Tese 8: Celle 1. Tese 9: Celle 33. Tese 10: Celle 35. Tese 11: Celle 42. Tese 12: Celle 54. Tese 13: Celle 62.
| 1 CONCLVSIO VIII.
Canones poenitentiales solum uiuentibus sunt impositi nihilque morituris secundum eosdem debet imponi. (95tes#8) Hanc disputo, etsi multi sunt, qui mirentur eam esse dubiam. |
Tese 8.
De kirkelige bodslove kan kun pålægges de levende og intet kan ifølge dem pålægges dem, der skal dø. Denne disputerer jeg, skønt der er mange, som undrer sig over, hvad tvivlsomt der er ved den. |
| 2 Primo probatur per illud Ro. vii: Lex dominatur in homine, quanto tempore uiuit etc. Quod cum Apostolus de lege diuina interpretetur, multo magis uerum est de lege humana. vnde ibidem dicit: Cum mortuus fuerit uir eius, soluta est mulier a legis uiri. Multo magis ipse mortuus est solutus a lege uxoris uiuentis. Arguit enim a minori Apostolus: Si uiuus soluitur per mortem alterius, multo magis ipse mortuus, per quem soluitur uiuus. | Først beviser jeg tesen ud fra Rom 7,1: 'Loven er kun herre over et menneske, sålænge han lever'. Selv om apostelen fortolker dette om den guddommelige lov, så er det så meget mere sandt om den menneskelige lov. Derfor siger han sammesteds: 'Når hendes mand er død, er kvinden løst fra mandens lov'. Meget mere er da den, der er død, løst fra den levende kvindes lov. Apostelen argumenterer nemlig fra det mindre til det større. Hvis den levende løses gennem en andens død, så skal meget snarere den, der selv er død, løses fra den lov, der løser den, der er i live. |
| 3 Secundo, leges Canonicae sunt alligatae circumstantiis temporis, loci, personarum, sicut omnes aliae leges positiuae, disti. xxix (ut omnibus notum est). De solo enim uerbo Christi dictum est: In aeternum, domine, permanet uerbum tuum, in seculum seculi ueritas tua, (Sl 119,89f) Et: iusticia eius manet in saeculum saeculi. (Sl 111,3) | For det andet. De kanoniske love er, som alle andre positive love, bundet til tidens, stedets og personernes omstændigheder, som det er klart for alle ud fra distinktion 29. Det er alene om Kristi ord, at der er sagt: 'I evighed, Herre, forbliver dit ord, i evigheders evigheder din sandhed'. Og: Hans retfærdighed forbliver i evighedernes evighed'. |
| 4 Verbum autem et iusticia hominum manet ad tempus dumtaxat. Quare illis mutatis cessant et leges. nisi dicendum est, quod uastata ciuitate adhuc ipse locus desertus teneatur ad omnia, quae prius faciebat ciuitas, quod est absurdum. | Men menneskenes ord og menneskenes retfærdighed forbliver kun til en tid. Når derfor disse forandrer sig, ophører også lovene, hvis man ikke vil sige, at når en by brydes ned, så er dette sted stadig forpligtet på at holde alt det, som byen tidligere gjorde. Hvilket er absurd. |
| 5 Tertio, Si ius cogit etiam cum uiuentibus dispensare et legem mutare, quando legis conditio cessat uel in peius uergit, cum (ut Leo Papa dicit) Non debet contra charitatem militare, quod pro charitate statutum est, ita certe, quod contra unitatem, pacem etc. coeperit militare, quanto magis morituris leges sunt tollendae, cum non solum cesset ibi conditio legum, sed ipse quoque, cui et cuius conditionibus positae fuerunt. | For det tredie. Hvis retfærdighed også kræver, at loven kan dispensere og ændres sig for de levende, når lovens betingelse ophører eller vender sig til det værre, eftersom man, som pave Leo siger, det, der er oprettet for kærlighedens skyld, ikke bør kæmpe imod kærligheden, og det således er sikkert og vist, at det, der begynder at kæmpe imod énheden og freden osv, må ophøre, hvor meget mere skal lovene så ikke ophæves for de døde, eftersom ikke blot lovenes betingelser ophører, men personen selv også ophører, han, for hvis skyld og for hvis livsbetingelser de blev oprettet. |
| 6 Quarto ex ipsis uerbis legis, in quibus exprimuntur clare dies et anni, ieiunium, uigiliae, labores, peregrinationes etc. quae manifestum est esse huius uitae et per mortem cessare, ubi homo longe in aliam uitam migrat, ubi nec ieiunat, nec plorat, nec comedit, nec dormit, ut qui non habet corpus. | For det fjerde. Af lovens egne ord bevises denne tese, for deri fastsættes klart dage og år, faster, vågenætter, anstrengelser, pilgrimsvandringer osv, og det er klart, at disse ting tilhører dette liv og ophører ved døden, hvor mennesket rejser ind til et helt andet liv, hvor han hverken faster, græder, spiser eller sover, fordi han ikke mere har noget legeme. |
| 7 Inde Joannes Gerson damnare audet indulgentias titulo multorum milium annorum donatas, ut mihi miraculum sit, quidnam acciderit haereticae pauitatis inquisitoribus, ut hunc uel mortuum non combusserint, qui contra morem omnium (W546) stationum urbis, tum maxime contra usum effusoris illius indulgentiatum Sixti quarti tanta fiducia pronunciat, ut etiam moneat praelatos officia sua, in his corrigendis atque prouidendis, fatuas et superstitiosas appellans titulationes talium indulgentiarum etc. (n7) | Derfor vover Johannes Gerson at fordømme den aflad, der efter pålydende var givet for mange tusind år, så det er forunderligt for mig, hvad der kan være sket med efterforskerne af det frygtelige kætteri, siden de ikke har brændt denne kætter, heller ikke efter hans død, han, som med stor tillid udtalte sig imod skikken med alle pilgrimsstationerne i Rom, og især imod Sixtus den Fjerdes udgydelse af aflad, så han endog formanede prælaterne, at det lå i deres embede at rette op på disse ting og sørge for afladen. Gerson kaldte den slags afladspålydende for tåbelige og overtroiske. |
| 8 Quinto, respiciendo ad intentionem latoris Canonum, quos certum est ne cogitasse quidem, ut eiusmodi Canones imponerentur morituris. Finge enim nos interrogare Pontificem tales ferentem: quos intelligis, O pater, in lege tua? uiuos an mortuos? Quid respondebit, nisi: immo uiuos, quid enim cum mortuis agere possum, qui egressi sunt forum meum? | For det femte. For den, der ser på hensigten hos den, der har skrevet kanonnerne, er det sikkert og vist, at de ikke et øjeblik har tænkt på, at den slags kanonner skulle pålægges de døende. Lad os forestille os, at vi spurgte den pave, der skrev den slags: 'Hvem mener du, o fader, er inde under denne lov? de levende eller de døde?' Hvad skulle han svare andet end: 'Selvfølgelig de levende, hvad kan jeg stille op med de døde, som har forladt mit embedsområde?' |
| 9 Sexto, Crudelissime faceret sacerdos Christi, si non relaxaret fratri, sicut sibi uellet fieri, et non est causa, quare non debeat, cum sit in eius potestate. | For det sjette. En Kristi præst ville handle højst grusomt, hvis han ikke eftergav sin bror, ligesom han ønskede det skulle ske for ham selv, og der ikke var nogen grund til, at det ikke kunne ske, fordi det står i hans magt. |
| 10 Septimo, Si Canones poenitentiales manent mortuis, eadem ratione et caeteri omnes. Celebrent ergo, agant festa et ieiunia et uigilias, dicant horas Canonicas, non comedant oua, lac, carnes certis diebus, Sed tantum oleum, pisces, fructus, legumina, induant uestes pullas uel candidas pro differentia dierum, et alia onera grauissima, quibus nunc premitur misera illa, olim liberrima Ecclesia Christi. | For det syvende. Hvis bodskanonnerne har gyldighed for de døde, vil ud fra den samme begrundelse også alle de øvrige have det. Altså skulle de døde overholde festerne, udøve festlighederne og fasten og vågenætterne, sige tidebønnerne, ikke spise, æg, mælk og kød på særlige dage, men kun spise olie, fisk, frugt og grøntsager, iføre sig sorte eller hvide klæder efter de forskellige dage, og andre tunge byrder, som nu tynger den elendige, engang højst frie Kristi kirke. |
| 11 Nec enim ulla est ratio, quare aliqui cessent Canones propter tempus, et non omnes. Quod si cessant illa, quae tamen sunt bona et meritoria ad uitam, cur non magis afflictiua illa et sterilia atque impeditiua? An hic etiam permutationem nobis fingimus, ut, sicut alias poenas pro illis proportionatas patiuntur, ita et alia opera illis proportionata ibidem faciunt, ut nihilominus dicendi sint legere horas Canonicas? | Der er nemlig ingen grund til, at nogle kanonner skulle ophøre af tidshensyn og ikke alle. Og hvis de kanonner ophører, som er gode og fortjestfulde til livet, hvorfor så ikke meget snarere dem, der er besværlige og ufrugtbare og hindrende? Eller skal vi også her forestille os en forandring, sådan at, ligesom de lider andre straffe i forhold til, hvad de fortjener, således skal de også gøre andre gerninger i forhold til, hvad de fortjener, og så man kunne sige, at de læste tidebønnerne? |
| 12 Octavo, De facto infirmis corpore, etsi non sunt morituri, tolluntur Canones tam poenitentiales, quam mortales. (n12) Sacerdos enim infirmus non tenetur orare, celebrare, deinde alii quoque nec ieiunare nec uigilare, nec a carnibus, ouis, lacte abstinere. Suntque omnia non modo libera, immo prohibita, quie prius erat sanis praecepta. | For det ottende. Det er en kendsgerning, at for dem, der er syge på kroppen, skønt de ikke er døende, ophæves kanonnerne, såvel bodskanonnerne som de moralske kanonner. En syg præst er således ikke forpligtet på at bede, at fejre messe, derfor må også andre undlade at faste og holde vågenætter, og afholde sig fra kød og æg og mælk. Og de syge er ikke blot frit stillet, men det er dem forbudt at gøre dert, som tidligere var påbudt dem som raske. |
| 13 Alioquin cum eos iam manus domini tangat, diceretur ab eis: Quare me persequimini sicut deus, et carnibus meis (id est, infirmitatibus) saturamini? (Job 19,22) Arguo itaque: Canones sunt impositi non infirmis, sed sanis et ualentibus, ergo multo minus mortuis, sed uiuentibus. aut si morituri et mortui non sunt liberi, cur infirmi etiam non eisdem premuntur et uexantur? denique recepta sanitate non tenentur repetere omissa in infirmitate, quomodo ergo credentur post mortem repetendi aut soluendi Canones? | Ellers ville det kunne siges af dem, som allerede Herrens hånd havde rørt: Hvorfor forfølger I mig som Gud, og mætter jer i mit kød, det vil sige, i min svaghed? Derfor vil jeg holde på, at kanonnerne ikke er oprettet for de syge, men for de raske og duelige, altså meget mindre for de døde, nej, for de levende. Eller hvis de døende og de døde ikke er fritaget, hvorfor skal så ikke de syge trykkes ned og pines af disse kanonner? Og endelig: Hvis disse mennesker bliver raske og ikke er forpligtede på at fuldføre det, der blev udeladt under deres sygdom, hvordan kan man da tro, at kanonnerne skal fuldføres eller løses efter døden? |
| 14 Sed hic dicunt quidam: Quid, si quis sanus impositas poenitentias omiserit, et postea moriturus confiteatur? uidetur, quod tales omnino necesse sit in purgatorio soluere, etiamsi aliae non imponendae sint, aut non imponantur. | Men her vil nogle sige: Hvad, hvis en rask, der har fået pålagt nogle bodshandlinger, undlader dem, og bagefter bekender det, når han ligger for døden? Det ser ud til, at den slags i det hele taget nødvendigvis må løses i skærsilden, skønt ikke andre bodshandlinger skulle pålægges eller blev pålagt. |
| 15 Respondeo, quod nequaquam, quia per talem omissionem nihil est factum aliud, quam quod contra praeceptum ecclesiae peccatum est, de quo dolendum est, non denuo repetendum ac implendum pro praeterio, sed pro futuro tantum. Sufficit diei malicia sua, crastinus sollicitus erit sibi. (Matt 6,34) Quod (W547) si praecepti transgressio ullius esset repetenda, ut nulla maneret, maxime id in dei praeceptis fieri deberet. Sed est impossibile, ut adulterium non sit factum amissae castitatis. | Jeg svarer: På ingen måde. For gennem en sådan undladelse har han ikke gjort andet end syndet imod kirkens bud, og det må smerte ham, men han skal ikke igen bøde for og fuldføre for det forgangne, men kun for det fremtidige. 'Hver dag har nok i sin plage, dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til'. Men hvis der skal bødes for overtrædelsen af ethvert bud, så at ingen forbliver ubødet, så bør meget mere dette ske ved overtrædelser af Guds bud. Men det er umuligt, at hor kan undgå at være en handling, hvorved man mister kyskheden. |
| 16 Nono, Quicunqe maiorem poenam subit, quam sibi imposita est, huic merito et naturali iure remittuntur minores, sed moriturus subit ultimam, summam et maximam poenarum, scilicet mortis. Quare praesente morte omnis alia debet tolli, cum uix ullus sufficat huic soli poenae. Et iterum finge coram legislatore moriturum sese ad mortem offerentem, an non ille suas statim retractabit? | For det niende. Enhver, der underlægger sig en større straf, end der er pålagt ham, ham eftergives med rette og efter naturlig ret de mindre straffe, men den, der skal dø, går ind under den sidste, den højeste og den største straf af alle, nemlig døden. Derfor bør, stillet overfor døden, enhver anden straf ophæves, eftersom der næppe er nogen, der kan udholde denne ene straf. Og forestil dig igen, at den, der skal dø, var i stand til at tilbyde at dø for lovgiveren, ville han så ikke straks trække hans straffe tilbage? |
| 17 Decimo, Illustres quidam in ecclesia doctores dicunt, quod Christianus quilibet sit ditissimus, quia per mortem uoluntariam potest omnia soluere, et statim euolare, Cum nihil sit maius uoluntaria morte propter deum suscepta, ergo frustra Canones illuc reseruantur. Huius sententiae sunt Vuilhel. Parh., Gerson, et sequitur eos non irrationabilis multitudo. (n17) | For det tiende. Nogle oplyste kirkedoktorer siger, at en hvilkensomhelst kristen kan være den rigeste mand, fordi han igennem en frivillig død kan ophæve alt og straks flyve op. For intet kan være større end en frivillig død, som man tager på sig for Guds skyld. Derfor er det ingen nytte til, at kanonnerne her fremfører reservationer. Vilhelm fra Paris og Gerson var af den mening og en række ikke ufornuftige mennesker følger dem. |
| 18 Vndecimo, si mors satis poenarum non est, nisi mortuus et Canones ferat, ergo Canonum poena maior erit mortis poena, quippe quae ultra mortem durat, et fiet iniuria morti Christianorum, de qua dictum est: Praeciosa in conspectu domini mors sanctorum eius. (Sl 116,15). | For det elvte. Hvis døden ikke var en tilstrækkelig straf, hvis ikke den døde også bærer de straffe, kanonnerne pålægger, så ville kanonnernes straf være større end dødens straf, siden den varer udover døden, og der ville ske uret imod de kristnes død, om hvilken der siges: 'Værdifuld er i Herrens øjne hans helliges død'. |
| 19 Duodecimo, Finge peccatorem rapi, et in ipsa confessione Christi statim subire martyrium, antequam canonibus satisfecit (ut de S. Bonifacio Martyre legitur), Hunc ergo remorabitur purgatorium, ne sit cum Christo? Et fiet, ut oretur pro Martyre in ecclesia? At omnis uoluntarie moriens (de hoc enim loquimur, id est, de Christiano) etiam pro uoluntate dei moritur. | For det tolvte. Forestil dig en synder, der rives bort, og i selve bekendelsen til Kristus lider martyrdøden, førend han har gjort fyldest for de kanoniske straffe (sådan som man læser det om martyren sankt Bonifacius). Vil skærsilden så opholde en sådan, så han ikke kan være sammen med Kristus? Og hvis det sker, kan man så i kirken bede til ham som til en martyr? Enhver, der dør frivilligt (og det er en sådan vi taler om, det vil sige, vi taler om en kristen) dør også efter Guds vilje. |
| 20 Tertio decimo, Cur non Ciuiles quoque leges post mortem manent soluendae, cum et ipsae ligent coram deo et in coelis, non sua uirtute, sed Christi et Apostolorum Petri et Pauli, qui tradunt, ex animo et propter conscientiam illis subiici oportere, quia sic est uoluntas dei? (Matt 22,21; Rom 13,1ff; 1 Pet 2,13ff) | For det trettende. Hvorfor forbliver ikke også de borgerlige love, så de skal løses efter døden, eftersom også disse binder overfor Gud og i himlen, ikke i kraft af sig selv, men i kraft af Kristus og apostlene Peter og Paulus, som overleverer, at man af hjertet og på grund af samvittigheden skal underkaste sig dem, fordi det således er Guds vilje? |
| 21 Quarto decimo, Canones cessant, Quando laicus poenitens mutat statum, scilicet in sacerdotium, aut sacerdos in episcopatum, aut in monachatum. Et haec cessatio fit in hac uita, et non cessat in mutatione mortis? Quid absurdius? | For det fjortende. De kanoniske straffe ophører, når en lægmand ændrer sin status, når han fx bliver præst, eller når en præst bliver biskop eller munk. Og dette ophør sker i dette liv, og så skulle der ikke ske et ophør ved dødens ændring? Hvad kan være mere absurd? |
| 22 Quinto decimo, quod talis sententia de Canonibus post mortem soluendis prorsus nullam habet authoritatem scripturae, canonum aut rationis probabilis, sed uidetur sola inertia et negligenda sacerdotum introducta, sicut et multa alia supersticiosa. | For det femtende. Den opfattelse, at de kanoniske straffe skal opfyldes efter døden har absolut ingen autoritet fra skriften, fra kanonnerne eller fra en acceptabel fornuftslutning, men den synes alene indført ved præstedømmets dovenskab og glemsomhed, sådan som også mange andre overtroiske ting er indført på den måde. |
| 23 Decimo sexto, Ad hoc habemus exempla patrum antiquorum, et certe unus Cyprianus uel rigidissimus ecclesiasticarum censurarum et disciplinarum obseruator, is tamen Epis. xvii. li. iii. praecipit pacem dandam iis, qui periculo mortis sunt obnoxii, ut ad dominum cum pace ueniant, facta confessione sua uel presbytero uel dyacono, ut ibidem dicit. At datio pacis illa nihil est, quam id, quod nunc remissio plenaria uocatur, ut patet intuenti. (W548) | For det sekstende. For at bevise tesen har vi eksempler fra de gamle kirkefædre, og Cyprian var bestemt en meget nøjagtig iagttager af kirkelig censur og disciplin. Og han påbyder i sit brev nr 17, bog 3, at man skal give fred til dem, som er udsat for dødsfare, så de kan komme til Herren med fred, efter at de har bekendt for enten præsten eller diakonen, som han siger sammesteds. Men dette at give fred er intet andet end det, som nu kaldes fuld aflad, som det fremgår for den, der undersøger brevet. |
| 24 Concludamus ergo, quod Canones non nisi uiuentibus, nec iis nisi sanis et ualentibus imponendi sunt, immo non nisi pigris, et qui sponte sua melius agere nolunt. Haec certe non tam late produxissem, si non scirem quosdam nimis tenaciter asserere contrarium, quod tamen nulla uia probare possunt, nam si cum ingeniosis et eruditis uellem agere, melius tacerem, quam loquerer. | Vi konkluderer altså, at kanonnerne kun må pålægges de levende, og endda kun for de raske og stærke, ja kun må pålægges de dovne og dem, som ikke af sig selv vil handle bedre. Dette ville jeg ikke have fremført så udførligt, hvis jeg ikke vidste, at nogen alt for stærkt fastholder det modsatte, hvilket de dog ikke kan bevise på nogen måde. Hvis jeg ønskede at behandle det for de forstandige og uddannede, ville jeg hellere tie end tale. |
| 25 At hic dicat aliquis: Sic dicere est nimis uilificare indulgentias, si solum Canonicae poenae, nec omnes tamen, nec nisi huius uitae remittuntur. | Men her vil en og andet sige: 'At tale således er at gøre afladen altfor billig, hvis det kun er de kanoniske straffe, og ikke alle straffe, der eftergives, og de endda kun eftergives for dette liv'. |
| 26 Respondeo: Praestat uiles fieri indulgentias, quam Crucem Christi euacuari, et melius est uiles habere indulgentias, quam aliqui in ecclesia docere, quod fictionis possit argui in ecclesiae confusionem. | Jeg svarer: Det er bedre at gøre afladen billig, end at tømme Kristi kors for betydning. Og det er bedre at regne afladen for billig, end at nogen i kirken skulle lære, hvad der kan diskuteres af opdigtede ting til kirkens forvirring. |
| 27 Ego sane libera fronte confiteor atque protestor, me non magnopere curare indulgentias, quoad remissionem poenarum (in qua illi sola gloriantur), sed maxime ueneror, amplector, gratulor in eis, quoad remissionem culpae, secundum sensum meum supra positum, quam illi nullam esse putant. | Jeg for min del bekender og hævder sandelig ligeud, at jeg ikke bekymrer mig stort om afladen, hvad angår eftergivelsen af straffene (og det er alene det, de praler af), men jeg respekterer, anerkender og glæder mig over den, hvad angår eftergivelsen af brøden, ifølge den opfattelse, som jeg tidligere gav udtryk for, men den mening regner de for intet. |
| 28 Huic octauae obiicitur pugio unus plumbeus, quod uidelicet in iuribus invenitur, etiam mortuos excommunicari, ut prae ceteris testatur c. A nobis, extra. de sen. excom. quam timebam, ne etiam inueniri dicerent poenas sensibiles, et satisfactiones infligi mortuis! | Imod denne ottende tese indvendes kun én blydaggert, den, nemlig, der findes i retsbøgerne, at man også kan ekskommunikere de døde, hvilket blandt andet bevidnes i kapitlet 'A nobis', i værket 'Om meningen med ekskommunikationen'. Hvor jeg dog frygtede, at mine modstandere skulle sige, at de også havde fundet, at rimelige straffe og fyldestgørelser var blevet pålagt de døde! |
| 29 At bene est, quod tantum excommunicari dixerunt mortuos. ita et absolui mortuos, nemo est qui negat. Sed quid ista absolutio ad remissionem poenarum? Haeccine est illa subtilissima dialectica, sine qua docent non fieri Theologum? forte in quinta figura tenet illa consequentia: (n29) Aliquis absoluitur ab excommunicatione, ergo remittuntur ei poenae satisfactoriae? ut quid ergo passim indulgentias profundunt, si absolutus a peccato mox etiam remissionem habet poenarum? | Men godt er det, at de kun har sagt, at de døde kan ekskommunikeres. Således kan døde også afløses, det er der ingen, der nægter. Men hvad har denne afløsning at gøre med eftergivelsen af straffe? Mon det er denne højsubtile dialektik, uden hvilken man, som de lærer, ikke kan blive teolog? Måske følgende konklusion hører hjemme i 'den femte figur': 'Nogen afløses fra ekskommunikationen, altså eftergives de fyldestgørende straffe ham'. Men hvorfor opreklamerer de så afladen overalt, hvis den, der bliver afløst fra sin synd, straks også får eftergivelse af straffene? |
| 30 Si autem absolutis adhuc remanet satisfactio, quomodo ergo absolutio mortuis prodest aut tollit poenam? Igitur futilis est iste syllogismus, quod, sicut excommunicatio sese extendit ad mortuos, ita et remissio poenarum. Immo, ut ipsimet iuristae dicunt: Excommunicatio mortui mortuo nihil infert, sicut absolutio nihil confert, sed omnia haec nobis fiunt in terrorem, nisi quod non pro tali publice oratur. | Men hvis fyldestgørelsen stadig står tilbage for dem, der er blevet afløst, hvordan kan så afløsningen gavne de døde eller ophæve straffen? Derfor er den slags konklusioner håbløse, for ligesom ekskommunikationen udstrækker sig til de døde, således gør også straffenes eftergivelse. Ja, som selv juristerne siger: Ekskommunikationen af en død, berører ikke den døde, ligesom afløsningen ikke gavner ham, men alt dette sker for at indgyde os frygt, at man ikke offentligt skal bede for sådanne mennesker. |
| 31 Non plus ille patitur a tali excommunicatione, quam pateretur domus uel uestis, si excommunicaretur, sic rursus nihil plus iuuatur absolutione. Sed quiescam deinceps confutare contradictiones istas garrulas, cum nihil in se contieant, quam opiniones scholasticas, nec in Scripturis, nec ecclesiasticis patribus, nec Canonibus fundatas. | Derfor lider en sådan person ikke mere ved ekskommunikationen, end et hus eller et sæt klæder ville lide ved at blive ekskommunikeret, og således hjælper afløsningen ham heller ikke noget. Men jeg vil nu afholde mig fra yderligere at gendrive sådanne rablende modsigelser, eftersom de ikke indeholder andet i sig, end skolastiske meninger, og ikke er funderet på skriften, på kirkefædrene eller på kanonnerne. |
| 32 Semper enim petit principium, aut si hoc non facit, more iratarum muliercularum saltem blatterat haec uerba: Errat, furit, insanit, Error, errare. In his enim uerbis summam sapientiae et scientiae suae constitutam uult uideri. | Min modstander forudsætter nemlig hele tiden det, han skulle bevise, eller hvis han ikke gør det, raser han som en gal kvinde og fremplaprer disse ord: Han tager fejl, han raser, han er vanvittig, fejl, tage fejl. I disse ord vil han nemlig, at vi skal se den højeste visdom og viden. |
| 33 CONCLVSIO IX.
Inde bene nobis facit Spiritussanctus in Papa, excipiendo in suis decretis semper articulum mortis et necessitatis. (95tes#9) (W549) |
Tese 9.
Derfor handler Helligånden vel imod os, når paven i sine dekreter altid har undtaget dødens og nødvendighedens situation. |
| 34 Ista conclusio magis est probatio praecedentis. Certum est enim, quod, si articulos necessitatis temporalis Summus Pontifex uult exceptos, multo magis necessitatem aeternam, Ad quam homo per mortem uadit, cum infirmus aut impeditus legitime solum temporali impotentia teneatur. Quin etiam si quam Summus Pontifex non excipit necessitatem, tamen excepta non minus intelligitur, Cum necessitas non habeat legem. At mors necessitas necessitatum, et impedimentum impedimentorum omnium ultimum et maximum est. | Denne tese er mere et bevis for den foregående tese. For det er sikkert, at hvis paven vil undtage for de timelige nødvendigheder, så må han meget mere undtage for den evige nødvendighed. Den går mennesket ind til gennem døden. Men den, der er syg, eller anerkendt af loven som forhindret, er kun bundet af en timelig umulighed. Men selv om så paven ikke undtager nødvendigheden, er det dog ikke desto mindre forstået, at den skal være undtaget, eftersom nødvendighed ikke kender nogen lov. Men døden er nødvendighedernes nødvendighed og alle forhindringers sidste og endegyldige forhindring. |
| 35 CONCLVSIO X.
Indocte et male faciunt sacerdotes ii, qui morituris poenitentias Canonicas in purgatorium reseruant. (95tes#10) |
Tese 10.
De præster handler ukyndigt og slet, som overfor de døende overfører de kanoniske straffe til skærsilden. |
| 36 Et haec quoquo corollarium manifestum est conclusionis viii. Et certe sunt nonnulli, qui mirentur, si haec fiant a sacerdotibus. At utique fiunt. Cum uero id sit plus obedientiam Canonum quam obedientiam uocantis Dei ponderare, et uiliora Canonum opera praeferre precio preciosissimae mortis Christianorum, Nescio, si illi rectae fidei regulam teneant, qui tali imbuti sunt opinione. | Også denne tese er en klar følge af tese 8. Og der er givetvis mange, som undrer sig over, om præsterne virkelig handler således. Men det gør de bestemt. Men eftersom dette er at vægte lydigheden mod kanonnerne højere end lydigheden mod Guds kald, og eftersom det er at foretrække de billige kanoniske gerninger fremfor den store værdi i de kristnes dyrebare død, véd jeg ikke, om de, som fastholder en sådan mening, overholder den rette tros regel. |
| 37 Secundo id notum est, et insignibus authoribus celebre in Ecclesia: si quem deus hominem in mediis ipsis operibus obedientiae ecclesiasticae ad exstasim raperet uel singularem illuminationem, tenetur homo tum opus intermittere et obedientiam ecclesiae relinquere et deo obsequi magis, quam hominibus. (Apg 5,29). | For det andet er det velkendt og ofte gentaget af ærværdige autoriteter i kirken: At hvis Gud griber et menneske, som er midt i kirkelige lydighedsgerninger, med ekstase eller med en særlig oplysning, så holdes dette menneske til at afbryde dette arbejde og forlade lydigheden imod kirken, og 'adlyde Gud mere end mennesker'. |
| 38 Immo dicunt in ipsis horis canonicis attentionem uerborum debere omitti, contra praeceptum ecclesiae, si qua arriserit caelestis illustratio et affectio. Si ergo in iis uocationibus feriantur leges ecclesiae, quomodo non feriantur in uocatione et exstasi tam magna, scilicet mortis? | Ja, de siger, at selv under tidebønnerne bør han undlade at have sin opmærksomhed henvendt på ordene, imod kirkens bud, hvis han henrives af nogen oplysning og ekstase. Hvis altså i disse kaldelser de kirkelige love kan sættes ud af kraft, hvorfor kan de så ikke også sættes ud af kraft ved den meget større kaldelse og ekstase, som døden er. |
| 39 Nisi forte stultorum sequi oportet multitudinem, qui in operibus suis caerimonialibus ita haerent, ut manifestam obedientiam dei et hominum propter illa saepius postponant, et recte sibi foecisse uideantur, si illa tantum, caetera uero nunquam foecerint. | Hvis man da ikke måske skal følge den store mængde af dumrianer, som knytter sig i den grad til deres rituelle gerninger, at de på grund af den ofte udskyder lydigheden mod Gud og mennesker, og selv synes, de har handlet ret, hvis de kun udfører de rituelle gerninger, men aldrig lydighedsgerningerne mod Gud. |
| 40 Tertio, Esset sane ecclesia tum satis impia in deum, si scilicet eum in suo foro retineret inferiori, quem deus iam ad suum tribunal supremum uocat. Aut quando patitur Summus Pontifex reum teneri lege iuribusque fori inferioris Episcopi aut Praelati, postquam uocatus est suo foro sisti? an ipse id a suis inferioribus requirit, quod ipse homo suo deo superiori non permittit? Claudit ergo manum dei homo, et homo non potest claudere homini? Absit. | For det tredie. Kirken ville sandelig handle ufromt overfor Gud, hvis den holdt én tilbage for sin domstol, som Gud havde indkaldt for sin højeste domstol. Eller hvornår finder paven sig i, at én bliver dømt skyldig af en lavere rets love og bestemmelser, biskoppers eller prælaters, efter at han er indkaldt til at møde op til hans retsinstans? mon han kræver det af sine underordnede, som han selv, menneske som han jo er, ikke vil indrømme Gud, hans overordnede? Altså, kan mennesket lukke Guds hånd, når det ene menneske ikke kan lukke det andet menneskes hånd? Langtfra. |
| 41 At certe si morituro imponit Canones, clarum est, quod eum secundum suum forum iudicat et punit. Haec sunt itaque ferme uiginti rationes, quae me mouerunt (ut spero) non temere dubitare de materia illa canonicarum poenarum, cum in contrariam partem nulla sit auctoritas, nec Canon, nec ratio, nec uniuersalis usus ecclesiae, sed abusus quorundam tantummodo. (W550) | Men sikkert og vist, hvis han pålægger en døende nogle kanoniske straffe, så er det klart, at han dømmer og straffer ham for sin egen domstol. Dette er de næsten tyve grunde, som har bevæget mig til, jeg håber ikke for dristigt, at tvivle på denne sag om de kanoniske straffe. Og på den anden side er der ikke nogen autoritet, hverken kanonner, fornuftsslutninger eller nogen universel kirkebrug, der er kun nogle menneskers misbrug. |
| 42 CONCLVSIO XI.
Zizania illa de mutanda poena Canonica in poenam purgatorii uidentur certe dormientibus episcopis seminata. |
Tese 11.
Talen om at forvandle de kirkelige straffe til en straf i skærsilden synes at være et ukrudtsfrø, som er sået, mens biskopperne sov. |
| 43 Hic rogo, nullus existimet me calumniam R. episcopis stuere, quod dixerim eos dormiuisse. Euangelii, non mea sunt uerba, nisi quod ibi non ponitur nomen Episcoporum, sed hominum. (Matt 13,25) Certum est tamen, quod per homines intelligit Maiores et rectores ecclesiae, nisi per tropologiam uniuscuiusque spiritum et mentem super corpus suum acceperis. | Her beder jeg om, at man ikke skal mene, at jeg fremkom med en beskyldning mod de højværdige biskopper, da jeg sagde, at de sov. Ordene er ikke mine, men evangeliets, blot står der dèr ikke ordet 'biskop', men ordet 'menneske'. Givet er det dog, at ordet 'mennesker' forstås om kirkens ledere og anførere, medmindre man ved en tropologi forstår det som ethvert menneskes ånd og sind, der hersker over hans legeme. |
| 44 Igitur Pontifices ecclesiae ista quidem non docent, quia (ut dixi) Nullus Canon, nullum statutum ex illis habemus, unde id possit doceri. Frustra itaque laborant quidam Canonistae, dum nituntur ostendere, quales sint illi anni, dies, quadragenae in purgatorio, cum uere nulli sint, aut saltem esse non probetur, sed error inde uenit, quod non aduertunt, Canones esse in tempore huius uitae statutos, et super terram ligantes, sicut qui mutat municipium, et iura quoque municipalia simul. | Derfor har kirkens paver heller slet ikke lært disse ting, fordi, som sagt, ingen kanon, ingen bestemmelse har vi om det, hvorudfra det kunne læres. Derfor arbejder de kanonister forgæves, som søger at påvise, hvor mange år, dage, fjortendage der må tilbringes i skærsilden, eftersom det i virkeligheden er slet ingen dage, eller i hvert fald, det kan ikke bevises, at der er tale om nogen. Men fejlen kommer deraf, at de ikke er klar over, at kanonnerne er statutter givet for dette liv, de binder kun her på jorden, ligesom den, der flytter til en anden by, også samtidig flytter ind under et andet retsvæsen. |
| 45 Quod si quid debet, prius cogitur satisfacere, quam mutare. Igitur morituris prorsus nihil est imponendum, neque remittendi sunt ad purgatorium cum residuo poenitentiae (ut Gerson in aliquo loco asserit), sed magis (ut idem melius alibi sapit) ad mortem constanter et uolenter pro uoluntate dei suscipiendam. (n45) | Og hvis en sådan skylder noget, må han først tænkes at gøre fyldest, før han flytter. Derfor skal der overhovedet ikke pålægges de døende noget, og de skal heller ikke overgives til skærsilden sammen med det, de måtte være bagefter i straffe (som Gerson hævder ét eller andet sted), men snarere (som han siger langt bedre et andet sted) skulle overgive sig til døden med ro i sindet og med fri vilje, fordi det er Guds vilje. |
| 46 Hic uidendum commentum illud et futile cauillum, quo velut puellos terrere laruis cupiunt, dicentes: quia sacerdos ignorat mensuram contritionis absoluendi, ideoque forte non imponit tantam satisfactionem, quantam iustitia diuina requirit, quare necesse est et huic uel proprio opere uel indulgentiis satisfieri. | På dette punkt må man se på denne kommentar og på dette forgæves drilleri [fra afladshandlernes side], som noget der sker, ligesom når man prøver at skræmme børn ved at tage masker på, idet de siger: Fordi præsten ikke véd, hvor stor angeren er, når han absolverer, og derfor måske ikke pålægger en fyldestgørelse, der er så stor, som den guddommelige retfærdighed kræver, derfor er det nødvendigt at gøre fyldest for det enten ved egne gerninger eller ved aflad. |
| 47 Primum, uide, ut nuda sua verba pro oraculis sonent, sine ulla probatione, cum tamen propheta dicat: Non faciet deus uerbum, nisi reuelaverit secretum suum ad seruos suos prophetas. (Amos 3,7) Nec est credibile, cum deus noster sit, qui docet nos utilia, sicut per prophetam loquitur, non etiam hanc suae iusticiae exactionem alicubi reuelarit | For det første: Se, hvordan de blotte og bare ord lyder som orakler, når de ikke har noget bevis, skønt dog profeten siger: 'Gud ytrer intet ord, uden at åbenbare sin hemmelighed for sine tjenere profeterne'. Og det er heller ikke sandsynligt, at den Gud, der er vor Gud, som lærer os, hvad der er nyttigt for os, sådan som han siger gennem profeten, ikke også ville have åbenbaret for nogen dette krav fra hans retfærdighed. |
| 48 Deinde nescio, an sic dicentes deum uelint usurarium aut mercatorem facere, ut qui non remittat gratis, nisi ei uelut pretium reddatur satisfactio. An forte uolunt, ut cum iusticia dei tractemus de nostris peccatis, coram qua nullus iustificatur homo? | Dernæst véd jeg ikke, om de, der taler således, ønsker at gøre Gud til en ågerkarl eller en handelsmand, eftersom han ikke eftergiver for intet, men vil, at der skal gives ham fyldestgørelse som betaling. Eller ønsker de måske, at vi skal forhandle med Guds retfærdighed om vore synder, han, overfor hvem intet mennesker kan retfærdiggøres? |
| 49 Tertio, Si id ita est, Cur ergo Papa plenarie absoluit, cum aeque ignoret mensuram contritionis, nec ipse potest supplere contritionis imperfectionem? perfecta autem eius absolutione non eget. nec habet alterius generis potestatem, quam alius sacerdos, sed alterius quantitatis, quia ipse omnium peccata, Alii aliqua remittunt, et quantam satisfactionem illi in aliquibus, tantam ipse in omnibus potest remittere, nec amplius. Alioqui monstrum esset ecclesia ex diuersi generis potestate constituta. (W551) | For det tredie: Hvis det forholder sig sådan, hvorfor giver paven da plenaraflad, eftersom han ikke kender det mål af anger, der er nødvendigt, og heller ikke selv kan supplere den ufuldkomne anger? Men den fuldkomne anger behøver ikke hans afløsning. Og han har ikke en anden slags magt end enhver anden præst, kun har han en anden mængde, fordi han kan eftergive enhvers synder, en præst kun nogle, og den mængde fyldestgørelse præsten kan eftergive hos nogle, den kan paven eftergive hos alle. Men ikke mere. Ellers ville kirken være et monster, der består af forskellige slags magt. |
| 50 Quarto, et Ecclesia primitiua ignorabat contritionis mensuram et pondus spirituum, nihilo tamen minus remittebat plenariae peccata post peractam poenitentiam, quam satis fuisse non potuit scire, iuxta horum sententiam. | For det fjerde: Også den ældste kirke var uvidende om angerens omfang og vægtlægningen på ånder, men ikke desto mindre eftergav den synder i fuldt omfang efter at der var gjort bod, men den kunne efter disses mening ikke vide, om det var nok. |
| 51 Quinto, Iterum somnium procedit ex eo, quod remissionem peccatorum non super fidem et uerbum miserentis Christi, sed super opus currentis hominis aedificant, quia satisfactionem plenariam dari non posse fingunt, nisi perfecte contritis, quorum nullus est in hac uita. Et tamen concedunt eam dari a papa etiam imperfecte contritis. | For det femte: En anden fantastisk forestilling opstår deraf, at de bygger syndsforladelsen ikke på troen og den forbarmende Kristus' ord, men på det stræbende menneskes gerninger, fordi de forestiller sig, at den fulde aflad kun kan gives til dem, der angrer fuldkomment, og dem er der ikke nogen af i dette liv. Og dog indrømmer de, at den af paven også kan gives til dem, der har en ufuldkommen anger. |
| 52 Sexto, Si iusticia dei aliquid requirit, iam extra manum est ecclesiae, quae nihil habet mutare, quod deus uult aut imponit. Stat enim firma sententia: Consilium meum stabit, et uoluntas mea fiet. (Es 46,10). | For det sjette: Hvis Guds retfærdighed kræver noget, ligger det udenfor kirkens magt, som heller ikke kan forandre noget, som Gud vil eller har pålagt. For det ord står fast: 'Mit råd skal stå fast, og min vilje vil ske'. |
| 53 Eadem ratione et illud confutatur, quod alii dicunt poenas Canonicas esse declaratorias poenarum a iustitia diuina requisitarum. Primum illud non probatur, ergo eadem facilitate contemnitur. Si declaratoriae, ergo impossibile est, ut relaxet ecclesia easdem, quia non imposuit, sed impositas a deo declarat. Aut dicere cogentur, quod uerbum Christi sic sit ordinandum: Quodcunque ego ligauero, tu solues. | Ud fra den samme tankegang er også det modbevist, som nogle siger, at de kanoniske straffe er erklæringer af straffe, som kræves af den guddommelige retfærdighed. For det første er der ikke noget bevis for dette, derfor kan man lige så let fordømme det som tilslutte sig det. Men hvis straffene kun er deklaratoriske, så er det følgelig umuligt, at kirken kan eftergive dem, fordi de ikke har pålagt dem, men erklæret, at de er pålagt af Gud. Ellers tvinges de til at sige, at Kristi ord må forstås således: 'Hvadsomhelst jeg har bundet, skal du løse'. |
| 54 CONCLVSIO XII.
Olim poenae Canonicae non post, sed ante absolutionem imponebatur, tanquam tentamenta uerae contritionis. (95tes#12) |
Tese 12.
I gamle dage pålagde man de kanoniske straffe ikke efter, men før afløsningen, som en prøve på den sande anger. |
| 55 Iterum probatur octauam haec duodecima, quia Canonicae poenae adeo sunt temporales, ut finem sui habeant ipsam absolutionem. Cum autem nullus moriturus non debeat absolui (ceteris paribus), patet, quod non imponendae, sed etiam impositae et imponendae sunt potius relaxandae. | Igen bevises denne tolvte tese med den ottende tese, fordi de kanoniske straffe på den måde er timelige, at de har afløsningen som deres mål. Men da enhver, der skal dø, skulle afløses, alt andet lige, så ser man, at ikke blot skal de ikke pålægges, men de, der er blevet pålagt, bør også snarere eftergives. |
| 56 quod si mos ille priscus ecclesiae hucusque fuisset seruatus, non fuisset error iste natus. Nunc uero, cum absolutio praecedat poenas, factum est, ut in absolutionis iniuriam non absolutum remittant in mortem, et rem monstro faciant simillimam, dum absoluendo non absoluunt, et absolutum eadem uoce ligant. | For hvis denne gamle kirkeskik var blevet bevaret indtil i dag, ville der ikke være fremstået den fejl derved. Men nu, hvor afløsningen går for ud for straffene, sker der det, at de, til uret for afløsningen, sender folk til døden uden afløsning, og derved skaber en slags monstrøs ting, idet de ikke afløser den, der bliver afløst, og idet de afløser, dog binder med den samme udtalelse. |
| 57 Primo probatur conclusio ex ipso usu solennis poenitentiae in Canonibus descriptae, cuius uel exemplum uel reliquum uestigium adhuc agitur in homicidii poenitentia. Cur enim huc uiuentem absoluunt a poena, et non remittunt eum ad alias in vita agendas, qui tam rigid sunt in morituros? | For det første bevises denne tese ud fra selve den højtidelige bod, der beskrives i kanonnerne, og et eksempel på det udvises stadigvæk i boden for manddrab. Hvorfor afløser nemlig her de, som er så hårde imod de døende, den levende fra straffen i stedet for at sende ham ud for at udføre andre straffe i livet? |
| 58 Secundo, sic B. Hieronumus scribit Fabiolam suam absolutam. Sic B. Ambrosius suum Theodosium absoluit. denique apud nullum frequentius id legitur, quam apud martyrem Cyprianum, li. iii. epistolarum suarum. | For det andet. Den salige Hieronymus skriver, at hans Fabiola er tilgivet således. Således har den salige Ambrosius afløst sin Theodosius. Og endelig læser man det ikke hos nogen mere hyppigt end hos martyren Cyprian, bog 3 i hans breve. |
| 59 Item in Ecclesiastica et tripartita historia. Item apud Dionysium in ecclesiastica Hierarchia status poenitentium et energimenorum describitur. In iis omnibus uidemus non fuisse receptos tunc ad gratiam et absolutionem peccatores, nisi peracta poenitentia. (W552) | Ligeledes i Kirkehistorien og i tredels historien. Og ligeledes hos Dionysius i 'om de kirkelige hierarki' er de bodgørendes status og de dæmoniskes status beskrevet. I alle disse ser vi, at syndere dengang ikke blev modtaget til nåde og afløsning, hvis de ikke havde gennemført bod. |
| 60 Tertio Neque Christus absoluit Mariam Magdalenam et adulteriam, nisi post lachrymas, unctionem et uehementissimam et humillimam afflictionem. | For det tredie. Heller ikke afløste Kristus Maria Magdalene og horkvinden, førend efter tårerne, salvningen og den meget hårde og ydmygende prøvelser. |
| 61 Quarto, Sic legimus Gen. xliiii, Joseph fratres suos multis afflixisse tentationibus, ut exploraret, an uere essent erga se et Beniamin affecti, quo cognito reuelauit se eis, et in gratiam recepit. | For det fjerde. Således læser vi i 1 Mos 44, at Josef påførte sine brødre prøvelser, for at han kunne finde ud af, om deres følelser mod ham og Benjamin var sande, og da han havde fundet ud af, at det var de, modtog han dem i nåde. |
| 62 CONCLVSIO XIII.
Morituri per mortem omnia soluunt, et legibus Canonum mortui iam sunt, habentes iure earum relaxationem. (95tes#13) |
Tese 13:
De, der skal dø, indfrier ved døden alle krav, og er allerede døde fra de kanoniske love, idet de er løst fra deres myndighed. |
| 63 Haec concludit praedicta et satis patet. Esset enim haec res mira satis, si moriturus soluitur ab omnibus operibus, rebus, legibus, hominibus, insuper ab ipsis legibus dei, scilicet ubi praecipitur Eleemosyna, oratio, ieiunium, crux, labor, et quicquid per corpus geri potest, denique ab ipsis sanctae dilectionis (quae nunquam excidit sola) operibus erga proximum, et solae rerum sint Canones, a quibus non possit solui. | Denne tese opsummerer det foregående og er klar nok. Det ville nemlig være meget mærkeligt, hvis den, der skal dø, bliver løst fra alle gerninger, alle ting, alle love, alle mennesker, endog fra Guds egne love, nemlig dem, der påbyder almisse, bøn, faste, kors, anstrengelse, og hvad der ellers kan gennemføres med legemet, og endelig bliver løst fra selve den hellige kærligheds gerninger imod næsten (og kærligheden skal jo aldrig ophøre) og det så alene skulle være de ting, kanonnerne kræver, som han ikke kan løses fra. |
| 64 Tum Christianus miserabilior erit cunctis gentibus, puta, quem etiam mortuum uexent leges uiuorum, cum ipse potius talis sit, ut etiam inter mortuos esse debeat liber per Christum, in quo uiuit. | Så ville en kristen være mere elendig end alle hedninger, fordi de levendes love piner ham også i døden, skønt han jo mere er af en sådan natur, at han, skønt død, snarere burde være fri gennem den Kristus, i hvem han lever. |
| 65 Colligamus nunc tandem Epilogum, ut uideamus, quantis remittuntur poenae per indulgentias. Sextuplex hominum genus mihi uidetur excoeptum, quod non egeat indulgentiis. Primo mortui seu morituri, Secundo infirmi, Tertio legitime impediti, Quarto qui non commiserunt crimina, Quinto qui crimina, sed non publica commiserunt, Sexto qui meliora operantur. Ostendamus haec et faciamus saltem uerisimilia. | Lad os til sidst samle sammen i en slags epilog, så vi kan se, hvor mange mennesker der får eftergivelse af deres straffe igennem afladen. Der er seks slags mennesker, som efter min opfattelse er undtaget, så de ikke behøver aflad. For det første er der de døde eller dem, der skal dø. For det andet de syge. For det tredie de, der er lovlig forhindrede. For det fjerde de, der ikke har begået nogen overtrædelse. For det femte de, der har begået en overtrædelse, blot er den ikke offentlig. For det sjette de, de prøver at forbedre sig. Vi vil påvise, at disse ikke behøver aflad og gøre vor påstand sandsynlig. |
| 66 Primum, quod forte maxime mouet, scilicet quod publicis criminibus solum necessariae sunt indulgentiae, ut sunt adulteria, homicidia, usurae, fornicationis, ebrietas, rebelliones etc. Tales enim fuerint occulti, ad Canones non uidentur pertinere. | Lad os først tage fat på det, der nok støder mest: at det alene er de offentlige overtrædelser, der har brug for aflad. Det vil sige, hor, manddrab, åger, ægteskabsbrud, drukkenskab, oprør osv. For de, der er skjulte, synes kanonnerne ikke at handle om. |
| 67 Primo, quod Canones statuunt publicas poenitentias, nec habet ecclesia iudicare foris de occulta. Secundo, quod peccatum occultum, sicut non debet publice puniri, ita nec eget publice remitti, sed indulgentiae sunt remissiones publicae, et in facie Ecclesiae fiunt, ut patet. immo sunt nonnulli, qui nonnihil distare putant inter indulgentias publicis Bullis concessas, et priuatim in foro conscientiae donatas. | For det første: Kanonnerne fastsætter offentlige bodshandlinger, og kirken skal ikke dømme offentligt om det skjulte. For det andet: Ligesom den skjulte synd ikke bør straffes offentligt, sådan bør den heller ikke eftergives offentligt. Men afladen er en offentlig eftergivelse, og finder sted i kirkens offentlige rum, som det klart fremgår. Ja, der er nogle, der mener, at man i nogen grad må skelne mellem aflad, der indrømmes gennem offentlige buller, og privat aflad, der gives overfor samvittigheden. |
| 68 Tertio, Occultis peccatis non est offensa ecclesia, sed solummodo publicis, ideo non tenentur ad poenitentiam publicam, ut resarciant scandala, et rursum aedificent quod destruxerunt. | For det tredie: Kirken bliver ramt, ikke af de skjulte synder, men kun af de offentlige, derfor de, der synder i det skjulte, skal ikke henføres til en offentlig bod, så de skulle udbedre den forargelse, der er voldt, og igen opbygge det, de havde nedbrudt. |
| 69 Quarto, Et nunc iurisconsulti non damnant publice criminosis, nisi fuerint iure notorii, tolerantes facto notorios. quorum sententiam certe non reprobo, neque erroneat mihi uidetur, cum nulli liceat alterum iudicare, damnare, despicere quantumlibet peccatorem, nisi potestatem habuerit iudicandi super eum, ne dicatur ei: Tu quis es, qui iudicas (W553) alienum seruum? (Rom 14,4). | For det fjerde: Som det er nu, fordømmer juristerne ikke offentligt overtrædelserne, medmindre de lovmæssigt bliver fastslået som notoriske overtrædelser, idet de tolererer dem, der gerningsmæssigt fastslås som notoriske. Deres opfattelse fordømmer jeg sandelig ikke, og de synes mig ikke at tage fejl, eftersom det ikke giver nogen anden ret til at dømme, fordømme eller foragte ligegyldigt hvor stor en synder, hvis han ikke har myndighed til at dømme over ham, så at der ikke skal siges til ham: 'Du, hvem er du, som fordømmer en andens tjener'! |
| 70 Negligentia tamen charitatis reprehendenda est, tum praelatorum, tum subditorum, quod notorios facto sinunt libere agere, nec curant, ut fiant notorii iure, secundum illud praeceptum Christi: dic ecclesiae, si ecclesiam non audierit etc. (Matt 18,17) | Men forsømmelse af kærligheden må man fordømme, både hos prælaterne og hos deres underordnede, fordi de lader dem, der fastslås som overtrædere gennem deres gerninger, gå fri, og ikke sørger for, at de bliver gjort til nogle, der fastslås som overtrædere gennem loven, ifølge Kristi bud: 'Sig det til kirken, hvis kirken ikke hører dig, osv'. |
| 71 Secundo, Credo omnibus patere, quod solum pro criminibus imponantur poenae Canonicae, ergo indulgentiae (si sunt remissiones Canonum) non nisi criminosis sunt utiles. Ideo qui communi uita agunt, quae sine peccatis uenialibus non agitur, non habent opus ueniis, Maxime cum nec debeat institui poena uenialibus, immo nec confiteri teneantur; multo minus uenias redimere opus habent. | For det andet. Jeg tror, det er klart for alle, at de kanoniske straffe kun pålægges for overtrædelser. Altså er aflad (hvis den altså defineres som eftergivelse af kanoniske straffe) kun til gavn for dem, som har begået overtrædelser. Så de, der fører et almindeligt liv, også selv om det ikke kan føres uden tilgivelige synder, har ikke brug for aflad, især fordi man ikke bør pålægge straffe for tilgivelige synder, ja, man regner heller ikke med, at de skal bekendes; meget mindre er der brug for af hensyn til dem at købe aflad. |
| 72 Alioquin esset necesse, poenas Canonicas ab omnibus omni tempore ferri, cum nemo (ut dixi) sine uenialibus uiuat. Atque amplius loquar: nec pro omni peccato mortali sunt ueniae redimendae. quod sic ostendo: Nemo certus est, se non semper peccare mortaliter, propter occultissimum superbiae uitium. Si ergo super omni mortali starent Canonicae poenae, non esset tota uita fidelium ultra crucem euangelicam, nisi etiam canonicarum poenarum carnificina. Quare et semper redimendae essent indulgentiae, atque nihil aliud agendum. | Ellers ville det være nødvendigt, at de kanoniske straffe blev båret af enhver til enhver tid, eftersom ingen som sagt lever uden tilgivelige synder. Men lad mig yderligere tilføje: Man skal heller ikke købe aflad for enhver dødssynd. Hvilket jeg beviser således: Ingen er sikker på, at han ikke altid begår dødssynd, på grund af overmodets skjulte last. Hvis derfor der til enhver dødssynd skulle svare en kanonisk straf, ville de troendes hele liv udover det evangeliske kors, ikke være andet end et torturkammer af kanoniske straffe. Derfor skulle man også altid købe aflad, og ikke gøre andet. |
| 73 Quod si hoc absurdum est, patet, indulgentias non esse nisi super peccatis a Canonibus punitis. Peccata autem a Canonibus puniri nulla possunt, nisi certa et publica crimina, Aut si multum urgear, saltem, quae sibi certa sunt esse crimina, ut dixi de adulterio, furto, homicidio etc. id est, manifesta opera foris. | Men hvis det er absurd, kan man se, at aflad kun har med de synder at gøre, som straffes af de kanoniske love. Men ingen synd kan straffes af de kanoniske love, hvis der ikke tale om sikre og offentlige overtrædelser, eller, hvis jeg skal tilspidse det yderligere, i hvert fald dem, som de er sikre på er overtrædelser, som jeg har sagt det om utugt, tyveri, manddrab, osv; det vil sige, de håndgribelige ydre gerninger. |
| 74 Quare consensus cuiuscunque mortalis non pertinet ad Canonicas poenas uel imponendas uel remittendas, ut nec uerbum oris, nisi sit occasio operis futuri, ut etiam ex uerbis Canonum patet. | Derfor, det, at man giver sin tilslutning til en dødssynd, har intet med de kanoniske straffe at gøre, hverken når de pålægges eller når de eftergives. Heller ikke et mundens ord har med straffene at gøre, medmindre det giver anledning til fremtidige gerninger, hvilket også fremgår af kanonnernes ord. |
| 75 Tertio, Nec sic sunt criminibus impositi Canones, quin cessent, si quis melius quid operetur, ut si intret monasterium, aut se deputet seruitio pauperum et hospitalis, aut pro Christo patiatur, aut pro uoluntate dei moriatur, aut simile uel maius quippiam hic foecerit. in iis claret, quod Canonicae poenae cessant, nec indulgentiae eis aliquid prosunt. Vnde solum inertibus, frigide poenitentibus, delicatis scilicet peccatoribus, sunt impositae, ideo et solummodo duris et impatientibus indulgentiae proprie concedi uidentur. | For det tredie. De kanoniske straffe er pålagt for overtrædelser på en sådan måde, at de ophører, hvis man begynder at forbedre sig, såsom hvis man går i kloster, eller forpligter sig til tjeneste for de fattige eller for et hospital, eller lider for Kristi skyld, eller dør for Guds vilje, eller gør noget lignende eller højere. I disse tilfælde er det klart, at de kanoniske straffe ophører, og at afladen ikke gavner dem noget. Derfor pålægges de kanoniske straffe kun dem, der er dovne, dem, der er ligeglade med straffene, det vil sige, de blaserede syndere. Derfor synes også aflad kun at tilstås dem, der er hårde af hjertet, eller dem, der er uden følelse. |
| 76 Quarto, Impeditis iustissima causa, ut poenas ferre non possint, non est dubium, non impositas intelligi, ut si quis captiuus esset turcis et infidelibus, si seruus alicuius domini, cui tenetur obedire sub praecepto euangelii, Aut etiam debitum reddere, seruire uxori et liberis, opere manuum, et uictum quaerendo. illis enim impeditus non tenetur ea dimittere, immo tenetur ea facere et Canones omittere, et deo obedire. quare nec remissiones illorum habet necessarias, quorum non fuit capax impositionis. | For det fjerde. Man må forstå, at der ikke kan pålægges dem nogen straffe, som er legitimt forhindrede; det er der ingen tvivl om. Såsom hvis én er taget til fange af tyrkerne eller de vantro; eller hvis han er slave af en herre, som han af evangeliets påbud er skyldig at være lydig imod; eller han er noget andet skyldig, at tjene sin hustru og sine børn med sin hånds arbejde, så han får føde og klæder. Den, der er hindret af sådanne ting, er ikke forpligtet på at opgive dem, ja, han er forpligtet på at overholde dem og undlade at følge de kanoniske straffe, og adlyde Gud. Derfor har en sådan person ikke brug for at få eftergivet noget, som det ikke var muligt at pålægge ham. |
| 77 Quinto, Infirmis nihil imponunt Canones, sanus ergo quaeritur, Et qui non sit de numero illorum, qui dicunt: Manus domini tetigit me. (Job 19,21). His enim non impositio poenarum, sed uisitatio et consolatio debetur, secundum illud Christi: Infirmus fui, et non uisitastis me. (Matt 25,43). Alioquin dicetur pontificibus: (W554) Quoniam quem tu percussisti, percusiti sunt, et super dolorem uulnerum meorum addiderunt. (Sl 69,26) Et illud Job: Quare me persequimini sicut deus. (Job 19,22). ergo nec his sunt necessariae ueniae. | For det femte. Kanonnerne pålægger ikke de syge nogen straffe; altså retter de sig mod den raske og den, der ikke er blandt deres tal, der siger: 'Herrens hånd har rørt mig'. Disse har nemlig ikke brug for at få pålagt straffe, men for besøg og trøst, ifølge dette Kristi ord: 'Jeg var syg, og I besøgte mig ikke'. Ellers siges det til paverne: 'For de har forfulgt den, som du har forfulgt, og de har øget mine sårs smerte'. Og dette fra Job: 'Hvorfor forfølger I mig som Gud'. Altså er afladen heller ikke nødvendig for dem. |
| 78 Sexto, Tandem mortuis et morituris, de quibus dictum est. Vides ergo, quam multi sint Christiani, quibus ueniae non sunt necessariae, nec utiles. sed ad conclusionem tandem reuertor, ut hanc materiam aliquando finiam, et proprio eos fodiam gladio. | For det sjette. Endelig har heller ikke de døde og de døende brug for aflad. Om dem er der talt. Man ser altså, hvormange de kristne er, for hvem aflad ikke er nødvendig eller nyttig. Men lad mig vende tilbage til min tese, at jeg dog engang kan komme til ende med denne sag, så jeg kan stikke dem med deres eget sværd. |
| 79 Constat apud omnes in ecclesia, quod in agone et articulo mortis quilibet sacerdos Papa est, ergo omnia remittit morituro. quod si deest sacerdos, certe uotum sufficit, quare absolutus est ab omnibus, quibus a Papa potest absolui. ergo indulgentiae defunctis nihil conferre uidentur prorsus, cum quicquid solui potest solutum sit in morte. | Det fastholdes af alle i kirken, at i anfægtelse og dødens situation er en hvilkensomhelst præst pave, og kan derfor eftergive den døende alt. Og hvis der ikke er nogen præst til stede, er givetvis hans ønske derom tilstrækkelig. Derfor bliver han absolveret for alt det, som han kan absolveres fra af paven. Og derfor synes afladen slet ikke at gavne de døde, eftersom alt det, der kan absolveres fra, er absolveret i døden. |
| 80 Ex quo simul patet, quod graduum et legum differentia solum super uiuentes et sanos intelligitur. Igitur ueniae sunt utiles manifeste criminosis, uiuentibus, sanis ac ualidis, non impeditis, et melius agere non uolentibus. Hic si erro, reuocet me, qui potest et scierit. | Af dette fremgår det samtidig, at gradernes og lovens forskellighed alene skal forstås som omhandlende de levende og de raske. Derfor er afladen gavnlig for de manifeste overtrædere, for de levende, de raske og sunde, dem, der ikke er forhindrede, eller ikke har nogen vilje til at forbedre sig. Hvis jeg her tager fejl, tal mig til rette, hvis nogen kan det eller véd det. |
| 81 Si autem quaeras: a quibus ergo poenis redimuntur animae, uel quas patiuntur in purgatorio, si canonicae nihil respondens patiuntur? Dico: Si id ego scirem, quid disputarem et quaererem? Ego non sum tam expertus et sciens, quid deus faciat cum animabus separatis, ut illi copiosissimi animarum redemptores, qui omnia adeo secure pronunciant, ac si fuerit impossibile eos esse homines. | Men så kan man spørge: 'Fra hvilke straffe bliver sjælene befriet, eller hvilke straffe lider de i skærsilden, hvis de ikke lider noget, der svarer til de kanoniske straffe?' Jeg vil hertil sige: Hvis jeg vidste det, hvorfor skulle jeg så disputere det eller spørge om det? Jeg er ikke så erfaren eller vidende om, hvad Gud gør med de sjæle, der har taget afsked, i hvert fald ikke så erfaren som disse utallige sjæleforløsere, som proklamerer alt som i den grad sikkert, som om de slet ikke var mennesker. |
| 82 Accedit ad difficultatem, quod sunt doctores, qui putent animas nihil ab igne, sed in igne tantummodo pati, ut sit ignis non tortor, sed carcer animarum. Idcirco et hic ingredior multo maxime dubiam et disputabilem materiam, et quid super iis rebus perceperim, profero. | Hertil kommer den vanskelighed, at der er nogle lærde, som mener, at sjælene ikke lider noget af ilden, men kun lider i ilden, så at ilden ikke er en pine, men kun et fængsel for sjælene. Derfor har jeg her at gøre med en sag, der er højst tvivlsom og omdisputeret, og jeg fremlægger her, hvad jeg har forstået af disse ting. |
| 83 Videre til tese 14! | |
| 84 c |
Noter:
n7: Se Köhler: Luther und die Kirchengeschichte, side 348. Nik. Paulus har også et afsnit om Gerson. Også her siges Gerson at vende sig imod alt for stor aflad, men sammenhængen er en lidt anden. (Paulus01#2,34).
n12: Den engelske oversættelse har 'de moralske kanonner'. Det implicerer, at der i manuskriptet har stået 'morales' og ikke som hos Clemen 'mortales'.
n17. Ifølge Köhler: Luther und die Kirchengeschichte, tillægger Luther her Gerson for meget, se (koehler02#349). Dette svarer til Nik. Paulus, ifølge hvem Gerson ikke gik imod afladens virkning for de afdøde. (Paulus01#6,9).
n29: Den middelalderlige logik anerkendte kun fire logiske figurer.
n45: Se (koehler02#349).