Romerbrevsforelæsningen 1515-16

¹   [26] Quia et in prophetis nihil arguitur, quam quod vox Domini [27] non auditur a populo suo. Qui autem sic timuerit et humiliter [28] confessus fuerit, dabitur ei gratia, vt Iustificetur et dimittatur peccatum, [29] si quid forte per occultam et ignoratam incredulitatem fȩcerit. [30] Sic Iob Verebatur omnia opera sua. Et Apostolus non sibi conscius fuit [31] et tamen non in hoc se Iustificatum putat. Ac per hoc Soli Christo [32] Iustitia relinquatur, Soli ipsi opera gratiȩ et spiritus.

c

²   Nos autem semper (W253) [1] in operibus legis, semper iniusti, semper peccatores, secundum illud [2] psalmo 31.: ‘pro hac orabit ad te omnis sanctus.’

[3] Superbus Vero, qui hanc humilitatem ignorat et tantam fidei subtilitatem [4] non intelligit, Sed se credere putat et omnem fidem possidere [5] perfecte, non potest audire vocem Domini, resistit autem ei tanquam [6] falsȩ, quia contraria suȩ sententiȩ tanquam verȩ.

c

³ [7] Queris autem:

[8] Si tam fortis est negatio, quod in vno negatus in omnibus negatus [9] est, Cur non etiam affirmatio fortis est, vt in vno affirmatus in omnibus [10] affirmetur? Respondetur: bonum est perfectum et simplex, ideo [11] Vna negatione tollitur, Sed non vna confess⌊ione ponitur, nisi sit vna [12] integra sine negatione. Quia non possunt circa idem duo contraria [13] simul stare. Et Deus omnia Vult pura et immaculata habere. Negatio [14] autem est macula, ideo polluit confessionem etc.

c

⁴  [15] Corol⌊larium.

[16] Ideo in prophetis Vocem absolute Domini appellat, Vt omne verbum [17] vocale, per quemcunque dicatur, Velut Domino ipso dicente, [18] suscipiamus, credamus, cedamus et humiliter subiiciamus nostrum [19] sensum. Sic enim Iustificabimur et non aliter. Sed ‘quis intelligat’ aut [20] aduertat hoc vbique? Ergo ‘ab occultis meis munda me’, Domine.

c

⁵ [21] Bl. 61. *per Legem enim cognitio peccati [3, 20].

[22] Ista Cognitio per legem dupliciter fit, primo speculative, Vt infra [23] 7.: ‘Concupiscentiam nesciebam, nisi lex diceret: Non concupisces’.

[24] Secundo experimentaliter, scil. per opus legis, siue per legem cum [25] opere simul sumptam. Quia sic lex fit occasio peccati, dum voluntas [26] hominis ad malum prona per legem ad bonum compellitur, fit eo difficilior [27] et tediosior ad bonum, quia odit se retrahi ab eo, quod diligit, [28] diligit autem malum, Vt dicit Scriptura.

”Ved loven opnås nemlig erkendelse af synd” (Rom 3,20).

Denne erkendelse sker gennem loven på to måder: Først spekulativt, som han siger senere Rom 7,7: ”Begæret ville jeg ikke have kendt til, hvis ikke loven havde sagt: 'Du må ikke begære!'”

For det andet ud fra erfaringen, altså gennem lovens gerning, eller gennem loven, når jeg samtidig påtager mig gerningen. For således giver loven anledning til synd, når menneskets vilje, der er tilbøjelig til det onde, gennem loven nødes til det gode, og den så bliver mere utilbøjelig til og mere ked af det gode, fordi den hader at trække sig tilbage fra det, den elsker, og den elsker jo det onde, som skriften siger.

⁶  Sed tamen si coacta per legem [29] operetur et Inuita faciat, tunc homo intelligit, quam profunde sit peccatum [30] et malum in ipso radicatum, quod non intellexisset, si legem non [31] haberet et secundum eam operari cȩpisset. Hanc sententiam Apostolus [32] hic breuiter transit, quia infra 5. et 7. latius docebit; hic satis fuit obiectioni (W254) [1] breuiter respondere, quod lex non inutilis sit, quia opera legis [2] non Iustificent. Igitur Quandocunque cadit super nos preceptum Vel [3] prohibitio et Inuitos nos ad hoc sentimus, hic cognoscamus, quoniam [4] bonum non diligimus, Sed malum. ideo malos et peccatores eo ipso nos [5] agnoscimus, Cum non sit peccator, nisi qui legem non vult implere, que [6] bona precipit et mala prohibet.

Og dog, hvis den således handler tvunget af loven og overholder den modvilligt, da forstår mennesket, hvor dyb synden og det onde er rodfæstet i det selv, hvilket det ikke ville have forstået, hvis det ikke havde haft loven og var begyndt at handle efter den. Denne opfattelse forbigår apostelen her i korthed, fordi han senere i kap 5 og 7 lærer det mere indgående; her var det nok kort at svare på den indvending, at loven ikke er dur til ingenting, fordi lovens gerninger ikke retfærdiggør. Derfor, hvornår end et bud eller et forbud falder over os, og vi modvilligt føler os draget til det, så kan vi deraf erkende, at vi ikke elsker det gode, men det onde. Derfor erkender vi derigennem, at vi er onde og syndere, eftersom kun den er en synder, som ikke vil opfylde loven, den lov, der påbyder det gode og forbyder det onde.

⁷  Si enim Iusti et boni essemus, Legi consentiremus [7] prona voluntate et delectaremur in illa, Sicut delectamur [8] in peccatis et desyderiis nostris malis. Vnde: ‘Legem autem tuam [9] dilexi.’ Et: ‘Sed in lege Domini Voluntas eius’ etc. Ecce sic fit per legem [10] cognitio peccati, quod in nobis est, i. e. male voluntatis ad malum prone [11] et ad bonum abhorrentis. Quam autem Vtilis est hec cognitio! Quia [12] qui hoc cognoscit, gemit ad Deum et humiliatus petit erigi et sanari [13] hanc voluntatem. Qui autem non cognoscit, non petit; qui autem non [14] petit, non accipit, ideo nec Iustificatur, quia ignorat suum peccatum. [15] Vnde idem est dicere: per legem cognitio ‘peccati’ siue ‘peccatorum’. [16] Quia per ipsum cognoscimus nos peccatores et peccatum in nobis esse, [17] malos et malum in nobis esse.

Hvis vi nemlig var retfærdige og gode, så ville vi med stor velvilje være enige med loven og glæde os over den, ligesom vi nu glæder os over synden og vore onde tilbøjeligheder. Derfor hedder det: ”Men din lov elsker jeg” (Sl 119,97) og: ”Men har sin vilje i Herrens lov” (Sl 1,2). Se, således sker der ved loven en erkendelse af den synd, som er i os, dvs., af det onde i viljen, som er tilbøjelig til det onde og afskrækkes af det gode. Og hvor gavnlig er ikke den erkendelse! For den, der erkender dette, stønner efter Gud og den ydmygede beder om at denne vilje må blive oprejst og helbredt. Men den, der ikke erkender synden, beder ikke; men den, der ikke beder, får ikke, derfor retfærdiggøres han ikke, for han er uvidende om sin synd. Derfor er det det samme at sige: ved loven opnås erkendelse af 'synden' som at sige af 'synderne'. For gennem den erkender vi, at vi er syndere, og at synden er i os, at vi er onde, og at det onde er i os.

⁸  [18] Corol⌊larium.

[19] Opera Legis non dicuntur ea, que fiunt preparatorie ad [20] Iustificationem acquirendam,

[21] Sed quȩ tanquam sufficientia per se putantur esse ad [22] Iustitiam et salutem.

[23] Quia qui sic operatur, Vt per ea ad gratiam Iustificationis se disponat, [24] iam aliquo modo Iustus est. Quia magna pars Iustitiȩ velle esse [25] Iustum. Alioquin omnium prophetarum voces et gemitus fuissent inanes, [26] quibus Christum vocabant, et omnium pȩnitentium lamenta sterilia [27] essent. ||

Ekskurs.

Man kan ikke kalde de gerninger, som sker som forberedelse til at opnå retfærdiggørelse, for lovens gerninger,

nej, lovens gerninger er dem, der menes at være tilstrækkelige til at opnå retfærdighed og frelse.

For den, der handler således, at han gennem lovgerninger gør sig modtagelig for den retfærdiggørende nåde, han er på en måde retfærdig. For en stor del af retfærdigheden er at ville være retfærdig. Ellers ville alle profeternes stemmer og stønnen være forgæves, dem, hvormed de påkalder Kristus, og al bodsklage være gold.

⁹  Alioquin frustra Christus et Iohannes docuissent: ‘agite penitentiam, [28] appropinquabit enim regnum cȩlorum.’ || Immo cum omnes [29] Iusti non nisi talia operentur, vt Iustificentur magis ac magis, nullus [30] esset Iustus. Igitur Bona sunt illa opera, quia non in ipsa confidunt, (W255) [1] Sed per ea ad Iustificationem se parant, in qua sola confidunt Iustitiam [2] suam futuram. Qui autem sic operantur, sub lege non sunt, Quia [3] desyderant gratiam et odiunt, quod peccatores sunt.

Ellers ville Kristus og Johannes have lært forgæves: ”Gør bod, for himmeriget er nær” (Matt 3,2). Ja, eftersom alle de retfærdige kun handler på den måde, at de retfærdiggøres mere og mere, ville ingen være retfærdig. Af den grund er disse gerninger gode, at de ikke stoler på sig selv, men gennem dem forbereder sig på retfærdigheden, i hvilken de alene stoler på deres kommende retfærdighed. Men de, der handler således, er ikke under lov, fordi de længes efter nåden og hader, at de er syndere.

¹⁰ [4] || Aliud est enim ‘Opera legis’ et ‘Impletio legis’. Gratia enim est [5] impletio legis, non autem opera. Et bene dicit ‘opera legis’, Sed non [6] ‘voluntas legis’, Quia non Volunt, quod lex Vult, licet faciant, quod lex [7] Iubet. Lex autem Vult et voluntatem requirit. ||

[8] Alii Vero sic operantur, Vt putent sese legem implere et ita Iustos [9] esse | nec gratiam desiderant nec agnoscunt nec odiunt, quod sunt peccatores [10] |, quia secundum formam legis operati sunt, || non ordinant [11] ad Iustitiam querendam, Sed velut per ea possessam et adeptam iactant ||

Én ting er nemlig 'lovens gerninger', noget andet er 'lovens opfyldelse'. For det er nåden, ikke gerningerne, der er opfyldelsen af loven. For man kan godt sige 'lovens gerninger', men man kan ikke sige 'lovens vilje'. For de vil ikke det, loven vil, selv om de gør det, loven befaler. Men loven vil og kræver en vilje.

Men andre handler på den måde, at de mener, at de opfylder loven og således er retfærdige, de ønsker ikke nåden og hverken erkender eller hader, at de er syndere; fordi de handler i overensstemmelse med lovens form, så tager de sig ikke af at søge efter retfærdighed, men praler af, at de har den og er tilpasset den.

¹¹  [12] Bl. 61b. Non * attendentes in semetipsos, quod Vel sine, immo Inuita et auersa [13] voluntate legem seruent, Vel saltem amore et cupiditate terrenorum [14] bonorum, non amore Dei. Et ita stant contenti, non ordinantes ea pro [15] gratia querenda, qua et voluntatem haberent in lege. || Immo nec opera [16] precedentia nec sequentia Iustificant, quanto minus opera legis! Precedentia [17] quidem, quia preparant ad Iustitiam; Sequentia vero, quia requirunt [18] iam factam Iustificationem. Non enim Iusta operando Iusti efficimur, [19] Sed Iusti essendo iusta operamur. Ergo sola gratia Iustificat. ||

De er ikke opmærksomme på sig selv, at de enten overholder loven uden vilje, ja med en modvillig og fordrejet vilje, eller blot overholder den af kærlighed til og stræben efter de jordiske goder, ikke af kærlighed til Gud. Og således forbliver de tilfredse og tager sig ikke af at søge nåden for nådens skyld, hvorved de også ville have vilje til at overholde loven. Ja, når hverken de forudgående eller de efterfølgende gerninger retfærdiggør, hvor meget mindre da lovgerninger! De forudgående gør det ikke, for de forbereder til retfærdigheden; de efterfølgende gør det heller ikke, for de kræver en retfærdiggørelse, der allerede har fundet sted. For vi gøres ikke retfærdige ved at udføre retfærdige gerninger, men når vi er retfærdige, gør vi retfærdige gerninger. Altså er det alene nåden, der retfærdiggør.

¹² [20] per fidem Hiesu Christi [3, 22].

[21] Vtilis adiectio contra rebellionem superborum, Vt si dicerent: concedimus, [22] quod ex nobis iniusti sumus, proni ad malum nos sentimus et [23] legis inimici in corde sumus. Ideo ex Deo Iustificandos esse credimus, [24] Sed ipsi nos hoc impetrabimus, orantes eum et dolentes et confitentes; [25] Christum autem nolumus, potest nobis sine Christo Iustitiam suam dare.

[26] Respondet: non vult neque potest. Quia Christus quoque Deus est. [27] Non dabitur nisi per fidem Ihesu Christi. Sic statutum est, Sic placet [28] Deo et non mutabitur. Quis eius voluntati resistet? Hocipso magis [29] superbia est non per Christum velle Iustificari.

”Ved tro på Jesus Kristus” (Rom 3,22).

Dette er en nyttig tilføjelse imod de stolte oprørere, som måske vil sige: Vi indrømmer, at vi ud af os selv er uretfærdige, vi mærker, at vi er tilbøjelige til det onde, og at vi i hjertet er fjender af loven. Derfor tror vi, at vi skal retfærdiggøres af Gud, men selv vil vi opnå dette, idet vi beder ham og pines og bekender; men Kristus vil vi ikke have noget med at gøre, han kan godt give os sin retfærdighed uden Kristus.

Hertil må man svare: Det hverken vil eller kan han. For Kristus er også Gud. Det gives kun igennem tro på Jesus Kristus. Således er det forordnet, således behager det Gud og det forandres ikke. Hvem vil modstå hans vilje? Af netop den grund er det et større overmod ikke at ville retfærdiggøres ved Kristus.

¹³ [30] Sed hic aperiant oculos ii quoque, de quibus supra dixi, Qui in [31] Christum credunt, Sed non in verbum Christi, qui prelatum non audiunt, (W256) [1] Sed sibiipsis in sensu placent proprio; sibi credunt, non verbo prelati [2] aut boni viri i. e. Christo in illis loquenti, presumentes, quod sine ista [3] obedientia, sine ista fide Deo suis nihilominus operibus Iustificari possint. [4] Sed non fiet. Quia Stat sententia: ‘Iustitia Dei per fidem Ihesu Christi.’

Men her åbner også de mennesker øjnene, om hvem jeg ovenfor sagde, at de tror på Kristus, men ikke på Kristi ord, som de ikke hører, skønt de er forelagt dem. Men de behager sig selv i deres selvfølelse; de tror på sig selv, ikke på det ord, der er forelagt dem, eller på det gode menneske, altså Kristus, som taler til dem, for de mener, at de uden denne lydighed, uden denne tro på Gud ikke desto mindre kan retfærdiggøres ved gerninger. Men det sker ikke. For den sætning står fast: ”Gud retfærdighed ved tro på Jesus Kristus”.

¹⁴  [5] Unde Corol⌊larium sequitur:

[6] Quod quando ‘Sine lege’ dicitur, lex ipsa cum operibus [7] suis intelligitur.

[8] Ita, Quando ‘fides Christi’ dicitur, fides in Christum et [9] in verbum cuiuscunque, in quo ipse loquitur, intelligitur.

[10] Sic[ut] ‘Sine lege’ i. e. sine cooperatione legis et operum legis, Ita [11] Credulitas in Christum, vbicunque et in quocunque loquitur. Summo [12] ergo studio cauendum, ne quando in nostro sensu pertinaces simus, ne [13] forte Christo resistentes non credamus, Quem nescimus, quando, Vbi, [14] quomodo, per quem nobis loquitur.

Her følger en lille ekskurs:

Når det hedder ”uden lov”, skal man forstå det som loven selv og lovens gerninger.

Således, når der siges ”tro på Kristus”, skal det forstås som tro på Kristus og på et hvilketsomhelst ord, hvor det er ham selv, der taler.

Ligesom 'uden lov' betyder uden lovens samarbejde og lovens gerninger, således betyder tillid til Kristus en tillid til ham, overalt og i hvilke sammenhænge han end taler. Man skal altså undgå den højeste anstrengelse, at vi ikke skal være stædige i vor egen mening, så at vi ikke lader være med at tro, fordi vi sætter os imod Kristus, den Kristus, om hvem vi ikke véd, hvornår, hvor, på hvilken måde eller gennem hvem han vil tale til os.

¹⁵ Et fere semper ibi, tunc, eo modo, [15] per quem, vbi, quomodo non putamus. Sicut ipse dixit: ‘Spiritus spirat, [16] vbi vult (non vbi nos volumus aut putamus), et vocem eius audis et [17] nescis, vnde veniat aut quo Vadat.’ Prope enim est nobis et in nobis, [18] Verum non nisi in specie peregrina, non in specie gloriȩ, Sed in humilitate [19] et mansuetudine etc., ita vt ipse non esse putetur, qui tamen est vere. [20] Vnde precipit Spiritus sanctus: ‘Audi, filia, et vide et inclina aurem [21] tuam’ etc., q. d. opus est, Vt semper et vbique promptus sis audire et [22] aure inclinata incedere, totum officium tuum sit audire humiliter et [23] doceri. Sicut et ps. 2.: ‘Et nunc, reges, intelligite, Erudimini.’

Og det sker næsten altid dèr, hvor, hvornår, på hvilken måde, gennem hvem og hvordan vi ikke regner med. Sådan som han selv siger: ”Ånden blæser, hvorhen den vil (ikke hvorhen vi vil eller regner med), og du hører dens stemme og véd ikke hvorfra den kommer eller hvor den farer hen” (Joh 3,8). Den er nemlig nær ved os og nær i os, men den er kun på en slags pilgrimsrejse, ikke i nogen form for ærværdighed, men i ydmyghed og mildhed, osv., således at den selv ikke synes at være der, men dog i sandhed er der. Derfor påbyder Helligånden: ”Hør efter, min datter, og se og luk dine ører op!” (Sl 45,11). Det vil sige, det er nødvendigt, at du altid og overalt er parat til at høre og gå frem med et åbent øre, det er nødvendigt, at hele dit embede må være det ydmygt at høre og lade dig belære. Sådan som også Sl 2,10 siger det: ”Og nu, I konger, vær kloge, lad jer belære!”.

¹⁶   [24] Testificata a Lege etc. [3, 21].

[25] Vt Abacuk 1.: ‘Iustus ex fide viuet.’ Osee 2.: ‘Desponsabo te mihi [26] in fide.’ Et Iere. 32.: ‘Consummabo pactum nouum domui Iuda. Scribam [27] leges meas in corde eorum etc.’ Item in Genesi habetur Exemplum Abrahe [28] et aliorum ex fide Iustificatorum.

”Bevidnet af loven, osv” (Rom 3,21).

Som det hedder hos Habakuk: ”Den retfærdige skal leve af tro” (Hab 2,4). Og i Hos 2,21: ”Jeg vil forlove mig med dig i tro”. Og hos Jeremias (31,31f): ”Jeg vil slutte en ny pagt med Judas hus. Jeg vil skrive mine love i deres hjerter osv”. Ligeledes haves der i Genesis eksemplet med Abraham og andre, der bliver retfærdiggjort ved tro.

¹⁷ [29] Bl. 62. *B. Aug⌊ustinus c. 13. de spi. et lit.: ‘Quod operum lex minando [30] imperat, hoc fidei lex credendo impetrat. Illa dicit: “non concupisces”, (W257) [1] ista dicit: “Cum scirem, quia non possum aliter esse continens, nisi Deus [2] det, Adii et deprecatus sum Dominum”’ etc. (aug#64) ‘Ac per hoc lege operum [3] dicit Deus: fac, quod Iubeo. Lege fidei dicitur Deo | sc. humili petitione [4] |: da, quod Iubes. (aug#65)

Den salige Augustin siger i kap 13 (22) i Om ånden og bogstaven: ”De gerninger, som loven befaler ved at true, dem opfylder troens lov ved at nære tillid. Den første siger: 'Du må ikke begære”, den anden siger: 'Da jeg véd, at jeg ikke kan være afholdende, hvis ikke Gud giver det, ... jeg nærmede mig Gud og bønfaldt Herren' osv. ... Og gennem denne gerningernes lov siger Gud: gør, hvad jeg befaler. Gennem troens lov siges til Gud, nemlig som en ydmyg bøn: Giv, hvad du befaler.

¹⁸ Ideo enim Iubet lex, vt admoneat, quid faciat [5] fides (i. e. facere debeat) id est, vt si is, cui Iubetur, nondum potest, [6] sciat, quid petat.’ Et 19.: ‘Lex ergo data est, vt gratia quereretur. [7] Gratia data est, vt lex impleretur. Quȩ non suo vitio non implebatur, [8] Sed vitio prudentiȩ carnis. Quod vicium per legem demonstrandum, per [9] gratiam sanandum fuit’ (aug#102) | Ro. 8. |(Rom 8,3): ‘“Nam quod impossibile erat legi, in [10] quo infirmabatur per carnem, misit Deus filium suum in similitudinem [11] carnis peccati et de peccato damnauit peccatum in carne, vt Iustificatio [12] legis impleretur in nobis, qui non secundum carnem ambulamus”.’ | Iohann. [13] 1.: ‘Lex quidem per Mosen data est, Gratia autem et veritas per [14] Ihesum Christum facta est.’ |

Af den grund nemlig befaler loven, at den kan tilskynde til det, troen gør (dvs. skal gøre), det vil sige: så at den kan give befaling til ham, som endnu ikke kan adlyde, men véd, hvad han skal bede om”. Og i kapitel 19 (34) siger Augustin: ”Loven blev altså givet, for at nåden skulle søges. Nåden blev givet, for at loven skulle opfyldes. Det var ikke nogen fejl ved loven, at den ikke blev opfyldt. Det var en fejl ved kødets klogskab. Og den fejl blev påvist gennem loven, og blev helbredt gennem nåden”. Det hedder jo i Rom 8,3: ”Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld, og fordømte derved synden i kødet, for at lovens retfærdiggørelse skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet”. Og i Joh 1,17 hedder det: ”Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus”.

¹⁹  [15] Sed quis nunc nobis omnes astutias angeli Sathanȩ aperiat, quibus [16] nos illudit? Omnes oramus: da, quod Iubes, et tamen non accipimus. [17] Omnes credimus et loquimur, confitemur et operamur, Et tamen non [18] omnes Iustificamur. Alios quidem rudiores ita illudit, Vt non aduertentes [19] infirmitatem et pronitatem suȩ male voluntatis neque discutientes [20] seipsos, quam Inuite faciant et non ament legem Dei, Sed [21] timore seruili credant ac operentur, tamen sufficienter agere se putant [22] ac Iustos se habendos apud Deum, quod credunt et operantur, Nihil [23] solliciti nec laborantes, Vt et suauiter in gaudio et amore plenissimaque [24] voluntate faciant siue ad hoc ipsum gratiam Dei requirant.

Men hvem afslører nu for os alle Satans engels listigheder, hvormed han narrer os? (2 Kor 11,14). Alle beder vi: Giv, hvad du befaler, og dog får vi ikke alle. Alle tror og taler vi, bekender og handler, og dog retfærdiggøres vi ikke alle. Nogle af de mere rå typer narrer han på den måde, at de ikke bliver klar over deres svaghed og tilbøjelighed til en ond vilje og heller ikke gendriver sig selv, hvordan de handler uden at vide det og ikke elsker Guds lov, men tror og handler af slaveagtig frygt, og dog mener, de har gjort nok, og regner sig selv for retfærdige overfor Gud, ud fra hvad de tror og handler, uden at bekymre sig for noget og uden at anstrenge sig, så at de handler både med glædens sødme og i kærlighed med hele deres vilje, selv om de til dette selvsamme behøver Guds nåde.

²⁰ Sed suis [25] tantummodo freti Viribus eunt et agunt, cum tedio et difficultate semper, [26] Cum assiduis oporteat gemitibus ad Deum intendere, Vt hoc tedium [27] tollat et ad hilaritatem perficiat Voluntatem auferatque per gratiam [28] pronitatem illius ad malum. Pro hoc, inquam, instanter orandum, instanter [29] discendum, instanter operandum, castigandum, donec ista vetustas [30] eradicetur et fiat nouitas in voluntate. Non enim dabitur gratia sine [31] ista agricultura suiipsius. Ideo stertunt illi et fiunt tepidi, stupidi, aridi [32] semper et Indurati, donec amissa etiam fide pleni fiant impatientia et [33] desideriis pessimis, ‘ad omne opus bonum reprobi’ (Tit 1,16). (W258)

Men de går til deres handling kun støttet af deres egne kræfter, altid med modvilje og vanskelighed, eftersom de burde trænge ind på Gud med sukke om hjælp, så han kunne fjerne denne modvilje og ændre den til en munter vilje og gennem nåden fjerne denne tilbøjelighed til det onde. For det, siger jeg, bør man indstændigt bede, indstændigt lære, indstændigt handle og spæge sig, indtil det gamle udrives og der kommer noget nyt ind i viljen. For nåden gives ikke uden denne selvdyrkelse. Derfor snorker de og bliver lunkne, altid tørre og forhærdede, mens de, fordi de har mistet den fulde tro, bliver fulde af utålmodighed og onde lyster og ”ude af stand til al god gerning”.

²¹  [1] Alios autem subtiliores illudit subtiliore Luce. Quos facit et cum [2] gaudio et hilaritate agere, Vt sub hoc velamento abscondat eorum infirmitatem [3] ipsis, Vt sese credant habere gratiam Ac occultissima subtilitate [4] sibi placeant pre cȩteris et superbiant, donec efficiantur singularitatis [5] et superstitionis affectatores, Vt in hȩreticis et pertinacibus [6] sub specie veritatis et Iustitiȩ, in ‘zelo sine scientia’ (Rom 10,2) patet.

Men andre mere skarpsindige narrer han med et mere skarpsindigt lys. Dem får han til at handle med både glæde og munterhed, så han under denne besmykkelse skjuler deres svaghed for dem selv, så de tror, de har nåden med den mest skjulte underfundighed behager sig selv frem for de andre, og bliver overmodige, mens de gøres til enestående og overtroiske opstyltede mennesker, så at de i kætteri og stædighed under skikkelse af sandhed og retfærdighed udviser nidkærhed uden forstand.

²² Tum Rebelles [7] fiunt et sub specie obedientiȩ et timoris Dei inobedientes et Inphryniti [8] hominibus Dei i. e. Christi Vicariis et nunciis. Si ergo nos diligenter [9] consideremus, semper Inueniemus in nobis saltem reliquias carnis, [10] quibus inclinamur ad nos ipsos et quibus difficiles sumus ad bonum, [11] proni ad malum. Quia si non essent huiusmodi reliquiȩ peccati in nobis [12] et pure Deum quereremus, Certe mox dissolueretur homo et euolaret [13] anima ad Deum.

Så bliver de oprørere og under skin af lydighed og gudsfrygt ulydige og dumme overfor Guds mennesker, dvs., Kristi vikarer og udsendinge. Hvis vi altså undersøger os omhyggeligt, vil vi altid i os finde i det mindste rester af kødet, hvormed vi hælder til os selv, og hvormed vi har vanskeligt ved det gode og er tilbøjelige til det onde. Derfor: Hvis der ikke var den slags rester af synd i os og vi kunne søge Gud rent, så ville mennesket med sikkerhed snart opløses og sjælen flyve op til Gud.

²³ Sed quod non euolat, signum est, quod Visco aliquo [14] Bl. 62b. carnis adhuc hȩret, donec per gratiam Dei absoluatur, *quod in morte [15] expectandum est. Interim semper gemendum cum Apostolo: ‘Quis me [16] liberabit de morte corporis huius?’ (Rom 7,24) Semper timendum, ne deserat amplius [17] immergi. ideo semper orandum et operandum, Vt crescat gratia et spiritus, [18] decrescat autem ac destruatur corpus peccati et deficiat vetustas. [19] Non enim Iustificavit nos i. e. perfecit et absoluit Iustos ac Iustitiam, [20] Sed incepit, vt perficiat. Vnde Iacob. 1.: ‘Vt essemus initium aliquod [21] creaturȩ eius.’ Sicut homo Semiuiuus traditus stabulario indicat, Qui [22] alligatis vulneribus non sanus, Sed curandus susceptus est.

Men når den nu ikke flyver op, er det et tegn på, at vi med en slags lim stadig hænger ved kødet, mens vi tilgives af Guds nåde, som vi forventer sker i døden. I mellemtiden må vi med apostelen sukke: ”Hvem vil befri mig fra dette dødens legeme?” Vi må altid frygte, at vi skal løsrives yderligere og synke. Derfor må vi altid bede og handle, så at nåden og ånden kan øges, men syndens legeme aftage og ødelægges og det gamle menneske forgå. For han har ikke retfærdiggjort os, det vil sige: fuldendt og gjort os færdige som retfærdige og til retfærdighed, men han har begyndt, for at han kan fuldende. Som det hedder i Jak 1,18: ”for at vi skal være hans skabnings førstegrøde”. Således betegner det halvdøde menneske, der blev ført til herberget, at de påførte sår ikke var helbredte, men helbredelsen var begyndt.

²⁴ [23] Sed facile est, si diligentia aliqua sit, prauitatem voluntatis videre [24] in corporalibus amandis malis et fugiendis bonis, puta, si ad libidinem, [25] auaritiam, gulam, superbiam, honorem simus affecti et a castitate, [26] liberalitate, sobrietate, humilitate, ignominia abhorrentes; facile, inquam, [27] est sentire, quomodo in iis nos ipsos querimus et amamus, in [28] nos ipsos inflexi et incurui affectu saltem, Vbi opere non possumus.

Men det er let, hvis der er nogen omhu til stede, at se viljens skævhed i at elske det onde legemlige og undfly det gode, jeg mener, hvis vi tilskyndes til lyst, gerrighed, luksus, overmod, ære, og afskrækkes fra spægelse, frigørelse, ædruelighed, ydmyghed, skam; det er let, siger jeg, at mærke, hvordan vi i disse ting søger og elsker os selv, er indbøjet i os selv, kun føler ligegyldighed, hvor vi ikke kan handle.

²⁵  [29] At in spiritualibus (i. e. intelligentia, Iustitia, castitate, pietate) [30] difficillimum est videre, anne in ipsis nos queramus. Quia Amor illarum (W259) [1] cum sit honestus et bonus, sepissime hoc fine nos sistit et in Deum [2] non sinit hȩc ordinare et referre, ita vt non, quia Deo placent, Sed [3] quia nos dele tant [delectant, rr] et quietant in cor e [corde, rr] aut et am [etiam, rr] quia laudamur ab hominibus, [4] ea facimus, ac sic non propter Deum, Sed propter nos. Probat [5] hec autem tentatio. Quia si propter hec vituperemur Vel si Deus [6] subtrahat dulces affectiones in illis et delectationem cordis, iam ipsa [7] omittimus Vel vituperantibus similia reddimus ac nos defendimus.

Men i de åndelige sager (dvs. i forståelsen, i retfærdigheden, i spægelsen, i fromheden), er det meget vanskeligt at se, om vi ikke også i dem søger os selv. For eftersom kærligheden til disse ting er ærefuld og god, opstiller den meget ofte os selv som mål og ophører ikke med af henstille og henvise disse ting til Gud, dog således at vi ikke gør dem, fordi det behager Gud, men fordi de fornøjer os, både stille i hjertet og også fordi vi roses af mennesker, altså vi gør dem ikke for Guds skyld, men for vor egen. Han beviser, at dette er en fristelse. For hvis vi dadles på grund af dette eller hvis Gud fratrækker de søde følelser i dem og hjertets glæde, så vil vi snart udelade dem eller angribe dem, der dadler os med lignende anklager og forsvare os selv.

²⁶ [8] Corol⌊larium.

[9] Per talem presumptionem et superbiem fit, vt etiam opera gratiȩ [10] mutentur in opera legis et Iustitia Dei in Iustitiam hominum, Quia [11] scil., vbi in gratia fȩcerint opera bona, in iis sibi placent ac ibi stant [12] nec procedere curant, quasi sic Iustitiam perfecte apprehenderint, Cum [13] ita procedendum fuerat, Vt hȩc opera bona velut preparatoria estimare [14] debuerint. Immo omnia opera Iusta et in gratia facta sunt preparatoria [15] ad sequentem profectum Iustificationis secundum illud ‘Qui [16] Iustus est, Iustificetur adhuc’ (Åb 22,11) Et ‘Ibunt de virtute in virtutem’ (Sl 84,8) et ‘a [17] claritate in claritatem’ (2 Kor 3,18) cum Apostolo, in anteriora extentus, oblitus [18] posteriorum siue precedentium (Fil 3,13).

En lille ekskurs.

Gennem en sådan antagelse og et sådant overmod sker det, at også nådens gerninger forvandles til lovens gerninger og Guds retfærdighed til menneskers retfærdighed, fordi nemlig at de mennesker, som i nåden har gjort gode gerninger, i dem behager sig selv, standser op i dem og ikke stræber efter at gå fremad, som om de således havde nået den fuldendte retfærdighed, skønt jo de burde være gået fremad, fordi de burde betragte disse gode gerninger som en slags forberedende gerninger. Ja, alle gerninger, som er retfærdige og er gjort i nåden, er forberedende til det efterfølgende fremskridt i retfærdiggørelse, ifølge dette skriftord: ”Den, der er retfærdig, skal retfærdiggøres endnu mere”, og ”de går fra kraft til kraft”, og ”fra herlighed til herlighed”, idet vi sammen med apostelen higer efter det, der ligger foran og glemmer det, der ligger bag, eller det forudgående.

²⁷ Ideo Nullus sanctorum se Iustum putat [19] aut confitetur, Sed Iustificari semper se petit et expectat, propter quod [20] a Deo Iustus reputatur, quia respicit humiles. Sic Christus rex est [21] Iudȩorum i. e. confitentium scil. semper se in peccatis esse, et tamen [22] Iustificari querentium ac peccata sua detestantium. Hinc ‘mirabilis [23] Deus in sanctis suis’, (Sl 67,36 Vulg) Quod peccatores se agnoscentes et dolentes Iustos [24] reputat, Iustos autem se putantes condemnat. Sic psalmo 31.: [25] ‘Dixi: confitebor aduersum me Iniustitiam meam et tu remisisti impietatem [26] peccati mei, pro hoc orabit ad te omnis sanctus’ (i. e. Iustus, Iustificatus).

Derfor er der ingen af de hellige, der mener eller bekender om sig selv, at han er retfærdig, men en retfærdig beder og forventer altid at blive retfærdiggjort, og på grund af det regnes han retfærdig af Gud, fordi han ser til de ydmyge. Således er Kristus jødernes konge, det vil sige: han bekender hele tiden, at han er i synd og dog søger at retfærdiggøres og fralægger sig sine synder. Derfor hedder det: ”Gud er mirakuløs i sine hellige”, fordi han regner syndere, der erkender deres synd med smerte, for retfærdige, men fordømmer dem, der mener, de er retfærdige. Sådan står der skrevet i Sl 32,5: ”Jeg sagde: Jeg vil bekende min uretfærdighed og du tilgav min synds ufromhed, derfor vil enhver hellig bede til dig” (Hellig: dvs retfærdig, retfærdiggjort).

²⁸  [27] Mira res, quod Iustus pro peccatis suis orat. Sicut et Ecclesiastici [28] de Iusto dicitur: ‘Et pro delictis suis deprecabitur’ (Sir 39,5) et in oratione confitebitur [29] Domino sc. peccatum suum. ‘Aduersum me’, inquit, Quia hoc [30] Bl. 63. *est, quod dixi, Iustum se peccatorem agnoscere et tamen odisse peccatum [31] suum, Sicut Impius agnoscit Iustitiam suam et placet sibi in [32] ipsa. Sic et psalmo 50.: ‘Quoniam iniquitatem meam cognosco et (non (W260) [1] tantum cognosco, Sed etiam) peccatum meum contra me est semper.’ [2] Confiteor ergo, quod ‘Tibi soli peccaui et malum coram te fȩci, propterea [3] Iustificabis in verbo tuo’, q. d. quia ego agnosco peccatum et odio, [4] ideo tu remittis et Iustificas, quia Iustificaris solus.

Det er mærkeligt, at en retfærdig beder for sine synder. Sådan siger også Sirak om den retfærdige: ”Og beder for sine overtrædelser” og i bønnen bekender han for Herren, dvs han bekender sin synd. ”Imod mig”, siger han i Sl 32,5, for det er, hvad jeg har sagt, at den retfærdige erkender sig som synder og dog hader han sin synd, ligesom den ufromme erkender sin retfærdighed og behager sig i den. Sådan også i Salme 51,5: ”For min synd har jeg altid for øje, og (ikke blot kender jeg min synd, men) min synd er altid imod mig”. Han bekender altså, at ”Mod dig alene har jeg syndet og overfor dig har jeg øvet ondt, for at du kan være retfærdig i dit ord”, dvs., fordi jeg erkender min synd og hader den, derfor tilgiver du den og retfærdiggør, for du alene vil retfærdiggøre.

²⁹ [5] Igitur hoc solo salui sumus, Quod peccatum habentes et in peccato [6] viuentes dolemus ipsum habere et gemimus ad Deum pro liberatione, [7] secundum illud Iohann.: ‘Si dixerimus, quia peccatum non [8] habemus, nos ipsos seducimus et veritas in nobis non est. Si autem [9] confessi fuerimus, fidelis est, qui dimittat nobis peccata nostra et mundet [10] nos ab omni iniquitate.’ Ita, Ita ‘Sacrificium Deo spiritus contribulatus, [11] cor contritum et humiliatum, Deus, non despicies.’ (Sl 51,19) ‘Neque enim [12] est homo super terram, qui non peccet’, ait Salomon in sua oratione. (1 Kong 8,46) [13] Et Moses Exo.: ‘Apud quem nullus per se innocens est.’

Derfor er det alene derved, at vi er frelste, at det smerter os, at vi har synd og lever i synden, og at vi sukker til Gud om befrielse, ifølge dette fra 1 Joh 1,10: ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv og sandheden er ikke i os. Men hvis vi bekender vore synder, er han trofast, for han tilgiver osvore synder og renser os for al uretfærdighed”. Således, således ”er et offer for Gud en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke”. ”For der er ikke noget menneske på jorden, som ikke synder”, siger Salomon i sin bøn. Og Moses siger i 2 Mos 34,7 (Vulg): ”Hos hvem ingen i sig selv er uskyldig”.

³⁰ Et Ecclesiastes [14] iterum: ‘Non est Iustus super terram, qui faciat bene et non [15] peccet.’ (Sir 7,21) Et iterum: ‘Quis gloriabitur se habere mundum cor?’ (Ordsp 20,9) Ideo [16] ‘Non est Iustus quisquam, omnes declinauerunt.’ (Rom 3,10) Ideo oramus: [17] ‘Dimitte nobis debita nostra.’ Vnde ergo ista peccata et debita? [18] Quia scil. Legem nemo implet nisi Christus. Nemo enim viuens Iustificatur [19] coram Deo eo, quod cor eius semper sit infirmum ad bonum et [20] pronum ad malum. Non diligit Iustitiam, quin etiam diligat aliquo modo [21] iniquitatem. Christus autem ‘diligit Iustitiam et odit iniquitatem’. (Sl 45,8)

Og igen i Siraks bog: ”Der er ingen retfærdig på jorden, som gør godt og ikke synder”. Og igen: ”Hvem kan rose sig af at have et rent hjerte?” Derfor hedder det: ”Der er ingen retfærdig, alle er afvegne”. Derfor beder vi: ”Forlad os vor skyld” (Matt 6,12). Men hvorfra kommer da disse synder og denne skyld? Det kommer af, at ingen har opfyldt loven undtagen Kristus. Ingen, der lever, retfærdiggøres overfor Gud, af den grund, at hans hjerte altid er svagt til det gode og tilbøjelig tildet onde. Han elsker ikke retfærdigheden, uden at han også på én eller anden måde elsker uretfærdigheden. Men Kristus ”elsker retfærdighed og hader uretfærdighed”.

³¹ [22] Vt infra Apostolus disputat 7. c.: ‘Quod carne seruimus Legi peccati, [23] spiritu autem legi Dei.’ (Rom 7,25) Ac sic partim sumus Iusti et non toti. Ideo peccatum [24] et debitum habemus. Ideo Quando oramus perfici Iustitiam et [25] peccatum tolli in nobis, simul vitam istam finire petimus. Quia in hac [26] Vita non perfecte sanatur pronitas ista ad malum, || sicut Iebuseum [27] filii Israel in figura non potuerunt expugnare. ||

Som apostelen siger senere: ”For med kødet tjener vi syndens lov, men med ånden Guds lov”. Og således er vi delvis retfærdige, men ikke helt. Derfor har vi synd og skyld. Når vi derfor beder om, at retfærdigheden må fuldendes og synden ophæves i os, så stræber vi samtidig efter at afslutte dette liv. For i dette liv kan denne tilbøjelighed til det onde ikke fuldstændig helbredes, ligesom figurlig talt Israels sønner ikke kunne fordrive Jebusitterne.

³² Vnde statim post orationem [28] ‘sanctificetur nomen tuum’ (quod fit per sanctificationem nostri [29] a malis et peccatis) sequitur: ‘Adueniat regnum tuum’, q. d. non sanctificabitur [30] autem plene nisi in regno tuo. Sed et hoc non veniet nisi per (W261) [1] tribulationes. Ideo sequitur: ‘Fiat Voluntas tua’, sicut Christus in [2] orto orauit tempore tribulationis.

Derfor følger straks efter bønnen ”helliget vorde dit navn” (hvilket sker ved vores helliggørelse fra det onde og fra synderne) ”Komme dit rige”, det vil sige: der kan kun være tale om fuld helliggørelse i dit rige. Men til det når vi kun frem gennem anfægtelser. Derfor følger: ”Ske din vilje”, sådan som Kristus i Getsemane bad i sin anfægtelses tid.

³³ [3] Quis ergo aduersus alium superbire potest velut Iustior eo? Quando [4] non solum potest idem facere, quod ille, Sed etiam iam corde facit coram [5] Deo, quod ille opere coram hominibus. Ac ideo neminem oportet [6] despicere peccantem, Sed tanquam communis miseriȩ sotium benigne [7] sustinere et mutuo Iuuare, Sicut duo in eodem Luto hȩrentes sese mutuo [8] Iuuant. Sic ‘alter alterius onera portamus et legem Christi implemus’. (Gal 6,2) [9] Alioquin ambo in luto peribimus, si illum despicimus.

Hvem kan da hæve sig op over en anden, som var han mere retfærdig end han? Når han ikke blot kan gøre det samme som den anden, men også allerede i hjertet gør overfor Gud, hvad den anden i handling gør overfor mennesker. Men derfor skal ingen foragte den, der synder, men man skal velvilligt støtte ham som en fælles følgesvend i elendigheden og yde gensidig hjælp, ligesom to, der hænger fast i den samme snare gensidigt hjælper hinanden. Således skal vi ”bære hinandens byrder og således opfylde Kristi lov”. Ellers, hvis vi foragter ham, vil vi begge gå til grunde i snaren.

³⁴ [10] Bl. 63b. * Et egent gloria Dei [3, 23].

[11] ‘Gloria’ hic pro gloriatione accipitur. Et ‘Egent’ priuatiue capitur [12] pro eo, quod est: Vacui sunt siue exortes, Vt sit sensus: Non habent [13] Iustitiam, de qua apud Deum gloriari possint, Vt infra | 1. Cor. 1. |: [14] ‘vt non glorietur in conspectu eius omnis caro.’ Et supra: ‘Gloriaris in [15] Deo.’ (Rom 2,17) Et infra 5.: ‘Et gloriamur in Deo per Ihesum Christum.’ (Rom 5,11).

”Og mangler herligheden fra Gud”.

”Herlighed” skal her forstås som ”herliggørelse”. Og ”mangler” skal man forstå som en berøvelse af det, som er: de er tomme eller udtømte, så meningen er: de har ikke den retfærdighed, hvormed de kan rose sig overfor Gud, som det hed ovenfor i 1 Kor 1,29: ”Så at intet kød kan rose sig af noget overfor ham”. Og senere: ”du roser dig i Gud”. Og i Rom 5: ”Vi roser os i Gud ved Jesus Kristus”.

³⁵ Igitur [16] ‘Egent gloria Dei’, i. e. non habent, quo possint gloriari in Deo et de [17] Deo, vt psalmo 3.: ‘Tu autem, Domine, susceptor meus es, gloria mea’ [18] i. e. gloriatio. Sic infra: ‘Si Abraham Iustificatus est ex operibus, [19] habet gloriam, Sed non apud Deum.’ (Rom 4,2) Sic et illi habent gloriam coram [20] hominibus de Iustitiis suis. Dicitur itaque ‘gloria Dei’ sicut Iustitia, [21] Sapientia, Virtus, i. e. que ex Deo nobis datur, et qua coram eo gloriari [22] possumus et in eo et de eo.

Altså: ”De mangler herlighed fra Gud”, det vil sige: de har ikke noget, hvormed de vil kunne rose sig i Gud og over Gud, som Sl 3,4 siger: ”Men du, Herre, er mit skjold, min ære”, det vil sige min herlighed. Således senere: ”Hvis Abraham blev retfærdiggjort af gerninger, ville han have ære, men ikke overfor Gud”. Sådan ville også disse have ære overfor mennesker af deres retfærdige gerninger. Derfor siges der ”Guds herlighed”, ligesom retfærdighed, visdom, kraft, dvs., det, der gives os af Gud, og som vi kan rose os af overfor ham, i ham og af ham.

³⁶ [23] Magister Sententiarum et alii quidam illud precedentium delictorum [24] in sustentatione Dei [3, 25] sic construunt et intelligunt, Quod [25] Deus ostendit Iustitiam suam | i. e. veritatem | propter remissionem [26] delictorum, que erant precedentium (i. e. patrum in lege veteri), Quorum [27] delicta remisit ‘in sustentatione’ scil. propter futuram satisfactionem [28] Christi. Remittens enim sustentauit et passus est satisfactionem [29] sequi remissionem; | in nobis autem precessit satisfactio per Christum. | [30] Et sic textus Apostoli clarius sic poneretur: Ad ostensionem Iustitiȩ [31] suȩ remittendo Vel remittens delicta precedentium in sustentatione (W262) [1] Dei. Omnium enim per Christum solum remittuntur peccata tam precedentium [2] quam sequentium.

Peter Lombarderen og visse andre konstruerer og forstår dette med de tidligere synder, der blev ladt ustraffet i Rom 3,25 sådan, at Gud viser sin retfærdighed, dvs., sin sandhed på grund af tilgivelsen af de overtrædelser, som var begået af de forudgående (dvs. fædrene i den gamle lov), hvis overtrædelser han tilgav ”i overbærenhed”, nemlig på grund af Kristi kommende fyldestgørelse. For idet han tilgav, bar han over med og affandt sig med, at fyldestgørelsen skulle følge tilgivelsen; men i os går fyldestgørelsen gennem Kristus forud. Og således stiller apostelens tekst sig klarere frem: til påvisning af hans retfærdighed i at tilgive eller ved at tilgive de forudgående i Guds overbærenhed. For alles synder tilgives alene gennem Kristus, både de forudgåendes og de efterfølgendes.

³⁷ [3] Sed melior est sententia, Vt ‘precedentium delictorum’ sicut Adiectiuum [4] et substantiuum accipiantur, Vt sit sensus: Deus per remissionem [5] peccatorum, que fecimus in preterito, ostendit se Iustificatorem esse [6] omnium. Et ita remissio peccatorum arguit eum Iustum et Iustificare [7] potentem. Sicut supra dictum est: ‘Vt Iustificeris in sermonibus tuis’, (Rom 3,4) [8] quod et hic mox repetit dicens: Vt sit ipse Iustus et Iustificans [Rom 3, 26].

Men den mening er bedre, hvis man forstår ”de forudgåendes overtrædelser” som et adjektiv og et substantiv, så meningen bliver: Gud viser sig ved tilgivelsen af de synder, som vi har begået i fortiden, at være en, der retfærdiggør alle. Og således hævder syndernes forladelse, at han er retfærdig og mægtig at retfærdiggøre. Sådan som det siges ovenfor: ”Så du skal kendes retfærdig i dine handlinger”, hvilket han her kort efter gentager, idet han siger: ”Så han selv er retfærdig og gør retfærdig”.

³⁸ [9] ‘Prȩcedentium’ autem dicit, Quia non remittit omnia peccata, [10] Ne quis dicat: Si ergo peccata per Christum sunt ablata, ergo agamus, [11] quod volumus, nemo nunc potest peccare, || Vt qui spiritum in occasionem [12] carnis dant (Gal 5,13) Et Velamen libertatem nequiciȩ faciunt. || Quia data [13] est gratia et indulgentia non ad peccandum et libere agendum, Sicut [14] infra, Vbi dicit nos non esse sub lege: ‘Quid ergo? peccabimus, quia [15] non sumus sub lege?’ (Rom 6,15) Respondet: Non sic remittit peccata, Vt nulli [16] vllum opus imputet peccatum aut legem tollat, Sed precedentia, que [17] in patientia tulit, non puniens, Vt Iustificaret, | non ideo indulgens, Vt [18] ea libere faciamus. |

Men han siger ”de forudgåede”, fordi han ikke tilgiver alle synder, at ikke nogen skal sige: ”Hvis nu synderne er tilgivet gennem Kristus, lad os da gøre, hvad vi vil, ingen kan nu synde”, sådan som de giver ånden til påskud for kødet og gør friheden til et dække over udsvævelser. For nåden og afladen er ikke givet til at synde og handle frit, sådan som det hedder nedenfor, hvor han siger, at vi ikke er under loven: ”Hvad da? Skal vi synde, fordi vi ikke er under loven?” Her må man svare: På den måde tilgives synderne ikke, at han ikke regner med, at nogen skal have anstrengelse imod synden, eller så han ophæver loven, men på den måde, at han undlader at straffe de forudgående, som han tålmodigt affandt sig med, så han kan retfærdiggøre, han var ikke overbærende, for at vi frit skulle begå dem.

³⁹ [19] Patet similiter ex isto textu, Quod Deus Iustus dicitur Apud Apostolum [20] a Iustificando seu Iustos faciendo, vt supra dictum est. Et sic [21] euidenter etiam ipso Apostolo se exponente patet, Quod ‘Iustitia Dei’ [22] dicatur, Qua ipse nos Iustificat, Sicut sapientia Dei, qua nos sapientes [23] facit.

[24] Igitur per hoc Verbum ‘precedentium’ stulte et carnali intelligentiȩ [25] occurrit, Quȩ ex verbis Apostoli sic forte intelligeret: Deus impleuit [26] legem, non amplius imputat peccatum, Non Vult amplius hoc pro peccato [27] reputare, quod prius peccatum reputabat. Ergo secure operemur [28] eadem, quia prius erant, nunc non sunt peccata.

Noget lignende fremgår af denne tekst, at Gud kaldes retfærdig hos apostelen i at retfærdiggøre eller gøre retfærdig, som vi har sagt ovenfor. Og således fremgår det klart, idet også apostelen selv udlægger det, at der siges ”Guds retfærdighed”, nemlig den retfærdighed, hvormed Gud gør os retfærdige, ligesom Guds visdom, hvormed han gør os vise.

Således fremstår der af det ord ”forudgående” en dum og kødelig forståelse, hvorefter apostelens ord måske skal forstås således: Gud opfylder loven, han tilskriver ikke mere synd, han vil ikke mere regne det for synd, som han tidligere regnede for synd. Altså: lad os med sindsro gøre det samme, som vi gjorde før, nu er det ikke synd.

⁴⁰ [29] ‘Legem statui’ [3, 31] dupliciter intelligitur, sc. intrinsece et extrinsece. [30] Intrinsece et formaliter statuitur, quando tenor et Verba legis in [31] esse ponuntur, vt indicet et significet, quid sit faciendum, quid omittendum. [32] ‘Destruitur’ autem econtra, quando tollitur et abrogatur, Vt (W263) [1] amplius non liget, ac licitum fit contra eam agere. Et hoc modo Carnales [2] possent intelligere Apostolum legem destruere, quia dicit, quod [3] Bl. 64. per legem non Iustificamur, Sed ‘sine lege Iustitia Dei * manifestata et [4] data est’. (Rom 3,21).

”Gud stadfæster loven” kan forstås på dobbelt måde, dvs., indvendigt og udvendigt. Han stadfæster den indvendigt og formelt, når lovens tone og ord omsættes til væren, så den påpeger og betegner, hvad der skal gøres og hvad udelades. Men omvendt sætter han den ud af kraft, når den fjernes og ophæves, så den ikke mere binder, og det bliver tilladt at handle imod den. Og på den måde kan de ord forstås kødeligt, at apostelen ødelægger loven, for han siger jo, at vi ikke retfærdiggøres gennem loven, men ”at Guds retfærdighed er åbenbaret og givet uden lov”.

⁴¹ Alio modo | Extrinsece et Exemplariter | Lex statuitur [5] et confirmatur, Quando efficitur et fit Vel omittitur, quod lex precipit [6] Vel prohibet. Sic Iere. 35.: ‘Preualuerunt sermones Ionadab, quos [7] precepit filiis suis, quia obedierunt precepto patris sui.’ Ecce preualere [8] sermones est obedire illis. Et infra: ‘firmauerunt filii Ionadab preceptum [9] patris sui, populus autem iste non obediuit mihi’, (Jer 35,16) q. d. Non firmauerunt, [10] non statuerunt preceptum meum, Sed potius destruxerunt. Vt [11] psalmo 10.: ‘Quoniam, que perfecisti, destruxerunt.’ (Sl 11,4) Et psalmo 118.: [12] ‘Tempus faciendi, Domine; dissipauerunt legem tuam.’

På en anden måde, nemlig udvendigt og eksemplarisk, stadfæstes og bekræftes loven, når det, som loven påbyder eller forbyder, udføres eller udelades. Således Jer 35,14: ”Jonadabs befalinger vandt, de, som hans sønner overholdt, fordi de adlød deres fars bud”. Se, hvordan det, at hans ord vinder, betyder, at de overholdt dem. Og tidligere: ”Jonadabs sønner stadfæstede deres fars bud, men dette folk adlød ikke mig”, dvs., de styrkede ikke, de stadfæstede ikke mit bud, men de ødelagde det snarere. Som det siges i Sl 11,4: ”Når de ødelægger det, som I har fuldført”. Og Sl 119,126: ”Det er tid at gribe ind, Herre, de har brudt din lov”.

⁴² Et Abacuk 1.: [13] ‘Propterea lacerata est lex et non peruenit ad finem Iudicium.’ Et [14] Iere. 31.: ‘Pactum, quod irritum fȩcerunt’ sc. non obediendo. Ergo [15] destruitur lex extrinsece, Quando non fit Vel fit, quod ipsa precipit Vel [16] prohibet. Hoc modo Apostolus loquitur dicens: Sed legem statuimus [17] [3, 31] i. e. per fidem impleri et confirmari dicimus. Vos autem potius [18] destruitis, qui non impletis, Sed et docetis non implendam esse, dum [19] opera legis docetis sufficere, sine fide. | infra 8.: ‘Impossibile erat legi, [20] in quo infirmabatur per carnem.’ (Rom 8,3)|

Og Habakik 1,4: ”Derfor er loven lammet, og retten sker ikke fyldest”. Og Jer 31,32: ”Den pagt, som de brød”, nemlig ved ikke at adlyde den. Altså ødelægges loven udvendigt, når den ikke sker, hverken det, som den foreskriver, eller det, som den forbyder. På den måde taler apostelen, når han siger: ”Nej, vi stadfæster loven”, nemlig, når vi siger, at den opfyldes og bekræftes gennem troen. Men I ødelægger den snarere, for I opfylder den ikke, og lærer tilligemed, at den ikke skal opfyldes, fordi I lærer, at det er nok med lovens gerninger, uden tro. Se senere i 8,3: ”Det var umuligt for loven, for den var svækket i kraft af kødet”.

⁴³ [21] Sic psalmo 17.: ‘Dilatasti gressus meos subtus me et non sunt infirmata [22] vestigia mea’, i. e. exemplum Vitȩ meȩ roboratum est, dum multi [23] ipsum imitantur. Sic Vulgo dicitur: Artificium Vel secta illa et illa robusta [24] et firmata est, Quando multi eam profitentur. Sed infirmatur et destruitur, [25] quando non habet professores.

Således Sl 18,37: ”Du skaffer plads for mine skridt, og mine ankler giver ikke efter”, dvs., mit livs eksempel bliver grundfæstet, når mange efterligner det. Således siges det på folkelig vis: denne teori eller denne afdeling er robust og stærk, når mange underviser i den. Men den er svag og ødelægges, når der ikke er nogen undervisere.

⁴⁴ [26] Ergo Lex statuitur in se et in nobis. In se, dum promulgatur; In [27] nobis, quando Voluntate et opere eam implemus. Sed extra fidem [28] nullus hoc facit. Ergo semper irritum facimus pactum Dei, si sine gratia [29] per fidem Christi sumus.

Altså, loven stadfæstes i sig selv og i os. I sig selv, når den offentliggøres; i os, når vi opfylder den med vilje og handling. Men dette gør ingen uden tro. Altså gør vi altid Guds pagt ugyldig, hvis vi er uden nåde ved tro på Kristus.

⁴⁵ [30] Per quam Legem? factorum? Non, Sed per legem fidei [3, 27].

[31] Lex factorum necessario inflat et gloriationem ponit, Quia qui [32] Iustus est et legem Impleuit, sine dubio habet, vnde glorietur et superbiat. (W264) [1] At illi se eiusmodi credunt esse, Quia ad extra fecerunt, que lex [2] statuit et prohibuit. Ideo non humiliantur, non vilescunt sibi tanquam [3] peccatores. Non querunt Iustificari, non gemunt pro Iustitia, quia [4] adeptam se possidere confidunt.

”Ved hvilken lov? Ved gerningernes lov? Nej, men ved troens lov”.

Gerningernes lov gør os med nødvendighed opblæste og pralende, fordi den, der er retfærdig og opfylder loven, uden tvivl har noget, som han kan prale af og være overmodig af. Men disse tror at være på den måde, at de har gjort mere, end loven kræver og forbyder. Derfor ydmyges de ikke og gør sig ikke billige som syndere. De søger ikke at blive retfærdiggjort, de sukker ikke efter retfærdighed, fordi de er sikre på, at de besidder den i tilstrækkelig grad.

⁴⁶ [5] Vnde Notandum, Sicut Supra ex b. Aug⌊ustino dictum est, Quod [6] ‘lex operum dicit: fac, quod Iubeo, lex fidei autem: da, quod Iubes’. (de spir et lit#65) [7] Ac per hoc populus legis Respondet legi et Deo in lege dicenti: fȩci, [8] quod Iussisti, factum est, vt imperasti. Populus autem fidei dicit: [9] Non possum facere, non fȩci, sed da, quod Iubes; Non fȩci, Sed desydero [10] facere.

Her skal man lægge mærke til det, der ovenfor blev sagt ud fra den salige Augustin, at ”gerningernes lov siger: Gør, hvad jeg befaler, men troens lov: giv, hvad du befaler”. Og gennem dette svarer lovens folk loven og Gud i loven, idet de siger: ”Jeg har gjort, hvad du har befalet, det er sket, som du krævede det”. Men troens folk siger: ”Jeg kan ikke gøre det, jeg har ikke gjort det, men giv, hvad du befaler; jeg har ikke gjort det, men jeg ønsker at gøre det.

⁴⁷ Et quia non possum, peto et quero a te, vnde possum. Ac per [11] hoc ille superbus et gloriosus efficitur, hic autem humilis et vilis sibiipsi. [12] Ac sic Vera differentia vtriusque populi est, Quod ille dicit: [13] Ego fȩci, iste: quȩro, vt possim facere; ille dicit: Impera, quod vis, et [14] faciam, Iste dicit: da, quod imperasti, vt faciam; Ille adeptam confidit [15] Iustitiam, hic pro acquirenda suspirat.

Og fordi jeg ikke kan gøre det, beder og bønfalder jeg dig, ved hvem jeg kan gøre det”. Gennem det første udvirkes overmod og praleri, men gennem det andet gør man sig ydmyg og intetsigende. Og således er den sande forskel på de to folk, at den ene siger: ”Jeg har gjort det”, den anden: ”Jeg stræber efter at kunne gøre det”. Den ene siger: ”Befal, hvad du vil, og jeg skal gøre det”, den anden: ”Giv, hvad du har befalet, så at jeg kan gøre det”. Den ene stoler på at han har tilegnet sig retfærdigheden, den anden sukker efter at kunne erhverve den.

⁴⁸ [16] Quare tota Vita populi noui, populi fidelis, populi spiritualis Est [17] gemitu cordis, voce operis, opere corporis non nisi postulare, querere [18] et petere Iustificari semper vsque ad mortem, Nunquam stare, nunquam [19] apprehendisse, Nulla opera ponere finem adeptȩ Iustitiȩ, Sed tanquam [20] adhuc semper extra se habitantem expectare, Se vero semper in peccatis [21] adhuc viuere et esse. Vnde Quando Apostolus dicit, Quod sine [22] Bl. 64b. operibus legis Iustificamur [3, 28], Non loquitur de operibus, quȩ * pro [23] Iustificatione quȩrenda fiunt.

Derfor består hele det nye folks liv, det troende folks liv, det åndelige folks liv i med et hjertens suk, med en gerningen stemme, med legemets gerninger ikke at gøre andet end trænge ind på, stræbe og bønfalde om altid at blive retfærdiggjort lige indtil døden, aldrig at stå stille, aldrig at bemægtige sig, aldrig ved nogen gerning at fastsætte afslutningen på at have tilegnet sig retfærdigheden, men som én, der altid bor udenfor sig selv at vente, at han i virkeligheden altid indtil nu har levet og levet i synd. Når derfor apostelen siger, at vi retfærdiggøres uden lov, så taler han ikke om de gerninger, som man før retfærdiggørelsen har bestræbt sig på at gøre.

⁴⁹ Quia hȩc iam non legis opera sunt, Sed [24] gratiȩ et fidei, cum qui hȩc operatur, non per hȩc sese Iustificatum [25] confidat, Sed Iustificari cupiat Nec legem se per hȩc implesse putat, [26] Sed impletionem ipsius quȩrit. Sed ea dicit opera legis, quȩ qui [27] fȩcerint, iis ipsis factis ponunt Iustificationem quoque factam ac ideo [28] Iustos esse, quia fȩcerint. Idcirco Non ipsa faciunt, vt querant, Sed vt [29] adeptam Iustitiam glorientur. Id circo postquam fȩcerint, stant, velut lege [30] iam omnino impleta, nec alia necessaria Iustificatione esse. Quod sine [31] dubio superbum et gloriosissimum est. Immo et falsum est, Quod [32] opera legis impleant legem, cum lex sit spiritualis, requirens cor et [33] voluntatem, quam impossibile est ex nobis habere, vt supra dictum [34] est sepius. Idcirco opera legis faciunt, Sed non voluntates legis.

For disse gerninger er endnu ikke lovens gerninger, men er nådens og troens gerninger, eftersom han, når han udfører dem, ikke stoler på, at han derved bliver retfærdiggjort, men han stræber efter at retfærdiggøres; han mener ikke, at loven er blevet opfyldt herigennem, men han stræber efter dens opfyldelse. Men det siger lovens gerninger, at de, som gør dem, ved selve det, at de gør dem, påstår, at retfærdiggørelsen er sket, og at de derfor er retfærdige, fordi de har gjort dem. Derfor gør de dem ikke, så at de stræber, men så at de kan rose sig af den tilegnede retfærdighed. Derfor, efter at de har gjort dem, står de fast på, at ligesom loven nu i det hele taget er opfyldt, så er yderligere retfærdiggørelse ikke nødvendig. Men det er jo forkert, at lovens gerninger opfylder loven, eftersom loven er åndelig, den kræver hjerte og vilje, hvilket er umuligt at have ud af os selv, som det er sagt ovenfor og mange gange ellers. Derfor gør de lovens gerninger, men ikke lovens vilje.

⁵⁰ [35] Populus itaque fidei totam vitam suam agit in querendo Iustificationem. [36] Cuius sunt iste voces: ‘Trahe me post te’ (Højs 1,4) Et ‘in lectulo meo quesiui [37] illum; Quesiui et non Inueni illum’ (Højs 3,1), ‘Vocaui et non respondit mihi’, (Højs 5,6) (W265) [1] i. e. Nunquam putaui me apprehendisse, Sed semper quȩro. Inde denique [2] Vox eius Vox turturis dicitur, Quia gemit et querit. Et ‘Beati, [3] qui esuriunt Iustitiam’. (Matt 5,6).

Troens folk handler derfor hele livet igennem derved, at de søger retfærdiggørelsen. Deraf kommer disse ord ”drag mig efter dig” og ”på mit leje søgte jeg ham; jeg søgte ham, men fandt ham ikke”, og ”jeg kaldte og han svarede ikke”, dvs., aldrig har jeg ment, at jeg har erhvervet det, men jeg søger det altid. Derfor hedder det endelig: ”Hans røst, turtelduens røst, høres”, fordi han sukker og søger. Og ”salige er de, som tørster efter retfærdighed”.

⁵¹ [4] Et psalmo 33.: ‘Inquirentes autem Dominum non minuentur omni [5] bono.’

[6] Et psalmo 13.: ‘Non est requirens Deum’, q. d. Sed Inuentores sunt.

[7] Et psalmo 104.: ‘Querite faciem eius semper’, q. d. non enim Inuenisse [8] aliquando putetis

[9] Et psalmo 105.: ‘Vt Iustificationes eius requirant.’

[10] Et Isaie 21.: ‘Si quȩritis, quȩrite’.

[11] Eiusdem 65.: ‘Quȩsierunt me, qui ante non interrogabant.’

Og Sl 34,11: ”Men de, der søger Herren, mangler intet godt”.

Og Sl 14,2: ”Der er ingen, der søger Gud”, dvs., de søger sig selv. (?)

Og Sl 105,4: ”Søg altid hans ansigt”, dvs., I mener aldrig nogensinde at have fundet det.

Og Sl 105,45: ”For at de skulle søge hans retfærdiggørelser”.

Og Es 21,12: ”Vil I spørge, så spørg!”

Og Es 65,1: ”De, som ikke tidligere spurgte mig, søger mig”.

⁵² [12] Sic per totum octonarium similis Vox personat, fere per omnes [13] versus:

[14] ‘Vtinam dirigantur Vie meȩ ad custod⌊iendas Iustif⌊icationes.’

[15] ‘Iustificationes tuas requiram.'

[16] ‘In toto corde meo exquisiui te, ne repell⌊as.’

Således gennemtrænger en lignende stemme hele oktonariet (dvs Sl 119), næsten i alle versene:

Sl 119,5: ”Gid min færden må være sikker, så jeg holder dine love”.

Sl 119,145: ”Jeg søger dine retfærdiggørelser”.

Sl 119,10: ”Af hele mit hjerte søger jeg dig, afvis mig ikke”.

⁵³ [17] Sic et Apostolus non arbitratur se apprehendisse, Sed extendit se [18] in anteriora querendo, oblitus posteriorum inueniendo. (Fil 3,13) Qui enim sic [19] quesierit corde et opere, sine dubio eo ipso, quo Iustificari se petit et [20] Iustum esse se non putat, iam Iustus est apud Deum. Non enim sic se [21] peccatorem confitetur, Vt peccata Velit et a Deo recedat, Sed vt ab [22] eis liberetur et Iustificetur, Semper dicens: ‘Dimitte nobis debita nostra.’ [23] ‘Sanctificetur nomen tuum’ etc. (Matt 6,12.9)

Således mener heller ikke apostelen at have nået det, men han strækker sig ud for at søge det kommende, idet han glemmer det, der ligger bagude. For den, som således søger med hjerte og gerning, han er uden tvivl netop derved, at han søger at retfærdiggøres og ikke mener, at han er retfærdig, allerede retfærdig hos Gud. Han bekender sig nemlig ikke på den måde som synder, at han vil synden og trækker sig tilbage fra Gud, men på den måde, at han vil befries fra den og retfærdiggøres, for han siger hele tiden: ”Forlad os vor skyld”, ”helliget vorde dit navn”, osv.

⁵⁴ [24] Sed quid est, Quod Isa. 65. dicit: ‘Inuentus sum a non querentibus, [25] palam apparui iis, qui me non interrogabant’? || Ro. 10,20 || Ergo [26] non est quȩrendus, Sed expectandum, Vt Inueniatur fortuitu? Sed hoc [27] intelligitur primo contra stultam quesitionem, qui Deum querunt Via, [28] quam ipsi elegerunt, non qua Deus vult queri et Inueniri.

Men hvad er det, som Es 65,1 siger: ”Jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig, jeg viste mig åbenlyst for dem, som ikke spurgte efter mig”? Altså: Man skal ikke søge, men forvente, at man tilfældigt bliver fundet? Men dette forstås for det første imod det dumme spørgsmål fra nogen, som søger Gud ad en vej, som de selv har valgt, ikke ad den, Gud vil søges og findes på.

⁵⁵ [29] Secundo intelligitur, Quod sine meritis et operibus nostris Iustitia [30] |Dei |nobis oblata est multum alia agentibus ac querentibus quam [31] Iustitiam Dei. Quis enim quesiuit aut quesiuisset Verbum incarnatum, (W266) [1] nisi ipse se reuelasset? Igitur Inuentus est, non quesitus. Inuentus autem [2] nunc Vlterius semper vult quȩri et magis Inueniri. Inuenitur, [3] quando ad ipsum conuertimur a peccatis, Sed queritur, dum perseueramus [4] in conuersione.

For det andet forstås det på den måde, at Guds retfærdighed gives os uden fortjeneste og gerninger til nogle, som gør meget andet og søger meget andet end Guds retfærdighed. For hvem ville søge og hvem ville have søgt det inkarnerede ord, hvis han ikke selv havde åbenbaret sig? Således bliver han fundet, ikke søgt. Men fundet bliver han og vil nu bagefter altid søges og hellere findes. Han findes, når vi vender os bort fra synden og hen imod ham, men han søges, når vi er vedholdende i omvendelsen.

⁵⁶ [5] Bl. 65. *Vnde differentia Est inter peccatores et peccatores. Alii enim [6] sunt | peccatores | et confitentur se peccasse, Sed non desiderant Iustificari, [7] immo desperant potius et amplius peccant, vt in morte desperantes [8] et in vita mundo seruientes. Alii autem sunt peccatores et confitentur [9] se peccare et peccasse, Sed dolent et odiunt seipsos eiusmodi [10] ac desiderant Iustificari ac assidue quȩrunt et gemunt pro Iustitia ad [11, 12] Deum. Hic est populus Dei Iugiter portans Iudicium crucis super seipsum. 

Derfor er der forskel på syndere og syndere. For nogle er syndere og bekender, at de har syndet, men ønsker ikke at retfærdiggøres, men fortvivler snarere og synder videre, så at de er fortvivlede i døden og tjener verden i livet. Men andre er syndere og bekender, at de synder og har syndet, men det smerter dem og de hader derfor sig selv og ønsker at retfærdiggøres og søger hele tiden og sukker efter retfærdighed hos Gud. Dette er Guds folk, som stedse bærer korsets som over sig selv.

⁵⁷ [13] Eodem modo et Iusti a Iustis differunt. Alii enim affirmant se [14] Iustos et non desiderant Iustificari, Sed potius expectant premiari et [15, 16] coronari. Alii negant se Iustos et timent damnari et desiderant Iustificari.

På samme måde er der forskel på retfærdige. For nogle er sikre på, at de er retfærdige og ønsker ikke at retfærdiggøres, men forventer snarere at blive belønner og kronet. Andre nægter, at de er retfærdige og frygter at fordømmes og ønsker at retfærdiggøres.

⁵⁸ [17] Igitur Quod peccatores sumus, non nocet, dummodo Iustificari [18] omnibus viribus studeamus.

[19] Quocirca diabolus mille artifex miris astutiis nobis Insidiatur. [20] Quosdam enim abducit manifestis peccatis inuoluens. Alios vero Velut [21] Iustificatos se arbitrantes stare, tepidos fieri et remittere desiderium [22] facit, de quo Apoc. 3. de Angelo Laoditiȩ. Alios tercio in superstitiones [23] et fectas singularitatis seducit, Vt scil. sanctiores ac velut Iustitiam adepti, [24] non quidem tepescant, Sed feruide agant pre cȩteris seorsum contemptis [25] in superbia et abusione. [Er det Luther selv, se her og her]

Derfor: fordi vi er syndere, skader det os ikke, sålænge vi af alle kræfter stræber efter at retfærdiggøres.

Men nu vil djævelen, den tusindkunstner, snyde os med mærkelige rænker. For nogle forfører han uden at de véd det med deciderede synder. Men andre, som mener, at de står fast som retfærdiggjorte, får han til at blive lunkne og til at opgive deres ønske, hvilket englen i Johs Åb 3,16 siger til Laodikea. Andre forfører han til overtro og enkelthedens sekter, så at de f.eks. mener, de er mere hellige og har retfærdighed, de er ikke engang lunkne, men sydende handler de fremfor de andre over sig, som de foragter i overmod og misbrug.

⁵⁹ Alios 4o. stulto labore ad hoc vrget, vt [26] conentur esse mundi et sancti sine omni peccato. Et quamdiu sentiunt [27] se peccare et obrepere aliquod malum, ita Iudicio terret et conscientiam [28] fatigat, Vt prope desperent. Sentiens enim vniuscuiusque inclinationem [29] secundum hanc ipsum attentat. Et quia ii quarti feruent ad [30] Iustitiam, non potest facile eis contraria suadere. Incipit eos ad propositum [31] suum Iuuare, ita vt nimium festinent exuere omnem concupiscentiam. [32] Quod Vbi non poterunt, tristes, deiectos, pusillanimos, desperatos (W267) [1] et inquietissimos in conscientia facit.

Andre igen fører han gennem dumt arbejden frem til, at de stræber efter at være rene og hellige uden al synd. Og så længe de mærker, at de synder og bliver overlistet af noget ondt, så forskrækker ham dem i den grad for dommen og udmatter deres samvittighed, at de næsten fortvivler. For han mærker enhvers tilbøjelighed, den følger han og angribe ham. Og fordi disse i den fjerde afdeling brænder efter retfærdighed, kan han ikke så let overbevise dem om det modsatte. Så begynder han at hjælpe dem hen til hans overbevisning, at de derfor skal skynde sig at udslukke alt begær. Og når de ikke kan det, gør han dem triste, forkastede, forknytte og fortvivlede og urolige i deres samvittighed.

⁶⁰ Restat igitur in peccatis [2] nos manere oportere et in spe misericordie Dei gemere pro liberatione [3] ex ipsis. Sicut Sanandus, qui nimium festinat sanari, certe potest grauius [4] recidiuare. Paulatim ergo sanari oportet et aliquas imbecillitates [5] aliquamdiu sustinere. Sufficit enim, quod peccatum displicet, etsi non [6] omnino recedat. Christus enim omnia portat, si displiceant et iam non [7] nostra, Sed ipsius sunt et Iustitia eius nostra vicissim.

Det står derfor igen fast, at vi bør forblive i synderne og i håb om Guds barmhjertighed sukke efter befrielse fra dem. Ligesom én, der skal helbredes, hvis han skynder sig alt for meget med at blive rask, sikkert kan falde tilbage til noget mere alvorligt. Altså bør han helbredes lidt efter lidt og langs hen ad vejen udholde nogle dumheder. Det er nemlig nok, at han hader synden, selv om han ikke helt kan komme fri af den. For Kristus bærer nemlig alle ting, hvis de mishager os, så er de ikke vore, men hans, og hans retfærdighed omvendt vores.

⁶¹ [8] Bl. 65b. *Cap. 4.

[9] Credidit Abraham Deo [4, 3]. Hoc credere ipsius Abrahe debet [10] intelligi absolute et vniuersaliter, non tantum pro isto loc⌊o c. 15., Vt [11] sit sensus: Abraham fuit homo paratus semper credere Deo; Semper [12] credidit. Quod ex eo patet, Quia et c. 12. et 13. similiter credidit Deo [13] Vocanti et Iubenti exire terram suam et peregrinari in aliena. Ergo [14] et ibi ‘reputatum est ei ad Iustitiam’.

Kapitel 4.

”Abraham troede Gud”. Man må forstå dette, at Abraham tror, på absolut måde og i universel henseende, så det ikke blot handler om dette sted i Gen 15. Så meningen er den: Abraham var et mennesker, der var parat til altid at tro på Gud; han troede altid på ham. Hvilket fremgår deraf, at han i kapitel 12 og 13 på lignende måde troede på Gud, da han kaldte ham og befalede ham at gå ud af sit land og vandre til det fremmede. Altså regnedes det ogsså dèr ham til retfærdighed.

⁶² Item Genes. 22. credidit Deo [15] Iubenti filium Isaac immolare, et sic de aliis. Et hȩc omnia ex fide fecisse [16] Apostolus Heb. XI. clare denunciat. Vnde et textus hoc loco [17] sine coniunctione ista copulatiua sequitur precedentem, Vt intelligatur [18] non tantum ad precedentem particularem pertinere, quod sequitur, [19] Sed absolute dici de quacunque fide Abrahe. Sic enim iacet textus: [20] ‘Sic erit Semen tuum.’

Ligeledes i Gen 22: Han troede Gud, da han befalede ham at ofre sin søn Isak og således om de andre steder. Og at alt dette blev gjort ud af troen, forklarer apostelen klart i Hebr 11,8-12. Derfor følger teksten på dette sted også uden bindeord ved denne forbindelse det forudgående, så man skal forstå, at det ikke blot angår den forudgående særlige hændelse, som der fortælles om lige efter, men der tales absolut om Abrahams tro hvor som helst. For det er det, teksten holder sig til: ”således skal din sæd blive!”

⁶³ Eis Dei Verbis finitis statim sequitur sine coniunctione: [21] ‘Credidit Abraham Deo.’ Item, Quod non dicit: Credidit [22] hȩc Abraham Deo, Sed absolute. Item: ‘Credidit Abraham Deo’ i. e. [23] Deum Veracem reputauit; Sed ‘Deo credere’ includit semper et vbique [24] credere. Hȩ autem dicta sunt, ne quis ineptus Calumniam strueret [25] Apostolo in sua probatione generaliter fidem astruenti exemplo Abrahȩ, [26] Ac ne quis dicat, Quod et ante hunc textum scriptum sit Deo placuisse [27] Abraham, et tamen non ibidem dictum: ‘Credidit Abraham Deo et [28] reputatum est ei ad Iustitiam.’

Efter at Gud har afsluttet disse ord, følger uden bindeord: ”Abraham troede Gud!” Ligeledes: Fordi han ikke siger: ”Abraham troede Gud, da han sagde dette”, men siger det absolut, således: ”Abraham troede Gud”, dvs., han regnede Gud for sanddru. Men ”at tro Gud” inkluderer, at man tror altid og overalt. Men dette er sagt, at ikke nogen på forkert måde skal komme med den bebrejdelse overfor apostelen, at han beviser den generelle tro ved at tilføje Abrahams eksempel, som hvis nogen ville sige, at også før denne tekst blev skrevet, behagede Abraham Gud, og dog siges det ikke dèr: ”Abraham troede Gud og det blev regnet ham til retfærdighed”.

⁶⁴ [29] Sicut et Dauid dicit [4, 6].

[30] Construatur sic: Reputatur fides eius ad Iustitiam, Sicut et Dauid [31] dicit (i. e. asserit) Beatitudinem hominis (i. e. quod is homo sit beatus, [32] siue beatitudinem huius esse hominis solum), cui Deus reputat Iustitiam (Sl 32,1) (W268) [1] sine operibus. Id autem ‘Sine operibus’ intelligitur, vt supra dictum [2] est, de iis operibus, quibus factis putatur Iustitia iam adepta et possessa, [3] quasi ideo sit Iustus, quia fȩcerit opera illa, aut Deus ideo eum reputet [4] et acceptet Iustum, quia operatur, cum hoc non sit verum, Quia non [5] personam propter opera, Sed opera propter personam, hoc prius personam [6] quam opera acceptat.

”Sådan som også David siger”.

Det skal sammensættes således: Hans tro regnes ham til retfærdighed, sådan som også David siger (altså: forsikrer): ”Salig det menneske (dvs., at det menneske er saligt, eller at hans salighed alene er hans), hvem Gud tilregner retfærdighed” uden gerninger. Men dette ”uden gerninger” forstås, som ovenfor sagt, om de gerninger, som, når de er gjort, menes at være en retfærdighed, som man har og ejer, som om man var retfærdig, fordi man havde gjort disse gerninger, eller som om Gud af den grund regner ham for og accepterer ham som retfærdig, at han har handlet, selv om dette ikke kan være sandt, fordi Gud ikke antager personen på grund af gerningerne, men gerningerne på grund af personen, altså personen før gerningerne.

⁶⁵ Sicut Scriptum est: ‘Respexit Dominus Ad [7] Abel (primo) et (post hoc) ad munera eius.’ (Gen 4,4, Vulgata) Vnde patet, Quod [8] non tam opera eiusmodi, quam opinio seu ȩstimatio stulta de operibus [9] ipsis reprobatur. Nam similia operantur etiam Iusti, Sed non simili [10] corde. Iusti scil., vt Iustitiam per ipsa querant et impetrent, Impii vero, [11] vt per ipsa Iustitiam ostentent ac Inuentam presumant. Illi non contenti [12] factis operibus cor etiam querunt Iustificari et Sanari a prauis [13] concupiscentiis, isti Vero interiora nihil curantes externe factis operibus [14] contenti sunt. Ideo sunt simulatores, hipocrite i. e. similes Iustis exterius [15] et non vere Iusti interius.

Sådan som der står skrevet: ”Herren så til Abel (først) og (efter dette) til hans offer”. Heraf fremgår det, at det ikke så meget er den slags gerninger, han får bebrejdelse for, som det er meningen eller den dumme bedømmelse af selve gerningerne. For de samme gerninger gør også de retfærdige, blot ikke ud af et lignende hjerte. For de retfærdige handler, for at de kan søge og nå frem til retfærdigheden gennem disse gerninger, men de ugudelige, fordi de vil fremvise deres retfærdighed og mener, de har nået den. De første er ikke tilfredse med de gjorte gerninger og søger et hjerte, der skal retfærdiggøres og helbredes fra de onde begæringer, men de andre bryder sig ikke om de indre, men er tilfredse med de ydre gerninger. Derfor er de eftergørere, hyklere, dvs., de er som dem, der i det ydre er retfærdige, men i virkeligheden ikke i det indre er retfærdige.

⁶⁶ Sic Iob 39.: ‘Penna struthionis similis est [16] penne herodii et accipitris’, q. d. Sed non potest Volare et prȩdare sicut [17] hȩrodius et accipiter. Illi seipsos decernunt Iustos; isti vero a Domino [18] reputari petunt. Illorum Vox et doctrina est: Iustus est, qui hȩc et hȩc [19] Bl. 66. fecerit; Istorum autem hȩc: Iustus est, ‘cui Dominus non * imputat [20] peccatum’. Illi sciunt, quantum et quid operandum, Vt Iustus quis sit. [21] Isti vero ignorant, quando Iusti sunt, quia ex Deo reputante Iusti tantummodo [22] sunt, cuius reputationem nemo nouit, Sed solum postulare [23] et sperare debet. Ideo illi habent tempus, quando se non putent esse [24] peccatores. Isti Vero semper sciunt se esse peccatores.

Således Job 39,13: ”Strudsens fjer ligner storkens og falkens fjer”, den kan altså bare ikke flyve og jage, sådan som storken og falken. De bestemmer, at de selv er retfærdige; men de andre beder om at bllive regnet retfærdige af Herren. Disse stemme og lære er: ”Den er retfærdig, som har gjort dette og hint”. Men de andres er: ”Den er retfærdig, som Herren ikke tilregner synd”. Disse véd, hvor meget og hvad der skal gøres, for at man kan være retfærdig. Men de andre er uvidende om, hvornår de er retfærdige, fordi de kun regnes for retfærdige hos Gud, hvis tilregnelse ingen kender, en tilregnelse, man kun bør bønfalde om og håbe på. Derfor har de første en tid, hvor de ikke mener, de er syndere. Men de andre véd, at de altid er syndere.

⁶⁷ Ideo Vt intelligatur [25] illud [26] Beati, quorum remisse etc. [4, 7], Sit:

[27] Sancti Intrinsece sunt peccatores semper, ideo extrinsece [28] Iustificantur semper.

[29] Hipocritȩ autem intrinsece sunt Iusti semper, ideo extrinsece [30] sunt peccatores semper.

For at man derfor skal kunne forstå dette ”Salige er de, hvis synder er tilgivet”, kan man forklare det således:

De hellige er indadtil altid syndere, derfor kan de udadtil altid retfærdiggøres.

Men hyklerne er indadtil altid retfærdige, derfor er de altid syndere udadtil.

⁶⁸ [31] Intrinsece dico, i. e. quomodo in nobis, in nostris oculis, in nostra [32] estimatione sumus, Extrinsece autem, quomodo apud Deum et in reputatione (W269) [1] eius sumus. Igitur extrinsece sumus Iusti, quando non ex nobis [2] nec ex operibus, Sed ex sola Dei reputatione Iusti sumus. Reputatio [3] enim eius non in nobis nec in potestate nostra est. ergo nec Iustitia [4] nostra in nobis est nec in potestate nostra. Sicut Osee 13.: ‘Perditio tua, [5] Israel, tantum in me auxilium tuum’ || i. e. intra te non est nisi perditio, [6] Sed salus tua extra te est ||.

Jeg siger ”indadtil”, dvs., sådan som vi er i os selv, i vore øjne, i vores bedømmelse, men ”udadtil”, sådan som vi er overfor Gud og i hans måde at se os på. Derfor er vi udadtil retfærdige, når vi ikke er retfærdiige ud af os selv, eller ud af vore gerninger, men alene ud af Guds måde at se på os på. For hans måde at se på os på afhænger ikke af os eller af vores magt. Altså vor retfærdighed er hverken hen til os eller ligger i vor magt. Sådan som Hoseas 13,9: ”Det er din ødelæggelse, Israel, kun hos mig er din hjælp”, dvs., inden i dig er der kun ødelæggelse, din frelse er udenfor dig.

⁶⁹ Et psalmo 120.: ‘Auxilium meum a [7] Domino’ q. d. non ex me. Intrinsece autem sumus peccatores per naturam [8] relatiuorum. Quia si solum Deo reputante sumus Iusti, ergo non [9] nobis viuentibus vel operantibus. Quare intrinsece et ex nobis Impii [10] semper. Sic psalmo 50.: ‘Peccatum meum contra me est semper’, i. e. [11] in conspectu meo semper habeo, quod sum peccator. ‘Tibi enim peccaui’ [12] (i. e. sum peccator), ‘propterea Iustificabis in verbo tuo’ etc.

Og Sl 121,2: ”Min hjælp kommer fra Herren,” dvs., ikke ud fra mig selv. Men indadtil er vi syndere ifølge de relatives natur. For hvis vi alene er retfærdige i kraft af, at Gud anser os for det, altså er vi det ikke i kraft af at vi lever eller handler. Derfor er vi altid ugudelige indadtil ud af os selv. Således Sl 51,5: ”Min synd er altid imod mig”, dvs., når jeg ser på mig selv, finder jeg altid ud af, at jeg er en synder. ”for jeg har syndet imod dig” (dvs., jeg er en synder) ”for at du kan retfærdiggøre i dit ord, osv.”

⁷⁰ Econtra [13] hipocrite, quia intrinsece sunt Iusti, per vim et necessitatem relationis [14] sunt extrinsece iniusti (i. e. reputatione Dei), Vt psalmo 94.: ‘Et dixi: [15] Semper hii errant corde’, Qui omnia peruertunt verba Scrip⌊ture, Vt [16] illud: ‘Peccatum meum contra me est semper.’ (Sl 51,5) Ipsi Vero: Iustitia mea [17] contra me est semper (i. e. in conspectu meo), Et beati, qui Iustitiam [18] operantur etc. Tibi, inquiunt, (non peccaui, sed) Iusta operor: immo [19] Sibi operantur.

Modsat hyklerne, for de er indadtil retfærdige, ved relationens kraft og nødvendighed er de udadtil uretfærdige (dvs.. i Guds øjne), som Sl 95,10: ”Og jeg sagde: Altid farer de vild i deres hjerte”, de, som forvender alle skriftens ord, f.eks. dette: ”Min synd er altid imod mig”. Men de andre siger: ”Min retfærdighed er altid imod mig” (dvs., i mine egne øjne), og ”salige er de, som øver retfærdighed”, osv., ”Mod dig”, siger de, (ikke ”har jeg syndet”, men) ”øver jeg retfærdige gerninger”, ja, de øver dem for sig selv.

⁷¹ [20] 2.

[21] ‘Mirabilis Deus in sanctis suis’, (Sl 68,36) Cui simul sunt Iusti et [22] Iniusti.

[23] Et Mirabilis in hipocritis Deus, Cui simul sunt Iniusti [24] et Iusti.

[25] Quia dum sancti peccatum suum semper in conspectu habent et [26] Iustitiam a Deo secundum misericordiam ipsius implorant, eoipso [27] semper quoque Iusti a Deo reputantur. Ergo sibiipsis et in veritate [28] Iniusti sunt, Deo autem propter hanc confessionem peccati eos reputanti [29] Iusti; Re vera peccatores, Sed reputatione miserentis Dei Iusti; [30] Ignoranter Iusti et Scienter inIusti; peccatores in re, Iusti autem in spe. (W270)

2.

”Forunderlig er Gud i sine hellige”, for ham er de på én gang retfærdige og uretfærdige.

Og forunderlig er Gud i hyklerne, for ham er de uretfærdige og retfærdige.

For når de hellige altid har deres synd for øje og fyldes med retfærdig fra Gud ifølge hans barmhjertighed, så regnes de netop derfor altid for retfærdige af Gud. Altså er de for sig selv og i sandhed uretfærdige, men for Gud regnes de på grund af denne syndsbekendelse for retfærdige; i virkeligheden er de syndere, men ifølge den barmhjertige Guds bedømmelse retfærdige; de er uvidende om, at de er retfærdige og véd, at de er uretfærdige; de er syndere i virkeligheden, retfærdige i håbet.

⁷² [1] Et hoc est, quod dicit hic: ‘Beati, quorum remisse iniquitates et tecta [2] peccata.’ (Sl 31,1) Vnde sequitur: ‘Dixi: confitebor aduersum me Iniustitiam [3] meam’ (Sl 31,5) (i. e. in conspectu meo semper habebo peccatum meum, quod [4] tibi confitear). Ideo ‘et tu remisisti impietatem peccati’, Non solum mihi, [5] Sed omnibus. Vnde sequitur: ‘Pro hac orabit ad te omnis sanctus.’ Ecce [6] omnis sanctus est peccator et orat pro peccatis suis. Sic Iustus in principio [7] Bl. 66b. est accusator sui.

Og det er, hvad han siger her: ”Salige er de, hvis overtrædelser er tilgivet og hvis synd er dækket”. Derefter følger: ”Jeg sagde: Jeg vil bekende min uretfærdighed imod mig for Herren” (dvs.: I mine egne øjne vil jeg altid have min synd, som jeg bekender for dig). Derfor: ”og du har tilgivet syndens ufromhed”, ikke blot for mig, men for alle. Og så følger: ”Derfor vil enhver hellig bede til dig”. Se, enhver hellig er en synder og beder for sine synder. Sådan er en retfærdig sin egen første anklager.

⁷³ Et iterum: *‘Iustus pro delictis suis deprecabitur.’ (Sir 39,7) [8] Et iterum psalmo 37.: ‘Quoniam iniquitatem meam annunciabo [9] et pro peccato meo cogitabo.’ (Sl 38,19) Igitur Mirabilis et dulcissima misericordia [10] Dei, Qui nos simul peccatores et non-peccatores habet. Simul manet [11] peccatum et non manet. || Ergo Intelligentia hic est opus secundum [12] titulum psalmi. || Rursum mirabilis et seuera ira. Qui simul impios habet [13] Iniustos et Iustos. Simul tollitur eorum peccatum et non tollitur.

Og igen: ”Den retfærdige bønfalder for sine overtrædelser”. Og igen i Sl 38,19: ”Jeg vil bekende min overtrædelse og tænke over min synd”. Derfor er det en forunderlig og blød barmhjertighed hos Gud, som på én gang regner os for syndere og ikke-syndere. På én gang forbliver synden og ikke forbliver. Altså, hvis man skal forstå det, må man ty til titlen på salmen. Atter en forunderlig og stærk vrede. Som på én gang regner de ufromme for uretfærdige og retfærdige. På én gang ophæver deres synd og ikke ophæver den.

⁷⁴ Vnde (W271) [1] Corol⌊larium.

[2] Non tantum hic loquitur de peccatis in opere, Verbo et cogitatione [3] factis, Sed et de fomite, Vt infra 7.: ‘Non ego, Sed quod habitat in [4] me peccatum.’ Et ibidem Apellat ipsum ‘passiones peccatorum’ | i. e. [5] desyderia, affectiones et inclinationes ad peccata |, quas dicit operari [6] fructum morti. Ergo Actuale (sicut a theologis vocatur) verius est peccatum [7] i. e. opus et fructus peccati, peccatum autem ipsa passio | fomes | [8] et concupiscentia siue pronitas ad malum et difficultas ad bonum, sicut [9] infra: ‘Concupiscentiam nesciebam esse peccatum.’ |

Derfor denne lille ekskurs.

Her taler apostelen ikke blot om de synder, der begås i gerning, ord og tanker, men også om ”tændsatsen”, som senere i Rom 7,20: ”Ikke jeg, men synden, som bor i mig”. Og sammesteds taler han om ”syndernes lidenskaber” (Rom 7,5), dvs. begær, lidenskaber og tilbøjeligheder til synd, som han siger virker frugt til døden. Altså, den aktuelle synd (som teologerne kalder det) er virkelig synd, dvs., syndens gerning og frugt, men synden selv er et lidenskabeligt tønder (tændsats) og et begær eller en tilbøjelighed til det onde og en vanskelighed til det gode, sådan som det siges lidt senere: ”begæret vidste jeg ikke var synd” (Rom 7,7).

⁷⁵ Si enim ‘operantur’, [10] ergo non sunt ipsa opera, Sed operantes, Vt fructificet; ergo non sunt [11] fructus. || Igitur a Contrario: Sicut Iustitia nostra ex Deo Est ipsa [12] ipsa Inclinatio ad bonum et declinatio a malo interius per gratiam data, [13] opera autem sunt potius fructus Iustitiȩ, Ita peccatum est ipsa declinatio [14] a bono et inclinatio ad malum. Et opera peccati fructus sunt huius [15] peccati, Vt infra clarius Videbitur 7. c. et 8. Et de tali peccato intelligenda [16] sunt omnia predicta, Scil.: ‘Beati, quorum remissȩ sunt iniquitates’, [17] Et ‘Dixi: confitebor aduersum me in Iustitiam meam Domino, [18] Et pro hac orabit ad te omnis sanctus’, Et ‘Quoniam iniquitatem meam [19] ego cognosco et peccatum meum contra me est semper.’

Hvis de nemlig ”handler”, så er de ikke selv gerninger, men handlende, at de kan bære frugt; altså er de ikke frugter. Derfor også det modsatte: Ligesom vores retfærdighed i sig selv er en tilbøjelighed til det gode og en modvilje mod det onde, der er givet indvendig gennem nåden, men gerningerne snarere er retfærdighedens frugt, således er synden i sig selv en modvilje mod det gode og en tilbøjelighed til det onde. Og syndens gerninger er frugterne af den synd, som senere ses klarere i kapitel 7 og 8. Og om den slags synd er alt det foregående at forstå, altså: ”Salige er de, hvis overtrædellsser er tilgivet” og ”Jeg sagde: Jeg vil bekende min uretfærdighed imod mig for Herren” (#72). ”Derfor vil enhver hellig bede til dig”. Og ”Når jeg erkender min overtrædelse og min synd er altid imod mig”.

⁷⁶ Item: ‘Tibi [20] soli peccaui’ etc. Hoc enim malum, cum sit re vera peccatum, Quod [21] Deus remittit per suam non-Imputationem ex misericordia omnibus, [22] qui ipsum agnoscunt et confitentur et odiunt et ab eo sanari petunt. [23] Hinc fit, Vt ‘si dixerimus nos peccatum non habere, mendaces simus’. (1 Joh 1,8) [24] Et error est, Quod hoc malum possit per opera sanari, Cum Experientia [25] testetur, quod in quantumlibet bene operemur, relinquitur concupiscentia [26] ista ad malum et nemo mundus ab illa, nec Infans vnius [27] diei.

Ligeledes: ”Alene mod dig har jeg syndet osv”. Dette er nemlig ondt, eftersom det er virkelig synd, som Gud har tilgivet ved sin ikke-tilregnen ud af sin barmhjertighed mod alle dem, som erkender den og bekender den og hader den og søger at blive helbredt for den. Derigennem sker det, at ”hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv”. Og det er en fejl, at dette onde kan helbredes ved gerninger, eftersom erfaringen viser, at ligegydigt hvor gode gerninger vi gør, er der dette begær efter det onde tilbage, og ingen bliver renset for det, heller ikke den spæde, der kun er en dag gammel.

⁷⁷ Sed misericordia Dei est, Quod hoc manet et non pro peccato [28] reputatur iis, qui Inuocant eum et gemunt pro liberatione sua. Tales [29] enim facile et opera cauent, quia querunt Iustificari omni studio. Sic [30] ergo in nobis sumus peccatores Et tamen reputante Deo Iusti per fidem. [31] Quia credimus promittenti, quod nos liberet, dummodo interim perseueremus, (W272) [1] ne peccatum regnet, sed Sustineamus ipsum, donec auferat [2] ipsum.

Men ved Guds barmhjertighed sker det, at det bliver ved det og ikke tilregnes som synd for dem, som påkalder ham og sukker efter deres befrielse. For disse mennesker kan nemlig let være omhyggelig med deres gerninger, fordi de af al magt søger at retfærdiggøres. Sådan er vi i os selv syndere og dog i kraft af Guds tilregnelse retfærdige ved troen. Fordi vi tror på ham, der forjætter os, at han vil befri os, holder vi i mellemtiden stand, at ikke synden skal herske, men vi kan udholde den, mens han ophæver den.

⁷⁸ [3] Est enim simile sicut cum ȩgroto, Qui promittenti medico certissimam [4] sanitatem credit et precepto eius obediens interim | in spe promissȩ [5] sanitatis | abstinet ab iis, que prohibita sunt ei, ne promissam sanitatem [6] impediat | et morbum augeat |, donec impleat medicus, quod [7] promisit. Iste enim Aegrotus nunquid sanus est? Immo ȩgrotus simul [8] et sanus. Egrotus in rei veritate, Sed sanus ex certa promissione medici, [9] | cui credit, qui eum iam Velut sanum reputat, quia certus, quod [10] sanabit eum, | quia incepit eum sanare nec imputauit ei egritudinem [11] ad mortem.

Det er nemlig ligesom med en syg, som tror på lægens løfte om sikker helbredelse, og i mellemtiden adlyder hans forskrifter, og i håb om den lovede helbredelse afholder sig fra de ting, som er ham forbudt, at han ikke skal forhindre den lovede helbredelse og forøge sygdommen, mens lægen fuldfører det, som han havde lovet. For er nu denne syge mon helbredt? Ja, han er syg, samtidig med at han er rask. Han er syg i virkeligheden, men rask ud fra lægens sikre løfte, som han tror på, og som allerede regner ham for rask, fordi han er sikker på, at han vil kunne helbrede ham, fordi han er begyndt at helbrede ham og ikke regner med, at han er syg til døden.

⁷⁹ Eodem modo Samaritanus noster Christus | hominem semiuiuum [12] | ȩgrotum suum | curandum | suscȩpit | in stabulum | et incepit [13] sanare promissa perfectissima sanitate in vitam ȩternam, et non imputans [14] peccatum | i. e. concupiscentias | ad mortem, Sed prohibens [15] Bl. 67. interim | in spe promissȩ sanitatis | facere et omittere, quibus * sanitas [16] illa impediatur et peccatum | i. e. concupiscentia | augeatur. Nunquid [17] ergo perfecte Iustus? Non, Sed simul peccator et Iustus; peccator re [18] vera, Sed Iustus ex reputatione et promissione | Dei certa |, quod liberet [19] ab illo, donec perfecte sanet.

På samme måde som samaritaneren kommer vores Kristus hen til den halvdøde og syge mand for at helbrede ham, fører ham til herberget og begynder at helbrede med løfte om den mest fuldkomne helbredelse i det evige liv, og idet han ikke tilregner synden, dvs. begæret, til døden, men forhindrer den i mellemtiden, gør manden det, der kan give håb om helbredelse og undlader det, som kan hindre helbredelsen og øge synden, dvs., begæret. Mon han er fuldkommen retfærdig? Nej, han er på én gang synder og retfærdig; han er synder ud fra virkeligheden, men retfærdig ud fra Guds sikre tilregnelse og løfte, som befrier ham fra det, indtil han er helt helbredt.

⁸⁰ Ac per hoc sanus perfecte est in spe, In [20] re autem peccator, Sed Initium habens Iustitiȩ, ut amplius querat semper, [21] semper iniustum se sciens. || Si nunc iste ȩgrotus diligens infirmitatem [22] nolit omne curare, nonne morietur? Sic qui sequuntur concupiscentias (W273) [1] suas in mundo. Aut si quis egrotus sibi non videatur, Sed sanus, ac sic [2] medicum respuat, tale est: per opera sua Iustificari et sanum esse. ||

Og derved er han helt rask i håbet, men i virkeligheden en synder, men han har begyndelsen til retfærdigheden, som han altid søger mere af, idet han altid véd, at han er uretfærdig. Hvis nu denne syge elsker sin svaghed og i det hele taget ikke vil helbredes, mon han så ikke vil dø? Således går det dem, der følger deres begæringer i verden. Eller hvis nogen ikke betragter sig som syg, men som rask, og således spytter medicinen ud, dvs., vil være retfærdig og rask gennem gerninger.

⁸¹ [3] Quȩ cum ita sint, Aut ego nunquam intellexi, aut non bene satis [4] de peccato et gratia theologi scolastici sunt locuti, Qui Originale totum [5] auferri somniant sicut et actuale, quasi sint quedam amouibilia in ictu [6] oculi, sicut tenebrȩ per lucem, Cum Antiqui sancti patres Aug⌊ustinus, [7] Ambro⌊sius multum aliter sint locuti ad modum Scrip⌊ture, illi autem [8] ad modum Aristot⌊elis in ȩthicorum, Qui peccata et Iustitiam collocauit [9] in opera et eorum positionem et priuationem similiter.

Da det nu forholder sig således, så har jeg enten aldrig forstået det, eller de skolastiske teologer har ikke talt tilstrækkelig godt om synden og nåden. De drømmer om, at den originale synd ophæves helt ligesom den aktuelle synd, som om det var noget, der kunne fjernes på et øjeblik, ligesom mørket af lyset, skønt de gamle hellige fædre, Augustin, Ambrosius og mange andre har talt som skriften taler om de, men skolastikerne har talt om det som Aristoteles taler om det i hans etik, han, som anbringer synd og retfærdighed i gerningerne og deres stilling og undladelsen på lignende måde.

⁸² Sed b. [10] Aug⌊ustinus preclarissime dixit ‘peccatum | concupiscentiam | in baptismate (W274) [1] remitti, non vt non sit, sed vt non imputetur’. Et b. Amb⌊rosius [2] ait: ‘Semper pecco, ideo semper communico’. Et ex hoc ego stultus non [3] potui intelligere, quomodo me peccatorem similem cȩteris deberem reputare [4] et ita nemini me preferre, cum essem contritus et confessus; tunc [5] enim omnia ablata putabam et euacuata, etiam intrinsece.

Men den salige Augustin sagde soleklart: ”Synden, begæret, tilgives i dåben, ikke så det ikke er der mere, men så det ikke tilregnes”. Og den salige Ambrosius siger: ”Jeg synder altid, derfor står jeg altid i et fællesskab” (?). Og ud fra det kunne jeg idiot ikke forstå, hvordan jeg, der også var en synder, burde betænke de øvrige ting, og således ikke regne mig bedre end andre, når jeg var angerfuld og bekendende; da regnede jeg nemlig alting for tilgivet og udtømt, også indvendig.

⁸³ Si enim [6] propter preterita, que dicunt semper oportere recordari (et verum [7] dicunt, Sed non satis), tunc non remissa esse cogitabam, que tamen Deus [8] promisit remissa esse confitentibus. Ita mecum pugnaui, Nesciens, Quod [9] remissio quidem vera sit, Sed tamen non sit ablatio peccati nisi in spe [10] i. e. auferenda et data gratia, que auferre incipit, | vt | non Imputetur [11] ammodo pro peccato. Quocirca mera deliria sunt, que dicuntur, [12] Quod homo ex viribus suis possit Deum diligere super omnia Et facere [13] opera precepti secundum substantiam facti, Sed non ad Intentionem [14] precipientis, quia non in gratia.

For hvis jeg på grund af det forudgående, som de siger altid burde opregnes (og de taler sandt, men det er ikke nok), da ikke anså det for at være tilgivet, det, som Gud dog havde lovet skulle være tilgivet, når det var bekendt. Således kæmpede jeg med mig selv, uden at vide, at tilgivelsen ganske vist var sand, men at ophævelsen af synden dog ikke fandt sted andet end i håbet, dvs., den skulle ophæves, og når nåden blev givet, begyndte den at ophæves, så den ikke skulle tilregnes som synd. Det er i nogen grad vanvid, når de siger, at mennesket ud fra sine kræfter kan elske Gud over alle ting og udøve budenes gerninger efter deres substans, men ikke efter den befalendes hensigt, fordi de ikke gøres i nåden.

⁸⁴ O stulti, O Sawtheologen! Sic ergo gratia [15] non fuerat necessaria nisi per nouam exactionem vltra legem. Siquidem [16] lex impletur ex nostris viribus, Vt dicunt, ergo non necessaria gratia [17] pro impletione legis, Sed solum pro impletione noue super legem exactionis [18] a Deo impositȩ. Quis ferat has sacrilegas opiniones? Cum Apostolus (W275) [1] dicat, quod ‘lex iram operatur’ (Rom 4,15) Et ‘infirmatur per carnem’ (Rom 8,3) et prorsus [2] sine gratia non impleri potest. Et poterant stultissime suȩ huius sententiȩ [3] moneri, pudere et penitere Vel ipsa saltem propria experientia. [4] Quia, Velint nolint, sentiunt prauas in seipsis concupiscentias. Hic [5] ergo dico: Hui! Nunc, queso, satagite! Estote viri! Ex totis viribus [6] vestris facite, Vt non sint istȩ concupiscentie in vobis.

Oh, hvilke dumme, hvilke so-teologer! Således ville nåden altså ikke være nødvendig uden gennem en ny udjagen udover loven. Hvis altså loven opfyldes ud fra vore kræfter, som de siger, altså er nåden ikke nødvendig for opfyldelsen af loven, men kun til en ny opfyldelse, som er pålagt af Gud på den anden side af lovens udjagelse. Hvem kan udholde disse kætterske opfattelser? Skønt apostelen siger, at ”loven virker vrede” og ”loven kom til kort på grund af kødet”, og kan slet ikke opfyldes uden nåden. Og de kunne ud fra deres meninges tåbelighed opfordre, udskamme og angre kun ud fra deres egne erfaringer. For hvad enten de ville eller ej, følte de det forkert i deres egen samvittighed. Derfor siger jeg: Hvad! Nu har jeg nok af det! Tag jer nu sammen! Gør noget ud af alle jeres kræfter, så dette begær ikke er i jer.

⁸⁵ Probate, quod [7] dicitis, ‘ex totis viribus’ Deum diligi posse naturaliter, sine denique [8] gratia. Si sine concupiscentiis estis, credimus vobis. Si autem cum et [9] in ipsis habitatis, iam nec legem impletis. Quippe Lex dicit: ‘ non concupisces,’ [10] Sed ‘Deum diliges’. Sed qui aliud concupiscit et diligit, Nunquid [11] Deum diligere potest? At hec concupiscentia semper in nobis est; [12] ergo nunquam dilectio Dei in nobis est, Nisi per gratiam incepta, et [13] reliquo concupiscentie adhuc sanando, quo nondum ‘diligimus Deum ex [14] toto corde’, per misericordiam non imputato ad peccatum, donec totum [15] auferatur et perfecta Dei dilectio donetur credentibus et perseueranter [16] vsque in finem pulsantibus.

Bevis, hvad I siger, at I ”af alle jeres kræfter” kan elske Gud på naturlig vis, helt uden nåden. Hvis i er uden begær, så tror vi jer. Men hvis I har den med og i jer, så har I endnu ikke opfyldt loven. For loven siger selvfølgelig: ”du må ikke begære”, men ”Du skal elske Gud”. Men den, der begærer eller elsker noget andet, mon han kan elske Gud? Men dette begær er altid i os; altså er kærligheden til Gud aldrig i os, hvis ikke den indgives gennem nåden, og begærets rest endnu skal helbredes, hvorved vi endnu ikke ”elsker Gud af hele vort hjerte”, gennem den barmhjertighed, som ikke er tilregnet til synden, indtil den helt er ophævet og den fuldkomne kærlighed til Gud gives til de troende og til dem, hvori den vedvarende slår indtil enden.

⁸⁶ [17] Bl. 67b. *Hȩc portenta omnia ex eo Venerunt, Quod peccatum, quid esset, [18] ignorauerunt, nec quid remissio. Quia peccatum artauerunt vsque ad [19] minutissimum quendam motum | animi | sicut et Iustitiam. Ita enim, [20] quia Voluntas habens istam syntheresim, qua, licet infirmiter, ‘inclinatur [21] ad bonum’. Et huius paruulum motum in Deum (quem naturaliter potest) [22] illi somniant esse actum diligendi Deum super omnia! Sed Inspice totum [23] hominem plenum concupiscentiis (non obstante isto motu paruissimo). [24] Hunc lex vacuum esse Iubet, Vt totus in Deum feratur.

Alle disse misfostre kommer af dette, at de er uvidende om, hvad synd er og hvad tilgivelse er. For de regner synden for virksom i indtil de mindste sjælebevægelser, og det samme med retfærdigheden. Således nemlig, at viljen har denne syntese, som, selv om den er svag, har ”tilbøjelighed til det gode”. Og denne viljens lille bevægelse hen mod Gud (som viljen kan gøre på naturlig vis) drømmer de om er den handling at elske Gud over alle ting! Men se dog på hele mennesket! Det er jo fuldt af begærligheder (som ikke står i vejen for denne lille bitte bevægelse). Men loven befaler, at mennesket skal være helt tomt (for begæringer), så det i sin helhed bæres frem mod Gud.

⁸⁷ Ideo Isa. 41. [25] irridens eos dicit: ‘Bene quoque aut male, si potestis, facite.’ Igitur [26] Ista Vita Est Vita curationis a peccato, non sine peccato finita curatione [27] et adepta sanitate. Ecclesia Stabulum est et infirmaria egrotantium et [28] sanandorum. Cȩlum vero est palatium sanorum et Iustorum. Sicut b. (W276) [1] Pet⌊rus 1. Pe. Vlt⌊imo: ‘Nouos cȩlos et nouam terram Dominus [2] faciet, in quibus Iustitia habitet.’ (2 Pet 3,13) Hic autem Iustitia nondum habitat, [3] Sed parat sibi interim habitationem peccata sanando. Hanc igitur [4] intelligentiam de peccato habuerunt omnes sancti, sicut prophetauit [5] Dauid psalmo 31. Ideo omnes se confessi sunt peccatores, Vt patet in [6] lib⌊ris b. Aug⌊ustini.

Derfor siger Es 41,23 ganske hånligt til dem: ”Godt eller ondt, hvis I kan det, så gør det”. Dette liv er et liv, hvor vi helbredes for synden, ikke et liv uden synd, hvor helbredelse er slut og en passende sundhed indtrådt. Kirken er et herberg og et sygehus for de syge, som skal helbredes. Men himlen er sandt nok et palads for de helbredt og retfærdiggjorte. Sådan omtaler den salige Peter det hen mod slutningen: ”Han vil skabe nye himle og en ny jord, i hvilke retfærdighed bor”. Men her bor retfærdigheden endnu ikke, men den bereder sig i mellemtiden en bolig ved at helbrede for synden. Den forståelse af synden havde jo alle de hellige, sådan som David profeterede i Sl 32,5. Derfor bekendte de alle, at de var syndere, sådan som det fremgår af den salige Augustins bøger.

⁸⁸ Vbi nostri theologi peccatum ad sola opera deflexerunt [7] Et ea solum inceperunt docere, quibus opera caueantur, Non, [8] quomodo per gemitum humiliter gratiam sanantem querant et se peccatores [9] agnoscant. Ideo necessario superbos faciunt, et qui dimissis [10] operibus ad extra iam se Iustos perfecte putent, Nihil solliciti sint et [11] concupiscentiis bellum indicere per Iuge suspirium ad Dominum.

Men vore teologer henregner synden alene til gerningerne, og de begyndte kun at lære, hvordan de kunne undgå gerninger, ikke, hvordan de gennem ydmyge sukke kunne søge den helbredende nåde og erkende, at de var syndere. Derfor gør de os med nødvendighed overmodige, og de, der har lagt gerningerne bag sig og mener, at de allerede nu er fuldkommen retfærdige, bliver slet ikke berørt af noget, så de kunne begynde at føre krig mod begæringerne gennem det åg at sukke mod Herren (?).

⁸⁹ Vnde [12] et tanta nunc in Ecclesia Est recidiuatio post confessiones. Quia Iustificandos [13] se nesciunt, Sed Iustificatos se esse confidunt ac ita per securitatem [14] suam sine omni labore diaboli prosternuntur. Hoc certe est [15] ex operibus Iustitiam statuere. Et licet gratiam Dei implorent, non [16] tamen recte, Sed tantummodo pro opere peccati dimittendo. Verum [17] Qui sunt Christi, spiritum Christi habent et agunt recte, etiamsi non [18] intelligunt, quod nos modo diximus; faciunt enim, antequam intellexerint, [19] immo ex vita magis quam ex doctrina intelligunt.

Derfor er der også nu i kirken en så stor tilbagevenden efter bekendelserne. For de, der skal retfærdiggøres, véd det ikke, men stoler på, at de er retfærdiggjorte, og kaster sig således i kraft af deres sikkerhed uden noget arbejde ned for djævelen. Dette er i hvert fald at fastholde retfærdigheden ud fra gerningerne. Og selv om de påkalder Guds nåde, gør de det ikke rigtigt, men kun for at ophæve synden ved hjælp af gerninger. Men de, der er kristne, har Kristi ånd og handler korrekt, selv om de ikke helt forstår, hvad vi har sagt; de handler nemlig, før de har forstået, ja, de forstår mere ud fra livet end ud fra læren.

⁹⁰ [20] Vnum adhuc superest, quod prius dictis obiicitur, Scil. Quod sine [21] operibus Iustitia Dei imputetur credentibus. Legimus enim in multorum [22] Sanctorum legendis, Quod Aliqua opera eorum Vel orationes eorum [23] reputata sunt a Deo et cȩteris in Exemplum commendata. Ergo ex [24] operibus huiusmodi Iustificati sunt. Respondeo: bonum argumentum, [25] Quod et magnum errorem prodit et vtilem predictorum intelligentiam [26] facit clariorem. Error est eorum, qui omnia illa a Deo reputata mox [27] presumptis viribus volunt imitari Ac ideo reputari, quia faciunt similia [28] illis, quibus reputata sunt, Quod est Iustitiam operum querere et nequaquam [29] illos imitari, sed exemplum eorum peruertere.

Ét mangler endnu: man kan indvende mod det ovenfor sagte, nemlig, at Guds retfærdighed tilregnes de troende uden gerninger. For vi læser i de mange helgenlegender, at nogle af deres gerninger eller bønner af Gud blev tilregnet og anbefalet andre til efterfølgelse. Altså blev disse mennesker retfærdiggjorte af gerninger. Svar: det er et godt argument, for en stor fejl kan både gavne og være nyttig ved at gøre forståelsen af det, jeg sagde før, klarere. De mennesker tager fejl, som straks vil efterligne alle de gerninger, der bliver tilregnet af Gud med kræfter, de mener at have, og derfor går ud fra, at når de gør noget, der ligner disses gerninger, vil de blive tilregnet. Men det er at søge gerningernes retfærdighed og på ingen måde at efterligne dem, men kun pervertere deres eksempel.

⁹¹ Nam illi vtique, [30] quibus ea opera sunt reputata et commendata, non ideo fȩcerunt, vt [31] reputarentur, immo ignorauerunt, an reputarentur a Deo, Sed ȩgerunt, [32] quod potuerunt, in humili fide, semper petentes grata esse Deo secundum [33] misericordiam suam, que agerent. Et sic ipsis primo reputatis [34] propter humilem fidei gemitum postea reputata et Approbata sunt et [35] opera. Tu autem, peruersor stulte, incipis primo ab operibus reputatis, [36] Bl. 68. dimittens interiorem gemitum, quo tu prius reputareris *sicut et illi; (W277) [1] pro solis operibus vis reputari, prius scil. ‘respici ad munus’ quam ‘ad [2] Abel’, (#65) quod non fiet. Et iste furor nunc passim feruet in pulpitis predicantium [3] verbum Dei.

For de helgener, der fik disse gerninger tilregnet og anbefalet, gjorde dem i det hele taget ikke i den hensigt, at de skulle tilregnes, ja, de var ligefrem uvidende om, hvorvidt de ville blive tilregnet af Gud, men de anstrengte sig, hvad de kunne, i ydmyg tro, altid i bøn om, at Gud ville være nådig imod det, de gjorde, ud fra hans barmhjertighed. Og således blev disse tilregnet først på grund af deres ydmyge trossuk og bagefter blev også gerningerne tilregnet og godkendt. Men du, tåbelige perverterende menneske, du begynder først med de tilregnede gerninger, og udelader det indre suk, hvorved du først skulle få tilregnet, sådan som de fik det; du vil have tilregnet alene på grund af dine gerninger, Gud skal nemlig først ”se på offeret” og bagefter ”på Abel”, hvilket ikke vil ske. Og dette raseri breder sig nu overalt på prædikestolene, hvor Guds ord prædikes.

⁹² [4] Expositio vers⌊uum psal⌊mi.

[5] Hic tria distincta nomina peccatum significantia ponuntur in Heb⌊reo, [6] qui sic habet secundum Iohann⌊em Reuch⌊linum: Beatus fiens leuatus [7] crimine, fiens opertus peccato. Beatus homo, non [8] computabit Dominus ei iniquitatem. Nescio itaque differentiam [9] istorum peccatorum. Et primum, sc. ‘crimen’, | quod varie interpretatur, [10] | Quod ‘Phȩscha’ Heb⌊reo dicitur, intelligerem ipsum opus peccati.

Forklaring på nogle vers fra salmerne.

Her vises tre forskellige ord, der betyder ”synd” på hebraisk, som det har sig med på denne måde, ifølge Johannes Reuchlin: ”Salig er den, der bliver befriet for forbrydelse, hvis synd bliver skjult. Saligt er det menneske, Gud vil ikke tilregne ham overtrædelse” (Sl 32,1.2). Jeg kender ikke en sådan forskel på disse syndere. Og for det første: forbrydelse, som udlægges forskelligt, som hedder ‘Phȩscha’ på hebraisk, vil jeg forstå som syndens gerning.

Phesha forekommer i Sl 32,1; aon i Sl 32,2 og i Sl 51,4.

⁹³ [11] Secundum, sc. ‘peccatum’, quod ‘Hataa’ dicitur et vbique ferme peccatum [12] interpretatur, Ipsum peccatum radicale in nobis siue concupiscentia [13] ad malum. Tercium, sc. ‘iniquitas’, quod ‘Aon’ et vbique iniquitas [14] interpretatur, intelligerem ipsam hipocrisim, nisi obstaret illud: [15] ‘Amplius laua me ab iniquitate mea et a peccato meo munda me.’ (Sl 51,4) Vbi [16] pro eodem videtur accipi, Vt sit iniquus propter auersionem et peccator [17] propter conuersionem, ibi a bono, hic ad malum, ibi per omissionem, [18] hic per commissionem pollutus. Siquidem iniquum est Deum postponi [19] creaturȩ et malum seu peccatum creaturȩ adherere, Vbi non Inuenitur [20] bonum, quod ibi inique postpositum est. Igitur

For det andet: Ordet ”synd”, som hedder ”Hataa” og overalt næsten må forstås som synd, det er selve den radikale synd i os eller begæret mod det onde. Ordet ”overtrædelse”, som hedder ”Aon” og overalt oversættes ved overtrædelse, ville jeg forstå som hykleriet selv, hvis ikke dette ord sagde mig imod: ”Rens mig mere fra min overtrædelse og gør mig ren for min synd”. Her kan det forstås for det samme, så han er overtræder på grund af modstanden, og synder på grund af forvendtheden, dèr fra det gode, her til det onde, dèr gennem udeladelse, her besmittet gennem brøden. Og hvis overtrædelsen er at sætte Gud bagved det skabte og knytte sig mere til det onde eller synden, hvor der ikke forefindes noget godt, fordi overtrædelsen dèr er sat bagerst.

⁹⁴ [21] Primo dicit: ‘Beatus’ (i. e. bene illi) ‘fiens leuatus’ i. e. qui per [22] gratiam fit liber ab onere criminis sc. actualis peccati perpetrati. Sed [23] non hoc satis, nisi simul ‘fiat opertus peccato’ i. e. radicale malum [24] ipsius non imputatur ad peccatum. Tunc enim tegitur, quando est [25] quidem, Sed non videtur, non obseruatur, non imputatur. Quod ergo [26] Leuatur, immo fiens leuatus est, hoc est, Quod non ex Viribus suis, Sed [27] per Deum actiue et in se passiue Liberatur. Quia non dicit: Beatus, qui (W278) [1] seipsum Leuat, propriis meritis scil., Sed: qui leuatur.

For det første siger han: ”Salig den” (dvs. det er godt for den) ”som bliver befriet”, dvs., som gennem nåden bliver fri fra forbrydelsens byrde, altså overtrædelsen som aktuel synd. Men dette er ikke nok, medmindre der samtidig bliver skjult for synden, dvs., medmindre samtidig hans radikale onde ikke tilregnes som synd. For da dækkes det, så meget det er muligt, men det ses ikke, det observeres ikke, det tilregnes ikke. Altså, det skjules, ja, det gøres skjult, det vil sige: fordi det ikke er ved sine egne kræfter, men gennem Gud aktivt og i sig selv passivt, at han befries. For salmisten siger ikke: Salig er den, som skjuler sig selv, i kraft af egne fortjenester, men salig er den som skjules.

⁹⁵ Tegitur, inquam, [2] per Christum in nobis habitantem, Sicut in figura dixit Ruth [3] ad Boos: ‘Expande pallium tuum super famulam tuam, quia propinquus [4] es.’ (Ruth 3,9) ‘Et leuato pallio proiecit se ad pedes eius’ (Ruth 3,7) i. e. anima proiicit se [5] ad humanitatem Christi et tegitur ipsius Iustitia. Item Ezech. 16.: [6] ‘Et expandi amictum meum super te et operui ignominiam tuam.’ Et [7] psalmo 62.: ‘Et in velamento alarum tuarum exultabo.’ Item psalmo 44.: [8] ‘filiȩ regum in honore’ i. e. decore tuo, vnde honorantur a te et tu in [9] illis. Et ‘Specie tua et pulchritudine tua intende’ etc., dimisso itaque [10] malo opere et residuo peccati i. e. fomitis non imputato, donec sanetur.

Han dækkes, siger jeg, gennem den Kristus,der bor i os, sådan som Ruth billedlig talt siger til Boas: ”Bred din kappe over din trælkvinde, for du er løser”. ”Og hun løftede kappen og lagde sig ved hans fødder”, dvs., sjælen kastede sig for Kristi menneskelighed og dækkedes af hans retfærdighed. Det samme i Ez 16,8: ”Og jeg bredte min kappe over dig og dækkede dit køn”. Og Sl 63,8: ”Jeg jubler i dine vingers skygge”. Det samme i Sl 45,10: ”Kongedøtre går dig i møde”, dvs., ved din pryd, hvorved de æres i dig og du i dem. Og Sl 45,5: ”Hold dig til din art og din skønhed”, dvs., derfor vil jeg tilgive al ond gerning og ikke tilregne den tilbageværende synd, dvs. tønderet, mens han helbredes.

⁹⁶ [11] Tunc tercio sequitur, quod sit iam Impius Iustificatus; Licet enim sit [12] peccator, Sed non impius. Impius enim dicitur, qui non est cultor Dei, [13] Sed auersus et sine timore et Reuerentia Dei. Iustificatus autem et [14] ‘tectus peccatis suis’ iam est conuersus et pius; colit enim Deum et [15] querit eum in spe et timore. Ac per hoc Deus eum reputat pium et [16] Iustum.

Da følger for det tredje, at den ufromme allerede er retfærdiggjort; for selv om han er en synder, så er han ikke ufrom. For ufrom kaldes én, der ikke dyrker Gud, men er imod ham og er uden frygt og ærefrygt for Gud. Men han er retfærdiggjort og er allerede dækket med hensyn til sine synder og omvendt og from; han dyrker nemlig Gud og søger ham i håb og frygt. Og derfor regner Gud ham for from og retfærdig.

⁹⁷ Sic eodem psal⌊mo: ‘Remisisti impietatem peccati mei.’ (Sl 32,5) Quod [17] Impietatem hic dixit, Supra peccatum dixit; Est enim eadem dictio: [18] ‘Remisisti impietatem’ Et ‘Non Imputauit Dominus peccatum’. Est ergo [19] Sensus: Non satis est, Quod nos ipsos pios arbitramur, quia Domini hoc [20] est reputare, et non nisi eos, ‘quorum remissa sunt et tecta peccata’. Iis [21] enim non Imputabitur Impietas, Sed pietas potius. Quia in horum interiori [22] ‘non erit dolus’, (Sl 32,2) Qui necessario est in iis, qui sibi non computant impietatem, [23] non tectis a Deo peccatis et remissis iniquitatibus.

Således hedder det i den samme salme: ”Du tilgav min syndeskyld”. Når han her siger ”skyld”, taler han om synden; for det er det samme at sige: ”du har tilgivet min skyld” og at sige”Herren tilregner ikke synden”. Det er altså meningen: Det er ikke nok, at vi selv regner os for fromme, for de er op til Herren at tilregne, og det gør han kun fordem, ”hvis synder er tilgivne og dækkede”. Dem tilregner han nemlig ikke ufromhed, men snarere fromhed. For i deres indre vil der ikke være svig. Det er der nødvendigvis i dem, som ikke regner sig ufromme, hvis synder ikke er dækkede af Gud og hvis overtrædelser ikke er tilgivne.

⁹⁸ [24] Bl. 68 b. * Corol⌊larium.

[25] Inepta et Stulta est Locutio: Deus obligauit nos ad gratiam habendam, [26] ergo ad Impossibile. Excuso piissimum Deum. Innocens | est | ab (W279) [1] hac impostura, non fȩcit hoc, non obligauit ad habendam gratiam, Sed [2] obligauit ad legem implendam, vt nobis humiliatis et gratiam suam [3] implorantibus eam daret. Illi autem ex gratia indignationem faciunt [4] et Inuidiosam fingunt. Quid enim aliud est dicere: Deus obligauit ad [5] gratiam habendam, Nec vult legem impletam secundum substantiam [6] facti acceptare, si non ad intentionem legislatoris impleatur, quam: [7] Ecce nos sine gratia possemus implere legem? Nec satis est, quod lege [8] nos onerauit, nisi etiam noua exactione gratiam suam habendam expostulet?

Ekskurs.

Den talemåde er uegnet og tåbelig, som siger: ”Gud har bundet os til at have nåden, altså har han bundet os til det umulige”. Jeg undskylder den meget fromme Gud. Han er uskyldig i denne anklage, han har ikke gjort det, han har ikke bundet os til at have nåden, men han har bundet os til at opfylde loven, så at han, når vi er ydmyget og bønfalder om hans nåde, kan give os den. Men disse mennesker tager forargelse af nåden og lader som om de er misundelige. For hvad andet er det at sige: ”Gud binder os til at have nåden, han vil ikke godkende den lov, der ikke er opfyldt efter sin substans, hvis den ikke er opfyldes efter lovgiverens hensigt”, end at sige: ”Se vi kan uden nåde opfylde loven. Ikke nok med, at han påbyrder os loven, han pålægger os også at have nåden ved en ny befaling.

⁹⁹ [9] O superbia, o Ignorantia peccati, Ignorantia Dei, Ignorantia [10] Legis! Cum ideo Deus gratiam offerat miseris, quia legem suam non [11] implere nos posse videt, vt ex ea impleamus, Nondum illi sunt humiliati, [12] nondum sciunt, Quod lex nec | secundum | substantiam facti (vt [13] ipsi dicunt) impleri potest.

Åh, hvilket overmod, hvilken uvidenhed om synden, om Gud, om loven! Skønt Gud i den grad tilbyder os elendige nåden, fordi han ser, at vi ikke kan overholde hans lov, så vi opfylder den, er de alligevel ikke ydmygede, véd de alligevel ikke, at de ikke kan opfylde loven efter dens substans (som de selv siger),

¹⁰⁰ Nisi accipiant substantiam facti externam [14] operationem, quod vtique non faciunt, Sed etiam quoad internam; Nam [15] propter Deum et ex corde factam operationem et naturaliter voluntatis [16] actu elicito, que omnia ad substantiam facti communicant, Non attendentes [17] stulti, Quod Voluntas, si liceret, nunquam faceret, que lex precipit. [18] Inuita enim est ad bonum, prona ad malum. Quod vtique in seipsis [19] experiuntur et tamen tam Impie et sacrilege loquuntur. Quamdiu enim [20] Inuita est ad legem, auersa est a lege ac ideo non implet. Ergo opus [21] habet gratia, que eam faciat libentem ac hilarem ad legem.

hvis de ikke modtager substansen, gjort som en ydre gerning, hvilket de overhovedet ikke gør, men også hvad det indre angår; for en gerning, gjort på grund af Gud og af hjertet og med den naturlige vilje fremlokket, hvilket de altsammen meddeler er gjort efter substansen, for disse tåber er ikke opmærksomme på, at viljen, hvis den er frit stillet, aldrig gør, hvad loven kræver. Den er nemlig modvillig til det gode og tilbøjelig til det onde. Hvilket de overalt erfarer ud af sig selv og dog taler så ufromt og blasfemisk. For så længe den er modvillig mod loven, er den modsatrettet af loven og opfylder den derfor ikke. Altså er der brug for nåden, som gør viljen velvillig og munter til loven.

¹⁰¹ [22] Ideo Recte dixi, quod Extrinsecum nobis est omne bonum nostrum, (#67) [23] quod est Christus. Sicut Apostolus dicit: ‘Qui nobis factus est a Deo [24] Sapientia et Iustitia et sanctificatio et redemptio.’ (1 Kor 1,30) Quȩ omnia in nobis [25] sunt non nisi per fidem et spem in ipsum. Vnde et omnis Laus Ecclesie [26] in Canticis Christi est in ipsa per fidem habitantis, Sicut omnis Lux terrȩ [27] non terrȩ, Sed solis est eam illustrantis. Sic Ecclesia in Canticis se nudam [28] sepius confitetur et non nisi sponsi desideria scribitur habere, dicens: [29] ‘trahe me post te, in odore vngentorum tuorum curremus’. (Højs 1,4, Vulgata) Semper [30] petit, Semper desiderat, Semper commendat sponsum.

Derfor var det rigtigt, hvad jeg sagde, at alt vort gode er udenfor os, hvilket er Kristus. Sådan som apostelen siger: ”Han, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning”. Hvilket altsammen kun er i os i kraft af troen og håbet til ham. Derfor er også al kirkens ros i Højsangen en ros til Kristus, som den har ved troen i denne ros, ligesom alt lys på jorden ikke er jordens lys, men solens, som oplyser den. Sådan bekender kirken ofte i Højsangen, at den er nøgen og der skrives, at den kun har ønsket om sin brudgom, når den siger: ”Drag mig efter dig, lad os løbe i dine salvers duft”. Den beder altid, den ønsker altid, den berømmer altid sin brudgom.

¹⁰² Quo manifeste sese [31] vacuam et pauperem ostendit intra se esse, et extra se esse plenitudinem [32] et Iustitiam suam. Si enim solum pro preteritis peccatis intelligendȩ [33] sunt confessiones sanctorum et in presenti esse puros [eos ostendunt], (W280) [1] Vt quid non solum preterita, Sed etiam prȩsentia confitentur?

Hvorved den åbenlyst viser sig at være tom og fattig ud af sig selv, og udenfor sig selv at være hans fylde og retfærdighed. For hvis de helliges bekendelser alene skal forstås om de forudgående synder og de viser, at de er rene hvad angår de nuværende, hvorfor bekender de så ikke alene de forudgående, men også de nuværende?

¹⁰³ [2] Nisi quod sciunt in se esse peccatum, Sed propter Christum tegi et non [3] imputari, Vt omne suum bonum extra se in Christo, qui tamen per fidem [4] in ipsis est, protestentur. Sic psalmo 44. Eructare cor suum propheta [5] verbum bonum i. e. dulce et consolatorium. Quid est illud? ‘Speciosus [6] forma pre filiis hominum’ i. e. quod Christus solus pulcher est et omnes [7] filii hominum fȩdi. Ideo ‘Specie tua et pulchritudine tua (inquit) intende, [8] prospere procede et regna’ (Sl 45,5). Nos regnum eius, Sed pulchritudo [9] in nobis non est nostra, Sed ipsius, Qua tegit nostram fȩditatem.

Det skyldes jo ikke andet, end at de véd, at de er i synd, men at de for Kristi skyld er dækket og ikke får det tilregnet, så at de indrømmer, at alt deres gode er udenfor dem i Kristus, som dog ved troen er i dem. Således i Sl 45,1, hvor profeten bekender, at hans hjerte strømmer over med gode ord, dvs., milde og trøstende ord. Hvad er dette? ”Du er særlig blandt menneskenes børn”? Dvs. at Kristus alene er smuk og alle menneskenes børn er fæle. Derfor siger han: ”hold dig til din art og din skønhed”. Vi er hans kongerige, men skønheden i os er ikke vores, men hans, hvormed han dækker vores fæle udseende.

¹⁰⁴ [10] Vnde et illius Verbi fiducia multi se in torporem et securitatem [11] tradunt, Quod b. Aug⌊ustinus dixisse fertur: ‘Magna pars Iustitiȩ, Velle [12] esse Iustum.’ Itaque hoc Velle ponunt actum elicitum minutissimum, [13] cȩterum mox relabentem et nihil incipientem, quo tamen securissime [14] Bl. 69. eunt stertentes. Et Verum est, Quod Velle * esse Iustitiam, non est magna [15] pars, immo tota Iustitia, que in hac vita potest haberi, Verum non illud [16] Velle, Sed quod infra Apostolus vocat: ‘Velle mihi adiacet, perficere [17] non Inuenio.’ (Rom 7,18)

Derfor overgiver mange sig i tillid til dette ord til stivhed og sikkerhed, som den salige Augustin anses for at have sagt: ”En stor del af retfærdigheden er at ville være retfærdig”. Derfor lægger de dette ”at ville” hen til den mest minutiøst udsøgte handling, så de andre gerninger snart bliver udeladt og ikke begyndte på, hvorved de går rundt med stor sikkerhed og snorker. Og det er sandt, at ”at ville” er retfærdighed, det er ikke den største del, nej, det er hele retfærdigheden, som kan haves i dette liv, men ikke dette ”at ville”, men det, som apostelen senere taler om: ”Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke”.

¹⁰⁵ Tota enim hȩc Vita est tempus volendi Iustitiam, [18] perficiendi vero | nequaquam, Sed | futura vita. Velle itaque [19] est omnibus viribus, studiis, orationibus, operibus, passionibus ostendere, [20] quod desideremus Iustitiam, nondum autem perfectum habeamus. De (W281) [1] quibus Vide pulcherrime et locupletissime in multis libris | b. Aug⌊ustinum, [2] | precipue li. 2. contra Iulianum, allegantem S. Ambro⌊sium, [3] Hila⌊rium, Cyprian⌊um, Chrisost⌊omum, Basilium, Nazianz⌊enum, Hireneum, [4] Reticium, Olimpum.

For i hele dette liv er tiden til at ville retfærdigheden, men aldrig til at fuldføre den, det hører det kommende liv til. At ville er derfor med alle kræfter, med al lyst, med alle bønner, med alle gerninger, med al lidenskab at vise, at vi ønsker retfærdigheden, men endnu ikke har den fuldkommen. Om disse ting kan du se det smukkest og mest udførligt behandlet i den salige Augustins mange bøger, især den 2. bog imod Julian, hvor han henviser til sankt Ambrosius, Hilarius, Cyprian, Chrisostomus, Basilius af Nazians, Irenæus, Retcius, Opympus.

¹⁰⁶ Mater igitur hipocritarum et Causa [5] hipocrisis est ipsa securitas. Deus enim ideo nos in peccato isto, in fomite, [6] in concupiscentia derelinquit, Vt nos in timore sui et humilitate [7] custodiat, vt sic ad eius gratiam semper recurramus, Semper pauidi, [8] ne peccemus | i. e. semper orantes, ne nobis imputet et peccatum dominari [9] sinat |. Immo eoipso peccamus non timendo, Quippe cum hoc [10] malum in nobis per se sit peccatum, quia non implemus propter ipsum [11] dilectionem Dei super omnia.

Derfor: moderen til hyklerne og grunden til hykleriet er sikkerheden selv. For Gud har nemlig af den grund efterladt os i denne synd, i tønderet, i begæret, at han kan føre os ind i frygt for sig og ydmyghed, så at vi således altid henflyr til hans nåde, altid angste for, at vi skal synde, dvs., altid bedende, at han ikke vil tilregne os den og tillade at synden hersker. Ja, af den grund lad os da synde uden at frygte, selv om dette onde i os i sig selv er synd, fordi vi på grund af synden ikke fuldfører at elske Gud over alle ting.

¹⁰⁷ Hoc solo | autem | fit veniale et non [12] imputatur, Quod pro ipso gemimus, et ne forte Deus propter ipsum [13] nos damnet, ne nobis imputet, misericordiam ipsius solliciti imploramus [14] et auferri per gratiam eius oramus ac sic peccatores nos ex ipso [15] confiteamur ac pro peccatoribus nos habeamus flendo, pȩnitendo, [16] dolendo, lachrymando.

Men alene herved er synden en tilgivelig synd og tilregnes ikke, fordi vi sukker over den, og at Gud ikke straks fordømmer os på grund af den, og ikke tilregner os den, skyldes, at vi ængsteligt bønfalder hans barmhjertighed og beder ham af sin nåde bære over med os, og således derved bekender, at vi er syndere og at vi på grund af vore synder må forholde os grædende, bodgørende, smertende, tårevædet.

¹⁰⁸ Cessante enim isto timore et sollicitudine mox [17] ponitur securitas, posita securitate mox redit Imputatio Dei in peccatum, [18] eo quod statuerit Deus nulli velle non imputare nisi gementi [19] et timenti ac assidue misericordiam suam imploranti. Quo consilio misericordissimo [20] nos piissimus Deus cogit ad tedium huius vitȩ, ad spem futurȩ [21] vitȩ, ad desiderium gratiȩ suȩ, ad odium peccati, ad penitentiam etc.

For når denne bæven og ængstelse ophører, indfinder sig snart sikkerhed, og når sikkerheden har indfundet sig, indtræder snart Guds tilregnelse af synden, hvorved Gud stadfæster, at han ikke vil tilregne nogen hans synd, hvis han sukker og frygte og bønfalder om hans hjælpende barmhjertighed. Gennem dette meget barmhjertige råd tvinger den yderst fromme Gud os til at væmmes ved dette liv, til håb om et fremtidigt liv, til ønske om hans nåde, til had over synden, til bod, osv.

¹⁰⁹ [22] Hinc in Scripturis sanctis Nihil ita hipocritis, et qui sibi sancti [23] videntur, obiicitur et causa superbie ascribitur quam Securitas, qua Dei [24] timorem abiiciunt. Prouer. 1.: ‘Quod exosam habuerint disciplinam et (W282) [1] timorem Domini non suscȩperint nec acquierint consilio meo’ etc. [2] Psalmo 13.: ‘Non est timor Dei ante oculos eorum.’ Isa.: ‘Non enim [3] timemus Dominum.’ Quȩ miseria sequitur ex eo, Quod peccatum [4] illud internum non querunt expurgare, Sed solum in opere, Verbo, cogitatione [5] peccatum statuunt, quibus purgatis per confessionem securi [6] eunt nihil solliciti per gemitum illud internum quoque curare, ne imputetur.

Heraf kan det ses, at der i den hellige skrift intet bebrejdes hyklerne og dem, som synes at være hellige, mere, og tilskrives dem større grund til overmod, end sikkerheden, hvorved de forkaster gudsfrygten. Ordspr 1,29: ”Fordi de havde haft en begyndende undervisning og ikke nærede frygt for Herren eller tog mit råd til sig”, osv. Sl 14,3: ”Gudsfrygt står dem ikke for øje”. Hos 10,3: ”For vi frygter ikke Herren”. Denne elendighed følger af det, at de ikke søger at uddrive denne indre synd, men kun med deres gerning, ord og overvejelser stadfæster synden, og med sådanne renselser gennem bekendelsen går de sikkert fremad, uden at ængstes for, om de med sukke også kan helbrede den indre synd, at den ikke skal tilregnes dem.

¹¹⁰ [7] Sic Apoc. 3.: ‘Et dicis: diues et locuples sum, et nescis, quod [8] miser et miserabilis es, nudus et pauper.’ Sic Apostolus: ‘Expurgate [9] vetus fermentum, vt sitis noua conspersio, sicut estis azymi.’ Quis enim [10] eorum intelliget ista duo simul, quod sint azymi et tamen expurgandum [11] sit eis fermentum vetus? Nisi quia vnum in re vera, Sed aliud propter [12] humilitatem fidei in timore, in spe et non-Imputatione Dei consistit.

Således i Åb 3,17: ”Og du siger: jeg er rig og har samlet til huse, og du ikke véd, at du er elendig og ynkelig og nøgen og fattig”. Og således apostelen i 1 Kor 5,7: ”Udrens den gamle surdej, for at I kan være en ny dej, sådan som I er usyrede”. Hvem vil nemlig kunne forstå disse to på én gang, at de er usyrede, og at dog den gamle surdej skal udrenses af dem? Det kan kun den, der holder fast på, at det ene er sandt, men at det andet består i på grund af troens ydmyghed i bæven, at håbe på Guds ikke-tilregnelse.

¹¹¹ [13] Fermentum habent, Sed dolent pro eo et gratiam Inuocant ideoque [14] Azymi sunt reputatione Dei, qui eis fermentum non imputat, Sed expurgandum [15] relinquit. Vnde Qui solum ad actuale peccatum respicit [16] Bl. 69b. et de illo purgando tantum* sollicitus est, cito presumit et securus fit, [17] quia per sacramentum et confessionem scit sese purgari ac sic sine timore [18] incedit et nullius peccati sibi amplius est conscius.

De har surdejen, men det smerter dem på grund af det og de påkalder nåden og derforer de usyrede i Guds øjne, han som ikke tilregner dem den gamle surdej, men efterlader den til at udrenses. Derfor vil den, der kun ser på den aktuelle synd og kun er bekymret for at udrense den, hurtigt blive færdig og blive sikker, fordi han gennem sakramentet og bekendelsen véd, at han bliver renset, og således uden frygt begynde at leve uden frygt, for han er sig ikke nogen yderligere synd bevidst.

¹¹² [19] Rursum alii sunt nimis pusillanimes, qui peccant in aliam partem [20] nimium festinantes ad expurgationem fermenti, ad sanitatem perfectam. [21] Qui etiam ipsum internum peccatum vellent funditus extirpare [22] Et quia non possunt, sed sepius cadunt, ideo tristes, deiecti et [23] desperati fiunt. Ideo cum gratia non cooperetur eorum nimio zelo et [24] festinato impetu, student suis operibus efficere, vt purissimi sint, et [25] miserrime colliduntur. ||

Atter andre er alt for pylrede, de synder på anden måde ved at skynde sig alt for meget med at udrense surdejen, så de kan være helt raske. De vil også uddrive den indre synd helt, og fordi de ikke kan gøre det, men ofte falder, bliver de af den grund kede af det, bliver forkastede og fortvivlede. Derfor er der ikke den mindste iver og tilskyndelse til at samarbejde med nåden, og de stræber efter at gøre deres gerninger bedre, så de kan være helt rene, og det fejler de med på elendigste vis.

¹¹³ Hii quidem securitatem non habent, Sed tamen [26] tendunt ad eam, quo illi iam peruenerunt. Vtrique ergo securitatem [27] querunt et timorem Dei euadere Volunt, illi iam de facto, isti Voto; [28] ideo Neutri timent Deum. || Hii nimium timent, immo stulte timent, [29] quia tunc se Deo placere putarent, si mundi essent; tunc autem displicere [30] ineuitabiliter putant, si sint immundi, Ignorantes Dei misericordiam, [31] quam implorare debuerant, ne Imputaret eis, quod mundi non [32] sunt. Ac per hoc etiam ipsi suis viribus nituntur periculosissime.

Disse har ganske vist ikke nogen sikkerhed, men dog tenderer de mod at have den samme sikkerhed som de andre allerede er nået frem til. For begge parter søger sikkerheden og vil undgå frygten, den ene part i virkeligheden, den anden ved et løfte; derfor er der ingen af dem, der frygter Gud. Den ene part frygter ham for lidt, ja frygter han på tåbelig vis, fordi de mener, de kan behage Gud, hvis de bliver rene; man da mishager de ham, for de lader hånt om Guds barmhjertighed, som de burde bønfalde om, at han ikke skal tilregne dem, at de ikke er rene. Og derigennem stræber de også selv på farligste vis af alle kræfter.

¹¹⁴ [33] Igitur illi ad dextram abiecto timore per securitatem, isti ad sinistram [34] abiecta misericordia per desperationem peccant, ignorantes, hoc (W283) [1] peccatum internum non esse possibile in hac Vita tolli, quod tamen [2] volunt isti, Illi Vero idem ipsum ignorantes imputari non timentibus. [3] Vtrique enim ignorant nec attendunt hoc peccatum, Sed solum actuale, [4] vt dixi, quod expurgari ad purum oportere credunt. Quod cum non [5] fit, putant se perditos. illi Vero, quia puros se putant, credunt saluatos, [6] Cum sit impossibile omni actuali carere, quamdiu illud radicale permanet [7] et originale.

Men de på den højre side forkaster frygten på grund af sikkerhed, de på den venstre forkaster barmhjertigheden og synder gennem fortvivlelsen, uvidende om, at det ikke er muligt i dette liv at ophæve den indre synd, hvilket de dog netop vil, mens de andre er uvidende om den og ikke frygter at få den tilregnet. Men begge parter er uvidende om og lægger ikke mærke til denne synd, men ser kun på den aktuelle synd, som jeg har sagt, at de tror at burde udrense, så de bliver rene. Og når det ikke sker, mener de sig fortabte. Men de andre, som mener, de er rene, tror sig frelste, skønt det er umuligt at tage sig i agt for enhver aktuel synd, sålænge denne radikale og originale forbliver.

¹¹⁵ Regia ergo via et via pacis in spiritu est peccatum [8] quidem nosse et odisse et ita in timore Dei incedere, ne imputet et dominari [9] permittat, Et tamen orare misericordiam eius, Vt nos ab eo Liberet [10] et non imputet. Timor excludet dextram, Sed misericordia sinistram; [11] ille securitatem, ista desperationem; ille Vanam placentiam sui, ista [12] desperationem Dei.

Den kongelige vej og vejen til fred i ånden er at kende og hade synden og således træde frem i gudsfrygt, at han ikke skal tilregne den og tillade den at herske, og dog bede om hans barmhjertighed, han, som vil befri os fra den og ikke tilregne den. Frygt udelukker dem til højre, men barmhjertighed dem til venstre; for den ene part er det sikkerheden, det er galt med, for den anden part fortvivlelsen; for den ene part det forfængelige selvbehag, for den anden part fortvivlelsen over Gud.

¹¹⁶ Igitur Vt aliquando Concludamus istos psal⌊mi [13] versiculos, Reputemus Nomina illa tria scil. ‘Pȩscha’, quod significat [14] crimina, scelera seu peccata actualia, preuaricationes, transgressiones; [15] ‘Hattaa’ Vero fomitem, peccatum radicale, concupiscentiam, morbum [16] naturȩ; ‘Aon’ autem Iniustitiam i. e. absentiam Iustitiȩ, siue quod quis [17] coram Deo non est Iustus, etiamsi multa bona operetur et Iusta.

Derfor, for at vi på en måde kan afslutte disse vers fra salmen, lad os så genoverveje disse tre ord: ”Pescha”, som betyder forbrydelse, overtrædelse eller aktuel synd, lovbrud, overtrædelser; ”Hattaa” som betyder ”tønder”, radial synd, begær, naturens dødelse, ”Aon” som betyder uretfærdighed, dvs. fravær af retfærdighed, dette, at én ikke er retfærdig overfor Gud, skønt han gør mange gode og retfærdige gerninger.

¹¹⁷ Quȩ [18] Iniustitia nobis imputatur propter ipsa crimina Vel peccatum. Ideo [19] Iniustitia respicit Dei reputationem sicut et Iustitia, Et hoc est peccatum [20] omissionis et carentia cultus et pietatis in Deum. De quo Apostolus (W284) [1] c. 3.: ‘Non est Iustus quisquam’ i. e. iniustitiam habet, cum hoc [2] habere sit nihil habere, Sed potius a Deo non reputari eum Iustum, [3] etiamsi bona faciat, quia opera non ponunt hanc Iustitiam, Sicut nec [4] tollunt iniustitiam.

Denne retfærdighed tilregnes os på grund forbrydelsen eller synden selv. Derfor ser uretfærdigheden hen til, hvordan Gud ser på én, hvad også retfærdigheden gør, og det er udeladelsens synd og manglen på dyrkelse af Gud og fromhed overfor Gud. Det taler apostelen om i kap 3,10: ”Der er ingen retfærdig”, dvs. der er ingen, der har retfærdighed, eftersom dette at have den er ikke at have den, men snarere af Gud ikke at regnes retfærdig, skønt han gør gode gerninger, fordi gerninger ikke fremkalder den retfærdighed, ligesom de ikke ophæver uretfærdigheden.

¹¹⁸ Quartum est in Heb⌊reo Nomen ‘Rascha’, [5] Quod impietas dicitur. Quod est Vitium superbie, Negatio veritatis et [6] Iustitiȩ Dei, statutio suȩ Iustitiȩ, defensio sapientie mentis suȩ, Quod [7] perfidos, hereticos, Scismaticos, superstitiosos et Moniacos facit siue [8] Monicos. De quo psal⌊mus: ‘Singularis ferus depastus est eum.’ (Sl 80,14, vulgata)

Det fjerde ord på hebraisk er ordet ”Rascha”, som betyder ufromhed. Hvilket er overmodets last, nægtelse af Guds sandhed og retfærdighed, oprettelse af sin egen retfærdighed, forsvar af sit sinds visdom, hvilket skaber overtroiske mennesker, kættere, skismatikere, overtroiske og moniakere eller monikere. Om hvilke salmen siger: ”(Skovens vildsvin gnaver af den og) markens dyr græsser på den”.

¹¹⁹ Videre til romer5.

¹²⁰c

c