Her Kapitel 12. Paa Wartburg, side 256-275.

Tilbage til oversigten!

Tilbage til Kapitel 11!
 

1 Paa Wartburg.        Efter ti Dages Ophold i Worms havde Luther altsaa selv afbrudt Forhandlingerne. Nu gik Rejsen saa den samme Vej tilbage. Fra Friedberg sendte han en udførlige Skrivelse til Kejseren og Kurfyrsterne. Med den sendtes Herolden tilbage. Saa var man af med ham. Det endte iøvrigt med, at ingen turde overrække Kejseren den fredløse Kætters Brev. Videre gik Rejsen. I Hersfeld modtog Borgerskabet Luther med stor Ære, og Abbeden lod ham prædike i Benediktinerklosteret, skønt Luther gjorde opmærksom på, at Klosteret kunde få kejselige Ubehageligheder derfor.
2  Om Aftenen den 1. Maj naaedes Eisenach, hvor der ogsaa var offentlig Modtagelse, og hvor Luther ligeledes prædikede Dagen efter. Sognepræsten nedlagde i en Notars Nærværelse en formelig Protest, men undskyldte sig overfor Luther, at det var kun for at dække sig overfor Biskoppen. Nu formindskedes Rejsefølget, idet Jonas, Schurf og Svave rejste den lige Vej videre, Jonas til Erfurt, de andre til Wittenberg. Tilbage hos Luther blev kun Amsdorf og den paahægtede Broder Petzensteiner. De tre kørte sydpaa gennem de udspringende Bøgeskove til Møhra at besøge Luthers Slægtninge. Luther boede i Møhra hos sin Farbroder, Heinz Luther, og han præ- (257) dikede ogsaa her, efter Sagnet dog ikke i Kirken men i det fri.
3        Den 4. Maj spiste Luther til Middag med sine Slægtninge i en Have, og saa kørtes der videre tilsyneladende at Gotha til. Heinz Luther og flere Slægtninge ledsagede. Efter en god Mils Køretur kom de forbi Borgen Altenstein, hvor Ridder Hurkhard Hund von Wenkheim var Herre. Endnu en stiv Fjerdingvej kørtes der stadig i Skov. Nu var man snart ude af de Hennebergske Lande og lige ved den sachsiske Grænse. Det var begyndt at mørkne, saa der var skummelt i Skoven.
4  Da, hvor Vejen skal op ad en stejl Bakke, bryder en bevæbner Rytter ud af Skovtykningen og rider frem paa en truende Maade. Bag efter kommer en Junker med sin Svend ligeledes frem. Lidt efter endnu flere, i alt 5 Ryttere. Rytteren sætter an mod Kusken, truer med sin Armbrøst og spørger barsk, hvad det er for Folk, han kører med? Junkeren lægger Pil paa sin Armbrøst og sigter paa Luther. Ledsagerne, især Broder Petzensteiner, skriger forskrækket om Naade. Luther vedgaar paa Junkerens Spørgsmaal, hvem han er; han rives, mens Skældsord hagler ned over ham, ud af Vognen og slæbes ind i Skovmørket. Broder Petzensteiner hoppede resolut ud af Vognen og stak af til den anden Side.
5  Amsdorf, der var forberedt paa det hele, blev hos Kusken og gav overfor ham sit Raseri Luft over, at saadan Stimandsfærd kunde forekomme. Saa kørte Kusken med ham til Walthershausen. Midt om Natten naaede ogsaa Broder Petzensteiner til Walthershausen. Han og Kusken kunde her fortælle det skrækkelige Nyt. De havde set Rytterne jage afsted over mod (258) Sydøst ad det hessiske Schmalkalder-Land til, og Luther maatte løbe ved Siden af Rytteren, der fastholdt ham.
6          Det var kun saa længe uvedkommende Øjne kunde se noge, det gik den Vej og paa den Maade. Saa snart man var uset, gjordes der Holdt. Rytterne var Ridder Hund og Slotsfogden paa Wartburg Hans von Berlepsch samt nogle af deres Venner og tro Folk. De (259) fik nu i Hast Luther op paa en Hest, og i Foraarsnatten gik det mod Nordvest gennem Bjergskoven til Wartburg. I lige Linje er der to Mil, men ad de mange Omveje har Vejen været meget længere. Klokken 11 om Natten var de endelig oppe ved Wartburgs Port, hvor Vindebroen sænkedes over Stengraven, og man red ind i Borggaarden.
7        Formodentlig allerede ude i Skoven har man sørget for en Omklædning, saa inden kunde se, det var en Munk man havde med. Paa Borgen bar han Klæder og Vaaben som en Adelsmand. Det var heldigt, at det i hine Tider var Mode altid at bære en tætsluttende Hue. Med den kunde man skjule, at han var kronraget, indtil Haaret var vokset til. Skægget lod han vokse, og det varede kun kort, inden han daarlig kunde genkende sig selv. Han kaldtes Junker Georg, og Borgens Folk fik den Tro, at det var en politisk Fange, Kurfyrsten lod holde her i et Slags mildt Fangenskab.
8       En paalidelig Mand blev sat til at opvarte ham og samtidig pille Munkemanererne af ham og lære ham at optræde med de rigtige Riddermanerer.
9       Kurfyrsten havde ikke villet vide Stedet, hvor hans Mænd anbragte den kostbare "Fange", og Berlepsch vaagede paa det omhyggeligste over, at der ikke blev flere Medvidere. Selv den tro Amsdorf fik ikke Stedet at vide, og Luthers Slægt kunde ikke opspørge andet end den gale Retning hen imod Schmalkalden. Det første Hold Breve, Luther skrev, maatte han rive i Stykker igen.
10       Med vor Tids Natursans er Stedet, han kom til at bo paa, et af de dejligste, der kan tænkes. Paa en høj, uregelmæssig Klippetop 190 Meter over det nære Eisenach ligger Borgen. Bjergsiderne falder overalt stejlt (260) ned fra dens Mures Fod. I Klipperevnerne gror Bøge, som stræber opad mod Borgen men ikke kan naa den. Kun fra Nord kan man komme til Borgens smalle Indgang og kommer gennem et svært Fæstningstaarn ind i en første Gaard, den saakaldte Forborg.
11  Langs Vestsiden af den smalle Gaard ligger det saakaldte Ridderhus, i hvis andet Stokværk Luther fik et Værelse med Vinduer ud mod Vest, hvorfra der ses vidt ud over Skovegnene helt ind i Hessen. Gennem en ny svær Port kommer man ind i Hofborgen, de Thüringer Landgrevers da allerede 400aarige Slot, som i det 19. Aarhundrede er blevet pragtfuldt istandsat. I de sidste 60 Aar havde det ikke været brugt som Fyrsteresidens. Kun Minderne fra Landgrevetiden boede der.
12       Luther kunde fryde sig over den stærke Fuglesang (261) i Bøgetoppene under Vinduet. Ja, saaledes skulde Gud loves! Fra Vinduet kunde hans Øje drømmende følge Røgen, der væltede op fra Kulsviernes Miler dernede i Lavlandet, som vilde den sværte hele Himlen. Og (262) lidt efter var den borte. Saaledes kom Paven og alle Tyranner og Guds Ords Fjender ogsaa, men om et Øjeblik vilde de være borte som Røgen.
13       Da den første Nervøsitet hos Slotsfogden havde sat sig, strejfede Luther en Del omkring. Ledsageren skulde passe paa ham og paa Riddermanererne, -- og han havde sit at døje. Lignede det vel noget, at den velbaarne Junker Georg ikke kunde se en Bog ligge et Sted uden straks at fare i den! Saadant noget gør en Ridder virkelig ikke!
14      Han plukkede Jordbær i Skoven. Han var med paa Jagt, denne "Heltenes bittersøde Fornøjelse". En Hare, der var løbet i Garnet, fik han Lov at redde og puttede den i sit Ærme. Men Hundene havde vejret den og bed den ihjel gennem Tøjet. Ja, saadan raser Djævelen efter Mennesket.
15        I den allerførste Tid maatte han dog holde sig meget inde, og dette stillesiddende Liv i Forbindelse med den uvante Kost gjorde ham atter syg. Det var en Fordøjelsessygdom, som voldte ham meget Ildebefindende, og som midt om Sommeren nær havde faaet ham til at rejse til Erfurt at søge Læge. Spalatin sendte nogle Piller, og de hjalp lidt. Endelig den 7. Oktober kunde Luther melde, at nu havde hans Legeme sluttet Fred med ham, saa han var lige saa rask som før.
16        Aandelige Lidelser føjede sig til de legemlige. De gamle Anfægtelser kunde knuge ham. Da bebrejdede han sig selv, at han saaledes var gaaet ind paa at løbe fra det hele og skjule sig. Var det ikke Forræderi? Var det ikke meget bedre, at "Svinet i Dresden" fik Lov til at ombringe Guds Vidne? Da skrev han atter og atter til sine Venner: Bed for mig! (264)          Vi maa jo huske paa, at ingen vidste, at denne Kryben i Skjul kun kom til at vare i 10 Maaneder.
17       Snart fik han Forbindelsen med sine Venner oprettet ved Breve, der gik om ad Hoffet. Han fik sine Papirer hentet fra Wittenberg, og snart sad han myreflittig der oppe i Ridderhuset. Da fik Verden igen at mærke, at Luther var i Live. Hans Ord havde den gamle Magt over Menneske, ja maaske endnu stærkere. Det var helt uhyggeligt for Modstanderne med disse Skrifter "fra Ørkenen", fra denne skjulte, mægtige Mand, hvis Skjulested ingen kendte.
18        Han fuldendte den ved Rejsen til Worms afbrudte Forklaring af Magnificat, et smukt Skrift, der iøvrigt er det sidste, hvori endnu en Del af Mariedyrkelsen har holdt sig. Han antager hende her endnu for at have været uden Synd, ja ubesmittet undfangen, og han slutter: "Det forlene os Kristus ved hans kære Moder Maries Forbøn". Men samtidig lægger han stærkt Eftertryk paa, at hvad hun er, er hun uden egen Fortjeneste, og man maa ikke gøre hende til en Afgud. (n18)
19       Denne Bog var til Dels et Slags Kongespejl for Kurprinsen. Men Luther maatte ogsaa tænke paa det store menige Folk. Først skrev han en ny Bog om Skriftemaalet. Gennem dette havde jo Pavekirken Lejlighed til at lægge et uhyre Pres paa Lægfolk. Derfor maa Luther hævde Friheden i den Sag. Havde man ikke Lyst til at skrifte for en Præst, saa kunde man gøre det for en anden Medkristen. Om samme Emne sendte Luther nogle Theser til Wittenberg, at man skulde disputere om den ved Universitetet. Men dette forbød Kurfyrsten. Luther blev ærgerlig og skrev til Melanchthon:
20       "Se dog til at handle, før Hoffet faar givet sine (266) gode Raad. Saadan har jeg hidtil gjort. Ikke Halvdelen af det, der er sket, vilde være sket, hvis jeg havde rettet mig efter Hoffets Raad."
21        Det var ikke sidste Gang, Hoffets Forsigtighed og Luthers Kamplyst tørnede sammen i Wartburg-Aaret. Skriftet havde han iøvrigt i en Fortale, dateret 1. Juni, tilegnet sin "særlige Herre og Patron" Franz von Sickingen, maaske med en Bagtanke om, at dette kunde vildlede Folk angaaende hans Opholdssted.
22        Til "Kristi fattige lille Hjord i Wittenberg" sendte han et Skrift med Udlæggelse af den 37. Psalme, en frisk og opmuntrende lille Bog, hvori lærer sine Venner at møde Modstanderne med Skriften.
23        Midt ind i dette havde han lærde Stridigheder for med Modstandere. Universitetet i Løwen havde fordømt Luthers Skrifter, og nu havde en af dette Universitets Professorer,  Jakob Latomus, udgivet en vidtløftig Gendrivelse af Luther. Det kneb med at faa Bøger paa Wartburg, men sin Bibel havde Luther, og med den gendrev han da Latomus udførligt i et latinsk Skrift, der er et af hans betydeligste videnskabelige Arbejder om Synd og Naade. Han viser deri en Uvilje mod alle de theologiske Udtryk, som Dogmestridighederne efterhaanden havde affødt. Han vil helst holde sig til det jævne Bibelord.	Note: Se Latluos!
24         Pariser-Universitetet var ogsaa kommet paa Benene og havde fordømt hele 104 Sætninger af Luther som giftige, forbryderiske, pestbefængte Kætterier. Leipziger-Disputatsen var jo i sin Tid blevet indanket for Pariserne. Men derom tav de stadig stille. De havde væsentlig plukket af "Kirkens babyloniske Fangenskab", og det paafaldende var, at de ikke blot gik aldeles uden om Afladen men heller ikke med et Ord nævnede Luthers (267) slemme Udtalelser om Pavedømmets Ret, som "Sylvester, Eck, Rhadinus, Catarinus, Køln, Løwen og de to Papirskændere i Leipzig samt alle Papister" netop særlig havde raset over. Pariserne havde jo ogsaa noget udestaaende med Paven og vilde derfor ikke yde ham den Triumf. Melanchthon skrev et Modskrift, medens Luther nøjedes med at oversætte Parisernes Skrift paa Tysk med en hvas Efterskrift.	Note: Se paris2!
25       Paven selv fik en lignende Behandling. Han havde som før fortalt optaget Luther og hans Tilhængere i Skærtorsdagsbullen, hvad Paven forresten blev ved at gøre hvert Aar lige til 1869. Luther udgav da "Bulla coenae domini", d. e. Bulle om den allerhelligste Herre Pavens Aften-Æden".
26 Han har oversat Bullen og forsynet den med Indledninger og Anmærkninger, hvori man med den groveste Foragt gør sig lystig over dette mærkelige Dokument, der saa ud til at være blevet til en Aften, da Paven var fuld, "naar Tungen gaar paa Stylter og Fornuften sejler med halvt Sejl". Det er unægtelig ogsaa et beskæmmende Dokument. "Kun hvad der gaar Paven for nær, det er forbandet; hvad der gaar Gud for nær, kommer han ikke i Tanker om".
27         Men Luther nøjes ikke med Forsvar. Han gik over til Angreb, og det paa ingen ringere end Kurfyrsten af Mainz, hvis Veje han i det hele ofte kom til at krydse.
28        Albrecht var jo Humanist og ønskede baade at støtte og at pynte sig med Kunst og Videnskab. Denne Erasmus's Ven vilde da stifte et Universitet i Halle, der rigtig skulde blive den højeste Oplysnings Hovedstad i de tyske Lande. Paa god italiensk Humanistmaner skulde Pengene bringes til Veje ved at udbytte Hobens (268) Overtro. Allerede 1519, da den pavelige Aflad slog fejl, havde Albrecht skaffet sig en Pavebulle, der gav Aflad til alle troende, der besøgte hans Relikvieskat i Halle og ofrede noget der.
29          Netop i denne Sommer tog Albrecht sig for at udbytte denne Skat. Luther var jo borte, saa Luften kunde tænkes at blive nok saa sund for den Slags Foretagender. Et Katalog blev trykt; det er lærerigt til at vise, hvad Humanister kunde gaa med til, og hvad Renaissancen ofrede sin Kunstforstand paa at skabe stilfulde Gemmer til.
30         Her var Garn, Guds Moder havde spundet; her var Haar af hendes Hoved og hele 7 Flasker med hendes Mælk, hendes Moders St. Annas Tommelfinger og hendes Faders, St. Joachims Pandeskal. Her var et Stykke af et Træ, der havde bøjet sig for Jesus. Her var Jord, som Jesus havde staaet paa, da han gjorde Fadervor, her var et Stykke af Kristi Kjortel, som Marie havde strikket, og som blev ved at vokse med Barnet. Her var en af Judas's 30 Sølvpenge, her var 2 Krukker fra Brylluppet i Kana og noget af Vinen derfra.

31 Her var hele 9 Torne af Kristi Tornekrone, medens Kurfyrst Frederik kun havde kunnet opdrive een til Allehelgenskirken i Wittenberg. Her var et Stykke af den gamle Simeon, den Arm, hvormed Lukas havde skrevet det hellige Evangelium, Johannes Døberens Finger, hvormed han havde peget paa Jesus, Thomas's Finger, som han havde stukket i Jesu Side, Stenen, hvormed Stefan blev stenet, noget af Jødernes Manna fra Ørkenen, et stort Stykke af Isak og 25 Stykker af Moses's brændende Tornebusk. Bovbladet af et Elsdyr var den hellige Kristoffers Skulderblad, og et Tyrehorn var Kløen af en Grif. "Summa Summarum af hele den højpris- (269) værdige Helligdom er 8933 Partikler og 42 hele hellige Legemer. Afladen udgør 39.000.000.245.219 Dage, dertil 6000.000.540.000 Kvadragener Aflad, -- salige er de, som gør sig delagtige deri!"
32        Til Forklaring bemærkes, at en Kvadragene Aflad er Aflad som for 40 Dages Faste.          Denne Udstilling begyndte Søndagen den 9. September 1521. Og Tilløbet var uhyre. Det var Afladshandel paa en ny Maade.
33       Luften var imidlertid begyndt at blive tordensvanger. Det havde vist sig, at Luther ikke var forstummet. Albrecht sendte da sin Kansler Wolfgang Capito, som en Slags Lynafleder, til det sachsiske Hof for at udvirke, at man blev skaanet for Skrifter af Luther mod Ærkebispen. At samme Capito var Ærkebispens Kansler, var et af de mange Udtryk for det svingende og usikre i Albrechts Holdning. Capito var nemlig en Humanist, som var stærkt paavirket af Luther, og som brugte al sin Indflydelse til at holde Haanden over Luther og Lutheranerne.
34 Albrecht vidste i Grunden ikke, om han skulde gaa med eller imod Reformationen, og havde i Worms indtaget et mæglende Standpunkt. Capito gik og haabede paa at vinde ham. Han fik ham til at læse i Bibelen og ventede sig store Resultater deraf. Denne begavede, videnskabeligt interesserede Mand maatte man dog kunne faa paa den rigtige Side, mente Capito. Og det vilde jo være en uhyre Vinding. Der var kun det i Vejen, at Albrecht var et overfladisk Nydelses-Menneske, som aldeles ikke havde nogen Hjertets Forstaaelse for Luthers Tale om Synd og Naade.
35 Derfor blev han et Redskab i sine Omgivelsers og sin brandenburgske Broders Hænder. Efter hvad der i de sidste Aar er oplyst, var Kampen i hans (270) Omgivelser i disse Aar et overordentlig spændende Stykke Politik, og Capito, der blev mere og mere overbevist Lutheraner, var i disse Aar ofte i større Fare end Luther selv. Han har sine store Fortjenester ved at have faaet sat en Taalsomheds-Politik igennem saa længe, at det rette Øjeblik for Magthaverne til at knuse Bevægelsen, gik fra dem.
36        Da Capito var i Wittenberg, var han netop i sine lyseste Forhaabninger og har naturligvis udmalet disse for Sachserhoffet. Luther sad imidlertid paa Wartburg med helt andre Meninger om Sagerne i Halle. Han skrev et Skrift "Om Afguden i Halle" og sendte det til Spalatin til Trykning. Men Spalatin maatte gemme det og svare, at Kurfyrsten ikke tillod, at der trykkedes noget mod Kurfyrsten af Mainz.
37         Da bruste Luther op i Vrede: "Jeg kan ikke gaa ind paa, hvad du siger, at Kurfyrsten ikke vil taale, at der skrives mod Mainzeren, ikke heller at det kan forstyrre Rigets Fred. Hellere vil jeg ødelægge dig og Fyrsten selv og alle Skabninger. Naar jeg har modstaaet hans Skaber Paven, hvorfor skal jeg saa gaa af Vejen for dennes Skabning?"
38       Spalatin blev imidlertid ved at gemme Haandskriftet og flere andre, og da Luther paa et kort hemmeligt Besøg i Wittenberg erfarede dette, maatte der et nyt skarpt Brev afsted til Spalatin. Dog foreslog han bagefter en Mellemvej. Skriftets Trykning maatte vente lidt, og saa vilde han først skrive et  privat Brev til Albrecht. (se br011221)
39       Dette Brev af 1. December 1521 blev da sendt. Luther havde tidligere brugt alle Underdanigheder i sine Skrivelser, men her er de blæst bort. Det er et ganske overordentlig haandfast Trusselsbrev, som kan læses i (271) dette Værks femte Bind. Hvis "Afguden" ikke bliver afskaffet, skal Offentligheden høre fra Luther om Kardinalen i Mainz. Han anmoder ham ogsaa bestemt om ikke at forfølge Præster, der har giftet sig, og i den Sammenhæng antyder han tilstrækkelig tydeligt, at der kunde siges noget ubehageligt om samme Kardinal. Denne havde nemlig et helt Harem af Elskerinder. Inden 14 Dage udbedes et offentligt Svar, "thi efter bestemt 14 Dage vil min Bog mod Afguden i Halle komme".
40      Det blev 11. December, inden Melanchthon fik Brevet afsendt til Capito, som overbragte Albrecht det. Den 20. December har Capito haft det, -- maaske før, men denne Dag skrev han et vidtløftigt Brev til Luther om alt det gode, han med Guds Hjælp ventede sig af Albrecht. Den 21. overgav han Luthers Brev til Albrecht. Denne læste det og skrev straks følgende Svar:
41 "Kære Hr. Doktor!      Eders Brev, hvis Dato lyder paa Søndag efter Katherine, har jeg modtaget og læst og antaget med Naade og alt godt, fortrøster mig imidlertid helt til, at Aarsagen forlængst er fjernet, som har bevæget Eder til nævnte Skrivelse.
42      Og jeg vil, om Gud vil, holde og vise mig saaledes, som det tilkommer en from, gejstlig og kristelig Fyrste, saa vidt Gud forlener mig Naade, Styrke og Fornuft, hvorom jeg ogsaa trolig beder og vil lade bede. Thi jeg i mig selv magter intet og bekender mig, at jeg trænger til Guds Naade, som jeg da er et stakkels syndigt Menneske, der kan synde og fejle og daglig synder og fejler, det nægter jeg ikke. Jeg ved vel, at uden Guds Naade er (272) der intet godt ved mig, og jeg er saa vel et unyttigt, stinkende Smuds som nogen anden, om ikke mere.
43       Dette har jeg ikke villet tilbageholde som Svar paa Eders Skrivelse i naadig Velvilje, thi til at vise Eder Naade og Godt for Kristi Skyld er jeg villigere end villig. Broderlig og kristelig Straf kan jeg vel taale. Haaber, den barmhjertige gode Gud vil heri fremdeles forlene Naade, Styrke og Taalmodighed til at leve efter hans Vilje i dette og andet. Givet i Halle Thomas Apostels Dag Anno 1521. Albertus med eg. Haand."
44        Man kan i høj Grad strides om, hvorvidt denne Skrivelses Indhold er ærlig Bekendelse eller Hykleri. Luther svingede selv mellem begge Bedømmelser. Albrechts Liv blev ikke anderledes derefter, og det hele maa snarest anses for Diplomati. Men een Ting er uomtvistelig: Her staar nu en tysk Fyrste overfor sin Overmand.
45 Den fredløse, bandlyste Tiggermunk, som Kurfyrsten ængstelig holdt i hemmelig Forvaring, er den ene Part i dette Sammenstød. Den anden Part er det tyske Riges fornemste Landsfyrste, tre tyske Landes Hersker, det hellige romerske Riges Kurfyrste og Ærkekansler og den hellige romerske Kirkes Kardinal!
46         Denne Brevveksling viser tydeligere end mange Ord, hvilken Magt Martin Luther var bleven. Der var Uro i Luften. Derfor gjaldt det at være forsigtig over for dem, der havde Folkets Øre.        Albrecht maatte lukke for sin "Afgud", og Humanist-Universitetet blev ikke til noget.
47       Ind imellem det her skildrede gik Overvejelser og Skriverier om Præsters og Munkes Ret til at gifte sig (273) og om Messen. Men derom vil vi hellere fortælle i Forbindelse med Begivenhederne i Wittenberg.        Derimod knytter et Par andre Foretagender sig til Wartburg-Opholdet.
48       Det ene er den tyske Postille, den saakaldte Kirkepostille. Efter Opfordring havde Luther før Worms-Rejsen paabegynde en saadan paa Latin. Paa Wartburg slog han ind paa et andet Spor og skrev tyske Udlæggelser til Kirkeaarets Epistler og Evangelier. Dengang var en Postille ikke bestemt for Lægfolk. Den var et Hjælpemiddel for prædikende Præster, og man havde adskillige fra Middelalderen, deriblandt een med den betegnende Titel Dormi secure! (Sov rolig!).
49 Det var Præsten, der skulde have sin Nattesøvn i Fred, da han ved denne Bogs Hjælp sagtens kunde faa en Prædiken lavet. Det trængtes naturligvis i høj Grad til andre Anvisninger, og nu begyndte Luther en saadan, som Præsten i Nødsfald ligefrem kan læse op, da den er paa Modersmaalet.
50       Der er ofte blevet prædiket paa den Maade i de Tider, og man kunde godt staa sig ved saaledes at faa Luther til Prædikant omkring i Landsbykirkerne. Prædikerne er prunkløse. Der jages ikke i dem efter noget, der skal gøre Indtryk. Det mægtige Indtryk, de alligevel gør, kommer af, at her ikke staar en aandfuld Foredragsholder men for Alvor en Ordets Tjener.
51       Iøvrigt var det ikke noget stort Stykke, Luther fik færdigt paa Wartburg, -- kun fra Jul til Helligtrekongers. I de følgende Aar stykkedes Bogen langsomt sammen.
52        Det andet store Foretagende var, at Luther gav sig til at oversætte Bibelen. Venner i Wittenberg opfordrede ham, og navnlig Melanchthon lagde et vist (274) Pres paa ham i den Henseende. Først ved Midten af December ser vi ham i Gang med dette Arbejde, som han saa gennemfører med næsten uforstaaelig Fart.
53       Man havde nok tyske Bibler, men de lod meget tilbage at ønske. Yderst ubehjælpsomt var Sproget, og mange Gange var det grumme uheldigt, at Grundlaget ikke var Grundteksten men den latinske Vulgata.
54       Luther havde slet ikke særlig længe og kun under megen anden Travlhed studeret Græsk og Hebraisk. Derfor fik han ogsaa Vanskelighederne at føle. Det gamle Testamente kunde han ikke give sig i Lag med paa dette Sted, hvor Hjælpemidlerne altid maatte være faa, og hvor han ikke kunde raadføre sig med andre kyndige. Men det nye Testamente tog han fat paa. Joh. Lange havde i Sommeren udgivet en Oversættelse af Matthæus, den har Luther brugt.
55 Ellers har han ikke haft megen Hjælp af den Slags. Den græske Udgave var af Strassburgeren Nikolaus Gerbel efter Erasmus. Haandskriftgrundlaget for denne Udgave var ikke det bedste, saa der har siden været lidt at rette men iøvrigt intet, som giver en anden Skriftmening om kristelige Spørgsmaal.
56 Det mærkes, at det har knebet Luther med Hjælpemidler, men han var saa indlevet i Skrifternes Aand, at denne Mangel har gjort mærkværdig lidt Skade. Og saa forstod han at lade de gamle Forfattere tale, som de var jævne Tyskere.
57  Saadant forudsætter sproglig set mange Smaafriheder, men i Virkeligheden er det den eneste Maade at oversætte tro. Som Luther sagde, man skal ikke spørge Bogstaverne i det fremmede Sprog om, hvorledes man skal tale Tysk (eller Dansk), men Moderen i Huset, Børnene paa Gaden, Menigmand paa Torvet. Saaledes har han lyttet det frem, dette kernestærke, jevne og dog høje tyske Bibelsprog. (275)
58       Dette Luthers Arbejde har i høj Grad tjent til at fastsætte et tysk Normalsprog. Men dette er dets mindste Betydning. "Han lukked op den Bibelbog, som var saa fast forseglet" og gjorde Bibelen til en aaben Bog.
59         Allerede sidst i Februar havde han det nye Testamente færdigt. Det vil sige, at han daglig i disse Vinterdage paa det ensomme Bjertslot maa have oversat gennemsnitlig 6 græske Sider.
60       Saa i Begyndelsen af Marts pakkede han sine Sager sammen og red til Wittenberg, -- i øsende Regn ad bundløse Veje ud i Virkeligheden at tage sin Plads blandt Mennesker. (276)

Til sev13a!

Noter:

n18:  Note: I en prædiken fra Kirkepostillen (1522) hedder det: "Men den anden undfangelse, indgydelsen af sjælen, tror man mildt og saligt er sket uden arvesynd; så da sjælen blev indgydt, blev hun samtidig renset for arvesynden og prydet med Guds gaver, så hun kunne undfange en hellig sjæl, indgydt hende af Gud, og hun altså fra det første øjeblik, da hun begyndte at leve, var uden al synd". (arvsynd#51) Og det er måske tvivlsomt, om opfattelse af Maria som syndfri nogensinde forlod Luther.