| 1
Die Veranlassung dieser Schrift gab ein Braunschweiger Adeliger, Assa von
Kram, welcher von Luthern ein schriftliches Gutachten über die Fra
begehrte: ob man sich mit gutem Gewissen dem Kriegsstande widmen könne.
Luther bejahte diese Frage mit Gründen, bezog jedoch seine Antwort
nur auf Vertheidigungs- und anerkannt gerechte Kriege; und verwarf unter
allen Umständen Kriege gegen Oberherrn, auch wenn sie Tyrannen wären,
als dem göttlichen Worte zuwider laufend. |
|
| 2 Als man dem
Herzog Georg von Sachsen ein Exemplar dieser Schrift, mit Weglassung des
Verfassers und Druckortes, in die Hände gespielt hatte, lobte er sie
sehr und sagte zu Lucas Kranach: "Du rühmst immer deinen Mönch
zu Wittenberg, den Luther, wie der allein so gelehrt sei und allein gut
deutsch (245) reden und gute Bücher schreiben könne, aber du
irrest hierin sowohl, als auch in anderen Stücken mehr. Siehe, da
hab ich ein Büchlein, das ist ja so gut und besser, denn es der Luther
nimmermehr machen könnte". |
|
| 3 Als ihm hierauch Kranach
durch ein anderes Exemplar, mit Luthers Namen auf dem Titel, seinen Irrthum
benahm, wurde der Herzog ungehalten und sagte: "ists doch Schade, dass
ein so heilloser Mönch so ein gutes Büchlein hat machen sollen".
(Spangenbergs Adelspiegel, Thl. 1 B. 8 Kap. 3, p. 131). (246) |
|
4
Dem Gestrengen und Ehrnfesten Assa von Kram, Ritter, etc.
Meinem günstigen Herrn und Freunde. |
Tilegnet den tapre og velbyrdige Assa von Kram, ridder m.m., min nådige
herre og ven |
| 5
Gnad und Friede in Christo, Gestrenger, Ehrnfester, lieber Herr und Freund!
Als ihr im nähisten Chürfürstlichen Einzug zu Wittenberg
mit uns von dem Stande der Kriegesleute redet, unter wilcher Rede mancherlei
Stücke, so das Gewissen betreffend, wurden fürgebracht, darauf
ihr und andere mehr von mir eine schriftliche offentliche Unterricht begehrtet,
weil viel mehr sind, die sich des Standes und Wesens beschweren: |
Nåde og fred i Kristus!
Tapre, velbyrdige, kære herre og ven! Da De ved kurfyrstens sidste
indtog i Wittenberg3 talte med os om soldaterstanden, bragtes mange samvittighedsspørgsmal
på bane. Som følge heraf anmodede De og flere andre om at
fremlægge en vejledning på tryk for offentligheden, fordi der
er mange flere, der er knuget af standen og dens væsen. |
| 6 etliche in Zweifel
stehen, etliche aber sich so gar und ganz erwegen, dass sie nichts mehr
nach Gotte fragen, und beide, Seele und Gewissen in den Wind schlahen.
Wie ich denn wohl selbs solcher Gesellen gehört habe sagen: Wenn sie
sollten daran gedenken, müssten sie nimmermehr in Krieg kommen. |
Nogle står tvivlrådige, mens andre kaster alle skrupler
over bord, så at de ikke mere spørger efter Gud og blæser
både ad sjæl og samvittighed. På samme måde har
jeg da ogsa selv hørt sådanne personer sige, at hvis skulle
tænke på det, kunne da aldrig mere gå i krig. |
| 7 Gerade als wäre
kriegen solche ein trefflich Ding, dass an Gott und Seele nicht zu denken
sei, wenn Krieg fürhanden ist; so doch denn, als in Todesnöthen
und Fahr, am meisten an Gott und für die Seelen zu denken ist. |
Ganske som om det at gå i krig skulle være noget så
helt for sig selv, at man ikke kunne tænke på Gud og sjælen,
når der er krig, skønt man netop da, over for døden
og i livsfaren, bør tænke mest pa Gud og sjælen. |
| 8
Auf dass nu, so viel an uns ist, den schwachen, blöden und zweifelden
Gewissen gerathen werde, und die Rauchlosen besser Unterricht uberkommen,
habe ich eur Bitte bewilliget, und diess Büchlin zugesagt. |
For at nu de
svage, ængstelige og tvivlende samvittigheder kan få råd
og de tankeløse bedre vejledning, har jeg - efter bedste evne -
efterkommet Deres anmodning og lovet dette lille skrift. |
| 9 Denn wer mit gutem wohlberichtem
Gewissen streit, der kann auch wohl streiten; sintemal es nicht feihlen
kann, wo gut Gewissen ist, da ist auch grosser Muth und kecks Herz: wo
aber das Herz keck und der Muth getrost ist, (247) da ist die Faust auch
deste mächtiger, und beide, Ross und Mann frischer, und gelingen alle
Ding besser, und schicken sich auch alle Fälle und Sachen deste feiner
zum Siege, wilchen denn auch Gott giebt. |
For den, der kæmper med en god, veloplyst samvittighed, formår
også at kæmpe godt, fordi det ikke kan slå fejl, at der
med en god samvittighed ogsa følger stort mod og tappert hjerte.
Men hvis hjertet er tappert og modet frejdigt, slår man også
så meget des bedre fra sig, og både hest og rytter er mere
ivrige; alle ting lykkes bedre, og alle forhold og omstændigheder
samvirker også des bedre til sejren, som Gud da også giver. |
| 10
Wiederumb, wo das Gewissen blöde und unsicher ist, da kann auch das
Herz nicht recht keck sein. Denn es ist unmüglich, dass böse
Gewissen nicht sollen feig und zag machen; wie Moses zu seinen Jüden
sagt, (5 Mos. 28,25): Wenn du ungehorsam bist, so wird dir Gott ein verzagtes
Herz geben, dass, wo du eines Weges wider deine Feinde zeuchest, sollt
du durch sieben Wege zurstreut werden, und ken Glück haben. So gehets
denn, dass beide, Ross und Mann faul und ungeschickt ist, und kein Anschlag
für sich gehet, und muss zuletzt unterliegen. |
Omvendt kan hjertet heller
ikke være rigtig tappert, hvis samvittigheden er ængstelig
og vaklende. For det kan ikke være andet, end at en dårlig
samvittighed gør folk feje og bange, sådan som Moses sagde
til sine jøder: "Hvis du er ulydig, vil Gud give dig et bange hjerte,
så at du, hvis du drager mod dine fjender ad en vej, skal adspredes
ad syv veje og ikke have held med dig". Sådan går det da til,
at både hest og rytter er slappe og uduelige, og ingen plan lykkes,
og de må til sidst give fortabt. |
| 11
Was aber rohe, rauchlose Gewissen sind im Haufen, wilche Tollküne
und Wagehälse heissen, mit den gehets alles plumpsweise zu, sie gewinnen
oder verlieren. Denn wie es denen gehet, die gute oder böse Gewissen
haben, so gehets solchem rohen Viehe mit, weil sie ihm Haufen sind. |
Men hvor der i flokken
er folk med en rå, tankeløs samvittighed, de såkaldte
dumdristige og forvovne, går det altid på bedste beskub, hvad
enten de vinder eller taber. For ligesom det går de mennesker, der
har en god eller dårlig samvittighed, sådan går det også
disse rå stude, fordi de er med i flokken. |
| 12 Umb ihren willen wird kein
Sieg gegeben, denn sie sind die Schaalen, und nicht der recht Kern des
Kriegshaufen. Demnach sichcke ich euch nu diese meine Unterricht, so viel
mir Gott verliehen hat, damit ihr und andere, so gerne wollen wohl Krieg
führen, auf dass sie auch Gottes Huld und das ewige Leben nicht verlören,
sich wissen zu rüsten uinjd unterweisen. Gotts Gnade sei mit euch,
Amen. |
På grund af dem kommer der ingen sejr, for de er skallen og ikke
den rigtige kerne i hæren. Derfor sender jeg Dem nu denne vejledning
fra min side efter de evner, som Gud har givet mig, for at De og andre,
som gerne vil føre krig på den rigtige måde uden samtidig
at fortabe Guds nåde og det evige liv, kan blive i stand til at ruste
Dem og finde belæring. Guds nåde være med Dem! Amen. |
| 13
Aufs Erst, ist der Unterscheid fürzunehmen, dass ein ander Ding ist
Ampt und Person, oder Werk und Thäter; denn es kann wohl ein Ampt
oder Werk gut und recht sein an ihm selber, das doch böse und unrecht
ist, wenn die Person oder Thäter nicht gut oder recht ist, oder treibts
nicht recht. |
For det første
må vi gøre os klart, at der må adskilles mellem embede
og person eller mellem gerning og udøver. For et embede eller en
gerning kan udmærket være god og retfærdig i sig selv,
men alligevel syndig og uretfærdig, hvis personen eller udøveren
ikke er god eller retfærdig eller ikke udøver den på
retfærdig måde. |
| 14 Ein Richtersampt ist ein
köstlich göttlich Ampt, es sei der Mundrichter oder Faustrichter,
wilchen man den Scharfrichter heisst. Aber wenns einer fürnimpt, dem
es nicht befohlen ist, oder der, so dess Befehl hat, nach Geld und Gunst
(248) ausrichtet, so ists bereit nicht mehr recht noch gut. |
Dommerembedet er et uvurderligt embede, forordnet af Gud, hvad enten
man dømmer med munden eller med hånden (d.v.s. er bøddel).
Men hvis man påtager sig det uden at have fået befaling til
det, eller den, der har fået befaling til det, udøver det
for at få penge og begunstigelser, så er det allerede ophørt
med at være retfærdigt og godt. |
| 15 Der ehliche Stand ist auch
köstlich und göttlich, noch ist mancher Schalk und Bube drinnen.
Also ists auch mit dem Kriegestand, Ampt oder Werk, das an ihm selbs recht
und göttlich ist. Aber darauf ist zu sehen, dass die Person auch sei,
die dazu gehöre und rechtschaffen sei; wie wir hören werden. |
Ægteskabet er også uvurderligt som forordnet af Gud, alligevel
er der mange slyngler og forbrydere, der er gift. Sådan er det også
med soldaterstanden, dens tjeneste eller gerning. Den er i sig selv rigtig
og god som forordnet af Gud, men det gælder om, at den person, som
står deri og skal være retskaffen, også er det, således
som vi skal høre. |
| 16
Aufs Ander, bedinge ich hie, dass ich auf diessmal nicht rede von der Gerechtikeit,
die für Gott frumme Person macht. Denn dasselbige thut alleine der
Glaube an Jesum Christ, ohn alle unser Werk und Verdienst, aus lauter Gotts
Gnaden geschenkt und gegeben; wie ich sonst so oft und manchmal geschrieben
und gelehret habe; |
For det andet erklærer
jeg her, at jeg denne gang ikke taler om den retfærdighed, som gør
et menneske fromt og godt i Guds øjne. For det er kun troen på
Jesus Kristus, der gør det, skænket og givet os ved Guds nåde
alene uden nogen som helst gerning og fortjeneste fra vores side, som jeg
før har skrevet og lært så tit og mange gange om. |
| 17 sondern ich rede hie von
der äusserlichen Gerechtikeit, die in den Ampten und Werken stehet
und gehet, das ist, (auf dass ichs ja deutlich sagt,) ich handele hierinne:
Ob der christliche Glaube, durch wilchen wir für Gott frumm gerechent
werden, auch neben sich leiden könne, dass ich ein Kriegesmann sei,
Krieg führe, würge und steche, raube und brenne, wie man dem
Feinde in Kriegsläuften nach Kriegesrecht thut: |
Men jeg taler her om den ydre retfærdighed, som hører
sammen med tjenesten og gerningen og viser sig deri, d.v.s. - for at udtrykke
mig helt klart - jeg behandler her spørgsmålet om, hvorvidt
den kristne tro, ved hvilken vi bliver regnet for gode og retfærdige
over for Gud, også samtidig kan tillade, at jeg er soldat, fører
krig, myrder og dræber, plyndrer og brænder, som man gør
mod fjenden i krigstid, efter krigens lov. |
| 18 ob solch Werk auch Sunde
oder Unrecht sei, davon Gewissen zu machen sei für Gott; oder, ob
ein Christen musse der Werk keines thun, sondern allein wohlthun, leiben,
niemand würgen oder beschädigen? Das heisse ich ein Ampt oder
Werk, wilchs, obs schon göttlich und recht wäre, dennoch böse
und unrecht werden kann, so die Person unrecht und böse ist. |
Er sådanne handlinger også syndige eller uretfærdige,
så at de må give en samvittighedskvaler over for Gud, eller
må den kristne ikke øve nogen af disse handlinger, men bare
gøre godt, elske, ikke dræbe eller gøre nogen fortæd?
Ved en tjeneste eller en gerning forstår jeg det, der, selv om det
[i sig selv] er godt og rigtigt og forordnet af Gud, alligevel kan blive
syndigt og uretfærdigt, hvis personen er uretfærdig og syndig. |
| 19
Aufs Dritte, von dem Kriegesampt und Werk, wie das an ihm selbs recht und
göttlich sei, gedenke ich hie auch nicht in die Länge zu schreiben,
weil ich davon um Büchlin,von weltlicher Oberkeit, reichlich habe
geschrieben. |
For det tredje: Hvordan
soldaterembedet og dets gerningi sig selv er retfærdigt og forordnet
af Gud, agter jeg heller ikke her at skrive vidt og bredt om, fordi jeg
har skrevet udførligt om det i det lille skrift om den verdslige
øvrighed. |
| 20 Denn ich mich schier rühmen
möchte, dass sint der Apostel Zeit das weltliche Schwerdt und Oberkeit
nie so klärlich beschrieben und herrlich gepreiset ist, wie auch meine
Feinde müssen bekennen, als durch mich; dafür ich doch den ehrlichen
Dank habe zu Lohn verdienet, dass meine Lehre aufrührisch, und als
die, so wider die Oberkeit strebe, gescholten und verdampt wird. Dess Gott
gelobt sei. |
For jeg kunne næsten rose mig af, at siden apostlenes dage er
det verdslige sværd og øvrigheden aldrig blevet beskrevet
så klart og prist så højt som af mig, hvad mine fjender
også må indrømme. For det har jeg som løn alligevel
kun fået den oprigtige tak, at min lære skældes ud og
fordømmes som oprørsk og opsætsig mod øvrigheden.
Gud være lovet for det! |
| 21 Denn weil das Schwerdt ist
von Gott eingesetzt, die Bösen zu strafen, die Frummen zu schutzen
(249) und Friede handzuhaben, Röm. 13 (1.sqq.) 1 Petr. 3. (14sqq.)
so ists auch gewaltiglich gnug beweiset, dass Kriegen und Würgen von
Gott eingesetzt ist, und was Kriegeslauft und Recht mitbringet. Was ist
Krieg anders, denn Unrecht und Böses strafen? Warumb krigt man, denn
dass man Friede und Gehorsam haben will? |
Thi da sværdet er forordnet af Gud til at straffe de onde og
beskytte de gode og til at håndhæve freden (Rom.13;1ff; l.
Pet.3,14ff) så er det også tilstrækkelig kraftig bevist,
at krig og drab og det, som krigens vilkår og love medfører,
er forordnet af Gud. Er krigen andet end afstraffelse af uretfærdighed
og ondskab? Hvorfor føre krig, hvis det ikke var, fordi man vil
have fred og lydighed? |
| 22
Obs nu wohl nicht scheinet, das Würgen und Rauben ein Werk der Liebe
ist, derhalben ein Einfältiger denkt, es sei nicht ein christlich
Werk, zieme auch eim Christen nicht zu thun: so ists doch in der Wahrheit
auch ein Werk der Liebe. |
Selv om det ikke ser
ud til, at drab og plyndring er en kærlighedens gerning - og derfor
tænker et naivt menneske, at det ikke er en kristelig gerning, og
at det heller ikke sømmer sig for en kristen at gøre det
- så er det dog i sandhed også en kærlighedens gerning. |
| 23 Denn gleichwie ein guter
Arzt, wenn die Seuche so böse und gross isst, dass er muss Hand, Füss,
Ohr oder Augen lassen abhauen oder verderben, auf dass er den Leib errette:
So man ansiehet das Gelied, das er abhäuet, scheinet es, er sei ein
geeulicher, unbarmherziger Mensch so man aber den Leib ansiehet, den er
will damit erretten, so findet sichs in der Wahrheit, dass er ein trefflicher,
treuer Mensch ist, und ein gut christlich (so viel es an ihm selber ist,)
Werk thut. |
For det er ligesom med en god læge: sygdommen kan være
så ondartet og alvorlig, at han må lade hænder, fødder,
ører eller øjne hugge af eller ødelægge for
at redde kroppen. Hvis man ser pa det lem, som han hugger af, synes man,
at han er et forfærdeligt, ubarmhjertigt menneske, men hvis man ser
på kroppen, som han vil redde derved, så viser det sig sandelig,
at han er et fortræffeligt, pligtopfyldende menneske og efter bedste
evne gør en god kristelig gerning. |
| 24 Also auch, wenn ich dem Kriegsampt
zusehe, wie es die Bösen straft, die Unrechten würget, und solchen
Jammer anrichtet, scheinet es gar ein unchristlich Werk sein, und allerdinge
wider die christliche Liebe: siehe ich aber an, wie es die Frummen schützt,
Weib und Kind; Haus und Hof, Gut und Ehre, und Friede damit erhält
und bewahret, so findt sichs, wie köstlich und göttlich das Werk
ist, und merke, dass es auch ein Bein oder Hand abhäuet, auf dass
der ganze Leib nicht vergehe. Denn wo das Schwerdt nicht wehrete und Friede
hielte, so müsste es Alles durch Unfriede verderben, was in der Welt
ist. |
Når jeg ser på, hvordan soldaten i sin tjeneste straffer
de onde, dræber de uretfærdige og anretter sådan en elendighed,
så forekommer det på samme måde også at være
en ganske ukristelig gerning og aldeles imod den kristelige kærlighed.
Men ser jeg på, hvorledes han beskytter de fromme og gode, bevarer
og værner kone og børn, hus og hjem, gods og ære og
freden, så viser det sig, hvor uvurderlig og gudvillet den gerning
er, og man forstår, at han ligeledes hugger et ben eller en hånd
af, for at ikke hele kroppen skal gå til. For hvis sværdet
ikke slog til og skaffede fred, så ville alt, hvad der er i verden,
uvægerlig gå til grunde på grund af ufred. |
| 25 Derhalben ist ein solcher
Krieg nicht anders, denn ein kleiner kurzer Unfriede, der eim ewigen unmässlichen
Unfriede wehret, ein klein Unglück, das eim grossen Unglück wehret. |
Derfor er en sådan krig kun en lille kortvarig ufred, der afværger
en uendelig, grænseløs ufred, en lille ulykke, der afværger
en stor ulykke. |
| 26
Dass man nu viel schreibt und sagt, wilche eine grosse Plage Krieg sei,
das ist Alles wahr; aber man sollt auch daneben ansehen, wie vielmal grösser
die Plage ist, der man mit Kriegen wehret. Ja, wenn die Leute frumm wären
und gerne Friede hielten, so wäre Kriegen die grösste Plage auf
Erden. |
Den megen tale og skriveri om,
hvor stor en ulykke krig er, er rigtig altsammen. Men man burde desuden
også tage i betragtning, hvor mange gange større den ulykke
er, som man forhindrer ved krig. Ja, hvis folk var fromme og gode og gerne
holdt fred, så ville krig være den største ulykke på
jorden. |
| 27 Wo rechenst du aber hin,
dass die Welt böse ist, die Leute nicht wol- (E250) len Friede halten,
rauben, stehlen, todten, Weib und Kind schänden, Ehre und Gut nehnem?
Solchem gemeinen aller Welt Unfriede, dafur kein Mensch bleiben künnte,
muss der kleine Unfriede, der do Krieg oder Schwerdt heisst, steuren. Darumb
ehret auch Gott das Schwerdt also hoch, dass ers seine eigen Ordnunge heisst,
und will nicht, dass man sagen oder wähnen solle, Menschen habens
erfunden oder eingesetzt. |
Men hvad vil du stille op med den onde verden og med folk, der ikke
vil holde fred, men plyndrer, stjæler, dræber, skænder
kone og børn og røver gods og ære? Denne verdensomspændende
ufred, som intet menneske kan bestå overfor, må den lille ufred,
som hedder krig eller sværd, holde styr på. Derfor holder Gud
også sværdet så højt i ære, at han kalder
det sin egen ordning, og han vil ikke have, at man skal sige eller bilde
sig ind, at mennesker har opfundet det eller forordnet det. |
| 28 Denn die Hand, die solch
Schwerdt führet und würget, ist auch alsdenn nicht mehr Menschen
Hand, sondern Gottes Hand, und nicht der Mensch, sondern Gott hänget,
rädert, enthäupt, würget und krieget; es sind alles seine
Werk und seine Gerichte. |
For den hånd, som bruger dette sværd og dræber med
det, er da heller ikke mere en menneskehånd, men Guds hånd,
og det er ikke mennesket, men Gud, der hænger, radbrækker,
halshugger, myrder og fører krig. Det er altsammen hans gerninger
og straffedomme. |
| 29 Summa, man muss im Kriegeampt
nicht ansehen, wie es würget, brennet, schlägt und fähet
etc. Denn das thun die engen einfältigen Kinderaugen, die dem Arzt
nicht weiter zusehen, denn wie er die Hand abhäuet, oder das Bein
absäget, sehen aber, oder merken nicht, dass umb den ganzen Leib zu
retten zu thun ist. |
Kort sagt, man må ikke vurdere krigstjenesten efter, hvordan
den dræber, brænder, kæmper, tager til fange osv., for
sådan gør de kortsynede, naive barneøjne, som ikke
kan se længere end til, at lægen hugger hånden af eller
saver benet af, men de ser ikke eller får ikke fat i, at det gælder
om at redde hele kroppen. |
| 30 Also muss man auch dem Kriegs-
oder Scherdtsampt zusehen mit männlichen Augen, warumb es so würget
und greulich thun, so wird sichs selbs beweisen, dass ein Ampt ist an ihm
selbs göttlich, und der Welt so nöthig und nützlich, als
Essen und Trinken, oder sonst kein ander Werk. |
Således er man også nødt til at undersøge
med voksne øjne, hvorfor man udøver krigens eller sværdets
tjeneste ved at myrde og begå så mange grusomheder. Så
bliver det af sig selv indlysende, at det er et embede, der i sig selv
er forordnet af Gud og er verden til lige sa stor nytte og gavn som det
at spise og drikke eller enhver anden gerning |
| 31
Dass aber etlichs solch Ampt missebrauchen, würgen und schlahen ohn
Noth, aus lauter Muthwillen, das ist nicht des Ampts, sondern der Person
Schuld. Denn wo ist je ein Ampt, Werk, oder irgend ein Ding so gut, dess
die muthwilligen bösen Leuten nicht missbrauchen? |
At der imidlertid er nogle, der misbruger dette embede og myrder og dræber
unødvendigt af lutter ond vilje, det er ikke embedets, men personens
skyld. For hvor er der overhovedet et embede, en gerning eller noget som
helst, der er så godt, at ondsindede, slette mennesker ikke misbruger
det? |
| 32 Solche sind gleich wie die
tollen Aerzte, die eine gesunde Hand wollten dem Menschen abhauen, ohn
Noth, aus lauter Muthwillen. Ja, sie hören in den gemeinen Unfriede,
dem man mit rechtem Krieg und Schwerdt wehren und zum Friede zwingen muss. |
De er ligesom forrykte læger, der vil hugge en sund
hånd af et menneske, uden at det er nødvendigt, af lutter
ond vilje. Ja, de er en del af den verdensomspændende ufred, som
man må bekæmpe med retfærdig krig og sværd og tvinge
til fred, |
| 33 Wie es denn auch allewege
geschiehet und geschehen ist, dass die geschlagen werden, die Krieg ohn
Noth anfahen. Denn sie konnen zuletzt doch Gottes Gericht, das ist, seim
Scherdt nicht entgehen, er findet und trifft sie zuletzt; wie den Bauern
itzt im Aufruhr auch geschehen ist. (E251) |
sådan som det da også sker alle vegne og er
sket, at de, som begynder en krig, uden at det er nødvendigt, bliver
knust. For de kan til sidst alligevel ikke klare sig imod Guds straffedom,
d.v.s. hans sværd. Han finder og rammer dem til sidst, ligesom det
nu også er gået med bønderne i oprøret. |
| 34
Solch zu bestätigen, haben wir den grössten Prediger und Lehrer
nähest Christo, nämlich Johannem den Täufer, wilcher Luc.
3. (14.) da die Kriegesknechte zu ihm kamen und fragten, was sit thun sollten?
verdampt ihr Ampt nicht, hiess sie auch dess nicht abstehen, sondern bestätigts
vielmehr, und sprach: Lasst euch benügen an euren Solde, und thun
niemand Gewalt noch Unrecht. |
Det kan
vi fa bekræftet af den største forkynder og lærer ved
siden af Kristus, nemlig Johannes Døber; da soldaterne kom til ham
(Luk.3)18 og spurgte ham, hvad de skulle gøre, fordømte han
ikke deres krigstjeneste. Han befalede heller ikke, at de skulle opgive
den, men stadfæstede den tværtimod og sagde: Vær tilfredse
med jeres løn og øv ikke vold eller uret mod nogen. |
| 35 Damit hat er das Kriegeampt
an ihm selbs gepreiset, aber gleichwohl den Missbrauch gewehret und verboten.
Denn Missbrauch gehet das Ampt nich an. Also auch Christus, da er fur Pilato
stund, bekannt er, Kriegen wäre nicht unrecht, da er sprach (Joh.
18,36): Wäre ich von dieser Welt Konige, so würden meine Diener
streiten daruber, dass ich nicht den Juden uberantwortet würde. |
Dermed har han sagt god for krigens tjeneste i sig selv,
men alligevel taget afstand fra og forbudt misbrug. For misbruget vedrører
ikke embedet. Sådan var det også med Kristus: da han stod for
Pilatus, erklærede han, at det ikke var uretfærdigt at føre
krig, idet han sagde: Hvis jeg havde været en af denne verdens konger,
så ville mine tjenere kæmpe for, at jeg ikke skulle blive overgivet
til Jøderne. |
| 36
Hieher gehören aucn alle alte Kriegshistorien im alten Testament,
als Abraham, Mose, Josua, die Richter, Samuel, David und alle Konige im
Volk Israel. Sollte aber Kriegen oder Kriegsampt an ihm selbs unrecht oder
Gotte missfällig sein, so mussten wir Väter, Konige und Fursten
verdammnen, wilche darinnen auch Gotte gedienet haben, und desselbigen
Werks hoch berühmbt sind in der Schrift; wie das alles wohl bewusst
ist Allen, die auch wenig in der heiligen Schrift gelesen haben. Derhalben
es hie nicht noth ist weiter zu beweisen. |
Hertil
hører ogsa alle de gamle krigsberetninger i den gamle pagt om Abraham,
Moses, Josua, dommerne, Samuel, David og alle kongerne i Israels folk.
Men hvis krigsførelse eller krigstjeneste i sig selv stred imod
retfærdigheden eller mishagede Gud, så blev vi nødt
til at fordømme Abraham, Moses, Josua, David og alle de andre hellige
fædre, konger og fyrster, som også har tjent Gud på den
måde og er blevet højt berømmet for denne gerning i
Bibelen. Det er altsammen velbekendt for alle, der blot har læst
lidt i den hellige skrift. Derfor er det ikke nødvendigt at bevise
det yderligere her. |
| 37
Und ob vielleicht Jemand hie wollte sagen, es wäre ein ander Ding
mit den heiligen Vätern gewest, als wilche Gott hätte von andern
Heiden gesundert durch seine Wahle und Wort, und hätte sie heissen
streiten; darümb wäre ihr Exempel nicht gnug fur einen Christen
im neuen Testament, weil sie Gottes Befehl fur sich hatten, und aus gottlichem
Gehorsam stritten, aber wir keinen Befehl haben zu streiten, sondern vielmehr
zu leiden, und Alles lassen fahren. |
Måske ville
en og anden så sige, at det var noget andet med de hellige fædre,
da Gud ved sin udvælgelse og sit ord havde udskilt dem fra de andre
hedninger og givet dem befaling til at kærnpe. Derfor kan de ikke
være et træffende forbillede for en kristen i den nye pagt,
fordi de personligt havde Guds befaling og kæmpede i lydighed mod
Gud; men vi har ikke nogen befaling til at kæmpe, men derimod til
at lide og give afkald på alt. |
| 38 Darauf ist klarlich gnug
geantwortet durch St. Peter und Paulum, wilche beide gebieten auch im neuen
Testament, menschlicher Ordnung und Geboten der weltlichen Oberkeit gehorsam
zu sein. Und wie wir gehort haben droben, dass St. Johannes der Täufer
die Kriegsleute, als ein christlicher Lehrer, (E252) christlich lehret,
und dennoch sie liess Kriegsleute bleiben; alleine dass sie dess nicht
solllten missbrauchen, niemand Unrecht oder Gewalt thuen, sondern sich
an ihrem Solde benugen lassen. |
Det har St. Peter og St. Paulus svaret meget klart på:
de kræver begge, at man også i den nye pagt skal være
lydig mod den verdslige øvrigheds menneskelige ordning og bud. Og
som vi har hørt ovenfor, belærte St. Johannes Døber
soldaterne kristeligt som en kristelig lærer og tillod dem alligevel
at fortsætte som soldater; de måtte bare ikke misbruge det
eller øve uret eller vold imod nogen, men skulle være tilfredse
med deres løn. |
| 39 Darümb ist auch im neuen
Testamente das Schwerdt mit Gotts Wort und Befehl bestätiget, und
die sin recht brauchen und in Gehorsam streiten, dienen auch Gott darin,
und sin seinem Wort gehorsam. |
Derfor er sværdet også i den nye pagt blevet
stadfæstet ved Guds ord og befaling, og de, der bruger det rigtigt
og kæmper i lydighed, tjener også Gud i dette og er lydige
mod hans ord. |
| 40
Und denk du selber, wenn man das Stücke einräumet, dass Kriegen
an ihm selbs unrecht wäre, so würden wir darnach auch mussen
alle ander Stücke einräumen und unrecht lassen sein. Denn so
das Schwerdt ein unrecht Ding wären im Streiten, so würde es
auch unrecht sein, wenn es die Ubelthäter straft oder Friede hält. |
Prøv selv
at tænke det igennem: hvis man anerkender, at krigsførelse
i sig selv strider imod retfærdigheden, så bliver vi derefter
også nødt til at anerkende, at en mængde andet strider
imod retfærdigheden. For hvis det er uberettiget at bruge sværdet
i kamp, så er det også uberettiget at bruge det til at straffe
forbryderne eller til at opretholde freden med. |
| 41 Und kurzumb, alle sein Werk
würden unrecht sein müssen. Denn was ist recht kriegen anders,
denn die Ubelthäter strafen und Friede halten? Wenn man einen Dieb,
Mörder oder Ehebrecher straft, das ist ein Strafe uber einen einzelen
Ubelthäter. Wenn man aber recht kriegt, so straft man einen ganzen
grossen Haufen Ubelthäter auf einmal, die so grossen Schaden thun,
so gross der Haufe ist. Ist nu ein Werk des Schwerdts gut und recht, so
sind sie alle recht und gut, es ist doch ein Schwerdt und nicht ein Fuchsschwanz,
und heisst Gottes Zorn, Röm 13,4. |
Så måtte kort sagt alt, hvad sværdet gør,
stride imod retfærdigheden. For er en retmæssig krigsførelse
andet end et middel til at afstraffe forbryderne og at opretholde freden?
Når man straffer en tyv, morder eller ægteskabsbryder, er det
en afstraffelse af en enkelt forbryder. Men hvis man fører en retmæssig
krig, så straffer man på en gang en hel mængde forbrydere,
som laver lige så mange ulykker, som de er mange til. Hvis nu én
anvendelse af sværdet er ret og rigtig, så er også enhver
anden ret og rigtig. Det er jo et sværd og ikke en rævehale,
og det kaldes Guds vredesstraf (Rom.13). |
| 42
Auf das aber dass sie einführen, die Christen haben keinen Befehl
ziu streiten, und Exempel seien nicht gnug, weil sie eine Lehre haben von
Christo, dass sie dem Ubel nicht sollen widerstehen, sondern alles leiden;
hab ich gnugsam im Büchlin von der weltlichen Oeberkeit geantwortet. |
Men på deres
indvending om, at de kristne ikke har fået nogen befaling til at
kæmpe, og at eksemplerne [i den gamle pagt] ikke strækker til,
eftersom vi har lært af Kristus, at vi ikke skal gøre modstand
imod det onde, men udholde alting, har jeg svaret tilstrækkeligt
i det lille skrift om den verdslige øvrighed. |
| 43 Denn freilich die Christen
nicht streiten, noch weltliche Oeberkeit unter sich haben, ihr Regiment
ist ein geistlich Regiment, und sind nach dem Geiste niemand denn Christo
unterworfen. |
For ganske vist kæmper kristne ikke og råder
ikke over nogen verdslig magt. Deres herredømme er et åndeligt
herredømme, og de er i ånden kun underkastet Kristus. |
| 44 Aber dennoch sind sie mit
Leib und Gut der weltlichen Oeberkeit unterworfen, und schuldig gehorsam
zu sein. Wenn sie nu von weltlicher Oeberkeit zum Streit gefodert werden,
sollen sie und mussen streiten aus Gehorsam, nicht als Christen, sondern
als Gelieder und unterthänige gehorsam Leute, nach dem Leibe und zeitlichem
Gut. |
Men alligevel er de med legeme og ejendom underkastet den
verdslige øvrighed og er pligtige til at adlyde den. Hvis den verdslige
øvrighed nu giver dem ordre til at gå i krig, skal og må
de kæmpe af lydighed, ikke som kristne, men som samfundsborgere og
underdanige og lydige mennesker med hensyn til legeme og jordisk gods. |
| 45 Darümb wenn sie streiten,
so thun sie es nicht für sich, (E253) noch umb ihrenwillen, sondern
zu Dienst und Gehorsam der Oeberkeit, unter wilchen sie sind; wie St. Paulus
zu Tito (3,1.) schreibt: Sie sollen der Oeberkeit gehorsam sein. Davon
magst du weiter lesen im Büchlin von weltlicher Oeberkeit. |
Når de kæmper, så gør de det derfor
ikke for sig selv eller for deres egen skyld, men for at tjene og adlyde
øvrigheden, som de er underlagt, således som St. Paulus skriver
til Titus: De skal være øvrigheden lydige. Det kan man læse
mere om i det lille skrift om den verdslige øvrighed. |
| 46
Denn das ist Summa Summarum davon, das Ampt des Schwerdts ist an ihm selber
recht, und eine göttliche nützliche Ordnunge, welche will er
unveracht, sondern gefurcht, geehret und gehorcht haben, oder soll ungerochen
nicht bleiben, wie St. Paulus Röm. 13, (4.) sagt. |
Konklusionen
bliver altså: sværdets tjeneste er i sig selv legitim og er
en af Gud oprettet gavnlig ordning. Den ønsker han ikke skal ringeagtes,
men respekteres, æres og adlydes. I modsat fald skal man ikke slippe
for straf, som St. Paulus siger i Rom.13,4. |
| 47 Denn er hat zweierlei Regiment
unter den Menschen aufgericht: Eins geistlich durchs Wort, und ohn Schwerdt,
dadurch die Menschen sollen frumm und gerecht werden, also, dass sie mit
derselbigen Gerechtikeit das ewige Leben erlangen: und solche Gerechtikeig
handhabet er durchs Wort, wilchs er den Predigern befohlen hat. |
For Gud har oprettet to forskellige styreformer i verden,
den ene åndelig ved ordets hjælp og uden sværd, ved hvilken
menneskene skal blive gode og retfærdige, for at de i kraft af denne
retfærdighed kan opnå det evige liv. Og denne retfærdighed
bringer han i stand ved ordet, som han har betroet præsterne at forkynde. |
| 48 Das andere ist ein weltlich
Regiment, durchs Schwerdt, auf dass diejenige, so durchs Wort nicht wollen
frumm und gerecht werden zum ewigen Leben, dennoch durch solch weltlich
Regiment gedrungen werden, frumm und gerecht zu sein fur der Welt, und
solche Gerechtikeit handhabet er durch Schwerdt. |
Det andet er et verdsligt styre ved sværdet, for at
de, som ikke ved ordets hjælp vil blive gode og retfærdige
til det evige liv, alligevel kan blive tvunget til at være gode og
retfærdige i verdens øjne ved hjælp af dette verdslige
styre, og denne retfærdighed bringer han i stand ved sværdets
hjælp. |
| 49 Und wiewohl er derselbigen
Gerechtikeit nicht will lohnen mit dem ewigen Leben; so will er sie dennoch
haben, auf dass Friede unter den Menschen erhalten werde, und belohnet
sie mit zeitlichem Gute. Denn darümb giebt er der Oeberkeit so viel
Guts, Ehre und Gewalt, dass sie es mit Recht für andern besitzen,
dass sie ihm dienen, solche weltliche Gerechtikeit zu handhaben. |
Skønt han ikke vil belønne denne retfærdighed
med det evige liv, så ønsker han alligevel, at den findes,
for at freden kan opretholdes mellem mennesker, og han belønner
den med timelige goder. Og derfor giver han øvrigheden så
megen
besiddelse, anseelse og magt, at den med rette ejer mere end andre,
for at den kan tjene ham ved at bringe denne verdslige retfærdighed
i stand. |
| 50 Also ist Gott selber aller
beide Gerechtikeit, beide geistlicher und leiblicher, Stifter, Herr, Meister,
Föderer und Belohner, und ist keine menschliche Ordnung oder Gewalt
drinnen, sondern eitel göttlich Ding. |
Således er det Gud selv, der grundlægger, styrer,
leder, befordrer og belønner begge slags retfærdighed, både
den åndelige og den timelige. Og her er der ikke tale om en ordning
eller magt skabt af mennesker, men udelukkende om Guds værk. |
| 51
Weil es nu des Ampts und Standes halben an ihm selber keinen Zweifel hat,
dass Alles recht und göttlich Ding ist, wollen wir nu von den Personen
und Brauch desselbigen Standes handelen. Denn da liegts am meisten an,
dass man wisse, wer und wie man dieses Ampts brauchen solle. |
Da der nu med hensyn til selve embedet og dets stilling i samfundet ikke
er nogen tvivl om, at det er fuldstændig godt og rigtigt og forordnet
af Gud, så vil vi nu tale om embedsindehaverne og den måde,
man skal udøve sit embede på. For det kommer først
og fremmest an på, at man ved, hvem der er indehaver af dette embede,
og på hvilken måde det udøves. |
| 52 Und hie hebt sichs auch,
dass, wenn man gewisse Regel und Recht stellen will, so viel Fälle
und Auszüge sich begeben, dass gar schwerlich ist, (E253) oder auch
unmüglich, Alles so genau und eben zu fassen. Wie es denn gehet auch
in allen Rechten, dass man sie so gewiss und eben nimmermehr kan stellen,
es kommen Fälle, die einen Auszug gewinnen. |
Hvis man vil give faste regler og love, så viser det
sig også, at der indtræffer så mange særtilfælde
og undtagelser, at det er meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt at
angive det altsammen helt nøjagtigt og træffende. Sådan
går det jo også med alle lovbestemmelser, at man aldrig kan
udforme dem så nøjagtigt og træffende, at der ikke kommer
tilfælde, som kræver en undtagelse. |
| 53 Und wo man nicht den Auszug
liesse gehen, sondern folgete stracks den Rechten nach, so wäre es
das allergrossest Unrecht, wie der Heide Terentius sagt: Das strengest
Recht ist das allergrossest Unrecht. Und Salomo in seim Prediger lehret
auch, man solle nicht allzurecht sein, sondern zuweilen nicht wollen weise
sein. |
Og hvis man ikke tillod undtagelser, men tog lovene ganske
bogstaveligt, ville det være den allerstørste uret, som hedningen
Terentius sagde: Den strengeste ret er den allerstørste uret. Og
Salomon lærer ogsl i Prædikerens Bog (7,16), at man skal ikke
være alt for retfærdig, men undertiden ønske ikke at
være viis. |
| 54
Als, dass ich dess ein Exempel gebe: In der Baurn Aufruhr, nähist
vergangen, hat man wohl etliche funden, die ungerne mit gezogen sind, sonderlich
was wohlhabende Leute gewest sind. Denn es galt die Aufruhr den Reichen
eben sowohl, als den Oberherrn, und der Billigeit nach zu vermuthen ist,
dass keinem Reichen die Aufruhr sei lieb gewest. |
For at
give et eksempel: i bondeoprøret for nylig var der sikkert nogle,
der gik med modvilligt, især af velhavende folk, for oprøret
var lige så meget vendt mod de rige som mod øvrighedspersonerne,
og man kan med rimelighed formode, at oprøret ikke har været
kærkomment for nogen rig. |
| 55 Wohlan, da haben etliche
mit gemusst ohn ihren Willen und Dank. Etliche auch haben sich in solchen
Zwang gegeben, der Meinunge, dass sie dem tollen Haufen kunnten wehren,
und mit gutem Rath hindern etwa ihrem bösen Fürnehmen, dass sie
doch nicht so viel ubels thäten, der Oeberkeit zu gut, und ihn selbs
auch zu Nutze. |
Nuvel, så har nogle været tvunget med imod deres
vilje og samtykke. Nogle har også underkastet sig denne tvang i den
tro, at de kunne tøjle den vilde horde og muligvis ved gode råd
bremse deres slette forehavende, så at de dog ikke skulle begå
så mange forbrydelser, hvad der ville komme øvrigheden til
gode og også blive dem selv til gavn. |
| 56 Etliche auch sind mit gezogen
aus Vergunst ihrer Oberherrn, wilche sie zuvor drümb gefragt haben.
Und was dergleichen Fälle mehr sicn möchten begeben haben. Denn
niemand kann sie alle erdenken, nach ins Recht fassen. |
Nogle gik også med efter tilladelse fra deres myndigheder,
som de først havde spurgt om det. Og mange andre tilsvarende tilfælde
kan der have været, for ingen kan forestille sig dem alle sammen
eller få dem med i loven. |
| 57
Nu wohlan, hie stehet das Recht und spricht: Alle Aufruhrische sind des
Tods schüldig, und diese dreierlei sind in frischer That unter dem
aufrührischen Haufen funden. Was soll man ihn thun? Soll hie kein
Auszog gelten, und das strenge steife Recht gehen, wie es laut von der
That äusserlich; so müssen sie auch sterben, wie die andern,
die sampt der That ein schüldiges Herz und Willen drinnen gehabt,
so doch diese ein unschuldigs Herz und guten Willen gegen die Oeberkeit
gehabt? |
Ja, så
står loven parat og siger: Der er dødsstraf for alle oprørere.
Og disse tre grupper er taget på fersk gerning blandt oprørs-banderne!
Hvad skal man gøre med dem? Skal der ikke være nogen undtagelse
her, og skal den strenge, stive lovs ordlyd om den blotte handling følges,
så må de også dø ligesom de øvrige, der
har begået handlingen med et syndigt hjerte og en syndig vilje, mens
de første har haft et rent hjerte og en god vilje over for øvrigheden. |
| 58 Wie denn etlich unser Junkerlin
gethan haben, sonderlich den Reichen, da sie haben etwas vermeinet zu erschinden,
wenn sie nur haben kunnt zu ihn sagen: (E255) Du bist mit gewest unterm
Haufen, du musst fort, und haben also gross Unrecht vielen Leuten gethan,
und unschuldig Blut vergossen, Wittwen und Waisesn gemacht, dazu ihn das
Gut genommen, und heissen dennoch die vom Adel, ja freilich vom Adel. |
Det er jo det, som nogle af de herrer junkere har gjort,
især over for de rige, som de har troet de kunne presse noget ud
af, når de bare har kunnet sige til dem: Du har været med i
flokken, du må skaffes af vejen! De har på den måde gjort
mange mennesker stor uret og ladet uskyldigt blod flyde, forårsaget,
at der blev enker og faderløse og desuden taget deres ejendom fra
dem. Og de kalder sig alligevel ,,af adel"! Ja, de er sandelig ,,af adel"! |
| 59 Aber es ist der Dreck auch
vom Adel, und mag sich wohl rühmen, er komme aus des Adelers Leibe,
ob er wohl stinkt und kein nütze ist. Also mügen deiese auch
wohl vom Aden sein. Wir Deutschen sind Deutschen und bleiben Deutschen,
das ist, Säu und unvernunftige Bestien. |
Men der kan også komme lort ud af noget adeligt, og
selv om det praler af, at det kommer ud af en adelsmands krop, så
stinker det alligevel og ikke er noget værd. I den betydning kan
de også nok være af adel! Vi tyskere er og bliver tyskere,
nemlig nogle svin og tåbelige kvaj! |
| 60
So sage ich nu: In solchen Fällen, als der dreierlei obgenannten Leuten
Exempel giebt, soll das Recht weichen, und an seine Statt die Billigeit
regiern. Denn das Recht sprich durre eraus: Aufruhr is des Tods schuldig,
als Crimen laesae Majestatis, als eine Sünde wider die
Oeberkeit. Aber die Billigeit spricht also: Ja liebes Recht, es ist wie
du sagest, aber es kann geschehen, dass zween ein gleich Werk thun, aber
doch mit ungleichen Herzen und Meinunge. |
I
sådanne tilfælde, som de omtalte tre slags mennesker er eksempler
på, siger jeg nu, at loven skal vige og i dens sted billigheden råde.
For loven siger utilsløret: Der er dødsstraf for oprør
som crimen læsæ maiestatis, som en synd mod øvrigheden.
Men billigheden siger således: Ja, min kære lov, det er, som
du siger. Men det kan ske, at to mennesker udøver den samme gerning,
men ikke desto mindre med forskelligt hjerte og hensigt. |
| 61 Als Judas küsset
den Herrn Christum im Garten, (Matth. 26,49) wilchs äusserlich ein
gut Werk ist, aber sein Herz was böse, und verrieth seinen Herrn mit
dem guten Werk, wilchs doch Christus und seine Jüngern sonst aus gutem
Herzen auch mit einander ubeten. Wiederumb, Petrus satzt sich mit Annas
Diener zum Feur, und wärmet sich mit den Gottlosen, (Luc. 22,55.)
das war nicht gut etc. |
F.eks. kyssede Judas Herren Kristus i [Getsemane]
have, hvad der i det ydre var en god gerning, men hans hjerte var ondt,
og han forrådte sin herre ved den gode gerning, som Kristus og hans
disciple ellers øvede imod hinanden af et rigtigt hjerte. Omvendt
satte Peter sig ved bålet sammen med Annas' tjenere og varmede sig
sammen med de gudløse; det var ikke rigtigt. |
| 62 Wenn nu hie strenge Recht
gehen sollt, so musst Judas ein frumm Mann, und Petrus ein Schalk sein.
Aber das Herz Juda was böse, das Herz Petri war gut, darümb muss
die Billigeit hie das Recht meistern. |
Hvis nu den strenge lov skulle ske fyldest her, så
skulle Judas være en god og from mand og Peter en skurk. Men Judas'
hjerte var ondt, Peters hjerte godt. Derfor må billigheden her være
overordnet loven. |
| 63
Also, wilche unter den Aufrührischen gewest sind guter Meinunge, dieselbige
spricht die Billikeit nicht alleine los, sondern achtet sie wohl zwiefältiger
Gnaden werth. Denn sie sind eben wie der frumme Husai von Arach, wilcher
sich under den aufrührischen Absalom gab, und stellet sich seher gehorsam,
auch aus Davids Befehl alles der Meinunge, dass er David hülfe, und
dem Absalom wehrete, wie das alles fein geschrieben ist im andern Buch
Samuelis am 15, (32sqq.) und 16, (E256) (16 sqq). |
På
samme måde ikke alene frikender billigheden dem, der har været
sammen med oprørerne i en god hensigt, men regner dem endog værdige
til en dobbelt nåde. For de er ganske som den retfærdige Husjaj
fra Arach, der - endog på Davids befaling - gik over til den oprørske
Absalom og foregav at være meget lydig, udelukkende i den hensigt
at hjælpe David og bekæmpe Absalom, som det så udmærket
står beskrevet i 2. Samuel 15 og 16. |
| 64 Aeusserlich anzusehen war
Husai auchb aufruhrisch mit Absalom wider David, (c. 17,5) aber er verdienet
gross Lob und Ehre ewiglich fur Gott und aller Welt. Wenn nu David denselbigen
Husai hätte lassen als einen Aufruhrischen richten, das wäre
eben so ein lobliche That gewest, als die itzt unser Fürsten und Junkerlin
an dergleichen unschüldigen, ja wohlverdienten Leuten thun. |
I det ydre gjorde Husjaj også oprør imod David
sammen med Absalom, men over for Gud og mennesker fortjener han stor ros
og ære til evig tid. Hvis David nu havde ladet denne Husjaj blive
dømt som oprører, ville det have været lige så
rosværdigt som det, vore fyrster og de herrer junkere gør
mod den slags uskyldige, ja højt fortjente mennesker. |
| 65
Solchen Tugend oder Weisheit, die also kann und soll das strenge Recht
lenken und messen, nachdem sich die Fälle begeben, und einerlei guts
oder böses Werk nach Unterscheid der Meinunge und der Herzen richtet,
die heisst auf griechisch, epieikeia auf Lateinisch,
Aequitas,
ich nenne sie Billigeit. |
Denne dyd
eller visdom hedder på græsk epieikeia, på latin æquitas,
jeg kalder den ,,billighed". Den kan og skal således lede og afpasse
den strenge lov efter de enkelte tilfælde og dømmer samme
gode eller syndige gerning ud fra de forskellige hensigter og motiver. |
| 66 Denn weil das Recht muss
und soll einfältiglich mit dürren kurzen Worten gestellt werden,
kann es gar nicht alle Zufälle und Hinderniss mit einfassen. Derhalben
die Richter und Herrn müssen hie klug und frumm sein, und die Billigeit
aus der Vernunft messen, und also denn das Recht lassen gehen oder anstehen. |
Thi fordi loven skal og må udformes letfatteligt med
tørre, korte ord, kan den slet ikke tage alle tilfælde og
vanskelige situationer med i betragtning. Derfor må dommerne og herrerne
være forstandige og retsindige og anvende billigheden efter et fornuftigt
skøn og så derudfra lade loven ske fyldest eller lade den
ligge. |
| 67 Als, ein Hauswirth setzt
seinem Gesinde ein Recht, was sie diesen oder den Tag thun sollen: da stehet
das Recht, wer das nicht thut oder hält, soll seine Strafe leiden.
Nu mag der eins krank oder sonst ohn seine Schuld verhindert werden, da
höret das Recht auf: und wäre gar ein wüthiter Hausherr,
der seinen Knecht umb solchs Nachlassen willen wollte strafen. |
Husherren fastsætter saledes en lov for sit tyende
om, hvad de skal gøre den og den dag. Der gælder loven: den,
der ikke retter sig efter den eller overholder den, skal få sin straf.
Nu kan det ske, at en af dem bliver syg eller på anden måde
uden egen skyld ikke er i stand til at overholde den; så hører
loven op, og det skulle være en meget galsindet husherre, der ville
straffe sin karl på grund af en sådan forsømmelse. |
| 68 Also müssen und sollen
alle Rechte, wilche auf die That gestellet sein, der Billigeit, als der
Meisterin unterworfen sein, umb der manchfältigen, unzähligen,
ungewissen Zufälle willen, die sich begeben konnen, und niemand sie
kann zuvor abmalen oder fassen. |
Således må og skal alle love, der er udformet
med henblik pa gerningerne, være underordnet billigheden som deres
herre på grund af de mangfoldige, utallige, uberegnelige tilfælde,
der kan indtræffe, uden at nogen i forvejen kan beskrive eller fastlægge
dem. |
| 69
Demnach sagen wir nu auch vom Kriegsdienst, oder vom Brauch des Kriegswerks,
der Personen halben: Erstlich, dass Krieg mag geschehen von dreierlei Personen:
Als, dass ein Gleicher wider seinen Gleichen streit, das ist, da der beider
Personen keiner der ander geschworen oder unterthan ist, obgleich die eine
Person nicht so gross, herrlich, mächtig sei als die andere. Item,
wenn die Oberperson wider ihr Unterperson kriegt; item, (E257) wenn die
Unterperson wider ihr Uberperson streit. |
Følgelig siger vi da også om krigens lov eller om udøvelsen
af krigens håndværk med henblik på personerne: for det
første, at krig kan føres af tre slags personer: når
ligemand kæmper mod sin ligemand, d.v.s. ingen af de to personer
har svoret den anden troskab eller er hans undersåt, uanset om den
ene person ikke er så fornem, højtstående og mægtig
som den anden; når den overordnede fører krig mod sin underordnede;
når den underordnede kæmper mod sin overordnede. |
| 70 Nu, das dritte nehmen wir
zuerst für uns. Hie stehet das Recht und spricht, dass niemand solle
wider seinen Oberherrn fechten und streiten, denn der Oeberkeit ist an
Gehorsam, Ehre und Furcht schüldig, Röm. 13,(1.) Denn wer uber
sich häuet, dem fallen die Span in die Augen, und wie Salomo spricht
(Sprichw. 26,27): Wer Steine in die Hohe wirft, dem fallen sie auf den
Kopf. |
Vi betragter nu først det tredje tilfælde.
Her står loven og siger, at ingen må slås eller kæmpe
mod sin overordnede, thi øvrigheden har man pligt til at adlyde,
respektere og lystre (Rom. 13,1) For den, der hugger oven over sig, får
spånerne i øjnene; og som Salomo siger: Den, der kaster sten
i vejret, får dem selv i hovedet. |
| 71 Das ist kurzumb das Recht
an ihm selbst, wilchs Gott selbs eingesetzt, und von Menschen angenommen
ist. Denn es reimet sich nicht, gehorsam zu sein, und doch widerstreiten;
unterthänig zu sein, und den Herrn nicht wollen leiden. |
Det er i korte ord kernen i den lov, som Gud selv har forordnet
og mennesker antaget. For det passer ikke sammen, både at være
lydig og alligevel gøre modstand, at være undersåt og
ikke at ville føje sig under herskeren. |
| 72
Nu wir aber itzt gesagt haben, dass die Billigeit solle dees Rechts Meisterin
sein, und wo es die Zufälle fodern, das Recht lenken, heissen und
lassen dawider thun. Darümb fragt sichs hie: Obs auch billig konne
sein, das ist, ob auch ein Fall etwa sich müge zutragen, dass man
wider diess Recht müge der Oeberkeit ungehorsam sein, und wider sie
streiten, sie absetzen, oder binden? |
Men da vi nu har sagt,
at billigheden skal være lovens herre, og - hvis særlige omstændigheder
krlver det - lede den, befale over den og tillade, at der handles imod
den, melder spørgsmalet sig så, om det også kan være
,,billigt", d.v.s. om der måske også kan indtræffe den
situation, at man i modstrid med denne lov har ret til at være ulydig
imod øvrigheden og bekæmpe den, afsætte den eller tage
den til fange. |
| 73 Denn es ist eine Untugend
in uns Menschen, die heisst Fraus, das ist, List oder Tücke.
Wenn dieselbige höret, dass Billigeit uber Recht gehet, wie gesagt
ist, so ist sie den Rechten ganz feind, und sucht und grobelt Tag und Nacht,
wie sie under dem Namen und Schein der Billigeit zu Markt komme, und sich
verkäufe, damit das Recht zunichte werde, und sie die liebe Traute
sei, die es gut gemacht habe. Daher ein Sprüchwort gehet: Inventa
lege, inventa est fraus legis: Wenn ein Recht angehet, so bald findt
sich Jungfrau Fraus auch. |
For der er ved os mennesker en dårlig egenskab, som
kaldes fraus, d.v.s. list eller svig. Nar den hører at billighed
som sagt går frem for loven, så bliver den helt og aldeles
lovens fjende og gransker og grubler dag og nat på, hvordan den under
billighedens navn og maske kan komme frem på markedet og gøre
sig gældende for at tilintetgøre loven og blive den kære
elskede, som har gjort det godt. Derfor hedder det i et ordsprog: inventa
lege, inventa est fraus legis: når en lov træder i kraft, så
indfinder frøken fraus sig også med det samme. |
| 74
Die Heiden, weil sie von Gott nichts gewusst, auch nicht erkannt haben,
dass weltliche Regiment Gottes Ordnung sei, (denn sie habens für ein
menschlich Glück und That gehalten,) die haben hie frisch drein gegriffen,
und nicht alleine billig, sondern auch lüblich gehalten, unnütze
böse Oeberkeit absetzen, würgen und verjagen. |
Fordi hedningerne
ikke har vidst noget om Gud og heller ikke har erkendt, at det verdslige
styre er Guds ordning (for de har anset det for en velsignelse og indretning,
der er skabt af mennesker), har de frejdigt taget fat og har ikke alene
syntes, at det var ret og rimeligt, men ogsa rosværdigt at afsætte
slette, onde myndigheder og myrde og forjage dem. |
| 75 Daher die Griechen auch Kleinod
und Geschenke durch offentlich Gesetze zusprachen den Tyrannicidis,
das ist, denen, wilche einen Tyrannen erstächen oder umbbrächten.
(E258) Dem haben die Römer in ihrem Kaiserthum mächtiglich gefolget,
uynd schier das mehrer Theil ihrer Kaiser selbs ermördet, dass in
demselbigen loblichen Kaiserthum schier kein Kaiser ist jemals von den
Feinden erschlagen, sie aber selbs haben ihr wenig lassen auf dem Bette
und des natürlichen Tods sterben. Das Volk Israel und Juda haben desgleichen
auch etliche ihrer Könige also erwürget und umbbracht. |
Derfor gav grækerne også i offentlige love tilsagn
om kostbarheder og gaver til tyrannicidæ, d.v.s. dem, som stak en
tyran ned eller dræbte ham. Det har romerne i stor stil taget op
i deres kejserdømme og selv myrdet næsten største delen
af deres kejsere, så at næsten ingen kejser i samme fortræffelige
kejserdømme nogen sinde er blevet slået ihjel af fjenderne.
Men selv har de kun ladet få af dem dø i deres seng og få
en naturlig død. Israels og Judas folk har på samme måde
også myrdet og dræbt nogle af deres konger. |
| 76
Aber uns ist nicht gnug an solchen Exempeln. Denn wir fragen hie nicht
darnach, was die Heiden oder Jüden gethan haben, sondern was recht
und billig ist zu thun; nicht allein für Gott im Geist, sondern auch
in göttlicher äusserlicher Ordnunge des weltlichen Regiments. |
Men sådan nogle
eksempler er ikke fyldestgørende for os. For vi spørger her
ikke om, hvad hedningerne eller jøderne har gjort, men hvad der
er ret og rimeligt at gøre, ikke blot over for Gud i åndelige
spørgsmål, men også i det verdslige styres timelige
ordning, som er forordnet af Gud. |
| 77 Denn wenn gleich noch heute
oder morgen ein Volk sich aufmachet, und setzet seinen Herrn ab, oder erwürget
ihn; wohlan, das wäre geschehen, die Herrn müssens gewarten,
obs Gott so verhinge. Aber daraus folet noch nicht, dass drümb recht
und billig gethan sei. |
For selv om et folk endnu i dag eller i morgen ville gøre
oprør og afsætte sin hersker eller dræbe ham, nu vel,
så var det sket; herskerne må vente det, om det skulle være
Guds vilje; men deraf følger alligevel ikke, at det skete derfor
er ret og rimeligt. |
| 78 Mir ist noch kein solcher
Fall fürkommen, da es billig wäre, kann auch itzt diessmal keinen
erdenken. Die Baurn in der Aufruhr gaben für, die Herrn wollten das
Evangelium nicht lassen predigen, und schanden die armen Leute, drümb
musst man sie storzen. |
Jeg har endnu ikke været ude for et tilfælde,
hvor det skulle være rimeligt, og kan heller ikke for øjeblikket
tænke mig noget. Bønderne erklærede i oprøret,
at herrerne ikke ville tillade, at evangeliet blev forkyndt, og at de udsugede
de stakkels fattige mennesker; det var derfor man måtte styrte dem. |
| 79 Aber ich hab solche verantwortet:
dass, obgleich die Herrn unrecht daran thäten, wäre drumb nicht
billig noch recht, auch Unrecht zu thun, das ist, ungehorsam sein, und
zustoren Gotts Ordnung, die nicht unser ist; sondern man solle das Unrecht
leiden, und wo ein Fürst oder Herr das Evangelium nicht will leiden,
da gehe man in ein ander Fürstenthum, da es gepredigt wird, wie Christus
spricht (Matth. 10,25): Verfolgen sie euch in einer Stadt, so fliehet in
die andere. |
Men jeg har svaret, at selv om herrerne øvede uret
derved, var det derfor ikke rimeligt eller ret, at de andre også
skulle øve uret. Det er ulydighed og ødelæggelse af
den ordning, som er Guds, ikke vores; tværtimod skal man finde sig
i uret. Og hvis en fyrste eller herre ikke vil tolerere evangeliet, så
kan man rejse til et andet fyrstedømme, hvor det bliver forkyndt
- som Kristus siger: Forfølger de jer i en by, så flygt til
en anden. |
| 80
Das ist wohl billig, wo etwa ein Fürst, König oder Herr wahnsinnig
würde, dass man denselbigen absetzt und verwahret. Denn der ist nu
fortmehr nicht für einen Menschen zu halten, weil die Vernunft dahin
ist. Ja, sprichst du, ein wüthiger Tyrann ist freilich auch wohl wahnsinnig,
oder noch wohl ärger zu achten denn ein Unsinniger, denn er thut viel
mehr Schaden etc. |
Det er virkelig
ret og rimeligt at afsætte fyrsten, kongen eller herren og spærre
ham inde, hvis han bliver sindssyg. For fra da af kan man ikke betragte
ham som et menneske, fordi han har mistet sin fornuft. Jamen, siger du,
en vild tyran må man rigtignok også betragte som sindssyg eller
endnu værre end en sindssyg for han gør langt mere skade. |
| 81 Hie will sichs klemmen mit
der Antwort. Denn es hat solche Rede einen mächtigen Schein, und will
eine Billigeit eraus zwingen. Aber doch sage ich meine Meinunge (E259)
drauf, dass nicht gleich ist mit eim Wahnsinningen und Tyrannen. Denn der
Wahnsinnige kann nichts Vernunftiges thun noch leiden, es ist auch keine
Hoffnung da, weil der Vernunft Liecht weg ist. |
Her vil det knibe med svaret, for der er tilsyneladende
så meget, der taler for denne opfattelse, at man bliver nødt
til at lade billigheden gælde. Men alligevel vil jeg mene, at en
sindssyg og en tyran ikke er det samme. Den sindssyge kan nemlig ikke gøre
eller affinde sig med noget fornuftigt. Det er der heller ikke udsigt til,
fordi fornuftens lys er borte. |
| 82 Aber ein Tyrann thut dennoch
viel dazu: so weiss er, wo er Unrecht thut, und ist Gewissen und Erkenntnis
noch bei ihm, und Hoffnung auch, dass er sich müge bessern, ihm sagen
lassen, und lehren und folgen, wilcher keines bei dem Wahnsinnigen ist,
wilcher ist wie ein Klotz oder Stein. |
Men en tyran kan meget mere. Han ved således, når
han øver uret, og han har endnu samvittighed og erkendelse i behold.
Der er også håb om, at han kan forbedre sig lade sig tale til
rette og blive belært og handle derefter. Der er ikke noget af det
hos den sindssyge, han er som en træklods eller en sten. |
| 83 Uber das ist noch dahinten
eine böse Folge oder Exempel; dass, wo es gebilligt wird, Tyrannen
zurmorden odder verjagen, reisst es balde ein, und wird ein gemeiner Muthwill
draus, dass man Tyrannen schilt, die nicht Tyrannen sind, und sie auch
ermordet, wie es dem Pöfel im Sinn kömpt. |
Desuden truer det med at danne skole og blive et eksempel
til efterfølgelse. Hvis man giver sin billigelse til at myrde eller
forjage tyranner, griber det hurtigt om sig, og det bliver almindeligt,
at man efter eget forgodtbefindende skælder dem ud for tyranner,
som ikke er det, og også myrder dem, sådan som det nu falder
mængden ind. |
| 84 Als uns das die römischen
Historien wohl zeigen, da sie manchen seinen Kaiser tödten, alleine
darümb, dass er ihn nicht gefiel, oder nicht ihren Willen thät,
und liess sie Herrn sein, und hielte sich ihren Knecht und Maulassen, wie
dem Galba, Pertinax, Gordian, Alexander und mehren geschah. |
Dette viser den romerske historie tydeligt, hvor man dræbte
mange udmærkede kejsere, bare fordi de ikke behagede folket eller
opfyldte dets ønsker, ikke lod det være hersker og ikke betragtede
sig selv som dets træl og eftersnakker, sådan som det gik Galba,
Pertinax, Gordian, Alexander og flere. |
| 85
Man darf dem Pöfel nicht viel pfeifen, er tollet sonst gerne, und
ist billiger, demselbigen zehen Elle abbrechen, denn eine Hand breit, ja
eins Finger breits einräumen in solchem Fall; und besser, dass die
Tyrannen hundertmal ihn Unrecht thun, denn dass sie den Tyrannen einmal
Unrecht thun. |
Man skal være
varsom med at spille op for mængden, ellers bliver den helt vild,
og det er bedre at tage ti alen fra den end at indrømme den en hånds,
ja en fingers bredde i det tilfælde. Og det er bedre, at tyrannerne
hundrede gange handler uretfærdigt imod dem, end at de en gang handler
uretfærdigt imod tyrannerne. |
| 86 Denn so ja Unrecht soll gelitten
sein, so ists zu erwählen, von der Öberkeit zu leiden, denn dass
die Öberkeit von den Unterthanen leiden. Denn der Pöfel hat und
weiss keine Maasse, und stickt in eim Iglichen mehr denn funf Tyrannen.
Nu ists besser von einen Tyrannen, (das ist,) von der Oeberkeit Unrecht
leiden, denn von unzähligen Tyrannen, (das ist,) vom Pöfel Unrecht
leiden. |
For hvis man nu skal finde sig i uret, så er det at
foretrække at finde sig i den fra øvrighedens side, end at
øvrigheden skal finde sig i den fra undersåtternes side. For
mængden hverken har eller kender nogen grænse, og i hver enkelt
gemmer der sig mere end fem tyranner. Det er da bedre at finde sig i uret
fra en tyran, d.v.s. øvrigheden, end at finde sig i uret fra et
utal af tyranner d.v.s. pøbelen. |
| 87 Videre til soldater2! |
|
| 88 c |
|
| 89 c |
|
| 90 c |
|