De servo arbitrio 1

¹  VENERABILI VIRO DOMINO ERASMO ROTERDAMO, MARTINVS LVTHER, GRATIAM ET PACEM IN CHRISTO.

Til den ærværdige hr. Erasmus fra Rotterdam sender Martin Luther sin hilsen: Nåde og fred i Kristus. 

²   Quod tardius diatribae tuae de libero arbitrio respondeo, Venerabilis Erasme, praeter spem omnium, preterque morem meum accidit, qui hactenus eiusmodi occasiones scribendi non solum libenter apprehendisse, sed ultro etiam quaesiisse uisus sum. 

Når jeg svarer temmelig sent på din diatribe om den frie vilje, kære Erasmus, så sker det imod alles forhåbninger og imod, hvad jeg plejer at gøre; for jeg synes jo hidtil ikke blot glad at have grebet enhver lejlighed til at skrive den slags, men endog at have opsøgt lejlighed dertil. 

³ Mirabitur forte quispiam nouam illam et insolitam, uel patientiam, uel formidinem Lutheri, quem nec tot iactatae uoces et literae aduersariorum excitarunt, Erasmo uictoriam congratulantes et Io pean cantantes: Scilicet Maccabeus ille et peruicacissimus assertor inuenit tandem dignum antagonistam, contra quem hiscere non audet? Verum illos non modo non accuso, sed ipsemet tibi palmam concedo, qualem nulli antea concessi, non solum, quod uiribus eloquentiae et ingenio me longissime superas, qualem nos omnes merito tibi concedimus, quanto magis ego barbarus in barbarie semper uersatus, sed quod et spiritum meum et impetum remoratus es, et languidum ante pugnam reddidisti, idque duabus rationibus. 

Én og anden vil måske undre sig over denne nye og usædvanlige tålmodighed eller frygt hos en Luther, som end ikke så udbredte stemmer og så mange modstanderes skrifter kunne ophidse til genmæle, og de lykønsker allerede Erasmus med sejren og synger jubelsange: "Har nu endelig denne Makkabæus, den stædige tesemager, fundet en værdig modstander, som han ikke vover at åbne munden overfor?" Sådanne mennesker vil jeg imidlertid på ingen måde anklage, men jeg vil selv indrømme, at du har sejret, hvad jeg ellers aldrig tidligere har indrømmet nogen, ikke blot fordi du er mig langt overlegen i veltalenhed og forstand, for det indrømme vi dig alle velfortjent, så meget mere som jeg, der er en barbar, selv altid har levet blandt barbarer, men også fordi du har svækket min ånd og min kamplyst, og gjort mig kraftesløs før kampen er begyndt, og det af to grunde. 

⁴ Primum arte, quod mirabili scilicet et perpetua modestia causam hanc agis, qua mihi obstitisti, ne possem in te accendi, Deinde fortuna uel casu uel fato, quod in tanta re nihil dicis, quod (W601) non dictum sit prius, atque adeo minus dicis et plus tribuis libero arbi. quam hactenus sophistae dixerunt et tribuerunt (de quo latius dicam infra), ut etiam superuacaneum uideretur respondere istis argumentis tuis, antea a me quoque toties confutatis, conculcatis uero et prorsus protritis per Philippi Melanchthonis de locis Theologicis inuictum libellum, meo iudicio, non solum immortalitate, sed canone quoque Ecclesiastico dignum, cui tuus libellus comparatus, ita mihi sorduit et uiluit, ut tibi uehementer compaterer, qui pulcherrimam tuam et ingeniosam dictionem in istis sordibus pollueres, ac materiae indignissimae indignarer, quae tam praeciosis eloquentiae ornamentis ueheretur, tanquam si quisquillae uel stercora aureis argenteisque uasis portarentur. 

For det første i kraft af den kunst, hvormed du med forunderlig og vedholdende mildhed behandler denne sag, hvorved du har gjort det umuligt for mig at blive vred på dig. Dernæst i kraft af heldet eller tilfældet eller skæbnen, hvorved du ikke siger noget i denne store sag, som ikke er sagt før, og derfor siger mindre og tillægger den frie vilje mere end sofisterne hidtil har sagt og tillagt den (det vil jeg sige mere om senere), så det endog syntes unødvendigt at svare på den slags argumenter fra dig, som også mange gange er blevet gendrevet af mig, men er blevet sønderslået og helt og holdent nedgjort af Filip Melanchthon i hans lille bog om de teologiske steder, en bog, som efter min bedømmelse ikke blot er værdig til udødelighed, men også til at blive en kirkelig kanon. Sammenlignet med den mistede din bog sin værdi og forekom tom, så jeg fik stor medlidenhed med dig. For du har tilsmudset din smukke og åndfulde udtryksmåde med den slags møg, og jeg harmes over, at en så uværdig sag indpakkes i en så yndefuld veltalenhed, ganske som hvis man ville opbevare lort og møg i guld- og sølvkar. 

⁵  Id quod tu ipse quoque persensisse uideris, qui tam difficilis fuisti ad hoc scriptionis munus obeundum, nempe quod conscientia tua te monuit, fore, ut, quantislibet eloquentiae uiribus rem tentares, non posse tamen mihi fucum fieri, quin feces ipsas, semotis uerborum lenociniis, perspicerem, qui et si sermone sum imperitus, rerum tamen scientia non sum imperitus gratia Dei, Sic enim cum Paulo audeo mihi arrogare et tibi cum fiducia derogare scientiam, licet eloquentiam et ingenium tibi arrogem ac mihi derogem libens ac debens. 

Det synes du også selv tydeligt at have mærket, for du er gået så tøvende til skrivearbejdet, og det skyldtes nok, at din samvittighed har advaret dig om, at ligegyldigt med hvor stor veltalenhed du ville gå til sagen, ville du dog ikke kunne narre mig, for jeg ville på trods af de forføreriske ord få øje på det egentlige møg. For det kan godt være, at jeg ikke er god til at føre ordet, men jeg er, Gud ske tak og lov, ikke uduelig i erkendelse af sagen selv. For det vover jeg at påstå med Paulus, at jeg ikke er uden kundskab (1kor#2.7), og samtidig hævde, at det har du ikke. Så kan det gerne være, at jeg må tilskrive dig veltalenhed og forstand, og at jeg må fraskrive mig selv dette gerne og pligtskyldigst. 

⁶  Proinde sic cogitaui: Si qui sunt, qui nostra tantis scripturis munita, non altius imbiberunt nec fortius tenent, quam ut istis leuibus et nihili argumentis Erasmi, quamuis ornatissimis, mouentur, digni non sunt, quibus mea responsione medeatur, Nihil enim talibus satis dici aut scribi posset uel multis milibus librorum etiam millies repetitis, simili enim opera littus araris et arenae semina mandaris, aut dolium pertusum aqua repleueris. 

Derfor tænkte jeg på følgende måde: Hvis der er nogen, som, skønt vores sag er forsvaret med så mange skrifter, ikke har inddrukket den i højere grad og ikke kan fastholde den med større styrke, end at de bevæges af disse letbenede og intetsigende, skønt smukt udsmykkede, argumenter fra Erasmus, så er de ikke værdige til, at jeg kommer dem til hjælp med et svar. For det kan ikke siges eller skrives nok for den slags mennesker, om man så skrev flere tusinde bøger og gentog det tusinde gange. For det er som at pløje en strand eller tilså en sandørken eller fylde vand på et hullet fad. 

⁷  Illis enim, qui spiritum magistrum in nostris libellis hauserunt, satis abunde a nobis ministratum est, tuaque facile contemnunt, qui uero sine spiritu legunt, nihil mirum, si quouis uento, velut arundo, agitentur, quibus nec Deus satis dixerit, etiamsi omnes creaturae in linguas uerterentur. 

For de, der øser af vore bøger med ånden som læremester, har fået i overflod af hjælp af os og vil let kunne foragte dine sætninger, men de, der læser dem uden ånd, om dem vil det ikke være mærkeligt, om de bevæges hid og did som et strå af den mindste vind; for dem ville heller ikke Gud kunne sige nok, selv om så hele skabningen blev forvandlet til tunger. 

⁸ Vnde illos relinquere, pene consilium fuisset, libello tuo offensos, cum iis, qui gloriantur et triumphos tibi decernunt. Itaque nec multitudine negociorum, nec rei difficultate, nec magnitudine eloquentiae tuae, nec timore tui, sed mero tedio, indignatione et contemptu, seu (ut dicam) iudicio meo de tua diatribe, impeditus est mihi impetus respondendi, ut illud interim taceam, quod tui perpetuo similis, satis pertinaciter obseruas, ne non ubique lubricus et flexiloquus sis, ac Vlysse cautior, inter scyllam et Charybdim tibi uideris nauigare, dum nihil uis assertum, rursus tamen assertor uideri, cum quo (W602) genere hominum, quod, rogo, potest conferri aut componi nisi quis Prothei capiendi peritus fuerit? In qua re quid possim, et quid ea tibi profuerit, postea ostendam cooperante Christo. 

Derfor havde jeg næsten besluttet, at lade dem, som blev forarget over din bog, sejle deres egen sø sammen med dem, som praler og erklærer dig for sejrherre. Så når jeg ikke svarede straks, var det ikke på grund af for mange gøremål, heller ikke, fordi sagen var for vanskelig, heller ikke på grund af din store veltalenhed eller af frygt for dig, men snarere, fordi jeg ækledes, ikke havde lyst til det og foragtede det, eller, for at tale rent ud af posen, fordi jeg ringeagtede din diatribe. Og så snakker vi ikke om, at du bestandig er dig selv lig, og hele tiden stædigt passer på altid at være glat og tvetydig, og synes at sejle mellem Scylla og Charybdis mere forsigtigt end Odysseus, idet du ikke vil sige noget bestemt, men dog på den anden side vil se ud som én, der siger noget bestemt. Og jeg spørger, hvem der kan komme i diskussion med sådan et menneske eller drage sammenligninger med ham, medmindre man da er én, der er i stand til at indfange Protheus. Hvad jeg kan udrette i denne sag og hvordan det vil kunne gavne dig, det vil jeg senere med Kristi hjælp påvise. 

⁹         Vt igitur nunc respondeam, non est prorsus nulla causa: Vrgent fideles in Christo fratres, expectationem omnium mihi obiicientes, quod Erasmmi autoritas contemnenda non sit, et Christianae doctrinae ueritas periclitetur in multorum cordibus. Et mihi sane tandem in mentem uenit, silentium meum satis pium non fuisse, esseque mihi a carnis meae prudentia uel malitia illusum, ut non satis memor essem officii mei, quo debitor sum sapientibus et insipientibus, praesertim cum ad id uocer tot fratrum precibus. 

          Men når jeg nu svarer, er det ikke uden grund: Mine troende brødre i Kristus har opfordret mig til det, idet de foreholder mig, at alle venter, at man ikke må foragte Erasmus' autoritet, og at den kristen læres sandhed drages i fare i mange hjerter. Og jeg er også selv kommet i tanker om, at min tavshed ikke var ganske oprigtig, og at mit køds forsorenhed eller ondskab har drevet sit spil med mig, så jeg ikke i tilstrækkelig grad har husket på mit embede, hvorved jeg jo er skyldig overfor både lærde og ulærde, især når jeg kaldes frem af så mange af brødrenes bønner. 

¹⁰ Quamuis enim res nostra talis est, quae externo doctore non est contenta, sed praeter eum, qui plantat et rigat foris, etiam desyderet spiritum Dei, qui incrementum det et uiuus uiua doceat intus (quae cogitatio mihi imposuit), tamen cum liber sit ille spiritus, ac spiret, non ubi nos uolomus, sed ubi ipse uult, seruanda fuerat regula illa Pauli: Insta oportune, importune, Non enim scimus, qua hora dominus uenturus sit. Esto, sint, qui magistrum spiritum hactenus in meis literis nondum senserunt, et per Diatriben illam sint prostrati, forte nondum uenerat hora eorum. 

For selv om så også vor sag er af den art, at det ikke er nok med den ydre lærer, men at man foruden ham, som planter og vander i det ydre, må bønfalde om Guds ånd, som giver vækst (1 Kor 3,7) og som indvendigt skal lære som det levende liv (en overvejelse, som lå mig på sinde), og selv om dog denne ånd er fri og blæser, ikke hvor vi vil det, men hvor han selv vil det, så må man dog følge Paulus' regel: stå op, belejligt og ubelejligt (2 Tim 4,2), for vi véd ikke, hvilken time Herren vil komme. Lad så være, at der er dem, som endnu aldrig har mærket, at Ånden var herre i mine skrifter, og har ladet sig kaste omkuld af diatriben, måske er blot deres time endnu ikke kommet. 

¹¹  Et quis scit, si Deus etiam te uisitare dignabitur, Optime Erasme, per me miserum et fragile uasculum suum, ut foelici hora (quod ex corde rogo patrem misericordiarum per Christum dominum nostrum) hoc libello ad te ueniam, et charissimum fratrem lucrifaciam. Nam etsi male tu sentis et scribis de libero arbitrio, tamen a me tibi non paruae debentur gratiae, quod mihi meam sententiam reddisti longe firmiorem, cum uiderem causam liberi arbitrii a tali tantoque ingenio, summis uiribus agi, et adeo nihil peragi, ut peius habeat quam antea, Quod euidens est argumentum, Liberum arbitrium esse merum mendacium, quod exemplo mulieris illius Euangellicae, quo plus a medicis curatur, eo peius habet. (Luk 8,43)

Og hvem véd, om ikke Gud værdiges at besøge dig, bedste Erasmus, igennem mig, dette elendige og skrøbelige kar, så denne bog kunne komme til dig i en lykkelig time (hvad jeg af hjertet beder barmhjertighedernes fader om ved Kristus, vor Herre), så jeg kan vinde en meget kær broder. For selv om du mener og skriver noget forkert om den frie vilje, er jeg dig dog ikke ringe tak skyldig, fordi du har gjort min opfattelse langt mere fast, eftersom jeg så, at den frie viljes sag blev behandlet af en så lærd og forstandig mand, der anvendte al sin flid, uden at han dog kunne gennemføre andet, end at den frie viljes sag stod dårligere efter end før. Det er et klart argument for, at den frie vilje er lutter løgn. For efter den evangeliske kvindes eksempel går det den værre, jo flere læger der behandler den. 

¹² Cumulata igitur reddetur tibi a me gratia, si per me certior fias, sicut ego per te firmior, Verum utrunque donum est spiritus, non opus officii nostri. Quare orandus est Deus, ut mihi os, tibi uero et omnibus cor aperiat, sitque ipse magister coram in medio nostri, qui in nobis loquatur et audiat. 

Du skulle derfor takke mig meget, hvis du er blevet mere vis i din sag gennem mig, ligesom jeg er blevet det gennem dig. For begge dele er Åndens gave, ikke noget, vi kan takke vort embede for. Derfor må vi bede Gud, at han vil give mig talegaver, men åbne dit og alles hjerte, så han selv kan være den læremester i vor midte, der taler og hører i os. 

¹³ A te uero, Mi Erasme, sinas hoc me impetrare, ut, sicut ego tuam fero in his rebus ignorantiam, ita tu uicissim feras meam infantiam. Non uni dat cuncta Deus, Nec omnia possumus omnes, seu, ut Paulus ait, Distributiones donorum sunt, idem autem spiritus. Reliquum igitur est, ut dona mutuas operas tradant, et alter suo dono alterius onus et penuriam portet, sic implebimus legem Christi. (Gal 6,2) (W603)

Men dig, kære Erasmus, beder jeg om, at ligesom jeg bærer over med din uvidenhed, du da vil bære over med min mangel på talegaver. Gud giver ikke den ene det hele, og vi kan ikke alle alt, eller som Paulus siger, gaverne er forskellige, men Ånden er den samme. (1kor#12.4). Så står kun tilbage, at gaverne gensidigt yder hinanden tjenester, så den ene med sin gave bærer den andens byrde og mangel, således opfylder vi Kristi lov. 

¹⁴         Principio aliqua capita Praefationis tuae percurrere uolo, quibus non nihil caussam nostram grauas, et tuam adornas.

Først vil jeg gennemgå nogle hovedpunkter i din fortale, hvormed du antaster vores sag en del og besmykker din egen.

¹⁵  Primo illud, quod etiam aliis libellis peruicatiam asserendi in me reprehendis, Et in hoc libello dicis, te adeo non delectari assertionibus, ut facile in Scepticorum sententiam pedibus descessurus sis, ubicunque per diuinarum scripturarum inuiolabilem auctoritatem et Ecclesiae decreta liceat, quibus tuum sensum ubique libens submittis, siue assequeris quod praescribit, siue non assequeris,  Hoc ingenium tibi placet. 

Først tager jeg fat på det, som du også i andre bøger bebrejder mig, min hårdnakkethed i at påstå; og i denne bog siger du, at du i den grad ikke kan lide påstande, at du hellere ville tilslutte dig skeptikernes mening, hvis det ellers var tilladt for de guddommelige skrifters urokkelige autoritet og kirkens dekreter; dem underkaster du gerne din mening, hvadenten du forstår, hvad de foreskriver, eller du ikke forstår det (eras1#11; h1#114). At forholde sig sådan tiltaler dig.

¹⁶ Haec (ut par est) accipio a te beneuolo animo dici, et qui pacis amans sit. Sed si alius diceret, forte meo more in eum ferrer. Verum nec pati debeo, te, licet optime uolentem, ea opinione errare.

Dette regner jeg med, hvilket også er rimeligt, er sagt af dig i en god mening som af én, der elsker freden. Men hvis en anden havde sagt det, ville jeg, som jeg plejer, styrte mig over ham. Men jeg bør heller ikke tåle, at du tager fejl i denne mening, lad det så være i den bedste mening.

¹⁷ Non est enim hoc Christiani pectoris, non delectari assertionibus, imo delectari assertionibus debet, aut Christianus non erit.

For det hører ikke en kristens hjerte til, at han ikke elsker påstande, tværtimod bør han elske påstande, ellers kan han ikke være kristen.

¹⁸ Assertionem autem uoco (ne uerbis ludamur) constanter adherere, affirmare, confiteri, tueri atque inuictum perseuerare, nec aliud, credo, uox ea latinis uel nostro usu et saeculo significat.

Men ved dette at fastholde en påstand mener jeg (for ikke at lege med ordene): til stadighed at knytte sig til, at bekræfte, at bekende, at bevare og ubesejret at fastholde, og jeg tror ikke, at dette ord på latin eller i vores brug kan betyde noget andet i vort århundrede.

¹⁹ Deinde loquor de rebus illis asserendis, quae nobis traditae sunt diuinitus in sacris literis, Alioqui neque Erasmo neque alio quouis magistro opus nobis est, qui doceat, in rebus dubiis uel inutilibus ac non necessariis non modo stultas, sed etiam impias esse assertiones, pugnas et rixationes, quae Paulus non uno loco damnat.

Dernæst taler jeg om de ting, der skal fastslås, de ting, som er guddommeligt overleveret os i den hellige skrift. Ellers har vi hverken brug for Erasmus eller nogen anden lærer til at lære os, at i tvivlsomme eller unyttige sager er det ikke blot dumt, men også ufromt at fremsætte påstande, at gøre nar eller at så splid, hvilket Paulus ikke så få steder fordømmer.

²⁰ Nec tu de iis hoc loco dicis, credo, nisi uel ridiculi oratoris more, aliud praesumere et aliud tractare uelles, uelut ille ad Rombum, uel impii scriptoris insania, articulum de libero arbitrio dubium, aut non necessarium esse contendas. (h3)

Jeg tror heller ikke, at du her taler om disse ting, hvis du da ikke, efter latterlige taleres skik, vil foregive at behandle noget andet end du faktisk behandler, som hin taler på Rombus, eller du, som en gudløs forfatter gør i sit vanvid, regner artiklen om den frie vilje for tvivlsom eller ikke nødvendig.

²¹         Absint a nobis Christianis Sceptici et Academici, Assint uero uel ipsius Stoicis bis pertinaciores assertores. (h50) Paulus Apostolus, quoties, rogo, Pleropheriam illam exigit, id est, certissimam illam ac firmissimam conscientiae assertionem? Ro. 10. confessionem dicens: Ore confessio fit ad salutem. (Rom 10,10)

            Lad skeptikerne og akademikerne være langt fra os kristne, men lad bekendere, der er dobbelt så hårdnakkede som stoikerne, være hos os. Hvor ofte opfordrer Paulus ikke til denne plerofori, det vil sige, til denne fuldkommen sikre og fuldkommen faste samvittighedsbekendelse? Rom 10,9f siger han om bekendelsen: 'Med munden bekender man til frelse'.

²² Et Christus: Qui me confitetur coram hominibus, confitebor ego eum coram Patre meo. (Matt 10,32). Petrus rationem reddere iubet de ea quae in nobis est spe. (1 Pet 3,15). Quid multis opus est?

Og Kristus siger: 'Den, der bekender mig overfor mennesker, ham vil jeg bekende overfor min Fader'. Peter befaler os at aflægge regnskab for det håb, der er i os. Hvad mere behøver vi?

²³ Nihil apud Christianos notius et coelebratius, quam assertio. Tolle assertiones, et Christianismum tulisti. Quin spiritus sanctus de coelo illis datur, ut clarificet Christum et confiteatur usque ad mortem, nisi hoc non est asserere, ob confessionem et assertionem mori.

Intet er hos de kristne mere berømt og mere fejret end påstanden. Ophæv påstandene, og du ophæver kristendommen. Ja, helligånden gives dem fra himlen, så han kan forklare og bekende Kristus indtil døden, medmindre det da ikke er at holde fast ved påstande, dette, at dø på grund af bekendelsen og påstanden.

²⁴ Denique adeo asserit spiritus, ut etiam ultro inuadat et arguat mundum de peccato, (Joh 16,8) uelut lacessens pugnam, Et Paulus Timotheon iubeat increpare, instareque importune. (2 tim 4,2)

Ja, så meget bruger ånden påstande, at han også derudover indtager og overbeviser verden om synd, ligesom for at udæske til kamp; og Paulus befaler Timotheus at formane og ikke ophøre, også hvor det er ubelejligt. 

²⁵ Quam uero mihi festiuus fuerit ille increpator, qui ipse, quod increpat, neque certus credat neque constanter asserat! ad Anticyram scilicet illum mitterem.

Det ville da være en køn formaner, der selv hverken sikkert troede på det, han formanede andre om, eller stadigt holdt det fast! Han skulle sendes til Anticyra.

²⁶ Sed (W604) ego longe stutissimus, qui in re clariore quam sol est, uerba et tempus perdo. (h5) Quis Christianorum ferat, Assertiones esse contemnendas? hoc esset aliud nihil, quam semel totam religionem, aut pietatem negasse, aut asseruisse, nihil esse religionem, aut pietatem, aut ullum dogma. 

Men jeg er godt tosset, at jeg i en sag, der er klarere end solen, spilder ord og tid. Hvilken kristen kan holde ud til, at påstande skal foragtes? Det ville ikke være andet end én gang for alle at nægte hele religionen, hele fromheden, eller at påstå, at der ikke findes nogen religion eller fromhed eller noget dogme.

²⁷ Quid ergo tu quoque asseris: non delector assertionibus, et: hoc ingenium te malle quam diuersum? (h6)

Hvad er det da egentlig, du siger: at du ikke er nogen ynder af påstande, og at denne holdning bekommer dig bedre end den modsatte?

²⁸           Verum tu de confitendo Christo et dogmatibus eius hic nihil uoles dixisse, Recte moneor. Et ego in gratiam tui, meo iuri et mori cedo, ac de animo tuo nolo iudicare, (h2) inque aliud tempus uel aliis id reseruo, (h53) Interim, ut linguam et calamum corrigas, et deinceps tibi temperes a talibus uerbis, moneo, nam, utcunque animus sit integer et candidus, oratio tamen, quae animi character esse dicitur, non talis est.

          Men du vil ikke have det forstået sådan, at du her bekender dig til Kristus og til dogmerne, det husker jeg nu ret. Og jeg afholder mig for din skyld fra min ret og min skik, så jeg ikke vil dømme om din sjæl, det kan vel komme en anden gang måske ved andre. Men jeg råder dig til at rette på dit sprog og på dit udtryk og fremover at afholde dig fra sådanne ord, for hvor rent og oprigtigt end hjertet måtte være, så er dog din tale, som siges at være hjertets afbildning, ikke således.

²⁹ Si enim causam liberi arbitrii non necessariam scitu, nec ad Christum pertinere arbitraris, recte loqueris, At impie tamen arbitraris.

Hvis nemlig du mener, at sagen om den frie vilje ikke er nødvendig at vide og ikke har noget med Kristus at gøre, så taler du sandt, men har en ufrom mening.

³⁰ Si uero necessariam arbitraris, impie loqueris, et recte arbitraris. (h21) (h23) Nec tum fuit locus, de inutilibus assertionibus et rixis tanta querulari et exaggerari, Quid enim haec ad statum causse?

Men hvis du mener, den er nødvendig, så taler du ufromt, men har en korrekt mening. Og så har der ikke været nogen grund til på den måde at klage og overdrive om unyttige påstande og stridigheder, hvad har det med sagen at gøre?

³¹ Sed quid dices de istis tuis uerbis, ubi non de una lib. arb. caussa, sed de totius religionis dogmatibus generaliter dicis, si liceret per inuiolabilem autoritatem diuinarum literarum et Ecclesiae decreta, discessurum te in Scepticorum sententiam, adeo non delecteris assertionibus? (eras1#11)

Men hvad vil du mene om de ord, du bruger, hvor du ikke taler om den frie viljes sag, men om hele religionens dogmer i almindelighed, og siger, at hvis det var tilladt for de guddommelige skrifters urokkelige autoritet og kirkens dekreter, så ville du tilslutte dig skeptikernes mening, i den grad kan du ikke lide påstande?

³² Qualis Protheus est in uocabulis illis: inuiolabilem autoritatem et Ecclesiae decreta? scilicet quasi ualde reuerearis scripturas et Ecclesiam, et tamen significas, optare de licentiam, ut esses Scepticus? 

Hvordan gør du dog ikke disse ord "urokkelig autoritet" og "kirkens dekreter" til gummiord? Du lader, som om du ærer skrifterne og kirken gevaldig meget, og dog giver du til kende, at du ønsker frihed til at være skeptiker?

³³ Quis Christianorum sic loqueretur? (h7) Hoc si dicis de inutilibus et neutris dogmatibus, Quid noui affers? Quis non optet licentiam hic scepticae professionis? imo quis Christianus de facto non utitur libere hac licentia, damnatque addictos et captiuos alicuius sententiae?

Hvilken kristen ville kunne tale sådan? Hvis du siger det om de unyttige og neutrale dogmer, hvad nyt bringer du så frem? Hvem ville ikke her ønske at have frihed til en skeptisk ytring? Ja, hvilken kristen bruger ikke i virkeligheden frit denne frihed, så han fordømmer dem, der er besat og indfanget af en eller anden mening?

³⁴ Nisi Christianos uniuersos pro talibus habes (ut uerba fere sonant), quorum dogmata sint inutilia, in quibus stulte rixentur et assertionibus pugnent. 

Hvis du da ikke i al almindelighed regner de kristne for nogen, hvis dogmer er unyttige (ja, dine ord lyder næsten sådan), og som er dumme nok til at strides og kæmpe om disse påstande.

³⁵ Si uero de necessariis dicis, quid magis impie possit aliquis asserere, quam optare licentiam, nihil asserendi in talibus? 

Men hvis du regner dem for at være nødvendige, hvordan kan så nogen påstå noget mere ufromt end at ønske sig frihed til ikke at påstå noget i disse sager?

³⁶ Sic potius dicet Christianus: Adeo non delector scepticorum sententia, ut, ubicunque per infirmitatem carnis liceret, (h71) non modo sacris literis constanter ubique in omnibusque partibus adhererem et assererem, sed etiam optem in non necessariis et extra scripturam positis rebus, esse quam certissimus. Quid enim incertitudinem miserius?

Nej, sådan taler en kristen: I den grad kan jeg ikke lide skeptikernes mening, at jeg overalt, hvor det var muligt for kødets svagheds skyld, ikke blot uafladeligt ville klynge mig til og fastholde den hellige skrift i alle dens dele, men også ville ønske, at jeg kunne være mest mulig sikker i de ikke nødvendige ting udenfor skriften. Hvad er nemlig værre end uvished?

³⁷           Quid etiam ad illa dicemus, ubi subjungis: quibus submitto ubique sensum meum libens, siue assequor, quod praescribunt, siue non assequor. (eras1#11). 

           Hvad skal vi også sige til det, du tilføjer: '(de læresætninger) som jeg frit lægger min mening ind under, hvad enten jeg forstår, hvad de foreskriver, eller jeg ikke forstår det'.

³⁸ Quid ais, Erasme? Non satis est submississe sensum scripturis? Etiam Ecclesiae decretis submittis? Quid illa potest decernere, non decretum in scripturis? Deinde ubi manet libertas et potestas iudicandi decretores illos? ut Paulus .I. Corin. 14 docet: Caeteri diiudicent. Non placet tibi esse iudicem (W605) in decretis Ecclesiae, quod Paulus tamen praecipit?

Hvad er det, du siger, Erasmus? Er det ikke nok at lægge sin mening ind under skriften? Vil du også underkaste dig kirkens dekreter? Hvad kan kirken forordne, som ikke er forordnet i skriften? Og hvor bliver så den frihed og fuldmagt af til at bedømme disse lovgivere, som Paulus lærer om i 1 Kor 14,29: 'Lad de andre bedømme det (profettalen)'? Det behager dig ikke at være dommer over kirkens dekreter, men Paulus foreskriver det dog.

³⁹ Quae ista noua religio et humilitas, ut nobis tuo exemplo potestatem adimas iudicandi decreta hominum, et subiicias sine iudicio hominibus? Vbi hoc nobis mandat scriptura Dei? 

Hvad er det for en ny fromhed og ydmyghed, at du med dit eksempel vil fratage os myndigheden til at dømme over menneskelige dekreter, og uden at bedømme noget underkaster dig under mennesker? Hvor byder Guds skrift os noget sådant?

⁴⁰ Deinde quis Christianorum sic uento mandet praescripta scripturae et Ecclesiae, ut dicat: siue assequor siue non assequor? Submittis te, et tamen nihil curas, an assequaris necne? 

Fremdeles: Hvilken kristen slår i den grad skriftens og kirkens forskrifter hen i vinden, at han siger: Hvad enten jeg forstår eller ikke forstår? Du underkaster dig og bekymrer dig alligevel ikke noget om, hvorvidt du forstår eller ej?

⁴¹ Christianus uero anathema sit, si non certus sit et assequatur, id quod ei praescribitur; quomodo enim credet, id quod non assequitur? (h68) Nam tu illud hic assequi dices, quod certo quis apprehenderit et non Sceptico more dubitauerit, Alioqui quid est in ulla creatura, quod ullus homo assequi possit, si assequi id sit, quod perfecte nosse ac uidere?

Men en kristen er forbandet, hvis han ikke er sikker og forstår det, der er ham foreskrevet; hvordan kan han nemlig tro på det, som han ikke forstår? For du vil nok her sige, at at forstå er sikkert at tage imod det og ikke som skeptikerne betvivle det, hvad er der ellers i nogen skabning, som noget menneske kan forstå, hvis at forstå er identisk med at kende og se fuldkomment?

⁴² Tum enim nec locum haberet, ut aliquis simul quaedam assequi et quaedam non assequi posset; sed unum aliquid assecutus, omnia assecutus esset, puta in Deo, quem qui non assequitur, nullam partem creaturae unquam assequitur.

Så ville der nemlig ikke være mulighed for, at nogen på én gang kunne forstå noget og ikke forstå det; men havde han bare forstået én ting, havde han forstået alt, nemlig i Gud, for hvis han ikke forstår ham, forstår han ikke nogen del af skabningen.

⁴³          Summa, haec tua uerba hoc sonant, apud te nihil referre, quicquid a quolibet, ubique credatur, modo pax mundi constet, licereque ob periculum uitae, famae, rerum et fauoris, illum imitari, qui dixit: Aiunt, Aio, negant, nego, (h39) et habere dogmata Christiana nihilo meliora, quam philosophorum et hominum opiniones, pro quibus stultissimum est rixari, pugnare, asserere, quod inde nihil nisi contentio et turbatio pacis externae ueniant; Quae supra nos, nihil ad nos.

Kort sagt, dine ord lyder som om det ikke kommer dig ved, hvad der tros af hvem og hvor, blot freden i verden opretholdes, og som om det gik an, når der var fare for livet, for ens gode rygte, for ens gods eller ens gunst, da at efterligne dem, der siger: 'Siger de ja, så siger jeg også ja, siger de nej, så siger jeg også nej', og som om man kan anse de kristne dogmer for ikke spor bedre end filosoffernes og menneskenes meninger, for det er jo tosset at strides, kæmpe og fastslå noget for deres skyld, fordi der derfra ikke kommer andet end stridigheder og forstyrrelse af den ydre fred; 'hvad der er over os, kommer os ikke ved'.

⁴⁴ Ita dirempturus nostros conflictus uenis medius, ut utrosque suspendas, et persuadeas, de stultis ac inutilibus rebus nos digladiari.

Således træder du op som en neutral i vores konflikt, for at bilægge vore sammenstød og overbevise os om, at vi kæmper om dumme og unyttige ting.

⁴⁵ Sic inquam sonant tua uerba. Et quid hic premam, puto te intelligere, Mi Erasme. (h40) Sed ut dixi, Verba eant, Cor tuum interim excuso, modo tu non prodas latius; ac metue spiritum Dei, qui scrutatur renes et corda, nec fallitur compositis uerbis. (h48). 

Jeg siger kun, at sådan lyder dine ord, og hvad jeg her holder for mig selv, tror jeg, du forstår, kære Erasmus. Men som sagt, lad ordene udgå af din mund, dit hjerte vil jeg imidlertid undskylde, blot du ikke forråder det yderligere; men frygt Helligånden, som ransager nyrer og hjerter, og ikke lader sig narre af kunstfærdige ord.

⁴⁶ Dixi enim haec ideo, ut deinceps desinas nostram causam arguere pertinaciae er peruicatiae. Nam hoc consilio aliud nihil facis, quam quod significas te in corde Lucianum aut alium quendam de grege Epicuri porcum alere (h34) (h39), qui cum ipse nihil credat esse Deum, rideat occulte omnes qui credunt et confitentur.

Dette har jeg nemlig sagt, for at du skal ophøre med at påstå, at vores sag er opstået på grund af hårdnakkethed og egensindighed. For med denne krigslist gør du intet andet, end at du afslører, at du i hjertet nærer en Lucian eller et andet svin fra Epikurs hjord, én, som selv ikke tror, at der er nogen Gud, og i det skjulte gør nar af alle, som tror og bekender det.

⁴⁷ Sine nos esse assertores et assertionibus studere et delectari, tu Scepticis tuis et Academicis faue, Donec te Christus quoque uocauerit. Spiritus sanctus non est Scepticus, nec dubia aut opiniones in cordibus nostris scripsit, sed assertiones ipsa uita et omni experientia certiores et firmiores. (W606)

Lad os være nogen, der påstår noget og stræber efter og elsker påstande, så kan du holde af dine skeptikere og akademikere, indtil Kristus kalder også dig. Helligånden er ingen skeptiker, han skriver ikke tvivlsomme ting eller meninger i vore hjerter, men faste påstande, som er sikrere og fastere end livet selv og al erfaring.

⁴⁸          Ad alterum caput uenio, quod huic coheret (eras1#21). Vbi dogmata Christiana distinguis, quaedam scitu necessaria, quaedam non necessaria fingis, Esse quaedam abstrusa, quadam exposita dicis. 

         Jeg kommer nu til det næste kapitel, som hænger sammen med dette. Hvor du skelner mellem de kristne dogmer, mener du, at nogle er nødvendige at kende, andre er unødvendige, og du siger, at nogle er lukkede, andre er tilgængelige.

⁴⁹ Sic uel aliorum uerbis lusus ludis, aut teipsum uelut artificio rhetorico exerces. Adducis autem pro ista sententia illud Pauli Ro. 11: O altitudo diuitiarum sapientiae et scientiae Dei. Item illud Esaie 40: Quis adiuuit spiritum domini, aut quis consiliarius eius fuit? 

Sådan driver du dit spil, måske narret af andres ord, eller du øver dig samtidig i den retoriske kunst. Men til gunst for denne mening anfører du Paulus' ord Rom 11,33: 'O dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud'. Ligeledes dette fra Esaias 40,13: 'Hvem har hjulpet Herrens ånd, eller hvem blev hans rådgiver?'

⁵⁰ Haec tibi fuerunt dictu facilia, ut qui uel scires te non scribere ad Lutherum, sed pro uulgo, uel non cogitaris te scribere contra Lutherum, quem tamen aliquo studio et iudicio in sacris literis dignaris speri, Si non dignaris, en extorquebo etiam. 

Dette har været dig let at sige, du, som enten véd, at du ikke skriver til Luther, men for folket, eller ikke tænker på, at du skriver mod Luther, som du dog -- det håber jeg i hvert fald -- regner for én, der har beskæftiget sig noget med den hellige skrift og i nogen grad kan bedømme den. Og hvis du ikke regner mig for én sådan, nuvel, så skal jeg snart vise dig, at det er jeg.

⁵¹ Sic habet mea distinctio, ut et ego parum rhetoricer uel Dialecticer: Duae res sunt Deus et Scriptura Dei, non minus quam duae res sunt Creator et creatura Dei.

Således har det sig med mit skel, at jeg også skal tale lidt retorisk og dialektisk: Der er forskel på Gud og Guds skrift, ikke mindre end på skaberen og Guds skabning.

⁵² In Deo esse multa abscondita, quae ignoremus, nemo dubitat, sicut ipsemet dicit de die extremo: De die illo nemo scit nisi pater. (Mark 13,32) Et Actu. 1: Non est uestrum nosse tempora et momenta. Et iterum: Ego noui, quos elegerim. (Joh 13,18) Et Paulus: Nouit dominus qui sunt eius, (2 Tim 2,19) et similia.

Ingen tvivler på, at der i Gud er meget skjult, som vi ikke véd, sådan siger han jo selv om den yderste dag: 'Denne dag kender ingen undtagen Faderen'. Og i Apg 1,7: 'Det tilkommer ikke jer at kende tiden og øjeblikket'. Og atter: 'Jeg véd, hvem jeg har udvalgt'. Og Paulus: 'Herren kender sine', og den slags.

⁵³ Sed esse in scriptura quaedam abstrusa et non omnia exposita, inuulgatum est quidem per impios Sophistas, quorum ore et tu loqueris hic, Erasme, sed nunquam unum articulum produxerunt, nec producere possunt, quo suam hanc insaniam probarent.

Men at der i skriften er noget lukket og at ikke alt er tilgængeligt, det er noget, der er udspredt af sofisterne, gennem hvis mund også du her taler, Erasmus, men de har aldrig frembragt en eneste artikel, og kan heller ikke frembringe nogen, hvorigennem de kan bevise et sådant vanvid.

⁵⁴ Talibus autem laruis Satanas absterruit a legendis literis sacris, et reddidit Scripturam sanctam contemptibilem, ut suas pestes ex Philosophia in Ecclesia faceret regnare.

Men med et sådant gøglespil afskrækker Satan folk fra at læse den hellige skrift, og gør den hellige skrift foragtelig, for på den måde at få sin pest fra filosofien til at herske i kirken.

⁵⁵ Hoc sane fateor, esse multa loca in scripturis obscura et abstrusa, non ob maiestatem rerum, sed ob ignorantiam uocabulorum et grammaticae, sed quae nihil impediant scientiam omnium rerum in scripturis.

Det tilstår jeg godt nok, at der er mange dunkle og lukkede steder i skriften, men det er ikke noget, der er der på grund af tingenes ophøjethed, det er der på grund af vores uvidenhed om ordbetydningen og grammatikken, men det forhindrer os ikke i at få viden om alle ting i skriften.

⁵⁶ Quid enim potest in scripturis augustius latere reliquum, postquam fractis signaculis et uoluto ab hostio sepulchri lapide, illud summum mysterium proditum est, Christum filium Dei factum hominem, Esse Deum trinum et unum, Christum pro nobis passum et regnaturum aeternaliter? (h23)

For hvad kan der i skriften være tilbage af ophøjede ting, efter at seglet er brudt og stenen væltet fra gravens dør, og denne højeste hemmelighed åbenbaret: at Kristus, Guds Søn, blev menneske, at Gud er tre og én, at Kristus har lidt for os og hersker i evighed?

⁵⁷ Nonne haec etiam in biuiis sunt nota et cantata? Tolle Christum e scripturis, quid amplius in illis inuenies? Res igitur in scripturis contentae omnes sunt proditae, licet quaedam loca adhuc uerbis incognitis obscura sint.

Mon ikke også dette i underskolen bekendtgjort og udsunget? Tag Kristus væk fra skriften, hvad finder du så tilbage? De ting, der altså er indeholdt i skriften, er alle gjort offentlig kendt, også selv om nogle steder indtil nu (k57) på grund af ukendskab til ordene har været dunkle.

⁵⁸ Stultum est uero et impium, scire, res scripturae esse omnes in luce positas clarissima, et propter pauca uerba obscura res obscuras dictare. Si uno loco obscura sunt uerba, at alio sunt clara. Eadem uero res, manifestissime toti mundo declarata, dicitur in scripturis tum uerbis claris, tum adhuc latet uerbis obscuris.

Men det er dumt og ufromt at vide, at skriftens indhold i det hele taget er sat i det klareste lys, og så på grund af nogle få dunkle ord at kalde indholdet dunkel. Hvis ordene på ét sted er dunkle, så er de dog på et andet sted klare. Men det er den samme sag, der på det tydeligste er udbredt over hele verden, som snart omtales i skriften snart med klare ord, snart ligger skjult indtil nu under dunkle ord.

⁵⁹ Iam nihil refert, si res sit in luce, an aliquod eius signum sit in tenebris, cum interim multa alia eiusdem signa sint in luce. Quis dicet fontem publicum non esse in luce, quod hi, qui in angiporto sunt, illum non uident, cum omnes, qui sunt in foro, uideant? (W607)

Hvis sagen ligger i lyset, kommer det altså ikke an på, om et af dens tegn beror i mørke, når samtidig mange andre af dens tegn er i lyset. Hvem vil sige, at en offentlig brønd ikke befinder sig i lyset, fordi de, der bor i en sidegade, ikke ser den, mens alle, der er på torvet, ser den?

⁶⁰         Nihil igitur est, quod de Coricio specu adducis, Non habet ita res in scripturis, Et quae sunt summae maiestatis et abstrusissima mysteria, non sunt amplius in secessu, sed in ipsis foribus et in propatulo, producta et exposita, Christus enim aperuit nobis sensum, ut intelligamus scripturas, (Luk 24,45) Et Euangelion predicatum est omni creaturae, In omnem terram exiuit sonus eorum, (Sl. 19,5)  Et omnia, quae scripta sunt, ad nostram doctrinam scripta sunt. (Rom 15,4)

         Det har altså ikke noget at sige, hvad du fremfører om den korykiske hule. (eras1#21) Sådan forholder det sig ikke i skriften. Og hvad angår den højeste ophøjethed og det mest lukkede mysterium, så er de ting ikke på et særskilt sted, men midt i al offentlighed og fremført og fremvist, så alle kan se: Kristus åbnede nemlig vore sanser, så vi forstod skrifterne. Og evangeliet er prædiket for al skabningen, 'Over hele jorden udgik lyden af dem', Og: 'Alt, hvad der er skrevet, er skrevet for at vi skal lære af det'.

⁶¹ Item: Omnis Scriptura diuinitus inspirata, utilis est ad docendum. (2 Tim 2,16) Igitur tu et omnes Sophistae, agite et producite unum aliquod mysterium, quod sit in scripturis adhuc abstrusum.

Ligeledes: 'Ethvert guddommeligt skrift er indblæst, nyttigt til at lære'. Derfor, stå frem, du og alle sofister, fremfør et eneste mysterium, som indtil nu har været lukket i skrifterne.

⁶² Quod uero multis multa manent abstrusa, non hoc fit scripturae obscuritate, sed illorum caecitate uel socordia, qui non agunt, ut clarissimam ueritatem uideant, Sicut Paulus de Iudeis dicit 2. Corinthiorum 4: Velamen manet super cor eorum. Et iterum: Si Euangelion nostrum opertum est, in iis qui pereunt opertum est, quorum corda Deus huius saeculi excaecauit.

Men dette, at mange ting forbliver lukket for mange, sker ikke på grund af skriftens dunkelhed, men på grund af deres blindhed eller indskrænkethed, som ikke bryder sig om at se den allerklareste sandhed. Sådan som Paulus siger om jøderne 2 Kor 4,3f: Et slør forbliver over deres hjerte. Og igen: Hvis vort evangelium er lukket, er det lukket for dem, der går fortabt, (2 Kor 4,3f) dem, hvis hjerte denne verdens Gud har forblindet.

⁶³ Eadem temeritate solem obscurumque diem culparet, qui ipse sibi oculos uelaret, aut a luce in tenebras iret, et sese absconderet. Desinant ergo miseri homines, tenebras et obscuritatem cordis sui blasphema peruersitate scripturis Dei clarissimis imputare.

Med den samme frækhed kunne man bebrejde solen det eller tro, det skyldtes en mørk dag, hvis man selv lagde dække over sine øjne, eller gik fra lyset ud i mørket og skjulte sig. De elendige mennesker må altså holde op med i forvendt blasfemi at tillægge Guds soleklare skrift, at de i hjertet er mørke og dunkle.

⁶⁴          Tu ergo cum Paulum adducis, dicentem: Incomprehensibilia sunt iudicia eius, uideris pronomen 'Eius' ad scripturam retulisse, At Paulus non dicit: Incomprehensibilia sunt iudicia scripturae, sed: Dei.

        Når altså du anfører Paulus' ord: 'Hvor ubegribelige er hans domme', (eras1#22) ser det ud, som om du henfører pronomenet 'hans' til skriften. Men Paulus siger ikke: 'Hvor ubegribelige er skriftens domme', men: 'Hvor ubegribelige er Guds domme'.

⁶⁵ Sic Esaias .40. non dicit: Quis nouit sensum scripturae, sed: sensum domini, quamuis Paulus asserat, Christianis notum esse sensum Domini, uerum in his, quae donata sunt nobis, ut ibidem .1. Corinthiorum .2. Vides ergo, quam oscitanter hos locos scripturae inspexeris et tam apte citaris, quam apte citas fere omnia pro libero arbitrio. (h30)

Sådan siger Esajas 40,13 heller ikke: 'Hvem kender skriftens mening', men: 'Hvem kender Herrens mening', skønt Paulus forsikrer, at de kristne kender Herrens mening, det gør de nemlig i det, der er givet dem, som han sammesteds siger, 1 Kor 2,13 (1kor#2.13). Du ser altså, hvor ligegyldigt du ser på disse skriftsteder, og ligeså passende du citerer dem, ligeså passende citerer du næsten alt til fordel for den frie vilje.

⁶⁶ Sic et exempla tua, quae subiungis, non sine (W608) suspitione et aculeo, nihil faciunt ad rem, qualia de distinctione personarum, de conglutatione naturae diuinae et humanae, de peccato irremisibili, quorum ambiguitatem dicis nondum esse resectam.

Således gør dine eksempler, som du anfører derefter, ikke uden mistænkelighed og brod, ikke noget til sagen, såsom det om forskellen på personerne, om sammenknytningen mellem den guddommelige og den menneskelige natur, om den utilgivelige synd, hvis tvetydighed du påstår endnu ikke er blevet fjernet. (eras1#30)

⁶⁷ Si de Sophistarum quaestionibus circa has res agitatis, intelligis, quid tibi fecit innocentissima scriptura, ut abusum sceleratorum hominum obiicias illius puritati? (h32)

Hvis du dermed mener sofisternes forvirrede spørgsmål om disse ting, hvad har så den fuldstændig uskyldige skrift gjort dig, at du bebrejder dens renhed, hvad ondsindede mennesker har bedrevet af misbrug med den?

⁶⁸ Scriptura simpliciter confitetur trinitatem Dei et humanitatem Christi et peccatum irremissibile, Nihil hic obscuritatis aut ambiguitatis.

Skriften bekender simpelthen Guds treenighed og Kristi menneskelighed og den utilgivelige synd. Der er ikke nogen uklarhed eller tvetydighed her.

⁶⁹ Quibus uero modis ista habeant, Scriptura non dicit, ut tu fingis, nec opus esse nosse, Sophistae hic sua somnia tractant, illos argue et damna, et scripturas absolue.

Men måden, det forholder sig på med dette, siger skriften ikke noget om, sådan som du opdigter, og det er heller ikke nødvendigt at vide. Sofisterne behandler her deres drømme, dem kan du gendrive og fordømme, men lad skriften gå fri!

⁷⁰ Si uero (W609) intelligis de ipsa rei substantia, iterum non scripturas, sed Arrianos argue, et eos, quibus opertum est Euangelion, ut clarissima testimonia de diuinitatis trinitate et humanitate Christi, per operationem Satanae dei sui non uideant.

Men hvis du hermed tænker på selve sagens kerne, så er det igen ikke skriften, men arianerne, du skal vende dig imod, ligesom du skal vende dig imod dem, for hvem evangeliet er tilhyllet, så de ikke ser det soleklare vidnesbyrd om den guddommelige trehed og om Kristi menneskelighed, på grund af deres gud, Satans, virke.

⁷¹ Et ut breuiter dicam, Duplex est claritas scripturae, sicut et duplex obscuritas, Vna externa in uerbi ministerio posita, altera in cordis cognitione sita.

Og, at jeg skal sige det kort, skriftens klarhed er dobbelt, sådan som også dens uklarhed er dobbelt. Den ene er den ydre klarhed, der er overgivet ordets embede, den anden er givet i hjertets erkendelse.

⁷² Si de interna claritate dixeris, nullus homo unum iota in scripturis uidet, nisi qui spiritum Dei habet, omnes habent obscuratum cor, ita, ut, si etiam dicant et norint proferre omnia scripturae, nihil tamen horum sentiant aut uere cognoscant; 

Hvis du taler om den indre klarhed, kan intet menneske forstå så meget som et jota i skriften, hvis ikke han har Guds ånd, alle har nemlig et formørket hjerte, sådan at, selv om de også kunne sige og vidste at fremdrage hele skriften, forstod de dog ikke noget af den eller erkendte den i sandhed;

⁷³ neque credunt Deum, nec sese esse creaturas Dei, nec quicquam aliud, iuxta illud Psal. 13: Dixit insipiens in corde suo: Deus nihil est. Spiritus enim requiritur ad totam scripturam et ad quamlibet eius partem intelligendam. 

ejheller tror de på Gud, eller på, at de er Guds skabninger, eller på noget andet, ifølge Sl 14,1: 'Dåren siger i sit hjerte: Der er ingen Gud'. Ånden kræves nemlig for at forstå hele skriften eller bare en del deraf.

⁷⁴ Si de externa dixeris, Nihil prorsus relictum est obscurum aut ambiguum, sed omnia sunt per uerbum in lucem producta certissimam, et declarata toto orbi, quaecunque sunt in scripturis.

Men hvis du taler om den ydre klarhed, så er der slet ikke noget tilbage, der er dunkelt eller tvetydigt, men alt, hvad der overhovedet er i skriften, er gennem ordet ført ud i det visseste lys og forkyndt for hele verden.

⁷⁵          Sed illud magis est intolerabile, quod caussam hanc lib. arbi. inter ea numeras, quae sunt inutilia et non necessaria, 

Men det er endnu mere utåleligt, at du medregner spørgsmålet om den frie vilje til de ting, som er unyttige og ikke nødvendige. (eras1#28)

⁷⁶ Et loco eius nobis recenses, quae ad pietatem Christianam satis esse iudices, qualem formam certe describeret facile quilibet Iudaeus aut gentilis Christi prorsus ignarus, nam Christi ne uno quidem iota mentionem facis, ac si sentias, Christianam pietatis sine Christo esse posse, tantum si Deus natura clementissimus totis uiribus colatur. (h15).

I stedet gennemgår du for os hvad der efter din mening er tilstrækkeligt til kristen fromhed, og den beskrivelse kan enhver jøde eller hedning komme med, eftersom du ganske udelader Kristus, for du nævner ikke Kristus med så meget som et iota, som om du mener, at der gives en kristen fromhed uden Kristus, hvis man blot af alle kræfter dyrker den efter sin natur overstrømmende nådige Gud. (eras1#24-28)

⁷⁷ Quid hic dicam, Erasme? Totus Lucianus spiras, et inhalas mihi grandem Epicuri crapulam. (h18). (h50)(W603/h40). Si tu hanc caussam non necessariam ducis Christianis, cede quaeso ex harena, nihil tibi et nobis, Nos necessariam ducimus.

Hvad skal jeg her sige, Erasmus? Du lugter fuldstændig af Lucian, og blæser en stærk epikuræisk duft ud over mig. Hvis du anser disse ting for noget, der ikke er nødvendige for kristne, så beder jeg dig træde ned fra kamppladsen, så har vi ikke noget med hinanden at gøre, vi mener, de er nødvendige.

⁷⁸ Si est irreligiosum, si est curiosum, si superuacaneum, ut tu dicis, (W610) scire, An Deus contingenter praesciat aliquid, An uoluntas nostra aliquid agat in his quae pertinent ad aeternam salutem, uel tantum patiatur ab agente gratia, An, quicquid boni uel mali facimus, mera necessitate faciamus, uel patiamur potius, quid rogo erit tum religiosum? quid graue? quid utile scitu? (E1-4); (h1-4)

Hvis det, som du siger, er ufromt, nysgerrigt, overflødigt at vide, om Gud på forhånd kender det ikke-nødvendige, om vores vilje gør noget i det, der har med den evige frelse at gøre, eller kun er passiv overfor nåden, der virker i den, om vi gør, hvad vi gør, godt eller ondt, af slet og ret nødvendighed eller snarere er underkastet det, hvad vil da være fromt, hvad vil være vigtigt, hvad nyttigt at vide?

⁷⁹ Hoc prorsus nihil ualet, Erasme, das ist zu viel, Difficile est hoc tribuere ignorantiae tuae, ut qui iam senex et inter Christianos uersatus, et sacras literas diu meditatus, non relinquis locum, quo te excusemus aut bene de te cogitemus.

At alt dette ikke betyder noget, det er for meget, Erasmus! Det er svært at tiltro dig uvidenhed om dette, du, som allerede er gammel, har levet blandt de kristne og længe studeret den hellige skrift, du giver mig ikke mulighed for at undskylde dig eller tro godt om dig.

⁸⁰ Et tamen haec portenta tibi ignoscunt Papistae et ferunt, ea gratia, quod in Lutherum scribis, alioqui te dentibus laceraturi, si Lutherus abesset, et talia scriberes.

Og dog tilgiver papisterne dig disse eventyrlige forestillinger og bærer over med dig, af den grund, at du skriver imod Luther; ellers, hvis Luther ikke var der, og du skrev den slags ting, ville de sønderrive dig med deres tænder.

⁸¹ Amicus Plato, Amicus Socrates, sed praehonoranda ueritas. Nam ut parum intelligeres in scripturis et pietate Christiana, certe hoc uel hosti Christianorum sciendum erat, quid Christiani necessarium et utile, et quid non tale haberent.

Du kan være ven med Platon, du kan være ven med Sokrates, men sandheden må dog æres fremfor alt. For selv om også du forstod for lidt af skrifterne og den kristne fromhed, så ville vel dog selv en fjende af kristendommen vide, hvad de kristne holdt for nødvendigt og nyttigt, og hvad ikke.

⁸² Tu uero Theologus et Christianorum magister, praescripturus illis formam Christianismi, non saltem more Sceptico tuo, dubitas, quid necessarium et utile illis sit, sed plane in diuersum laberis, et iam contra ingenium tuum assertione inaudita iudicas, ea non esse necessaria, quae nisi necessaria et cognita certo fuerint, nec Deus, nec Christus, nec Euangelion, nec fides, nec quicquam reliquum est, ne Iudaismi quidem, multo minus Christianismi.

Men du er teolog og kristen lærer og vil foreskrive dem en form for kristendom, ikke blot efter din skik med at være skeptisk, så du er i tvivl om, hvad der er nødvendigt og nyttigt, tværtimod falder du i den modsatte grøft, og er nu i stand til at dømme imod din natur og med uhørt sikkerhed, at disse ting ikke er nødvendige; men hvis disse ting ikke er nødvendige og sikkert erkendte, så er hverken Gud eller Kristus eller evangeliet eller nogetsomhelst andet ladt os tilbage, ingen jødedom endnu mindre nogen kristendom.

⁸³ Deum immortale, Erasme, quantam fenestram, imo quantum campum aperis contra te agendi et dicendi! Quid tu de lib. arbi. boni aut recti scriberes, qui tantam ignorantiam scripturae et pietatis his uerbis tuis confiteris? Sed contraham uela, nec meis uerbis hoc loco (quod infra forte faciam), sed tuis uerbis agam tecum. (W611)

Ved den udødelige Gud, Erasmus, hvilket mægtigt vindu, ja, hvilken vid mark har du ikke åbnet til at handle og tale imod dig! Hvordan skulle du kunne skrive noget godt og rigtigt om den frie vilje, du, som med disse ord bekender en sådan uvidenhed om skriften og fromheden! Men jeg vil tage sejlet ned og ikke her bearbejde dig med mine ord (det gør jeg måske senere) men med dine egne.

⁸⁴         Forma Christianismi a te descripta inter caetera hoc habet, ut totis uiribus enitamur, adeamus remedium penitentiae, ac domini misericordiam modis omnibus ambiamus, sine qua nec uoluntas humana efficax est nec conatus. Item nemini desperandam esse ueniam a Deo natura clementissimo.

            Kristendomsformlen, sådan som den bliver beskrevet af dig (eras1#24), indeholder blandt andet det, at vi af alle kræfter skal anstrenge os, ty til bodens nådemiddel og på enhver måde søge at opnå Guds barmhjertighed, uden hvilken den menneskelige vilje hverken kan ville eller stræbe. Ligeledes skal ingen fortvivle om Guds nåde, da Gud af natur er overvældende nådig.

⁸⁵ Haec uerba tua, sine Christo, sine spiritu, ipsa glacie frigidiora, ita ut etiam uitium in illis patiatur eloquentiae tuae decor, quae misero uix extorsit metus forsitan pontificum et tyrannorum, (h117) ne prorsus Atheos uidereris, (h25) hoc tamen asserunt, Esse uires in nobis, Esse nisum totis uiribus, Esse misericordiam Dei, Esse modos ambiendi misericordiam, Esse Deum natura iustum, natura clementissimum etc.

Disse dine ord, uden Kristus, uden ånd, er i sig selv koldere end is, således at glansen i din veltalenhed lider under fejlen i dem; disse ord, som vel frygten for paver og tyranner har vredet ud af dig arme, at ikke du skal se ud næsten som en ateist, de siger dog noget sikkert: at der i os er en stræben af alle kræfter, at der er en Guds barmhjertighed, at der er måder, hvorpå man kan erhverve barmhjertighed, at der er en Gud, der efter sin natur er retfærdighed, barmhjertig, osv.

⁸⁶ Si quis igitur ignoret, quid sint illae uires, quid possint, quid patiantur, quis nisus eorum, quae efficacia, quae inefficatia, quid ille faciet? quid tu illum facere docebis?

Og hvis nogen nu ikke vidste, hvad det var for kræfter, hvad de formåede, hvad der skete med dem, hvad der er deres anstrengelse, hvad deres virkning, hvad deres mangel på virkning, hvad skulle han så gøre? hvad vil du lære ham at gøre?

⁸⁷ Irreligiosum (inquis), curiosum et superuacaneum esse nosse uelle, an uoluntas nostra aliquid aget in iis, quae pertinent ad aeternam salutem, an tantum patiatur ab agente gratia.

Du siger jo, at det er ufromt, nysgerrigt og overflødigt at ville vide, om vores vilje har noget at gøre i det, der fører til den evige frelse, om den kun er passiv overfor den virkende nåde.

⁸⁸ At hic dicis contra, Esse pietatem Christianam, Eniti totis uiribus, et sine misericordia Dei uoluntatem non efficacem esse. Hic plane asseris uoluntatem aliquid agere in iis, quae pertinent ad aeternam salutem, dum eam fingis enitentem, At rursus patientem, dum sine misericordia dicis inefficacem, licet non definias, quatenus illud agere et pati intelligendum sit, data opera facturus ignaros, (h39) quid ualeat misericordia, quid ualeat uoluntas nostra, eo ipso, quo doces quid faciat uoluntas nostra, et misericordia Dei, (h76) 

Men her siger du det modsatte: at det er kristen fromhed at stræbe af alle kræfter, og at viljen ikke er virksom uden Guds barmhjertighed. Her fastslår du rent ud, at viljen kan gøre noget i det, der har med den evige frelse at gøre, idet du forestiller dig, at vi har en stræbende vilje, men så på den anden side dog en vilje, som er genstand for noget, idet du siger, at den er uden virkning uden barmhjertighed, selv om du ikke fastslår, hvor meget der skal forstås ved at handle og være genstand for handlen, og gør dig umage for, at vi ikke skal vide, hvad barmhjertigheden formår, hvad vores vilje formår, samtidig med, at du lærer, hvad vores vilje kan og hvad Guds barmhjertighed kan.

⁸⁹ sic te rotat tua illa prudentia, qua neutri partium adherere statuisti, et inter scylla et charibdim tuto euadere, ut medio mari fluctibus obrutus et confusus, omnia asseras quae negas, et neges quae asseris. (h64)

Sådan vender og drejer din klogskab sig, den, hvormed du har besluttet ikke at ville tilslutte dig noget af partierne, og søger at undslippe mellem Skylla og Charybdis, så at du midt ude på havet, overvældet og forvirret af vandene nægter alt, hvad du fastholder og fastholder alt hvad du nægter.

⁹⁰             Similitudinibus aliquibus tibi tuam Theologiam ob oculos ponam: Bonum Poema uel orationem facturus, non cogitet, nec quaerat, quale sit ingenium, quid possit, quid non, quid requirat argumentum susceptum, planeque omittat illud praeceptum Horatii: Quid ualeat humeri, quid ferre recusent, sed solum opus praeceps tentet, et cogitet: Enitendum est, ut fiat, curiosum et superuacaneum est quaerere, utrum suppetat tanta eruditio, tanta facundia, tanta uis ingenii; --

            Med nogle sammenligninger vil jeg stille dig din teologi for øje: Den, der vil skrive et godt digt eller holde en god tale, og ikke vil tænke over eller spørge efter, hvordan hans ånd er beskaffen, hvad han kan og hvad ikke, hvad den påtagne opgave kræver, og helt overser Horats bud: 'Hvad formår vel skuldrene, hvad kan de afslå at bære', men alene begynder med arbejdet, idet han tænker: man må anstrenge sig for at det kan ske, det er nysgerrigt og overflødigt at spørge efter, hvor en sådan uddannelse, en sådan lejlighed, et sådant geni skal komme fra; --

⁹¹ Aut si quis uberes fructus ex agro sit recepturus, non sit curiosus superuacanea cura explorandi ingenii (W612) terrae, sicut Virgilius in Georgicis curiose et frustra docet, sed feratur temere, nihil nisi opus cogitet, aret littus, semina mandet, quaqua patet, siue arena siue limus; --

Eller hvis én vil have god frugt fra sin mark, og ikke var nysgerrig efter i overflødig bekymring at efterforske jordens bonitet, sådan som Virgil nysgerrigt og forkert lærer i "Landmanden", men uden videre går i gang, idet han kun tænker på sit arbejde, gennempløjer stranden, udstrør sæden, så langt han kan, hvad enten det er i sand eller ler; --

⁹² Aut si quis bellum gesturus uictoriam pulchram petat, uel aliud quidpiam officium in re publica praestare debet, non sit curiosus, consultando, quid possit, an aerarium sufficiat, an milites apti sint, an copia facti ulla sit, prorsusque contemnat illud Historici: Antequam facias, consulto, ubi consulueris, mature facto opus est, sed irruat caecis oculis et auribus clausis, nihil nisi: 'bellum, bellum' vociferet et operi instet, --

Eller hvis nogen vil føre krig og stræbe efter en god sejr, eller en anden skal påtage sig et embede i staten, og han så ikke er nysgerrig, rådslår om, hvad han kan, om midlerne slår til, om soldaterne er egnede, om der er mulighed for forhandling, og helt foragter dette historikerens ord: 'Før du handler, søg råd, når du handler, er der brug for velovervejet gerning', men med lukkede øjne og døve øren styrter sig ud i det, og kun råber: krig! krig! og insisterer på handling; --

⁹³ Quid rogo, Erasme, de talibus Poetis, agricolis et imperatoribus et Principibus iudicaberis? Addam illud Euangelicum: Siquis turrim aedificaturus, non prius sedens computet sumptus, an habeat ad perficiendum, Quid de illo iudicat Christus? (W613) (h79) 

hvordan, spørger jeg dig, Erasmus, ville du dømme om en sådan digter, landmand, hersker og fyrste? Jeg kan tilføje det evangeliske: Hvis nogen vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først hen og beregner, om han har nok til at fuldføre det, hvad dømte Kristus om en sådan mand? (Luk 14,28)

⁹⁴ Sic tu quoque nobis facta decernis sola, uetas uero primum explorare et metiri aut nosse uires, quid possimus et non possimus, tanquam hoc sit curiosum et superuavaneum et irreligiosum.

Sådan kræver du også gerninger fra vor side, ja, du forbyder først at undersøge og udmåle, eller at lære vor kræfter at kende, hvad vi kan og hvad vi ikke kan, som om det var nysgerrigt og overflødigt og ufromt.

⁹⁵ Ita, dum nimia prudentia temeritatem detestaris et sobrietatem praetendis, eo peruenis, ut summam temeritatem etiam doceas.

Derfor, idet du i din store klogskab foragter dumdristighed og foregiver at være nøgtern, kommer du derhen, hvor du faktisk lærer den største dumdristighed.

⁹⁶ Nam ut Sophistae temerarii et insani sint facto, dum curiosa tractant, mitius tamen peccant quam tu, qui etiam doces et iubes insanire et temere ferri,

For selv om sofisterne faktisk er dumdristige og vanvittige, når de behandler tingene nysgerrigt, så synder de dog mindre end du, som tillige lærer og befaler at være vanvittig og handle dumdristigt.

⁹⁷ Atque, quo maior sit insania, hanc temeritatem nobis pulcherrimam Christianamque pietatem, sobrietatem, religiosam grauitatem et salutem esse persuades, ni ita faciamus, irreligiosos, curiosos et uanos nos asseris, assertionum tantus hostis, et pulchre euasisti Scyllam, dum uitasti Charibdim. (h41) (h64)

Og, for at vanviddet skal blive des større, overbeviser du os om, at denne dumdristighed er den smukkeste kristne fromhed, nøgternhed, religiøse alvor og frelse; hvis vi ikke handler således, er vi irreligiøse, nysgerrige og hule (eras1#28), forsikrer du, skønt du er fjende af forsikringer, og sådan klatrer du lykkeligt op på Scylla, efter at du har undgået Charybdis.

⁹⁸ Sed huc te perpellit fiducia ingenii tui, qui credis sic te posse per eloquentiam omnibus ingeniis imponere, ut nullus queat persentiscere, quid alas in animo et quid moliaris lubricis illis scriptis tuis.

Men herhen har din tillid til din skarpsindighed ført dig, du, der tror at du ved veltalenhed kan imponere alle kloge folk, så ingen tydeligt kan mærke, hvad du har i sinde, og hvor bøjelig du er med dine glatte skrifter.

⁹⁹ Deus uero non irridetur, (h65) in quem non est bonum impingere. Porro si hanc temeritatem nos docuisses in poematibus faciendis, in fructibus parandis, in bellis et officiis obeundis, aut domibus aedificandis, quanquam est intollerabilis, praesertim in tanto uiro, tamen aliqua uenia dignus tandem eras, saltum apud Christianos, qui temporalia contemnunt, 

Men Gud lader sig ikke spotte, og det er ikke godt at angribe ham. Videre, selv om du lærer os denne dumdristighed med hensyn til digte, til at dyrke frugter, i krigsforhold og embedsforhold, eller når der skal bygges et hus, så skal du dog, skønt det er utåleligt især hos så stor en mand, få nogen indrømmelse hos de kristne, der foragter det timelige.

¹⁰⁰ At cum Christianos ipsos iubeas temerarios operarios fieri, et in salute aeterna paranda incuriosos esse mandas, quid possint et non possint, hoc plane peccatum est uere irremissibile. (h115).

Men når du påbyder de kristne selv at blive dumdristige arbejdere, og kræver, at de i at forberede deres evige frelse skal være ligeglade med, hvad de kan og hvad de ikke kan, så er det sandelig en utilgivelig synd.

¹⁰¹ Nescient enim, quid faciant, dum ignorant, quid et quantum possunt, Ignorantes autem, quid faciant, penitere (si errent) non possunt, Impenitentia autem peccatum irremissibile est, Atque huc ducit nos tua illa moderata Sceptica Theologia. (W614) (h108).

De kan nemlig ikke vide, hvad de gør, hvis de er uvidende om, hvad de kan og hvor meget de kan, men er de uvidende om, hvad de gør, så kan de ikke gøre bod, hvis de tager fejl, men ikke at gøre bod er en utilgivelig synd. Og her fører du os hen med din midtsøgende skeptiske teologi.

¹⁰² Igitur non est irreligiosum, curiosum aut superuacaneum, sed imprimis salutare et necessarium Christiano, nosse, an uoluntas aliquid uel nihil agat in iis, quae pertinent ad salutem, Imo, ut scias, hic est cardo nostrae disputationis, hic uersatur status causae huius, Nam hoc agimus, ut disquiramus, quidnam possit lib. arbi., quid patiatur, quo modo se habeat ad gratiam Dei. (h81).

Derfor er det ikke ufromt, nysgerrigt eller overflødigt, men det vigtigste frelsebringende og nødvendige for en kristen at vide, om viljen gør noget eller ingenting i det, der har med frelsen at gøre, ja, at du bare véd det, her er vor disputations inderste, herpå hviler denne sags betydning, for her anstrenger vi os for at finde ud af, hvad mon den frie vilje kan, hvad den er genstand for, hvordan den forholder sig til Guds nåde.

¹⁰³ Haec si ignorauerimus, prorsus nihil Christianarum rerum noscemus, erimusque omnibus gentibus peiores. Qui hoc non sentit, fateatur sese non esse Christianum, Qui uero reprehendit uel contemnit, sciat sese esse summum Christianorum hostem. (h33).

Hvis vi er uvidende herom, kender vi slet intet til de kristne forhold, og vi vil blive værre end alle hedninger. Den, der ikke erkender det, tilstår, at han ikke er kristen. Den, der misbilliger det eller foragter det, skal vide, at han er de kristnes største fjende.

¹⁰⁴ Nam si ignorauero, quid, quatenus et quantum ego possum et faciam erga Deum, pariter incertum et ignotum mihi erit, quid, quatenus et quantum Deus in me potest et faciat, cum Deus operetur omnia in omnibus.

For hvis jeg er uvidende om, hvad, hvor langt og hvor meget jeg kan gøre overfor Gud, så vil jeg være lige så usikker og uvidende om mig selv, hvad, hvor langt og hvor meget Gud kan og gør i mig, når Gud virker alt i alle.

¹⁰⁵ Ignoratis uero operibus et potentia Dei, Deum ipsum ignoro, Ignorato Deo, colere, laudare, gratias agere, seruire Deo non possum, dum nescio, quantum mihi tribuere, quantum Deo debeo. (h91)

Men kender jeg ikke Guds gerninger og magt, så er jeg uvidende om Gud selv, men er jeg uvidende om Gud, kan jeg ikke dyrke ham, ære ham, takke ham, tjene ham, fordi jeg ikke véd, hvor meget jeg skal tillægge mig selv, og hvor meget Gud.

¹⁰⁶ Oportet igitur certissimam distinctionem habere inter uirtutem Dei et nostram, inter opus Dei et nostrum, si uolumus pie uiuere. Ita uides, hoc problema esse partem alteram totius summae Christianarum rerum, in quo pendet et periclitatur cognitio suiipsius, cognitio et gloria Dei.

Man bør derfor fastholde en sikker forskel på Guds kraft og vor kraft, på Guds gerning og vor gerning, hvis man vil leve fromt. Således ser du, at dette problem er den ene del af hele kristendommens inderste væsen, og heraf afhænger og står på spil erkendelsen af en selv, og erkendelsen og tilbedelsen af Gud.

¹⁰⁷ Quare non est ferendum in te, Mi Erasme, (h31) ut hoc nosse irreligiosum, curiosum et uanum apelles. (h34) (h69)Multa tibi debemus, Sed pietati omnia debemus. 

Derfor er det ikke til at bære hos dig, min kære Erasmus, at du kalder det at kende dette ufromt, nysgerrigt og tomt. Meget skylder vi dig, men fromheden skylder vi alt.

¹⁰⁸ Quin tu ipse totum bonum nostrum Deo ascribendum esse sentis, (E3) idque asseris in forma tui Christianismi; Hoc autem asserto, certe simul asseris, Dei misericordiam solam omnia agere et uoluntatem nostram nihil agere, sed potius pati, alioqui non totum Deo tribuetur; (h74) (h111)

Ja, du mener jo selv, at man bør tilskrive Gud alt det gode, der hænder os (eras1#26), og bekræfter det i din kristendomsformel; men når du fastslår dette, så fastslår du samtidig, at Guds barmhjertighed alene virker alt, og vor vilje virker intet, men snarere er genstand for Guds virken, ellers ville det ikke være sådan, at alt tilskrives Gud.

¹⁰⁹ At paulo post, negas, id asserere uel nosse esse religiosum, pium et salutare. Sed sic loqui cogitur mens sibiipsi non constans, in rebus pietatis incerta et imperita. (h113)

Men lidt efter nægter du, at dette at fastholde dette er fromt, religiøst og frelsebringende (eras1#28). Men den, der er tvunget til at tale sådan, har et sind, der ikke er i overensstemmelse med sig selv og er usikker og uerfaren i fromhedens anliggender.

¹¹⁰          Altera pars summae Christianae est, Nosse, an Deus contingenter aliquid praesciat, et an omnia faciamus necessitate. Et hanc etiam irreligiosam, curiosam, et uanam facis, sicut et omnes impii faciunt, Quin daemones et damnati exosam et execrabliem faciunt.

                  Den anden del af kristendommens hovedsag er at vide, om Gud har forudviden om noget ikke-nødvendigt, og om vi gør alting med nødvendighed. Og dette gør du også ufromt, nysgerrigt og tomt, sådan som også alle de ufromme gør det, ja, sådan som dæmoner og fordømte gør det forhadt og fordømmelsesværdigt.

¹¹¹ Neque stultus es, si istis quaestionibus te eximis modo id fieri liceat. Sed interim parum bonus Rhetor et Theologus es, qui de lib. arbi. sine istis partibus dicere et docere praesumis.

Men du er ikke dum, du ville trække dig ud af disse spørgsmål, hvis du kunne. Men i alt dette er du kun en middelmådig rhetor og teolog, når du påtager dig at tale om og undervise i den frie vilje uden at tage disse spørgsmål med.

¹¹²Fungar cotis uice et ipse non rhetor, egregium rhetorem officii sui monebo. (h78) Si de oratoria scripturus, sic diceret Quintillianus: meo iudicio, illa stulte et superuacanea, de inuentione, dispositione, elocutione, memoria, pronunciatione, omittenda sunt, satis sit nosse, orationem esse benedicendi peritiam, nonne rideres artificem? (h82)

Jeg vil påtage mig en slibestens tjeneste og skønt ikke selv rhetor formane den udmærkede rhetor til at gøre sit arbejde ordentligt. Hvis Quintillianus ville skrive om talekunsten, og sige således: efter min mening skal man se bort fra dette dumme og overflødige, der handler om at finde på, at disponere, at foredrage, at have hukommelse, at udtale smukt, det er nok at vide, at talekunst er kendskab til veltalenhed, mon så ikke du ville le af en sådan kunstner?

¹¹³ Non aliter tu quoque facis. scripturus de lib. arbit. abigis et abiicis primum totum corpus et omnes partes artificii eius de quo scripturus es. Nam fieri non potest, ut scias, quid sit lib. arb., nisi scieris, quod possit uoluntas humana, Quid Deus faciat, an necessario praesciat.

Men det er lige præcis sådan, du gør. Du vil skrive om den frie vilje og gør som det første det, at du forstøder og bortkaster hele hovedsagen og alle delene af dette system, du vil skrive om. For det er umuligt, at du kan vide, hvad den frie vilje er, hvis ikke du ved, hvad den menneskelige vilje kan, hvad Gud gør, om han har forudviden om ikke-nødvendige ting.

¹¹⁴ Nonne et rhetores tui docent, De causa aliqua dicturum, (W615) oportere dicere, Primum an sit, deinde quid sit, quae eius partes, quae contraria, affinia, similia etc? 

Mon ikke også rhetorerne lærer dig, at hvis du vil tale om en sag, så skal du sige, først om den er, dernæst, hvad den er, hvad dens dele er, hvad dens modsætninger er, dens tilknytninger, dens lige, osv.?

¹¹⁵ Tu uero miserum illud per sese lib. arb. his omnibus spolias, et nullam quaestionem de eo definis, nisi unam illam primam, scilicet, an sit, idque argumentis talibus, qualibus uidebimus, ut ineptiorem librum de lib. arb. non uiderim, excepta orationes elegantia.

Men du fjerner fra den i sig selv elendige frie vilje alt dette, og giver ikke nogen definition på noget spørgsmål, undtagen dette første, nemlig, om den er, og det med argumenter af en art, hvilket vi vil få at se, så jeg ikke har set nogen dårligere bog om den frie vilje, når man ser bort fra det elegante sprog.

¹¹⁶ Sophistae sane melius hic saltem dialecticantur, quando rhetoricari nesciunt, qui lib. arb. aggressi definiunt omnes quaestiones eius, An sit, quid sit, quid faciat, quomodo habeat etc., (h125) licet et ipsi non efficiunt quod tentant. Vrgebo igitur hoc libello te et Sophistae omnes, donec lib. arb. uires et opera mihi definiatis, Et sic urgebo (Christo propitio), ut sperem me adacturum te ad penitentiam editae diatribes tuae. (h63) (h130)

Sofisterne disputerer faktisk her bedre, eftersom de ikke forstår at bruge veltalenhed, og giver, når de går til angreb på den, en definition på alle dens spørgsmål, om den er, hvad den er, hvad den gør, hvordan den forholder sig, osv, selvom de ikke fuldender det, de tager hul på. Jeg vil altså med denne bog trænge ind på både dig og sofisterne, indtil I definerer den frie viljes kræfter og gerninger for mig, og jeg vil trænger således ind på jer -- om Kristus er mig nådig -- at jeg håber, jeg kan føre dig til at angre, at du udgav din diatribe.

¹¹⁷ Videre til serv-arbit02! 

c

¹¹⁸ c

c

¹¹⁹ c

c

¹²⁰c

c