Luthers resolution 05

over Leipzig-disputationen, WA II, side 421-435.

¹ CONCLVSIO III.
Qui opus bonum aut poenitentiam a peccatore detestatione ante dilectionem iustitiae incipi nec in eo peccari asserit, hunc inter Pelagianos haereticos numeramus, sed et contra sacrum suum Aristotelem desipere probamus. (T-ecklut#18)
Tese 3:
Den, der mener, at en god gerning eller boden begynder med, at man foragter synderne, før man elsker retfærdigheden, og mener, at der ikke syndes i dette, ham regner vi til de kætterske pelagianere, men vi beviser, at han også handler uforstandigt imod sin hellige Aristoteles.

²      Ista conclusio ex praecedentibus firmiter probatur. Si enim verum est, adeo nullum opus bonum ante gratiam fieri posse, ut nec in gratia pure bonum fiat, penitentia autem bonum opus nimirum sit, necesse est, eam gratia praeveniente inchoari.        Denne tese bevises kraftigt af de foregående. Hvis det nemlig er sandt, at der i den grad slet ikke kan finde nogen god gerning sted før nåden, at den heller ikke i nåden er fuldstændig god, men boden givetvis er en god gerning, så er det nødvendigt, at boden påbegyndes med, at nåden kommer i forkøbet.

³ De penitentia enim salutari loquimur, non de penitentia Iudae aut damnatorum. Est ergo expresse heresis Pelagiana dicere, penitentiam ante dilectionem iustitiae incipi. Dilectio autem iustitiae gratia dei est, non natura. Verum ut Ecciana propositionis (t-ecklut#4) impietatem manifestius videamus, rem paulo altius incipiamus. Vi taler nemlig om den frelsende bod, ikke om Judas' eller de fordømtes bod. Det er altså et udtrykkeligt pelagiansk kætteri at sige, at boden begynder før man elsker retfærdigheden. Men man kommer til at elske retfærdigheden ved Guds nåde, ikke ved naturen. Men for at vi kan se ufromheden i den eckianske tese, vil vi tage fat på sagen lidt nøjere.

⁴      Docui ego in resolutionibus (n4) et sermone de penitentia, (serm-poenit#7) peccatorum recordationem ante amorem iustitiae nemini esse salutarem sed noxiam: ideo primum conandum ut iustitia diligatur, tum amore iustitiae peccata detestentur. Quam doctrinam Ecciana molestia non haereticam quidem nominavit, sed Euangelio et sanctis patribus contrariam asseruit. (t-ecklut#4) Ideo magnifico titulo suis propositionibus 'contra novam doctrinam' (eadem modestia) se disputaturum ebuccinavit.       Jeg for min del har lært i resolutionerne og i prædikenen om boden, at dette at erindre synderne, før man elsker retfærdigheden, ikke er frelsende for nogen, men skadeligt. Derfor skal man først stræbe efter at elske retfærdigheden, så at afsky synden ud af kærlighed til retfærdigheden. Denne lære kalder den eckianske elendighed ganske vist ikke for kætteri, men han forsikrer, at den er imod evangeliet og de hellige fædre. Derfor udbasuneerede han med en storslået titel, at han med sine teser ville disputere 'imod den nye lære' (den beskedenhed, den beskedenhed!).

⁵      Age, Paulum Apostolum videamus, qui Ro. iiij. dicit: Lex iram operatur: ubi enim non est lex, nec praevaricatio. Et v. lex subintravit, ut (W422) abundaret delictum. Et Gal. iij. Lex propter transgressionem posita est. Et i. Cor. xv. Virtus peccati lex.         Men kom, lad os se på apostelen Paulus, som i Rom 4,15 siger: 'Loven udvirker vrede; for hvor der ikke er nogen lov, er der ingen overtrædelse'. Og han siger i Rom 5,20: 'Loven blev indført, for at overtrædelsen skulle blive større'. Og i Gal 3,19: 'Loven kom for overtrædelsernes skyld'. Og i 1 Kor 15,56: 'Syndens kraft er loven'.

⁶ Quibus omnibus id vult Apostolus, quod per legem peccata potius augentur quam tolluntur, et concupiscentia magis irritatur, quo magis prohibetur. sed omnium manifestissime Ro. vij. occasione accepta peccata per mandatum operatum est in me omnem concupiscentiam. Med alt dette vil apostelen, at ved loven øges synden, snarere end at den ophæves, og begæret opægges, jo mere det forbydes. Men det klareste af dem alle er Rom 7,8: 'Da synden fik anledning ved budet, virkede den i mig al slags begær'.

⁷       Stat ergo sententia, Quod sine gratia lex occidit et auget peccatum: etsi foris cohibet manum, tamen intus eo magis invitum accendit animum. Cum ergo peccator, ante gratiam iussus peccata sua discutere, necessario legis dei memor sit, contra quam peccavit, necesse est, ut concupiscentias refricet et legem odiat, quam sola gratia diligere facit.        Den sætning står altså fast, at uden nåden slår loven ihjel og øger synden. Skønt den i det ydre holder hånden tilbage, antænder den dog i det indre desto mere sjælens modvilje. Når altså synderen før nåden får befaling til at sønderrive synden, må han med nødvendighed huske på den lov, som han har syndet imod, og så sker det nødvendigvis, at han ripper op i begæringerne og hader den lov, som han alene ved nåden kan elske.

⁸ Ita fit, ut hypocrita fiat et peior quam prius, dum simulat se odisse peccata, quae vere nec odit nec odisse potest, nisi legem prius dilexerit, immo plus iam diligat peccata quam prius, atque idipsum si auderet, sine dubio fateretur et ipse. Quare istis pestilentibus et hereticis doctrinis repletur Ecclesia hypocritis, dum raro de dilectione iustitiae, semper autem de odio peccati docent, nec quomodo ad odium peccati perveniatur, aut sciunt aut docent. Således går det til, at en hykler bliver til og det én, der er værre end før, idet han foregiver at hade synden, som han i virkeligheden hverken hader eller kan hade, hvis han ikke først har elsket loven, ja, han elsker nu synden mere end før, og det ville han uden tvivl også selv indrømme, hvis han turde vove det. Derfor, ved disse pestbærende og kætterske lærdomme fyldes kirken med hyklere, idet de kun sjældent lærer om kærlighed til retfærdigheden, men altid om had til synden, men de når aldrig frem til noget had til synden, kender det ikke, lærer det ikke.

⁹      Et quid miror? Cum ipse Eccius meus concedat, liberum arbitrium ante gratiam non valere nisi ad peccandum, qua insania dicere audet in ista Pelagiana propositione, quod non modo non peccet, sed secundum Euangelium et secundum patres agat, qui penitentiam a detestatione peccati incipiat, hoc est a peccando poenitere incipiat, cum ante gratiam non nisi peccare detur in homine?        Men hvorfor undrer jeg mig over det? Når selv min kære Eck indrømmer, at den frie vilje før nåden ikke duer til andet end at synde, med hvilket vanvid vover han da ikke med denne pelagianske tese at sige, at den ikke blot ikke synder, men handler efter evangeliet og fædrene, når den begynder boden med afsky for synden, det vil sige, at den skulle begynde at gøre bod ved at synde, eftersom der før nåden ikke findes andet end synd i mennesket?

¹⁰      Deinde etiam scholasticorum sententia est, contritionem fieri oportere in charitate: ergo charitas prior contritione. At charitas amor est legis et voluntatis divinae. Quod si et ipse suam propositionem intelligit de peccatorum detestatione ex charitate fluente, quae est ergo impudentia et temeritas, hoc appellare doctrinam novam et contrariam Euangelio et sanctis patribus? quare dico: Si propositionem suam meae vult esse contrariam, haereticam Pelagianam tenet sententiam: si consonam, temere et stulte eam novam doctrinam et contra Euangelium esse iactatit.        Dernæst er det også skolastikernes mening, at angeren bør ske i kærlighed. Altså går kærlighed forud for anger. Men kærlighed er at holde af loven og den guddommelige vilje. Men hvis han også selv forstår sin tese om, at afsky for synderne udspringer af kærlighed, hvad er det da for en frækhed og forvovenhed, at kalde denne lære ny og imod evangeliet og de hellige fædre? Derfor siger jeg: Hvis han mener, at hans tese er imod min, fastholder den det pelagianske kætteris opfattelse. Men den er enig med min, så er det forvovent og dumt at prale af, at min tese står for en ny lære og er imod evangeliet.

¹¹       Deinde nec Aristotelem suum intelligit, qui et ipse, licet caecus gentilis, acutius tamen Eccio meo vidit, omnem actum virtutis ab electione libera et voluntate ac amore proficisci, atque privationem nec nosci nec odiri posse nisi cognita et amata re positiva. Peccatum autem privationem esse omnes dicunt, Iustitiam autem rem positivam.         Endelig forstår han heller ikke sin Aristoteles, for selv han, der dog kun er en blind hedning, har dog skarpere end min ven Eck set, at enhver handling af dyden begynder med det frie valg og med vilje og kærlighed, og at man hverken kan erkende eller hade noget negativt, hvis ikke man først har kendt og elsket det positive Men alle siger, at synden er noget negativt, men retfærdigheden noget positivt.

¹² CONCLVSIO IIII.
Deus mutat poenam aeternam in temporalem, scilicet Crucis portandae, cuius Canones aut Sacerdotes nec statuendae nec auferendae habent ullam potestatem, quanquam id ab adulatoribus noxiis seducti praesumere possunt. (T-ecklut#19) (W423).
Fjerde tese.
Gud forandrer den evige straf til en timelig straf, nemlig det at bære sit kors, og den straf har kanoner eller præster ingen magt til at pålægge eller ophæve, skønt de, der er forført af de skadelige smigrere, kan mene det.

¹³      Huius propositionis nullum adhuc confutationem audivi, nisi quod in contraria Eccii conclusione dicitur, hoc esse repugnans scripturae et usui Ecclesiae: (T-ecklut#5) verum an aliam scripturam et Ecclesiam habeat, ignoro, forte ecclesiam malignantium et eius abusum intelligit et scripturam bullas et literas eorum.        Jeg har ikke hørt nogen gendrive denne tese, bortset fra hvad der siges i Ecks modsatrettede konklusion, at dette strider imod skriften og kirkens brug. Men jeg véd ikke, om han har en anden skrift og en anden kirke; måske forstår han ved kirken de ondsindedes kirke og dens misbrug og ved skriften deres buller og breve.

¹⁴ Mihi sufficit, quod Ecclesia in hiis, quae deus vult et facit, prorsus nihil possit praeter orationem. Claves habet, quibus utitur in terris, Nec video, quomodo ligare aut solvere possit, cuius prorsus nullam potest habere notitiam, cum usui clavium necessaria asseratur scientia. De iis abunde in resolutionibus meis (note14): quas ubi confutatas videro, cedam. Mig er det nok at sige, at kirken i det, som Gud vil og gør, slet intet kan udover at bede. Den har nøglerne, som den kan bruge på jorden, men jeg ser ikke, hvordan den kan binde eller løse, når den slet ikke kan have nogen erkendelse, eftersom dette at bruge nøglerne nødvendigvis kræver viden. Om dette findes der meget i mine resolutioner. Og hvor jeg ser, at de er gendrevet, vil jeg vige.

¹⁵ CONCLVSIO V.
Quilibet sacerdos debet absolvere poenitentem a poena et culpa aut peccat: aeque peccat superior praelatus, si occulta sine causa reservat rationabilissima, quantumlibet usus Ecclesiae, id est adulatorum, resistit. (T-ecklut#20)
Tese 5:
Enhver præst bør løse den bodgørende fra straffen og skylden, ellers synder han. Ligeledes synder en højere prælat, hvis han uden højst forståelig grund reserverer de skjulte synder, hvordan end kirkens, det vil sige, smigrernes, brug er.

¹⁶        Et hanc usui sanctae Matris Ecclesiae adversam Ecciana arguit propositio. (T-ecklut#6) Ego vero non quid fiat, sed quid fieri debeat, disputo. quod autem sacerdotes restringuntur per Episcopos et Episcopi per Papam, quo minus id possunt, quod debent, quo iure id fiat, fateor me ignorare. Usum video, ius quero, ius inquam divinum, Nam humanum et usum pro eodem accipio. Cum enim presbyteri et Episcopi iure divino sint idem et olim idem fuerint, dum populorum curam haberent praedicando et ministrando, non video, quo iure Episcopi relicto officio presbyteris ius tamen presbyterorum secum ascendentes sustulerunt.          Også denne tese siger den eckianske tese er imod moder kirkens brug. Men jeg disputerer ikke, hvad der sker, men hvad der bør ske. Men jeg tilstår at være uvidende om, at præster indskrænkes af biskopperne og biskopperne af paven, så de kan gøre mindre end de bør gøre og med hvilken ret det sker. Jeg kan godt se, hvordan det går for sig, men jeg spørger om retten til det, altså den guddommelige ret. For den menneskelige ret og det, der går for sig, regner jeg for ét og det samme. Eftersom nemlig præst og biskop efter guddommelig ret er det samme og dengang også var det samme, da de havde omsorg for folkene og prædikede og administrerede, så ser jeg ikke, med hvilken ret biskopperne ophæver præsternes ret, for når de forlader præsteembedet tager de dog præsternes ret med sig til det ovenfor liggende embede.

¹⁷       Multa sunt et alia in iure et usu Ecclesiae, quae non capio, quomodo fieri potuerunt. Quale est iuramentum Episcoporum, quod pro palliis prestare coguntur et in meram servitutem iniquissimae Romae capiuntur. Qualis est mensis papalis et gratiae expectativae. Quales reservationes casuum, et infinita his similia. Quae fiunt quidem, sed contraria fieri debent.        Der er også mange andre ting, der er i brug i kirken, som jeg ikke forstår, hvordan det kan gå til. Fx biskoppernes ed, som de tvinges til at aflægge for at kunne få palliet, og hvorved de fanges ind i en uberettiget tjeneste for Rom. Og fx pavens sind og de forventede nådegaver. Og fx reservationstilfældene og en uendelighed af den slags. Det sker godt nok, men det modsatte burde ske.

¹⁸ CONCLVSIO VI.
Forte satisfaciunt animae in purgatorio pro peccatis, sed quod deus a morituro plusquam voluntariam mortem requirat, vanissima temeritate asseritur, quia nullis modis potest probari. (T-ecklut#21)
Tese 6:
Måske gør sjælene i skærsilden fyldest for deres synder, men at Gud af den døende kræver mere end hans frivillige død, det er det en forfængelig dristighed at påstå, fordi det på ingen måde kan bevises.

¹⁹      Et hanc nemo adhuc tetigit et abunde satis de his rebus alibi scripsi (WA I, 547ff = res03#17), nec multum nocet, quod Ecciana propositio erroneum dicit quicquid haec mea propositione statuit, quia multi multa loquuntur: ne ergo eadem repetam, illuc remitto, ubi dixi. (W424).       Også denne artikel er der ingen, der har berørt, og jeg har skrevet tilstrækkeligt om disse ting, og det skader ikke særlig meget, at den eckianske tese siger det, som min tese slår fast, der er så mange, der siger så meget. Men for at jeg ikke skal gentage mig selv, så henviser jeg til det, jeg har sagt.

²⁰ CONCLVSIO VII.
Neque quid fides neque quid contritio neque quid liberum arbitrium sit, ostendit se nosse, qui liberum arbitrium actuum suorum, sive bonorum sive malorum, dominum esse balbutit aut non sola fide verbi quem iustificari aut fidem non tolli quolibet crimine somniat. (T-ecklut#22)
Tese 7:
Den, der stammer noget om, at den frie vilje er herre over hans gerninger, både gode og onde, eller som drømmer om, at han bliver retfærdiggjort, ikke af den rene og skære tro på ordet, eller drømmer om, at troen ikke kan ophæve en hvilkensomhelst forbrydelse, han viser, at han ikke véd, hverken hvad tro eller anger eller fri vilje er.

²¹ Tres errores Eccianos hic signavi. (T-ecklut#8)
     Primus, quod liberum arbitrium sit dominus actuum suorum, quod una solius Apostoli autoritas confutat, Ro. vi. Fuistis servi peccati: liberati autem a peccato, servi facti estis iustitiae. ita, in quocunque vitae statu sumus, servi sumus seu concupiscentiae seu charitatis: utraque enim dominabitur libero arbitrio. Sic Christus Iohan. viij. Qui facit peccatum, servus est peccati. Ita et Petrus ij. Pet. ij. a quo enim quis superatus est, huius et servus est.
Jeg vil her påpege tre fejl hos Eck.
       For det første, at den frie vilje skulle være herre over et menneskes gerninger. Det gendriver bare et enkelt sted hos apostelen, Rom 6,20. 22: 'I er syndens slaver; men befriet fra synden, er I blevet retfærdighedens slaver'. Derfor er vi slaver på hvilket livstrin vi end er, enten begærets eller kærlighedens slaver. For begge dele hersker over den frie vilje. Således siger Kristus i Joh 8,34: 'Den, der gør synd, er syndens slave'. Sådan siger også Peter i 2 Pet 2,19: 'det, man ligger under for, er man slave af'.

²²      Si dices 'Est tamen aliquo verum sensu, liberum arbitrium esse dominum, non excludendo gratiam', respondeo: Sive sit sensus sive non, Theologum decet loqui ad usum Theologiae et sacrae scripturae. Et cum in suas repertas loquendi regulas cogant omnes Christianos, cur tam liberi sunt contemptores regulae divinae? Fateor, liberum arbitrium posse dici dominum, Principem, Episcopum, Regem et alia quaecunque, sed haec periculo gratiae dei et scripturae intelligendae dicuntur, quae servitutis vocabulo nos signat, et qui aliter liberum arbitrium intelligit, non intelligit.        Hvis du så vil sige: Der er dog nogen fornemmelse af det sande i, at den frie vilje er herre, når man blot ikke udelukker nåden', så vil jeg svare: 'Lad det være fornemmelse eller ej, en teolog bør tale på teologiens og skriftens måde. Og eftersom skriften tvinger alle kristne til at tale efter dens klare regler, hvorfor skulle så skriftens foragtere være fri for de guddommelige regler? Jeg tilstår, den frie vilje kan siges at være herre, fyrste, biskop, konge og lignende, men dette siger de til fare for Guds nåde og forståelsen af skriften, for den betegner os med ordet 'slave' og den, der forstår den frie vilje anderledes, forstår den ikke.

²³       Alter error magis noxius et qui evidenter indicet, Eccium meum nescire, quid fides sit, dum negat per solam iustificari hominem, sed nec quid sit iustificari, intelligit.       En anden fejl er mere skadelig. Den viser klart, at min ven Eck ikke véd, hvad tro er, idet han nægter, at menneske retfærdiggøres ved den alene, men han forstår heller ikke, hvad det er at retfærdiggøres.

²⁴       Dicimus ergo cum Paulo Ro. i. Iustitia dei revelatur in illo ex fide in fidem, sicut scriptum est: Iustus ex fide vivet. (Rom 1,17). An Apostolus ab Eccianis docendus fuit, ut glosam illam mirabilem adderet 'sed non ex sola fide'? Item Ro. x. Corde creditur ad iustitiam: vide, ut hic soli fidei tribuat iustitiam, adeo ut solum cor nominet caeteris membris, quae operentur, tacitis. Ore, inquit, confessio fit ad salutem, sed ubi iam iustificatus est per fidem.        Vi siger altså med Paulus i Rom 1,17: 'Guds retfærdighed åbenbares i det af tro til tro, sådan som der står skrevet: Den retfærdige skal leve af tro'. Mon apostelen er blevet belært af eckianerne om at han skal tilføje den forunderlige fortolkning: 'men ikke af tro alene'? Ligeledes Rom 10,10: 'Med hjertet tror man til retfærdighed', se, hvordan retfærdigheden her tillægges troen alene, i den grad at han kun nævner hjertet, men tier om de andre lemmer, som arbejder. Med munden, siger han, bekender man til frelse, men det gør man, når man allerede er retfærdiggjort ved troen.

²⁵      Dicam ergo, ut nugas istas insulsas sophistarum praeteream: Nulla opera iustificant seu iustum faciunt sed sola fides, iustificatus autem facit opera: sic enim habet sensus scripturae, ut iustificatio sit prior operibus et opera fiant a iustificatis. Non enim, ut errat Aristoteles, iusta faciendo iusti efficimur, sed iusti facti operamur iusta, sicut non fit Episcopus opera Episcopi faciendo, sed Episcopus factus facit opera Episcopi. Sic non opera fidei faciunt fidem, sed fides facit opera fidei. Sic non opera gratiae faciunt gratiam, sed gratia facit opera gratiae.        Lad mig derfor sige, at jeg vil springe over disse flove sofist-naragtigheder: Ingen gerninger retfærdiggør eller gør retfærdig, det gør alene troen, men den, der er retfærdiggjort gør gerninger: Sådan er skriftens betydning, at retfærdiggørelsen går forud for gerninger, og gerninger sker ved retfærdiggjorte. Det er ikke sådan, som Aristoteles fejlagtigt mener, at vi gøres retfærdige ved at gøre retfærdige gerninger, nej, når vi er gjort retfærdige, gør vi retfærdige gerninger, ligesom man ikke bliver biskop ved at gøre en biskops gerninger, nej, når man er gjort til biskop, gør man biskoppelige gerninger. Således er det ikke troens gerninger, der skaber troen, det er troen der gør troens gerninger. Således er det ikke nådens gerninger, der skaber nåde, men nåden gør nådens gerninger.

²⁶ Inde est, quod deus respicit primum (W425) ad Abel (in quo sibi placet) et sic tandem ad opera. (1 Mos 4,4) Hoc est quod vult Apostolus, quod sola fide iustificamur, non operibus, licet opera iam iustificati non omittamus. Et inde latius audet dicere, quod lex iusto non est posita, quia iam iustus ex fide non eget lege, sed sua sponte facit opera. (1 Tim 1,9) Hunc loquendi et intelligendi modum in operibus suis submersi nunquam intelligunt sophistae huiusmodi. Nam quod Ro. ij. dicit 'Non auditores legis, sed factores legis iustificabuntur', (Rom 2,13) loquitur, quod reputantur iusti, non quod per opera iustificentur, atque facere legem est implere legem, quod est credere in Christum. Deraf kommer det, at Gud først så til Abel (i hvem han havde velbehag) og først derefter til hans gerninger. Det er det, apostelen vil, at vi retfærdiggøres alene ved troen, ikke ved gerninger, selv om vi, når vi er retfærdiggjorte, ikke kan undlade gerningerne. Og lidt længere fremme vover han at sige, at loven ikke er givet for den retfærdige, fordi den, der er retfærdig ved tro, ikke behøver loven, men ud af sig selv gør gerningerne. Den måde at tale og forstå på forstår den slags sofister aldrig, som er neddykket i deres gerninger. For hvad apostelen siger Rom 2,13: 'Ikke lovens hørere, men dens gørere retfærdiggøres', det handler om de retfærdige, ikke fordi de retfærdiggøres ved gerninger, men det at gøre loven er at opfylde loven, hvilket er at tro på Kristus.

²⁷       Quod autem Iacobi Apostoli epistola inducitur 'Fides sine operibus mortua est', (Jak 2,17) primum stilus epistolae illius longe est infra Apostolicam maiestatem nec cum Paulino ullo modo comparandus, deinde de fide viva loquitur Paulus. Nam fides mortua non est fides, sed opinio. At vide theologos, hanc unam autoritatem mordicus tenent, nihil prorsus curantes, quod tota alia scriptura fidem sine operibus commendet: hic enim mos eorum est, una abrepta oratiuncula textus contra totam scripturam cornua erigere.        Men når apostelen Jakob i sit brev indfører: 'Tro uden gerninger er død', så står for det første hans brevs stil langt under den apostoliske majestæt og kan ikke på nogen måde sammenlignes med den paulinske måde, og så taler for det andet Paulus om den levende tro. For en død tro er ikke en tro, men en mening. Men se teologerne, dette ene skriftsted fastholder de med tænderne, og tager overhovedet ikke hensyn til, at hele den øvrige skrift omtaler troen uden gerninger; det er nemlig deres skik, at udfinde ét lille løsrevet ord i teksten, der er vanskeligt, imod hele skriften.

²⁸      Debebant ergo hii, qui titulo theologiae inflantur, discere primum, quid esset fides et opera iuxta scripturas, ac non mox damnare, quicquid contra suas opiniones inveteratas offendisset. Quod si populus his offenditur, suis imputent infelicibus studiis, quod populum non docuerunt intelligere verba dei et tropos scripturae necessarios ad salutem: Ipsi autores sunt schandalorum huiusmodi.        Altså, de, der praler af at bære titel af teologer, burde først belære os om, hvad tro og gerninger er ifølge skriften, og ikke straks fordømme, hvad der støder deres indgroede meninger. For hvis folket stødes af dette, og de tillægger det deres uheldige anstrengelser, at folket ikke har lært at forstå Guds ord og de skriftens billeder, der er nødvendige til frelse: Så er de selv ophavsmænd til den slags forargelser.

²⁹ Multo periculo praedicantur opera prae fide. Fides autem sine opere nullo periculo praedicatur, propterea quod facilis est et proclivis populus in fiduciam operum et opera facile praeponderant fidei: ubi autem pure fides recte docetur, sponte sua et sine periculo venient opera, dum didicerint maiorem vim, immo totam in fide positam, quae faciat opera. Det er meget farligt at prædike gerninger i stedet for tro. Men der er ingen fare ved at prædike tro uden gerninger, fordi det er så meget lettere og fordi folket har tilbøjelighed til at have tillid til gerninger, og fordi gerninger let får overvægt fremfor tro. Men hvor den rene tro læres ret, kommer af sig selv og uden fare gerningerne, fordi de vil belære om en større kraft, ja, én, der ligger helt i troen, som gør gerningerne.

³⁰      Horror est intendere, quam ignari sint etiam theologi, nedum populi in cognitione fidei, quam profitentur: adeo ecclesia repleta est iactantia operum externorum, ut Christus de nostro tempore dixisse videatur: filius hominis cum venerit, putas, inveniet fidem in terra? (Luk 18,8). Breviter: Cum fides sit recta et bona opinio de deo, opinio autem quaelibet per se solam hominem trahat in opera, Non est dubitandum, quin omnia opera faciat qui fidem habuerit.         Det er en rædsel at tænke på, hvor uvidende endog teologer er, så de ikke kan føre folket til den erkendelse af troen, der kunne gavne dem. I den grad er kirken fuld af nogen, der praler af ydre gerninger, så at Kristus synes at have talt om vor tid, da han sagde: 'Men når menneskesønnen kommer igen, mon han da vil finde troen på jorden?' Kort sagt: Eftersom troen er den rette og gode mening om Gud, men en mening, der alene i kraft af sig selv drager mennesket frem til gerningerne, så kan man ikke tvivle på, at den, der har troen, vil gøre alle mulige gerninger.

³¹ Si enim opinio et amor mulieris non sinit esse ociosum, sed sine lege et magistro facit plura quam postuletur, quomodo non fides multo magis idem prestet? Mundus regitur solis opinionibus, et sola fide non possit regi Christianus? Denique quis docet sophistas theologos tot et tanta facere, pati, cogitare, vitare pro opinionibus suis? Nonne sola affectio opinionis suae? Sed alias plura. For hvis kvindens mening og kærlighed ikke ophører med at være ubekymret, men uden lov og lærer gør mere, end der kræves, hvordan skulle så troen ikke på lignende måde gøre meget mere? Verden styres alene ved meninger, og så skulle den kristne ikke kunne styres ved troen alene? Endelig: Hvem lærer de sofistiske teologer hvor mange ting og hvor meget de skal gøre, finde sig i, overveje, undgå, om ikke deres meninger? Mon det ikke alene er den intensitet, der knytter sig til deres mening? Men herom mere andetsteds.

³²       Tercius error impiissimus, quod fidem non tolli quolibet crimine dicit, cum fides sit iustitia, crimen autem contrarium, iniustitia. (T-ecklut#8) At scio, quod (W426) mihi commentum de fide infusa et acquisita obiiciat: sed nunquid hoc est boni viri, nedum theologi officium, scire alicuius propositionem esse veram, et tamen alium sensum querere, quo eandem garrias esse falsam, et ita ad vocem et vocabuli aequivocationem veritatem calumnieris? Quam eximia vero theologia haec est, ut hanc 'Canis est animal latrabile' oppugnes et dicas 'Contra, Canis est sidus coeleste', cum scias certissime canem ab illo aliter acceptum quam abs te!       Den tredie højst ugudelige fejl, Eck begår, er, at han siger, at troen ikke kan ophæve en hvilkensomhelst forbrydelse, eftersom troen er retfærdighed, men forbrydelsen uretfærdighed. Jeg véd godt, at han vil komme med indvendingen imod mig om den indgydte og den erhvervede tro. Men det har endnu aldrig hørt til et godt menneskes skik, endsige til en teologs opgave at vide, at en tese er sand, og dog søge efter en anden mening, hvorved man spottende kan påstå, at den selvsamme tese er falsk, og således drive gæk med sproget og sandheden ved ordenes tvetydighed? Men hvilken udmærket teologi er det ikke, hvis du modsætter sig sætningen: 'Hunden er et røverisk dyr' og siger: 'Nej, hunden er et stjernebillede', når du er helt overbevist om, at 'hund' af den anden forstås helt anderledees end af dig!

³³        Ista sophistica et odibilis duplicitas seu rectius multiplicitas, cui non odiosa sit in Protheo, nedum in Theologo? Verum quando Eccius titulo praefixo 'contra novam doctrinam' disputare se dicit, intelligo, eum pro simplicitate theologica non de alia fide loqui quam ego locutus sum: alioquin non contra meam novem doctrinam loqueretur et titulus mentiretur. Ideo dico, quod sua haec contraria propositio sit omnium, quas viderim unquam, haereticissima et impiissima, ut quae fidem solam iustificatricem contra Paulum Apostolum et Euangelium Christi neget et eam nullo crimine tolli affirmet. Deinde liberum arbitrium actuum dominum contra scripturas defendit.        Disse sofistiske og forkerte dobbelttydigheder eller rettere mangetydigheder, hvem må ikke afsky dem, når man møder dem i Protheus, og hvad da, når man møder dem hos en teolog? Men når Eck siger at han diskuterer under overskriften 'Imod den nye lære', så skulle han for teologiens enkelheds skyld ikke tale anderledes om troen end jeg gør: ellers ville han ikke tale imod min nye lære og hans titel ville lyve. Derfor siger jeg, at af alt, hvad jeg hidtil har set, er denne modsat rettede tese den mest kætterske og ugudelige, når den imod apostelen Paulus og Kristi evangelium nægter, at det alene er troen, der retfærdiggør, og forsikrer, at den ikke kan ophæve nogen forbrydelse. Desuden forsvarer han, at den frie vilje er herre over vore handlinger, imod skriften.

³⁴ CONCLVSIO VIII.
Veritati et rationi contrarium est quidem, invite morientes deficere in charitate, ideoque pati horrorem purgatorii, modo veritas et ratio sit idem quod opinio theologistarum. (t-ecklut#23)
Haec nullum adhuc habet confutatorem et de eadem multa in Resolutoriis dixi: (res04#1) ne sim tedio, repetere nolo.
Tese 8:
Det er ganske rigtigt imod sandheden og fornuften, at de, der dør ufrivilligt og mangler kærlighed, af den grund lider rædsel i skærsilden, blot er denne sandhed og fornuft det samme som teologernes mening.
Denne tese er indtil videre ikke blevet gendrevet og jeg har sagt meget om det samme i resolutionerne. For ikke at kede læseren, vil jeg ikke gentage det.

³⁵ CONCLVSIO IX.
Animas in purgatorio esse certas de salute sua nec gratiam in eis augeri, scimus a Theologistis asseri, sed miramur doctissimos viros, quod huius fidei suae rationem nec stulto verisimilem reddere possunt. (T-ecklut#24)
Tese 9:
At sjælene i skærsilden er sikre på deres frelse og at nåden i dem ikke øges, véd vi bliver påstået af teologerne, men vi undrer os over de højlærde mænd, at de ikke kan give en begrundelse for deres tro eller komme med en sandsynliggørelse til den uvidende.

³⁶       Hanc multis impetiit Eccius, sed nihil effecit, (T-ecklut#10) cum nullus hominum scire possit, quid cum animabus agatur in purgatorio. Hac ignorantiae professione facile eludo omnium contraria argumenta, quod nullus possit docere, quod nec vidit nec audivit nec in cor hominis ascendit. Opinari possimus de iis et similibus, quantum volumus, sed solis theologistis convenit, ut quae opiniones sunt pro articulis certissimis fidei iactent.       Dette påstår Eck med mange argumenter, men han udretter intet, eftersom intet menneske kan vide, hvad der sker med sjælene i skærsilden. Ved at erklære uvidenhed derom kan jeg let undgå alle hans argumenter om det modsatte, fordi ingen kan lære, hvad han ikke har set eller hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte. Vi kan mene om disse og lignende ting, så meget vi vil, men han fremfører alene teologisterne, som om han pralende kan antage deres meninger for trossætninger.

³⁷      Ad argumenta vero, quorum caput est et una virtus illud, hic omne meritum comparari, non illic, respondi satis in resolutorio, (WA I, 562ff = res04#58) nec ego eas mereri dixi, sed gratiam non augeri et in statu merendi non esse eas dixi nondum demonstratum esse: postquam fuerit demonstratum, cedam. (W427).       Men på det argument, som er hovedargumentet og er den eneste kraft, at det er her og ikke hisset, at man kan sammenligne fortjenester, har jeg svaret tilstrækkeligt i resolutionerne, og jeg har da heller ikke sagt, at man kunne fortjene dem, men men at nåden ikke øgedes og at det endnu ikke var bevist, at disse ikke var i fortjensttilstanden. Hvis det bliver bevist, vil jeg vige fra mit standpunkt.

³⁸ CONCLVSIO X.
Meritum Christi esse thesaurum Ecclesiae et sanctorum meritis nos invari, certum est, Esse autem thesaurum indulgentiarum, nemo nisi foedus adulator, extravagantes a veritate et fictae quaedam Ecclesiae praxes aut usus simulant. (T-ecklut#25)
Hic forte propter illam declarationem Leoninam (n38) addenda sunt quaedam iis, quae copiose in resolutionibus dixi.
Tese 10:
Det er sikkert, at Kristi fortjeneste er kirkens skat og at helgenernes fortjenester kan hjælpe os. Men at der er en afladens skat, kan kun den hæslige lefler mene, de, som går bort fra sandheden og foregiver nogle fiktive kirkelige skikke og anvendelser.
Her skal jeg måske nok tilføje noget til det, som jeg i resolutionerne sagde så udførligt, på grund af Leos erklæring. .

³⁹      Primo quid sit de extravagante illa et declaratoria, certum est, in manu Ecclesiae aut Papae prorsus non esse articulos fidei statuere, immo nec leges morum seu bonorum operum, quod haec omnia in sacris literis sint tradita. Ideo reliquum est, ut articulorum declarandorum tantummodo potestatem habeat, deinde cerimonias ordinare ad externum speciem Ecclesiae dei, quas rursum destituat, si pietatis ratio postulet.        For det første, hvordan det end har sig med denne ekstravagans og denne erklæring, så er det sikkert, at det ikke ligger i kirkens eller pavens hånd at fastsætte nogen trosartikel overhovedet, ja, heller ikke nogen love om skikke eller gode gerninger, fordi dette altsammen er overleveret i den hellige skrift. Derfor er det, der står tilbage kun, at kirken har magt til at erklære artiklerne, til at ordne ceremonier med hensyn til Guds kirkes ydre form, hvilke den igen kan afvikle, hvis hensynet til fromheden kræver det.

⁴⁰       Deinde in declarandis fidei articulis oportet, ut non eos adhibeat, qui humanis traditionibus, iuribus et opinionibus sunt exerciti. hii nihil boni declarabunt, sed theologos insigniter eruditos vitaque probatos, ut et Iohannes Gerson censet, non sicut hodie errant quidam pontificii adulatores, quod sine literis, sine ratione bonae vitae pronunciant de capite suo, velut certi, quod spiritus sanctus eos regat. Fatemur, Ecclesiam non deseri spiritu Christi: sed Ecclesia ibi non intelligitur Papa et Cardinales aut etiam Concilium. Ideo ponenda est ista stulta fiducia praesentis spiritus securitasque pronunciandi et cum timore consultis sacris literis res gerenda.        Dernæst: Når kirken erklærer trosartikler, må den ikke tilkalde dem, som er opøvede i menneskelige traditioner, retsregler og meninger; (de erklærer intet godt) nej, den tilkalde teologer, der er særlig uddannede og prøvede i livet, sådan som også Johannes Gerson mener, det skal ikke ske, sådan som det sker i dag, at nogle pavelige spytslikkere, erklærer dem ud af deres hoved, uden skrift uden begrundelse i det gode liv, ud fra den sikre forvisning, at Helligånden leder dem. Vi indrømmer, at kirken ikke kan undvære Kristi ånd. Men kirken skal her ikke forstås som paven og kardinalerne eller et koncil. Derfor må man tilsidesætte denne dumme tillid til åndens nærværelse og sikkerhed i at kommer med erklæringer, og sagerne bør afgøres i frygt og efter at have rådspurgt den hellige skrift.

⁴¹      Secundo dico, Quod merita Christi sunt spiritus et vita, sunt gratia et veritas, ut Ioh. i. Gratia et veritas per Ihesum Christum facta est. (Joh 1,17) Cum autem in nullius hominis potestate sit, gratiam et veritatem, spiritum et vitam tribuere, Ideo non poterit Papa vel Ecclesia merita Christi dispensare, id est gratiam et veritatem, et hanc sententiam ita teneo ac tenebo, etiam si angelus de coelo, nedum Papa aliud dixerit, Quandoquidem et universa Ecclesia omnesque in unum doctores negent, gratiam dei per hominem dari.        For det andet siger jeg, at Kristi fortjenester er ånd og liv, er nåde og sandhed, som det hedder i Joh 1,17: 'Nåden og sandheden er kommet gennem Jesus Kristus'. Men eftersom det ikke står i noget menneskes magt at tildele nåde og sandhed, ånd og liv, så kan paven eller kirken ikke uddele Kristi fortjenester, det vil sige, nåde og sandhed, og denne mening fastholder jeg og vil jeg fastholde, også om en engel fra himlen, endsige da en pave, har sagt noget andet, eftersom jo også hele kirken og alle de lærde under ét nægter, at Guds nåde kan gives gennem et menneske.

⁴²     Quod si dixeris 'applicare tamen potest merita Christi, quo volet', respondeo: Merita Christi sunt gratia et veritas, sive dentur sive vendantur, sive dispensentur sive applicentur. Non enim fiunt aliud quam merita Christi in quocunque eorum usu: ideo sicut nec dare, ita nec applicare ea potest homo, dicas quid velis.       Men hvis du vil sige: 'Jamen, paven kan dog henføre Kristi fortjenester til den, han vil', så svarer jeg: Kristi fortjenester er nåden og sandheden, de kan hverken gives eller købes, kan hverken uddeles eller henføres. De bliver nemlig ikke til andet end Kristi fortjenester, hvilkensomhelst brug man end gør af dem: Derfor ligesom intet menneske kan give dem, således kan heller intet menneske henføre dem, så kan du sige, hvad du vil.

⁴³      Rursum dices 'ministerialiter dat merita Christi'. Haec concedo, sed non pro indulgentiis, quia indulgentiae sunt contrariae meritis Christi. Merita Christi sunt gratia et veritas, quae faciunt meliorem in spiritu et sanctiorem (W428) eum, qui consequitur: indulgentiae vero nihil boni conferunt in spiritu, sed remittunt bona spiritus contra merita Christi. Quare ipsi viderint sua verba et usum suum. Ego salva eorum reverentia dico, quod ut verba sonant, Merita Christi non esse posse thesaurum indulgentiarum, sed contra thesaurum impositionum et penarum ferendarum, omnino contraria indulgentiis.        Igen vil du indvende: 'Men Kristi fortjenester gives i kraft af embedet'. Dette indrømmer jeg, men de gives ikke som aflad, for aflad er det modsatte af Kristi fortjenester. Kristi fortjenester er nåde og sandhed, som gør det menneske, der følger dem, bedre i ånd og sandhed. Men aflad medfører intet godt i ånden, men eftergiver åndens goder, hvilket er imod Kristi fortjenester. Derfor skulle de selv passe på deres ord og deres anvendelse. Jeg for min del bevarer ærefrygten for Kristi fortjenester og siger som ordene lyder, at Kristi fortjenester ikke kan være afladens skat, men modsat må være deres skat, som får straffene lagt på sig og bærer dem, hvilket er helt modsat afladen.

⁴⁴     Ideo fateor, ea conferri ministerialiter in absolutione culpae: ibi enim res spiritus agitur, ibi merita Christi operantur ad verbum sacerdotis, si credat peccator, alias nequaquam.      Derfor indrømmer jeg: Kristi fortjenester fremføres på embeds vegne, når brøden afløses. Dér drejer det sig nemlig om åndens sag, dèr virker Kristi fortjenester ved præstens ord, hvis synderen tror dem, ellers overhovedet ikke.

⁴⁵      Quare declaratoriam illam non damno, sed in suo sensu eam relinquo. Si autem aptata fuerit, ut contra praedicta militet, respuo et postulo, ut reddatur ratio dictorum. Deinde ostendatur potestas faciendi articulos fidei aut proferatur probata revelatio: nudis verbis prohibet me Paulus credere.        Dog, af den grund fordømmer jeg ikke denne erklæring, men jeg lader den stå ved sit værd. Men hvis den havde været egnet til at kæmpe imod det i det foregående sagte, så udspyr jeg den af min mund og kræver, at der aflægges regnskab for det sagte, og at der desuden påvises, hvilken magt der haves til at skabe trosartikler, eller der må fremføres en bevist åbenbaring. Paulus forbyder mig at tro å de blotte og bare ord.

⁴⁶ CONCLVSIO XI.
Dicere indulgentias esse bonum Christiano est insanire: sunt enim verissime operis boni vitium, et improbare indulgentias debet Christianus ob abusum, quia dominus dicit 'propter me deleo iniquitates tuas' (Es 43,25), non 'propter pecunias'. (T-ecklut#26)
Tese 11:
At sige, at aflad er godt for en kristen, er at være vanvittig. Den er i virkeligheden skadelig for den gode gerning, og en kristen bør misbillige afladen på grund af misbrugen, fordi Herren siger 'For min skyld tilgiver jeg dine overtrædelser', han siger ikke 'for penges skyld'.

⁴⁷      Propheta ps. xxxix. appellat insanias falsas hominum doctrinas, quibus colitur deus comtempto eius mandato, (Sl 40,5) (n47) quanto magis insaniunt hii, qui, cum indulgentiae sint remissiones bonorum operum et salubrium poenarum, audeant haec bona profiteri Christiano, cuius bona sunt esse plenum bonis operibus et poenis crucis, imagine domini sui Christi!        Profeten kalder i Sl 40,5 de menneskelige lærdomme for falske vanvidssætninger, hvormed Gud dyrkes, idet man foragter hans bud, hvor meget mere er så ikke de vanvittige, som, skønt afladen er eftergivelse af gode gerninger og frelsebringende straffe, vover at erklære den for god for den kristne, han, for hvem det gode er at være fuld af gode gerninger og af korsets straffe, efter sin herre Kristus' forbillede.

⁴⁸      Deinde semper sunt vitium operis, dum non daretur id quod datur, nisi indulgentias scirent reddendas: ita propter malum suum seu minus bonum faciunt bonum suum, ubi certum est, quod non queritur deus, sed ipse homo.        Dernæst er afladen altid en last for gerningerne, idet der ikke gives, hvad der gives, hvis ikke de véd at give gengæld for afladen. Derfor, når man på grund af det onde, man har i sig, eller dette, at man er mindre god, søger sit gode, så er det sikkert, at det ikke er Gud, man søger, men sig selv.

⁴⁹      Tenta, et videbis me verum dicere. Nam in Italia, ubi gratis sunt indulgentiae passim expositae, nemo eas curat, In Germania contra, nisi des, eas nemo tibi dabit: ita mirum est ingenium indulgentiarum, quod aliter in Italia, aliter in Germania regnant.        Prøv efter, så skal du se, at jeg har ret. For i Italien, hvis afladen overalt udstilles gratis, er der ingen, der tager sig af den, men i Tyskland er det sådan, at hvis du ikke betaler, er der ingen, der vil give dig den: Derfor er det mærkeligt med afladens natur, at den hersker på én måde i Italien, på en anden måde i Tyskland.

⁵⁰      Hanc propositionem Iohannes Eccius Lipsiae impugnavit, sed ita, ut in sibilum pene ierint universae indulgentiae: neque ipse enim visus est eas magnificare, atque utinam iam diu sic fuissent commendatae, sicut ab Eccio nostro sunt commendatae, minus rapinarum et spoliorum Romana avaritia tulisset e Germania, tum non ita irrissent Germanorum barbaram ruditatem Romanenses populorum illusores. Caetera in resolutio.        Denne tese bekæmpede Johannes Eck i Leipzig, men han gjorde det på den måde, at alverdens aflad næsten blev pebet ud. For man kunne ikke se, at han selv gjorde den stor, og gid den allerede længe var blevet omtalt, sådan som den blev omtalt af vor ven, Eck, så ville den romerske gerrighed have båret et mindre ran og bytte ud af Tyskland, når ikke de romerske folkeforførere i den grad havde gjort grin med de rå tyske barbarer. Det øvrige kan man læse i mine resolutioner.

⁵¹ CONCLVSIO XII.
Papam posse remittere omnem poenam pro peccatis debitam huius et futurae vitae et quod indulgentiae prosunt non criminosis (W429), somniant secure in indoctissimi sophistae et pestiferi adulatores, non tamen vel nutu possunt ostendere. (T-ecklut#27)
Tese 12:
At paven kan tilgive al straf, der pålagt for synder, både i dette og det kommende liv, og at afladen gavner også dem, der ikke har begået forbrydelser, det er noget, sofisterne og de pestbærende leflere drømmer sig til i deres sikre uvidenhed, men det er ikke noget, de kan påvise bare med et vink.

⁵²      Et hanc nemo aggressus adhuc, quem viderim, praeter propositionis Eccianae ventum, (T-ecklut#13) ad quem non est secuta pluvia.      Også denne artikel har ingen hidtil angrebet, såvidt jeg har set, udover vinden fra den eckianske tese, en vind, som imidlertid ikke lod det regne.

⁵³       Verum quia et haec est contra novissimam declaratoriam, quae dicit, Ecclesiam remittere poenas pro peccatis secundum iustitiam divinam requisitas, hic dico: Sepius dixi, Ecclesiam nihil posse contra iustitiam divinam praeter orationem, nisi equivoce iustitiam divinam accipias. Nam mihi nullum dubium est, penas, quas Ecclesia requirit a peccatore, simul requiri a iustitia divina per pactum, quod fecit cum Ecclesia dicens: Quodcunque ligaveris super terram, ligatum erit in coelis. (Matt 16,19) Ubi clare dicit, ligari apud se quod in Ecclesia ligatum est, et ita consonat iustitia Ecclesiae et dei super peccatore.        Men fordi også denne artikel er imod den sidste nye erklæring, som siger, at kirken kan eftergive de straffe for synder, der kræves ifølge den guddommelige retfærdighed, så siger jeg her: Jeg har ofte sagt, at kirken ikke kan gøre noget imod den guddommelige retfærdighed andet end at bede, hvis du da ikke forstå den guddommelige retfærdighed tvetydigt. For der er for mig ingen tvivl om, at de straffe, som kirken kræver af en synder, samtidig kræves af den guddommelige retfærdighed gennem den pagt, som Gud har gjort med kirken, idet han sagde: 'Hvadsomhelst du binder på jorden, skal være bundet i himlen'. Her siger han klart, at hvad der i kirken er bundet, også er bundet hos ham, og sådan stemmer kirkens og Guds retfærdighed overens overfor synderen.

⁵⁴ Verum hoc modo non habet usus loquendi, qui per iustitiam divinam intelligit aliam seorsum extra pactum iustitiam dei, secundum quam Ecclesia non imposuit aut imponit. De hac, dico, si declaratoria loquatur, non ei credam. Sinam tamen esse opinionem, sicut et sumpta est ex opinionibus. Nam, ut dixi, novos fidei articulos non recipio, a quocunque statuantur, nisi assit probata revelatio, nec declaratoriam articuli cuiuscunque, nisi per divinas scripturas declareverit, quarum ne syllabam quidem habet ista declaratoria Iuristica magis quam Theologica. Men det har sig med sprogbrugen ikke på den måde, at man ved den guddommelige retfærdighed kan forstå en anden selvstændig retfærdighed, der ligger ud over Guds retfærdigheds pagt, ifølge hvilken kirken ikke har pålagt eller pålægger. Hvis det er den, man taler om i erklæringen, så siger jeg, at den tror jeg ikke på. Dog lader jeg det passere, forsåvidt det er en mening, sådan som jeg også har regnet den med til meningerne. For som sagt, går jeg ikke med til nye trosartikler, hvem de end stadfæstes af, hvis ikke de er understøttet af en bevist åbenbaring, og jeg går ikke med til nogensomhelst erklæring af en artikel, hvis den ikke erklæres ved den guddommelige skrift, men af den slags har denne mere juridiske end teologiske erklæring ikke så meget som en stavelse.

⁵⁵       At hic mihi obstrepunt, magnam et infallibilem esse autoritatem Ecclesiae, quae spiritu sancto regatur, denique iuxta Augustinum 'Euangelio non crederem, nisi Ecclesiae crederem'. Hic sane novum pelagus disputationis navigandum est.        Men det vil de jo så overdøve mig med, at kirkens autoritet er stor og ufejlbar, fordi Helligånden leder den, og de vil til syvende og sidst gøre det ud fra Augustins ord: 'Jeg ville ikke tro evangeliet, hvis jeg ikke troede kirken'. Her må man sandelig sejle på en anden sø i disputationen.

⁵⁶       Dico, sicut paulo ante dixi: magnam et infallibilem esse Ecclesiae autoritatem, quod spiritu Christi regatur, pleno corde confiteor. Sed iurisperditis quibusdam et assentatoribus Theologis debemus hanc intelligentiam, quod Ecclesia ibi pro notariis et penitentiatiis aut magistris pallacii papae accipitur (Nam ipsi pontifices raro has res curant), cum de universali Ecclesia tota loquatur, non de Romanae Ecclesiae quadam parva et nonnunquam vilissima parte. Et inde habemus etiam bullas et definitiones ex urbe dignas tale Ecclesia.        Jeg vil sige, som jeg også sagde for lidt siden: Kirkens autoritet er stor og ufejlbar, fordi den ledes af Kristi ånd, det bekender jeg af et fuldt hjerte. Men vi bør give de juridiske sjæle og de forsikrende teologer den forståelse, at kirken her skal forstås om noget andet end det pavelige palliums notarer og bodsindretninger eller dets magistre (for selv paverne tager kun sjældent vare på disse ting), eftersom der tales om den hele universelle kirke, ikke som romerske kirke, som kun er en lille og i nogen grad højst billig del deraf. Og herom har vi også buller og definitioner fra Rom, der er en sådan kirke værdig.

⁵⁷        Ad autoritatem Augustini dico primum, esse eius vulgatam quorundam sententiam hanc: 'Euangelio non crederem, nisi Eccelsiam crederem, id est, plus credo Ecclesiae quam Euangelio'. Et quod haec eorum sit sententia, ex eo patet, quod Papae hinc tribuunt autoritatem interpretandae scripturae, soli etiam. Deinde eam opponunt omnibus, quos audiunt vel dubitare vel reluctari pontificum vel literis vel factis. (W430).       Til stedet fra Augstin vil jeg for det første sige, at man almindeligvis forstår det således: 'Jeg ville ikke tro evangeliet, hvis jeg ikke troede kirken, det vil sige, jeg tror mere på kirken end på evangeliet'. Og at dette er deres fortolkning, fremgår af, at de herigennem tillægger paven autoritet til at udlægge skriften, og det alene. Dernæst vil jeg sige, at de sætter dette Augustin-sted op imod alle, om hvem de hører, at de tvivler på eller er lunkne ved de pavelige skrivelser eller gerninger.

⁵⁸      Qua sententia nec Lucifer ipse nec omnes haeretici simul sumpti damnatiorem, immo nec similem impietatem cogitaverunt. Nam hinc sequitur, Papam et Notarios pallaciii esse supra Euangelium ac per hoc supra deum, cum Lucifer solum aequalis deo esse conatus fuerit.       Men noget mere fordømmeligt eller noget, der bedre ligner ugudelighed kan hverken Lucifer eller alle kættere tilsammen have udtænkt. For heraf følger, at paven og de, der modtager palliet, står over evangeliet og herigennem over Gud, og det er jo kun Lucifer, der har søgt at gøre sig til Guds ligemand.

⁵⁹ Qua sapientia nova Papam nobis hominem illum statuunt, de quo dicit Paulus: Qui extollitur supra omne, uod colitur aut quod dicitur deus. (2 Thess 2,4). Ecclesia enim creatura est Euangelii, incomparabiliter minor ipso, sicut ait Iacobus: voluntarie genuit nos verbo veritatis suae (Jak 1,13), et Paulus: per Euangelium ego vos genui (1 Kor 4,15). Unde idem verbum vocatur uterus et vulva dei, Isa. xlvi. (Es 46,3). Qui gestamini in utero meo et portamini in vulva mea, quia scilicet ex deo nascimur et portamur verbo virtutis suae. Ved denne nye visdom fastslår de for os, at paven er det nye menneske, om hvilket Paulus siger: 'Han, som ophøjer sig over alt, hvad der dyrkes som Gud eller kaldes Gud'. Kirken er nemlig skabt af evangeliet, og er uden sammenligning mindre end det, sådan som Jakob siger: 'Af sin frie vilje fødte han os ved sin sandheds ord'; og som Paulus siger: 'Ved evangeliet har jeg født jer'. Derfor kaldes også ordet Guds livmoder og moderskød: 'Jeg har båret jer i min livmoder og haft jer på mit skød', fordi vi jo fødes af Gud og bæres af hans ords kraft.

⁶⁰        Si hoc voluisset beatus Augustinus, sicut ei innocentissimo imponunt, Quis non Augustini mallet nunquam audivisse nomen? Igitur ad fontem eundum est. Scribit enim beatus Augustinus contra Epistolam fundamenti Manicheorum, non Vincentii, ut illi dicunt, cap. v. adeo studiosi sunt tum librorum tum verborum, ut nec ad originem nec ad sensum curent pedem movere.        Hvis den salige Augustin havde villet det, som de tillægger den uskyldige mand, hvem ville så ikke ønske, at han aldrig havde hørt Augustins navn? Lad os derfor gå til kilden! Den salige Augustin skriver nemlig imod brevet om manikæernes grundsætninger, ikke om Vincentius', som de siger, i kapitel 5, i den grad er de ivrige både med bøgerne og ordene, at de hverken sørger for at bevæge foden hen imod oprindelsen eller meningen.

⁶¹ Denique verba Augustini, quae sic habent 'Euangelio non crederem, nisi me Ecclesiae commoveret autoritas', illi thrasones sic reddunt 'Euangelio non crederem, nisi crederem Ecclesiae'. Inde nihil mirum, si tantum sit laboratum in huius dicti intelligentia, et tot sensuum rivulos inde ductos. Iustus enim labor is est, ut multis torqueantur interpretationibus, qui librum et autorem non dignantur lectione, sed de suis capitibus divinare conantur undelibet decerptis depravatisque dictis intelligentiam. Endelig gengiver disse thrasonere (??) Augustins ord, der lyder som følger: 'Jeg ville ikke have troet evangeliet, hvis ikke kirkens autoritet havde bevæget mig', på denne måde: 'Jeg ville ikke have troet evangeliet, hvis jeg ikke havde troet kirken'. Herudfra er der ikke noget mærkeligt i, at der er kommet et sådant besvær med denne opdigtede forståelse, og at der er fremført en så stor flod af meninger. Det er nemlig den retfærdige møje, der kommer af, at de fordrejer ordet med mange fortolkninger, de, som ikke gider læse bogen eller forfatteren, men ud af deres egne hoveder søger at fornemme en forståelse ud af hvilkesomhelst forkortede og ødelagte udsagn.

⁶²      Primum, familiaris tropus est beati Augustini dicere, se esse commotum huius vel huius autoritate. sic enim lib. i. Retractationum: Postea cum legissem nonnullos divinorum eloquiorum tractatores, quorum me moveret autoritas &c.       For det første er det et velkendt billede, den salige Augustin anvender, når han siger, at han er bevæget af denne eller hin autoritet. Sådan siger han nemlig i bog 1 af retraktionerne: 'Efter at have læst nogle af bibelens bøger, hvis autoritet bevægede mig osv'.

⁶³ (Deinde per autoritatem non intelligit potestatem, ut vulgo intelligitur, sed ut latinissimi, quomodo Plinius vino vel gemmae solet prae caeteris autoritatem tribuere, cum nullius sint in alias potestatis, quasi dicas 'praeciosam opinionem et valorem'.) (n63). (Dernæst forstod han ved autoritet ikke magt, som folket forstår det, men, at jeg skal tale mere latinsk, han forstod det på den måde, som Plinius plejer tillægger en vin eller et smykke autoritet fremfor andre, hvor det ikke betyder 'magt' på nogen måde, men kun 'det har en ædlere mening og værdi'.

⁶⁴      Secundo, Ecclesiam hoc loco nec Papam nec Romam accipit, sed per totum orbem diffusam universalem Ecclesiam, ut mox ibidem secutus dicit: Euangelio enim Catholicis praedicantibus credidi.       For det andet betyder kirke på dette sted hverken paven eller Rom, men den over hele verden udbredte universelle kirke, hvilket han siger straks efter sammesteds: 'Jeg kom nemlig til tro på evangeliet ved de katolske prædikanter'.

⁶⁵       Est ergo argumentum, scopus et summa B. Augustini eo loco eiusmodi: 'vobis Manicheis non credo. quare? quia in Euangelio nihil de vobis lego. Cum autem Catholici vos per totum mundum detestentur, Euangelium autem commendent mihi et constanter ubique praedicent, Euangelio autem non credidissem, nisi totus orbis tam concorditer docens hac autoritate sua me moveret ad credendum, simul eadem autoritate moveor ad vobis non credendum, (W431) quia nihil de vobis lego in Euangelio, cui motus autoritate totius orbis credo'.       Altså, argumentet, hensigten og hovedsagen for den salige Augustin er på dette sted følgende: 'Jeg tror ikke på jer manikæere, hvorfor ikke? Fordi jeg i evangeliet ikke læser noget om jer. Men eftersom de katolske kristne over hele verden afskyr her, men anbefaler mig evangeliet og til stadighed prædiker derudfra. Men evangeliet ville jeg ikke have troet, hvis ikke hele verden énstemmigt havde lært det og ved denne autoritet bevæget mig til at tro det, samtidig med at jeg ved den samme autoritet bevæges til ikke at tro på jer, fordi jeg ikke læser noget om jer i evangeliet, som jeg tror på bevæget af hele verdens autoritet.

⁶⁶ Ex quibus clarum est, Augustinum hoc velle, posse scilicet probari tanto omnium consensu Euangelium et Ecclesiam et improbari haereses contrarias tantae multitudini, presertim ubi ii, cum quibus agitur, libros acceptant, ex quibus id probatur. Heraf er det klart, at Augustin ønskede, at han med en så stor enighed kunne bevise evangeliet og kirken og afbevise de modsatrettede kætterier fra denne store mængde, især hvor de, hvor det drejer sig om disse ting, forstår de bøger, ud fra hvilke det bevises.

⁶⁷       Hunc esse sensum beati Augustini patebit quibuslibet, qui precedentia et sequentia conferunt et scopum Augustini observant: frustra Gerson, frustra Mayron, frustra et alii hoc de primitiva Ecclesia, alii de Ecclesia cum Christo deo incluso intelligunt. Nam et lib. confessionum idem dicit, se non leviter motum ad Christi fidem, quod videret sacris literis a deo tantam esse datam autoritatem, quod toto orbe haberentur in summo autoritatis fastigio.        At dette er den salige Augustins mening fremgår for hvemsomhelst, der sammenligner det foregående med det følgende og lægger mærke til Augustins sigte. Det er forgæves, at Gerson, Mayron og andre forstår det om den ældste kirke, andre om kirken, når Kristus og Gud regnes med. For også i 'konfessionerne' siger han det samme, at han ikke let blev bevæget til at tro på Kristus, indtil han havde set, at de hellige skrifter af Gud havde fået en så stor autoritet, så de over hele verden holdtes i den højeste ære.

⁶⁸ Sic hic dicit se motum tanto per orbem populo in Euangelium consentiente, in quo tamen nihil invenisset de Manicheis, ideo non posse se Manicheis credere, quos illi detestarentur, quos Euangelium videbat ita recipere, ut eorum moveret autoritas ad credendum, hoc esse Euangelium. Således siger han her, at han blev tilskyndet til det af, at der over hele verden var et folk, der stod sammen om evangeliet, i hvilket han dog ikke fandt noget om manikæerne, derfor kunne han ikke tro manikæerne, som de kristne foragtede, som han mente modtog evangeliet således, at han ved deres autoritet blev tilskyndet til at tro, at dette var evangeliet.

⁶⁹ Nec hoc ergo recte dicitur, quod approbante Ecclesia Euangelium noscatur, cum de approbatione Augustinus nihil dicat, presertim si Romanam Ecclesiam intelligas, sed de multitudine totius orbis, quae res non levis est autoritatis, cum sine dei maximo miraculo fieri, tot resistentibus tyrannis, tot morientibus Christianis, non potuisset, ut Euangelium sic manaret et cresceret. Si enim hoc non vidisset fieri, Euangelio non crederet. Derfor er det altså ikke rigtigt at sige, at han kun kendte evangeliet forsåvidt kirken godkendte det, eftersom Augustin ikke siger noget om at godkende, især hvis du forstår det om den romerske kirke, men om mængden udover hele verden, hvilket ikke er en ringe autoritet, eftersom ikke ville kunne ske uden Guds højeste mirakel, at så mange tyranner blev modstået, at så mange kristne gik i døden, så at evangeliet i den grad udbredte sig og voksede. Hvis han ikke havde set det ske, ville han ikke have troet evangeliet.

⁷⁰ Quid hoc? An non crederes, etiam si totus orbis insaniat contra Euangelium? Dixi ergo, quod magis loquitur de convincendis hereticis et probanda fide catholica (hoc enim tunc agebat) quam de sua propria fide, quae non ullorum autoritate, sed spiritu solo dei oritur in corde, licet per verbum et exemplum moveatur homo ad eam. Hvad da? Mon du skal lade være med at tro, selv hvis hele verden raser imod evangeliet? Jeg har altså sagt, at han snarere taler om at overbevise kættere og bevise den katolske tro (det drejede det sig nemlig om dengang) end om hans egen tro, som oprinder i hjertet ikke ved nogen autoritet, men alene ved Guds ånd, selv om mennesket kan tilskyndes til den gennem ord og eksempel.

⁷¹ Sed quia haereticis hoc exemplo pro fide fortiter resistitur, q. d. 'fidem, quam habeo in Euangelium, non possem ita tueri contra vos, nisi Ecclesiae ista moveret autoritas', Et est simile 'sicut deo non credidissem, nisi Paulo predicanti credidissem', quia fides non nisi ex auditu: quomodo enim credent ei, quem non audierunt? (Rom 10,17. 14) Ita probatio fidei non nisi ab exemplo totius Ecclesiae per orbem. quomodo enim persuadebit, etiam si solus fortissime credat, nisi proferat et aliorum exemplum, et hoc quo poterit potentissimum? Men fordi kætterne stærkt modstår dette eksempel til tro, derfor siger han: 'Den tro, som jeg har på evangeliet, kunne jeg ikke se sådan på imod jer, hvis ikke kirkens autoritet bevægede den'. Det er det samme som at sige: 'Ligesom jeg ikke ville have troet på Gud, hvis ikke jeg havde troet på den Paulus, der prædikede for mig', fordi troen kun kommer af det, der høres: 'Hvordan skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om'? Derfor stammer trosbeviset kun fra eksemplet med hele kirken ud over jorden. Hvordan skulle han nemlig kunne overbevise, selv hvis han troede meget stærkt, hvis ikke også andres eksempel gavnede og det i højeste grad?

⁷²       Igitur 'non crederem' necessario intelligitur, id est 'non possem persuaderi et persuadere ad credendum': alioquin falsissime diceret, cum solus spiritus sanctus faciat credere quemque. Atque iterum simile esto: Iohannes dicit: Qui non diligit fratrem, quem vidit, deum quomodo potest diligere, quem non vidit? (1 Joh 4,20) cum sit impossibile fratrem diligi, nisi in deo prius dilecto.        Derfor må 'ville jeg ikke have troet' nødvendigvis forstås, så det betyder 'jeg ville ikke kunne overbevises og overbevise til tro'. Ellers ville det være sagt højst forkert, eftersom alene Helligånden kan få nogen til at tro. Det er noget, der ligner det, som Johannes siger: 'Den, der ikke elsker sin bror, som han ser, hvordan kan han elske Gud, som han ikke ser?', eftersom det er umuligt at elske sin bror, hvis man ikke først elsker Gud.

⁷³ Est ergo sensus 'non probatur diligere deum, quem non videt, qui non ostendit (W432) se diligere fratrem, quem videt'. Vides ergo, quam longe abierint ab Augustino, qui hunc tropum non observaverunt, et quam inepte ad Romanam pontificem et Ecclesiam Romanam ista directa sint. Det er altså meningen: 'Den kan ikke bevise at elske Gud, som man ikke ser, som ikke kan vise, at han elsker sin bror, som han ser'. Du ser altså, hvor langt de er borte fra Augustin, som ikke er opmærksomme på dette billede, og hvor forkert det er at henføre dette til den romerske pave og den romerske kirke.

⁷⁴       Dices iterum 'Christus rogavit pro Petro dicens: ut non deficiat fides tua' (Luk 22,32). Si 'deficere' accipitur latino tropo, manifestum est, Petri fidem defecisse, quando cecidit negato Christo. Quare Petri fides tum non in Petro, sed in virgine Maria mansit et in latrone dextro orta est. Eadem enim est Petri fides quae omnium, sicut Augustinus de trinitate dicit lib. i. Haec mea fides est, quoniam haec catholica fides est.         Så vil du atter indvende: 'Kristus beder for Peter, idet han siger: for at din tro ikke skal svigte'. Hvis 'svigte' skal forstås på latinsk måde, så er det klart, at Peters tro svigtede, da han faldt og fornægtede Kristus. Derfor opstod Peters tro dengang ikke i Peter, men i jomfru Maria og i den højre røver. Peters tro er nemlig den samme som alles tro, sådan som Augustin siger i 'om triniteten' 1. bog: 'Dette er min tro, fordi dette er den katolske tro'.

⁷⁵ Atque hoc modo fides Petri nihil ad Romanam Ecclesiam, quod sensus est, fidem Christi (quae totius Ecclesiae est), quae tunc in Petro fuit, nunquam defecturam. Si autem hebreo tropo 'deficere' accipitur pro 'finiri ac penitus cessare, nec aliquando reparari', clarum est Petri fidem cecidisse quidem, sed non defecisse, quia reversa est a lapsu. verum ex hac personali fide nihil pro ullo Episcopo infertur, nec aliquid ad successorem pertinet de hac fide, quantum verborum proprietas facit. Og på den måde har Peters tro intet med den romerske kirke at gøre, fordi meningen er: Kristi tro (som tilhører hele kirken), som dengang var i Peter, men nu er forsvundet. Men hvis man forstår 'svigte' på hebraisk måde, hvor det betyder 'afslutte og helt ophøre, og ikke på nogen måde blive gendannet', så er det klart, at Peters tro vel faldt, men ikke ophørte, fordi han omvendte sig fra sit fald. Men ud fra denne personlige tro kan man ikke slutte noget om nogen biskop, og heller ikke anvende noget om denne tro på hans efterfølger, såvidt ordenes egenbetydning angår.

⁷⁶ CONCLVSIO XIII.
Romanam Ecclesiam esse omnibus aliis superiorem, probatur ex frigidissimis Romanorum Pontificum decretis intre cccc annos natis, contra quae sunt historiae approbatae Mc annorum, textus scripturae divinae et decretum Concilii Niceni omnium sacratissimi. (T-ecklut#28)
Tese 13:
At den romerske kirke er alle andre overordnet, bevises ud fra nogle uduelige dekreter fra de romerske paver, der der blevet til indenfor de sidste 400 år, imod hvilket stiller sig den anerkendte historie gennem 1100 år, den guddommelige skrifts tekst og alle dekreter fra det højhellige nikænske koncil.

⁷⁷       Hanc edita resolutione aliquanto declaravi, plura dicturus futuris adversariis. Interim quia scandalosa est propositio in auribus pietatis, id est invidiae et superbiae, pauca iterum, ne nuda prodeat, addam, pro quo primum probo, quamlibet civitatem habere debere Episcopum proprium iure divino, quod ex Paulo, Tit. i., ostendo dicente: huius rei gratia reliqui te Crete, ut quae desunt corrigas et constituas presbyteros per civitates, sicut ego disposui tibi (Tit 1,5). Hos autem presbyteros esse Episcopos, testatur Hieronymus et textus sequens ostendit, dicens: oportet enim Episcopum esse irreprehensibilem &c. (Tit 1,7). Sed et B. Augustinus Epistola xxix. ad Hieronymym Episcopum descripturus rationem addit et dicit: Erat enim Civitas, q. d. 'non erat simplex presbyter sed Episcopus, de quo loquor, quia erat civitas, cui praeerat'.        I den resolution, jeg har udgivet, har jeg forklaret en del, mere vil kunne sige til de fremtidige modstandere. Fordi imidlertid tesen er forargelig for fromme ører, det vil sige for misundelsens og overmodets ører, skal jeg tilføje lidt mere, at det ikke skal træde helt nøgent frem, hvorved jeg først beviser, at en hvilkensomhelst by bør have sin egen biskop efter guddommelig ret, og det viser jeg ud fra Paulus, der i Tit 1,5 siger: 'Af den grund efterlod jeg dig på Kreta, at du kunne rette, hvad der manglede, og indsætte præster i byerne, sådan som jeg har befalet dig'. Men at disse præster er biskopper bevidner Hieronymus og den følgende tekst, der lyder: 'En biskop bør nemlig være udadlelig osv'. Men også den salige Augustin beskriver biskoppen i sit 29. brev til Hieronymus, hvor han tilføjer begrundelsen og siger,at det var byen, hvilket vil sige 'det var ikke simpelthen en præst, men en biskop, som jeg taler om, fordi det var en by, som han stod i spidsen for'.

⁷⁸       Secundo suppono, Christum habere aut aliquando habuisse Christianos in omni termoni terrae, ut in extrema parte Indiae et Aethiopiae et aliis finibus, iuxta psal. ij. Possessionem tuam terminos terrae (Sl 2,8), et lxxi. dominabitur a mari usque ad mare et a flumine ad terminos orbis terrarum. (Sl 72,8). (W433)       For det andet antager jeg, at Kristus har eller engang har haft kristne i enhver region af jorden, såsom i den yderste del af Indien og i Ætiopien og i andre yderkanter, ifølge Sl 2,8: 'Din besiddelse rækker til jordens ender', og Sl 72,8: 'Han skal herske fra hav til hav og fra floden til jordens ender'.

⁷⁹      Tertio suppono, fideles Christianos posse esse perfectos et pauperes relictis omnibus suis rebus, ita ut nihil proprii habeant.       For det tredie antager jeg, at de troende kristne kan være fuldkomne og fattige mennesker, der har forladt al deres ejendele og ikke regner noget for deres eget.

⁸⁰ Tunc arguo:
      Dentur hii fideles in extremo aliquo termino terrae, perfecti et pauperes, credis ne, Christum, qui legem suam voluit esse suavem (Matt 11,30), voluisse, ut per tantum iter tantis sumptibus fideles sui Episcopum e Roma palliatum et confirmatum acciperent? Nam hinc vere plus imposuisset oneris Ecclesiae suae quam unquam imposuit synagogae, quin coegisset eos paupertati Euangelicae renunciare et contempto praecepto eius curam habere et sollicitos esse, quomodo divitias et sumptus coacervarent, quo pallia et confirmationes impetrare possent.
Derudfra argumenterer jeg:
       Når der nu gives disse troende ved den yderste del af verden, fuldkomne og fattige, tror du så, at Kristus, der ville, at hans lov skulle være let, har villet, at de troende skulle modtage deres biskop med pallium og bekræftelse fra Rom gennem en så lang rejse med så store bekostninger? For herved ville han sandelig have pålagt sin kirke en langt større byrde, end han nogensinde har pålagt synagogen, medmindre han da skulle have tvunget dem til at give afkald på den evangeliske fattigdom og i foragt for hans bud at have omsorg for og være bekymrede for, hvordan de kunne sammendynge rigdom og penge, hvorved de kunne erholde pallium og bekræftelse.

⁸¹ Nam si est ius divinum Episcopos omnes e Roma accipere, non licet hoc ullo vel loci vel rerum casu infringere, ac per hoc infringere oportet aliud ius divinum, scilicet ne solliciti sint de crastino, ut Matt. vi. docet (Matt 6,34). Impossibille est enim, a tot finibus terrae tantum iter confici ab iis, qui iuxta Euangelium solliciti non sunt de crastino: non enim habebunt sumptus. For hvis det er guddommelig ret, at alle biskopper skal modtages fra Rom, og denne ret ikke må brydes af nogen steds- eller sagssammenhæng, så må man herigennem bryde en anden guddommelig lov, nemlig at de ikke skal bekymre sig for dagen i morgen, som Matt 6,34 lærer. For det er umuligt fra disse jordens ender at gennemføre en sådan rejse for dem, som ifølge evangeliet ikke skal bekymre sig for dagen i morgen: de vil jo ikke have midlerne til det.

⁸²      Si dices 'potest Romanus Pontifex committere vicinis Episcopis potestatem suam', respondeo: tunc non erit ius divinum ex urbe Roma Episcopos petere, quia ius divinum non potest mutari aut transferri in alium ab eo, cuius est, et cur non hodie quoque primatibus confert hanc potestatem? Quid enim hoc obstat nisi detrimentum lucri et gloriae?        Hvis du siger: 'Jamen, den romerske pave kan overdrage sin magt til nabobisperne', så svarer jeg: Så er det altså ikke nogen guddommelig ret, at man skal søge sine biskopper fra Rom, for en guddommelig ret kan ikke ændres eller overføres til en anden af ham, den drejer sig om, og videre svarer jeg: Hvorfor overfører han så ikke også i dag denne magt til sine førstemænd? Hvad er der nemlig i vejen for det andet end det, at det vil mindske hans fortjeneste og hans ære?

⁸³      Sed finge, aliquam Ecclesiam ab hostibus captam, ut non possit ad Romam mittere pro Episcopo. Quid haec faciet? Si est ius divinum, captivitas non excusat, Ius enim divinum est nulli rei alligatum, sed super omnia in omnibusque servandum. Si dicis 'sufficit votum mittendi', dico: Cur non et in aliis Episcopatibus hoc votum sufficit, qui exhausti sunt et tam longe a Roma positi, ut magno suo detrimento (contra charitatem) Episcopum emere cogantur?       Men forestil dig, at en kirke blev taget til fange af fjenderne, så den ikke kunne sende nogen til Rom efter en biskop. Hvad skal den gøre her? Hvis det er en guddommelig ret, kan fangenskab ikke være nogen undskyldning, retten er nemlig guddommelig og kan ikke knyttes sammen med nogen ting, men skal overholdes over alt og i alle ting. Og hvis du vil sige: 'det er nok at sende et votum', vil jeg sige: Hvorfor er et sådant votum så ikke nok i andre bispedømmer, som er udplyndrede og har været underlagt Rom så længe, at de ud af deres store mangel tvinges til, imod kærligheden, at købe deres bispedømme?

⁸⁴       Secundo: Sequitur ex verbo Pauli, quo cuilibet civitati Episcopum tribuit (qui nunc plebani dicuntur), Episcopos, patriarchas, primates, qui hodie sunt, esse iuris humani tantum, quod et decreta indicant, quibus Romani Pontifices sibi tribuunt omnium Ecclesiarum et dignitatum constitutionem, atque ita iure divino Papa nulli est superior omnino aut solis plebanis superior est. Caeteris mediis ac maioribus suo iure et usu superior est, quo et Cardinalibus, Atque ut plebanus alteri non prefertur iure divino, ita nec ullus Episcopus illi Episcopo. Omnia enim haec per Ecclesiam ordinata sunt. (W434).         For det andet: Det følger af Paulus' ord, hvormed han tildeler enhver by et bispedømme (som nu kaldes sogne), at de biskopper, patriarker og primater, der findes i dat, kun er her ifølge menneskelig ret, hvilket også de dekreter antyder, hvormed de romerske paver tillægger sig selv magt til at indsætte alle kirkeembeder og værdigheder. Og således står paven overhovedet ikke over nogen efter guddommelig ret; heller ikke står han over det enkelte sogn. Han er over de øvrige titler og kirkefyrster efter sin egen ret og sit eget brug, hvorved også over kardinalerne. Og ligesom efter guddommelig ret det ene sogn ikke kan foretrækkes fremfor det andet, sådan kan heller ikke nogen biskop foretrækkes fremfor nogen anden. Alt det er nemlig indrettet af kirken.

⁸⁵      Ex quo ulterius sequitur, quod cum unus Romanus Episcopus non possit omnium parochiarum curam habere (quibus solis est superior iure divino, si superior est, ut dixi), non esse credendum, quod Christus ad impossibile eum voluerit iure divino astringi, ac per hoc nec iure divino superiorem esse omnibus. Quod si non omnibus, eadem ratione nulli particulariter, ac sic omnes omnium civitatum Episcopi aequales iure divino sunt.        Heraf følger yderligere, at eftersom den romerske biskop, der kun er én, ikke kan have opsyn med alle sogne (hvilke alene han står over, hvis som sagt han står over dem), så står det ikke til troende, at Kristus har villet anstrenge ham til det umuligt efter guddommelig ret, og af den grund kan han heller ikke efter guddommelig ret være over alle. Men hvis han ikke kan være over alle, kan han med den samme begrundeelse ikke være over nogen i særdeleshed, og således er alle byers biskopper lige efter guddommelig ret.

⁸⁶      Iam, quod in principio egimus, Concilium Constantiense determinavit, concilium esse supra Papam, sicut et huius determinationis usum ibidem servavit deponendo et statuendo Papam. At si in iure divino Papa omnibus superior, Concilium haeresim et fecit et definivit, quia haereticum est, divinum ius damnare et contrarium statuere.       Men nu, det, vi behandlede i begyndelsen, at Konstanzer-koncilet havde bestemt, at et koncil står over paven, ligesom også sammesteds brugen af denne bestemmelse, det tjente til at afsætte og indsætte paven. Men hvis paven står over alle ifølge guddommelig ret, har koncilet handlet kættersk og defineret kættersk, fordi det er kættersk at fordømme en guddommelig ret og fastsætte det modsatte.

⁸⁷      Quod si dixeris 'Concilium non Papam, sed hominem dat vel auffert, papatu semper manente', respondeo: hoc est ridiculum et insulsum commentum. Sequitur enim, quod non papam ut papam, sed hominem tantum deponit: ergo papa depositus papa erit, quia manet idem qui prius, cum in eius papatum nihil sit actum. Quid moror? Non in hominem agit, sed in papam ut papam, quia administrationem ei auffert tanquam habens potestatem tradendae administrationis, non secus quam papa ipse Episcopum statuit, conferens ei administrationis ius. Alioquin et hic dicetur, Non Episcopum statui aut Pontificem, sed hominem, episcopatu manente. Has larvas invenerunt, dum episcopatum non officii sed dignitatis vocabulum (nescio in quo universali reali latentis) fecerunt.       Men hvis du siger: 'Koncilet giver eller ophæver ikke paven, men kun et menneske, pavedømmet forbliver til stadighed', så vil jeg svare: Dette er en latterlig og flov bemærkning. Deraf følger nemlig, at det ikke er paven som pave, men kun som menneske, der er blevet afsat. Altså vil den afsatte pave være pave, fordi han er den samme som før, eftersom der ikke er blevet gjort noget ved hans pavedømme. Hvorfor opholder jeg mig ved det? Koncilet handler ikke imod et menneske, men imod paven som pave, fordi det ophæver administrationen for ham som den, der har magt til at overføre administrationen, ikke anderledes, end når paven selv indsætter biskoppen, så bruger han sin administrationsret. Ellers ville man også her kunne sige, at han ikke udnævner en biskop eller en pave, men kun et menneske, bispedømmet forbliver. Den slags spøgelser finder de på, når de gør bispedømmet, ikke til en embedsbetegnelse, men til en værdighedsbetegnelse. (Jeg véd ikke, hvilken virkelighed der skjuler sig i denne almenbetegnelse)

⁸⁸      Quod si papa est iure divino, non licet eum deponere ullo modo, sive sit malus sive bonus, sive haereticus sive catholicus, sed est tolerandus usque ad mortem, sicut Saulem a deo unctum iure divino Regem David toleravit. Quare iterum errant et haeretica erunt decreta, quae statuunt, papam pro haeresi deponendum, quia contra ius divinum statuunt, cum non sit superior qui eum deponat. Si autem est ullus superior ut Concilium (quod verum est), iam ipse non est omnium superior iure divino, sed accipit hanc superioritatem humano Concilii iure, cui eam rursus debet mutandam eius arbitrio.       Men hvis paven er pave efter guddommelig lov, så har man ikke lov til på nogen måde at afsætte ham, hvad enten han er dårlig eller god, hvad enten han er kættersk eller katolsk, men man må finde sig i ham indtil han dør, ligesom David fandt sig i Saul, fordi han var salvet til konge efter guddommelig ret. Derfor vil de dekreter være vildfarende og kætterske, som fastslår, at paven kan afsættes på grund af kætteri, fordi de fastslår det imod den guddommelig ret, eftersom den, der afsætter ham, ikke står over ham. Men selv om én står over fx et koncil (hvilket er sandt), så står han ikke selv over alle ifølge guddmmelig ret, men han har modtaget denne overordnethed ifølge koncilets menneskelige ret, som atter kan forandre denne overordnethed efter forgodtbefindende.

⁸⁹      Plura (ut dixi) provocatus: nam servanda sunt et in praesidio arma adversus pertinaciam aemulorum.
       In fine repeto, quae in principio dixi, me prorsus confiteri et tueri primatum Romani Pontificis, quantusquantus est, fuit aut futurus est, solum, quod novum dogma esse scio, iure divino eundem stabiliri, quia nullus antiquorum patrum meminit eius articuli fidei, qui tamen omnia tam pie et sollicite, quae nostrae fidei sunt, exquisierunt nec secundum eundem egerunt aut vixerunt, quos omnes haereticos dici nulla ratione patiar.
       Som sagt blev jeg kaldt frem af mange ting: for også i forsædet bør man betjene våbnene imod rivalernes stivnakkethed.
     Til slut skal jeg gentage, hvad jeg sagde i begyndelsen, at jeg helt og holdent bekender og forsvarer den romerske paves primat, så langt som det er, var og vil være, blot véd jeg, at det er en ny læresætning at ville underbygge det med guddommelig ret, fordi ingen af de gamle fædre har erindret denne trosartikel, hvad de dog skulle have gjort med al den fromhed og omhu, der hører til vor tro, heller ikke har de handlet efter den eller levet efter den, og jeg kan ikke gå med til, at de uden begrundelse alle skal kaldes kættere.

⁹⁰ Atque indies (W435) magis mihi placeo et superbus fio, quod video nomen pessimum mihi crescere: veritatem enim, id est Christum, oportet crescere, me autem minui: plus gaudeo ad vocem sponsi et sponsae quam ad tumultum et clamorem luxuriosorum procorum metuo, certus, quod homines, qui videntur mihi adversari, ipsi non sunt malorum autores nec eos odio habeo, sed Behemoth ille princeps malorum, quem per umbras suas video, vellet mihi formidabilis fieri, si posset, et veritatem e regno suo mei occasione exturbare. Sed maior est qui in nobis est quam in mundo, quo duce nihil proficiet inimicus iste, Amen.
Praesens male iudicat aetas, Iudicium melius posteritatis erit.
Men dag for dag finder jeg mere og mere behag i mig selv og bliver mere og mere overmodig, fordi jeg ser mit elendige navn stige op. Men det var sandheden, nemlig Kristus, der burde stige, men jeg aftage. Jeg glæder mig mere over brudgommens og brudens røst, end jeg frygter de luksuriøse bejleres larm og råb, sikker på, at de mennesker, som forekommer mig at være modstandere, ikke selv er ophavsmænd til det onde, og jeg hader dem heller ikke, men Behemot, denne fyrste over det onde, som jeg ser gennem hans skygger, ville, hvis han kunne, blive enormt stor for mig og med mig som redskab fordrive sandheden fra hans rige. Men den, der er i os, er større end den, der er i verden, og når han er vores leder, har denne fjende ingen fremgang. Amen.
Den nuværende tid vil dømme ilde om det, eftertidens dom vil være bedre.

Noter:

n4: WA-note henviser til WA1,530ff. Jeg vil foreslå WA1,566 = res05#22.

Note 14: WA-note: Resolutiones disputationum de indulgentiarum virtute, WA I, 525. (Se fx res01#36; res02#13f; #16; #21; #80; res05#28; #41; res06#1; #27; #29; #39; #61; #88; res07#22; res08#4; res09#55:

Note 38: WA note: Leos X. Nova decretalis vom 9. November 1518. (se BUL-9-11)

Note 47: Luther indlægger lidt rigeligt i teksten. I Vulgata står der kun: '39:5 beatus vir cuius est nomen Domini spes ipsius et non respexit in vanitates et insanias falsas', altså ikke noget om menneskelige lærdomme eller foragt for Guds bud.

Note 63: Teksten i celle 63 er fra manuskript G gået over i udgaverne af de samlede værker, men stammer efter WA-udgiverens mening ikke fra Luther.