De servo arbitrio 4

Luther 1525


Taget fra WA 18, 663-

Indhold:

Tilbage til oversigten!

Tilbage til serv-arbit03!
1           Haec autem uita uel salus aeterna res est incomprehensibilis captui humano, sicut Paulus ex Esaia refert 1. Cor. 2: Quae oculus non uidit, nec auris audiuit, nec in cor hominis ascendit, quae praeparauit Deus diligentibus se. (h6#101).         Men dette evige liv eller denne evige frelse er noget, der er uforståeligt for den menneskelige fatteevne, sådan som Paulus udfra Esajas gengiver det 1 Kor 2,9: 'Hvad intet øje har set og intet øre har hørt, hvad der ikke er opkommet i menneskehjertet, det har Gud beredt for dem, der elsker ham'.
  Nam et is inter summos articulos fidei nostrae numeratur, ubi dicimus: Et uitam aeternam. Quid uero in isto articulo ualeat lib. arbi., Paulus testatur 1. Corin. 2: Deus (inquit) nobis ea reuelauit per spiritum suum. q. d. nisi spiritus reuelarit, nullius hominis cor quicquam de ea re nosset aut cogitaret, tantum abest, ut sese applicare ad id uel appetere possit. For også denne artikel regnes med til vor tros højeste artikler, når vi siger: 'og på det evige liv'. Men hvad i denne artikel den frie vilje er værd, det bevidner Paulus 1kor#2.10: 'Gud har åbenbaret det for os gennem sin ånd', det vil sige, havde ånden ikke åbenbaret det, ville intet menneskehjerte have vidst eller tænkt noget om den sag, så meget mangler der i, at den kan vende sig imod det eller stræbe derefter.
3 Vide experientiam, quid excellentissima ingenia inter gentes de uita futura et resurrectione senserint, Nonne quo excellentiores ingenio fuerunt, eo magis ridiculum illis fuit resurrectio et uita aeterna? Se erfaringen, hvad har de mest udmærkede ånder mellem folkene ment om det kommende liv og opstandelsen? Mon ikke det er sådan, at jo mere udmærkede disse ånder har været, des mere latterligt har opstandelse og evigt liv forekommet dem?
4  Nisi non fuerunt ingeniosi Philosophi illi et Graeci, qui Athenia Paulum haec docentem spermologon et nouorum Daemoniorum assertorem dicebant. (Apg 17,18) Portius Festus Act. 24. Paulum insanum clamanat, ob praedicationem aeternae uitae. Åndsbegavede filosoffer var også de grækere, som i Athen kaldte Paulus et sludrehovede og en forkynde af nye dæmoner. Portius Festus kalder Apg 26,24 Paulus for vanvittig på grund af hans prædiken af det evige liv.
5  Quid Plinius de iis rebus latrat lib. 7? Quid Lucianus, tantum ingenium? Stupidine illi fuerunt? Denique adhuc hodie plerique, quo sunt maiore ingenio et eruditione, hoc magis rident eum articulum et fabulam esse putant, idque palam. Hvordan gøer Plinius om disse ting i sin syvende bog? Hvad siger Lukian, det store geni? Mon disse mænd var dumme? Endelig er der indtil den dag i dag mange, som ler des mere af denne artikel, jo bedre begavede og jo bedre uddannede de er, og mener, det er en fabel, og det offentligt.
6  Nam occulte nullus plane hominum, nisi spiritu sancto perfusus, nouit, credit aut optat salutem aeternam, etiamsi uoce et stilo iactitent. Atque utinam eodem fermento et tu et ego liberi essemus, Mi Erasme, tam ratus est in hoc articulo fidelis animus. Habeone definitionis huius sensum? (h6#104) (W664) For i det skjulte er der næsten intet menneske, undtagen det menneske, som helligånden ganske har gennemstrømmet, der kender, tror eller ønsker sig den evige frelse, selv om de i ord og skrift praler af det. Og gid både du og jeg må være fri for denne surdejg, kære Erasmus, så sjældent er et troende sind i denne artikel. Mon jeg har fanget meningen med denne definition?
7        Igitur Erasmo authore, Liberum arb. est uis uoluntatis, quae potest a seipsa uelle et nolle uerbum et opus Dei, quibus dicitur ad ea quae excedunt et captum et sensum eius.            Altså, ifølge Erasmus er den frie vilje en kraft ved viljen, hvorved den ud fra sig selv kan og ikke kan ville Guds ord og gerning, ved hvilke den kan siges at nå ud over det, der overgår dens fatteevne og forstand.
8  Si uero potest uelle et nolle, potest et amare et odisse, Si amare et odisse, potest et aliquantulum facere legem et credere Euangelio, Quia impossibile est, si aliquid uelis aut nolis, ut non aliquid operis ea uoluntate possis, etiam si prohibente alio, perficere non possis. (h6#107 Men hvis den kan ville og ikke ville, så kan den også elske og hade; hvis den kan elske og hade, kan den også i nogen måde opfylde loven og tro evangeliet, derfor er det umuligt, hvis man vil eller ikke vil noget, at man ikke kan det i kraft af denne vilje gennem gerninger, også hvis en anden forhindrer én i at fuldføre det.
9  Iam cum inter opera Dei, quae ad salutem perducunt, crux et omnia mala mundi numerentur, poterit humana uoluntas et mortem et sui perditionem uelle, Quin omnia uelle potest, dum uerbum et opus Dei uelle potest, Quid enim infra, supra, intra, extra uerbum et opus Dei, nisi Deus ipse uspiam esse potest? (h6#108) Nuvel, eftersom korset og alt ondt i verden også må regnes blandt de Guds gerninger, som fører til frelse, så kan den menneskelige vilje ville også sin død og undergang, ja, den kan ville alt, hvis den kan ville Guds ord og gerning; hvad kan nemlig være nedenfor, ovenfor, indeni, udenfor Guds ord og gerning, undtagen Gud selv?
10 Quid autem hic relinquitur gratiae et spiritui sancto? Hoc plane est diuinitatem lib. arbi. tribuere, siquidem legem et Euangelion uelle, peccatum nolle et mortem uelle, diuinae uirtutis est solius, ut Paulus non uno loco dicit. Men hvad bliver her overladt til nåden og helligånden? Dette er sandelig at tillægge den frie vilje guddommelighed, eftersom det alene er den guddommelige krafts væsen at ville loven og evangeliet, ikke at ville synden og at ville døden, sådan som Paulus siger ikke så få steder.
11   Proinde nemo post Pelagianos rectius de libero arbitrio scripsit, quam Erasmus. Diximus enim superius, liberum arbitrium esse diuinum nomen ac diuinam uirtutem significare, Hanc uero nemo illi tribuit hactenus praeter Pelagianos; Sophistae enim, quicquid sentiant, longe aliter certe loquuntur.  Forøvrigt har ingen efter pelagianerne skrevet mere rigtigt om den frie vilje, end Eramus. Vi sagde nemlig ovenfor (L3#8), at den frie vilje er et guddommeligt navn og betegner en guddommelig kraft. Det har ingen anden hidtil tildelt den end pelagianerne; for hvad end sofisterne mener, så taler de helt anderledes. 
12 Quin Pelagianos quoque longe superat Erasmus. Illi enim toti libero arbitrio eam diuinitatem tribuunt, Erasmus dimidio, Siquidem illi faciunt liberi arbi. duas partes, uim discernendi et uim eligendi, alteram rationi, alteram uoluntati affingentes, quod et Sophistae faciunt, Sed Erasmus, posthabita discernendi ui, solam extollit uim elegendi. ita claudum ac semiliberum arbitrium Deum facit. Quid putas erat facturus, si totum lib. arbitrium fuisset descripturus? (h6#110) Ja, Erasmus går endog langt udover pelagianerne. De tillægger nemlig hele den frie vilje guddommelighed, Erasmus den halve vilje. De deler nemlig den frie vilje i to dele, en kraft til at skelne og en kraft til at vælge, og knytter den første til fornuften, den anden til viljen, hvilket også sofisterne gør. Men Erasmus fremhæver, efter at have sat skelnekraften bagved, alene udvælgekraften. Sådan gør han en haltende og halvfri vilje til Gud. Hvad mener du, han ville have gjort, hvis han skulle have beskrevet hele den frie vilje?
13         Sed non hoc contentus, Philosophos etiam excaedit, Apud illos enim nondum definitum est, an aliquid seipsum possit mouere, Ibique toto corpore Philosophiae dissentiunt Platonici et Peripatetici, Sed apud Erasmum libe. arbitrium suapte ui sese non modo mouet, sed applicat etiam ad ea quae sunt aeterna, id est, incomprehensibilia sibi, plane nouus et inauditus definitor lib. arb., qui Philosophos, Peligianos, Sophistas, et omnes longe post se relinquit. (h6#111).              Men ikke tilfreds hermed, går Diatriben også ud over filosofferne. Hos dem er det nemlig endnu ikke blevet defineret, om noget kan bevæge sig selv, og herom er platonikerne og peripatetikerne i det hele filosofiske samfund uenige. Men hos Erasmus kan den frie vilje ikke blot bevæge sig ved sin egen kraft, den kan også vende sig imod det, som er evigt, det vil sige, ufatteligt for den selv, og det er en helt ny og uhørt definition på den frie vilje, som lader filosofferne, pelagianerne, sofisterne og alle andre langt bagefter.
14 Nec hoc satis, nec sibi parcit, sibique ipsi plus quam omnibus aliis dissidet et pugnat. Antea enim dixerat, Voluntatem humanam prorsus esse inefficacem sine gratia (nisi hoc ioco dixerit), hic uero, ubi serio definit, dicit, humanam uoluntatem habere eam uim, qua efficax sit applicare sese ad ea quae sunt salutis aeternae, id est quae sunt incomparabiliter supra uim illam. (h6#112).  Ja, ikke tilfreds med det heller, skåner den ikke sig selv, og er uenig med og bekæmper sig selv mere end alle andre. Tidligere havde den nemlig sagt, at den menneskelige vilje slet intet kan uden nåden (hvis den da ikke sagde det for sjov), men her, hvor den skal definere for alvor, siger den, at den menneskelige vilje har denne kraft, hvormed den er i stand til at vende sig imod det, der hører den evige frelse til, det vil sige, det, som uden sammenlligning ligger ud over denne kraft.
15  Ita et seipso quoque superior est hac (W665) parte Erasmus. Videsne, Mi Erasme, hac definitione te ipsum prodi (imprudenter credo), quod harum rerum nihil omnino intelligis, uel prorsus incogitans et contemnens de illis scribas, ignarus quid loquaris uel quid affirmes? (h6#114) Et ut supra dixi, minus dicis et plus tribuis lib. arbi. quam omnes alii, dum neque totum lib. arb. describis, omnia tamen illi tribuis. Sådan overgår Erasmus også sig selv i dette stykke. Ser du, kære Erasmus, at du med denne definition forråder dig selv (hvilket jeg tror er uklogt), at du overhovedet intet forstår af disse ting, eller skriver fuldstændig ubetænksomt og foragtende om dem, uvidende om, hvad du siger og hvad du bekræfter? Og som jeg sagde før, du siger mindre om den frie vilje, men tillægger den mere end alle andre, idet du slet ikke beskriver den frie vilje helt, men dog tillægger den alt.
16 Tolerabilius longe tradunt Sophistae, uel saltem pater eorum Petrus Longobardus, qui liberum arbi. dicunt esse facultatem discernendi, deinde et eligendi, boni quidem, si assit gratia, mali uero, si desit gratia, planeque cum Augustino sentit liberum arbitrium, suapte ui, non posse nisi cadere, nec ualere nisi ad peccandum, Vnde et seruum potius quam liberum arbitrium uocat Augustinus libro .2. contra Iulianum. (n16). Sofisterne lærer langt mere tåleligt derom, i det mindste deres fader, Peter Lombarderen, idet de siger, at den frie vilje er en evne til at skelne, og dernæst til at vælge, hvis nåden bistår, så det gode, men hvis nåden mangler, det onde; og helt i overensstemmelse med Augustin mener de, at den frie vilje ved egen kraft ikke kan andet end falde, ikke duer til andet end til at synde, hvorfor da også Augustin kalder den en trælbunden vilje, mere end en fri vilje, i sin anden bog mod Julian.
17 Tu uero utrinque parem uim facis liberi arbitrii, quod suapte sine gratia ui, et sese applicare possit ad bonum, et sese auertere a bono. Men du gør den frie viljes kraft lige på begge sider, så den ud af sin egen kraft uden nåden både kan vende sig mod det gode og vende sig bort fra det gode.
18 Non enim cogitas, quam magnum tribuas illi hoc pronomine SE uel SEIPSAM, dum dicis: potest SE applicare, prorsus scilicet excludis spiritum sanctum cum omni uirtute sua, tanquam superfluum et non necessarium. (h7#2) (h7#7) For du tænker ikke over, hvor meget du tillægger dette pronomen 'sig' eller 'sig selv'; når du siger: 'den kan vende sig', så udelukker du nemlig fuldstændig Helligånden med al hans kraft, som overflødig og ikke nødvendig.
19  Damnabilis igitur est tua definitio etiam apud Sophistas, qui nisi inuidia excaecati in me sic insanirent, in tuum libellum furerent potius; Nunc, quia Lutherum petis, etiamsi contra te ipsum et illos dicas, nihil nisi sanctum et catholicum dicis, tanta est patientia sanctorum uirorum. Derfor er din definition fordømmelig også hos sofisterne, som, hvis de ikke forblindede af misundelse rasede sådan imod mig, snarere ville vende sig med kraft imod din bog. Men nu, fordi du angriber Luther, taler du helligt og katolsk, endskønt du taler både imod dig selv og imod dem, så stor er de hellige mænds tålmodighed.
20 Non haec dico, quod Sophistarum sententiam de libero arbitrio probem, sed quod tolerabiliorem esse ducam quam Erasmi, propius enim accedunt ad ueritatem, Non enim illi liberum arbitrium, sicut ego, nihil esse dicunt, tamen, cum sine gratia ipsum nihil posse dicunt, presertim Magister Sententiarum, pugnant Erasmo, imo uidentur sibiipsis quoque pugnare, et sola uerbi controuersia torqueri, contentionis cupidiores quam ueritatis, sicut decet Sophistas. Dette siger jeg ikke, fordi jeg billiger sofisternes mening om den frie vilje, men fordi jeg anser den for mere tålelig end Erasmus', de kommer nemlig sandheden nærmere. For de siger ikke, som jeg, at den frie vilje ikke er noget, dog modsiger de Erasmus, især mester Petrus Lombarderen, når de siger, at den uden nåden intet kan, ja, de synes at modsige sig selv, og alene at dreje sig rundt i en ordstrid, idet de mere stræber efter strid end efter sandhed, sådan som det hører sofisterne til.
21 Nam finge mihi Sophistam minime malum dari, cum quo semotus familiari colloquio ista conferrem et candidum ac liberum iudicium postularem in hunc modum: Si quispiam tibi id liberum esse diceret, quod sua uirtute non nisi in alteram partem possit, scilicet in malam, In alteram uero, nempe in bonam partem, possit quidem, sed non sua uirtute, imo alterius duntaxat auxilio, possis etiam tenere risum, amice? For forestil dig, at jeg kunne sidde i fortrolig samtale med en slet ikke dårlig sofist og tale om disse ting og fremsætte en åben og fri bedømmelse på følgende måde: Hvis nogen ville sige til dig, at dette er at være fri, at han ved sin egen kraft kun kan formår noget til den ene side, nemlig til det onde, men til den anden sige, nemlig til det gode, formår han nok noget, men ikke ved sin egen kraft, men kun ved en andens hjælp, vil du så kunne bare dig for latter, min ven?
22  Nam sic lapidem (W666) aut truncum facile obtinebo habere liberum arbi., ut qui et sursum et deorsum uergere potest, sed ui sua non nisi deorsum, alterius uero solum auxilio sursum. (h7#111 For på den måde vil jeg let kunne påstå, at en sten eller en træstamme har en fri vilje, eftersom den jo kan vende sig både opefter og nedefter, men ved sin egen kraft kun nedefter, men opefter kun med hjælp fra en anden.
23 Et ut supra dixi, tandem dicemus, inuerso omnium linguarum et uerborum usu: Nullus est omnes, nihil est omnia, referendo alterum ad rem ipsam, alterum ad alienam quae adesse sibi et accidere possit. Og som jeg ovenfor har sagt, måske vi engang kommer så vidt, at vi kan sige, idet vi vender op og ned på al brug af sproget og af ordene: Ingen er alle, intet er alt, idet vi henviser den ene del til sagen selv, den anden til en fremmed sag, som hører den til og kan tilfalde den.
24 Sic et liberum arb. nimium disputando tandem per accidens liberum faciunt, ut quod possit liberari aliquando per alium. Quaestio autem est per se et de substantia libertatis arbi. Sådan kan de også langt om længe tilfældigvis ved deres altfor megen diskuteren gøre den frie vilje fri, fordi den i nogen grad kan befries ved en anden. Men spørgsmålet er 'ved sig selv' og om substansen i viljens frihed.
25 Haec si soluenda est, nihil nisi inanis vox lib. arbi. reliqua fit, uelint, nolint. Deficiunt et in hoc Sophistae, quod lib. arb. uim discernendi boni a malo tribuunt. (h54) Item, regenerationem et innouationem spiritus premunt, ac uelut externe auxilium illud alienum illi affingunt, de quo postea. Sed haec de diffinitione satis. Nunc argumenta uideamus, inflatura inanem illam uoculam. Hvis dette spørgsmål skal løses, bliver der intet andet tilbage af den frie vilje end et tomt ord, hvad enten de vil eller ej. Sofisterne tager også fejl i det stykke, at de tillægger den frie vilje en kraft til at skelne det gode fra det onde. Ligeledes fjerner de også genfødslen og åndsfornyelsen, og pådigter den en ydre hjælp andetstedsfra, om hvilket mere senere. Men lad dette være nok om definitionen. Nu vil vi se på de argumenter, der skal blæse dette tomme ord op.
26         Primum est illud Ecclesiastici .15: Deus ab initio constituit hominem, et reliquit illum in manu consilii sui. Adiecit mandata et praecepta sua: Si uolueris mandata conseruare, conseruabunt te, et in perpetuum fidem placitam seruare. Apposuit tibi ignem et aquam; ad quod uolueris, porrige manum tuam. Ante hominem uita et mors, bonum et malum; quod placuerit ei, dabitur illi. (e1#64)             Først er det nu det sted fra Jesu Siraks bog: 'Gud skabte mennesket i begyndelsen og lod ham være i sine råds hånd. Han føjede sine forskrifter og sine bud til. Hvis du vil holde budene, vil de opholde dig, og bevare dig i en evig velbehagelig troskab. Han forelægger dig vand og ild, stræk din hånd ud mod hvad du vil. Foran mennesket ligger livet og døden, godt og ondt, hvad han vil, bliver ham givet'.
27 Licet recusare possim iure hunc librum, tamen interim recipio, Ne cum iactura temporis me inuoluam disputationi de receptis libris in Canone Ebraeorum, quem tu non nihil mordes ac rides, dum prouerbia Salomonis et Canticum (ut scommate ambiguo uocas) amatorium comparas cum libris duobus Esre, Iudith, historia Susannae et Draconis, Esther, quamuis hunc habeant in Canone, dignior omnibus, me iudice, qui extra Canonem haberetur. (e1#65) (h104). Selv om jeg med retten i hånd kunne tilbagevise denne bog, vil jeg dog midlertidigt acceptere den, for at jeg ikke skal indvikle mig i en diskussion om hvilke bøger der er optaget i den hebræiske kanon, som du ikke så lidt hegler igennem og gør grin med, idet du sammenligner Salomos ordsprog og Højsangen (som du med tvetydig spot kalder de elskendes sang) med de to Esra bøger, Judiths bog, historien om Susanne og dragen, og Esters bog; den bog har de dog i kanon, og den er, efter min mening, bedre end alle dem udenfor.
28  Responderem uero breuiter tuis ipsius uerbis: Scriptura hoc loco obscura est et ambigua, ideo nihil certi probat; Nos autem, cum in negatiua stemus, exigimus a uobis locum produci, qui claris uerbis conuincat, quid sit et quid possit liberum arbi. Hoc facietis forte ad Calendas graecas. Men lad mig svare kort med dine egne ord: Skriften er på dette sted dunkel og tvetydig, derfor beviser den intet sikkert; men eftersom det er os, der står fast på det negative, forlanger vi af jer, at I fremdrager et sted, som med klare ord overbeviser om, hvad den frie vilje er og hvad den kan. Det gør I nok ved verdens ende.
29 Quamuis tu, ut hanc necessitatem fugias, multa bona uerba perdis, dum super aristas incaedis, recitans tot opiniones de libero arb., ut Pelagium pene facias (W667) Euangelicum. (e1#73) (h21) Item, quadruplicem gratiam fingis, ut etiam Philosophos quandam fidem et charitatem tribuas. (e1#77)(h1) .  Selv om du spilder mange gode ord for at undgå denne nødvendighed, idet du, forsigtigper som du er, gengiver så mange meninger om den frie vilje, at du næsten gør Pelagius evangelisk; og opdigter en firfoldig nåde, så du også tildeler filosofferne en slags tro og kærlighed;
30 Item: triplicem illam legem, naturae, operum, fidei, fabulam scilicet nouam, ut conuenire uehementer asseras Philosophorum praecepta Euangelicis praeceptis. (e1#76). (h10) (h22). Og du opdigter også en trefoldig lov, naturens, gerningernes, troens, hvilket sandelig er en ny fabel, så du kan forsikre, at filosoffernes bud stemmer stærkt overens med de evangeliske bud.
31 Tum illud Psalm. 4: Signatum est super nos lumen uultus tui, Domine, qui de cognitione ipsius uultus Dei, id est, fide loquitur, ad rationem excaecatam applicas. (e1#76) Quae si quis Christianus omnia conferat, cogetur suspicari, te ludere et ridere Christianorum dogmata et religionem. Og så forstår du dette ord fra Sl 4,7: Dit ansigts lys er opløftet over os, Herre, som taler om erkendelsen af Guds eget ansigt, det vil sige, af troen, om den blinde fornuft. Hvis en kristen stillede alt det sammen, ville han blive tvunget til at få mistanke om, at du lo og gjorde grin med de kristne dogmer og den kristne religion.
32 Nam tantam ignorantiam ei tribuere, qui sic nostra omnia perlustrauit, tanta diligentia et memoria conseruauit, mihi plane est difficilimum. (h20) (h28) Sed interim abstinebo, indicasse contentus, donec occasio sese dignior obtulerit. (h31) Quanquam te oro, Mi Erasme, ne sic nos tentes, uelut unus illorum, qui dicunt: quis uidet nos? neque tutum est in re tanta, uerborum uertumnis perpetuo ludere apud quoslibet. Sed ad rem. For at tillægge den mand uvidenhed, som i den grad har gennempløjet alle vore ting og bevaret det med stor omhu og hukommelse, det er mig overhovedet meget vanskeligt. Og jeg vil også foreløbig lade være med det, blot nøjes med at have påpeget det, indtil en bedre lejlighed giver sig. Men jeg beder dig altså, kære Erasmus, at du ikke på den måde vil stille os på prøve, som en af dem, der siger: Hvem ser os? Og det er da heller ikke ufarligt i en så alvorlig sag til stadighed at lege med foranderlige ord overfor hvemsomhelst. Men til sagen.
33          Ex una sententia de lib. arb. triplicem fingis. (e1#100) (h39) dura tibi uidetur eorum, sed tamen satis probabilis, qui negant hominem posse uelle bonum sine peculiari gratia, negant posse incipere, negant posse progredi, perficere etc.; hanc probas ideo, quod relinquat homini studium et conatum, sed non relinquat, quod suis uiribus asscribat.        Ud af én opfattelse af den frie vilje opfinder du en tredobbelt. Hård, men dog temmelig antagelig forekommer dig deres opfattelse, som nægter, at menneske kan ville det gode uden særlig nåde, nægter, at det kan begynde på, nægter, at det kan gå fremad, nægter, at det kan fuldføre, osv; du billiger denne mening af den grund, at den overlader det til mennesket at være ivrig og stræbe, men ikke overlader noget til mennesket, det kan tilskrive sine egne kræfter.
34 Durior eorum, qui contendunt, lib. arb. nihil ualere nisi ad peccandum, solam gratiam in nobis operari bonum etc. (e1#101) Hårdere er deres mening, som hævder, at den frie vilje ikke duer til andet end at synde, at alene nåden i os virker det gode, osv.
35 Durissima uero illorum, qui dicunt nomen inane esse lib. arb., sed Deum tam bona quam mala in nobis operari, meraeque necessitatis esse omnia quae fiunt. (e1#103) Men allerhårdest er deres mening, som siger, at den frie vilje er et tomt begreb, men Gud virker både det gode og det onde i os, og alt, hvad der sker, sker at ren og skær nødvendighed.
36 Aduersus has postremas profiteris te scribere. Scis etiam quid loquaris, Mi Erasme? Tres facis hic opiniones uelut trium sectarum, quod rem eandem, aliis et aliis uerbis uarie dissertam a nobis eisdem et unius sectae professoribus, non intelligis. (h48) Du bekender, at du skriver imod de sidste. Véd du også, hvad du siger, kære Erasmus? Du skaber her tre meninger eller tre skoler, og forstår ikke, at det er den samme sag, der er tale om, fremført forskelligt med forskellige ord af os, der består af én og samme skoles lærere.
37 Sed moneamus et ostendamus tibi oscitantem uel hebetudinem iudicii tui. Rogo, Definitio liberi arbi. a te data superius, quomodo quadrat huic primae opinioni satis probabili?  Men vi ville gøre opmærksom på det og påvise din bedømmelses søvnighed og sløvhed. Men nu spørger jeg dig: Den definition på den frie vilje, som du gav tidligere, hvordan stemmer den overens med denne første mening, som du hævder er antagelig? (e1#63) (e1#101)
38 Dixisti enim lib. arbi. esse uim uoluntatis humanae, qua se homo applicare potest ad bonum, Hic uero dicis et probas dici, hominem sine gratia non posse uelle bonum. Definitio affirmat, quod exemplum eius negat, (h52) inueniturque in tuo lib. arb. simul Est et Non, ut simul nos et probes et damnes, te ipsum quoque damnes et probet in uno eidemque dogmate et articulo. Dengang sagde du nemlig, at den frie vilje er en kraft ved den menneskelige vilje, hvorved mennesket kan vende sig mod det gode. Men her siger du og hævder som din mening, at mennesket uden nåden ikke kan ville det gode. Definitionen bekræfter, hvad eksemplet på den benægter, og der bliver i din frie vilje på én gang fundet et ja og et nej, så du samtidig både er enig med og os fordømmer os, og også fordømmer og er enig med dig selv i det samme dogma og den samme trosartikel.
39 An putas, non esse bonum, (W668) applicare sese ad ea quae sunt salutis aeternae, quod definitio tua tribuit lib. arbitrio? cum nihil sit opus gratia, si tantum bonum esset in lib. arbitrio, quo se ipsum applicare posset ad bonum. Mon du mener, det ikke er noget godt at vende sig mod det, der hører den evige frelse til, hvilket jo din definition tillægger den frie vilje? eftersom der slet ikke ville være brug for nåden, hvis der var så meget godt i den frie vilje, at den ved sig selv kan vende sig mod det gode.
40 Itaque aliud est libe. arbitrium quod definis, et aliud quod defendis. Habetque nunc Erasmus duo libera arbitria prae caeteris sibique prorsus pugnantia. (h58 Derfor er den frie vilje, du definerer, én ting, den frie vilje, du forsvarer, noget andet. Mon nu Erasmus har to frie viljer, som udover at kæmpe mod det andet også kæmper med hinanden.
41         Sed dimisso illo, quod definitio finxit, hoc, quod contrarium ipsa opinio proponit, uideamus! (h56) Concaedis hominem sine gratia peculiari non posse uelle bonum (neque enim nunc disputamus, quid gratia Dei possit, sed quid homo sine gratia possit).                 Men jeg vil forlade det, som definitionen opspinder, lad os se på, hvad denne mening selv opstiller som modsætning! Du indrømmer, at mennesket ikke uden den særlige nåde kan ville det gode (e1#101) (nu diskuterer vi nemlig ikke, hvad Guds nåde kan, men hvad mennesket uden nåden kan).
42 Concaedis ergo lib. arbitrium non posse uelle bonum, hoc est aliud nihil quam non posse sese applicare ad ea quae sunt salutis aeternae, ut tua cecinit definitio. Du indrømmer altså, at den frie vilje ikke kan ville det gode, det er ikke andet, end at den ikke kan vende sig mod det, som hører den evige frelse til, som din definition har hævdet. (e1#63)
43 Quin paulo ante dicis, uoluntatem humanam post peccatum sic esse deprauatam, ut amissa libertate cogatur seruire peccato, nec possit se reuocare ad meliorem frugem,  Et nisi fallor, huius sententiae facis Pelagianos fuisse.  Ja, kort tid før sagde du, at den menneskelige vilje efter synden er så fordærvet, at den havde mistet friheden og var tvunget til at tjene synden, og ikke kan komme tilbage til en bedre frugt (e1#72); og om jeg ikke tager fejl, tillagde du Pelagianerne denne mening. (e1#73)
44 Arbitror hic iam nullum Protheo patere effugium, Apertis uerbis captus tenetur, Scilicet, Voluntatem amissa libertate cogi ac teneri in seruitute peccati. Her tror jeg, at der slet ikke er nogen udvej åben for hr Proteus, med klare ord holdes han fanget, nemlig af de ord, at viljen har mistet friheden og er tvunget til at holdes i syndens slaveri.
45 O egregie liberum arbitrium, quod amissa libertate, seruum peccati ab ipso Erasmo dicitur! Quod cum Lutherus diceret, nihil absurdius auditum erat, nihil inutilius hoc paradoxo inuulgari potuit, ut etiam Diatribas in eum scribi oporteret. O udmærkede frie vilje, som, når den har mistet sin frihed, af selve Erasmus siges at være syndens slave! Hvis Luther ville have sagt det, ville man ikke have hørt noget mere absurd, intet mere unyttigt kunne der være end at udbrede dette paradoks, så at Diatriben selv bør skrive imod ham.
46 Sed forte mihi nemo credet, ista ab Erasmo dici, Legatur hoc loco Diatribe et mirabitur. (h64) Ego tamen non ualde miror. Qui enim hanc rem non habet seriam, neque (W669) caussae aliquanto afficitur, sed prorsus animo alienatus, tedet uel friget, uel nauseat, quomodo is non passim diceret absurda, inepta, pugnantia, dum uelut aebrius uel dormitans caussam agat, interque stertendum ructuat: Est, Non, dum uariae uoces auribus eius obstrepunt?  Men måske vil ingen tro mig, at dette siges af Erasmus. Lad ham så læse dette sted i Diatriben og undre sig. Jeg undrer mig nu ikke særlig meget. Den, der nemlig ikke tager denne sag alvorlig, eller anfægtes en smule af sagen, men har uvilje imod den i sit hjerte, keder sig eller er kold overfor den, eller har lede ved den, hvordan kan et sådant menneske undgå overalt at sige absurde ting, uduelige, selvmodsigende ting, sålænge han som en fuld mand eller som i søvne behandler denne sag, og af og til snorkende udstøder 'ja', 'nej', når forskellige ord toner forbi hans ører?
47 Ideo Rhetores exigunt affectum in actore caussarum, multo magis Theologia talem exigit, qui uigilem, acrem, intertum, prudentem et strenuum reddat. Derfor forlanger retorerne følelser hos den, der skal behandle en sag, hvor meget mere kræves det da ikke i teologien, at man har den følelse, der skal gøre talen årvågen, skarp, spændt, klog og beslutsom.
48          Si igitur lib. arb. citra gratiam, amissa libertate, cogitur seruire peccato, nec potest bonum uelle, optarim ego scire, quod sit illud studium? Quis ille conatus, quem relinquit prima illa et probabilis opinio? Bonum studium, bonus conatus esse non potest, quia non potest uelle bonum, ut dicit opinio et concessum est, Malum igitur studium, malus conatus relinquitur, qui amissa libertate cogitur seruire peccato.           Hvis altså den frie vilje uden nåden med friheden tabt tvinges til at være slave for synden, og ikke kan ville det gode, så vil jeg gerne vide, hvad er denne lyst? Hvad er det for en stræben, som denne første og antagelige mening lader mennesket beholde? Det kan ikke være en god lyst eller en god stræben, fordi den ikke kan villle det gode, som opfattelsen siger, og som det er indrømmet. Det må altså være en ond lyst, en ond stræben, mennesket kan beholde, når friheden er tabt og det er tvunget til at være slave for synden.
49 Imo quid est et hoc dicere, quaeso? Relinquit studium et conatum opinio ista, non tamen relinquit, quod uiribus suis asscribatur? Quis haec animo concipere potest? (h65 Ja, endnu mere, jeg spørger, hvad betyder det at sige dette? Denne opfattelse lader mennesket beholde en lyst og en stræben, men lader det ikke beholde noget, der kan tilskrives dets egne kræfter (e1#101)? Hvem kan begribe det?
50 Si studium et conatus uiribus lib. arbi. relinquuntur, cur non eisdem asscriberentur? Si non asscribentur, quomodo relinquuntur? An studium et conatus ille ante gratiam etiam ipsi futurae gratiae et non libero arb. relinquuntur, ut simul et reliquantur et non relinquantur eidem libe. arbitrio? Hvis opfattelsen lader den frie viljes kræfter beholde en lyst og en stræben, hvorfor bliver de så ikke tilskrevet disse kræfter? Hvis de ikke bliver tilskrevet, hvordan kan det så være noget, disse kræfter har beholdt? Mon denne lyst og stræben før nåden i virkeligheden overlades til den fremtidige nåde og ikke til den frie vilje, så de samtidig både overlades og ikke overlades til den selvsamme frie vilje?
51 Si haec non sunt paradoxa uel potius monstra, quid tum sunt monstra? Sed hoc forte somniat Diatribe, inter haec duo, posse uelle bonum, non posse uelle bonum, dari medium, quod sit absolutum Velle, nec boni nec mali habito respectu, ut sic argutia quadam Dialectica scopulos euadamus et dicamus, in uoluntate hominis esse quoddam uelle, quod in bonum quidem sine gratia non potest, nec tamen sine gratia statim non nisi malum uelit, sed sit purum et merum uelle, per gratiam sursum ad bonum, per peccatum deorsum ad malum uertibile. Hvis dette ikke er paradokser eller snarere tankemonstre, hvad er så tankemonstre? Men måske drømmer Diatriben sig frem til, at der mellem de to, at kunne ville det gode og ikke at kunne ville det gode, gives en mellemting, som er en absolut villen, som man har hverken med henblik på det gode eller det onde, så at vi med en slags dialektisk snedighed kan undgå klipperne og sige, at i den menneskelige vilje er der en slags villen, som ganske vist uden nåden ikke kan gøre noget godt, og dog uden nåden stadig kun vil det onde, men er en ren og skær villen, gennem nåden vendt opad mod det gode, gennem synden nedad mod det onde.
52 Sed ubi tum illud manet, quod dictum est: amissa libertate cogitur seruire peccato? Vbi tum illud studium quod relinquitur et conatus? ubi uis applicanti ad ea quae salutis aeternae sunt? Neque enim uis ea applicandi ad salutem potest esse purum uelle, nisi salus ipsa nihil esse dicatur. Men hvad bliver der så af det, som blev sagt: Når friheden er borte, er den tvunget til at være slave for synden? hvad bliver der af den lyst og stræben, som opfattelsen lod den beholde? hvad bliver der af denne kraft til at vende sig mod det, som hører den evige frelse til? For denne kraft til at vende sig mod det, der hører den evige frelse til, kan da kun være ren og skær villen, hvis frelsen selv kan siges at være ingenting.
53 Deinde studium et conatus quoque purum uelle esse non potest, cum aliquo (puta ad bonum) niti et conari, et non in nihilum ferri uel quiescere studium possit.  Og denne lyst og stræben kan heller ikke være ren og skær villen, eftersom man altid har lyst til og stræber efter noget (for eksempel det gode) og ikke kan føre til intet eller udslette lysten.
54 Summa, quorsum quorsum sese uerterit Diatribe, non potest contradictionibus et pugnantibus dictis elabi, ut non tam ipsum liberum arb., quod defendit, captiuum sit, quam ipsa captiua est; Sic enim in liberando arbitrio irretitur, ut cum libero arbitrio insolubilibus uinculis teneatur. (W670). Kort sagt, hvordan end Diatriben vender og drejer sig, kan den ikke undgå modsigelserne og stederne, der kæmper mod hinanden, så at den frie vilje, som den forsvarer, ikke er så fanget, som den selv er. For i den grad vikler den sig ind, når den vil befri viljen, at den sammen med den frie vilje holdes i ubrydelige lænker.
55         Deinde hoc merum figmentum Dialecticum est, quod in homine sit medium et purum uelle, nec possunt probare, qui id asserunt. Ex ignorantia rerum, et obseruantia uocabulorum natum est, quasi continuo sic sit in re, sicut disponitur in uocabulis, qualia sunt infinita apud Sophistas.           Dernæst er det en ren dialektisk opfindelse, at der i mennesket er noget neutralt, der bare vil; de, der påstår det, kan heller ikke bevise det. Det er opstået af en uvidenhed om tingene og af, at man har lagt mærke til ordene, som om det altid forholder sig sådan i virkeligheden, som det fremgår af ordene; den slags ting er de masser af hos sofisterne.
56 Sic potius res habet, ut Christus ait: Qui non est mecum, contra me est. (Luk 11,23) Non ait: Qui non est mecum, nec contra me, sed in medio est; Quia si Deus in nobis est, Satan abest, et non nisi uelle bonum adest, Si Deus abest, Satan adest, nec nisi uellle malum in nobis est;  Sagen forholder sig snarere sådan, som Kristus siger: 'Den, der ikke er med mig, er imod mig'. Han siger ikke: 'Den, der ikke er med mig, ejheller imod mig, men er midt imellem'; for hvis Gud er i os, er Satan der ikke, og der er ikke andet til stede end en vilje til det gode; hvis Gud ikke er der, er Satan der, og der er ikke i os andet end viljen til det onde.
57 Nec Deus nec Satan merum et purum uelle sinunt in nobis, sed, sicut recte dixisti, amissa libertate cogimur seruire peccato, hoc est, nos uolumus peccatum et malum, loquimur peccatum et malum, facimus peccatum et malum. Hverken Gud eller Satan tillader en sådan ren og skær villen i os, men som du så rigtigt har sagt, når friheden er forsvundet, tvinges vi til at være slave af synden (e1#72), det vil sige, så vil vi synden og det onde, vi taler synd og ondt, vi gør synd og ondt.
58 Vide, huc perpulit Diatriben imprudentem inuicibilis et potensissima ueritas, et stultam fecit sapientiam eius, ut contra nos dictura, pro nobis contra se dicere cogeretur, non aliter quam facit lib. arbitrium aliquid boni;  Se, herhen har den ubesejrelige og mægtige sandhed drevet den uvidende Diatribe og gjort dens visdom til dumhed, så når den vil sige noget imod os, tvinges den til at sige noget til fordel for os imod sig selv, helt på samme måde, som når den frie vilje gør noget godt;
59 tum enim contra malum faciendo, maxime contra bonum male facit, ut Diatribe ipsa talis sit in dicendo, quale est lib. arb. in faciendo, Quanquam et ipsa Diatribe tota aliud nihil sit, quam egregium opus liberi arbitrii, defendendo damnans, et damnando defendens, hoc est, bis stulta, dum sapiens uult uideri. da nemlig, når den vil handle imod det onde, handler den mest ondt imod det gode, så at Diatriben selv i talen er, som den frie vilje er i handlingen, selv om hele Diatriben ikke er andet end et udmærket arbejde af den frie vilje, der fordømmer i sit forsvar, og forsvarer i sin fordømmelse, det vil sige, den er dobbelt dum, når den vil synes vis.
60         Sic habet prima opinio sibi ipsa comparata, ut neget, quicquam boni posse uelle hominem, et tamen relinqui studium, quod tamen suum quoque non sit.           Sådan forholder det sig med den første opfattelse, der sammenlignes med Diatriben selv: Den nægter, at mennesket kan ville noget godt, og dog lader den mennesket beholde en lyst, der dog alligevel ikke er dets egen.
61 Iam comparemus eam reliquis duabus! Altera enim illa durior est, quae sentit lib. arbi. ualere nisi ad peccandum. Haec uero est Augustini, ut multis aliis locis, tum proprie libello de spiritu et litera, capit., nisi fallor, quarto aut quinto, ubi illis ipsis uerbis utitur. (n61) Lad os nu sammenligne denne opfattelse med de andre to! Den ene er nemlig hårdere; den mener, at den frie vilje ikke duer til andet end til at synde. Men dette er Augustins opfattelse, som han fremfører mange steder, men især i bogen om ånden og bogstaven, om jeg husker ret i kapitel fire eller fem, hvor han bruger netop disse ord.
62 Tertia illa durissima est ipsius Viglephi et Lutheri, esse lib. arbi. inane nomen, omniaque, quae fiunt, esse merae necessitatis. Den tredie og hårdeste er Viclefs og Luthers, at den frie vilje er en tom betegnelse, og at alt, hvad der sker, sker af lutter nødvendighed.
63 Cum his duabus conflictamur Diatribe. Hic dico: forte non sumus satis latini uel Germani, ut rem ipsam non potuerimus edisserere, Sed testor Deum, aliud nihil uolui dicere, nec aliud intelligi per uerba duarum postremarum opiniorum, quam id, quod dicitur in prima opinione, Nec Augustinum aliud uoluisse arbitror, nec aliter ex ipsius uerbis intelligo, quam quod prima dicit opinio, ita ut tres opiniones a Diatribe recitatae apud me non sint nisi una illa mea sententia. (h72) Det er disse to opfattelser, Diatriben skriver imod. Her siger jeg: Måske vi ikke er tilstrækkelig gode til latin eller tysk, så at vi ikke har kunnet udvikle sagen grundigt nok, men jeg tager Gud til vidne på, at jeg ikke har villet sige andet, heller ikke har forstået ordene i de to sidstnævnte opfattelser anderledes, end det, som siges i den første opfattelse, og jeg tror heller ikke, at Augustin har villet det anderledes, og jeg kan heller ikke forstå andet ved disse ord, end hvad den første opfattelse siger, sådan at de tre opfattelser, som Diatriben gengiver, ikke hos mig er andet end én og samme opfattelse, som er min opfattelse.
64 Postquam enim concessum ac ratum est, lib. arbitrium, amissa libertate, cogi in seruitute peccati, nec posse quicquam uelle boni, ego ex his uerbis nihil aliud possum concipere, quam lib. arbi. esse inanem uoculam [uocabulum], cuius res amissa sit. Efter at det nemlig er indrømmet og bestemt, at den frie vilje, når friheden er borte, tvinges til slaveri under synden, og ikke kan ville noget godt, så kan jeg ikke forstå andet ud af disse ord, end at den frie vilje er et tomt ord, hvis sag er blevet væk.
65 Amissam libertatem mea grammatica uocat nullam libertatem, tribuere autem libertatis titulum ei, quod nullam habet libertatem, est tribuere inane uocabulum.  For en tabt frihed betyder efter min ordbog ingen frihed, men at tildele titlen frihed til den, som ikke har nogen frihed, det er at tildele et tomt begreb.
66 Si hic erro, reuocet qui potest, (W671) Si sunt haec obscura et ambigua, illustret et stabiliat qui potest, (h74) Ego sanitatem amissam non possum sanitatem appellare, (h77) nec si aegroto eam tribuero, aliud tribuisse uideor quam inane nomen. Hvis jeg tager fejl her, så gendriv mig, hvem der kan. Hvis dette er dunkelt og tvetydigt, så oplys det og gør det sikkert, hvem der kan. Jeg kan ikke kalde en mistet sundhed for en sundhed, og hvis jeg tildeler en syg denne betegnelse, kan jeg ikke se, at jeg tildeler ham andet end en tom betegnelse.
67          Sed facessant monstra uerborum. Quis enim ferat istum abusum loquendi, (h75) ut hominem simul habere liberum arbitrium dicamus, et simul amissa libertate cogi in seruitute peccati ac nihil boni posse uelle asseramus? pugnant haec communi sensui, et tollunt prorsus usum loquendi.          Men bort med disse ordmonstre! Hvem kan nemlig bære denne misbrug af sproget, at vi både skal sige, at mennesket har en fri vilje, og samtidig hævde, at den frie vilje er gået tabt og at mennesket er tvunget ind i slaveri under synden og ikke kan ville noget godt? Dette modsiger 'common sense' og ophæver helt sprogbrugen.
68 Diatribe potius accusanda est, quae dormitanter sua uerba effutit, et aliena non obseruat. Non, inquam, considerat, quid sit et quantum ualeat dicere: Homo amisit libertatem, cogitur seruire peccato, nec potest quicquam uelle boni. Man kan derfor bebrejde Diatriben, at den udslynger sine egne ord i søvne, og ikke lægger mærke til andres. Jeg vil hævde, at den ikke har overvejet, hvad det er og hvor meget det betyder at sige: Mennesket har mistet sin frihed, tvinges til at være slave under synden og kan ikke ville noget godt.
69 Si enim uigilaret et obseruaret, plane uideret, unam esse trium opinionum sententiam, quas diuersas et pugnantes facit. Nam, qui amisit libertatem et cogitur seruire peccato nec potest uelle bonum, quid de illo rectius inferetur, quam necessario illum peccare uel malum uelle? Hvis den nemlig havde været vågen og været opmærksom, så ville den tydelig se, at de tre opfattelsers mening, som den gør til forskellige og hinanden modsigende, er én. For om den, der har mistet sin frihed og tvinges til at være slave under synden og ikke kan ville noget godt, hvad kan man mere rigtigt slutte om ham, end at han med nødvendighed synder og vil det onde?
70 Sic enim et sophistae concluderent per suos syllogismos. Quare diatribe infoeliciter nimis conflictatur contra duas postremas, dum primam probat, quae eadem est cum illis, iterum more suo sese damnando et nostra probando in uno eodemque articulo. Sådan ville nemlig sofisterne også konkludere i deres syllogismer. Derfor er det fuldstændig meningsløst, at Diatriben kæmper mod de to sidste opfattelser, hvis den er enig med den første, som stemmer overens med dem; men det sker igen efter Diatribens skik med at fordømme sig selv og være enig med os i én og samme artikel. 
71         Veniamus nunc ad locum Ecclesiastici et cum ipso quoque comparemus primam illam probabilem opinionem! Opinio dicit lib. arb. non posse uelle bonum, Locus autem Ecclesiastici adducitur ad probandum lib. arb. aliquid esse et posse. Aliud igitur statuit opinio per Ecclesiasticum confirmanda, et ad aliud allegatur Ecclesiasticus confirmandum, tanquam si quis probaturus sit, Christum esse Messiam, adducat locum, qui probet Pilatum fuisse praesidem Syriae, aut aliud quippiam, quod disdiapason conueniat. Sic et hic probatur lib. arbitrium, ut taceam, quod supra exegi, nihil clare certoque dici, aut probari, quid sit, quid possit lib. arbitrium.           Lad os så gå frem til stedet fra Jesu Siraks bog og sammenligne det med denne første mening! Denne mening hævder, at den frie vilje ikke kan ville det gode. (e1#100) Men stedet fra Sirak hentes frem for at bevise, at den frie vilje er noget og kan noget. Den mening, der skal bekræftes af Sirak fastslår én ting, og Sirak anføres for at bekræfte noget andet, som hvis nogen ville bevise, at Kristus er Messias, og fremdrager et sted, som beviser, at Pilatus var statholder i Syrien eller noget andet, som slet ikke har noget med sagen at gøre. På den måde bliver den frie vilje her bevist, for slet ikke at tale om, hvad jeg har anført ovenfor, at der ikke siges noget klart og sikkert, eller bevises noget om, hvad den frie vilje er og hvad den kan. (L3#45
72 Sed dignum est totum eum locum peruidere.Primo dicit: 'Deus constituit hominem ab initio'. hic de creatione hominis loquitur, nec adhuc quicquam uel de lib. arb. uel de praeceptis dicit. Sequitur: 'Et reliquit eum in manu consilii sui'. Quid hic? an hic lib. arbi. astruitur? At ne hic quidem fit mentio de praeceptis, pro quibus lib. arb. exigitur, nec quicquam de hac re legitur in creatione hominis. Si igitur aliquid per manum consilii intelligitur, id potius intelligitur, quod Gene, 1. et .2. homo constitutus est dominus rerum, ut in illis libere dominaretur, ut dicit Moses: Faciamus hominem, qui praesit piscibus  maris.  Men det er nok værd at se hele stedet igennem. Først siger han: "Gud skabte mennesket fra begyndelsen". Her tales der om menneskets skabelse, og han siger hidtil ikke noget hverken om den frie vilje eller om budene. Så følger: "Og han overlod ham til hans hånds råd". Hvad siges der her? Mon den frie vilje bliver understøttet her? Nej, ikke engang budene nævnes, dem, som den frie vilje kræves til, ejheller læser vi noget om denne sag under menneskets skabelse. Hvis man altså skal forestille sig noget ved "sin hånds råd", må der snarere forstås det, som står i 1 Mos 1 og 2: at mennesket er skabt til at være herre over tingene, så han frit kan herske over dem, som Moses siger: "Lad os gøre mennesker, som skal herske over havets fisk". (1 Mos 1,26) 
73 Nec aliud ex istis uerbis euinci potest. Ibi enim homo potuit in rebus suo arbitrio agere, ut sibi subiectis. Denique hoc uocat hominis consilium, uelut aliud a Dei consilio. Post haec uero, ubi sic constitutum et relictum hominem in manu consilii  sui dixerat, prosequitur: 'Adiecit mandata et (W672) praecepta sua'. Ad quid adiecit? nempe ad consilium et arbitrium hominis et ultra illam constitutionem dominii humani super res alias.  Og andet kan ikke bevises ud fra disse ord. For dèr kan mennesket handle efter sit forgodtbefindende: i de ting, som er ham underlagt. I det hele taget kalder han det menneskets råd, fordi det er noget andet end Guds råd. Men derefter, efter at han har sagt, at mennesket således er skabt og overladt i sin hånds råd, følger: "Han tilføjede sine bestemmelser og bud". Hvad var det, han føjede dem til? Åbenbart til menneskets menneskets råd og forgodtbefindende og ud over denne bestemmelse om menneskets herredømme over de andre ting. 
74 Quibus praeceptis ademit homini dominium una parte creaturaram (puta arboris scientiae boni et mali) ac potius non liberum uoluit; Adiectis autem praeceptis, tum uenit ad arbitrium hominis erga Deum et ea quae Dei sunt: 'Si uolueris mandata conseruare, conseruabunt te' etc. Gennem disse bud borttog han menneskets herredømme over en del af skabningen (nemlig over træet til kundskab om godt og ondt) og ville snarere, at han ikke skulle være fri. Men efter at han havde tilføjet budene, da kom han til menneskets skalten og valten overfor Gud og det, der hører Gud til. "Hvis du vil holde budene, vil de holde dig", osv. 
75         Igitur ab hoc loco: Si uolueris, incipit quaestio de libero arbitrio, ut per Ecclesiasticum intelligamus hominem in duo regna distribui, Vno, quo fertur suo arbitrio et consilio, absque praeceptis et mandatis Dei, puta in rebus sese inferioribus. Hic regnat et est dominus, ut in manu consilii sui relictus; Non quod Deus illum sic deserat, ut non in omnibus cooperetur, Sed quod usum rerum illi liberum pro arbitrio concesserit, nec ullis legibus aut praescriptis inhibuerit. Ac si dixeris per similitudinem: Euangelion reliquit nos in manu consilii nostri ut in rebus dominemur et utamur, sicut uolumus.          Derfor begynder spørgsmålet om den frie vilje fra dette sted: "Hvis du vil ...", så vi gennem Sirak kan forstå, at mennesket har del i to riger, det ene, hvor han gebærder sig efter sit forgodtbefindende og sit råd, uden bud og love fra Gud, nemlig i det ting, der står under ham. Her hersker han og er herre og er overladt i sin hånds råd. Ikke sådan, at Gud har forladt ham, så han ikke arbejder sammen med ham i alle ting. Men sådan, at den frie brug af tingene er overladt hans forgodtbefindende, og ikke forhindret af nogen love eller forskrifter. Som hvis man ville sige det ved en sammenligning: Evangeliet har overladt os til vor hånds råd, så vi kan herske over tingene og bruge dem, som vi vil. 
76 At Moses et Papa non reliquerunt nos in eo consilio, sed legibus nos coercuerunt et suo potius arbitrio subiecerunt. Altero uero regno non relinquitur in manu consilii sui, sed arbitrio et consilio Dei fertur et ducitur, ut, sicut in suo regno fertur suo arbitrio absque praeceptis alterius, ita in regno Dei fertur alterius praeceptis, absque suo arbitrio. Atque hoc est, quod Ecclesiasticus dicit: Adiecit praecepta et mandata, Si uolueris etc. Si igitur haec clara satis sunt, euicimus, hunc locum Ecclesiastici non pro lib. arbitrio, sed contra liberum arbitr. ualere, ut quo subiicitur homo praeceptis et arbitrio Dei et eximitur suo arbitrio. Men Moses og paven har ikke ladt os i fred i dette råd, men har tvunget os ind under deres love og snarere underkastet os deres forgodtbefindende. Men i det andet rige overlades vi ikke til vor hånds råd, men bæres og føres af Guds forgodtbefindended og råd, sådan at ligesom mennesket i sit rige bæres af sit eget forgodtbefindende uden nogen andens bud, sådan bæres han i Guds rige af en andens bud uden hans egen forgodtbefindende. Og det er det, Sirak siger: "Han tilføjede bud og bestemmelser, hvis du vil .. osv". Hvis dette er tilstrækkelig klart, så har vi påvist, at dette sted hos Sirak ikke gælder til fordel for den frie vilje, men imod den frie vilje, eftersom det viser, hvordan mennesket underkastes under Guds bud og forgodtbefindende og fjernes fra sit eget. 
77 Si clara satis non sunt, id tamen effecimus, ut pro libero arbitrio ualere non possit hic locus, ut qui alio quam ipsorum sensu, puta nostro iam dicto, eoque non absurdo, sed sanissimo, et qui toti scripturae consonet, intelligi possit, cum illorum sensus toti scripturae pugnet, et hoc uno solo loco petitur, contra totam scripturam. Stamus igitur securi in bono sensu, et negatiuo lib. arbi., donec illi suum affirmatiuum, difficilem et coactum, confirmauerint. Hvis dette ikke er tilstrækkelig klart, har vi dog opnået det, at dette sted ikke kan gælde til fordel for den frie vilje, for selv om det så kunne forstås i en anden mening end den, vi her har fremført, en mening, der ikke er absurd, men højst sund og som stemmer overens med hele skriften, så ville det være imod hele skriften, da deres mening ville kæmpe imod hele skriften og alene dette sted kunne fremføres. Vi står derfor med sindsro fast på den gode betydning, som vender sig imod den frie vilje, indtil de andre har bekræftet deres positive opfattelse, som er vanskelig og tvungen. 
78          Vbi igitur Ecclesiasticus dicit: 'Si uolueris mandata conseruare, conseruabunt te, et fidem placitam seruare', non uideo, quomodo istis uerbis liberam arbitrium probetur. Est enim uerbum coniunctiui modi (Si uolueris), quod nihil asserit, sicut Dialectici dicunt Conditionalem indicatiue nihil asserere, ut: si Diabolus est deus, merito adoratur, Si asinus uolat, asinus habet alas, Si liberum arbitrium est, gratia nihil est. Oportuit autem Ecclesiasticum sic dicere, si uoluisset liberum arbitrium asserere: Homo potest seruare mandata Dei, uel: homo habet uim seruandorum mandatorum. (W673)         Hvor altså Sirak siger: "Hvis du vil holde budene, viil de holde dig, og du vil bevare den gudvelbehagelige tro", (#26) kan jeg ikke se, hvordan den frie vilje bevises med disse ord. Det er jo et ord i konjunktiv (Hvis du vil), og det fastslår intet, sådan som dialektikerne siger, at en betingelsessætningen ikke hævder noget indikativisk, f. eks. hvis djævelen er Gud, er det rigtigt, at man tilbeder ham, eller: hvis æslet flyver, har æslet vinger, hvis den frie vilje er noget, er nåden ingenting. Men hvis Sirak ville hævde den frie vilje, burde han havde sagt: Mennesket kan overholde Guds bud, eller: mennesket har en kraft til at overholde budene. 
79 Sed hic Diatribe argutabitur: Ecclesiasticus dicendo: Si uolueris seruare, significat inesse uoluntatem homini ad seruandum et ad non seruandum, Alioqui, quid sonat dicere ad eum qui uoluntatem non habet: Si uolueris? Nonne ridiculum est, siquis ad caecum dicat: Si uolueris uidere, inuenies thesaurum, Aut ad surdum: Si uolueris audire, narrabo tibi bonam historiam? Hoc esset miseriam illorum ridere. Men her vil diatriben komme med et pjattesvar: Når Sirak siger: Hvis du vil overholde ..., betegner han at der i mennesket er en vilje, der kan overholde eller ikke overholde, hvad ville det ellers betyde at sige til én, som ikke har nogen vilje: Hvis du vil? Mon ikke det er latterligt, hvis nogen siger til en blind: Hvis du ville se, ville du finde en skat, eller til en døv: Hvis du ville høre, vil jeg fortælle dig en god historie? Det ville være at gøre grin med de arme mennesker. 
80 Respondeo: Haec sunt argumenta Rationis humanae, quae tales sapientias fundere solet. Quare iam non cum Ecclesiastico, sed cum Ratione humana disputandum nobis est de sequela, nam scripturas Dei suis sequelis et syllogismis interpretatur et trahit quorsum uelit, faciemusque id libenter et cum fiducia, ut qui sciamus, eam non nisi stulta et absurda garrire, tum maxime, cum in rebus sacris suam sapientiam ostendere incipit. Hertil vil jeg svare: Dette er den menneskelige fornufts argumenter, den plejer at fremkomme med den slags visdom. Men fordi vi nu skal disputere ikke med Sirak, men med den menneskelige fornuft, om følgeslutningen, for den fortolker Guds skrift efter sine egne følgeslutninger og syllogismer og drager den, hvorhen den vil, så lad os glad og tillidsfuldt gøre det, fordi vi véd, at fornuften ikke gør andet end fremplapre dumme og absurde ting, især da, når den begynder at vise sin visdom i de hellige sager. 
81          Ac primum, si interrogem, unde probetur, significari uel sequi uoluntatem inesse liberam, quoties dicitur: Si uolueris, Si feceris, Si audieris, Dicet: quia sic uidetur natura uerborum et usus loquendi exigere inter homines, Ergo diuinas res et uerba metitur ex usu et rebus hominum. quo quid peruersius, cum illa sint caelestia, haec terrena? Prodit igitur stulta seipsam, quam nihil de Deo nisi humanum cogitet. Sed quid? si probem, naturam uerborum et usum loquendi etiam apud homines non semper ita habere, ut rideantur ii, qui non possunt, quoties eis dicitur: Si uolueris, Si feceris, Si audieris?         For det første: Hvis jeg nu ville spørge, hvordan det bevises, at det betegnes eller følger, at vi har en fri vilje i os, hver gang der siges: Hvis du ville, hvis du gjorde, hvis du hørte, så ville fornuften sige: fordi det ser sådan ud efter ordenes natur og talemåden blandt mennesker kræver det. Men det vil sige, at de guddommelige sager og de guddommelige ord skal måles efter menneskers brug og forhold. Hvad er vel mere forkert, eftersom disse er himmelske, hine jordiske? Derfor forråder det tåbelige sig selv, fordi det kun tænker menneskeligt om Gud. Men hvad nu, hvis jeg kunne bevise, at ordenes natur og sprogbrugen blandt mennesker ikke altid er sådan, at de mennesker bliver til spot, som ikke formår noget, når det lyder til dem: Hvis du ville, hvis du gjorde, hvis du hørte?
82 Quoties parentes cum filiis suis ludunt, dum eos iubent aut ad se uenire, hoc aut illud facere, ea tantum gratia, ut appareat, quam non possint, coganturque manum parentis inuocare? Quoties medicus fidelis superbum aegrotum iubet facere aut omittere, quae illi sunt uel impossibilia uel noxia, ut ad notitiam morbi aut impotentiae suae illum per experientiam sui promoueat, ad quam nulla alia ratione illum perducere potuit? Et quid usitatius et uulgatius insultandi et prouocandi uerbis, siue hostibus siue amicis ostendere uolumus, quid possint et non possint? Hvor ofte driver forældre ikke deres spil med deres børn, idet de befaler dem at komme til dem, at gøre dette eller hint, alene af den grund, at det skal blive klart, hvad de ikke kan, så de tvinges til at påkalde forældrenes hjælp? Hvor ofte befaler en trofast læge ikke den overmodig syg at gøre eller undlade noget, som er umuligt eller skadeligt for ham, for gennem hans egen erfaring at bringe ham til erkendelse af sin sygdom eller afmagt, hvilken erkendelse han ikke på anden måde kunne bibringe ham? Og hvad er mere brugt og mere udbredt end ord, der håner og provokerer, når vi vil vise vore fjender eller vore venner, hvad de kan og ikke kan? 
83 Haec tantum recito, ut Rationi suas sequelas ostendam, quam stulte eas scripturis affingat, tum quam caeca etiam sit, ut non uideat, nec in humanis rebus et uerbis eas semper locum habere, sed, si aliquando ita uideat fieri, mox praeceps feratur, et generaliter in omnibus Dei et hominum uerbis fieri iudicet, faciens ex particulari uniuersalem, more sapientiae suae. Dette beretter jeg kun om, for at påvise for fornuften dens følgeslutninger, hvor dumt den pådutter skriften dem, og desuden for at vise, hvor blind den også er, at den ikke kan se, at den selv i menneskelige forhold ikke altid er på sin plads, men når den ser, at det af og til sker således, gør den det straks til en regel og fremsætter den dom, at det i almindelighed sker sådan i alle Guds og menneskers ord, idet den af det særskilte gør noget generelt, efter sin visdoms skik. 
84        Si nunc Deus uelut pater nobiscum uelut filiis suis agat, ut ignaris nobis ostendat nostram impotentiam, uel ut medicus fidelis nobis nostrum morbum notum faciat, uel ut hostibus suis superbe resistentibus suo consilio insultet et legibus propositis (quibus id comodissime efficit) dicat: fac, audi, serua, uel: si audieris, si uolueris, si feceris, Nunquid hinc proba consequentia inferetur: ergo nos possumus libere, aut Deus nos irridet? Cur non id potius sequitur: Ergo Deus nos tentat, ut per legem nos ad cognitionem nostrae impotentiae perducat, si amici sumus, uel tum uere et merito insultet ac irrideat, si hostes superbi sumus? Haec enim est caussa legislations (W674) diuinae, ut Paulus docet.           Hvis nu Gud handler med os som en far handler med sine børn, så han påviser os uvidende vores afmagt, eller som en trofast læge gør os opmærksomme på vores sygdom, eller håner os som sine fjender, der overmodigt modstår hans råd og siger, når han har stillet os lovene for øjne, gennem hvilke han lettest kan gøre det: Gør, hør, tjen, eller: hvis du ville høre, hvis du ville, hvis du ville gøre, mon man så kunne drage den slutning: Altså kan vi gøre det, eller også spotter Gud os? Hvorfor ikke snarere drage denne følgeslutning: Altså frister Gud os, for gennem loven at føre os til erkendelse af vores afmagt, hvis vi er hans venner, eller den slutning, at han virkelig håner og spotter os, hvis vi er hans overmodige fjender? Det er nemlig, som Paulus lærer, grunden til den guddommelige lovgivning. 
85 Caeca est enim natura humana, ut nesciat suas ipsius uires seu morbos potius, Deinde superba uidetur sibi nosse et posse omnia. Cui superbiae et ignorantiae nullo Deus remedio praesentiori mederi potest quam proposita lege sua. De qua re plura dicemus loco suo. Hic praelibasse satis sit, ad confutandam istam sequelam carnalis et stultae sapientiae: Si uolueris, ergo potes uelle libere. Diatribe somniat hominem esse integrum et sanum, qualis est aspectu humano in rebus suis, ideo argutatur, istis uerbis: Si uolueris, Si feceris, Si audieris, rideri hominem, nisi liberum eius arbitrium sit. Scriptura autem definit hominem esse corruptum et captum, tum superbe contemnentem et ignorantem suae corruptionis et captiuitatis. ideo illis uerbis ipsum uellit et suscitat, ut agnoscat uel experientia certa, quam nihil horum possit. Den menneskelige natur er nemlig blind, så den ikke kender sine egne kræfter eller snarere sine egne sygdomme. Dernæst er den overmodig og det forekommer den, at den kender alt og kan alt. Dette overmod og denne uvidenhed kan ikke helbrede med noget andet middel end at forelægge mennesket sin lov. Derom vil vi tale mere på sit sted. Her må dette være nok at på forhånd at have taget noget bort, så vi kan gendrive den kødelige og dumme visdoms følgeslutning: Hvis du ville, altså kan du frit ville. Diatriben fantaserer om, at mennesket er helt og sundt, og det er det menneskelige synspunkt på sine forhold, derfor pjatter den om, at disse ord: hvis du ville, hvis du gjorde, hvis du hørte, ville være at gøre nar af mennesket, hvis det ikke havde en fri vilje (e1#107). Men skriften fastslår, at mennesket er fordærvet og fanget, desuden foragter han stolt Gud og kender intet til, at han skulle være fordærvet og fanget. Derfor spotter den mennesket med disse ord og vækker det op, så det erkender og sikkert erfarer, at det ikke formår nogen af disse ting. 
86         Sed ipsam Diatriben petam. Si uere sentis, O domina Ratio, sequelas istas constare (Si uolueris, ergo potes libere), cur tu ipsa non easdem imitaris? Tu enim dicis opinione illa probabili, libe. arbitrium non posse uelle quicquam boni. Qua igitur sequela fluet hoc simul ex isto loco (Si uolueris seruare), e quo dicis fluere, posse hominem uelle et non uelle libere? Nunquid ex eodem fonte manat dulce et amarum?            Men jeg vil angribe Diatriben selv. Hvis du virkelig mener, du herskerinde fornuft, at disse slutninger står fast (hvis du vil, altså kan du frit gøre det), hvorfor retter du dig så ikke selv efter dem? Du siger jo, at den opfattelse er antagelig, at den frie vilje ikke kan ville noget godt. (e1#100) Ud af hvilken følgeslutning skal så samtidig dermed ud af dette sted (hvis du ville overholde) fremgå det, som du siger fremgår af det, at mennesket frit kan ville og ikke ville (e1#107)? Der kan da ikke af den samme kilde kommer sødt og bittert? 
87 An et tu magis rides hic hominem, quae dicis eum posse seruare, quae non potest uelle nec optare? Igitur nec tu ex animo sentis, bene sequi (Si uolueris, ergo potes libere), etiamsi id tanta contentione agas, aut non ex animo probabilem illam opinionem dicis, quae sentit, hominem non posse uelle bonum. Sic sequelis et uerbis sapientiae suae capitur ratio, ut nesciat, quid aut de quo loquatur; Nisi quod dignissimum est, liberum arbitrium talibus argumentis sese mutuo deuorantibus et conficientibus defendi, quo modo Madianitae mutuis caedibus sese perdiderunt, dum Gedeonem cum populo Dei impugnauerunt. Mon ikke du spotter mennesket endnu mere her, når du siger, at det kan overholde de bud, soom det ikke kan ville eller ønske sig? Altså, enten mener du det ikke oprigtigt, at det er en god følgeslutning (hvis du vil, altså kan du frit gøre det), selv om du fremfører det med stor iver, eller også er det ikke oprigtigt, når du siger, at det er en antagelig mening, den, at mennesket ikke kan ville det gode. Sådan fanges fornuften i sin egen visdoms følgeslutninger og ord, så den ikke véd, hvad eller om hvad den taler; eller også er det sådan, at det er meget passende, at den frie vilje forsvares med den slags argumenter, der indbyrdes opæder og tilintetgør hinanden, ligesom Midianiterne gik til grunde ved at slå hinanden ihjel, da de bekæmpede Gideon og Guds folk. (Dom 7,22). 
88 Quin latius expostulabo cum sapientia ista Diatribes. Ecclesiasticus non dicit: Si habueris studium uel conatum seruandi, qui non asscribatur uiribus tuis, ut tu colligis, sed sic dicit: Si uolueris seruare mandata, seruabunt te. Si nunc more tuae sapientiae sequelas ducere uolumus, sic inferemus: Ergo homo potest seruare mandata. Ac sic non modiculum studium uel conatulum aliquem hic reliquum faciemus in homine, sed totam plenitudinem et abundantiam seruandorum mandatorum ei tribuemus, Alioqui rideret Ecclesiasticus hominis miseriam, ut seruare illum iuberet, quem nosset non posse seruare, Nec satis foret, quod conatus et studium illi adesset, nec sic enim euaderet suspitionem irrisionis, nisi uim seruandi illi inesse significaret. Ja, jeg vil endog endnu mere anklage Diatribens visdom. Sirak siger ikke: "Hvis du vil have lyst til at tjene eller vil forsøge på at overholde budene, som ikke tilskrives dine kræfter", sådan som du konkluderer (e1#101), men den han siger: "Hvis du vil holde budene, vil de holde dig". Hvis vi nu ville gennemføre sagen efter din visdoms skik, skulle vi drage følgende konklusion: Altså kan mennesket overholde budene. Men så er det ikke sådan, at vi lader en lille lyst og et eller andet forsøg være tilbage i mennesket, nej, så tilskriver vi mennesket hele den fylde og den overflod at det kan holde budene, ellers ville Sirak gøre grin med menneskets elendighed, idet han befalede ham at overholde, skønt han vidste, at han ikke kunne overholde budene. Og det ville heller ikke være nok, at dette forsøg og denne stræben var i mennesket, og han ville ikke på den måde kunne undgå mistanken om at gøre nar, det ville han kun, hvis han sagde, at der i mennesket er en kraft til at overholde budene. 
89         Fingamus uero, studium et conatum illum lib. arb. aliquid esse, quid ad illos, nempe Pelagianos dicemus, qui ex hoc loco gratiam in totum negabant, et libero arb. omnia tribuebant? plane uicerint Pelagiani, si sequela Diatribes constet, Nam uerba Ecclesiastici sonant de seruando, non (W675) de conando aut studendo. Quod si Pelagianis negaueris sequelam de seruando, ipsi rursus multo rectius negabunt sequelam de conando, Et, si tu illis totum lib. arb. abstuleris, auferent et ipsi tibi particulam eius reliquam, ut particulae non possis asserere, quod toti denegaris.          Men lad os forestille os, at denne den frie viljes lyst og forsøg er noget, hvad skal vi så sige til dem, dvs til Pelagianerne, som på dette punkt i det hele taget nægter nåden og tillægger den frie vilje alt? Pelagianerne ville helt have sejret, hvis Diatribens følgeslutninger stod fast. For Siraks ord handler om at overholde, ikke om at forsøge eller stræbe. Hvis du derfor nægter pelagianernes følgeslutning om at overholde, så vil de med rette omvendt nægte din følgeslutning om at forsøge, og hvis du helt fjerner den frie vilje fra dem, vil de også fra dig fjerne denne tiloversblevne lille del, så du ikke kan fastholde den lillle del, fordi du benægter helheden. 
90 Quicquid igitur contra Pelagianos dixeris, totum lib. arb. tribuentibus ex hoc loco, hoc nos multo fortius contra modiculum illud studium tui lib. arb. dicemus. Et Pelagiani eatenus nobis consentient, ut, si ipsorum opinio ex hoc loco non potest probari, multo minus ulla alia poterit inde probari, cum, si sequelis agenda sit caussa, fortissime omnium pro Pelagianis faciat Ecclesiasticus, ut qui claris uerbis de toto seruando dicat: Si uolueris mandata seruare. Altså: Hvad du end siger imod Pelagianerne, når de ud fra dette sted tilskriver den frie vilje det hele, det vil vi kunne sige meget stærkere imod denne ringe lyst hos din frie vilje. Og Pelagianerne stemmer så langt overens med os, at de siger, at hvis deres mening ikke kan bevises ud fra dette sted, så kan langt mindre noget andet bevises derudfra, for hvis sagen skal behandles ud fra følgeslutninger, så virker Sirak stærkest af alle til fordel for Pelagianerne, for han siger jo udtrykkeligt om helt og holdent at overholde: Hvis du vil overholde budene. 
91 Imo et de fide dicit: Si uis fidem placitam seruare, ut eadem sequela et fidem seruare in nostra potestate esse oporteat, quae tamen donum Dei est singulare ac rarum, ut Paulus dicit. Summa, cum tot recenseantur opiniones pro lib. arbi. et nulla sit, quae non hunc locum Ecclesiastici pro se rapiat, illaeque sint diuersae et contrariae, fieri non potest, quin Ecclesiasticum habeant contradictorium ac diuersum sibijpsis in unis eisdemque uerbis. ideo nihil ex ipso probare possunt, quamuis, si sequela illa admittitur, pro Pelagianis solis faciat contra omnes alios. Ideo et contra Diatriben facit, quae suo ipsius gladio hoc loco iugulatur. Ja, også om troen siger han: "Hvis du vil overholde den tro, der er velbehagelig", så at det ud fra den samme følgeslutning også troen må stå i vor magt, selv om den, som Paulus siger, er Guds enestående og sjældne gave. (Ef 2,8) Kort sagt, da der opregnes så mange meninger til fordel for den frie vilje og der ikke er nogen, som ikke tager dette sted fra Sirak til sig, men disse meninger er forskellige og modsatrettede, er det ikke muligt, at de ikke har Sirak for sig og imod sig i én og samme tankegang. Derfor kan de ikke bevise noget fra dette sted, hvis den følgeslutning tillades, for så kæmper stedet alene til Pelagianernes fordel og imod alle andre. Derfor er det også imod Diatriben, som dolker sig med sit eget sværd på dette sted. 
92        Nos autem, ut caepimus, dicimus, quod hic locus Ecclesiastici nullis prorsus patrocinatur, qui liberum arbitrium asserunt, sed contra omnes pugnet. Non enim admittenda est illa sequela: Si uolueris, ergo poteris, sed sic intelligetur, eo uerbo et similibus moneri hominem suae impotentiae, quam ignarus et superbus, sine istis monitionibus diuinis, non agnosceret, nec sentiret. Loquimur autem hic non de homine primo solum, sed de quolibet, quamuis parum referat de primo uel alijs quibuslibet intelligas, Nam, etsi primus homo non erat impotens assistente gratia, tamen in hoc praecepto satis ostendit ei Deus, quam esset impotens absente gratia.        Men vi for vort vedkommende siger som i begyndelsen, at dette sted hos Sirak ikke tager nogen under sin beskyttelse, som går ind for den frie vilje, men tværtimod bekæmper dem alle. For man skal ikke tillade den følgeslutning: Hvis du vil, så kan du også, nej, det skal forstås sådan, at mennesket med dette ord og med andre lignende erindres om sin afmagt, den, som det, uvidende og overmodig, som det er, uden disse guddommelige erindringer ikke ville kunne kende eller mærke. Men vi taler her ikke kun om det første menneske, men om et hvilketsomhelst menneske, selv om det sådan set ikke kommer an på, om man forstår det om det første menneske eller om andre. For selv om det første menneske ikke var afmægtig, når nåden stod det bi, så viser Gud ham dog med dette bud i tilstrækkelig grad, hvor afmægtig han er uden nåden. 
93 Quod si is homo, cum adesset spiritus, noua uoluntate non potuit uelle bonum de nouo propositum, id est, obedientiam, quia spiritus illam non addebat, quid nos sine spiritu possemus in bono amisso? Ostensum est ergo in isto homine, terribili exemplo, pro nostra superbia conterenda, quid possit liberum arbitri. nostrum sibi relictum ac non continuo magis ac magis actum et auctum spiritu Dei. Ille non potuit in auctiorem spiritum, cuius primitias habebat, sed cecidit a primicijs spiritus, quomodo nos lapsi possemus in primitias spiritus ablatas? praesertim iam regnante in nobis plena potestate Satana, qui illum sola tentatione, nondum regnans in eo, prostrauit. For hvis dette menneske, når ånden var til stede, med sin nye vilje ikke kunne ville det gode, som påny blev forelagt ham, det vil sige, han kunne ikke ville lydigheden, fordi ånden ikke ikke indgav den, hvad skulle da vi kunne uden ånden, efter at vi har tabt det gode? Der blev altså gennem dette menneske vist os, i et frygteligt eksempel, fordi vores hovmod skulle bekæmpes, hvad vor frie vilje kan, når den er overladt til sig selv og ikke hele tiden mere og mere bliver drevet og øget af Guds ånd. Han kunne det ikke øde ånden, hvis førstegrøde han havde, men han faldt fra åndens førstegrøde, hvordan skulle så vi kunne det, vi, der er faldet og har mistet åndens førstegrøde? især når Satan med hele sin magt hersker i os, eftersom Satan kunne omstyrte dette første menneske alene ved at friste ham, uden nogensinde at have hersket i ham. 
94 Nihil fortius disseri posset contra liberum arbitrium, quam si locus hic Ecclesiastici cum lapsu Adae tractaretur; Sed nunc non est locus, ac alibi forte sese res dabit. Interim satis est, monstratum esse, Ecclesiasticum prorsus nihil pro lib. (W676) arbi. dicere hoc loco, quem tamen pro principe loco habent, Atque eum locum et similes: Si uolueris, Si audieris, Si feceris, non ostendere, quid possint, sed, quid debeant homines. Intet kan derfor siges kraftigere imod den frie vilje, end hvis dette sted fra Siraks bog forstås om Adams fald; men her er det ikke stedet, og andetsteds vil der måske vise sig en lejlighed til at behandle det. Imidlertid er det nok at have vist, at Sirak slet intet siger til fordel for den frie vilje på dette sted, som de dog regner for et hovedsted, og at dette sted og de lignende steder, hvor det hedder: Hvis du hører, hvis du gør ... ikke viser, hvad mennesker kan, men hvad de bør gøre. 
95         Alius locus a Diatribe nostra adducitur ex Gen. 4, ubi ad Cain dicit Dominus: Sub te erit appetitus peccati, et tu dominaberis illius. Ostenditur hic (ait Diatribe) animi motus ad turpia, uinci  posse, nec afferre necessitatem peccandi. Illud (Animi motus ad turpia uinci posse) quamuis ambigue dictum sit, tamen ui sententiae, consequentiae et rerum huc cogitur, quod liberi arbitrij sit, uincere suos motus ad turpia, nec motus illi necessitatem afferant peccandi. Quid iterum hic omittitur, quod libero arbitrio non tribuitur?        Et andet sted fremføres af vor Diatribe fra 1 Mos 4,7, hvor Herren siger til Kain: Til dig står syndens higen, men du skal herske over den. Her vises det (siger Diatriben (e1#106)), at sjælens tilbøjelighed til det onde kan overvindes, og at den ikke nødvendigvis medfører, at vi synder. Selv om dette (at sjælens bevægelse mod det onde kan besejres) siges med tvetydige ord, så tvinger dog kraften i meningen og konsekvensen og tingene til den slutning, at den frie vilje er til, at den kan besejre dens tilbøjelighed til de onde, og at denne tilbøjelighed ikke nødvendigvis medfører, at den synder. Hvad mangler der her i det, der kan tillægges den frie vilje? 
96 Quid opus spiritu? Quid Christo? Quid Deo? si libe. arbi. uincere potest animi motus ad turpia? Vbi iterum opinio probabilis, quae dicit lib. arbi. nec uelle quidem posse bonum? hic uero uictoria mali tribuitur ei, quod nec uult nec optat bonum.  Hvad brug har man for ånden? Hvad brug for Kristus? Hvis den frie vilje kan sejre over tilbøjeligheden til det onde? Hvad bliver der af den tilforladelige opfattelse, at den frie vilje hverken vil eller kan det gode? Nej, her bliver sejren over det onde tilskrevet den vilje, som hverken vil eller ønsker det gode. 
97 Nimis nimia est incogitantia Diatribae nostrae. Rem breuiter accipe! Sicut dixi, talibus dictis ostenditur homini, quid debeat, non, quid possit. Cain igitur dicitur, ut debeat peccato dominari et eius appetitum sub se tenere, uerum hoc neque fecit neque potuit, ut iam alieno imperio Satanae pressus. Notum est enim, Ebraeos frequenter indicatiuo future uti pro imperatiuo, ut in Exo. 20: 'Non habebis Deos alienos, Non occides, Non fornicaberis, et talia infinita. Alioqui, si indicatiue (ut sonant) acciperentur, essent promissiones Dei, qui cum  mentiri nequeat, fieret, ut nullus homo peccaret, tum sine necessitate preciperentur. Ita interpres noster hoc loco rectius sic transtulisset: Sed sub te sit appetitus eius et tu dominare illius, Sicut et de muliere dici debuit: Sub uiro tuo sis et ipse dominetur tui. Quod enim non indicatiue sit ad Cain dictum, probat id, quia tum fuisset diuina promissio, At promissio non fuit, quia contrarium euenit et factum est per Cain. Vor Diatribes uvidenhed er altfor stor. Se på sagen i korthed! Som sagt, med disse ord vises det mennesket, hvad han bør gøre, ikke hvad han kan gøre. Til Kain siges der derfor, at han bør herske over synden og undertrykke dens begærlighed, men det hverken gør han eller kan han gøre, for han er allerede undertrykt under Satans herredømme. Man må nemlig lægge mærke til, at hebræerne ofte anvender futurun indikativ i stedet for imperativ, som f. eks. i 2 Mos 20,3. 13f: Du må ikke havde andre guder, du må ikke slå ihjel, du må ikke bedrive hor, og talløse af dem slags udsagn. Ellers, hvis man skal forstå det som indikativ (sådan som det det formelt set er) skulle det være forjættelser fra Gud, og det skulle så kunne ske, eftersom Gud ikke kan lyve, at intet menneske syndede, og så ville det ikke være nødvendigt med bud. Derfor skulle vor fortolker hellere have oversat således: Men til dig skal dens attrå være og du skal herske over den, ligesom der også måtte siges til kvinden: Du skal være under din mand og han skal herske over dig. For at der ikke tales i indikativ til Kain, bevises af det faktum, at det så ville have været en guddommelige forjættelse, men det var jo ikke nogen forjættelse, fordi der skete det modsatte med Kain og han gjorde det modsatte. 
98          Tertius est ex Mose: Posui ante faciem tuam uiam uitae et mortis, Elige, quod bonum est etc. Quid (inquit) apertius dici poterat? Eligendi libertatem relinquit homini. Respondeo: Quid apertius quam te hic caecutire? ubi quaeso relinquit libertatem eligendi? In eo, quod dicit Elige? Ergo statim, ut Moses dicit Elige, fit, ut eligant? Igitur iterum non est necessarius spiritus. Et cum tu toties repetas et inculces eadem, mihi quoque licebit eadem saepius iterare.          Det tredie sted er fra 5 Mos 30,15.19. Jeg forelægger dig i dag livet og døden, vælg, hvad der er godt osv. (e1#108) Hvad kan siges klarere, siger Diatriben. Friheden til at vælge tildeles mennesket. Jeg svarer: Hvad gør det mere klart, at du her er blind? Hvor tildeles friheden til at vælge? spørger jeg. Deri, at han siger "vælg"? Det vil sige, straks Moses siger "vælg", sker det, at de vælger? Jamen så er der atter ikke brug for ånden. Og fordi du så ofte gentager og indskærper det samme, må det også være mig tilladt at gentage det samme igen og igen. 
99 Si libertas eligendi adest, cur opinio probabilis dixit lib. arb. non posse uelle bonum? an eligere potest non uolens aut nolens? Sed audiamus similitudinem: Ridicule diceretur in biuio consistenti: uides duplicem uiam, utram uoles ingreditor, quum altera tantum pateret. Hoc est, quod supra dixi de argumentis rationis carnalis, quod rideri hominem putet praecepto impossibili, quo nos ipsum dicimus moneri et (W677) excitari, ut  uideat  impotentiam  suam.  Hvis der er en frihed til at vælge, hvorfor er det så en tilforladelig mening at sige, at den frie vilje ikke kan vælge det gode? eller kan måske den frie vilje vælge, også når den ikke vil eller er i en ikke-villende status? Men lad os høre sammenligningen: Det er latterligt at sige til én, der står ved en korsvej: se, her er to veje, gå ud ad den, du vil, hvis kun den ene var åben. (e1#107) Det vil sige, hvad jeg ovenfor har sagt om den kødelige fornufts argumenter, at den mener, mennesket gøres til grin med et umuligt bud, et bud, om hvilket vi siger, at mennesket derved formanes og opfordres til at se sin afmagt. 
100 Vere igitur in biuio sumus altera uero uia tantum patet, imo nulla patet, ostenditur uero per legem, quam altera, scilicet ad bonum, sit impossibilis, nisi Deus spiritum donet, altera uero quam sit lata et facilis, si Deus permittat. Non igitur ridicule, sed necessaria grauitate diceretur in biuio consistenti: utram uiam uoles ingreditor, si ipse uel infirmus sibi fortis uideri uellet, aut uiam neutram esse clausam contenderet. Sandt nok står vi ved en korsvej, men kun den ene vej er åben, ja, ingen af den er åbne, men det vises os gennem loven, at den ene, den til det gode, er umuligt, hvis ikke Gud giver sin ånd, men den anden er bred og let, hvis Gud tillader det. Det må altså ikke siges som noget latterligt, men med den nødvendige alvor til én, der står ved en korsvej: gå ud ad hvilken vej du vil! når han enten selv, skønt svag, vil se ud som én, der er stærk, eller holder på, at ingen af vejene er lukkede. 
101 Quare legis uerba dicuntur, non ut uim uoluntatis affirment, sed ut caecam rationem illuminent, quo uideat, quam nulla sit sua lux, et nulla uoluntatis uirtus. Cognitio peccati (ait Paulus) per legem, non ait: abolitio aut uitatio peccati. Tota ratio et uirtus legis est in sola cognitione, eaque non nisi peccati, praestanda, non autem in uirtute aliqua ostendenda aut conferenda, Cognitio enim non est uis, neque confert uim, sed erudit et ostendit, quod nulla sit ibi uis, et quanta sit ibi infirmitas, Nam cognitio peccati, quid aliud esse potest, quam notitia infirmitatis et mali nostri? non enim dicit: per legem uenit cognitio uirtutis aut boni, At totum, quod facit lex, (teste Paulo) est, ut is peccatum cognosci faciat. Derfor siges lovens ord, ikke for at de skal forsikre om, at viljen er en kraft, men for at oplyse den blinde fornuft, så den ser, at dens eget lys ikke er noget, og viljens kraft ikke er noget. Gennem loven, siger Paulus, kommer erkendelse af synden (rom#3.20) han siger ikke: afskaffelsen eller undgåelsen af synden. Hele lovens begrundelse og kraft ligger alene i erkendelsen, og det kun erkendelse af synd, men ikke i at påvise eller tilskrive den nogen kraft. For erkendelse er ikke en kraft, ejheller medfører den en kraft, men den underviser og påviser, at der ikke er nogen kraft, og hvor stor en svaghed der er dèr. For erkendelse af synd, hvad kan det være andet end en påvisning af vores svaghed og ondskab? Han siger nemlig ikke: gennem loven kommer erkendelse af en kraft eller af det gode, men ifølge Paulus er alt, hvad loven gør, at den skaber erkendelse af synd. 
102        Atque is est locus, unde mihi sumpta est responsio ista, Verbis legis moneri ac erudiri hominem, quid debeat, non quid possit, id est, ut cognoscat peccatum, non ut credat sibi esse aliquam uim. Proinde, quoties, Mi Erasme, mihi uerba legis opponis, opponam tibi illud Pauli: Per legem cognitio peccati, non uirtus uoluntatis. Congere igitur, uel ex concordantijs maioribus, omnia uerba imperatiua in unum cahos, modo non fuerint promissionis, sed exactionis et legis uerba, mox dicam, semper illis significari, quid debeant, non quid possint aut faciant homines.          Og det er fra dette sted, jeg henter mit svar, at mennesket ved lovens ord formanes og belæres om, hvad det bør gøre, ikke om, hvad det kan, og det sker, for at det kan erkende sin synd, ikke for at det skal tro, at det har nogen kraft. Derfor, så ofte du, kære Erasmus, sætter lovens ord op imod mig, sætter jeg dette Paulus-ord op imod dig: Gennem loven kommer erkendelse af synden, ikke af viljens kraft. Derfor kan du samle alle imperativiske ord sammen, måske fra én af de store konkordanser, i en stor hob, blot det ikke er forjættelsesord, men fordringsord og lovord, så skal jeg straks sige dig, at der altid gennem dem betegnes, hvad menneskene bør gøre, ikke hvad de kan gøre eller gør. 
103 Atque id etiam grammatici et pueri in triuijs sciunt, uerbis imperatiui modi nihil amplius significari, quam id, quod debeat fieri. Quid autem fiat uel possit fieri, uerbis indicatiuis oportet disseri. Qui fit igitur, ut uos Theologi sic ineptiatis uelut bis pueri, ut mox apprehenso uno uerbo imperatiuo, inferatis indicatiuum, quasi statim, ut imperatum sit, etiam necessario factum aut factu possibile sit? Quanta enim inter os et offam accidunt, ut id, quod iusseris, atque adeo possibile satis fuit, non tamen fiat, tanto distant imperatiua et indicatiua uerba in rebus comunibus et facillimis. Og det véd grammatikerne og børnene på gaderne, med de imperativiske verber betegnes der ikke mere end det, som bør ske. Men hvad der sker eller kan ske, de bør foredrages med indikativiske ord. Hvordan kan det da være, at I teologer i den grad er uegnede som var I i dobbelt forstand børn, idet I så snart I har forstået et verbum i imperativ, slutter til indikativen, som om det straks, når det var befalet, også med nødvendighed var muligt at gøre det? For lige så meget der sker mellem munden og biddet, så det, man befaler, og endog var fuldstændig muligt, men blot ikke sker, lige så meget adskiller imperativ og indikativ sig fra hinanden i almindelige og meget lette sager. 
104 Et vos in rebus istis, plus distantibus quam coelum et terra atque adeo impossibilibus, tam subito facitis nobis indicatiua ex imperatives, ut mox seruata, facta, electa, ac impleta uelitis, uel talia fore nostris uiribus, quam primum audieritis uocem imperantis: fac, serua, elige!  Og det er i disse sager, der adskiller sig mere end himmel fra jord og i den grad er umulige, at I straks gør en indikativ ud af en imperatir, så I straks vil, at det skal være overholdt, gjort, valgt og fuldført, eller at disse ting skulle ske ved vore kræfter, så snart I har hørt den befalende røst: gør, overhold, vælg!
105         Quarto ex Deutero. 3. et 30. affers multa similia eligendi, auertendi, seruandi uerba, ut: si seruaris, si auersus fueris, si elegeris etc., Haec, ais, omnia intempestiue dicerentur, si non esset uoluntas hominis libera ad bonum. Respondeo: et tu, mea Diatribe, satis intempestiue ex istis uerbis colligis libertatem arbitrij, Conatum enim et studium liberi arbitrij tantum eras probatura, nullum autem locum adducis, qui talem conatum probet, Adducis uero eos locos, qui, si tua sequela ualeret, totum lib. arbitrio tribuant. Distinguamus igitur iterum hic Verba scripturae adducta et additam Diatribes sequelam. Verba adducta sunt imperatiua, nihil dicunt, nisi quid fieri debeat, Neque enim Mose dicit: Eligendi habes uim uel uirtutem, Sed: elige, serua, fac; praecepta faciendi tradit, non autem describit hominis facultatem.          For det fjerde fremfører du fra 5 Mos 30,15 mange lignede ord om at vælge, vende sig bort fra og overholde, f. eks. hvis du overholder, hvis du vender dig bort fra, hvis du vælger, osv. (e1#108) Alt dette, påstår du, ville være sagt upassende, hvis der ikke for menneskene var en fri vilje til det gode. Jeg svarer: også du, kære Diatribe, drager ret upassende slutninger ud fra disse ord om den frie vilje, for du ville kun bevise den frie viljes forsøg og iver, men anfører intet sted, der kan bevise en sådan forsøgen sig, derimod fremfører du de steder, som, hvis din følgeslutning har gyldighed, tillægger den frie vilje det hele. Vi må altså her igen skelne de anførte ord fra skriften fra Diatribens tilføjede følgeslutning. De anførte ord er imperativ, siger kun hvad der bør gøres, for Moses siger her ikke: du har en kraft eller magt til at vælge, men: vælg, overhold, gør; han overleverer bud om noget, der skal gøres, han beskriver ikke menneskets mulighed. 
106 Sequela uero per sciolam illam Diatriben addita infert: ergo potest homo talia, alioqui frustra praeciperentur. Cui respondetur: Domina Diatribe, uos male infertis, nec probatis sequelam, sed caecitati et oscitantiae uestrae uidetur id sequi et probari. Praecipiuntur autem non intempestiue nec frustra, sed, ut homo superbus et caecus per haec suae impotentiae morbum discat, si tentet facere, quod praecipitur. Sic et similitude tua nihil ualet, ubi dicis: Alioqui perinde fuerit, ac si quis homini sic alligato, ut non possit brachium nisi in leuam porrigere, diceret: Ecce habes ad dextram uinum optimum, habes ad leuam toxicum, utro uelis, porrige manum. Men der indføres en følgeslutning fra den uvidende Diatribe: Altså kan mennesket noget, ellers er budet givet forgæves. Hvortil må svares: Kære frk. Diatribe, De foretager en gal slutning, og De beviser heller ikke følgeslutningen, men for Deres blindhed og træghed ser det ud, som om det følger af det og er bevist. Men budene gives ikke upassende eller forgæves, nej, de gives, for at det overmodige og blinde menneske derigennem kan lære sin afmagts sygdom at kende, hvis det prøver at gøre, hvad der er befalet. Således gælder din sammenligning heller ikke, dèr, hvor du siger: Ellers ville det være nøjagtig, som hvis man sagde til en mand, der var bundet sådan, at han kun kunne udrække sin arm til venstre: se, her har du til højre den bedste vin, til venstre en gift, udræk din hånd til det, du vil. (e1#109
107 Credo tibi suauissime blandiri istas tuas similitudities, Sed simul non uides, si stent similitudines, quod multo plura probent, quam probare statuisti, imo probent, quae tu negas et improbata uelis, nempe, lib. arbi. omnia posse. Perpetuo enim tractatu oblitus, quod dixisti, lib. arbi. nihil posse sine gratia, probas, quod lib. arb. omnia possit, sine gratia. Nam hoc efficiunt sequelae et similitudines tuae, ut aut lib. arbi. se solo ea possit, quae dicuntur et praecipiuntur, aut frustra, ridicule, intempestiue praecipiantur. Jeg tror, at disse sammenligninger tiltaler dig særdeles meget, men samtidig ser du ikke, at hvis sammenligningerne skal stå fast, så beviser de meget mere, end du har sat dig for at bevise, ja, de beviser, hvad du nægter og ikke ønsker at bevise, nemlig, at den frie vilje kan alting. Igen og igen glemmere du nemlig i din undersøgelse det, du har sagt, at den frie vilje intet kan uden nåden, du beviser, at den frie vilje kan alt uden nåden. For det er, hvad dine følgeslutninger og sammenligninger udvirker, at enten kan den frie vilje i sig selv gøre det, der siges og befales, eller også er det forgæves, latterligt, upassende at det befales.
108 Hae autem sunt ueteres cantilenae Pelagianorum, quas etiam Sophistae exploserunt, atque tu ipse damnasti. Sed interim significas hac obliuiscentia et mala memoria tua, quam nihil uel intelligas uel afficiaris caussae. Quid enim turpius Rhetori, quam perpetuo aliena a statu caussae tractare et probare, imo contra caussam et seipsum semper declamare? Men det er Pelagianernes gamle sang, som selv sofisterne har afvist og som du også selv har fordømt. Men samtidig lader det du gennem denne glemsomhed eller dårlige hukommelse blive klart, at du intet har forstået af sagen og at den ikke optager dig. Hvad er nemlig værre end en taler, som hele tiden behandler og beviser noget, der er sagen uvedkommen, ja, direkte står imod sagen, og således hele tiden afslører sig selv? 
109        Dico igitur denuo: Verba scripturae adducta per te sunt imperatiua, et nihil probant, nihil statuunt de uiribus humanis, sed praescribunt facienda et omittenda, Sequelae uero uel additiones et similitudines tuae, si quid probant, probant hoc, lib. arb. omnia posse sine gratia, At hoc probandum non est a te susceptum, imo negatum, Ideo probationes eiusmodi aliud nihil sunt, quam improbationes fortissimae. Si enim arguam (si (W679) forte ueternum Diatribes excitare queam): dum Moses dicit: Elige uitam et serua mandatum, Nisi homo possit eligere uitam et seruare mandatum, ridicule Moses illud homini praeciperet, Nunquid isto argumento probaui, lib. arb. nihil posse boni aut habere conatum sine suis uiribus? imo probaui, contentione satis forti, aut hominem posse eligere uitam et seruare mandatum, sicut praecipitur, aut Mosen esse ridiculum praeceptorem.          Jeg siger derfor påny: De skriftord, der er fremført af dig, er imperativer og beviser intet, stadfæster intet om menneskets kræfter, men foreskriver, hvad der skal gøres og hvad ikke. Men dine tilføjede følgeslutninger og sammenligninger, hvis de beviser noget, beviser de, at den frie vilje kan alt uden nåden. Men at bevise det var ikke, hvad du tog dig for, det var tværtimod at nægte det. Derfor er den slags bevisførelser intet andet end kraftige modbeviser. Hvis jeg nemlig argumenterede som følger (hvis jeg måske kunne ryste Diatriben i dens træghed) Når Moses siger: vælg livet og hold budene, så ville det være latterligt at Moses befalede det, hvis mennesket ikke kunne vælge livet og holde budene -- mon jeg  så med dette argument ville bevise, at den frie vilje ikke kunne gøre noget godt eller at den havde en stræben uden sine egne kræfter? Nej, jeg vile have bevist, og det med en ganske stærk iver, enten, at mennesket kan vælge livet og overholde budene, sådan som det er befalet, eller at Moses er en latterlig lovgiver. 
110 Sed Mosen ridiculum praeceptorem esse, quis audeat dicere? Sequitur ergo, hominem posse, quae praecipiuntur. Hoc modo perpetuo disputat Diatribe contra suum ipsius institutum, quo se non sic disputaturam promisit, sed quendam conatum lib. arb. ostensuram, cuius tamen non meminit multum tota serie argumentorum, tantum abest, ut probet, quin contrarium potius probat, ut ipsa potius omnia ridicule et dicat et disputet. Men hvem vover at sige, at Moses var en latterlig lovgiver? Heraf følger altså, at mennesket kan gøre, hvad de får befaling til. På den måde disputerer Diatriben hele tiden imod sin egen hensigt, for ifølge den havde den lovet, at den ikke ville disputere således, men ville påvise en eller anden stræben hos den frie vilje, men det er ikke, den i særlig grad husker på i hele denne række af argumenter, ja, det er så langtfra, at den snarere beviser det modsatte, så det snarere er den selv, der taler og disputerer alting på en latterlig måde. 
111         Iam, ut ridiculum sit, iuxta similitudinem inductam, ut alligatus dextro brachio, iubeatur in dexteram porrigere manum, cum non possit nisi in leuam, Nunquid etiam ridiculum est, si ligatus uel utroque brachio, superbe contendat, uel ignarus praesumat, sese in utranque partem omnia posse, ac tum iubeatur in utram partem porrigere manum, non ut rideatur eius captiuitas, sed ut praesumptio falsa libertatis et potentiae suae coarguatur, uel ignorantia captiuitatis et miseriae suae sibi innotescat? Diatribe nobis perpetuo fingit hominem talem, qui uel possit, quod praecipitur, uel saltem cognoscat sese non posse.          Men lad os så sige, at det ifølge den fremførte sammenligning er latterligt, at én, der er bundet på højre hånd, får befaling til at række hånden ud til højre, eftersom han kun kan gøre det til venstre, mon det så også er latterligt, hvis én, der er bundet endda på begge arme, i sit overmod påstår, eller i sin uvidenhed forudsætter, at han kan alt til begge sider, og så får befaling til at udrække sin hånd til begge sider, ikke for at hans fangenskab skal latterliggøres, men for at han skal tvinges ud af den falske antagelse, han har, om sin frihed og om sin magt, eller for at hans uvidenhed om hans fangenskab og elendighed skal gøres ham klar? Diatriben fremstiller hele tiden mennesket for os, som én, der enten kan gøre, hvad der befales, eller i det mindste kan erkende, at han ikke kan gøre det. 
112 At talis homo nusquam est. Atque si quis talis esset, tum uere, aut ridicule praeciperentur impossibilia, aut frustra esset spiritus Christi. Scriptura uero talem proponit hominem, qui non modo sit ligatus, miser, captus, aeger, mortuus, Sed qui addit, operante Satana principe suo, hanc miseriam caecitatis miserijs suis, ut se liberum, beatum, solutum, potentem, sanum, uiuum, esse credat. Scit enim Satan, quod, si homo suam miseriam nosset, nullum retinere in suo regno posset, quod agnitae miseriae et clamantis Deus non possit non statim misereri et auxiliari, ut qui prope esse contritis corde tanta laude praedicetur per omnem scripturam, ut etiam Esaie .61. Euangelion pauperibus praedicare et contritis mederi Christus sese missum testetur.  Men et sådant menneske findes ingen steder. Og selv om der fandtes et sådant menneske, så ville det stå fast, at enten ville det være latterligt at befale noget umuligt, eller også ville Kristi ånd være forgæves. Men skriften fremstiller for os et menneske, som ikke blot er bundet, elendig, fanget, syg, død, men som, fordi Satan, hans fyrste, virker i ham, til sine elendigheder føjer den blindhedens elendighed, at han tror, han er fri, salig, forløst, mægtig, sund, levende. For Satan véd godt, at hvis mennesket kendte sin elendighed, ville han ikke kunne beholde nogen i sit rige, fordi Gud straks må komme den erkendte og skrigende elendighed til hjælp, eftersom hele skriften med stor kraft prædiker, at han er nær ved det knuste hjerte, sådan som også Es 61,1 bevidner, at Kristus er sendt for at prædike evangeliet for fattige og komme bedrøvede til hjælp.
113 Proinde Satanae opus est, ut homines teneat, ne suam miseriam agnoscant, sed praesumant sese posse omnia quae dicuntur. Mosi uero et legislatoris opus est contrarium, ut per legem homini miseriam suam patefaciat, ut sic contritum et confusum in sui cognitione, ad gratiam praeparet et ad Christum mittat et sic saluus fiat. Non igitur ridicula, sed uehementer seria et necessaria sunt, quae per legem geruntur. Derfor er det Satans gerning, at fastholde menneskene, så de ikke erkender deres elendighed, men tror, at de kan gøre alt, hvad der siges. Men Moses' gerning og en lovgivers gerning er det modsatte, han skal gennem loven afsløre menneskets elendighed for det, så at det, når det sådan er blevet bedrøvet og forvirret ved erkendelsen af sig selv, kan komme til Kristus og således blive frelst. Det er derfor ikke latterlige, men i høj grad alvorligt og nødvendigt, hvad der gennemføres af loven. 
114          Qui nunc ista intelligunt, facile simul intelligunt, Diatriben tota serie argumentorum prorsus nihil efficere, dum nihil nisi uerba imperatiua colligit e scripturis, quae nec intelligit, quid uelint et quare dicantur, Deinde adiectis (W680) similitudinibus carnalibus tam robustam offam miscet, ut plus asserat et probet, quam instituerat, ac contra seipsam disputet, ut non fuerit opus, ulterius singula percurrere, Vna enim solutione soluuntur omnia, dum uno argumento nituntur omnia.            De nu, der forstår dette, forstår samtidig let, at Diatriben slet ikke gennemfører noget med hele sin serie af argumenter, idet den ikke gør andet end samler imperativer fra skriften, om hvilke den hverken forstår, hvad de vil eller hvorfor de siges; videre forstår de let, at skønt den tilføjer nogle kødelige sammenligninger, tilbereder den dog så kraftigt et bid, at den påviser og beviser mere end den havde sat sig for, og disputerer imod sig selv, så der ikke er nogen grund til at løbe hvert enkelt skriftsted igennem; med én løsning kan alt løses, idet de alle støtter sig til det samme argument.
115 Tamen, ut obruatur copia, qua me uoluit obruere, pergam aliquot recensere. Esaie 1: Si uolueritis et audieritis me, bona terrae comedetis, ubi magis congruebat dicere, iudice Diatribe: Si uoluero, Si noluero, si nulla est libertas uoluntatis. Satis ex supra dictis patet responsio. Deinde quid esset ibi congruitatis, si diceretur: Si uoluero, bona terrae comedetis? Dog, for at den selv kan blive trykket af den fylde, hvormed den ville trykke mig, vil jeg gennemgå nogle af dem. Es 1,19: 'Hvis I er villige og adlyder mig, hvilke goder fra landet får I så ikke del i', hvor Diatriben mener, det ville passe bedre at sige: 'Hvis jeg ville ... hvis jeg ikke ville ...'. Svaret fremgår tilstrækkeligt af det ovenfor sagte. Og forøvrigt, hvad er det for en slags overensstemmelse, hvis der siges: 'Hvis jeg vil, hvilket land vil I så ikke få del i'? (e1#110)
116 An Diatribe sentit prae nima sapientia, bona terrae comedi posse nolente Deo, aut rarum et nouum esse, quod non nisi uolente Deo bona suscipimus? Sic illud Esaie 21: Si quaeritis, quaerite, conuertimini et uenite. Quorsum attinet hortari eos, qui nulla parte suae potestatis sunt? ac si uinculis astricto dicat quis: moue te istic, ait Diatribe.   Eller mener Diatriben i sin store visdom, at det gode land kan opnås imod Guds vilje, eller at det er noget sjældent og nyt, at vi kun modtager det gode, når Gud vil? Således med dette sted fra Es 21,12: 'Hvis I vil spørge, så spørg; vend om og kom'. Hvortil tjener det at opfordre dem, som på ingen måde er sig selv mægtig? det er, som hvis man sagde til én i lænker: gå herhen, siger Diatriben. (e1#112)
117 Imo quorsum attinet (inquam) citare locos, qui se solis nihil probant, et adiecta sequela, hoc est, deprauato eorum sensu, omnia tribuunt libero arbitrio, cum solum conatus quidam nec lib. arbi. ascribendus probari debuit? Ja, hvad tjener det til, siger jeg, at citere steder, som i sig selv intet beviser, og som, når der gøres en tilføjelse, dvs når de får berøvet deres mening, tillægger den frie vilje alt, skønt der alene skulle bevises en vis stræben, som ikke skulle tilskrives den frie vilje?
118 Idem dicitur ad illud Esaie .45: Congregamini et uenite, Conuertimini ad me et salui eritis. Et .52: Consurge, Consurge, Excutere de puluere, solue uincula colii tui. Item Iere. 15: Si conuerteris, conuertam te, Et si separaueris praeciosum a uilii, tanquam os meum eris. Det samme siges til Es 45,22: 'I skal forsamle jer og komme', og: 'Vend om til mig og I skal frelses, alle jordens lande'. Og Es 52,1: ''Rejs dig op, rejs dig op ... børst støvet af dig og løs dit halsjern'. Ligeledes Jer 15,19: 'Hvis du vender om til mig, vil jeg lade dig omvende, og hvis du adskiller det kostbare fra det billige, skal du være som min mund'. (e1#114)
119 Euidentius uero Zacharias liberi arbitrij conatum indicat et gratiam conanti paratam: Conuertimini (inquit) ad me, dicit Dominus exercituum et conuertar ad uos, dicit Dominus.   Men mere klart antyder også Zakarias en stræben hos den frie vilje og en nåde, der er beredt for den stræbende: 'Vend om', siger han, 'til mig, siger Hærskarers Herre, og jeg vil vende om til jer, siger Herren'. (e1#115)
120cVidere til serv-arbit05!

Noter:

n16:  Stedet findes hos Augustin, den 2 bog imod Julian, cap 8,23. Her hedder det: "Sed vos festinatis, et praesumptionem vestram festinando praecipitatis. Hic enim vultis hominem perfici, atque utinam Dei dono, et non libero, vel potius servo propriae voluntatis arbitrio". Hvilket vel på dansk vil sige nogenlunde som følger: "Men I anstrenger jer meget, og I falder igennem, fordi I har den forudsætning, at man skal anstrenge sig meget. Her vil I nemlig, at mennesket skal gøres fuldkomment, og var det så bare ved Guds gave og ikke ved den frie, eller snarere ved egenviljens trælbundne selvbestemmelse".

n61:  Augustin: de spiritu et litera, 3,5 (MSL 44,203). Stedet ser således ud på latin og dansk (min oversættelse).
 
Nos autem dicimus humanam voluntatem sic divinitus adjuvari ad faciendam justitiam, ut praeter quod creatus est homo cum libero arbitrio voluntatis, praeterque doctrinam qua ei praecipitur quemadmodum vivere debeat, accipiat Spiritum Sanctum, quo fiat in animo ejus delectatio dilectioque summi illius atque incommutabilis boni quod Deus est, etiam nunc cum adhuc per fidem ambulatur, nondum per speciem (2 kor 5,7):  Men vi siger, at den menneskelige vilje i den grad må have hjælp fra den guddommelige til at fuldføre retfærdigheden, at mennesket, udover at være skabt med sin viljes frie afgørelse, og udover den regel, hvorved der foreskrives ham, hvordan han skal leve, må modtage den Hellige Ånd, hvorved der opstår i hans sind en kærlighed og en glæde over hans højeste og uforanderligste gode, som er Gud, også skønt han indtil videre vandrer i tro, ikke i skuen.
ut hac sibi velut arrha data gratuiti muneris inardescat inhaerere Creatori, atque inflammetur accedere ad participationem illius veri luminis, ut ex illo ei bene sit, a quo habet ut sit.  for at han, når han modtager denne gratis gave, må opildnes til at knytte sig til sin skaber, og opflammes til at være med i deltagelse i dette sande lys, at det må gå ham vel fra den, fra hvem han har selve det at være.
Nam neque liberum arbitrium quidquam nisi ad peccatum valet, si lateat veritatis via: et cum id quod agendum et quo nitendum est coeperit non latere, nisi etiam delectet et ametur, non agitur, non suscipitur, non bene vivitur. Ut autem diligatur, charitas Dei diffunditur in cordibus nostris (Rom 5,5), non per arbitrium liberum quod surgit ex nobis, sed per Spiritum Sanctum, qui datus est nobis. For ejheller dur den frie vilje til andet end at synde, hvis den er uvidende om sandhedens vej: og når den begynder at blive mindre uvidende om, hvad den skal gøre og hvad den skal undgå, så må den komme til både at glæde sig over og at elske det, ellers vil den ikke kunne handle, eller tage fat på noget, eller leve ret. Men for at den kan elske, er det, at Guds kærlighed udgydes i vore hjerter, ikke igennem den frie vilje, som vokser op fra os, men igennem Helligånden, som gives os.