De servo arbitrio 11

¹           Sequitur: Quotquot recoeperunt eum, dedit eis potestatem filios Dei fieri, ijs, qui credunt in nomine eius, qui non ex sanguinibus, neque ex uoluntate carnis, neque ex uoluntate uiri, sed ex Deo nati sunt. Hac partitione perfecta reijcit a regno Christi Sanguines, uoluntatem carnis, uoluntatem uiri. Sanguines credo Iudaeos esse, hoc est, qui uolebant filij regni esse, quod essent filij Abrahae et patrum, scilicet, de sanguine gloriantes.

Nu følger: 'Men de, der tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn; de er ikke født af blod, ejheller af køds vilje, ejheller af mands vilje, men af Gud'. (Joh 1,12f). Med denne opdeling forkaster han fra Kristi rige dem af blod, dem af køds vilje, dem af mands vilje. 'De af blod' tror jeg er jøderne, det vil sige, de, der ville være rigets børn, fordi de var Abrahams og fædrenes børn, det vil sige, de, der roser sig af deres kødelige afstamning.

²   Voluntatem carnis intelligo studia populi, quibus in lege et operibus exercitati sunt. Caro enim hic carnales significat sine spiritu, ut qui uoluntatem quidem et conatum habeant, sed, quia spiritus non adest, carnaliter habeant. Voluntatem uiri generaliter omnium studia intelligo, siue sint in lege siue sine (W777) lege, puta gentium et quorumlibet hominum, ut sit sensus: nec natiuitate carnis, nec studio legis, nec ullo alio studio humano fiunt filij Dei, sed solum natiuitate diuina.

Ved 'dem af køds vilje' forstår jeg folkets stræben, hvormed de er opøvet i loven og gerningerne. For 'kød' betyder her 'kødelig' uden ånd, altså, nogle mennesker, der ganske vist har viljen og formår at stræbe, men, fordi ånden ikke er med, har dem på kødelig vis. Ved 'mands vilje' forstår jeg i almindelighed stræben efter alting, hvad enten det er i loven eller uden loven, altså hedningernes eller hvilket som helst menneskes stræben, så meningen bliver: Hverken ved fødslen eller ved nogen stræben efter loven, eller ved nogen anden menneskelig stræben bliver de Guds børn, men alene ved at være født af Gud.

³ Si igitur non nascuntur carne, nec educantur lege, nec parantur ulla hominis disciplina, sed ex Deo renascuntur, manifestum est, lib. arb. hic nihil ualere. Virum enim puto hoc loco accipi Ebraico more, pro quolibet uel pro quocunque, sicut carnem per antithesin pro populo sine spiritu. Voluntatem autem pro summa ui in hominibus, nempe, pro principali parte liberi arbitrij. Sed esto, non intelligamus uerba singulatim, tamen ipsa rei summa clarissima est, quod Johannes hac partitione reijciat, quicquid non est generatio diuina, dum filios Dei non fieri dicit, nisi nascendo ex Deo, quod fit, ipso interprete, credendo in nomine eius. In qua reiectione uoluntas hominis seu lib. arbitrium, cum non sit natiuitas ex Deo neque fides, necessario comprehenditur.

Hvis de altså ikke fødes af kødet, ejheller opdrages ved loven, eller forberedes ved nogen menneskelig skoling, men genfødes af Gud, er det klart, at den frie vilje her ikke gælder noget. Jeg mener nemlig, at 'mand' i 'mands vilje' på dette sted skal forstås efter hebraisk tradition, så det betyder 'hvem som helst' eller 'ligegyldigt hvem', sådan som 'kød' antitetisk forstås om folket uden ånd. Men 'vilje' skal forstås om den højeste kraft i menneskene, nemlig om den frie viljes fornemste del. Men selv om vi så ikke forstår enkeltordene på denne måde, så er dog hovedsagen klar nok: Johannes forkaster med denne opdeling det, der ikke er født af Gud, idet han ikke vil kalde de mennesker Guds børn, der ikke er født af Gud, det vil sige, sådan fortolker han sig selv, de, der tror på hans navn. I denne forkastelse må nødvendigvis medinddrages menneskets vilje eller den frie vilje, eftersom den hverken er født af Gud eller har troen.

⁴  Si uero aliquid ualeret lib. arbitrium, non debebat uoluntas uiri a Iohanne reijci, nec homines ab eo retrahi et ad solam fidem et renascentiam mitti, ne illud Esaiae .5. ei diceretur: Ve uobis, qui dicitis bonum malum. Nunc uero, cum aequaliter reijciat sanguines, uoluntatem carnis, uoluntatem uiri, certum est, quod uoluntas uiri nihil magis ualet ad faciendos filios Dei, quam sanguines, seu natiuitas carnalis. At nulli dubium est, quin natiuitas carnis non faciat filios Dei, ut et Paulus Rom. 9. dicit: Non, qui filij carnis, ij filij Dei, probatque id exemplo Ismaelis et Esau.

Men hvis den frie vilje var noget værd, burde 'mands vilje' ikke være forkastet af Johannes, ejheller skulle menneskene af ham være trukket tilbage og alene være henvist til troen og genfødslen, for at det ordet hos Esajas (5,20) ikke skulle siges om ham: 'Vé jer, som kalder det gode ondt'. Men nu, hvor han i lige grad forkaster 'blod', 'køds vilje', 'mands vilje' er det sikkert, at menneskets vilje ikke betyder mere til at skabe Guds børn, end 'blod' eller kødelig fødsel. Men der er ikke nogen tvivl om, at kødelig fødsel ikke skaber Guds børn, som også Paulus siger rom#9.8f: 'Det er ikke dem, der er børn efter kødet, som er Guds børn' og beviser det ud fra eksemplet med Ismael og Esau.

⁵          Idem Johannes inducit Baptistam de Christo loquentem sic: De cuius plenitudine nos omnes accepimus, gratiam pro gratia. Gratiam dicit acceptam per nos de plenitudine Christi, sed pro quo merito uel studio? Pro gratia (inquit), scilicet Christi, quemadmodum et Paulus dicit Rom. 5: Gratia Dei et donum in gratia unius hominis Ihesu Christi in plures abundauit. Vbi nunc liberi arbitrij conatus, quo paratur gratia? Hic Johannes dicit, non solum nullo nostro studio gratiam accipi, sed etiam aliena gratia seu alieno merito, nempe, unius hominis Ihesu Christi.

Samme sted indfører han Johannes Døbers tale om Kristus på denne måde: 'af hans fylde har vi alle modtaget og det nåde over nåde'. (Joh 1,16). Han siger, at nåden er modtaget af os af Kristi fylde, men for hvilken fortjeneste eller anstrengelse er den modtaget? 'For nåden', siger han, nemlig Kristi nåde, sådan som også Paulus siger det i rom#5.15: 'Guds nåde og gaven strømmede over til de mange i det ene menneske Jesus Kristus'. Hvor er nu den frie viljes bestræbelser på at forberede sig til nåden? Her siger Johannes, at ikke blot modtages nåden uden nogen anstrengelse fra vores side, men også i kraft af en andens nåde eller en andens fortjeneste, nemlig det ene menneskes, Jesu Kristi.

⁶  Aut igitur falsum est, nos gratiam nostram accipere pro aliena gratia, aut liberum arbitrium nihil esse euidens est, utrunque enim simul consistere nequit, ut tam uilis sit gratia Dei, ut uulgo et passim cuiuslibet hominis pusillo conatu obtineatur, et rursus tam chara, ut in et per unius tam magni hominis gratiam nobis donetur. Simul hoc loco admonitos uelim liberi arb. tutores, ut sciant, sese esse abnegatores Christi, dum asserunt liberum arbitrium. 

Enten er det altså forkert, at vi modtaget vores nåde i kraft af en andens nåde, eller også er det klart, at den frie vilje ikke er noget, for begge dele kan ikke bestå samtidig, så nåden skulle være så billig, at den kunne opnås i almindelighed og overalt ved et hvilket som helst menneskes ganske ringe anstrengelse, og dog så dyr, at den gives os i og ved det ene så store menneskes nåde. Samtidig vil jeg gerne på dette sted advare den frie viljes beskyttere, så de véd, at de fornægter Kristus, når de fastholder den frie vilje.

⁷  Nam si meo studio gratiam Dei obtineo, quid opus est Christi gratia pro mea gratia accipienda? Aut quid mihi deest, ubi gratiam Dei habuero? Dixit autem Diatribe, dicunt et omnes Sophistae, nostro conatu nos gratiam Dei impetrare et ad illam recipiendam praeparari, licet non de condigno, sed de congruo. hoc plane est negare Christum, pro cuius gratia nos gratiam (W778) accipere hic testatur Baptista. Nam illud commentum de condigno et congruo supra confutaui, quod inania uerba sint, reuera autem condignum meritum sentiant, idque maiore impietate quam Pelagiani, uti diximus.

For hvis jeg opnår Guds nåde ved min anstrengelse, hvad brug er der så for Kristi nåde, når jeg skal modtage min nåde? Eller hvad mangler jeg, når jeg har Guds nåde? Men Diatriben sagde, alle sofister siger, at vi med vores anstrengelse kan opnå Guds nåde og forberede os på at modtage den, vel ikke den fortjenstfulde nåde, men rimelighedsnåden. Dette er fuldstændig at nægte Kristus, for Døberen bevidner her, at det er i kraft af hans nåde, at vi modtager nåde. For denne opfindelse med fortjenstnåden og rimelighedsnåden har vi tidligere gendrevet: det er tomme ord, men i virkeligheden mener de fortjenstnåden, og det gør de med større ugudelighed end pelagianerne, som vi har sagt. (L10#84ff)

⁸  Ita fit, ut magis negent Dominum Christum, qui nos mercatus est, impij Sophistae una cum Diatribe, quam unquam negauerint Pelagiani aut ulli Haeretici, adeo non patitur secum gratia ullam particulam aut uim liberi arbitrij. Quod autem Christum negent liberi arbitrij tutores, non modo probat haec scriptura, sed et ipsa eorum uita.

Således går det til, at de gudløse sofister sammen med Diatriben fornægter Herren Kristus mere end pelagianerne eller nogen andre kættere nogensinde har fornægtet ham, i den grad tåler nåden ikke nogen ringe ting eller nogen kraft af den frie vilje hos sig. Men at den frie viljes beskyttere nægter Kristus, det beviser ikke alene disse skrifter, men også deres eget liv.

⁹  Hinc enim Christum iam non suauem mediatorem, sed metuendum iudicem sibi fecerunt, quem placare student intercessionibus matris et sanctorum, tum multis repertis operibus, ritibus, religionibus, uotis, quibus omnibus agunt, ut Christus eis placatus gratiam donet, non autem credunt, quod apud Deum interpellat et gratiam eis impetret per suum sanguinem, et gratiam (ut hic dicitur) pro gratia. Atque ut credunt, ita habent. Est enim Christus uere et merito illis iudex inexorabilis, dum eum deserunt ut mediatorem et saluatorem clementissimum, et sanguinem ac gratiam eius uiliorem habent, quam studia et conatus liberi arbitrij.

For deraf kommer det, at de nu ikke har skabt sig en Kristus som en nådefuld formidler, men som en frygtelig dommer, hvem de søger at behage med forbønner fra hans moder og fra helgenerne, med så mange selvopfundne gerninger, ceremonier, fromhedsøvelser og løfter. Og med alt dette går de ud fra, at Kristus viser dem gunst og giver dem nåde, men de tror ikke, at han træder ind for dem hos Gud og udvirker nåde ved sit blod, så det, som der står her, bliver nåde for nåde. Og som de tror, sådan har de det. For Kristus er virkelig og med god ret en ubestikkelig dommer for dem, når de forlader ham som den milde formidler og frelser og regner hans blod og nåde for billigere end den frie viljes stræben og anstrengelse.

¹⁰         Audiamus et exemplum liberi arbitrij. Nicodemus scilicet uir est, in quo nihil queas desiderare, quod liberum arbitrium ualeat, Quid enim uir ille omittit studij aut conatus? Fatetur Christum ueracem, et a Deo uenisse, signa praedicat, uenit nocte auditurus et collaturus reliqua. An non is quaesijsse uidetur ui liberi arbitrij ea, quae sunt pietatis et salutis? Sed uide, ut impingat.

Lad os også høre et eksempel på den frie vilje. Nikodemus var jo et menneske, i hvem der ikke manglede nogen af den frie viljes kræfter. For hvad manglede denne mand i iver eller bestræbelse? Han bekender den sande Kristus, at han er kommet fra Gud, han fremhæver tegnene, og kom om natten for at høre det øvrige og tale med ham. Mon ikke han ser ud til med den frie viljes kraft at søge det, som hører fromhed og frelse til? Men se, hvordan han løber sig en staver i livet!

¹¹  Cum a Christo ueram uiam salutis per renascentiam doceri audit, nunquid eam agnoscit, aut sese illam aliquando quaesiuisse fatetur? Imo sic abhorret et confunditur, ut eam non solum se non intelligere dicat, sed etiam auersetur, ut impossibilem. Quomodo (inquit) possunt haec fieri? Nec mirum sane, Quis enim unquam audiuit, quod ex aqua et spiritu regenerandus sit homo ad salutem? Quis unquam cogitauit, quod filium Dei oportuerit exaltari, quo omnis, qui crederet in ipsum, non periret, sed haberet uitam aetemam?

Da han af Kristus hører, at han bliver belært om den sande vej til frelse gennem genfødslen, mon han da erkender den, eller mon han indrømmer, at den har han nogensinde søgt? Tværtimod, han bliver i den grad forskrækket og forvirret, at han ikke blot siger, at han ikke forstår den, men også vender sig imod den som noget, der er umuligt. Han spørger, hvordan dette kan ske? (Joh 3,9) Og det bestemt ikke mærkeligt. For hvem har nogensinde hørt, at mennesket blev genfødt af vand og ånd til frelse? Hvem har nogensinde tænkt på, at Guds søn burde ophøjes, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv? (Joh 3,14f).

¹² An huius Philosophi acutissimi et optimi unquam meminerunt? An principes huius mundi hanc scientiam unquam cognouerunt? An ullius liberum arb. unquam ad hoc conatum est? Nonne Paulus eam fatetur esse sapientiam in mysterio absconditam, per Prophetas quidem praedictam, sed per Euangelion reuelatam, ita ut ab aeterno fuerit tacita et incognita mundo? Quid dicam? Experientiam interrogemus, ipse mundus totus, ipsa ratio humana, ipsum adeo liberum arbitri. cogitur confiteri, sese Christum non nouisse neque audiuisse, antequam Euangelion in mundum ueniret.

Har mon nogensinde de mest åndfulde og bedste filosoffer tænkt derpå? Mon denne verdens fyrster nogensinde har kendt denne viden? Mon noget menneskes frie vilje nogensinde har stræbt efter det? Mon ikke Paulus indrømmer, at det er Guds hemmelige visdom, (1kor#2.7) forudsagt af profeter, men åbenbaret gennem evangeliet, således at det fra evighed har været tavst og ukendt for verden? Hvad skal jeg sige? Vi kan spørge erfaringen, hele verden, selve den menneskelige fornuft, under alle omstændigheder tvinges den frie vilje til selv at indrømme, at den ikke har kendt Kristus og ikke hørt om ham, førend evangeliet kom ind i verden.

¹³ Si autem non nouit, multo minus quaesiuit aut quaerere aut ad eum conari potuit. At Christus est uia, ueritas, uita et salus. Confitetur ergo, uelit, nolit, sese suis uiribus nec nosse nec quaerere potuisse ea, quae sunt uiae, ueritatis et salutis. (W779) Nihilominus contra hanc ipsam confessionem et experientiam propriam insanimus et inanibus uerbis disputamus, Esse in nobis uim tantam reliquam, quae et noscat et applicare sese possit ad ea, quae sunt salutis, hoc est tantum dicere, Christum filium Dei pro nobis exaltatum, cum nullus unquam scierit nec cogitare potuerit; haec ipsa tamen ignorantia non est ignorantia, sed notitia Christi, id est, eorum quae sunt salutis.

Men hvis de ikke har kendt ham, så har de langt mindre kunnet søge eller spørge efter ham eller stræbe imod ham. Men Kristus er vejen, sandheden, livet og saligheden. Man må altså indrømme, hvad enten man vil eller ej, at man ved sine egne kræfter ikke kan kende eller søge det, som er vejen, sandheden og saligheden. Ikke desto mindre raser vi imod selve denne bekendelse og vor egen erfaring og disputerer med tomme ord, om der i os er efterladt en så stor kraft, som både kan kende og vende sig imod det, som hører frelsen til, det vil sige, den kan sige, at Kristus, Guds søn, er ophøjet for os, skønt ingen nogensinde havde vidst det eller kunne udtænke det; dog er selve denne uvidenhed ikke uvidenhed, men viden om Kristus, det vil sige, om det, der hører til frelsen.

¹⁴  An nondum uides et palpas liberi arbitrij assertores plane insanire, cum hoc uocent scientiam, quod ipsimet confitentur esse ignorantiam? Nonne hoc est tenebras dicere lucem Esaiae quinto? Scilicet, adeo potenter obstruit Deus os libero arbitrio, eius propria confessione et experientia; nec sic tamen tacere potest et Deo gloriam dare.

Kan du endnu ikke se og gribe det med dine hænder, at de, der hævder den frie vilje, er fuldstændig vanvittige, når de kalder det viden, som de selv tilstår er uvidenhed? Mon ikke det er, hvad Esajas siger i kapitel 5: at kalde mørket for lys? Det vil sige, så mægtigt lukker Gud munden på den frie vilje, med dens egen bekendelse og erfaring; og dog kan den heller ikke på den måde tie stille og give Gud æren.

¹⁵          Deinde cum Christus dicatur uia, ueritas et uita, idque per contentionem, ut, quicquid non est Christus, id neque uia, sed error, neque ueritas, sed mendacium, neque uita, sed mors est, necesse est liberum arbitrium, cum sit neque Christus, neque in Christo, errore, mendacio et morte contineri.

Dernæst, da Kristus kaldes vejen, sandheden og livet, og derfor, modsætningsvist, det, der ikke er Kristus, hverken er vejen, sandheden eller livet, men er vildfarelse, løgn og død, så må nødvendigvis den frie vilje, da den hverken er Kristus eller er i Kristus, være indbefattet i vildfarelse, løgn og død.

¹⁶  Vbi igitur et unde habetur medium illud et neutrum, nempe uis illa liberi arbitrij, quae, cum nec Christus (id est, uia, ueritas et uita) sit, nec error, nec mendacium, nec mors tamen esse debeat? 

Hvor har vi da, og hvorfra har vi da denne midterlinie og dette neutrale, nemlig den frie viljes kraft, som, da den ikke er Kristus (det vil sige, ikke er vejen, sandheden og livet), ejheller skulle kunne være vildfarelse, løgn eller død?

¹⁷ Nam nisi per contentionem dicerentur omnia, quae de Christo et gratia dicuntur, ut opponantur contrarijs, scilicet, quod extra Christum non sit nisi Satan, extra gratiam non nisi ira, extra lucem non nisi tenebrae, extra uiam non nisi error, extra ueritatem non nisi mendacium, extra uitam non nisi mors, Quid, rogo, efficerent uniuersi sermones Apostolorum et tota scriptura? frustra scilicet dicerentur omnia, cum non cogerent, Christum esse necessarium, quod tamen maxime agunt, Eo quod medium reperiretur, quod de se nec malum, nec bonum, nec Christi, nec Satanae, nec uerum, nec falsum, nec uiuum, nec mortuum, forte etiam nec aliquid, nec nihil esset, idque uocetur praestantissimum et summum in toto genere hominum.

For hvis ikke alt det, der siges om Kristus og nåden, siges modsætningsvist, så det kan stilles op mod det modsatte, så der altså udenfor Kristus kun er Satan, udenfor nåden kun vreden, udenfor lyset kun mørket, udenfor vejen kun vildfarelse, udenfor sandheden kun løgnen, udenfor livet kun døden, så vil jeg godt vide, hvad alle apostlenes prædikener og hele skriften kunne udvirke? Altså ville jo så alt siges forgæves, eftersom det ikke kun tvinge til at sige, at Kristus er nødvendig, hvilket det dog fremfor noget handler om, og derfor det, der fandtes i midten, som i sig selv hverken var ondt eller godt, hverken tilhørte Kristus eller Satan, hverken var sandt eller løgn, hverken var levende eller dødt, måske heller ikke hverken var noget, eller var ingenting, de skulle kaldes det fornemste og højeste i hele menneskeslægten.

¹⁸ Vtrum igitur uis, elige. Si Scripturas per contentionem loqui concedis, de libero arbitrio nihil dicere poteris, nisi quae contraria sunt Christo, scilicet, quod error, mors, Satan et omnia mala in ipso regnent. Si non concedis eas per contentionem loqui, iam scripturas eneruas, ut nihil efficiant, nec Christum necessarium probent, ac sic, dum liberum arbitrium statuis, Christum euacuas et totam scripturam pessundas. Deinde, ut uerbis simules, te Christum confiteri, reipsa tamen et corde negas.

Vælg derfor, hvad du vil af disse to. Hvis du indrømmer, at skriften taler modsætningsvist, så vil du ikke kunne sige noget om den frie vilje, udover, at den er det modsatte af Kristus, det vil sige, at vildfarelse, død, Satan og alt ondt hersker i den. Hvis du ikke indrømmer, at skriften taler modsætningsvist, så gør du skriften magtesløs, så den intet udretter, ejheller beviser den, at Kristus er nødvendig, og derfor, hvis du fastholder den frie vilje, gør du Kristus til intet og træder hele skriften under fode. Skønt du med dine ord lader som om du bekender Kristus, nægter du ham dog i virkeligheden og i dit hjerte.

¹⁹  Quia, si liberi arbitrij uis non est erronea tota, neque damnabilis, sed uidens et uolens honesta et bona et ea, quae sunt salutis, sana est, Christo medico non habet opus, nec Christus eam partem hominis redemit; Quia, quid est opus luce et uita, ubi lux et uita est? At ea non redempta per Christum, optimum in homine non est redemptum, sed per sese bonum et saluum. Tum Deus quoque iniquus est, si ullum hominem damnat, quia illud, quod in homine (W780) optimum est et sanum, hoc est, innocentem damnat.

Derfor, hvis den frie viljes kraft ikke er helt på vildspor, og ikke fordømmelig, men ser og vil de ærefulde og gode og det, som hører frelsen til, så er den sund og har ikke brug for Kristus som læge, ejheller kan Kristus forløse den del af mennesket; derfor, hvad brug er der for lyset og livet, hvor der er lys og liv? Men hvis dette ikke er forløst gennem Kristus, så er det det bedste i mennesket, der ikke er forløst, men i sig selv er god og frelst. Så er Gud også uretfærdig, hvis han fordømmer noget menneske, fordi han fordømmer det i mennesket, der er godt og sundt, det vil sige, det uskyldige.

²⁰ Nam nullus homo non habet liberum arbitrium. Et licet abutatur malus homo, Vis tamen ipsa docetur non extingui, quin ad bona conetur et conari possit. Si autem talis est, dubio procul bona, sancta et iusta est, quare non debet damnari, sed ab homine damnando separari. At hoc fieri nequit. Atque si fieri posset, tum homo iam sine libero arbitrio, ne homo quidem esset, nec mereretur, nec demereretur, nec saluaretur, essetque plane brutum, iam non immortalis. Reliquum igitur est, ut Deus sit iniquus, qui bonam, iustam, sanctam illam uim damnat, quae Christo non eget in homine et cum homine malo.

For der er intet menneske, der ikke har en fri vilje. Og selv om det onde menneske misbruger den, så lærer man dog, at kraften selv ikke udslettes, så den stræber efter det gode og kan gøre det. Men hvis den er af den art, så er den uden tvivl god, hellig og retfærdig, og så bør den ikke fordømmes, men adskilles fra det menneske, der skal fordømmes. Men dette kan ikke ske. Og selv om det så kunne ske, så ville et menneske, der nu var uden sin frie vilje, ikke engang mere være menneske, ville ikke fortjene noget eller have mangel på fortjeneste, ville ikke kunne frelses, og ville simpelthen være stum og endnu ikke udødelig. Blot står det tilbage, at Gud er uretfærdig, fordi han fordømmer denne gode, retfærdige og hellige kraft, som ikke behøver Kristus, fordømmer denne kraft i mennesket og sammen med det onde menneske.

²¹           Sed pergamus in Iohanne. Qui credit (inquit) in eum, non iudicatur, Qui non credit, iam iudicatus est, quia non credit in nomine unigeniti filij Dei. Responde, an liberum arbitrium sit de numero credentium nec ne. Si est, iterum gratia opus non habet, per sese credens in Christum, quem per sese nec nouit nec cogitat. Si non est, iam iudicatum est; hoc quid est nisi: damnatum est coram Deo? At Deus non damnat nisi impium, Impium igitur est. 

Men lad os fortsætte i johannesevangeliet! 'Den, som tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke tror på Guds énbårne søns navn'. (Joh 3,18). Svar på, om den frie vilje er blandt tallet på de troende eller ej. Hvis den er det, så er der igen ikke brug for nåden, af sig selv tror den på Kristus, som den af sig selv hverken kan kende eller forestille sig. Hvis den ikke er det, så er den allerede dømt; og hvad er det andet end at den er fordømt hos Gud? Men Gud fordømmer kun de uretfærdige, altså er den uretfærdig.

²² Quid pij uero impium conetur? Neque credo hic uim liberi arbitrij excipi posse, cum de toto homine loquatur, quem damnari dicit. Deinde incredulitas non est crassus affectus, sed summus ille in uoluntatis et rationis arce sedens et regnans, sicut eius contrarius, nempe, fides. Incredulum autem esse, est Deum negare et mendacem facere .1. Iohannis primo: Si non credimus, mendacem facimus Deum. 

Men hvordan skulle de gudløse kunne stræbe efter det fromme? Jeg tror heller ikke, at den frie vilje her kan undtages, når der tales om hele menneskete, som han siger bliver fordømt. Desuden er mistilliden ikke nogen grov følelse, men den er den øverste, der sidder og hersker i viljens og fornuftens borg, ligesom dens modsætning, nemlig troen. Men at nære mistillid er at nægte Gud og gøre ham til en løgner (1 Joh 5,10): 'Hvis vi ikke tror, gør vi Gud til en løgner'.

²³ Quomodo iam uis illa Deo contraria et eum mendacem faciens, conatur ad bonum? Si non esset incredula et impia illa uis, non debuit dicere de toto homine: iam iudicatus est, sed sic: Homo secundum crassos affectus est iam iudicatus, sed secundum optimum et praestantissimum non iudicatur, quia conatur ad fidem, seu potius credula iam est. Sic, ubi toties scriptura dicit: Omnis homo mendax, dicemus authoritate liberi arbitrij: Contra, Scriptura potius mentitur, quia homo non est mendax optima sua parte, id est, ratione et uoluntate, sed tantum carne, sanguine et medullis, ut sic illud totum, unde nomen habet homo, scilicet ratio et uoluntas, sit sanum et sanctum. 

Men hvordan kan da denne kraft, som er modsat Gud og gør ham til en løgner, stræbe efter det gode? Hvis denne kraft ikke var vantro og ugudelig, så burde Johannes ikke sige om hele mennesket: det er allerede dømt, nej, han burde sige: 'Mennesket er allerede dømt efter sine grove følelser, men det dømmes ikke efter det bedste og mest fortræffelige i det, fordi det stræber imod troen, eller snarere: fordi det allerede er troende'. Derfor, overalt, hvor skriften siger: 'Ethvert menneske er en løgner', skulle vi med den frie viljes autoritet sige: 'Nej, tværtimod, det er snarere skriften, der lyver, for mennesket er ikke en løgner med sin bedste del, det vil sige, med fornuften og viljen, det er det kun med kødet, med blodet og kernen, så at den helhed, hvorfra mennesket har sit navn, nemlig fornuften og viljen, er sund og hellig'.

²⁴ Item et illud Baptistae: Qui credit in filium, habet uitam aeternam, Qui autem incredulus est filio, non uidebit uitam, sed ira Dei manet super ipsum, sic oportebit intelligi: super ipsum, id est, super crassos affectus hominis manet ira Dei, super uim autem illam liberi arbitrij, uoluntatis scilicet et rationis, manet gratia et uita aeterna. Hoc exemplo, ut libe arbitrium subsistat, quicquid in scripturis in homines impios dicitur, per synecdochen torqueas ad partem hominis brutalem, ut salua sit pars rationalis et uere humana.

Ligeledes med det, Døberen siger: 'Den, der tror på Sønnen, har evigt liv, men den, der ikke tror på Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede forbliver over ham', det må forstås således: 'over ham', det vil sige, over de grove følelser i mennesket forbliver Guds vrede, men over den frie viljes kraft, nemlig viljen og fornuften, forbliver nåde og evigt liv. Ud fra dette eksempel kan man, for at fastholde den frie vilje, gennem en synekdokæ fordreje hvad som helst der siges i skriften imod de ugudelige mennesker til menneskets dyriske del, så den fornuftsmæssige og sandt menneskelige del går ram forbi.

²⁵  Tum ego gratias agam liberi arbitrij assertoribus, cum fiducia peccabo, securus, quod ratio et uoluntas seu liberum arbitrium damnari non possit, eo quod nunquam extinguatur, sed perpetuo sanum, iustum et sanctum permanet. At uoluntate et ratione beata, gaudebo foedam et brutam carnem separari et damnari, tantum abest, ut optem illi Christum (W781) redemptorem. Vides, quorsum nos ferat dogma libe. arb., ut omnia diuina et humana, temporalia et aeterna, neget et tot monstris irrideat seipsum?

Derfor takker jeg dem, der fastholder den frie vilje, eftersom jeg frimodigt kan synde, sikker på, at fornuften og viljen eller den frie vilje ikke kan fordømmes, af den grund, at den aldrig bliver udslukket, men til stadighed forbliver sund, retfærdig og hellig. Men hvis vilje og fornuft er salige, så glæder jeg mig over, at de ækle og dyriske kød bliver skilt fra og fordømt, og så manglede det da bare, at jeg for den del skulle ønske mig Kristus som forløser. Du ser, hvor langt forestillingen om den frie vilje fører os hen: den fornægter alt guddommeligt og menneskeligt, alt timeligt og evige, og gør med sådanne monstrøse tanker grin med sig selv.

²⁶          Item, dicit Baptista: Homo non potest accipere quicquam, nisi fuerit ei datum de coelo. Desinat hic Diatribe suam ostentare copiam, ubi omnia, quae de coelo habemus, numerat. Nos non de natura, sed de gratia disputamus, nec, quales simus super terram, sed, quales simus in coelo coram Deo, quaerimus. Scimus, quod homo dominus est inferioribus se constitutes, in quae habet ius et liberum arbitrium, ut illa obediant et faciant, quae ipse uult et cogitat. Sed hoc quaerimus, an erga Deum habeat liberum arbitrium, ut ille obediat et faciat, quae homo uoluerit, uel potius, an Deus in hominem habeat liberum arbitrium, ut is uelit et faciat, quod Deus uult, et nihil possit, nisi quod ille uoluerit et fecerit.

Ligeledes siger Døberen: 'Mennesket kan slet intet modtage, hvis ikke det gives ham fra himlen'. (Joh 3,27). Her kan Diatriben godt holde op med at påvise sin rigdom, når den opregner alt det, vi har fra himlen. Vi disputerer ikke om naturen, men om nåden, spørger ejheller om, hvad vi er på jorden, men om, hvad vi er i himlen overfor Gud. Vi véd godt, at mennesket er indsat som herre over de lavere ting, som han har ret og fri vilje over, så de adlyder ham og gør, hvad han vil og udtænker. Men det spørger vi efter, om han overfor Gud har en fri vilje, så han adlyder ham og gør, hvad mennesket vil, eller snarere, om Gud har en fri vilje i mennesket, så han vil og gør det, Gud vil, og ikke kan andet end hvad han vil og gør.

²⁷ Hic dicit Baptista, quod nihil accipere possit, nisi donetur ei de coelo, Quare nihil erit lib. arbitrium. Item: Qui de terra est, de terra est, et de terra loquitur; Qui de coelo uenit, super omnes est. Hic iterum omnes terrenes facit, terrenaque sapere et loqui dicit eos, qui non sunt Christi, nec medios aliquos relinquit. At liberum arbitrium utique non est ille, qui de coelo uenit, Quare de terra esse et terram sapere et loqui necesse est.

Her siger Døberen, at mennesket ikke kan modtage noget, hvis ikke det gives ham fra himlen, derfor kan den frie vilje ikke være noget. Ligeledes: 'Den, der er af jorden, er af jorden og taler af jorden; den, der kommer fra himlen, er over alle' (Joh 3,31). Her gør han igen alle jordiske, og siger, at de tænker og taler jordisk, de, der ikke hører Kristus til, og han lader der ikke være nogen midt imellem. Men den frie vilje er ikke én, der kommer fra himlen, derfor må den nødvendigvis være af jorden og tænke og tale jordisk.

²⁸  Quod si aliqua uis in homine, aliquo tempore, loco aut opere non terrena saperet, hunc Baptista debuit excipere, et non generaliter de omnibus extra Christum dicere: de terra sunt, de terra loquuntur.

Hvis derfor der var nogen kraft i mennesket, nogen tid, noget sted eller nogen gerning, som ikke tænkte jordisk, så skulle Døberen har undtaget dem og ikke i almindelighed sige om alle udenfor Kristus: de er af jorden, de taler af jorden.

²⁹ Sic infra cap. 8. quoque dicit Christus: Vos de mundo estis, ego non sum de mundo, Vos deorsum estis, ego de supernis sum. At illi habebant liberum arbitrium, ad quos loquebatur, scilicet rationem et uoluntatem, et tamen de mundo eos esse dicit. Quid uero noui diceret, si secundum carnem et crassos affectus de mundo esse eos diceret? An hoc non ante nouit totus mundus? Tum quid opus est homines ea parte, qua brutales sunt, de mundo dicere, cum hoc modo et bestiae sint de mundo?

Således siger Kristus senere i kap 8: 'I er af verden, jeg er ikke af verden, I er nedenfra, jeg er ovenfra' (Joh 8,23). Men de mennesker, han talte til, havde en fri vilje, det vil sige, fornuft og vilje, og dog siger han, at de er af verden. Men hvad nyt siger han her, hvis han siger, at de er af verden i kraft af deres kød og deres grove følelser? Mon ikke hele verden vidste det i forvejen? Og hvad nytte er det så til at sige, at menneskene med deres dyriske del er af verden, eftersom også dyrene på den måde er af verden?

³⁰         Iam illud, ubi Christus Iohannis . 6. dicit: Nemo uenit ad me, nisi pater meus traxerit eum, quid relinquit libero arbitrio? Dicit enim opus esse, ut quis audiat et discat ab ipso patre, tum omnes oportere a Deo doctos esse. Hic sane non solum opera et studia liberi arbitrij docet esse inania, sed ipsum etiam uerbum Euangelij (de quo agitur eo loco) frustra audiri, nisi intus loquatur, doceat, trahat ipsemet pater. Nemo potest, nemo potest (inquit) uenire, uis scilicet illa, qua possit homo aliquid conari ad Christum, id est: ad ea, quae sunt salutis, nulla esse asseritur.

Så til det, som Kristus siger Joh 6,44: 'Ingen kommer til mig, hvis ikke min fader drager ham'! Hvad er der her overladt til den frie vilje? For han siger, at det er nødvendigt, at enhver hører og lærer af faderen selv, da bør alle være oplært af Gud. Her lærer han sandelig ikke blot, at den frie viljes stræben er tom, men at selv selve evangeliets ord (som det drejer sig om på dette sted) høres forgæves, hvis ikke faderen selv taler, lærer, drager i det indre. Der er ikke nogen, der er simpelthen ingen, der kan komme til ham, for han slår fast, at den kraft, hvormed mennesket kan stræbe noget hen imod Kristus, det vil sige: hen imod det, som hører frelsen til, ikke eksisterer.

³¹ Nec prodest libero arbitrio, quod Diatribe ex Augustino affert ad calumniandum clarissimum hunc et potentissimum locum, scilicet, quod Deus trahat, quemadmodum ouem ostenso ramo trahimus. Hac similitudine uult probari, uim inesse nobis sequendi tractum Dei, Sed nihil ualet haec similitude hoc loco. Quia Deus ostendit non solum unum, sed omnia bona sua, tum ipsum etiam Christum filium, nec tamen ullus homo sequitur, nisi intus pater aliud ostendat et aliter trahit, imo totus mundus persequitur filium, quem ostendit. Ad pios belle quadrat ea similitude, qui iam sunt oues et cognoscunt pastorem Deum, hi spiritu uiuentes, et moti sequuntur, quorsumcunque Deus uoluerit et quicquid ostenderit.

Og det nytter ikke Diatriben, at den fremfører noget fra Augustin, så den kan gøre grin med dette meget klare og stærke sted, nemlig, at Gud drager, ligesom vi drager et får, ved at lokke med et strå. (eras3#35). Med denne sammenligning vil den bevise, at der i os er en kraft til at følge Guds dragning, men denne sammenligning har ingen værdi på dette sted. For Gud viser ikke blot et af sine goder, men dem alle sammen, desuden Kristus, og dog følger intet menneske, hvis ikke faderen indvendig viser noget andet og drager anderledes, ja, hele verden forfølger Sønnen, som han fremviser. På de fromme passer denne sammenligning godt, de er jo allerede får og kender deres hyrde, Gud, de lever i ånden og bevæges til at følge, hvor som helst Gud vil og hvad han end viser dem.

³² Impius uero non uenit etiam audito uerbo, nisi intus trahat, doceatque pater, quod facit largiendo spiritum. Ibi alius tractus est, quam is, qui foris fit; ibi ostenditur Christus per illuminationem spiritus, qua rapitur homo ad Christum dulcissimo raptu, et patitur loquentem doctorem et trahentem Deum, potius quam ipse quaerat et currat.

Men den ugudelige kommer ikke, selv om han hører ordet, hvis ikke han indvendig drages, og faderen belærer ham om, hvad han gør, når han uddeler ånden. Her er det en anden dragning end den, der sker udvendig; her vises Kristus gennem åndens oplysning, hvorved mennesket drages hen til Kristus med den blideste dragning, og udsættes for den talende lærer og den dragende Gud, mere end han selv søger og løber.

³³         Vnum adhuc ex Iohanne afferamus, ubi cap. 16. dicit: Spiritus arguet mundum de peccato, quia non crediderunt in me. Hic uides peccatum esse, non credere in Christum. At hoc peccatum, non utique in cute uel capillis haeret, sed in ipsa ratione et uoluntate. Cum autem totum mundum reum faciat hoc peccato, et experientia notum sit, peccatum hoc mundo fuisse ignoratum aeque ac Christum, ut quod spiritu arguente reueletur, manifestum est, liberum arbitrium cum sua uoluntate et ratione hoc peccato captum et damnatum censeri coram Deo.

Endnu et skriftsted fra Johannes vil vi fremdrage, nemlig det, hvor han i kap 16 siger: 'Ånden skal anklage verden om synd, fordi de ikke har troet på mig' (Joh 16,9). Her ser man, at det er synd ikke at tro på Kristus. Men denne synd ligger ikke i huden eller i håret, men i selve fornuften og viljen. Men når han gør hele verden skyldig i denne synd, og når erfaringen siger, at denne synd var helt ukendt for verden, som også Kristus var det, fordi den åbenbares, når ånden anklager, så er det klart, at den frie vilje med sin vilje og fornuft skal regnes for indfanget og fordømt for denne synd overfor Gud.

³⁴ Quare, donec Christum ignorat, nec in eum credit, nihil boni potest uelle aut conari, sed seruit necessario peccato illo ignorato. Summa, cum scriptura ubique Christum per contentionem et antithesin praedicet (ut dixi), ut, quicquid sine Christi spiritu fuerit, hoc Satanae, impietati, errori, tenebris, peccato, morti et irae Dei subijciat, contra liberum arbitrium pugnabunt testimonia, quotquot de Christo loquuntur. 

Derfor, så længe den er uvidende om Kristus og ikke tror på ham, kan den ikke ville noget godt eller stræbe efter det, men tjener med nødvendighed synden, selv om den er uvidende om den. Kort sagt, når skriften overalt prædiker Kristus gennem sammenligning og modstilling, så at, hvad der er uden Kristi ånd, er underkastet Satan, ugudeligheden, vildfarelsen, mørket, synden, døden og Guds vrede, så kæmper alle de skriftsteder imod den frie vilje, som taler om Kristus.

³⁵ At ea sunt innumerabilia, imo tota scriptura. Ideo, si scriptura iudice caussam agimus, omnibus modis uicero, ut ne iota unum aut apex sit reliquus, qui non damnet dogma liberi arbitrij. Quod autem scriptura Christum per contentionem et antithesin praedicet, etsi id ignorent aut scire dissimulent magni Theologi et liberi arbitrij tutores, sciunt tamen et confitentur uulgo cuncti Christiani. Sciunt (inquam) duo esse regna in mundo, mutuo pugnantissima, in altero Satanam regnare, qui ob id princeps mundi a Christo, et Deus huius soeculi a Paulo dicitur, qui cunctos tenet captiuos ad uoluntatem suam, qui non sunt Christi spiritu ab eo rapti, teste eodem Paulo, nec sinit eos sibi rapi ullis uiribus, nisi spiritu Dei, ut Christus testatur in parabola de forti atrium suum in pace seruante. 

Og de er utallige, ja, de udgør hele skriften. Hvis vi derfor afhandler sagen overfor skriftens domstol, vil jeg på alle måder sejre, så der ikke er et iota eller en tøddel tilbage, som ikke fordømmer læren om den frie vilje. Men fordi skriften prædiker Kristus gennem sammenligning og modsætning, skønt de store teologer og den frie viljes beskyttere er uvidende om det eller lader som om de ikke véd det, så véd alle kristne det og bekender det offentligt. De véd, siger jeg, at der er to riger i verden, der kæmper imod hinanden, i det ene hersker Satan, som af den grund af Kristus kaldes verdens fyrste, og af Paulus siges at være af denne æon, den Satan, som holder alle de mennesker fangne under sin vilje, soom ikke er af Kristi ånd er berøvet ham, ifølge den samme Paulus, og han tillader ikke, at de rives fra ham af ligegyldigt hvilke kræfter, medmindre det sker ved Guds ånd, som Kristus vidner om det i lignelsen om den stærke, der bevarer sin borg i fred. (Luk 11,21f)

³⁶ In altero regnat Christus, quod assidue resistit et pugnat cum Satanae regno, in quod transferimur, non nostra ui, sed gratia Dei, qua liberamur a praesenti soeculo nequam, et eripimur a potestate tenebrarum. Istorum regnorum mutuo tantis uiribus et animis perpetuo pugnantium cognitio et confessio sola satis esset ad confutandum dogma liberi arbitrij, quod in regno Satanae cogimur seruire, nisi (W783) uirtute diuina eripiamur. Haec inquam uulgus nouit et tum prouerbijs, precibus, studijs, totaque uita satis confitetur.

I det andet rige hersker Kristus; dette rige modstår stædigt Satans rige og kæmper mod det, og det rige føres vi over i, ikke ved vore egne kræfter, men ved Guds nåde, hvorved vi befries fra den nuværende æons ondskab, og rives ud af mørkets magt. Erkendelsen af og bekendelsen af, at disse riger gensidigt bekæmper hinanden med så mange kræfter og så vedholdende lidenskaber er alene nok til at gendrive læren om den frie vilje, som vi i Satans rige tvinges til at tjene, hvis vi ikke rives ud af den guddommelige magt. Dette påstår jeg, at folk godt véd og at de bekender gennem deres ordsprog, bønner, stræben og hele liv.

³⁷        Omitto illud meum uere Achilleum, quod Diatribe fortiter transiuit intactum, scilicet, quod Rom. 7. et Gala 5. Paulus docet, in sanctis et pijs esse pugnam spiritus et carnis tam ualidam, ut non facere possint, quae uellent.

Jeg springer over min sande Akilleus, fordi Diatriben modigt har ladet den være, nemlig det, at Paulus i rom#7.14ff og gal#5.16ff lærer, at i de hellige og fromme består der en kamp mellem ånden og kødet, og den er så hæftig, at de ikke kan gøre, hvad de gerne vil.

³⁸ Ex hoc sic arguebam: Si natura hominis adeo mala est, ut in ijs, qui spiritu renati sint, non modo non conetur ad bonum, sed etiam pugnet et aduersetur bono, quomodo in illis, qui nondum renati in ueteri homine sub Satana seruiunt, ad bonum conaretur? Neque enim ibi Paulus solum de crassis affectibus loquitur, per quos uelut per commune effugium solet Diatribe omnibus scripturis elabi, sed numerat inter opera carnis, haeresim, idolatriam, dissensiones, contentiones, quae utique in summis illis uiribus, puta, ratione et uoluntate, regnant.

Ud fra det argumenterer jeg således: Hvis menneskets natur i den grad er ond, at den i dem, som er genfødte ved ånden, ikke blot ikke stræber efter det gode, men også kæmper imod og modsætter sig det gode, hvordan skulle den så i dem, som endnu ikke er genfødte og i deres gamle menneske tjener under Satan, kunne stræbe efter det gode? For Paulus taler heller ikke her kun om de grove affekter, gennem hvilke Diatriben plejer at undslippe alle skriftsteder som gennem en generel udflugt, nej, han opregner blandt kødets gerninger kætteri, afgudsdyrkelse, kiv, strid, det, som hersker overalt i de højeste kræfter, nemlig fornuften og viljen.

³⁹ Si igitur caro istis affectibus pugnat contra spiritum in sanctis, multo magis contra Deum pugnabit in impijs et in libero arbitrio. Ideo et Rom. 8 uocat eam inimicitiam contra Deum. Hoc (inquam) argumentum uellem mihi dilui, et ab eo libe. arbitrium defendi. Ego sane de me confiteor: Si qua fieri posset, nollem mihi dari liberum arbitrium, aut quippiam in manu mea relinqui, quo ad salutem conari possem, non solum ideo, quod in tot aduersitatibus et periculis, Deinde tot impugnantibus daemonibus, subsistere et retinere illud non ualerem, cum unus daemon potentior sit omnibus hominibus, neque ullus hominum saluaretur, Sed, quod, etiamsi nulla pericula, nullae aduersitates, nulli daemones essent, cogerer tamen perpetuo in incertum laborare et aerem pugnis uerberare, neque enim conscientia mea, si in aeternum uiuerem et operarer, unquam certa et secura fieret, quantum facere deberet, quo satis Deo fieret.

Hvis altså kødet med disse affekter kæmper imod ånden i de hellige, så vil det da meget snarere kæmpe imod Gud i de ugudelige og i den frie vilje. Derfor kalder han det også i rom#8.7 fjendskab mod Gud. Her siger jeg, at jeg nok gad se, hvordan dette argument skulle blive afkræftet af Diatriben og derved den frie vilje forsvaret. Om mig selv vil jeg ganske vist bekende: Hvis det på én eller anden måde kunne ske, vil jeg ikke ønske, at jeg fik en fri vilje, eller at var noget, der var overladt til mig, hvorved jeg kunne stræbe efter frelsen, ikke blot af den grund, at jeg ikke mener mig i stand til at bestå i så mange modgange og farer, og overfor så mange dæmoner, der bekæmper mig, eller fastholde det, eftersom bare én dæmon er stærkere end alle mennesker, og ikke et eneste menneske ville blive frelst, men også fordi, selv om der så ikke var nogen fare, ingen modgang, ingen dæmoner, så ville jeg dog tvinges til hele tiden at arbejde i det uvisse og slå om mig i luften, for hverken kunne min samvittighed, om jeg så skulle leve evigt og gøre gerninger, nogensinde blive forvisset og sikker på, hvor meget der skulle gøres for at gøre Gud tilfreds.

⁴⁰ Quocunque enim opere perfecto, reliquus esset scrupulus, an id Deo placeret, uel an aliquid ultra requireret, sicut probat experientia omnium iustitiariorum, et ego meo magno malo tot annis satis didici. At nunc, cum Deus salutem meam, extra meum arbitrium tollens, in suum receperit, et non meo opere aut cursu, sed sua gratia et misericordia promiserit me seruare, securus et certus sum, quod ille fidelis sit et mihi non mentietur, tum potens et magnus, ut nulli daemones, nullae aduersitates eum frangere aut me illi rapere poterunt. Nemo (inquit) rapiet eos de manu mea, quia pater, qui dedit, maior omnibus est. Ita fit, ut, si non omnes, tamen aliqui et multi saluentur, cum per uim liberi arbitrij nullus prorsus seruaretur, sed in unum omnes perderemur.

For ved en hvilken som helst fuldkommen gerning ville den tvivl blive tilbage, om dette behager Gud, eller om han ville kræve noget derudover, sådan som alle gerningsretfærdiges erfaring beviser det, og sådan som jeg selv til min ulykke har måttet lære det gennem så mange år. Men nu, hvor Gud har taget min frelse ud af min afgørelse op i sin, og har lovet at frelse mig ikke ved min anstrengelse eller mit løb, men ved sin nåde og barmhjertighed, nu er jeg forvisset og sikker på, at han er trofast og ikke vil lyve for mig, ja, at han er så mægtig og stor, at ingen dæmoner, ingen modgang kan overvinde ham eller rive mig fra ham. Han siger jo: 'Ingen kan rive dem ud af min hånd, fordi min fader, som har givet mig dem, er større end alle'. (Joh 10,28f). Sådan går det til, at om ikke alle, så dog nogle og mange frelses, mens overhovedet ingen frelses ved den frie viljes kraft, men alle vi alle ville gå fortabt med hinanden.

⁴¹ Tum etiam certi sumus et securi, nos Deo placere, non merito operis nostri, sed fauore misericordiae suae nobis promissae, atque, si minus aut male egerimus, quod nobis non imputet, sed paterne ignoscat et emendet. Haec est gloriatio omnium sanctorum in Deo suo. (W784)

Da er vi også sikre og forvissede om, at vi behager Gud, ikke i kraft af vores fortjeneste, men i kraft af gunsten i den barmhjertighed, han har lovet os, og sikre på, at han, hvis vi gør mindre end vi skal eller handler ondt, ikke vil tilregne os det, men faderligt tilgive det og forbedre os. Det er alle helgeners ros overfor deres Gud.

⁴²          Si autem id mouet, quod difficile sit, clementiam et aequitatem Dei tueri, ut qui damnet immeritos, hoc est, impios eiusmodi, qui in impietate nati, non possunt ulla ratione sibi consulere, quin impij sint, maneant et damnentur, coganturque necessitate naturae peccare et perire, sicut Paulus dicit: Eramus omnes filij irae, quemadmodum et caeteri, cum tales creentur ab ipsomet Deo ex semine uitiato per unius Adae peccatum, Hic honorandus et reuerendus est Deus, clementissimus in ijs, quos iustificat et saluat indignissimos, donandumque est saltem non nihil diuinae eius sapientiae, ut iustus esse credatur, ubi iniquus nobis esse uidetur. 

Men hvis det forskrækker dig, at det er vanskeligt at fastholde Guds mildhed og ligelighed, når han fordømmer nogle, der ikke har fortjent det, det vil sige, den slags ugudelige, som er født i ugudelighed og ikke på nogen måde kan hjælpe sig selv, så de ikke er ugudelige, forbliver ugudelige og fordømmes som ugudelige og tvinges til ud af naturens nødvendighed at synde og gå fortabt, sådan som Paulus siger: 'Vi var alle vredens børn ligesom de andre' (Ef 2,3), eftersom de af den selvsamme Gud er skabt sådan ud af en lastefuld sæd på grund af den ene Adams synd ... hvis det forskrække dig, så må man her ære og agte Gud, der er barmhjertig overfor dem, som han retfærdiggør og frelser uforskyldt, og man må i sidste ende overlade en del til hans guddommelige visdom, så han tros at være retfærdig, selv om han for os at se er uretfærdig.

⁴³ Si enim talis esset eius iustitia, quae humano captu posset iudicari esse iusta, plane non esset diuina, et nihilo differret ab humana iustitia. At cum sit Deus uerus et unus, deinde totus incomprehensibilis et inaccessibilis humana ratione, par est, imo necessarium est, ut et iustitia sua sit incomprehensibilis, Sicut Paulus quoque exclamat dicens: O altitude diuitiarum sapientiae et scientiae Dei, quam incomprehensibilia sunt iudicia eius, et inuestigabiles uiae eius!

Hvis nemlig hans retfærdighed var af en sådan art, at den menneskelige fatteevne kunne bedømme den til at være retfærdig, så ville den overhovedet ikke være guddommelig og på ingen måde adskille sig fra den menneskelige retfærdighed. Men da Gud er sand, og da Gud er én, dertil helt ufattelig og utilnærmelig for den menneskelige fornuft, så passer det sig, ja så er det nødvendigt, at også hans retfærdighed er ufattelig. Sådan som også Paulus udråber dèr, hvor han siger: 'O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje' (rom#11.33).

⁴⁴ Incomprehensibilia uero non essent, si nos per omnia capere ualeremus, quare sint iusta. Quid est homo comparatus Deo? Quantum est, quod potentia nostra potest, illius potentiae comparata? Quid est nostra fortitude illius uiribus collata? Quid nostra scientia illius sapientiae comparata? Quid nostra substantia ad illius substantiam? Summa, quid omnia nostra sunt ad illius omnia? Si igitur fatemur, etiam natura magistra, humanam potentiam, fortitudinem, sapientiam, substantiam et omnia nostra prorsus nihil esse, si ad diuinam potentiam, fortitudinem, sapientiam, scientiam, substantiam conferantur, quae est nostra illa peruersitas, ut solam iustitiam et iudicium Dei uexemus, et iudicio nostro tantum arrogemus, ut diuinum iudicium comprehendere, iudicare et aestimare uelimus?

Men de ville ikke være uransagelige, hvis vi på enhver måde var i stand til at fatte, hvorfor de er retfærdige. Hvad er mennesket sammenlignet med Gud? Hvor meget kan vor magt, sammenlignet med hans magt? Hvad er vores styrke, sammenlignet med hans kræfter? Hvad er vores viden sammenlignet med hans visdom? Hvad er vores væsen, sammenlignet med hans væsen? Kort sagt, hvad er alt vort overfor alt hans? Hvis vi altså må indrømme, også på grund af det, naturen lærer os, at den menneskelige magt, styrke, visdom, væsen og alt vort slet intet er, hvis den sammenlignes med den guddommelige magt, styrke, visdom, viden og væsen, hvad er det da for en forvendthed hos os, at vi alene anfægter Guds retfærdighed og dom, og kun, hvad angår vores dom, vil kræve, at vi skal kunne forstå, bedømme og vurdére den guddommelige dom?

⁴⁵ quare non similiter et hic dicimus: Iudicium nostrum nihil est, si diuino iudicio comparetur? Consule ipsam rationem, si non conuicta cogetur sese stultam et temerariam confiteri, quod iudicium Dei non sinit esse incomprehensibile, cum caetera diuina omnia fateatur esse incomprehensibilia. Scilicet, in omnibus alijs Deo concedimus maiestatem diuinam, in solo iudicio negare parati sumus, nec tantisper possumus credere, cum esse iustum, cum nobis promiserit, fore, ubi gloriam suam reuelarit, ut omnes tum uideamus et palpemus, eum fuisse et esse iustum.

Hvorfor siger vi her ikke på lignende måde: Vores dom er ingenting, hvis den sammenlignes med den guddommelige dom? Rådfør dig med fornuften selv, om den ikke overvundet tvinges til at indrømme, at den er dum og fræk, når den ikke går med til, at Guds dom er uransagelig, eftersom den må indrømme, at alt andet guddommeligt er uransageligt. Det vil sige, i alt andet indrømmer vi, at Gud har en guddommelig majestæt, kun i hans dom er vi parat til at nægte det, ejheller kan vi på det punkt tro, at han er retfærdig, skønt han har forjættet os, at han vil være retfærdig, når hans herlighed åbenbares, og at vi da alle skal se den og begribe, at han var retfærdig og at han er retfærdig.

⁴⁶ Dabo exemplum ad confirmandam hanc fidem et ad consolandum oculum illum nequam, qui Deum suspectum habet de iniquitate. Ecce sic Deus administrat mundum istum corporalem in rebus externis, ut, si rationis humanae iudicium spectes et sequaris, cogaris dicere, aut nullum esse Deum, aut iniquum esse Deum, ut ille ait: Sollicitor nullos saepe putare Deos. Vide enim, ut prosperrime habeant mali, contra infoelicissime boni, (W785) testantibus prouerbijs et experientia, prouerbiorum parente, quo sceleratiores, hoc fortunatiores esse.

Jeg vil give et eksempel for at styrke denne tro og for at trøste dette onde øje, som mistænker Gud for at være uretfærdig. Se, således styrer Gud denne legemlige verden i de ydre ting, at man, hvis man ser på den menneskelige fornufts bedømmelse og følger den, tvinges til at sige, enten, at der ikke er nogen gud, eller at Gud er uretfærdig, som hint menneske siger: 'Det bekymrer mig ofte, at der måske ikke er nogen guder'. Se altså, hvordan de onde stortrives, i modsætning til, at de gode er ulykkelige, sådan som ordsprog bevidner det, og erfaringen, ordsprogenes ophav, viser det: 'Jo større skalk, des bedre lykke'.

⁴⁷ Abundant (inquit Hiob) tabernacula impiorum, et Psalmus .72. queritur, Peccatores in mundo abundare diuitijs. Obsecro, an non omnium iudicio, iniquissimum est, malos fortunari et bonos affligi? At ita fert cursus mundi. Hic etiam summa ingenia eo lapsa sunt, ut Deum esse negent et fortunam omnia temere uersare fingant, quales Epicurei, et Plynius, Deinde Aristoteles suum illud primum ens, ut liberet a miseria, sentit ipsum nihil rerum uidere, nisi se solum, quod ei molestissimum esse putat, tot mala, tot iniurias uidere. Prophetae uero, qui Deum esse crediderunt, magis tentantur de iniquitate Dei, ut Hieremias, Hiob, Dauid, Assaph et alij.

Job siger, at der hersker overflod i de ugudeliges hytter, (Job 12,6) og Sl 73,12 klager over, at synderne i verden svømmer i rigdom. Jamen, hør, mon ikke det er alles bedømmelse, at det er meget uretfærdigt, at give de onde lykke og de gode trængsel? Men sådan foregår det i verden. Her er selv de største begavelser forfaldne til at nægte, at Gud er til, og til at forestille sig, at den blinde skæbne lader alting ske, sådan som Epikuræerne og Plinius. Og Aristoteles mener, at hans 'første væren' for at blive fri for elendigheden ikke selv ser andet af tingene end sig selv, for han mener, det er for besværligt at se så mange onde ting, så mange uretfærdigheder. Men profeterne, fx Jeremias, Job, David, Asaf, som tror, at der er en Gud, fristes mere til at anse Gud for uretfærdig.

⁴⁸ Quid putas Demosthenes et Cicero cogitarint, cum omnia, quae poterant, effecissent, et talem mercedem misero interitu receperunt? Et tamen haec iniquitas Dei uehementer probabilis et argumentis talibus traducta, quibus nulla ratio aut lumen naturae potest resistere, tollitur facillime per lucem Euangelij et cognitionem gratiae, qua docemur, impios corporaliter quidem florere, sed anima perdi. Estque totius istius quaestionis insolubilis, ista breuis solutio in uno uerbulo, Scilicet, Esse uitam post hanc uitam, in qua, quicquid hic non est punitum et remuneratum, illic punietur et remunerabitur, cum haec uita sit nihil nisi praecursus aut initium potius futurae uitae.

Hvad tror du, Demostenes og Cicero tænkte, da de havde gjort alt, hvad de kunne, og dog som belønning fik en så elendig død? (n48) Og dog ophæves denne uretfærdighed hos Gud, som er meget sandsynlig og fremføres med så stærke argumenter, som ingen fornuft og intet naturens lys kan modstå, meget led gennem evangeliets lys og erkendelse af nåden, hvor vi belæres om, at de ugudelige ganske vist blomstrer i det legemlige, men går fortabt i det sjælelige. Og der findes på hele dette uløselige spørgsmål denne korte løsning i ét lille ord, nemlig det, at der er et liv efter dette liv, hvori det, som ikke blev straffet eller gengældt her, bliver straffet og gengældt, eftersom dette liv ikke er andet end en forløber for eller snarere en begyndelse på det fremtidige liv.

⁴⁹         Si igitur lux Euangelij, quae solo uerbo et fide ualet, tantum efficit, ut ista quaestio omnibus soeculis tractata et nunquam soluta, tam facile dirimatur et componatur, quid putas futurum, ubi cessante lumine uerbi et fidei, res ipsa et maiestas diuina per sese reuelabitur? An non putas, quod tum lumen gloriae quaestionem quam facillime soluere possit, quae in lumine uerbi aut gratiae est insolubilis, cum lumen gratiae tam facile soluerit quaestionem in lumine naturae insolubilem?

Hvis altså evangeliets lys, som alene betyder noget ved ordet og troen, udretter så meget, at det så let opløser og tilrettelægger dette spørgsmål, som er behandlet gennem alle århundreder og endnu ikke løst, hvad tror du da vil ske i fremtiden, hvor ordets og troens lys ophører og sagen selv og den guddommelige majestæt selv åbenbares? Mon ikke du vil mene, at herlighedens lys til den tid vil løse spørgsmålet så let som ingenting, skønt det i ordets og nådens lys er uløseligt, når nu nådens lys så let har løst et spørgsmål, der i naturens lys syntes uløseligt?

⁵⁰ Tria mihi lumina pone, lumen naturae, lumen gratiae, lumen gloriae, ut habet uulgata et bona distinctio. In lumine naturae est insolubile, hoc esse iustum, quod bonus affligatur et malus bene habeat. At hoc dissoluit lumen gratiae. In lumine gratiae est insolubile, quomodo Deus damnet eum, qui non potest ullis suis uiribus aliud facere, quam peccare et reus esse.

Vi kan tænke os tre lys, naturens lys, nådens lys og herlighedens lys, sådan som man skelner i almindelighed og med rette. I naturens lys er det uløseligt, at det er retfærdigt, når den gode møder trængsler og den onde har det godt. Men dette løser nådens lys. I nådens lys er det uløseligt, hvordan Gud fordømmer den, som ikke med sine egne kræfter kan gøre andet end synde og være skyldig.

⁵¹ Hic tam lumen naturae, quam lumen gratiae dictant, culpam esse, non miseri hominis, sed iniqui Dei, nec enim aliud iudicare possunt de Deo, qui hominem impium gratis sine meritis coronat, et alium non coronat, sed damnat, forte minus uel saltem non magis impium. At lumen gloriae aliud dictat, et Deum, cuius modo est iudicium incomprehensibilis iustitiae, tunc ostendet esse iustissimae et manifestissimae iustitiae, tantum, ut interim id credamus, moniti et confirmati exemplo luminis gratiae, quod simile miraculum in naturali lumine implet. (W786)

Her siger både naturens lys og nådens lys, at den, der er skyldig, ikke er det elendige menneske, men den uretfærdige Gud, de kan nemlig ikke dømme anderledes om en Gud, som kroner det ugudelige menneske uden at han har gjort sig fortjent til det og undlader at krone en anden og i stedet fordømmer ham, skønt han måske er mindre ugudelig og i hvert fald ikke mere ugudelig. Men herlighedens lys siger noget andet og vil vise os, at Gud, der nu kun har en dom af uforståelig retfærdighed, til den tid vil være af den mest retfærdige og klare retfærdighed, blot sådan, at vi indtil da skal tro det, formanet og bekræftet af dette eksempel med nådens lys, som et lignende mirakel fuldbyrder i det naturlige lys.

⁵²         Finem hic faciam huius libelli, paratus, si opus sit, pluribus hanc caussam agere, quanquam hic arbitror pio et qui ueritati sine pertinacia cedere uelit, abunde satis esse factum. Si enim credimus uerum esse, quod Deus praescit et praeordinat omnia, tum neque falli neque impediri potest sua praescientia et praedestinatione, Deinde nihil fieri, nisi ipso uolente, id quod ipsa ratio cogitur concedere, simul ipsa ratione teste, nullum potest esse liberum arbitrium in homine uel angelo aut ulla creatura.

Jeg vil her afslutte denne lille bog, beredt til, hvis der er brug for det, at afhandle denne sag yderligere, skønt jeg tror, at der her er gjort mere end nok for den fromme og for den, som vil vige for sandheden uden stædighed. For hvis vi tror, at det er sandt, at Gud véd og forordner alt i forvejen, så han hverken kan tage fejl eller forhindres i sin forudviden og forudbestemmelse, og videre, hvis vi tror, at der ikke sker noget, uden Han vil det, hvilket fornuften tvinges til at indrømme, så må samtidig den samme fornuft bevidne, at der ikke kan være nogen fri vilje i et menneske eller i en engel eller i nogen skabning.

⁵³ Ita, si credimus Satanam esse principem mundi, Christi regno totis uiribus perpetuo insidiantem et pugnantem, ut captiuos homines non dimittat, nisi diuina spiritus uirtute pulsus, iterum patet, nullum esse posse liberum arbitrium. Ita, si peccatum originale credimus sic nos perdidisse, ut etiam ijs, qui spiritu aguntur, negocium molestissimum faciat, aduersus bonum luctando, clarum est, nihil in homine spiritus inani reliquum esse, quod ad bonum sese uerti possit, sed tantum ad malum. 

Ligeledes, hvis vi tror, at Satan er verdens fyrste og af alle kræfter hele tiden spinder rænker imod Kristi rige og bekæmper det, så han ikke løslader de fangne mennesker, hvis de ikke bliver drevet dertil at den guddommelige ånds magt, så tyder også det på, at der ikke kan være nogen fri vilje. Endvidere, hvis vi tror, at arvesynden på den måde har gjort os fortabte, at den også fremkalder store vanskeligheder for dem, der drives af ånden, derved, at den kæmper mod det gode, så er det klart, at der i det menneske, der er uden ånd, ikke er noget, som kan vende sig mod det gode, det kan kun vende sig mod det onde.

⁵⁴ Item, si Iudaei summis uiribus iustitiam sectantes, in iniustitiam potius proruerunt, et Gentes impietatem sectantes, gratis et insperate ad iustitiam peruenerunt, itidem manifestum est, ipso opere et experientia, hominem sine gratia nihil nisi malum posse uelle. Sed summa, Si credimus Christum redemisse homines per sanguinem suum, totum hominem fateri cogimur fuisse perditum, alioqui Christum faciemus uel superfluum uel partis uilissimae redemptorem, quod est blasphemum et sacrilegum.

Fremdeles: Hvis jøderne, der af alle kræfter søgte retfærdigheden, snarere blev styrtet ned i uretfærdighed, og hedningerne, der søgte ugudelighed, nåede frem til retfærdigheden af nåde og uden at have håbet på det, så er det ligeledes klart, ud fra netop denne gerning og denne erfaring, at mennesket uden nåden ikke kan ville andet end ondt. Men i det hele taget, hvis vi tror på, at Kristus har forløst menneskene ved sit blod, så tvinges vi til at indrømme, at hele mennesket har været fortabt, ellers gør vi enten Kristus overflødig eller til forløser af kun den ringeste del af mennesker, hvilket er blasfemi og helligbrøde.

⁵⁵        Te nunc, Mi Erasme, per Christum oro, ut, quod promisisti, tandem praestes; promisisti autem, uelle te cedere meliora docenti. Pone respectum personarum! Fateor: tu magnus es et multis, ijsque nobilissimis dotibus a Deo ornatus, ut alia taceam, ingenio, eruditione, facundia usque ad miraculum. Ego uero nihil habeo et sum, nisi quod Christianum esse me prope glorier. Deinde et hoc in te uehementer laudo et praedico, quod solus prae omnibus rem ipsam es aggressus, hoc est, summam caussae, nec me fatigaris alienis illis caussis de Papatu, purgatorio, indulgentijs, ac similibus nugis potius quam caussis, in quibus me hactenus omnes fere uenati sunt frustra.

Kære Erasmus, nu beder jeg dig for Kristi skyld, at du til sidst yder det, du har lovet; for du lovede jo, at du ville vige for den, der kunne belære dig bedre. Tag ikke hensyn til personen! Jeg indrømmer, du er stor og af Gud udstyret med mange og ædle gaver, at jeg ikke skal nævne det andet: forstand, uddannelse, en næsten mirakuløs veltalenhed. Jeg for min del har ingenting og er ingenting, udover at jeg næsten kan rose mig af at være kristen. Dernæst roser og priser jeg også dette ganske meget hos dig, at du ene af alle har angrebet sagen selv, det vil sige, hovedsagen, så du ikke trætter mig med alle disse andre sager om pavedømmet, skærsilden, afladen og den slags, som mere er narrestreger end de er sagen selv, hvori næsten alle hidtil forgæves har søgt at fange mig.

⁵⁶ Vnus tu et solus cardinem rerum uidisti, et ipsum iugulum petisti, pro quo ex animo tibi gratias ago, in hac enim caussa libentius uersor, quantum fauet tempus et ocium. Si hoc fecissent, qui me hactenus inuaserunt, si adhuc illi facerent, qui modo nouos spiritus, nouas reuelationes iactant, minus seditionis et sectarum, et plus pacis et concordiae haberemus. Sed Deus ita per Satanam nostram ingratitudinem uindicauit. Quanquam, nisi aliter caussam istam agere potes, quam hac Diatribe egisti, optarim magnopere, ut tuo dono contentus, literas et linguas, sicut hactenus cum magno fructu et laude fecisti, coleres, ornares, proueheres, quo studio non nihil et mihi seruiuisti, ut multum tibi me debere fatear, et certe in ea re te ueneror et suspicio syncero animo.

Alene du har set sagens kerne og har angrebet selve hovedpunktet, hvilket jeg af hjertet takker dig for, for med denne sag giver jeg mig meget hellere i lag, såvidt tid og lejlighed tillader. Hvis de, som hidtil har angrebet mig, havde gjort det, hvis de, som kun praler af nye ånder og nye åbenbaringer, havde gjort det, så ville vi have fået færre splittelser og sekter og mere fred og samdrægtighed. Men Gud har på den måde straffet vores utaknemlighed gennem Satan. Ganske vist, hvis du ikke kan behandle sagen anderledes, end du har gjort i din Diatribe, så vil jeg inderligt ønske for dig, at du stiller dig tilfreds med din gave, litteraturen og sprogene, sådan som du hidtil har gjort med stor frugt og ros, at du plejer det, fremmer det og fører det videre. Med den indsats har du tjent også mig ikke så lidt, så jeg indrømmer, at jeg skylder dig meget, og sikkert i den sag vil ære dig og se op til dig af et oprigtigt hjerte.

⁵⁷ Huic nostrae caussae ut par esses, nondum uoluit nec dedit Deus, Id quod rogo, nulla dictum arrogantia existimes, (W787) Oro autem, ut propediem Dominus tantum te in hac re superiorem me faciat, quantum in alijs omnibus mihi superior es. Non est enim nouum, si Deus Mosen per Iethro erudiat, Et Paulum per Ananiam doceat. Nam quod tu dicis, procul esse aberratum a scopo, si tu Christum ignores, arbitror teipsum uidere, quale sit, Neque enim ideo omnes errabunt, si tu aut ego erramus. Deus est, qui mirabilis in sanctis suis praedicatur, ut sanctos putemus, qui longissime sint a sanctitate. 

At du kom på højde med vores sag, har Gud endnu ikke villet og givet. Dog beder jeg dig ikke at bedømme denne udtalelse som arrogant, men jeg beder om, at Herren snart vil gøre dig lige så overlegen over mig, som du er mig overlegen på alle andre områder. Det er jo ikke noget nyt; Gud uddannede Moses ved Jetro og belærte Paulus gennem Ananias. For hvad du siger, at du rammer langt ved siden af målet, hvis du er uvidende om Kristus, tror jeg du selv indser, hvad er. (eras3#106) For det er jo ikke sådan, at fordi du eller jeg tager fejl, så vil alle tage fejl. Gud er det, som på mirakuløs måde prædikes i sine helgener, så vi regner dem for hellige, som er længst borte fra hellighed.

⁵⁸ Neque difficile est, ut, homo cum sis, scripturas aut patrum dicta, quibus ducibus te credis scopum tenere, neque recte intelligas, neque diligenter satis obserues, quod satis monet illud, quod nihil asserere, sed contulisse te scribis.

Og da du er et menneske, kan det let ske, at du ikke ret forstår skriften og fædrenes ord og ikke undersøger dem omhyggeligt nok, selv om du tror, at de vil få dig til at ramme målet, hvilket det forhold afslører tilstrækkelig tydeligt, at du skriver, at du ikke vil fastholde noget bestemt, men kun drage sammenligninger. (eras1#11)

⁵⁹Sic non scribit, qui rem penitus perspicit et
recte intelligit. Ego uero hoc libro NON CONTVLI,
SED ASSERVI, ET ASSERO, ac penes nullum uolo esse iudicium, sed omnibus suadeo, ut praestent obsequium. Dominus uero, cuius est haec caussa, illuminet te et faciat uasculum in honorem et gloriam.
AMEN.

Sådan skriver det menneske ikke, som har gennemskuet sagen og forstået den ret. Jeg for mit vedkommende har i denne bog ikke draget sammenligninger (eras3#106), men fremsat påstande, og jeg fremsætter påstande, og jeg ønsker mig så at sige ingen bedømmelse, men råder alle til at yde lydighed. Men Herren, som denne sag tilhører, oplyse dig og gøre dig til et kar til ære og herlighed.

Amen.

⁶⁰ FINIS

Slut.