De servo arbitrio 6

^{1 [131]}         Et illud Iohannis .1: Dedit eis potestatem filios Dei fieri, sic accipit: Quomodo datur illis potestas, ut filij Dei fiant, si nostrae uoluntatis nulla libertas est? Et hic locus est malleus aduersus liberum arbitrium, qualis est ferme totus Iohannes Euangelista, tamen adducitur pro libero arbitrio. Videamus quaeso! Iohannes non loquitur de ullo opere hominis, neque magno, neque paruo, sed de ipsa innouatione et transmutatione hominis ueteris, qui filius diaboli est, in nouum hominem, qui filius Dei est.

Og så Joh 1,12: ”Dem gav han magt til at blive Guds børn”; det ord forstår han således: Hvordan kunne der gives dem magt til at blive Guds børn, hvis vores vilje ikke var fri? (eras2#25) Men dette sted er en hammer imod den frie vilje, som næsten hele johannesevangeliet er det, og dog fremføres det til fordel for den frie vilje. Lad os se på det! Johannes taler ikke om nogen menneskelig gerning, hverken en stor eller en lille, men om selve den fornyelse og forandring i det gamle menneske, det, som er djævelens barn, så det bliver et nyt menneske, som er Guds barn.

²   Hic homo mere passiue (ut dicitur) sese habet, nec facit quippiam, sed fit totus. De fieri enim loquitur Iohannes, fieri filios Dei dicit, potestate diuinitus nobis donata, non ui liberi arbitrij nobis insita. At nostra Diatribe hinc ducit, liberum arbitrium tantum ualere, ut filios Dei faciat, aut definire parata est, ridiculum et frigidum esse uerbum Iohannis. Quis uero unquam sic extulit liberum arbitrium, ut ei uim faciendi filios Dei tribuerit, praesertim tale, quod non potest uelle bonum, quale Diatribe assumpsit?

Her forholder mennesket sig udelukkende passivt, som man siger, det handler ikke, men det bliver til noget. For Johannes taler om at blive, han siger, de bliver Guds børn, ved en guddommelig magt, der gives os, ikke ved at den frie viljes kraft indsættes i os. Men vor Diatribe fører det derhen, at den frie vilje er så meget værd, at den kan gøre os til Guds børn, eller også er den parat til at fastslå, at Johannes' ord er latterligt og trivielt. Men hvem har nogensinde hævet den frie vilje så højt op, at han tildeler den magt til at gøre os til Guds børn, især når det er en fri vilje af den art, at den ikke kan ville det gode, som jo er den, Diatriben antager er til?

³ Sed transeat haec cum reliquis sequelis, toties repetitis, quibus nihil probatur, siquid probatur, quam id, quod Diatribe negat, nempe, liberum arbitrium omnia posse. Iohannes (W698) hoc uult: Veniente Christo in mundum per Euangelion, quo offertur gratia, non autem exigitur opus, copiam fieri cunctis hominibus, magnificam sane, ut filij Dei sint, si credere uelint. Caeterum hoc uelle, hoc credere in nomine eius, sicut liberum arbitrium nunquam nouit, nec cogitauit de eo antea, ita multo minus potest suis uiribus.

Men lad dette passere sammen med de andre følgeslutninger, der så ofte er gentaget; derved bevises, hvis noget bevises, ikke andet end det, som Diatriben nægter, nemlig, at den frie vilje kan alt. Det Johannes vil, er følgende: Da Kristus kom til verden gennem evangeliet, som tilbød nåde, men ikke krævede nogen gerning, blev der give alle mennesker mulighed for – og det en mægtig stor mulighed – at de kunn eblive Guds børn, hvis de blot ville tro. Men ligesom den frie vilje aldrig tidligere har kendt til at ville dette, at tro dette i hans navn, eller har tænkt over det, således kan den det meget mindre med sine egne kræfter.

⁴  Quomodo enim ratio cogitaret, necessariam esse fidem in Ihesum filium Dei et hominis, cum nec hodie capiat aut credere possit, etiamsi tota creatura clamaret, esse aliquam personam, quae simul Deus et homo sit? sed magis offen-ditur tali sermone, ut Paulus dicit .1. Cor. i., tantum abest, ut credere aut uelit aut possit. Igitur Iohannes diuicias regni Dei per Euangelion mundo oblatas, non autem uirtutes liberi arbitrij praedicat, simul significans, quam pauci sint, qui acceptent, repugnante scilicet libero arbitrio, cuius uis nulla est alia, quam ut regnante super ipsum Satana, etiam gratiam et spiritum, qui legem impleat, respuat, adeo pulchre ualet conatus et studium eius ad legem implendam. Sed infra latius dicemus, quale fulmen sit hic locus Iohannis aduersus liberum arbitrium.

Hvordan skulle nemlig fornuften kunne tænke, at troen på Jesus, Guds og menneskets søn, var nødvendig, eftersom den heller ikke i dag forstår det eller kan tro det, om så hele skabningen højlydt proklamerede, at der var en person, som på én gang var Gud og menneske? Nej, der sker snarere det, at den tager anstød af en sådan prædiken, som Paulus siger 1kor#1.23, at det er så langt fra, at den vil eller kan tro det. Således prædiker Johannes, at Guds riges rigdom ved evangeliet er tilbudt verden, han prædiker ikke den frie viljes kræfter, og han gør samtidig klart, hvor få der er, som modtager det, idet nemlig den frie vilje kæmper imod, den kraft er jo ingen anden, end at den, fordi Satan hersker over den, også tilbageviser nåden og ånden, som opfylder loven; så meget er dens stræben og iver efter at opfylde loven værd. Men senere vil vi mere udførligt tale om, hvilket lynnedslag dette sted fra Johannes er imod den frie vilje.

⁵  Non tamen mouet me parum, quod loci tam clari, tam potentes contra liberum arb., adducantur pro libero arbitrio a Diatribe, cuius tanta est hebetudo, ut nihil prorsus inter promissionis et legis uerba discernat, quae cum per legis uerba ineptissime lib. arb. statuat, tum longe absurdissime per promissionis uerba confirmet. Sed soluitur haec absurditas facile, si consideretur, quam alieno animo et contemptore Diatribe disputet, ad quam nihil attinet, gratia stet uel ruat, lib. arb. iaceat uel sedeat, tantum, ut inanibus uerbis in odium caussae seruiatur tyrannis.

Men det berører mig nu ikke så lidt, at så klare steder, der er så mægtige imod den frie vilje, af Diatriben anføres til fordel for den frie vilje, den Diatribe, hvis afstumpethed er så stor, at den slet ikke skelner mellem forjættelsens og lovens ord, og som, når den gennem lovens ord meget forkert stadfæster den frie vilje, samtidig højst absurd bekræfter den gennem forjættelsens ord. Men denne absurditet løses led ved at betænke, hvordan Diatriben disputerer med ligegyldig ånd og med foragt; der er intet, der kommer den ved, nåden kan stå fast eller rokkes, den frie vilje kan falde eller stå, kun det er den optaget af, at den med tomme ord kan tjene tyrannen og lægge sagen for had.

^{6 [132]}           Post haec uenitur et ad Paulum, libe. arbitrij hostem peruicacissimum, cogiturque et is lib. arbitrium statuere, Roma. 2: An diuitias bonitatis et patientiae et longanimitatis eius contemnis? An ignoras, quod benignitas eius te ad poenitentiam adducit? Quomodo (inquit) imputatur contemptus praecepti, ubi non est libera uoluntas? Quomodo Deus inuitat ad poenitentiam, qui author est impoenitentiae? Quomodo iusta est damnatio, ubi iudex cogit ad maleficium? Respondeo: De istis quaestionibus uiderit Diatribe. Quid ad nos?

Herefter kommer vi til Paulus, den frie viljes mest hårdnakkede modstander, og også han bliver tvunget til at fastholde den frie vilje: rom#2.4: ”Mon du foragter hans godhed og tålmodighed og langmodighed? Mon du ikke véd, at hans godhed vil føre dig til omvendelse?” Hvordan, spørger Diatriben, kan der tillægges nogen foragt for budet, når der ikke er nogen fri vilje? Hvordan kan Gud opfordre til bod, hvis han er ophavsmand til ubodfærdigheden? Hvordan kan den fordømmelse være retfærdig, hvor dommeren tvinger til ugerninger? (eras2#26) Jeg svarer: Disse spørgsmål må Diatriben virkelig selv svare på; hvad har det med os at gøre?

⁷  Ipsa enim dixit opinione probabili, lib. arb. non posse uelle bonum, cogique necessario in seruitutem peccati. Quomodo igitur imputatur ei contemptus praecepti, si non potest uelle bonum, nec est ibi libertas, sed seruitus peccati necessaria? Quomodo inuitat Deus ad poenitentiam, qui author est, quominus poeniteat, dum deserit uel non confert gratiam ei, qui se solo non potest bonum uelle? Quomodo est iusta damnatio, ubi iudex subtracto auxilio cogit impium relinqui in maleficio, cum sua uirtute non possit aliud? Omnia recidunt in caput Diatribes, aut, siquid probant, (ut dixi) probant lib. arb. omnia posse, quod tamen negatum est ab ipsa et ab omnibus.

Det er Diatriben selv, der har udtalt den antagelige mening, at den frie vilje ikke kan ville det gode, og med nødvendighed tvinges ind i syndsslaveri. Hvordan kan der da tillægges den foragt for budet, hvis den ikke kan ville det gode, og der her ikke er friihed, men nødvendigt syndsslaveri? Hvordan kan Gud opfordre til bod, når han er ophavsmand til, at mennesket ikke gør bod, idet han forlader ham eller ikke tildeler ham sin nåde, det menneske, der i sig selv ikke kan ville det gode? Hvordan kan det være en retfærdig foreømmelse, når dommeren ved at trække sin hjælp tilbage tvinger den ugudelige til at overlades til sin onde gerning, eftersom han med sin egen kraft ikke kan andet? Alt dette falder tilbage i hovedet på Diatriben, eller som sagt, det beviser, hvis det beviser noget, at den frie vilje kan alt, hvilket dog benægtes af Diatriben selv og af alle andre.

⁸  Sequelae illae rationis uexant Diatriben per omnia dicta scripturae, quod ridiculum et frigidum uideatur inuadere et exigere tam uehementibus uerbis, ubi non adest, qui praestare queat, cum Apostolus id agat, scilicet per minas illas perducere impios et superbos ad cognitionem sui et impotentiae suae, ut humiliates cognitione peccati, paret ad gratiam.

Disse fornuftsslutninger ryster Diatriben gennem alle skriftens ord, så det synes latterlig og trivielt med så kraftige ord at fremføre og stille krav, når der ikke er nogen, som kan opfylde det, skønt apostelen behandler det således, at han gennem disse trusler vil føre de ugudelige og overmodige til erkendelse af sig selv og deres afmagt, så at han ved at ydmyge dem ved syndserkendelse kan berede dem til nåden.

^{9 [133]}         Et quid opus est omnia singulatim recensere, quae ex Paulo adducuntur? cum nihil nisi imperatiua uel coniunctiua uerba colligat, uel talia, quibus Paulus Christianos exhortatur ad fructus fidei. Diatribe uero, suis sequelis adiectis, uirtutem lib. arb. talem tantamque concipit, quae sine gratia omnia possit, quae Paulus exhortator praescribit. 

          Og hvad nytte er det til at gennemgå hvert enkelt skriftsted, som fremføres fra Paulus? Diatriben samler jo kun imperativiske eller konjunktiviske ord sammen, eller ord, hvormed Paulus opfordrer de kristne til troens frugter. Men Diatriben tilføjer sine følgeslutninger og forestiller sig den frie viljes kraft af en sådan art og styrke, at den uden nåden kan gøre alt det, som Paulus, formaneren, foreskriver.

¹⁰ Christiani uero non lib. arb., sed spiritu Dei aguntur, Roma. 8. Agi uero non est agere, sed rapi, quemadmodum serra aut securis a fabro agitur. Et hic ne quis dubitet, Lutherum tam absurda dicere, uerba eius recitat Diatribe, quae sane agnosco; Fateor enim articulum Viglephi (omnia necessitate fieri) esse falso damnatum Constantiensi Conciliabulo, seu coniuratione potius et seditione. Quin ipsa ipsa Diatribe eundem mecum defendit, dum asserit lib. arb. suis uiribus nihil boni uelle posse, necessarioque seruire peccato, licet inter probandum omnino contrarium statuat. Haec satis sint aduersus priorem partem Diatribes, qua lib. arbitrium statuere conata est. Posteriorem nunc uideamus, qua confutantur nostra, id est ea, quibus lib. arb. tollitur. Hic uidebis, quid fumus hominis possit contra fulgura et tonitrua Dei.

Men de kristne føres ikke af den frie vilje, men af Guds ånd, rom#8.14. Men at føres er ikke at føre, men at rives med, ligesom saven eller øksen føres af tømreren. Og for at ingen skal være i tvivl om, at Luther siger noget så absurd, citerer Diatriben mine ord, og minsandten, dem godkender jeg. Jeg indrømmer nemlig, at Wiklefs artikel (at alt sker af nødvendighed) med urette blev fordømt på koncilet i Konstanz, eller snare på komplottet eller oprøret i Konstanz. (ass04#63) Ja, Diatriben i højstegen person forsvarer denne sætning, som jeg gør det, når den forsikrer, at den frie vilje ud fra sine egne kræfter ikke kan ville noget godt, og med nødvendighed er slave under synden, selv om den, når den kommer i gang med at bevise, slet og ret beviser det modsatte. Lad dette være nok imod Diatribens første del, hvor den forsøger at stadfæste den frie vilje. Vi vil nu se på den anden del, hvor den gendriver vort, det vil sige, det, som ophæver den frie vilje. Her vil vi se, hvad menneskers dunst formår imod Guds lyn og tordenslag.

^{11 [134]}           Primum, cum innumerabiles locos scripturae citarit pro libero arbitr. tanquam formidabilem nimis exercitum (ut animosos redderet confessores et martyres et omnes sanctos et sanctas liberi arbitrij, pauidos uero et trepidos omnes illos abnegatores et peccatores in liberum arbitrium), contemptibilem fingit turbam contra liberum arbitrium, atque adeo duos tantum locos prae caeteris euidentiores facit in hac parte stare, nimirum ad caedam solum parata, eamque non magni negocij, 

            Først foregiver Diatriben, efter at den har citeret talløse steder til gunst for den frie vilje og opstillet dem som en overmåde mægtig hær (for at den kan opmuntre alle den frie viljes bekendere og martyrer og hellige mænd og kvinder, men gøre alle dem nedtrykte og kleinmodige, som nægter den frie vilje og synder imod den) -- først foregiver Diatriben, at det kun er en foragtelig lille skare, der er imod den frie vilje, og lader derfor kun to skriftsteder, der er klarere end de øvrige, stå i denne del, naturligvis, så den er parat til uden større møje at slå dem til jorden. (e2#38). 

¹² quorum alter est Exodi .9: Indurauit Dominus cor Pharaonis, Alter Malachiae .1: Jacob dilexi, Esau autem odio habui, utrunque uero Paulus ad Romanos latius explicans, mirum quam odiosam et inutilem disputationem, iudice Diatribe, susceperit.

Det ene skriftsted er 2 Mos 9,12: 'Herren forhærdede Faraos hjerte'. Det andet er Mal 1,2f: 'Jacob elskede jeg, men Esau hadede jeg'. Og når Paulus nærmere udlægge begge stedet i sit brev til Romerne (rom#9.14), så påtager han sig, efter Diatribens mening, en besynderlig ørkesløs og unyttig disputation.

¹³ Nisi uero spiritus sanctus rhetoricae aliquantulum gnarus esset, periculum erat, ne tanta simulati contemptus arte fractus, prorsus de caussa desperaret, et palmam libero arbitrio concederet ante tubam.

Men hvis ikke den hellige ånd var en smule bevandret i den retoriske kunst, ville der bestå den fare, at han, slået af en så stor kunst, der foregiver foragt, helt fortvivlede over sagen og indrømmede den frie vilje sejrspalmerne, førend det var kommet til kamp.

¹⁴  Sed ego inferius succentuaritus illis duobus locis ostendam et nostras copias, quamquam, ubi talis est pugnae fortuna, ut unus fuget decem milia, nullus opus est copijs. Si enim unus locus uicerit lib. arbitrium, nihil profuerint ei innumerabiles suas copiae.

Men jeg, der kun er en ringe erstatning for ham, vil med disse to skriftsteder fremvise også vore hærstyrker, selv der ikke er brug for nogle tropper dèr, hvor dette er kamplykken, at én kan jage titusinder på flugt. Hvis nemlig blot ét skriftsted får besejret den frie vilje, vil hans talløse styrker ikke gavne ham.

^{15 [135]}         Hic igitur Diatribe inuenit nouam artem eludendi manifestissimos locos, nempe, quod tropum uelit inesse uerbis simplicissimis et clarissimis, ut, quemadmodum superios pro libe. arbi. agens, omnis uerba imperatiua et coniunctiua legis per sequelas adiectas et similitudines affictas eludit, ita nunc contra nos actura, omnia uerba promissionis et affirmationis diuinae per tropum repertum torquet, quorsum uisum est, ut utrobique sit incomprehensibilis Protheus.

          Her har da Diatriben opfundet en ny kunst til at vige udenom de soleklare steder, nemlig, at den vil have, at der i de mest enkle og klare ord skal befinde sig en billedtale, (eras2#46) så at, ligesom den tidligere bar sig ad til gunst for den frie vilje, at den veg udenom alle imperativiske og konjunktiviske lovord ved hjælp af tilføjede slutninger og opdigtede sammenligninger, sådan vil den nu bære sig ad imod os, og fordreje efter forgodtbefindende alle den guddommelige forjættelses ord og dens tilsigelsesord ved hjælp af en opfundet billedlig tale, så at det, her som dèr, er umuligt at få fat på denne Proteus.

¹⁶  Quin id ipsum magno supercilio exigit sibi a nobis permitti, ut qui et ipsi soleamus, ubi urgemur, tropis repertis elabi, ut ibi: extende manum tuam, ad quod uolueris, id est, gratia extendet manum tuam, ad quod ipsa uelit.

Ja, den forlanger med overdreven stolthed dette indrømmet af os, at ligesom vi plejer, når vi bliver trængte, at udarbejde selvopfunden billedtale, såsom: 'udræk din hånd til hvad du vil, det vil sige: nåden udrækker din hånd til hvad den vil. (e3#5) 

¹⁷ Facite uobis cor nouum, id est, gratia facit uobis cor nouum, et similia. Indignum igitur uidetur, si Luthero liceat tam uiolentam tortamque interpretationem afferre, et non multo magis liceat probatissimorum doctorum interpretationes sequi.

Gør jer et nyt hjerte, det vil sige, nåden vil gøre jer et nyt hjerte, og den slags. Derfor forekommer det forkert, at hvis Luther skal have lov til at fremføre en så voldsom og fordrejet udlægning, og det så ikke meget mere skulle være tilladt at følge så ærværdige doktorers udlægning. (e3#8)

¹⁸ Vides itaque hic, non de textu ipso, nec iam de sequelis et similitudinibus, sed de tropis et interpretationibus pugnari. Quando ergo erit, ut simplicem purumque aliquem sine tropis et sequelis textum pro libero arbitrio et contra liberum arbitrium habeamus?

Her ser du derfor, at der kæmpes, ikke om teksten selv, heller ikke om følgeslutninger og sammenligninger, men om billedtale og udlægning. Hvornår vil vi da nå dertil, at vi har en enkel og klar tekst uden billedtale om følgeslutninger for eller imod den frie vilje?

¹⁹  An tales textus nusquam habet scriptura? perpetuoque dubia erit caussa liberi arbitrij? ut quae nullo certo textu firmatur, sed solis sequelis et tropis per homines mutuo dissentientes inductis agitatur sicut uentis arundo.

Mon en sådan tekst ikke findes nogen steder i skriften? Vil der til stadighed være tvivl om den frie viljes sag? fordi den ikke kan sikres af nogen sikker tekst, men alene kan indføres af følgeslutninger og billedtale fra mennesker, der indbyrdes er uenige, så den svajer hid og did som et rør for vinden.

^{20 [136]}          Sic potius sentiamus, neque sequelam neque tropum in ullo loco scripturae esse admittendum, nisi id cogat circumstantia uerborum euidens, et absurditas rei manifestae, in aliquem fidei articulum peccans, sed ubique inhaerendum est simplici puraeque et naturali significatione uerborum, quam grammatica et usus loquendi habet, quem Deus creauit in hominibus.

           Men vi mener snarere, at man hverken skal tillade følgeslutninger eller billedtale på noget sted i skriften, medmindre de omgivende ord tydeligt tvinger til det, og en absurditet i den håndfaste sag er i uoverensstemmelse med en trosartikel; i stedet bør man overalt holde sig til den enkle og rene og naturlige betydning af ordene, som de har efter grammatikken og den sprogbrug, som Gud har skabt i mennesker.

²¹  Quid si cuiuis liceat, pro sua libidine, sequelas et tropos in scripturis fingere, quid (W701) erit scriptura tota nisi arundo uentis agitata, aut uertumnus aliquis? Tum uere nihil certi neque statuetur neque probabitur, in ullo articulo fidei, quod non queas aliquo tropo cauillari.

For hvis det tillades én eller anden efter forgodtbefindende at opfinde følgeslutninger og billedtale i skriften, hvad vil så skriften være andet end et rør, der svajer hid og did for vinden, eller en gud for forandring (Vertumnus)? Så ville i sandhed intet stå fast eller være sikkert eller kunne bevises i nogen trosartikel, når man ikke med én eller anden billedtale kan drive sofisteri med det.

²² Vitari potius, sicut praesentissimum uenenum, debet omnis tropus, quem non cogit ipsamet scriptura. Vide, quid acciderit tropologo illi Origeni in enarrandis scripturis! quam dignas praebet occasiones calumniatori Purphyrio, ut Hieronymo quoque uideantur parum facere, qui Origenem tuentur.

Derfor bør snarere enhver billedtale undgås, som den virksomste gift, når ikke skriften selv tvinger til det. Se, hvordan det er gået Origenes og hans billedtale, når han vil udlægge skriften! Hvor god lejlighed giver han ikke modstanderen Porphyrius, så de, der holder med Origenes, næsten synes, at også Hieronymus yder for lidt.

²³ Quid accidit Arrianis in tropo illo, quo Christum fecerunt Deum nuncupatiuum? Quid nostro saeculo accidit nouis istis Prophetis, in uerbis Christi: Hoc est corpus meum? ubi alius in pronomine Hoc, alius in uerbo Est, alius in nomine Corpus, tropicus est.

Hvad sker der ikke med Arianerne, når de med deres billedtale vil gøre Kristus til en uegentlig gud? Hvad er der ikke sket i vort århundrede med disse nye profeter overfor Kristi ord: Dette er mit legeme? hvor nogen ser en billedtale om ordet 'dette', andre i 'er', andre i 'legeme'.

²⁴ Ego id obseruaui, omnes haereses et errores in scripturis non uenisse ex simplicitate uerborum, ut iactatur pene toto orbe, sed ex neglecta simplicitate uerborum, et ex affectatis proprio cerebro tropis aut sequelis.

Det har i det mindste jeg lagt mærke til, at alle kætterier og fejltagelser overfor skriften ikke er kommet af, at man har taget ordene for pålydende, sådan som næsten hele verden mener, men er kommet af, at man har nægtet ordenes enkle betydning, og af, at man af sin egen hjerne har uddraget billedtale og følgeslutninger.

^{25 [137]}          Exempli gratia, Ad quodcunque uoles, extende manum tuam, ego nunquam (quod memini) hac uiolenta interpretatione tractaui, ut dicerem: Gratia extendet manum tuam, ad quod ipsa uelit, Facite uobis cor nouum, id est: gratia faciet uobis cor nouum et similia, licet me Diatribe publico libello sic traducat, tropis scilicet et sequelis distenta et illusa, ut non uideat, quid de quo loquatur.

         For at tage et eksempel: 'Udræk din hånd hvorhen du vil'. jeg har aldrig, så vidt jeg husker, brugt denne hårde udlægning, at jeg siger: 'Ånden udrækker din hånd, hvorhen den vil'. 'Skab jer et nyt hjerte', det vil sige: 'Ånden vil skabe jer et nyt hjerte', og den slags (e3#6)*. Lad så være, at Diatriben i sin offentlige bog har forhånet mig, den, som selv er fyldt med billedtale og følgeslutninger og er bedragen, så den ikke ser, hvad den siger om hvad.

*Det er Karlstadt, der har i sin disputation med Eck juli 1519 har hævdet, at det er nåden, der udrækker hånden, se karl01#20.

²⁶ Sed sic dixi: Extende manum etc. uerbis simpliciter, ut sonant, acceptis, seclusisque tropis et sequelis, nihil aliud significari, quam quod exigitur a nobis extensio manus, significaturque, quid facere debeamus, ut est natura uerbi imperatiua apud grammaticos et usum loquendi.

Men sådan har jeg sagt: 'Udræk din hånd': Ordene skal forstås simpelthen, som de lyder, uden billedtale og følgeslutninger, og de betyder ikke andet end at der kræves af os, at vi skal udrække vores hånd, og der betegnes for os, hvad vi skal gøre, eftersom det er et naturligt imperativisk ord efter grammatikken og sprogbrugen.

²⁷ Diatribe uero neglecta hac uerbi simplicitate, sequelis uero et tropis uiolenter adductis, sic interpretatur: Extende manum, id est: potes ui propria extendere manum, Facite cor nouum, id est: potestis facere cor nouum, Credite in Christum, id est: potestis credere, ut idem sit apud eam, quod imperatiue et quod indicatiue dicitur, alioqui parata est ridiculam et frustraneam facere scripturam.

Men Diatriben ser bort fra ordets enkelhed og fremfører voldsomt følgeslutninger og billedtale, og udlægger det sådan: 'Udræk din hånd', det vil sige: Du kan af egen kraft udrække din hånd. 'Gør jeres hjerter nye', det vil sige: I kan gøre jeres hjerter nye. 'Tro på Kristus', det vil sige: I kan tro, som om det er ét og det samme for Diatriben, hvad der siges i imperativ og hvad der siges i indikativ, ellers er den parat til at gøre skriften latterlig og fejlagtig.

²⁸  Atque has interpretationes, nulli grammatico ferendas, non licet in Theologis uiolentas et affectatas dicere, sed probatissimorum sunt doctorum, tot soecilis receptorum. (W702).

Og disse udlægninger, som ingen grammatiker vil tåle, må ikke blandt teologer kaldes hård og selvopfunden, men den er antaget af højst ærværdige doktorer gennem så mange århundreder.

^{29 [138]}          Sed facile est Diatribe, tropos hoc loco admittere et sequi, ut cuius nihil refert, certane sint an incerta, quae dicuntur, Quin hoc agit, ut incerta sint omnia, ut quae consulit, relinquenda potius, quam scrutanda esse dogmata de libero arbitrio.

         Men det er let for Diatriben på dette sted at tillade og følge billedtale, fordi det ikke rører den, om det er sikkert eller usikkert, hvad der siges, ja, fordi den sågar går ud fra, at det altsammen er usikkert, eftersom den jo giver det råd, hellere at opgive dogmerne om den frie vilje end at udforske dem. (se evt. eras1#21).

³⁰ Ideo hoc satis illi fuerat, utcunque amoliri dicta, quibus se sentit urgeri. Nobis autem, quibus res agitur seria, et qui certissimam ueritatem pro stabiliendis conscientijs quaerimus, longe aliter agendum est.

Derfor havde det været nok for den på en eller anden måde at uskadeliggøre de udsagn, som den føler sig trængt af. Men for os, for hvem det er alvor, og som søger efter den sikrest mulige sandhed til at befæste samvittighederne med, må der gås helt anderledes frem.

³¹ Nobis inquam, non est satis: si dixeris, potest hic tropus esse, sed quaeritur, an debeat et oporteat tropum hic esse, quod si non monstraris, necessario inesse tropum, nihil prorsus effeceris.

For os, siger jeg, er det ikke nok at sige: her kan der være tale om billedtale, nej, vi må spørge efter, om der her bør og må være tale om billedtale, fordi hvis man ikke påviser, at dette her nødvendigvis er billedtale, så udretter man intet.

³² Stat ibi uerbum Dei: Ego indurabo cor Pharaonis. Si tu dixeris, sic accipiendum esse uel accipi posse: Ego permittam indurari, Audio quidem, sic posse accipi, Audio hunc tropum populari sermone uulgatum, ut: ego te perdidi, quia statim non correxi errantem.

Men har står dette Guds ord fast: 'Jeg vil forhærde Faraos hjerte'. Hvis man siger, at det må forstås således eller kan forstås således: Jeg tillader, at det bliver forhærdet, så hører jeg ganske vist, at det kan forstås sådan, jeg hører denne almindelige tales populære billedtale, at 'jeg lader dig gå til grunde, fordi jeg ikke straks retter på den, der gør fejl'. (eras2#46).

³³ Sed non est illi probationi locus. Non quaeritur, an tropus illi sit in usu, Non quaeritur, an aliquis possit eum hoc loco Pauli usurpare, Sed hoc quaeritur, an tutum ac certum sit, recte hoc loco usurpare, et an Paulus uelit eo uti, Non de alieno lectoris usu, sed de ipsius authoris Pauli usu quaeritur.

Men her er ikke stedet for denne bevisførelse. Der spørges ikke efter, om det er almindeligt at bruge denne billedtale, der spørges ikke efter, om nogen kan påberåbe sig dette Paulus-sted, men dette spørges der om: Om det er sikkert og vist, at man med rette kan påberåbe sig dette sted, og om Paulus vil bruge det. Der spørges ikke efter, hvordan en fremmed læser bruger det, men efter, hvordan forfatteren selv, Paulus, bruger det.

³⁴ Quid facies conscientiae sic quaerenti?: Ecce Deus author dicit: Indurabo cor Pharaonis, aperta et nota est significatio uerbi Indurare, Homo uero lector dicit mihi: Indurare hoc loco est occasionem indurandi dare, dum non statim corrigitur peccator, Qua authoritate, Quo consilio, qua necessitate uocis illa naturalis significatio mihi sic torquetur?

Hvad vil du gøre overfor en samvittighed, der spørger således: Se, Gud selv siger: Jeg vil forhærde Faraos hjerte, åben og ligefrem er betydningen af ordet 'forhærde', men et menneske, læseren, siger til mig: 'Forhærde' betyder her 'give mulighed for at forhærdes, idet synderen ikke straks retledes'; med hvilken autoritet, på hvis råd, ud fra hvilken nødvendighed skal betydningen af dette naturlige ord fordrejes for mig?

³⁵ Quid, si erret lector et interpres? unde probatur illam torturam uerbi hoc loco fieri debere? Periculosum imo impium est, uerbum Dei sine necessitate, sine authoritate torquere.

Hvad nu, hvis læseren og udlæggeren tager fejl? hvorfra beviser han, at man på dette sted må foretage en fordrejning af ordet? Det er farligt, ja gudløst, at fordreje Guds ord uden at det er nødvendigt, uden autoritet.

³⁶ An huic animulae laboranti tum sic consules: Origenes sic sensit, Aut sic: Desine talia scrutari, cum sint curiosa et superuacanea? At illa respondebit: Hoc Mosen et Paulum admoneri oportuerat antequam scriberent, atque adeo ipsum Deum; Vt quid nos curiosis et superuacaneis scriptis diuexant?

Eller vil du give denne fortrykte lille sjæl dette råd: Sådan mener Origenes, eller måske dette: Lad være at spekulere over den slags ting, det er nysgerrigt og overflødigt? (eras1#28) Dertil vil den fortrykte sjæl vel så svare: Det skulle du have formanet Moses og Paulus til, før de skrev, ja, du skulle have formanet Gud selv; hvorfor besværer han os med disse nysgerrige og overflødige skrifter?

^{37 [139]}         Non iuuat itaque Diatriben hoc miserum effugium troporum, Sed tenendus est hic fortiter Proteus noster, ut nos facit certissimos de tropo huius loci, idque uel clarissimis scripturis uel euidentibus miraculis.

Disse elendige udflugter med billedtale hjælper derfor ikke Diatriben, men man må her meget kraftigt holde vores Proteus fast på, at han skal give os fuldstændig sikkerhed om billedtalen på dette sted, enten ud fra en soleklar skrift eller ud fra uomtvistelige undere.

³⁸ Ipsi sic opinanti, etiam consentiente omnium soeculorum industria, nihil credimus, sed pergimus et urgemus, tropum hic nullum esse posse, simpliciter uero, (W703) ut sonant uerba, sermonem Dei esse accipiendum.

Diatriben selv, der er af den mening, tror vi ikke på, heller ikke selv om den flid, alle århundreder har udvist, er enig med den, men vi skærer igennem og fastholder, at der ikke her kan være tale om nogen billedtale, men at Guds ord må forstås enkelt, som ordene lyder.

³⁹ Neque enim nostri arbitrij est (ut Diatribe sibi persuadet) uerba Dei fingere et refingere, pro libidine nostra, alioqui qui reliquum est in tota scriptura, quod non redeat ad Anaxagorae philosophiam, ut quodlibet ex quolibet fiat?

Det ligger nemlig ikke til vort forgodtbefindende (hvad Diatriben bilder sig ind) at danne og omdanne Guds ord, som det lyster os, hvad ville ellers være tilbage af hele skriften, som ikke måtte overlades til Anaxagoras' filosofi, så at hvadsomhelst kan fremkomme af hvadsomhelst?

⁴⁰ Dicam enim: Deus creauit coelum et terram, id est, disposuit, non autem fecit ex nihilo, Vel: Creauit coelum et terram, id est, angelos et daemones uel iustos et impios. Quis, rogo, tum non statim aperto libro, theologus fuerit?

Jeg ville nemlig kunne sige: Gud har skabt himlen og jorden, dvs, han har indrettet dem, han har ikke skabt dem ud af intet. Eller: Gud har skabt himlen og jorden, dvs han har skabt os som engle og dæmoner eller som retfærdige og gudløse. Jeg spørger: Hvem ville ikke kunne være teolog på den måde, bare ved at åbne bibelen?

⁴¹ Sit igitur hoc ratum ac fixum: quando Diatribe non potest probare tropum inesse his locis nostris, quos diluit, concedere cogitur nobis, uerba, ut sonant, esse accipienda, etiam si probaret, alias tropum eundem in omnibus locis scripturae et in omnium usu esse uulgatissimum. Atque per hoc semel defensa sunt omnia nostra, quae confutare uoluit Diatribe, Inuentaque est confutatio eius prorsus nihil efficere, nihil posse, nihil esse.

Nej, det må altså være sikkert og stå fast: Når Diatriben ikke kan bevise, at der er en billedtale i disse bibelsteder, som den gendriver, så må den tvinges til at indrømme, at ordene må forstås, som de lyder, også selv om den kunne bevise, at denne billedtale fandtes på andre steder i skriften og var i almindelig brug af alle. Og herigennem er på én gang alle vore sætninger forsvaret, som Diatriben ville gendrive, og det har vist sig, at dens gendrivelse overhovedet intet udfører, intet kan og intet er.

^{42 [140]}           Quando igitur illud Mosi: Indurabo cor Pharaonis, sic interpretatur: Mea lenitas, qua tolero peccantem, alios quidem ad poenitentiam adducit, Pharaonem autem obstinatiorem reddet in malicia, pulchre dicitur, sed non probatur, sic oportet dici, Nos uero non contenti dicti, probatum quaerimus.

Når derfor dette sted hos Moses: 'Jeg vil forhærde Faraos hjerte', udlægges således: 'Min langmodighed, hvorved jeg lader synderen være tålt, leder nogle til bod, men gør Farao mere stædig i hans ondskab' (eras2#46), så er det smukt sagt, men det bevises ikke, at man må sige sådan. Men vi er ikke tilfredse med ord, vi vil have beviser.

⁴³ Item illud Pauli: Miseretur cuius uult, indurat quem uult, Plausibiliter interpretatur: id est, Deus indurat, cum non statim castigat peccantem, miseretur, cum mox ad poenitentiam per afflictiones inuitat.

Ligeledes stedet hos Paulus: 'Han forbarmer sig over hvem han vil, og forhærder hvem han vil', det lyder meget sandsynligt, når det udlægges således: det vil sige: 'Gud forhærder, når han ikke straks straffer synden, han forbarmer sig, når han straks gennem trængsler opfordrer til bod'. (eras2#48)

⁴⁴ Sed quo probatur haec interpraetatio? Item illud Esaiae: Errare nos fecisti de uiij tuis, indurasti cor nostrum, ne timeremus te. Esto Hieronymus ex Origine sic interpretatur: Seducere dicitur, qui non statim reuocat ab errore, Quis nos certos facit, Hieronymum et Originem recte interpretari?

Men hvordan bevises denne udlægning? Det samme med stedet hos Esajas: 'Du har fået os til at vige af fra dine veje, du har forhærdet vort hjerte, så vi ikke frygter dig' (Es 63,17). Lad være, at Hieronymus ud fra Origenes udlægger det således: 'Han siges at forføre, når han ikke straks kalder os tilbage fra vildfarelsen'. Men hvem gør os sikre på, at Hieronymus og Origenes udlægger ret her? (eras2#48)

⁴⁵ Denique pactum nostrum est, non authoritate alicuius doctoris, sed solius scripturae nos uelle confligere. (hvor?)

Var vi ikke enige om, at vi ikke ville kæmpe med nogen lærds autoritet, men alene med skriften?

⁴⁶ Quos igitur Origenes, Quos Hieronymum Diatribe nobis oblita pacti, obijcit? cum inter Ecclesiasticos scriptores nulli fere sint, qui ineptius et absurdius diuinas literas tractarint, quam Origenes et Hieronymus.

Derfor, hvilke Origenesser, hvilke Hieronymusser vil Diatriben bruge imod os, når nu det, vi var enige om, er glemt? Oven i købet er der mellem de kirkelige forfattere næsten ingen, der behandler skriften dårligere eller mere absurd, end Origenes og Hieronymus.

⁴⁷ Et ut uno uerbo dicam, Illuc redit licentia ista interpretandi, ut noua et inaudita grammatica, omnia confundantur, ut, cum deus dicit: Ego indurabo cor Pharaonis, mutatis personis sic accipias: Pharao indurat sese mea lenitate.

Og for at sige det med ét ord: Dèr kommer vi hen med denne nye form for udlægning, at alting sammenblandes i en ny og uhørt grammatik, så at man, når Gud siger: Jeg vil forhærde Faraos hjerte, man kan vende om på personerne og forstå det således: Farao forhærder sig selv ved min langmodighed.

⁴⁸ Deus indurat cor nostrum, id est: nos ipsi induramus nos Deo poenas differente. Tu Domine errare nos fecisti, id est: nos errare fecimus nos ipsos, te non castigante.

Gud forhærder vort hjerte, det betyder: vi selv forhærder os, når Gud udskyder straffen. Du, Herre, får os til at fejle, det betyder: Vi begår selv fejl, når du ikke straffer.

⁴⁹ Ita Deum misereri iam non significat, donare gratiam, aut exhibere misericordiam, remittere peccatum, iustificare, aut a malis liberare, sed contra significat inferre malum et castigare. (W704)

Således betyder det, at Gud forbarmer sig, ikke, at han giver nåde eller viser barmhjertighed, forlader synder, retfærdiggør, eller befrier fra det onde, men modsat betyde det, at han påfører os ondt og straffer os.

^{50 [141]}           Istis tropis tandem id efficietur, ut dicas, Deum fuisse misertum filijs Israel, dum illos in Assyriam et Babylonem transtulit, ibi enim castigauit peccatores, ibi per afflictiones ad poenitentiam inuitauit.

Med denne billedtale kommer man endelig derhen, hvor man siger, at Gud har været barmhjertig mod Israels børn, da han førte dem til Assyrien og Babylon; da straffede han nemlig synderne, da opfordrede han dem til bod gennem trængsler.

⁵¹ Rursus cum reduxit eos et liberauit, tum non fuit misertus, sed indurauit, hoc est, lenitate sua et misericordia occasionem dedit, ut indurarentur.

Og videre: Da han førte dem tilbage og befriede dem, da var han ikke barmhjertig, men forhærdede dem, det vil sige, ved sin langmodighed og barmhjertighed gav han lejlighed til, at de blev forhærdet.

⁵² Sic, quod Christum saluatorem misit in mundum, non dicetur esse misericordia Dei, sed induratio, quod hac misericordia occasionem dedit hominibus sese indurandi. Quod uero Ierusalem uastauit, et Iudaeos perdidit in hunc usque diem, ibi miseretur eorum, quia castigat peccantes et ad poenitentiam inuitat.

Da således frelseren Kristus blev sendt ind i verden, kan det ikke kaldes Guds barmhjertighed, det var hans forhærdelse, fordi han gennem denne barmhjertighed gav menneskene lejlighed til at forhærde sig. Men da han ødelagde Jerusalem og fordømte jøderne til undergang indtil denne dag, da forbarmede han sig over dem, fordi han straffede synderne og opfordrede dem til bod.

⁵³ Quod sanctos in coelum uehet in die judicij, non faciet miserendo, sed indurando, quia bonitate sua occasionem dabit abutendi. Quod impios uero trudet ad inferos, ibi miserebitur, quia castigat peccatores.

Når han på dommedag vil føre de hellige ind i himlen, gør han det ikke, fordi han forbarmer sig, men fordi han forhærder, fordi han ved sin godhed giver anledning til misbrug. Når han vil støde de gudløse ned i helvede, så forbarmer han sig, fordi han straffer syndere.

⁵⁴ Obsecro quis unquam istas misericordias et iras Dei audiuit? Esto sane, quod boni tum lenitate tum seueritate Dei meliores fiant, tamen, cum simul de bonis et malis loquimur, facient isti tropi ex misericordia Dei iram, et ex ira misericordiam, penitus peruerso loquendi usu, dum hoc uocant iram, cum Deus benefacit, et misericordiam, dum affligit.

Jamen, for pokker, hvem har nogensinde hørt om den slags barmhjertighed og den slags vrede hos Gud? Lad det så være sådan, at de gode bliver bedre både ved Guds langmodighed og ved hans strenghed, alligevel, når vi på én gang taler om de gode og de onde, så laver denne billedtale Guds barmhjertighed om til Guds vrede, og vreden om til barmhjertighed, idet den vender helt op og ned på den dagligdags tale, når den kalder det vrede, når Gud velsigner, og barmhjertighed, når han hjemsøger.

⁵⁵ Quod si tum dicendus est Deus indurare, cum benefacit et tolerat, misereri uero, cum affligit et castigat, cur magis Pharaonem dicitur indurasse, quam filios Israel, aut etiam totum mundum? an non benefecit filijs Israel? non benefacit toti mundo? non tolerat malos? non pluit super bonos et malos?

Fordi hvis man må sige om Gud, at han forhærder, når han velsigner og udholder, men er barmhjertig, når han hjemsøger og straffer, hvorfor siges han så at forhærde Farao mere end Israels børn, ja end hele verden? har han ikke været barmhjertig mod Israels børn? er han ikke barmhjertig imod hele verden? tåler han ikke de onde? Lader han det ikke regne over gode og onde?

⁵⁶ Cur magis dicitur misertus filijs Israel quam Pharaoni? an non afflixit filios Israel in Aegypto et deserto? Esto, quod alij abutantur, alij recte utantur Dei bonitate et ira, Tu tamen hoc definis, Indurare esse id, quod indulgere malis lenitate et bonitate, Misereri uero esse non indulgere, sed uisitare et corripere.

Hvorfor siges han at øve større barmhjertighed mod Israels børn end mod Farao? mon han ikke hjemsøger Israels børn i Ægypten og i ørkenen? Lad være, at nogen misbruger Guds godhed og Guds vrede, andre bruger den ret, men du definerer, at at forhærde er at udskyde straffen over de onde i langmodighed og godhed, men at være barmhjertig det er ikke at udskyde, men at hjemsøge og nedkalde straffen.

⁵⁷ Igitur quantum ad Deum attinet, ipse perpetua bonitate nihil aliud facit, quam quod indurat, perpetua correptione nihil aliud facit, quam quod miseretur.

Og når man anvender det på Gud, så gør han i sin stedsevarende godhed ikke andet end at han forhærder, i sin stedsevarende hjemsøgelse ikke andet end at han forbarmer sig.

^{58 [142]}          Verum hoc longe pulcherrimum: Indurare dicitur Deus, cum peccatoribus indulget lenitate, Misereri uero, cum uisitat et affligit ad poenitentiam inuitans seueritate.

          Men det er dog pokker til tankegang: Man siger om Gud, at han forhærder, når han udskyder straffen over synderne, men at han forbarmer sig, når han hjemsøger og påfører trængsler og med sin strenghed opfordrer til bod.

⁵⁹ Quid, rogo, omisit Deus in affligendo, castigando, uocando Pharaone ad poenitentiam? Non numerantur illic decem plagae? Si tua definitio stat, quod misereri sit peccatorem statim castigare et uocare, Pharaoni certe misertus fuit Deus.

Jamen, jeg spørger, hvad har Gud udeladt, da han hjemsøgte, straffede, og kaldte Farao til bod? Opregnes der ikke her ti plager? Hvis din definition står fast, at det at forbarme sig er straks at straffe synderen og kalde til bod, så har Gud sandelig været barmhjertig imod Farao. 

⁶⁰ Cur ergo Deus non dicit: Ego miserebor Pharaonis, sed dicit: Ego indurabo cor Pharaonis? In eo ipso enim, quod miseretur eius, id est, ut tu dicis, affligit et castigat, dicit: Indurabo eum, id est, ut tu dicis, benefaciam et tolerabo eum.

Og hvorfor siger Gud så ikke: Jeg forbarmer mig over Farao, men: Jeg vil forhærde Faraos hjerte? For netop derved, at han forbarmer sig (i din sprogbrug: at han påfører trængsler og straffer), siger han: jeg vil forhærde ham, (i din sprogbrug: jeg vil være barmhjertig og tåle ham).

⁶¹ Quid monstrorius audiri possit? Vbi nunc sunt tropi tui? Vbi Origenes? Vbi Hieronymus? Vbi probatissimi doctores, quibus unus homo Lutherus temere contradicit? Sed sic loqui cogit imprudentia carnis, dum in uerbis Dei ludit, nec credit esse seria.

Hvad kan man høre, som er mere unaturligt? Hvor er nu din billedtale? Hvor er Origenes? Hvor er Hieronymus? Hvor er de fortrinlige doktorer, som én eneste Luther kan modsige? Men således tvinges kødets uklogskab til at tale, når den leger med Guds ord, eller ikke tror, de skal tages alvorligt.

⁶² Euincit igitur textus ipse Mosi irrefragabiliter, tropos illos esse (W705) fictos et nihili hoc loco, longeque aliud et maius quiddam ultra beneficentiam et afflicitonem et castigationem significari illis uerbis: Ego indurabo cor Pharaonis, cum negare nequeamus, utrunque fuisse in Pharaone summo studio et cura tentatum.

Derfor, Moses' egen tekst gør det uomtvistelig klart, at denne billedtale er opspind og ikke hører hjemme på dette sted, og at der betegnes noget ganske andet og større ud over nogen godhed og anfægtelse og straf med disse ord: Jeg vil forhærde Faraos hjerte, eftersom vi ikke kan nægte, at begge dele bevidnes om Farao med den største flid og omhu.

⁶³ Quae enim ira et castigatio instantior, quam dum tot signis, tot plagis percutitur, ut talia non fuisse unquam etiam ipse Moses testetur? Denique ipse Pharao non semel uelut resipiscens illis mouetur, sed non permouetur nec perseuerat.

For hvilken vrede og straf er mere truende, end når han bliver slået med så mange tegn, så mange plager, så at Moses selv bevidner, at der aldrig nogensinde har været noget lignende? Og endelig kommer Farao også selv flere gange til fornuft og bevæges af det, men han gennemrystes ikke, han holder ikke ud i sin omvendelse.

⁶⁴ Quae etiam lenitas et beneficentia largior, dum tam facile tollit plagas, ac toties remittit peccatum, toties reducit bona, toties auffert mala?

Hvilken langmodighed og godhed kan også være større? Han fjerner jo let plagerne, og tilgiver så ofte synderne, så mange gange genindsætter han det gode, fjerner det onde!

⁶⁵ Vtraque tamen nihil faciunt, adhuc dicit: indurabo cor Pharaonis. Vides igitur. Etiamsi tua induratio et misericordia (id est glosae et tropi tui) concedantur in summo gradu et usu et exemplo, quales in Pharaone est cernere, adhuc stat induratio, et aliam esse necesse est, de qua Moses dicit, et aliam, quam tu somnias.

Alligevel fører ingen af delene til målet, han må til sidst sige: jeg vil forhærde Faraos hjerte. Du ser altså: Selv om vi også indrømmer også din forhærdelse og din barmhjertighed (dvs dine vildfarelser og din billedtale) den højeste grad af virkelighed og tager den som det bedste eksempel, så står stadigvæk ordet forhærdelse der, og det må nødvendigvis være sådan, at det er én ting, hvad Moses siger, noget andet, hvad du drømmer om.

^{66 [143]}            Sed quando cum fictioribus et laruis pugnamus, laruemur et nos, fingamusque per impossibile, tropum, quem Diatribe somniat, ualere hoc loco, uisuri, quomodo elabatur, ne affirmare cogatur, solius Dei uoluntate, nostra uero necessitate omnia fieri, et quo modo excuset Deum, ne ipse sit author et culpa nostrae indurationis.

          Men da vi kæmper mod digtere og maskebærere, så lad også os tage en maske på og forestille os, skønt det er umuligt, at den billedtale, som Diatriben drømmer sig frem til, gælder på dette sted, for at se, hvordan Diatriben viger udenom, så den ikke tvinges til at hævde, at alting sker alene ved Guds vilje, men fra vor side med nødvendighed, for at se, hvordan den vil undskylde Gud, så han ikke bliver ophavsmand til og skyld i vor forhærdelse.

⁶⁷ Si uerum est, quod tunc indurare dicitur Deus, cum lenitate sua tolerat, nec statim punit, utrunque adhuc perstat. 

Hvis det er sandt, at Gud kan siges at forhærde, når han udskyder straffen i sin langmodighed, og ikke straks straffer, står begge dele stadig fast. 

⁶⁸ Primum, quod nihilominus homo necessario seruit peccato, nam, ubi concessum fuerit, lib. arbi. non posse uelle quicquam boni (quale suscepit Diatribe), lenitate tolerantis Dei nihilo melius fit, sed necessario peius, nisi addatur ei spiritus Deo miserente, Quare adhuc necessitate nostra fiunt omnia.

For det første, at mennesket ikke desto mindre med nødvendighed tjener synden, for når det er indrømmet, at den frie vilje ikke kan ville noget godt (og det antager Diatriben), så bliver den på ingen måde bedre ved Guds langmodighed, men med nødvendighed værre, hvis ikke ånden gives den ved Guds barmhjertighed. Derfor sker alt fra vores side med nødvendighed.

⁶⁹ Alterum, quod aeque Deus crudelis esse uidetur tolerando per lenitatem, atque a nobis praedicari putatur, quod indurat uolendo uoluntate illa imperscrutabili.

For det andet står det fast, at Gud synes at være lige så grusom, når han udskyder straffen af langmodighed, som når han -- og det er, hvad vi prædiker -- med vilje forhærder med sin uransagelige vilje.

⁷⁰ Nam cum uideat lib. arb. non posse uelle bonum, fierique peius lenitate tolerantis, hac ipsa lenitate crudelissimus ac delectari uidetur nostris malis, cum possit ijs mederi, si uellet, possetque non tolerare, si uellet; imo, nisi uellet, tolerare non posset.

For når den frie vilje ser, at den ikke kan ville det gode og kun bliver værre ved den tålsomme Guds langmodighed, så synes selve denne langmodighed højst grusom, og Gud synes at glædes over vore lidelser, eftersom han kunne helbrede dem, hvis han ville, og kunne undlade at være tålmodig, hvis han ville, ja, hvis ikke han ville, kunne han ikke være tålmodig.

⁷¹ Quis eum coget inuitum? Stante ergo illa uoluntate, sine qua nihil fit, et dato, quod liberum arb. nihil boni potest uelle, frustra dicitur, quicquid dicitur, pro excusando Deo et accusando lib. arb. 

Hvem kan nemlig tvinge ham imod hans vilje? Når det altså står fast, at der er en sådan vilje, uden hvilken intet sker, og når det er givet, at den frie vilje ikke kan ville noget godt, så bliver det, der siges for at undskylde Gud og anklage den frie vilje, sagt forgæves.

⁷² Semper enim dicit lib. arb.: Ego non possum, et Deus non uult, quid faciam? Misereatur sane me afflingo, nihil inde promoueo, sed deterior fiam necesse est, nisi spiritum donet. Sed hunc non donat, donaret autem, si uellet, Velle igitur eum non dare, certum est.

Den frie vilje siger nemlig altid: Jeg kan ikke, og Gud vil ikke, hvad skal jeg gøre? Lad ham forbarme sig over mig ramte menneske, det vinder jeg ikke noget ved, det bliver jeg kun værre ved, hvis ikke han giver mig sin ånd. Men hidtil har han ikke givet den, dog ville han give mig den, hvis han ville. Det står altså fast, at han ikke vil give mig den.

^{73 [144]}         Nec similitudines allatae quicquam faciunt ad rem, ubi dicitur: sicut eodem sole limus durescit et cera liquescit, Et ex eodem hybre terra culta (W706) fructum, terra inculta spinas profert, ita eadem lenitate Dei alij indurantur, alij conuertuntur. (e2). 

          De sammenligninger, som du tager frem, gør intet til sagen, dèr, hvor du siger: Ligesom ved den samme sol leret bliver hårdt og vokset blødt, og ved den samme regn den dyrkede jord bærer frugt, men den udyrkede torne, således forhærdes nogle ved den samme langmodighed fra Guds side, mens andre omvendes. (eras2#44).

⁷⁴ Non enim lib. arb. in duo diuersa ingenia diuidimus, ut aliud sit uelut limus, aliud cera, aut aliud terra culta, aliud inculta terra, Sed de uno in omnibus hominibus aequaliter impotente loquimur, quo non nisi limus, non nisi terra inculta est, ut quod non possit uelle bonum, Ideo, sicut limus semper fit durior, et terra inculta spiniosior, ita lib. ar. semper fit peius, tam lenitate solis indurante, quam tempestate pluuiae liquefaciente. 

Vi opdeler nemlig ikke den frie vilje i to forskellige slags naturel, så den ene del er som ler, den anden som voks, eller den ene som dyrket land, den anden som udyrket, men vi taler om den ene lige store afmægtige frie vilje hos alle mennesker, som kun er hård, kun er udyrket land, og ikke kan ville noget godt. Derfor, ligesom ler bliver hårdere og udyrket land mere ukrudtsfyldt, sådan bliver den frie vilje altid værre, både ved solens forhærdende langmodighed og ved regnskyllets opblødende virkning.

⁷⁵ Si est igitur unius definitionis, eiusdemque impotentiae lib. arb. in omnibus hominibus, nulla potest ratio reddi, cur unum perueniat ad gratiam, et alterum non perueniat, si nihil aliud praedicetur, quam lenitas tolerantis et castigatio miserentis Dei.

Hvis altså den frie vilje i alle mennesker fastsættes ved én og den samme definition, så den har én og den samme afmagt, så kan der ikke gives nogen forklaring på, hvorfor den ene når frem til nåden og den anden ikke gør, hvis der ikke prædikes andet end Guds overbærende langmodighed og hans forbarmende tugt.

⁷⁶ Positum est enim lib. arb. in omnibus hominibus aequali definitione: nihil posse uelle boni. Tum nec Deus quemquam eliget, nec electionis ullus locus relinquitur, sed sola libertas arbitrij, lenitatem et iram acceptans uel refutans.

Den frie vilje er nemlig i alle mennesker underlagt den samme definition: Den kan ikke ville noget godt. Ellers kan Gud ikke udvælge noget, og der gives ham ikke mulighed for at vælge, der er kun plads til viljens frihed, når den modtager langmodigheden og afviser vreden.

⁷⁷ Spoliatus uero Deus uirtute et sapientia eligendi, quid erit nisi idolum fortunae, cuius numine omnia temere fiunt? Et tandem eo uenietur, ut homines salui fiant et damnentur ignorante Deo, ut qui non discreuerit certa electione saluandos et damnandos, sed oblata omnibus generali lenitate tolerante et indurante, tum misericordia corripiente et puniente, hominibus reliquerit, utri uelint salui fiere aut damnari, ipse interim forte ad conuiuium Aethiopum profectus, ut Homerus dicit.

Men en Gud, der er berøvet kraften og visdommen til at vælge, hvad er det andet end en lykkeforestilling, under hvis valten alting sker blindt? Ja, man vil endda komme dertil, at menneske frelses og fordømmes uden at Gud véd det, eftersom han ikke ved en sikker udvælgen har bestemt, hvem der skal frelses og hvem der skal fordømmes, men efter at hans almindelige langmodighed, hvorved han tåler og forhærder, og også hans barmhjertighed, hvorved han bevæger og straffer, er tilbudt alle, så overlades det til menneskene, om de vil frelses eller fordømmes, mens han selv måske er bortrejst til Ætiopernes gæstemåltid, som Homer siger.

^{78 [145]}          Talem Deum nobis et Aristoteles pingit, qui dormiat scilicet, et sinat sua bonitate et correptione uti et abuti quoslibet. Nec Ratio aliter de ipso potest iudicare, quam hic Diatribe facit.

         En sådan Gud afbilder også Aristoteles for os, en gud, nemlig, der sover og lader enhver bruge eller misbruge hans godhed og straf. Men fornuften kan heller ikke dømme anderledes, end Diatriben her gør.

⁷⁹ Sicut enim ipsa stertit et contemnit res diuinas, sic iudicat de Deo, quasi stertat, et omissa eligendi, discernendi, inspirandi sapientia, uoluntate et praesentia, hominibus mandarit negociosum istud et molestum opus, lenitatem et iram suam acceptandi et refutandi.

For ligesom den snorker og foragter de guddommelige sager, sådan dømmer den om Gud, som om han snorker, og ikke bruger sin visdom, vilje og nærværelse til at udvælge, bestemme og inspirere, men har overladt menneskene dette byrdefulde og besværlige arbejde med at acceptere og afvise hans langmodighed og vrede.

⁸⁰ Huc uenitur, dum ratione humana Deum metiri et excusare uolumus, dum secreta maiestatis non reueremur, sed penetramus scrutantes, (W679/55) ut oppressi gloria pro una excusatione mille blasphemias euomamus, nec nostri interim memores, sed simul et contra Deum et nos garrientes uelut insani, dum magna sapientia pro Deo, et pro nobis dicere uolumus.

Der kommer vi hen, når vi med den menneskelige fornuft vil udmåle og undskylde Gud, når vi ikke ærer hans hemmelige majestæt, men udforskende trænger ind på den, så at vi efter at have berøvet ham æren udstøder tusinde blasfemier for hver en undskyldning, og vi tænker i den sag ikke på os mennesker, men gør i samme åndedrag som vanvittige grin med både Gud og os selv, når vi med vores store visdom vil tale til gunst for både Gud og os selv.

⁸¹ Nam hic uides, quid ex Deo faciat iste tropus et glosa Diatribes, Deinde, quam bene sibi constet, quae antea lib. ar. in omnibus hominibus una definitione fecit aequale et simile, nunc inter disputandum, propriae definitionis oblita, aliud facit cultum, aliud incultum, ex diuersitate operum et (W705) morum et hominum diuersa faciens arbitria libe., Aliud, quod bonum faciat, aliud, quod non faciat, atque id suis uiribus ante gratiam, quibus uiribus ipsum nihil posse uelle boni ante definierat.

For her ser du, hvad Diatribens billedtale og ordvalg gør ud af Gud, og du ser, hvor smukt den er i overensstemmelse med sig selv, den Diatribe, som tidligere med én ligelig og ensartet definition fastslog, hvad den frie vilje var i alle mennesker, men nu, mens der diskuteres, har glemt sin egen definition, og gør den ene til dyrket land, den anden til udyrket, og ud fra forskellen på gerninger og skikke og mennesker fremstiller forskellige frie viljer, én, der gør det gode, én, der ikke gør det, og det ved sine egne kræfter før nåden: tidligere havde den fastslået, at den selv ved sine egne kræfter ikke kunne ville det gode.

⁸² Ita fit, dum soli uoluntati Dei non permittimus indurandi et miserendi et omnia faciendi uoluntatem et potentiam, ipsi libero arbitrio quicquam boni posse tribuamus sine gratia, quod tamen negauimus quicquam boni posse sine gratia.

Sådan går det til, at når vi ikke tillader, at viljen og magten til at forhærde og forbarme sig alene ligger i Guds vilje, så tillægger vi selv den frie vilje at kunne noget godt uden nåden, skønt vi dog havde nægtet, at den kunne noget godt uden nåden.

⁸³ Nihil igitur huc ualet similitudo solis et hymbris, Rectius Christianus ea similitudine utetur, ut solem et hymbrem uocet Euangelion, sicut facit Psalm. 18. et Epistola ad Ebreos 10, cultam uero terram electos, incultam reprobos, illi enim uerbo aedificantur et meliores fiunt, illi offenduntur et peiores fiunt. Alioqui lib. arb. per sese in omnibus hominibus est regnum Satanae.

Her betyder altså sammenligningen med sol og regn ikke noget. En kristen burde bruge denne sammenligning mere rigtigt, ved at kalde solen og regnen for evangeliet, sådan som Sl 18 (Sl 19,5) og Hebr 10 (Hebr 6,7) gør det, men det dyrkede land de udvalgte, det udyrkede de forkastede. De udvalgte bliver nemlig opbyggede og bliver bedre ved ordet, de forkastede tager anstød og bliver værre. Iøvrigt er den frie vilje i sig selv i alle mennesker Satans rige.

^{84 [146]}         Caussas etiam uideamus fingendi huius tropi in hoc loco. Absurdum (ait Diatribe) uidetur, ut Deus, qui non solum iustus, sed etiam bonus est, indurasse dicatur cor hominis, ut per illius maliciam suam illustraret potentiam.

          Lad os nu da se på grundene til at opfinde den slags billedtale på dette sted. Det synes at være absurd, siger Diatriben, at Gud, som ikke blot er retfærdig, men også god, skulle siges at forhærde menneskets hjerte, for at han kan forherlige sin magt gennem dets ondskab. (eras2#43)

⁸⁵ Quare ad Origenem recurrit, qui fatetur occasionem indurationis datam a Deo, culpam tamen in Pharaonem reijcit.

Derfor henflyr den til Origenes, som tilstår, at der af Gud gives lejlighed til forhærdelse, men skylden kaster han dog på Farao.

⁸⁶ Insuper idem annotauit, quod Dominus dicit: In hoc ipsum excitaui te, non ait: in hoc ipsum feci te. Alioqui Pharao non fuisset impius, si talem condidisset Deus, qui contemplatus est omnia opera sua, et erant ualde bona. (1 Mos 1,31) Haec illa.

Dertil kommer, at Origenes bemærker, at Herren siger: Derfor har jeg fremkaldt dig, ikke: Derfor har jeg skabt dig. Ellers ville Farao ikke være gudløs, hvis den Gud, der så alt, hvad han havde skabt, og se, det var såre godt, havde skabt ham sådan. Såvidt Diatriben. (eras2#52)

⁸⁷ Absurditas itaque una est principalium causarum, ne uerba Mosi et Pauli simpliciter accipiantur. Sed ea absurditas in quem peccat articulum fidei? aut quis illa offenditur?

Dette, at det er absurd, er derfor en væsentlig grund til, at Moses' og Paulus' ord ikke forstås ligefremt. Men hvilken trosartikel forsynder den absurditet sig imod? eller hvem bliver forarget over den?

⁸⁸ Ratio humana offenditur, quae, cum in omnibus uerbis et operibus Dei caeca, surda, stulta, impia et sacrilega est, hoc loco adducitur iudex uerborum et operum Dei. 

Det er den menneskelige fornuft, der bliver forarget, den, som på dette sted, skønt den i alle Guds ord og gerninger er blind, døv, dum, gudløs og blasfemisk, fremføres som dommer over Guds ord og gerninger.

⁸⁹ Eodem argumento negabis omnes articulos fidei, quod longe absurdissimum sit, et, ut Paulus ait, Stultitia gentibus et scandalum Iudeis, (1 Kor 1,23) Deum esse hominem, uirginis filium, crucifixum, sedentem in dextera patris.

Med det samme argument kan man nægte alle troens artikler, fordi de er fuldstændig absurde, og som Paulus siger, er det en dårskab for hedningerne og en forargelse for jøderne, at Gud er menneske, jomfruens søn, korsfæstet, siddende ved Faderens højre hånd.

⁹⁰ Absurdum est (inquam) talia credere. Fingamus igitur tropos aliquos cum Arrianis, ne Christus sit simpliciter Deus. Fingamus tropos cum Manicheis, ne sit uerus homo, sed fantasma per uirginem, ceu radius per uitrum, lapsum, et crucifixum. Sic pulchre scripturas tractabimus.

Det er absurd, siger jeg, at tro den slags. Lad os derfor med Arianerne opfinde den billedtale, at Kristus ikke ligeud er Gud. Lad os med manikæerne opfinde den billedtale, at han ikke er sandt menneske, men et gespenst, der som en stråle falder igennem et glas, er faldet igennem jomfruen og blevet korsfæstet. Hvor smukt vi så ville håndtere skriften!

^{91 [147]}         Sed nec prosunt tamen tropi, nec euaditur absurditas. Absurdum enim manet (ratione iudice), ut Deus ille iustus et bonus, exigat a libe. arb. impossibilia, Et, cum lib. arb. non possit uelle bonum, necessarioque seruat peccato, tamen imputet ei, Et, dum non confert spiritum, nihil mitius aut clementius faciat, quam si induret uel indurari permittat. (W708)

         Men ak, billedtalen gavner ikke, man undgår ikke absurditeten. Det er og bliver jo absurd, efter fornuftens dom, at denne gode og retfærdige Gud kræver det umulige af den frie vilje, og, skønt den frie vilje ikke kan ville det gode og med nødvendighed træller for synden, alligevel tilregner den den, og når han ikke lader ånden komme til, gør det, der er alt andet end mildt og barmhjertigt, nemlig at han forhærder eller tillader, at nogen forhærdes.

⁹² Haec dictabit ratio non esse boni et clementis Dei. Superant nimio captum illius, nec captiuare etiam sese potest, ut credat bonum esse Deum, qui talia faciat et iudicet, sed seclusa fide, palpare et uidere et comprehendere uult, quomodo sit bonus et non crudelis.

Dette, vil fornuften atter og atter sige, hører ikke med til at være en god og barmhjertig Gud. Det overgår altfor meget dens fatteevne, den kan heller ikke lade sig fange af den tanke, så at den tror, at den Gud er god, som handler og dømmer sådan, men den ser bort fra troen og vil berøre, se og forstå, hvordan han kan være god og ikke grusom.

⁹³ Comprehenderet uero tunc, quando sic de Deo diceretur: Neminem indurat, neminem damnat, sed omnibus miseretur, omnes saluos facit, ut destructo inferno, positoque metu mortis, nulla poena formidaretur futura.

Men den ville forstå det, hvis man sagde om Gud, at han ikke forhærder nogen, ikke fordømmer nogen, men forbarmer sig over alle, gør alle frelste, så at helvede blev ødelagt, dødsfrygten fjernet, og man ikke behøvede at grue for nogen fremtidig straf.

⁹⁴ Ideo sic aestuat et contendit, ut Deum excuset et defendat, iustum et bonum. Sed fides et spiritus aliter iudicant, qui Deum bonum credant, etiamsi omnes homines perderet.

Derfor er den så oprørt og gør sig så stor umage for at undskylde og forsvare Gud, som værende retfærdig og god. Men troen og ånden dømmer anderledes, de tror, at Gud er god, også selv om alle mennesker gik fortabt.

⁹⁵ Et quid prodest, nos istis cogitationibus fatigari, ut culpam indurationis in lib. arbitrium reijciamus? faciat lib. arb. toto mundo totisque uribus, quicquid potest, nullum tamen exemplum edet, quo uel uitare possit, ne induretur, nisi spiritum dederit Deus, uel quo misericordiam mereatur, si suis uiribus relictum fuerit.

Og hvad nytter det, at vi trætter os selv med disse tanker, så at vi skyder skylden for forhærdelsen på den frie vilje? Lad den frie vilje i hele verden af alle kræfter gøre, hvad den kan, den kan dog ikke fremvise noget eksempel på, at den kan undgå at forhærdes, hvis ikke ånden gives af Gud, eller fortjene sig til barmhjertigheden, hvis den overlades til sine egne kræfter. 

⁹⁶ Quid enim refert, an induretur uel mereatur indurari, cum induratio necessario insit, donec inest impotentia illa, qua non potest uelle bonum, teste ipsa Diatribe? 

Hvad betyder det nemlig, om den forhærdes eller fortjener at forhærdes, eftersom forhærdelsen nødvendigvis er i den, idet dens afmagt er den medfødt, fordi den ikke kan ville det gode, ifølge Diatriben selv?

⁹⁷ Cum igitur absurditas non tollatur istis tropis, aut, si tollatur, maiores afferuntur absurditates, et libero arbitrio omnia tribuuntur, facessant inutiles et seductores tropi, puroque et simplici uerbo Dei haereamus.

Eftersom da absurditeten ikke ophæves ved denne billedtale, eller hvis den ophæves medfører større absurditeter og tillægger den frie vilje alt, så lad os tilsidesætte denne ubrugelige og forføreriske billedtale og holde os til Guds rene og enkle ord.

⁹⁸         Altera caussa, quod ea quae fecit Deus sunt ualde bona, (1 Mos 1,31) nec Deus dixit: feci te in hoc ipsum, sed: excitaui in hoc ipsum. Primo dicimus, quod hoc dictum est ante lapsum hominis, ubi, quae Deus fecerat, erant ualde bona.

       En anden grund (til, at Diatriben må opfinde billedtale, jfr #84) er den, at det, Gud har skabt, er såre godt, og at Gud ikke sagde: netop derfor har jeg skabt dig, men: netop derfor har jeg oprejst dig. Her siger vi for det første, at dette er sagt før menneskets fald, hvor det, som Gud havde skabt, var såre godt. (eras2#52)

⁹⁹ Sed mox sequitur tertio capite, quomodo sit homo factus malus, desertus a Deo ac sibi relictus. Ex quo homine sic corrupto, nati sunt omnes impij, etiam Pharao, sicut Paulus ait: Eramus omnes natura filij irae, sicut et caeteri. (Ef. 2,3).

Men snart følger det tredie kapitel, om, hvordan mennesket blev ondt, blev forladt af Gud og overladt til sig selv. Af dette således fordærvede menneske er alle født ufromme, også Farao, sådan som Paulus siger: 'Vi var alle af natur vredens børn, ligesom de andre'.

¹⁰⁰ Condidit igitur Deus Pharaonem impium, hoc est, ex impio et corrupto semine, sicut in Prouerbijs Salomonis dicit: Omnia propter semetipsum fecit Dominus, etiam impium ad diem malum. (Ordspr 16,4). 

Gud skabte altså Farao som et gudløst menneske, det vil sige, ud af en gudløs og fordærvet sæd, sådan som han siger i Salomons ordsprog: 'Herren har skabt alt til dets formål, også den gudløse til den onde dag'

¹⁰¹ Non igitur sequitur: Deus condidit impium, ergo non est impius. Quomodo enim non est impius, ex impio semine? sicut dicit Psal. 50: Ecce in peccatis conceptus sum. Et Iob: Quis potest facere mundum, de immundo conceptum semine?

Altså, følgeslutningen er ikke: Gud har skabt den gudløse, altså er han ikke gudløs. Hvordan skulle han undgå at være gudløs, når han er af en gudløs sæd? Sådan som Sl 51,7 siger: 'Se, jeg er undfanget i synd'. Og Job 14,4: 'Hvem kan gøre den ren, der er undfanget i uren sæd?' (n101)

¹⁰² Licet enim Deus peccatum non faciat, tamen naturam peccato, subtracto spiritu, uitiatam, non cessat formare et multiplicare, tanquam si faber ex ligno corrupto statuas faciat. Ita qualis est natura, tales fiunt homines, Deo creante et formante illos ex natura tali.

Selv om Gud nemlig ikke har skabt synden, ophører han ikke med at forme og formére den natur, der, når ånden holdes tilbage, er fordærvet af synden, ligesom hvis en billedskærer ville lave statuer af fordærvet træ. Derfor, sådan som naturen er, sådan bliver menneskene, og Gud skaber og former dem efter denne natur.

¹⁰³ Secundo dicitur: si de operibus Dei post lapsum intelligi uoles: Erant ualde bona, Obseruabis hoc dici non de nobis, sed de Deo. Non enim dicit: Vidit homo, quae fecerat Deus, et erant ualde bona. 

For det andet kan man sige: Hvis man vil have dette: 'og det var såre godt' forstået om Guds gerninger efter faldet, må man lægge mærke til, at dette siges ikke af os, men af Gud. Han siger nemlig ikke: Mennesket så alt, hvad Gud havde gjort, og det var såre godt.

¹⁰⁴ Multa uidentur Deo et sunt bona ualde, quae nobis uidentur et sunt pessima, Sic afflictiones, mala, errores, infernus, imo omnia optima opera Dei sunt coram mundo pessima et damnabilia.

Meget synes for Gud at være og er også virkelig såre godt, som for os synes at være og også virkelig er såre ondt, således trængsler, elendigheder, fejltagelser, helvede, ja, alle Guds bedste gerninger er overfor verden onde og fordømmelige.

¹⁰⁵ Quid Christo (W709) et Euangelio melius? at quid mundo execratius? Igitur quomodo sint bona coram Deo, quae nobis mala sunt, solus Deus nouit, et ij, qui oculis Dei uident, id est, qui spiritum habent. Sed tam acuta disputatione nondum opus est, Sufficit interim illa prior responsio.

Hvad er bedre end Kristus og evangeliet? men hvad er for verden mere afskyeligt? Derfor, hvordan det for Gud gode for os er ondt, véd alene Gud og de, som ser med Guds øjne, det vil sige, de, der har ånden. Men der er endnu ikke brug for en så omhyggelig diskussion. Det er foreløbig nok med dette første svar.

^{106 [149]}         Quaeritur fortassis, quo modo Deus mala in nobis dicatur operari, ut indurare, tradere desiderijs, seducere et similia? Oportuit sane uerbis Dei contentos esse, et simpliciter credere, quod dicunt, cum sint opera Dei prorsus inenarrabilia. tamen in obsequium Rationis, id est, stultitae humanae, libet ineptire et stultescere, et balbutiendo tentare, si qua possimus eam mouere.

        Nu vil man måske spørge, hvordan Gud kan siges at virke det onde i os, såsom at forhærde, prisgive til lysterne, forføre og den slags? Man burde egentlig være tilfreds med Guds ord og simpelthen tro på, hvad de siger, eftersom Guds gerninger helt og holdent er uudforskelige. Men for fornuftens, det vil sige, den menneskelige dumheds skyld, lad os så prøve da at vrøvle og være dumme og stamme os frem, om vi måske på en eller anden måde kan få indflydelse på den.

¹⁰⁷ Primum: etiam Ratio et Diatribe concedit, Deum omnia in omnibus operari, ac sine ipso nihil fieri nec efficax esse, Est enim omnipotens, pertinetque id ad omnipotentiam suam, ut Paulus ait ad Ephesios. (Ef 1,19)

For det første: Også fornuften og Diatriben indrømmer, at Gud virker alt i alle, og at intet sker uden ham og intet er virksomt uden ham. Han er nemlig almægtig, og dette hører med til hans almagt, som Paulus siger. 

¹⁰⁸ Iam Satan et homo lapsi et deserti a Deo, non possunt uelle bonum, hoc est, ea quae Deo placent, aut quae Deus uult, Sed sunt in sua desideria conuersi perpetuo, ut non possint non quaerere quae sua sunt.

Nu kan Satan og det menneske, der er faldet fra Gud og er forladt af Gud, ikke ville det gode, det vil sige, det, som behager Gud, eller det, som Gud vil, men de er bestandig forvendt i deres lyster, så de ikke kan undlade at stræbe efter, hvad der er deres.

¹⁰⁹ Haec igitur eorum uoluntas et natura sic a Deo auersa, non est nihil. Neque enim Satan et impius homo nihil est, aut nullam naturam aut uoluntatem habent, licet corruptam et auersam naturam habeant.

Men denne deres vilje og natur, der således er bortvendt fra Gud, er ikke ingenting. Hverken Satan eller den gudløse er jo ingenting, og det er heller ikke sådan, at de ikke har nogen natur eller vilje, skønt den er fordærvet og forvendt.

¹¹⁰ Illud igitur, reliquum quod dicimus naturae in impio et Satana, ut creatura et opus Dei, non est minus subiectum omnipotentiae et actioni diuinae, quam omnes aliae creaturae et opera Dei.

Derfor det, som vi kan kalde resten af naturen i den gudløse og i Satan, er, eftersom det er Guds skabning og gerning, ikke mindre underlagt den guddommelige almagt og gerning, end alle Guds andre skabninger og gerninger.

¹¹¹ Quando ergo Deus omnia in omnibus mouet et agit, necessario mouet etiam et agit in Satana et impio. Agit autem in illis taliter, quales illi sunt et quales inuenit, hoc est, cum illi sint auersi et mali, et rapiantur motu illo diuinae omnipotentiae, non nisi auersa et mala faciunt, tanquam si eques agat equum tripedem uel bipedem, agit quidem taliter, qualis equus est, hoc est, equus male incedit.

Altså, når Gud bevæger og virker alt i alle, bevæger og virker han nødvendigvis også i Satan og den gudløse. Men han virker i dem, således, som de er, og således, som han forefinder dem, det vil sige, at da de er forvendte og onde og rives med af denne guddommelige almagts bevægelse, gør de ikke andet end forvendtheder og onde gerninger, ligesom hvis en rytter virker på en trebenet eller tobenet hest, så virker han på den, sådan som hesten er, det vil sige, hesten går dårligt.

¹¹² Sed quid faciat eques? equum talem simul agit cum equis sanis, illo male, istis bene, aliter non potest, nisi equus sanetur.

Men hvad skal rytteren gøre? Han virker på en sådan hest samtidig med, at han virker på en sund hest, den ene på en dårlig måde, den anden på en god måde, andet kan han ikke gøre, hvis da ikke hesten bliver helbredt.

¹¹³ Hic uides, Deum, cum in malis et per malos operatur, mala quidem fieri, Deum tamen non posse mala facere, licet mala per malos faciat, quia ipse bonus male facere non potest, malis tamen instrumentis utitur, quae raptum et motum potentiae suae non possunt euadere.

Her ser du, at når Gud virker i de onde og gennem de onde, så sker der ganske vist onde ting, dog kan Gud ikke gøre noget ondt; selv om han gennem onde mennesker øver onde ting, fordi han selv som god ikke kan gøre noget ondt, så bruger han dog onde redskaber, som ikke kan undgå at blive drevet og bevæget af hans magt.

¹¹⁴ Vitium ergo est in instrumentis, quae ociosa Deus esse non sinit, quod mala fiunt, mouente ipso Deo, Non aliter quam si faber securi serrata et dentata male secaret.

Men skylden ligger altså hos redskaberne, som Gud ikke lader være ubrugte, skønt der sker onde ting, endog bevæget frem af Gud, ikke anderledes end hvis en tømrer hugger dårligt med en økse med hakker og skår i.

¹¹⁵ Hinc fit, quod impius non possit non semper errare et peccare, quod raptu diuinae potentiae motus ociari non sinitur, sed uelit, cupiat, faciat, taliter, qualis ipse est. (W710). 

Herved sker der det, at den gudløse ikke kan andet end altid tage fejl og synde, fordi han, revet med af den guddommelige magts bevægelse, ikke får lov til at være uvirksom, men vil, stræber, handler ud fra, hvordan han selv er.

¹¹⁶ cVidere til serv-arbit07!

c

¹¹⁷ c

c

¹¹⁸ c

c

¹¹⁹ c

c

¹²⁰c

c