taget fra Clemens bind 1, side 130 til, svarende til WA bind 1,
side 614 til .
Tese 59; tese 60; tese61; tese
62; tese 63; tese 64; tese
65; tese 66; tese 67; tese
68; tese 69; tese 70; tese
71; tese 72; tese 73; tese
74; tese 75; tese 76; tese
77; tese 78; tese 79; tese
80; tese 81; tese 82; tese
83; tese 84; tese 85; tese
86; tese 87; tese 88; tese
89; tese 90; tese 91; tese
92; tese 93-95.
| 1
CONCLVSIO LIX.
Thesauros ecclesie s. Laurentius dixit esse pauperes ecclesie, sed locutus est usu vocabuli suo tempore. (W615) |
Tese 59.
Den hellige Laurentius sagde, at kirkens skatte var kirkens fattige, men han talte efter sin tids sprogbrug. |
| 2 Patet satis iis, qui legendam S. Laurentii uiderunt. deinde non est nunc usus uocabuli, ut Thezauros Ecclesiae uocent homines pauperes, sed Patrimonium Christi et S. Petri appellamus, <quod palea quaedam, sine tamen grano, Constantini dedit ecclesiae. (n2) | Dette er klart nok for dem, der har læst Sankt Laurentius-legenden. Men idag er der ikke den sprogbrug, at man kalder de fattige for kirkens skatte, men Kristi og Sankt Peters fædrenearv kalder vi for kirkens skatte, avner uden kerne, som Konstantin har givet kirken. |
| 3 Ideo et ps. ii, ubi deus dicit Christo: Postula a me et dabo tibi gentes in haereditatem et possessionem tuam termonis terrae, intelligi oportet oppida et agros ab oriente in occidentem. Alioquin nostro tempore siquis loquatur aliter de rebus ecclesiae et spiritualibus, erit barbarus nobis, licet et B. Laurentius facultates ecclesiae dixerit diuitias, sed non solas. | Derfor bør også Sl 2,8, hvor Gud siger til Kristus: 'Bed mig og jeg vil give dig folkeslag til arv og den besiddelse skal være til verdens ende', forstås om byer og marker fra øst til vest. Hvis nogen i vore dage ville tale anderledes om kirkens sager og de åndelige sager, ville han være uforståelig for os, også selv om den salige Laurentius skulle have talt om kirkens rigdomme, skønt ikke udelukkende derom. |
| 4 CONCLVSIO LX.
Sine temeritate dicimus claves ecclesie (merito Christi donatas) esse thesaurum istum. |
Tese 60. Uden at være dristige kan vi sige, at kirkens nøgler (der er givet ved Kristi fortjeneste) er denne skat. |
| 5 Si istud meritum uocaretur et thezaurus indulgentiarum, scilicet potestas Clauium, plana est intelligentia. Nullus enim dubitat, quin merito Christi donatum sit ecclesiae, quicquid donatum est. | Hvis denne fortjeneste også kaldes afladens skat, nemlig nøglemagten, er forståelsen ligetil. Ingen tvivler nemlig på, at det er ved Kristi fortjeneste, at det, kirken har fået, er givet den. |
| 6 CONCLVSIO LXI.
Clarum est enim, quod ad remissionem penarum et casuum sola sufficit potestas Pape. |
Tese 61. Det er nemlig klart, at til eftergivelse af straffene og de særlige tilfælde, er pavens magt alene tilstrækkelig. |
| 7 Probatum ex ipso stilo Papae, dum nunquam meminit meritorum Christi in ligando aut soluendo, sed tantummodo dicit de plenitudine potestatis ex certa scientia et motu proprio. | Denne tese bevises ud fra pavens egen udtryksmåde, for han nævner aldrig Kristi fortjenester, når han binder eller løser, men siger blot, at det sker ud af hans egen myndighed, ud fra sikker viden og på eget initiativ. |
| 8 Secundo ex communi omnium sententia probantium, indulgentias uirtute illius uerbi donari, ubi Christus dicit: Quodcunque solueris etc. (Matt 16,19) Quod uerbum putant sine uigore esse, nisi potestatem donandi permitteret. Quare et ipsi solam potestatem intelligunt sufficere, nulla autem auctoritate probant thesaurum, sed hanc auctoritatem uelut sufficientem adducunt, quae tamen sonat nudam potestatem, non autem applicationem meritorum. | For det andet bevises sætningen ud fra det, der er alles opfattelse, at aflad gives i kraft af det ord, hvor Kristus siger: Hvadsomhelst du løser osv. Dette ord mener de ville være uden kraft, hvis ikke det gav paven myndighed til at give aflad. Derfor mener de også, at denne myndighed alene er tilstrækkelig, og de beviser ikke nogen skat ud fra denne myndighed, men fremfører denne myndighed som tilstrækkelig, selv om der blot tales om myndighed, ikke om at applicere fortjenesterne. |
| 9 Tertio, Alioquin etiam in aliis ligationibus et solutionibus intelligenda esset distributio meritorum, puta, quando sacerdotali officio excommunicat, absoluit, ordinat, deordinat, statuit, abrogat, praecipit, prohibit, dispensat, mutat, interpretatur. In his enim omnibus agitur uirtute istius uerbi: Quodcunque. Si ergo in istis non est necessaria distributio meritorum, sed sufficit potestas nuda clauium, quantomagis in remissione poenarum Canonicarum! | For det tredie; hvis ovenstående er sandt, så må fortjenesternes uddeling forstås sådan, at den omfatter også andre bindinger og løsninger, f. eks. når paven i sin præstelige myndighed ekskommunicerer, ordinerer, fratager ordination, bestemmer, ophæver, foreskriver, forbyder, dispenserer, forandrer, fortolker. For i alle disse sager handler han ud fra styrken i ordet: 'Hvadsomhelst osv'. Hvis det altså i disse ikke er nødvendigt med nogen uddeling af fortjenesterne, men det er nok med alene nøglemagten, hvormeget mere så ikke i eftergivelsen af de kanoniske straffe; |
| 10 cum talis remissio sit nihil aliud quam absolutio a poenis, immo, si uspiam fit distributio meritorum Christi, maxime fieri debet in absolutione excommunicati; ibi enim reconciliatur Ecclesiae peccator et rursum declaratur particeps bonorum Christi et Ecclesiae. Nulla itaque est ratio, quare illud uerbum: Quodcunque solueris, in indulgentiis includit thezaurum Christi et non etiam in omnibus aliis solutionibus, cum sit eadem auctoritas, eadem uerba, eadem sententia in illis. | eftersom jo denne eftergivelse ikke er andet end en absolution fra straffene, ja, hvis der nogetsteds sker en uddeling af Kristi fortjenester, bør den fremfor alt ske i absolutionen af én, der har været ekskommunikeret. Dèr forsones jo en synder med kirken og erklæres for atter at være delagtig i Kristi goder og kirkens goder. Der er derfor ingen begrundelse for, at dette ord: 'Hvadsomhelst du løser osv' i afladen skulle inkluderer Kristi skat og ikke også i de andre afløsninger, eftersom det er den sanne autoritet, det samme ord, den samme mening i disse ting. |
| 11 Quarto, Si soluere per clauem in ueniis dandis importat apertionem et effusionem thezauri Ecclesiae, ergo per oppositum ligare importabit collectionem et inclusionem thezauri eiusdem. Sunt enim contrariae potestatis et contrariorum operum. Sed nusquam et nunquam est usus colligendi aut includendi hunc thezaurum, et tamen, si solutio et effusio est, etiam inclusionem esse necesse est, cum utrumque donatum sit ecclesiae, nec frustra aut uane donatum. | For det fjerde, hvis dette at løse ved nøglemagten ved at give aflad medfører en åbnen op og en uddeling af kirkens skat, så må modsat dette at binde medføre en indsamling og en tillukken af den samme skat. Det er nemlig modsatrettede magtbeføjelser og modsatrettede gerninger. Men ingensteder og ingensinde bruger man at indsamle eller tillukke denne skat, og dog, hvis der finder en løsning og en uddeling sted, er det nødvendigt, at der også findes en tillukken, eftersom begge dele er kirkens gave og de ikke er givet forgæves eller til ingen nytte. |
| 12 Ergo sicut ligare intelligitur sine collectione thezauri debitorem facere, nec aliquid ei positiue auferre, ita soluere cogit intelligi liberum facere, sine expensione thezauri positiue. | Altså, ligesom det at binde må forstås som at gøre én til skyldner uden at der samles ind til skatten, det vil sige, uden at der faktisk tages noget fra ham, således må det at løse nødvendigvis forstås som det at gøre fri, uden at der faktisk uddeles noget fra skatten. |
| 13 CONCLVSIO LXII.
Verus thesaurus ecclesie est sacrosanctum euangelium gloriae et gratie dei. |
Tese 62:
Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde. |
| 14 Satis incognita res est Euangelium dei in multa parte ecclesiae; ideo paulo latius de illo dicendum. Nihil enim reliquit in mundo Christus praeter solum Euangelium. Vnde et nihil seruis suis uocatis tradidit quam mnas, talenta, pecunias, denarios, ut ex iis ipsis uocabulis thesaurorum ipsum uerum thezaurum esse ostenderet, (Matt 25,15) Et Paulus dicit sese thesaurisare filiis suis, (2 Kor 12,14) Et Christus thezaurum absconditum in agro, (Matt 13,44) Et hoc ipsum, quod est absconditus, facit, ut sit pariter et neglectus. | Guds evangelium er temmelig ukendt i en stor del af kirken; derfor vil jeg sige lidt mere om det. Kristus har nemlig ikke efterladt sig noget i denne verden, udover alene evangeliet. Derfor har han ikke overleveret til dem, der blev kaldet til hans tjenere, andet end miner, talenter, penge, denarer, for ud fra disse ord om skatte at påvise den sande skat. Og Paulus siger, at han vil samle sammen til sine børn, og Kristus taler om en skjult skat i en mark, og det, at den er skjult, bevirker, at den også ofte bliver glemt. |
| 15 Est autem Euangelium secundum Apostolum Roma. i. Sermo de filio dei incarnato, nobis sine meritis in salutem et pacem donato. Est uerbum salutis, uerbum gratiae, uerbum solatii, uerbum gaudii, uox sponsi et sponsae, uerbum bonum, uerbum pacis, Sicut ait Esa. xl: Quam iucundi pedes Euangelisantium, euangelisantium pacem, praedicantium bona. | Men evangeliet er ifølge apostelen i Rom 1,3-6 et ord om Guds menneskeblevne søn, givet os til frelse og fred, uden at vi har fortjent det. Det er et ord om frelse, et ord om nåde, et ord om trøst, et ord om glæde, brudgoms og bruds røst, et ord om goder, et ord om fred. Sådan som det hedder i Es 52,7: 'Hvor glædelig er lyden af fodtrin af dem, der bringer godt nyt, godt nyt om fred, godt nyt om gode ting'. |
| 16 Lex uero est uerbum perditionis, uerbum irae, uerbum tristitiae, uerbum doloris, uox iudicis et rei, uerbum inquietudinis, uerbum maledicti. Nam secundum Apostolum Lex est uirtus peccati (1 Kor 15,56) et lex iram operatur, (Rom 4,15) Est lex mortis; (Rom 7,5;13) Ex lege enim nihil habemus nisi malam conscientiam, inquietum cor, pauidum pectus a facie peccatorum nostrorum, quae lex ostendit nec tollit nec nos tollere possumus. | Men loven er et ord om fortabelse, et ord om vrede, et ord om tristhed, et ord om smerte, det er dommerens og den skyldiges røst, det er et ord om uro, et ord om forbandelse. For ifølge apostelen er loven syndens kraft, loven virker vrede, det er en dødens lov. Ud fra loven har vi nemlig kun en dårlig samvittighed, et uroligt hjerte, et bekymret hjerte, når vi ser på vore synder, som loven påviser, men ikke kan fjerne, ligesom heller ikke vi selv kan fjerne dem. |
| 17 Sic itaque captis ac tristibus omninoque desperatis uenit lux Euangelii et dicit: Nolite timere, Consolamini, consolamini, popule meus, (Es 40,1) Consolamini pussilanimes, (1 Thess 5,14) ecce deus uester, (Es 40,9) Ecce agnus dei, ecce qui tollit peccata mundi, (Joh 1,29) Ecce qui solus implet legem pro uobis, qui factus a deo uobis iusticia, sanctificatio, sapientia, redemptio, omnibus qui credunt in eum. | Derfor, for dem af os, som er nedbøjede og fuldstændig fortvivlede, kommer evangeliets lys og siger: 'Frygt ikke, trøst, ja trøst mit folk', 'trøst de ængstelige', 'se, jeres Gud', 'se det Guds lam, som bærer verdens synd', se ham, som alene opfylder loven for jer, ham, som Gud for jer har gjort til retfærdighed, helliggørelse, visdom, forløsning, for alle dem, som tror på ham. |
| 18 Hoc suauissimum nuntium cum audierit conscientia peccatrix, reuiuiscit et tota exultat in tripudio plenaque fiducia, iam nec mortem nec amica mortis poenarum genera formidat neque infernum. ideo qui poenas adhuc timent, nondum audiuerunt Christum nec uocem Euangelii, sed uocem potius Mosi. Ex hoc itaque Euangelio nascitur uera gloria dei, dum docemur, non nostris operibus, sed gratia miserentis dei in Christo impletam legem et impleri, non operando, sed credendo, Non deo aliquid (W617) offerendo, sed ex Christo omnia accipiendo et participando, de cuius plenitudine participamus omnes et accipimus, de quo alias latius. | Når den syndige samvittighed hører denne allersødeste budbringer, lever den op igen, råber og springer af glæde, fuld af fortrøstning, og frygter nu ikke mere døden eller den slags straffe, der svarer til døden, ejheller helvede. Derfor, de, der stadig frygter straffene, har endnu ikke hørt Kristus eller evangeliets røst, men snarere Moses' røst. Herudfra fødes ved evangeliet den sande lovsang for Gud, når vi bliver belært om, at loven er opfyldt og bliver opfyldt, ikke ved vore gerninger, men ved nåden fra den Gud, der i Kristus forbarmer sig over os, og den opfyldes ikke ved at gøre noget, men ved at tro, ikke ved at tilbyde Gud ét eller andet, men ved at modtage alt og være delagtige i alt ud fra Kristus, af hvis fylde vi alle har del og alle har modtaget, sådan som jeg yderligere har omhandlet det andre steder. |
| 19 CONCLVSIO LXIII.
Hic autem est merito odiosissimus, quia ex primis facit novissimos. |
Tese 63:
Men denne skat er naturligt nok meget hadet, da den gør de første til de sidste. |
| 20 Euangelium enim destruit ea quae sunt, confundit fortia, confundit sapientia et redigit eos in nihilum, in infirmitatem, in stultitiam, quia docet humilitatem et crucem. Sic ps. ix: Increpasti gentes et periit impius, nomen eorum delesti. (Sl 9,6) Verum hanc regulam crucis horrent omnes, quibus placent terrena et sua, dicentes: durus est hic sermo. (Joh 6,60) ideo non est mirum, si sit odiosissimus sermo Christi iis, qui diligunt aliquid esse, sapientiam, potentiam, coram se et hominibus, et primi sibi uidentur. | Evangeliet ødelægger nemlig det, som er, det forvirrer det stærke, forvirrer visdommen, og reducerer dem til intet, til svaghed, til dumhed, fordi det lærer ydmyghed og kors. Således siger Sl 9,6: 'Du har slået folkeslagene og ladet de gudløse forgå, deres navn er tilintetgjort'. Men denne korsets regel forskrækker alle, som holder af de jordiske og af deres egne ting, så de siger: 'Det ord er hård tale'. Derfor er det ikke mærkeligt, hvis Kristi tale er meget hadet for dem, som elsker at være noget, være visdom, være magt, i sine egne øjne og i menneskers øjne, og som synes, at de selv er de første. |
| 21 CONSLVSIO LXIIII
Thesaurus autem indulgentiarum merito est gratissimus, quia ex novissimis facit primos. |
Tese 64.
Men afladens skat er naturlig nok meget elsket, da den gør de sidste til de første. |
| 22 Quia docet horrere poenas, immo facit liberos a poena, quod est solummodo iustorum. Nullus enim indiget indulgentiis, nisi seruus poenarum, id est qui non calcat eas, contemptu superbo eis dominans, sed premitur illis et fugit eas, sicut puer ab umbris noctis et tenebrarum, et tamen permittuntur liberi, cum iusti etiam subiecti sint poenis uariis. | Derfor lærer afladens skat folk at frygte straffene, ja den befrier dem fra straffene, som er noget, der alene hører de retfærdige til. Den eneste, der nemlig trænger til aflad, er ham, der er træl af straffene, det vil sige, ham, som ikke undertrykker dem, ikke med en overmodig stolthed foragter dem, men nedtrykkes af dem og flygter fra dem, sådan som et barn flygter fra nattens og mørkets skygge. Og dog får de lov til at gå fri, mens de retfærdige underkastes forskellige straffe. |
| 23 CONCLVSIO LXV.
Igitur thesauri Euangelici rhetia sunt, quibus olim piscabantur uiros diuitiarum. |
Tese 65.
Derfor er evangeliets skatte net, hvormed man i gamle dage indfangede rige mænd. |
| 24 Sic enim Apostolus: Non quaero uestra, sed uos, (2 Kor 12,14) Et Christus: faciam uos fieri piscatores hominum. (Matt 4,19) uerbum enim dulce trahit uoluntatem, immo facit uoluntatem hominis in Christum. Vnde S. Petrus in urbe pictus piscator dicit: | Sådan siger nemlig apostelen: 'Jeg søger ikke jeres ejendom, men jer selv'. Og Kristus siger: 'Jeg vil gøre jer til menneskefiskere'. For dette søde ord trækker i viljen, ja det får mennesket til at ville Kristus. Derfor siger også Sankt Peter, der i Rom etsteds er afbildet som en fisker: |
| 25 Ecclesiam pro naue rego, mihi climata mundi Sunt mare, Scripturae rhetia, piscis homo. (n25) | 'Jeg styrer kirken som et skib, for mig er verdens regioner et hav, skriften er mit net, mennesket er fisken'. |
| 26 CONCLVSIO LXVI.
Thesauri indulgentiarum rhetia sunt, quibus nunc piscantur divitias virorum. |
Tese 66:
Men afladens skatte er net, hvormed man i vore dage indfanger mænds rigdomme. |
| 27 Hanc puto ex dictis claram, quia per remissiones poenarum homo non fit melior nec trahitur plus ad deum (hoc enim solo uerbo Christi fit), (W618) cum sint uerba hominis dantis licentiam ac relaxationem magis quam capientis et ligantis. quod si aliquid capiunt, certe nihil nisi pecunias, non autem animas capiunt; Non quod damnem istud negocium pecuniarum contribuendarum, immo meo iuditio uidetur dei prouidentia id curare in isto negotio, ut, cum sit uilissimum inter dona et offitia Ecclesiae nec dignum in futura uita coronari, saltem in hac uita uel modica pecunia remuneret, ut nihil maneat irremuneratum, quanquam olim gratis fiebant relaxationes. | Jeg tror, at denne tese er klar ud fra, hvad der er sagt, for ved eftergivelse af straffene bliver mennesket ikke bedre eller drages mere mod Gud (for dette sker alene ved Kristi ord), eftersom disse eftergivelser er ord fra et menneske, der mere giver tilladelse og lov til undladelse end det fanger og binder. Og hvis disse ord endelig fanger noget, er det kun penge, ikke sjæle. Det er ikke sådan, at jeg fordømmer den virksomhed, hvorved der ydes penge, ja, efter min bedømmelse ser det ud til, at der ved Guds forudseenhed gennem denne virksomhed er sørget for, at han, skønt dette er den billigeste af kirkens gaver og embeder og ikke er værdig at bære det kommende livs krone, dog i det mindste i dette liv kan gengælde det med penge, så der ikke er noget ugengældt, skønt der i gamle dage blev givet eftergivelser uden betaling. |
| 28 CONCLVSIO LXVII.
Indulgentie, quas concionatores vociferantur maximas gratias, intelliguntur vere tales quoad questum promovendum. |
Tese 67.
Afladen, som af sine prædikanter udråbes som den største nåde, kan virkelig opfattes som sådan, når det drejer sig om at få penge ind. |
| 29 Sic enim audet audax ignorantia, ut maximum uocet, quod minimum est, et relinquitur tum populo iuditium et facultas recte intelligendi, ut errans credat dei gratiam hic dari. Ipsi enim non exponunt, ne sibi ipsis contradicere cogantur aut mendaces inueniantur, quod paruum dixerint magnum. | Sådan vover nemlig denne forvovne uvidenhed at kalde det, der er det mindste, for det største, og den overlader det til folk selv at opnå bedømmelse og evne til at forstå det ret, så at folket fejlagtigt tror, at her gives dem Guds nåde. Selv forklarer de sig nemlig ikke, at ikke de skal blive tvunget til selvmodsigelse eller blive grebet i løgn, fordi de har kaldt det mindste det største. |
| 30 CONCLVSIO LXVIII.
Sunt tamen reueræ minimæ, ad gratiam Dei & crucis pietatem comparata. |
Tese 68.
Men den er dog i sandhed den ringeste nåde, når man sammenligner den med Guds nåde og korsets fromhed. |
| 31 Immo comparata ad dei gratiam sunt nihil et nullae, cum potius contraria operentur gratiae dei, tamen propter ignauos et pigros toleratae, ut patet ex dictis. | Ja, den er, sammenlignet med Guds nåde, nul og niks, eftersom den udvirker det modsatte af Guds nåde. Og dog bør den tåles for de uvidende og dovnes skyld, som det fremgår af det sagte. |
| 32 CONCLVSIO LXIX
Tenentur Episcopi et Curati veniarum apostolicarum Commissarios cum omni reverentia admittere. |
Tese 69.
Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde forhandlerne af den apostolske aflad velkommen. |
| 33 Quia auctoritati papali in omnibus cum reuerentia caedendum est. Qui enim potestati resistit, resistit dei ordinationi, qui autem deo resistunt, ipsi sibi damnationem acquirunt. Et dominus ipse: Qui uos spernit, me spernit. (Luk 10,16) Igitur licet in rebus exiguis, nihilo tamen minus quam in magnis auctoritati caedendum. | Sådan er det, fordi man med al respekt må bøje sig for den pavelige myndighed i alle ting. Den, der nemlig sætter sig imod hans magt, sætter sig imod Guds ordning, men de, der sætter sig imod Guds ordning, trækker selv fordømmelsen ned over sig. Herren siger selv: 'Den, der forkaster jer, forkaster mig'. Derfor bør man bøje sig for myndigheden i små såvelsom i store sager. |
| 34 Hinc illud etiam uenit, quod, et si Papa ferret iniustas sententias, timendae tamen sunt, et, ut Carolus inquit Imperator: 'Quicquid imposuerit, quantumuis graue sit, ferendum est', sicut et experientia uidemus fieri ab Ecclesia, quae certe infinitis oneribus hodie premitur et tamen pie et humiliter fert quieta. | Heraf kommer det også, at selv om paven fælder en uretfærdig dom, skal han dog frygtes, som kejser Karl siger: 'Hvadsomhelst han pålægger, hvor vanskeligt det end er, skal man bære'. Og det har vi set ske i kirken, som sandelig i dag er belæsset med uendelige byrder og dog bærer dem i stilhed på from og ydmyg måde. |
| 35 Id tamen intelligentum est, ne quis in erroneam conscientiam ueniat, quasi ideo sint timendae iniustitiae sententiae, quia sint approbandae tanquam iustae ab iis, qui debent eas timere, Cum ipsemet Pontifex aliquos decernat ab Ecclesia ligari, qui tamen coram deo ligati non sunt, et cogit eos ligationem ferre, nec eis nocet talis ligatio, quia est poena tantum et timeri debet, non autem scrupulum conscientiae facere, sicut timere debemus (W619) deum in omni alia uiolentia, etiam prophana, et non per contemptum superbe reluctari. | Dette skal dog ikke forstås på den måde, at nogen skal udvikle en falsk samvittighed, som om man skulle frygte uretfærdige domme af den grund, at de skal godkendes som retfærdige af dem, der skal frygte. Paven selv har bestemt, at nogen skulle være bundet af kirken, som dog overfor Gud ikke er bundet, og han tvinger dem til at bære denne bundethed, men den skader dem ikke, fordi det kun er en straf og den bør man frygte, men ikke gøre sig samvittighedskvaler over, sådan som vi bør frygte Gud i alle andre voldshandlinger, også de profane, og ikke foragteligt og overmodigt sætte os imod dem. |
| 36 Ita et onera sunt ferenda, non quod recte fiant et approbanda sint, sed ut flagella a deo inflicta et humiliter portanda. Quare sententiae iniustae et onera sunt timenda non propter illud uerbum: Quodcunque ligaueris, (Matt 16,19) sed propter illud generale praeceptum: Esto consentiens aduersario tuo in uia, (Matt 5,25) Et illud: Qui te percusserit in maxillam dexteram, praebe ei et sinistram etc. (Matt 5,39) Et Ro. xii: Non defendentes uosmet ipsos etc. (Rom 12,19) | Sådan bør også byrder bæres, ikke fordi de er sket med rette og skal godkendes, men som piskeslag påført os af Gud at bære med ydmyghed. Derfor skal pavens uretfærdige domme og byrder frygtes, ikke på grund af ordet: 'Hvad som helst du binder', men på grund af det almene bud: 'Forlig dig med din modstander, mens du er med ham på vejen', og dette: 'Hvis nogen slår dig på din højre kind, så vend også den venstre til, osv', og Rom 12,19: 'Tag ikke jer selv til rette osv'. |
| 37 Si enim hoc esset consilium (ut multi etiam Theologi uidentur errare), tunc liceret eadem libertate resistere Papae in suis oneribus et sententiis iniustis, qua Turco uel aliis aduersariis, sed nullis prorsus est resistendum, licet non sit eorum opus approbandum, ne sit error in conscientia. Sed haec materia, necessaria ualde, aliud tempus et opus postulat. | For hvis dette kun var råd (som mange, også blandt teologer, synes fejlagtigt at mene), så ville det være tilladt ud fra den samme frihed at modstå paven, når han pålægger byrder og afsiger uretfærdige domme, sådan som man må modstå tyrken eller andre modstandere, men man må overhovedet ikke sætte sig imod nogen, selv om man ikke bør godkende deres gerning, så man ikke kommer til at handle imod sin samvittighed. Men denne sag, som er højst nødvendig, kræver en anden tid og et andet arbejde. |
| 38 CONCLVSIO LXX
Sed magis tenentur omnibus oculis intendere, omnibus auribus advertere, ne pro commissione Pape sua illi somnia predicent. |
Tese 70.
Men de er endnu mere forpligtet til at holde skarpt øje med, at disse ikke i stedet for det, paven forlanger af dem, forkynder deres egne fantasier. |
| 39 Probatissima est regula illa Iuristarum, papam in omnibus concessionibus sic agere, ut nulli alteri praeiudicet, nisi id faciat expressa mentione et plenitudine potestatis ut docet quoque mos Curiae atque stilus. | Det er en velanskrevet regel hos juristerne, at paven i alle de tilladelser, han giver, handler således, at han ikke volder nogen anden uret, hvis han ikke udtrykkeligt nævner det og gør det ud fra sin magtfuldkommenhed, som både kuriens skik og talemåder lærer os. |
| 40 Quare certissimum est, quod dans indulgentias uult eas esse nihil plus quam indulgentias neque aliquid ualere quam quod natura sua ualent; permittit autem ualere quantum ualent contentus quod dederit; nusquam enim declarat ualorem earum. Haec est commissio Papae. | Derfor er det ganske sikkert, at han, når han udsteder aflad, ikke vil, at afladen skal have større værdi end hvad den efter dens natur er værd; men han tillader, at den har den værdi, den har, tilfreds med det, han har udstedt; for han erklærer aldrig, hvilken værdi den har. Dette er pavens kommissorium. |
| 41 At nostri praecones ultra procedunt et non solum sese iactitant per pulpita, quod sint Papae, quos rectius pappos alii putant, uerum et nomini coniungunt officium tam Papae quam Ecclesiae, ac nobis uelut e caelo statuunt et pronunciant cum fiducia, quid sint, immo longissime ultra quam sint et esse unquam possint indulgentiae, ut uel ex libro suo potest probari nouissimo. (n41) | Men vore afladsprædikanter går ud over det, og praler fra prædikestolen af, at de er paver, skønt andre med større ret kalder dem 'papaver', 'giftvalmuer', men de knytter også både pavens og kirkens embede sammen med deres pavenavn, og stadfæster for os, som fra himlen, og forkynder tillidsfuldt, hvad aflad er, ja, de forkynder langt ud over, hvad den er eller nogensinde kan være, som det kan ses af deres sidstudkomne bog. |
| 42 Horum itaque somnia tenentur Episcopi prohibere, ne sinant lupos intrare ouilia Christi, sicut expresse praecipitur li. v. de poe. et re c. Cum ex eo, Et Cle. eodem c. Abusionibus, ut nihil permittant populo proponere, quam quod in eorum literis continetur. | Derfor er biskopperne forpligtede på at forhindre deres fantasier, hvis de ikke vil tillade ulvene at trænge ind i Kristi fårefold, sådan som de udtrykkeligt foreskrives i bog 5 i Gregors dekretalier, kapitlet 'Cum ex eo', og Clemens' dekretaler, kapitlet 'Abusionibus', så biskopperne ikke skulle tillade afladsprædikanterne at forelægge andet for folket, end hvad der var indeholdt i deres autorisationsbreve. |
| 43 CONCLVSIO LXXI.
Contra ueritatem apostolicarum ueniarum qui loquitur, sit ille anathema et maledictus. |
Tese 71.
Den, der taler imod den apostolske aflads sandhed, han være fordømt og forbandet. |
| 44 Quia etsi res parua sit ueniarum largitio respectu gratiae dei et ad tantum boatum praedicantium eas, tamen contra potestatem superbe agit, qui contradixerit; ideo merito maledicitur, cum obedientia Ecclesiastica eo sit mirabilior, quo etiam in uilioribus suo sensui cedit et humiliatur. (n44) | For skønt afladseftergivelsen er en ringe ting sammenlignet med Guds nåde, og sammenlignet med råbet fra dem, der prædiker den, så handler den, der modsiger den, dog arrogant imod den øverste magt. Derfor er det med rette, han bliver forbandet, eftersom den kirkelige lydighed er des mere beundringsværdig, når den også i mindre sager afstår fra sin mening og ydmyger sig. |
| 45 Quae autem sit ueritas indulgentiarum, satis hucusque est disputatum et adhuc expectat determonationem Ecclesiae, nisi quod certum est, eas esse relaxationes tantum (W620) temporalium poenarum, quaecunque tandem illae sint. Relaxatio uero poenarum (ut dixi) uilius est donum, quod Ecclesia donare potest, praesertim si eam donet iis, quibus culpam remiserit. Remissio uero culpae est maximum omnium cum sancto euangelio, quod illi non ita curant aut certe ignorant. | Men hvad end sandheden er om afladen, er den nu diskuteret tilstrækkelig og venter fremover kun på kirkens afgørelse. Blot er det sikkert, at den er en eftergivelse af kun timelige straffe, hvilke disse så end er. Men en eftergivelse er som sagt den mindste gave, kirken kan give, især hvis den giver den til dem, hvis skyld er eftergivet. Men eftergivelse af brøden er sammen med det hellige evangelium den største af alle kirkens gaver, men den bryder afladsprædikanterne sig ikke om eller den er de helt uvidende om. |
| 46 CONCLVSIO LXXII.
Qui uero, contra libidinem ac licentiam uerborum Concionatoris ueniarum curam agit, sit ille benedictus. |
Tese 72.
Men den, som træder op imod afladsprædikanternes griske og tøjlesløse ord, han være velsignet. |
| 47 Sic enim hodie habet uidua Christi, sancta Ecclesia, ut omnibus omnia liceant, et praesertim Theologis Scholasticis, inter quos inuenire est, qui ueras etiam sententias damnent, nulla causa nisi quia ex suo fonte non prodierunt; ipsis tamen licet asserere, quod deus peccatum facit, deus est causa mali, culpae, et multa alia. | For således er idag situationen for Kristi enke, den hellige kirke, at alt er tilladt for alle, og især for de skolastiske teologer, blandt hvilke man kan finde nogen, som endog fordømmer sande sætninger, af ingen anden grund end den, at de ikke er udsprunget af deres egen kilde. Dem er det tilladt at hævde, at Gud udøver synd, at Gud er årsag til det onde, til brøden, og meget andet. |
| 48 Quae siquis poeta uel Orator (ut uocant) aut graece, latine, hebraice doctus diceret, omnium haereticorum pessimus fuerit. sed id maius damnum. Tantum est crimen, Si quis Christianus Turcis arma deferat, aut Romam petentes impediat, Aut literas Apostolicas uiolauerit, ut nulla unquam data sit facultas illa remittendi, etiam si plenissima plenissimarum daretur, sed sibi reseruat sedes Apostolica? tam sancte tunc agebat Ecclesia, ut, seruatis dei mandatis primum, etiam tam parua uoluerit tanto rigore coercere. | Men hvis en digter eller taler (som de kalder det) eller én, der er lærd i græsk, latin eller hebraisk, havde sagt det, så ville han være den værste af alle kættere. Men de gør meget værre skade. Så stor er deres forbrydelse, at hvis en kristen forsyner tyrkerne med våben, eller forhindrer nogen i at drage til Rom, eller gør vold mod pavelige breve, så vil der aldrig gives nogen bemyndigelse til at tilgive det, også selv om der blev givet den allerfuldeste aflad, men den apostolske stol har reserveret det for sig selv. Så helligt handlede kirken dengang, at når Guds bud først var overholdt, ville den så nøjeregnende straffe endog disse små ting. |
| 49 Nondum enim erat illa Lerna et tartarus simoniarum, libidinum, pomparum, caedium reliquarumque abominationum in Ecclesia. At si illa ita rigide coercentur, quo tandem putamus rigore sunt coercendi, qui non Turcis, sed daemonibus offerunt, non quaecunque, sed nostra propria arma, id est uerbum dei, dum illud suis somniis contaminant et (ut Isaias soles loqui) conflant in Idolum per spiritum suum, ut sit non instrumentum, quo trahatur anima, sed seducatur in falsas opiniones? | For endnu var ikke denne Lerna og dette helvedesdyb af simoni, vellyst, pomp, mord og alle de andre vederstyggeligheder kommet ind i kirken. Men hvis disse ting blev så hårdt straffet, med hvilken hårdhed skulle vi så ikke mene, at de skulle straffe, som tilbyder våben, ikke til tyrkerne, men til dæmonerne, ikke tilfældige våben, men vore egne våben, det vil sige Guds ord, idet de forurener det med deres egne fantasier og, som Esajas plejer at sige, smelter det sammen til et afgudsbillede ved deres ånd, så det ikke er et redskab, der drager sjælen, men ét, der forfører den til falske meninger? |
| 50 At hoc uitium passim ita licet, ut uitiosissimus sit, qui non uirtutem et meritum meritorum existimet, a quicunque factum fuerit. Sic et B. Hieronymus queritur, scripturam omnibus patere, non ad discendum, sed ad lacerandum. (n50) Deinde, Si, qui euntes Romam impediunt, adeo peccant, Quid illi, qui euntes in coelum impediunt non solum pestilentibus doctrinis, sed etiam corruptissimis moribus? Et illi, qui non literas Apostolicas, sed diuinas uiolant, quo ibunt? clauem scientiae tulerunt, ipsi non intrant et introeuntes prohibent. (Luk 11,52) | Dog er denne last overalt i den grad tilladt, at man ville være den mest lastefulde, hvis man ikke regnede den for en dyd og for det mest fortjenstfulde af alt, hvem der end gjorde det. Således klager også den salige Hieronymus over, at skriften er åben for alle, dog bruger man den ikke til at lære, men man river den i stykker. Dernæst, hvis den, der hindrer folk i at tage til Rom, synder så grueligt, hvad så med dem, som hindrer folk i at komme i himlen, ikke blot med deres pestbringende læresætninger, men også med deres fordærvede skikke? Og hvad med dem, der øver vold, ikke mod pavebreve, men mod den guddommelige skrift, hvor går de hen? De har fjernet kundskabens nøgle, selv går de ikke ind og de forhindrer andre i at gå ind. |
| 51 An ista portenta sunt forte maiora et peiora, quam ut in die Cenae legantur et reseruentur? (n51) Sed legantur solum in coelo et nunquam remittantur Benedictione itaque digni, qui nituntur purgare scripturas sanctas et elucidare ex tenebris opinionum et humanarum rationum, quibus prope facti sumus Pelagiani sensu et Donatistae opere. Sed haec alias. (W621) | Mon ikke disse afskyeligheder er større og værre end dem, der læses hver skærtorsdag, og reserveres paven? Men de skal kun læses i himlen og aldrig tilgives. Derfor fortjener de velsignelse, som søger at rense de hellige skrifter og føre dem ud af meningernes og de menneskelige fornuftsslutningers mørke i det rette lys. Med disse ord har vi næsten gjort os selv til pelagianere, hvad mening angår, og donatister, hvad gerning angår. Men mere om det andetsteds. |
| 52 CONCLVSIO LXXIII
Sicut Papa iuste fulminat eos, qui in fraudem negocii ueniarum quacunque arte machinantur, |
Tese 73:
Sådan som paven med rette tordner imod dem, som til skade for afladshandelen opfinder alle slags kunster, |
| 53 Iterum dico sicut prius (quicquid sit de intentione personali Summi Pontificis) potestati clauium humiliter caedendum et fauendum est nec temere contra nitendum; dei enim potestas est, quae, siue per usum sius abusum agatur, debet timeri, sicut omne aliud opus ex deo, magis autem illa. | Igen siger jeg, hvad jeg har sagt før (hvordan end pavens personlige hensigter er) at man ydmygt må give efter for nøglernes magt, tale venligt om den og ikke frækt gå imod den; det er nemlig Guds magt, som man bør frygte, hvad enten den handler gennem brug eller misbrug, sådan som al anden Guds gerning skal frygtes, ja, mere end andet. |
| 54 CONCLVSIO LXXIIII.
Multo magnis fulminare intendit eos, qui per ueniarum pretextum in fraudem sancte charitatis et ueritatis machinantur. |
Tese 74:
så meget mere vil han tordne imod dem, som under foregivelse af aflad opfinder kunster til skade for den hellige kærlighed og sandhed. |
| 55 Quantumcunque enim potestas honoranda est, non ideo tam ignaui esse debemus, ut abusum eius non reprobemus aut non resistamus. Sic enim omnes sancti potestatem saeculi, quam etiam dei uocat Apostolus, (Rom 13,1f) sustinuerunt et honorarunt, etiam in mediis poenis et torturis, quas illa inferebat, sed tamen constanter eius abusum detestabantur, Et non ideo sustinuerunt, quia illi recte uterentur potestate persequendo, sed reliquerunt illis conscientiam malefacti et per mortem secum traxerunt testimonium et confessionem innocentiae, | Hvor meget end nøglemagten skal æres, vi bør dog ikke af den grund være så uvidende, at vi ikke bebrejder eller modsætter os dens misbrug. Således har nemlig alle de hellige understøttet og æret den verdslige magt, som apostelen også kalder Guds, også midt i de straffe og den tortur, som denne magt påførte dem. Men dog har de altid vendt sig imod dens misbrug. Og de har ikke støttet den af den grund, at de andre brugte magten ret, når de forfulgte, men de har overladt dem til deres onde gernings samvittighed og gennem deres død båret vidnesbyrd og bekendt, at de var uskyldige. |
| 56 Sicut B. Petrus ait: Nemo patiatur sicut fur etc. (1 Pet 4,15) Ita si Ecclesia uel Pontifex aliquem priuaurit communione fidelium sine causa, debet id sustinere et potestatem non damnare, Sed non debet ita timere, ut approbet, quasi benefactum sit, sed potius mori in excommunicatione. Non est enim excommunicatus nisi errante claue, cuius errorem si approbet petens absolui, iam peius errat; Clauem honoret et ferat, errorem non probet. | Sådan som den salige Peter siger: 'Ingen må lide som tyv'. Hvis således kirken eller paven berøver nogen de troendes fællesskab uden grund, så bør han finde sig i det og ikke fordømme magten, men han bør ikke frygte den så meget, at han giver sin tilslutning, som om det var en velsignelse, men snarere dø som udstødt. For han er kun udstødt, fordi nøglerne gjorde en fejl, og hvis han godkender nøglernes fejl og søger afløsning, så fejler han kun værre; han skal ære og bære nøglerne, men ikke godkende deres fejl. |
| 57 Igitur fulminandi sunt, qui ita uenias praedicant, ut eas gratias dei uideri uelint; hoc est enim contra ueritatem et charitatem, quae sola talis gratia est. Multoque melius erat, nullas esse uspiam indulgentias, quam tales opiniones in uulgum seminari, quia sine indulgentiis possumus esse Christiani, sed talibus opinionibus non possumus esse nisi haeretici. | Derfor skal paven tordne imod dem, som prædiker aflad på den måde, at de ønsker, den skal se ud som en nåde fra Gud, det er nemlig imod sandheden og kærligheden, for det er alene den, der er en sådan nåde. Det ville være meget bedre, om der aldrig havde været nogen aflad, end at sådanne meninger udspredes i folket, for vi kunne godt være kristne uden aflad, men med sådanne meninger kan vi kun være kættere. |
| 58 Certum est autem, quod Summus Pontifex uel credit uel debet uelle, esse in populo primum mutuam charitatem et misericordiam aliaque praecepta dei in illo florere, ac sic donat indulgentias. Nunc uero fallitur, quia charitas et misericordia et fides prope extincta est, nedum refriguit apud nos. | Men det er sikkert, at paven enten tror eller bør ville, at der først af alt i folket bør være en gensidig kærlighed og barmhjertighed og at de øvrige Guds bud skal blomstre i folket, og på den måde giver han aflad. Men nu bedrages han, for kærlighed og barmhjertighed og tro er næsten udryddet, de er ikke blot kølnet hos os. |
| 59 Hoc enim si sciret, omissis ueniis id ageret, ut populus primum ad mutuam charitatem rediret. Ita testor ego dominum Iesum, quod populus magna ex parte (alii putant: ex omni parte) ignorat, quod opera charitatis meliora sunt quam ueniae, credit potius sese nil melius agere posse quam uenias redimere, Et huius haereticae et pestilentis opinionis nullum habet correptorem aut fidelem Magistrum, Sed potius per pomposas istas buccinas instantissimos authores. (W622) | For hvis han vidste dette, ville han få afladen afskaffet, og det ville han gøre for at folket først af alt skal vende tilbage til den gensidige kærlighed. Jeg påkalder den herre Jesus som vidne på, at folket for størstedelens vedkommende (nogle siger: helt igennem) er uvidende om, at kærlighedsgerninger er bedre end aflad, og i stedet tror, at de ikke kan gøre noget bedre end købe aflad. Og denne kætterske og pestbærende opfattelse er der ingen, der retter for dem, der er ingen trofast lærer, men [de lærer] snarere igennem disse pompøse basunblæsende påtrængende ophavsmænd. |
| 60 CONCLVSIO LXXV.
Opinari uenias papales tantas esse, ut soluere possint hominem, etiam si quis per impossibile dei genitricem uiolasset, est insanire. |
Tese 75:
At mene, at den pavelige aflad er så stor, at den kan tilgive det menneske, der, skønt det er umuligt, havde krænket gudfødersken, er vanvid. |
| 61 Coactus sum insanos uocare, qui talia opinantur, ac uenia nobis a diua Virgine est petenda, quod talia dicere et cogitare cogimur, nec patuit uia, qua hanc necessitatem uitaremus. Nescio, quo diabolo operante factum sit, ut populus istum rumorem ubique spargeret, siue id uere ita dictum est siue ita intellectum a populo. Ego quidem, etsi constanter assereretur a multis et magni nominis hominibus, ita esse praedicatum in multis locis, potius tamen mirabar quam credebam, sed auditu fuisse falsos existimabam. (n61) | Jeg er tvunget til at kalde dem vanvittige, som mener den slags, og vi skulle bede om overbærenhed fra den guddommelige jomfru, fordi vi tvinges til at sige og tænke den slags, dog er der ingen udvej, så vi kan undgå denne nødvendighed. Jeg véd ikke, ved hvilken djævels indgriben det er sket, at folket overalt udbreder dette rygte, hvad enten det nu virkelig er påstået, eller blot forstået således af folket. Selv vil jeg nu, skønt det til stadighed påstås af mange mennesker, og det højtstående mennesker, at der mange steder prædikes sådan, selv vil jeg snarere undre mig over det end tro det, for jeg tror, det er blevet opfattet forkert. |
| 62 Ideo nolui in hac conclusione ullum Concionatorem taxare, sed uulgum monere, qui talia opinari coepit, que forte nullus dixisset; siue enim illi dixerunt siue non, mea non refert, donec certior fiam. Opinio tamen illa pessima, undecunque orta fuerit, detestanda et damnanda fuit. Veruntamen non mirum fuerit, tale quid a populo fuisse intellectum, quando audit magna et horrenda peccata quodammodo leuissima existimari propter magnitudinem gratiarum. | Derfor vil jeg ikke med denne tese anklage nogen afladsprædikant, blot formane folket, som begynder at mene, at det forholder sig således, selv om måske slet ingen har sagt det. Men om de har sagt det eller ej, tager jeg mig ikke af, før jeg bliver forvisset om det. Dog, denne helt forkerte mening, hvor den så end er opstået henne, skulle foragtes og fordømmes. Men det er ikke mærkeligt, at det bliver forstået således af folket, når det hører, at store og forfærdelige synder på grund af nådens storhed på én eller anden måde kan regnes for ganske små. |
| 63 Vera et Euangelica praedicatio est, peccata, quo ad fieri potest, magnificare, ut homo ad timorem et legitimam poenitentiam ueniat. denique quid prodest propter uilissimam poenarum remissionem tot auxisibus tonare ad extollendas uenias, et propter saluberrimam Crucis sapientiam uix mutire? Immo quomodo id non noceat simplici uulgo, qui tantum solet aestimare uerbum, quanto fuerit gestu et apparatu praedicatum? | Det er en sand og evangelisk prædiken, at synden så vidt muligt, bliver gjort stor, så mennesker når frem til frygt og til en lovmæssig bod. Endelig, hvor hører det hjemme at udbasunere de største overdrivelser for at fremhæve afladen som den højst billige eftergivelse af straffene, når man knap nok mumler, når det drejer sig om frelsebringende kundskab til korset? Ja, hvordan kan det undgå at skade det enfoldige folk, som kun plejer at lægge vægt på ordet, med hvor store armbevægelser og pomp det forkyndes og prædikes? |
| 64 At Euangelium nullo, ueniae omni apparatu proferuntur, scilicet ut uulgus Euangelium nihil, uenias omnia credat esse. Mirum tamen est, cum audeant clamare, homicidia, latrocinia, libidinem generis omnis, blasphemias in Virginem Mariam et deum facilia, ut his ueniis remittantur, Cur non etiam illa leuiora remitti clament, quae in Bulla coenae reseruantur? (se note n51) 'Pontifex non remittit.' uide ergo forte, ne et illa non remittat aut saltem non tam facile remittat, quae multo sunt illis grauiora. | Men evangeliet får ingen pomp, afladen al pomp, så at altså folket tror, at evangeliet ikke er noget, afladen er alt. Det er dog mærkeligt, når de vover at udråbe, at drab, røveri, al slags vellyst, blasfemi imod jomfru Maria og imod Gud er lette ting, som tilgives med denne aflad, hvorfor de så ikke også udråber, at de lette ting tilgives, som reserveres paven i bullen 'Coena'. 'Paven tilgiver ikke'. Derfor se godt efter, om han mon også eftergiver det, der er langt mere alvorligt, eller i hvert fald eftergiver dem vanskeligt. |
| 65 CONCLVSIO LXXVI.
Dicimus contra, quod ueniae Papales nec minimum uenialium peccatorum tollere possint quo ad culpam. |
Tese 76:
Vi siger modsat, at den pavelige aflad ikke kan ophæve selv den mindste af de tilgivelige synder, for så vidt angår skylden. |
| 66 Hanc Meosin non posuissem, nisi uoluissem praecedentis conclusionis opinionem detestabilem facere. Patet autem, quod nulla culpa remittitur nisi a solo deo. Ideo nec illa magna per facultates remittuntur, sed declarantur remitti et eorum poena remittitur; haec dico secundum illorum sententiam, (W623) Mea autem patuit superius satis. | Jeg har kun fremsat denne underdrivelse for at kunne gøre opfattelsen i den foregående tese foragtelig. Men sandheden i den fremgår af, at ingen brøde kan tilgives, undtagen af Gud. Derfor tilgives de store synder heller ikke af de kirkelige myndigheder, de erklærer kun, at de er tilgivet og deres straf eftergivet; dette siger jeg som deres mening. Min mening fremgår tilstrækkeligt at de ovenfor sagte. |
| 67 Verum hic morandum fuisset in ueniali peccato, quod ita uilescit hodie, ac si nullum pene sit, et timeo magna multorum perditione, qui secure stertunt in peccatis, ubi non uiderint sese crimina committere. Ego, id fateor, donec legi Scholasticos doctores, nunquam intellexi, quid et quantum esset ueniale peccatum; an ipsi intelligant, nescio. | Men her vil jeg opholde mig lidt ved den tilgivelige synd, fordi den idag gøres så billig, som var den næsten ikke synd, og jeg er bange for manges store fortabelse, fordi de snorker sikkert i synden, og ikke ser, at de begår overtrædelser. Jeg for min del må tilstå, at da jeg læste de skolastiske lærde, kunne jeg aldrig komme til at forstå, hvad og hvor meget der var tilgivelig synd. Jeg véd ikke, om de selv forstår det. |
| 68 Id breviter dico: Qui non assidue sic timet et agit, ac si mortalibus peccatis plenus esset, uix unquam saluabitur, Quia dicit scriptura: Non intres in iuditium cum seruo tuo, domine. (Sl 143,2) Nam non solum uenialia, quae nunc passim uocant, sed etiam bona opera non possunt iuditium dei sustinere, sed aegent ignoscente misericordia, Quia non ait: 'Non intres in iuditium cum hoste tuo', sed: 'cum seruo et puero tuo, qui seruit tibi'. Iste ergo timor doceret misericordiam dei suspirare et in eam confidere; ubi ille deest, incipimus confidere in conscientiam nostram magis quam in misericordiam dei, dum nihil criminis nobis conscii simus foecisse, et ii in horrendum cadent iuditium. | I korthed vil jeg sige: Den, som ikke frygter og i tilstrækkelig grad handler, som om han var fuld af dødssynd, vil næppe nogensinde blive frelst. For skriften siger: 'Gå ikke i rette med din tjener, herre'. For det er ikke kun de tilgivelige synder, som de nu overalt kalder dem, men også de gode gerninger, som ikke kan udholde Guds dom, men behøver Guds tilgivende barmhjertighed. For han siger ikke: 'Gå ikke i rette med din fjende', men 'med din tjener, dit barn, som tjener dig'. Altså, denne frygt lærer at håbe på Guds barmhjertighed og stile på den; hvor den mangler, begynder vi at stole på vores samvittighed mere end på Guds barmhjertighed, indtil vi ikke mere er os bevidste at have begået nogen overtrædelse. Disse mennesker vil møde en frygtelig dom. |
| 69 CONCLVSIO LXXVII.
Quod dicitur, nec si S. Petrus modo Papa esset maiores gratias donare posset, est blasphemia in sanctum Petrum et Papam. |
Tese 77:
Når man siger, at selv sankt Peter, hvis han var pave nu, ikke kunne skænke større nådesbevisninger, er det bespottelse mod sankt Peter og mod paven. |
| 70 CONCLVSIO LXVIII.
Dicimus contra, quod etiam iste et quilibet Papa maiores habet, scilicet Euangelium, uirtutes, gratias curationum etc. ut i. Corin. xii. |
Tese 78:
Vi siger modsat, at både han og en hvilkensomhelst pave råder over større nådegaver, nemlig evangeliet, undergerningerne, evnen til at helbrede, osv, som vi læser det i 1 Kor 12,28. |
| 71 Quia in potestate et obedientia Papae sunt omnes, qui ista habent in Ecclesia, quos potest mittere quo uolet, etiam si ipse personaliter non haberet, ut non dicam, quod Bulla Coenae adhuc non est remissa cum suis casibus. Adhuc maior esset gratia Summi Pontificis, si has omnes facultates gratis donaret omnibus Christianis, qui eis egerent, Deinde si sublatis Canonibus onerosis libertatem populi Christiani restitueret et tyrannides officiorum ac Simonum exploderet. Sed haec non sunt forte in potestate eius; inualuit enim inimicus et 'princeps prouinciarum facta est sub tributo'. (Klag 1,1) dextera faciet hanc uirtutem, (Sl 118,16) si id digni fuerimus impetrare. | De, der har disse evner i kirken, er inde under pavens magt og skal adlyde ham, og han kan derfor sende dem, hvorhen han vil, også selv om han ikke selv personligt har disse evner. Så vil jeg ikke tale om, at bullen 'Coenae' indtil nu ikke er blevet ophævet sammen med dens tilfælde. Men pavens nåde ville være større, hvis han frit gav alle disse evner til alle kristne, som trænger til dem, og hvis han ophævede de byrdefulde kanonner og genoprettede kristenfolkets frihed og hvis han ødelagde dem, der var tyranner i deres embede og som brugte simoni. Men dette er måske ikke i hans magt, for: fjenden og 'byernes fyrste er blevet vasal', og: 'Hans højre udfører styrke', om vi blot var blevet værdige til at opnå det. |
| 72 CONCLVSIO LXXIX.
Dicere, Crucem armis Papalibus insigniter erectam cruci Christi equiualere, blasphemia est. |
Tese 79:
At sige, at korset, der er oprejst med pavens våben på, kan sidestilles med Kristi kors, er gudsbespottelse. |
| 73 Qua fronte sint hi homines, quis non uidet? quid non audeant, qui talia audent? His credendae sunt animae Christi sanguine redemptae? Christi Crux uiuificat totum mundum occiso peccato, Crux illa armata largitur quasdam poenas remitti, Et sic sunt aequalia poena aeterna et temporalis? (W624) Sed quid persequar portenta omnia, quae ex tale sermone sequuntur, quae nec coelum possit sustinere ut proferantur? | Hvem kan ikke se, hvilken frækhed disse mennesker har? Hvad kan de ikke finde på, når de kan finde på dette? Skal dette virkelig tros af de sjæle, som er blevet forløst ved Kristi blod? Kristi kors levendegør hele verden ved at dræbe synden, dette våbenkors giver lov til, at nogle straffe eftergives. Og på den måde skulle den evige straf sidestilles med den timelige? Men hvordan skulle jeg kunne omtale alle de afskyeligheder, som følger af en sådan prædiken, når ikke engang himlen kan forhindre, at den bredes? |
| 74 CONCLVSIO LXXX.
Rationem reddent Episcopi, Curati et Theologi, qui tales sermones in populum licere sinunt. |
Tese 80:
Biskopperne, sognepræsterne og teologerne skal stå til regnskab for, at de tillader den slags tale at udbredes blandt folk. |
| 75 At timetur potestas Ecclesias, denique errores et offensiones hodie factae [factas] in sedem Romanam uindicatur gemino gladio; sed nunquid ideo tacendum? Nolite timere eos, qui occidunt corpus, animam autem non possunt occidere; (Matt 10,28). qui me confessus fuerit coram hominibus, confessurus et ego eum coram patre meo (Matt 10,32). | Men man er bange for kirkens magt, og derfor bange for, at de fejl og angreb, der idag gøres mod det romerske sæde, skal blive hævnet med det tveæggede sværd; men skal man tie af den grund? 'Frygt ikke dem, som kan dræbe legemet, men ikke kan dræbe sjælen'. 'Den, der bekender mig overfor mennesker, ham vil også jeg bekende overfor min fader'. |
| 76 Verum id ego uehementer admiror, quisnam illam glosam inuenerit primus, quod duo gladii significent unum spiritualem (non ut Apostolus uocat, scilicet gladium spiritus, uerbum dei), Alium materialem, ut sic Pontificem utraque potestate armatum nobis non patrem amabilem, sed quasi tyrannum formidabilem faciant, dum nihil nisi potestatem undique in eo uidemus. | Men det undrer jeg mig højligt over, hvem der mon først fandt på denne fortolkning, at de to sværd skulle betyde ét åndeligt (ikke det, apostelen taler om, nemlig åndens sværd, ordet) og ét verdsligt, så at de således gør den pave, der er bevæbnet med begge disse myndigheder, ikke til en kærlig far, men til en formidabel tyran, idet vi ikke kan se andet end magt nogetsteds i ham. |
| 77 Et ista est fidelissima glosa super patrum decreta, in quibus tam rigide prohibentur clericis arma. Hic uide, num deus iratus, uidens, quod pro gladio spiritus et Euangelio dileximus intelligere ferrum, iustissime nobis foecit, ut daret gladium quem uoluimus et auferret quam noluimus, Ita ut nusquam in mundo fuerit crudelior strages bellorum quam apud Christianos, Rursum uix neglectior sacra scriptura quam apud Christianos. | Og dette er den mest troværdige fortolkning af fædrenes dekreter, i hvilket det på det strengeste forbydes klerikerne at bære våben. Se her, om ikke den Gud, der blev vred, da han så, at vi i stedet for åndens og evangeliets sværd elskede jernsværdet, handler højst retfærdigt imod os, når han giver os det sværd, vi ønsker, og fjerner det, vi ikke vil have. På den måde har der intetsteds i verden været mere grusomme krigsødelæggelser end hos de kristne, og på den anden side er der næppe nogen, der er mere ligeglade med deres hellige skrift end de kristne. |
| 78 En tibi gladium, quem uoluisti! O glosa uel tartaro digna! Adhuc tamen sumus saxei, ut iram dei non intelligamus. Cur, quaeso, illud amabilissimum ingenium non etiam duas claues pari uidelicet subtilitate interpretatur, ut una sit diuitiarum mundi largitrix, Altera uero diuitiarum coeli? et quidem de altera satis plana est sententia, quia secundum Concionatores ueniarum ipsa coelum assidue aperit et exundat diuitias Christi. | Se, du har fået det sværd, du ville have! O den fortolkning er værdig til helvede! Og dog har vi indtil nu været som sten, så vi ikke har forstået Guds vrede. Og nu vil jeg spørge: Hvorfor fortolker denne fortrinlige forstand ikke også de to nøgler med en ligeså stor subtilitet, så den ene uddeler verdens rigdomme, den anden himlens? I det mindste er meningen med den anden nøgle klar nok, for ifølge afladsprædikanterne åbner den hele tiden himlen og lader Kristi rigdom flyde ned. |
| 79 Sed altera non potuit sic intelligere, sciens uoraginem rapacissimam diuitiarum in Ecclesia. Non enim expedit ecclesiae et patrimonio Christi, ut tanta liberalitate diuinitas mundi quanta profundit diuinitias coeli. Ideo altera Clauis est clauis scientiae; cui si adderetur alter gladius, qui est gladius scientiae, Apostolice diceret: In iis omnibus nondum est auersus furor domini, adhuc manus eius extenta, (Es 9,20) scilicet quia res est mire molesta, sacras literas meditari, quibus instructi (secundum Apostolum) destrueremus munitiones et omnem altitudinem extollentem se aduersus scientiam dei. (2 Kor 10,5) | Men den første kan man ikke forstå på den måde, når man véd, hvilket bundløst svælg de har, der tilrøver kirken rigdom. For det gavner ikke kirken og Kristi ejendom, at verdens rigdomme bliver udgydt med en lige så stor rundhåndethed som himlens rigdomme. Derfor er den første nøgle nøglen for viden; og hvis man føjer den til det første sværd, så det er sværdet for viden, så vil man med apostelen kunne sige: 'I alt dette har Herrens vrede endnu ikke lagt sig, og hans hånd er stadig udstrakt', nemlig fordi det er en mærkelig brydsom sag at overveje den hellige skrift, hvormed vi, ifølge apostelen, 'kan nedbryde fæstningsværker og ødelægge enhver højhed, der rejser sig imod kundskaben om Gud'. |
| 80 Compendium illud laboris nobis placet, non ut haereses aut errores destruamus, sed haereticos et errantes con crememus, ducti scilicet meliore consilio Catonis quam Scipionis in Carthagine uastanda, immo contra uoluntatem spiritus, qui scribit (W625), ideo relinqui in terra promissionis Iebusaeos et Cananaeos, ut filii Israel discerent bellare et habere consuetudinem bellandi. (Dom 3,1f) | Der er en genvej ud af denne vanskelighed, som behager os, den, at vi ikke ødelægger kætterne eller vildfarelserne, men fuldstændig opbrænder kætterne og de vildfarende, så bliver vi nemlig vejledet af Catos råd, der er bedre end Scipios om at ødelægge Carthago, blot er det imod åndens vilje, som skriver, at af den grund blev der efterladt jebusitter og kanaanæere i det forjættede land, at Israels sønner kunne lære at gå i krig og opnå øvelse i krigsførelse. |
| 81 Quod si S. Hieronymus non decipit me, puto de bellis haereticorum praefigurantum, uel certe Apostolus sit dignus fide, ubi dicit: oportet haereses esse. (1 Kor 11,19). At nos: 'nequaquam, sed oportet comburi haereticos ac sic radicem cum fructibus, immo Zizania cum tritico euellere'. (Matt 13,28f) Quid hic dicimus, nisi quod cum lachrymis domino dicimus: Iustus es, domine, et rectum iudicium tuum? quid enim aliud meremur? | Men hvis Hieronymus ikke bedrager mig, mener jeg, dette præfigurativt beskriver kampene mod kætterne. Men givetvis er apostelen troværdig, når han siger: 'der bør være kættere'. Men vi svarer: 'Slet ikke, nej, kætterne må brændes, og således roden opbrændes sammen med frugten, ja klinten kastes ud sammen med hveden'. Hvad skal vi her sige? Vi kan kun med tårer sige til Herren: 'Du er retfærdig, Herre, og ret er din dom'. Hvad andet fortjener vi? |
| 82 Atque haed ideo quoque commemoro, ne Pighardi, nostri uicini, haeretici, infoelix populus, qui fetore Romano gaudet, sicut Phariseus super Publicanum, non autem compatitur, ne, inquam, illi nos crederent nescire uitia et labes nostras et immensum aduersus nostram miseriam superbirent, si nos ista tacere et approbare uidemur. | Men dette nævner jeg af den grund, at pigharderne, vore naboer, det ulykkelige folk, som glæder sig over Roms stank, sådan som farisæeren glæder sig over tolderen, uden at have medlidenhed, jeg nævner det, siger jeg, fordi pigharderne ikke skal tro, vi ikke kender vore laster og ufuldkommenheder, og for at de ikke skal hovmode sig over vores overmåde store elendighed, hvis de så, at vi tav og godkendte det. |
| 83 Scimus heu nostrum casum et dolemus, non autem sicut haeretici fugimus et semiuiuum transimus, (Luk 10,30) tanquam alienis peccatis pollui timeremus. Quo furioso timore illi sic timent, ut non pudeant gloriari, sese ideo surgere, (n83) ne polluantur. Tanta est Charitas. | Ak, vi kender vor situation og det smerter os, men vi flygter ikke som kætterne og går forbi den halvdøde mand, som om vi frygtede at blive forurenet af en andens synd. Grebet af en sådan rasende frygt er disse i den grad bange, at de ikke skammer sig ved at prale af, at de flygter for ikke at blive forurenet. Så stor er deres kærlighed. |
| 84 Nos uero, quo miserius laborat Ecclesia, eo fidelius assistimus et accurrimus flendo, orando, monendo, obsecrando. Sic enim charitas iubet, alterum alterius onera portare, (Gal 6,2) non sicut haereticorum charitas facit, quae solum commoda quaerit alterius, ut potius portetur et nihil molesti sustineat a peccatis aliorum. Quo modo si Christus uoluisset facere et sancti eius, (n84) quis fuisset saluus factus? | I modsætning dertil vil vi, jo mere elendig kirken arbejder, understøtte den og ile den til hjælp med vorer tårer, bønner, formaninger og forbønner. Det befaler nemlig kærlighed, at den ene skal bære den andens byrde, ikke sådan som kætternes kærlighed gør, de søger nemlig kun den andens fordel, for at den andens byrde kan bæres og de ikke skal tåle nogen elendighed fra de andres synder. Men hvis Kristus og hans hellige havde villet handle på den måde, hvem ville så være blevet frelst? |
| 85 CONCLVSIO LXXXI.
Facit haec licentiosa ueniarum praedicatio, ut nec reuerentiam Papae facile sit etiam doctis uiris redimere a calumniis aut certe argutis questionibus laicorum. |
Tese 81:
Denne tøjlesløse afladsprædiken bevirker, at det ikke er let, selv for lærde folk, at fastholde ærbødigheden overfor paven overfor lægfolks forhånelser og spidsfindige spørgsmål. |
| 86 Etsi amici mei me haereticum, impium, blasphemum iam multis diebus clament, quod Ecclesiam Christi et scripturas sanctas non teneam catholico sensu, Ego tamen, fretus conscientia mea, credo eos falli, me uero diligere Ecclesiam Christi et decorem eius. 'Qui tamen me iudicat, dominus est, licet nihil mihi conscius sim,' (1 Kor 4,4) Et ideo istas positiones omnes coegit me ponere, quod uiderem alios falsis opinionibus infici, alios per tabernas ridere et sanctum sacerdotium Ecclesiae manifesto ludibrio habere, occasione tam effusae licentiae praedicandarum ueniarum. Non erat uulgus laicorum ampliore occasione in odia sacerdotum excitandum, quod iam a multis annis propter auaritiam et pessimos mores nobis offensum (heu solo timore poenae) honorat sacerdotium. | Skønt mine venner allerede i mange dage har kaldt mig kætter, gudløs, blasfemisk, fordi jeg ikke fastholder Kristi kirke og den hellige skrift i den katolske betydning, så tror dog jeg, i tillid til min samvittighed, at de tager fejl, og at jeg elsker Kristi kirke og dens ære. Men 'den, der dømmer mig, er Herren, selv om jeg ikke er mig noget bevidst', og derfor tvinges jeg til at fremsætte alle disse teser, fordi jeg så, at nogle var grebet af falske opfattelser, andre gjorde grin med dem på kroerne og havde åbenlyst kirkens hellige præsteskab til bedste. Altsammen tog det sit udgangspunkt i den ødsle tilladelse til at prædike aflad. Man skulle ikke have opildned lægfolket ved yderligere lejlighed til had mod præsteskabet, for skønt vi har forarget det igennem mange år ved griskhed og dårlige skikke, så ærer det dog stadig præsteskabet (ak, kun af frygt for straf). |
| 87 CONCLVSIO LXXXII.
Cur Papa non euacuat purgatorium propter sanctissimam charitatem et summam animarum necessitatem ut causam omnium iustissimam, si infinitas animas redimit propter pecuniam funestissimam ad structuram Basilicae ut causam leuissimam? (W626) |
Tese 82:
Hvorfor tømmer paven ikke skærsilden på grund af sin højhellige kærlighed og sjælenes største nødvendighed, hvilket er den mest retfærdige grund af alle, når han dog udfrier talløse sjæle deraf på grund af beskidte penge, til bygning af Peterskirken, hvilket er en meget ringe begrundelse? |
| 88 Haec quaestio non Papa, sed Quaestores excitant, quia, ut supra sixi, nusquam legitur Summi Pontificis super hac re ullum decretum; ideo respondeant illa ad eam, qui suscitauerunt. Ego ad omnes istas quaestiones uno uerbo responderim, quantum pro Pontificum honore fieri potest, uidelicet, quod nemo eos informat rei ueritatem, et frequenter fit, ut male narrantibus male concedant. | Det er ikke paven, men pengemændene ved det hellige sæde, som fremkalder dette spørgsmål, for, som ovenfor sagt, intetsteds læser vi noget dekret af paven om denne sag. Det kunne de svare på dette spørgsmål, de pengemænd, der har fremkaldt spørgsmålet. Jeg for min del vil give svar med kun ét ord på alle disse spørgsmål, som kan give paven tilstrækkelig ære, nemlig det svar, at ingen har oplyst dem om den sande sammenhæng, og det sker ofte, at de, der er dårlig oplyst, får dårlige idéer. |
| 89 CONCLVSIO LXXXIII.
Cur permanent exequie et anniuersaria defunctorum et non reddit aut recipi permittit beneficia pro illis instituta, cum iam sit iniuria pro redemptis orare? |
Tese 83:
Hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og sjælemesser for de døde, i stedet for tilbagegive de legater, der er indstiftet dertil, eller tillade, at de tilbagegives, eftersom det er forkert at bede for dem, der er udfriet [af skærsilden]? |
| 90 Multos scio ista quaestione fatigatos mecum et multis euasionibus frustra a nobis laboratum. diximus etiam, si euolarent animae, tum officia instituta pro illis iam in laudem dei cederent, sicut fit, dum pueri et infantes decedunt. Alius aliter, sed nullus foecit satis. Tandem coepi disputare et negare illorum sermones esse ueros, ut uel sic elicerem tandem a doctoribus, quid hic respondendum foret. | Jeg véd, at mange ligesom jeg har udmattet sig med dette spørgsmål, og de mange udveje, vi har udarbejdet, har været forgæves. Vi har også sagt, at hvis sjælene flyver op fra skærsilden, så skulle de messer, der er indstiftet til fordel for dem til Guds pris, ophøre, sådan som det sker, når børn og spædbørn dør. Hver giver sit svar, men ingen gør det godt nok. Endelig er jeg begyndt at disputere og nægte, at deres ord er sande, så at jeg endelig kunne lære af de lærde, hvad man her skal svare. |
| 91 CONCLVSIO LXXXIIII.
Que illa noua pietas dei et Pape, quod impio et inimico propter pecuniam concedunt animam piam et amicam dei redimere, et tamen propter necessitatem ipsiusmet piae et dilectae animae non redimunt eam gratuita charitate? |
Tese 84:
Hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tillader et ufromt menneske, der ikke elsker Gud, for penge at udfri et fromt og gudelskende mennesker af skærsilden, og dog ikke vil tillade, at de på grund af den fromme og gudelskende sjæls nød udfrier den ved kærlighed alene, uden betaling? |
| 92 CONCLVSIO LXXXV.
Cur Canones poenitentiales re ipsa et non usu iam diu in semet mortui et abrogati adhuc tamen pecuniis redimuntur per concessionem indulgentiarum tanquam uiuacissimi? |
Tese 85:
Når de gamle bodsregler allerede længe i virkeligheden har været ude af brug og døde i sig selv, hvorfor skal man så for penge købe sig fri af dem ved at få tilstået aflad, som om de var spillevende? |
| 93 CONCLVSIO LXXXVI.
Cur Papa, cuius opes hodie sunt opulentissimis Crassis crassiores, non de suis pecuniis magis quam pauperum fidelium struit unam tantummodo Basilicam sancti Petri? |
Tese 86:
Når nu i dag paven har rigdomme, der er større end de rigeste riges, hvorfor bygger han så ikke bare denne ene kirke, Peterskirken, for sine egne penge fremfor for de fattiges penge? |
| 94 Ad hanc quidem et similes ego dico: non est nostrum iudicare uoluntatem Papae, sed tantummodo ferre, etiam si quando fuerit iniquissima, ut supra dixi. Verum monendus tamen est et praecones ueniarum, ut non detur tam manifesta occasio populis loquendi, sicut olim Heli sacerdos fecit, ut propter filios suos homines detraherent sacrifitio domini. (1 Sam 2,17) | Til disse og lignende forslag siger jeg: Det er ikke vor opgave at dømme pavens vilje, men kun at finde sig i den, også da når den er uretfærdig, som ovenfor sagt. Men dog skal han og afladsudråberne formanes til ikke at give folket anledning til at sige så udtrykkeligt, som i gamle dage præsten Eli gjorde, at på grund af hans sønner foragtede mennesker Herrens offer. |
| 95 Si tamen mens Papae unquam fuit, Ecclesiam Sancti Petri tot pecuniis corrasis aedificari, et non potius eorum, qui facilitate eius in suum lucrum abutuntur, non est necesse literis tradere, quid passim de structura illa fabulentur. det dominus, ut mentiar, non diu poterit ista exactio prospera esse. (W627) | Dog, hvis det nogensinde var pavens hensigt at bygge Sankt Peters kirke med så mange sammenskrabede penge, og ikke snarere deres hensigt, som misbruger hans tilladelse til deres egen fortjeneste, så er det ikke nødvendigt at udstede afladsbreve, som overalt fortæller om denne bygning. Herren give, at jeg lyver, for denne udbytning kan ikke blive ved med at gå godt. |
| 96 CONCLVSIO LXXXVII.
Quid remittit aut participat Papa iis, qui per contritionem perfectam
ius habent plenariae remissionis et participationis?
|
Tese 87:
Hvad er det egentlig, paven eftergiver og giver delagtighed i for dem,
som gennem en fuldkommen anger har ret til fuld eftergivelse og delagtighed?
|
| 97 CONCLVSIO LXXXVIII.
Quid adderetur ecclesiae boni maioris, si Papa, sicut semel facit, ita centies in die cuilibet fidelium has remissiones et participationes tribueret? |
Tese 88:
Hvordan kunne der tilføjes kirken et bedre gode, end hvis paven, ligesom han nu gør det én gang, således tildelte denne eftergivelse og delagtighed til enhver troende hundrede gange om dagen? |
| 98 Hic mire mira. alii communem thezaurum fingunt, qui per indulgentias augeatur, Et ideo, si homo septies in die remissionem plenarium obtinet, ut in urbe potest fieri, tanto plura bona consequetur. Hi sibiipsis contrarii sunt, quod indulgentiae sint expensiones Thezauri secundum eos, ergo non collectiones. Alii iuxta diuisionem continui in infinitum remitti putant peccata; sicut diuiditur in semper diuisibilia lignum, Ita remittuntur peccata, semper remissibilia ulterius, licet semper minora fiant. Ego fateor me nescire, quid dicam. | Her hører man besynderlige ting. Nogle forestiller sig en fælles skat, som øges ved afladen, og derfor, hvis et menneske syv gange om dagen opnår fuld eftergivelse, som det kan ske i Rom, så følger der et så meget større gode med. Men disse modsiger sig selv, for afladen er en udgift fra skatten, ifølge dem, ikke en indtægt. Andre mener, at synderne tilgives i det uendelige ved en fortløbende deling. Ligesom træ kan deles i stadig opdelelige stykker, sådan tilgives synderne, idet de altid stadig er tilgivelige, selv om de bliver stadig mindre. Jeg tilstår, jeg véd ikke, hvad jeg skal sige. |
| 99 CONCLVSIO LXXXIX.
Ex quo Papa salutem querit animarum per uenias magis quam pecunias, cur suspendit literas et uenias iam olim concessas, cum sint aeque efficaces? |
Tese 89:
Når paven ønsker sjælenes frelse gennem afladen mere end penge, hvorfor sætter han så afladsbreve, der tidligere er udstedt, ud af kraft, skønt de stadig er gyldige? |
| 100 Haec maxime omnium urit et displicet, et, fateor, magna cum specie; illa enim suspensio unica est causa, quod uilescunt indulgentiae. Itaque ego non possum negare quidem, quod omnia ferenda sunt, quae Pontifex facit, sed doleo, quod non possum optima esse probare, quanquam, si de mente Pontificis sine intermediis operariis mercedum dicendum esset, optima de illa praesumenda dicerem, breuiter et cum fiducia loquendo. | Dette brænder og mishager mest af alt, og, tilstår jeg, i meget høj grad; for denne ugyldiggørelse er den eneste grund til, at afladen er blevet billig. Derfor, skønt jeg for min del ikke kan nægte, at vi skal finde os i alt, hvad paven gør, så smerter det mig, at jeg ikke kan bevise, at det, han gør, er det bedste, selv om jeg, hvis jeg skulle tale om pavens hensigt uden de mellemliggende handelsmænd, så ville jeg sige, at man skal antage det bedste om ham, når man taler kort og tillidsfuldt. |
| 101 Ecclesia indiget reformatione, quod non est unius hominis Pontificis nec multorum Cardinalium offitium, sicut probauit utrumque nouissimum concilium, sed totius orbis, immo solius dei. Tempus autem huius reformationis nouit solus ille, qui condidit tempora. Interim uitia tam manifesta negare non possumus. Claues sunt in abusu et seruitute auaritiae et ambitionis, et gurges accepit impetum; non est nostrum remorari eum. Iniquitates nostrae respondent nobis, (Jer 14,7) et onus est unicuique sermo suus. (jfr: Gal 6,5) | Kirken trænger til en reformation, som ikke er én mands værk, nemlig pavens værk, eller mange kardinalers opgave, sådan som begge de sidste konciler beviste, nej, det er hele verdens opgave, ja, det er alene Guds opgave. Men tiden for denne reformation kender alene han, som skabte tiden. I mellemtiden kan vi ikke nægte så åbenbare laster. Nøglerne er i misbrug og i tjeneste for gerrighed og ambitioner, og malstrømmen øges. Vi kan ikke standse det. 'Vore overtrædelser svarer os', og enhvers egne ord er en byrde for ham. |
| 102 CONCLVSIO XC.
Haec scrupulosissima laicorum argumenta sola potestate compescere nec reddita ratione diluere, est ecclesiam et Papam hostibus ridendos exponere et infoelices christianos facere. (W628) |
Tese 90:
Når man imødegår disse højst pinlige lægmandsspørgsmål alene med magt og ikke giver grunde derfor, så er det at udsætte kirken og paven for fjendernes latter og skabe ulykkelige kristne. |
| 103 Sic enim ex malo fit peius, dum terrore compescantur. quanto rectius doceremur hanc iram dei intelligere et pro Ecclesia orare et talia tolerare in spe futurae reformationis, quam, dum tam manifesta uitia uolumus cogere uirtutes uideri, peius irritemus, siquidem, nisi non mereremur uexari, deus non permitteret solos homines in Ecclesia dominari, daret nobis pastores secundum cor suum, qui nobis pro ueniis darent tritici mensuram in tempore suo. (Luk 12,42) Nunc autem etiam si sint boni pastores, tamen non possunt ad offitium suum uenire: tanta est ira furoris domini. | Sådan gør man ondt værre, når folk tvinges af frygt. Hvor meget mere passende ville det ikke være, hvis vi lærte at forstå Guds vrede og bede for kirken og tåle den slags i håb om en fremtidig reformation, end hvis vi ville opvække et større onde ved at tvinge folk til at anse sådanne åbenlyse laster for dyder. Hvis vi ikke fortjente at blive plaget, ville Gud ikke tillade, at alene mennesker hersker i kirken, han ville give os hyrder efter sit hjerte, som i stedet for afladen ville give os hvede til rette tid. Men nu er det sådan, at selv om de så er gode hyrder, kan de dog ikke komme til deres embede: så stor er Herrens rasende vrede. |
| 104 CONCLVSIO XCI.
Si ergo ueniae secundum spiritum et mentem Papae praedicarentur, facile
illa omnia soluerentur, immo non essent.
|
Tese 91:
Hvis altså afladen blev forkyndt efter pavens ånd og sind,
så ville disse spørgsmål let kunne besvares, ja, de
ville slet ikke opstå.
|
| 105 CONCLVSIO XCII.
Valeant itaque omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi `pax pax,' (Jer 6,14) et non est pax. CONCLVSIO XCIII. Bene agant omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi `Crux crux,' et non est crux. CONCLVSIO XCIIII. Exhortandi sunt Christiani, ut caput suum Christum per poenas, mortes infernosque sequi studeant, CONCLVSIO XCV. Ac sic magis per multas tribulationes intrare coelum quam per securitatem pacis confidant. |
Tese 92:
Bort derfor med alle de profeter, som siger til Kristi folk: 'Fred, fred', og der er ikke fred. Tese 93: Vel handler alle de profeter, som siger til Kristi folk: 'Kors, kors', selv om der ikke er noget kors. Tese 94: De kristne bør formanes til at stræbe efter at efterfølge Kristus, deres hoved, gennem straffe, død og helvede, Tese 95: og således mere sætter deres lid til at indgå i himlen gennem mange trængsler end gennem fredens sikkerhed. |
| 106
Satis supra de cruce et poenis dictum est, hodie rarus sermo.
AD CANDIDUM LECTOREM ET ERVDITVM. Non tibi haec edita existimes, erudite
et Candide lector, (quanquam quid opus hoc monitorio?) quasi timeam Ciceroniana
haec tibi uisum iri; tu pro genio tuo habes aliunde, quod legas, me oportuit
cum mei similibus nostra, id est rudia et barbara, tractare. Sic placitum
fuit in coelo, nec ausus fuissem nomen Summi Pontificis his meis bullis
appellare, nisi uidissem amicos meos illius terrore quam maxime confidere,
deinde quod Summi Pontificis peculiare sit offitium, ut debitorem agat
sapientibus et insipientibus, Graecis et Barbaris. (Rom 1,14)
|
Ovenfor er der sagt nok om kors og straf.
Idag hører man sjældent en prædiken derom.
Til den redelige og veluddannede læser. Du må ikke tro, at dette er udgivet for
din skyld, dannede og redelige læser, (skønt, hvad grund er
der til at minde om det?) som om jeg var bange for, at det skulle synes
dig for omfattende en vejledning; du har vel andet, du kan læse til
din forstands opbyggelse, blot var det nødvendigt for mig at behandle
vore sager overfor mine ligemænd, det vil sige, de rå og barbariske
sager. Således behagede det himlen. Og jeg ville ikke have vovet
at henvise til pavens navn i disse optegnelser, hvis ikke jeg havde set,
hvor stærkt mine venner stolede på hans magt til at gøre
mig bange, men dernæst er det jo også pavens særlige
opgave, at være forpligtet overfor både 'vise og uforstandige,
grækere og barbarer'.
|
Noter:
n2: Luther har på dette tidspunkt regnet med ægtheden af det såkaldte konstantinske gavebrev, en forfalskning fra 700-tallet, hvorefter Konstantin den Store skulle have givet paven store landområder samt overhøjhed over kirken. Først i februar 1520 læste Luther Laurentius Vallas bevis for, at brevet var en forfalskning.
n25: Clemens note: Erinnerung an die Romreise? in den Rombüchlein habe ich vergebens gesucht.
n41: Der tænkes på en 'Instructio summaria' udgivet af ærkebiskoppen af Mainz, Albrecht.
n44: Her er der en modsigelse til det, Luther skrev tidligere, se #35, hvor det hed, at man nok skulle finde sig i uretfærdige domme, også fra pavens side, men ikke give efter, hvis han også vil tvinge én til at sige, at dommene er retfærdige.
n50: Den engelske oversætter har fundet stedet, Migne 22, 544 epist LIII: 'Only the art of interpreting the Scriptures is claimed by all and sundry: the talkative old woman and the feeble old man, the verbose sophist. In short, all presume to do this. They teach before they learn and so tear the Scriptures to pieces'.
n51: Den engelske oversætter skriver: The bull, In Coena Domini, issued by Urban V in 1363, was read in each year on Maundy Thursday, the day of the institution of the Lord's Supper. Among other matters the bull anathematized all those who be robbery prevented the movement of victuals to Rome by land and sea and those who might attempt by robbery to prevent aluminium being transported to Rome from the papal mines at Tolfa. Cf MA 1,514. (se Köhler#60)
n61: Mærkeligt er det, at Sylvester Prieris kalder denne opfattelse for en sund lære, se prilut3#21.
n83: Clemens note og den engelske oversætter foreslår at læse 'fugere' i stedet for 'surgere'.
n84: Afslører Luther ikke med denne tilføjelse 'et sancti eius', at han blander de to teologier sammen? I den ægte teologi er det da kun Kristi gerninger, der kan bringe frelse; det er kun i afladsteologien, at også de helliges gerninger kan gavne, og endda kun, hvis den sammenblandes med den ægte, at de kan bringe frelse.