Luthers udlægning af Sl 51



Den latinske tekst taget fra Erlangerudgaven bind 19, den danske tekst er min oversættelse af samme.

Erlangerudgaven bind 19, side 10 til 28.

Indledning: #1 til #62. Vers 3: #63; vers 4: sl52b#47; vers 5: sl52b#75;
1 Salmekommentaren af Luther er af mig forsynet med en kommentar. Man kan læse denne kommentar for sig og dér finde henvisninger til Luthers tekst. Man kan også læse kommentaren efterhånden som man kommer frem i Luthers tekst. Endelig kan man helt springe mine kommentarer over. 
2 Indledning til mine kommentarer her
3 c
4 c
5 c
6 Psalmus "Miserere mei Deus." Ad Christi gloriam et ecclesiae utilitatem edita est haec psalmi quinquagesimi primi illustris enarratio reverendi patris D. Martini Lutheri. Salmen "Forbarm dig over mig, Gud". Dennf fortolkning af salme 51 er udgivet til Guds ære og kirkens brug. Fortolkningen er af den ærværdige fader doktor Martin Luther. 
7       Enarravimus proxime psalmum secundum, de rege Christo et spirituali ac coelesti ejus regno, quomodo in hoc mundo accipiatur, quomodo vexetur et laceretur per reges ac populos, et tamen vincat et triumphet: nunc autem institui enarrationem psalmi "Miserere", qui docet de poenitentia, non quod pollicear me posse huic lectioni satisfacere, fateor enim me illum Spiritum non totum apprehendisse, qui ibi loquitur, sed tantum ut habeamus occasionem et materiam cogitandi ac discendi, ut ego vobiscum fiam discipulus, et exspectem Spiritum, qui quidquid dabit, accipiemus cum gratiarum actione.          Vi har fornylig fortolket salme 2, om kongen Kristus og hans åndelige og himmelske rige, hvordan det modtages i denne verden, hvordan det bekæmpes og sønderrives af konger og folk, og dog har sejret og triumferet. Men nu har jeg sat mig for at fortolke salmen "Forbarm dig", som lærer om båden, ikke fordi indestår for, at jmeg kan gøre fyldest med denne lektion, for jeg tilstår, at jeg ikke helt har forstået den ånd, som taler dèr, men blot for at vi kan have lejlighed og grundlag for at tænke og lære, så at jeg sammen med jer kan blive elev og forvente ånden, så vi, hvad den end indgiver os, kan modtage det med taknemlighed. 
8 Est autem multis modis hujus psalmi cognitio tum necessari tum utilis. Continet enim doctrinam de praecipuis nostrae religionis capitibus, de poenitentia, de peccato, de gratia et justificatione, item de cultu, quem nos Deo praestare debemus. Hi sunt divini et coelestes loci, qui nisi magno spiritu doceantur, non est possibile, ut adscendant in cor hominis, sicut videmus hanc doctrinam ab adversariis nostris magno conatu, multis ac immensis voluminibus agitatam, et tamen nemo ex omnium eorum numero est, qui sane intelligat, quid sit poenitentia, quid peccatum, quid gratia, sed sunt eis haec vocabula ceu somnium quoddam, cujus vestigia quaedam in animo relicta sunt, sed tota res ex animo atque oculis effluxit.  Men på mange måder er erkendelsen af denne salme både nødvendig og nyttig. For den indeholder læren om vor religions hovedelementer, om boden, om synden, om nåden og retfærdiggørelsen, ligeledes om den dyrkelse, som vi bør yde Gud. Disse er guddommelige og himmelske steder, og hvis ikke der læres om dem med en stor ånd, er det ikke muligt, at de kan trænge ned i menneskets hjerte, sådan som vi ser, at denne lære agiteres der for af vore modstandere med stor iver og mange og store bind, og dog er der ingen af alle disse, som sund har forstået, hvad bod er, hvad synd, hvad nåde er, men disse ord er for dem en slags drømmerier, hvoraf der er efterladt nogle spor i sjælen, men hele sagen er flydt ud af sindet og bort fra øjnene. 
9 Est autem haec causa tantae caecitatis et ignorantiae, quod vera cognitio horum locorum non pendet ex cognitione et sapientia rationis humanae, nec nascitur, ut sic dicam, domi nostrae, in cordibus nostris, sed de coelo revelatur et datur. Quis enim (E11) hominum sic posset loqui de poenitentia et remissione peccatorum, sicut Spiritus sanctus in hoc psalmo loquitur?  Men årsagen til denne blindhed og uvidenhed er, at den sande erkendelse af disse steder ikke afhænger af den menneskelige fornufts erkendelse og visdom, eller ikke fødes i vort hus, om jeg så må sige, eller i vore hjerter, men åbenbares og gives fra himlen. For hvilket menneske kan tale om bod og syndsforladelse, sådan som Helligånden taler i denne salme? (k9
10        Ac vulgo hic psalmus poenitentiae psalmus appellatus est, et celeberrimus est inter omnes, in templorum usu et quotidianis precationibus, et sane intellexit aliquid, qui primus hunc titulum psalmo indidit: sed reliqua turba, quae eum aut decantat quotidie, aut orat, ut absolvat injunctas ab episcopis operas, prorsus nihil intellexit.          Og folket kalder denne salme en bodssalme, og den er højt berømt blandt alle, bruges i kirkerne og i de daglige bønner, og folket har nok forstået noget, når det har givet salmen denne titel: Men den øvrige hob, som enten dagligt synger den eller beder den, for at afløse gerninger, der er pålagt af biskopperne, har slet ikke forstået noget. 
11 Applicaverunt enim psalmum ad poenitentiam operum, seu peccatum actuale, quod sic definiunt, esse dictum, factum aut cogitatum contra legem Dei. Sed haec definitio longe est angustior, quam ut peccati magnitudinem et vim ob oculos ponat. Altius enim peccatum inspiciendum, et radix impietatis seu peccati clarius ostendenda erat, non simpliciter erat resistendum in actibus elicitis, ut vocarunt. Ex hoc errore, quod peccatum non recte intelligitur, alius error, ut fit, nascitur, ut neque gratia quid sit intelligatur.  De henfører nemlig salmen til boden i gerninger eller til den aktuelle synd, som de definerer som noget, man har sagt, gjort eller tænkt imod Guds lov. Men denne definition er altfor snæver til at den kan sætte os for øje syndens størrelse og kraft. Vi måtte nemlig have et dybere syn på synden, og vi måtte klarere påvise ufromhedens eller syndens rod, ikke bare, så vi kunne modstå den med besværgelsesformularer, som de kalder det. Af denne vildfarelse, at synden ikke forstås ret, fødes en anden vildfarelse, så det sker, at man heller ikke forstår, hvad nåde er. 
12 Accidit igitur, ut in erigendis pavidis conscientiis, in consolandis mentibus contra mortem et judicium Dei essent ineptissimi. Quomodo enim consolari potest, qui, quod gratia sit, non intelligit? Ergo ad illa stulta prolapsi sunt, ut hominibus oppressis conscientias doloribus suaderent cucullos, regulas et similes nugas, quibus placari Deum credebant. Haec autem manifesta testimonia sunt, quod neque peccatum nec gratiam recte intellexerunt, et simpliciter theologiam rationalem sine verbo Dei docuere.  Der sker nemlig det, at disse ting er højst uegnede til at oprejse de bævende samvittigheder, og trøste sindene imod døden og Guds dom. Hvordan kan det menneske trøste, der ikke forstår, hvad nåde er? Altså de er faldet ned til de dumheder, at de tilråder munkekapper, regler og den slags narrestreger til de mennesker, der smertes af nedtrykte samvittighed, og dermed tror de at kunne behage Gud. Men dette er soleklare vidnesbyrd om, at de hverken har forstået synd eller nåde ret, og simpelthen lærer en fornuftsteologi uden Guds ord. (k12
13       Ad eundem modum de poenitentia quoque docuere, ut homines colligerent totius anni praeteriti transgressiones, et de iis dolerent, ac satisfactione ea expiarent. Sed quaeso, num judex ideo furem non suspendit, quod audit eum fateri furtum, et dolere videt? et isti Deo sic satisfactum putant, scilicet si ad hunc modum fingant (E12) dolorem, si aliter vestiant, aliter incedant, aliter victitent.          Og på samme måde lærer de også om boden, at menneskene samler sammen af alle de foregående års overtrædelser og smertes af dem og soner dem ved fyldestgørelsen. Men jeg spørger, om det er af den grund, at dommeren ikke hænger tyven, at han hører, at han har tilstået tyveriet og også synes at være ked af det? Og disse mener dog, at de kan gøre Gud fyldest på den måde, nemlig hvis de på den måde foregiver smerte, at de klæder sig anderledes, går anderledes, spiser anderledes. 
14 Quare lectio hujus psalmi praecipue ad hanc rem erit utilis, ut capita ista nostrae doctrinae recte discamus intelligere, et adversarios nostros, sic impure de gravissimus rebus disputantes, erudite et graviter possimus refutare.  Derfor vil læsningen af denne salme især derfor være nyttig, at den kan lære os at forstå hovedsagen i vor lære ret, så vi på lærd og alvorlig vis kan gendrive vore modstandere, der disputerer disse alvorlige sager så urent. (k14
15 Nam meo exemplo comperi, cum aliquoties laboraret conscientia mea, quam nihil opis afferre possent profanae ipsorum disputationes. Saepius autem adhortatus sum ecclesiam ad gratiarum actionem pro hoc ingenti dono verbi et pura doctrina, quod pulsis his ceu tenebris clarum verbi lumen illuxit.  For jeg har erfaret det ved mit eget eksempel, da min samvittighed anstrengte sig så meget, den samvittighed, som dog deres profane disputationer ikke kunne yde nogen hjælp. Men jeg har ofte opfordret kirken til takkesang for den overvældende ordets gave og for den rene lære, for ordets klare lys oplyser disse skyer eller dette mørke. 
16        Ut igitur ad psalmum veniamus, proponitur hic doctrina de vera poenitentia. Sunt autem in vera poenitentia duo, cognitio peccati et cognitio gratiae, seu, ut notioribus appellationibus utamur, timor Dei et fiducia misericordiae.          For nu at komme frem til salmen: Her fremsættes læren om den sande bod. Men i den sande bod er der to ting: erkendelsen af synden og erkendelsen af nåden, eller, hvis vi skal bruge nogle mere kendte betegnelser, frygt for Gud og tillid til hans barmhjertighed. (k16
17 Has duas partes David in hac oratione ceu in illustri pictura spectandas proponit. Initio enim psalmi videmus eum laborare ex cognitione peccati sui ac gravamine conscientiae, in fine autem consolatur se fiducia bonitatis Dei, et promittit se alios quoque eruditurum, ut convertantur.  Disse to dele tager David sig for at udforske i denne bøn som i et oplysende billede. For i begyndelsen af salmen ser vi, at han arbejder ud fra erkendelsen af sin synd og ud fra en tynget samvittighed, men i slutningen trøster han sig ved tillid til Guds godhed, og han lover, at han også vil undervise andre, så de vender om. 
18 Sic plane apparet prophetam singulari consilio in hoc psalmo voluisse relinquere veram sapientiam religionis divinae, explicatae sanis verbis et sano sensu, ut, quid peccatum, quid gratia, quid tota poenitentia esset, disceremus, ac sunt hujus generis alii quoque psalmi, sicut psalmus: "Beati quorum remissae", (Sl 32) item: "De profundis clamavi". (Sl 130).  Således ser det faktisk ud til, at profeten med sin eget råd i denne salme vil have efterladt en sand visdom fra den guddommelige religion, forklaret med sunde ord og sund mening, så at vi kan lære, hvad synd, hvad nåde, hvad i det hele taget bod er. Og der er også andre af den slags salmer, fx salmen 'Salige er de, hvis synd er forladt' og 'Fra det dybe råber jeg til dig, Herre'. 
19 Nam in hac doctrina tradende artifex est David, ita tamen ut nobiscum in usu hujus doctrinae maneat discipulus, quia omnes homines, quantumvis illustrati Spiritu sancto, tamen manent discipuli verbi, manent infra et citra verbum, et experiuntur, quod vix guttulam ex immenso Spiritus pelago haurire possint.  For David er en kunstner til at overlevere denne læresætning, dog således, at han forbliver elev sammen med os i denne lære, fordi alle mennesker, hvor meget de end er oplyste ved Helligånden, dog forbliver elever af ordet, forbliver nedenfor og udenfor ordet, så de må erfare, hvordan de næppe kan opøse en dråbe af åndens umådelige ocean. 
20        Dixi paucis argumentum et ordinem psalmi, jam (E13) etiam de titulo dicendum est. Est autem nota historia ex secundo libro Samuelis cap. 12. Mihi igitur non est dubium, hunc titulum occasionem dedisse scholasticis, ut eum et de persona Davidis tantum, et de actualibus ejus peccatis intelligerent. Videtur enim solus David loqui in propria persona et proprio peccato adulterii et homicidii.          Jeg har talt lidt om salmens argument og indhold, nu skal der også siges lige om titlen. Der er jo den kendte historie fra 2 Sam 12. For mig er der ingen tvivl om, at denne titel har givet skolastikerne lejlighed til, kun at forstå salmen om Davids person og om hans aktuelle synd. Så ser det nemlig ud, som om David alene taler på egne vegne og om sin egen synd med hor og drab. 
21 At mirum est, quod non docuerunt etiam psalmum hunc tantum in hoc uno peccato orandum, sed permiserunt exempli loco haberi et orari in omnibus aliis peccatis, sicut Paulus dicit: "Dominus Jesus fecit me in exemplum omnium credentium in se," cum tamen non omnes credentes fuerint persecutores ecclesiae, sed Christus in Paulo suam longanimitatem, mansuetudinem et infinitam misericordiam ostenderit, ne desperent alii in peccatis.  Men så er det mærkeligt, at de ikke har lært, at denne salme også kun skal bedes om denne ene synd, men har tilladt for eksemplets skyld at den haves og bedes om alle andre synder, sådan som Paulus siger: 'Herren Jesus har gjort mig til et eksempel for alle dem, der tror på ham', skønt dog ikke alle de troende havde været forfølgere af kirken, men Kristus har vist sin langmodighed, sin venlighed og sin uendelige barmhjertighed imod Paulus, for at andre ikke skal fortvivle i deres synder. 
22 Ad eum modum etiam hunc psalmum ceu exemplum orationis in omnibus peccatos proposuerunt, quamvis eum tantum de actuali peccato Davidis intelligerent, cujus titulus meninit.  På den måde har de også anbragt denne salme som eksempel på bøn mod alle synder, skønt de kun forstår den om Davids aktuelle synd, hvilket titlen minder om. 
23           Sed nobis longius progrediendum est, nec resistendum in peccatis illis exterioribus, sed tota peccati natura, fons et origo intuenda est. Loquitur enim psalmus de toto peccato, seu de radice peccati, non solum de externo opere, quod ceu fructus ex arbore peccati et radice enascitur.           Men vi må gå langt mere fremad og ikke blive siddende i disse ydre synder, men betragte syndens hele natur, kilde og oprindelse. For salmen taler om hele synden, eller om syndens rod, ikke blot om den ydre gerning, der blot fremstår som en frygt på syndens træ eller rod. 
24 Nam quod deprecatur se in peccatis conceptum esse, hoc profecto non tantum ad adulterium pertinet, sed ad totam naturam peccato contaminatam, et tamen non displicet, quod Davidis factum ceu exemplum proponitur. Nam in hoc facto plura, quam unum cum Bethseba peccatum videtur.  For når han bekender, at han er undfanget i synd, så har det sandelig ikke blot med hor at gøre, men med hele den natur, der er besmittet af synden. Og dog er det ikke forkert, at Davids gerning eller eksempel stilles frem. For i denne gerning ses der mere end blot synden med Batseba. (k24
25  Adjicit enim adulterio pessimum consilium, pronuntiat illum, qui ovem ademit vicino inopi, virum mortis esse, cum ipse suum peccatum in occisio Uria (homine sine dubio bono et egregia in regem suum fide), item in erepta (E14) conjuge non videret, sed vellet adhuc sanctus et amans juris ac justitiae videri. Hoc vero est duplicare peccatum.  Han tilføjer nemlig til sit hor et meget dårligt råd, og erklærer, at den mand, som har taget et lam fra sin fattige nabo, er dødsens, skønt han ikke ser den synd, han har begået ved at dræbe Urias (som uden tvivl var en god mand,der var trofast mod sin konge), eller ved at tage hans hustru, men ville anses for en hellig mand, der elsker ret og retfærd. Men dette er et fordoble synden. 
26 Deinde non Uriae solum indigna caedes per ipsum adornata est, sed perierunt alii Israelitae, blasphematur nomen domini, et sic ultra quintum et sextum praeceptum progressus etiam in primum, secundum et tertium praeceptum peccavit, nec quartum praeceptum de officio erga parentes omisisset inviolatum, si obstitisset cupito adulterio, et sane blasphemiae peccatum Deus peculiatiter ei objicit: "Tu fecisti filios Ammon blasphemare". (måske 2 Sam 12,14)  Dernæst er det ikke blot drabet på Urias, der bliver besmykket på uværdig måde af ham, der tilintetgøres også andre israelitter, Herrens navn bespottes, og således går han ud over det femte og det sjette bud og har også syndet imod det første, det andet og det tredie, og ejheller det fjerde bud om pligten mod forældrene har han ladet ubrudt, hvis han havde modstået begæret efter hor, og Gud bebrejdede ham i særlig grad blasfemiets synd: 'Du har fået ammonitterne til at spotte'. 
27 Nam ex clade sui populi gentium animi elati sunt contra populum et Deum Israel, ut clamarent, Deum Israel nihil esse, Deum autem Ammonitarum esse Deum ac vincere. Ergo insigne exemplum est David, sic ordine in totum decalogum fere impingens, et tamen peccata ista non agnovisset, nisi venisset Nathan, sed volebat adhuc justus et sanctus rex haberi.  For på grund af folkets ulykke har han fået hedningernes sjæle til at vende sig imod folket og Israels Gud, så at de råber, at Israels Gud intet er, men Ammonitternes gud er gud og vil sejre. Altså David er et særligt eksempel, der er stødt imod næsten alle de ti bud, og dog ville han ikke have erkendt denne synd, hvis ikke Natan var kommet, men han vil stadig være regnet for en retfærdig og hellig konge. (k27
28       Ad hunc modum explicatum peccatum David satis illustre gratiae et peccati exemplum est, ac sane nisi sacrae literae hanc historiam prodidissent, quis unquam crederet, virum tam sanctum eo usque potuisse prolabi?          Forklaret på den måde er Davids synd et udmærket eksempel på nåden og synden, og det er bestemt kun den hellige skrift, der ville have fremført denne historie; hvem ville nogensinde have troet, at en så hellig mand kunne falde så dybt? 
29 Instituerat cultum tabernaculi summa cura per Spiritum sanctum, auxerat cultum illum sanctissimis carmonibus, gravissima bella cum insigni felicitate gesserat, Deus eum pronuntiarat electum virum esse, habebat illustrissimam promissionem de fururo semine, seu de Christo, quem prophetae filium Davidis, item regem David appellarunt.  David indstiftede tabernaklets kult med største omhu gennem Helligånden, han øgede denne kult med det højhelligste sange, han førte de alvorligste krige med et særligt held, Gud erklærede ham for et udvalgt menneske, han havde den herligste forjættelse om sin fremtidige sæd, eller om Kristus, som profeterne kaldte Davids søn, ja kong David selv. 
30 Quid multis? Nulla causa fingi potest, cur non cum Mose et cum Samuele jure conferri possit, et tamen vir tantus prolabitur non in unum leve peccatum, sed in monstra plurium peccatorum simul, et quod periculosissimum est, prolabitur in impoenitentiam et altam securitatem, adeo, ut, si Nathan non venisset, David forte peccasset in Spiritum sanctum. (E15) Hvad mere ville han have haft? Der kunne ikke opfindes nogen grund til, at han med rette skulle regnes lige med Moses og Samuel, og dog faldt denne store mand, ikke i kun én let synd, men på én gang i et væld af mange synder, og hvad der var det farligste af alt: han faldt i ubodfærdighed og høj selvsikkerhed, i den grad, at hvis Natan ikke var kommet, ville David måske have syndet mod Helligånden. 
31     Quod igitur tantus vir, repletus Spiritu sancto, summis bonis operibus, divina sapientia et prae aliis insigni prophetiae dono illustris tam foede labitur, nobis in exemplum fit, ut habeamus consolationem, cum praeoccupati peccatis labimur, aut conscientiae tanguntur sensu irae et judicii Dei.          At altså en så stor mand, fuld af Helligånd, af de højeste gode gerninger, af guddommelig visdom og fremfor andre oplyst af en særlig profetisk gave, at han faldt så skrækkeligt, er blevet os et eksempel, så at vi skal have trøst, når vi, besatte af synden, falder, eller når samvittighederne rammes af en følelses af Guds vrede og dom. 
32 Hic enim in luculentissimo exemplo lucet bonitas et misericordia Dei, parati ad remittenda peccata et justificandos nos, tantum ne addamus hoc operculum, ut negemus nos peccasse, sicut Saulis historia ostendit, qui etsi peccarat contra vocem domini, tamen id condonatum esset, nisi addidisset peccati defensionem, et dixisset: "Implevi verbum domini," 1 Sam 15,13.  Her fremlyser nemlig det mest lysende eksempel på Guds godhed og barmhjertighed, som er beredt til at tilgive synden og retfærdiggøre os, blot vi ikke tilføjer den lille gerning, at vi nægter, at vi har syndet, sådan som Sauls historie viser, som, skønt han havde syndet imod Herrens røst, dog ville have fået tilgivelse, hvis han ikke havde tilføjet den synd, at han forsvarede sig, og sagde: 'Jeg har opfyldt Herrens ord'. 
33 Idem cum sedundo admoneretur, pertinaciter negat, "imo, inquit, audivi vocem domini, et ambulavi in via, per quam misit me dominus". (1 Sam 15,20)  Ligeledes, da han anden gang blev formanet, da nægtede han vedholdende: 'Nej, jeg har adlydt Herrens røst og vandret på den vej, som Herren har sendt mig på'. 
34 Audit igitur ex Samuele tristem sententiam: "Pro eo quod abjecisti sermonem domini, abjecit te quoque dominus, ne sis rex", quasi diceret: Paratus quidem est dominus remittere peccata, sed his, qui peccata sua agnoscunt, et tamen non desperant, sed credunt patere recursum ad illum Deum, qui promisit poenitentibus remissionem peccatorum etc.  Derfor hørte han også af Samuel det triste budskab: 'Fordi du har forkastet Herrens ord, derfor forkaster Herren også dig, så du ikke skal være konge', som om han sagde: Herren er ganske vist rede til at tilgive synder, men det er for dem, der erkender deres synd, og dog ikke fortvivler, men tror, at de kan vende tilbage til den Gud, som forjætter syndernes forladelse til de bodfærdige osv. (k34
35        Ergo, etsi psalmus loquitur de tota natura peccati et fonte, non tamen excludimus historiam, quam ostendit titulus, nempe adulterium et caedem Uriae. Nam in his suis peccatis videt David ceu in speculo totius naturae impuritatem, ut cogitet: Ecce ego, qui sic administravi rempublicam, qui institui ecclesiam et cultum Dei, qui in intellectu manuum mearum deduxi eos, psal 77, (Sl 78,72) quomodo in tantum foeditatem, in tot ac tanta peccata prolapsus sum?         Altså, skønt salmen taler om syndens hele natur og kilde, kan vi dog ikke udelukke den historie, der fremvises i titelen, nemlig ægteskabsbruddet og drabet af Urias. For i disse synder ser David som i et spejl hele naturens urenhed, som om han tænker: Se, her er jeg, som har administreret riget så godt, som har indstiftet Guds kirke og dyrkelsen af Gud, som har ført dem med kyndig hånd, hvordan kunne jeg falde i en sådan hæslighed, i så mange og så store synder? 
36 Ex uno igitur peccato venit in cognitionem totius peccati, quasi diceret: Si ego tantus vir sic, quasi de coelo in infernum usque prolapsus sum, an non magnum mihi et aliis (E16) hic lapsus documentum est, nihil boni esse in carne mea.  For ud fra denne ene synd kom han ind i erkendelsen af hele synden, som om han ville sige: Hvis jeg, en så stor mand, er faldet som fra himlen ned i helvede, mon så ikke dette fald for mig og andre er en påvisning af, at der intet godt er i mit kød. (k36
37 Magna itaque sapientia est, scire, nos nihil esse, quam peccatum, ne sic leviter de peccato sentiamus, sicut papae doctores, qui definiunt peccatum esse dictum, factum, aut cogitatum contra legem Dei.  Det er derfor en stor visdom at vide, at vi intet andet er end synd, at vi ikke skal tænke så let om synden som pavens lærde, som definerer synden som det, man siger, gør eller tænker imod Guds lov. 
38 Quin tu sic defini secundum hunc psalmum, peccatum esse hoc totum, quod est natum ex patre et matre, antequam homo possit per aetatem aliquid dicere, facere aut cogitare, ex hac autem ceu radice nihil boni coram Deo enasci posse.  Hvorimod man ud fra salmen her må definere således, at synden er dette hele, som er født af far og mor, før mennesket er vokset op til at kunne sige, gøre eller tænke noget, men herudfra som fra en rod kan der ikke fødes noget, der er godt i Guds øjne. (k38
39 Hinc nascitur divisio peccati. Nam tota natura primum per peccatum corrupta et aeternae morti subjecta est, deinde alia ceu species peccati est, quod homo habens legem potest agnoscere, cum scilicet furta, adulteria, caedes etc. committuntur. De hoc posteriore genere etiam civilia jura loquuntur, quanquam minus accurate.  Herfra stammer så de forskellige synder. For hele naturen er i første række fordærvet af synden og underlagt evig død, dernæst er der, skal vi sige, en anden slags synd, som mennesket, der har loven, kan erkende, nemlig når det bedriver tyveri, hor, drab osv. Om denne sidste slags taler også den borgerlige ret, omend mindre præcist. 
40       Quod igitur scholastici dicunt, naturalia esse integra, magna ea blasphemia est, quanquam illa adhuc major est, quod etiam de daemonibus idem judicant. Si enim naturalia essent integra, quod opus esset Christo? Deinde si homo naturaliter habet bonam voluntatem, si habet intellectum verum, cui se voluntas, ut ipsi loquuntur, naturaliter potest conformare, quid tandem illud est, quod in paradiso per peccatum amissum, per solum filium Dei restitui neccesse fuit?          Det, som skolastikerne siger, at de naturlige ting er ubeskadigede, er en stor forhånelse, og den bliver kun større af, at de siger det samme om dæmonerne. Hvis nemlig de naturlige ting er ubeskadigede, hvad brug er der så for Kristus? Desuden, hvis mennesket af natur har en god vilje, hvis det har en sand forstand, med hvilken viljen på naturlig vis, som de siger, kan gøre sig konform, hvad er da så det for noget, der i paradiset blev mistet gennem synden, og kun kan genoprettes af Guds søn? (k40
41 Et tamen sententiam hanc quidam ut videntur, magistri theologi nostra aetate defendunt, quod naturalia sint integra, id est, quod voluntas sit bona, etsi aliquando per malitiam vult aut cogitat aliud, quam quod rectum et bonum est, tribuunt id malitiae hominum, non simpliciter voluntati, sicut in se est. Og dog ser det ud til, at vor tids teologer forsvarer denne sætning, at de naturlige ting er ubeskadigede, dvs at viljen er god, skønt den gennem sin ondskab vil eller tænker noget andet, end hvad der er ret og godt, tillægger de menneskets ondskab, ikke simpelthen viljen, som den er i sig selv.
42 Contra has periculosas opiniones muniendus est animus, ne cognitio gratiae obscuretur, quam impossibile est manere sanam et integram, si ad hunc modum de natura hominis sentiamus. Imod disse farlige sætninger må sjælen bevæbnes, at ikke erkendelsen af nåden skal formørkes, for den kan umulig forblive sund og ubeskadiget, hvis vi mener sådan om menneskets natur.
43 Jam illud quoque nullo modo tolerari in ecclesia potest, quod docent scholastici (E17), hominem posse facere legem quoad substantiam facti, sed non quoad intentionem praecipientis. Nam secundum intentionem praecipienetis requiri non solum opus, sed habitum in corde, qui vocatur gratia, perinde ac si dicam, eum, qui manibus ac pedibus valet, recte posse obire suum munus, sed id impederi eo, quod non simul indutus sit nigra aut candida toga. For dette kan da ikke på nogen måde tåles i kirken, at skolastikerne lærer, at mennesket kan holde loven forsåvidt angår gerningens substans, men ikke forsåvidt angår lovgiverens hensigt. For ifølge lovgiverens hensigt er det ikke blot gerningen, der kræves, men holdningen i hjertet, som kaldes nåde, ja, at jeg skal sige det sådan, det er lovgiverens hensigt, at han, som kæmper med næb og klør med rette kan opnå sin belønning, men det forhindres for ham, som ikke samtidig bliver iført en sort eller en ren toga. (?)
44 Plane ad hunc modum dicunt, Deum exigere aliquid ultra decalogum, nec contentum esse, si quis decalogum impleat, sed requirere etiam habitum. Haec portenta omnia inde enata sunt, quod, quid peccatum sit, non recte norunt. Recitantur autem a me eo consilio, ut videamus, quantum inter nostram sanam et illam prodigiosam ac mendacem doctrinam papae intersit.  På den måde siger de ligeud, at Gud kan kræve noget ud over de ti bud og ikke er tilfreds, hvis nogen har overholdt de ti bud, men også kræver holdning. Dette fører altsammen derhen, hvor det stammer fra, nemlig, at de ikke på ret måde véd, hvad synd er. Men jeg tager det her frem igen i den hensigt, at vi kan se, hvormeget der er vores sunde lære og deres fortabte og løgnagtige pavelære imellem.
45 Nos enim sic dicimus, naturalia esse extreme corrupta. Nam Adam, cum esset conditus, habuit rectam voluntatem et intellectum, integre audiebat, videbat, integre curabat terrena in laude et fide Dei. Sed per lapsum postea corrupta est voluntas, intellectus, et omnia naturalia, ita ut homo non amplius sit integer, sed incurvatus per peccatum, ut qui amisit judicium rectum coram Deo, et omnia perverse statuit contra voluntatem et legem Dei, qui non amplius cognoscit Deum, nec amat, sed fugit et metuit, ac statuit eum non Deum, hoc est, misericordem et bonum esse, sed judicem et tyrannum. Vi siger nemlig, at de naturlige ting i høj grad er ødelagt. For da Adam var blevet skabt, havde han en ret vilje og forstand, han hørte og så ubeskadiget,  ubeskadiget sørgede han for de jordiske ting til Guds pris og i tro på ham. Men gennem faldet blev viljen, forstanden og alle de naturlige ting ødelagt, sådan at mennesket ikke længer er ubeskadiget, men indkroget i kraft af synden, så at den, der mangler den rette bedømmelse i forhold til Gud, også fastholder alt andet på en forkert måde imod Guds vilje og Guds lov, dvs den, der ikke længer kender Gud, elsker ham heller ikke, men flygter fra ham og frygter ham, ja, fastholder, at han ikke er Gud, dvs en barmhjertig og god Gud, men en dommer og en tyran. 
46 Ex illa amissione notitiae Dei nascuntur alia peccata infinita, quod homines, cum res secundae sunt, secure peccant, sicut adversarii nostri, qui persequuntur verbum fiducia suae potentiae. Deinde credunt Deum ea esse voluntati, ut ipsi sua diligentia et devotione eum possint demereri, et sibi reconciliare. Hinc nata sunt monasteria, regulae, cuculli, funes, missae, peregrinationes, et similes stulti (E18) cultus, quos natura destituta cognitione Dei sibi contra et praeter verbum finxit.  Ud af denne mangel på erkendelse af Gud fødes en uendelig række af andre synder, som menneskene med sikkerhed gør sig skyldig i, skønt det er andenrangs forhold, sådan som vore modstandere forfølger ordet i tillid til deres magt. Dernæst tror de, at Gud er af den vilje, at de selv ved deres kærlighed og hengivenhed kan gøre sig fortjent til ham og forsone sig med ham. Heraf udspringer alle klostre, regler, munkekutter, begravelser, messer, valfarter og lignende tossede gudsdyrkelser, som de selv har fastsat ud af deres naturs mangel på kendskab til Gud og imod og udover hans ord.
47 Haec an non certissima sunt indicia, naturalia (quod ad Deum et Dei cultum pertinet) esse corruptissima? Sic in veteri testamento idem comprobant varii idolorum cultus, contemtus prophetarum et verbi Dei, et similia peccata, quae Deus per prophetas in ingrato populo damnat. Mon ikke dette er tilstrækkelig sikre beviser på, at de naturlige ting (dvs hvad der har med Gud og dyrkelsen af Gud at gøre) er ødelagt? (k47) Således er der også i det gamle testamente forskellige former for afgudsdyrkelse, der bebrejdes folket, foragt for profeterne og for Guds ord, og lignende synder, som Gud gennem profeterne fordømmer i det utaknemlige folk.
48      Sed ne in civilibus quidem possumus pronuntiare naturalia esse intergra. Videmus enim, quantus sit legum contemtus praecipientium recta, et quanta dissolutio disciplinae, propter quam leges et magistratus divinitus constituti sunt. Sic medicus saepe decipitur in miscendis pharmacis, et nonnunquam per imperitiam occidit decumbentem, quin ipsum oculorum lumen, aures, et alia organa omnia conceperunt vitium ex peccato, neque ita sunt sana et integra, sicut in Adamo ante peccatum fuerunt.         Men ikke engang i det borgerlige liv kan vi påstå, at de naturlige ting er ubeskadigede. Vi ser nemlig, i hvor høj grad af ringeagt de forordnede love er nedstyrtede, og hvilken høj grad af opløsning af lydigheden der hersker; på grund af den er lovene og øvrigheden guddommeligt indsat. Således narres lægen ofte, når han blander sin medicin, og af uerfarenhed slår han den syge ihjel, ja, selve øjnenes lys, ørerne og alle de andre organer har undfanget last fra synden, og er ikke så sunde og ubeskadigede, som de var i Adam før syndefaldet.
49 Haec sensuum corruptio manifesta est, quid in spiritualibus esse putas? Sumus igitur per peccatum simpliciter aversi a Deo, ita ut nihil de Deo recte sentiamus, sed simpliciter sentimus de ipso sicut de idolo. Cicero et alii in republica magni viri, si res spectes, egregie functi sunt suo munere, sed si evolvas animos, videbis eos non alia re ad id excitatos, quam studio gloriae, sicut testatur gnome illa celebris: Mentem tu sola peruris gloria.  Denne ødelæggelse af sanserne er åbenbar, hvad mener du så ødelæggelsen er i åndelige forhold? Vi er altså ved synden simpelthen bortvendt fra Gud, sådan at vi ikke kan mene noget ret om Gud, men simpelthen mener om ham som om en afgud. Cicero og andre store mænd i republikken, hvis du ser ret til, var udmærkede velbegavede mænd, men hvis du ser på deres sjæle, vil du se, at de kun bevægedes til deres store gerninger af lyst til ære, sådan som det berømte ordsprog siger: Din sjæl skal alene brænde efter æren. (k49
50 Haec vero an non etiam manifesta nota est amissae notitiae Dei, cui per obedientiam servire debebamus, non nostram quaerere gloriam. Nunc autem diversum fit, quod non Dei gloriam, sed nostram ipsorum gloriam quaerimus in Deo et omnibus creaturis. Sic illi ipsi, quorum insignis continentia et sobrietas fuit, gloriam praecipuum habuere scopum, quem spectarent, non voluntatem Dei. Men mon ikke dette er ganske klart, når kundskaben om Gud mangler, den Gud, vi bør tjene med lydighed uden at søge vor egen ære. Men nu sker der det anderledes, at vi søger ikke Guds, men vor egen ære i Gud og i alle skabninger. Således også de mennesker, hvis kendetegn er afholdenhed og ædruelighed, det er æren ved buddene, de sigter mod og har som mål, ikke Guds vilje. (k50
51         Ergo peccatum nostrum est, quod in peccatis nati (E19) sumus et concepti. Hoc didicit David experientia propria, ideo sic definit, ut significet peccatum esse corruptionem omnium virium, interiorum et exteriorum, adeo ut nullum membrum officium suum ita nunc faciat, sicut in paradiso ante peccatum, sed discessimus a Deo, pleni conscientia mala, morbis et morti obnoxii, sicut poenae verba ostendunt: "Quacunque die comederis de hoc ligno, morte morieris". (Gen 2,17)           Altså er det vores synd, at vi er født i synd og undfanget i synd. Dette tilstår David af egen erfaring, og han fastlægger det sådan, at han hævder, at synden er en ødelæggelse af alle vore kræfter, de indre og de ydre, i den grad, at intet lem nu kan gøre sin gerning, sådan som det kunne i paradiset før syndefaldet, men vi er faldet bort fra Gud, vi er fulde af dårlig samvittighed, skyldige til sygdom og død, sådan som straffens ord bekendtgjorde det: "Den dag, du spiser deraf, skal du dø!"
52 Discimus autem haec ex solo verbo. Gentes verbo destitutae, etsi in mediis his malis jacerent, non tamen ea recte intellexerunt. Nam mortem judicarunt necessitatem aliquam naturalem, non peccati poenam esse. Sic de tota hominis natura non possunt judicare, quia fontem non norunt, unde hae calamitates in humanum genus promanarunt.  Men vi lærer dette alene ud fra ordet. Hedningerne, der er berøvet ordet, kan, skønt de er kastet ind midt i disse onde ting, dog ikke forstå dem ret. For døden bedømmer de til at være én eller anden naturlig nødvendighed, ikke en syndens straf. Således kan de ikke dømme om hele den menneskelige natur, fordi de er uvidende om den kilde, hvorfra alle disse onder vælder op over menneskeslægten.
53 De hac peccati et totius naturae cognitione psalmus docet, et non tractat solum exemplum (pro quo tamen gratias agimus scholis, quod in nobis reliquerunt), sed complectitur totam doctrinam religionis spiritualis, de notitia Dei, item de notitia nostrae naturae, peccati, gratiae etc. Quare sentiamus hunc psalmum esse generalem doctrinam totius populi Dei, ab initio, quo factus est, usque in hunc diem, qua David, seu potius Spiritus sanctus in Davide, nos erudit ad cognitionem Dei et nostri. Magnifice autem utrumque tradit, nam et egregie primo peccatum, et deinde cognitionem gratiae, sine qua desperatio accidit, ostendit. Om denne erkendelse af synden og hele naturen lærer salmen, og den fremfører ikke blot et eksempel (for hvilket vi takker skolerne, at de har overladt os det), men omfatter hele den åndelige religions læresætning, handler om erkendelsen af Gud, ligeledes om erkendelsen af vores natur, synden og nåden, osv. Derfor føler vi, at denne salme er en almindelig læresætning for hele Guds folk, fra begyndelsen, da den blev til, og indtil denne dag, hvorved David, eller rettere den Helligånden gennem David, uddanner os til erkendelse af Gud og os selv. Begge dele påviser den på storartet måde, både i første omgang fortrinligt synden, dernæst erkendelse af nåden, uden hvilken fortvivlelsen tager over.
54        Porro hoc cognitio peccati non est speculatio aliqua, seu cogitatio, quam animus sibi fingit, sed est verus sensus, vera experientia, et gravissimum certamen cordis, sicut testatur, cum dicit: "Iniquitatem meam cognosco", (Sl 51,5) hoc est, sentio, experior. Id enim hebraica vox proprie significat, non significat, sicut papa docuit, colligere se, quid feceris, quid obmiseris, sed sentire et experiri intolerabile onus irae Dei, et (E20) cognitio peccati est ipse sensus peccati, et homo peccator est, qui conscientia premitur, et anxius haeret, nesciens quo se vertat.        Fremdeles er denne erkendelse af synden ikke nogen spekulation eller tom tanke, som sjælen danner sig, men det er en sand følelse, en sand erfaring, og en hård hjertets kamp, sådan som det bevidnes, når han siger: 'Jeg kender min svaghed', dvs jeg føler den, jeg erfarer den. (k54) Det er nemlig, hvad de hebraiske ord betyder, de betyder ikke, som paven lærer, at tage sig sammen (og overveje), hvad man gør, hvad man har undladt, men at føle og erfare den utålelige byrde af Guds vrede, og erkendelsen af synden er selve denne følelse af synden, og det menneske er en synder, som trykkes af sin samvittighed, og bange sidder fast i den, uden at vide hvorhen han skal vende sig.
55 Non igitur agamus hic de cognitione hominis philosophica, quae definit hominem esse animal rationale etc. Physica haec sunt, et non theologica. Sic jureconsultus loquitur de homine possessore et domino suarum rerum, medicus loquitur de homine sano et aegro, theologus autem disputat de homine peccatore. Haec hominis substantia est in theologia, et hoc a theologo agitur, ut hanc suam naturam peccatis corruptam homo sentiat. Vi behandler da ikke her menneskets filosofiske erkendelse, som definerer mennesket som et rationelt dyr. Dette er fysisk, ikke teologisk. Sådan taler juristerne om mennesket som en besidder og herre over sine ting, lægen taler om det sunde og det syge menneske, men teologen diskuterer om mennesket som synder. Denne menneskets substans forekommer indenfor teologien, og her behandles den af teologen i den hensigt, at mennesket skal føle denne syndige og ødelagte natur. (k55
56 Id cum fit, sequitur desperatio, quae in infernum dejecit. Quid enim homo in conspectu justi Dei faciat, qui scit totam naturam peccato oppressam esse, nec quidquam relictum esse, quo possit niti, sed simpliciter in nihilum justitiae esse redactum? Haec cum in animo sic sentiuntur, tunc debet sequi altera pars cognitionis, quae quoque non speculativa, sed tota practica et sensitiva esse debet, ut homo discat et audiat, quid sit gratia, quid justificatio, quod Dei sit de homine sic ad infernum lapso consilium, quod scilicet per Christum statuerit hominem restituere etc. Når det sker, følger en fortvivlelse, der kaster i helvede. Hvad kan nemlig det menneske gøre, stillet overfor den retfærdige Gud, som véd, at hele hans natur er undertrykt af synden, at der ikke er noget tilbage, som han kan støtte sig til, men at han simpelthen er bragt ned til retfærdighedens intet? Når de føler sådan i sjælen, da bør følge den anden del af erkendelsen, (k56) som ikke bør være spekulativ, men praktisk og følsom, så at mennesket lærer og hører, hvad nåden er, hvad retfærdiggørelse er, hvilket råd Gud har overfor mennesket, der sådan er fortabt til helvede, at han nemlig har bestemt, at mennesket kan oprejses gennem Kristus, osv.
57 Hic iterum erigitur animus dejectus, et secundum hanc gratiae doctrinam cum gaudio statuit: Si sum peccator in me, in Christo non sum peccator, qui nobis factus est justitia, sed sum justus et justificatus per justum et justificantem Christum, qui ideo justificans est et dicitur, quod ad peccatores pertinet, et peccatoribus missus est etc. Dette opvækker atter den forkastede sjæl, og efter denne nådens lære fastslår han med glæde: Hvis jeg er en synder i mig selv, i Kristus er jeg ikke en synder, han, som er gjort os til retfærdighed, men jeg er retfærdig og retfærdiggjort gennem den retfærdige og retfærdiggørende Kristus, som er og kan siges at være retfærdiggørende af den grund, at han passer sammen med syndere og er sendt til syndere, osv. (k57
58        Hae sunt istae duae theologicae cognitiones, quas David in hoc psalmo tradit, ut sit argumentum psalmi: de cognitione hominis theologica, ne quis de majestate cogitet, quid fecerit Deus, et quam potens sit, item ne quis cogitet de homine suarum rerum domino, sicut jureconsultus, aut (E21) de homine aegro, sicut medicus, sed de homine peccante. Nam theologiae proprium subjectum est homo peccati reus ac perditus, et Deus justificans ac salvator hominis peccatoris.         Dette er de to teologiske erkendelser, som David fremsætter i denne salme, så salmens argumentation er: om den teologiske erkendelse af mennesket, at han ikke skal tænke over majestæten, hvad Gud gør og hvor mægtig han er, ejheller tænke over mennesket som herre over sine ting, som juristen gør, eller om det syge menneske, som lægen gør, men over mennesket som en synder. For teologiens egentlige emne er det menneske, der er skyldigt i synd og fortabt, og den Gud, der retfærdiggør mennesket og er det syndige menneskes frelser.
59 Quidquid extra hoc subjectum in theologia quaeritur aut disputatur, est error et venenum. Nam huc omnis scriptura spectat, ut Dei benignitatem nobis commendet, qui hoc agit per filium suum, ut naturam in peccatum et damnationem prolapsam justitiae et vitae restituat. Hvad der omspørges eller diskuteres i teologien udover dette emne, er vildfarelse og gift. For herhen sigter hele skriften, at den kan anbefale os Guds mildhed, han, der gør det gennem sin søn, at han genrejser den natur, der var faldet i synd og fordømmelse, til retfærdighed og liv. (k59
60 Hic nihil agitur de hac corporali vita, qui victus, quae operae sint suscipiendae, quomodo regenda familia, quomodo colenda terra etc, haec ante hominem in paradiso creata sunt, et hominum in manus data, cum diceret Deus: "Dominamini piscibus maris, et volatilibus coeli", sed agitur hic de futura et aeterna vita, de Deo justificante, reparante ac vivificante, et de homine a justitia et vita prolapso in peccatum et aeternam mortem. Qui hunc scopum sequitur in lectione sacrarum literarum, ille cum fructu sacra legit. Her handler det ikke om dette legemlige liv, hvilket livsunderhold, hvilken gerning man skal tage sig til, hvordan man skal styre sin familie, hvordan man skal dyrke jorden, osv, disse ting er skabt i paradiset før mennesket, og givet i menneskenes hånd, eftersom Gud sagde: "Hersk over havets fisk og himlens fugle", nej, her handler det om det fremtidige og evige liv, om den Gud, der gør retfærdig, og genopretter og levendegør, og om det menneske, der faldt bort fra retfærdigheden og livet ind i den evige død. Den, der følger denne ledetråd i gennemgangen af de hellige skrifter, han læser de hellige ting med udbytte.
61 Ergo necessaria haec theologica cognitio est, ut homo se cognoscat, hoc est, ut sciat, sentiat et experiatur, quod sit reus peccati, et addictus morti, deinde etiam, ut contrarium sciat et experiatur, quod  Deus sit justificator et redemtor talis hominis, qui sic se cognoscit. Aliorum hominum curam, qui peccata sua non cognoscunt, relinquamus jureconsultis, medicis, parentibus. Hi enim alio modo de homine disputant, quam theologus. Nunc ad psalmum venio. Altså er denne teologiske erkendelse nødvendig, at mennesket kommer til at kende sig selv, det vil sige, at han kender, føler og erfarer, at han er skyldig i synd, og henfaldet til død, dernæst også, at han erkender og erfarer det modsatte, at Gud er en retfærdiggører og forløser af et sådant menneske, som erkender sig at være sådan. Helbredelsen af de andre mennesker, som ikke erkender deres synd, overlader vi til juristerne, lægerne, forældrene. Disse diskuterer nemlig anderledes om mennesket, end  teologerne. Nu kommer jeg til salmen.
62 I. Miserere mei Deus secundum magnam misericordiam tuam, et secundum multitudinem miserationum tuarum iniquitates meas  dele. Vers 3. Forbarm dig over mig, Gud, efter din store miskundhed, og udslet mine overtrædelser efter din overmåde store forbarmelse.
63       Hic initio admonendi estis, quia Deum nominat et nullam Christi mentionem facit, ne putetis Davidem sicut (E22) Mahometistam aliquem aut alium quendam gentilem hominem de Deo loqui. Loquitur enim David cum Deo patrum suorum, seu cum Deo promissiore, quia populus Israel non habuit Deum absolute speculatum, ut sic dicam, sicut imperitum monachorum genus speculationibus suis adscendit in coelum, et de Deo absolute cogitat.           Her i begyndelsen bliver I advaret, at fordi David ikke bruger Guds navn og ikke nævner Kristus, skal I ikke tro, at David taler om Gud som en eller anden muhammedaner eller en anden hedning. Han taler nemlig med sine fædres Gud, eller med løfternes Gud, fordi Israels folk ikke havde Gud som et absolut fantasifoster, om jeg så må sige, sådan som den uvidende slags munke gennem sine spekulationer stiger op til himlen og tænker om Gud på absolut måde.
64 Hunc Deum absolutum debent omnes fugere, qui non volunt perire, quia humana natura et Deus absolutus (docendi causa hac appellatione nota utimur) sunt inter se infestissimi inimici, nec potest fieri, quia a tanta majestate humana infirmitas opprimatur, sicut scriptura aliquoties admonet.  Denne absolutte Gud bør alle undvige, som ikke vil gå fortabt, fordi den menneskelige natur og den absolutte Gud (vi bruger af pædagogiske grunde denne betegnelse) er hinandens mest arge uvenner, og det kan ejheller ske, fordi den menneskelige svaghed nedtrykkes af en så stor majestæt, sådan som skriften mange steder advarer om.
65 Quare nemo intelligat Davidem loqui cum Deo absoluto, sed loquitur cum Deo vestito et induto verbo et promissionibus suis, ne excludatur a nomine Dei Christus, de quo a Deo est facta promissio ad Adamum et alios patriarchas. Hunc Deum non nudum, sed vestitum et revelatum verbo suo necesse est nos apprehendere, alioqui certa desperatio nos opprimet. Derfor må ingen forstå det sådan, at David taler med den absolutte Gud, men han taler med den Gud, der er påklædt og har iført sig sit ord og sine forjættelser, for ikke at udelukke Kristus fra betegnelsen Gud, om hvem der af Gud blev aflagt et løfte til Adam og til andre patriarker. Denne, ikke nøgne, men iklædte og af sit ord åbenbarede Gud er det nødvendigt for os at nærme os, ellers vil vi givetvis blive undertrykt af fortvivlelse.
66         Et est perpetuo faciendum hoc discrimen inter prophetas loquentes cum Deo et gentes. Gentes enim loquuntur cum Deo extra verbum et promissiones, secundum cogitationes cordis sui, prophetas autem loquuntur cum Deo induto et revelato promissionibus et verbo suo. Hic Deus tam clementi specie, et ut sic dicam, tam jucunda larva indutus, nempe promissionibus suis, potest apprehendi, et cum gaudio ac fiducia a nobis conspici, ubi econtra Deus absolutus est ceu aheneus murus, in quem non possumus impingere sine nostro exitio.         Og man må til stadighed opretholde dette skel mellem profeterne, der taler med Gud, og hedningerne. Hedningerne taler nemlig med Gud udenfor ordet og forjættelserne, de følger deres hjertes tanker, men profeterne taler med den Gud, der er iført og har åbenbaret sig gennem sine løfter og sit ord. Her kan Gud erkendes, med et viist blik, og, om jeg så må sige, fordi han er iført en så fornøjelig forklædning, nemlig hans forjættelser, og her kan han med glæde og fortrøstning ses af os; dèr derimod er han en absolut Gud eller en kobbermur, som vi ikke kan trænge ind i, uden at vi går til grunde ved det.
67 Ideo Satan hoc dies noctesque satagit, ut nos ponat in occursum nudi Dei, ut obliti promissionum et beneficentiae in Christo ostensae cogitemus de Deo ac judicio Dei. Id cum fit, periimus illico, prolapsi in desperationem. Hoc modo David (E23) cum Deo absoluto non loquitur, sed loquitur cum Deo patrum suorum, hoc est, cum Deo, cujus promissiones novit, et cujus misericordiam ac gratiam sensit. Derfor har Satan dag og nat travlt med at sætte os op overfor den nøgne Gud, så at vi tænker om Gud og bedømmer Gud, som om de forjættelser og de velgerninger, han har vist os i Kristus, var glemt. Når det sker, går vi øjeblikkelig til grunde, vi falder i fortvivlelse. På den måde taler David ikke med den absolutte Gud, han taler med sine fædres Gud, det vil sige, med den Gud, hvis forjættelser han kender, og hvis barmhjertighed og nåde han mærker.
68 Si igitur Turca, hypocrita aut monachus aliquis dicat: "Miserere mei Deus", perinde est ac si nihil dicat, quia Deum, quem nominat, non apprehendit velatum tali persona seu specie, quae nobis attemperata est, sed apprehendit et invadit Deum in sua absoluta potestate, ubi necessario sequitur desperatio, et Luciferi casus ex coelo ad inferos. Hvis derfor en tyrk, en hykler eller en munk siger: "Forbarm dig over mig, Gud", så er det lige så meget som hvis han intet sagde, fordi den Gud, han tilkalder, forstår han ikke som en Gud, der er iklædt en sådan person eller udseende, som er afpasset efter os, men han nærmer sig og går ind til den Gud, der er i sin absolutte magt, hvoraf nødvendigvis må følge fortvivlelse, og han må som Lucifer kastes ned fra himlen til helvede.
69 Haec igitur causa est, cur prophetae sic innixi sint promissionibus Dei in orationibus suis, quia promissiones includent Christum, et faciunt Deum non judicem aut hostem nostrum, sed benignum et faventem Deum, qui damnatos vult restituere vitae et salvare. Dette er da også grunden til, at profeterne i den grad støtter sig til Guds forjættelser i deres taler, fordi forjættelserne indeslutter Kristus, og de gør Gud, ikke til en dommer eller vores fjende, men til en mild og imødekomnende Gud, som vil genrejse de fordømte til liv og frelse dem. (k69
70          Hoc primo monendum esse duxi propter alios prophetarum locos, deinde etiam illud considerandum est, quomodo conveniant, quod dicit: "Miserere mei". Hic enim, si personas spectes, Deum et peccatorem Davidem, inter quas res agitur, apparebit summa dissimilitudo et contradictio immutabilis.           Jeg har taget denne formaning frem først på grund af nogle andre profetsteder, og det bør dernæst også overvejes, på hvilken måde de passer sammen, når han siger: "Forbarm dig over mig". For hvis du ser på personerne, Gud og synderen David, som sagen drejer sig om, så viser der sig den største forskellighed og en urokkelig modsigelse.
71 An non enim hic totius naturae sensus, an non hoc omnium hominum judicium est, quod Deus peccatum odit? sicut Joannis nono caecus dicit: "Scimus, quod peccatores Deus non audit, eos autem audit, qui eum colunt, et faciunt voluntatem ejus". (Joh 9,31). Item in decalogo est: "Ego sum Deus zelotes", (2 Mos 20,5) quin per totum Mosen fere nihil est, nisi merae comminationes contra malos et inobedientes, et convenit cum lege Mosi sensus naturae, quem nullo modo possumus exuere. Mon ikke her nemlig det er hele vor naturs fornemmelse, mon ikke her alle menneskers dom er den, at Gud hader synden? sådan som i Johannes det niende den blinde siger: "Vi véd, at Gud ikke hører syndere, men de, der dyrker ham, dem hører han, de, der gør hans vilje". Og i de ti bud skrives der: "Jeg er en nidkær Gud", så at der hos hele Moses næsten intet er, andet end lutter trusler mod de onde og ulydige, og vor naturlige følelse stemmer overens med Moseloven, den følelse, vi aldrig kan aflægge.
72 Sic enim omnes homines judicant: Tu es peccator, Deus autem est justus, ergo te odit, ergo infliget poenas, ergo te non audiet. Hanc consequentiam tota natura impossibile est ut negare possit. Hinc sancti patres, qui in psalmos scripserunt, fere (E24) exposuerunt "justus Deus" pro eo, quod juste vindicat ac punit, non pro eo quod justificat. Inde mihi accidit juveni, ut hanc appellationem Dei odissem, et ex illa EKHEI seu habitu adhuc hodie quasi cohorresco, cum audio Deum justum dici. Tanta est vis impiae doctrinae, si ea animi in prima aetate imbuantur, et tamen veteres doctores fere omnes sic exponunt. For sådan bedømmer alle mennesker sagen: Du er en synder, Gud er retfærdig, altså hader han dig, altså påfører han dig straffe, altså hører han dig ikke. Denne konsekvens er det umuligt for hele vores natur at nægte. Derfor forklarede de hellige fædre, som udlagde salmerne, næsten alle udtrykket "den retfærdige Gud" om det, at han gør en retfærdig fordring og straffer, ikke om det, at han retfærdiggør. (k72) Af den grund hændte det mig, da jeg var ung, at jeg kom til at hade denne benævnelse for Gud, og denne vane har jeg bevaret til den dag idag, så jeg næsten ræddes, når jeg hører Gud blive kaldt retfærdig. (k72a) Så stærkt er den ufromme læresætnings kraft, hvis den slags indføres i sjælen i en ung alder, og dog udlægger de gamle lærde mænd næsten alle ordet sådan.
73          Sed si Deus sic justus est, ut puniat juste, seu pro merito, quis potest subsistere in hujus justi Dei conspectu, siquidem omnes sumus peccatores, et afferimus ad Deum justam poenarum infligendarum causam? Procul hinc cum tali justitia et tali justo Deo, quia nos omnes sicut ignis consumens vorabit. Quia autem Christum salvatorem Deus misit, profecto non hoc modo justus vult esse, ut puniat pro merito, sed vult justus esse et dici, ut agnoscentes peccata justificet, et eorum misereatur.          Men hvis Gud er retfærdig på den måde, at han straffer retfærdigt eller efter fortjeneste, hvem kan da bestå for denne retfærdige Guds ansigt, eftersom vi alle er syndere, og må tillægge Gud en retfærdig grund til at påføre os straf? Bort da med en sådan retfærdighed og en sådan retfærdig Gud, for han vil opæde os alle som ild. Men fordi Gud sendte Kristus som frelser, så vil han minsandten ikke være retfærdig på den måde, at han straffer efter fortjeneste, men han vil være retfærdig og kaldes retfærdig på den måde, at han retfærdiggør dem, der erkender deres synd, og forbarmer sig over dem.
74 Quod igitur David peccator dicit: "Miserere mei Deus", perinde sonat, ac si loquatur contra decalogum, in quo Deus mandat, ne sis peccator, et minatur peccatoribus poenas. Quomodo enim convenit inter peccatorem et Deum, qui est justus, verax, inimicus et hostis peccatorum, qui sua natura non potest ferre peccata? et tamen David, qui infra dicit: "Agnosco iniquitatem meam," item: "Peccatum meum coram me est semper", hic David, inquam, Deum appellat, et dicit: "Miserere mei". Fordi da David, der er synder, siger: "Forbarm dig over mig, Gud", derfor lyder det, som om han taler imod de ti bud, hvor jo Gud påbyder os ikke at være en synder, og truer synderne med straf. Hvordan kan synderen og Gud stemme overens, Gud, der er retfærdig, sanddru, synderes uven og fjende, Gud, der ifølge sin natur ikke kan tåle synden? og dog er det den David, der nedenfor siger: "Jeg kender mine overtrædelser", og: "min synd står mig daglig for øje", der her taler til Gud og siger: "Forbarm dig over mig!"
75 Hoc vero est conjungere duo incompatibilia, ut loquuntur. Ergo statim initio ostendit David eam artem et sapientiam, quae est supra sapientiam decalogi, et vere coelestis sapientia, quam neque lex docet, nec ratio sine Spiritu sancto cogitare aut intelligere potest. Nej, dette er virkelig at sammenstille to uforenelige ting, som de siger. (k75) Altså, straks i begyndelsen fremviser David den kunst og visdom, som står over de ti buds visdom, og er en virkelig himmelsk visdom, som hverken loven lærer, eller fornuften uden den helligånds hjælp kan udtænke eller forstå.
76         Nam natura in universum hoc statuit, et secum dicit: Non audeo elevare oculos ad coelum, sed terreor conspectu Dei. Utrumque enim scio, me peccatorem (E25) esse, et Deum peccata odisse, numquid igitur orabo? Hic vero incipit certamen difficillimum. Nam aut animus in se propter peccati conscientiam confusus statuit orationem differendam, donec aliquam in se inveniat (ut sic dicam) dignitatem, aut circumspicit humana consilia et sophisticas consolationes, ut prius cogitet de satisfactione, ut possit cum aliqua fiducia propriae dignitatis accedere, et dicere: "Miserere mei Deus".          For naturen i det hele taget stadfæster dette og siger ved sig selv: Jeg vover ikke at løfte mine øjne til himlen, men jeg ræddes for Guds åsyn. De to ting véd jeg nemlig, at jeg er en synder, og at Gud hader synden, mon jeg nogensinde kommer til at bede? Men her begynder den allervanskeligste kamp. (k76) For enten bliver sjælen forvirret i sig selv på grund af sin syndsbevidsthed og fastholder en adskillende bøn, mens den opfinder, om jeg så må sige, en eller anden værdighed hos sig selv; eller også får den øje på det menneskelige råd og den sofistiske trøst, at den først må tænke på fyldestgørelse, så at den med en eller anden fortrøstning til egen værdighed kan komme og sige: "Forbarm dig over mig, Gud!" (k76a
77 Haec perpetua nostrae naturae est sententia, sed longe perniciosissima est. Nam animi eriguntur in fiduciam propriae justitiae, et statuunt Deum posse placari nostris operibus. Haec blasphema praesumtio est propriorum meritorum, contra meritum Christi, deinde quia in peccatis nati sumus, sequitur nunquam nos oraturos esse, si non prius sumus oraturi, quam sentiamus nos ab omnibus peccatis puros esse.  Dette er vores naturs stadige mening, men det har de farligste følger. For sjælene opmuntres til at stole på deres egen retfærdighed, og mene, at vi kan behage Gud ved vore gerninger. Denne ugudelige antagelse sætter sin lid til vore fortjenester og ikke til Kristi fortjenester, og dernæst, fordi vi er født i synd, følger, at vi aldrig kan komme til at bede, hvis vi ikke kommer til at bede, førend vi føler, at vi er rensede fra al synd. (k77
78         Ergo excutienda haec blasphema cogitatio est, et in ipsis peccatis, seu, ut significantius dicam, in ipso mari peccatorum hoc medio utendum est, quo hic David utitur, ne oratio differatur. Quorsum enim attinet verbum miserendi, si isti, qui orant, mundi sunt, et misericordia non opus habent? Sed ut dixi, acerrimum hoc certamen est, posse animum in ipso peccatorum sensu excitare, ut clamet ad Deum: "Miserere mei". Aliquoties meo exemplo didici, qui haec doceo, et aliis praecipio, omnium fere operum difficillimum esse orare.         Altså: denne ugudelige overvejelse bør afhugges, og bruges mod de selvsamme synder, eller, at jeg skal tale tydeligere, mod det selvsamme hav af synder på den måde, som David her bruger den, så at bønnen ikke opsættes. Hvortil knytter nemlig ordet om at forbarme sig, hvis de, der beder, er af verden, og ikke har brug for barmhjertighed? Men, som sagt, dette er den vanskeligste kamp, om sjælen kan opflammes af følelsen af sine synder, så den råber til Gud: "Forbarm dig over mig". Adskillige gange har jeg fremdraget mig selv som eksempel, som jeg også her lærer, og forelagt det for andre, at det at bede næsten er den vanskeligste af alle gerninger.
79 Quare non profiteor me artificem hujus operis, hoc autem confiteor, saepe in maximis periculis me admodum frigide haec verba pronuntiasse: "Miserere mei Deus", quod mea offendebar indignitate, et tamen vicit tandem Spiritus sanctus, qui suggessit: Qualisqualis es, certe orandum est. Deus enim non propter tuam dignitatem sed propter suam misericordiam orari vult et exaudire. (E26) Derfor gavnede denne gernings kunst mig ikke, men det tilstår jeg, at jeg ofte i de største farer har udtalt dette ord på en kold måde: "Forbarm dig over mig, Gud", fordi jeg forargedes over min uværdighed, og dog sejrede omsider Helligånden, fordi han sagde som så: Hvordan du end er, der skal jo bedes. Gud vil nemlig ikke, at du skal bede på grund af din værdighed, og han vil ikke bønhøre dig på grund af din værdighed, men han vil, at du skal bede, og han vil bønhøre dig på grund af sin barmhjertighed. (k79
80       Ut igitur haec recte intelligamus, Deum odisse peccatores, et amare justos, distinctio facienda est inter peccatorem sentientem peccata, et peccatorem non sentientem peccata sua. Orationem peccatoris non sentientis peccata sua Deus non vult, quia hoc ipsum, quod orat, non intelligit nec vult. Sic monachus, qui in superstitione sua vivit, saepe canit et murmurat: "Miserere mei Deus", sed quia in fiducia propriae justitiae vivit, et immunditiem cordis non sentit, tantum syllabas recitat, rem ipsam nec intelligit nec optat.         For at vi da ret kan forstå, at Gud hader synderne, og elsker de retfærdige, må vi gøre et skel mellem den synder, der føler sin synd, og den synder, der ikke føler sin synd. Gud ønsker ikke den synders bøn, der ikke føler sin synd, fordi han ikke forstår og ikke vil det, han selv beder om. Således med munken, som lever i sin overtro, ofte synger og mumler: "Forbarm dig over mig Gud", men fordi han lever i tillid til sin egen retfærdighed, og ikke føler hjertets urenhed, men dog fremsiger stavelserne, så forstår han ikke sagen selv, og han ønsker den heller ikke.
81 Ad haec addit contraria orationi suae, petit ignosci, petit misericordiam, et interim ipse jam hoc jam alio modo quaerit expiationem peccati et satisfactionem. Hoc vero an non est palam Deo illudere? Perinde ac si quis mendicus clamosus importunis vocibus instat pro stipe, et cum eam aliquis offerat, ipse suas opes, hoc est, mendicitatem suam jactet, et manifeste ostendat, se non indigere stipe. Til disse ting føjer han modsigelsen i hans bøn, han beder om tilgivelse, han beder om barmhjertighed, og i mellemtiden gør han selv det, så på én måde, så på en anden måde, at han søger soning for synden og bod. Men er det ikke det samme, som at han åbenlyst narrer Gud? Det er, som hvis en tigger råbende med en voldsom stemme beder indtrængende om en almisse, og når så én giver ham noget, han så selv praler af sin rigdom, dvs praler af sin tiggerværdighed, og klart viser, at han ikke har brug for nogen almisse.
82        Sic inimici evangelii verba numerant, rem autem non modo non intelligunt, sed re ipsa contrarium faciunt, dum varios cultus suscipiunt, dum quaerunt remissionem peccatorum impiis missis, peregrinationibus, invocationibus sanctorum etc. Tales peccatores, qui peccatores sunt, et tamen non sentiunt se esse peccatores, sed praefracta fronte perrumpunt, se justificant, verbum Dei persequuntur, etc, tales, inquam, procul arcendi sunt ab omni misericordia, et irae eis proponenda, quibus Deus non misericordiam, sed aeternas minatur poenas, sicut et sententia primi praecepti: "Ego sum Deus zelotes, visitans iniquitatem patrum in tertiam et quartam generationen".           Sådan opregner evangeliets fjender utallige ord, men ikke blot forstår de ikke sagen, de gør oven i købet det modsatte, idet de foretager forskellige former for gudsdyrkelse, og søger at få syndernes forladelse ved ufromme messer, ved pilgrimsrejser, ved påkaldelser af helgener, osv. (k82) Sådanne syndere, som er syndere, men dog ikke føler, at de er syndere, men frækt sønderbryder det knækkede, retfærdiggør sig selv, forfølger Guds ord, osv, sådanne syndere, siger jeg, er langt fra at hente nogen barmhjertighed, og vreden kommer over dem, de, som Gud truer ikke med barmhjertighed, men med evig straf, sådan som det lyder i det første bud: "Jeg er en nidkær Gud, der hjemsøger fædres overtrædelser på børn i tredie og fjerde led".
83 Proponenda etiam sunt exempla irae, interitus Sodomorum, diluvii super omnem carnem effusio, direptio populi sancti, et si qua alia horribilia spectra judicii et irae Dei in scripturis exstant, ut deducantur insensati et impoenitentes peccatores ad (E27) cognitionem sui, et serio incipiant implorare misericordiam. Hi enim sunt, de quibus dicitur: Deus peccatores odit, Deus peccatores non audit etc. (Joh 9,31).  Her bør også fremdrages eksempler på vreden, Sodomitternes undergang, udgydelsen af syndfloden over alt kød, plyndringen af det hellige folk, og hvad ellers man kan uddrage fra skriften af forfærdelige eksempler på Guds dom og Guds vrede, om dog ikke det kunne føre de ufølsomme og ubodfærdige syndere til erkendelse af dem selv, så de alvorligt kunne begynde at bede om barmhjertighed. Disse er nemlig dem, om hvem det siges: Gud hader syndere, Gud hører dem ikke, osv.
84         Alii peccatores sunt, qui sentiunt sua peccata et iram Dei, ac terrentur a facie Dei. Hi arripiunt contra se comminationes in verbo Dei propositas, et ex horribilibus irae divinae exemplis ita dejiciuntur animo, ut propter peccata easdem poenas ipse quoque timeant. In his terroribus cum animus malleo legis et judicii Dei sic quasi contritus est, tum vero locus, tempus et occasio est hujus divinae sapientiae arripiendae, ut cor se erigat, et certo hoc statuat, Deum, cum irascitur peccatoribus, irasci iis tantum, qui duri et insensati sunt, qui autem sentiunt molem peccatorum suorum, de iis dictum esse: "Beneplacitum est domino super timentes eum".         Der er andre syndere, som føler deres synd og Guds vrede og bliver skrækslagne for Guds åsyn. Disse vender alle de trusler, der fremsættes i Guds ord, mod sig selv, og nedtrykkes således i sjælen af de skrækkelige eksempler på den guddommelige vrede, at de på grund af deres synd frygter, at de skal lide samme straf. I disse forfærdeligheder, når sjælen er nedbøjet ved lovens og Guds doms hammer, da er virkelig stedet, tiden og lejligheden til, at den guddommelige visdom kan tage fat, at hjertet kan rejse sig op og forvisse sig om dette, at Gud, når han vredes på synderne, kun vredes på dem, som er hårde og ufølsomme, men at om dem, der føler deres synders ødelæggelse, om dem siges der: "Velsignelse fra herren er over dem, der frygter ham".
85 Tum enim per legem satis effectum est, et debent cessare fulmina illa irati Dei, ac lucere illa misericordiae lumina, in verbo Dei proposita, quod beneplacitum sit Domino super timentes eum, quod Deus cor contritum et humiliatum non despiciat, quod sint aures ejus apertae, et oculi ejus intenti in pauperem, ut eum de stercore erigat, ut foveat lychnum fumantem, ut quassatam arundinem iterum conglutinet etc. (Es 42,3)  Da nemlig er der gjort nok gennem loven, og da bør de ophøre med denne den vredladne Guds lynstråle, og da bør dette barmhjertighedens lys lyse, fremsat i Guds ord, at Gud er barmhjertig over dem, der frygter ham, at Gud ikke forskyder et angrende og ydmygt hjerte, at hans øren er åbne og hans øje vagtsomt over den fattige, at han kan oprejse ham af skidtet, at han kan holde liv i den rygende tande, at han atter kan sammenlime det brækkede rør, osv.
86 Hi enim sunt iste tenerrimus vermiculus (sicut translatio Hiero. habet 2. Reg. 23. de Davide, quanquam in hebraeo non est) et mollissimus flos, qui ad levem aurulam comminationis divinae commovetur ac trepidat, ubi illi alteri insensati peccatores in maximis procellis ceu montes ferrei stant immoti ad omnem poenitentiae praedicationem.  Disse er nemlig den sarte orm (sådan oversætter Hieronymus 2 Sam 23,8 om David, skønt det ikke står i den hebraiske tekst), og den meget bløde blomst, som bevæges og skælver ved den guddommelige berørings lette kys (?), hvor disse andre ufølsomme syndere bliver stående i de stærkeste storme eller bliver stående som jernbjerge, ubevægede af al bodsprædiken.
87 Quare hoc unum in istis pavoribus conscientiarum agendum est, ne sic territi animi judicent secundum naturam et sensum suum, quia abriperentur in desperationem: sed sicut diversorum morborum natura inter se diversa remedia sunt, ita hi territi verbis (E28) gratiae erigendi sunt, sicut illi rigidi sunt concutiendi ferreo sceptro. Derfor, det ene skal man sørge for i disse samvittighedernes bæven, at de sjæle, der er således skræmte, ikke dømmer efter naturen og deres egen følelse, fordi de så vil føres i fortvivlelse: men ligesom de forskellige sygdommes natur bevirker, at der er forskellige lægemidler, sådan skal her de skræmte oprejses ved nådens ord, ligesom de ubøjelige skal sønderhugges med et jernscepter.
88          Papa cum suis doctoribus nihil sani potest in talibus periculis conscientiarum consulere, sicut meo exemplo expertus sum. Omnes enim judicant secundum naturam, quae dicit: Sum peccator, Deus autem justus est, ergo eadem me poena manet, quae alios peccatores. Hic natura resistit, nec potest in illis nebulis irae divinae radios misericordiae intueri. Sed hic vera theologia nostra venit, et docet, cum animi sic sunt territi, tum unam theologiae partem completam esse, quae lege et minis legis utitur, ut peccator se incipiat cognoscere, et exuat securitatem, in qua omnes, ante hanc irae revelationem, naturaliter vivimus, neque hic resistendum esse, sed debere nos progredi ad alteram theologiae partem cognoscendam, in qua tota theologiae cognitio impletur, quod Deus humilibus dat gratiam.         Paven og alle hans doktorer kan ikke rådgive med noget sundt i sådanne farer for samvittighederne, sådan som jeg har gjort det klart ved eksemplet med mig selv. Alle dømmer nemlig efter naturen, som siger: Jeg er en synder, men Gud er retfærdig, altså forbliver den samme straf over mig, som over alle andre syndere. Her kæmper naturen imod, ejheller kan den i denne den guddommelige vredes tåge finde barmhjertighedens stråler. Men her kommer vores sande teologi til og lærer, at når sjælene på den måde er skræmte, da er den ene del af teologien endt, den del, der bruger loven og truslerne om loven, så at synderen skal begynde at kende sig selv, og træde ud af den sikkerhed, i hvilken vi alle før åbenbaringen af vreden levede på naturlig måde, og her skal man ikke gøre modstand, men fortsætte med at kende den anden del af teologien, i hvilken hele den teologiske erkendelse fuldendes, at Gud giver de ydmyge nåde.
89 Pertinere minas illas et horribilia exempla ad induratos et securos peccatores, his Deum esse zelotem, et ignem consumentem. Sed illos contritos et pavidos esse populum gratiae, cujus vulnera alligare et sanare velit pastor bonus, qui animam suam ponit pro ovidibus. Ergo non debere tales obsequi cogitationibus cordis sui, quae propter peccata suadent non esse orandum, non esse sperandum gratiam, sed cum Davide animo confidenti clamandum esse: "Miserere mei Deus", propterea quod tales sint Deo beneplacitum. Disse trusler og forfærdelige eksempler fortsætter overfor de forhærdede og sikre syndere, for hvem Gud er en nidkær Gud, en fortærende ild. Men de angrende og bævende er et nådens folk, hvis sår den gode hyrde vil pleje og læge, han, der sætter sit liv til for fårene. Altså bør man ikke adlyde den slags tanker i sit hjerte, at man på grund af sin synd ikke bør bede, at man ikke bør håbe på nåden, men frimodigt med David udbryde: "Forbarm dig over mig, Gud", sådanne mennesker er nemlig Gud velbehagelige.
90          Videre til sl51b

Kommentarer:

Indledning: 
    For så vidt er der ikke noget særlig epokegørende ved mine kommentarer. De bygger hovedsagelig på en teologi, der er udviklet af den dialektiske teologi, tilsat en god del Løgstrup, altså på en teologi, som mange nok vil kunne anerkende. Det nye ved disse kommentarer er, at jeg mener ud fra min teologi at være tvunget til at gøre op med Luther. Det burde den dialektiske teologi have gjort. Men den gjorde det ikke. I stedet fandt den den udvej, at den udviklede en 'totalsyndighedslære', hvorefter den på (mente den selv) lige så radikal måde som Luther kunne fastholde mennesket som totalt set en synder. Dog måtte det naturligvis gøres uden at forfalde til det, man trods alt vel har ment var en epokal opfattelse hos Luther: at mennesket fødes som synder, fordi ethvert menneske, undtagen Kristus, undfanges i begær, dvs i synd.
    Jeg mener ikke, det er muligt at ændre ved noget, som Luther selv kalder den mest nødvendige lære i kirken (se sl51d#3), uden at det får følger for opfattelsen af Luthers teologi iøvrigt. Derfor må der gøres op med Luther, eller Luther må kritiseres.
    Den nyere finske Luther-interpretation har gjort opmærksom på, at Luther kan tænke i naturkategorier om det retfærdiggjorte menneske. Der findes et 'deifications-begreb' hos Luther. Og det har vakt en del opmærksomhed. Finnerne har selv, lettere bebrejdende, givet en oversigt over, hvordan både den nyprotestantiske teologi og den dialektiske teologi anså dette at tænke i substanskategorier som noget, Luther vendte sig imod. Han tænkte, mente man, udelukkende i relationskategorier. Og så må man altså give finnerne ret i, at Luther sandelig også tænkte i substanskategorier om det retfærdiggjorte menneske.
    Det, jeg her vil gøre opmærksom på, og som jeg vil bebrejde finnerne, at de ikke har gjort opmærksom på (i hvert fald ikke efter hvad jeg hidtil har læst), er, at Luther også hvad det ikke-retfærdiggjorte menneske angår, tænker i substanskategorier. Arvesynden eller den grundlæggende synd forestiller Luther sig i naturkategorier. Den forklares som lig med et naturens fordærv, og den nedarves på materiel måde, så mennesket fødes som en synder.
    Min kritik af Luther går ud på at slette alt, hvad der har med naturkategorier at gøre. Sådan kan vi ikke forstå mennesket. Om vi vil forstå, hvad menneskets synd er, går vi galt i byen, om vi forstår den ud fra naturkategorier. Det har sådan set allerede den dialektiske teologi gjort klart. Hvad jeg bringer af nyt, er 'kun', at jeg er fræk nok til at sige, at når Luther bruger naturkategorier, så kan vi ikke mere tage Luther som vor ufejlbarlige kirkefader.
    Jeg vil altså ikke påberåbe mig Luther.
    Og så vil jeg alligevel påberåbe mig Luther. Jeg mener nemlig, at det ikke blot var en fejl i epokal henseende, Luther begik, det var en fejl i absolut henseende. Og det betyder, at den fejl kan og må rettes. Men det betyder også, at når vi får rettet denne fejl, så kan Luther stadigvæk sige os noget. For den personkategori, Luther også tænkte ud fra, er stadig gyldig. Og de landvindinger, han har foretaget på det felt, kan stadig sige os noget.
    Begge dele skulle komme frem i mine kommentarer.

k9:  (#9) Tankegangen her er farlig. Det er åbenbaringen, der er tale om, og bevares, vi anerkender alle, at åbenbaring er nødvendig, men det er meget afgørende, hvordan eller hvorfor den er nødvendig. Luther bruger her åbenbaringstanken til at forklare, at så mange ikke forstår denne salme. Men vil vi ikke straks indvende: Jamen, Luther forstår den vel! Er det, han siger her, så ikke det samme som at sige, at han har modtaget åbenbaringen?
    Forøvrigt vil jeg hævde, at det, der siges i salmen her, har hjemme i vore hjerter. Blot kan vi ikke selv fremkalde det. Men når vi hører det, kan vi genkende det. Vi véd det godt inderst inde. Blot er det skjult af så meget andet. Af synden, vil Luther sige. Men synden skjuler, den dækker for, den udsletter ikke. Blindheden er ikke total, der er tale om fortrængning mere end om blindhed.

k12:  (#12) Et kriterium på, om der er tale om den rette teologi, eller på, om der er tale om den sande Gud, er, at den sandhed, man forkynder, formår at oprejse de bævende samvittigheder. Eller, kan jeg sige med henvisning til k9: Hvis det, Luther her siger, ikke skal forstås som den rene påstand mod modstanderens modsatrettede påstand, må der  være gået forud en påvisning af, at modstanderne modsiger sig selv. Luther hævder i 'de votis', at fornuften kan fatte, hvad der ikke er Guds; det nemlig, der er i modstrid med sig selv, er ikke af Gud. Fx er fattigdomsløftet en selvmodsigelse; dels fordi munkene rent faktisk ikke lever i fattigdom, og dels fordi man ikke kan love fattigdom; fattigdom er en skæbne, ikke noget, man kan påtage sig. Bla. derfor løber papisterne ind i den misforståelse, at ejendomsfællesskab er det samme som fattigdom, dvs, de læser ikke Apg 4,32 ordentligt.

k14:  (#14) Her kan man lægge mærke til, at målet for Luther ikke er at ende med én eller anden løs påstand om, at han har forstået skriften ret, de andre ikke, men at gendrive modstanderne på lærd og alvorlig vis.

k16:  (#16) Det må siges at være karakteristisk for Luther, at han sammenholder disse to beskriveformer: En mere teologisk (erkendelse af synd og nåde) og en mere psykologisk (gudsfrygt og gudstillid). Det er ét og det samme i hans terminologi.

k24:  (#24) Luthers billede med træet og frugten kan man nok stille spørgsmål til. Er det sådan, at alle menneskets handlinger er onde, fordi mennesket er ondt? Vi gør vel ofte det, at vi slutter fra en handling til den bagvedliggende karaktéregenskab, og det er i god overensstemmelse med den tankegang, der tænker i naturer, men hvordan stemmer det overens med relationstankegangen? Dèr drejer det sig jo ikke om, hvorvidt den enkelte er ond eller god, men om, hvorvidt forholdet kan genetableres.

k 27:  (#27) I betragtning af, at jeg senere vil bebrejde Luther, at han overdriver synden, skal jeg her bemærke, at Luthers behandling af Davids synd er god, fordi den er konkret. Jeg har nu selv lidt svært ved at få puttet det fjerde bud ind i række af bud, som David har overtrådt, men bemærkelsesværdigt er det, at Luther ikke nævner budet om ikke at begære. Det skulle jo ellers synes oplagt at hævde, at dette bud har David overtrådt.

k34:  (#34) Der er dem, der er kede af sådanne udtalelser af Luther. De mener, at syndernes forladelse er betingelsesløs, så man ikke engang kan opstille den betingelse, der hedder 'erkendelse af synden'. Det er noget af det, der vil vise sig i det følgende, at Luther så sandelig opstiller en sådan betingelse. Men det er også det, der for mig er et tydeligt tegn på, at Luther tænker i relationsbaner om forholdet til Gud. Et forhold mellem personer kan ikke genetableres, hvis der er uerkendte overtrædelser fra den enes side. Hvis vi skal kalde dette en betingelse, så er det en betingelse, der ligger i sagen selv, det vil sige: i personforholdet selv.

k36:  (#36) Luther tænker tilsyneladende i naturkategorier her. Og vi, der er vant til at være fromme tilhørere til fromme prædikener, vil være stærkt tilbøjelige til at give ham ret i den slutning, han foretager her. Men den er jo alt andet end nødvendig, selv hvis man tænker i naturkategorier. Ud fra én overtrædelse at ville slutte til en total synd i det indre af mennesket, det går virkelig ikke an. Hvorfor gør Luther det så alligevel? Fordi det er ham magtpåliggende at forhindre, at mennesket nogensinde kommer til at stå som retfærdig overfor Gud. Fordi han hele tiden har forholdet til Gud i tankerne, og et forhold mellem personer ødelægges, hvis man pukker på gerninger. Det, der skulle bevises at være umuligt ud fra personforholdet, bevises at være umuligt ud fra naturkategorier. Det er Luthers fejl.

k38:  (#38) Det er bla. sådanne udsagn, der gør Luther umulig i moderne menneskers øjne, herunder i mine øjne. Men jeg vil mene, at der også er noget forkert i det ud fra Luthers egne forudsætninger.

k40:  (#40) Det virker, som om Luther tænker i et enten-eller-system. Det virker, som om alle mellemløsninger er udelukket. Sådan tænker Luther ofte. Og bevares, jeg skal gerne indrømme, at på dette sted er det vildt overdrevet: Det hele kan godt tænkes at hænge anderledes sammen, end Luther forestiller sig; eller: man kan godt forestille sig syndefaldet og genløsningen anderledes, end Luther gør, uden at det af den grund bliver forkert. Alligevel er der det rigtige ved Luthers enten-eller, at relations-tankegangen jo også opererer med et enten-eller: Enten er forholdt til den anden person i orden, eller også er det brudt. Dette enten-eller er absolut. Og er det det, der ligger bag Luthers krasse udtalelser, så har jeg straks mere sympati for dem.

k47:  (#47) Spørgsmålet er (som før (se k36)) om man ud fra nogle enkelte synder, de være sig nok så hårde og forfærdelige, kan slutte til menneskets hele og altbestemmende natur. De fleste vil vel sige: Jamen, der er da også noget godt i mennesket. Og så fordeler man det gode, mennesket gør, på den gode del af menneskets natur, og det onde, som det gør, på den onde del. Det er sådan set lige så rigtigt som det, Luther her siger. Men dette er ikke min indvending. Min indvending går på, at Luther i det hele taget tænker i disse naturkategorier, at han i det hele taget lader sig friste til at slutte fra ydre handling til indre natur. Hvis vi i stedet tænker i relationskategorier, bliver alle sådanne overvejelser over, hvordan mennesket ser ud indvendig, ligegyldige. De hører ikke hjemme i relationskategorierne. Her er det i stedet afgørende for forholdets genoprettelse, om man praler af noget, man har gjort eller på anden måde vil retfærdiggøre sig. Vil man det, kan man være sikker på, at forholdet ikke genoprettes. For for at det kan genoprettes, må al trang til at retfærdiggøre sig forsvinde.

k49:  (#49) Kierkegaard prøver i Kjerlighedens Gjerninger at udarbejde denne tanke nøjere, at 'hedningernes dyder er glimrende laster'. Jeg mener, det kun lykkes mådeligt for ham. Men naturligvis, Luthers tanke her er logisk nok: Hvis virkelig syndefaldet fjernede alt godt fra mennesket, så er det kun i den kristne verden, at der kan findes noget godt. Hvad der i andre kulturer findes af ting og forhold, som kaldes godt, er hykleri. Se også #52!

k50:  (#50) Jeg mener, Luther her overser en hel kategori af gerninger: De mange ord og gerninger, menneskene gør overfor hinanden i hverdagen, for at få styrket de forhold, de står i. Hvis man i et tillidsforhold handler for at styrke den indbyrdes tillid, så er det ikke æren ved budene, man er ude efter, ja man er slet ikke ude efter at overholde budene, kun ude efter, at tilliden skal blomstre.

k54:  (#54) Sådan har det utvivlsomt været for Luther i hans klosterkamp. Den 'rettelse', jeg her vil foretage af vores gængse opfattelse af Luther, betyder også en ændring af synet på, hvad der var det egentlige i klosterkampen. I klostret kæmpede Luther mod drifterne, og fordi han ikke kunne sejre i den kamp, blev han 'tvunget' til at kaste sig i armene på Kristus. Loven blev hans tugtemester til Kristus. Men loven arbejdede ved at overbevise ham om, at han ikke måtte begære, og når han måtte indrømme, at han ikke kunne andet end begære, så måtte han slippe al sin egen retfærdighed og nøjes med retfærdigheden i Kristus.
    Det kan være sandt nok, at vi, hvis vi indrømmer, at det er sådan, det forholder sig, gør os sårbare overfor den gammelkendte katolske indvending, at Luther ikke var andet end en munk, der ikke kunne styre sin kønsdrift. Men hvad gør det, hvis indrømmelsen er sand?

k55:  (#55) Jeg véd ikke, om det betyder noget, men her bruger Luther jo selv ordet substans om menneskets indre.

k56:  (#56) Luther siger det på den måde flere gange. Men det forekommer mig, at han på en højst uheldig måde går ud fra, at prædikanten kan se ind i tilhørerens inderste og skønne, hvor langt han er kommet ned i skidtet. I hvert fald: Metoden forekommer mig ubrugelig i dag. Man vil måske indvende, at Luthers sætninger ikke er pastoralteologiske sætninger, men skriftteologiske sætninger. Og det er sikkert sandt. Men da alting synes at afhænge af, at tilhøreren virkelig føler sig hensat til helvede, for at han virkelig kan glæde sig over den tilgivelse, der ganske ufortjent strømmer ham i møde i evangeliet, synes problemet at bestå, hvilken form for teologi vi end sætter det ind under.

k57:  (#57) Her er retfærdiggørelsen formuleret ganske fortrinlig, og man fornemmer det, der nok har været det afgørende for den lutherske retfærdiggørelseslære: Resolutheden, afgjortheden, beslutsomheden, hvormed frelsen i Kristus gribes.

k59:  (#59) Det er den natur, der er faldet i synd, der genrejses. Derved tager deificationen, guddommeliggørelsen, af mennesket sin begyndelse. Men hvordan kan vi forestille os det? Det andet, de Luther-udtryk, der er holdt i relationskategorier, kan vi dog ved den dialektiske teologis hjælp siges i nogen grad at forstå. Men dette?

k69:  (#69) Hele afsnittet her fra #62 til #69 om forskellen mellem den absolutte Gud og den åbenbarede Gud minder ikke så lidt om afsnittet i 'De servo arbitrio' om forskellen mellem den skjulte Gud og den åbenbarede Gud. Jeg kunne også fristes til at sige, at der er ikke så lidt barthianisme skjult i dette afsnit. For afvises ikke her enhver tale om 'naturlig teologi', og slås det ikke fast, at hvad der befinder sig udenfor den kristne åbenbaring, ikke kan forstå det guddommelige? Jo, måske, men meget vil afhænge af, hvordan det følgende skal forstås; for spørgsmålet er, om den åbenbaringsoplevelse, som Luther dér beretter om, bygger på et fodfæste i den blå luft eller på ét i den menneskelige erfaring. Nogle af tankerne dukker op igen i sl51d#12.

k72:  (#72) Her er skellet mellem kristendommen og 'religionerne' sat op igen. Denne gang som en påstand, at alle vi mennesker 'af naturen' mener, at Gud må være retfærdig og kræve sin fordring indfriet. Senere bliver kristendommen indført, hvor Gud er den, der er retfærdig på den måde, at han retfærdiggør.
    Men lad os først hæfte os ved udtrykket 'af naturen'. 'Natur' betyder her noget andet, end den fysiske eller materielle natur, der var tale om, da synden bestemtes som begær. Vi kan spørge: Hvad er det, der får hedninger til at synes, at Gud da må stille krav og sørge for, at kravene opfyldes? Og tilsvarende: Hvad er det, der får kirkefædrene til at omtale Gud som den retfærdige i stedet for som den retfærdiggørende? Og hvad er det, der får Luther til i sin klosterkamp at bæve for netop udtrykket 'Guds retfærdighed'? Det ligger i vores natur, svarer Luther. Men hvad betyder det svar? Mit svar er, at det skyldes, at vort sprog er delt op i forskellige 'logikker', der ikke har logisk forbindelse med hinanden. Og den del af sproget, der har med 'lov', 'retfærdighed', 'ligelighed' at gøre, har ikke forbindelse med den del, der omhandler vort samliv med vore nærmeste, hvor begreber som 'tillid' og 'kærlighed' gør sig gældende. Og har man først fået Gud anbragt i den del af sproget, der har med retfærdighed at gøre, eller har man først fået ind i hovedet, at Gud er dommeren, så vil man selv ud af sit eget indre kunne udspinde mange tanker om Gud, men de vil alle være støbt efter samme form: retfærdighedsformen. For i den del af sproget har ordene logisk forbindelse med hinanden, men ikke med ord udenfor den del af sproget. Man vil ikke 'af sig selv' eller ud af den sprogdel, man opererer i, kunne komme på, at Gud skulle være den tilgivende eller at der skulle være noget, der hedder forsoning.
    Af naturen betyder her: 'som vi mennesker almindeligvis tænker'. Luther sætter op som modsætning dertil Guds åbenbaring, så at altså det kristne, frigørende evangelium skulle være noget, der slet ikke har nogen forbindelse med noget i 'naturen' eller altså med noget, der er os mennesker iboende. Men slutter man sådan (og det gør Luther vistnok) er det en forkert slutning. Der er en anden del af sproget, som er blevet ganske overskygget af 'retfærdighedsdelen', nemlig den del, der har med vort forhold til vore nærmeste at gøre. Den del bliver afdækket af det kristne evangelium på den måde, at det kristne evangelium tiltaler os i denne del af sproget. Men der er altså ikke tale om et nyt, særlig guddommeligt sprog, som kristendommen fører med sig; der er tale om en afdækning, ikke om en nyskabelse.
    Der ligger det sande i den skarpt todeling, som Luther her opererer med (mellem hedenskab og kristendom, mellem menneskeligt og guddommeligt), at dette at føres ud af retfærdighedssprogdelen opleves som en befrielse, og opleves som en befrielse, der kommer udefra. Men det må ikke få os til at tro, at vi befries til noget, der ligger ud over vort menneskeliv, tværtimod, vi befries til at være helt og fuldt menneske.

k72a:  (#72) Luther har i fortalen til de latinske værker fra 1545 fortalt om sit reformatoriske gennembrud, om, hvordan han hadede ordet Guds retfærdighed, (fort45#61) og om, hvordan han blev som født påny, da han blev klar over, at Guds retfærdighed er en passiv retfærdighed, hvormed den barmhjertige Gud retfærdiggør os ved troen (fort45#66).

k75:  (#75) Som man måske kan forstå, vil jeg give Luther ret i dette: Der sammenstilles virkelig to uforenelige ting her. Men de to ting er uforenelige, fordi de to afdelinger i sproget ikke har logik fælles, de er ikke uforenelige på Luthers måde: fordi den ene del er jordisk, den anden himmelsk, eller fordi den ene del stammer fra vor natur, den anden fra Gud.

k76:  (#76) Det er ofte sagt, at for Luther er det personforholdet til Gud, der er afgørende. Hvad der ligger deri, kan ses her: Dels i det forhold, at han ræddes for Guds åsyn, dels i det forhold, at han tvivler på, om han kommer til at bede. I bønnen træder mennesket ind i et personforhold til Gud, og når det for Luthers vedkommende kom til en klosterkamp, skyldtes det, at han ikke kunne få personforholdet retvendt; eller: at han ikke kunne bede.

k76a:  (#76) Det ligger i Luthers forståelse af, hvem Gud er, eller, i min formulering, i Luthers opfattelse, hvad et personforhold er, at man ikke kan pukke på noget, man har gjort. Det er det, Luther, efter min mening på illegitim vis, underbygger med sin totalsyndighedslære. Jeg vil mene, at det er noget, der ligger i personforholdets logik: I det øjeblik, du vil hævde dig i kraft af noget, du har gjort, er du på vej ud af personforholdet.

k77:  (#77) Igen bygger Luther på sine egne erfaringer fra klosterkampen. Han følte dengang ikke, at han kunne komme til Gud med tomme hænder; ét eller andet måtte han da have med; en værdighed, nogle fortjenstfulde gerninger, som han jo som munk næsten var forpligtet på at gøre, en satisfaktion, eller noget i den retning. Han kunne nok sige: 'Forbarm dig over mig, Gud!', men han følte ud fra hele sin middelalderlige tankegang, at han selv skulle medbringe det, der kunne få Gud til at forbarme sig, om ikke andet, så en form for anger i sindet. Men intet havde han.

k79:  (#79) Her har vi den lutherske resoluthed for fuld udblæsning. Denne resoluthedens ånd er det, der har sejret i de lutherske kirker, gudskelov. Og den er knyttet sammen med forestillingen om, at du intet har at prale af. Spørgsmålet, som jeg her har rejst, er, om denne ikke-prale-holdning nødvendigvis behøver at understøttes af en totalsyndighedslære som Luthers.

k82:  (#82) Dette er et eksempel på Luthers kritik af papismen. Hvis man spørger ham, hvordan han kan vide at munken ikke mener sin bøn om tilgivelse oprigtigt, er svaret, at man må se på, hvad munken også gør, udover at bede om tilgivelse. Og når det, han også gør, er, at han søger at skaffe overskydende gode gerninger til pavens skat, hvorfra afladen tages, så viser han derigennem, at han ikke har brug for tilgivelse. Eller hvis han, som Luther beretter i 'De votis monasticis' testamenterer en døende de overskydende gode gerninger, han måtte have, så afslører også det, at han ikke klynger sig til Guds tilgivelse alene. (vot02#88).