Luthers udlægning af Sl 51



Den latinske tekst taget fra Erlangerudgaven bind 19, den danske tekst er min oversættelse af samme.

Erlangerudgaven bind 19, side 73.

Vers 3: sl51a#61 til sl51b#?46; vers 4: sl52b#47; vers 5: sl52b#75; vers 6: sl52c#11; vers 7: sl52c#70; vers 8: sl52d#9;
 
1         Atque hic locus de peccato originis unus ex illis insignioribus locis est, quos ratio nescit, discitur autem, sicut alii, ex lege et promissionibus Dei. Solus autem Paulus ex apostolis est, qui hunc locum ex professo magna gravitate tractavit. Forte autem ideo a (E74) reliquis apostolis praetermissus est, quod haec doctrina per manus quasi posteris tradita sit. Moses quoque attingit hunc locum in sua oratione psal. 91 [90.]: ,,Posuisti iniquitates nostras in conspectu tuo". Ibi enim non obscure significat, nos coram Deo esse in ira, et ferre mortem propter iram Dei, quae inde excitatur, quod peccata nostra Deo nota sint.         Og dette sted om arvesynden er ét af disse bemærkelsesværdige steder, som fornuften ikke ved af, det læres nemlig, som andre ting, af Guds lov og forjættelser. Alene Paulus blandt apostlene har fremdraget dette sted og behandlet det med megen alvor. Men måske af den grund er det helt udeladt af de øvrige apostle, at dette lærepunkt så at sige skulle overleveres med hånden til efterfølgerne. Men Moses hentyder dog til dette sted i sin tale, salme 91: "Du har stillet os vore overtrædelser for øje". Her betegner han ret klart, at vi har Guds vrede, og bærer døden på grund af Guds vrede, som kommer deraf, at vore synder er kendt af Gud.
2 Horum peccatorum et irae Dei causa haec est, quod caro haec in paradiso lapsu Adae vitiata est, ut sit perverso timore et amore erga Deum et se ipsum. Haec doctrina, sicut dixi, per manus tradita est posteris, Moses tamen et David etiam literis eam mandarunt, et post eos apostolus Paulus. Sine dubio autem hanc sapientiam hauserunt ex primo praecepto et ex promissione  Abrahamo facta et Adae. Ex his enim manifestum fit, quia benedictionem promittunt, hanc naturam esse sub maledictione, et sub regno diaboli, in quo sunt tenebrae, odium Dei, diffidentia etc Årsagen til disse synder og til Guds vrede er, at dette kød i paradiset ved Adams fald blev ondt, så at der blev byttet om på frygten og kærligheden til Gud og os selv. Denne læresætning blev som sagt overleveret gennem hånden til efterfølgerne, men Moses og David har dog givet den videre i bogstaver, og efter dem apostelen Paulus. Uden tvivl har de øst denne visdom af det første bud og af forjættelserne til Abraham og Adam. Gennem dem blev det nemlig fastslået, fordi de forjætter velsignelse, men vor natur er under forbandelse, og under djævelens herredømme, i hvilket der er mørke, had mod Gud, vantro, osv.
3          Continet igitur hic versiculus causam, cur nos omnes debeamus confiteri, quod simus peccatores, ac omnia nostra studia coram Deo damnabilia, solus autem Deus sit justus. Atque haec doctrina summe necessaria est in ecclesia, neque papa nec Turca eam credit. Nam hoc possum testari meo exemplo, me, cum multos annos doctor theologiae fuissem, hanc doctrinam nondum scivisse.         Dette lille vers indeholder da grunden til, at vi alle bør bekende, at vi er syndere, og at al vor anstrengelse overfor Gud er fordømmelig, at alene Gud er retfærdig. Og denne lære er den mest nødvendige i kirken, men hverken paven eller tyrken tror på den. For det kan jeg bevidne med mit eget eksempel, jeg, som igennem mange år havde været doktor i teologien, men aldrig har kendt denne lære.
4 Disputabant quidem de peccato originis, sed dicebant in baptismo sublatum esse, et extra baptismum in natura lumen esse reliquum, quod si quis sequatur, dari infallibiliter gratiam, quin docebant in daemonibus quoque mansisse naturalia integra, et tantum gratiam eos amisisse. Quis autem non videt, summe contraria haec esse, dicere, quod naturalia sint integra et naturam esse peccato corruptam? Ganske vist diskuterede de om arvesynden, men de sagde, at den var underkuet i dåben, og at der udenfor dåben i naturen er et lys tilbage, og hvis man følger det, så vil man ufejlbarligt opnå nåden, så det var lige ved at de lærte, at naturen selv i dæmonerne var forblevet hel, og at de blot har mistet nåden. Hvem kan imidlertid ikke se, at disse to ting er modsætninger, at sige, at naturen er bevaret, og at sige, at naturen er fordærvet af synden?
5 Voluntas est quidem res naturalis, sed ipsi non simpliciter de velle (E75) disputant, sed de velle bonam, idque vocant naturale. In eo error est. Manet voluntas in diabolo, manet in haereticis, hoc fateor esse naturale. Sed ea voluntas non est bona, neque intellectus rectus aut illuminatus manet. Viljen er ganske vist noget naturligt, men de diskuterer ikke dette at ville, men dette at ville det gode, det, som de kalder det naturlige. Deri lå deres fejl. Der er og bliver en vilje i djævelen, i kætterne, det tilstår jeg er naturligt. Men denne vilje er ikke god, ejheller er forstanden ret eller ret oplyst. 
6 Ergo si vere volumus de naturalibus loqui secundum hunc psalmum et secundum Spiritus sancti modum, tunc vocemus naturalia hoc ipsum, quod in peccatis et morte sumus, quod corrupta et mala volumus, intelligimus et expetimus. Haec enim cum praesenti psalmi loco conveniunt, et ex eo probari possunt.  Ergo, hvis vi vil tale sandt om de naturlige ting ifølge denne salme og ifølge Helligånden, så skal vi kalde det naturligt, at vi er i synden og døden, at vi vil det fordærvede og onde, at vi forstår og begærer det. Dette stemmer nemlig overens med nærværende salme og kan vises ud fra den.
7         Haec satis sint de confessione peccati originalis seu nobiscum nati, quod tamen toti mundo absconditum est, nec revelatur viribus, rationibus aut speculationibus nostris, sed potius obscuratur, defenditur et excusatur.          Lad dette være nok om bekendelsen til arvesynden eller den medfødte synd, den synd, som er skjult for hele verden, ejheller åbenbares ved vore kræfter, fornuft eller spekulationer, men snarere tilsløres, forsvares og undskyldes af dem.
8 Ideo opus est verbo Dei de coelo, quo reveletur haec naturae immundities seu vitium, quin verbo credentes confiteamur haec sic habere, etiamsi tota natura reclamet, sicut cogitur reclamare. Haec hujus psalmi, imo totius scripturae seu theologiae difficillima doctrina est, sine qua impossibile est scripturam recte intelligi, sicut recentiorum somnia probant. Nunc sequitur: Derfor er der brug for et ord fra Gud fra himlen, hvorved denne naturens urenhed eller last åbenbares, men vi, der tror igennem ordet, bekender, at det forholder sig således, skønt hele naturen protesterer, som den plejer at protestere. Denne salmes, ja, denne hele skriftens læresætning er den vanskeligste i teologien, uden hvilken det er umuligt at forstå skriften ret, sådan som de nyere teologers drømmerier beviser det. Nu følger: 
9 VII. Ecce enim veritatem dilexisti, incerta et occulta sapientia tuae manifestasti mihi.  Se, du elsker sandhed, din usikre og skjulte visdom har du gjort klar for mig. 
10       Multis nominibus hoc loco interpres, quisquis fuit, culpandus est, nam praeterquam quod membra versus inepte confudit, etiam impiam sententiam generat. Quid enim est, quod vertit: incertam sapientiam? Absit enim a christianis, absit a doctore eorum Spiritu sancto, ut incerta et dubia doceat. Nam hic, si usquam alibi, debet esse plena PLEROFORIA, certissima persuasio seu veritas et infallilbilis lux, qua Deus per verbum et (E76) Spiritum suum munit, confirmat et certissimas reddit conscientias nostras. Quare abjiciamus istam incertam sapientiam, quam imperitus interpres significat, et quaeramus tum verba tum sententiam hujus loci propriam.         Med mange betegnelser gør oversætteren sig skyldig på dette sted, hvem han end er, for udover at han uforsvarligt bytter om på versets ord, fremkalder han også en ufrom mening. Hvordan er det nemlig, han fordrejer det: en usikker visdom? Det være langt fra de kristne, det være langt fra deres læremester, Helligånden, at lære usikre eller tvivlsomme ting. For her, om nogetsteds, bør hele fylden være, den sikreste overbevisning eller sandhed og det ufejlbare lys, som Gud gennem sit ord og sin ånd forsyner os med, bekræfter og gør sikkert for vore samvittigheder. Derfor, lad os bortkaste denne usikre visdom, som den uduelige oversætter oversætter det med, og søge efter dette steds egne ord og egen mening. 
11        Hactenus audivimus summam doctrinae christianae, ut scilicet agnoscamus nos totos esse in peccato positos, imo esse peccatum etiam tum cum concipimur et formamur in utero matris. Qui igitur ad hunc modum agnoscunt suam impuritatem, et rejiciunt se in misericordiam, hos consequi misericordiam ideo, quia Deus hac confessione glorificatur, et promisit confidentibus in se veniam. Post hanc doctrinam sic absolutam nunc per antithesin confutationem instituit, qua eos confutat, qui huic doctrinae contraria aut docent aut faciunt.          Indtil nu har vi hørt den højeste kristne læresætning, nemlig at vi skal erkende, at vi helt og holdent er anbragt i synd, ja, er synd allerede da vi blive undfanget og formet i moders liv. Derfor, de der på denne måde erkender deres urenhed og kaster sig over til barmhjertigheden, dem følger barmhjertigheden, af den grund, at Gud prises ved denne bekendelse, og han lover dem, der stoler på hans nåde. Efter denne læresætning, der er så absolut, har han nu som modsætning anbragt en gendrivelse, hvorved han gendriver dem, som lærer eller gør anderledes end denne læresætning tilkendegiver. 
12       Observandum autem hic quoque est, quod supra monui, prophetam non loqui de Deo absoluto, sed de Deo filiorum Israel, qui se certo verbo, miraculis certis, etiam loco certo in Hierusalem revelaret, et cujus promissiones patribus factae exstabant. Hic Deus non est vagus Deus, sicut Turcae Deum colunt, sed est Deus revelatus et, ut sic dicam, sigillatus, qui certo loco, verbo et signis certis se ipsum circumscripsit, ut agnosci et apprehendi possit, ne vagentur studia pietatis, sicut apud Judaeos, qui relicto templo et verbo deligabant sibi montana et locos, et tamen volebant videri, quod Deo praestarent cultum.          Men læg også her mærke til, som jeg formanede ovenfor, at profeten ikke taler om den absolutte Gud, men om Israels sønners Gud, som har åbenbaret sig med et sikkert ord, med sikre mirakler, og også på et sikkert sted, i Jerusalem, en Gud, hvis forjættelser til fædrene står fast. Her er Gud ikke en vag Gud, sådan som tyrkerne dyrker Gud, men han er den åbenbarede Gud, om jeg så må sige den beseglende Gud, som på et sikkert sted, med et sikkert ord og sikre tegn beskriver sig selv, så at han kan erkendes og forstås, så at fromhedens bestræbelser ikke skal flakke om, sådan som hos jøderne, som, da templet og ordet var forladt, bandt sig til bjerge og steder, og dog ville give det udseende af, at de ydede Gud dyrkelse. 
13 De tali Deo non loquitur David, et operae pretium est id observare, sed loquitur de Deo certo vel promissiore, qui se revelavit verbo et promissionibus et signis externis. Talis Deus includit Christum futurum, quia non simpliciter seu absolute Deum intelligit David, sed talem Deum intelligit, qui per filium secundum promissiones patribus factas salvaturus sit mundum.  Om en sådan Gud taler David ikke, og gerningens pris er at overholde dette, men han taler om den sikre Gud eller om forjætteren, som åbenbarede sig i ordet og forjættelserne og gennem ydre tegn. En sådan Gud indeslutter den kommende Kristus, fordi David ikke forstår ham som den enkle eller absolutte Gud, men forstår ham som den Gud, der gennem sin søn ifølge de forjættelser, der var givet fædrene, skulle frelse verden. 
14 Multum igitur interest inter Davidem, cum de Deo loquitur, et inter Turcam, Judaeum aut papistam. Hi enim de (E77) Deo vago loquuntur et agunt, quia hos suscipiunt cultus, qui sunt sine verbo Dei, nec haerent in externis signis, quibus se Deus in Christo revelavit, hoc autem est plane amisisse Christum. Ego autem ideo haec admoneo saepius, ne prae nimia religione Christum amittamus, extra quem non est alius Deus colendus aut quaerendus.  Altså, der er meget stor forskel på David, når han taler om Gud, og en tyrk, en jøde eller en papist. Disse taler og handler nemlig ubestemt om Gud, fordi de har antaget sig de former for gudsdyrkelse, der er uden Guds ord, og ikke knytter sig til de ydre tegn, hvormed Gud har åbenbaret sig i Kristus. Men dette er helt at have mistet Kristus. Men derfor formaner jeg ofte til, at vi ikke skal miste Kristus til fordel for alt for megen fromhed, for udenfor ham er der ikke nogen anden Gud at dyrke eller søge. 
15        Instituit igitur propheta hic generalem confutationem, quasi habeat in conspectu aliquem, qui contra doctrinam jam traditam haec objiciat: In genere damnas omnes, cum tamen constet multos bonos et sanctos esse, quorum vita et mores integri et sine querela sunt: num solus tu sapis? sicut nobis hodie objiciunt in simili argumento: Num soli vos estis ecclesia? Num soli habetis scripturam? Omnis enim contentio est de nomine ecclesiae.           Profeten indleder her en almindelig gendrivelse, som om han havde nogen i tankerne, som imod den allerede overleverede læresætning bebrejdede ham på følgende måde: Du fordømmer i almindelighed alle, skønt det dog står fast, at der er mange gode og hellige mænd, hvis liv og levned har været fuldkomment og uden lyde: Mon du alene er vis? Sådan bebrejder man også os med et lignende argument: Mon I alene er kirken? Mon I alene har skriften? For al kamp står om navnet 'kirke'.
16 Id nomen quia affert secum judicium de religione, de salute et vita aeterna, ideo furiose pro eo adversarii dimicant. Non volunt videri, quod errarint, aut impia docuerint, et quanquam negare non possint manifestos abusus, qui paulatim invaluerunt, tamen non ideo volunt de ecclesiae nomine cedere.  Fordi dette navn fører med sig domsret over religionen, over frelsen og det evige liv, derfor fægter modstanderne rasende for at opnå det. De vil ikke, at det skal se ud, som om de har taget fejl eller lærer ufromt, og skønt de ikke kan nægte de åbenlyse misbrug, som efterhånden har taget overhånd, så vil de dog ikke af den grund vige bort fra at bruge navnet 'kirke'. 
17 Sic Turca pertinaciter retinet hoc nomen, quod colat verum Deum. Sic synagoga, sic nostri adversarii etiam vi et armis hoc defendunt, objiciunt cultus suos, et gloriantur, sicut Paulus de Judaeis dicit, se habere zelum, et studere vigiliis, eleemosynis, sacrificiis, orationibus, ceremoniis, asperitate victus et aliis, pervenire ad promissiones patribus factas. Haec, inquam (objiciunt nobis), an non sancta et bona sunt? Cur igitur dicis omnes esse peccatores? Cur omnes pronuntias damnationi esse obnoxios? Sådan fastholder tyrkerne også stædigt det navn, at de dyrker den sande Gud. Sådan forsvarer synagogen, sådan forsvarer vore modstandere det også med kraft og våben, forsvarer sig med deres gudsdyrkelse og praler, sådan som Paulus siger om jøderne, at de har iver, og bestræber sig på gennem vågenætter, barmhjertighedsgerninger, ofringer, bønner, ceremonier, grove klæder og andre ting, at opnå de forjættelser, der er givet fædrene. Dette, siger jeg, bebrejder de os: Mon ikke disse ting er hellige og gode? Hvorfor siger du da, at alle er syndere? Hvorfor erklærer du, at alle er skyldige til fordømmelse? 
18         Respondet igitur in hoc versus fides et Spiritus sanctus, hanc esse sapientiam mundi, non esse sapientiam Dei, ideo nihilominus veram manere hanc universalem, omnes (E78) esse peccatores. Mundus enim sic judicat, esse sanctitatem, si sordide vestias, si duro victu affligas corpus, et te maceres, si angulum aliquem quaeras, semotum a frequentia hominum et turbulentia negotiis, atque ibi aliquid insolitum instituas.         Derfor svarer troen og Helligånden i dette vers, at dette er verdens visdom, ikke Guds visdom, derfor forbliver trods alt dette universelle udsagn sandt, at alle er syndere. For verden bedømmer således: Det er hellighed, hvis du slår nogle snavsede trøjer, nogle hårde klæder om kroppen, og piner dig selv, hvis du opsøger én eller anden krog, langt borte fra omgang med mennesker og travlhedens hvirvel, og der tager dig noget for, som du ikke er vant til. 
19 Haec mendacia et fucatam hanc sanctimoniam intelligit caro, et admiratur, ideo fit etiam, ut aspera vita et insolitis moribus longe citius homines capiantur, quam sana doctrina et verbo. Coram mundo enim nihil sanctum est, nisi quod quam longissime a communi consuetudine vitae discedit. Hinc coelibatus, hinc monasteria, hinc monstrosa illa vestitus et victus ratio, hinc innumerae aliae stultitiae profluxerunt, non apud nos solum, sed et apud Judaeos olim, et hodie apud Turcas, qui prodigiosissima quaeque comminiscuntur et faciunt, ut singularem opinionem sanctitatis apud suos colligant:  Disse løgne og denne opsminkede hellighed forstår og beundrer kødet, derfor sker der også det, at menneskene meget hurtigere forstår et råt liv og nogle uvante skikke, end den sunde lære og ordet. For for verden er intet helligt, hvis det ikke adskiller sig så meget som muligt fra det almindelige livs sædvane. Heraf kommer cølibatet, heraf klostrene, heraf den monstrøse begrundelse for klæder og kapper, heraf udflyder et utal af andre dumheder, ikke blot hos os, men også hos jøderne i gamle dage, og i dag hos tyrkerne, som sammenblander og udfører de mest unaturlige ting, så at de sammenfatter en enkelt mening om helligheden hos dem.
20 quanquam nihil opus est a Turcis petere exempla, cucullatum monachum inspice, et recte excute, ibi et miraberis et ridebis ea, postquam de vera et christiana sanctitate recte eruditus es, quae adversarii nostri magnis titulis ornant et praedicant, imo propter quae conjugia et civilia officia negligunt, tanquam impedimenta suae sanctimoniae. Hi igitur sunt, qui, cum audiunt universalem hanc, quod omnes sint peccatores, plenis buccis objiciunt vitam et observantias suas: num, inquiunt, omnes nos damnabis? num nos objicies omnes Satanae?  Skønt der er nu ikke brug for at bede om eksempler fra tyrkerne, se blot på munkekappen, og udriv den ret, så vil du også her undre dig og le af det, efter at du er blevet uddannet i den sande og rette kristne hellighed; den pryder vore modstandere og de prædiker med store titler, ja på grund af den lader de hånt om ægteskabet og de borgerlige erhverv, som om det er forhindringer for deres fromhed. Og derfor er det dem, der, når de hører denne generelle sætning, at alle er syndere, med store råb fremholder deres liv og deres overholdelser: Mon virkelig du vil fordømme alle os? mon du vil indvende, at alle vi tilhører Satan? 
21          Ita, inquit propheta, damno omnes vos, cum omni vestra sapientia, cum sanctitate et justitia vestra omni: quia tu es Deus, qui diligis seu exigis absconditam veritatem. Ita enim sonant verba in hebraeo: Non diligis mendacium, hypocrisin et fucum. Ergo vocabulum veritatis simpliciter praecidit et damnat, quidquid praesumitur extra hanc doctrinam, item quidquid operum et justitiae esse potest apud Turcas, Judaeos, (E79) papistas extra verbum Dei.         Derfor, siger profeten, fordømmer jeg jer alle sammen med jeres visdom, jeres hellighed og retfærdighed: fordi du er Gud, som elsker eller kræver den skjulte sandhed. For således lyder ordene på hebraisk: Du elsker ikke løgn, hykleri og forstillelse. Altså, det er simpelthen ordet 'sandhed', der sønderskærer og fordømmer, hvadsomhelst der antages udenfor denne lære, ligeledes hvadsomhelst af gerninger og retfærdighed der måtte være hos tyrkerne, jøderne og papisterne udenfor Guds ord. 
22 Istas omnes justitias et sanctitatem istam simpliciter vocat mendacium, quod non solum non diligat, verum etiam summe oderit et exsecretur Deus. Neque enim vocabulum veritas ad verba tantum referendum est, sed in genere ad omnem vitam, ut, quidquid dicimus, cogitamus, vivimus et sumus, sit certum et verax, quo non solum non fallatur mundus, sed ne nos quoque.  Alle disse retfærdigheder og al denne hellighed kalder han simpelthen for løgn, fordi Gud ikke blot ikke elsker det, men hader det med det største had og udrydder det. Og ordet sandhed henviser ikke blot til ordet, men i sin art til hele livet, så at hvadsomhelst vi siger, tænker, lever og er, skal være sikkert og sandt, og på det punkt er det ikke blot verden, men også ofte os selv, der tager fejl. (k22
23         In mundo quoque est veritas politica, quae verbis et vita praestatur, sed ea ejusmodi est, ut multa habeat admixta vitia. Sic Pomponius Atticus, Aristides, Socrates fuere homines veraces et sine fuco, sic multi inter gentes fuere veri conjuges, qui fidem datam uxoribus egregie praestiterunt, sic invenias alicubi mercatorem veracem. Hanc politicam veritatem Deus requirit, et quotidiana exempla ostendunt, non impune esse, si quis aliquid contra civilem veritatem faciat.          I verden er der også en politisk sandhed, som præsteres med ord og liv, men den er af den slags, at der er megen last indblandet i den. Således var Pomponius, Atticus, Aristides, Sokrates sanddru mennesker uden forstillelse, og sådan har mange blandt hedningerne været sande ægtemænd, som har ydet en udmærket troskab imod deres hustruer, og sådan vil du også nogen steder kunne finde købmænd, der er til at stole på. Gud kræver denne politiske sandhed, og daglige eksempler viser, at det ikke er ustraffet, hvis nogen handler imod den politiske sandhed. 
24 Sed neque pura est haec veritas, si spectes judicium Dei, haerent enim in ea multa foeda vitia, et Deus longe majorem veritatem requirit. Ideo addit: Tu diligis eam veritatem, quae in abscondito est, quasi dicat: Veritas politica, quae in mundo est, potest praestari, et intelligitur saltem ab hominibus. Ideo Aristides, Pomponius magni nominis fuere inter suos. Econtra audimus quotidiana querelas de perfidia, mendaciis et fraudibus, quibus homines inter se utuntur. Sed illa veritas, quam Deus diligit, ea non est ita exposita oculis, sed est in abscondito et latet.  Men denne sandhed er ikke ren, hvis du ser hen til Guds dom, der knytter sig nemlig megen skrækkelig last til den, og Gud kræver en langt større sandhed. Derfor tilføjer han: Du elsker den sandhed, der er i det skjulte, som ville han sige: Den politiske sandhed, som er i verden, kan udmærket ydes og forstås af menneskene. Derfor var Aristides og Pomponius mænd af et stort navn blandt deres ligemænd. Modsat hører vi daglig klageråb om snyd, løgn og bedrag, som menneskene bruger imod hinanden. Men den sandhed, som Gud elsker, er ikke den, der således falder i øjnene, men den er i det skjulte og ikke til at få øje på. 
25 Ergo Mahomet, etsi politice fuisset verus, tamen coram Deo fuit mendax. Ego etsi vere et sine fuco monachus fui (pono enim me saepe in exemplum, sicut Paulus se vere pharisaeum fuisse scribit), tamen coram Deo fui mendax propter superstitionem et hypocrisin, quam non videbam. Latebat enim abscondita sub specie (E80) sanctitatis (sicut etiam veritas abscondita latet), donec per verbum argueretur, et revelaretur veritas haec abscondita.  Derfor, skønt Muhammed i politisk henseende havde været sand, var han dog for Gud en løgner. Og skønt jeg var en sand munk uden forstillelse (for jeg bruger ofte mit eget eksempel, ligesom Paulus skriver, at han var en sand farisæer), så var jeg dog for Gud en løgner på grund af overtroen og hykleriet, som jeg ikke selv så. For det lå nemlig skjult under hellighedens skin (sådan som også sandheden er skjult), indtil det blev anklaget gennem ordet og denne skjulte sandhed åbenbaret. 
26 Ad tales respicit propheta, cum dicit: Diligis veritatem in abscondito, quasi dicat: Illi alii fucati sancti, qui incedunt in zelo legis irreprehensibiles et sperant se diligi, qui pro justitiis suis parati sunt mori, et putant se ac studia sua esse Deo in deliciis, hi sunt, quos extreme odisti, divino et insuperabili odio. Quia tu tantum diligis absconditam veritatem, istos hypocritas et superbos sanctos, qui incedunt in religione ficta, non diligis.  Det er den slags ting, profeten tænker på, når han siger: Du elsker sandhed i det skjulte, som ville han sige: De andre forstillede helgener, som uden bebrejdelse går frem i iver for loven og håber på at blive elsket, som er parat til at dø for deres retfærdighedsgerninger og mener, at de selv og deres bestræbelser er Gud til behag, dem er det, som du hader mest muligt, med et guddommeligt had, som intet overgår. For du elsker blot den skjulte sandhed, men disse hyklere og overmodige hellige, som træder frem i deres fingerede fromhed, elsker du ikke. 
27 Ad hunc modum cum confutatione doctrinam et consolationem David conjungit. Nam nos, qui veritatem Dei gratia habemus, et confitemur nos esse peccatores, Deum autem justum esse, non possumus ita plene statuere nos a Deo diligi, sicit isti in mendaciis positi statuunt et pleno ore jactant se diligi, imo cum videmus multitudinem impiorum ita praefractam esse, et sic praesumere de justitiis suis et Dei dilectione, saepe dejicimur animo.  På den måde forbinder David læren og trøsten med gendrivelse. For vi for vor del, som ved Gud nåde har sandheden og bekender, at vi er syndere, men Gud er retfærdig, vi kan ikke fuldt ud fastslå, at vi er elsket af Gud, sådan som de, der er anbragt i deres løgne, fastslår og af fuld hals praler af at være elsket, ja, når vi ser de gudløses mængde således være hensynsløse og således formode, at de er retfærdige og har Guds kærlighed, så bliver vi ofte modløse. 
28 Sed hoc faciendum erat potius, ut laetitias et triumphos istos contemneremus, et statueremus, eos esse ceu stercora in oculis Dei, et abominationem, quia Deus fucum tam in doctrina quam vita odit. Ergo hypocritarum pietas est summa impietas, eorum veritas est summum mendacium. Contra, qui sentiunt infirmitatem suam, et agnoscunt peccatum, hi sunt in veritate.  Men så skulle vi snarere gøre det, at vi foragtede disse glade og triumferende og fastslog, at de er som skidt i Guds øjne, som en afskyelighed, fordi Gud hader forstillelse både i læren og i livet. Altså, hyklernes fromhed er den største ufromhed, deres sandhed er den største løgn. Modsat, de, der føler deres svaghed, og erkender deres synd, de er i sandheden. 
29         Cur igitur pavent? Cur non confidunt? cum hic audiunt dici: Tu Deus es, qui diligis veritatem absconditam. Utrumque igitur perversa modo fit, fucati sancti praesumunt de dilectione, cum sint in odio, econtra, qui in veritate sunt, qui credunt et confitentur, secundum quod audiunt in verbo Dei, quod scilicet sint peccatores a tempore conceptionis, et quod solus Deus justus sit, hi de dilectione dubitant, et metuunt iram, (E81) quia natura aliter non potest cogitare, cum videt peccatum suum, quam quod Deus peccatores oderit.         Hvorfor skulle de ikke skælve? Hvorfor skulle de ikke nære tillid? når de hører, at der siges til dem: Du er en Gud, som elsker den skjulte sandhed. Begge dele sker da på omvendt måde, de forstillede hellige antager, at de elskes, skønt de hades, og modsat, de, der er af sandhed, som tror og bekender, ifølge det, de hører i Guds ord, nemlig, at de er syndere fra undfangelsens tid, og at Gud alene er retfærdig, de tvivler om kærligheden og frygter vreden, fordi naturen ikke kan andet end tænke, når den ser sin synd, at Gud hader syndere. 
30 Haec est sapientia nostra, sed David aliam sapientiam docet, coelestem, nempe, quod Deus peccatores veros non abjicere, sed diligere velit, econtra qui hanc confessionem impugnant, et nolunt esse peccatores, eos mendaces esse, et Deum odisse eos. Nam cur paveat peccator, aut cur iram metuat, cum Deus miserit filium suum, ut pro peccatis satisfaceret? Non igitur de justitia nobiscum vult disceptare, sed hoc requirit, ut agnoscamus nos esse peccatores.  Dette er vor visdom, men David lærer en anden visdom, nemlig den himmelske, at Gud ikke vil forkaste sande syndere, men elske dem, og at modsat de, som bekæmper denne bekendelse og ikke vil være syndere, de er løgnere og Gud hader dem. For hvorfor skulle synderen skælve eller hvorfor skulle han frygte vreden, når Gud har sendt sin søn, at han kan gøre fyldest for synder? Derfor vil han ikke diskutere med os om retfærdighed, men det kræver han, at vi erkender, at vi er syndere. 
31 Haec agnitio seu confessio est veritas, non philosophica, quam audit et videt ratio, sed theologica et abscondita, quam tantum videt et audit spiritus. Igitur Deus veritatem hanc diligit, contra, quidquid non est in hac veritate, hoc odit, sicut alibi dicit: "Non volens iniquitatem tu es Deus". Pharisaeus igitur cum jejunia et virtutes suas commemorat, atque ideo se Deo placere statuit, fallitur, quia Deus diligit veritatem in abscondita. Etsi igitur politica veritas adest, tamen nisi accedat haec theologica, nihil nisi odium et ira Dei relinquitur.  Denne erkendelse eller denne bekendelse er sandhed, ikke en filosofisk sandhed, som fornuften hører og indser, men en teologisk og skjult sandhed, som kun ånden indser og hører. Derfor elsker Gud denne sandhed, og modsat, hvad der ikke er i denne sandhed, det hader han, sådan som han andetsteds siger: "Du er en Gud, som ikke vil uretfærdighed". Men farisæeren, der mindede om sine faster og sine dyder og slog fast, at han af den grund behagede Gud, tog fejl, for Gud elsker sandhed i det skjulte. Skønt der således kan være en borgerlig sandhed til stede, hvis ikke denne teologiske kommer til, er der kun Guds had og Guds vrede tilbage. 
32      "Incerta et occulta sapientiae tuae etc." Tu sic redde: In obscuro vel absconditam sapientiam doce me. Est autem eadem sententia cum superiore. Sapientia enim et veritas sunt idem, sicut Paulus quoque eadem significatione utraque utitur: "Detinentes veritatem Dei in mendacio," Rom 1,18, (n32)  et in Corinthiis: "Sapientia in mysterio abscondita", (1 Kor 2,7) hoc est, quam nullus cognovit, cui ratio non potest assentiri ac subjici, sicut Christus dicit Matth. 11.: "Abscondisti ea a sapientibus, et revelasti parvulis".         'Usikker og skjult er din visdom osv'. Du kan for dit vedkommende gengive det således: I det dunkle lær du mig den skjulte visdom. Men det er den samme mening som ovenfor. For visdom og sandhed er det samme, sådan som Paulus også bruger begge dele i den samme betydning: 'De undertrykker sandheden med løgn' og i korintherbrevene: 'Visdom skjult i mysteriet', det vil sige, en visdom, som ingen kendte, som fornuften ikke kunne give sin tilslutning til eller underkaste sig, sådan som Kristus siger i Matt 11,25: 'Du har skjult det for de vise, og åbenbaret det for de umyndige'. 
33 Non vocat absconditam a stultis et simplicibus, sed a principibus mundi, ab optimis et sapientissimis, ut nihil de hac sapientia intelligant. Ergo manifesta causa est, cur tum (E82) veritatem tum sapientiam absconditam vocet, nam experientia id satis docet. Cur enim principes mundi, cur pontifex et episcopi evangelion nostrum persequuntur? nisi quod est abscondita doctrina haec, quam non possunt videre et ferre, sicut Judaei faciem Mosi radiantem ferre non poterant.  Han kalder det ikke en visdom, der er skjult for de dumme og enfoldige, men for verdens fyrster, for de bedste og de viseste, så at de intet forstår af denne visdom. Altså er det en tydelig grund til, at han kalder både sandheden og visdommen skjult, for erfaringen lærer det tilstrækkelig tydeligt. For hvorfor forfølger verdens fyrster, og paven og biskopper vort evangelium? mon ikke, fordi det er denne skjulte lære, som de ikke kan indse og bære, sådan som jøderne ikke kunne tåle Moses' strålende ansigt. 
34 Postea hebetes suos oculos in scripturam conjiciunt, et colligant mutilas ac non sane intellectas sententias: "Remittite, et remittetur vobis", (Luk 6,37) "Deus creavit hominem rectum, et reliquit eum in manu consilii sui" (Sir 15,14). Hujusmodi sententias stulte urgent, et insipientiam suam toti mundo testatam faciunt.  Derefter kaster de deres sløve øjne på skriften og samler forkortelser sammen, hvis mening de ikke forstår rigtigt: 'Tilgiv, så skal I få tilgivelse', 'Gud har skabt mennesket ret, og overladt det til sine egne råd'. Den slags sætninger pukker de dumt på, og gør deres uvidenhed kendt i hele verden. 
35         Haec igitur est veritas, haec est sapientia, quod cognosco Deum et me, quod Deus promiserit se redemturum omnes, qui sentiunt se peccatores esse, et quod nulla sit salus, nisi dicamus cum propheta: "Tibi soli peccavi, et malum coram te feci, in peccatis conceptus sum etc.", hoc est, nisi statuamus damnatum et malum esse, quidquid ratio et voluntas est in homine.         Dette er da sandheden, dette er da visdommen, at jeg kender Gud og mig selv, at Gud har lovet, at han vil forløse alle, som føler at de er syndere, og at der ikke er nogen frelse, hvis ikke vi kan sige med profeten: "Mod dig alene har jeg syndet, ondt har jeg gjort imod dig, i synd er jeg undfanget, osv", det vil sige, hvis ikke vi fastslår, at det er fordømte og ondt, hvad end fornuften og viljen er i mennesket. 
36 Atque haec sapientia et veritas est in occulto seu abscondita, quia etiam cum docetur, tamen non creditur, nec capitur a mundo, imo nos ipsi saepe contra hanc sapientiam pugnamus, nec possumus in totum abjicere fiduciam nostrorum operum, sed sentimus, etiamsi saepe erremus et labamur, tamen nos non errare in omnibus coram Deo.  Og denne visdom og denne sandhed er i det dunkle eller er skjult, for også skønt den læres, tros den dog ikke, og forstås ikke af verden, ja vi selv kæmper ofte imod denne visdom, og vi kan ikke helt og holdent afkaste tilliden til vore gerninger, men mener, at skønt vi ofte tager fejl og falder, så tager vi dog ikke fejl i alle ting overfor Gud. 
37 Alius se putat reprehensione carere, quia sit bonus maritus, alius, quia sine dolo in contractibus agat omnia. Turca etsi dubitare cogatur de sua religione, tamen Deum non putat tam esse crudelem, qui omnes alios perdat, et nos christianos solos faciat sapere, praesertim cum ipsi, quod ad externos mores attinet, satis aspere vivant.  Én mener, han kan tage sig i vare for bebrejdelser, fordi han er en god ægtemand, en anden, fordi han altid i sine aftaler er uden svig. Tyrken, skønt han søger at tvivle om sin fromhed, mener dog ikke, at Gud er så grum, at han vil lade alle andre gå fortabt, og alene gøre os kristne vise, især fordi de selv, hvad de ydre skikke angår, lever temmelig strengt. 
38        Haec bono zelo dicuntur et cogitantur, sed sunt veritates in publico, in abscondito autem sunt mendacia. Tolerat autem Deus hanc politicam veritatem (E83) et etiam ornat praemiis propter publicam pacem, quia alioqui haec societas et vita non posset consistere, et tamen coram Deo ac in judicio Dei haec politica veritas nos non sublevat, sed oportet adesse veritatem et sapientiam illam occultam, ut confiteamur nos esse peccatores, et tamen erigamus nos iterum, cum mors, conscientia et sagittae diaboli sentiuntur, et dicamus: Tu diligis veritatem in occulto, hoc est, diligis confitentes peccata, et credentes promissionibus tuis, quod talibus velis esse misericors, atque etiam in hac parte est sapientia et veritas illa occulta, quod animi non possunt se erigere, ut in peccatis suis credant se diligi.          Dette siges og tænkes i god iver, men det er sandheder i det offentlige, i det skjulte er det løgn. Men Gud tåler denne borgerlige sandhed og smykker den også med belønninger på grund af den borgerlige fred, fordi ellers ville dette samfund og dette liv ikke kunne bestå, og dog løfter denne borgerlige sandhed os ikke i Guds øjne og i Guds bedømmelse, men der bør også findes hos os denne skjulte sandhed og visdom, så at vi bekender, at vi er syndere, og dog atter rejser os op igen, skønt vi føler døden, samvittigheden og djævelens pile, og så vi siger: Du elsker sandhed i det dunkle, det vil sige, du elsker dem, der bekender deres synder og tror på dine forjættelser, for mod sådanne vil du være barmhjertig, og også på den måde er denne visdom og sandhed skjult, at sjælene ikke kan rejse sig op, så de tror, at de er elsket i deres synder. 
39 Ad hunc modum et nostra conscientia et mundus arguunt, hanc sapientiam in utramque partem valde absconditam esse. Nisi enim etiam in credentibus ratio huic sapientiae resisteret, nihil obstaret, quin haec vita nobis paradisus esset, plena gaudio et laetitia. Sed caro etiam in sanctis manet caro, et reclamat spiritui et verbo, ac sentit Deum peccatores non solum non audire, sed etiam odisse. Haec est sapientia carnis, ut saepe jam dixi, militans contra hanc absconditam sapientiam spiritus.  På den måde hævder både vor samvittighed og verden, at denne visdom i begge dele er meget skjult. For hvis ikke fornuften også i de troende stod imod denne visdom, ville der ikke være noget til hinder for, at dette liv for os ville være et paradis, fuld af glæde og lykke. Men kødet også i de hellige er og bliver kød, og det bekæmper ånden og ordet, og føler, at Gud ikke blot ikke hører syndere, men ligefrem hader dem. Dette er kødets visdom, som jeg allerede ofte har sagt, og den kæmper mod denne åndens skjulte visdom. 
40 c
41 c
42 c
43 c
44 c
45 c
46 c
47 c
48 c
49 c
50 c
51 c
52 c
53 c
54 c
55 c
56 c
57 c
58 c
59 c
60 c
61 c
62 c
63 c
64 c
65 c
66 c
67 c
68 c
69 c
70 c
71 c
72 c
73 c
74 c
75 c
76 c
77 c
78 c
79 c
80 c
81 c
82 c
83 c
84 c
85 c
86 c
87 c
88 c
89 c
90 c

Noter:

n32: I Vulgata står der nu ikke 'med løgn', men 'med uretfærdighed' som i den danske oversættelse.
 

Kommentarer:

k22:  (#22) Også Grundtvig bruger ofte denne logiske figur: At modsige sig selv betyder ikke blot at sige noget, der i logisk modstrid med, hvad man tidligere har sagt, men også at sige noget, der er i modstrid med, hvad man ellers lever ud fra.