Her Kapitel 15. Ridderkrig, katholsk Reformation, Bondekrig, side 311-341.

Tilbage til oversigten!

Tilbage til kapitel 14!
 
 

1   Ridderkrig, katholsk Reformation, Bondekrig.          Medens den evangeliske Gudstjeneste saaledes efterhaanden ordnedes, skete der skæbnetunge Begivenheder paa Historiens Skueplads.
2         Ved den Tid, da Luther foretog sit lille hemmelige Besøg i Wittenberg døde nede i Rom Pave Leo X pludselig den 1. December 1521, kun 46 Aar gammel. Han døde under travle Forberedelser til en af de lystige og glimrende Fester, som var hans Pavedømmes Glans.
3        Siden 1447 havde man haft Humanistpaver med Sans for Videnskab, Litteratur og Kunst, men uden Fromhed. Til Verdens Overraskelse valgtes nu en Mand af en helt anden Art, Hadrian IV, Biskop og Storinkvisitor i Tortosa i Spanien. Han havde ikke været Spanier i ret mange Aar, thi af Fødsel var han Nederlænder. Han var Dominikaner og Skolastiker, havde i en Aarrække været Professor i Löwen og siden Karl den Femtes Lærer.
4  Med denne sin unge Herre var han kommen til Spanien og havde været Spaniens Statholder. Han var af fattig Herkomst, en Tømmermandssøn. En lærd, alvorlig og streng Skolastiker var han. Det var den spanske Reformation, der kom paa Pavetronen. I Rom fik man noget at undre sig over og ærgre sig over. Ganske tarveligt holdt han sit Indtog paa et Æsel (312) og med bare Ben.
5  Pavestolens Udbytteri var han lige saa forarget over som Tyskerne, saa der skulde spares. En Masse Hofembeder og Understøttelser inddroges. Udgifterne til kunstneriske Formaal begrænsedes, -- ja Munkepaven lukkede Vatikanets berømte Belvedere med de mange Oldtidsstatuer, fordi han ikke kunde lide al denne Nøgenhed. Michelangelos berømte Loft i det sixtinske Kapel var af samme Grund i Fare.
6         Jo det var strenge Dage for Romerne! De fik da heldigvis snart Ende, og da Hadrian var død 14. September 1523, skete der noget meget betegnende for Datidens Italien. Det hed sig, at Livlægen havde forgivet ham. Forhaabentlig var det Løgn, men saa "fordomsfri" var Mængden, at man af denne Grund bekrandsede Lægens Hus og smykkede det med Indskriften "Fædrelandets Frelser!"
7         Man kan ikke andet end med en vis Medfølelse følge denne ærlige og alvorlige Mand paa hans korte, tornede Pavebane. Han løb Panden imod alle Vegne og udrettede intet.
8         Overfor Tyskland anslog han en helt anden Tone end Forgængeren. Til den før omtalte Rigsdag, der skulde holdes i Nürnberg i Foraaret men først blev holdt i Efteraaret 1522, sendte han en ny Sendemand Chieregato, en from og god Mand, som kunde meddele, at Paven godt vidste, hvor skrækkeligt Pavestolen havde baaret sig ad i mange Aar, men nu skulde der reformeres.
9 Tillige bragte han et Brev til Rigsdagen om Luther. Og heri talte Storinkvisitoren. Han forlanger Dødsstraf over Kætteren. Over for Luther var i Virkeligheden denne Pave farligere end den forrige. Dominikaneren havde afløst Humanisten. Luther tager da ogsaa haardest paa den nye. For den letsindige og (313) fornøjelsessyge, men godmodige Leo X havde han haft en lille Smule Godhed. Hadrian er "Satans særlige Tjener".
10        Rigsdagen tog meget velvillig, men ogsaa meget haandfast paa den pavelige Vedgaaelse af Pavestolens Synder. Saa kunde Paven jo passende straks begynde paa Forbedringerne, mente man. Da vilde Tilslutningen til Luther snart tabe sig. Og saa var det ogsaa bedst, man paany fik de 100 Besværingspunkter fra Worms frem.
11 Man ønskede et Kirkemøde i en tysk By snarest muligt, og ogsaa Lægfolk skulde have Sæde og Stemme deri. Foreslog Paven ikke lidt snart noget, saa maatte han være belavet paa, at de verdslige Stænder selv afskaffede Misbrugene. -- Chieregato skyndte sig at forsvinde fra Nürnberg for ikke at være nødt til at tage Stilling til al denne Reformerelyst, som Tysklands katholske Fyrster altsaa ogsaa var grebne af.
12       Paa denne Maade skødes Spørgsmaalet om Straffen over Luthers Person altsaa atter ud. Men paa den anden Side viste de katholske Fyrster, navnlig de gejstlige nok Lyst til at kvæle den evangeliske Bevægelse med Magt, saa langt deres og Pavens Magt strakte. Inkvisitionen havde taget fat i Nederlandene. I Oktober 1522 fængsledes alle Augustinermunkene i Antwerpen, og den følgende Sommer maatte to af dem -- som vi har hørt -- bestige Baalet i Brüssel og blive Evangeliets første Blodvidner.
13c       Man kan da forstaa, at mange Øjne rettedes mod Rhinlandene, hvor Sickingen atter begyndte at røre sig. Han havde ladet sig leje af Kejseren til at føre Krigen mod den franske Konge, men det gik galt. Nu var han i Foraaret 1522 vendt tilbage til sine Borge. Men han vilde nok benytte sig af sine mange Landsknægte (314) til et større Foretagende. Det gjaldt Riddernes Rettigheder, og det gjaldt Beskyttelsen af de evangeliske, -- og det gjaldt maaske at skabe et Fyrstendømme for Ridder Frants paa nogle gejstlige Fyrsters Bekostning.
14          Luther udgav just samme Sommer et Programskrift: "Om Pavens og Biskoppernes falskelig saakaldte gejstlige Stand". Det er et fuldstændigt Opgør med de Bispestillinger, man da havde i Tyskland. Luther viser, at det er rene "Fastelavnsløjer" at kalde saadanne Mænd for Biskopper. De giver sig jo aldeles ikke af med Ordets Tjeneste, men er ganske simpelt verdslige Fyrster med gejstlige Navne.
15 Dette kunde ogsaa siges i vort Fædreland, hvor de væsentlig var Politikere og store Herremænd. Men endnu langt grellere kom det frem i Tyskland, hvor de ligefrem var Landsfyrster som de andre Hertuger og Landgrever. Dette Væsen bør afskaffes, skriver Luther.
16         Dette var i Grunden noget for Sickingen, saaledes at komme til at afskaffe Biskopperne. Luther havde rigtignok i sit Skrift taget det Forbehold, at det ikke skulde ske "med Haand og Sværd". Men paa dette Punkt havde Sickingen nu aldrig været Luthers Discipel.
17        I August fik Sickingen da en "broderlig Forening" i Stand af en hel Del Borgherrer, bl. a. ogsaa Eitelfriz af Hohenzollern. Og den 27. August 1522 sendte han Fejdebrev til Ærkebiskoppen af Trier, den oftere nævnte Richard von Greiffenklau. Med megen Bram søgte Sickingen at slaa Foretagendet op som en hellig Krig. Paa Rytternes Ærmer stod "O Herre, din Vilje ske!"
18 Det bekendtgjordes for Beboerne, at Sickingen kom for at befri dem fra de antikristelige gejstlige Love. For enhver Pris skulde det se ud, som om Luther var med i Foretagendet. Et Krigsopraab bar Luthers (315) Navn paa Titelbladet, skønt Skriftet var af en Franciskanermunk. Da det er en hellig Krig, skal Krigerne som den gamle Pagts Helte skaane Land og Folk, Træer og Vinstokke. Naa, saa lod man det gaa ud over Klostre og Kirker, Munke og Nonner.
19         Der var adskillige fornemme Folk med i Foretagendet, ja selve Albrecht af Mainz begunstigede Sickingen. Man sagde, at saa snart Sickingen havde taget Trier, vilde Albrecht omdanne sine Lande til et verdsligt Hertugdømme.
20       Det gik straks rask med at tage en af Ærkebispens Borge. Sejersvis rykkede Ridderen da frem for Hovedstaden Trier. Men her gik det ikke saa let. Byen bed fra sig, og efter 8 Dages Forløb maatte Sickingen hæve Belejringen. Nu kom Nabofyrsterne Philip af Hessen og Ludvig af Pfaltz til Hjælp for Kurfyrsten af Trier. Sickingen trak sig tilbage til sin stærke Borg Landstuhl. Men han havde ikke regnet med det nymodens Skyts. Han blev straks selv saaret af en nedfaldende Bjælke, og faa Dage efter, den 6. Marts 1523, maatte Borgen overgive sig.
21        De tre Fyrster gik ned i Kælderen, hvor den syge Ridder laa, og Ærkebiskop Greiffenklau spurgte ham: "Frants, hvad har drevet dig til at overfalde mig og mine stakkels Folk saa haardt?"
22        "Derom var der meget at sige", svarede Sickingen. "Det var ikke uden Aarsag. Men nu skal jeg staa til Regnskab for en højere Dommer".
23        Dagen efter døde han. Han havde brugt fyrstelig Pragt i Live. Nu blev der kun Raad til en tarvelig Kiste, og et Par Mænd begravede ham i al Stilhed.
24        "Retfærdighedens Herberge" paa Ebernburg kunde nu ikke mere beskytte nogen. De, der havde haft Ly (316) hos Sickingen, maatte søge andetsteds. Hutten flygtede til Erasmus i Basel, men denne "havde ikke Tid" til at tage imod ham. Hutten hævnede sig med en hvas lille Bog. Syg og fattig kom han til Zürich, hvor Zwingli tog sig af ham og fik ham i Pleje hos en lægekyndig Præst paa en lille Ø i Zürichersøen. Her døde han den 29. August 1523, 36 Aar gammel. Det eneste Bohave, han efterlod sig, var en Pen.
25        Dermed var Riddernes Magt knust. Deres Tid var forbi. Fyrsternes Magt steg saa meget mere.
26        Det var i Virkeligheden en Lykke, at Ridderne ikke kom til at blive Reformationens Bærere.
27        Men nu, da Riddermagten var brudt, blev det saa meget mere spændende, hvordan Fyrsterne vilde stille sig. Det stod paa det springende Punkt for den wittenbergske Reformation. Nu kunde jo de katholske Fyrster røre sig og maaske gøre sig selv til Herrer i Sachsen. Næste Foraar skulde man igen have Rigsdag i Nürnberg. Til denne havde Kejserens Broder Erkehertug Ferdinand i Østerrig en fortræffelig Plan.
28 Frederik den Vise skulde erklæres i Rigens Akt. Derved blev hans Land ledigt, og dette skulde saa vel at mærke ikke overdrages til den godt katholske Hertug Georg, men til Ferdinand. Karl den Femte og den nye Pave skulde forlene ham med Landet, og saa vilde Ferdinand udnævnes til "romersk Konge". Denne skønne Plan strandede dog paa Kejseren, der ansaa sin Broder for en slem Konkurrent og derfor selv advarede Frederik den Vise.
29       Imidlertid skete der paany Paveskifte. Den lykkelige blev Leo X's Fætter, Kardinal Julius af Medici, der kaldte sig Clemens VII (1523-34). Han var lige saa verdslig som Leo, men hans Interesser var (317) af en ganske anden Art. Han var Politiker med Liv og Sjæl, men ganske vist ikke af dem, der skulle højne deen politiske Moral.
30        Til Sendemand til den tyske Rigsdag beskikkede han en Mand, der nu i en Aarrække fik meget med de tyske Sager at gøre, og som stadig hidsede til blodig Udryddelse af Kætterne. Han hed Lorenzo Campeggi. Han havde været juridisk Professori Bologna. Efter sin Hustrus Død blev han knyttet til Pavehoffet. Han fik efterhaanden foræret en hel Del Bispedømmer, i hvilke han aldrig satte sin Fod (Feltre og Bologna i Italien, Ærkebispedømmet Candia, Huesca i Spanien, Salisbury i England), og 1517 var han blevet Kardinal.

31 For en god halv Snes Aar siden havde han været Gesandt i Tyskland, Kejser Maximilians skikkelige katholske Tyskland. Men nu kunde han nok forstaa, at der saa anderledes ud i dette Land. Han vovede sig ikke ind i denne Kætteriets Hule uden mod en høj Ekstrabetaling og en Pension for sine Børn, hvis han ikke skulde slippe levende hjem igen. Aleander instruerede ham: Han maatte passe paa ikke at sætte noget gejstligt Ansigt op i tysk Selskab. Han maatte ikke optræde overmodigt som Cajetan. I Samtaler maatte han lægge sig efter at bruge Bibelsprog. Med Munke maatte han endelig ikke omgaas offentlig.
32      Saa kom han da smidig og glat til Nürnberg i Marts 1524. Tyskerne kaldte ham "Katteaalen".
33       Her fik han unægtelig noget at se og høre. Nürnberg var en stor og rig Stad, i Virkeligheden en uafhængig Borger-Republik. I de rige Borgeres Huse herskede virkelig Aandsdannelse. Der læstes overordentlig meget. Flere af disse Borgere var ligefrem Humanister. Men i disse samme Kredse havde i sin Tid Staupitz (318) gjort stærkt Indtryk. Han havde gjort dem opmærksom paa det nye Theologiens LLys Martin Luther i Wittenberg, og der havde dannet sig en Kreds af "Martianere", som var aandeligt knyttede til Byens Augustinerkloster og ledede af dettes Prior Wenceslaus Link, der siden blev Ordenens Provincialvikar.
34 Det var Mænd af Overklassen, der fandt sammen i denne Kreds. Men nu var det lutherske Røre ogsaa naaet til Haandværkere og Smaafolk. Man kan se det paa Skomageren og Mestersangeren Hans Sachs med hans kønne Digt om "den wittenbergske Nattergal". I flere Kirker prædikede evangeliske Præster, men især maa nævnes den højtbegavede Andreas Osiander, der siden 1522 var Præst ved Lorentskirken.
35        Nürnberg var Sæde for den Rigsregering ("Rigsregimentet"), som i Kejserens Navn skulde styre Tyskland. Man kunde tænke sig, at denne Nærhed maatgte virke trykkende. Dette var imidlertid ikke Tilfældet. Rigsregeringen var altid i Pengetrang og maatte laane hos Borgerskabet, -- og saa kunde den da heller aldrig enes om Bekæmpelsen af Kætterne.
36 Heller ikke Rigsdagene lammede Borgernes Selvstændighed. Netop under den, vi nu er ved, nærmede Paaske sig med den sædvanlige store Altergang. Der var hos mange Ønske om nu at faa Nadveren under begge Skikkelser, Sebaldus og Lorents Sogne ansøgte da om Tilladelse. De to Provster henviste Ansøgningen til Raadet. Raadet følte sig en lille Smule usikker paa Grund af de mange Fyrsters Nærværelse, hvorfor det henviste Ansøgningen til Biskoppen af Bamberg.
37 Og denne henviste til et kommende Kirkemøde. Men da holdt Prior Volprecht uden videre Nadver under begge Skikkelser (319) i Augustinerkirken. Eksemplet fulgtes i Sognemenighederne, og 3-4000 Mennesker nød Nadveren paa evangelisk Vis. Midt under Rigsdagen, for den pavelige Gesandts Øjne gennemførte man altsaa dette.
38 Ja oppe paa Slottet boede Dronning Elisabeth, Kejserens Søster. Hun var der paa sin landflygtige Ægteherre Christian den Andens Vegne for at virke for hans Sag. Skærtorsdag sendte hun Bud efter Osiander og nød Nadveren paa evangelisk Vis, -- til stor Harme for Broderen Erkehertug Ferdinand. Samtidig lod Præsterne Sjælemesserne ophøre. Biskoppen af Bamberg lyste Band, men ingen rørte sig for at udføre det. Nürnberg havde revet sig løs fra Romerkirken.
39         "Katteaalen" kunde nok have Brug for al sin Evne til at sno sig. Men den smidige Mand vandt virkelig en betydelig Sejr. Først hentede han sig et foreløbigt Nederlag. Han lod meget overlegent Rigsdagen vide, at den ikke maatte vente sig noget Svar fra Rom paa de 100 Besværingspunkter fra forrige Rigsdag, thi i Rom kunde man ikke tro, at et saa uendelig tarveligt Produkt virkelig skulde hidrøre fra en tysk Rigsdag.
40 Da blev Stænderne ved (deres) Mening og bestemte et Møde i Speyer i November Maaned, hvor der skulde tages Bestemmelse om Besværingspunkterne, og hvor ogsaa Luthers Lære skulde grundig prøves. Endvidere fastholdtes Fordringen paa et Kirkemøde. Den samme Rigsdag vedtog rigtignok tillige, at Wormser-Ediktet skulde gennemføres "saa vidt muligt".
41         Det var et temmelig selvmodsigende Resultat, og Luther gjorde opmærksom derpaa i et lille Skrift: Han skulde altsaa straffes med Døden, og bag efter skulde hans Lære omhyggelig prøves! "Nu mine kære Fyrster og Herrer! I haster svært med mig stakkels enlige (320) Menneske til Døden, og naar det er sket, har I vundet. Men om I havde Ører til at høre med, saa vilde jeg sige eder noget sælsomt. Hvad om Luthers Liv gælder saa meget for Gud, at den Dag, da han ikke lever, er ingen af eder sikker paa sit Liv eller Herredømme, og at hans Død vilde være Ulykken for eder alle?
42 Gud er ikke til at spøge med. Bliv kun frisk ved! Myrd og brænd! Jeg vil ikke vige, hvis Gud vil. Her er jeg og beder eder venskabeligst, naar I har dræbt mig, at I da ikke igen opvækker mig og dræber mig nok engang ... -- Dog raader jeg enhver, som tror at der er en Gud, at han holder sig fri af dette Bud. Thi hvorvel Gud har givet mig den Naade, at jeg ikke saaledes frygter Døden, som jeg fordum gjorde, og han ogsaa vil hjælpe mig, at jeg villig og gerne dør, saa skal de dog ikke gøre det, før min Time er der, og min Gud kalder mig -- om de end nok saa meget raser og tager paa Vej. Thi han, som nu paa tredje Aar har holdt mig i Live mod deres Vilje og over alle mine Forhaabninger, kan ogsaa godt bevare mig længere". (Erl 24,211 = paabud1#8)
43       Trods den valne Opretholdelse af Wormser-Ediktet var Vedtagelsen af Reform-Mødet i Speyer et betydeligt Nederlag for Campeggi. Men han forstod at sejre paa en anden Maade. For det første lykkedes det ham at underminere saaledes, at Rigsregeringen faldt bort. Det var Frederik den Vises politiske Livsgerning, der hermed styrtede om. Han havde dermed vist sig som en god tysk Mand, der vilde opretholde Riget og Fællesinteresserne imod de splittende Fyrsteinteresser. Først Bismarck genoprettede paa sin Maade den Rigsenhed, som Frederik den Vise havde tilstræbt. Den gamle Kurfyrste erklærede da ogsaa, at nu vilde han aldrig mere besøge nogen Rigsdag. Døden hjalp ham med at holde Løftet. (321)
44       Men de truende Udsigter til et Reformmøde i Speyer forstod Campeggi ogsaa at tilintetgøre.
45       Stillingen var jo den, at det var ikke blot Lutheranerne, der vilde have en Reform. Der var ingen, som vilde blive ved de gamle himmelraabende Tilstande. Nu gjaldt det at faa splittet dette Sammenhold.
46        Og man havde allerede været ved at røre ved en Udvej. Den sidst afdøde Pave havde antydet, at Hertugerne i Bayern maaske kunde faa tildelt en Femtedel af de kirkelige Indtægter i deres Land, hvis de vilde blive Paven tro. Nu handlede de to Hertuger Wilhelm og Ludvig saaledes med Legaten, at Pavestolen skulde tilstaa dem de ønskede Reformer i deres Land imod, at de blev borte fra Speyer og saaledes umuliggjorde en tysk Fællesbeslutning.
47 Den samme Aftale traf Ærkehertug Ferdinand af Østerrig. Han fik endda Lov at faa en Tredjedel af Indtægterne af de østerrigske Kirkegodser og en Femtedel fra de tilgrænsende gejstlige Distrikter. Ærkebiskoppen af Salzburg sluttede sig til imod at faa sit Stift gjort større.
48        For nærmere at ordne disse mange Pengesager holdtes i Juni et Konvent i Regensburg. Paa Pavens Vegne førte Campeggi Forsædet. De nævnte Fyrster var mødte samt Biskopperne af Bamberg, Augsburg, Speyer, Strassburg, Konstanz, Basel, Freising, Passau og Brixen.
49 Biskopperne gik ind paa de haarde Pengebetingelser. De var bange, at ellers gik det værre endnu. Desuden blev der bestemt mange Sækulariteter, d. v. s. at gejstlige Stiftelser gik over til verdsligt Brug. Mange Domssager maatte Biskopperne afgive. Dermed havde de hidtil ikke blot øvet Magt, men ogsaa tjent mange Penge ved at tage Bøder.
50 Tiggermunkene skulde ikke mere have (322) Lov at rejse rundt og tigge eller fremvise Helligdomme for Penge. Man har ladet de protestantiske Fyrster høre meget for, at flere af dem tjente godt ved Reformationen. Som man ser, gjorde de katholske Fyrster Begyndelsen. Desuden skulde der reformeres paa Præsters Liv og Lære og alt det andet forekommende Væsen.
51 Angaaende Læren, da skulde Evangeliet prædikes efter Kirkefædrene Ambrosius, Hieronymus, Augustin, Gregor og Chrysostomus. Det vilde for 6 Aar siden have været en uhyre og utænkelig Indrømmelse. Nu maatte man i Rom være glad derved for at kunne undgaa Wittenbergernes Holden sig til Skriften. Efterhaanden efterlignede man de evangeliske. Der blev holdt Visitatser. Emser lavede en tysk Bibel ved at "rense" i Luthers o. s. v.
52         Det var den spanske Reformation, der holdt sit Indtog paa tysk Grund og i høj Grad som en "Mod-Reformation". Og tillige skabtes ved Regensburger-Forbundet den Spaltning af Tyskland, som vedvarer endnu, i et katholsk Sydtyskland og et evangelisk Nordtyskland.
53        Endelig greb i Sommeren den fraværende Kejser selv ind med et Edikt, hvorved Rigsdagsbeslutningen fra Nürnberg helt sattes ud af Kraft. Speyer-Møder forbødes under Straf for Majestætsfornærmelse, og det paabødes uopholdelig at iværksætte Wormser-Ediktets Bestemmelser mod Kætterne og da ikke mindst mod den umenneskelige og ukristelige Mohammed i Wittenberg.
54       Tordenskyerne trak sammen. De forbundne begyndte nu at omsætte Wormser-Ediktet i Handling. I Bayern begyndte man. Ærkebiskoppen i Salzburg fulgte efter med Henrettelser og Landsforvisninge. Derefter kom Ærkehertugen. Lovene var ikke saa nye, at der stod noget i dem om Straffen for at trykke kætterske Bøger. Saa fandt man ud af, at det kunde komme ind under (323) Bestemmelsen angaaende Forgiftelsen af Brønde, -- og Bogtrykkerne druknedes. Mange Grusomheder øvedes. Bibler brændtes og Kvinder og Børn maatte knæle i den glødende Aske o. s. v.
55        Naar der var blevet Fred med Frankrig, var det Meningen at paaføre Kursachsen Krig, og da vilde Luthers sidste Time være slaaet.
56       Da opbrast alle Kilder i den store Afgrund, og en Syndflod oversvømmede Tyskland fra Alperne til Harzen. "Fjerde Stands Hærskarer holdt deres drønende Indtog i den tyske Historie".
57       Bondeoprør var ingenlunde noget nyt og ukendt. Det sidste Aarhundrede havde haft mange Bondeopstande paa begrænsede Omraader. Den sidste var 1517 i Baden. Den store Bondekrig var for saa vidt en Fortsættelse. Bøndernes Kaar var daarlige, mange var livegne, plagede med en Masse Hoveribyrder og Afgifter.
58 Jo mere det kneb for Ridderne, des haardere tog de fat paa Bønderne. Idelig skulde der svares Krigsskat. Den lille By Rotenburg i Franken havde i de sidste 150 Aar haft lige saa mange Fejder. Skulde Bønderne laane Penge, maatte de give 30-40 eller endog 80 Procent. Og Retten var dem ikke god. De tyske Kejsere hed jo "romerske" Kejsere, og derfor kom der hos de høje Domstole, der bestod af lærde Jurister, en Tilbøjelighed til at dømme ikke efter Lands Lov og Ret, men efter Romerretten.
59 Det var i Virkeligheden et frygtelige Paafund, ikke mindst for Bønderne, thi disse lærde Jurister anvendte saa den gammelromerske Trællelovgivning paa de livegne Bønder. Ejendom kunde ogsaa gaa tabt herved, idet Romerretten forlangte ganske andre Retsbevisligheder end gammel tysk Sædvane. (324)
60       Disse Forhold skabte ikke blot Klager, men ogsaa Spekulationer over Forbedringer, og disse Spekulationer er ofte religiøst farvede, prægede af Drømme om Tusindaarsriget. 1476 fremstod Spillemanden Hans Bøhm i Niklashausen i Franken som Prædikant, revsede Folkets Synder, angreb de store, vilde have Tiender og Skatter og al Øvrighed afskaffet. Alle skulde være Brødre, arbejde og have lige meget.

61 Og han profeterede, at Tiden var nær. Der var uhyre Tilstrømning. Der skal have kunnet være 40.000 Tilhørere. Biskoppen lod ham brænde som Troldmand, og en Hær paa 16.000 Mennesker, der vilde befri "Profeten", blev dreven fra hinanden. Et Skrift fra omkring 1438, trykt 1476, "Kejser Sigmunds Reformation", udkastede et Fremtidsprogram om Frihed og Lighed, og i nær Slægt dermed er et Skrift fra Scharzwaldegnene omkring 1510.
62 Over for den historiske Ret betoner Forfatteren stadig den naturlige og den guddommelige Ret. For den maa Livegenskabet vige, og der maa være fælles Ret til Vand, Skov og Jagt. Ejendomsfællesskabet anser Forfatteren egentlig for det bedste, men foreslaar det dog ikke indført. Derimod vil han have gejstlige og verdslige Fyrsters samt Kapitalens Herredømme afskaffet.
63 Kun Kejseren skal raade. Ærkeenglen Mikael har aabenbaret ham disse Planer. 1515 vil "Kejser Frederik" komme. "Han skal regere i 1000 Aar og give god Lov. Han skal komme i en hvid Klædning som Sne, med hvide Haar, og hans Stol skal være som en Ild, og 1000 Gange 10 Gange 100.000 skal staa hos ham, thi han vil haandhæve Retfærdighed".
64        Her har vi Jordbunden, hvori den store Bondebevægelse groede. Tankegangen er helt modsat Luthers, (325) hvorefter en Kristen ikke har guddommelig Ret til andet end at leve og dø i sin Tro.
65        Denne Tanke om at finde en af Gud given Landslov var dog forunderlig stærk. Hertug Johanns Hofpræst og Præsten i Eisenach var f. Eks. kommet ind paa den Mening, at den af Hedninger skabte Romerret og den af Paven givne gejstlige Ret begge maatte bortfalde, og saa skulde man i Stedet indføre Mose Lov, der jo hvilede paa guddommelige Aabenbaring. Med sin Jubelaars-Jordfordeling og sit Renteforbud vilde den saa løse det sociale Spørgsmaal.
66 Denne Tanke havde Hertug Johann tilegnet sig, og han var ikke nem at faa fra en Mening, han engang havde faaet. Hans Søn Kurprinsen sammen med Luther og andre Omgivelser maatte bruge deres Overtalelsesevner for at skaane Sachsen for den Slags Forsøg. "Enhver Dommer er skyldig at dømme efter det Lands Ret, hvori han bor", skriver Luther. "Mose Lov kommer os ikke ved".
67        Der var i de sidste Aar en stærk Stigning i Priserne paa Landvæsensprodukter, saa at Tiderne i Virkeligheden bedrede sig. Men Bønderne havde faaet Øjet op for Uretfærdigheden, og Uroen steg. I det sydligste Tyskland hen mod Schweizes Grænser var der en Del sværmerske Gendøbere, som i høj Grad gav disse Tanker Vinger. Men den store Opvigler og Organisator af Revolutionen var fremfor alle Thomas Münzer.
68       Dette heftige Brushoved var, som før fortalt, 1523 blevet Præst i Alstedt i Thüringen, hvor der var et uhyre Tilløb til hans Prædiken og tyske Messe. Han rasede mod Papisterne og mod Wittenbergerne. Stadig raabte han paa Profeti. Med dybeste Foragt udtaler han sig om en "Gud, der ikke taler". Anførte man Bibelen, sagde han: "Aah, Bibel, Bubel, Babel! man maa putte (326) sig i en Krog og tale med Gud!" (se br 210824#14)
69 Luthers Talen om Hensyn til de svage var ham forargelig. "Kære Brødre, hold op med den Snak. Det er paa Tide. Den tredje Engels Skaal er allerede udgydt i Vandkilderne!" (Aab. 16,4). Borgerne i Alstedt fik han til at storme og udplyndre Valfartkapellet i Mallerstedt.
70 Da Kurfyrstens Folk kom til Alstedt for at drage de skyldige til Ansvar, ringede Münzer med Stormklokken, og for den truende Mængde maatte Embedsmændene trække sig tilbage. Karlstadts Folk i Orlamünde vilde dog ikke have med saadant at gøre. Münzer gav sig da til at agitere blandt Luthers Landsmænd, Bjergarbejderne i Mansfeld. (327)
71       Luther saa nok, hvad "Aanden fra Alstedt" stilede efter, og han mærkede, at Fyrsterne var usikre angaaende, hvad de havde Lov til i disse Sager. Derfor lod han i Juli 1524 trykke et "Sendebrev til Fyrsterne af Sachsen om Oprørsaanden". Hans Standpunkt er klart og ligetil:
72       "Eders kurfyrstelige Naader skal ikke hindre Ordets Embede. Man lade dem kun trøstig og frisk prædike, hvad de kan, og mod hvem de vil ... Man lade Aanderne fægte og tørne sammen. Om nogle bliver forført, vel, saa er det Krigens Gang. Hvoor der er en Strid og et Slag, der maa nogle falder og saares. Men den, som fægter redelig, faar Kronen.
73 Men hvor de vil gøre mere end at kæmpe med Ord, vil ogsaa bryde og slaa med Haanden, der skal eders fyrstelige Naader gribe ind, hvad enten det er dem eller os, og øjeblikkelig udstede Forbud mod at være i Landet og den Besked: Vi vil gerne taale og se paa, at I kæmper med Ordet, at den rette Lære kan blive bevist her, men hold Haanden stille, thi det er vort Embede, eller se at komme ud af Landet!" (br210824#58)
74       Der kom nu saadanne Indberetninger fra Alstedt, at man stævnede Münzer til Forhør. Han kom blev af angst og forhørtes af Hertug Johann. En Uge efter flygtede han i Nat og Mørke ud af Landet til den frie Rigsstad Mühlhausen, der laa ved de sachsiske Landes Nordvestgrænse. Han havde adskillige Tilhængere der, thi ved "Landløbere" havde han organiseret de hede Hoveder viden om. Efter nogen Tid udviste Raadet ham, hvorpaa han drog til Nürnberg, hvorfra han i et Skrift udøste sin Vredes Skaaler over Luther, "det aandsforladte vellevende Kød i Wittenberg".
75 Videre gik Rejsen gennem de urolige Egne til Basel og derfra til Zürich, (328) hvor han havde med Gendøberne at gøre. Midt i December er han atter i Mühlhausen, og faar en rasende Billedstorm i Stand, hvorefter han atter bliver udvist og er borte, indtil han i Februar kommer tilbage og holder Indtog med Bondehæren.
76        En del af August Maaned tilbragte Luther med Rejser paa Regeringens Vegne i de urolige Distrikter, navnlig hvor Karlstadt virkede, men derom vil vi senere fortælle i en anden Sammenhæng.
77        Imidlertid var der begyndt Bondekrig længere sydpaa. Det begyndte i Landgrevskabet Stühlingen lige ved Schweizes Grænse i Juni 1524. Sagnet fortæller, at en Grevinde havde forlangt Bønderne til at samle Sneglehuse til Garnvindsler midt i den travle Høst, men i Stedet for ringede de med Stormklokken. Det begyndte Røre næredes ved, at Ærkehertug Ferdinand lige da begynde paa sin "Reformation" i Staden Waldshut, hvor man vilde baske de evangeliske om Ørerne med Evangeliet. (329)
78  Under Ledelse af Landsknægten Hans Müller rykkede Bønderne ind i Waldshut, hvor Gendøberen Hubmaier var Prædikant, og Østerrigerne maatte trække sig tilbage. Røret bredte sig til Naboegnene, og Vinteren gik med Forhandlinger. Men i Marts 1525 fik de forskellige Hobe sluttet en "kristelig Overenskomst" i den frie Rigsstad Memmingen (nu i Sydbayeern lige ved Württembergs Grænse). Her var Schweizeren Christoph Schappeler Prædikant, og fra ham er vistnok udgaaet en Paavirkning i moderat Retning, som fik sin Form i et Program: Bøndernes tolv Artikler. Bundtmageren Sebastian Lotzer har formentlig nedskrevet dem.
79         Den "kristelige Overenskomst" i Memmingen havde til Formaal: "Evangeliets Ophøjelse og den guddommelige Rets Haandhævelse". Dette er ogsaa karakteristisk for de 12 Artikler. Disse giver i Virkeligheden et meget forstandigt Program og Forhandlingsgrundlag (330) angaaende en Landboreform. Men det var ikke dette, Folk begejstredes ved. Nej, Artiklerne fremtræder som Udtryk for "den guddommelige Ret". De er den hellige Skrifts Fordringer, og denne Guds Lov har man nu endelig fundet paany! Derfor er de spækkede med Skriftsteder.
80         Den første Artikel forlanger Ret for Bønderne til selv at kalde og afsætte Præst. I anden Artikel vil de nok give Korntienden til at lønne Præsten med, men Kvægtienden vil de ikke mere give, thi Gud har skabt Kvæget uafhængigt af Mennesket, 1 Mos 1,24. Livegenskabet ophører, thi Kristus har løskøbt os med sit dyrebare Blod, Es 55, 1 Kor 7. Jagtret og Fiskeret skal være fri, thi Gud har givet Mennesket Ret over Havets Fiske og Himlens Fugle, 1 Mos 1,26.
81 Skoven skal være fælles, hvor Adelen ikke har købt den. Hoveri skal ikke mere paalægges, thi Kristus er Lovens Ende, Rom 10. Bonden skal ikke gøre Pligtarbejde uden Betaling, thi en Arbejder er sin Løn værd, Matth. 10. Afgifterne ved Dødsfald skal ophøre, thi det strider mod Matth 8 og 23 at tage fra Enker og faderløse. I sidste Artikel siges, at man ikke vil opgive disse Fordringer med mindre man modbeviser dem af Skriften. Men man vil ogsaa gerne lade sig undervise.
82        Bønderne ønskede forskellige kendte Theologer, bl. a. Luther til at bedømme denne "guddommelige Ret". Luther udsendte da et Skrift: "Formaning til Fred paa de tolv Artikler af Bondestanden i Schwaben". Han var just paa Rejse den Gang for i sin Fødeby Eisleben at indvi en ny Latinskole, som Greven af Mansfeld havde faaet indrettet. Under Opholdet (331) her skrev han 17. - 20. April 1525 det lille Skrift, til Dels i den mansfeldske Kansler Johann Thürs Have.
83        Det er en Opfordring til Forhandling. Fyrster, Adelsmænd og Bønder burde vælge et Udvalg til nærmere at prøve Fordringerne. Disse finder han gennemgaaende rimelige og rigtige. Hans Skrifts første korte Afsnit "Til Fyrsterne og Herrerne" er skarpt. Det er jo disse samme Fyrster, som for Tiden har saa travlt med at udrydde Luthers Trosfæller, og som længes efter det Øjeblik, da de kan faa Fingre i ham selv.
84 Han beder dem forstaa, at de selv har forskyldt Bonderejsningen, og nu maa de gøre noget for de fattige Mennesker. Det andet langt større Afsnit "Til Bondestanden" er af meget afkølende ARt. Al denne Tale om guddommelig Ret besvarer han med det andet Bud: Du maa ikke misbruge Herren din Guds Navn. Ubarmhjertigt piller han alle Skriftstederne af. Dem har falske Profeter sat til, "som gerne vil gøre Galatere af eder". Han advarer dem paa det stærkeste mod at bruge Magt. "Hør nu efter, kære Kristne, eders kristelige Ret! Saaledes siger eders øverste Herre Kristus: I maa ikke sætte eder imod det onde, men dersom nogen tvinger dig til at gaa een Mil, da gaa to med ham, og om nogen tager din Kjortel, lad ham da ogsaa faa Kappen".
85 Vil de ikke holde paa denne kristelige Ret, maa de opgive det kristelige Navn. Kristus led ogsaa under uretfærdig Øvrighed, men han bad: Fader forlad dem! Hvis Bønderne gjorde ligesaa, da skulde Gud hjælpe dem, som han hjalp Kristus. "Derfor siger jeg igen: jeg lader edes Sag være saa god og retfærdig, som den være kan, og da I selv vil føre den igennem og ikke lide Vold og Uret, saa maa I gøre og lade, hvad Gud ikke forbyder jer. Men det kristelige navn, det kristelige (332) Navn, siger jeg, lad det være og gør det ikke til Skalkeskjul for eders utaalmodige, ufredelige, ukristelige Foretagende".
86 Derfor skal de give sig Navn af Folk, der kæmper, fordi de ikke vil lide Uret. "Vil I ikke bære det, men beholde kristeligt Navn, vel, saa kan jeg ikke forstaa Sagen anderledes, end at den gælder mig, og regne og holde eder for Fjender, der vil nedslaa eller hindre mit Evangelium mere, end Pave og Kejser hidtil har gjort, fordi I under Evangeliets Navn farer og handler imod Evangeliet".
87        Jeg har gengivet Luthers Udtalelser saa udførligt, fordi Cochlæus engang senere fandt paa et fortælle Verden, at Luther først havde holdt med Bønderne, men siden, da det begyndte at gaa dem galt, slog sig paa Fyrsternes Parti, og denne Paastand kan man mærkværdigviis endnu finde afskrevet i "historiske" Fremstillinger.
88          Dette var altsaa Luthers Stilling til det moderateste af Bøndernes Programmer, det schwabiske. De frankiske Bønder havde udgivet en "Ordning of Reformation til Nytte, Fromme og Velfærd for alle Kristenbrødre", der var ganske anderledes radikal. Bønderne i Tirol samledes om deres Førers Michael Geismayrs "Landsordning", der forlanger Udryddelse af "alle ugudelige Mennesker, som forfølger Guds evige Ord, besværer den menige Mand og hindrer det fælles Bedste". Der skulde laves fuldstændig Lighed.
89 Hvor der var saadanne Programmer og der tillige stadig fyredes under af voldsomme Talere, blev der selvfølgelig heller ikke Maadehold i Handlingen. Og Prædikanter havde de oprørske Bønder i Mængde. Landene var fulde af stakkels forarmede og forkomne Præster. De høje Gejstlige tog jo Indtægterne. Disse Præster gik i stort Tal med til (333) Bøndernes Oprør, giftede sig, afskaffede Messen og prædikede saa den nye Tid i Münzers Stil. Netop i de Dage, da Luther sad og skrev i Eisleben, skete der frygtelige Ting i Sydtyskland. Og i sin egen Nærhed havde han jo Thomas Münzer selv "med Gideons Sværd".
90       I Marts Maaned havde Münzer styrtet Raadet i Mühlhausen og indsat et nyt "evigt Raad". Alt maatte rette sig efter ham, og nu skulde ved ham det nye kommunistiske Guds Rige komme! Fjenderne skulde dræbes for hans Ansigt. I Tusindvis strømmede Bønner og arbejdsløse Landsknægte til. Til Hest i Landsknægtdragt holdt Münzer Mønstring over sine Slaver og holdt Taler til dem. Den 28. April drog 5000 af hans Bønder ind i Erfurt og satte alt paa den anden Ende i denne By.

91       Münzer kunde hidse og hidse:          "Gaa paa! gaa paa! gaa paa! Lad jer ikke gøre barmhjertige, selv om Esau giver gode Ord, 1 Mos 33. Bryd jer ikke om de ugudeliges Jammer! De vil bede jer saa venligt, græde, anraabe som Børnene. Lad jer ikke gøre barmhjertige, som Gud har befalet ved Moses 5 Mos 7, og os har han ogsaa aabenbaret det samme". (muenzer#11)
92         Og man gik paa. Rundt om i Thüringen steg Røgen af brændte Klostre og Herregaarde mod Himlen. I Reinhardsbrunn skændede man de gamle thüringske Landgrevers Begravelser. Alene i Thüringen skal 40 Klostre være plyndrede og brændte i 14 Dage, og en Mængde af Tysklands maleriske Borgruiner har været Ruiner siden disse vilde Aprildage. Raat og grusomt kunde det gaa til. Man glemte sjælden at undersøge Vinkælderne grundigt.
93          Saaledes brød det da allerede løs endnu, mens Luther (334) var paa sit Besøg i Eisleben. Resolut brød han da op og gennemrejste først de mansfeldske Lande for ved sin Paavirkning at bringe Ro. Han fik virkelig Bjergværksarbejderne i Mansfeld til at love Troskab mod Grev Albrecht. Siden berejste han Thüringen og var ofte i stor Fare. Der er noget imponerende ved denn energiske Mand, der taler Fornuft til de vilde og Mod til de raadvilde -- den fredløse Mand, som enhver ustraffet kunde dræbe.
94          Den 3. Maj var han i Weimar, hvor han formodentlig har talt med Hertug Johann. Den 4. Maj træffer vi ham i den mansfeldske Landsby Seeburg, hvorfra han skriver et udførligt Brev til den mansfeldske Raadsherre Rühel om endelig at faa Grev Albrecht til at sætte haardt mod haardt og slaa Oprøret ned. I Slutningen af Brevet, hvor han skriver om sine egne Farer, bemærker han: "Og kan det føje sig, Djævelen til Trods, vi jeg endnu tage min Käthe til Ægte, før jeg dør, om jeg hører, at de bliver ved. Jeg haaber, de dog ikke skal tage mit Mod og min Glæde fra mig".
95         Det er første Gang, vi ser ham tale om selv at gifte sig. I disse urolige Dage med Døden for Øje er denne Tanke modnet hos ham.
96         Dagen efter kastede Grev Albrecht sig virkelig mod en af Bondehobene og jog den fra hinanden. Det var det første Forsøg paa at bruge Magt i de her omhandlede Egne, og selv om Sejren ikke var saa stor, havde den den Betydning, at den viste, at disse sammenløbne Skarer var lettere at faa til at løbe, end han havde troet.
97        Samme Dag døde Frederik den Vise i Lochau. Luther blev ved Ilbud kaldet til hans Dødsleje, men naaede det ikke, og det var maaske et Held for Luther, (335) at han saaledes blev revet ud af de farlige Omgivelser.
98        Den hæderlige og fromme Fyrste havde nok fortjent af sit Folk at dø under mindre truende Forhold. Stilfærdigt og ydmygt havde han taget det skete, men hans Ord er ganske vist ogsaa Udtryk for, hvor lammende den "guddommelige Rets" Bevægelse var for mange velmenende Mennesker. Han skrev 14. April til sin Broder:
99        "Maaske har man givet de fattige Folk Aarsag til et saadant Oprør, og det især ved at lægge Hindringer i Vejen for Guds Ord. De fattige bliver paa mange Maader besværede af os verdslige og gejstlige Øvrigheder. Er det Guds vilje, saa vil Udfaldet blive, at den jævne Mand skal regere. Men er det ikke hans guddommelige Vilje, og er det ikke sat i Gang til hans Ære, saa vil det snart blive anderledes. Lad os bede Gud om Tilgivelse for vore Synder og overlade ham Sagen".
100          Han haabede da, at i hans Lande skulde det gaa roligt af, og der blev gjort Bønderne store Indrømmelser.
101          En af de sidste Dage, han levede, lod han sit Tjenerskab kalde og sagde til dem:         "Kære Børn! Har jeg fornærmet nogen af eder, saa beder jeg om Tilgivelse for Guds Skyld. Vi Fyrster gør meget mod fattige Folk, som ikke duer".
102          Kurfyrst Frederik havde aldrig holdt af at give Audients, og forsigtig, som han var, havde han aldrig talt med Luther. Han ansaa det for politisk klogt altid at kunne afvise kejserlige og pavelige Klager med, at han ikke havde noget at gøre med, hvad Luther foretog sig, og han kunde stundom gaa vidt i den Slags Udtalelser. Men Spalatin kunde vidne, og man vidste det godt, at for Evangeliet havde Frederik gerne "mistet Land (336) og Folk, Legeme og Liv; en saadan Aand sporede man hos den kristelige, ærlige, vise og gode Kurfyrste".
103  Nu vilde han dog gerne inden sin Død tale med den Mand, som det havde været hans Livs Opgave at værne om. Han talte om Aftenen længe ene med Spalatin om aandelige og evige Ting. Spalatin spurgte, om han nu ikke før sin sidste Afsked vilde nyde Nadveren under begge Skikkelser og saaledes give Evangeliet dets Ære.
104        "Det vil jeg gøre", svarede han.          Og nu nød han Nadveren paa evangelisk Vis, "med saadan Andagt, Alvor og Inderlighed, at vi alle græd, saa mange af os, som var tilstede".
105        Fra sit Dødsleje sendte han endnu en Hilsen til sin Broder angaaende Bønderne, at han maatte gaa mildt til Værks mod de vildledte Mennesker.          Saa sov han stille ind, og Lægen sagde:         "Han var et Fredens Barn, og han er gaaet bort i Fred".
106        Hans Lig blev bisat i Slotskirken i Wittenberg med evangeliske Ceremonier, og Luther prædikede over 1 Thess. 4,13.          Nu var Johann Landsherre, og ogsaa han havde været vaklende angaaende, hvad det gik an at gøre mod de myrdende og brændende Oprørere.
107        Men Luther var klar over Spørgsmaalet. Først af alt maatte Oprøret slaas ned. I stor Hast skrev han et nyt, ganske lille Skrift: "Mod Bøndernes røvende og myrdende Bander". Det knytter sig nær til det foregaaende: Banderne har gjort tre gruelige Synder: de har brudt deres Lydighedsed mod Øvrigheden, de har optraadt som Stratenrøvere og Mordere, og de har dækket alt dette med Evangeliets Navn. Nu maa Øvrigheden vide, hvordan den her skal handle med (337) god Samvittighed. Og er det en kristelig Øvrighed, da skal den handle med Frygt, først gaa til Gud og bekende, at vi vel har fortjent saadant.
108  Og dernæst, selv om Mordbrænderne ikke er det værd, skal man tilbyde sig til Forhandling om Ret og Billighed. Men hjælper dette ikke, da er der ikke andet for end at slaa til med Sværdet. Gør Øvrigheden ikke det, saa har den Ansvaret for al den Myrden og Blodsudgydelse, som den ikke forhindrer. Faar Øvrigheden Sejr, da vil den faa mange Fanger, deriblandt mange, som er tvunget med af de andre. Over for dem maa Øvrigheden vise Barmhjertighed.
109          Det er et Opraab og har noget af et Opraabs lidenskabelige Tone. Men hvis man indrømmer, at her maatte bruges Magt for at skaffe Orden, saa kan man kun give Luther Ret ogsaa i dette Skrift, som han har maattet høre meget for.
110        Rigtig ud iblandt Folk naaede Skriftet imidlertid ikke, før Fyrsterne havde taget fat. I Würtemberg og tilgrænsende Lande gennemførte Drost Georg von Waldburg Oprørets Undertrykkelse og vandt allerede 12. Maj en betydelig Sejr. I de Lande, vi her har med at gøre, tog den unge, handlekraftige Landgrev Filip af Hessen Førerskabet og samlede sammen med Svigerfaderen Hertug Georg af Sachsen samt Hertug Heinrich af Braunschweig en Hær.
111        Efter Sammenstødet med Greven af Mansfeld, var Bønderne villige til Forhandling, og den 14. Maj skulde Grev Albrecht have Sammenkomst med deres Førere. Da kastede Münzer sig ivejen, hidsede Bønderne fra Forhandling og skrev til Albrecht:
112        "Mener du, at Gud Herren ikke kan oprøre sit uforstandige Folk, saa han afsætter Tyranner i sin Vrede? (338) Har du i din lutherske Grød og i din wittenbergske Suppe ikke kunnet finde, hvad Ezechiel profeterer i sit 37. Kapitel? Heller ikke har du i dit martinske Bondemøg kunnet smage, hvorledes samme Profet videre siger i det 34., hvorlunde Gud opfordrer alle Himlens Fugle til, at de skal æde Fyrsternes Kød, og de ufornuftige Dyr skal drikke de store Hansers Blod". (muenzer#29)
113         Trods sin rasende Overspændthed havde Münzer ingenlunde regnet med Himlens Hjælp alene. Han havde ladet støbe store Kanoner og Billeder af disse udsprede. Man han havde uheldigvis ikke sørget for Krudt til dem. Ved Frankenhausen (i Schwarzburg-Rudolstadt) havde han samlet sin Hovedstyrke. Med ildfuld Tale satte han Begejstring i Bønderne. Fjendens Kugler skulde han nok fange i sin Kappe. (muenzer#47) Men da de hessiske Kugler begyndte at suse ind i Vognborgen, ved Bønderne til Side for dem, og der blev en Aabning, hvori Fyrstehæren trængte sig ind og fuldstændig sprængte Bondehæren. Over Halvdelen skal have mistet Livet. Münzer selv flygtede og blev fundet skjult i en Seng i Frankenhausen.
114        Kurfyrst Johann havde imidlertid med Trusler og gode Ord skaffet Ro i Weimaregnen sønden for og rykkede nu de andre til Hjælp. Mühlhausen blev taget, og her blev Münzer og flere andre Anførere pinlig forhørt og henrettede. Münzer sank helt sammen i Ulykken og gik tilbage til Romerkirken.
115        Luther udgav "En skrækkelig Historie og Guds Dom over Thomas Münzer", hvori han offentliggjorde Münzers Breve til Greven af Mansfeld og til Bjergværksarbejderne og advarede Folk mod at nedkalde en saadan Guds Vrede over sig. "Herrerne og Øvrighederne beder jeg om to Ting. (339) For det første, om de vinder, at de da ikke hovmoder sig deraf, men frygter Gud, for hvem ogsaa de er saare strafskyldige. Det andet, at de vil være naadige mod Fangerne og dem, der overgiver sig, som Gud er enhver naadig, der overgiver sig og ydmyger sig for ham, -- at Vinden ikke skal vende sig og igen give Bønderne Sejr". (muenzer#54)
116          Denne sidste Formaning kunde nok behøves, thi nu blev det Herrernes Tur til at vise sig som Blodhunde. Landgrev Filip og Kurfyrst Johann udmærkede sig ved Maadehold over for de overvundne, men andre Steder gik det forfærdeligt til. Navnlig Biskoppen af Würzburg og andre katholske Herrer viste en forfærdelig Opfindsomhed i Retning af Grusomhed. Man regnede, at 100.000 Bønder mistede Livet i Slagene og ved Herrernes Hævn-Myrderier bagefter.
117         Til Albrecht af Mainz rettede Luther en privat Henvendelse om endelig at vise Barmhjertighed. Og da han fik adskilligt at høre for sit Opraab om at slaa Bønderbanderne ned med Magt, udgav han "Sendebrev om den haarde, lille Bog mod Bønderne". Stejlt fastholder han sine Udtalelser. Man stod overfor forstokkede Mennesker, og der var ikke andet for end at bruge Magt.
118  De, der misbruger Magten, disse Tyranner, Blodhunde, Bestier, dem ved han ikke andet at stille op med, end at lade dem føres af deres Mester Djævelen, som han fører dem. Det vilde været dem en alt for blid Skæbne, om de var faldet i Bondekrigen. "Helvedesild, Rysten og Tænderskæren i Helvede vil være deres Løn evindelig, om de ikke gør Bod".
119         Saaledes endte Bondekrigen, baade for Tyskland og for Luther et forfærdeligt Slag. Udyrkede Marker, brændte Byer og Borge, Landsbyer fulde af Enker og faderløse, (340) det var Stillingen. Og Luther, som før havde været den populæreste Mand hos det menige Folk, var nu den upopulæreste. Men ogsaa de store kastede sig over ham: Katholikerne havde straks fundet ud af, at det var hans Skyld alt sammen.
120  Paven skrev i sin Uvidenhed en Lykønskningsskrivelse til Landgrev Filip, fordi han saa dygtigt havde dæmpet det lutherske Oprør, og hans Svigerfader skrev i lignende Tonearter. Men Filip svarede rigtignok uden Omsvøb, at Forholdet var lige det omvendte.
121          De katholske Herrer gik nu løs paa alt evangelisk under eet med Oprøret. Georg von Waldburgs Bøddel roste sig af at have henrettet 40 lutherske Præster. Nu kunde man rigtig komme til at udføre Wormser-Ediktet.

Noter: