De servo arbitrio 8

^{1 [164]}            Senserunt et Sophistae uim inuictam et insustentabilem huius argumenti, ideo finxerunt necessitatem consequentiae et consequentis. Sed quam nihil hoc figmentum efficiat, supra docuimus.

        Også sofisterne har lagt mærke til, at dette argument har en uovervindelig og uimodståelig kraft. Derfor opfinder de dette med den konsekvensbærende og den konsekvensfølgende nødvendighed. Men hvor lidt dette hjernespind gør til sagen, har vi ovenfor påvist. ( L2#15-20)

²   Etenim et ipsi non obseruant, quid dicant et quantum admittant contra sese. Si enim necessitatem consequentiae concesseris, uictum ac prostratum est liberum arbitrium, nec quicquam iuuat uel necessitas uel contingentia consequentis.

I virkeligheden lægger de ikke selv mærke til, hvad de siger, og hvormeget de indrømmer imod sig selv. Hvis nemlig du indrømmer, at der er noget, der hedder den konsekvensbærende nødvendighed, så er den frie vilje besejret og ligger udstrakt på valen, og det hjælper den ikke noget, hverken med den konsekvensbærende eller den konsekvensfølgende nødvendighed.

³ Quid ad me, si liberum arbitrium non cogatur, sed uolenter faciat, quod facit? Sufficit mihi, quod concedis, necessario fore, ut uolenter faciat quod facit, nec aliter habere se queat, si Deus ita praescierit.

Og hvad har det med mig at gøre, at den frie vilje ikke bliver tvunget, men frivilligt gør, hvad den gør? Det er nok for mig, hvad du har indrømmet, at det sker med nødvendighed, så at den med vilje gør, hvad den gør, og ikke kan forholde sig anderledes, hvis Gud har forudset det således.

⁴  Si Deus praescit Iudam proditurum aut mutaturum esse uoluntatem prodendi, utrum praescieret, necessario uenit, aut Deus falletur praesciendo et praedicendo, quod est impossibile.

Hvis Gud forud véd, at Judas vil forråde eller vil forandre sin vilje til at forråde, så vil, hvilken af de to muligheder han har forudset, ske med nødvendighed, ellers tager Gud fejl, når han forudvéd eller forudsiger, hvilket er umuligt. (eras2#78)

⁵   Hoc enim efficit necessitas consequentiae, id est, si Deus praescit, ipsum necessario fit. Hoc est, liberum arbitrium nihil est. 

Det er nemlig, hvad den konsekvensbærende nødvendighed medfører: hvis Gud forud véd noget, må det med nødvendighed ske. Det vil sige, den frie vilje er intet.

⁶  Ista necessitas consequentiae non est obscura nec ambigua, ut, si etiam caecutiant omnium saeculorum doctores, cogantur tamen eam admittere, cum sit ita manifesta et certa, ut palpari possit.

Og denne konsekvensbærende nødvendighed er ikke dunkel eller tvetydig, så at, om så alle århundreders lærde havde været blinde, så tvinges de dog til at indrømme den, eftersom den er så fast og sikker, at man kan tage på den med hænder.

⁷  Necessitas uero consequentis, qua illi se solantur, merum phantasma est, et ex diametro pugnat cum necessitate consequentiae. Exempli gratia, Necessitas consequentiae est, si dixero: Deus praescit Iudam fore proditorem, ergo certo et infallibilite fiet, ut Iudas proditor sit. 

Men den konsekvensfølgende nødvenighed, som de trøster sig med, er et rent og skært fantasifoster, og står i diametral modsætning til den konsekvensbærende nødvendighed. Det er fx udtryk for den konsekvensbærende nødvendighed, hvis jeg siger: Judas vil blive forræder, ergo vil det sikkert og ufejlbarligt ske, at Judas bliver forræder.

⁸  Aduersus hanc necessitatem et consequentiam tu sic te solaris: Sed quia Iudas potest mutare uoluntatem prodendi, ideo non est necessitas consequentis.

Imod denne nødvendighed og konsekvens kan man trøste sig således: Men fordi Judas kan ændre sin vilje til at forråde, derfor er der ikke tale om en konsekvensbærende nødvendighed. 

⁹  Rogo te, quomodo conueniunt illa duo: Iudas potest non prodere uelle, Et: necesse est, ut Iudas prodere uelit? Nonne directe contradicunt et pugnant?

Jeg spørger, hvordan de to stemmer overens: Judas er i stand til at ville undlade at forråde, og: Det må nødvendigvis ske, at Judas vil forråde? Mon ikke de direkte modsiger hinanden og kæmper imod hinanden?

¹⁰ Non cogetur (inquis) prodere inuitus. Quid hoc ad rem? Tu dixisti de necessitate consequentis, illam scilicet non induci necessitate consequentiae, nihil de coactione consequentis dixisti.

Du siger, at han ikke bliver tvunget til at forråde mod sin vilje. Hvad kommer det sagen ved? Du har sagt om den konsekvensfølgende nødvendighed, at den ikke indføres ved hjælp af den konsekvensbærende nødvendighed, du har ikke sagt noget om en konsekvensfølgende tvang.

¹¹  Responsio fuit de necessitate consequentis, et tu exemplum profers de coactione consequentis; aliud quaero, et aliud tu refers. Hoc facit oscitantia illa, qua non obseruatur, quam nihil efficiat illud commentum de necessitate consequentis.

Svaret var om den konsekvensfølgende nødvendighed, og du fremdraget et eksempel om den konsekvensføgende tvang, jeg spørger om ét, du svarer på noget andet. Det er noget, man gør i sin søvnighed, hvis man ikke lægger mærke til, hvordan opfindelsen af den konsekvensfølgende nødvendighed intet gør til sagen.

^{12 [165]}           Haec de Primo loco, qui fuit de induratione Pharaonis, qui tamen omnes locos et multas copias inuoluit, easque inuictas. Nunc alterum uideamus de Iacob et Esau, de quibus necdum natis dictum est: Maior seruet minori. (Gen 25,23).

Så meget om det første sted, som handlede om Faraos forhærdelse, men dog involverede alle steder og mange soldater, og det ubesejrede sådanne. Nu vil vi se på det andet sted om Jakob og Esau, om hvilke der, førend de blev født, blev sagt: Den ældste skal tjene den yngste.

¹³ Hunc locum sic eludit Diatribe, quod proprie non pertinet ad salutem hominis, potest enim Deum uelle, ut homo seruus sit et pauper, uelit, nolit, nec tamen reijciatur ab aeterna salute.

Dette sted undviger Diatriben på den måde, at den siger, det ikke i sig selv har noget med menneskets frelse at gøre, Gud kan nemlig ville, at mennesket skal være slave eller være fattigt, hvad enten det vil eller ej, og dog ikke forkaste det fra den evige frelse. (eras2#85)

¹⁴  Vide quaeso, quot diuerticula et effugia quaerat, lubricus animus et qui ueritatem fugit, Nec tamen effugit. Esto sane, locus ille non pertineat ad salutem hominis, de quo (W723) infra, nunquid ideo nihil efficit Paulus, qui illum adducit?

Prøv lige her og se, hvormange smutveje og udflugter den slibrige sjæl og den, der vil flygte fra sandheden, kræver, uden dog at kunne komme fri af den. Jamen, så lad det da være sådan, at dette sted ikke har noget med menneskets frelse at gøre, det tager jeg op senere, mon derfor ikke Paulus, når tager dette sted frem, vil have noget ud af det?

¹⁵ Ridiculumne aut ineptum faciemus Paulum in disputatione tam seria? Verum illud Hieronymianum est, qui non uno loco audet superciliose satis, sed simul ore sacrilego dicere, Ea pugnare apud Paulum, quae locis suis non pugnant; hoc est tantum dicere: Paulus, cum fundamenta dogmatis Christiani iacit, nihil facit, nisi quod deprauat scripturas diuinas et ludis animas fidelium, sententia suo cerebro efficta et scripturis uiolenter intrusa.

Gør vi ikke Paulus latterlig og dum i en så alvorlig diskussion? Men dette er en rigtig 'Hieronymusser'. Han vover ikke ikke blot ét sted med rynkede bryn, men blasfemisk mund at sige: Dette understøtter noget hos Paulus, som stederne ikke understøtter, hvor de står; dette er at sige så meget som: Paulus gør kun det, når han lægger fundamentet til de kristne dogmer, at han ødelægger de guddommelige skrifter og narrer de troendes sjæle ved at opfinde en mening fra sin egen hjerne og med vold ødelægger skriften.

¹⁶ Sic honorari debet spiritus in sancto illo et electo organo Dei Paulo. Atque ubi Hieronymus cum iudicio legi debeat, et hoc dictum eius inter ea numerari, quae multa uir ille (ea fuit oscitantia et hebetudo eius in scripturis intelligendis) impie scribit, Diatribe ipsum sine iudicio arripit, nec glosa saltem aliqua dignatur mitigare, sed uelut certissimo oraculo, scripturas diuinas et iudicat et temperat.

Sådan bør man ære ånden i dette hellige og udvalgte Guds redskab, nemlig i Paulus. Og hvor Hieronymus burde læses med omtanke, og dette citat regnes med til det meget gudsløse, som den mand har skrevet (det er netop hans søvnighed og afstumpethed i at forstå skriften), så tager Diatriben det til sig uden at bedømme det, uden at finde ham værdig til at få det han har skrevet formildet med en eller anden kommentar, men han skal næsten som et stensikkert orakel både bedømme og udmåle skriften.

¹⁷ Sic impia hommum [hominum?] dicta pro regulis et mensuris diuinae scripturae accipimus. Et adhuc miramur, illam fieri ambiguam et obscuram, patresque tot in illa caecutire, cum hac ratione impia et sacrilega fiat.

Sådan lader vi ugudelige menneskers udsagn gælde for regel og mål for de guddommelige skrifter. Og derefter undrer vi os over, at skriften bliver tvetydig og dunkel, og at så mange fædre var blinde i den, når det sker på denne gudløse og blasfemiske måde.

^{18 [166*]}           Anathema sit igitur, qui dixerit, ea non pugnare locis suis, quae apud Paulum pugnant. Hoc enim dicitur solum, sed non probatur, Dicitur uero ab ijs, qui neque Paulum nec locos ab eo citatis intelligunt, sed uocabulis acceptis, suo, id est, impio sensu, falluntur.

* 166 forekommer to gange.

          Forbandet være da den, der påstår, at det, der understøtter hos Paulus, ikke understøtter, hvor det står. For det er kun noget, man siger, ikke noget, man beviser. Men det siges af dem, der hverken forstår Paulus eller de steder, han citerer, men narrer sig selv, idet de forstår ordene, men forstår dem efter deres egen mening, det vil sige, en gudløs mening.

¹⁹  Vt enim maxime hic locus Gene. 25. de seruitute temporali sola intelligeretur (quod non est uerum), tamen a Paulo recte et efficaciter adducitur, dum per ipsum probat, non per merita Iacob aut Esau, Sed PER VOCANTEM dictum esse ad Saram: Maior seruiet minori.

Selv om så stedet her i 1 Mos 25,23 fortrinsvis skulle forstås alene om den timelige trældom (hvilket ikke er sandt), så fremfører Paulus det dog ret og virkningsfuldt, idet han med det beviser, at det ikke var ved Jakobs eller Esaus fortjeneste, at det blev sagt til Sara: 'Den ældste skal tjene den yngste', men ved ham, der kaldte dem.

²⁰ Paulus disputat an illi uirtute aut meritis liberi arbitrij peruenerint ad id, quod de eis dicitur, probatque, quod non, sed sola uocantis gratia eo peruenerit Iacob, quo non peruenit Esau. 

Paulus diskuterer, om det var ved den frie viljes dyd eller fortjeneste, at de to nåede frem til det, der blev sagt om dem, og beviser, at det var det ikke, nej, det var alene ved den kaldendes nåde, at Jakob nåede det, som Esau ikke nåede.

²¹  Probat autem id inuictis uerbis scripturae, scilicet quod nondum nati, item, nihil boni aut mali operati fuerint. (Rom 9,11) Atque in hac probatione situm est pondus rerum, hoc agitur in ista caussa.

Men han beviser det med skriftens ubesejrede ord, nemlig, 'at de endnu ikke var født', og: 'at de endnu ikke havde gjort noget godt eller ondt' (rom#9.11). Og i dette bevis ligger tingenes kernepunkt, det er det, sagen drejer sig om.

²² Diatribe uero istis omnibus egregia Rhetorica transitis et dissimulatis, disputat nihil de meritis, quod tamen suscepit ut faceret, quod et tractatio Pauli exigit, sed de seruitute temporali cauillatur, quasi hoc aliquid ad rem pertineat, tantum ne uideatur uicta potentissimis Pauli uerbis.

Men Diatriben forbigår og ignorerer alt dette med fortrinlig veltalenhed, disputerer ikke om fortjeneste, hvad den dog havde sat sig for at ville gøre, og hvad også Paulus' gennemgang kræver, men laver udflugter om den timelige tjeneste, som om dette har noget med sagen at gøre, kun for at man ikke skal se, at den er besejret af Paulus' overvældende kraftige ord. (eras2#85)

²³ Quid enim haberet, quod ogganniret contra Paulum pro lib. arbitrio? Quid lib. arb. iuuit Iacob? Quid obfuit Esau? cum iam praescientia et destinatione Dei, uterque nondum natus, nihilque operatus, definitus esset, qualia eset recepturus, scilicet, ut ille seruiret, hic dominaretur, Praemia decernuntur, antequam operarij nascantur et operentur.

For hvad ville den have at bjæffe imod Paulus til gunst for den frie vilje med? Hvad hjalp den frie vilje Jakob? Hvad skadede den Esau? Eftersom det allerede ved Guds forudviden og bestemmelse, før nogen af dem var født, var afgjort, hvad de skulle have, nemlig at den ene skulle tjene, den anden herske. Lønnen er fastsat, førend arbejderne blev født og arbejdede.

²⁴ Hic debuit respondere Diatribe, Hoc urget Paulus, quod nihil boni, nihil mali adhuc fecerint, et tamen sententia diuina alter dominus, alter seruus decernitur.

Her var det, Diatriben skulle svare. Det står Paulus fast på, at de endnu ikke havde gjort noget godt eller noget ondt, og dog blev det bestemt efter den guddommelige afgørelse, at den ene skulle være herre, den anden tjener.

²⁵  Non hoc quaeritur, an seruitus illa pertinet ad salutem, sed: (W724) quo merito illa imponitur ei, qui non meruerat? Sed molestissimum est cum prauis istis studijs torquendae et eludendae scripturae conflictari.

Her spørges ikke, om dette, at han var tjener, havde noget med frelsen at gøre, men: ved hvilken fortjeneste blev dette lagt på ham, som ikke havde fortjent det? Men det er højst ubehageligt at strides med disse forvendte lyster til at fordreje og gå udenom skriften.

^{26 [166]}          Deinde quod non de seruitute sola agat Moses, et etiam in hoc recte faciat Paulus, quod de salute aeterna intelligat (quanquam hoc non ita faciat ad rem, tamen non patiar Paulum calumnijs sacrilegorum contaminari), conuincitur ex ipso textu. 

         Dernæst: At Moses ikke alene lader det handle om underkastelse, og at Paulus også i det stykke har ret, når han forstår det om den evige frelse (skønt det ikke gør noget til sagen, så tåler Paulus dog ikke at besudles af disse blasfemikeres fornærmelser), det fremgår med overbevisende klarhed af teksten selv.

²⁷ Sic enim habet oraculum in Mose: Duo populi ex utero tuo diuidentur, populusque populum superabit et maior seruiet minori. (Gen 25,23). Hic manifeste duo populi discernuntur, Alter in gratiam Dei recipitur, licet minor, ut uincat maiorem, non quidem uiribus, sed fauente Deo.

Således lyder nemlig forjættelsesordet hos Moses: 'To folkeslag skal udgå af dit moderskød, det ene folk skal overgå det andet, den ældste skal tjene den yngste'. (1 Mos 25,23) Her skelnes der tydeligt mellem to folk, det ene modtager Guds nåde, skønt det er det mindste, så det besejrer det største, dog ikke ved egne kræfter, men ved Guds nåde.

²⁸  Alioqui, quomod uincat minor maiorem, nisi Deus sit cum eo? Cum igitur minor sit futurus populus Dei, non sola ibi dominatio externa tractatur aut seruitus, sed omnia quae pertinet ad populum Dei, id est, benedictio, uerbum, spiritus, promissio Christi, et regnum aeternum, id quod etiam latius postea scriptura confirmat, ubi Iacob benedici et promissiones et regnum accipere describit. (Gen 27,27ff).

Hvordan ville ellers det mindste kunne besejre det største, hvis ikke Gud var med det? Da derfor det mindste var det fremtidige Guds folk, behandler Moses her ikke blot det ydre herredømme eller underkuelse, men alt, hvad der har med Guds folk at gøre, det vil sige, velsignelsen, ordet, ånden, Kristi forjættelse og det evige herredømme, hvad også skriften senere bekræfter mere udførligt, hvor den beskriver, hvordan Jakob modtager velsignelserne, forjættelserne og herredømmet.

²⁹ Quae omnia Paulus breuiter indicat, dum dicit, maiorem seruiturum esse minori, nos ad Mosen remittens latius haec tractandem, ut possis contra Hieronymo et Diatribes sacrilegam sententiam dicere, fortius ea pugnare locis suis, quam apud Paulum, quaecunque adducit, id quod non solum de Paulo uerum est, sed de omnibus Apostolis, qui scripturas adducunt, tanquam testes et assertrices suis sermonis.

Og alt det antyder Paulus kort, når han siger, at den ældste skal være tjener for den yngste, idet han viser os tilbage til Moses, der behandler dette mere udførligt, så man kan imod Hieronymus' og Diatribens blasfemiske mening sige, at disse ting understøtter stærkere i deres skrifter, end hos Paulus (e2#88), hvad den end senere føjer til (e2#96); og dette er sandt ikke blot om Paulus, men om alle apostlene, når de bruger skriften som et vidnesbyrd om og en bekræftelse på deres ord.

³⁰ Ridiculum uero esset, id pro testimonio adducere, quod nihil testetur neque faciat ad rem. Si enim inter Philosophos ridiculi sunt, qui ignotum per ignotius aut per impertinens probant, qua fronte nos hoc tribuemus summis ducibus et authoribus Christianae doctrinae, in qua pendet animarum salus? praesertim ubi ea docent, quae sunt capita fidei. Sed ista decent eos, qui scripturis diuinis serio non afficiuntur.

Men det ville være latterligt at fremføre det som vidnesbyrd, som ikke bevidner noget eller gør noget til sagen. Hvis det nemlig blandt filosoffer er latterligt at bevise det ukendte med noget mere ukendt eller med noget, der ikke har med sagen at gøre, hvor frækt ville det så ikke være af os, hvis vi ville tillægge denne fejl de højeste ledere og autoriteterne med hensyn til den kristne lære, den hvoraf sjælenes frelse afhænger? især, hvor de lærer det, der er troens hovedsag. Men den slags kan netop de lave, der ikke tager den guddommelige skrift alvorlig.

^{31 [167]}         Illud uero Malachiae, quod Paulus attexit: Iacob dilexi, Esau autem odio habui, triplici industria torquet. Prima est: Si literam urgeas (inquit), Deus non amat, quemadmodum nos amamus, nec odit quenquam, cum in Deum non cadant affectus huiusmodi.  

          Men det sted hos Malakias, som Paulus har føjet til: 'Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg' (Mal 1,2f; rom#9.13), fordrejer Diatriben med omhu på tre måder. Den første måde er, at den siger, at Gud ikke elsker, sådan som vi elsker, og han hader heller ikke nogen, eftersom der i Gud ikke findes den slags følelser. (eras3#86)

³² Quid audio? An nunc quaeritur, quomodo Deus amat et odiat, ac non potius, Cur amet et odiet? Quo merito nostro amet et odiat, quaeritur.

Hvad må jeg høre? Mon vi nu skal efterforske, på hvilken måde Gud elsker og hader, og ikke snarere, hvorfor Gud elsker og hader? For hvilken fortjenestes skyld hos os elsker eller hader han, det er, hvad der er spørgsmålet.

³³ Pulchre scimus, quod Deus non amat aut odit, quemadmodum nos, siquidem nos mutabiliter et amamus et odimus, ille aeterna et immutabili natura amat et odit, sic non cadunt in illum accidentia et affectus.

Vi véd da udmærket, at Gud ikke elsker eller hader, på samme måde som vi gør, eftersom vi elsker og hader på foranderlig måde, men han elsker og hader ud fra sin evige og uforanderlige natur, på den måde findes der ikke tilfældigheder og følelser i ham.

³⁴ Atque hoc ipsum est, quod liberum arbitrium cogit nihil esse, quod aeternus et immutabilis sit amor, aeternum odium Dei erga (W725) homines, antequam mundus fieret, non solum ante meritum et opus lib. arbitrij, omniaque necessario in nobis fieri, secundum quod ille uel amat uel non amat ab aeterno, Vt non solum amor Dei, sed etiam modus amandi necessitatem nobis inferat, ut uideas, quam prosint Diatribe sua effugia, ut ubique magis impingat, quo magis euadere nititur, adeo non succedit ueritati reluctari.

Og det er netop dette, der tvinger til at sige, at den frie vilje ikke eksisterer, eftersom Guds kærlighed er evig og uforanderlig og Guds had evigt overfor menneskene, stammende fra før verden blev til, ikke blot før den frie viljes fortjeneste og gerning, og til at sige, at alt sker i os med nødvendighed, alt eftersom han enten elsker eller ikke elsker fra evighed af; så at ikke blot Guds kærlighed, men også måden at elske på påfører os nødvendighed, så man kan se, hvor meget Diatribens udflugter gavner, så den overalt støder så meget mere på, som den søger at undslippe, så lidt lykkes det den at sætte sig imod sandheden.

³⁵ Sed esto, Valeat tibi tropus, ut amor Dei sit effectus amoris, et odium Dei sit effectus odij, Numquid illi effectus citra et praeter uoluntatem Dei fiunt? An hic etiam dices, Deum non uelle quemadmodum nos, nec effectum uolendi in illum cadere?

Men lad det bare være, lad det være sådan, at denne billedtale har gyldighed for dig, at Guds kærlighed skyldes kærlighed, og Guds had skyldes had, mon disse virkninger sker ud over eller forud for Guds vilje? Mon du også her vil sige, at Gud ikke vil på samme måde som vi vil, og at følelsen 'at ville' ikke findes i ham?

³⁶ Si fiunt igitur effectus illi, non nisi uolente Deo fiunt. Iam quod uult Deus, hoc aut amat aut odit. Responde igitur, quo merito amatur Iacob et oditur Esau, antequam nascuntur et operantur?

Hvis altså disse virkninger sker, sker de ikke uden Gud vil det. Hvad nu Gud vil, det enten elsker eller hader han. Svar altså, for hvilken fortjenestes skyld han elsker Jakob og hader Esau, førend de blev født og gjorde nogen gerning.

³⁷ Stat igitur Paulus optime Malachiam inducens pro sententia Mosi, Scilicet quod ideo uocarit Iacob antequam nasceretur, quia dilecerit eum, non autem dilectus sit prius a Iacob, aut merito eius ullo permotus, ut ostenderetur in Iacob et Esau, quid nostrum queat liberum arbitrium.

Altså har Paulus ret, når han på bedste måde indfører Malakias for at understøtte Moses' sætning, nemlig, at han af den grund kaldte Jakob, før han blev født, at han elskede ham, uden først at være elsket af Jakob eller bevæget ved nogen fortjeneste fra hans side, så at det på Jakob og Esau kan påvises, hvad vores frie vilje kan.

^{38 [168]}          Altera industria est, quod Malachias non uidetur loqui de odio, quo damnatur in aeternum, sed de temporaria afflictione; Reprehenduntur enim, qui extruere uolebant Edomaeam.

         Det andet, Diatriben vil med sin omhu, er, at Malakias ikke synes at tale om et had, som fordømmer i evighed, men om en timelig trængsel; der rettes nemlig bebrejdelse imod dem, som vil opbygge Edom. (eras2#87)

³⁹ Hoc iterum dicitur ad contumeliam Pauli, quasi uim fecerit scripturis. Adeo nihil ueremur maiestatem spiritus sancti, modo nostra statuamus. Sed feremus interim contumeliam hanc, uideamusque quid efficiat.

Dette siges igen for at rette bebrejdelse mod Paulus, som om han gør vold på skriften. På den måde undlader vi at ære Helligåndens majestæt, blot vi kan fastholde vor egen sag. Men lad os blot finde os i denne bebrejdelse og se, hvad den fører til.

⁴⁰ Malachias de afflictione temporali loquitur. Quid inde? aut quid hoc ad rem? Paulus ex Malachia probat illam afflictionem sine merito, soloque odio Dei illatam Esau, ut lib. arbitrium nihil esse concludat.

Malakias taler altså om en timelig trængsel. Hvad fører det til? eller hvad har det med sagen at gøre? Paulus beviser ud fra Malakias, at denne trængsel påføres Esau, uden nogen fortjeneste, alene ud fra Guds had, så han konkluderer, at den frie vilje ikke eksisterer.

⁴¹ Hic urgeris, hic responderi oportuit. Nos de merito disputamus, tu de mercede loqueris, et sic loqueris, ut non eludas tamen quod uoluisti, imo, cum de mercede loquaris, meritum confiteris. At illud dissimulas te uidere. Dic igitur, quae fuit caussa, amandi Jacob et odio habendi Esau apud Deum, cum illi nondum essent? 

Her skulle du stå fast, her skulle du komme med svar. Vi disputerer om fortjeneste, du taler om løn, og du taler sådan om det, at du dog ikke undgår det, du ville, tværtimod, når du taler om løn, bekender du fortjenesten. Men du tilslører det, så du ikke får øje på det. Sig derfor, hvad var grunden til, at Gud elskede Jakob og hadede Esau, da ingen af dem endnu var født?

⁴² Iam et illud falsum est, quod Malachias solum de temporaria afflictione loquatur, nec illi res de Edomaea destruenda, totumque Prophetae sensum peruersis hac industria.

Nu er også det forkert, at Malakias alene taler om timelige trængsler, han lægger heller ikke vægt på Edoms ødelæggelse, og du fordrejer helt profetens mening med denne første omhu.

⁴³ Propheta clasissimis uerbis satis indicat quid uelit, Nempe, Israelitis exprobat ingratitudinem, quod, cum eos dilexerit, illi uicissim neque diligant, ut patrem, neque timeant, ut dominum.

Profeten siger, hvad han vil, med tilstrækkelig klare ord, han vil nemlig bebrejde israelitterne deres utaknemlighed, fordi de, da han elskede dem, ikke har elsket ham til gengæld som faderen eller frygtet ham som Herren.

⁴⁴ Dilexisse autem se probat tam scriptura quam opere, Nempe, quod, cum Iacob et Esau essent fratres, ut Moses scribit Gen. 25, Iacob tamen dilexerit et elegerit antequam nasceretur, sicut dictum est paulo ante, Esau uero sic oderit, ut regionem eius redegerit in solitudinem, Deinde ea pertinacia odiat et pergat, ut, cum Iacob reduxerit de captiuitate et restituerit, Edomaeos tamen non sinat restitui, sed, etiamsi dixerint sese uelle aedificare, ipse minetur eis destructionem.

Men at han elskede dem, beviser han dels gennem skriften dels gennem gerningen, at nemlig, skønt Jakob og Esau var brødre, som Moses skriver 1 Mos 25,24, har han dog elsket og udvalgt Jakob, før han blev født, sådan som han sagde lidt tidligere, men hadet Esau i den grad, at han gjorde hans land til ørken; og at han videre har hadet til stadighed og er fortsat dermed, så, skønt han førte Jakob tilbage fra fangenskabet og genopbyggede ham, tillod han dog ikke Edom at genopbygges, men selv om de sagde, at de ville opbygge, truede han dem med ødelæggelse.

⁴⁵ Si non haec (W726) habet textus ipse apertus Prophetae, arguat me mendacij totus orbis. Non igitur reprehenditur hic temeritas Edomaeorum, sed (ut dixi) ingratitudo filiorum Iacob, qui non uident, quid illis conferat, et fratribus suis Edomaeeis aufferat, nulla caussa, nisi quia hic odit, illic amat.

Hvis ikke den klare tekst hos profeten indeholdt dette, ville hele verden tro, jeg løj. Her er det derfor ikke Edomitternes ubetænksomhed, der får bebrejdelse, men som jeg har sagt, Jakobs sønners utaknemlighed, fordi de ikke ser, at hvad han tildeler dem og fratager deres brødre, Edomitterne, gør han uden anden grund end den, at han hader den ene, men elsker den anden.

⁴⁶ Quomodo nunc stabit, quod Propheta de temporaria afflictionen loquatur? cum euidentibus uerbis testetur, sese loqui de duobus populis, a duobus Patriarchis natis, illum susceptum in populum et seruatum, hunc uero relictum et tandem destructum.

Hvordan kan det nu fastholdes, at profeten taler om timelige trængsler? når han med soleklare ord bevidner, at han taler om to folk, født at to patriarker, og at det ene er antaget og bevaret som folk, men det andet forladt og endelig ødelagt.

⁴⁷ Suscipere uero in populum, et non suscipere in populum, non pertinet ad temporaria bona uel mala tantum, sed ad omnia. Neque enim Deus noster tantum temporalium Deus est, sed omnium.

Men at bevare eller ikke bevare som folk, har ikke kun med timelige goder eller onder at gøre, det har med alt at gøre. Ejheller er Gud kun Gud for vort timelige liv, men for hele vort liv.

⁴⁸ Neque tibi Deus esse aut coli uolet dimidio humero aut claudicante pede, sed totis uiribus totoque corde, ut tibi sit Deus tam hic quam in futuro, et in omnibus rebus, casibus, temporibus et operibus.

Og han vil ikke være din Gud eller dyrkes af dig med en halv skulder eller med en hinkende fod, men af alle dine kræfter og af hele dit hjerte, så at han kan være Gud for dig både her og i fremtiden og i alle ting, situationer, tider og gerninger.

^{49 [169a*]}         Tertia industria est, Quod tropologico sensu, nec omnes gentes diliget, nec omnes Iudaeos odit, Sed ex utraque gente aliquos. Hac tropologia efficitur, ut testimonium hoc (ait) nihil pugnet ad probandam necessitatem, sed ad arrogantiam Iudaeorum retundendam.

*Der er i Hyperaspistes, Leiden-udgaven, 2 nr 169.

          Den tredie fordrejende omhu har med det at gøre, at han, i billedtalens forstand, ikke elsker alle hedninger eller hader alle jøder, men kun nogle i hvert folk (eras2#88). Ved hjælp af denne billedtale, siger Diatriben, bevirkes det, at dette vidnesbyrd ikke stræber efter at bevise nødvendigheden, men efter at neddæmpe jødernes anmasselse. 

⁵⁰ Hac uia facta, euadit deinde illuc Diatribe, ut nondum natos odisse Deum dicatur, quia praescit illos gesturos odio digna; sic odium Dei et amor nihil officit liberi arbitrij.

Når Diatriben betræder denne vej, ender den med her at hævde, at Gud kan siges at hade dem, der endnu ikke er født, fordi han forud véd, at de vil gøre ting, der har fortjent had; sådan støder Guds had og kærlighed ikke an mod den frie vilje. (eras2#90)

⁵¹ Tandem concludit, Iudaeos merito incredulitatis excisos de olea, Gentes merito fidei insertas, idqud authore Paulo, spemque facit excisis rursus inserendi, et insisit metum, ne excidantur. Moriar, si Diatribe ipsa intelligit quid loquatur. Sed est forte et hic Rhetoricum schema, quod docet, sensum obscurare, si qua periculum instat, ne capiaris uerbo.

Endelig konkluderer Diatriben, at jøderne blev skåret af oliventræet på grund af deres vantro, og at hedningerne blev indpodet på grund af deres tro, ifølge Paulus, og at han giver de afskårne håb om atter at blive indpodet, og de indpodede frygt for at blive afskåret. Jeg vil æde min gamle hat på, at Diatriben ikke forstår, hvad den selv siger. Men det er måske også her et retorisk skema, som lærer, at man skal tilsløre meningen, hvis der består nogen fare for, at man kan blive fanget af sine ord.

⁵² Nos tropologias hoc loco nullas uidemus, quas Diatribe sibi somniat nec probat. ideo nihil mirum, si illi non pugnet testimonium Malachiae in sensu tropologico, qui ipse nullus est. 

Vi kan på dette sted ikke se den billedtale, som Diatriben drømmer sig til uden at bevise den. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at Malakias' vidnesbyrd i billedtalens betydning, som ikke er tilstede, ikke modsiger Diatriben.

⁵³ Deinde nos non de excisione et insertione disputamus, de quibus Paulus loquitur dum exhortatur. Scimus fide inseri, infidelitate excidi homines, eosque exhortandos esse ut credant, ne excidantur. Sed hinc non sequitur, neque probatur, eos posse credere aut discredere ui liberi arbitrij, de quo nos agimus.

Men vi diskuterer ikke om afskæring og indpodning; det taler Paulus om, når han formaner. Vi véd, at mennesker indpodes på grund af troen, og afhugges på grund af vantro, og at de bliver formanet til at tro, så de ikke afskæres. Men heraf følger ikke og det kan ikke bevises, at de kan tro eller være vantro ved den frie viljes kraft, som er det, vi diskuterer. 

⁵⁴ Non disputamus, qui sunt credentes, qui non, qui Iudaei, qui gentes, quid sequatur credentes et discredentes, hoc ad exhortatorem pertinet, Sed hoc disputamus, quo merito, quo opere perueniant ad fidem, qua inserentur, aut ad infidelitatem, qua exciduntur, hoc ad doctorem pertinet.

Vi diskuterer ikke, hvem der er troende, hvem ikke, hvem der er jøde, hvem hedning, hvad der sker med de troende og de vantro, det hører formaningen til. Men det diskuterer vi, på grund af hvilken fortjeneste, på grund af hvilken gerning de når frem til troen, som indpodes, eller til vantroen, hvis de afskæres; det skulle læreren tage sig af.

⁵⁵ Hoc meritum nobis describe! Paulus docet, quod nullo nostro opere, sed solo amore et odio Dei contingat. Vbi uero contigerit, exhortatur, ut perseuerunt, ne excidantur. At exhortatio non probat, quid nos possimus, sed quid debeamus. 

Beskriv denne fortjeneste for os! Paulus lærer, at det ikke sker på grund af nogen af vore gerninger, men alene af Guds kærlighed og had. Men hvor det sker, formaner han, at de skal holde ud, så de ikke afskæres. Men en formaning beviser ikke, hvad vi kan, men hvad vi bør gøre.

⁵⁶ Cogor ego pene pluribus uerbis aduersarium tenere, ne alio uagetur deserta causa, quam ipsam caussam tractare, quanquam tenuisse eum in proposito, uicisse est, tam (W727) clara et inuicta sunt uerba, ideoque nihil fere agit, quam ut ea declinet, et sese e conspectu proripiat, aliudque agat, quam instituerat.

Men jeg er tvunget til at bruge næsten flere ord på at holde min modstander fast, at han ikke skal lade sagen i stikken og gå andetsteds hen, end på at behandle sagen selv, selv om dette at have holdt ham til det tema, han selv havde foresat sig, er at have sejret, så klare og uovervindelige er ordene, og derfor er det vel også, at han ikke gør andet, end at han glider af fra sagen, og begiver sig bort fra den og behandler noget andet, end hvad han havde foresat sig.

^{57 [169]}           Tertium locum sumit ex Esaia .45: Nunquid lutum dicit figulo suo: quid facis? Et Hiere. 18: Sicut lutum in manu figuli, ita uos in manu mea. 

          Det tredie sted tager Diatriben fra Es 45,9: 'Mon leret siger til pottemageren: Hvad har du lavet?' (eras2#94) Og Jer 18,6: Sådan som leret er i pottemagerens hånd, sådan er I i min hånd'. (eras2#95)

⁵⁸ Iterum haec magis pugnare dicit apud Paulum, quam apud Prophetas unde sumpta sunt, quia in Prophetis sonant de afflictione temporali, Paulus autem utitur ad electionem et reprobationem aeternam, ut sugillet Pauli temeritatem uel inscientiam.

Igen siger den her, at disse steder kæmper mere imod [den frie vilje] hos Paulus, end hos profeterne, hvorfra de er taget, fordi de hos profeterne handler om timelige trængsler, mens Paulus bruger det om den evige udvælgelse og forkastelse, hvorved Diatriben forhåner Paulus' ubetænksomhed og uvidenhed. (eras2#96)

⁵⁹ Sed antequam uideamus, quomodo probet, utrunque non excludere lib. arbitrium, prius hoc dicam, Non uideri Paulum ex Prophetis sumpsisse hunc locum, nec Diatribe id probat.

Men før vi ser, hvorledes den beviser, at begge de to steder ikke udelukker den frie vilje, vil jeg godt sige, at Paulus ikke synes at have taget dette sted fra profeterne (rom#9.21); det beviser Diatriben heller ikke. 

⁶⁰ Solet enim Paulus adhibere nomen authoris uel protestari esse de scripturis aliquid accipere, quorum hic neutrum facit. Ideo uerius est, quod Paulus hac generali similitudine, quam alij ad alias caussas assumunt, ipse proprio spiritu utatur ad suam caussam, quemadmodum facit illa similitudine: modicum fermentum totam massam corrumpit, quam .1. Corin. 5. corruptilibus moribus aptat alias uerbum Dei corrumpentibus obijcit, (Gal 5,9) quomodo et Christus fermentum Herodis appellat et Pharisaeorum.

Paulus plejer nemlig at nævne navnet på forfatteren eller åbent at sige, at han tager ét eller andet fra skriften, men her gør han ingen af delene. Derfor er det nok mere rigtigt at mene, at Paulus her bruger disse almindelige sammenligninger, som andre bruger på andre sager, ud fra sin egen ånd og til sin egen sag, ligesom han gør med lignelsen om, at en lille smule surdejg gennemsyrer hele dejgen; den bruger han 1 Kor 5,6 (1kor#5.6) om sædernes fordærvelse, et andet sted til at bebrejde nogen, at de forfalsker Guds ord (gal#5.9), sådan som Kristus taler om Herodes' og farisæernes surdejg.

⁶¹ Vt igitur Prophetae maxime de temporali afflictione loquantur, de quo nunc omitto dicere, ne toties alienis quaestionibus occuper et differar, Paulus tamen utitur suo spiritu aduersus liberum arbitrium.

Selv om så også profeterne her mest talte om de timelige trængsler, om hvilke jeg her ikke vil sige noget, for ikke altfor ofte at lade mig distrahere af fremmede spørgsmål, så bruger dog Paulus ud af sine egen ånd sammenligningen imod den frie vilje.

⁶² Quod uero non adimitur libertas arbitrij, si Deo affligenti simus lutum, nescio, quo pertineat, aut cur id contendat Diatribe, cum non sit dubium, afflictiones a Deo uenire inuitis nobis, necessitatemque afferant ferendi eas, uelimus, nolimus, nec est in manu nostra eas auertere, licet exhortemur ad ferendas uoluntarie. (e5). 

Men hvis viljens frihed ikke udslettes, hvis vi er som ler overfor Gud, der lader trængsler komme over os, så véd jeg ikke, hvad det drejer sig om, eller hvorfor Diatriben forsikrer, at der ikke er tvivl om, at trængslerne kommer over os fra Gud, uden at vi vil det, og at de påfører os nødvendigheden af at bære dem, hvad enten vi vil eller ej, og at det ikke ligger i vor magt at fjerne dem, selv om vi opfordres til at bære dem frivilligt. (eras2#98)

^{63 [170]}           Sed quomodo Pauli sermo non excludat liberum arbitrium ista similitudine, dignum est audire Diatriben argutantem. 

           Men det er værd at høre, hvordan Diatriben vil bevise, at Paulus' prædiken ikke udelukker den frie vilje med denne sammenligning.

⁶⁴ Duo enim absurda opponit, alterum e scripturis, alterum ex ratione colligit. E scripturis sic colligit: Paulus cum .2. Thimo. 2. dixisset, in magna domo esse uasa aurea, argentea, lignea, fictilia, quaedam in honorem, quaedam in contumeliam, mox subiungit: Si quid ergo se emundauerit ab istis erit uas in honorem etc. 

Den fremsætter nemlig to absurditeter, den ene tager den fra skriften, den anden fra fornuften. Fra skriften tager den følgende: Efter at Paulus har sagt (2 Tim 2,20ff), at der i et stort hus er mange kar, af guld, af sølv, af træ, af ler, nogle til ære, nogle til vanære, føjer han straks efter til: Derfor, hvis nogen renser sig fra disse ting, skal han være et kar til ære' osv.

⁶⁵ Tum sic arguit Diatribe: Quid stultius, quam si quis dicat matulae samiae: si te expurgaris, eris uas honorificum? Verum hoc recte dicitur testae rationali, quae monita potest se accommodare ad uoluntatem Domini. 

Herefter argumenterer Diatriben således: 'Hvad ville være dummere, end hvis nogen sagde til en natpotte af ler: Hvis du renser dig selv, kan du være et brugbart kar til ære? Men dette siges med rette til et kar, der har fornuft, som når det formanes, kan rette sig efter sin herres vilje.' (eras2#103)

⁶⁶ Ex ijs uult, similitudinem non per omnia quadrare atque sic elusam, ut nihil efficiat. Respondeo, ne illud cauiller, quod Paulus non dicit: Si quis se mundauerit (W728) a sordibus suis, sed: ab istis, id est, a uasis contumeliae, ut sensus sit: siquis separatus manserit, ac non inter impios magistros misceatur, erit uas honoris etc., Donemus quoque hunc locum Pauli prorsus facere, quod uult Diatribe, id est, similitudinem non esse efficacem, quomodo probabit, idem uelle Paulum loco illo ad Rom. 9. de quo disputamus?

Ud fra disse ting vil den, at sammenligningen ikke passer på ethvert punkt, men den er så forkert, at den ikke bevirker noget. Jeg svarer, for ikke at gøre vanskeligheder, at Paulus ikke siger: 'hvis nogen renser sig fra sit smuds', men: 'fra disse', det vil sige, fra karrene til vanære, så meningen er: hvis nogen forbliver adskilt og ikke blander sig med ugudelige lærere, skal han være et kar til ære, osv. Lad os så antage, at dette sted hos Paulus helt og holdent gør, hvad Diatriben vil, det vil sige, sammenligningen er ikke virksom, hvordan vil den så bevise, at Paulus vil det samme i Rom 9, det sted, vi diskuterer?

⁶⁷ An satis est alium locum citare, et nihil prorsus curare, an idem uel diuersum efficiat? Non est facilior et uulgatior lapsus in scripturis, quam diuersos locos uelut similes e scripturis coaptare, ut saepius monstraui, ut similitudo locorum magis inefficax sit, de quo Diatribe superbit, quam nostra, quam confutat.

Mon det er tilstrækkeligt blot at anføre et andet sted og slet ikke bekymrer sig for, om de vil det samme eller noget forskelligt? Der er ikke nogen lettere eller mere almindelig fejl i skriften end at sammenstille forskellige steder fra skriften, som siger de det samme, hvad jeg ofte har påvist, så at ligheden mellem de steder, hvoraf Diatriben praler, har mindre virkning end vore steder, som den vil gendrive. 

⁶⁸ Sed ne contentiosi simus, donemus utrunque locum Pauli idem uelle, et, quod sine controuersia uerum est, similitudinem non semper et per omnia quadrare, alioqui non similitudo neque translatio, sed ipsa res esset, iuxta prouerbium: Similitudo claudicat, nec semper currit quattuor pedibus.

Men for nu ikke at være polemiske, så vil vi medgive, at de to steder fra Paulus vil det samme, og at en sammenligning ikke altid og på alle punkter passer, hvilket er sandt uden indvending, ellers var det ikke en sammenligning eller noget i overført betydning, men sagen selv, svarende til ordsproget: En sammenligning halter og løber ikke altid på fire fødder.

^{69 [171]}           In hoc tamen errat et peccat Diatribe, quod neglecta caussa similitudinis, quae maxime spectanda est, uocabula contentiose captat. Ex caussis enim dicendi intelligentia petenda est, ait Hilarius, non est uocabulis solis.

          Men heri tager Diatriben fejl og herved forsynder den sig, at den ikke tager hensyn til sammenligningens begrundelse, hvilket man i højeste grad skal lægge mærke til, og i stedet stridslystent går på jagt efter ord. Af begrundelsen for talen udspringer forståelse, siger Hilarius, ikke af ordene alene.

⁷⁰ Ita similitudinis efficatia pendet ex caussa similitudinis. Cur ergo Diatribe omittit id, gratia cuius Paulus similitudine ista utitur, et captat id, quod extra caussam similitudinis dicit? 

Således afhænger sammenligningens virkning af begrundelsen for sammenligningen. Og derfor, hvorfor udelader Diatriben det, takket være hvilket Paulus bruger denne sammenligning, og jager efter det, der ligger udenfor sammenligningens begrundelse?

⁷¹ Nempe, hoc ad exhortationem pertinet, quod dicit: Siquis sese emundauerit, Illud uero ad doctrinam, quod dicit: In magna domo sunt uasa etc., ut ex omnibus circunstantijs uerborum et sententiae Pauli intelligas eum statuere de diuersitate et usu uasorum, ut sit sensus: cum tam multi a fide discedant, nullum est solatium nobis, nisi quod certi sumus, fundamentum Dei firmum stare, habens signaculum hoc: Nouit Dominus qui sunt eius, et discedit ab iniquitate omnis qui inuocat nomen Domini. (2 Tim 2,19).

Altså: Det har med formaning at gøre, når han siger: hvis nogen renser sig, men det har med læren at gøre, når han siger: i et stort hus er der mange kar osv, så man af hele sammenhængen i ordene og af Paulus' mening kan forstå, at han fastslår noget om karrenes forskellighed og brug, så at meningen er: eftersom så mange falder bort fra troen, er der ingen trøst for os, andet end den, at vi er sikre på, at "Guds grundvold står fast, og den har dette tegn: Herren kender sine, og enhver, der påkalder Herrens navn, skal afstå fra al uretfærdighed".

⁷² Hactenus caussa et efficacia similitudinis, scilicet, quod Dominus norit suos. Tum sequitur similitudo, scilicet, esse uasa diuersa, alia in honorem, alia in contumeliam. His absoluitur doctrina, quod uasa non seipsa parent, sed herus.

Så meget om sammenligningens begrundelse og virkning, nemlig, at Herren kender sine. Så følger sammenligningen, nemlig, at der er forskellige kar, nogle til ære, andre til vanære. Hermed afsluttes læren, eftersom karrene ikke adlyder sig selv, men den, der befaler. 

⁷³ Hoc uult et Ro. 9. quod figulus potestatem habet etc. Sic stat similitudo Paulus efficacissima, quod libertas arbitrij nihil sit coram Deo. Post haec sequitur exhortatio: Si quis sese mundauerit ab istis etc., quae quid ualeat, ex supradictis satis notum est.

Dette vil han også Rom 9, at pottemageren har magt, osv. Sådan står Paulus' sammenligning højst virkningsfuldt fast på, at den frie vilje ikke er noget overfor Gud. Derefter følger formaningen: 'Hvis nogen renser sig fra disse', osv, og hvad den betyder er tilstrækkelig klart af det ovenfor sagte.

⁷⁴ Non enim sequitur, ideo sese posse emundare, imo, si quid probatur, probatur, liberum arbitrium sese posse absque gratia emundare, cum non dicat: si quem gratia emundarit, sed: si sese emundarit. De uerbis autem imperatiuis et coniunctiuis (W729) abunde dictum est.

Der kan nemlig ikke drages den følgeslutning, at derfor kan man rense sig, tværtimod, hvis der bevises noget, bevises der, at den frie vilje kan rense sig uden nåden, eftersom han ikke siger: 'hvis nogen renser sig ved nådens hjælp, men: hvis nogen renser sig. Men om imperativiske og konjunktiviske ord er der talt til overflod.

⁷⁵ Nec similitudo uerbis coniuncticis, sed indicatiuis profertur: ut electi et reprobi sunt, ita uasa honoris et ignominiae sunt. Summa, si ista elusio ualet, tota disputatio Pauli nihil ualet, frustra enim induceret murmurantes aduersus figulum Deum, si culpa uasis et non figuli esse uideretur. Quis enim murmuret, si audiat damnari dignum damnatione?

Og sammenligningen fremføres heller ikke med konjunktiviske, men med indikativiske ord: som der er udvalgte og forkastede, sådan er der kar til ære og til vanære. Kort sagt, hvis denne udflugt har gyldighed, har hele Paulus' disputation det ikke; han indfører nemlig uden grund dem, der knurrer imod pottemageren, Gud, hvis det synes at være karrets skyld og ikke pottemageren. Hvem vil nemlig knurre, hvis han hører, at det, der bliver fordømt, er fordømmelsesværdigt?

^{76 [172]}           Alterum absurdum colligit a Domina Ratione, quae dicitur humana, uidelicet, quod non uasi, sed figulo sit imputandum, praesertim cum talis figulus sit, qui creet ipsum lutum et temperet.

          Den anden absurditet samler Diatriben sammen fra fru fornuft, som kaldes menneskelig, nemlig, at det ikke er karret, men pottemageren, man skal tillægge det, især da han er en sådan pottemager, der selv skaber og danner leret.

⁷⁷ Hic (ait Diatribe) uas conijcitur in ignem aeternum, quod nihil commeruit, nisi quod non sui iuris est. Nusquam se apertius prodit Diatribe, quam hoc loco.

'Her, siger Diatriben, bliver et kar kastet i den evige ild, som ikke er skyldig i noget, udover deri, at det ikke er sin egen herre' (eras2#105). Intetsteds afslører Diatriben sig mere åbent end på dette sted.

⁷⁸ Audis enim hic, alijs quidem uerbis, sed eodem sensu dici, quod Paulus dicere facit impios: Quid queritur? Voluntate eius quis resistet? Hoc est illud quod ratio neque capere neque ferre potest, hoc offendit tot uiros excellentes ingenio, tot soeculis receptos.

Her hører du nemlig, ganske vist med andre ord, men med den samme betydning, det sagt, som Paulus lader den gudløse sige: Hvad anklager han os for? Hvem kan modstå hans vilje? (rom#9.19) Det er dette, som fornuften hverken kan forstå eller tåle, det er dette, som har stødt så mange udmærket begavede mænd og er blevet antaget gennem så mange århundreder.

⁷⁹ Hic expostulant, ut Deus agat iure humano, et faciat quod ipsis rectum uidetur, aut Deus esse desinat.

Her forlanger de indtrængende, at Gud skal handle efter menneskelig ret og gøre, hvad der synes dem ret, eller ophøre med at være Gud.

⁸⁰ Nihil illi profuerint secreta maiestatis, rationem reddat, quare sit Deus, aut quare uelit aut faciat, quod nullam speciem iustitiae habeat, ac si Sutorem aut Zonarium roges iudicio se sistere.

Intet nytter ham majestætens hemmeligheder, han skal aflægge regnskab over, hvorfor han er Gud, eller hvorfor han vil eller gør, hvad der ikke har noget skin af retfærdighed, som man lægger sag an mod en skomager eller en gørtler, der bare har at møde for retten. 

⁸¹ Non dignatur Deum caro gloria tanta, ut credat iustum esse et bonum, dum supra et ultra dicit et facit, quam definiuit Codex Iustiniani, uel quintus liber Ethicorum Aristotelis.

Kødet ærer ikke Gud med en så stor ære, at det tror han er retfærdig og god, når han taler og handler udover eller på den anden side af, hvad kodeks Justinian definerer, eller hvad Aristoteles' femte bog om etik definerer.

⁸² Cedat maiestas Creatrix omnium feci uni creaturae suae, et Coricius ille specus metuat, uersa uice, spectatores suos. Igitur absurdum est, ut damnet eum, qui uitare non potest meritum damnationis.

Den majestæt, der har skabt alt, skal vige for én af sine skabninger, og omvendt skal denne korykiske hule frygte dem, der er i den og betragter den. Derfor er det absurd, at han skal fordømme den, som ikke kan undgå at gøre sig fortjent til fordømmelse.

⁸³ Et propter hanc absurditatem falsum esse oportet, quod Deus, cuius uult, miseretur, quem uult, indurat, (W730) sed redigendus est in ordinem, et praescribendae illi leges, ut non damnet quenquam, nisi qui nostro iudicio id meruerit.

Og på grund af denne absurditet bør det også være falsk, at Gud forbarmer sig over hvem han vil og forhærder hvem han vil, men han må kaldes til orden, og man må foreskrive ham love, så han ikke fordømmer nogen, som efter vor bedømmelse ikke fortjener det.

⁸⁴ Sic est satisfactum Paulo cum sua similitudine, scilicet, ut illam reuocet et sinat nihil ualere, sed sic temperet, quod figulus hic (ut Diatribe interpretatur) facit uas in contumeliam ex meritis praecedentibus, sicut Iudeos quosdam reijcit ob incredulitatem, gentes suscipit ob fidem.

Således har man gjort nok ud af Paulus og hans sammenligning, nemlig sådan, at han tilbagekalder den og lader være med at lade den gælde, men ordner det sådan, at pottemageren her (som Diatriben fortolker det) gør et kar til vanære ud fra de forudgående fortjenester, sådan som han forkastede jøderne på grund af deres vantro og antog hedningerne på grund af troen. (eras2#107)

⁸⁵ Verum si sic operatur Deus, ut merita spectet, Cur illi murmurant et expostulant? Cur dicunt: quid queritur? quis uoluntati eius resistit? Quid opus Paulo compescere illos? Quis enim miratur, non dicam, indignatur aut expostulat, si quis meritus damnetur?

Men hvis Gud handler sådan, at han tager hensyn til fortjeneste, hvorfor knurrer disse mennesker så og stiller krav? Hvorfor siger de: hvad kan han så kræve af os? hvem kan modstå hans vilje? Hvad grund er der til, at Paulus skal tæmme dem? Hvem vil nemlig undre sig, for ikke at sige, forarges eller stille krav, hvis nogen fordømmes, når han har fortjent det?

⁸⁶ Deinde ubi manet potestas figuli faciendi quod uult, si meritis et legibus subiectus, non sinitur facere quod uult, sed exigitur facere quod debet? Pugnat enim respectus meritorum cum potestate ac libertate faciendi quod uult, ut ille probat paterfamilias, qui operarijs murmurantibus et ius postulantibus, opposuit libertatem uoluntatis in suis bonis. (Matt 20,15) Haec sunt, quae Diatribes glosam non sinunt ualere.

Dernæst, hvad bliver der af pottemagerens magt til at gøre, hvad han vil, hvis han er underkastet fortjenester og love, og ikke får lov til at gøre, hvad han vil, men tvinges til at gøre, hvad han bør? For respekten for fortjenesterne modsiger magten og friheden til at gøre, hvad han vil, som hin husbond beviser, der op imod de knurrende og retskrævende arbejdere satte sin frihed til at gøre, hvad han vil, med sine goder. Disse ting er det, der ikke tillader, at Diatribens fortolkning har gyldighed.

^{87 [173]}             Sed fingamus, quaeso, Deum talem esse oportere, qui merita respiciat in damnandis, nonne pariter contendemus et concedemus, ut et in saluandis merita spectet? (n87) 

          Men lad os så antage, da, at Gud må være den slags Gud, der tage hensyn til fortjeneste i dem, der skal fordømmes, mon så ikke vi på lignende måde må gøre gældende og indrømme, at han også i dem, der skal frelses, må tage hensyn til fortjeneste?

⁸⁸ Si rationem sequi uolumus, aeque iniquum est, indignos coronari, atque indignos puniri. Concludamus itaque, Deum ex meritis praecedentibus iustificare debere, aut iniquum declarabimus, ut qui malis et impijs hominibus delectetur, et impietatem eorum praemijs inuitet et coronet.

Hvis vi vil følge fornuften, så er det lige så uretfærdigt at krone dem, der ikke har gjort sig fortjent til kroning, som at straffe dem, der ikke har gjort sig fortjent til straf. Vi kan derfor drage den slutning, at Gud bør retfærdiggøre ud fra forudgående fortjenester, eller vi må erklære, at han er uretfærdig, når han elsker onde og ugudelige mennesker og opfordrer deres ugudelighed med belønninger og kroner den med præmier.

⁸⁹ At uae nobis tunc miseris, apud illum Deum! Quis enim saluus erit? Vide igitur nequitiam cordis humani: Deum, cum indignos sine meritis saluat, imo cum multis demeritis iustificat impios, non accusat iniquitatis, ibi non expostulat, cur hoc uelit, cum sit iniquissimum, sese iudice, sed quia sibi comodum et plausibile est, aequum et bonum iudicat.

Men vé os elendige overfor en sådan Gud! Hvem vil nemlig så blive frelst? Se altså det menneskelige hjertes uduelighed: Når Gud frelser dem, der ikke har gjort sig fortjent til frelse uden deres fortjeneste, ja, når han retfærdiggør de ugudelige på trods af deres store skyld, så anklager menneskehjertet ham ikke for uretfærdighed; her kræver man ikke forklaring på, hvorfor han vil således, skønt det er højst uretfærdigt efter hjertets egen bedømmelse, men fordi det er behageligt og anbefalelsesværdigt for hjertet selv, bedømmer man det til at være retfærdigt og godt.

⁹⁰ At cum immeritos damnat, quia incomodum sibi est, hoc iniquum, hoc intolerabile est, hic expostulatur, hic murmuratur, hic blasphematur. Vides ergo Diatriben cum suis in hac causa non iudicare secundum aequitatem, sed secundum affectum comodi sui.

Men når han dømmer dem, der ikke har gjort sig fortjent til fordømmelse, så er dette, fordi det ubehageligt for menneskehjertet selv, uretfærdigt, utåleligt, her kræver man forklaring, her knurrer man, her bespotter man. Du ser altså, at Diatriben og dens lige i denne sag ikke dømmer efter ligelighed, men efter kærligheden til egen behagelighed.

⁹¹Si enim aequitatem spectaret, aeque expostularet cum Deo, dum indignos coronat, atque expostulat cum eo, dum immeritos damnat, Aeque etiam laudaret et praedicaret Deum, dum damnat immeritos, atque facit, dum indignos saluat, utrobique enim par iniquitas, si sensum nostrum spectes, Nisi non fuerit aeque iniquum, si Cain ob homicidium laudes regemque (W731) facias, atque si Habel innocentem in carcerem conijcias aut occidas.

Hvis nemlig den tog hensyn til ligeligheden, så ville den i lige så høj grad kræve forklaring af Gud, når han kroner dem, der ikke har gjort sig fortjent til kroning, som den kræver forklaring af ham, når han fordømmer dem, der ikke har gjort sig fortjent til fordømmelse; den skulle også lige så meget prise og love Gud, når han fordømmer dem, der ikke har gjort sig fortjent til fordømmelse, som den gør, når han frelser dem, der ikke har gjort sig fortjent til frelse; begge steder er der nemlig tale om den samme uretfærdighed, hvis man tager hensyn til vores forståelse; medmindre det ikke ville være i lige så høj grad uretfærdigt, hvis man roste Kain på grund af hans mord og gjorde ham til konge, som hvis man kastede den uskyldige Abel i fængsel og dræbte ham.

⁹² Cum igitur Ratio Deum laudet indignos saluantem, arguat uero immeritos damnantem, conuincitur, non laudare Deum, ut Deum, sed ut suo comodo seruientem, hoc est, seipsam et quae sua sunt in Deo quaerit et laudat, non Deum aut quae Dei sunt.

Når altså fornuften priser Gud, når han frelser dem, der ikke har gjort sig fortjent til frelse, men rejser beskyldning imod ham, når han fordømmer dem, der ikke har fortjent fordømmelse, så lader den sig overbevise til ikke at prise Gud som Gud, men som én, der tjener dens behagelighed, det vil sige, den søger og priser sig selv og sit eget i Gud, den søger ikke Gud og hvad hans er.

⁹³ At si placet tibi Deus indignos coronans, non debet etiam displicere immeritos damans. Si illic iustus est, cur non hic iustus erit? Illic gratiam et misericordiam spargit in indignos, Hic iram et seueritatem spargit in immeritos, utrobique nimius et iniquus apud homines, Sed iustus et uerax apud seipsum.

Men hvis du synes om den Gud, der kroner dem, der ikke har fortjent kroning, så bør du ikke føle mishag over den Gud, der fordømmer dem, der ikke har fortjent fordømmelse. Hvis han er retfærdig det ene sted, hvorfor kan han så ikke være retfærdig det andet sted? Det ene sted udstrør han nåde og barmhjertighed over nogen, der ikke har fortjent nåde, det andet sted udstrør han vrede og hårdhed over nogen, der ikke har fortjent vrede, begge steder er han umådeholden og uretfærdig i menneskers øjne, men retfærdig og sanddru i sine egne øjne.

⁹⁴ Nam quomodo hoc iustum sit, ut indignos coronet, incomprehensibile est modo, uidebimus autem, cum illuc uenerimus, ubi iam non credetur, sed reuelata facie uidebitur. Ita quomodo hoc iustum sit, ut immeritos damnet, incomprehensibile est modo, creditur tamen, donec reuelabitur filius hominis.

For hvordan han kan være retfærdig, når han kroner dem, der ikke har fortjent kroning, det er på en måde uforståeligt, men vi vil få det at se, når vi kommer derhen, hvor der ikke mere skal tros, men ses ansigt til ansigt. Ligeledes, hvordan han kan være retfærdig, som fordømmer dem, der ikke har fortjent fordømmelse, det er på samme måde uforståeligt, men det tros dog, indtil menneskesønnen åbenbares.

^{95 [174]}            Diatribe uero similitudine illa figuli et luti uehementer offensa, non nihil indignatur, sese adeo urgeri per illam, tandem eo redit, ut diuersis locis e scriptura productis, quorum aliqui totum homini uidentur tribuere, aliqui totum gratiae, stomachabunda contendat, utrosque debere interpretatione sana intelligit et non simpliciter accipi.

         Diatriben støder sig stærkt på denne sammenligning med pottemageren og leret, den forarges ikke så lidt over, at den selv bliver trængt af den; endelig kommer den så derhen, at den, efter at have fremført forskellige skriftsteder, hvoraf nogle synes at tillægge mennesket alt, andre at tillægge nåden alt, giver sin ærgrelse frit løb og forsikrer, at begge dele bør forstås ud fra en sund fortolkning og ikke opfattes ligefremt. (eras2#107)

⁹⁶ Alioqui si nos urgemus similitudinem illam, ipsa rursus nos urgere parata est locis illis imperatiuis et coniunctiuis, presertim illo Pauli: Si quis sese emundauerit ab istis. Hic Paulum sibi contradicentem facit, et omnia tribuentem homini, nisi succurret interpretatio sana.

Ellers, hvis vi på vor side står fast på denne sammenligning, er den på sin side parat til igen at trænge ind på os med disse imperativiske og konjunktiviske steder, især stedet hos Paulus: 'Hvis nogen vil rense sig fra disse'. Her får den Paulus til at modsige sig selv og tillægge mennesket alt, hvis ikke den sunde fortolkning kommer ham til hjælp. (eras2#108)

⁹⁷ Si igitur hic interpretatio admittitur, ut gratiae locus relinquatur, cur non etiam similitudo figuli admittat interpretationem, ut libero arbitrio locus sit?

Hvis altså her der tillades en fortolkning, der giver plads til nåden, hvorfor kan så ikke også sammenligningen med pottemageren tillade en fortolkning der giver plads til den frie vilje? (eras2#107)

⁹⁸ Respondeo: Mea nihil refert, accipias simpliciter, dupliciter uel centupliciter. Hoc dico, quod hac sana interpretatione nihil efficitur, nec probatur quod quaeritur. Probari enim debet, lib. arbi. nihil posse uelle boni.

Svar: Det kommer ikke mig ved, om du opfatter det enfoldigt, tofoldigt eller hundredefoldigt. Det siger jeg, at der intet kommer ud af denne sunde fortolkning, og der bevises heller ikke, hvad der kræves bevist. Der skal nemlig bevises, at den frie vilje ikke kan ville noget godt.

⁹⁹ At illo loco: Siquis sese emundauerit ab istis, cum sit oratio coniunctiua, neque nihil, neque aliquid probatur. Exhortatur tantum Paulus. Aut si sequelam Diatribes adijcies et dicas: frustra exhortatur, si non potest sese emundare, tum probatur liberum arbitrium omnia posse sine gratia. Atque ita seipsam improbat Diatribe.

Men stedet: Hvis nogen vil rense sig fra dem, beviser, eftersom det er konjunktivisk tale, hverken ingenting eller noget. Paulus formaner kun. Eller hvis man tilføjer Diatribens følgeslutning og siger: 'han formaner forgæves, hvis man ikke kan rense sig,' så beviser stedet, at den frie vilje kan alt uden nåden. Og således retter Diatriben bebrejdelser imod sig selv.

^{100 [175]}          Expectamus igitur adhuc locum aliquem e scriptura, qui interpretationem istam doceat; fingentibus eam suo cerebro non credimus, Nos enim negamus reperiri ullum locum, qui totum tribueret homini. Negamus quoque Paulum sibi pugnare, ubi dicit: Siquis sese emundauerit ab istis, sed dicimus, tam pugnantiam in Paulo fingi, quam interpretationem, quam illa extorqueat, excogitari, neutram uero monstrari.

          Vi venter altså stadigvæk på et eller andet skriftsted, som lærer denne fortolkning; hvad den spinder ud af sin egen hjerne, tror vi ikke på. Vi nægter nemlig, at der findes noget sted, som tillægger mennesket alt. Vi nægter også, at Paulus modsiger sig selv, dèr, hvor han siger: 'Hvis nogen vil rense sig fra disse', men vi siger, at det både er sådan, at modsigelsen hos Paulus er frit opfundet, og sådan, at den armvridningsfortolkning, der skal vise den, er opdigtet, og sådan, at ingen af delene er bevist. (eras2#107)

¹⁰¹ Hoc quidem fatemur: si sequelis et (W732) additamentis Diatribes scripturas augere licet, ut dicendo: frustra paecipiuntur [praecipiuntur], si non possumus, quae praecipiuntur, tum uere pugnat Paulus sibijpsi et tota scriptura, Quia tum scriptura alia est, quam fuit, tum etiam probat lib. arbitrium omnia posse, quid mirum uero, si tum pugnet quoque, quod alibi dicit, omnia Deum solum facere?

Men det tilstår vi: Hvis det er tilladt at forøge skriften med Diatribens følgeslutninger og tilføjelser, som dèr, hvor den siger: Det foreskrives forgæves, hvis vi ikke formår det, der foreskrives, da modsiger Paulus og hele skriften sandelig sig selv, fordi da bliver skriften til noget andet, end den var; da beviser den også, at den frie vilje kan alt. Hvad under da, om den også modsiger det, den siger andetsteds, at Gud alene gør alting?

¹⁰² At ea scriptura sic aucta, non modo nobis, sed etiam ipsi Diatribe pugnat, quae lib. arb. nihil boni posse uelle definiuit. Liberet igitur sese primum et dicat, quomodo cum Paulo conueniant ista duo: lib. arbi. nihil boni uelle potest, Et: siquis sese emundauerit, ergo potest sese emundare, aut frustra dicitur.

Men den skrift, der er forøget på den måde, modsiger ikke blot os, men også Diatriben selv, som har defineret, at den frie vilje ikke kan ville noget godt. Lad den derfor først gøre sig selv fri og sige, hvordan disse to stemmer overens med Paulus: den frie vilje kan ikke ville noget godt, og: hvis nogen renser sig, ergo kan han rense sig, ellers siges det forgæves.

¹⁰³ Vides igitur Diatriben uexatam et uictam esse similitudine illa figuli, tantum hoc agere, ut illam eludat, nihil interim cogitans, quantum caussae susceptae noceat interpretatio, quamque seipsam confutet et irrideat.

Du ser altså, at Diatriben er rystet og overvundet af denne sammenligning med pottemageren, og blot kan gøre det, at den smyger sig udenom, og ikke tænker over, hvor meget denne fortolkning skader den sag, den har taget sig på, og hvordan den gendriver sig selv og gør sig selv til grin.

^{104 [176]}          Nos uero, ut diximus, nunquam interpretationem affectatauimus, nec sumus ita locuti: extende manum, id est: gratia extendet. Haec omnia Diatribe fingit de nobis, in comodum caussae suae.

           Men som vi har sagt (L6#25): Vi har aldrig skabt os med den fortolkning, og aldrig sagt sådan: Ræk din hånd ud, det vil sige: nåden udrækker din hånd. Alt det er noget, Diatriben opfinder om os, for at støtte sin sag. (eras3#6)

¹⁰⁵ Sed sic diximus, non esse pugnantiam in dictis scripturae, nec opus esse interpretatione, quae nodum explicet, sed ipsi lib. arbi. assertores nodos in scirpo quaerunt, et pugnantias sibi somniant. (e26). 

Men sådan har vi sagt, at der ikke er modsigelser i skriftens udsagn, og at det ikke er nødvendigt med en fortolkning, der forklarer knuderne, men at det er tilhængerne af den frie vilje, der søger knuder i sivet, og drømmer sig til modsigende steder. 

¹⁰⁶ Exempli gratia, Illa nihil pugnant: Siquis sese emundauerit, Et: Deus operatur omnia in omnibus. Nec est necesse pro explicando dicere: aliquid Deus, aliquid homo agit.

For at tage et eksempel: De to steder modsiger ikke hinanden: 'Hvis nogen renser sig', og: 'Gud virker alt i alle' (1kor#12.6). Ejheller er det nødvendigt for at forklare dem at sige: 'Gud virker noget, mennesket noget'.

¹⁰⁷ Quia prior locus est coniunctiua oratio, quae nihil operis aut uirtutis affirmat aut negat in homine, sed praescribit, quid operis aut uirtutis esse in homine debeat.

For det første sted er konjunktivisk tale, som ikke bekræfter eller benægter nogen gerning eller kraft i mennesket, men foreskriver, hvilken gerning eller kraft der skal være i mennesket.

¹⁰⁸ Nihil hic figuratum, nihil interpretatione egens, simplicia uerba sunt, simplex sensus est, modo sequelas et corruptelas non addas, more Diatribes, tum enim fieret sensus non sanus, uerum non sua, sed corruptoris culpa.

Her er ikke nogen billedtale, her er ikke brug for nogen fortolkning, ordene er simple, meningen er simpel, når man blot ikke tilføjer følgeslutninger og fordærvelser, som Diatriben plejer at gøre, for da bliver meningen ikke sund, men det er ikke tekstens, men fordærverens skyld.

¹⁰⁹ Posterior uero locus: Deus operatur omnia in omnibus, est oratio indicatiua omnia opera, omnem uirtutem affirmans in Deo. Quomodo igitur pugnent duo loci, quorum unus nihil agit de uirtute hominis, alter omnia tribuat Deo, ac non potius optime consentiant?

Men det sidste sted: Gud virker alt i alle, er en indikativisk tale, der bekræfter, at alle gerninger og al kraft er i Gud. Men hvordan skulle disse to steder modsige hinanden -- det ene handler ikke om menneskets kraft, det andet tillægger Gud alt -- og ikke snarere passe overmåde fint sammen?

¹¹⁰ Sed Diatribe sic est submersa, suffocata et corrupta sensu cogitationis illius carnalis (frustra praecipi impossibilia), ut non queat sibi temperare, quin, quoties uerbum imperatiuum aut conjunctiuum audierit, mox suas sequelas annectat indicatiuas scilicet: praecipitur aliquid, ergo possumus et facimus, alioqui stulte praeciperetur.

Men Diatriben er i den grad overskyllet, druknet og fordærvet af sin kødelige tankes mening (at det er forgæves at påbyde noget umuligt), så den ikke kan være mådeholden, ja, såsnart den hører et imperativisk eller konjunktivisk ord, knytter den straks sine indikativiske følgeslutninger til: Noget er foreskrevet, ergo kan vi også gøre det, ellers er det dumt at foreskrive det.

¹¹¹ Hinc erumpit et ubique uictorias iactat, quasi demonstratum habeat istas sequelas cum sua cogitatione esse ratas, ceu diuinam authoritatem. Hinc saecure pronunciat, quibusdam locis scripturae omnia tribui homini, ideo pugnantiam ibi et interpretatione opus esse, Et non uidet, hoc totum esse figmentum capitis sui, nullo uspiam scripturae apice firmatum, Deinde eiusmodi, ut, si admitteretur, neminem fortius confutaret, quam seipsam, ut quae per ipsum probet, (W733) siquid probat, omnia posse liberum arbitrium, cuius contrarium suscepit probandum.

Af den grund farer den frem og pukker overalt på, at den har sejret, som om den havde demonstreret, at disse følgeslutninger og dens tanker var gyldige eller havde guddommelig autoritet. Af den grund bekendtgør den med sikkerhed, at nogle skriftsteder tillægger mennesket alt, derfor er der her en modsigelse, og det er nødvendigt med en udlægning; og den ser ikke, at det altsammen er et opspind af dens eget hoved, som ikke er understøttet af såmeget som et iota i skriften; og endelig, at hvis man indrømmede den dette, var der ingen, der blev kraftigere gendrevet end den selv, fordi den, hvis den beviser noget, beviser, at den frie vilje kan alt, hvor den havde sat sig for at bevise det modsatte.

^{112 [177]}           Sic et illud toties repetit: Si nihil agit homo, nullus locus est meritis, Vbi meritis non est locus, ibi nec supplicijs nec praemijs locus erit. Iterum non uidet, quam seipsam istis carnalibus argumentis fortius confutet quam nos.  

            Sådan gentager den også gang på gang dette: Hvis mennesket ikke udvirker noget, er der ikke plads til fortjenester, hvor der ikke er plads til fortjenester, der er der heller ikke plads til straf eller belønning (eras3#4). Heller ikke her ser den, at den med disse kødelige argumenter gendriver sig selv stærkere end den gendriver os.

¹¹³ Quid enim probant istae sequelae, nisi totum meritum esse penes liberum arbitrium? Vbi tum gratiae locus erit? Porro si modiculum meretur liberum arbitrium, reliquum uero gratia, Cur totum praemium accipit liberum arbitrium? An modiculum etiam praemium illi fingemus? Si meritus locus est, ut praemijs locus sit, etiam tantum oportet meritum esse, quantum praemium.

Hvad beviser nemlig disse følgeslutninger andet end at hele fortjenesten ligger hos den frie vilje? Hvor er der da plads til nåden? Ja, videre, hvis den frie vilje kun fortjener en lille smule, nåden resten, hvorfor er det så den frie vilje, der modtager hele belønningen? Eller skal vi også opfinde en ganske lille belønning til den? Hvis der er plads til fortjenester, for at der kan være plads til belønninger, så må belønningen være ligeså stor som fortjenesten.

¹¹⁴ Sed quid uerba et tempus perdo in re nihili? Vt etiam omnia consisterent, quae Diatribe machinatur, et esset partim hominis, partim Dei opus, quod meremur, tamen illud ipsum opus non possunt definire, quid, quale et quantum esset, ideo disputatio est de lana caprina.

Men hvorfor spilder jeg dog ord og tid på den slags intetheder? Selv om også det var sandt, hvad Diatriben udtænker, så det dels var menneskets, dels Guds gerning, som skaffer os fortjeneste, så kan de dog ikke selv definere denne gerning, hvad, hvordan og hvormeget den er, derfor er dette en strid om kejserens skæg.

¹¹⁵ Nunc uero, cum nihil eorum probet, quae dicit, nec pugnantiam, nec interpretationem, nec locum, qui totum homini tribuit, ostendere possit, omnia uero sint suae cogitationis phantasmata, salua et inuicta stat similitudo Pauli de figulo et luto, quod non nostri arbitrij est, qualia uasa formemur.

Men nu, hvor den ikke kan bevise noget af det, som den siger, hverken modsigelsen eller fortolkningen, og den heller ikke kan påvise det sted, som tillægger mennesket alt, men alt er dens egne tankers drømmebilleder, nu står Paulus' sammenligning om pottemageren og leret frelst og ubesejret, at det ikke står i vor viljes magt, hvilken slags kar vi bliver dannet til.

¹¹⁶ Exhortationes uero Pauli: Siquis esse emundauerit, et similes, sint formae, secundum quas nos formari debemus, non autem testes nostri operis aut studij. Haec de locis illis, de induratione Pharaonis et de Esau et de figulo satis dicta sint.

Men Paulus' formaninger: Hvis nogen renser sig, og den slags, lad dem være former, hvorefter vi bør danne os, men ikke vidnesbyrd om vore gerninger eller bestræbelser. Lad dette være nok om disse steder, om Faraos forhærdelse, om Esau og om pottemageren.

¹¹⁷ cVidere til serv-arbit09!

¹¹⁸ c

c

¹¹⁹ c

c

¹²⁰c

c