Tilbage til oversigten!

Kapitel 5: Professor Luther i Wittenberg, side 97. Kapitel 6: Afladen, #53. Kapitel 7: Den store Strid om Afladen, 07a#1. Kapitel 8: Strid om Paven selv. 08a#1. Kapitel 9: De store Reformskrifter 1520. 09#1. Kapitel 10: Bandbullen. 09#51. Kapitel 11: I Worms 11#1. Kapitel 12: Paa Wartburg: 12#1. Kapitel 13: Wittenberg uden Luther. 13#1. Kapitel 14: Luthers Nyordning af Gudstjenesten. Salmedigtning. 14#1. Kapitel 15: Ridderkrig, katholsk Reformation, Bondekrig. 15#1.
 

1 Professor Luther i Wittenberg.         Snart efter Hjemkomsten fra Rom er Luther atter blevet flyttet til Wittenberg, der fra nu af blev hans Hjem.
2      Siden 1485 var de sachsiske Lande delt i de albertinske og de ernestinske. Det gamle Landsuniversitet i Leipzig var kommet til t høre til den albertinske Linje. Den ernestinske Linje, som Kurfyrsteværdigheden fulgte, havde intet Universitet. Men Kurfyrst Frederik vilde nok have et saadant. Johann Staupitz og Medicineren Martin Pollich var hans Hovedraadgivere i Sagen. Resultatet blev, at Universitetet oprettedes i Kurkredsens Hovedstad Wittenberg 1500. Begge de to Mænd blev Professorer.
3          Ved "Hovedstad" maa man endelig ikke forstaa noget imponerende. Kurfyrsten havde et Slot her, som han just havde ladet ombygge 1499, og som han brugte som Residens afvekslende med Torgau. Byen selv var baade lille og tarvelig. Endnu 1513 var der kun 356 Huse, smaa, lave, grimme. Egnen er flad, kedelig og mager. Lille Land, lille Land! du er bare Sand! sagde Mundheldet. Af de hvide Sandbakker ved Elben havde byen navn. Tre Mil uden om Witten- (98) berg kører man gennem bare Hede, siger Luther. Landet havde tidligere været slavisk, men Befolkningen var nu gennemgaaende blevet tysktalende. Den stod langt tilbage. Wittenbergerne stod paa Grænsen af Civilisationen, sagde han engang. Endnu lidt længere ud, saa havde man været midt i Barbariet. Engang hørte han Martin Pollich give ondt af sig over, at man sad her som i en Rakkerkule. Først ved Luther fik det lille Wittenberg Verdensry.
4         Kurfyrst Frederik var en forsigtig Mand med Penge. Der var derfor ikke anvendt store Summer paa Universitetet. Man hjalp sig ad Genveje. Ved Slottet i Byen havde Frederik ombygget Slotskirken til et anseligt Hvilested for Slægten og til et værdigt Gemmested for de 5005 Relikvier (Helgenlevninger), han efterhaanden havde samlet sig. De udstilledes aarlig Mandagen efter 2. Søndag efter Paaske. Da holdtes der Messer og valfartedes. Hele 1443 Aars Aflad var der knyttet til Kirkens Helligdomme, og der holdtes aarlig i Kirken henimod 10.000 Messer. Meget passende var denne saa rigt udstyrede Kirke indviet til alle Helgen. Men til et saa stort Kirkeapparat hørte ogsaa en stor Gejstlighed. Der var derfor, lige som ved Domkirkerne, indrettet et Kapitel eller et "Stift", som Tyskerne siger, et Kollegium af Kanniker, kaldet Allehelgensstiftet.  Midlerne fik man paa den gammelkendte Maade: Man gjorde alle Omegnens Præstekald til Annekser til Allehelgensstiftet. Præsterne flyttede ind og blev Domherrer i "Stiftet" og lod Landsbykirkerne betjene, som de kunde bedst.
5         Nu gik Kurfyrsten et Skridt videre og satte disse Domherrer til at være Professorer ved det nye Universitet. Paa den Maade fik han helt igennem tre (100) Embeder besørget for een Lønning. Det var ægte middelalderligt.
6         Endvidere skulde Staupitz hjælpe til med sine lærde Augustinermunke. Saadanne Professorer fik man helt gratis. Kurfyrsten hjalp til, at der blev bygget en Klosterbygning, hvori Ordenen saa tillige skulde have et "Studium", en Uddannelsesanstalt for de studerende Munke. Dette "Studiums" Lærere skulde ogsaa forelæse for de almindelige Studenter. Klosterkirken var endnu et rent foreløbigt Skur af Træ og Ler med en Prædikestol af uhøvlede Brædder, "saadan som Malerne plejer at male Stalden i Betlehem".
7     Staupitz selv fik aldrig Tid til rigtig at passe sin Professorgerning. Han havde ellers et Embede, der kaldtes "Lektorat i Bibelen". Som Universitetets Fader æredes derimod Martin Pollich, hvem Luther ogsaa taler kærligt om. Han tog sig saa godt af de unge. Meget fremtrædende var Andreas Bodenstein, der efter sin Fødeby i Franken gerne kaldtes Karlstadt. Han var en stor Thomist, d. v. s. Specialist i Thomas fra Aqvinos Dogmatik. Han gjaldt ogsaa for lærd Græker og Hebræer, men havde derimod endnu "ikke set" Bibelen. Først da han havde været Doktor i Theologien i 8 Aar, begyndte han at læse den.
8 En anden Professor var Nicolaus von Amsdorf, Luthers jævnaldrende, der siden sluttede sig inderligt til Luther og blev en stridbar Forkæmper for det særlig lutherske, bl. a. ogsaa mod Melanchthon. Over latinske Klassikere læstes af forskellige Humanister, og nærmest til deres Kreds hørte Juristen Christoph Scheurl, der ellers var Lærer i Kirkeretten. Blandt lærde Augustinere, der virkede i Wittenberg, var Luthers ven, Wenceslaus Link, der blev Prior i Wittenberg-Klosteret. Fra 1511 blev og- (102) saa den nævnte Ven, Johan Lange, overflyttet til Wittenberg. Alle disse Mænd vil vi senere ofte træffe.
9          Endnu en Mand traf Luther i Wittenberg, om end ikke som Universitetslærer. Det var Georg Spalatin. De havde været Studenter sammen i Erfurt uden at have kendt hinanden nærmere. Spalatin var humanistisk dannet og blev Lærer for nogle unge Slægtninge af Kurfyrsten og siden Kurfyrstens højtbetroede Sekretær. Han blev i denne Stilling Mellemmand mellem Luther og Kurfyrsten og tillige en trofast og klog Støtte for Luther.
10          Lige straks vakte Luther vel ikke Opsigt, men man lagde dog Mærke til, at der var noget mærkeligt ved ham. Pollich var maaske den mest klartseende. "Denne Broder har dybe Øjne; han maa have vidunderlige Fantasier", sagde han, og ofte udtalte han, at denne Munk vilde komme til at omstyrte den hidtil brugte Læremaade ved Universiteterne.
11         Staupitz fik mere og mere vanskeligt ved at faa Tid til sin Professorgerning, og han udsaa Luther til sin Efterfølger. Saa skulde Luther først være Doktor i Theologien. Der stod et Pæretræ i Klosterhaven. Luther har siden siddet under det og fortalt, det var her, han sad med Staupitz, da denne sagde ham sin Beslutning. Luther havde været fortvivlet og sagt, at hans Kræfter slog ikke til.         "Herr Staupitz, I tager Livet af mig".        Men Staupitz svarede:        "I Guds Navn! vor Herre har store Forretninger; han trænger ogsaa til kloge Folk deroppe. Naar I nu dør, saa kan I der være hans Raadgiver!"
12          Her var intet at stille op! Luther blev Doktor i Ok- (103) tober 1512, og Kurfyrsten betalte Omkostningerne. Han havde hørt en Prædiken af Munken og var kommet til at interessere sig for ham.
13         Luther satte siden megen Pris paa sin Doktortitel, som han gerne udtrykte saaledes, at han var Doktor i den hellige Skrift. Den var ham som et udvortes Tegn paa, at han havde Ret til at optræde som Lærer i disse store Spørgsmaal.
14         De Aar, der nu kom, var stærkt prægede af en Bevægelse, vi før han omtalt, Humanismen. Den var begyndt længe før, og i Luthers Studentertid  havde der været en hel Del Lejlighed til at mødes med denne Retning. Men nu var den lige som kommet over sine Børnesygdomme, og i Tiaaret 1510-20 gaar den sejrrigt frem i Tyskland. Man skulde tro, Fremtiden tilhørte den. Med overlegen Dygtighed paatvang den det dannede Publikum sine Tanker og skubbede mere og mere Munkevidenskaben til Side.
15          Det var vel at mærke kun en Bevægelse i Overklasserne. De lærde Herrer kunde rose sig af ikke at kunne deres Modersmaal, og den store Erasmus spottede over al Fædrelandskærlighed. At træde det jævne Folk nær, laa dem ganske fjernt. De havde som Henrik Ibsen "en Skræk for Sværmen". Men til Gengæld havde de virkelig faaet Tag i Overklasserne. Den gamle Kejser Maximilian hørte dem til og havde samlet en stor Skare i Wien. Man begyndte at faa Bisper af den Slags, og den nye Pave var ivrig Humanist.
16           Humanisternes beundrede Høvding var nu den store Erasmus fra Rotterdam, der havde slaaet sig ned i Basel og aandeligt beherskede Evropa norden for Alperne med sine Skrifter. Han er en Slags rationalistisk Katholik, hvad de fleste af dem var. De kæmper for (104) Oplysning imod Fordummelse. Oftest bruger de Satiren som Vaaben, og Erasmus havde en stor Færdighed i at faa Latteren paa sin Side. Fremragende er saaledes hans "Daarskabens Pris", forfattet i England 1511. Den kom i hans Levetid i 27 Oplag. Her gennemhegler han Theologernes Spidsfindighed, Overtro og Slendrian i vittig Form.
17 I sine "Samtaler" giver han ogsaa raske Pennetegninger af en Mængde bagvendt Væsen. Ved Siden af var han en myreflittig Mester, som ved Udgaver og Fortolkninger gjorde Oldtidens Forfattere tilgængelige, og som omsider ogsaa samlede sin Interesse om det nye Testamente. Han vilde til Kilden, og 1516 udgav han det for første Gang i Grundsproget, desværre efter temmelig nye Haandskrifter. Derefter fortsatte han med Fortolkninger til det nye Testamentes Skrifter i en hel anden Stil end de (105) middelalderlige. Han holdt sig ganske jævnt til Ordene og gav en sproglig og historisk Forklaring. Han gav virkelig noget, der trængtes til, men for selve Hovedsagen var og blev han blind.
18      Erasmus var noget for sig. Han holdt ogsaa Dusin-Humanisterne i en vis Afstand. De mindre Aander havde i Almindelighed kun Spotten som Kampmiddel, men ogsaa den gør jo sin Virkning.         En langtrukken Strid samlede i disse Aar alle de humanistiske Oplysningsvenner.
19        I Køln var en Jøde, Johann Pfefferkorn, gaaet over til Kristendommen og optraadte derefter som Jødernes Bekæmper. 1508 udgav han sit "Jøde-Spejl" med Mistænkeliggørelser angaaende Jødernes Lære og Liv. Han foreslog at indsamle og brænde den jødiske Litteratur, da disse Bøger antagelig afholdt Jøderne fra at blive Kristne. Bag ham stod Dominikanermunkene (Sortebrødrene), der beherskede Universitetet i Køln. Pfefferkorn fik virkelig en kejserlig Bemyndigelse (1509) til at foretage en saadan Indsamling og Ødelæggelse af Jødebøger.
20 Men Aaret efter standsedes han af en ny kejserlig Befaling, der gik ud paa, at Sagen først skulde forelægges forskellige Autoriteter til Betænkning. Blandt disse var den lærde Johann Reuchlin, der boede i Nærheden af Stuttgart i et Dommerembede, som gav ham rigelig Fritid til at dyrke sine humanistiske Interesser. Han havde ved Jødernes Hjælp lært sig Hebraisk, en i de Dage saare sjælden Kundskab. Man gik ellers aldrig til det gamle Testamentes Grundsprog, men nøjedes med den latinske Oversættelse. Iøvrigt var samme Reuchlin inde paa sære Spekulationer, der sammenblandede Kabbala, Plato og Kristendommen.
21 Nu skulde han erklære sig i denne Sag og maatte bestemt fraraade (106) at konfiskere andet end rene Smædeskrifter mod Kristendommen. Hellere skulde man ansætte Lærere i Hebraisk ved Universiteterne. Pfefferkorn omtalte han meget affejende som "en Bøffel eller Æsel", der talte om Ting, han ikke forstod sig paa. Det kan anføres, at Theologerne i Køln udtalte sig for at brænde alle andre hebraiske Bøger end selve Bibelen, og Theologerne i Mainz vilde endog havde de hebraiske Bibler brændt, da Jøderne sagtens havde forfalsket dem!
22        Alt dette Materiale fik Pfefferkorn paa Embeds Vegne Adgang til og udsendte saa 1511 sit "Haand-Spejl", et ubehersket Overfald paa Reuchlin. Denne svarede med et "Øjen-Spejl", som var skarpt nok mod Pfefferkorn, men for Resten svækkede den første Erklæring noget. Men nu tog Kølner-Theologerne sig for at lade undersøge, om der ikke var Kætteri i Skriftet. Deres Formand var selve Kætter-Forhørsdommeren for Tyskland, Jakob Hochstraten. Reuchlin var ikke nogen Helt og forsøgte gennem en meget ydmygende Brevveksling at afvende Uvejret. Skriftet blev dog offentlig brændt, og der taltes om Inkvisition. Da udnævnte Paven Biskoppen af Speyer til Dommer, og denne frikendte Reuchlin (1513). Sagen appeleredes til Rom, hvor den endte med, at Paven bød begge Parter Tavshed, men den blev egentlig aldrig afsluttet.
23       I denne Sag havde Munke-Uvidenheden og Kættermester-Utaalsomheden rigtig vist sig. Dette kaldte den modsatte Retning frem, og Reuchlin modtog et Utal af Breve med Tilslutning. Disse udgav han under Titlen "Berømte Mænds Breve til Johann Reuchlin", og her saa man med et, hvor stor Humanisternes Skare var bleven. Der var noget af en offentlig Me- (107) nings knusende Dom i alle disse Udtalelser. Og denne Offentlige Mening var humanistisk.
24         Men Reuchlin fik tillige en Haandsrækning, som vist gjorde endnu større Indtryk. Der kom (1515 og 1517) to Samlinger "Uberømte Mænds Breve til Magister Ortuinus Gratius" (Epistolae obscurorum virorum). Det var nogle humanistiske Spasmagere, der havde lavet dem. Luthers Bekendt fra Erfurt, Crotus Rubianus (S. 46) var vistnok Hovedforfatteren. Men ogsaa Ulrich von Hutten har været med. Adressaten Ortuinus Gratius var en tarvelig Humanist i Køln; han havde vakt de andres Vrede ved at slutte sig til Pfefferkorn. Nu faar han til Straf alt dette Pjank stilet til sig af foregivne Disciple. Brevskriverne har gerne lavere Navne af komisk Art. I et uimodstaaelig komisk "Køkkenlatin" disker de op med allehaande tykpandede Meninger og Spørgsmaal og Udfald mod den slemme Reuchlin. Midt i alle disse aandsforladte Udgydelser plumper de ud med slemme Historier om Usædelighed, som de har et Forbillede for i deres beundrede Lærers Forhold til Pfefferkorns Hustru.
25       En uovervindelig Latterbølge rejste sig imod Oplysningsfjenderne. Naar vi nu om Dage læser Brevene, kan vi heller ikke lade være at le med. Der er Stykker, som er uimodstaaelig modsomme. Men der er dog for meget raat og plumpt ved Siden af, saa det ender med, at man læser med Uvilje. Den Maade, disse plumpe Fyre anvender Skriftsteder paa, drager det hellige ned i Snavset.          Det gik Luther, som det gik os. Han stod paa Reuchlins Side, har ogsaa smilt ved nogle af Brevene, men endte med at vende sig fra dem i Uvilje. (108)
26        Her har vi optrukket Linjerne i den historiske Baggrund for Luthers Liv i de Aar, der nu skal skildres. Det interessante er nu at se, hvorledes denne sejrssikre og i visse Maader berettigede Aandsbevægelse med et blegner og løber ud i Sandet, aldeles skudt til Side af en ganske anden Bevægelse, der ud fra en helt anden Begyndelse greb alle Sind og omskabte alle Forhold.          I Martin Luthers Sjæl havde denne nye Bevægelse sit Udspring.        Luther var ikke fremmed for alt dette, der bevægede Tiden, men han var dog ikke med i det.
27         Han fik altsaa Staupitz'es "Lektorat i Bibelen" og gav sig da i Lag med at udlægge bibelske Bøger for Studenterne. Han begyndte med Psalmerne, som han alle Dage levede stærkt i. Derfra gik han til Romerbrevet, Galaterbrevet, Titusbrevet og Hebræerbrevet, hvorpaa han 1519 atter tog fat paa Psalmerne. Han bar sig saaledes ad, at han lod Psalmerne og de andre Bøger trykke med meget stor Plads mellem Linjerne, saa at der var Plads for Studenterne til at indskrive deres Bemærkninger. Luthers egne Eksemplarer er endnu bevarede. Men desuden fik han Ordenens Ordre til at udarbejde sine Forelæsninger til Trykning. Trykt blev de aldrig, men Haandskrifterne er bevarede, saa vi kan følge Luthers Udvikling i disse Aar som Skriftens Udlægger.
28         Man maa ikke tro, at hans første Forelæsning over Psalmerne vil være tilfredsstillende Læsning for os. Han stikker endnu i alt Kunstleriet med de mange mærkelige "dybere" Meninger, man kunde faa ud af Ordene, især af de Ord, der nævnede ganske almindelige naturlige Forhold. Han lægger med andre Ord ofte sine Meninger ind i Psalmerne, hvor han tror at læse dem ud af dem. (109) Men disse Meninger viser os, hvorledes han nu er kommet til at forstaa Guds Retfærdighed og Vejen dertil.
29       Og Forstaaelsen har han fra Paulus's Breve. Længe havde han kæmpet for at forstaa Forholdet mellem Lov og Naade hos Paulus. Man forklarede, at naar Paulus taler om "Lovens Gerninger", saa mentes dermed Opfyldensel af "Ceremoniloven". Ved at overholde disse Ceremonier, blev man ikke retfærdig for Gud, forklarede man. Efterhaanden var det gaaet op for Luther, at Paulus mente noget helt andet med Gerningsretfærdighed, og 1516 var han klar over Forholdet. Han gjorde nemlig da gennem Spalatin et forgæves Forsøg paa at bibringe Erasmus sin Forstaaelse.
30        Vi har ogsaa fra denne Tid bevaret en Forelæsning over Dommernes Bog; den er holdt for Munkene og indskærper særlig Munkepligterne.          Luther gjorde et stort Arbejde med at forberede sig til disse Bibeludlægninger. Vi har endnu enkelte af de Bøger, han brugte, fulde af Randbemærkninger fra hans Haand. Han kastede sig nu tillige over Bibelens Grundsprog, som han vist tidligere havde kendt overordentlig lidt til. Kendskaben til Græsk gav ham Nøglen til en bedre Forstaaelse.

31        Han læser ogsaa meget andet. Blandt andet studerer han stadig Augustin med Udbytte. Men omkring 1516 træffer han Skrifter, som gør dybt Indtryk paa ham og faar ham til at blive fast, hvor han før var famlende.          Det er nogle Prædikener af Johann Tauler. Bogen han brugte, opbevares endnu i Zwickau. Det ser ud, som om Vennen Joh. Lange først er kommet i Lag med Tauler og har ført Luther til ham. Straks efter ser vi ligeledes Staupitz stærkt optaget af Tauler, ogsaa af (110) det hos Tauler, som Luther uden videre sprang over.
32 Tauler var en Dominikanermunk fra Strassburg, førdt o. 1300, død 1361; han havde været en af Middelalderens store Prædikanter. Han hørte til Mystikerne og Gudsvennerne. Ved Mystik forstaar man en ejendommelig Lære, der gaar ud paa, at man ved at sænke sig i "Betragtning" skal kunne komme Guddmmen nær, ja ligesom optages i det guddommelige, eller det guddommelige optages i Mennesket. Det sker efter Mystikernes Tanker ved en Overvældelse af salige Følelser, der for et Øjeblik kan bringe Mennesker fra Vid og Sans. Til at naa dette gives der allehaande Anvisninger, som Luther godt kendte fra Bonaventura.
33 I Almindelighed var disse Anvisninger underbyggede med allehaande Spekulationer over Gud og Tilværelsen, hvori Gudsbegrebet flyder ud i ubestemte Omrids. Gud bliver til et med hele Tilværelsen, saa at han er i alt og er alt, -- denne taagede Gudsforestilling, som man kalder Pantheisme. Disse Spekulationer kendte Luther ogsaa fra Bonaventura og Gerson. Hos Tauler findes der vel Spor af disse Meninger, men de er trængt tilbage i Baggrund. Det, der optager Pladsen hos Tauler, er en varm praktisk Kristendom, saaledes som de ved Mystiken beredte Hjerter kunde nemme den.
34        Og her mødte Luther udtalt, hvad der dæmrede for ham. Tauler forklarer, at det, det kommer an paa, er at blive forenet med Gud. For at naa det maa Mennesket føle og forene sig i sin Intethed og endelig ikke tro, at det naas ved Menneskets egne Gerninger eller egen Fortjeneste. Gud vil selv med sin Kærlighed bringe os ind i dette Samfund med sig. Naar vi aflægger alt vort eget og aabner os for Gud, saa bliver Sjælen stille i Gud og bliver da ogsaa villig til i Kærlighed og Taal- (111) modighed at tjene Næsten. Saadanne Gerninger forlanger Gud af de benaadede.
35        Tauler kan ogsaa tale om Bodsspørgsmaalet saaledes, at det lysner for Luther. Det er at vende sig fra alt det, der ikke er Gud, og hengive sig til Gud. Der skal en mandig Omvendelse til, og saa er Guds Svar en fuld Syndsforladelse. Om et Menneske havde levet i 100 Aar og daglig øvet 100 "Dødssynder", og Gud gav ham en sand og hel Omvendelse, da var det Herren let at forlade ham alle Synder i eet Øjeblik.
36        Tauler sætter ikke de selvplagende Fromhedsøvelser højt. Dræb Udyden og ikke Naturen, siger han. Og Helgendyrkelsen stiller han saa vidt mulige i Skygge.         Her sagde en af Kirkens gamle berømte Lærere alt det, som Luther selv havde tænkt. Det var altsaa ikke en ny Opfindelse!
37        Under Beskæftigelsen med Tauler fik Luther fat paa en anden gammel Bog. Der var intet Titelblad, og Slutningen manglede. Bogen var paa Tysk og i enfoldig Stil, saa en højlærd latinsk Doktor kunde egentlig ikke vente at hente Visdom af den. Men her genfandt Luther de samme Tanker som hos Tauler, mere kortfattet og sammenhængende. Han blev inderlig glad ved det gamle Haandskrift og udgav det 1516 i Trykken med Titel: "En aandelig ædel lille Bog om ret Forskel og Forstand paa, hvad det gamle og det nye Menneske er". Denne Udgave førte til, at han fik fat paa et fuldstændigt Haandskrift, hvorefter han atter 1518 udgav Bogen og kaldte den "En tysk Theologi" (overs. paa Dansk af L. H. Schmidt, Kbh. 1877). Forfatteren er stadig ukendt. Man ved kun, hvad Haandskrifternes gamle Fortale oplyser: (112)
38        "Denne lille Bog har den almægtige og evige talt til os ved et viist, sandhedskærligt og retfærdigt Menneske, som Han elsker, og som var i levende Live en Tysk-Herre, Præst og Custos ved Tysk-Herrernes Hus i Frankfurt, og den lærer mangt et yndigt Kendetegn paa guddommelig Sandhed og i Særdeleshed, hvorledes og hvorpaa man kan erkende de sande, retfærdige Gudsvenner og ogsaa de uretfærdige, falske, frie Aander, der er til stor Skade for den hellige Kirke".
39        Den stammer altsaa fra de gamle "Gudsvenners" Kredse, en Vækkelse, der var opstaaet i "Brabrant og i Bayerlande" og gik langs Rhinen helt op i Schweitz i den senere Middelalder. Her er slet ikke saa lidt af Mystikens Pantheisme, saa i den Retning fører Bogen uklar Tale, men klart taler den om, hvorledes det gamle Menneske skal dø og det nye opstaa.         Luther sendte Aftrykket til Spalatin med et Brev (December 1516):
40        "Om det volder dig Glæde at læse en Theologi, der er ren, ægte og den gamle saare lig, fremstillet paa det tyske Sprog, saa kan du anskaffe sig Johann Tauler af Prædikeordenens Prædikener, af hvilke jeg her paa en Maade sender dig et Udtog. Thi hverken paa Latin eller paa vort eget Sprog har jeg set en gavnligere eller med Evangeliet bedre overensstemmende Theologi. Smag altsaa og se, hvor venlig Herren er, da du tilforn har smagt og set, hvor bitter alt det er, som vi er".          Den gamle Bog er det første, Luther har udgivet paa Tryk. Det ligger fjernt fra Humanisternes Interesser.
41        Denne studerende og undervisende Professor var imid- (113) lertid ogsaa bleven Prædikant. Prædiken hørte ikke fast til i Gudstjenesten, og naar der prædikedes, var det ikke altid af Sognepræsten. I Wittenberg ansøgte Borgerskabet ham om at prædike for dem i Sognekirken. Luther sagde ja og blev siden ved jævnlig at være Prædikant i Wittenberg. Vi har endnu latinske Opskrifter af disse Prædikener bevarede. Det gik nemmere for den Tids lærde at skrive Latin end Modersmaalet, men selvfølgelig har der været talt paa Tysk.
42         Det er interessant at følge Luthers Udvikling som Prædikant. Han er begyndt i Tidens Stil med allehaande kunstige Tydninger og Spekulationer, som man da fandt "aandfulde". Selv fortæller han siden, hvordan han engang prædikede over 1. Kong. 2,19f om Salomon, der modtog sin Moder Bathseba, bøjede sig for hende og satte hende ved sin højre Side. Hermed mentes, forklarede han, Kristus og Marie, og saa fik han en hel Mængde med om de syv Englekor. Den Prædiken vakte han svær Beundring med!
43 Men snart lærer han at indrette sig efter sine Tilhøreres Behov og tale om noget praktisk. Prædikenens korrekte Leddeling efter alle Kunstens Regler falder efterhaanden bort. Han springer lige ind i Emnet, siger, hvad han har paa Hjerte, og slutter af uden noget som helst Forsøg paa kunstnerisk Afrunding. Den gamle "praktiske" Maade at prædike paa, bestod i at opregne og indskærpe alle mulige Bud og Forskrifter. Det gør Luther ogsaa, men han fører stadig alt tilbage til sin Kilde: Forholdet til Guds Naade og Retfærdighed.
44 Hans Prædikener kunde være paagaaende, hvorfor man lod ham høre, "han var for grøn om Næsen til at gøre gamle Skalke fromme". Enkelte skumlede ogsaa over, at der var Vranglærdomme i Prædikenerne. Men først og fremmest var der en væl- (114) dig Tilstrømning, især da han tog sig for at prædike over Katekismens Parter: Budene, Troen, Fadervor. Det var noget helt nyt, og som Forholdene var, trængtes der ligefrem til den kristelige Oplysning, som disse Prædikener gav.
45         I al denne Virksomhed ved han sig som Romerkirkens tro Søn. Han har endnu stor Respekt for de gamle Skolastikere, navnlig Peter Lombarder. Han vil kun sige dem imod i enkelte Ting, og særlig maa han modsige Gabriel Biels Maade at værdsætte gode Gerninger paa. Men ellers er ogsaa Gabriel ganske god. Derimod bliver han mere og mere fjendsk mod Aristoteles. Alt dette filosofiske Væv har intet med Kristendommen at gøre, og Studenterne burde befries for at knække alle disse hule Nødder! Men med alt dette skal netop Kirkens Theologi bringes i Ære.
46         "Gabrielisterne" ved Universitetet stødtes ganske vist ved dette. Særlig Karlstadt optraadte som hans heftige Modstander. Men Luther fik ham til at læse Augustin, og det hjalp. Karlstadt slog helt om. Naa, det gjorde han desværre saa ofte. Til Amsdorf brugte Luther samme Kur. Han købte ligefrem en Augustin og forærede Amsdorf Bogen. Amsdorf læste og blev siden Luther tro. Blandt de andre Professorer sluttede Juristen Hieronymus Schurff sig endeligt til Luther.
47         Luther holdt igen mod Helgendyrkelsen og er meget skarp mod den dertil knyttede Valfarten. Hvor Valfartsgalskaben viser sig, raader han Husbonden til at anskaffe en Egestok og hellige deres Ryg med nogle Slag, "saa skal du se, hvor denne Guds Finger driver Djævelen ud af dem!" Og han ivrer mod de meningsløse Helgenhistorier, Prædikanterne kan diske op med. "Ve og atter Ve over saadanne Fabler. Her trængtes til en (115) stor Reformation af Kirken, at intet, om det end er nok saa fromt, blev tilladt til Brug i Prædiken, med mindre det er authentisk eller kanoniseret af Kirken". Men hvad der er kanoniseret, bøjer han sig for. Han vil ikke have noget Fællesskab med de "usalige Kættere", der forkaster Helgenernes Tilbedelse.
48        Hvad Bodsvæsenet angaar, da fraraader han Skriftefædre at plage og forvirre de skriftende med smaalig Specialisering af Synder. Men selve Bodssakramentet vil han ikke røre ved. Han er i Vilderede med Afladens Betydning, men at nægte den, kan aldrig falde ham ind.            Og han er stadig den lydige Munk, der tro overholder sine Ordensregler. Paa et Punkt bleev det ham umuligt. Det var med Tideandagten. Den travlt optagne Mand kunde ikke saa mange Gange omDagen faa Tid til at læse de lange Andagter. Saa lukkede han sig fastende inde i sin Celle om Lørdagen og læste og læste til det løb rundt i Hovedet paa ham.
49        I sin Ordens Tjeneste havde han ved Siden af alt det andet et stort Arbejde. 1515 rejste han med Lange til Ordenens Kapitel i Gotha, hvor han holdt en opsigtsvækkende Prædiken mod de "smaa Helgener" i Klostrene med deres Hovmod. Paa dette Konvent blev han valgt til Distriktsvikar over Meissens og Thüringens 10 Konventer, hvortil i samme Aar kom et ellevte i Eisleben. Nu havde han altsaa Overopsigten med alle disse Klostre. En af hans første Embedshandlinger var at indsætte Vennen Johann Lange som Prior i Erfurt. Baade med Myndighed og med Kærlighed tog han sig af de enkelte Munke, især hvor der behøvedes Sjælepleje.
50         Han har altsaa en vidtrækkende Indflydelse i Ordenen, og hans Navn begynder at kendes i videre Kredse. (116) Hans tidligere Kollega, Christoph Scheurl, havde faaet en Ansættelse i Nürnberg, hvor han sad i en Kreds af Videnskabsvenner, der tillige var grebne af Staupitz og nu lyttede efter Luther. Wenceslaus Link maatte sendes til Nürnberg 1517 som Prædikant, og om ham samledes den første Skare af "Lutheranere". Scheurl skrev til Trutvetter, at han var overbevist om, at der, som Luther tilstræbte det, forestod en Omvæltning af det theologiske Studium, saa at man kunde blive Theolog uden Aristoteles og Plato.
51          Ja, der skulde komme Omvæltning i mere end det theologiske Studium!         Den nu 33-aarige Luther er altsaa ved at blive bekendt, og han er en Mand, der har begge Hænder fulde af Arbejde. Som han skriver i Oktober 1516 til Lange:
52         "Jeg bruger næsten to Skrivere eller Kanslere og bestiller næsten ikke andet Dagen lang end at skrive Breve. Jeg er Klosterprædikant; jeg er Prædikant ved Bordet; man begærer mig daglig til Prædiken i Sognekirken; jeg er Leder af Studiet; jeg er Ordensvikar, det er saa meget som elleve Gange Prior; jeg er sat over Fiskedammen i Leitzkau; jeg er Sagfører for Herzberger-Munkene i Torgau; jeg læser over Paulus; jeg samler sammen om Psalteret; dertil kommer Brevskriveriet, der som sagt tager den største Del af min Tid; sjælden har jeg Tid til at fejre mine "Tider" ordentlig, -- foruden de mig ejendommelige Anfægtelser med Kød, Verden og Djævel. Se, hvad for et ledigt Menneske, jeg er!" (117)
53 6. Afladen.         Som det allerede er fortalt, havde Pave Julius II i Følelsen af sin Vælde og i sin Interesse for det stodladne, taget fat paa at bygge en ny Peterskirke i Rom. I Aaret 1506 begyndte man at nedrive den gamle ærværdige Oldtidskirke og at bygge paa det nye Pavetempel. Der blev bygget og bygget, tilsidst blev Grundplanen forandret, og først 1626 blev den færdige Kirke indviet. I de 120 Aar kostede den lige saa mange Millioner.
54         Dette store Byggeforetagende havde altsaa Leo X (1513-1521) arvet. Der skulde Penge til. Og der skulde i det hele Penge til under denne Pave. Han var en fint dannet mand, udgaaet fra det rige Florents, Søn af dets Fyrste Lorenzo den prægtige. Hans Opdragere havde været Humanister, og hans Interesser var de humanistiske, Litteratur og Kunst. For Videnskabsmænd og Kunstnere var han en forstaaende og flot anlagt Beskytter. Ved Pavehoffet morede man sig storartet ved kaade Komedier og larmende Fester. Leo vilde efter sig efter Udtryk "nyde" Pavedømmet. Og han var en venlig og forekommende Mand, der gerne vilde lade andre nyde med. Men for Kristendom synes han at have været saa fremmed, som han overhovedet kunde være, naar han ikke skulde være Fornægter.
55 Der gik et næsten (118) hedensk Træk igennem den Tids Humanisme i Rom. Man var lige ved at dyrke de gamle Hedningeguder, ja det er sket, at man ofrede til dem. Det var naturligvis kun i poetisk Sværmeri for Oldtiden, man gjorde dette, ligesom den unge eddagrebne Grundtvig hos os kunde skrive: "Jeg iler, jeg iler med hastende Fjed, for Gudernes Alter at kaste mig ned" eller "Høje Odin, hvide Krist, slettet ud er Eders Tvist". Men Sværmeriet gik dog langt viderre hos disse oldtidsdrukne Humanister, og Leo tog ikke Afstand fra deres Deklamationer. De var hans Lyst. Derimod maatte en Prædiken ikke var læn- (119) gere end et Kvarter, naar han skulde høre den, og den var ogsaa bedst, naar der poetisk kunde blandes nogle gamle Gudenavne ind i den. Ogsaa Prædikenen skulde være en Nydelse.
56          Dette "nydende" Pavedømme brugte en Masse Penge. Leo selv var en stor Ødeland. Men han var ikke for intet af en gammel Købmandsfamilie. Han forstod ogsaa at finde Erhverskilder for Pavestolen. Og navnlig udbyttede han hensynsløst den Fromhed, som var ham selv fremmed, men som der fandtes meget af omkring i Landene. Saadant laa ikke under de højtdannedes Værdighed. Disse Sværmere for den højeste Oplysning tænkte mindst af alt paa Folkeoplysning. De mente som saa, at man har Faar for at kunne klippe dem, og saa tænkte Leo vist meget lidt paa, hvad det egentlig var, han lavede med sine "hellige Forretninger". Det var alt for indviklet at komme til at spekulere for meget over den Slags Spørgsmaal! Kontorerne besørgede jo Papirerne udfærdigede. At skrive under var ikke saa indviklet en Sag!
57         Blandt de Indtægtskilder, der kunde udbyttes, var Kirkens "Naades-Skat" ikke den ringeste. Det var Synd at sige, at den ikke var udnyttet af de forrige Paver, men Leo driver Stordrift. Tidligere havde man især samlet ind til Tyrkekrige, som aldrig bleev til noget. For Leo blev "Apostelfyrstens" Kirke Paaskudet.           Han bekendtgjorde da, at Kristenheden kunne faa Aflad ved at bidrage til dette Værk.
58         Men denne Aflad skulde sælges. I Norden og i største Delen af Tyskland overdroges denne Virksomhed 1514 til Pavens Referendar den fornemme Italiener Arcemboldi som pavelig Legat (Sendemand). Han kom til at gribe noget ind i Nordens Historie; (120) Christian II tog venligt mod ham i det Haab at kunne bruge ham mod Sten Sture oppe i Sverrig. men da Sten Sture betalte godt og lovede bedre -- lovede ham Stillingen som Ærkebiskop i Upsala -- slog Arcemboldi om. Hans egen Sekretær Didrik Slagheck røbede imidlertid hans Færd.
59 I sin Vrede beslaglagde Christian II alle hans Varer og fængslede hans Broder. Thi i Norden havde Folk det smaat med rede Penge. Saa tog Afladsagenterne Varer i Stedet, og Legatens Broder Antonello Arcemboldi, der ellers var Køåbmand i Venedig, fulgte med fror at have Overledelsen af denne store Grossererforretning med Nordens Varer. Han kom til at sidde i dansk Fængsel saa længe Christian II var Konge, ja Kongen slæbte ham endog med som Fange paa sin Flugt til Nederlandene.
60          Vi har et interessant katholsk Vidnesbyrd fra Samtiden om det daarlige Indtryk denne Afladshandel gjorde i Danmark. Den bekendte Karmelittermunk Poul Helgesen skriver nemlig i sin historiske Optegnelsesbog:

61        "Fordum kom der Sendelser fra Rom, som medbragte megen Opbyggelse ... Men det gik med denne Sendelse, som det under Tidernes bagvendte Gang var gaaet med flere af de tidligere: den var saa forargelig, at den ved sin tøjlesløse Frækhed udslukkede al Fromhed og Gudsfrygt, fordi den var falden i Hænderne paa Kommissærer, der havde styrtet sig selv i Fordærvelsens Dyb ved deres Overdaadighed, Pragtlyst, Ærgerrighed, Vellyst, Vellevned og utallige andre Laster. Deres Brøde er Skyld i, at den hellige Romerkirke, der er hele Verdens Mesterinde og fordum udmærkede sig ved sine Mænds Hellighed, nu maa høre ilde blandt Verdens Folkeslag og kaldes det skamløse (121) Babylon, medens den tidligere blev anset for den kristne Religions fornemste Moder, Ordner og Styrer".
62        I de Dele af Tyskland, hvor Luther færdedes, var Afladshandelen dog i andre Hænder. Det var en aandsbeslægtet af Pave Leo, der havde faaet den, den unge Ærkebiskop Albrecht af Mainz. Denne var en Prins af Brandenburg, Broder til Kurfyrsten. For ad den Vej at komme til at regere tysk Land, slog han ind paa den "gejstlige" Bane. Efter et lystigt Studenterliv i Frankfurt ved Oder blev han, 18 Aar gammel, Domherre i Kapitlet ved Mainz. 23 Aar gammel blev han Ærkebiskop i Magdeburg og Biskop i Halberstadt, og Aaret efter, 1514, blev han tillige Ærkebiskop i Mainz.
63       Hovedsagen ved disse Værdigheder var slet ikke de gejstlige Embeder og den dermed forbundne Virksomhed. Men disse Bispedømmer var tillige Fyrstendømmer med udstrakt Landområde. Ærkebiskoppen i Mainz var Tysklands kirkelige Førstemand, Primas, og tillige Kurfyrste. Den unge "gejstlige" Prins var dermed bleven den højeste i Riget næst efter Kejseren og "det hellige romerske Riges Ærkekansler".
64        Albrecht var humanistisk dannet, Kammerat med Hutten og Discipel af Erasmus, og som den humanistiske Pave et ganske verdsligt Menneske, der iøvrigt var venlig, livlig og tilgængelig, interesseret for Kunst og Videnskab. Med disse Interesser havde han flotte og dyre Vaner, som fulgte ham Livet igennem. Allerede som ung Domheerre havde han lavet en stor Gæld. Ved Overtagelsen af de høje gejstlige Embeder steg denne Gæld vældigt. Den pavelige Kasse havde nemlig store Indtægter ved Embedsbesættelser. Hvor han kunde faa det anerkendt, tog Paven Naadensaaret. De ledige Embeder i Mainz Stift kunde komme til i eet Aar at afgive (122) 175.000 Gyldenb. Det er stærkt op imod fem Millioner Kroner i vore Dages Pengeværdi. Selve Ærkebispeembedet maatte ud med store Summer. I Konfirmationspenge betaltes 27.000 Gylden. Desuden skulde der betales 20.000 Gylden (vel ca. 550.000 Kr.) for det ærkebispelige Værdighedstegn, Palliet, et hvidt Baand, som bæres over Skuldrene, og som er vævet af Uld af den hellige Agnes's Lam i Rom.
65          Den Slags Udgifter maatte Biskopperne af med ved Embedsoverdragelse. Men saa lagde de dem gerne straks paa Stiftets Beboere, Præster og Kirker som en Skat. Men i den Retning var Albrecht bunden. Han var nem- (123) lig netop blevet valgt i Mainz, fordi han havde lovet selv at bekoste Palliet uden Udgift for Stiftet.         Han fik da et Laan paa 30.000 Guldgylden hos Jakob Fugger i Augsburg. Datidens største Pengeforretning. Det vilde i vore Dages Forhold vel være en 800.000 Kr. eller maaske en Million Kroner. Det er næsten dobbelt saa meget som den danske Krones Aarsindtægt dengang.
66         Skulde dette gaa godt, saa maatte der Indtægter til, og det ikke i smaa Mængder. Han øjnede da Rigdomskilden samme Sted som Pave Leo og fik allerede i samme Aar 1514 Kontrakt med Pavestolen, hvorefter han skulde have 8 Aars Eneret paa at sælge Afladen i sine kirkelige Provinser. Det var i et meget anseligt Landomraade. Den katholske Kirke var delt i "Provinser" med en Ærkebiskop i Spidsen og med flere Suffraganbiskopper i de tilhørende Stifter. Saaledes havde vi Provinsen "Dacia" med Ærkebiskoppen i Lund og med Suffraganer i Roskilde, Odense, Slesvig, Ribe, Aarhus, Viborg og Børglum. Provinsen Mainz var meget udstrakt. Den gik i et bredt Bælte fra Alperne til Hamburg. Provinsen Magdeburg gik i et lignende Bælte fra Mecklenburgs Sydgrænse til Bøhmens Nordgrænse.
67         Albrecht skulde ganske vist ikke have alt, hvad der kom ind. For det første skulde han give 10.000 Gylden for Eneretten. Dernæst skulde han og Paven dele Indtægten ligelig. Og da Albrecht var kendt som mindre solid i Pengesager, var det ordnet saaledes, at en Repræsentant for Bankhuset Fugger fulgte med Afladskræmmeren og modtog Pengene som Pavens Kasserer og som Ærkebiskoppens Kreditor. Albrecht fik altsaa intet til sin egen Lomme, før Gælden til Fugger var afviklet. (124)
68        Der var da nok Grund til at se sig om efter Folk, der forstod at faa noget solgt. En saadan Mand erhvervede Albrecht, da 1517 Dominimakermunken Johann Tetzel traadte fra Arcemboldis Tjeneste over i Albrechts. Han var Specialist i Afladsprædiken. Allerede i Aarene 1504-10 havde han været Rejseprædikant for en Aflad, der solgtes for at faa Penge til at omvende Russerne. Alt da var det svært, som han kunde faa Folk til at købe.
69  1514 kom han i Arcemboldis Tjeneste, og nu var Albrecht altsaa saa heldig at faa ham til "Generalunderkommissær" for Afladen. Han fik en fast Løn af det indkomne til sig selv og til en Stab af Hjælpere, Skriftefædre og lignende, som fulgte ham. Den pavelige Afladsbulle angav, hvilke Arter af kirkelige Gunstbevisninger han havde Lov at uddele, og ved Siden heraf havde han en udførlig Instruks fra Ærkebiskoppen, som nærmere betegnede Fremgangsmaaden, og hvori nærmere udvikledes Betingelserne for at faa Del i Naaden.
70        Tetzel var et stort Stykke af en Folketaler af den Slags, som altid gør Indtryk paa en ukritisk Forsamling. Han var en stor, stærk Mand med en mægtig Stemme. En brovtende Selvfølelse gav hans Fremtræden en vis Vægt, og saa var han saa rart fri for den Selvkritik, der gør een forsigtig med, hvad man siger. Han var jævnt godt inde i den gængse Theologi, saa han kunde imponere med et passende Anstrøg af Lærdom. Man sagde adskilligt ondt om hans private Liv, men det var vistnok grundløs Folkesnak. I udvortes Henseende var han sandsynligvis en jævnt respektabel Munk, men han var en Talemaskine uden Ansvarsfølelse.
71        Stort skulde det gaa til, hvor han kom. Han bad (125) altid først Byens Gejstlighed forberede hans Komme. De holdt ikke af det, thi det var snart alle Vegne nogen stedlig Aflad, som kunde være en vigtig Indtægtskilde. Men naar Tetzel kom, ophævede han med pavelig Fuldmagt al anden Aflad i Distriktet og lagde i det hele fuldt Beslag paa Kirkerne. Men som oftest bøjede man sig. Naar saa Indtogsdagen kom, drog Raadsherrer, Præster, Munke og Peblinge ham i Møde uden for Byen. Med al opdrivelig Pomp foregik derpaa Indtoget. Alle Klokker ringede. Forrest bares Afladsbullen paa en rød Fløjspude. Derefter kom hele Optoget med Kors og Kirkefaner og brændende Kerter. Gennem Byens Gader gik man til Hovedkirken. Heri oprejstes et stort rødt Kors med Pavens Vaaben paa. Oppe ved Højaltret anbragtes Pengekisten.
72        I de følgende Dage strømmede Folk nu til fra By og Land, og Tetzel prædikede for dem. De, der vilde (126) have Aflad, betalte efter en Takst og fik saa et Dokument, som lavedes ved at udfylde en trykt Blanket med Navn.
73       Der var ingen Fare for, at et saadant Indtog skulde ske i Wittenberg. Sachsen var blevet lukket for Afladshandelen. Baade Kurfyrst Frederik og Regenten i de albertinske Lande Hertug Georg havde forbudt Forhandlingen af den romerske Naade i deres Land, efter at have taalt den nogle Aar. Det var ikke nogen Fornægtelse af Afladen, men de vilde ikke havde deres Undersaatter til at betale Ærkebiskop Albrechts Gæld eller Mediciernes Brudeudstyr. Det hed sig nemlig, at Paven vilde bruge en god Del af det indkommende ikke til Peterskirken men til Medgift for en Søster. Han var bekendt for at bruge Pavestolens Midler rigeligt til sin Families Bedste.
74       Men i de nær tilgrænsende brandenburgske Lande grasserede Tetzel des friere, og der rygtedes adskilligt om, hvad han prædikede. Et og andet i Rygtet var muligvis overdrevet, men ogsaa naar det trækkes fra, bliver der nok tilbage at studse over. Der er nemlig bevaret nogle Opskrifter af Tetzel, som han har lavet som Anvisning for sine Hjælpere, hvordan de skulde prædike. Paa samme Maade har han selvfølgelig selv prædiket. Disse Prædikener har gaaet ud paa at skræmme Folk saa meget som muligt. Man høre:
75         "Skynd dig, du Præst, Adelsmand, Købmand, Hustru, Jomfru, Brud, Yngling, Olding" -- iler hen til det hellige Kors, som er oprejst til eders Saliggørelse! Betænkt, at I sejler paa det bølgende Hav, som er fuldt af Storm og Farer, og I véd ikke, om I naar Havnen. Thi alt menneskeligt hænger i en tynd Traad. Idag er vi, imorgen ikke mere. Gør derfor Bod! Læg en Almisse i Kisten for at I kan faa fuldkommen Til- (129) givelse for alle Synder! Hvorfor staar I og betænker jer? Løb alle derhen, for at I kan vinde eders Sjæls Frelse! Søg Herren, medens han findes og er nær! Arbejd paa eders Salighed, medens det er Dag. Natten kommer, da ingen kan arbejde!" (summ-instruk#17)
76        Han regner ud for Folk, hvor galt det gaar dem. Man gør daglig flere af de saakaldte "Dødssynder". Hvad bliver det ikke til i et Menneskes Levetid. Og for hver skal man gøre Bod i 7 Aar enten i Live eller i Skærsilden. Det bliver en uendelig Brænden i Skærsilden. "Ved Afladsbreve kan man opnaa fuldstændig Eftergivelse for alle disse Straffe, og saa vil man knap anvende 1/4 Gylden for at faa disse Breve, ved hvilke man kan bringe den guddommelige udødelig Sjæl sikkert ind i Paradisets Fædreland!" (summ-instruk#31)
77       En særlig rig Høst var der vistnok ved at sælge Aflad for afdøde. Derved kunde man købe afdøde Forældre og Venner ud af Skærsilden. Om han ikke har sagt det paa Vers, saa har han paa Prosa indskærpet det gammelkendte:  Naar Pengene i Kisten klinger straks Sjælen ud af Skærsilden springer.        Det stod i og for sig tydeligt nok i selve Ærkebispens Instruks:
78        "Denne Eftergivelse tildeler Paven Sjælene i Skærsilden ved sin Forbøn paa Betingelse af, at der af de efterlevende udredes en Pengeydelsse for de afdøde. Det er ikke nødvendigt, at de, som lægger Penge i Kisten for Sjælene, selv har Anger i Hjertet eller har skriftet med Munden. Thi denne Naade støtter sig alene til den Naadestand, i hvilken den afdøde er gaaet bort, og paa (130) den efterlevendes Bidrag, saaledes som det klart fremgaar af den pavelige Bulles Tekst". (summ-instruk#45)
79        Her var jo alt saa lige til uden den uklare Tale om, at man tillige skulde "gøre Bod". Ot Tetzel forstod at blive ved at file i den Skure, indtil man ligefrem ikke turde andet for de kære afdødes Skyld:        "Hører I ikke eders afdøde Forældres, Søskendes og Børns jamrende Stemmer, som raaber: Forbarm eder over mig, thi Herrens Haand har ramt mig! Med en lille Almisse kan I fri dem fra de kvalfuldeste Pinsler -- og I vil ikke!" (summ-instruk#19)
80       Hen mod Slutningen af Opholdet solgte han ud til nedsat Pris.          Fra forskellige Steder fortælles der desuden Historier om hans frække Maade at lave Penge paa for at stille Præsterne tilfreds. I Zwickau sagde Præsterne, da han skulde rejse, at han burde ladet dem faa lidt af Afladsindtægterne. Han svarede, at nu var Pengene pakkede ned, men han skulde gøre Udvej paa anden Maade. Næste Dag lov han den store Klokke ringe, som man havde brugt, naar han skulde prædike. Folk kom talrigt. Tetzel traadte op og sagde, at han skulde have rejst imorges, men inat havde der været en stakkels Sjæl paa Kirkegaarden, som havde skreget og jamret saa ynkelig, at man vilde komme den til Hjælp, saa den kunde blive udløst af sin forfærdelige Pine.
81 Han havde da ikke kunnet andet end at blive endnu idag og vilde nu lade holde en Messe for den. Der skulde alle flittigt offre, om nogen ikke gjorde det, saa viste han dermed, at han ingen Medlidenhed havde med den stakkels Sjæl; ja, han maatte selv været gaaet under i den samme Synd, som Sjælen nu led for. Saa offrede Tetzel først selv, derefter hele Menigheden, og Pengene gav han til Præsterne. (131)          Saaledes kunde der i det mindste fortælles, saa det viser, hvad man ventede af ham.
82 Hvad var saa denne Aflad efter Kirkens Lære?      Ja, dette var et Spørgsmaal, som der skulde mere end syv Vise til at besvare. Afladen var bleven Praksis længe før, man havde faaet nogen Theori færdig derom, og Theorien er ikke færdig den Dag idag. Man gik ud fra, at Kirken, den ufejlbare Kirke, havde indrettet Afladen, og saa maatte der ogsaa være Plads til den i Kirkelæren. Men det kneb med at finde og afgrænse denne Plads.
83        I de rigtig gamle Dage havde man haft den Skik, at hvis en Kristen paa Grund af Forargelse var bleven udelukket af Menigheden men siden begærede Genoptagelse, saa forlangte man, at han paa een eller anden Maade skulde vise i Gerning, at han mente det alvorligt. Efterhaanden havde man faaet et helt Register over Ting, man kunde paalægge saadanne Mennesker. Det samledes i Bodsbøger, og hver Præst skulde helst have een. Men efterhaanden skifter disse Bodsgerninger Karakter. De bliver ikke noget, der skal til for at blive taget alvorligt af Menigheden og faa Præstens Absolution. Nej, det bliver noget, Præsten knytter til Tilsigelsen af Syndernes Forladelse. Med denne Tilsigelse er den evige Salighed ingen sikkret, men der skal desuden gøres en Række Bodsgerninger, inden Gud kan slippe en Sjæl ind i Himmerig.
84 Hver Synd har sin Takst. Det hele er et stort Juristeri, der minder meget om de gamle jødiske Skriftkloges. Kan man ikke naa at udføre Bodsgerningerne i dette Liv, maa de sones af i Skærsilden, og selv om Præstens Absolution har sik- (132) kret een Evigheden, kan det have lange Udsigter, inden Sjælen naar saa langt. En "Dødssynd" tager 7 Aar i Skærsilden. En Dødssynd er begaaet, naar man frivilligt overtræder Guds bud i en vigtig Sag. En "tilgivelig Synd" fremkommer, hvis Sagen ikke er vigtig, eller hvis det ikke har været helt frivilligt. Thi det er en Misforstaaelse, naar man knytter Navnet Dødssynder til den gamle Opregning af 7 Hovedsynder: Hovmod, Gerrighed, Ukyskhed, Misundelse, Umaadelighed, Vrede og Sløvhed.
85 c        Saaledes var Folks Tanker blevet om disse Spørgsmaal, og det var slet ikke Smaating, der kunde paalægges i Skriftemaalet. Vi skal tage et Eksempel her hjemme fra. Manden var rigtignok, om jeg saa maa sige, kommet for Riber Ret. Det var en ung Mand Erik Markvardsen, hvis Farbroder havde tirret ham saaledes, at han i Hidsighed havde kastet et Spyd efter ham og var kommet til at gennembore ham. Drab ordnedes dengang som en privat Retssag med Familien og jevnedes gerne med Penge. Men Forholdet til Gud maatte ordnes ved Skriftemaal, og i saa stor en Sag kunde en almindelig Sognepræst ikke absolvere.
86 Biskoppens Repræsentant, en Provst i Ribe, absolverede ham da og paalaged ham i Bod, at han med Lænker om Hals, Hænder og Fødder skulde gøre en Pilgrimsrejse til Rom, St. Jakob (Compostella i Spanien), det hellige Land og andre hellige Steder. Fremdeles skulde han staa nøgen og lade sig piske med Ris foran Døren til alle Domkirker i Danmark, Norge og Sverrig. Og paa denne lange Rejse maatte han ikke bede om Almisse men nok modtage, hvad andre uopfordret gav ham. 1493 var han naaet til Bergen, og her forbarmede Biskoppen sig (133) over ham og gav ham et Brev med, hvori Biskoppen giver 40 Dages Aflad til dem, der understøttede og forsvarede ham imod Forurettelse. Brevet er til endnu.
87         Se dette var Bod. Men Kirken kunde ogsaa give Aflad for denne Bod. Meget tidlig havde man været inde paa at lade en Almisse træde i Stedet. Og saa er der ikke langt tilbage til, at man i det hele kan klare det med Penge. Har Erik Markvardsen siden mødt Tetzel, har han af denne kunnet købe sig fri for Resten af Boden.
88          Al denne Aflad kunde Paven give, fordi han raadede over en stor Skat. Kristus havde ydet mere, end der behøvedes til Menneskenes Frelse fra de evige Straffe, og Helgenerne havde ydet mere, end de selv behøvede. Alt dette overskydende kunde Paven dele ud af til at forkorte de ikke-evige Straffe. Biskoppen kunde endelig ogsaa. Det var Skik, naar en Kirke trængte til Penge, da at faa helst saa mange Biskopper som muligt til at udstede et Brev lydende paa, at naar man gjorde saadan og saadan og ydede Kirken en Hjælp, saa gav hver af Biskopperne f. Eks. 40 Dages Aflad. Hvis der nu var 10 Biskopper, som Udstedere, gav det 400 Dages Aflad eller Fritagelse for en af Gud forlangt Bodsstraf, det vilde tage 400 Dage at afsone i Skærsilden.
89        Saaledes omtrent var Læren siden Thomas fra Aqvino (død 1274). Men man maa sige: omtrent, fordi intet var kirkeligt fastslaaet, og der kunde endnu dukke ældre Opfattelser op, hvorefter Afladen kun var Eftergivelse af Straffe, Præsten havde idømt. Og paa den anden Side kunde Afladen hos Folk, der ikke have studeret Theologi, svulme op til endnu mere i Overensstemmelse med den uklare Taoe om, at man ved Korstog, Valfart eller lignende erhvervede sig "himmelsk Løn". (134) Ivrige Aflandsprædikanter talte ikke synderlig tydeligt om Afladsnaadens Grænser.
90          En almindelig Form for Afladsbreve er Skriftebrevene, der solgtes af Afladskræmmerne. Der er endnu mange bevarede. Det er et latinsk Dokument, en trykt og med Navn udfyldt Blanket, der lyder paa, at Ærkebiskop Albrecht med Pavens Fuldmagt tildeler Ejeren "den fuldkomneste Aflad" (plenissima indulgentias). Desuden faar han Ret til at vælge sig til Skriftefader enhver Præst eller Tiggermund, han vil -- en Sognebaandsløsning. Og denne Skriftefader bemyndiges til efter hans Skriftemaal at give ham Afløsning for enhver Synd, ogsaa de, der ellers er Paven forbeholdt.
91  Kun nogle særlig grove undtages nemlig at forgribe sig paa Paven eller høje Prælater, at udføre Vaaben til Tyrkerne og -- at indføre Allun fra Tyrkiet! At det sidte er saa utilgivelig en Brøde, kommer af, at Paven havde Allungruber, som skulde give bedst muligt Udbytte! Denne Afløsning for alle Slags Synder kan Skriftefaderen give een Gang i Live og siden paa Dødslejet, saa ofte dette synes at være indtraadt. Endvidere kan han give Afløsning for de ikke forbeholdne Synder saa ofte det skal være. Endnu giver Brevet Ret til at faa givne Løfter ændrede, og endelig gør det Ejeren og hans afdøde Forældre til Andelshavere i "Bønnerne, Forbønnerne, Almisserne, Fasterne, Andagterne, Messerne, de kanoniske Tider, Tugten, Pilgrimsfarterne og alle de øvrige aandelige gode Ting, som sker og vil kunne ske i hele den almindelige hellige stridende Kirke".
92         Det lyder jo ganske overordentlig anseligt. Og i Hænderne paa en Mand, der ikke kundelæse et Ord af (135) alt dette Kancelli-Latin, syntes Brevet maaske at være mere endnu. Det var selve Nøglen til Himmerig. Det gjaldt blot om at finde en Præst, saa baade kunde og skulde den lukke Døren op, thi ingen maatte sætte sig op mod Pavens Aflad!      S.128 findes en formindsket Gengivelse af et Skriftebrev.
93  Videre til kapitel 7: 07a#1.

Noter: