De servo arbitrio 3

Luther 1525

Taget fra WA 18, 634-

Indhold:

Tilbage til serv-arbit02!

¹          Rursus ex altera parte, si Deus in nobis operatur, mutata et blande assibilata per spiritum Dei uoluntas iterum mera lubentia et pronitate ac sponte sua uult et facit, non coacte, ut nullis contrariis mutari in aliud possit, (W635) ne portis quidem inferi uinci aut cogi, sed pergit uolendo et lubendo et amando bonum, sicut antea uoluit et lubuit et amauit malum. Quod iterum probat experientia, quam inuicti et constantes sint uiri sancti, dum per uim ad alia coguntur, ut magis inde irritentur ad uolendum, sicut ignis a uento magis inflammatur quam extinguitur, ut nec hic sit ulla libertas uel liberum arbitrium, alio sese uertendi, aut aliud uolendi, donec durat spiritus et gratia Dei in homine.          Omvendt hvis på den anden side Gud virker i os, så vil og gør viljen, som er forvandlet og sødt tilskyndet af Guds ånd, det, den gør af lutter beredvillighed og tilbøjelighed og spontaneitet; den er ikke tvunget, så ingen kan ændre den til noget andet, og så end ikke helvedes porte kan besejre eller tvinge den, men den fortsætter med at ville og være beredt og elske det gode, ligesom den tidligere ville og var beredt til og elskede det onde. Hvilket igen erfaringen beviser, for hvor ubesejrede og vedholdende er ikke de hellige mænd, skønt de med magt tvinges til noget andet, så bliver de dog derved kun mere opsat på at ville, ligesom ilden snarere opflammes af vinden end udslukkes, så der heller ikke her hverken er tale om nogen frihed eller nogen fri vilje til at vende sig et andet sted hen eller til at ville noget andet, så længe Guds ånd og nåde varer ved i det menneske.

² Summa, si sub Deo huius saeculi sumus, sine opere et spiritu Dei ueri, captiui tenemur ad ipsius uoluntatem, ut Paulus ad Timotheon dicit, ut non possimus uelle, nisi quod ipse uelit. Ipse enim fortis est ille armatus, qui atrium suum sic seruat, ut in pace sint quos possidet, ne ullum motum aut sensum contra eum concitent; alioqui regnum Satanae in se diuisum, non staret, quod tamen Christus affirmat stare, idque facimus uolentes et lubentes, pro natura uoluntatis, quae si cogeretur, uoluntas non esset, Nam coactio, potius est (ut sic dicam) Noluntas. Kort sagt, hvis vi er under denne verdens gud, hvis vi er uden Guds gerninger og ånd, holdes vi fanget under hans vilje, sådan som Paulus siger til Timotheus (2 Tim 2,26), så vi ikke kan ville andet end hvad han vil. Han er nemlig denne stærkere, der er bevæbnet, og som bevogter sig hus sådan, at de mennesker, han besætter, kan forblive i fred, (Luk 11,21f) så de ikke frembringer nogen bevægelse eller tanke imod ham; ellers ville Satans rige være splittet og ikke kunne bestå; men Kristus hævder, at det består. Og dette gør vi villende og beredvilligt, ifølge viljens natur, den vilje, som, hvis den blev tvunget, ikke ville være en vilje. For dette at blive tvunget, kan man snarere kalde at have en ikke-vilje.

³ Si autem fortior superueniat, et illo uicto, nos rapiat in spolium suum, rursus per spiritum eius serui et captiui sumus (quae tamen regia libertas est), ut uelimus et faciamus lubentes, quae ipse uelit. Sic humana uoluntas in medio posita est, ceu iumentum, si insederit Deus, uult et uadit, quo uult Deus, ut Psalmus dicit: Factus sum sicut iumentum et ego semper tecum. Si insederit Satan, uult et uadit, quo uult Satan, nec est in eius arbitrio, ad utrum sessorem currere aut eum quaerere, sed ipsi sessores certant ob ipsum obtinendum et possidendum. Men hvis denne stærkere kommer over ham og besejrer ham, river han os til sig som sit bytte, og vi er atter slaver og fanger af hans ånd (som dog er den kongelige frihed) så vi beredvilligt vil og gør, hvad han vil. Således er den menneskelige vilje anbragt i midten som et lastdyr, hvis Gud sidder på ham, vil han og går han derhen, hvor Gud vil, som salmen siger: "Jeg er blevet som et lastdyr, og jeg er altid hos dig" (Sl 73,22f). Hvis Satan sidder på ham, vil han og går han derhen, hvor Satan vil, der er ikke nogen selvbestemmelse i ham, til at løbe hen til eller opsøge én af de to, men rytterne kæmper om at få fat på ham og tage ham i besiddelse.

⁴            Quid, si ex tuis ipsius uerbis, quibus libe. arbit. asseris, probauero, nullum esse liberum arbitrium? ut conuincam, te imprudenter negare, quod tanta prudentia conaris affirmare? plane, nisi hoc fecero, iuro, ut reuocata sint omnia, quae contra te hoc toto libello scribo, et confirmata, quae contra me tua Diatribe tum asserit tum quaerit. Tu liberii arbitrii uim modiculam et talem facis, quae citra gratiam Dei prorsus sit inefficax, Nonne agnoscis? (W636) Iam quaero et peto: si gratia Dei desit aut separetur ab illa ui modicula, quid ipsa faciet? Inefficax (inquis) est et nihil facit boni.         Men hvad nu, hvis jeg ud fra dine egne ord, dem, hvormed du beviser den frie vilje, vil kunne bevise, at der ikke er nogen fri vilje? Så jeg overbeviser dig om, at det er uklogt af dig at nægte, hvad du med så stor kloghed stræber efter at bekræfte? Ja, jeg vil ligefrem sværge på, at hvis ikke jeg vil kunne gøre det, skal alt det tilbagekaldes, som jeg har skrevet imod dig i hele denne bog, og det skal bekræftes, som din Diatribe har påstået og efterspurgt. Du gør den frie viljes kraft ganske ringe, og påstår, at den uden Guds nåde er uvirksom, mon ikke du vil erkende det? Nu spørger jeg og beder dig: Hvis Guds nåde mangler eller skilles fra denne ganske ringe kraft, hvad vil den så kunne gøre? Den er uvirksom, siger du, og kan ikke gøre noget godt.

⁵ Ergo non faciet, quod Deus aut gratia eius uolet, Siquidem gratiam Dei separatam ab ea iam posuimus. Quod uero gratia Dei non facit, bonum non est. Quare sequitur, lib. arbit. sine gratia Dei prorsus non liberum, sed immutabiliter captiuum et seruum esse mali, cum non possit uertere se solo ad bonum. Hoc stante, dono tibi, ut uim lib. arbi. non modo facias modiculam, fac eam angelicam, fac, si potes, plane diuinam, si adieceris tamen hanc illaetabilem appendicem, ut, citra gratiam Dei, inefficacem dicas, mox ademeris illi omnem uim. Ergo vil den ikke kunne gøre, hvad Gud eller nåden vil have den til at gøre, for vi har jo forudsat, at Guds nåde er adskilt fra den. Men hvad Guds nåde ikke gør, er ikke godt. Deraf følger, at den frie vilje uden Guds nåde ikke er fri, men uforandeligt taget til fange og gjort til slave af det onde, eftersom den ikke alene kan vende sig mod det gode. Når det står fast, indrømmer jeg dig, at du ikke behøver at gøre den frie viljes kraft ganske ringe, du kan gøre den englelig, du kan, hvis du formår, gøre den ligeud guddommelig, men hvis du giver den denne sørgelige tilføjelse, at du hævder, at den uden Guds nåde er uvirksom, så har du straks frataget den al kraft.

⁶ Quid est uis inefficax, nisi plane nulla uis? Itaque dicere, libe. arbi. esse, et habere uim quidem, sed inefficacem, est id, quod Sophistae uocant oppositum in adiecto, ac si dicas: liberum arbitrium est, quod liberum non est, Sicut, si ignem frigidum et terram calidam dixeris. Habeat sane ignis uim caloris, uel infernalis, si non ardet neque urit, friget uero et is frigefacit, ne ignis quidem, multo minus calidus mihi dicetur, nisi pictum aut fictum ignem uolueris habere. Hvad er en uvirksom kraft andet end ingen kraft? Derfor, at sige, at der er en fri vilje og at den har en vis kraft, som ganske vist er uvirksom, det er, hvad sofisterne kalder en modsigelse i det fremlagte, på samme måde, som hvis du ville sige: der er en fri vilje, men den er ikke fri, og som hvis du ville sige, at ilden er kold og jorden varm. Lad bare ilden have en varmende kraft, eller en kraft fra helvede, hvis den ikke brænder og ikke fænger, men afkøler og gør kold, så skal man slet ikke tale om ild, langt mindre om varme, hvis man da ikke vil have mig til at regne den for en kun malet eller forestillet ild.

⁷ At si uim lib. arbi. eam diceremus, qua homo aptus est rapi spiritu et imbui gratia Dei, ut qui sit creatus ad uitam uel mortem aeternam, recte diceretur. hanc enim uim, hoc est, aptitudinem, seu ut Sophistae loquuntur dispositiuam qualitatem et passiuam aptitudinem, et nos confitemur, quam non arboribus, neque bestiis inditam esse, quis est, qui nesciat? neque enim pro anseribus (ut dicitur) coelum creauit. Men hvis vi siger, at den frie viljes kraft er den, hvorved mennesket er duelig til at blive grebet af ånden og blive fyldt af ånden, eftersom det er skabt til enten evigt liv eller evig død, så vil vi tale ret. For denne kraft, det vil sige, denne egnethed, eller, som sofisterne kalder det, denne dispositive kvalitet og passive egnethed, den bekender også vi. Hvem véd ikke, at denne kraft ikke er indgivet træer eller dyr? Som man siger: Himlen blev ikke skabt for gæs.

⁸          Fixum ergo stat, etiam tuo ipsius testimonio, Nos omnia necessitate, nihil arbi. libe. facere, dum uis lib. arb. nihil est, neque facit, neque potest bonum, absente gratia, Nisi efficatiam uelis noua significatione dicere perfectionem, quasi lib. arb. incipere quidem ac uelle possit, sed non perficere, quod non credo, Ac postea de hac re latius. Sequitur nunc, lib. arb. esse plane diuinum nomen, nec ulli posse competere quam soli diuinae maiestati, Ea enim potest et facit (sicut Psal. canit) Omnia quae uult in coelo et in terra. Quod si hominibus tribuitur, nihilo rectius tribuitur, quam si diuinitas quoque ipsa eis tribueretur, quo sacrilegio nullum esse maius possit.           Det står altså fast, også efter dit eget vidnesbyrd, at vi gør alting med nødvendighed og ikke ved den frie vilje, eftersom den frie viljes kraft intet er, og den hverken gør eller kan gøre det gode, når nåden ikke er der, medmindre du da vil betegne "virksomhed" i en ny betydning som "fuldkommenhed", som om den frie vilje godt kunne begynde og ville, men ikke gennemføre, hvad jeg ikke tror. Men senere mere udførligt om dette. Deraf følger nu, at "fri vilje" helt og holdent er en guddommelig betegnelse, og ikke kan tildeles andre end den guddommelige majestæt. For den kan og gør alt, hvad den vil i himlen og på jorden (sådan som salmen besynger det (Sl 115,3)).

⁹ Proinde theologorum erat ab isto uocabulo abstinere, (W637) cum de humana uirtute loqui uellent, et soli Deo relinquere, deinde ex hominum ore et sermone idipsum tollere, tanquam sacrum ac uenerabile nomen Deo suo asserere. Atque si omnino aliquam uim tribuerent hominibus, alio uocabulo quam liberum arbitrium docerent nominandam, praesertim cum nobis cognitum perspectumque sit, misere falli ac seduci eo uocabulo populum, ut qui longe aliud audit et concipit eo uocabulo, quam Theologi sentiunt et disputant. Derfor skulle teologerne afholde sig fra at bruge dette ord, når de vil tale om de menneskelige egenskaber, og kun bruge det om Gud, ja, fjerne det helt fra menneskers mund og ordforråd, og erklære det for et helligt og ærefuldt navn for deres Gud. Og hvis de overhovedet ville tillægge menneskene nogen kraft, så skulle de undervise i at bruge et andet ord end "fri vilje", især da vi er blevet klar over og det er indlysende for os, at folket tager elendigt fejl og forføres af dette ord, så de hører og forstår noget helt andet ved det ord, end teologerne mener og disputerer om.

¹⁰ Est enim magnifica nimis et amplissima plenaque uox lib. arbi., qua populus putat eam uim significari (sicut et uis et natura uocabuli exigit), quae libere possit in utrunque se uertere, neque ea uis ulli caedat uel subiecta sit. Quod si sciret, hoc secus habere, et modiculam scintillullam uix ea significari, eamque prorsus inefficacem se sola, captiuam et seruam diaboli, minim, si non lapidarent nos, tanquam illusores et deceptores, ut qui aliud sonemus, aliudque longe significemus, imo necdum constet aut conueniat, quid significemus. Qui enim Sophistice loquitur (ait Sapiens), odibilis est, maxime si id in rebus pietatis facit, ubi de salute aeterna periculum est. Det er nemlig et altfor storartet og fuldtonende og helt ord: “fri vilje”, hvorved folket mener at betegne den kraft (sådan som også ordets kraft og natur udviser), hvormed man frit kan vende sig til begge sider, og ikke den, hvorved man viger for noget eller bliver underkastet noget. Hvis man vidste, at det forholder sig anderledes og at der dermed bliver betegnet en lillebitte kraft, der er næsten uden virkning i sig selv, fanget og underlagt djævelen, så ville det være et under, om de ikke stenede os som spottere og bedragere, vi, som lader noget andet høre, og giver noget andet at forstå, ja, endog ikke står fast eller er enige om, hvad vi betegner dermed. Den nemlig, siger den Vise, der taler skeptisk, bør man hade, især hvis det sker i fromhedens sager, hvor den evige frelse er i fare. (Pr 6,17)

¹¹         Cum ergo significationem et rem uocabuli tam gloriosi amiserimus, imo nunquam habuerimus (quod Pelagiani uoluerunt et ipsi hoc uocabulo illusi), quid inane uocabulum tam pertinaciter retinemus, in periculum et illusionem fidelis populi? non alia sapientia, quam nunc reges et principes inanes titulos regnorum et regionum quoque uel retinent uel sibi uendicant ac iactant, cum interim pene mendici sint, ac nihil minus quam ea regna et regiones habent.         Da vi altså tager fejl af betydningen og sagen i så stort et ord, ja, egentlig aldrig har haft den rette betydning deraf (hvad pelagianerne ville, men selv blev snydt af dette ord), hvorfor holder vi da så fast på dette tomme ord, til fare og bedrag for det troende folk? Det er udtryk for samme visdom, som når nu konger og fyrster holder fast på tomme titler på kongedømmer og lande og køber og sælger dem til hinanden, skønt de faktisk næsten er tiggere, og der ikke er noget, de ejer mindre end kongedømmer og lande.

¹² Verum hoc tolerabile,quando neminem fallunt aut ludunt, sed seipsos uanitate pascunt, nullo sane lucro, At hic periculum salutis et illusio nocentissima est. Quis non rideat uel odio potius habeat intempestiuum illum uocabulorum innouatorem, qui contra omnium usum inducere tentet eum modum loquendi, ut mendicum uocet opulentum, non quod aliquid opum habeat, sed forte rex aliquis illi suas donare posset, faceretque id uelut serio, nulla figura locutionis, scilicet uel antiphrasi uel ironia? (h85) Dette er dog til at holde ud, når de ikke bedrager eller snyder nogen, men blot nærer deres egen forfængelighed, uden selv at få noget ud af det. Men her er der fare for frelsen, og bedraget er derfor højst skadeligt. Hvem ville ikke latterliggøre eller snarere holde for had den, der på umoden måde forsøger at forny ordene, så han imod al sprogbrug forsøger at indføre den slags sprogbrug, at han kalder en fattig rig, ikke fordi han har noget gods, men fordi én eller anden konge måske kan give ham af sit gods, og kan gøre det, som var det alvor, hvis han altså gjorde det uden talefigurer, uden modsigelse eller ironi!

¹³ Sic aegrotum usque ad mortem perfecte sanum, ita sane, quia alter illi posset suam sanitatem dare. Item, si illiteratissimum idiotam uocet literatissimum, quia alter quispiam literas forte dare posset. Ita et hic sonat: Homo est liberi arbitrii, ita sane, si Deus illi suum concaederet. Hoc abusu loquendi quilibet de quolibet sese iactare posset, Vt: ille est dominus coeli et terrae, (W638) si Deus hoc ei donaret. At hoc non est Theologorum, sed Histrionum et quadruplatorum, Nostra uerba debent esse propria, pura, sobria, et, ut Paulus dicit, sana et irreprehensibilia. Sådan kunne han kalde en dødssyg sund, men kun, hvis en anden kunne give ham sin sundhed. Ligeledes, hvis han ville kalde en fuldstændig ulærd lærd, fordi en anden måske kunne give ham nogen lærdom. Sådan også her: Mennesket har en fri vilje, men kun, når Gud vil overlade ham sin. Denne misbrug af sproget kan hvemsomhelst prale af overfor hvemsomhelst, såsom: Han er herre over himmel og jord, hvis Gud ville give ham det. Men den slags sømmer sig ikke for teologer, men for skuespillere og chikanører, vore ord bør være væsentlige, rene, ædruelige og, som Paulus siger, sunde og udadlelige.

¹⁴         Quod si omnino uocem eam omittere nolumus, quod esset tutissimum et religiosissimum, bona fide tamen eatenus uti doceamus, ut homini arbitrium liberum non respectu superioris, sed tantum inferioris se rei concedatur, hoc est, ut sciat sese in suis facultatibus et possessionibus habere ius utendi, faciendi, omittendi pro libero arbitrio, licet et idipsum regatur solius Dei libero arbitrio, quocunque illi placuerit, Caeterum erga Deum, uel in rebus, quae pertinent ad salutem uel damnationem, non habet lib. arbi., sed captiuus, subiectus et seruus est, uel uoluntatis Dei uel uoluntatis Satanae. Hvis vi i det hele taget ikke vil lade dette ord falde, hvilket ville være det klogeste og frommeste, så skulle vi i det mindste lære at bruge det efter bedste viden, på den måde, at mennesket ikke kan indrømmes en fri vilje med hensyn til det, der står over mennesket, men kun med hensyn til det, der står under mennesket, det vil sige, så at mennesket véd, at det har en ret over sine ejendomme og besiddelser, til at bruge, gøre, undlade efter forgodtbefindende, hvad der behager det. Men overfor Gud eller i de ting, der har med frelse eller fordømmelse at gøre, har mennesket ikke nogen fri vilje, det er fanget, underkastet og trælbunden, enten under Guds vilje eller under Satans vilje.

¹⁵ Haec dixi de capitibus praefationis tuae, quae et ipsa ferme totam causam complectuntur magis pene quam sequens corpus libelli. Veruntamen summa horum fuit, quae breui hoc dilemmate potuisset expediri: Aut tua praefatio de uerbis Dei, aut de uerbis hominum queritur. Si de uerbis hominum, tota frustra scripta est, nec ad nos pertinet. Si de uerbis Dei, tota impia est. Dette siger jeg om kapitlerne i dit forord, som i sig selv næsten omfatter hele sagen, næsten mere end det følgende hovedafsnit af bogen. Men hovedsagen er det, som man kort kan udtrykke med følgende dobbeltsætning: Enten beklager dit forord sig over Guds ord eller også over menneskers ord. Hvis det er en beklagelse over menneskers ord, er det hele skrevet forgæves og har ikke noget med os at gøre. Hvis det er over Guds ord, er det hele ufromt.

¹⁶ Proinde utilius fuisset, ut de eo diceretur, an essent uerba Dei uel hominum, de quibus disputamus. Hoc autem sequens forte prooemium et ipsa disputatio tractabit. Quae uero in Epilogo praefationis retexis, nihil mouent, ut quod fabulas uocas et inutilia dogmata nostra, esse potius exemplo Pauli docendum Christum crucifixum, sapientiam inter perfectos docendam, Esse scripturae suam linguam pro modo auditorum uarie attemperatam, ut prudentiae et charitati doctoris relinquendam ducas, qui doceat, quod expediat proximo. Omnia inepte dicis et ignoranter, Nam et nos nihil nisi Ihesum (W639) crucifixum docemus, Derfor ville det have været mere gavnligt, at det blev sagt, om vi diskuterede Guds eller menneskers ord. Men det vil vi måske behandle i den følgende indledning og i selve disputationen. Men hvad du siger i slutningen af forordet, gør ikke indtryk på mig, såsom at du kalder vore dogmer fabler og unyttigt stads (e1#41), og såsom at man snarere efter Paulus’ eksempel skulle lære Kristus korsfæstet (e1#39), han som er den visdom, der skal læres blandt de fuldkomne, og såsom at skriftens eget sprog på mangfoldig måde er tilpasset tilhørerne, så at du mener, det bør overlades til lærernes klogskab og kærlighed, hvem der skal lære, hvad der er nyttigt for næsten. (e1#40) Det siger du altsammen upassende og uvidende, for også vi lærer intet andet end Jesus som korsfæstet,

¹⁷ At Christus crucifixus haec omnia secum affert, ipsamque adeo sapientiam inter perfectos, cum nulla sit alia sapientia inter Christianos docenda, quam ea quae abscondita est in mysterio et ad perfectos pertinet, non ad pueros Iudaici et legalis populi sine fide in operibus gloriantis, ut .1. Corinth. 2. sentit Paulus, nisi tu Christum crucifixum docere aliud nihil uis intelligi, quam has literas sonare: Christus est crucifixus. Iam quod 'Deus irascitur, furit, odit, dolet, miserescit, penitet, quorum tamen nullum in Deum cadit', Hic nodus in scirpo quaeritur, Neque enim haec scripturam faciunt obscuram aut uariis auditoribus attemperandam, nisi quod delectat obscuritates facere, ubi nullae sunt, Grammatica enim ista sunt et figuris uerborum composita, quae etiam pueri norunt, Nos uero de dogmatibus, non de grammaticis figuris agimus in hac causa. Men Kristus, den korsfæstede, bringer alt dette med sig, og er af den grund selve visdommen blandt de fuldkomne, at der ikke skal læres nogen anden visdom blandt kristne, end den, der er skjult i mysteriet og gælder de fuldkomne, ikke det jødiske og legalistiske folks medlemmer, som uden tro praler af deres gerninger, som Paulus giver udtryk for 1kor#2.7ff, medmindre du da vil mene, at det at lære Kristus som korsfæstet ikke skal forstås som andet end at sige disse ord: Kristus er den korsfæstede. Videre nævner du, at "Gud bliver vred, raser, hader, forbarmer sig, angrer, af hvilke ting dog intet har med Gud at gøre". (e1#40). Her søger du knuden i sivet, for hverken gør skriften dette dunkelt, eller den tilpasser det til de forskellige tilhørere, medmindre da nogen elsker at gøre dunkelheder, hvor der ingen dunkelheder er, for det hører grammatikken til og det er knyttet sammen med betydninger, som selv børn kender, men vi diskuterer læresætninger, ikke grammatiske figurer i denne sag.

¹⁸          Ingressurus igitur disputationem, Promittis acturam te scripturis Canonicis, quandoquidem Lutherus nullius praeterea scriptoris authoritate tenetur. Placet, et accipio promissum, quanquam non id promittis eo consilio, quod inutiles eosdem scriptores ad causam iudices, sed ut frustraneum laborem (W640) non subeas. Nam non satis probas hanc meam uel audaciam uel quo nomine appellandum est hoc meum institutum. Mouet enim te non nihil tam numerosa series eruditissimorum uirorum, tot saeculorum consensu approbatorum, inter quos fuerunt peritissimi sacrarum literarum, item sanctissimi, aliqui martyres, multi miraculis clari, Adde recentiores Theologos, tot Academias, Concilia, Episcopos, Pontifices, Summa: ex hac parte stat Eruditio, ingenium, multitude, magnitude, altitude, fortitude, sanctimonia, miracula, et quid non?          Så går du ind i diskussionen. Du lover, at du vil behandle de kanoniske skrifter, eftersom Luther ikke er bundet af nogen autoritet udover skriftens. (e1#42) Det går jeg med til, og jeg modtager dit løfte, omend du ikke har afgivet dit løfte i den mening, at disse forfattere er uduelige til at bedømme sagen, men kun for ikke at pålægge dig unødigt arbejde. For du billiger ikke ret mit vovemod eller hvad man ellers vil kalde mit forudsætning. For det bevæger dig ikke så lidt, at der er alle disse talløse lærde mænd, som er anerkendt gennem århundreders enighed, (e1#43) hvoriblandt der er mange yderst velbelæste i den hellige skrift, ligeledes mange meget hellige mænd, også nogle martyrer, mange forklaret med mirakler, og tag bare de nyere teologer med: så mange universiteter, konciler, biskopper, paver, osv., kort sagt, på den side står lærdommen, forstanden, mængden, størrelsen, højden, styrken, helligheden, miraklerne, og hvad véd jeg?

¹⁹ Ex mea uero parte unus Vuicleff et alter Laurentius Valla, quanquam et Augustinus, quem praeteris, meus totus est, Sed illi nihil ponderis habent prae illis, Reliquus est Lutherus unus, priuatus, nuper natus, cum suis amicis, in quibus neque tanta eruditio, nec tantum ingenium, nec multitude nec magnitude, nec sanctimonia, nec miracula, ut qui ne claudum quidem equum sanare queant, Scripturam ostentant, quam tamen dubiam habent, aeque ut altera pars, deinde spiritum iactant, quem nusquam ostendunt, Et (W641) alia quae tu plurima fando enumerare uales. Men på min side kun Viklef og den anden Laurentius Valla, skønt også Augustin, som du springer over, helt er min, men disse har ikke nogen vægt imod hine. (e1#44) Tilbage er kun Luther alene, én eneste, først opkommet for nylig, sammen med hans venner, i hvem der ikke er en sådan lærdom eller forstand, ejheller mængde eller størrelse eller hellighed eller undere, så de knap ville kunne helbrede en halt hest. Disse praler af skriften, som dog er tvivlsom for dem, ganske som den er det for den anden part, desuden praler de af ånden, som de ikke kan påvise nogen steder, og meget andet, som du med rette kan opregne.

²⁰ Nihil igitur apud nos, quam ut lupus ad deuoratam philomelam dixit: Vox es, praeterea nihil, Dicunt enim, et hoc solo (ais) sibi credi uolunt. Fateor, Mi Erasme, non immerito te istis omnibus moueri, Ego ultra decennium istis sic motus sum, ut nullum alium arbitrer esse, qui aeque sit istis permotus, Eratque mihi incredibile ipsi, hanc Troiam nostram, tanto tempore, tot bellis inuictam, posse aliquando capi, Et tester Deum in animam meam, perseuerassem, adhuc hodie sic mouerer, nisi urgente conscientia, et euidentia rerum me in diuersum cogeret. Det er altså hos os ganske som ulven sagde til den nattergal, den havde slugt: Du er en stemme, intet mere. De taler nemlig bare, siger du, og vil tros alene af den grund. Jeg indrømmer, kære Erasmus, at det ikke er ufortjent, at du bevæges af alle disse mennesker. Jeg er igennem årtier i den grad blevet påvirket af det, at jeg ikke tror, der er nogen anden, som er påvirket lige så meget. Det var også for mig selv utroligt, at dette vort Troja, som igennem så lang tid, igennem så mange krige var ubesejret, skulle kunne indtages. Og jeg kalder Gud til vidne angående mit hjerte: jeg ville være forblevet derved, selv i dag ville det påvirke mig stærkt, hvis ikke samvittigheden talte stærkt og tingenes evidens havde tvunget mig i en anden retning.

²¹ Potes sane cogitare, nec mihi saxeum esse pectus, atque si saxeum esset, tamen tantis fluctibus et aestibus luctatum et collisum potuisse liquescere, dum id auderem, quo facto uidebam omnem illorum authoritatem, quos recensuisti, super caput meum uelut diluuiurn inundaturam. Sed non est nunc locus, meae uitae aut operum historiam texere, nec, ut nosipsos commendaremus, haec suscepta sunt, sed, ut gratiam Dei extolleremus. Quis sim, et quo spiritu et consilio in istas res raptus sim, illi commendo, qui scit, haec omnia suo, non meo arbitrio libero gesta, quamuis et ipse mundus id iam dudum sensisse deberet. Du kan godt være forvisset om, at heller ikke jeg har et stenhjerte, og om det så var af sten, så ville det dog kunne opblødes af kampen og sammenstødet med så store strømme og flammer, da jeg vovede det, for da det var sket, så jeg alle de menneskers autoritet, som du har opregnet, oversvømme mit hoved som en syndflod. Men nu er det ikke stedet at berøre mit liv og min historie, og vi har heller ikke gjort det for at anbefale os selv, nej, når det er sket, er det for at vi kan rose os af Guds nåde. Hvem jeg er, og hvilken ånd og råd jeg var grebet af i disse begivenheder, det overlader jeg til ham, som véd det, det er altsammen sket ved hans, ikke ved min vilje, selv om verden selv forlængst skulle have mærket det.

²² Et plane in odiosum locum me isto exordio coniicis, ut, nisi meipsum iactauero et tot patres uituperauero, non facile me expediam. Sed breuiter dicam: Eruditione, ingenio, multitudine, authoritate et omnibus aliis, etiam te iudice, caedo. Quid autem sit ostensio spiritus, quid miracula, quid sanctimonia, haec tria si a te requiram, quantum ex literis et libris tuis te noui, imperitior et ignorantior uideberis, quam ut ulla syllaba queas ostendere, Aut si urgeam et postulem, quemnam inter omnes illos, quos iactas, certo possis monstrare sanctum fuisse uel esse, aut spiritum habuisse, aut uera miracula edidisse, arbitror te multum, sed frustra sudaturum esse. Multa loqueris ex usu et publicis sermonibus accepta, quae non credis, quantum amittant fidei et authoritatis, si ad iudicium conscientiae uocentur. Verum est prouerbium, Multos in terra pro sanctos haberi, quorum animae sunt in inferno. Og du anbringer mig virkelig med dette forord på et kedeligt sted, så jeg ikke let kunne slippe fri, hvis ikke jeg roste mig selv og dadlede så mange fædre. Men lad mig i korthed sige: Lærdom, forstand, mængde, autoritet og alt det andet lader jeg være, hvad også du gør (n22). Men hvis jeg undersøger dig, hvad angår disse tre: åndsfremvisning, mirakler, hellighed, så vidt jeg kender dig fra dine bøger og breve, så synes du at være så uerfaren og så uvidende, at du end ikke kan forklare det med en stavelse. Og hvis jeg ville trænge ind på dig og spørge dig ud om, hvem mon af alle dem, som du praler af, du med sikker vil kunne vise har været hellig eller haft ånden, eller har kunnet gøre mirakler, så tror jeg, at du vil komme til at svede meget, men forgæves. Meget siger du ud fra almindelig offentlig sprogbrug, om hvilket du ikke vil tro, hvor meget der ville mangle af tro og autoritet, hvis det blev kaldt frem for samvittighedens domstol. Sandt er det ordsprog, der siger: Mange regnes på jorden for helgener, hvis sjæle er i helvede.

²³         Sed donemus tibi, si uis, etiam omnes fuisse sanctos, omnes habuisse spiritum, omnes fecisse miracula (quod tamen non petis), Hoc mihi dic, an in nomine aut uirtute liberi arbitrii, aut ad confirmandum dogma de lib. (W642) arb. ullus eorum fuerit sanctus, acceperit spiritum, ediderit miracula? Absit (inquies), sed in nomine et uirtute Ihesu Christi et pro dogmate Christi facta sunt haec omnia. Quid igitur sanctimoniam, spiritum, miracula eorum pro dogmate lib. arbi. adducis, pro quo data et facta non sunt?        Men lad os medgive dig, hvis du vil, at de endog alle var helgener, alle havde ånden, alle udførte mirakler (hvad du dog ikke kræver), sig mig så, om det var i den frie viljes navn eller for at bekræfte dogmet om den frie vilje, at nogen af dem var helgener, modtog ånden, udførte mirakler? Langt fra, siger du, alle disse ting er sket i Jesu Kristi navn og ved hans kraft og for at bekræfte dogmet om Kristus. Jamen, hvorfor fremfører du så deres hellighed, deres ånd, deres mirakler til fordel for den dogmet om den frie vilje, for de er ikke givet og gjort med henblik på den?

²⁴ Nostra igitur sunt illorum miracula, spiritus et sanctimonia, qui Ihesum Christum, non autem uires aut opera hominum praedicamus. Quid iam mirum, si ii, qui sancti, spirituales, mirabiles fuerunt, aliquoties carne praeuenti, locuti sunt et operati secundum carnem, quando id et ipsis Apostolis sub ipso Christo non semel accidit? Neque enim tu negas, sed asseris, lib. arb. non esse spiritus aut Christi negocium, sed humanum, ita ut spiritus, qui Christum clarificaturus promissus est, utique non possit lib. arb. praedicare. Disse mirakler, ånden og helligheden tilhører altså os, som prædiker Jesus Kristus, men ikke prædiker menneskenes kræfter og gerninger. Hvad mærkeligt ville der da være i, om de, som var hellige, var åndelige, var mirakelmagere, af og til blev overrasket af kødet og talte og handlede efter kødet, når det dog indtil flere gange hændte for selv apostlene, selv om Kristus var hos dem? Og du nægter det jo heller ikke, men bekræfter det, at den frie vilje ikke er åndens eller Kristi anliggende, men menneskenes, således at ånden, som er forjættet os til at forklare Kristus, slet ikke kan prædike den frie vilje.

²⁵ Si ergo patres aliquando libe. arbi. praedicauerunt, certe ex carne (ut fuerunt homines), non ex spiritu Dei sunt locuti, multo minus pro eo miracula ediderunt. Quare inepta est allegatio tua de sanctimonia, spiritu et miraculis patrum, quod ex iis non lib. arb., sed Ihesu Christi dogma, contra libe. arbi. dogma probetur. Hvis altså fædrene af og til har prædiket den frie vilje, så har de givetvis talt ud fra kødet (da de jo var mennesker), ikke ud fra Guds ånd, og langt mindre har de da gjort mirakler til fordel for den. Derfor er din henvisning til fædrenes hellighed, ånd og mirakler ilde anbragt (e1#46), for ud fra disse ting bevises ikke læren om den frie vilje, men læren om Jesus Kristus, imod læren om den frie vilje.

²⁶          Sed agite adhuc, qui ex lib. arb. estis et dogma eiusmodi uerum, hoc est, ex spiritu Dei asseritis uenisse, adhuc, inquam, ostendite spiritum, edite miracula, monstrate sanctimoniam! Certe uos, qui asseritis, haec nobis negantibus debetis. A nobis, qui negamus, spiritus, sanctimonia, miracula exigi non debent, A uobis, qui asseritis, debent, Quando negatiua nihil ponit, nihil est, nihil tenetur probare, nec debet probari, Affirmatiua debet probari.       Men kom nu igang, I, der er af den frie vilje og forsikrer, at læresætningen om den er sand, det vil sige, er kommet fra Guds ånd, kom i gang, siger jeg fremvis ånden, udfør mirakler, vis jeres hellighed! Det må stå fast, at I, der fastholder den, skylder os, der nægter den, noget sådant. Af os, som nægter den, bør man ikke kræve ånd, hellighed, mirakler, men af jer, der fastholder den, bør man; for det er jo sådan, at den, der fremsætter noget negativt, ikke fremsætter noget, det er ikke noget, man forpligter sig ikke til bevis, det skal ikke bevises, kun det positive skal bevises.

²⁷ Vos lib. arbi. uim et rem humanam affirmatis, sed nullum hactenus est uisum aut auditum miraculum a Deo pro ullo dogmate rei humanae, sed solum pro dogmate rei diuinae. Nobis autem mandatum est, prorsus nullum dogma admittere, signis diuinis non ante probatum, Deut. 18,22. Quin scriptura hominem uocat uanitatem et mendacium, Quod aliud nihil est, quam omnia humana esse uana et mendacia (Præd 1,2). Agite igitur, Agite inquam, probate dogma uestrum de uanitate humana et mendacio esse uerum! I fastholder den frie viljes kraft og sag som noget menneskeligt, men hidtil har ingen set eller hørt noget mirakel fra Gud til, der skulle bevise en læresætning om en menneskelig sag, kun til fordel for læresætning om den guddommelige sag. Men vi har fået besked om, slet ikke at tillade nogen læresætning, hvis den ikke først er bekræftet gennem guddommelige tegn (5. Mos 18,22) (n27). Ja, skriften kalder mennesket forfængelighed og løgn, hvilket ikke betyder andet, end at alt menneskeligt er tomt og løgnagtigt. Kom nu, kom, siger jeg, bevis, at jeres læresætning om den menneskelige tomhed og løgn er sand!

²⁸ Vbi hic ostensio spiritus? ubi sanctimonia? ubi miracula ? Ingenia, eruditionem, authoritatem uideo, sed ea et gentibus dedit Deus. Nec tamen uos ad magna miracula cogemus, nec ad equum claudum sanandum, ne causemini carnale saeculum, quanquam Deus sua dogmata miraculis confirmare soleat nullo respectu carnalis saeculi, neque enim saeculi carnalis meritis uel demeritis mouetur, sed mera misericordia, gratia et amore animarum solida ueritate stabiliendarum in gloriam suam. Hvor er påvisningen af ånden? Hvor er helligheden? Hvor er miraklerne? Forstanden, lærdommen, autoriteten kan jeg godt se, men disse ting har Gud også givet hedningerne. Dog vil vi ikke tvinger jer til at gøre store mirakler, ikke engang til at helbrede en halt hest, (e1#55) så I behøver ikke at sige, at det er et kødeligt århundrede, vi har; skønt Gud plejer at bekræfte sine læresætninger uden hensyn til et kødeligt århundrede, så er det nemlig hverken et kødeligt århundredes fortjenester eller mangel på fortjenester, der bevæger ham, men lutter barmhjertighed, nåde og kærlighed til de sjæle, der skal bringes til at stå fast i overbevist sandhed til hans ære.

²⁹ Electio uobis datur miraculi (W643) quantumlibet parui faciendi. Quin ego uestrum Baal irritaturus insulto et prouoco, ut uel unam ranam creetis in nomine et uirtute lib. arbit., quarum tamen gentiles et impii Magi in Aegypto potuerunt multas creare; non enim pediculis creandis grauabo uos, quos nec illi educere potuerunt. Dicam adhuc leuius: capite uel unum pulicem uel pediculum (quando nostrum Deum tentatis et ridetis in sanando equo claudo), et coniunctis omnibus uiribus, conflatisque omnibus studiis, tam Dei uestri quam uestrorum omnium, si poteritis illum occidere in nomine et uirtute liberi arbitrii, uictores estote, et defensa sit causa uestra, mox ueniemus et nos adoraturi Deum illum, mirabilem interfectorem pediculi. Non quod negem uos posse et montes transferre, Sed quod aliud sit quippiam ex ui lib.arbitrii factum dici, et aliud idipsum probari. I må selv vælge, hvilket under I vil gøre, er det end nok så ringe. Ja, jeg vil opægge, håne og provokere jeres Baal, (1 Kong 18.27) så I kan skabe bare en enkelt frø i den frie viljes navn og med dens kraft; dem kunne de hedenske og ugudelige troldmænd i Ægypten jo skabe mange af (2 Mos 8,7); jeg vil heller ikke besvære jer med at skabe lus, hvilket heller ikke de kunne udføre (2 Mos 8,14). Jeg vil sige noget endnu lettere: fang bare én flue eller lys (eftersom I frister og latterliggør vores Gud med at helbrede en halt hest), (e1#55) saml alle jeres kræfter sammen, opbyd al jeres stræben, såvel jeres gud som alle jeres guder, hvis I kan slå den ihjel i den frie viljes navn og med dens kraft, så skal I være sejrherrer, og jeres sag skal være forsvaret, så vil vi snart komme og tilbede denne gud, denne mirakuløse lusedræber. Jeg nægter ikke, at I nok også kan flytte bjerge, men at det er én ting at sige, at noget er gjort ud af den frie viljes kraft, det er noget andet at bevise det.

³⁰           Quod autem de miraculis dixi, idem de sanctimonia dico: Si poteritis in tanta serie saeculorum, uirorum, et omnium quae memorasti, ostendere unum opus (sit etiam leuare stipulam de terra) aut unum uerbum (sit uel syllaba My) uel unum cogitatum ex ui lib. arb. (sit uel tenuissimum suspirium), quo uel applicuerunt se ad gratiam, uel quo meruerunt spiritum, uel quo impetrauerunt ueniam, uel quo aliquid cum Deo egerunt quantumuis modiculum (taceo, quo sanctificati sint), Iterum uictores uos estote, et nos uicti, Ex ui (inquam) et nomine lib. arb.          Men hvad jeg har sagt om miraklerne, det samme siger jeg om helligheden: Hvis I i den lange række af århundreder og af mænd og af alt, hvad I har nævnt, kan påvise bare én gerning (var det så bare at løfte et halmstrå) eller ét ord (var det bare stavelsen My) eller én tanke, som fik kraft fra den frie vilje (var det så kun det ringeste suk), hvorved den vender sig mod nåden, eller hvorved den fortjener ånden, eller hvorved den opnår tilgivelse, eller hvorved den har omgåedes Gud bare den mindste smule (for ikke at tale om, at de er hellige), så skal I også være sejrherrer og vi besejrede. Men altså, det skal være ved den frie viljes kraft og i dens navn.

³¹ Nam quae fiunt in hominibus ui creationis diuinae, habent Scripturae testimonia abunde. Et certe id ostendere debetis, ne ridiculi doctores uideamini, qui de ea re dogmata cum tanto supercilio et authoritate spargitis in mundum, cuius nullum producatis monumentum. Somnia enim dicentur, ad quae nihil sequitur, quod longe turpissimum est tantis et tot saeculorum uiris eruditissimis et sanctissimis et miraculosis. For hvad der sker i menneskene ved den guddommelige skaberkraft, derom har skriften en overflod af vidnesbyrd. Og I er bestemt skyldige at påvise det, hvis I ikke vil være latterlige lærde, I, som med så stort hovmod og autoritet verden over udbreder læresætninger om denne sag, men ikke kan frembringe et eneste erkendelsestegn. De vil nemlig kaldes drømmerier, og deraf følger intet, men det er meget skændigt for så store og så mange tidsaldres højst uddannede og højhellige og mirakeløvende mænd.

³² Tum Stoicos uobis praefetemus, qui, licet et ipsi descripserunt sapientem, qualem nunquam uiderunt, tamen partem aliquam conati sunt exprimere. Vos prorsus nihil ne umbram quidem uestri dogmatis exprimere potestis. Sic de spiritu dico: Si ex omnibus assertoribus lib. arbi. ostendere potestis unum, qui tantillum robur animi uel affectus habuerit, ut in nomine et uirtute lib. arb. unum obulum contemnere, uno bolo carere, unum uerbum uel signum iniuriae ferre potuerit (nam   de contemptu opum, uitae, (W644) famae nihil dicam), iterum palmam habete et sub hastam libenter ibimus. Her vil vi foretrække stoikerne fremfor jer, for selv om de også selv beskriver Visdommen, som de aldrig har set, så søger de dog at give udtryk for en del deraf. Men I kan slet ikke udtrykke andet end skygger af jeres læresætninger. Således siger jeg om ånden: Hvis I blandt alle dem, der hævder den frie vilje, kan påvise bare én, som har haft bare så ringe en sjælsstyrke eller affekt, at han i den frie viljes navn og ved dens kraft har foragtet bare én krone, har givet afkald på bare én fordel, har kunnet udholde bare ét ord eller ét tegn på fornærmelse (for ikke at tale om foragt for rigdom, liv og ære), så skal I igen have palmerne og vi gerne erklære os slagne.

³³ Atque idipsum uos, qui tanta bucca uerborum uim lib. arb. iactatis, nobis exhibere debetis, aut iterum de lana caprina uidebimini statuere, aut ut ille, in uacuo theatre ludos spectare. Ego uero contrarium uobis facile ostendam, Quod uiri sancti, quales iactatis, quoties ad Deum oraturi uel acturi accedunt, quam penitus obliti incedant lib. arb. sui, desperantes de semetipsis ac nihil nisi solam et puram gratiam longe alia meritis sibi inuocantes, Qualis sepe Augustinus, Qualis Bernardus, cum moriturus diceret: Perdidi tempus meum, quia perdite uixi. Og derfor må I, som med så stort ordskvalder praler af den frie viljes kraft, bevise netop det for os, eller I vil igen se ud som nogen, der strides om kejserens skæg, eller være som ham, der ser på skuespil i et tomt teater. Men jeg for min del vil let kunne påvise jer det modsatte, nemlig, at de hellige mænd, som I praler af, så ofte de nærmede sig Gud for at bede eller være sammen med ham, optrådte som nogle, der næsten helt havde glemt deres frie vilje, fortvivlede over sig selv og ikke påkaldende andet end ene og alene nåden, noget helt andet end deres fortjenester. Sådan var Augustin ofte, sådan var Bernhard, som, da han skulle dø, sagde: Jeg har spildt min tid, fordi jeg har levet fordærveligt. (n33)

³⁴ Non uideo hic allegari uim aliquam, quae ad gratiam sese applicet, sed accusari omnem uim, quod non nisi auersa fuerit, Quanquam illi ipsi sancti aliquando inter disputandum aliter de lib. arb. locuti sunt, sicut uideo omnibus accidisse, ut alii sint, dum uerbis aut disputationibus intenti sunt, et alii, dum affectibus et operibus; illic dicunt aliter quam affecti fuerunt ante, hic aliter afficiuntur quam dixerunt ante; Ex affectu uero potius quam ex sermone metiendi sunt homines, tam pii quam impii. Jeg kan ikke se, at der her gøres nogen kraft gældende, kun, at al kraft bliver anklaget, for den er ikke andet end forvendt, selv om også de hellige selv nogle steder i deres disputationer har talt anderledes om den frie vilje. Det kan jeg se sker for alle, at de er én slags menneske, når de er optaget af ord eller disputationer, og en anden slags, når de er grebet af følelser og gerninger; det ene sted siger de én ting, som er anderledes end det, de før var grebet af; det andet sted gribes de på anden måde, end de tidligere omtalte. Men mennesker skal måles på deres følelser mere end på deres ord, det gælder både de fromme og de ugudelige.

³⁵          Sed adhuc amplius uobis donamus, miracula, spiritum, sanctimoniam non exigimus, ad ipsum dogma reuertamur, Hoc solum petimus, ut saltem id nobis indicetis, quodnam opus, quod uerbum, quem cogitatum illa uis lib. arbitrii moueat, uel conetur uel faciat, ut applicet sese ad gratiam. Non enim satis est dicere: Est uis, Est uis, Est uis quaedam lib. arbit. quid (W645) enim dictu facilius? nec hoc est uirorum eruditissimorum et sanctissimorum, tot saeculis approbatorum, sed nominandus est infans (ut aiunt germanico prouerbio), definiendum, quae sit illa uis, quid faciat, quid patiatur, quid accidat.         Men vi indrømmer jeg endnu mere, vi kræver ikke mirakler, ånd, hellighed, lad os vende tilbage til læresætningen selv, blot det beder vi om, at I i det mindste vil vise os, hvilken gerning, hvilket ord, hvilken tanke den frie viljes kraft fremkalder eller forsøger på eller udøver, så den kan vende sig hen til nåden. Det er jo ikke nok at sige: der er en kraft, der er en vis kraft i den frie vilje. Hvad er lettere at sige? og dette er ikke sagen for højlærde og højhellige mænd, anerkendt gennem så mange århundreder, men man må, som det tyske ordsprog siger, kalde barnet ved navn, definere, hvad denne kraft er, hvad den gør, hvad den finder sig i, hvad der sker den.

³⁶ Exempli causa, crassissime enim dicam, hoc quaeritur, An illa uis, uel orare, uel ieiunare, uel laborare, uel corpus fatigare, uel elemosynam dare, uel aliud huiusmodi debeat, uel conetur, Si enim uis est, aliquid operis molietur. Sed hic estis ranis Seriphiis et piscibus magis muti. Et quomodo definiretis, cum uestro ipsorum testimonio, sitis adhuc de ipsa ui incerti, uarii inter uos et inconstantes uobis ipsis? Quid fiet de definitione, cum definitum ipsum sibi non constet? For eksempel må man finde ud af -- og jeg er nødt til at sige det meget groft -- om denne kraft bør kunne bede, faste, anstrenge sig, spæge sit legeme, give almisse eller gøre eller forsøge på noget andet. Hvis det nemlig er en kraft, må den kunne sætte en eller anden gerning i værk. Men her er I mere stumme end de serafiske frøer eller end fisk. Og hvordan vil i definere, når ifølge jeres eget vidnesbyrd, I indtil nu har været temmelig uvisse om den denne kraft, når I selv er af forskellig mening og ikke vedholdende i jeres mening? Hvordan skal der fremkomme en definition, når det, der skal defineres, ikke selv står fast?

³⁷ Sed esto, quod post annos Platonis, (W646) aliquando inter uos de ui ipsa conueniat, tum definiatur, eius opus esse, orare, ieiunare uel aliquid tale, quod adhuc forte in Platonicis idaeis latet, Quis nos certos faciet, id esse uerum, id placere Deo, nosque tuto rectum agere? praesertim, cum ipsi fateamini, esse rem humanam, quae spiritus testimonium non habet, ut quae Philosophis iactata et in mundo fuerit, antequam Christus ueniret et spiritus de coelo mitteretur, ut certissimum sit, non de coelo missum, sed e terra iam ante natum hoc dogma; ideo magno opus testimonio, ut certum et uerum esse confirmetur. Men lad os så antage, at I nogle år efter Platon i nogen grad bliver enige indbyrdes, så kan man definere, at det er dens gerning at bede, at faste eller noget af den slags, som måske stadig ligger gemt i de platoniske idéer, hvem overbeviser os om, at det er sandt, at det behager Gud, og at vi med sikkerhed handler ret. Det er især et problem, fordi I selv tilstår, at det er en menneskelig ting, som ikke har åndens vidnesbyrd, så det er noget, som filosofferne roser sig af og som var i verden, førend Kristus kom og ånden blev sendt fra himlen, så det er bombesikkert, at denne læresætning ikke er sendt fra himlen, men allerede i forvejen var opstået på jorden; derfor er der stærkt brug for et vidnesbyrd, så det kan bekræftes, at den er sikker og sand.

³⁸          Simus ergo nos priuati et pauci, uos uel publicani et multi, nos rudes, uos eruditissimi, nos crassi, uos ingeniosissimi, nos heri nati, uos Deucalione antiquiores, nos nunquam recepti, uos tot saeculis approbati, Denique nos peccatores, carnales, socordes, uos sanctimonia, spiritu, miraculis metuendi
(W647) uel ipsis daemonibus, saltem ius Turcarum et Iudaeorum nobis permittite, ut rationem dogmatis uestri postulemus, quod Petrus uester uobis mandauit. Postulamus autem modestissime, scilicet quod non exigimus sanctimonia, spiritu, miraculis ipsum probari, quod utique possemus iure uestro, cum ipsi hoc ab aliis exigatis.         Lad så være, at vi kun er enkeltmennesker og kun er få, I derimod folk i offentlige embeder og lærde, vi rå, I forstandige, vi født i går, I ældre end Deukalion, vi aldrig budt velkommen, I godkendte igennem så mange århundreder, ja, vi syndere, kødelige, afstumpede, I frygtindgydende af hellighed, af ånd, af mirakler, endog for dæmoner -- tilstå os i det mindste den ret, som tyrker og jøder har, at vi kan kræve begrundelse for jeres læresætninger, hvad jeres Peter har forordnet (1 Pet 3,15). Men vi anmoder i al beskedenhed, det vil sige, vi kræver ikke hellighed, ånd, mirakler for at bevise det, skønt vi ellers kunne det efter jeres retsopfattelse, for det har I selv krævet af andre. (e1#54)

³⁹ Quin et hoc donamus, ne ullum exemplum facti uel uerbi uel cogitationis in uestro dogmate exhibeatis, sed id solum doceatis, ipsum dogma saltem declaretis, quid per ipsum intelligi uelitis, qua forma, si uos non uultis uel non potestis, saltem nos conemur exemplum eius edere. Imitamini uel Papam cum suis, qui dicunt: Quae dicimus facite, secundum opera uero nostra nolite facere. Ja, også det indrømmer vi jer, at I ikke skal fremvise noget eksempel på en gerning eller et ord eller en tanke til fordel for jeres læresætning, blot I alene lærer og i det mindste forklarer læresætningen selv, hvad I vil skal forstås ved den, i hvilken form i det mindste vi, hvis I ikke vil eller kan, kunne prøve at give et eksempel på den frie vilje. Men det er, som om I efteraber paven og hans slæng, som siger: I skal gøre, hvad vi siger, ikke skal ikke gøre det, vi gør.

⁴⁰ Ita et uos dicite, Quod opus illa uis requirat fieri; nos accingemur, uobis ocio relicto. An non hoc saltem impetrabimus a uobis? Quo plures estis, quo antiquiores, quo maiores, et quo omnibus nominibus potiores quam nos, hoc turpius uobis est, ut nobis, qui omnibus modis nihili sumus coram uobis, dogma uestrum discere et facere uolentibus, non possitis, miraculo, uel pediculi occisi, uel spiritus ullo affectulo, uel sanctimoniae ullo opuscule, probare, sed nec ullius facti uel uerbi exemplum ostendere, Deinde, quod inauditum est, nec ipsam dogmatis formam aut intelligentiam declarare, ut saltem nos imitaremur. Sådan sig også I, hvilken gerning denne kraft kræver for at blive gjort, så vil vi ruste os til at lade jer i ro. Mon ikke vi i det mindste kan forlange det af jer? Jo flere, jo ældre, jo større, og jo mægtigere i alle betegnelser I er end os, des mere skændigt er det for jer, at I ikke med et mirakel, enten ved at dræbe en lus eller ved en åndsfølelse, eller ved en eller anden ringe gernings hellighed, overfor os, som på alle måder ikke er noget i forhold til jer, men som ønsker at lære og indøve jeres læresætning, kan bevise den, men end ikke fremvise noget eksempel på en gerning eller et ord, ja, hvilket er helt uhørt, heller ikke kan forklare denne læresætnings form eller forståelse, så vi i det mindste kunne efterligne den.

⁴¹ O festiui magistri lib. arb.! Quid iam uos estis, nisi uox, praeterea nihil? Qui nunc sunt, Erasme, illi, qui spiritum iactant, et nihil ostendunt, qui dicunt solum, ac mox sibi credi uolunt? Nonne tui illi sunt, sic in coelum uecti? qui ne dicitis quidem, et tanta iactatis et exigitis. Rogamus itaque per Christum, Mi Erasme, tu cum tuis, nobis saltem concaedite, ut periculo conscientiae nostrae absterriti, liceat metu trepidare, uel saltem assensum differre dogmatis, quod tu ipse uides esse nihil nisi inanem uocem et strepitum syllabarum, scilicet: Vis lib. arb. est, Vis lib. arbi. est, etiamsi ad summum ueneritis et omnia uestra probata sint et constent. O I er nogle nette lærere af den frie vilje! Hvad er I mon, andet end en stemme, ellers intet? (#20). Hvem er der nu, kære Erasmus, der praler af ånden og ikke fremviser noget? som bare taler og så mener, de vil blive troet? Er det ikke dine stridskræfter, der sådan er samlede i himlen? I, som ikke engang taler, og dog praler af så meget og kræver så meget. For Kristi skyld beder vi derfor, kære Erasmus, du og dine, at I i det mindste under os, at vi dog i det mindste, fordi vi er forskrækkede i vor samvittighed, får lov til at vakle noget eller i alt fald udskyde vor tilslutning til læresætninger, som du selv ser som ikke er andet end et tomt ord og en lyd af stavelser, nemlig: Den frie vilje har en kraft, den frie vilje har en kraft, også når I er kommet til det højeste og alle jeres sætninger er bevist og står fast.

⁴² Deinde adhuc incertum apud ipsos tuos, an ea uox sit uel non sit, cum ipsi inter sese uarient et sibi ipsis non constent. Iniquissimum est, imo longe miserrimum, solo phantasmate uoculae unius, eiusdemque incertae, nostras conscientias uexari, quas Christus sanguine suo redemit. Ac nisi uexari nos sinamus, rei accusamur superbiae inauditae, quod tot patres tot saeculorum contempserimus, qui lib. arb. asseruerint, cum uerius, ut ex dictis uides, nihil prorsus de lib. arb. definirint; ac sub praetextu et nomine illorum (W648) lib. arb. dogma erigitur, cuius tamen neque speciem nec nomen possunt ostendere, et mendaci uocabulo sic deludunt orbem. Desuden er det stadig uvist hos dig og dine, om dette ord har noget på sig eller ej, eftersom de er uenige indbyrdes og ikke stemmer overens med sig selv. Det er højst urimeligt, ja særdeles elendigt at plage vore samvittigheder med dette ene lille ords spøgelse, og det et usikkert sådant, de samvittigheder, som Kristus har købt med sit blod. Men medmindre vi ophører med at lade os ængste, vil vi blive beskyldt for et uhørt overmod, at vi har foragtet så mange fædre gennem så mange århundreder, som har bekræftet den frie vilje, skønt det er mere sandt, som du kan se af det sagte, at de slet ikke har sagt noget bestemt om den frie vilje og under dække af den og med dens navn bliver der så oprejst en læresætning, som de dog hverken kan fremvise art eller navn på, og således oversvømmer de verden med dette løgnagtige ord.

⁴³          Atque hic, Erasme, tuum ipsius consilium appellamus, qui supra suasisti, esse omittendas eiusmodi quaestiones, ac potius docendum Christum crucifixum, et quae satis sint ad Christianam pietatem. Hoc enim iam dudum nos quaerimus et agimus. Quid enim nos contendimus aliud, quam ut simplicitas et puritas doctrinae Christianae regnet, relictis et neglectis iis, quae per homines iuxta inuenta et introducta sunt? Sed tu, qui consulis talia nobis, ipse non facis, imo contrarium facis, scribis Diatribas, Decreta Pontificum celebras, authoritatem hominum iactas, et omnia tentas, ut nos rapias in ista peregrina et aliena a scripturis sanctis ac non necessaria uoluas, ut simplicitatem et synceritatem pietatis Christianae corrumpamus et confundamus hominum additamentis.        Men her vil vi rette os efter dit eget råd, kære Erasmus, det, du gav ovenfor, (e1#39) at man skal overspringe den slags spørgsmål og snarere lære Kristus som korsfæstet, og som den, der er tilstrækkelig til kristelig fromhed. Det har vi nemlig alt længe efterspurgt og rettet os efter. For hvad andet har vi kæmpet for, end at den kristne læres enkelhed og renhed skulle herske, så de ting, der er opfundet og indført af mennesker ved siden af, bliver forladt og fornægtet! Men du, som giver os dette råd, du retter dig ikke selv efter det, ja du gør det modsatte, du skriver en Diatribe, forherliger de pavelige dekreter, praler af menneskers autoritet og prøver alt, for at rive os bort til det, der er fremmed og upassende for skriften, og du drager os hen til det ikke nødvendige, for at vi skal korrumpere den kristelige fromheds enkelhed og alvor og blande den sammen med menneskers tilføjelser.

⁴⁴ Quo facile intelligimus, nec ex animo te ista nobis consuluisse, nec quicquam serio te scribere, sed inanibus bullis uerborum tuorum confidis te orbem posse duci quocunque uis, Et tamen nusquam ducis, cum nihil prorsus dicas, nisi meras contradictiones per omnia et ubique, ut rectissime dixerit, qui te ipsissimum Protheon aut Vertumnum appellauit, aut ut Christus dicit: Medice, cura te ipsum. Turpe est doctori, quem culpa redarguit ipsum. Hvor let kan vi ikke indse, at du ikke har givet os dette råd af hjertet, og at du ikke har skrevet noget for alvor, men du er sikker på, at du med dine tomme ordbobler kan føre verden derhen, hvor du vil. Og dog fører du aldrig, for du siger slet ikke andet end lutter modsigelser i alting og overalt, så det menneske har fuldstændig ret, der kalder dig Protheus eller Vertumnum selv, eller som Kristus siger: Læge, læg dig selv. Det er skændigt for en doktor, når selv hans fejl argumenterer imod ham.

⁴⁵           Donec igitur uestram affirmatiuam probaueritis, stamus in nostra negatiua, et sub iudice etiam toto illo choro sanctorum quem tu iactas, uel potius toto mundo, audemus et gloriamur, id quod nihil est, nec, quid sit, monstrari certo potest, oportere nos non admittere, Atque uos omnes esse incredibili praesumptione uel insania, qui a nobis id ipsum exigatis admitti, nulla causa, nisi quia uos multos, magnos, antiques, id quod nihil esse ipsi fatemini, asserere delectat, quasi res sit Christianis magistris digna, miserum populum in re pietatis, eo quod nihil est, ac si magni ad salutem momenti foret, ludere. Vbi nunc est illud graecorum ingeniorum acumen, quod hactenus saltem bella aliqua specie fingebat mendacia, hic aperto et nudo sermone mentitur?        Indtil I da har bevist jeres positive antagelse, forbliver vi ved vores negative, og det vover vi, også imod hele det kor af helgener, som du praler af, eller snarere imod hele verden, og vi roser os af, at vi ikke bør gå med til det, som intet er, og som man heller ikke med sikkerhed kan bevise, hvad er, og vi vover at sige, at I er båret af en utrolig anmasselse eller vanvid, I, som kræver det samme vedgået af os, uden anden grund, end at det behager jer at godtage det, I, som er mange, store, gamle, godtage det, som I indrømmer intet er, som om det for kristne lærere var en værdig opgave at narre det arme folk i fromhedens sag med det, som intet er, som om det var en stor ting til frelse. Hvor er nu denne skarpsindighed hos de græske ånder, som hidtil kun foregav noget løgnagtigt under i det mindste et smukt skin, men nu åbent og med klare ord lyver?

⁴⁶ Vbi latina illa industria graecae aequata, quae sic ludit et luditur uocabulo uanissimo? Sed sic contingit imprudentibus, uel malignis lectoribus librorum, dum ea, quae sunt infirmitatis in patribus et sanctis, faciunt omnia esse summae authoritatis, ut culpa ista non sit authorum, sed lectorum. Ac si quis sanctimonia et authoritate Sancti Petri nixus, contenderit, omnia, quae S. Petrus unquam dixit, esse uera, ut etiam illud persuadeat esse uerum, (W649) quod Matthei .16. ex carnis infirmitate suasit Christo, ne pateretur, aut illud, ubi iussit Christum exire ase de naui, et multa alia, in quibus ab ipso Christo reprehenditur. Hvor er nu den latinske iver, fuldstændig lige med den græske, som narrer og lader sig narre med tomme ord? Men sådan går det ukyndige og ondsindede læsere af bøger, når de gør alt det, som er præget af fædrenes og de helliges svaghed, være af højeste autoritet, så at skylden ikke ligger hos forfatteren, men hos læseren. Og hvis nogen vil støttet sig til Sankt Peters hellighed og aurotitet, og hævde, at alt, hvad Skt. Peter nogensinde har sagt, er sandt, så skal han også påtage sig at overbevise om, at det er sandt, hvad Matt 16,22 fortæller, at han ville tale Kristus fra at skulle lide, eller dette, hvis han befaler Kristus at gå bort fra sig fra hans skib (Luk 5,6), og mange andre steder, hvor han får bebrejdelser af Kristus selv.

⁴⁷         Similes sunt, qui eiusmodi sunt, illis, qui ridendi gratia garriunt, non esse omnia uera, quae sunt in Euangelio, et apprehendunt illud Iohan. 8. ubi Iudaei dicunt ad Christum: Nonne bene dicimus nos, quod Samaritanus es et daemonium habes? Vel illud: Reus est mortis, Vel illud: Hunc inuenimus subuertentem gentem nostram et prohibentem tributa dari caesari. Idem faciunt, diuerso quidem fine, nec uoluntate, ut illi, sed caecitate et ignorantia, liberi arbitrii assertores, qui ex patribus id, quod infirmitate carnis lapsi pro libero arbitrio dixerunt, ita apprehendunt, ut etiam opponant ei, quod alio loco idem patres fortitudine spiritus contra lib. arbit. dixerunt, tum urgent mox et cogunt, ut melius caedat deteriori.          Den slags mennesker ligner dem, som, for at gøre grind med tingene, pjatter med, at ikke alt, hvad der står i evangeliet, er sandt, og så fremfører de Joh 8,48, hvor jøderne siger til Kristus: Er det ikke sandt, hvad vi siger, at du er en samaritaner og besat af en ond ånd? Eller dette: Han er skyldig til døden. (Matt 26,66) eller dette: Vi finder, at han undergraver vort folk og nægter at give kejseren skat. (Luk 23,2). Det samme gør de, der går ind for den frie vilje, når de, ganske vist ud fra en modsat hensigt og ikke af ond vilje, som disse, men af blindhed og uvidenhed ... når de forstår det, som fædrene har sagt til fordel for den frie vilje i kødets svaghed, således, at de endog sætter det i modsætning til det, som de samme fædre på et andet sted ved åndens kraft har sagt imod den frie vilje; sådan holder de hårdnakket fast ved det og tvinger til, at det bedre viger for det slettere.

⁴⁸ Ita fit, ut authoritatem deterioribus dictis tribuant, quia faciunt ad sensum carnis suae, et adimant melioribus, quia faciunt contra sensum carnis suae.Cur non potius eligimus meliora? Talia enim multa sunt in patribus. Et ut exempli aliquid afferam, Quid carnalius, imo quid magis impium, sacrilegum et blasphemum dici potest, quam id quod Hieronymus solet: Virginitas coelum, coniugium terram replet, quasi Patriarchis et Apostolis ac Christianis coniugibus terra, non coelum debeatur, aut uirginibus uestalibus in gentibus sine Christo, coelum debeatur? Således går det til, at de tillægger det dårligere udsagn autoritet, fordi de passer med deres køds mening, og skyder de bedre til side, fordi de ikke passer med deres køds mening. Hvorfor skulle vi ikke snarere vælge det bedste? Det er der nemlig meget af hos fædrene. Og for at jeg skal anføre et eksempel, hvad kan siges mere kødeligt, ja mere ugudeligt og blasfemisk, end det, som Hieronymus plejede at sige: "Jomfrueligheden fylder himlen, ægteskabet jorden", som om det var jorden og ikke himlen, der var bestemt for patriarkerne og apostlene og de kristne, eller som om himlen var bestemt for de jomfruelige vestalinder blandt hedningerne uden Kristus?

⁴⁹ Et tamen haec et similia ex patribus colligunt Sophistae, dum numero potius quam iudicio certant, ut authoritatem illis parent, quemadmodum fecit insulsus ille Faber Constantiensis, qui margaritum illud suum, id est, Augiae stabulum nuper donauit publico, ut esset, quod piis et eruditis nauseam cieret et uomitum. Og dog læser sofisterne dette og lignende ting sammen fra fædrene, idet de konkurrerer mere på antallet end på bedømmelsen, sådan at de skaffer fædrene samme autoritet, som denne smagløse Faber fra Konstanz, som fornylig gav sin perle, dvs. sin Augiasstald, til det offentlige, så det fik enhver from og oplyst til at væmmes og brække sig.

⁵⁰         Per haec ad illud respondeo, ubi dicis, Incredibile esse, ut Deus Ecclesiae suae errorem dissimularit tot saeculis, nec ulli sanctorum suorum reuelarit id, quod nos contendimus esse doctrinae Euangelicae caput (e1#58). Primum, non dicimus errorem hunc esse in Ecclesia sua toleratum a Deo, nec in ullo suo sancto. Ecclesia enim spiritu Dei regitur, Sancti aguntur spiritu Dei, Rom. 8. Et Christus cum Ecclesia sua manet usque ad (W650) consummationem mundi. Et Ecclesia Dei est firmamentum et columna ueritatis.       Hermed svarer jeg på det, som du siger, at det er utroligt, at Gud skulle have overset kirkens fejl igennem så mange århundreder, og at han ikke skulle have åbenbaret det, vi påstår er den evangeliske læres hovedsag, for nogen af sine hellige. For det første siger vi ikke, at denne fejl er blevet tålt af Gud i hans kirke eller i nogen af hans hellige. For kirken styres af Guds ånd, de hellige ledes af Guds ånd, rom#8.14. Og Kristus og hans kirke forbliver indtil verdens ende. Og Guds kirke grundvolden og søjlen for sandheden.

⁵¹ Haec, inquam, nouimus, Nam sic habet et symbolum omnium nostrum: Credo Ecclesiam sanctam catholicam, ut impossibile sit, illam errare etiam in minimo articulo. Atque si etiam donemus, aliquos electos in errore teneri in tota uita, tamen ante mortem necesse est, ut redeant in uiam, quia Christus dicit Iohan. 8: Nemo rapiet eos de manu mea. Sed hic labor, hic opus est, certo constare, an illi, quos tu Ecclesiam uocas, Ecclesia sint, uel potius, an tota uita errantes, demum ante mortem sint reducti. Dette véd vi godt, siger jeg. For sådan står der også i den trosbekendelse, som tilhører os alle: jeg tror på den hellige, almindelige kirke, så det er umuligt, at den kan tage fejl, selv i den mindste artikel. Og selv om vi også medgiver, at nogle udvalgte holdes i vildfarelse hele deres liv, så må det dog nødvendigvis gå sådan, at de, før de dør, vender tilbage til livet, for Kristus siger Joh 10,28: "Ingen kan rive dem ud af min hånd". Men her kommer det an på, her er det nødvendigt, at være helt sikker på, om dem, du kalder kirken, nu også er kirken, eller snarere, om de er vildfarende hele livet, indtil de bliver ført tilbage før døden.

⁵² Neque enim sequitur statim: si Deus illos omnes, quos adducis, quantauis longa serie saeculorum, eruditissimos uiros, passus sit errare, ergo Ecclesiam suam passus est errare. Vide populum Dei Israel, ubi in tanto regum numero et tempore ne unus quidem rex numeratur, qui non erret. Et sub Elia Propheta sic omnes et omne, quod publicum erat istius populi, abierat in idolatriam, ut se solum relictum putaret, cum interim, dum reges, principes, sacerdotes, Prophetae et, quicquid poterat populus uel Ecclesia Dei dici, perditum iret, septem milia sibi reseruarit Deus, quos quis uidit aut nouit esse populum Dei? For det er en forhastet slutning at drage: Hvis Gud har tilladt, at alle de højtuddannede mænd, som du anfører, i et eller andet antal århundreder er faret vild, altså har han tilladt sin kirke at fare vild. Se til Guds folk, Israel, hvor man i det store antal konger og i den lange tid, de herskede, næppe kan opregne én, som ikke foer vild. Og under profeten Elias var således alle og alt, hvad der offentligt var dette folk, faret vild i afgudsdyrkelse, så han mente, at kun han var tilbage. Men imidlertid, mens konger, fyrster, præster, profeter og hvad der ellers kunne kaldes Guds kirke, gik fortabt, havde Gud bevaret syv tusind for sig selv. Men hvem fik øje på eller hvem erkendte, at disse var Guds folk?

⁵³ Quis igitur et nunc negare audeat, Deum sub istis principibus uiris (non enim nisi uiros publici ministerii et nominis recenses) in uulgo sibi seruasse Ecclesiam, et illos omnes, exemplo Israelitici regni, perire permisisse? quandoquidem peculiare est Deo, Electos Israel impedire et pingues eorum occidere, Psalmo .77, Feces uero et reliquias Israel seruare, ut Isaias dicit. Hvem vover nu at nægte, at Gud under disse ansete mænd (for du opregner kun mænd i offentligt hverv og med offentligt ry) i sit folk har bevaret kirken, og tilladt, at de alle i lighed med de israelittiske konger, gik fortabt? når det nu er særegent for Gud, at han lægger Israels udvalgte hindringer i vejen og dræber de bedste af dem, Sl 78,31, men bevarer Israels udskud og rest, som Esajas siger Es 10,22.

⁵⁴          Quid accidit sub ipso Christo, ubi omnes Apostoli scandalisati, tum ipse ab uniuerso populo negatus et damnatus est, uix uno et altero Nicodemo et Iosepho, tum latrone in cruce seruatis? At nunquid illi populus Dei tum dicebantur? Erant quidem populus Dei reliquus, sed non nominabatur; is qui nominabatur, non erat. Quis scit, si toto mundi cursu, ab origine sua, semper talis fuerit status Ecclesiae Dei, ut alii dicerentur populus et sancti Dei, qui non essent, alii uero inter illos, ut reliquiae, essent et non dicerentur populus aut sancti, sicunt monstrat historia Cain et Habel, Ismael et Isaac, Esau et lacob?        Og hvad skete der under Kristus selv, hvor alle apostlene forargedes, da han fornægtet og fordømt af hele verden, og knap nok en og anden Nikodemus og Josef, og ellers røveren på korset blev frelst? Men blev disse ikke kaldt Guds folk? Der var ganske vist et Guds folk tilbage, men ikke det, der havde navnet. Det, der havde navnet, var ikke Guds folk. Hvem véd, om det i hele verdensforløbet, fra dens begyndelse af, mon ikke altid stod sådan til med Guds kirke, at nogle sagde, at de var Guds folk og Guds hellige, men de var det ikke, men andre blandt dem, som en rest, var det, men ikke kaldes Guds folk eller hellige, sådan som historien om Kain og Abel, om Ismael og Isak, om Esau og Jakob viser det?

⁵⁵ Vide Arrianorum saeculum, ubi uix quinque in toto orbe Episcopi catholici seruati sunt, iique a sedibus pulsi, regnantibus ubique Arrianis publico nomine et officio Ecclesiae; nihilominus sub istis haereticis suam Ecclesiam seruauit Christus, sed sic, ut minime Ecclesia putaretur aut haberetur. Sub Papae regno, ostende unum Episcopum suo officio fungentem, ostende unum concilium, in quo de rebus pietatis tractatum sit, ac non potius de palliis, de dignitate, de censibus et aliis prophanis nugis, (W651) quae spiritu sancto tribuere, nisi insanus, non possit, Et nihilominus ii Ecclesia uocantur, cum omnes, saltem sic uiuentes, perditi sint et nihil minus quam Ecclesia. Se på arianernes århundrede, hvor næppe fem katolske biskopper verden over blev bevaret, og disse fordrevet fra deres sæder, idet arianerne herskede overalt, af navn og embede kirken; ikke desto mindre frelste Kristus sin kirke under disse kættere, men således, at den mindste af alt regnedes eller betragtedes som kirken. Under pavens regimente, vis os her bare én biskop, der udøvede sit embede, vis os bare ét koncil, hvor fromhedens sager blev behandlet og ikke snarere sager om pallier, rang, skatter og andre verdslige narrestreger, som kun vanvittige mennesker kan tillægge Helligånden. Men ikke desto mindre kaldtes de kirken, skønt alle de, der lever således, er fortabte og er alt andet end kirke.

⁵⁶ Verum sub iis seruauit suam Ecclesiam, sed ut non diceretur Ecclesia. Quot sanctos putas exusserunt et occiderunt iam aliquot saeculis soli illi inquisitores haereticae prauitatis? uelut Iohannem Hussum et similes, quorum saeculo non dubium est multos uiros sanctos uixisse eodem spiritu. Cur non illud potius miraris, Erasme, quod ab origine mundi semper inter gentes fuerunt excellentiora ingenia, maior eruditio, ardentius studium, quam inter Christianos uel populos Dei, sicut Christus ipse confitetur, prudentiores esse filios huius saeculi filiis lucis? cnMen under dem bevarede han sin kirke, men sådan, at den ikke kaldtes kirke. Hvor mange hellige mener du ikke, at bare disse inkvisitorer af den kætterske fejltagelse har brændt og dræbt igennem disse århundreder? Såsom Johan Huss og den slags, og i deres århundrede har der uden tvivl levet mange hellige mænd i den samme ånd. Hvorfor undrer du dig ikke snarere over det, kære Erasmus, at der fra verdens begyndelse altid blandt hedningerne har været større forstand, bedre uddannelse, ivrigere studier, end blandt de kristne eller Guds folk, sådan som Kristus selv bekender, at denne verdens børn er klogere end lysets børn? (Luk 16,8)

⁵⁷ Quis Christianorum uel uni Ciceroni, ut Graecos taceam, ingenio, eruditione, diligentia comparandus est? Quid igitur obstitisse dicemus, ut nullus illorum ad gratiam peruenire potuerit, qui certe lib. arb. summis exercuerunt uiribus? Nullum uero inter eos fuisse, qui summo studio ad ueritatem contenderit, quis audeat dicere? Et tamen asseri oportet, nullum peruenisse. Hvem af de kristne lader sig vel sammenligne med Cicero, for slet ikke at tale om grækerne, hvad angår forstand, uddannelse og grundighed? Hvad skal vi da sige der stod i vejen for at nogen af dem kunne nå frem til nåden, de var dog givetvis mennesker, der udøvede den frie viljes kraft af al magt? Men hvem vover at sige, at der blandt dem var nogen, som kæmpede med største iver for sandheden? Og dog bør man fastslå, at de ikke nåede frem.

⁵⁸ An etiam hic incredibile dices, Deum tot tantosque uiros, perpetuo mundi cursu, reliquisse et frustra niti permisisse? Certe, si lib. arbi. aliquid esset uel potuisset, in illis uiris fuisse et potuisse debuit, uel uno aliquo exemplo. Sed nihil ualuit, imo in contrarium semper ualuit, ut hoc uno argumento satis probari queat, liberum arbi. nihil esse, ut cuius nullum indicium ab initio mundi usque in finem ostendi possit. Sed redeo ad propositum. Quid mirum, si Deus omnes Ecclesiae maiores sinat ire uias suas, qui sic omnes gentes permisit ire uias suas, ut Paulus in actis dicit? Non est res tam uulgaris, Mi Erasme, Ecclesia Dei, quam est nomen hoc: 'Ecclesia Dei', nec ita passim occursant sancti Dei, ut hoc nomen: 'Sancti Dei'; Margaritum et nobiles gemmae sunt, quas spiritus non proiicit ante porcos, sed, ut scriptura uocat, absconditas seruat, ne impius uideat gloriam Dei. Alioqui, si palam ab omnibus agnoscerentur, quomodo fieri posset, ut sic in mundo uexarentur et affligerentur? ut Paulus dicit: Si cognouissent, nunquam Dominum gloriae crucifixissent. Mon du også her vil kalde det utroligt, at Gud har overladt så mange ot så store mænd til sig selv gennem hele verdensforløbet og tilladt, at de har anstrengt sig forgæves? Givet er det, hvis den frie vilje havde været noget eller havde kunnet noget, så burde den have været noget og kunnet noget i disse mænd, eller i hvert fald i en enkelt af dem. Men den har intet formået, tværtimod formåede den altid, at det med dette ene argument i tilstrækkelig grad kunne bevises, at den frie vilje intet er, eftersom der ikke fra verdens begyndelse og til dens ende vil kunne påvises noget tegn på, at den er der. Men jeg vender tilbage til temaet. Hvad under, om Gud lod alle kirker gå deres egne veje, han, som har tilladt alle hedninger at gå deres egne veje, som Paulus siger i Apostlenes Gerninger! (Apg 14,16). Den sag 'Guds kirke' er ikke så almindelig, kære Erasmus, som ordet ' Guds kirke' er, og den Guds hellige optræder ikke overalt, hvor ordet 'Guds hellige' forekommer. Der er tale om perler og ædlestene, som ånden ikke kaster for svin (Matt 7,6), men som han, som skriften siger, bevarer skjult (Matt 11,25), at ikke de ugudelige skal se Guds herlighed. Ellers, hvis den kunne erkendes af alle, hvordan ville det kunne ske, at den forfølges og hjemsøges i verden, som den gør? Som Paulus siger: Hvis de havde kendt ham, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre. (1kor#2.8)

⁵⁹          Non haec dico, quod sanctos uel Ecclesiam Dei esse negem, quos tu adducis, sed, quod probari non possit, si quis neget, esse ipsos sanctos, relinqui uero prorsus incertum, ideo locum a sanctimonia eorum non esse fidelem satis pro dogmate aliquo confirmando. Sanctos eos dico et habeo, Ecclesiam Dei eos uoco et sentio, canone charitatis, non canone fidei. Hoc est, Charitas, quae omnia optima de quouis cogitat, nec est suspicax, omniaque credit ac praesumit de proximis bona, sanctum uocat quemlibet baptisatum, nec periculum est, si erret, quia charitatis est falli, cum sit exposita omnibus omnium usibus et abusibus, ministra generalis, bonorum, malorum, fidelium, infidelium, ueracium, fallacium.         Jeg siger ikke dette, fordi jeg nægter, at de mennesker, du har fremført, er hellige eller er Guds kirke, men fordi det ille ville kunne bevises, hvis nogen ville nægte, at disse er hellige, men måtte forblive ganske usikkert, og fordi forestillingen om deres hellighed ikke er tilstrækkelig troværdig til at kunne bekræfte et dogme. Jeg kalder dem hellige og jeg regner dem for hellige, jeg kalder dem Guds kirke og jeg mener det, men det er efter kærlighedens regel, ikke efter troens regel. Det vil sige, kærligheden, som tænker alt det bedste om hvemsomhelst, aldrig er mistænksom, tror alt og om næsten formoder det bedste, kalder en hvilkensomhelst døbt for hellig, uden at være bange for, at den tager fejl, for det hører kærligheden til at tage fejl, eftersom den er prisgivet al brug og misbrug fra alle, den er en almindelig tjenerinde, for de gode og for de onde, for de troende og for de vantro, for de sanddrdu og for snyderne.

⁶⁰ Fides uero nullum uocat sanctum, nisi diuino iudicio declaratum, Quia fidei est, non falli. Ideo cum omnes debeamus haberi inuicem sancti iure charitatis, nullus tamen debet sanctus decerni iure fidei, tanquam articulus sit fidei, illum uel illum esse sanctum, quo modo suos, quos nescit, sanctos canonisat aduersarius ille Dei, Papa, in locum Dei se constituens. Men troen kalder ingen for hellig, hvis det ikke er erklæret ved en guddommelige dom, for det hører troen til ikke at fejle. Derfor, skønt vi efter kærlighedens ret skal regne hinanden for hellige, så bør dog ingen erklæres hellig efter troens ret, ganske som var det en trosartikel, at den eller den var hellig, sådan som denne Guds modstander, paven, kanoniserer sine egne, som han ikke kender, til at være helgener, og således sætter sig i Guds sted.

⁶¹ Hoc solum dico de illis tuis uel nostris potius sanctis, quod, cum ipsi uarient inter sese, illi potius sequendi fuerant, qui optima, id est, contra liberum arbi. pro gratia, loquuti sunt, relictis illis, qui pro infirmitate carnis, carnem potius quam spiritum testificati sunt. Ita et illi, qui sibi ipsis non constant, ea parte fuerant eligendi et apprehendendi, ubi ex spiritu loquuntur, relinquendi uero, ubi carnem saperent. Dette siger jeg alene om dine eller vel snarere om vore hellige, som, da de er indbyrdes uenige, skal man snarere følge de bedste, det vil sige, dem,der taler imod den frie vilje og til fordel for nåden, og forlade dem, som på grund af kødets svaghed, bevidner kødet mere end ånden. Således skal man også kun delvis udvælge dem, som ikke er i overensstemmelse med sig selv, og godtage dem, når de taler ud af ånden, men forkaste dem, når de er vise på kødelig vis.

⁶² Hoc erat Christiani lectoris et animalis mundi habentis difissas ungulas, et ruminantis. Nunc uero posthabito iudicio, omnia confusa uoramus, aut, quod iniquius est, peruerso iudicio meliora respuimus, deteriora probamus, in unis eisdemque authoribus, tum illisipsis deterioribus titulum et authoritatem sanctimoniae eorum aptamus, quam tamen illi ob optima et ob solum spiritum, non ob lib. arbi. uel carnem meruerunt. Dette var sagen for den kristne læser og for et rent dyr med kløftede klove, som tygger drøv. Men nu æder vi forvirret alt, og bedømmer det bagefter, eller, hvad der er endnu værre, i en bagvendt bedømmelse forkaster vi det bedre og foretrækker det værre af én og samme af forfatterne; og så tilskriver vi netop disse værre den titel og den autoritet, de har, deres hellighed, som de dog har fortjent på grund af det gode og alene på grund af ånden, ikke på grund af den frie vilje eller kødet.

⁶³        Quid igitur faciemus? abscondita est Ecclesia, latent sancti, Quid? cui credemus? seu, ut tu argutissime disputas, Quis nos certos facit? Vnde explorabimus spiritum? Si eruditionem spectes, utrinque sunt Rabini, Sin uitam, utrinque peccatores, Sin scripturam, utrique amplectuntur. Neque adeo de scriptura, quae necdum sit lucida satis, sed de sensu scripturae disputatur, utrinque uero homines, quorum ut neque multitude, neque eruditio, neque dignitas, quicquam facit ad causam, ita multo minus paucitas, inscitia et humilitas. Relinquitur igitur res in dubio, et manet sub iudice lis, ut prudenter facturi uideamur, si in Scepticorum sententiam concedamus, Nisi quod tu omnium optime facis, qui sic te dubitare dicis, ut ueritatem quaerere te et discere testeris, interim in eam partem inclinans, quae lib. arbi. asserit, donec ueritas elucescat.        Hvad skal vi da gøre? Skjult er kirken, hemmelige de hellige, hvad så? Hvem skal vi tro? Eller, som du meget skarpt argumenterer: hvem kan gøre os sikre? Hvorudfra skal vi udforske ånderne? Hvis vi ser hen til lærdommen, er der lærde på begge sider. Hvis vi ser på livet, er begge parter syndere, hvis på skriften, godtager de den begge. (e1#52) Og der disputeres ikke så meget om skriften, som endnu ikke er klar nok, men om skriftens mening; (e1#47) men begge parter er mennesker, hvorfor hverken antallet, uddannelsen, værdigheden gør noget til sagen, og derfor meget mindre sparsomheden, uvidenheden og ydmygheden. (e1#53) Sagen må efterlades som tvivlsom og forblive en strid under dom, så vi synes at handle klogt, hvis vi tiltræder skeptikernes opfattelse, bortset fra, at du handler bedst af alle, du, som siger, at du tvivler på den måde, at du bevidner, at du søger sandheden og vil lære den, men dog indtil da hælder mod den side, som holder fast ved den frie vilje, indtil sandheden lyser frem.

⁶⁴ Hic respondeo: neque nihil, neque omnia dicis, Non enim eruditionis, uitae, ingenii, multitudinis, dignitatis (W653), inscitiae, ruditatis, paucitatis, humilitatisue argumentis spiritus explorabimus. Neque illos probo, qui refugium suum ponunt in iactantia spiritus, Nam satis acre mihi bellum isto anno fuit et adhuc est cum istis Phanaticis, qui scripturas suo spiritui subiiciunt interpretandas, quo nomine et Papam hactenus insectatus sum, in cuius regno hac uoce nihil uulgatius aut receptius est, Scripturas esse obscuras et ambiguas, oportere spiritum interpretem ex sede Apostolica Romae petere, cum nihil perniciosius dici possit, quod hinc homines impii sese supra Scripturas extulerint, et ex ipsa fecerint, quicquid collibitum fuit, donec prorsus scripturis conculcatis, nihil nisi hominum furiosorum somnia et crederemus et doceremus. Breuiter, non est humanum inuentum ilia uox, sed incredibili malicia ipsiusmet principis omnium daemonum in orbem missum uirus. Her svarer jeg: Du siger hverken ingenting eller alt. For det er jo ikke ved hjælp af argumenter om uddannelse, levned, forstand, mængde, rang, uvidenhed, råhed, fåtal og ydmyghed, at vi udforsker ånderne. Jeg godkender heller ikke dem, der tager deres tilflugt til at prale med ånden. For jeg har i dette år haft og har det stadigvæk en tilstrækkelig hård kamp mod disse fanatikere, som underkaster skriften under deres ånds fortolkning. Af den gruind har jeg også hidtil angrebet paven, under hvis herredømme intet er mere udbredt og godkendt end den sætning, at skriften er dunkel og tvetydig, man må bede om ånden som fortolker fra det apostoliske sæde i Rom, eftersom der ikke kan siges noget mere fordærveligt, for på den måde ophøjer ugudelige mennesker sig over skriften, og gør ud af skriften netop lige det, der behager dem, indtil til sidst hele skriften er ødelagt og vi ikke tror og lærer andet end rasende menneskers drømme. Kort sagt, denne opfattelse er ikke en menneskelig opfindelse, men er en gift, sendt ud i verden den utrolige ondskab, som selve fyrsten for alle dæmoner har.

⁶⁵         Nos sic dicimus: duplici iudicio spiritus esse explorandos seu probandos, Vno interiori, quo per spiritum sanctum uel donum Dei singulare quilibet pro se suaque solius salute illustratus, certissime iudicat et discernit omnium dogmata et sensus, de quo dicitur . i. Corinth. I: Spiritualis omnia iudicat et a nemine iudicatur. Haec ad fidem pertinet et necessaria est cuilibet etiam priuato Christiano. Hanc superius appellauimus interiorem claritatem scripturae sanctae. Hoc forte uoluerunt, qui tibi responderunt, Omnia esse iudicio spiritus decernenda.      Vi for vort vedkommende siger således: Ånderne skal udforskes eller prøves gennem en dobbelt bedømmelse, en indre, hvorved hver enkelt for sit vedkommende og for sin frelse alene oplyses gennem Helligånden eller Guds overordentlige gave og sikkert kan bedømme og bestemme alle læresætninger og meninger. Derom tales der 1kor#2.15: "Den åndelige bedømmer alt og dømmer ikke af nogen". Denne bedømmelse har med troen at gøre og er nødvendig for enhver kristen også som privatperson. Den har vi ovenfor kaldt den hellige skrifts indre klarhed. (L1#77). Det er måske det, de mennesker har ment, som svarede dig, at alt skal bedømmes efter åndens dom.

⁶⁶ Sed hoc iudicium nulli alteri prodest, nec de hoc quaeritur in hac causa, Nec ullus, credo, de illo dubitat, quin sic se habeat. Ideo alterum est iudicium externum, quo non modo pro nobis ipsis, sed et pro aliis et propter aliorum salutem certissime iudicamus spiritus et dogmata omnium. Hoc iudicium est publici ministerii in uerbo et officii externi, et maxime pertinet ad duces et praecones uerbi, Quo utimur, dum infirmos in fide roboramus, et aduersarios confutamus. Hoc supra uocauimus externam scripturae sanctae claritatem. Men denne bedømmelse gavner ikke den anden, ejheller spørges der efter den i denne sag, og jeg tror ikke, nogen er i tvivl om, at det forholder sig således. Derfor er der en anden, en ydre bedømmelse, hvorved vi ikke blot for vort eget vedkommende, men også for de andres vedkommende og for deres frelses skyld sikkert kan bedømme alle ånder og læresætninger. Denne bedømmelse er den offentlige tjeneste i ordet og det ydre embede, og den har mest med fyrster og prædikanter at gøre, og vi benytter os af den, når vi styrker de svage i troen og gendriver modstanderne. Den har vi ovenfor kaldt skriftens ydre klarhed.

⁶⁷ Sic dicimus, Scriptura iudice omnes spiritus in facie Ecclesiae esse probandos, Nam id oportet apud Christianos esse imprimis ratum atque firmissimum, Scripturas sanctas esse lucem spiritualem, ipso sole longe clariorem, praesertim in iis quae pertinent ad salutem uel necessitatem. Verum, quia in contrarium persuasi sumus iam dudum, pestilenti illo Sophistarum uerbo, Scripturas esse obscuras et ambiguas, cogimur primum probare illud ipsum primum principium nostrum, quo omnia alia probanda sunt, quod apud philosophos absurdum et impossibile factu uideretur. (W654) Således siger vi, at alle ånder skal prøves efter skriftens bedømmelse for kirkens øjne. For blandt de kristne må det fremfor alt stå fast og være sikkert, at den hellige skrift er et åndeligt lys, langt klarere end solen selv, især i de ting, der har med frelsen eller nødvendigheden at gøre. Men fordi igennem altfor lang tid har været overbevist om det modsatte, om denne fordærvelige talemåde hos sofisterne, at skriften er dunkel og tvetydig, søger vi først at bevise selv dette første princip hos os, hvorfra alle andre skal bevises, hvilket for filosofferne synes absurd og umuligt at gøre.

⁶⁸         Primus Moses dicit Deutero. 17, Si qua difficilis caussa inciderit, esse adeundum locum, quem Deus elegisset in nomen suum, atque consulendos ibidem sacerdotes, qui secundum LEGEM Domini iudicare illam debeant. Secundum legem Domini (inquit). Quomodo autem iudicabunt, nisi Lex Domini sit externe clarissima, qua illis satisfieret? alioqui satis erat dicere: iudicabunt secundum spiritum suum. Quin sic habet in omnia administratione populorum, ut omnes omnium causae per leges componantur.         For det første siger Moses i 5 Mos 17,8ff: "Hvis der opstår en vanskelig sag, skal man gå hen til det sted, som Herren har udvalgt i sit navn og dèr adspørge præsterne, som bør dømme sagen efter Herrens lov". Efter Herrens lov, siger Moses. Men hvordan skulle de kunne dømme, hvis ikke Herrens lov i det ydre var så klar, at det kunne tilfredsstille dem? ellers ville det være nok at sige: de skal dømme efter deres ånd. Ja, endog i enhver regering blandt folkene forholder det sig sådan, at alle stridigheder bilægges gennem love.

⁶⁹ Quomodo uero componi possent, nisi leges essent certissimae, et ipsa plane lumina in populo? Si enim leges sunt ambiguae et incertae, non solum nullae caussae expedirentur, sed nec ulli mores certi constarent, Cum ideo ferantur leges, ut mores ad certam formam regulentur et causarum quaestiones definiantur. Oportet ergo id, quod aliorum metrum et mensura est, multo certissimum et clarissimum esse, quale est Lex. Men hvordan skulle de kunne bilægges, hviis ikke lovene var ganske sikre og selv ligeefrem var lys i folket? Hvis nemlig lovene er tvetydige og usikre, er det ikke blot sådan, at ingen sager kan pådømmes, det er også sådan, at ingen skikke kan stå fast med sikkerhed. For af den grund fremskaffes lovene, at skikkene kan reguleres efter en bestemt form og stridsspørgsmålene kan afgøres. Det er derfor nødvendigt, at det, som er målestok og rettesnor for andre, er meget sikkert og klart. Og det er netop loven, der er en sådan målestok.

⁷⁰ Quod si ea lux et certitudo legum in prophanis politiis, ubi de temporalibus agitur, et necessaria est, et diuino munere concaeditur toti mundo gratis, Quomodo Christianis suis, scilicet electis, non multo maioris lucis et certitudinis donaret leges et regulas, secundum quas sese et omnes causas dirigerent atque componerent, cum temporalia uelit a suis contemni? Si enim fenum, quod hodie stat et eras in clibanum mittitur, Deus sic uestit, quando magis nos? Sed pergamus et scripturis obruamus pestilens illud Sophistarum uerbum. Men når nu dette lys og denne sikkerhed er nødvendig i de profane forhold, hvor det drejer sig om timelige ting, og det ved en guddommelige gave er overladt til hele verden for intet, hvorfor skulle så Gud give sine kristne, det vil sige, sine udvalgte, et større lys og en større sikkerhed gennem love og regler, ifølge hvilke de kan styre og bilægge sig selv og alle stridsspørgsmål, når han dog vil, at de timelige ting skal foragtes af dem? For hvis Gud på den måde klæder græsset, der står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget mere så ikke os? Men lad os fortsætte og ved hjælp af skriften stille denne fordærvelige talemåde hos sofisterne i skyggen.

⁷¹        Psalmus .18. dicit: Praeceptum Domini lucidum seu purum, illuminans oculos. Credo, id quod oculos illuminat, non esse obscurum uel ambiguum. Item, Psal. 118: Ostium uerborum tuorum illuminat et intellectum dat paruulis. Hic uerbis Dei tribuit, ut sint ostium et apertum quiddam, quod omnibus expositum sit, et etiam paruulos illuminet. Isaias .8. ad legem et testimonium mittit omnes quaestiones, et nisi hoc fecerimus, minatur nobis, negandam esse lucem aurorae. In Zacharia capit. 2. mandat, ut ex ore sacerdotis legem requirant, ut qui sit angelus Domini exercituum; pulcherrimus scilicet angelus uel legatus Domini, qui ea afferat, quae tum ipsi sint ambigua, tum populo obscura, ut nesciat, tam ipse, quid loquatur, et illi, quid audiant.         Sl 19,9 siger: Herrens bud er klare og rene og oplyser øjnene". Jeg tror, at det, der oplyser øjnene, ikke er dunkelt og tvetydigt. Fremdeles hedder det i Sl 119,130: "Dine ords dør oplyser og giver forståelse til børn". Her tilskrives det Guds ord, at de kan være en dør og være noget åbent, som er tilgængeligt for alle og oplyser selv børn. Es 8,20 henviser alle spørgsmål til loven og til vidnesbyrdet og hvis ikke vi gør det, truer han os med at nægte os morgenrødens lys. I Malakias 2,7 påbyder han, at de skal kræve loven af præstens mund, fordi han er Hærskarers Herres engel; det kunne være en køn engel eller udsending fra Herren, som forkyndte noget, som både for ham selv var tvetydigt, og for folket dunkelt, så han ikke selv vidste, hvad han sagde, og disse ikke, hvad de hørte.

⁷² Et quid in uniuerso ueteri testamento, maxime uno illo Psalmo .118. dicitur in laude scripturae frequentius, quam ipsam esse lucem certissimam et euidentissimam? sic enim celebrat ille claritatem eius: Lucerna pedibus meis uerbum tuum, et lumen semitis meis. Non ait: Lucema pedibus meis solum spiritus tuus, licet et huic tribuat suum officium dicens: Spiritus tuus bonus deducet me in terra recta; Ita et uia et semita dicitur, nimirum a niruia certitudine. Veniamus ad nouum testamentum! Paulus dicit Roma .1. Euangelium esse per Prophetas in scripturis sanctis promissum, Et capi. 3. Iustitiam fidei testificatam a lege et Prophetis. Og hvad siges der hyppigere i hele det gamle testamente, især i Sl 119, til pris for skriften, end at den er et sikkert og klart lys? For sådan priser Sl 119 skriftens klarhed: Dit ord er en lygte for mine fødder og et lys på mine veje" (Sl 119, 305). Der står ikke: Det er kun din ånd, der er en lygte for mine fødder, selv om salmisten også giver ånden dens embede, idet han siger: Din gode ånd leder mig på jævne veje. Således tales der om veje og stier, uden tvivl for at betegne den overvældende sikkerhed. Lad os gå til det ny testamente! Paulus siger i rom#1.2 Evangeliet er forjættet af profeterne i den hellige skrift. Og i rom#3.21, at trosretfærdigheden bevidnes af loven og profeterne.

⁷³ Qualis autem testificatio, si obscura est? Quin cum per omnes Epistolas Euangelion uerbum lucis, (W655) Euangelion claritatis facit, tum id ex professo ac magna copia facit .2. Corin. 3. et 4. ubi de claritate tam Mosi quam Christi gloriose disputat. Petrus quoque ait .2. Petri .1: certum ualde habemus sermonem Propheticum, cui attendentes sicut lampadi lucenti in loco caliginoso, benefacitis. Hic Petrus uerbum Dei lucidam lucernam facit, omnia alia tenebras, Et nos obscuritatem et tenebras ex uerbo facimus? Christus sese lucem mundi toties uocat, Iohannem Baptistam lucernam lucentem et ardentem, absque dubio non propter uitae sanctitatem, sed propter uerbum, quemadmodum Thessalo. Paulus Luminaria mundi uocat lucida, quia (inquit) uerbum uitae tenetis; Vita enim sine uerbo incerta est et obscura. Men hvad ville det være for et vidnesbyrd, hvis det var dunkelt? Ja, så ofte han i alle brevene indfører evangeliet som lysets ord, som klarhedens evangelium, gør han det med eftertryk og med stor omhu. 2kor#3.7ff og 2kor#4.3ff, hvor han udførligt diskuterer både Moses' klarhed og Kristi klarhed. Og Peter siger 2 Pet 1,19: Vi har et helt fast profetisk ord, og I gør vel i at lægge mærke til det, som på en lampe, der lyser et mørkt sted. Her gør Peter Guds ord til en lysende lampe, alt andet er mørke. Og vi i vore dage gør dunkelhed og mørke ud af ordet!! Kristus kalder sig verdens lys, Johannes Døberen kalder han en lysende og brændende lampe, uden tvivl ikke på grund af hans hellighed, men på grund af ordet, ligesom Paulus i brevet til thessalonikerne kalder dem lysende lys for verden, fordi, som han siger, I har livets ord, for liv uden ordet er usikkert og dunkelt. (Fil 2,15).

⁷⁴ c         Et quid faciunt Apostoli, dum suas praedicationes per scripturas probant? an ut nobis tenebras suas maioribus tenebris obscurant? Vel ut notius per ignotius probent? Quid facit Christus lohan. 5. ubi Iudaeos docet, ut scripturas scrutentur, sui scilicet testes? an ut ambiguos reddat de fide sui? Quid faciunt illi actu. 17. qui audito Paulo, die et nocte scripturas legebant, ut uiderent, an sic haberent? Nonne ista omnia probant, Apostolos, sicut et Christum, ad scripturas prouocare, tanquam ad testes clarissimas suorum sermonum? Qua fronte ergo nos eas obscuras facimus?          Og hvad gør apostlene, når de beviser deres prædikener med skriften? Mon de vil fordunkle vort mørke med deres endnu større mørke? Eller mon de vil bevise det kendte med det ukendte? Hvad gør Kristus Joh 5, hvor han lærer jøderne, at de skal granske skrifterne, som vidner om ham? Mon han gør det for at gøre dem tvivlrådige med hensyn til troen på sig? Hvad gør i Apg 17,11 de folk, som, da de havde hørt Paulus, læste skrifterne dag og nat for at se, om det forholdt sig sådan? Mon ikke alt dette beviser, at apostlene, ligesom også Kristus, påkaldte sig skrifterne, som de klareste vidner på deres prædikener? Hvad er det da for en frækhed af os at gøre dem dunkle?

⁷⁵ Obsecro, suntne illa uerba scripturae obscura uel ambigua: Deus creauit coelum et terram, Verbum caro factum est, et omnia quae pro articulis fidei totus accaepit mundus? Vnde accaepit? nonne ex scripturis? Et quid faciunt, qui adhuc hodie praedicant? Scripturas interpretantur ac declarant. At si obscura est scriptura, quam declarant, Quis nos certos facit, ipsam eorum declarationem esse certam? Alia noua declaratio? Quis et illam declarabit? Ita fiet progressus in infinitum. Summa, si scriptura obscura uel ambigua est, quid illam opus fuit nobis diuinitus tradi? an non satis sumus obscuri et ambigui, nisi de coelo nobis augeatur obscuritas et ambiguitas et tenebrae? Og jeg spørger bare, mon disse ord fra skriften er dunkle eller tvetydige: Gud skabte himlen og jorden; ordet blev kød, og alle de andre, som verden har modtaget som trosartikler? Hvor har de modtaget dem fra? Mon fra skriften? Og hvad gør de mennesker, som endnu i dag prædiker? De fortolker og forklarer skriften. Men hvis skriften, som de forklarer, er uklar, hvem gør os da sikre på, at selve deres forklaring er sikker? En anden ny forklaring? Og hvem skal så forklare den? Således kan det gå videre i det uendelige. Kort sagt, hvis skriften er dunkel eller tvetydig, hvad nytte var det så til, at den blev guddommeligt overleveret os? mon vi ikke er tilstrækkelig dunkle og tvetydige, også uden at dunkelhed og tvetydighed og mørke fra himlen behøver at øge det for os?

⁷⁶ Vbi tunc illud Apostoli manebit: Omnis scriptura diuinitus inspirata, utilis est ad docendum et increpandum et arguendum? Imo inutilis est, Paule, prorsus, sed ex patribus longa saeculorum serie receptis et sede Romana talia petenda sunt, quae tu scripturae tribuis. Quare tua sententia reuocanda est, ubi ad Titum scribis, Episcopum oportere potentem esse in doctrina sana, exhortari, et redarguere contradicentes et os oppilare uaniloquis et mentium deceptoribus. Quomodo erit potens, cum tu scripturas ei relinquas obscuras, hoc est, arma stuppea et pro gladio leues stipulas? Tum Christus quoque uocem suam recantet, necesse est, qui nobis falso promittens, dicit: (W656) Ego dabo uobis os et sapientiam, cui non poterunt resistere omnes aduersarii uestri. Quomodo non resistent, quando obscuris et incertis contra eos pugnamus? Hvad vil der nu blive af dette apostelord: "Enhvert skrift er guddommeligt inspireret, og gavnlig til at lære og formane og forbedre"? Nej, det er ubrugeligt, Paulus, helt ubrugeligt! Dog kan du af fædrene, som gennem en lang række århundreder er blevet godkendt, og fra det romerske sæde opnå det, som du har tillagt skriften. Derfor må du tilbagekalde din påstand, når du skriver til Titus, at en biskop bør være mægtig i den sunde lære til at formane og modsige modstanderne og lukke munden på dem, der taler tomme ord og bedrager hjerterne. (Tit 3,16). Hvordan vil han kunne være mægtig, når du har overladt ham en dunkel skrift, det vil sige, våben af blår og i stedet for et sværd et let strå? Da må Kristus også tilbagekalde sit ord, for han forjætter os noget falsk, når han siger: Jeg vil give jer en mund og en visdom, som alle jeres modstandere ikke skal kunne modstå. (luk#21.15) Hvordan skulle de ikke kunne modstå os, når vi bekæmper dem med dunkle og usikre våben?

⁷⁷ Quid et tu nobis, Erasme, praescribis formam Christianismi, si tibi scripturae sunt obscurae? Sed iam dudum credo me onerosum esse etiam insensatis, qui in re clarissima tantas moras traho et copias perdo. Sed sic obruendum erat impudens et blasphema illa uox, Scripturas esse obscuras, Vt et tu uideres, Mi Erasme, quid diceres, cum scripturam esse dilucidam negas. Nam simul asseras mihi, necesse est, omnes tuos sanctos, quos adducis, multo minus dilucidos esse. Quis enim certos nos facit de eorum luce, si scripturas obscuras feceris? Itaque nihil nisi tenebras nobis reliquas faciunt, qui scripturas negant esse lucidissimas et euidentissimas. Hvad så med dig, kære Erasmus, hvad er det for en slags kristendom, du foreskriver os, hvis skriften er dunkel for dig? Men jeg har allerede længe ment, at jeg har påtaget mig byrder for vanvittige, når jeg i en så klar sag trækker det hele så meget ud og spilder mine kræfter. Men i den grad måtte dette skamløse og blasfemiske ord, at skriften er uklar tilintetgøres, at også du, kære Erasmus, kan se, hvad du siger, når du nægter, at skriften er klar. For samtidig må du indrømme mig, at alle dine hellige, som du fremfører, nødvendigvis må være meget mindre klare. For hvem gør os sikre på deres lys, hvis du gør skriften dunkel? Derfor gør de, som nægter, at skriften er soleklar og evident, det, at de lader os tilbage med lutter mørke. (n77)

⁷⁸        At hic dices: nihil ad me ista omnia, Non dico scripturas ubique obscuras esse (Quis enim ita insaniat?), Sed in hac tantum parte et similibus. Respondeo: nec contra te ista solum dico, sed contra omnes, qui ita sentiunt, Deinde contra te de tota scriptura dico, nullam eius partem uolo obscuram dici, stat ibi, quod ex Petro retulimus, Lampadem lucentem nobis esse uerbum Dei in loco caliginoso. Quod si pars huius lampadis non lucet, potius pars caliginosi loci, quam ipsius lampadis erit.        Men her vil du sige: Dette har intet med mig at gøre, jeg siger ikke, at skriften overalt er mørk (for hvem ville være så vanvittig?), den er det kun på dette og lignende punkter. Jeg svarer: Jeg taler heller ikke udelukkende imod dig, men imod alle, som mener sådan. Dernæst siger jeg imod dig om hele skriften, at jeg ikke vil, at nogen del af den kaldes mørk; for det må dog stå fast, hvad vi har citeret fra Peter, at Guds ord er en lysende lampe på et mørkt sted. Og hvis en del af denne lampe lyser, så vil den snarere være en del af det mørke sted, end den selv vil være en lampe.

⁷⁹ Non sic illuminauit nos Christus, ut aliquam partem obscuram uoluerit relictam nobis in suo uerbo, dum nos ad illud iubet attendere; frustra enim attendere iubet, si non lucet. Proinde si dogma de lib. arbi. obscurum uel ambiguum est, ad Christianos et scripturas non pertinet, ac relinquendum est prorsus, numerandumque inter eas fabulas, quas damnat Paulus in Christianis rixantibus. Si autem ad Christianos et scripturas pertinet, clarum, apertum et euidens esse debet, prorsusque similis caeteris omnibus euidentissimis articulis. Ikke således har Kristus oplyst os, at han har villet, at der i hans ord skulle efterlades os nogen del som mørk, når han befaler os at lægge mærke til det; for han ville forgæves befale os at lægge mærke til det, hvis ikke det lyste. Derfor, hvis læresætningen om den frie vilje er mørk og tvetydig, har den intet med de kristne og med skriften at gøre, og den skal helt opgives, og henregnes under de fabler, som Paulus fordømmer, at de kristne strides om. (1 Tim 4,7; 2 Tim 2,14). Men hvis den hører med til de kristne og til skriften, må den være klar, åben og evident, og helt og holdent på linie med de andre klare artikler.

⁸⁰ Debent enim omnes Christianorum articuli tales esse, ut non modo ipsis certissimi sint, sed etiam aduersus alios tam manifestis et claris scripturis firmati, ut omnibus os obstruant, ne possint quicquam contradicere, sicut nobis Christus promittens, dicit: Dabo uobis os et sapientiam, cui non poterunt resistere omnes aduersarii uestri. Si igitur os nostrum in hac parte infirmum est, ut aduersarii resistere possint, falsum est, quod dicit nullum aduersarium ori nostro resistere posse. Aut ergo in dogmate lib. arbi. nullos aduersarios habebimus, quod fiet, si ad nos nihil pertinet, Aut si ad nos pertinet, aduersarios quidem habebimus, sed qui resistere non possint. For alle de kristnes artikler bør være af den art, at de ikke for dem selv er bombesikre, men også overfor modstanderne i kraft af en håndfast og klar skrift, at de lukker munden på alle, og så ingen kan modsige dem, sådan som Kristus lover os det, når han siger: Jeg vil give jer en mund og en visdom, som alle jeres modstandere ikke skal kunne modstå. Hvis derfor vores mund på dette punkt er svag, så modstanderne kan stå imod, så er det forkert, når han siger, at ingen modstandere kan modstå vores mund. Altså, enten har vi hvad læresætningen om den frie vilje ingen modstandere, hvilket vil ske, hvis det ikke angår os, eller også har vi, hvis det angår os, ganske vist modstandere, blot kan de ikke stå imod.

⁸¹         Verum illa impotentia resistendi aduersariorum (quando id hic incidit) sic habet, non quod cogantur cedere sensu suo, aut persuadeantur confiteri aut tacere; Quis enim inuitos coget credere, fateri errorem aut tacere? Quid loquatius uanitate? ait Augustinus. Sed quod os illorum sic obstruitur, ut non habeant quod contradicant, et, ut multa contradicant, comunis tamen sensus iudicio nihil dicant. Exemplis id monstratur melius.           Men med hensyn til denne manglende magt til at modstå, som modstanderne har (hvis det sker her), så forholder sig sådan, at den ikke tvinger dem til at opgive deres mening eller overtaler dem til at bekende eller tie; for hvem kan tvinge modvillige til at tro eller indrømme en fejl eller tie? Hvad er mere veltalende end forfængeligheden? siger Augustin. (n81) Nej, det sker sådan, at deres mund lukkes, fordi de ikke har noget at sige, og selv om de siger meget imod, er det dog den almindelige menings bedømmelse, at de ikke siger noget. Det kan bedre vises med nogle eksempler.

⁸² Quando Christus (W657) Matthei .22. Sadduceis imposuit silentium, dum adducta scriptura probaret resurrectionem mortuorum ex Mose Exodi 3: Ego Deus Abraham etc., Non est Deus mortuorum, sed uiuorum, Hic resistere non poterant nec quicquam contradicere. Sed nunquid ideo caesserunt, opinione sua? Et quoties Pharisaeos confutauit euidentissimis scripturis et argumentis, ita ut populus conuictos palam uideret, et ipsimet sentirent? Nihilominus illi perseuerabant aduersarii. Stephanus Actu. 7. sic loquebatur, teste Luca, ut sapientiae et spiritui, qui loquebatur, resistere non possent. Sed quid illi fecerunt? nunquid caedebant? Når Kristus ifølge Matt 22,23ff bragte saddukæerne til tavshed, da han ved hjælp af nogle skriftsteder beviste de dødes opstandelse ud fra Moses' ord fra 2 Mos 3,6: Jeg er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, han er ikke Gud for døde, men for levende, så kunne de ikke modstå og havde ikke noget at sige imod det. Men mon de derfor afstod fra deres mening? Og hvor ofte gendrev han ikke farisæerne med klare skriftsteder og argumenter, sådan at folket anså dem for at være offentligt slået, og de selv mærkede det? Ikke desto mindre fremturede de i deres modstand. Stefanus talte ifølge Apg 7,54 efter hvad Lukas sagde, så de ikke kunne modstå den visdom og den ånd, hvormed han talte. Men hvad gjorde de? Mon de gav efter?

⁸³ Imo, dum pudet uinci, et resistere non possunt, insaniunt, et clausis auribus et oculis, falsos submittunt contra eum testes Actu. 8. Idem in Concilio stans, uide, quomodo confutet aduersarios! Cum ab origine populi illius numerasset beneficia Dei, et probasset, nunquam templum sibi Deum iussisse condi (Ea enim quaestione agebatur reus, et is erat status caussae), tandem concaedit, sub Salomone fuisse quidem templum aedificatum, At ibi subsumit in hunc modum: Tværtimod, fordi de skammede sig ved at være besejrede, rasede de, og med lukkede ører og øjne indkaldte de falske vidner imod ham, Apg 7,56f. Fremdeles, da han stod i rådet, se, hvordan han gendriver modstanderne! Han opregnede Guds velsignelser fra folkets begyndelse og beviste, at Gud aldrig havde befalet, at der skulle bygges et tempel (det var nemlig det spørgsmål, han var anklaget for, derom drejde det sig), og indrømmede til sidst, at der under Salomon var blevet bygget et tempel, men han konkluderer på følgende måde:

⁸⁴ Sed non in manufactis habitat excelsus, Et ad id allegat Esaiam Prophetam .66: Quae est ista domus quam aedificatis mihi? Dic, quid poterant hic contra tam manifestam scripturam dicere? nihil tamen moti perstabant fixi in sua sententia, Vnde et in eos inuehitur, dicens: Incircumcisi cordibus et auribus, semper restitistis spiritui sancto etc. Resistere eos dicit, qui tamen resistere non poterant. "Men den allerhøjeste bor ikke i templer, gjorte med hænder" og dertil føjede han profeten Esajas' udsagn: "Hvad er det for et hus, I har bygget for mig?" (Es 66,1). Sig mig, hvad kunne de her sige imod en så tydelig skrift? Alligevel gjorde det ikke indtryk på dem og de stod fast på deres mening. Derfor angreb han dem også og sagde: "I uomskårne på hjerter og ører, altid modstår I Helligånden osv". Han siger, at de modstår den, som de dog ikke kan modstå.

⁸⁵          Ad nostros ueniamus! Iohannes Hus, cum sic in Papam disserit ex Matth. 16: Portae inferorum non praeualent aduersus Ecclesiam meam, Estne hic aliqua obscuritas uel ambiguitas? Sed aduersus Papam et suos praeualent portae inferi, ut qui manifesta impietate et sceleribus toto orbe nobiles sunt, Est id quoque obscurum? ergo Papa et sui non sunt Ecclesia, de qua Christus loquitur. Quid hic contradicerent? aut quomodo resisterent ori, quod Christus illi dederat? At restiterunt tamen et perstiterunt, donec ipsum exurerent, tantum abest, ut sensu caederent.         Lad os gå op til vore dage! Når Johan Huss ud fra ordet i Matt 16,18: "Helvedes porte skal ikke få bugt med min kirke" argumenterede imod paven (n85), er der så her nogen dunkelhed eller tvetydighed? Men helvedes porte får bugt med paven og hans slæng, eftersom de er kendt verden over for deres gudløshed og forbrydelser. Er det også dunkelt? Altså er paven og hans slæng ikke den kirke, som Kristus taler om. Hvad kan de siger herimod? eller hvordan vil de kunne modstå den mund, som Kristus har givet ham? Men de modstår dog og bliver hårdnakket ved med det, indtil de brænder ham på bålet, blot er det langtfra, at de opgiver deres mening.

⁸⁶ Nec Christus hoc tacet, cum dicit: Aduersarii non poterunt resistere; Aduersarii sunt (inquit), ergo resistent, alioqui non aduersarii, sed amici fierent; et tamen resistere non poterunt. Quid est hoc aliud dicere, quam: resistendo non poterunt resistere? Si itaque et nos lib. arb. sic confutare poterimus, ut aduersarii nequeant resistere, etiam si persistant suo sensu, et repugnante conscientia resistant, satis fecerimus. Og det fortier Kristus ikke, når han siger: Modstanderne kan ikke stå imod; han siger, at de er modstandere, altså står de imod, ellers ville de ikke være modstandere, men de ville blive venner; og dog kan de ikke stå imod. Hvad er det andet end at sige: når de står imod, kan de ikke stå imod? Hvis derfor også vi kan gendrive den frie vilje på den måde, at modstanderne ikke kan stå imod, også selv om de fastholder deres mening og står imod med en protesterende samvittighed, så vil vi have gjort nok.

⁸⁷ Satis enim expertus sum, quam nemo uolet uinci, et (ut Quintilianus ait) nemo
est, qui non malit nosse, quam discere uideri, quamuis apud nos id prouerbii omnes usu potius quam affectu, imo abusu, (W658) passim in ore uersent: Opto discere, paratus sum doceri et monitus meliora sequi, Homo sum, errare possum, Quod sub hac larua, pulchra uelut humilitatis specie, liceat confidenter dicere: Mihi non est satisfactum, Ego non capio, uim facit scripturis, pertinaciter asserit, Scilicet certi, quod tantae humilitatis animas nemo suspicetur pertinaciter resistere et agnitam quoque ueritatem fortiter impugnare. Ita fit, ut non maliciae eorum esse oporteat, quod non caedunt sensu suo, sed obscuritatis et ambiguitatis argumentorum. Jeg har nemlig fuldt ud erfaret, at ingen vil lade sig overvinde, og som Quintilian siger, er der ingen, der ikke hellere vil give det udseende af at vide end af at skulle lære, selv om alle hos os bruger dette ordsprog, snarere af rutine end af overbevisning, og overalt tager det i munden: 'Jeg ønsker at lære, jeg er parat til at blive belært og undervist i at følge det bedre, jeg er et menneske, jeg kan tage fejl', fordi man under dette dække, der til forveksling ligner det smukke syn af ydmyghed, giver sig selv lov til fortrøstningsfuldt at sige: 'Det er ikke tilfredsstillende for mig, jeg forstår det ikke, han øver vold mod skriften, han påstår noget hårdnakket'. Naturligvis er de sikre på, at ingen mistænker sjæle af så stor ydmyghed for hårdnakket at stå imod og stærkt bekæmpe også den erkendte sandhed. Sådan går det til, at det ikke kommer til at være deres ondskab, der bevirker, at de ikke viger fra deres mening, men argumenternes dunkelhed og tvetydighed.

⁸⁸ Sic et Philosophi graecorum fecerunt, ne ullus alteri uideretur caedere, etiam manifeste conuictus, caeperunt negare prima principia, ut Aristoteles recitat. Interim nobis et aliis blande persuademus, Esse multos bonos uiros in terra, qui libenter ueritatem amplexuri sint, si sit, qui clare doceat, nec esse praesumendum, tot erudites, tanta saeculorum serie uiros, errasse aut non cognouisse, quasi ignoremus, mundum esse regnum Satanae, ubi praeter naturalem caecitatem agnatam ex carne, etiam nequissimis spiritibus regnantibus super nos in ipsa caecitate induramur, et daemoniacis, nec iam humanis tenebris, tenemur. Sådan har også de græske filosoffer gjort, for at det ikke skulle se ud, som om nogen gav efter for en anden, selv om han var soleklart overbevist, de begyndte at benægte grundprincipperne, sådan som Aristoteles beretter om det. Og imens overbeviser vi smigrende og selv og andre om, at der er mange gode mænd på jorden, som gerne ville antage sandheden, hvis der var én, der klart kunne belære dem, og om, at man ikke kan antage, at så mange lærde mænd gennem så mange hundrede år havde taget fejl eller ikke var kommet til erkendelse, som om vi var uvidende om, at verden er Satans rige, hvor det gælder, at udover, at den naturlige blindhed er os i kødet båret, forhærdes vi også selv af de uværdige ånder, der hersker over os i den samme blindhed, og vi holdes fanget i et dæmonisk, ikke mere menneskeligt fangenskab.

⁸⁹          Si igitur Scriptura (inquis) dilucida est, cur in hac parte tot saeculis excellentes ingenio uiri caecutierunt? Respondeo: Caecutierunt sic in laudem et gloriam libe arbi., ut ostenderetur illa magnifice iactata uis, qua se homo applicare potest ad ea quae sunt salutis aeternae, Scilicet quae nec uisa uidet, nec audita audit, multo minus intelligit uel appetit. Huc enim pertinet, quod Christus ex Esaia et Euangelistae toties afferunt: Audientes audietis et non cognoscetis, et uidentes non uidebitis.         Så siger du: hvis således skriften er klar, hvorfor har så så mange udmærkede lærde mænd gennem så mange århundreder været blinde på det punkt? (e1#49) Jeg svarer: De var så blinde i deres ros og forherligelse af den frie vilje, for at den kraft, som man praler af er fortrinlig, hvorved mennesket kan vende sig til det, som har med den evige frelse at gøre, skulle blive åbenbar, nemlig, at den ikke ser det, der dog er til at se, og ikke hører det, der dog er til at høre, langt mindre forstår det eller stræber efter det. Det henviser nemlig til, hvad Kristus ud fra Esajas og evangelisterne overalt fremfører, at de, skønt de hører, dog intet hører og ikke forstår, og at de, skønt de ser, dog ikke skal se. (Es 6,10; Matt 13,14)

⁹⁰ Quid hoc est aliud, quam libe. arbi. seu cor humanum sic esse Satanae potentia oppressum, ut, nisi spiritu Dei mirabiliter suscitetur, per sese, nec ea uidere possit, nec audire, quae in ipsos oculos et in aures manifeste impingunt, ut palpari possint manu? tanta est miseria et caecitas humani generis. Sic enim et ipsi Euangelistae admirati, qui fieret, ut Iudaei operibus et uerbis Christi, quae plane fuerunt irrefragabilia et innegabilia, non caperentur, isto scripturae loco sibi respondent, Scilicet, quod homo sibi relictus, uidens non uidet, et audiens non audit. Quid monstrosius? Hvad betyder det andet, end at den frie vilje eller det menneskelige hjerte i den grad er undertrykt af Satans magt, at medmindre Guds ånd på mirakuløs måde kommer til hjælp, kan den i sig selv hverken se eller høre det, som springer så tydeligt i øjne og øren, at man kan røre det med hænder? Så stor er menneskeslægtens elendighed og blindhed. Sådan også med evangelisterne. De undrede sig over, hvordan det kunne gå til, at jøderne ikke tog imod Kristi gerninger og ord, som dog helt ud var umuligt at tilbagevise og at benægte. Og de svarede med dette skriftsted, nemlig, at mennesket, overladt til sig selv, ser og dog ikke ser, hører, og dog ikke hører. Hvad er mere besynderligt?

⁹¹Lux (inquit) lucet in tenebris et (W659) tenebrae non comprehendunt. Quis hoc crederet? Quis similia audiuit? Lucere in tenebris lucem, et tamen tenebras manere tenebras nec illustrari? Proinde non est hoc mirum in rebus diuinis, quod tot saeculis uiri excellentes ingenio caecutiunt; in rebus humanis mirum esset; In rebus diuinis, mirum potius, si unus et alter non caecutiat, Non mirum uero, si plane omnes caecutiant. Quid enim est uniuersum genus humanum, extra spiritum, nisi regnum Diaboli (ut dixi), confusum cahos tenebrarum? unde Paulus Daemones appellat rectores harum tenebrarum. "Lyset", siger han, "skinner i mørket og mørket begreb det ikke". (Joh 1,5). Hvem ville tro det? Hvem har hørt noget lignende? At lyset lyser i mørket, og mørket dog forbliver mørke uden at blive oplyst? Derfor er det i de guddommelige forhold ikke det, der er det mærkeligt, at lærde mænd gennem så mange århundreder var blinde; det ville det være i menneskelige forhold; men i guddommelige forhold er det snarere mærkeligt, at én og anden ikke er blind, men det er ikke mærkeligt, hvis næsten alle er blinde. For hvad er hele menneskeslægten, udenfor ånden, andet end djævelens rige, som jeg har sagt, der er et forvirret mørkekaos? Derfor kalder Paulus også dæmonerne herskere over dette mørke. (Ef 6,12).

⁹² Et i. Corin. i. dicit: Nemo principum huius mundi cognouit Dei sapientiam. Quid putas de reliquis sentiet, qui principes mundi asserat tenebrarum seruos? Per principes enim intelligit primos et summos in mundo, quos tu excellentes ingenio uocas. Cur caecutierunt Arriani omnes? An non fuerunt ibi uiri ingenio excellentes? Cur gentibus Christus est stultitia? an inter gentes non sunt uiri excellentes ingenio? Cur Iudaeis est scandalum? An non fuerunt inter Iudaeos uiri excellentes ingenio? Deus scit (ait Paulus) cogitationes sapientum, quoniam uanae sunt, Noluit dicere: hominum, ut ipse textus habet, primos et principes inter homines significans, ut ex iis reliquos homines aestimemus. Og i 1kor#2.8 siger han: "Ingen af denne verdens fyrster har erkendt Guds visdom". Hvad tror du, han ville mene om de øvrige, når han forsikrer, at denne verdens fyrster er mørkets slaver? Ved fyrster forstår han nemlig de første og største i verden, dem, som du kalder mænd med udmærket forstand. Hvorfor var alle arianerne blinde? Mon de ikke var mænd med udmærket forstand? Hvorfor var Kristus en dårskab for hedningerne? Mon der ikke blandt hedningerne var mænd med udmærket forstand? Hvorfor var han en forargelse for jøderne? Mon der ikke blandt jøderne var mænd med udmærket forstand? Paulus siger: Gud kender de vises tanker, at de er tomhed (1kor#3.20). Han siger ikke: Herren kender menneskenes tanker, som der står i Sl. 94,11, han betegner de første og de fornemste blandt mennesker, så vi ud fra dem kan bedømme de øvrige mennesker.

⁹³ Sed haec infra latius fortasse, Satis sit exordio praemisisse, Scripturas esse clarissimas, quibus nostra sic possunt defendi, ut aduersarii non queant resistere; Quae uero sic defendi non possunt, aliena et non Christianorum sunt. Si uero sunt, qui hanc claritatem non uideant et in isto sole caecutiunt uel offendunt ii, si sunt impii, declarant, quanta sit maiestas et potentia Satanae in filiis hominum, ut clarissima uerba Dei neque audiant, neque capiant, uelut si prestigio illusus quispiam solem putet esse carbonem frigidum, aut lapidem sentiat esse aurum. Men derom måske mere udførligt senere. Nok er det her i indledningen at have forudskikket den bemærkning, at skriften er soleklar, og at det, som vi bekender, gennem den kan bevises, så modstanderne ikke kan modstå, men at det, der ikke kan forsvares således, er noget fremmed og ikke tilhører de kristne. Men hvis der er nogen, der ikke kan se denne klarhed og er blinde i denne sol eller tager anstød, så aflægger netop sådanne mennesker, hvis de er gudløse, vidnesbyrd om, hvor stor Satans majestæt og magt er over menneskenes børn, så at de hverken hører eller forstår Guds soleklare ord, som hvis én ved et blændværk blev narret til at tro, at solen var et koldt stykke kul, eller til at mene, at en sten var af guld.

⁹⁴ Si pii sunt, inter illos electos censeantur, qui in errorem ducuntur aliquando, ut declaretur uirtus Dei in nobis, sine qua nec uidere nec prorsus quicquam possumus. Non enim imbecillitatis ingenii est (ut tu caussaris), ne uerba Dei capiantur, imo nihil aptius capiendis uerbis Dei imbecillitate ingenii, propter imbecilles enim et ad imbecilles Christus et uenit et mittit uerbum suum, sed nequitia Satanae est in nostra imbecillitate sedentis, regnantis ac Dei uerbo resistentis. Ni Satanas faceret, uno sermone Dei semel audito totus mundus hominum conuerteretur, nec pluribus opus esset. Hvis de er fromme, må de regnes blandt de udvalgte, som i nogen grad føres i vildfarelse, så at Guds kraft i os, uden hvilken vi hverken kunne se eller gøre nogetsomhelst, kan blive åbenbar. Det ligger nemlig ikke i forstandens svaghed (sådan som du påstår, e1#21), at de ikke kan fatte Guds ord, ja, intet er mere egnet til at forstå Guds ord end en svag forstand, for det var på grund af de svage og for de svages skyld, at Kristus både kom og sendte sit ord, men Satans listighed sidder og hersker og modstår Guds ord i vores svaghed. Hvis Satan ikke gjorde det, ville hele verdens mennesker omvendes blot ved at høre én eneste prædiken om Gud og der ville ikke være brug for flere.

⁹⁵         Et quid multis ago? Cur non simul cum hoc exordio finimus caussam et contra teipsum tuis ipsius uerbis ferimus sententiam secundum illud Christi: Ex uerbis tuis iustificaberis, ex uerbis tuis condemnaberis? Tu (W660) enim dicis, Scripturam hic non esse dilucidam, Deinde sententia suspensa, in utranque partem disputas, Quid pro, quid contra dici possit, praeterea nihil agis toto isto libello, quem ob eandem caussam Diatriben potius quam Apophasin uel aliud appellare uoluisti, quod omnia collaturus, nihil affirmaturus scriberes.        Men hvorfor bruge så mange ord? Hvorfor ikke én gang for alle afslutte denne indledning og med dine egne ord afsige dom imod dig, efter dette ord af Kristus: "Ud fra dine ord skal du retfærdiggøres, ud fra dine ord skal du fordømmes"? (Matt 12,37). For du siger, at skriften ikke her er klar, dernæst lader du sagen være uafgjort, disputerer til begge sider, hvad der kan siges for, hvad imod, men behandler derudover intet i hele denne bog, som du af den grund hellere har villet kalde Diatribe end f. eks. Apofasis eller noget andet, fordi du skriver som én, der vil samle sammen, ikke sige noget bestemt.

⁹⁶ Si igitur dilucida scriptura non est, cur hic non modo caecutiunt, sed temere et stulte definiunt et asserunt lib. arbi. uelut ex certa et dilucida scriptura illi, quos iactas? uidelicet tam numerosa series eruditissimorum uirorum, quos in hunc usque diem tot saeculorum consensus approbauit, quorum plerosque praeter admirabilem sacrarum literarum peritiam uitae quoque pietas commendat, quidam doctrinae Christi, quam scriptis defenderant, sanguine suo testimonium reddiderunt. Hvis altså skriften ikke er klar, hvorfor er disse mennesker så ikke blot blinde, men definerer og antager frimodigt og dumt den frie vilje som om det kunne gøres ud fra en sikker og klar skrift, de mennesker, som du praler af, nemlig denne lange række af lærde mænd, som indtil i dag gennem så mange århundreder enigt har godkendt den, og hvoraf flere udover en beundringsværdig indsigt i den hellige skrift også anbefales af et fromt levned, og nogle har givet Kristi lære, som de forsvarede med skriften, deres vidnesbyrd med deres blod?

⁹⁷ Si ex animo ista loqueris, fixum est apud te, lib. arb. habere assertores, mirabili literarum sacrarum peritia praeditos, ita ut sanguine suo illud quoque testati sint. Quod si uerum est, dilucidam illi habebant scripturam, alioqui, quae esset illa admirabilis peritia literarum sacrarum? Deinde quae leuitas et temeritas animi, sanguinern fundere pro re incerta et obscura? Hoc enim non martyrum Christi, sed daemonum est. Iam et tu pone ob oculos et tecum expende, utrum plus tribuendum esse iudices tot eruditorum, tot orthodoxorum, tot sanctorum, tot martyrum, tot ueterum ac recentium theologorum, tot academiarum, tot conciliorum, tot Episcoporum et summorum Pontificum praeiudiciis, qui scripturas dilucidas esse senserunt, et id tum scriptis tum sanguine confirmauerunt, an tuo unius priuato iudicio, qui negas scripturas esse dilucidas, qui forte nec unam unquam lachrymam uel suspirium pro doctrina Christi emisisti? Hvis det, du her siger, er din oprigtige mening, så står det fast for dig, at de, der fastholder den frie vilje, har et mærkværdigt kendskab til den hellige skrift, sådan at de endog har bevidnet det med deres blod. Og hvis det er sandt, så regnede disse mennesker skriften for klar, hvad ville ellers denne beundringsværdige kendskab til skriften være værd? Og hvilken letsindighed og ubetænksomhed ville det ikke være, at udgyde sit blod for en usikker og dunkel sag! Det ville nemlig ikke være Kristi martyrers sag, men dæmonernes martyrers sag. Men nu skal også du holde dig for øje og afgøre med dig selv, hvilken bedømmelse man skal lægge mest vægt på: de fordomme fra så mange lærde, ortodokse, hellige, martyrer, gamle og nye teologer, akademikere, konciler, biskopper og paver, som mener, at skriften er klar, og har bekræftet det både med deres skrifter og med deres blod, eller den bedømmelse, du som en enkelt privatmand kommer med, du, som nægter, at skriften er klar, og som måske knap nok har udgydt en enkelt tåre eller udstødt et enkelt suk for Kristi lære.

⁹⁸ Si illos recte sensisse credis, cur non imitaris? Si non credis, cur iactas tanta bucca, tanta copia, quasi me obruere uelles tempestate et diluuio quodam orationis, quod tamen in caput tuum fortius inundat, arca uero mea in sublimi fertur secura? Nam tu tot tantisque uiris simul tribuis summam et stultitiam et temeritatem, dum illos scribis scripturae peritissimos, stilo, uita, morte illam asseruisse, quam tamen obscuram et ambiguam esse contendis, hoc est aliud nihil, quam illos facere imperitissimos cognoscendo et stultissimos asserendo. Sic illos non honorassem ego priuatus ille contemptor, ut tu facis publicus ille laudator. Hvis du tror, at de har haft en ret anskuelse, hvorfor efterligner du dem så ikke? Hvis du ikke tror det, hvorfor berømmer du dem så med stor opblæsthed, så stort ordskvalder, som ville du oversvømme mig med uvejr og en syndflod af ord, som dog strømmer stærkere hen over dit hoved, men lader min ark sejle sikkert ovenpå? For du tillægger på én gang disse mange og store mænd den største dumhed og frækhed, idet du skriver, at disse, der er særdeles kyndige i skriften, med deres pen, deres levned, deres død har bekræftet den, den skrift, som du dog hævder er dunkel og tvetydig, hvilket ikke er andet end at gøre dem ulærde i deres erkendelse og dumme i deres forsikring. Jeg enkeltmand, der skulle foragte dem, har ikke æret dem på den måde som du, der i offentligheden går for at rose dem, gør det.

⁹⁹          Cornuto igitur (quod aiunt) hic te syllogismo teneo. Vtrum enim falsum esse oportet, Vel illud quod dicis, illos fuisse admirabiles peritia sacrarum literarum, uita et martyrio, Vel illud quod dicis, Scripturam non esse dilucidam. Verum cum huc potius rapiaris, ut scripturas non dilucidas esse credas (hoc enim toto libello agis), reliquum fit, ut uel animi uel adulandi gratia, nequaquam serio illos dixeris peritissimos scripturae et martyres Christi, tantum ut rudi uulgo fucum, Luthero autem negocium faceres, et caussam eius inanibus uerbis grauares odio et contemptu.          Jeg holder dig hermed fast med det, man kalder en hornet syllogisme. Én af delene må nemlig være forkert, enten det, som du siger, at de var beundringsværdige i deres kendskab til den hellige skrift, i deres levned og deres martyrium, eller det, som du siger, at skriften ikke er klar. Men da du i højere grad lader dig rive hen mod dette, at du ikke tror, at skriften er klar (det går du nemlig ud fra din hele bog igennem), så er der kun den mulighed tilbage, at du enten af lyst eller for at smigre, men i hvert fald ikke for alvor har sagt, at de var de bedste skriftkendere og Kristi martyrer, blot for at narre det rå folk, men volde vanskeligheder for Luther og lægge hans sag for had og foragt med tomme ord.

¹⁰⁰ Ego uero neutrum uerum, sed utrunque falsum dico. Primum, scripturas esse lucidissimas, Deinde illos, quatenus lib. arb. asserunt, esse imperitissimos sacrarum literarum, tum illud neque uita, neque morte, solum uero stilo, sed peregrinante animo, asseruisse. Quare hanc disputatiunculam sic concludo: Per scripturam, ut obscuram, hactenus nihil certi definitum est nec definiri potest de lib. arb. te ipso teste, Per uitam uero omnium hominum ab initio mundi nihil est ostensum pro libero arbi., ut superius est dictum. Men jeg siger, at ingen af de to muligheder er sande, de er begge falske. For det første, fordi skriften er soleklar, for det andet fordi de, som fastholder den frie vilje, er ukyndige i den hellige skrift, eftersom de hverken med deres levned eller med deres død, men kun med deres pen har fastholde den, dog med en omkringvandrende ånd. Derfor slutter jeg denne lille disputation således: Gennem skriften er der, da den er uklar, hidtil ikke fastslået noget sikkert, og det kan der heller ikke, efter det, du siger, men gennem alle menneskers levnes fra verdens begyndelse er der ikke påvist noget til fordel for den frie vilje, som ovenfor sagt.

¹⁰¹ Docere igitur aliquid, quod intra scripturas non est ullo uerbo praescriptum, et extra scripturas non est ullo facto monstratum, hoc non pertinet ad dogmata Christianorum, sed ad narrationes ueras Luciani, nisi quod Lucianus ioco et prudenter rebus ludicris ludens, neminem fallit neque laedit, Isti uero nostri re seria et quae ad aeternam salutem pertinet, insaniunt in perditione innumerabilium animarum. Sic et ego absoluerim totam hanc quaestionem de lib. arb. etiam testimonio aduersariorum mecum faciente et illis ipsis pugnante, cum fortior probatio nulla sit, quam ipsius, qui reus est, propria confessio et testimonium contra seipsum. Verum quia Paulus praecipit uaniloquos epistomisin, caussam ipsam aggrediamur, et ordine, quo incedit Diatribe, rem tractemus, ut primum confutemus argumenta pro libero arbi. adducta, deinde confutata nostra defendamus, tandem contra lib. arb. pro gratia Dei pugnemus. Altså, at lære noget, som i skriften ikke med ét ord er foreskrevet, og udenfor skriften ikke bevist med nogen kendsgerning, det har intet med de kristnes læresætninger at gøre, men med Lucians "sande historier", bortset fra, at Lucian for sjov og klogt leger med latterlige ting, ikke bedrager eller skader nogen, mens disse for alvor raser imod vores sag og imod det, der har med den evige frelse at gøre, til fortabelse for utallige sjæle. Således ville jeg gerne have afsluttet hele dette spørgsmål om den frie vilje, idet endog modstandernes vidnesbyrd står på min side og de kæmper mod sig selv, for der er jo ikke noget bevis, der er stærkere, end den anklagedes egen bekendelse og vidnesbyrd imod sig selv. Men fordi Paulus påbyder os at lukke munden på snakkehovederne (Tit 1,11), så vil vi nu tage fat på sagen selv og behandle den i den orden, som Diatriben anvender, så vi først gendriver argumenterne til fordel for den frie vilje, dernæst forsvarer de af vore sætninger, der er blevet angrebet, og til sidst kæmper imod den frie vilje til fordel for Guds nåde.

¹⁰²           Ac primum ab ipsa definitione recte faciemus initium, Qua sic definis libe. arb.: Porro lib. arbi. hoc loco sentimus uim humanae uoluntatis, qua se possit homo applicare ad ea, quae perducunt ad aeternam salutem, aut ab iisdem auertere. (h6#64).            Og den første begyndelse gør vi med rette ved selve den definition, hvormed du definerer den frie vilje: 'Videre forstår vi på dette sted ved den frie vilje en kraft i den menneskelige vilje, hvorved mennesket kan vende sig hen mod det, der fører til den evige frelse, eller vende sig bort fra det'. (e1#63)

¹⁰³ Prudenter sane definitio a te nuda ponitur, (W662) nec ulla eius particula (ut mos est aliorum) declaratur, quod naufragium non unum forte ueritus sis. (h6#66) Klogt nok fremsættes denne definition helt isoleret og ingen af dens dele bliver forklaret, som andre ellers har for skik, måske fordi du frygter mere end ét skibbrud.

¹⁰⁴ Cogor itaque ego singulas discutere. Ipsum certe definitum, si rigide examinetur, latius patet quam definitio, qualem definitionem Sophistae uitiosam dicerent, quoties uidelicet definitio non explet definitum. (h6#74). Derfor er jeg tvunget til at undersøge hver enkelt led. Sikkert er det, at det definerede selv, når man nøjere undersøger det, strækker sig længere end definitionen; den slags definition kalder sofisterne fejlagtig, så ofte nemlig definitionen ikke udfylder det definerede.

¹⁰⁵ Nam superius ostendimus, lib. arb. nemini nisi soli Deo conuenire. Arbitrium fortassis homini aliquod recte tribueris, sed liberum tribuere in rebus diuinis, nimium est, Quod liberi arbitrii uox, omnium aurium iudicio, proprie id dicitur, quod potest et facit erga Deum, quaecunque libuerit, nulla lege, nullo imperio cohibitum. For vi har ovenfor (#8) påvist, at en fri vilje ikke tilkommer andre end Gud. Du kan måske med nogen ret tillægge mennesket en vilje, men at tillægge det en fri vilje i de guddommelige sager, det er for meget. Fordi ordet 'fri vilje' efter alles bedømmelse, især betegner, at man kan og gør overfor Gud, hvad der falder én ind, uden at være forhindret af nogen lov eller noget herredømme.

¹⁰⁶ Neque enim seruum dixeris liberum, qui sub imperio domini agit; quanto minus hominem uel angelum recte liberum dicimus, qui sub imperio plenissimo Dei (h6#77) (ut peccatum et mortem taceam) sic degunt, ut ne momento consistere suis uiribus possint. Du ville jo heller ikke kalde en slave, som lever under sin herres herredømme, for fri; hvor meget mindre kan vi da med rette kalde et menneske eller en engel fri, som henlever sit liv under Guds fulde og gennemtrængende herredømme (at jeg skal tie om synden og døden), så de ikke et øjeblik kan bestå ved egne kræfter.

¹⁰⁷ Igitur hic statim in foribus pugnant definitio quid nominis, et definitio quid rei, quod uox aliud significat et aliud re ipsa sentitur. Altså her, straks i begyndelsen, modsiger definitionen efter ordene definitionen efter sagen, fordi ordet betegner én ting og sagen selv betyder noget andet.

¹⁰⁸ Rectius uero 'Vertibile arbitrium' uel 'mutabile arbitrium' diceretur, Nam sic Augustinus et post eum Sophistae gloriam et uirtutem istius uocis 'Liberum' extenuant, adiecto illo detrimento, quod uertibilitatem lib. arbitrii dicunt. Med større ret kunne man tale om en 'omvendelig vilje' eller en 'foranderlig vilje', for således svækker Augustin og efter ham sofisterne dette ord 'fri's ære og dyd, idet de tilføjer den formindskelse, at de taler om den frie viljes foranderlighed.

¹⁰⁹ Atque ita deceret nos loqui, ne inflatis et inaniter fastuisos uocabulis corda hominum luderemus, ut et Augustinus sentit, Nos ad certam regulam, sobriis et propriis uerbis debere loqui. (h6#81) Derfor skulle også vi tale således, så vi ikke med opblæste og indholdsløst pralende ord leger med menneskenes hjerter, sådan som også Augustin mener, at vi skal tale efter en vis regel med nøgterne og væsentlige ord.

¹¹⁰ In docendo enim simplicitas et proprietas dialectica requiritur, non autem ampullae et figurae rhetoricae persuasionis. For når man underviser, kræves nemlig enkelhed og en særegen dialektik, men ikke svulstighed og retoriske overtalelsesfigurer.

¹¹¹ Sed ne uerbi pugna delectari uideamur, donemus interim id abusui, licet magno et periculoso, ut idem sit liberum arbitrium, quod uertibile arbitrium. Men for ikke at se ud som nogen, der elsker ordstrid, vil vi foreløbig lade denne misbrug ligge, selv om den vel er den største og farligste misbrug, nemlig at en fri vilje er det samme som en foranderlig vilje.

¹¹²Donemus et illud Erasmo, quod lib. arb. uim facit humanae uoluntatis, ac si angelorum non sit lib. arb., quod hoc libello solum de hominum lib. arbi. agere instituit; alioqui et in hac parte definitio fuerat arctior quam definitum. Vi vil også indrømme Erasmus, at han gør den frie vilje til en kraft ved den menneskelige vilje, også hvis den frie vilje ikke hører engle til, fordi han i sin bog alene påtager sig at behandle menneskenes frie vilje; ellers ville definitionen også i den henseende være snævrere end det, der bliver defineret.

¹¹³Ad eas partes ueniamus, in quibus rerum cardo uertitur, quarum aliquae satis apertae sunt, aliae lucem fugiunt, uelut sibi consciae nihil non metuant, cum nihil definitione apertius et certius edi debeat; obscurum enim definiere, perinde est ac nihil definire.          Vi kommer nu til de dele, som er hovedsagen; deraf er nogle tilstrækkelig klart belyst, andre skyr lyset, som frygtede de skyldbevidst alt, skønt en definition bør være det klareste og sikreste man fremsætter; for at definere uklart er det samme som ikke at definere.

¹¹⁴ Apertae sunt illae: Vis humanae uoluntatis, item: Qua se potest homo, item: Ad aeternam salutem, Sed Andabatae (n114) sunt istae: Applicare, Item: Ad ea quae perducunt, item: Auertere. (h6#93). Dette er klart nok: 'en kraft i den menneskelige vilje', ligeledes: 'hvorved mennesket kan', ligeledes: 'til den evige frelse. Men blindt er dette: 'at vende sig hen imod'; ligeledes: 'mod det, som fører til'; ligeledes: 'vende sig bort fra'.

¹¹⁵ Quid igitur esse diuinabimus illud applicare, item illud auertere? item, quid sunt illa, quae ad aeternam salutem perducunt? Quo se proripiunt illa? Mihi, ut uideo, cum uero Scoto aut Heraclito res est, ut duplici labore fatiger, primum, ut aduersarium in foueis et tenebris (quod facinus et audax et periculosum est) palpitans et tentans quaeritem, ac nisi inuenero, frustra et cum laruis pugnem, aeraque in tenebris uerberem, Deinde, tum produxero in lucem, tum demum, iam quaerendo fessus, aequo marte manus conseram. Hvad skal vi derfor råde til, at dette 'vende sig hen til' og dette 'vende sig bort fra' betyder? Ligeledes: hvad er det, som fører til den evige frelse? Hvorhen fører dette ord os? Jeg har, såvidt jeg kan se, med en sand Scotus eller Heraklit at gøre, så jeg udmattes ved et dobbelt arbejde, først det, at søge modstanderen i faldgruber og i mørke (hvilken både vovelig og forbryderisk udåd), famlende og berørende, og hvis jeg ikke finder ham, at kæmpe forgæves mod masker, at slå ud i luften i mørket, dernæst, først da, når jeg har trukket ham frem i lyset og allerede er udmattet af al min søgen, at gå i håndgemæng med ham på lige fod.

¹¹⁶ Vim igitur uoluntatis humanae dici, credo, potentiam uel facultatem uel (W663) habitatem uel aptitudinem uolendi, nolendi, eligendi, contemnendi, approbandi, refutandi et si quae sunt aliae uoluntatis actiones. (h6#94). Altså, jeg mener, at en kraft i den menneskelige vilje vil sige en evne eller mulighed eller færdighed eller egnethed til at ville, til ikke at ville, til at udvælge, til at foragte, til at tilslutte sig, til at vise tilbage og hvad ellers viljens handlinger kan være.

¹¹⁷ Iam quid, sit eandem uim sese applicare, et auertere, non uideo, nisi ipsum uelle et nolle, eligere, contemnere, probare, refutare, ipsam scilicet actionem uoluntatis, ut fingamus, Vim illam esse medium quiddam inter uoluntatem ipsam et actionem suam, (h6#88) ut qua uoluntas ipse actionem uolendi et nolendi elicit, et qua ipsa actio uolendi et nolendi elicitur. (h6#95). Men hvad nu det betyder, at den samme kraft vender sig hen til og vender sig bort fra, kan jeg ikke indse, medmindre selve det at ville, ikke at ville, at udvælge, at foragte, at tilslutte sig, at afvise, er selve viljens handling, så at vi skal forestille os, at denne kraft på en måde står midt imellem viljen og dens gerning, som noget, hvorved viljen selv vælger at ville eller ikke ville handlingen, og som noget, hvorved handlingen at ville og ikke at ville udvælges.

¹¹⁸ Aliud hic nec fingere nec cogitare datur. Si fallor, culpa sit authoris, qui definiuit, non mea, quo inuestigo, Recte enim dicitur apud Iuristas, Verba obscure loquentis, cum potuerit clarius dicere, interpretanda esse contra ipsum. (h6#96). Der gives her ikke nogen anden måde at forestille sig det eller tænke sig det på. Hvis jeg tager fejl, er det den forfatters fejl, der definerer, ikke min, som undersøger. Det er nemlig rigtigt, hvad juristerne siger, at den, der taler uklare ord, når han kunne tale klarere ord, skal udlægges imod sig selv.

¹¹⁹ Et hic interim Modernos meos ignorare uolo cum suis subtilitatibus, Crasse enim dicendum est, gratia docendi et intelligendi. Ea uero, quae ad aeternam salutem perducunt, arbitror esse Verba et opera Dei, quae offeruntur uoluntati humanae, ut eisdem sese applicet uel auertat, Verba autem Dei dico tam legem quam Euangelion; Lege exiguntur opera, Euangelio fides. Her vil jeg imidlertid ignorere mine moderne teologer sammen med deres spidsfindigheder; det må nemlig siges groft for lærens og erkendelsens skyld. Men det, som fører til den evige frelse, tror jeg er Guds ord og gerninger, som tilbydes den menneskelige vilje, så at den kan vende sig hen imod dem eller vende sig bort fra dem. Men Guds ord mener jeg er loven og evangeliet; gennem loven tilvejebringes gerninger, gennem evangeliet tro.

¹²⁰Nulla enim sunt alia, quae uel ad gratiam Dei uel ad salutem aeternam perducunt, nisi uerbum et opus Dei, Siquidem gratia uel spiritus est ipsa uita, ad quam uerbo et opere diuino perducimur. (h6#99; h6#100). Der er nemlig ikke andet, som fører til Guds nåde eller til den evige frelse, end Guds ord og gerning, eftersom nåden eller ånden er livet selv, til hvilket vi føres frem i kraft af det guddommelige ord og gerning.

Videre til serv-arbit04!

Noter:

n22: Luther har lagt mærke til Erasmus' selvmodsigelse, idet han lige efter at have nævnt alle de mange, som Luther er uenig med, siger, at han naturligvis ikke vil afgøre sagen ved at tælle stemmer. (eras1#47).

n27: I 5 Mos 18,22 står der: Hvis en profet taler i Herrens navn og hans ord ikke indtræffer og går i opfyldelse, da er det et ord, som Herren ikke har talt. I formastelighed har profeten talt; fra ham behøver du ikke at frygte noget.

n33: Hans Jochen Iwand har i den i L1#n0 omtalte udgave en note, hvori det hedder: Luther citerer gerne disse ord af Bernhard. Men han har åbenbart taget fejl, for Bernhard ikke udtalte sådan i sin dødsstund med henblik på sit liv som munk, men modsat udtalte dem med henblik på sit liv, før han gik i kloster. Denifle har i høj grad nedgjort Luther på grund af denne "forfalskning".

n77: En lidt mere udførlig gennemgang af det samme argument findes i "Assertio omnium articulorum" ass01#11.

n81: Fra de civitate Dei, bog 5, kap 26, 2.

n85; Hans Jochen Iwand fortæller i en note, at det sker i Huss' bog De ecclesia, som Luther havde fået foræret af bøhmerne efter disputationen med Eck. Min bemærkning: Han har vist først læst den i januar-februar 1920; i hvert fald skriver han da til Spalatin: Vi er alle hussitter. (br140220#9)

n114: andabata, en slags gladiator, hvis hjælm ingen åbning havde foran øjnene og som derfor kæmpede i blinde.