Romerbrevsforelæsningen 1515-16

¹ [2]  Paulus servus Ihesu Christi [1,1]. Summarium epistole est [3] destruere et evellere et disperdere omnem sapientiam et iustitiam carnis [4] (id est quantacunque potest esse in conspectu hominum, etiam coram nobis [5] ipsis), quantumvis ex animo et synceritate fiant, et plantare ac constituere [6] et magnificare peccatum (quantumvis & ipsum non sit aut esse putabatur). [7]

Paulus, Jesu Kristi træl (1,1).

Hovedsagen i dette brev er at ødelægge, uddrive og splitte ad al kødets visdom og retfærdighed (det vil sige: for så vidt det kan være i menneskenes synsfelt, også i forhold til os), selv om de sker af hjertet og med alvor, og plante og oprette og mangfoldiggøre synden (skønt den i sig selv ikke er eller menes at være).

²   Unde b. Augustinus c. 7. de spi. et lit. ait: Paulus Apostolus ‘multum [8] contra superbos et arrogantes ac de suis operibus presumentes dimicat’ etc. (n2) [9] ‘Deinde ad Romanos ipsa questio pene sola versatur tam [10] pugnaciter, tam multipliciter, vt fatiget quidem legentis intentionem, Sed tamen fatigatione [11] vtili et salubr. Sunt enim quidam et fuerunt inter Gentes et Iudaeos [12] qui hoc sufficere putabant, si non ficte et ad faciem hominum, Sed [13] ex animo et medullis virtutes et scientias possiderent, Vt philosophi multi.

Derfor siger den salige Augustin: ”Apostelen Paulus kæmpede hårdt imod de overmodige og pralende og mod dem, der stoler på deres gerninger”. ”Dernæst behandler han i romerbrevet næsten udelukkende dette spørgsmål, både kampberedt og på mange måde, så han næsten trætter læserens opmærksomhed. Dog er denne træthed gavnlig og frelsebringende”. Der både er og var nemlig nogle blandt hedningerne og jøderne, som mente, at det var nok, hvis de ikke besad dyder og viden på fiktiv måde og for at ses f mennesker, men oprigtigt og ud fra kernen af personligheden. Fx mange filosoffer.

³ [14] Et ii licet coram hominibus non statuerent istas Iustitias neque gloriarentur [15] de illis, Sed mero virtutis et Sapientie affectu eis adhererent (quales [16] erant, qui optimi et Syncerissimi Et excepto Socrate pauci sunt famati), [17] non tamen continere se intus poterant, quin sibi placerent et apud se [18] saltem gloriarentur in corde tanquam sapientes, tanquam Iusti et boni [19] viri, de quibus hic dicit Apostolus: ‘Dicentes se sapientes stulti’ etc. (Rom 1,22).

Og selv om de ikke stadfæstede disse retfærdigheder overfor mennesker eller pralede af dem, men kun knyttede sig til dem bevæget af dyd og viden (det var den slags mennesker, som var de bedste og alvorligste, og bortset fra Sokrates var kun få af dem berømte), så kunne de dog ikke vare sig for indvendigt at behage sig selv og i det mindste overfor sig selv i hjertet prale af at være vise, som retfærdige og gode mænd, om hvilke apostelen her siger: ”De hævdede at være vise, men blev tåber”.

⁴  [20] Cum hic potius contrarium fieri doceatur. Quia non tantum laboratur [21] in Ecclesia, vt Iustitia et Sapientia nostra nihil sit neque efferatur per [22] gloriam neque celebretur per opinionem, Non, inquam, istud adeo (W158) [1] laboratur (Immo secundum [Eu]angelium ‘Lucernam accensam oportet [2] poni non sub modio, sed super Candelabrum, vt luceat omnibus, qui in [3] domo sunt’, (Mt 5,15) Et ‘Civitas non potest abscondi supra montem posita’ (Mt 514)), Sed [4] vt destruatur et euellatur de affectu et complacentia interiori nostra coram [5] oculis nostris. Quando enim in nostris oculis vilem habuerimus, [6] tum facile erit aliorum Iudicia et laudem nihil curare. Sicut per Iheremiam [7] dicit: ‘vt euellas, destruas, dissipes et disperdas’ (Jer 1,10) Scil. omnia, que in nobis sunt (i. e. que [8] nobis ex nobis et in nobis [9] placent) ‘et edifices et plantes’ Scil. omnia, que extra nos sunt et in Christo. Et figura Danielis [10] de lapide statuam destruente. (Dan 2,34)

Her kan man snarere mene det modsatte. For ikke blot arbejdes der i kirken for, at vores retfærdighed og visdom ikke skal være noget og ikke skal roses gennem ære eller fejres gennem meninger, nej, siger jeg, det, der hidtil blevet arbejdet på, er ikke dette (ja, ifølge evangeliet bør et lys ikke sættes under en skæppe, men på en lysestage, så det kan lyse for alle dem, der er i huset. Og ”en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules”), men på at det kan ødelægges og udrives af den nydelse og det behag, vi i vore egne øjne har i vort indre. For når vi i vore egne øjne kan have dem (retfærdighed og visdom) til en billig penge, da vil andres bedømmelse være let og man vil ikke bekymre sig om ros. (?) Således siger han [Gud] gennem Jeremias: ”[Se, nu giver jeg dig myndighed] til at rykke op med rode og rive ned, til at adsprede, og til at fordele”, nemlig gøre det ved alt, hvad der er i os (dvs det, som behager for os og ud fra os og i os) ”og til at opbygge og til at plante”, nemlig gøre det ved alt, som er udenfor os og i Kristus. Og Daniels billedtale om den sten, der ødelagge statuen [siger det samme].

⁵ Deus enim nos non per domesticam, sed [11] per extraneam iustitiam et sapientiam vult salvare, non que veniat [12] et nascatur ex nobis, sed que aliunde veniat in nos, non que in terra nostra [13] oritur, sed que de celo venit. Igitur omnino externa et aliena iustitia oportet [14] erudiri.

For Gud vil nemlig frelse os, ikke ved den hjemlige, men ved den udefrakommende retfærdighed og visdom, ikke ved det, der kommer og fødes ud af os, men ved det udefrakommende, som kommer ind i os, ikke ved det, som opstår i vores jord, men ved det, der kommer fra himlen. Således bør i det hele taget den ydre og fremmede retfærdighed opstå.

⁶  Quare primum oportet propriam et domesticam euelli. Sic [15] psalmo 44.: ‘obliuiscere populum tuum et domum’ etc. (Sl 45,11) Et Abraham sic [16] Vocatus est egredi. (Gen 12,1) Et in Canticis: ‘Veni de Libano, sponsa, Coronaberis.’ (Højs 4,8) [17] Et omnis egressus populi Israel olim istam egressionem significauit, quam [18] de viciis ad virtutes exponunt. Et magis etiam de virtutibus ad gratiam [19] Christi oportet exponi, Cum eiusmodi virtutes eo maiora et peiora sunt [20] vitia, quo minus se sinunt putari talia et vehementius affectum humanum [21] sibi deuincunt quam omnia alia bona. | Sic dextera pars Iordanis vehementius [22] timuit quam sinistra.

Derfor bør først og fremmest den egne og hjemlige [retfærdighed] uddrives. Sådan siger Sl 45,11: ”Glem dit folk og [din fars] hus”. Og Abraham fik en sådan kaldelse og drog bort. Og i Højsangen står der: ”Kom fra Libanon, min elskede, du fortryller mig”. Og hele Israels folks udgang dengang betegnede ikke andet, end at de blev ført over fra last til dyd. Og endnu snarere bør vi føres over fra dyderne til Kristi nåde, eftersom den slags dyder så meget mere er større og værre laster, jo mindre de ophører med at anses for at være det og jo stærkere de besejrer menneskenes følelser for sig frem for alle andre goder. Således frygtede han mere den højre side af Jordan end den venstre.

⁷  Sed nunc Christus vult omnem affectum [23] nostrum ita esse exutum, ut non solum pro (C223) nostris viciis non timeamus (W159) [1] confusionem et pro nostris virtutibus non amemus gloriam et vanam [2] letitiam, sed nec de ipsa externa, que ex Christo in nobis est, iustitia, [3] gloriari coram hominibus debeamus neque de passionibus et malis, [4] que ex ipso nobis inferuntur, deiici. Sed omnino Christianus verus [5] ita debet nihil proprium habere, ita omnibus exutus esse, ut per gloriam [6] et ignobilitatem idem sit sciens, quod gloria sibi exhibita non sibi, sed [7] Christo exhibetur, cuius iustitia et dona in ipso lucent, et ignominia sibi [8] irrogata et sibi et Christo irrogatur. Sed multis opus est (seclusa speciali [9] gratia) ad hanc perfectionem experimentis. Sive enim quis ex naturalibus [10] sive ex spiritualibus donis sit coram hominibus sapiens, iustus et bonus, [11] non ideo coram Deo talis reputatur, maxime si et ipse se talem reputat.[12] Idcirco in istis omnibus sic oportet se habere in humilitate, quasi [13] adhuc nihil habeat, et nudam misericordiam Dei expectare eum pro [14] iusto et sapiente reputantis.

Kristus vil, at al vor følelse skal være i den grad uddrevet, at vi ikke blot ikke frygter forvirringen på grund af vore laster og ikke på grund af vore dyder elsker æren og den tomme glæde, men hverken bør vi rose os over for mennesker af den ydre retfærdighed, som på grund af Kristus er i os, ejheller bør vi forkaste de følelser og onder, som føres ind i os af ham. Men en sand kristen bør i det hele taget således ikke have noget for sig selv, men skal i alle ting være udbrændt, så han forholder sig ligeligt til høj og lav, velvidende, at den ære, der gives ham, ikke gives til ham, men til Kristus, hvis retfærdighed og gave lyser i ham, og hvis ærestab, som han pådrager sig, pådrages både ham og Kristus. Men der er brug for gennem mange forsøg at nå frem til denne fuldkommenhed (når den særlige nåde er udelukket). For hvad enten én er vís, retfærdig og god overfor mennesker ved naturlige eller åndelige gaver, vil han ikke af den grund blive regnet sådan overfor Gud, især ikke, hvis han også selv regner sig selv for noget sådant. Derfor bør han i alt dette opføre sig ydmygt, som om han slet ikke havde noget, og alene forvente den Guds barmhjertighed, som regner ham for retfærdig og vis.

⁸  Quod tunc facit Deus, Si ipse humilis fuerit [15] et non preuenerit Deum Iustificando seipsum et reputando, quod aliquid [16] sit, Vt 1. Corinth. 4.: ‘Neque meipsum Iudico. Qui autem me Iudicat, [17] Dominus est, Ideoque Nolite ante tempus iudicare’ etc. (1 Kor 4,3) Inueniuntur [18] Sane multi, qui sinistraria bona i. e. temporalia propter Deum nihil [19] reputent et bene perdant, vt Iudȩi et heretici. Sed qui dextraria i. e. [20] bona spiritualia et opera Iusta velint nihil reputare propter Christi [21] Iustitiam acquirendam, pauci sunt.

For det gør Gud: hvis et menneske har været ydmyg og ikke er kommet Gud i forkøbet ved at retfærdiggøre sig selv og regne sig selv for god, sådan som 1 Kor 4,3 siger: ”Jeg bedømmer heller ikke mig selv. Der er én, der bedømmer mig, nemlig Herren, derfor skal man ikke bedømme før tiden” osv. Der findes sandelig mange, som med hensyn til tingene på den venstre side, dvs. de timelige ting ikke på grund af Gud ikke tilregner sig noget og smukt bortkaster det, f.eks. jøderne og hedningerne. Men det er kun få, som med hensyn til tingene på den højre side, dvs. de åndelige goder og retfærdige gerninger ikke til tilregne sig noget for på grund af Kristus at opnå retfærdighed.

⁹  Hoc enim Iudȩi et heretici non possunt. [22] Et tamen nisi fiat, nemo saluabitur. Semper enim volunt et [23] sperant ipsa coram Deo reputari et premiari. Sed stat fixa sententia: [24] ‘Non est volentis neque currentis, Sed miserentis Dei.’ (Rom 9,16) [25] Et, vt ad Epistolam veniamus, non credo, Quod ii ad quos (WA 160) [1] scribit, quos et dilectos Dei, Vocatos, sanctos appellat, tales fuerunt, [2] Vt propter eorum contentionem necesse fuerit Apostolum se medium facere [3] et concludere, quod omnes peccatores sint; Immo Si fuerunt Christiani, [4] hoc iam ex fide cognouerunt. Id autem credo potius, Quod ad occasionem [5] fidelium Scripserit, vt haberent tanti Apostoli testimonium suȩ [6] fidei et doctrine contra Iudȩos et Gentes Rome adhuc incredulos et in [7] carne gloriantes contra humilem sapientiam fidelium, quos necesse tunc [8] fuit inter eos conuersari et audire et loqui inuicem contraria.

For det kan jøder og hedninger ikke gøre. Og dog er det sådan, at hvis det ikke sker, kan ingen blive frelst. For de vil altid og de håber altid, at deres egne [gerninger] kan tilregnes og belønnes overfor Gud. Men denne sætning står fast: ”Det kommer ikke an på den, der vil eller løber, men på Gud, der forbarmer sig”. Og for at komme tilbage til romerbrevet: Jeg tror ikke, at de menneske, som han skriver til, som han kalder Guds elskede, kaldede og hellige, var den slags mennesker, at det havde været nødvendigt, at apostelen på grund af deres strid skulle mægle og konkludere, at alle var syndere; nej, hvis de var kristne, så ville de allerede ud fra troen have vidst dette. Derfor tror jeg snarere, at han skrev for at give de troende lejlighed til at have et sådant apostolsk vidnesbyrd imod jøderne og hedningerne i Rom, de, som hidtil havde været vantro og i kødet havde rost sig imod de troendes ydmyge visdom, de, som det dengang var nødvendigt at tale med og høre på og modsige.

¹⁰ Quomodo [9] et 2. Corinth. 5. dicit: ‘Non iterum commendamus nos vobis, Sed occasionem [10] damus vobis gloriandi pro nobis, vt habeatis ad eos, qui in facie [11] gloriantur et non in corde.’ (2 Kor 5,12) Igitur textum Videamus, qui vsque ad [12] illud ‘Virtus enim Dei est euangelium’ etc. (Rom 1,16) magis continet doctrinas [13] exemplares quam speculatiuas. Quia docet primo suo Exemplo, quomodo [14] se quilibet prelatus habere debet erga subditos. [15] Prudentis enim ministri Dei est ministerium suum honorificare et in [16] reuerentia apud subditos conseruare. [17] Fidelis autem est ipsum non excedere neque in superbia illo abuti, Sed [18] tantum ad vtilitatem subditorum exercere.

På samme måde siger han også i 2 Kor 5,12: ”Vi begynder ikke igen at anbefale os for jer, men vi giver jer lejlighed til at rose jer af os, så I kan have noget imod dem, som roser sig i det ydre og ikke i hjertet”. Lad os derfor se på teksten, som indtil dette ”Evangeliet er nemlig Guds kraft, osv”, i højere grad indeholder en mængde læresætninger end spekulationer. Derfor lærer han som et første af sine eksempler, hvordan en hvilkensomhelst prælat skal forholde sig overfor sine undergivne. For det er op til Guds kloge husholdere at højagte deres embede og bevare det agtværdigt blandt de undergivne. Men for de tro [husholdere] er det om at gøre ikke at overdrive og ikke at misbruge [deres embede] til overlegenhed, men kun at udøve det til deres undergivnes gavn.

¹¹  [19] Debet esse ‘Seruus prudens et fidelis’. (Mt 24,45) Qui primum non obseruat, fit [20] idolum, ignauus et indignus illo decore; Vt qui stulta humilitate passim [21] omnibus sunt familiares subditisque sotiales, In quibus necessario perit [22] regendi authoritas et contemptum parit familiaritas. Quam [23] grauissime autem ii peccant, Quia hoc, quod Dei est et eis creditum, sinunt conculcari, [24] quod debuerant promoueri ad honorem! Qui vero secundum [25] non obseruat, fit tyrannus potestate semper terrens terribilisque esse [26] volens. Non quam fructuosa aliis sua sit prelatio, Sed quam formidolosa, [27] querunt, Cum tamen secundum Apostolum potestas illa sit data non ad [28] destructionem, Sed edificationem. Apellemus ergo ista duo vitia sic: [29] facilitas et austeritas.

Han bør være en ”klog og tro tjener”, som for det første ikke adlyder, bliver et idol, men er ligeglad med og uværdig til denne pryd; så at de, der i dum ydmyghed hele tiden overfor alle er bekendt med og underlagt de almindelige regler, i hvilke med nødvendighed autoriteten ved at herske går under og foragten ligestiller bekendtheden. Men hvor højst alvorligt de dog synder, som finder sig i, at det, der hører Gud til og tiltros dem, foragtes, skønt de burde fremføre det som en ære! Men den gode tjener er for det andet den, som ikke adlyder, bliver en tyran, som vil være en magt, der skræmmer og gør folk rædselsslagne. Ikke fordi hans embede er mere frugtbart for andre, men fordi det er frygtopvækkende, stræber de [at være frygtindgydende], selv om dog ifølge apostelen magten er givet, ikke til ødelæggelse, men til opbyggelse. Lad os kalde disse to laster: smidighed og strenghed.

¹² De primo Zach. XI.: ‘O pastor et idolum derelinquens [30] gregem!’ (Zak 11,17) De secundo Ezech. 34.: ‘Cum austeritate imperabatis eis [31] Bl. 30. et cum potentia.’ (Ez 34,4) Sunt autem hȩc Vitia Capitalia,* ex quibus oriuntur [32] omnia prelatorum vitia. Nec mirum. Quia facilitas in vi concupiscibili, (W161) [1] Austeritas vero in irascibili fundatur.

Om den første siger Zak 11,17: ”Hvilken hyrde og hvilket idol, som flygter fra flokken”. Om den anden siger Ez 34,4: ”Med strenghed har I hersket over dem og med magt”. Men dette er hovedfejlen, hvorfra alle prælaternes fejl opstår. Det er ikke mærkeligt. For smidigheden bunder i begærlighedens kraft, men strengheden i vredens magt.

¹³ Ex quibus oritur omne malum, vt [2] notum est. Ideoque periculosissimum est officia suscipere nondum mortificatis [3] illis duabus bestiis, Quȩ tanto vehementius tunc noceant, cum [4] potestas nocendi accesserit. Contra hȩc duo monstra Apostolus seipsum [5] in exemplum ponit pulcherrimum per totum prologum siue [6] preambulum Epistole. Primo enim, ne velut ignauus et facilis a subditis [7] vilipendatur, omni gloria suum ministerium magnificat. 

Ud af dette opstår alt ondt, som det er sagt. Derfor er det højst farligt at påtage sig et embede, hvis man endnu ikke har dødet disse to uhyrer, som blot skader des mere stærkt, når magten til at skade kommer til. Imod disse to monstre opstiller apostelen sig selv som det smukkeste eksempel hele brevet prolog eller indledning igennem. Først derved, at han ikke som hverken lad eller smidig overfor sine undergivne gør embedet billigt, men ophøjer sit embede med al ære.

¹⁴  Deinde, ne [8] tyrannus et violentus estimetur, omni beniuolentia sibi conciliat affectum [9] subditorum, vt sic timore pariter et amore mixtis capacissimos efficiat [10] euangelii et gratiȩ Dei. Quare exemplo huius Apostoli Quilibet [11] prelatus in Ecclesia primo velut animal vngulam diuidens et mundum [12] diligenti oculo debet discernere inter seipsum et officium suum i. e. inter [13] formam Dei et formam serui Et seipsum quidem semper infimum existimans [14] omnibus officium inter timorem et amorem sui perficere,

Dernæst, for ikke at regnes for en tyran og en skrap person, forbinder han de underordnedes hengivenhed med al velvilje mod sig, så at han på den måde blander frygt og kærlighed ligeligt sammen, så han gør dem modtagelige for Guds evangelium og nåde. Efter denne apostels eksempel skulle enhver prælat i kirken for det første næsten med næb og klør opdele sin verden og omhyggeligt skelne mellem sig selv og sit embede, dvs. mellem Guds begreb og slavens begreb og i hvert fald altid bedømme sig selv som den nederste og overfor alle udføre sit embede med både frygt og kærlighed,

¹⁵  vt per [15] illud non nisi bonum et vtile subditorum querere studeat, ita sane, vt, cum [16] sciat, Quod omne officium propter vtilitatem | salutem | subditorum sit, [17] potius cessare debet ab officio, vbi vtilitatem et bonum subditorum non [18] sequi Vel per ipsum impediri probauerit. Et certe totum peccatum [19] prelati est, Si per horum duorum alterum Vel vtrunque impediat fructum [20] ministerii sui, durissimamque reddet suȩ villicationis rationem.

så at han gennem det bestræber sig for kun at opnå det bedste og gavnligste for sine underordnede, således at når han véd, at ethvert embede udføres til gavnlig frelse for de underordnede, bør han snarere træde tilbage fra embedet, hvis de underordnedes gavn og bedste ikke bliver resultatet eller når det er bevist, at de forhindres af ham selv. Og det er i hvert fald prælatens totale synd, hvis han gennem den ene af de to her skildrede metoder eller gennem dem begge forhindrer sit embedes frugt, og på det hårdeste aflægger regnskab for sin forvaltning.

¹⁶  Dicit itaque: ‘Seruus Ihesu Christi.’ In quo simul est verbo [22] maiestas et humilitas. Humilitas quidem, cum non se dominum [23] et authorem faciat, vt est tyrannorum et superborum ingenium, Qui ita [24] potestate vtuntur, vt nihil aliud meminisse videantur, quam se potestatem [25] habere, quasi ex eis sit nata et non ab alio receperint. Idcirco non ii gaudent [26] fructu potestatis, Sed fruuntur potestate solum. Maiestas autem, (W162) cum se tanti domini seruum felicissime iactat. Si enim Imperatoris seruum [2] non reuereri et suscipere exitium est, quid erit iis, qui Dei seruos non [3] reuerentur atque suscipiunt? Ita terribile et magnificum verbum est [4] dicere:

Derfor siger han: ”Jesu Kristi træl”. I det ord er der samtidig majestæt og ydmyghed. Ydmyghed, ja, for han gør sig ikke til herre eller ophavsmand, som det er tyranners og stoltes natur, de, som i den grad udnytter deres magt, at de ikke synes at huske andet, end at de har magten, som om den var opstået fra dem og de ikke havde modtaget den fra en anden. Derfor glæder de sig ikke over magtens frugt, men de nyder magten alene. Men også majestæt, eftersom han priser sig lykkelig ved at være en sådan herres træl. For hvis det er ødelæggende ikke at ære og antage kejserens træl, hvordan vil det da ikke være for dem, som ikke ærer og antager Guds trælle? Derfor er det et frygteligt og et storladens ord at sige:

¹⁷ ‘Seruus Ihesu Christi.’ Et Credo, quod ‘seruus’ hoc loco nomen [5] sit officii et dignitatis, non autem proprie culturȩ et subiectionis, hoc [6] est, Credo, quod Apostolus per hoc verbum non velit efferre personalia [7] sua opera, quibus priuatim Deo seruit et singulariter. Quia hoc exemplum [8] esset arrogantiȩ. Quis enim tuto ac definite audet dicere: ego sum seruus [9] Dei, cum nesciat, an omnia fȩcerit, que Dominus ab eo requirit? Sicut [10] Bl. 30b. ipsemet* dicit 1. Corinth. 4.: ‘Sed neque me ipsum Iudico.’ Solius enim [11] Domini est id Iudicare et diffinire, an quis sit seruus vel inimicus. Sed [12] omnino Seruum se dicit, vt dictum est, quia acceptum officium confitetur [13] a Deo super alios, q. d.: Ego quidem euangelium predico et Ecclesiam [14] doceo, baptiso et alia opera facio, que sunt Dei solius opera. 

”Jesu Kristi træl”. Og jeg tror, at ”træl” på dette sted er et embeds- og værdighedsnavn, men ikke i form af en personlig dyrkelse og underkastelse, det vil sige: jeg tror, at apostelen med dette ord ikke vil gøre sine gerninger personlige, de gerninger, hvormed han for sig selv og som privatperson tjener Gud. For et sådant eksempel ville være arrogancens. For hvem ville vove helt og afgjort at sige: jeg er Guds træl, når han ikke véd, om han ville gøre alt, hvad Herren kræver af ham? Således siger han selv 1 Kor 4,3: ”Men jeg dømmer ikke mig selv”. For det er alene Herren, som kan dømme og afgøre, om nogen er træl eller fjende. Men i det hele taget kalder han sig træl, som det er sagt, fordi han bekender, at han har modtaget embedet fra Gud fremfor andre, som ville han sige: Jeg prædiker evangeliet og belærer kirken, jeg døber og udfører andre gerninger, som alene er Guds gerninger.

¹⁸ Sed non ego [15] hȩc ago vt dominus super vos constitutus, Sed vt seruus, cui hȩc agere [16] in vobis commissa sunt. Et ita seruus sum sc. propter vos, et mea seruitus [17] non alia respicit, quam que in vos operari debeo. Hoc enim alia [18] seruitus non facit, qua omnes ȩqualiter Deo seruire dicimur; hȩc ad solum [19] Deum respicit. Et Breuiter: Seruus | Dei | moraliter et tropologice [20] est quilibet per se et pro se.

Men jeg udfører ikke disse ting som en herre, der er indsat over jer, men som en træl, der har fået til opgave at udfører disse ting for jer. Og på den måde er jeg en træl, dvs., jeg er det for jeres skyld, og min trællevirksomhed har ikke med andet at gøre, end at jeg bør udføre den overfor jer. For denne trællevirksomhed bevirker ikke andet, end at vi siger, at alle står lige overfor Gud. Dette gælder kun i forhold til Gud. Og kort sagt: Guds træl er moralsk og billedlig talt enhver gennem sig selv og til fordel for sig selv.

¹⁹  Seruus | Dei allegorice est aliquis pro [21] aliis et super ac propter alios. ideo hoc dignitatem et sublimitatem, illud [22] autem omnimodam subiectionem et humilitatem significat. Ideo quoque [23] hoc habet certitudinem et iactari debet, illud autem nequaquam. Item [24] hoc aliis prodest aliorumque vtilitati aptatur, illud autem sibiipsi prodest. [25] Item hoc spetiale est aliquorum, illud generale debet esse omnium. Hoc [26] definita habet opera et certos limites, illud autem omnia, quȩcunque [27] potest facere. Hoc potest esse sine gratia, illud vero non sine gratia. Ideo [28] hoc quidem dignius, Sed hoc salubrius. Hoc manifestum est hominibus in [29] gloria, illud autem nec sibiipsi notum satis, vt supra dictum est.

Guds træl er billedlig talt hvem som helst til fordel for de andre og over og på grund af de andre. Derfor er dette en værdighed og en højhed, men det andet betegner på enhver måde en underkastelse og ydmyghed. Derfor har dette også en sikkerhed og bør forkastes, men dette andet på ingen måde. Ligeledes kan det første gavne og virke til nytte for andre, men det andet gavner kun sig selv. Ligeledes er det ene kun en specialitet for nogle, det andet bør være generelt for alle. Det første har bestemte gerninger og sikre grænser, men det andet kan enhver gøre. Det ene kan være uden nåde, men det andet kan ikke eksistere uden nåden. Derfor er det ene ganske vist mere værdigt, men det andet mere frelsebringende. Det ene er manifest for menneker i herlighed, men det andet bemærkes knap nok af personen selv, som ovenfor sagt.

²⁰ Vocatus Apostolus [1, 1]

i. e. (vt clarius dicatur) vocatus in Apostolum [31] vel ad Apostolatum. In quo verbo exprimit specialius suam seruitutem [32] siue ministerium. Quia multi sunt serui et ministri Ihesu Christi, Sed non [33] omnes Apostoli. Omnes autem apostoli etiam sunt serui i. e. ministri, id [34] est qui opus Domini exercent super et in alios loco et vice Domini. Et (W163)  percutit primo verbo tria genera hominum, qui non vocantur ad officia [2] honoris.

”Kaldet til apostel”.

Det vil sige, for at sige det tydeligere: Kaldet til apostel eller til apostelembedet. I dette ord udtrykker han mere specielt sin tjeneste eller sin tjeneste. For der er mange, der er trælle og tjenere for Jesus Kristus, men ikke alle er apostle. Men alle apostlene er også trælle, dvs., tjenere, det vil sige: det er mennesker, der udfører Herrens gerning over og i andre på vegne af og i stedet for Herren. Og med det første ord rammer han tre slags mennesker, som ikke kaldes til ærens embede.

²¹  Primi sunt pseudoapostoli, qui tunc vbique abundabant, quos [3] diabolus velut zizania superseminauit (Mt 13,25) et emisit ab aquilone velut ollam [4] Ieremie feruentem (Jer 1,13). Alii sunt, qui per ambitionem intrant. ii enim [5] licet non sint pseudoapostoli aut pseudoduli, cum recta et vera doceant [6] catholiceque presint aliis, tamen quia non sunt ad hoc vocati, arguuntur [7] isto verbo ‘Vocatus’.

Først er der de falske apostle, som dengang sprang frem i stor mængde overalt, dem, som djævelen såede som ukrudt og udsendte fra nord som en sydende gryde, ifølge Jeremias. Så er der andre, som trænger ind, fordi de vil opnå noget. For selv om de ikke er falske apostle eller falske slaver, eftersom de lærer ret og sandt og er retmæssigt til stede for andre, så argumenterer dog ordet “kaldet” imod dem, fordi de ikke er kaldede dertil.

²² Et licet non sint ‘fures et latrones’, vt primi, Sunt [8] tamen mercennarii, quȩ sua sunt, querentes, non quȩ Ihesu Christi; et [9] non pertinet ad eos de ouibus, nisi quousque lucrum honoris, auri aut [10] voluptatis percipiunt.

Og selv om de ikke er “tyve og røvere”, som de første, så er de dog lejesvende, som søger efter deres eget, ikke efter det, der hører Jesus Kristus til; og de bryder sig ikke om fårene, medmindre de kan give dem ærens belønning eller de kan opnå guld eller lystfølelser.

²³ Qualium hodie in Ecclesia solus est numerus. Et [11] verum quidem est, Quod ii in Scripturis non ita noxii arguuntur neque [12] adeo damnantur sicut pseudoprophetȩ et pseudo Apostoli i. e. hȩretici et [13] Scismatici et perfidi, qui currere non missi et loqui non Iussi scribuntur et [14] mendacia querere etc., tamen non reputantur sufficientes a Deo, eo quod [15] non ex charitate libera, Sed ex mercennaria cupiditate assumunt et [16] Bl. 31. querunt sibi honorem.

Af den slags er der i dag i kirken adskillige. Og vel er det sandt, at de ikke argumenter skadeligt i skrifterne og heller ikke fordømmer, sådan som de falske profeter og de falske apostle, dvs. kætterne og skismatikerne og de perfide, som løber uden at være sendt og taler uden at have befaling til det og skriver og søger løgn, osv., men dog regnes de ikke for tilstrækkelige af Gud, af den grund, at de ikke påtager sig embedet af fri kærlighed, men for at stræbe efter løn og for at søge deres egen ære.

²⁴ Horum* similes sunt Tercii, qui per violentiam [17] intrudunt se vel per alios intruduntur, etiam sine fauore subditorum, [18] et ii sunt peiores quam secundi, Sed nondum sicut primi. Cum autem tam [19] sublimia sint ministeria sacra, horrendum est super omnia pericula, que [20] sunt in hoc et futuro sȩculo, et proprie solum omnium maximum periculum [21] hȩc aggredi sine vocatione Dei. Sed, heu, quam insensata duritia est [22] hodie multorum hȩc omnia ne leui quidem cogitatu intuentium! Non sunt [23] securi, qui a Deo vocantur, et illi, vbi parebunt? Ruit Iudas Apostolus, [24] Cecidit Saul, cecidit David Electus, et ii sublimiter vocati et vncti. Ve [25] illis miseris!

Den tredje slags ligner dem noget. De kommer ind ved vold eller indføres af andre, også uden de undergivnes gunst, og de er værre end dem under nummer to, men de er dog ikke som de første. Men eftersom de hellige tjenester er så ophøjede, er det fremfor alt en skrækkelig fare, som er i dette og de kommende tidsaldre, og fremfor alt er det den største fare at trænge sig ind uden Guds kaldelse. Men se dog, hvilken ufølsom hårdhed der i dag er hos denne mængde, der ikke engang har den miste tanke om at tage hensyn til alt dette! De, som er kaldede af Gud, er ikke sikre, men disse, hvor adlyder de? Judas apostelen gik under, han slog Saul, han slog David, den udvalgte, og disse kaldes ophøjede og salvede. Vé disse elendige!

²⁵  Secundo verbo, sc. ‘Apostolus’, exaggerat dignitatem ministerii [27] sui et maiorem inducit Reuerentiam subditis et auditoribus. Quia si omnem [28] seruum Dei cum Reuerentia et amore oportet recipere (vt qui opus Dei [29] in nobis operatur), quantomagis apostolum! Qui est supremus Legatus [30] Dei et summus Angelus Domini exercituum i. e. Ihesu Christi.

Med det andet ord: “apostel” overdriver han sit embedes værdighed og indfører en større ærbødighed fra de underordnede og hørende. For selv om enhver Guds træl bør modtages med ærefrygt og kærliighed (som én, der udfører Guds gerning i os), hvor meget mere så ikke en apostel! Han, som er den højeste legat for Gud og det største sendebud for hærskarers herre, dvs. Jesus Kristus.

²⁶ Sane debemus inter cȩtera Dei affluentissima beneficia etiam hoc [32] agnoscere cum laude et gratiarum actione deuotissima, Quod ex abundanti (W164) pietate talem potestatem dedit hominibus i. e. ne nimium terreremur et [2] nimio horrore nostro impediretur salus nostra et opus Domini in nobis, si [3] vel per seipsum vel per angelos hȩc in nobis ageret. Nunc autem nostrȩ [4] infirmitati piissimus medicus consulens elegit homines similes nobis, [5] familiares, tale scil. animal, quod minime omnium formidamus, vt ita [6] copiosissime et prospere opus eius in nobis procederet ablato terrore, [7] Qualem olim patiebantur prophetȩ, si quando verbum a Deo vel angelo [8] acciperent.

Ja, vi bør sandelig blandt de øvrige højst betydningsfulde velgerninger, som Gud viser os, også erkende denne med lovprisning og hengiven taknemlighedsudtryk, at han ud af sin overvældende fromhed giver mennesker en sådan magt, dvs., så at vi ikke på nogen måde frygter og endnu mindre forhindres af vor skræk fra vores frelse og Guds gerning i os, som han øver i os enten ved ham selv eller gennem engle. Men nu udvælger den frommeste på grund af vor svaghed og rådfører sig med mennesker som os, bekendte, nemlig et sådant dyr, som vi frygter mindst af alle, for at han kan fremme hans gerning i os ivrigt og med fremgang uden vold, den, som i gamle dage profeter led under, når de modtog et ord fra Gud eller en engel.

²⁷ Neque Moses terrorem hunc sustinere potuit. Quia Verbum [9] nondum erat caro factum, nondum eramus capaces eius propter sublimitatem [10] eius et nostram infirmitatem. At nunc blandum factum est et [11] carneum et per carneos homines nobis traditur. Sed tamen ideo remissius [12] non debet amari et timeri. Quia Idem enim verbum est, quod prius, licet [13] nunc non terribile, Sed amabile. Fiet tamen eo terribilius postea iis, qui [14] ipsum modo nolunt reuereri et amare.

Ikke engang Moses kunne udholde denne frygt. For Ordet var endnu ikke blevet kød, vi var endnu ikke kapable til at modtage det på grund af dets ophøjethed og vores svaghed. Men nu er det gjort indsmigrende og kødeligt og overgives os gennem kødelige mennesker. Men nu er det gjort slapt og vi kan ikke elske og frygte det. Men fordi det er det samme ord som det første, selv om det nu ikke er frygteligt, men elskeligt. Dog bliver det derfor senere frygteligere for dem, som ikke på nogen måde vil ære og elske det.

²⁸  15] Segregatus in euangelium Dei [1, 1]. Hoc dupliciter potest intelligi.

[16] Primo secundum illud Act. 13.: ‘Dixit spiritus sanctus: Segregate [17] mihi Paulum et Barnabam in opus, | ad | quod assumpsi eos.’ Et sic [18] sensus est, Quod seorsum positus est in Apostolatum Gentium, sicut Petrus [19] et alii Apostoli in ministerium circuncisionis et Iudȩorum, per quod adhuc [20] amplius exprimit ministerium suum, Quia non tantum ‘seruus’ nec tantum [21] ‘Apostolus Dei’, Sed ab aliis ‘segregatus’, singulariter ad Gentes mittendus.

”Udset til at forkynde Guds evangelium”.

Dette kan forstås på to måder.

Først ifølge Apg 13,2: “Helligånden sagde: Udtag mig Paulus og Barnabas til en gerninger, som jeg har kaldt dem til”. Og således mærkes det, at han er sat til hedningernes apostolat, ligesom Peter og de andre apostle er sat til omskærelsens og jødernes embede, og derfor tilkendegiver han sin tjeneste yderligere, for han er ikke blot “træl” ejheller blot “Guds apostel”, men “udskilt” fra de andre, som enkeltperson sendt til hedningerne.

²⁹ [22] Secundo secundum illud Gal. 1.: ‘Cum autem placuit ei, qui me [23] segregauit ex vtero matris meȩ et vocauit per gratiam suam, vt reuelaret [24] filium suum in me, vt euangelisarem illum in Gentibus.’ (Gal 1,15) Et tunc sensus [25] est, Quod a Deo est in vtero matris ad hoc pre aliis Iudȩis ordinatus, [26] vt fieret Apostolus Gentium. Quod figurauit Hieremias, cui dictum est: [27] ‘antequam exires de vulua, sanctifica⌊ui te et prophetam in Gentibus dedi [28] Bl. 31b. te’. (Jer 1,5) Hoc autem Paulus impleuit in veritate. Nam verbum ‘Sancti*ficare’ [29] et ‘separare’ et ‘segregare’ fere idem significant in Scripturis.

For det andet er han apostel ifølge det, der står i Gal 1,15: “Men da det behagede ham, som havde udvalgt mig fra moders liv, og ved sin nåde kaldte mig, så at han åbenbarede sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet for hedningerne ...” Og her mærkes det, at han for Gud er i moders liv i den hensigt, at han fremfor andre er forordnet for jøderne, så at han skal blive hedningernes apostel. Hvilket billedligt fremstilles på Jeremias, da der til ham blev sagt: “Før du kom ud af skødet, helligede jeg dig og satte dig som profet for hedningerne”. Men dette gjorde Paulus til virkelighed. For ordene “hellige” og “adskille” og “udvælge” betyder det samme i skrifterne.

³⁰ [30] || Verecundius est autem et modestius se dicere ‘segregatum’ quam sanctificatum, [31] ne arroganter de se loquatur. || Nam Quod sanctum ac Deo (W165) [1] consecratum est, id segregatum et separatum ac per hoc iam sanctificatum [2] est scil. ab aliarum rerum prophanarum consortio. || Inde vtique [3] ‘Sanctificamini’ i. e. a prophanis segregamini. Et hec est Voluntas Dei [4] sancta i. e. vt allegorice a malis hominibus et moraliter a peccatis segregemini. [5] || Igitur idem est ‘Segregatus in euangelium Dei’ i. e. abstractus [6] ab aliorum negociorum vsu, huic soli officio sum dedicatus, initiatus et [7] consecratus, vt euangelium doceam, Sicut Sacerdos est Segregatus et [8] separatus ad sacrificandum. Et hic sensus magis placet quam prior.

Men de er mere blufærdigt og mådeholdent, at han siger “udvalgt” end “helliget”, så han ikke taler overlegent om sig selv. For det, der af Gud er konsekreret helligt, det er udvalgt og adskilt og derigennem allerede helliget, nemlig fra samværet med de andre profane ting. Derfor overalt, hvor der står “I er helligede” betyder det “I er adskilt fra det profane”. Og dette er Guds hellige vilje, nemlig, at I billedlig talt udskilles fra de onde mennesker og moralsk fra synderne. Derfor er dette “udvalgt til at forkynde Guds evangelium” det samme som “afskåret fra at bruge andres opgaver, alene til dette embede er jeg dedikeret, indsat og helliget, at jeg skal lære evangelium, ligesom præsten er udvalgt og adskilt til at skulle helliges. Og jeg kan bedre lide den betydning end den første.

³¹ [9] Quo denique verbo eos percutit, qui cum ad ministeria Dei sint [10] segregati et de sorte Domini, ipsi implicant se aliis et sȩcularibus negociis [11] velut prophani. Denique illud notandum Apostolus indicat, Quod non [12] ad quoduis opus, Sed solum ad euangelium sit segregatus, Q. d. principale [13] opus meum est euangelisare, Sicut 1. Corinth. 1.: ‘Non enim misit me [14] Christus Baptisare, Sed euangelisare’; Ergo aliorum Apostolorum etiam [15] alia sint opera, in quȩ sint segregati, ego in euangelium sum segregatus.

Endelig: med dette ord gennemborer ham dem, som, skønt de er udvalgt til Guds tjeneste også ved Herrens lodkastning, dog tillægger sig selv andre og mere sekulære eller profane opgaver. Endelig skal man lægge mærke til, at apostelen ikke er udvalgt til en hvilken som helst gerning, men kun til evangeliet, dvs., 'min hovedopgave er at forkynde evangelium', sådan som han siger 1 Kor 1,17: “Kristus sendte mig nemlig ikke for at døbe, men for at forkynde evangelium; altså har de andre apostle også andre gerninger, til hvilke de er udvalgt, men jeg er udvalgt til evangeliet”.

³² [16] Quod ante promiserat [1, 2]. Hoc dicit, ne ex nostris meritis [17] | datum | aut humana sapientia inuentum putaretur, in quo consistit [18] maximum robur et omnis probatio euangelii, Quod sc. testimonium [19] habet veteris legis et prophetarum, tale esse futurum. Quia euangelium [20] ea loquitur, quȩ prophetatum est locuturum, vt ex hoc arguatur [21] Dei consilio ipsum fuisse preordinatum tale, antequam esset tale, et [22] ita soli Deo tribueretur gloria huius doctrinȩ et non nostris meritis [23] aut industriis, dum scil. antequam nos essemus, ipsum ordinaretur. [24] Sicut ipsum dicit: ‘Ab ȩterno ordinata sum et ex antiquis’ (i. e. [25] figuris legis), ‘antequam terra fieret’ (i. e. Ecclesia) (Ordsp 8,23), que vtique per eam [26] facta est.

”Hvilket han forud har lovet” (Rom 1,2).

Dette siger han, for at man ikke skal mene, at det gives i kraft af vore fortjenester eller er opfundet af vores visdom, for at han mest muligt kan gøre evangeliet fast og give det al mulig sandsynlighed, for det har nemlig den gamle lovs og profeters vidnesbyrd om at det skal blive sådan. For han taler om det evangelium, om hvilket det blev profeteret, at det skulle komme, så han derudfra kan argumentere for, at han selv ved Guds råd var forudbestemt på den måde, før end det blev på den måde, og derfor er det alene Gud, der skal tildeles æres for denne lære og ikke vore fortjenester eller anstrengelser, for han fastsatte læren, førend vi var til. Sådan som han siger om sig selv: “Fra evighed var jeg dannet (et billede på loven) og fra begyndelsen, før jorden blev til” (jorden, dvs., kirken), for kirken bliver i det hele taget dannet ved den [ved loven].

³³ Euangelium enim, quod est sapientia et virtus Dei, Ecclesiam [27] constituit et omnia facit, quȩ sapientia ibidem de se iactat et gloriatur. [28] Vnde et Amos 3.: ‘Non faciet Dominus Deus verbum, nisi reuelauerit [29] secretum suum ad servos suos prophetas.' Et Isa. 48.: 'Predixi tibi [30] ex tunc’ (i. e. in lege vet⌊eri): ‘antequam venirent, indicaui tibi, ne forte [31] diceres: Idola mea’ (i. e. meȩ sapientiȩ imaginationes) ‘fȩcerunt hȩc, et [32] conflatilia mandauerunt ista. Quȩ audisti’ (tempore legis et in prophetis), [33] ‘Vide omnia’ (scil. nunc in tempore gratiȩ) etc. (W166)

For evangeliet, som er Guds visdom og kraft, konstituerer kirken og udøver alt, hvad visdommen på dette sted praler af og forherliges ved. Derfor siger også Amos 3,7: “Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere profeterne”. Og Es 48,5f: “Jeg har forud sagt dig det ud fra dette' (dvs., ud fra den gamle lov) 'før det skete, jeg har vist dig det, for at du ikke skulle sige: mine gudebilleder' (dvs. min visdoms forestilinger) 'har skabt dette og mine støbte gudebilleder har befalet det. Det, som du har hørt' (i lovens og profeternes tid) 'se det sker altsammen' (nemlig nu i nådens tid) osv.

³⁴ [1] Per prophetas | suos | in Scripturis sanctis [1, 2]. Quod dicit ad [2] differentiam promissionis ante tempora, de qua Tit. 1.: ‘quam promisit [3] Deus, qui non mentitur, ante tempora sȩcularia.’ Ista enim promissio [4] est preordinatio ab ȩterno omnium futurorum. Sed per prophetas temporalis [5] fit promissio et sub humanis verbis. Et mira dignatio Dei, Quod [6] etiam vltra promissionem ȩternam in humanis verbis promittit, Et non [7] solum vocalibus, sed etiam scriptis. Quod totum factum, vt cum impleretur [8] promissio, in illis appareret, Quia sic facere consilium habuerit, [9] Vt non temere venisse aut ex fato stellarum (vt multi vani presumpsere) [10] religio Christi, Sed certo consilio et premeditata ordinatione Dei sic futura [11] fuisse cognosceretur. Et bene addit etiam alia causa: ‘in Scripturis [12] sanctis’. Quia si solum ‘per prophetas’ diceret, poterat calumniari, quasi [13] qui mortuos allegaret, qui et quorum verba non superessent. Nunc autem [14] exhibet et remittit etiam ad prȩsentes adhuc eorum scripturas.

”Ved sine profeter i de hellige skrifter” (Rom 1,2).

Det siger han til forskellen på forjættelsen før i tiden, det Tit 1,2 siger: “som Gud, der ikke kan lyve, forjættede, for evige tider siden”. For den forjættelse er forudbestemt fra evighed ud i al fremtid. Men forjættelsen skete gennem de timelige profeter og med menneskelige ord. Og det var Guds forunderlige værdighed, der gjorde, at han også i menneskelige ord forjættede ud over den evige forjættelse, og ikke kun med talte, men også med skrevne ord. Da alt dette var sket, for at han kunne opfylde forjættelsen, viste han sig i dem, for det havde han besluttet, at Kristi religion ikke skulle komme tilfældigt eller ud fra stjerneskæbne (sådan som man i sin tomhed antager), men ud fra et sikkert råd og Guds forudovervejede bestemmelse skulle fremtiden kunne kendes. Og han tilføjer smukt en anden begrundelse: “i de hellige skrifter”. For hvis han kun talte gennem profeterne, så kunne det fordrejes, som om den, der udsender døde, er den, hvis ord ikke er overflødige (?). Men som det er nu, udsender og gengiver han også til de nulevende deres skrifter.

³⁵ [15] Bl. 32. *De filio suo, qui factus est ei ex se⌊mine Da⌊vid s⌊ecundum [16] c⌊arnem, qui pred⌊estinatus e⌊st f⌊ilius D⌊ei in vir⌊tute secundum spi⌊ritum [17] s⌊anctificationis ex re⌊surrectione m⌊ortuorum I⌊hesu C⌊hristi [1, 3. 4].

[18] Iste locus nescio si ab vllo sit vere et recte expositus. Antiquis obstitit [19] interpretationis improprietas, Recentioribus vero absentia spiritus. Tamen (W167) [1] aliorum studiis adiuti audemus et nos salua pietate fidei intellectum [2] exercere. Igitur Sensus mihi videtur esse Apostoli, Quod Materia seu [3] obiectum Euangelii seu (vt alii) subiectum Sit Ihesus Christus, filius Dei, [4] natus ex semine Dauid secundum carnem et nunc constitutus rex et dominus [5] omnium in virtute et hoc secundum spiritum sanctum, qui suscitauit [6] eum a mortuis.

”Om sin søn, som efter kødet er skabt af Davids sæd, som er stadfæstet som Guds søn i kraft af helligheds ånd ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”

Jeg véd ikke, om dette sted er blevet sandt og ægte forklaret. For de gamle fortolkere var det upassende en hindring, men for de nye er det fraværet af ånden. Dog vover også vi ved hjælp af andres anstrengelser og med frelst trosfromhed at anføre en forståelse. Dog forekommer det mig, at apostelens mening må være, at essensen eller evangeliets genstand eller (som andre siger) evangeliets subjekt er Jesus Kristus, Guds søn, født af Davids sæd ifølge kødet og nu indsat som konge og herre over alle med kraft, og det ifølge helligånden, som oprejste ham fra de døde.

³⁶ Ad quod multum Iuuat textus grȩcus, qui sic habet: [7] ‘de filio suo facto ex semine Dauid, destinato siue definito, [8] declarato, ordinato etc. filio Dei in potestate secundum [9] spiritum sanctificationis ex resurrectione a mortuis, Ihesu [10] Christo domino nostro.’ Singula ergo vide. ‘De filio suo’ est [11] euangelium, non absolute de filio Dei, Sed incarnato ex semine Dauid. [12] Et in hoc notatur, quod se exinaniuit (n36) et infirmus factus, Et qui ante [13] omnia fuit et omnia fȩcit, ipse nunc cepit et factus est.

Her hjælper den græske tekst meget til, for den siger som så: “om hans søn, skabt af Davids sæd, bestemt til eller afgrænset til, erklæret som, fastsat som, osv., Guds søn i magt, ifølge helliggørelsens ånd ud af opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre'. Se nu enkelthederne! 'Om hans søn' er et evangelium, ikke i absolut forstand om Guds søn, men i kødelig forstand ud fra Davids sæd. Og her skal man lægge mærke til, at han gjorde sig tom og blev svag, og at det dog var ham, der var før alting og har skabt alt, der nu selv begyndte og blev skabt.

³⁷ Sed non solum [14] Euangelium de humilitate filii Dei loquitur, qua seipsum exinaniuit, [15] immo etiam de gloria et potestate, quam post humilitatem a Deo accepit [16] in humanitate, ita scil., vt sicut filius Dei per humilitatem et exinanitionem [17] sui factus est filius Dauid in carnis infirmitate, Ita econtra filius Dauid [18] infirmus secundum carnem nunc rursus constitutus est et declaratus filius [19] Dei in omni potestate et gloria, Vt sicut se secundum formam Dei Exinaniuit [20] | vsque in carnis inanitatem | nascendo in mundum, ita secundum [21] formam serui se impleuit vsque in plenitudinem diuinitatis ascendendo [22] in cȩlum.

Men evangeliet taler ikke blot om Guds søns ydmyghed, hvorved han gjorde sig tom, men også om den herlighed og magt, som han efter ydmygelsen modtog fra Gud i sin menneskelighed, nemlig således, at ligesom Guds søn gennem ydmygheden og tomheden blev gjort til Davids søn i skrøbeligt kød, således blev også modsat Davids ifølge kødet skrøbelige søn nu atter indsat og erklæret som Guds søn i al magt og herlighed, så at ligesom han ifølge sin guddommelige skikkelse blev tom indtil kødets mangel på ånd og født ind i verden, således udfyldte han ifølge sin trælleskikkelse sig selv, indtil han i guddommelig fuldstændighed opsteg til himlen.

³⁸ Et Nota propriissimam locutionem Apostoli. Non ait: qui [23] factus est filius Dei in virtute, sicut ait: ‘qui factus est secundum carnem’. [24] Nam ab initio conceptionis Christi propter vnionem vtriusque nature (W168) [1] verum fuit dicere: Iste Deus est filius Dauid Et iste homo est filius Dei. [2] Prima ideo vera, quia exinanita est diuinitas et in carnem abscondita. [3] Secunda ideo, Quia impleta est humanitas et in diuinitatem traducta. [4] Sed licet hoc ita esset, Vt non sit factus filius Dei, licet sit factus filius [5] hominis, et tamen idem semper fuit filius et est filius Dei etiam tunc. [6] Tamen hoc non fuit destinatum, declaratum et constitutum hominibus.

Og læg mærke til apostelens særlige udtryksform: Han siger ikke: 'som blev gjort til Guds søn i kraft', nej, han siger: 'som blev gjort ifølge kødet'. For fra begyndelsen af Kristi undfangelse var det på grund af foreningen af de to naturer sandt at sige: Denne Gud er Davids søn og dette menneske er Guds søn. Det første er sandt af den grund, at guddommen blev gjort tom og skjult i kødet. Det andet er sandt af den grund, at menneskeligheden blev udfyldt og overført til guddommelighed. Men selv om det skulle være således, at han ikke blev gjort til Guds søn, selv om han blev gjort til menneskesøn, så blev han dog stadig den samme søn og er Guds søn også da. Dog blev dette ikke bestemt, forklaret og fastsat for mennesker.

³⁹ [7] Acceperat iam potestatem super omnia et erat filius Dei, Sed nondum [8] exercebat eam, nondum habebatur talis filius Dei. Hoc enim factum [9] est per spiritum sanctificationis. Quia spiritus nondum erat datus, quia [10] Ihesus nondum erat glorificatus. ‘Ille’, inquit, ‘me clarificabit’. Spiritus [11] enim sanctus per Apostolos eum definiuit et declarauit esse filium Dei [12] nunc in potestate super omnia et omnia ei esse subiecta Et quod Dominum [13] eum fecerit Deus pater et Christum. Hoc enim vult hoc verbum [14] ‘predestinatus est filius Dei’ i. e. iste homo filius Dauid secundum carnem [15] est declaratus filius Dei in potestate sc. super omnia, quia fuit filius [16] Dauid in infirmitate subter omnia Et hoc totum ‘secundum spiritum [17] sanctificationis’.

Han modtog allerede magt over alle ting og var Guds søn, men han udførte den endnu ikke, han havde endnu ikke den egenskab af Guds søn. For dette blev gjort af den helliggørende ånd. Derfor var ånden endnu ikke givet, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort. Han sagde jo: “Han skal herliggøre mig!” (Joh 16,14). For helligånden viste ham gennem apostlene og erklærede ham for Guds søn, nu i hans magt over alle ting, hvor alt var ham underlagt, og hvor Gud Fader havde gjort ham til herre og Kristus. For det vil det ord sige: “Han er bestemt til at være Guds søn”, dvs., dette menneske, som er Davids søn efter kødet, er erklæret Guds søn i magt, nemlig magt over alle ting, fordi han var Davids søn i svaghed under alle ting. Og dette skete i det hele taget “ifølge helliggørelsens ånd”.

⁴⁰ Huic enim tribuitur Clarificatio Christi, vt dictum est. [18] Bl. 32b. Sed hoc Spiritus sanctus non fȩcit nisi post resurrectionem Christi. * Ideo [19] addit: ‘ex resurrectione a mortuis’, Quia spiritus non fuit datus, nisi prius [20] Christus resurgeret. Vnde patet, Quod male transfertur ‘predestinatus’, [21] Cum in Greco potius sit dictio ‘Oristhentos’ i. e. definitus, [22] Vnde ‘definitio’ et ‘determinatio’. Vnde in Scholis ‘Orismos’ definitio, [23] decisio, determinatio alicuius dicitur, quod tenendum et credendum [24] declaratur, manifestatur et indicatur.

Ham skyldes nemlig Kristi forklarelse, som det er sagt. Men denne helligånden handlede først efter Kristi opstandelse. Derfor tilføjer Paulus: “efter opstandelse fra de døde”. For ånden blev ikke givet, før Kristus opstod. Deraf kommer det, at oversættelsen “predestinatus” er dårlig. For på græsk hedder det “oristhentos” (Rom 1.4), og det betyder snarere “stadfæstet”, derfor også “definition” og “afgørelse”. Derfor siger også de lærde, at “orismos” betyder en eller andens “definition”, “afgørelse”, “bestemmelse”, som erklæres, manifesteres og påvises at skulle fastholdes og tros.

⁴¹ ‘Diffinitio’ enim indicatio est et [25] notificatio rei Ita et hic intelligitur Christus in Euangelio per spiritum [26] sanctum declarari et manifestari filius Dei in virtute et potestate super [27] omnia, quod ante resurrectionem non fuit reuelatum et manifestatum, [28] Sed potius in carne Christi occultatum. Et quod dicit Spiritum [29] ‘sanctificationis’ potius quam ‘sanctum’, non est magna vis, quia [30] idem dicitur [33] Igitur Epilogemus. Euangelium est de filio suo facto ex semine [34] Dauid, manifestato nunc filio Dei in potestate omnium per spiritum (W169) [1] sanctum datum ex resurrectione mortuorum, Ihesu Christo domino nostro.

”Definition” er nemlig en angivelse og en bestemmelse af en ting. Således bestemmes Kristus i evangeliet gennem ånden ved at erklæres og manifesteres som Guds søn i kraft og med magt over alle ting, skønt han før opstandelsen ikke var åbenbaret og gjort manifest, men snarere var skjult i Kristi kød. Og fordi han kalder ånden en helliggørelsens ånd i stedet for helligånd, er det ikke en stor kraft, for det samme siges “lad os da slutte af” (?). Evangeliet er om hans søn, skabt af Davids sæd, nu manifesteret som Guds søn i al magt gennem den hellige ånd, givet ved opstandelse fra de døde, som vor Herre, Jesus Kristus.

⁴² [2] Ecce sic habes, Quod Euangelium est sermo de Christo filio Dei primum [3] humiliato et postea glorificato per spiritum sanctum. Sane potest [4] ille genitiuus ‘Ihesu Christi domini nostri’ ambigue pro genitiuo vel [5] ablatiuo accipi, quia grecus textus non potest esse certus. In genitiuo [6] construitur cum illo verbo ‘resurrectione’, vt: ex resurrectione Ihesu [7] Christi domini nostri a mortuis. In Ablatiuo autem construitur cum [8] illo ‘de filio suo facto’ etc. Et Quod nostra translat⌊io dicit [9] ‘Mortuorum’, facit sensum obscurum, licet eundem. Quare melius sensum [10] ex sensu quam verbum ex verbo transferendum putamus i. e. ‘a mortuis’.

Se altså her, hvordan du har det, at evangeliet er en prædiken om Kristus, Guds søn, først ydmyget og derefter herliggjort gennem helligånden. Sandt nok kan denne genitiv “Jesu Kristi vor herres” forstår på to måde: som genitiv og som ablativ, fordi den græske tekst ikke kan gøre det sikkert. (Rom 1,4). Som genitiv forstået konstrueres det med ordet “opstandelse”, så betydningen bliver: ud fra Jesu Kristi vor Herres opstandelse fra de døde”. Men forstået som ablativ konstrueres det sammen med dette “om hans søn, der blev gjort..”. Og fordi vores oversættelse siger “de dødes” gør det meningen dunkel, skønt meningen er den samme (?). Derforo mener vi, at det er bedre at oversætte meningen ud fra meningen end ordet ud fra ordet, dvs., “fra de døde”.

⁴³ [11] Corol⌊larium.

[12] ‘Euangelium’ non est solum, quod Matt⌊heus, Mar⌊cus, Lu⌊cas, [13] Iohann⌊es Scripserunt. Quod satis ex hoc loco patet. Quia Expresse dicit, [14] Quod Euangelium sit verbum de filio Dei incarnato et passo et glorificato. [15] Hoc ergo quicunque siue Mattheus siue Thomas Scribat aut doceat, [16] quibuscunque etiam verbis aut linguis, ipsum est Euangelium Dei. Non [17] enim refert, quot libris aut quot authoribus doceatur, cum idem sit, [18] quod omnes docent. Vnde et illud, Quod Apostolus dicit de quodam, [19] ‘Cuius laus est in Euangelio per omnes Ecclesias’, (2 Kor 8,18) non est necesse, [20] quod de Euangelio Lucȩ intelligatur, Sed Quod laus eius fuerit in docendo [21] Euangelio i. e. verbo Dei.

Ekskurs.

“Evangelium” er ikke blot det, som Matthæus, Markus, Lukas og Johannes har skrevet. Hvilket tydeligt fremgår af dette sted. For han siger udtrykkeligt, at evangeliet er ordet om Guds søn, inkarneret, lidt og herliggjort. Det skriver eller lærer altså hvem som helst, hvad enten det er Matthæus eller Thomas, og med hvilke ord eller på hvilke sprog, det er det selvsamme Guds evangelium. Han henviser nemlig ikke til, at det læres i så mange bøger eller af så mange autoriteter, eftersom det er det samme, som alle lærer. Sådan skal også det forstås, som apostelen siger et sted: “hvis ros er i evangeliet i alle menigheder”, det skal ikke nødvendigvis forstås om Lukasevangeliet, men hans ros bestod i, at han lærte evangeliet, dvs., Guds ord.

⁴⁴ Sicut et Appollo et aliorum laus similis fuit, hoc [22] est, quod bene et copiose Christum nouerunt predicare. Nec illud [23] necesse est de Euangelio Lucȩ intelligere, quod ait: ‘Secundum Euangelium [24] meum’ (Rom 2,16; 16,25), quasi Lucas scripserit, quod Paulus predicauerit, aut quod [25] ille Scripserit, hic predicauerit. Sed ‘meum’ dicit, Quia ipse hoc predicauit, [26] Quod erat verbum Dei ‘de filio suo’, vt hic dicit.

Ligeledes fik Appollos og andre også ros, nemlig, fordi de smukt og ivrigt vidste at prædike Kristus. Heller ikke det skal nødvendigvis forstås om Lukasevangeliet, når han siger: “Ifølge mit evangelium”, som om Lukas havde skrevet, hvad Paulus prædikede, eller fordi den ene skrev, den anden prædikere. Men “mit” betyder, at han selv har prædiket det, fordi det var Guds ord “om sin søn”, som han her siger.

⁴⁵ Virtus enim Dei est (1,16). Notandum, quod 'virtus' hoc (w169) loco idem quod potentia sive potestas, muglickeit trivialiter possibilitas intelligitur et 'virtus Dei' non, qua ipse potens est formaliter in seipso, sed qua potentes et valentes ipse (w170) facit. Sicut dicitur: 'donum Dei', 'creatura Dei', 'res Dei', ita 'virtus Dei' (i. e. potentia ex Deo veniens). Ut Act. 4: 'Virtute magna reddebant apostoli testimonium resurrectionis Jhesu Christi'. Et Act. I: 'Sed accipietis virtutem supervenientis spiritus sancti in vos'. Et Luce ultimo: 'Donec induamini virtute ex alto'. Et Luce I: 'Et virtus altissimi obumbrabit te'.

For Guds kraft er nemlig (1,16). Man skal lægge mærke til, at ”kraft” her på dette sted skal forstås som ”mægtighed” eller ”magt”, möglichkeit, simpelthen mulighed, og ”Guds kraft” skal ikke forstås som den kraft, hvorved han selv er mægtig som en egenskab, han selv har, men som den, hvormed han selv skaber mægtige og værdige [mennesker]. På samme måde, som der siges ”Guds gave”, ”Guds skabning”, ”Guds sag”, således også ”Guds kraft” (dvs., den magt, der kommer fra Gud). Således Apg 4,33: ”Apostlene aflagde vidnesbyrd om Jesu Kristi opstandelse med stor kraft”. Og Apg 1,8: ”Men I skal iføres kraft, når Helligånden kommer over jer”. Og Luk 24,49: ”Indtil I bliver iført kraft fra det høje”. Og Luk 1,35: ”Og den højestes kraft skal overskygge dig”.

⁴⁶ Secundo notandum, quod est 'virtus Dei' ad differentiam virtutis hominum, que est potentia, qua valet et salvatur homo secundum carnem et qua quis potens est facere ea, que carnis sunt. Sed hanc Deus penitus evacuavit per Christi crucem, ut daret virtutem suam, qua valet et salvatur spiritus et qua quis potens est facere ea, que spiritus sunt.

For det andet bør man lægge mærke til, at ”Guds kraft” er forskellig fra menneskers kraft, som er menneskets magt, hvorved mennesket er stærk og frelses ifølge kødet, og hvorved den, der er mægtig, kan gøre det, som hører kødet til. Men den kraft udtømmer Gud helt gennem Kristi kors, så han giver sin kraft, hvorved ånden er stærk og frelses, og hvorved den, der er mægtig, kan gøre det, som hører ånden til.

⁴⁷ Psalmo 59.: ‘Vana salus hominis. In Deo faciemus virtutem.’ (Sl 60,13) Et [13] psalmo 32.: ‘Non saluatur rex per multam virtutem et Gygas non saluabitur [14] in multitudine virtutis suȩ. fallax equus ad salutem, in abundantia [15] autem virtutis suȩ non saluabitur.’ Igitur idem est dicere: Euangelium [16] est virtus Dei i. e. Euangelium est virtus spiritus siue diuitie, arma, ornamenta [17] et omne bonum ipsius spiritus | ex quo habet omne suum posse | [18] et hoc ex Deo, Sicut dicitur: Diuitie, arma, aurum, argentum, regna et [19] id genus alia sunt virtus hominum, quibus preualent facere, quidquid [20] faciunt, et sine illis nihil possunt.

Salme 60,13 siger: ”Menneskers hjælp er intet værd. I Gud får vi kraft”. Og Salme 33,16: ”Ingen konge reddes ved sin store styrke, og ingen helt ved sin store kraft, hesten er en svigefuld hjælper, trods sin store styrke redder den ingen”. Derfor er det det samme at sige: 'Evangeliet er Guds kraft, dvs., evangeliet er åndens eller guddommens kraft, våben, pryd og alt godt fra denne ånd, hvorfra den kan have alt sit, og det fra Gud, som at sige: 'Rigdom, våben, guld, sølv, kongeriger og den slags er menneskenes kraft, hvorved det, de gør, kan styrke dem, og uden hvilke de intet kan.

⁴⁸ Sed hec, vt dixi, oportet destrui [21] omnino, saltem quoad affectum illorum; alioquin virtus Dei non erit in [22] nobis. Diuites enim et potentes non recipiunt euangelium, ergo nec [23] virtutem Dei, Quia Scriptum est: ‘Pauperes euangelisantur.’ (Luk 7,22) ‘Confidunt’ [24] autem (vt psalmo 48.) ‘in virtute sua et multitudine diuitiarum suarum [25] gloriantur.’ (Sl 49,7) Vnde:

Men som jeg har sagt, bør dette i det hele taget ødelægges, i det mindste det, der knytter mennesket til det; ellers vil Guds kraft ikke komme ind i os. For rige mennesker og magtfulde mennesker kan ikke modtage evangeliet, og derfor heller ikke Guds kraft, for der står skrevet: ”evangeliet forkyndes for fattige”. Men ”de stoler på deres kraft og roser sig af deres store rigdom”. Derfor

⁴⁹ [26] Tercio Notandum, Quod vsque hodie non solum ‘erubescit’, Sed [27] etiam contradicit euangelio, saltem corde et opere, quicunque non vere [28] credit. Ratio: Quia dum placent ei et sapit ea, que carnis et mundi sunt, [29] necesse est, vt non sapiant neque placeant ea, que spiritus et Dei sunt. Et [30] ita non solum erubescit aliis ipsum dicere, Sed etiam repugnat et non vult [31] sibi dici. odit enim lucem et diligit tenebras, ideo non sustinet veritatem [32] salutarem sibi dici. Sed tamen ‘Erubescere euangelium’ est vitium et (w171) [1] ignauia prelati, contradicere autem vel non audire est vitium et stultitia [2] subditi, dum scil. predicator timet Vel potentiam Vel fauorem Vel multitudinem [3] auditorum et tacet necessariam veritatem Et auditor insensatus [4] contemnit vilitatem et humilitatem verbi. vnde et fit ei stultitia quȩdam [5] Bl. 33 b. et velut delyramentum, 1. Cor. 2.:* ‘Animalis homo non percipit ea, [6] que sunt spiritus Dei. Stultitia enim est illi et non potest intelligere.’

bør man for det tredje lægge mærke til, at indtil i dag er det sådan, at enhver, der ikke tror i sandhed, ikke blot 'skammer sig' ved evangeliet, men ligefrem modsiger det. Hvorfor? Fordi når han kan lide det, der hører kødet og verden til, og tænker ud fra det, så går det nødvendigvis sådan, at han ikke tænker ud fra eller kan lide det, der hører ånden og Gud til. Og således skammer han sig ikke blot ved selv at sige det til andre, men han kæmper også imod og vil ikke sige det til sig selv. Han hader nemlig lyset og elsker mørket, derfor kan han ikke holde ud at sige den frelsende sandhed til sig selv. Men dog er dette at 'skamme sig ved evangeliet' præsteskabets last og uvidenhed, men at modsige det eller ikke høre det er den underordnedes last og dumhed, idet han, nemlig prædikanten, enten frygter tilhørernes magt eller gunst eller mængde og tier med den nødvendige sandhed. Og den ufølsomme tilhører foragter ordets billighed og ydmyghed. Og således bliver det ham en dumhed og en tom snak, jf 1 Kor 2,14: ”Et sjæleligt mennesker tager ikke imod det, som hører Guds ånd til. Det er dårskab for et sådant menneske, og det kan ikke forstå det”.

⁵⁰ [7] Et Ro. 8.: ‘Sapientia carnis inimica est Deo; legi enim Dei non est subiecta; [8] nec enim potest.’ Igitur Conclu⌊sio finalis: Oportet eum, qui [9] credit euangelio, infirmum fieri et stultum coram hominibus, Vt sit potens [10] et sapiens in virtute et sapientia Dei. Quia 1. Corinth. 1.: ‘Infirma et [11] stulta mundi elegit Deus, vt confundat fortia et sapientia. Et Quod infirmum [12] et stultum est Dei, fortius et sapientius est hominibus.’

Jf også Rom 8,7: ”Kødets visdom er fjendtligt stemt overfor Gud; det underordner sig ikke Guds lov, for det kan det ikke”. Derfor bliver den endelige konklusion: Den, der tror evangeliet, må blive usikker og dum overfor mennesker, for at han kan være mægtig og vis i Guds kraft og visdom. Som det siges 1 Kor 1.27: ”Det, der var svagt og dårskab i verden, udvalgte Gud, for at gøre det stærke og vise til skamme”. Og ”Guds svaghed og dårskab er stærkereog visere end menneskene” (v25).

⁵¹ Cum ergo [13] audis virtutem Dei mox reprobatam, intellige virtutem hominum seu [14] mundi et carnis. || Oportet ergo omnem virtutem, sapientiam, Iustitiam [15] abscondi, sepeliri, non apparere, omnino ad imaginem et similitudinem [16] Christi, Qui Ecce exinaniuit seipsum ita, vt potentiam, sapientiam, bonitatem [17] maxime absconderet, et potius infirmitatem, stulti[tiam] et asperitatem [18] exhibuit. Ita similiter necesse est, vt qui potens, sapiens, suauis est, [19] ita hec habeat, quasi non habeat.

Når du altså hører, at Guds kraft er meget stærkere, må du forstå, at menneskenes eller verdens eller kødets kraft [er svagere]. Altså bør al menneskets kraft, visdom, retfærdighed fjernes, begraves, ikke vise sig, helt efter Kristi billede og i lighed med ham, han som tømte sig selv således, at magt, visdom, godhed blev mest muligt fjernes, og han snarere fremviste svaghed, dårskab og vanskeligheder. På lignende måde må nødvendigvis den, der er mægtig, vis, sød, have disse egenskaber, som om han ikke havde dem.

⁵² Et idcirco periculosissima vita est [20] principum mundi et Iuristarum, atque qui se potentia et sapientia habent [21] conseruare. Nam si hec non sint apparentia minimeque abscondita, [22] penitus ipsi nihil sunt. Si autem sunt, Ecce ‘mors in olla’, maxime si placet [23] affectu ea sic hominibus patere et ȩstimari. Difficile est enim a proprio [24] affectu abscondere et ipsum contemnere, quod omnibus manifestatur et [25] reputatur. ||

Og derfor er livet for verdens fyrster og dommere højst farligt, og for dem, der har en magt og visdom at bevare. For hvis disse ting ikke vises og i hvert fald er skjulte, er de i sig selv slet intet. Men hvis de er det, se, så er det ”død ved sig selv (?)”, især hvis man kan lide følelsen af, at de bliver afholdt og beundret af mennesker. Det er nemlig vanskeligt at fjerne sig fra sine egne følelser og foragte sig selv for, hvad der står fast og æres af alle.

⁵³ Justitia Dei revelatur [1, 17]. In humanis doctrinis revelatur (w 171) et docetur iustitia hominum, i. e. quis et quomodo sit et fiat iustus coram se et hominibus. Sed in solo evangelie revelatur iustitia Dei (i. e. quis et quomodo sit et fiat iustus (w 172) coram Deo) per solam fidem, qua Dei verbo creditur. Ut Marci ult.: 'Qui crediderit et baptisatus fuerit, salvus erit. Qui vero non crediderit, condemnabitur'. Justitia enim Dei est causa salutis. Et hic iterum'iustitia Dei' non ea debet accipi, qua ipse iustus est in seipso, sed qua nos ex ipso iustificamur, quod fit per fidem evangelii. Unde b. Augustinus c. 11 de spi. et lit.: 'Ideo iustitia Dei dicitur, quod impertiendo eam iustos facit. Sicut Domini est salus, qua salvos facit'.

Guds retfærdighed åbenbares (1,17). I menneskelige doktriner åbenbares og læres menneskers retfærdighed, dvs., hvem der er og kan blive retfærdig i egne og i mennesker øjne, og hvordan man bliver det. Men det er kun i evangeliet, at Guds retfærdighed åbenbares (dvs., hvem der er og kan blive retfærdig overfor Gud og hvordan han bliver det) udelukkende gennem troen, hvorved Guds ord troes. Som i Mark 16,16: ”Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst”. For Guds retfærdighed er årsagen til frelsen. Og her må man igen ikke forstå det som noget, hvorved man selv er retfærdig ved sig selv, men som noget, hvorved vi retfærdiggøres ikke ved os selv, for det sker ved tro på evangeliet. Derfor siger også den salige Augustin i kapitel 11 [18] af ”De spiritu et littera”: 'Derfor kaldes det Guds retfærdighed, fordi han ved at påføre den skaber retfærdige. Således tilhører frelsen Herren, fordi han skaber frelste'.

⁵⁴ Et eadem dicit c. 9 eiusdem. Et dicitur ad differentiam iustitie hominum, que ex operibus fit. Sicut Aristoteles 3. Ethicorum manifeste determinat, secundum quem iustitia sequitur et fit ex actibus. Sed secundum Deum precedit opera et opera fiunt ex ipsa. Sicut in simili opera episcopi vel sacerdotis nullus potest facere, nisi sit prius consecratus et ad hoc sanctificatus, et opera iusta nondum iustorum sunt sicut opera hominis facientis opera sacerdotis et episcopi nondum ipse sacerdos i. e. stulta et ludicra et circulatorum similia.

Og det samme siger han i samme bogs kapitel 9 [15]. Og det siges til forskel fra den menneskelige retfærdighed, som kommer i stand gennem gerninger. Således bestemmer Aristoteles det udtrykkelig i ”Etikken 3”, og ifølge ham følger retfærdigheden af handlingerne og bliver til ved dem. Men ifølge Gud går den [retfærdigheden] forud for gerningerne, og gerningerne sker ud af den. Således som billedligt biskoppens eller præstens gerninger ikke kan udvirke noget, hvis ikke han først er indviet og helliget til dette, og retfærdige gerninger tilhører aldrig de retfærdige, sådan som de menneskelige gerninger, der udføres ved præstens eller biskoppens gerninger, aldrig er præstens egne, men dette er dog dumme og latterlige og naragtige sammenligninger.

⁵⁵ Secundo notandum: Illud, quod dicitur: ex fide in fidem (1, 17) varie exponitur. Lyra vult, quod 'ex fide informi ad fidem formatam'. Quod nihil valet omnino, quia ex fide informi iustus nullus vivit et nec est iustitia Dei ex illa, quod tamen utrunque hic dicit. Nisi velit fidem informem intelligere fidem incipientium et fidem formatam perfectorum. Fides enim informis non est fides, sed potius obiectum fidei. Non enim (w173) credo, quod quis fide informi possit credere, sed hoc potest bene sc. videre, que sint credenda, et ita suspensus manere.

For det andet skal man lægge mærke til: Det, der siges: Af tro, til tro (1,17) forklares forskelligt. Lyra mener, at det betyder 'fra den uformede tro til den formede tro'. Hvilket overhovedet ikke er noget værd, for ingen retfærdig lever ud af en uformet tro, og der kommer ikke nogen retfærdighed fra Gud ud af det, hvilket han dog her siger begge steder. Medmindre han vil forstå den uformede tro som den begyndende og den formede tro som den fuldendte. For en uformet tro er ikke en tro, men snarere en forkastelse af troen. For jeg tror ikke, at nogen kan tro med en uformet tro, men dette kan være godt, nemlig at indse, hvad man skal tro og således forblive svævende.

⁵⁶ Alii sic: 'ex fide sc. patrum antique legis in fidem nove legis'. Et hec glosa sustinetur, licet possit reprobari et redargui videri, ex hoc sc., quod non vivit iustus ex fide preteritorum, cum tamen dicat: 'Justus ex fide vivet', et eadem crediderunt patres, que nos, una fides, licet illi obscurius, sicut et modo docti idem credunt, quod rudes, sed tamen clarius. Ideoque sensus videtur esse, quod iustitia Dei sit ex fide totaliter, ita tamen, quod proficiendo non venit in speciem, sed semper in clariorem fidem, secundum illud 2. Kor. 4: 'Nos transformamur a claritate in claritatem' etc. Item: 'Ibunt de virtute in virtutem', ita 'de fide in fidem', semper magis ac magis credendo, ut 'qui iustus est, iustificetur adhuc', ne quis statim arbitretur se apprehendisse et ita desinat proficere i. e. incipiat deficere.

Andre siger således: '”Af tro”, det vil sige de gamle fædres lov bliver til troens nye lov'. Og den fortolkning kan fastholdes, selv om man kan indvende noget imod den, og den synes at modargumenteres, nemlig derved, at den retfærdige ikke lever af de gamles tro, eftersom han dog siger ”Den retfærdige skal leve af tro”, og fædrene troede med den samme tro som vi, der er én tro, selv om de troede mindre klart, sådan som de også på en måde troede på de samme doktriner, skønt rå, men dog klarere. Derfor synes meningen at være den, at Guds retfærdighed kommer helt og holdent ud af troen, dog således, at den, når den begynder, ikke kommer som en ide, men som en stadig klarere tro, ifølge 2 Kor 3,18: ”Vi forvandles fra klarhed til klarhed”, osv. Ligeledes Sl 84,8: ”De går fra kraft til kraft”, således 'fra tro til tro', man tror hele tiden mere og mere, så at 'den, der er retfærdig, retfærdiggøres stadig', at ikke nogen straks skal mene, at han har nået målet og således ophøre med at gå frem, det vil sige, begynde at gå tilbage.

⁵⁷ B. Augustinus c. ii de spi. et lit. sic: 'ex fide annunciantium in fidem obedientium'. Burgensis: 'ex fide' (sc. velut a termino a quo) 'synagoge in fidem Ecclesie' (velut ad terminum ad quem). Sed Apostolus dicit, quod iustitia sit ex fide, sed Gentes non habuerunt fidem, ex qua in aliam ducti iustificarentur.

Den salige Augustin siger i kapitel 11 [18] i Om ånd og bogstav: 'Fra troen hos dem, der prædiker, til troen hos dem, der adlyder'. Burgensis siger: 'af tro' (nemlig som en slags udgangspunkt) 'af synagogens tro til kirkens tro' (nemlig som målet). Men apostelen siger, at retfærdigheden kommer af troen, men hedningerne ville ikke have haft den tro, ud fra hvilken de kunne retfæriggøres ved at blive ført hen til en anden [tro?]

⁵⁸ [19] Bl. 34. *Quod notum est Dei [1, 19].

[20] Greca locutio, que apud nos aptius per abstracta fit, Vt ‘Notum Dei’ [21] (i. e. notitia Dei), Sicut 1. Corinth. 1.: ‘Quod infirmum est Dei, fortius est [22] hominibus, et quod stultum est Dei, sapientius | est hominibus’ | i. e. [23] Infirmitas et stultitia Dei est potentior, fortior et sapientior quam fortitudo [24] siue virtus et sapientia hominum. Dicuntur autem hȩc omnia [25] Dei, non quod in ipso sint, sed quod in nobis ex ipso sint. Sic Stultitia [26] | et infirmitas | Dei est vita secundum euangelium, qua nos Deus coram [27] hominibus stultos videri facit et infirmos, et in exteriori homine.

”Det, man kan vide om Gud”, Rom 1,19.

Det græske udtryk, som på vort sprog bliver mere formålstjenligt gennem det abstrakte, f.eks. som “Guds viden”, (dvs., viden om Gud), sådan som 1 Kor 1,25 siger det, “Guds svaghed er stærkere end mennesket, og Guds dårskab er visere end menneskene”, dvs., Guds svaghed og dårskab er stærkere, mægtigere og visere end menneskenes styrke ellerkraft og visdom. Men alt dette siges at høre Gud til, ikke fordi disse ting gør det i sig selv, men fordi de i os stammer fra ham. Således er Guds dårskab og svaghed livet ifølge evangeliet, hvorved Gud får os til at se ud som tåbelige og svage i menneskers øjne og i det ydre menneske.

⁵⁹ Sapientia [28] autem et virtus Dei Est Vita secundum euangelium Vel ipsa [29] regula vitȩ euangelice, qua nos sapientes et fortes coram ipso facit et [30] reputat, et in interiori homine. Et ita tota res posita est in alternatione, [31] Vt Stultitia et infirmitas Dei | coram hominibus | sit Sapientia et virtus (W174) [1] coram Deo et econtra Sapientia et virtus mundi sit stultitia et infirmitas, [2] immo mors coram Deo, vt infra c. 6. (Rom 6,8ff)

 Men Guds visdom og kraft er livet ifølge evangeliet, eller det er selve livets evangeliske regel, hvorved vi overfor ham gøres og regnes for vise og stærke, også i det indre menneske. Og således bliver hele sagen placeret i omvendtheden, sådan at det, der i menneskers øjne ser ud som Guds dårskab og svaghed, er visdom og styrke i Guds øjne, og omvendt sådan, at verdens visdom og styrke er dårskab og svaghed, ja død i Guds øjne, jf senere kap 6.

⁶⁰ [3] Reuelatur enim ira Dei [1, 18].

[4] Apostolus precipue contra potentes et sapientes mundi personat, [5] Quia iis humiliatis facile et subiecti et rudes humiliantur, Simul etiam, [6] quia hii maxime restiterunt euangelio et verbo ac vitȩ crucis Christi [7] cȩterosque contra | eandem | excitauerunt. Ideo velut ipsis solis culpam [8] imputat et peccatum ac iram Dei denunciat. [9] Nullis enim adeo stulta visa est predicatio Crucis quam philosophis [10] et principatibus, quia penitus eis eorumque sensui contraria est.

”For Guds vrede åbenbares”, (Rom 1,18).

Apostelen vender sig især stærkt imod verdens mægtige og vise, for når de er ydmyget, ydmyges let både de underordnede og de rå, og samtidig fordi disse i stærkest grad modarbejder evangeliet og ordet og livet i Kristi kors, og ophidser de andre imod disse ting. Derfor ser det ud, som om man alene tillægger dem skyld og forkynder synd og Guds vrede kun over dem. For der er ingen, for hvem forkyndelsen af Kristi kors synes mere tåbelig end filosofferne og fyrsterne, fordi det helt og holdent er imod deres erfaring.

⁶¹ [11] A Creatura [1, 20].

[12] Aliqui exponunt (et, ni fallor, etiam Magister Sententiarum li. 1. [13] dis. 2.): ‘a creatura mundi’ i. e. ab homine ‘conspiciuntur Dei Inuisibilia’. [14] Sed hoc ex grȩco textu facile refellitur, Vbi dicitur: ‘a conditione’, seu [15] quod Matt. 25. dicitur: ‘a mundi constitutione’. (Mt 25,34) || Vel sic: ‘A creatura [16] mundi’ (i. e. a conditione mundi, non solum a nunc temporis) semper ita [17] fuit, Quod Inuisibilia Dei conspiciuntur operibus intellecta, vt infra [18] patebit. ||

”Fra verdens skabelse” (Rom 1,20).

Der er nogle, (om jeg ikke tager fejl, også sentensmagisteren), der forklarer 'a creatura mundi' ud fra mennesket, at “de får øje på Guds usynlige væsen”. Men dette gendrives let ud fra den græske tekst, hvor det hedder: “fra grundlæggelsen”, eller som det siges i Matt 25,34: “fra verdens grundlæggelse”, eller altså “fra verdens skabelse”, (dvs. fra verdens grundlæggelse, ikke blot fra vores tid) har det altid været sådan, at Guds usynlige væsen kunne ses og forstår ud fra gerninger, som det vil vise sig om lidt.

⁶² Vt sit sensus: Sapientes mundi licet mundi creationem non [19] intellexerint, tamen ex operibus mundi creati poterant Inuisibilia Dei cognoscere, [20] Scil. pro verbis et Scripturis ipsa opera habentes testantia Deum, [21] 1. Corinth. 1.: ‘Quia in sapientia Dei non cognouit mundus per sapientiam [22] Deum; placuit per stultitiam predicationis saluos facere credentes.’ (1 Kor 1,21) Cui [23] videtur hic contradicere, sc. quod cognouerint Deum, Sed statim infra [24] soluitur, Scil. licet cognouerint Deum, tamen ‘non probauerunt Deum [25] habere in notitia’ i. e. factis ostenderunt, quasi non cognoscerent.

Sådan at meningen bliver denne: Selv om verdens vise ikke forstår verdens skabelse, kunne de dog ud fra den skabte verdens gerninger erkende Guds usynlige væsen, nemlig udover ordet og skrifterne havde de selve gerninger til et vidnesbyrd om Gud, 1 Kor 1,21: “Fordi verden i sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud at frelse de troende ved prædikenens dårskab”. Hvilket synes at modsige dette, altså at de kunne kende Gud, men straks nedenfor løses gåden, for selv om de kendte Gud, så gik de dog ikke med til at have erkendt Gud, dvs., med deres gerninger viste de, at de ikke erkendte ham.

⁶³ [26] Et pro clariori intellectu notandum est Apostolum in istis [27] verbis non solos Romanos (vt multi putant) arguere, Sed nec singulos vel [28] omnes Gentium vel Romanorum. Quod manifeste ex infra dictis verbis [29] Apostoli cognoscitur, Quando dicit 3. c.: ‘Causati sumus Iudȩos et Grȩcos (W175) [1] omnes sub peccato esse.’ (Rom 3,9) Ergo nullum excipit, quoniam ‘omnes’ dicit. [2] Igitur ita cogitandum est, Quod Apostolus in loquendo totum mundum [3] velut vnum totum corpus ante oculos suos constituit. Cuius corporis [4] Bl. 34b. membra cum sint diuersa, non * singula fecerunt omnia, que Apostolus eis [5] obiicit, Sed omnia omnia fecerunt, Aliqui illa, alii alia vitia, ita quod omnia [6] ista vitia in corpore isto, non in solo capite fuisse monstret. Nam sine dubio [7] non omnes Romani fecerunt omnia hȩc, Sed neque | omnes | Gentes.

Og for at vi bedre skal forstå det, skal man lægge mærke til, at apostelen ikke blot argumenterer for romerne (som mange mener), men simpelthen alle hedninger eller romere. Hvilket bliver klart ud fra de ord, apostelen siger senere, når han i kap 3,9 siger: “Vi har anklaget alle jøder og grækere for alle at være under synd”. Altså er ingen undtaget, han siger jo “alle”. Altså skal man tolke det sådan, at apostelen, når han taler, stiller sig hele verden for øje som et helt legeme. Skønt lemmerne på dette legeme er forskellige, kan de som enkeltlemmer ikke gøre alt, hvad apostelen bebrejder dem, men alle gør alt, nogle med denne last, andre med en anden, sådan at de alle fremviser disse laster i dette legeme, ikke blot i hovedet. For uden tvivl gjorde ikke alle romerne disse ting, men heller ikke alle hedninger.

⁶⁴ [8] Verum quia extra Christum existentes membra fuerunt huius corporis, [9] ideo simul cum illis arguuntur. Sicut est Mos Scripture secundum 2. et 4. [10] regulam intelligendi Scripturam i. e. Quod transit a parte in totum et [11] econtra siue de specie in genus. Item simul de bonis et malis eadem [12] dicendo, illos increpando, immo et puniendo cum malis, hiis vero benefaciendo [13] et fouendo cum bonis. Nam et istum modum cogitur obseruare [14] omnis, qui ad communitatem loquitur, in quibus necesse est non omnes [15] esse ȩque culpabiles vel laudabiles, vt patet experientia.

Men fordi dette legemes lemmer levede udenfor Kristus, derfor kan han argumentere imod dem på én gang. Således er det skriftens skik, ifølge den 2. og 4. regel til forståelse af skriften, dvs., den går over fra en del til et hele og omvendt, både i art og genus. Således kan den på én gang sige det samme om gode og onde, skælde nogle ud, ja endog true dem med ondt, men velsigne andre og begunstige dem med goder. For man tvinges til at iagttage denne metode alle de steder, som taler til et samfund af mennesker, hvoriblandt det nødvendigvis ikke er alle, der er lige forbryderiske eller rosværdige, hvilket fremgår af erfaringen.

⁶⁵ Veruntamen [16] durius et impensius arguit Romanos et Sapientes, quia hii sunt et fuerunt [17] caput mundi propter principatum, potentiam et sapientiam. A quibus [18] etiam (vero ordine baptisandi) a capite incipiens, paulatim ad alios [19] descendens omnes Inuoluit dicens: ‘Repletos omni’ (Rom 1,29) etc.

Men han argumenter dog hårdere og mere indtrængende mod romerne og de vise, fordi disse er og var verdens overhoved på grund af principatet, magten og visdommen. Fra disse (som var døbt efter skikken) begynder han ved hovedet, går efterhånden ned til andre og medtager alle, hvor han siger: “alle blev opfyldt osv”.

⁶⁶ [20] Reg⌊ula | Mo⌊ralis. | Ex quo etiam docet predicatores Euangelii [21] primum et principaliter arguere debere maiores et capita in [22] populis, non quidem suis verbis ex morbido et perturbato animo effictis, [23] Sed verbis euangelii, sc. ostendendo, quomodo et vbi contra euangelium [24] agant et viuant. Sed horum operariorum nunc parua pars est. Sic [25] Iohannes Baptista creditur Dominum a Vertice deorsum perfudisse, Sed [26] non proprie quesitis aquis, Sed Iordane. Quod mysterium tibi nota, ne [27] ex furore euangelium narres.

Moral-regel. Ud fra dette lærer da også evangelieforkynderne, at de først og fremmest skal anklage de store og folkets overhoveder, dog ikke med deres egne ord, som kun fører til død og sjæleforvirring, men med evangeliets ord, nemlig ved at påvise, hvordan og hvor de handler og lever imod evangeliet. Men disse gerninger er nu en mindre del. Således mener man, at Johannes Døber har udgydt vand over Herren fra issen og nedover, men ikke med vand, han selv havde skaffet sig, men med Jordans vand. Men dette mysterium skal du passe på med, at du ikke fortæller evangelium ud af raseri.

⁶⁷ [28] Et ita Epistola Pauli (sicut omnis predicatio verbi Dei esse debet) (W176) [1] est velut fluuius egressus de paradyso et sic[ut] Nilus, qui totam Aegyptum [2] inundat. Et tamen necesse est, vt aliquem introitum et principium habeat [3] inundandi. Sic diluuium, quod Dominus per Apostolum Paulum inhabitare [4] facit, totum mundum occupat et omnes Gentes.

 Og derfor er Paulus' brev (sådan som enhver prædiken af Guds ord bør være) som den flod, der udgik fra paradiset, og som Nilen, der oversvømmer hele Egypten. Og dog er det nødvendigt, at den får med sig en vis indførelse og begyndelse. Således omfatter den “syndflod”, som Herren gennem Paulus får til at tage bolig i verden, hele verden og alle hedninger.

⁶⁸ Sed tamen incipit [5] introire a capitibus et maioribus ipsius mundi et paulatim diffundit se ad [6] omnes. Hoc enim diligenter notandum. Alioquin si Lyram et suos sequemur, [7] difficillima erit Epistola ista nec vlla sequentium cum precedentibus [8] connexio, cum ille velit in primo c⌊apite solos Romanos argui (quod et [9] prologus nititur) et tamen in sequentibus necesse sit omnes Gentes, immo [10] totam massam perditi generis humani intelligi. Hoc enim Apostolus [11] conatur, Vt Christum omnium saluatorem ostendat, non tantum Romanorum [12] et, qui Rome erant, Iudȩorum, Licet eis principaliter ostendat, sed [13] cum illis etiam aliis.

Og dog begynder han med at gå efter overhovederne og de mægtigere i denne verden, og først efterhånden udvider han sig til alle. Det skal man mærke sig omhyggeligt. Ellers, hvis vi følger Lyra og hans fortolkere, vil dette brev være højst vanskeligt og uden forbindelse fremad eller bagud, eftersom det i første kapitel udelukkende vil angribe romerne (hvilket også prologen søger at bevise) og dog må nødvendigvis hedningerne befinde sig i det følgende, ja, det må forstås om hele den fortabte menneskeslægt. For det tilstræber apostelen, at han kan vise, at Kristus er frelser for alle, ikke blot for romerne, og selv om han først og fremmest viser det for de jøder, der er i Rom, er det dog sammen med dem, bestemt for alle.

⁶⁹ [14] Bl. 35. *Deus enim illis manifestauit [1, 19].

[15] Ex hoc itaque dat intelligere, Quod etiam naturalia bona ipsi Deo [16] sunt tanquam largitori ascribenda. Nam Quod hic de naturali cognitione [17] loquatur, patet ex eo, quod subdit, quomodo illis manifestauit, scil. [18] per hoc, Quod Inuisibilia eius a conditione mundi operibus intellecta conspiciuntur [19] [1, 20] (i. e. naturaliter ex effectibus cognoscuntur) i. e. ab [20] initio mundi semper ita fuit, Quod ‘Inuisibilia eius’ etc., q. d. ne quis [21] Cauilletur, Quod nostro tempore solo potuerit Deus cognosci. A conditione [22] mundi vsque semper potuit et potest.

“Gud har jo åbenbaret det for dem” (Rom 1,19)

Ud fra dette kan man forstå, at også de naturlige goder skal tilskrives Gud som den rundhåndede giver. For det, han her siger om den naturlige erkendelse, svarer til det, som han skriver senere: hvordan det manifesterer sig for dem, nemlig derigennem, at hans usynlige væsen har kunnet ses ud fra hans gerninger fra verdens grundlæggelse (Rom 1,20), (dvs., på naturlig måde ud fra virkniingerne), dvs., fra verdens begyndelse har det altid været sådan, at “hans usynlige væsen” [har kunnet ses], så ingen skal driste sig til at sige, at det alene er i vor tid, at Gud kan erkendes. Fra verdens grundlæggelse og til evig tid kunne han og kan kan erkendes.

⁷⁰ [23] Sed vt clarius Apostolus in istis probationibus intelligatur, Volo [24] meo sensu aliis spectantibus modicum ludere et vel auxilium vel Iudicium [25] expectare.

[26] Quod omnibus, idolatris tamen precipue, manifesta fuerit notitia [27] Dei, sicut hic dicit, ita vt inexcusabiliter possint conuinci se cognouisse [28] Inuisibilia Dei, ipsam diuinitatem, item sempiternitatem et potestatem [29] eius, ex hoc aperte probatur, Quia omnes, qui idola constituerunt et [30] coluerunt et deos vel Deum appellauerunt, item immortalem esse Deum [31] i. e. sempiternum, item potentem et adiuuare valentem, certe ostenderunt [32] se notionem diuinitatis in corde habuisse.

Men for at apostelen kan forstås klarere i disse antagelse, vil jeg efter min mening på en måde lege med nogle andre synsmåder, og enten forvente hjælp eller bedømmelse.

For på alle ting, især dog på afgudsbillederne, bliver erkendelsen af Gud slået fast, sådan som han her siger, således at de uden undskyldning kan overbevises om at have erkendt Guds usynlige væsen, ja guddommen selv, ligeledes hans evighed og magt. Derudfra kan det soleklart bevises, fordi alle de, som opstiller afgudsbilleder og dyrker dem og kalder dem guder eller Gud, netop således sikkert påviser, at de i deres hjerte har haft erkendelsen af det guddommelige: at Gud er udødelig, det vil sige: evig, at han har magt og kan regnes for en, der hjælper.

⁷¹ Nam Quo pacto possent Simulachrum [33] vel aliam creaturam Deum appellare vel ei similem credere, Si [34] nihil, quid esset Deus et quid ad eum pertineret facere, nossent? Quomodo [35] hȩc attribuerent lapidi vel ei, cui lapidem similem estimabant, si ea non crederent ei con- (w177) venire? Nunc cum teneant, quod invisibilis quidem sit divinitas (quam in multos tamen deos distribuerunt), quod qui eam habeat, sit invisibilis, sit immortalis, sit potens, sit sapiens, sit iustus, sit clemens invocantibus, cum ergo hec adeo certe teneant, quod etiam operibus profiteantur, sc. invocando, colendo, adorando eos, in quibus divinitatem esse putabant, certissime sequitur, quod notitiam seu notionem divinitatis habuerunt, que sine dubio ex Deo in illis est, sicut hic dicit. In hoc ergo erraverunt, quod hanc divinitatem non nudam reliquerunt et coluerunt, sed eam mutaverunt et applicuerunt pro votis et desyderiis suis.

For hvorfor skulle de påkalde et narreværk eller en anden Guds skabning eller tro noget lignende om det, hvis de ikke kendte noget til, hvem Gud er, og hvad man bør gøre overfor ham? Hvordan skulle de tillægge en sten eller noget, de mente lignede en sten, nogen af disse ting, hvis de ikke mente, det stod i forhold til ham? Nu, hvor de holder på, at guddommen ganske vist er usynlig (en guddom, som de dog fordeler på mange guder), og at den, der har guddommeligheden, godt for dem, der påkalder ham, kan være usynlig, udødelig, mægtig, vis, retfærdig, klog, når de altså fastholder dette som ganske sikkert, noget, de fastholder med gerninger, som f.eks. at påkalde, at dyrke, at tilbede de ting, i hvilke de mener, guddommeligheden er til stede, så følger ganske sikkert heraf, at de har en erkendelse eller et kendskab til det guddommelige, som uden tvivl er i dem fra Gud, sådan som han her siger. Men de tager fejl deri, at de ikke tager for sig guddommeligheden i og for sig og dyrker den, men forandrer den og tilpasser den sine løfter og ønsker.

⁷² Et unusquisque divinitatem in eo esse voluit, qui sibi placeret, et sic Dei veritatem mutaverunt in mendacium. Cognoverunt ergo, quod divinitatis sive eius, qui est Deus, sit esse potentem, invisibilem, iustum, immortalem, bonum; ergo cognoverunt invisibilia Dei sempiternamque virtutem eius et divinitatem. Hec maior syllogismi practici, hec syntheresis theologica est inobscurabilis in omnibus. Sed in minore errabant dicendo et statuendo: Hic autem i. e. Jupiter vel alius huic simulacro similis est huiusmodi etc. Hic error incepit et fecit idolatriam, dum quisque studio suo subsumere voluit.

Og de vil have, at en hvilkensomhelst guddom skal være i det, der behager dem, og således forvandler de Guds sandhed til løgn. De har altså erkendt, at guddommeligheden eller han, som er Gud, kan være mægtig, usynlig, retfærdig, udødelig og god; altså har de erkendt Guds usynlige væsen, hans evige kraft og guddommelighed. Denne førstedel af den praktiske syllogisme, denne teologiske syntese er i alle umulig at fjerne. Men i andendelen tager de fejl, når de siger og fastslår: Men her, det vil sige: med hensyn til Juppiter eller en anden af deres afguder, forholder det sig på den måde, osv. Denne fejl påbegyndte og fremkaldte afgudsdyrkelsen, idet enhver ville underlægge den sin egen lyst.

⁷³ Si ergo in eo sensu mansissent et dixissent: Ecce scimus, quod quisquis sit ille deus sive ista divinitas, cuius est esse immortalem, potentem et invocantes se exaudientem, hunc ergo colamus et adoremus et hunc neque Jovem nec huic vel huic similem dicamus, sed nude ipsum, quisquis sit (quem utique necesse est esse) colemus etc., sine dubio salvi fuissent, etiamsi non eum celi et terre creatorem cognovissent vel aliquid aliud in particulari opus eius.

Hvis de altså var forblevet i den overbevisning og havde hævdet: Se, vi véd, at enhver guddom, lad det være denne gud eller hin guddommelighed, er udødelig, mægtig og vil bønhøre de bedende, altså dyrker og tilbeder vi ham og kalder ham hverken Juppiter eller noget andet lignende navn, men dyrker ham som den blotte guddom, hvem han end er (hvem han nødvendigvis må være overalt) – hvis de var forblevet i den overbevisning, ville de uden tvivl være blevet salige, selv om de ikke havde erkendt ham som himlens og jordens skaber eller kendt noget andet særligt værk af ham.

⁷⁴ Ecce hoc est 'quod notum est Dei, manifestum est in illis'. Sed unde et ex quibus? Respondet: 'Invisibilia Dei operibus intellecta conspiciuntur'. Vident enim, quod unus homo alterum, una bestia alteram, immo quelibet res aliam iuvat et promovet, secundum quod amplius potuerit et habuerit, et semper superius et prestabilius alterum et inferius vel erigit vel deprimit, et ita in universum omnium unum sublimius esse, quod omnibus prestat et omnes iuvat. Nam ex beneficiorum acceptione Deum metiuntur. Unde et eos, qui beneficium prestiterunt, deos constituerunt olim pro gratia referenda, sicut Plynius dicit. (W178).

Se på dette: 'det, man kan vide om Gud, ligger åbent for dem'. (Rom 1,19) Ja, hvorfra og ud fra hvilket? Han svarer: 'Guds usynlige væsen har kunnet forstås af hans gerninger' (Rom 1,20). De kan nemlig se, at det ene menneske hjælper og fremmer det andet, det ene dyr, ja, hvilkensomhelst ting ligeså overfor det andet, ifølge det, de kunne, og med det, de havde, og at den overlegne og stærkere enten oprejste eller underkuede den anden svagere, og at således i verden én af alle var bedre, fordi han hjalp alle og stod alle bi. For de målte Gud ud fra en forestilling om hans velgerninger. Derfor betragtede de også i gamle dage dem, der ydede velgerninger, som guder, sådan som Plinius siger.

⁷⁵ [1] Quia cum Cognouissent Deum, Non sicut Deum etc. [1, 21].

[2] Si non glorificauerunt eum vt Deum seu ‘sicut Deum’, Ergone aliter [3] quam Deum glorificauerunt? Ita enim videtur indicare Et, quod infra [4] dicit, consonare: Et mutauerunt gloriam etc. [1, 23], q. d. non sicut Deum, [5] sed sicut similitudinem imaginis coluerunt ac per hoc non Deum, Sed [6] figmentum suum coluerunt. Et hunc sensum libens amplecterer. Nam [7] et filii Israel arguuntur coluisse Baal et vitulos, cum tamen constet, quod [8] sub illis figuris et simulachris verum Deum coluerint et intenderint, quod [9] illis erat prohibitum.

”For skønt de kendte Gud, ærede de ham ikke som Gud” (Rom 1,21).

Hvis de ikke ærede ham som Gud eller ”ligesom en gud”, ærede de ham så anderledes end som Gud? Det synes nemlig at fremgår af dette, og det stemmer overens med det, han siger senere: ”og de ændrede osv”, (Rom 1,23), altså de dyrkede ham ikke som Gud, men som en billedmæssig lighed, og derigennem dyrkede de ikke Gud, men deres egen forestilling. Og den betydning udvider han gerne. For også Israels børn får bebrejdelser for at have dyrket Baal og guldkalven, selv om det dog står fast, at de under disse billeder og afguder ville have dyrket og rettet sig mod den sande Gud, blot var det dem forbudt.

⁷⁶ [10] Sed quanti et nunc quoque sunt, qui non sicut Deum, sed sicut ipsi [11] eum sibi fingunt, colunt! Videas hic singularitates et ritus superstitiosos [12] plurimȩ vanitatis. An non est hoc gloriam Dei in similitudinem imaginationis [13] et phantasmatis mutare, Si dimisso, quod debes, eo ipsum colas [14] opere, quod tu elegisti, et ita operando credas Deum talem esse, qui te [15] et tua respiciat, i. e. quasi alius sit, quam ipse sese tibi precipiendo manifestauit? [16] Ideo et nunc quoque multi traduntur in sensum proprium et [17] reprobum, vt videmus et audimus.

Men hvor mange er der ikke også nu, som ikke dyrker Gud som Gud, men som de selv forestiller sig ham! Man ser her overtroiske enkeltheder og ritus af den største forfængelighed. Mon ikke dette er at ændre Guds ære til lighed med forestillinger og fantasier, hvis jeg skal udelade – hvad man bør gøre – at man dyrker ham med gerninger, som man selv har udvalgt, og således med sin handling tror, at Gud er sådan, at han ser nådigt til dig og din handling, dvs., man tror, at han er anderledes, end han selv har manifesteret sig for dig? Derfor er der også i vore dage mange ting, der overleveres som vor egen forkerte mening, som vi får at se og høre.

⁷⁷ [18] Potest et simpliciter dici, Quod ‘non sicut Deum glorificauerunt’, [19] i. e. non glorificauerunt, sicut decuit, vt Deum glorificarent et gratias [20] agerent, vt adverbium ‘Non’ neget actum glorificandi debitum fieri. Si [21] enim ‘Non’ neget adverbium ‘sicut’, tunc actus glorificandi affirmatur [22] secundum primum sensum et negatur debitus modus eiusdem. Et ad [23] vtrunque possunt sequentia aptari bene.

Man kan også simpelthen sige, at ”de dyrkede ikke Gud som Gud”, dvs., de ærede ham ikke, som det bør sig, at de ærer og takker Gud, således at ordet ”ikke” benægter den handling at ære, som man bør ære. Hvis nemlig ”ikke”benægter ordet ”som”, da bekræftes den handling at ære ifølge den første betydning og den benægtes samtidig på en svækket måde. Og på begge dele kan det følgende passe udmærket.

⁷⁸ Vide ergo ordinem et gradus perditionis. Primus est ingratitudo seu omissio gratitudinis. Sic enim Lucifer ingratus fuit creatori suo, antequam caderet. Quod facit ipsa complacentia sui, qua in acceptis non ut acceptis delectatur pretermisso eo, qui dedit. Secundus vanitas, quia sc. in seipso et in creatura pascitur et fruitur utibili et ita necessario vanus fit 'in cogitationibus suis' i. e. omnibus consiliis, studiis et industriis. Quia quicquid in iis et per hec querit, totum (W 179) vanum est, cum non nisi seipsum querat i. e. gloriam, delectationem et utilitatem suam.

Læg altså mærke til, hvordan de fortabes, og hvor dybt de fortabes. Det første er utaknemligheden eller det at udelade taknemligheden. For således var Lucifer utaknemlig mod sin skaber, førend han faldt. For han foretog selve den velbehagelighed ved sig selv, hvorved han ved det, han accepterede, ikke glædede sig over det som accepteret, idet han udelod ham, som gav accepten. For det andet var der forfængeligheden, fordi han nemlig nærede og gjorde den nyttig i sig selv og i skabningen, og således med nødvendighed blev forfængelig 'i sine tanker', dvs. i alle sine råd, lyster og anstrengelser. Derfor var det, han i dem og gennem dette søgte, helt og holdent forfængeligt, eftersom han ikke søgte andet end sig selv, dvs., sin egen ære, glæde og nytte.

⁷⁹ Tercius est excecatio, quia evacuatus veritate et immersus vanitati toto affectu et omnibus cogitationibus necessario cecus fit, cum sit penitus aversus. Tunc iam in tenebris positus quid aliud agat, nisi quod sequitur errans et insipiens? Quia cecus facillime errat, immo semper errat. Ideo quartus est error erga Deum, qui est pessimus, qui facit idolatras. Huc autem venisse est in profundum venisse. Quia amisso Deo nihil iam restat, quam quod sit traditus in omnem turpitudinem secundum voluntatem diaboli. Tunc sequitur istud diluvium malorum et fluxus sanguinis, ut infra prosequitur Apostolus.

For det tredje er der tale om udhuling, fordi han udtømmes for sandhed og oversvømmes af forfængelighed og med nødvendighed i hele sit følelsesliv og i alle sine tanker bliver blind, så han er fuldstændig vendt på hovedet. Da han nu er anbragt i mørket, hvad andet gør han da, end at der følger fejltagelser og dumhed? For den blinde fejler let, ja, fejler hele tiden. Derfor er der for det fjerde fejlen overfor Gud, som er den værste, fordi den skaber afgudsdyrkere. At være kommet herhen, er at være kommet i helvede. For når Gud er mistet, er der ikke noget tilbage, andet end hvad der er overgivet til al tåbelighed efter djævelens vilje. Så følger denne syndflod af onde gerninger og blodsudgydelser, som apostelen fortsætter med senere.

⁸⁰ Eisdem gradibus pervenitur etiam nunc ad spiritualem et subtiliorem idolatriam, que nunc frequens est, qua Deus colitur, non sicut est, sed sicut ab eis fingitur et estimatur. Ingratitudo enim et amor vanitatis (i. e. sui sensus et proprie iustitie sive, ut dicitur, bone intentionis) vehementer excecant, ita ut sint incorrigibiles nec aliter credere possint, quam se eximie agere et Deo placere. Ac per hoc Deum sibi propitium formant, cum non sit. Et ita phantasma suum verius colunt quam Deum verum, quem similem illi phantasmati credunt.

Efter samme målestok fortsætter han nu til den åndelige og mere subtile afgudsdyrkelse, som nu er almindelig, hvorved Gud dyrkes, ikke som han er, men sådan som de forestiller sig ham og bedømmer ham. Utaknemlighed nemlig og kærlighed til forfængelighed (dvs. til sine egne meninger og sin egen retfærdighed eller, som man sige, til de gode hensigter) gør dem i høj grad blinde, sådan at de i den grad er uforbedrelige og ikke kan tro andet, end at de handler udmærket og behager Gud. Og på den måde danner de sig en nådig Gud, som ikke eksisterer. Og således dyrker de deres tankefoster på sandere måde end den sande Gud, som de tror er lig med deres tankefoster.

⁸¹ Et hinc ‘mutant eum in [19] similitudinem imaginationis suȩ’ [1, 23] carnaliter sapientis et corruptibilis [20] affectus existentis. Ecce ergo quantum malum ingratitudo, que [21] amorem vanitatis mox secum trahit, et hic cȩcitatem, hȩc autem Idolatriam, [22] hȩc autem vitiorum gurgitem. Econtra gratitudo conseruat [23] amorem Dei et sic manet cor in eum directum. Quare et hinc illuminatur, [24] Illuminatum vero non nisi verum Deum colit Et huic cultui adheret mox [25] omnis chorus virtutum.

m

⁸² [26] Propter quod tradidit illos Deus in desideria cordis sui [1, 24].

[27] Istud ‘tradere’ non tantum est permissio Dei, Sed commissio et Iussio [28] Dei, vt patet expresse 3. Reg. Vlt⌊imo, Vbi Dominus ad spiritum mendacii, (W180) [1] vt deciperet Achab, regem Israël, ait: ‘Decipies et preualebis. Egredere [2] et fac ita.’ Et sequitur verbum prophetȩ ad eundem regem: ‘Nunc igitur [3] dedit Dominus spiritum mendacii in ore omnium prophetarum tuorum.’ [4] Item 2. Reg. 16. dixit Dauid de maledicente sibi: ‘Dominus precepit ei, [5] vt maledicat Dauid, dimittite eum, vt maledicat iuxta preceptum Domini.’ [6] eodem modo et Dominus precipit diabolo Vel carni, vt tentet et superet [7] hominem, qui hoc meruit apud Deum impietate sua.

m

⁸³ Et si obiicitur: [8] Deus prohibet malum, ergo non tradit in malum i. e. non suscitat malum, [9] vt dominetur et superet, nec precipit ipsum fieri, Respondetur: Verum [10] est, Quando in bonitate agit; Sed quando in seueritate punit, peruersos [11] facit abundantius peccare contra suam prohibitionem, vt abundantius [12] puniat. Et Concordando vtrinque partes: Hoc ‘tradere’ ex parte [13] hominis, qui traditur, est quidem permissio, quia subtrahit auxilium suum [14] ab eo et deserit eum. Tunc mox diabolus, qui semper ad talia expectans [15] est paratus, accipit Vel eo ipso se accepisse sentit potestatem et Iussionem [16] Bl. 36b. a Deo. Et sic est preceptio Dei.*

m

⁸⁴ Neque enim Verum est, quod arguitur, [17] Deum precipere homini malum facere, Sed deserit, vt diabolo nequeat [18] resistere, qui habet ad hoc mandatum et voluntatem Dei. Et quicquid [19] moliamur, Voluntas Dei est, vt ille superetur a peccato, Sed voluntas etiam [20] beneplaciti, Quia vult, quod superetur ab eo, quod Deus maxime odit, [21] et seruum facit illius, quod maxime intendit punire. Illa enim est maxima [22] seueritas, tradere aliquem in eius manus, quem tu maxime oderis. Ex [23] hoc ergo non sequitur, Quod Deus peccatum velit, Licet ipsum velit fieri, [24] Sed potius sequitur, quod maxime nolit et odiat.

m

⁸⁵ Quia ideo fieri vult, Vt [25] illum subiiciat ei, quod maxime odit, vt intelligat ille, quanta ira sit [26] seueritatis super eum, quod Deus potius illud fieri velit, quod maxime [27] odit, vt illum puniat, Cum nihil sit vilius peccato. ideo vt vilissimum ei [28] subiiciat, facit illud fieri, quod semper prohibet. ergo peccatum non [29] propter se, Sed propter penam et puniendum Deus vult fieri. Sicut [30] enim Homo peccator vult peccatum non propter peccatum, [31] immo nollet hoc esse peccatum, Sed propter bonum, quod in eo [32] apparet, Ita Deus vult peccatum non propter ipsum peccatum, [33] immo et ipse non vult et odit, quod est peccatum, Sed propter penam [34] et malum, quod in ipso est, Vt plus ad penam quam ad peccatum respiciat.

m

⁸⁶ [35] Hoc autem soli Deo licitum est velle. Quia non tenetur nolle peccatum [36] esse, licet naturali necessitate non possit ipsum velle seu amare, Sed (W181) [1] potest ipsum velle et amare non vt peccatum, Sed vt pȩnam. Sicut pater [2] odit stercus et maculam in filio, tamen si filius offendat grauiter, eligit [3] stercus, non vt sibi placeat, Sed vt filium eo fedet. Igitur nimis rudis [4] est Cogitatio eorum, qui ex hoc inferre volunt Deum amare et velle [5] malum; et adhuc rudiores sunt, qui voluntatem mali ideo remouent a Deo, [6] ne peccare eum cogantur Concedere.

m

⁸⁷ [7] || Ideo Iusta mensura Deus id, quod malum est in peccato, eligit in [8] penam hominis, eo quod id, quod bonum in peccato est, eligat. Pȩna [9] autem est (non, vt Lyra putat, ipsum peccatum per accidens, Sed) Vilitas [10] peccati. Quia penosum est tam vili peccato subiectum esse Vel fuisse. [11] Quod expresse indicat Apostolus, cum dicit ‘ideo traditos in peccatum, [12] Vt afficiant contumeliis corpora sua’ [1, 24], Cum non sit ignominie pena [13] Vlla, nisi que fit, dum in peccatum truditur. Quia Ignominiosius est in [14] vili peccato iacere quam in pena quacunque. Ergo non sic[ut] Lyra [15] dicit, Quod peccatum sit pena peccati per accidens, eo quod subtractio [16] gratie Dei sit pena, qua fit, Vt peccatum faciat.

m

⁸⁸ Non sic, non sic! Sed [17] peccatum, immo ignominia, que est in peccato, est pena per se et non [18] substractio gratie. illam enim Deus intendit; et licet peccatum odiat, [19] tamen quia non potest volitam ignominiam inducere, nisi peccatum fiat, [20] Ideo Vt veniat illa ignominia super eum, vult illum hoc peccatum facere. [21] Et quo casu si esset possibile, Quod talis ignominia possit haberi sine [22] peccato, Deus eam inferret et peccatum prohiberet. Sed fieri non potest. ||

m

⁸⁹ Corol⌊larium.

[24] Vera est ista: Deus Vult malum seu peccata, sicut et illa: Deus [25] intelligit malum seu peccata. (n89) Tunc illi stupent dicentes: tota Scriptura (w182) [1] dicit, Quod non vult malum et odit malos, et ista sunt contradictoria. [2] Respondetur: Quod Vult malum, dupliciter intelligitur (i. e. quod malum [3] ab eius voluntate eliciatur propria, sicut homo vult malum, hoc est [4] impossibile in Deo). Alio modo vult malum, sc. quod extra ipsum est [5] et alius facit, puta homo Vel demon.

Ekskurs.

Sandt er dette: Gud vil det onde eller synderne. Ligeledes også dette: Gud forstår det onde eller synderne. Derfor siger de tåbelige: Hele skriften siger, at han ikke vil det onde og hader de onde, og de to ting modsiger hinanden.

Man må svare: At han vil det onde, skal forstås på to måder, dels, at det onde fremlokkes af hans vilje, ligesom mennesket vil det onde, det vil sige, at det er umuligt for Gud. På en anden måde vil han det onde, nemlig, når det er udenfor ham selv og det er en anden, f.eks. et menneske eller en djævel, der gør det.

⁹⁰ Hȩc vera est. Quia si nollet, non [6] fieret. Sic Ediuerso Non vult bonum, Quia vult nos omnes obligari ad [7] precepta, et tamen non vult omnes illa implere. Ergo omnia hȩc sunt [8] Vera: Deus Vult malum, Deus Vult bonum; Deus non vult malum, Deus [9] non vult bonum. Sed obstrepunt hic, Quia Liberum arbitrium est in [10] culpa. Sed hoc secundum profundiorem theologiam nihil est. Quamquam [11] verum est, Quod ista sunt Subtilissima theologie sacramenta, quȩ coram [12] rudibus et inexercitatis non debent tractari, Sed inter perfectos. quia illi [13] lactis sunt capaces tantum, non autem huius robustissimi vini, ideo possent [14] ruere in cogitationes blasphemiȩ.

Det er sandt, at hvis han ikke vil det, sker det ikke. Men det er omvendt sådan, at han ikke vil det gode på den måde, at han vil tvinge os alle til at adlyde budene, og dog vil han ikke, at alle skal opfylde dem. Altså er de to ting sandt: Gud vil det onde, Gud vil det gode; Gud vil ikke det onde; Gud vil ikke det gode. Men det larmer de imod, fordi den frie vilje befinder sig i brøde. Men det betyder ikke noget i den mere dybtgående teologi. Men det er sandt, at disse ting er den højeste teologis hemmeligheder, som ikke bør behandles blandt de rå og uøvede, men kun blandt de fuldkomne, fordi hine kun er kapable til at drikke mælk, endnu ikke den mere stærke vin, derfor kan de styrte ned i blasfemiske overvejelser.

⁹¹ Hȩc enim duo quomodo consonent [15] et quo Iudicio Iusta sint, sc. Quod Deus vult me obligari et omnes, [16] et tamen non dat gratiam, nisi cui velit, Nec vult omnibus, Sed electionem [17] in illis sibi reseruat: hȩc, inquam, in futuro videbimus. Nunc autem [18] Bl. 37 oportet credere esse hoc Iustum, quia fides est Inuisibilium, (Hebr 11,1.3) Quamquam [19] hoc verum sit, Quod Deus nunquam vllum peccatum vult propter ipsum [20] peccatum, Sed sic scil., Quod non vult nec placet ei aliquos Iustificare, vt [21] per eos ostendat eo maiorem gloriam in electis. Et sic peccata etiam vult [22] propter aliud i. e. propter suam gloriam et electos, (Rom 9,17) Sicut clare infra patebit, [23] quando dicit, Quod Pharaonem excitauit et indurauit, vt virtutem suam [24] ostenderet in eo. (n91) Et iterum: ‘Miserebor, cui voluero’ etc. (Ex 33,9; Rom 9,15)

For hvordan kan disse to ting stemme overens, og med hvilken bedømmelse kan de være retfærdige, nemlig, at Gud vil tvinge mig og alle, og dog kun giver nåde til hvem han vil, og det vil han ikke til alle, men udvælgelsen af disse har han forbeholdt sig: dette, siger jeg, kommer vi til at se i fremtiden. Men her og nu bør man tro, at han er retfærdig, for troen er en tro på det, man ikke ser. Derfor er det sandt, at Gud aldrig vil nogen synd for syndens egen skyld, men det er sandt på den måde, at han ikke vil og at det ikke behager ham at retfærdiggøre nogle, for at han gennem dem kan vise des større ære i de udvalgte. Og sådan vil han også synden på grund af noget andet, dvs. på grund af hans ære og på grund af de udvalgte. Det fremgår også mere klart senere, hvor han siger, at han har oprejst Farao og forhærdet ham, for at han kan vise sin magt i ham. Og igen i dette: Jeg forbarmer mig over hvem jeg vil, osv.

⁹² Ita et Iudȩorum [25] delicto salus est Gentium; vt ostenderet misericordiam suam Gentibus [26] clarius, fȩcit illos ruere. Quomodo enim mali esse et malum facere possent, [27] si ipse non permitteret? Et quomodo permitteret, nisi vellet? non enim [28] nolens hoc facit, Sed volens permittit. Et ideo vult, vt bonum oppositum [29] magis elucescat. Sed hic ganniunt: Ergo sine culpa damnantur, Quia [30] obligantur et non possunt implere Vel ‘obligantur ad impossibile’.

Således kom frelsen også til hedningerne ved jødernes forseelse; for at han kunne vise sin miskundhed klarere mod dem, fik han jøderne til at falde. For hvordan kan de være onde og gøre det onde, hvis han ikke tillader det? Og hvordan kan han tillade det, hvis han ikke vil det? Han gør jo ikke dette uden at ville det, nej, han tillader det med vilje. Og han vil det af den grund, at det modsatte gode skal lyse endnu stærkere. Men her snakker de løs: Ergo fordømmes de uden brøde, fordi de tvinges og ikke kan opfylde det, eller de tvinges til det umulige.

⁹³ Respondet (W183) [1] Apostolus: ‘O homo, tu quis es, qui respondeas Deo?’ (Rom 9,20) Quia si tuum [2] argumentum procedat, sequitur, Non sit necesse predicare, orare, exhortari, [3] immo nec Christum mori. Sed non sic Deus predestinauit electos [4] saluare, Sed per hȩc omnia media. Verum hȩc lacius infra.

Her svarer apostelen: “O menneske, hvem er du, at du går i rette med Gud?” For hvis du kører videre med den argumentation, så bliver følgen, at det ikke er nødvendigt at prædike, at bede, at formane, ja, at det er unødvendigt, at Kristus døde. Men det er ikke på den måde, at Gud har forudbestemt de udvalgte til at frelses, det er i stedet gennem alt dette som middel. Men herom yderligere senere!

⁹⁴ [5] Ex textu ergo illo elicitur, Quod

[6] Qui cadit in tales passiones, signum sit eum dimisso Deo [7] idolum coluisse aut veritatem Dei in mendacium mutasse. [8] Qui Vero ‘non probauerunt Deum se habere in notitia’, hoc [9] signo notantur, Quod in varia vitia cadere permittitur. Et [10] cum hȩc portenta nunc abundent, signum est, Quod idolatrȩ abundent, [11] sc. Spiritualiter. Grauius siquidem est Mutare gloriam Dei in [12] similitudines imaginis, Quod est peccatum cȩcitatis et ignorantiȩ | erroris | [13] cordis.

a

⁹⁵ Sed adhuc grauius est non solum ita errare, Sed etiam ex [14] prauitate affectus eadem colere et creaturam adorare. Minus autem [15] est ‘Deum non habere in notitia’. ideo Secundum ista tria dicit Apostolus [16] differenter etiam traditos illos, vt primi in immundiciam, Secundi in [17] libidinem contra naturam, Tercii in ‘ea, que non conueniunt’ neque recta [18] sunt. Sed de terciis non est mirum. Quia vbi notitia Dei habenda negligitur, [19] etiam timor Dei necessario abest. Et Vbi ille abest, omnium peccatorum [20] pronitas adest. Sed de primis et Secundis questio est, Cur potissimum [21] hȩc pena illis inferatur pro tali Culpa.

⁹⁶ Respondetur: Quia Sicut illis, [22] qui Deum colunt et vident, attribuitur mundicia summa sc. cordis — hȩc [23] enim requiritur, si Deum nosse et colere volunt — Ita Iustum est, vt per [24] oppositum, qui Deum non habent in notitia nec habere volunt, vt ruant [25] in infimam immundiciam et pessimam, vt non solum sint corde immundi [26] (quod fit per idolatriam), Sed etiam corpore, Vt qui corde nolunt esse [27] mundi, nec corpore sint. Quia qualis anima est erga Deum, talem decet, vt [28] habeat carnem erga se: immunda immundam, munda mundam.

⁹⁷ Et sicut [29] Deum non glorificauerunt, neque corde opere, Sed potius gloriam [30] in aliud i. e. idolum transtulerunt et ita pleni ignominia interiori, ita [31] Iustum est, vt etiam in corpore proprio ignominiam sibi faciant et similiter [32] aliis in alieno, || Vt qui Deum non afficiunt gloria, seipsos afficiant [33] ignominia tam seorsum quam Inuicem, || Vt sic pro gloria ignominiam [34] recipiant pro vtroque, pro eo quidem, Quod Deum ȩstimauerunt similem [35] et mutauerunt in seipsis, reciperent ignominiam immundiciȩ, pro eo [36] autem, Quod ad aliud cultum transtulerunt, reciperent ignominiam ab (W184) [1] externo corpore in inuicem. Quia qui gloriam noluerunt, quid Iustius, [2] quam quod ignominiam habeant, non tantum in corde (que ipsa Idolatria [3] est), Sed etiam in corpore?

⁹⁸ [4] Bl. 37b. *Notandum tamen, Quod non sit mens Apostoli omnes Idolatras [5] hȩc perfecisse monstra, Sed, vt sepe dictum est, multos ex illis. Nam [6] quidam hȩc, quidam alia perfecerunt, que omnia tamen simul fuerunt [7] Vindicte in eos Dei. Sine dubio enim multi fuerunt (vt Consules aliqui [8] Romani), qui tam enormibus viciis non subiacuerunt, cum plurimi celebrentur [9] fuisse admirande pudicicie ac virtutis, et tamen idolatrȩ fuerunt.

⁹⁹ [10] Nec rursus hoc putandum est, Quod istas tres traditiones, quas per [11] ordinem recitat, Velit necessario in diuersis personis factas. Sed potuit [12] fieri, vt iidem omnibus tribus fuerint traditi, alii vna, alii duabus secundum [13] Iudicium Dei. Nam intendit Apostolus probare, Quod omnes fuerint [14] peccatores et Christi gratia eguerint. Licet enim non omnia singuli [15] fȩcerint, tamen quia singuli idolatrȩ fuerunt, socii et similes eorum erant [16] (saltem coram Deo), qui etiam grauissima traditione traditi erant. [17] Contra quos etiam videtur 2. c. Inchoare, quasi ii illos Iudicauerint et [18] tamen similia fecerint, licet non omnia.

100 [19] In Immundiciam, Vt contumeliis afficiant [1, 24].

[20] Ex Apostolo accepit ista turpitudo nomen Immundiciȩ et molliciei. [21] Vnde 1. Corinth. 6.: ‘Nolite errare; Neque fornicarii neque adulteri neque [22] molles neque masculorum concubitores etc. regnum Dei possidebunt.’ Et [23] Eph. 5.: ‘Omnis Immundicia aut auaritia nec nominetur in vobis, sicut [24] decet sanctos.’ Et 2. Cor. 12.: ‘Non egerunt penitentiam super immundicia [25] et fornicatione et impudicitia, quam gesserunt.’ Et apellat [26] eam contumeliam siue ignominiam. Quia sicut gloria corporis (quantum [27] in hac parte) est Castitas et continentia aut saltem legitimus vsus eius, Ita [28] ignominia est eius peruersus abusus. Sicut aurei Vasculi est gloria, si [29] ad vsum vini nobilis aptetur, Sed ignominia eius, Si ad excipiendum locium [30] vel sordes aptetur, Ita Corpus nostrum (quoad istam partem) ordinatum [31] est Vel ad honestas nuptias vel ad honestiorem castitatem. Grauissima [32] autem ignominia humiliatur, si non solum nuptias et castitatem ruperit, [33] Sed etiam ista peiori turpitudine polluatur. (W185)

¹⁰¹ [1] Est autem ‘Immundicia’ Vel mollicies omnis voluntaria et [2] solitaria pollutio, que variis modis fieri potest, sc. nimiis ardoribus [3] cogitationum turpium, Confricatione manuum aut tactu alicuius corporis, [4] presertim muliebris, aut obsceno motu etc. Sane ‘Voluntariam’ [5] dixi ad exclusionem nocturnȩ pollutionis aut certe etiam diurne et vigilantis, [6] sed preter consensum, vt multis contingit, Quoniam tales non sunt [7] voluntariȩ. ‘Solitaria’ dixi, Quia si fiat consortio sexus eiusdem [8] vel alterius, aliud nomen habet.

¹⁰² [9] Regula: Quecunque persona Iuuenis non habet deuotionem et [10] igniculum ad Deum, sed libere incedit sine cura Dei, Vix credo, quod sit [11] casta. Quia cum sit necesse carnem aut spiritum viuere, necesse est etiam [12] aut carnem aut spiritum ardere. Et nulla est potior Victoria carnalis [13] ardoris quam fuga et auersio cordis per deuotam orationem. Quia [14] feruescente spiritu mox tepescit et frigescit caro et econtra.

¹⁰³ [15] Bl. 38. *Et Coluerunt et seruierunt Creature potius quam [1, 25].

[16] Secundȩ traditionis Causa est ipsa idolatria in opere, Sicut primȩ [17] fuit Causa Idolatria in mente, qua similem Deum ȩstimauerunt imaginibus [18] etc. Ideo et grauior est huius pȩna, sicut et culpa grauior est. Maior [19] est enim ignominia, quȩ iam in alium vsque transit, vt non solum in seipso, [20] sed etiam in alieno corpore suum corpus afficiat ignominia. Quia [21] et maior est culpa, qua iam non solum in mente est error idolatriȩ et [22] ȩstimatio vana Dei, Sed in manu et opere in exemplum et seductionem [23] schandalumque aliorum.

¹⁰⁴ Cum ergo ii, quantum in ipsis est, Deum [24] (salua reuerentia maiestatis) ignominia afficiant, dum indignius de eo [25] sentitur, quam sit, Iustum est, vt recidat in caput eorum et indignius [26] sapiant | super seipsis | et agant, quam conueniat. Quamquam, proh [27] dolor, plurimi etiam nunc satis indigne de Deo sentiant et audaci immo [28] temeraria disputatione statuant talem aut talem esse Deum, et nemo [29] inter eos tantum gloriȩ Deo concedat, vt eius maiestatem excellentissimam [30] supra suum iudicium et omnem intellectum constituat.

¹⁰⁵ Sed ita [31] suum sensum in cȩlum ponunt, vt eum non difficilius neque formidolosius [32] Iudicent, quam vilis sutor suum corium. Ita esse in Deo, in sua [33] Iustitia, in sua misericordia asserentes, sicut ipsi cogitant et, cum spiritu, [34] scrutatore profundorum Dei, vacui sint, non aliter tamen, quam si pleni [35] et ebrii eo sint, presumunt. Hii sunt hȩretici, Iudȩi, Superbi spiritu et (W186) [1] omnes, qui extra gratiam Dei sunt. Nemo enim potest de Deo recte [2] sentire, nisi spiritus Dei sit in ipso, Sine quo false enunciat et Iudicat, [3] siue Iustitiam, siue misericordiam Dei, siue super seipsum, siue super [4] alios | enunciat |. Oportet | enim | testimonium spiritus Dei perhiberi [5] nostro spiritui.

¹⁰⁶ [6] Terciȩ traditionis (quȩ inter cȩteras minus est ignominiosa) Causa est [7] omissio cognitionis Dei, Quod non probauerunt Deum habere in notitia [8] [1, 28]. Et pro hac Culpa in varia vitia traditi sunt i. e. varia et [9] multa sunt vitia, in quȩ vel in quorum aliqua omnes vel aliquos tradidit. [10] Non enim omnes fuerunt homicidȩ et aliis viciis implicati. Non enim [11] similiter omnes tradit et punit Deus, etiamsi aliquod simile peccent.

¹⁰⁷ [12] Cuius ratio est occultum Iudicium eius et quia vnus bona aliqua simul [13] facit, alius non vel minus, Ita vt obstruatur os temeritatis, ne quis statim [14] definiat regulam | Deo |, secundum quam Deus quodlibet peccatum [15] puniat | aut bonum premiet |. Ideoque permittit similiter quosdam [16] peccare et tamen huic miseretur et ignoscit, illum indurat et damnat. [17] Similiter quosdam bene agere et viuere et tamen hunc reprobat et proiicit, [18] illum vero suscipit et coronat.

¹⁰⁸ [19] Plenos Iniustitia [1, 29], sic enim Grec⌊us habet et non ‘iniquitate’. [20] Est autem in Scripturis Sanctis (si vbique seruaretur translationis consonantia [21] cum Hebreo) Iniustitiȩ et iniquitatis hȩc differentia, Quod [22] Iniustitia est peccatum incredulitatis siue absentia Iustitiȩ | eius |, que [23] ex fide est, Vt Iustus est, qui credit, Iniustus, qui non credit, Ro. 1., [24] Marc. vlt⌊imo et multis locis. Qui enim non credit, non obedit, Et qui non [25] obedit, Iniustus est.

¹⁰⁹ Inobedientia enim tota Iniustitia et totum peccatum [26] est secundum Ambro⌊sium dicentem: ‘Peccatum est inobedientia cȩlestium [27] Bl. 38b. mandatorum.’ Iniquitas autem dicitur peccatum* propriȩ Iustitiȩ [28] stulto zelo pietatis electȩ. De quibus Matt. 7.: ‘Discedite a me, omnes [29] operarii iniquitatis’, cum tamen ibidem allegentur eorum virtutes in [30] nomine Christi facte.

¹¹⁰ Quare triuialiter loquendo: Iniquitas est neglecto, [31] ad quod teneris, facere, quod tibi rectum videtur, Sicut Equitas econtra [32] neglecto, quod tibi rectum videtur, facere, quod debes. Secus apud (W187) [1] Iuristas. Ergo Iniquitas magis relatiue et comparatiue accipitur, Scil. [2] Iustitiȩ vere et Iustitiȩ propriȩ comparatione.

¹¹¹ [3] Malitia [1, 29] Est praua affectio mentis, qua inclinatur homo ad ea, [4] que mala sunt, facienda, a qua bonis acceptis non reuocatur, Immo omnibus [5] bonis siue a Deo siue ab homine acceptis abutitur ad mala opera.

¹¹² [6] Econtra Bonitas est affectio mentis ad facienda bona, etiamsi illatis [7] malis impediatur et reuocetur, Sed malis vtitur ad bonum. Neque [8] enim ille bonus est spirituali bonitate, qui tam diu bona facit, quamdiu [9] prosperatur et nemo contrariatur ei, | quod non facit bonitas mundi. | [10] Et teu⌊tonice proprie: Bonus from, Malus Böße. Vnde Matt. 7.: ‘Non [11] potest arbor bona fructus malos facere nec arbor mala fructus bonos [12] facere.’ Quod contra eorum dicitur stultitiam, qui culpas suas in alienos [13] reiiciunt et dicunt: Bene essem Bonus, si essem inter bonos Vel dimitterer [14] a malis me infestantibus. Sic et contraria sunt:

c

¹¹³ [15] Benignitas et malignitas. Benignitas est Suauitas et facilitas [16] viuendi cum aliis siue Beneficentia, i. e. Affectio mentis ad benefaciendum [17] aliis et indulgendum. Et est duplex: Perfecta et Christiana, que permanet [18] eadem tam super gratos quam ingratos; Humana autem Vel mundana [19] et imperfecta, que permanet, donec sua correlatiua manet, et cessat [20] ab ingratis et malis, Matt. 5.: ‘Estote ergo perfecti, sicut et pater vester [21] cȩlestis perfectus est’, Et Luce 6.: ‘Et eritis filii altissimi, quoniam ipse [22] benignus est super ingratos et malos.’ Malignitas econtra est praua [23] et aspera affectio ad vindicandum et malefaciendum aliis.

c

¹¹⁴ Et hȩc quoque [24] duplex est. Vna contraria illi heroice et Catholicȩ siue Christianȩ | benignitati [25] |, que ex prauitate cordis malefacit etiam gratis et bonis, non [26] tantum malis; || non cessat etiam a benefactoribus. || Que est Bestialis (W188) [1] malignitas. Altera contraria humane et imperfectȩ benignitati, que [2] vindictam querit et malefacit aliis, tamen cessat a benefacientibus [3] sibi. Ex iis nunc intelligitur illud Apostoli Gal. 5.: ‘fructus spiritus [4] bonitas, benignitas’.

c

¹¹⁵ [5] Nequitia [1, 29] proprie Est ea prauitas mentis, Qua, cum quis possit [6] proximo benefacere Vel malum eius cauere, de industria omittit. Ita [7] enim Videtur b. Aug⌊ustino li⌊bro de ordine exponi. Vnde et ibidem [8] dicit, Quod ideo a nequeundo veniat, quasi qui nequeat facere bonum, [9] scil. ex malitia. Quod alii ex Inuidia, alii ex abundanti insolentia faciunt.

[10] Incompositi [1, 31] sunt isti infaceti in verbis, gestibus et vestibus, [11] qui in dissolutissima licentia viuunt et, quicquid libuerit, audent.

c

¹¹⁶ [12] Susurro [1, 29] et detractor [1, 30] eo differunt, Quod detractor [13] alterius famam extinguit, Susurro autem concordes discordes facit, dum [14] aliud huic, aliud alteri suggerit. Omnis enim susurro est bilinguis; sed [15] non sic detractor, Ecclesiastici.

c

¹¹⁷ c

c

¹¹⁸ c

c

¹¹⁹ c

c

¹²⁰c

c