Luthers udlægning af Sl 51

Den latinske tekst taget fra Erlangerudgaven bind 19, den danske tekst er min oversættelse af samme.

Erlangerudgaven bind 19, side 52 til 73.

Vers 3: sl51a#61 til sl51b#46; vers 4: sl52b#47; vers 5: sl52b#75; vers 6: sl52c#11; vers 7: sl52c#70;

¹         Longe aliud David hic facit, qui petit veniam, sed nullam aliam ob causam, quam quod est peccator, et videt suam infirmitatem, sicut mendicus aliquis, qui accedit ad divitem aliquem, de quo opinionem liberalitatis concepit. Is dives, si quid dat mendico, non dat meriti alicujus causa, quid enim meretur, qui inopiam suam deplorat? sed dat ex sua quadam liberalitate, misericordia adductus.         David handler her helt anderledes; han beder om nåde, men af ingen anden grund end af den, at han er en synder og ser sin svaghed, ligesom en eller anden tigger, som kommer hen til en eller anden rig, om hvem han har den mening, at han er gavmild. Denne rige, hvis han giver tiggeren noget, giver han ham det ikke på grund af nogen fortjeneste. Hvad gør nemlig han sig fortjent til, som græder over, at han mangler noget? Nej, han giver ham ud af sin mildhed, og ud af sin barmhjertighed.

²         "Et peccatum meum coram me est semper", hoc est, incumbit cervicibus meis, premit me, non possum eo plene liberari. Sed hic cavete, ne intelligatis eum loqui de actuali peccato, sed totam vitam, cum omnibus et sanctissimis justitiis suis propriis, in conspectu propheta habet, et sentit se istis omnibus nihil juvari, nisi accedat misericordia, sicut de Bernhardo, admirandae sanctitatis viro, narrant, eum hanc quasi ultimam vocem edidisse: Perdite vixi.         'Og min synd har jeg altid for øje', det vil sige, den tynger mine skyldre, den trykker mig ned, jeg kan ikke befris fra den fuldstændigt. Men pas her på, at I ikke forstår det, som om han taler om de aktuelle synder, nej han taler om hele livet, sammen med alle sine egne mest hellige retfærdighedsgerninger, dem tager han for øje, og føler, at han ikke er hjulpet med alle disse ting, hvis ikke barmhjertigheden kommer til, sådan som der fortælles om Bernhard, den beundringsværdige, hellige mand, at han som sit sidste ord sagde: 'Jeg har forspildt mit liv'.

³ Hoc vere est peccatum in conspectu esse, non unum aut alterum malefactum, sed totam naturam et universale peccatum, cum omnibus viribus, cum justitia et sapientia carnis omni, quod haec omnia in judicio Dei nihil sint, et (E53) Bernhardus cum Davide, David cum omnibus sanctis dicat: "Ne intres domine in judicium cum servo tuo". (Sl 143,2). Dette er virkelig at tage synden i øjesyn, ikke den ene eller den anden onde gerning, men hele naturen og den universelle syndighed, tilligemed alle kræfter, med al kødets retfærdighed og visdom, fordi det altsammen i Guds bedømmelse intet er, og Bernhard kan med David, og David kan med alle hellige sige: 'Gå ikke i rette, Herre, med din tjener'.

⁴          Sadoletus de actuali peccato accipit, sed non potuit alia ratione clarius ostendere summam verae theologiae inscitiam. Neque enim posita haec sunt in eleganti oratione, sed in usu et experientia, quam Davidis et aliorum sanctorum illustria in sacris literis exempla ostendunt, quorum Sadoletus nihil intelligit.          Sadoletus forstår det om den aktuelle synd, men han kan ikke på nogen måde klarere vise, at han er helt uvidende om den sande teologi. For dette er ikke fremlagt i den elegante tales form, men i brugen og erfaringen, som Davids eksempel og andre helliges oplysende eksempler i de hellige skrifter viser, men det har Sadoletus ikke forstået noget af.

⁵ Ego autem ideo diligentius haec inculco, quia expertus sum, quam difficulter persuadeantur iis, qui in scholastica illa theologia educati sunt, et opus habeamus hac cognitione non solum pro nobis, sed etiam cum alii consolandi sunt in simili sensu peccati. Quando enim sic in conspectu est peccatum, tunc animus non audet se erigere, sed sibi perpetuo hanc cantilenam occinit: Peccator es, igitur odit te Deus. Men jeg for min del vil fremhæve det noget mere omhyggeligt, for jeg har erfaret det, hvor vanskeligt de mennesker bliver overbevist, som er opdraget i den skolastiske teologi, og hvordan vi har brug for denne erkendelse, ikke blot for vort eget vedkommende, men også for at vi kan trøste andre, der føler synden på tilsvarende måde. For når man sådan ser synden i øjnene, da vover sjælen ikke at rette sig op, men synger til stadighed på denne sang: 'Du er en synder, ergo hader Gud dig'.

⁶ Haec consequentia vera, ut dicas: Peccator es in hoc et hoc peccato, igitur te odit caesar, judex etc. Hoc autem seu Satanae venenum et pestilentissimam pestem caveas, ne hanc consequentiam ex foro etiam ad tribunal Christi transferas. Ibi enim non sequitur: Peccator es, ergo Deus te odit, sed hoc sequitur: Peccator es, ergo confide, quia tales peccatores, qui peccata sua sentiunt, vult Deus. Det er en rigtig følgeslutning, når du siger: 'Du har syndet på det og det punkt, ergo hader kejseren eller dommeren dig'. Men dette må du undgå som Satans gift og den værste pest, at du overfører denne følgeslutning også på Kristi domstols område. Her gælder den følgeslutning nemlig ikke: 'Du er en synder, ergo hader Gud dig', men her gælder denne følgeslutning: 'Du er en synder, ergo stol på Gud, for sådanne syndere, der føler deres synd, er det, Gud vil have'.

⁷ Alioqui nemo hominum salvaretur, non apostoli, non prophetae, quia omnia conclusit Deus sub peccatum, sed ideo, ut omnium misereretur. (Gal 3,22) Si igitur agnoscis te habere peccatum, si tremis, si vexaris sensu irae Dei, horrore judicii Dei et inferni, confide, tu enim es, cum quo Deus vult loqui, cui Deus vult misericordiam suam ostendere, et quem vult salvare, quia sic sonant promissiones ejus, quod sit Deus (E54) pauperum, qui non vult mortem peccatoris. Neque enim est Deus furoris, sed gratiae et pacis, igitur vult ut peccator convertatur et vivat. (Ez 18,32) Ellers ville intet menneske kunne blive frelst, ikke apostlene, ikke profeterne, for Gud har indesluttet alt under synd, men han har gjort det af den grund, at han så kan forbarme sig over alle. Hvis derfor du erkender, at du har synd, hvis du skælver, hvis du rystes af følelsen af Guds vrede, rædsel for Guds dom og helvede, så stol på Gud, det er nemlig sådan én som dig, Gud vil tale med, sådan én som dig, Gud vil vise sin barmhjertighed imod, sådan én som dig, han vil frelse, for sådan lyder hans forjættelse, at han er Gud for de fattige, han vil ikke synderens død. Han er heller ikke vredens Gud, men nådens og fredens Gud, derfor vil han, at synderen skal omvende sig og leve.

⁸ Hae consolationes non sunt levia verba, quae decretis patrum aut ingressura religionis (ut vocant) nituntur, sed nituntur promissionibus divinis, et omnipotenti verbo Dei, ideo etiam corda eriguntur, et consolationem firmam ac certam sentiunt. Disse trøsteord er ikke lette ord, som støtter sig til fædrenes dekreter eller til en indtrædelse i en munkeorden (som de siger), nej de støtter sig til de guddommelige forjættelser og til Guds almægtige ord, derfor kan også hjerterne oprejses, så de føler en fast og sikker trøst.

⁹         Sic David hanc causam affert, cur petat misericordiam, "quia, inquit, peccatum meum coram me est semper," hoc est, peccatum meum me urget, non admittet quietem ullam, non pacem, non vino, non pane, non somno sensus irae et mortis excutitur. In tali periculo nullum remedium aliud reliquum est, quam ut animus contra hunc sensum eluctetur, et dicat: "Miserere mei Deus". Hoc enim tuum tempus, tempus est, quod requirit divinam operationem et opem, qua peccatorem juves et consoleris.        Således fremfører David denne grund til, at han beder om barmhjertighed, fordi, som han siger, 'min synd står mig altid for øje', det vil sige, min synd tvunger mig, den giver mig ingen ro, ingen fred; følelsen af vrede og død kan ikke udslettes ved vin, ved brød, ved søvn. I en sådan fare er der intet andet middel tilbage, end at sjælen kæmper imod denne følelse og siger: 'Forbarm dig over mig, Gud'. Nu er det din tur, nu er tiden inde til, at den guddommelige handling og det guddommelige overskud kræves, hvorved du kan hjælpe og trøste synderen.

¹⁰ Quid enim esset, Deum esse, si nihil sciret quam occidere et terrere? Haec Satan solet facere, item peccatum et mea ipsius conscientia. Deum autem esse, est aliquid supra haec posse et facere, scilicet, ut in talibus periculis consoletur, erigat et vivificet, ut declaret se plus scire et posse, quam Satan, lex et ego scimus et possumus. Si igitur lex cor durum terruit et flagellavit, donec perduceret in sensum peccati, veniat etiam Christus secundum promissionem suam, et iterum sic territum consoletur et erigat. Nos autem eas consolationes fide accipiamus, et non fiamus increduli divinae revelationi. Jam sequitur. Hvad ville der nemlig være ved at være Gud, hvis han kun kendte til at dræbe og gøre bange? Dette plejer Satan at gøre, og synden og min egen samvittighed. Men at være Gud er at kunne og gøre noget ud over dette, det vil sige, at trøste, oprejse og levendegøre i den slags farer, så at han kan erklære om sig selv, at han ved mere og kan mere, end Satan, loven og jeg selv. Hvis derfor loven har forskrækket og pint det hårde hjerte, mens den har ført det ind i følelsen af synd, så kommer bagefter Kristus ifølge sin forjættelse og trøster og oprejser omvendt det forskrækkede hjerte. Men vi modtager denne trøst med troen, og vi vil ikke nære mistro til den guddommelige åbenbaring. Nu følger:

¹¹ IV. Tibi soli peccavi, et malum coram te feci, V. ut justificeris in sermonibus tuis, et vincas, cum judicaris. Mod dig alene har jeg syndet og gjort det, der var ondt i dine øjne, at du må være retfærdig i dine ord, og sejre, når du dømmer.

¹²      Hic versus a variis est varie tractatus, et semper (E55) sic judicatum est, hunc unicum scrupulum in hoc psalmo difficillimum esse. Quia autem Paulus in epistola ad Romanos eum citavit, (Rom 3,4) factum est, ut numeraretur inter difficiliores totius scripturae locos. Etsi igitur libenter aliis relinquo, ut abundent suo sensu, tamen bona spes me tenet, nihil nos a sententia vera et germana aberraturos esse.        Dette vers behandles forskelligt af de forskellige fortolkere, og bedømmes altid sådan, at det er det eneste vanskeligt forståelige sted i salmen. Men fordi Paulus citerer det i brevet til romerne, er der sket det, at det regnes blandt de vanskeligste steder i hele skriften. Skønt jeg således gerne ville overlade det til andre, at de til overflod kan afsløre dets mening, holder jeg mig dog ved godt håb om, at vi ikke vil gå fejl af den sande og oprindelige betydning.

¹³ Hoc autem inprimis lectorem volo monitum, ut retineat hoc, quod in principio psalmi monuimus, quod scilicet David loquitur in persona omnium sanctorum, non solum in sua persona seu in persona adulteri, quanquam non negem potuisse fieri, ut per occasionem hic lapsus eum duceret in cognitionem sui et totius humanae naturae, ut sic cogitaret: Ecce ego, tam sanctus rex, qui tanto studio et in legem et cultum Dei sancte servandum incubui, tam sum per innatam carni malitiam et peccatum oppressus et victus, ut innocentem hominem caedi objecerim, et per adulterium eripuerim conjugem, an non hoc evidens argumentum est, naturam gravius peccato infectam et corruptam, quam unquum potui suspicari? Men denne formaning til jeg give læseren til at begynde med, som jeg også gav ved begydelsen af salmen, nemlig, at David taler på alle de helliges vegne, ikke blot på egne vegne eller på en ægteskabsbryders vegne, skønt jeg ikke vil nægte, at det kan være gået sådan til, at dette fald blev ham en lejlighed til at føres ind i erkendelse af sig selv og hele den menneskelige natur, så at han altså har tænkt således: 'Se på mig, en så retfærdig konge, som med så stor iver har våget ængsteligt over at tjene loven og Guds hellige dyrkelse, at jeg af den medfødte kødets og syndens ondskab er blevet undertrykt og besejret, så at jeg anklages for at have dræbt et uskyldigt menneske, og så jeg gennem hor har bortrevet en ægtefælle! Er det dog ikke et soleklart argument for, at naturen er mere alvorligt befængt og besmittet med synd, end jeg nogensinde har kunne tro?

¹⁴ Qui heri castus eram, hodie sum adulter, qui heri habebam innocentes manus a sanguine, jam sum vir sanguinum. Et ad hunc modum potest fieri, ut hunc generalem totius peccati sensum ex illo lapsu adulterii et homicidii acceperit, et inde concluserit, neque arborem nec fructus humanae naturae bonos esse, sed omnia peccato ita deformata ac perdita, ut nihil sani in tota natura sit reliquum. Hoc primum volo admonitum lectorem, si modo sanam hujus loco sententiam expetit. Jeg, som igår var kysk, er i dag en horkarl, jeg, som igår havde en hånd, der ikke havde udgydt blod, har i dag en hånd, der har udgydt blod'. Og på den måde kan det ske, at denne almindelige følelse af al synd kom han til at forstå efter dette fald i hor og manddrab, og at var derfra, at han konkluderede, at hverken træet eller den menneskelige naturs frugter er gode, men at det altsammen ved synden er forvredet og fortabt, så at der intet sundt er tilbage i hele naturen. Dette vil jeg i første omgang minde læseren om, så han i nogen grad kan uddrage den sunde mening af dette sted.

¹⁵         Secundo etiam grammatica explicanda est, quae aliquid obscuritatis habet. Nam quod interpres reddidit per praeteritum, praesens esse debet: Tibi soli pecco, hoc est, agnosco me coram te nihil esse, quam (E56) peccatorem, item, malum coram te facio semper, hoc est, tota vita mea est mala et perdita propter peccatum, non possum jactare coram te meritum aut justitiam, sed sum totus malus, et coram te meum hoc nomen est, quod malum facio, quod peccavi, quod pecco, quod peccaturus sum in infinitum.        For det andet skal også grammatikken forklares. Den har nogen grad af dunkelhed i sig. For hvad du fortolker, gengiver han ved fortid, skønt det burde være nutid. 'Jeg synder alene mod dig', det vil sige, 'jeg erkender, at jeg overfor dig intet andet er end en synder'. Og ligeledes: 'Jeg handler altid ondt imod dig', det vil sige, hele mit liv er ondt og fortabt på grund af synden, jeg kan ikke overfor dig prale af nogen fortjeneste eller nogen retfærdighed, men jeg er helt igennen ond, og overfor dig er dette mit navn, at jeg handler ondt, at jeg syndede, at jeg synder og at jeg vil synde i det uendelige.

¹⁶ Ad hunc modum mutatio temporis praeteriti in praesens abducit nos ab actuali peccato in peccatum universale. Sadoletus sicut bene imperitus theologus, et tamen vir eloquentia magnus, varie se torquet, et sic transformat sententiam, ut ne divinare possis, quid velit. Particulam 'soli' exponit, quod nemo id peccatum viderit, nisi Deus, sed quis non videt, quam ea sententia inepta sit? Ved på den måde at ændre fortid til nutid fører han os fra den aktuelle synd til den universelle synd. Sadoletus gør som en fuldstændig uerfaren teolog og dog som en meget veltalende mand det, at han vrider sig på forskellig vis, og forandrer derefter sætningen, sådan at du ikke kan forudsige, hvad han vil. Ordet 'alene' forklarer han med, at ingen uden Gud ser denne synd, men hvem ser ikke, hvor upassende den opfattelse er?

¹⁷        Nos igitur hic primum grammaticam restituimus, quod praeterita illa sint reddenda in praesenti, deinde particula "soli" adverbialiter ponenda est, ut sit propria et germana, atque etiam simplicissima sententia: Tibi solum vel tantum pecco. Coram te nihil sum nisi peccator, coram tuo judicio non meritum, non justitiam aliquam jacto, sed agnosco me peccatorem, et imploro misericordiam tuam, ut sit conversa universalis, quae est apud Joannem primo: "Qui illuminat omnem hominem".         Vi må da først have genrejst grammatikken, at disse datidsord er at gengive ved nutidsord, derefter skal ordet 'alene' tages adverbielt, som er dets egentlige og oprindelige mening, og også den mest enkle mening: 'Alene overfor dig, eller kun overfor dig synder jeg. Overfor dig er jeg intet andet end synder, overfor din dom har jeg ingen fortjeneste, kan ikke prale af nogen retfærdighed, men erkender mig som synder, og bønfalder om din barmhjertighed, så at den kan være modsat det almindelige, hvilket står i Joh 1,9: 'Som oplyser ethvert menneske'.

¹⁸ Ibi enim totam humanam naturam peccato excaecatam dicit. Hanc sententiam hujus loci Paulus quoque comprobat in Romanis, qui studio hanc sententiam videtur citasse, ut ostenderet, quomodo intelligenda esset. Nam in eo ipso loco ponit hanc universalem: "Omnis homo est mendax, ut ipse sit solus verus". (n18) Ad eum modum particula "ut" hic quoque exponenda est. Neque enim hoc vult, Dei justitiam augeri nostris peccatis, sicut Paulum calumniabantur homines profani, sed simplicissime dicit: Ego tantum coram te malum facio, ut constet verum esse, quod tu solus sis justus, et justificans (E57) peccatores, qui solus a peccato liberas, non imputando ea iis, qui in tuum misericordiam confidunt. Her siges nemlig, at hele den menneskelige natur ved synden er blindet. Og den mening beviser Paulus også i Rom 3,4, hvor han synes at have citeret denne sætning af den grund, at han vil påvise, hvordan den skal forstås. For på det sted anbringer han det universelle: 'Ethvert menneske er en løgner, så at han alene er sanddru'. Og så skal man forklare dette hensigtsbindeord 'for at'. Han ønsker nemlig ikke her, at Guds retfærdighed skal øges ved vore synder, sådan som Paulus lader de profane mennesker skælde sig ud for, men siger simpelthen: Jeg har kun gjort det onde overfor dig, så det virkelig står fast, at du alene er retfærdig, og retfærdiggør syndere, du, som alene befrier fra synden ved ikke at tilregne den for dem, som stoler på din barmhjertighed.

¹⁹       Hanc sententiam Paulus clare ostendit in iis, quae proxime hujus loci citationem praecedunt. Quare particula "ut" non est operis nostri, ut importet causam, sed est tantum nostrae confessionis, quod haec duo confitemur, omnes homines esse mendaces seu peccatores, ut constet, solum Deum esse justum et justificare impium, qui est ex fide in Christum Jesum. Nam haec perpetua cum superbis justitiariis pugna est, quod non volunt esse peccatores, nec possunt ferre, si quis ipsorum pharisaicam justitiam damnet.          Denne opfattelse udviser Paulus klart i det, der går lige forud for dette sted. For bindeordet 'for at' hentyder ikke til vor gerning, så den skulle indføre grunden, men kun til vor bekendelse, fordi vi bekender disse to ting: At alle mennesker er løgnere eller syndere, så det står fast, at alene Gud er retfærdig og retfærdiggør den ugudelige, som har tro på Kristus Jesus. For den kamp foregår altid med de overmodige, fordi de ikke vil være syndere, og ikke kan bære, hvis nogen fordømmer deres farisæiske retfærdighed.

²⁰ Hoc autem quid aliud est, quam negare, quod solus Deus sit justus? David autem propria experientia edoctus non justitiam, non sanctifitatem aliquam, aut meritum suum praedicat, sed contrarium dicit: Confiteor me esse peccatorem, neque aliud natura mea et vires meae per se possunt, cum dono et Spiritu tuo destituor, quam ut peccem. Hoc confiteor de me, et de tota natura, seu de omnibus hominibus, ut tu solus sis justus, ut nemo aliam justitiam, quam tuam norit, quaerat et comparet etc. Men hvad er det andet end at nægte, at alene Gud er retfærdig? Men David prædiker ikke, udlært ved sin egen erfaring, nogen retfærdighed eller nogen hellighed eller nogen fortjeneste hos sig selv, men siger modsat: 'Jeg bekender, at jeg er en synder, og at min natur og mine kræfter i sig selv ikke kan andet, når jeg er svigtet af din gave og din ånd, end at synde. Dette bekender jeg om mig selv, og om hele naturen eller om alle mennesker, så at du alene er retfærdig, så at ingen kender, søger eller opnår anden retfærdighed end din, osv.

²¹         Ad hunc modum hujus versus haec certa et germana sententia est, quod David intuens in totam naturam sibi et omnibus hominibus propriam justitiam adimit, et generali confessione nihil quam peccatum sibi allegat et vendicat, ut Deo relinquatur iste titulus plenus et integer, quod sit solus justus.          På den måde står der i dette vers denne sikre og solide sætning, at David, når han ser på hele naturen, fratager sig selv og alle mennesker deres egne retfærdighed, og ved en almengyldig bekendelse ikke tillægger og tiltusker sig noget andet end synd, så at han lader Gud om at være helstøbt og intakt, fordi han alene er retfærdig.

²² Non igitur efficitur ex hac sententia, quod blasphemi inferunt: Si Deus justificatur ex nostro peccato, ergo magis peccabimus, (Rom 3,5) sed hoc sequitur, quod totus mundus sit reus peccati, et quia solus Deus justus est, non posse mundum a peccato liberari ullis suis conatibus, studiis aut operibus, sed eam gloriam justitiae soli Deo, relictam(E58) esse, qui est justus et justificat impium per fidem in Christum. Ergo omnes, qui hanc naturae suae infelicitatem sentiunt et vident, non debent aliam formam aut viam justitiae quaerere, quam per eum, qui solus est justus. Men man kan af denne sætning ikke slutte det, som de blasfemiske slutter: Hvis Gud bliver kaldt retfærdig på grund af vores synd, altså skal vi synde des mere, men det følger deraf, at hele verden er skyld i synd, og at fordi alene Gud er retfærdig, derfor kan verden ikke befris fra synden ved nogen af sine egne anstrengelser, bestræbelser eller gerninger, men den ære ved retfærdighed må alene overlades til Gud, som er retfærdig og retfærdiggør den ugudelige ved tro på Kristus. Altså, alle som føler og ser denne sin naturs ulykkelige tilstand, skal ikke søge nogen anden form eller vej mod retfærdigheden, end igennem ham, som alene er retfærdig.

²³        Constituuntur igitur hic illae duae principales totius scripturae sententiae, primo, quod tota natura peccato damnata et perdita sit, nec possit suis viribus aut studiis ex hac calamitate et morte emergere, altera, quod Deus solus sit justus. Qui ergo a peccato volunt liberari, hi per confessionem peccati debent ad justum Deum confugere, et misericordiam ejus exempla Davidis implorare.         Der fastsættes altså her disse to hovedsynspunkter i hele skriften, for det første, at hele naturen er fordømt og fortabt ved synden og ikke ved egne kræfter eller anstrengelser kan komme fri af denne ulykke og død, for det andet, at Gud alene er retfærdig. De, der altså vil befries fra synden, de bør gennem bekendelsen af synden tage deres tilflugt til den retfærdige Gud, og bønfalde om hans barmhjertighed, efter Davids eksempel.

²⁴ Apparet igitur psalmum hunc pulcherrimum Spiritus sancti monumentum esse, relictum in ecclesia ad nos de maximis et gravissimis rebus docendos, quas prior aetas neque intelligere nec sane docere potuit, quod a verbo ad humana somnia discessere, nos autem ex verbo judicare et docere alios oportet. Id autem manifeste arguit solum Deum esse justum. Ergo non politica, non oeconimica justitia nos liberabit, neque ullae ceremoniae, sed sive sit aliquis justus princeps, sive justus maritus, quod ad administrationem externam attinet, tamen coram Deo necesse est eum dicere: "Tibi soli peccavi etc., tu solus est justus". Sed haec mox pluribus disputabimus. Altså, det ser ud til, at denne salme er Helligåndens smukkeste monument, efterladt i kirken, for at vi kan undervise i de højeste og alvorligste ting, som tidligere tider hverken kunne forstå eller undervise i på sund måde, fordi de gik fra ordet ud til menneskelige drømmeforestillinger, men vi ud fra ordet kan bedømme og belære de andre. Dette påstår nemlig udtrykkeligt, at alene Gud er retfærdig. Altså er det ikke den politiske eller økonomiske retfærdighed, der befrier os, heller ikke nogen ceremoni-retfærdighed, men hvad enten man er en retfærdig fyrste, eller en retfærdig ægtemand, forsåvidt angår den ydre administration, så er det dog nødvendigt, at han overfor Gud siger: "For dig alene har jeg syndet, osv, du alene er retfærdig". Men det vil vi diskutere yderligere lige om lidt.

²⁵         Mihi quidem tantum videtur in hoc versu positum esse, ut etsi eum jam breviter et fortasse crassius exposuerim, tamen propter eos, qui novi ad hanc doctrinam veniunt, neque statim ista possunt capere, volo paulo copiosius ea repetere, quae dixi. Hanc posuimus primam sententiam, quod propheta non possit intelligi de actuali peccato. Quare Sadoletus et alii frustra laborant, qui eum interpretantur de adulterio, (E59) quod fuit ceu fructus illius perpetui et una nobiscum nati peccati, in qui vivimus et moriemur.       Det forekommer i det mindste mig, at jeg kun lige har berørt det i dette vers, så skønt jeg allerede har forklaret det kort og måske råt, så vil jeg dog, på grund af dem, som fornylig er nået frem til denne læresætning, og ikke kan forstå den lige med det samme, lidt mere udførligt gentage, hvad jeg har sagt. Denne første påstand fremsætter vi, at profeten ikke kan forstås om den aktuelle synd. Derfor anstrenger Sadoletus og andre sig forgæves, når de udlægger det om hor, hvilket kun var som en frugt af denne evindelige og os medfødte synd, i hvilken vi lever og dør.

²⁶ Secundo etiam hoc monui, neque historice nec grammatice, sicut verba sonant, hunc versum intelligi debere, quasi Deus non possit justificari nisi peccemus. Non enim agitur hic de peccato metaphysice nec historice, sed theologice et in spiritu agitur de illa cognitione, ut pronuntiemus et judicemus nos esse peccatores, Deum autem esse justum. For det andet har jeg også formanet til, at man hverken forstår dette vers historisk eller grammatisk, som ordene lyder, som om Gud ikke kan retfærdiggøre os, medmindre vi synder. Det handler nemlig her ikke om en metafysisk eller historisk synd, men om en teologisk og om den åndelige erkendelse, at vi kan erklære og bedømme os selv til at være syndere, men Gud til at være retfærdig.

²⁷ Qui ad hunc modum sententiam hanc non tractant, ii laborant, sicut Paulus ostendit, in absurda et blasphema quaestione. Sectantur enim metaphysicam sententiam, et theologicam negligunt, aut in eo errant, ut peccatum non intelligant, nisi fructum peccati seu actualia et civilia peccata, atque ideo in hypocriticam opinionem propriae justitiae delabuntur. De, der ikke behandler denne sætning på denne måde, de arbejder, som Paulus påviser det, med et absurd og blasfemisk spørgsmål. De konkluderer nemlig en metafysisk sætning, og lader hånt om den teologiske, eller de tager fejl på den måde, at de ikke forstår synden som andet end syndens frygt eller som de antuelle og civile synder, og derfor falder ind i den hykleriske anskuelse af den egne retfærdighed.

²⁸         Jam cum haec quoque peccati pars sit, quod peccatum in natura absconditum manet, nec potest totum plene cognosci, necesse fuit id divinitus revelari. Fit autem haec peccati revelatio per legem et per evangelion seu promissionem. Nam utraque doctrina arguit peccata, quae nos neque intelligimus nec credimus nec sentimus esse peccata, nisi cum admonemur verbo Dei.         Og da dette jo også er en del af synden, fordi synden forbliver skjult i naturen, og ikke fuldt ud kan erkendes, har det været nødvendigt, at den blev guddommeligt åbenbaret. Men denne syndens åbenbarelse sker gennem loven og gennem evangeliet eller forjættelsen. For ved begge disse læresætninger anklages synden; vi kan hverken forstå eller tro eller føle, at det er synd, hvis ikke vi formanes ved Guds ord.

²⁹ Ideo propheta diserte addit hanc particulam: "ut justificeris in sermonibus tuis", quasi dicat: Omnes sumus peccatores, tu autem es justus, sicut verbum tuum pronuntiat. Tibi igitur tribuo justitiam, mihi autem et omnibus hominibus tribuo peccatum, ita ut apud me non sit justitia, sed apud te solum. Derfor tilføjer profeten udtrykkeligt disse ord: 'for at du må retfærdiggøres i dine ord'. Som om han ville sige: Vi er alle syndere, men du er retfærdig, sådan som dit ord forkynder det. Dig tildeler jeg derfor retfærdighed, men mig og alle mennesker tildeler jeg synd, således at der hos mig ikke er retfærdighed; det er der alene hos dig.

³⁰ Facio autem hoc informatus sermonibus tuis et verbo tuo. Nam si absque verbo essem, non possem habere hanc cognitionem, ut sic de me et omnibus hominibus pronuntiarem. Qui enim verbo non credit, is neque Deum solum justum, nec sese tantum peccatorem (E60) esse confitebitur. Men dette gør jeg, oplyst af dine tale og dit ord. For hvis jeg var uden (dit) ord, ville jeg ikke kunne have den erkendelse, at jeg kunne udtale således om mig og om alle mennesker. For den, der ikke tror ordet, han kan hverken bekende, at Gud alene er retfærdige, eller at han selv kun er en synder.

³¹ Credo igitur verbo tuo, et sic statuo, te melius nosse meam et omnium hominum naturam, quam nos, et secundum verbum pronuntio, nos esse peccatores, et quod ad naturam nostram attinet, peccatores manere, ut tu sis justus, et ut justificeris ac glorificeris per hanc confessionem, quae me peccatorem, te autem justum et sanctum esse statuit. Jeg tror altså på dit ord, og således stadfæster jeg, at du kender min og alle menneskers natur bedre end vi selv gør, og ifølge dit ord erklærer jeg, at vi er syndere og at vi, forsåvidt angår vor natur, forbliver syndere, så at du kan være retfærdig og kan retfærdiggøres og æres gennem denne bekendelse, som stadfæster mig som synder, men dig som retfærdig og hellig.

³²        Eodem modo Spiritus sanctus loquitur in psalmo 31: "Dixi: Confitebor adversus me injustitiam meam domino, et tu remisisti impietatem peccati mei". Ergo haec confessio sive cognitio ad remissionem peccatorum est necessaria, ut credamus et confiteamur nos peccatores esse, et totum mundum esse sub ira Dei.         På samme måde taler Helligånden i Sl 32,5: 'Jeg sagde: Jeg vil bekende min uretfærdighed for Herren, og du tilgav min synds ufromhed'. Altså, denne bekendelse eller erkendelse er nødvendig til syndernes forladelse, at vi skal tro og bekende, at vi er syndere, og at hele verden ligger under Guds vrede.

³³ Sic primum praeceptum per ipsam promissionem peccatum arguit. Nam quod Deus promittit: "Ego sum dominus Deus tuus, hoc est, ego sum, per quem tibi veniet salus contra mortem et peccatum, hoc ipsum arguit hanc totam naturam morti et peccato obnoxiam esse. Quorsum enim pertineret alioqui promittere, se nobis Deum fore? Sic verbum Dei, hoc est, tam lex quam evangelion seu promissio clara et certa consequentia arguit nos esse peccatores, et sola gratia servari. Således anklager det første bud gennem selve denne forjættelse for synd. For når Gud forjætter: "Jeg er Herren, din Gud, det vil sige, jeg er den, der kommer frelse til dig imod døden og synden, så anklager dette selvsamme hele denne natur for at være skyldig i død og synd. Hvad skulle det ellers til for at forjætte, at han vil være Gud for os? Således anklager Guds ord, det vil sige, både loven og evangeliet eller forjættelsen med klar og sikker konsekvens os for at være syndere og alene frelses af nåde.

³⁴ Si enim Deus promittit vitam, sequitur nos sub morte esse, si promittit remissionem peccatorum, sequitur nos sub peccatis esse et teneri. Jam stipendium peccati mors est. Ad hunc modum tum comminationes tum promissiones omnes idem ostendunt. Neque enim sunt factae bestiis, quae in morte manent, sed ad nos homines divina vox facta est et promissio salutis, contra mortem, peccatum et infernum. Hvis nemlig Gud forjætter liv, så følger deraf, at vi er under død; hvis han forjætter syndernes forladelse, så følger deraf, at vi er under synd og fastholdes under synden. For syndens løn er døden. På den måde viser både truslerne og forjættelserne alle det samme. Og de er jo heller ikke talt til dyr, som forbliver i døden, men til os mennesker lyder der en guddommelig røst og en forjættelse om frelse, imod død, synd og helvede.

³⁵         Haec dixi pluribus, ut apparet hanc sententiam non metaphysicam, sed theologicam esse, de arguendo (E61) peccato per verbum, sicut Paulus clare dicit: "Peccatum non noram, nisi per legem", (Rom 7,7) non quod peccatum non habuerit, aut in mundo non fuerit, sed quod peccatum nescierit. Ergo non de essentia peccati seu metaphysico peccato agit, sed de cognito peccato, quod intelligitur ac sentitur, quando scilicet vox Dei venit, et sermones Dei, qui in cor nostrum sonant: Tu es peccator, tu es sub ira Dei et morte.          Dette har jeg sagt mange steder, så det skal stå klart, at denne sætning ikke er metafysisk, men teologisk, om synden, der anklages af ordet, sådan som Paulus siger: "Jeg ville ikke have kendt til synd, uden gennem loven". Ikke fordi han ikke havde haft synd, eller fordi der ikke havde været synd i verden, men fordi han ikke kendte synden. Altså, det drejer sig ikke om syndens væsen eller om den metafysiske synd, men om den erkendte synd, at vi, når Guds røst og Guds tale kommer, forstår og føler (synden), den røst, der lyder i vort hjerte: Du er en synder, du er under Guds vrede og under døden.

³⁶ Hoc cum fit, tum demum incipit pugna illa, in qua David se fatetur victum succubuisse, in qua pugna litigat humana natura cum Deo, an hoc verbum verum sit, quod pronuntiat omnes homines sub peccato, Deum autem solum esse justum. Nam natura huic sententiae reclamat, nec statim assentitur, quod omnia sua opera in judicio Dei sint mala et peccatum, sicut scholastici acerrime hanc sententiam defendunt, hominem habere rectum lumen rationis et naturalia integra. Hoc autem est, non solum negare peccatum, quod divinitus revelatum est, sed etiam negare ipsum Deum esse solum justum, qui nos pronuntiat esse peccatores. Når dette sker, da først begynder den kamp, i hvilken David indrømmer, at han er bukket under som offer; i den kamp strides den menneskelige natur med Gud, om det ord er sandt, som forkynder, at alle mennesker er under synd, men Gud alene er retfærdig. For naturen gør oprør mod denne sætning, og er ikke straks enig i, at alle dens gerninger i Guds bedømmelse er onde og syndige. Sådan forsvarer skolastikerne hårdnakket den sætning, at mennesket har det rette fornuftens og naturens lys ubeskadiget. Men dette er ikke blot at nægte synden, som er guddommelig åbenbaret, det er også at nægte, at Gud selv er den eneste retfærdige, når han erklærer, at vi er syndere.

³⁷      In hac contradictione perpetua vivit totus papatus, et omnes scholae sophistarum. Nolunt agnoscere, se nihil nisi peccatores esse, sed contendunt, rationem habere suum lumen integrum, et si quid vitii sit in natura, inferiorem tantum portionem corruptam esse, eam trahi libidine et concupiscentia, sed superiorem portionem habere inexstinguibilem et puram lucem.        I denne stadige modsigelse lever hele pavedømmet og alle sofisternes universiteter. De vil ikke erkende, at de intet andet er end syndere, men påstår, at fornuften har sit lys intakt, og at hvis der er nogen last i naturen, er det kun den lavere del, der er fordærvet, den drages nemlig af vellyst og begær, men den højere del har et uudslukkeligt og rent lys.

³⁸ Hoc si quis de civilibus actionibus affirmaret, aliquo modo verum esset, sed non simpliciter. Nam in illis quoque sentimus, quantum per peccatum ademtum sit naturae. Sed cum de cognitione Dei, et peccati, seu humanae naturae agitur, nihil minus verum est. Ergo relinquitur, solius divinae revelationis esse per verbum, cognoscere, quod simus peccatores, et quod Deus sit justus. (E62) Hvis nogen påstår det om de borgerlige handlinger, kan det i nogen måde være sandt, men ikke på nogen ligefrem måde. For også i disse ting føler vi, hvor meget der gennem synden er frataget naturen. Men når det drejer sig om erkendelsen af Gud, af synden eller af den menneskelige natur, er der intet, der er mindre sandt. Altså bliver resultatet, at det alene er ved den guddommelige åbenbaring gennem ordet, at vi kan erkende, at vi er syndere, og at Gud er retfærdig.

³⁹        Cum autem verbo sic revelatur peccata, tunc duo hominum genera diversa se aperiunt. Alii justificant Deum, et ei arguenti peccatum humili confessione assentiuntur. Atque haec major mundi pars est, damnantium et persequentium hoc verbum, quo arguuntur peccata, neque vero hoc de Turcis tantum et Judaeis intelligi velim, qui manifesto odio doctrinae christianae accensi sunt, sed facit id papa quoque cum sua ecclesia.          Men når således synden åbenbares ved ordet, da viser sig to forskellige slags mennesker. Den ene del retfærdiggør Gud, og giver ham ret, når han dømmer synden, i en ydmyg bekendelse. Og så er der den største del af verden, bestående af de mennesker, der fordømmer og forfølger dette ord, hvorved de anklages for synd, og jeg ønsker ikke, at dette blot skal forstås om tyrker og jøder, som er optændt af et åbenlyst had til den kristne lære, men også paven og hans kirke handler sådan.

⁴⁰ Quid enim aliud est, cum dicunt, se posse ex dictamine rectae rationis eligere et facere bonum, quam negare, naturam peccato corruptam esse? Deinde nota est illa vulgaris sententia scholarum: Quando homo facit, quod est in se, tunc Deus infallibiliter dat gratiam. Hoc an non est arguere Deum mendacii, dicentem in verbo suo: "Omnes peccaverunt, non est qui faciat bonum, ne unus quidem, omnes declinaverunt, et inutiles facti sunt etc"? (Rom 3,10f). Hvad er det nemlig andet, når de siger, at de ved indgivelse af den rette fornuft kan vælge det gode og gøre det gode, end at nægte, at naturen er fordærvet ved synden? Desuden skal man lægge mærke til denne på universiteterne almindeligt anerkendte sætning: Når mennesket gør, hvad det formår, da vil Gud give nåden, det kan ikke slå fejl. Mon ikke det er at anklage Gud for løgn, han, der i sit ord siger: 'Alle har syndet, ingen gør det gode, ikke én, alle er afvegne, alle er fordærvede'?

⁴¹ Non enim arguit tantum illam foedam libidinem, concupiscentiam, avaritiam etc., sed majora arguit, declinationem scilicet a Deo, quod natura tota non requirit, non curat Deum, quod est sine fide in calamitatibus, sine timore in rebus secundis etc. Haec probant rationem humanam una cum voluntate esse excaecatam, et aversam a bono et vero. Quia autem nos haec docemus et defendimus, ideo damnamur ceu haeretici et rapimur ad supplicia, atque hoc est, quod psalmus hic dicit, Deum non justificari ab impiis in sermonibus suis, sed argui et damnari. Han anklager nemlig ikke blot for denne fæle vellyst, begæret, griskheden osv, men anklager for meget større ting, nemlig afvigelsen fra Gud, fordi hele naturen ikke ønsker, ikke bryder sig om Gud, fordi den er uden tro i ulykkerne, uden frygt i de sekundære ting osv. Disse ting beviser, at den menneskelige fornuft sammen med viljen er gjort blind, og bortvendt fra det gode og sande. Men fordi vi fra vor side lærer og forsvarer dette, derfor fordømmes vi som kættere og vi rives hen til straf, og dette er, hvad salmen her siger, at Gud ikke retfærdiggøres af de ugudelige i sine ord, men anklages og fordømmes.

⁴²         Discamus igitur, peccatum esse, ad hunc modum cum Deo litigare, et eum in verbo suo arguere. Quare hoc potius faciendum est, ut, etiamsi non intelligamus ista plene, tamen credamus ei, qui nos creavit, pronuntianti de nobis, ille enim scit, quale figmentum seu lutum simus, nos non scimus. Nam sicut vas (E63) figuli, quod rimam ex collosione aut alia occasione duxit, nescit se habere rimam, figulus autem scit et videt, ad eum modum nos quoque nostra vitia non novimus plene.         Vi kan derfor lære, at det er synd på denne måde at kæmpe mod Gud, og anklage ham i hans ord. Derfor burde vi snarere gøre det, at vi, skønt vi ikke forstår dette helt ud, dog tror ham, som har skabt os, når han udtaler sig om os; han véd nemlig, hvad slags støv eller ler vi er, vi véd det ikke. For ligesom pottemagerens kar, fordi det har fået en revne ved et sammenstød eller på anden måde, ikke véd, at det har en revne, men pottemageren véd det og ser det; på samme måde kender heller ikke vi vor last fuldt ud.

⁴³ Quare confiteamur nostram infirmitatem, et dicamus cum reverentia: O domine, sum ego lutum tuum, tu autem formator et figulus meus. Quia igitur pronuntias me esse peccatorem, assentior verbo tuo, et libens agnosco et confiteor hanc impietatem latentem in carne mea et tota natura, ut tu glorificeris, ego autem confundar, ut tu sis justus vita, et ego autem cum omnibus aliis hominibus peccatum et mors, ut tu sis summum bonum, ego autem cum omnibus hominibus extremum malum. Lad os derfor bekende vor svaghed og sige med ærbødighed: O Herre, jeg er dit ler, men du er min skaber og pottemager. Fordi du derfor erklærer, at jeg er en synder, giver jeg dit ord ret, og erkender gerne og bekender denne skjulte ufromhed i mit kød og hele natur, at du kan få ære, men jeg blive til skamme, at du kan være det retfærdige liv, men jeg og alle andre mennesker synd og død, at du kan være det højeste gode, men jeg og alle mennesker det værste onde.

⁴⁴ Hoc agnosco et confiteor, edoctus sic per promissiones tuas et legem tuam, non per rationem meam, quae libenter hanc impietatem tegeret, aut ornaret crescat. Et qui ad hunc modum confitetur peccatum, is hunc versus cum sano intellectu orat: "Tibi soli peccavi, et malum coram te feci, ut justificeris in sermonibus tuis". Dette erkender og bekender jeg, oplyst således gennem dine forjættelser og din lov, ikke af min fornuft, som gerne dækker over denne ufromhed eller søger at besmykke den. Og den, som på denne måde bekender synden, han kan med en sund forstand bede dette vers: 'Mod dig har jeg syndet og gjort hvad der var ondt i dine øjne, at du kan retfærdiggøres i dine ord'.

⁴⁵         "Et vincas, cum judicaris". Hanc particulam addidit nobis ad consolationem. Nam illud judicium divinum, quo omnes pronuntiamur peccatores, et Deus solus justus, patitur instantiam et rebellionem, ut sic dicam, a majore parte totius mundi, sicut supra de Turca, Judaeis, etiam papistis ostendimus, quin intra nos ipsos quoque pugnamus contra hoc judicium Dei, quod in sermonibus suis, hoc est, tam per promissiones quam legem, nos peccati arguit.         'Så du kan sejre, når du dømmer'. Disse ord tilføjer han til vor trøst. For denne guddommelige dom, hvorved vi alle erklæres for syndere, og Gud alene retfærdig, må tåle hæftighed og oprør, om jeg så må sige, af størstedelen af hele verden, sådan som vi ovenfor påviste det om tyrkerne, jøderne og også om papisterne, ja, også blandt os selv kæmper vi imod denne Guds dom, fordi han i sine ord, det vil sige, både ved forjættelserne og loven, anklager os for synd.

⁴⁶ Nam etiam in sanctis manet sensus hujus blasphemiae, quod saepe indigne ferunt, omnia sua culpari. Deinde etiam hic sensus in sanctis est, quod tum demum sibi videntur diligentius oraturi, credituri plenius, et laudaturi Deum, si viderent se puris manibus et sensibus esse, et (E64) carere omni peccato, atque hoc non est hominem esse, sed Deum seu angelum. Ita luctatur contra Dei judicium peccatum, quod latet etiam in sanctis. For også blandt hans hellige forbliver en følelse af denne blasfemi, for de bærer det ofte på uværdig måde, at alt deres anklages. Derfor er denne følelse også i de hellige, fordi de, når de selv synes, at de skal bede mere omhyggeligt, skal tro mere fuldstændigt, og skal prise Gud, hvis de da ser, at de selv har rene hænder og følelser, og bekymrer sig for enhver synd, så er dette ikke at være menneske, men at være Gud eller engel. Således strides synden imod Guds dom, den synd, der skjuler sig også i de hellige.

⁴⁷ Etsi enim spiritus verbo regitur, et ei acquiescit, tamen fatetur Paulus aliam legem esse in carne sua, quae contra spiritum et verbum pugnat. Hanc contradictionem perpetuam etiam sancti in se animadvertunt et vident, quid mirum est, si etiam illi contradicant, qui verbum oderunt, et nituntur ordinibus et missis suis? Skønt nemlig ånden hersker ved ordet, og Paulus giver ånden ret, så indrømmer han dog, at der er en anden lov i hans kød, som kæmper imod ånden og ordet. Denne stadige modsigelse opdager og ser de hellige i sig. Hvad under så, hvis også de modsiger sig selv, og hader ordet, og støtter sig til deres ordener og messer?

⁴⁸          Quare nos, qui hanc confessionem amplectimur, hanc consolationem et ceu praerogativam habemus, quod, etsi impugnamur a contradictoribus, tamen non succumbemus. Nam non impugnamur soli, solis non contradicitur, sed impugnatur ipse dominus noster Jesus Christus, et contradicitur verbo, hoc est, promissionibus et legi divinae. Igitur eventus erit optatus secundum particulam hanc: "Ut vincas, cum judicaris".        Derfor skal vi, der antager denne bekendelse, have denne trøst eller det forvarsel, at, skønt vi bekæmpes af modsigerne, så skal vi dog ikke bukke under. For vi bekæmpes ikke alene, det er ikke kun os, der modsiges, men vor Herre Jesus Kristus selv bekæmpes og modsiges i ordet, det vil sige, forjættelserne og Guds lov modsiges. Derfor vil resultatet, der opnås, være anden del af ordet: 'Så at du kan sejre, når du dømmes'.

⁴⁹ Sic ipse dominus noster Christus cogitur papae esse haereticus, ipse Deus noster promittens remissionem peccatorum gratuitam per Christum, damnatur a justis monachis et sanctis hypocritis, ceu nocentissima pestis. Ratio et sapientia carnis nostrae damnat sapientiam verbi Dei. Sed spera eventum optatum, et non ideo in tanta contradicentium multitudine desponde animum: ipse dominus vincet in nobis et in verbo suo blasphema ora nolentium agnoscere immunditiem suam, et conantium afferre ad Christum propriam justitiam. Således er det vor Herre Kristus selv, der tænker, at paverne er kættere, det er vor Gud selv, der forjætter syndernes forladelse ufortjent gennem Kristus, og det er ham, der fordømmes af retfærdige munke og hellige hyklere som den skadeligste pest. Vort køds fornuft og visdom fordømmer Guds ords visdom. Men håb på at opnå resultatet, og fortvivl ikke af den grund i en så stor mængde af modsigere: Herren selv vil i os og i sit ord besejre den blasfemiske mund hos dem, der ikke vil erkende deres urenhed og søger at tilføje deres egen retfærdighed til Kristus.

⁵⁰          Haec opinio propriae justitiae est acerbissima blasphemia contra Deum. Quare nemo cogitet sine causa a Christo dictum esse: "Meretrices et publicani praecedent vos in regno Dei". (Matt 21,31). Hi enim, quia in (E65) crassis peccatis vivunt, humiliantur, et agnoscunt se esse peccatores, isti autem in singulas horas nova certamina cum Deo instituunt, quibus gratiam impugnant, et se defendunt. Hic si essemus soli, fortasse cogeremur cedere furori mundi et hypocritarum, sed hic audimus consolationem, Deum in sermonibus suis damnari, non in nostris sermonibus et operibus.         Denne mening om den egne retfærdighed er den hæftigste blasfemi imod Gud. Derfor skal ingen tro, at det er uden grund, at der af Kristus er sagt: 'Skøger og toldere skal gå forud for jer ind i himmeriget'. Disse nemlig, skønt de lever i rå synder, bliver dog ydmyget og erkender, at de er syndere, men de andre indgår på et øjeblik en ny væddestrid med Gud, hvormed de bekæmper nåden og forsvarer sig. Hvis vi her var alene, ville vi nok overveje at vige for verdens og hyklernes vrede, men her hører vi den trøst, at Gud fordømmes i sine ord, ikke i vore ord og gerninger.

⁵¹ Sic pontifex me excommunicavit et damnavit, non ideo quod sim infirmus et peccator, nam peccata mea posset ferre, sicut fert suorum fornicationes, adulteria et nefandas libidinum species: hoc autem damnat, propter hoc me et alios fratres excommunicat, quod docemus sermones Dei, quibus arguuntur peccata et caecitas papatus. Sed ne nos ipsi quidem hoc possumus, nisi essemus ita edocti sermonibus Dei. Således ekskommunikerede og fordømte paven mig, ikke fordi jeg var svag og var en synder, for min synd kan han bære, ligesom han bærer sine egne horegerninger og ægteskabsbrud og skrækkelige udslag af vellyst: Men derfor fordømmer han mig, af den grund ekskommunikerede han mig og andre brødre, fordi vi lærer Guds ord, hvormed pavedømmets synd og blindhed anklages. Men vi ville slet ikke selv kunne gøre dette, hvis vi ikke var uddannet således af Guds ord.

⁵² Si igitur accusamur et damnamur tanquam haeretici, si nostra doctrina judicatur esse noxia, propterea quod damnat sapientiam humanam, et studia, quae nos ad placandum Deum suscipimus, item si oriuntur malae pugnae et perturbationes, habemus hic consolationem, quod ipse vincet, quia non nos soli, sed ipsius sermones petuntur et damnantur. Igitur eos defendet et tuebitur contra adversarios. Dat quidem verbum, ut doceat et salvet, sed si id nolunt accipere, non ideo conculcari sinit verbum, sed potius conculcat hostes verbi, sicut res ipsa ostendit. Hvis derfor vi anklages og fordømmes som kættere, hvis vores lære bedømmes til at være skadelig, så er det, fordi den fordømmer den menneskevisdom og den menneskeanstrengelse, som vi har taget på os for at behage Gud, og hvis der fremdeles opstår slemme kampe og uro, så har vi her den trøst, at han selv vil sejre, fordi det ikke blot er os, men hans ord, de efterstræber og fordømmer. Derfor forsvarer han sine ord og tager vare på dem overfor modstanderne. Lad der derfor gives et ord, så han kan lære og frelse, men hvis de ikke vil modtage det, så ophører ordet ikke af den grund med at nedtrampes, men det nedtramper snarere ordets fjender, sådan som sagernes gang fremviser.

⁵³         Haec consolatio, quam textus praesens nobis ostendit in contradictione, quae fit per excommunicationem et persecutionem falsae ecclesiae et tyrannorum, etiam ad animum nostrum est transferenda. Sicut enim paulo ante dixi, etiam in carne nostra manet talis contradictio seu lis contra Deum et sermones ejus. Hoc cum experimur, non debemus animo dejici, maneat tantum spiritus interger, et credat ac confiteatur se (E66) esse peccatorem: etsi tum nonnunquam blasphemiae tales contra judicium Dei sentiuntur, tamen fiet, ut spiritus vincat, sicut Deus, qui largitur spiritum, in tali judicio vincit.         Den trøst, som denne tekst viser os i den modsigelse, som finder sted i ekskommunikation og forfølgelse fra den falske kirke og fra tyrannerne, må vi også tage os til hjerte. Sådan sagde jeg lige før, at også i vort kød forbliver denne modsigelse eller strid imod Gud og hans ord. Men når vi mærker det, må vi ikke fortvivle, blot ånden forbliver intakt, så den tror og bekender, at den er en synder. Skønt den da føler ikke så få af den slags blasfemier imod Guds dom, vil der dog ske det, at ånden sejrer, sådan som Gud, der giver ånden, sejrer i den slags domme.

⁵⁴ Sed victoria haec etiam in spiritu intelligenda est. Re enim contrarium sentitur, et videtur Deus cum spiritu nostro vinci, caro autem et mundus vincere. Nam videmus, quod totus fere mundus nos damnat. Qui autem sermonibus Dei assentiuntur, paucissimi sunt. Deinde etiam in nobis et sanctis caro sic tumultuatur, ut quasi exstinguat spiritum. Men denne sejr må også forstås i ånden. I virkelighedens verden føles det modsat, og det ser ud, som om det er Gud, der sammen med vor ånd bliver besejret, men kødet og verden, der vinder. For vi ser, at næsten hele verden fordømmer os. Men de, der giver Guds ord sin tilslutning, er kun ganske få. Og dertil oprøres kødet i os og i de hellige i den grad, at ånden næsten udslettes.

⁵⁵ Sed esto fortis contra haec pericula, et crede te esse peccatorem, quem Deus velit pro filio habere, si confitearis te esse perditum. Nam hac confessione, qua te confundis, et tua vulnera medico aperis, Deum glorificas, et provocas ad proprie divinum opus, ut tanquam medicus sanet aegrotam tuam mentem. Men vær stærk imod disse farer og tro, at du er en synder, som Gud vil have til søn, hvis du bekender at være fortabt. For ved denne bekendelse, hvorved du udgyder dig selv og åbner dine sår for lægen, priser du Gud og opægger ham til sin egen guddommelige gerning, at han som en læge vil helbrede dit syge sind.

⁵⁶          Econtra qui hoc non faciunt, sed sibi vendicant aliquam justitiae laudem, hi luctantur cum creatore suo, et blasphemant ac negant eum, dicunt eum esse mendacem, et persequuntur ejus gratiam et favorem, quo nos amplecti vult, imo ipsam vitam aeternam persequuntur, et ex Deo diabolum faciunt.          Modsat med dem, som ikke gør dette, men køber sig en eller anden retfærdigheds ros, de kæmper med deres skaber og spotter og nægter ham, siger, at han er en løgner, og forfølger hans nåde og gunst, hvormed han vil omfavne os, ja, forfølger selve det evige liv, og gør en djævel ud af Gud.

⁵⁷ Tanta impietatis humanae est foeditas, cum non acquiescimus verbo. Sed hanc etiam pii nonnunquam sentiunt, cum a verbo et hac confessione discesserunt. Quoties enim accidit, ut, si in manu mea esset, alium Deum crearem, qui ad me diceret: Ecce in tanta fidelitate docuisti, tanta assiduitate orasti, tanta cura plantasti vineam meam etc., eris igitur mihi propter hanc tuam diligentiam gratior. Talem Deum, qui operibus nostris concilietur, natura libenter haberet, qui autem gratis ignoscat, eum repudiat. En så stor ugudelighed hos menneskene er skrækkelig; vi vil ikke lade os stille tilfreds med ordet. Men den mærker de fromme ikke så sjældent, når de afviger fra ordet og denne bekendelse. Så snart det sker, vil jeg, hvis det lå i min hånd, skabe en anden Gud, som kunne sige til mig: 'Se du har lært med så stor tillid, du har bedt med så stor vedholdenhed, så har plantet min vingård med så stor omhu, derfor skal du på grund af denne din omhu være mig så meget kærere'. En sådan Gud, som kan gøre venlig stemt med vores gerninger, vil man af naturen hellere have, men den Gud, der tilgiver for intet, ham forsmår man.

⁵⁸ Sicut exemplum adversariorum nostrorum testatur, qui nihil minus ferre possunt, quam quod dicimus remissionem peccatorum seu (E67) misericordiam sola fide accipi. Sic filii Israel Deum remuneratorem operum quaerebant, gratis autem ignoscentem et accusantem peccata persequebantur. Vult autem Deus secundum verbum suum egregie remunerari opera, sed hoc vult, ut praecedat, ut confiteamur nos esse peccatores, et fidamus ipsius misericordiae. Dette bevidner vore modstanderes eksempel, de, som mindst af alt kan tåle, at vi siger, at syndernes forladelse eller barmhjertigheden alene modtages i tro. Således krævede Israel en gerningsgældergud, men forfulgte den Gud, der tilgav og anklagede for synd. Men Gud vil ifølge sit ord sandelig gengælde gerninger, men han vil, at det skal gå forud, at vi bekender, at vi er syndere og stoler på hans barmhjertighed.

⁵⁹          Sic sunt duo genera hominum, quorum alii confitentur cum Davide, Deum esse justum, veracem et sanctum solum, alii sunt impii, et gigantum exemplo THEOMAKHOUSI dicentes: Verbum tuum non est verum, nos non sumus caeci, est in nobis adhuc aliquid luminis erga Deum, cui si obediero, ero in gratia. Hoc est ex Deo mercatorem facere, et ad eum dicere: Si dederis, dabo.         Sådan er der to slags mennesker; den ene slags bekender med David, at Gud alene er retfærdig, sanddru og hellig, den anden slags er de ugudelige, og de udgør et godt eksempel på gudmageri, når de siger: Dit ord er ikke sandt, vi er ikke blinde, der har indtil nu været noget i os af lyset mod Gud, og hvis jeg adlyder det, vil jeg være i nåden. Dette er af Gud at gøre en købmand, og sige til ham: Hvis du giver, vil jeg give.

⁶⁰ Atque in hac sententia omnes scholastici doctores consentiunt. Notum est, quid Scotus dicat: Si homo potest diligere, quod minus bonum est, potest etiam diligere, quod est majus bonum. At homo creaturam diligit, ergo multo magis diligat creatorem super omnia. Theologia profecto consequentia, et digna doctore tenebrarum in ecclesia. Non videt, quod homo, cum creaturam maxime diligit, eam minime diligit sicut creaturam. Quis enim unquam fuit, qui puellam, qui aurum, ut puellam et aurum diligeret. Og den mening samtykker alle skolastiske doktorer i. Læg mærke til, hvad Scotus siger: Hvis et menneske kan elske, hvad der er det mindre gode, kan han også elske, hvad der er det store gode. Men mennesket elsker skabningen, altså kan han meget mere elske skaberen fremfor alle ting. Det er sandelig en konsekvensernes teologi, og den er værdig en sådan mørkets doktor i kirken. Han ser ikke, at mennesket, når han elsker skabningen mest, elsker den mindst som skabning. Hvem har der nemlig nogensinde været, som elsker en pige eller elsker guld, som en pige og som guld.

⁶¹ Nam dilectio haec libidine et avaritia est, neque unquam in hac carne potest esse perfecte pura. Hujus generis innumerae aliae sententiae in recentioribus exstant, quae ostendunt hoc certamen, quod humana ratio contra sermones Dei exercet. Porro nihil hic dicimus de oeconomica et politica justitia. Nam etiam illa stante, quam potest esse perfectissima, tamen manet sententia haec: Tibi tantum pecco, et malum coram te facio. (E68) For denne kærlighed er vellyst og gerrighed, og kan i dette kød aldrig nogensinde være fuldkommen ren. Den slags og talløse andre meninger vrimler det med hos de nyere teologer, som påviser den strid, at den menneskelige fornuft kæmper mod Guds ord. Og så taler vi slet ikke om den økonomiske og politiske retfærdighed. For også selv om det stod fast, at den kunne være fuldkommen, så ville dog den sætning forblive: 'Mod dig synder jeg, og gør, hvad der er ondt i dine øjne'.

⁶²          Quod ad hebraeam grammaticam attinet, verbum, quod interpres reddidit: "ut vincas", proprie significat: ut purus seu mundus sis, quasi dicat: Quando pronuntias homines esse peccatores, tunc mox sequitur, quod judicaris et damnaris.          Men med hensyn til den hebraiske sprogbrug, så betyder det ord, som oversættes til 'så at du sejrer', egentlig: så at du må være ren eller ubesmudset, som om han ville sige: Når du erklærer, at menneskene er syndere, da må straks efter følge, at du dømmer og fordømmer.

⁶³ Neque enim hoc judicium tuum ratio ferre potest, ideo haeresin et diaboli dogmata appellat. Sed quid fit? Ipsi te damnant et conspurcant sententiis suis, tu tamen manes purus, mundus et justus, isti autem deprehenduntur esse impuri, et sic hebraice sonat textus, mihi tamen non displicet interpretis sententia. For fornuften kan ikke bære denne dom fra din side, derfor kalder den den kættersk og djævelsk. Men hvad sker? De selv fordømmer dig og besudler deres sætninger. Du forbliver dog ren, ubesudlet og retfærdig, men de findes at være urene. Således lyder den hebraiske tekst, men jeg synes nu ikke, oversætterens mening er dårlig.

⁶⁴ Nam clarius ostendit hanc contradictionem et eventum, neque etiam a sententia abludit. Nam cum ponitur haec sententia: Tu inveniris interger, seu purus, belle sequitur antithesis: Ergo isti, qui damnant judicium sermonum tuorum, sunt impuri et corrupti. Hoc autem est, quod Deus vincit, non illi, qui Deum arguunt. For han viser klarere denne modsigelse og det resultat, og afviger heller ikke fra meningen. For når han anbringer denne sætning: Du findes uskadt eller ren, så følger på smuk måde antitesen: Altså er de, som fordømmer dine ords dom, urene og fordærvede. Men det betyder jo netop, at Gud sejrer, ikke de, som anklager Gud.

⁶⁵          Haec hujus versus propria et germana sententia est, sed etiam catachresin, qua quidam hic utuntur, ostendemus, ut ubique satisfaciamus auditori. Etsi enim non quidem propria sententia est, tamen neque impia est, et est plena consolationis, qua ego saepe apud alios et etiam in propriis periculis usus sum.         Dette er dette vers' egentlige og oprindelige mening, men vi vil også påvise en ekstra mening, som man her kan anvende, for fuldt ud af tilfredsstille tilhøreren. Skønt nemlig det kun er min egen mening, så er den dog ikke ufrom, og den er fuld af trøst, hvilket jeg for mit vedkommende ofte har brugt overfor andre og også i mine egne farer.

⁶⁶ Est autem ejusmodi: Cum Satan vexat conscientiam per legem, sicut in apocalypsi est, quod accuset sanctos die ac noctu in conspectu Dei, (Åb 12,10) tunc utile est, se opponere Satanae, et dicere: Quid ad te? tamen non peccavi tibi, sed Deo meo: non sum tuus peccator, quid igitur juris tibi in me est? Si igitur peccavi, et est vere peccatum, quod accusas (quia Satan nonnunquam vanis peccatis terret animos), Deo peccavi, qui est misericors et longanimis, non peccavi tibi, non legi, non conscientiae, nulli homini, angelo nulli, sed soli Deo. Den mening er følgende: Når Satan angriber samvittigheden med loven, sådan som det ses i Åbenbaringen, hvor han anklager de hellige dag og nat for Guds trone, da er det nyttigt, at sætte sig imod Satan og sige: 'Hvad kommer det dig ved? Jeg har ikke syndet imod dig, men imod min Gud; jeg er ikke din synder, hvilken ret har du over mig? Hvis jeg har syndet, og det er en ægte synd, som du anklager mig for (for Sagen skrækker ofte vore sjæle med tomme synder), så er det Gud, jeg har syndet imod, og han er barmhjertig og langmodig. Jeg har ikke syndet imod dig, ikke imod loven, ikke imod samvittigheden, ikke imod noget menneske eller nogen engel, kun imod Gud.

⁶⁷ Deus autem non est diabolus, non est devorator (E69) aut carnifex, qualis tu es, qui terres et intentas mortem, sed est misericors super peccatores, est integer et incorruptus, pius et justus: tali Deo peccavi, non peccavi tyranno aut homicidae. Igitur tibi, qui tyrannus et homicida es, non es jus aliquod in me: Deo jus est, qui est benignus et clemens, ideo confitentibus peccavum ignoscit. Illis tantum succenset, illus tantum minatur, qui suam immunditiem nolunt agnoscere, et negant eum esse justum in sermonibus suis. Men Gud er ikke nogen djævel, han er ikke en opæder eller kødæder, som du er, du, som skræmmer og påfører død, men han er barmhjertig overfor syndere, han er fuldkommen og ufordærvet, from og retfærdig: overfor en sådan Gud har jeg syndet, jeg har ikke syndet overfor en tyran eller manddræber. Derfor har du, som er en tyran og manddræber, ingen ret overfor mig: Det er Gud, der har retten til mig, og han er venlig og mild, derfor tilgiver han dem, der bekender deres synder. Han er kun vred på dem og han truer kun dem, der ikke vil erkende deres urenhed, og nægter, at han er retfærdig i sine ord.

⁶⁸         Haec est pia sententia, et bona consolatio contra diaboli spicula exercentis conscientiam, sed est catachresis, nam germanam sententiam supra ostendimus. Hoc autem Satan in consilio habet, dum sic vexat mentes, objiciendo peccata et impuritatem nostram, et urgendo ad perpetuam munditiem, ut faciat nos hujus sententiae oblivisci, quod solus Deus sit justus et sanctus, et clam a sensu peccati rapiat ad satisfactiones et fiduciam nostrorum operum.         Dette er en from mening og en god trøst mod djævelens spyd, som han kaster mod samvittigheden, men det er en ekstra mening, den oprindelige mening har vi fremført ovenfor. Men Satan har det i sinde, når han således angriber sindet, og bebrejder os vor synd og urenhed og opflammer os til vedvarende renhed, at han kan få os til at glemme denne sætning, at alene Gud er retfærdig og hellig, og hemmeligt føre os bort fra at føle synden til fyldestgørelser og tillid til vore egne gerninger.

⁶⁹ Quare huic malo recte occurritur hoc modo, quo dixi, ut cum fiducia in Dei misericordiam te Satanae opponas et dicas: Obmitte me, non sum tua creatura. Si igitur peccavi, non peccavi tibi, sed Deo meo, qui est justus et multae misericordiae. Qui ad hunc modum confitetur se soli Deo peccasse, is habet Deum justificantem. Quia enim Deum glorificat illa confessione, quod sit solus justus, Deus non potest non vicissim eum glorificare justificando. Faciunt igitur hoc pii tantum, qui coeperunt renasci, impii non faciunt. Derfor: Dette onde imødegås rettelig på den måde, som jeg har sagt, at du i tillid til Guds barmhjertighed stiller dig op imod Satan og siger: Lad mig være, jeg er ikke din skabning. Selv om jeg også har syndet, har jeg ikke syndet imod dig, men imod min Gud, som er retfærdig og fuld af barmhjertighed. Den, der på den måde bekender, at han alene har syndet overfor Gud, han har en retfærdiggørende Gud. For han priser Gud ved denne bekendelse, at han alene er retfærdig, og så kan Gud ikke andet end til gengæld prise ham ved at retfærdiggøre ham. Dette gør kun de fromme, som er begyndt at blive genfødt, de ufromme gør det ikke.

⁷⁰ VI. Ecce enim in iniquitatibus conceptus sum, et in peccatis concepit med mater mea. "Se, jeg er undfanget i misgerning og min mor har undfanget mig i synd".

⁷¹         Pulcherrimo ordine progreditur propheta in doctrina poenitentiae, imo petit misericordiam, et subjicit (E70) causam: Quia sum peccator, et agnosco peccatum meum, ut scilicet tu justus sis, et nos omnes confundamur. Addit hujus notitiae causam sermones Dei, nam per verbum revelatur peccatum.         På en smuk måde går profeten frem, når han skal fremstille læren om boden, ja, han beder om barmhjertighed, og nævner grunden: Fordi jeg er en synder, og jeg kender ikke min synd, for at du kan være retfærdig, hvor vi sammenblander tingene. Han tilføjer årsagen til, at Guds prædikener skal nævne den, for gennem ordet åbenbares synden.

⁷² Quae autem jam sequuntur, sic cohaerent cum superioribus, ut ea illustriora reddant. Nam causam peccati ostendit, et quasi fundamenta totius negotii aperit, cur sic confiteatur peccatum, et misericordiam imploret, ,,quia, inquit, in iniquitatibus conceptus sum." Og hvad der nu følger, hænger i høj grad sammen med det foregående, at det på udmærket vis oplyser det. For han viser syndens årsag, og åbenbarer som et slags fundament for hele hans handlemåde, hvorfor han bekender synden sådan, og råber om barmhjertighed, "fordi", siger han, "jeg er undfanget i overtrædelse".

⁷³ Quid possit dici claria aut significantius? Non dicit: Occidi Uriam, non dicit: Commisi adulterium, sed totam humanam naturam ceu uno fasce complexus addit: ,,In peccatis conceptus sum." Non enim de operibus quibusdam, sed de materia simpliciter loquitur, et dicit: Semen humanum, massa illa, ex qua formatus sum, tota est vitio seu peccato corrupta, materia ipsa est vitiata, lutum illud, ut sic dicam, ex quo hoc vasculum fingi coepit, damnabile est: quid vis amplius? talis sum ego, tales sunt omnes homines, ipsa conceptio, ipsa augmentatio foetus in utero, antequam nascimur et homines esse incipimus, est peccatum. Hvad kan han sige mere klart eller betegnende? Han siger ikke: 'Jeg har dræbt Urias'; han siger ikke: 'Jeg har begået ægteskabsbrud', nej, hele den menneskelige natur samler han sammen som i ét bundt og siger: 'Jeg er undfanget i synd'. Han taler nemlig ikke om denne eller hin gerning, men om materien som sådan, og siger: 'Den menneskelige sæd, den klump, hvoraf jeg blev formet, er helt ødelagt af lasten eller synden, selve materien er lastefuld, det snavs, at jeg skal tale sådan, hvoraf dette kar begyndte at blive dannet, er fordømmeligt: hvad vil du mere? sådan er jeg, sådan er alle mennesker, selve undfangelsen, selve fostrets vækst i livmoderen, før vi begynder at fødes og blive mennesker, er synd'.

⁷⁴           Porro non loquitur de peccato conjugali seu parentum, quod parentes accuset peccati, de se dicit: ,,Ego in peccatis conceptus sum," non dicit: Mater mea peccavit, cum conciperet me, nequo dicit: Ego peccavi, cum conciperer, sed de ipso rudi semine loquitur, et pronuntiat id peccato plenum et massam perditionis esse, ut sit vera et germana sententia: Sum peccator, non quia adulterium commisi, non quia Uriam objeci caedi, sed ideo adulterium, ideo caedem commisi, quia sum peccator natus, imo conceptus et formatus in utero.           Fremdeles taler han ikke om ægtefællernes eller forældrenes synd, hvorved han kunne beskylde forældrene for synd, men siger om sig selv: 'Jeg er undfanget i synd', han siger ikke: 'Min mor syndede, da hun undfangede mig', ejheller: 'Jeg synder, når jeg undfanger', men han taler om selve den rå sæd, og siger om den, at den er fuld af synd og er en fortabelsens masse, så at dette kan være sandt og virkeligt: 'Jeg er en synder, ikke fordi jeg har begået ægteskabsbrud, ikke fordi jeg har dræbt Urias, men derfor har jeg begået ægteskabsbrud, derfor har jeg dræbt Urias, fordi jeg er født, ja, undfanget og dannet i moders liv, som en synder’.

⁷⁵ Sic nos non ideo sumus peccatores, quod jam, hoc jam illud peccatum designamus, sed ideo (E71) ista designantur a nobis, quia antea sumus peccatores, hoc est, arbor vitiosa et vitiosum semen etiam fructum vitiosum afferunt, nec potest ex radice mala aliud quam mala arbor enasci. Derfor er vi heller ikke syndere, fordi vi så her, så hist får betegnelsen synder på os, men vi får betegnelsen synder på os, fordi vi forud er syndere, det vil sige, det dårlige træ og den dårlige sæd bærer også en dårlig frugt, og der kan ikke af en ond rod opvokse andet end et ondt træ.

⁷⁶           Sed quaerat aliquis: Cur est institutum conjugium? cur benedixit Deus conjugio? cur ipsam prolem numerat inter benedictiones? cum massa illa, ex qua foetus fit, sit tota perdita et vitiata?          Men nu vil nogen spørge: Hvorfor er ægteskabet da indstiftet? hvorfor velsigner Gud ægteskabet? hvorfor regnes det at få afkom som en velsignelse? når den masse, hvoraf fostret bliver til, selv er helt fortabt og ond?

⁷⁷ Respondeo: Quanquam non cogatur nobis Deus rationem reddere, tamen potest non incommode haec ratio dici, Deum non ideo velle creaturam suam interire, quod peccato vitiata sit. Num enim ideo totum corpus abjicitur, quod caro leprosa est? Num ideo non dabit homini nato oculos, quia oculi nunc minus acres sunt, quam Adae in paradiso fuere? Jeg svarer: Skønt Gud ikke behøver aflægge regnskab for os, så kan det dog ikke være forkert at fremkomme med den forklaring, at Gud ikke har villet, at hans skabning skulle gå til grunde, selv om den er fuld af synd. Skulle mon nemlig hele kroppen forkastes, fordi kødet lider af spedalskhed? Mon mennesket ikke skulle fødes med øjne, fordi øjnene nu ikke er så skarpe, som Adams var i paradiset?

⁷⁸ Neque enim dubium est, quin natura singulorum membrorum corporis longe praestantior fuerit ante peccatum, quam nunc est, postquam peccato corrupta et vitiata est. Sicut igitur non ademit naturae oculos, sicut non ademit alia membra nunc vitio languentia, ita etiam non ademit multiplicationem seu procreationem. Der er nemlig ikke tvivl om, at kroppens enkelte lemmers natur var langt bedre før syndefaldet, end den er nu, efter at den er fordærvet og ond ved synden. Således som nemlig kroppen ikke får frataget øjnene af naturen, således som den heller ikke får frataget de andre lemmer deres natur, skønt de nu er trætte på grund af lasten, således får den heller ikke frataget formeringens lemmer.

⁷⁹           Ceterum quidquid de conjugibus sit, non est hic locus ea de re dicere. Nam conjugium est res bona et licita, et a Deo instituta, neque tamen ideo negatur, patrem et matrem habere carnem corruptam, et ipsum semen non solum libidine foeda, sed etiam contemtu et odio Dei plenum esse: sic non negatur etiam peccatum, quod in procreando est.            Hvad forøvrigt ægtefællerne angår, er det ikke her stedet at tale om den sag. For ægteskabet er en god og tilladt ting, indstiftet af Gud, selv om det ikke skal nægtes, at faderen og moderen har et fordærvet kød, og at sæden selv ikke blot er fuld af den skrækkelige vellyst, men også af afsky for og had til Gud: således skal det heller ikke nægtes, at der er synd i avlingsakten.

⁸⁰ Quantillum enim ibi nostra natura bestiis praestat! cum nulla notitia Dei, nulla fides in eo opere sit, sed tantum ex ratione dictante, quod haec nostra uxor sit, et ex concupiscentia ad procreationem proruimus. Tolerat autem Deus hanc vitiosam generationem propter conditionem suam, nec vult tollere ob hoc vitium (E72) creaturam, sed dissimulat vitium naturale, sicut in politia dissimulat vitia politica. Hvor lidt overgår vores natur ikke dyrene her? her, hvor der ikke er nogen erkendelse af Gud, ingen tro på denne gerning, men vi blot handler af den grund, at her er vores hustru, og vi styrter frem mod formeringen drevet af vores begær. Men Gud tillader denne onde formering på grund af sin skabelse, og han vil heller ikke ophæve skabningen på grund af denne last, men han ser gennem fingre med den naturlige last, ligesom han i det politiske liv ser gennem fingre med den politiske last.

⁸¹ Quis enim non videt varios morbos et vitia varia legum et politiae? Quac enim respublica est, in qua etiam qui justissime omnia ordinant et exsequuntur, non saepe injusta sanciant et admittant? sicut proverbium testatur, summum jus esse surnmam injuriam. Neque hoc hominum tantum vitium est, sed ipsae leges quoque non carent vitiis, etiam cum sunt aequissimae. Ideo opus habent aequo moderatore, qui eas aut laxet aut contrahat pro opportunitate negotiorum. Hvem ser nemlig ikke de forskellige fejl og de forskellige laster ved lovene og det politiske liv? Hvor findes det land, hvor alt ordnes og udføres 100% retfærdigt, så der ikke ofte forordnes eller tillades noget uretfærdigt? sådan som ordsproget siger, at den største retfærdighed er den største uretfærdighed. Og dette er ikke engang altid menneskenes skyld, men lovene selv kan ikke altid undgå at være dårlige, også når de søger den største ligelighed. Derfor har de brug for en udjævnende moderator, som enten udvider dem eller trækker dem sammen, for at det kan gå ordentlig til.

⁸²           Toleret tamen Deus vitia ista, ut saltem aliqua politiae forma constet, et educetur soboles, colatur terra, ut commutentur officia et merces etc. Nam vitia omnia ex rebus et legibus auferre, est ipsas politias et leges tollere. Tanto quorundam jureconsultorum major insania est, cum primum ad respublica et aulas veniunt, volentium omnia resecare ad vivum et conantium arithmeticam aequalitatem in omnibu constituere.          Og dog tillader Gud denne last, når blot en vis politisk ro står fast, og børnene opdrages, landet dyrkes, og embedsmænd og købmænd trives. For at fjerne alt ondt fra tingene og fra lovene er at ophæve selve landet og lovene. Lovgiverne ville derfor gøre noget meget skørt, hvis de ville komme til staten og paladserne og afskære alt fra livet og prøve at indføre en matematisk ligelighed i alle ting.

⁸³ Hoc qui faciunt, pacem turbant. Sed cur non etiam istam pulcherrimam ordinationem pro creandae sobolis tollunt, quae sine vitio non potest esse? Atqui prudens magistratus plus in eo laborare debet, quomodo conservete pacem, quam quomodo corrigat leges. Nam qui hoc faciunt, illud autem negligunt, vere trabem negligunt, et sunt curiosi de festuca. (Matt 7,3) Diversum autem videmus in Dei facto. Hvis de gør det, forstyrrer de freden. Men hvorfor ikke også finde sig i denne smukke ordning til at skabe børn på, selv om den ikke kan ske uden det onde? Og en klog bystyrelse bør arbejde mere på, hvordan den kan bevare freden, end hvordan den kan rette ved lovene. For den, der retter ved lovene, men forsømmer freden, han ser sandelig bort fra bjælken, og interesserer sig for splinten. Men vi ser, at begge dele sker i Guds gerning.

⁸⁴ Etsi enim videt conjugium vitiatum esse libidine, tamen non ideo conjugium tollit, non ideo liberorum procreationem adimit. Mavult vitium tolerare, quam conditionen suam tollere. Sic etiam prudens jureconsultus in politia hoc inprimis spectare debet, quomodo paci et communi hominum tranquillitati possit consuli, ut educatio et alia tum politica tum oeconomica officia (E73) conserventur. Quodsi qua occurrunt vitia, ea negligenda sunt potius, quam ut iis motis publica pax perturbetur. Skønt nemlig ægteskabet ses at være lastefuldt på grund af vellysten, så ophæver han dog ikke af den grund ægteskabet, og han borttager ikke af den grund tilblivelsen af børnene. Han vil hellere finde sig i lasten, end ophæve sin skabelse. Således må en klog politiker i det politiske liv først og fremmest se på, hvordan han kan fremskaffe fred og det almindelige menneskelivs ro, så opdragelsen og de andre embeder, politiske og økonomiske, kan bevares. Og når der opstår noget ondt, så skal det snarere negligeres, end at den offentlige fred skal forstyrres, når tingene ændres.

⁸⁵         Ergo neque conjugia neque aliae res bonae propter certa quaedam vitia sunt damnandae, sed respiciendum est ad causam finalem. Ea est in conjugio procreatio sobolis, in politia est conservatio pacis. Quodsi in politia causa formalis (leges scilicet) vitiosa est, si est vitiosa causa efficiens, scilicet tyrannis (nam sic jam appello), pronuntietur secundum potiorem causam, nempe, secundum causam finalem, ceterae negligantur.          Altså skal hverken ægteskabet eller nogen anden god ting fordømmes på grund af en eller anden ond ting, men man skal se på endemålet. Det er i ægteskabet børnenes opvækst, i politikken fredens bevarelse. Selv om i det politiske liv den formelle årsag (nemlig lovene) er ondt, og selv om den udførende årsag, tyrannen (sådan vil jeg her kalde ham) er ond, så skal man dog dømme efter den bedste årsag, nemlig, efter endemålet, og lade de øvrige være.

⁸⁶ Sic in conjugio, si causa efficiens, ipsi conjuges, mala est, si materia vitiosa est, tolerentur hae vitiosae causae, ut servetur procreatio, pulcherrimum Dei opus et plenissimum admirationis. Sed haec obiter diximus, nunc redeo ad institutum. Sådan også i ægteskabet: hvis den udførende årsag, ægtefællerne selv, er onde, hvis materien er ond, så skal dog denne onde årsag tolereres, for at børneavlen kan tjenes, for den er Guds værk, et både smuk og beundringsværdigt værk. Men dette være sagt i forbigående, nu går vi over til sagen.

⁸⁷          Hic igitur versus psalmi nos de causa peccati docet, quare simus peccatores. Palam enim fatetur propheta, se suo proprio, non parentum tantum vitio, vitiosum fuisse, dum gestaretur adhuc embryo in utero, et dum adhuc formaretur, ita ut mater sanguine suo in utero adhuc peccatorem aluerit, antequam edidisset partum.         Sådan lærer dette vers af salmen os om syndens årsag, at den er, at vi er syndere. Forlængst har nemlig profeten indrømmet, at han er en synder ved egen skyld, ikke ved forældrenes, at han er det, mens han er i moders liv som foster, mens han dannes, således at hans mors blod nærer en synder, førend han var blevet født.

⁸⁸ Idem sentiendum est simpliciter de omnibus, qui nascuntur, et nati sunt, et nascentur in hunc mundum, excepto uno Christo. Nam quod Joannes et alii in utero sanctificati sunt, non tamen hoc tollit, quod in peccatis non sint concepti, sicut etiam in adultis sanctificatis Spiritu et fide, caro tamen vitiosa est. Det samme skal man simpelthen mene om alle, som fødes, som er født og som vil blive født i denne verden, undtagen én: Kristus. For selv om Johannes og andre var velsignede i moders liv, så var dette dog ikke blevet ophævet, at de var undfanget i synd, så skønt de som voksne var helliggjorte ved Ånden og troen, var deres kød dog ondt.

⁸⁹ c Videre til sl51d!

⁹⁰ c

Noter:

n18: Rom 3,4 lyder i Vulgata: 4 est autem Deus verax omnis autem homo mendax sicut scriptum est ut iustificeris in sermonibus tuis et vincas cum iudicaris. Men Luther kan jo have set i Erasmus' oversættelse.