taget fra Clemens bind 1, side 78 til side 91, svarende til WA bind
1, side 574 til .
Tese 26, celle 1.
| 1 CONCLVSIO XXVI.
Optime facit Papa, quod non potestate clauis (quam nullam habet), sed per modum suffragii dat animabus remissionem. (95tes#26) |
Tese 26.
Paven gør derfor vel i at give sjælene tilgivelse, ikke i kraft af nøglemagten (som han ikke har), men i kraft af forbønner. |
| 2 Non credo necessarium iterum protestari, quid disputem aut quid asseram. Sed cum nostro saeculo sint tam zelosi haereticae prauitatis inquisitores, ut Christianissime catholicos ui conentur ad haeresim adigere, oportunum fuerit super singulis syllabis protestari. | Jeg tror ikke, det er nødvendigt igen at erklære, hvad jeg disputerer og hvad jeg tilslutter mig. Men eftersom i vor tid de, der efterforsker den kætterske skævhed, er så emsige, at de prøver med magt at drive de mest ortodokse kristne til kætteri, vil det være passende at give en erklæring om hver enkelt stavelse. |
| 3 Nam quid aliud foecerint Joannes Picus Mirandulanus, Laurentius Valla, Petrus Rauennas, Joannes Vesalia, et nouissime diebus istis Joannes Reuchlin atque Jacobus Stapulensis (n3), ut inuiti cogerentur et bene sentiendo male sentire, non facile uiderim, nisi quos omiserint forte protestationem super singulis (ut dixi) syllabis; tanta est hodie in Ecclesia puerorum et effeminatorum tyrannis. Itaque protestor denuo, duo in ista conclusione me facturum, Primum de potestate clauium in purgatorium disputare et negatiuam probare, donec alius affirmatiuam melius probet, Secundo de modo illo suffragii inquirere. | For jeg har ikke let ved at se, hvad Giovanni Pico della Mirandola, Lorenzo Valla, Peter af Ravenna, Johannes fra Wesel, og nu fornylig Johannes Reuchlin og Jacob Stapulensis, gjorde for imod deres vilje at tvinges til fra at have haft en god opfattelse til at antage en dårlig, medmindre de måske undlod at erklære sig for hver enkelt stavelse. Så stort er i dag børnenes og de kvindeliggjortes tyranni i kirken. Derfor erklærer jeg igen, at jeg i denne tese vil foretage mig to ting, nemlig først disputere nøglernes magt i skærsilden og bevise, at de ikke har en sådan magt, indtil en anden på bedre måde kan bevise, at de har det. Dernæst vil jeg undersøge forbønnens måde eller metode. |
| 4 Primum probo sic:
Primo, per illam uulgatam Hostiensis (n4) rationem, uidelicet Si claues sese ad purgatorium extenderet, possent euacuare purgatorium, Atque crudelis esset Papa, quod non euacuat purgatorium. (se tese 82; 95tes#82) |
Det første beviser jeg således:
For det første gør jeg det ved hjælp af den almindelig accepterede overvejelse, som Henrik af Segusio gør sig, nemlig: Hvis nøglernes magt var udstrakt til skærsilden, ville de kunne tømme skærsilden, og paven ville være grusom, fordi han ikke tømte skærsilden. |
| 5 Hanc soluunt sic: Papa potest, et non debet euacuare, nisi subsit iusta causa et rationabilis, ne aduersus iustitiam diuinam temere agat. Hanc frigidam et oscitantem solutionem uix puto proferrent, nisi uel non aduerterent, quid loquuntur, uel inter vitulos marinos profundissime stertentes se loqui arbitrarentur. Ita fit, ut ex uno absurdo dato plura sequantur. Et ut illa ait: Septem mendaciis eget unum mendacium, ut uerum uideatur. | Dette argument løser de således: Paven kan godt, men han må ikke tømme skærsilden, medmindre der er en retfærdig og rationel begrundelse derfor, for at han ikke dristigt skal handle imod den guddommelige retfærdighed. Dette iskolde og skødesløse argument tror jeg ikke, de ville have fremført, medmindre de enten ikke er klar over, hvad de siger, eller de mener, de taler til søkøer, der er faldet i dyb søvn. Og derved sker der det, at når der er givet én absurditet, så følger der flere efter. Som ordsproget siger det: Én løgn har brug for syv andre for at komme til at se sand ud. |
| 6 Igitur argumentum uix potuit robustius firmari, quam tali solutione. Quaerimus enim, quod tandem nomen erit huius causae rationabilis? (W575) Constat autem, quod uel pro bello contra infideles uel pro structura sacra aut communi aliaue necessitate huius uitae indulgentiae donantur. | Derfor kunne dette argument ikke understøttes stærkere end gennem en sådan løsning. Vi spørger derfor, hvad vel navnet på en sådan fornuftig begrundelse kunne være. Men det står fast, at der gives aflad for både krig imod de vantro og for bygning af kirker og for andre fællesgoder i dette liv. |
| 7 Sed nulla illarum tanta est, quin incomparabiliter maior sit Charitas, iustior et rationabilior. Si itaque iustitia diuina non offenditur, si propter corpora fidelium et res eorum tuenda, aut propter inanimatas fabricas, aut usum huius corruptibilis uitae breuissimum remittuntur tot, quot uoluerit (etiamsi omnes in eo numero comprehendis, ut sic etiam euacuetur purgatorium), quanto magis non offenditur, si pro sancta charitate redimantur omnes? | Men intet af dette er så stort, at det tilnærmelsesvist kan være så stort, retfærdigt og fornuftigt som kærligheden. Hvis derfor den guddommelige retfærdighed ikke stødes, hvis man af hensyn til de troendes legemer eller for at bevare deres gods, eller af hensyn til livløse ejendomme, eller af hensyn til et meget kort behov i dette forgængelige liv kan få eftergivet så meget, som man vil (også selv om man tæller alle med i dette tal, så skærsilden også på den måde blev tømt), hvor meget mindre skulle den så ikke stødes, hvis man af hensyn til den hellige kærlighed løskøbte alle. |
| 8 Nisi forte iustitia diuina tam est iniqua, aut forte melancolica, ut plus faueat Charitati in corpora et pecunias uiuentium quam in animas tam egenas exhibitae, Maxime cum tanta res sit succurrere animabus, ut fideles debeant malle seruire Turcis et corporaliter occidi, quam animas non redimi. | Medmindre da den guddommelige retfærdighed er så uretfærdig eller måske melankolsk, at den foretrækker kærlighed til de levendes legemer og penge fremfor kærlighed til de sjæle, der viser sig så trængende. Især af den grund forholder det sig sådan, at det er en så stor ting at komme sjælene til hjælp, at de troende hellere burde tjene tyrkerne og legemligt lade sig dræbe, end undlade at løskøbe sjælene. |
| 9 Si ergo propter id, quod minus est, infinitas, et forte per hoc ipsum omnes redimet, cur non et propter id, quod maximum est, id est Charitatem? Hic tamen ego illis angustia clausis consilium dederim, ut dicant causam rationabilem nullam esse posse, ut sic secure elabantur huic obiectioni. Et ita si Papa possit quoad se, non tamen potest quoad causum, quae non esse potest. | Hvis altså paven på grund af noget, som er en mindre ting, vil løskøbe et uendeligt antal sjæle og måske af den samme grund alle sjælene, hvorfor så ikke også på grund af det, der er det højeste, nemlig på grund af kærligheden? Dog, her vil jeg råde de, der således er trængt op i en krog, til at sige, at der ikke kan være nogen rimelig begrundelse, så de således kan slippe sikkert ud af denne forpligtelse. Og derfor, selv om paven så kunne løskøbe fra skærsilden hvad ham selv angår, så kunne han det dog ikke, hvad angår en sådan begrundelse, for en sådan begrundelse eksisterer ikke. |
| 10 Secundo, ipse stilus Papae idem probat, in qui dicitur de iniunctis poenitentiis. Manifestum est autem, quod tantum donat, quantun sonat, et eo modo donat, quo sonat, ut sic episcopus xl, Card. c dies de iniunctis poenitentiis, Ita Papa prorsus omnes plenarie dies de eisdem iniunctis relaxat, sed purgatorii poenas nulla clauis iniunxit. | For det andet. Selve den måde, hvorpå paven taler om de pålagte bodsstraffe, beviser det samme. Og det er klart, at han kun giver så meget, som han erklærer, og at han giver på den måde, på hvilken han erklærer. Derfor, ligesom en biskop eftergiver 40 dage, en kardinal 100 dage af de pålagte bodsstraffe, således kan paven eftergive alle de dage overhovedet, der er blevet pålagt. Men det er ikke nøglemagten, der har pålagt skærsildsstraffene. |
| 11 Hic uero bellus quidam somniator sic fabulator: 'Quando Papa dicit: damus indulgentias omnium peccatorum de poenitentia iniuncta, intelligitur de poena imposita per sacerdotem. Quando autem dicit: damus indulgentias omnium peccatorum, de quibus contriti et confessi fuerint, tunc non remittuntur oblita uel ignorata. Quando uero dicit: damus remissionem omnium peccatorum, tunc euolaret, si moreretur. Et sic in manu Papae est, quos uolet saluare'. | Men her er der så en eller anden køn drømmer, der har udtænkt følgende: 'Når paven siger: Vi giver aflad for alle synder med henblik på de pålagte bodsstraffe, så må det forstås om de bodsstraffe, der er pålagt af præsten. Men når han siger: Vi giver aflad for alle synder, for hvilke der er angret og bekendt, så tilgives de glemte eller skjulte ikke. Men endelig når han siger: Vi giver aflad for alle synder, da flyver sjælen op, hvis den dør. Og således ligger det i pavens hånd, hvem han vil frelse'. |
| 12 O furor! Vide pronunciatorem hunc, quam secure asserit, ac si oraculum ederet. Cui si dicerem: obsecro te, unde probabo haec, si fuero iussus rationem reddere huius fidei? fortasse noua alia finget mendacia, quibus illa priora statuat magna maioribus. | O hvilket vanvid! Se denne udråber, med hvilken sikkerhed han fastslår tingene, som om han proklamerede et orakel. Hvis jeg nu sagde til ham: Jamen, kære ven, hvordan skal jeg bevise dette, hvis jeg får befaling om at aflægge regnskab for denne tro? så ville han måske opfinde nye og anderledes løgne, så han kunne stadfæste den første store løgn med nogle, der var meget større. |
| 13 Infoelices Christiani, qui coguntur omnia audire, quaecunque tandem nugari libuit ineptissimis hominibus, Ac si non haberemus ipsam scripturam, quam praecipiente Christo populum doceremus, et tritici mensuram, non lapparum et tribulorum cahos illis tribueremus. | Ulykkelige kristne, som tvinges til at høre på hvadsomhelst sådanne uduelige mennesker får lov til at lalle af sig. Som om vi ikke havde skriften selv, som vi af Kristus har fået befaling til at lære folket. Den skulle vi regne for hvede, og ikke dette kaos af burrer og tidsler. |
| 14 Inter caetera portenta, quae hic suauissimus author fingit, id quoque nobis audet persuadere, quod in manu Papae sit remittere uel non remittere ignorata uel oblita, quasi non sciat uniuersa Ecclesia, quod post omnem solutionem Papae cunctis fidelibus restet dicere: Delicta quis intelligit? ab occultis meis munda me, domine, (Sl 19,12) | Blandt andre ting, som denne sukkersøde taler opfinder, er det, han også vover at prøve at overbevise os om, at der ligger i pavens hånd at eftergive eller ikke eftergive det, man ikke véd eller har glemt, som om ikke hele kirken vidste, at efter enhver absolution fra pavens side står der tilbage at sige for samtlige troende: 'Hvem kan erkende sine fejl? Rens mig fra mine skjulte fejl, Herre'. |
| 15 Et quod etiam bona opera nostra cum Job uereri oporteat, ne inueniantur apud deum horrenda (W576) peccata. At Clauis Ecclesiae, bona opera si sint mala coram deo necne, nescit, nec iudicat, multo minus remittit. | Og hele kirken véd da, at vi sammen med Job må være bange for vore gode gerninger, at de ikke overfor Gud skal findes at være skrækkelige synder. Men den, der har kirkens nøgler, kan ikke vide eller bedømme, om de gode gerninger er onde overfor Gud eller ej, og han kan meget mindre tilgive dem. |
| 16 Secundo, procedit eius somnium ex laboriosa illa et inutili arte confitendi, immo desperandi et perdendi animas, qua hucusque docti sumus arenam numerare, id est singula peccata discutere, colligere atque ponderare, ad faciendam contritionem. | For det andet fremgår disse drømmerier af den besværlige og unyttige kunst at bekende, ja at fortvivle og miste sjæle, hvormed vi hidtil er blevet belært om at tælle sand, det vil sige, at undersøge, samle og vægte hver enkelt synd, for at fremme angeren. |
| 17 Quod cum fecerimus, fit, ut refricemus uel concupiscentias uel odia praeteritorum memoria, et, dum conterimur de praeteriis, noue peccemus. Aut certe, si fiat optima contritio, sit tantummodo uiolenta, tristis, mereque factitia, de metu poenarum simulata dumtaxat. | Men når vi gør det, sker der det, at vi genopvækker lysten eller hadet fra de forudgående erindringer, og idet vi angrer de forudgående synder, synder vi påny. Eller i hvert fald, selv om der forekommer den største anger, vil den kun være fremkommet ved vold, ved barskhed og som en blot og bar erklæring, af frygt for opfundne straffe. |
| 18 Sic enim docemur peccata conteri, id est, ad impossibile uel ad peius conari, Cum uera contritio sit incipienda a benignitate et beneficiis dei, praesertim a uulneribus Christi, ut homo ad sui ingratitudinem primo ueniat ex intuitu diuinae bonitatis, et ex illa in odium sui ac amorem benignitatis dei. | For på den måde lærer vi at angre synderne, det vil sige, vi lærer at prøve på en umulig eller yderst dårlig måde, eftersom den sande anger er at begynde med Guds godhed og Guds velgerninger, især fra Kristi sår, så at mennesket først af alt når frem fra sin egen utaknemlighed til at se på Guds godhed, og derfra til had til sig selv og kærlighed til Guds velbehag. |
| 19 Tum fluent lacrimae, et odiet seipsum ex corde, citra tamen desperationem. Tum odiet peccatum, non propter poenam, sed propter intuitum bonitatis dei, qua inspecta conseruatur, ne desperet, et sese ardentissime odiat, etiam cum gaudio. | Så vil der flyde tårer, og han vil hade sig selv af hjertet, dog uden fortvivlelse. Da vil han hade synden, ikke på grund af straffen, men på grund af den Guds godhed, han ser. Og når han har erkendt det, vil han blive bevaret fra at fortvivle, og komme til at hade sig selv brændende, dog med glæde. |
| 20 Sic, dum fuerit unius peccati uera contritio, omnium simul erit. Sic Ro. ii: Ignoras, quod benignitas dei et ad poenitentiam adducit? (Rom 2,4) O quam multi id ignorant, sancte Paule, etiam aliorum Magistri! | Således, idet han har en sand anger over blot én synd, vil han have det over alle. Således siger apostelen i Rom 2,4: 'Véd du ikke, at Guds godhed fører til bod?' O hvor mange er ikke uvidende om det, hellige Paulus, også af dem, der skal lærer andre! |
| 21 Sic in Numeri legimus, filios Israel non fuisse a serpentibus suis ignitis liberatos per intuitum et horrorem eorum, sed potius auerso intuitu ab eis et ad serpentem Aeneum (id est Christum) conuerso. Item et ab Aegyptiis uisis territi sunt, sed dato eis dorso mare transeuntes saluati sunt. (2 Mos 14,10.22) | Således læser vi i 4. Mos 21,9, at Israels sønner ikke blev befriet fra de slanger, der bed dem, ved at beskue dem eller ved at være bange for dem, men ved at se væk fra dem og se hen til bronceslangen, det vil sige Kristus. Ligeledes blev de også rædselsslagne, da de så ægypterne, men efter at de havde vendt dem ryggen, blev de frelst ved at gå gennem havet. |
| 22 Ita sunt peccata nostra in uulnerato Christo magis quam in nostra conscientia tractanda. Illic enim mortua sunt, hic uiuunt. Alioquin si illorum carnificina seruanda est, fieret, ut, si quis subito ad mortem raperetur, non possit saluari, quia non habet tempus colligendi peccata. Sed habent quod hic dicunt. | Således skal vi tage vore synder under behandling mere i den sårede Kristus end i vor samvittighed. For i Kristus er vore synder døde, i os selv lever de op. Ellers, hvis disse synders torturkammer skulle bevares, ville der ske det, at én, der pludselig blev revet hen i døden, ikke kunne frelses, fordi han ikke ville have tid til at erindre sine synder. Men lad mine modstandere se, hvad de kan svare til det. |
| 23 Quare ad commentum illius commentatoris dici potest: In omni remissione summi Pontificis, praesertim illa publica et coram Ecclesia (ut fit in ueniis), debet subintelligi ista clausula de iniunctis poenitentiis, siue sint peccata oblita, siue ignorata. Haec enim ad forum ecclesiae non pertinent. | Derfor kan der siges til denne kommentators kommentar: I al pavelig tilgivelse, især den, der sker offentligt og i overværelse af kirken (som tilfældet er med afladen), må man underforstå denne klausul om de pålagte bodsstraffe, hvad enten det er de glemte synder, eller det er de ukendte. For disse hører ikke hjemme i den offentlige kirke. |
| 24 Ortum est autem istud pelagus sermonum (ut mihi uidetur) ex quadam incuria inspicienda originis indulgentiarum. Nam tunc temporis, quando uigebant Canones poenitentiales, magnum erat relaxare iiii dies, post hoc coeperunt centum dari, deinde mille dies, tandum multa milia dierum, et anni, et annorum centenaria et millenaria. | Men dette hav af ord, forekommer det mig, er opstået ud fra en vis skødesløshed i at undersøge afladens oprindelse. For dengang de kanoniske straffe blev betragtet meget alvorligt, var det stort at få eftergivet fire dage. Derefter begynde de at give hundrede dage, derefter tusind dage, og til sidst mange tusinde dage, så år, så hundreder og tusinder af år. |
| 25 Sic enim paulatin processit maior ac maior largitas ueniarum. Post haec coepit septima pars omnium peccatorum remitti, Deinde tertia pars, nouissime dimidia pars, ac sic peruentum est ad plenariam remissionem omnium peccatorum, ut satis potest uideri adhuc in stationibus urbis Romae. quod si in primis gradibus intelligitur poenitentia iniuncta, certe et in plenaria remissione intelligenda est. | Sådan er der lidt efter lidt opstår en større og større rundhåndethed med afladen. Derefter begyndte man med at eftergive en syvendedel af alle synder, så en trediedel, og her fornylig halvdelen, og sådan er man nået frem til en plenaraflad for alle synder, sådan som man stadig kan se det i byen Roms pilgrimsstationer. Men hvis de pålagte bodsstraffe skal forstås ud fra de første grader, må de givetvis også forstås ud fra en plenaraflad. |
| 26 Tertio, iterum stilus Papae dicentis: per modum suffragii. Oportet enim diuersum esse modum suffragii ad modo potestatis. quod si ipsi Papae (W577) (sicut debemus) plus credemus, quam illis et nobis ipsis, patet, nullam potestatem, sed suffragium ualere in purgatorium. Tutius est mihi cum Papa sentire, quam cum illis. Papa non arrogat sibi potestatem, sed suffragium sibi uendicat. | For det tredie. Igen støtter pavens måde at tale på min tese, når han siger: igennem forbøn. For når det sker gennem forbønnens måde, er det ikke det samme, som når det sker på magtens måde. For hvis vi skal tro mere på paven, og det bør vi jo gøre, end på disse afladsprædikanter eller på os selv, så kan man se, at ingen magt, men kun forbøn har gyldighed i skærsilden. Og det er sikrere for mig at være enig med paven end med dem. Paven anmasser sig ikke magten, men kræver forbønsretten for sig selv. |
| 27 Et satis miror, qua fiducia illi contra expressam prohibitionem c.: Cum ex eo, plus audeant praedicare, quam in literis Papae continetur, cum suffragii modus ibi solum contineatur. quod si sic intelligunt, non habet potestatem quidem iurisdictionis in purgatorium, sed tamen habet potestatem clauium applicandi suffragia in illud. | Og jeg undrer mig noget over den tillid, (som er imod det udtrykkelige forbud i kapitelet 'Cum ex eo') hvormed afladsprædikanterne vover at prædike mere end der indeholdes i pavernes breve, eftersom der dèr alene indeholdes noget om forbønnens måde. Men måske forstår de det sådan, at paven slet ikke har nogen jurisdiktionsmagt over skærsilden, men dog har nøglemagten til at rette forbønner for dem i skærsilden. |
| 28 Hic dico et ego, quod nemo negat. potestas applicandi, siue suffragia, siue satisfactiones, siue laudes dei, prorsus est in manu summi Pontificis. Verum an illa potestas sic sit solius Papae, ut non etiam aliorum pontificum sit, ut conclusione praecedente dictum est, uel quid ego nondum intelligo in isto modo applicationis, in secunda parte huius conclusionis dicam. Interim hanc primam prosequeamur. | Her siger også jeg, at det er der ingen, der nægter. Magten til at rette forbønner eller fyldestgørelser eller gudsros, er fuldt ud i pavens hånd. Men om denne magt alene ligger hos paven, eller måske også hos andre end paven, som det er sagt i min foregående tese, eller hvad det nu er, jeg ikke forstår i denne applikationsmåde, det vil jeg sige noget om i den anden del af denne tese. Indtil da fortsætter jeg med den første del. |
| 29 Quarto, et omnium fortissime, Christus non ambiguis, sed claris, apertis, rotundis uerbis dicit: Quodcunque ligaueris super terram, ligatum erit et in coelis, Et quodcunque solueris super terram, solutum erit et in coelis. Non frustra adiecit: Super terram. Alioquin, nisi restringere uoluisset potestatem clauium, satis fuerat dixisse: Quodcunque solueris, solutum erit. | Det fjerde og vigtigste bevis for tesen af alle, er, at Kristus ikke med tvetydige, men med klare, åbne, stærke ord siger: Hvadsomhelst du binder på jorden, skal også være bundet i himlen. Og hvadsomhelst du løser på jorden, skal også være løst i himlen. Det er ikke uden betydning, at han tilføjer: 'På jorden'. Ellers, hvis han ikke havde villet indskrænke nøglemagten, ville det have været nok at sige: Hvadsomhelst du løser, skal være løst. |
| 30 Aut ergo Christus ut nugator superfluit uerbis, aut potestas clauium solummodo est super terram. Sed hic, o bone deus, quam prompta est quorundam superstitio, qui sine scitu et sine uoluntate Papae uolunt in his uerbis potestatem ei dare, ubi ipse suffragium sibi usurpat dumtaxat. | Derfor: Enten vrøvler Kristus ved at bruge for mange ord, eller også hører nøglemagten kun hjemme på jorden. Men her, o gode Gud, hvor nagelfast er ikke visse folks overtro, når de uden pavens vidende og vilje igennem disse ord vil give ham magt, hvis han selv kun mener at have forbønnens magt. |
| 31 Et cum sentirent haec uerba Christi sibi fortiter resistere et errorem confutare, non id egerunt, ut erroris patrocinium desererent, et uerbis Christi incorruptis sensum suum accommodarent, sed contra uerba eius sensui suo corrupto accommodant et torquent, dicentes: Illud 'super terram' potest dupliciter construi, Vno modo, ut ad soluentem, alio modo, ut ad soluendum pertineat. | Og da de mærkede, at disse Kristi ord kraftigt stod imod dem selv og gendrev deres vildfarelse, gjorde de ikke det, at de så ophørte med at forsvare deres vildfarelse, og fik deres opfattelse til at stemme overens med Kristi ufordærvede ord, nej, de gjorde modsat det, at de tilpassede og fordrejede hans ord efter deres fordærvede opfattelse, og sagde: 'Dette 'på jorden' kan opfattes på to forskellige måder, én måde, så det har med den, der løser, en anden måde, så det har med det at gøre, der skal løses'. |
| 32 Et primo modo esse Christum intelligendum, scilicet: Quodcunque Petrus, dum fuerit super terram, soluerit, solutum erit et in coelis. Volentes forte, quod, etsi diabolum solueret (modo ipse soluens super terram sit), solutus erit in coelo. Nam qui dicit: Quodcunque, et nihil addit quo restringat, omnia certe solubilia esse ostendit. | Og ifølge den første måde må man forstå det sådan, som om Kristus sagde: Hvadsomhelst Peter løser, mens han var på jorden, skal også være løst i himlen. Måske de så også ønsker, at hvis han kunne løse djævelen (og det er jo kun den, der løser, der skal være på jorden), så ville han også være løst i himlen. For den, der siger: Hvadsomhelst, og ikke tilføjer nogen indskrænkelse, viser givetvis, at alt kan løses. |
| 33 Nescio, quibus uerbis hanc rudem et insulsam superstitionem, immo temeritatem insecter. Hieronymiano stomacho et eloquio dignus hic erat author, ut sanctorum uerborum Christi tam audax uiolentia et corruptio uindicaretur. Et ut omittam grammaticam, quae uel sola potuit eos docere, non posse hunc eorum sensum istis uerbis stare, -- sed magis nouas dialecticas, quam ueram sequuntur grammaticam -- | Jeg véd ikke, hvilke ord jeg skal bruge om denne rå og tåbelige overtro, eller snarere frækhed. Forfatteren her er værdig til en hieronymisk misbilligelse og veltalenhed, så at en sådan fræk voldførelse og fordærvelse af Kristi ord kunne blive hævnet. Grammatikken selv skulle vel have lært dem, at deres opfattelse ikke kan stadfæstes med disse ord, men de foretrækker at følge en ny dialektik, fremfor den sande grammatik. Så det udelader jeg. |
| 34 Videntur isti eo usque sapuisse, quasi Christus timuerit, ne quando talis Petrus uel Papa foret, qui et mortuus uellet ligare et soluere, et ideo necessarium ei fuerit, tam insignem mortuorum pontificum ambitionem et tyrannidem praeuenire ac prohibere, ne ligent aut soluant, nisi dum fuerint in uita et (W578) super terram. | Det ser ud til, at de hele tiden har vidst, at Kristus frygtede, at der en skønne dag ville fremstå en sådan Peter eller pave, som også som død ville binde og løse, og at det derfor ville være nødvendigt for ham, at komme en sådan bemærkelsesværdig ambitiom og et sådant tyranni hos døde paver i forkøbet og forhindre, at de bandt eller løste, andet end mens de var i live og var på jorden. |
| 35 Et forte (ut tamen dignos scripturae interpretes digne ludamus) nec sine causa sic timuit Christus, ne uidelicet aliquando contingeret, ut mortuus Pontifex aliquid ligaret, et suus successor uiuus idem solueret. Tum fieret magnus error in coelo, et Christus anxius ignorat, cuius illorum approbaret officium, ut qui temere permisisset utrisque idem officium, nec addideret: super terram, ut mortuus compesceretur. | Og måske (at vi nu på værdig måde skal lege med sådanne værdige skriftfortolkere) var det ikke uden grund, at Kristus nærede den frygt, at det engang ville ske, at en død pave bandt én eller anden, og hans levende efterfølger løste ham. Da ville der opstå stor forvirring i himlen, og den bekymrede Kristus ville ikke vide, hvis embedshandling han skulle godkende, eftersom han lidt for dristigt havde givet dem begge det samme embede, og ikke tilføjet 'på jorden', så han kunne begrænse den døde paves udfoldelser. |
| 36 Si enim ita non sapiunt, Quid aestuant? quid laborant ostendere, quod 'super terram' ad soluentem pertinet? Ecce o uere aureum opusculum Aurei doctoris et aureis literis dignissimum, et, ne nihil non sit aureum, aureis discipulis tradendum, illis uidelicet, de quibus dicitur: Simulachra gentium aurum et argentum, oculos habentia et non uidentia etc. (Sl 135,15f). | For hvis ikke de forstår det på den måde, hvorfor bliver de så så ophidsede? Hvorfor anstrenger de sig så for at vise, at 'på jorden' har med den at gøre, der løser? Se, hvilket sandt guldarbejde fra en gulddoktor, værdig til guldbogstaver, og det må, for at der ikke skal være noget uguldigt ved det, overleveres af gulddisciple. Det er nemlig dem, om hvem der siges: 'Folkenes afgudsbilleder er af guld og sølv, de har øjne, men de ser ikke osv'. |
| 37 Recta uia isti incedunt contra Christum, Christus enim ideo addidit: Super terram, ne Pontifex, qui non potest nisi super terram esse, praesumat id ligare aut soluere, quod non sit super terram, uelut data opera nostri temporis adulatores foedissimos praeueniens et prohibens, qui inuito et recusanti pontifici regnum tradere incipiunt inferorum. | Disse mennesker går frem ad en lige vej imod Kristus. Kristus tilføjede nemlig dette 'på jorden' af den grund, at ikke nogen pave, som jo ikke kunne andet end være på jorden, skulle anmasse sig at binde eller løse det, som ikke var på jorden. Det er, som om Kristus, når vor tids gerninger ligger fast, ville komme disse fæle leflere i forkøbet og forhindre dem i, imod pavens vilje og på trods af, hvad han siger, at overføre dødsriget til ham. |
| 38 Hoc S. Hieronymus pro suo feruore dixisset theologos, id est deum loquentes, eum autem puta, qui apud Vergilium magnum uatibus inspirat furorem. Sed tamen agamus contra eos. | Her ville sankt Hieronymus have kaldt disse mennesker teologer på grund af deres iver, det vil sige, nogen, der taler om Gud, nemlig den gud, som hos Vergil inspirerer sine spåmænd til stort raseri. Men vi vil dog argumentere imod dem. |
| 39 Primo, Si per hanc intelligentiam claues soluunt mortuos, ergo et ligant, quia utrinque additur: Super terram, dicendo: Quodcunque ligaueris super terram. Ergo et hic oportet eadem industria et acumine nobis distingui, 'super terram' dupliciter construi, Vno modo, ut adligantem, Alio modo, ut ad ligandum pertineat, ut sic concludant nobis, Pontificem posse ligare sub terram, in purgatorio, modo id curemus (opere uidelicet Medicorum), ut id uiuus faciat, et dum fuerit super terram, Nam mortuus non posset ligare. | For det første, hvis nøglerne efter denne forståelse løser døde mennesker, så må de jo også binde døde mennesker, eftersom han begge steder tilføjer 'på jorden', når han siger: Hvadsomhelst I binder på jorden. Altså bør de også her skelne for os med den samme iver og den samme nøjagtighed, forstå dette 'på jorden' på dobbelt måde, én måde, som har med den bindende at gøre, en anden måde, som har med den at gøre, som skal bindes, så at de slutter således for os, at paven kan binde under jorden, i skærsilden, blot vi passer på (på samme måde som gode læger), at han gør dette, mens han lever, og mens han er på jorden. For når han er død, kan han ikke binde. |
| 40 Quod si ista prima pars uerborum Christi non recipit hanc torturam et uiolentam elusionem, ut ipsimet, quantumlibet sint sine iudicio, asserunt, Qua fronte audebunt alteri parti eam uim facere, cum sit simili schemate per omnia composita? nisi forte illis more suo omnia licuerit uniuocare et aequiuocare et amphibologisare et paralogisare, sicut libuerit et ubi libuerit. | Derfor, hvis den første del af Kristi ord ikke kan tåle denne utålelige og hårdhændede gøren grin med, sådan som de selv forsikrer, skønt de ikke har megen dømmekraft, hvad er så det for en frækhed af dem, at de vover at øve vold mod den anden del af Kristi ord, eftersom de helt igennem er bygget over det samme skema? Medmindre de, som de plejer, mener, at de selv har lov til tale éntydigt eller tvetydigt og at fordunkle eller fordrejer, ganske som det passer dem, og ganske hvor det passer dem. |
| 41 Dicant ergo, quod 'super terram' in prima parte pertinet ad ligandum, Sed in secunda parte pertinet ad soluentem, quandoquidem et maiora monstra in sacras etiam literas inuexerunt pro sua laudabili consuetudine. | Og så kan de jo sagtens sige, at 'på jorden' i den første del har med det at gøre, der skal bindes, men i den anden del har med den at gøre, der løser, eftersom de har draget også værre ting ind i den hellige skrift, som de så rosværdigt plejer at gøre. |
| 42 Quare cum omnes negent, claues posse ligare in purgatorio, necesse est negare, quod possint soluere, cum sint illae duae potestates aequales, et aequaliter a Christo ecclesiae suae datae. In hac sententia sunt quidam non pessimi Iuristae, an saniores ceteris, uiderint illi. | Derfor, fordi alle nægter, at nøglerne kan binde i skærsilden, må de nødvendigvis også nægte, at de kan løse, eftersom disse to myndigheder er ens, og i lige grad af Kristus gives til hans kirke. Det er også nogle juristers mening, og de er ikke de værste. Mine modstandere må se til, om de er sundere end disse. |
| 43 Secundo, Ex ipsa antithesi ista sententia etiam confutatur, quia, sicut 'in coelis' utique ad soluendum in coelis respicit, ita 'super terram' ad soluendum super terram respiciat oportet, Et rursus 'In coelis' ad ligatum, (W579) quare et 'super terram' ad ligatum referri debet. | For det andet. Denne opfattelse gendrives også ud fra antitesen 'i himlen - på jorden'. For ligesom udtrykket 'i himlen' utvivlsomt henviser til det, der skal løses i himlen, således bør udtrykket 'på jorden' også henvise til det, der skal løses på jorden. Og igen: Ligesom udtrykket 'i himlen' henviser til det bundne, således bør også udtrykket 'på jorden' henvise til det bundne. |
| 44 Vnde Christus uelut de industria non dixit: Ego soluam in coelis, sed: solutum erit in coelis, ut, si quis primo uerbo, scilicet: Quodcunque solueris super terram, falsae intelligentiae calumniam quaereret, in sequente retunderetur, nec permitteretur ad soluentem aptare, quia solutum in coelis cogit certe intelligi solutum in terra, non soluentem, et ligatum in coelis cogit intelligi non ligantem, sed ligatum in terra, aut saltem utrunque. | Derfor var det med vilje, at Kristus ikke sagde: 'det skal jeg løse i himlen', men: 'det skal være løst i himlen', så at hvis nogen ud fra det første ord, nemlig dette: hvadsomhelst du løser på jorden, skulle søge at drille med en falsk forståelse, så ville han blive bragt på rette vej af det følgende, og det ville ikke tillades ham at dreje det hen på den, der løser, for det, der skal være løst i himlen, tvinger utvivlsomt til at det skal forstås om det løste på jorden, ikke om den, der løser, og det, der er bundet i himlen tvinger til at det skal forstås om det bundne, ikke om den, der binder, eller i hvert fald skal det forstås ens i begge tilfælde. |
| 45 Tertio, Si Clauis tenditur in purgatorium, quid frustra laborant? Cur non tollunt uerbum suffragii? cur non persuadent Pontifici, ut dicat per modum potestatis et auctoritate potius quam suffragio soluere et ligare? Quippe, Quodcunque soluerit (tantum caueat, ne sit mortuus), solutum erit. Quid nos obtundit uocabulo suffragii, quod nemo intelligit potestatem, sed omnes intercessionem? | For det tredie. Hvis nøglerne udstrækkes til skærsilden, hvorfor anstrenger de sig så forgæves? Hvorfor ophæver de ikke ordet forbøn? Hvorfor overtaler de ikke paven til at sige, at han løser og binder i kraft af sin magt og myndighed mere end i kraft af forbøn? Sandelig, hvadsomhelst han løser, det skal være løst (blot skal han passe på, at han ikke er død). Hvorfor keder han os med ordet 'forbøn', som ingen forstår som 'magt', men alle som 'gåen ind for'? |
| 46 Quin amplius faciamus, et rogemus Papam, ut purgatorium omnino tollat de rerum natura. Si enim Claues Ecclesiae, etiam quoad soluendum duntaxat, illuc sese extendunt, erit in manu eius totum purgatorium. Quod probo sic: Det omnibus in illo existentibus remissionem plenariam, Secundo, omnibus morituris Christianis eandem similiter det remissionem, Tunc certum erit, ut nullus in eo maneat, nullus in ipsum ueniat, omnes autem euolent, et cesset purgatorium. | Ja, vi skulle gøre mere endnu, og bede paven helt ophæve skærsilden fra naturens verden. Hvis nemlig kirkens nøgler rækker helt derhen, også om det blot er med hensyn til at løse, så vil hele skærsilden være i hans hånd. Det beviser jeg således: Paven kunne give fuld aflad til alle dem, der er i skærsilden. For det andet skulle han give den samme tilgivelse til alle de kristne, der ligger for døden. Så ville det være sikkert, at ingen ville forblive i skærsilden, ingen ville komme ind i skærsilden, men alle ville flyve op, og skærsilden ville få ende. |
| 47 Debet autem id facere, et subest iustissima causa, scilicet Charitas, quae per omnia, super omnia, in omnibus quaerenda. Nec timendum est, quod iustitia diuina offendatur a charitate, ad quam potius ipsa nos urget. Quod cum factum fuerit, deponamus totum officium defunctorum, satis hodie molestum et neglectum tamen, Mutemusque id in officia festiua. | Ja, han burde egentlig gøre det, og der findes en højst retfærdig grund til det, nemlig kærligheden, som man bør søge gennem alt, over alt, og i alt. Og man behøver ikke at frygte, at den guddommelige retfærdighed stødes af kærligheden, som den jo selv snarere opfordrer os til. Men når det er gjort, kan vi lægge hele dette 'de dødes embede' fra os, det er i dag ødelæggende og forsømt, i stedet kan vi ændre det til et festembede. |
| 48 Quarto et ultimo, Si purgatorii poena et castigatoria et afflictiua, ut supra v. conclusione, tunc certum est, eam non posse solui potestate clauium. At non esse aliam, satis puto ex sufficienti diuisione patere. Patet itaque prima pars huius Conclusionis, ac per hoc tota satis probabiliter firmata, quod suffragium, non iurisditio intret purgatorium. | For det fjerde og sidste: Hvis skærsildens straf er korrigerende og skal gøre ondt, som ovenfor nævnt i tese 5, da er det sikkert, at den ikke kan løses ved nøglemagten. Og at der ikke kan være nogen anden straf, mener jeg fremgår tilstrækkelig tydeligt af den udtømmende opdeling. Derfor fremgår det af første del af denne tese, og det er derigennem altsammen fastslået tilstrækkelig sandsynligt, at det er forbønnen, ikke myndigheden, der har noget at gøre i skærsilden. |
| 49 Secundum, scilicet Modus ille suffragii. etsi non fuit a me propositum, ut inquireretur, nec requiritur ad positiones meas scire, quis aut qualis sit, tamen uolens exponam me in eo, quod iusti poteram omittere, ne uidear angulum quaerere, Salve semper mea protestatione, quod non meum, sed Pontificis, immo Ecclesiastici forte Concilii sit statuere, quis sit ille modus. Meum est inquirere et disputare ac rationibus adductis, quid intelligam aut nondum intelligam, indicare. | For det andet skal vi se på forbønnens måde. Skønt det ikke var min hensigt, at det skulle undersøges, og det heller ikke kræves for at kende mine teser at vide, hvad denne måde er og af hvad art den er, så vil jeg dog forklare mig, hvad angår denne del, som jeg med god ret kunne udelade, at jeg ikke skal se ud som en kværulant. Dog skal man altid have det med, at jeg hævder, at det ikke er min opgave, men pavens, ja kirkens eller et koncils opgave at fastsætte, hvad denne måde er. Det er min opgave at undersøge og disputere og fremføre begrundelser og påpege, hvad jeg har forstået, og hvad jeg endnu ikke har forstået. |
| 50 Ergo duplici uia impenditur suffragium animabus. Primo re ipsa et offitio praesente, sicut fit, cum sacerdos cum populo orat, ieiunat, sacrificat, aliaque facit nominata opera pro nominatis animabus, De quo suffragio nullum dubium est, quin uehementer prosit, et redimet animas, secundum quod deo uisum fuerit et illae meruerint, secundum B. Augustinum. (n50) De isto superius dixi Conclusione praecedente, quod talem potestatem habet Episcopus (W580) specialiter, qualem Papa generaliter, Scilicet non iurisditionis, sed suffragii faciendi in purgatorium. De isto modo hic non quaeritur, ut notum est. | Altså: Forbønnen henføres til sjælene ad to veje. For det første, gennem forbønnen selv og den samtidige begravelsesceremoni, sådan som det sker, når præsten sammen med folket beder, faster, helliger og gør andre bestemte gerninger for bestemte sjæle. Om den forbøn er der ingen tvivl: den gavner særdeles meget, og den forløser sjæle, efter hvad Gud beslutter og efter hvad sjælene har fortjent, ifølge den salige Augustin. Om den har jeg sagt ovenfor i den foregående tese, at biskoppen har ligeså megen magt i de særlige tilfælde, som paven har i de almindelige tilfælde, altså ikke myndigheds-magt, men forbøns-magt til at handle i skærsilden. Den måde overvejes ikke her, det er klart. |
| 51 Secundo, impenditur sine officio uel opere, sed mera Jurisdictione per literas uel uoces pronunciata. Et id quoque ex duobus Thezauris. | For det andet, forbønnen foregår udenfor embedet og uden gerning, blot som en myndighed, erklæret ved brevet eller mundtligt. Og dette foregår ud fra to skatte. |
| 52 Primus est Triumphantis Ecclesiae, qui est meritum Christi et sanctorum eius superabundantius quam debuerant merentium. Et hunc esse relictum in Ecclesia, ut hic remuneretur et compensetur, dicunt illi. | Den første skat er den triumferende kirkes skat, som er Kristi og hans helliges fortjenester, som har samlet sig større fortjenester end nødvendigt. Og denne fortjeneste er blevet overladt kirken, til at gengælde og udfylde fortjenester her, siger mine modstandere. |
| 53 Alter est militantis Ecclesiae, ut sunt merita, bona opera uiuentium Christianorum, quae habeat summus Pontifex in manu sua, applicare ea, uel pro satisfactione poenitentium, uel suffragio defunctorum, uel pro laude et gloria dei. | Den anden skat er den kæmpende kirkes skat. Den består af de levende kristnes fortjenester og gode gerninger, som paven har i sin magt til at overføre enten til fyldestgørelse for dem, der gør bod, eller til forbøn for de afdøde, eller til Guds pris og ære. |
| 54 Sic enim et ego aliquando et docui et scripsi, Papam tripliciter habere militantis Ecclesiae merita in potestate, Primo, ut ea offerat deo pro satisfactione aliorum, Secundo, pro suffragio animabus, Tertio, in laudem dei. Et hanc facultatem spiritualem, si uera est, in suis diocesibus habere Episcopos, firmiter credo. | Sådan har også jeg nemlig en del steder både lært og skrevet: at paven på tre måder har magt over den kæmpende kirkes fortjenester: 1) Han ofrer disse fortjenester til Gud som fyldestgørelse for andre. 2) Han ofrer dem som forbøn for sjælene. 3) Han ofrer dem til Guds pris. Og hvis det er sandt, tror jeg fast på, at biskopperne har den samme åndelige magt i deres stifter. |
| 55 Aut si erro, reuocet me qui potest. Alioquin quomodo stabunt sine errore fraternitates illae, in quibus sibi communicant sua studia et opera tam maiores quam minores praelati? Item Monasteria et ordines? et hospitalia et parochiae? Id enim non potest uerum intelligi, nisi quod talo modo unius opus pro altero satisfacit, suffragatur et glorificat deum. | Men tager jeg fejl, så må den, der kan, retlede mig. Men hvis det ikke er tilfældet, hvordan kan disse broderskaber bestå uden vildfarelse, i hvilke både høje og lave prælater udveksler anstrengelser og gerninger? Ligeledes klostrene og ordenerne? Og hospitalerne og sognene? Alt dette kan nemlig kun give mening, hvis på den måde den enes gerninger gør fyldest for den anden, går i forbøn og ærer Gud. |
| 56
Dico itaque:
Quamquam ego prorsus non intelligo, quomodo sint ista merita militantis Ecclesiae in manu Papae, tamen interim sic pie credam, donec suus Gordue hunc nodum dissoluat. Causa autem, quare non intelligam, est haec: |
Derfor siger jeg:
Skønt jeg slet ikke forstår, hvordan disse den kæmpende kirkes fortjenester ligger i pavens hånd, så vil jeg dog indtil videre fromt tro det, indtil nogen hugger denne gordiske knude over. Men grundene til, at jeg ikke forstår det, er følgende: |
| 57 Prima, Si pro uiuentibus uiuentium offert opera, iam non uideo, quomodo sit remissio gratuita, et non potius uera et iusta satisfactio et persolutio usque ad nouissimum quadrantem. Licet enim ille non operetur, cui fit remissio, Alii tamen operantur et satisfaciunt. Tunc enim id fiet, quod omnes constanter negant, scilicet, quod concedens oneret se ad satisfactionem, uere enim Papa tunc non remitteret, sed satisfaceret, scilicet per sibi subiectos. | Den første grund: Hvis paven ofrer de levendes gerninger for de levende, så kan jeg endnu ikke se, hvordan dette kan være en eftergivelse af nåde; det synes mig snarere at være en sand og retfærdig fyldestgørelse og betaling til den sidste hvid. Selv om nemlig han, for hvem tilgivelsen sker, ikke gør nogen gerning, så er der andre, der gør gerninger og gør fyldest for ham. Derved sker der nemlig det, som alle hele tiden benægter kan ske, nemlig, at den, der tilstår eftergivelse, forpligter sig til at yde fyldestgørelse. Men da er det ikke sådan, at paven eftergiver, nej, han fyldestgør, nemlig igennem dem, der er underlagt ham. |
| 58 Secunda, quod sic Claues Ecclesiae nihil prorsus facerent, nisi quod iam de facto fit in ecclesia, etiam sine clauibus. Nam ex lege charitatis quilibet pro quolibet tenetur orare, Et Apostolus ait: Alter alterius onera portate, et sic adimplebitis legem Christi. (Gal 6,2). | Den anden grund til, at jeg ikke forstår det: Ligesom kirkens nøgler slet intet gør, andet end hvad der rent faktisk sker i kirken, således gør den det samme uden nøglerne. For ud fra kærlighedens lov er enhver forpligtet til at bede for enhver anden. Og apostelen siger: 'Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov'. |
| 59 Tertia, quod nomen indulgentiae huic sententiae repugnat, quia debet illud indulgere, id est remittere, ut non faciat quod debet, non autem imponere alteri, uel impositum dicere, ut indulgentia prorsus exstinguat debitum, non autem per alium soluat. Quare uidetur potius sine isto thezauro nuda sufficere potestas Clauium ad indulgentias, maxime cum remittatur tantummodo Canonica, non autem Euangelica satisfactio. | Den tredie grund: Ordet 'aflad' modsiger denne opfattelse, fordi man bør tåle det, det vil sige eftergive, at man ikke gør, hvad man skal gøre. Men ordet betyder ikke at pålægge noget andet, eller sige, at nogen andet er pålagt, så at afladen eller overbærenheden helt skulle udslette skylden, ikke løse den gennem en anden. Derfor forekommer det mig, at den rene og skære nøglemagt skulle være tilstrækkelig til aflad eller overbærenhed uden denne skat, især eftersom det blot er de kanoniske bodsstraffe, der eftergives, ikke den evangeliske fyldestgørelse. |
| 60 Aut iterum hic dicendum erit, ut supra de remissione culpae dictum est, quod sic etiam remittat per hunc thezaurum poenas, id est declaret id fieri, quod etiam sine eo fit, scilicet Ecclesiam pro eo satisfacere, cui remittitur, Quomodo (W581) B. Augustinus dicit, neminem suscitari, nisi quem suscitat unitas Ecclesiae, ut in uidua figuratam dicit. (n60) Sed adhuc durat ratio prima et secunda, quod sit tunc potius satisfactio quam remissio, siue declaretur siue concedatur. | Ellers skulle man igen sige det, som blev sagt ovenfor om eftergivelsen af brøden, at således eftergiver han også gennem denne skat straffene, det vil sige, han erklærer, at det sker, som også kan ske uden den, nemlig at kirken gør fyldest for det, som den eftergiver. Således siger også den salige Augustin, at kun den oprejses, som oprejses ved kirkens énhed, hvilket han siger er symboliseret ved enken. Men stadigvæk gælder den første og anden begrundelse, at det snarere er en fyldestgørelse end en eftergivelse, hvad enten den erklæres, eller den tilstås. |
| 61 Quarta, Thesaurus ille Ecclesiae militantis magis operatur gratiam spiritus, quam remissionem poenarum, et uidetur satis uiliter tractari, si pro poenarum remissione applicetur, cum remissio poenarum sit uilissimum donum in Ecclesia, etiam impiis donabile, et sola clauis potestate, ut uidetur. | Den fjerde grund. Denne den kæmpende kirkens skat fremkalder snarere åndens nåde, end straffenes eftergivelse. Og den forekommer mig at blive behandlet på en meget billig måde, hvis den henføres til straffenes eftergivelse, eftersom eftergivelse af straffene er kirkens billigste gave, der også kan gives til ufromme, og det alene ved nøglemagten, som det synes mig. |
| 62
Dico Secundo:
Non intelligo, quomodo aut quid fiat, quando Papa eundem thezaurum pro suffragio defunctorum. Causa est haec: |
Jeg siger for det andet:
Jeg forstår ikke, hvordan det kan ske, eller hvad det er der sker, når paven henfører den samme skat til forbøn for de afdøde. Grundene til det er følgende: |
| 63 Prima, Quia iterum non plus uidetur facere, quam quod de facto fit. Nam uniuersa Ecclesia de facto orat et suffragatur pro defunctis, nisi iterum hic putetur id facere declaratiue. Nec uideo, quid illud obstet, quod dicitur de Missa, quae plus prodest, si per sacerdotem uni applicetur, quam si sine applicatione pro omnibus celebret. Fateor, id uerum a me credi. Sed Papa ut summus et generalis omnium sacerdos certe non potest nisi generaliter applicare, immo debet id facere, etiam sine literis ueniarum. | Den første grund til, at jeg ikke forstår det, er: Paven synes igen ikke at gøre mere, end hvad der allerede faktisk er sket. For hele kirken beder rent faktisk og går rent faktisk i forbøn for de afdøde, medmindre man også her vil sige, at han gør det deklarativt. Og jeg kan ikke indse, hvordan dette er forskellig fra, hvad der siges om messen, at den gavner mere, hvis den af præsten henføres til én, end hvis den celebreres for alle uden at henføres til nogen specielt. Jeg tilstår, at sådan tror jeg det forholder sig. Men paven kan som den højeste og generelle præst for alle givetvis ikke henføre noget andet end på generel måde, ja, han bør gøre det, også uden afladsbreve. |
| 64 Secunda. Cum per indulgentias non remittantur nisi poenae Canonicae, prorsus non possum intelligere, quid animabus remittatur, cum Canones eas non ligent. Denique in morte sunt ab illis absolutae, cum omnis sacerdos sit Papa in hora mortis. | Den anden grund. Eftersom det kun er de kanoniske straffe, der eftergives gennem afladen, så kan jeg slet ikke forstå, hvad det er, der eftergives sjælene (i skærsilden), eftersom de kanoniske love ikke binder dem. Og endelig er de i døden løst fra dem, eftersom enhver præst i dødstimen er pave. |
| 65 Item quod nulla anima patitur in purgatorio pro criminibus et mortalibus peccatis, sed tantum pro uenialibus, ut dis. xxv. c. Qualis; Canones autem uenialibus, immo mortalibus occultis non sint impositi, sed tantum criminibus cognitis, ut supra dictum. | Ligeledes forstår jeg det ikke, eftersom ingen sjæl lider i skærsilden for overtrædelser og dødssynder, men kun for tilgivelige synder, sådan som distinktion 25. kap 'Qualis' siger. Men kanonnerne er kun pålagt for tilgivelige synder, ikke dødssynder, men kun erkendte overtrædelser, som ovenfor sagt. |
| 66 Dicat ergo qui potest, quomodo indulgentias suffragantur illis, id est remissiones Canonum, nisi non tantum indulgentias largiatur, immo illis uelut in superabundantem cautelam datis (uel ut solent etiam mortui absolui in facie Ecclesiae) simul inuoluat ultra indulgentias applicationem meritorum ecclesiae, et tunc certe indulgentiae non fiunt suffragium, Sed cum suffragio tanquam altero dono dantur animabus, id est declarantur dari uel applicantur. | Derfor, lad den, der kan det, sige mig, hvordan aflad, det vil sige eftergivelse af kanoniske straffe, kan hjælpe mennesker, medmindre paven ikke blot uddeler aflad, men den også bliver givet til dem i en overflødig forsigtighed (sådan som de også plejer at absolvere de døde for kirkens åsyn), så han ud over afladen også tillægger henførelsen af kirkens fortjenester. Og da bliver afladen givetvis ikke nogen forbøn, men den gives sammen med forbønnen som en anden gave til sjælene, det vil sige, den erklæres at være givet eller den henføres til dem. |
| 67
Dico Tertio:
De Thezauro meritorum Christi et sanctorum ad remissionem poenarum applicato dicam infra in sua conclusione lviij. Vides ergo, quam sint omnia obscurissima et dubiosissima, ideo periculosissima doceri. |
Jeg siger for det tredie:
Om dette, at skatten med Kristi fortjenester og de helliges fortjenester kan bruges til eftergivelse af bodsstraffene, vil jeg sige noget senere i tese 58. Man ser, hvordan det altsammen er højst dunkelt og tvivlsomt, og hvordan der derfor læres meget farligt. |
| 68 Id unum dico et uideo, quod Papa in Cle. de pe. et re. c. Abusionibus, damnare uidetur hanc sententiam de redimendis animabus per indulgentias, dum dicit: Animas de purgatorio, ut asserunt mendaciter, extrahunt, Vbi glosa super uerbo 'mendaciter' 'quia, inquit, sunt iudicio dei reseruatae', Et allegat ad hoc dis. xxv. c. Qualis. Et certe mihi uidetur recte sentire. (n68) | Det ene siger jeg og ser jeg, at paven ifølge Clemens' bog 'om bod og eftergivelse', kapitlet 'om misbrugene', synes at fordømme den opfattelse, at man kan løskøbe sjæle ved aflad, når han siger: 'Når de hævder, at sjælene bliver udfriet fra skærsilden, lyver de'. Her siger Clemens i en forklaring på ordet 'lyver', at det skyldes, at de er forbeholdt Guds dom'. Og distinktion 25, kapitel 'Qualis' henviser til dette. Og det er fuldkommen rigtigt for mig at se. |
| 69 Nam si per suffragium redimantur, non utique sequitur, eas statim euolare; (W582) non est idem suffragiri et redimere seu liberare. Itaque ego hucusque sapio, quod uideo indulgentias et suffragium meritorum Ecclesiae esse duas res diuersissimas, alteram sine altera et cum altera dari potentem. | For hvis sjæle løskøbes ved forbøn, følger ikke deraf, at de straks flyver op; for ordene 'forbøn', 'løskøbe' og 'befri' har ikke samme mening. Derfor vil jeg indtil videre være af den opfattelse, at jeg vil anse afladen og hjælpen fra kirkens fortjenester som to højst forskellige ting, den ene kan være uden den anden eller sammen med den anden. |
| 70 Indulgentiis sufficit sola potestas clauium sine addito illo thezauro, qui tamen potest addi uel solus dari. Solus datus facit participem bonorum, ut supra satis est dictum. Haec si essent certa et uera, sequeretur, quod indulgentiae, inquantum tales, prorsus nihil prodessent animabus, nisi quod coram Ecclesia absoluerentur, id est denunciaretur eas esse absolutas; Aut si prodessent, non id fieret uirtute ipsarum, sed alia adiuncta illis donatione, scilicet meritorum Ecclesiae. | Til at give aflad er det nok med kirkens nøgler, man behøver ikke også at have denne skat af fortjenester, som dog kan tilføjes, eller gives alene. Når skatten gives alene gør den én til medindehaver af kirkens gode gerninger, som det ovenfor er sagt tilstrækkelig tydeligt. Men hvis dette er sikkert og sandt, så følger deraf, at afladen, i den udstrækning den er af den art, overhovedet ikke gavner sjælene, hvis ikke de absolveres for kirkens ansigt, det vil sige, medmindre man erklærer, at de er absolveret. Ellers, hvis den skulle have gavnet dem, ville det ikke ske ved dens egen kraft, men ved, at der tilknyttedes en anden gave, nemlig kirkens fortjenester. |
| 71 Quae donatio iterum distinguenda est a generali applicatione, qua Ecclesia de facto per illa suffragatur animabus sine Papae applicatione, et uidendum quid ipsa ualeat. Sed etiam aliis relinquendus est inquirendi labor, quibus est nondum fessum studium in tantis dubiis. | Men denne gave må så igen adskilles fra den almindelige henføring, hvorved kirken faktisk ved den går i forbøn for sjælene, uden pavens henføring. Og man må undersøge, hvor meget den er værd. Men også arbejdet med at udforske det må overlades til andre, som endnu ikke har mistet lysten til det på grund af de mange tvivlsspørgsmål. |
| 72
Nunc obiicitur:
Primo. Celebre habetur, quod quidam Magister Parrhisiis tenuit in disputatione sua, Summum Pontificem habere potestatem in purgatorium, et Pontifex eo cognito et mortuo dedit eam assertam remissionem uelut commendas. (n72) |
Nu vil man indvende:
For det første. Man regner almindeligvis med, at en vis professor i Paris i sin disputation holdt på, at paven havde myndighed i skærsilden, og paven gav ham, da han var død, denne påståede eftergivelse, hvorved han jo altså anerkendte sandheden i påstanden. |
| 73
Respondeo:
Me nihil mouet, quid placeat uel displiceat summo Pontifico. Homo est, sicut et caeteri; multi fuerunt summi pontifices, quibus non solum errores et uicia, sed etiam portenta placuerunt. Ego audio Papam ut papam, id est, ut in Canonibus loquitur et secundum Canones loquitur aut cum Concilio determinat, Non autem, quando secundum suum caput loquitur, ne forte cogar cum quibusdam male Christum cognoscentibus dicere, quod Iulii Secundi horrendae caedes in Christianum populum fuerint quaedam beneficia pii pastoris in oues Christi collata. |
Jeg svarer:
Det rører mig ikke, hvad der behager eller ikke behager paven. Han er et menneske, ligesom vi andre; der har været mange paver, som har fundet behag ikke blot i vildfarelser og laster, men også i forfærdelige ting. Jeg hører på paven som pave, det vil sige, som den, der taler i kanonnerne, og som taler i overensstemmelse med kanonnerne, eller bestemmer sammen med koncilerne, men jeg hører ham ikke som én, der taler efter sit eget hoved, at jeg ikke måske skal tvinges til sammen med nogle andre, som knap nok kender Kristi lære, at Julius den Andens forfærdelige drab på kristne mennesker var en velsignelse fra den fromme hyrde, udvist overfor Kristi får. |
| 74 Secundo, B. Bonauentura li. iiij. dis. xx. Non esse resistendum importune, Si quis asseruit, Papam habere potestatem in purgatorium. Respondeo primum: Auctoritas S. Bonauenturae in re hac non sufficit, Secundo: quando Papa id asseruerit, non erit resistendum, Tertio: Bonauentura recte dicit, Quia addit seipsum exponens: 'dummodo id constet per auctoritatem manifestam aut dictamen rationabile', Sed illa nondum constat manifesta auctoritas. (n74) | For det andet, den salige Bonaventura har sagt i bog 4, distinktion 20, at man ikke stædigt skal modstå det, hvis én hævder, at paven har magt i skærsilden. Jeg svarer for det første: Sankt Bonaventuras autoritet er ikke nok i denne sag. For det andet: Når paven har godkendt det, bør man ikke modsætte sig det. For det tredie: Bonaventura taler ret, når han for at forklare sig, tilføjer: 'blot dette står fast gennem en soleklar autoritet eller en fornuftsmæssigt bevis'. Men indtil nu er denne soleklare autoritet ikke blevet påvist. |
| 75
Hic uero obiicitur:
Primo: Sixtus quartus determinasse dicitur, quod per suffragium ille modus nihil minuit plenitudinem indulgentiarum. |
Men her kan man indvende:
For det første: Sixtus den Fjerde siges at have bestemt, at i kraft af forbønnen mindsker denne måde ikke afladens fylde. |
| 76
Respondeo:
Primum. Siquis pertinax esse uellet, diceret: Proba quod dicis, optime pater, maxime cum solius Papae non sit nouos fidei statuere articulos, Sed secundum statutos iudicare et descidere quaestiones fidei. |
Jeg svarer:
For det første: Hvis nogen ville være stædig, ville han sige: Bevis, hvad du siger, bedste fader, især eftersom det ikke står hen til paven alene at fastsætte trosartikler, men bedømme og afgøre trosspørgsmål efter statutterne. |
| 77 Hic autem erit articulus nouus; ideo ad uniuersale concilium pertinebit eius determinatio, (W583) multo magis quam Conceptio B. Virginis, Praesertim cum hic nullum, illic multum et magnum sit animarum periculum. Alioquin, Cum Papa sit unus homo, qui errare potest in fide et moribus, periculo assidue laboraret totius Ecclesiae fides, si, quicquid sibi uisum fuerit, necesse sit uerum credi. | Men dette ville være en ny artikel; derfor henhører dens fastsættelse til et generelt koncil, meget mere end den salige jomfrus undfangelse, især eftersom der her ikke er nogen fare, men dèr megen og stor fare for sjælene. Ellers ville hele kirkens tro konstant være i fare, eftersom paven kun er et menneske, som kan fejle i troen og sæderne, hvis det var nødvendigt at tro som sandt, alt hvad han besluttede. |
| 78 Secundo. etiam si Papa cum magna parte Ecclesiae sic uel sic sentiret nec etiam erraret, adhuc non est peccatum aut haeresis, contrarium sentire, Presertim in re non necessaria ad salutem, donec fuerit per Concilium uniuersale alterum reprobatum, alterum approbatum. | For det andet: Også selv om paven sammen med en stor del af kirken mente dette eller hint, og selv om han ikke tog fejl, så ville det stadig ikke være synd eller kætteri at mene det modsatte, især i en sag, der ikke er nødvendig til frelse, førend det blev godkendt af et almindeligt koncil, og det modsatte fordømt. |
| 79 Quod, ne multis agam, illo unico probatur, quod Ecclesia Romana etiam cum Concilio uniuersali Basiliensi ac tota ferme Ecclesia sentit, B. Virginem sine peccato conceptam, Et tamen, quia altera pars non est reprobata, non sunt haeretici, qui contrarium sapiunt. (n79) | Dette bevises, for at lade mange ting ligge, ud fra det forhold, at den romerske kirke også på det almindelige koncil i Basel sammen med næsten hele kirken havde den opfattelse, at den salige jomfru var undfanget uden synd, og dog er de, der mener det modsatte, ikke kættere, eftersom det modsatte ikke blev fordømt. |
| 80 Tertio. Ego dico, mihi nondum uisam illam Sixti determinationem. Sed haec mihi uisa est, quod indulgentiae dantur defunctis per modum suffragii, Ex qua nondum sequitur, quod ideo animae euolent, quibus ille modus datur. | For det tredie: Jeg siger, at jeg ikke endnu har læst denne afgørelse af Sixtus, men jeg har læst, at aflad gives til de afdøde gennem forbønnens medium, men deraf følger ikke, at de sjæle, for hvem den gives på denne måde, flyver op. |
| 81 Quarto. Non possum esse alieni uerbi, multominus Summi Pontificis interpres. Quare donec seipsum interpretetur, interim opinemur, honoris gratia, defendendo dictum tale incognitum. | For det fjerde: Jeg kan ikke fortolke en andens ord, langt mindre kan jeg være pavens fortolker. Derfor, indtil han fortolker sig selv, vil jeg imidlertid have min opfattelse for ærens skyld når jeg forsvarer et sådant ukendt udsagn. |
| 82 Dupliciter potest idipsum intelligi: Primo: Modus suffragii non minuit plenitudinem indulgentiae, id est: licet indulgentiae dentur ibi, non per modum indulgentiae, sed per modum suffragii, tamen tale suffragio et intercessione nihilominus fit, ut euolent omnino, quibus fuerit impensus, Ac sic non soluendo, sed intercedendo euolant. Hanc non teneo, sed illi ita putant dictum. | Dette kan forstås på to måder: For det første: Forbønnens måde mindsker ikke afladens fylde, det betyder: selv om aflad gives i dette tilfælde, ikke gennem afladens måde, men gennem forbønnens måde, så sker det ikke desto mindre ved en sådan forbøn og intercession, at de i det hele taget flyver op, de, for hvem der bliver bedt, og således flyver de op, ikke fordi de bliver afløst, men fordi der bliver gået i forbøn for dem. Den mening er ikke min, men mine modstandere mener det. |
| 83 Secundo: Modus suffragii non minuit plenitudinem indulgentiarum, id est: applicatio indulgentiarum per modum suffragii permittit eas esse quod sunt, scilicet indulgentias plenas, nec tollit id quod natura sua sunt, Solum quod non agunt ut indulgentiae, sed ut suffragium. Et hanc admitto et addo, quod, si non minuit aliquid, multo magis nihil auget indulgentias illa applicatio suffragatoria. | For det andet: Forbønnens måde mindsker ikke afladens fylde, det betyder, dette, at der henvises aflad tillader gennem forbønnens måde, at aflad er hvad den er, nemlig fuld aflad, og han ophæver ikke, hvad den er efter sin natur, blot har den ikke virkning som aflad, men som forbøn. Den opfattelse tilslutter jeg mig, og jeg tilføjer, at hvis den ikke mindsker noget, så kan denne forbønnens applikation langt mindre øge afladen. |
| 84 Ex iis sequitur, quod non euolent animae per illum modum. Et id sonant etiam uerba, Quia non dicit: 'Modus ille suffragii plene redimit animas', sed: 'non minuit plenitudinem indulgentiae', scilicet quod indulgentiae, licet plenae, tamen tantum faciunt quantum facere potest suffragium, nec amplius. | Af dette følger, at sjælene ikke flyver op gennem denne måde. Og således lyder ordene også, for de siger ikke: 'Denne forbønnnens måde frikøber sjælene fuldstændigt', men: 'den mindsker ikke afladens fylde', nemlig fordi afladen, skønt den er fuld aflad, dog kun bevirker det, som forbønnen kan bevirke, ikke mere. |
| 85 Iterum obiicitur: Forma absolutionis Apostolicae dicit: 'Remittendo tibi poenas purgatorii, inquantum Claues sanctae matris Ecclesiae se extendunt', Et hanc formam seruant poenitentiarii Papae, etiam in urbe. | Igen vil der blive indvendt: 'Ordlyden af den apostolske absolution er: 'Skærsildsstraffene skal eftergives dig, så vidt den hellige moder kirkens nøgler udstrækker sig'. Og pavens bodspræster betjener sig af denne ordlyd, også i Rom. |
| 86
Respondeo:
Primo. Ista sunt extra propositum, quia est forma absoluendi uiuorum et morientium, non autem forma applicandi indulgentias iam defunctis. |
Jeg svarer:
For det første: Dette kommer ikke sagen ved, for der er her tale om ordlyden, når man absolverer levende og døde, men ikke om den ordlyd, der bruges ved aflad for mennesker, der allerede er døde. |
| 87 Secundo. Tamen quaerenda ueritatis causa dico, quod, cum sint dubia et obscure posita ista uerba, non potest errari in fide, siquis contra senserit quam putantur intelligenda. Cur enim trepidat illa forma? cur uelut dubitans dicit: 'Inquantum claues sese extendunt'? | For det andet. For dog at stræbe efter sandhedens sag, vil jeg sige, at eftersom ordene er tvivlsomme og fremsat på en dunkel måde, kan man ikke fejle i troen, hvis man har en opfattelse, der er modsat af den måde, de mener, det skal forstås på. For hvorfor bekymrer denne ordlyd dem? hvorfor udtrykker de sig tvivlende, når de siger: 'så vidt nøglerne udstrækker sig'? |
| 88 Suspecta est mihi ista tremula cauda. Non teneor firmiter credere, quod ipse non audet constanter pronunciare. Cur hic solum et nusquam alibi adiungit: 'inquantum claues se extendunt'? An nondum uidemus quam uigil sit Christus in Ecclesia sua, ut etiam errare uolentes non permittat errare? Si tamen nosipsos, neglecto eius monitorio, non praecipitaremus in errorem! | Denne rystende hale gør mig mistænksom. Jeg kan ikke påregnes at tro fast på det, som han selv ikke vover at udtale sikkert. Hvorfor er det kun her og ingen andre steder, han tilføjer: 'så vidt nøglerne udstrækker sig'? Mon vi ikke har set, hvor årvågen Kristus er i sin kirke, så han ikke tillader den at fare vild, der ligefrem vil fare vild? Bare vi dog ikke hovedkuls styrter os selv i vildfarelse, ligeglade med hans formaning! |
| 89 Tertio dico sicut prius: Etiam si Papa cum suis poenitentiariis hic non erraret, non ideo sunt haeretici, qui negent eius sensum aut non credant, donec fuerit Concilii uinuersalis iudicio utra partium definita uel reprobata. Sic enim, licet etiam indulgentiis ornarint festum Conceptionis tanquam rem certam fidei, non tamen damnant aut ligant eos, qui solutionem talium indulgentiarum non quaerunt. | For det tredie siger jeg som før: Også selv om paven og hans bodspræster ikke tog fejl her, er de mennesker ikke af den grund kættere, at de nægter eller ikke tror på hans opfattelse, sålænge et almindeligt koncil ikke med sin bedømmelse har afgjort, hvad der skal fastholdes og hvad forkastes. For på samme måde, selv om også festen for Marias undfangelse blev kronet med aflad, som om det var en sikker trossag, så fordømmer eller binder de dog ikke dem, som ikke søger forløsning fra sådan aflad. |
| 90 Ita quantuncunque donetur indulgentiarum, formam illam non est necesse credere esse ueram, donec statuat Ecclesia. Et iterum uides, quanta sit necessitas legitimi et uniuersalis Concilii. Sed timeo, nostrum saeculum non sit dignum donari nobis tale, sed potius ut operationibus erroris illudamur, sicut meruimus. | Derfor, hvor meget end afladen giver, det er ikke nødvendigt at tro, at dens ordlyd er sand, førend kirken fastslår det. Og atter ser du, i hvor høj grad der er brug for et lovligt og almindelige koncil. Men jeg er bange for, at vor tidsalder ikke skal være værdig til, at vi får en sådan gave, men at vi snarere vil blive bedraget af fejlagtige gerninger, sådan som vi har fortjent det. |
Noter:
n3: Pico della Mirandola (1463-1494); Lorenzo Valla (1405-1457); Peter fra Ravenna (1448-1518); Johannes Ruchrath fra Oberwesel eller Wesel (1410?-1481); Johann Reuchlin (1455-1522); Jacques Lefèvre d'Etalpes (Faber Stapulensis, 1455-1536). Alle blev de fra tid til anden anklager og truet af inkvisitionen.
n4: Henrik af Segusio (død 1271).
n50: Fra Om Guds stad, Migne 41, side 149ff.
n60: Augustin, udlægning af Sl 145, Migne 37, 1897.
n68: Se bullen Abusionibus, abusio#6: Jeg har desværre ikke fået fortolkningen (glossa) med.
n72. Clemen-note: Hier meint Luther wohl den Franziskaner Joh. von Fabrica, der damals der ordenschule in Paris vorstand und in einem 1476 in Poitiers verfassten gutachten behauptete, dass der Papst den verstorbenen die Ablässe nicht bloss per modum suffragii, sondern aliqualiter per modum auctoritas zuwende (Paulus, Ztschr. f. kath. Theol. 24,251ff u. Histor. Jahrb. der Görresgesellsch. 1900, 650ff.
n74: Se Nikolaus Paulus: Die Geschichte des Ablasses, Bind 1, side 202. Se også Köhler02#335!
n79. Se Köhler, Luther und die Kirchengeschichte, side 115.