Prædiken over Matt 8,1-13

Erlanger 11,50-70


Taget fra Erlangerudgavens bind 11, side 50-70, fra Kirkepostillen. Tekst Matt 8,1-13.

En anden dansk oversættelse, fra kirkepostillen 1544, findes her.

Indhold:

#49: Barnedåbsproblematikken tages frem.

#55. Sofisternes svar.

#66: Waldensernes svar.

#81: Jesus, der velsigner de små børn.

#94: Fornuftens rolle.

Tilbage til oversigten!
 
 

1   Zwei Exempel des Glaubens und der Liebe lehren uns das Evangelium: Eines, in dem Aufsätzigen; das andere, in dem Hauptmann. Den Aussätzigen lasst uns aufs erste ansehen. So kühne wäre der Aussätzige nicht gewesen, dass er wäre zu dem Herrn gegangen, und gebeten rein zu werden, wo er nicht von ganzem Herzen getrauet, und sich versehen hätte, Christus würde so gütig und gnädig seyn, und ihn reinigen.

Dette evangelium lærer os to eksempler på tro og kærlighed: Det ene i den spedalske, det andet i høvedsmanden. Lad os først se på den spedalske. Han ville aldrig have været så dristig at gå til Herren med bøn om at blive renset, hvis han ikke af sit ganske hjerte havde troet og regnet med, at Christus ville være så gunstig og nådig, at han gjorde ham ren.

2   Denn weil er aussätzig war, hatte er Ursach sich zu scheuen; dazu, das Gesetz gebot den Aussätzigen, sich nicht unter die Leute zu machen. Noch dringet er hinzu, unangesehen Gesetz und Leute, und wie rein und heilig Christus sey.

For eftersom han var spedalsk, havde han god grund til at holde sig borte fra folk; tilmed havde loven forbudt en spedalsk at komme i nærheden af folk. Alligevel trænger han sig frem, uden hensyn til lov og folk, og uden at tage hensyn til Kristi renhed og hellighed.

3 Da siehe, wie sich der Glaube gegen Christum stellet; er bildet ihn schlecht nichts vor, denn die blosse Güte und Gnade Christi umsonst ohn' allen Verdienst zu suchen und zu holen.

Her kan man se, hvordan troen er indstillet overfor Herren; den foretager sig intet andet end at søge og hente Kristi godhed og nåde uden nogen som helst fortjeneste.

4  Denn man kann ja hier nicht sagen, dass der Aussätzige habe durch seine Reinigkeit verdienet, also nahe Christo zu kommen, und mit ihm zu reden, und anzurufen seine Hülfe; ja, eben darum, dass er seine Unreinigkeit und Unwürdigkeit fühlet, gehet er desto mehr hinzu, und siehet nur auf Christi Güte.

For her kan man jo ikke sige, at den spedalske i kraft af sin renhed fortjener at komme så nær hen til Kristus og tale med ham og anråbe ham om hjælp; ja, netop fordi han føler sin urenhed og uværdighed, går han så meget mere fremad og ser kun hen til Kristi godhed.

5  Das heisst ein rechter Glaube, eine lebendige Zuversicht auf Gottes Güte. Welches Herz so thut, das glaubet recht welches das nicht thut, das glaubet nicht recht; als die thun, die nicht blosse Gottes Güte in (51) ihre Augen fassen, sondern sich zuvor umsehen nach ihren guten Werken, dass sie der Güte werth seyn möchten, dieselbige zu verdienen. Die werden auch nimmer kühne, Gott mit Ernst anzurufen, oder zu ihm zu treten.

Det kaldes en ret tro, en levende tillid til Guds godhed. Ethvert hjerte, der handler sådan, tror ret; og ethvert, der ikke gør det, handler ikke ret; sådan som de mennesker gør, som ikke ser på Guds enkle godhed, men først ser sig om efter deres egne gode gerninger, om ikke de kunne være værdige til godheden, så de kunne gøre sig fortjent til den. De til aldrig heller driste sig til at anråbe Gud eller træde hen til ham for alvor.

6  Nun, diese Zuversicht oder Glaube, oder Erkenntniss der Güte Christi, wäre in diesem Aussätzigen nicht entstanden aus eigener Vernunft, wo er nicht hätte zuvor gehöret ein gut Gerüchte von Christo, nämlich, wie er so gütig, gnädig, barmherzig sey, jedermann helfe und gebe, tröste und rathe, wer nur zu ihm kommt.

Nuvel, denne tillid eller tro eller denne erkendelse af Guds godhed ville ikke være opstået i denne spedalske ud af hans egen fornuft, hvis han ikke først havde hørt et godt rygte om Kristus, nemlig om, hvordan han er så gunstig, nådig og barmhjertig, og hjælper, giver og råder enhver, som blot kommer til ham.

7  Solch Geschrei muss ohn' Zweifel vor seine Ohren kommen seyn; aus solchem Geschrei aber hat er den Muth genommen, und solch' Gerüchte auch zu seinem Nutz gewandt und gedeutet, dieselbige Güte auf sich gezogen, und mit aller Zuversicht gedacht: Mir wird er auch so gütig seyn, wie das Geschrei von ihm gehet, und wie sein gut Gerücht lautet.

Et sådant rygte må uden tvivl være kommet ham for øre; ud fra et sådant rygte havde han fået mod og også vendt og tydet et sådant rygte sin sin egen fordel; han overfører denne godhed på sig selv, og har tillidsfuldt tænkt: mig vil han også være så nådig, som rygtet går om ham og som den gode fortælling siger.

8  Also ist sein Glaube nicht aus Vernunft gewachsen, sondern aus solchem Geschrei, von Christo, empfangen, wie St. Paulus saget Röm. 10,17: "Der Glaube kommt aus den Hören her, das Hören aber kommt aus dem Wort oder Geschrei von Christo".

Således er hans tro ikke vokset ud af hans fornuft, men opstået ud af et sådant rygte om Kristus, sådan som Skt. Paulus siger i Rom 10,17: ”Troen kommer af det, der høres, men det, der høres kommer af ordet eller rygtet om Kristus”.

Das ist nun das Evangelium, welches ist der Anfang, Mittel und Ende alles Gutes und Heils: denn so haben wir nun oft gehöret, dass man zu allererst müsse das Evangelium hören, darnach glauben und lieben und gute Werke thun; nicht erst gute Werke thun, und also das Wesen umkehren, wie die Werklehrer thun.

Det er nu evangeliet, som er begyndelse, middel og ende på alt godt og på al frelse: for det har vi nu ofte hørt, at man først må høre evangeliet, derefter tro og elske og gøre gode gerninger; ikke først gøre gode gerninger og således vende om på tingene, sådan som de mennesker gør, der lærer gode gerninger.

10 Das Evangelium aber ist ein gut Gerüchte, Rede, Geschrei, von Christo, wie er nichts denn eitel Güte, Liebe und Gnade sey; also, dass es von keinem andern Menschen oder Heiligen laute.

Men evangeliet er et godt rygte, en god tale, et godt råb om Kristus, om, hvordan han ikke er andet end idel godhed, kærlighed og nåde; et rygte, der ikke går om noget andet menneske eller nogen anden hellig.

11  Denn wiewohl auch andere Heiligen gut Gerüchte und Geschrei haben, so heisst es doch nicht Evangelium, ohn' wo es allein von Christi Güte und Gnaden lautet; und wo es zugleich auch von andern Heiligen wollte lauten, so ist's nicht mehr Evangelium. Denn es will den Glauben und Zuversicht allein auf den Fels, Jesum Christum, bauen.

For selv om også andre helgener har et godt rygte og en god omtale, så kaldes det dog kun et evangelium, når det lyder om Kristi godhed og nåde; hvis det også ville lyde om andre helgener, så er det ikke mere evangelium. For evangeliet vil alene bygge sin tro og tillid på klippen Jesus Kristus.

12 So siehest du nun, dass diess Exempel des Aussätzigen für den Glauben, wider die Werke fichtet. Denn wie Christus diesem hilft aus lauter Gnade durch den Glauben, ohn' alle Werke und Verdienst, so thut (52) er jedermann, und will auch desgleichen von ihm gehalten und gewartet haben.

Sådan ser du nu, at dette eksempel med den spedalske kæmper for troen mod gerningerne. For ligesom Kristus hjælper denne mand af lutter nåde i kraft at troen uden nogen gerning eller fortjeneste, sådan gør han mod enhver og vil også forvente, at det samme overholdes af ham.

13 Und wo dieser Aussätzige wäre auf die Weise kommen, dass er hätte gesagt: Siehe, Herr, so viel habe ich gebetet oder gefastet etc. das wollest du ansehen, und mich darum rein machen; so hätte ihn Christus nimmermehr gereiniget. Sintemal ein solcher Mensch nicht auf Gottes Gnade, sondern auf sein Verdienst sich lässet.

Og hvis den spedalske var kommet på den tanke, at han havde sagt: Se, Herre, så meget har jeg bedt og fastet, osv., det vil du nok tage hensyn til og af den grund gøre mig ren; så ville Kristus overhovedet ikke have gjort ham ren. For et sådant menneske forlader sig ikke på Guds nåde, men på sin fortjeneste.

14  Damit wird denn Gottes Gnade nicht gepreiset, geliebet, gelobet, noch begehret, sondern die eigene Werke nehmen solche Ehre hin, und rauben Gott das Seine. Das heisst denn, die Hand küssen, und Gott verleugnen, wie Hiob 31,27 spricht: "Habe ich jemals meine Hand geküsset; welches ist eine grosse Sünde und Verleugnung des Allerhöchsten".

Derved er det jo ikke Guds nåde, der bliver priset, elsket, lovet eller begæret, men menneskets egne gerninger tiltager sig denne ære og berøver Guds hans ære. Det kaldes da at kysse hånd og fornægte Gud, som Job 31,27 siger: ”Har jeg nogensinde kysset min hånd! Hvilket er en stor synd og en fornægtelse af den Allerhøjeste”. (n14)

15 Und Jes. 2,8: "Sie haben die Werke ihrer Hände angebetet", das ist, die Ehre und Zuversicht, die sie Gottes Gnade sollten geben, legen sie an ihr eigen Werk.

Og i Es 2,8 hedder det: ”De har tilbedt deres hænders værk”, det vil sige, den ære og tillid, som de skulle give Guds nåde, lægger de over på deres egne gerninger.

16      Wiederum ist auch hier das Exempel der Liebe vorgebildet in Christo, gegen den Aussätzigen. Denn da siehest du, wie ihn die Liebe zum Knecht macht, dass er dem Armen hilft frei umsonst, sucht weder Geniess, Gunst noch Ehre dadurch, sondern allein den Nutz des Armen, und Gottes des Vaters Ehre.

Ligeledes ser vi her også et eksempel på den kærlighed, der opstår i Kristus, mod den spedalske. For her ser du, hvordan kærligheden gør ham til tjener, så at han for intet hjælper staklen, og hverken søger nydelse, gunst eller ære derved, men alene går efter den gavn, det stakkels menneske kan få, og efter Guds faders ære.

17 Darum er ihm auch verbeut, er solle es niemand sagen, auf dass es ja ein lauter rein Werk sey der freien gütigen Liebe. Das ist es, das ich nun oft gesagt habe, wie der Glaube mach uns zu Herren, die Liebe zu Knechten; ja, durch den Glauben werden wir Götter, und theilhaftig göttlicher Natur und Namen, wie Ps. 82,6 spricht: "Ich habe wohl gesagt, ihr seyd Götter, und allesammt Kinder des Allerhöchsten".

Derfor er det også, at han forbyder ham at sige det til nogen, (Matt 8,4) så det kan være en fuldstændig ren gerning af fri, nådig kærlighed. Det er det, jeg efterhånden har sagt ret ofte: at troen gør os til herrer, kærligheden til tjenere; ja, gennem troen bliver vi til guder, og delagtige i guddommelig natur og guddommeligt navn, som Sl 82,6 siger: ”Jeg har jo sagt, at I er guder og alle sammen børn af den allerhøjeste”.

18   Aber durch die Liebe werden wir den allerärmsten gleich. Nach dem Glauben dürfen wir nichts, und haben volle Genüge; nach der Liebe dienen wir jedermann. Durch den Glauben empfahen wir Güter von oben, von Gott; durch die Liebe lassen wir sie aus von unten, zum Nächsten. Gleichwie Christus nach der Gottheit nichts bedurfte, aber nach der Menschheit jedermann dienete, der sein bedurfte.

Men gennem kærligheden bliver vi ligestillet med den allerfattigste. I kraft af troen mangler vi ikke noget, men har nok af alle ting; i kraft af kærligheden tjener vi enhver. I kraft af troen modtager vi goder ovenfra, fra Gud; i kraft af kærligheden lader vi dem gå videre nedadtil, til vor næste. Ganske som Kristus i kraft af sin guddommelighed ikke havde behov for noget, men i kraft af sin menneskelighed tjenede enhver, der behøvede ham.

19  Davon haben wir oft genug gesagt, dass wir auch also durch den Glauben müssen Gottes Kinder und Götter, Herren und Könige geboren werden; gleichwie Christus in Ewigkeit vom Vater ein wahrer Gott geboren (53) wird; und wiederum, durch die Liebe heraus brechen, dem Nächsten mit Wohlthat helfen; gleichwie Christus Mensch nicht durch Werke zuvor verdienet, oder durch sein Menschwerden erworben hat, dass er Gott ist;

Det har vi tit nok sagt, at også vi i kraft af troen må fødes som Guds børn og som guder, herrer og konger; ganske som Kristus i evighed blev først af faderen som en sand Gud; om omvendt, at det i kraft af kærligheden bryder igennem, så vi hjælper næsten med velgerninger; ganske som Kristus som menneske ikke først gennem gerninger gjorde sig fortjent til at være Gud, eller har erhvervet det gennem sin menneskevordelse.

20 sondern hat dasselbige von der Geburt, ohn' alle Werke, und zuvor, ehe der Mensch ward; also haben wir auch die Kindschaft Gottes, dass uns Sünde vergeben werden, Tod und Hölle nicht schaden, nicht durch Werk oder Liebe verdienet; sondern ohn' Werk, und vor der Liebe, durch den Glauben im Evangelio aus Gnaden empfangen.

Nej, han har det alt sammen fra fødslen, uden nogen gerning og forud for, at han blev menneske; sådan har vi heller ikke gennem gerninger eller kærlighed gjort os fortjent til, at vi er Guds børn, at vore synder er os forladte, at død og helvede ikke skader os; men vi har modtaget det uden gerninger, og forud for kærligheden, gennem troen i evangeliet af nåde.

21  Und wie Christus allererst, nachdem er ewig Gott ist, Mensch worden ist, uns zu dienen; so thun wir auch gut, und lieben den Nächsten hernach, wenn wir schon zuvor durch den Glauben fromm, ohne Sünde, lebendig, selig, und Gottes Kinder sind. Das sey vom ersten Exempel des Aussätzigen.

Og ligesom Kristus allerførst, efter at han er evig Gud, blev menneske, for at tjene os; sådan gør vi også godt og elsker næsten bagefter, når vi allerede først gennem troen er fromme, uden synd, levende, salige og Guds børn. Så meget ud fra eksemplet med den spedalske.

22 Das andere Exempel ist eben diesem gleich, so viel es Glauben und Liebe trifft. Denn dieser Hauptmann hat auch eine herzliche Zuversicht zu Christo, und bildet vor seine Augen nichts anders, denn eitel Güte und Gnade Christi; sonst wäre er nicht zu ihm gangen, oder hätte nicht zu ihm gesandt, wie Lucas c. 7,3 sagt.

Det andet eksempel ligner dette, for så vidt angår tro og kærlighed. For denne høvedsmand har også en herlig tillid til Kristus, og som han kan se, er Kristus ikke andet end idel godhed og nåde; ellers ville han ikke være gået hen til ham, eller ikke have sendt nogen til ham, som Luk 7,3 fortæller.

23 So hätte er auch solche erwegene Zuversicht nicht gehabt, wo er nicht zuvor hätte von Christi Güte und Gnade gehöret; dass also auch hier das Evangelium der Anfang und Reizung ist seiner Zuversicht oder Glaubens.

Således ville han heller have haft en sådan stor tillid, hvis han ikke først havde hørt om Kristi godhed og nåde; så at altså også her evangeliet er begyndelsen og årsagen til hans tillid eller tro.

24 Darin wir abermal lernen, dass man am Evangelio muss anfahen, und demselbigen glauben, und auf kein Verdienst noch Werke sehen; wie auch dieser Hauptmann kein Verdienst noch Werk vorwendete; sondern allein seine Zuversicht auf Christi Güte. Dass wir also sehen, wie alle Werke Christi Exempel des Evangelii, Glaubens und der Liebe vorhalten. So sehen wir auch das Exempel der Liebe, dass ihm Christus wohl thut, umsonst ohne alles Gesuche und Geschenk, wie droben gesagt ist.

Derigennem lærer vi igen, at man må begynde med evangeliet og tro det og ikke se hen til nogen fortjeneste eller nogen gerning; sådan som også denne høvedsmand ikke pukker på nogen fortjeneste eller gerning, men alene sætter sin lid til Kristi godhed. Så vi altså ser, hvordan alle Kristi gerninger er eksempler på evangeliet, troen og kærligheden. Sådan ser vi også et eksempel på kærlighed derved, at Kristus øver vel imod ham, for intet og uden, at han søger eller giver noget for det, som sagt ovenfor.

25  Ueber das zeiget der Hauptmann auch der Liebe Exempel, dass er sich seines Knechtes annimmt, als sein selbst; gleichwie Christus hat unser angenommen, und thut auch umsonst das gute Werk an ihm, allein dem Knecht zu gut, als Lucas sagt, c. 7,2, er hab es (54) darum gethan, dass ihm dasselbige Knecht lieb und werth war; als sollte er sagen: Liebe und Lust treibt ihn, die er zu ihm hatte, dass er seine Noth ansahe, und solches that.

Udover det fremviser høvedsmanden også et eksempel på kærlighed derved, at han tager sig af sin tjener som af sig selv, ganske som Kristus har taget sig af os; og han gør også for intet den gode gerning imod ham, som Lukas siger Luk 7,2, at denne tjener var ham kær og var højt værdsat; som ville han sige: Det, der driver ham, er den kærlighed og lyst, han har til ham, så han ser hen til hans nød og handler sådan.

26 So lasst uns auch thun, und zusehen, dass wir uns nicht selbst betrügen, und dünken lassen, wir haben nun das Evangelium, und achten doch nicht auf den Nächsten in seiner Noth. Das sey von den zweien Exempeln gesagt; nun wollen wir etliche Stücke des Texts auch sehen.

Lad også os handle sådan, så vi ser til, at vi ikke bedrager os selv og bilder os ind, at nu har vi evangeliet og alligevel ikke agter på næsten i hans nød. Lad det være nok om de to eksempler; nu vil vi se på nogle særlige dele af teksten.

27 Dass hier der Aussätzige sein Gebet so mässiget, und spricht: "Herr, so du willst, kannst du mich wohl reinigen," ist nicht zu verstehen, als zweifelte er an Christi Güte und Gnade; (denn der Glaube wäre nichts, ob er schon glaubete, dass Christus allmächtig wäre, alle Dinge vermöchte und wüsste: denn das ist der lebendige Glaube, der nicht zweifelt, Gott sey auch gütig und gnädiges Willens, solches zu thun, das wir bitten;)

At den spedalske udformer sin bøn så mådeholdent og kun siger: ”Herre, hvis du vi, kan vi gøre mig ren”, skal ikke forstås, som om han tvivlede på Kristi godhed og nåde; (for troen ville ikke være noget, selv om den troede, at Kristus var almægtig, formåede vidste alle ting: for det er den levende tro, der ikke tvivler på, at Gud har en gunstig og nådig vilje til at gøre det, vi beder om;)

28  sondern es ist so zu verstehen: der Glaube zweifelt nicht, dass Gott guten Wollen habe zur Person, wolle und gönne derselbigen alles Gute; aber dasjenige, das der Glaube bittet und vorgiebt, ist uns nicht bewusst, ob's uns gut und nütze sey; das weiss aber Gott allein.

Men det skal forstås således: Troen tvivler ikke på, at Gud vil det godt med denne person, at han vil og under ham alt godt; men det, som troen beder om og bringer frem, om det véd vi ikke, om det er os til gavn og nytte; det véd kun Gud alene.

29 Darum bittet der Glaube also, dass er's alles heimstellet dem gnädigen Willen Gottes, ob's zu seiner Ehre und unserm Nutz diene, zweifelt nicht daran, Gott werde es geben; oder, so es nicht zu geben ist, dass sein göttlicher Wille aus grosser Gnade dasselbige nicht gebe, darum, dass er siehet, es sey besser ungegeben.

Derfor beder troen på den måde, at den overlader alt til Guds nådige vilje, om det tjener hans ære og vort gavn, tvivler ikke på, at Gud vil give det; eller, hvis det ikke skal gives, at hans guddommelige vilje ikke giver det ud af hans store nåde, fordi han ser, at det vil være bedre, hvis det ikke gives.

30 Damit bleibet aber gleichwohl der Glaube an Gottes gnädigem Willen gewiss und sicher, er gebe es oder gebe es nicht, wie auch St. Paulus saget Röm. 8,26 "dass wir nicht wissen, was oder wie wir bitten sollen", und im Vater Unser uns heisst seinen Willen vorziehen, und darum bitten.

Men under dette forbliver troen alligevel vis og sikker på Guds nådige vilje, hvad enten han giver det eller ikke giver det, sådan som også Skt. Paulus siger Rom 8,26, ”at vi ikke véd, hvad eller hvordan vi skal bede”, og i Fadervor siger til os, at vi skal foretrække hans vilje og bede derom.

31 Das ist es, dass wir auch oft gesagt haben, glauben soll man ohne Zweifel und ohne Maass göttlicher Güte; aber bitten sollen wir mit der Maass, dass seine Ehre, sein Reich und Wille sey, auf dass wir nicht seinem Willen Zeit, Stätte, Maass oder Namen setzen, sondern das alles ihm frei heim geben.

Det er, hvad vi ofte har sagt, at man skal tro uden tvivl og uden måde på den guddommelige godhed, men at vi skal bede med måde om, at hans ære, hans rige og hans vilje må ske, for at vi ikke skal sætte tid, sted, måde eller navn på hans vilje, men overlader det alt sammen frit til ham.

32 Darum gefället auch diess Gebet des Aussätziges dem Herrn so wohl, und wird bald erhöret. Denn wo wir es seinem Willen (55) heimstellen, und begehren, was ihm gefället, so kann er es nicht lassen, er thut wieder, was uns gefällt. Der Glaube machet, dass er uns günstig ist; so machet solch gelassen Gebet, dass er giebt, was wir bitten.

Derfor tiltaler også denne bøn fra den spedalske Herren så meget, og derfor bliver den straks hørt. For når man overlader det til hans vilje og begærer, hvad der behager ham, så kan han ikke lade være med at gøre, hvad der behager os. Det er troen, der gør det, at han er os gunstig; på den måde udvirker en sådan mådeholden bøn, at han giver, hvad vi beder om.

33 Von dem Senden des Aussätzigen zu den Priestern, warum es geschehen sey, und was es bedeutet, ist genugsam in der Postill von den zehen Aussätzigen gesaget.

Om det, at den spedalske skal sendes til præsterne, hvorfor det sker, og hvad det betyder, er der sagt nok i postillen om de ti spedalske.

34 Dass er aber saget: "Ich habe solchen Glauben in Israel nicht funden etc." hat man mit grossen Sorgen gehandelt, auf dass entweder Christus ja nicht lüge, oder die Mutter Gottes und die Apostel nicht geringer seyn, denn dieser Hauptmann.

Men at han siger: ”Jeg har ikke fundet en sådan tro i Israel”, har man behandlet med stor bekymring, for enten lyver Kristus, eller også er Guds moder og apostlene ringere end denne høvedsmand.

35 Wiewohl ich nun auch sagen möchte, dass Christus hier rede vom Volk Israel, wo er je geprediget hatte, und zu welchen er kommen war, dass also seine Mutter und Jünger ausgeschlossen würden, als die mit ihm zogen, und zu solchem Volk Israel kamen, da er prediget, will ich doch schlecht bei des Herrn Wort bleiben, und sie lassen gehen, wie sie lauten; und das darum:

Selv om jeg nu også ville kunne sige, at Kristus her taler om Israels folk, som han hidtil har prædiket for og som han er kommet til, så hans mor og disciplene altså ville være undtaget, fordi de holdt sig til ham, og kom til dette Israels folk, som han prædikede for, så vil jeg dog holde mig til Herrens simple ord og lade den gælde som de lyder; og det af følgende grund:

36 Zum ersten, dass wider keinen Artikel des Glaubens ist, dass dieser Glaube des Hauptmann seines gleichen weder in den Aposteln noch in der Mutter Gottes gehabt habe. Wo aber Christi Worten kein Artikel des Glaubens öffentlich widerstehet, soll man sie lassen gelten wie sie klingen, und nicht mit unserm Auslegen und Deuten lenken oder beugen; weder um irgend eines Heiligen, noch Engel, noch Gottes selber willen; denn sein Wort ist die Wahrheit selbst, über alle Heiligen und Engel.

For det første, fordi det ikke er imod nogen trosartikel, at høvedsmandens tro hverken hos apostlene eller hos Guds moder har haft sin lige. Men når Kristi ord ikke ligefrem er imod nogen trosartikel, skal man lade dem gælde, som de lyder, og ikke tvinge eller bøje dem med vores udlægning og tydning; hverken for én eller anden helgens skyld, for en engels skyld eller for Guds egen skyld; for hans ord er sandheden selv, overordnet alle helgener og engle.

37 Zum andern darum, dass solch' Deuten und Beugen aus fleischlichem Sinn und Andacht herkommt, dass wir die Heiligen Gottes nicht nach Gottes Gnaden, sondern nach ihrer Person, Würdigkeit und Grösse messen; welches ist wider Gott, der sie viel anders misset, allein nach seinen Gaben. Denn St. Johannem den Täufer liess er nie kein Wunder thun, Joh. 10,41, welche doch manche geringe Heiligen gethan haben. Und Summa, er thut oft durch geringe Heiligen, das er durch grosse Heiligen nicht thut.

For det andet af den grund, at den slags tyden og bøjen stammer fra det kødelige sind og den kødelige andagt, så at vi måler helgenerne, ikke efter Guds nåde, men efter deres person, deres værdighed og storhed; hvilket er imod Gud, der måler dem helt anderledes, alene efter hans gaver. For Skt. Johannes Døber lod han ikke foretage noget under, Joh 10,41, og det er der dog mange ringere helgener, der har gjort. Og kort sagt, han udfører ofte noget ved hjælp af ringere helgener, som han ikke udfører ved hjælp af de store helgener.

38 Er verbarg sich vor seiner Mutter, da er zwölf Jahr alt war, und liess sie irren und unwissend seyn, (56) Luc. 2,43 spp. Er zeigete sich Maria Magdalena, Joh. 20,14, ehe er sich seiner Mutter und den Aposteln zeigete, am Ostertage. Er redete mit dem Samaritischen Weibe, Joh. 4,7 und mit der Ehebrecherinn, Joh. 8,10 so freundlich, dass er nie keinmal so freundlich mit seiner eigenen Mutter geredt hat. Item, da Petrus fällt und leugnet, stehet der Mörder am Kreuze und glaubet stark.

Han skjulte sig for sin mor, da han var tolv år gammel, og lod hende tage fejl og være uvidende, Luk 2,43ff. Han viste sig for Maria Magdalene, Joh 20,14, før han viste sig for sin mor og apostlene, på påskedagen. Han talte med den samaritanske kvinde, Joh 4,7, og med ægteskabsbrydersken, Joh 8,10, så venligt, som han aldrig har talt med sin egen mor. Ligeledes, da Peter faldt og fornægtede, da fremstod en morder på korset og troede stærkt.

39 Mit diesem und dergleichen Wunder zeiget er, dass er seinen Geist will von uns ungemessen haben in seinen Heiligen, und dass wir nicht sollen nach der Person richten: er will seine Gaben frei geben, wie es ihm gefällt, (saget St. Paulus 1. Cor. 12,11) nicht wie es und dünket: Ja, er saget Joh. 14,12 von ihm selber: "Wer an ihn glaubet, solle grössere Zeichen thun, denn er gethan hat".

Med dette og lignende undere viser han, at af os vil han have sin ånd uden mål i sine helgener, og at vi ikke skal dømme efter personen: han vil give sine gaver frit, som det lyster ham (siger Skt. Paulus 1 Kor 12,11), ikke som vi synes: Ja, han siger i Joh 14,12 om sig selv: ”Den, der tror på ham, skal gøre større tegn end han har gjort”.

40 Das alles darum, dass niemand sich vermesse über den andern, und niemand einen Heiligen über den andern hebe, und Secten anrichte; sondern lasse sie alle gleich seyn in Gottes Gnaden, wie ungleich sie sind in seinen Gaben. Er will durch St. Stephan thun, das er durch St. Petrum nicht thut, und durch St. Peter, das er durch seine Mutter nicht thut, auf dass er's allein sey, der alles thue in allen, ohn' Unterschein der Person, nach seinem Willen.

Alt dette af den grund, at ingen skal måle sig højere end den anden, og ingen skal hæve en den ene helgen over den anden og oprette sekter; men alle skal lade sig være lige i Guds nåde, hvor ulige de end er i hans gaver. Han vil gennem Skt. Stefan gøre noget, som han ikke gør gennem Skt. Peter, og gennem Skt. Peter noget, som han ikke gør gennem sin mor, for at det kan være ham og ham alene, der virker alt i alle, uden forskel i personer, efter hans vilje.

41 Also soll auch hier verstanden werden, dass er zur Zeit seiner Predigt solchen Glauben nicht funden habe, weder in der Mutter noch Aposteln, ob's gleich sey oder nicht sey, dass er zuvor oder hernach grössern Glauben funden habe in der Mutter und Aposteln, und viel andern.

Således skal også dette her forstås sådan, at han i sin prædiketid ikke har fundet en sådan tro, hverken hos sin mor eller hos apostlene, og så er det ligemeget, om han tidligere eller senere har fundet en større tro i moderen og apostlene og i mange andre.

42 Denn es mag wohl seyn, dass er seiner Mutter, zur Zeit, da sie ihn empfieng und gebar, grossen Glauben habe gegeben, und darnach nicht, oder selten mehr so gross, und zuweilen denselbigen habe lassen sinken; wie er that, da sie ihn drei Tage verloren hatte, Luc. 2.

For det kan vel godt være, at han på den tid, da hun undfangede ham og fødte ham, havde givet hende stor tro og derefter ikke, eller sjældent helt så stor en tro, og indimellem havde ladet den gå ned i intensitet; sådan som han gjorde, da hun tre dage igennem havde tabt ham af syne, Luk 2.

43 Wie er auch mit allen seinen Heiligen thut: und wo er's nicht thät, sollten wohl die Heiligen fallen in Vermessenheit, und sich zu Abgöttern machen, oder wir würden Abgötter daraus machen, und mehr auf ihre Würdigkeit und Person sehen, denn auf Gottes Gnade.

Sådan som han også gør med alle sine helgener: og hvis han ikke gjorde det, ville vel hans helgener forfalde til overmod og gøre dem til afguder, eller vi ville lave afguder deraf, og se mere hen til deres værdighed og person, end til Guds nåde.

44 Daraus merke nun, wie wir Narren sind, und göttlicher Werke und Wunder so unverständig, die wir (57) den gemeinen Christenmann so verachten, und halten's dafür, dass allein die spitzen Hüte und Gelehrten um Gottes Wahrheit wissen und schliessen mögen; so doch hier Christus diesen Heiden mit seinem Glauben über alle seine Jünger hebt.

Her skal man især lægge mærke til, hvordan vi er narrer, som mangler forstand på de guddommelige gerninger og undere, vi, som i den grad foragter den almindelige kristne og regner med, at kun de spidse hatte og de lærde kender noget til Guds sandhed og tør drage slutninger derom; når dog Kristus her hæver denne hedning og hans tro op over alle sine disciple.

45 Das machet, wir hangen an den Personen und Ständen, und nicht an Gottes Worten und Gnaden. Darum fahren wir auch mit den Personen und Ständen in allen Irrthum, sagen darnach, die christliche Kirche und Concilia haben solches gesaget, die mögen nicht irren, und haben den heiligen Geist; dieweil ist Christus bei den Verachteten, und lässt Personen und Concilia zum Teufel fahren.

Det bevirker, at vi hænger os i personerne og stænderne og ikke i Guds ord og nåde. Derfor går vi også sammen med personerne og stænderne ud i al slags vildfarelse, og siger bagefter, at den kristne kirke og dens konciler har sagt den slags, de kan ikke tage fejl, de har den hellige ånd; men imens bor Kristus hos de foragtede og lader personer og konciler fare til djævelen.

46 Darum merke wohl, dass Christus den Heiden also hoch hebet. Es gilt freilich über Hannas, Caiphas, und alle Priester, Gelehrten und Heiligen, die alle billig dieses Heiden Schüler seyn sollten, geschweige, dass sie über ihn etwas schliessen und setzen sollten. Gott giebt einem grossen Heiligen wohl kleinen Glauben, und einem kleinen einen grossen Glauben, "auf dass immer einer den andern höher halte, denn sich selbst," Röm 12,13

Derfor skal man lægge godt mærke til, at Kristus hæver hedningen så højt op. Han gælder ganske sikkert mere end Hannas, Kajfas og alle præster, lærde og helgener, de, som alle med rimelighed skulle være denne hednings elever, og så glemmer vi helt, at de skulle konkludere og sætte noget over ham. Gud giver vel en stor helgen en lille tro og en lille helgen en stor tro, ”for at den ene hele tiden holder den anden højere end sig selv” Rom 12,3.

47 "Herr, ich bin nicht werth"

Das ist der grosse Glaube dieses Heidens, dass er weiss, wie die Seligkeit nicht an der leiblichen Gegenwärtigkeit Christi liege; denn dieselbige hilft nicht, sondern am Wort und Glauben. Das wussten aber die Apostel noch nicht, die Mutter vielleicht auch nicht, sondern hielten fest an seiner leiblichen Gegenwärtigkeit, liessen sie auch nicht gerne von sich, Joh. 16,6 hielten nicht so bloss an seinen Wort alleine.

Herre, jeger ikke værd...”

Det er den store tro hos denne hedning, at han véd, hvordan saligheden ikke afhænger af Kristi legemlige tilstedeværelse; for den hjælper ikke, det gør derimod ordet og troen. Men det vidste apostlene endnu ikke, moderen måske heller ikke; de holdt i stedet fast ved den legemlige tilstedeværelse, gav også kun ugerne slip på den, Joh 16,6, og holdt sig ikke kun alene til hans ord.

48 Aber dieser Heide lässt ihm so reichlich am Worte begnügen, dass er auch seiner Gegenwärtigkeit nicht wünscht, noch sich werth dünket, dazu mit einer Gleichniss solchen seinen mächtigen Glauben beweiset, und spricht: Ich bin ein Mensch, und kann mit einem Worte schaffen bei den Meinen, was ich will; solltest du denn nicht mit deinem Worte schaffen, was du willst, weil ich gewiss weiss, und du auch beweisest, dass Gesundheit und Krankheit, Tod und Leben dir unterthan ist, wie mir meine Knechte? Darum wird auch sein Knecht von Stund an gesund, durch die Kraft dieses Glaubens. (58)

Men denne hedning lader sig i den grad nøje med ordet, at han hverken ønsker sig hans tilstedeværelse eller mener den nødvendig, og desuden med en sammenligning beviser sin mægtige tro og siger: Jeg er et menneske og kan med et ord hos dem, der er undergivet mig, skabe, hvad jeg vil; skulle du da ikke med dit ord kunne skabe, hvad du vil, for jeg véd sikkert, og du har også bevist det, at sundhed og sygdom, død og liv er dig underlagt, ligesom mine tjenere er underlagt mig? Derfor bliver også hans tjener fra det øjeblik rask, gennem kraften i denne tro.

49 Und weil es hier die Zeit und das Evangelium giebt, müssen wir ein wenig von dem fremden Glauben und seiner Macht sagen: sintemal sich viel damit bekümmern, allermeist um der jungen Kinder willen, die man in der Taufe hält, nicht durch eigenen, sondern durch fremden Glauben selig werden; wie hier dieser Knecht nicht durch seinen eigenen Glauben, sondern durch seines Herrn Glauben gesund worden ist.

Og fordi der her er tid til det og der gives et evangeliestykke at gå ud fra, må vi her sige lidt om den fremmede tro og dens magt: for der er mange, der bekymrer sig om, især for de spædbørns skyld, som man bringer til dåb, hvorvidt de bliver salige, ikke ved deres egen, men ved en fremmed tro; sådan som her denne tjener er blevet rask ikke ved sin egen tro, men ved sin herres tro.

50 Die Sache haben wir noch nie gehandelt, darum müssen wir hier, um künftiger Gefahr und Irrthum willen, so viel an uns ist, zuvor zu kommen, handeln.

Det problem har vi endnu ikke behandlet, derfor må vi her af hensyn til en fremtidig fare og vildfarelse, så vidt det står til os, komme det i forkøbet.

51 Aufs erste müssen wir den Grund lassen fest und gewiss seyn, dass niemand selig wird durch anderer Glauben oder Gerechtigkeit, sondern durch seinen eigenen; wiederum, niemand verdammt wird um eines andern Unglauben oder Sünden, sondern um seines eignen Unglaubens willen, wie das Evangelium hell und klar saget Marc. 16,16: "Wer da glaubet und getauft wird, der wird selig, wer aber nicht glaubt, der wird verdammt". Und Röm. 1,17: "Der Gerechte wird seines Glaubens leben". Und Joh. 3,16. 18: "Wer an ihn glaubet, wird nicht verloren werden, sondern hat das ewige Leben". Item: "Wer an ihn glaubet, der wird nicht gerichtet; wer nicht an ihn glaubet, der ist schon gerichtet."

For det første må vi lade denne grund være fast og sikker, at ingen bliver salig ved en andens tro eller retfærdighed, kun gennem sin egen; omvendt bliver ingen fordømt på grund af en andens vantro eller synd, men på grund af hans egen vantro, sådan som evangeliet klart og tydeligt siger Mark 16,16: ”Den, der tror og bliver døbt, bliver salig, men den, der ikke tror, bliver fordømt”. Og Rom 1,17: ”Den retfærdige skal leve ved sin tro”. Og Joh 3,16. 18: ”Den, der tror på ham, skal ikke gå fortabt, men har evigt liv”. Og: ”Den, der tror på ham, bliver ikke dømt; den, der ikke tror på ham, er allerede dømt”.

52 Das sind helle, öffentlige Worte, dass ein jeglicher muss für sich selbst glauben, und mag ihm keiner helfen durch fremden Glauben ohne eigenen Glauben. Von diesen Sprüchen muss man nicht weichen, noch sie leugnen, es treffe was er treffe, und sollen ehe lassen alle Welt verderben, ehe man diese göttliche Wahrheit ändere.

Det er klare, åbenlyse ord, at enhver må tro for sig selv, og at ingen kan hjælpe ham med en fremmed tro uden hans egen tro. Man må ikke vige bort fra disse skriftsteder, ejheller fornægte dem, hvad der så end sker, og man skal snarere lade hele verden fordærves, end man ændrer denne guddommelige sandhed.

53 Und ob etwas scheinbarliches würde dagegen aufgebracht, das du nicht könntest verantworten, so sollst du ehe bekennen, dass du es nicht verstehest, und Gott befehlest, ehe du wider diese klare Sprüche etwas zulassest. Es bleibe Heiden, Juden, Türken, junge Kinder, und alles, was da ist, wo es kann, diese Worte sollen und müssen Recht haben und wahr seyn.

Og selv om der blev fremført noget, der tilsyneladende vendte sig imod det, noget, du ikke kunne modbevise, så skal du snarere bekende, at du ikke forstår det, og befale dig til Gud, end du skal gå med til, at noget vender sig imod disse klare skriftord. Så må hedninger, jøder, tyrker, spædbørn og alt andet være, hvad det være vil, disse ord skal og må have ret og være sande.

54 Nun ist die Frage, wo die jungen Kinder bleiben, so sie doch noch keine Vernunft haben, und für sich selbst nicht mögen glauben, weil so geschrieben stehet, Röm 10,17: "Der Glaube kommt durch's Hören, das (58) Hören aber kommt durch's Predigen Gottes Wort". Nun hören noch verstehen ja die jungen Kinder Gottes Wort nicht; so mögen sie auch keinen eigenen Glauben haben.

Nu er så spørgsmålet: Hvad med spædbørnene, de har jo endnu ingen fornuft, og kan ikke tro for sig selv? For der står jo skrevet i Rom 10,17: ”Troen kommer af det, der høres, men det, der høres, kommer derved, at Guds ord prædikes”. Nu kan spædbørnene jo hverken høre eller forstå Guds ord; derfor kan de ikke have nogen tro selv.

55 Auf diese Frage haben die Sophisten in hohen Schulen, und des Papst Rotte eine solche Antwort erdichtet, dass die jungen Kinder werden ohn' eignen Glauben getauft, nämlich auf den Glauben der Kirche, welchen die Pathen bekennen bei der Taufe; hernach in der Taufe werde dem Kindlein, aus Kraft und Macht der Taufe, die Sünde vergeben, und eigener Glaube eingegossen mit Gnaden, dass ein neugeboren Kind wird aus dem Wasser und heiligen Geist.

På dette problem har sofisterne i de høje skoler og pavens sammenrend opdigtet følgende svar: Spædbørnene bliver døbt uden deres egen tro, det bliver nemlig døbt på kirkens tro, den tro bekender fadderne ved dåben; på den måde får spædbarnet ud af dåbens kraft og magt sine synder forladt, og sin egen tro indgydt sammen med nåden, så der af vand og helligånd fremstår et nyfødt barn.

56  Wenn man sie aber fraget um den Grund solcher Antwort, und wo das in der Schrift stehe, so findet man's im finstern Rauchloch, oder weisen uns auf ihre Bireth, und sagen: "Wir sind hochgelehrten Doctores, und sagen solches, darum ist's recht, darfst nicht weiter fragen; wie denn fast alle ihre Lehre keinen andern Grund hat, denn ihre eigene Träume und Dünkel. Und wenn sie aufs höhest sich rüsten, so bringen sie etwas einen Spruch herzu mit den Haaren aus St. Augustino oder sonst einen heiligen Vater.

Men når man spørger dem om begrundelsen for et sådant svar, og hvor i skriften det står, så finder man det i en mørk røgtåge, og de henviser os til deres (lærdoms-)baret, og siger: Vi er højlærde doktorer, og vi siger dette, derfor er det korrekt, og du bør ikke spørge mere ind til det; sådan som næsten hele deres lære ikke har anden grund end deres egne drømme og formodninger. Og hvis de ruster sig på det allerbedste, så fremfører de et hårtrukkent udsagn fra Skt. Augustin eller en anden hellig fader.

57 Aber das ist uns nicht genug in den Sachen, die der Seelen Heil betreffen; denn sie selbst und alle heilige Väter sind Leute und Menschen gewesen. Wer will mir Burge und gut dafür seyn, dass sie recht sagen? Wer will darauf sich verlassen, und darauf sterben, weil sie es ohne Schrift und Gottes Wort sagen? Heilige hin, Heilige her; wenn mir's die Seele gilt, ewiglich zu verlieren oder zu erhalten, kann ich mich nicht auf alle Engel und Heilige verlassen, geschweige auf einen Heiligen oder zweene, wo sie mir nicht Gottes Wort zeigen.

Men det er ikke nok for os i sager, der har med sjælenes frelse at gøre; for de selv og alle hellige fædre har bare været mennesker. Hvem vil borge mig eller stå inde for, at det er korrekt, hvad de siger? Hvem vil forlade sig på det og dø på det, når de siger det uden skrift og uden Guds ord? Hellig mig op, og hellig mig ned, når det gælder min sjæl, om jeg evigt fortaber den eller opretholder den, kan jeg ikke forlade mig på alle engle og alle helgener, endsige da på én eller to helgener, når de ikke viser mig Guds ord.

58 Aus dieser Lügen sind sie weiter gefahren, und so ferne kommen, dass sie haben gelehret, und auch noch halten, die Sacramente haben solche Kraft, dass, ob du schon keinen Glauben habest, und das Sacrament empfähest (so fern du nicht im Vorsatz seyest zu sündigen), so krigest du doch die Gnade und der Sünden Vergebung ohne allen Glauben.

Ud fra denne løgn er de gået videre og kommet så langt, at de har lært, og endnu stadig holder fast ved, at sakramenterne har en sådan kraft, at selv om du slet ingen tro havde og modtog sakramentet (blot du ikke har forsæt om at synde), så opnår du dog nåden og syndernes forladelse uden nogen som helst tro.

59 Das haben sie aus der vorigen Meinung eingeführt, angesehen, dass die jungen Kinder also ohn' Glauben, allein aus Macht und Kraft der Taufe, Gnade empfahen, wie sie träumen.

Det har de indført ud fra den forrige opfattelse og regnet med, at spædbørnene således modtager uden tro alene ved dåbens magt og kraft, sådan som de drømmer.

60 Darum (60) messen sie es auch den Alten und allen Menschen so zu, und reden solches alles aus eigenem Kopf, damit sie den christlichen Glauben gar meisterlich ausgerotet, zunichte und unnöthig gemach, und allein unser Werk mit der Kraft der Sacramenten aufgerichtet haben. Davon habe ich genugsam geschrieben über die Artikel der Bullen Leonis.

Derfor overfører de det også på de voksne og på alle mennesker og taler den slags ud af deres eget hoved, hvormed de på mesterlig vis ganske har udryddet den kristne tro, gjort den til intet og unødvendig og alene oprettet vore gerninger med sakramentets kraft. Derom har jeg skrevet nok i artiklerne om pave Leos bulle. (n60)

61 Die heiligen alten Väter haben doch ein wenig bas davon, wiewohl nicht klärlich genug, geredt, die nicht sagen von solcher erdichteten Kraft der Sacramente; sondern sagen also: Dass die jungen Kinder werden getauft im Glauben der christlichen Kirche.

De hellige gamle fædre har dog talt en smule bedre derom, skønt ikke klart nok. De siger ikke noget om en sådan opdigtet kraft i sakramentet; men siger, at spædbørnene bliver døbt i den kristne kirkes tro.

62 Aber weil sie nicht dasselbige gründlich ausstreichen, wie derselbige christliche Glaube den Kindern zu Hülfe komme, ob sie dadurch einen eigenen Glauben überkommen, oder nur also auf den christlichen Glauben, sie selbst ohne Glauben, getauft werden; fahren die Sophisten zu, deuten der heiligen Väter Wort dahin, dass die Kinder ohne eigenen Glauben getauft werden, allein in der Kirche Glauben und Gnade erlangen.

Men fordi de ikke tilstrækkelig grundigt har forklaret, hvordan denne kristne tro kommer børnene til hjælp, om derigennem får deres egen tro eller kun bliver døbt på den kristne tro, mens de selv ikke har nogen tro, derfor farer sofisterne til, tyder de hellige fædres ord derhen, at børnene bliver døbt uden deres egen tro, og alene i kirken når frem til tro og nåde.

63 Denn sie sind dem Glauben feind: wo sie nur die Werke erheben mögen, muss sich der Glaube leiden; denken nicht einmal, ob die heiligen Väter irreten, oder sie selbst die Väter recht verstünden.

For de har noget imod troen. Hvor de bare kan komme til at fremhæve gerningerne, må troen lide; de skænker det ikke engang en tanke, om de hellige fædre tog fejl eller om de selv forstod fædrene ret.

64 Vor diesem Gift und Irrthum hüte dich, wenn es gleich aller Väter und Concilien ausgedrückte Meinung wäre: denn sie bestehet nicht, hat keinen Grund der Schrift für sich, sondern eitel Menschendünkel und Träume; darzu ist sie stracks und öffentlich wider die vorige Hauptsprüche, da Christus spricht: Wer glaubet und getauft wird, etc. dass kurzum beschlossen ist, Taufe hilft niemand, ist auch niemand zu geben, er glaube denn für sich selbst, und ohn' eignen Glauben niemand zu taufen ist;

Du skal vogte dig for denne gift og vildfarelse, også selv om det var alle fædres og koncilers klare mening: for den holder ikke stik, har ingen begrundelse i skriften, men er lutter menneskeopspind og drømme; desuden er den ligeud og åbenlyst imod det forrige hovedstykke, hvor Kristus siger: Den, der tror og bliver døbt, osv., så at de kort sagt står fast, at dåben ikke hjælper nogen, og ikke bør gives til nogen, hvis han ikke tror på egne vegne, og at ingen bør døbes uden selv at have troen;

65 wie auch St. Augustin selbst spricht: Non Sacramentum iustificat, sed fides Sacramenti: "Das Sacrament machet nicht gerecht, sondern der Glaube des Sacraments".

som også Skt. Augustin selv siger: Sakramentet gør ingen retfærdig, det er troen på sakramentet, der gør det.

66 Ueber diese sind etliche andere, wie die Brüder Waldenses genennet, die halten, dass ein jeglicher müsse für sich selbst glauben, und mit eigenem Glauben die Taufe oder Sacrament empfahen; wo nicht, so sey ihm die Taufe oder Sacrament kein nütze.

Udover disse er der nogle andre, som dem, der kaldes de waldensiske brødre, som holder for, at enhver må tro for sig selv og modtage dåben eller sakramentet med sin egen tro; hvis ikke, er dåben eller sakramentet ikke til nogen nytte for ham.

67 So fern reden (61) und halten sie recht. Aber dass sie zufahren, und taufen gleichwohl die jungen Kinder, welche sie auch halten für die, die keinen eignen Glauben haben, das ist ein Spott der heiligen Taufe, und sündigen wider das andere Gebot, dass sie Gottes Namen und Wort unnütz und vergeblich führen, mit Gewissen und Muthwillens.

Så langt har de ret. Men når de går videre og alligevel døber spædbørnene, som de også regner med til dem, der ikke har nogen tro selv, ja, så er det en spot mod den hellige dåb, og så synder de mod det andet bud, at de fører Guds navn og ord til ingen nytte og forgæves, bevidst og med vilje.

68 Es hilft sie auch nicht die Ausrede, dass sie sagen, die Kinder taufe man auf ihren zukünftigen Glauben, wenn sie zur Vernunft kommen. Denn der Glaube muss vor oder je in der Taufe da seyn; sonst wird das Kind nicht los vom Teufel und Sünden.

Det udsagn hjælper dem heller ikke, at de siger, at man døber børnene på deres fremtidige tro, når de kommer til fornuft. For troen må være til stede forud for eller i dåben; ellers bliver barnet ikke fri for djævelen og synderne.

69 Darum, wenn ihre Meinung recht wäre, so müsste das alles eitel Lügen und Spötterei seyn, das mit dem Kinde in der Taufe gehandelt wird. Denn da fraget der Täufer: ob das Kind gläube? und man antwortet: Ja; an seiner Statt, und: ob es wolle getaufet werden? da antwortet man auch: Ja; an seiner Statt; nun wird dennoch niemand an seine Statt getaufet, sondern es wird selbst getauft.

Hvis derfor deres mening var den rette, så måtte alt, hvad der gøres med børnene i dåben, være lutter løgn og spot. For her spørger den, der døber: om barnet tror? Og man svarer: Ja, på dets vegne, og: om det vil døbes? Her svarer man også: Ja, på barnets vegne; men nu bliver ingen døbt på barnets vegne, men det bliver selv døbt.

70 Darum muss es auch selbst gläuben, oder die Pathen müssen lügen; wenn sie sagen an seiner Statt: Ich glaube. Item: der Täufer rühmet, es sey neu geboren, die Sünden vergeben, vom Teufel los, und zeucht ihm des zum Zeichen ein weiss Hemde an, und handelt allerdings mit ihm, als mit einem neuen heiligen Gotteskinde; welches müsste alles falsch seyn, wo nicht eigener Glaube da wäre; und wäre besser, nimmer kein Kind taufen, denn also mit Gottes Worten und Sacrament narren und gaukeln, als wäre er ein Götz oder Narr.

Derfor må det også selv tro, eller også lyver fadderne, når de på dets vegne siger: jeg tror. Ligeledes: Den, der døber, bekendtgør, at det er genfødt, at synderne er tilgivet, at det er befriet fra djævelen, og ifører det til tegn på dette en hvid skjorte, og handler på enhver måde med det som med et nyt helligt Guds barn; men det ville jo alt sammen være falsk, hvis der ikke var nogen egentro til stede; og det ville være bedre ikke at døbe noget barn, end på den måde at snyde og bedrage med Guds ord og sakramente, som var det en spøg eller et narrespil.

71 Es hilft auch nicht, dass sie das Reich Gottes dreierlei scheiden: einmal sey es, die christliche Kirche; das anderemal, das ewige Leben; zum dritten, das Evangelium. Und darnach sagen, die Kinder werden zum Himmelreich getauft, auf die dritte und erste Weise, das ist, sie werden getauft, nicht dass sie dadurch selig seyn, und Vergebung der Sünden haben; sondern sie werden in die Christenheit genommen, und zum Evangelio gebracht.

Det hjælper heller ikke, at de opdeler Guds rige i tre dele: den ene del er den kristne kirke; den anden del det evige liv; den tredje evangeliet. Så siger de derefter, at børnene døbes til himmeriget, på den tredje og første del, det vil sige, de bliver døbt, ikke, så de derved bliver salige, og får syndernes forladelse, men der bliver optaget i kristenheden og bragt hen til evangeliet.

72 Das ist alles nichts geredet, und aus eigenem Dünkel erdichtet. Denn das heisst nicht ins Himmelreich kommen, dass ich unter die Christen komme, und das Evangelium höre; welches auch die Heiden thun können, und ohn' Taufe geschiehet.

Det siger alt sammen ingenting, og er opdigtet af deres egen fantasi. For det betyder ikke at komme i himmeriget, at jeg kommer ind blandt de kristne og hører evangeliet; det kan hedningerne også gøre og det sker uden dåb.

73 Solches (62) heisst auch nicht ins Himmelreich kommen, du redest vom Himmelreich auf die erste, andere oder dritte Weise, wie du willst; sondern das heisst im Himmelreich seyn, wenn ich ein lebendig Glied der Christenheit bin, und das Evangelium nicht allein höre, sondern auch glaube. Sonst wäre ein Mensch eben im Himmelreich, als wenn ich einen Klotz und Block unter die Christen würfe, oder wie der Teufel unter ihnen ist. Darum taugt diess gar nicht.

Man kan heller ikke kalde det at komme i himmeriget, at du taler om himmeriget på den første, den anden eller den tredje måde, som du vil; men det er at være i himmeriget, når jeg er et levende lem på kristenheden, og ikke blot hører evangelliet, men også tror. Ellers ville et menneske være i himmeriget på samme måde, som når jeg kaster en klods eller en blok ind blandt de kristne, eller på samme måde, som djævelen er iblandt dem. Derfor duer dette slet ikke.

74 Auch folget daraus, dass die christliche Kirche zweierlei Taufe hätte, und die Kinder nicht gleiche Taufe mit den Alten hätten. So doch St. Paulus sagt Eph. 4,5: "Es sey nur Eine Taufe, Ein Herr, Ein Glaube". Denn wo die Taufe nicht thut und giebt den Kindern, das sie den Alten thut und giebt, so ist's nicht dieselbige Taufe; ja, es ist keine Taufe, sondern ein Spiel und Spott der Taufe, sintemal keine Taufe mehr ist, denn die, so da selig machet.

Det ville også være en følge heraf, at den kristne kirke ville have to slags dåb, og børnene ikke ville have den samme dåb som de voksne. Men Skt. Paulus siger dog i Ef 4,5: ”Der skal kun være én dåb, én herre, én tro”. For hvis dåben ikke bevirker og giver børnene det samme, som den bevirker og giver de voksne, så er det ikke den samme dåb; ja, det er ingen dåb, men et spil og en spot mod dåben, eftersom der ikke er nogen anden dåb end den, der gør salig.

75 Wo man weiss oder hält, dass sie nicht selig macht, da soll man sie nicht geben; giebt man sie aber, so giebt man nicht die christliche Taufe: denn man glaubet nicht, dass sie wirke, was die Taufe wirken soll; darum ist's eine andere und fremde Taufe.

Når man véd eller regner med, at den ikke gør salig, så skal man ikke døbe; døber man alligevel, så er det ikke den kristne dåb, man døber med; for man tror ikke, at den udvirker, hvad dåben skal udvirke; derfor er det en anden og fremmed dåb.

76 Derohalben wäre schier noth, dass sich die Brüder Waldenses selbst anders liessen taufen, wie sie die Unsern anders taufen; weil sie nicht allein ohne Glauben die Taufe empfahen; sondern auch wider den Glauben, und, mit Gottes Spott und Unehre eine andere, fremde, unchristliche Taufe geben.

Derfor ville det være tvingende nødvendigt, at de waldensiske brødre selv lod sig omdøbe, ligesom de omdøber vore, fordi de ikke alene modtager dåben uden tro, men også imod troen giver en anden, fremmed og ukristelig dåb til Guds spot og vanære.

77 Wo wir nun nicht besser können auf diese Frage antworten, und beweisen, dass die jungen Kinder selbst glauben, und eigenen Glauben haben, da ist es mein treuer Rath und Urtheil, dass man stracks abstehe, je eher je besser, und taufe nimmermehr kein Kind, dass wir nicht die hochgelobte Majestät Gottes mit solchem Alfanzen und Gaukelwerk, da nichts hinten ist, spotten und lästern.

Hvis vi ikke kunne svarer bedre på disse spørgsmål og bevise, at spædbørnene selv tror og har deres egen tro, da er det mit troværdige råd og bedømmelse, at man straks afstår fra at døbe, jo før, jo bedre, og aldrig mere døber noget barn, så at vi ikke skulle spotte og foragte Guds højlovede majestæt med sådan noget narreværk og gøgleri.

78 Darum sagen wir hier also zu, und schliessen: Dass die Kinder in der Taufe selbst glauben, und eigenen Glauben haben, den selbsten Gott in ihnen wirket, durch das Fürbitten und Herzubringen der Pathen im Glauben der christlichen Kirche; und das heissen wir die Kraft des fremden Glaubens; nicht, dass jemand (63) durch denselben möge selig werden; sondern dass er dadurch, als durch seine Fürbitte und Hülfe möge von Gott selbst einen eigenen Glauben erlangen, dadurch er selig werde.

Derfor svarer vi altså her og drager den slutning: at børnene i dåben selv tror og har deres egen tro, som Gud selv udvirker i dem, i kraft af faddernes forbøn og det, at de bringer dem til dåb i den kristne kirkes tro; og det kalder vi den fremmede tros kraft; ikke sådan, at enhver gennem den kan blive salig, men sådan at han derigennem, i kraft af denne fremmede tros forbøn og hjælp, af Gud selv kan nå frem til sin egen tro, hvorved han kan blive salig.

79 Gleich als es mit meinem natürlichen Leben und Sterben zugehet. Soll ich leben, so muss ich selbst geboren werden, und kann niemand für mich geboren werden, dass ich dadurch lebe; aber die Mutter und Hebamme kann durch ihr Leben mir wohl helfen zu meiner Geburt, dass ich auch dadurch lebe. Also muss ich selbst den Tod leiden, soll ich sterben, und kann niemandes Tod mir thun, dass ich daran sterbe; aber er kann mir wohl helfen zum eigenen Tode, als, wo er mich erschrecket, auf mich fiel, ersticket oder erdrücket, oder erstänket.

Ganske som det går til med mit naturlige liv og min død. Skal jeg leve, så må det være mig selv, der bliver født, og ingen kan blive født på mine vegne, så jeg kan leve derigennem; men moderen og jordmoderen kan gennem deres liv nok hjælpe mig til min fødsel, så jeg også kommer til at leve derigennem. På samme måde er det mig selv, der må lide døden, og ingen kan foretage døden på mine vegne, så jeg selv dør derved; men han kan nok hjælpe mig til min egen død, f.eks., hvis han forskrækker mig, overfalder mig, kvæler mig eller drukner eller forgifter mig.

80 Item, niemand kann für mich in die Hölle fahren; er kann mich aber wohl verführen mit irriger Lehre und Leben, dass ich selbst hinein fahre durch eignen Irrthum, durch jenes Irrthum in mich gebracht. Also kann niemand für mich gen Himmel fahren; er kann mir aber helfen darzu, predigen, lehren, regieren, bitten, und bei Gott erlangen Glauben, dadurch ich möge gen Himmel fahren. Und dieser Hauptmann ist nicht gesund worden von dem Gichbruch seiner Knechts; aber er hat es dennoch erworben, dass sein Knecht diese Gesundheit erlanget hat.

Ligeledes: ingen kan på mine vegne fare til helvede; men han kan nok forføre mig med falsk lære og liv, så at jeg selv farer derned i kraft af min egen vildfarelse, som blev bragt ind i mig gennem hans vildfarelse. Således kan ingen på mine vegne komme op i himlen; men han kan hjælpe mig dertil, prædike, lære, befale, bede og hos Gud opnå tro, hvorved jeg kan komme op i himlen. Og denne høvedsmand er ikke blevet helbredt i kraft af sin tjeners sygdom; men han har alligevel udvirket, at hans tjener nåede frem til denne sundhed.

81 Also sagen wir auch hier, dass die Kinder nicht werden im Glauben der Pathen der Kirche getauft; sondern der Pathen und der Christenheit Glaube bittet und erwirbet ihnen den eigenen Glauben, in welchem sie getauft werden, und für sich selbst glauben. Dess haben wir starke und feste Sprüche, Matth. 19,13-15. Marc. 10,13-16. Luc. 18,15.16. da etliche dem Herrn Jesu Kindlein zubrachten, dass er sie anrührete, und die Jünger ihnen wehreten, strafet er die Jünger, und "herzet die Kinder, und legt die Hände auf sie, und segnet sie, und sprach: Solcher ist das Reich Gottes etc."

Derfor siger vi også her, at børnene ikke bliver døbt på faddernes tro; men faddernes og kristenhedens tro beder og erhverver dem deres egen tro, og i den bliver de døbt, og tror på egne vegne. Det har vi stærke og faste skriftord for, Matt 19,13-15; Mark 10,13-16; Luk 18,15f., dèr, hvor der var nogle, der bragte nogle små børn hen til Jesus, for at han skulle røre ved dem, og disciplene ville forhindre det, skældte han disciplene ud tager imod børnene, lægger hænderne på dem og velsigner dem, og sagde: ”Guds rige er deres, osv”.

82 Diese Sprüche wird uns niemand nehmen, noch sie mit guten Grund niederlegen. Denn hier stehet es, dass Christus will unverboten haben, die Kindlein zu ihm zu bringen, ja, heisset sie zu ihm bringen, und segnet sie, und giebt ihnen das Himmelreich; das lasset uns wohl merken. (64)

Disse skriftsteder kan ingen tage fra os, eller nedgøre dem med god begrundelse. For her står det, at Kristus ikke tåler, at det skal være forbudt at bringe spædbørnene til ham, ja, han befaler at bringe dem til ham, og velsigner dem, og giver dem himmeriget; lad os lægge godt mærke til det.

83 Es ist ohn' Zweifel von den natürlichen Kindern geschrieben, und gilt nicht, dass man Christi Wort wollte deuten, als hätte er gemeinet geistliche Kinder, die von Demuth klein sind; denn es waren leibliche kleine Kinder, die Lucas infantes nennet, und sein Segen gehet über dieselbigen, und spricht von denselbigen, dass das Himmelreich sey ihr.

Det er uden tvivl skrevet om de naturlige børn, og det gælder ikke, når man vil tolke Kristi ord sådan, at han mente de åndelige børn, som er små på grund af ydmyghed; for det var legemligt små børn, som Lukas kalder babyer, og hans velsignelse gælder netop dem og han udtaler om dem, at himmeriget er deres.

84 Was wollen wir hier sagen? Wollen wir sagen, sie seyn ohne eigenen Glauben gewesen; so sind die vorigen Sprüche falsch: "Wer nicht glaubet, der ist verdammt etc." So wird auch Christus lügen oder spiegelfechten, da er sagt, das Himmelreich sey ihr, und wird nicht mit Ernst von rechten Himmelreich reden.

Hvad skal vi sige her? Vil vi sige, at de har været uden selvstændig tro, så er det forrige skriftord falskt: ”Den, der ikke tror, han er fordømt, osv.” Så kommer Kristus også til at lyve eller lave spilfægteri, når han siger, at himmeriget er deres, og han kan ikke for alvor tale om det rette himmerige.

85 Deute nun diese Worte Christi wie du willst, so haben wir, dass die Kinder sind zu Christo zu bringen, und man ihnen nicht wehren soll; und wenn sie zu ihm bracht sind, so zwinget er uns hier, zu glauben, dass er sie segne und das Himmelreich gebe, wie er diesen Kindlein thut. Und will uns in keinem Weg anders gebühren zu thun und zu glauben, so lange das Wort stehet: "Lasset die Kindlein zu mir kommen und wehret ihnen nicht".

Man kan tyde disse ord, som man vil, det står fast, at børnene skal bringes til Kristus og at man ikke skal forhindre det; og når de er bragt til ham, så tvinger han os her til at tro, at han velsigner dem og giver dem himmeriget, sådan som han gør overfor disse børn. Og han vil ikke på nogen måde have os til at handle og tro anderledes, så længe det ord står fast: ”Lad de små børn komme til mig og forhindre dem ikke i det”.

86 Nicht weniger will uns gebühren zu glauben, wenn sie zu ihm gebracht sind, dass er sie herze, seine Hand auf sie lege, sie segne und den Himmel gebe, so lange der Text stehet, dass er die Kindlein, die zu ihm gebracht worden, segnete und den Himmel gab. Wer kann vor diesem Text über? Wer will dawider so kühne seyn, und die Kindlein nicht zur Taufe kommen lassen, oder nicht glauben, dass er sie segne, wenn sie dahin komme?

Ikke mindre vil han have os til at tro, at når de bliver bragt til ham, så omfavner han dem, lægger sin hånd på dem, velsigner dem og giver dem himmeriget, så længe den tekst står fast, at han velsignede de småbørn, der blev bragt til ham, og gav dem himlen. Hvem kan omgå denne tekst? Hvem vil være så frimodig imod den og ikke lade spædbørnene komme til dåben, eller ikke tro, at han velsigner dem, når de kommer hen til ham?

87 Nun ist er in der Taufe so gegenwärtig, als er dazumal war, das wissen wir Christen gewiss: darum wir nicht dürfen wehren den Kindern die Taufe. So dürfen wir auch nicht zweifeln, er segne sie alle, die dahin kommen, wie er jenen thät. So bleibt nun hier nichts mehr, denn die Andacht und der Glaube derjenigen, die die Kindlein zu ihm brachten: dieselbigen machen und helfen durch ihr Zubringen, dass die Kindlein gesegnet werden, und das Himmelreich erlangen; welches nicht seyn kann, sie haben denn eigenen Glauben für sich selbt, wie gesagt ist. (65)

Nu er han i dåben lige så nærværende, som han var dengang, det véd vi kristne med sikkerhed; derfor bør vi ikke forhindre børnene i at få dåben. Og derfor bør vi heller ikke tvivle på, at han velsigner alle dem, der kommer derhen, sådan som han gør overfor dem dengang. Så er der nu her ikke mere at omtale, end andagten og troen hos dem, som bragte børnene hen til ham; disse udvirker og hjælper ved det, at de bringer dem hen til ham, med til, at børnene bliver velsignet og opnår himmeriget; hvilket ikke kan ske, hvis de ikke har en selvstændig tro på egne vegne, som tidligere sagt.

88 Also sagen wir auch hier, dass die kleinen Kindlein zur Taufe gebracht werden wohl durch fremden Glauben und Werk; aber wenn sie dahin kommen sind, und der Priester oder Täufer mit ihnen handelt an Christi Statt, so segnet er sie, und giebt ihnen den Glauben und das Himmelreich; denn des Priesters Wort und That sind Christi selbst Wort und Werk.

Sådan siger vi også her, at spædbørnene vel bliver bragt til dåben i kraft af en fremmed tro og gerning, men når de er kommet derhen og præsten eller den, der døber, handler med dem i Kristi sted, så velsigner ham dem og giver dem troen og himmeriget; for præstens ord og handling er Kristi eget ord og handling.

89 Hierzu stimmet auch St. Johannes in seiner ersten Epistel Cap. 2,14, da er spricht: "Ich schreibe euch Vätern, ich schreibe euch Jünglingen, ich schreibe euch Kindern:" lässt ihm nicht begnügen, dass er den Jünglingen schreibet, schreibet auch den Kindern: und schreibet, sie haben den Vater erkannt.

Dette stemmer overens med, hvad Skt. Johannes skriver i sit første brev (1 Joh 2,14): ”Jeg skriver til jer fædre, jeg skriver til jer unge, jeg skriver til jer børn”. Han er ikke tilfreds med at skrive til de unge, han skriver også til børnene. Og han skriver, at de har erkendt Faderen.

90 Daraus folget je, dass die Apostel haben auch die Kinder getauft, und dafür gehalten, sie glauben und kennen den Vater, gerade als wären sie zur Vernunft kommen und könnten lesen.

Deraf følger jo, at apostlene også har døbt børnene og regnet med, at de tror og kender faderen, ganske som var de kommet til fornuft og kunne læse.

91 Wiewohl das Wort, Kinder, allhier jemand möchte deuten auf die Alten, wie Christus seine Jünger etwa nennet; so ist es doch gewiss, dass er hier redet von denen, die jünger sind, denn die Jünglinge, dass es lautet, er rede von dem jungen Haufen, der unter funfzehn oder achtzehn Jahren ist, und nimmt niemand aus von den Jahren bis auf das erste Jahr; denn das heissen alle Kinder.

Og det gælder, selv om ordet ”børn” af nogle her tolkes om voksne, sådan som Kristus kan kalde sine disciple børn; alligevel er det dog sikkert, at han her taler om dem, som er yngre end disciplene, så det bliver resultatet, at han taler om alle de unge, som er under femten eller atten år, og han undtager ingen af disse årgange helt ned til det første år; for de kaldes alle børn.

92 Aber wir wollen doch sehen ihre Ursache, warum sie die Kinder nicht gläubig halten. Sie sprechen: Weil sie noch nicht zur Vernunft sind kommen, mögen sie Gottes Wort nicht hören; wo aber Gottes Wort nicht gehöret wird, da kann kein Glaube seyn, Röm. 10,17: "Der Glaube kommt durch das Hören, das Hören aber kommt durch Gottes Wort etc."

Men vi vil dog se på deres begrundelse for, at de ikke regner med, at børn kan tro. De siger: Fordi de endnu ikke er kommet til fornuft, kan de ikke høre Guds ord; men når man ikke kan høre Guds ord, så kan der ikke være tale om nogen tro, ifølge ” Rom 10,17: ”Troen kommer af det, der høres, det, der høres kommer af Guds ord, osv.”

93 Sage mir, ist das auch christlich geredet, also von Gottes Werken urtheilen nach unserm Dünken: die Kinder sind nicht zur Vernunft kommen, darum können sie nicht glauben? Wie, wenn du durch solche Vernunft wärest schon vom Glauben kommen, und die Kinder durch ihre Unvernunft zum Glauben kommen?

Sig mig, er det nu også at tale kristeligt, når man dømmer om Guds gerninger efter vort forgodtbefindende: børnene er ikke kommet til fornuft, derfor kan de ikke tro? Hvad så, hvis du var kommet bort fra troen i kraft af den slags fornuft, og børnene i kraft af deres ufornuft var kommet til tro?

94 Lieber, was Gutes thut die Vernunft zum Glauben und Gottes Wort? Ist's nicht sie, die dem Glauben und Wort Gottes auf das höheste widerstehet, dass niemand vor ihr zum Glauben kann kommen, noch Gottes Wort leiden will, sie werde denn geblendet und geschändet, (66) dass der Mensch muss ihr absterben, und gleich werden ein Narr, und ja so unvernünftig und unverständig, als ein jung Kind, soll er anders glaubig werden, und Gottes Gnade empfahen, wie Christus spricht Matt. 18,3: "Wenn ihr nicht umkehren werdet, und werdet wie din jungen Kinder, so werdet ihr nicht in das Himmelreich kommen". Wie oft hält uns Christus vor, dass wir zu Kindern und Narren werden müssen, und verdammt die Vernunft?

Jamen, kære ven, hvad godt gør fornuften i forhold til troen og Guds ord? Er det ikke den, som i højeste grad modstår troen og Guds ord, sådan at den bevirker, at ingen kan komme til tro eller kan finde sig i Guds ord, uden at de bliver blændet og skændet af den, så at mennesket må afdø fra den og ligefrem blive en nar, og jo blive så ufornuftig og uforstandig som et spædbarn, om han ellers skal blive en troende og modtage Guds nåde. Det er jo det, Kristus siger i Matt 18,3: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kan I ikke komme ind i Himmeriget”. Hvor ofte foreholder Kristus os ikke, at vi må blive børn og narrer, hvor ofte fordømmer han ikke fornuften?

95 Item, sage mir, was hatten die Kindlein für eine Vernunft, die Christus herzte und segnete, und dem Himmel zutheilete? Waren sie nicht auch noch ohne Vernunft? Warum heisst er sie denn zu ihm bringen, und segnet sie? Wo haben sie solchen Glauben her, der sie zu Kindern des Himmelreichs machet?

På samme måde: sig mig, hvilken slags fornuft havde de småbørn, som Kristus omfavnede og velsignede og tildelte himmeriget? Var de heller ikke uden fornuft? Hvorfor befaler han at bringe dem til sig og velsigner dem? Hvorfra har de den slags tro, der gør dem til himmerigets børn?

96 Ja, eben weil sie ohne Vernunft und närrisch, sind sie besser zum Glauben geschickt, denn die Alten und Vernünftigen, welchen die Vernunft immer im Wege liegt, und will ihren grossen Kopf nicht durch die enge Thür stossen. Man muss hier nicht die Vernunft noch ihre Werke ansehen, wenn man vom Glauben und Gottes Werken redet.

Ja, netop fordi de er uden fornuft og ubegavede er de bedre skikkede til troen end de voksne og fornuftige, for hvem fornuften altid ligger i vejen, så de ikke vil støde deres store hoved ind gennem den snævre dør. Man må her ikke se på fornuften og dens gerninger, når man taler om troen og Guds gerninger.

97 Hier wirket Gott allein, und die Vernunft ist todt, blind und gegen diesem Werke wie ein unvernünftig Block, auf das bestehe die Schrift, die da saget: Gott ist wunderlich in seinen Heiligen. Item Jes. 55,9: "So viel der Himmel höher ist, denn die Erde, so sind meine Wege höher, denn eure Wege, und meine Gedanken, denn eure Gedanken".

Her virker Gud alene, og fornuften er død, blind og står imod denne gerning som en ufornuftig blok. Det fastholder skriften, som siger: ”Gud er vidunderlig i sine helgener”. Ligeledes Es 55,9: ”Som himlen er højere end jorden, sådan er mine veje højere end jeres veje, og mine tanker højere end jeres tanker”.

98 Aber weil sie so tief in der Vernunft stecken; müssen wir sie mit ihrer eigenen Klugheit angreifen. Sage mir, warum taufest du den Menschen, wenn er zur Vernunft ist kommen? Antwortest du: Er höret Gottes Wort, und glaubet. Frage ich: Wie weisst du das? so spricht du: er bekennet's mit dem Munde. Was soll ich sagen: wie wenn er lüget und trüget? Du kannst ja sein Herz nicht sehen.

Men fordi de stikker så dybt i fornuften, må vi angribe dem med deres egen klogskab. Sig mig, hvorfor døber du det menneske, der er kommet til fornuft? Hvis du svarer: Han hører Guds ord og tror, spørger jeg: Hvordan véd du det? Så svarer du: Han bekender det med munden. Hvad skal jeg sige: Hvad så, hvis man lyver og bedrage? Du kan jo ikke se ind i hans hjerte.

99 Wohlan, so du denn hier taufest auf keinen andern Grund, denn das der Mensch sich äusserlich beweiset, und bist seines Glaubens ungewiss, und musst denken, wo er nicht inwendig im Herzen mehr hat, denn du aussen erfährest, so hilfst weder sein Hören, noch Bekennen, noch Glauben; denn es mag ein lauter Wahn seyn, und nicht ein rechter Glaube: wer (67) bist du denn, dass du sagest, äusserlich Hören und Bekennen sey noth zur Taufe; wo das nicht sey, solle man nicht taufen, wo es sey, solle man taufen? und musst selbst hier bekennen, solch Hören und Bekennen sey ungewiss, dazu auch nicht gnug, dass der die Taufe empfahe. Worauf taufest du nun? wie willst du bestehen, dass du die Taufe so wegschleuderst in Zweifel?

Velan, når du her døber uden anden grund, end at menneske i det ydre fremviser troen, og du dog er usikker på hans tro og må tænke, at hvis han ikke har mere indvendig i sit hjerte, end du i det ydre kan erfare, så hjælper hverken hans høren eller hans bekenden eller hans tro; for det kunne være lutter indbildning og ikke en ret tro: hvem er da du, når du siger, at det i det ydre at høre og bekende er nødvendig til dåb; hvis det ikke er til stede, så skal man ikke døbe, hvor det er til stede, skal man døbe? Du må dog her bekende, at en sådan høren og bekenden er usikker, og dertil heller ikke nok til, at den pågældende modtager dåben. Hvad døber du så på? Hvordan vil du forsvare, at du sådan sløser dåben bort i tvivl?

100 Ists nicht also, du musst hieher kommen und sagen, dir gebühre nicht mehr zu thun noch zu wissen, denn dass man dir den zubringe, den du taufen sollst, und von dir die Taufe fordere, und müssest glauben oder ja Gott befehlen, ob er inwendig recht glaube oder nicht; damit bist du entschuldiget, und taufest recht.

Er det ikke sådan fat, at du må indrømme, at det ikke påhviler dig mere at gøre eller vide, end at man bringer den frem for dig, som du skal døbe, og kræver dåb af dig, og du må tro på eller overlade det til Gud, om han tror indvendig på ret måde eller ej; dermed er du undskyldt og døber på ret måde.

101 Warum willt du denn das hier den Kindern nicht thun, die Christus heisset zu ihm bringen, und will sie segnen; sondern willt vorhin das äusserliche Hören und Bekennen haben, das du doch ungewiss, und dem Getauften nicht gnugsam zur Taufe selbst bekennest? und lässest das gewisse Wort Christi fahren, da er heisst die Kindlein zu ihm bringen, um deines ungewissen äusserlichen Hörens willen.

Hvorfor vil du da her ikke gøre det med børnene, dem, som Kristus befaler at bringe til ham, så han kan velsigne dem, men vil forud have den ydre høren og bekenden, som du dog er usikker på, og selv bekender ikke er nok for den døbte til dåb? Samtidig med, at du lader Kristi sikre ord være, dèr, hvor han befaler at bringe spædbørnene til ham, på grund af dit krav om den usikre ydre høren.

102Dazu sage mir, wo bleibet die Vernunft des Christglaubigen, wenn er schläft, so doch sein Glaube und Gottes Gnade ihn nimmer lässt? kann hier der Glaube ohne Zuthun der Vernunft bleiben, dass sie es nicht gewahr wird; warum sollte er auch nicht anfahen in den Kindern, ehe die Vernunft darum etwas weiss?

Sig mig desuden, hvad bliver der af den Kristus-troendes fornuft, når han sover, når dog hans tro og Guds nåde aldrig forlader ham? Hvis her troen kan forblive tro uden tilskud af fornuft, fordi den ikke bliver sig den bevidst, hvorfor skulle han så ikke også begynde i børnene, førend fornuften véd noget deraf?

103 Item, so möchte ich auch sagen von allen Ständen, darin ein Christ lebet, und etwas arbeitet, oder zu schaffen hat, dass er des Glaubens und Vernunft nicht gewahr wird, und doch darum der Glaube nicht ablässet. Gottes Werke sind heimlich und wunderlich wo und wenn er will. Wiederum, auch offenbarlich genug, wo und wenn er will, dass uns darüber zu urtheilen zu hoch und zu tief ist.

Ligeledes ville jeg også kunne sige om alle stænder, som en kristen lever og arbejder i, så han har noget, han skal gøre, at han ikke er sig troen og fornuften bevidst, og at dog troen ikke af den grund aflader. Guds gerninger er hemmelige og forunderlige, hvor og når han vil. Omvendt er de også åbenlyse nok, hvor og når han vil, så at dømme derom er os for højt og for dybt.

104 Weil er denn hier heisst, die Kindlein nicht wehren zu ihm zu kommen, dass er sie segne, und von uns nicht gefordert wird, dass wir gewiss seyn müssten, wie der Glaube inwendig stehet, und das äusserliche Hören und Bekennen im Getauften nicht genug ist; so sollen wir's dabei lassen bleiben, dass unserthalben, nämlich dem Täufer, genug sey, des Getauften Bekenntniss zu hören, (68) die von sich selber herzu kommen. Und das darum, auf dass wir das Sakrament nicht geben wider unser Gewissen, als denen, da keine Frucht zu hoffen ist.

Fordi han nu her befaler, at spædbørnene ikke må forhindres i at komme til ham, så han kan velsigne dem, og det ikke kræves af os, at vi skal være sikre på, hvordan det indvendig står til med troen, og den ydre høren og bekenden i den døbte ikke er nok, så skal vi lade det blive derved, at det for vort vedkommende, nemlig for den, der skal døbe, må være nok at høre dåbskandidatens bekendelse fra den, der af sig selv kommer ti os. Og det af den grund, at vi ikke uddeler sakramentet imod vor samvittighed, f.eks. til dem, hvor man ikke kan håbe på nogen frugt.

105 Wenn sie aber unser Gewissen versichern mit ihrem Suchen und Bekennen, dass wir's mögen geben als ein Sacrament, das Gnade giebt, so sind wir entschuldiget. Ist sein Glaube nicht recht, das sey Gott befohlen; wir haben's doch nicht geben als ein unnütz Ding, sondern mit solchem Gewissen, dass es nützlich sey.

Men hvis de forsikrer vores samvittighed med deres søgen og bekenden, så vi kan give det som et sakramente, der giver nåde, så er vi undskyldt. Er hans tro ikke ret, det overlader vi til Gud; vi har dog ikke givet det som noget unyttigt, men med den samvittighed, at det er nyttigt.

106 Das rede ich alles darum, dass man nicht so hin taufe; wie jene thun, die es auch mit muthwilligem Wissen also geben, dass es nichts thun noch nütze seyn soll. Denn damit versündigen sich die Täufer, dass sie Gottes Sacrament und Wort wissentlich unnütz brauchen, oder haben ja ein solch Gewissen, dass es nichts schaffen soll noch möge; welches ist gar unwürdiglich das Sacrament handeln, und Gott versuchen und lästern.

Alt dette siger jeg af den grund, at man ikke skal døbe hen i vejret, som de mennesker gør, der også døber, når de med sikkerhed véd, at det ikke udvirker noget eller er til nogen nytte. For derved forsynder det menneske sig, der døber, fordi de med viden bruger Guds sakramente og ord til ingen nytte, eller har den samvittighed derom, at de ikke kan eller skal skabe noget; hvilket er at bruge sakramentet uværdigt, og friste og foragte Gud.

107 Denn das ist nicht Sacrament gegeben, sondern mit dem Sacrament Spott getrieben. Wo aber der Getaufte leugnet, und nicht gläubt; wohlan, so hast du doch recht gethan, und recht Sacrament gegeben mit gutem Gewissen, als das da sollte Nutz schaffen.

For det er ikke at give sakramentet, men at drive spot med sakramentet. Men hvis dåbskanditaten lyver og ikke tror, velan, så har du dog handlet ret og givet sakramentet på rette vis med den gode samvittighed, at det skulle være til nytte.

108 Welche aber nicht von sich selbst herkommen, sondern herzu gebracht werden, wie Christus heisst die Kindlein herzubringen, derer Glauben befiehl dem, der sie heisst herzubringen, und taufe sie auf desselben Befehl, und spricht: Herr, du bringest sie her, und heissests sie taufen, so wirst du wohl für sie antworten: da verlass ich mich auf; ich darf sie nicht wegtreiben noch ihnen wehren: haben sie das Wort nicht gehöret, dadurch der Glaube kommt, wie es die Alten hören; so hören sie es aber wie die jungen Kindlein.

Men de, der ikke kommer af sig selv, men bliver bragt herhen, sådan som Kristus befaler af bringe spædbørnene herhen, deres tro må man overlade til den, der befaler at bringe dem herhen og døbe dem på hans befaling og sige: Herre, du bringer dem herhen og befaler at de skal døbes, så vil du svarer godt for dem: det forlader jeg mig på; jeg kan ikke drive dem bort eller forhindre dem; har de ikke hørt ordet, hvorved troen kommer på samme måde, som de voksne hører det, så hører de det i det mindste som spædbørn.

109 Die Alten fassen es mit Ohren und Vernunft, oft ohne Glauben; sie aber hören es mit Ohren, ohne Vernunft und mit Glauben: und der Glaube ist so viel näher, so viel weniger der Vernunft ist, und stärker der ist, der sie herzubringet, denn der Wille ist der Alten, die von sich selbst kommen.

De voksne fatter det med ørerne og med fornuften, ofte uden tro; men spædbørnene hører det med deres ører, uden fornuft og med tro; og troen er så meget mere nærliggende, jo mindre fornuft der er, og jo stærkere den er, som bringer dem herhen, end viljen er hos de voksne, der kommer af sig selv.

110 Es ficht solche Dichter das am meisten an, dass in den Alten Vernunft ist, die sich stellet, als glaube sie dem Wort, das sie höret; dass heissen sie denn glauben: wiederum sehen sie, dass in den Kindern noch nicht (69) Vernunft ist: denn es stellet sich, als glauben sie nicht. Aber darauf sehen sie nicht, dass Glaube an Gottes Wort gar viel ein ander und tiefer Ding ist, denn das, das die Vernunft mit Gottes Wort thut. Denn jenes ist allein Gottes Werk über alle Vernunft, welchem das Kind so nahe ist, als der Alte, ja viel näher, und der Alte so ferne als das Kind, ja viel ferner.

Det, der anfægter sådanne drømmere mest, er, at der i de voksne er fornuft, som stiller sig an, som om den troede på det ord, den hører; det kalder de så at tro. Omvendt ser de, at der endnu ikke er fornuft i børnene; for det ser ud til, at de ikke tror. Men på den måde ser de ikke, at troen på Guds ord er en helt anden og dybere sag end det, som fornuften gør med Guds ord. For dette er alene Guds gerning ud over al fornuft, og det er lige så nær ved barnet som ved den voksne, ja, meget nærmere, og den voksne er lige så fjernt fra det som barnet, ja meget længere borte.

111 Diess aber ist ein menschlich Werk, aus der Vernunft gemacht, dass mich dünkt, sollte eine Taufe geweiss seyn, so sey die Kindertaufe die allergewisseste, eben um des Worts Christi willen, da er sie heisst zu sich bringen: da die Alten von sich selbst kommen: Und dass in den Alten mag Trügerei seyn, der offenen Vernunft halben; in den Kindern keine Betrügerei seyn kann, der verborgenen Vernunft halben, in welchen Christus seinen Segen wirket, wie er hat heissen sie zu sich bringen. Es ist gar ein trefflich Wort, und nicht so in den Wind zu schlagen, dass er die Kinder heisset zu ihm bringen, und strafet, die es wehren.

Men dette er en menneskelig gerning, fremstillet af fornuften, så det forekommer mig, at hvis dåben skulle være sikkert, så er barnedåben den allersikreste, netop på grund af Kristi ord, hvor han befaler at bringe dem til sig, dèr, hvor de voksne kommer af sig selv. Og det forekommer mig, at der i de voksne kan være bedrag, på grund af den åbenlyse fornuft; men i børnene kan der intet bedrag være på grund af den skjulte fornuft, i hvilken Kristi velsignelse virker, når han har befalet at bringe dem til sig. Det er et fortræffeligt ord, og man skal ikke slå det hen, når han befaler at bringe børnene til sig og bebrejder dem, der forhindrer det.

112 Damit wollen wir aber das Predigtamt nicht haben geschwächt oder niedergelegt. Denn freilich auch Gott nicht predigen lässt um des vernünftigen Hörens willen, sintemal da keine Frucht aus kommt; sondern um des geistlichten Hörens willen, welches, wie gesaget ist, auch die Kinder haben, so wohl und besser, denn die Alten: so hören sie ja auch das Wort.

Men dermed mener vi ikke, at prædiken-embedet svækkes eller nedlægges. For ganske vist lader Gud heller ikke prædike for de menneskers skyld, der hører med fornuften, for det kommer der ingen frugt ud af; men han lader prædike for de mennesker skyld, der hører åndeligt, hvilke som sagt også indeslutter børnene, så meget og bedre end de voksne. Og så hører de jo også ordet.

113 Denn was ist die Taufe anders, denn das Evangelium, dazu sie gebracht werden? wiewohl sie das einmal nur hören; sie hören's aber desto kräftiger, weil Christus sie aufnimmt, der sie hat heissen bringen. Denn die Alten heben hier einen Vortheil, dass sie oft hören, und wieder daran gedenken mögen.

For hvad er dåben andet end det evangelium, de bliver ført hen til? Selv om de kun hører evangeliet én gang, så hører de det desto stærkere, fordi Kristus tager dem til sig, han, der har befalet, at de skulle bringes hen til ham. For de voksne indtager her den fortrinsstilling, at de hører mange gange og igen kan tænke over det.

114 Doch gehet es auch mit den Alten also zu im geistlichen Hören, dass es nicht durch viele Predigten eingehet; sondern es mag einmal treffen in einer Predigt, so hat er's genug ewiglich: was er darnach höret, das höret er entweder dasselbe erste zu bessern, oder wieder zu verderben.

Dog går det også med de voksne sådan i den åndelige høren, at det ikke går op for dem gennem mange prædikener; men det kan engang ske i én prædiken, så har han nok i evighed; hvad han hører derefter, det hører han enten, så han forbedrer det, han hørte først, eller så han igen fordærver det.

115 Summa, der Kinder Taufe und Trost stehet in dem Wort: "Lasst die Kindlein zu mir kommen und wehret ihnen nicht; denn solcher ist das Reich Gottes". Das hat er geredet, und lüget nicht. So muss recht und christlich seyn, die Kindlein zu ihm zu bringen; das kann nicht geschehen, denn in der Taufe.

Kort sagt: børnenes dåb og trøst består i dette ord: ”Lad de små børn komme til mig, forhindre dem ikke, for Guds rige hører sådanne til”. Det har han sagt, og han lyver ikke. Så må det være ret og kristeligt, at bringe spædbørnene hen til ham; og det kan kun ske i dåben.

116 So muss auch (70) gewiss seyn, dass er sie segne, und das Himmelreich gebe allen, die, so zu ihm kommen, wie die Worte lauten: "Solcher ist das Reich Gottes". Das sey davon genug diessmal.

Derfor må det også være sikkert, at han velsigner dem, og giver dem alle himmeriget, dem, der kommer til ham, som ordene lyder: ”Himmeriget hører sådanne til”. Lad det være nok for denne gang.

117 Am Ende wäre hier zu handeln, was der Aussatz und die Gicht geistlich bedeute. Aber vom Aussatz ist viel gesaget in der Postill von den zehn Aussätzigen. Darum ist hier nicht in die Länge zu handeln.

Til slut skulle man her omhandle, hvad spedalskhed og sygdom betyder i åndelig henseende. Men om spedalskhed er der sagt meget i postillen om de ti spedalske. Derfor skal det ikke her behandles yderligere.

118 c

cm

119 c

cm

120c

cm

Noter:
 
  N14 Vulgata Job 31:27 et lactatum est in abscondito cor meum et osculatus sum manum meam ore meo 31:28 quae est iniquitas maxima et negatio contra Deum altissimum

n60: Det kan være den første artikel, Luther tænker på, se her.