Om pesten

Luthers formaning fra 1527


Taget fra Erlangerudgaven bd 22, side 318

Indhold:

Tilbage til oversigten!
 
 

1   Dem würdigen Herrn Doctor Johanni Hess, Pfarherr zu Breslau, sampt seinen Mitdinern im Evangelio Christi, Martinus Luther.

Til den værdige hr. Dr. Johann Hess, præst i Breslau, samt hans medtjenere i Kristi evangelium, fra Martin Luther.

2   Gnad und Fried von Gott, unserm Vater, und dem Herrn Jesu Christo. Zur Frage, so ihr anher gen Wittenberg zu uns geschickt habet, nämlich: Ob eim Christenmenschen gezieme zu fliehen in Sterbensläuften? haben wir längest empfangen. Und sollten auch wohl langest drauf haben geantwortet: aber Gott der Allmåchtige har mich etliche Zeit her in der Zucht und Staupe so hart gehalten, dass nicht viel Lesens noch Schreibens hat bei mir sein mügen.

Nåde og fred fra Gud, vor Fader og den Herre Jesus Kristus. Jeres spørgsmål, som I har sendt her til Wittenberg, nemlig om det sømmer sig for en kristen at flygte for døden? har vi for længe siden modtaget. Og vi skulle bestemt også for længe siden have svaret på det. Men Gud, den almægtige, har i nogen tid holdt mig så hårdt i tugt og ave, at jeg ikke har haft stor tid til læsning og skrivning.

3 So hab ich auch gedacht, weil Gott, der Vater aller Barmherzikeit, euch so reichlich begabet hat mit allerlei Verstand und Wahrheit in Christo, würdet ihr durch desselbigen Geist und Gnade wohl selbst, ohn unser Zuthun, solche und wohl grössere Fragen entscheiden und richten.

Så har jeg også tænkt, at siden Gud, al barmhjertigheds fader, så rigeligt har begavet jer med al slags forstand og sandhed i Kristus, ville I ved hans Ånd og nåde vel selv, uden vor medhjælp, kunne dømme og afgøre sådanne og endnu større spørgsmål.

4  Nun aber euer Anhalten nicht ablässt, und euch so fast demüthigt, dass ihr auch unser Meinung hierin zu wissen begehret, auf dass (wie S. Paulus allenthalben lehret 2 Cor. 13,11) einerlei Sinn und Lehre bei uns allensampt erfunden werde, (Phil. 2,2) so geben wir euch hiemit unser Meinung, so viel uns Gott verleihet, und wir immer begreifen mügen, zu erkennen, und wollen dieselbigen, mit aller Demuth eurem Verstand, und aller frummer Christen, wie sichs gebühet, zu urtheilen (319) und richten unterworfen haben. Und nachdem auch bei uns allhie und anderswo mehr des Sterbens Geschrei gebet, haben wirs durch den Druck lassen ausgeben, ob vielleicht auch Andere solcher unser Unterricht begehren und brauchen wurden.

Men I er ikke ophørt med jeres begæring og ydmyger jer så meget, at I også ønsker at kende vores mening om dette, for at der (som Paulus altid lærer, 2 Kor 13,11) kan findes ét sind og én lære hos os alle sammen (Fil 2,2). Derfor giver vi jer hermed vor mening til kende, så vidt Gud giver os at forstå og erkende den. Og vi vil, som det sømmer sig, med al ydmyghed have den underkastet jeres og alle fromme kristnes forståelse til bedømmelse. Og siden rygtet om stor dødelighed høres både her hos os og ellers andetsteds, så har vi ladet den udgå i trykken, hvis måske også andre ønsker og vil bruge denne vor undervisning.

5  Aufs Erste, stehen Etliche feste drauf, man musse und solle nicht fliehen in Sterbensläuften: sondern, weil das Sterben ist ein Strafe Gottes, uns zugeschickt umb unser Sunde Willen, solle man Gott still halten, und der Strafe gedüldiglich erwarten in rechtem festen Glauben, und achtens schier fur Unrecht und Missglauben an Gott. Die Andern aber halten, man müge wohl fliehen, sonderlich die, so nicht mit Aempten verhaftet sind.

For det første holder nogle fuldt og fast på, at man hverken kan eller skal flygte for smitsomme sygdomme. Fordi døden er en Guds straf, sendt os for vore synders skyld, skal man holde sig stille for Gud og tålmodigt vente straffen i en ret, fast tro. De anser det næsten som uret og mistillid til Gud (at flygte). Men andre holder for, at man godt kan flygte, især de, som ikke er hindret ved noget embede.

6  Die Ersten weiss ich ihrer guten Meinung halben nicht zu tadeln, denn sie eine gute Sache rühmen, nämlich, einen starken Glauben. Und sind zu loben in dem, dass sie gerne wollten alle Christen im starken festen Glauben haben. Es gehört auch nicht ein Milchsglaube dazu, dass man des Totes gewarte, fur welchem sich auch fast alle Heiligen entsetzt haben, und noch entsetzen, und wer wollte die nicht loben, die mit Ernste so gesinnet sind, dass sie des Todes nicht gross achten, und sich unter Gottes Ruthe williglich geben? so ferne, dass solchs auch geschehe ohn Gottes Versuchunge; wie wir hören werden.

De første vover jeg for deres gode menings skyld ikke at dadle; for de roser en god sag, nemlig en stærk tro. Og de er at rose, fordi de gerne vil have alle kristne i en stærk, fast tro. Der hører heller ikke en mælketro til at vente døden. Den har også næsten alle hellige været bange for og er endnu bange. Og hvem vil ikke rose dem, som for alvor er sådan sindet, at de ikke agter døden stort og giver sig villigt under Guds ris, for så vidt dette sker uden at friste Gud, som vi skal høre?

7  Aber weil es unter den Christen so gethan ist, dass der Starken wenig, und der Schwachen viel sind, kann man furwahr, nicht einerlei Allen aufladen zu tragen. Ein Starkgläubiger kann Gift trinken, und schadet ihm nichts; Marc 16, (18) ein Schwachgläbiger aber trinken den Tod daran. Petrus kunnte auf dem Meer gehen, da er stark im Glauben war; aber da er zweifelt und schwach ward, sank er unter, und wollt ersaufen (Matt 14,22-33). Ein Starker, so er mit eim Schwachen wandert, muss er wahrlich sich schicken, dass er nicht nach seiner Stärke laufe, er liefe sonst den Schwachen bald zu tode. Nu will Christus seine Schwachen nicht verworfen haben, wie St. Paulus Röm 15, (1.) und 1 Cor. 8, (9.) lehret.

Men fordi det er sådan blandt de kristne, at der er få stærke og mange svage, så kan man sandelig heller ikke lægge lige byrde på alle. En stærkt troende kan drikke gift, og det skader ham intet (Mark 16, 18), men den svagttroende drikker sig døden til ved det. Peter kunne gå på vandet, da han var stærk i troen; men da han tvivlede, sank han og var ved at drukne. Når en stærk vandrer sammen med en svag, må han sandelig vogte sig, at han ikke vandrer efter sin styrke; ellers vil han snart gå den svage til døde. Og Kristus vil ikke forkaste de svage, som Paulus lærer (Rom 15, 1 og 1 Kor 8, 9).

8  Und dass wirs kurz und eigentlich fassen: Sterben (320) und Tod fliehen mag geschehen zweierlei Weise. Das erst, so es geschicht wider Gotts Wort und Befehl, als nämlich, wo Jemand umb Gottes Wort willen gefangen wäre, und auf dass er dem Tode entliefe, Gottes Wort leugnet oder wiederrüfe: in solchem Fall hat Jedermann einen offentlichen Befehl und Gebot von Christo, dass er nicht fliehcn, sondern lieber sterben soll; wie er spricht (Matth. 10,33): Wer mich verleuget fur den Menschen, den will ich wieder verleugen fur meinem Vater im Himmel. Und Matth. 10, (v.28): Fürcht nicht die, so den Leib tödten, und darnach nichts haben, das sie thun, etc.

Og for at vi kan sige det kort og simpelt, så kan det at flygte for døden ske på to måder. For det første: når det sker imod Guds ord og befaling, som når nogen for Guds ords skyld blev fanget og for da at undgå døden fornægtede eller tilbagekaldte Guds ord. I disse tilfælde har enhver en offentlig befaling og bud af Kristus, at han ikke skal flygte, men hellere dø; som han siger i Matt 10, 33: ”Den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.” Og Matt 10, 28: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.”

Desselbigen gleichen die, so im geistlichen Ampt sind, als Prediger und Seelsorger, sind auch schuldig zu stehen und bleiben in Sterben- und Todesnöthen; denn da steheet ein öffentlicher Befehl Christi (Joh. 10, v. 12): Ein guter Hirt lässt sein Leben fur seine Schafe, aber ein Mietling siehet den Wolf kommen, und fleucht. Denn im Sterben darf man des geistlichen Ampts am allerhöhesten, dass damit Gotts Wort und Sacrament die Gewissen stärke und tröste, den Tod im Glauben zu uberwinden.

Ligeledes er de, som er i det gejstlige embede som præster og sjælesørgere, skyldige at stå bi og forblive ved ulykker og død; for der står en klar befaling af Kristus i Joh 10, 11-12: ”Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Men den, der er daglejer, ser ulven komme og flygter.” For overfor døden trænger man allermest til det gejstlige embede, som da med ord og nadver skal styrke og trøste samvittigheden til ved troen at overvinde døden.

10 Doch, wo der Prediger so viel furhanden wäre, und sich unternander selbs vereinigeten, dass sie etliche unter ihn wegzuziehen vermahneten, als die ohn Noth in solcher Fahr bleiben, acht ich, es soll nicht Sunde sein, weil das Ampt sonst gnugsam versorget wäre, und sie, wo es noth wäre, zu bleiben willig und bereit sind; gleichwie man von St. Athanasiio lieset, dass er von seiner Kirchen floh, auf dass sein Leben errettet würde, weil sonst viel da waren, die des Ampts warteten. Item, St. Paulum liesen die Brüder zu Damasco durch die Mauern in einem Korbe, dass er entrann, Apg. 9, (25). Und c. 19, (30.) liess er sich die Jünger halten, dass er sich nicht auf den Markt gab in die Fahr, weil es nicht noth war.

Dog, hvor der er så mange præster for hånden, og de bliver indbyrdes enige om at formane nogle til at drage bort, hellere end uden nødvendighed at forblive i en sådan fare, tror jeg, det ikke ville være synd, fordi embedet ellers ville være tilstrækkelig besørget, og de, såfremt det var nødvendigt, var villige og beredt til at være der. Sådan læser man også om Athanasius, at han flygtede fra sin kirke, for at hans liv kunne reddes, fordi der ellers var mange, som passede embedet. Ligeledes firede brødrene i Damaskus Paulus ned over muren i en kurv, så at han undslap (ApG 9, 25). Og han lod sig afholde af disciplene fra at begive sig i fare ved teatret i Efesos, fordi det ikke var nødvendigt (ApG 19, 30).

11  Demnach sind auch alle die, so in weltlichen Ampten, als, Bürgermeister und Richter und dergleichen, schüldig zu bleiben; denn da ist abermal Gottes Wort, (321) das die weltlichen Oeberkeit einsetzt, und befiehlt die Stadt zu regiere, schützen und handhaben, wie St. Paulus Rom 13, (v. 4) sagt: Die Oeberkeit ist Gottes Dienerin, Friede zu handhaben, etc. Denn es ein gar grosse Sunde ist, ein ganze Gemeine, die Jemand zu versehen befohlen ist, so lassen ohn Häupt und Regiment sitzen, in aller Fahr, als ist Feur, Mörder, Aufruhr und allerlei Unfall, das der Teufel möcht zurichten, weil kein Ordnung da ist; und St. Paulus spricht (1 Tim 5,8): Wer die Seinen nicht versorget, verleugt den Glauben, und ist ärger denn ein Heide. Fliehen ist aber ja fur grosse Schwacheit, dass siie zusehen, und stellen an ihre Statt gnugsame Verwalter, damit die Gemeine wohl versehen und verwahret sei, wie droben gesagt ist, und fleissig darnach forschen, und drauf sehen, dass also gehe.

Ligeledes er også alle de, som er i det verdslige embede, som borgmester og dommer og lignende, skyldige at blive. For her er atter Guds ord, som indsætter den verdslige øvrighed og befaler den at regere, beskytte og forsvare land og folk, som Paulus siger i Rom 13, 4: ”Øvrigheden er Guds tjener for at opretholde fred." Det er en såre stor synd at lade en hel menighed, som man er sat til at have opsyn med, sidde uden hoved og styre, i al slags fare for ild, mord, oprør og alle slags ulykker, som Djævelen vil anrette, når der ingen orden er. Og Paulus siger: ”Den, som ikke sørger for sine egne, har fornægtet troen og er værre end en vantro.” (1 Tim 5, 8). Men flygter de for deres store skrøbeligheds skyld, så bør de se til at stille forvaltere i deres sted, så menigheden kan være godt beskyttet, som ovenfor sagt, og de bør omhyggeligt undersøge og se til, at det går sådan til.

12 Was nun von diesen zwei Ampten gesagt ist, soll auch verstanden werden von allen andern Personen, so mit Dienst oder Pflicht verbunden sind an einander; als, ein Knecht soll nicht fliehen von seinem Herrn, noch eine Magd von ihrer Frauen, es sei denn mit Wissen und Urlaub des Herrn oder Frauen. Wiederumb, ein Herr soll seinen Knecht nicht lassen, noch eine Frau ihre Magd, es sei denn, dass sie dieselbigen sonst und anderswo versorge gnugsamlich.

Hvad der nu er sagt om disse to embeder, skal også være forstået om alle andre personer, som er forbundet med hinanden ved tjeneste og pligt. Sådan skal en tjener ikke flygte fra sin herre, heller ikke en tjenestepige fra sin husmor, uden det sker med herrens eller husmoderens vidende og lov. Ligeledes skal en herre ikke forlade sin tjener eller husmoderen sin tjenestepige, uden at man ellers og andetsteds kunne sørge tilstrækkeligt for dem.

13 Denn in diesen Stücken allen ist Gottes Gebot, dass Knecht und Mägde sollen gehorsam sein; und sind verbunden wiederumb Herrn und Frauen, ihr Gesinde versorgen. Also auch ist Vater und Mutter gegen Kindern, und wiederumb Kinder gegen Vater und Mutter durch Gottes Gebot verbunden, zu diene und zu helfen, etc. Item, was gemeine Personen sind, auf Sold und Lohn gedingt, als ein Stadtarzt, Stadtdiener, Söldener, und wie die mügen genennet werden, mügen nicht fliehen, sie bestellen denn andere tüchtige und gnügsame an ihre Statt, die von dem Herrn angenommen werden sollen.

For i alle disse stykker er det Guds bud, at tjenere og tjenestepiger skal være lydige; og omvendt er husfædre og husmødre forpligtet til at sørge for sine folk. Sådan er også fader og moder imod børnene, og omvendt børnene mod fader og moder forbundet ved Guds bud til at tjene og hjælpe osv. Ligeledes offentlige personer, som er ansat for betaling og løn, som en bylæge, en slotstjener, en soldat, og hvad de nu alle kaldes. Disse må ikke flygte, uden at de sætter andre dygtige og pålidelige personer i deres sted, som skal godkendes af den overordnede.

14  Denn wo sonst kein Eltern sind, da sind auch die Vurmünden und näheste Freundschaft bei ihren Freunden (322) zu bleiben schuldig, oder je mit Fleiss verschaffen, dass an ihre Statt andere seien, die ihre kranken Freunde versorgen. Ja, es kann kein Nachbar vom andern fliehen, wo sonst nicht sind, die der Kranken an ihre Statt mügen warten und pflegen; denn in diesen Fällen ist allerding der Spruch Christi zu furchten (Matth. 25,45): Ich bin krank gewesen, und ihr besucht mich nicht etc. Aus welchem Spruch wir alle sind an einander verbunden, dass keins das ander lassen soll in seinen Nöthen, sondern schüldig ist ihm beizustehen und helfen, wie er wollt ihm selber geholfen haben.

Dernæst, hvis nogen ikke har forældre, dèr er også formyndere og nærmest beslægtede skyldige at blive hos sine venner eller omhyggeligt sørge for, at der er andre i deres sted, som sørger for deres syge venner. Ja, ingen nabo kan flygte fra den anden, hvor der ellers ingen er, som i hans sted kan pleje og opvarte den syge. For i disse tilfælde har man visselig at erindre disse Kristi ord: ”Jeg var syg og I så ikke til mig, osv.” (Matt 25, 42-45). Ifølge dette skriftsted er vi alle forbundet med hinanden, så at ingen skal forlade den anden i nød, men er skyldig at stå ham bi og hjælpe ham, ligesom man selv ville have hjælp.

15 Wo aber solche Noth nicht ist, und sonst gnug furhanden sind, die da warten und versorgen, es sei durch ihr eigen Pflicht oder Willköhre, oder durch der Schwachgläubigen Verschaffunge bestellet, dass man ihr nicht dazu bedarf, und zuvor, so es die Kranken nicht haben wollen, sondern wegern, da acht ich, sei es frei, beide zu fliehen und zu bleiben. Ist Jemand so keck und stark im Glauben, der bleibe im Namen Gottes, er sundigt freilich dadurch nicht. Ist aber jemand schwach und furchtig, der fliehe im Namen Gottes, weil er solchs thut ohn Nachtheil seiner Pflicht gegen seinem Nähesten, sondern mit gnugsame Erstattunge durch andere versorget und bestellet.

Men hvor der ikke er sådan nød, og der ellers er nok for hånden, som plejer og sørger for de syge, det være sig af egen pligt eller af omstændighederne eller ved, at de svagttroende får dem til det, så at man ikke behøver dem, og især, når de syge ikke ønsker, men afslår det, da holder jeg for, at det står én frit for enten at flygte eller forblive. Den, der er så frimodig og stærk i troen, lad ham blive i Guds navn. Han synder visselig ikke ved det. Men er nogen svag og bange, skal han flygte i Guds navn, fordi han gør dette uden forsømmelse af sin pligt imod næsten, men har givet tilstrækkelig erstatning ved andre, som er beskikket til det.

16   Denn Sterben und Tod zu fliehen, und das Leben zu retten, ist natürlich von Gott eingepfanzt, und nicht verboten, wo es nicht wider Gott und den Nähesten ist; wie St. Paulus sagt Eph. 5, (29): Niemand hasset sein Fleisch, sondern wartet und pfleget sein. Ja, es ist geboten, dass ein Jglicher sein Leib und Leben bewahre und nicht verwahrlose, so viel er immer kann, wie St. Paulus sagt 1 Cor. 12, (12) dass Gott die Geliedmass gesetzt hat im Leibe, dass imme eins fur das andere sorget und schaffet.

For at flygte for sydom og død og redde livet er naturligt og af Gud indplantet i os og ikke forbudt, når det ikke sker til skade for Gud og næsten. Som Paulus siger i Ef 5, 29: ”Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den.” Ja, det er befalet, at enhver skal tage vare på sit legeme og liv og ikke fordærve det. Som Paulus siger i 1 Kor 12, så har Gud sat lemmerne sådan på legemet, at det ene altid sørger og arbejder for det andet.

17 Ists doch nicht verboten, sondern vielmehr geboten, dass wir im Schweiss unsers Angesicht unser täglich Nahrunge, Kleidung und allerlei Nothdurft suchen, (1. Mos. 3,19) und Schaden oder Noth meiden, wo wir können, sofern solchs geschehe ohn Schaden oder (323) Nachtheil der Liebe und Pflicht gegen unsem Nähesten: wie viel billiger ist den, dass man das Leben suche zu erhalten, und den Tod fliehe, wo es sein kann ohn Nachtheil des Nähesten, sintemal Leib und Leben ja mehr sind, denn Speise und Kleider, wie Christus selbs sagt Matth. 6, (25.). Ist aber Jemand so stark im Glauben, dass er williglich Blosse, Hunger und Noth leiden kann ohn Gotts Versuchen, und sich nicht wil draus ärbeiten, ob er wohl künnte, der fahre seines Weges auch, und verdamme die nicht, die solchs nicht thun, oder nicht thun können.

Er det ikke forbudt, men meget mere befalet, at vi i vort ansigts sved skal søge vor daglige næring, klæder og al anden nødvendighed og undgå skade eller nød, hvor vi kan, hvis dette kan ske uden skade eller forsømmelse af kærlighed og pligt mod vor næste, hvor meget mere rimeligt er det da ikke, at man søger at opholde livet og flygte for døden, hvor man kan gøre det uden næstens skade, fordi legeme og liv er mere end mad og klæder, som Kristus siger i Matt 6, 25. Men er nogen så stærk i troen, at han villigt kan udholde nøgenhed, sult og nød uden at friste Gud og ikke vil arbejde sig ud af det, selv om han kunne, lad ham gøre, som han vil, men han skal ikke fordømme dem, som ikke gør dette eller ikke kan gøre det.

18 Dass aber den Tod fliehen fur sich selbs nicht unrecht sei, beweisen gnugsam die eksempel der Schrift: Abraham war sin grosser Heilige, noch furcht er den Tod und floh ihn, mit dem Schein, da er sein Weib Sara seine Schwester nennet, (1. Mos. 12,13). Aber weil er das thät ohn seines Nähesten Nachtheil oder Versäumen, wirds ihm fur keine Sunde gerechnet. Desselbigen gleichen thät sein Sohn Isaac auch, (1. Mos 26,7). Item, Jacob floh fur seinem Bruder Esau, dass er nicht ertödtet wurde, (1 Mos 28,1 seqq.) Item, David floh fur Saul, (1 Sam 19,9 sqq.) und Absalon (2 Sam 15,14).

Men at det i sig selv ikke er uret at flygte for døden, bevises tilstrækkeligt ved eksempler fra Skriften. Abraham var en stor helgen, alligevel frygtede han for døden og flygtede for den under det foregivende, at Sara, hans hustru, var hans søster (1 Mos 12). Men fordi han gjorde dette uden sin næstes skade eller forsømmelse, blev det ikke regnet ham for synd. Det samme gjorde også hans søn, Isak, (1 Mos 26). Ligeledes Jakob, da han flygtede for sin broder Esau, for at denne ikke skulle dræbe ham (1 Mos 28). Ligeledes flygtede David for Saul og Absalon (2 Sam 15).

19 Und der Prophet Urias floh in Egypten fur dem Könige Jojakim, (Jer 26,21). Auch Elias 1 Kön. 19, 3, der dürftige Prophet,da er die Propheten Baal hatte alle erwürget durch grossen Glauben; doch da ihm die Königin Jsebel liess dräuen, furcht er sich, und floh in die Wüsten. Und fur ihm Moses, da ihn der König in Egypten suchte, floh er ins Land Midian, (2 Mos. 2,15) und so fortan viel andere. Diese alle sind fur dem Tode geflohen, wo sie gemocht haben, und das Leben errettet; doch so ferne, dass sie dem Nähesten damit nichts entwandt haben, sondern zuvor ausgericht, was sie schüldig waren.

Og profeten Urias flygtede til Egypten for kong Jojakim (Jer 26). Også Elias var en tapper profet, og han havde dræbt Ba’als profeter ved sin store tro. Dog da dronning Isabel truede ham, blev han bange og flygtede ud i ørkenen (1 Kong 19). Og før ham Moses. Da kongen af Egypten søgte efter ham, flygtede han til Midjans land (2 Mos 2). Og sådan videre mange andre. Alle disse er flygtet for døden og har reddet livet, hvor de har kunnet, dog for så vidt de dermed ikke har skadet deres næste, men først udrettet, hvad de var skyldige.

20 Ja, sprichst du, diese Exempel reden nicht vom Sterben der Pestilenz, sondern vom Tode, so durch Verfolgung kompt? Antwort: Tod ist Tod, er komme, wodurch er komme. So zeucht Gott seine vier (324) Plagen an in der Schrift, als die Pestilenz, Hunger, Schwerdt und wilden Thiere. Mag nu derselbigen eine oder etliche fliehen mit Gott und gutem Gewissen, warumb auch nicht alle viere? Die vorigen Exempel zeigen an, wie die lieben heiligen Väter haben das Schwerdt geflohen; so ist ja offenbar gnug, dass Abraham, Isaac und Jacob flohen die andere Plage, nämlich den Hunger, oder Theurunge, da sie in Egypten zogen fur Theurunge; wie wir in Genesi lesen. Also warumb sollt man nicht fur den wilden Thiere fliehen? So höre ich wohl, wenn ein Krieg oder Türk käme, so sollt niemand aus eim Dorfe oder Städtlin fliehen, sondern allda der Strafe Gotts durchs Schwerdt erwarten? Ist wohl wahr, wer so stark ist im Glauben, der warte sein, aber er verdamme die nicht, so da fliehen.

Ja, siger du, disse eksempler taler ikke om sygdom eller epidemier, men om død, som kommer af forfølgelse. Svar: Død er død, lige meget hvor den kommer fra. Gud anfører også sine fire plager i Skriften, nemlig epidemier, hungersnød, sværd og vilde dyr. Kan man nu med Gud og en god samvittighed flygte fra en eller nogle af dem, hvorfor da ikke fra alle fire? De anførte eksempler viser os, hvordan de kære fædre er flygtet for sværdet. Desuden er det jo åbenlyst nok, at Abraham, Isak og Jakob flygtede for de andre plager, hungersnød eller dyrtid, da de for dyrtidens skyld drog til Egypten, som vi læser i Første Mosebog. Hvorfor skulle man altså ikke kunne flygte for de vilde dyr? Så hører jeg vel også, at når krig eller tyrken kom, så skulle ingen flygte ud af landsbyen eller byen, men der vente Guds straf ved sværdet. Det er vel sandt, den, som er så stærk i troen, han kan vente, men han skal ikke fordømme dem, som flygter.

21  Also auch, wenn ein Haus brennete, musste niemand eraus laufen, oder zulaufen, zu retten, denn Feur ist auch ein Strafe Gotts. Und wer in ein gross Wasser fiele, müsste nicht eraus schwimmen, sondern sich dem Wasser lassen, als göttlicher Strafe? Wohlan, kannst du es thun, so thu es, und versuche Gott nicht; lass aber die andern thun was sie vermügen. Item, wenn einer ein Bein bräche, oder verwundet oder gebissen wäre, musst er's nicht heilen lassen, sondern sagen: Es ist Gotts Strafe, die will ich tragen bis selber heilet.

Sådan også, når et hus brændte, måtte ingen løbe ud eller løbe til for at redde; for ild er også en Guds straffedom. Og den, som faldt i et dybt vand, måtte ikke svømme, men overgive sig til vandet som til en guddommelig straf? Velan, kan du gøre det, så gør det, uden at friste Gud; men lad andre gøre, hvad de formår. Ligeledes når en brækkede et ben eller blev såret eller bidt, måtte han ikke lade sig helbrede, men skulle sige: Det er Guds straf. Den vil jeg tåle, indtil det heler af sig selv.

22 Frost und Winter ist auch Gottes Strafe, daran man mocht sterben, warumb läufest du zum Feur, oder in die Stuben? Sei stark und bleib im Frost, bis es wieder warm wird. Mit dieser Weise musst man kein Apotheke noch Aerznei, noch Aerzte haben, denn alle Krankheit sind Gottes Strafe. Hunger und Dürst ist auch grosse Strafe und Marter; warumb issest du und trinkest du denn, und lässest dich nicht damit strafen bis selber aufhöret? Zuletzt sollten uns wohl solche Reden dahin bringen, dass wir das Vater Unser abthäten, und beten nicht mehr: Erlöse uns vom Ubel, Amen, (Matth 6,13). Sintemal allerlei Ubel auch (325) Gottes Strafe ist, und mussten hinfurt auch nicht bitten wider die Hölle, noch sie meiden, denn die ist auch Gottes Strafe; was wollt hieraus werden?

Frost om vinteren er også en Guds straf, som man kan dø af, hvorfor søger du så ind i varmen eller ind i stuen? Vær stærk og bliv ude i frosten, indtil det bliver varmt igen. På den måde måtte man ikke have noget apotek eller lægemiddel eller læge; for al sygdom er en straf fra Gud. Sult og tørst er også en stor straf og pine. Hvorfor spiser og drikker du da og lader dig ikke hellere straffe dermed, indtil det ophører af sig selv? Til sidst ville en sådan tankegang jo bringe os derhen, at vi afskaffede Fadervor og ikke mere bad: ”Fri os fra det onde, amen." For alt ondt er jo en Guds straf, og vi måtte da til sidst heller ikke bede imod Helvede eller flygte fra det; for det er også en Guds straf. Hvad ville følgen heraf blive?

23 Aus dem allen nehmen wir solche Unterricht. Wir sollen wider allerlei Ubel bitten, und auch uns dafur hüeten wie wir können, so ferne, dass wir nicht wider Gott damit thun, wie droben gesagt ist; will uns Gott drinnen haben und wurgen, so wird unser Hüten nichts helfen; auf dass ein Jglicher sein Herze also richte: Erstlich, ist er gebunden, dass er muss im Sterben bleiben, seinem Nähesten zu Dienst, so befehl er sich Gott, und spreche: Herr, in deiner Hand bin ich, du hast mich hie angebunden: Dein Wille geschehe, (Matth. 6,10) denn ich bin dein arme Kreatur, du kannst mich hierin tödten und erhalten, sowohl als wenn ich etwa im Feur, Wasser, Durst oder andere Fährlikeit angebunden wäre.

Af alt dette tager vi denne lærdom: Vi skal bede imod alle onder og tillige beskytte os imod dem, så godt vi kan, blot vi ikke gør dette imod Guds vilje, som før sagt. Vil Gud have os deri og dræbe os, så vil vor forsigtighed intet hjælpe. Derfor skal enhver i sit hjerte tænke sådan: For det første: Er han bundet, så at han må blive i faren for at tjene sin næste, så skal han befale sig til Gud og sige: Herre, jeg er i din hånd, du har bundet mig her; din vilje ske. Jeg er din arme skabning. Du kan dræbe og opholde mig heri ligeså godt, som hvis jeg var bundet til ilden, vandet, hungersnød eller anden fare.

24 Ist er aber los, und kann fliehen, so befehl er sich abermal und spreche: Herr Gott, ich bin schwach und furchtsam, darumb fliehe ich das Ubel, und thu so viel dazu, als ich kann, dass ich mich dafur hüte; aber ich bin gleichwohl in deiner Hand, in diesem und allerlei Ubel, so mir begegen mügen; dein Will geschehe; denn meine Flucht wirds nicht thun, sintemal eitel Ubel und Unfall allenthalben ist, denn der Teufel feiret und schläft nicht, welcher ist ein Mörder von Anfang, und sucht allenthalben eitel Mord und Ungluck anzurichten.

Men er han fri og kan flygte, så skal han befale sig på ny til Gud og sige: Herre Gud, jeg er svag og bange; derfor flygter jeg fra det onde og gør så meget, jeg kan, for at beskytte mig. Men jeg er alligevel i din hånd, så vel i dette som i alt andet ondt, som kan møde mig. Din vilje ske. For min flugt kan ikke gøre det, fordi der overalt er idel ondt og ulykker. For Djævelen hviler og sover ikke, han, som er en morder fra begyndelsen og alle vegne søger at anrette mord og ulykke.

25  Denn auf die Weise müssen wir, und sind schüldig, mit unserm Nähesten auch in allen andern Nöthen und Fahr zu handeln. Brennet sein Haus, so heisst mich die Liebe zulaufen, und helfen löschen; ist sonst Volk gnug da, das löschen kann, mag ich heimgehen oder da bleiben. Fället er in ein Wasser oder Gruben, so muss ich nicht davon, sondern zulaufen, wie ich kann, und ihm helfen; sind Ander da, die es thun, so bin ich frei. Siehe ich, dass er hungert oder dürstet, so muss ich ihn nicht lassen, sondern speisen und tränken, und nicht ansehen die Fahr, ob ich arm oder geringer dardurch werde.

På denne måde må vi og er vi skyldige at handle mod vor næste også i al anden nød og fare. Brænder hans hus, så befaler kærligheden mig at løbe til og hjælpe med at slukke. Er der ellers folk nok, som kan slukke, så kan jeg gå hjem eller forblive der. Falder han i vandet eller i grøften, så må jeg ikke stikke af, men løbe til og hjælpe ham, så godt jeg kan. Er der andre, som kan gøre det, så er jeg fri. Ser jeg, at han sulter eller tørster, må jeg ikke forlade ham, men give ham mad og drikke og ikke se på, om jeg bliver fattigere og ringere derved.

26 Denn wer dem Andern nicht ehe will helfen und beistehen, er muge es denn thun ohn Fahr und Schaden seines Guts, oder Leibs, der wird nimmer (326) seinem Nähesten helfen, denn es wird allezeit sich ansehen, als sei es ihm selbs ein Abbruch, Fahr, Schaden oder Versäumniss. Kann doch kein Nachbar bei dem andern wohnen ohn Fahr Leibs, Guts, Weibs, und Kinds, denn er muss mit ihm wagen, dass ein Feur oder ander Unfall aus seines Nachbars Hause komme, und verderbe ihn mit Leib, Gut, Weib und Kind, und Allem, was er hat.

For den, som kun vil hjælpe og stå den anden bi, hvis han kan gøre det uden skade og fare for sit gods og legeme, vil aldrig hjælpe sin næste. Han vil altid anse det som en mangel, fare, skade eller forringelse for sig selv. En nabo kan ikke bo ved siden af en anden uden fare for legeme, gods, hustru og børn. Han må sammen med ham udsætte sig for, at en ildebrand eller anden ulykke kan komme fra naboens hus og fordærve ham med legeme, gods, ægtefælle og børn og alt, hvad han har.

27 Denn wo einer dem andern solchs nicht thät, sondern liese seinen Nähesten so liegen in Nöthen, und flohe von ihm, der ist fur Gott ein Mörder; wie St. Johannes sagt in seiner 1 Episteln (c. 3,15): Wer seinen Bruder nicht liebt, der ist ein Mörder; und abermal (v.17): So Jemand dieser Welt Güter hat, und siehet seinen Nähesten Noth leiden, wie bleibt die Liebe Gottes in ihm? Denn das ist auch der Sunden eine, die Gott der Stadt Sodoma zurechnet, da er spricht durch den Propheten Ezechiel (c. 16,49): Siehe, das war die Sunde deiner Schwester Sodoma, Müssiggang, Fulle und Gnuge, und reichten dem Armen die Hand nicht.

For hvis et menneske ikke gjorde dette mod den anden, men lod sin næste ligge i nød og stak af, så var han for Gud en morder, som Johannes siger i sit første brev (3, 15): ”Enhver, som hader sin broder, er en morder.” Og atter (v. 17): ”Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?” For det var også en af de synder, som Gud tilregnede Sodoma, når han siger ved profeten Ezekiel (16, 49): ”Dette var din søster Sodomas synd: Hun og hendes døtre levede i storhed, overflod og sorgløs tryghed, men rakte ikke de hjælpeløse og fattige hånden.”

28  So wird auch Christus am jüngsten Tage sie verdammen als Mörder, da er sprechen wird (Matt. 25,43): Ich war krank, und ihr besuchtet mich nicht. So aber die sollen so geurtheilet werden, die zu den Armen und Kranken nicht gehen, und Hülfe anbieten; wie wills den gehen, die von ihn laufen, und lassen sie liegen, wie die Hunde und Säue? Ja, wie wills denen gehen, die den Armen noch dazu nehmen, was sie haben, und legen ihn alle Plage an? Wie itzt die Tyrannen thun mit den armen Leuten, so das Evangelium annehmen. Aber lass gehen, sie haben ihre Urtheil.

Sådan vil også Kristus på den yderste dag fordømme dem som mordere og sige (Matt 25, 43): ”Jeg var syg, og I besøgte mig ikke". Men når de, som ikke går til de fattige og nødlidende og tilbyder dem hjælp, skulle blive sådan dømt, hvordan vil det da gå dem, som løber fra dem og lader dem ligge som hunde og svin? Ja, hvordan vil det gå dem, som endog fratager de fattige, hvad de har, og lægger alle slags plager på dem, ligesom nu tyrannerne gør med de stakkels folk, som antager evangeliet? Men lad gå, de har fået deres dom.

29 Wohl wahr ists, wo sin solch stattlich Regiment in Städten und Landen ist, da man gemeine Häuser und Spital kann halten, und mit Leuten, die ihr warten, versorgen, dahin man aus allen Häusern alle Kranken gerordenete; wie denn unser Vorfahren freilich solchs gesucht und gemeinet haben, mit so viel Stiften, Spitalen und Siechhäusern, dass nicht ein iglicher Bürger (327) in seinem Hause musst ein Spital halten; das wäre wohl fein, löblich und christlich, da auch billig Jdermann mildiglich zugeben und helfen sollte, sonderlich die Oeberkeit. Wo aber das nicht, als denn an wenig Oerten ist, da mussen wir furwahr einer des andern Spitalmeister und Pfleger sein in seinen Nöthen, bei Verlust der Selikeit und Gottes Gnaden; denn da stehet Gottes Wort und Gebot, (3 Mos. 19,18; Matth 22,39; Marc. 12,31; Röm 13,9): Liebe deinen Nähesten als dich selbs; und Matth 7,12: Was ihr wollet, das euch die Leute thun sollen, das thut auch ihr denselbigen.

Ganske vist er der til dels et sådant fint styre i byer og landområder, at man har offentlige stiftelser og hospitaler, hvor man sender alle syge hen og sørger for folk, som plejer dem. Det er da også det, vore forfædre har haft til hensigt og ønsket med alle stiftelser, hospitaler og sygehuse, for at ikke enhver borger skulle have et hospital i sit eget hus. Dette er fint, rosværdigt og kristeligt, og hertil skulle enhver rigeligt hjælpe og give, især øvrigheden. Men da dette kun findes på få steder, så må den ene sandelig være den andens hospitalsmester og plejer i al nød, hvis vi ikke vil tabe saligheden og Guds nåde. For her står Guds Ord og Ånd: ”Elsk din næste som dig selv," Og Matt 7, 12: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.”

30 Wo nu das Sterben hinkommet, da sollen wir, so do bleiben, uns rüsten und trosten, sonderlich dass wir einander verbunden sind, (wie droben erzählet ist,) dass wir uns nicht lassen konnen, noch fliehen von einander. Erstlich, damit, dass wirs gewiss sind, es sei Gottes Strafe, uns zugeschickt, nicht alleine die Sunde zu strafen, sondern auch unsern Glauben und Liebe zu versuchen. Den Glauben, auf dass wir sehen und erfahren, wie wir uns gegen Gott stellen wollen, die Liebe aber, auf dass man sehe, wie wir uns gegen den Nähesten stelllen wollen.

Hvor nu døden holder sit indtog, dèr skal vi, der forbliver tilbage, ruste og styrke os, især hvis vi, som ovenfor sagt, er sådan forbundet med hinanden, at vi ikke kan forlade hinanden. Det første våben er det, at vi er klar over, at det er en Guds straf, som er sendt os, ikke blot for at straffe synden, men også for at prøve vor tro og kærlighed. Troen, så vi kan se og erfare, hvordan vi vil stille os imod Gud, og kærligheden, så man kan se, hvordan vi vil stille os imod næsten.

31 Denn wiewohl ich achte, dass alle Pestilenz durch die bösen Geister werden unter die Leute gebracht, gleichwie auch andere Plagen, dass sie die Luft vergiften oder sonst mit einem bösen Odem anblasen, und damit die tödtliche Gift in das Fleisch schiessen; so ist doch gleichwohl Gotts Verhängniss und seine Strafe, der wir uns mit Geduld untergeben sollen, und unserm Nähesten zu Dienst also unser Leben in die Fahr setzen, wie St. Johannes lehret, und spricht (1 Epist. 3,16): Hat Christus sein Leben fur uns gegeben, so sollen wir auch fur die Brüder das Leben lassen.

For skønt jeg holder for, at alle epidemier ligesom også al anden plage bliver bragt ind blandt mennesker af de onde ånder, idet de forgifter luften eller på anden måde påfører os en ond smitte og dermed fører dødelig gift ind i kroppen, så er det dog alligevel Guds styrelse og straf, som vi med tålmodighed skal underkaste os. Og vi skal sætte vort liv i fare for at tjene næsten, som Johannes siger: ”Når Kristus satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene.” (1 Joh 3, 16).

32 So aber Jemand das Grauen und Schauen fur den Kranken anstösset, der soll einen Muth nehmen, und sich also stärken und trösten, dass er nicht zweifel, es sei der Teufel, der solche Scheu, Furcht und Grauen (328) erregt im Herzen. Denn so ein bitter böser Teufel ists, dass er nicht alleine ohn Unterlass zu tödten und morden sucht, sondern seine Lust damit büssen will, dass er uns scheu, erschreckt und verzagt zum Tode macht, auf dass uns ja der Tod aufs allerbitterst werde, oder je das Leben keine Ruge noch Friede habe; und uns also mit Drecke zu diesem Leben hinaus stosse, ob ers möcht zuwegen bringen, dass wir an Gott verzweifeleten, unwillig und unbereit zum Sterben würden, und in solcher Furcht und Sorge, als im dunkeln Wetter, Christum, unser Licht und Leben, vergässen und verloren, und den Nähesten in Nöthen liessen, und uns also versundigeten an Gott und Menschen; das wäre sein Herz und Lust.

Men hvis nogen er bange og har afsky for den syge, så skal han tage mod til sig og trøste og styrke sig og ikke tvivle på, at det jo er Djævelen, som opvækker denne afsky, frygt og gru i hans hjerte. For han er en sådan bitter, ond djævel, at han ikke blot uden ophør søger at myrde og dræbe, men også har sin fornøjelse i at gøre os bange, forskrækkede og forsagte i døden, for at døden kan blive os såre bitter. Eller for at vi, mens vi er i live, ikke skal have nogen ro og fred. Sådan vil han med skidt støde os ud af dette liv, for at han kan bringe os til at fortvivle over Gud, blive uvillige og uberedte til døden. Ved sådan frygt og bekymring vil han ligesom bringe os ind i tågen, for at vi skal glemme og miste Kristus, vort lys og vort liv, og for at vi skal lade næsten ligge i sin nød og forsynde os imod Gud og mennesker. Det er hans hjertens lyst.

33 Weil wir denn wissen, dass des Teufels Spiel ist solch Schrecken und Furchten; so sollen wir wiederumb uns desselbigen nur deste weniger annehmen, ihm zu Trotz und Verdriesss einen Muth fassen, und sein Schrecken wieder auf ihn treiben und von uns weisen, und mit solcher Rüstunge uns wehren und sagen: Heb dich Teufel mit deim Schrecken, und weil dichs verdreusst, so will ich dir zu Trost nur deste ehe hinzu gehen zu meinem Nähesten kranken, ihm zu helfen, und will dich nicht ansehen, und will auf zwei Stück gegen dich pochen:

Fordi vi da véd, at sådan skræk og frygt er Djævelens spil, så skal vi så meget mindre bekymre os om dette, men ham til trods og ærgrelse fatte mod, vise og drive skrækken tilbage på ham selv og væbne os med en sådan rustning, at vi siger: Vig bort med din skræk, Satan, og siden det ærgrer dig, så vil jeg, for at trodse dig meget snarere gå til min syge næste for at hjælpe ham. Jeg vil ikke se på dig, men ærgre dig med disse to ting:

34 Das erst ist, dass ich furwahr weiss, dass diess Werk Gotte und allen Engeln wohlgefället, und wo ichs thu, dass ich in seinem Willen und rechten Gottesdienst und Gehorsam gehe; und sonderlich weil es dir so ubel gefället, und du dich so hart dawider setzest, so muss es freilich insonderheit Gotte gefallen. Wie willig und fröhlich wollt ichs thun, wennsnur einem Engel wohlgefiele, der mir zusähe, und sich mein druber freuete. Nu es aber meim Herrn Jesu Christo und dem ganzen himmlischen Heere wohlgefället, und ist Gottes, meins Vaters Willen und Gebot; was sollt mich dein Schrecken denn bewegen, dass ich solche Freude im Himmel, und Lust meins Herrn sollt hindern, und dir mit deinen Teufeln in der Hölle ein Gelächter und Gespött uber mich anrichten und hofiren? Nicht also, (329) du sollts nicht enden.

Den første er, at jeg forvist ved, at denne gerning behager Gud og hans hellige engle, og at jeg går efter hans vilje og i en ret gudstjeneste og lydighed, når jeg gør det. Og især fordi det behager dig så dårligt, og du sætter dig så hårdt imod det, derfor må det vist og sandt behage Gud. Hvor glad og villig ville jeg ikke gøre det, om det blot behagede en engel, der så mig og med mig glædede sig derover. Men siden det nu behager den herre Kristus og hele den himmelske hærskare og er Guds og min faders vilje og bud, hvorfor skulle da skrækken for dig bevæge mig til at forhindre en sådan glæde i himmelen og nægte min herre en sådan lyst og lade dig med dine djævle i Helvede le og spotte over mig? Nej ikke sådan, det skal du ikke opnå.

35 Hat Christus sein Blut fur mich vergossen, und sich umb meinetwillen in den Tod gegeben; warumb sollt ich nicht auch umb seinetwillen mich in eine klein Fahr geben und ein ohnmächtige Pestilenz nicht dürfen ansehen? Kannst du schrecken, so kann mein Christus stärken; kannst du tödten, so kann Christus Leben geben; hast du Gift im Maul, Christus hat noch viel mehr Aerznei. Sollt mein lieber Christus mit seim Gebot, mit seiner Wohlthat und allem Trost nicht mehr gelten in meinem Geist, denn du leidiger Teufel mit deinem falschen Schrecken in meinem schwachen Fleisch? Das woll Gott nimmermehr. Heb dich, Teufel, hinter mich; hie ist Christus, und ich dein Diener in diesem Werk; der solls walten. Amen.

Har Kristus udgydt sit blod for mig og givet sig i døden for min skyld, hvorfor skulle jeg så ikke for hans skyld give mig i en ringe fare og vove at se på en afmægtig epidemi? Kan du forskrække, så kan min Kristus styrke. Kan du dræbe, så kan Kristus give liv. Har du gift i munden, Kristus har endnu meget mere lægedom. Skulle min kære Kristus med sin befaling, med sin velgerning og al trøst ikke gælde mere i min ånd end du lede djævel med din falske skræk i mit svage kød? Gud lade det aldrig ske! Vig bort fra mig, Satan. Her er Kristus, og jeg er hans tjener i denne gerning. Han skal herske, amen".

36 Das ander ist die starke Verheissunge Gottes, damit er vertröstet alle die, so sich der Dürftigen annehmen, und spricht Psalm 41, (1 sqq.). Wohl dem, der sich des Dürftigen annimpt, den wird der Herr erretten zur bösen Zeit. Der Herr wird ihn bewahren, und beim Leben erhalten, und ihm lassen wohlgehen auf Erden, und nicht geben in seiner Feinde Willen. Der Herr wird ihn erquicken auf dem Bette seines Wegetages, sein ganzes Lager wandelt du in seiner Krankheit. Sind das nicht herrliche mächtige Verheissunge Gottes, mit Haufen eraus geschütt auf die, so sich der Dürftigen annehmen?

Den anden trøst er Guds stærke forjættelse, hvormed han trøster alle dem, som antager sig de nødlidende. Det hedder i Salme 41, 2-4: ”Lykkelig den, der har omsorg for den svage, på ulykkens dag redder Herren ham. Herren beskytter ham og giver ham liv, han prises lykkelig i landet. Giv ham ikke i hans fjenders vold! Herren støtter ham på sygelejet, hver gang han ligger syg, gør du ham rask.” Er ikke det herlige, mægtige Guds for-jættelser, udøste i en bunke over dem, som antager sig den trængende?

37 Was sollt doch einen schrecken oder bewegen wider solchen grossen Trost Gottes? Es ist, furwahr, ein schlecht Ding umb den Dienst, den wir thun mügen an den Dürftigen, gegen solche Verheissunge und Vergeltunge Gottes; dass wohl St. Paulus sagt zu Timotheo (1 Epist, 4,8): Die Gottselikeit ist zu allerlei nutz, und hat Verheissunge beide dieses Lebens und des zukünftigen. Gottselikeit ist nicht anders, denn Gottesdienst; Gottesdienst ist freilich, so man dem Nähesten dienet.

Hvad skulle vel forskrække og bevæge en imod sådan stor Guds trøst? I sandhed, den tjeneste, vi kan gøre imod den trængende, er en ringe ting mod sådan gengældelse og forjættelse af Gud. Som Paulus siger til Timotheus: ”Gudsfrygten er nyttig til alt og har i sig løfte både for dette liv og for det, som kommer.” (1 Tim 4, 8). Gudsfrygt er intet andet end gudstjeneste, og gudstjeneste er visselig det, at man tjener næsten.

38 Es beweiset auch die Erfahrunge, dass die, so solchen Kranken dienen mit Lieb, Andacht und Ernst, dass sie gemeiniglich behütet werden; und ob sie gleich (330) auch vergift werden, dass ihn dennoch nicht schadet, gleichwie hie der Psalm sagt: Sein ganzes Lager wandelt du in seiner Krankheit, das ist, du machst ihm aus dem Siechbette und Kranklager ein gesund Lager etc. Wer aber eins Kranken wartet umb Geizs und Erbtheil willen, und sucht das Seine in solchem Werk; das auch nicht Wunder, dass er zuletzt vergift werde und beschmeisst, dass er hinnach fahre und auch sterbe, ehe denn er das Gut oder Erbe besitze.

Erfaringen viser også, at de, som med kærlighed, andagt og alvor tjene sådanne syge, sædvanligvis blive bevaret. Og selv om de bliver forgiftet, skader det dem dog ikke. Som salmisten her siger: ”Hver gang han ligger syg, gør du ham rask." Gud gør hans sygeseng og smertens leje til et sundt leje. Men når en af gerrighed og for arvens skyld plejer en syg og ved sådan gerning søger sit eget, da er det ikke underligt, om han til sidst bliver forgiftet og besmittet, så at han også må dø og fare herfra, før han får godset og arven.

39 Wer auf diese tröstliche Verheissung solchs thut, ob er gleich einen ziemlichen Lohn darumb nimpt, als der es wohl bedarf, (sintemal ein iglicher Tagelöhner seins Lohns werth ist, (Luc. 10,7; 1 Tim. 5.10)) derselbige hat hie wiederumb einen grossen Trost, dass sein soll wieder gewartet werden, Gott will selbs sein Warter sein, dazu auch sein Arzt sein. O welch ein Wärter ist das! O welch Arzt ist das! Lieber, was sind alle Aerzte, Apotheken und Warter gegen Gott? Sollt einem das nicht einen Muth machen zu den Kranken zu gehen, und ihn dienen, wenn gleich so viel Drüse und Pestilenz an ihn wäre, als Haare am ganzen Leibe, und ob er gleich müsste hundert Pestilenz an seim Halse eraustragen?

Men den, som gør dette på det trøsterige løfte, har her atter en stor trøst, idet han igen skal plejes. Også selv om man tager en passende løn for det, som der jo også er behov for. En arbejder er nemlig sin løn værd. Gud selv vil være hans plejer og dertil også hans læge. O, hvilken plejer er det ikke! O, hvilken læge han er! Kære, hvad er alle læger, apotekere og plejere imod Gud? Skulle ikke det give en mod til at gå til de syge og tjene dem, selv om de havde så meget udslæt og smitsomme sygdomme, som der er hår på hele kroppen, og selv om man end skulle få hundrede slags sygdomme på sin hals.

40 Was sind all Pestilenz und Teufel gegen Gott, der sich hie zum Warter und Arzt verbindet und verpflicht? Pfu dich, und aber pfu dich, du leidiger Unglaub, dass du solchen reichen Trost sollt verachten, und lässt dich eine kleine Drus und ungewisse Fahr mehr schrecken, denn solcher göttliche, gewisse, treue Verheissunge stärken. Was hilfts, wenn alle Aerzte da wären, und alle Welt dein musste warten, Gott aber wäre nicht da? Und wiederumb, was schadets, wenn alle Welt vin dir liefe, und kein Arzt bei dir bliebe, so Gott aber bei dir bliebe mit solcher Verheissung. Meinst du nicht, dass du alsdenn mit viel tausend Engeln umbgeben ist, die auf dich sehen, dass du die Pestilenz mit Fussen magst treten? Wie im 91 Ps. (v. 11. 12. 13.) stehet: Er har seinen Engeln befohlen (331) uber dir, dass sie dich bewahren auf allen deinen Wegen, auf den Händen werden sie dich tragen, dass du dein Fuss nicht an einen Stein stossest; auf den Leuen und Ottern wirst du gehen, und treten auf den jüngeren Leuen und Drachen.

Hvad er alle epidemier og alle djævle imod Gud, som her forbinder og forpligter sig til at være plejer og læge? Fy dig, og atter fy dig, du lede vantro, du, som kan foragte sådan rig trøst og lade en lille kirtel og uvis fare skræmme dig mere, end sådan et guddommeligt, sikkert, trofast løfte skulle styrke dig. Hvad hjalp det, om alle læger var til stede, og hele verden måtte pleje dig, når Gud ikke var til stede? Og omvendt, hvad skadede det, om hele verden løb fra dig, og ingen læge ville blive hos dig, når Gud blev hos dig med sådan løfte? Tror du ikke, at du da er omgivet af mange tusinde engle, som ser dig, så at du kan træde epidemierne under dine fødder? Som det hedder i Salme 91, 11-13: ”Han vil give sine engle befaling om at beskytte dig på alle dine veje. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten. Du kan træde på løve og slange, trampe på ungløve og øgle.”

41 Darumb, lieben Freunde, lasst und nicht so verzagt sein, und die Unsern, so wir verpflicht sind, nicht so verlassen, und fur des Teufels Schrecken so schändlich fliehen, davon er uber uns eine Freude und Spott, und Gott ohn Zweifel, sampt allen Engeln, einen Unwillen und Unlust hat.

Derfor, kære venner, lad os ikke være så forsagte og ikke forlade vore egne, som vi er knyttet til, og så skammeligt flygte for Djævelens skræk, hvorover han har sin glæde og spot, og Gud samt alle engle uden tvivl mishag og sorg.

42 Denn das wird gewisslich wiederumb wahr sein, dass, wer solche reiche Verheissunge und Gottes Gebot veracht, und die Seinen lässt in Nöthen, dass er schüldig wird sein an allen Geboten Gottes, und ein Mörder erfunden werden an seinen verlassen Nähesten; und da werden sich denn solche Verheissungen umbkehren, (sorge ich), und in grausam Dräuen verwandeln, und den Psalm wider dieselbigen also deuten: Unselig ist der, so sich des Durftigen nicht annimpt, sondern fleucht und verlässt; denselbigen wird der Herr wiederumb auch nicht erretten zur bösen Zeit, sondern auch von ihm fliehen und verlassen. Der Herr wird ihn nicht behüten noch beim Leben erhalten, und wirds ihm nicht lassen wohl gehen auf Erden, sondern geben in seiner Feinde Hände.

For det omvendte vil også vise sig at være sandt, at den, som foragter et sådan rigt løfte og Guds bud og forlader sine i nøden, skal være skyldig overfor alle Guds bud og blive anset som en morder mod den næste, han har overladt til sig selv. Og da er jeg bange for, at et sådant løfte bliver omvendt og forvandlet til grusom pinsel. Salmen vil da blive udlagt sådan imod dem: ”Ulykkelig den, der ikke har omsorg for den svage, på ulykkens dag redder Herren ham ikke. Herren beskytter ham ikke og giver ham ikke liv, han prises ikke lykkelig i landet, give ham i hans fjenders vold!

43 Der Herr wird ihn nicht erquicken auf dem Bette seines Wegtages, noch sein Lager verwandeln in seiner Krankheit. Denn mit welchem Maass wir messen, wird uns wieder gemessen werden, (Matt 7,2) da wird nicht anders aus. Solchs aber ist schrecklich zu hören, noch schrecklicher zu gewarten, und allerschrecklichst zu erfahren. Denn was kann da sein, da Gott die Hand abthut und verlässt, anders denn eitel Teufel und alles Ubel? Nu kanns nicht anders sein, wo man so den Nähesten verlässt wider Gottes Wort und Gebot, und eim Jglichen gewisslich also ergehen, er thu denn gar redliche Büsse dafur.

Herren støtter ham ikke på sygelejet, når han ligger syg, gør ham aldrig rask.” For med det mål, I måler, skal I igen få tilmålt. Det kan ikke være anderledes. Men dette er skrækkeligt at høre, endnu skrækkeligere at vente og allermest skrækkelig at erfare. For hvor Gud tager sin hånd bort og forlader en, hvad kan der da være andet end idel djævle og alt ondt? Men nu kan det ikke være anderledes, hvor man forlader næsten imod Guds ord og bud. Og det vil visselig gå enhver sådan, hvis man ikke gør redelig bod.

44 Das weiss ich aber wohl, wenn Christus selbs oder seine Mutter itzt etwa krank läge, da wäre ein (332) Jglicher so andächtig, dass er gerne Diener und Helfer wollt sein: da würde ein Jglicher wollen kühne und keck sein; niemand wollt fliehen, sondern alle zulaufen; und hören doch nicht, dass er selbs spricht (Matth. 25, 40; Matth 22,39): Was ihr den Geringsten thut, das thut ihr mir selbs. Und da er vom ersten Gebot sagt, spricht er: Das ander Gebot ist dem gleich: Du sollt deinen Nähesten lieben, als dich selbs. Da hörest du, dass der Liebe Gebot zum Nähesten gleich sei dem ersten Gebot, der Liebe zu Gott, und was du deinem Nähesten thust oder lässest, soll heissen so viel, als Gott selber gethan und gelassen.

Men det ved jeg vel, hvis Kristus selv eller hans moder nu lå syg, da ville enhver være så andægtig, at han gerne ville være tjener og hjælper. Da ville enhver være dristig og frimodig. Ingen ville flygte, men alle løbe til. Og dog hører de ikke, hvad han selv siger: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” (Matt 25, 40). Og om det første bud siger han: ”Der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.” (Matt 22, 39). Her hører du, at budet om kærligheden til næsten står lige med det første bud om kærligheden til Gud, og hvad du gør eller undlader mod din næste, skal regnes, som om du havde gjort og undladt det mod Gud.

45 Willt du nu Christo selber dienen und sein warten; wohlan, so hast du da fur dir deinen kranken Nähesten, gehe hin zu ihm und diene ihm, so findest du gewisslich Christum an ihm, nicht nach der Person, sondern in seinem Wort. Willt du aber, und magst deinem Nähesten nicht dienen, so gläube furwahr, wenn Christus selbs da wäre, du thätest eben auch also, und liessest ihn liegen. Und ist nichts bei dir, denn eitel falsche Gedanken, die dir einen unnutzen Dunkel machen, wie du Christo wolltest dienen, wenn er da wäre. Es sind eitel Lügen; denn wer Christo leiblich dienen wurd, der dienete seinem Nähesten auch wohl. Das sei gesagt zur Vermahnung und Trost wider das schändliche Fliehen und Schrecken, damit der Teufel uns anficht, wider Gottes Wort und Gebot zu thun an unserm Nähesten, und sundigen allzusehr auf der linken Seiten.

Vil du nu tjene og pleje Kristus selv, velan, så har du her din syge næste for dig. Gå hen til ham og tjen ham, så finder du visselig Kristus i ham, ikke personlig, men ifølge hans ord. Men vil du ikke, og gider du ikke tjene din næste, så tro for vist, at du, hvis Kristus selv var der, gjorde ligesådan mod ham og lod ham ligge. Det er intet andet end idel falske tanker, som du gør dig en uvirksom indbildning om, hvordan du ville tjene Kristus, når han var der. Det er idel løgn. For den, som legemligt vil tjene Kristus, han tjener bestemt også sin næste. Dette være sagt til formaning og trøst imod den skændige flugt og skræk, hvormed Djævelen anfægter os til at handle mod Guds ord og bud imod vor næste og synde alt for meget på venstre side.

46 Wiederumb sundigen etliche allzusehr auf die rechten Seiten, und sind allzu vermessen und keck, also, dass sie Gott versuchen, und lassen alles anstehen, damit sie dem Sterben oder Pestilenz wehren sollten, verachten Aerznei zu nehmen, und meiden nicht Stätte und Person, so die Pestilenz gehabt und aufkommen sind; sondern zechen und spielen mit ihn, wollen damit ihre Freudikeit beweisen und sagen, es sei Gotts Strafe, wolle er sie behüten, so würd ers wohl thun, (333) ohn alle Aerznei und unsern Fleiss. Solchs heisst nicht Gott trauen, sondern Gott versuchen. Denn Gott hat die Aerznei geschaffen, und die Vernunft gegeben, dem Leib furzustehen und sein pflegen, dass er gesund sei und lebe.

Nogle synder igen for meget på højre side og er alt for dristige og frimodige, så at de frister Gud og forsømmer alt, hvormed de skulle kunne hindre sygdommen eller epidemierne. De foragter brugen af lægemidler og undgår ikke de steder, hvor de smitsomme sygdomme er opstået, eller de personer, som har haft dem. De drikker og spiller med dem og vil dermed bevise deres frimodighed og siger: Det er en Guds straf. Vil han beskytte os, så gør han det nok også uden al medicin og vore forholdsregler. Men det er ikke at forlade sig på Gud, men at friste Gud. For Gud har skabt medicinen og givet os forstand til at tage os af kroppen og pleje den, så at den kan være sund og frisk.

47 Wer derselbigen nicht braucht, so er wohl hat und kann, ohn seines Nähesten Schaden, der verwahrloset seinen Leib selbs, und sehe zu, dass er nicht sein selbs Mörder erfunden werde fur Gott. Denn mit der Weise mocht Jemand auch Essen und Trinken, Kleider und Haus lassen anstehen, und keck sein in seim Glauben, und sagen: Wolle ihn Gott behüten fur Hunger und Frost, werde ers wohl ohn Speise und Kleider thun, derselbige wäre freilich sein selbs Mörder.

Den, som ikke bruger det, når han har det, og godt kan gøre det uden skade for sin næste, han ødelægger selv sit eget legeme og skal se vel til, at han ikke bliver sin egen selvmorder for Gud. For på den måde kunne man også lade være at bruge mad og drikke, klæder og hus og være frimodig i troen og sige: Vil Gud bevare mig for hungersnød og frost, så vil han nok kunne gøre det uden føde og klæder. Men en sådan person ville helt sikkert være sin egen morder.

48 Zudem ist das noch greulicher, dass ein solcher, so seinen Leib also verwahrloset, und der Pestilenz nicht hilft wehren, so viel er kann, mochte damit auch viel andere beschmeissen und vergiften, welche sonst wohl lebendig blieben, wo er seines Leibs (wie er schuldig ist,) hätte gewartet, und würde also auch schuldig seines Nähesten Todes, und vielmal fur Gott ein Mörder. Furwahr, solche Leute sind gerade als wenn ein Haus in der Stadt brennete, dem niemand wehrete, sondern liesse dem Feur Raum, dass die ganze Stadt verbrennete, und wollte sagen: wills Gott thun, so wird er die Stadt wohl ohn Wasser löschen und behüten.

Og endnu grueligere er det, når man sådan vanrøgter sit eget legeme og ikke hjælper med til at hindre epidemier, så meget man kan. Derved kan også mange andre smittes og forgiftes, som ellers ville have levet, hvis han havde plejet sig legeme, som han burde. Han ville da også blive skyld i sin næstes død og for Gud være en mangedobbelt morder. Sandelig, sådanne folk handle netop ligesådan, som når et hus brændte i byen, og ingen ville redde det, men lade ilden få rum, så at hele byen brændte op, og de da ville sige: Vil Gud gøre det, så kan han nok slukke og redde byen uden vand.

49 Nicht also, meine lieben Freunde, das ist nicht fein gethan; sondern brauche der Aerznei, nimm zu dir, was dich helfen kann, räuchere Haus, Hof und Gassen, meide auch Person und Stätt, da dein Nähester dein nichts bedarf oder aufkommen ist, und stelle dich als einer, der ein gemein Feur gerne wollt helfen kämpfen. Denn was ist die Pestilenz anders, denn ein Feur, das nicht Holz und Stroh, sondern Leib und Leben aufreisset? Und denke also: Wohlan, der Feind hat uns durch Gottes Verhängniss Gift und tödliche Geschmeiss herein geschickt, so will ich bitten zu Gott, dass er uns gnädig sei und wehre; (334) darnach will ich auch räuchern, die Luft helfen segen, Aerznei geben und nehmen, meiden Stätt und Person, da man mein nichts darf, auf dass ich mich selbs nicht verwahrlose, und dazu durch mich vielleicht viel andere vergiften und anzunden möchte, und ihn also durch meine Hinlässikeit Ursach des Todes sein.

Nej, min kære ven, det er ikke smukt gjort. Brug medicinen. Tag det, der kan hjælpe dig. Rens hus, gård og gader. Undgå også personer og steder, hvor næsten ikke behøver dig, eller hvor sygdommen florerer. Og bær dig ad som en, der ville hjælpe med at dæmpe en almindelig ildebrand. For hvad er smitsomme sygdomme andet end en ild, som ikke opæder træ og strå, men legemer og liv? Og tænkt sådan: Velan, fjenden har med Guds tilladelse sendt os gift og dødelig smitte; så vil jeg da bede Gud, at han vil være os nådig og bevare os. Derefter vil jeg hjælpe at rense luften. Give og tage imod lægedom. Undgå steder og personer, hvor man ikke behøver mig, for at jeg ikke skal fordærve mig selv, og dertil måske mange andre ved mig blive forgiftet og smittet, så jeg ved min skødesløshed bliver årsag til deres død.

50 Will mich mein Gott druber haben, so wird er mich wohl finden, so hab ich doch gethan, das er mir zu thun gegeben hat, und bin wider an meinem eigen, noch an ander Leute Tode schüldig; wo aber mein Nähester mein darf, will ich wider Stätt noch Person meiden, sondern frei zu ihm gehen und helfen; wie droben gesagt ist. Siehe, das ist ein rechter gottfurchtiger Glaube, der nicht dummkühne noch frech ist, und versucht auch Gott nicht.

Vil Gud ramme mig, skal han nok finde mig. Jeg har dog gjort, hvad der stod til mig at gøre, og er ikke skyld hverken i min egen eller andre folks død. Men hvor min næste behøver mig, vil jeg hverken undgå sted eller person, men frimodigt gå hen til ham og hjælpe ham, som ovenfor er sagt. Se, det er en ret, gudfrygtig tro, som ikke er dumdristig eller overmodig og ikke frister Gud.

51 Wiederumb, der die Pestilenz gehabt, und zu Kräften kompt, soll auch selbs die Leute meiden, und nicht wollen bei sie leiden, ohn Noth. Denn wiewohl man ihm soll in seiner Noth beistehen, und nicht lassen, wie gesagt ist; so er aber nu aus der Noth ist kommen, soll er sich auch wiederumb gegen den andern halten, dass niemand umb seinen willen in seine Fährlikeit komme, ohn Noth, und Ursache gebe, einem ander zum Tode; denn wer Fählikeit liebt (spricht der weise Mann (Sir. 3,27)) der wird drinnen verderben.

På den anden side skal den, som har haft smitten og er kommet til kræfter igen, også selv undgå folk og ikke uden grund have dem hos sig. For skønt man, som sagt, skal stå ham bi i nøden og ikke forlade ham, så skal han også, når han er kommet ud af nøden, forholde sig sådan mod andre, at ingen for hans skyld uden grund kommer i fare og bliver årsag til en andens død. For den, som elsker fare, skal omkomme deri (siger den vise mand).

52 Wenn man sich also in einer Stadt hielte, dass man keck im Glaube wäre, wo es des Nähesten Noth fodert; und wiederumb fursichtig, wo es nicht noth wäre, und hülfe ein Iglicher also der Gift wehren, womit man künnte: so sollt freilich ein gnädigs Sterben in solcher Stadt sein. Aber wenns also zugehet, als ein Theil allzu verzagt ist, und fleucht von seinem Nähesten in der Noth, das ander Theil allzu dummkühne, und nicht hilft wehren, sondern mehren; da hat der Teufel gut machen, und muss wohl das Sterben gross werden. Denn auf beiden Seiten Gott und Mensch höchlich beleidiget wird, hie mit Versuchen, dort mit Verzagen; so jagt den der Teufel (335) wer da fleucht, und behält gleichwohl den, der da bleibt, dass ihm also niemand entläuft.

Når man forholdt sig sådan i en by, at man var frimodig i troen, når næstens nød fordrede det, og derimod forsigtig, hvor der ikke var nød, og enhver således hjalp til at hindre giften, så godt man kunne, så skulle der visselig blive en mild sygdom i en sådan by. Men hvor det går sådan til, at en del er alt for forsagt og flygter fra sin næste i nøden, og den anden del alt for dumdristig og ikke hjælper til at hindre, men til at forøge plagen, dèr har Djævelen god anledning, og dèr må dødeligheden blive større. For på begge måder sårer man både Gud og mennesker, her med fristelse, hist med forsagthed. Djævelen jager da den, som flygter, og beholder alligevel den, som bliver igen, så at ingen slipper fra ham.

53 Uber das sind etliche noch ärger; welche, so die Pestilenz heimlich haben, unter die Leute ausgehen, und haben solchen Glauben, wo sie ander Leute künnten damit beschmeissen und vergiften, so würden sie derselbigen los und gesund; gehen also in solchem Namen, beide, auf Gassen und in Häuser, dass sie die Pestilenz wollen andern oder ihre Kindern und Gesinde an den Hals hängen, und sich damit erretten.

Dertil kommer at nogle er endnu værre. De går ud blandt folk, når de hemmeligt har en smitsom sygdom og har den tro, at hvis de kan forgifte og smitte andre folk, så vil de selv blive frie for den og blive raske. De går altså rundt på gaden og i husene i den tanke, at de ville hænge plagen på andre eller på deres børn og deres kolleger og dermed redde sig selv.

54 Und will wohl glauben, dass der Teufel solchs thu, und helfe also das Rädlin treiben, dass es also gehe und geschehe. Auch lass ich mir sagen, dass etliche so verzweifelt boshaftig sind, dass sie mit der Pestilenz alleine darumb unter die Leute oder in die Häuser laufen, dass ihn leid ist, dass die Pestilenz nicht auch da ist, und wollen sie dahin bringen, gerade als wäre diese Sache ein solcher Scherz, als wenn man Jemands zur Schalkeit Läuse in Pelz oder Fliegen in die Stuben setzet.

Og jeg vil godt tro, Djævelen gør sådant og hjælper til at drive hjulet, at det går og sker sådan. Jeg har også ladet mig fortælle, at enkelte er så forfærdelig onde, at de blot derfor løber med smitte ud blandt folk eller ind i husene, fordi det irriterer dem, at den ikke også er der, og de vil bringe den derhen, som om sagen var en sådan spøg, som når nogen for at drille slipper lus løs i pelsen eller fluer ind i stuen.

55 Ich weiss nicht, ob ichs glauben soll; ists wahr, so weiss ich nicht, ob wir Deutschen Menschen, oder selbs Teufel sind; und zwar, man findet uber alle Masse grobe böse Leute, so ist der Teufel auch nicht faul. Aber mein Rath wäre, wo man solche funde, dass sie der Richter beim Kopfe nähme, und uberantwortet sie Meister Hansen, als die rechten muthwilligen Mörder und Bösewichter.

Jeg véd ikke, om jeg skal tro det. Er det sandt, så véd jeg ikke, om vi tyskere er mennesker eller virkelige djævle. Og det er sikkert, at man finder over al måde grove og onde folk, og Djævelen er heller ikke passiv. Men hvis man fandt sådanne folk, så skulle dette være mit råd, at dommeren tog dem i nakken og overleverede dem til bødlen som rette, forsætlige mordere og slyngler.

56 Was sind solche Leute anders, denn rechte Meuchelmörder in der Stadt? Gleichwie die Meuchelmörder stossen hie und dort ein Messer durch einen, und muss dennoch niemand gethan haben: also schmeissen diese auch hie ein Kind, da ein Weib, und muss auch niemand gethan haben; und gehen dennoch lachend dahin, als hätten sie es wohl ausgericht. Mit dieser Weise wäre es besser bei wilden Thiere zu wohnen, denn bei solchen Mördern. Diesen Mördern weiss ich nicht zu predigen, sie achtens nicht, ich befehls der Oeberkeit, dass die zusehe, und mit Hülf und Rath, nicht der Aerzte, sondern Meister Hansen dazu thue. (336)

Hvad er sådanne folk andet end rigtige snigmordere i byen? Ligesom snigmorderne snart her, snart dér støder kniven i en, og alligevel skal ingen have gjort det, sådan besmitter også disse her et barn, dér en kone, og ingen skal have gjort det. Og dog går de leende rundt, som om de havde gjort noget godt. På denne måde var det bedre at bo hos de vilde dyr end hos sådanne mordere. For disse mordere hjælper det ikke at prædike. De agter det ikke. Jeg overlader det til øvrigheden, at den ser til og bringer hjælp og råd, ikke ved lægen, men ved bødlen.

57 Hat nun Gott selbs im Alten Testament (3 Mos 13 und 14.) befohlen, die Aussätzigen aus der Gemeine zu thun, und aussen fur der Stadt zu wohnen, umb das Geschmeiss zu vermeiden; so sollen wir ja vielmehr also thun, in diesem fährlichen Geschmeiss: dass, so sie Jemand kriegt, sich alsbalde von den Leuten selbs thu oder thun lasse, und flugs mit Aerznei Hülfe gesucht; da soll man ihm helfen, und in solcher Noth nicht lassen, wie ich droben gnugsam habe angezeigt; auf dass also die Gift beizeit gedämpft werde, nicht alleine der einigen Person, sondern der ganzen Gemeine zu gut, welche dadurch mocht vergift werden, so man sie liesse so ausbrechen, und unter ander kommen.

Har Gud nu selv i Det Gamle Testamente befalet, at de spedalske (3 Mos 13 og 14) skal bringes bort fra menigheden og bo uden for byen for at undgå smitte, så skal vi meget mere gøre det ved denne farlige smitte. Når nogen får den, skal vedkommende straks gå bort fra folk eller lade andre bringe sig bort og straks søge hjælp ved medicin. Dernæst skal man hjælpe den syge og ikke lade vedkommende ligge i sådan nød, som jeg ovenfor udførligt har vist, for at smitten således i tide kan dæmpes. Ikke blot hos den ene person, men hele befolkningen til bedste, som derved kunne smittes, hvis man lod den syge blive og færdes blandt andre.

58 Denn also ist itzt unser Pestilenz hie zu Wittenberg alleine aus Geschmeisse herkommen, die Luft ist, Got Lob! noch frisch und rein; aber aus lauter Dummkühnheit und Versäumunge hat sie etliche,und der wenig vergift; wiewohl der Teufel sein Freudenspiel hat mit dem Schrecken und Fliehen, so er unter uns treibt. Gott woll ihm wehren, Amen.

For nu er vor epidemi her i Wittenberg kommet ud blandt folk alene ved sådan smitte. Luften er, Gud ske lov, endnu frisk og ren. Men af idel dumdristighed og forsømmelse har nogle smittet enkelte personer. Men Djævelen har sin fryd over den skræk og frygt, som han virker iblandt os. Gud hindre ham deri, amen.

59 Das ist unser Verstand und Meinung von dem Fliehen fur dem Sterben; so euch etwas anders dünken soll, das wollt euch Gott offenbaren, Amen. Weil aber dieser Brief soll durch den Druck ausgehen, dass auch die Unsern denselbigen lesen sollen; so sehe ichs fur gut an, ein kurze Unterricht daneben zu stellen, wie man sichh auch der Seelen halben schicken und halten soll in solchen Sterbensläuften; wie wir denn dieselbigen auch mündlich auf der Kanzel gethan, und täglich thun, damit wir auch unserm Ampt gnug thun, die wir zu Seelsorgern berufen sind.

Dette er vor opfattelse og mening om at flygte for døden. Hvis I har en anden opfattelse, måtte da Gud åbenbare jer det, amen. Men da dette brev skal udgå i trykken, for at også vore kan læse det, så anser jeg det for godt at tilføje en kort bemærkning om, hvordan man også skal skikke og forholde sig med hensyn til sjælen i disse tider med epidemier. Det har vi også mundtlig gjort fra prædikestolen og gør dagligt, for at vi, som er kaldet til sjælesørgere, kan gøre vort embede fyldest.

60 Erstlich, soll man das Volk vermahmen, dass sie zur Kirchen in die Predigt gehen und hören, dass sie lernen Gotts Wort, wie sie leben und sterben sollen. Denn da soll man acht auf haben, dass, welche so rohe und rauchlos sind, dass sie Gottes Wort verachten, weil sie leben, die soll man auch wiederumb lassen (337) liegen in ihrer Krankheit; es sei denn, dass sie mit grossem Ernst, mit Weinen und Klagen ihre Reue und Büsse beweisen.

Først skal man formane folk til, at de går i kirke og høre prædikenen, for at de af Guds ord kan lære, hvordan de skal leve og dø. For her skal man give agt på dem, som er så rå og bedærvede, at de foragter Guds ord, mens de lever. Dem skal man siden også lade ligge i deres sygdom, indtil de med stort alvor, med gråd og klage, beviser deres anger og bod.

61 Denn wer wie eine Heide oder Hund will leben, und dess kein offentliche Reue hat, dem wollen wir auch das Sacrament nicht reichen, noch unter der Christen Zahl annehmen; er mag sterben, wie er gelebt hat, und sehe fur sich, denn wir sollen den Säuen nicht Perlen furwerfen, noch den Hunden das Heiligthum. (Matth 7,6). Man findet, leider! so viel grobs verstockts Pöfels, das wider im Leben noch Sterben fur seine Seele sorget; gehen hin und liegen, sterben auch dahin wie die Klötze, da wider Sinn noch Gedanken in ist.

For den, som har levet som en hedning og hund og ikke vist nogen offentlig anger, skal vi ikke række nadveren eller regne blandt de kristnes tal. Han må dø, som han har levet, og sørge for sig selv. Vi skal ikke kaste perler for svinene eller det hellige for hun-dene. Man finder desværre så mange grove, forstokkede folk, som hverken i liv eller død sørger for deres sjæl, men går hen og lægger sig og dør ligesom træklodser, hvor der hverken er forstand eller tanke.

62 Zum Andern, dass ein Jglicher sich selbs zeitlich schicke, und zum Sterben bereite mit Beichten und Sacrament nehmen, alle acht Tage oder vierzehen Tage einmal, versuhne sich mit seinem Nähesten und mach sein Testament; auf dass, ob der Herr anklopfet, und er ubereilet würde, ehe denn Pfarrherr oder Kaplan dazu kommen künnten, er gleichwohl seine Seele versorget, und nicht versäumet, sondern Gotte befohlen habe; denn es auch nicht wohl müglich ist, wo gross Sterben ist, und nur zween oder drei Seelsorger sind, dass sie zu allen gehen mügen, und eim iglichen allererst alle Ding sagen und lehren, was ein Christenmensch wissen soll in Sterbensnöthen.

For det andet, for at enhver i tide kan skikke sig selv og berede sig til døden, skal man én gang hver ottende eller fjortende dag gå til skrifte og nadver, forsone sig med sin næste og gøre sit testamente. Hvis Herren banker på og man overiles, før præsten kan komme, har man så alligevel sørget for sin sjæl og ikke forsømt dette, men befalet sig til Gud. For det er ikke muligt, hvor der er stor dødelighed og kun to eller tre sjælesørgere, at de kan besøge alle og først da fortælle og lære enhver alle ting, som et kristenmenneske skal vide i dødsnøden.

63 Welche aber hierinn lässig und säumig sein werden, die gehen fur sich selbs Rechnung, und sei ihre Schuld, ob man nicht kann fur ihrem Bette einen täglichen, sonderlichen Predigstuhl und Altar haben, weil sie den gemeinen Predigstuhl und Altar so haben verachtet, dazu sie Gott berufen und gefodert hat.

Men de, som heri er ligeglade og forsømmelige, må gøre regnskab for sig selv, og det må være deres egen skyld, at man ikke ved enhver seng kan have en daglig, særskilt prædikestol og alter. De har foragtet den offentlige prædikestol og alter, hvortil Gud har fordret og kaldt dem.

64 Zum Dritten, wenn man aber ja der Kaplan oder Seelsorger begehret, dass man sie fodere, oder lasse die Kranken ansagen beizeit und im Anfange, ehe die Krankheit überhand nimpt, und noch Sinn und Vernunft da ist. Das sage ich darumb; denn es sine etliche so versäumlich, dass sie nicht ehe lassen fodern oder ansagen, bis die Seel auf der Zungen sitzt, und (338) sie nicht mehr reden konnen, und wenig Vernunft mehr da ist. Da bitten sie denn: lieber Herr, sagt ihm das Bete fur etc.

For det tredje. Hvis man nu ønsker præsten eller sjælesørgeren, så skal man hente dem eller lade den syge sige til i tide og i begyndelsen, før sygdommen tager overhånd, og mens der enden er sands og samling tilbage. Dette siger jeg, fordi enkelte er så forsømmelige heri, at de ikke tilkalder præsten og siger til, før sjælen sidder på tungen og de ikke mere kan tale og kun har lidt fornuft igen. Da beder man: Kære herre, sig ham noget trøsterigt, osv

65 Aber vorhin, wenn die Krankheit anfähet, wunschten sie nicht, dass man zu ihm käme; sondern sprechen: Ei, es hat nicht Noth, ich hoffe, es soll besser werden. Was soll doch ein frummer Pfarrherr mit solchen Leute machen, die wider fur Leib noch Seele sorgen? Leben und sterben dahin, wie ein Vieh. Solchen soll man denn ihm letzten Augenblick das Evangelium sagen, und das Sacrament reichen, gleichwie sie unter dem Papstthum gewohnet sind, da niemand gefragt hat, ob sie gläuben oder das Evangelium wissen, sondern das Sacrament in den Hals gestossen, als in einen Brodsack.

Men før, når sygdommen begynder, ønsker de ikke, at man kommer til dem. Da siger man: O, det har ingen nød, jeg håber, jeg skal blive bedre. Hvad skal en from præst gøre med sådanne folk, som hverken sørger for legeme eller sjæl? Lad dem leve og dø som kvæget. De ønsker, at man i sidste øjeblik skal forkynde dem evangeliet og række dem nadveren, som de var vant til under pavedømmet, da ingen spurgte, om de troede eller kendte evangeliet, men man proppede nadveren i halsen på dem som i en brødpose.

66 Nicht also, sondern welcher nicht reden oder Zeichen geben kann (sonderlich so ers so muthwillig versäumet), wie er das Evangelium und Sacrament glaube, verstehe und begehre, so wollen wir es ihm nichts uberall reichen; denn uns ist befohlen, das heilige Sacrament nicht den Ungläubigen, sondern den Gläubigen zu reichen, welche ihren Glauben sagen und bekennen mügen.

Nej, de personer, som ikke kan tale eller give tegn og dermed tilkendegive, om de tror, forstår og begærer evangeliet og nadveren - især dem, der med vilje har forsømt nadveren - dem vil vi slet ikke række nadveren. Det er nemlig ikke befalet os at række nadveren til de vantro, men til de troende, som kan sige og bekende deres tro.

67 Die andern mügen fahren, wie sie gläuben, wir sind entschuldiget, weil es wider am Predigen, Lehren, Vermahnen, Trosten, Besuchen, noch an irgend eim unserm Ampt oder Dienst feihlet. Das sei kürzlich die Unterricht, so wir an den Unsern uben, nicht fur euch zu Breslau geschrieben; denn Christus ist bei euch der wird, euch wohl ohn unser Zuthun lehren reichlich durch seine Salbe, alles, was euch noth ist; dem sei Lob und Ehre, sampt Gott dem Vater und Heiligen Geist in Ewikeit, Amen.

De andre kan fare bort, som de tror. Vi er uskyldige, fordi det ikke har manglet hverken på prædiken, undervisning, formaning, trøst, besøg eller noget i vort embede eller tjeneste. Dette er kort den undervisning, som øves hos os, men ikke skrevet for jer i Breslau. For Kristus er hos jer, og han vil nok uden vor hjælp ved sin salvelse rigeligt lære jer alt, hvad I behøver. Ham være lov og ære, tilligemed Gud Fader og Helligånden i evighed. Amen.

68 Weil wir aber in diese Sache kommen sind, vom Sterben zu reden, kann ichs nicht lassen, auch von dem Begräbnis etwas zu reden. Aufs erst, lass ich das die Doctores der Aerznei urtheilen, und alle, die dess bass erfahren sind, obs fährlich sei, dass man mitten in Städten Kirchhofe hat? Denn ich weiss und verstehe mich nichts drauf, ob aus den Gräbern Dunst oder Dampf gehe, der die Luft verrücke. Wo dem aber so wäre, so hat man aus obgesagten Warnungen (339) Ursachen genug, dass man den Kirchhof ausser der Stadt habe.

Men siden vi er kommet ind på denne sag, nemlig at tale om døden, så kan jeg ikke undlade at tale lidt også om begravelsen. For det første overlader jeg til dem, som er doktorer i lægekunsten, og til alle dem, som har bedre erfaring, at bedømme, om det er farligt at have en kirkegård midt i byen? For jeg véd og forstår mig ikke på det, om der stiger luft eller damp op af gravene og fordærver luften. Men hvis det forholder sig sådan, så har man af nævnte advarsel årsag nok til at lægge kirkegården uden for byen.

69 Denn, wie wir gehört haben, sind wir allesampt schüldig, der Gift zu wehren, womit man vermag, weil Gott uns befohlen hat, unsers Leibs also zu pflegen, dass wir sein schonen und warten, so er uns nicht Noth zuschickt; und wiederumb, auch denselbigen getrost wagen und aufsetzen, wo es die Noth fodert; auf dass wir damit beide zu leben und zu sterben seinem Willen bereit sein: denn niemand lebet ihm selber, niemand stirbet ihm selbs, als St. Paulus sagt Röm 14,7.

For som vi har hørt, er vi alle forpligtet til at hindre smitten, så godt vi kan, fordi Gud har bedt os om at pleje vort legeme. Vi skal skåne og bevare det, hvis han ikke skaber en nødsituation. Ligesådan skal vi også frimodigt vove og sætte det i fare, hvor nøden kræver det, så at vi efter hans vilje er beredt både til at leve og dø. For ingen lever for sig selv, og ingen dør for sig selv, siger Paulus i Rom 14, 7.

70 Das weiss ich wohl, dass bei den Alten der Brauch gewesen ist, beide unter Jüden und Heiden, beide unter Heiligen und Sundern, das Begräbniss ausser der Stadt zu haben; und sie sind ja so klug gewesen, als wir sein mügen. Denn also zeiget auch das Evangelium St. Lucä, da Christus der Witwen Sohn vom Tode aufweckt im Stadtthor zu Nain, und der Text sagt: (Luc. 7,12): Man trug ihn zur Stadt hinaus zum Grabe, und ging viel Volks mit ihr, dass freilich des Land Weise dazumal gewest ist, ausser den Städten die Begräbnisse zu haben, auch Christi Grab selbs aussen fur der Stadt bereit war, (Joh. 19. v. 41).

Det véd jeg også, at det har været skik blandt de gamle, både blandt jøder og hedninger, både blandt hellige og syndere, at have begravelsen uden for byen. Og de har jo været lige så kloge, som vi kunne være. For dette viser også Lukasevangeliet, at Kristus opvakte enkens søn fra Nain fra de døde i byens port. Teksten siger: ”man bar ham ud af byen til graven, og en stor skare fra byen fulgte med hende.” (Luk 7, 12). Så det har visselig dengang været landets skik at have begravelse uden for byen. Også Kristi grav var beredt uden for byen (Joh 19, 41.).

71 Desselbigen gleichen Abraham sein Begräbnis kaufte auf dem Acker Ephron, bei der zwiefachen Höle, (1 Mos. 23,20.) dahin sich die Patriarchen alle begraben liessen. Daher auch die Lateinische Sprache Efferi heisset, das ist, hinaus tragen, das wir zu Grabe tragen heissen; denn sie trugen sie nicht alleine hinaus, sondern verbrannten die Leute alle zu Pulver, auf dass die Luft ja aufs reinest bliebe.

Ligesådan købte Abraham sin gravplads i hulen ved Efrons mark, hvor alle patriarkerne lod sig begrave (1 Mos 23). Derfor hedder det også på latin ”efferri”, dvs., ”at bæres ud”. Det er det, vi kalder at bære ud til graven. For de bar ikke blot deres døde ud, men brændte dem også til støv, for at luften kunne bevares ren.

72 Darumb mein Rath auch wäre, solchen Exempeln nach das Begräbnis hinaus fur die Stadt machen. Und zwar, als wir hie zu Wittenberg einen Kirchhof haben, sollte uns nicht alleine die Noth, sondern auch die Andacht und Ehrbarkeit dazu treiben, ein gemein Begräbnis aussen fur der Stadt zu machen. Denn ein Begräbnis sollt ja billig ein feiner stiller Ort sein, der abgesondert wäre von allen Oerten, (340) darauf man mit Andacht gehen und stehen kunnte, den Tod, das Jüngst Gericht und Auferstehung zu betrachten, und beten; also, dass derselbige Ort gleich eine ehrliche, ja fast eine heilige Stätte wäre, dass einer mit Furcht und allen Ehren drauf künnte wandeln; weil ohn Zweifel etliche Heiligen da liegen: und daselbst umbher an den Wänden künnt man solche andächtige Bilder und Gemälde lassen machen.

Derfor skal også mit råd være, at man efter disse eksempler har gravpladsen uden for byen. Og hvis vi her i Wittenberg havde en kirkegård, skulle ikke alene nøden, men også andagt og ærbarhed drive os til at berede en fælles gravplads uden for byen. For en gravplads skal jo med rette være et smukt, stille sted, som er afsondret fra alle andre steder, og hvor man kan gå og stå med andagt, bede og betragte døden, den yderste dag og opstandelsen. Dette sted skulle være ligesom et højtideligt, ja næsten helligt sted, hvor man kunne være med frygt og ærbødighed, fordi mange hellige uden tvivl ligger her. Og man kunne rundt omkring på væggene male andægtige billeder og figurer.

73 Aber unser Kirchhof, was ist er? Vier oder funf Gassen, und zween oder drei Markt ist er, dass nicht gemeiner oder unstiller Ort ist in der ganzen Stadt, denn eben der Kirchhof, da man täglich, ja Tag und Nacht uber läuft, beide Menschen und Viehe, und ein Jglicher aus seinem Hause eine Thür und Gassen drauf hat, und allerlei drauf geschiht, vielleicht auch solche Stück, die nicht zu sagen sind. Dadurch wird denn die Andacht und Ehre gegen die Begräbniss ganz und gar zunichte, und hält Jdermann nicht mehr davon, denn als wenn Jemand uber einen Schindenleich liefe, dass der Türke nicht so unehrlich kunnt den Ort halten, als wir ihn halten; und sollten doch daselbst eitel Andacht schöpfen, den Tod und Auferstehung bedenken, und der Heiligen, so da liegen, schonen.

Men vores kirkegård, hvad er den? Den er fire eller fem stier og to eller tre pladser, så at der i hele byen ikke er noget sted så travlt eller uroligt som kirkegården. Her løber der dagligt, ja nat og dag, mennesker og dyr, og enhver har fra sit hus en port og sti derhen. Og der foregår alle slags ting, måske også noget, som man ikke kan nævne. Derved bliver andagten og ærefrygten for begravelsesstedet fuldstændig tilintetgjort. Ingen giver agt på det som andet end et sted, man løber hen over, hvor ådsler kastes hen. Selv ikke tyrken holder stedet så usømmeligt som vi. Og man skulle dog her hente idel andagt, tænke på død og opstandelse og tage hensyn til de hellige, som ligger der.

74 Aber wie kann man solchs auf eim gemeinen Ort, da Jdermann muss uberlaufen, und fur Jdermann Thür aufstehet? dass, wenn ja Ehr soll im Begräbniss gesucht sein, ich so mehr in der Elbe oder im Walde liegen wollt. Aber wenn das Begräbniss draussen auf eim abgesonderten stillen Ort läge, da niemand durch, noch drauf liefe, so wäre es gar geistlich, ehrlich und heilig anzusehen, und künnte auch zugericht werden, da er zur Andacht reizet die,so drauf gehen wollten. Das wäre mein Rath; wers thun will, der thu es; wers besser weiss, der fahre immer fort; ich bin niemands Herr.

Men hvordan kan man gøre det på et sted, hvor enhver løber igennem, og hvor døren står åben for enhver. Hvis man ønsker andagt ved begravelsen, ville jeg hellere ligge i Elben eller i skoven? Men hvis gravstedet lå på et afsondret, stille sted, hvor ingen løb omkring eller igennem, så kunne det være helt åndeligt, ærbart og helligt at se på. Det kunne også sættes i sådan stand, at det tilskyndede de besøgende til andagt. Det skal være mit råd. Den, som vil gøre det, kan gøre det. Den, som véd det bedre, han komme frem med det. Jeg er ingens herre.

75 Am Ende aber vermahnen und bitten wir euch umb Christi willen, dass ihr sampt uns helft kämpfen, mit Bitten zu Gott, und Lehren wider der rechte geistliche Pestilenz des leidigen Satans, damit er itzt die (341) Welt vergift und beschmeisst, sonderlich durch die Sacramentslästerer; wiewohl auch sonst daneben viel andere Rotten aufgehen. Denn Satan ist zornig, und fuhlet vielleicht den Tag Christi furhanden; darumb tobet er so greulich, und will uns den Heiland Jesum Christum nehmen durch seine Geisterei. Unter dem Papstthum war er eitel Fleisch, dass auch Münchskappen mussten heilig sein; nu will er eitel Geist sein, dass auch Christi Fleisch und Wort soll nichts sein.

Men til sidst formaner og beder vi jer for Kristi skyld, at I alle sammen hjælper os at kæmpe med bøn til Gud og med undervisning imod Satans virkelige, åndelige epidemier, hvormed han forgifter og besmitter verden. Det sker især ved nadversværmerne, skønt også mange andre sekter opstår ved siden af dem. For Satan er vred og føler måske, at Kristi dag er nært forestående. Derfor raser han så grueligt og vil tage frelseren Jesus Kristus fra os ved sin åndelighed. Under pavedømmet var han ene kød, så at endog munkehætter skulle være hellige. Nu vil han være ene ånd, så at også Kristi legeme og ord skal være intet.

76 Sie haben mir auf mein Büchlin längest geantwortet; mich wundert aber, dass bis auf diesen Tag nicht her gegen Wittenberg kommen ist. Ich will, so Gott verleihet, noch einmal drauf antworten, und darnach sie lassen fahren. Ich sehe doch, dass sie nur ärger davon werden, und sind wie eine Wanzke, wilche von ihr selbs ubel stinkt, aber je mehr man sie zureibet, je ärger sie stinkt; und hoffe, wer zu erhalten ist, dem sei durch mein Büchlin gnug geschrieben. Wie denn (Gott Lob,) viel dadurch aus ihrem Rachen gerissen, und noch viel mehr in der Wahrheit gestärkt und bestätiget sind. Christus, unser Herr und Heiland, behalte euch alle im reinen Glauben und brünstiger Liebe unbefleckt und unsträflich auf seinen Tag, sampt uns allen. Amen. Bittet fur mich armen Sunder.

De har for længe siden svaret på min lille bog, men det undrer mig, at svaret indtil denne dag ikke er kommet til Wittenberg. Jeg vil, hvis Gud giver mig nåde, endnu svare derpå, og siden lade dem fare. Jeg ser, de blot bliver værre ved det og er ligesom en væggelus, som af sig selv lugter ilde, men jo mere man gnider den, desto værre lugter den. Jeg håber, at den, som står til at redde, har nok i min bog. Gud ske lov! Mange er derved revet ud af deres gab, og mange flere er bestyrket og befæstet i sandheden. Kristus, vor Herre og frelser, bevare jer og os alle ubesmittet og ustraffelige i ren tro og uskrømtet kærlighed indtil sin dag. Amen. Bed for mig arme synder.

77 n

78 n

79 n

80 n

81 n

82 n

83 n

84 n

85 n

86 n

87 n

88 n

89 n

90 n

91 n

92 n

93 n

94 n

95 n

96 n

97 n

98 n

99 n

100 n

101 n

102 n

103 n

104 n

105 n

106 n

107 n

108 n

109 n

110 n

111 n

112c

c

113c

c

114 c

c

115 c

c

116 c

c

117 c

c

118 c

c

119 c

c

120c

c

Noter: