Sylvester Prierias mod Luther 03

¹ LVT. Sine temeritate dicimus, claues Ecclesiæ merito Christi donatas, esse thesaurum istum.

Clarum est enim, quod ad remissionem pænarum & casuum, sola sufficit potestas Papæ.

60. Uden at være dristige kan vi sige, at kirkens nøgler (der er givet ved Kristi fortjeneste) er denne skat. 

61. Det er nemlig klart, at til eftergivelse af straffene og de særlige tilfælde, er pavens magt alene tilstrækkelig. 

² SYL. Si cuiusquam Sancti testimonium citaueris, tecum in hoc sentientis, temere te sic docuisse negabo, quod puto non facies. Et quidem fateor, ad id sufficere potestatem Pontificis maximi eo modo, quo potestas Regis ad arcem fabricandam, videlicet mediante thesauro, qui non sit potestas, sed materia potestatis; Cum enim Ecclesia ex thesauro isto faciat indulgentias plenarias, si thesaurus iste sic claues Ecclesiæ, aut claues admotæ peccatoribus, operabuntur cum electione. (lutpri04#37) (95#60)

Sylvester: Hvis du har citeret en eller anden helgens vidnesbyrd, som på dette punkt er til fordel for dig, vil jeg nægte, at du således frækt har lært noget, hvilket jeg mener du ikke gør. Det indrømmer jeg ganske vist, at hertil er pavens magt tilstrækkelig især på den måde, at kongens magt til at udvirke arken, det vil sige, når skatten medvirker, som ikke er en magt, men magtens materie. Når nemlig kirken ud fra denne skat giver fuld aflad, hvis så skatten således er kirkens nøgler, eller nøglerne således er for synder, så virker de sammen med udvælgelsen. 

³ Sic, quod in sacramento ab omni pæna, sicut ab omni culpa, aut semper pænam totaliter abolebunt, quorum verumque falsum est. Primum quidem, quia mullus sacerdos sic absoluendo intendit, sed intendit peccatori benefacere, quantum potest. 

Således at i sakramentet befries de totalt fra al straf, ligesom fra al brøde, eller får helt og holdent straffen tilintetgjort, hvilket er både sandt og falsk. Det er sandt, fordi ingen præst har til hensigt at absolvere sådan, men har til hensigt at gavne synderen, så langt han kan. 

⁴ Secundo vero, quia purgatorium collit, vnde Doctor Angelicus docet per clauem remitti partem pæna, non totam. Iste ergo thesaurus materialiter est satisfactio Christi & Sanctorum, effectiue autem est clauis iurisdictionis, cuius est indulgere omnem pænam ex causis potest abolere. 

Men det er falsk, fordi skærsilden samler sammen, hvorfor doktor Angelicus lærer, at gennem nøglerne eftergives en del af straffen, ikke den hele straf. Altså denne skat er, hvad indhold angår, Kristi og de helliges, men hvad virkningen angår er den nøglens retsområde, hvilket opgave det er at bære over med al den straf, som den ud fra begrundelserne kan tilintetgøre. 

⁵ LVT. Verus thesaurus Ecclesiæ est sacrosanctum Euangelium gloriæ & gratiæ Dei.

62. Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde. 

⁶ SYL. Verum quidem, Luthere, dicis, sed tamen æquiuoce loqueris de thesauro, & hoc ipsum verum quod dixisti, ad malum finem ordinas, vt videtur, vt etiam statim patebit. (lutpri04#37) (95#62)

Sylvester: Det er ganske vist sandt, Luther, hvad du siger, men dog taler du ligegyldigt om skatten, og selv om det således er sandt, hvad du har sagt, opstiller du det til et ondt formål, så det ser ud, som om det også straks har med dette at gøre. 

⁷ LVT. Thesaurus Euangelii est merito odiosissimus, quia ex primis facit novissimos. Thesaurus indulgentiarum merito est gratissimus, quia ex novissimis facit primos. Igitur thesauri Euangelici retia sunt, quibus olim piscabantur viros diuitiarum. Thesauri Indulgentiarum retia sunt, quibus nunc piscantur diuitias virorum.(33)

63. Men denne skat er naturligt nok meget hadet, da den gør de første til de sidste. 64. Men afladens skat er naturlig nok meget elsket, da den gør de sidste til de første. 65. Derfor er evangeliets skatte net, hvormed man i gamle dage indfangede rige mænd. 66. Men afladens skatte er net, hvormed man i vore dage indfanger mænds rigdomme. 

⁸ SYL. Si mordere canum est proprium, vereor, ne tibi pater canis fuerit, qvi ad hoc videris natus, vt mordeas, vereor insuper, ne propter tuam dicacitatem & illationem tui eris in cælum; aliquid tibi mali contingat, nec video, qvomodo venias excusandus ab anathemate ex capite multiplici, nec puto, qvod vir sis mentis compositæ, qvi talia characteribus formanda tradideris. (lutpri04#38). (95#63) 

Sylvester: Hvis det er hundes særegenhed, at de bider, så er jeg bange for, at du, fader, er en hund, eftersom du synes født dertil, at du skal bide, og jeg frygter videre for, at du på grund af din satire og manglende ret (?) ikke vil være at finde i himlen. Der er noget ondt i dig, og jeg kan ikke se, hvordan du ud af dit mangfoldige hoved kan undskylde afladen, så du undgår kætterdommen, ejheller mener jeg, at du er en mand af en støbning, så du kan danne sådanne karaktertræk. 

⁹ LVT. Indulgentiæ, quas concionatores vociferantur maximas gratias, intelliguntur vere tales, quoad questum promovendum.

67. Afladen, som af sine prædikanter udråbes som den største nåde, kan virkelig opfattes som sådan, når det drejer sig om at få penge ind. 

¹⁰ SYL. Iam Pontifice deserto, Spiritus sancti muneribus detrahis, quasi ipse Indulgentiæ non animæ, sed pursæ perutiles sint, qvod blasphemiam dixerim. (lutpri04#41) (95#67) 

Sylvester: Du har allerede svigtet paven, du har fjernet Helligåndens våben, som om afladen ikke var højst nyttig for sjælene, men kun for pungen, hvilket jeg har kaldt blasfemi. 

¹¹ LVT. Sunt tamen reueræ minimæ, ad gratiam Dei & crucis pietatem comparata. 

68. Men den er dog i sandhed den ringeste nåde, når man sammenligner den med Guds nåde og korsets fromhed. 

¹² SYL. Hi, qvi venias gratis maximas astruunt, nulli comparantes, excusandi veniunt per Hyperbolen, Tu vero, qui eas comparas gratiæ Christi, vide, qvonam pacto excusabere, dicens eas minimas, cum etiam sint gratiæ aliæ, & alia dona minora, puta ipsa dona fortunæ, nec reor poteris aliqvam excusationem prætendere, qvæ veniarum Declamatoribus æque non congruat, conseqventer autem iniuste mordes. (lutpri04#42) (95#68) 

Sylvester: De, som i højeste grad tillægger afladen nåde, sammenligner den ikke med noget, og de kan undskyldes med, at de bruger en talefigur. Men du, som sammenligner afladen med Kristi nåde, se du til, på hvilken måde du kan undskyldes, når du siger, at den er ganske ringe, eftersom afladen også er en anden nåde og en anden mindre gave, fx selve skæbnens gave, og jeg tror ikke, du kan fremføre nogen undskyldning, som kan stemme overens og stå lige med afladsprædikanterne; derfor er det med urette, at du bider af dem. 

¹³ LVT. Tenentur Episcopi & Curati veniarum Apostolicarum Commissarios cum omni reverentia admittere. Sed magis tenentur omnibus oculis intendere, omnibus auribus aduertere, ne pro commissione Papæ sua illi somnia prædicent.

69. Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde forhandlerne af den apostolske aflad velkommen. 70. Men de er endnu mere forpligtet til at holde skarpt øje med, at disse ikke i stedet for det, paven forlanger af dem, forkynder deres egne fantasier. 

¹⁴ SYL. Si tibi talia dicenti animus inesset æquus & bonus, tacendum esset; Sed sicut diabolus in omni suo opere suam superbiam, ita tu qvoqve in omni pene tua Conclusione tuam maleuolentiam redoles. (lutpri04#46) (95#69) 

Hvis du ved at sige sådan havde haft en rimelig og god hensigt, så skulle du have tiet stille. Men ligesom djævelen i alle sine gerninger lugter af sit overmod, sådan lugter også du i næsten alle dine teser af din onde vilje. 

¹⁵ LVT. Contra veniarum Apostolicarum veritatem qui loqvitur, sit ille anathema & maledictus.

71. Den, der taler imod den apostliske aflads sandhed, han være fordømt og forbandet. 

¹⁶ SYL. Effigiem geris eius, qui consignare se putans, in lumen proprium impingit. Veritati enim veniarum aut ignorantia, aut malitia multum detraxisti, ut liqvet ex dictis. 

Du fremkalder billedet af ham, der tror, han forsegler et brev, men støder på sit eget lys. For du fratrækker enten af uvidenhed eller af ond vilje meget fra sandheden om afladen, som det fremgår af det sagte. 

¹⁷ LVT. Qui vero contra libidinem & licentiam verborum Concionatoris veniarum curam agit, sit ille benedictus.

72. Men den, som træder op imod afladsprædikanternes griske og tøjlesløse ord, han være velsignet. 

¹⁸ SYL. Sit, inquam, benedictus, si charitate, si iustitia, si pietate mouetur, qvi vero contra licentiosum in dicendo, licentiosor est in scribendo, (34) a Deo qvidem bonus efficiatur, ab hominibus vero ad aliorum monimentum castigetur. 

Sylvester: Jeg siger, han kan være velsignet, hvis han bevæges af kærlighed eller retfærdighed eller fromhed. Men den, der i talen går imod det tøjlesløse, men i skrift er endnu mere tøjlesløs, han kaldes måske god af Gud, men irettesættes af mennesker til andres skrifter. (?). 

¹⁹ LVT. Sicut Papa iuste fulminat eos, qui in fraudem negocii veniarum quacunque arte machinantur, Multomagnis fulminare intendit eos, qui per veniarum pretextum in fraudem sancte charitatis et veritatis machinantur.

73. Sådan som paven med rette tordner imod dem, som til skade for afladshandelen opfinder alle slags kunster, 74. så meget mere vil han tordne imod dem, som under foregivelse af aflad opfinder kunster til skade for den hellige kærlighed og sandhed.

²⁰ SYL. Dominus noster Papa tantæ virtutis creditur, vt per suos ministros nil indecens fieri velit, An vero in eos delinquentes intendat animadvertere per anathema, vt dicis, puto nescias. (lutpri04#47) (95#73) 

Vor Herre paven tros at være af en sådan dyd, at han ikke vil, at der skal ske noget upassende gennem hans ministre. Men jeg tror ikke, du er klar over, at han vil, at de, der fejler, skal gøres opmærksomme gennem banlysningen, som man siger. 

²¹ LVT. Opinari venias papales tantas esse, ut solvere possint hominem, etiamsi quis per impossibile Dei genitricem violasset, est insanire.

75. At mene, at den pavelige aflad er så stor, at den kan tilgive det menneske, der, skønt det er umuligt, havde krænket gudfødersken, er vanvid. 

²² SYL. Astruere, quod habens plenitudinem potestatis a Papa a venias possit absoluere a cupla in dicto casu per ordinis clauem, & a pæna per clauem iurisdictionis, non est insanire, sed sane sentire, cum etiam idem posset in Iudam, & in eos, qui aut virginem, aut Christum interemissent, modo essent viatores, Videris autem loqui tragædice. (n22) (lutpri04#50) (95#75) 

Sylvester: At mene, at paven har en sådan fuldkommen magt gennem afladen, at han kan tilgive brøden også i det omtalte tilfælde gennem nøglemagten og eftergive straffen gennem nøgleretten, er ikke at være vanvittig, men at mene noget sundt, eftersom han også kunne det samme overfor Judas og overfor dem, som dræber enten jomfruen eller Kristus, når blot nogen bragte dem bud. Men du synes at tale på tragisk manér. 

²³ LVT. Dicimus contra, quod veniæ Papales nec minimum peccatorum venialium tollere possunt, quoad culpam.

76. Vi siger modsat, at den pavelige aflad ikke kan ophæve selv den mindste af de tilgivelige synder, for så vidt angår skylden. 

²⁴ SYL. Imo tibi tollere non possunt veniale, etiam qvoad pænam, quippe quoniam secundum te sunt solum signa & non causa remissionis. Quod vero per venias culpa remittatur, Prædicatorem veniarum docuisse credo nullum, quippe cum etiam rudioribus liqueat, assecutionem veniarum præexigere culparum abolitionem, cum huius rei gratia etiam rustici sua crimina fateantur. (95#76)

Sylvester: Ja, afladen kan ikke ophæve de tilgivelige synder for dig, heller ikke hvad straffen angår, eftersom den ifølge dig kun er tegn på og ikke årsag til tilgivelsen. Men at brøden tilgives gennem afladen tror jeg ikke nogen afladsprædikant har lært, eftersom også de mere udannede er klar over, at afladens følgevirkninger må forudgås af brødens fjernelse, da også de mere rå for denne sags skyld indrømmer deres overtrædelser. 

²⁵ LVT. Quod dicitur, Nec si S. Petrus modo Papa esset, maiores gratias dare posset, est blasphemia in sanctum Petrum & Papam.

77. Når man siger, at selv sankt Peter, hvis han var pave nu, ikke kunne skænke større nådesbevisninger, er det bespottelse mod sankt Peter og mod paven. 

²⁶ SYL. Etsi S. Petrus credatur sanctior fuisse omni post futuro Pontifice, & in gratiis personalibus copiosior, quantum tamen attinet ad clauem iurisdictionis & ordinis, erroneum est, ne hæreticum dicam, dicere Leonem X. Petro primo minorem, & non posse de iure, quæcunque ille potuit. 

Skønt vi tror, at Sankt Peter var mere hellig end enhver fremtidig pave og mere stræbsom i de personlige nådegaver, så er det dog, hvad angår nøgleretten og nøgleordenen, en vildfarelse, at jeg ikke skal sige et kætteri, at sige, at Leo den tiende er mindre end Peter den første, og ikke efter sin ret kan gøre, hvad han kunne gøre. 

²⁷ LVT. Dicimus contra, quod etiam iste, & quilibet Papa, maiores habet, scilicet Euangelium, virtutes, gratias curationum &c. vi 1. Corinth. 12. (35) 

78. Vi siger modsat, at både han og en hvilkensomhelst pave råder over større nådegaver, nemlig evangeliet, undergerningerne, evnen til at helbrede, osv, som vi læser det i 1 Kor 12.

²⁸ SYL. Timeo, ne Dei iudicium super tuum caput portes, qvi per Ironiam ita irrisorie loqueris vniuerso orbi de tanto Pontifice. Vtinam autem tibi sint illæ virtutes, qvæ in Domino nostro prædicantur. (n28) (K: lutpri04#51) (95#78) 

Jeg er bange for, at du vil komme til at bære Guds dom over dit hoved, du, som taler så spottende i din ironi over hele verden om en så stor pave. Gid der i dig var de dyder, som man siger er i vor Herre!

²⁹ LVT. Dicere, crucem armis papalibus insigniter erectam, cruci Christi æquivalere, blasphemia est.

79. At sige, at korset, der er oprejst med pavens våben på, kan sidestilles med Kristi kors, er gudsbespottelse. 

³⁰ SYL. Tibi non credere quoniam iam cæpi, neqve hoc puto ab aliquo veniarum Declamatore prædicatum ita nude, vt recitas, Qvanquam quælibet crux in qualibet materia æque repræsentet imaginem Christi, & æque adoranda sit, seclusa ratione contatus (n30) de qua ad præsens breuitatis gratia supersedeo. (K: lutpri04#57) (95#79) 

Jeg er allerede begyndt ikke at tro dig, ejheller tror jeg at det er blevet prædiket af nogen afladsprædikant ordret, som du citerer. Skønt et hvilketsomhelst kors i et hvilketsomhelst materiale repræsenterer Kristi billede og i lige grad bør tilbedes, idet man udelukker fornuften. Herom nok for nærværende for kortheds skyld. Jeg går videre. 

³¹ LVT. Rationem reddent Episcopi, Curati & Theologi, qui tales sermones in populum licere sinunt.

80. Biskopperne, sognepræsterne og teologerne skal stå til regnskab for, at de tillader den slags tale at udbredes blandt folk. 

³² SYL. Videris, Luthere, velle te per hæc iustificare, quasi recte feceris, detrahendo veniis contra præceptum Domini nostri Papæ, & detrahendo veniarum Concionatoribus, & Pontifici contra præceptum Dei, sed nequaqvam propterea, quod Theologus sis, venis in prædictis excusandus, sed arguendus, plectendus, & ad omnem hæresim abiurandam cogendus. (K: lutpri04#58) (95#80) 

Du ser, Luther, at du med dette vil retfærdiggøre dig, som om du havde gjort ret i at foragte afladen imod vor herre pavens bud, og foragte afladsprædikanterne og foragte pavens bud imod Guds bud, men det er på ingen måde fordi du er teolog, og så kommer du med ovennævnte og vil undskylde dig, du, som bør anklages og straffes og tvinges til at afsværge alt kætteri. 

³³ LVT. Facit hæc licentiosa veniarum prædicatio, vt nec reverentiam Papæ facile sit, etiam doctis viris, redimere a calumniis, aut certe argutis questionibus Laicorum.

81. Denne tøjlesløse afladsprædiken bevirker, at det ikke er let, selv for lærde folk, at fastholde ærbødigheden overfor paven overfor lægfolks forhånelser og spidsfindige spørgsmål. 

³⁴ SYL. Pulchre sub colore excessuum eorum, qui declamant, iterum impingere vis Pontificem, quæstiones secularibus asscribens, Sed age, en reuerentia & amor ad Pontificem, docebit me soluere insolubilia tua, incipe: (95#81) 

Det er under et smukt dække af deres udskejelser, som erklærer, at alt igen afhænger af paven, at du tilskriver lægfolk disse spørgsmål, men kom og vis mig din ærbødighed og kærlighed til paven, så kan du begynde med at undervise mig i at løse dine uløseligheder.

³⁵ LVT. Scilicet cur Papa non euacuat Purgatorium propter sanctissimam charitatem, & summam animarum necessitatem, vt causam omnium iustissimam, infinitas animas redimit propter pecuniam funestissimam, ad structuram Basilicæ, vt causam levissimam?

82. For eksempel: Hvorfor tømmer paven ikke skærsilden på grund af sin højhellige kærlighed og sjælenes største nødvendighed, hvilket er den mest retfærdige grund af alle, når han dog udfrier talløse sjæle deraf på grund af beskidte penge, til bygning af Peterskirken, hvilket er en meget ringe begrundelse?

³⁶ SYL. Deus, qvi tanquam agens supremum, omnia vertit ac dirigit in finem postremum, Vnde & omnes homines vult saluos fieri, nulli voluit gratiam, qua in finem illum dirigatur & saluetur, elargiri, nisi ex parte eius, qui gratiam erat accepturus, esset præparatio qvædam, & meritum congruitatis, quem apparatum qui habere nequeunt, ve (36) infantes, his vult suffragari per alios. (95#82) (lutpri04#61) 

Gud, der er den øverste handlende, vender og styrer alt til endemålet; derfor vil han også, at alle mennesker skal blive frelst, men han vil ikke udvide nåden, hvormed han styrer og frelser til endemålet, hvis ikke der fra hans side, som skal modtage nåden, er en vis forberedelse og ensdannelse med fortjenesten, og de, der ikke kan have disse ting, såsom spædbørn, dem vil han skal hjælpes af andre. 

³⁷ Christus qvoqve qui pro nobis infinitæ satisfactionis passionem tulit, non vult illam nobis suffragari, nisi nos per nostram satisfactionem insufficientem eius satisfactioni sufficienti & superabundanti iungamur. 

Og Kristus, som for vor skyld bar sin lidelse til en uendelig fyldestgørelse, vil ikke, at den skal hjælpe os, hvis vi ikke gennem vor utilstrækkelige fyldestgørelse knyttes sammen med hans tilstrækkelige og overvældende fyldestgørelse. 

³⁸ Cum ergo Deus post pænam animæ ex contritione & clauibus misericorditer abolitam, ex sua simul miseridocria & iustitia talem animam addixerit tali pænæ exoluendæ, puta annorum centum, qua ratione debet pontifex totam illam pænam vel etiam partem relaxare cum tanto præiudicio iustitiæ divinæ, nisi ex parte talis animæ aliquod meritum afferatur, puta eleemosyna, aut ieiunium, aut oratio a se, aut ab alio pro se oblatum? 

Når altså Gud, efter at sjælens straf barmhjertigt er fjernet ved anger og ved nøglemagten, af både sin barmhjertighed og sin retfærdighed tillægger en sådan sjæl straffe, der skal udstås, fx hundrede år, hvilken grund kunne så paven have til at eftergive hele denne straf eller en del af den med en sådan afgørelse af den guddommelige retfærdighed, hvis ikke der fra en sådan sjæls side opvises nogen fortjeneste, fx godgørenhed, faste, eller bøn for én selv, eller bøn givet til én af en anden?

³⁹ Inde est, quod clamant omnes Sancti, cum Theologi, tum Canonistæ, in veniarum largitione causam aliquam oportere intervenire, quæ causa est quicquid est in Dei gloriam, vel promotionem boni communis, & huiusmodi. 

Deraf kommer det, at alle de hellige, både teologer og kanonforfattere, erklærer, at der bør være en grund til at gribe ind og eftergive aflad, og denne grund er det, som er til Guds ære, eller til fremme af det fælles gode og den slags. 

⁴⁰ Patuerit ergo, cur Papa Purgatorium non euacuat, quia videlicet non subest rationabilis causa relaxandi rigorem iusticiæ diuinæ in omnibus animabus Purgatorii. Quæ si subesset, utique posset illud euacuare, puta si daretur plena Indulgentia, etiam defunctis porrigentibus adiutrices manus ad expeditionem in Turcas, & quælibet anima Purgatorii amicum haberet, sibi debite & complete suffragantem. 

Det er altså begrundelsen for, at paven ikke tømmer skærsilden, nemlig, at der ikke foreligger nogen fornuftig grund til at eftergive den guddommelige retfærdigheds strenghed overfor alle sjælene i skærsilden. Og hvis der var en sådan grund, så ville han da kunne tømme skærsilden, fx hvis der skulle gives fuld aflad, for at også de afdødes hænder kunne strækkes bedende frem for et krigstogt mod tyrkerne, og hvilkensomhelst sjæl, der har en ven i skærsilden, ville så få en trofast og fuldkommen bønshjælper. 

⁴¹ Charitas autem Pontificis & necessitas animarum non est ratio efficax sic relaxandi iusticiam diuinam, quam Deus talis necessitatus conscius, & infinitæ charitatis ac misericordiæ visceribus plenus, sanxit & inuiolabiliter servat. Age nunc, Martine, & alia quæsita multiplica. 

Men pavens kærlighed og sjælenes nødvendighed er ikke en begrundelse, der er virksom til således at eftergive den guddommelige retfærdighed, som Gud, der kender en sådan nødvendighed og er fuld af uendelig kærlighed og barmhjertighed, har godkendt og ubrydeligt tjener. Kom nu an, Martin, med alle dine mange andre spørgsmål. 

⁴² LVT. Cur permanent exequiæ & anniversaria defunctorum, & non reddit, aut recipi permittit beneficia pro illis instituta, cum iam sit iniuria pro redemptis orare?

83. Ligeledes. Hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og sjælemesser for de døde, i stedet for tilbagegive de legater, der er indstiftet dertil, eller tillade, at de tilbagegives, eftersom det er forkert at bede for dem, der er udfriet [af skærsilden]?

⁴³ SYL. Duæ hujus causæ sunt. Prima quidem, quod incertum sit, an is, qui porrigit manus adiutrices, ut animæ cuipiam plenam veniam obtineat, secundum propriam facultatem porrexerit. Quod necesse est: potest enim aliqvando porrigere nimium parce, quo casu anima non assequitur Indulgentiam plenam, sed secundum proportionem exhibiti ad id totum, qvod fuerat exhibendum, ut docuit D. Thomas. (lutpri04#67) (95#83) 

Sylvester: Det er der to grunde til. Den første er, at det er usikkert, om den, som udstrækker sine hænder for at hjælpe, om han ikke kan opnå for sin sjæl fuld aflad, har opnået den ved sin egen kraft. Hvilket er nødvendigt. Han kan nemlig sommetider kun udrække dem sparsomt, og i det tilfælde opnår sjælen ikke fuld aflad, men kun i forhold til den del han har udvist af det hele som skulle udvises, som den guddommelige Thomas lærer. 

⁴⁴ Alia vero causa est, quia etsi suffragia non prosint iam redemptis, aliis tamen prosunt, & hoc ipsum morituri intendebant, qui sibi Aniversaria perpetua ordinarunt, cum non sit verisimile, quod crederent se in Purgatorio perpetuo futuros, donec cæli cum terra mouendi forent. (37) (lutpri04#69) 

En anden begrundelse er, at skønt bønnerne ikke gavner dem, der allerede er forløst, så gavner de dog andre, og netop det var det vel, de, der skal dø, havde i sinde, når de anordnede årlige mindedage til evig tid, eftersom det ikke er sandsynligt, at de troede, at de ville forblive i skærsilden til evig tid, indtil himlene og jorden ville gå under. 

⁴⁵ LVT. Item, quæ illa nova pietas Dei & Papæ, quod impio & inimico propter pecuniam concedunt animam piam & amicam Dei redimere, & tamen propter necessitatem ipsiusmet piæ & dilectæ animæ non redimunt eam gratuita charitate?

84. Videre. Hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tillader et ufromt menneske, der ikke elsker Gud, for penge at udfri et fromt og gudelskende mennesker af skærsilden, og dog ikke vil tillade, at de på grund af den fromme og gudelskende sjæls nød udfrier den ved kærlighed alene, uden betaling? 

⁴⁶ SYL. Quæ est ista noua ignorantia tua (vt cum stomacho loquar) vt putes, quod Deus infinita charitate sua (iusticia sic exigente) animam conscius in tali necessitate constituerit, & deinde nulla facta mutatione ex parte Dei vel animæ debeat eam ex tali necessitate educere? (lutpri04#71) (95#84) 

Sylvester: Hvad er det for en ny uvidenhed hos dig (at jeg skal tale med maven), at du mener, at Gud, der i sin uendelige kærlighed (og retfærdigheden uddrives således) kender sjælen, har indrettet denne nødvendighed uden siden at gøre nogen forandring deri fra Guds eller sjælens side, at denne Gud burde føre sjælen ud af denne nødvendighed? 

⁴⁷ Interueniat ergo causa aliqua necesse est, vt clamant Sancti vniversi, si Dei iusticia aut relaxanda penitus, aut certe mitiganda est, quæ causa non ex parte Dei (inuariabilis enim est) sed ex parte animæ pensanda est. (52.jpg)

Det er altså nødvendigt, at der indføres en slags begrundelse, sådan som helgenerne jorden over råber, hvis Guds retfærdighed enten helt skal fjernes eller i hvert fald blødgøres, og denne begrundelse kommer ikke fra Guds side (han er nemlig uforanderlig) men fra sjælens side. 

⁴⁸ LVT. Item, cur Canones pænitentiales reipsa, & non usu iamdiu in semet abrogati & mortui, adhuc tamen pecuniis redimuntur per concessionem Indulgentiarum tanquam viuacissimi?

85. Videre. Når de gamle bodsregler allerede længe i virkeligheden har været ude af brug og døde i sig selv, hvorfor skal man så for penge købe sig fri af dem ved at få tilstået aflad, som om de var spillevende? 

⁴⁹ SYL. Vises Conclusionibus tuis, Luthere, doctus mihi primo aspectu visus es, dicta vera tua exactius perscrutanti, mihi videris satis grossus, quippe, qui non videas, quod licet Canones eiusmodi, quoad id sint abrogati, quod secundum illos pænitentiæ non sunt necessario imponende peccatoribus, cum hodie sint omnes arbitrariæ, non tamen abrogati sunt, quantum ad hoc, vt reatus ad pænam iuxta eos taxandam non maneat, nisi forte alicubi diuinæ iusticiæ mensuram excedant, plus iusto imponentes, & quantum ad istum reatum pænæ viuentem & ligantem, redimuntur. (lutpri04#71) (95#85) 

Når man ser på dine teser, Luther, så forekommer du mig i første omgang som en lærd mand, men for den, der nøjere efterforsker dine ord, synes du mig noget ??, fordi du nemlig ikke ser, at selv om den slags kanonner i den forstand er ude af brug, at de straffe, de anbefaler, ikke nødvendigvis skal pålægges synderne, fordi alt i dag er frit, så er de dog ikke ude af brug, hvad det angår, at den, der er skyldig til straf, ikke ifølge dem til stadighed skal fastsættes, hvis ikke de måske går ud over en guddommelig retfærdigheds målestok, og de pålægger den retfærdige mere og løskøber den levende og bundne fra straf hvad angår denne skyldige. ???

⁵⁰ Vnde tibi pro Regula obseruandum est, quod Ecclesia Romana sicut in dicto, ita & in facto suo non fallitur in fide, aut moribus, alioqui a via salutis aberras. 

Derfor må du overholde som en regel, hvad den romerske kirke såvel ved det, den har sagt, som ved det, den har gjort, har fastsat uden at fejle i tro eller skikke, ellers farer du vild fra frelsens vej. 

⁵¹ LVT. Item, cur Papa, cuius opes hodie sunt opulentissimis Crassis crassiores, non de suis pecuniis magis, quam pauperum fidelium, struit vnam Basilicam sancti Petri tantummodo?

86. Videre. Når nu i dag paven har rigdomme, der er større end de rigeste riges, hvorfor bygger han så ikke bare denne ene kirke, Peterskirken, for sine egne penge fremfor for de fattiges penge?

⁵² SYL. Vbi multæ diuitiæ, ibi (diuina Scriptura teste) multi sunt, qui comedunt illas, & forte S. Dominus noster pro suo gradu & majestate est pauperior te, cui si census esset exiguus, forte non vacaret ista conscribere. (lutpri04#73) (95#86) 

Hvor der er stor rigdom, dèr er der også, ifølge skriften, mange, der spiser af den, og måske er vor hellige herre efter sin grad og majestæt fattigere end dig, som måske, hvis der skulle føres nøje regnskab, ikke ville have råd til at skrive en sådan bog. 

⁵³ Quid vero latenter reprehendis ex Laicorum persona Pontificem, qui pecunias excipiat a sponte offerentibus, qui pro hoc communi, & quidem celeberrimo bono, iuste tanquam summus in mundo gemina potestate Reximperare eas & indicere posset? (38)

Men hvad er det, du skjult bebrejder paven i lægfolks navn, at han modtager penge fra nogen, der vilkårligt tilbyder ham dem, han, som bestemmer over dem og udgiver dem retfærdigt til bedste for fællesskabet og det navnkundige gode som den øverste i verden fælles med kongen om magten? 

⁵⁴ LVT. Item, Quid remittit aut participat Papa iis, qui per contritionem perfectam ius habent plenariæ remissionis & participationis?

87. Videre. Hvad er det egentlig, paven eftergiver og giver delagtighed i for dem, som gennem en fuldkommen anger har ret til fuld eftergivelse og delagtighed?

⁵⁵ SYL. Si quis tanta contritione torquetur, vt omnium peccatorum suorum reatum aboleat, huic Papa nihil pænarum remittit, Sed si reris omnes contritos esse eiusmodi, euertis Purgatorium, & non modo hæreticus, verum Hæresiarcha es, quantum ego sentio, qui hactenus nullum relegerim ista nefanda docuisse. (lutpri04#75) (95#87) 

Hvis nogen plages af så stor en anger, at han får fjernet alle de synder, han har gjort sig skyldig i, så vil paven ikke eftergive ham nogle straffe, men hvis du tror, at alle angrende har det på den måde, så undviger du skærsilden og er ikke blot kætter, men kættermager, såvidt jeg kan fornemme, og jeg har dog hidtil ikke gennemlæst nogen, der har lært så skændige ting. 

⁵⁶ LVT. Item, quid adderetur Ecclesiæ boni maioris, si Papa, sicut semel facit, ita centies in die cuilibet fidelium has remissiones & participationes tribueret?

88. Videre. Hvordan kunne der tilføjes kirken et bedre gode, end hvis paven, ligesom han nu gør det én gang, således tildelte denne eftergivelse og delagtighed til enhver troende hundrede gange om dagen?

⁵⁷ SYL. Dua bona adjicerentur, Vnum, quod necesse esset fideles toties repetere causam, gratia cuius dantur veniæ, puta eleemosynam, aut orationem, Aliud, quia remitteretur omnis nouus pænarum reatus, si quis post veniam incidisset. (lutpri04#76) (95#88)

Sylvester: To goder tilføjes der. Det ene, fordi det er nødvendigt, at de troende hele tiden repeterede grunden til, at de skulle have aflad, jeg mener godgørenheden og prædikenen. Det andet gode er, at enhver ny skyld bliver befriet for straf, hvis den er opstået efter afladen. 

⁵⁸ LVT. Ex quo Papa salutem quærit animarum per venias magis, qvam pecunias, cur suspendit venias & literas iam olim concessas, cum sint æque efficaces?

89. Når paven ønsker sjælenes frelse gennem afladen mere end penge, hvorfor sætter han så afladsbreve, der tidligere er udstedt, ud af kraft, skønt de stadig er gyldige?

⁵⁹ SYL. Ideo facit, vt sicut olim Prædecessores sui venias dederunt pro structuris minoris momenti, & qua iam forte vel ex toto, vel ex parte expletæ sunt, Ita ipse pro ista structura largiatur omnium præclara, & in hanc fidelium pia vota colligantur. (lutpri04#78) (95#89) 

Sylvester: Det sker af den grund, at hans forgængere engang gav aflad til nogle mindre bygninger og de er måske helt eller delvist fuldført. Derfor er det klart, at han må fordele det til alle, og hertil forener sig de troendes fromme løfter. 

⁶⁰ LVT. Hæc scrupulosissima Laicorum argumenta, sola potestate compescere, nec reddita ratione diluere, est Ecclesiam & Papam hostibus ridendos exponere & infelices christianos facere.

90. Når man imødegår disse højst pinlige lægmandsspørgsmål alene med magt og ikke giver grunde derfor, så er det at udsætte kirken og paven for fjendernes latter og skabe ulykkelige kristne. 

⁶¹ SYL. Ecclesia Romana, quæ in Romano Pontifice virtualiter inclusa est, temporalis & spiritualis potestatis summum in Papam apicem tenet, & seculari brachio (provt iura decernunt) potest eos, qui fide primo suscepta, deinde male sentiunt, compescere, nec tenetur Rationibus certare ad vincendos proteruientes. (lutpri04#80) (95#90) 

Sylvester: Den romerske kirke, som essentielt er indesluttet i den romerske pave, og har den timelige og åndelige magt med paven som den øverste gennem den sækulære gren (forsåvidt juraen fastslår det), kan tvinge dem, der efter først at have modtaget troen, fik en forkert mening, og den indgår ikke i kappestrid om med fornuftsgrunde at kæmpe med de kåde. 

⁶² Etsi maxime veritas in aperto est, ego tamen volo tecum rationibus agere, & experiri, quid scribendo possis, Hostes autem se irridentes & corporales & spirituales, solet Ecclesia ad nihilum (Deo iuuante) deducere. 

Selv om sandheden mest ligger åben for dagen, vil jeg dog omgås dig med fornuftsgrunde og erfare, hvad du kan skrive. Men både de legemlige og de åndelige fjender, der ler, plejer kirken, med Guds hjælp, at overføre til intetheden. 

⁶³ LVT. Si ergo veniæ secundum spiritum & mentem Papæ prædicarentur, facile illa omnia solverentur, immo non essent.

91. Hvis altså afladen blev forkyndt efter pavens ånd og sind, så ville disse spørgsmål let kunne besvares, ja, de ville slet ikke opstå. 

⁶⁴ SYL. Si mens Pontificis esset illa, quam tu scripsisti, esset mens maledicta, & longe a veritate aberrans, vt partuit, & clarius patebit, cum iam non Conclusionibus, sed ergotizationibus agamus. (39)

Sylvester:  Hvis pavens sind var sådan, som du har beskrevet det, ville det være et forbandet sind, og afvige langt fra sandheden, som det fremgik og nu klarere fremgår, om ikke af teserne, så dog af det anstrengende arbejde, vi har udført. 

⁶⁵ LVT. Exhortandi sunt Christiani, vt caput suum Christum, per penas, (n65) mortes infernosque sequi studeant, ac sic magis per multas tribulationes intrare cælum quam per securitatem pacis confidant.

94. De kristne bør formanes til at stræbe efter at efterfølge Kristus, deres hoved, gennem straffe, død og helvede, 95. og således mere sætter deres lid til at indgå i himlen gennem mange trængsler end gennem fredens sikkerhed. 

⁶⁶ SYL. Exhortandi etiam sunt, vt caueant a doctrina tua tuique similium, quæ nec sana, nec charitatiua est, sed detractoris & sugillatiua. Tribulationes vero in hac quidem uita a viris perfectis eliguntur, quando sunt alicuius boni allatiuæ, in futuro autem secus, vt supra ex D. Thoma deductum est.

Sylvester:  De kristne båør også formanes til at vogte sig for din og dine liges lære, som hverken er sund eller kærlighedsbestemt, men ondt ment og forhånende. Men trængsler udvælges i dette liv af de fuldkomne mennesker, når der tilføjes noget godt, men i fremtiden vil det blive anderledes, som det ovenfor der udført ud fra den guddommelige Thomas. 

⁶⁷ Hæc ergo sunt, Luthere, quæ ad Conclusiones tuas respondenda occurrerunt, posthabitis in fine quibusdam vanis, quæ loqueris. Eia, nunc age, aut improba mea, aut tua proba. Ego quoque imposterum itidem faciam. Et vt latior tibi campus certaminis adsit, etiam ea, quæ in Syluestrina scripsi, substinenda propono. 

Dette er, kære Luther, hvad der falder mig ind at svare på dine teser, skønt det mod slutningen er noget tomt, hvad du siger. Se nu til, kom an, afbevis det, jeg har skrevet, eller bevis det, du har skrevet. Jeg vil gøre det lige så frækt. Og for at du kan bestemme dig et videre spillerum, så skal også det, som jeg har skrevet imod Sylvestrina, tælles med som noget, jeg vil fastholde. 

⁶⁸ In dieser Schrifft des Päpstlichen Haupt-Theologi und grösten Bücher-Censoris selbiger Zeiten wird Lutherus nicht nur schändlch tractirt, als ein Kätzer, ja Hæresiarcha, als ein Bösewicht, Teuffel, Ignorant, Gotteslästerer, u. s. f. sondern es wird ihm auch gedrohet, er solle gezwungen werden alle Kätzerey abzuschwehren. 

⁶⁹ In der Hauptsache hat zwar Sylvester einen und andern guten Schein gesuchtm und es nicht so gar grob als andere machen wollen; Er hat aber doch des Papsts und der Römischen Kirchen Macht über alls Maass erhoben, er sey der oberste Regent im Geistlichen und Weltlichen, könne die Christlichkeit zu Contributionen zwingen, die Römische Kirche habe grössere Autorität als die heilige Schrifft, ja der Schrifft Autorität komme von jener her. 

⁷⁰ Er hat ferner die Irrthümer von der menschlichen Genungthuung und Verdienst der Wercke, von der Attrition oder natürliche Reue, die genung zur Busse sey, und vom Feg-Feuer überall zum Schutz des Ablasses also gebraucht, dass Lutherus auch dieselben nebst des Papsts Gewalt hat angreiffen müssen. 

⁷¹ Endlich hat er auf einer Seite die schändliche Rede, so bald der Gülden im Ablass-Kasten klinge, fliege die Seele aus dem Feg-Feuer, behaubten wollen, und die Krafft des Ablasses über alle Maass getrieben, auf der andern aber eingeräumet, dass der, so Ablass gekaufft habe, nicht gewiss sey, dass ihm seine Sünden vergeben wären, dass er also dem Wercke des Ablasses mehr geschadet als genutzet, und leicht zu widerlegen war. Die Stellen, in welchen dieses zu lesen sind im Abdruck mit andrer Schrifft bemercket worden. 

⁷² Lutherus wollte im Mertz-Monat 1518 diesen Dialogum widerlegen, wie er am 16. Mart. an Spalatinum schrieb. Er hat aber die Edition dieser Arbeit biss in den Augustum verschoben, wie wir unten sehen werden. Wie übel sonst Sarpius, der Cardinal Pallavicini und der Jesuit Maimbourg mit des Prieriatis Schrifft zufrieden gewesen, solches hat der Herr von Seckendorff aus ihren Büchern ausführlich gezeiget. 

⁷³

⁷⁴

⁷⁵

⁷⁶

⁷⁷

⁷⁸

⁷⁹

⁸⁰

⁸¹

⁸²

⁸³

⁸⁴

⁸⁵

⁸⁶

⁸⁷

⁸⁸

⁸⁹

⁹⁰