Luthers resolution før Leipzig 02


Resolutio Lutheriana super propositione sua decima tertia de potestate papae (per autorem locupleta).
 

WA Bind II, side 192-203.
 
1 Adhuc unum dicam et utar apostoli Pauli argumento Rho. iiij. ubi probat ex circumstantia temporis et facti, Abraham non ex circumcisione sed ex fide iustificatam, nulla alia ratione usus quam quod Abraham ante circumcisionem fuerit iustus apud deum per fidem.  Endnu ét vil jeg sige. Jeg vil bruge apostelen Paulus' argument i Rom 4, hvor han ud fra tidens og sagernes omstændigheder beviser, at Abraham blev retfærdiggjort ikke ud af omskærelse, men ud af tro. Her bruger han ingen anden begrundelse, end at Abraham før omskærelsen var retfærdig hos Gud gennem troen.
2 Si hoc eius argumentum valet, sicut necesse est valere, necesse erit hoc valere, quod nunc produco in hunc modum. Petrus, quando claves accepit a Christo, si omnino personam eius solam contendis accipere, nondum erat Episcopus urbis Rhomae (immo proprie nunquam fuerit Episcopus ullius civitatis, Sed apostolus, Episcoporum iustitutor, maior omnibus Episcopis), Sed erat unus inter apostolos. Hvis dette argument har gyldighed, sådan som det nødvendigvis må have det, så vil dette argument også have gyldighed, det, som jeg nu fremfører på følgende måde: Da Peter modtog nøglerne af Kristus, hvis man nu skal medgive, at det var hans person alene, der modtog dem, var han endnu ikke biskop i byen Rom (ja, selv var han endnu ikke biskop i nogen by, han var apostel, indstifter af biskopperne, større end alle biskopper), men han var én blandt apostlene.
3 Ergo claves non sunt ei datae secundum quod postea vel factus vel mutatus est vel loco vel officio, sicut Abrahae non est iusticia reputata qualiscunque (W193) post fidem factus est, Sed prout fuit apostolus tantum et praesertim habens patris revelationem. Quare prorsus nihil haec autoritas ad rhomanum pontificem pertinet, etiam si soli Petro dicta fuisset: quanto nunc minus pertinet, quando nec soli Petri personae dicta convincitur.  Altså blev nøglerne ikke givet ham i overensstemmelse med, hvad han senere blev gjort til eller forvandlet til, eller hvilket sted eller embede han fik, ligesom retfærdighed ikke blev Abraham tilregnet med hensyn til ét eller andet, som han blev gjort til efter troen, men kun med hensyn til, at han var apostel og især med hensyn til det, at han havde faderens åbenbarelse. Derfor er der slet ikke noget ved dette skriftsted, der har med det romerske pavedømme at gøre, heller ikke selv om der blev talt til Peter alene. Så meget mindre har det med det at gøre, når man ikke overbevisende kan argumentere for, at det er talt alene til Peter. 
4 Addo et aliud similis formae argumentum, quo Paulus Rho. iiij. et Gala. iij, utitur dicens, Quod sicut Abrahae ex fide reputate est iusticia, Ita et omnibus qui credunt reputabitur iusticia. Quare et his sicut Petro habenti revelationem patris et Christum confitenti claves dantur, Ita necesse est omni similiter confitenti et revelantem habenti claves donatas esse, quod nullae nisi ecclesiae, id est communioni sanctorum, convenire potest, cum nullus singularis fidelis constanter et certo ac perseveranter habere possit hanc confessionem, quum nec Petrus ipse in eadem perseverarit, quia non modo aliquando, sed mox post acceptas claves erravit. Jeg tilføjer også et andet argument af lignende form, som Paulus bruger Rom 4 og Gal 3, hvor han siger, at ligesom retfærdighed blev tilregnet Abraham ved tro, således tilregnes retfærdighed også alle, som tror. Fordi ligesom nøglerne blev givet til Peter, da han havde åbenbaringen af faderen og havde bekendt Kristus, således må nødvendigvis nøglerne gives også til enhver, der på lignende måde bekender og har åbenbaringen, hvilket ikke kan ske for nogen undtagen for kirken, det vil sige forsamlingen af de hellige, eftersom ingen enkelt troende kan have denne bekendelse vedvarende og sikkert og udholdende, og heller ikke Peter selv forblev jo i den, fordi han ikke bare et stykke tid efter, men hurtigt efter, at han havde modtaget nøglerne, foer vild.
5 Et tamen non sunt ei claves rursum ablatae, quia non in sua sed ecclesiae persona eas accepit. Quod si haec argumenta non concludunt, nec illa apostoli Pauli, quae allegata sunt.  Og dog blev nøglerne ikke atter taget fra ham, fordi han ikke havde modtaget dem på egne, men på kirkens vegne. Og hvis man ikke kan slutte ud fra disse argumenter, så kan apostelen Paulus' argumenter heller ikke bære, hvad de bliver tillagt.
6 Verum ut opinionem contrariam penitus iugulemus, age, si ista verba 'Tibi dabo claves &c.' ad Petrum et successorem eius pertinet, necesse erit, ut et praecedentia et sequentia ac vi sententiae cohaerentia ad eosdem pertineant: non enim in sacris euangelii verbis admittendi sunt, qui pro arbitrio sensus sui partem huc partem illuc torquent et rapiunt: sed ex consequentia sensus et verborum et ex circumstantiis intelligentia referenda est iuxta Hilarii documentum. Men for at vi næsten helt kan kvæle den modsatte opfattelse, så antag, at disse ord 'Dig vil jeg give nøglerne, osv', henviser til Peter og hans efterfølger. Så vil det være nødvendigt, at også det foregående og det følgende og sætningens sammenhængskraft henviser til det samme. Man kan nemlig ikke i det hellige evangeliums ord give de mennesker adgang, som vender og drejer ordene efter deres forgodtbefindende, snart her, snart dèr. Men efter meningens og ordenes konsekvens og efter forståelsens omstændigheder må han henvise til noget, ifølge Hilarius' argumentation.
7 Cum itaque Christus claves noluerit tradere, nisi prius omnibus discipulis de sui confessione exploratis, deinde non nisi accepto et approbato responso Petri ex revelatione patris loquentis, clarum est, claves non esse nisi eius, qui talis est qualis tunc Petrus fuit.  Eftersom derfor Kristus ikke vil overdrage nøglerne, hvis ikke først alle disciplene har fremlagt en bekendelse til ham, og videre ikke vil gøre det, hvis ikke Peter taler efter et modtaget og godkendt svar på åbenbarelsen af faderen, så er det klart, at nøglerne kun kan tilhøre den, som nu er, ligesom Peter var dengang.
8 Quo sequitur absurdissima absurditas, quod malus papa vel Episcopus non esset papa nec Episcopus, quia non haberet fidem, quae constituit acceptorem clavium. Deinde sequitur contra textum et sensum eorum, quod nec Petrus claves acceperit aut retinuerit. Quia Christus dicit, quod portae inferi non praevaleant adversus vel ecclesiam vel fidem, quam tunc Petrus tenuit.  Hvoraf følger den mest absurde absurditet, at en ond pave eller biskop ikke ville kunne være pave eller biskop, fordi han ikke havde troen, som konstituerer nøglemodtageren. Videre følger imod teksten og deres mening, at Peter hverken vil kunne modtage eller tilbageholde nøglerne. Fordi Kristus siger, at helvedes porte ikke skal få magt over kirken og troen, som Peter da holdt fast ved. 
9 At contra Petrum praevaluit etiam ancilla hostiaria. Si itaque illorum sententia staret, necessaria omnino sequela sequetur, aut Rhomanos et omnes pontifices oportere esse sanctos et habere patris revelationem nec esse carnem et sanguinem, aut eos non esse pontifices nec habere claves. Men en dørvogterske fik magt over Peter. Hvis derfor deres mening står fast, må man enten drage alle de nødvendige konklusioner eller også holde på, at de romerske paver og alle paver bør være hellige og have åbenbarelse af faderen, så de hverken er af kød eller blod, ellers er de ikke paver og har ikke nøglerne. 
10 Nec video, quid contra haec dici possit, cum stet tam clarus textus, quod claves sunt datae non nisi ei, qui carnem et sanguinem non audit sed patrem coelestem, hoc est sanctum et iustum in spiritu. Alioquin omnis pontifex est Satanas, non sapiens quae dei sunt. At si hoc dicimus, iam haereticorum novorum et antiquorum Donatistarum errorem renovamus, qui malum Episcopum non (W194) esse episcopum asseruerunt: quod absit a nobis, qui sanctae et iustae ecclesiae ministrum impium et malum esse posse confitemur. Jeg ser ikke, hvad der kan siges imod dette, eftersom en så klar tekst siger, at nøglerne kun gives til den, som ikke hører kød og blod, men den himmelske fader, det vil sige, den hellige og retfærdige i ånden. Ellers vil enhver pave være Satans, idet han ikke sanser, hvad Guds er. Men hvis vi siger således, så gentager vi bare det nye og gamle kættere donatisternes vildfarelse, de, som ikke mente, at en ond biskop var biskop. Og det ligger langt fra os, som bekender, at den hellige og retfærdige kirkes tjenere godt kan være ufromme og onde. 
11 Ita fit, dum per haec verba volunt ex Rhomana pontifice solum et omnem et universalem pontificem facere, ut nullum pontificem nobis relinquant, ut videant, quo stipendio scripturas violentent adulatores et ambitiosi. Der sker der det, når de med dette ord af den romerske pave vil gøre en eneste og generel og universel pave, at de ikke lader os beholde nogen pave, når de ser, med hvilken lyst smigrere og ambitiøse mennesker voldtager skriften. 
12 Reliquum ergo est, Euangelium hoc loco nec ad Petrum nec ad successorem eius, nec ad ullum Episcopum aut ullum hominem singularem pertinere, sed ad communionem sanctorum, quae est ecclesia. haec deinceps potest claves committere tum digno tum indigno, indigno, inquam, coram deo, quia nescit utrum dignus deo: alioquin non nisi digno coram hominibus committere debet. Tilbage står så den mulighed, at evangeliet på dette sted hverken drejer sig om Peter eller hans efterfølger, eller nogen biskop eller noget enkeltmenneske, men om de hellige samfund, det vil sige: kirken. Denne kan derefter overlade nøglerne både til værdige og uværdige, uværdige, siger jeg, det vil sige, uværdige overfor Gud, eftersom ingen véd, hvem der er værdig overfor Gud. Ellers bør den kun overlade dem til den, der er værdig overfor mennesker. 
13 Quare satis patere arbitror, quando decreta quaedam hunc textum ad Rhomanam sedem et pontificem trahunt, non modo frigidissime (quod modeste dixi) sed etiam contrarie sensui euangelico verbum Christi tractare. quod clarius faciemus, quando ea inferius examinabimus.  Derfor tror jeg, at det nu fremgår tilstrækkelig tydeligt, at når nogle dekreter trækker denne tekst hen imod det romerske sæde og paven, er det ikke blot højst udueligt (som jeg meget mådeholdent har udtrykt det), men det er også at behandle Kristi ord i den modsatte mening af evangeliet. Hvilket vi kan se klarere, når vi nedenfor undersøger det nøjere. 
14 Interim de hac autoritate satis sit in summa dictum, quod si cui claves arrogantur, huic necessariam quoque esse fidem Petri. Quod si fides Petri necessaria esse negabitur, eadem ratione negabitur et claves esse ei datas, cum utrunque copulet et exprimat, immo fidem magis et primo quaerat Christus. Quare non nisi de ecclesia Christum esse locutum clare intelligitur, nec de una aliqua sed de qualibet in qualibet parte mundi. Men for nærværende er der i store træk sagt nok om dette skriftsted, for hvis de tildrager nøglerne til nogen, så må han også nødvendigvis have Peters tro. Og hvis de nægter, at Peters tro er nødvendig, må de med samme begrundelse nægte, at nøglerne er givet ham, eftersom Kristus sammenholder og udtrykke begge dele, ja først og fremmest kræver troen. Derfor kan man kun forstå det sådan, at Kristus taler om kirken, ikke om én bestemt, men om en hvilkensomhelst kirke i en hvilkensomhelst del af verden.
15 Secundo, adducitur illud Iohannis ultimo: Simon, diligis me? pasce oves meas. Hoc enim, quia ad solum Petrum dictum putatur, ipsum super omnes constitutum arbitrantur. Verum quod et haec nihil efficiat, ostendo: For det andet tilføjes dette fra Joh 21: Simon, elsker du mig? vogt mine får. Fordi de nemlig mener, at dette er sagt til Peter alene, tror de, at det indsætter ham over alle. Men jeg vil påvise, at heller ikke dette har noget at sige.
16 Primum, quia certissimum est a Petro nullum Apostolorum esse vel creatum vel missum, quare nec verum nec possibile est, Petro omnes oves esse commissas, sed generali sententia omnibus dictum 'pasce oves meas'.  For det første, fordi der af Peter ikke blev kreeret eller udsendt nogen af apostlene, så det hverken er sandt eller muligt, at Peter fik overdrage alle fårene, men det blev sagt i almindelig mening til alle 'Vogt mine får'. 
17 Non enim dicit 'omnes', sicut ad omnes Apostolos dicit: Ite in orbem universum et docete omnesgentes. Verum ego non possum satis admirari, quod tot ac tanti viri contra tam expressas scripturas tam evidentem experientiam omnes oves Petro arrogant, qui tamen unanimiter confiteri coguntur, singulos Apostolos in suas sortes esse missos et Paulum de coelo in Apostolatum gentium vocatum. Han siger nemlig ikke 'alle mine får', sådan som han til alle apostlene siger: Gå ud i alverden og lær alle folkeslagene. Men jeg for min del kan ikke være særlig begejstret for det faktum, at så mange og så store mænd imod et så klart skriftsted og en så klar erfaring tillægger Peter alle får, når de dog tvinges til énstemmigt at bekende, at hver enkelt apostel er udsendt til sin del, og at Paulus blev kaldet til hedningeapostel fra himlen. 
18 In quibus omnibus quomodo Petrum adhuc omnium pastorem asserere audemus? qui nullum illorum misit, praesertim Paulum, ut ad Gala. i. multis verbis contendit. Sunt haec tam aperta, ut confutatione opus non videatur. Illi, inquit Marcus, profecti praedicaverunt ubique. (Mark 16,20).  I alt dette, hvordan vover vi så at påstå, at Peter alligevel er hyrde over alle? han, som ikke har udsendt nogen, i hvert fald ikke Paulus, som han med mange ord forsikrer i Gal 1. Dette er dog så klart, at ingen gendrivelse synes at være nødig. Markus siger, at de drog ud og prædikede overalt. (Mark 16,20). 
19 Sequitur ergo, aut Petro et successori suo non esse omnes Christi oves commissas aut oves, quas non Petrus, sed Paulus et caeteri Apostoli paverunt, ad oves Christi non pertinere: quo quid blasphemius? Ergo Corinthii, Galatae, Philippenses et aliae gentes, quia nec pascente nec pastores (W195) mittente Petro pastae sunt, oves Christi intelligendae non sunt? sed quid moror in re tam aperta? Heraf følger altså, enten at Peter og hans efterfølger ikke har fået alle Kristi får betroet, eller at de får, som ikke Peter, men Paulus og de andre apostle vogter, ikke hører til Kristi får; men hvad kan man sige mere blasfemisk end det? Så ville jo korintherne, galaterne, filipperne og de andre hedninger, ikke skulle forstås som Kristi får, fordi de ikke blev vogtet af vogtere eller hyrder, som Peter havde udsendt? Men hvorfor gør jeg så meget ud af en så soleklar sag?
20 Si dicis 'at verbum Christi ad solum Petrum dicit: pasce oves meas', respondeo: non dixit 'omnes oves meas'. Alioquin peccasset Petrus, si non omnes pavisset solus, sine caeteris Apostolis: peccaret etiam hodie Rhomanus pontifex, quod non pascit nec pastores mittit ad Turcas et alias gentes.  Hvis du siger 'Men Kristi ord taler til Peter alene: vogt mine får', svarer jeg: han siger ikke: 'alle mine får'. Ellers ville Peter synde, hvis han ikke selv vogtede den alle uden de øvrige apostle. Og den romerske pave ville også synde i dag, fordi han ikke vogter eller sender hyrder til tyrkerne og andre folkeslag. 
21 Quin aliud dicam: Ex isto verbo nihil potest cogi aliud quam ut Petrus pasceret oves, quae fuerunt ex ovili Iudaeorum, et sic nihil ad eum pertinet nec ad Rhomanum pontificem et successorem eius, aut non ad solum eum pertinet.  Ja, jeg vil sige noget mere: Af dette ord kan man ikke tvinges til at sige mere, end at Peter vogter de får, som er af jødernes hjord, og således har det intet med ham eller den romerske pave og hans efterfølger at gøre, eller også har det ikke med ham alene at gøre. 
22 Quod ex Apostolo Paulo Gala. ij. probo, ubi Petrum vocat Apostolum circumcisionis et se Apostolum gentium. Ergo si quis pertinax esset, nulla vi possit cogi hoc verbo Christi aliud intelligi quam pasturam ovium, quae fuerunt ex circumcisione, aut si extenditur ad Rhomanum pontificem, iam nec prohiberi potest, quin ad omnes pertineat et extendi pari negotio ad omnes queat.  Hvilket jeg beviser fra apostelen Paulus i Gal 2,7, hvor han kalder Peter apostelen for omskærelsen og sig selv apostelen for hedningerne. Altså, hvis man er påståelig, kan man ved ingen kraft af dette Kristi ord tvinges til at forstå andet end vogtning af fårene, som er af omskærelsen, eller, hvis det udstrækkes til at gælde den romerske pave, så kan det ikke forhindres, at det, der har med alle at gøre, også i lige grad kan udstrækkes til alle. 
23 Secundo, ego rogarem, ut adulatores Rhomani pontificis omitterent hoc terribilissimum verbum allegare pro statuendo primatu eius. neque enim terribilius ego verbum in tota sacra scriptura legi, quod Rhomanum pontificem et omnem pontificem magis terrere possit: Primum, quia pascere non significat id quod esse primum aut principem. ideo ex ipso nihil aliud probatur quam quod Rhomanus pontifex debet praedicare docereque verbum dei. For det andet vil jeg bede om, at den romerske paves smigrere lader være med at bruge dette forfærdelige ord til at stadfæste hans primat med. Jeg læser nemlig ikke noget forfærdeligere ord i hele skriften, som kan skræmme den romerske pave og enhver pave mere. For det første, fordi 'at vogte' ikke betyder det at være den første eller være overhoved. Derfor af dette ord bevises ikke andet, end at den romerske pave bør prædike og lære Guds ord. 
24 Quod si hoc debet, iam ei deponendus et totus iste primatus, die et nocte in literis sacris versandum, pure orandum, periculis et morte pro verbo laborandum, breviter tota Rhoma, ut hodie est, longe in aliam faciem mutanda. Desinant ergo propter deum verba Christi spiritualissima suis cupiditatibus aptare. Haec enim si Rhomano pontifici aptantur, sequitur irrefragabiliter necessarium esse, ut doceat verbum, aut si non docet nihil ad eum pertinet.  Men hvis han skal gøre det, må han også lægge dette primat helt til side, læse dag og nat i de hellige skrifter, bede hele tiden, arbejde i fare og dødsfare for ordet, kort sagt, ændre hele Rom, som det ser ud i dag, til et helt andet udseende. De skal altså lade være med for Guds skyld at knytte Kristi højst åndelige ord sammen med deres bestræbelser. For hvis de knytter det til den romerske pave, følger det uundgåeligt, at det er nødvendigt, at han lærer ordet, ellers, hvis han ikke lærer det, har det intet med ham at gøre. 
25 Verum magis observa: Christus non imponit pasturam Petro, nisi prius diligat. Obsecro te, quid hoc est? Nonne sequitur, si non diligat, non sit audiendus? At quis nos certos faciet de amore pastoris? Dubitabimus ergo, quemnam audiamus?  Men se videre: Kristus lægger ikke hyrdeembedet på Peter, uden han først elsker. Jamen, for pokker, hvad er det? Mon ikke deraf følger, at den, der ikke elsker, heller ikke bliver hørt? Men hvem gør os sikre på hyrdens kærlighed? Vi kommer altså til at tvivle på, hvem vi skal høre?
26 Nam si audire nobis pastorem necesse est, etiam illi amare Christum necesse est, aut si amare Christum non est necesse, nec audire pastorem necesse est, cum utrunque Christus copularit nec pasturam nisi amanti commiserit. quid hic faciemus? Scio, quod, si recte pensaret hoc verbum Christi, quilibet Episcopus desperaret se medium unius civitatis pascere posse.  For hvis det er nødvendigt for os at høre hyrden, så er det også nødvendigt for ham at elske Kristus, eller hvis det at elske Kristus ikke er nødvendigt, så er det heller ikke nødvendigt at høre hyrden, eftersom Kristus forbinder de to ting og kun overdrager hyrdeembedet til den, der elsker. Hvad skal vi gøre her? Jeg véd, at hvis han rigtig overvejede Kristi ord her, så ville enhver biskop fortvivle over, hvorvidt han kunne vogte hjorden midt i byen. 
27 Igitur, hoc effecimus, quod ista autoritate nihil probatur nec valet ad probandum primatum: si autem aliquid facit, tunc hoc urgebit, non esse (W196) Episcopum in ecclesia qui non doceat, nec docere aliquem debere nisi diligat. Hoc, inquam, et non aliud ista verba concludunt, nisi nova grammatica usus dicas: 'Si diliges me, pasce oves meas' idem sit quod 'si diligis te, esto primus super totam ecclesiam'.  Derfor, det har vi fået ud af det, at dette skriftsted ikke beviser eller bare gælder i retning af at bevise primatet: Men hvis det gør noget, så understreger det, at der ikke er nogen biskop i kirken, som ikke lærer, og at ingen bør belære nogen, hvis han ikke elsker. Dette, siger jeg, konkluderer dette ord og ikke noget andet, medmindre du vil bruge en ny grammatik og sige: 'Hvis du elsker mig, vogt mine får' det er det samme som: 'Hvis du elsker dig selv, kan du blive den første over hele kirken'. 
28 Rectius ergo facies, si hoc verbum Christi accipias pro exhortatione, immo praecepto non quo oves subiectionem sed quo pastores ad diligendum Christum et pascendum populum astringatur. Porro, dilectio Christi (ut beatus Augustinus hoc exponit) etiam mori pro ovibus Christi requirit.  Du gør derfor mere ret i at forstå dette Kristi ord som en opfordring, ja et bud, som forpligter, ikke fårene til underkastelse, men hyrderne til at elske Kristus og vogte hans folk. Endvidere hører der med til kærligheden til Kristus (som den salige Augustin forklarer det), at man også er villig til at dø for Kristi får. 
29 Atque utinam hoc verbum ad se pertinere crederent rhomani pontifices! Haec est enim totius orbis querela, quod dilectionem et doctrinam aliis relegantes ad se nihil putant pertinere. intelligunt enim haec verba ad populum pertinere, ut per quae cogere ad subiectionem omnes volunt, et tamen pascua et auditum verbi (quod verba sunt) nemo ex eis intelligit.  Ja, gid de romerske paver ville tro, at dette ord retter sig mod dem! Dette er nemlig hele verdens klageråb, at de henviser kærligheden og undervisningen til nogen andre og ikke mener, at det har med dem at gøre. De mener også, at dette ord har med folket at gøre, så de med det vil tvinge alle til underkastelse, og dog er der ingen, der forstår vogtergerningen og dette at høre ordet ud fra dette. 
30 O foelix ambitio, si quis usquam inveniretur, qui omnium pastor esse ambiret, quis hunc non libentissime admitteret? Nunc autem libenter permittunt cuicunque diligendi et pascendi officium, sibi vero titulum diligendi et pascendi et quae titulum sequuntur, lucra scilicet et honores, reservant. Desine itaque a verbis Christi torquentis, quia ea, quae per hoc pontifici tribuis, penitus auferunt et omnia ea imponunt, quae non tribuis et ille quam maxime exhorret.  O, det ville være en lykkelig ambition, om nogen nogensinde fandt hvordan han kunne bestræbe sig for at være hyrde for alle, hvem vil ikke gerne indrømme det? Men nu tilsteder de gerne hvemsomhelst til det embede at elske og at vogte, men forbeholder sig selv ordet at elske og at vogte og hvilke titler der følger, nemlig indtægterne og æren. Lad derfor være med at fordreje Kristi ord, fordi det, du herigennem tillægger paven, fjerner de helt, og så lægger de alt det ind i det, som du ikke tillægger det, og som han selv mest muligt advarer imod. 
31 At dicis 'pascere non potest nisi sit superior: ergo licet non faciat officium pastoris, non per hoc superioris amittit locum'. Respondeo: quid hoc ad me? Quere ergo alia verba, quibus locum potestatis asseras: haec verba aut amantem et pascentem requirunt, aut prorsus nulli conveniunt, nisi iterum nova latinitate 'diligere plus his' accipias pro eo quod est 'praeesse caeteris omnibus' et 'pascere' 'omnium iura et opes possidere'. Men så vil du sige: 'Man kan ikke vogte, uden at man er overordnet. Altså kan man ikke danne noget hyrdeembede, uden at man derigennem giver plads til en overordnet'. Jeg svarer: Hvad har det med mig at gøre? Så må du jo fremvise et andet ord, hvorved du kan påstå plads til magten. Dette ord kræver enten, at man elsker og vogter, eller også kan det ikke bruges til noget, medmindre du atter med en slags ny latin vil forstå dette 'elske mere end' som lig med 'stå i spidsen for alle de andre' og dette 'vogte' som lig med 'at besidde al magt og rigdom'. 
32 Proinde nihil mirum, si primatum tanto aestu quaerunt: quem si verbis in suo significatu acceptis gerere deberent, nec deum ipsum pro praemio essent expectaturi. vides ne ergo, quid sit illudere scripturas seu, ut modestius dixi, ex frigidissimis decretis primatum hunc probare? Derfor er det ikke mærkeligt, hvis de søger primatet med så stor lidenskab. Hvis de, som de burde, havde ført primatet frem efter at have forstået ordene i deres betydning, ville de også have kunnet stræbe efter Gud i stedet for efter belønningen. Ser du da ikke, hvordan dette er at lege med skriften, eller, at jeg skal tale mere moderat, hvordan dette er at ville bevise primatet ud fra ubrugelige dekreter?
33 Sequitur ex iis, quod praeesse caeteris, et nec diligere nec pascere, non est euangelicum neque Christianum officium, sed mundanum et humanum. Dic mihi, si subditi erecti adversus pontificem dicerent 'nolumus te audire nec habere pro pontifice', quibus velles eos verbis compescere?  Af dette, at han står over de øvrige og hverken elsker eller vogter, følger, at det ikke er et evangelisk eller kristeligt embede, men et verdsligt og menneskeligt. Sig mig, hvis de undertrykte gør oprør mod paven og siger 'vi vil ikke høre dig eller have dig som pave', med hvilke ord vil du så overbevise dem?
34 Nunquid his 'pasce oves meas'? At ipsi dicent 'quando autem pascis? quando diligis? ubi opus et res huius verbi?' Ergo alio verbo cogendi essent, non isto. Quare sequitur quoque, quod his verbis nec ulla potestas, nedum primatus commititur, sed potestatem habenti officium diligendi et docendi imponitur, sicut Petro iam in apostolam vocato haec dicuntur.  Mon ikke med disse ord 'vogt mine får'? Men så vil de sige 'Hvornår har du da vogtet? Hvornår har du elsket? hvor er dette ords gerning og sag?' Altså må man tvinge dem med et andet ord, ikke med dette. Derfor er det også en følge, at med disse ord overdrages hverken nogen magt eller noget primat, men der pålægges den, der har magten, det embede at elske og lære, sådan som dette blev sagt til Peter, da han blev kaldet til apostolatet. 
35 Et hoc est quod istos adulatores verborum Christi oscitantes et stertentes lectores ab intellectu (W197) sano propellit, quod non discernunt verbum officium et potestatis. Vocatio Petri fecit eum primum et qualem ipsi volunt statuere. Sed impositio officii per verbum 'pasce' nullum ei maiorem gradum contulit nec conferre potuit nisi dicant, Petrum super seipsum etiam elevatum per verbum 'pasce'.  Og det er, hvad der næsten driver disse smigrere og svingende og snorkende læsere af Kristi ord fra forstanden, at de ikke kan skelne mellem ordene embede og magt. Peters kaldelse gør ham til den første og det er, hvad de vil fastslå. Men pålæggelsen af embedet gennem ordet 'vogte' giver ham ikke og kan ikke overføre til ham nogen højere grad, medmindre de vil sige, at Peter blev ophøjet over sig selv ved ordet 'vogte'. 
36 Dicis autem 'Sufficit quod per alium doceat et diligat: non est necesse, ut per se solum faciat'. Respondeo: admitto, sed hoc isto verbo Christi non traditur, et alio verbo hanc licentiam astrui oportet. hoc verbum insuperabiliter concludit, aut pastores esse debere, etiam per seipsos amantes et docentes, aut, si non per seipsos amant et docent, nihil hoc verbum ad eos pertinere. Atque ita nihil probatur ex ipso pro Monarchia Rhomana, sed potius contra pugnatur, cum tot amari et pasci ab uno sit impossibile.  Men nu vil du sige: 'Det er nok, at han lærer og elsker gennem en anden; det er ikke nødvendigt, at han gør det selv personligt'. Jeg svarer: Det indrømmer jeg, men det overleveres ikke ved dette Kristus-ord, og man må tilføje denne tilladelse med et andet ord. Dette ord konkluderer uovervindeligt, at enten bør de være hyrder, så de både elsker og lærer i egen person, eller også, hvis de ikke elsker og lærer i egen person, har dette ord intet med dem at gøre. Og således beviser det i sig selv ikke noget til fordel for det romerske herredømme, det vender sig snarere imod det, eftersom det er umuligt for én at elske og vogte så mange. 
37 Videmus quidem officium diligendi et pascendi a pontificibus rhomanis tradi Episcopis retento titulo pastoris et amatoris, et Episcopi eodem nomine servato tradunt curatis, curati capellanis: nomen per omnes transit et haeret, officium transit et in nullo haeret. Vi ser ganske vist, at embedet med at elske og vogte af de romerske paver videregives til biskopperne, idet dog titlen hyrde og elsker holdes tilbage, og biskopperne videregiver det under det samme navn til curatorerne og curatorerne til kapellanerne. Navnet videregives gennem alle og klæber ved dem, embedet videregives og klæber ikke ved nogen. 
38 Sed et fratres mendicantes sumpto ab illis officio strenue eos imitantur: Maiores et magistri officium docendi fratribus terminariis imponunt, ipsi nomen officii contenti. Adeo molestum est verbum dei docere, diligere et pascere, propter quod unum filius dei venit in mundum misitque spiritumsanctum et omnia fecit, ut officium hoc esset officiosissimum.  Men også tiggermunkene, når man tager fra dem embedet, efterligner dem flinkt. De ledende og lærerne pålægger de omvandrende brødre læreembedet, selv tilfredse med embedsnavnet. På den måde bliver dette at lære Guds ord, at elske og at vogte gjort uægte, eftersom én Guds søn kom til verden og udsendte Helligånden og gjorde alting, så at dette embede skulle blive højst tjenstvilligt. 
39 Quod si satis est per alium docere, quid amplius facit Episcopus quam laicus? Nonne vel Turca potest iubere aut permittere, ut alius diligat ac pascat? Quid ergo necesse fuit Petro tot vicibus repetitis mandare hoc officium et tam instanter urgere? Est iste modus euangelii interpretandi 'Pasce oves meas, id est permitte, iube, ut alius pascat'? Men hvis det er nok at lære gennem andre, hvad gør så biskoppen mere end lægmanden? Mon ikke også tyrken kan befale eller tillade, at en anden elsker og vogter? Hvorfor var det da nødvendigt at overgive dette embede til Peter med så mange vekslende gentagelser og lægge så omhyggelig vægt derpå? Er det mon måden at udlægge evangeliet på: 'Vogt mine får, det vil sige, tillad, befal, at andre vogter dem'?
40 Si ille alius item per alium pascat et tertius per quartum, ac sic sine fine usque ad neminem, ubi manet verbum Christi? Aut qua decentia caeteri sequaces pascent, quando primores et qui plus iis debent non pascunt? Cur Christus non fecit idem? cur Petrus non etiam otiatus per alios pavit? Hvis således den ene vogter gennem den anden og den tredie gennem den fjerde, og således uden ende indtil ingensomhelst, hvad bliver der så af Kristi ord? Eller med hvilken omhu vil de øvrige efterfølgende vogte, når de første og de, der burde gøre det mere end dem, ikke vogter? Hvorfor gjorde Kristus ikke det samme? Hvorfor slappede Peter ikke også af og vogtede ved andre? 
41 Igitur si ista verba ad pontificam potestatem cogas servire, in nervum res tua ibit et concludes, a tempore Gregorii Magni non fuisse pastorem in Rhomana ecclesia. hic enim fere ultimus est eorum, qui sacras literas tractaverunt. Quare si gloriaris dictum esse Petro 'diligis me plus iis?', bene, fac hoc et vives, dilige plus caeteris, pasce plus caeteris, Et induentur arietes ovium, et valles abundant frumento, clamabunt et hymnum dicent. (Sl 65,14) Derfor hvis du tvinger disse ord til at tjene pavemagten, går din sag ind til kernen, og du må konkludere, at fra Gregor den Stores tid har der ikke været nogen hyrde i den romerske kirke. Her sådan cirka var det nemlig slut med dem, der læste i skriften. Hvis du derfor vil rose dig af, at det blev sagt til Peter 'elsker du mig mere end disse?', godt, gør dette, så skal du leve, elsk mere end de øvrige, vogt mere end de øvrige. 'Og engene klæder sig i lam, og dalene hyller sig i korn, de jubler og synger salmer'. 
42 Quod si per 'diligere plus his' intelliges maiorem te aliis esse, iam verbo Christi alienam intrudis intelligentiam. Non enim aliquid iubetur subditis per haec verba sed Petro. Non dicit 'Estote oves sub Petro', sed 'Petre, pasce oves'. Et tamen illud volunt, hoc nolunt. For hvis du ved dette 'at elske mere end disse' forstår, at du er større end andre, så ifører du Kristi ord en anden forståelse. Han befaler nemlig ikke de underordnede, men Peter noget ved disse ord. Han siger ikke 'I skal være får under Peter', men 'Peter, vogt mine får'. Og dog vil de forstå det som det første, men ikke det sidste. 
43 Credo itaque manifestissimum esse, has duas euangelii autoritates nihil ad rem facere et frigidissimum atque inefficax esse, quicquid hucusque per ipsas in hac re formatum est. (W198).  Jeg tror derfor, at det nu er soleklart, at disse to skriftsteder fra evangelierne ikke har noget med sagen at gøre, men er uduelige og uvirksomme til noget af det, der indtil nu er fremkommet i denne sag. 
44 Ex iis iam facile est decreta ipsa iudicare, quam infirmiter sua probent. Quod ut clarum faciam, aliquot adduco. Ud fra dette er det let at bedømme dekreterne selv, hvor svagt de beviser deres sag. Og for at det kan komme til at stå mere klare, vil jeg tilføje noget.
45 Primus est Leo dis. xix. c. Ita dominus noster, inquit, Ihesus Christus, humani generis salvator, instituit, ut veritas, quae antea legis et prophetarum praeconio continebatur, per tubam Apostolicam in salutem universitatis exiret, sicut scriptum est: In omnem terram exivit sonus eorum et in fines orbis terrae verba eorum. (Sl 19,5).  Først er der Leo, som i Distinktion 19, kapitel 'Ita dominus noster' siger: Jesus Kristus, menneskehedens frelser, har bestemt, at sandheden, som holdtes i ære før loven og profeterne, skulle udgå til frelse for alverden gennem apostlenes basun, sådan som der står skrevet: Over hele jorden udgik lyden af dem og til verdens ende deres ord.
46 Sed huius muneris sacramenta ita dominus ad omnium apostolorum officium pertinere voluit, ut in beatissimo Petro, omnium apostolorum summo, principaliter collocaret, ut ab ipso, quasi a quodam capite, dona sua velut in corpus omne diffunderet, ut exortem se intelligeret divini mysterii esse, qui a Petri soliditate recederet. haec ille. (19/7b).  Men dette hvervs sakramente ville Herren skulle angå alle apostlenes embede på den måde, at han først og fremmest forbandt det med den salige Peter, alle apostlenes førstemand, så at fra ham, som fra et hoved, hans gaver kunne flyde ud som i hele legemet, så at han forstår, at den, der trækker sig tilbage fra Peters faste grundvold, er udelukket fra det guddommelige mysterium. Såvidt Leo. 
47 Quis, obsecro, non videt, sanctum et eruditum hunc virum humana passum? Nam si per soliditatem Petri intelligit fidem, qua Petrus Christum confessus est Matth. xvi., recte et euangelice dicit. Haec enim fides est petra, a qua Petrus nomen habet. A qua qui recesserit, merito exors est divini mysterii.  Jamen, jeg spørger, hvem ser ikke, at denne hellige og lærde mand lider under det menneskelige? For hvis han ved Peters faste grundvold forstår troen, hvormed Peter bekendte Kristus Matt 16,18, taler han ret og evangelisk. Denne tro er nemlig klippen, hvorfra Peter har sit navn. Og den, der viger derfra, bliver med rette udelukket fra det guddommelige mysterium. 
48 Verum si per soliditatem Petri intelligit iurisdictionem et potestatem Petri et Rhomani pontificis, quilibet facile capit, quod verbo euangelii abutitur et fallitur. Nonne omnes Apostoli fuerunt in soliditate Petri? et tamen sub Rhomana ecclesia non fuerunt. Sanctus Stephanus et alii, a Paulo persecutionem passi, in soliditate Petri fuerunt, antequam Rhomana ecclesia fieret.  Men hvis han ved Peters faste grundvold forstår Peters og den romerske paves jurisdiktion og magt, så kan enhver let forstå, at han misbruger det evangeliske ord og tager fejl af det. Mon ikke alle apostlene stod på Peters faste grundvold? Og dog var de ikke underlagt den romerske kirke. Den hellige Stefanus og andre, som led forfølgelse under Paulus, var på Peters faste grundvold, førend den romerske kirke blev til. 
49 Deinde eadem humani affectus labilitate dicit in Apostolo Petro principaliter collocatum munus docendi, trahens ad singularem Petrum, quod propheta plurali et indiscreto numero dixit: Sonus eorum et verba eorum.  Dernæst siger han ud fra den samme forvirrethed hos den menneskelige følelse, at opgaven med at belære hovedsagelig blev forbundet med apostelen Peter, idet han drager hen til Peter alene, hvad profeten i flertal og uden bestemt antal siger: 'Lyden af dem og deres ord'. 
50 Sed et hoc manifeste falsum est, quod Petrus caput sit totius corporis , a quo dona sua Christus in omne corpus diffundat, nisi intelligat partem ecclesiae, quae docente Petro erudita est, ut est latina et occidentalis ecclesia.  Men også dette er håndgribelig forkert, at Peter er hoved for hele legemet, hvorigennem Kristus udgyder sine gaver til hele legemet, medmindre man derved forstår den del af kirken, som er blevet uddannet gennem Peters lærevirksomhed, det vil sige, den latinske og den vestlige kirke. 
51 Nam etiam per alios Apostolos, praesertim Paulum, dona sua diffudit in multo plures quam per Petrum, ut mihi miraculum sit tam profunde huius pontificis mentem fuisse occupatam, ut haec scribens non meminisse potuerit Pauli et aliorum Apostolorum. Si ergo dixisset 'per quem dona sua in corpus diffunderet', recte dixisset, sed 'in omne corpus' nimium dictum est.  For han har udgydt sine gaver også igennem andre apostle, især Paulus, og det meget mere end gennem Peter, så det forekommer mig mærkeligt, at en sådan paves dybe sind i den grad kunne være optaget, at han skrev dette uden at kunne komme i tanker om Paulus og de andre apostle. Hvis han havde sagt 'gennem hvem han udgyder sine gaver i legemet', havde han talt ret, men at sige 'i hele legemet', det er for meget. 
52 Sequitur idem Leo: Hunc (Petrum) enim in consortium individuae unitatis assumptum id quod ipse erat voluit nominari dicendo 'Tu es Petrus, et super hanc petram aedificabo ecclesiam meam', ut aeterni templi aedificatio mirabili munere gratiae dei in Petri soliditate consisteret. (19/7d).  Denne Leo fortsætter: Denne (Peter) optog han nemlig i den udelelige énheds fællesskab og ville, at han skulle benævnes med det, han var, idet han sagde: 'Du er Peter og på denne klippe vil jeg bygge min kirke', så at det evige, forunderlige tempel ved Guds nådes hjælp bygges på Peters grundvold. 
53 Iterum per soliditatem Petri non fidem universalis ecclesiae sed potestatem Rhomanae ecclesiae significat et verbum Christi sub persona propria Petri, non autem ecclesiae accipit dictum, ut clare ex sequentibus patet, ubi dicit: Verum hanc firmitatem Petri istius sanctissimam, deo (ut diximus) aedificante constructam, nimis vult impia praesumptione violare, quisquis (W199) eius potestatem tentat infringere favendo suis cupiditatibus et id quod accepit a veteribus non sequendo. (19/7e).  Atter betegner han med Peters faste grundvold ikke den universelle kirkes tro, men den romerske kirkes magt og forstår Kristi ord som talt til selve personen Peter, ikke til kirken, som det klart fremgår af det følgende, hvor han siger: Men denne Peters højhellige fasthed, opbygget med Gud som bygherre, som vi har sagt, vil han på ingen måde finde sig i bliver forulempet af den ufromme antagelse, at enhver kan prøve at afbrække hans magt ved følge sine lyster og ikke rette sig efter det, som er modtaget fra de gamle. 
54 Ecce seipsum exponit, soliditatem Petri esse potestatem rhomanae ecclesiae, idem per secretissimam fidem spiritus et externam iurisdictionis potestatem intelligens, non sine verbi euangelici iuiuria. Non ergo infringit soliditatem Petri, qui sub legibus rhomanae ecclesiae non vivit, sed qui non id credit quod Petrus confessus est.  Se, han forklarer selv, at Peters faste grundvold er den romerske kirkes magt, ligeledes forstår han også ved den mest hemmelige åndens tro den ydre jurisdiktions magt, og det gør han ikke uden uret mod evangeliets ord. For den bryder ikke med Peters faste grundvold, som ikke lever under den romerske kirkes love, nej, det gør den, som ikke tror det, som Peter bekender. 
55 Protestor autem ego, quod decreta quidem huiusmodi non damno. Nihil enim meae saluti deperit, si tolero alicuius violentiam scripturae interpretationem, modo vera et legitima intelligentia iuxta salva sit. Sed hoc adnitor, ut rem et fidem nostram constanti et solida intelligentia discamus firmare.  Men jeg for min del tilstår, at jeg ganske vist ikke fordømmer den slags dekreter. Der er nemlig intet af min frelse, der går til grunde, hvis jeg tåler den slags voldførende skriftfortolkning, blot den sande og legitime forståelse må have lov at være lige så frelsende. Men det bestræber jeg mig for, at vi kan lære at styrke sagen og vores tro med en stadig og fast forståelse. 
56 Quamvis enim eiusmodi abusiones scripturae valeant pro iis, qui iam credunt, et tolerandae sint, tamen oportet etiam, si cum contentiosis oriatur bellum, habere simplicem et germanum sensum Christi, qui stare in acie victor possit, ne ecclesiam et omnes nos ludibrio exponamus.  Skønt nemlig den slags misbrug af skriften har gyldighed for dem, som allerede tror, og bør tåles, så bør man dog også, hvis der opstår strid med de stridslystne, have den enfoldige og rene Kristi betydning, at han kan stå som sejrherre på slagmarken, at ikke vi skal udstille kirken og os alle til spot. 
57 Neque enim cum illis sentio, qui rhomanos pontifices non errasse putant et apud eos solos esse veram scripturae intelligentiam, cum longe contrarium hic et multis aliis locis videatur: homines fuerunt sicut et caeteri Episcopi. Neque sane grande miraculum est, sanctos hos pontifices humana infirmitate sibi ambivisse primatum, quando et ipsi apostoli praesente Christo non solum ambivarunt sed etiam non semel inter se contenderunt, quis eorum videretur maior. (Luk 22,24).  Jeg mener nemlig ikke som disse, at den romerske kirke ikke kan tage fejl, og at det alene er hos dem, den sande forståelse af skriften findes, eftersom man længe har set det modsatte både her og andre steder. Paverne er mennesker, ligesom også de andre biskopper. Og det er heller ikke noget stort mirakel, at disse hellige paver har stræbt efter primatet ud af menneskelig svaghed, når også selve apostlene i Kristi nærvær ikke blot stræbte efter, men også flere gange konkurrerede indbyrdes om, hvem af dem der var den største. 
58 Sicut ergo Christus benigne tulit eorum humanitatem, ita et ecclesia talium pontificum ambitionis reliquias ferendas discit et decreta eiusmodi ideo non penitus reiicit. Illis porro et manibus et pedibus resistendum est, qui non contenti, quod huiusmodi decreta humiliter ferimus, sed eo insaniunt, ut, tanquam non sit alius in scriptura sensus, ea pro necessariis articulis fidei nobis sancire et omnem alium sensum haereticum proclamare audent, omnia sine ullo iudicio legentes: qua temeritate necessario tandem fit, ut legitimum Christi sensum amittamus et in humanum arbitrium et arenam aedificemur.  Ligesom altså Kristus barmhjertigt bar over med deres menneskelighed, således bør kirken også lære, at man bør bære over med sådanne pavers ambitiøse efterladenskaber og ikke helt forkaste den slags dekreter. Men man skal med hænder og fødder modstå dem, som ikke er tilfredse med, at vi ydmygt bærer den slags dekreter, men også raser om, at skønt der ikke er nogen anden mening i skriften, så skal disse ting dog fastsættes som nødvendige trosartikler og al anden mening vover de at erklære kættersk, altsammen uden at afsige nogen dom. Ved en sådan forvovenhed sker der til slut med nødvendighed det, at vi mister den legitime Kristi mening og opbygges på menneskelige meninger og sand.
59 Si enim verum esset, quod hic Leo iste dicit et tanquam divino praecepto eius verbis obediendum esset, iam tota orientalis ecclesia ab initio sui usque ad finem fuisset exors divini mysterii, quia nunquam sub rhomanae ecclesiae potestate fuit. Tolerandus itaque error huius Leonis, non autem propter eum alius et verior sensus relinquendus.  Men hvis det var sandt, hvad denne Leo her siger, og hvis hans ord skulle adlydes som et guddommeligt bud, så ville hele den orientalske kirke fra dens begyndelse til dens ende være udelukket fra det guddommelige mysterium, fordi den aldrig har været under den romerske kirkes magt. Man bør derfor tåle denne Leos fejl, men ikke på grund af ham forlade en anden og sandere mening. 
60 Secundus est Leo iiij. dis. xx. de libellis, dicens: Quam ob causam luculentius et magna voce pronunciare non timeo, quia qui illa, quae diximus, sanctorum patrum statuta, quae apud nos Canonum nomine praetitulantur, sive sit Episcopus sive clericus sive laicus, non indifferenter recipere convincitur nec catholicam nec apostolicam fidem nec quatuor euangelia utiliter et efficaciter ad effectum suum retinere vel credere probatur. (20/1d). Det andet sted er Leo den fjerdes ord fra Distinktion 20, de libelles, hvor han siger: Af den grund er jeg ikke bange for dygtigt og med høj røst at bekendtgøre, at den, som ikke overbevises til at modtage det uden forskel, som vi har sagt, de hellige fædres statutter, som hos os bærer titlen kanoner, hvad enten han er biskop eller klerk eller lægmand, han kan hverken bevises at have den katolske og apostoliske tro eller forstå eller tro de fire evangelier på nyttig og virksom måde til hans eget gavn. 
61 Vere nimis nihil times, mi Leo, pronunciare, audens humana statuta euangeliis aequare, et audacter satis affirmas, iis non servatis nec fidem (W200) catholicam servari. Si de contemptoribus et iis qui sub te sunt diceres, recte diceres: nunc contra, quando mores et fidem, traditiones cum euangelio, verbum hominum cum verbo dei confundis, nonne homo es? Quis ferat, ut euangelium et fidem non servare putetur, qui sub statutis illis non fuerit? Tu cum tuis serva statuta et canones: illis, qui sunt in oriente, alia sunt statuta, sed idem euangelium.  Nej, du er sandelig ikke bange, kære Leo, for at bekendtgøre, du vover at stille menneskelige statutter lige med evangelierne, og forsikrer altfor forvovent, at disse ikke frelses eller bevarer den katolske tro. Hvis du siger det om foragterne og dem, som er under dig, taler du ret. Men nu er det modsat, når du sammenblander skikke og tro, traditioner og evangelium, menneskers ord med Guds ord, mon du så ikke er menneske? Hvem kan bære, at evangeliet og troen ikke menes at frelse den, som ikke var under disse statutter? Du med dine frelsende statutter og kanoner: De, som bor i orienten, har andre statutter, men det samme evangelium. 
62 Tertius, dis. xxi. c. Cleros, quod capitulum ego nunquam credam esse ab aliqio rhomano pontifice constitutum, sed videtur Isidori commentum esse, qui Metropolim mensuram civitatis et Acolytum ceroferarium aliosque gradus egregia inscitia describit, et invenit tamen autoritatem. (n62).  Det tredie sted er det fra Distinktion 21. kapitlet Cleros, men det kapitel tror jeg ikke er skrevet af en romersk pave, men det synes at være Isidors kommentar, som med udmærket uvidenhed beskriver Metropolis bymål og Acolyts vokssæt og andre ting og dog finder autoriteten. (?)
63 Pontifex, inquit, princeps sacerdotum est vel esse dicitur quasi via sequentium. Ipse et summus sacerdos, ipse pontifex maximus nuncupatur. Ipse enim efficit sacerdotes et Levitas: ipse omnes ordines ecclesiasticos disponit: ipse, quod unusquisque facere debet, ostendit. Antea autem pontifices et reges erant. Nam maiorum haec consuetudo fuit, ut rex esset sacerdos et pontifex: unde et pontifices rhomani imperatores appellabantur.  Paven, siger han, er den øverste præst eller kan siges at være som vejen for de følgende. Selv er han den øverste præst, selv kaldes han den største præst. Selv udvirker han nemlig præstedømmet og levitternes embede. Selv disponerer han over alle kirkelige ordener. Selv påviser han, hvad enhver bør gøre. Men tidligere var paverne også konger. For de ledende havde den sædvane, at kongen skulle være præst og ypperstepræst. Hvorfor også de romerske paver kaldtes imperatorer. 
64 Hunc divinatorem contemptum praeterissem cum erroribus suis, nisi viderem hinc sumi hodie a nonnullis, quod papam imperatorem maximumque pontificem iactant. Ideo non inter canones, sed inter canes hunc deputo, et ne id sine iudicio faciam opponam ei contraria decreta, quae simul sententiam nostram iuvabunt.  Denne foragt for det guddommelige forbigår jeg sammen med dens fejltagelser, skønt jeg ser, at detteher idag tages op af nogle, som praler af, at paven er imperator og ypperstepræst. Derfor regner jeg ikke dette til kanonerne, men til hundene, og for at jeg ikke skal gøre det uden bedømmelse, vil jeg modstille overfor det et modsatrettet dekret, som samtidig støtter vores mening. 
65 Dicitur enim dis. xcix. c. prime: primae sedis Episcopus non appelletur princeps sacerdotum vel summus sacerdos aut aliquid huiusmodi, sed tantum primae sedis Episcopus. Et sequitur: Universalis autem nec etiam rhomanus pontifex appelletur. (G99/3c).  Der siges nemlig i Distinktion 99, kapitel Prime: Det første sædes biskop skal ikke kaldes den første blandt præster eller den højeste præst eller noget af den slags, men blot det første sædes biskop. Og senere: Men man må heller ikke kalde den romerske biskop universel. 
66 Hic ego in iudicium voco ipsos canones et canonistas: doceant me quaeso, quid hic dicam. Iste canon probatus est, sed vide, quanto maiora crimina committat in summum pontificem quam ego unquam ausus essem cogitare. Primo non solum frigidos asserit, sed et negat et prohibet ac damnat eos canones et canonistas, qui rhomanum pontificem principem, caput, summum, maximum appellant.  Her kalder jeg disse kanoner og kanontilhængere ind til bedømmelse. Jeg beder dem fortælle mig, hvad jeg her skal sige. Dette er bevisligt en kanon, men se, hvor meget større en forbrydelse den begår imod den højeste præst end jeg nogensinde har vovet at tænke på. For det første kalder ikke blot den disse kanoner og kanontilhængere uduelige, men både nægter og modarbejder og fordømmer dem, fordi de kalder den romerske pave leder, overhoved, den højeste, den største. 
67 Deinde primatum ei auferens penitus eum reliquis primarum sedium Episcopis, id est patriarchis, aequat. Ubi sunt ergo, qui me nova posuisse garriunt, qui frigidissima decreta dixi superiora, et, credo, non inique? Nam hic canon Concilii Aphricani eo plus illis praeferendus est, quo longius ab ambitione recedit et euangelicam modestiam sapit.  Dernæst ophæver den næsten dette primat, idet den ligestiller det med de andre biskoppers førstesæde, det vil sige patriarkernes. Hvor er altså de, som driller mig med, at jeg har fremsat noget nyt, fordi jeg ikke med urette, tror jeg, har sagt om ovennævnte dekreter, at de er uduelige? For denne kanon fra det afrikanske koncil må langt foretrækkes fremfor dem, fordi den viger tilbage for nogen ambition og udtrykker det evangeliske mådehold. 
68 Qui ergo me haereticum accusant, obsecro, parcant saltem huic canoni, si mihi nolunt parcere. Ego omnia admisi, quaecunque rhomano pontifici hodie tribuuntur: rem non nego, facto non contradico, sed de iure eius disputo, quod non iure divino sed decretis hominum talia tribuantur (W201).  Altså, de, der beskylder mig for kætteri, de skåner minsandten denne kanon, men vil ikke skåne mig. Jeg indrømmer alt det, som de i dag tillægger den romerske pave. Jeg nægter ikke sagen, jeg modsiger ikke kendsgerningen, men jeg disputerer om hans ret, fordi alt dette tillægges ham, ikke ved guddommelige ret, men ved menneskers dekreter. 
69 Quid amplius faciendum mihi est? An non solum debeo factum confiteri, sed etiam mendaciis et corruptionibus scripturae idem stabilire? Absit. Hvad mere skal jeg gøre? Mon virkelig jeg ikke blot skal bekende de faktiske forhold, men også stadfæste løgn og skriftbedrag. Aldrig!
70 Igitur damner, quantum volunt: hic habeo canonem, qui damnat rhomanum pontificem universalem pontificem vocari, quod ego tamen nunquam damnavi. Sed addamus plura.  Derfor, lad mig blive fordømt, så meget de vil: Her har jeg en kanon, som fordømmer, at den romerske pave kaldes den universelle pave, hvilket jeg aldrig har fordømt. Men lad os føje mere til!
71 Ibidem Pelagius omnibus Episcopis scribit in hunc modum: Nullus patriarcharum universitatis vocabulo unquam utatur. Quia si unus patriarcha universalis dicitur, patriarcharum nomen caeteris derogatur. Sed absit hoc a fidelibus, hoc sibi velle quempiam arripere, unde honorem fratrum suorum imminuere ex quantulacunque parte videatur. Quapropter charitas vestra neminem unquam, etiam in epistolis suis, universalem appellet, ne sibi debitum subtrahat, cum alteri honorem infert indebitum. (Se G99/4a) Sammesteds skriver Pelagius til alle biskopper følgende: Ingen af patriarkerne må nogensinde bruge ordet 'den universelle'. For hvis én patriark siges at være den universelle, fratager han patriarknavnet fra de øvrige. Men det være langt fra de troende at ville tilrane sig noget, hvorved deres brødres ære kan synes at formindskes endog den mindste smule. Derfor må jeres kærlighed aldrig nogensinde kalde nogen universel, heller ikke i jeres breve, for at ikke nogen skal fratage nogen nogen velfortjent ære, når han tilfører en anden en ufortjent ære. 
72 Vides, quod honoris fraterni imminutio sit, si unus omnibus praeferatur, etiam rhomano pontifice autore.  Du ser, at en formindskelse af den broderlige ære kan forekomme, hvis én foretrækkes fremfor alle, også hvis det paven, der er ophavsmand. 
73 Ibidem beatus Gregorius Eulogio patriarchae Alexandrino: Ecce in praefatione epistolae, quam ad meipsum, qui prohibui, direxistis, superbae appellationis verbum, universalem papam me dicentes, imprimere curastis. Quod peto mihi dulcissima sanctitas vestra ultra non faciat, quia vobis subtrahitur, quod alteri plusquam ratio exigit praebetur. -- Sammesteds skriver den salige Gregor til patriarken i Alexandria, Eulogius: Se, i begyndelsen af det brev, som I har stilet til mig, plejer I at anvende ordet for den højeste tiltale, den universelle pave. Men det beder jeg jeres sødeste hellighed om ikke at gøre mere, fordi der trækkes fra jer, som med større grund fortjener at få det tillagt. 
74 Nec honorem esse deputo, in quo fratres meos honorem suum perdere cognosco. Meus nanque est honor universalis ecclesiae, meus honor est fratrum meorum solidus vigor. Tunc ego honoratus sum, cum singulis quibusque honor debitus non negatur. Si enim universalem papam vestra sanctitas me dicit, negat se hoc esse, quod me fatetur universum. Sed absit hoc: recedant verba, quae veritatem (n74) inflant et charitatem vulnerant. (Se G99/5a).  Jeg beder ikke om en ære, hvorved jeg véd, at mine brødre taber deres ære. For min ære er den universelle kirkes ære, min ære er mine brødres stærke støtte. Da er jeg æret, når den tilbørlige ære ikke nægtes hver enkelt. Hvis nemlig Deres hellighed kalder mig den universelle pave, nægter han, at han er, hvad der tilstås mig at være: universel. Men det være langt fra os. Opgiv dette ord, som opblæser sandheden (forfængeligheden) og sårer kærligheden. 
75 Obsecro, quid hic dicemus? An adhuc pecco, quod frigidissima decreta vocavi aliquorum rhomanorum pontificum, forte confictorum nominum, qui ista secutus debueram appellare verba veritatem inflantia (id est, levem et vanam facientia) et charitatem vulnerantia? Quid, si ego ista dixissem, esse videlicet non modo inefficatia, sed etiam inimica veritati et contraria charitati? Jamen, kæreste, hvad skal vi sige her? Mon jeg stadig synder, fordi jeg har kaldt nogle romerske pavers dekreter uduelige, måske et opdigtet navn, skønt jeg burde have fulgt ham og brugt ordet opblæsning af sandheden (dvs, en let og tom skikkelse) og et sår på kærligheden? Hvad hvis jeg havde sagt sådan, at de ikke blot er uvirksomme, men også fjendtlige mod sandheden og modsat kærligheden? 
76 His adde et senas ferme epistolas beati Gregorii in Regestis suis, quibus ad imperatorem Constantinopolitanum et patriarcham eiusdem acerrime idem prosequitur, protestans, oblatum fuisse a Concilio Chalcedonensi rhomano pontifici hunc primatum et tamen a nullo assumptum.  Tilføj også hertil de næsten gamle breve af den salige Gregor fra hans Regester, i hvilke han ivrigt forfulgte det samme, til den konstantinopolitanske kejser og patriarken sammesteds, idet han protestedere mod, at der af koncilet i Kalkedon blev tillagt den romerske pave dette primat, som dog ikke var antaget af nogen. 
77 Quod si dixerint Canonistae novelli, esse haec abrogata vel per consuetudinem desisse, gratias ago: hoc volui. Sequitur ergo, quod non verbis euangelicis et iure divino iste primatus stet, Sed iure hominum et usu: hoc admitto, hoc confiteor. alioquin si iure divino staret, nunquam debuit non esse et fuisse, et peccassent mortaliter hic Pelagius et Gregorius sicut cassantes ius divinum et euangelium depravantes.  Hvis disse nye kanonister siger, dette er ophævet eller ophørt efter sædvane, så takker jeg: Det er netop det, jeg vil. For heraf følger, at dette primat ikke eksisterer i kraft af evangeliske ord eller guddommelig ret, men i kraft af menneskelig ret og brug: Det er, hvad jeg tilstår, hvad jeg bekender. Hvis det nemlig eksisterede ved guddommelig ret, ville det altid eksistere og have eksisteret, og Pelagius og Gregor ville begå dødssynd her, når de sådan kasserer den guddommelige ret og ødelægger evangeliet. 
78 Quando ergo iura humana (W202) sic eum asserunt, ut per verbum euangelii conentur probare, nonne necesse est, ut frigidissime et inefficacissime et violentissime id faciant? sicut videmus in praedictis et nunc esse amplius videamus.  Men når de fastslår primatet efter menneskelig ret, som de søger at bevise det gennem evangeliets ord, mon så ikke det er nødvendigt, at de gør det på uduelig og uvirksom og voldsom måde? Sådan som vi har set det i det foregående og nu efterfølgende skal se det. 
79 Quartus Anacletus xxi. c. in novo. In novo, inquit, testamento post Christum dominum a Petro sacerdotalis coepit ordo, quia ipsi primo pontificatus in ecclesia Christi datus est, domino dicente 'Tu es Petrus &c'. (G21a).  Det fjerde sted er Anacletus, Distinktion 21. kapitlet 'In novo': 'I det ny testamente begyndte den præstelige orden fra Peter efter Kristus vor herre, fordi kirkens første præstedømme blev givet til ham af Kristus, idet Herren sagde til ham: 'Du er Peter, osv'. 
80 Haec si intelligit, quod sacerdotalis ordo coepit a Petro in ecclesia latina, potest utcunque sustentari, quemadmodum et beatus Cyprianus epistola tertia Sedem Petri principalem et unde sacerdotalis ordo coeperit appellat aut sic coepit, quod Petrus primus inter aequales Apostolos fuerit. Hvis han forstår dette sådan, at den præstelige orden begyndte fra Peter i den latinske kirke, kan man nogenlunde gå med til det, sådan som også den salige Cyprian i sit tredie brev kaldte Peters sæde det første og det, hvormed den præstelige orden begyndte, og begyndte således, at Peter var den første blandt ligestillede apostle. 
81 Si autem intelligit, quod a rhomana sede omnis ordo sacerdotalis primo et solum veniat, ex dictis satis patet, quam sit erroneum, nec hoc tunc Anacleti est decretum, sed ficti alicuius Anacleti palea.  Men hvis han forstår det sådan, at al præstelig orden først og alene kommer fra det romerske sæde, så fremgår det tilstrækkelig tydeligt af det sagte, at dette er fejlagtigt, og at dette dekret ikke er Anaclets dekret, men en eller anden opdigtet Anaclets avner. 
82 Quintus, Pelagius eadem dis. xxi. Sancta rhomana ecclesia catholica et Apostolica (forte quod caeteras nec sanctos nec catholicas reputat) nullis synodicis constitutis caeteris ecclesiis praelata est. Sed euangelica voce domini et salvatoris nostri primatum obtinuit: Tu es, inquit, Petrus. (G21g). (n82).  For det femte siger Pelagius i den samme distinktion (21), at den hellige romerske kirke som katolsk og apostolisk er foretrukket fremfor de øvrige kirker (måske fordi han ikke regner de øvrige for hverken hellige eller katolske), men ikke i kraft af nogen synodebeslutning, nej, den opnåede primatet ved vor Herres og frelsers evangeliske røst: 'Du er Peter', sagde han.
83 Hic magis erumpit et audet non tantum contra praedicta dis. xcix. adducta decreta, Sed etiam quod verbum Christi ad Petrum omnino torquet de fide ad potestatem iurisdictionis et pompam primatus, deinde solam Petri personam in verbis Chhristi accipit reiecta persona ecclesiae, quam vere Petrus tunc gessit.  Her kommer han mere for dagen og vover ikke blot at tale imod de førnævnte fra distinktion 99 fremførte dekreter, men også i det hele taget at fordreje Kristi ord til Peter fra at handle om troen til at handle om primatets juridiske magt og pomp. Dernæst forstår han alene Peters person i Kristi ord og forkaster kirkens person, som Peter ved den lejlighed i sandhed havde i sig. 
84 Ergo nova gramattica 'Tu es Petrus' significat 'tu es primus' et 'tibi dabo claves' id est 'soli rhomanae ecclesiae, caeteris ecclesiis nihil habentibus'. sed piget me omnia commemorare. In summa (ut dixi), si his verbis Christus rhomanam ecclesiam significavit, cum rhomana ecclesia vix vicesimo anno ecclesiae primitivae nata sit, sequitur, quod ipsa primitiva non fuerit ecclesia, et deinceps omnes, quae claves ex rhomana ecclesia non acceperunt, Christo inobedientes fuerint.  Altså betyder efter den nye grammatik 'Du er Peter': 'Du er den første' og 'Dig giver jeg nøgler' betyder 'Jeg giver dem alene til den romerske kirke, de andre kirker får ingenting'. Men jeg gider ikke nævne alt dette. Kort sagt, som jeg har sagt, hvis Kristus med disse ord betegner den romerske kirke, så følger deraf, eftersom den romerske kirke først blev til cirka tyve år efter urkirken, at urkirken selv ikke var kirke, og at dernæst alle, som ikke har modtaget nøglerne af den romerske kirke, har været ulydige mod Kristus. 
85 Et ita s. Stephanus cum tot milibus martyrum orientalis ecclesiae damnati censebuntur. Ut omittam, quod, si per verbum Christi potestas rhomanae ecclesiae intelligeretur, ut hic vult, et Christus super hanc petram ecclesiam suam se aedificare promittat, sequitur, quod universalis ecclesia non super fidem sed super potestam rhomanae ecclesiae aedificata est: super quam tunc ipsa rhomana aedificata est? non super petram, id est suam potestatem, nec super fidem, ergo super nihilum. Og således skal sankt Stefan sammen med tusinder af martyrer i østkirken regnes for fordømte. For slet ikke at tale om, at hvis der ved Kristi ord skal forstås den romerske kirkes magt, som han vil det her, og hvis Kristus lover at bygge sin kirke på denne klippe, så følger deraf, at den universelle kirke ikke er bygget på troen, men på den romerske kirkes magt. Hvad er så den romerske kirke bygget på? Ikke på klippen, det vil sige på magten, ejheller på troen, altså på ingenting. 
86 Quis ferat haec? Vides ergo, quam possum invehi in istos hominum sensus, si vellem libere agere: nunc autem sufficit mihi ostendere, quod his decretis contra hostes et in contentione nihil effici potest: sunt enim languidissima, frigidissima et penitus ineptissima ad contentionem. Sat est, quod tolerantur pro fraterna charitate, (n86) non etiam adorentur pro solida et germana veritate. Hvem kan holde til det? Du ser altså, at jeg ville angriber disse menneskelige meninger så meget jeg kan, hvis jeg ville handle frit. Men nu er det nok for mig at påvise, at disse dekreter intet kan udrette imod fjenden og i strid. De er nemlig træge, uduelige og næsten uegnede til strid. Det er derfor nok, at de tåles af broderlig kærlighed, de skal ikke beundres som solid og ægte sandhed. 
87 Sed nec hoc ferendum est, quod infert: In iis omnibus quanto gradus (W203) celsior, tanto maior autoritas invenitur. In maioribus siquidem est regendi iubendique potestas, in minoribus obsequendi necessitas. (G21i).  Men heller ikke det er til at bære, at han (Gratian) drager den slutning: I alt dette gælder, at jo mere de knejser, des større autoritet har de. I de ledende ligger således den herskende og dømmende magt, i de underordnede nødvendigheden af at adlyde. 
88 Vide, ut necessitatem omnibus imponit et sibi soli (contra charitatis officium) libertatem arrogat, sed pessima consequentia. Non enim mox maior autoritas est, ubi gradus celsior est. Petrus enim primus apostolorum fuit, sed nullam in eos autoritatem habuit unquam, immo contra, Apostoli in Petrum habuerunt autoritatem, ut Act. viij. scribitur, quod apostoli miserunt Petrum et Iohannem, qui tunc primores erant inter apostolos, et tamen missi sunt ab apostolis tanquam maioribus ad Samariae fideles.  Du ser altså, at nødvendigheden (af at adlyde) pålægges alle og at han alene (imod kærlighedens embede) tilraner sig selv friheden, men med de værste konsekvenser. For det er nemlig ikke sådan, at jo større autoritet, des højere grad af ophøjethed. Peter var nemlig den første blandt apostlene, men han har ikke nogensinde haft nogen autoritet over dem, ja tværtimod, apostlene havde autoritet over Peter, som der skrives Apg 8,14, at apostlene sendte Peter og Johannes af sted; de, som da var de første blandt apostlene, blev dog af apostlene som af deres øvrighed sendt til de troende i Samaria.
89 Labitur ergo Pelagius hoc loco satis aperte, quanquam ego credo, hos et similes Canones nihil praeter nomen de rhomanis pontificibus habere, esse autem compositos ab eorum officialibus et scribis, in theologia parum doctis. Ideo nihil euangelicum, nihil ecclesiasticum spirant, sed humanum affectum, carnem et sanguinem.  Det er temmelig klart, at Pelagius glider af på dette sted, skønt jeg tror, at disse og lignende kanoner kun af navn er af romerske paver, og i virkeligheden er sammenskrevet af deres kontorfolk og skrivere, som ikke var særlig godt inde i teologien. Derfor ånder de ikke af noget evangelisk eller kirkeligt, men af menneskelige følelser, af kød og blod. 
90 Videre til r13-03!

 

Noter:

Note 62:  Dette stykke citerer Catharinus. Udgiveren af hans skrift, Schweizer, har følgende note her: 'Über die Ps.-Isidor-Frage gleitet Catharinus hinweg. Dr. Eck hat auf der Leipziger Disputation an der Echtheit festgehalten'. Jeg kender ikke meget til Gratian, men noget tyder på, at man senere er nået frem til, at det stykke, Luther her regner for uægte, også er uægte. Dette ville også forklare, at det ikke er medtaget i Friedbergs udgave af Gratian.

Note 74: WA note: Her må Luther have læst 'veritatem' i stedet for 'vanitatem'. (I den internetudgave af Gratian, som jeg citerer fra, hedder det 'unitatem').

Note 82: Luther har skrevet forkert. Det er pave Gelasius, ikke Pelagius, der er tale om.

Note 86. I Weimarudgaven står der faktisk 'chritate', men jeg har tilladt mig at rette denne trykfejl.