Sermo de poenitentia 1518


taget fra Weimarudgaven, bind 1, side 319 til 324

(Ifølge Weimar-udgiverne skrevet før påske 1518).
 
1 Sermo de poenitentia P. Martini Lutheri Augustiani Vuittenbergensis.  Prædiken om boden af Martin Luther, Augustinermunk i Wittenberg. 
2 De indulgentiis saepe locutus sum vobis, donec id meruerim, ut haereticus accuser: ut autem rem ipsam teneatis possitisque vosipsi cum illis conferre, ecce procedam iuxta eorum sententiam, nisi ubi locus fuerit mea interserendi. Igitur eorum sententia: Poenitentia dividitur in tres partes, quae sunt Contritio, Confessio, Satisfactio.  Om afladen har jeg ofte talt til jer, indtil jeg har fortjent at beskyldes for at være kætter: Men for at I kan fastholde sagen, og for at I selv kan sammenligne den med, hvad de andre siger, se, så går jeg nu frem efter deres opfattelse, undtagen hvor der er plads til, at jeg kan plante indimellem. Derfor begynder jeg med deres opfattelse, at boden deles i tre dele, angeren, bekendelsen og fyldestgørelsen. 
3       Prima: Contritio (sic enim coepit vocari vera poenitentia interior) duplica via paratur.            For det første: Angeren (for således er man begyndt at kalde den sande indre bod) beredes ad to veje. 
4        Primo per discussionem, collectionem detestationem peccatorum, qua quis (ut dicunt) recogitat annos suos in amaritudine animae suae, ponderando peccatorum gravitatem, damnum, foeditatem, multitudinem, deinde amissionem aeternae beatitudinis ac aeternae damnationis acquisitionem et alia quae possunt tristiciam et dolorem excitare. Haec autem contritio facit hypocritam, immo magis peccatorem, quia solum timore praecepti et dolore damni id facit.          For det første igennem diskussion af og erindring af og foragt for ens synder, såsom at man, som de siger, tænker på sit hidtidige liv, hvor man har elsket sit liv, eller at man lægger vægt på syndernes alvor, deres fordømmelse, deres afskyelighed, deres mængde, dernæst på, at man mister den evige salighed og opnår evig fordømmelse, og på andre ting, som kan opvække tristhed og smerte. Men denne anger fremkalder hyklere, ja fremkalder større syndere, fordi den alene gør disse ting, fordi den er bange for budet og er bange for at blive fordømt. 
5 Et tales omnes indigne absolvuntur et communicantur, (catlut26#3) Et si libere deberent (remoto praecepto et minis poenarum) confiteri, certe dicerent, sibi non displicere eam vitam praeteritam, quam sic coguntur displicere confiteri, immo quo magis timore poenae et dolore damni sic conteruntur, eo magis peccant et afficiuntur suis peccatis, quae coguntur, non autem volunt, odisse.  Og sådanne mennesker absolveres på uværdig vis og går til alters på uværdig vis. Og selv om de frit burde bekende (selv om der ikke var noget bud eller nogen trusler om straffe), så vil de med sikkerhed sige, at de ikke tager afstand fra deres hidtidige liv, det, som de nu tvinges til at bekende, at de tager afstand fra, ja, jo mere de således slider sig op af frygt for straffen og af smerte over fordømmelsen, desto mere synder de, desto mere binder de sig til deres synder, som de tvinges til at hade, skønt de ikke vil hade dem. 
6 Siquidem lex et cognitio peccati magis abundare facit peccatum, ut Apostolus ait Roma: v. Et haec est illa contritio, quam ipsi vocant extra charitatem non meritoriam. Alii vocant attritionem proxime disponentem ad contritionem: Sic enim ipsi opinantur, quam opinionem errorem ego iudico.  Sådan må det være, hvis loven og erkendelsen af synden får synden til at blive større, som apostelen siger Rom 5,20. Og dette er den anger, som de siger udenfor kærligheden ikke har nogen fortjeneste. Andre kalder det en anger, der kommer til at nærme sig den sande anger. Sådan mener nemlig disse, men deres mening bedømmer jeg for min del til at være fejlagtig. 
7         Secundo paratur per intuitum et contemplationem speciosissimae iusticiae, qua quis in pulchritudine et specie iusticiae meditatus in eam ardescit et rapitur, incipitque cum Salomone fieri amator sapientiae, cuius pulchritudinem viderat.            For det andet beredes man ved at overveje og betænke den særlige retfærdighed, hvorved den, der betragter dens skønhed og særlige retfærdighed, og kommer til at brænde og rives med af den, begynder med Salomon at elske visdommen, hvis skønhed han ser. 
8 Haec facit vere poenitentem, quia amore iusticiae id facit, et hii sunt digni absolutione. exempli gratia: Si vis poenitere de luxuria, non incipias numerare vitia, foeditates, damna eius (Nam haec non diu tibi durabunt, quum sit violenta contritio ex vi praecepti facta), Sed intende in speciem castitatis atque ad commoda eius pulcherrima, ut ipsa tibi intime placeat. sic de omnibus aliis virtutibus.  Dette skaber en sand bodsøgende, for dette sker ved kærlighed til retfærdigheden, og disse er værdige til at få absolution. For eksempel: Hvis du vil gøre bod for din luksus, skal du ikke begynde med at opregne dens laster, dens hæslighed, dens fordømmelighed (For det vil du hurtigt blive færdig med, så snart som den stærke anger bliver til ud af budets kraft). Nej, betragt kyskhedens art og dens smukke bekvemmelighed, så at den selv kommer til at behage dig dybt. Og ligeledes med de andre dyder. 
9         Sed hic regula talis notanda est, quod intuitus virtutum fit dupliciter. Abstractive seu per se, et sic carnalem hominem parum movent: quo modo traditur per verbum praedicationis. sic enim non nisi speculative videtur. (W320) Concretive sive per aliud: hoc est (exempli gratia) ut intuearis homines, qui tali virtute lucent, quorum omnium speculum primum est Christus, deinde sancti in caelo. verum rudem et incipientem maxime movent exempla praesentia et sui saeculi.            Men denne regel må tages i agt på den måde, at betragtningen af dyden bliver en dobbelt, bliver en abstrakt betragtning af dyden i og for sig, og således bevæger de for lidt det kødelige menneske, hvordan den overleveres gennem prædikenens ord. For således synes den kun spekulativ. Og på den måde, at den bliver en konkret betragtning eller en betragtning gennem noget andet: Det vil for eksempel sige, at du betragter mennesker, som lyser op af dyd, og blandt dem er Kristus den første, han, som er et spejl for alle, og de næste er de hellige i himlen. Men den, der er rå og befinder sig på begynderstadiet, bevæges mest af nutidige eksempler. 
10 Ideo virginitatem in virginibus et innocentibus pueris intuere, usque dum gemas a facie pulchritudinis eius: Sic castitatem, charitatem, patientiam, reliquasque omnes. Sic enim B. Anshelmus docet ascendere ad amorem dei ex amore hominis boni. Sic B. Augustinus suam contritionem hausit ex intuitu illorum, quos ex Pontiano audivit et ipse confitetur ecclesiam sibi ostendisse plenis manibus exempla virginum et continentium, et sic odore illo optimo allectum.  Se derfor på jomfrueligheden hos de cølibatære og hos de uskyldige børn, indtil du sukker, stillet lige overfor dens skønhed. Og således med kyskheden, kærligheden, tålmodigheden og alle de andre dyder. Sådan lærer nemlig den salige Anselm at stige op til kærligheden til Gud ud fra kærligheden til det gode menneske. Således opøste den salige Augustin sin anger ved at betragte dem, som han hørte fra Pontianus og han bekendte selv, at kirken har vist sig at have mange håndfulde munke og afholdende, og således at have valgt den gode lugt. (?)
11 Sic et Apostolus, se esse bonum odorem aliis in vitam, aliis in mortem. (2 Kor 2,16) Signum est enim verae contritionis, si inspecto homine casto, humili, benigno suspires ex corde, quia non es talis. Sic et ecclesia orat, ut deus nos per exempla sanctorum suorum restauret. Et B. Augustinus li. viii. confess: psalmum cxix. sic exponit: Sagittae potentis acute cum carbonibus vastatoribus, sagittas interpretans verba virtutes praedicantia ad abstractivam cognitionem, et carbones vastatores exempla sanctorum vastantia omnem linguam dolosam, immo malam cupiditatem. (n11 Således siger også apostelen, at han er en god lugt, for nogle til liv, for andre til død. Det er nemlig et tegn på sand anger, hvis man, når man ser et kysk, ydmygt, velgørende menneske, da sukker af hjertet, fordi man ikke er sådan. Således beder også kirken, at Gud vil opbygge os ved sine helliges eksempler. Og den salige Augustin forklarer i bog 8 af bekendelserne Sl 120,4 således: 'Skarpt hvæssede pile sammen med ødelæggernes kul': Pilene udlægger han om ordene, der prædiker dyd, og ødelæggernes kul om de helliges eksempel, der ødelægger enhver bedragerisk røst, ja enhver ond stræben. 
12        Sic admirabili sapientia dei fit, ut nullus sibi bene vivat. Et saepius fit, ut boni aliis prosint, dum nesciunt, immo fere semper nesciunt, quia dum incedunt simpliciter, alii eorum verbis et vita moventur miro affectu.           Således sker det ved Guds forunderlige visdom, at ingen lever for sig selv. Og ofte sker der det, at de gode gavner andre, uden at de véd det, ja, de véd det næsten aldrig, for når de bare begynder at handle, bevæges andre af deres ord og deres levned med en forunderlig følelse. 
13 Denique et pueri infantes ita nobis vivunt, ut nobis innocentiae speciem suavissime commendent atque ad poenitentiam provocent: Sunt enim viva monitoria. Non est itaque quod queruleris tibi deesse virtutum exempla viva: pueros intende, sicut Christus docuit exhibens parvulum discipulis suis. (Matt 18,2f) Haec est poenitentia iucunda, vera, stabilis et ex spiritu nata.  Endelig lever også spædbørnene således for os, at de på den sødeste måde anbefaler os uskyldighedens art og opægger os til bod. De er nemlig levende formaninger. Du kan derfor ikke klage over, at du mangler levende eksempler på dyderne. Læg mærke til spædbørnene, sådan som Kristus lærte ved at stille et lille barn frem mellem sine disciple. Dette er den fornøjelige, sande, faste og åndsfødte bod. 
14         Ratio omnium praedictorum est: impossibile est, ut odias aliquid vero odio et perfecto, cuius contrarium non prius dilexeris. Amor semper est prior odio, et odium natura et sponte fluit ex amore, et sic nascitur zelus, qui est iratus amor, idest odium mali propter bonum. Sic odium peccati et detestatio vitae praeteritae nulla cura, nullo labore quaesita veniunt sua sponte.           Meningen med alt det foregående er: Det er umuligt, at du kan hade noget med et sandt og fuldkomment had, hvis du ikke først har elsket dets modsætning. Kærlighed har altid forrang fremfor had, og hadet flyder naturligt og spontant ud af kærligheden, og således bliver iveren til, den, som er den vrede kærlighed, det vil sige, hadet til det onde for det godes skyld. Således kommer hadet til synden og fordømmelsen af det liv, man har levet hidtil, af sig selv, uden at der kræves, at man drager omsorg for det og anstrenger sig for det. 
15 Alioquin perversissimo ordine et nunquam pro futuro studio quaeritur amor iustitiae per odium peccati, immo machina desperationis et deiiciendi animi est talis perversitas. Poenitentia enim debet esse dulcis et ex dulcedine in iram descendere ad odium peccati. Amor enim est vinculum perpetuum, quia voluntarium, odium temporale, quia violentum.  Ellers ville der i en omvendt rækkefølge og gennem noget, der aldrig kan blive til lyst, kræves kærlighed til retfærdigheden gennem had til synden, og en sådan omvendthed er langt snarere ophav til fortvivlelse og til, at man forkaster sig selv. For boden bør være blid og igennem blidhed føre til vrede og had mod synden. For kærlighed er en evig lænke, fordi den er frivillig, hadet er forbigående, fordi det er påtvunget. 
16 Igitur persuade homini primum, ut diligat iusticiam, et sine magisterio tuo conteretur de peccato, diligat Christum et statim sui prodigus odiet seipsum. Sic psal. xliiii.: Dilexisti iustitiam et odisti iniquitatem: prius, inquit, dilexisti iustitiam, et sic odisti iniquitatem etc. (catlut26#22ff)  Derfor skal du først overtale mennesket til at elske retfærdigheden, så vil det uden din undervisning ringeagte synden, elske Kristus og straks vil den fortabte hade sig selv. Sådan hedder det i Sl 45,8: 'Du elsker retfærdighed og hader uretfærdighed'. Han siger først: 'Du elsker retfærdighed', og derfor hader du uretfærdighed, osv. 
17 Corollarium. 
          Plus tibi discutiendum est confessuro, quantum diligas iusticiam quam quantum odias peccatum, multoque maiore immo solo hoc labore tibi cogitandum (W321) est, Quomodo futuram vitam agas bonam quam quomodo deseras aut odias praeteritam malam. Verissimum est enim proverbium et omni doctrina de contritionibus hucusque data prestantius, Quo dicitur teutonice: Nymmer thun die hochste pusz, Optima poenitentia nova vita. Sicut et Apostolus sonat ad Gal: vi. In Christo neque circumcisio neque praeputium aliquid valet, sed nova creatura. (Gal 6,15) 
Ekskurs. 
         Når du skal gøre bod, skal du mere lægge mærke til, hvor meget du elsker retfærdigheden, end til, hvor meget du hader synden, ja du skal anstrenge dig meget mere for at overveje, hvordan du i fremtiden skal leve godt, end for at overveje, hvordan du kan foragte eller hade dit forudgående liv. For det ordsprog er sandt og bør foretrækkes fremfor alle de læresætninger, der hidtil er givet om angeren, som siger på tysk: Nimmer tun ist die höchste Buss, 'Den bedste bod er et nyt liv'. Sådan siger også apostelen Gal 6,15: 'I Kristus betyder hverken omskærelse eller forhud noget, men en ny skabning'. 
18          Proinde confessorus id potissimum et ante omnia tecum cogita, quid faceres, si non esset praeceptum confitendi, si nulla esset quadragesima, si nulli confiterentur, si nullus esset pudor, sed omnis omnium plenaque libertas. An etiam sic velles confiteri, conteri, poenitere? quod si te non ita invenis, iam scito te non ex amore iusticiae, sed consuetudine et timore praecepti poenitere, atque malle sequi turbam, si omnibus liceret non poenitere.           Derfor, når du gør bod, skal du først og fremmest overveje med dig selv, hvad du ville gøre, hvis det ikke var påbudt at gøre bod, hvis der ikke var nogen faste, hvis der ikke var nogen (andre), der gjorde bod, hvis der ikke var nogen skam ved ikke at gøre bod, men der herskede den totale og fulde frihed i alt. Mon du også i det tilfælde ville gøre bekende, ville anstrenge dig, ville gøre bod? For hvis du finder, at du ikke ville gøre det, så skal du vide, at du ikke gør bod af kærlighed til retfærdigheden, men af vane og af frygt for budet, for du ville hellere følge mængden, hvis det var tilladt ikke at gøre bod. 
19 Si autem velles, etiam si nullus poeniteret, confiteretur, contereretur, atque adeo si totus mundus aliter ageret, nec praecepti habita ratione poenitere, sed amore novae vitae et melioris, iam vere penites. Ecce hoc est quod illi solent dicere, quod contritio in charitate facta facit remitti peccata.  Men hvis du ville bekende og anstrenge dig, også selv om ingen gjorde bod, og derfor selv om hele verden gjorde anderledes, så ville du være en sand bodgørende, der gjorde bod, ikke på grund af de pålagte bud, men af kærlighed til det nye og bedre liv. Se, det er, hvad man plejer at sige, at en anger, der sker i kærlighed, bevirker, at synderne forlades. 
20 Quod verbum nescio, si omnes intelligunt qui tam frequenter ipsum in ore versant: hoc scio, obscurissimum esse nec a me aliquando intellectum. Hic vero invenies (si non vis mentiri) te non esse talem, sed potius velles ut prior vita liceret, quia sentis te omnino adhuc inclinati ad vitam priorem.  Men det ord véd jeg ikke, om de allesammen forstår, de, som så ofte tager det i deres mund: Det véd jeg, at det er højst formørket, og at jeg ikke forstår det bare i nogen måde. Men det vil du finde (hvis du ikke vil lyve), at du ikke er af den slags, men hellere vil, at dit tidligere liv skulle være tilladt, fordi du i det hele taget føler dig tilbøjelig til at leve som du hidtil har gjort. 
21 Sic enim et B. Augustinus confitetur in contritione sua se fuisse sollicitatum de vita praeterita. immo si recte perpendas hec dicta, facile dices, nullum hominem esse in mundo, qui hanc contritionem habeat, vel saltem paucissimos. Sådan bekender nemlig den salige Augustin, at han i sin anger bekymrede sig om sit foregående liv. Ja, hvis du overvejer dette ord ret, kan du let sige, at intet menneske i verden kan have en sådan anger, eller i hvert fald kun yderst få. 
22 Et de me ipso confiteor similia omnino. Et si vere ac libere velis confiteri, remoto deo, praecepto, poena, gaudio, scio dices 'Si nullus esset deus, nullus infernis, certe vix poeniterem'. Scio, inquam, talem esse tuam cogitationem, quantumlibet foris contritionem ostendas. Quid ergo hic faciemus? Oportet nos esse tales, et non possumus esse tales. omnes ergo damnabimus? Absit. Sed respondeamus.  Og om mig selv må jeg helt og holdent bekende noget lignende. Og hvis du vil bekende sandt og frit, og der ikke var nogen Gud, noget bud, nogen straf, nogen glæde, så véd jeg, at du vil sige 'Hvis der ikke var nogen Gud og ikke noget helvede, så ville jeg næppe gøre bod'. Jeg véd, siger jeg, at din overvejelse er af den art, hvor meget du end i det ydre viser anger. Hvad skal vi da gøre her? Vi skal være sådan, men vi kan ikke være sådan. Skal vi da fordømme alle? Langtfra. Og dog skal vi komme med et svar.  
23       Oportet, ut cognito te tali non neges te talem, Sed in angulum tradas et iuxta consilium Christi in abscondito ores patrem tuum in caelis, Dicens sine fictione 'Ecce optime deus, poenitendum mihi praecipis, sed talis sum ego miser, quod sentio me nolle neque posse: quare tuis prostratus pedibus oro misericordiam et gratiam, fac poenitentiam quem iubes poenitere', Et sic cum B. Augustinus ores 'Domine, da quod iubes, et iube quod vis', Et cum ecclesia 'et cor poenitens tribue'.         Skønt du har erkendt, at du er sådan, så bør du ikke være sådan. Du er trængt op i en krog, og du må, som Kristus råder os til, bede til din far i himlen og sige uden skrømt: 'Se, gode Gud, du har foreskrevet mig at gøre bod, men jeg elendige er sådan indrettet, at jeg føler, at jeg hverken vil eller kan. Derfor kaster jeg mig for dine fødder og bønfalder om din barmhjertighed og nåde, giv du det menneske bod, som du befaler at gøre bod'. Og derfor skal du bede med den salige Augustin: 'Herre, giv hvad du befaler og befal hvad du vil'. Og du skal bede med kirken:; 'Og giv mig et bodfærdigt hjerte'. 
24 Hec, inquam, oratio et agnitio atque confessio impoenitentiae tuae, si ficta non fuerit, eoipso faciet, ut deus te poenitentem verum reputet, et licet multum adhuc sentias te ad malum inclinatum, noli timere.  Det siger jeg, denne bøn og denne erkendelse og denne bekendelse af, at du ikke kan gøre bod, hvis den ikke er på skrømt, så vil det derigennem ske, at Gud regner dig for et sandt bodgørende menneske, også selv om du føler, at du i høj grad har tilbøjelighed til det onde, frygt ikke. 
25 Hec confessio et oratio faciet, ut Christus suppleat de suo quod deest de tuo. Atque ut hanc orationem facias, non te retrahat indignitas et impuritas tua: accede confidenter: Quia si non ante vis orare deum (ut multi stultissime agunt) quam fueris mundus, nunquam orabis.  Denne bekendelse og denne bøn vil bevirke, at Kristus fylder på af sit hvad der mangler af dit. Og for at du kan bede denne bøn, så må din uværdighed og din urenhed ikke holde dig tilbage: klø frisk på. For hvis du ikke vil bede til Gud, førend du er ren, (som mange dumme gør) så kommer du aldrig i gang med at bede. 
26 Et crede (W322) firmiter: Qui dedit tibi hanc tui cognitionem peccati te non rogante, dabit etiam gratiam oranti, immo ideo dedit cognitionem peccati et iusticiae, ut rogares gratiam.  Og du må tro fast: Den, der har givet dig denne erkendelse af din synd, førend du bad om den, han vil også give sin nåde til den, der beder, ja derfor var det jo, han gav dig erkendelsen af din synd og af retfærdigheden, at du skulle bede ham om nåden. 
27 Sic B. Augustinus cum Apostolo dicit: per legem cognitio peccati, ut gratia donetur et impetretur. Accipe simile: Gentiles olim idola sua rogabant, et fiebat quod petebatur, Et avarus confidit in divicias suas, et fit sicut vult, quantomagis ille verus et bonus deus non sinit se frustra rogari et in se confidi! Sådan siger den salige Augustin med apostelen: ved loven kommer ekendelse af synden, for at nåden kan gives og tilvejebringes. På lignende måde må du forstå det her: Hedningerne bad engang til deres afguder og det, de bad om, skete. Og den gerrige stoler på sin rigdom, og det, som han vil, det sker. Hvor meget mindre skal da ikke den sande og gode Gud finde sig i, at man anråber ham forgæves og stoler på ham forgæves!
28 Corollarium I. 
      Contritio vera non est ex nobis, sed ex gratia dei: ideo desperandum de nobis et ad misericordiam eius confugiendum. 
Ekskurs 1. 
      Den sande anger kommer ikke fra os selv, men fra Guds nåde. Derfor må vi fortvivle om os selv og tage vor tilflugt til hans barmhjertighed. 
29 Corollarium II. 
      Contritio incipit in poenitente, sed non cessat per totam vitam usque ad mortem, et non (ut multi putant) durat per horam confessionis duntaxat. Ecce sic habes, quomodo intelligas quod illi dicunt, oportere poenitere in charitate et cum bono propositio, quantum deus auxilium gratiae dederit. 
Ekskurs 2.
      Angeren begynder i boden, men den ophører ikke livet igennem førend i døden, og den varer ikke kun, mens bekendelsen står på, som mange mener. Se, her har du noget, hvormed du kan forstå det, man siger, at boden bør ske i kærlighed og med et godt forsæt, for så vidt Gud vil hjælpe med sin nåde. 
30        Nullus debet sacertodi respondere se esse contritum, nec sacerdos requirere, nisi quod potest dicere 'Nescio an sim contritus. Rogo tamen dominum atque confido me sua gratia contritum et quottidie magis conterendum'.          Ingen bør svarer præsten på, om man har angret, og præsten bør ikke spørge, man kan jo ikke sige andet end dette: 'Jeg véd ikke, om jeg har angret. Men jeg bønfalder Herren og stoler på, at jeg ved hans nåde angrer og dag for dag anstrenger mig mere'. 
31       Haec de prima parte.        Dette om den første del. 
32      Secunda pars est confessio sacramentalis, et hic duo sunt notanta.        Den anden del er den sakramentale bekendelse, og her skal man lægge mærke til to ting. 
33      Primum, ut nullo modo praesumas confiteri peccata venialia, sed nec omnia mortalia, quia impossibile est ut omnia mortalia cognoscas. Ad impossibile autem nemo obligatur.        For det første, at du ikke på nogen måde skal mene, at du kan bekende de tilgivelige synder, du kan heller ikke bekende alle dødssynderne, fordi det er umuligt, at du kan kende alle dine dødssynder. Og ingen forpligtes på det umulige. 
34 Unde in primitiva ecclesia solum manifesta mortalia confitebantur, ut patet Corin: v. Si quis inter vos est formicatur aut avarus aut idolatra aut maledicus aut ebriosus aut rapax, cum huiusmodi nec cibum sumere. (1 Kor 5,11)  Derfor bekendte de i den ældste kirke kun de åbenbare dødssynder, som det fremgår af 1 Kor 5,11: 'Hvis nogen iblandt jer er en horebuk eller en gerrig eller en afgudsdyrker eller en forbander eller en drukkenbolt eller en røver, så skal I ikke have samkvem med ham'. 
35 Et illud Gala: v. Manifesta sunt opera carnis etc., (Gal 5,19) unde multi confitentur in quinque sensibus, septem donis, septem sacramentis, octo beatitudinibus et aliis multis distinctiones peccatorum, velut id curantes, ut nullum peccatum non confiteantur, quum tamen inter ea quandoque nullum vel vix veniale sit peccatum, et fatigant frustra sacerdotem perduntque tempus ac aliis sunt impedimento.  Og dette sted fra Gal 5,19: 'Kødets gerninger er åbenbare', osv; derfor bekender mange, at der er fem sanser, syv gaver, syv sakramenter, otte skønheder og mange andre syndige distinktioner; og det gør de vel for ikke at bekende nogen synd, og det skønt der blandt den slags i hvert fald ikke er nogen dødssynd og næppe nogen tilgivelig synd, og de trætter præsten unødigt og spilder hans tid og de forhindrer andre i at komme til. 
36       Ideo duplici sis confitendo modo instructus. Uno, quo sacerdoti omnia manifeste mortalia confitearis, quamquam difficile sit discerni mortalia a venialibus, nisi sint in opere manifesto aut evidenti consensu cordis, ut maledictio, furtum, homicidium, luxuria, detractio, ira, amaritudo etc.         Derfor skal du vide, at der er to måder at bekende på. Én, hvorved du overfor præsten bekender alle de åbenbare dødssynder, skønt det er vanskelig at skelne dødssynderne fra de tilgivelige synder, hvis det ikke lige er en soleklar gerning eller en åbenlys hjertets tilslutning, såsom forbandelse, tyveri, drab, overflod, bortførelse, vrede, krænkelse, osv. 
37 Alio, quo deo confitearis reliqua omnia, immo cum B. Iob dicas: verebar omnia opera mea, sciens quoniam non parcis delinquenti, (Job 9,28), Et ps. xvliii. Delicta quis intelligit? ab occultis meis munda me, domine. (Sl 19,13).  Nam nulla sunt opera nostra etiam bona, quin sint peccata damnabilia, si deus in iudicium intret nobiscum.  Og én måde, hvor du overfor Gud bekender alt det øvrige, og siger med Job: 'Jeg skammer mig over alle mine gerninger, for jeg véd, at du ikke skåner den skyldige', og med Sl 19,13: 'Hvem erkender sine overtrædelser? Rens mig fra mine skjulte synder, Herre'. For der er ingen af vore gerninger, heller ikke de gode gerninger, som ikke er fordømmelige synder, hvis Gud ville gå i rette med os. 
38  Sic dicit ps. cxlii. Non intres in iudicium cum servo tuo, quia non iustificabitur in conspectu tuo omnis vivens. (Sl 143,2). Item: Omnis homo mendax etc. (Sl 116,11) sola vero ista confessione humili et oratione nobis ignoscuntur et fiunt meritoria.  Sådan siger han i Sl 143,2: 'Gå ikke i rette med din tjener, for i dine øjne bliver ingen levende retfærdiggjort'. Og ligeledes i Sl 116,11: 'Ethvert menneske er en løgner', osv. Men alene ved denne ydmyge bekendelse og bøn kan de tilgives os og blive fortjenstfulde. 
39 Unde et iussit nobis, ut oremus 'Dimitte nobis debita nostra'. Quocirca dum volumus omnia pure confiteri, nihil aliud facimus, quam quod misericordiae dei nihil volumus relinquere ignoscendum, nec confidere in eum sed in confessionem nostram cupimus, ac per hoc volumus securi esse nec iudicium eius timere, quum tamen ei sit beneplacitum super timentes eum et in eis qui sperant super misericordiam eius. (Sl 147,11)  Af den grund befaler han os også, at vi skal bede 'forlad os vor skyld'. Derfor, når vi vil bekende alt helt ud, så gør vi ikke andet end at vi ikke vil overlade noget til Guds barmhjertighed at tilgive, så prøver vi ikke at stole på ham, men på vor bekendelse, og derigennem vil vi være sikre og ikke frygte hans dom, skønt han dog 'forbarmer sig over dem, der frygter ham og håber på hans barmhjertighed'. 
40       Haec ideo dixi, ut sitis praemoniti atque praemuniti in hora mortis, ubi diabolus non solum mortalia occulta opponet et magnificabit, sed ex venialibus immo ex bonis operibus faciet non nisi horrenda peccata et totam vitam perditissimam ac damnabilem ostendet, ut scias quid facias, scilicet ne tunc dicas 'Heu utinam essem confessus aut tempus haberem confitendi!' ne forte desperes, quod ipse cupit, sed confide et dicas 'Scio quod omnis vita mea est damnabilis, si iudicetur, sed dominus iussit non in mea vita sed in sua misericordia confidere, sicut ait: Confide, fili, remittuntur tibi peccata tua. (Matt 9,2) ps. lxii. Quoniam melior est misericordia tua super vitas'. (Sl 63,4).         Dette har jeg sagt for at I forud skal være formanede og forud være forberedte til dødens time, hvor djævelen ikke blot stiller de skjulte dødssynder op for os og forstørrer dem, men også skaber forfærdelige synder af tilgivelige synder, ja af gode gerninger, og fremviser vort hele liv som fortabt og fordømt, så at du kan vide, hvad du skal gøre. Du skal nemlig ikke sige til den tid: 'Ak, gid jeg havde bekendt, mens jeg havde tid til at bekende!', så du måske fortvivler, hvad der netop er, han stræber efter, nej, du skal have frisk mod og sige: 'Jeg véd, at hele mit liv er fordømmeligt, hvis det bedømmes, men Herren befaler mig ikke at stole på mit liv, men på hans barmhjertighed, for han siger jo: 'Vær frimodig, søn, dine synder forlades dig'. Og i Sl 63,4: 'Din barmhjertighed er bedre end livet'. 
41 Sic enim b. Bernhardus, Quum aliquando mori se crederet 'perdidi tempus meum, quia perdite vixi, nec habeo nisi quod cor contritum et humiliatum, deus, non despicies'. (Sl 51,19). Sic sic timor iudicii humiliabit te, sed spes misericordiae exaltabit humilitatem.  Således sagde nemlig den salige Bernhard, da han lå og skulle dø. Han mente, at 'min tid har jeg spildt, for jeg har spildt mit liv, jeg har kun et angerfuldt og ydmygt hjerte, Gud, det foragter du ikke'. Således, således vil frygten for dømmen ydmyge dig, men håbet om barmhjertighed ophøjer den ydmyge. 
42       Secundum vide, ne ullo modo te confidas absolvi propter tuam contritionem (Sic enim super te et tua opera confides, id est, pessime praesumes), sed propter verbum Christi, qui dixit Petro: Quodcunque solveris super terram, solutum erit et in caelis. (Matt 15,19)         For det andet: Se til, at du ikke på nogen måde stoler på, at du bliver tilgivet på grund af din anger. (For således skal du stole på dig selv og dine gerninger, at du regner dem for onde). Nej, du tilgives på grund af Kristi ord, dèr, hvor han siger til Peter: 'Hvadsomhelst du løser på jorden, skal være løst i himlen'. 
43 Hic, inquam, confide, si sacerdotis obtinueris solutionem, et crede fortiter te absolutum, et absolutus vere eris, quia ille non mentitur, quicquid sit de tua contritione. Nam sic non crederes sententiae pronunciatae super te a deo, qui mentiri non potest, ac sic te veracem et ipsum mendacem faceres.  Her, siger jeg dig, skal du være frimodig, hvis du vil opnå præstens afløsning, og tro stærkt på, at du er afløst, så vil du i sandhed være afløst, fordi Gud ikke lyver, hvordan det så end har sig med din anger. For hvis du ikke tror den sætning, der udsiges over dig af Gud, han, som ikke kan lyve, så gør du dig selv til et sandhedsvidne og ham til en løgner. 
44 Nam sententia illa debet esse rata et certa: ideo multomagis tibi hic videndum, quomodo nihil huic fidei desit, quam caeteris omnibus. Imo esto per impossibile, quod confessus non sit contritus, aut sacerdos non serio sed ioco absolvat, Si tamen credat sese absolutum verissime est absolutus. Tanta res est fides et tam potens verbum Christi. Damnabuntur itaque qui nolunt confidere sese absolutos, donec certi sint se satis contritos, Et super harenam, non super petram volunt domum conscientiae suae aedificare.  For denne sætning bør være fast og sikker: Derfor skal du meget snarere se til, at der ikke mangler noget i denne tro, end du skal passe på alt det øvrige. Ja, lad så det umulige være sket, at et menneske ikke har angret, når det bekender, eller at præsten ikke afløser det for alvor, men for sjov, hvis blot den pågældende tror, at han er afløst, så er han også virkelig afløst. Så stor en ting er troen og så kraftigt er Kristi ord. Derfor er de mennesker forbandede, som ikke vil stole på, at de er afløste, førend de er sikre på, at de har angret tilstrækkeligt, de vil opbygge deres samvittigheds hus på sand, ikke på klippen. 
45       Sic legitur in ecclesiastica historia, quod B. Athanasius ludens cum pueris baptizavit eos, sicut viderat fieri a sacertodibut, et baptizatos iudicavit b. Alexander episcopos. Item quidam mimus illudens baptizari voluit ad (W324) placentum imperatori, et inter ludendum viso angelo cum libro credidit et eoipso ludicro baptismo vere est baptizatus.         Sådan læser vi i kirkens historie, at den salige Athanasius, da han legede med de andre børn, døbte dem, sådan som han havde set, at præsten gjorde, og at den salige biskop Alexander bedømte dem til at være døbte. Ligeledes at en skuespiller, der skulle forestille én, der bliver døbt overfor kejseren, og at han under spillet så en engel med en bog, troede og gennem denne skuespildåb virkelig blev døbt. 
46 Quare plus est a confitente requirendum, an credat sese absolvi, quam an sit vere contritus, sicut Christus a caecis quaesivit: Creditis me posse vobis hoc facere? (Matt 9,28) Et merito, quia contrito nunquam est vera satis, quod si esset vera, non est tamen certa, et si esset certa, non tamen esset satis. Fides autem et verbum Christi sunt verissima, certissima, sufficientissima.  Derfor kræves det i højere grad af den, der bekender, at han tror, at han er afløst, end at han virkelig angrer, sådan som Kristus spurgte de blinde: 'Tror I, at jeg gøre dette ved jer?' Og det er med god grund, for angeren er aldrig helt tilstrækkelig, for hvis den er sand, er den dog ikke sikker, og hvis den er sikker, er den dog ikke tilstrækkelig. Men troen og Kristi ord er højst sande, sikre og tilstrækkelige. 
47       Ruit ergo hic error illorum qui dicunt, quod sacramenta novae legis sic sunt efficatia gratiae signa, quod, si quis etiam non sit contritus sed attritus, modo non ponat obicem actualis peccati vel propositi mali, gratiam consequatur. (n47       Altså tilintetgøres her deres fejltagelse, som siger, at den ny lovs sakramenter i den grad er virksomme nådens tegn, at selv om én ikke angret, men kun fortrudt, blot han ikke skyder en slå for med hensyn til den tilgivelige synd eller med hensyn til sit forsæt om ikke at øve ondt, så følger nåden efter. 
48 Ego autem dico tibi, quod, si etiam contritus accesseris et non credideris in absolutionem, sunt tibi sacramenta in mortem et damnationem: Fides enim necessaria est, quantominus attritio vel non positio obicis sufficit!  Men jeg siger dig, at selv om du så kom til boden og havde angret, men ikke troede på afløsningen, så bliver sakramenterne dig til død og fordømmelse. Troen er nemlig nødvendig, hvor meget mindre skulle så ikke fortrydelsen eller dette ikke at skyde en slå for være tilstrækkelig!
49 Denique talis nullus est in mundo qui non ponat obicem, nisi solus is qui credit, Cum sola fides iustificet et accedentem ad deum oporteat credere. (Hebr 11,6)  Og endelig er der ingen i hele verden, som ikke skyder en slå for, undtagen netop han, som tror, for alene troen retfærdiggør, og den, der kommer til Gud, må tro ham. 
50 Verissimum est enim dictum illud commune: non sacramentum sed fides sacramenti iustificat, Et B. Augustini: Abluit sacramentum, non quia fit, sed quia creditur. Quod si sacramentum non iustificat sed fides sacramenti, quantominus contritio aut non positio obicem iustificat, sed fides! etc.  For dette almindelige udsagn er i høj grad sandt: at det ikke er sakramentet, men troen på sakramentet, der retfærdiggør. Og den salige Augustins ord ligeledes: Sakramentet afløser, ikke fordi det sker, men fordi man tror på det. Derfor, hvis det ikke er sakramentet, men troen på sakramentet, der retfærdiggør, hvor meget mindre kan så ikke angeren eller dette ikke at skyde en slå for retfærdiggøre. Nej, det er troen, der retfærdiggør!
51       At hic tum quaestio resurget: Quomodo ergo differunt sacramenta veteris et novae legis, Si haec aeque non dant gratiam sicut illa? Haec ad aliud pertinent tempus. Satis sit quod sacramenta novae legis sunt efficatia signa gratiae, si credis, et non amplius.        Men her dukker det spørgsmål op: Hvilken forskel er der da på den gamle og den nye lovs sakramenter, hvis de ligner hinanden derved, at de gamle ikke giver nåde, ligesom heller ikke de nye? Dette må vente til en anden gang. Lad det være nok, at den nye lovs sakramenter er virksomme tegn på nåden, hvis du tror, og så ikke mere. 
52       Haec de secunda parte.         Så vidt den anden del. 
53       Tercia est Satisfactio, de quo quidem nihil legitur in scripturis. Dicunt tamen eam duobus modis fieri: Uno modo per impletionem operum quae sunt elemosynae, ieiunia, orationes, Alio modo per indulgentias. Sed de his habetis vulgarem sermonem nuper impressum, ideo ad praesens omitto: lege ibidem.         Den tredie del er fyldestgørelsen, om hvilken man ganske vist ikke læser noget i skriften. Dog siger man, at den sker på to måder: 1) ved at udføre gerningerne (der er pålagt): almisse, fast, bøn, 2) ved aflad. Men herom har I den tyske prædiken, der for nylig kom i trykken, derfor udelader jeg det her. I kan læse det i den. 
54 c
55 c
56 c
57 c
58 c
59 c
60 c

Noter:

n11: Luther husker forkert. Stedet hos Augustin befinder sig i Bekendelserne, bog 9, kap 2.

n47:  Blandt de artikler, paven fordømte, handlede nummer ét om, at Luther nægter, det er nok til retfærdiggørelse ikke at skyde en slå for. Se exurge#17; se også (res02#93; lutpri03#9; releip01#67; capt-db#53; #67; #121; ass01#41; assty01#31). Indvendinger: Fra Latomus: latlu08#38-51; fra Prierias: prilut2#20; fra Køln/Løven: koeln-loeven#30; catlut24#9;