenommen, den Fürsten und Oberherrn zu predigen. Ich acht auch wohl, solch mein Heuchlen solle mir wohl schlechte Gnade erwerben, und sie dieses Heuchelns nicht sehr froh sein werden, weil ich ihren Stand in solche Fahr setze, wie gehort ist. Nuvel, disse humlebier lader jeg summe og flyve forbi. Er der en, der kan gøre det bedre, så lad ham gøre det! Det var ikke min plan nu at prædike for fyrsterne og magthaverne. Jeg mener bestemt også, at mit lefleri sikkert kun indbringer mig ringe nåde, og at de ikke bliver særlig glade for dette lefleri, eftersom jeg betegner deres stand som så farlig, som ovenfor nævnt.

⁴⁶ So hab ichs sonst gnug gesagt, und ist leider! allzuwahr, dass der mehrer Theil Fürsten und Herrn gottlose Tyrannen und Gotts Feinde sind, das Evangelium verfolgen, dazu mein ungnädige Herrn und Junkern sind; darnach ich auch nicht viel frage. Tværtimod har jeg ellers tit nok sagt - og det er desværre alt for sandt - at den største del af fyrsterne og herrerne er ugudelige tyranner og Guds fjender, som forfølger evangeliet; til dem hører ogsa mine unådige herrer og junkere, hvis gunst jeg heller ikke bekymrer mig meget om.

⁴⁷ Sondern das lehre ich, dass Idermann der sich selbs wisse zu halten in diesen Stücke und Werk gegen die Oberperson für sich selbs sehen und stehen, Gott wird der Tyrannen und Oberpersonen nicht vergessen, er ist ihn auch gewachsen gnug, wie er von Anfang der Welt her gethan hat. Men det lærer jeg, at enhver må tage vare på, at han i denne henseende har det rigtige forhold til øvrighedspersonen og gør, hvad Gud befaler ham, og lader overhovederne handle og svare for sig selv. Gud vil ikke glemme tyrannerne og de overordnede! Han kan også fuldt ud magte dem, som han har gjort det fra verdens begyndelse.

⁴⁸           Zudem will ich diess mein Schreiben nicht allein von den Baurn verstanden haben, gerade alse wären die alleine die Unterperson, und der Adel nicht. Nicht also, sondern was ich von der Unterperson sage, das soll treffen beide, Baur, Bürger, Edelherrn, Grafe und Fürsten.        I øvrigt ønsker jeg ikke, at mit skrift kun skal dreje sig om bønderne, ganske som om det udelukkende er dem, der er undersåtterne, og ikke adelen. Det er ikke tilfældet. Nej, hvad jeg siger om undersåtten, skal gælde både bonde, borger, adelsmand, herre, greve og fyrste.

⁴⁹ Denn diese alle haben auch Oberherrn, und sind Unterperson eines andern. Und wie man eim aufruhrischen Baurn den Kopf abschlägt; so soll man eim aufrührisch Edelmann, Grafen, Fürsten auch den Kopf abschlahen, eim wie dem andern, so geschicht niemand unrecht. For alle disse har også overhoveder og er en andens underordnede. Og ligesom man halshugger en oprørsk bonde, således skal man ogsa halshugge en oprørsk adelsmand, greve, fyrste, den ene lige så vel som den anden; så begås der ikke uret mod nogen.

⁵⁰       Kaiser Maximilian, halt ich, hätte wohl kommen eim ein Liedlin singen von ungehorsamen aufrührischen Fürsten und Adel, die gar gerne sich gerottet und die (E269) Kopfe zusammen gestossen hätten. Und der Adel, wie oft haben sie wohl geklagt, geflucht, gewunscht und gesicht, den Fürsten zu trotzen, und sich zu rotten? Was hat alleine der fränkisch Adel für ein Geschrei, wie sie nicht viel wider auf Kaiser noch ihre Bischöfe geben?        Kejser Maximilian, forsikrer jeg, kunne sandelig fortælle os artige ting om ulydige, oprørske fyrster og adelsmænd, som yndede at lave komplot og stikke hovederne sammen. Og adelen, hvor ofte har den mon ikke klaget, bandet, ønsket og søgt at trodse fyrsten og lave komplot? Hvad er det ikke for et ry, som blot den frankiske adel har på sig for at bryde sig fejl om både kejseren og deres biskopper?

⁵¹ Solche Junkerlin muss man nicht rottisch noch aufrührisch heisse, ob sie es gleich wären; der Baur solls leiden, der muss herhalten. Aber, mich trüge denn mein Sinn so ists freilich so, dass Gott durch die aufrührische Baurn hat die aufruhrischen Herrn und Adel gestraft, einen Buben durch den andern, weil sie Maximilian musste leiden, und nicht strafen kunnte, wiewohl er hat mussen der Aufhalt sein bei seim Leben. Sådan nogle junkere må man ikke kalde komplotmagere og oprørere, selv om de er det. Bonden skal finde sig i det, han må holde for. Men hvis min fornemmelse ikke bedrager mig, så er det bestemt sådan, at Gud igennem de oprørske bønder har straffet de oprørske herrer og adelsmænd, den ene slyngel med den anden, fordi Maximilian måtte finde sig i dem og ikke kunne straffe dem, skønt han hele sit liv igennem har måttet være den, der holdt undergangen tilbage.

⁵² Und ich durft drauf etwas wetten, woe der Baurn Aufruhr nicht wäre drein kommen, es hätte sich ein Aufruhr unter dem Adel wieder die Fürsten, und vielleicht wider den Kaiser auch erhaben; sogar stund Deutschland in einer Waage. Aber nu die Baurn drein gefallen sind, müssen sie alleine schwarz sein, gehen Adel und Fürsten frei davon, wischen das Maul, sind schon und haben nie nichts Böses gethan. Doch damit bleibt Gott ungetäuscht, und er hat sie damit gewarnet, dass sie an dem Exempel lernen sollen, auch ihrer Oeberkeit gehorsam zu sein. Das sei mein Heucheln an die Fürsten und Herrn. Og jeg tør vædde på, at hvis bondeoprøret ikke var indtruffet, så havde der rejst sig et oprør blandt adelen mod fyrsterne og måske også mod kejseren. Så nær var Tyskland afgrunden! Men da det nu er bønderne, der er kommet først, er det alene dem, der skal sværtes til, mens adel og fyrster slipper helskindet, tørrer sig om munden, er pletfri og har aldrig gjort noget ondt. Dog Gud er ikke sådan til at narre og han har derigennem givet dem en advarsel, for at de skal tage ved lære af det eksempel til også at adlyde deres øvrighed. Det er sådan, jeg lefler for fyrsterne og herrerne!

⁵³       Hie sprichst du: Sollt man denn solchs leiden von eim Oeberhernn, dass er ein solcher Böswicht wäre, Land und Leute verderben lassen; und, dass ich auf Adelsch davon rede: Teufel, Veitstanz, Pestilenz, St. Anton, St. Kyrin! ich bin von Adel, wer wills lassen geschehen, dass ein Tyrann mein Weib, Kind, Leib und Gut so schändlich verderbe etc.?          Hertil siger du så: Skal man da finde sig i, at et overhovede er sådan en slambert og lader land og folk gå til? Og for at tale pa adelens vis: Fanden! St. Veitsdans! Pestilens! St. Anton! St. Quirin! - jeg er adelig, hvem vil roligt se på, at en tyran så skændigt ødelægger min kone, børn, liv og ejendom? -

⁵⁴ Antwort ich: Höre doch, ich lehre dich nichts, fahre immer fort, bist klug satt, meinethalben hats keinen Mangel, es kost mich nicht mehr Muhe, denn dass ich dir zusehe, wie du ein solch hoch Liedlin hinaus singest. Jeg svarer: Hør nu efter! Jeg skal ikke belære dig om noget, fortsæt bare, du er jo klog nok, du behøver ikke at være bekymret for mig! Det volder mig ikke mere besvær, end at jeg skal se på, hvorledes du skråler op.

⁵⁵       Den andern, die gerne ihr Gewissen wollten bewahren, sagen wir also: Gott hat uns in die Welt geworfen unter des Teufels Hirrschaft, also, dass wir hie kein Paradies haben, sondern alles Unglücks sollen gewarten, alle Stunde an Leib, Weib, Kind, Gut und Ehren.         Til de andre, som gerne vil bevare deres samvittighed ren, siger vi følgende: Gud har sat os ind i verden under djævelens herredømme, således at vi ikke her lever i et paradis, men hver time må være forberedt på det værste for liv og lemmer, kone, børn, ejendom og ære.

⁵⁶ Und wo in einer Stunde nicht zehen Unglück (E270) kommen, ja dass du eine Stunde leben kannst, sagen sollest: Ach wie grosse Güte erzeigt mir mein Gott, dass mir nicht alles Unglück ist diese Stunde kommen; wie gehet das zu? Ich sollte ja unter des Teufels Hirrschaft nicht so eine selige Stunde haben etc. Og hvis der på en time ikke indtræffer ti ulykker, ja, fordi du kan være i live en time, bør du sige: Åh, hvor stor en godhed viser min Gud mig, siden ikke al landsens ulykker har ramt mig i denne time! Hvordan går det til? Jeg skulle jo ikke have en så lykkelig time, når jeg er i djævelens magt. -

⁵⁷ So lehren wir die Unsern. Du aber magst dir ein anders machen, bau dir ein Paradies, da der Teufel nicht hin müge kommen, auf dass du von keinem Tyrannen dürfest solche Wütherei gewarten; wir wollen zusehen. Ach! uns ist nur zu wohl, der Kutzel sticht uns; Gotts Güte kennen wir nicht, gläubens auch nicht, dass uns Gott so behut, und der Teufel so böse sei. Eitel böse Buben wollen wir sein, und doch eitel Guts von Gott haben. Sådan lærer vi vore egne, men indret du dig bare anderledes, byg dig et paradis, hvor djævelen ikke kan komme hen, for at du ikke skal behøve at vente en sådan vildskab fra nogen som helst tyran. Vi skal gerne se til! Åh, vi har det alt for godt, vi er overmodige. Guds godhed kender vi ikke, vi tror heller ikke, at Gud bevarer os sådan, og at djævelen er så ond. Vi ønsker kun at være onde slyngler og vil alligevel kun have lutter gode ting fra Gud.

⁵⁸         Das sei von dem ersten Stück gesagt, dass wider die Oberperson kein Fechten noch Streit recht sein konne. Und wiewohl es oft geschehen ist, und täglich in Fahr stehet zu geschehen, gleichwie alle ander Untugend und Unrecht auch geschicht, wo Go0tt verhänget und nicht wehret; so gehet's doch zuletzt wohl nicht aus, und bleibt nicht ungerochen, ob sie gleich eine Zeitlang Glück haben.           Lad det være nok om det første punkt: at ingen kamp eller krig mod de overordnede kan være retfærdig. Og selv om det ofte er sket og dagligt er i fare for at ske - ligesom med alle andre forbrydelser og ulovligheder, hvis Gud lader det ske og ikke forhindrer det - så ender det til sidst galt, og det forbliver ikke ustraffet, selv om man har heldet med sig et stykke tid.

⁵⁹ So wollen wir nu das ander Stück fürnehmen, ob Gleich wider Gleichen fechten und streiten müge; wilchs ich will also vernommen haben: Nicht, dass es billig sei, Krieg anzufahen nach eins iglichen tollen Herren Kopf. Denn das will ich für allen Dingen zuvor gesagt haben, wer Krieg anfähet, der ist unrecht, und ist billig, dass der geschlagen, oder doch zuletzt gestraft werde, der am ersten das Messer zuckt. Nu vil vi så behandle det andet punkt, om ligemand kan kæmpe og slås mod ligemand. Det ønsker jeg ikke skal forstås sådan, at det er ret og rimeligt at begynde en krig efter enhver tåbelig herres hoved. For det vil jeg fremfor alt først sige: Den, der begynder en krig, har uret. Og det er ret og rimeligt, at den, der først trækker kniven, bliver slået eller i hvert fald straffet til sidst.

⁶⁰ Wie es denn auch gemeiniglich geschehen ist, und ergangen in alle Historien, dass die verloren haben, die den Krieg angefangen haben, und gar selten die geschlagen sind, die sich haben müssen wehren. Denn weltliche Oeberkeit ist nicht eingesetzt von Gott, dass sie solle Friede brechen, und Kriege anfahen; sondern dazu, dass sie den Friede handhabe, und den Kriegern wehre, wie Paulus Röm. 13, (4.) sagt, des Schwerdts Ampt sei schutzen und strafen, schutzen die Frommen in Friede, und strafen die Bösen mit Kriege. Det er da også i almindelighed foregået og hændt sådan igennem hele historien, at de, der har begyndt krig, har tabt, og meget sjælden er de, der måtte forsvare sig, blevet slået. For verdslig øvrighed er ikke forordnet af Gud for at bryde freden og begynde krig, men for at opretholde freden og bremse krigsmagerne, som Paulus siger i Rom.13: Sværdets tjeneste er at beskytte og straffe: beskytte de gode i fred og straffe de onde med krig.

⁶¹ Und Gott, der Unrecht nicht leidet, schickts auch also, dass die Krieger müssen bekriegt werden, und wie das Sprüchwort lautet: Es ist nie keiner so böse (E271) gewest, er fand noch einen Bösern. So lässt auch Gott von ihm singen Psalm 68, (31): Dissipa gentes, quae bella volunt: Der Herr zerstreuet die Völker, so Lust zu kriegen haben. Og Gud, der ikke tåler uretfærdighed, sørger også for, at krigsmagerne skal blive bekriget, og som ordsproget siger: Der har aldrig været nogen så ond, at han ikke kunne finde en, der var værre; således lader Gud også synge om sig selv i Salme 67: Dissipa gentes quæ bella volunt: Herren adsplitter de krigslystne folkeslag.

⁶²        Da hüt dich für, der leuget nicht, und lass dir das gesagt sein, dass du weit, weit von einander scheidest, Wollen und Müssen, Lust und Noth, Lust zu krigen, und Wollen streiten. Lass dich ja nicht anfechten, du seist gleich der türkische Kaiser: harre bis Noth und Müssen kömpt, ohn Lust und Willen; du wirst dennoch zu schaffen gnug haben, und kriegens gnug kriegen, auf dass du mügest sagen, und dein Herz sich konne rühmen: Wohlan, wie gerne wollt ich doch Friede haben, wenn meine Nachbar wollten.          Pas på det, han lyver ikke, og tag ved lære, når det siges, at du skal holde de to ting langt, langt ude fra hinanden: ønske og tvang, lyst og nødvendighed. Lad dig endelig ikke forføre af lyst til krig og ønske om kamp, selv om du så var den tyrkiske kejser. Vent til nødvendighed og tvang kommer, uden lyst og ønske - du vil alligevel få nok at gøre og få nok af krig - for at du kan sige og med dit hjerte påberåbe dig: Ja, hvor gerne havde jeg dog ønsket at have fred, hvis mine naboer ville.

⁶³ So kannst du mit gutem Gewissen dich wehren. Denn da stehet Gotts Wort, er zerstreuet, die Lust zu kriegen haben. Siehe an die rechten Krieger, die bei dem Schimpf gewest sind, die zucken nicht balde, trotzen nicht, haben nicht Lust zu schlahen; aber wenn man sie zwingt, dass sie müssen, so hut dich für ihn, so schimpfen sie nicht: ihr Messer stickt fest, aber müssen sie es zucken, so kumpts nicht ohn Blut wieder in die Scheiden. Si kan du med god samvittighed sætte dig til modværge. For Guds ord lyder: Han adsplitter de krigslystne. Se på de rigtige soldater, der har været rned i den blodige leg: de trækker ikke straks blankt, de udfordrer ikke, har ikke lyst til at slå fra sig. Men hvis man tvinger dem, så at de bliver nødt til det, så tag dig i agt for dem, så er de ikke til at spøge med. Deres kniv sidder fast, men er de nødt til at trække den, så kommer den ikke tilbage i skeden uden blod.

⁶⁴ Wiederümb, die tollen Narren, die mit Gedanken zuerst kriegen, und fahens trefflich an, die Welt fressen mit Worten, und sind die ersten mit Messer zucken, aber sie sind auch die ersten, die da fliehen, und das Messer einstecken. Omvendt med de skøre narre, der først fører krig i tankerne og begynder storartet, gør det af med verden i ord og er de første til at trække kniven. Men de er også de første, som flygter og stikker kniven i skeden.

⁶⁵         Die Römer, das mächtige Kaiserthum, hat fast am allermeisten damit gewonnen, dass sie haben müssen kriegen, das ist, Idermann wollt sich an sie hängen, und Ritter an ihn werden, dass sie sich müssten wehren; so schlugen sie auch alsdenn gar weidlich umb sich.         Romerne med deres mægtige kejserrige vandt næsten allermest ved, at de var nødt til at føre krig, d.v.s. alle ville angribe dem og slå sig til riddere på deres bekostning, så at de blev nødt til at sætte sig til modværge. Så kunne det nok også være de slog drabeligt om sig.

⁶⁶ Hannibal, der Fürst aus Africa, thät ihn doch sehr wehe, dass er sie gar schier hätte zunicht gemacht Aber was soll ich sagen? Er hatte angefangen, er musste auch aufhören. Der Muth (von Gott) blieb bei den Römern, ob sie wohl verloren. Denn es ist Gott, der es thut, und will Friede haben, und ist feind denen, so Krieg anfahen und Friede brechen. Hannibal, generalen fra Afrika, tilføjede dem jo så store tab, at han næsten helt havde tilintetgjort dem. Men hvad skal jeg sige? Han var begyndt, han måtte også holde op. Modet - fra Gud - mistede romerne ikke, selv om de tabte. Men hvor der stadig er mod, der vil der usvigeligt også følge handling efter. For det er Gud, der virker og vil have fred. Han er fjende af dem, der begynder krig og bryder freden.

⁶⁷            Ich muss hie Herzog Friedrich zu Sachsen, Churfursten, (E272) gedenken zum Exempel. Denn es Schade ist, dass solchs klugen Fürsten Spruche soll mit seinem Leibe sterben. Da er manchen bösen Tuck, beide von seinen Nachbarn und solst allenthalben leiden musst, und solche Ursache zu kriegen hatte, dass ein ander toller Fürst, der Lust zu kriegen hat, zehenmal hätte angefangen, liess er dennoch sein Messer stecken, gab immer gute Worte, und stellet sich, als furcht er sich fast sehr, und flohe fast, und liess die andern scharren und pochen, bliebe gleichwohl für ihn sitzen.        Jeg må her mindes hertug Frederik, kurfyrste af Sachsen, som et godt eksempel, for det er en skam, at en så klog fyrstes ord skal dø med ham selv. Han måtte finde sig i mange onde anslag både fra sine naboer og alle andre steder fra. Han havde så megen grund til at føre krig, at en anden, skør og krigslysten fyrste ville have begyndt ti gange. Alligevel lod han sin kniv blive siddende, brugte altid gode ord og forholdt sig, som om han var overmåde bange og meget let tog flugten; han lod de andre larme og buldre, men forholdt sig alligevel i ro over for dem.

⁶⁸ Da er drümb angeredt ward, warümb er sich so liesse pochen; antwortet er: Ich will nicht anheben, muss ich aber kriegen, so sollt du sehen, das Aufhören soll bei mir stehen. Also blieb er ungebissen, wiewohl viel Hunde die Zähne blicken liessen. Er sah, dass Narren waren, und kunnt's ihn zu gut halten. Da han blev spurgt om, hvorfor han tillod, at de krænkede ham sadan, svarede han: Jeg vil ikke begynde; men er jeg nødt til at føre krig, så skal man få at se, at det er mig, der får det sidste ord. Således blev han ikke bidt, skønt mange hunde viste tænder. Han så, at de var narre og kunne lade være med at tage dem det ilde op.

⁶⁹        Hätte der König von Frankreich nicht angehaben wider den Kaiser Karol zu streiten, er wäre nicht so schändlich geschlagen und gefangen; und itzt noch, weil die Venediger und Wahlen sich vider den Kaiser setzen, (wiewohl er mein Feind ist, so ist doch das Unrecht mir nicht lieb,) und anfahen, so gebe Gott, dass sie zuletzt auch müssen am ersten aufhören, und den Spruch lassen wahr bleiben (Psalm 68,31): Gott zerstreut, die Lust zu Krieg haben.        Var kongen af Frankrig ikke begyndt at kæmpe mod kejser Karl, var han ikke blevet slået og fanget sa ynkeligt. (n69) Og det er det samme igen: fordi venetianerne og italienerne gør oprør mod kejseren (selv om han er min fjende, så synes jeg dog ikke om den uret), og det er dem, der begynder, sa give Gud, at de til sidst også bliver nødt til at holde først op (n69a) og lade det ord stå ved magt, der siger: Gud adsplitter de krigslystne.

⁷⁰        Solchs Alles bestätigt Gott mit trefflichen Exempeln in der Schrift. Denn darümb liess er den Königreichen der Amoriter und Cananiter durch sein Volk zum ersten Friede anbieten, und wollt nicht, dass sein Volk anfinge zu streiten, auf dass solche seine Lehre bestätigt würde.        Alt dette bekræfter Gud med udmærkede eksempler i Bibelen. For derfor lod han først sit folk fremsætte fredstilbud til amoriternes og kana'anæernes kongeriger, (4 Mos 21,21-25) og han ønskede ikke, at hans folk skulle begynde at kæmpe, for at det kunne blive godtgjort, at hans belæring var sand.

⁷¹ Wiederumb, da dieselbigen Königreiche anfingen, und zwungen Gotts Volk, sich zu wehren, müssten sie alle zu Trummern gehen. O! wehren ist eine redliche Ursache zu streiten, darümb auch alle Rechte billigen, dass Nothwehre solle ungestraft sein, und wer aus Nothwehre Jemand erschlägt, der ist unschuldig für Idermann. Men omvendt, da det var disse kongeriger, der begyndte krig og tvang Guds folk til at forsvare sig, måtte de gå til grunde alle sammen. Ja, forsvarskrig er berettiget; derfor anerkender ogsa alle love, at nødværge ikke er strafbart, og at den, der slår nogen ihjel i nødværge, er skyldfri i alles øjne.

⁷² Wiederumb, da die Kinder Israel die Cananiter wollten schlahen ohn Noth, wurden sie geschlagen, 4 Mos. 14, (55.). Und da Joseph und Asarias wollten streiten, (E273) und Ehre einlegen, wurden sie geschlagen, 1. Macc. 5, (56sqq.). Und Amasia, der König Juda, wollt auch aus Lust kriegen wider den König Israel; aber wie es ihm ging, das lies von Cap. 14. im andern Buch der König (v. 8sqq.). Omvendt, da Israels børn ville slå kana'anæerne, uden at de var tvunget til det, blev de slået (4. Mos.14,42-45). Og da Josef og Azarja ville kæmpe og vinde berømmelse, blev de slået (1. Makk.5,55-62). Og Amazja, Judas konge, ville også af lyst føre krig mod Israels konge, men hvordan det gik ham, kan man læse om i 2. Kongebog kap.14,8-14.

⁷³ Item, der König Ahab fing an wider die Syrer zu Ramoth, verlor aber, und blieb drüber, 1. Kön. 22, (2sqq.). Und die von Ephraim wollten Jephta fressen, und verloren 42000 Mann, (Richt. 12,6). Und so fortan findest du, dass fast alle die verloren haben, die angefangen haben. Ligeledes var det kong Akab, der begyndte imod syrerne ved Ramot, men tabte og omkom derved (1. Kong.22,2-34). Og efraimiterne ville knuse Jefta, men mistede 42.000 mand. (Dom 12,1-6) Og man kan fortsætte og konstatere, at næsten alle de, der begyndte, har tabt.

⁷⁴ Musste doch der heilige König Josia erschlagen werden, weil er anfing wider den König zu Egypten zu streiten, (2. Kön. 23,29.) und musste den Spruch lassen wahr bleiben: Der Herr zerstreut, die Lust zu Krieg haben. Daher haben meine Landleute, die Harzlinge, ein Sprüchwort: Ich habe je währle gehort: ver schlägt, wird wieder geschlagen. Den hellige kong Josias måtte jo nødvendigvis blive slået ihjel, fordi han begyndte at kæmpe mod kongen af Ægypten, og han måtte sande ordet: Herren adsplitter de krigslystne. Derfor har mine landsmænd, Harzenboerne, et ordsprog: Det har jeg sandelig hørt: Den, der slår, bliver selv slået.

⁷⁵ Warümb doch das? Darümb, dass Gott die Welt gewaltiglich regiert, und lässt Unrecht nicht ungestrafet: wer unrecht thut, busst er nicht, und thut seim Nähisten dafür nicht gnug, der hat seine Strafe von Gott, so gewiss er lebt. Ich meine, der Münzer mit seinen Baurn sollts auch bekennen müssen. Hvorfor dog det? Fordi Gud med sin kraft styrer verden og ikke lader uret være ustraffet. Hvis man øver uret og ikke gør det godt igen og giver sin næste erstatning, får man sin straf fra Gud, så sandt som han lever. Jeg vil tro, at Münzer og hans bønder også må indrømme det.

⁷⁶         So sei im diesem Stücke das erste, dass Kriegen nicht recht ist, ob schon Gleichem wider Gleichen gilt; es sei denn, dass es solchen Titel und Gewissen habe, dass da konne sagen: Mein Nachbar zwingt und dringt mich zu kriegen, ich wollts lieber geräthen, auf dass der Krieg nicht alleine Krieg, sondern auch pflichtiger Schutz und Nothwehre müge heissen.         Derfor er det første i dette spørgsmål, at det ikke er ret at føre krig, selv om det drejer sig om ligemand mod ligemand, undtagen når det sker med den begrundelse og den bevidsthed, at man kan sige: Min nabo tvinger og nøder mig til at føre krig; jeg ville hellere lade være - for at det ikke bare kan kaldes krig, men også pligtmæssigt forsvar og nødværge.

⁷⁷ Denn man muss den Krieg scheiden, als, dass etliche aus Lust und Willen wird angefangen, ehe denn ein ander angreift; etlicher aber wird aus Noth und Zwang aufgedrungen, nachdem er ist von eim andern angriffen. Der erst mag wohl ein Kriegslust, der ander ein Nothkrieg heissen. Der erst ist des Teufels, dem gebe Gott kein Glück; der ander ist ein menschlich Unfall, dem helfe Gott. For man må skelne mellem to former for krig: den første begynder man af lyst og efter ønske, før en anden angriber; men den sidste bliver man presset til ved tvang og nødvendighed, efter at man er blevet angrebet af en anden. Den første kan man jo kalde »lystkrig«, den anden »nødkrig«. Den første er djævelens værk, Gud give, at den ikke må lykkes! Den anden er en menneskelig tragedie, Gud hjælpe der!

⁷⁸       Darümb lasst euch sagen, ihr lieben Herrn, hut euch für Krieg, es sei denn, dass ihr wehren und schutzen müsst, und eur aufgelegts Ampt euch zwingt zu (E274) kriegen. Alsdenn so lassts gehen, und hauet drein, seid denn Männer, und beweiset eurn Harnisch, da gilts denn nicht mit Gedanken kriegen.           Derfor lad jer belære, mine kære herrer: vogt jer for krig, medmindre I må forsvare og beskytte jer, og det embede, der er betroet jer, tvinger jer til at føre krig. Men lad det så også blive til noget og slå til! Vær da mænd og vis, at I er kommet i harnisk! Da gælder det om ikke at føre krig ved hjælp af tanker.

⁷⁹ Es wird die Sache selbst Ernst gnug mit sich bringen, dass den zornigen, trotzigen, stolzen Eisenfresser die Zähn so stumpf sollen werden, dass sie nicht wohl frische Butter beissen konnen. Ursache ist die: Ein iglicher Herr und Fürst ist schuldig, die Seinen zu schützen, und ihn Friede zu schaffen. Das ist sein Ampt, dazu hat er das Schwerdt, Röm. 13, (4.). Sagen selv medfører, at det bliver ramme alvor, så at tænderne bliver så sløve på de gale, genstridige, hovne krigskarle, at de ikke engang kan sætte tænderne i frisk smør. Grunden er følgende: enhver herre og fyrste har pligt til at beskytte sine folk og sørge for deres sikkerhed. Det er hans embede, det er det, han har sværdet til, Rom.13,4

⁸⁰ Das soll auch sein Gewissen sein, darauf er sich verlasse, auf dass er wisse, solch Werk sei für Gott recht, und von ihm befohlen. Denn ich lehre itzt nicht,. was Christen sollen thun. Denn uns Christen gehet euer Regiment nicht an; wir dienen aber euch, und sagen, was euch für Gott in eirem Regiment zu thun ist. Det skal ogsa være hans overbevisning, som han trygt kan holde sig til, for at han kan vide, at denne gerning er retmæssig i Guds øjne og befalet af ham. For det, jeg lærer nu, er ikke, hvad kristne skal gøre, for jeres styre vedrører ikke os kristne. Men vi tjener jer ved at fortælle, hvad I skal gøre efter Guds vilje i jeres styre.

⁸¹ Ein Christ ist eine Person für sich selbst, er gläubt für sich selbst und sonst für niemand. Aber ein Herr und Fürst ist nicht eine Person für sich selbst, sondern für andere, dass er ihn diene, das ist, sie schütze und vertheidige; wiewohl es gut wäre, dass er auch dazu ein Christ wäre, und gläubte an Gott, so wäre er wohl gluckselig. En kristen er en person med ansvar for sig selv alene, han tror på egne vegne og ikke på nogen andens. Men en fyrste eller herre er en person med ansvar ikke for sig selv alene, men også for andre, for at han kan tjene dem, d.v.s. beskytte og forsvare dem. Ganske vist ville det være godt, om han også samtidig var kristen og troede på Gud, så ville han i sandhed være lyksalig!

⁸² Aber es ist nicht Fürstlich, Christen sein, darumb müssen wenig Fürsten Christen sein, wie man sagt: Fürst Wildpret im Himmel. Wenn sie nu gleich nicht Christen sind; sollen sie dennoch recht und wohl thun nach äusserlicher Ordnung Gotts; das will er von ihn haben. Men at være kristen ligger ikke for fyrster! Derfor kan kun få fyrster være kristne, som det hedder i udtrykket: Fyrster er sjældne fugle i himmelen. Selv om de nu ikke er kristne, skal de alligevel handle ret og rigtigt efter Guds timelige ordning, det kræver han af dem.

⁸³          Wo aber ein Herr oder Fürst solchs seines Ampts und Befehls nicht wahrnimpt, und lässt sich dunken, er sei nicht umb seiner Unterthanen willen, sondern umb seiner schonen gelen Haar willen Fürst, als hätte ihn Gott darümb zum Fürsten gemacht, dass er sich seiner Gewalt, Guts und Ehre freuen solle, Lust und Trotz drinnen haben, und sich drauf verlassen; der gehort unter die Heiden, ja er ist ein Narr.          Men en fyrste eller herre hører hjemme blandt hedningerne, ja, er en nar, hvis han ikke varetager sin tjeneste og den opgave, der er ham betroet, og hvis han bilder sig ind, at han ikke er fyrste for sine undersåtters, men for sine blå øjnes skyld. Som om Gud skulle have gjort ham til fyrste, for at han skulle glæde sig over sin magt, rigdom og anseelse, få tilfredsstillet sin lyst og stolthed og sætte
sin lid dertil!

⁸⁴ Denn derselbige sollt wohl umb einer tauben Nuss willen Krieg anfahen, und nichts ansehen, denn wie er seinen Muthwillen büsset. Denselbigen wehret nu Gott damit, dass andere auch Fäuste haben, und jensit des Berges auch Leute sind; und behält also ein Schwerdt das ander in der Scheiden. For han ville sikkert for en tom nøds skyld begynde en krig og kun tænke på, hvordan han skulle tilfredsstille sin selviskhed. Ham sætter Gud en stopper for ved, at også andre har næver at slås med og der også er folk uden for hans lille verden; og på den måde holder det ene sværd det andet i skeden!

⁸⁵ Aber ein vernunftiger Fürst stehet nicht sich selbs an, er hat gnug, wenn seine Unterthan gehorsam sind. Ob (E275) seine Feinde oder Nachbar scharren und pochen, viel böser Wort fahren lassen, so denkt er, Narren wachsen allzeit mehr denn Weisen. Es gehen viel Wort in einen Sack, und mit Schweigen wird viel verantwortet. Men en forstandig fyrste ser ikke på sine egne interesser. Han er tilfreds, hvis hans undersåtter er lydige. Selv om hans fjender eller naboer larmer og buldrer og bliver nok så grove i munden, så tænker han: Narre ævler altid mere end viise; der går mange ord i en sæk; og tavshed er også et svar.

⁸⁶ Darümb fragt er nicht gross darnach, bis er siehet, dass man seine Unterthan angreift, oder findet das Messer gezuckt mit der That, so wehret er denn so viel er kann, soll und muss. Sonst, wer eine solche Memme ist, dass er alle Wort will auffahen, und sucht Ursache, der will den Wind gewisslich mit dem Mantel fahen. Aber was er für Ruge oder Nutz davon wird haben, das lass ihn selbs zuletzt beichten, so wirst du es wohl erfahren. Derfor bekymrer han sig ikke meget om det, før han ser, at man angriber hans undersåtter, eller at sværdet virkelig er fremme, så sætter han sig til modværge alt det, han kan og skal. Den, der derimod er sådan en tåbe, at han vil hænge sig i ethvert ord og er ude efter en anledning til at slås, han skal nok finde, hvad han søger. Men lad ham selv til sidst bekende, hvor megen gavn og glæde han får af det, så skal du nok få det at høre.

⁸⁷ cVidere til soldater3!

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

n1. TC-note: Luther tænker utvivlsomt her på schweizernes opstand mod det habsburgske monarki i 1499.

n1a. TC-note: Christian den Andens (1513-1523) despotiske styre havde skabt en sådan forbitrelse i største delen af det danske folk, at det under anførsel af den jyske adel kom til et oprør, der i april 1523 fordrev kongen fra landet. Luther havde haft forbindelse med Christian den Anden, der havde taget ophold i Tyskland, og havde utvivlsomt herigennem fået nærmere underretning om forholdene. Han havde ligeledes kendskab til den skrivelse, man havde affattet på et møde i Viborg den 20. januar 1523, og hvor man under henvisning til de kongelige styres tyranni opsagde kongen huldskab og troskab.

n2. TC-note: Under Nebukadnezar 586.

n2a TC-note: Filip II af Makedonien i slaget ved Chaironea 338

n2b TC-note: Ostrogoterne erobrede 489 Italien under Theodorik den Store.

n2c TC-note: Longobarderne invaderede 568 Italien og underlagde sig hurtigt næsten hele Nord- og Mellemitalien.

n11 TC-note: Kejser Maximilian I (1493-1519), der førte talrige krige, var en yderst populær skikkelse blandt soldaterne.

n13 TC-note: Meningen er: ganske som en hund kun opnår en blodig snude ved at angribe et pindsvin på grund af dets pigge, således bliver det kun ondt værre for et menneske, hvis det ikke vil bøje sig for Guds straffedom.

n14. TC-note: Luther tænker utvivlsomt på Job 34,30, som han gengiver frit. DO: Men selv våger han over folket og den enkelte, v30 så ingen gudløs bliver konge,
og der ikke lægges snarer for folket.

n20 TC-note: Dette er berettet i Cicero: Tusculanae V, 21. Dionysius (ca. 430-367 f. Kr.) var tyran i Syrakus.

n25 TC-note: Fablen findes hos Aristoteles: Rhetor 2,20, og Josefus: Antiq. Jud. 18,174f.

n27 TC-note: Denne fortælling findes i Phaedrus Fabul. Aesop. I, 2.

n27a TC-note: Ligesom en hund får en træklods bundet om halsen for at begrænse dens bevægelsesfrihed, så den ikke jager efter vildtet, således hindrer en tyran pøblen i at følge dens slette instinkter.

n34 TC-note: Dvs Hansaforbundet, et politisk forbund af nordtyske byer, der dominerede den nordeuropæiske handel. For at begrænse Hansaforbundets indflydelse i Danmark søgte Christian den Anden dels at begunstige den danske handel, dels at støtte hollænderne, der var ved at blive en afgørende faktor i europæisk handel. Denne handelspolitik indbragte kongen Lübecks og de øvrige Hansastæders fjendskab. Det var derfor naturligt for dem, at de aktivt støttede danskernes oprør mod kongen.

n69 TC-note: Francois I blev taget til fange i slaget ved Pavia den 24. februar 1525.

n69a TC-note: Karl V's sejr over Francois I gjorde kejseren til den stærkeste politiske indflydelse i Italien. Dette kom i højeste grad pavestolens Italienspolitik på tværs. Som modtræk løste pave Clemens VII (1523-34) den franske konge fra de forpligtelser, han havde indgået ved freden i Madrid i januar 1526, og dannede den hellige liga i Cognac. Dette udløste en krig mellem den tyske kejser på den ene side og den franske konge, pavestolen og italienske byrepublikker som Venedig på den anden side. Luthers forudsigelse slog her til, da Karl V ved erobringen og plyndringen af Rom i februar 1527 ("sacco di Roma") fik overtaget over sine modstandere.

⁶¹ Und Gott, der Unrecht nicht leidet, schickts auch also, dass die Krieger müssen bekriegt werden, und wie das Sprüchwort lautet: Es ist nie keiner so böse (E271) gewest, er fand noch einen Bösern. So lässt auch Gott von ihm singen Psalm 68, (31): Dissipa gentes, quae bella volunt: Der Herr zerstreuet die Völker, so Lust zu kriegen haben.	Og Gud, der ikke tåler uretfærdighed, sørger også for, at krigsmagerne skal blive bekriget, og som ordsproget siger: Der har aldrig været nogen så ond, at han ikke kunne finde en, der var værre; således lader Gud også synge om sig selv i Salme 67: Dissipa gentes quæ bella volunt: Herren adsplitter de krigslystne folkeslag.
⁶² Da hüt dich für, der leuget nicht, und lass dir das gesagt sein, dass du weit, weit von einander scheidest, Wollen und Müssen, Lust und Noth, Lust zu krigen, und Wollen streiten. Lass dich ja nicht anfechten, du seist gleich der türkische Kaiser: harre bis Noth und Müssen kömpt, ohn Lust und Willen; du wirst dennoch zu schaffen gnug haben, und kriegens gnug kriegen, auf dass du mügest sagen, und dein Herz sich konne rühmen: Wohlan, wie gerne wollt ich doch Friede haben, wenn meine Nachbar wollten.	Pas på det, han lyver ikke, og tag ved lære, når det siges, at du skal holde de to ting langt, langt ude fra hinanden: ønske og tvang, lyst og nødvendighed. Lad dig endelig ikke forføre af lyst til krig og ønske om kamp, selv om du så var den tyrkiske kejser. Vent til nødvendighed og tvang kommer, uden lyst og ønske - du vil alligevel få nok at gøre og få nok af krig - for at du kan sige og med dit hjerte påberåbe dig: Ja, hvor gerne havde jeg dog ønsket at have fred, hvis mine naboer ville.
⁶³ So kannst du mit gutem Gewissen dich wehren. Denn da stehet Gotts Wort, er zerstreuet, die Lust zu kriegen haben. Siehe an die rechten Krieger, die bei dem Schimpf gewest sind, die zucken nicht balde, trotzen nicht, haben nicht Lust zu schlahen; aber wenn man sie zwingt, dass sie müssen, so hut dich für ihn, so schimpfen sie nicht: ihr Messer stickt fest, aber müssen sie es zucken, so kumpts nicht ohn Blut wieder in die Scheiden.	Si kan du med god samvittighed sætte dig til modværge. For Guds ord lyder: Han adsplitter de krigslystne. Se på de rigtige soldater, der har været rned i den blodige leg: de trækker ikke straks blankt, de udfordrer ikke, har ikke lyst til at slå fra sig. Men hvis man tvinger dem, så at de bliver nødt til det, så tag dig i agt for dem, så er de ikke til at spøge med. Deres kniv sidder fast, men er de nødt til at trække den, så kommer den ikke tilbage i skeden uden blod.
⁶⁴ Wiederümb, die tollen Narren, die mit Gedanken zuerst kriegen, und fahens trefflich an, die Welt fressen mit Worten, und sind die ersten mit Messer zucken, aber sie sind auch die ersten, die da fliehen, und das Messer einstecken.	Omvendt med de skøre narre, der først fører krig i tankerne og begynder storartet, gør det af med verden i ord og er de første til at trække kniven. Men de er også de første, som flygter og stikker kniven i skeden.
⁶⁵ Die Römer, das mächtige Kaiserthum, hat fast am allermeisten damit gewonnen, dass sie haben müssen kriegen, das ist, Idermann wollt sich an sie hängen, und Ritter an ihn werden, dass sie sich müssten wehren; so schlugen sie auch alsdenn gar weidlich umb sich.	Romerne med deres mægtige kejserrige vandt næsten allermest ved, at de var nødt til at føre krig, d.v.s. alle ville angribe dem og slå sig til riddere på deres bekostning, så at de blev nødt til at sætte sig til modværge. Så kunne det nok også være de slog drabeligt om sig.
⁶⁶ Hannibal, der Fürst aus Africa, thät ihn doch sehr wehe, dass er sie gar schier hätte zunicht gemacht Aber was soll ich sagen? Er hatte angefangen, er musste auch aufhören. Der Muth (von Gott) blieb bei den Römern, ob sie wohl verloren. Denn es ist Gott, der es thut, und will Friede haben, und ist feind denen, so Krieg anfahen und Friede brechen.	Hannibal, generalen fra Afrika, tilføjede dem jo så store tab, at han næsten helt havde tilintetgjort dem. Men hvad skal jeg sige? Han var begyndt, han måtte også holde op. Modet - fra Gud - mistede romerne ikke, selv om de tabte. Men hvor der stadig er mod, der vil der usvigeligt også følge handling efter. For det er Gud, der virker og vil have fred. Han er fjende af dem, der begynder krig og bryder freden.
⁶⁷ Ich muss hie Herzog Friedrich zu Sachsen, Churfursten, (E272) gedenken zum Exempel. Denn es Schade ist, dass solchs klugen Fürsten Spruche soll mit seinem Leibe sterben. Da er manchen bösen Tuck, beide von seinen Nachbarn und solst allenthalben leiden musst, und solche Ursache zu kriegen hatte, dass ein ander toller Fürst, der Lust zu kriegen hat, zehenmal hätte angefangen, liess er dennoch sein Messer stecken, gab immer gute Worte, und stellet sich, als furcht er sich fast sehr, und flohe fast, und liess die andern scharren und pochen, bliebe gleichwohl für ihn sitzen.	Jeg må her mindes hertug Frederik, kurfyrste af Sachsen, som et godt eksempel, for det er en skam, at en så klog fyrstes ord skal dø med ham selv. Han måtte finde sig i mange onde anslag både fra sine naboer og alle andre steder fra. Han havde så megen grund til at føre krig, at en anden, skør og krigslysten fyrste ville have begyndt ti gange. Alligevel lod han sin kniv blive siddende, brugte altid gode ord og forholdt sig, som om han var overmåde bange og meget let tog flugten; han lod de andre larme og buldre, men forholdt sig alligevel i ro over for dem.
⁶⁸ Da er drümb angeredt ward, warümb er sich so liesse pochen; antwortet er: Ich will nicht anheben, muss ich aber kriegen, so sollt du sehen, das Aufhören soll bei mir stehen. Also blieb er ungebissen, wiewohl viel Hunde die Zähne blicken liessen. Er sah, dass Narren waren, und kunnt's ihn zu gut halten.	Da han blev spurgt om, hvorfor han tillod, at de krænkede ham sadan, svarede han: Jeg vil ikke begynde; men er jeg nødt til at føre krig, så skal man få at se, at det er mig, der får det sidste ord. Således blev han ikke bidt, skønt mange hunde viste tænder. Han så, at de var narre og kunne lade være med at tage dem det ilde op.
⁶⁹ Hätte der König von Frankreich nicht angehaben wider den Kaiser Karol zu streiten, er wäre nicht so schändlich geschlagen und gefangen; und itzt noch, weil die Venediger und Wahlen sich vider den Kaiser setzen, (wiewohl er mein Feind ist, so ist doch das Unrecht mir nicht lieb,) und anfahen, so gebe Gott, dass sie zuletzt auch müssen am ersten aufhören, und den Spruch lassen wahr bleiben (Psalm 68,31): Gott zerstreut, die Lust zu Krieg haben.	Var kongen af Frankrig ikke begyndt at kæmpe mod kejser Karl, var han ikke blevet slået og fanget sa ynkeligt. (n69) Og det er det samme igen: fordi venetianerne og italienerne gør oprør mod kejseren (selv om han er min fjende, så synes jeg dog ikke om den uret), og det er dem, der begynder, sa give Gud, at de til sidst også bliver nødt til at holde først op (n69a) og lade det ord stå ved magt, der siger: Gud adsplitter de krigslystne.
⁷⁰ Solchs Alles bestätigt Gott mit trefflichen Exempeln in der Schrift. Denn darümb liess er den Königreichen der Amoriter und Cananiter durch sein Volk zum ersten Friede anbieten, und wollt nicht, dass sein Volk anfinge zu streiten, auf dass solche seine Lehre bestätigt würde.	Alt dette bekræfter Gud med udmærkede eksempler i Bibelen. For derfor lod han først sit folk fremsætte fredstilbud til amoriternes og kana'anæernes kongeriger, (4 Mos 21,21-25) og han ønskede ikke, at hans folk skulle begynde at kæmpe, for at det kunne blive godtgjort, at hans belæring var sand.
⁷¹ Wiederumb, da dieselbigen Königreiche anfingen, und zwungen Gotts Volk, sich zu wehren, müssten sie alle zu Trummern gehen. O! wehren ist eine redliche Ursache zu streiten, darümb auch alle Rechte billigen, dass Nothwehre solle ungestraft sein, und wer aus Nothwehre Jemand erschlägt, der ist unschuldig für Idermann.	Men omvendt, da det var disse kongeriger, der begyndte krig og tvang Guds folk til at forsvare sig, måtte de gå til grunde alle sammen. Ja, forsvarskrig er berettiget; derfor anerkender ogsa alle love, at nødværge ikke er strafbart, og at den, der slår nogen ihjel i nødværge, er skyldfri i alles øjne.
⁷² Wiederumb, da die Kinder Israel die Cananiter wollten schlahen ohn Noth, wurden sie geschlagen, 4 Mos. 14, (55.). Und da Joseph und Asarias wollten streiten, (E273) und Ehre einlegen, wurden sie geschlagen, 1. Macc. 5, (56sqq.). Und Amasia, der König Juda, wollt auch aus Lust kriegen wider den König Israel; aber wie es ihm ging, das lies von Cap. 14. im andern Buch der König (v. 8sqq.).	Omvendt, da Israels børn ville slå kana'anæerne, uden at de var tvunget til det, blev de slået (4. Mos.14,42-45). Og da Josef og Azarja ville kæmpe og vinde berømmelse, blev de slået (1. Makk.5,55-62). Og Amazja, Judas konge, ville også af lyst føre krig mod Israels konge, men hvordan det gik ham, kan man læse om i 2. Kongebog kap.14,8-14.
⁷³ Item, der König Ahab fing an wider die Syrer zu Ramoth, verlor aber, und blieb drüber, 1. Kön. 22, (2sqq.). Und die von Ephraim wollten Jephta fressen, und verloren 42000 Mann, (Richt. 12,6). Und so fortan findest du, dass fast alle die verloren haben, die angefangen haben.	Ligeledes var det kong Akab, der begyndte imod syrerne ved Ramot, men tabte og omkom derved (1. Kong.22,2-34). Og efraimiterne ville knuse Jefta, men mistede 42.000 mand. (Dom 12,1-6) Og man kan fortsætte og konstatere, at næsten alle de, der begyndte, har tabt.
⁷⁴ Musste doch der heilige König Josia erschlagen werden, weil er anfing wider den König zu Egypten zu streiten, (2. Kön. 23,29.) und musste den Spruch lassen wahr bleiben: Der Herr zerstreut, die Lust zu Krieg haben. Daher haben meine Landleute, die Harzlinge, ein Sprüchwort: Ich habe je währle gehort: ver schlägt, wird wieder geschlagen.	Den hellige kong Josias måtte jo nødvendigvis blive slået ihjel, fordi han begyndte at kæmpe mod kongen af Ægypten, og han måtte sande ordet: Herren adsplitter de krigslystne. Derfor har mine landsmænd, Harzenboerne, et ordsprog: Det har jeg sandelig hørt: Den, der slår, bliver selv slået.
⁷⁵ Warümb doch das? Darümb, dass Gott die Welt gewaltiglich regiert, und lässt Unrecht nicht ungestrafet: wer unrecht thut, busst er nicht, und thut seim Nähisten dafür nicht gnug, der hat seine Strafe von Gott, so gewiss er lebt. Ich meine, der Münzer mit seinen Baurn sollts auch bekennen müssen.	Hvorfor dog det? Fordi Gud med sin kraft styrer verden og ikke lader uret være ustraffet. Hvis man øver uret og ikke gør det godt igen og giver sin næste erstatning, får man sin straf fra Gud, så sandt som han lever. Jeg vil tro, at Münzer og hans bønder også må indrømme det.
⁷⁶ So sei im diesem Stücke das erste, dass Kriegen nicht recht ist, ob schon Gleichem wider Gleichen gilt; es sei denn, dass es solchen Titel und Gewissen habe, dass da konne sagen: Mein Nachbar zwingt und dringt mich zu kriegen, ich wollts lieber geräthen, auf dass der Krieg nicht alleine Krieg, sondern auch pflichtiger Schutz und Nothwehre müge heissen.	Derfor er det første i dette spørgsmål, at det ikke er ret at føre krig, selv om det drejer sig om ligemand mod ligemand, undtagen når det sker med den begrundelse og den bevidsthed, at man kan sige: Min nabo tvinger og nøder mig til at føre krig; jeg ville hellere lade være - for at det ikke bare kan kaldes krig, men også pligtmæssigt forsvar og nødværge.
⁷⁷ Denn man muss den Krieg scheiden, als, dass etliche aus Lust und Willen wird angefangen, ehe denn ein ander angreift; etlicher aber wird aus Noth und Zwang aufgedrungen, nachdem er ist von eim andern angriffen. Der erst mag wohl ein Kriegslust, der ander ein Nothkrieg heissen. Der erst ist des Teufels, dem gebe Gott kein Glück; der ander ist ein menschlich Unfall, dem helfe Gott.	For man må skelne mellem to former for krig: den første begynder man af lyst og efter ønske, før en anden angriber; men den sidste bliver man presset til ved tvang og nødvendighed, efter at man er blevet angrebet af en anden. Den første kan man jo kalde »lystkrig«, den anden »nødkrig«. Den første er djævelens værk, Gud give, at den ikke må lykkes! Den anden er en menneskelig tragedie, Gud hjælpe der!
⁷⁸ Darümb lasst euch sagen, ihr lieben Herrn, hut euch für Krieg, es sei denn, dass ihr wehren und schutzen müsst, und eur aufgelegts Ampt euch zwingt zu (E274) kriegen. Alsdenn so lassts gehen, und hauet drein, seid denn Männer, und beweiset eurn Harnisch, da gilts denn nicht mit Gedanken kriegen.	Derfor lad jer belære, mine kære herrer: vogt jer for krig, medmindre I må forsvare og beskytte jer, og det embede, der er betroet jer, tvinger jer til at føre krig. Men lad det så også blive til noget og slå til! Vær da mænd og vis, at I er kommet i harnisk! Da gælder det om ikke at føre krig ved hjælp af tanker.
⁷⁹ Es wird die Sache selbst Ernst gnug mit sich bringen, dass den zornigen, trotzigen, stolzen Eisenfresser die Zähn so stumpf sollen werden, dass sie nicht wohl frische Butter beissen konnen. Ursache ist die: Ein iglicher Herr und Fürst ist schuldig, die Seinen zu schützen, und ihn Friede zu schaffen. Das ist sein Ampt, dazu hat er das Schwerdt, Röm. 13, (4.).	Sagen selv medfører, at det bliver ramme alvor, så at tænderne bliver så sløve på de gale, genstridige, hovne krigskarle, at de ikke engang kan sætte tænderne i frisk smør. Grunden er følgende: enhver herre og fyrste har pligt til at beskytte sine folk og sørge for deres sikkerhed. Det er hans embede, det er det, han har sværdet til, Rom.13,4
⁸⁰ Das soll auch sein Gewissen sein, darauf er sich verlasse, auf dass er wisse, solch Werk sei für Gott recht, und von ihm befohlen. Denn ich lehre itzt nicht,. was Christen sollen thun. Denn uns Christen gehet euer Regiment nicht an; wir dienen aber euch, und sagen, was euch für Gott in eirem Regiment zu thun ist.	Det skal ogsa være hans overbevisning, som han trygt kan holde sig til, for at han kan vide, at denne gerning er retmæssig i Guds øjne og befalet af ham. For det, jeg lærer nu, er ikke, hvad kristne skal gøre, for jeres styre vedrører ikke os kristne. Men vi tjener jer ved at fortælle, hvad I skal gøre efter Guds vilje i jeres styre.
⁸¹ Ein Christ ist eine Person für sich selbst, er gläubt für sich selbst und sonst für niemand. Aber ein Herr und Fürst ist nicht eine Person für sich selbst, sondern für andere, dass er ihn diene, das ist, sie schütze und vertheidige; wiewohl es gut wäre, dass er auch dazu ein Christ wäre, und gläubte an Gott, so wäre er wohl gluckselig.	En kristen er en person med ansvar for sig selv alene, han tror på egne vegne og ikke på nogen andens. Men en fyrste eller herre er en person med ansvar ikke for sig selv alene, men også for andre, for at han kan tjene dem, d.v.s. beskytte og forsvare dem. Ganske vist ville det være godt, om han også samtidig var kristen og troede på Gud, så ville han i sandhed være lyksalig!
⁸² Aber es ist nicht Fürstlich, Christen sein, darumb müssen wenig Fürsten Christen sein, wie man sagt: Fürst Wildpret im Himmel. Wenn sie nu gleich nicht Christen sind; sollen sie dennoch recht und wohl thun nach äusserlicher Ordnung Gotts; das will er von ihn haben.	Men at være kristen ligger ikke for fyrster! Derfor kan kun få fyrster være kristne, som det hedder i udtrykket: Fyrster er sjældne fugle i himmelen. Selv om de nu ikke er kristne, skal de alligevel handle ret og rigtigt efter Guds timelige ordning, det kræver han af dem.
⁸³ Wo aber ein Herr oder Fürst solchs seines Ampts und Befehls nicht wahrnimpt, und lässt sich dunken, er sei nicht umb seiner Unterthanen willen, sondern umb seiner schonen gelen Haar willen Fürst, als hätte ihn Gott darümb zum Fürsten gemacht, dass er sich seiner Gewalt, Guts und Ehre freuen solle, Lust und Trotz drinnen haben, und sich drauf verlassen; der gehort unter die Heiden, ja er ist ein Narr.	Men en fyrste eller herre hører hjemme blandt hedningerne, ja, er en nar, hvis han ikke varetager sin tjeneste og den opgave, der er ham betroet, og hvis han bilder sig ind, at han ikke er fyrste for sine undersåtters, men for sine blå øjnes skyld. Som om Gud skulle have gjort ham til fyrste, for at han skulle glæde sig over sin magt, rigdom og anseelse, få tilfredsstillet sin lyst og stolthed og sætte sin lid dertil!
⁸⁴ Denn derselbige sollt wohl umb einer tauben Nuss willen Krieg anfahen, und nichts ansehen, denn wie er seinen Muthwillen büsset. Denselbigen wehret nu Gott damit, dass andere auch Fäuste haben, und jensit des Berges auch Leute sind; und behält also ein Schwerdt das ander in der Scheiden.	For han ville sikkert for en tom nøds skyld begynde en krig og kun tænke på, hvordan han skulle tilfredsstille sin selviskhed. Ham sætter Gud en stopper for ved, at også andre har næver at slås med og der også er folk uden for hans lille verden; og på den måde holder det ene sværd det andet i skeden!
⁸⁵ Aber ein vernunftiger Fürst stehet nicht sich selbs an, er hat gnug, wenn seine Unterthan gehorsam sind. Ob (E275) seine Feinde oder Nachbar scharren und pochen, viel böser Wort fahren lassen, so denkt er, Narren wachsen allzeit mehr denn Weisen. Es gehen viel Wort in einen Sack, und mit Schweigen wird viel verantwortet.	Men en forstandig fyrste ser ikke på sine egne interesser. Han er tilfreds, hvis hans undersåtter er lydige. Selv om hans fjender eller naboer larmer og buldrer og bliver nok så grove i munden, så tænker han: Narre ævler altid mere end viise; der går mange ord i en sæk; og tavshed er også et svar.
⁸⁶ Darümb fragt er nicht gross darnach, bis er siehet, dass man seine Unterthan angreift, oder findet das Messer gezuckt mit der That, so wehret er denn so viel er kann, soll und muss. Sonst, wer eine solche Memme ist, dass er alle Wort will auffahen, und sucht Ursache, der will den Wind gewisslich mit dem Mantel fahen. Aber was er für Ruge oder Nutz davon wird haben, das lass ihn selbs zuletzt beichten, so wirst du es wohl erfahren.	Derfor bekymrer han sig ikke meget om det, før han ser, at man angriber hans undersåtter, eller at sværdet virkelig er fremme, så sætter han sig til modværge alt det, han kan og skal. Den, der derimod er sådan en tåbe, at han vil hænge sig i ethvert ord og er ude efter en anledning til at slås, han skal nok finde, hvad han søger. Men lad ham selv til sidst bekende, hvor megen gavn og glæde han får af det, så skal du nok få det at høre.
⁸⁷ cVidere til soldater3!
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c