Erlangerudgaven bind 19, side 28 til 52.
. Vers 3: sl51a#61 til sl51b#?46; vers 4: sl52b#47; vers 5: sl52b#75;
Mine kommentarer, se her!
1 Haec hujus psalmi theologia est ignota scholis papistarum. Nam hic Davidem vide, bene aperto ore in haec verba erumpentem: "Miserere mei Deus", et sic conjugentem res suas dissimillimas, Deum et se peccatorem, justum et injustum. Ingentem autem illum montem irae divinae, qui ita disjungit Deum et Davidem, transcendit fiducia misericordiae, et se cum Deo (E29) conjungit. | Denne salmes teologi er ukendt i pavens skoler. For se her David, med åben mund udbryde disse ord: "Forbarm dig over mig, Gud", og se så, hvordan de sammenknytter disse vanskelige sager, Gud og synderen, den retfærdige og den uretfærdige. Men se også, hvor overmåde stort dette Guds vredes bjerg er, det, som adskiller Gud og David, fjerner tilliden til barmhjertigheden og sammenknytter sig selv med Gud. |
2 Hoc vero est, quod addit theologia nostra ad legem. Nam appellare Deum, et dicere: "Miserere" non magni labore est, sed addere particulam "mei", id vero est, quod omni studio inculcatur in evangelio, et tamen experimur, quam aegre a nobis praestari possit. Nam hoc "mei" fere omnes orationes nostras impedit, cum contra deberet unica et summa orandi causa et occasio est. | Men dette er, hvad vores teologi føjer til loven. For at kalde på Gud og sige: "Forbarm dig" er ikke nogen stor anstrengelse, men at føje de små ord "over mig" til, det er det virkelig, som standser al lyst til evangeliet, og dog erfarer vi, hvor sygt det udøves af os. For dette "over mig" forhindrer næsten helt vore bønner, skønt det tværtimod burde være den eneste og hele grund og lejlighed til at bede. |
3 Ergo primum exemplum discendum est, ut recte intueamur pronomen "mei", et statuamus id significare peccatorem, sicut postea manifeste exponit, cum dicit: "In peccatis conceptus sum". Fatetur enim ibi hunc "mei" esse maximum peccatorem. Ergo nos quoque hoc discamus, ut illae turbae cogitationem, quae nos volunt compescere, nos magis excitent ad clamorem, sicut de coeco legimus in evangelio, qui increpatus magis clamabat. (Luk 18,39). | Altså er det første, vi kan lære, at vi ret betragter de ord "over mig", og fastholder, at de betyder en synder, sådan som han senere klart viser det, når han siger: "I synd blev jeg undfanget". Her indrømmer han nemlig, at dette "over mig" er den største synder. Altså skal vi da også lære det her, at disse sværme af overvejelser, som vil tvinge os, snarere skulle opfordre os til at råbe, sådan som vi læser om den blinde i evangeliet, at da han fik at vide, at han ikke skulle råbe, da begyndte han at råbe meget højere. |
4 Experimur enim in nobis hanc cogitationem quasi turbam, objurgantem nos: Quare vis orare? Nescis, quid tu sis, et quid sit Deus. Haec cogitationum turba valde molesta est spiritui, et plurimos impedit, sed contemnenda est, et ob eam ipsam causam est orandum, quae videtur nos ab oratione revocare, ut vi quadam per illam turbam ad Christum perrumpamus, et rogemus misericordiam. | Vi erfarer nemlig i os denne overvejelse som en sværm, der overvælder os: Hvorfor vil du bede? Véd du ikke, hvem du er, og hvem Gud er? Denne store sværm af overvejelser er ødelæggende for ånden, og forhindrer mange, men man skal fordømme den, og netop af den selvsamme grund skal man bede, selv om den synes at kalde os bort fra bønnen, så at vi ved en sådan kraft gennem selve denne sværm kan bryde igennem til Kristus og nå frem til hans barmhjertighed. |
5 Hoc qui faciunt, illi recte orant, sed profecto magna contentione spiritus opus est. Nam propria experientia didici, his cogitationibus saepissime orationem mihi excussam esse, Dei tamen gratia ad eam cogitationem perveni, ut Satanae telis suis me oppugnanti non cederem, sed erepta vi spiritus, arma in ipsum hostem converterem, et dicerem: Tu ideo ab oratione deterres, quia sum peccator. Sed ego ob hanc unam causam mihi potissimum orandum esse video, quia sum maximus peccator, et opus habeo misericordia. | De, der gør det, de beder ret, men der er sandelig brug for en stor åndens anspændelse. For ved egen erfaring er jeg blevet klar over, at gennem disse overvejelser er min bøn meget ofte blevet udskudt, og dog er jeg ved Guds nåde kommet igennem sådanne tanker, og skønt Satan kæmpede imod mig med sine spyd, faldt jeg dog ikke, men blev oprejst ved åndens kraft, og vendte våbnene mod fjenden selv og sagde: Du skrækker mig tilbage fra bønnen, fordi jeg er en synder. Men jeg kan ikke se andet, end at netop dette er den eneste stærke grund for mig til at bede, dette, at jeg er den største synder, og har brug for barmhjertighed. |
6 Idem faciendum est in ipso aestu tentationum, cum (E30) animi aut libidinis aut vindictae cogitationibus tentatur. Ibi si quis ad orationem hortetur, statim objicit animus impuritatem, quasi in istis sordibus cogitationum orationi non possit esse locus. Hic contra urge, nullo modo exspectandum finem tentationis, donec libidinis aut alterius vitii cogitationes animo penitus effluant, sed in eo ipso momento, quo tentationem sentis esse validissiman et te ad orandum imparatissimum, secede in locum solum, et ora dominicam precationem aut quidquid tandem potes dicere contra Satanam et tentationem ejus: tunc senties tentationem mitigari, ac Satanam terga vertere. | Det samme skal gøres i den opblussen af fristelser, når sjælen fristes af vellyst eller af tanker om hævn. Hvis nogen her afskrækkes fra at bede, bebrejder han straks sin sjæl, at den er uren, som om der i den slags tanker ikke kan være plads til bønnen. Her må du bedømme sagen modsat, og på ingen måde mene, at det er slut med fristelsen, når tanker af vellyst eller af en anden last vælder stærkt op i sjælen, men i det selvsamme øjeblik, hvor du føler, at fristelsen er altfor stærk og vil forhindre dig i at bede, så gå ind i dit lønkammer, og bed Herrens bøn eller hvilkensomhelst anden du kan sige imod Satan og hans fristelser: da føler du, at du kan undvige fristelsen og vende Satan ryggen. |
7 Quodsi quis orationem existimat differendam, donec purus fiat ab impuris cogitationibus, is nihil aliud facit, quam ut Satanam alioqui plus satis potentem adjuvet sua sapientia et virtute. Haec vero gentilis religio et sophistica est, imo Satanae doctrina, contra quam exemplum et doctrina hujus psalmi tenenda est, in qua videmus, Davidem in ipso totius suae impuritatis conspectu et in singulari carnis peccato non a Deo fugere, sicut Petrus stulte decebat in navi: "Domine exi a me, quia peccator sum", (Luk 5,8) sed cum fiducia misericordiae prorumpit in orationem, et dicit: Domine, si si sum peccator, sicut sum, miserere mei. | Men hvis nogen mener at skulle afholde sig fra bønnen, indtil han bliver ren fra sine urene tanker, så gør han intet andet, end at han hjælper Satan, der ellers er mægtig nok i sin visdom og magt. Men det er jo hedningernes og sofisternes religion, ja det er Satans trossætning, og op imod dette eksempel og denne trossætning må man holde denne salme; i den ser vi, at David, skønt han ses i hele sin urenhed og i en enkelt kødets synd, ikke flygter, sådan som Peter dumt siger i båden: "Herre, gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand", men i tillid til barmhjertigheden giver sig hen i bøn og siger: Herre, hvis jeg er en synder, hvad jeg jo er, så forbarm dig over mig. |
8 Quia enim vere sentiunt nostra corda peccatum, ideo magis debemus per orationem ad Deum accedere. Antea erat fugiendum, antea erat metuendus Deus, cum periculum esset, ne laberemur in peccatum, post lapsum debet sperari venia, et peti, non debet resisti in cogitationibus irae et timoris. Nunc Satan hoc agit, ut iste ordo pervertatur, ut in peccatis patrandis simus securi et sine timore Dei, et ut, postquam patrata sunt, maneamus in timore, sine spe et fiducia misericordiae. | Fordi vore hjerter sandt nok føler synden, derfor bør vi i højere grad komme til Gud i bønnen. Før skulle vi fly synden, før skulle vi frygte Gud, fordi faren var, at vi ville falde i synd; efter faldet bør vi håbe på nåde, og stræbe efter ikke at forblive i vredens og frygtens tankegang. Nu gør Satan det, at han vender denne orden om, så at vi kan blive fuldstændig sikre i synden og være uden frygt for Gud, og så at vi, efter at vi er blevet fuldt sikre, kan blive i frygten, uden håb og fortrøstning til barmhjertigheden. |
9 Sed Davidem, ut dixi, vide diserte confugientem (E31) ad misericordiam, et dicentem: "Miserere mei Deus", quasi diceret: Scio me esse malum et peccatorem, te autem esse justum. Quod igitur me erigo, et orare audeo, hoc totum facio fiducia verbi et promissionum tuarum, quia scio te non esse Deum Mahometistarum aut monachorum, sed Deum patrum nostrorum, qui promisisti te redemturum peccatores, non quidem simpliciter peccatores, sed peccatores sensitivos, qui norunt et sentiunt se esse peccatores etc. Ergo nos quoque audeamus dicere: "Miserere mei Deus", sum peccator, tentatus a carne, sanguine, ira, odio, sed spes est in misericordia et bonitate tua, quam promisisti sitientibus justitiam etc. | Men som sagt, se til David, hvordan han henflyr til barmhjertigheden og siger: "Forbarm dig over mig, Gud", som om han ville sige: Jeg véd, at jeg er et ondt menneske og en synder, men du er retfærdig. Netop derfor vover jeg at henvende mig til dig og bede, og jeg gør det alene i tillid til dit ord og dine forjættelser, fordi jeg véd, at du ikke er en muhammedansk gud eller en munkegud, men vore fædres Gud, en Gud, som har lovet, at du vil forløse syndere, ikke kun fordi de er syndere, men fordi de er følsomme syndere, der kender og føler, at de er syndere, osv. (k9) Altså skulle vi også vove at sige: "Forbarm dig over mig, Gud", jeg er en synder, fristet af mit kød, af mit blod, af vrede, af had, men jeg sætter mit håb til din barmhjertighed og godhed, du som har lovet dem, der tørster efter din retfærdighed, osv. |
10 Non possunt haec satis apte dici, sed necesse est accedere experientiam propriam, ea docet, quam magnus labor sit, superare istum quasi montem propriae indignitatis et peccatorum, qui inter nos oraturos et Deum est. Etsi autem hic maxime sentitur infirmitas fidei, tamen etiam haec consolatio nobis tenenda est, quod non soli dicimus: "Miserere mei Deus", sed idem nobiscum dicit et orat Spiritus in corde nostro, gemitibus inenarrabilibus. (Rom. 8,26) | Dette kan ikke siges godt nok, men det er nødvendigt hertil at føje sin egen erfaring, den lærer, hvor stor en anstrengelse det er at overkomme dette næsten bjerg af uværdighed og synd, som ligger mellem os, de bedende, og Gud. (k10) Men skønt troens svaghed her mærkes mest, så må vi dog også holde fast ved netop den trøst for os, at vi ikke alene kan sige: "Forbarm dig over mig, Gud", men at ånden siger og beder det samme med os i vort hjerte med uudsigelige sukke. |
11 Hos gemitus sicut nos neque videmus, neque plene intelligimus, ita clarissime videt et plenissime intelligit Deus, qui etiam spiritus est. Fiducia igitur hujus interpellatoris etiam in media contentione certaminis seu tentationum debemus Satanae resistere, et dicere: Si sum peccator, quid tum? Deus est misericors. Si sum propter peccata ad orandum ineptus, bene est, nolo fiere aptior. Nam, proh dolor, plus satis ad orandum aptus sum, quia nimium sum peccator. | Ligesom vi hverken ser disse sukke eller helt forstår dem, sådan ser og forstår Gud dem klart og fuldt ud, fordi han også er ånd. Altså, i tillid til denne forstyrrer bør vi også midt i kampens og fristelsens tummel modstå Satan og sige: Hvis jeg er en synder, hvad så? Gud er barmhjertig. Hvis jeg på grund af synden er uegnet til at bede, så er det godt, jeg vil ikke gøres mere egnet. For, ak smerte! jeg er kun altfor egnet til at bede, fordi jeg er en altfor stor synder. |
12 Haec hujus loci doctrina est, quod audendum est sensitivis peccatoribus (ut sic appellem docendi causa), et quod Deus justus et homo peccator sunt conciliandi, ne (E32) sic in peccatis Deum metuamus, quin cum Davide canamus: "Miserere". Ne autem promonem "mei" aut nomen "Deus" nos impediat, quin in medio horum ponamus verbum "miserere", per quod Deus et homo peccator conciliantur. | Det, vi kan lære af dette sted, er da, hvad de følsomme (at jeg af pædagogiske grunde skal bruge dette udtryk) syndere bør vove, og hvordan den retfærdige Gud og det syndige menneske kan forsones med hinanden, så at vi ikke på grund af vore synder i den grad frygter Gud, at vi ikke med David kan synge: "Forbarm dig". Og at hverken ordet "over mig" eller ordet "Gud" forhindrer os i, at sætte ordet "forbarm" ind midt imellem dem, fordi det er derigennem Gud og det syndige menneske forsones. (k12) |
13 Hoc nisi fiat, non solum hunc psalmum nunquam recte canere, sed ne orationem dominicam unquam recte orare poterimus, quia hoc minus in hac vita futurum est, ut simul ab omnibus peccatis simus puri. Nam etsi actualia, ut vocant, desint, quod perrarum est, tamen non deerit originale peccatum. Quia autem semper sumus in peccatis, ergo semper quoque orandum est, sicut revera christianorum corda omni momento orant, cum vident omni momento suam indignitatem, et cupiunt eam condonari. | Hvis ikke dette sker, kan vi ikke engang synge denne salme ret, men vi kan heller ikke bede Herrens bøn ret, fordi der (altid) vil være den mangel ved dette liv, at vi ikke på en gang kan renses for al synd. For selv om de aktuelle synder, som de kalder den, ikke skulle være der, hvilket er meget sjældent, så mangler dog ikke arvesynden. Men fordi vi altid er i synd, så skal vi også altid bede, sådan som de sande kristne altid beder af hjertet, når de hvert øjeblik ser deres uværdighed, og søger at fordømme den. (k13) |
14 Haec perpetua christiani cordis suspiria cogitationibus, nonnunquam etiam negotiis perturbantur et teguntur, ne ea semper videamus. Vere igitur theologica virtus est, hoc modo oratione obruere peccatum, et cum sentimus nostram infirmitatem, confugere ad canticum hoc: "Miserere mei Deus". | Denne det kristne hjertes stadige åndedrag i tankerne, bliver ofte også forstyrret og overdøvet af forretninger, at vi ikke altid kan se den. Men det er derfor den teologiske dyd, med den slags bønner at bedække synden, og når vi føler vores svaghed, da at tage tilflugt til denne sang: "Forbarm dig over mig, Gud!" |
15 Sed postquam diximus, quomodo conciliandi sint Deus justus et homo peccator, etiam hoc monendum est, ut recte consideremus verbum "miserere". Nam id si diligentius evolverimus, necesse est ut statuamus omnem nostram vitam conclusam et positam esse in sinu misericordiae Dei. Quia enim nos omnes sumus "mei", hoc est, peccatores, manifeste et necessaria consequentia sequitur, quidquid sumus et vivimus, hoc totum esse merae gratia, non justitiae aut meriti nostri. | Men efter at vi har fortalt, hvordan den retfærdige Gud og det syndige menneske kan forliges, skal der også her formanes, at vi kan betragte ordet "forbarme" på ret måde. For hvis det skal udvikles mere udførligt, må det påpeges, at hele vore liv er omsluttet og lukket inde i Guds barmhjertigheds favn. Fordi vi nemlig alle er "mig", det vil sige, syndere, følger heraf klart og nødvendigt, at i hvad vi er og i hvad vi lever, det er altsammen lutter nåde, ikke vores retfærdighed eller fortjeneste. (k15) |
16 Quid igitur? inquies, an non decalogus praestari debet? Si autem praestatur, an non ea justitia est? Respondeo: Volumus decalogum praestare et servare, sed cum larga, hoc est, vere evangelica dispensatione, seu distinctione, quia accepimis tantum primitias Spiritus, et (E33) gemitus spiritus in corde manent, item caro nostra cum suis libidinibus et concupiscentibus, hoc est, tota arbor cum fructibus etiam manet. | Hvad da, vil du spørge, mon ikke vi kan opfylde de ti bud? Men hvis vi kan overholde dem, mon det så ikke er retfærdighed? Svar: Vi vil gerne overholde de ti bud og tjene dem, men med rundhåndede, det vil sige, sande evangeliske undtagelser eller forskelle, fordi vi kun har modtaget åndens førstegrøde og åndens sukke forbliver i hjertet, ligeledes forbliver vort kød med alle dets lyster og begæringer, det vil sige: hele træet forbliver med dets frugter. |
17 Haec causa est, cur decalogus nunquam possit plene praestari, alioqui si decalogus posset praestari interger, quid opus esset justitia illa, quam David per verbum "miserere" petit, hoc est, quid opus esset imputatione? Nunc, cum etiam in sanctis remaneant peccati reliquiae nondum plane mortificatae, utrumque fit, ut per Spiritum inhabitantem peccato resistamus, et obediamus decalogo, et tamen per carnem et Satanam in peccatum impulsi speremus remissionem peccatorum. | Dette er grunden til, at de ti bud aldrig helt kan opfyldes, ellers, hvis vi helt kunne opfylde de ti bud, hvad brug havde vi så for den retfærdighed, som David beder om med ordet "forbarm dig", dvs hvad brug havde vi for tilregnelsen? Nu, da der også i de hellige forbliver rester af synden, som ikke helt er dødet, sker begge dele, både at vi gennem Ånden, der bor i os, kan modstå synden og adlyde de ti bud, og dog at vi, drevet af kødet og Satan ind i synden, må håbe på syndernes forladelse. (k17) |
18 Sic obedientia erat in lege, sacrificare, et tamen infra dicet propheta: "Sacrificium et holocausta noluisti." Sic enim erant sacrificia, ne tamen tolleretur misericordia. Ad eundem modum facimus legem per Spiritum sanctum, et tamen manet verbum "miserere", hoc est, nos manemus peccatores et opus habemus gratuita remissione peccatorum per Christi meritum. | Således var der lydighed mod loven i at bringe ofre, og dog sagde profeten før: "Du har ikke behag i brændofre og slagtofre". Således var der nemlig ofringer, at ikke barmhjertigheden skulle ophæves. På samme måde gør vi gennem Helligånden lovens gerninger, og dog forbliver ordet "forbarm dig", dvs vi forbliver syndere og har brug for syndernes nådefulde forladelse gennem Kristi fortjeneste. |
19 Ergo misericordia est tota nostra vita in mortem usque, et tamen christiani praestant obedientiam legis, sed imperfectam propter peccatum inhabitans in nobis. Quare hoc quoque discamus, ut verbum "miserere" bene extendamus non tantum ad actualia peccata, sed ad omnia beneficia Dei, quod sumus justi alieno merito, quod habemus Deum patrem, quod Deus pater amat peccatores sensivitos, in summa, quod omnis nostra vita est misericordia, quia tota nostra vita est peccatum, nec potest opponi judicio aut irae Dei. | Ergo er barmhjertighed hele vort liv indtil døden, og dog kan de kristne yde en lovens retfærdighed, omend ufuldkommen på grund af synden, der bor i os. Derfor lærer vi også her, at ordet "forbarm dig" kan vi udmærket udstrække ikke blot til de aktuelle synder, men til alle Guds velgerninger: at vi er retfærdige ved en andens fortjeneste; at vi har Gud til far; at Gud vor far elsker syndere, der føler deres synd, kort sagt, at hele vort liv er barmhjertighed, fordi hele vort liv er synd, og ikke kan gøre noget imod Guds dom eller Guds vrede. |
20 Ideo non tantum dicit David: "Miserere mei Deus", sed addit: "secundum magnam misericordiam tuam," ac simpliciter tacet omne meritum et omnem justitiam operum. Non dicit, sicut ille in evangelio: "Bis jejuno in sabbatho", (Luk 18,12) non dicit: Miserere mei secundum meritum condigni aut congrui. Quid enim haec ad (E34) misericordiam? Monachorum, non Davidis sunt ista, jactare meritum et alia, sicut de cujusdam regis fratre narratur, qui de extremo vitae articulo dixit ad Deum: Serva mihi, quod promisisti, quia reddidi tibi, quod jussisti. | Derfor siger David ikke blot: "Forbarm dig", men han tilføjer: "ifølge din store barmhjertighed", og tier simpelthen om enhver fortjeneste og gerningsretfærdighed. Han siger ikke, sådan som ham i evangeliet: "Jeg faster to gange hver sabbat", han siger ikke: Forbarm dig på grund af min velfortjente og tilsvarende fortjeneste. Hvad har nemlig dette med barmhjertighed at gøre? Det er munkenes, ikke Davids barmhjertighed, at prale af fortjenester og andet, sådan som der fortælles om hin konges bror, som med henblik på artiklen om livets sidste dag sagde til Gud: Giv mig, hvad du har lovet, for jeg har givet dig, hvad du har befalet. |
21 Hanc vocem nolim meam esse in articulo mortis. Diversum enim dicendum est: "Ne intres in judicium domine cum servo tuo". Item: "Dele iniquitatem meam". Quod enim possumus jactare meritum hujus levissimi, ut videtur, beneficii, quod oculum sanum servavit Deus? David tacet justitiam ac meritum suum, et vult secundum magnam misericordiam Deum agere. Hoc modo non solum ex justitia propria, sed etiam ex ira Dei se evolvit, neque sibi aliud proponit spectrum, quam Deum misericordem, gaudentem et ridentem. Statuit enim Deum habere magnam misericordiam, propter quam nihil aliud velit nec cogitet, quam ignoscere et benefacere. | Den røst ville jeg ikke gerne have skulle være min i artiklen om døden. Nej, noget helt andet må siges her: Gå ikke i rette med din tjener, Herre! Og: Forlad mine overtrædelser! Hvad kan vi nemlig bryste os med af fortjenester? Mon af selv den, som det synes, ganske ringe, at Gud frelser et rent øje? David tier om sin retfærdighed og fortjeneste, og vil, at Gud skal handle efter sin store barmhjertighed. På den måde frigør han sig ikke blot fra sin egen retfærdighed, (k21) men også fra Guds vrede, idet han ikke stiller sig andet for øje end den Gud, der er barmhjertig, glad og smilende. Han fastslår nemlig, at Gud har en stor barmhjertighed, og at han på grund af den ikke vil andet og ikke tænker andet end at tilgive og gøre godt. |
22 Hoc spectrum Dei faventis et miserentis est vivificum spectrum, quo operit pronomen "mei", et rejicit iram in angulam, ac dicit: Deus favet. Haec non est rationis theologia, quae in peccatis suadet desperationem, sed David sentit peccatum ac iram Dei, et tamen dicit: "Miserere mei Deus". Hanc doctrinam ratio nescit, sed sacrae literae tradunt, sicut in hoc primo hujus psalmi versu videtis. Sunt enim singula verba pure et caste posita, sed sunt verba Spiritus, habentia vitam, ex quibus spirituales discunt distinguere inter peccatorem et peccatorem, inter Deum et Deum, et discunt etiam conciliare cum homine peccatore iram Dei seu iratum Deum. | Dette syn af den velvillige og forbarmende Gud er et levendegørende syn; i det virker det lille ord "over mig" og kaster vreden hen i en krog, og siger: Gud har behag i mig. Dette er ikke fornuftens teologi; den tilråder fortvivlelse over synden, men David føler synden og Guds vrede, og dog siger han: Forbarm dig over mig! Den læresætning kender fornuften ikke, men de hellige skrifter bevidner den, sådan som I kan se det i det første vers af denne salme. Det er nemlig nogle simple, rene og karske ord, der er anbragt dèr, men det er Åndens ord, de har livet i sig, og af disse ord lærer de åndelige mennesker at skelne mellem syndere og syndere, mellem Gud og Gud, og de lærer også at forsone Guds vrede eller den vrede Gud med det syndige menneske. |
23 Sed inquies, haec non sic fiunt, propterea quod ego, sic tuo verbo edoctus, ista mecum ita cogitare disco: imo statuendum est, quod sicut credis, sic etiam tibi fiet, quia haec fides non est ex tuo judicio sumta, sed (E35) hausta ex verbo Dei. Si igitur potes hoc apprehendere, et statuere, Deo (Deum) (n23) esse beneplacitum super timentes eum, tunc revera ita ibi continget. Si non apprehendis, non es sub beneplacito, sed sub ira, secundum Christi dictum: "Sicut credis, ita fiet tibi". (Matt 8,13) At cogitatio de ira Dei per se quidem falsa est, quia Deus promittit misericordiam, et tamen talis falsa cogitatio fit vera propterea, quia tu veram esse statuis. Contra illa altera cogitatio, quod Deus faveat peccatoribus, sentientibus peccata sua, simpliciter vera est et manet. Ergo non est, quod cogites, non sic futurum propterea, quod tu sic credis. | Men, siger du, dette sker ikke således, for jeg har, belært af dine ord, lært med mig selv at tænke således: det må tværtimod holdes fast, at sådan som du tror, sådan sker det dig, fordi denne tro ikke er lagt hen til din afgørelse, men øses ud af Guds ord. Hvis altså du kan forstå det og fastholde det, at Gud er velvillig stemt overfor dem, der frygter ham, da handler dette i sandhed om dig. Hvis du ikke forstår det, er du ikke under hans velvilje, men under vreden, ifølge det Kristus siger: Sådan som du tror, sådan skal det ske for dig. Ganske vist er tanken om Guds vrede i sig selv falsk, fordi Gud har forjættet sin barmhjertighed, og dog bliver en sådan falsk tanke sand, fordi du fastholder den som sand. Derimod er denne anden tanke, at Gud elsker syndere, der føler deres synd, simpelthen sand og forbliver sand. Altså er det ikke afhængigt af, hvad du tænker, og din fremtid skabes ikke af det, du tror. |
24 Quin hoc statue, quod res per se certa et vera magis certa et vera fit te sic credente. Sicut econtra, si credas Deum iratum esse, certo habiturus es eum iratum et hostem, sed diabolica, idololatrica et perversa cogitatione, quia Deo sic servitur, si eum timeas, et apprehendas Christum, objectum misericordiae. | Derfor skal du ikke fastslå, at en sag, der i sig selv er vældig sikker, bliver mere sikker og sand, fordi du tror således. Således som også modsat, hvis du tror, at Gud er vred, vil du med sikkerhed komme til at have ham som en vred Gud og en fjende, men det vil du igennem en djævelsk, afguderisk og forvendt tankegang, fordi Gud tjenes således, hvis du frygter ham og griber fat i Kristus, når du får forelagt barmhjertigheden. (k24) |
25 Haec est vera theologia de vero Deo et vero Dei cultu. Falsa theologia est, Deum esse iratum agnoscentibus peccata sua. Talis enim Deus nec in coelo nec usquam est, sed est idolum perversi cordis, quia verus Deus dicit: "Nolo mortem peccatoris, sed ut magis convertatur et vivat". (Ez 18,32) Hoc etiam praesenti Davidis exemplo et oratione comprobatur, et principio admonuimus, non tantum exemplum Davidis hic considerandum esse, sed psalmum transferendum in generalem doctrinam, quae pertineat simpliciter ad omnes homines, nullo excepto, sicut epistola ad Romanos generaliter citat sententiam: "Omnis homo mendax", item: "Conclusit Deus omnes sub peccatum, ut omnium misereretur". | Dette er den sande teologi om den sande Gud og den sande dyrkelse af Gud. Det er en falsk teologi, at Gud er vred på dem, der kender deres synd. En sådan Gud er nemlig hverken i himlen eller noget andet sted, nej, han er det fordrejede hjertes afgud, fordi den sande Gud siger: Jeg vil ikke synderens død, men at han omvender sig og lever. Dette kan også ses af dette eksempel med David og med bønnen, og vi formaner i princippet til ikke blot at betragte Davids eksempel, men til at føre det over til en almindelige læresætning, som simpelthen gælder alle mennesker, ingen er undtaget, sådan som brevet til romerne fremfører denne alméngyldige sætning: Ethvert menneske er en løgner, og: Gud har indesluttet alle under synd, for at han kan forbarme sig over alle. |
26 Ad hunc modum de Davide diximus, quod non solum suum peccatum, sed totius generis humani mortem et vitam complectatur. Ergo Deus omnibus hominibus (E36) talis Deus est, qualis Davidi fuit, hoc est, ignoscens peccata, et misericors in omnes, qui misericordiam rogant, et peccata sua agnoscunt. | På den måde taler vi om David, at det ikke blot er hans synd, men hele menneskeslægtens død og liv, der skal haves for øje. Altså er Gud for hele menneskeslægten en Gud af den art, som han er for David, dvs, han ser bort fra synden, og er barmhjertig mod alle, som efterstræber barmhjertighed og erkender deres synd. |
27 Huc pertinet, quod repetitione seu potius amplificatione hac uti voluit, ut addat: "Et secundum multitudinem miserationum tuarum iniquitatem meam dele". Rogavit antea, ut Deus per misericordiam avertat oculos a suis peccatis, hoc versu idem agit, et quidem majore contentione ac spiritu. Apprehendit enim Deum promissorem, et toto intuitu cordis vertitur in misericordiam, quod non posset, nisi adjutus Spiritu Deum promittentem apprehendisset, et sciret apud Deum reliquam esse spem remissionis peccatorum pro peccatoribus, sicut in alio psalmo dicit: "Apud te propitiatio est, ut timearis". (Sl 130,4 (129,4)). | Det er, hvad det drejer sig om, når han gentager eller snarere forstærker, at han vil gøre brug af dette, idet han tilføjer: 'og forlad mine overtrædelser ifølge din store forbarmelse'. Han bad før om, at Gud af barmhjertighed ville vende øjet bort fra hans synder, dette vers handler om det samme, dog med mere inderlighed og ånd. Han griber nemlig fat i Gud, den forjættende, og med hele hjertets indre øje vender han sig mod barmhjertigheden, at han intet kan, uden han med åndens hjælp holder fast ved den forjættende Gud, og véd, at hos Gud er der efterladt et håb om syndernes forladelse for alle syndere, sådan som han siger i en anden salme: 'Hos dig er der forladelse, at du må frygtes'. |
28 Non quaerit satisfactionem, non angulum, in quo se praeparet ad gratiam, sed recto cursu tendit ad conspectum Dei, et ad misericordiam, quae est ei nota non ex suo corde, non ex dictamine rectae rationis (quae ratio in peccatis fugit a Deo, nec se potest attollere conscientia in eam lucem, ut credat reliquam esse misericordiam, gratiam, favorem apud Deum pro peccatoribus), sed misericordia est ei nota ex promissionibus, quas ubique videt sparsas, etiam in legem et decalogum. Etsi enim Deus minatur peccatoribus, tamen retinet nomen misericordis Dei. Idem testantur promissiones ad Adamum, Abrahamum etc. | Han søger ikke satisfaktion, ikke en krog, i hvilken han kan forberede sig til nåden, men med en ret kurs holder han sig til Guds åsyn og til hans barmhjertighed, som er givet ham, ikke ud af hans eget hjerte, ikke ud af den rette fornufts krav (for fornuften flygter, når den synder, væk fra Gud, og samvittigheden kan ikke hæve sig op til det lys, at den tror at der er nogen barmhjertighed, nåde, velbehag hos Gud for syndere), men barmhjertigheden er bevidnet ham af forjættelserne, som han ser er sået overalt, også i loven og de ti bud. For skønt Gud truer synderne, beholder han dog navn af den barmhjertige Gud. Det samme bevidner forjættelserne til Adam, til Abraham, osv. |
29 Idem nobis in nostris tentationibus est praestandum, ut, quoties mordemur et vexamur in conscientia propter peccata, simpliciter sensum avertamus a peccato, et involvamus nos in sinum Dei, qui dicitur gratia et misericordia, nihil dubitantes, quin gratia et misericordia velit uti erga miseros et afflictos peccatores, sicut erga induratos peccatores vult uti ira et judicio. Haec est vera theologia, quam etiam hic psalmi (E37) versus manifeste ostendit, cum inquit: "Secundum multitudinem misericordiarum tuarum iniquietatem meam dele". | Ligeledes skal der for os i vore fristelser fremkomme det, at vi, skønt vi bides og rystes i vor samvittighed på grund af synden, simpelthen med vor følelse vender os bort fra synden, og indruller os i Guds favn, han, der tilsiger os nåde og barmhjertighed, uden at tvivle på, at han vil bruge nåde og barmhjertighed overfor arme og anfægtede syndere, ligesom han overfor de forhærdede syndere vil bruge vreden og dommen. Dette er den sande teologi, som også åbenbares her i salmens vers, når han siger: 'ifølge din store barmhjertighed tilgiv mine overtrædelser'. (k29) |
30 Vocabulo RAB utuntur in quantitate discreta et continua, sicut in germanico quoque dicimus, gross Geld, pro multa et numerosa pecunia. Deinde vocabulum HÆSÆD etiam notum est, Paulus saepe beneficium seu EUERGESIAN vertit, ut 1. Tim. 6., ubi servis loquitur, quod debeant colere heros suos. Addit causam, "quia, inquit, sunt participes beneficii evangelii". Nonnunquam etiam delectionem vertit. Interpres graecus misericordiam fecit, sicut in illo loco Oseae: "Misericorduam volo et non sacrificium", hoc est, ut diligatis mutuo, ut benefaciatis aliis, et sic hoc loco vertit: "Miserere mei Deus, secundum magnam misericordiam tuam". | Ordet 'rab' bruges i almindelighed spredt og vedvarende, sådan som på tysk vi vel kan sige, mange penge, om en stor og talrig rigdom. Dernæst skal man også lægge mærke til ordet 'hæsæd', Paulus bruger det ofte om velsignelse eller velgerning, f.eks. 1 Tim 6, hvor han taler til slaverne, at de bør adlyde deres herrer. Han angiver grunden, 'fordi, siger han, de har del i evangeliets velsignelse'. Ikke sjældent betyder det også glæde. Oversætterne har på græsk ladet det blive til barmhjertighed, sådan som i stedet i Hoseas: 'Barmhjertighed vil jeg, ikke slagtoffer', det vil sige, at I elsker hinanden, at I velsigner de andre, og det betyder det også på dette sted: "Forbarm dig over mig Gud, på grund af din store barmhjertighed". |
31 Alterum vocabulum RAHEM significat, clementem animum induere, non velle respicere peccatum alterius, sed ignoscere, indulgere etc., sicut in illo loco: "Miserebor cui miserebor", hoc est, ignoscam, condonabo peccatum. Inde venit nomen RAHAMIM, quod noster vertit miserationem. Haec est hebraea grammatica, cujus admonendi sunt imperitiores. | Et andet ord 'rahem' betyder at optage med sagtmodigt sind, ikke at ville se på den andens synd, men se bort fra den, tåle den, osv, sådan som på det sted, der hedder: 'Jeg forbarmer mig over den jeg forbarmer mig over', dvs jeg ser bort fra, jeg vil tåle synden. Deraf kommer ordet 'rahamim', som hos os betyder medynk. Dette er den hebræiske grammatik, hvilken de fleste er ukyndige i. |
32 Vide autem jam, quam belle haec duo David conjungat, ut primum Deus misereatur, hoc est, gratis nobis immeritis benefaciat, deinde ut largiatur remissionem peccatorum, quam fide accipimus per Spiritum sanctum, et promissiones, quia, nisi gratis ignoscat Deus, nulla satisfactio, nullum remedium reliquum est nobis. Non per jejunia nostra, non per alia opera, non per angelos, nec ullam aliam creaturam salus, sed unica salus est, confugere ad misericordiam Dei, ne respiciat ad nostra peccata et transgressiones, sed ut conniveat, et secundum misericordiam et miserationes suas nobiscum agat. Hoc enim nisi faciat Deus, non (E38) sumus digni, quibus ad unam horam vitam proroget, quibus det unam buccellam panis etc. | Se nu, hvor smukt David sammenknytter disse to, at først Gud forbarmer sig, dvs velsigner os af nåde ufortjent, dernæst at han rundeligt giver os syndernes forladelse, den, som vi modtager i tro gennem den helligånd, og forjættelserne, fordi, hvis ikke Gud af nåde ser bort fra vor synd, kan vi ikke præstere nogen satisfaktion og intet hjælpemiddel er ladt tilbage til os. Frelsen sker ikke ved vores faste, ikke ved nogen gerning, ikke ved engle, ikke ved nogen anden skabning, men deri alene består frelsen, i at tage sin tilflugt til Guds barmhjertighed, at han ikke vil se på vore synder og overtrædelser, men at han vil lukke øjnene for dem og handle med os efter sin barmhjertighed og medynk. Hvis nemlig Gud ikke gør dette, er vi ikke værdige til at han skulle udskyde vort liv en time, til at han skulle give os den mindste mundfuld brød, osv. |
33 Sed hic quoque experimur, summae artis et difficillimum esse, sic conjungere illa duo, et in misericordiam Dei et miserationes tantum oculos intendere. Neque enim haec verba domi nostrae nascuntur, sed per Spiritum sanctum afferuntur de coelo. Contra hae spinae nascuntur in cordibus nostris: Ego sum peccator, Deus est justus et iratus mihi peccatori. Has spinas conscientia non potest evellere, non potest peccatorem constituere coram Deo favente et ignoscente, Spiritus sancti hoc est donum, non nostri arbitrii aut virium nostrarum. | Men netop her erfarer vi, at dette er den højeste kunst og noget særdeles vanskeligt noget, sådan at forbinde de to og alene holde sig for øje Guds barmhjertighed og medynk. For disse ord er nemlig ikke født i vores hjem, men er frembragt gennem Helligånden fra himlen. Imod sådanne spidsfindigheder tænker vi i vort hjerte: Jeg er en synder, Gud er retfærdig og vred på mig synder. Sådanne spidsfindigheder kan samvittigheden ikke undvige, ejheller kan den forestille sig en synder overfor en nådig Gud, der ser bort fra synden, dette er Helligåndens gave, ikke vor viljes eller vore kræfters værk. |
34 Nam cum absque Spiritus Dei est, aut indurantur corda in peccatis, aut desperant, utrumque autem est contra Dei voluntatem. Ideo David ex Spiritu sancto per medium inter hanc satanicam Scyllam et Charybdim navigat, et projicit se securum in amplissimam et infinitam illam misericordiam Dei, et dicit: Multae ac magnae sunt miserationes tuae domine, ego autem sum peccator, qui male vixi, male vivo, et dum vivo, male vivam. | For når samvittigheden er uden Guds ånd, så enten forhærdes hjertet i synderne, eller det fortvivler, og begge dele er imod det, Gud vil. Derfor navigerer David ført af Helligånden ind midt imellem disse sataniske Scylla og Carybdis, og kaster sig i sikker forvisning hen imod den fulde og uendelige Guds barmhjertighed, og siger: Mange og store er dine medynksgerninger, Herre, men jeg er en synder, som har levet ondt, som lever ondt, og som, mens jeg lever, vil komme til at leve ondt. (k34) |
35 Jam igitur si me volo coram te statuere, necesse est, ut alias cogitationes afferam, quam cor meum mihi subjicit. Confiteor igitur peccatum meum coram te, multum est enim (sicut in 32. psalmo dicit). Sed sic confiteor peccatum, quod simul etiam confiteor tuam misericordiam, et miserationes tuas immenso majores peccato meo, item tuam justitiam, qua peccatores justificas, infinitis modis ampliorem, quam ut desperare debeam, sicut dicit: "Secundum multitudinem miserationum tuarum". | Hvis jeg da vil stå oprejst overfor dig, er det nødvendigt, at jeg påtager mig nogle andre overvejelser end dem, mit hjerte tilskynder mig til. Jeg bekender da min synd overfor dig, den er nemlig stor (som han siger i sl. 32). Men jeg bekender min synd på den måde, at jeg samtidig bekender din barmhjertighed og din umådelig store medynk med min synd; ligeledes bekender jeg, at din retfærdighed, hvormed du retfærdiggør syndere, er meget større end at jeg burde fortvivle over den, sådan som han siger: "Ifølge din store medynk". |
36 Quia autem dicit magnam multitudinem esse miserationem, simpliciter negat et nescit omnem tum suam tum aliorum sanctitatem. Quid enim potest esse conjunctionis multitudini miserationum cum humana sanctitate? Si igitur est miseratio (E39) sic multa, nulla est sanctitas apud nos, et vere fictus terminus est, dicere hominem sanctum, sicut fictus terminus est, Deum esse lapsum in peccatum, quia hoc nusquam est in rerum natura. | Men derved at han siger, at Guds barmhjertighed er stor, derved nægter han simpelthen og ved ikke af hverken sin egen eller andres hellighed. Hvad kan der nemlig være af forbindelse mellem en overvældende barmhjertighed og en menneskelig hellighed? Hvis der da er en sådan stor barmhjertighed, så er der ingen hellighed hos os, og det er i sandhed en opdigtet terminus at sige, at mennesket er helligt, ligesom det er et opdigtet udtryk at sige, at Gud er faldet i synd, fordi dette aldrig finder sted i virkeligheden. |
37 Quare isti nimis alti et inveterati errores ac falsae opiniones abjicendae sunt, cum vocamus monachorum more sanctum Hieronymum, sanctum Paulum etc., quia in se peccatores sunt, et solus Deus est sanctus, sicut ecclesia canit. Quos autem nos sanctos appellamus, ii sunt sanctificati aliena sanctitate, per Christum, quae est sanctitas gratuitae misericordiae. | Derfor bør også de høje og rodfæstede fejltagelser og falske meninger, som består i, at vi efter munkenes skik kalder Hieronymus hellig, kalder Paulus hellig, osv, forkastes, fordi disse mennesker i sig selv er syndere, og alene Gud er hellig, sådan som kirken synger om det. Dem, vi kalder hellige, de er helliggjorte ved en fremmed hellighed, ved Kristus, som er den hellighed, der består i en tildelt barmhjertighed. |
38 In hac sanctitate convenit tota ecclesia fidelium, et est nulla differentia. Sicut enim Petrus sanctus est, sic ego sum sanctus. Sicut autem ego som sanctus, sic latro a dexteris Christi sanctus est, nec impedit, quod Petrus et Paulus majora fecerunt, quam ego aut tu. Utrimque enim nostra natura sumus peccatores, et opus habemus misericordia ac miserationibus. | I denne hellighed sammenfalder alle de troendes forsamling, og der er ingen forskel. Sådan som nemlig Peter er hellig, sådan er jeg hellig. Og sådan som jeg er hellig, sådan er røveren ved Kristi højre side hellig, og denne hellighed forhindres ikke derved, at Peter og Paulus har gjort flere gerninger end jeg eller du. Vi er nemlig begge ifølge vor natur syndere, og har behov for barmhjertighed og medynk. (k38) |
39 Etsi apostoli minus externorum peccatorum habuerunt, tamen saepe in cordibus senserunt praesumtionem, saepe fastidium, saepe desperationis cogitationes, saepe negationes Dei, et similes humanae imbecillitatis defectus, adeo, ut in homini nihil sancti, nihil boni videas, sicut psalmus dicit: "Prospexit Deus de coelo super filios hominum, et non erat, qui bonum faceret, ne unus quidem" (Sl. 14,2). Quodsi inter filios hominum non sunt boni, ubi igitur possunt esse alibi? | Skønt apostlene har færre ydre synder, så føler de dog ofte i hjertet en forudindtagethed, de føler ofte væmmelse, de føler ofte en tankernes fortvivlelse, de føler ofte en fornægtelse af Gud, og lignende menneskelige dumheders svagheder, kort sagt, det går sådan, at du ikke ser noget helligt, ikke noget godt hos menneskene, sådan som salmen siger: Gud så ned fra himlen over menneskenes børn og der var ikke én, som gjorde godt, ikke en eneste. Og hvis der ikke er nogen, der er gode, blandt menneskenes børn, hvor kan de så findes? |
40 Ergo taceamus de sanctitate et sanctis, sanctificatos autem scimus eos esse, qui ex peccatoribus insensatis fiunt peccatores sensati, qui non praesumunt de sua justitia, quae nulla est, sed incipiunt habere illuminatum cor, ut agnoscant se et Deum, quod (E40) coram Deo malum sit, quidquid est nostrum, et condonetur gratuita condonatione miserationum. In hunc sinum opus est ut nos et omnes sancti nos recipiamus, aut necesse est nos damnari. Ideo autem misit Deus filium suum, ut has miserationes mundo revelaret, et istam doctrinam, quam humana corda et ratio nescit, invulgaret, ac David eam hic nobis proponit, dum confitetur peccata, et tamen misericordiam confitetur esse majorem. | Lad os da ikke tale om hellighed og hellige mennesker, men vide, at de mennesker er hellige, som fra at være ufølsomme syndere er blevet følsomme syndere, som ikke regner med, at de har nogen retfærdighed (hvad de heller ikke har), men begynder at have et oplyst hjerte, så de kender sig selv og kender Gud, hvad der er ondt i Guds øjne, hvad i vore, og får eftergivelse af nåde med medynkens eftergivelse. Vi og alle hellige må nødvendigvis begive os ind i denne favn, eller vi bliver fordømt. Men derfor sendte også Gud sin søn, at han ville åbenbare denne medynk for verden, og bekendtgøre denne læresætning, som det menneskelige hjerte og den menneskelige fornuft ikke kender, og David sætter os den her for øjnene, når han bekender sin synd, og dog bekender, at barmhjertigheden er større. |
41 Ergo omnes homines hunc versum canant cum Davide, et agnoscant se esse peccatores, Deum autem esse justum, id est, misericordem. Haec confessio est sacrificium acceptum et gratum Deo, ad quod nos David invitat. Vult enim hanc esse communem totius orbis doctrinam, ut, cum diabolus vel conscientia nos accusat propter peccata, nos quidem libere peccatum confiteamur, quod simus in multis et magnis peccatis, sed non ideo desperamus, quia, etsi peccata nostra multa et magna sunt, tamen hic docemur, misericordiam Dei etiam multam et magnam esse. | Altså, alle mennesker skulle synge dette vers med David, og vide, at de er syndere, men Gud retfærdig, det er: barmhjertig. Denne bekendelse er et velbehageligt og nådigt offer til Gud, og det opfordrer David os til at give. Han vil nemlig, at dette skal være en almindelig læresætning, der skal gælde i hele verden, at, når djævelen eller vores samvittighed anklager os på grund af synden, vi da kan bekende at være frie fra synden, skønt vi er i mange og store synder; dog, derfor fortvivler vi ikke, fordi, skønt vore synder er mange og store, så får vi dog her at vide, at Guds barmhjertighed også er mangfoldig og stor. |
42 Hac ratione se defenderunt contra Satanam omnes sancti, ut, quanquam essent peccatores, tamen hac cogitatione sunt sanctificati, secundum Esa.: "Notitia Christi justificabit multos". (Es 53,11 (n42)). | På denne måde forsvarer alle de hellige sig imod Satan, at, skønt de er syndere, er de dog ved denne overvejelse helliggjorte, ifølge Esajas: 'Ved erkendelse af Kristus retfærdiggør han mange'. |
43 Nos cum semel haec audivimus, putamus facilia esse, et statim disci, sed profecto hoc opus, hic labor est, ut aliquo modo haec teneamus in tentatione. Neque enim de lana caprina lis est, agitur periculum aeternae mortis, et dimicamus de salute animarum nostrarum. Deinde experimur non solum conscientiam reclamentem, sed etiam Satanam inspirantem cogitationes mortis propter peccata, quorum nobis sumus conscii. | Når vi én gang har hørt dette, mener vi, det er let nok og ligetil at lære, men det er sandt for dyden vanskeligt, her kræves arbejde, at vi på en eller anden måde må bevares i fristelsen. Striden står nemlig ikke om "kejserens skæg", nej, det handler om faren ved den evige død, og vi kæmper om vore sjæles frelse. Dertil erfarer vi ikke blot, at vores samvittighed gør vrøvl, men også at Satan indfører dødens overvejelser i os på grund af synden, overvejelser, som vi selv er med i. |
44 Ergo dicere se peccatorem esse, et tamen non desperare, omnino divina virtus est. Ad eam autem non pervenimus hoc modo, si, quemadmodum adversarii nostri, peccatum (E41) extenuemus, sed hoc faciendum est, ut, sicut peccatum sua natura maximum et gravissimum est, ita etiam gratiam seu misericordiam immensam et inexhaustam esse credamus, sicut David pleno ore hoc jactat: "Secundum multitudinem miserationum tuarum iniquitatem meam dele". | Altså, at sige, at man er en synder og dog ikke fortvivle, er i det hele taget en guddommelig dyd. Men den når vi ikke frem til på den måde, at man, som vore modstandere, fortynder synden, nej, her må man gøre det, at ligesom vi stoler på, at synden ifølge sin natur er umådelig stor og alvorlig, sådan skal vi også stole på, at nåden eller barmhjertigheden er umådelig og uudtømmelig, sådan som David her med fuld stemmeføring siger: "Udslet mine synder på grund af din store barmhjertighed!" |
45 Atque huc etiam facit ipsum vocabulum delendi, quo propheta hic utitur, et Paulus Coloss. 2.: "Delens chirographum, quod adversus me erat". Item Petrus Acto. 3.: "Poenitentiam agite et convertimini, ut deleantur vestra peccata". Significat enim verbum delendi peccata in nostra conscientia scripta esse calamo legis, ac optat propheta, sicut aboletur scriptura in tabella aliqua, ut sic etiam aboleatur memoria peccati in corde suo et oculis Dei, sic tamen, ne pereat gratia aut gratitudo, quia culpa sic condonatur, ne tamen obliviscamur gratiae, sicut Petrus dicit de illis, qui obliviscuntur remissionem veterum peccatorum, et cumulant per incredulitatem et ingratitudinem nova peccata (2 Pet. 1,9), sicut videmus hodie mundum plenum esse contemtus evangelii et omnis generis licentiae. | Og herhen presser han også selve ordet 'udslet', som profeten her bruger, og som Paulus bruger i Kol 2,14: Han udsletter det anklagende skyldbrev, som var imod mig. Ligeså Peter i Apg 3,19: 'Gør bod og omvend jer, så jeres synder kan udslettes'! Han betegner nemlig her med ordet "udslette", at synden var skrevet i vores samvittighed med lovens pen, og profeten ønsker, at ligesom skriften i en eller anden opregning kan udslettes, sådan må også erindringen om synden udslettes i hans hjerte og i Guds øjne, dog således, at ikke takken eller taknemligheden går til grunde, fordi brøden sådan eftergives, ejheller sådan, at vi glemmer nåden, sådan som Peter siger om dem, som glemmer de tidligere synders forladelse og gennem deres mistillid og utaknemlighed avler ny synd; det ser vi idag, at verden er fuld af foragt for evangeliet og løssluppenhed af enhver art. |
46 In talibus peccatum non deletur, sed altius insculpitur. Ergo utrunque complectitur David, ut peccatum aboleatur, et detur Spiritus sanctus, per quem peccato possit resistere. Quia autem tantum petit deletionem, manifestum est, quomodo fiamus justi, scilicet, mera imputatione justitiae, cum per gratiam peccata delentur, et nos propter Christum accipimur in gratiam. Sed confer huc sophistarum et scholasticorum somnia, tunc videbis, quam inepte de remissione peccatorum et justitia docuerint. | I sådanne mennesker udslettes synden ikke, den indpræger sig snarere stærkere. Altså, begge dele tager David med, at synden kan fjernes, og at han kan få Helligånden som gave, gennem hvem han kan modstå synden. Men fordi han endogså beder om udslettelse, er det klart, hvordan vi bliver retfærdige, nemlig gennem en slags tilregnelse af retfærdighed, når ved nåden synden udslettes, og vi på grund af Kristus modtager nåden. Men sammenlign her med sofisternes og skolastikernes vrøvl, så vil du se, hvor utilstrækkeligt de lærer om syndernes forladelse og retfærdigheden. |
47 II. Amplius lava me ab iniquitate mea, et a peccato meo munda me. | Vask mig endnu renere fra min overtrædelse, og rens mig for min synd. |
48 Hactenus petiit gratiam et remissionem peccatorum (E42) vel indulgentiam, ut velit Deus ipsi et nobis omnibus favere, ignoscere peccatum et delere, secundum suam misericordiam. Haec enim prima pars est, seu primus gradus post agnitionem peccati, accipere gratiam, habere faventem et benefacientem Deum, ut simus in gremio misericordiae Dei, et habeamus fiduciam in illas certas promissiones, nobis de gratia Dei donatas. | Hidtil har han bedt om nåde og syndernes forladelse eller udslettelse, sådan som også Gud selv vil give os alle sin gunst, tilgive synden og udslette den, efter sin miskundhed. Dette er nemlig den første del, eller den første grad efter erkendelse af synden, at modtage nåden, at have Guds velbehag og velsignelse, at vi må være i Guds barmhjertigheds skød, og have tiltro til disse sikre forjættelser, som er givet os i Guds nåde. |
49 Has promissiones sicut nos in baptismo habemus, ita habuerunt ipsi in Christo promisso. In hoc versu autem, ubi rogat se a peccato ablui, proponit nobis aliam peccati distinctionem, quam supra ostendimus. Nam supra divisimus peccatum in peccatum sensibile (ut sic dicam) et non sensibile, sicut duo genera peccatorum fecimus, peccatores sensatos et insensatos, seu veros peccatores et sanctos sive hypocritas, qui indurati et securi peccatum suum non sentiunt. | Ligesom vi har disse forjættelser i dåben, sådan havde de dem i forjættelsen om Kristus. Men i dette vers, hvor han råber om at blive befriet fra synden, fremsætter han for os en anden distinktion i synden, end den vi ovenfor påviste. For ovenfor har vi opdelt synden i den følte synd (at jeg skal sige det på den måde) og den ikke følte synd, og sådan fremstillet næsten to slags syndere, følsomme syndere og ufølsomme syndere, eller sande syndere og hellige eller hykleriske syndere, som bliver forhærdede og sikre og ikke føler deres synd. |
50 Hic ostendit illud sensibile peccatum etiam duplex esse, seu duplici modo tractari. Est enim peccatum remissum per gratiam, et est peccatum reliquum in carne. Peccatum per gratiam remissum est, quod Deus propter Christum non velit nos deserere, quantumcunque simus peccatores, sed quod velit misericorditer indulgere nobis, qui peccato perditi et corrupti sumus. | Her påviser han, at denne følte synd også er af to arter, eller må behandles på to måder. Der er nemlig den synd, der er tilgivet i kraft af nåden, og der er den synd, der er tilbage i vort kød. Synden tilgives i kraft af nåden, fordi Gud på grund af Kristus ikke vil forlade os, hvor meget vi end er syndere, men barmhjertigt vil forbarme sig over os, der er fortabt i synd og ødelagt af synd. |
51 Hoc peccatum per gratiam remissum non satis est. Nam per infirmitatem subinde in peccata relabimur. Vellemus igitur non solum peccatum remitti, sed totum aboleri. Nam peccatum, sicut Augustinus loquitur, actu manet, reatu autem transit, hoc est, res ipsa, quae vere peccatum est, et remissa est, ac a Deo toleratur, ea manet in carne reliqua, nec dum plane mortua est, nisi quod per Christum, sicut in genesi dicitur, caput serpentis contritum est, lingua tamen adhuc micat, et cauda minatur ictum. | Den synd, der bliver tilgivet i kraft af nåden, er ikke den eneste. For i kraft af vores svaghed falder vi derefter atter i synden. Vi ønsker da ikke blot at få synden tilgivet, men helt at få den bort. For synden, sådan som Augustin taler om den, forbliver som handling, men forsvinder som skyld, dvs sagen selv, som er virkelig synd og som tilgives, og som tåles af Gud, den forbliver tilbage i vort kød, helt indtil dette er ganske dødt, medmindre der gennem Kristus sker det, som siges i 1. Mos. at slangens hoved søndertrædes, men dens tunge spiller stadig, og den hale truer med hug. |
52 Nam peccatum, quia gratia et misericordia Dei super nos regnat, non potest nos damnare (E43), non potest Deum nobis iratum reddere, et tamen in justificatis reliquiae peccati manent, ut concupiscentia et alia vitia, quae ceu feces reliquas sive seminaria propheta in se intuetur, et sicut supra pro remissione universaliter rogavit, ita hoc orat pro istarum reliquiarum expurgatione seu extirpatione. | For fordi Guds nåde og barmhjertighed hersker over os, kan synden ikke fordømme os, den kan ikke gøre Gud til vredens Gud, og dog forbliver der i de retfærdiggjorte rester af synd tilbage, såsom begær og andre laster, hvilke profeten betragter i sig som en slags efterladt skidt eller kim, og ligesom han ovenfor i al almindelighed bad om tilgivelse, sådan beder han her om disse resters udrensning eller udlugning. |
53 Haec igitur secunda pars petitionis est, quae, ut dixi, nobis secundam distinctionem peccati ostendit, quod Deus vult peccata delere, quo ad remissionem culpae et ad ipsam vim peccati, non quo ad rem seu naturam peccati. Nam vis peccati est accusare, damnare, mordere, laedere, non relinquere pacem cordi, objicere iratum Deum, infernum etc. Haec vis peccati per misericordiam gratuitam tollitur, et tamen manent verae hujus veneni reliquiae. Ergo utrumque verum est, quod nullus christianus habet peccatum, et quod omnis christianus habet peccatum. | Dette er da den anden del af hans bøn, der som sagt ifølge opdelingen af synden viser os, at Gud vil udslette synderne, forsåvidt angår tilgivelse af brøden og selve syndens kraft, ikke forsåvidt angår synden selv eller syndens natur. For syndens kraft består i at anklage, at fordømme, at pine, at såre, ikke at lade hjertet i fred, at pådutte en vred Gud, helvede, osv. Denne syndens kraft ophæves gennem nådens barmhjertighed, og dog forbliver der virkelig noget tilbage af denne gift. Altså er det både sandt, at ingen kristen har nogen synd, og at enhver kristen har synd. |
54 Hinc nascitur illa distinctio, quod apud christianos duplex est peccatum, peccatum remissum et peccatum reliquum, quod exstirpandum et abluendum est. Peccatum remissum est, quod fiducia misericordiae contritum est, ne damnet, ne accuset, et tamen propter hanc carnem adhuc pullulat, et militat in carne nostra, ut efficiat similes fructus prioribus, ut simus securi, ingrati, ignorantes Dei, sicut prius fuimus. Hi sunt conatus reliquiarum peccati in nobis, quos etiam sentiunt sancti, sed per Spiritum sanctum eis non indulgent. | Her opstår den skelnen, at der hos kristne er to slags synd, den tilgivne synd og den efterladte synd, som skal udluges og fjernes. Den tilgivne synd består i, at synden ved tilliden til barmhjertigheden er ødelagt, så den ikke anklager, ikke fordømmer, og dog fremspirer den stadig på grund af dette kød, og fører krig i vort kød, om ikke den kan frembringe de samme frugter som før, så vi bliver sikre, utaknemlige, uvidende om Gud, sådan som vi var før. Sådanne er den efterladte synds bestræbelser i os, og dem føler også de hellige, men i kraft af Helligåndens giver de dem ikke deres tilslutning. (k54) |
55 Ergo christianus, postquam fide justus est, seu remissionem peccatorum accepit, non debet sic securus esse, quasi plane ab omnibus peccatis purus sit, sed tum demum ei perpetua haec incumbit lucta cum reliquiis peccati, a quibus propheta hic cupit ablui. Est quidem justus et sanctus aliena seu extrinseca (E44) sanctitate, ut sic docendi causa appellem, hoc est, est justus misericordia et gratia Dei. | Altså bør den kristne, efter at han ved troen er blevet retfærdig eller har modtaget sine synders forladelse, ikke være på den måde sikker (k55), som om han helt og holdent var renset for synd, men først kaste sig ind i en vedvarende kamp med syndens efterladenskaber; dem beder profeten her om at blive befriet fra. Han er ganske vist retfærdig og hellig ved en andens eller en udefrakommendes hellighed, at jeg skal af pædagogiske grunde (k55a) skal tale sådan, dvs han er retfærdig ved Guds barmhjertighed og nåde. |
56 Haec misericordia et gratia non est aliquid humanum, non est habitus quidam aut qualitas in corde, sed est divinum beneficium, quod nobis donatur per illam cognitionem evangelii propriam, quod scimus seu credimus peccatum nostrum nobis per Christi gratiam et meritum remissum esse, et quod speramus propter Christum in misericordiam et miserationes multas et magnas, sicut propheta hic dicit. Haec autem justitia, an non aliena justitia est? quae tota consistit in alterius indulgentia, et merum donum est Dei miserentis et propter Christum faventis. | Denne barmhjertighed og nåde er ikke et eller andet menneskeligt, den er ikke en vane eller en egenskab i hjertet, nej, den er en guddommelig velgerning, som gives os gennem selve denne erkendelse af evangeliet, at vi véd eller tror, at vore synder er os forladte i kraft af Kristi nåde og fortjeneste, og at vi på grund af Kristus håber på barmhjertighed og stor og mangfoldig medynk, sådan som profeten her siger. Men denne retfærdighed, mon ikke den er en andens retfærdighed? den består jo helt og holdent i en andens forbarmen sig, og er snarere Guds gave, den Gud, der forbarmer sig, og for Kristi skyld er os nådig. |
57 Hoc in similitudine clarum fit. Si quis in aula alicujus principis capitale supplicium sit meritus, hunc si ex gratia dimittat princeps, an non dices ei culpam remissam, non proprio merito, sed gratuito beneficio clementis principis? Meritum enim nihil est, quam supplicium mortis. Sed tali non satis est, commissam culpam condonari, vincula solvenda, praebendae vestes, aliquid prae manu etiam dandum est, unde utatur. Idem nobiscum quoque accidit in negotio justificationis. | Dette kan klargøres ved en sammenligning: Hvis nogen ved en eller anden fyrstes hof har gjort sig fortjent til dødsstraf, og hvis fyrsten så eftergiver ham af nåde, mon så ikke du vil sige, at han har fået tilgivet sin brøde, ikke ved egen fortjeneste, men alene ved den nådige fyrstes barmhjertighed? Hans fortjeneste er nemlig ikke andet, end at han får sin dødsstraf. Men for en sådan er det ikke nok, at den begåede brøde eftergives, lænkerne løsnes og der skaffes godtgørelse, der må også gives noget i hånden, som kan bruges. Netop det samme sker med os, når vi drøfter retfærdiggørelsen. (k57) |
58 Nam cum per misericordiam sumus liberi a culpa, tum etiam dono Spiritus sancti opus est, qui expurget in nobis reliquum peccati, aut saltem nos adjuvet, ne succumbamus peccato et concupiscentia carnis, sicut Paulus dicit: "Mortificantes spiritu facta carnis" (Rom 8,13). Jam hoc nobiscum accidit, quod in ea securitate vivimus plerique, ac si toti essemus spiritus, et plane nihil carnis esset reliquum. Quare discendum est, carnem manere reliquam, et spiritus hoc esse officium, ut pugnet contra carnem, ne caro ea perficiat, quae concupiscit. | For når vi gennem barmhjertigheden er blevet fri for brøden, da er der også brug for Helligåndens gave, (k58) som udrenser i os den efterladte synd, eller i hvert fald hjælper os til ikke at give efter for synden og kødets begæringer, sådan som Paulus siger: 'når I ved åndens hjælp dræber kødets gerninger...'. Men nu sker der det med os, at de fleste af os lever i den sikkerhed, som om vi helt og holdent var åndelige, og som om der ikke var nogen kødets kræfter tilbage i os. Derfor skal man også lære, at kødet bliver tilbage, og at det er åndens gerning, at kæmpe mod kødet, at ikke kødet skal gennemføre, hvad det begærer. |
59 Ergo christianus non est formaliter justus, non est justus secundum substantiam aut qualitatem (docendi causa hisce vocabulis utor), sed est justus secundum (E45) praedicamentum ad aliquid, nempe, respectu divinae gratiae tantum, et remissionis peccatorum gratuitae, quae contingit agnoscentibus peccatum, et credentibus, quod Deus faveat et ignoscat propter Christum, pro peccatis nostris traditum et a nobis creditum. Hanc justitiam postquam fide consecuti sumus, tunc necesse est hoc balneo seu lotione hac, de qua psalmus dicit. | Altså er en kristen ikke formelt retfærdig, han er ikke retfærdig ifølge substansen eller egenskaben (af pædagogiske grunde bruger jeg disse ord), men han er retfærdig ifølge en udråben af noget, (k59) nemlig alene med henblik på den guddommelige nåde, og syndernes ufortjente forladelse, som sker med dem, der erkender deres synd og tror, at Gud er nådig og ser bort fra synden for Kristi skyld, han, der blev hengivet for vore synder og blev troet på af os. Når vi efter at være kommet til tro stræber efter den retfærdighed, er det nødvendigt med det bad eller den renselse, som salmen taler om. |
60 Nam peccatum non quidem amplius damnat, sed tamen remanet, vexat et moleste impedit, ne sic rapiamur amore erga Deum, ne sic pleno corde credamus, sicut aut per spiritum vellemus, aut Deus exigit, ne sic simus casti, placidi, benefici, etc., sed omnia quasi membra suis vitiis laborant contra legem Dei. | For synden fordømmer ganske vist ikke mere, dog forbliver den, vokser og påfører ødelæggelse, så at vi ikke udviser den kærlighed mod Gud, ikke tror af så fuldt et hjerte, som vi skulle ville gennem ånden, eller som Gud kræver, så at vi ikke er så kyske, så milde, så velgørende osv, men alle vore lemmer arbejder imod Guds lov, som om de var lemmer med deres egen kraft. (k60) |
61 Hic nisi magno conatu nos opposuerimus et pugnaverimus, tunc periculum est, ne ista vitia grandescant, et nos retrahant in veterem impietatem, sicut plurima exempla nostrorum hominum docent, qui nunc audito evangelio longe sunt pejores quam antea, sicut etiam sectarum exempla testantur. Sic enim securi sunt, ac si non possit eos sua ratio fallere, ac si sint sine carne. Illas diabolicas cogitationes, quas afferunt ad verbum Dei, admirantur et vulgant quasi oracula. Hoc cum fit, nullus remedio locus est reliquus. | Hvis vi ikke her står imod med stor kraft og kæmper imod, da er der fare for, at disse laster øges, og trækker os tilbage i den gamle ufromhed, sådan som mange eksempler med vore folk viser, som nu, hvor de har hørt evangeliet, er meget værre end før, og det viser også sekternes eksempler. De er nemlig sikre, som om deres fornuft ikke kan fejle, eller som om de intet kød havde. De beundrer og gør almindelig kendt sådanne djævelske overvejelser, som de henfører til Guds ord. Når dette sker, er der ingen hjælp mere at hente. |
62 Contra hanc securitatem prodest orationem Davidis bene considerare, in qua postquam remissionem peccatorum quoad culpam rogavit, et in misericordia Dei laetatur, etiam hoc petit, quod restat, ut lavetur ab iniquitatibus, ut donetur sibi Spiritus sanctus, virtus et domini illud, quod intus in corde vivat, et expurget reliquum peccati, quod per baptismum coepit sepeliri, sed nondum plane sepultum est. | Imod denne sikkerhed gavner det at betragte Davids bøn grundigt; heri spørger han, efter at have fået sine synder forladt, om det, der har med brøden at gøre, og glæder sig over Guds barmhjertighed; ydermere beder ham, som vi skal høre, om at blive vasket ren for sin overtrædelse, om at Helligånden må gives ham, den ånd, som er kraft og herre over det, der lever indvendigt i hjertet, og udrenser den resterende synd, som i dåben begyndte at blive begravet, men aldrig bliver helt begravet. |
63 Atque (E46) haec est vita christianus, sicut egregie describitur ad Coloss. 3., ut quaeramus ea, quae sursum sunt, tanquam mortui mundo, et quorum vita in Christo abscondita sit, et 2. Corin. 7., ut mundemus nos ab omni inquinamento carnis et spiritus. Significat enim restare in se et omnibus christianis hujusmodi inquinamenta spiritus, hoc est, malas opiniones de Deo, et carnis, hoc est, vitiosas cupiditates, et hoc nostri laboris et studii esse debere, ut adjuti Spiritu ea expurgemus. Qui autem sibi toti sancti et sine vitiis esse videntur, hi inquinantur spiritu, ac ammittunt fidem, et concipiunt opiniones fidei quidem simillimas, sed a diabolo immissas, quibus paulatim securi a verbo in impietatem abducuntur. | Og dette er den kristnes liv, sådan som det udmærket beskrives Kol 3, at vi søger de ting, som er oventil, skønt vi er af den dødelige verden, og at vores liv er skjult i Kristus, og i 2 Kor. 7,1, at vi skal rense os for al kødets og åndens urenhed. Det betyder det nemlig at forblive i sig selv, og for enhver kristen er der den slags åndens urenheder, det er: onde meninger om Gud, og kødets begæringer, det er: lastefulde begæringer, og det bør være vor stræben og vor lyst med åndens hjælp at udrense dem. Men de, der mener de er helt hellige og uden laster, de er åndens urenhed, og falder bort fra troen, og fatter meninger om troen, der ganske vist ligner (de ægte), men er indgivet af djævelen, hvorved disse sikre lidt efter lidt føres bort fra ordet ind i ufromheden. |
64 Cito igitur dixeris: Credo in Christum, sed res plenissimi laboris est, ut haec fides in corde fixa et certa sit ac maneat, quia inquinamentum spiritus adest, et nec ratio nostra nec Satan cessant, qui hoc agunt conjunctis viribus, ut omisso verbo propriis opinionibus nos gubernemus. Hinc oriuntur sectae et haereses, quae acerbissimo odio nos oderunt, et tamen hoc suum odium non putant peccatum esse, sed zelum interpretantur. | Men her vil du med det samme sige: Jeg tror på Kristus, men det er noget, der har den største anstrengelse i sig, for at denne tro kan være og forblive fast og sikker i hjertet, for åndens tilsmudsning er til stede, og hverken vor fornuft eller Satan ophører med med samlede kræfter at stræbe efter det, at vi vil styre os selv med vore egne opfattelser, idet vi lader ordet være. Her er oprindelsen til de sekter og kættere, som hader os med et meget stærkt had, og dog ikke mener, at deres had er nogen synd, men tolker det som trosiver. |
65 Igitur non expurgant, non abluunt peccatum hoc, sed augent quotidie. Nos autem curemus, ut quotidie lavemur, ut de die in diem fiamus puriores, ut novus homo resurgat, et vetus corrumpatur quotidie, non solum ad mortem, sed etiam ad sanctificationem. Ad hanc christianorum quasi palaestram faciunt, quod non solum variis calamitatibus corporalibus ecclesiam Deus premi sinit, sed quod etiam haereses et sectas permittit excitari, ut exerceatur ad retinendum verbum et fidem et expurgandas illas reliquias peccati. | Derfor udrenser de ikke, de afvasker ikke denne synd, men øger den dagligt. Men vi, derimod, bestræber os på, dagligt at vaskes, så at vi dag for dag bliver renere, så at det nye menneske oprejses og det gamle dagligt ødelægges, ikke blot henimod døden, men også henimod helliggørelsen. På denne de kristnes, skal vi sige, gymnastikskole, gør de det, at Gud ikke blot lader kirken blive trykket af forskellige legemlige gebrækkeligheder, men at han også tillader kættere og sekter at udbredes, så at han opøver i at udholde ordet og troen og udrense disse tilbageværende synder. |
66 Nam ideo datur Spitirus sanctus credentibus, ut cum larvis sapientiae nostrae in cordibus nostris pugnet, quae se attollunt adversus justitiam Dei, deinde ut nos excitet ad orandum, ad praestanda (E47) officia humanitatis omnibus, maxime autem fratribus, et ut sic animus et corpus exerceatur, et de die in diem fiamus sanctiores. | For af den grund gives Helligånden til de troende, for at den kan bekæmpe vor visdoms underfundigheder i vore hjerter, som rejser sig imod Guds retfærdighed, og videre for at den kan opmane os til at bede, til at udøve alle slags godgørenhedsgerninger, især mod brødrene, og for at sjæl og legeme således kan opøves, at vi dag for dag bliver helligere. |
67 Manifesta igitur haec confessio est, quod christiani sint peccatores. Nam ubi requiritur lotio, ibi significatur inquinamentum et sordes. Sed nostri sophistae quia tantum philosophicam justitiam intelligunt, seu qualitatem in mente, non possunt hanc discordantiam concordare. | Derfor står den bekendelse fast, at de kristne er syndere. For hvor der kræves afvaskning, dèr betegnes det, at der er en tilsmudsning og en snavsethed. Men vore sofister kan, fordi de kun forstår det om en filosofisk retfærdighed eller om en kvalitet i sindet, ikke få disse to modsætninger til at rime. |
68 Ponunt justitiam ceu qualitatem in corde, ea cum adest, sentiunt totum hominem esse sanctum in spiritu et carne. Cum igitur audiunt Paulum esse electum, et tamen esse peccatorem, propter reliquias peccati haerentis in natura, putant se chimaeram aliquam audire, quae nusquam sit in tota natura. Damnant igitur nos pro haereticis, et minantur incendia. | De anbringer retfærdigheden som en kvalitet i hjertet, og når den er til stede, mener de, at hele mennesket er helligt i ånd og kød. Når de så hører, at Paulus er udvalgt, og dog er en synder, på grund af den efterladte synd, der klæber til ham ud fra naturen, mener de at høre en kimære, som slet ikke findes i hele naturen. Derfor fordømmer de os som kættere, og truer os med brand. (k68) |
69 Sed respondeant nobis ad hunc psalmum tam nobilem et notum vulgo, quid causae sit, cur David post misericordiam et miserationes, hoc est, post justificationem, petat hoc quoque, ut munderetur? Nam David habens remissionem peccatorum, et exsistens in gratia, quem nullum peccatum accusat, nec damnat, tamen adhuc est immundus, et habet adhuc immundum peccatum, cui nihil deest, cur non vere peccatum sit, quam quod non potest eum damnare. | Men lad dem svare os angående denne salme, så ædel og kendt af folket, hvad der kan være grunden til, at David efter barmhjertigheden og barmhjertighedsgerningerne, det vil sige, efter retfærdiggørelsen, også beder om, at han må blive renset? For David, der har syndernes forladelse, og lever i nåden, David, som ingen kan anklage eller fordømme for nogen synd, han er dog stadigvæk uren, og har stadigvæk en uren synd, og der mangler kun det i synden, at den skulle være rigtig synd, så den kunne fordømme ham. |
70 Ergo David justus et justificatus adhuc habet peccatum, et pro parte adhuc est injustus. Ideo orat donum maximum Spiritus sancti ad has sordes expurgandas, ac sane donum hoc satis probat, non esse ludum aut jocum hanc ablutionem. Nam hoc etiam cavendum est, ne illas peccati reliquias extenuemus. Si enim eas extenues, vilescet etiam purgator et donum purganti, Spiritus sanctus scilicet. | Altså, den David, der er retfærdig og retfærdiggjort, har stadig synd, og er delvis stadig uretfærdig. Derfor beder han om Helligåndens største gave, så dette smuds kan blive udrenset, og dette viser, at det sandelig er en gave og ikke er en spøg eller en vittighed med denne afvaskning. For det må man også passe på, at vi ikke fortynder disse syndens efterladenskaber. For hvis vi fortynder dem, gør vi nemlig både udrenseren og den gave, at den bliver udrenset, billig, det vil sige, vi gør Helligånden billig. |
71 Et propheta diserte illas reliquias vocat peccatum et iniquitatem, quanquam non est id peccatum, quod antea fuit, quia caput ejus est contusum per remissionem (E48) peccatorum. Ideo non simpliciter dicit propheta: "Lava me", sed "amplius", seu multum lava me, hodie, cras, et ita deinceps per omnem vitam, ab inquinamentis corporis et spiritus, ut de die in diem fiam fortior et certior contra terrores legis, donec fiam dominus legis et peccati, per plerophoriam tuae misericordiae etc. | Og profeten kalder tydeligt disse efterladenskaber for synd, skønt det ikke er den synd, som tidligere var der, fordi dens hoved er knust ved syndernes forladelse. Derfor siger profeten ikke simpelthen 'vask mig', men 'vask mig yderligere', eller 'vask mig meget, idag, i morgen, og derefter hele livet igennem fra legemets og åndens tilsmudsning, så at jeg dag for dag bliver stærkere og sikrere imod lovens afskrækkelse, indtil jeg bliver herre over loven og synden, gennem din barmhjertigheds mangfoldighed osv. |
72 Haec est doctrina hujus psalmi et perpetua nostra schola, in qua nunquam perfecti magistri evademus, non nos, non apostoli, non prophetae. Omnes enim hic manemus discipuli, et omnes petimus, dum vivimus, amplius lavari. | Dette er denne salmes lære, og vores stadige skole, fra hvilken vi aldrig bliver udskrevet som fuldkomne lærere, vi gør det ikke, apostlene gjorde det ikke, profeterne gjorde det ikke. For alle forbliver vi her elever, og alle må vi bede, sålænge vi lever, om at måtte vaskes yderligere ren. |
73 Hae sunt duae partes justificationis. Prior est gratia per Christum revelata, quod per Christum habeamus placatum Deum, ut peccatum amplius non possit nos accusare, sed conscientia fiducia misericordiae Dei sit reducta in securitatem. Posterior est donatio Spiritus sancti cum donis suis, qui illuminat contra inquinamenta spiritus et carnis, ut defendamur ab opinionibus diabolicis, quibus orbem terrarum seducit, ut vera cognitio Dei in diem crescat, item alia dona, castitas, obedientia, patientia, ut corpus nostrum et concupiscentiae frangantur, ne eis obediamus. | Dette er de to dele af retfærdiggørelsen. Den første er nåden, der er åbenbaret gennem Kristus, fordi vi gennem Kristus har Guds velbehag, så at synden ikke mere kan anklage os, men samvittigheden ved tillid til Guds barmhjertighed er ført tilbage til sikkerheden. Den sidste er Helligåndens foræring med sine gaver, som oplyser imod åndens og kødets tilsmudsning, så at vi kan forsvare os imod de djævelske anskuelser, hvormed han forfører hele verden, så at den sande erkendelse af Gud kan øges dag for dag, ligeledes de andre gaver, kyskhed, lydighed, tålmodighed, så at vort legeme og vore samvittigheder brydes i stykker, at vi ikke adlyder dem. |
74 Qui hoc donum non habent, aut eo non sic utuntur, sed aut in carnis sordes, aut spiritus labuntur, ut sine discrimine dogmata omnia probent, apud hos dominatur caro, nec norunt tales, quid sit hoc Spiritu sancti balneum, quod David hic petit. | De, der ikke har denne gave, eller ikke bruger den således, men enten falder i kødets eller åndens smuds, så at de beviser alt uden at skelne mellem læresætningerne, hos dem hersker kødet, og sådanne véd ikke, hvad dette åndens bad er, som David her beder om. |
75 III. Quoniam iniquitatem meam ego cognosco, et peccatum meum contra me est semper. | For min uretfærdighed kender jeg, min synd står mig altid for øje. |
76 Audivimus duos versus psalmi, in quibus David postulavit, primo gratiam et remissionem peccatorum, deinde etiam donum purificans et mundificans feces seu reliquias peccati. Nam haec duo absolvunt perfecte justum et sanctum coram Deo, sine omnibus nostris praeparationibus (E49) et satisfactionibus, et sine ista fictitia poenitentia, quam hactenus docuimus in populo, et papistae adhuc docent, quia tantum una justificationis causa est, scilicet, meritum Christi, seu gratuita misericordia, quam corda, Spiritu sancto accensa, fide apprehendunt. | Vi har hørt to vers i salmen, hvori David begærer, først nåden og syndernes forladelse, dernæst også den gave, der renser og tvætter syndens lort eller efterladenskaber. For disse to løser fuldstændig den retfærdige og hellige overfor Gud, uden nogensomhelst forberedelse og fyldestgørelse fra vor side, og uden denne opdigtede bod, som vi hidtil har lært for folket, og som papisterne stadigvæk lærer, fordi der kun er denne ene grund til retfærdiggørelsen, nemlig Kristi fortjeneste, eller hans ufortjente barmhjertighed, som hjerterne, der er antændte af Helligånden, griber med troen. |
77 Quodsi quis vult, numeret agnitionem peccati tanquam causam secundam, seu, ut eruditi loquuntur, causam sine qua non, quia sic est causa, ut tamen tota res pendeat ex misericordia Dei, seu ex promissione, quod scilicet Deus promisit, se velle illorum misereri, qui agnoscunt sua peccata, et justitiam sitiunt. | Og så kan man, hvis man vil, opregne erkendelsen af synden som en anden grund, eller, som de uddannede siger, en uundværlig grund, for sådan er den begrundelse, at selv om dog hele sagen afhænger af Guds barmhjertighed eller af forjættelsen, hvorved jo Gud lover, at han vil forbarme sig over dem, som erkender deres synder og tørster efter barmhjertighed. (k77) |
78 Alioqui si de natura peccato loquaris, etiam peccatori sensitivo, ut supra appellavimus, nihil aliud debetur secundum omnem legem et naturam, quam poena et indignatio summa. Quod autem tales poenam et iram effugiunt, hoc totum est misericordiae Dei, qui promisit, se eos, qui sentiunt peccata et horrores judicii divini, velle refocillare gratuito remittendo peccatum. | Ellers, hvis du vil tale om syndens natur, også for den følsomme synder, som vi ovenfor har kaldt ham, så bør der ikke følge noget andet, ifølge al lov og al natur, end straf og den højeste vrede. Men fordi sådanne flygter fra straffen og vreden, afhænger det hele af Guds barmhjertighed, som forjætter, at Gud vil genoplive dem, der føler synderne og den guddommelige doms rædsler, for intet ved at tilgive synden. |
79 Nihil igitur est, quod possit quoquo modo allegari pro merito, quia nec agnoscere peccatum aliquid est, nisi quantum promissio divina facit. Nam cum peccatum per Spiritum sanctum arguitur ac revelatur, ut David non adulterium tantum, sed universaliter totam naturam peccato deformatam penitus animo intueatur, tunc si nihil quam nostra satisfactio exspectanda esset, opprimeretur David metu judicii Dei, et desperatione, sicut nostra experientia saepe edocti sumus. | Der er altså intet, som på nogen måde kan regnes for en fortjeneste, for det at erkende synden kan kun gennemføres, hvis den guddommelige forjættelse medfører det. For når synden gennem Helligånden bliver anklaget og afsløret, ligesom David ser ikke blot sit hor, men hele sin natur fuldstændig ødelagt i sjælen af synden, hvis der da ikke var andet at forvente end vor fyldestgørelse, så ville David bliver undertrykt af frygt for Guds dom, og af fortvivlelse, sådan som vi ofte er blevet undervist om det af vores erfaring. (k79) |
80 In monasteriis proponebatur satisfactiones et accurata peccatorum confessio, sed non ideo in tranquillo erat conscientia. Suedebatur cucullus, sed iidem in cucullo durabant animi dolores, quos antea eramus passi, nec proderat iterum abjicere cucullum. Hoc autem experimur, Dei benignitate, praesentissimum et certissimum (E50) remedium esse, nosse seu credere, quod Deus territis peccato suo velit ignoscere, et quod jubeat sperare tales remissionem peccatorum. Hunc promissionis locum ostendit David suo exemplo, sibi causam esse implorandae misericordiae et doni, quo purificetur. | I klostrene blev der fremlagt fyldestgørelser og nøjagtige syndsbekendelser, men man fik ikke af den grund ro i samvittigheden. Kappen gjorde sine overtalelser, men de samme sjælesmerter vedvarede i kappen, som dem vi førhen havde lidt under, og det gavnede ikke noget igen at smide kappen. Men det erfarede vi, ved Guds velvilje, at der er et meget nærværende og meget sikkert hjælpemiddel til at lære eller til at tro, at Gud vil tilgive de skrækslagne deres synd, og at han befaler sådanne mennesker at håbe på syndernes forladelse. David påviser med sit eksempel denne forjættelses sted, for det er for ham årsag til at han anråber om barmhjertighed og om den gave, hvorved han kan renses. |
81 Quare rationalis particula, qua hic utitur, non ponitur, quasi cognitio peccati sit prima causa, quae mereatur remissionem peccatorum. Peccatum enim est peccatum, et meretur poenam sua natura, sive agnoscas, sive non agnoscas. Sed agnitio peccati est correquisitum quoddam, quod Deus vult agnoscentibus peccata ignoscere, non agnoscentibus non vult ignoscere. Haec promissio sola causa est, et prima, media et ultima causa, hoc est, totum est in justificatione. | Derfor, den begrundelsesartikel, som han her bruger, den anbringer han ikke, som om erkendelse af synden var den første årsag, hvormed han kunne fortjene syndernes forladelse. For synd er synd, og fortjener straf efter sin natur, hvad enten man erkender den eller ej. Men erkendelse af synden er en slags hjælpemiddel, at Gud vil tilgive de erkendende deres synd, men at han ikke vil tilgive de ikke-erkendende deres synd. Denne forjættelse er den eneste grund, både den første, den midterste og den sidste, det vil sige, deri ligger hele retfærdiggørelsen. |
82 Ad hanc justificationem David intuetur, cum dicit: "Quoniam iniquitatem meam cognosco," quasi dicat: Non allego tanquam meritum aliquod, quod peccatum meum cognosco, sed quia tu promisisti gratiam agnoscentibus peccatum, ideo coram te profiteor, me peccatum meum agnoscere etc. Vocabulum nosse in hebraeo longe significantius est, quam in aliis linquis. Significat enim sentire et experiri aliquid, quale sit secundum suam naturam. | Det er den retfærdiggørelse, David ser på, når han siger: "For min uretfærdighed kender jeg", som om han ville sige: Jeg regner det ikke som en slags fortjeneste, at jeg erkender min synd, men fordi du har lovet nåde til dem, der erkender deres synd, derfor bekender jeg overfor dig, at jeg erkender min synd, osv. Ordet 'at kende' er på hebraisk meget mere significant end på andre sprog. Det betyder nemlig at føle og erfare noget, hvordan det er efter dets natur. |
83 Sic de Adam dicit scriptura: "Cognoscit uxorem suam", hoc est, expertus est et sensit. Sic non novit Deus superbos, hoc est, non curat, non promovet eos etc. Eodem modo hic ponitur: "Quoniam peccatum meum cognosco", quasi dicat: In eum locum veni, ut tempus sit miserendi et juvandi, sum enim factus ex insensato peccatore peccator sentiens, qui nunc peccatum et judicium Dei cognosco, hoc est, vere sentio. Porro hic sensus est ipsissima mors naturae, nisi per Spiritum sanctum subjiciantur cogitationes pacis, et cognitio misericordiae Dei, quod Deus tales peccatores non velit perdere. (E51) | Således siger skriften om Adam: 'Han kendte sin hustru', det vil sige, han erfarede og følte hende. Således vil Gud ikke kende de overmodige, det vil sige, han vil ikke tage sig af dem, ikke hjælpe dem osv. På samme måde siger han her: "For jeg kender min synd", som om han ville sige: Jeg er kommet til det sted, hvor tiden er inde til at forbarme og hjælpe, jeg er nemlig fra en ufølsom synder gjort til en følsom synder, som nu erkender synden og Guds dom, det vil sige, jeg kender den virkelig. Fremdeles er denne følelse i sig selv naturens død, hvis der ikke gennem Helligånden blev hjulpet med fredsovervejelser og erkendelse af Guds barmhjertighed, at Gud ikke vil lade den slags syndere gå fortabt. |
84 Hic opus sententiis, quas sine dubio meditatissimas habuere sancti patres, quod dicit dominus in Deuteronomio, quanquam ibi de corporali beneficio loquitur: "Non propter justitias tuas et aequitatem cordis tui possidebis terram gentium etc". Item: "Ego dominus, qui deleo iniquitatem tuam". Item: "Nolo mortem peccatoris etc". (Ez 18,32) | Her er der brug for de domme, som uden tvivl de hellige fædre havde i overvejelse, som Herren afsiger i 5 Mos 9,5, selv om han her taler om en legemlig velsignelse: 'Det er ikke på grund af dine retfærdige gerninger og dit hjertes retskaffenhed, at du vil komme til at besidde hedningernes land osv". Ligeledes: "Jeg Herren, som udsletter din uretfærdighed". Ligeledes: "Jeg vil ikke synderens død osv". |
85 Hic exemplis opus est, quod Deus, cum Ninivitae poenitentiam agerent, hoc est, cum agnito peccato humiliarentur, retractat sententiam suam, et dicit: "Non perdam eos", (Jon 3,10) item, quod Achab, cui minatus erat interitum familiae, ignoscit, et dicit ad prophetam: "Vidistine Achab humiliatum?"(1 kong 21,29) | Her er der også brug for eksemplet med, at Gud,da ninevitterne gjorde bod, det vil sige, da de erkende synden og ydmygede sig, trak sin dom tilbage og sagde: "Jeg vil ikke lade dem forgå". Ligeledes, da Akab, som var blevet truet med at hans familie skulle gå under, erkendte, og Gud sagde til profeten: "Har du ikke set, hvor Akab har ydmyget sig?" |
86 Ex his historiis nascitur illa theologia notitia Dei, quod Deus sit Deus humilium, afflictorum et pauperum, qui se agnoscunt, quod sint peccatores, et sic timent Deum, ut tamen magis sperent in misericordiam ejus. Hujusmodi sententiae et exempla sancti patres in lege sine dubio habuerunt notissimas et carissimas. | Af disse historier fremgår den teologi om erkendelsen af Gud, at Gud er de ydmyges, de anfægtedes og de fattiges Gud, deres Gud som erkender, at de er syndere, og frygter Gud således, at de dog snarere skulle håbe på hans barmhjertighed. Den slags domme og eksempler har de hellige fædre uden tvivl erkendt og elsket. |
87 Nostri devotarii satis bonum simile ex Mose usurparunt, ubi jubet pignoris loco non simul inferiorem et superiorem molam accipiendam esse, (5 Mos 24,6) ne de victu periclitetur debitor. Hoc eo accommodarunt, quod Deus nolit nihil, quam iram sentiri, sed quod velit sensum irae misceri cum sensu gratiae, secundum sententiam: "Beneplacitum est domino super timentes eum, et super eos, qui sperant super misericordia ejus". (Sl 147,11) | Vore indviede har påstået, at det er tilstrækkeligt godt, når de handler ligesom Moses, hvor han befaler, at man som pant ikke på én gang må modtage hverken den øverste eller den underste møllesten, at ikke skyldneren skal sætte sit underhold på spil. Det passer de til derhen, at Gud ikke vil noget, hvorved vreden kan føles, men at han vil, at følelsen af vreden skal blandes med følelsen af nåden, ifølge den sætning: 'Herrens velbehag er over dem, der frygter ham, og over dem, der håber på hans barmhjertighed'. |
88 Ad hunc modum David quoque petit sibi ignosci, quia, inquit, agnosco iniquitatem meam. Quid hoc ad me? Deus potest dicere, si agnoscis peccatum, et ideo ex corde doles, habeas fructum operum tuorum. Ad hunc modum responderet lex, et sineret hominem in illo sensu peccati ita perire. Nam judex sic solet, cum confessione culpae poenam conjungit. (E52) | På denne måde beder David også om, at han vil bære over med ham, fordi, siger han, jeg kender min uretfærdighed. Hvad har det med mig at gøre? Gud kan sige, hvis du erkender synden, og det derfor smerter dig i hjertet, så du bærer frugt i dine gerninger. Men loven skal svare på den måde og ophøre med således at få mennesket til at gå under i følelsen af sin synd. For dommeren plejer at gøre således, når han knytter straffen sammen med bekendelsen af brøden. |
89 Sed Deus non vult esse judex, ideo legem sustulit praedicatione evangelii, in quo testatur, sibi satis esse poenae, si cor sit afflictum et desperatum, quod antea in peccatis securum erat, non quod meritum aliquod sit, agnoscere peccatum, sed quia ipse promisit se agnoscentibus ignoscere velle, et tantum se irasci istis peccatoribus, qui non sentiunt peccata sua, sed aut praesumunt de viribus suis, et volunt justificari proprio merito, aut secure peccant secundum concupiscentiam carnis, sine timore Dei. Sed hi crassi peccatores illis adhuc meliores sunt, qui duplici operculo peccatum suum tegunt, quod et fidunt suis viribus et misericordiam repudiant. | Men Gud vil ikke være en dommer, derfor ophæver han loven ved evangeliets prædiken, hvorved det bevidnes, at for ham er straffen tilstrækkelig, hvis hjertet er anfægtet og fortvivlet, det hjerte, der tidligere var sikkert i sine synder; ikke fordi det er nogen slags fortjeneste at erkende synden, men fordi han selv har lovet, at han vil tilgive dem, der erkender synden, og kun vredes på de syndere, som ikke føler deres synder, men enten stoler på deres egne kræfter og vil retfærdiggøres ved egen fortjeneste, eller synder i sikkerhed ud fra kødets begær, uden frygt for Gud. Men disse rå syndere er dog stadigvæk bedre end dem, som dækker deres synd under en dobbelt gerning, så de både stoler på deres egne kræfter og afviser barmhjertigheden. |
90 Videre til Sl51c! |
Noter:
n23: Faktisk står der Deo i Erlangerudgaven. Jeg har tilladt mig at rette det til Deum, ellers kan jeg ikke få mening i det.
n42: I Vulgata står der Es 53,11: 'pro
eo quod laboravit anima eius videbit et saturabitur in
scientia sua iustificabit ipse iustus servus meus multos et iniquitates
eorum ipse portabit'. Det må vist være det sted, Luther tænker
på, selv om han siger 'notitia' i stedet for 'scientia', og direkte
siger 'Christi' i stedet for 'sua'.
k9: (#9) Vi er normalt lidt kede af at gøre så meget ud af følelsen af synd, som Luther gør her. Lad mig derfor allerede her gøre opmærksom på, at Luther senere advarer mod at betragte erkendelsen af synden eller følelsen af den som en fortjenstfuld gerning.
k10: (#10) Igen bruger Luther sin egen erfaring fra klosterkampen. Og skønt jeg vil betragte det som en vigtig ting, at han på den måde får sat sine mange måske lidt luftige tankegange fast i en jordisk erfaring, kan jeg ikke helt udelukke, at denne jordiske erfaring kunne være udsprunget, ikke af en ægte folkelighed, men af en forkvaklet munkefromhed. Eller med andre ord: Jeg spørger mig selv, om dette, at Luther betragter vore naturlige drifter som syndens rod, mon ikke har sit udspring i den fromhed, han er vokset op i, både i samfundet i almindelighed og i klostret i særdeleshed.
k12: (#12) Her dukker relationstænkningen op med sit væsentligste problem: Hvordan forsones den ene person med den anden? Og det er altså det problem, Luther har behandlet ud fra salmen, fra første færd og til nu.
k13: (#13) Jeg vender mig imod Luthers totalsyndighedslære, men det betyder ikke, at jeg vil nægte, at det kan være en from og god holdning: at betragte sig selv som altid værende i synd. Blot er jeg meget betænkt på, at denne bekendelse bliver ægte, og da vi ikke kan eftergøre Luther hans arvesyndslære, bliver det ofte kun til mundsvejr med vor syndsbekendelse. Og så er det, jeg spørger: Jamen, er den i det hele taget nødvendig?
k15: (#15) Også dette tilslutter jeg mig fuldt ud, det vil sige, jeg giver det gamle broderi ret, som hang i mange missionshjem: Alt af nåde. Og det gør jeg ud fra den betragtning, at så såre man i et personforhold begynder at ville tælle gerninger, er det tegn på, at forholdet er gået i stykker.
k17: (#17) Luther skildrer her den kamp, der altid foregår i en kristens indre. Den kommer naturligvis til at tage sig anderledes ud, når man ændrer så afgørende på Luthers forudsætning, som jeg har gjort. For mig at se består den kristnes kamp i at fastholde tillidsforholdet, til næsten og til Gud, det står i stadig fare for at blive ødelagt og bliver det jo ofte, men kan dog genoprettes ved Helligåndens hjælp, altså i noget helt andet end den består i for Luther.
k21: (#21) Enten udtrykker Luther sig lidt for kortfattet her, eller også giver han mig ret. 'David tier om sin retfærdighed og fortjeneste', siger Luther; men har han en sådan? Skulle Luther i virkeligheden have sagt: 'David tier om den retfærdighed og fortjeneste, som andre mener, han har'? Og David 'frigør sig fra sin egen retfærdighed', siger Luther; måske mener han, at han frigør sig fra at tro om sig selv, at han er retfærdig. Men hvis Luther ikke har udtrykt sig for kortfattet, hævder han altså (hvad jeg giver ham så inderlig ret i), at David undlader at pukke på den retfærdige gerninger, som han i og for sig har gjort, fordi det gør man ikke i et personforhold, og at han frigør sig fra sin egen retfærdighed, fordi både han og Luther er klar over, at enhver pukken på egen retfærdighed ville bringe forholdet mellem de to i fare.
k24: (#24) Det ske dig, som du tror. Jeg finder nok engang det sted hos Luther, hvor han har udtalt sig, så man kan misforstå ham, som Luther selv refererer det i #23f. Men Luthers svar her er interessant. Han siger, at det, at det sker dig, som du tror, gælder i den negative forstand, men ikke i den positive. Hvorfor lader han ikke tingene være parallelle? Så altså det ene er lige så trosafhængigt som det andet? Så du har en nådig Gud, når du tror, du har en nådig Gud, ligesom du har en vred Gud, når du tror, du har en vred Gud? Det gør han, tror jeg, fordi han, som Løgstrup, hævder, at tilliden har forrang fremfor mistilliden, livet fremfor døden.
k29: Når man står i et personforhold,
der er brudt istykker, kan man ikke selv genoprette det. Man må vente,
til det sker. Man kan vel bede om tilgivelse for det, man har gjort forkert,
men man kan ikke regne med, at den anden vil tro, at man er oprigtig i
sin bøn. Denne erfaring fra et personforhold mellem mennesker kan
føres over på personforholdet til Gud. Men derved viser der
sig en vanskelighed, som Luther bla. her må slås med. Gud er
ikke på samme måde som et menneske en person, man kan omgås
til daglig. Og specielt, hvis forholdet til Gud er i stykker, er man på
meget ubehagelig måde overladt til Helligåndens forgodtbefindende.
Luthers problem i klosterkampen var, plejer vi at
sige, dette: Hvordan finder jeg en nådig Gud? Men netop med dette
specielle fænomen ved personforholdet in mente er det en lidt uheldig
formulering. For man kan banke på og banke på hos Gud, og man
kan banke på på den rigtige måde, man kan lægge
ansigtet i de rette folder, det nytter intet uden åndens medvirken.
Den må man pænt vente på.
I det hele taget er det derfor et problem, at Luther
står med en bøn af David, altså med en henvendelse fra
et menneske til Gud. Der er fare for, at der kommer ud af det noget, der
slet ikke må komme ud af det, nemlig en fidus, som man kan benytte
sig af, hvis man en dag finder ud af, at man da godt vil have en nådig
Gud.
I disse to afsnit slås Luther med dette problem.
I #28 løser han det på den måde, at
han forsikrer, at David har Guds forjættelser at stole på,
det er ikke sådan, at han med sin tro skaber sig en Gud i sit billede,
det var Gud, der gennem sine forjættelse talte sit ord, og David,
der som reaktion derpå stolede på Gud. I #29
tager han sin tilflugt til barnebilledet og opfordrer os til at rulle os
ind i Guds favn. Også her skildrer han det sådan, at Guds nådestilsigelse
kommer først, og vor tro komme bagefter som en reaktion på
denne tilsigelse. Hvis man vil være spidsfindig, kan man indvende,
at troen bider sig selv i halen. Bemærkningen om, at man ikke må
tvivle på, at Gud vil bruge nåde og barmhjertighed overfor
arme og anfægtede syndere, forudsætter den ikke, at Gud har
brugt nåde og barmhjertighed overfor mig? Svaret er nej. En nådestilsigelse
skal ikke forstås som et ord med juridisk gyldighed (som fx en gave),
men som et ord i et personforhold, der sigter på at genoprette det
brudte forhold, dvs at fremkalde modtagerens tro. Men man kan måske
sige, at det er forkert at tale om, at Gud ord deler sig i to, så
han bruger én ting overfor én slags mennesker og noget andet
overfor en anden slags. Guds ord er det samme, men vor reaktion er forskellige,
og ud fra vor reaktion (vor tro eller vantro) ser Guds ord forskelligt
ud.
k34: (#34) Denne bemærkning, især den om, at David sålænge han lever, vil leve ondt, er lidt ulden i kanten, ifølge det, Luther andre steder siger. Én af konsekvenserne af Luthers fastholden ved substanstænkningen er syndsudfejningen. Det kan endda sine steder stilles op som en betingelse for nåden, at synderen har påtaget sig at kæmpe mod synden. Hvis denne kamp ikke følger på syndstilgivelsen, står synderen ikke mere i nåden (Se latom05#67). Er det ganske glemt her?
k38: (#38) Dette er én af de store landvindinger, vi kan takke Luther for: at der ikke er forskel på mennesker, ingen er mere hellige end andre. Hvad jeg anker over, er, at han er nødt til at bruge en begrundelse for denne tanke, hentet fra en naturkategori, som vi har vanskeligt ved at bruge i dag: at vi er syndere ifølge vor natur.
k54: (#54) Det, der her kaldes to slags synd, er snarere synden under to forskellige synsvinkler. Sådan ser han på sagen i skriftet mod Latomus, der i det hele taget er lidt klarere i sin tankegang end stedet her (se latom05#1 og fremefter!). Den tilgivne synd, det er synden set i personforholdet; den er 'ødelagt ved tilliden til barmhjertigheden'; hvorfor? Fordi tillidsforholdet til Gud er genoprettet. Den efterladte synd, det er synden som naturfænomen, som begæret i vort kød, synd som identisk med vore drifter. Den forbliver i os til vore dages ende. Og som man kan forstå, det er denne sidste formulering, jeg ikke mener vi længere bare kan gentage bevidstløst efter Luther. Vi ser jo ikke drifterne som synd.
k55: (#55) Den kristne skal være sikker i sin tro, men han skal alligevel ikke være sikker. Luther bruger ordet 'sikker' i to betydninger, den ene positiv, den anden negativ. Jeg skal ikke her vise, at det hænger sammen med, at han blander de to tænkemåder sammen, men jeg tror det.
k55a: (#55) En ganske lille iagttagelse, som måske ikke betyder noget: Luther siger her, at han af pædagogiske grunde bruger betegnelsen 'at være retfærdig og hellig ved en andens eller en udefrakommendes hellighed'; betyder det, at han ikke gør noget nummer ud af dette med, at Jesu fortjenester overføres til os? Det kunne tyde på, at han grundlæggende tænker over Kristi gerning ud fra personforhold.
k57: Hele dette afsnit (fra sl51b#47
til sl51b#75) handler om helliggørelse. Og det
er efter min mening alt andet end klart, fordi Luther i hvert fald her
sammenblander de to tankerækker. Her (fra #56 til
#59)
skal han således vende sig imod den sikkerhed, som de mennesker har,
der efter syndsforladelsen har glemt, at de er kød (#58).
Og det gør han ved at nægte, at barmhjertigheden og nåden
er noget menneskeligt, en vane eller en egenskab i hjertet (#56).
Jamen, hvad er nu det? Der er da tale om, at hjertet bliver forvandlet.
Troens ord er da en forvandlende kraft i hjertet. Man er da på
ingen måde den samme før og efter. Men på den måde
vil altså Luther forhindrer, at nogen falder i søvn uden at
udfeje synden. Det er formentlig billedet i #57, der
allerede i #56 foresvæver Luther. Og dette, at Luther anvender et
billede fra domssalen: en fyrste har frikendt en dødsdømt,
er efter min mening fatalt, om så NT aldrig så meget anvender
tilsvarende billeder. For Guds ord er ikke et ord, der tales med juridisk
myndighed og står fast med juridisk autoritet. Det er et ord fra
person til person. Det er et ord, der genopretter personforholdet. Og er
du blevet ét med din elskede, da er så sandelig dit hjerte
forvandlet, da er der, om jeg skal sige det sådan, kommet en ny egenskab
ind i dit hjerte: nemlig jeres gensidige kærlighed, og den både
må og vil naturligvis gøre sig gældende derinde.
Forøvrigt har jo finnernes nye Luther-interpretation
vist, at Luther selv bruger tanken om deificatio. Det harmonerer dårligt
med, at der ikke er tale om en ny egenskab hos mennesket. I deificatio-tanken
er der jo tale om, at mennesket efterhånden får del i guddommelig
natur.
k58: (#58) 'Helligåndens gave' taler Luther om. Og med det udtryk er vi borte fra personforholdet. Der kommer noget materielt, noget næsten magisk ind over tankegangen. Helligåndens gave udrenser den efterladte synd i os, hedder det, og selv om det vel ikke sker uden om os, så nævnes det ikke her. Og Luther føjer til, at den i hvert fald hjælper os til ikke at give efter for synden og kødets begæring. Dette 'saltem' er vist ret afslørende. For er det i grunden ikke alt, hvad Helligånden gør? Når Luther anbefaler munke at ophøre med at prøve at udrydde kønsdriften og i stedet forlade deres kloster, når han også på anden måde mener, man skal fastholde, at disse begæringer bliver i os, så er det jo meget realistisk, men er det så ikke tilsvarende urealistisk at tro, at man med eller uden Helligåndens hjælp kan udrense eller udfeje den tilbageblevne synd?
k59: (#59) Her underspiller Luther substanstankegangen noget. Men han underspiller også, forekommer det mig, ordets virkninger. Retfærdiggørelsen er her ikke nogen 'gørelse', man bliver ikke gjort til noget andet, det hele foregår kun 'in foro coeli', forensisk, som en senere lutherdom sagde. Denne misforståelse (for det er en misforståelse af Luther) har Luther selv lagt op til.
k60: (#60) Luther skildrer en del steder mere konkret, hvordan denne tilbageblevne synd arbejder i os. Og her kan man lægge mærke til, at han ikke forstår vore gode gerninger ud fra relationstankegangen. Der er ikke tale om, at den tilbageblevne synd ødelægger de forhold, vi står i til andre. Nej, han tænker ud fra en 'egenskabsmodel' af mennesket. Fordi vi i os har de og de egenskaber, gør vi de og de handlinger. Fordi vi har et ondt begær, har vi i os ukyske tanker, vredladne handlinger, påholdende pengeforbrug, osv. Dog kan han i nogle af sine prædikener lade sig gribe af relationstænkningen.
k68: (#68) Som man kan forstå, mener jeg, at Luther på nogenlunde samme måde som sofisterne betragter synden som en kvalitet i hjertet. Blot er han i stand til at fastholde to kvaliteter i hjertet på én gang. Skønt synden stadig er der, er Helligåndens gave der også. Helligånden er 'indgydt' i vore hjerter, kan han sige, et ret så materielt ord, som svarer til deificatio-tanken.
k77: (#77) Luther opregner her erkendelsen af synden som en anden betingelse for retfærdiggørelse ved siden af den i forrige celle nævnte betingelse, nemlig Kristi fortjeneste. Men han skynder sig med i næste celle at forsikre, at denne erkendelse ikke medfører nogen fortjeneste fra menneskets side. Det gør han flere steder i det følgende, fx sl51b#81; sl51b#89; sl51c#1.
k79: (#79) Begrundelsen for, at det ikke er fortjenstfuldt at erkende sin synd, kommer her: Det skyldes, at man ikke kan erkende synden, når den virkelig skal erkendes, så det går til marv og ben, uden forjættelsen. Det er 'die Alleinwirksamkeit Gottes', der på den måde er i funktion ved retfærdiggørelsen. Jeg skal måske indskyde den bemærkning, at min 'rettelse' til den lutherske tankegang på ingen måde ændre på dette forhold. At det kommer til en forsoning mellem personer, er noget, ånden gennemfører, ikke den ene person eller den anden person. Hvis det sker ved den enes snilde og sleske tale, så er der ikke tale om en forsoning.