Erasmus og Luther

Fra Erasmus De libero arbitrio, I a 7.

Fra Luthers De servo arbitrio, W 606.

Fra Erasmus' Hyperaspistes, Darmstadt, side 276

¹ I a 7. Sunt enim in divinis literis adyta quaedam, in quae deus noluit nos altius penetrare, et si penetrare conemur, quo fuerimus altius ingressi, hoc magis ac magis caligamus, quo vel sic agnosceremus et divinae sapientiae maiestatem impervestigabilem et humanae mentis imbecillitatem, quemadmodum de specu quodam Coricio narrat Pomponius Mela, qui primum iucunda quaedam amoenitate allectat ac ducit ad se, donec altius atque altius ingressos tandem horror quidam ac maiestas numinis illic inhabitantis submoveat. Der er nemlig i den hellige skrift visse utilgængelige steder, i hvilke Gud ikke ville lade os trænge yderligere ind, og hvis vi forsøger at trænger længere ind, vil vi, jo længere vi trænger ind, færdes mere og mere i mørke, for at vi på den måde både kan lære den guddommelige visdoms majestæts uigennemtrængelighed og den menneskelige ånds svaghed, sådan som Pomponius Mela fortæller om en hule ved Korykos, som først lokke og fører ind i sig med en behagelig yndighed, indtil man, når man er kommet længere og længere ind, bliver fordrevet af en vis skræk og af majestæten af den deri boende guddom.

² Huc igitur ubi ventum erit, mea sententia consultius ac religiosus etiam fuerit clamare cum Paulo: 'O altitudo divitiarum sapientiae et scientiae dei, quam incomprehensibilia sunt iudicia eius et impervestigabiles viae eius!' (Rom 11,33) et cum Esaias: 'Quis audivit spiritum domini aut quis consiliarius eius fuit?' (Es 40,13), quam definire, quod humanae mentis excedit modum. Når man derfor er kommet til dette punkt, er det efter min mening mere tilrådeligt og fromt at udbryde med Paulus: 'O dyb af rigdom, visdom og kundskab hos Gud, hvor uransagelige er hans domme og hvor igennemtrængelige hans veje!' og med Esajas: 'Hvem har bestemt Herrens ånd og hvem blev hans rådgiver?' end at bestemme, hvad der overstiger den menneskelige ånds fatteevne.

³ Multa servantur ei tempori, cum iam non videbimus per speculum et in aenigmate, sed revelata facie domini gloriam contemplabimur. (1 Kor 13,12) Mange ting er gemt til den tid, hvor vi ikke mere ser gennem et spejl og i gåder, men skal skue Herrens herlighed med utilsløret ansigt.

⁴ Videre til Diatriben I a 8

⁵

Fra Luthers De servo arbitrio, W606:

⁶ (W606) Ad alterum caput uenio, quod huic coheret. Vbi dogmata Christiana distinguis, quaedam scitu necessaria, quaedam non necessaria fingis, Esse quaedam abstrusa, quadam exposita dicis. Jeg kommer nu til det andet kapitel, som hænger sammen med dette. Hvor du skelner mellem de kristne dogmer, mener du, at nogle er nødvendige at kende, andre er unødvendige, og du siger, at nogle er lukkede, andre er tilgængelige.

⁷ Sic uel aliorum uerbis lusus ludis, aut teipsum uelut artificio rhetorico exerces. Adducis autem pro ista sententia illud Pauli Ro. 11: O altitudo diuitiarum sapientiae et scientiae Dei. Item illud Esaie 40: Quis adiuuit spiritum domini, aut quis consiliarius eius fuit? Sådan driver du dit spil, måske narret af andres ord, eller du øver dig samtidig i den retoriske kunst. Men til gunst for denne mening anfører du Paulus' ord Rom 11,33: 'O dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud'. Ligeledes dette fra Esaias 40,13: 'Hvem har hjulpet Herrens ånd, eller hvem blev hans rådgiver?'

⁸ Haec tibi fuerunt dictu facilia, ut qui uel scires te non scribere ad Lutherum, sed pro uulgo, uel non cogitaris te scribere contra Lutherum, quem tamen aliquo studio et iudicio in sacris literis dignaris speri, Si non dignaris, en extorquebo etiam. Dette har været dig let at sige, du, som enten véd, at du ikke skriver imod Luther, men for folket, eller ikke tænker på, at du skriver mod Luther, som du dog -- det håber jeg i hvert fald -- regner for én, der har beskæftiget sig noget med den hellige skrift og i nogen grad kan bedømme den. Og hvis du ikke regner mig for én sådan, nuvel, så skal jeg snart vise dig, at det er jeg.

⁹ Sic habet mea distinctio, ut et ego parum rhetoricer uel Dialecticer: Duae res sunt Deus et Scriptura Dei, non minus quam duae res sunt Creator et creatura Dei. Således har det sig med mit skel, at jeg også skal tale lidt retorisk og dialektisk: Der er forskel på Gud og Guds skrift, ikke mindre end på skaberen og Guds skabning.

¹⁰ In Deo esse multa abscondita, quae ignoremus, nemo dubitat, sicut ipsemet dicit de die extremo: De die illo nemo scit nisi pater. (Mark 13,32) Et Actu. 1: Non est uestrum nosse tempora et momenta. Et iterum: Ego noui, quos elegerim. (Joh 13,18) Et Paulus: Nouit dominus qui sunt eius, (2 Tim 2,19) et similia. Ingen tvivler på, at der i Gud er meget skjult, som vi ikke véd, sådan siger han jo selv om den yderste dag: 'Denne dag kender ingen undtagen Faderen'. Og i Apg 1,7: 'Det tilkommer ikke jer at kende tiden og øjeblikket'. Og atter: 'Jeg véd, hvem jeg har udvalgt'. Og Paulus: 'Herren kender sine', og den slags.

¹¹ Sed esse in scriptura quaedam abstrusa et non omnia exposita, inuulgatum est quidem per impios Sophistas, quorum ore et tu loqueris hic, Erasme, sed nunquam unum articulum produxerunt, nec producere possunt, quo suam hanc insaniam probarent. Men at der i skriften er noget lukket og at ikke alt er tilgængeligt, det er noget, der er udspredt af sofisterne, gennem hvis mund også du her taler, Erasmus, men de har aldrig frembragt en eneste artikel, og kan heller ikke frembringe nogen, hvorigennem de kan bevise et sådant vanvid.

¹² Talibus autem laruis Satanas absterruit a legendis literis sacris, et reddidit Scripturam sanctam contemptibilem, ut suas pestes ex Philosophia in Ecclesia faceret regnare. Men med et sådant gøglespil afskrækker Satan folk fra at læse den hellige skrift, og gør den hellige skrift foragtelig, for på den måde at få sin pest fra filosofien til at herske i kirken.

¹³ Hoc sane fateor, esse multa loca in scripturis obscura et abstrusa, non ob maiestatem rerum, sed ob ignorantiam uocabulorum et grammaticae, sed quae nihil impediant scientiam omnium rerum in scripturis. Det tilstår jeg godt nok, at der er mange dunkle og lukkede steder i skriften, men det er ikke noget, der er på grund af tingenes ophøjethed, det er på grund af vores uvidenhed om ordbetydningen og grammatikken, men det forhindrer os ikke i at få viden om alle ting i skriften.

¹⁴ Quid enim potest in scripturis augustius latere reliquum, postquam fractis signaculis et uoluto ab hostio sepulchri lapide, illud summum mysterium proditum est, Christum filium Dei factum hominem, Esse Deum trinum et unum, Christum pro nobis passum et regnaturum aeternaliter? (h23) For hvad kan der i skriften være tilbage af ophøjede ting, efter at seglet er brudt og stenen væltet fra gravens dør, og denne højeste hemmelighed åbenbaret: Kristus Guds Søn, blev menneske, Gud er tre og én, Kristus har lidt for os og hersker i evighed?

¹⁵ Nonne haec etiam in biuiis sunt nota et cantata? Tolle Christum e scripturis, quid amplius in illis inuenies? Res igitur in scripturis contentae omnes sunt proditae, licet quaedam loca adhuc uerbis incognitis obscura sint. Mon ikke også dette i underskolen bekendtgjort og udsunget? Tag Kristus væk fra skriften, hvad finder du så tilbage? De ting, der altså er indeholdt i skriften, er alle gjort offentlig kendt, også selv om nogle steder indtil nu på grund af ukendskab til ordene har været dunkle.

¹⁶ Stultum est uero et impium, scire, res scripturae esse omnes in luce positas clarissima, et propter pauca uerba obscura res obscuras dictare. Si uno loco obscura sunt uerba, at alio sunt clara. Eadem uero res, manifestissime toti mundo declarata, dicitur in scripturis tum uerbis claris, tum adhuc latet uerbis obscuris. Men det er dumt og ufromt at vide, at skriftens indhold alle er sat i det klareste lys, og så på grund af nogle få dunkle ord at kalde indholdet dunkel. Hvis ordene på ét sted er dunkle, så er de dog på et andet sted klare. Men det er den samme sag, der på det tydeligste er udbredt over hele verden, som snart omtales i skriften snart med klare ord, snart ligger skjult indtil nu under dunkle ord.

¹⁷ Iam nihil refert, si res sit in luce, an aliquod eius signum sit in tenebris, cum interim multa alia eiusdem signa sint in luce. Quis dicet fontem publicum non esse in luce, quod hi, qui in angiporto sunt, illum non uident, cum omnes, qui sunt in foro, uideant? (W607) Det kommer altså ikke an på, hvis sagen ligger i lyset, om et af dens tegn beror i mørke, når samtidig mange andre af dens tegn er i lyset. Hvem vil sige, at en offentlig brønd ikke befinder sig i lyset, fordi de, der bor i en sidegade, ikke ser den, mens alle, der er på torvet, ser den?

¹⁸ Nihil igitur est, quod de Coricio specu adducis, Non habet ita res in scripturis, Et quae sunt summae maiestatis et abstrusissima mysteria, non sunt amplius in secessu, sed in ipsis foribus et in propatulo, producta et exposita, Christus enim aperuit nobis sensum, ut intelligamus scripturas, (Luk 24,45) Et Euangelion predicatum est omni creaturae, In omnem terram exiuit sonus eorum, (Rom 15,4) Et omnia, quae scripta sunt, ad nostram doctrinam scripta sunt. Det har altså ikke noget at sige, hvad du fremfører om den korykiske hule. Sådan forholder det sig ikke i skriften. Og hvad angår den højeste ophøjethed og det mest lukkede mysterium, så er de ting ikke på et særskilt sted, men midt i al offentlighed og fremført og fremvist, så alle kan se: Kristus åbnede nemlig vore sanser, så vi forstod skrifterne. Og evangeliet er prædiket for al skabningen, 'Over hele jorden udgik lyden af dem', Og: 'Alt, hvad der er skrevet, er skrevet for at vi skal lære af det'.

¹⁹ Item: Omnis Scriptura diuinitus inspirata, utilis est ad docendum. (2 Tim 2,16) Igitur tu et omnes Sophistae, agite et producite unum aliquod mysterium, quod sit in scripturis adhuc abstrusum. Ligeledes: 'Ethvert guddommeligt skrift er indblæst, nyttigt til at lære'. Derfor, stå frem, du og alle sofister, fremgør et eneste mysterium, som indtil nu har været lukket i skrifterne.

^L20 Quod uero multis multa manent abstrusa, non hoc fit scripturae obscuritate, sed illorum caecitate uel socordia, qui non agunt, ut clarissimam ueritatem uideant, Sicut Paulus de Iudeis dicit 2. Corinthiorum 4: Velamen manet super cor eorum. Et iterum: Si Euangelion nostrum opertum est, in iis qui pereunt opertum est, quorum corda Deus huius saeculi excaecauit. Men dette, at mange ting forbliver lukket for mange, sker ikke på grund af skriftens dunkelhed, men på grund af deres blindhed eller indskrænkethed, som ikke bryder sig om at se den allerklareste sandhed. Sådan som Paulus siger om jøderne 2 Kor 4,3f: Et slør forbliver over deres hjerte. Og igen: Hvis vort evangelium er lukket, er det lukket for dem, der går fortabt, dem, hvis hjerte denne verdens Gud har forblindet.

^L21 Eadem temeritate solem obscurumque diem culparet, qui ipse sibi oculos uelaret, aut a luce in tenebras iret, et sese absconderet. Desinant ergo miseri homines, tenebras et obscuritatem cordis sui blasphema peruersitate scripturis Dei clarissimis imputare. Med den samme frækhed kunne man bebrejde solen det eller tro, det skyldtes en mørk dag, hvis man selv lagde dække over ens øjne, eller gik fra lyset ud i mørket og skjulte sig. De elendige mennesker må altså holde op med i forvendt blasfemi at tillægge Guds soleklare skrift, at de i hjertet er mørke og dunkle.

^L22 Tu ergo cum Paulum adducis, dicentem: Incomprehensibilia sunt iudicia eius, uideris pronomen 'Eius' ad scripturam retulisse, At Paulus non dicit: Incomprehensibilia sunt iudicia scripturae, sed: Dei. Når altså du anfører Paulus' ord: 'Hvor ubegribelige er hans domme', ser det ud, som om du henfører pronomenet 'hans' til skriften. Men Paulus siger ikke: 'Hvor ubegribelige er skriftens domme', men: 'Hvor ubegribelige er Guds domme'.

^L23 Sic Esaias .40. non dicit: Quis nouit sensum scripturae, sed: sensum domini, quamuis Paulus asserat, Christianis notum esse sensum Domini, uerum in his, quae donata sunt nobis, ut ibidem .1. Corinthiorum .2. Vides ergo, quam oscitanter hos locos scripturae inspexeris et tam apte citaris, quam apte citas fere omnia pro libero arbitrio. (h30) Sådan siger Esajas 40,13 heller ikke: 'Hvem kender skriftens mening', men: 'Hvem kender Herrens mening', skønt Paulus forsikrer, at de kristne kender Herrens mening, det gør de nemlig i det, der er givet dem, som han sammesteds siger, 1 Kor 2,13. Du ser altså, hvor ligegyldigt du ser på disse skriftsteder, og ligeså passende du citerer dem, ligeså passende citerer du næsten alt til fordel for den frie vilje.

^L24 Sic et exempla tua, quae subiungis, non sine (W608) suspitione et aculeo, nihil faciunt ad rem, qualia de distinctione personarum, de conglutatione naturae diuinae et humanae, de peccato irremisibili, quorum ambiguitatem dicis nondum esse resectam. Således gør dine eksempler, som du anfører derefter, ikke uden skin og skarpsindighed, ikke noget til sagen, såsom det om forskellen på personerne, om sammenknytningen mellem den guddommelige og den menneskelige natur, om den utilgivelige synd, hvis tvetydighed du påstår endnu ikke er blevet fjernet.

^L25 Si de Sophistarum quaestionibus circa has res agitatis, intelligis, quid tibi fecit innocentissima scriptura, ut abusum sceleratorum hominum obiicias illius puritati? (h32) Hvis du dermed mener sofisternes forvirrede spørgsmål om disse ting, hvad har så den fuldstændig uskyldige skrift gjort dig, at du bebrejder dens renhed, hvad ondsindede mennesker har bedrevet af misbrug med den?

^L26 Scriptura simpliciter confitetur trinitatem Dei et humanitatem Christi et peccatum irremissibile, Nihil hic obscuritatis aut ambiguitatis. Skriften bekender simpelthen Guds treenighed og Kristi menneskelighed og den utilgivelige synd. Der er ikke nogen uklarhed eller tvetydighed her.

^L27 Quibus uero modis ista habeant, Scriptura non dicit, ut tu fingis, nec opus esse nosse, Sophistae hic sua somnia tractant, illos argue et damna, et scripturas absolue. Men hvordan det forholder sig hermed, siger skriften ikke noget om, sådan som du opdigter, og det er heller ikke nødvendigt at vide. Sofisterne behandler her deres drømme, dem kan du gendrive og fordømme, men lad skriften gå fri!

^L28 Si uero (W609) intelligis de ipsa rei substantia, iterum non scripturas, sed Arrianos argue, et eos, quibus opertum est Euangelion, ut clarissima testimonia de diuinitatis trinitate et humanitate Christi, per operationem Satanae dei sui non uideant. Men hvis du hermed forstår selve sagens kerne, så er det igen ikke skriften, men arianerne, du skal vende dig imod, ligesom du skal vende dig imod dem, for hvem evangeliet er tilhyllet, så de ikke ser det soleklare vidnesbyrd om den guddommelige trehed og om Kristi menneskelighed, på grund af deres gud, Satans, virke.

^L29 Et ut breuiter dicam, Duplex est claritas scripturae, sicut et duplex obscuritas, Vna externa in uerbi ministerio posita, altera in cordis cognitione sita. Og, at jeg skal sige det kort, skriftens klarhed er dobbelt, sådan som også dens uklarhed er dobbelt. Den ene er den ydre klarhed, der er overgivet ordets embede, den anden er givet i hjertets erkendelse.

^L30 Si de interna claritate dixeris, nullus homo unum iota in scripturis uidet, nisi qui spiritum Dei habet, omnes habent obscuratum cor, ita, ut, si etiam dicant et norint proferre omnia scripturae, nihil tamen horum sentiant aut uere cognoscant; Hvis du taler om den indre klarhed, kan intet menneske forstå så meget som et jota i skriften, hvis ikke han har Guds ånd, alle har nemlig et formørket hjerte, sådan at, selv om de også kunne sige og vidste at fremdrage hele skriften, forstod de dog ikke noget af den eller erkendte den i sandhed;

^L31 neque credunt Deum, nec sese esse creaturas Dei, nec quicquam aliud, iuxta illud Psal. 13: Dixit insipiens in corde suo: Deus nihil est. Spiritus enim requiritur ad totam scripturam et ad quamlibet eius partem intelligendam. ejheller tror de på Gud, eller på, at de er Guds skabninger, eller på noget andet, ifølge Sl 14,1: 'Dåren siger i sit hjerte: Der er ingen Gud'. Ånden kræves nemlig for at forstå hele skriften eller bare en del deraf.

^L32 Si de externa dixeris, Nihil prorsus relictum est obscurum aut ambiguum, sed omnia sunt per uerbum in lucem producta certissimam, et declarata toto orbi, quaecunque sunt in scripturis. Men hvis du taler om den ydre klarhed, så er der slet ikke noget tilbage, der er dunkelt eller tvetydigt, men alt, hvad der overhovedet er i skriften, er gennem ordet ført ud i det visseste lys og forkyndt for hele verden.

Videre i Luthers De seruo arbitrio, W609:

Fra Erasmus' Hyperaspistes (Darmstadt, side 276):

^h1 Jam quod ipse fateris in signis tantum obscuritatem esse, non in rebus, haud magni refert ad excludendam obscuritatem: utrum fatearis res non intelligi, propter ignoratas voces, an rerum caliginem esse in causa ut voces non intelligatur. Hvad du selv allerede har indrømmet: at der kun er uklarhed i ordene, ikke i sagen, kan næppe medvirke meget til at udelukke uklarheden: om du indrømmer, at sagen ikke kan forstås på grund af uklarhed i ordene, eller at tingenes uklarhed er årsag til, at ordene ikke forstås.

^h2 Quod si sola Grammatices peritia submovet omnem obscuritatem a sacris Litteris, qui factum est, ut divus Hieronymus Linguis omnibus instructus, sic passim haereat, sudet in explanandis Prophetis? Hvis alene kendskab til grammatikken fjerner al uklarhed fra den hellige skrift, hvordan kan det da være, at den guddommlige Hieronymus, der var dygtig til alle sprog, er så rådvild mange steder og sveder med at udlægge profeterne?

^h3 ne quid alios commemorem, in quibus est et Augustinus, cui nonnihil tribuis. Cur tu ipse, qui Linguarum inscitiam non potes praetexere, nonnunquam haeres in explicandis Psalmis, testificans te somnium animi tui sequi, non damnatis aliorum opinionibus. for ikke at nævne andre, fx Augustin, som du lægger nogen vægt på. Ja, hvad med dig selv, du, der dog ikke kan foregive uvidenhed om sprogene, hvorfor tøver du ofte, når du udlægger salmerne, og bevidner, at du i søvne løber efter din egen ånd, uden at du foreømmer andres mening?

^h4 Atqui si veritas in propatulo est, oportebat eorum opiniones, qui a vero aberrassent, rejicere. Hoc eum certe decebat, qui sic odit Scepticos, professus assertorem. Men hvis sandheden ligger åbent fremme, så bør man retlede dem, hvis meninger afviger fra det sande. Det ville i hvert fald have sømmet sig for den, der i den grad hader skeptikere og har bekendt at han er tilhænger af faste påstande.

^h5 Eandem Scripturam habent omnes, eundem spiritum sibi vindicant omnes: et tamen Carolstadius abs te fortiter dissensit, dissentit et Zwinglius, et Oecolampadius, et Capito, qui Carolstadii sententiam probant, probationes non probant. Alle har den samme skrift, alle påberåber sig den samme ånd: og dog afviger Karlstadt fra dig, det gør Zwingli og Oecolampadius og Capito også, og de anerkender Karlstadts mening, men ikke hans bevisførelse.

^h6 Rursus inter Zwinglium et Balthazarum, quantis de rebus quantum est dissidium? Ne commemorem imagines ab aliis ejectas, per te defensas, ut taceam de novo baptismo, a tuis rejecto, ab aliis praedicato, ut sileam humanas disciplinas, ab aliis reprobatas, (280) abs te defensas. Og videre: Hvilken afgrund skiller ikke Zwingli og Balthazar? At jeg ikke skal nævne, at billederne forkastes af nogle, men forsvares af dig, at jeg skal forbigå gendøberne, der forkastes af dig, men prædikes andre, og endelig tie om de humane discipliner, der forkastes af nogle, men forsvares af dig.

^h7 Cum tractetis omnes rem Scripturae si ea nihil habet obscuritatis, cur inter vos tam male convenit? Nec est quod hic miseros Sophistas exagites: docet hoc Augustinus, obscuritatem alias profisci ex ignorantione seu ambiguitate vocum, alias ex ipsa natura rei, nonnunquam ex tropis et allegoriis, interdum ex locis inter se pugnantibus, quod ad sermonis speciem attinet. Eftersom I alle behandler skriftens sag, hvorfor stemmer I så så dårligt overens, hvis skriften ikke har nogen uklarhed i sig? Og du har her ikke noget, du kan hidse dig op over hos de arme sofister: Det lærer Augustin i denne sag, at uklarheden dels skriver sig fra uvidenhed om ordene eller fra ordenes tvetydighed, og dels fra sagens egen natur, ofte fra talemåder og allegorier, af og til fra steder, der modsiger hinanden, forsåvidt angår ordenes umiddelbare betydning.

^h8 Et causam adfert, quare Deus hanc obscuritatem in sacris Voluminibus residere voluerit. In loco de peccato in Spiritum Sanctum nunquam remittendo, negas quicquam esse obscuritatis. Og han anfører en grund til, at Gud har villet, at denne uklarhed stadig skulle være i de hellige bøger. Du nægter, at der i stedet om synden mod helligånden, der ikke kan tilgives, findes nogen uklarhed.

^h9 At Augustinus fatetur se semper vitasse hujus difficillimae quaestionis molestiam, et tamen cum tractet eam accurate, non sibi fidit, sed suspendit sententiam. (Aug Serm 71,5,8) Men Augustin tilstår, at han altid har undgået besværligheden med dette meget vanskelige spørgsmål, og dog stoler han ikke på sig selv, når han har behandlet spørgsmålet omhyggeligt, men holder sin mening tilbage.

^h10 Breviter, an sibi satisfecerit nescio, mihi non satisfecit. 'Verba sunt', ut ais, 'clarissima, peccatum irremissibile': sed doce quae sit illa blasphemia in Patrem et Filium, cui promittitur remissio, quae in Spiritum Sanctum, cui negatur. Kort sagt, jeg véd ikke, om det tilfredsstiller ham, mig tilfredsstiller det ikke. 'Ordene er ganske klare', siger du, 'synden bliver ikke tilgivet'. Men lær os lige, hvad det er for en bespottelse imod Faderen og Sønnen, som opnår tilgivelse, og hvad det er for en imod Helligånden, som nægtes tilgivelse!

^h11 An contumelia Patris et Filii non pertinet ad Spiritum Sanctum? Deinde, quod est illud seculum futurum, in quo videntur condonari quaedam peccata? (Matt 12,32; Luk 12,10) Eller vedkommer en bespottelse af Faderen og Sønnen ikke Helligånden? Og videre: Hvad er det for en kommende verden, i hvilken man vil se, at nogle synder bliver tilgivet?

^h12 Vide quanta sit in clarissimis verbis obscuritas. Quae non torquet Augustinus, (282) ut ex hiis angustiis semet explicet: et tamen non explicat, nec mea, ned sua ipsius sententia. Her ser du, hvor stor uklarheden er i de klareste ord. Og Augustin fordrejer ikke disse ord, for at vikle sig ud af disse vanskeligheder: og dog vikler han sig ikke ud, hverken efter min eller efter hans egen mening.

^h13 Porro quod me cum omnibus Sophistis provocas, ut vel unum locum obscurum aut abstrusum proferamus e divinis Voluminibus, quem tu non statim ostendas esse dilucidum, utinam praestare posses quod polliceris! Dernæst opfordrer du mig og alle andre sofister til at fremdrage så meget som et uklart eller lukket sted fra de guddommelige bøger, som du ikke straks kan påvise er lysende klart. Ak, gid du kunne udføre, hvad du lover!

^h14 Deferemus ad te difficultatum examina, tibique condonabimus, si nos appelles talpis caeciores, modo luculenter explices in quibus haeremus. Vi overfører undersøgelsen af vanskelighederne til dig og tilgiver dig, hvis du kalder os blinde muldvarpe, bare du forklarer os ordentligt det, vi står tøvende overfor.

^h15 Quod si nobis hanc legem praescribas, ut quicquid tu fueris interpretatus, id credamus sentire Scripturam, non patientur tui sodales, qui tibi fortiter reclamant, asseverantes te de Eucharistia perperam interpretari Scripturas. Når du foreskriver os den lov, at vi skal tro, at skrift betyder alt det, som du fortolker den til, så kan dine fæller ikke tåles, for de imødegår dig kraftigt og hævder, at du udlægger skriften forkert angående nadveren.

^h16 Quare non aequum est nos tibi plus auctoritate tribuere, quam tribuunt tuae professionis sodales praecipui. Jam cum hic agamus de difficultate quaestionum, quae ex mysticis Litteris nascuntur, veluti cum quaerimus quid sit illud quod distinguit in sacra Triade Personam a Persona, res an relatio, et an Spiritus Sanctus cum procedat ab utroque, ab uno principio procedat, an a duobus, aliaque innumera. Derfor er det ikke rimeligt, at vi skal tillægge dig mere autoritet, end de vigtigste forbundsfæller for din sag. Og når vi her skal behandle vanskeligheden ved de spørgsmål, som rejser sig fra den mystiske skrift, fx når vi spørger, hvad det er, der i den hellige treenighed adskiller person fra person, om det er sagen eller forholdet, og om den Helligånd, eftersom han udgår fra begge, udgår først fra den ene eller fra begge, og andre utallige spørgsmål. --

^h17 Item cum legamus impiis post hanc vitam denuntiari ignem gehennae, quaesitum, an impiorum animae statim ut avulsae sunt a corpore, dedantur suppliciis, an serventur luiturae poenas in die supremo. Ligeledes når vi læser, at de ugudelige efter dette liv bliver sendt til helvedes ild, og det spørgsmål rejser sig, om de ufrommes sjæle, straks de er adskilt fra kroppen, overgives til straffen, eller de ophobes og bevares til straf på den yderste dag.

^h18 Rursus an ignis ille sit materialis: et si est, quomodo res corporea agat in animam incorpoream. Videre, om ilden er materiel; og hvis den er det, hvordan da en kropslig ting kan indvirke på en ukropslig sjæl.

^h19 Tu, qui solus nunquam deflectis a re proposita, mire huc confers Scripturas et rationes, de lapide revoluto a monumento, de Euangelio (284) praedicato omni creaturae: quasi tales difficultates praedicarint Apostoli. Du, der er den eneste, der aldrig afviger fra temaet, fremfører på vidunderlig måde skriftsteder og fornuftgrunde, om stenen, der var væltet fra graven, om evangeliet, der er prædiket for hele verden. Som om apostlene har forkyndt den slags vanskeligheder.

^h20 Quod si nomen Euangelii Christique quaestiones ejusmodi universas complectitur, unde factum est, ut post praedicatum Euangelium tanta caecitas resederit in Ecclesia Dei, ut post Apostolos nullus exstiterit, praeter Ioannem Hus et Wiclevum, qui non passim haereat in sacris Litteris? Hvis ordene 'evangelium' og 'Kristus' omfatter alle den slags spørgsmål, hvordan er det så gået til, at der, efter at evangeliet er prædiket, er forblevet en så stor blindhed i Guds kirke, så at der efter apostlene ikke har været nogen, udover Johan Hus og Viklef, som ikke mange steder har været i forlegenhed i den hellige skrift?

^h21 Nisi forte sentis nihil ultra quaerendum, quam sacris Litteris expressum est. At hoc nec te nec tuos sentire verisimile est. Nam tu hactenus cum Ecclesia faciens, pronuntias in synaxi verum esse corpus et sanguinem, id est, substantialiter: atqui substantiae vox non est in sacris Litteris. Medmindre du måske mener, at man ikke bør udforske noget udover, hvad der er udtrykt i den hellige skrift. Men det er ikke sandsynligt, at du eller dine mener sådan. For du har hidtil sammen med kirken erklæret, at i nadveren er der virkelig kød og blod tilstede, det vil sige, kød og blod efter deres substans, men ordet substans findes ikke i skriften.

^h22 Rursus tui fortissime contendunt, non esse illic corpus et sanguinem, nisi in signo efficaci. Ne hoc quidem exprimunt sacrae Litterae. Og videre hævder dine tilhængere på det bestemteste, at der ikke deri er kød og blod til stede, det er der kun som et virksomt tegn. Og heller ikke dette siger skriften udtrykkeligt.

^h23 'Omnibus', inquis, 'notum est, Filium Dei factum hominem, esse Deum trinum et unum, Christum pro nobis passum, et regnaturum in aeternum': (L14) Du siger, at det for alle er blevet klart, at Guds søn blev menneske, at Gud er tre og en, at Kristus har lidt for os og skal herske i evighed;

^h24 poteras eadem opera e Symbolo proferre duodecim articulos. Ista fateor et laicis decantanda. Sed quid hoc ad difficultates quaestionum quae ex his articulis oriuntur? du kunne med samme anstrengelse have fremdraget de tolv artikler fra symbolet. Jeg tilstår, at disse ting atter og atter skal foredrages lægfolket. Men hvad har det med de vanskelige spørgsmål at gøre, som opstår af disse artikler?

^h25 Nam nos de his loquebamur non disputandis apud promiscuam plebem. Proinde vides, opinor, quam illa sint aprosdionusa quae citas: 'Praedicate Euangelium omni creaturae': et, 'in omnem terram exivit sonus eorum': et, 'Quaecunque scripta sunt, ad nostram doctrinam scripta sunt': et, 'Omnis scriptura divinitus inspirata, utilis est ad docendum', etc. For vi taler om noget, som man ikke kan diskutere overfor folk i almindelighed. Og så tror jeg også, du kan indse, hvor forkert anbragt dine citater er: 'Prædik evangeliet for al skabningen'; og: 'ud over hele verden gik deres røst'; og: 'Hvadsomhelst der er skrevet, er skrevet til vor belæring'; og: 'Ethvert skrift, der er guddommeligt indgivet, er nyttig til belæring' osv.

^h26 Ista quis unquam negavit? Haec scilicet faciebant ad rhombum (W603/L12), ut tuis abutar facetiis. Porro quod rejicis meum Corycium specum, qui declarat aliquo usque scrutandas Litteras sacras, caeterum altius quam sat et ingredi nefas esse, ne scrutator majestatis opprimatur a gloria, sed doces abstrusissima quaeque mysteria omnibus in promptu atque propatulo esse, satis tu quidem fortiter asseris: Hvem vil nægte noget af det? Men det har naturligvis med "rhomben" at gøre, for at bruge din vits. Og så afviser du min korykiske hule, som forklarer, at man skal udforske den hellige skrift til en vis grad, men forøvrigt ikke trænge dybere ind i den end det er rimeligt og passende, at ikke udforskeren skal bliver overvældet af majestætens herlighed; i stedet lærer du, at selv det mest tillukkede mysterium skal ligge fremme og være åbent for alle; i det mindste er det, hvad du fastslår temmelig kraftigt:

^h27 sed ipso mundo reque ipsa reclamante, postremo tuis ipsius scriptis, ac tuorum dissidio refellente quod asseris. men det er imod hele verden, imod sagen selv og endelig også imod dine egne skrifter, og det, at dine egne går imod det, gendriver, hvad du hævder.

^h28 Non admodum excutiam hic distinctionem tuam, qua discernis Deum a Scriptura, quemadmodum creatorem a creatura: quam propositurus, nescio quamobrem profitearis te velle rhetoricari aut dialecticari: aptius erat si dixisses sophisticari. Jeg vil ikke her så nøje undersøge din distinktion, den, hvormed du skelner mellem Gud og skriften, som mellem skaberen og skabningen; hvis du ville fremsætte denne skelnen, forstår jeg ikke, hvorfor du bekender, at du vil drive retorik eller dialektik; det ville være rigtigere sagt, at du ville drive sofistik.

^h29 Nam illi distinctionibus solent elabi, quod tu nihilo rarius neque verecundius facis quam illi, quoties tibi commodum est. Scriptura nobis Deum depingit, ac de divinae naturae mysteriis loquitur. For sofisterne plejer at slippe godt fra deres distinktioner, men du udarbejder dem mindre sjældent og med mindre ærefrygt end de gør det, nemlig når det passer ind i dit kram. Skriften afbilder os Gud, og taler om den guddommelige naturs mysterier.

^h30 Proinde sermo de re ut est incomprehensibili, et ipse aliqua ex parte incomprehensibilis sit oportet. Nec refero pronomen 'Ejus' ad Scripturam, ut tu divinas, sed ad Deum: 'Inepte igitur', inquis, 'accommodas ad Scripturam (288), cum illic Paulus loquatur de Deo, quemadmodum et Esaias'. (L23) Når der derfor er tale om en ubegribelig sag, må talen derom også til en vis grad selv være ubegribelig. Ejheller henfører jeg pronomenet 'hans' til skriften, som du spår, men til Gud. Du siger: 'Altså henfører du det forkert til skriften, skønt Paulus her taler om Gud, sådan som også Esajas gør.'

^h31 Verum inter sese respondent imago et res expressa. Et Paulus antequam ad haec verba veniret, tractaverat ex sacris Litteris difficillimam quaestionem de Jakob dilecto, et Esau odio habito, de figulo et luto fictili. (Rom 9,11f). Men indbyrdes svarer billedet og den ting, det udtrykker til hinanden. Og før Paulus er kommet til dette ord, har han behandlet det meget vanskelige spørgsmål om Jakob, der er elsket, og Esau, der er hadet, om pottemageren og leret i pottemagerens hånd.

^h32 Quare non tam inepte mihi tractata sunt haec loca, quam tu videri vis. Sed quae adducis testimonia, nihil faciunt ad sensum meum, qui tamen non videtur fugisse te, cum hunc in modum scribis: 'Si loqueris de Sophistarum quaestionibus circa has res agitatis, quid tibi fecit innocentissima Scriptura', etc. (L25) Derfor er disse steder ikke behandlet helt så forkert af mig, som du vil have det til at se ud. Men de vidnebyrd, du tilføjer, passer slet ikke til min tankegang, som du dog synes at have forstået, når du skriver på følgende måde: 'Hvis du taler om sofisternes forvirrede spørgsmål om disse ting, hvad har så den uskyldige skrift gjort dig, osv'.

^h33 Sciebas igitur me non de Scriptura, sed de quaestionibus hinc exsistentibus loqui. Proinde quorsum attinebat tot verba incassum fundere? Du véd altså godt, at jeg ikke taler om skriften, men om de spørgsmål, der rejser sig af skriften. Hvortil tjente det altså at udgyde så mange ord til ingen nytte?

^h34 Quanquam non omnes quaestiones sophisticae sunt; sunt et utiles et necessariae, modo sobriae sint, et quoad fas est progrediantur: et tamen in his sunt quaedam, quae nec a quibuslibet tractanda sunt, nec apud quoslibet. Men det er nu ikke alle spørgsmål, der er sofistiske. Der er dem, der er nyttige og nødvendige, blot de er nøgterne, og så langt det er passende, skal man fortsætte med dem. Og dog er der blandt dem nogle, som hverken skal behandles af hvemsomhelst eller behandles overfor hvemsomhelst.

^h35 Rursus illa distinctio de obscuritate interna et externa, ad nihil conducit nisi ut elabaris, nosque tua loquentia delasses. Nec in hoc dico Scripturis esse difficultatem aliquot locis, ut homines ab ejus lectione deterream, sed ut exhortor potius ad acre studium, et a decernendi temeritate dehorter parum exercitatos. Verum haec alias fortassis incident. Atter har du en skelnen, den mellem den ydre og indre klarhed, som ikke fører til noget, andet end til, at du glider af og trætter os med dine ord. Og det er jo heller ikke for at afskrække mennesker fra at læse i skriften, at jeg siger, at der mange steder i skriften er vanskeligheder, men snarere for at opfordre til et skarpsindigt studium, og for at advare de mindre øvede mod en for dristig afgørelse. Men det vil måske komme til udtryk andetsteds.

Læs videre i Hyperaspistes side 288.

Noter:

Note 1:

¹ I a 7. Sunt enim in divinis literis adyta quaedam, in quae deus noluit nos altius penetrare, et si penetrare conemur, quo fuerimus altius ingressi, hoc magis ac magis caligamus, quo vel sic agnosceremus et divinae sapientiae maiestatem impervestigabilem et humanae mentis imbecillitatem, quemadmodum de specu quodam Coricio narrat Pomponius Mela, qui primum iucunda quaedam amoenitate allectat ac ducit ad se, donec altius atque altius ingressos tandem horror quidam ac maiestas numinis illic inhabitantis submoveat.	Der er nemlig i den hellige skrift visse utilgængelige steder, i hvilke Gud ikke ville lade os trænge yderligere ind, og hvis vi forsøger at trænger længere ind, vil vi, jo længere vi trænger ind, færdes mere og mere i mørke, for at vi på den måde både kan lære den guddommelige visdoms majestæts uigennemtrængelighed og den menneskelige ånds svaghed, sådan som Pomponius Mela fortæller om en hule ved Korykos, som først lokke og fører ind i sig med en behagelig yndighed, indtil man, når man er kommet længere og længere ind, bliver fordrevet af en vis skræk og af majestæten af den deri boende guddom.
² Huc igitur ubi ventum erit, mea sententia consultius ac religiosus etiam fuerit clamare cum Paulo: 'O altitudo divitiarum sapientiae et scientiae dei, quam incomprehensibilia sunt iudicia eius et impervestigabiles viae eius!' (Rom 11,33) et cum Esaias: 'Quis audivit spiritum domini aut quis consiliarius eius fuit?' (Es 40,13), quam definire, quod humanae mentis excedit modum.	Når man derfor er kommet til dette punkt, er det efter min mening mere tilrådeligt og fromt at udbryde med Paulus: 'O dyb af rigdom, visdom og kundskab hos Gud, hvor uransagelige er hans domme og hvor igennemtrængelige hans veje!' og med Esajas: 'Hvem har bestemt Herrens ånd og hvem blev hans rådgiver?' end at bestemme, hvad der overstiger den menneskelige ånds fatteevne.
³ Multa servantur ei tempori, cum iam non videbimus per speculum et in aenigmate, sed revelata facie domini gloriam contemplabimur. (1 Kor 13,12)	Mange ting er gemt til den tid, hvor vi ikke mere ser gennem et spejl og i gåder, men skal skue Herrens herlighed med utilsløret ansigt.
⁴	Videre til Diatriben I a 8
⁵

⁶ (W606) Ad alterum caput uenio, quod huic coheret. Vbi dogmata Christiana distinguis, quaedam scitu necessaria, quaedam non necessaria fingis, Esse quaedam abstrusa, quadam exposita dicis.	Jeg kommer nu til det andet kapitel, som hænger sammen med dette. Hvor du skelner mellem de kristne dogmer, mener du, at nogle er nødvendige at kende, andre er unødvendige, og du siger, at nogle er lukkede, andre er tilgængelige.
⁷ Sic uel aliorum uerbis lusus ludis, aut teipsum uelut artificio rhetorico exerces. Adducis autem pro ista sententia illud Pauli Ro. 11: O altitudo diuitiarum sapientiae et scientiae Dei. Item illud Esaie 40: Quis adiuuit spiritum domini, aut quis consiliarius eius fuit?	Sådan driver du dit spil, måske narret af andres ord, eller du øver dig samtidig i den retoriske kunst. Men til gunst for denne mening anfører du Paulus' ord Rom 11,33: 'O dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud'. Ligeledes dette fra Esaias 40,13: 'Hvem har hjulpet Herrens ånd, eller hvem blev hans rådgiver?'
⁸ Haec tibi fuerunt dictu facilia, ut qui uel scires te non scribere ad Lutherum, sed pro uulgo, uel non cogitaris te scribere contra Lutherum, quem tamen aliquo studio et iudicio in sacris literis dignaris speri, Si non dignaris, en extorquebo etiam.	Dette har været dig let at sige, du, som enten véd, at du ikke skriver imod Luther, men for folket, eller ikke tænker på, at du skriver mod Luther, som du dog -- det håber jeg i hvert fald -- regner for én, der har beskæftiget sig noget med den hellige skrift og i nogen grad kan bedømme den. Og hvis du ikke regner mig for én sådan, nuvel, så skal jeg snart vise dig, at det er jeg.
⁹ Sic habet mea distinctio, ut et ego parum rhetoricer uel Dialecticer: Duae res sunt Deus et Scriptura Dei, non minus quam duae res sunt Creator et creatura Dei.	Således har det sig med mit skel, at jeg også skal tale lidt retorisk og dialektisk: Der er forskel på Gud og Guds skrift, ikke mindre end på skaberen og Guds skabning.
¹⁰ In Deo esse multa abscondita, quae ignoremus, nemo dubitat, sicut ipsemet dicit de die extremo: De die illo nemo scit nisi pater. (Mark 13,32) Et Actu. 1: Non est uestrum nosse tempora et momenta. Et iterum: Ego noui, quos elegerim. (Joh 13,18) Et Paulus: Nouit dominus qui sunt eius, (2 Tim 2,19) et similia.	Ingen tvivler på, at der i Gud er meget skjult, som vi ikke véd, sådan siger han jo selv om den yderste dag: 'Denne dag kender ingen undtagen Faderen'. Og i Apg 1,7: 'Det tilkommer ikke jer at kende tiden og øjeblikket'. Og atter: 'Jeg véd, hvem jeg har udvalgt'. Og Paulus: 'Herren kender sine', og den slags.
¹¹ Sed esse in scriptura quaedam abstrusa et non omnia exposita, inuulgatum est quidem per impios Sophistas, quorum ore et tu loqueris hic, Erasme, sed nunquam unum articulum produxerunt, nec producere possunt, quo suam hanc insaniam probarent.	Men at der i skriften er noget lukket og at ikke alt er tilgængeligt, det er noget, der er udspredt af sofisterne, gennem hvis mund også du her taler, Erasmus, men de har aldrig frembragt en eneste artikel, og kan heller ikke frembringe nogen, hvorigennem de kan bevise et sådant vanvid.
¹² Talibus autem laruis Satanas absterruit a legendis literis sacris, et reddidit Scripturam sanctam contemptibilem, ut suas pestes ex Philosophia in Ecclesia faceret regnare.	Men med et sådant gøglespil afskrækker Satan folk fra at læse den hellige skrift, og gør den hellige skrift foragtelig, for på den måde at få sin pest fra filosofien til at herske i kirken.
¹³ Hoc sane fateor, esse multa loca in scripturis obscura et abstrusa, non ob maiestatem rerum, sed ob ignorantiam uocabulorum et grammaticae, sed quae nihil impediant scientiam omnium rerum in scripturis.	Det tilstår jeg godt nok, at der er mange dunkle og lukkede steder i skriften, men det er ikke noget, der er på grund af tingenes ophøjethed, det er på grund af vores uvidenhed om ordbetydningen og grammatikken, men det forhindrer os ikke i at få viden om alle ting i skriften.
¹⁴ Quid enim potest in scripturis augustius latere reliquum, postquam fractis signaculis et uoluto ab hostio sepulchri lapide, illud summum mysterium proditum est, Christum filium Dei factum hominem, Esse Deum trinum et unum, Christum pro nobis passum et regnaturum aeternaliter? (h23)	For hvad kan der i skriften være tilbage af ophøjede ting, efter at seglet er brudt og stenen væltet fra gravens dør, og denne højeste hemmelighed åbenbaret: Kristus Guds Søn, blev menneske, Gud er tre og én, Kristus har lidt for os og hersker i evighed?
¹⁵ Nonne haec etiam in biuiis sunt nota et cantata? Tolle Christum e scripturis, quid amplius in illis inuenies? Res igitur in scripturis contentae omnes sunt proditae, licet quaedam loca adhuc uerbis incognitis obscura sint.	Mon ikke også dette i underskolen bekendtgjort og udsunget? Tag Kristus væk fra skriften, hvad finder du så tilbage? De ting, der altså er indeholdt i skriften, er alle gjort offentlig kendt, også selv om nogle steder indtil nu på grund af ukendskab til ordene har været dunkle.
¹⁶ Stultum est uero et impium, scire, res scripturae esse omnes in luce positas clarissima, et propter pauca uerba obscura res obscuras dictare. Si uno loco obscura sunt uerba, at alio sunt clara. Eadem uero res, manifestissime toti mundo declarata, dicitur in scripturis tum uerbis claris, tum adhuc latet uerbis obscuris.	Men det er dumt og ufromt at vide, at skriftens indhold alle er sat i det klareste lys, og så på grund af nogle få dunkle ord at kalde indholdet dunkel. Hvis ordene på ét sted er dunkle, så er de dog på et andet sted klare. Men det er den samme sag, der på det tydeligste er udbredt over hele verden, som snart omtales i skriften snart med klare ord, snart ligger skjult indtil nu under dunkle ord.
¹⁷ Iam nihil refert, si res sit in luce, an aliquod eius signum sit in tenebris, cum interim multa alia eiusdem signa sint in luce. Quis dicet fontem publicum non esse in luce, quod hi, qui in angiporto sunt, illum non uident, cum omnes, qui sunt in foro, uideant? (W607)	Det kommer altså ikke an på, hvis sagen ligger i lyset, om et af dens tegn beror i mørke, når samtidig mange andre af dens tegn er i lyset. Hvem vil sige, at en offentlig brønd ikke befinder sig i lyset, fordi de, der bor i en sidegade, ikke ser den, mens alle, der er på torvet, ser den?
¹⁸ Nihil igitur est, quod de Coricio specu adducis, Non habet ita res in scripturis, Et quae sunt summae maiestatis et abstrusissima mysteria, non sunt amplius in secessu, sed in ipsis foribus et in propatulo, producta et exposita, Christus enim aperuit nobis sensum, ut intelligamus scripturas, (Luk 24,45) Et Euangelion predicatum est omni creaturae, In omnem terram exiuit sonus eorum, (Rom 15,4) Et omnia, quae scripta sunt, ad nostram doctrinam scripta sunt.	Det har altså ikke noget at sige, hvad du fremfører om den korykiske hule. Sådan forholder det sig ikke i skriften. Og hvad angår den højeste ophøjethed og det mest lukkede mysterium, så er de ting ikke på et særskilt sted, men midt i al offentlighed og fremført og fremvist, så alle kan se: Kristus åbnede nemlig vore sanser, så vi forstod skrifterne. Og evangeliet er prædiket for al skabningen, 'Over hele jorden udgik lyden af dem', Og: 'Alt, hvad der er skrevet, er skrevet for at vi skal lære af det'.
¹⁹ Item: Omnis Scriptura diuinitus inspirata, utilis est ad docendum. (2 Tim 2,16) Igitur tu et omnes Sophistae, agite et producite unum aliquod mysterium, quod sit in scripturis adhuc abstrusum.	Ligeledes: 'Ethvert guddommeligt skrift er indblæst, nyttigt til at lære'. Derfor, stå frem, du og alle sofister, fremgør et eneste mysterium, som indtil nu har været lukket i skrifterne.
^L20 Quod uero multis multa manent abstrusa, non hoc fit scripturae obscuritate, sed illorum caecitate uel socordia, qui non agunt, ut clarissimam ueritatem uideant, Sicut Paulus de Iudeis dicit 2. Corinthiorum 4: Velamen manet super cor eorum. Et iterum: Si Euangelion nostrum opertum est, in iis qui pereunt opertum est, quorum corda Deus huius saeculi excaecauit.	Men dette, at mange ting forbliver lukket for mange, sker ikke på grund af skriftens dunkelhed, men på grund af deres blindhed eller indskrænkethed, som ikke bryder sig om at se den allerklareste sandhed. Sådan som Paulus siger om jøderne 2 Kor 4,3f: Et slør forbliver over deres hjerte. Og igen: Hvis vort evangelium er lukket, er det lukket for dem, der går fortabt, dem, hvis hjerte denne verdens Gud har forblindet.
^L21 Eadem temeritate solem obscurumque diem culparet, qui ipse sibi oculos uelaret, aut a luce in tenebras iret, et sese absconderet. Desinant ergo miseri homines, tenebras et obscuritatem cordis sui blasphema peruersitate scripturis Dei clarissimis imputare.	Med den samme frækhed kunne man bebrejde solen det eller tro, det skyldtes en mørk dag, hvis man selv lagde dække over ens øjne, eller gik fra lyset ud i mørket og skjulte sig. De elendige mennesker må altså holde op med i forvendt blasfemi at tillægge Guds soleklare skrift, at de i hjertet er mørke og dunkle.
^L22 Tu ergo cum Paulum adducis, dicentem: Incomprehensibilia sunt iudicia eius, uideris pronomen 'Eius' ad scripturam retulisse, At Paulus non dicit: Incomprehensibilia sunt iudicia scripturae, sed: Dei.	Når altså du anfører Paulus' ord: 'Hvor ubegribelige er hans domme', ser det ud, som om du henfører pronomenet 'hans' til skriften. Men Paulus siger ikke: 'Hvor ubegribelige er skriftens domme', men: 'Hvor ubegribelige er Guds domme'.
^L23 Sic Esaias .40. non dicit: Quis nouit sensum scripturae, sed: sensum domini, quamuis Paulus asserat, Christianis notum esse sensum Domini, uerum in his, quae donata sunt nobis, ut ibidem .1. Corinthiorum .2. Vides ergo, quam oscitanter hos locos scripturae inspexeris et tam apte citaris, quam apte citas fere omnia pro libero arbitrio. (h30)	Sådan siger Esajas 40,13 heller ikke: 'Hvem kender skriftens mening', men: 'Hvem kender Herrens mening', skønt Paulus forsikrer, at de kristne kender Herrens mening, det gør de nemlig i det, der er givet dem, som han sammesteds siger, 1 Kor 2,13. Du ser altså, hvor ligegyldigt du ser på disse skriftsteder, og ligeså passende du citerer dem, ligeså passende citerer du næsten alt til fordel for den frie vilje.
^L24 Sic et exempla tua, quae subiungis, non sine (W608) suspitione et aculeo, nihil faciunt ad rem, qualia de distinctione personarum, de conglutatione naturae diuinae et humanae, de peccato irremisibili, quorum ambiguitatem dicis nondum esse resectam.	Således gør dine eksempler, som du anfører derefter, ikke uden skin og skarpsindighed, ikke noget til sagen, såsom det om forskellen på personerne, om sammenknytningen mellem den guddommelige og den menneskelige natur, om den utilgivelige synd, hvis tvetydighed du påstår endnu ikke er blevet fjernet.
^L25 Si de Sophistarum quaestionibus circa has res agitatis, intelligis, quid tibi fecit innocentissima scriptura, ut abusum sceleratorum hominum obiicias illius puritati? (h32)	Hvis du dermed mener sofisternes forvirrede spørgsmål om disse ting, hvad har så den fuldstændig uskyldige skrift gjort dig, at du bebrejder dens renhed, hvad ondsindede mennesker har bedrevet af misbrug med den?
^L26 Scriptura simpliciter confitetur trinitatem Dei et humanitatem Christi et peccatum irremissibile, Nihil hic obscuritatis aut ambiguitatis.	Skriften bekender simpelthen Guds treenighed og Kristi menneskelighed og den utilgivelige synd. Der er ikke nogen uklarhed eller tvetydighed her.
^L27 Quibus uero modis ista habeant, Scriptura non dicit, ut tu fingis, nec opus esse nosse, Sophistae hic sua somnia tractant, illos argue et damna, et scripturas absolue.	Men hvordan det forholder sig hermed, siger skriften ikke noget om, sådan som du opdigter, og det er heller ikke nødvendigt at vide. Sofisterne behandler her deres drømme, dem kan du gendrive og fordømme, men lad skriften gå fri!
^L28 Si uero (W609) intelligis de ipsa rei substantia, iterum non scripturas, sed Arrianos argue, et eos, quibus opertum est Euangelion, ut clarissima testimonia de diuinitatis trinitate et humanitate Christi, per operationem Satanae dei sui non uideant.	Men hvis du hermed forstår selve sagens kerne, så er det igen ikke skriften, men arianerne, du skal vende dig imod, ligesom du skal vende dig imod dem, for hvem evangeliet er tilhyllet, så de ikke ser det soleklare vidnesbyrd om den guddommelige trehed og om Kristi menneskelighed, på grund af deres gud, Satans, virke.
^L29 Et ut breuiter dicam, Duplex est claritas scripturae, sicut et duplex obscuritas, Vna externa in uerbi ministerio posita, altera in cordis cognitione sita.	Og, at jeg skal sige det kort, skriftens klarhed er dobbelt, sådan som også dens uklarhed er dobbelt. Den ene er den ydre klarhed, der er overgivet ordets embede, den anden er givet i hjertets erkendelse.
^L30 Si de interna claritate dixeris, nullus homo unum iota in scripturis uidet, nisi qui spiritum Dei habet, omnes habent obscuratum cor, ita, ut, si etiam dicant et norint proferre omnia scripturae, nihil tamen horum sentiant aut uere cognoscant;	Hvis du taler om den indre klarhed, kan intet menneske forstå så meget som et jota i skriften, hvis ikke han har Guds ånd, alle har nemlig et formørket hjerte, sådan at, selv om de også kunne sige og vidste at fremdrage hele skriften, forstod de dog ikke noget af den eller erkendte den i sandhed;
^L31 neque credunt Deum, nec sese esse creaturas Dei, nec quicquam aliud, iuxta illud Psal. 13: Dixit insipiens in corde suo: Deus nihil est. Spiritus enim requiritur ad totam scripturam et ad quamlibet eius partem intelligendam.	ejheller tror de på Gud, eller på, at de er Guds skabninger, eller på noget andet, ifølge Sl 14,1: 'Dåren siger i sit hjerte: Der er ingen Gud'. Ånden kræves nemlig for at forstå hele skriften eller bare en del deraf.
^L32 Si de externa dixeris, Nihil prorsus relictum est obscurum aut ambiguum, sed omnia sunt per uerbum in lucem producta certissimam, et declarata toto orbi, quaecunque sunt in scripturis.	Men hvis du taler om den ydre klarhed, så er der slet ikke noget tilbage, der er dunkelt eller tvetydigt, men alt, hvad der overhovedet er i skriften, er gennem ordet ført ud i det visseste lys og forkyndt for hele verden.
Videre i Luthers De seruo arbitrio, W609:

^h1 Jam quod ipse fateris in signis tantum obscuritatem esse, non in rebus, haud magni refert ad excludendam obscuritatem: utrum fatearis res non intelligi, propter ignoratas voces, an rerum caliginem esse in causa ut voces non intelligatur.	Hvad du selv allerede har indrømmet: at der kun er uklarhed i ordene, ikke i sagen, kan næppe medvirke meget til at udelukke uklarheden: om du indrømmer, at sagen ikke kan forstås på grund af uklarhed i ordene, eller at tingenes uklarhed er årsag til, at ordene ikke forstås.
^h2 Quod si sola Grammatices peritia submovet omnem obscuritatem a sacris Litteris, qui factum est, ut divus Hieronymus Linguis omnibus instructus, sic passim haereat, sudet in explanandis Prophetis?	Hvis alene kendskab til grammatikken fjerner al uklarhed fra den hellige skrift, hvordan kan det da være, at den guddommlige Hieronymus, der var dygtig til alle sprog, er så rådvild mange steder og sveder med at udlægge profeterne?
^h3 ne quid alios commemorem, in quibus est et Augustinus, cui nonnihil tribuis. Cur tu ipse, qui Linguarum inscitiam non potes praetexere, nonnunquam haeres in explicandis Psalmis, testificans te somnium animi tui sequi, non damnatis aliorum opinionibus.	for ikke at nævne andre, fx Augustin, som du lægger nogen vægt på. Ja, hvad med dig selv, du, der dog ikke kan foregive uvidenhed om sprogene, hvorfor tøver du ofte, når du udlægger salmerne, og bevidner, at du i søvne løber efter din egen ånd, uden at du foreømmer andres mening?
^h4 Atqui si veritas in propatulo est, oportebat eorum opiniones, qui a vero aberrassent, rejicere. Hoc eum certe decebat, qui sic odit Scepticos, professus assertorem.	Men hvis sandheden ligger åbent fremme, så bør man retlede dem, hvis meninger afviger fra det sande. Det ville i hvert fald have sømmet sig for den, der i den grad hader skeptikere og har bekendt at han er tilhænger af faste påstande.
^h5 Eandem Scripturam habent omnes, eundem spiritum sibi vindicant omnes: et tamen Carolstadius abs te fortiter dissensit, dissentit et Zwinglius, et Oecolampadius, et Capito, qui Carolstadii sententiam probant, probationes non probant.	Alle har den samme skrift, alle påberåber sig den samme ånd: og dog afviger Karlstadt fra dig, det gør Zwingli og Oecolampadius og Capito også, og de anerkender Karlstadts mening, men ikke hans bevisførelse.
^h6 Rursus inter Zwinglium et Balthazarum, quantis de rebus quantum est dissidium? Ne commemorem imagines ab aliis ejectas, per te defensas, ut taceam de novo baptismo, a tuis rejecto, ab aliis praedicato, ut sileam humanas disciplinas, ab aliis reprobatas, (280) abs te defensas.	Og videre: Hvilken afgrund skiller ikke Zwingli og Balthazar? At jeg ikke skal nævne, at billederne forkastes af nogle, men forsvares af dig, at jeg skal forbigå gendøberne, der forkastes af dig, men prædikes andre, og endelig tie om de humane discipliner, der forkastes af nogle, men forsvares af dig.
^h7 Cum tractetis omnes rem Scripturae si ea nihil habet obscuritatis, cur inter vos tam male convenit? Nec est quod hic miseros Sophistas exagites: docet hoc Augustinus, obscuritatem alias profisci ex ignorantione seu ambiguitate vocum, alias ex ipsa natura rei, nonnunquam ex tropis et allegoriis, interdum ex locis inter se pugnantibus, quod ad sermonis speciem attinet.	Eftersom I alle behandler skriftens sag, hvorfor stemmer I så så dårligt overens, hvis skriften ikke har nogen uklarhed i sig? Og du har her ikke noget, du kan hidse dig op over hos de arme sofister: Det lærer Augustin i denne sag, at uklarheden dels skriver sig fra uvidenhed om ordene eller fra ordenes tvetydighed, og dels fra sagens egen natur, ofte fra talemåder og allegorier, af og til fra steder, der modsiger hinanden, forsåvidt angår ordenes umiddelbare betydning.
^h8 Et causam adfert, quare Deus hanc obscuritatem in sacris Voluminibus residere voluerit. In loco de peccato in Spiritum Sanctum nunquam remittendo, negas quicquam esse obscuritatis.	Og han anfører en grund til, at Gud har villet, at denne uklarhed stadig skulle være i de hellige bøger. Du nægter, at der i stedet om synden mod helligånden, der ikke kan tilgives, findes nogen uklarhed.
^h9 At Augustinus fatetur se semper vitasse hujus difficillimae quaestionis molestiam, et tamen cum tractet eam accurate, non sibi fidit, sed suspendit sententiam. (Aug Serm 71,5,8)	Men Augustin tilstår, at han altid har undgået besværligheden med dette meget vanskelige spørgsmål, og dog stoler han ikke på sig selv, når han har behandlet spørgsmålet omhyggeligt, men holder sin mening tilbage.
^h10 Breviter, an sibi satisfecerit nescio, mihi non satisfecit. 'Verba sunt', ut ais, 'clarissima, peccatum irremissibile': sed doce quae sit illa blasphemia in Patrem et Filium, cui promittitur remissio, quae in Spiritum Sanctum, cui negatur.	Kort sagt, jeg véd ikke, om det tilfredsstiller ham, mig tilfredsstiller det ikke. 'Ordene er ganske klare', siger du, 'synden bliver ikke tilgivet'. Men lær os lige, hvad det er for en bespottelse imod Faderen og Sønnen, som opnår tilgivelse, og hvad det er for en imod Helligånden, som nægtes tilgivelse!
^h11 An contumelia Patris et Filii non pertinet ad Spiritum Sanctum? Deinde, quod est illud seculum futurum, in quo videntur condonari quaedam peccata? (Matt 12,32; Luk 12,10)	Eller vedkommer en bespottelse af Faderen og Sønnen ikke Helligånden? Og videre: Hvad er det for en kommende verden, i hvilken man vil se, at nogle synder bliver tilgivet?
^h12 Vide quanta sit in clarissimis verbis obscuritas. Quae non torquet Augustinus, (282) ut ex hiis angustiis semet explicet: et tamen non explicat, nec mea, ned sua ipsius sententia.	Her ser du, hvor stor uklarheden er i de klareste ord. Og Augustin fordrejer ikke disse ord, for at vikle sig ud af disse vanskeligheder: og dog vikler han sig ikke ud, hverken efter min eller efter hans egen mening.
^h13 Porro quod me cum omnibus Sophistis provocas, ut vel unum locum obscurum aut abstrusum proferamus e divinis Voluminibus, quem tu non statim ostendas esse dilucidum, utinam praestare posses quod polliceris!	Dernæst opfordrer du mig og alle andre sofister til at fremdrage så meget som et uklart eller lukket sted fra de guddommelige bøger, som du ikke straks kan påvise er lysende klart. Ak, gid du kunne udføre, hvad du lover!
^h14 Deferemus ad te difficultatum examina, tibique condonabimus, si nos appelles talpis caeciores, modo luculenter explices in quibus haeremus.	Vi overfører undersøgelsen af vanskelighederne til dig og tilgiver dig, hvis du kalder os blinde muldvarpe, bare du forklarer os ordentligt det, vi står tøvende overfor.
^h15 Quod si nobis hanc legem praescribas, ut quicquid tu fueris interpretatus, id credamus sentire Scripturam, non patientur tui sodales, qui tibi fortiter reclamant, asseverantes te de Eucharistia perperam interpretari Scripturas.	Når du foreskriver os den lov, at vi skal tro, at skrift betyder alt det, som du fortolker den til, så kan dine fæller ikke tåles, for de imødegår dig kraftigt og hævder, at du udlægger skriften forkert angående nadveren.
^h16 Quare non aequum est nos tibi plus auctoritate tribuere, quam tribuunt tuae professionis sodales praecipui. Jam cum hic agamus de difficultate quaestionum, quae ex mysticis Litteris nascuntur, veluti cum quaerimus quid sit illud quod distinguit in sacra Triade Personam a Persona, res an relatio, et an Spiritus Sanctus cum procedat ab utroque, ab uno principio procedat, an a duobus, aliaque innumera.	Derfor er det ikke rimeligt, at vi skal tillægge dig mere autoritet, end de vigtigste forbundsfæller for din sag. Og når vi her skal behandle vanskeligheden ved de spørgsmål, som rejser sig fra den mystiske skrift, fx når vi spørger, hvad det er, der i den hellige treenighed adskiller person fra person, om det er sagen eller forholdet, og om den Helligånd, eftersom han udgår fra begge, udgår først fra den ene eller fra begge, og andre utallige spørgsmål. --
^h17 Item cum legamus impiis post hanc vitam denuntiari ignem gehennae, quaesitum, an impiorum animae statim ut avulsae sunt a corpore, dedantur suppliciis, an serventur luiturae poenas in die supremo.	Ligeledes når vi læser, at de ugudelige efter dette liv bliver sendt til helvedes ild, og det spørgsmål rejser sig, om de ufrommes sjæle, straks de er adskilt fra kroppen, overgives til straffen, eller de ophobes og bevares til straf på den yderste dag.
^h18 Rursus an ignis ille sit materialis: et si est, quomodo res corporea agat in animam incorpoream.	Videre, om ilden er materiel; og hvis den er det, hvordan da en kropslig ting kan indvirke på en ukropslig sjæl.
^h19 Tu, qui solus nunquam deflectis a re proposita, mire huc confers Scripturas et rationes, de lapide revoluto a monumento, de Euangelio (284) praedicato omni creaturae: quasi tales difficultates praedicarint Apostoli.	Du, der er den eneste, der aldrig afviger fra temaet, fremfører på vidunderlig måde skriftsteder og fornuftgrunde, om stenen, der var væltet fra graven, om evangeliet, der er prædiket for hele verden. Som om apostlene har forkyndt den slags vanskeligheder.
^h20 Quod si nomen Euangelii Christique quaestiones ejusmodi universas complectitur, unde factum est, ut post praedicatum Euangelium tanta caecitas resederit in Ecclesia Dei, ut post Apostolos nullus exstiterit, praeter Ioannem Hus et Wiclevum, qui non passim haereat in sacris Litteris?	Hvis ordene 'evangelium' og 'Kristus' omfatter alle den slags spørgsmål, hvordan er det så gået til, at der, efter at evangeliet er prædiket, er forblevet en så stor blindhed i Guds kirke, så at der efter apostlene ikke har været nogen, udover Johan Hus og Viklef, som ikke mange steder har været i forlegenhed i den hellige skrift?
^h21 Nisi forte sentis nihil ultra quaerendum, quam sacris Litteris expressum est. At hoc nec te nec tuos sentire verisimile est. Nam tu hactenus cum Ecclesia faciens, pronuntias in synaxi verum esse corpus et sanguinem, id est, substantialiter: atqui substantiae vox non est in sacris Litteris.	Medmindre du måske mener, at man ikke bør udforske noget udover, hvad der er udtrykt i den hellige skrift. Men det er ikke sandsynligt, at du eller dine mener sådan. For du har hidtil sammen med kirken erklæret, at i nadveren er der virkelig kød og blod tilstede, det vil sige, kød og blod efter deres substans, men ordet substans findes ikke i skriften.
^h22 Rursus tui fortissime contendunt, non esse illic corpus et sanguinem, nisi in signo efficaci. Ne hoc quidem exprimunt sacrae Litterae.	Og videre hævder dine tilhængere på det bestemteste, at der ikke deri er kød og blod til stede, det er der kun som et virksomt tegn. Og heller ikke dette siger skriften udtrykkeligt.
^h23 'Omnibus', inquis, 'notum est, Filium Dei factum hominem, esse Deum trinum et unum, Christum pro nobis passum, et regnaturum in aeternum': (L14)	Du siger, at det for alle er blevet klart, at Guds søn blev menneske, at Gud er tre og en, at Kristus har lidt for os og skal herske i evighed;
^h24 poteras eadem opera e Symbolo proferre duodecim articulos. Ista fateor et laicis decantanda. Sed quid hoc ad difficultates quaestionum quae ex his articulis oriuntur?	du kunne med samme anstrengelse have fremdraget de tolv artikler fra symbolet. Jeg tilstår, at disse ting atter og atter skal foredrages lægfolket. Men hvad har det med de vanskelige spørgsmål at gøre, som opstår af disse artikler?
^h25 Nam nos de his loquebamur non disputandis apud promiscuam plebem. Proinde vides, opinor, quam illa sint aprosdionusa quae citas: 'Praedicate Euangelium omni creaturae': et, 'in omnem terram exivit sonus eorum': et, 'Quaecunque scripta sunt, ad nostram doctrinam scripta sunt': et, 'Omnis scriptura divinitus inspirata, utilis est ad docendum', etc.	For vi taler om noget, som man ikke kan diskutere overfor folk i almindelighed. Og så tror jeg også, du kan indse, hvor forkert anbragt dine citater er: 'Prædik evangeliet for al skabningen'; og: 'ud over hele verden gik deres røst'; og: 'Hvadsomhelst der er skrevet, er skrevet til vor belæring'; og: 'Ethvert skrift, der er guddommeligt indgivet, er nyttig til belæring' osv.
^h26 Ista quis unquam negavit? Haec scilicet faciebant ad rhombum (W603/L12), ut tuis abutar facetiis. Porro quod rejicis meum Corycium specum, qui declarat aliquo usque scrutandas Litteras sacras, caeterum altius quam sat et ingredi nefas esse, ne scrutator majestatis opprimatur a gloria, sed doces abstrusissima quaeque mysteria omnibus in promptu atque propatulo esse, satis tu quidem fortiter asseris:	Hvem vil nægte noget af det? Men det har naturligvis med "rhomben" at gøre, for at bruge din vits. Og så afviser du min korykiske hule, som forklarer, at man skal udforske den hellige skrift til en vis grad, men forøvrigt ikke trænge dybere ind i den end det er rimeligt og passende, at ikke udforskeren skal bliver overvældet af majestætens herlighed; i stedet lærer du, at selv det mest tillukkede mysterium skal ligge fremme og være åbent for alle; i det mindste er det, hvad du fastslår temmelig kraftigt:
^h27 sed ipso mundo reque ipsa reclamante, postremo tuis ipsius scriptis, ac tuorum dissidio refellente quod asseris.	men det er imod hele verden, imod sagen selv og endelig også imod dine egne skrifter, og det, at dine egne går imod det, gendriver, hvad du hævder.
^h28 Non admodum excutiam hic distinctionem tuam, qua discernis Deum a Scriptura, quemadmodum creatorem a creatura: quam propositurus, nescio quamobrem profitearis te velle rhetoricari aut dialecticari: aptius erat si dixisses sophisticari.	Jeg vil ikke her så nøje undersøge din distinktion, den, hvormed du skelner mellem Gud og skriften, som mellem skaberen og skabningen; hvis du ville fremsætte denne skelnen, forstår jeg ikke, hvorfor du bekender, at du vil drive retorik eller dialektik; det ville være rigtigere sagt, at du ville drive sofistik.
^h29 Nam illi distinctionibus solent elabi, quod tu nihilo rarius neque verecundius facis quam illi, quoties tibi commodum est. Scriptura nobis Deum depingit, ac de divinae naturae mysteriis loquitur.	For sofisterne plejer at slippe godt fra deres distinktioner, men du udarbejder dem mindre sjældent og med mindre ærefrygt end de gør det, nemlig når det passer ind i dit kram. Skriften afbilder os Gud, og taler om den guddommelige naturs mysterier.
^h30 Proinde sermo de re ut est incomprehensibili, et ipse aliqua ex parte incomprehensibilis sit oportet. Nec refero pronomen 'Ejus' ad Scripturam, ut tu divinas, sed ad Deum: 'Inepte igitur', inquis, 'accommodas ad Scripturam (288), cum illic Paulus loquatur de Deo, quemadmodum et Esaias'. (L23)	Når der derfor er tale om en ubegribelig sag, må talen derom også til en vis grad selv være ubegribelig. Ejheller henfører jeg pronomenet 'hans' til skriften, som du spår, men til Gud. Du siger: 'Altså henfører du det forkert til skriften, skønt Paulus her taler om Gud, sådan som også Esajas gør.'

^h31 Verum inter sese respondent imago et res expressa. Et Paulus antequam ad haec verba veniret, tractaverat ex sacris Litteris difficillimam quaestionem de Jakob dilecto, et Esau odio habito, de figulo et luto fictili. (Rom 9,11f).	Men indbyrdes svarer billedet og den ting, det udtrykker til hinanden. Og før Paulus er kommet til dette ord, har han behandlet det meget vanskelige spørgsmål om Jakob, der er elsket, og Esau, der er hadet, om pottemageren og leret i pottemagerens hånd.
^h32 Quare non tam inepte mihi tractata sunt haec loca, quam tu videri vis. Sed quae adducis testimonia, nihil faciunt ad sensum meum, qui tamen non videtur fugisse te, cum hunc in modum scribis: 'Si loqueris de Sophistarum quaestionibus circa has res agitatis, quid tibi fecit innocentissima Scriptura', etc. (L25)	Derfor er disse steder ikke behandlet helt så forkert af mig, som du vil have det til at se ud. Men de vidnebyrd, du tilføjer, passer slet ikke til min tankegang, som du dog synes at have forstået, når du skriver på følgende måde: 'Hvis du taler om sofisternes forvirrede spørgsmål om disse ting, hvad har så den uskyldige skrift gjort dig, osv'.
^h33 Sciebas igitur me non de Scriptura, sed de quaestionibus hinc exsistentibus loqui. Proinde quorsum attinebat tot verba incassum fundere?	Du véd altså godt, at jeg ikke taler om skriften, men om de spørgsmål, der rejser sig af skriften. Hvortil tjente det altså at udgyde så mange ord til ingen nytte?
^h34 Quanquam non omnes quaestiones sophisticae sunt; sunt et utiles et necessariae, modo sobriae sint, et quoad fas est progrediantur: et tamen in his sunt quaedam, quae nec a quibuslibet tractanda sunt, nec apud quoslibet.	Men det er nu ikke alle spørgsmål, der er sofistiske. Der er dem, der er nyttige og nødvendige, blot de er nøgterne, og så langt det er passende, skal man fortsætte med dem. Og dog er der blandt dem nogle, som hverken skal behandles af hvemsomhelst eller behandles overfor hvemsomhelst.
^h35 Rursus illa distinctio de obscuritate interna et externa, ad nihil conducit nisi ut elabaris, nosque tua loquentia delasses. Nec in hoc dico Scripturis esse difficultatem aliquot locis, ut homines ab ejus lectione deterream, sed ut exhortor potius ad acre studium, et a decernendi temeritate dehorter parum exercitatos. Verum haec alias fortassis incident.	Atter har du en skelnen, den mellem den ydre og indre klarhed, som ikke fører til noget, andet end til, at du glider af og trætter os med dine ord. Og det er jo heller ikke for at afskrække mennesker fra at læse i skriften, at jeg siger, at der mange steder i skriften er vanskeligheder, men snarere for at opfordre til et skarpsindigt studium, og for at advare de mindre øvede mod en for dristig afgørelse. Men det vil måske komme til udtryk andetsteds.
Læs videre i Hyperaspistes side 288.