Martin Luthers liv


fortalt af P. Severinsen, København, Forlagsmagasinet, 1910. Bind 1 af "Martin Luthers Liv og Hovedværker", samme forlag.

Tilbage til oversigten!

Her kapitel 7, side 136-161.

Tilbage til kapitel 6!
 
 
1 Den store strid om afladen.
           Luther var jo Præst af den Tiggermunkeorden, af den Slags altsaa, som man kunde ty til med sit Afladsbrev for at faa Syndernes Forladelse tilsagt. Naar saa Luther talte om en rigtig Anger og den Slags, kunde Folk være saa underlig uforstaaende. De havde jo det mægtige latinske Brev at forevise! Hvad skulde saa al den Snak til? Den Slags Erfaringer drev ham til oftere i sine Prædikener at føre Afladen paa Bane, og han talte frimodigt derom. Der var kommet noget frigjort over ham, hvad han ogsaa gav Udtryk for ved et lille Tilløb til at forgræske sit Navn paa Humanistvis til Eleutherius (den frigjorte), hvorfra han vist atter har taget Tilskyndelsen til fra nu af at bogstavere det tyske Navn Luther i Stedet for Luder, hvilket netop sker ved denne Tid. 
        Men med alle de Grænser, han søger at sætte for Afladen og med alle gode Raad om at lægge Vægt paa noget andet, er han dog stadig Kirkens tro Søn, der gaar ud fra, at med selve Afladen har det sin Rigtighed, og at der maa være Plads til den i det kristelige Læresystem. Men det kniber med den Plads. Spørgsmaalet bliver saa indviklet. Og samtidig fortælles der værre og værre Krøniker om Tetzels Prædikener. Luther føler, at der maa gøres noget for at (137) faa Spørgsmaalet klaret og Munden stoppet paa de værste Afladsudraabere. 
3            Han valgte da Tidens sædvanlige Fremgangsmaade inden for det lærde Laug. Han indbød til en lærd Diskussion og stillede nogle Sætninger op til Forhandlingsgrundlag. Saadanne Sætninger (Theser) skulde helst sættes en lille Smule paa Spidsen, for saa kunde man bedst komme til at disputere om dem. Ogsaa det mente Luther at have gjort. Sætningernes Tal blev 95. 
4         Disse 95 Sætninger, skrevne paa en stor Plakat, slog han da op paa Slotskirkens Dør i Wittenberg den 31. Oktober 1517, efter Sigende ved Middagstid. Det var ikke tilfældigt, at han valgte Allehelgens Aftens Dag. I de Tider fejredes aarligt hver Kirkes Vielsesfest, Kirkemessedag. Det var gerne en hel Folkefest i Landsbyerne. Allehelgenskirken havde sin Fest Allehelgensdag med stor Tilstrømning til den afladsrige Kirke. Allerede den foregaaende Helligaften begyndte Festen med en Gudstjeneste. Denne Lejlighed vilde Luther bruge til at vække en vis Opsigt med sine Tanker om Afladen. 
5         Samme Dag afsendte han Theserne med Skrivelser til Ærkebiskop Albrecht og til Biskop Hieronymys Scultetus af Brandenburg, under hvis Stift Wittenberg hørte. Skrivelsen til Albrecht er til endnu. Den er overordentlig ærbødig og underdanig i Formen og samtidig meget bestemt af Indhold. Den kritiserer skarpt den under Ærkebiskoppens Navn udgaaede Instruks for Afladshandelen. "Hvis det behager Eder, højærværdigste Fader, kan I se disse mine Stridssætninger for at erkende, hvad det er for en tvivlsom Sag med Meningen om Afladen, hvorom visse Folk drømmer, at den er noget helt sikkert". (137)
      Ingen af Vennerne vidste noget om Luthers Forehavende, før det var sat i Værk. 
6            Det er blevet Skik at regne Reformations Begyndelse fra dette Plakatopslag paa Kirkedøren Allehelgens Aften 1517. Det er ogsaa rigtig nok. Det var den lille Snebold, der ved at rulle videre blev til en hel Lavine. 
7           Men den, som vil gøre sig den Ulejlighed at gennemlæse de 95 Sætninger i et senere Bind af dette Værk, vil rigtignok erkende, at det saa langt fra var den lutherske Reformations Program, der blev slaaet op hin Dag. I disse Sætninger er Luther endnu langt fra at være Lutheraner. Afladen er netop i dem "en tvivlsom Sag". Luther udtaler i ret spredte Sætninger sin Naadelære, men gaar samtidig ud fra, at der dog maa være en Plads for Afladen inden for Naadelæren. Hvo, der taler mod den pavelige Aflads Sandhed, han være forbandet! (71) (se 95tes#71
8  Men paa den anden Side: enhver troende og angrende Kristen har fuld Forladelse for Straf og Skyld og Andel i alle Kristi og Kirkens Goder ogsaa uden Afladsbrev (56-58; se 95tes#56) Luther har Ret i, at dette er noget meget vanskeligt noget at faa i System sammen. Hans Standpunkt er simpelt hen uholdbart, og hans Modstandere trængte ham da ogsaa snart ud af det, saa at han erkendte, at der virkelig slet ikke var Plads for Afladslæren i en sand kirkelig Naadeslære. Saa er der iøvrigt adskillige skarpe Bemærkninger om, hvad Paven ikke kan, og adskillige drilagtige Nødder at knække for dem, der vilde forsvare, hvad der var Skik og Brug. Hvorfor  løser Paven ikke paa een Gang alle Sjælene af Skærsilden, siden han kan? (n8) Og hvorfor ophæver han ikke Sjæle- (139) messerne og betaler Pengene tilbage, da der dog ingen Mening er i at have Legater for, at der skal bedes for Døde, som Paven har udløst af Skærsilden? (95tes#83
9         Luther vilde vække Opsigt. Men den Opsigt, han vakte, forfærdede ham. Selv var han sparsommelig og nølende med at udsende Theserne om Afladen. De var jo "Paradokser" for de lærde; de skulde grundig gennemgaas, førend man kunde lade Resultatet af Overvejelserne komme til Offentlighedens Kundskab. Og nu fløj selve disse ufærdige Sætninger Kristenheden rundt, ikke blot paa Latin, men ogsaa i en tysk Oversættelse, som en Bogtrykker havde set sin Regning ved at lade lave! "I Løbet af fire Uger havde de næsten gennemløbet den hele Kristenhed, som om Englene selv havde været Postbude", skriver den samtidige Myconius. 
10        Luther var ret beklemt derved, thi naar der saaledes skulde skrives til Offentligheden, saa skulde der have været skrevet paa en helt anden Maade.  Og der var Folk nok, der talte ængsteligt til ham. De Forsøg, der hidtil havde været gjort paa at kritisere paa dette Punkt, havde Myndighederne kvalt med ualmindelig fast Haand. Prioren og Underprioren kom og bad ham helt jammerligt, at han endelig ikke maatte bringe Augustinerordenen i Ulykke, for nu hoppede de andre Tiggermunke allerede af Glæde, især Prædikemunkene (Sortebrødrene), fordi nu var de ikke ene om Skammen; nu skulde ogsaa Augustinerne til at brænde. At brænde mentes bogstaveligt, idet Prædikeordenen havde haft en slem Skandale i Bern, hvor fire Munke blev brændt for grove Bedragerier, -- ikke at tale om deres berømte Ordensbroder Savonarola. Noget saadant reg- (140) nedes for en slem Plet paa en Orden, og hidtil havde Augustinerordenen i den Henseende været pletfri. 
11        Men kunde Luther blive beklemt ved Tanken om Følgerne, saa kunde ogsaa hans Hjerte svulme i glad og modig Følelse af, at nu vilde Gud bruge ham til store Ting. En af Dagene efter Allehelgensdag kørte han med sin Embedsbroder ved Universitetet, Juristen Hieronymus Schurf til Kemberg. Den lovkloge Mand talte alvorligt om Farerne: 
      "Hvad vil I gøre? Man vil ikke finde sig i det". 
      "Hvad om man nu bliver nødt til at finde sig i det?" svarde Luther.
      De ængstelige Ordensbrødre svarede han paa lignende Maade:
      "Er det ikke begyndt i Guds Navn, saa vil det snart falde. Men er det begyndt i hans Navn, saa lad ham om det."
12        Bifald kom er ikke saa lidt af. Luther havde rørt ved et ømt Sted. Men Bifaldet kom mest stilfærdigt, i Breve og Hilsener og Privatytringer. Det var jo en farlig Sag at tale højt om. Med fuld Offentlighed kom der derimod højrøstede Indsigelser, og disse drev efterhaanden Luther frem til stærkere Udtalelser og større Klarhed. Under denne Udvikling bliver Forhandlingsemnerne efterhaanden andre, saa at Afladen forsvinder i Taagen som den Biting, den var. 
13        Den første, der drog i Leding, var ganske naturligt Johann Tetzel. For at kunne optræde i offentlige Diskussion med større Anselighed skyndte han sig med at erhverve de høje Universitetsgrader. Ved Universitetet i Frankfurt ved Oder havde han en god Ven, Professor Conrad Wimpina. Ved dennes Hjælp blev han allerede inden Aarets Udgang Licen- (141) tiat, og i Januar 1518 blev han Doktor i Theologien. Ved begge disse Lejligheder skulde han disputere og opstillede da Theser om Afladen, som han forsvarede og udgav. (se wimpina) Folk tvivlede om, at han selv havde haft Lærdom til at forfatte dem, og det endte da ogsaa med, at Wimpina vedgik at være Forfatteren. Han havde fra gammel Tid et Horn i Siden paa Wittenbergerne. Theserne forsvarede den pavelige Enevælde over Kirken i sin yderligste Form. Dominikanerordenen gav sin Tilslutning. Dagen før Tetzels anden Disputats holdt 300 Dominikanere et Konvent i Frankfurt. 
14         Tetzel sendte en Mand til Wittenberg med et Oplag af Theserne. Men han kom galt afsted. Studenterne opsøgte ham, skældte ham ud for, at han kom med saadant noget, købte en Del af ham og tog mere og opbrædte saa højtidelig 800 Eksemplarer paa Wittenbergs Torv. Dette Optrin viser, hvad vi ogsaa paa anden Maade ved, at Luther havde Wittenbergs studerende Ungdom paa sin Side. Men han var alligevel ked af Studenternes Optræden og udtalte sin Misbilligelse i en Prædiken. 
15       I Mellemtiden havde Luther arbejdet videre med sine Tanker om Afladen. Han maatte jo se at have noget offentliggjort, der bedre egnede sig for Offentligheden end de 95 Theser. Det skulde være baade et lille Folkeskrift  paa Tysk til Lægfolks Oplysning og et Skrift paa Latin med Redegørelse for de Lærde og for Paven, som antagelig snart vilde lade høre fra sig. 
16       Det tyske hedder: "En Sermon om Afladen og Naaden". (se aflad) Det udkom i Marts 1518 og vender sig mod den Fremstilling af "Boden", som "nogle nye Lærere" -- d. v. s. hele den herskende Theologi -- gav. Efter den hellige Skrift fordrer den guddomme- (142) lige Retfærdighed ikke Fyldestgørelse men alene hjertelig Anger eller Omvendelse og de deraf følgende Gerninger. En latinsk Sermon om Boden udkom samtidig og lagde Vægten ikke paa et Menneskes Sønderknusthed, der aldrig kan blive stor nok, men paa Menneskets Tro. (se Serm-poen
17       Det afgørende latinske Skrift kaldte han: Resolutioner til Disputationen om Afladens kraft. Han havde det færdigt i Februar, men det kom foreløbig ikke offentlig frem, idet han først sendte det til Stedets kirkelige Øvrighed, den nævnte Biskop Scultetus i Brandenburg. I et Brev erklærede han, at denne store Ven af Videnskaberne maatte strege ud i det, som han vilde, ja brænde det; selv vilde han ikke træffe Afgørelse, men foreløbig kun disputere, og han underkaster sig Kirkens Dom. Han fik et naadigt Svar fra Biskoppen, -- overbragt af ingen ringere end Abbeden af Lehnin --. Biskoppen fandt intet ukatholsk i Theserne, men han vilde dog for Forargelsens Skyld foreløbig have Luther til at tie stille og ønskede ogsaa Salget af Sermonen standset. Luther adlød og lod Skriftet ligge. Allerede inden Paaske tog Biskoppen dog sit Forbud tilbage. 
18        Da maatte Luther imidlertid paa Rejse. Luther var jo Distriktsvikar, og Ordenskapitlet skulde holdes i Heidelberg. Hadet mod Luther var saa stort, at man frygtede for Fare for hans Liv. Luther vilde imidlertid adlyde sine Foresatte. Man forsynede ham da med Anbefalingsskrivelser fra Kurfyrsten, og denne skrev til Staupitz, at han maatte sørge for, at Luther snarest muligt kom tilbage. 
19        Rejsen skete først paa sædvanlig Tiggermunkevis tilfods. Træt ankom han til Koburg og skrev til Spa- (143) latin, at han havde tilstrækkelig bødet for den Synd at gaa til Fods, saa han behøvede ingen Aflad. Kun to Mennesker havde endnu kendt ham, og de havde beværtet ham godt. I Würzburg fik han en elskværdig Modtagelse hos Biskoppen Lorenz von Bibra. 
20 Denne blev saa indtagen i ham, at han Aaret efter skrev til Kurfyrsten, at denne endelig ikke maatte lade "den fromme mand, Dr. Martinus" rejse bort, da der gjordes ham uret. 21. April indtraf Luther med forskellige Venner, der var kommet til, i Heidelberg, hvor han boede i Augustinerklostret. Pfalzgrev Wolfgang, der havde studeret i Wittenberg, indbød Luther, Staupitz og Lange til sit Bord, viste dem alle Heidelberger-Slottets Herligheder og underholdt sig muntert med dem, saa Luther var helt begejstret for ham. Man ser, den slemme Munk fra Wittenberg behandledes alt andet end som Kætter. 
21         Lange valgtes nu til Distriktsvikar, og Luther traadte tilbage. Men derefter holdt Luther en Disputation om, hvorledes et Menneske ikke ved Lovens Gerninger kan naa Retfærdighed for Gud, men derimod ved Tro. Ogsaa nogle filosofiske Spørgsmaal er med i Theserne, mens derimod Spørgsmaalet om Aflad slet ikke berøres. Det har man vistnok passet paa slet ikke at faa paa Bane under Kapitlet. 
22          Heidelbergprofessorerne var gammeldags og imod Luther, men optraadte moderat, undtagen den yngste af dem, der under Tilhørernes Munterhed raabte: "Om Bønderne hørte dette, vilde de saavist stene Jer!" Men blandt Tilhørerne var der unge Studenter og Magistre, som fulgte Forhandlinger med Spænding, glade hver Gang Luther klarede sig: Johann Brenz, senere Reformator i Schwaben, Erhard Schnepf, si- (144) den Reformator i Würtemberg, Theobald Billicanus, senere Reformator i Nördlingen, og endelig en ung Dominikanermunk Martin Butzer, der siden blev Strassburgs Reformator og en fremragende Mand. Han skrev nogle Dage efter et begejstret Brev om Luther til en Ven. 
23         Denne Rejse til Heidelberg tjente i høj Grad til at vække Tilslutning til Luther.
         Hjemkommen tog han fat paa at faa sine Resolutioner (Forklaringer) trykt. Bogtrykkeren trak det i Langdrag, saa at Bogen først fuldendtes sidst i August. Dette er hans Hovedskrift om Afladen. Det begynder med et Brev til Staupitz og derefter en Tilskrift til Paven; i dyb Ærbødighed lægges Sagen i Pavens Haand. "Eders Stemme vil jeg anerkende som Kristi Stemme, der regerer og taler i Eder". (res01#38) Al den gamle Ærefrygt for Paveværdigheden søger han krampagtigt at fastholde i den Tanke, at Kristus vil styre Pavens Haand, hvis det virkelig kommer til en pavelig Afgørelse. 
24 Det er i høj Grad Haab mod Haab, thi i Bogen udtaler Luther, at der har været mange Paver, som har haft Behag i Vildfarelser, Laster og skrækkelige Ting. (f.eks. res06#73) Men han kan endnu ikke slippe Tanken om, at Gud styrer Kirken gennem Paven. Paa den anden Side handler Bogen i høj grad om Grænserne for Pavens Magt. Den gælder kun udvortes Ting i Kirken. Der har ogsaa været en Tid, da de andre Kirker, i al Fald den græske, ikke stod under den romerske. 
25 I det hele sættes Nøglemagten i et nyt Lys. Gud mener og viser sin tilgivende Naade imod os, endnu før han lader Præsten udtale Absolutionen. Denne skal kun give os Vished om Tilgivelsen. Saaledes bliver da Kirkens Nøglemagt ikke et Herredømme over Sjælene, (145) men en Tjeneste mod Sjælene, og Resultatet afhænger af Sjælenes eget Forhold til Gud. "Kirkens Skat" er ikke Kristi Fortjeneste, thi den faar man uden videre Del ived Troen. Men af Helgenernes gode Gerninger kan der heller ingen Skat blive, thi ingen Helgen har gjort nok til at klare for sig selv. 
26       "Kirken behøver en Reformation som ikke er et Menneskes, Pavens, Sag, ikke heller de mange Kardinalers Sag, som det sidste Kirkemaade har vist, men den hele kristne Verdens Sag, ja Guds Sag alene. Men Tiden for Reformationen kender alene den, som har skabt Tiderne". (res10#101
27        Han slutter med at erklære, at han vil ikke paastaa andet end, hvad man for det første kan have ud af den hellige Skrift, dernæst ud af de af Romerkirken anerkendte Kirkefædre og af de pavelige Canones og Dekretaler. Kun vil han have Lov at modsige Skolastikerne, naar de siger nogen uden Bevis. 
       Man ser, at Avtoriteterne for ham stadig er Skrift og Kirkefædre, uden at han stiller Skriften helt for sig selv. 
28       I den Retning var Karlstadt kommet foran. Mens Luther var i Heidelberg havde Karlstadt offentliggjort flere lange Rækker af Theser til Forsvar for Wittenberg-Theologien. Som en af Hovedsætningerne i Spidsen havde han da sat: "Bibelens Tekst maa foretrækkes ikke blot for en eller flere af Kirkens Lærere, men ogsaa for hele Kirkens Avtoritet". 
29       Disse Sætninger af Karlstadt var rettede mod en Mand, som Luther ellers ikke havde ventet at blive overfalden af, Dr. Johannes Eck i Ingolstadt. Denne havde kort før søgt Venskab med Luther, men da Luthers Theser udkom, skrev han nogle kritiske Bemærkninger, der løb rundt i Afskrift. Nu søgte han at berolige Karl- (146) stadt angaaende, hvad han havde skrevet mod deres "fælles Ven" Luther. Det var noget Hastværksarbejde, som ikke var bestemt for Offentligheden! Luther skrev et lignende privat Modskrift, som heller ikke blev offentliggjort, og de to optraadte stadig med gensidig Agtelse for hinanden. Luther regnede Eck for en kundskabdrig og skarpsindig Mand, men han kritiserede, at han stadig brugte skolastiske Paastande i Stedet for Beviser af Skriften og de gamle Fædre. 
30         Temmelig grov Konfekt fik derimod Johann Tetzel, der nu ogsaa havde angrebet Luthers Sermon (147) om Afladen og Naaden. Svaret ligner Tiltalen, men det er første Gang, vi mærker denne grove Tone hos Luther. Siden er den ikke sjælden. (se tetzaflad1 og aflad#28). 
31 c        Imidlertid kom der nu ogsaa et Stridsskrift fra Italien. En lærd Dominikaner ved Pavehoffet, Bogcensor og Inkvisitor Silvester Mazzolini, efter sin Fødeby gerne kaldet Prierias, rev sig løs fra sine Studier i St. Thomas og skrev paa tre Dage et Modskrift mod Luthers Theser (Dialogus; se prilut1). Det indeholder den mest yderliggaaende Papisme og er desuden groft i Formen. Luther skrev sit Svar paa to Dage. (lutpri01) Ogsaa i dett lille Skrift ser vi hans Tanker skride frem, men stadig paa den ejendommelige Maade, at han bøjer sig fro det gamle, der i det samme er ved at blive borte mellem Hænderne paa ham. Endnu venter han paa et Kirkemødes Afgørelse og vil bøje sig for den. Hans Paastand er, at hvad han kritiserer, er noget, der slet ikke er sket nogen kirkelig Afgørelse af. Men samtidig kanhan dog ikke fastholde Ufejlbarheden af den Kirke, han tilbyder at bøje sig for. "Saavel Paven som et Kirkemøde kan fejle". (lutpri01#81). 
32         I August Maaned 1518 lod han endnu udgaa en latinsk Sermon om Band. Det var egentlig en Prædiken, han havde holdt i Forsommeren, og som var bleven refereret til Rom og andre Steder. Ogsaa heri udtaler sig andre Tanker om Kirken end de da gængse. Kirkens Band er Udelukkelse fra det udvortes Samfund med de troende. Indvortes kan ingen anden end Gud udelukke. Og bliver man sat i Band for en retfærdig Sags Skyld, saa er man ikke derfor fordømt, men tværtimod salig. Saaledes var man ikke vant til at tænke. (148) 
33         Saa meget om den offentlige Meningsudveksling i dette bevægede Aar. Under alt dette passede Luther sin Professorgerning, idet han læste over Galaterbrevet, og han prædikede, oftest uden at komme ind paa disse Stridsspørgsmaal. 
       Men hans Sag var ogsaa under anden Behandling end den hidtil nævnte Slags. Der tænktes paa Retsforfølgelse. 
34        Ærkebiskop Albrecht residerede mod Sædvane ikke i Halle, men i Aschaffenburg. Fra Halle sik han Papirerne sendt og indberettede øjeblikkelig det skete til Paven. Til Raadsherrerne i Halle skrev han om straks at iværksætte en Forbuds-Proces mod "den formastelige Munk i Wittenberg". Tetzel skulde føre den. Hans Tankegang er, at det jo kun er en Tiggermund, der har kritiseret, og en saadan kan man sagtens lukke Munden paa. Ved Afladen selv har den humanistiske Kirkefyrste stadig ingen Betænkeligheder. Raadsherrerne maa imidlertid have fraraadet Proces, og Albrecht kom aldrig til at foretage sig noget mod Luther. 
        Hans Aandsfælle Paven tog det ogsaa overlegent. Efter hvad der fortaltes Luther, sagde han om Theserne, at dem havde en fuld fordrukken Tysker skrevet. (se Köstlin3,5#3) Naar han blev ædru, vilde han være anderledes sindet. Det er de italienske Skønaanders sædvanlige Maade at tale om de nordiske Folkeslag. 
35           I et Selskab af adelige Romere blev der udtalt Undren over, at Kirken gik saa trevent frem mod Kætterne. Da sagde Pave Leo, at han regnede Broder Morten for et ganske godt Hoved og Striden for et Udslag af Misundelse mellem Munkeordenerne. (se Köstlin3,5#3) I denne Udtalelse har vi ret Pave Leo. Denne humanistiske Fritænker kunde gode nyde forvovne Udtalelser mod Kir- (149) kelæren, naar blot de var sagt paa en aandfuld Maade. Og saa var han blottet for Sans for denne Sags aandelige Alvor, at han kunde tænke sig, det var blot Augustinerne, der var misundelige paa Dominikanerne. For ham selv var Afladen jo kun en "hellig Forretning". 
36         Iøvrigt følte han sig netop i Øjeblikket sikker i sin Magtfylde. Det var kun et halvt Aars Tid siden, et "almindeligt Kirkemøde" i Rom var blevet færdigt. Det havde mest bestaaet af italienske Biskopper,men det var optraadt som retmæssig Repræsentant for den hele Kristenhed. I 100 Aar havde den store Strid staaet om, hvem der var øverste kirkelige Myndighed: Kirkemødet eller Paven; og det havde stundom set sort ud for Paven. Nu havde Kirkemødet tilkendt Paven alle Rettigheder som "hele Verdens Fyrste", ja som "den anden Gud paa Jorden". Saa kunde Pavedømmet nok taale, at en Smule tysk Tiggermunk kritiserede!
37         Dog for den "hellige Forretnings" Skyld maatte man have Munden stoppet paa ham. Paven gik straks den letteste Vej, idet han i en Skrivelse af 3. Februar 1518 paalagde Augustinerordenens General Gabriel Venetus "at bringe Mennesket til Stilhed; den lige antændte Flamme vil let lade sig kvæle, naar man blot griber hastigt til". 
38         Hvad Generalen straks har gjort, vides ikke. Senere paa Aaret (25. Aug.) sendte han Ordre til Augustinerprovincialen for Sachsen, Gerhard Hecker, at han skulde lade Luther fængsle og lænke paa Hænder og Fødder. Ellers skulde han miste sit Embede, men udførte han Ordren, skulde Belønningen ikke udeblive. "Du vil ved denne ene Lejlighed gøre mere for Fordele, Æresbevisninger og Værdigheder, end du har gjort i hele dit Liv. Velan da, se til Gud, der har inspireret Hel- (150) generne til deres Gerninger, at Menneskene allevegne maa erkende, at du er en Mand, hvem der ikek mangler Mod og Hjerte til store Ting, og som formaar store Ting!"
39          Dette er jo godt tilrettelagt. Men Maskineriet klikkede. Vi ved ikke af, at Provincialen har foretaget sig noget. Trods den givne Bemyndigelse kunde han vanskelig gøre noget uden om Staupitz, og hvorledes skulde han faa fængslet en Mand, som Kurfyrsten passede paa, og som i Wittenberg var alles Yndling? 
         Imidlertid var Hovedslaget mod Luther forberedt, en Kætterproces. Efter Kirkerettens Regler nedsattes først en Forundersøgelses-Kommission, hvortil Paven beskikkede Kammerauditøren, Biskop Hieronymus Ghinucci og -- Prierias. Da Ghinucci ikke forstod sig meget paa Dogmatik, var Luthers Sag altsaa lagt i hans første offentlige Modstanders Haand. Den 7. August naaede en Stævning til Luther om at møde i Rom til Forhør inden 60 Dage. 
40         Dagen efter skrev Luther til Spalatin og bad ham i eget og hele Universitetets Navn henstille til Kurfyrsten, at Kejser og Kurfyrste vilde udvirke, at  der beskikkedes ham Dommere i Tyskland, thi han saa nu, at man stræbte ham efter Livet. 
         Kejser og Kurfyrste var da begge i Augsburg, hvor en Rigsdag var samlet. Det gjaldt en Krig med Tyrkerne; Paven vilde have den, og den romantiske og ridderlige Kejser Maximilian ønskede den ogsaa. Rigsdagen skulde bringes til at bevilge en Skat dertil. 
41        I den Anledning var en pavelig Legat (UdsendingI ankommen til Augsburg. Med hans Navn har di Datidens sædvanlige Vidtløftighed. Oprindelig hed han Jakob Vio, men da han blev Dominikanermunk, antog han (151) Navnet Thomas efter Ordenens store Lærde fra Aqvino, som han var Specialiet i. I Almindelighed benævnedes han imidlertid efter sin Fødeby Gaëta og kaldtes Cajetanus. Han var altsaa lærd skolastisk Dogmatiker. I vore Dage udgives hans Fortolkning til Thomas. 
42 Han havde været Dominikanergeneral, og paa det nu sluttede Kirkemøde havde han været en af de dueligste Forsvarere af den pavelige Enevælde. Kirken var "Pavens fødte Trælkvinde". Derfor havde Paven fornylig gjort ham til Kardinal. En ret selvstændig og respektabel Mand var han, som ogsaa siden blev kritiseret af Ærkekatholiker for sin Skriftfortolkning. Men han følte sig svært i sin høje Værdighed som bemyndiget Repræsentant for den Pavemagt, hvis Højhed (152) han nylig saa sejrrigt havde bevist. 
43 Optog, fyrstelige Modtagelser, pompøse Festgudstjenester, det var rigtig noget for ham, og det opdagede Tyskerne snart og sagde mange Skoser om det. Han red gerne paa en prægtig hvid Hest med Tøjler af rødt Fløjl, og hans Værelser var betrukne med kostbart rødt Klæde. Jo, det var en rigtig Tiggermunk! syntes Ulrik von Hutten, der var med i Ærkebiskop Albrechts Følge. 
44        Den 6. Juli var han kommen til Augsburg, og Kejseren og Fyrsterne drog ham i Møde. Under Indtoget bares en Himmel over ham, -- men den var rigtignok gammel og daarlig, for man vidste, at Kardinalens Folk tilegnede sig de Ting, der blev brugt ved deres Herres Indtog. Det var en gammel "Ret", som i Middelalderen har voldt ikke saa faa Slagsmaal ved højtidelige Lejligheder. Nogen Tid efter kunde han ved en højtidelig Gudstjeneste i domkirken overrække Kejseren enindviet Hat og Kaarde fra Paven, og Kurfyrst -Ærkebiskop Albrecht overrakte han Kardinalshatten. 
45        Med Hovedsagen for hans Sendelse, Tyrkeskatten, gik det daarligt. Folk troede ikke paa de pavelige Forsikringer om, at Pengene vilde blive anvendt efter deres Bestemmelse. Kejserens og Pavens Forslag faldt derfor med Glans. 
         Men Cajetan var tillige befuldmægtiget til at virke for, at det med hussitisk Kætteri behæftede Bøhmen blev bragt helt under Kirkens Lydighed, og at Nabolande, der var smittede af den kætterske Gift, blev rensede deror. Det var ganske behændigt saaledes at faa det til at se ud, som om det, der nu kom fra Sachsen, var Hussiter-Kætteri, som alle Tyskere nærede en hellig Rædsel for. 
46          Kejser Maximilian tog meget diplomatisk paa denne (153) Sag. Over for Paven behandlede han Luthers Sag som noget sofistisk Kævl mellem theologiske Magistre, som han dog vilde helt overlade den pavelige Visdom at behandle. Men til Kurfyrstens Raadsherre sagde han, at Luthers Theser var slet ikke saa gale. Det kunde blive til en ordentlig Leg med Præsterne. Kurfyrsten maatte endelig passe godt paa den Munk, for man kunde maaske faa Brug for ham. 
         Den humanistiske Kejser havde ingen Forstaaelse for det dybe, der laa bag ved Luthers Kritik, men selve Kritiken kunde han nok bruge. 
47         Kurfyrst Frederik svarede ogsaa nogle pæne undvigende Ord, og da Luthers Stævning til Rom var kommen, holdt han paa, at Undersøgelsen skulde ske i Tyskland. 
         Men nu tog man fastere fat i Rom. Den 23. August udfærdigedes der Ordre til Cajetan, at da Luther ved- (154) blev at skrive, skulde Kardinalen ufortøvet faa ham til at møde for sig, og hvis Luther saa ikke genkaldte, skulde Kardinalen holde ham fast i sikkert Varetægtsfængsel. Mødte han ikke, kunde han belægge baade ham og alle hans Tilhængere med Band. 
48  Til Kurfyrsten blev der med det samme skrevet om at udlevere "dette Ondskabens Barn" til Kardinalen. Samtidig sørgede Paven for, at der ad anden Vej tilflød Kurfyrsten den behagelige Efterretning, at Paven agtede at overrække ham den gyldne Rose, den højeste pavelige Udmærkelse. Endelig var det ogsaa i de samme Dage, Augustinergeneralen afsendte sin før omtalte Fængslingsordre. (act-a2#48). 
49        Alle disse Fængslingsplaner kendte Luther ikke noget til. Men selve det at skulle rejse til Augsburg kunde være alvorligt nok. Han var ellers optaget af Universitetets Sager og havde nylig haft en stor Glæde. Universitetet havde endelig faaet en Lærer i Græsk, en lille spinkel 21-aarig Mand, der saa ud som en Dreng og var saadant et Bogmenneske, at han talte bedre Græsk end sit Modersmaal. Han hed Philip Melanchthon. Kurfyrsten havde kaldet ham paa Reuchlins Anbefaling, og 29. Aug. holdt han til Tiltrædelsesforelæsning. Med hans Hjælp kastede Luther sig ivrigt over Græsken. 
50         Men nu saa det altsaa ud til, at han skulde afsted. Kurfyrsten ønskede det. Luther havde skrantet en Del i Aarets Løb og ogsaa lidt af sine gamle Anfægtelser. Da kunde dette ogsaa ængste ham, men han vilde lyde sin Herres Bud. Alle Vennerne raadede fra. Staupitz var i Salzburg, hvor Ærkebiskoppen var ham god. Derfra skrev han til Luther: "Jeg ser intet andet, der venter paa dig, end Korset. Du har faa Velyndere; o, at de ikke skjuler sig af Frygt for Fjenderne! Min Mening (155) er, du skulde for Tiden forlade Wittenberg og komme til mig, at vi maa leve og dø med hinanden". 
51         Sidst i September maatte Luther da paa Fodtur igen uden Penge, som sædvanlig ledsaget af en anden Munk, Leonhard Beier. I Weimar holdt Kurfyrst Frederik nu Hof, og her prædikede han Mikkelsdag paa Slottet. Kurfyrsten gav ham Rejsepenge. Og videre gik Rejsen fra Kloster til Kloster. Alle Vegne lød den hovedrystende Tale om at brændes. 
        "At brændes med Nælder gik endda an, men med Ild, det bliver for hedt", sagde Luther. 
52        I Nürnberg modtog Vennekredsen ham med aabne Arme, men med bedrøvede Ansigter. De raadede ham endnu fra at betræde Augsburg. Det var stadig ham selv, der skulde være den opmuntrende: "Ogsaa i Augsburg hersker Jesus Kristus; Kristus leve, Martinus dø!" Men det var slet ikke saa let stadig at rejse med Baalet for Øje. "Ak, hvilken Skam vil jeg ikke volde mine kære Forældre!" tænkte han ofte. 
       Legemligt Ildebefindende, navnlig heftige Mavesmerter, pinte ham ogsaa. 
53         Fra Nürnberg ledsagede Vennen Wenceslaus Link ham efter at have forsynet ham med en ny Kutte. Tre Mil fra Augsburg tog de Vogn, men nu fik Luther det først for Alvor ondt med svære Tanker. 
        7. Oktober stod de da af i Karmeliterklostret i Augsburg; Prioren her var Luthers Ven. Hele Byen rakte Hals af Nysgerrighed for at faa den mærkelige Mand at se. Men her var ogsaa indflydelsesrige Venner. Kurfyrsten havde sørget for gode Anbefalingsskrivelser. 
54        Saa skulde han da til Kardinalen. Men alle hans Raadgivere holdt paa, at det ikke gik an uden et kej- (156) serligt Lejdebrev. Man kunde aldrig vide, hvad Kardinalen kunde finde paa. Kejseren var paa Jagt i Omegnen, saa det tog nogle Dage. En Italiener, Urbanus Serralonga, besøgte ham i disse Dage gentagne Gange for at kalde ham til Kardinalen. Det var en rigtig Italiener. Han fandt den Sag grumme nem at ordne. Det drejede sig jo kun om seks Bogstaver: revoca (genkald). For Resten fandt han det meget tilladeligt at fremsætte gale Lærdomme for Afladsprædikanterne, naar det bare gav gode Penge. (fort45#25) 
55          Luther fik ogsaa Tid i disse Dage til at slutte Akkord med en  Lærer i Hebraisk for Universitetet, Johs. Böschenstein, en ængstelig og forsigtig Mand, Forfatter af Psalmen "Jesus op paa Korset stod". 
       Endelig kom Lejdebrevet,og nu har hver Dag sin Historie. 
56        Om Tirsdagen den 12. Oktober mødte han med nogle Munke som Ledsagere hos Kardinalen. I Forvejen havde han skaffet sig Besked om, hvorledes man skulde optræde over for en pavelig Legat. Han kastede sig da ned paa sit Ansigt foran ham og stod først op efter at det gentagne Gange var sagt til ham. Cajetan havde været meget gnaven over Historien med Lejdebrevet. Man kunde dog nok have stolet paa ham! Men nu optraadte han meget faderlig og høflig, sagde ogsaa, at han havde hørt om den "lille Broders" Lærdom, og at han var en yndet Universitetslærer. Men han maatte dog straks betone, at han ikke vilde disputere, men kun faderligt bilægge Sagen. Og ved et Brev forlangte Paven da tre Ting: for det første, at han tilbagekaldte sine Vildfarelser, for det andet at han lovede fremtidig at holde sig fra dem, for det tredje at han ogsaa afholdt sig fra alt andet, der kunde forstyrre Kirkens Fred. (157) 
57          Luther bad om at faa Pavebrevet at se, men det vilde Kardinalen ikke. Det havde sine gode Grunde, thi deri stod jo ogsaa Fængslingsordren. 
          Luther bad da om at faa sine Vildfarelser at vide, thi han vidste ikke af nogen. 
58         Cajetan fremdrog da to. Den ene var, at i Theserne havde han nægtet, at Kirkens Afladsskat var det samme som Kristi Fortjenester. Dette stred mod en Bulle af Pave Clemens VI. -- Den anden fandtes i Resolutionerne, nemlig at en frelsende Modtagelse af Bodssakramentet var betinget af Modtagerens Tro. Cajetan holdt paa, at enhver, der modtog dette Sakramente, var uvis paa, om han var en værdig Modtager, der havde skriftet alt, og intet glemt og var tilstrækkelig angrende. 
59        Det første Punkt var det vigtigste for Cajetan, det sidste for Luther. Og her udtalte han straks, at han ikke kunde vige. Han anførte Skriften, og Cajetan anførte Skolastikerne og glemte de gode Forsætter om ikke at disputere. Det blev til en hel Disput. De tilstedeværende Italienere fniste og lo over den tyske Munks løjerlige Lære.
60         Om Kirkens Skat enedes de ikke bedre. Luther sagde, at den nævnte Pavebulle var uklar og tvetydig, og den fordrejede den hellige Skrift. Da var Cajetan lige ved at falde ud af Faderligheden og blive vred: Man havde simpelt hen at bøje sig for en pavelig Udlægning, og han vilde lade Luther vide, at han satte Pavens Magt over baade Skrift, Kirkemøde og fordømte dem, der lærte anderledes om Kirkemødernes Ret. Luther tillod sig at henvise til, at Pariser-Universitetet nylig havde appelleret en Sag fra Paven til et kommende Kirkemøde. (158) 
61       Det endte med, at han bad om Betænkningstid til næste Dag, og den fik han.
       I Løbet af Dagen kom Staupitz til Byen, og om Eftermiddagen blev der holdt Venneraad om Luthers Optræden. Resultatet blev, at nu skulde det være Luther, der optraadte formelt.
62       Om Onsdagen mødte han da for Cajetan, ledsaget af Staupitz, en kurfyrstelig og tre kejserlige Raadsherrer samt en Notar og oplæste en højtidelig "Forvaring", gaaende ud paa, at han vidste sig i Overensstemmelse med den romerske Kirke og kun havde disputeret om aabne Spørgsmaal. Han vilde gerne underkaste sig Kirkens Afgørelse og vilde gerne offentlig aflægge Regnskab for, hvad han havde sagt, eller skriftlig indsende det til Bedømmelse af forskellige Universiteter. 
       Cajetan hørte faderlig smilende paa Oplæsningen og sagde saa, at Luther skulde lade den Slags forfængelige Tanker fare og gaa i sig selv og omvende sig. Luther bad da om Lov til at afgive en skriftlig Besvarelse, efterat de igaar havde fægtet nok med Ord.
63          Cajetan blev vred: 
         "Min Søn, jeg har ikke fægtet med dig og vil ikke fægte, men jeg er kun beredt til af Hensyn til den durchlauchtigste Fyrste Frederik at høre fredelig og venlig paa dig, at formane og at belære". 
         Paa Staupitz's Forbøn gik Cajetan dog ind paa Begæringen, -- "som Fader, ikke som Dommer". 
64        Luther skyndte sig da at affatte et Forsvarsskrift. Atter heri ser vi han skride til videregaaende Yttringer om, at Paven ikke kan fejle -- det havde allerede Apostelen Peter gjort (Gal. 2,11) -- og de pavelige Udtalelser i Kirkeloven kan kun respekteres, naar de stemmer med den hellige Skrift. Den nævnte Pavebulle fordrejer Skriftens Mening, med mindre den kan tydes anderledes end det sker, og Luther foreslaar da en Tydning, som er skarpsindig nok, men som selvfølgelig aldrig har været Meningen. Nu vil han vente paa, om Paven vil forklare sin Mening anderledes. 
65         Om Torsdagen overrakte Luther da Cajetan det skrevne. Cajetan tog mod Papiuret med alle Tegn paa Foragt, men lovede dog at sende det til Rom. Og saa holdt han en Tordentale, heftig og bydende. En halv Snes Gange tordnede han Luther ned, inden denne kunde komme til Orde. Men saa gav Luther sig ogsa til at raabe højt og glemte at titulere Kardinalen rigtig. De kom ind paa Bulle-Spørgsmaalet. Cajetan slog den op og læste den ivrigt op indtil Stedet kom. Da faldt Luther ham i Talen med sin Forklaring, som var noget Ordkløveri, men som dog fik Kardinalen til at gaa fra Koncepterne, saa han skyndte sig til noget andet. Luther lod ham ikke dø i Synden. Saa kom de til Skriftstederne, som Cajetan tydede paa sin Maade. Da kom han iøvrigt med den ejendommelige Bemærkning, at Matthæus tager jo ogsaa fejl af Profeterne (Matt 27,9). Tilbagekaldes skulde der, ellers vilde Cajetan lyse Band. Det havde han Mandat til.
66        Endelig rejste Kardinalen sig:
       "Gaa! Genkald eller kom aldrig mere for mine Øjne!"  
        Saa gik Luther og kom ikke mere. Om Eftermiddagen kaldte Cajetan Staupitz og Link til sig og bad dem at faa Luther overtalt til at give efter. Staupitz indvendte, at det var han ikke nær lærd nok til. Det maatte Kardinalen hellere selv. Da brast det ud af Cajetan:
        "Jeg vil ikke tale med det Bæst. Han har dybe Øjne og underlige Spekulationer i Hovedet!" (160) 
67        Ved et senere Besøg af Link var Kardinalen ved at nedstemme Fordringerne. Naar bare det kunde faa Luther til at give efter angaaende Kirkens Skat, saa vilde han lade det andet Spørgsmaal fare. Det fik Staupitz til at bemærke, at her kunde man se, at det i Rom kom mere an paa Pengene end paa Tro og Salighed. 
68         Om Fredagen holdt Vennerne Raad. Det hed sig nu, at Ordensgeneralen havde udstedt Fængselsordre, som tillige gjaldt Staupitz og Link. De tænkte paa at sende Luther til Paris, at han kunde være i Ly af Universitetet der. Hos augsburgske Pengemænd søgte de at faa Veksler til Paris, men de kunde ikke skaffe Penge nok til det. Men Staupitz løste Luther fra Lydighed mod Ordenen: "Jeg absolverer dig fra Obedients imod mig og befaler dig Gud Herren". Og Staupitz opmuntrede ham med et ord, som gjorde godt: "Husk Broder, at du har begyndt dette i vor Herres Jesu Kristi Navn!"
69        Om Lørdagen nedlagde Luther for Notar og Vidner en højtidelig Appel "fra den ikke vel underrettede Pave til en Pave, der skal bedre underrettes". Foreløbig offentliggjorde han dog ikke. Samme Lørdag ilede Staupitz og Link bort fra Augsburg for ikke at udsætte sig for Fængsling. Luther blev endnu til Onsdag og tilskrev Kardinalen et Par Breve, som denne ikke svarede paa. Efterhaanden betog en Uhyggefølelse alle Vennerne. Den følgende Nat aabnede en af dem en lille Port i Bymuren. Luther fik en Hest, og Raadet gav ham en Rytter med, som kendte Vejene. Saa red han 8 Mil uden synderlig Afbrydelse ad Nürnbergvejen til Monheim. Han havde haft en haardt travende Hest. .Da han steg af, kunde han ikke staa paa Benene, men faldt om i Halmen. (161) 
70        I Nürnberg fik han Brev fra Spalatin med Underretning om det pavelige Brevs Indhold. En hel Del Rester af Ærbødighed for Paven forduftede derved. Videre ilede han afsted til de sachsiske Lande. Ved Saalfeld traf Grev Albrecht af Mansfeld ham. "Han lo af mit Rytteri, og jeg maatte være hans Gæst". Allehelgens-Aftens Dag naaede han Kemberg ved Wittenberg. Der læste han straks en Messe. "Saa hellig var jeg endnu dengang". Samme Dag naaede han Wittenberg. 
71         Det var den Aften lige et Aar siden, at han have opslaaet sine Theser.
        Leonhard Beier var bleven tilbage i Augsburg for at overbringe Kardinalen Appellen. Den blev ogsaa opslaaet paa Domkirkens Dør.
       Samme Aften, som Luther kom hjem til Wittenberg, skrev han til Spalatin:
72        "Ved Guds Naade er jeg kommen velbeholden hertil, uvis om, hvor længe jeg kommer til at blive her. Thi min Sag staar saaledes, at jeg baade frygter og haaber". 
        Men han føjer til:
        Jeg er fuld af Glæde og Fred, saa at det undrer mig, at den Prøvelse, der er kommet over mig, for mange kan se ud som noget stort." (162) 
73 cVidere til sev8a! 
74 c
75 c
76 c
77 c
78 c
79 c
80 c
81 c
82 c
83 c
84 c
85 c
86 c
87 c
88 c
89 c
90 c

Noter:

n8:  Se 95tes#82; se endvidere misforst02#24.