Fra Erasmus De libero arbitrio, I a 4. (Darmstadt, side 10).
| 1 I a 4. Equidem
non ignorabam, quam non essem ad hanc appositus palaestram: certe vix alius
quisquam minus exercitatus, ut qui semper arcano quodam naturae sensu abhorruerim
a pugnis (h11), eodem semper habui prius in liberioribus
Musarum campis ludere, quam ferro comminus congredi. (h12) |
Jeg i det mindste var ikke uvidende om, hvor
lidt jeg er egnet til en sådan tvekamp: sikkert kan der næppe
findes nogen, der er mindre øvet end jeg, jeg, der altid er blevet
afskrækket af én eller anden hemmelighedsfuld naturlig følelse
fra kamp, og derfor altid har foretrukket at lege med i Musernes friere
spil, end at gå ind i nogen tvekamp. |
| 2 Et adeo non delector assertionibus,
ut facile in Scepticorum sententiam pedibus discessurus sim, (h63)
ubicumque per divinarum scripturarum inviolabilem auctoritatem et ecclesiae
decreta liceat, (h4) quibus meum sensum ubique libens
submitto, sive assequor, sive non assequor. (L7). (L29).
(h38) |
Og derfor er jeg ikke nogen ynder af påstande, så
at jeg let er tilbøjelig til at slå følge med skeptikernes
mening, overalt hvor det er tilladt efter de guddommelige skrifters urokkelige
autoritet og kirkens dekreter; dem underkaster jeg overalt gerne min mening,
hvad enten jeg forstår dem eller ej. |
| 3 Atque hoc ingenium mihi malo,
quam quo video quosdam esse praeditos, ut impotenter addicti sententiae
nihil ferant, quod ab ea discrepet, sed quicquid legunt in scripturis,
detorquent ad assertionem opinionis, cui se semel manciparunt, (h15)
sicuti iuvenes, qui puellam amant immoderatius, quocumque se vertunt, imaginantur
se videre, quod amant; |
Og jeg foretrækker denne tilbøjelighed hos
mig fremfor den, som jeg ser, at nogen er forsynet med, som er knyttet
så tøjlesløst til en mening, at de ikke kan tåle,
at nogen afviger fra den, men fordrejer, hvad de læser i skriften,
så det bekræfter den mening, som de éngang har overgivet
sig til, ligesom unge mennesker, der umådeholdent elsker en pige,
forestiller sig at se, hvad de elsker, ligegyldigt, hvor de vender sig
hen; |
| 4 immo, ut, quod est similius,
conferam, quemadmodum inter eos, inter quos incruduit pugna, quicquid forte
ad manum est, sive cantharus sit, sive discus, in telum vertitur. |
ja, at jeg skal anvende en bedre sammenligning: ligesom
det blandt dem, for hvem en kamp er blevet hæftig, går sådan,
at ligegyldigt hvad der er for hånden, et drikkekar eller en tallerken,
forvandler sig til et kasteskyts. |
| 5 Apud sic affectos, quod obsecro
potest esse sincerum iudicium? Aut quis ex huiusmodi disputationibus fructus,
nisi ut uterque ab altero consputus discedat? Semper autem erunt quam plurimi
tales, quales describit Petrus apostolus, 'indocti et instabiles, qui depravant
scripturas ad suam ipsorum perditionem'. (2 Pet 3,16) (8) |
Blandt dem, der på den måde er ophidsede, kan
der da, spørger jeg, fremkomme en alvorlig dom? Eller hvad er frugten
af sådanne disputationer, andet end at de begge går godt udskældte
fra hinanden? Men der vil altid være særdeles mange af den
slags, som apostelen Peter beskriver, når han siger: 'de er uuddannede
og vakkelvorne, og de fordrejer skriften til deres egen fortabelse'. |
| e6 I a 5. Itaque quod ad sensum
meum attinet, fateor de libero arbitrio multa variaque tradi a veteribus,
de quibus nondum habeo certam persuasionem, nisi quod arbitror esse aliquam
liberi arbitrii vim. |
Hvad derfor min opfattelse angår, så tilstår
jeg, at der er overleveret meget forskelligt fra de gamle om den frie vilje,
om hvilket jeg endnu ikke har nogen sikker formening, udover at jeg tror,
der er en slags den frie viljes kraft. |
| 6 Principio aliqua
capita Praefationis tuae percurrere uolo, quibus non nihil caussam nostram
grauas, et tuam adornas. |
Først vil jeg gennemgå nogle hovedpunkter
i din fortale, hvormed du antaster vores sag en del og besmykker din egen. |
| 7 Primo illud, quod etiam aliis
libellis peruicatiam asserendi in me reprehendis, Et in hoc libello dicis,
te adeo non delectari assertionibus, ut facile in Scepticorum sententiam
pedibus descessurus sis, ubicunque per diuinarum scripturarum inuiolabilem
auctoritatem et Ecclesiae decreta liceat, quibus tuum sensum ubique libens
submittis, siue assequeris quod praescribit, siue non assequeris, Hoc ingenium
tibi placet. (e2). (L29) (h38)
(h67) |
Først tager jeg fat på det, som du også
i andre bøger bebrejder mig, min hårdnakkethed i at påstå;
og i denne bog siger du, at du i den grad ikke kan lide påstande,
at du hellere ville tilslutte dig skeptikernes mening, hvis det ellers
var tilladt for de guddommelige skrifters urokkelige autoritet og kirkens
dekreter; dem underkaster du gerne din mening, hvadenten du forstår,
hvad de foreskriver, eller du ikke forstår det. At forholde sig sådan
tiltaler dig. |
| 8 Haec (ut par est) accipio a
te beneuolo animo dici, et qui pacis amans sit. Sed si alius diceret, forte
meo more in eum ferrer. Verum nec pati debeo, te, licet optime uolentem,
ea opinione errare. |
Dette regner jeg med, hvilket også er rimeligt, er
sagt af dig i en god mening som af én, der elsker freden. Men hvis
en anden havde sagt det, ville jeg, som jeg plejer, styrte mig over ham.
Men jeg bør heller ikke tåle, at du tager fejl i denne mening,
lad det så være i den bedste mening. |
| 9 Non est enim hoc Christiani
pectoris, non delectari assertionibus, imo delectari assertionibus debet,
aut Christianus non erit. |
For det hører ikke en kristens hjerte til, at han
ikke elsker påstande, tværtimod bør han elske påstande,
ellers kan han ikke være kristen. |
| 10 Assertionem autem uoco (ne
uerbis ludamur) constanter adherere, affirmare, confiteri, tueri atque
inuictum perseuerare, nec aliud, credo, uox ea latinis uel nostro usu et
saeculo significat. |
Men ved dette at fastholde en påstand mener jeg (for
ikke at lege med ordene): til stadighed at knytte sig til, at bekræfte,
at bekende, at bevare og ubesejret at fastholde, og jeg tror ikke, at dette
ord på latin eller i vores brug kan betyde noget andet i vort århundrede. |
| 11 Deinde loquor de rebus illis
asserendis, quae nobis traditae sunt diuinitus in sacris literis, Alioqui
neque Erasmo neque alio quouis magistro opus nobis est, qui doceat, in
rebus dubiis uel inutilibus ac non necessariis non modo stultas, sed etiam
impias esse assertiones, pugnas et rixationes, quae Paulus non uno loco
damnat. |
Dernæst taler jeg om de ting, der skal fastslås,
de ting, som er guddommeligt overleveret os i den hellige skrift. Ellers
har vi hverken brug for Erasmus eller nogen anden lærer til at lære
os, at i tvivlsomme eller unyttige sager er det ikke blot dumt, men også
ufromt at fremsætte påstande, at gøre nar eller at så
splid, hvilket Paulus ikke så få steder fordømmer. |
| 12 Nec tu de iis hoc loco dicis,
credo, nisi uel ridiculi oratoris more, aliud praesumere et aliud tractare
uelles, uelut ille ad Rombum, uel impii scriptoris insania, articulum de
libero arbitrio dubium, aut non necessarium esse contendas. (h3) |
Jeg tror heller ikke, at du her taler om disse ting, hvis
du da ikke, efter latterlige taleres skik, vil foregive at behandle noget
andet end du faktisk behandler, som hin taler på Rombus, eller du,
som en gudløs forfatter gør i sit vanvid, regner artiklen
om den frie vilje for tvivlsom eller ikke nødvendig. |
| 13 Absint a nobis Christianis
Sceptici et Academici, Assint uero uel ipsius Stoicis bis pertinaciores
assertores. (h50) Paulus Apostolus, quoties, rogo, Pleropheriam
illam exigit, id est, certissimam illam ac firmissimam conscientiae assertionem?
Ro. 10. confessionem dicens: Ore confessio fit ad salutem. (Rom 10,10) |
Lad skeptikerne og akademikerne være langt fra os
kristne, men lad bekendere, der er dobbelt så hårdnakkede som
stoikerne, være hos os. Hvor ofte opfordrer Paulus ikke til denne
plerofori, det vil sige, til denne fuldkommen sikre og fuldkommen faste
samvittighedsbekendelse? Rom 10,9f siger han om bekendelsen: 'Med munden
bekender man til frelse'. |
| 14 Et Christus: Qui me confitetur
coram hominibus, confitebor ego eum coram Patre meo. (Matt 10,32). Petrus
rationem reddere iubet de ea quae in nobis est spe. (1 Pet 3,15). Quid
multis opus est? |
Og Kristus siger: 'Den, der bekender mig overfor mennesker,
ham vil jeg bekende overfor min Fader'. Peter befaler os at aflægge
regnskab for det håb, der er i os. Hvad mere behøver vi? |
| 15 Nihil apud Christianos notius
et coelebratius, quam assertio. Tolle assertiones, et Christianismum tulisti.
Quin spiritus sanctus de coelo illis datur, ut clarificet Christum et confiteatur
usque ad mortem, nisi hoc non est asserere, ob confessionem et assertionem
mori. |
Intet er hos de kristne mere berømt og mere fejret
end påstanden. Ophæv påstandene, og du ophæver
kristendommen. Ja, helligånden gives dem fra himlen, så han
kan forklare og bekende Kristus indtil døden, medmindre det da ikke
er at holde fast ved påstande, dette, at dø på grund
af bekendelsen og påstanden. |
| 16 Denique adeo asserit spiritus,
ut etiam ultro inuadat et arguat mundum de peccato, (Joh 16,8) uelut lacessens
pugnam, Et Paulus Timotheon iubeat increpare, instareque importune. (2
tim 4,2) |
Ja, så meget bruger ånden påstande, at
han også derudover indtager og overbeviser verden om synd, ligesom
for at udæske til kamp; og Paulus befaler Timotheus at formane og
ikke ophøre, også hvor det er ubelejligt. |
| 17 Quam uero mihi festiuus fuerit
ille increpator, qui ipse, quod increpat, neque certus credat neque constanter
asserat! ad Anticyram scilicet illum mitterem. |
Det ville da være en køn formaner, der selv
hverken sikkert troede på det, han formanede andre om, eller stadigt
holdt det fast! Han skulle sendes til Anticyra. |
| 18 Sed (W604) ego longe stutissimus,
qui in re clariore quam sol est, uerba et tempus perdo. (h5)
Quis Christianorum ferat, Assertiones esse contemnendas? hoc esset aliud
nihil, quam semel totam religionem, aut pietatem negasse, aut asseruisse,
nihil esse religionem, aut pietatem, aut ullum dogma. |
Men jeg er godt tosset, at jeg i en sag, der er klarere
end solen, spilder ord og tid. Hvilken kristen kan holde ud til, at påstande
skal foragtes? Det ville ikke være andet end én gang for alle
at nægte hele religionen, hele fromheden, eller at påstå,
at der ikke findes nogen religion eller fromhed eller noget dogme. |
| 19 Quid ergo tu quoque asseris:
non delector assertionibus, et: hoc ingenium te malle quam diuersum? (h6) |
Hvad er det da egentlig, du siger: at du ikke er nogen ynder
af påstande, og at denne holdning bekommer dig bedre end den modsatte? |
| L20 Verum tu de confitendo
Christo et dogmatibus eius hic nihil uoles dixisse, Recte moneor. Et ego
in gratiam tui, meo iuri et mori cedo, ac de animo tuo nolo iudicare, (h2)
inque aliud tempus uel aliis id reseruo, (h53) Interim,
ut linguam et calamum corrigas, et deinceps tibi temperes a talibus uerbis,
moneo, nam, utcunque animus sit integer et candidus, oratio tamen, quae
animi character esse dicitur, non talis est. |
Men du vil ikke have det forstået sådan, at
du her bekender dig til Kristus og til dogmerne, det husker jeg nu ret.
Og jeg afholder mig for din skyld fra min ret og min skik, så jeg
ikke vil dømme om din sjæl, det kan vel komme en anden gang
måske ved andre. Men jeg råder dig til at rette på dit
sprog og på dit udtryk og fremover at afholde dig fra sådanne
ord, for hvor rent og oprigtigt end hjertet måtte være, så
er dog din tale, som siges at være hjertets afbildning, ikke således. |
| L21 Si enim causam liberi arbitrii
non necessariam scitu, nec ad Christum pertinere arbitraris, recte loqueris,
At impie tamen arbitraris. |
Hvis nemlig du mener, at sagen om den frie vilje ikke er
nødvendig at vide og ikke har noget med Kristus at gøre,
så taler du sandt, men har en ufrom mening. |
| L22 Si uero necessariam arbitraris,
impie loqueris, et recte arbitraris. (h21) (h23)
Nec tum fuit locus, de inutilibus assertionibus et rixis tanta querulari
et exaggerari, Quid enim haec ad statum causse? |
Men hvis du mener, den er nødvendig, så taler
du ufromt, men har en korrekt mening. Og så har der ikke været
nogen grund til på den måde at klage og overdrive om unyttige
påstande og stridigheder, hvad har det med sagen at gøre? |
| L23 Sed quid dices de istis
tuis uerbis, ubi non de una lib. arb. caussa, sed de totius religionis
dogmatibus generaliter dicis, si liceret per inuiolabilem autoritatem diuinarum
literarum et Ecclesiae decreta, discessurum te in Scepticorum sententiam,
adeo non delecteris assertionibus? |
Men hvad vil du mene om de ord, du bruger, hvor du ikke
taler om den frie viljes sag, men om hele religionens dogmer i almindelighed,
og siger, at hvis det var tilladt for de guddommelige skrifters urokkelige
autoritet og kirkens dekreter, så ville du tilslutte dig skeptikernes
mening, i den grad kan du ikke lide påstande? |
| L24 Qualis Protheus est in
uocabulis illis: inuiolabilem autoritatem et Ecclesiae decreta? scilicet
quasi ualde reuerearis scripturas et Ecclesiam, et tamen significas, optare
de licentiam, ut esses Scepticus? |
Hvordan gør du dog ikke disse ord "urokkelig autoritet"
og "kirkens dekreter" til gummiord? Du lader, som om du ærer skrifterne
og kirken gevaldig meget, og dog giver du til kende, at du ønsker
frihed til at være skeptiker? |
| L25 Quis Christianorum sic
loqueretur? (h7) Hoc si dicis de inutilibus et neutris
dogmatibus, Quid noui affers? Quis non optet licentiam hic scepticae professionis?
imo quis Christianus de facto non utitur libere hac licentia, damnatque
addictos et captiuos alicuius sententiae? |
Hvilken kristen ville kunne tale sådan? Hvis du siger
det om de unyttige og neutrale dogmer, hvad nyt bringer du så frem?
Hvem ville ikke her ønske at have frihed til en skeptisk ytring?
Ja, hvilken kristen bruger ikke i virkeligheden frit denne frihed, så
han fordømmer dem, der er besat og indfanget af en eller anden mening? |
| L26 Nisi Christianos uniuersos
pro talibus habes (ut uerba fere sonant), quorum dogmata sint inutilia,
in quibus stulte rixentur et assertionibus pugnent. |
Hvis du da ikke i al almindelighed regner de kristne for
nogen, hvis dogmer er unyttige (ja, dine ord lyder næsten sådan),
og som er dumme nok til at strides og kæmpe om disse påstande. |
| L27 Si uero de necessariis
dicis, quid magis impie possit aliquis asserere, quam optare licentiam,
nihil asserendi in talibus? |
Men hvis du regner dem for at være nødvendige,
hvordan kan så nogen påstå noget mere ufromt end at ønske
sig frihed til ikke at påstå noget i disse sager? |
| L28 Sic potius dicet Christianus:
Adeo non delector scepticorum sententia, ut, ubicunque per infirmitatem
carnis liceret, (h71) non modo sacris literis constanter
ubique in omnibusque partibus adhererem et assererem, sed etiam optem in
non necessariis et extra scripturam positis rebus, esse quam certissimus.
Quid enim incertitudinem miserius? |
Nej, sådan taler en kristen: I den grad kan jeg ikke
lide skeptikernes mening, at jeg overalt, hvor det var muligt for kødets
svagheds skyld, ikke blot uafladeligt ville klynge mig til og fastholde
den hellige skrift i alle dens dele, men også ville ønske,
at jeg kunne være mest mulig sikker i de ikke nødvendige ting
udenfor skriften. Hvad er nemlig værre end uvished? |
| L29 Quid etiam ad illa dicemus,
ubi subjungis: quibus submitto ubique sensum meum libens, siue assequor,
quod praescribunt, siue non assequor. (e2) (h38). |
Hvad skal vi også sige til det, du tilføjer:
'(de læresætninger) som jeg frit lægger min mening ind
under, hvad enten jeg forstår, hvad de foreskriver, eller jeg ikke
forstår det'. |
| L30 Quid ais, Erasme? Non satis
est submississe sensum scripturis? Etiam Ecclesiae decretis submittis?
Quid illa potest decernere, non decretum in scripturis? Deinde ubi manet
libertas et potestas iudicandi decretores illos? ut Paulus .I. Corin. 14
docet: Caeteri diiudicent. Non placet tibi esse iudicem (W605) in decretis
Ecclesiae, quod Paulus tamen praecipit? |
Hvad er det, du siger, Erasmus? Er det ikke nok at lægge
sin mening ind under skriften? Vil du også underkaste dig kirkens
dekreter? Hvad kan kirken forordne, som ikke er forordnet i skriften? Og
hvor bliver så den frihed og fuldmagt af til at bedømme disse
lovgivere, som Paulus lærer om i 1 Kor 14,29: 'Lad de andre bedømme
det (profettalen)'? Det behager dig ikke at være dommer over kirkens
dekreter, men Paulus foreskriver det dog. |
| L31 Quae ista noua religio
et humilitas, ut nobis tuo exemplo potestatem adimas iudicandi decreta
hominum, et subiicias sine iudicio hominibus? Vbi hoc nobis mandat scriptura
Dei? |
Hvad er det for en ny fromhed og ydmyghed, at du med dit
eksempel vil fratage os myndigheden til at dømme over menneskelige
dekreter, og uden at bedømme noget underkaster dig under mennesker?
Hvor byder Guds skrift os noget sådant? |
| L32 Deinde quis Christianorum
sic uento mandet praescripta scripturae et Ecclesiae, ut dicat: siue assequor
siue non assequor? Submittis te, et tamen nihil curas, an assequaris necne? |
Fremdeles: Hvilken kristen slår i den grad skriftens
og kirkens forskrifter hen i vinden, at han siger: Hvad enten jeg forstår
eller ikke forstår? Du underkaster dig og bekymrer dig alligevel
ikke noget om, hvorvidt du forstår eller ej? |
| L33 Christianus uero anathema
sit, si non certus sit et assequatur, id quod ei praescribitur; quomodo
enim credet, id quod non assequitur? (h68) Nam tu illud
hic assequi dices, quod certo quis apprehenderit et non Sceptico more dubitauerit,
Alioqui quid est in ulla creatura, quod ullus homo assequi possit, si assequi
id sit, quod perfecte nosse ac uidere? |
Men en kristen er forbandet, hvis han ikke er sikker og
forstår det, der er ham foreskrevet; hvordan kan han nemlig tro på
det, som han ikke forstår? For du vil nok her sige, at at forstå
er sikkert at tage imod det og ikke som skeptikerne betvivle det, hvad
er der ellers i nogen skabning, som noget menneske kan forstå, hvis
at forstå er identisk med at kende og se fuldkomment? |
| L34 Tum enim nec locum haberet,
ut aliquis simul quaedam assequi et quaedam non assequi posset; sed unum
aliquid assecutus, omnia assecutus esset, puta in Deo, quem qui non assequitur,
nullam partem creaturae unquam assequitur. |
Så ville der nemlig ikke være mulighed for,
at nogen på én gang kunne forstå noget og ikke forstå
det; men havde han bare forstået én ting, havde han forstået
alt, nemlig i Gud, for hvis han ikke forstår ham, forstår han
ikke nogen del af skabningen. |
| L35 Summa, haec tua uerba hoc
sonant, apud te nihil referre, quicquid a quolibet, ubique credatur, modo
pax mundi constet, licereque ob periculum uitae, famae, rerum et fauoris,
illum imitari, qui dixit: Aiunt, Aio, negant, nego, (h39)
et habere dogmata Christiana nihilo meliora, quam philosophorum et hominum
opiniones, pro quibus stultissimum est rixari, pugnare, asserere, quod
inde nihil nisi contentio et turbatio pacis externae ueniant; Quae supra
nos, nihil ad nos. |
Kort sagt, dine ord lyder som om det ikke kommer dig ved,
hvad der tros af hvem og hvor, blot freden i verden opretholdes, og som
om det gik an, når der var fare for livet, for ens gode rygte, for
ens gods eller ens gunst, da at efterligne dem, der siger: 'Siger de ja,
så siger jeg også ja, siger de nej, så siger jeg også
nej', og som om man kan anse de kristne dogmer for ikke spor bedre end
filosoffernes og menneskenes meninger, for det er jo tosset at strides,
kæmpe og fastslå noget for deres skyld, fordi der derfra ikke
kommer andet end stridigheder og forstyrrelse af den ydre fred; 'hvad der
er over os, kommer os ikke ved'. |
| h1 Nunc ad ea quae
tu ex mea Praefatione decerpta, magno artificio detorques ad calumniam,
et locum communem de Scepticis nobis aperis. Hic statim excitas tragoediam,
quod Scepticorum meminerim: quasi sentiam omnino nihil asserendum. |
Nu til det, som du uddrager af mit forord og
med den største kunst fordrejer til chikane, og således åbner
os et almindeligt sted om skeptikerne. Her opfører du straks en
tragedie, fordi jeg minder om skeptikerne: som om jeg mente, at man overhovedet
ikke bør fremføre påstande. |
| h2 Nec facis calumniandi finem,
donec me facias atheon, (WA 611, celle 16)
cum praefatus sis te nolle nunc judicare de animo meo. (L20) |
Og du ophører ikke med chikanen, førend du
har gjort mig til ateist, skønt du forud har sagt, at du nu ikke
vil bedømme mig efter mit hjerte. |
| h3 Quam pulchre illa congruunt:
Optimo animo dicis, item, 'Nolo nunc de animo tuo judicare', et quod sequitur,
'aqeon Lucianum in pectore circumfers'. Et hic mihi liberum facis, utrum
videri velim ridiculus orator, an impius et insanus scriptor. (L12). |
Hvor smukt stemmer ikke disse to sætninger overens.
Med den største oprigtighed siger du: 'jeg vil ikke dømme
om dit hjerte', og lidt senere: 'du bærer en Lukians gudsfornægter
i dit hjerte'. Og her kan jeg selv vælge, om jeg vil anses for en
latterlig taler eller for en ufrom og vanvittig forfatter. |
| h4 Haec est illa tua moderatio,
qua meam Diatribam imitaris. Verum hic mihi vide, quam bis agas (250) calumniose.
Primum ipse nominatim excipio a Scepticis, quicquid sacris Litteris proditum
est, aut quicquid nobis tradidit auctoritas Ecclesiae. (E2). |
Det er den tilbageholdenhed, som du har lært af min
Diatribe. Men pas på, her er du i dobbelt forstand rænkesmed.
Først udtager jeg udtrykkeligt fra skeptikerne, alt hvad der er
nedlagt i de hellige skrifter, eller hvad kirkens autoritet har overleveret
os. |
| h5 Nihil opus ut mea verba recenseam,
cum ipse recitaris. Proinde totus ille sermo, quo magno supercilio detestaris
Scepticum animum in his quae sunt Christianae Religionis, mavisque vel
Stoicis pertinaciores assertores, tibi sapientissimo oratori prorsus extra
causam declamatum est, ut non pessime te ipsum reprehenderis hisce verbis:
'Sed ego longe stultissimus, qui in re clariore quam Sol est, verba et
tempus perdo'. (L18). |
Jeg behøver ikke slå efter, hvad jeg har skrevet,
for du citerer det selv. Derfor er hele denne tale, hvormed du med stort
hovmod afviser, at det skeptiske sind kan have noget at gøre i det,
der har med den kristne religion at gøre, og foretrækker stoikernes
hårdnakkede påstande, skudt lidt ved siden af, skønt
du ellers er en meget vis taler, så du ikke helt tosset bebrejder
dig selv med disse ord: Men jeg er godt tosset, at jeg i en sag, der er
klarere end solen, spilder ord og tid. |
| h6 Et tamen non potes desinere,
sed subjicis, non minore temporis jactura: 'Quis Christianorum ferat, Assertiones
esse contemnendas? hoc esset aliud nihil, quam semel totam religionem,
aut pietatem negasse, aut asseruisse, nihil esse religionem, aut pietatem,
aut ullum dogma. Quid ergo tu quoque asseris: non delector assertionibus,
et: hoc ingenium te malle quam diuersum?' (L18-19). |
Og dog kan du ikke holde op, men fortsætter (og spilder
igen tid): Hvilken kristen kan holde ud til, at påstande skal foragtes?
Det ville ikke være andet end én gang for alle at nægte
hele religionen, hele fromheden, eller at påstå, at der ikke
findes nogen religion eller fromhed eller noget dogme. Hvad er det da egentlig,
du siger: at du ikke er nogen ynder af påstande, og at denne holdning
bekommer dig bedre end den modsatte?' |
| h7 Haec tua, Luthere, verba
sunt. Sic argumentaris homo sapientissimus adversus imperitum, quasi mecum
non de causa, sed de principatu imperitae certes. Neque minus absurda sunt
quae subjicis. Sed quid dices de istis tuis verbis, ubi non de una Liberi
Arbitrii causa, sed de totius Religionis dogmatibus generaliter dicis:
'Si liceret per inviolabilem auctoritatem divinarum Litterarum, et Ecclesiae
decreta, te discessurum in Scepticorum sententiam, adeo non delectaris
assertionibus? Quis Christianus sic loqueretur? Ita tu. (L24-25). |
Kære Luther, sådan skriver du. Sådan argumenterer
et såre vist menneske imod den udannede, som om vores strid ikke
gjaldt sagen, men den højeste grad af udannethed. Ikke mindre absurd
er, hvad du tilføjer. Men hvad vil du sige til følgende ord
af dig, hvor du ikke taler om den frie viljes sag, men om alle religionens
dogmer i almindelighed: 'Hvis det var tilladt for den urokkelige skriftautoritet
og kirkens dekreter, så ville du tilslutte dig skeptikernes mening,
i den grad afskyr du påstande? Hvilken kristen ville tale sådan?'
Såvidt dig. |
| h8 Quantum tribuam sacris Litteris,
quamque (252) non vacillem in articulis fidei, puto satis liquere ex scriptis
mei. Hic adeo non opto nec habeo Scepticum animum, ut pro his mortem oppetere
nihil dubitaturus sim. |
Hvor megen vægt jeg lægger på den hellige
skrift og hvor lidt jeg vakler i trosartiklerne, det mener jeg fremgår
tilstrækkeligt af mine skrifter. Derfor ønsker eller har jeg
i den grad ikke her noget skeptisk sind, at jeg ikke vil tøve med
at påtage mig døden for disse ting. |
| h9 Sed de dogmatibus contentiosis
loquor, in quibus et olim Ecclesiae Sceptica fuit, diu considerans antequam
definiret: (Sml Diat Ia9) quod genus sunt, de processione Sancti Spiritus
ab utroque, de comprobatione vocis homusii, de transsubstantiatione panis
in corpus Domini, de Purgatorio, de Baptismo non iterando, de baptizandis
parvulis, de conceptione Virginis matris, et fortassis de Libero Arbitrio: |
Men jeg taler om de dogmer, der er omstridte, i hvilke også
kirken engang var skeptiker, nemlig sålænge den overvejede
dem, før den fastslog dem: fx spørgsmålet om, hvorvidt
Helligånden er udgået fra både Faderen og Sønnen,
om anerkendelsen af ordet homousios, om forvandlingen af brødet
til Herrens legeme, om skærsilden, om, at man ikke bør gentage
dåben, om barnedåben, om jomfrumoderens undfangelse, og måske
også spørgsmålet om den frie vilje: |
| h10 de his et hujus generis
quaestionibus loquor, in quibus si nihil definisset Ecclesia, rogatus quid
sentirem, responderem mihi non liquere, sed Deo cognitum esse. |
Jeg taler om disse spørgsmål, og hvis jeg bliver
spurgt om, hvad jeg mener i den slags spørgsmål, i hvilke
kirken ikke har fastslået noget, så vil jeg svare, at det ikke
står mig klart, men at Gud véd det. |
| h11 Posteaquam de his quoque
definivit Ecclesia, contemtis argumentis humanis, sequor Ecclesiae decretum,
et Scepticus esse desino. Referam mea verba, quae tu satis rhetorice depravas:
'Quid semper', inquam, 'arcano quodam naturae sensu abhorruerim a pugnis'.
(e1). |
Efterat kirken har afgjort sig derom, lægger jeg de
rent menneskelige argumenter til side og følger kirkens dekreter,
og ophører med at være skeptiker. Jeg skal citere mine ord,
som du fremstiller temmelig retorisk: 'jeg, der altid af én eller
anden hemmelighedsfuld naturlig følelse er blevet afskrækket
fra kamp'. |
| h12 Audis, Luthere, me non
de Scripturis sacris, sed de pugnis, hoc est, contentiosis quaestionibus
agere? Et mox: 'Eoque semper habui prius in liberioribus Musarum campis
ludere, quam ferro cominus congredi: et adeo non delector assertionibus,
ut facile in Scepticorum sententiam pedibus discessurus sim, ubicunque
per Scripturarum divinarum inviolabilem auctoritate', etc. (e1). |
Hører du, Luther, jeg taler ikke om den hellige skrift,
men om striden, det vil sige, om omstridte spørgsmål. Og lidt
senere siger jeg: 'Og derfor har jeg altid foretrukket at lege med i Musernes
friere spil, end at gå ind i nogen tvekamp: Og derfor er jeg ikke
nogen ynder af påstande, så at jeg let er tilbøjelig
til at slå følge med skeptikernes mening, overalt hvor det
er tilladt efter de guddommelige skrifters urokkelige autoritet osv'. |
| h13 Nimirum impius animus est,
qui non audet definire, de quo nondum definivit Ecclesia: quique in re
controversa dubitationem animi ponit ad Ecclesiae proditam sententiam. |
Jamen, skulle det da virkelig være ufromt ikke at
vove at fastslå noget som sandt, som kirken endnu ikke har fastslået;
eller i et stridsspørgsmål at lægge sit sinds tvivl
hen på kirkens mening? |
| h14 Quis Christianus ferat
hunc animum? Mox hunc animum meum confero, non (254) cum his qui asserunt
Symbolum Apostolorum, aut Conciliorum decreta, sed cum iis qui pertinaciter
asseverant omnia. |
Hvilken kristen kunne tåle én, der handlede
sådan? Straks efter sammenligner jeg denne holdning, ikke med deres
holdning, der fastholder den apostolske trosbekendelse eller koncilernes
dekreter, men med deres holdning, som fastholder det altsammen med stædighed. |
| h15 Sic enim sequitur: 'Atque
hoc ingenium mihi malo, quam quo video quosdam esse praeditos, ut impotenter
addicti sententiae nihil ferant, quod ab ea discrepet, sed quicquid legunt
in scripturis, detorquent ad assertionem opinionis, cui se semel manciparunt',
etc. (e3) |
Således fortsætter jeg nemlig: 'Og jeg foretrækker
denne tilbøjelighed hos mig fremfor den, som jeg ser, at nogen er
forsynet med, som er knyttet så tøjlesløst til en mening,
at de ikke kan tåle, at nogen afviger fra den, men fordrejer, hvad
de læser i skriften, så det bekræfter den mening, som
de éngang har overgivet sig til', osv. |
| h16 Haec cum perspicua sint,
quorsum pertinet locus communis, quem atrociter tractas adversus eos qui
putant nihil asserendum in divinis Libris, aut in causa fidei? |
Er dette ikke klart nok? Jamen, hvis det er tilfældet,
hvordan kan du så herudfra behandle dem så hårdt, som
mener, at man ikke bør komme med påstande i den hellige skrift
eller i trosspørgsmål? |
| h17 A temeritate definiendi
abhorret animus, non ab asserendo. Quae tradita sunt fidei nostrae, non
sic excutienda ut in dubium revoces, sed profitenda. Et haec omnia dico
sub persona hominis imperiti, quam mihi sumo te probante. |
Det, der afskrækker mig, er frygten for at fastslå
noget, ikke frygten for at påstå noget. Hvad der er overleveret
vores tro, bør ikke undersøges, så det drages i tvivl,
men så det gavner. Og alt dette siger jeg i rollen som en udannet
mand, den rolle, som jeg med din billigelse har taget mig på. |
| h18 Nec simpliciter eos damno,
qui conantur moderata disputatione aliquid inquirere, quod non est expressum
in sacris Litteris, aut ab Ecclesia definitum: sed qui in hujusmodi quaestionibus
seditiose digladiantur. |
Og jeg fordømmer ikke simpelthen dem, der går
ind i en mådeholden disputation og søger at opklare noget,
som ikke står i den hellige skrift, eller er fastslået af kirken:
jeg fordømmer dem, der i den slags spørgsmål strider
på oprørsk måde. |
| h19 Haec sunt mea verba: 'Quanquam
illud libenter persuaserim mediocribus ingeniis, in hujus generis quaestionibus
non adeo pertinaciter contendere, quae citius laedant Christianam concordiam,
quam adjuvent pietatem. Non damno moderatam inquisitionem, sed contentiosam
digladiationem, cum jactura pietatis et concordiae'. (Diat Ia6). |
Disse er mine ord: 'Selv om jeg gerne havde overbevist de
mellembegavede om i den slags spørgsmål ikke at strides så
hæftigt, at det snarere beskadiger den kristne samhørighed,
end det hjælper på fromheden. Jeg fordømmer ikke en
mådeholden undersøgelse, men en hæftig strid under foregivelse
af fromhed og samhørighed'. |
| h20 Audis, Luthere, me non
omnes excludere ab hujusmodi quaestionibus, sed mediocria tantum ingenia:
at multo minus ea tractari volo apud rudem plebeculam. |
Du hører altså, Luther, at jeg ikke udelukker
alle fra den slags spørgsmål, men kun de mellembegavede mennesker:
men meget mindre ønsker jeg dette behandlet af den rå pøbel. |
| h21 Verum hic urges me dilemmate:
'Si de (256) frivolis quaestionibus loqueris, quid ad nos qui tractamus
necessaria? Si de Libero arb. non in loco tibi haec dicta sunt, nec opus
est te magistro'. (Parafrase, L21f) |
Men her trænger du ind på mig med et dilemma:
'Hvis du taler om de ubetydelige spørgsmål, hvad kommer det
så os ved, som behandler de nødvendige? Men hvis talen på
dette sted ikke drejer sig om den frie vilje, har vi ikke brug for, at
du skal være vor lærer'. |
| h22 Audi nunc ad tuum mutilum
syllogismum. Sunt aliquot quaestiones, in quibus non damnatur modesta inquisitio,
quales sunt, de annis Mathusalem, et quoto aetatis anno Solomon factus
sit pater: sed anxia inquisitio contentioque damnatur. |
Hør nu, hvad din mangelfulde konklusion fører
til. Der er mange spørgsmål, i hvilke en moderat undersøgelse
ikke bliver fordømt, såsom, hvor gammel Methusalem blev, og
i hvilken alder Salomon blev far. Men en ængstelig undersøgelse
og strid bliver fordømt. |
| h23 Rursum multa themata versantur
inter Theologus Scholasticos, de quibus nondum dilucide pronuntiavit Ecclesia:
de his sentit animus ille Scepticus. Sed urges, hic agi de Libero Arb.
quod si colloco inter quaestiones frivolas, recte loquor, sed impie sentio:
sin inter necessario, pie sentio, sed impie loquor. (L22) |
Ligeledes er der mange emner, der behandles af de skolastiske
teologer, der endnu ikke er blevet klart afgjort af kirken. Det er dem,
denne skeptiske ånd tænker på. Men du drager den slutning,
at det her drejer sig om den frie vilje, fordi hvis jeg regner dette spørgsmål
til de ubetydelige, taler jeg ret, men tænker ufromt. Men hvis jeg
regner det til de nødvendige, tænker jeg fromt, men taler
ufromt. |
| h24 Hic scilicet constringor
inter sacrum et saxum. Sed facillimus exitus. Ego quaestionem, an sit aliquid
Liberum Arbitrium, adeo non judico supervacaneam, ut potius haereticum
existimem de eo dubitare, quod ab Orthodoxis omnibus magno consensu traditum
est, quod Ecclesia clara voce definit, non jam disputandum, sed credendum. |
Her bliver jeg naturligvis klemt inde mellem 'helligdommen
og klippen'. Men det dilemma er let at slippe ud af. Jeg regner spørgsmålet
om, hvorvidt der findes en slags fri vilje, for i den grad ikke-overflødigt,
at jeg mener, at det snarere er kættersk at tvivle på, hvad
der er i stor enighed er overleveret af alle de rettroende, hvad kirken
med klar røst har fastslået, ikke længer skal diskuteres,
men tros. |
| h25 Oportet enim aliquem esse
disputandi finem: nam quod nunc veluti de re integra disputatur, tu nos
cogis, qui tot jam seculis comprobata, fixa, et akinhta, revocas in dubitationem,
imo convellis ac demoliris. |
Man bør nemlig på et tidspunkt holde op med
at diskutere. For du tvinger os til at diskutere det som noget nyt, fordi
du igen sår tvivl om noget, ja river det fra hinanden og ødelægger
det, nemlig om det, som allerede i så mange århundreder har
været fastslået, fikseret og urørligt. |
| h26 Alioqui neum animum nulla
unquam subiit dubitatio, an esset aliquid Liberum Arbitrium. Verum ut illud
praescriptum est, esse liberum hominis arbitrium, ita multa disputantur
circa quaestionem hanc, quae sine dispendio salutis possent omitti, mei
quidem judicio, in quibus nec veteres Orthodoxi, nec recentiores per omnia
consentiunt, et de quibus (258) adhuc suam sententiam suspendit Ecclesia. |
Ellers ville der aldrig i mit sind været opstået
nogen tvivl om, hvorvidt der er en fri vilje. Men ligesom det er foreskrevet,
at menneskets vilje er fri, således bliver der diskuteret meget angående
det spørgsmål, som i det mindste efter min mening godt kan
udelades uden skade for frelsen; angående de ting er hverken de gamle
ortodokse eller de nyere teologer enige om alt, og om de ting har kirken
indtil nu ladet sin mening være uvis. |
| h27 Adhuc enim disputatur inter
Scholasticos, an haec propositio, 'Deus aliqua praescit contingenter',
(Diatr Ia9) in ailquo sensu vera sit. Nec desunt qui credant omnia contingentia
a Deo contingenter praesciri, cum fateantur Dei praescientiam falli non
posse. |
For indtil nu har man diskuteret blandt de lærde,
om denne påstand: 'Gud har forudviden om noget, der er kontingent',
på en eller anden måde er sand. Der er dem, der mener, at alle
kontingente ting kan forudvides af Gud på kontingent måde,
skønt de indrømmer, at Guds forudviden ikke kan slå
fejl. |
| h28 Rursum, 'an Deus omnia
faciat necessitate' (Diatr IIa18). Item, nihil certius est quam esse tres
Personas, proprietatibus inter se differentes, cum sint eadem essentia.
Caeterum circa materiam hanc multa quaesita sunt olim ab Augustino, plura
a recentioribus, quomodo differat Persona a Persona, et quare productio
Sancti Spiritus a Patre, processio dicatur non generatio: et an divina
essentia generet aut generetur: et an sit eadem identitas divinae essentiae
ad quamlibet Personam in Triade, quae est divinae essentiae ad ipsam divinam
essentiam: |
Ligeså med den påstand, at Gud gør alting
med nødvendighed. Fremdeles er ingenting mere sikkert end at der
er tre personer, som har forskellige egenskaber, skønt de har samme
natur. Og forøvrigt blev i gamle dage meget af dette undersøgt
af Augustin, mere af de nyere lærde, hvordan person adskiller sig
fra person, og hvorfor Helligåndens udgåen fra Faderen kaldes
en udgang og ikke en frembringelse; og om den guddommelige natur frembringer
eller frembringes; og om der er den samme identitet i den guddommelige
væren med henblik på hver af personerne i treenigheden, som
med henblik på den guddommelige væren selv; |
| h29 Et an potentia generandi
in Patre sit absolutum quiddam an respectivum: et an potentia generandi
possit communicari Filio a Patre. Item, si concedatur, Deum generare Deum,
utrum Deus generet se ipsum Deum, an alium Deum. |
Og om evnen til at frembringe hos Faderen er noget absolut
eller noget relativt; og om evnen til at frembringe kan overføres
fra Faderen til Sønnen. Ligeledes, hvis det må indrømmes,
at Gud frembringer Gud, om da Gud frembringer sig som den samme Gud eller
som en anden Gud. |
| h30 Hoc genus innumera tractantur
circa simplicissimum et clarissimum articulum fidei catholicae: nec in
Scholis opinor impie disputari, modo sobrie. Ita circa quaestionem praedestinationis,
quae est affinis Libero Arbitrio, quaerunt, an possibile sit aliquem praedestinatum
damnari, et reprobatum salvari. Item, an praeter divinam voluntatem sit
alia causa praedestinationis aut reprobationis. |
Utallige af den slags spørgsmål behandles rundt
omkring den katolske tros højst enkle og klare artikler; og jeg
mener ikke, det er ufromt at diskutere dem på universiteterne, blot
det sker mådeholdent. Således spørger de, angående
spørgsmålet om prædestinationen, som er knyttet til
spørgsmålet om den frie vilje, om én, der er forudbestemt
(til frelse) kan blive fordømt, og om én, der er forudbestemt
til fordømmelse, kan blive frelst. Og om der, udover den guddommelige
vilje, findes nogen anden grund til forudbestemmelse til frelse og fortabelse. |
| h31 Haec tractare
in Scholis, modo sobrie, non (260) improbo: verum consultius arbitror,
ut qui mediocri sunt ingenio abstineant ab hoc quaestionem genere, in quibus
periculose erratur: nec tractentur apud populum. |
Jeg er ikke imod, at man behandler dette på
universiteterne, blot det sker mådeholdent. Men jeg tror, det er
bedre, at de, der kun er middelmådigt begavede, afholder sig fra
den slags spørgsmål, i hvilke man på farlig måde
kan tage fejl. Og de bør ikke omhandles overfor folket. |
| h32 Non igitur damno qui apud
populum docent esse Liberum Arbitrium, simul adnitens cum adjuvante gratia,
sed qui apud rudem plebeculam tractant eas difficultates, quae vix in Scholis
convenit. Veluti Sacerdos pie docet populum, esse Patrem, et Filium, et
Spiritum Sanctum: caeterum illas Scholasticorum difficultates, de notionibis,
de realitate et relationibus, tractare apud promiscuam multitudinem, an
expediat, tu videris. |
Derfor fordømmer jeg ikke dem, der lærer overfor
folket, at der er en fri vilje, når de samtidig lægger vægt
på den medhjælpende nåde, men jeg fordømmer dem,
som overfor den rå pøbel omhandler disse vanskeligheder, som
næppe kan behandles fuldt ud på universiteterne. Og forøvrigt
kan du selv indse, om det nytter at behandle disse skolastiske vanskeligheder
om egenskaberne, om virkeligheden og relationerne, overfor en tilfældig
menneskemængde. |
| h33 Hujus generis exempla cum
aliquot proponam in Diatriba, intermisces haec verba, 'non sine aculeo
et suspicione'. (W608). |
Men når jeg fremsætter nogle af den slags eksempler
i Diatriben, indskyder du disse ord: 'ikke uden brod og mistænkelighed'. |
| h34 Quid hic est suspicionis,
si nolim ea, quae circa has materias disputant Scotistae et Occanistae,
disputari apud imperitos, ne apud doctos quidem altius in haec penetrari
quam sat est? Aut quem aculeum mihi narras? An ut sugillem articulum de
tribus Personis et eadem essentia? Quid enim tu dubitabis impingere, quem
non pudet toties Erasmum vocare Lucianum et Epicurum? (L38)
De peccato irremisibili dicetur alias. |
Hvad kan der ligge af mistænksomt i, at jeg ikke ønsker
det, som skotister og occamister diskuterer om disse sager, diskuteret
overfor de ikke-dannede, når ikke engang de lærde kan trænge
så meget ind i det, som det var passende? Eller hvilken brod pådigter
du mig? Mon du mener, at jeg beskæmmer artiklen om de tre personer
og den ene væren? For hvad kan du tøve med at pådutte
mig, du, der så ofte kalder Erasmus Lukian og Epikur? Om den utilgivelige
synd skal der tales et andet sted. |
| h35 Sunt igitur quaestiones
prorsus inutiles, quales arbitror de instantibus et prioritatibus: et an
sit propositio possibilis, Pater odit Filium Deum, et an anima Christi
potuerit falli aut mentiri. |
Der er altså spørgsmål, der ligefrem
er unyttige, hvortil jeg regner spørgsmålet om nuværende
og det foregående [i Gud]; og spørgsmålet, om det i
tanken kan være muligt, at Faderen hader Sønnen, der er Gud,
og om Kristi sjæl kan tage fejl eller lyve. |
| h36 Sunt rursus utiles, sed
in quibus non sit operae pretium sic contendere, ut (262) scindamus Christianam
concordiam, sed satius est, ut permittamus unumquemque in suo sensu abundare. |
Og der er også ligefrem nyttige spørgsmål,
men om dem er det ikke værd at strides på den måde, at
vi bryder den kristne enighed, men det er tilstrækkeligt, at vi lader
enhver blive ved hans mening. |
| h37 Sunt rursus dogmata maxime
necessaria, sed in quibus aliquousque progredi licet, quoad nobis praelucet
Scriptura divina. Quod genus est de uno Deo ac tribus Personis. Quanquam
hic quoque bis peccatur, si vel altius scrutemur quam oportet, vel apud
eos tractemus quibus haec non conveniunt. |
Og der er også dogmer, der er i høj grad nødvendige,
men i dem kan vi kun gå frem så langt, som den guddommelige
skrift vil lyse for os. Af den art er spørgsmålet om den ene
Gud og de tre personer. Men her kan der også syndes på dobbelt
måde, enten så vi efterforsker det dybere, end det bør
sig, eller så vi omhandler det overfor nogen, som ikke har gavn af
det. |
| h38 Hanc fuisse mentem meam
palam perspiciet, qui meam Diatribam attente legerit. Quare etiam atque
etiam te rogo, Luthere, quid ad hanc causam faciunt, tot tua convitia,
tot calumniae, tot insultationes, tot vociferationes, tot exsecrationes,
me optare in Litteris sacris Scepticorum licentiam, me nihil curare, utrum
assequar an non assequar quod praescribit Scriptura aut Ecclesia, (e2)
(L7) (L29) et mea verba nihil aliud
sonare, quam apud me nihil referre quicquid a quolibet ubique credatur,
modo pax mundi constet, |
At det er dette, der har været min mening, kan enhver
klart indse, som læser min Diatribe opmærksomt. Derfor spørger
jeg dig igen og igen, Luther, hvad har alt det med denne sag at gøre,
alle dine hånsord, insinuationer, fornærmelser, beskyldninger,
udgydelser om, at jeg i den hellige skrift ønsker mig skeptikerens
frihed, at jeg ikke bekymrer mig om, hvorvidt jeg forstår eller ikke
forstår, hvad skriften eller kirken foreskriver, og om at mine ord
ikke lyder anderledes, end at det ikke kommer mig ved, hvad hvem tror hvor,
når blot verdens fred bibeholdes, |
| h39 liceatque ob periculum
vitae, famae, rerum et favoris, illum imitari qui dixit: 'Ajunt, ajo: negant,
nego', (L35) et habere Christiana dogmata nihilo meliora,
quam Philosophorum opiniones, (Diatr Ia1) et ex verbis meis nihil aliud
declarari, quam me in corde Lucianum aut alium quendam de grege Epicuri
porcum alere, qui cum ipse nihil credat esse Deum, rideat occulte omnes
qui credunt, et confitentur: (L38) |
og at det er tilladt, hvis der er fare for liv, rygte, gods
og gunst, at efterligne den, der siger: 'Hvis de siger ja, siger jeg også
ja, hvis de siger nej, siger jeg også nej', og at jeg ikke regner
de kristne dogmer for mere end filosofiske meninger, og at det af mine
ord klart fremgår, at jeg i hjertet dyrker Lucian eller en anden
fra Epikurs svinehjord, som, eftersom han ikke selv tror, der er en Gud
til, i det skjulte latterliggør alle dem, der tror og bekender: |
| h40 et ais alibi me tibi grandem
inhalare crapulam Epicuri, nec aliud spirare quam Lucianum aqeon. (W609/8)
Nec his tantis convitiis (264) contentus, etiam figuram rhetoricam adhibes:
'Scis', inquiens, 'quid hic premam'. (L37). |
og du siger andetsteds, at jeg i så høj grad
har indåndet Epikurs rus, og ikke lugter af andet end Lucians ateisme.
Og fordi du ikke er tilfreds med alle disse beskyldninger, fremdrager du
også en rhetorisk figur, idet du siger: 'Du ved, hvad jeg her holder
for mig selv'. |
| h41 Hic tibi praesto sunt illae
tuae hyperbolae, sine quibus nihil scribis. Sophistis, (sic enim vocas
Theologos) ubique tribuis summam impietatem, et me facis tam impie scribentem,
ut ab impiis fuerim dentibus dilacerandus, nisi tu eos tua pietate revocasses. |
Her viser sig dine bekendte overdrivelser, uden hvilke du
intet skriver. Sofisterne (sådan kalder du jo teologerne) tillægger
du overalt den største ufromhed, og mig gør du til en så
ufrom skribent, at jeg ville være blevet sønderrevet af de
ufrommes tænder, hvis ikke du med din fromhed havde holdt dem tilbage. |
| h42 Perinde quasi dicas, basiliscum
nec ab aliis venenis tolerari. (L) Deinde cum me toties facias Lucianum
aqeon, qui dicam in corde meo: Non est Deus, cum me facias Epicuri de grege
porcum, quasi credam aut nullum esse Deum, aut si quis est, ei non esse
curae res mortalium, haec, inquam, cum impingas, quibus ne fingi quidem
quicquam potest atrocius, tamen addis hyperbolam, me scire, quid hic premas.
(L37). |
Nøjagtig på samme måde, som når
du siger, at basilisken ikke bliver tålt af andre giftslanger. Dernæst,
når du i det hele taget gør mig til en lukiansk ateist, der
siger i sit hjerte: 'der er ingen Gud', når du gør mig til
én fra Epikurs svinehjord, som om jeg tror, at der enten ingen Gud
er, eller at han, hvis han er til, ikke bekymrer sig for de dødeliges
anliggender, altså, når du tillægger mig ting, som man
ikke kan forestille sig mere uhyrlige, føjer du dog denne overdrivelse
til, at jeg nok véd, hvad du holder for dig selv. |
| h43 Hic erat locus in te debacchandi,
si calami tui petulantiam imitari vellem. Nihil erat opus tam impudentibus
commentis. |
Her var der lejlighed til at kæmpe mod dig, hvis jeg
ville efterligne din pens frækhed. Men der er ikke brug for så
frække indvendinger. |
| h44 Poteram ex aliorum sententiis
aperire quod monstrum tu celes in corde, et quem spiritum tua scripta nobis
inhalent. Etenim si tibi jus facis quidlibet in me jaculari vel ex tuorum
veredariorum delationibus, vel ex fratrum litteris, vel ex animi tui divinatione,
quanto justius ego possem idem ex Caesaris ac Pontificum diplomatibus,
ex gravium (266) virorum libris in te proditis? |
Jeg ville kunne, på grundlag af andres meninger, klargøre,
hvilket monster du skjuler i dit hjerte, og hvilken ånd dine skrifter
lugter af. For hvis du tager dig ret til at beskylde mig for alt muligt
hvadenten det er fra dine kurerers afsløringer, eller fra brødrenes
breve, eller fra dit sinds indgivelser, hvor meget mere retfærdigt
ville jeg så ikke kunne gøre det samme ud fra kejserens og
pavens breve, ud fra de bøger, der er skrevet imod dig af betydningsfulde
mænd? |
| h45 Obtestor tuum istum spiritum,
quem toties nobis jactas, Luthere, utrum haec ex animo scribis, an in odium
mei confingis? Si me sentis esse talem qualem describis, falsissimam de
me concepisti opinionem: sin ista, quod magis credo, confingis, facile
divinas qualem ego de te concipiam opinionem. |
Jeg besværger din ånd, Luther, som du så
ofte praler af overfor os, om dette er skrevet i alvor eller du har opfundet
det i had mod mig? Hvis du mener, at jeg er, som du beskriver mig, har
du fået en helt forkert mening om mig: men hvis det er noget, du
har opfundet, hvad jeg snarere tror, så kan du let forestille dig,
hvilken mening jeg har om dig. |
| h46 Sin haec ad te detulerunt
fideles in Christo fratres, pessima fide mentiti sunt. An ideo mihi curae
non sunt Ecclesiae dogmata, quia tuas damnatas assertiones tueri recuso? |
Men hvis det er troende brødre i Kristus, der har
fortalt dig det, så har de løjet i ond tro. Eller er det derfor,
du tror, jeg ikke bekymrer mig om kirkens dogmer, at jeg viger tilbage
for at tage hensyn til dine forkastede grundsætninger? |
| h47 An hoc testantur tot meae
Lucubrationes, me credere nihil esse Deum? Quorsum opus erat tantum laboris
desudare, cum licuerit profanas tractare materias? Aut quis unquam audivit
ex me vocem de Deo impiam? Verum scio te longe aliud sentire quam scribis,
neque cuiquam obscurum erit quo spiritu afflatus haec tam odiose scripseris. |
Mon det er på den måde, mine værker viser,
at jeg ikke tror, der er nogen Gud? Hvorfor skulle jeg da bruge så
meget arbejde, eftersom det var muligt at behandle verdslige materier?
Eller hvem har nogensinde hørt et ufromt ord af mig om Gud? Men
jeg véd, at du mener noget helt andet, end hvad du skriver, og det
kan ikke være skjult for nogen, hvilken ånd du har været
fyldt af, da du skrev disse hadefulde bemærkninger. |
| h48 Nec illa fucata facient,
ut quisquam tibi credat: Metue Spiritum Dei, qui scrutatur renes et corda,
nec fallitur compositis verbis. (L37). Hujusmodi si
velim in te vicissim uti, quantam dicendi copiam mihi non ars rhetorica,
sed ipsa res suppeditatura sit, et tu vides, opinor. |
Heller ikke vil disse opsminkede ord bevirke, at der er
nogen, der tror dig. Frygt Guds ånd, som ransager nyrer og hjerter,
og ikke lader sig narre af kunstfærdige ord. Hvis jeg ville gå
ligesådan til værks overfor dig, så tror jeg, du ville
se, hvordan ordene ville blive givet mig, ikke fra den rhetoriske kunst,
men fra sagen selv. |
| h49 Sed certum est tueri promissum,
depellam intentatam calumniam, non recalumniabor. Quanquam haec calumnia
tam impudens est, ut non egeat ullo patrocinio. Ergo ad rem. |
Men det er sikkert, at jeg vil holde det, jeg har lovet:
at afværge de fremsatte beskyldninger, men ikke beskylde dig til
gengæld. Selv om denne beskyldning er så fræk, at den
ikke fortjener nogen skånsel. Men nu til sagen. |
| h50 Si tibi usque adeo displicent
Sceptici, si tantopere placent assertores, (L13) cur
quod ab Orthodoxis omnibus assertum est, quod Ecclesiae clarissima voce
praescriptum est, audes convellere? Utrum magis impium est, non disputare
plusquam sat est de dogmatibus Christianis, an ea labefactare, (268) disjicere,
conculcare, et his ornare vocabulis, quibus tu ornas? |
Hvis du har så meget imod skeptikerne, hvis du går
så meget ind for dem, der påstår noget, hvorfor vover
du så at nedbryde, hvad der er fastslået af alle de ortodokse,
hvad kirken med klipklar røst har foreskrevet? Hvad er mest ufromt,
ikke at disputere mere end passende om de kristne dogmer, eller at forkaste
dem, ødelægge dem, nedtrampe dem og besmykke det med de ord,
hvormed du besmykker det? |
| h51 Hic mihi rursus ingeres
tuam figuram, quasi tu reverearis (inquis) Scripturas et Ecclesiam. Quid
superest, nisi ut prophetiae spiritum tibi vindices, imo divinitatem quandam,
ut pronunties quid quisque celet in corde? |
Her vil du igen påføre mig din talemåde,
som om du, som du siger, ærer skriften og kirken. Hvad mangler, andet
end at du påstår, at du har profetiens gave, ja, har en slags
guddommelig status, så du kan udtale dig om, hvad enhver skjuler
i sit hjerte? |
| h52 Et tamen toties repetis,
te nolle de amino meo judicare. Solus Deus dictus est kardiognwsthV. Excute
tuum cor, et noli de alieno judicare. |
Og dog gentager du mange gange, at du ikke vil bedømme
min sjæl. Alene Gud kaldes hjertekenderen. Så undersøg
dit eget hjerte, og lad være med at dømme om andre. |
| h53 Vides hic, Luthere, quid
merearis audire? Ego non revereor Scripturas Sacras, et tu revereris? Et
hic scilicet erat locus scommati: 'Verum', inquis, 'tu de confitendo Christo,
et dogmatibus ejus, hic nihil voles dixisse, Recte moneor. Et ego in gratiam
tui, meo iuri et mori cedo, ac de animo tuo nolo iudicare, (h2)
inque aliud tempus uel aliis id reseruo'. (L20). |
Se her, hvad du fortjener at høre, Luther! Jeg skulle
ikke ære den hellige skrift, men du ære den! Ja, her bliver
der naturligvis plads til en stikpille: 'Men du vil ikke have det forstået
sådan, at du her bekender dig til Kristus og til dogmerne, det husker
jeg nu ret. Og jeg afholder mig for din skyld fra min ret og min skik,
så jeg ikke vil dømme om din sjæl, det kan vel komme
en anden gang måske ved andre.' |
| h54 Haec tua, Luthere, verba
quid olent, quid spirant, quid sapiunt? Quid nisi spiritum sinceritatis
Euangelicae? Obsecro te, si velles, potes tu judicare de animo meo, et
si judicares, quid aliud quam impudentiam lucrifaceres? |
Kære Luther, hvad dufter, hvad lugter, hvad smager
disse ord af? Af hvad andet end af den evangeliske ægtheds ånd?
Jamen, for pokker, hvis du vil, og hvis du dømmer, hvad vil du så
få ud af det, andet end frækhed? |
| h55 Aut quod jus tuum vocas,
quod in gratiam meam cedis? Num licentiam in quoslibet jaculandi quidlibet?
Aut quem morem tuum mea causa relinquis? Nonne toto hoc libro morem antiquum
obtines, nisi quod maledictis et calumnis teipsum superas? |
Eller hvad er det, du kalder din ret, som du giver afkald
på for min skyld? Mon det er friheden til at beskylde hvemsomhelst
for hvadsomhelst? Eller hvad er det for en skik, du afholder sig fra for
min skyld? Holder du dig ikke hele bogen igennem til din gamle skik, bortset
fra, at du overgår dig selv i forbandelser og beskyldninger? |
| h56 Aut quod tempus, quos alios
sycophantas mihi minitaris? Itane tu purgatus eris (270) Ecclesiae Catholicae,
si mihi crimen impietatis impegeris? Istis artibus, opinor, Apostoli Mundum
pellexerunt ad Euangelium. |
Eller hvad er det for en tid, hvad er det for andre udskældere,
du truer mig med? Tror du måske, du kan blive renset overfor den
katolske kirke, hvis du hænger beskyldningen for ufromhed på
mig? Med disse våben, tror jeg, har apostlene vundet verden for evangeliet. |
| h57 Hoc volo te tuosque omnes
scire, primum quod ad Scripturas attinet, fieri potest, ut in his enarrandis
labar imprudens, quod, ut tu praedicas, passim accidit Hieronymo. |
Men det vil jeg, at du og alle dine skal vide, først
at hvad skriften angår, kan det ske, at jeg i min udlægning
uden at ville det snubler, hvilket, som du hævder, ofte er sket for
Hieonymus. |
| h58 Caeterum non alia in re
plus colloco vel spei, vel solatii quam in divinis Litteris, ex quibus
arbitror me tantum hausisse lucis, ut absque tuis contentiosis dogmatibus
ex misericordia Domini sperem aeternam salutem. |
Forøvrigt sætter jeg ikke mit håb eller
min trøst til noget andet en den guddommelige skrift, ud af hvilken
jeg tror at jeg har skabt så meget lys, at jeg uden dine stridige
dogmer håber ved Herrens barmhjertighed på den evige frelse. |
| h59 Itaque Scripturarum non
minor est apud me reverentia, quam apud eos qui illas adorant religiosissime.
Deinde quod ad Ecclesiae reverentiam pertinet, fateor me semper optasse
repurgari Ecclesiam, a quibusdam moribus, nec me per omnia assentiri omnibus
dogmatibus Scholasticorum, caeterum Ecclesiae Catholicae decreta, praesertim
ea quae generalibus Synodis prodita sunt, et Christiani populi consensu
comprobata, tantum apud me ponderis habent, ut etiamsi meum ingeniolum
humanis rationibus non assequatur quod praescribit, tamen velut oraculum
a Deo profectum sim amplexurus, nec ulla Ecclesiae constitutio a me violabitur,
nisi necessitas ipsa legem relaxet. |
Derfor har jeg ikke mindre ærefrygt for skriften end
de har det, som tilbeder den på det frommeste. Og hvad ærefrygt
for kirken angår, tilstår jeg, at jeg altid har ønsket,
at kirken blev renset for visse skikke, og at jeg ikke har kunnet være
enig i alle skolastikernes dogmer, men at den katolske kirkes dekreter,
især de, der er offentliggjort på de almindelige konciler,
og accepteret af det kristne folk, i den grad har vægt for mig, at
endskønt min svage ånd ikke af menneskelige grunde forstår,
hvad kirken foreskriver, så vil jeg dog modtage det som et orakel,
der er udgået fra Gud, og jeg vil ikke bryde nogen af kirkens forskrifter,
medmindre nøden selv mildner loven. |
| h60 Ac mihi vehementer displicerem,
animoque discruciarer, si proceres Ecclesiae eam sententiam in me tulissent
quam in te pronuntiarunt, qualem causam sis habiturus apud Deum, ipse videris.
Hunc animum hactenus praestiti et praestabo. |
Og jeg ville blive højst utilfreds med mig selv og
pine mit hjerte med det, hvis kirkens spidser havde afsagt den samme dom
over mig, som de har afsagt over dig; du vil selv få at se, hvad
du skal stå til ansvar for overfor Gud. Dette sind har jeg hidtil
vist og vil jeg vise fremover. |
| h61 Tu divina ex
tuo animo quaecunque voles, ac me terque quaterque Papisticum appella.
Animo meo nihil (272) potes objicere, nisi quod cum omnibus bonis viris
optavi correctionem Ecclesiae, si sine gravi rerum tumultu fieri posset. |
Så kan du profetere, hvad du vil, og kalde
mig papist både tre og fire gange. Mit sind kan du ikke bebrejde
noget, andet end det, at jeg ligesom andre gode mænd ønsker,
at kirken forbedrer sig, hvis det kan ske uden voldsom omvæltning
af tingene. |
| h62 Nec te pudet toties mihi
objicere optatam Scepticorum licentiam, quasi quod per se falsum est, repetendo
et asseverando fiat verum. In Litteris sacris, quoties sensus dilucidus
est, nihil Scepticum esse volo: similiter nec in decretis Ecclesiae Catholicae. |
Og du undser dig ikke for så ofte at bebrejde mig,
at jeg ønsker skeptikernes frihed, som om det, der i sig selv er
forkert, ved at blive gentaget og bekræftet kunne blive sandt. I
den hellige skrift vil jeg ikke tillade nogen at være skeptiker,
når blot meningen er klar: det vil jeg lige så lidt overfor
kirkens dekreter. |
| h63 Caeterum in aliis, de quibus
assertores magna contentione diglatiantur, dico me facile discessurum in
sententiam Scepticorum, (e2) hoc est, diu consideraturum,
nec temere pronuntiaturum. |
Hvad det øvrige angår, som tilhængerne
strides om med stor ihærdighed, siger jeg, at jeg gerne vil tilslutte
mig skeptikernes mening, det vil sige, jeg vil overveje det længe
og ikke tilfældigt tage stilling. |
| h64 Non est igitur Scepticus,
qui non curat scire quid verum, quid falsum, cum a considerando nomen habeant:
(note 1) sed qui non facile definit, neque pro sua
opinione digladiatur, verum quod alius sequitur ut certum, ille sequitur
ut probabile. |
En skeptiker er altså ikke én, der ikke bryder
sig om at vide, hvad der er sandt og hvad der er falsk, eftersom han har
navn efter overvejelsen: nej, han er én, der ikke altfor hurtigt
fastslår noget, og ikke kæmper for sin mening; men hvad andre
antager for sikkert, det antager han kun for sandsynligt. |
| h65 Tales Scepticos videas
fuisse veteres Orthodoxos frequenter in enarrandis sacris Litteris, inquirentes
ac suspendentes interim sententiam, judicum aliis deferentes. Et in plerisque
definiendis Ecclesia, sicut ante diximus, Sceptica fuit, multis seculis
suspendens sententiam. |
Du kan nok se, at de gamle ortodokse ofte var sådanne
skeptikere i udlægningen af skriften, når de undersøgte
tingene og ofte lod deres mening være uvis, og overlod dommen til
andre. Også kirken var, som vi har sagt ovenfor, skeptiker i de fleste
af dens afgørelser, idet den lod dens mening være uvis i mange
århundreder. |
| h66 Quis autem tam perversae
mentis est, ut malit nihil certi scirem quam omnium rerum habere certam
scientiam? Verum in tanta rerum caligine, modestius simul et quietius est
Scepticum agere quam contentiosum assertorem. |
Men hvem har en så pervers mening, at han hellere
vil undlade at vide noget sikkert end have sikker viden om alting? Men
når tingene er så dunkle, så er det både mere beskedent
og mere beroligende at spille skeptiker end at spille den stridslystne
tilhænger. |
| h67 Quid erit tandem quod tu
non depraves ad calumniam? Quoam vero amanter interpretaris quod scipseram,
'sive assequor, sive non assequor', id est, 'non curas, an assequeris necne'.
(L8) |
Men til sidst: hvad kan du ikke forvandle til chikane? Se
bare, hvor "elskværdigt" du fortolker det, jeg har skrevet: 'hvad
enten jeg forstår det eller ej' til 'du bekymrer dig ikke om, hvorvidt
du forstår det eller ej'. |
| h68 Et addis graviter, 'Christianus
vero anathema sis, si non certus sit (274) et assequitur quod ei praescribitur:
quomodo enim credet quod non assequitur?' (L33) |
Og du tilføjer alvorligt: 'En kristen er forbandet,
hvis han ikke er sikker og forstår, hvad der foreskrives ham: hvordan
skal han nemlig kunne tro, hvad han ikke forstår?' |
| h69 Itane, vir egregie, assequi
est certum scire? An potius rem intellectu difficilem, ingenii viribus,
et naturalibus argumentis percipere? Neque te fugiebat, quid sentirem,
non usque adeo rudis es Latini sermonis, sed huc te rapuit calumniandi
libido. |
Jamen, min gode mand, er det at forstå det samme som
at vide sikkert? Mon dog ikke snarere, at fatte en vanskelig sag med åndens
kraft og naturlige argumenter? Du har heller ikke kunnet undgå at
forstå, hvad jeg mente, så uerfaren er du ikke i det latinske
sprog, men her er din lyst til chikane løbet af med dig. |
| h70 Et si parum scires Latine,
ipse sermonis contextus indicat quid sentiam. Quid enim aliud est submittere
sensum humanum Ecclesiae judicio, nisi credere quod praescribit Ecclesia?
Ego non assequor quomodo differat Pater a Filio, quomodo procedat Spiritus
Sanctus ab utroque, cum neutrius sit filius, et tamen hoc apud me certius
est, quam quod digitis contrecto. |
Og selv om du så virkelig ikke var særlig god
til latin, så ville ordenes sammenhæng vise, hvad jeg mener.
Hvad er det nemlig andet: at underkaste sin menneskelige mening under kirkens
dom, end at tro, hvad kirken foreskriver? Jeg forstår ikke, hvordan
Faderen adskiller sig fra Sønnen, hvordan Helligånden er udgået
fra dem begge, skønt han ikke er søn af nogen af dem, og
dog er det for mig sikrere end hvad jeg kan berøre med min finger. |
| h71 Et vide quam inique calumniaris
omnia: eandem sententiam, quam in mea Diatribe calumniaris multisque convitiis
exagitas, ipse ponis in tua formula, qua meam scilicet corrigis: 'Ubicunque',
inquis, 'per infirmitatem liceret', etc. (L28) |
Og se, hvor urimeligt du fordrejer alt: Den samme sætning
i min Diatribe, som du fordrejer og misbilliger med mange smædeord,
stiller du selv op i din formel, nemlig den, hvormed du corrigerer min
sætning: 'Overalt', siger du, 'hvor det er muligt for vores svaghed',
osv. |
| h72 Quod tu vocas infirmitatem
carnis, ego dico non assequi. Neque enim veritas est in causa, quo minus
assequamur, sed infirmitas ingenii, quale me profiteor habere. |
Hvad du kalder 'kødets svaghed', kalder jeg 'ikke
at forstå'. For det er ikke sandhedens skyld, at vi forstår
i mindre grad, men åndens svaghed, og den bekender jeg, at jeg har. |
| h73 Hic auqiV au triplicem
litem moves. Primum, quod scripseram in sacris Litteris esse aliquid obscurum,
deinde quod tibi jus adimam rescindendi, quae sunt a Priscis decreta, denique
quod nolim omnia apud quosvis evulgari. |
Her begynder du igen denne tredobbelte strid. Først,
at jeg har skrevet, at der i den hellige skrift er noget uklart, dernæst,
at jeg frakender dig ret til at forkaste, hvad der er fastslået af
de gamle, og endelig, at jeg ikke vil, at alting skal forhandles overfor
hvemsomhelst. |
| h74 Ut ad medium primo loco
respondeam, jus istud adimat tibi qui dedit. Surgente posteriore propheta
jubetur prior tacere, (1 Kor 14,30f) (276) quid tum postea? |
Lad mig svare på den anden indvending først:
den ret burde den frakende dig, der har givet dig den. Når en senere
profet fremstår, får den først ordre til at tie, hvordan
går det da videre? |
| h75 Ergone fas est cuivis rescindere
Veterum sententias publico Ecclesiae judicio comprobatas? Denique cur tu
sic commoveris in prophetas qui surgent post te? |
Mon det derfor er rigtigt for hvemsomhelst at forkaste de
gamles meninger, som er blevet offentligt approberede af kirken? Endelig:
Hvorfor vender du dig så hæftigt imod de profeter, der er fremstået
efter dig? |
| h76 Cur illis juxta Pauli praeceptum
non das locum? Deinde quid dicis de luce Scripturarum, utinam esset verissimum!
At longe aliter sentiunt qui in his explanandis multis retro seculis desudarunt. |
Hvorfor giver du ikke plads til dem, efter Paulus' forskrift?
Og endelig, hvad du siger om skriftens lys, gid det var sandt! Men de,
der i de forgangne århundreder har bestræbt sig på at
udlægge den, tænker helt anderledes derom. |
| h77 Sed de hoc posterius incidet
ut loquamur. Atque hunc campum ingrediens, statim uteris arte tua, dicens
quod ego Christiana dogmata sic distinguam, ut quaedam sint necessaria
cognitu, quaedam minus. |
Men derom får vi senere lejlighed til at tale. Men
ikke så snart er du begyndt på denne kamp, før du straks
anvender din kunst, og siger, at jeg skelner således mellem de kristne
dogmer, at nogle er nødvendige at kende, nogle mindre nødvendige. |
| h78 Obsecro quis unquam dixit
Christana dogmata non esse cognitu necessaria? De quaestionum generibus
loquor, non de Christianis dogmatibus. Deinde non illic ago de Professoribus
Theologiae, sed de vulgo: nam hodie et coriarii in compotationibus disputant
de Libero Arbitrio. |
Jamen, for pokker, hvem har nogensinde sagt, at det ikke
er nødvendigt at kende de kristne dogmer? Jeg taler om spørgsmålenes
art, ikke om de kristne dogmer. Videre taler jeg ikke her om teologiprofessorerne,
men om folket: for i dag diskuterer endog garverne i deres drikkelag den
frie vilje. |
| Videre til Hyperaspistes side
276. |
|
|
|
|
|